Politiets udelukkelse af en journalist fra at modtage informationer.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Politiets udelukkelse af en journalist fra at modtage
informationer.
A klagede i skrivelse af 18.
februar 1991 til Justitsministeriet over, at Politimesteren i X-by havde
meddelt redaktionen, at ingen på politigården i X-by måtte udtale sig til
journalist B, som var ansat på A og bl.a. dækkede bladets kriminalreportage.
A anførte i klagen:
"...
Det er dertil vort
standpunkt, at det er (A) og ikke politiet, der alene tager stilling, hvilken
medarbejder der i det daglige på avisens vegne henvender sig til politiet.
Alene af ovennævnte grund
begærer vi politimesterens forbud til sine medarbejdere trukket tilbage.
Vi gør det også, efter at vi
nøje har vurderet de argumenter, politimesteren mundtligt har fremført
overfor
undertegnede.
Politimesteren henviser til
to konkrete sager, der har været behandlet i (A).
Den første var nogle
artikler, der i uge 41 og 42 sidste år blev bragt i (A) i forbindelse med den
afsluttende behandling af en sag, som Arbejdstilsynet havde rejst mod
Statsfængslet (F). De fleste, men ikke alle artikler, er skrevet af (B). Det
er
anført, at journalisten har undladt at indhente kommentar fra politiet,
hvilket
vi må bestride, og det fremgår da også af artiklerne, at (A) har talt med
alle
berørte parter, klagerne, fængslets ledelse, politiets ledelse og
Arbejdstilsynet.
Læs alt
Politimesteren har anført, at
han i artiklerne har set et ønske om at mistænkeliggøre politiet, og han har
i
denne forbindelse nævnt en ledende artikel, som (A) bragte 14. oktober. Jeg
har
oplyst politimesteren om, at denne ikke var skrevet af redaktionen i (X-by).
Jeg må ydermere anføre min
forundring over, at politimesteren genoptager denne sag, eftersom den på hans
foranledning blev drøftet i oktober sidste år. Politimesteren reagerede med
at
nedlægge forbud til sine medarbejdere mod, at de udtalte sig til (A) 14. og
15.
oktober, idet han anførte, at han ville forklare grunden hertil overfor den
ansvarshavende redaktør (C) på hovedredaktionen i (Y-by).
Da (C) var bortrejst
inviterede politimesteren (B) til en snak om forholdene mandag den 15.
oktober
og tilkendegav, at den normale kontakt mellem politiet i (X-by) og (A)
derefter
var genoptaget.
Det andet forhold,
politimesteren har anført som årsag til manglende tillid til (B) er en
artikel,
der blev bragt 14. januar. Heri oplyses, at en mand har klaget til politiet
over den behandling, hans kammerat var udsat for i forbindelse med en
anholdelse. Det fremgår af artiklen, at vicepolitimesteren bekræfter, at
klage
er modtaget, undersøges og vil blive behandlet i lokalnævnet.
Politimesteren har anført, at
den anholdte overfor kriminalpolitiet har benægtet, at han blev slået, efter
at
han var lagt i håndjern, således som det står i den pågældende artikel.
Hertil må jeg anføre, at det
ikke er (A), der påstår, at klageren blev slået efter at være lagt i
håndjern.
Det er den påstand, der dels fremføres i klagen, dels bringes som en
udtalelse
fra klageren, og at denne lægger navn til sin påstand i vores artikel.
Vi har efterfølgende
foreholdt den anholdte politimesterens oplysning om, at den anholdte har
benægtet
at være slået efter ilæggelsen i håndjern. Han har overfor os bekræftet den
fremstilling, klageren har givet.
Vi har naturligvis også givet
politiet mulighed for at kommentere udtalelserne, hvilket er en helt normal
praksis på (A).
Jeg har overfor politimesteren
udtrykt min forundring over, at han ikke forinden sin beslutning om at
forbyde
sine medarbejdere at udtale sig til (B) tog en drøftelse med mig som
ansvarlig
leder af egnsredaktionen i (X-by).
Jeg blev inviteret til en
snak over en kop kaffe om problemer os imellem, som politimesteren udtrykte
sig. Men hans ærinde var ikke at tage en snak, men at meddele en beslutning,
der var taget forinden og allerede var meddelt afdelingslederne på
politigården.
Konkluderende må jeg anføre,
at politimesteren ikke har belæg for at påstå, at (B) i sin virksomhed som
journalist har været illoyal overfor politiet i de anførte sager, han har
skrevet om, og at noget sådant heller ikke kan påvises i andre artikler af
vores medarbejder.
..."
Asbest-sagen drejede sig om
en anmeldelse fra en indsat på Statsfængslet F til politiet i X-by i
anledning
af, at fængslet havde ladet indsatte arbejde med asbest. Artiklerne i A
indeholdt kritik af den tid, der medgik til politiets behandling af
anmeldelsen.
Den anden sag drejede sig om
en episode lørdag den 3. november 1990 i X-by. To unge mænd blev anholdt,
efter
at den ene havde sat sig ind i en af politiets patruljevogne, der stod med
åben
dør. De to unge gjorde senere gældende, at de i forbindelse med anholdelsen
unødigt var blevet slået med stave samt uberettiget anbragt i detention.
Beskyldningerne mod politiet blev refereret i A i december 1991. Politiets
tilbagevisning af beskyldningerne blev ligeledes bragt i A (den 12. januar
1992).
I en skrivelse af 4. april
1991 til Justitsministeriet redegjorde politimesteren for baggrunden for
beslutningen om at afbryde samarbejdet med B. Politimesteren oplyste bl.a.:
"...idet jeg skal
udtale, at min beslutning nærmere går ud på, at jeg i møde den 9. januar 1991
med chefredaktør (D) har meddelt denne, at politimesterembedet ikke længere
ønsker at samarbejde med journalist (B), og at jeg iøvrigt gerne vil
samarbejde
med (A). Jeg meddelte samtidig chefredaktøren, at min afgørelse kunne
påklages
til ministeriet.
(X-by) politi har gennem længere
tid løbende givet (B), der ikke har journalistisk uddannelse, oplysninger om
verserende sager m.v., medens denne var ansat på (X-by's) lokalradio
("...") og senere under hans ansættelse på (A) (så vidt erindres
fra
1. oktober 1990).
Den direkte anledning til at
udelukke (B) er begrundet i hans omtale af 2 sager, hvor (X-by's) politi blev
"hængt ud" på en efter min vurdering urimelig måde. Begge sager
vedlægges.
Den første sag vedrører den
såkaldte "asbestsag," hvor (E) som repræsentant for
talsmandsgruppen
på statsfængslet på (F) ved skrivelse af 30. december 1988 anmeldte
statsfængslet for overtrædelse af arbejdsmiljøreglerne i forbindelse med de
indsattes arbejde med asbest. Sagen havde naturligt pressens bevågenhed og
var
meget omtalt i medierne. Efterforskning blev straks indledt, og sagen blev
fremsendt til arbejdstilsynet til udtalelse den 2. marts 1989.
Arbejdstilsynet
blev jævnligt rykket, men først den 2. juli 1990 modtog jeg begæring om
tiltalerejsning. Bl.a. på grund af sagens principielle karakter blev sagen
den
11. s.m. forelagt for statsadvokaten. Sagen kom retur den 3. oktober 1990, og
den 11. oktober 1990 udsendtes bødeforlæg til statsfængslet.
(B) havde i den
mellemliggende periode løbende spurgt til sagen, ligesom han lavede flere
radioudsendelser omkring asbestsagen. Han var således fuldt ud bekendt med,
at
sagen var behandlet meget hurtigt ved politimesterembedet. - Alligevel lader
(B) (det er ham og ikke (E), der har lavet research og skrevet artiklerne) på
forsiden af (A) den 13. oktober 1990 (en indsat i F) udtale, at politiet
havde
trukket sagen i langdrag med delvis forældelse til følge. Det er efter min
opfattelse en utilstedelig og tendentiøs form for journalistik at lade en
anmelder udtale sig - muligvis ubekendt med den rette sammenhæng - om
forhold,
hvor journalisten positivt ved, at det refererede er forkert. Bægret blev
fuldt
den følgende dag søndag den 14. oktober, hvor (A) omdeles gratis til samtlige
husstande i området, og hvor lederen omtalte dårlig efterforskning i den
såkaldte
"pedal-Ovesag" og mere end antydede, at det samme var tilfældet i
asbestsagen. På daværende tidspunkt var vi i (X-by) temmelig
"hudløse" over den hetz, som vi havde været udsat for i dele af
pressen efter tv-udsendelsen Dømt for mord den 17. september 1990, og jeg
måtte
nu konstatere, at (A) nu også lod hetzen omfatte (X-by's) politis behandling
af
andre sager. Selv om jeg gik ud fra, at (A's) var skrevet på hovedredaktionen
i
(Y-by), var der for mig ingen tvivl om, at den byggede på de af (B) skrevne
artikler.
Lederen gav anledning til
megen harme blandt politigårdens medarbejdere, og jeg valgte at udelukke
(A's)
journalister fra det daglige morgenmøde hos ordens- og kriminalpolitiet
mandag
den 15. oktober. Samme dag ved 10-tiden meddelte jeg telefonisk
redaktionschef
(R), at jeg var utilfreds med lederen, og at jeg ønskede en berigtigelse. Da
redaktionschefen erklærede sig villig hertil, blev han samtidig gjort bekendt
med, at (A) igen kunne få oplysninger. De kunne således straks rette
henvendelse til ordens- og kriminalpolitiet og få oplysninger, men man valgte
at vente til næste dag. Dog indfandt (B) sig på mit kontor omkring kl. 11.30,
hvorefter han den næste halvandentime blev orienteret om sagens gang med
henblik på en berigtigelse. Artiklen den følgende dag ydede desværre ikke
fuld
retfærdighed.
I den følgende tid forløb
samarbejdet med (A) uden problemer. Den 3. december modtog jeg en klage fra
(G), der ønskede at klage over politiets behandling af ham og en kammerat (H)
i
forbindelse med anholdelse og detentionsanbringelse den 4. november 1990.
Sædvanlig procedure for lokalnævnssager blev iværksat med indhentelse af
udtalelse fra de indklagede polititjenestemænd. (B) omtalte sagen på (A's)
forside den 19. december 1990 under overskriften: "Jeg blev tævet af
politiet," ligesom der var et indsat farvebillede af (G) og (H). Denne
omtale gav naturligvis anledning til overvejelser i embedets ledelse om,
hvorvidt der på grundlag af artiklen skulle indledes strafferetlig
efterforskning for vold begået af de indklagede. Jeg valgte at lade en
kriminalassistent afhøre (H) til rapport, og det fremgår heraf, at han ikke
har
udtalt sig om, at han er blevet slået med stav efter at være belagt med
håndjern. Iøvrigt fremgår det,
at
(H)
ikke er på billedet,
at
han, der
privat kommer sammen med (B) havde omtalt sagen for denne, og
at
han udtrykkeligt havde sagt, at han
ikke ønskede at klage, idet han selv havde givet anledning til
magtanvendelsen.
Sagen blev derefter fortsat som lokalnævnssag og er afgjort ved skrivelse af
26. marts 1991.
Det forhold, at (B) påny
havde fremsat en alvorlig beskyldning mod (X-by's) politi, blev drøftet i
ledelsen og med ordenspolitiets tillidsmand, og ingen ønskede herefter at
samarbejde med (B). Efter min vurdering havde (B) påny bevidst forbrudt sig
mod
grundliggende presseetiske principper, og jeg betragter herefter samarbejdet
med pågældende som varigt ødelagt, hvorfor jeg besluttede at udelukke (B).
Dette meddelte jeg klageren den 9. januar 1991, idet jeg samtidigt
pointerede, at
(X-by's) politi af mange offentlig retlige grunde naturligvis fortsat ville
samarbejde med (A).
..."
I en skrivelse af 14. maj
1991 kommenterede A politimesterens ovenfor citerede udtalelse. A bemærkede
bl.a.:
"...
Politimesteren anfører, at
det er (B) og ikke journalist (E), der har lavet research og skrevet
artiklerne
om asbestsagen på (F). Til støtte herfor anføres, at (B) forud for sin
ansættelse på (A) havde arbejdet med denne sag som journalistisk medarbejder
på
lokalradioen (...).
Dertil må jeg bemærke, at (A)
også forud for (B's) ansættelse indhentede oplysninger om og beskrev den
pågældende sag, og at vi naturligvis udnytter den viden, hver enkelt
medarbejder har i en videre sagsbehandling. Således også i den nævnte sag.
På det tidspunkt, hvor (E)
udtaler, at politiet havde trukket sagen i langdrag, har journalisterne ikke
oversigt over alle datoer for, hvornår sagen har befundet sig i forskellige
instanser, men der havde intet været i vejen fra vores side for at oplyse
det,
såfremt den ansvarlige sagsbehandler, politiet i (X-by), havde orienteret
herom. Vi fik efterfølgende en bekræftelse fra Arbejdsdirektoratet på, at det
var her, sagen havde ligget det meste af tiden, og det skrev vi.
Politimesteren anfører om
artiklen, som blev resultatet af (B's) møde med politimesteren den 15.
oktober,
at den efterfølgende dags artikel ikke ydede fuldt retfærdighed. Det er vel
ikke ualmindeligt, at angrebne føler, at de ikke bliver refereret uddybende
nok, men jeg må anføre, at politimesteren ikke overfor (B) eller undertegnede
gav udtryk for en skuffelse over artiklens indhold endsige bad os skrive
mere.
Med hensyn til sagen (om G og
H) skal jeg gentage, at begge overfor os fastholder, at (H) blev slået, efter
at være belagt med håndjern. Det væsentlige for mig er, at det ikke er en
påstand, (A) fremsætter, men citat af, hvad navngivne personer oplyser.
(B) har overfor mig endnu
engang benægtet, at han privat kommer sammen med (H). Havde det været
tilfældet, ville jeg have bedt en anden medarbejder skrive den pågældende
artikel. (B) kender (H) på den måde, at de i vinteren 1989-90 lejlighedsvis
mødtes på havnen, hvor (B) havde sin båd liggende, og hvor (H) arbejdede.
..."
Justitsministeriet tiltrådte
i skrivelse af 9. august 1991 politimesterens afgørelse. Ministeriet henviste
til følgende:
"...
Det fremgår af
politimesterens udtalelser, at (X-by's) politi gennem længere tid løbende har
givet (B) oplysninger om verserende sager, samt at den direkte anledning til
at
udelukke (B) er begrundet i hans omtale af 2 sager, hvor (X-by's) politi
efter
politimesterens vurdering blev "hængt ud" på en urimelig måde.
Efter
politimesterens opfattelse var der bl.a. tale om tilfælde af utilstedelig og
tendentiøs form for journalistik samt brud på grundlæggende presseetiske
principper.
Det fremgår iøvrigt af politimesterens udtalelser, at (B) ikke har
journalistisk uddannelse. For så vidt angår den nærmere beskrivelse af de 2
omtalte sager, kan Justitsministeriet henvise til politimesterens udtalelser,
som blev tilsendt Dem ved skrivelse af 23. april 1991.
Efter en gennemgang af sagen
skal man meddele, at Justitsministeriet ikke finder grundlag for at ændre
politimesterens afgørelse. Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at
politimesteren som nævnt ikke har afvist at samarbejde med (A) men alene har
meddelt, at han ikke ønsker at udtale sig til journalist (B), samt at denne
afgørelse i sagens natur beror på en helt konkret vurdering af forholdet
mellem
embedet og den pågældende journalist. Det bemærkes i den forbindelse, at
politimestrene
efter retsplejelovens ordning har den selvstændige ledelse af kredsens
politi.
Justitsministeriet finder, at
landets politimesterembeder i almindelighed bør gøre, hvad der er muligt, for
at etablere og opretholde et godt og åbent forhold til pressen.
Justitsministeriet har imidlertid i den foreliggende sag ikke fundet
tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte det skøn, der danner grundlag for
politimesterens afgørelse, og hvorefter politimesteren ikke har tillid til,
at
journalisten vil viderebringe de oplysninger, politiet måtte afgive, på en
dækkende og loyal måde, idet den pågældende tidligere i flere tilfælde efter
politimesterens opfattelse har formidlet oplysninger fra politimesterembedet
på
en uacceptabel og illoyal måde.
Justitsministeriet er enig i,
at det tilkommer avisens ledelse at afgøre, hvilke journalister, der skal
varetage bestemte opgaver for avisen, herunder rette henvendelse til
politimesterembederne vedrørende konkrete sager eller generelle spørgsmål.
Dette forhold er imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse ikke til
hinder for, at en politimester i et konkret tilfælde, hvor det er sagligt
begrundet, og hvor embedet ikke efter reglerne i f.eks. offentlighedsloven er
forpligtet til at meddele oplysninger, afbryder samarbejdet med en
journalist.
..."
I skrivelse af 23. august
1991 klagede A til mig over Justitsministeriets afgørelse. A gjorde gældende,
at politimesterens første reaktion gjaldt alle medarbejdere ved A. A anførte
videre, at de to sager, der havde ført til udelukkelsen af A og dernæst B,
var
blevet undersøgt og dækket af A på samme måde som andre lignende sager, at
politiet har kunnet komme til orde i avisen, samt at der ikke havde været
tale
om en hetz.
Jeg forelagde klagen for
Justitsministeriet og politimesteren og bad i skrivelse af 9. september 1991
myndighederne udtale sig specielt om følgende:
En nærmere redegørelse for rækkevidden af
politimesterens afgørelse af 9. januar 1991. Jeg sigter herved især til,
hvilke
oplysningstyper og samarbejdssituationer afgørelsen omfatter, samt
afgørelsens
tidsmæssige udstrækning.
En nærmere beskrivelse af de retningslinier, der følges
ved politimesterembedet i (X-by) for kontakten med pressen.
Akterne vedrørende eventuelle andre tilfælde, hvor
politiet har afbrudt samarbejdet med journalister.
Hvilken betydning ministeriet ved bedømmelsen af
politimesterens beslutning har tillagt det, at beslutningen kan betegnes som
et
indgreb i pressens adgang til informationer og varetagelse af
nyhedsformidlingen.
En nærmere begrundelse for politimesterens opfattelse,
hvorefter den pågældende journalist har formidlet oplysninger fra
politimesterembedet på en "uacceptabel og illoyal måde".
En nærmere redegørelse for, hvilke oplysninger
Justitsministeriet forud for skrivelsen af 9. august 1991 har tilvejebragt
til
belysning af det under punkt 5) anførte.
Akterne i asbestsagen fra Statsfængslet (F) samt i
sagen om den påståede politivold den 3. november 1990.
Jeg udbeder mig endvidere akterne i sagen vedrørende
beslutningen om at afbryde kontakten til journalist (B)."
Politimesteren besvarede i en
skrivelse af 11. oktober 1991 ombudsmandens spørgsmål således:
"
ad 1:
Kontakten mellem pressen og
politimesterembedet sker ved dels personlig, dels telefonisk henvendelse til
politigården. Der afholdes således hver morgen omkring kl. 8 på hverdage møde
med journalister fra de lokale aviser, (........), hvor kriminalinspektøren
og
politikommissæren typisk orienterer om det seneste døgns begivenheder ved
gennemgang af døgnrapporterne. Journalisterne møder samtidigt hos
kriminalpolitiet og derefter hos ordenspolitiet, og under møderne forekommer
det naturligvis, at journalisterne spørger om andre sager, og disse spørgsmål
besvares også. I weekends klares denne løbende nyhedsformidling ved
telefonisk
henvendelse fra de lokale aviser til vagthavende i ordenspolitiet og inden
for
kriminalpolitiets sagsområde ved henvendelse til kriminalinspektøren eller
kriminalkommissæren, der frivilligt har påtaget sig denne
"hjemmevagtordning". - Øvrige henvendelser fra pressen (i.e. de
landsdækkende aviser, regional- og lokalradio m.fl. samt den lokale presses
henvendelse til andre end kriminalinspektøren og politikommissæren) sker
typisk
pr. telefon, og der besvares og informeres løbende - også i fritiden.
Rækkevidden af min beslutning
om ikke at samarbejde med journalist (B) går ud på, at (A) ved morgenmøderne
og
de løbende telefoniske henvendelser må lade sig repræsentere af en anden end
(B). Min beslutning, der er uden tidsbegrænsning, omfatter ikke sager, hvor
embedet
efter reglerne i f.eks. offentlighedsloven er forpligtet til at meddele
oplysninger, eller henvendelser til medarbejdere, der ikke udtaler sig på
embedets vegne, jfr. nedenfor ad 2.
I øvrigt bemærkes, at (A)
efter den 9. januar 1991 har sendt andre medarbejdere end (B) til
morgenmøderne, ligesom (A) har ladet andre journalister rette telefonisk
henvendelse hertil.
ad 2:
Der henvises til vedlagte
politimestermeddelelse af 21. marts 1988. For så vidt angår de afsluttende
bemærkninger om kompetencen til at udtale sig til pressen, tænkes der her på,
hvem der på
embedets vegne
kan udtale
sig. Denne kompetence er hos embedets ledelse inclusive vagthavendegruppen.
Derimod er der ikke ved politimestermeddelelsen taget stilling til andres ret
til at udtale sig, det være sig tillidsrepræsentanter eller andre
medarbejdere,
der måtte have lyst til at træde frem i medierne, men i sidstnævnte situation
sker det ikke på embedets vegne.
ad 3:
(X-by's) politi har ikke
afbrudt samarbejdet med andre journalister.
ad 8:
Grundlaget for afgørelsen har
været asbestsagen fra Statsfængslet (F) samt sagen om den påståede politivold
sammenholdt med avisartiklerne i (A). Afgørelsen er med begrundelse og
klagevejledning meddelt mundtligt til chefredaktør (D) den 9. januar 1991 og
gentaget under møde den 11. s.m. Chefredaktøren har ikke efterfølgende
begæret
skriftlig begrundelse, jfr. forvaltningslovens § 23, stk. 1. - Særskilt sag
er
først oprettet i forbindelse med klagen til ministeriet, hvor
originalkorrespondance samt avisudklip beror...."
Dansk Journalistforbund
tilsluttede sig i en skrivelse af 11. oktober
1991 A
's klage til mig. Forbundet
pegede bl.a. på, at Justitsministeriets afgørelse burde ses i lyset af den
nye
medieansvarslov. Loven optager som bilag et sæt presseetiske regler, som
klart
fastslår, at det er et brud på god presseskik, hvis et blad underlægger sig
et
pres fra udenforstående. Det havde efter forbundets mening været brud på de
presseetiske regler, hvis A havde givet efter for det pres, politimesteren
forsøgte
at lægge på avisen.
Denne skrivelse forelagde jeg
for politimesteren og Justitsministeriet. Politimesteren bemærkede i
skrivelse
af 9. januar 1992 bl.a. følgende:
"...
Med hensyn til sagens
realitet drejer denne sig efter min vurdering ikke om (A's) ledelses ret til
at
tilrettelægge arbejdet blandt de journalistiske medarbejdere eller indgreb i
pressens adgang til informationer og at videreformidle disse. Det for mig
afgørende har været, hvorvidt (B) gennem artiklerne har forset sig så groft,
at
han bør udelukkes. Det er min opfattelse, at dette var tilfældet, jfr.
fortsat
min begrundelse i min påtegning af 4. april 1991.
Begrundelsen støtter sig især
på de VEJLEDENDE regler for god presseskik litra A nr. 1, jfr. litra C nr. 1.
Journalistforbundets henvisning til den nu gældende medieansvarslov nr. 348
af
6. juni 1991 ændrer efter min opfattelse ikke herved, allerede fordi det af
bemærkningerne til kapitel 5 og specielt til § 34 fremgår, at de vejledende
etiske regler fortsat skal være grundlaget for det nærmere indhold af
begrebet
"God presseskik.""
Justitsministeriets
Lovafdeling udfærdigede den 14. april 1992 et notat om en myndigheds adgang
til
at afbryde samarbejdet med enkelte journalister. I notatet anførtes bl.a.:
"...
5. Justitsministeriet må på
baggrund af politimesterens udtalelse af 11. oktober 1991 lægge til grund, at
den trufne afgørelse om ikke at samarbejde med en bestemt, navngiven
journalist, alene retter sig mod de ansatte ved embedet, der efter de
almindelige regler har adgang til at udtale sig på embedets vegne.
Beslutningen
tilsigter ikke at gennemføre en begrænsning i de ansattes adgang til på egne
vegne at udtale sig til pressen eller på anden måde at begrænse de ansattes
ytringsfrihed. Justitsministeriet finder derfor ikke grundlag for at gå ind i
en nærmere overvejelse af spørgsmålet om offentligt ansattes ytringsfrihed.
Det spørgsmål, som sagen
navnlig giver anledning til at drøfte nærmere, er spørgsmålet om sikring af
en
ligelig behandling af pressen, når den retter henvendelse til offentlige
myndigheder vedrørende informationssøgning.
6. Det er et almindeligt
forvaltningsretligt princip, at forvaltningsmyndighederne er forpligtet til
at
behandle væsentligt lige forhold lige i retlig henseende, jf. Jens Garde,
Forvaltningsret, Almindelige Emner, 2. udgave, 1989, side 250. Af
lighedsgrundsætningen kan udledes et krav om konsekvens i forvaltningens
afgørelser. En administrativ praksis kan dog i almindelighed ændres, hvis der
er tale om en generel kursændring, som er nødvendig af saglige grunde, og som
ligger inden for lovens rammer. Af lighedsgrundsætningen følger, at der ikke
må
forekomme enkeltstående ubegrundede afvigelser fra en i øvrigt fulgt praksis,
jf. Garde, a.st. side 249.
Den forvaltningsretlige
lighedsgrundsætning omfatter også offentlige myndigheders information af
pressen, jf. Justitsministeriets betænkning om Kriminalforsorgen og
Massemedierne (714/1974), side 51, og FOB, 1990, side 181 ff.
forudsætningsvis.
Spørgsmålet om ligebehandling
af pressen har også været drøftet i anden sammenhæng, jf. FOB, 1984, side 156
ff. I denne sag, hvor en minister afbestilte samtlige ministeriets
abonnementer
på et bestemt dagblad som følge af utilfredshed med en bestemt artikel,
udtalte
Folketingets Ombudsmand blandt andet følgende:
"Den disposition, der er
tale om - opsigelse af tjenesteabonnement på et dagblad - kræver ikke anden
hjemmel end den, der er indeholdt i den på ministeriets finanslovkonto
optagne
bevilling til afholdelse af udgifter til kontorhold, og er da heller ikke
undergivet
(yderligere) udtrykkelig regulering.
Dette er dog ikke
ensbetydende med, at dispositionsretten på dette område er fri. Også sådanne
dispositioner er i hvert fald i et vist omfang undergivet begrænsninger, der
følger af forvaltningsrettens almindelige regler...
...
Gennemførelsen af en sådan
"straffeaktion" falder ganske udenfor rammerne af den kreds af
hensyn
- vedrørende tjenesteforretningernes praktiske tilrettelæggelse - som
kontorholdskontoen tager sigte på at varetage, og som, må jeg gå ud fra, også
har været bærende for tidligere beslutninger om avisholdets omfang og
sammensætning.
...
I min vurdering er tillige
indgået, at sagen også synes at kunne åbne op for principielt betænkelige
konsekvenser med hensyn til forholdet mellem det offentlige og massemedierne
og
dermed for et væsentligt element i de vilkår, hvorunder dagspressen virker.
Jeg
sigter herved til spørgsmålet om rammerne for myndighedernes
reaktionsmuligheder i tilfælde, hvor der måtte være anledning til at reagere
over for indlæg i dagspressen. Jeg finder ikke at have tilstrækkelig
anledning
til med udgangspunkt i den foreliggende sag at gå nærmere ind herpå, men
mener
dog ikke at burde undlade med denne afsluttende bemærkning at påpege
sammenhængen med denne principielle problemstilling.
..."
7. Offentlighedsloven hviler
på en forudsætning om, at myndighederne ikke alene meddeler pressen de
oplysninger, som pressen efter reglerne om aktindsigt har krav på, men også i
en vis udstrækning giver pressen méroffentlighed i det omfang, det kan ske
inden for rammerne af straffelovens almindelige regler om tavshedspligt. Der
kan i den forbindelse henvises til FOB 1984, side 88 ff og den deri nævnte
beretning af 12. oktober 1979 fra en arbejdsgruppe, der blev nedsat på et
møde
den 21. februar 1977 i Justitsministeriets centrale samarbejdsudvalg for
politiet med den opgave at undersøge politiets og anklagemyndighedens forhold
til massemedierne.
Den forvaltningsretlige
lighedsgrundsætning indebærer, at myndigheden som udgangspunkt skal behandle
pressens repræsentanter ens ved meddelelse af méroffentlighed.
Den omstændighed, at en
bestemt journalist, som følge af myndighedens utilfredshed med den
pågældendes
journalistiske virke, udelukkes fra en formløs adgang til oplysninger eller
fra
en adgang til méroffentlighed, som indrømmes andre journalister, må på den
baggrund efter Justitsministeriets opfattelse give anledning til principielle
betænkeligheder.
Ved vurderingen af dette
spørgsmål må det formentlig tages i betragtning, hvilket formål der tilsigtes
varetaget ved afgørelsen om at afskære den pågældende fra informationer. Sker
udelukkelsen for - med henblik på fremtiden - at varetage væsentlige hensyn
til
sigtede, tiltalte, forurettede eller de enkelte ansatte polititjenestemænd,
som
på grund af journalistens urigtige brug af oplysningerne udsættes for
forfølgning eller på anden måde er genstand for en fejlagtig og klart
misvisende information, eller har udelukkelsen karakter af en sanktion over
for
det, der efter myndighedens opfattelse er et brud på de presseetiske regler.
I tilfælde, hvor formålet
alene har været at undgå et fremtidigt misbrug af oplysningerne, må der efter
Justitsministeriets opfattelse i grove tilfælde af brud på de almindelige
presseetiske regler formentlig være adgang for myndighederne til at rette
henvendelse til dagbladets ledelse med henblik på at få en anden
journalistisk
medarbejder til at overtage området. Formålet med at lade en anden journalist
overtage området vil efter omstændighederne kunne løse 2 problemstillinger;
dels
tilsigte at hindre fremtidigt misbrug, dels forbedre samarbejdsforholdene
mellem politi og presse, som er et vigtigt element, for at
informationsformidlingen efter meroffentlighedsprincippet i praksis kan
fungere. Udelukkelsen af en journalist med dette formål for øje må dog
samtidig
ses i lyset af, at journalisten, da der er tale om oplysninger, som gennem
meroffentlighed til pressen bliver almindeligt tilgængelige for en bredere
kreds, ad anden vej kan skaffe sig oplysningerne og fortsætte den hidtidige
journalistiske linie.
Justitsministeriet finder som
nævnt samtidig grund til at pege på, at udelukkelsen af en journalist kan få
karakter af en sanktion eller, med ombudsmandens ord, en
"straffeaktion". Iværksættelsen af en sådan sanktion vil efter
Justitsministeriets
opfattelse stride mod forvaltningsrettens almindelige principper om saglig
forvaltning.
Hvis man fra myndighedernes
side er utilfreds med den dækning, som en bestemt sag har fået i pressen
eller
andre medier, må man som andre gå frem efter medieansvarslovens almindelige
regler.
Efter Justitsministeriets
opfattelse har der ikke i et tilfælde som det foreliggende været det fornødne
grundlag for at træffe afgørelse om at udelukke journalisten fra at deltage i
de pressemøder og den meroffentlighedsordning, der gælder for andre
journalister."
Under henvisning til notatet
fra Lovafdelingen meddelte Justitsministeriet mig i skrivelse af 19. juni
1992
følgende:
"...
I den anledning kan man
oplyse, at Justitsministeriet på baggrund af Deres henvendelse har haft
lejlighed til at overveje sagen på ny. Der henvises til vedlagte notat af 14.
april 1992. Som der nærmere er redegjort for i notatet, må det ved
vurderingen
af spørgsmålet om adgangen til at udelukke en bestemt journalist fra en
formløs
adgang til oplysninger eller fra en adgang til méroffentlighed, som indrømmes
andre journalister, formentlig tages i betragtning, hvilket formål der
tilsigtes varetaget ved afgørelsen om at afskære den pågældende fra
informationer. I tilfælde, hvor formålet alene har været at undgå et
fremtidigt
misbrug af oplysningerne, må der efter Justitsministeriets opfattelse i grove
tilfælde af brud på de almindelige presseetiske regler formentlig være adgang
for myndighederne til at rette henvendelse til dagbladets ledelse med henblik
på at få en anden journalist til at overtage området. Efter en fornyet
vurdering af den konkrete sag er det Justitsministeriets opfattelse, der ikke
har været fuldt tilstrækkeligt grundlag for at anse de foreliggende forhold
for
at falde inden for denne kategori. Justitsministeriet har på denne baggrund
meddelt politimesteren i (X-by), at journalist (B) bør gives samme adgang til
information fra politimesterembedet som andre presserepræsentanter i området.
..."
Herefter gav politimesteren i
skrivelse af 1. juli
1992 A
meddelelse om, at journalist B var velkommen til at rette henvendelse til
embedet, og at B ville få informationer på lige fod med andre
presserepræsentanter.
Jeg forelagde udtalelsen for
A og Dansk Journalistforbund. A meddelte mig i en skrivelse af 8. juli 1992,
at
bladet ikke var enig i, at myndighederne ved grove brud på de presseetiske
regler bør kunne anmode ledelsen af et dagblad om at få en anden journalist
til
at overtage stofområdet.
Journalistforbundet bemærkede
i skrivelse af 7. juli 1992 følgende:
"...
Notatet fra
Justitsministeriets Lovafdeling om "Notat om en myndigheds adgang til at
afbryde samarbejdet med enkelte journalister" giver anledning til en
enkelt principiel bemærkning.
Det hedder, at "der
efter Justitsministeriets opfattelse i grove tilfælde af brud på de
almindelige
presseetiske regler formentlig må være adgang for myndighederne til at rette
henvendelse til dagbladets ledelse med henblik på at få en anden journalist
til
at overtage området".
Dansk Journalistforbund
finder, at det er afgørende for at sikre en uafhængig presse, at det ikke er
en
offentlig myndighed, der får indflydelse på eller søger at få indflydelse på,
hvilken medarbejder en redaktion sætter til at dække et område.
Det er en beslutning, som suverænt
er redaktionens.
Hvis politiet eller en anden
offentlig myndighed finder, at de presseetiske regler ikke følges, er
fremgangsmåden at gå frem efter medieansvarslovens regler - som det også er
beskrevet på side ni i notatet.
En offentlig myndighed som
for eksempel politiet kan aldrig gøre sig til dommer over, om de presseetiske
regler er overtrådt.
..."
Jeg udtalte herefter følgende
i en skrivelse til A:
"1)
Politimesterens afgørelse af 9. januar 1991:
Som sagen nu er oplyst, må jeg lægge til grund, at
politimesteren denne dag meddelte (A's) redaktør, at (B) for fremtiden var
afskåret fra det almindelige løbende samarbejde mellem politiet i (X-by) og
pressen. Afgørelsen var formelt begrundet i den måde, hvorpå (B) havde dækket
"asbestsagen" og "politibilsagen", idet politimesteren
fandt, at (B) "bevidst havde forbrudt sig mod grundlæggende presseetiske
regler". Politimesteren havde dog også tillagt det betydning, at der i
den
pågældende periode generelt havde været negativ omtale i pressen af
politimesterembedet
i forbindelse med den såkaldte "Pedal-Ove sag". Desuden havde han
lagt vægt på andre artikler i (A), som var forfattet af andre medarbejdere
end
(B) vedrørende de to sager. Afgørelsen gjaldt uden tidsgrænser, men omfattede
alene deltagelse i morgenmøder og de løbende telefoniske henvendelser og
således ikke situationer, hvor politiet f.eks. i kraft af offentlighedsloven
var forpligtet til at udlevere oplysninger.
Et afgørende problem i sagen har for så vidt været, om
(B's) dækning af de to sager har været udtryk for så grove afvigelser fra
normen for god presseskik, at en udelukkelse af denne grund eventuelt kunne
være berettiget. Justitsministeriet har imidlertid ved skrivelse af 19. juni
1992 truffet afgørelse om, at der ikke fra (B's) side forelå sådanne forhold,
at de kunne begrunde en udelukkelse af (B) fra deltagelse i det almindelige
samarbejde mellem politiet og pressen. Da dette spørgsmål nu er afklaret,
afstår jeg fra at indgå på en nærmere vurdering heraf. Vedrørende det
principielle spørgsmål om, hvorvidt en offentlig myndighed under sådanne
omstændigheder vil kunne udelukke en journalist fra at modtage oplysninger,
henvises der til de nedenstående bemærkninger under pkt. 3.
En afgørelse om udelukkelse af en journalist fra at
modtage informationer må karakteriseres som en retssikkerhedsmæssigt meget
indgribende afgørelse. Både ordenshensyn og hensynet til det pågældende
dagblads og den udelukkede journalists muligheder for at bedømme rækkevidden
af
afgørelsen samt mulighederne for at påklage afgørelsen taler for, at en sådan
afgørelse meddeles skriftligt, jf. Juridisk Grundbog, bind 4, 4. udgave, s.
184, og den dér anførte praksis.
Politimesterens afgørelse
burde derfor have været meddelt skriftligt og ikke blot i form af en
tilkendegivelse under en samtale mellem redaktøren og politimesteren.
Afskæringen af (B) fra informationskanaler, som andre
journalister kunne gøre brug af, var ikke alene et indgreb i (A's)
interesser,
men i høj grad også et indgreb i (B's) muligheder for at udøve sit erhverv,
bl.a. fordi beslutningen kunne forventes opretholdt, selv om (B) skiftede job
til en anden medievirksomhed.
Afgørelsen havde således
direkte betydning for (B's) muligheder for at have arbejde som journalist.
Han
burde derfor af politiet have været anset som part i sagen, og han burde
således have været inddraget i behandlingen af sagen, bl.a. i form af adgang
til partshøring og ved, at han fik meddelelse om afgørelsen.
Afgørelsen af 9. januar 1991 var i sit indhold
upræcist, idet den ikke indeholdt nogen tidsbegrænsning og blot gik ud på at
"udelukke (B)".
Efter min mening var en så
bred afgrænsning af afgørelsens retlige konsekvenser uacceptabel.
Politimesteren burde have angivet en tidsgrænse for afgørelsen og samtidig -
som senere sket - have præciseret, hvilke dele af samarbejdet mellem politi
og
presse det angik.
Efter politimesterens skrivelse af 4. april 1991 til
Justitsministeriet må jeg lægge til grund, at afgørelsen ikke alene byggede
på
artikler skrevet af (B), men at der også var taget hensyn til den mere
generelle kritiske indstilling til politimesterembedet, som på daværende
tidspunkt var kommet til udtryk i pressen, herunder i artikler, der var
skrevet
af andre medarbejdere ved (A) end (B).
Som anført foran under b)
finder jeg ikke at have anledning til at indgå på en vurdering af, om (B) i
forbindelse med artiklerne om "asbest-sagen" og
"politibilsagen" har tilsidesat retningslinierne for god
presseskik.
Også uden en sådan vurdering kan det imidlertid konstateres, at
politimesteren
ikke lovligt har kunnet tillægge det betydning for udelukkelse af (B), at
andre
journalister - endog i andre blade end (A) - havde forfattet artikler, som
efter politimesterens opfattelse indeholdt uberettiget kritik af (X-by's)
politi.
Jeg har gjort politimesteren
bekendt med min opfattelse om klagepunkterne ovenfor under c-f.
2)
Justitsministeriets afgørelse af 9. august 1991.
a) Som anført under 1) må
politimesterens afgørelse af 9. januar 1991 i flere henseender retligt anses
for mangelfuld. Afgørelsen var i sit indhold for uklar og burde have været
meddelt skriftligt. Afgørelsen blev truffet uden forudgående høring af (B),
og
den byggede tildels på forhold, som (B) ikke kunne gøres ansvarlig for.
Disse forhold burde
ministeriet have påtalt. Desuden burde disse forhold have ført til, at
ministeriet ikke på det da foreliggende grundlag stadfæstede politimesterens
afgørelse.
Jeg har gjort
Justitsministeriet bekendt med min opfattelse.
3)
Justitsministeriets udtalelse af 19. juni 1992.
Ministeriet har i forbindelse
med min behandling af sagen overvejet det generelle spørgsmål om offentlige
myndigheders adgang til at udelukke en bestemt journalist fra formløs adgang
til oplysninger eller fra adgangen til meroffentlighed, som indrømmes andre
journalister. Ministeriet mener, at det vil være i strid med den almindelige
lighedsgrundsætning, hvis dele af pressen udelukkes fra at modtage sådanne
informationer og udtalelser. Grove brud fra en journalists side på de
almindelige presseetiske regler vil efter omstændighederne kunne begrunde, at
en myndighed retter henvendelse til dagbladets ledelse med henblik på at få
en
anden journalist til at overtage området.
Jeg er enig med ministeriet
i, at lighedsbetragtninger fører til, at fast etablerede ordninger for
varetagelse af kontakter med pressen må gælde og omfatte alle dele af
nyhedsformidlingen, samt at myndighederne som hovedregel ikke kan blande sig
i,
hvem de forskellige medier ønsker at lade sig repræsentere af.
Den foreliggende sag rejser
spørgsmålet, om myndighederne efter omstændighederne kan etablere
særordninger
for bestemte medievirksomheder eller for bestemte pressemedarbejdere.
Ved vurderingen af dette
spørgsmål må der (som også påpeget af Journalistforbundet) tages hensyn til,
at
massemediernes virksomhed er omfattet af en særlig lov, medieansvarsloven
(lov
nr. 348 af 6. juni 1991). Ved denne lov er oprettet en særlig myndighed,
Pressenævnet, der træffer afgørelse om, hvorvidt der er sket en
offentliggørelse, der er i strid med god presseskik. Loven indeholder desuden
hjemmel for straf, mortifikation, erstatning og genmæle som reaktioner i
forhold til massemediernes tilsidesættelser af principper for god presseskik.
Det følger efter min mening
af principperne i medieansvarsloven, at en offentlig forvaltningsmyndighed
ikke
vil være berettiget til at foretage begrænsninger i en journalists adgang til
informationer med henblik på at sanktionere krænkelser af de presseetiske
regler.
Det må på den anden side
anses for uholdbart, dersom en myndighed i sin tilrettelæggelse af kontakten
med pressen er fuldstændig afskåret fra at tage hensyn til visse forhold
vedrørende den enkelte journalist, herunder pådømte og/eller klare krænkelser
af de presseetiske regler. Ordensmæssige hensyn og hensynet til at forebygge
misbrug samt ønsket om at sikre en almindelig adgang for journalister til at
modtage informationer, kan således efter omstændighederne begrunde, at der
sker
begrænsninger i bestemte journalisters adgang til oplysninger. Det må i den
forbindelse understreges, at de særlige hensyn, der kan begrunde sådanne
begrænsninger, ikke vil kunne omfatte de pågældendes lovhjemlede ret til i
henhold til lovgivningen (herunder især offentlighedsloven) at modtage
oplysninger. Det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip må
endvidere medføre, at sådanne begrænsninger ikke må gå videre end de hensyn,
der begrunder begrænsningen, tilsiger; ligeledes skal de hensyn, der kan
begrunde en eventuel særordning, påviseligt være overordentlig tungtvejende.
Det forhold, at en journalist selv har en kritisk holdning over for
myndigheden
- eller repræsenterer et medie med en sådan holdning - kan ikke i sig selv
udgøre et lovligt hensyn.
Det må endvidere efter min
mening anerkendes, at en myndighed med henblik på at sikre et så
gnidningsløst
og hensigtsmæssigt samarbejde med pressen som muligt, kan tage kontakt med
ledelsen for de forskellige medier vedrørende deres nyhedsformidling. Det kan
i
denne forbindelse være berettiget og formentlig uundgåeligt at inddrage
bestemte navngivne journalisters arbejde i sådanne drøftelser. Den blotte
henvendelse med henblik på at drøfte samarbejdsrelationerne kan således efter
min opfattelse ikke anses for uberettiget, forudsat at den efter sin form
ikke
vil kunne opfattes som en pression eller lignende."
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 50/2001 Retsinformation · 10. oktober 2001
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00956 Retsinformation · 18. august 2016
- Inspektion af venterum på politistationen i Esbjerg Retsinformation · 4. august 2009
- Nichemedier opfyldte ikke betingelserne for at være en avis i momslovens forstand SKM-databasen · 27. august 2024
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-12 Retsinformation · 3. januar 2005
- Moms - ikke momsfritagelse - avis SKM-databasen · 21. maj 2019