Spring til indhold

Retsinformation

Klageveje i pensionssager.

FOU nr 1990.246UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Klageveje i pensionssager.

A klagede for B over en

afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse.

Sagens faktiske forløb var i

korte træk som følger:

Ved revaliderings- og

pensionsnævnets afgørelse af 9. marts 1988 blev B's hustru C tilkendt

plejetillæg fra den 1. februar 1988. Kort efter døde hun. Efterfølgende

gjorde

B - og senere A som advokat for B - gældende, at myndighederne (navnlig

social- og sundhedsforvaltningen i X Kommune) ikke havde efterlevet deres

vejledningsforpligtelser. A anførte bl.a., at socialforvaltningen

"burde have rejst en ansøgning om plejetillæg på et betydelig tidligere

tidspunkt, alternativt orienteret om muligheden herfor". A anførte

herved, at C løbende var i kontakt med socialforvaltningen, som i 1987

bevilgede hende forskellige hjælpemidler. Endvidere anførte A, at

hjemmeplejen

"fuldt ud må have været klar over afdødes alvorlige sygdom og

plejebehov".

Revaliderings- og

pensionsnævnet afviste at være kompetent til at undersøge eller tage stilling

til, om en utilstrækkelig vejledning kan bevirke et tidligere

tilkendelsestidspunkt.

Nævnet anførte følgende som begrundelse for sin afgørelse:

"... Revaliderings- og

pensionsnævnet kan kun tilkende det ansøgte fra det tidspunkt, der er anført

som sagens rejsning, i Deres afdøde hustrus tilfælde den 11. januar 1988.

Revaliderings- og pensionsnævnet har ikke bemyndigelse til at ændre denne

dato.

Såfremt denne ansøgning skal

Læs alt

ændres under henvisning til, at kommunen har været vidende om og burde have

rejst ansøgning, eller har modtaget oplysninger, der burde foranledige, at

ansøgning blev rejst på et tidligere tidspunkt, skal det sociale udvalg tage

stilling til, om der er sket en fejl i sagsbehandlingen, der kan foranledige,

at ansøgningstidspunktet tilbagedateres..."

Nævnet videresendte B's klage

til socialforvaltningen i X Kommune, som fastholdt ansøgningsdatoen, bl.a.

under henvisning til, at forvaltningen først modtog henvendelse om

hjemmehjælp

i januar måned 1988.

På baggrund af yderligere en

henvendelse fra B videresendte nævnet hans klage til det sociale

amtsankenævn,

som afviste at være kompetent til at behandle spørgsmålet. Nævnet begrundede

sin afgørelse således:

"... Ifølge

pensionslovens § 59 træffer revaliderings- og pensionsnævnet afgørelse om,

fra

hvilket tidspunkt betingelserne for tilkendelse af pension, herunder

plejetillæg, er opfyldt.

Uanset, om det ved

amtsankenævnets mellemkomst måtte kunne fastslås, at ansøgningen om pension

er

indgivet til kommunen tidligere end tilkendelsesdatoen, vil amtsankenævnet

således ikke have kompetence til at tage stilling til

tilkendelsestidspunktet,

men må i givet fald tilbagesende sagen til revaliderings- og pensionsnævnet

til

afgørelse af, om betingelserne var opfyldt fra dette tidligere tidspunkt.

Som følge heraf er det

amtsankenævnets opfattelse, at kommunens angivelse af ansøgningsdato i

pensionsskemaet ikke kan opfattes som en afgørelse i henhold til

pensionsloven,

men alene må betragtes som en faktisk oplysning, der skal indgå i

revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse i henhold ti pensionslovens § 59,

og hvis rigtighed det i givet fald må påhvile revaliderings- og

pensionsnævnet

at efterprøve i medfør af det almindelige forvaltningsretlige

officialprincip.

Revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse om tilkendelse af pension,

herunder tilkendelsesdato, kan inden for 4 uger påklages til den sociale

ankestyrelse i henhold til pensionslovens § 50, stk. 2.

Amtsankenævnet afviste

således at behandle sagen og tilbagesendte Deres klage til revaliderings- og

pensionsnævnet til videre foranstaltning..."

Sagen blev herefter ved

revaliderings- og pensionsnævnets mellemkomst indbragt for Den Sociale

Ankestyrelse. Nævnet fremsendte samtidig med oversendelsen til Den Sociale

Ankestyrelse

en genpart af klagen til tilsynsrådet, "idet det er denne instans, der

skal behandle klagen over sagsbehandlingen i primærkommunen", jf.

nævnets

brev af 27. oktober 1988 til B.

Tilsynsrådet afviste i et

brev af 2. november 1988 at behandle klagen. Som et led i begrundelsen for

sin

afvisning henviste tilsynsrådet bl.a. til, at "tilsynsrådet er afskåret

fra at behandle klager over lovligheden af kommunale afgørelser på områder,

hvor der er etableret særlige klageveje med hensyn til de pågældende

afgørelser. I Deres sag har man i denne forbindelse bemærket sig, at

revaliderings-

og pensionsnævnets sekretariat har oversendt Deres klage over kommunens

afgørelse med hensyn til tilkendelsestidspunktet for plejetillægget til

Deres hustru til den sociale ankestyrelse som rette klagemyndighed."

Den Sociale Ankestyrelse

meddelte B, at styrelsen ikke fandt grundlag for at foretage videre i sagen

vedrørende revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse, idet afgørelsen var

i overensstemmelse med bestemmelsen i § 33, stk. 1, i lov om social pension.

Efter denne bestemmelse kan ydelser efter loven tidligst tilkendes fra den 1.

i

måneden efter, at der er ansøgt om pension.

I anledning af klagen anførte

jeg bl.a. følgende i et brev til Den Sociale Ankestyrelse:

"... Sagen rejser på

denne baggrund spørgsmålet om, hvorvidt myndighederne med rette har afvist at

undersøge og vurdere konsekvenserne af en eventuel vejledningsfejl. De

relevante bestemmelser om vejledningspligt findes i forvaltningslovens § 7,

stk. 1, og i bistandslovens § 28.

Det er almindeligt antaget,

at en myndigheds tilsidesættelse af en vejledningsforpligtelse efter

omstændighederne vil kunne være af væsentlig betydning for det nærmere

indhold

af en afgørelse. De sager, der er refereret i FOB 1976.245, FOB 1978.564, FOB

1978.649, FOB 1981.270, og SM 0-44-88 drejede sig således om, at ansøgerne

skulle stilles, som om de havde indgivet ansøgning rettidigt, idet der ikke

var

givet behørig vejledning om ansøgningskravet. Jeg henviser endvidere til en

Østre Landsrets dom, der er refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1990, s. 263,

jf. FOB 1986.99.

I tilfælde, hvor et

vejledningsspørgsmål således er af betydning for det nærmere indhold af en

afgørelse, bør klager vedrørende vejledning efter min opfattelse behandles af

de myndigheder, der i øvrigt har kompetence til at tage stilling til eller

behandle klager over indholdet af afgørelsen, jf. pkt. 21.1 i

Socialministeriets Vejledning af 11. januar 1988 om klageregler og tilsyn på

det sociale område. Dette har særlig betydning inden for det sociale område,

hvor der ofte er forskellige klageveje for henholdsvis klager over en

afgørelses indhold og (rene) formalitetsklager.

Efter § 59, stk. 1, nr. 2, i

lov om social pension træffer revaliderings- og pensionsnævnet afgørelser

vedrørende tilkendelsestidspunkt for plejetillæg i første instans. Nævnets

afgørelse kan ifølge § 50, stk. 2, indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.

På den baggrund anmoder jeg

om, at revaliderings- og pensionsnævnet og Den Sociale Ankestyrelse i sine

udtalelser nærmere redegør for, hvorfor myndighederne undlod at

realitetsbehandle

spørgsmålet om, hvorvidt manglende eller utilstrækkelig vejledning kunne

bevirke et tidligere tilkendelsestidspunkt..."

I sin besvarelse af mit brev

anførte ankestyrelsen bl.a. følgende:

"... Spørgsmålet om

hvilken myndighed, der er klageinstans vedrørende fastsættelsen af

ansøgningsdato i forbindelse med rejsning af sag om social pension, har først

fundet sin endelige afklaring ved ankestyrelsens principielle afgørelse af

31.

oktober 1989, jf. vedlagte SM P 1/1990.

Herefter er det

amtsankenævnet - og ikke revaliderings- og pensionsnævnet, der vil være rette

klageinstans vedrørende spørgsmålet, om hvorvidt en eventuel manglende

vejledning kan medføre en ændring af tilkendelsestidspunktet.

Det følger af klagereglerne i

§ 50 i lov om social pension, at amtsankenævnets afgørelser er endelige og

kun

kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse, såfremt sagen er principiel.

Det må imidlertid erkendes,

at ankestyrelsen indtil den i SM P 1/1990 omtalte afgørelse i en række

tilfælde

i forbindelse med en klage over revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse

om pension, har overvejet og i visse tilfælde ændret tilkendelsestidspunktet

på

grundlag af oplysninger i kommunens journalark.

Ankestyrelsen har tidligere

truffet afgørelse om, at en manglende eller mangelfuld vejledning fra en

kommune om hjælpemuligheder, kan sidestilles med en ansøgning herom.

I den heromhandlede sag

drejede det sig ikke om, at pensions- eller rådgivningsafdelingen i den

pågældende kommunes socialforvaltning eventuelt havde misligholdt sin

vejledningspligt, men om hvorvidt hjælpemiddelafdelingen og de tilsynsførende

ved hjemmesygeplejen i tilstrækkelig grad - om overhovedet - havde orienteret

pensionsafdelingen om ægtefællens tilstand.

Ankestyrelsen fandt ikke, at

et sådant spørgsmål faldt indenfor ankestyrelsens kompetence. Ankestyrelsen

har

dog ikke været opmærksom på den af ombudsmanden nævnte sag, der er nævnt i

FOB

1981 s. 270.

Ankestyrelsen har under

hensyn til SM P 1/1990 ikke fundet grundlag for at indhente en redegørelse

fra

revaliderings-og pensionsnævnet.

For en ordens skyld bemærkes

at plejetillæg kan tilkendes, hvis invaliditeten bevirker, at ansøgeren må

have

vedvarende pleje eller tilsyn, der nødvendiggør andres stadige nærværelse.

Om de nærmere betingelser

henvises til vedlagte fotokopi af pkt. 89 i Sikringsstyrelsens vejledning af

25. januar 1988.

Det vil således være

overordentligt vanskeligt at vurdere, om pågældende har opfyldt betingelserne

for plejetillæg før ansøgningsdatoen og i givet fald hvor længe...."

Efter gennemgang af sagen

udtalte jeg følgende i et brev til A:

"Sagen vedrører dels det

generelle spørgsmål om rette instans for klager over tilkendelsestidspunkt i

forbindelse med ansøgning om social pension, dels det konkrete spørgsmål om

stillingtagen til eventuelle vejledningsfejl i socialforvaltningen i X

Kommune.

Efter § 50, stk. 1, i lov om

social pension kan afgørelser, der er truffet af kommunalbestyrelsen,

påklages

til amtsankenævnet, i Københavns og Frederiksberg Kommuner til Den Sociale

Ankestyrelse. Efter § 50, stk. 2, kan afgørelser, truffet af revaliderings-

og

pensionsnævnene påklages til Den Sociale Ankestyrelse.

Det er Den Sociale

Ankestyrelses og Socialministeriets opfattelse, at "fastsættelse af

ansøgningsdato" er en afgørelse, der træffes af kommunalbestyrelsen

efter

§ 57, stk. 1, i lov om social pension. Klager over tilkendelsestidspunkt skal

som en konsekvens heraf efter myndighedernes opfattelse rettes til

amtsankenævnet.

Hertil bemærker jeg følgende:

Efter § 59, stk. 1, nr. 2,

afgør revaliderings- og pensionsnævnet bl.a., fra hvilket tidspunkt

betingelserne for tilkendelse af pension er opfyldt.

For nævnets fastsættelse af

tilkendelsestidspunkt gælder bestemmelsen i lovens § 33, hvorefter pension

udbetales månedsvis forud fra den 1. i måneden efter, at lovens betingelser

er

opfyldt, dog tidligst fra den 1. i måneden efter, at der er ansøgt om

pension.

Som anført i min skrivelse af

3. maj 1990 til Den Sociale Ankestyrelse vil manglende eller utilstrækkelig

vejledning af en ansøger efter omstændighederne kunne bevirke, at pension må

tilkendes med virkning fra et tidspunkt forud for ansøgningen. I tilfælde,

hvor lovens betingelser ikke er opfyldt på tidspunktet for ansøgningen, kan

pension først tilkendes med virkning fra det senere tidspunkt, hvor

betingelserne er opfyldt, jf. § 33.

Det er således ikke i alle

tilfælde, at ansøgningstidspunktet er af afgørende betydning for

tilkendelsestidspunktet.

Tilkendelsestidspunktet må af nævnet fastsættes efter en bedømmelse af den

konkrete sags faktiske oplysninger. I den forbindelse vil

ansøgningstidspunktet

være relevant, når det er af betydning for tilkendelsestidspunktet.

En konstatering eller

bevismæssig bedømmelse af ansøgningstidspunktet i forbindelse med nævnets

fastsættelse af tilkendelsestidspunktet kan efter min opfattelse ikke anses

for en selvstændig afgørelse. Ansøgningstidspunktet fastsættes af nævnet som

en integreret del af pensionsafgørelsen.

Der er endvidere ikke tale

om, at kommunalbestyrelsen (socialforvaltningen) ved ansøgninger om pension

efter lovens §§ 14, 16 og 18 forud for nævnsbehandlingen træffer selvstændig

afgørelse om tilkendelsestidspunktet. Kommunalbestyrelsen har alene en

indstillingsret, jf. lovens § 23.

Jeg er derfor ikke enig i

myndighedernes opfattelse, hvorefter "det er det sociale udvalg, der

efter lov om social pension, § 57, i første instans træffer afgørelse om, fra

hvilket tidspunkt der søges om pension", jf. SM P-nr. - 1/1990 s. 2.

Det tilføjes, at bestemmelsen

i § 59, stk. 1, nr. 2, efter min opfattelse også dækker de tilfælde, i hvilke

ansøgeren gør gældende, at en eventuel pensionsydelse på grund af den

kommunale

pensionsafdelings vejledningsmangler bør tilkendes fra et tidspunkt, der

ligger forud for ansøgningstidspunktet. En stillingtagen til en sådan

vejledningsmangel har i disse tilfælde efter min opfattelse en så nær

sammenhæng med selve vurderingen af tidspunktet for pensionsberettigelsen, at

de to spørgsmål bør behandles under et af den samme myndighed, jf. FOB 81.270

og FOB 82.303. Da Den Sociale Ankestyrelse efter lov om social pension § 50,

stk. 2, er klageinstans for afgørelser truffet af revaliderings- og

pensionsnævnene,

er det herefter min opfattelse, at klager over fastsættelse af ansøgningsdato

i

forbindelse med rejsning af en sag om social pension, bør behandles af Den

Sociale Ankestyrelse.

På denne baggrund har jeg

samtidig hermed gjort Den Sociale Ankestyrelse bekendt med min opfattelse og

henstillet, at ankestyrelsen ændrer sin praksis i overensstemmelse med det

anførte.

Det følger af det anførte, at

revaliderings- og pensionsnævnet burde have realitetsbehandlet (B's) klage

vedrørende tilkendelsestidspunktet. En sådan realitetsbehandling har ikke

fundet sted.

Jeg har herefter overvejet,

hvorvidt der er grundlag for at jeg tager skridt til, at sagen nu undergives

realitetsbehandling i revaliderings- og pensionsnævnet som 1. instans.

Efter min gennemgang af sagen

har jeg ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for et sådant initiativ. Jeg

henviser herved til, at det efter de foreliggende oplysninger må anses for

usikkert, hvorvidt indsigelsen om utilstrækkelig vejledning nu nærmere kan

dokumenteres, ligesom det må anses for vanskeligt nu at dokumentere, fra

hvilket tidspunkt (C) i givet fald opfyldte betingelsen for at få tildelt

plejetillæg, jf. ankestyrelsens udtalelse i skrivelsen af 28. juni 1990.

Hertil kommer, at det må anses for tvivlsomt om et krav på efterbetaling af

en

personlig tildelt ydelse som plejetillæg, der fremsættes efter den

berettigedes

død, kan gøres gældende af boet efter afdøde, jf. Ernst Andersen, Arveret,

1967, s. 288-289, hvor det er antaget, at visse ikke fremsatte krav

bortfalder

med den berettigedes død."

Lignende dokumenter