Spring til indhold

Retsinformation

Nedsættelse af arbejdsskadeerstatning. Ikke konkret angivet konkurrerende skadesårsag. Omvendt bevisbyrde.

FOU nr 1992.260UdtalelserFolketinget6. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Nedsættelse af arbejdsskadeerstatning. Ikke konkret angivet

konkurrerende skadesårsag. Omvendt bevisbyrde.

A klagede til mig over Den

Sociale Ankestyrelses afgørelse af 9. april 1990, hvorved ankestyrelsen

afgjorde hans berettigelse til ménerstatning og erstatning for tab af

erhvervsevne.

Det fremgik af sagen, at A

var opvokset i Pakistan. Efter endt skolegang fik A arbejde i faderens firma,

der solgte sportsudstyr. I 1970 flyttede A til Danmark med sin familie.

Fra 1970-73 var A ansat hos B

som lagerarbejder. Han arbejdede ikke der med opløsningsmidler.

Fra 1973-76 arbejdede han hos

C med fræsningsarbejde.

Fra 1976-77 var A ansat hos

D, hvor arbejdet bestod i prægning af plastsprøjter med farver. Efter en kort

arbejdsløshedsperiode blev han igen ansat hos D, hvor arbejdet bestod i at

afvaske maskiner og fylde farver på trykkerimaskiner. Han blev herunder udsat

for xylen og cyklohexanon, der er organiske opløsningsmidler.

I september 1983 begyndte A

at føle sig utilpas, han fik trykken i maven, diarré, opkastninger og

hovedpine, svimmelhed og tendens til at føle sig fjern. Tilstanden

forværredes

gradvist i løbet af 1983-84.

Den 2. oktober 1984 anmeldte

A's læge tilfældet til Sikringsstyrelsen (nu Arbejdsskadestyrelsen).

Ved Sikringsstyrelsens

afgørelser af 24. april 1984 og 1. juli 1987 fik A tilkendt erstatning for

henholdsvis varigt mén, svarende til en méngrad på 15%, og for tab af

erhvervsevne på 15%.

Ved skrivelse af 9. april

Læs alt

1990 meddelte Den Sociale Ankestyrelse, at styrelsen fandt A berettiget til

ménerstatning på 30% og erstatning for tab af erhvervsevne på 30%.

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med følgende:

"Ankestyrelsen finder,

at De er berettiget til en ménerstatning svarende til en méngrad på 30% og

erstatning for tab af erhvervsevne på 30%.

Ankestyrelsen ændrer således

Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Ankestyrelsen har lagt til

grund at udsættelsen for opløsningsmidler under Deres arbejde har udløst et

latent anlæg for en hjernelidelse, der senere har udviklet sig til en svær

intellektuel reduktion.

Ankestyrelsen finder således

ikke, at tilstanden er opstået som følge af opløsningsmiddelforgiftningen,

men

at opløsningsmiddelforgiftningen har været en udløsende årsag.

Forløbet tyder på, at det

drejer sig om et organisk psykosyndrom (Mb. Alzheimer). På det foreliggende

grundlag har Ankestyrelsen ikke kunnet komme diagnosen nærmere.

Ankestyrelsen har anlagt det

skøn, at De på tidspunktet, hvor sygdommen var kommet i udbrud, og De ikke

længere var udsat for påvirkning fra organiske opløsningsmidler, var

hjerneskadet i middelsvær grad svarende til en méngrad på 60%. Endvidere har

Ankestyrelsen skønnet, at erhvervsevnetabet er 60%.

Ankestyrelsen har herefter

anlagt den vurdering, at halvdelen af méngraden og erhvervsevnetabet kan

henføres til følgerne af opløsningsmiddelforgiftningen, medens resten er en

følge af hjernelidelsen.

..."

I skrivelse af 2. maj 1990

anmodede A Den Sociale Ankestyrelse om bl.a. at uddybe ankestyrelsens

bemærkninger om, at han led af et organisk psykosyndrom (Mb. Alzheimer), der

ikke tidligere havde været omtalt i nogle af sagens akter, herunder de for

ankestyrelsen foreliggende lægeerklæringer.

I skrivelse af 11. juni 1990

meddelte ankestyrelsen følgende vedrørende dette spørgsmål:

"I anledning af Deres

brev af 2. maj 1990 meddeler man, at Ankestyrelsen ved afgørelsen lagde til

grund, at udsættelsen for opløsningsmidler har udløst et latent anlæg for en

hjernelidelse, der senere har udviklet sig til en svær intellektuel

reduktion.

Ankestyrelsen har uddybet

dette ved at anføre, at forløbet tyder på, at det drejer sig om et organisk

psykosyndrom (Mb Alzheimer). Ankestyrelsen tilføjede at styrelsen på det

foreliggende grundlag ikke kunne komme diagnosen nærmere.

Ankestyrelsen har således

ikke stillet diagnosen Mb. Alzheimer, hvilket heller ikke er nødvendigt af

hensyn til sagens afgørelse, men peger på at det organiske psykosyndrom måske

kan være denne lidelse. En egentlig diagnosticering kan efter Ankestyrelsens

opfattelse ikke foretages på grundlag af de stedfundne undersøgelser.

Der vedlægges en liste over

Ankestyrelsens lægekonsulenter med kryds ud for de konsulenter der har

deltaget

ved sagens behandling."

I anledning af forbundets

klage til mig udtalte ankestyrelsen i skrivelse af 27. maj 1991 følgende

vedrørende sagen:

"...Som det fremgår af

sagen har A været udsat for opløsningsmidler i perioden 1976-1984. Han har

haft

forgiftningssymptomer siden 1983.

Der er efter arbejdsophør

konstateret en væsentlig forværring i tilstanden. Dette tyder ikke på at

lidelsen er en følge af opløsningsmiddelforgiftning.

Dette underbygges af

speciallæge (E's) erklæring af 30. november 1989, hvor speciallægen gør

opmærksom på, at (A's) intellektuelle tilstand er yderligere forværret, men

årsagen må siges at være ubekendt.

Forløbet tyder på, at det

drejer sig om et organisk psykosyndrom (mb. Alzheimer). Hastigheden af

demensudviklingen sandsynliggør at det drejer sig om denne lidelse, en

demensudvikling der er helt uafhængig af tidligere udsættelse for

opløsningsmidler. På det foreliggende grundlag har Ankestyrelsen ikke kunnet

komme diagnosen nærmere. Mb. Alzheimer kan ikke anerkendes som en lidelse

fremkaldt af udsættelse for opløsningsmidler. Men Ankestyrelsen har anlagt

det

synspunkt, at udsættelsen for opløsningsmidler under arbejdet har udløst et

latent anlæg for en hjernelidelse, der senere har udviklet sig til en svær

intellektuel reduktion."

Forbundet har i sin klage til

mig særligt anført, at ankestyrelsen ikke burde have taget forbehold for den

ikke diagnosticerede lidelse, hvortil halvdelen af A's varige mén og

erhvervsevnetab henførtes, således at der ikke blev givet erstatning herfor.

I et brev til A udtalte jeg

følgende:

"Efter de foreliggende

oplysninger i sagen og Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 9. april 1990

må

jeg forstå ankestyrelsen således, at (A's) lidelse ansås omfattet af

erhvervssygdomsfortegnelsen (bekendtgørelse nr. 60 af 20. januar 1989 om

fortegnelse over erhvervssygdomme i medfør af lovgivning om

arbejdsskadeforsikring),

og at bevisreglerne i arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 2, og § 13

følgeligt fandt anvendelse ved afgørelsen af (A's) erstatningsberettigelse.

Ankestyrelsen har i sin

afgørelse samt i sine senere udtalelser givet udtryk for, at (A's) udsættelse

for opløsningsmidler dels har medført en opløsningsmiddelforgiftning, dels

har

udløst et latent anlæg hos (A) for en hjernelidelse, der senere har udviklet

sig til en svær intellektuel reduktion. Efter det foreliggende må

hjernelidelsen således antages ikke at have bestået forud for udsættelsen for

organiske opløsningsmidler.

Ankestyrelsen har ved sin

afgørelse fundet, at (A) ikke var berettiget til erstatning for den del af

lidelsen, der blev anset som følge af den hjernelidelse, der blev udløst ved

udsættelsen

for opløsningsmidler.

I erhvervssygdomsfortegnelsen

er fastsat nærmere bestemmelser om, hvilke betingelser der skal være opfyldt,

for at en sygdom kan anerkendes som en erhvervssygdom.

Bestemmelserne har følgende

ordlyd:

"

§ 1.

For at en sygdom kan anerkendes som erhvervssygdom, skal

følgende generelle betingelser være opfyldt:

Den skadelige påvirkning skal styrkemæssigt og

tidsmæssigt svare til de påvirkninger, for hvilke der er godtgjort en

årsagsmæssig sammenhæng mellem påvirkning og sygdom.

Der skal være tale om et sygdomsbillede, der svarer til

det sygdomsbillede, for hvilket der er godtgjort en årsagsmæssig sammenhæng

mellem påvirkning og sygdom.

Der må ikke være oplyst forhold, der gør det

overvejende sandsynligt, at sygdommen skyldes andre forhold end de

arbejdsmæssige, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 2.

Stk. 2.

Hvis der er faktorer, der ikke er arbejdsbetingede, men som

antages at medvirke til sygdommen, anerkendes sygdommen som erhvervssygdom,

idet der ved erstatningsudmålingen alene ydes erstatning for den del af

sygdommen, der skyldes den erhvervsmæssige påvirkning."

Efter almindelige

erstatningsretlige regler i dansk ret antages det, at en skadevolder kan

gøres

ansvarlig for skader, som skyldes særlige sygdomsanlæg hos en skadelidt, selv

om sygdomsanlægget er medvirkende til, at der sker betydelige komplikationer

eller eventuelt til skadelidtes død. Denne praksis er især beskrevet i

Erstatningsansvarsloven med kommentarer, 2. udg. af Jens Møller og A. Vinding

Kruse, s. 134 ff,

139 f

og

142 f.

I

arbejdsskadeerstatningssager er det fast praksis i Arbejdsskadestyrelsen og

Den

Sociale Ankestyrelse ved fastsættelse af erstatningsberettigelsen at tage

hensyn til eventuelt forud bestående lidelser hos skadelidte, jf.

Arbejdsskadeforsikringsloven med kommentarer ved Asger Friis og Ole Behn

(1984), s. 188.

I den foreliggende sag har

ankestyrelsen lagt vægt på et formodet særligt sygdomsanlæg hos skadelidte,

der

blev udløst ved (A's) arbejde med opløsningsmidler, og alene ydet erstatning

for den del af sygdommen, der blev antaget at kunne henføres direkte til

udsættelsen for opløsningsmidler.

På denne baggrund har jeg

tidligere i anledning af en arbejdsskadesag gjort opmærksom på, at

lovmedholdeligheden af Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses

praksis kan give anledning til tvivl, jf. den af forbundet nævnte sag omtalt

i

FOB 1990.203.

Socialministeren fremsatte

den 18. december 1991 et forslag til lov om forsikring mod følger af

arbejdsskade. Lovforslaget indeholder i § 26 en bestemmelse af følgende

indhold:

"

§ 26.

Erstatning efter §§ 30 og 32 [for tab af erhvervsevne] samt

godtgørelse efter § 33 [for varigt mén] i denne lov fastsættes på grundlag af

arbejdsskadens følger. Erstatningen kan således nedsættes eller efter

omstændighederne

bortfalde, hvis skadelidtes aktuelle lægelige og sociale situation ikke

udelukkende kan henføres til arbejdsskaden."

[mine tiføjelser]

Af de almindelige

bemærkninger til lovforslaget fremgår bl.a. følgende:

"...

4. Betydningen af forudbestående lidelse

Arbejdsskadestyrelsen/Ankestyrelsen

har hidtil haft den praksis, at kun de følger, der kan tilskrives

arbejdsskaden, anerkendes og kompenseres.

Ombudsmanden har rejst tvivl

om lovmedholdeligheden af styrelsernes praksis og har blandt andet henvist

til

den almindelige erstatningsret.

Efter de almindelige

erstatningsregler ydes der fuld erstatning, selv om der indtræder usædvanlige

komplikationer, eller følgerne skyldes skadelidtes erhvervsevne allerede var

nedsat, eller den forudbestående lidelse med sikkerhed på et senere tidspunkt

ville have medført i det væsentlige de samme følger af skaden.

En ændring af styrelsernes

praksis, således at den kommer til at svare til de almindelige

erstatningsretlige regler, vil betyde, at nogle skadelidte ikke får den

erstatning, som de efter styrelsernes nuværende praksis er berettigede til,

mens andre vil få erstatning for skadefølger, der ikke kan henføres til

arbejdsskaden.

Det foreslås derfor, at den

hidtidige praksis, hvorefter der alene ydes kompensation for de skadefølger,

der kan henføres til arbejdsskaden, præciseres i loven.

..."

Lovforslaget er vedtaget.

På baggrund af dette

lovforslag samt bemærkningerne hertil har jeg ikke tilstrækkeligt grundlag

for

at foretage videre vedrørende den nævnte praksis, som myndighederne har fulgt

i

en meget lang periode, jf. for så vidt angår forudbestående lidelser,

Folketingets Ombudsmands beretning, 1988, s. 178.

Som det fremgår af det

anførte, har Den Sociale Ankestyrelse i (A's) sag anset en del af lidelsen

begrundet i et særligt forhold hos (A) selv og ikke som en følge af

udsættelsen

for opløsningsmidler. Arbejdsskadeforsikringsloven indeholder i § 10, stk. 2,

og § 13 særlige bestemmelser om bevisbyrden med hensyn til, om en lidelse

skal

anses som et udslag af en erhvervssygdom, samt hvornår et tab af erhvervsevne

og et varigt mén skal anses at være en følge af en arbejdsskade.

Bestemmelserne

har følgende ordlyd:

§ 10.

"

Stk. 2.

En person, der har pådraget sig en erhvervssygdom, har krav

på ydelser efter loven, medmindre det anses for overvejende sandsynligt, at

pågældendes sygdom skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige."

"§ 13.

Et påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén eller en

persons død anses at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende

sandsynlighed taler herimod."

Det fremgår af ankestyrelsens

udtalelse til mig af 27. maj 1991, at ankestyrelsen fandt, at forløbet tydede

på, at (A) var udsat for et organisk psykosyndrom, idet hastigheden af

demensudviklingen sandsynliggjorde dette. Ankestyrelsen henviste i øvrigt til

en erklæring af 30. november 1989 fra speciallæge (E), der gør opmærksom på,

at

årsagen til forværringen af (A's) intellektuelle tilstand måtte siges at være

ubekendt.

Ankestyrelsen har i

skrivelsen af 9. april 1990 anført, at både antagelsen om en allerede

bestående

intellektuel reduktion samt fastsættelsen af de skadevirkninger, der kan

henføres hertil, har været skønsmæssig. Skønnet bygger ifølge det oplyste

hovedsageligt på oplysningerne om sygdommens efterfølgende forløb og er

således

ikke underbygget af lægelige iagttagelser på tidspunktet forud for

erhvervssygdommens indtræden.

Det lægelige grundlag for at

foretage en reduktion i erstatningen må efter min mening karakteriseres som

spinkelt, og jeg må derfor anse det for mindre foreneligt med kravet i § 10 -

hvorefter det skal anses for "overvejende sandsynligt", at

sygdommen

skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige - at ankestyrelsen har foretaget

en reduktion i den fastsatte erstatning.

Det er imidlertid i lægelig

henseende almindeligt antaget, at en opstået hjerneskade ikke forværres, når

udsættelse for stoffet ophører, jf. herved Højesterets dom optrykt i

Ugeskrift

for Retsvæsen 1989, s. 988 (især s. 999). Da (A's) tilstand ifølge det

oplyste

er blevet væsentligt forværret siden arbejdsophøret, finder jeg ikke at have

fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere ankestyrelsens afgørelse af 9.

april 1990.

Jeg finder imidlertid, at

spørgsmålet er så tvivlsomt, at jeg - da der desuden er tale om en

velfærdssag

for (A) - vil være indstillet på at henstille til Civilretsdirektoratet, at

der

meddeles (A) fri proces til sagsanlæg mod Den Sociale Ankestyrelse.

..."

Lignende dokumenter