Udenrigsministeriets indhentelse af oplysninger fra PET i ansættelsessager. Samtykkeerklæring.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udenrigsministeriets indhentelse af oplysninger fra PET i
ansættelsessager. Samtykkeerklæring.
Den 6. februar 1989 rettede
jeg følgende henvendelse til Udenrigsministeriet:
"Til brug for mine
overvejelser af, om der er grundlag for, at jeg af egen drift efter
ombudsmandslovens § 6, stk. 5, foretager en nærmere undersøgelse af
ministeriets praksis med hensyn til indhentelse af straffeoplysninger i
ansættelsessager, beder jeg om oplysning om, hvorfra og på hvilken måde
straffeoplysningerne i den konkrete sag blev rekvireret, samt oplysning om,
hvorvidt den fulgte fremgangsmåde følges i almindelighed i sådanne sager.
Jeg beder endvidere
ministeriet redegøre for det retlige grundlag for indhentelse af
straffeoplysninger."
Udenrigsministeriet svarede i
skrivelse af 15. marts 1989 og gav følgende oplysninger om fremgangsmåden ved
indhentelse af straffeoplysninger:
"...
I forbindelse med spørgsmålet
om det retlige grundlag for indhentelse af straffeoplysninger henvises til §
13
i "Statsministeriets cirkulære af 1. november 1986 vedrørende
sikkerhedsbeskyttelse
af oplysninger, der er af fælles interesse for NATO-landene, eller hvor der i
øvrigt består en offentlig beskyttelsesinteresse". Det fremgår heraf, at
en bemyndigelse er påkrævet for at have indsigt i et klassificeret dokument.
Udenrigsministeriet modtager
og behandler klassificeret materiale, der henhører under ovennævnte
cirkulære,
i et sådant omfang, at næsten alle ministeriets medarbejdere før eller senere
Læs alt
skal have bemyndigelse til indsigt i klassificerede akter i henhold til
Statsministeriets
ovennævnte cirkulære. Ved ansættelser i Udenrigsministeriet er det følgelig
påkrævet at tilvejebringe et grundlag for tillæggelse af sådanne
bemyndigelser.
Der henvises yderligere til §
6 i Finansministeriets cirkulære af 14. januar 1963 angående spørgsmålet om
ansættelse under staten af personer, der har begået strafbare forhold.
Inden ansættelse i
Udenrigsministeriet fremsender Udenrigsministeriet den i kopi vedlagte
skrivelse til Politiets Efterretningstjeneste med anmodning om oplysning om
hvorvidt
en konkret ansøger er politiet bekendt. Udenrigsministeriet modtager herefter
et telefonisk svar fra Politiets Efterretningstjeneste om, hvorvidt
vedkommende
er politiet bekendt.
Denne fremgangsmåde er også
benyttet i forbindelse med den af Ombudsmanden behandlede sag vedrørende
(...).
Udenrigsministeriet er gået
ud fra, at et samtykke efter forvaltningslovens § 29 kan foreligge såvel
skriftligt som mundtligt, men har for at undgå eventuelle misforståelser
siden
maj 1988 anvendt spørgeskemaer med det påtryk, der er nævnt i
Udenrigsministeriets skrivelse af 12. september 1988 til Folketingets
Ombudsmand."
Ved skrivelse af 7. april
1989 sendte jeg Udenrigsministeriets udtalelse til Politiets
Efterretningstjeneste og bad om oplysning om, på hvilken måde
efterretningstjenesten i sager af den omtalte type tilvejebringer de ønskede
oplysninger, herunder om oplysningerne indhentes fra Det Centrale
Kriminalregister.
Rigspolitichefen meddelte i
skrivelse af 20. april 1989 bl.a. følgende:
"...
I den anledning kan jeg
oplyse, at de oplysninger om straffedomme, som Politiets
Efterretningstjeneste
videregiver til de enkelte ministerier og styrelser, til brug for disses
afgørelser i henhold til § 13 i Statsministeriets cirkulære af 1. november
1986, som udgangspunkt indhentes fra Det Centrale Kriminalregister. Det
hænder
i enkeltstående tilfælde, at Politiets Efterretningstjeneste skønner, at
yderligere oplysninger er nødvendige enten for forståelsen af oplysningerne
fra
Det Centrale Kriminalregister eller i øvrigt for den sikkerhedsmæssige
vurdering, ministeriet eller styrelsen skal foretage. I så fald suppleres
oplysningerne fra Det Centrale Kriminalregister med oplysninger fra den
pågældendes straffesag."
Herefter forelagde jeg de
modtagne oplysninger for Justitsministeriet med anmodning om, at ministeriet
efter forud indhentet erklæring fra Registertilsynet udtalte sig om
spørgsmålet.
Ministeriet afgav udtalelse i
skrivelse af 29. august 1990. Forinden havde ministeriet modtaget en
udtalelse
af 14. februar 1990 fra Registertilsynet. Registertilsynet kommenterede
spørgsmålet på følgende måde:
"Da de telexerklæringer,
der udskrives fra kriminalregisteret, efter det oplyste indgår i konkrete
sager, er de pågældende udskrifter ikke omfattet af reglerne i forskrifterne
for
kriminalregisteret eller lov om offentlige myndigheders registre.
Under henvisning til
efterforskningsregisterets helt særlige karakter finder Registertilsynet dog
anledning til mere principielt at bemærke, at udskrifter kun bør oversendes
til
andre myndigheder i det omfang, der er klart behov herfor. Registertilsynet
har
imidlertid ikke indvendinger imod, at udskrifter fra kriminalregisteret
medsendes til de ansættende myndigheder i det i Justitsministeriets notat af
3.
november 1989 anførte omfang. Registertilsynet har herved lagt vægt på, at
alene de dele af udskriften, der er relevante for sagens behandling,
medsendes."
Justitsministeriet anførte i
sin udtalelse følgende:
"I den anledning skal
Justitsministeriet meddele, at rigspolitichefen har oplyst, at Politiets
Efterretningstjeneste i et begrænset omfang yder ministerier og styrelser
bistand i sager om ansættelse af personer, der skal beklæde funktioner som
f.eks. forudsætter adgang til områder, hvor klassificerede oplysninger
behandles.
I den sagsbehandling,
Politiets Efterretningstjeneste foretager på begæring af
ansættelsesmyndigheden, indgår bl.a. en undersøgelse af, om ansøgeren er
kendt
i Det centrale Kriminalregister. Dette sker ved sædvanlig
terminalforespørgsel
til registeret. Såfremt den pågældende er kendt, fremkommer på skærmbilledet
en
kortfattet oversigt over tidligere kriminelle domme samt eventuelle aktuelle
sigtelser. Oplysningerne udskrives på en såkaldt telexerklæring, der indgår i
Politiets Efterretningstjenestes sag vedrørende den pågældende
sikkerhedsundersøgelse. Telexerklæringen indeholder oplysninger fra såvel
registerets afgørelsesdel som efterforskningsdelen.
Sagsbehandlingen kan i
særlige tilfælde tillige omfatte en yderligere undersøgelse af den
pågældendes
personlige forhold.
Resultatet af undersøgelsen
meddeles den ansættende myndighed i det omfang, oplysningerne må antages at
have betydning for sagens afgørelse. Der udvises særlig varsomhed ved
videregivelse af oplysninger om verserende forhold. Såfremt der meddeles
oplysning
om sådanne sager, vil der senere blive givet meddelelse om sagens udfald.
En anmodning om undersøgelse
kan ske såvel skriftligt som telefonisk, og der vil i alle tilfælde, forinden
undersøgelsen iværksættes, foreligge en bekræftelse på, at den pågældende
ansøger har givet samtykke til, at der indhentes de nævnte oplysninger, jf.
forvaltningslovens § 29, stk. 2, nr. 1.
Svaret til den ansættende
myndighed gives, såfremt der foreligger sikkerhedsmæssigt belastende
oplysninger i registeret, telefonisk til den af ministeriet eller styrelsen
udpegede sikkerhedsofficer eller til en af denne udpeget betroet medarbejder.
Såfremt der er foretaget en
yderligere undersøgelse som nævnt ovenfor, vil tilbagesvaret altid blive
givet
skriftligt, vedlagt en kopi af de dele af telexerklæringen, der skønnes af
betydning for sagens afgørelse."
I et brev til
Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Rigspolitichefen udtalte jeg
følgende:
"Spørgsmålet om
videregivelse af oplysninger om strafbare forhold vedrørende stillingsforhold
er reguleret både i lov om offentlige myndigheders registre m.v. og i
forvaltningslovens kapitel 8.
For så vidt der rekvireres
oplysninger fra et personregister, der er omfattet af registerloven, er
spørgsmålet omfattet af § 21, stk. 1, i lov om offentlige myndigheders
registre. Bestemmelsen har følgende indhold:
"
§ 21. Registrerede oplysninger som nævnt i § 9, stk. 2, må ikke
videregives til anden offentlig myndighed.
Stk. 2.
Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog
ske, når
den, oplysningen angår, har givet samtykke,
det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold
til lov, at oplysningen skal videregives,
videregivelsen sker til varetagelse af private eller
offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der
begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår,
videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en
myndigheds virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal
træffe, eller
videregivelsen er nødvendig for udførelsen af
videnskabelige eller statistiske undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig
betydning."
Desuden skal videregivelsen
være hjemlet i forskrifterne for det enkelte register. Forskrifterne for Det
Centrale Kriminalregister er fastsat i Rigspolitichefens kundgørelse IX, nr.
3
af 22. december 1982. (*1). Forskrifternes § 15 indeholder reglerne om
autorisation af de ansatte i politiet, som i forbindelse med udøvelsen af
deres
arbejdsopgaver skal have adgang til at rette forespørgsler til registeret.
Kapitel
8 indeholder nærmere regler om videregivelse af oplysninger til offentlige
myndigheder. Politiet kan i medfør af §§ 36 og 37 udstede straffeattest til
brug ved ansættelse af personale i bestemte stillinger. Det gælder
eksempelvis
til kommunalbestyrelser for personer, der søger om ansættelse ved
daginstitutioner for børn, samt til Forsvarskommandoen og
hjemmeværnskommandoen
for personer, der søger ansættelse ved forsvaret (§ 36, nr. 7 og § 36, nr.
16).
Ifølge § 36, nr. 3 kan der
udstedes straffeattest til "udenrigsministeriet til brug for sager om
bistand til danske statsborgere, mod hvem der er indledt strafferetlig
forfølgning i udlandet." Der er derimod ikke hjemmel til udstedelse af
straffeattest til brug for Udenrigsministeriets sager om ansættelse af
personale.
Det fremgår af
Udenrigsministeriets udtalelse af 15. marts 1989, at ministeriet hverken i
den
konkrete sag, der gav anledning til, at jeg rejste spørgsmålet, eller i
øvrigt
rekvirerer oplysninger direkte fra Det Centrale Kriminalregister. Derimod
følges den praksis i forbindelse med ansættelse af personale, der forventes
at
blive beskæftiget med klassificeret materiale, at Politiets
Efterretningstjeneste bedes oplyse, om vedkommende er politiet bekendt.
Inden rekvisitionen indhentes
der skriftligt samtykke fra ansøgeren. Efterretningstjenesten videregiver i
anledning af forespørgslen oplysninger, som er indhentet fra Det Centrale
Kriminalregister, samt efter et konkret skøn eventuelt oplysninger fra den
pågældende straffesag.
Videregivelsen til Udenrigsministeriet
sker således ikke direkte fra Det Centrale Kriminalregister, men derimod fra
en
specielt i Politiets Efterretningstjeneste oprettet sag om undersøgelse af
den
pågældende persons forhold. På denne baggrund er jeg enig i, at
videregivelsen
ikke er omfattet af lov om offentlige myndigheders registre m.v.
Derimod er forholdet omfattet
af forvaltningslovens § 28, stk. 1 og stk. 2. Ifølge § 28, stk. 1, må rent
private oplysninger ikke videregives fra en forvaltningsmyndighed til en
anden.
Stk. 2 fastsætter følgende undtagelse fra denne regel:
"
Stk. 2.
Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog
ske, når
den, oplysningen angår, har givet samtykke,
det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold
til lov, at oplysningen skal videregives,
videregivelsen sker til varetagelse af private eller
offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der
begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår,
eller
videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling
eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller
kontrolopgaver."
Bortset fra helt
ekstraordinære situationer vil videregivelse fra Politiets
Efterretningstjeneste til Udenrigsministeriet i almindelighed alene kunne ske
i
henhold til § 28, stk. 2, nr. 1, dvs. med samtykke fra ansøgeren selv. Et
sådant samtykke skal ifølge § 28, stk. 4, være skriftligt. Desuden skal det
udtrykkeligt angive, hvilken type oplysninger der må videregives, til hvilken
myndighed samt til hvilket formål.
Ifølge det oplyste
videregives oplysningen kun, såfremt Udenrigsministeriet har fået ansøgerens
samtykke til indhentelsen (i medfør af forvaltningslovens § 29, stk. 2, om
indhentelse af oplysninger i ansøgningssager).
Udenrigsministeriet har meddelt
mig, at ministeriet til brug for samtykkeindhentelsen bruger en
oplysningsblanket, hvorpå der er trykt bl.a. følgende:
"Ved min underskrift
giver jeg samtykke til, at de heri afgivne oplysninger eventuelt søges
uddybet,
samt til at der kan indhentes supplerende oplysninger fra andre myndigheder,
herunder om eventuelle straffesager."
Det må efter min mening anses
for ubetænkeligt at anse et samtykke, der er erhvervet på den citerede
blanket,
som et samtykke, der både dækker Udenrigsministeriets indhentelse af
oplysninger og Politiets Efterretningstjenestes videregivelse af oplysninger
i
henhold til § 28, stk. 2, nr. 1. Dertil kommer, at de indhentede oplysninger
(såfremt de er til ugunst for ansøgeren), forinden ministeriet benytter dem i
forbindelse med ansættelsesafgørelsen, normalt skal forelægges for ansøgeren
til udtalelse; jf. herved § 19, stk. 1, i forvaltningsloven.
Sammenfattende er det min
opfattelse, at den for mig oplyste procedure i forbindelse med
sikkerhedsundersøgelse af personer, der ansættes i Udenrigsministeriet, ikke
giver grundlag for kritik."
NOTER: (*1) Optaget i
Rigspolitichefens kundgørelsessamling.
Lignende dokumenter
- 1999/271/EF: Beschikking van de Commissie van 9 december 1998 inzake een procedure op grond van artikel 85 van het EG-Verdrag (FIV/34.466 - Griekse veerdienstmaatschappijen) (Kennisgeving geschied onder nummer C(1998) 3792) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 1999
- 2011 20-4. Kommunes ansættelse af straffede medarbejdere og indhentelse og journalisering af straffeattester Retsinformation · 13. maj 2011
- 2013-20. International Press Centre afslog at godkende en journalist forud for statsbesøg Retsinformation · 3. december 2013
- Kommunes forslag til formand for huslejenævnet. Inddragelse af hensynet til kandidatens partipolitiske tilhørsforhold. Oplysningsgrundlag Retsinformation · 19. januar 2004
- Atea A/S mod Udenrigsministeriet Klagenævn (Nævnenes Hus) · 20. juni 2022
- 95/477/EF: Kommissionens beslutning af 12. juli 1995 i en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/33.802 - BASF Lacke + Farben AG og SA Accinauto) (Kun den tyske og den franske udgave er autentiske) EU-lovgivning · 12. juli 1995