Nyt fra Ankestyrelsen - domme om erstatning for arbejdsskader - af specialkonsulent Peter Korsgaard
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Nyt fra Ankestyrelsen - domme om erstatning
for arbejdsskader - af specialkonsulent Peter Korsgaard
Forudbestående lidelsers betydning
Ankestyrelsen har i de seneste 2-3 år registreret en
betydelig stigning i antallet af retssager anlagt mod styrelsen. Stigningen
er især sket på arbejdsskade- og pensionsområdet.
Stigningen må formentlig ses som et led i en almindelig
samfundsmæssig udvikling, idet lignende tendenser kan ses på
andre områder, hvor centrale myndigheder træffer
afgørelser af vidererækkende betydning for den enkelte
borger.
I denne artikel vil Ankestyrelsen knytte nogle
bemærkninger til de seneste Højesteretsdomme afsagt
vedrørende godtgørelse for varigt mén og erstatning for
tab af erhvervsevne for følger af en arbejdsskade.
Højesteretsdommene på området har
hovedsagelig vedrørt spørgsmålet om forudbestående
lidelsers betydning for udmålingen af méngodtgørelse og
erstatning for tab af erhvervsevne for en anerkendt arbejdsskade. Udviklingen
på dette område er temaet for denne artikel.
Det er styrelsens opfattelse, at domstolene har tillagt
formodningsreglen i § 13 afgørende vægt i forhold til den
gældende lovs § 26 og de principper, denne bestemmelse er udtryk
for. Domstolene har ved fortolkningen af § 13 tilnærmet sig de
erstatningsretlige kausalitetsregler.
Lovgrundlaget
Bestemmelsen i lov om sikring mod følger af
arbejdsskade(SFA) § 13 har særlig været i fokus for de
afgørelser, der er truffet. Ifølge formodningsreglen i
§ 13 skal et påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén
Læs alt
eller en persons død anses for at være en følge af
arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod.
Ifølge de almindelige erstatnings- og
forsikringsretlige regler er udgangspunktet, at den person, der rejser et
erstatningskrav, skal bevise eller sandsynliggøre, at vedkommende er
erstatningsberettiget. Efter § 13, der anvendes i forbindelse med
fastsættelse af méngodtgørelse og tab af erhvervsevne, er
udgangspunktet det modsatte. Der opstilles heri en formodning for, at der en
sammenhæng mellem en indtruffet arbejdsskade og skadelidtes sygdom.
Denne sammenhæng kan alene afkræftes, såfremt overvejende
sandsynlighed taler imod, at arbejdsskaden er årsag til sygdommen eller
den opståede skade.
Erhvervsevnetabet fastsættes efter § 32 i SFA,
hvorefter der skal tages hensyn til den skadelidtes muligheder for at skaffe
sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges
af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder, og
muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning. Der er
således lagt op til et individuelt skøn over, hvilken betydning
en arbejdsskade konkret har for erhvervsevnen for den skadelidte.
Méngraden fastsættes efter § 33 i SFA
på grundlag af skadens medicinske art og omfang under hensyn til de af
arbejdsskaden forvoldte ulemper i skadelidtes personlige
livsførelse.
Formodningsreglen i § 13 regulerer den situation,
hvor der er tvivl om, hvorvidt et mén eller et tab af erhvervsevne
skyldes arbejdsskaden eller andre faktorer.
Forarbejder til formodningsreglen i § 13
Formodningsreglen i § 13 er indsat i
Ulykkesforsikringsloven i 1964 og er efterfølgende medtaget i de
senere love. Ved fremsættelsen af lovforslaget i 1964 blev det
anført, at administrationen i mangfoldige tilfælde ikke har 100%
sikkerhed for årsagsforbindelse mellem ulykkestilfældet og
lidelsen, hvorfor man falder tilbage på, hvad der er det sandsynligste.
Da det fra tid til anden blev gjort gældende, at administrationen var
for utilbøjelig til at anerkende årsagssammenhæng mellem
ulykkestilfælde og lidelse, blev det fundet rigtigst at foreslå
en regel, hvorefter afgørelsen i disse tvivlsomme sager ville falde ud
til skadelidtes fordel, medmindre der var overvejende sandsynlighed for
manglende årsagssammenhæng.
Erstatningen var i 1964 ikke delt op i mén og
erhvervsevnetab, idet der blev fastsat en samlet invaliditetserstatning,
hovedsagelig på medicinsk grundlag.
Af bemærkningerne til 1964-loven fremgik: "Den
heromhandlede bedømmelse vil også efter gennemførelse af
forslaget ske på grundlag af, hvad der er sandsynligt, således at
erstatning udbetales, hvor der er en rimelig sandsynlighed af medicinsk
årsagssammenhæng, mens ydelse af erstatning afslås, hvor
sandsynligheden taler imod en sådan årsagssammenhæng.
Forslaget tager alene sigte på en afgørelse af medicinsk
tvivlsomme tilfælde, hvor sandsynligheden for og imod
årsagsforbindelse trods indgående undersøgelse af alle
foreliggende omstændigheder i det enkelte tilfælde er lige stor,
således at det ikke er muligt at træffe afgørelse med
udgangspunkt i, hvad der er mest sandsynligt i det foreliggende
tilfælde. Efter forslaget vil disse tilfælde blive afgjort til
fordel for den sikrede, hvilket må anses for rimeligt".
I 1978 blev den nuværende opdeling af
erstatningsydelserne i henholdsvis méngodtgørelse og erstatning
for tab af erhvervsevne gennemført med vedtagelsen af lov om
arbejdsskadeforsikring. I Betænkning 792/1977 blev det anført,
at den medicinske følge af arbejdsskaden, som efter gældende lov
havde afgørende betydning for erhvervsevnetabsprocenten, alene burde
tillægges betydning for fastsættelsen af ménet. Kunne
skadelidte uanset store medicinske følger af arbejdsskaden, genoptage
sit sædvanlige arbejde, tilkom der ham ikke erstatning for tab af
erhvervsevne.1)
I Betænkning 976/83 er praksis beskrevet
således, at en forudbestående skade, der vedrører selve
det organ, der rammes af arbejdsskaden, må medføre et fradrag i
mén-erstatningen. En person med nedsat syn, der mister resten af synet
kan ikke have samme mén af skaden, som en person, der mister et fuldt
syn.
Det udtales, at hvis den opståede tilstand i
ligeså høj grad eller måske i højere grad skyldes
en forudbestående lidelse, kan der ikke ydes fuld erstatning for
nedsættelsen af erhvervsevnen, men der må ske en fordeling
også for såvidt angår erstatning for tab af
erhvervsevne.
I 1992 blev lov om arbejdsskadeforsikring revideret og
forud herfor blev afgivet Betænkning 1142/1988. Ved lovens revision
indsattes blandt andet bestemmelserne § 12 og § 26 om anerkendelse
med forbehold samt nedsættelse af erstatning.
I de almindelige bemærkninger til lovforslaget blev
der indsat et afsnit med overskriften: Betydningen af forudbestående
lidelse.
Det anføres, at: "Efter de almindelige
erstatningsregler ydes fuld erstatning, selvom der indtræder
usædvanlige komplikationer eller følgerne skyldes skadelidtes
særlige dispositioner, medmindre skadelidtes erhvervsevne allerede var
nedsat eller den forudbestående lidelse med sikkerhed på et
senere tidspunkt ville have medført i det væsentlige samme
følger af skaden. En ændring af styrelsernes praksis,
således at den kommer til at svare til de almindelige
erstatningsretlige regler, vil betyde, at nogle skadelidte ikke får den
erstatning, som de efter styrelsens nuværende praksis er berettigede
til, mens andre vil få erstatning for skadefølger, der ikke kan
henføres til arbejdsskaden."
I afsnittet blev det på baggrund af blandt andet
kritik fra Folketingets Ombudsmand foreslået, at den hidtidige praksis,
hvorefter der alene ydes kompensation for de skadefølger, der kan
henføres til arbejdsskaden, præciseres i loven. Ombudsmanden har
i Beretning for året 1992 udtalt, at efter almindelige
erstatningsretlige regler kan en skadevolder almindeligvis også
gøres ansvarlig for de skader, som skyldes skadelidtes særlige
sygdomsanlæg, der udløses ved ansvarspådragende
forhold.
Afsnittet i lovbemærkningerne om
forudbestående lidelse er formentlig møntet på § 26,
som netop giver adgang til nedsættelse af erstatning, hvis der er andre
årsager. Bemærkningerne henviser til Arbejdsskadestyrelsens og
Ankestyrelsens mangeårige praksis, hvorefter der alene ydes
kompensation for de følger, der kan henføres til
arbejdsskaden.
Det blev i betænkningen forud for lovforslaget
diskuteret, hvorvidt arbejdsskader kunne anerkendes som medvirkende
årsag eller som en forværring af en forudbestående lidelse.
Flertallet fandt, at disse tilfælde fortsat burde anerkendes, og at der
burde skabes formel lovhjemmel for denne praksis, når blot
forværringen kunne henføres til arbejdet.
Af denne grund blev § 12 indsat i lovforslaget,
hvilket gav formel hjemmel til anerkendelse af selv beskeden personskade som
følge af arbejdsskaden.
Der blev i § 26 indsat hjemmel til nedsættelse
eller bortfald af erstatningen, såfremt den aktuelle lægelige og
sociale situation ikke udelukkende kunne henføres til arbejdsskaden.
Bemærkningerne til § 26 kæder dog bestemmelsen sammen med
forslagets § 12 om anerkendelse med forbehold samtidig med, at der
henvises til de almindelige bemærkninger. I bemærkningerne til
§ 26 anføres: AI konsekvens af bestemmelsen i forslagets
§ 12, hvorefter Arbejdsskadestyrelsen har adgang til at anerkende
skadestilfælde, hvor arbejdsskaden ikke udelukkende har medført
skadesfølgerne, indføres der her en adgang for
Arbejdsskadestyrelsen til at nedsætte eller efter
omstændighederne lade erstatningen helt bortfalde, således at
skadelidte alene opnår kompensation for arbejdsskadens følger og
ikke for forudbestående(eventuelt medfødte) eller konkurrerende
lidelser mv. Der er ikke ved bestemmelsen tilsigtet nogen ændring af
Arbejdsskadestyrelsens hidtidige praksis."
I forbindelse med lovforslagets behandling besvarede
Socialministeriet en række spørgsmål vedrørende
betydningen af, at skadelidte forud for arbejdsskaden havde været
stabilt tilknyttet arbejdsmarkedet og fuldt arbejdsdygtig.2)
Nyere Højesteretsdomme
I de afsagte domme om forudbestående lidelser fra de
seneste år synes formodningsreglen i § 13 at være blevet
tillagt afgørende vægt i forhold til de principper og den
praksis, som bestemmelsen i § 26 er udtryk for.
Dommene har vedrørt arbejdsskader indtruffet
før 1993, og de administrative afgørelser, der er blevet
prøvet, er således truffet før der blev givet direkte
hjemmel til at nedsætte erstatningen i § 26.
Domstolene har ved anvendelsen af formodningsreglen
§ 13 i nogen grad tilnærmet sig de erstatningsretlige
kausalitetsregler, hvorefter der gives fuld erstatning medmindre
dispositionen (forudbestående skade) allerede havde medført
erhvervsevnetab eller mén på skadestidpunktet eller under alle
omstændigheder ville have medført i det væsentlige samme
følger som arbejdsskaden. Beviskravet om overvejende sandsynlighed for
den forudbestående skades eller lidelses betydning forekommer herved at
være blevet skærpet. Kravene til beviset for den
forudbestående skades betydning før eller efter skaden har med
det anlagte beviskrav konkret været vanskeligt at opfylde i en
række sager.
Ved gennemgangen af dommene synes det samtidig at kunne
konstateres, at domstolene har foretaget en intensiv prøvelse af de
skønsmæssige administrative afgørelser om
méngodtgørelse og tab af erhvervsevne. Det er ikke i dommene
nærmere angivet, om den skønsmæssige afgørelse blev
prøvet, fordi den trufne afgørelse var ulovmedholdelig, hvilede
på et mangelfuldt eller urigtigt grundlag eller havde ført til
et åbenbart urigtigt resultat.
Det forekommer sandsynligt, at den intensive
prøvelse skal ses i sammenhæng med, at den administrative
afgørelse efter Højesterets opfattelse ikke på
fyldestgørende måde har gjort rede for de forhold, som var af
betydning for afgørelsens resultat.
U 97/1004 H (SM U-6-98):
Sagen vedrørte en kvinde, der i 1987 var udsat for
en arbejdsulykke, hvorved hun faldt ned på halebenet. Hun fik
lændesmerter med udstråling ned i begge balder.
Røntgenoptagelser viste, at hun havde defekter i hvirvelbuerne i 5.
lændehvirvel(arkolyse) og fremadglidning af hvirvelen(olistese). Hun
havde ikke før arbejdsskaden haft smerter i lænderyggen.
To år efter uheldet fik hun, da hun ville rejse sig
efter have ligget på gulvet, smerter i baghovedet, nakken og
skulderpartiet, som ikke fortog sig.
Skadelidte fik tilkendt 12% i méngodtgørelse
svarende til" rygsmerter med nogen bevægeindskrænkning", der
efter Arbejdsskadestyrelsens vejledende mén-tabel kunne give 12-15 % i
méngodtgørelse.
Retslægerådet udtalte under sagen blandt
andet, at det var usandsynligt, at hendes nakkesymptomer kunne tilskrives
ulykkestilfældet to år før. Retslægerådet
udtalte, at arkolyse og spondylolistese med glidning i en forud
bestående normal ryg, udløst af enkeltstående traumer,
forekom yderst sjældent. Det kunne derefter lægges til grund, at
arkolysen og spondylolistesen i skadelidtes lænderyg var
medfødte lidelser.
Retslægerådet udtalte videre, at patienter,
der som følge af arkolyse og spondylolistese har lænde-smerter
vil have en smertebetinget nedsat bevægelighed i lænden.
Patienter uden smerter må anses at have normal bevægelighed i
lænderyggen. Retslægerådet bemærkede som svar
på et spørgsmål om, hvorvidt det var sandsynligt, at man
kunne få en smertetilstand i lænden svarende til den tilstand,
der var beskrevet hos kvinden, såfremt man ikke røntgenologisk
havde kunnet påvise arkolyse eller spondylolistese, at
spørgsmålet var hypotetisk og kun kunne besvares generelt.
Det var imidlertid Retslægerådets opfattelse,
at længere varende rygsmerter af karakter som beskrevet hos kvinden
ville kunne opstå efter et traume af den art, som hun havde været
ude for, selvom der ikke forud bestod arkolyse og spondylolistese. En
tilstedeværende arkolyse og spondylolistese måtte på den
anden side antages at kunne disponere til længerevarende
lændesmerter efter et forudgående traume.
Højesteret udtalte indledningsvis, at efter
§ 13 skulle skadelidtes gener - såvel lændegener som
nakkegener - anses for at være en følge af arbejdsskaden,
medmindre overvejende sandsynlighed talte herimod.
Højesteret udtalte i overensstemmelse med
Retslægerådets svar, at det måtte anses for usandsynligt,
at hendes nakkegener var en følge af arbejdsskaden.
For såvidt angik lændegenerne udtalte fire
dommere, at det ud fra besvarelsen af spørgsmål 8 måtte
lægges til grund, at det ikke var overvejende sandsynligt, at hendes
aktuelle lægelige situation i form af smertebetinget nedsat
bevægelighed i lænden, kunne henføres til andet end
ulykken i 1987. Der var derfor ikke grundlag for at foretage fradrag for den
forudbestående lændelidelse, idet man henviste til princippet i
§ 26 i den gældende arbejdsskadeforsikringslov.
Den dissentierende dommer lagde vægt på, at
Ankestyrelsen på baggrund af en vurdering af styrelsens
lægekonsulent fandt det overvejende sandsynligt, at skadelidtes
forudbestående defekter havde været medvirkende årsag til
skadelidtes lændeskade eller dennes omfang.
Styrelsens lægekonsulent havde forklaret, at
kvindens defekter i ryggen var medfødte eller i hvert fald bestod
forud for ulykken, og at de gjorde hendes ryg mere sårbar overfor
traumatisk påvirkning. Denne dommer fandt efter den praksis, som havde
været lagt til grund ved anvendelsen af arbejdsskadeforsikringslovens
regler også forud for bestemmelsen i § 26, at det havde
været berettiget at foretage nedsættelse under hensyn til
skadelidtes forudbestående rygdefekter. Denne dommer har således
fundet, at § 13 gav mulighed for en fordeling af erstatningen baseret
på den forudbestående skades og arbejdsskadens skønnede
bidrag til fremkomsten af smertetilstanden.
Højesteret fandt, at méngraden i
overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel skulle
fastsættes til mere end 12% og højest 15% for følgerne af
arbejdsskaden.
Dommen er udtryk for en ganske intensiv prøvelse af
adgangen til nedsættelse for forudbestående lidelse i relation
til udmåling af méngodtgørelse. Den viser desuden, at
anvendelsen af formodningsreglen i § 13 ikke har været utvivlsom
hos alle rettens dommere i det konkrete tilfælde. Højesterets
flertal synes at have lagt vægt på, at skadelidte ikke havde
symptomer eller smerter fra lænderyglidelsen forud for arbejdsskaden,
mens den forudbestående lidelse ikke er tillagt afgørende
vægt.
Dommen illustrerer, at tvivl om de medicinske
årsagsforhold fortolkes til fordel for skadelidte, idet mangel på
klare lægelige udtalelser om årsagsforholdene fører til,
at arbejdsskaden anses som årsag i kraft af formodningsreglen i
§ 13. Retslægerådets udtalelser viser, at det ofte kan
være vanskeligt at tilvejebringe den fornødne lægelige
klarhed om årsagsforholdene til skader, sygdomme og symptomer.
U 98/1627 H:
Ved denne dom fik skadelidte tilkendt 65% i
erhvervsevnetab og 12 % i méngodtgørelse.
Skadelidte blev i 1989 opereret for nerverodstryk i
nakkehvirvelsøjlen med god effekt. Ifølge de lægelige
oplysninger aftog hendes gener væsentligt efter denne operation, og hun
genoptog arbejdet som sygeplejerske. Skadelidte, der arbejdede som
sygeplejerske på et plejehjem, blev i 1991 slået på halsen
af en patient. Efter arbejdsskaden i 1991 fik hun recidiv af generne i form
af nakke-smerter med udstråling til venstre arm svarende til
symptomerne før operationen i 1989. Smerterne forværredes ved
bevægelse i halshvirvelsøjlen og ved arbejde. Der kunne ikke ved
røntgenundersøgelse påvises rodpåvirkning, selvom
der klinisk var tegn herpå. Der var ved lægelig
undersøgelse udtalte myogene forandringer i nakke-skulderåget,
og iøvrigt kun beskedne objektive forandringer efter arbejdsskaden.
Hun var kun i stand til at klare lettere rengøring og madlavning.
Efter ulykken arbejdede hun i plejehjemmets lette afdeling, men måtte
sygemelde sig flere gange på grund af smerter og opgav til sidst
arbejdet.
I en lægeerklæring fra februar 1993 var det
vurderet, at hendes erhvervsevne var nedsat til 1/3 eller derunder. I maj
1993 fik hun tilkendt mellemste førtidspension.
Arbejdsskadestyrelsen tilkendte i 1993 skadelidte 8% i
mén og 20% i tab af erhvervsevne.
Ankestyrelsen tiltrådte i november 1993 denne
afgørelse med den begrundelse, at hun var opereret for diskusprolaps i
to niveauer på halsen, og at denne forudbestående lidelse
måtte medføre et fradrag i méngraden. Hvis hun ikke havde
haft en forudbestående lidelse, ville méngraden have været
ca. 12%. Ankestyrelsen vurderede, at følgerne af
ulykkestilfældet ikke kunne begrunde en erhvervsevnetabserstatning, som
var højere end den tilkendte.
Arbejdsskadestyrelsen afgav i juni 1994 efter anmodning
fra sagsøger en vejledende udtalelse om erhvervsevnetabet efter
erstatningsansvarslovens § 10, og vurderede erhvervsevnetabet til 65%.
Ved denne vurdering er de almindelige erstatningsretlige kausalitetsregler
blevet anvendt. Erstatningen nedsættes efter erstatningsansvarsloven
kun, hvis den forudbestående eller konkurrerende lidelse allerede havde
eller ville have medført et erhvervsevnetab.
Ankestyrelsen blev frifundet i Landsretten, som fandt det
tilstrækkelig godtgjort, at årsagen til sagsøgerens
mén og erhvervsevnetab var en ryglidelse, som sagsøgeren led af
inden arbejdsskaden og som hun ikke kunne antages at være
fuldstændig helbredt for.
I Højesteret (HR) blev afgørelsen
ændret med følgende begrundelse:
HR henviste indledningsvis til, at Arbejdsskadestyrelsen
havde vurderet det samlede erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven til
65%. HR fandt ikke grundlag for at antage, at skadelidte havde undladt ved
optræning, omskoling eller på anden måde at søge
sine muligheder for at skaffe sig erhvervsarbejde udnyttet. HR
tiltrådte herefter, at det kunne lægges til grund, at hendes
erhvervsevne også efter arbejdsskadeforsikringsloven kunne
ansættes til 65%.
Det blev anført, at smerterne i nakken efter de
foreliggende oplysninger ophørte efter operationen den 8/2 89, og at
hun derefter var i stand til fuldt ud at passe sit arbejde indtil
arbejdsskaden.
Det fremgik ikke af styrelsens afgørelse, om det
var lagt til grund, at skadelidtes forudbestående nakkelidelse
frembød en nærliggende risiko for på ny at fremkalde
smerter, der ville påvirke hendes erhvervsevne og i givet fald på
hvilket lægesagkyndigt bedømmelsesgrundlag denne opfattelse
byggede. Der forelå heller ikke iøvrigt i sagen oplysninger, der
gav grundlag for at anse en sådan prognose for nærliggende. HR
fandt på baggrund heraf ikke, at styrelsen havde løftet
bevisbyrden efter § 13.
Det er Ankestyrelsens opfattelse, at Højesteret ved
dommen har benyttet den erstatningsretlige kausalitetslære(også
kaldet hovedårsagslæren) ved bedømmelsen af tab af
erhvervsevne og méngodtgørelse efter
arbejdsskadeforsikringsloven. Det fremgår tydeligst af, at man har lagt
vægt på, at skadelidte efter operationen fuldt ud var i stand til
at klare sit arbejde og i brugen af prognosesynspunkter med hensyn til, om
der forelå nærliggende risiko for nye smerter, som kunne
påvirke erhvervsevnen.
Retten har lagt vægt på, at den
forudbestående lidelse ikke allerede havde nedsat erhvervsevnen(via
f.eks. længerevarende sygemeldinger, arbejdsskift mv.) og heller ikke
under alle omstændigheder (ud fra et lægesagkyndigt
bedømmelsesgrundlag) ville have medført i det væsentlige
de samme gener.
I forhold til mén-bedømmelsen er der heller
ikke trukket fra for forudbestående, og der synes at være lagt
vægt på, at der ikke var smerter eller andre symptomer efter
operationen i 1989.
Det er ikke blevet tillagt betydning, at skadelidtes
symptomer efter arbejdsskaden i væsentlig grad mindede om de symptomer,
hun havde før operationen i 1989, og at der formentlig har været
tale om et samspil mellem den forudbestående skade og arbejdsskaden,
som har forårsaget de symptomer og smerter, der opstod efter
arbejdsskaden.
Dommen viser, at der stilles skærpede krav til
begrundelsen, herunder især den lægelige begrundelse, hvis der
skal ske fradrag for forudbestående lidelse.
Sociale Meddelelser
Som meddelt i Nyt fra Ankestyrelsen udsendt i oktober 1998
har Ankestyrelsen efter seneste dom indsamlet en række sager og
behandlet disse på et principielt grundlag med henblik på at
belyse konsekvenserne af den afsagte Højesteretsdom i forhold til
forudbestående lidelser.
Ankestyrelsen har udsendt flere afgørelser som
Sociale Meddelelser(SM) med henblik på at give vejledning om nogle af
de faktorer, som kan tillægges betydning ved vurderingen af, om der er
grundlag for at nedsætte erstatningen for en arbejdsskade som
følge af forudbestående skade/lidelser, der vedrører
samme legemsdel som arbejdsskaden.
SM U-2-99 og U-3-99 viser tilfælde, hvor
Ankestyrelsen konkret har taget udgangspunkt i den af Højesteret
anlagte fortolkning af formodningsreglen i § 13 ved vurderingen af, om
der var adgang til at nedsætte erstatningen.
I SM U-2-99 drejede sagen sig om, hvorvidt der var
grundlag for at nedsætte erstatningen for en arbejdsskade, som ramte et
tidligere skadet håndled.
Ved bedømmelsen af adgangen til fradrag for
forudbestående skade i den konkrete sag tog Ankestyrelsen udgangspunkt
i:
1. Dokumentation for nedsat erhvervsevne forud for arbejdsskaden eller
dokumentation for helbredsforandringer og symptomer, der medfører
mén forud for arbejdsskaden, eller
2. At der ud fra en lægesagkyndig bedømmelse forelå
nærliggende risiko for, at den forudbestående lidelse
uafhængigt af arbejdsskaden ville nedsætte erhvervsevnen
væsentligt eller at der ud fra en lægesagkyndig bedømmelse
forelå nærliggende risiko for, at der uafhængigt af
arbejdsskaden ville være opstået væsentlig
helbredsforringelse.
Skadelidte pådrog sig i 1993 et svært
håndledsbrud, men genoptog efter ca. et halvt års sygemelding
arbejdet som sygehjælper på nattevagt, idet det blev oplyst, at
hun fik hjælp til at løfte de tunge patienter. Hun var med
besvær i stand til at passe sit arbejde frem til 1995, hvor hun var ude
for en arbejdsskade, idet en klient rullede hen over håndleddet. Der
blev påvist hævelse og ømhed, men ikke objektivt
forværring af bruddet.
Der forelå desuden oplysninger om den
forudbestående lidelses negative indflydelse på arbejdsevnen
før arbejdsskaden i 1995. Det var af hendes læge i en
varighedserklæring oplyst, at hun efter hans skøn ikke ville
blive i stand til at genoptage sit arbejde som nattevagt, fordi det indebar
periodiske tunge løft, hvilket hendes højre håndled ikke
kunne tåle på grund af slidgigtforandringer efter et tidligere
brud.
Ankestyrelsen vurderede, at der forelå
tilstrækkelig dokumentation for, at en forudbestående svær
håndledsskade allerede før arbejdsskaden havde medført
så betydelige følger, at der ikke var grundlag for tilkendelse
af méngodtgørelse eller erstatning for tab af erhvervsevne for
den efterfølgende arbejdsskade. Styrelsen fandt det efter de
lægelige oplysninger overvejende sandsynligt, at langt
størstedelen af symptomerne, bevægeindskrænkningen og
smerterne i det skadede håndled skyldtes følger af det private
ulykkestilfælde samt følger af ikke-arbejdsbetinget slidgigt.
Ankestyrelsen fandt ikke, at der efter arbejdsskaden var sket en
forværring, som kunne begrunde méngodtgørelse på 5%
eller derover.
Ankestyrelsen vurderede endvidere, at der på
baggrund af den svære forudbestående håndledsskade, en
erklæring fra skadelidtes læge om årsagen til sygemelding
og de meget begrænsede gener af subjektiv art, der kunne
henføres til følger af arbejdsskaden var dokumentation for, at
skadelidtes arbejdsophør og overgang til arbejdsløshedsdagpenge
med overvejende sandsynlighed var begrundet i følgerne af den
forudbestående skade og den påviste ikke-arbejdsbetingede
slidgigt i højre tommelfingers rod.
Sagen er et eksempel på et af de tilfælde,
hvor der foreligger så solid dokumentation for den forudbestående
lidelses betydning i form af omfattende journaloplysninger om symptomer i
perioden indtil arbejdsskaden, at den af Højesteret anlagte
fortolkning af overvejende sandsynlighed i § 13 kan anses for
opfyldt.
I U-3-99 drejede sagen sig om, hvorvidt der var grundlag
for at nedsætte tabet af erhvervsevne for en arbejdsskade som
følge af en forudbestående ryglidelse.
Ankestyrelsen fandt, at en forudbestående ryglidelse
hos en nu 61-årig tidligere sygehjælper efter en konkret
vurdering ikke havde haft væsentlig betydning for skadelidtes
erhvervsmæssige forhold forud for arbejdsskaden. Ankestyrelsen lagde
vægt på, at skadelidte havde kunnet arbejde som sygehjælper
indtil arbejdsskaden, samt at den forudbestående lidelse i form af
følger efter operation for diskusprolaps 14 år før
arbejdsskaden efter det oplyste ikke havde medført begrænsninger
i skadelidtes arbejdsevne.
Ankestyrelsen tilkendte skadelidte erstatning for tab af
erhvervsevne på 50%, idet styrelsen tog udgangspunkt i, at skadelidte
havde fået tilkendt forhøjet almindelig førtidspension,
jfr. lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 1. Skadelidtes samlede
erhvervsevnetab måtte på baggrund af den indtrufne skade
sammenholdt med skadelidtes alder, evner, uddannelse og tidligere
erhvervsforhold ansættes til 50%.
Afslutning
Højesteret har i flere konkrete domme
tilkendegivet, at der stilles store krav til dokumentationen, såfremt
betingelsen om overvejende sandsynlighed for en forudbestående lidelses
betydning, skal anses for opfyldt.
Højesteret har i den forbindelse understreget
betydningen af en konkret undersøgelse af skadelidtes forhold og
vigtigheden af, at den administrative afgørelse begrundes på en
fyldestgørende måde med fremhævelse af de enkelte
elementer i skønsudøvelsen.
Gennem udsendelse af Sociale Meddelelser om adgang til
fradrag for forudbestående lidelser, der vedrørte samme
legemsdel som arbejdskaden, har Ankestyrelsen præciseret indholdet af
formodningsreglen i § 13 og begrundelsespligten i overensstemmelse med
de synspunkter, som har været givet til kende i de konkrete domme fra
Højesteret.
Anvendelse af de af Højesteret tilkendegivne
beviskrav for adgang til fradrag for forudbestående skader/lidelser har
skærpet kravene til den administrative sagsbehandling, herunder
både sagsoplysningen og de lægelige begrundelser i de
tilfælde, hvor der foreligger forhold, som giver anledning til at
overveje fradrag for forudbestående.
Behovet for klar dokumentation for den
forudbestående lidelses betydning vil forudsætte, at der på
et tidligt tidspunkt i sagsbehandlingsforløbet indhentes oplysninger
om skadelidtes eventuelle tidligere skader, lægebesøg,
behandlinger, sygemeldinger, mv.
Officielle noter
1) I relation til § 13
anførtes i bemærkningerne til loven
følgende:"-Pådrager en person sig arsénforgiftning og har
pågældende på sin arbejdsplads kontakt med arsén,
fastslår formodningsreglen i § 10, stk. 2, at
arsénforgiftningen skal anses for fremkaldt gennem kontakten med
arsén på arbejdspladsen. Senere bliver pågældende
blind på det ene øje og hævder, at blindheden er en
medicinsk følge af arsénforgiftningen. Hvis ikke overvejende
medicinsk sandsynlighed i det konkret tilfælde taler for, at blindheden
skyldes andre forhold end arsénforgiftningen, følger det af
§ 13, at den skal anses for en medicinsk følge heraf og erstattes
efter loven."
2) Som svar på
spørgsmål 15 anføres, at hvor den skadelidte er stabilt
tilknyttet arbejdsmarkedet indtil arbejdsskaden trods en lidelse, og hvor
pågældende efter arbejdsskaden må forlade arbejdsmarkedet
varigt, vil udgangspunktet være, at tab af erhvervsevne ikke vil blive
nedsat som følge af forudbestående lidelse. I
spørgsmål 42 gentages formodningen for, at der ikke skal ske
fradrag i erstatningen for tab af erhvervsevne, såfremt skadelidte har
været fuldt arbejdsdygtig indtil skaden. Det fremhæves, at der
ikke er et tilsvarende udgangspunkt ved mén-godtgørelse, som
fastsættes på grundlag af arbejdsskadens konkrete (medicinske)
følger. I spørgsmål 44 anføres vedrørende
forholdet mellem arbejds-skadeerstatning og førtidspension, at
Arbejdsskadestyrelsen foretager en selvstændig vurdering af
erhvervsevnetabet og evt. fraviger udgangspunktet om erstatning på
samme niveau som pensionen, hvis det skønnes, at
førtidspensionen ikke afspejler arbejdsskadens følger.
Lignende dokumenter
- Nyt fra Ankestyrelsen - to Højesteretsdomme om arbejdsskadeforsikring - af specialkonsulent Peter Korsgaard - lov om forsikring mod følger af arbejdsskade § 9, § 10, § 11 og § 12 Retsinformation · 16. november 1998
- Ankestyrelsens principafgørelse 48-14 om arbejdsskade - tab af erhvervsevne - ledighedsydelse - forudbestående - forværring - fradrag Retsinformation · 5. juli 2014
- Der er ikke anerkendt fradrag for advokatomkostninger i forbindelse med en erstatningssag vedrørende tab af erhvervsevne Landsskatteretten · 12. september 2013
- Nyt om arbejdsskader - vurdering af varigt mén og erhvervsevnetab, når der er forudbestående lidelser Retsinformation · 10. marts 1999
- Ankestyrelsens principafgørelse 186-10 om arbejdsskade - tab af erhvervsevne - psykiske følger af fysisk skade - forudbestående forhold Retsinformation · 10. juli 2013
- Fradrag for udgifter til advokatbistand i klagerens arbejdsskadesag Landsskatteretten · 18. februar 2010