Annullation af karakter. Reformatio in pejus.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Annullation af karakter. Reformatio in pejus.
2 studerende A og B klagede over
afvisning af deres eksamensopgave i faget finansiering/regnskabsvæsen ved
HA-studiet på Handelshøjskolen i København.
Det fremgik af de
foreliggende oplysninger, at A og B i skrivelse af 6. maj 1991 til Institut
for
Finansiering ved Handelshøjskolen i København klagede over, at de havde fået
karakteren 7 for den skriftlige del af deres seminar i finansiering.
Seminaret
blev afholdt den 2. maj 1991, og deres mundtlige forsvar for rapporten blev
bedømt til karakteren
9. A
og B gjorde gældende, at bedømmelsen af rapporten var urimelig, og at der
burde
være givet en højere karakter.
I anledning af klagen blev
der foretaget intern censur af lærer C og censor D. I en skrivelse af 19.
august 1991 til instituttet fastholdt lærer og censor karakteren 7. Som
begrundelse
henvistes til, at opgaven indeholdt "mange passager med vurderinger af
overordnet og til tider temmelig "håndfast" karakter, hvilket vakte
mistanke om, at der i et vist omfang kunne være tale om "genbrug"
fra
kilder". En nærmere granskning af nogle af kilderne havde vist, at der i
et vist omfang var tale om afskrift. I skrivelsen angaves de afsnit, som
efter
lærers og censors opfattelse måtte betegnes som ren afskrift. I alt drejede
det
sig om 5-6 af rapportens i alt knap 28 tekstsider.
Læs alt
Instituttet forelagde ved
skrivelse af 26. august 1991 sagen for rektor med indstilling om, at
rapporten
blev afvist, samt at det bestemtes, at A og B først ville kunne opnå karakter
i
faget ved at følge seminarrækken i foråret 1992.
A og B fik kopi af
instituttets indstilling samt af censor og lærers udtalelse af 19. august
1991.
Rektor anmodede A og B i skrivelse af 30. august 1991 om at kommentere de
fremsatte beskyldninger om delvis afskrift.
A og B fremsatte kommentarer
i skrivelse af 4. september 1991 til rektor. De henviste for det første til,
at
der gælder et forbud mod reformatio in pejus, og at det derfor var
uberettiget
at ændre den meddelte karakter til skade for dem. A og B pegede endvidere på,
at Undervisningsministeriets eksamensbekendtgørelse ikke hjemler sanktionen
"kassation". Endelig anførte A og B, at de ikke mente, at
karakteren
var givet under falske forudsætninger. Alt kildemateriale var anført på
litteraturlisten og således lærer og censor bekendt. A og B bestred ikke, at
de
af lærer og censor påpegede afsnit var afskrift, men gjorde gældende, at
afskrift de pågældende steder havde været hensigtsmæssig ud fra et
fremstillingsmæssigt synspunkt. Samtidig fremhævede A og B, at hovedparten af
fremstillingen var A's og B's egen. A og B fandt således, at afskrifterne var
naturlige og afviste, at afskrifterne kunne begrunde, at hele rapporten blev
anset for uselvstændig. Endelig kritiserede A og B, at den interne censur
først
havde foreligget den 19. august 1991. Afslutningsvis bemærkede de:
"Såfremt vor anmodning
om revurdering og bedømmelse ikke på det foreliggende grundlag kan
imødekommes,
beder vi om en samtale med Dem om sagen."
A's og B's kommentarer blev
forelagt for Institut for Finansiering, som i en skrivelse af 27. september
1991 fremsatte supplerende bemærkninger. Instituttet fandt ikke, at den
interne
censur havde taget for lang tid og henviste herved til, at lærer og censor
havde haft sommerferie samt til, at "dokumentation af afskrift - og
herunder gennemkigning af mulige afskriftskilder - (tager) en ganske
betydelig
tid".
Endelig henledte instituttet
opmærksomheden på, at "Fællesvejledningen for seminarer på
HA-studiet" bl.a. indeholder følgende:
"...
"Referater af
kildemateriale, "lånte" eller mindre redigerede figurer, tabeller
og
lignende skal tydeligt fremstå som sådanne og med nøjagtig
kildeangivelse,..."
"Citater er tilladt i
begrænset
omfang og skal anføres
indrykket i citationstegn samt med enkelt linieafstand. Endvidere skal kilden
klart fremgå."
..."
Rektor meddelte A i skrivelse
af 21. oktober 1991 følgende:
"På baggrund af
ledelsessekretariatets overvejelser, må vi desværre meddele dig, at
eksamenbestemmelserne ved aflevering af HA-seminaret er overtrådt i en sådan
grad,
at opgaven må afvises.
De involverede bedømmere og
instituttet har dokumenteret afskrift og omskrift af ikke-opgivne kilder i et
omfang, der er uacceptabelt, og som ikke overholder de helt klare
videnskabelige kriterier for anvendelse af andres arbejde, jvf. bl.a. udsnit
af
"Fællesvejledningen for seminarer på HA-studiet" i vedlagte
skrivelse
fra instituttet.
Der er således tale om, at
forudsætningen for karakterafgivningen er bristet, i og med der er
dokumenteret
en overtrædelse af eksamensbestemmelserne. Den begunstigende forvaltningsakt,
som den udmeldte karakter er udtryk for, kan på den baggrund ikke fastholdes
og
må erklæres ugyldig.
Det skal, til kommentarerne i
jeres skrivelse af 4. september 1991, bemærkes, at rektors legalitetskontrol
falder udenfor Undervisningsministeriets bekendtgørelse om behandling af
eksamensklager.
Det er således besluttet, at
det pågældende HA-seminar indleveret af dig og (B) afvises, således at de
afgivne karakterer tilbagekaldes, og at I tidligst kan indstille jer til
HA-seminaret - i et andet emne - ved sommereksamen 1992. Instituttet
orienteres
herom ved kopi af dette brev.
..."
Denne afgørelse påklagede A
og B til Undervisningsministeriet. A og B gjorde i alt væsentligt det samme
gældende, som de havde anført over for rektor. Derudover anførte A og B, at
rektor ikke havde kompetence til som et led i legalitetskontrollen at træffe
en
afgørelse som den foreliggende. Sagen burde efter deres opfattelse have været
behandlet på grundlag af reglerne om eksamensklager. Samtidig klagede A og B
over den tid, der var medgået til sagens behandling. Endelig klagede de over,
at rektor ikke havde svaret på deres anmodning om en samtale.
Rektor fremsatte bemærkninger
til klagen i skrivelse af 12. november 1991. Han anførte bl.a.:
"...
Efter ledelsessekretariatets
høring af de studerende og instituttet fandt rektor ingen anledning til at
drage bedømmernes dokumentation for, at passager og hele afsnit var afskrift
fra bagvedliggende kilder i et omfang svarende til 5-6 sider i tvivl.
Handelshøjskolen mener på den baggrund, at eksamensbestemmelserne i den
pågældende opgave er omgået i sådan grad, at opgaven må afvises.
Handelshøjskolen ser på den
baggrund ikke nogen mulighed for at de studerende kan opretholde den
oprindeligt erhvervede karakter. Karakterafgivelsen er ganske rigtig en
begunstigende forvaltningsakt, men da de forudsætninger hvorunder bedømmelsen
er foretaget er bristet ved nærmere undersøgelse falder grundlaget for
karakterafgivelsen bort. Det har i Handelshøjskolens afgørelse været uden
betydning at kildeafskriften først er opdaget i anden omgang og derfor ifølge
de studerende giver præg af vilkårlighed. Der er vel ej heller tale om
vildfarelse i juridisk forstand på handelshøjskolen, da antallet af
kildeanvendelser er legio og dermed ikke principielt lader sig afgrænse fsv
angår sagens oplysning. At de studerende derudover må formodes at have været
i
"ond tro", jvf. Fællesvejledningen, er en skærpende omstændighed.
Undervisningsministeriet har
tidligere bl.a. svaret på under hvilke omstændigheder en karakter kan ændres
til en lavere, hvori der henvises til "bekendtgørelse nr. 51 af 12.
februar 1980 om ændring af censorbekendtgørelsen, hvorefter afgørelse om
ændring af den givne karakter ... kun kan føre til lavere bedømmelse end den
oprindelig givne, hvis denne er åbenbar i strid med gældende retsregler, der
er
almindeligt bekendtgjort på institutionen" (skrivelse af 6. maj 1987,
j.nr. 1985-51310-6).
Vi skal således fastholde
vores afgørelse om, at den oprindelige karakter annulleres.
Med hensyn til
sagsbehandlingstiden for eksamensklagen kan den umiddelbart synes lang, men
det
pågældende Institut for Finansiering har meddelt rektoratet følgende i brev
af
27. september 1991:
"Instituttet satte den
interne censur igang efter udløbet af perioden for anmodning om intern censur
som meddelt ved brev af 1. juli til intern censor, lærer og studerende.
Lærers
og censors sommerferie på dette tidspunkt må nødvendigvis forrykke
fremlæggelsen af den interne censur. I tilfælde som det foreliggende tager
dokumentation af afskrift - og herunder gennemkigning af mulige
afskriftskilder
- en ganske betydelig tid. Det er følgelig yderst tilfredsstillende, at den
interne censur forelå den 19. august 1991."
Det er i øvrigt generelt ved
opslag bekendt for de studerende:
"... at det specielt i
juli måned næsten er umuligt at overholde ankefristerne, idet både studenter,
lærere og censorer holder ferie. Det er derfor praksis, at juli måned ikke
medregnes ved beregningen af de tidsfrister, der er angivet".
Handelshøjskolen finder på
den baggrund ikke sagsbehandlingstiden urimelig lang."
Undervisningsministeriet
meddelte A og B i skrivelse af 9. januar 1992, at ministeriet fandt, at
opgavebesvarelsen led af så væsentlige mangler, at besvarelsen måtte erklæres
ugyldig fra starten. Den omstændighed, at manglerne først blev opdaget, efter
at opgaven var blevet bedømt, havde efter ministeriets opfattelse ingen
betydning, heller ikke selv om der forelå en begunstigende akt, og
eksaminanderne kunne have været i god tro. Den tid, der var medgået til
klagesagens behandling på handelshøjskolen, fandt ministeriet ikke
kritisabel.
I skrivelse af 15. december
1991 havde A og B klaget til ministeriet over, at rektor i en artikel i
handelshøjskolens blad Kræmmerhuset havde omtalt sagen. I artiklen, som blev
offentliggjort i oktober 1991, skrev rektor bl.a.:
"Man snyder
Handelshøjskolen, man snyder sine studiekammerater, og man snyder ikke mindst
sig selv, når man forsøger at komme let omkring eksamenskravene.
På det erhvervssproglige
fakultet har en studerende modtaget glosehjælp ved en skriftlig eksamen (via
toiletbesøg). På det erhvervsøkonomiske fakultet har én studentergruppe
skrevet
flere sider lærebogsstof af i en seminaropgave, og en anden studentergruppe
har
skrevet hele det teoretiske afsnit fra en tidligere seminaropgave af. Begge
grupper desværre uden at præcisere at det var lånt stof.
..."
Ministeriet fandt ikke
anledning til at kritisere denne offentlige omtale. Ministeriet henviste til,
at således som artiklen var formuleret, opfattede ministeriet den "som
et
godt råd til de studerende". Den omstændighed, at sagen ikke var
færdigbehandlet i ministeriet, anså ministeriet som mindre væsentligt i denne
sammenhæng.
I A's og B's skrivelse til
mig gjorde de gældende,
at
rektor
manglede kompetence til at træffe afgørelse om annullering,
at
afgørelsen stred imod forbudet imod
reformatio in pejus,
at
afgørelsen
byggede på en uholdbar vurdering af rapportens selvstændige konklusion,
at
sagen burde have været behandlet
hurtigere end sket,
at
rektor ikke
havde svaret på A's og B's anmodning om en samtale, samt at rektors
offentlige
omtale af sagen måtte anses for uberettiget.
Rektor udtalte sig i
skrivelse af 7. februar 1992 til Undervisningsministeriet på følgende måde om
klagen:
"...
På trods af klagens gentagne henvisninger til
klagebekendtgørelsen (UVM bekendtg. nr. 93 af 15.2.90) skal vi fastholde, at
såvel HA-studieordningens mulighed for intern censur som rektors
legalitetskontrol ligger uden for denne bekendtgørelses rammer.
For så vidt angår sagsbehandlingstiden skal det
præciseres, at de studerende modtager en
foreløbig
mundtlig tilkendegivelse om karakteren ved selve seminarafholdelsen d. 2. maj
1991, men at den
endelige
karakter
(som principielt kan afvige) først opslås på Handelshøjskolen d. 10.-11. juni
1991. Fra denne dato kan de studerende inden for en uge anmode om at få
seminaropgaven bedømt ved intern censur. Angivelsen af datoen 10.-11. juli i
ministeriets brev af 9. januar 1992 er således en skrivefejl.
Det hænder, at studerende -
som i den konkrete sag - allerede efter den mundtlige tilkendegivelse anmoder
om intern censur, uanset at den endelige karakter og datoen for
anmodningsfristen først ligger langt senere. Formelt ville det være korrekt
at
returnere den første anmodning, med henblik på korrekt genfremsættelse efter
10.-11.
juni, men erfaringen viser at såvel de involverede studerende som instituttet
har fundet denne praksis bureaukratisk.
Efter udløbet af
anmodningsfristen sætter Handelshøjskolens Institut for Finansiering,
censurproceduren igang, således som de studerende orienteres ved brev af 1.
juli 1991.
At lærers og intern censors
vurdering fremsendes til instituttet d. 19. august 1991 finder
Handelshøjskolen
absolut rimelig i betragtning af ferieperioden og det betydelige
ekstraarbejde
som mistanken om afskrift har medført med henblik på omfattende
kildegennemgang.
Den efterfølgende sagsgang
opfatter vi ej heller som langsommelig.
I klagen henvises der til en artikel i
"Kræmmerhuset" (10/91) hvor rektor på baggrund af en række
overtrædelser af eksamensbestemmelserne finder anledning til generel moralsk
oprustning ved indgangen til en eksamensperiode. Uanset at klagerne mener at
genfinde deres egen sag i artiklens beskrivelse, vil vi fastholde, at
artiklen
ved dens anonymiserede form på ingen måde kan betragtes som "rektors
offentlige omtale af vor sag under betegnelsen snyd på en genkendelig
måde...". Handelshøjskolen har 15.000 studerende og langt over 100.000
eksaminer årligt.
..."
I en skrivelse af 16. februar
1992 kommenterede A og B rektors udtalelse. A og B fastholdt deres tidligere
bemærkninger. Endvidere oplyste de, at ingen af deres studiekammerater havde
været i tvivl om, at den ene af de tre sager, rektor omtalte i artiklen i
Kræmmerhuset, havde været deres. I øvrigt fandt A og B det afgørende, at de
havde
kunnet genkende sagen.
Undervisningsministeriet
fastholdt i en skrivelse af 28. februar 1992 til mig ministeriets tidligere
opfattelse af sagen.
I anledning af A's og B's
klage over, at rektor ikke havde besvaret deres anmodning om et møde, afgav
rektor i skrivelse af 25. marts 1992 til Undervisningsministeriet følgende
udtalelse:
"...
Det er rektors opgave at tage
sig af legalitetskontrollen. På den baggrund har rektoratet opstillet en
række
procedurer samt udviklet et solidt erfaringsgrundlag med henblik på
håndtering
af, og afgørelse i, sådanne sager. Heri kan eventuelt indgå en samtale med
rektor af efterfølgende præventiv karakter, såfremt han kunne ønske dette.
Vi finder det derimod næppe
hensigtsmæssigt at lade rektor og de pågældende indgå i en direkte, formel
dialog på et tidligt og uafklaret tidspunkt i sagsbehandlingen, således at
der
bl.a. kan opstå tvivl om det udtømmende i de involverede studerendes
skriftlige
kommentarer til sagen i
relation til en sådan drøftelse.
Derudover må det erindres, at
rektor ved Handelshøjskolen og rektorer ved andre højere læreanstalter
modtager
en lang række henvendelser fra studerende med henblik på møde om større og
mindre ting. Vi er som regel meget imødekommende overfor studerendes ønske om
at møde Handelshøjskolens øverste ledelse, men rektor kan kun i begrænset
omfang imødekomme disse forventninger, som tilsyneladende er skabt via
kulturen
på de adgangsgivende uddannelser.
Anmodningen fra (B) og (A) i
brev af 4. september 1991 har derfor naturligvis været overvejet, men af
ovenstående grunde ikke ført til en invitation til samtale med rektor.
..."
Undervisningsministeriet
meddelte mig i skrivelse af 30. marts 1992, at rektors redegørelse ikke gav
ministeriet anledning til at kritisere, at A og B ikke havde fået svar på
anmodningen om en samtale.
I en skrivelse af 28. april
1992 meddelte A og B mig, at de nu havde afsluttet seminarrækken i et andet
emne, og at de havde fået karakteren 10. På denne baggrund frafaldt de ønsket
om en revurdering af deres første eksamensopgave. A og B fastholdt de øvrige
klagepunkter.
I min afsluttende skrivelse
til A og B udtalte jeg følgende:
"1)
Rektors kompetence:
Rektors afgørelse af 21.
oktober 1991 blev truffet på baggrund af §§ 4 og 5 i lov om styrelse af
højere
uddannelsesinstitutioner (lovbekendtgørelse nr. 358 af 26. maj 1989).
Bestemmelserne har følgende indhold:
"
§ 4.
Rektor repræsenterer institutionen udadtil. Han er ansvarlig
for den daglige ledelse af institutionens administration og har den
umiddelbare
forvaltning af de anliggender, som ikke ved denne lov eller statutten er
henlagt til kollegiale organer.
§ 5.
Rektor drager omsorg for, at sager, som et kollegialt organ
skal afgøre eller have lejlighed til at afgive en udtalelse om, forelægges
for
organet. Han fordeler sagerne til de kollegiale organer og udfærdiger om
fornødent forskrifter for sagernes ekspedition. Han påser, at de kollegiale
organers beslutninger er lovlige, og drager omsorg for deres udførelse. Han
kan
efter bemyndigelse fra organerne afgøre almindelige løbende sager, der ikke
giver anledning til tvivl."
De har endnu en gang gjort
gældende, at sagen burde have været behandlet på grundlag af reglerne om
eksamensklager, dvs. i henhold til bekendtgørelse nr. 93 af 15. februar 1990
om
behandling af eksamensklager ved de højere uddannelsesinstitutioner. Denne
bekendtgørelse er udstedt i henhold til bl.a. § 36 i styrelsesloven. I
henhold
til denne bestemmelse fastsætter undervisningsministeren "regler om
klager
fra eksaminander i forbindelse med eksaminer og prøver". Ifølge
bekendtgørelsen indgives eksamensklager i første instans til institutionen,
der
derpå foranstalter, at lærer og censor foretager en ny bedømmelse. Resultatet
af den nye bedømmelse kan af klageren indbringes for et ankenævn. Bedømmelsen
kan resultere i, at der tilbydes omeksamination eller en afvisning af
klagegrundlaget. Ifølge § 6 kan ombehandlingen ikke resultere i en lavere
karakter. Ankenævnet kan hæve karakteren, beslutte ny bedømmelse ved nye
bedømmere, give tilbud om omeksamination eller afvise ankegrundlaget, jf. §
11.
Anken kan ikke resultere i en lavere karakter.
Reglerne om eksamensklager
tilsigter at yde studerende beskyttelse mod uholdbare vurderinger af
eksamenspræstationer samt mod mangler i forbindelse med afviklingen af
eksaminer.
Det er imidlertid åbenbart, at reglerne ikke kommer til anvendelse i
situationer som den foreliggende, hvor undervisningsinstitutionen finder, at
eksaminanderne har overtrådt de gældende regler for aflæggelse af prøver.
Rejsning af sådanne spørgsmål kan hverken bero på, at der indgives klage fra
eksaminanderne, eller afskæres som følge af en indgivet klage.
Det kan således ikke give mig
grundlag for kritik, at rektor ikke fandt, at den foreliggende sag burde
behandles på grundlag af bekendtgørelse nr. 93 af 15. februar 1990. Der
følger
heraf, at jeg heller ikke har grundlag for at kritisere, at rektor herefter
fandt at kunne behandle sagen i henhold til §§ 4 og 5 i styrelsesloven, idet
et
anliggende som det foreliggende ikke ses at være henlagt til et af skolens
kollegiale organer.
Jeg er således enig med
Undervisningsministeriet i, at kompetencen til at træffe afgørelse i den
foreliggende sag henhørte under rektor.
2
) Rektors afgørelse om at annullere Deres karakter:
Rektors afgørelse bygger som
anført på §§ 4 og 5 i styrelsesloven. Disse bestemmelser giver rektor
beføjelse
til som tilsynsmyndighed at iværksætte undersøgelse af, om de øvrige
afgørelser
ved skolens organer er lovlige.
De har gjort gældende, at
rektor ved udøvelsen af denne virksomhed ikke er berettiget til at ændre
afgørelsen til skade for "klagerne", dvs. at der skulle gælde et
forbud mod reformatio in pejus.
En eventuel begrænsning i
adgangen for en klageinstans til at omgøre en underordnet myndigheds
afgørelse
til skade for en klager bliver først og fremmest aktuel i de situationer,
hvor
klageadgangen må anses for oprettet som en særlig garanti for klagerne imod
fejlagtige afgørelser. En anerkendelse af reformatio in pejus vil i disse
tilfælde kunne afskrække klagerne fra at udnytte deres klageret. Derimod
foreligger dette særlige retsbeskyttelseshensyn ikke i sager, hvor der
optræder
flere parter, og heller ikke i de tilfælde, hvor det overordnede organ er
berettiget til at iværksætte undersøgelse uafhængig af, om der er indgivet en
klage.
Rektors beføjelser i henhold
til §§ 4 og 5 i styrelsesloven må anses for en tilsynsbeføjelse. Beslutningen
om at iværksætte undersøgelse beror principielt på rektors egen afgørelse.
Det
forhold, at klager eller andre henvendelser udefra rent faktisk kan være
anledning til en undersøgelse, ændrer ikke på dette principielle forhold.
I forhold til udøvelsen af et
sådant tilsyn opstår der ikke spørgsmål om at begrænse tilsynsmyndighedens
reaktionsmuligheder, specielt af hensyn til eventuelle klagere.
Berettigelsen af rektors
afgørelse beror herefter på rækkevidden af bestemmelsen i § 5 i
styrelsesloven,
især af udtrykket "påser, at de kollegiale organers beslutninger er
lovlige". Bestemmelserne i §§ 4 og 5 i styrelsesloven skal sammenholdes
med
den almindelige antagelse om, at forholdet mellem en institution og dens
brugere kan reguleres af institutionens ledelse. Denne på
anstaltsbetragtninger
beroende beføjelse omfatter såvel adgangen til at udstede generelle
retningslinier som beføjelser til at træffe konkrete afgørelser.
På baggrund af disse
generelle retlige betragtninger sammenholdt med indholdet af § 5 må det
antages, at rektor bl.a. har beføjelse til at gribe ind over for afgørelser,
som er behæftet med retlige mangler af en sådan art og styrke, at de måtte
forventes at blive underkendt som ugyldige ved domstolene.
For bedømmelsen af rektors
afgørelse i skrivelse af 21. oktober 1991 har det væsentlig betydning, at det
må lægges til grund, at i hvert fald 5-6 sider af i alt 28 sider i Deres
rapport var afskrift fra andre kilder, og at det ikke i rapporten på nogen
måde
var markeret, at der var tale om afskrift. Der forelå herved en klar
tilsidesættelse af de fastsatte retningslinier for rapportskrivning. Jeg
finder
ikke, at det kan kritiseres, at rektor fandt denne tilsidesættelse væsentlig,
og at han på dette grundlag annullerede den meddelte karakter som ugyldig.
Undervisningsministeriets
stadfæstelse af rektors afgørelse giver mig heller ikke grundlag for kritik.
3)
Behandlingstiden:
De har klaget over, at såvel
handelshøjskolen som Undervisningsministeriet var for længe om at behandle
sagen.
De fremsatte anmodning om
"intern censur" den 6. maj 1991, den officielle karakter blev
meddelt
den 7. juni 1991, og Institut for Finansiering indledte behandlingen af Deres
henvendelse den 1. juli 1991. Rektor traf afgørelse den 21. oktober 1991,
dvs.
lidt over 4 måneder efter karakterens officielle meddelelse.
Ved vurderingen af den
medgåede behandlingstid kommer det på den ene side i betragtning, at
spørgsmål som
de foreliggende af hensyn til elevens interesse i at kunne indstille sig til
ny
prøve, bør behandles hurtigt. Der må imidlertid også tages hensyn til, at
sagen
skiftede karakter fra at være en almindelig ombedømmelse af en rapport til en
mere indgående kontrol med, om rapporten overholdt retningslinierne om
anvendelse af citat. Det kan efter min mening ikke bebrejdes lærer og censor,
at dette kontrolarbejde først blev afsluttet den 19. august 1991.
I tiden fra den 30. august
til den 27. september 1991 beroede sagen på indhentelse af udtalelser fra Dem
og fra Institut for Finansiering. Derpå medgik yderligere 21 dage til rektors
vurdering og ekspedition af den endelige afgørelse. Heller ikke den tid, der
medgik fra instituttets indstilling medio august 1991 til rektors endelige
afgørelse, kan give mig grundlag for kritik.
Undervisningsministeriets
afgørelse af sagen forelå den 9. januar 1992, dvs. knap 2½ måned efter
ministeriets modtagelse af klagen. Denne behandlingstid giver mig ikke
anledning til kritik.
Sammenfattende er det min
opfattelse, at hverken handelshøjskolen eller Undervisningsministeriet kan
kritiseres for langsommelig behandling af sagen.
Vedrørende den tid, der er
medgået til lærers og censors behandling, har rektor (i skrivelse af 12.
november
1991) bl.a. henvist til, at de pågældendes sommerferie indtraf i denne
periode.
Rektor har herved anført, at det ved opslag er meddelt, at "juli måned
ikke medregnes" ved beregningen af de for censor m.v. fastsatte
tidsfrister (jf. ovenfor). - Jeg vil snarest over for
Undervisningsministeriet
rejse dette spørgsmål af egen drift med henblik på en nærmere undersøgelse af
indholdet og den eventuelle udbredelse af denne praksis. Det er herved min
umiddelbare opfattelse, at de fastsatte frister - såvel af ordensmæssige
grunde
som af hensyn til de studerende - må overholdes; om nødvendigt må fristerne
fastsættes således, at de tager hensyn til sædvanlige ferieperioder m.v.
4)
Rektors omtale af sagen i Kræmmerhuset:
De har kritiseret, at rektor
omtalte Deres sag i en artikel i det blad, der udgives på handelshøjskolen.
Omtalen af sagen skete, som det ses af citatet foran, ..., i abstrakt og
komprimeret form. De eneste konkrete kendetegn, der blev anført, var
oplysningen om, at det drejede sig om det erhvervsøkonomiske fakultet samt om
en seminaropgave. Personer uden forhåndskendskab til sagen ville således ikke
af referatet kunne se, hvilke personer det drejede sig om. Formålet med
udtalelsen var på en pædagogisk og illustrativ måde at orientere højskolens
studerende
om risikoen ved at snyde. Taget i betragtning, at omtalen var helt anonym
samt
tjente et sagligt formål, finder jeg ikke holdepunkt for at kritisere rektor
i
anledning af dette klagepunkt.
Heller ikke
Undervisningsministeriets stillingtagen til dette spørgsmål giver mig
anledning
til kritik.
5)
Begrundelsen for rektors skrivelse af 21. oktober 1991 og
Undervisningsministeriets skrivelse af 9. januar 1992:
Ifølge forvaltningslovens §
22 skal alle afgørelser, der meddeles skriftligt af en offentlig
forvaltningsmyndighed, og som ikke giver pågældende part fuldt medhold,
ledsages af en begrundelse.
Ifølge § 24 i
forvaltningsloven skal en begrundelse bl.a. indeholde "henvisning til de
retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet". Rektors
skrivelse
af 21. oktober 1991 indeholdt ingen henvisning til retsgrundlaget for
afgørelsen - §§ 4 og 5 i styrelsesloven. På dette punkt var afgørelsen
således
mangelfuld.
Undervisningsministeriet
henviste i skrivelsen af 9. januar 1992 til § 4 i styrelsesloven. Efter min
mening havde det været mest korrekt, om ministeriet også havde henvist til §
5,
hvori den beføjelse for rektor til at gribe ind i forhold til ulovlige
afgørelser er anført. Det tilføjes, at den manglende henvisning til det
korrekte retsgrundlag i den foreliggende sag ikke kan betragtes som en rent
formel fejl. En klar angivelse af retsgrundlaget fra starten kunne have
medvirket til, at den fortsatte brevveksling i sagen var blevet koncentreret
om
rækkevidden af rektors legalitetstilsyn frem for (som sket) om reglerne
vedrørende eksamensklager.
Jeg har gjort rektor for
handelshøjskolen og Undervisningsministeriet bekendt med min opfattelse.
6)
Anmodningen om et møde:
De bad i skrivelse af 4.
september 1991 rektor om et møde om sagen. Denne anmodning blev aldrig
besvaret. Rektor har i udtalelsen af 25. marts 1992 til mig beklaget, at der
ikke blev givet Dem udtrykkelig besked om, at anmodningen om et møde ikke
kunne
imødekommes.
Deres anmodning om et møde må
vurderes på baggrund af § 21 i forvaltningsloven. Bestemmelsen har følgende
indhold:
"Den, der er part i en
sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling forlange, at sagens
afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen.
Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte
udtalelse."
Anmodningen i Deres skrivelse
burde efter min opfattelse af rektor være behandlet som en anmodning i
henhold
til ovennævnte bestemmelse, idet det klart af sammenhængen fremgik, at De -
hvis ikke der blev foretaget en revurdering - ønskede at fremkomme med
yderligere bemærkninger til sagen.
Såfremt rektor ikke fandt
selv at have tid til et møde med Dem, burde han i stedet enten have
arrangeret
et møde med en af sine medarbejdere eller opfordret Dem til at fremkomme med
eventuelle yderligere skriftlige bemærkninger. Som anført blev Deres
anmodning
ikke besvaret, og der blev således truffet afgørelse den 21. oktober 1991,
uden
at De havde fået lejlighed til at fremkomme med yderligere indlæg.
Der forelå således en
tilsidesættelse af forvaltningslovens § 21. Dette forhold samt den manglende
besvarelse af Deres anmodning anser jeg for beklageligt.
Under hensyn til at De siden
i forhold til ministeriet uddybede Deres synspunkter i sagen, finder jeg
ikke,
at fejlen har påvirket gyldigheden af afgørelsen.
Jeg har gjort rektor for
handelshøjskolen bekendt med min opfattelse.
I Deres klageskrivelse af 25.
oktober 1991 til Undervisningsministeriet omtalte De udtrykkeligt rektors
manglende stillingtagen til Deres anmodning om en samtale.
Undervisningsministeriet
burde efter min opfattelse på denne baggrund have undersøgt forholdet nærmere
og påtalt den begåede tilsidesættelse af forvaltningslovens § 21.
Jeg har gjort
Undervisningsministeriet bekendt med min opfattelse.
..."
Lignende dokumenter
- Ankenævnet for arbejdsløshedsforsikringens ændring af afgørelse til skade for klageren Retsinformation · 16. februar 2019
- Ændring af udfaldet af førtidspensionssag til skade for klageren ("Reformatio in pejus") Retsinformation · 1. marts 2005
- Kendelse af 28.oktober 1993. 93-22.434 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 28. oktober 1993
- Ankestyrelsens principafgørelse C-50-05 om tilbagebetaling - opsigelse af lån - udvidet støtte - automatisk transmission - reformatio in pejus - delafgørelse - bil Retsinformation · 11. juli 2013
- Ankenævnet for arbejdsløshedsforsikringens funktionelle kompetence Retsinformation · 15. februar 2019
- Afslag på genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse om Slagelse Kommunes endelige vedtagelse af kommuneplan 2022 med tilhørende miljørapport, sagsnr. 23/14245, 24/00165 og 24/02773 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 9. december 2024