Klageveje i pensionssager.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Klageveje i pensionssager.
A klagede for B over en
afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse.
Sagens faktiske forløb var i
korte træk som følger:
Ved revaliderings- og
pensionsnævnets afgørelse af 9. marts 1988 blev B's hustru C tilkendt
plejetillæg fra den 1. februar 1988. Kort efter døde hun. Efterfølgende
gjorde
B - og senere A som advokat for B - gældende, at myndighederne (navnlig
social- og sundhedsforvaltningen i X Kommune) ikke havde efterlevet deres
vejledningsforpligtelser. A anførte bl.a., at socialforvaltningen
"burde have rejst en ansøgning om plejetillæg på et betydelig tidligere
tidspunkt, alternativt orienteret om muligheden herfor". A anførte
herved, at C løbende var i kontakt med socialforvaltningen, som i 1987
bevilgede hende forskellige hjælpemidler. Endvidere anførte A, at
hjemmeplejen
"fuldt ud må have været klar over afdødes alvorlige sygdom og
plejebehov".
Revaliderings- og
pensionsnævnet afviste at være kompetent til at undersøge eller tage stilling
til, om en utilstrækkelig vejledning kan bevirke et tidligere
tilkendelsestidspunkt.
Nævnet anførte følgende som begrundelse for sin afgørelse:
"... Revaliderings- og
pensionsnævnet kan kun tilkende det ansøgte fra det tidspunkt, der er anført
som sagens rejsning, i Deres afdøde hustrus tilfælde den 11. januar 1988.
Revaliderings- og pensionsnævnet har ikke bemyndigelse til at ændre denne
dato.
Såfremt denne ansøgning skal
Læs alt
ændres under henvisning til, at kommunen har været vidende om og burde have
rejst ansøgning, eller har modtaget oplysninger, der burde foranledige, at
ansøgning blev rejst på et tidligere tidspunkt, skal det sociale udvalg tage
stilling til, om der er sket en fejl i sagsbehandlingen, der kan foranledige,
at ansøgningstidspunktet tilbagedateres..."
Nævnet videresendte B's klage
til socialforvaltningen i X Kommune, som fastholdt ansøgningsdatoen, bl.a.
under henvisning til, at forvaltningen først modtog henvendelse om
hjemmehjælp
i januar måned 1988.
På baggrund af yderligere en
henvendelse fra B videresendte nævnet hans klage til det sociale
amtsankenævn,
som afviste at være kompetent til at behandle spørgsmålet. Nævnet begrundede
sin afgørelse således:
"... Ifølge
pensionslovens § 59 træffer revaliderings- og pensionsnævnet afgørelse om,
fra
hvilket tidspunkt betingelserne for tilkendelse af pension, herunder
plejetillæg, er opfyldt.
Uanset, om det ved
amtsankenævnets mellemkomst måtte kunne fastslås, at ansøgningen om pension
er
indgivet til kommunen tidligere end tilkendelsesdatoen, vil amtsankenævnet
således ikke have kompetence til at tage stilling til
tilkendelsestidspunktet,
men må i givet fald tilbagesende sagen til revaliderings- og pensionsnævnet
til
afgørelse af, om betingelserne var opfyldt fra dette tidligere tidspunkt.
Som følge heraf er det
amtsankenævnets opfattelse, at kommunens angivelse af ansøgningsdato i
pensionsskemaet ikke kan opfattes som en afgørelse i henhold til
pensionsloven,
men alene må betragtes som en faktisk oplysning, der skal indgå i
revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse i henhold ti pensionslovens § 59,
og hvis rigtighed det i givet fald må påhvile revaliderings- og
pensionsnævnet
at efterprøve i medfør af det almindelige forvaltningsretlige
officialprincip.
Revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse om tilkendelse af pension,
herunder tilkendelsesdato, kan inden for 4 uger påklages til den sociale
ankestyrelse i henhold til pensionslovens § 50, stk. 2.
Amtsankenævnet afviste
således at behandle sagen og tilbagesendte Deres klage til revaliderings- og
pensionsnævnet til videre foranstaltning..."
Sagen blev herefter ved
revaliderings- og pensionsnævnets mellemkomst indbragt for Den Sociale
Ankestyrelse. Nævnet fremsendte samtidig med oversendelsen til Den Sociale
Ankestyrelse
en genpart af klagen til tilsynsrådet, "idet det er denne instans, der
skal behandle klagen over sagsbehandlingen i primærkommunen", jf.
nævnets
brev af 27. oktober 1988 til B.
Tilsynsrådet afviste i et
brev af 2. november 1988 at behandle klagen. Som et led i begrundelsen for
sin
afvisning henviste tilsynsrådet bl.a. til, at "tilsynsrådet er afskåret
fra at behandle klager over lovligheden af kommunale afgørelser på områder,
hvor der er etableret særlige klageveje med hensyn til de pågældende
afgørelser. I Deres sag har man i denne forbindelse bemærket sig, at
revaliderings-
og pensionsnævnets sekretariat har oversendt Deres klage over kommunens
afgørelse med hensyn til tilkendelsestidspunktet for plejetillægget til
Deres hustru til den sociale ankestyrelse som rette klagemyndighed."
Den Sociale Ankestyrelse
meddelte B, at styrelsen ikke fandt grundlag for at foretage videre i sagen
vedrørende revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse, idet afgørelsen var
i overensstemmelse med bestemmelsen i § 33, stk. 1, i lov om social pension.
Efter denne bestemmelse kan ydelser efter loven tidligst tilkendes fra den 1.
i
måneden efter, at der er ansøgt om pension.
I anledning af klagen anførte
jeg bl.a. følgende i et brev til Den Sociale Ankestyrelse:
"... Sagen rejser på
denne baggrund spørgsmålet om, hvorvidt myndighederne med rette har afvist at
undersøge og vurdere konsekvenserne af en eventuel vejledningsfejl. De
relevante bestemmelser om vejledningspligt findes i forvaltningslovens § 7,
stk. 1, og i bistandslovens § 28.
Det er almindeligt antaget,
at en myndigheds tilsidesættelse af en vejledningsforpligtelse efter
omstændighederne vil kunne være af væsentlig betydning for det nærmere
indhold
af en afgørelse. De sager, der er refereret i FOB 1976.245, FOB 1978.564, FOB
1978.649, FOB 1981.270, og SM 0-44-88 drejede sig således om, at ansøgerne
skulle stilles, som om de havde indgivet ansøgning rettidigt, idet der ikke
var
givet behørig vejledning om ansøgningskravet. Jeg henviser endvidere til en
Østre Landsrets dom, der er refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1990, s. 263,
jf. FOB 1986.99.
I tilfælde, hvor et
vejledningsspørgsmål således er af betydning for det nærmere indhold af en
afgørelse, bør klager vedrørende vejledning efter min opfattelse behandles af
de myndigheder, der i øvrigt har kompetence til at tage stilling til eller
behandle klager over indholdet af afgørelsen, jf. pkt. 21.1 i
Socialministeriets Vejledning af 11. januar 1988 om klageregler og tilsyn på
det sociale område. Dette har særlig betydning inden for det sociale område,
hvor der ofte er forskellige klageveje for henholdsvis klager over en
afgørelses indhold og (rene) formalitetsklager.
Efter § 59, stk. 1, nr. 2, i
lov om social pension træffer revaliderings- og pensionsnævnet afgørelser
vedrørende tilkendelsestidspunkt for plejetillæg i første instans. Nævnets
afgørelse kan ifølge § 50, stk. 2, indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.
På den baggrund anmoder jeg
om, at revaliderings- og pensionsnævnet og Den Sociale Ankestyrelse i sine
udtalelser nærmere redegør for, hvorfor myndighederne undlod at
realitetsbehandle
spørgsmålet om, hvorvidt manglende eller utilstrækkelig vejledning kunne
bevirke et tidligere tilkendelsestidspunkt..."
I sin besvarelse af mit brev
anførte ankestyrelsen bl.a. følgende:
"... Spørgsmålet om
hvilken myndighed, der er klageinstans vedrørende fastsættelsen af
ansøgningsdato i forbindelse med rejsning af sag om social pension, har først
fundet sin endelige afklaring ved ankestyrelsens principielle afgørelse af
31.
oktober 1989, jf. vedlagte SM P 1/1990.
Herefter er det
amtsankenævnet - og ikke revaliderings- og pensionsnævnet, der vil være rette
klageinstans vedrørende spørgsmålet, om hvorvidt en eventuel manglende
vejledning kan medføre en ændring af tilkendelsestidspunktet.
Det følger af klagereglerne i
§ 50 i lov om social pension, at amtsankenævnets afgørelser er endelige og
kun
kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse, såfremt sagen er principiel.
Det må imidlertid erkendes,
at ankestyrelsen indtil den i SM P 1/1990 omtalte afgørelse i en række
tilfælde
i forbindelse med en klage over revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse
om pension, har overvejet og i visse tilfælde ændret tilkendelsestidspunktet
på
grundlag af oplysninger i kommunens journalark.
Ankestyrelsen har tidligere
truffet afgørelse om, at en manglende eller mangelfuld vejledning fra en
kommune om hjælpemuligheder, kan sidestilles med en ansøgning herom.
I den heromhandlede sag
drejede det sig ikke om, at pensions- eller rådgivningsafdelingen i den
pågældende kommunes socialforvaltning eventuelt havde misligholdt sin
vejledningspligt, men om hvorvidt hjælpemiddelafdelingen og de tilsynsførende
ved hjemmesygeplejen i tilstrækkelig grad - om overhovedet - havde orienteret
pensionsafdelingen om ægtefællens tilstand.
Ankestyrelsen fandt ikke, at
et sådant spørgsmål faldt indenfor ankestyrelsens kompetence. Ankestyrelsen
har
dog ikke været opmærksom på den af ombudsmanden nævnte sag, der er nævnt i
FOB
1981 s. 270.
Ankestyrelsen har under
hensyn til SM P 1/1990 ikke fundet grundlag for at indhente en redegørelse
fra
revaliderings-og pensionsnævnet.
For en ordens skyld bemærkes
at plejetillæg kan tilkendes, hvis invaliditeten bevirker, at ansøgeren må
have
vedvarende pleje eller tilsyn, der nødvendiggør andres stadige nærværelse.
Om de nærmere betingelser
henvises til vedlagte fotokopi af pkt. 89 i Sikringsstyrelsens vejledning af
25. januar 1988.
Det vil således være
overordentligt vanskeligt at vurdere, om pågældende har opfyldt betingelserne
for plejetillæg før ansøgningsdatoen og i givet fald hvor længe...."
Efter gennemgang af sagen
udtalte jeg følgende i et brev til A:
"Sagen vedrører dels det
generelle spørgsmål om rette instans for klager over tilkendelsestidspunkt i
forbindelse med ansøgning om social pension, dels det konkrete spørgsmål om
stillingtagen til eventuelle vejledningsfejl i socialforvaltningen i X
Kommune.
Efter § 50, stk. 1, i lov om
social pension kan afgørelser, der er truffet af kommunalbestyrelsen,
påklages
til amtsankenævnet, i Københavns og Frederiksberg Kommuner til Den Sociale
Ankestyrelse. Efter § 50, stk. 2, kan afgørelser, truffet af revaliderings-
og
pensionsnævnene påklages til Den Sociale Ankestyrelse.
Det er Den Sociale
Ankestyrelses og Socialministeriets opfattelse, at "fastsættelse af
ansøgningsdato" er en afgørelse, der træffes af kommunalbestyrelsen
efter
§ 57, stk. 1, i lov om social pension. Klager over tilkendelsestidspunkt skal
som en konsekvens heraf efter myndighedernes opfattelse rettes til
amtsankenævnet.
Hertil bemærker jeg følgende:
Efter § 59, stk. 1, nr. 2,
afgør revaliderings- og pensionsnævnet bl.a., fra hvilket tidspunkt
betingelserne for tilkendelse af pension er opfyldt.
For nævnets fastsættelse af
tilkendelsestidspunkt gælder bestemmelsen i lovens § 33, hvorefter pension
udbetales månedsvis forud fra den 1. i måneden efter, at lovens betingelser
er
opfyldt, dog tidligst fra den 1. i måneden efter, at der er ansøgt om
pension.
Som anført i min skrivelse af
3. maj 1990 til Den Sociale Ankestyrelse vil manglende eller utilstrækkelig
vejledning af en ansøger efter omstændighederne kunne bevirke, at pension må
tilkendes med virkning fra et tidspunkt forud for ansøgningen. I tilfælde,
hvor lovens betingelser ikke er opfyldt på tidspunktet for ansøgningen, kan
pension først tilkendes med virkning fra det senere tidspunkt, hvor
betingelserne er opfyldt, jf. § 33.
Det er således ikke i alle
tilfælde, at ansøgningstidspunktet er af afgørende betydning for
tilkendelsestidspunktet.
Tilkendelsestidspunktet må af nævnet fastsættes efter en bedømmelse af den
konkrete sags faktiske oplysninger. I den forbindelse vil
ansøgningstidspunktet
være relevant, når det er af betydning for tilkendelsestidspunktet.
En konstatering eller
bevismæssig bedømmelse af ansøgningstidspunktet i forbindelse med nævnets
fastsættelse af tilkendelsestidspunktet kan efter min opfattelse ikke anses
for en selvstændig afgørelse. Ansøgningstidspunktet fastsættes af nævnet som
en integreret del af pensionsafgørelsen.
Der er endvidere ikke tale
om, at kommunalbestyrelsen (socialforvaltningen) ved ansøgninger om pension
efter lovens §§ 14, 16 og 18 forud for nævnsbehandlingen træffer selvstændig
afgørelse om tilkendelsestidspunktet. Kommunalbestyrelsen har alene en
indstillingsret, jf. lovens § 23.
Jeg er derfor ikke enig i
myndighedernes opfattelse, hvorefter "det er det sociale udvalg, der
efter lov om social pension, § 57, i første instans træffer afgørelse om, fra
hvilket tidspunkt der søges om pension", jf. SM P-nr. - 1/1990 s. 2.
Det tilføjes, at bestemmelsen
i § 59, stk. 1, nr. 2, efter min opfattelse også dækker de tilfælde, i hvilke
ansøgeren gør gældende, at en eventuel pensionsydelse på grund af den
kommunale
pensionsafdelings vejledningsmangler bør tilkendes fra et tidspunkt, der
ligger forud for ansøgningstidspunktet. En stillingtagen til en sådan
vejledningsmangel har i disse tilfælde efter min opfattelse en så nær
sammenhæng med selve vurderingen af tidspunktet for pensionsberettigelsen, at
de to spørgsmål bør behandles under et af den samme myndighed, jf. FOB 81.270
og FOB 82.303. Da Den Sociale Ankestyrelse efter lov om social pension § 50,
stk. 2, er klageinstans for afgørelser truffet af revaliderings- og
pensionsnævnene,
er det herefter min opfattelse, at klager over fastsættelse af ansøgningsdato
i
forbindelse med rejsning af en sag om social pension, bør behandles af Den
Sociale Ankestyrelse.
På denne baggrund har jeg
samtidig hermed gjort Den Sociale Ankestyrelse bekendt med min opfattelse og
henstillet, at ankestyrelsen ændrer sin praksis i overensstemmelse med det
anførte.
Det følger af det anførte, at
revaliderings- og pensionsnævnet burde have realitetsbehandlet (B's) klage
vedrørende tilkendelsestidspunktet. En sådan realitetsbehandling har ikke
fundet sted.
Jeg har herefter overvejet,
hvorvidt der er grundlag for at jeg tager skridt til, at sagen nu undergives
realitetsbehandling i revaliderings- og pensionsnævnet som 1. instans.
Efter min gennemgang af sagen
har jeg ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for et sådant initiativ. Jeg
henviser herved til, at det efter de foreliggende oplysninger må anses for
usikkert, hvorvidt indsigelsen om utilstrækkelig vejledning nu nærmere kan
dokumenteres, ligesom det må anses for vanskeligt nu at dokumentere, fra
hvilket tidspunkt (C) i givet fald opfyldte betingelsen for at få tildelt
plejetillæg, jf. ankestyrelsens udtalelse i skrivelsen af 28. juni 1990.
Hertil kommer, at det må anses for tvivlsomt om et krav på efterbetaling af
en
personlig tildelt ydelse som plejetillæg, der fremsættes efter den
berettigedes
død, kan gøres gældende af boet efter afdøde, jf. Ernst Andersen, Arveret,
1967, s. 288-289, hvor det er antaget, at visse ikke fremsatte krav
bortfalder
med den berettigedes død."
Lignende dokumenter
- For sen modtagelse af ansøgning om invalidepension Retsinformation · 15. februar 2019
- Ydelse af hjælp i henhold til sociallovgivningen med tilbagevirkende kraft Retsinformation · 7. marts 2019
- Behandling af anmodning om aktindsigt i invalidepensionssag Retsinformation · 7. marts 2019
- Kontanthjælp med tilbagevirkende kraft ved vejledningsfejl. Retsinformation · 3. november 2003
- Afslag på ydelse af forskud på pension Retsinformation · 25. januar 2019
- Tilbagebetaling af folkepension Retsinformation · 6. marts 2019