Spring til indhold

Retsinformation

Annullation af karakter. Reformatio in pejus.

FOU nr 1993.327UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Annullation af karakter. Reformatio in pejus.

2 studerende A og B klagede over

afvisning af deres eksamensopgave i faget finansiering/regnskabsvæsen ved

HA-studiet på Handelshøjskolen i København.

Det fremgik af de

foreliggende oplysninger, at A og B i skrivelse af 6. maj 1991 til Institut

for

Finansiering ved Handelshøjskolen i København klagede over, at de havde fået

karakteren 7 for den skriftlige del af deres seminar i finansiering.

Seminaret

blev afholdt den 2. maj 1991, og deres mundtlige forsvar for rapporten blev

bedømt til karakteren

9. A

og B gjorde gældende, at bedømmelsen af rapporten var urimelig, og at der

burde

være givet en højere karakter.

I anledning af klagen blev

der foretaget intern censur af lærer C og censor D. I en skrivelse af 19.

august 1991 til instituttet fastholdt lærer og censor karakteren 7. Som

begrundelse

henvistes til, at opgaven indeholdt "mange passager med vurderinger af

overordnet og til tider temmelig "håndfast" karakter, hvilket vakte

mistanke om, at der i et vist omfang kunne være tale om "genbrug"

fra

kilder". En nærmere granskning af nogle af kilderne havde vist, at der i

et vist omfang var tale om afskrift. I skrivelsen angaves de afsnit, som

efter

lærers og censors opfattelse måtte betegnes som ren afskrift. I alt drejede

det

sig om 5-6 af rapportens i alt knap 28 tekstsider.

Læs alt

Instituttet forelagde ved

skrivelse af 26. august 1991 sagen for rektor med indstilling om, at

rapporten

blev afvist, samt at det bestemtes, at A og B først ville kunne opnå karakter

i

faget ved at følge seminarrækken i foråret 1992.

A og B fik kopi af

instituttets indstilling samt af censor og lærers udtalelse af 19. august

1991.

Rektor anmodede A og B i skrivelse af 30. august 1991 om at kommentere de

fremsatte beskyldninger om delvis afskrift.

A og B fremsatte kommentarer

i skrivelse af 4. september 1991 til rektor. De henviste for det første til,

at

der gælder et forbud mod reformatio in pejus, og at det derfor var

uberettiget

at ændre den meddelte karakter til skade for dem. A og B pegede endvidere på,

at Undervisningsministeriets eksamensbekendtgørelse ikke hjemler sanktionen

"kassation". Endelig anførte A og B, at de ikke mente, at

karakteren

var givet under falske forudsætninger. Alt kildemateriale var anført på

litteraturlisten og således lærer og censor bekendt. A og B bestred ikke, at

de

af lærer og censor påpegede afsnit var afskrift, men gjorde gældende, at

afskrift de pågældende steder havde været hensigtsmæssig ud fra et

fremstillingsmæssigt synspunkt. Samtidig fremhævede A og B, at hovedparten af

fremstillingen var A's og B's egen. A og B fandt således, at afskrifterne var

naturlige og afviste, at afskrifterne kunne begrunde, at hele rapporten blev

anset for uselvstændig. Endelig kritiserede A og B, at den interne censur

først

havde foreligget den 19. august 1991. Afslutningsvis bemærkede de:

"Såfremt vor anmodning

om revurdering og bedømmelse ikke på det foreliggende grundlag kan

imødekommes,

beder vi om en samtale med Dem om sagen."

A's og B's kommentarer blev

forelagt for Institut for Finansiering, som i en skrivelse af 27. september

1991 fremsatte supplerende bemærkninger. Instituttet fandt ikke, at den

interne

censur havde taget for lang tid og henviste herved til, at lærer og censor

havde haft sommerferie samt til, at "dokumentation af afskrift - og

herunder gennemkigning af mulige afskriftskilder - (tager) en ganske

betydelig

tid".

Endelig henledte instituttet

opmærksomheden på, at "Fællesvejledningen for seminarer på

HA-studiet" bl.a. indeholder følgende:

"...

"Referater af

kildemateriale, "lånte" eller mindre redigerede figurer, tabeller

og

lignende skal tydeligt fremstå som sådanne og med nøjagtig

kildeangivelse,..."

"Citater er tilladt i

begrænset

omfang og skal anføres

indrykket i citationstegn samt med enkelt linieafstand. Endvidere skal kilden

klart fremgå."

..."

Rektor meddelte A i skrivelse

af 21. oktober 1991 følgende:

"På baggrund af

ledelsessekretariatets overvejelser, må vi desværre meddele dig, at

eksamenbestemmelserne ved aflevering af HA-seminaret er overtrådt i en sådan

grad,

at opgaven må afvises.

De involverede bedømmere og

instituttet har dokumenteret afskrift og omskrift af ikke-opgivne kilder i et

omfang, der er uacceptabelt, og som ikke overholder de helt klare

videnskabelige kriterier for anvendelse af andres arbejde, jvf. bl.a. udsnit

af

"Fællesvejledningen for seminarer på HA-studiet" i vedlagte

skrivelse

fra instituttet.

Der er således tale om, at

forudsætningen for karakterafgivningen er bristet, i og med der er

dokumenteret

en overtrædelse af eksamensbestemmelserne. Den begunstigende forvaltningsakt,

som den udmeldte karakter er udtryk for, kan på den baggrund ikke fastholdes

og

må erklæres ugyldig.

Det skal, til kommentarerne i

jeres skrivelse af 4. september 1991, bemærkes, at rektors legalitetskontrol

falder udenfor Undervisningsministeriets bekendtgørelse om behandling af

eksamensklager.

Det er således besluttet, at

det pågældende HA-seminar indleveret af dig og (B) afvises, således at de

afgivne karakterer tilbagekaldes, og at I tidligst kan indstille jer til

HA-seminaret - i et andet emne - ved sommereksamen 1992. Instituttet

orienteres

herom ved kopi af dette brev.

..."

Denne afgørelse påklagede A

og B til Undervisningsministeriet. A og B gjorde i alt væsentligt det samme

gældende, som de havde anført over for rektor. Derudover anførte A og B, at

rektor ikke havde kompetence til som et led i legalitetskontrollen at træffe

en

afgørelse som den foreliggende. Sagen burde efter deres opfattelse have været

behandlet på grundlag af reglerne om eksamensklager. Samtidig klagede A og B

over den tid, der var medgået til sagens behandling. Endelig klagede de over,

at rektor ikke havde svaret på deres anmodning om en samtale.

Rektor fremsatte bemærkninger

til klagen i skrivelse af 12. november 1991. Han anførte bl.a.:

"...

Efter ledelsessekretariatets

høring af de studerende og instituttet fandt rektor ingen anledning til at

drage bedømmernes dokumentation for, at passager og hele afsnit var afskrift

fra bagvedliggende kilder i et omfang svarende til 5-6 sider i tvivl.

Handelshøjskolen mener på den baggrund, at eksamensbestemmelserne i den

pågældende opgave er omgået i sådan grad, at opgaven må afvises.

Handelshøjskolen ser på den

baggrund ikke nogen mulighed for at de studerende kan opretholde den

oprindeligt erhvervede karakter. Karakterafgivelsen er ganske rigtig en

begunstigende forvaltningsakt, men da de forudsætninger hvorunder bedømmelsen

er foretaget er bristet ved nærmere undersøgelse falder grundlaget for

karakterafgivelsen bort. Det har i Handelshøjskolens afgørelse været uden

betydning at kildeafskriften først er opdaget i anden omgang og derfor ifølge

de studerende giver præg af vilkårlighed. Der er vel ej heller tale om

vildfarelse i juridisk forstand på handelshøjskolen, da antallet af

kildeanvendelser er legio og dermed ikke principielt lader sig afgrænse fsv

angår sagens oplysning. At de studerende derudover må formodes at have været

i

"ond tro", jvf. Fællesvejledningen, er en skærpende omstændighed.

Undervisningsministeriet har

tidligere bl.a. svaret på under hvilke omstændigheder en karakter kan ændres

til en lavere, hvori der henvises til "bekendtgørelse nr. 51 af 12.

februar 1980 om ændring af censorbekendtgørelsen, hvorefter afgørelse om

ændring af den givne karakter ... kun kan føre til lavere bedømmelse end den

oprindelig givne, hvis denne er åbenbar i strid med gældende retsregler, der

er

almindeligt bekendtgjort på institutionen" (skrivelse af 6. maj 1987,

j.nr. 1985-51310-6).

Vi skal således fastholde

vores afgørelse om, at den oprindelige karakter annulleres.

Med hensyn til

sagsbehandlingstiden for eksamensklagen kan den umiddelbart synes lang, men

det

pågældende Institut for Finansiering har meddelt rektoratet følgende i brev

af

27. september 1991:

"Instituttet satte den

interne censur igang efter udløbet af perioden for anmodning om intern censur

som meddelt ved brev af 1. juli til intern censor, lærer og studerende.

Lærers

og censors sommerferie på dette tidspunkt må nødvendigvis forrykke

fremlæggelsen af den interne censur. I tilfælde som det foreliggende tager

dokumentation af afskrift - og herunder gennemkigning af mulige

afskriftskilder

- en ganske betydelig tid. Det er følgelig yderst tilfredsstillende, at den

interne censur forelå den 19. august 1991."

Det er i øvrigt generelt ved

opslag bekendt for de studerende:

"... at det specielt i

juli måned næsten er umuligt at overholde ankefristerne, idet både studenter,

lærere og censorer holder ferie. Det er derfor praksis, at juli måned ikke

medregnes ved beregningen af de tidsfrister, der er angivet".

Handelshøjskolen finder på

den baggrund ikke sagsbehandlingstiden urimelig lang."

Undervisningsministeriet

meddelte A og B i skrivelse af 9. januar 1992, at ministeriet fandt, at

opgavebesvarelsen led af så væsentlige mangler, at besvarelsen måtte erklæres

ugyldig fra starten. Den omstændighed, at manglerne først blev opdaget, efter

at opgaven var blevet bedømt, havde efter ministeriets opfattelse ingen

betydning, heller ikke selv om der forelå en begunstigende akt, og

eksaminanderne kunne have været i god tro. Den tid, der var medgået til

klagesagens behandling på handelshøjskolen, fandt ministeriet ikke

kritisabel.

I skrivelse af 15. december

1991 havde A og B klaget til ministeriet over, at rektor i en artikel i

handelshøjskolens blad Kræmmerhuset havde omtalt sagen. I artiklen, som blev

offentliggjort i oktober 1991, skrev rektor bl.a.:

"Man snyder

Handelshøjskolen, man snyder sine studiekammerater, og man snyder ikke mindst

sig selv, når man forsøger at komme let omkring eksamenskravene.

På det erhvervssproglige

fakultet har en studerende modtaget glosehjælp ved en skriftlig eksamen (via

toiletbesøg). På det erhvervsøkonomiske fakultet har én studentergruppe

skrevet

flere sider lærebogsstof af i en seminaropgave, og en anden studentergruppe

har

skrevet hele det teoretiske afsnit fra en tidligere seminaropgave af. Begge

grupper desværre uden at præcisere at det var lånt stof.

..."

Ministeriet fandt ikke

anledning til at kritisere denne offentlige omtale. Ministeriet henviste til,

at således som artiklen var formuleret, opfattede ministeriet den "som

et

godt råd til de studerende". Den omstændighed, at sagen ikke var

færdigbehandlet i ministeriet, anså ministeriet som mindre væsentligt i denne

sammenhæng.

I A's og B's skrivelse til

mig gjorde de gældende,

at

rektor

manglede kompetence til at træffe afgørelse om annullering,

at

afgørelsen stred imod forbudet imod

reformatio in pejus,

at

afgørelsen

byggede på en uholdbar vurdering af rapportens selvstændige konklusion,

at

sagen burde have været behandlet

hurtigere end sket,

at

rektor ikke

havde svaret på A's og B's anmodning om en samtale, samt at rektors

offentlige

omtale af sagen måtte anses for uberettiget.

Rektor udtalte sig i

skrivelse af 7. februar 1992 til Undervisningsministeriet på følgende måde om

klagen:

"...

På trods af klagens gentagne henvisninger til

klagebekendtgørelsen (UVM bekendtg. nr. 93 af 15.2.90) skal vi fastholde, at

såvel HA-studieordningens mulighed for intern censur som rektors

legalitetskontrol ligger uden for denne bekendtgørelses rammer.

For så vidt angår sagsbehandlingstiden skal det

præciseres, at de studerende modtager en

foreløbig

mundtlig tilkendegivelse om karakteren ved selve seminarafholdelsen d. 2. maj

1991, men at den

endelige

karakter

(som principielt kan afvige) først opslås på Handelshøjskolen d. 10.-11. juni

1991. Fra denne dato kan de studerende inden for en uge anmode om at få

seminaropgaven bedømt ved intern censur. Angivelsen af datoen 10.-11. juli i

ministeriets brev af 9. januar 1992 er således en skrivefejl.

Det hænder, at studerende -

som i den konkrete sag - allerede efter den mundtlige tilkendegivelse anmoder

om intern censur, uanset at den endelige karakter og datoen for

anmodningsfristen først ligger langt senere. Formelt ville det være korrekt

at

returnere den første anmodning, med henblik på korrekt genfremsættelse efter

10.-11.

juni, men erfaringen viser at såvel de involverede studerende som instituttet

har fundet denne praksis bureaukratisk.

Efter udløbet af

anmodningsfristen sætter Handelshøjskolens Institut for Finansiering,

censurproceduren igang, således som de studerende orienteres ved brev af 1.

juli 1991.

At lærers og intern censors

vurdering fremsendes til instituttet d. 19. august 1991 finder

Handelshøjskolen

absolut rimelig i betragtning af ferieperioden og det betydelige

ekstraarbejde

som mistanken om afskrift har medført med henblik på omfattende

kildegennemgang.

Den efterfølgende sagsgang

opfatter vi ej heller som langsommelig.

I klagen henvises der til en artikel i

"Kræmmerhuset" (10/91) hvor rektor på baggrund af en række

overtrædelser af eksamensbestemmelserne finder anledning til generel moralsk

oprustning ved indgangen til en eksamensperiode. Uanset at klagerne mener at

genfinde deres egen sag i artiklens beskrivelse, vil vi fastholde, at

artiklen

ved dens anonymiserede form på ingen måde kan betragtes som "rektors

offentlige omtale af vor sag under betegnelsen snyd på en genkendelig

måde...". Handelshøjskolen har 15.000 studerende og langt over 100.000

eksaminer årligt.

..."

I en skrivelse af 16. februar

1992 kommenterede A og B rektors udtalelse. A og B fastholdt deres tidligere

bemærkninger. Endvidere oplyste de, at ingen af deres studiekammerater havde

været i tvivl om, at den ene af de tre sager, rektor omtalte i artiklen i

Kræmmerhuset, havde været deres. I øvrigt fandt A og B det afgørende, at de

havde

kunnet genkende sagen.

Undervisningsministeriet

fastholdt i en skrivelse af 28. februar 1992 til mig ministeriets tidligere

opfattelse af sagen.

I anledning af A's og B's

klage over, at rektor ikke havde besvaret deres anmodning om et møde, afgav

rektor i skrivelse af 25. marts 1992 til Undervisningsministeriet følgende

udtalelse:

"...

Det er rektors opgave at tage

sig af legalitetskontrollen. På den baggrund har rektoratet opstillet en

række

procedurer samt udviklet et solidt erfaringsgrundlag med henblik på

håndtering

af, og afgørelse i, sådanne sager. Heri kan eventuelt indgå en samtale med

rektor af efterfølgende præventiv karakter, såfremt han kunne ønske dette.

Vi finder det derimod næppe

hensigtsmæssigt at lade rektor og de pågældende indgå i en direkte, formel

dialog på et tidligt og uafklaret tidspunkt i sagsbehandlingen, således at

der

bl.a. kan opstå tvivl om det udtømmende i de involverede studerendes

skriftlige

kommentarer til sagen i

relation til en sådan drøftelse.

Derudover må det erindres, at

rektor ved Handelshøjskolen og rektorer ved andre højere læreanstalter

modtager

en lang række henvendelser fra studerende med henblik på møde om større og

mindre ting. Vi er som regel meget imødekommende overfor studerendes ønske om

at møde Handelshøjskolens øverste ledelse, men rektor kan kun i begrænset

omfang imødekomme disse forventninger, som tilsyneladende er skabt via

kulturen

på de adgangsgivende uddannelser.

Anmodningen fra (B) og (A) i

brev af 4. september 1991 har derfor naturligvis været overvejet, men af

ovenstående grunde ikke ført til en invitation til samtale med rektor.

..."

Undervisningsministeriet

meddelte mig i skrivelse af 30. marts 1992, at rektors redegørelse ikke gav

ministeriet anledning til at kritisere, at A og B ikke havde fået svar på

anmodningen om en samtale.

I en skrivelse af 28. april

1992 meddelte A og B mig, at de nu havde afsluttet seminarrækken i et andet

emne, og at de havde fået karakteren 10. På denne baggrund frafaldt de ønsket

om en revurdering af deres første eksamensopgave. A og B fastholdt de øvrige

klagepunkter.

I min afsluttende skrivelse

til A og B udtalte jeg følgende:

"1)

Rektors kompetence:

Rektors afgørelse af 21.

oktober 1991 blev truffet på baggrund af §§ 4 og 5 i lov om styrelse af

højere

uddannelsesinstitutioner (lovbekendtgørelse nr. 358 af 26. maj 1989).

Bestemmelserne har følgende indhold:

"

§ 4.

Rektor repræsenterer institutionen udadtil. Han er ansvarlig

for den daglige ledelse af institutionens administration og har den

umiddelbare

forvaltning af de anliggender, som ikke ved denne lov eller statutten er

henlagt til kollegiale organer.

§ 5.

Rektor drager omsorg for, at sager, som et kollegialt organ

skal afgøre eller have lejlighed til at afgive en udtalelse om, forelægges

for

organet. Han fordeler sagerne til de kollegiale organer og udfærdiger om

fornødent forskrifter for sagernes ekspedition. Han påser, at de kollegiale

organers beslutninger er lovlige, og drager omsorg for deres udførelse. Han

kan

efter bemyndigelse fra organerne afgøre almindelige løbende sager, der ikke

giver anledning til tvivl."

De har endnu en gang gjort

gældende, at sagen burde have været behandlet på grundlag af reglerne om

eksamensklager, dvs. i henhold til bekendtgørelse nr. 93 af 15. februar 1990

om

behandling af eksamensklager ved de højere uddannelsesinstitutioner. Denne

bekendtgørelse er udstedt i henhold til bl.a. § 36 i styrelsesloven. I

henhold

til denne bestemmelse fastsætter undervisningsministeren "regler om

klager

fra eksaminander i forbindelse med eksaminer og prøver". Ifølge

bekendtgørelsen indgives eksamensklager i første instans til institutionen,

der

derpå foranstalter, at lærer og censor foretager en ny bedømmelse. Resultatet

af den nye bedømmelse kan af klageren indbringes for et ankenævn. Bedømmelsen

kan resultere i, at der tilbydes omeksamination eller en afvisning af

klagegrundlaget. Ifølge § 6 kan ombehandlingen ikke resultere i en lavere

karakter. Ankenævnet kan hæve karakteren, beslutte ny bedømmelse ved nye

bedømmere, give tilbud om omeksamination eller afvise ankegrundlaget, jf. §

11.

Anken kan ikke resultere i en lavere karakter.

Reglerne om eksamensklager

tilsigter at yde studerende beskyttelse mod uholdbare vurderinger af

eksamenspræstationer samt mod mangler i forbindelse med afviklingen af

eksaminer.

Det er imidlertid åbenbart, at reglerne ikke kommer til anvendelse i

situationer som den foreliggende, hvor undervisningsinstitutionen finder, at

eksaminanderne har overtrådt de gældende regler for aflæggelse af prøver.

Rejsning af sådanne spørgsmål kan hverken bero på, at der indgives klage fra

eksaminanderne, eller afskæres som følge af en indgivet klage.

Det kan således ikke give mig

grundlag for kritik, at rektor ikke fandt, at den foreliggende sag burde

behandles på grundlag af bekendtgørelse nr. 93 af 15. februar 1990. Der

følger

heraf, at jeg heller ikke har grundlag for at kritisere, at rektor herefter

fandt at kunne behandle sagen i henhold til §§ 4 og 5 i styrelsesloven, idet

et

anliggende som det foreliggende ikke ses at være henlagt til et af skolens

kollegiale organer.

Jeg er således enig med

Undervisningsministeriet i, at kompetencen til at træffe afgørelse i den

foreliggende sag henhørte under rektor.

2

) Rektors afgørelse om at annullere Deres karakter:

Rektors afgørelse bygger som

anført på §§ 4 og 5 i styrelsesloven. Disse bestemmelser giver rektor

beføjelse

til som tilsynsmyndighed at iværksætte undersøgelse af, om de øvrige

afgørelser

ved skolens organer er lovlige.

De har gjort gældende, at

rektor ved udøvelsen af denne virksomhed ikke er berettiget til at ændre

afgørelsen til skade for "klagerne", dvs. at der skulle gælde et

forbud mod reformatio in pejus.

En eventuel begrænsning i

adgangen for en klageinstans til at omgøre en underordnet myndigheds

afgørelse

til skade for en klager bliver først og fremmest aktuel i de situationer,

hvor

klageadgangen må anses for oprettet som en særlig garanti for klagerne imod

fejlagtige afgørelser. En anerkendelse af reformatio in pejus vil i disse

tilfælde kunne afskrække klagerne fra at udnytte deres klageret. Derimod

foreligger dette særlige retsbeskyttelseshensyn ikke i sager, hvor der

optræder

flere parter, og heller ikke i de tilfælde, hvor det overordnede organ er

berettiget til at iværksætte undersøgelse uafhængig af, om der er indgivet en

klage.

Rektors beføjelser i henhold

til §§ 4 og 5 i styrelsesloven må anses for en tilsynsbeføjelse. Beslutningen

om at iværksætte undersøgelse beror principielt på rektors egen afgørelse.

Det

forhold, at klager eller andre henvendelser udefra rent faktisk kan være

anledning til en undersøgelse, ændrer ikke på dette principielle forhold.

I forhold til udøvelsen af et

sådant tilsyn opstår der ikke spørgsmål om at begrænse tilsynsmyndighedens

reaktionsmuligheder, specielt af hensyn til eventuelle klagere.

Berettigelsen af rektors

afgørelse beror herefter på rækkevidden af bestemmelsen i § 5 i

styrelsesloven,

især af udtrykket "påser, at de kollegiale organers beslutninger er

lovlige". Bestemmelserne i §§ 4 og 5 i styrelsesloven skal sammenholdes

med

den almindelige antagelse om, at forholdet mellem en institution og dens

brugere kan reguleres af institutionens ledelse. Denne på

anstaltsbetragtninger

beroende beføjelse omfatter såvel adgangen til at udstede generelle

retningslinier som beføjelser til at træffe konkrete afgørelser.

På baggrund af disse

generelle retlige betragtninger sammenholdt med indholdet af § 5 må det

antages, at rektor bl.a. har beføjelse til at gribe ind over for afgørelser,

som er behæftet med retlige mangler af en sådan art og styrke, at de måtte

forventes at blive underkendt som ugyldige ved domstolene.

For bedømmelsen af rektors

afgørelse i skrivelse af 21. oktober 1991 har det væsentlig betydning, at det

må lægges til grund, at i hvert fald 5-6 sider af i alt 28 sider i Deres

rapport var afskrift fra andre kilder, og at det ikke i rapporten på nogen

måde

var markeret, at der var tale om afskrift. Der forelå herved en klar

tilsidesættelse af de fastsatte retningslinier for rapportskrivning. Jeg

finder

ikke, at det kan kritiseres, at rektor fandt denne tilsidesættelse væsentlig,

og at han på dette grundlag annullerede den meddelte karakter som ugyldig.

Undervisningsministeriets

stadfæstelse af rektors afgørelse giver mig heller ikke grundlag for kritik.

3)

Behandlingstiden:

De har klaget over, at såvel

handelshøjskolen som Undervisningsministeriet var for længe om at behandle

sagen.

De fremsatte anmodning om

"intern censur" den 6. maj 1991, den officielle karakter blev

meddelt

den 7. juni 1991, og Institut for Finansiering indledte behandlingen af Deres

henvendelse den 1. juli 1991. Rektor traf afgørelse den 21. oktober 1991,

dvs.

lidt over 4 måneder efter karakterens officielle meddelelse.

Ved vurderingen af den

medgåede behandlingstid kommer det på den ene side i betragtning, at

spørgsmål som

de foreliggende af hensyn til elevens interesse i at kunne indstille sig til

ny

prøve, bør behandles hurtigt. Der må imidlertid også tages hensyn til, at

sagen

skiftede karakter fra at være en almindelig ombedømmelse af en rapport til en

mere indgående kontrol med, om rapporten overholdt retningslinierne om

anvendelse af citat. Det kan efter min mening ikke bebrejdes lærer og censor,

at dette kontrolarbejde først blev afsluttet den 19. august 1991.

I tiden fra den 30. august

til den 27. september 1991 beroede sagen på indhentelse af udtalelser fra Dem

og fra Institut for Finansiering. Derpå medgik yderligere 21 dage til rektors

vurdering og ekspedition af den endelige afgørelse. Heller ikke den tid, der

medgik fra instituttets indstilling medio august 1991 til rektors endelige

afgørelse, kan give mig grundlag for kritik.

Undervisningsministeriets

afgørelse af sagen forelå den 9. januar 1992, dvs. knap 2½ måned efter

ministeriets modtagelse af klagen. Denne behandlingstid giver mig ikke

anledning til kritik.

Sammenfattende er det min

opfattelse, at hverken handelshøjskolen eller Undervisningsministeriet kan

kritiseres for langsommelig behandling af sagen.

Vedrørende den tid, der er

medgået til lærers og censors behandling, har rektor (i skrivelse af 12.

november

1991) bl.a. henvist til, at de pågældendes sommerferie indtraf i denne

periode.

Rektor har herved anført, at det ved opslag er meddelt, at "juli måned

ikke medregnes" ved beregningen af de for censor m.v. fastsatte

tidsfrister (jf. ovenfor). - Jeg vil snarest over for

Undervisningsministeriet

rejse dette spørgsmål af egen drift med henblik på en nærmere undersøgelse af

indholdet og den eventuelle udbredelse af denne praksis. Det er herved min

umiddelbare opfattelse, at de fastsatte frister - såvel af ordensmæssige

grunde

som af hensyn til de studerende - må overholdes; om nødvendigt må fristerne

fastsættes således, at de tager hensyn til sædvanlige ferieperioder m.v.

4)

Rektors omtale af sagen i Kræmmerhuset:

De har kritiseret, at rektor

omtalte Deres sag i en artikel i det blad, der udgives på handelshøjskolen.

Omtalen af sagen skete, som det ses af citatet foran, ..., i abstrakt og

komprimeret form. De eneste konkrete kendetegn, der blev anført, var

oplysningen om, at det drejede sig om det erhvervsøkonomiske fakultet samt om

en seminaropgave. Personer uden forhåndskendskab til sagen ville således ikke

af referatet kunne se, hvilke personer det drejede sig om. Formålet med

udtalelsen var på en pædagogisk og illustrativ måde at orientere højskolens

studerende

om risikoen ved at snyde. Taget i betragtning, at omtalen var helt anonym

samt

tjente et sagligt formål, finder jeg ikke holdepunkt for at kritisere rektor

i

anledning af dette klagepunkt.

Heller ikke

Undervisningsministeriets stillingtagen til dette spørgsmål giver mig

anledning

til kritik.

5)

Begrundelsen for rektors skrivelse af 21. oktober 1991 og

Undervisningsministeriets skrivelse af 9. januar 1992:

Ifølge forvaltningslovens §

22 skal alle afgørelser, der meddeles skriftligt af en offentlig

forvaltningsmyndighed, og som ikke giver pågældende part fuldt medhold,

ledsages af en begrundelse.

Ifølge § 24 i

forvaltningsloven skal en begrundelse bl.a. indeholde "henvisning til de

retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet". Rektors

skrivelse

af 21. oktober 1991 indeholdt ingen henvisning til retsgrundlaget for

afgørelsen - §§ 4 og 5 i styrelsesloven. På dette punkt var afgørelsen

således

mangelfuld.

Undervisningsministeriet

henviste i skrivelsen af 9. januar 1992 til § 4 i styrelsesloven. Efter min

mening havde det været mest korrekt, om ministeriet også havde henvist til §

5,

hvori den beføjelse for rektor til at gribe ind i forhold til ulovlige

afgørelser er anført. Det tilføjes, at den manglende henvisning til det

korrekte retsgrundlag i den foreliggende sag ikke kan betragtes som en rent

formel fejl. En klar angivelse af retsgrundlaget fra starten kunne have

medvirket til, at den fortsatte brevveksling i sagen var blevet koncentreret

om

rækkevidden af rektors legalitetstilsyn frem for (som sket) om reglerne

vedrørende eksamensklager.

Jeg har gjort rektor for

handelshøjskolen og Undervisningsministeriet bekendt med min opfattelse.

6)

Anmodningen om et møde:

De bad i skrivelse af 4.

september 1991 rektor om et møde om sagen. Denne anmodning blev aldrig

besvaret. Rektor har i udtalelsen af 25. marts 1992 til mig beklaget, at der

ikke blev givet Dem udtrykkelig besked om, at anmodningen om et møde ikke

kunne

imødekommes.

Deres anmodning om et møde må

vurderes på baggrund af § 21 i forvaltningsloven. Bestemmelsen har følgende

indhold:

"Den, der er part i en

sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling forlange, at sagens

afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen.

Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte

udtalelse."

Anmodningen i Deres skrivelse

burde efter min opfattelse af rektor være behandlet som en anmodning i

henhold

til ovennævnte bestemmelse, idet det klart af sammenhængen fremgik, at De -

hvis ikke der blev foretaget en revurdering - ønskede at fremkomme med

yderligere bemærkninger til sagen.

Såfremt rektor ikke fandt

selv at have tid til et møde med Dem, burde han i stedet enten have

arrangeret

et møde med en af sine medarbejdere eller opfordret Dem til at fremkomme med

eventuelle yderligere skriftlige bemærkninger. Som anført blev Deres

anmodning

ikke besvaret, og der blev således truffet afgørelse den 21. oktober 1991,

uden

at De havde fået lejlighed til at fremkomme med yderligere indlæg.

Der forelå således en

tilsidesættelse af forvaltningslovens § 21. Dette forhold samt den manglende

besvarelse af Deres anmodning anser jeg for beklageligt.

Under hensyn til at De siden

i forhold til ministeriet uddybede Deres synspunkter i sagen, finder jeg

ikke,

at fejlen har påvirket gyldigheden af afgørelsen.

Jeg har gjort rektor for

handelshøjskolen bekendt med min opfattelse.

I Deres klageskrivelse af 25.

oktober 1991 til Undervisningsministeriet omtalte De udtrykkeligt rektors

manglende stillingtagen til Deres anmodning om en samtale.

Undervisningsministeriet

burde efter min opfattelse på denne baggrund have undersøgt forholdet nærmere

og påtalt den begåede tilsidesættelse af forvaltningslovens § 21.

Jeg har gjort

Undervisningsministeriet bekendt med min opfattelse.

..."

Lignende dokumenter