Spring til indhold

Retsinformation

Udenrigsministeriets indhentelse af oplysninger fra PET i ansættelsessager. Samtykkeerklæring.

FOU nr 1992.307UdtalelserFolketinget6. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udenrigsministeriets indhentelse af oplysninger fra PET i

ansættelsessager. Samtykkeerklæring.

Den 6. februar 1989 rettede

jeg følgende henvendelse til Udenrigsministeriet:

"Til brug for mine

overvejelser af, om der er grundlag for, at jeg af egen drift efter

ombudsmandslovens § 6, stk. 5, foretager en nærmere undersøgelse af

ministeriets praksis med hensyn til indhentelse af straffeoplysninger i

ansættelsessager, beder jeg om oplysning om, hvorfra og på hvilken måde

straffeoplysningerne i den konkrete sag blev rekvireret, samt oplysning om,

hvorvidt den fulgte fremgangsmåde følges i almindelighed i sådanne sager.

Jeg beder endvidere

ministeriet redegøre for det retlige grundlag for indhentelse af

straffeoplysninger."

Udenrigsministeriet svarede i

skrivelse af 15. marts 1989 og gav følgende oplysninger om fremgangsmåden ved

indhentelse af straffeoplysninger:

"...

I forbindelse med spørgsmålet

om det retlige grundlag for indhentelse af straffeoplysninger henvises til §

13

i "Statsministeriets cirkulære af 1. november 1986 vedrørende

sikkerhedsbeskyttelse

af oplysninger, der er af fælles interesse for NATO-landene, eller hvor der i

øvrigt består en offentlig beskyttelsesinteresse". Det fremgår heraf, at

en bemyndigelse er påkrævet for at have indsigt i et klassificeret dokument.

Udenrigsministeriet modtager

og behandler klassificeret materiale, der henhører under ovennævnte

cirkulære,

i et sådant omfang, at næsten alle ministeriets medarbejdere før eller senere

Læs alt

skal have bemyndigelse til indsigt i klassificerede akter i henhold til

Statsministeriets

ovennævnte cirkulære. Ved ansættelser i Udenrigsministeriet er det følgelig

påkrævet at tilvejebringe et grundlag for tillæggelse af sådanne

bemyndigelser.

Der henvises yderligere til §

6 i Finansministeriets cirkulære af 14. januar 1963 angående spørgsmålet om

ansættelse under staten af personer, der har begået strafbare forhold.

Inden ansættelse i

Udenrigsministeriet fremsender Udenrigsministeriet den i kopi vedlagte

skrivelse til Politiets Efterretningstjeneste med anmodning om oplysning om

hvorvidt

en konkret ansøger er politiet bekendt. Udenrigsministeriet modtager herefter

et telefonisk svar fra Politiets Efterretningstjeneste om, hvorvidt

vedkommende

er politiet bekendt.

Denne fremgangsmåde er også

benyttet i forbindelse med den af Ombudsmanden behandlede sag vedrørende

(...).

Udenrigsministeriet er gået

ud fra, at et samtykke efter forvaltningslovens § 29 kan foreligge såvel

skriftligt som mundtligt, men har for at undgå eventuelle misforståelser

siden

maj 1988 anvendt spørgeskemaer med det påtryk, der er nævnt i

Udenrigsministeriets skrivelse af 12. september 1988 til Folketingets

Ombudsmand."

Ved skrivelse af 7. april

1989 sendte jeg Udenrigsministeriets udtalelse til Politiets

Efterretningstjeneste og bad om oplysning om, på hvilken måde

efterretningstjenesten i sager af den omtalte type tilvejebringer de ønskede

oplysninger, herunder om oplysningerne indhentes fra Det Centrale

Kriminalregister.

Rigspolitichefen meddelte i

skrivelse af 20. april 1989 bl.a. følgende:

"...

I den anledning kan jeg

oplyse, at de oplysninger om straffedomme, som Politiets

Efterretningstjeneste

videregiver til de enkelte ministerier og styrelser, til brug for disses

afgørelser i henhold til § 13 i Statsministeriets cirkulære af 1. november

1986, som udgangspunkt indhentes fra Det Centrale Kriminalregister. Det

hænder

i enkeltstående tilfælde, at Politiets Efterretningstjeneste skønner, at

yderligere oplysninger er nødvendige enten for forståelsen af oplysningerne

fra

Det Centrale Kriminalregister eller i øvrigt for den sikkerhedsmæssige

vurdering, ministeriet eller styrelsen skal foretage. I så fald suppleres

oplysningerne fra Det Centrale Kriminalregister med oplysninger fra den

pågældendes straffesag."

Herefter forelagde jeg de

modtagne oplysninger for Justitsministeriet med anmodning om, at ministeriet

efter forud indhentet erklæring fra Registertilsynet udtalte sig om

spørgsmålet.

Ministeriet afgav udtalelse i

skrivelse af 29. august 1990. Forinden havde ministeriet modtaget en

udtalelse

af 14. februar 1990 fra Registertilsynet. Registertilsynet kommenterede

spørgsmålet på følgende måde:

"Da de telexerklæringer,

der udskrives fra kriminalregisteret, efter det oplyste indgår i konkrete

sager, er de pågældende udskrifter ikke omfattet af reglerne i forskrifterne

for

kriminalregisteret eller lov om offentlige myndigheders registre.

Under henvisning til

efterforskningsregisterets helt særlige karakter finder Registertilsynet dog

anledning til mere principielt at bemærke, at udskrifter kun bør oversendes

til

andre myndigheder i det omfang, der er klart behov herfor. Registertilsynet

har

imidlertid ikke indvendinger imod, at udskrifter fra kriminalregisteret

medsendes til de ansættende myndigheder i det i Justitsministeriets notat af

3.

november 1989 anførte omfang. Registertilsynet har herved lagt vægt på, at

alene de dele af udskriften, der er relevante for sagens behandling,

medsendes."

Justitsministeriet anførte i

sin udtalelse følgende:

"I den anledning skal

Justitsministeriet meddele, at rigspolitichefen har oplyst, at Politiets

Efterretningstjeneste i et begrænset omfang yder ministerier og styrelser

bistand i sager om ansættelse af personer, der skal beklæde funktioner som

f.eks. forudsætter adgang til områder, hvor klassificerede oplysninger

behandles.

I den sagsbehandling,

Politiets Efterretningstjeneste foretager på begæring af

ansættelsesmyndigheden, indgår bl.a. en undersøgelse af, om ansøgeren er

kendt

i Det centrale Kriminalregister. Dette sker ved sædvanlig

terminalforespørgsel

til registeret. Såfremt den pågældende er kendt, fremkommer på skærmbilledet

en

kortfattet oversigt over tidligere kriminelle domme samt eventuelle aktuelle

sigtelser. Oplysningerne udskrives på en såkaldt telexerklæring, der indgår i

Politiets Efterretningstjenestes sag vedrørende den pågældende

sikkerhedsundersøgelse. Telexerklæringen indeholder oplysninger fra såvel

registerets afgørelsesdel som efterforskningsdelen.

Sagsbehandlingen kan i

særlige tilfælde tillige omfatte en yderligere undersøgelse af den

pågældendes

personlige forhold.

Resultatet af undersøgelsen

meddeles den ansættende myndighed i det omfang, oplysningerne må antages at

have betydning for sagens afgørelse. Der udvises særlig varsomhed ved

videregivelse af oplysninger om verserende forhold. Såfremt der meddeles

oplysning

om sådanne sager, vil der senere blive givet meddelelse om sagens udfald.

En anmodning om undersøgelse

kan ske såvel skriftligt som telefonisk, og der vil i alle tilfælde, forinden

undersøgelsen iværksættes, foreligge en bekræftelse på, at den pågældende

ansøger har givet samtykke til, at der indhentes de nævnte oplysninger, jf.

forvaltningslovens § 29, stk. 2, nr. 1.

Svaret til den ansættende

myndighed gives, såfremt der foreligger sikkerhedsmæssigt belastende

oplysninger i registeret, telefonisk til den af ministeriet eller styrelsen

udpegede sikkerhedsofficer eller til en af denne udpeget betroet medarbejder.

Såfremt der er foretaget en

yderligere undersøgelse som nævnt ovenfor, vil tilbagesvaret altid blive

givet

skriftligt, vedlagt en kopi af de dele af telexerklæringen, der skønnes af

betydning for sagens afgørelse."

I et brev til

Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Rigspolitichefen udtalte jeg

følgende:

"Spørgsmålet om

videregivelse af oplysninger om strafbare forhold vedrørende stillingsforhold

er reguleret både i lov om offentlige myndigheders registre m.v. og i

forvaltningslovens kapitel 8.

For så vidt der rekvireres

oplysninger fra et personregister, der er omfattet af registerloven, er

spørgsmålet omfattet af § 21, stk. 1, i lov om offentlige myndigheders

registre. Bestemmelsen har følgende indhold:

"

§ 21. Registrerede oplysninger som nævnt i § 9, stk. 2, må ikke

videregives til anden offentlig myndighed.

Stk. 2.

Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog

ske, når

den, oplysningen angår, har givet samtykke,

det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold

til lov, at oplysningen skal videregives,

videregivelsen sker til varetagelse af private eller

offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der

begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår,

videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en

myndigheds virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal

træffe, eller

videregivelsen er nødvendig for udførelsen af

videnskabelige eller statistiske undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig

betydning."

Desuden skal videregivelsen

være hjemlet i forskrifterne for det enkelte register. Forskrifterne for Det

Centrale Kriminalregister er fastsat i Rigspolitichefens kundgørelse IX, nr.

3

af 22. december 1982. (*1). Forskrifternes § 15 indeholder reglerne om

autorisation af de ansatte i politiet, som i forbindelse med udøvelsen af

deres

arbejdsopgaver skal have adgang til at rette forespørgsler til registeret.

Kapitel

8 indeholder nærmere regler om videregivelse af oplysninger til offentlige

myndigheder. Politiet kan i medfør af §§ 36 og 37 udstede straffeattest til

brug ved ansættelse af personale i bestemte stillinger. Det gælder

eksempelvis

til kommunalbestyrelser for personer, der søger om ansættelse ved

daginstitutioner for børn, samt til Forsvarskommandoen og

hjemmeværnskommandoen

for personer, der søger ansættelse ved forsvaret (§ 36, nr. 7 og § 36, nr.

16).

Ifølge § 36, nr. 3 kan der

udstedes straffeattest til "udenrigsministeriet til brug for sager om

bistand til danske statsborgere, mod hvem der er indledt strafferetlig

forfølgning i udlandet." Der er derimod ikke hjemmel til udstedelse af

straffeattest til brug for Udenrigsministeriets sager om ansættelse af

personale.

Det fremgår af

Udenrigsministeriets udtalelse af 15. marts 1989, at ministeriet hverken i

den

konkrete sag, der gav anledning til, at jeg rejste spørgsmålet, eller i

øvrigt

rekvirerer oplysninger direkte fra Det Centrale Kriminalregister. Derimod

følges den praksis i forbindelse med ansættelse af personale, der forventes

at

blive beskæftiget med klassificeret materiale, at Politiets

Efterretningstjeneste bedes oplyse, om vedkommende er politiet bekendt.

Inden rekvisitionen indhentes

der skriftligt samtykke fra ansøgeren. Efterretningstjenesten videregiver i

anledning af forespørgslen oplysninger, som er indhentet fra Det Centrale

Kriminalregister, samt efter et konkret skøn eventuelt oplysninger fra den

pågældende straffesag.

Videregivelsen til Udenrigsministeriet

sker således ikke direkte fra Det Centrale Kriminalregister, men derimod fra

en

specielt i Politiets Efterretningstjeneste oprettet sag om undersøgelse af

den

pågældende persons forhold. På denne baggrund er jeg enig i, at

videregivelsen

ikke er omfattet af lov om offentlige myndigheders registre m.v.

Derimod er forholdet omfattet

af forvaltningslovens § 28, stk. 1 og stk. 2. Ifølge § 28, stk. 1, må rent

private oplysninger ikke videregives fra en forvaltningsmyndighed til en

anden.

Stk. 2 fastsætter følgende undtagelse fra denne regel:

"

Stk. 2.

Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog

ske, når

den, oplysningen angår, har givet samtykke,

det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold

til lov, at oplysningen skal videregives,

videregivelsen sker til varetagelse af private eller

offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der

begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår,

eller

videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling

eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller

kontrolopgaver."

Bortset fra helt

ekstraordinære situationer vil videregivelse fra Politiets

Efterretningstjeneste til Udenrigsministeriet i almindelighed alene kunne ske

i

henhold til § 28, stk. 2, nr. 1, dvs. med samtykke fra ansøgeren selv. Et

sådant samtykke skal ifølge § 28, stk. 4, være skriftligt. Desuden skal det

udtrykkeligt angive, hvilken type oplysninger der må videregives, til hvilken

myndighed samt til hvilket formål.

Ifølge det oplyste

videregives oplysningen kun, såfremt Udenrigsministeriet har fået ansøgerens

samtykke til indhentelsen (i medfør af forvaltningslovens § 29, stk. 2, om

indhentelse af oplysninger i ansøgningssager).

Udenrigsministeriet har meddelt

mig, at ministeriet til brug for samtykkeindhentelsen bruger en

oplysningsblanket, hvorpå der er trykt bl.a. følgende:

"Ved min underskrift

giver jeg samtykke til, at de heri afgivne oplysninger eventuelt søges

uddybet,

samt til at der kan indhentes supplerende oplysninger fra andre myndigheder,

herunder om eventuelle straffesager."

Det må efter min mening anses

for ubetænkeligt at anse et samtykke, der er erhvervet på den citerede

blanket,

som et samtykke, der både dækker Udenrigsministeriets indhentelse af

oplysninger og Politiets Efterretningstjenestes videregivelse af oplysninger

i

henhold til § 28, stk. 2, nr. 1. Dertil kommer, at de indhentede oplysninger

(såfremt de er til ugunst for ansøgeren), forinden ministeriet benytter dem i

forbindelse med ansættelsesafgørelsen, normalt skal forelægges for ansøgeren

til udtalelse; jf. herved § 19, stk. 1, i forvaltningsloven.

Sammenfattende er det min

opfattelse, at den for mig oplyste procedure i forbindelse med

sikkerhedsundersøgelse af personer, der ansættes i Udenrigsministeriet, ikke

giver grundlag for kritik."

NOTER: (*1) Optaget i

Rigspolitichefens kundgørelsessamling.

Lignende dokumenter