Afsoning af hæftestraf sammen med fængselsdømte
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afsoning af hæftestraf sammen med fængselsdømte
A klagede over at han havde
afsonet en hæftestraf sammen med fængselsdømte.
A var idømt hæfte i tre
måneder, heraf 30 dage ubetinget.
Han blev i første omgang tilsagt
til afsoning (i Statsfængslet Møgelkær) af Politimesteren i Hobro. I
tilsigelsen stod der bl.a.:
"Hvis De er tilsagt til
udståelse af
hæftestraf
i åben
anstalt, men ikke ønsker anbringelse i fællesskab med fængselsdømte, bedes De
snarest henvende Dem til afsenderen af denne tilsigelse."
A blev senere efter afslag på
dels benådning, dels udsættelse med afsoningen tilsagt til afsoning samme
sted
hvor han modtog lignende tilsigelser, men han protesterede så vidt det kunne
ses, ikke i forbindelse hermed mod at afsone sammen med fængselsdømte.
I breve af 10. januar og 20.
april 1995 blev A tilsagt til afsoning i Arresthuset i X-by. I disse
tilsigelser var der ikke nævnt noget om afsoning sammen med fængselsdømte.
A begyndte afsoning den 2.
maj 1995. I brev af 4. maj 1995 klagede han til Justitsministeriet bl.a. over
at han afsonede sammen med fængselsdømte. Han henviste til straffelovens §
44,
stk. 2, hvorefter hæftefanger ikke må hensættes sammen med andre fanger.
Direktoratet for
Kriminalforsorgen modtog i den anledning udtalelser af 22. og 23. maj 1995
fra
Læs alt
henholdsvis arrestforvareren og arrestinspektøren. Arrestforvareren oplyste
at
A ved ankomsten til arresthuset havde udtrykt ønske om ikke at få besøg og om
anonymitet i forhold til de øvrige indsatte, men ikke isolation.
Arrestinspektøren bemærkede yderligere at A ikke havde udtrykt ønske om ikke
at
have kontakt med fængselsafsonerne i arresthuset, og at han havde opfattet
det
sådan at A havde givet et stiltiende samtykke til afsoning i arresthuset.
I breve af 3. juni og 10.
august 1995 til Justitsministeriet krævede A erstatning (1.000 kr. pr.
opholdsdag i arresthuset) på grund af anbringelsen sammen med fængselsdømte.
Han krævede endvidere fuld løn indtil 1. oktober 1998 hvor han fylder 70 år.
Han
henviste herved til at hans decorum som præst i folkekirken var ødelagt på
grund af afsoningen med fængselsdømte.
Direktoratet for
Kriminalforsorgen traf afgørelse den 24. august 1995 om bl.a. A's anbringelse
sammen med fængselsdømte. Direktoratet gengav og henholdt sig til
arresthusets
oplysninger med bemærkning om at det af tilsigelsen fremgik, at hæftedømte
der
ikke ønsker fællesskab med fængselsdømte, skal gøre opmærksom herpå.
A skrev den 26. august 1995
på ny til direktoratet. Han skrev bl.a. at direktoratet havde fået
fejlinformationer fra arresthuset. A henviste til at han i sit brev af 4. maj
1995 til Justitsministeriet udtrykkeligt havde gjort opmærksom på at han ikke
måtte hensættes sammen med fængselsdømte. A gentog endvidere sit krav om
erstatning og løn indtil han fylder 70 år.
Direktoratet modtog den 1.
september 1995 en udtalelse fra arrestinspektøren om A's krav om erstatning.
Den 21. september 1995
rykkede A for svar på dette krav.
Direktoratet svarede i brev
af 26. september 1995. Direktoratet henholdt sig til afgørelsen af 24. august
1995 og begrundelsen heri. Direktoratet bemærkede samtidig at direktoratet
ikke fandt grundlag for at yde A erstatning "for uberettiget fængsling,
idet (han) ikke ved en fejltagelse har afsonet i fællesskab med
fængselsdømte." For så vidt angik A's krav om løn til han fylder 70 år,
oplyste direktoratet at hans henvendelse herom samme dag var videresendt til
Kirkeministeriet.
I brev af 17. oktober 1995
traf direktoratet samme afgørelse. Anledningen var så vidt det kunne ses, A's
rykker af 21. september 1995 som ikke var omtalt i direktoratets afgørelse af
26. september 1995.
Kirkeministeriet
tilbagesendte den 20. oktober
1995 A
's
krav om løn til Direktoratet for Kriminalforsorgen til besvarelse idet kravet
var gjort gældende mod Justitsministeriet (Direktoratet for
Kriminalforsorgen).
Direktoratet henholdt sig i
brev af 27. oktober 1995 til sine afgørelser af 24. august og 17. oktober
1995.
I brevet anførte direktoratet videre:
"Det fremgår af
straffelovens § 44, stk. 2, at hæftedømte ikke må hensættes sammen med andre
fanger end sådanne, som udstår straf af hæfte.
Ifølge Justitsministeriets
bekendtgørelse af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf § 1, stk. 3,
udstås hæftestraf i arresthus eller i Kriminalforsorgens anstalter. Af
bekendtgørelsens § 4, stk. 1, fremgår endvidere, at straffen i almindelighed
udstås i fællesskab, og at personer, der udstår hæfte, ikke uden deres
samtykke
må anbringes i fællesskab med andre kategorier af indsatte. Når særlige
omstændigheder taler derfor, kan institutionens leder bestemme, at den
indsatte
midlertidigt kan have ophold i enrum, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2.
Det fremgår af §§ 1 og 6 i
direktoratets cirkulære af 29. august 1983 om anbringelse af personer, der er
idømt frihedsstraf eller forvaring og om overførsel af indsatte mellem
Kriminalforsorgens institutioner, at hæftedømte anbringes i åben anstalt, når
pladsforholdene tillader det, eller i arresthus. Anbringelse i anstalt i
fællesskab med fængselsdømte kan kun ske, såfremt den pågældende samtykker
heri.
Ifølge § 2, stk. 1, i
direktoratets cirkulære af 14. september 1978 om adgangen til at anbringe
indsatte i enrum, kan indsatte, der er anbragt i lukket institution,
anbringes
i enrum, såfremt de anmoder herom, og pladsforholdene tillader det.
Der er således intet til
hinder for, at hæftedømte kan afsone .. i et arresthus, og hvor mulighederne
for fællesskab med andre indsatte er begrænsede.
Det bemærkes herudover, som
anført i direktoratets skrivelse af 24. august 1995, at De ikke under
afsoningen har udtrykt ønske om at undgå afsoning med fængselsafsonere, og at
arresthuset har opfattet dette som et stiltiende samtykke til afsoningen i
arresthuset. Hertil kan direktoratet henholde sig. Det tilføjes at det af
tilsigelsen
fremgår, at hæftedømte skal gøres opmærksom på, at man ikke ønsker fællesskab
med fængselsdømte.
Som følge af ovenstående
finder direktoratet fortsat ikke grundlag for at der ydes Dem nogen form for
erstatning.
..."
A klagede herefter til mig. I
brev af 6. december 1995 anmodede jeg direktoratet om en udtalelse. Jeg
gengav
indholdet af straffelovens § 44, stk. 2, 1. punktum, hvorefter hæftedømte
ikke
må anbringes sammen med andre kategorier af indsatte, og de administrative
bestemmelser (§ 4, stk. 1, i bekendtgørelse af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse
af frihedsstraf og § 1, stk. 2, i cirkulære nr. 122 af 29. august 1983 om
anbringelse af personer, der er idømt frihedsstraf eller forvaring og om
overførsel af indsatte mellem kriminalforsorgens institutioner) hvorefter
hæftedømte (alligevel godt) kan anbringes i fællesskab med fængselsdømte hvis
de samtykker heri. Herefter skrev jeg:
"...
(A) har gjort gældende at det
er i strid med den gengivne bestemmelse i straffelovens § 44, stk. 2, 1.
punktum, at han udstod hæftestraf sammen med fængselsdømte.
Til brug for min
stillingtagen til (A)'s klage anmoder jeg om en udtalelse om forholdet mellem
den nævnte bestemmelse i straffeloven og de nævnte administrativt fastsatte
bestemmelser, der som nævnt er udstedt med hjemmel i straffelovens § 49, stk.
1.
Lægges det til grund at der
er fornødent retligt grundlag for at en hæftedømt kan samtykke til at udstå
sin
hæftestraf i fællesskab med fængselsdømte, foreligger spørgsmålet om hvilke
krav der må stilles til samtykket.
I sin besvarelse af (A)'s
henvendelse har Direktoratet for Kriminalforsorgen oplyst at det af
tilsigelsen
fremgår, at den hæftedømte skal gøre opmærksom på hvis den pågældende ikke
ønsker fællesskab med fængselsdømte. Direktoratet for Kriminalforsorgen har
endvidere oplyst at det forhold at en hæftedømt ikke udtrykker ønske om at
undgå afsoning med fængselsdømte, opfattes som et
stiltiende
samtykke til afsoning i arresthus - og dermed sammen med
fængselsdømte.
Jeg anmoder om Direktoratet
for Kriminalforsorgens udtalelse om hvilke krav der må stilles til samtykke -
også når henses til reglen i straffelovens § 44, stk. 2, 1. punktum.
..."
Direktoratet svarede i brev
af 2. april 1996. Direktoratet oplyste heri at A's klage over afsoning sammen
med fængselsdømte var afvist på baggrund af arrestinspektørens oplysninger i
udtalelsen af 23. maj 1995 til direktoratet. Direktoratet beklagede samtidig
at
A ikke var partshørt over denne udtalelse. Herefter skrev direktoratet:
"...
Efter straffelovens § 44,
stk. 2, må hæftefanger ikke hensættes sammen med andre fanger end sådanne,
som
udstår straf af hæfte.
I § 4, stk. 1, 2. punkt i
direktoratets bekendtgørelse af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf
er det nærmere præciseret, at denne bestemmelse forstås således, at personer,
der udstår hæfte, ikke
uden deres
samtykke
må anbringes i fællesskab med andre kategorier af indsatte.
Anbringelsescirkulærets § 1,
stk. 2 og § 6, stk. 1 er fastsat i overenstemmelse med
fuldbyrdelsesbekendtgørelsens
§ 4, stk. 1.
Det fremgår af
fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 3, at hæftestraf udstås i arresthus
eller i kriminalforsorgens anstalter. Ifølge anbringelsescirkulærets § 1,
stk.
1, anbringes hæftedømte i åben anstalt, når pladsforholdene tillader det,
eller
i arresthus (Københavns Fængsler).
...
Da det af tilsigelsen
fremgår, at hæftedømte skal gøre opmærksom på, at de ikke ønsker fællesskab
med
fængselsdømte, må man gå ud fra, at hæftedømte, som ikke reagerer herpå,
stiltiende samtykker i at afsone i fællesskab med fængselsdømte.
Såfremt en hæftedømt, som er
tilsagt til at udstå straffen i en åben anstalt, ikke ønsker fællesskab med
fængselsdømte, vil den pågældende i stedet blive anbragt i arresthus. I
arresthuset kan den hæftedømte undgå kontakt med fængselsdømte ved at blive
på
cellen.
Hæftedømte kan således ikke
modsætte sig afsoning af den idømte straf i det lokale arresthus.
..."
Direktoratet vedlagde til
orientering kopi af en tidligere ombudsmandsudtalelse.
Jeg sendte A en kopi af
udtalelsen, og han kom i brev af 13. april 1996 med bemærkninger hertil.
Ombudsmandens udtalelse
"1. Hæftestraf udståes i
arresthus eller i anstalt (fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 3).
Anbringelse
sker som udgangspunkt i åben anstalt (anbringelsescirkulærets § 1, stk. 1).
Straffelovens § 44, stk. 2,
1. punktum har følgende ordlyd:
'Fangerne (hæftefangerne; min
tilføjelse) må ikke hensættes sammen med andre fanger end sådanne, som udstår
straf af hæfte.'
Hæftestraffen - og dermed de
særlige afsoningsforhold for hæfteafsonere - blev indført i straffeloven i
1930 som et privilegium for personer der 'staar udenfor de egentlige
Forbryderes Kreds' (Straffelovskommissionens betænkning 1923, s. 127). Men
som angivet bl.a. i Den kommenterede Straffelov (1993), s. 225, er forskellen
mellem fængselsstraffen og hæftestraffen i praksis efterhånden i stigende
omfang udvisket. Der er på denne baggrund flere gange fremsat forslag om
afskaffelse af hæftestraffen, jf. bl.a. Straffelovsrådets betænkning nr.
1099/1987, delbetænkning I om sanktionsspørgsmål, s. 49ff. På s.
50f
i betænkningen står der bl.a.:
'
2.2.1.
De synspunkter, som for mere end 50 år siden førte til et
system med to forskellige arter af frihedsstraf (fængsel og hæfte; min
tilføjelse), har helt mistet deres betydning. Det gælder for det første de
dengang udtrykte forudsætninger om, at man på grundlag af kriminalitetens
beskaffenhed og lovovertræderens personlige forhold klart kan adskille et
hæfteklientel fra et fængselsklientel.
...
2.2.2.
Heller ikke straffelovens oprindelige forudsætninger med
hensyn til indholdet af frihedsstraffene har kunnet opretholdes.
Som ovenfor nævnt blev det i
straffelovens forarbejder antaget, at der burde være visse forskelle mellem
hæfte og fængsel med hensyn til indholdet af straffuldbyrdelsen. Begrundelsen
herfor var dels, at de hæftedømtes mindre grove lovovertrædelser kunne tale
for
visse begunstigelser, dels at de ikke i samme grad som andre afsonere trængte
til at undergives arbejdspligt og anden fængselsmæssig påvirkning i et
resocialiserende øjemed.
Straffelovens § 44 indeholder
endnu nogle særregler om de hæftedømte. De må ikke sættes til afsoning sammen
med andre kategorier af indsatte, herunder fængselsdømte. Bestemmelsen herom
opfattes af kriminalforsorgen således, at den ikke udelukker anbringelse
sammen
med fængselsdømte, når den, der er idømt hæfte, giver sit samtykke til sådan
anbringelse. Dette er udtrykkeligt anført på den blanket, ved hvilken de
hæftedømte tilsiges til at møde til strafudståelse.'
Direktoratet for
Kriminalforsorgens forståelse af bestemmelsen er kommet til udtryk i
fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 1, ('Personer, der udstår hæfte, må
ikke uden deres samtykke anbringes i fællesskab med andre kategorier af
indsatte') og i anbringelsescirkulærets § 1, stk. 2, ('Anbringelse ((af
hæftedømte; min tilføjelse)) i anstalt i fællesskab med fængselsdømte kan kun
ske, såfremt den pågældende samtykker heri').
Ombudsmanden har tidligere
behandlet en sag vedrørende anbringelse af en hæfteafsoner sammen med
fængselsdømte (i åbent fængsel i arbejdstiden), jf. den sag som direktoratet
har vedlagt sin udtalelse til mig. I denne sag lagde ombudsmanden
forudsætningsvis til grund at samtykkereglen i bl.a.
fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 1, ikke er i strid med straffelovens
§
44, stk. 2 - dvs. at hæfteafsonere kan give samtykke til afsoning sammen med
fængselsdømte.
Jeg kan henholde mig hertil.
Der er således (også) efter min opfattelse fornødent retligt grundlag for at
hæfteafsonere kan give samtykke til at udstå straffen i fællesskab med
fængselsdømte.
2. Spørgsmålet er herefter -
som anført i min høring af 6. december 1995 - hvilke krav der må stilles til
samtykket.
Direktoratet mener at det er
tilstrækkeligt med et
stiltiende
samtykke. Hvis en hæftedømt ikke efter modtagelse af tilsigelsen til afsoning
(udtrykkeligt) fremsætter ønske om ikke at afsone sammen med fængselsdømte,
betragtes det som et stiltiende samtykke.
Da de administrative
bestemmelser om samtykke er en modifikation til straffelovens § 44, stk. 2,
kan
de efter min opfattelse ikke administreres på den måde at myndigheden
betragter
sig som berettiget til at anse et samtykke for givet, hvis den pågældende
ikke
protesterer i anledning af tilsigelsen. Samtykket må således efter min
opfattelse
foreligge udtrykkeligt.
Jeg henviser i den
forbindelse også til omtalen s. 84 øverst i betænkning nr. 1181/1989 om en
lov
om fuldbyrdelse af straf m.v. af bestemmelsen i fuldbyrdelsesbekendtgørelsens
§ 4, stk. 1. Her står der at bestemmelsen i straffelovens § 44, stk. 2, 1.
punktum, 'nødvendiggør, at hæftedømte som forudsætning for strafudståelse i
åbent fængsel i arbejdsfællesskab med fængselsdømte må underskrive en
samtykkeerklæring'. Begrænsningen til 'åbent fængsel' og 'arbejdsfællesskab'
går jeg ud fra skyldes at det kun er i de åbne fængsler og da kun på
arbejdspladserne
at det ikke er praktisk muligt at adskille hæftedømte og fængselsdømte, dvs.
at
hæftedømte i åbne fængsler i øvrigt anbringes på særlige hæfteafdelinger og
således i fritiden har fællesskab med andre hæftedømte. Det følger imidlertid
direkte af straffelovens § 44, stk. 2, jf. fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 4,
stk. 1, at hæfteafsonere der afsoner i arresthus heller ikke må anbringes i
(nogen
form for) fællesskab med andre kategorier af indsatte medmindre de giver
samtykke hertil.
Jeg er som det fremgår af det
anførte, ikke enig med direktoratet i at et stiltiende samtykke er
tilstrækkeligt til opfyldelse af samtykkekravet i bl.a.
fuldbyrdelsesbekendtgørelsens
§ 4.
Jeg har gjort direktoratet
bekendt med min opfattelse og henstillet at det sikres, at der fremover
indhentes et udtrykkeligt samtykke forud for anbringelse af en hæftedømt
sammen med andre kategorier af indsatte. Jeg har bedt om underretning om hvad
der sker i den anledning.
3. Da hæftedømte efter
straffelovens § 44, stk. 2, har et retskrav på afsoning uden fællesskab med
andre kategorier af indsatte, bør de efter min opfattelse - hvis de ønskes
anbragt sammen med andre kategorier af indsatte - forud for indhentelse af
samtykke hertil udtrykkeligt vejledes om deres retsstilling efter denne
bestemmelse. Det fremgår også af § 22, stk. 4, i direktoratets cirkulære af
18. maj 1994 om iværksættelse af frihedsstraf eller forvaring mv. ('Personer,
der skal udstå straf af hæfte, skal gøres bekendt med, at anbringelse i åben
anstalt i fællesskab med fængselsdømte kun kan ske med domfældtes
samtykke').
I den fortrykte tilsigelse
til afsoning står der:
'Hvis De er tilsagt til
udståelse af hæftestraf i åben anstalt, men ikke ønsker anbringelse i
fællesskab med fængselsdømte, bedes De snarest henvende Dem til afsenderen af
denne tilsigelse.'
Jeg går ud fra at denne
passus vil blive ændret i konsekvens af det jeg har anført under pkt. 2. Da
jeg
som nævnt mener at samtykke bør ske efter fornøden vejledning om
retsstillingen, har jeg samtidig henstillet at hæftedømte fremover i
tilsigelsen udtrykkeligt vejledes om deres ret til ikke at være anbragt
sammen
med andre kategorier af indsatte.
Jeg har bedt om underretning
om hvad der videre sker i anledning af denne henstilling.
4. Direktoratet har afvist
Deres anmodning om erstatning med den begrundelse at der ikke var begået fejl
i
sagen. Direktoratet har således ikke vurderet om der på det nu foreliggende
grundlag kan ydes Dem erstatning.
Da ombudsmanden normalt ikke
kan tage stilling til forhold som myndighederne ikke selv har taget stilling
til (ombudsmandslovens § 6, stk. 3), har jeg ikke taget stilling til Deres
erstatningskrav. Jeg går ud fra at direktoratet træffer en fornyet afgørelse
herom på det nu foreliggende grundlag, og jeg har bedt om underretning om
denne
afgørelse.
5. Om direktoratets
behandling af sagen skal jeg i øvrigt bemærke:
5.1. Jeg er enig med
direktoratet i at det er beklageligt at De ikke blev partshørt over
arresthusets udtalelse forud for direktoratets afgørelse af 24. august 1995.
Jeg har gjort direktoratet
bekendt med min opfattelse, men da direktoratet efterfølgende har haft
lejlighed til at forholde sig til Deres indsigelser mod oplysningerne fra
arresthuset, og da direktoratet har beklaget den manglende partshøring,
foretager
jeg mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.
5.2. En skriftlig afgørelse
der ikke giver parten fuldt ud medhold, skal ledsages af en begrundelse
(forvaltningslovens § 22). Begrundelsen skal bl.a. indeholde en henvisning
til
retsgrundlaget for afgørelsen (forvaltningslovens § 24, stk. 1).
Direktoratet henviste i
afgørelserne af 24. august, 26. september 1995 og 17. oktober 1995 ikke til
retsgrundlaget for afgørelsen om Deres afsoning sammen med fængselsdømte, og
det har jeg samtidig kritiseret direktoratet for.
Da direktoratet i afgørelsen
af 27. oktober 1995 (og i udtalelsen af 2. april 1996 til mig) har angivet
retsgrundlaget for afgørelsen, foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette
forhold.
5.3. I breve af 3. juni, 10.
august og 26. august 1995 til Justitsministeriet bad De om erstatning og
fuld løn til De fylder 70 år, begge dele med henvisning til anbringelsen
sammen
med fængselsdømte.
Direktoratet afviste den 26.
september og 17. oktober 1995 at yde Dem erstatning for uberettiget
fængsling.
Deres anmodning om løn til De fylder 70 år videresendte direktoratet til
Kirkeministeriet, der som nævnt i sagsfremstillingen ovenfor tilbagesendte
sagen til Direktoratet for Kriminalforsorgen fordi Deres krav var rejst mod
direktoratet.
Der var efter min opfattelse
ikke tvivl om at Deres krav om løn var rettet mod Justitsministeriet
(Direktoratet for Kriminalforsorgen) idet De som begrundelse herfor henviste
til ødelagt decorum som følge af fællesskabet med fængselsdømte. Jeg må
derfor
finde det uheldigt at direktoratet videresendte dette krav til
Kirkeministeriet.
Jeg har gjort direktoratet
bekendt med min opfattelse.
..."
Direktoratet videresendte A's
anmodning om erstatning til Rigsadvokaten til afgørelse. Rigsadvokaten traf
den
20. februar 1997 afgørelse om at tilkende A 6.750 kr. i erstatning for at
have
afsonet sin hæftedom sammen med fængselsdømte.
Jeg meddelte herefter
Direktoratet for Kriminalforsorgen at jeg havde taget det oplyste til
efterretning og ikke foretog mig mere vedrørende dette forhold.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Udvidelse af ordningen vedrørende fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol samt fratagelse af mulighed for udgang ved udeblivelse fra afsoning) Retsinformation · 5. december 2005
- Skrivelse vedrørende konvertering af hæftepladser samt revision af hæftekvoteordningen m.v. Retsinformation · 25. september 1997
- Vejledning om benådning, udsættelse, eftergivelse og henstand m.v. (Til politiet, anklagemyndigheden, domstolene samt Kriminalforsorgens anstalter, afdelinger, pensioner samt arrestinspektørerne.) Retsinformation · 25. september 1997
- Cirkulæreskrivelse om vejledning af hæftedømte om deres ret til ikke at være anbragt sammen med andre kategorier af indsatte (* 1) (Til Kriminalforsorgens anstalter og arresthusene) Retsinformation · 25. september 1997
- Forslag til Lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. Retsinformation · 20. december 1999
- Skriftlig fremsættelse (30. november 2005) - L 86 Retsinformation · 5. december 2005