Spring til indhold

Retsinformation

Afgørelser om hjælp til anskaffelse af arbejdsredskaber efter bistandslovens § 43, stk. 9. Udeholdelse af bistands- og plejetillæg.

FOU nr 1994.288UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afgørelser om hjælp til anskaffelse af arbejdsredskaber efter

bistandslovens § 43, stk. 9. Udeholdelse af bistands- og plejetillæg.

I en sag om hjælp til

anskaffelse af et arbejdsredskab (en farveskærm) efter den dagældende

bestemmelse i bistandslovens § 42, stk. 7, nu § 43, stk. 9, klagede A over at

Amtsankenævnet i X Amt havde stadfæstet K Kommunes afslag på den ansøgte

hjælp.

Af sagen fremgik at A blev

blind efter en ulykke i 1980. Han bevarede dog en mindre synsrest. I 1981

vendte A tilbage til sin daværende arbejdsplads hvor han administrerede

reservedelslageret.

På et møde den 29. november

1988 i K Kommunes socialudvalg fik A bevilget computerudstyr - herunder en

talesyntese - til brug for sit arbejde. Bevillingen medførte en samlet udgift

for kommunen på omkring 72.000 kr.

A havde - forinden udvalgets

afgørelse - den 17. november 1988 udfyldt et økonomisk skema (i sagen benævnt

G-skema) til brug for sagens behandling.

Henholdsvis den 10. januar og

den 25. april 1989 blev der af udvalget bevilget A undervisning og

softwareprogrammer i tilknytning hertil; en samlet udgift på knap 8.000 kr.

I det indstillingsark der

dannede grundlag for behandlingen af A's sag på mødet den 25. april 1989, var

bl.a. anført følgende:

"(A) har nu fået

installeret det bevilgede/indkøbte EDB-udstyr på sin arbejdsplads, som er en

stor lettelse i hans arbejde.

For at gøre dette udstyr helt

perfekt anbefaler Blindeinstituttet i skrivelse af 13.4.89 (...) efter en

afsluttet analyse af (A's) arbejdssituation, at der yderligere er behov for

Læs alt

supplerende software.

1. Et arkivopbygnings- og arkivadministrationsprogram.

2. Et simpelt tekstbehandlingsprogram. Til en samlet pris på

3.919,36 plus moms.

Det vurderes, at ovennævnte

software vil gøre (A's) arbejdsplads til den bedst mulige."

Det nævnte brev fra

Instituttet for Blinde og Svagsynede, Hellerup (herefter benævnt

blindeinstituttet), var vedlagt et tilbud fra ...-DATA A/S på en "IBM

Assistent Uni-pak (arkiv, rapport, grafik, tekst og regneark)" til det

nævnte beløb.

Udvalget bevilgede det

ansøgte hvilket A fik skriftlig besked om den 27. april 1989.

Om den farveskærm som den

konkrete sag handlede om, fremgik det at blindeinstituttet den 29. november

1989 på A's vegne ansøgte om supplement til A's PC-anlæg i form af en

farveskærm til erstatning for den hidtidige "monochrome" skærm.

Et vedlagt tilbud lød på

3.510 kr., ekskl. moms. I denne pris var indregnet en tilbagekøbsværdi for

den

hidtidige skærm på 500 kr.

Den 14. december 1989

meddelte kommunen A afslag på det ansøgte.

Brevet herom havde følgende

ordlyd:

"Det Sociale Udvalg har

den 12.12.89 behandlet Deres ansøgning om hjælp til indkøb af farveskærm til

Deres PC-anlæg.

Udvalget kan ikke imødekomme

Deres ansøgning, idet De selv skønnes at kunne afholde udgiften.

Med hensyn til anke - se

vedlagte klagevejledning."

I et brev af 21. december

1989 til udvalget anførte A bl.a. at han

"tidligere (havde) fået

bevilget hjælpemidler efter § 42 og (han) ved, at der er en meget lempelig

økonomisk vurdering i disse sager."

A anførte videre:

"Efter kommunens

beregninger har jeg ca. kr. 5.000 til rådighed om måneden, når mine faste

udgifter er betalt. Ud af de kr. 5.000 er de kr. 1.679 bistandstillæg, som jo

skal holdes udenfor beregningen. Jeg har således ca. kr. 3.300 tilbage."

Endelig anførte A at han

troede, at kommunen havde lagt to SM-meddelelser til grund for afgørelsen.

Den 31. januar 1990 sendte K

Kommune brevet videre til Amtsankenævnet i X Amt (nu Det Sociale Ankenævn)

som

en anke over afslaget. I forbindelse med fremsendelsen anførte K kommune

følgende om begrundelsen for sit afslag:

"Udvalget skønnede, at

ansøgeren selv kunne afholde udgiften, jvf. G-skema. Afgørelsen er truffet

i.h.t. Bistandslovens § 42 stk. 7 (arbejdsredskaber).

Socialudvalget har ikke

fundet det rimeligt ud fra pågældendes økonomiske forhold at bevilge det

anførte. Der er lagt vægt på udgiftens størrelse i forhold til økonomien,

ligesom udvalget har fået oplyst, at pågældende har et arbejdsredskab, der

sætter ham i stand til at udføre sit arbejde. Der er tale om en udskiftning.

Der henvises iøvrigt til SM 0-73-89."

Den 3. januar 1991 anførte

nævnets sekretariat følgende på A's journalark:

"Opr. fra ans. for at

høre til sagen.

Orienteres om, at sagen afventer

behandling, og at der sandsynligvis vil gå et par måneder endnu inden der

foreligger en afgørelse.

Ans. har været arbejdsløs i

perioden 1. juli 1990 til 15. oktober 1990. Han har stadigvæk brug for

skærmen,

og han har ikke formue så han selv kan anskaffe den, hvis det var tilfældet

ville han ikke have søgt om hjælp."

På et møde den 22. februar

1991 stadfæstede ankenævnet kommunens afgørelse og anførte i en skrivelse af

1. marts 1991 følgende som begrundelse:

"Amtsankenævnet har

herved lagt vægt på oplysningerne om Deres økonomiske forhold, hvorefter De

skønnes at være i stand til selv at afholde udgiften, sammenholdt med at den

nuværende skærm fortsat gør det muligt for Dem at bestride Deres hverv."

I den sagsfremstilling der

var vedlagt afgørelsen, var kommunens udtalelse af 31. januar 1990 og de

synspunkter

som A i anken havde fremført om kommunens afgørelse, refereret.

Endvidere var oplysningerne

i sagen om A's økonomiske forhold refereret, omfattende både A's indtægts-

og formueforhold. Om A's indtægtsforhold var følgende anført:

"Det fremgår videre af

sagens akter, at ansøgeren har en lønindtægt på 8.100 kr. pr. måned og 3.742

pr. måned i pension, hvilket giver en månedlig indtægt på i alt 11.842 kr.,

og

de samlede udgifter er ifølge oplysningsskemaet 7.985 kr. Der er herefter

3.857

kr. til rest til underhold."

Om behovet for anskaffelsen

af en farveskærm var anført følgende:

"Det fremgår videre af

sagens akter, at den programpakke, som er anskaffet, er meget vanskelig at

anvende uden brug af en farveskærm, idet programpakken benytter farver i ret

stort omfang i forbindelse med skærmbillederne, og væsentlige oplysninger,

der

springer frem vilkårlige steder på skærmen, bliver kun fremhævede ved brug af

farver."

Endelig var der i sagsfremstillingen

henvist til lovgrundlaget og til pkt. 72, 73 og 76 i Socialministeriets

vejledning

nr. 155 af 6. august 1990 om hjælp efter bistandslovens kap. 10.

Den 14. marts 1991 opfordrede

Dansk Blindesamfund amtsankenævnet til at genoptage sagen idet samfundet

efter

en nærmere udlægning af SM 0-73-89 anførte, at det kunne se ud som om der ved

sagens vurdering "er taget udgangspunkt i en forkert vurdering af (A's)

formue".

Ankenævnet sendte den 3.

april 1991 sagen til Den Sociale Ankestyrelse til videre foranstaltning idet

nævnet samtidig afviste at genoptage sagen. I sit brev herom, der var stilet

til A, kommenterede ankenævnet ikke det Dansk Blindesamfund havde anført.

Den 18. april 1991 meddelte

ankestyrelsen at den ikke kunne tage sagen op til principiel behandling, idet

afgørelsen var truffet efter en konkret vurdering.

Den 22. maj 1991 klagede A

til mig. I sit brev udtrykte A forhåbning om at jeg kunne gøre "et eller

andet og få fjernet denne tåbelige praksis med at handicappede selv skal

betale".

A oplyste endvidere at han

den 15. oktober 1990 blev ansat i IBM, efter at hans tidligere arbejdsgiver

havde indstillet aktiviteterne i Danmark.

Da det ikke klart fremgik af

kommunens og ankenævnets afgørelser, om myndighederne ved henvisningen til

A's

økonomiske formåen havde tænkt på hans løbende indtægter eller formueforhold,

anmodede jeg myndighederne om udtalelse herom. Jeg anmodede endvidere om en

nærmere redegørelse for den vurdering af nødvendigheden for A af en

farveskærm

som - efter de da foreliggende oplysninger - var foretaget af ankenævnet set

i

lyset af det, der var anført i nævnets sagsfremstilling om sammenhængen

mellem

programpakken og farve- henholdsvis farveløs skærm.

I en udtalelse af 14. august

1991 anførte K Kommune i den anledning bl.a. følgende:

"Socialudvalget ønsker

hermed at bemærke, at udvalget ved sin afgørelse alene har lagt vægt på de

løbende indtægtsforhold i form af lønindtægt og pension sammenholdt med de

løbende udgiftsforhold. Det var ikke overfor Socialudvalget oplyst, at (A)

skulle være i besiddelse af formue udover værdien af sin bolig.

De løbende indtægts- og

udgiftsforhold var for udvalget oplyst således:

indtægter pr. måned (excl. bistandstillæg)

kr. 12.022

udgifter pr. måned incl. boligopsparing

kr.

7.985

restbeløb til underhold m.v

kr.

4.037

Det er fortsat

Socialudvalgets opfattelse, at man ud af sådanne indtægts- og udgiftsforhold

vil være i stand til at afholde udgiften til udskiftning af et arbejdsredskab

i

den anførte prisklasse enten ved en opsparing eller en afdragsordning.

Kopi af sagsakt med

økonomiske oplysninger vedlægges til orientering."

Af det nævnte oplysningsskema

(G-skema), der - som sagt - var underskrevet af A den 17. november 1988,

fremgik at A på daværende tidspunkt havde en lønindtægt på 8.100 kr. netto

plus

3.742 kr. i pension. Skemaet var endvidere påført oplysninger om A's

indtægtsforhold

fra 1. december 1989. Påførslen var ifølge en telefonisk oplysning af 11.

marts 1993 fra A's sagsbehandler i kommunen foretaget af denne. Disse nye tal

var

8.603 kr. i lønindtægt og 5.028 kr. i pension. Under tallet for pension var

tallet 1.609 kr. skrevet i parentes. Den pågældende huskede ikke hvornår

disse

nye tal var påført skemaet. Under fornyede telefonsamtaler den 12. og 19.

april

1993 oplyste kommunens sagsbehandler at alene invaliditetsbeløbet på 1.609

kr., jf. den ovenfor nævnte parentes, og ikke bistandstillægget på 1.679 kr.

blev udeholdt fra kommunens beregning.

Blandt de akter som jeg havde

til gennemsyn, forelå to kopier af G-skemaet. Den ældste kopi var påstemplet

modtaget i X Amtskommune 5. februar 1990 og 19. april 1991. Den yngste var

stemplet modtaget i amtskommunen 16. august 1991 og var på forsiden tilført

yderligere en oplysning, idet den flere gange nævnte parentes (1.609 kr.) var

påført

en pil med ordet "bistandstillæg". Ifølge A's sagsbehandler i

kommunen var

denne

påtegning lavet af

forvaltningens souschef i forbindelse med ankebehandlingen, som

sagsbehandleren

ikke havde deltaget i.

Om A's formueforhold var på

sidste side i skemaet anført at A's formue, ud over værdien af § 58-bil,

bestod

af hans del af fast ejendom 255.000 kr. plus kursværdien af værdipapirer

13.560 kr.

Ankenævnet anførte i en

udtalelse af 18. september 1991 bl.a. følgende:

"Amtsankenævnets

sagsfremstilling er en gengivelse af relevante oplysninger fra sagens akter.

De

økonomiske oplysninger er således udledt af et økonomiskema underskrevet af

(A)

under datoen 17. november 1988.

Det, om sammenhængen mellem

programpakken og farve- henholdsvis farveløs skærm, anførte, er udledt af

skrivelse fra Instituttet for blinde og svagsynede dateret 29. november 1979

(rettelig 1989, min bemærkning) og indgået i (K) kommune den 1. december

1989.

Amtsankenævnet har begrundet

sin afgørelse med henvisning til (A's) økonomiske forhold, og der er herved

ikke

ment formueforhold, idet formuen

ifølge sagens oplysninger består af ejendomsværdi af fast ejendom, kursværdi

af værdipapirer og værdi af motorkøretøj.

Dette sammenholdt med, at (A)

i en lang periode har klaret sig uden farveskærm."

I et brev af 31. oktober 1991

kommenterede A de afgivne udtalelser på følgende måde:

"1. I udtalelsen fra (K)

Kommune:

* Inkluderet i det

"restbeløb til underhold m.v. . Kr. 4.037" er kr. 1609

invaliditetsbeløbet fra min pension, som jo er til, for at kompensere for mit

handicap!

* Hvor er vores social

politik henne, når der i samme brev skrives: "at afholde udgiften til

udskiftning af et arbejdsredskab i den anførte prisklasse enten ved en

opsparing eller en afdragsordning."!!

2. I udtalelsen fra Amtsankenævnet:

* "Dette sammenholdt med

at (A) i en lang periode har klaret sig uden farveskærm". Jamen, det er

da

logik for perlehøns, jeg havde ikke andre muligheder, men jeg ville have

været, meget mere effektiv med den farveskærm.

3. I begge udtalelser bliver det præciseret,

at der kun er tænkt på de løbende udgifter og indtægter. Til dette vil jeg

bemærke, at der i en udtalelse fra (K) Kommune til Amtsankenævnet, dateret

den

31.01.90, skrives: "Der henvises i øvrigt til SM 0-73-89". Såvidt

jeg

har fået denne SM'er læst op, går den kun på vedkommendes formue. (Likvide

kapital.)"

Under telefonsamtaler den 12.

april, 19. april og 10. maj 1993 oplyste (K) Kommune over for en af mine

medarbejdere

at A på tidspunktet for kommunens afgørelse vedrørende farveskærm modtog

mellemste førtidspension og bistandstillæg, dog således at grundbeløb og

pensionstillæg var kraftigt reduceret på grund af A's arbejdsindtægt ved

siden

af pensionen. I forlængelse af disse samtaler modtog jeg kopier af bl.a. A's

pensionsmeddelelse for juli måned 1989. Efter det oplyste indeholdt denne

meddelelse de tal som var gældende på det tidspunkt, hvor kommunen traf

afgørelse vedrørende farveskærmen. Af pensionsmeddelelsen fremgik at A's

pension udgjorde kr. 6.911; i dette beløb indgik invaliditetsbeløb 1.609 kr.

og bistandstillæg 1.679 kr. Ved udbetaling blev der trukket skat med 1.883

kr., således at der var 5.028 kr. til udbetaling.

I et brev til A udtalte jeg

herefter følgende:

"Myndighedernes

afgørelser er truffet i henhold til dagældende bistandslovs § 42, stk. 7, (nu

§

43, stk. 9). Bestemmelsen var sålydende:

"Hvis det skønnes

rimeligt ud fra den pågældendes økonomiske forhold, kan der ydes hjælp til

anskaffelse af værktøj og arbejdsmaskiner, når det er af afgørende betydning

for en person med nedsat erhvervsevne."

Som det fremgår, beror en

afgørelse efter bestemmelsen på en skønsmæssig vurdering, dels af

nødvendigheden af anskaffelsen af det pågældende arbejdsredskab, dels af

ansøgerens økonomiske forhold.

Efter de regler, der gælder

for min virksomhed, kan jeg ikke kritisere sådanne skønsmæssige afgørelser,

medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Både kommunen og ankenævnet

har i forbindelse med afgørelserne i Deres sag fortrinsvis lagt vægt på Deres

økonomiske forhold. Nødvendighedsbetingelsen i § 42, stk. 7, har ikke været

udslagsgivende for myndighedernes afgørelser, og jeg skal derfor ikke komme

nærmere ind på indholdet af denne betingelse.

Hvad vurderingen af Deres

økonomiske forhold angår, rejser sagen - således som De selv flere gange

under

sagsforløbet har været inde på - spørgsmål om, hvorvidt visse dele af

pensionen skal udeholdes fra beregningen.

...

Som det fremgår af

udtalelserne til mig, har myndighederne alene tillagt Deres indtægts- og

udgiftsforhold

betydning for vurderingen af Deres økonomiske forhold. Det nævnte G-skema

indeholder - udover disse - oplysninger om Deres formueforhold. Jeg må derfor

stille mig uforstående overfor, at kommunen i sin udtalelse anfører ikke at

have været i besiddelse af oplysninger om, at De havde formue ud over værdien

af Deres bolig.

Hvad vurderingen af Deres

indtægts- og udgiftsforhold angår, rejser sagen - som nævnt - spørgsmål om,

hvorvidt visse dele af pensionen generelt skal holdes uden for beregningen.

Forarbejderne til

bistandslovens § 42, stk. 7, (nu § 43, stk. 9), giver ikke svar på dette

spørgsmål.

I Socialministeriets

bekendtgørelse nr. 517 af 2. juli 1990 om den faste bruttorevalideringsydelse

m.v. efter bistandslovens § 43 er i § 12, stk. 1 og 2, fastsat følgende:

"Hjælp til værktøj,

arbejdsredskaber og til selvstændig etablering efter bistandslovens § 43,

stk.

9 og 10 ydes som tilskud eller udlån. Hvis det skønnes rimeligt under hensyn

til ansøgerens fremtidige erhvervsmuligheder ydes hjælpen som rentefrit lån.

Lånet sikres ved tinglyst underpant i den genstand, hvortil der er ydet lån.

Stk. 2.

Når hjælpen ydes som tilskud eller udlån, kan ansøgeren

under hensyn til sine økonomiske forhold pålægges en egenandel af

anskaffelsesprisen. Den nedskrevne værdi af egenandelen godskrives den

pågældende, hvis effekterne tilbageleveres."

Socialministeriets vejledning

af 26. juni 1987, der var gældende på tidspunktet for kommunens afgørelse,

indeholdt følgende punkt af betydning for spørgsmålet:

"

76. Hjælp til anskaffelse af arbejdsredskaber er som regel

éngangsydelser,

der i nogle tilfælde gives som udlån.

Ved bedømmelsen af ansøgerens

økonomiske forhold kan der derfor anlægges en betydelig lempeligere

vurdering,

end når der ydes en løbende økonomisk hjælp efter § 42, stk. 2, jf. § 37.

Der bør således altid

anlægges en meget lempelig vurdering med hensyn til størrelsen af den formue,

der kan bevares.

Ved vurderingen af

indtægtsforholdene bør der lægges vægt på, om det vil være for belastende for

en i øvrigt rimelig økonomi, at den pågældende selv afholder

udgifterne."

Den nugældende vejledning

(Socialministeriets vejledning af 6. august 1990) er på dette punkt

formuleret

således:

"

73. Efter § 43, stk. 9, ydes hjælp til værktøj og arbejdsredskaber,

hvis hjælpen skønnes rimelig i forhold til den pågældendes økonomiske

situation.

Der bør anlægges en lempelig

vurdering med hensyn til størrelsen af den formue, der kan bevares.

Ved vurderingen af

indtægtsforholdene bør der lægges vægt på, om det vil være for belastende for

en i øvrigt rimelig økonomi, at den pågældende selv afholder udgifterne.

Den økonomiske situation må

altid ses og vurderes i relation til hjælpen i det konkrete tilfælde,

specielt

da der ofte kan være tale om større og kostbare arbejdsredskaber, hvor det er

mest hensigtsmæssigt at yde hjælpen som udlån."

Der er ikke offentliggjort

SM-meddelelser, der kan belyse spørgsmålet.

I den SM-meddelelse, der er

omtalt i sagen (SM 0-73-89), refereres to afgørelser. Den ene vedrører

betydningen af formue i form af bankindestående, den anden betydningen af

ansøgerens indtægts- og formueforhold. Om de faktiske oplysninger vedrørende

denne sidste afgørelse er i meddelelsen bl.a. oplyst følgende:

"(...) var blind og

modtog som følge heraf invaliditetsydelse og bistandstillæg.

(...) var uddannet

socialrådgiver og fuldtidsansat i en privat forening, hvor hun havde både

foreningspolitiske og administrative opgaver, herunder en del rejseaktivitet.

Til dette arbejde søgte (...)

om hjælp efter bistandsloven til anskaffelse af et bærbart

tekstbehandlingsudstyr (Versa Braille II) til blinde. Anskaffelsesprisen var

ca. 74.000 kr. excl. moms.

Ansøgningen var bl.a.

begrundet med, at (...) herved ville få udvidet de arbejdsfunktioner, hun

kunne

klare selv, og tilpasse sig moderne teknologi.

Om de økonomiske forhold var

oplyst, at (...) ved udgangen af 1986 havde en formue på 260.000 kr., og at

den

samlede indtægt var 250.000 kr. årligt - heraf lønindtægt på ca. 219.000

kr."

Det fremgår endvidere af

referatet, at Dansk Blindesamfund under ankestyrelsens behandling af sagen

fremsatte en udtalelse, hvori samfundet bl.a. gjorde gældende, at sagen burde

afgøres i henhold til bistandslovens § 58 uden hensyn til ansøgerens

indtægts-

og formueforhold. Samfundet anførte i den forbindelse, at der efter

samfundets

opfattelse var tale om et rent kompenserende hjælpemiddel i lighed med de

hjælpemidler, der typisk bevilges i medfør af denne bestemmelse.

Ankestyrelsens afgørelse er

refereret således:

"Efter de foreliggende

oplysninger, bl.a. om (...) helt specielle arbejdssituation, var hun

berettiget

til støtte efter bistandslovens § 42, stk. 8, til det ansøgte

tekstbehandlingsudstyr.

Ankestyrelsen fandt derimod

ikke, at det ansøgte tekstbehandlingsudstyr kunne siges at være en

forudsætning

for, at (...) kunne arbejde overhovedet. Der var ikke grundlag for at yde

hjælpen efter bistandslovens § 58.

Under henvisning til det

oplyste om (...) indtægts- og formueforhold fandt Ankestyrelsen endvidere, at

(...) selv burde afholde halvdelen af udgiften til anskaffelse af udstyret.

Endelig fandt Ankestyrelsen,

at udstyret herefter af kommunen skulle stilles til rådighed som udlån.

Ankestyrelsen ændrede således

social- og sundhedsforvaltningens afgørelse."

Som det fremgår, kan man ikke

af referatet se, om ankestyrelsen ved sin vurdering af sagen har set bort fra

den pågældendes bistandstillæg og/eller invaliditetsydelse.

I bemærkningerne til § 24 i

det forslag til lov om folkeforsikring, hvormed den særlige

invaliditetsydelse

blev indført (nu lov om social pension § 18) er bl.a. anført følgende

(Folketingstidende 1959-60, tillæg A, sp. 1690):

" ...

Ved stk. 2 foreslås indført

en invaliditetsydelse til personer, som på grund af en alvorlig lægelig

invaliditet skønnes at ville være berettiget til invalidepension, såfremt de

ikke udøvede erhvervsmæssigt arbejde. Såvel afgrænsningen af den personkreds,

der er berettiget til invaliditetsydelsen, som fastsættelsen af ydelsens

størrelse er i overensstemmelse med et forslag i

invalideforsikringskommissionens

betænkning side 44-47. Som det her nærmere er omtalt, må det forventes, at

invaliditetsydelsen vil komme såvel visse tidligere invalidepensionister som

en

del personer, der ikke tidligere har oppebåret invalidepension, til gode, og

at

ydelsen vil kunne give erhvervsarbejdende personer med en lægelig invaliditet

dækning for ekstraudgifter i anledning af invaliditeten (f.eks.

befordringsudgifter) eller udgøre et supplement til en arbejdsindtægt, der på

grund af vedkommendes invaliditet er lavere end den, som den pågældende - om

han ikke var invalideret - kunne have opnået."

Bistandslovens § 38 indeholder

bl.a. følgende bestemmelser:

"I den beregnede,

samlede kontanthjælp, jf. § 37, fradrages pågældendes og ægtefællens

indtægter,

jf. dog stk. 5 og 7."

...

"Stk. 3.

Invaliditetsydelse og invaliditetsbeløb efter lov om social pension skal ikke

fradrages. Det samme gælder erstatninger for varigt mén, indtægter, der

hidrører herfra, og godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

..."

I Socialministeriets

vejledning nr. 49 af 5. marts 1987 med senere ændringer

(kontanthjælpsvejledningen)

er bestemmelsen i stk. 3 uddybet, jf. pkt. 12:

"Invaliditetsydelse og

invaliditetsbeløb, som ydes efter loven om social pension, skal ikke

fratrækkes

i den beregnede hjælp, jf. § 38, stk. 3, 1. pkt. Tilsvarende betragtninger

fører til, at heller ikke bistands- og plejetillæg, som ydes til

kontanthjælpmodtagers ægtefælle, fratrækkes i den beregnede hjælp."

Bistandslovens § 42 (nu

ophævet) og § 43 - eller den dertil knyttede vejledning, som ankenævnet har

henvist til - indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse eller et tilsvarende

punkt.

I forbindelse med min

gennemgang af sagen har jeg overvejet, om et tilsvarende princip må antages

at

gælde i forbindelse med en vurdering efter § 43, stk. 9, d.v.s. om såvel

bistandstillæg som invaliditetsbeløb - i et tilfælde som Deres - skal

udeholdes

af beregningen efter denne bestemmelse.

Efter Socialstyrelsens

vejledning om social pension af 29. oktober 1990, punkt 80, skal et

bistandstillæg

dække udgifter, som er forbundet med den fornødne personlige bistand fra

andre

til at fungere i daglige situationer i og uden for hjemmet. Under henvisning

til formålet med tillægget kunne det være nærliggende at holde dette ude fra

en beregning efter bistandslovens § 43, stk. 9, (tidligere § 42, stk. 7).

Invaliditetsbeløbet er et

integreret beløb i mellemste førtidspension. Beløbet er skattefrit og

oppebæres

ubeskåret uanset arbejdsindtægt ved siden af pensionen. Disse grunde kunne

tale for, at også dette beløb holdes uden for en beregning efter

bestemmelsen.

Imod en sådan analog

anvendelse af bistandslovens § 38, stk. 3, taler dog den omstændighed, at §

38, stk. 3, er en undtagelse fra bistandslovens almindelige princip,

hvorefter

der alene skal ydes hjælp efter en konkret vurdering af behovet. Regler som §

38, stk. 3, er nærliggende på områder, hvor der træffes et betydeligt antal

afgørelser. Hjælp til arbejdsredskaber efter § 43, stk. 9, er ikke et sådant

område.

Sammenfattende er det min

opfattelse, at der ikke er holdepunkt for at antage, at bistands- og

plejetillæg ikke kan medtages i vurderingen af en ansøgers økonomiske forhold

i forbindelse med en afgørelse om hjælp til anskaffelse af arbejdsredskaber

(dagældende bistandslovs § 42, stk. 7, nu § 43, stk. 9).

Herefter har jeg ikke

grundlag for kritik af amtsankenævnets afgørelse. At der hersker nogen

usikkerhed om, hvorvidt ankenævnet helt eller delvist har udeholdt de nævnte

tillæg fra sin beregning, får på baggrund af den nævnte retsopfattelse

ingen selvstændig betydning.

Jeg har imidlertid samtidig

hermed fundet at burde henlede Socialministeriets opmærksomhed på, at der

hersker en vis tvivl om, hvorvidt princippet i bistandslovens § 38, stk. 3,

bør anvendes i sager efter lovens § 43, stk. 9. Samtidig har jeg bedt

Socialministeriet meddele mig, om ministeriet på denne baggrund agter at

foretage noget. Når jeg modtager svar herpå fra ministeriet, vil jeg

underrette

Dem herom.

..."

Med skrivelse af 29. marts

1994 modtog jeg Socialministeriets svar på min henvendelse. I skrivelsen

anførte ministeriet følgende:

"...

Socialministeriet kan oplyse,

at der i Socialministeriets vejledning af 26. juni 1987, pkt. 76, anføres

følgende om betydningen af indtægt og formue ved hjælp til anskaffelse af

arbejdsredskaber "Ved bedømmelsen af ansøgerens økonomiske forhold kan

der

derfor anlægges en betydelig lempeligere vurdering, end når der ydes en

løbende

økonomisk hjælp efter § 42, stk. 2, jf. § 37."

Revalideringshjælp efter den

dagældende § 42, stk. 2, var en behovsbestemt forsørgelsesydelse, der blev

beregnet efter de samme principper som kontanthjælp efter bistandslovens §

37ff., også med hensyn til hvilke ydelser, der ikke skulle fradrages i

hjælpen.

Da bistands- og plejetillæg

på linie med invaliditetsydelse og invaliditetsbeløb, jf. bistandslovens §

38,

stk. 3, og Socialministeriets vejledning af 5. marts 1987, pkt. 12, ikke

skulle

fratrækkes i kontanthjælpen, og da der ved bedømmelse af ansøgerens

økonomiske

forhold ved ydelse af arbejdsredskaber som beskrevet kunne "anlægges en

betydelig lempeligere vurdering, end når der ydes en løbende økonomisk hjælp

efter § 42, stk. 2, jf. § 37", medfører det efter Socialministeriets

opfattelse, at bistands- og plejetillæg heller ikke burde indgå i vurderingen

af en ansøgers økonomiske forhold i forbindelse med ydelse af

arbejdsredskaber

efter dagældende bistandslovs § 42, stk. 7.

Socialministeriet kan

endvidere oplyse, at det fremgår af bemærkningerne til bistandslovens § 43,

stk. 9, at "Bestemmelsens første pkt. er omformuleret, men svarer

indholdsmæssigt til den hidtidige § 42, stk. 7. Hensigten med omformuleringen

er at fremhæve, at selv om modtagerens økonomiske forhold kan have en vis

betydning, så skal den økonomiske situation altid ses og vurderes i relation

til hjælpen i det konkrete tilfælde, specielt da der ofte kan være tale om

større og kostbare arbejdsredskaber, hvor det er mest hensigtsmæssigt at yde

hjælpen som udlån."

I tilknytning til det

foreliggende spørgsmål kan Socialministeriet oplyse, at i Socialministeriets

vejledning af 6. august 1990 (§ 43-vejledningen) pkt. 48, sidste afsnit om

handicapbetingede udgifter, anføres følgende "Sådanne udgifter

forudsættes

ikke afholdt af en eventuel invaliditetsydelse." En tilsvarende

formulering

fandtes i Socialministeriets vejledning af 26. juni 1987, pkt. 35.

Handicapbetingede udgifter

kan afholdes efter bistandslovens § 43, stk. 2, 6, 7 og 8. Og som det fremgår

af pkt. 48 i § 43-vejledningen kan handicapbetingede udgifter f.eks. være

".....nødvendige arbejdsredskaber, hjælpemidler eller indretninger, som

ikke stilles til rådighed af uddannelsesstedet eller arbejdspladsen (f.eks.

stol, skrivemaskine, håndværktøj, indretninger og lignende).....". Disse

udgifter ydes under et revalideringsforløb, medens hjælp til arbejdsredskaber

efter § 43, stk. 9, ydes til personer med nedsat erhvervsevne, der er

beskæftiget på arbejdsmarkedet for at de pågældende derved kan opnå en

væsentlig og varig forbedring af deres erhvervsevne eller undgå, at

erhvervsevnen

nedsættes.

Når en person er godkendt som

revalidend, jf. § 43, stk. 1, ydes handicapbetingede udgifter efter § 43,

stk.

2, 6, 7 og 8 uafhængigt af ansøgerens økonomiske forhold. Det er en

betingelse,

at udgifterne er rimelige og nødvendige for tilrettelæggelsen og

iværksættelsen

af revalideringen.

Det er Socialministeriets

opfattelse, at selv om handicapbetingede udgifter efter § 43, stk. 2, 6, 7 og

8

skal ydes uafhængigt af ansøgerens økonomiske forhold og afgørelsen om hjælp

til arbejdsredskaber efter § 43, stk. 9, beror på et skøn om, hvad der er

rimeligt i forhold til ansøgerens økonomiske situation, har det ikke været

tilsigtet, at bistands- og plejetillæg skal indgå i vurderingen af ansøgerens

økonomiske forhold i forbindelse med afgørelse om hjælp til anskaffelse af

arbejdsredskaber, hverken efter den hidtidige gældende § 42, stk. 7 eller §

43,

stk. 9 - jf. argumentationen tidligere. Denne opfattelse støttes også af det

forhold, at både bistands- og plejetillæg efter bestemmelserne i lov om

social

pension skal dække forskellige udgifter til personlig bistand, pleje eller

tilsyn som personer med nedsat erhvervsevne har i forbindelse med deres

handicap.

Socialministeriet vil således

ved en snarlig revision af § 43-vejledningen tydeliggøre, at princippet i

bistandslovens § 38, stk. 2, nr. 1, bør anvendes i forbindelse med afgørelse

om

hjælp til anskaffelse af arbejdsredskaber efter bistandslovens § 43, stk.

9."

I en skrivelse til

Socialministeriet udtalte jeg herefter følgende:

"...

Jeg har noteret mig at

ministeriet ved en snarlig revison af vejledningen til § 43 vil tydeliggøre

at

princippet i bistandslovens § 38, stk. 2, nr. 1, bør anvendes i forbindelse

med

afgørelser om hjælp til anskaffelse af arbejdsredskaber efter bistandslovens

§

43, stk. 9.

På baggrund af den

retsopfattelse, som jeg gav udtryk for i min udtalelse af 2. december 1993,

må

jeg imidlertid finde det rigtigst at Socialministeriets standpunkt kommer til

udtryk i en ændring af selve bistandsloven. Jeg bemærker herved at det

fortsat

er min opfattelse, at der ikke på rent juridisk grundlag kan rejses kritik af

en administrativ myndighed, som under den gældende lov når til et andet

fortolkningsresultat, end det som Socialministeriet har givet udtryk for i

skrivelsen af 29. marts 1994. Jeg skal derfor under henvisning til

ombudsmandslovens § 11 henstille til Socialministeriets overvejelse at søge

bistandsloven ændret i overensstemmelse med det ovenfor anførte ved nærmest

givne lejlighed.

Jeg har samtidig hermed -

under henvisning til ombudsmandslovens § 11 - gjort Folketingets Retsudvalg

og

socialministeren bekendt med min henstilling."

Lignende dokumenter