Nedsættelse af arbejdsskadeerstatning. Ikke konkret angivet konkurrerende skadesårsag. Omvendt bevisbyrde.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Nedsættelse af arbejdsskadeerstatning. Ikke konkret angivet
konkurrerende skadesårsag. Omvendt bevisbyrde.
A klagede til mig over Den
Sociale Ankestyrelses afgørelse af 9. april 1990, hvorved ankestyrelsen
afgjorde hans berettigelse til ménerstatning og erstatning for tab af
erhvervsevne.
Det fremgik af sagen, at A
var opvokset i Pakistan. Efter endt skolegang fik A arbejde i faderens firma,
der solgte sportsudstyr. I 1970 flyttede A til Danmark med sin familie.
Fra 1970-73 var A ansat hos B
som lagerarbejder. Han arbejdede ikke der med opløsningsmidler.
Fra 1973-76 arbejdede han hos
C med fræsningsarbejde.
Fra 1976-77 var A ansat hos
D, hvor arbejdet bestod i prægning af plastsprøjter med farver. Efter en kort
arbejdsløshedsperiode blev han igen ansat hos D, hvor arbejdet bestod i at
afvaske maskiner og fylde farver på trykkerimaskiner. Han blev herunder udsat
for xylen og cyklohexanon, der er organiske opløsningsmidler.
I september 1983 begyndte A
at føle sig utilpas, han fik trykken i maven, diarré, opkastninger og
hovedpine, svimmelhed og tendens til at føle sig fjern. Tilstanden
forværredes
gradvist i løbet af 1983-84.
Den 2. oktober 1984 anmeldte
A's læge tilfældet til Sikringsstyrelsen (nu Arbejdsskadestyrelsen).
Ved Sikringsstyrelsens
afgørelser af 24. april 1984 og 1. juli 1987 fik A tilkendt erstatning for
henholdsvis varigt mén, svarende til en méngrad på 15%, og for tab af
erhvervsevne på 15%.
Ved skrivelse af 9. april
Læs alt
1990 meddelte Den Sociale Ankestyrelse, at styrelsen fandt A berettiget til
ménerstatning på 30% og erstatning for tab af erhvervsevne på 30%.
Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med følgende:
"Ankestyrelsen finder,
at De er berettiget til en ménerstatning svarende til en méngrad på 30% og
erstatning for tab af erhvervsevne på 30%.
Ankestyrelsen ændrer således
Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.
Ankestyrelsen har lagt til
grund at udsættelsen for opløsningsmidler under Deres arbejde har udløst et
latent anlæg for en hjernelidelse, der senere har udviklet sig til en svær
intellektuel reduktion.
Ankestyrelsen finder således
ikke, at tilstanden er opstået som følge af opløsningsmiddelforgiftningen,
men
at opløsningsmiddelforgiftningen har været en udløsende årsag.
Forløbet tyder på, at det
drejer sig om et organisk psykosyndrom (Mb. Alzheimer). På det foreliggende
grundlag har Ankestyrelsen ikke kunnet komme diagnosen nærmere.
Ankestyrelsen har anlagt det
skøn, at De på tidspunktet, hvor sygdommen var kommet i udbrud, og De ikke
længere var udsat for påvirkning fra organiske opløsningsmidler, var
hjerneskadet i middelsvær grad svarende til en méngrad på 60%. Endvidere har
Ankestyrelsen skønnet, at erhvervsevnetabet er 60%.
Ankestyrelsen har herefter
anlagt den vurdering, at halvdelen af méngraden og erhvervsevnetabet kan
henføres til følgerne af opløsningsmiddelforgiftningen, medens resten er en
følge af hjernelidelsen.
..."
I skrivelse af 2. maj 1990
anmodede A Den Sociale Ankestyrelse om bl.a. at uddybe ankestyrelsens
bemærkninger om, at han led af et organisk psykosyndrom (Mb. Alzheimer), der
ikke tidligere havde været omtalt i nogle af sagens akter, herunder de for
ankestyrelsen foreliggende lægeerklæringer.
I skrivelse af 11. juni 1990
meddelte ankestyrelsen følgende vedrørende dette spørgsmål:
"I anledning af Deres
brev af 2. maj 1990 meddeler man, at Ankestyrelsen ved afgørelsen lagde til
grund, at udsættelsen for opløsningsmidler har udløst et latent anlæg for en
hjernelidelse, der senere har udviklet sig til en svær intellektuel
reduktion.
Ankestyrelsen har uddybet
dette ved at anføre, at forløbet tyder på, at det drejer sig om et organisk
psykosyndrom (Mb Alzheimer). Ankestyrelsen tilføjede at styrelsen på det
foreliggende grundlag ikke kunne komme diagnosen nærmere.
Ankestyrelsen har således
ikke stillet diagnosen Mb. Alzheimer, hvilket heller ikke er nødvendigt af
hensyn til sagens afgørelse, men peger på at det organiske psykosyndrom måske
kan være denne lidelse. En egentlig diagnosticering kan efter Ankestyrelsens
opfattelse ikke foretages på grundlag af de stedfundne undersøgelser.
Der vedlægges en liste over
Ankestyrelsens lægekonsulenter med kryds ud for de konsulenter der har
deltaget
ved sagens behandling."
I anledning af forbundets
klage til mig udtalte ankestyrelsen i skrivelse af 27. maj 1991 følgende
vedrørende sagen:
"...Som det fremgår af
sagen har A været udsat for opløsningsmidler i perioden 1976-1984. Han har
haft
forgiftningssymptomer siden 1983.
Der er efter arbejdsophør
konstateret en væsentlig forværring i tilstanden. Dette tyder ikke på at
lidelsen er en følge af opløsningsmiddelforgiftning.
Dette underbygges af
speciallæge (E's) erklæring af 30. november 1989, hvor speciallægen gør
opmærksom på, at (A's) intellektuelle tilstand er yderligere forværret, men
årsagen må siges at være ubekendt.
Forløbet tyder på, at det
drejer sig om et organisk psykosyndrom (mb. Alzheimer). Hastigheden af
demensudviklingen sandsynliggør at det drejer sig om denne lidelse, en
demensudvikling der er helt uafhængig af tidligere udsættelse for
opløsningsmidler. På det foreliggende grundlag har Ankestyrelsen ikke kunnet
komme diagnosen nærmere. Mb. Alzheimer kan ikke anerkendes som en lidelse
fremkaldt af udsættelse for opløsningsmidler. Men Ankestyrelsen har anlagt
det
synspunkt, at udsættelsen for opløsningsmidler under arbejdet har udløst et
latent anlæg for en hjernelidelse, der senere har udviklet sig til en svær
intellektuel reduktion."
Forbundet har i sin klage til
mig særligt anført, at ankestyrelsen ikke burde have taget forbehold for den
ikke diagnosticerede lidelse, hvortil halvdelen af A's varige mén og
erhvervsevnetab henførtes, således at der ikke blev givet erstatning herfor.
I et brev til A udtalte jeg
følgende:
"Efter de foreliggende
oplysninger i sagen og Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 9. april 1990
må
jeg forstå ankestyrelsen således, at (A's) lidelse ansås omfattet af
erhvervssygdomsfortegnelsen (bekendtgørelse nr. 60 af 20. januar 1989 om
fortegnelse over erhvervssygdomme i medfør af lovgivning om
arbejdsskadeforsikring),
og at bevisreglerne i arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 2, og § 13
følgeligt fandt anvendelse ved afgørelsen af (A's) erstatningsberettigelse.
Ankestyrelsen har i sin
afgørelse samt i sine senere udtalelser givet udtryk for, at (A's) udsættelse
for opløsningsmidler dels har medført en opløsningsmiddelforgiftning, dels
har
udløst et latent anlæg hos (A) for en hjernelidelse, der senere har udviklet
sig til en svær intellektuel reduktion. Efter det foreliggende må
hjernelidelsen således antages ikke at have bestået forud for udsættelsen for
organiske opløsningsmidler.
Ankestyrelsen har ved sin
afgørelse fundet, at (A) ikke var berettiget til erstatning for den del af
lidelsen, der blev anset som følge af den hjernelidelse, der blev udløst ved
udsættelsen
for opløsningsmidler.
I erhvervssygdomsfortegnelsen
er fastsat nærmere bestemmelser om, hvilke betingelser der skal være opfyldt,
for at en sygdom kan anerkendes som en erhvervssygdom.
Bestemmelserne har følgende
ordlyd:
"
§ 1.
For at en sygdom kan anerkendes som erhvervssygdom, skal
følgende generelle betingelser være opfyldt:
Den skadelige påvirkning skal styrkemæssigt og
tidsmæssigt svare til de påvirkninger, for hvilke der er godtgjort en
årsagsmæssig sammenhæng mellem påvirkning og sygdom.
Der skal være tale om et sygdomsbillede, der svarer til
det sygdomsbillede, for hvilket der er godtgjort en årsagsmæssig sammenhæng
mellem påvirkning og sygdom.
Der må ikke være oplyst forhold, der gør det
overvejende sandsynligt, at sygdommen skyldes andre forhold end de
arbejdsmæssige, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 2.
Stk. 2.
Hvis der er faktorer, der ikke er arbejdsbetingede, men som
antages at medvirke til sygdommen, anerkendes sygdommen som erhvervssygdom,
idet der ved erstatningsudmålingen alene ydes erstatning for den del af
sygdommen, der skyldes den erhvervsmæssige påvirkning."
Efter almindelige
erstatningsretlige regler i dansk ret antages det, at en skadevolder kan
gøres
ansvarlig for skader, som skyldes særlige sygdomsanlæg hos en skadelidt, selv
om sygdomsanlægget er medvirkende til, at der sker betydelige komplikationer
eller eventuelt til skadelidtes død. Denne praksis er især beskrevet i
Erstatningsansvarsloven med kommentarer, 2. udg. af Jens Møller og A. Vinding
Kruse, s. 134 ff,
139 f
og
142 f.
I
arbejdsskadeerstatningssager er det fast praksis i Arbejdsskadestyrelsen og
Den
Sociale Ankestyrelse ved fastsættelse af erstatningsberettigelsen at tage
hensyn til eventuelt forud bestående lidelser hos skadelidte, jf.
Arbejdsskadeforsikringsloven med kommentarer ved Asger Friis og Ole Behn
(1984), s. 188.
I den foreliggende sag har
ankestyrelsen lagt vægt på et formodet særligt sygdomsanlæg hos skadelidte,
der
blev udløst ved (A's) arbejde med opløsningsmidler, og alene ydet erstatning
for den del af sygdommen, der blev antaget at kunne henføres direkte til
udsættelsen for opløsningsmidler.
På denne baggrund har jeg
tidligere i anledning af en arbejdsskadesag gjort opmærksom på, at
lovmedholdeligheden af Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses
praksis kan give anledning til tvivl, jf. den af forbundet nævnte sag omtalt
i
FOB 1990.203.
Socialministeren fremsatte
den 18. december 1991 et forslag til lov om forsikring mod følger af
arbejdsskade. Lovforslaget indeholder i § 26 en bestemmelse af følgende
indhold:
"
§ 26.
Erstatning efter §§ 30 og 32 [for tab af erhvervsevne] samt
godtgørelse efter § 33 [for varigt mén] i denne lov fastsættes på grundlag af
arbejdsskadens følger. Erstatningen kan således nedsættes eller efter
omstændighederne
bortfalde, hvis skadelidtes aktuelle lægelige og sociale situation ikke
udelukkende kan henføres til arbejdsskaden."
[mine tiføjelser]
Af de almindelige
bemærkninger til lovforslaget fremgår bl.a. følgende:
"...
4. Betydningen af forudbestående lidelse
Arbejdsskadestyrelsen/Ankestyrelsen
har hidtil haft den praksis, at kun de følger, der kan tilskrives
arbejdsskaden, anerkendes og kompenseres.
Ombudsmanden har rejst tvivl
om lovmedholdeligheden af styrelsernes praksis og har blandt andet henvist
til
den almindelige erstatningsret.
Efter de almindelige
erstatningsregler ydes der fuld erstatning, selv om der indtræder usædvanlige
komplikationer, eller følgerne skyldes skadelidtes erhvervsevne allerede var
nedsat, eller den forudbestående lidelse med sikkerhed på et senere tidspunkt
ville have medført i det væsentlige de samme følger af skaden.
En ændring af styrelsernes
praksis, således at den kommer til at svare til de almindelige
erstatningsretlige regler, vil betyde, at nogle skadelidte ikke får den
erstatning, som de efter styrelsernes nuværende praksis er berettigede til,
mens andre vil få erstatning for skadefølger, der ikke kan henføres til
arbejdsskaden.
Det foreslås derfor, at den
hidtidige praksis, hvorefter der alene ydes kompensation for de skadefølger,
der kan henføres til arbejdsskaden, præciseres i loven.
..."
Lovforslaget er vedtaget.
På baggrund af dette
lovforslag samt bemærkningerne hertil har jeg ikke tilstrækkeligt grundlag
for
at foretage videre vedrørende den nævnte praksis, som myndighederne har fulgt
i
en meget lang periode, jf. for så vidt angår forudbestående lidelser,
Folketingets Ombudsmands beretning, 1988, s. 178.
Som det fremgår af det
anførte, har Den Sociale Ankestyrelse i (A's) sag anset en del af lidelsen
begrundet i et særligt forhold hos (A) selv og ikke som en følge af
udsættelsen
for opløsningsmidler. Arbejdsskadeforsikringsloven indeholder i § 10, stk. 2,
og § 13 særlige bestemmelser om bevisbyrden med hensyn til, om en lidelse
skal
anses som et udslag af en erhvervssygdom, samt hvornår et tab af erhvervsevne
og et varigt mén skal anses at være en følge af en arbejdsskade.
Bestemmelserne
har følgende ordlyd:
§ 10.
"
Stk. 2.
En person, der har pådraget sig en erhvervssygdom, har krav
på ydelser efter loven, medmindre det anses for overvejende sandsynligt, at
pågældendes sygdom skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige."
"§ 13.
Et påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén eller en
persons død anses at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende
sandsynlighed taler herimod."
Det fremgår af ankestyrelsens
udtalelse til mig af 27. maj 1991, at ankestyrelsen fandt, at forløbet tydede
på, at (A) var udsat for et organisk psykosyndrom, idet hastigheden af
demensudviklingen sandsynliggjorde dette. Ankestyrelsen henviste i øvrigt til
en erklæring af 30. november 1989 fra speciallæge (E), der gør opmærksom på,
at
årsagen til forværringen af (A's) intellektuelle tilstand måtte siges at være
ubekendt.
Ankestyrelsen har i
skrivelsen af 9. april 1990 anført, at både antagelsen om en allerede
bestående
intellektuel reduktion samt fastsættelsen af de skadevirkninger, der kan
henføres hertil, har været skønsmæssig. Skønnet bygger ifølge det oplyste
hovedsageligt på oplysningerne om sygdommens efterfølgende forløb og er
således
ikke underbygget af lægelige iagttagelser på tidspunktet forud for
erhvervssygdommens indtræden.
Det lægelige grundlag for at
foretage en reduktion i erstatningen må efter min mening karakteriseres som
spinkelt, og jeg må derfor anse det for mindre foreneligt med kravet i § 10 -
hvorefter det skal anses for "overvejende sandsynligt", at
sygdommen
skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige - at ankestyrelsen har foretaget
en reduktion i den fastsatte erstatning.
Det er imidlertid i lægelig
henseende almindeligt antaget, at en opstået hjerneskade ikke forværres, når
udsættelse for stoffet ophører, jf. herved Højesterets dom optrykt i
Ugeskrift
for Retsvæsen 1989, s. 988 (især s. 999). Da (A's) tilstand ifølge det
oplyste
er blevet væsentligt forværret siden arbejdsophøret, finder jeg ikke at have
fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere ankestyrelsens afgørelse af 9.
april 1990.
Jeg finder imidlertid, at
spørgsmålet er så tvivlsomt, at jeg - da der desuden er tale om en
velfærdssag
for (A) - vil være indstillet på at henstille til Civilretsdirektoratet, at
der
meddeles (A) fri proces til sagsanlæg mod Den Sociale Ankestyrelse.
..."
Lignende dokumenter
- Bevisbedømmelse efter arbejdsskadeforsikringslovens § 13. Begrundelse. Retsinformation · 25. juni 2003
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - chikane - kommuner - afvisning Retsinformation · 13. april 2024
- Højesteret ændrede landsrettens dom og tog appellantens påstande til følge, således at arbejdsskademyndighederne skulle anerkende, at appellanten var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 15 % i en nærmere angiven periode i 2019, hvor appellantens indtægtsnedgang og derved erhvervsevnetab var mindre end 15 % Domsdatabasen · 17. januar 2025
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - genoptagelse - afvisning Retsinformation · 24. oktober 2024
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - medhold Retsinformation · 7. september 2018
- DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling) 11. november 2004 EU-domme · 11. november 2004