Spring til indhold

Retsinformation

Nyt fra Ankestyrelsen - domme om erstatning for arbejdsskader - af specialkonsulent Peter Korsgaard

DOM nr 10618 af 31/08/1999DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet13. oktober 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Nyt fra Ankestyrelsen - domme om erstatning

for arbejdsskader - af specialkonsulent Peter Korsgaard

Forudbestående lidelsers betydning

Ankestyrelsen har i de seneste 2-3 år registreret en

betydelig stigning i antallet af retssager anlagt mod styrelsen. Stigningen

er især sket på arbejdsskade- og pensionsområdet.

Stigningen må formentlig ses som et led i en almindelig

samfundsmæssig udvikling, idet lignende tendenser kan ses på

andre områder, hvor centrale myndigheder træffer

afgørelser af vidererækkende betydning for den enkelte

borger.

I denne artikel vil Ankestyrelsen knytte nogle

bemærkninger til de seneste Højesteretsdomme afsagt

vedrørende godtgørelse for varigt mén og erstatning for

tab af erhvervsevne for følger af en arbejdsskade.

Højesteretsdommene på området har

hovedsagelig vedrørt spørgsmålet om forudbestående

lidelsers betydning for udmålingen af méngodtgørelse og

erstatning for tab af erhvervsevne for en anerkendt arbejdsskade. Udviklingen

på dette område er temaet for denne artikel.

Det er styrelsens opfattelse, at domstolene har tillagt

formodningsreglen i § 13 afgørende vægt i forhold til den

gældende lovs § 26 og de principper, denne bestemmelse er udtryk

for. Domstolene har ved fortolkningen af § 13 tilnærmet sig de

erstatningsretlige kausalitetsregler.

Lovgrundlaget

Bestemmelsen i lov om sikring mod følger af

arbejdsskade(SFA) § 13 har særlig været i fokus for de

afgørelser, der er truffet. Ifølge formodningsreglen i

§ 13 skal et påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén

Læs alt

eller en persons død anses for at være en følge af

arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod.

Ifølge de almindelige erstatnings- og

forsikringsretlige regler er udgangspunktet, at den person, der rejser et

erstatningskrav, skal bevise eller sandsynliggøre, at vedkommende er

erstatningsberettiget. Efter § 13, der anvendes i forbindelse med

fastsættelse af méngodtgørelse og tab af erhvervsevne, er

udgangspunktet det modsatte. Der opstilles heri en formodning for, at der en

sammenhæng mellem en indtruffet arbejdsskade og skadelidtes sygdom.

Denne sammenhæng kan alene afkræftes, såfremt overvejende

sandsynlighed taler imod, at arbejdsskaden er årsag til sygdommen eller

den opståede skade.

Erhvervsevnetabet fastsættes efter § 32 i SFA,

hvorefter der skal tages hensyn til den skadelidtes muligheder for at skaffe

sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges

af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder, og

muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning. Der er

således lagt op til et individuelt skøn over, hvilken betydning

en arbejdsskade konkret har for erhvervsevnen for den skadelidte.

Méngraden fastsættes efter § 33 i SFA

på grundlag af skadens medicinske art og omfang under hensyn til de af

arbejdsskaden forvoldte ulemper i skadelidtes personlige

livsførelse.

Formodningsreglen i § 13 regulerer den situation,

hvor der er tvivl om, hvorvidt et mén eller et tab af erhvervsevne

skyldes arbejdsskaden eller andre faktorer.

Forarbejder til formodningsreglen i § 13

Formodningsreglen i § 13 er indsat i

Ulykkesforsikringsloven i 1964 og er efterfølgende medtaget i de

senere love. Ved fremsættelsen af lovforslaget i 1964 blev det

anført, at administrationen i mangfoldige tilfælde ikke har 100%

sikkerhed for årsagsforbindelse mellem ulykkestilfældet og

lidelsen, hvorfor man falder tilbage på, hvad der er det sandsynligste.

Da det fra tid til anden blev gjort gældende, at administrationen var

for utilbøjelig til at anerkende årsagssammenhæng mellem

ulykkestilfælde og lidelse, blev det fundet rigtigst at foreslå

en regel, hvorefter afgørelsen i disse tvivlsomme sager ville falde ud

til skadelidtes fordel, medmindre der var overvejende sandsynlighed for

manglende årsagssammenhæng.

Erstatningen var i 1964 ikke delt op i mén og

erhvervsevnetab, idet der blev fastsat en samlet invaliditetserstatning,

hovedsagelig på medicinsk grundlag.

Af bemærkningerne til 1964-loven fremgik: "Den

heromhandlede bedømmelse vil også efter gennemførelse af

forslaget ske på grundlag af, hvad der er sandsynligt, således at

erstatning udbetales, hvor der er en rimelig sandsynlighed af medicinsk

årsagssammenhæng, mens ydelse af erstatning afslås, hvor

sandsynligheden taler imod en sådan årsagssammenhæng.

Forslaget tager alene sigte på en afgørelse af medicinsk

tvivlsomme tilfælde, hvor sandsynligheden for og imod

årsagsforbindelse trods indgående undersøgelse af alle

foreliggende omstændigheder i det enkelte tilfælde er lige stor,

således at det ikke er muligt at træffe afgørelse med

udgangspunkt i, hvad der er mest sandsynligt i det foreliggende

tilfælde. Efter forslaget vil disse tilfælde blive afgjort til

fordel for den sikrede, hvilket må anses for rimeligt".

I 1978 blev den nuværende opdeling af

erstatningsydelserne i henholdsvis méngodtgørelse og erstatning

for tab af erhvervsevne gennemført med vedtagelsen af lov om

arbejdsskadeforsikring. I Betænkning 792/1977 blev det anført,

at den medicinske følge af arbejdsskaden, som efter gældende lov

havde afgørende betydning for erhvervsevnetabsprocenten, alene burde

tillægges betydning for fastsættelsen af ménet. Kunne

skadelidte uanset store medicinske følger af arbejdsskaden, genoptage

sit sædvanlige arbejde, tilkom der ham ikke erstatning for tab af

erhvervsevne.1)

I Betænkning 976/83 er praksis beskrevet

således, at en forudbestående skade, der vedrører selve

det organ, der rammes af arbejdsskaden, må medføre et fradrag i

mén-erstatningen. En person med nedsat syn, der mister resten af synet

kan ikke have samme mén af skaden, som en person, der mister et fuldt

syn.

Det udtales, at hvis den opståede tilstand i

ligeså høj grad eller måske i højere grad skyldes

en forudbestående lidelse, kan der ikke ydes fuld erstatning for

nedsættelsen af erhvervsevnen, men der må ske en fordeling

også for såvidt angår erstatning for tab af

erhvervsevne.

I 1992 blev lov om arbejdsskadeforsikring revideret og

forud herfor blev afgivet Betænkning 1142/1988. Ved lovens revision

indsattes blandt andet bestemmelserne § 12 og § 26 om anerkendelse

med forbehold samt nedsættelse af erstatning.

I de almindelige bemærkninger til lovforslaget blev

der indsat et afsnit med overskriften: Betydningen af forudbestående

lidelse.

Det anføres, at: "Efter de almindelige

erstatningsregler ydes fuld erstatning, selvom der indtræder

usædvanlige komplikationer eller følgerne skyldes skadelidtes

særlige dispositioner, medmindre skadelidtes erhvervsevne allerede var

nedsat eller den forudbestående lidelse med sikkerhed på et

senere tidspunkt ville have medført i det væsentlige samme

følger af skaden. En ændring af styrelsernes praksis,

således at den kommer til at svare til de almindelige

erstatningsretlige regler, vil betyde, at nogle skadelidte ikke får den

erstatning, som de efter styrelsens nuværende praksis er berettigede

til, mens andre vil få erstatning for skadefølger, der ikke kan

henføres til arbejdsskaden."

I afsnittet blev det på baggrund af blandt andet

kritik fra Folketingets Ombudsmand foreslået, at den hidtidige praksis,

hvorefter der alene ydes kompensation for de skadefølger, der kan

henføres til arbejdsskaden, præciseres i loven. Ombudsmanden har

i Beretning for året 1992 udtalt, at efter almindelige

erstatningsretlige regler kan en skadevolder almindeligvis også

gøres ansvarlig for de skader, som skyldes skadelidtes særlige

sygdomsanlæg, der udløses ved ansvarspådragende

forhold.

Afsnittet i lovbemærkningerne om

forudbestående lidelse er formentlig møntet på § 26,

som netop giver adgang til nedsættelse af erstatning, hvis der er andre

årsager. Bemærkningerne henviser til Arbejdsskadestyrelsens og

Ankestyrelsens mangeårige praksis, hvorefter der alene ydes

kompensation for de følger, der kan henføres til

arbejdsskaden.

Det blev i betænkningen forud for lovforslaget

diskuteret, hvorvidt arbejdsskader kunne anerkendes som medvirkende

årsag eller som en forværring af en forudbestående lidelse.

Flertallet fandt, at disse tilfælde fortsat burde anerkendes, og at der

burde skabes formel lovhjemmel for denne praksis, når blot

forværringen kunne henføres til arbejdet.

Af denne grund blev § 12 indsat i lovforslaget,

hvilket gav formel hjemmel til anerkendelse af selv beskeden personskade som

følge af arbejdsskaden.

Der blev i § 26 indsat hjemmel til nedsættelse

eller bortfald af erstatningen, såfremt den aktuelle lægelige og

sociale situation ikke udelukkende kunne henføres til arbejdsskaden.

Bemærkningerne til § 26 kæder dog bestemmelsen sammen med

forslagets § 12 om anerkendelse med forbehold samtidig med, at der

henvises til de almindelige bemærkninger. I bemærkningerne til

§ 26 anføres: AI konsekvens af bestemmelsen i forslagets

§ 12, hvorefter Arbejdsskadestyrelsen har adgang til at anerkende

skadestilfælde, hvor arbejdsskaden ikke udelukkende har medført

skadesfølgerne, indføres der her en adgang for

Arbejdsskadestyrelsen til at nedsætte eller efter

omstændighederne lade erstatningen helt bortfalde, således at

skadelidte alene opnår kompensation for arbejdsskadens følger og

ikke for forudbestående(eventuelt medfødte) eller konkurrerende

lidelser mv. Der er ikke ved bestemmelsen tilsigtet nogen ændring af

Arbejdsskadestyrelsens hidtidige praksis."

I forbindelse med lovforslagets behandling besvarede

Socialministeriet en række spørgsmål vedrørende

betydningen af, at skadelidte forud for arbejdsskaden havde været

stabilt tilknyttet arbejdsmarkedet og fuldt arbejdsdygtig.2)

Nyere Højesteretsdomme

I de afsagte domme om forudbestående lidelser fra de

seneste år synes formodningsreglen i § 13 at være blevet

tillagt afgørende vægt i forhold til de principper og den

praksis, som bestemmelsen i § 26 er udtryk for.

Dommene har vedrørt arbejdsskader indtruffet

før 1993, og de administrative afgørelser, der er blevet

prøvet, er således truffet før der blev givet direkte

hjemmel til at nedsætte erstatningen i § 26.

Domstolene har ved anvendelsen af formodningsreglen

§ 13 i nogen grad tilnærmet sig de erstatningsretlige

kausalitetsregler, hvorefter der gives fuld erstatning medmindre

dispositionen (forudbestående skade) allerede havde medført

erhvervsevnetab eller mén på skadestidpunktet eller under alle

omstændigheder ville have medført i det væsentlige samme

følger som arbejdsskaden. Beviskravet om overvejende sandsynlighed for

den forudbestående skades eller lidelses betydning forekommer herved at

være blevet skærpet. Kravene til beviset for den

forudbestående skades betydning før eller efter skaden har med

det anlagte beviskrav konkret været vanskeligt at opfylde i en

række sager.

Ved gennemgangen af dommene synes det samtidig at kunne

konstateres, at domstolene har foretaget en intensiv prøvelse af de

skønsmæssige administrative afgørelser om

méngodtgørelse og tab af erhvervsevne. Det er ikke i dommene

nærmere angivet, om den skønsmæssige afgørelse blev

prøvet, fordi den trufne afgørelse var ulovmedholdelig, hvilede

på et mangelfuldt eller urigtigt grundlag eller havde ført til

et åbenbart urigtigt resultat.

Det forekommer sandsynligt, at den intensive

prøvelse skal ses i sammenhæng med, at den administrative

afgørelse efter Højesterets opfattelse ikke på

fyldestgørende måde har gjort rede for de forhold, som var af

betydning for afgørelsens resultat.

U 97/1004 H (SM U-6-98):

Sagen vedrørte en kvinde, der i 1987 var udsat for

en arbejdsulykke, hvorved hun faldt ned på halebenet. Hun fik

lændesmerter med udstråling ned i begge balder.

Røntgenoptagelser viste, at hun havde defekter i hvirvelbuerne i 5.

lændehvirvel(arkolyse) og fremadglidning af hvirvelen(olistese). Hun

havde ikke før arbejdsskaden haft smerter i lænderyggen.

To år efter uheldet fik hun, da hun ville rejse sig

efter have ligget på gulvet, smerter i baghovedet, nakken og

skulderpartiet, som ikke fortog sig.

Skadelidte fik tilkendt 12% i méngodtgørelse

svarende til" rygsmerter med nogen bevægeindskrænkning", der

efter Arbejdsskadestyrelsens vejledende mén-tabel kunne give 12-15 % i

méngodtgørelse.

Retslægerådet udtalte under sagen blandt

andet, at det var usandsynligt, at hendes nakkesymptomer kunne tilskrives

ulykkestilfældet to år før. Retslægerådet

udtalte, at arkolyse og spondylolistese med glidning i en forud

bestående normal ryg, udløst af enkeltstående traumer,

forekom yderst sjældent. Det kunne derefter lægges til grund, at

arkolysen og spondylolistesen i skadelidtes lænderyg var

medfødte lidelser.

Retslægerådet udtalte videre, at patienter,

der som følge af arkolyse og spondylolistese har lænde-smerter

vil have en smertebetinget nedsat bevægelighed i lænden.

Patienter uden smerter må anses at have normal bevægelighed i

lænderyggen. Retslægerådet bemærkede som svar

på et spørgsmål om, hvorvidt det var sandsynligt, at man

kunne få en smertetilstand i lænden svarende til den tilstand,

der var beskrevet hos kvinden, såfremt man ikke røntgenologisk

havde kunnet påvise arkolyse eller spondylolistese, at

spørgsmålet var hypotetisk og kun kunne besvares generelt.

Det var imidlertid Retslægerådets opfattelse,

at længere varende rygsmerter af karakter som beskrevet hos kvinden

ville kunne opstå efter et traume af den art, som hun havde været

ude for, selvom der ikke forud bestod arkolyse og spondylolistese. En

tilstedeværende arkolyse og spondylolistese måtte på den

anden side antages at kunne disponere til længerevarende

lændesmerter efter et forudgående traume.

Højesteret udtalte indledningsvis, at efter

§ 13 skulle skadelidtes gener - såvel lændegener som

nakkegener - anses for at være en følge af arbejdsskaden,

medmindre overvejende sandsynlighed talte herimod.

Højesteret udtalte i overensstemmelse med

Retslægerådets svar, at det måtte anses for usandsynligt,

at hendes nakkegener var en følge af arbejdsskaden.

For såvidt angik lændegenerne udtalte fire

dommere, at det ud fra besvarelsen af spørgsmål 8 måtte

lægges til grund, at det ikke var overvejende sandsynligt, at hendes

aktuelle lægelige situation i form af smertebetinget nedsat

bevægelighed i lænden, kunne henføres til andet end

ulykken i 1987. Der var derfor ikke grundlag for at foretage fradrag for den

forudbestående lændelidelse, idet man henviste til princippet i

§ 26 i den gældende arbejdsskadeforsikringslov.

Den dissentierende dommer lagde vægt på, at

Ankestyrelsen på baggrund af en vurdering af styrelsens

lægekonsulent fandt det overvejende sandsynligt, at skadelidtes

forudbestående defekter havde været medvirkende årsag til

skadelidtes lændeskade eller dennes omfang.

Styrelsens lægekonsulent havde forklaret, at

kvindens defekter i ryggen var medfødte eller i hvert fald bestod

forud for ulykken, og at de gjorde hendes ryg mere sårbar overfor

traumatisk påvirkning. Denne dommer fandt efter den praksis, som havde

været lagt til grund ved anvendelsen af arbejdsskadeforsikringslovens

regler også forud for bestemmelsen i § 26, at det havde

været berettiget at foretage nedsættelse under hensyn til

skadelidtes forudbestående rygdefekter. Denne dommer har således

fundet, at § 13 gav mulighed for en fordeling af erstatningen baseret

på den forudbestående skades og arbejdsskadens skønnede

bidrag til fremkomsten af smertetilstanden.

Højesteret fandt, at méngraden i

overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel skulle

fastsættes til mere end 12% og højest 15% for følgerne af

arbejdsskaden.

Dommen er udtryk for en ganske intensiv prøvelse af

adgangen til nedsættelse for forudbestående lidelse i relation

til udmåling af méngodtgørelse. Den viser desuden, at

anvendelsen af formodningsreglen i § 13 ikke har været utvivlsom

hos alle rettens dommere i det konkrete tilfælde. Højesterets

flertal synes at have lagt vægt på, at skadelidte ikke havde

symptomer eller smerter fra lænderyglidelsen forud for arbejdsskaden,

mens den forudbestående lidelse ikke er tillagt afgørende

vægt.

Dommen illustrerer, at tvivl om de medicinske

årsagsforhold fortolkes til fordel for skadelidte, idet mangel på

klare lægelige udtalelser om årsagsforholdene fører til,

at arbejdsskaden anses som årsag i kraft af formodningsreglen i

§ 13. Retslægerådets udtalelser viser, at det ofte kan

være vanskeligt at tilvejebringe den fornødne lægelige

klarhed om årsagsforholdene til skader, sygdomme og symptomer.

U 98/1627 H:

Ved denne dom fik skadelidte tilkendt 65% i

erhvervsevnetab og 12 % i méngodtgørelse.

Skadelidte blev i 1989 opereret for nerverodstryk i

nakkehvirvelsøjlen med god effekt. Ifølge de lægelige

oplysninger aftog hendes gener væsentligt efter denne operation, og hun

genoptog arbejdet som sygeplejerske. Skadelidte, der arbejdede som

sygeplejerske på et plejehjem, blev i 1991 slået på halsen

af en patient. Efter arbejdsskaden i 1991 fik hun recidiv af generne i form

af nakke-smerter med udstråling til venstre arm svarende til

symptomerne før operationen i 1989. Smerterne forværredes ved

bevægelse i halshvirvelsøjlen og ved arbejde. Der kunne ikke ved

røntgenundersøgelse påvises rodpåvirkning, selvom

der klinisk var tegn herpå. Der var ved lægelig

undersøgelse udtalte myogene forandringer i nakke-skulderåget,

og iøvrigt kun beskedne objektive forandringer efter arbejdsskaden.

Hun var kun i stand til at klare lettere rengøring og madlavning.

Efter ulykken arbejdede hun i plejehjemmets lette afdeling, men måtte

sygemelde sig flere gange på grund af smerter og opgav til sidst

arbejdet.

I en lægeerklæring fra februar 1993 var det

vurderet, at hendes erhvervsevne var nedsat til 1/3 eller derunder. I maj

1993 fik hun tilkendt mellemste førtidspension.

Arbejdsskadestyrelsen tilkendte i 1993 skadelidte 8% i

mén og 20% i tab af erhvervsevne.

Ankestyrelsen tiltrådte i november 1993 denne

afgørelse med den begrundelse, at hun var opereret for diskusprolaps i

to niveauer på halsen, og at denne forudbestående lidelse

måtte medføre et fradrag i méngraden. Hvis hun ikke havde

haft en forudbestående lidelse, ville méngraden have været

ca. 12%. Ankestyrelsen vurderede, at følgerne af

ulykkestilfældet ikke kunne begrunde en erhvervsevnetabserstatning, som

var højere end den tilkendte.

Arbejdsskadestyrelsen afgav i juni 1994 efter anmodning

fra sagsøger en vejledende udtalelse om erhvervsevnetabet efter

erstatningsansvarslovens § 10, og vurderede erhvervsevnetabet til 65%.

Ved denne vurdering er de almindelige erstatningsretlige kausalitetsregler

blevet anvendt. Erstatningen nedsættes efter erstatningsansvarsloven

kun, hvis den forudbestående eller konkurrerende lidelse allerede havde

eller ville have medført et erhvervsevnetab.

Ankestyrelsen blev frifundet i Landsretten, som fandt det

tilstrækkelig godtgjort, at årsagen til sagsøgerens

mén og erhvervsevnetab var en ryglidelse, som sagsøgeren led af

inden arbejdsskaden og som hun ikke kunne antages at være

fuldstændig helbredt for.

I Højesteret (HR) blev afgørelsen

ændret med følgende begrundelse:

HR henviste indledningsvis til, at Arbejdsskadestyrelsen

havde vurderet det samlede erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven til

65%. HR fandt ikke grundlag for at antage, at skadelidte havde undladt ved

optræning, omskoling eller på anden måde at søge

sine muligheder for at skaffe sig erhvervsarbejde udnyttet. HR

tiltrådte herefter, at det kunne lægges til grund, at hendes

erhvervsevne også efter arbejdsskadeforsikringsloven kunne

ansættes til 65%.

Det blev anført, at smerterne i nakken efter de

foreliggende oplysninger ophørte efter operationen den 8/2 89, og at

hun derefter var i stand til fuldt ud at passe sit arbejde indtil

arbejdsskaden.

Det fremgik ikke af styrelsens afgørelse, om det

var lagt til grund, at skadelidtes forudbestående nakkelidelse

frembød en nærliggende risiko for på ny at fremkalde

smerter, der ville påvirke hendes erhvervsevne og i givet fald på

hvilket lægesagkyndigt bedømmelsesgrundlag denne opfattelse

byggede. Der forelå heller ikke iøvrigt i sagen oplysninger, der

gav grundlag for at anse en sådan prognose for nærliggende. HR

fandt på baggrund heraf ikke, at styrelsen havde løftet

bevisbyrden efter § 13.

Det er Ankestyrelsens opfattelse, at Højesteret ved

dommen har benyttet den erstatningsretlige kausalitetslære(også

kaldet hovedårsagslæren) ved bedømmelsen af tab af

erhvervsevne og méngodtgørelse efter

arbejdsskadeforsikringsloven. Det fremgår tydeligst af, at man har lagt

vægt på, at skadelidte efter operationen fuldt ud var i stand til

at klare sit arbejde og i brugen af prognosesynspunkter med hensyn til, om

der forelå nærliggende risiko for nye smerter, som kunne

påvirke erhvervsevnen.

Retten har lagt vægt på, at den

forudbestående lidelse ikke allerede havde nedsat erhvervsevnen(via

f.eks. længerevarende sygemeldinger, arbejdsskift mv.) og heller ikke

under alle omstændigheder (ud fra et lægesagkyndigt

bedømmelsesgrundlag) ville have medført i det væsentlige

de samme gener.

I forhold til mén-bedømmelsen er der heller

ikke trukket fra for forudbestående, og der synes at være lagt

vægt på, at der ikke var smerter eller andre symptomer efter

operationen i 1989.

Det er ikke blevet tillagt betydning, at skadelidtes

symptomer efter arbejdsskaden i væsentlig grad mindede om de symptomer,

hun havde før operationen i 1989, og at der formentlig har været

tale om et samspil mellem den forudbestående skade og arbejdsskaden,

som har forårsaget de symptomer og smerter, der opstod efter

arbejdsskaden.

Dommen viser, at der stilles skærpede krav til

begrundelsen, herunder især den lægelige begrundelse, hvis der

skal ske fradrag for forudbestående lidelse.

Sociale Meddelelser

Som meddelt i Nyt fra Ankestyrelsen udsendt i oktober 1998

har Ankestyrelsen efter seneste dom indsamlet en række sager og

behandlet disse på et principielt grundlag med henblik på at

belyse konsekvenserne af den afsagte Højesteretsdom i forhold til

forudbestående lidelser.

Ankestyrelsen har udsendt flere afgørelser som

Sociale Meddelelser(SM) med henblik på at give vejledning om nogle af

de faktorer, som kan tillægges betydning ved vurderingen af, om der er

grundlag for at nedsætte erstatningen for en arbejdsskade som

følge af forudbestående skade/lidelser, der vedrører

samme legemsdel som arbejdsskaden.

SM U-2-99 og U-3-99 viser tilfælde, hvor

Ankestyrelsen konkret har taget udgangspunkt i den af Højesteret

anlagte fortolkning af formodningsreglen i § 13 ved vurderingen af, om

der var adgang til at nedsætte erstatningen.

I SM U-2-99 drejede sagen sig om, hvorvidt der var

grundlag for at nedsætte erstatningen for en arbejdsskade, som ramte et

tidligere skadet håndled.

Ved bedømmelsen af adgangen til fradrag for

forudbestående skade i den konkrete sag tog Ankestyrelsen udgangspunkt

i:

1. Dokumentation for nedsat erhvervsevne forud for arbejdsskaden eller

dokumentation for helbredsforandringer og symptomer, der medfører

mén forud for arbejdsskaden, eller

2. At der ud fra en lægesagkyndig bedømmelse forelå

nærliggende risiko for, at den forudbestående lidelse

uafhængigt af arbejdsskaden ville nedsætte erhvervsevnen

væsentligt eller at der ud fra en lægesagkyndig bedømmelse

forelå nærliggende risiko for, at der uafhængigt af

arbejdsskaden ville være opstået væsentlig

helbredsforringelse.

Skadelidte pådrog sig i 1993 et svært

håndledsbrud, men genoptog efter ca. et halvt års sygemelding

arbejdet som sygehjælper på nattevagt, idet det blev oplyst, at

hun fik hjælp til at løfte de tunge patienter. Hun var med

besvær i stand til at passe sit arbejde frem til 1995, hvor hun var ude

for en arbejdsskade, idet en klient rullede hen over håndleddet. Der

blev påvist hævelse og ømhed, men ikke objektivt

forværring af bruddet.

Der forelå desuden oplysninger om den

forudbestående lidelses negative indflydelse på arbejdsevnen

før arbejdsskaden i 1995. Det var af hendes læge i en

varighedserklæring oplyst, at hun efter hans skøn ikke ville

blive i stand til at genoptage sit arbejde som nattevagt, fordi det indebar

periodiske tunge løft, hvilket hendes højre håndled ikke

kunne tåle på grund af slidgigtforandringer efter et tidligere

brud.

Ankestyrelsen vurderede, at der forelå

tilstrækkelig dokumentation for, at en forudbestående svær

håndledsskade allerede før arbejdsskaden havde medført

så betydelige følger, at der ikke var grundlag for tilkendelse

af méngodtgørelse eller erstatning for tab af erhvervsevne for

den efterfølgende arbejdsskade. Styrelsen fandt det efter de

lægelige oplysninger overvejende sandsynligt, at langt

størstedelen af symptomerne, bevægeindskrænkningen og

smerterne i det skadede håndled skyldtes følger af det private

ulykkestilfælde samt følger af ikke-arbejdsbetinget slidgigt.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der efter arbejdsskaden var sket en

forværring, som kunne begrunde méngodtgørelse på 5%

eller derover.

Ankestyrelsen vurderede endvidere, at der på

baggrund af den svære forudbestående håndledsskade, en

erklæring fra skadelidtes læge om årsagen til sygemelding

og de meget begrænsede gener af subjektiv art, der kunne

henføres til følger af arbejdsskaden var dokumentation for, at

skadelidtes arbejdsophør og overgang til arbejdsløshedsdagpenge

med overvejende sandsynlighed var begrundet i følgerne af den

forudbestående skade og den påviste ikke-arbejdsbetingede

slidgigt i højre tommelfingers rod.

Sagen er et eksempel på et af de tilfælde,

hvor der foreligger så solid dokumentation for den forudbestående

lidelses betydning i form af omfattende journaloplysninger om symptomer i

perioden indtil arbejdsskaden, at den af Højesteret anlagte

fortolkning af overvejende sandsynlighed i § 13 kan anses for

opfyldt.

I U-3-99 drejede sagen sig om, hvorvidt der var grundlag

for at nedsætte tabet af erhvervsevne for en arbejdsskade som

følge af en forudbestående ryglidelse.

Ankestyrelsen fandt, at en forudbestående ryglidelse

hos en nu 61-årig tidligere sygehjælper efter en konkret

vurdering ikke havde haft væsentlig betydning for skadelidtes

erhvervsmæssige forhold forud for arbejdsskaden. Ankestyrelsen lagde

vægt på, at skadelidte havde kunnet arbejde som sygehjælper

indtil arbejdsskaden, samt at den forudbestående lidelse i form af

følger efter operation for diskusprolaps 14 år før

arbejdsskaden efter det oplyste ikke havde medført begrænsninger

i skadelidtes arbejdsevne.

Ankestyrelsen tilkendte skadelidte erstatning for tab af

erhvervsevne på 50%, idet styrelsen tog udgangspunkt i, at skadelidte

havde fået tilkendt forhøjet almindelig førtidspension,

jfr. lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 1. Skadelidtes samlede

erhvervsevnetab måtte på baggrund af den indtrufne skade

sammenholdt med skadelidtes alder, evner, uddannelse og tidligere

erhvervsforhold ansættes til 50%.

Afslutning

Højesteret har i flere konkrete domme

tilkendegivet, at der stilles store krav til dokumentationen, såfremt

betingelsen om overvejende sandsynlighed for en forudbestående lidelses

betydning, skal anses for opfyldt.

Højesteret har i den forbindelse understreget

betydningen af en konkret undersøgelse af skadelidtes forhold og

vigtigheden af, at den administrative afgørelse begrundes på en

fyldestgørende måde med fremhævelse af de enkelte

elementer i skønsudøvelsen.

Gennem udsendelse af Sociale Meddelelser om adgang til

fradrag for forudbestående lidelser, der vedrørte samme

legemsdel som arbejdskaden, har Ankestyrelsen præciseret indholdet af

formodningsreglen i § 13 og begrundelsespligten i overensstemmelse med

de synspunkter, som har været givet til kende i de konkrete domme fra

Højesteret.

Anvendelse af de af Højesteret tilkendegivne

beviskrav for adgang til fradrag for forudbestående skader/lidelser har

skærpet kravene til den administrative sagsbehandling, herunder

både sagsoplysningen og de lægelige begrundelser i de

tilfælde, hvor der foreligger forhold, som giver anledning til at

overveje fradrag for forudbestående.

Behovet for klar dokumentation for den

forudbestående lidelses betydning vil forudsætte, at der på

et tidligt tidspunkt i sagsbehandlingsforløbet indhentes oplysninger

om skadelidtes eventuelle tidligere skader, lægebesøg,

behandlinger, sygemeldinger, mv.

Officielle noter

1) I relation til § 13

anførtes i bemærkningerne til loven

følgende:"-Pådrager en person sig arsénforgiftning og har

pågældende på sin arbejdsplads kontakt med arsén,

fastslår formodningsreglen i § 10, stk. 2, at

arsénforgiftningen skal anses for fremkaldt gennem kontakten med

arsén på arbejdspladsen. Senere bliver pågældende

blind på det ene øje og hævder, at blindheden er en

medicinsk følge af arsénforgiftningen. Hvis ikke overvejende

medicinsk sandsynlighed i det konkret tilfælde taler for, at blindheden

skyldes andre forhold end arsénforgiftningen, følger det af

§ 13, at den skal anses for en medicinsk følge heraf og erstattes

efter loven."

2) Som svar på

spørgsmål 15 anføres, at hvor den skadelidte er stabilt

tilknyttet arbejdsmarkedet indtil arbejdsskaden trods en lidelse, og hvor

pågældende efter arbejdsskaden må forlade arbejdsmarkedet

varigt, vil udgangspunktet være, at tab af erhvervsevne ikke vil blive

nedsat som følge af forudbestående lidelse. I

spørgsmål 42 gentages formodningen for, at der ikke skal ske

fradrag i erstatningen for tab af erhvervsevne, såfremt skadelidte har

været fuldt arbejdsdygtig indtil skaden. Det fremhæves, at der

ikke er et tilsvarende udgangspunkt ved mén-godtgørelse, som

fastsættes på grundlag af arbejdsskadens konkrete (medicinske)

følger. I spørgsmål 44 anføres vedrørende

forholdet mellem arbejds-skadeerstatning og førtidspension, at

Arbejdsskadestyrelsen foretager en selvstændig vurdering af

erhvervsevnetabet og evt. fraviger udgangspunktet om erstatning på

samme niveau som pensionen, hvis det skønnes, at

førtidspensionen ikke afspejler arbejdsskadens følger.

Lignende dokumenter