Spring til indhold

Retsinformation

Politiets udelukkelse af en journalist fra at modtage informationer.

FOU nr 1992.141UdtalelserFolketinget6. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Politiets udelukkelse af en journalist fra at modtage

informationer.

A klagede i skrivelse af 18.

februar 1991 til Justitsministeriet over, at Politimesteren i X-by havde

meddelt redaktionen, at ingen på politigården i X-by måtte udtale sig til

journalist B, som var ansat på A og bl.a. dækkede bladets kriminalreportage.

A anførte i klagen:

"...

Det er dertil vort

standpunkt, at det er (A) og ikke politiet, der alene tager stilling, hvilken

medarbejder der i det daglige på avisens vegne henvender sig til politiet.

Alene af ovennævnte grund

begærer vi politimesterens forbud til sine medarbejdere trukket tilbage.

Vi gør det også, efter at vi

nøje har vurderet de argumenter, politimesteren mundtligt har fremført

overfor

undertegnede.

Politimesteren henviser til

to konkrete sager, der har været behandlet i (A).

Den første var nogle

artikler, der i uge 41 og 42 sidste år blev bragt i (A) i forbindelse med den

afsluttende behandling af en sag, som Arbejdstilsynet havde rejst mod

Statsfængslet (F). De fleste, men ikke alle artikler, er skrevet af (B). Det

er

anført, at journalisten har undladt at indhente kommentar fra politiet,

hvilket

vi må bestride, og det fremgår da også af artiklerne, at (A) har talt med

alle

berørte parter, klagerne, fængslets ledelse, politiets ledelse og

Arbejdstilsynet.

Læs alt

Politimesteren har anført, at

han i artiklerne har set et ønske om at mistænkeliggøre politiet, og han har

i

denne forbindelse nævnt en ledende artikel, som (A) bragte 14. oktober. Jeg

har

oplyst politimesteren om, at denne ikke var skrevet af redaktionen i (X-by).

Jeg må ydermere anføre min

forundring over, at politimesteren genoptager denne sag, eftersom den på hans

foranledning blev drøftet i oktober sidste år. Politimesteren reagerede med

at

nedlægge forbud til sine medarbejdere mod, at de udtalte sig til (A) 14. og

15.

oktober, idet han anførte, at han ville forklare grunden hertil overfor den

ansvarshavende redaktør (C) på hovedredaktionen i (Y-by).

Da (C) var bortrejst

inviterede politimesteren (B) til en snak om forholdene mandag den 15.

oktober

og tilkendegav, at den normale kontakt mellem politiet i (X-by) og (A)

derefter

var genoptaget.

Det andet forhold,

politimesteren har anført som årsag til manglende tillid til (B) er en

artikel,

der blev bragt 14. januar. Heri oplyses, at en mand har klaget til politiet

over den behandling, hans kammerat var udsat for i forbindelse med en

anholdelse. Det fremgår af artiklen, at vicepolitimesteren bekræfter, at

klage

er modtaget, undersøges og vil blive behandlet i lokalnævnet.

Politimesteren har anført, at

den anholdte overfor kriminalpolitiet har benægtet, at han blev slået, efter

at

han var lagt i håndjern, således som det står i den pågældende artikel.

Hertil må jeg anføre, at det

ikke er (A), der påstår, at klageren blev slået efter at være lagt i

håndjern.

Det er den påstand, der dels fremføres i klagen, dels bringes som en

udtalelse

fra klageren, og at denne lægger navn til sin påstand i vores artikel.

Vi har efterfølgende

foreholdt den anholdte politimesterens oplysning om, at den anholdte har

benægtet

at være slået efter ilæggelsen i håndjern. Han har overfor os bekræftet den

fremstilling, klageren har givet.

Vi har naturligvis også givet

politiet mulighed for at kommentere udtalelserne, hvilket er en helt normal

praksis på (A).

Jeg har overfor politimesteren

udtrykt min forundring over, at han ikke forinden sin beslutning om at

forbyde

sine medarbejdere at udtale sig til (B) tog en drøftelse med mig som

ansvarlig

leder af egnsredaktionen i (X-by).

Jeg blev inviteret til en

snak over en kop kaffe om problemer os imellem, som politimesteren udtrykte

sig. Men hans ærinde var ikke at tage en snak, men at meddele en beslutning,

der var taget forinden og allerede var meddelt afdelingslederne på

politigården.

Konkluderende må jeg anføre,

at politimesteren ikke har belæg for at påstå, at (B) i sin virksomhed som

journalist har været illoyal overfor politiet i de anførte sager, han har

skrevet om, og at noget sådant heller ikke kan påvises i andre artikler af

vores medarbejder.

..."

Asbest-sagen drejede sig om

en anmeldelse fra en indsat på Statsfængslet F til politiet i X-by i

anledning

af, at fængslet havde ladet indsatte arbejde med asbest. Artiklerne i A

indeholdt kritik af den tid, der medgik til politiets behandling af

anmeldelsen.

Den anden sag drejede sig om

en episode lørdag den 3. november 1990 i X-by. To unge mænd blev anholdt,

efter

at den ene havde sat sig ind i en af politiets patruljevogne, der stod med

åben

dør. De to unge gjorde senere gældende, at de i forbindelse med anholdelsen

unødigt var blevet slået med stave samt uberettiget anbragt i detention.

Beskyldningerne mod politiet blev refereret i A i december 1991. Politiets

tilbagevisning af beskyldningerne blev ligeledes bragt i A (den 12. januar

1992).

I en skrivelse af 4. april

1991 til Justitsministeriet redegjorde politimesteren for baggrunden for

beslutningen om at afbryde samarbejdet med B. Politimesteren oplyste bl.a.:

"...idet jeg skal

udtale, at min beslutning nærmere går ud på, at jeg i møde den 9. januar 1991

med chefredaktør (D) har meddelt denne, at politimesterembedet ikke længere

ønsker at samarbejde med journalist (B), og at jeg iøvrigt gerne vil

samarbejde

med (A). Jeg meddelte samtidig chefredaktøren, at min afgørelse kunne

påklages

til ministeriet.

(X-by) politi har gennem længere

tid løbende givet (B), der ikke har journalistisk uddannelse, oplysninger om

verserende sager m.v., medens denne var ansat på (X-by's) lokalradio

("...") og senere under hans ansættelse på (A) (så vidt erindres

fra

1. oktober 1990).

Den direkte anledning til at

udelukke (B) er begrundet i hans omtale af 2 sager, hvor (X-by's) politi blev

"hængt ud" på en efter min vurdering urimelig måde. Begge sager

vedlægges.

Den første sag vedrører den

såkaldte "asbestsag," hvor (E) som repræsentant for

talsmandsgruppen

på statsfængslet på (F) ved skrivelse af 30. december 1988 anmeldte

statsfængslet for overtrædelse af arbejdsmiljøreglerne i forbindelse med de

indsattes arbejde med asbest. Sagen havde naturligt pressens bevågenhed og

var

meget omtalt i medierne. Efterforskning blev straks indledt, og sagen blev

fremsendt til arbejdstilsynet til udtalelse den 2. marts 1989.

Arbejdstilsynet

blev jævnligt rykket, men først den 2. juli 1990 modtog jeg begæring om

tiltalerejsning. Bl.a. på grund af sagens principielle karakter blev sagen

den

11. s.m. forelagt for statsadvokaten. Sagen kom retur den 3. oktober 1990, og

den 11. oktober 1990 udsendtes bødeforlæg til statsfængslet.

(B) havde i den

mellemliggende periode løbende spurgt til sagen, ligesom han lavede flere

radioudsendelser omkring asbestsagen. Han var således fuldt ud bekendt med,

at

sagen var behandlet meget hurtigt ved politimesterembedet. - Alligevel lader

(B) (det er ham og ikke (E), der har lavet research og skrevet artiklerne) på

forsiden af (A) den 13. oktober 1990 (en indsat i F) udtale, at politiet

havde

trukket sagen i langdrag med delvis forældelse til følge. Det er efter min

opfattelse en utilstedelig og tendentiøs form for journalistik at lade en

anmelder udtale sig - muligvis ubekendt med den rette sammenhæng - om

forhold,

hvor journalisten positivt ved, at det refererede er forkert. Bægret blev

fuldt

den følgende dag søndag den 14. oktober, hvor (A) omdeles gratis til samtlige

husstande i området, og hvor lederen omtalte dårlig efterforskning i den

såkaldte

"pedal-Ovesag" og mere end antydede, at det samme var tilfældet i

asbestsagen. På daværende tidspunkt var vi i (X-by) temmelig

"hudløse" over den hetz, som vi havde været udsat for i dele af

pressen efter tv-udsendelsen Dømt for mord den 17. september 1990, og jeg

måtte

nu konstatere, at (A) nu også lod hetzen omfatte (X-by's) politis behandling

af

andre sager. Selv om jeg gik ud fra, at (A's) var skrevet på hovedredaktionen

i

(Y-by), var der for mig ingen tvivl om, at den byggede på de af (B) skrevne

artikler.

Lederen gav anledning til

megen harme blandt politigårdens medarbejdere, og jeg valgte at udelukke

(A's)

journalister fra det daglige morgenmøde hos ordens- og kriminalpolitiet

mandag

den 15. oktober. Samme dag ved 10-tiden meddelte jeg telefonisk

redaktionschef

(R), at jeg var utilfreds med lederen, og at jeg ønskede en berigtigelse. Da

redaktionschefen erklærede sig villig hertil, blev han samtidig gjort bekendt

med, at (A) igen kunne få oplysninger. De kunne således straks rette

henvendelse til ordens- og kriminalpolitiet og få oplysninger, men man valgte

at vente til næste dag. Dog indfandt (B) sig på mit kontor omkring kl. 11.30,

hvorefter han den næste halvandentime blev orienteret om sagens gang med

henblik på en berigtigelse. Artiklen den følgende dag ydede desværre ikke

fuld

retfærdighed.

I den følgende tid forløb

samarbejdet med (A) uden problemer. Den 3. december modtog jeg en klage fra

(G), der ønskede at klage over politiets behandling af ham og en kammerat (H)

i

forbindelse med anholdelse og detentionsanbringelse den 4. november 1990.

Sædvanlig procedure for lokalnævnssager blev iværksat med indhentelse af

udtalelse fra de indklagede polititjenestemænd. (B) omtalte sagen på (A's)

forside den 19. december 1990 under overskriften: "Jeg blev tævet af

politiet," ligesom der var et indsat farvebillede af (G) og (H). Denne

omtale gav naturligvis anledning til overvejelser i embedets ledelse om,

hvorvidt der på grundlag af artiklen skulle indledes strafferetlig

efterforskning for vold begået af de indklagede. Jeg valgte at lade en

kriminalassistent afhøre (H) til rapport, og det fremgår heraf, at han ikke

har

udtalt sig om, at han er blevet slået med stav efter at være belagt med

håndjern. Iøvrigt fremgår det,

at

(H)

ikke er på billedet,

at

han, der

privat kommer sammen med (B) havde omtalt sagen for denne, og

at

han udtrykkeligt havde sagt, at han

ikke ønskede at klage, idet han selv havde givet anledning til

magtanvendelsen.

Sagen blev derefter fortsat som lokalnævnssag og er afgjort ved skrivelse af

26. marts 1991.

Det forhold, at (B) påny

havde fremsat en alvorlig beskyldning mod (X-by's) politi, blev drøftet i

ledelsen og med ordenspolitiets tillidsmand, og ingen ønskede herefter at

samarbejde med (B). Efter min vurdering havde (B) påny bevidst forbrudt sig

mod

grundliggende presseetiske principper, og jeg betragter herefter samarbejdet

med pågældende som varigt ødelagt, hvorfor jeg besluttede at udelukke (B).

Dette meddelte jeg klageren den 9. januar 1991, idet jeg samtidigt

pointerede, at

(X-by's) politi af mange offentlig retlige grunde naturligvis fortsat ville

samarbejde med (A).

..."

I en skrivelse af 14. maj

1991 kommenterede A politimesterens ovenfor citerede udtalelse. A bemærkede

bl.a.:

"...

Politimesteren anfører, at

det er (B) og ikke journalist (E), der har lavet research og skrevet

artiklerne

om asbestsagen på (F). Til støtte herfor anføres, at (B) forud for sin

ansættelse på (A) havde arbejdet med denne sag som journalistisk medarbejder

på

lokalradioen (...).

Dertil må jeg bemærke, at (A)

også forud for (B's) ansættelse indhentede oplysninger om og beskrev den

pågældende sag, og at vi naturligvis udnytter den viden, hver enkelt

medarbejder har i en videre sagsbehandling. Således også i den nævnte sag.

På det tidspunkt, hvor (E)

udtaler, at politiet havde trukket sagen i langdrag, har journalisterne ikke

oversigt over alle datoer for, hvornår sagen har befundet sig i forskellige

instanser, men der havde intet været i vejen fra vores side for at oplyse

det,

såfremt den ansvarlige sagsbehandler, politiet i (X-by), havde orienteret

herom. Vi fik efterfølgende en bekræftelse fra Arbejdsdirektoratet på, at det

var her, sagen havde ligget det meste af tiden, og det skrev vi.

Politimesteren anfører om

artiklen, som blev resultatet af (B's) møde med politimesteren den 15.

oktober,

at den efterfølgende dags artikel ikke ydede fuldt retfærdighed. Det er vel

ikke ualmindeligt, at angrebne føler, at de ikke bliver refereret uddybende

nok, men jeg må anføre, at politimesteren ikke overfor (B) eller undertegnede

gav udtryk for en skuffelse over artiklens indhold endsige bad os skrive

mere.

Med hensyn til sagen (om G og

H) skal jeg gentage, at begge overfor os fastholder, at (H) blev slået, efter

at være belagt med håndjern. Det væsentlige for mig er, at det ikke er en

påstand, (A) fremsætter, men citat af, hvad navngivne personer oplyser.

(B) har overfor mig endnu

engang benægtet, at han privat kommer sammen med (H). Havde det været

tilfældet, ville jeg have bedt en anden medarbejder skrive den pågældende

artikel. (B) kender (H) på den måde, at de i vinteren 1989-90 lejlighedsvis

mødtes på havnen, hvor (B) havde sin båd liggende, og hvor (H) arbejdede.

..."

Justitsministeriet tiltrådte

i skrivelse af 9. august 1991 politimesterens afgørelse. Ministeriet henviste

til følgende:

"...

Det fremgår af

politimesterens udtalelser, at (X-by's) politi gennem længere tid løbende har

givet (B) oplysninger om verserende sager, samt at den direkte anledning til

at

udelukke (B) er begrundet i hans omtale af 2 sager, hvor (X-by's) politi

efter

politimesterens vurdering blev "hængt ud" på en urimelig måde.

Efter

politimesterens opfattelse var der bl.a. tale om tilfælde af utilstedelig og

tendentiøs form for journalistik samt brud på grundlæggende presseetiske

principper.

Det fremgår iøvrigt af politimesterens udtalelser, at (B) ikke har

journalistisk uddannelse. For så vidt angår den nærmere beskrivelse af de 2

omtalte sager, kan Justitsministeriet henvise til politimesterens udtalelser,

som blev tilsendt Dem ved skrivelse af 23. april 1991.

Efter en gennemgang af sagen

skal man meddele, at Justitsministeriet ikke finder grundlag for at ændre

politimesterens afgørelse. Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at

politimesteren som nævnt ikke har afvist at samarbejde med (A) men alene har

meddelt, at han ikke ønsker at udtale sig til journalist (B), samt at denne

afgørelse i sagens natur beror på en helt konkret vurdering af forholdet

mellem

embedet og den pågældende journalist. Det bemærkes i den forbindelse, at

politimestrene

efter retsplejelovens ordning har den selvstændige ledelse af kredsens

politi.

Justitsministeriet finder, at

landets politimesterembeder i almindelighed bør gøre, hvad der er muligt, for

at etablere og opretholde et godt og åbent forhold til pressen.

Justitsministeriet har imidlertid i den foreliggende sag ikke fundet

tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte det skøn, der danner grundlag for

politimesterens afgørelse, og hvorefter politimesteren ikke har tillid til,

at

journalisten vil viderebringe de oplysninger, politiet måtte afgive, på en

dækkende og loyal måde, idet den pågældende tidligere i flere tilfælde efter

politimesterens opfattelse har formidlet oplysninger fra politimesterembedet

på

en uacceptabel og illoyal måde.

Justitsministeriet er enig i,

at det tilkommer avisens ledelse at afgøre, hvilke journalister, der skal

varetage bestemte opgaver for avisen, herunder rette henvendelse til

politimesterembederne vedrørende konkrete sager eller generelle spørgsmål.

Dette forhold er imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse ikke til

hinder for, at en politimester i et konkret tilfælde, hvor det er sagligt

begrundet, og hvor embedet ikke efter reglerne i f.eks. offentlighedsloven er

forpligtet til at meddele oplysninger, afbryder samarbejdet med en

journalist.

..."

I skrivelse af 23. august

1991 klagede A til mig over Justitsministeriets afgørelse. A gjorde gældende,

at politimesterens første reaktion gjaldt alle medarbejdere ved A. A anførte

videre, at de to sager, der havde ført til udelukkelsen af A og dernæst B,

var

blevet undersøgt og dækket af A på samme måde som andre lignende sager, at

politiet har kunnet komme til orde i avisen, samt at der ikke havde været

tale

om en hetz.

Jeg forelagde klagen for

Justitsministeriet og politimesteren og bad i skrivelse af 9. september 1991

myndighederne udtale sig specielt om følgende:

En nærmere redegørelse for rækkevidden af

politimesterens afgørelse af 9. januar 1991. Jeg sigter herved især til,

hvilke

oplysningstyper og samarbejdssituationer afgørelsen omfatter, samt

afgørelsens

tidsmæssige udstrækning.

En nærmere beskrivelse af de retningslinier, der følges

ved politimesterembedet i (X-by) for kontakten med pressen.

Akterne vedrørende eventuelle andre tilfælde, hvor

politiet har afbrudt samarbejdet med journalister.

Hvilken betydning ministeriet ved bedømmelsen af

politimesterens beslutning har tillagt det, at beslutningen kan betegnes som

et

indgreb i pressens adgang til informationer og varetagelse af

nyhedsformidlingen.

En nærmere begrundelse for politimesterens opfattelse,

hvorefter den pågældende journalist har formidlet oplysninger fra

politimesterembedet på en "uacceptabel og illoyal måde".

En nærmere redegørelse for, hvilke oplysninger

Justitsministeriet forud for skrivelsen af 9. august 1991 har tilvejebragt

til

belysning af det under punkt 5) anførte.

Akterne i asbestsagen fra Statsfængslet (F) samt i

sagen om den påståede politivold den 3. november 1990.

Jeg udbeder mig endvidere akterne i sagen vedrørende

beslutningen om at afbryde kontakten til journalist (B)."

Politimesteren besvarede i en

skrivelse af 11. oktober 1991 ombudsmandens spørgsmål således:

"

ad 1:

Kontakten mellem pressen og

politimesterembedet sker ved dels personlig, dels telefonisk henvendelse til

politigården. Der afholdes således hver morgen omkring kl. 8 på hverdage møde

med journalister fra de lokale aviser, (........), hvor kriminalinspektøren

og

politikommissæren typisk orienterer om det seneste døgns begivenheder ved

gennemgang af døgnrapporterne. Journalisterne møder samtidigt hos

kriminalpolitiet og derefter hos ordenspolitiet, og under møderne forekommer

det naturligvis, at journalisterne spørger om andre sager, og disse spørgsmål

besvares også. I weekends klares denne løbende nyhedsformidling ved

telefonisk

henvendelse fra de lokale aviser til vagthavende i ordenspolitiet og inden

for

kriminalpolitiets sagsområde ved henvendelse til kriminalinspektøren eller

kriminalkommissæren, der frivilligt har påtaget sig denne

"hjemmevagtordning". - Øvrige henvendelser fra pressen (i.e. de

landsdækkende aviser, regional- og lokalradio m.fl. samt den lokale presses

henvendelse til andre end kriminalinspektøren og politikommissæren) sker

typisk

pr. telefon, og der besvares og informeres løbende - også i fritiden.

Rækkevidden af min beslutning

om ikke at samarbejde med journalist (B) går ud på, at (A) ved morgenmøderne

og

de løbende telefoniske henvendelser må lade sig repræsentere af en anden end

(B). Min beslutning, der er uden tidsbegrænsning, omfatter ikke sager, hvor

embedet

efter reglerne i f.eks. offentlighedsloven er forpligtet til at meddele

oplysninger, eller henvendelser til medarbejdere, der ikke udtaler sig på

embedets vegne, jfr. nedenfor ad 2.

I øvrigt bemærkes, at (A)

efter den 9. januar 1991 har sendt andre medarbejdere end (B) til

morgenmøderne, ligesom (A) har ladet andre journalister rette telefonisk

henvendelse hertil.

ad 2:

Der henvises til vedlagte

politimestermeddelelse af 21. marts 1988. For så vidt angår de afsluttende

bemærkninger om kompetencen til at udtale sig til pressen, tænkes der her på,

hvem der på

embedets vegne

kan udtale

sig. Denne kompetence er hos embedets ledelse inclusive vagthavendegruppen.

Derimod er der ikke ved politimestermeddelelsen taget stilling til andres ret

til at udtale sig, det være sig tillidsrepræsentanter eller andre

medarbejdere,

der måtte have lyst til at træde frem i medierne, men i sidstnævnte situation

sker det ikke på embedets vegne.

ad 3:

(X-by's) politi har ikke

afbrudt samarbejdet med andre journalister.

ad 8:

Grundlaget for afgørelsen har

været asbestsagen fra Statsfængslet (F) samt sagen om den påståede politivold

sammenholdt med avisartiklerne i (A). Afgørelsen er med begrundelse og

klagevejledning meddelt mundtligt til chefredaktør (D) den 9. januar 1991 og

gentaget under møde den 11. s.m. Chefredaktøren har ikke efterfølgende

begæret

skriftlig begrundelse, jfr. forvaltningslovens § 23, stk. 1. - Særskilt sag

er

først oprettet i forbindelse med klagen til ministeriet, hvor

originalkorrespondance samt avisudklip beror...."

Dansk Journalistforbund

tilsluttede sig i en skrivelse af 11. oktober

1991 A

's klage til mig. Forbundet

pegede bl.a. på, at Justitsministeriets afgørelse burde ses i lyset af den

nye

medieansvarslov. Loven optager som bilag et sæt presseetiske regler, som

klart

fastslår, at det er et brud på god presseskik, hvis et blad underlægger sig

et

pres fra udenforstående. Det havde efter forbundets mening været brud på de

presseetiske regler, hvis A havde givet efter for det pres, politimesteren

forsøgte

at lægge på avisen.

Denne skrivelse forelagde jeg

for politimesteren og Justitsministeriet. Politimesteren bemærkede i

skrivelse

af 9. januar 1992 bl.a. følgende:

"...

Med hensyn til sagens

realitet drejer denne sig efter min vurdering ikke om (A's) ledelses ret til

at

tilrettelægge arbejdet blandt de journalistiske medarbejdere eller indgreb i

pressens adgang til informationer og at videreformidle disse. Det for mig

afgørende har været, hvorvidt (B) gennem artiklerne har forset sig så groft,

at

han bør udelukkes. Det er min opfattelse, at dette var tilfældet, jfr.

fortsat

min begrundelse i min påtegning af 4. april 1991.

Begrundelsen støtter sig især

på de VEJLEDENDE regler for god presseskik litra A nr. 1, jfr. litra C nr. 1.

Journalistforbundets henvisning til den nu gældende medieansvarslov nr. 348

af

6. juni 1991 ændrer efter min opfattelse ikke herved, allerede fordi det af

bemærkningerne til kapitel 5 og specielt til § 34 fremgår, at de vejledende

etiske regler fortsat skal være grundlaget for det nærmere indhold af

begrebet

"God presseskik.""

Justitsministeriets

Lovafdeling udfærdigede den 14. april 1992 et notat om en myndigheds adgang

til

at afbryde samarbejdet med enkelte journalister. I notatet anførtes bl.a.:

"...

5. Justitsministeriet må på

baggrund af politimesterens udtalelse af 11. oktober 1991 lægge til grund, at

den trufne afgørelse om ikke at samarbejde med en bestemt, navngiven

journalist, alene retter sig mod de ansatte ved embedet, der efter de

almindelige regler har adgang til at udtale sig på embedets vegne.

Beslutningen

tilsigter ikke at gennemføre en begrænsning i de ansattes adgang til på egne

vegne at udtale sig til pressen eller på anden måde at begrænse de ansattes

ytringsfrihed. Justitsministeriet finder derfor ikke grundlag for at gå ind i

en nærmere overvejelse af spørgsmålet om offentligt ansattes ytringsfrihed.

Det spørgsmål, som sagen

navnlig giver anledning til at drøfte nærmere, er spørgsmålet om sikring af

en

ligelig behandling af pressen, når den retter henvendelse til offentlige

myndigheder vedrørende informationssøgning.

6. Det er et almindeligt

forvaltningsretligt princip, at forvaltningsmyndighederne er forpligtet til

at

behandle væsentligt lige forhold lige i retlig henseende, jf. Jens Garde,

Forvaltningsret, Almindelige Emner, 2. udgave, 1989, side 250. Af

lighedsgrundsætningen kan udledes et krav om konsekvens i forvaltningens

afgørelser. En administrativ praksis kan dog i almindelighed ændres, hvis der

er tale om en generel kursændring, som er nødvendig af saglige grunde, og som

ligger inden for lovens rammer. Af lighedsgrundsætningen følger, at der ikke

må

forekomme enkeltstående ubegrundede afvigelser fra en i øvrigt fulgt praksis,

jf. Garde, a.st. side 249.

Den forvaltningsretlige

lighedsgrundsætning omfatter også offentlige myndigheders information af

pressen, jf. Justitsministeriets betænkning om Kriminalforsorgen og

Massemedierne (714/1974), side 51, og FOB, 1990, side 181 ff.

forudsætningsvis.

Spørgsmålet om ligebehandling

af pressen har også været drøftet i anden sammenhæng, jf. FOB, 1984, side 156

ff. I denne sag, hvor en minister afbestilte samtlige ministeriets

abonnementer

på et bestemt dagblad som følge af utilfredshed med en bestemt artikel,

udtalte

Folketingets Ombudsmand blandt andet følgende:

"Den disposition, der er

tale om - opsigelse af tjenesteabonnement på et dagblad - kræver ikke anden

hjemmel end den, der er indeholdt i den på ministeriets finanslovkonto

optagne

bevilling til afholdelse af udgifter til kontorhold, og er da heller ikke

undergivet

(yderligere) udtrykkelig regulering.

Dette er dog ikke

ensbetydende med, at dispositionsretten på dette område er fri. Også sådanne

dispositioner er i hvert fald i et vist omfang undergivet begrænsninger, der

følger af forvaltningsrettens almindelige regler...

...

Gennemførelsen af en sådan

"straffeaktion" falder ganske udenfor rammerne af den kreds af

hensyn

- vedrørende tjenesteforretningernes praktiske tilrettelæggelse - som

kontorholdskontoen tager sigte på at varetage, og som, må jeg gå ud fra, også

har været bærende for tidligere beslutninger om avisholdets omfang og

sammensætning.

...

I min vurdering er tillige

indgået, at sagen også synes at kunne åbne op for principielt betænkelige

konsekvenser med hensyn til forholdet mellem det offentlige og massemedierne

og

dermed for et væsentligt element i de vilkår, hvorunder dagspressen virker.

Jeg

sigter herved til spørgsmålet om rammerne for myndighedernes

reaktionsmuligheder i tilfælde, hvor der måtte være anledning til at reagere

over for indlæg i dagspressen. Jeg finder ikke at have tilstrækkelig

anledning

til med udgangspunkt i den foreliggende sag at gå nærmere ind herpå, men

mener

dog ikke at burde undlade med denne afsluttende bemærkning at påpege

sammenhængen med denne principielle problemstilling.

..."

7. Offentlighedsloven hviler

på en forudsætning om, at myndighederne ikke alene meddeler pressen de

oplysninger, som pressen efter reglerne om aktindsigt har krav på, men også i

en vis udstrækning giver pressen méroffentlighed i det omfang, det kan ske

inden for rammerne af straffelovens almindelige regler om tavshedspligt. Der

kan i den forbindelse henvises til FOB 1984, side 88 ff og den deri nævnte

beretning af 12. oktober 1979 fra en arbejdsgruppe, der blev nedsat på et

møde

den 21. februar 1977 i Justitsministeriets centrale samarbejdsudvalg for

politiet med den opgave at undersøge politiets og anklagemyndighedens forhold

til massemedierne.

Den forvaltningsretlige

lighedsgrundsætning indebærer, at myndigheden som udgangspunkt skal behandle

pressens repræsentanter ens ved meddelelse af méroffentlighed.

Den omstændighed, at en

bestemt journalist, som følge af myndighedens utilfredshed med den

pågældendes

journalistiske virke, udelukkes fra en formløs adgang til oplysninger eller

fra

en adgang til méroffentlighed, som indrømmes andre journalister, må på den

baggrund efter Justitsministeriets opfattelse give anledning til principielle

betænkeligheder.

Ved vurderingen af dette

spørgsmål må det formentlig tages i betragtning, hvilket formål der tilsigtes

varetaget ved afgørelsen om at afskære den pågældende fra informationer. Sker

udelukkelsen for - med henblik på fremtiden - at varetage væsentlige hensyn

til

sigtede, tiltalte, forurettede eller de enkelte ansatte polititjenestemænd,

som

på grund af journalistens urigtige brug af oplysningerne udsættes for

forfølgning eller på anden måde er genstand for en fejlagtig og klart

misvisende information, eller har udelukkelsen karakter af en sanktion over

for

det, der efter myndighedens opfattelse er et brud på de presseetiske regler.

I tilfælde, hvor formålet

alene har været at undgå et fremtidigt misbrug af oplysningerne, må der efter

Justitsministeriets opfattelse i grove tilfælde af brud på de almindelige

presseetiske regler formentlig være adgang for myndighederne til at rette

henvendelse til dagbladets ledelse med henblik på at få en anden

journalistisk

medarbejder til at overtage området. Formålet med at lade en anden journalist

overtage området vil efter omstændighederne kunne løse 2 problemstillinger;

dels

tilsigte at hindre fremtidigt misbrug, dels forbedre samarbejdsforholdene

mellem politi og presse, som er et vigtigt element, for at

informationsformidlingen efter meroffentlighedsprincippet i praksis kan

fungere. Udelukkelsen af en journalist med dette formål for øje må dog

samtidig

ses i lyset af, at journalisten, da der er tale om oplysninger, som gennem

meroffentlighed til pressen bliver almindeligt tilgængelige for en bredere

kreds, ad anden vej kan skaffe sig oplysningerne og fortsætte den hidtidige

journalistiske linie.

Justitsministeriet finder som

nævnt samtidig grund til at pege på, at udelukkelsen af en journalist kan få

karakter af en sanktion eller, med ombudsmandens ord, en

"straffeaktion". Iværksættelsen af en sådan sanktion vil efter

Justitsministeriets

opfattelse stride mod forvaltningsrettens almindelige principper om saglig

forvaltning.

Hvis man fra myndighedernes

side er utilfreds med den dækning, som en bestemt sag har fået i pressen

eller

andre medier, må man som andre gå frem efter medieansvarslovens almindelige

regler.

Efter Justitsministeriets

opfattelse har der ikke i et tilfælde som det foreliggende været det fornødne

grundlag for at træffe afgørelse om at udelukke journalisten fra at deltage i

de pressemøder og den meroffentlighedsordning, der gælder for andre

journalister."

Under henvisning til notatet

fra Lovafdelingen meddelte Justitsministeriet mig i skrivelse af 19. juni

1992

følgende:

"...

I den anledning kan man

oplyse, at Justitsministeriet på baggrund af Deres henvendelse har haft

lejlighed til at overveje sagen på ny. Der henvises til vedlagte notat af 14.

april 1992. Som der nærmere er redegjort for i notatet, må det ved

vurderingen

af spørgsmålet om adgangen til at udelukke en bestemt journalist fra en

formløs

adgang til oplysninger eller fra en adgang til méroffentlighed, som indrømmes

andre journalister, formentlig tages i betragtning, hvilket formål der

tilsigtes varetaget ved afgørelsen om at afskære den pågældende fra

informationer. I tilfælde, hvor formålet alene har været at undgå et

fremtidigt

misbrug af oplysningerne, må der efter Justitsministeriets opfattelse i grove

tilfælde af brud på de almindelige presseetiske regler formentlig være adgang

for myndighederne til at rette henvendelse til dagbladets ledelse med henblik

på at få en anden journalist til at overtage området. Efter en fornyet

vurdering af den konkrete sag er det Justitsministeriets opfattelse, der ikke

har været fuldt tilstrækkeligt grundlag for at anse de foreliggende forhold

for

at falde inden for denne kategori. Justitsministeriet har på denne baggrund

meddelt politimesteren i (X-by), at journalist (B) bør gives samme adgang til

information fra politimesterembedet som andre presserepræsentanter i området.

..."

Herefter gav politimesteren i

skrivelse af 1. juli

1992 A

meddelelse om, at journalist B var velkommen til at rette henvendelse til

embedet, og at B ville få informationer på lige fod med andre

presserepræsentanter.

Jeg forelagde udtalelsen for

A og Dansk Journalistforbund. A meddelte mig i en skrivelse af 8. juli 1992,

at

bladet ikke var enig i, at myndighederne ved grove brud på de presseetiske

regler bør kunne anmode ledelsen af et dagblad om at få en anden journalist

til

at overtage stofområdet.

Journalistforbundet bemærkede

i skrivelse af 7. juli 1992 følgende:

"...

Notatet fra

Justitsministeriets Lovafdeling om "Notat om en myndigheds adgang til at

afbryde samarbejdet med enkelte journalister" giver anledning til en

enkelt principiel bemærkning.

Det hedder, at "der

efter Justitsministeriets opfattelse i grove tilfælde af brud på de

almindelige

presseetiske regler formentlig må være adgang for myndighederne til at rette

henvendelse til dagbladets ledelse med henblik på at få en anden journalist

til

at overtage området".

Dansk Journalistforbund

finder, at det er afgørende for at sikre en uafhængig presse, at det ikke er

en

offentlig myndighed, der får indflydelse på eller søger at få indflydelse på,

hvilken medarbejder en redaktion sætter til at dække et område.

Det er en beslutning, som suverænt

er redaktionens.

Hvis politiet eller en anden

offentlig myndighed finder, at de presseetiske regler ikke følges, er

fremgangsmåden at gå frem efter medieansvarslovens regler - som det også er

beskrevet på side ni i notatet.

En offentlig myndighed som

for eksempel politiet kan aldrig gøre sig til dommer over, om de presseetiske

regler er overtrådt.

..."

Jeg udtalte herefter følgende

i en skrivelse til A:

"1)

Politimesterens afgørelse af 9. januar 1991:

Som sagen nu er oplyst, må jeg lægge til grund, at

politimesteren denne dag meddelte (A's) redaktør, at (B) for fremtiden var

afskåret fra det almindelige løbende samarbejde mellem politiet i (X-by) og

pressen. Afgørelsen var formelt begrundet i den måde, hvorpå (B) havde dækket

"asbestsagen" og "politibilsagen", idet politimesteren

fandt, at (B) "bevidst havde forbrudt sig mod grundlæggende presseetiske

regler". Politimesteren havde dog også tillagt det betydning, at der i

den

pågældende periode generelt havde været negativ omtale i pressen af

politimesterembedet

i forbindelse med den såkaldte "Pedal-Ove sag". Desuden havde han

lagt vægt på andre artikler i (A), som var forfattet af andre medarbejdere

end

(B) vedrørende de to sager. Afgørelsen gjaldt uden tidsgrænser, men omfattede

alene deltagelse i morgenmøder og de løbende telefoniske henvendelser og

således ikke situationer, hvor politiet f.eks. i kraft af offentlighedsloven

var forpligtet til at udlevere oplysninger.

Et afgørende problem i sagen har for så vidt været, om

(B's) dækning af de to sager har været udtryk for så grove afvigelser fra

normen for god presseskik, at en udelukkelse af denne grund eventuelt kunne

være berettiget. Justitsministeriet har imidlertid ved skrivelse af 19. juni

1992 truffet afgørelse om, at der ikke fra (B's) side forelå sådanne forhold,

at de kunne begrunde en udelukkelse af (B) fra deltagelse i det almindelige

samarbejde mellem politiet og pressen. Da dette spørgsmål nu er afklaret,

afstår jeg fra at indgå på en nærmere vurdering heraf. Vedrørende det

principielle spørgsmål om, hvorvidt en offentlig myndighed under sådanne

omstændigheder vil kunne udelukke en journalist fra at modtage oplysninger,

henvises der til de nedenstående bemærkninger under pkt. 3.

En afgørelse om udelukkelse af en journalist fra at

modtage informationer må karakteriseres som en retssikkerhedsmæssigt meget

indgribende afgørelse. Både ordenshensyn og hensynet til det pågældende

dagblads og den udelukkede journalists muligheder for at bedømme rækkevidden

af

afgørelsen samt mulighederne for at påklage afgørelsen taler for, at en sådan

afgørelse meddeles skriftligt, jf. Juridisk Grundbog, bind 4, 4. udgave, s.

184, og den dér anførte praksis.

Politimesterens afgørelse

burde derfor have været meddelt skriftligt og ikke blot i form af en

tilkendegivelse under en samtale mellem redaktøren og politimesteren.

Afskæringen af (B) fra informationskanaler, som andre

journalister kunne gøre brug af, var ikke alene et indgreb i (A's)

interesser,

men i høj grad også et indgreb i (B's) muligheder for at udøve sit erhverv,

bl.a. fordi beslutningen kunne forventes opretholdt, selv om (B) skiftede job

til en anden medievirksomhed.

Afgørelsen havde således

direkte betydning for (B's) muligheder for at have arbejde som journalist.

Han

burde derfor af politiet have været anset som part i sagen, og han burde

således have været inddraget i behandlingen af sagen, bl.a. i form af adgang

til partshøring og ved, at han fik meddelelse om afgørelsen.

Afgørelsen af 9. januar 1991 var i sit indhold

upræcist, idet den ikke indeholdt nogen tidsbegrænsning og blot gik ud på at

"udelukke (B)".

Efter min mening var en så

bred afgrænsning af afgørelsens retlige konsekvenser uacceptabel.

Politimesteren burde have angivet en tidsgrænse for afgørelsen og samtidig -

som senere sket - have præciseret, hvilke dele af samarbejdet mellem politi

og

presse det angik.

Efter politimesterens skrivelse af 4. april 1991 til

Justitsministeriet må jeg lægge til grund, at afgørelsen ikke alene byggede

på

artikler skrevet af (B), men at der også var taget hensyn til den mere

generelle kritiske indstilling til politimesterembedet, som på daværende

tidspunkt var kommet til udtryk i pressen, herunder i artikler, der var

skrevet

af andre medarbejdere ved (A) end (B).

Som anført foran under b)

finder jeg ikke at have anledning til at indgå på en vurdering af, om (B) i

forbindelse med artiklerne om "asbest-sagen" og

"politibilsagen" har tilsidesat retningslinierne for god

presseskik.

Også uden en sådan vurdering kan det imidlertid konstateres, at

politimesteren

ikke lovligt har kunnet tillægge det betydning for udelukkelse af (B), at

andre

journalister - endog i andre blade end (A) - havde forfattet artikler, som

efter politimesterens opfattelse indeholdt uberettiget kritik af (X-by's)

politi.

Jeg har gjort politimesteren

bekendt med min opfattelse om klagepunkterne ovenfor under c-f.

2)

Justitsministeriets afgørelse af 9. august 1991.

a) Som anført under 1) må

politimesterens afgørelse af 9. januar 1991 i flere henseender retligt anses

for mangelfuld. Afgørelsen var i sit indhold for uklar og burde have været

meddelt skriftligt. Afgørelsen blev truffet uden forudgående høring af (B),

og

den byggede tildels på forhold, som (B) ikke kunne gøres ansvarlig for.

Disse forhold burde

ministeriet have påtalt. Desuden burde disse forhold have ført til, at

ministeriet ikke på det da foreliggende grundlag stadfæstede politimesterens

afgørelse.

Jeg har gjort

Justitsministeriet bekendt med min opfattelse.

3)

Justitsministeriets udtalelse af 19. juni 1992.

Ministeriet har i forbindelse

med min behandling af sagen overvejet det generelle spørgsmål om offentlige

myndigheders adgang til at udelukke en bestemt journalist fra formløs adgang

til oplysninger eller fra adgangen til meroffentlighed, som indrømmes andre

journalister. Ministeriet mener, at det vil være i strid med den almindelige

lighedsgrundsætning, hvis dele af pressen udelukkes fra at modtage sådanne

informationer og udtalelser. Grove brud fra en journalists side på de

almindelige presseetiske regler vil efter omstændighederne kunne begrunde, at

en myndighed retter henvendelse til dagbladets ledelse med henblik på at få

en

anden journalist til at overtage området.

Jeg er enig med ministeriet

i, at lighedsbetragtninger fører til, at fast etablerede ordninger for

varetagelse af kontakter med pressen må gælde og omfatte alle dele af

nyhedsformidlingen, samt at myndighederne som hovedregel ikke kan blande sig

i,

hvem de forskellige medier ønsker at lade sig repræsentere af.

Den foreliggende sag rejser

spørgsmålet, om myndighederne efter omstændighederne kan etablere

særordninger

for bestemte medievirksomheder eller for bestemte pressemedarbejdere.

Ved vurderingen af dette

spørgsmål må der (som også påpeget af Journalistforbundet) tages hensyn til,

at

massemediernes virksomhed er omfattet af en særlig lov, medieansvarsloven

(lov

nr. 348 af 6. juni 1991). Ved denne lov er oprettet en særlig myndighed,

Pressenævnet, der træffer afgørelse om, hvorvidt der er sket en

offentliggørelse, der er i strid med god presseskik. Loven indeholder desuden

hjemmel for straf, mortifikation, erstatning og genmæle som reaktioner i

forhold til massemediernes tilsidesættelser af principper for god presseskik.

Det følger efter min mening

af principperne i medieansvarsloven, at en offentlig forvaltningsmyndighed

ikke

vil være berettiget til at foretage begrænsninger i en journalists adgang til

informationer med henblik på at sanktionere krænkelser af de presseetiske

regler.

Det må på den anden side

anses for uholdbart, dersom en myndighed i sin tilrettelæggelse af kontakten

med pressen er fuldstændig afskåret fra at tage hensyn til visse forhold

vedrørende den enkelte journalist, herunder pådømte og/eller klare krænkelser

af de presseetiske regler. Ordensmæssige hensyn og hensynet til at forebygge

misbrug samt ønsket om at sikre en almindelig adgang for journalister til at

modtage informationer, kan således efter omstændighederne begrunde, at der

sker

begrænsninger i bestemte journalisters adgang til oplysninger. Det må i den

forbindelse understreges, at de særlige hensyn, der kan begrunde sådanne

begrænsninger, ikke vil kunne omfatte de pågældendes lovhjemlede ret til i

henhold til lovgivningen (herunder især offentlighedsloven) at modtage

oplysninger. Det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip må

endvidere medføre, at sådanne begrænsninger ikke må gå videre end de hensyn,

der begrunder begrænsningen, tilsiger; ligeledes skal de hensyn, der kan

begrunde en eventuel særordning, påviseligt være overordentlig tungtvejende.

Det forhold, at en journalist selv har en kritisk holdning over for

myndigheden

- eller repræsenterer et medie med en sådan holdning - kan ikke i sig selv

udgøre et lovligt hensyn.

Det må endvidere efter min

mening anerkendes, at en myndighed med henblik på at sikre et så

gnidningsløst

og hensigtsmæssigt samarbejde med pressen som muligt, kan tage kontakt med

ledelsen for de forskellige medier vedrørende deres nyhedsformidling. Det kan

i

denne forbindelse være berettiget og formentlig uundgåeligt at inddrage

bestemte navngivne journalisters arbejde i sådanne drøftelser. Den blotte

henvendelse med henblik på at drøfte samarbejdsrelationerne kan således efter

min opfattelse ikke anses for uberettiget, forudsat at den efter sin form

ikke

vil kunne opfattes som en pression eller lignende."

Lignende dokumenter