Spring til indhold

Retsinformation

Afsoning af hæftestraf sammen med fængselsdømte

FOU nr 1996.155UdtalelserFolketinget23. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afsoning af hæftestraf sammen med fængselsdømte

A klagede over at han havde

afsonet en hæftestraf sammen med fængselsdømte.

A var idømt hæfte i tre

måneder, heraf 30 dage ubetinget.

Han blev i første omgang tilsagt

til afsoning (i Statsfængslet Møgelkær) af Politimesteren i Hobro. I

tilsigelsen stod der bl.a.:

"Hvis De er tilsagt til

udståelse af

hæftestraf

i åben

anstalt, men ikke ønsker anbringelse i fællesskab med fængselsdømte, bedes De

snarest henvende Dem til afsenderen af denne tilsigelse."

A blev senere efter afslag på

dels benådning, dels udsættelse med afsoningen tilsagt til afsoning samme

sted

hvor han modtog lignende tilsigelser, men han protesterede så vidt det kunne

ses, ikke i forbindelse hermed mod at afsone sammen med fængselsdømte.

I breve af 10. januar og 20.

april 1995 blev A tilsagt til afsoning i Arresthuset i X-by. I disse

tilsigelser var der ikke nævnt noget om afsoning sammen med fængselsdømte.

A begyndte afsoning den 2.

maj 1995. I brev af 4. maj 1995 klagede han til Justitsministeriet bl.a. over

at han afsonede sammen med fængselsdømte. Han henviste til straffelovens §

44,

stk. 2, hvorefter hæftefanger ikke må hensættes sammen med andre fanger.

Direktoratet for

Kriminalforsorgen modtog i den anledning udtalelser af 22. og 23. maj 1995

fra

Læs alt

henholdsvis arrestforvareren og arrestinspektøren. Arrestforvareren oplyste

at

A ved ankomsten til arresthuset havde udtrykt ønske om ikke at få besøg og om

anonymitet i forhold til de øvrige indsatte, men ikke isolation.

Arrestinspektøren bemærkede yderligere at A ikke havde udtrykt ønske om ikke

at

have kontakt med fængselsafsonerne i arresthuset, og at han havde opfattet

det

sådan at A havde givet et stiltiende samtykke til afsoning i arresthuset.

I breve af 3. juni og 10.

august 1995 til Justitsministeriet krævede A erstatning (1.000 kr. pr.

opholdsdag i arresthuset) på grund af anbringelsen sammen med fængselsdømte.

Han krævede endvidere fuld løn indtil 1. oktober 1998 hvor han fylder 70 år.

Han

henviste herved til at hans decorum som præst i folkekirken var ødelagt på

grund af afsoningen med fængselsdømte.

Direktoratet for

Kriminalforsorgen traf afgørelse den 24. august 1995 om bl.a. A's anbringelse

sammen med fængselsdømte. Direktoratet gengav og henholdt sig til

arresthusets

oplysninger med bemærkning om at det af tilsigelsen fremgik, at hæftedømte

der

ikke ønsker fællesskab med fængselsdømte, skal gøre opmærksom herpå.

A skrev den 26. august 1995

på ny til direktoratet. Han skrev bl.a. at direktoratet havde fået

fejlinformationer fra arresthuset. A henviste til at han i sit brev af 4. maj

1995 til Justitsministeriet udtrykkeligt havde gjort opmærksom på at han ikke

måtte hensættes sammen med fængselsdømte. A gentog endvidere sit krav om

erstatning og løn indtil han fylder 70 år.

Direktoratet modtog den 1.

september 1995 en udtalelse fra arrestinspektøren om A's krav om erstatning.

Den 21. september 1995

rykkede A for svar på dette krav.

Direktoratet svarede i brev

af 26. september 1995. Direktoratet henholdt sig til afgørelsen af 24. august

1995 og begrundelsen heri. Direktoratet bemærkede samtidig at direktoratet

ikke fandt grundlag for at yde A erstatning "for uberettiget fængsling,

idet (han) ikke ved en fejltagelse har afsonet i fællesskab med

fængselsdømte." For så vidt angik A's krav om løn til han fylder 70 år,

oplyste direktoratet at hans henvendelse herom samme dag var videresendt til

Kirkeministeriet.

I brev af 17. oktober 1995

traf direktoratet samme afgørelse. Anledningen var så vidt det kunne ses, A's

rykker af 21. september 1995 som ikke var omtalt i direktoratets afgørelse af

26. september 1995.

Kirkeministeriet

tilbagesendte den 20. oktober

1995 A

's

krav om løn til Direktoratet for Kriminalforsorgen til besvarelse idet kravet

var gjort gældende mod Justitsministeriet (Direktoratet for

Kriminalforsorgen).

Direktoratet henholdt sig i

brev af 27. oktober 1995 til sine afgørelser af 24. august og 17. oktober

1995.

I brevet anførte direktoratet videre:

"Det fremgår af

straffelovens § 44, stk. 2, at hæftedømte ikke må hensættes sammen med andre

fanger end sådanne, som udstår straf af hæfte.

Ifølge Justitsministeriets

bekendtgørelse af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf § 1, stk. 3,

udstås hæftestraf i arresthus eller i Kriminalforsorgens anstalter. Af

bekendtgørelsens § 4, stk. 1, fremgår endvidere, at straffen i almindelighed

udstås i fællesskab, og at personer, der udstår hæfte, ikke uden deres

samtykke

må anbringes i fællesskab med andre kategorier af indsatte. Når særlige

omstændigheder taler derfor, kan institutionens leder bestemme, at den

indsatte

midlertidigt kan have ophold i enrum, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2.

Det fremgår af §§ 1 og 6 i

direktoratets cirkulære af 29. august 1983 om anbringelse af personer, der er

idømt frihedsstraf eller forvaring og om overførsel af indsatte mellem

Kriminalforsorgens institutioner, at hæftedømte anbringes i åben anstalt, når

pladsforholdene tillader det, eller i arresthus. Anbringelse i anstalt i

fællesskab med fængselsdømte kan kun ske, såfremt den pågældende samtykker

heri.

Ifølge § 2, stk. 1, i

direktoratets cirkulære af 14. september 1978 om adgangen til at anbringe

indsatte i enrum, kan indsatte, der er anbragt i lukket institution,

anbringes

i enrum, såfremt de anmoder herom, og pladsforholdene tillader det.

Der er således intet til

hinder for, at hæftedømte kan afsone .. i et arresthus, og hvor mulighederne

for fællesskab med andre indsatte er begrænsede.

Det bemærkes herudover, som

anført i direktoratets skrivelse af 24. august 1995, at De ikke under

afsoningen har udtrykt ønske om at undgå afsoning med fængselsafsonere, og at

arresthuset har opfattet dette som et stiltiende samtykke til afsoningen i

arresthuset. Hertil kan direktoratet henholde sig. Det tilføjes at det af

tilsigelsen

fremgår, at hæftedømte skal gøres opmærksom på, at man ikke ønsker fællesskab

med fængselsdømte.

Som følge af ovenstående

finder direktoratet fortsat ikke grundlag for at der ydes Dem nogen form for

erstatning.

..."

A klagede herefter til mig. I

brev af 6. december 1995 anmodede jeg direktoratet om en udtalelse. Jeg

gengav

indholdet af straffelovens § 44, stk. 2, 1. punktum, hvorefter hæftedømte

ikke

må anbringes sammen med andre kategorier af indsatte, og de administrative

bestemmelser (§ 4, stk. 1, i bekendtgørelse af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse

af frihedsstraf og § 1, stk. 2, i cirkulære nr. 122 af 29. august 1983 om

anbringelse af personer, der er idømt frihedsstraf eller forvaring og om

overførsel af indsatte mellem kriminalforsorgens institutioner) hvorefter

hæftedømte (alligevel godt) kan anbringes i fællesskab med fængselsdømte hvis

de samtykker heri. Herefter skrev jeg:

"...

(A) har gjort gældende at det

er i strid med den gengivne bestemmelse i straffelovens § 44, stk. 2, 1.

punktum, at han udstod hæftestraf sammen med fængselsdømte.

Til brug for min

stillingtagen til (A)'s klage anmoder jeg om en udtalelse om forholdet mellem

den nævnte bestemmelse i straffeloven og de nævnte administrativt fastsatte

bestemmelser, der som nævnt er udstedt med hjemmel i straffelovens § 49, stk.

1.

Lægges det til grund at der

er fornødent retligt grundlag for at en hæftedømt kan samtykke til at udstå

sin

hæftestraf i fællesskab med fængselsdømte, foreligger spørgsmålet om hvilke

krav der må stilles til samtykket.

I sin besvarelse af (A)'s

henvendelse har Direktoratet for Kriminalforsorgen oplyst at det af

tilsigelsen

fremgår, at den hæftedømte skal gøre opmærksom på hvis den pågældende ikke

ønsker fællesskab med fængselsdømte. Direktoratet for Kriminalforsorgen har

endvidere oplyst at det forhold at en hæftedømt ikke udtrykker ønske om at

undgå afsoning med fængselsdømte, opfattes som et

stiltiende

samtykke til afsoning i arresthus - og dermed sammen med

fængselsdømte.

Jeg anmoder om Direktoratet

for Kriminalforsorgens udtalelse om hvilke krav der må stilles til samtykke -

også når henses til reglen i straffelovens § 44, stk. 2, 1. punktum.

..."

Direktoratet svarede i brev

af 2. april 1996. Direktoratet oplyste heri at A's klage over afsoning sammen

med fængselsdømte var afvist på baggrund af arrestinspektørens oplysninger i

udtalelsen af 23. maj 1995 til direktoratet. Direktoratet beklagede samtidig

at

A ikke var partshørt over denne udtalelse. Herefter skrev direktoratet:

"...

Efter straffelovens § 44,

stk. 2, må hæftefanger ikke hensættes sammen med andre fanger end sådanne,

som

udstår straf af hæfte.

I § 4, stk. 1, 2. punkt i

direktoratets bekendtgørelse af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf

er det nærmere præciseret, at denne bestemmelse forstås således, at personer,

der udstår hæfte, ikke

uden deres

samtykke

må anbringes i fællesskab med andre kategorier af indsatte.

Anbringelsescirkulærets § 1,

stk. 2 og § 6, stk. 1 er fastsat i overenstemmelse med

fuldbyrdelsesbekendtgørelsens

§ 4, stk. 1.

Det fremgår af

fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 3, at hæftestraf udstås i arresthus

eller i kriminalforsorgens anstalter. Ifølge anbringelsescirkulærets § 1,

stk.

1, anbringes hæftedømte i åben anstalt, når pladsforholdene tillader det,

eller

i arresthus (Københavns Fængsler).

...

Da det af tilsigelsen

fremgår, at hæftedømte skal gøre opmærksom på, at de ikke ønsker fællesskab

med

fængselsdømte, må man gå ud fra, at hæftedømte, som ikke reagerer herpå,

stiltiende samtykker i at afsone i fællesskab med fængselsdømte.

Såfremt en hæftedømt, som er

tilsagt til at udstå straffen i en åben anstalt, ikke ønsker fællesskab med

fængselsdømte, vil den pågældende i stedet blive anbragt i arresthus. I

arresthuset kan den hæftedømte undgå kontakt med fængselsdømte ved at blive

på

cellen.

Hæftedømte kan således ikke

modsætte sig afsoning af den idømte straf i det lokale arresthus.

..."

Direktoratet vedlagde til

orientering kopi af en tidligere ombudsmandsudtalelse.

Jeg sendte A en kopi af

udtalelsen, og han kom i brev af 13. april 1996 med bemærkninger hertil.

Ombudsmandens udtalelse

"1. Hæftestraf udståes i

arresthus eller i anstalt (fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 3).

Anbringelse

sker som udgangspunkt i åben anstalt (anbringelsescirkulærets § 1, stk. 1).

Straffelovens § 44, stk. 2,

1. punktum har følgende ordlyd:

'Fangerne (hæftefangerne; min

tilføjelse) må ikke hensættes sammen med andre fanger end sådanne, som udstår

straf af hæfte.'

Hæftestraffen - og dermed de

særlige afsoningsforhold for hæfteafsonere - blev indført i straffeloven i

1930 som et privilegium for personer der 'staar udenfor de egentlige

Forbryderes Kreds' (Straffelovskommissionens betænkning 1923, s. 127). Men

som angivet bl.a. i Den kommenterede Straffelov (1993), s. 225, er forskellen

mellem fængselsstraffen og hæftestraffen i praksis efterhånden i stigende

omfang udvisket. Der er på denne baggrund flere gange fremsat forslag om

afskaffelse af hæftestraffen, jf. bl.a. Straffelovsrådets betænkning nr.

1099/1987, delbetænkning I om sanktionsspørgsmål, s. 49ff. På s.

50f

i betænkningen står der bl.a.:

'

2.2.1.

De synspunkter, som for mere end 50 år siden førte til et

system med to forskellige arter af frihedsstraf (fængsel og hæfte; min

tilføjelse), har helt mistet deres betydning. Det gælder for det første de

dengang udtrykte forudsætninger om, at man på grundlag af kriminalitetens

beskaffenhed og lovovertræderens personlige forhold klart kan adskille et

hæfteklientel fra et fængselsklientel.

...

2.2.2.

Heller ikke straffelovens oprindelige forudsætninger med

hensyn til indholdet af frihedsstraffene har kunnet opretholdes.

Som ovenfor nævnt blev det i

straffelovens forarbejder antaget, at der burde være visse forskelle mellem

hæfte og fængsel med hensyn til indholdet af straffuldbyrdelsen. Begrundelsen

herfor var dels, at de hæftedømtes mindre grove lovovertrædelser kunne tale

for

visse begunstigelser, dels at de ikke i samme grad som andre afsonere trængte

til at undergives arbejdspligt og anden fængselsmæssig påvirkning i et

resocialiserende øjemed.

Straffelovens § 44 indeholder

endnu nogle særregler om de hæftedømte. De må ikke sættes til afsoning sammen

med andre kategorier af indsatte, herunder fængselsdømte. Bestemmelsen herom

opfattes af kriminalforsorgen således, at den ikke udelukker anbringelse

sammen

med fængselsdømte, når den, der er idømt hæfte, giver sit samtykke til sådan

anbringelse. Dette er udtrykkeligt anført på den blanket, ved hvilken de

hæftedømte tilsiges til at møde til strafudståelse.'

Direktoratet for

Kriminalforsorgens forståelse af bestemmelsen er kommet til udtryk i

fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 1, ('Personer, der udstår hæfte, må

ikke uden deres samtykke anbringes i fællesskab med andre kategorier af

indsatte') og i anbringelsescirkulærets § 1, stk. 2, ('Anbringelse ((af

hæftedømte; min tilføjelse)) i anstalt i fællesskab med fængselsdømte kan kun

ske, såfremt den pågældende samtykker heri').

Ombudsmanden har tidligere

behandlet en sag vedrørende anbringelse af en hæfteafsoner sammen med

fængselsdømte (i åbent fængsel i arbejdstiden), jf. den sag som direktoratet

har vedlagt sin udtalelse til mig. I denne sag lagde ombudsmanden

forudsætningsvis til grund at samtykkereglen i bl.a.

fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 1, ikke er i strid med straffelovens

§

44, stk. 2 - dvs. at hæfteafsonere kan give samtykke til afsoning sammen med

fængselsdømte.

Jeg kan henholde mig hertil.

Der er således (også) efter min opfattelse fornødent retligt grundlag for at

hæfteafsonere kan give samtykke til at udstå straffen i fællesskab med

fængselsdømte.

2. Spørgsmålet er herefter -

som anført i min høring af 6. december 1995 - hvilke krav der må stilles til

samtykket.

Direktoratet mener at det er

tilstrækkeligt med et

stiltiende

samtykke. Hvis en hæftedømt ikke efter modtagelse af tilsigelsen til afsoning

(udtrykkeligt) fremsætter ønske om ikke at afsone sammen med fængselsdømte,

betragtes det som et stiltiende samtykke.

Da de administrative

bestemmelser om samtykke er en modifikation til straffelovens § 44, stk. 2,

kan

de efter min opfattelse ikke administreres på den måde at myndigheden

betragter

sig som berettiget til at anse et samtykke for givet, hvis den pågældende

ikke

protesterer i anledning af tilsigelsen. Samtykket må således efter min

opfattelse

foreligge udtrykkeligt.

Jeg henviser i den

forbindelse også til omtalen s. 84 øverst i betænkning nr. 1181/1989 om en

lov

om fuldbyrdelse af straf m.v. af bestemmelsen i fuldbyrdelsesbekendtgørelsens

§ 4, stk. 1. Her står der at bestemmelsen i straffelovens § 44, stk. 2, 1.

punktum, 'nødvendiggør, at hæftedømte som forudsætning for strafudståelse i

åbent fængsel i arbejdsfællesskab med fængselsdømte må underskrive en

samtykkeerklæring'. Begrænsningen til 'åbent fængsel' og 'arbejdsfællesskab'

går jeg ud fra skyldes at det kun er i de åbne fængsler og da kun på

arbejdspladserne

at det ikke er praktisk muligt at adskille hæftedømte og fængselsdømte, dvs.

at

hæftedømte i åbne fængsler i øvrigt anbringes på særlige hæfteafdelinger og

således i fritiden har fællesskab med andre hæftedømte. Det følger imidlertid

direkte af straffelovens § 44, stk. 2, jf. fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 4,

stk. 1, at hæfteafsonere der afsoner i arresthus heller ikke må anbringes i

(nogen

form for) fællesskab med andre kategorier af indsatte medmindre de giver

samtykke hertil.

Jeg er som det fremgår af det

anførte, ikke enig med direktoratet i at et stiltiende samtykke er

tilstrækkeligt til opfyldelse af samtykkekravet i bl.a.

fuldbyrdelsesbekendtgørelsens

§ 4.

Jeg har gjort direktoratet

bekendt med min opfattelse og henstillet at det sikres, at der fremover

indhentes et udtrykkeligt samtykke forud for anbringelse af en hæftedømt

sammen med andre kategorier af indsatte. Jeg har bedt om underretning om hvad

der sker i den anledning.

3. Da hæftedømte efter

straffelovens § 44, stk. 2, har et retskrav på afsoning uden fællesskab med

andre kategorier af indsatte, bør de efter min opfattelse - hvis de ønskes

anbragt sammen med andre kategorier af indsatte - forud for indhentelse af

samtykke hertil udtrykkeligt vejledes om deres retsstilling efter denne

bestemmelse. Det fremgår også af § 22, stk. 4, i direktoratets cirkulære af

18. maj 1994 om iværksættelse af frihedsstraf eller forvaring mv. ('Personer,

der skal udstå straf af hæfte, skal gøres bekendt med, at anbringelse i åben

anstalt i fællesskab med fængselsdømte kun kan ske med domfældtes

samtykke').

I den fortrykte tilsigelse

til afsoning står der:

'Hvis De er tilsagt til

udståelse af hæftestraf i åben anstalt, men ikke ønsker anbringelse i

fællesskab med fængselsdømte, bedes De snarest henvende Dem til afsenderen af

denne tilsigelse.'

Jeg går ud fra at denne

passus vil blive ændret i konsekvens af det jeg har anført under pkt. 2. Da

jeg

som nævnt mener at samtykke bør ske efter fornøden vejledning om

retsstillingen, har jeg samtidig henstillet at hæftedømte fremover i

tilsigelsen udtrykkeligt vejledes om deres ret til ikke at være anbragt

sammen

med andre kategorier af indsatte.

Jeg har bedt om underretning

om hvad der videre sker i anledning af denne henstilling.

4. Direktoratet har afvist

Deres anmodning om erstatning med den begrundelse at der ikke var begået fejl

i

sagen. Direktoratet har således ikke vurderet om der på det nu foreliggende

grundlag kan ydes Dem erstatning.

Da ombudsmanden normalt ikke

kan tage stilling til forhold som myndighederne ikke selv har taget stilling

til (ombudsmandslovens § 6, stk. 3), har jeg ikke taget stilling til Deres

erstatningskrav. Jeg går ud fra at direktoratet træffer en fornyet afgørelse

herom på det nu foreliggende grundlag, og jeg har bedt om underretning om

denne

afgørelse.

5. Om direktoratets

behandling af sagen skal jeg i øvrigt bemærke:

5.1. Jeg er enig med

direktoratet i at det er beklageligt at De ikke blev partshørt over

arresthusets udtalelse forud for direktoratets afgørelse af 24. august 1995.

Jeg har gjort direktoratet

bekendt med min opfattelse, men da direktoratet efterfølgende har haft

lejlighed til at forholde sig til Deres indsigelser mod oplysningerne fra

arresthuset, og da direktoratet har beklaget den manglende partshøring,

foretager

jeg mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

5.2. En skriftlig afgørelse

der ikke giver parten fuldt ud medhold, skal ledsages af en begrundelse

(forvaltningslovens § 22). Begrundelsen skal bl.a. indeholde en henvisning

til

retsgrundlaget for afgørelsen (forvaltningslovens § 24, stk. 1).

Direktoratet henviste i

afgørelserne af 24. august, 26. september 1995 og 17. oktober 1995 ikke til

retsgrundlaget for afgørelsen om Deres afsoning sammen med fængselsdømte, og

det har jeg samtidig kritiseret direktoratet for.

Da direktoratet i afgørelsen

af 27. oktober 1995 (og i udtalelsen af 2. april 1996 til mig) har angivet

retsgrundlaget for afgørelsen, foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette

forhold.

5.3. I breve af 3. juni, 10.

august og 26. august 1995 til Justitsministeriet bad De om erstatning og

fuld løn til De fylder 70 år, begge dele med henvisning til anbringelsen

sammen

med fængselsdømte.

Direktoratet afviste den 26.

september og 17. oktober 1995 at yde Dem erstatning for uberettiget

fængsling.

Deres anmodning om løn til De fylder 70 år videresendte direktoratet til

Kirkeministeriet, der som nævnt i sagsfremstillingen ovenfor tilbagesendte

sagen til Direktoratet for Kriminalforsorgen fordi Deres krav var rejst mod

direktoratet.

Der var efter min opfattelse

ikke tvivl om at Deres krav om løn var rettet mod Justitsministeriet

(Direktoratet for Kriminalforsorgen) idet De som begrundelse herfor henviste

til ødelagt decorum som følge af fællesskabet med fængselsdømte. Jeg må

derfor

finde det uheldigt at direktoratet videresendte dette krav til

Kirkeministeriet.

Jeg har gjort direktoratet

bekendt med min opfattelse.

..."

Direktoratet videresendte A's

anmodning om erstatning til Rigsadvokaten til afgørelse. Rigsadvokaten traf

den

20. februar 1997 afgørelse om at tilkende A 6.750 kr. i erstatning for at

have

afsonet sin hæftedom sammen med fængselsdømte.

Jeg meddelte herefter

Direktoratet for Kriminalforsorgen at jeg havde taget det oplyste til

efterretning og ikke foretog mig mere vedrørende dette forhold.

Lignende dokumenter