Ikke fradrag i arbejdsløshedsdagpenge for diæter modtaget for hvervet som medlem af et huslejenævn.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Ikke fradrag i arbejdsløshedsdagpenge for diæter modtaget for
hvervet som medlem af et huslejenævn.
A klagede over, at
Arbejdsmarkedets Ankenævn havde tiltrådt en afgørelse fra Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen om, at det vederlag, som A modtog i forbindelse
med
sit hverv som medlem af et huslejenævn, blev fradraget i hans
arbejdsløshedsdagpenge.
De faktiske omstændigheder i
sagen var i korthed følgende:
A havde siden 1983 været
medlem af huslejenævnet i K Kommune. Han var udpeget til dette hverv af
kommunalbestyrelsen i K Kommune efter indstilling fra Lejernes LO. For
deltagelse i hvert af nævnets møder modtog A et vederlag på 300 kr. Oversteg
mødets varighed fire timer, udgjorde vederlaget dog det dobbelte.
A klagede til
Specialarbejderforbundets lokale arbejdsløshedskasse i K over, at det beløb,
han fik udbetalt i mødediæt, blev fratrukket hans dagpenge. I skrivelsen
anførte A bl.a. følgende:
"...
Den praksis som rundskrivelse
nr. 10/90 lægger op til kan derfor kun betegnes som grov diskrimination mod
arbejdsløse, der påtager sig et borgerligt ombud, der alene medfører
udbetaling
af mødediæter - men ikke fast vederlag eller direkte løn. Som den eneste
gruppe
skal arbejdsløse acceptere at udføre et borgerligt ombud uden at få dækket
sit
indtægtstab i den tid som det tager at udføre det borgerlige ombud - og alene
nøjes med den dækning, som mødediæterne giver.
Læs alt
..."
Arbejdsløshedskassen tog
stilling til A's klage i en skrivelse til A. I skrivelsen var bl.a. anført
følgende:
"...
[Det er] nu fastslået, at der
altid skal ske fradrag for vederlag samt diæter, såfremt disse er
indkomstskattepligtige.
...
Såfremt afdelingen har
dokumentation fra kommunen for, at ikke
hele
beløbet, der udbetales, er skattepligtigt, kan fremgangsmåden anvendes. Alene
det beløb, der er skattepligtigt, skal modregnes.
..."
A klagede til Direktoratet
for Arbejdsløshedsforsikringen over arbejdsløshedskassens afgørelse. I
anledning af denne klage udtalte arbejdsløshedskassen i en skrivelse til
direktoratet, at man i princippet var enig i, at der ikke burde ske fradrag
for
diæter.
I direktoratets afgørelse i
sagen var bl.a. anført følgende:
"...
I denne anledning skal man
meddele, at der skal ske fradrag for udøvelse af borgerligt ombud eller andet
hverv i det offentliges interesse, for hvilket der udbetales et vederlag, der
ikke alene har karakter af diæter og lignende, jf. § 2, stk. 2, i
direktoratets
bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982 om arbejdes og indtægters betydning
for
dagpengenes størrelse.
Ved afgørelsen af om
vederlaget medfører fradrag i dagpenge, er det ikke vederlagets benævnelse -
f.eks. "mødediæter" - men dets karakter, der er afgørende for, om
der
skal ske fradrag i dagpengene.
Ved afgørelsen af om der
foreligger en egentlig aflønning, finder direktoratet, at der skal tages
udgangspunkt i om ydelsen er skattepligtig.
På dette grundlag og på
grundlag af at de udbetalte mødediæter er skattepligtige, finder
direktoratet,
at disse skal medføre fradrag i dagpengene, jf. § 2, stk. 2, i ovennævnte
bekendtgørelse.
Direktoratet har i øvrigt
lagt vægt på, at udbetalingen og størrelsen af mødediæterne er nøje
sammenhængende med det udførte arbejde, d.v.s. mødernes længde.
Direktoratet kan endelig
oplyse, at arbejdsløshedskassemedlemmer, der udfører borgerligt ombud, ikke
er
stillet anderledes end andre ledige arbejdsløshedskassemedlemmer, der i
ledighedsperioden har indtægter ved bibeskæftigelse.
..."
A klagede til
Arbejdsmarkedets Ankenævn over direktoratets afgørelse. I skrivelsen gjorde A
bl.a. gældende, at direktoratets afgørelse indebar ulovlig
forskelsbehandling.
I en skrivelse til A meddelte
Arbejdsmarkedets Ankenævn, at man havde behandlet A's klage på et møde, og at
ankenævnet her havde besluttet at tiltræde direktoratets afgørelse med den
anførte begrundelse.
I Specialarbejdernes
Arbejdsløshedskasses klage for A til mig var anført følgende:
"...
På baggrund af diæternes
størrelse, set i forhold til den medgåede tid, er det herefter kassens
opfattelse, at diæterne ikke udgør en egentlig aflønning for det, der er
udført, hvorfor det er kassens opfattelse, at de diæter, som udbetales, ikke
skal medføre fradrag i arbejdsløshedsdagpengene.
Kassen er derfor uenig i den
af direktoratet og ankenævnet skabte præcedens gående ud på, at første
kriterie, for hvorvidt der skal foretages fradrag i dagpengene, er, om den
udbetalte diæt er skattepligtig.
..."
Arbejdsløshedskassens klage
var vedlagt en redegørelse om sagen fra A selv. I denne redegørelse gjorde A
bl.a. gældende, at de trufne afgørelser indebar ulovlig diskrimination af
arbejdsløse, og at afgørelserne var i strid med den internationale konvention
om borgerlige og politiske rettigheder. Arbejdsløshedskassen præciserede
senere, at A's redegørelse skulle betragtes som en del af kassens klage.
I en udtalelse, som jeg i
anledning af klagen indhentede fra Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen,
var anført følgende:
"...
Diæter og lignende vederlag
vil ofte være kendelige på, at der ikke er en sammenhæng mellem beløbet og
den
tid, som beskæftigelsen har taget, og de vil typisk være skattefri, da der
ikke
ved beskæftigelsen opnås en (netto)indtægt.
Direktoratet har ved
afgørelsen af, om der foreligger en egentlig aflønning, fundet det
formålstjenligt at tage udgangspunkt i, om ydelsen (vederlaget/diæten) er
skattepligtig indkomst eller helt eller delvis skattefrit.
Dette kriterie står
imidlertid ikke alene, idet der ved afgørelsen af, om der er tale om
aflønning,
også lægges vægt på, om der er en sammenhæng mellem det udbetalte beløb og
den
medgåede tid, herunder for eksempel om diæternes størrelse er afhængige af
mødernes varighed og medlemmets deltagelse i møderne.
Er der således tale om diæter
eller lignende vederlag, hvor der ikke er en sammenhæng mellem det udbetalte
beløb og den medgåede tid, er det direktoratets opfattelse, at disse beløb på
trods af skattepligt ikke skal medføre fradrag.
For så vidt angår den
konkrete sag, er det fortsat direktoratets opfattelse, at de diæter, der er
udbetalt til ovennævnte i forbindelse med hans deltagelse i møder i
huslejenævnet, skal medføre fradrag i dagpengene med den begrundelse, der er
anført i direktoratets skrivelse af ... .
..."
I min afsluttende skrivelse
til klageren udtalte jeg følgende:
"1. Loven om
arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring indeholder i § 58 følgende
bestemmelse:
"§ 58. Efter forhandling
med landsarbejdsnævnet kan direktøren for arbejdsløshedsforsikringen
fastsætte
regler om
...
3) hvilken betydning arbejde
og indtægt i ledighedsperioden skal have for størrelsen af dagpengene."
I medfør af denne bestemmelse
har Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen udstedt bekendtgørelse nr. 57
af 1. marts 1982 (med senere ændringer) om arbejdes og indtægters betydning
for
arbejdsløshedsdagpengenes størrelse. Bekendtgørelsens §§ 1 og 2 har følgende
ordlyd:
"
§ 1. Udførelse af arbejde i en ledighedsperiode, herunder arbejde
uden for normal arbejdstid og på helligdage, medfører fradrag i dagpengene.
Stk. 2. Ved arbejde forstås aktiviteter, som enten medfører indtægt
eller efter sin art almindeligvis medfører indtægt. Diæter og lignende
vederlag, samt små beløb eller andre ydelser, der ikke kan anses for at være
en
aflønning, betragtes i denne forbindelse ikke som indtægt.
Stk. 3. Almindeligt vedligeholdelses- eller reparationsarbejde i
eget hjem medfører ikke fradrag.
§ 2. Udøvelsen af hverv som medlem af en kommunalbestyrelse
medfører fradrag i dagpengene i det omfang, medlemmet har mulighed for at
opnå
fast vederlag eller erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i henhold til den
kommunale styrelseslov eller lov om et hovedstadsråd.
Stk. 2. Der skal i øvrigt ske fradrag for udøvelse af borgerligt
ombud eller andet hverv i det offentliges interesse, for hvilket der
udbetales
et vederlag, der ikke alene har karakter af diæter og lignende, herunder
a) hverv som formand for en kommunalbestyrelses stående udvalg,
b) hverv som formand for en skolekommission,
c) hverv som det offentliges repræsentant i institutioner m.v.,
d) hverv, der i medfør af lov om skattemyndighedernes organisation og om
klageadgang m.m. (skattestyrelsesloven) og vurderingsloven varetages i
forbindelse med ligninger og vurderinger.
Stk. 3. Varetagelse af hverv som nævning, domsmand eller lægdommer
ved boligretten, tilforordnet ved valg, medlem af skolenævn og lignende, samt
opfyldelse af vidnepligt medfører ikke fradrag."
Bekendtgørelsen er suppleret
af direktoratets vejledning af 1. marts 1982. Under omtalen af
bekendtgørelsens
§ 1 hedder det i vejledningen bl.a. følgende:
"...
Hvis beskæftigelsen medfører
indtægt, enten direkte i form af aflønning eller mere indirekte i form af
modydelser
eller lignende, vil dette være afgørende, således at der skal ske fradrag.
Der
er imidlertid ydelser, der ikke i denne sammenhæng betragtes som indtægt.
Dette gælder diæter og
lignende vederlag, jfr. bekendtgørelsens § 1, stk. 2. Der er her tale om
beløb,
der indeholder en vis aflønning, men samtidig indeholder dækning af
omkostninger ved beskæftigelsen, og hvor de enkelte bestanddele ikke kan
gøres
op.
...
Sådanne udbetalinger har ikke
betydning for dagpengene, og det samme gælder små beløb eller andre ydelser,
der har karakter af en erkendtlighed, f.eks. for en særlig indsats i en
idrætsforening eller en humanitær organisation. Ofte vil sådanne tilfælde
være
kendelige på, at der ikke er den sammenhæng mellem beløbet og den tid,
beskæftigelsen har taget, som er normalt, når der er tale om en egentlig
aflønning.
..."
Under omtalen af
bekendtgørelsens § 2 anføres det i vejledningen bl.a. følgende:
"...
Hovedretningslinien er, at
der kun skal ske fradrag, hvis der er en egentlig aflønning forbundet med
hvervet.
..."
Det bemærkes, at den citerede
bestemmelse i bekendtgørelsens § 2, stk. 3, ikke er nærmere omtalt i
direktoratets vejledning.
2. Huslejenævnene er nedsat i
medfør af kap. VI i lov om midlertidig boligregulering (lovbekendtgørelse nr.
714 af 25. oktober 1991). Der er i hver kommune et eller flere huslejenævn,
jf.
lovens § 35, stk. 1. Medlemskab af et huslejenævn må betragtes som borgerligt
ombud, jf. boligreguleringslovens § 37, stk. 2, sammenholdt med lejelovens §
109, stk. 3.
Om vederlag for nævnsmedlemmernes
virksomhed indeholder boligreguleringsloven alene følgende bestemmelse:
"
§ 38.
...
Kommunalbestyrelsen kan
tillægge formanden og de øvrige medlemmer vederlag for deres
virksomhed."
Sekretariatschefen for De
Københavnske Huslejenævn har over for en af mine medarbejdere bekræftet, at
der
heller ikke på andet grundlag centralt er fastsat særlige bestemmelser om
vederlag eller diæter til nævnsmedlemmerne. Det er således i princippet op
til
hver enkelt kommune at fastsætte vederlagsformen.
I (K) Kommune - hvis
huslejenævn (A) som anført er medlem af - udbetales der efter det over for
mig
oplyste vederlag til nævnets medlemmer efter reglerne i Indenrigsministeriets
bekendtgørelse nr. 471 af 20. juni 1991 om diæter og vederlag for udøvelsen
af
kommunale hverv. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af bl.a.
kommunestyrelseslovens §§ 16 og
16 a.
Bekendtgørelsens § 3 har følgende ordlyd:
"
§ 3. Diætbeløbet for deltagelse i møder, kurser m.v., jf. § 16,
stk. 2, 3 og 5 i lov om kommunernes styrelse, udgør 300 kr. pr. dag. For
dage,
hvor hvervet beslaglægger mere end 4 timer, ydes 600 kr."
3. De argumenter, som
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen har anført for, at det udbetalte
vederlag skal fradrages i dagpengene, kan sammenfattes således:
Vederlaget
er skattepligtigt.
Vederlagets
størrelse er "nøje sammenhængende med det udførte arbejde, d.v.s.
mødernes
længde" (citat fra direktoratets afgørelse ...).
Til disse argumenter skal jeg
kort anføre følgende:
ad a.
Jeg er opmærksom på, at direktoratet udtrykkeligt har
fremhævet, at den omstændighed, at det pågældende beløb er skattepligtigt,
ikke
i sig selv har været afgørende for direktoratets afgørelse.
Jeg kan tilslutte mig, at det
anførte kriterium kan have en vis vejledende betydning i tvivlstilfælde. Da
det
imidlertid ofte kan være forskellige hensyn, der gør sig gældende ved
fortolkningen af henholdsvis skattelovgivningen og den sociale lovgivning,
mener jeg, at kriteriet i den samlede afvejning kun kan tillægges begrænset
vægt over for de modstående fortolkningsfaktorer.
ad b. Jeg kan tilslutte mig, at det ved vurderingen af, om et
vederlag skal anses som aflønning eller diæt i bekendtgørelsens forstand, må
tillægges betydelig vægt, hvilken sammenhæng der er mellem størrelsen af det
vederlag, der udbetales, og den tid, der er forbrugt på hvervet.
Derimod må jeg i nogen grad
stille mig uforstående over for direktoratets bemærkning om, at der i det
foreliggende tilfælde er en nøje sammenhæng mellem det beløb, der er udbetalt
til (A) og den tid, han har anvendt på varetagelse af sit hverv; som det
fremgår af § 3 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse, anvendes der kun to
vederlagssatser: én for møder af mindre end fire timers varighed og én for
alle
andre møder. Efter min opfattelse må der på den baggrund tværtimod siges at
være meget beskeden sammenhæng mellem vederlag og arbejdsindsats. Den
sammenhæng, der er, genfindes i hvert fald næppe i noget normalt
ansættelsesforhold.
Herefter må jeg anse det for
tvivlsomt, om de argumenter, direktoratet har anført, i sig selv kan bære den
trufne afgørelse.
4. Afgørelsen af, om (A's)
vederlag skal anses for indtægt eller diæt i bekendtgørelsens forstand, må i
første række bero på en fortolkning af retsgrundlaget: §§ 1 og 2 i
direktoratets bekendtgørelse.
Princippet i bekendtgørelsens
§ 2 kan siges at være følgende: Hovedreglen er, at der skal ske fradrag for
det
vederlag, der udbetales som led i varetagelse af borgerligt ombud eller andet
hverv i det offentliges tjeneste, såfremt vederlaget ikke alene har karakter
af
diæt. Dette gælder dog ikke for de borgerlige ombud, der er nævnt i
bestemmelsens stk. 3. I disse sidstnævnte tilfælde er det således uden
betydning, i hvilket omfang vederlaget kan siges at have karakter af diæt.
Herefter mener jeg, at der
navnlig må lægges vægt på følgende:
a. Jeg må være enig med arbejdsløshedskassen i, at det vederlag,
som (A) modtager for sit medlemskab, i hvert fald har betydelig lighed med en
diæt i ordets normale betydning. Herved har jeg navnlig lagt vægt på,
at
sammenhængen mellem den ydelse, der i
tidsmæssig udstrækning præsteres, og det vederlag, der modtages, som anført
må
anses for meget beskeden, og
at
den
"timeløn", der eksempelvis ydes ved et møde af fire timers varighed
(75 kr.), som følge heraf må siges at være væsentligt lavere, end hvad man
normalt ville forbinde med en egentlig aflønning; i den forbindelse har jeg i
øvrigt noteret mig, at det af de ovenfor citerede bemærkninger i
direktoratets
vejledning fremgår, at den omstændighed, at et vederlag indeholder en vis
aflønning,
efter direktoratets opfattelse ikke udelukker, at der er tale om en diæt.
På den baggrund finder jeg,
at det vederlag, der ydes (A), mest naturligt må betegnes som en diæt i
bekendtgørelsens forstand.
b.
Hertil kommer, at det hverv, som (A) varetager, ikke har nogen
lighed med den opregning af hverv, der er foretaget i bekendtgørelsens § 2,
stk. 2. Denne omstændighed må efter min opfattelse tillægges en vis betydning
som fortolkningsmoment, uanset at opregningen efter bestemmelsens ordlyd ikke
er
udtømmende.
Derimod har (A's) hverv meget
betydelig lighed med de hverv, der er opregnet i bekendtgørelsens § 2, stk.
3,
hvor det bl.a. er bestemt, at vederlag for hvervet som lægdommer i
boligretten
ikke medfører fradrag i dagpengeretten. Uanset at bekendtgørelsens § 2, stk.
3,
har karakter af en undtagelsesbestemmelse, må det umiddelbart forekomme noget
vanskeligt at indse, at der i henseende til fradrag i dagpenge bør være
forskel
på, om man er medlem af boligretten eller af et huslejenævn. I den
forbindelse
bemærker jeg, at heller ikke vederlæggelsen af de hverv, der er opregnet i
bekendtgørelsens § 2, stk. 3, - herunder medlemskab af boligretten - er
ganske
uafhængig af, hvor meget tid der er forbundet med hvervets varetagelse; jeg
henviser herved til Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 712 af 17.
november
1987 om ydelser til lægdommere og vidner mv.
5. Efter en samlet vurdering
må det herefter være min opfattelse, at det vederlag, som (A) modtager som
medlem af huslejenævnet i (K) Kommune, mest naturligt bør henføres under
begrebet diæt i bekendtgørelsens forstand. Vederlaget bør derfor ikke
fradrages
i (A's) ret til dagpenge.
Jeg har ikke fundet grundlag
for at formulere min retsopfattelse som en kritik af Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn.
Jeg har gjort direktoratet og
ankenævnet bekendt med min opfattelse og henstillet, at ankenævnet genoptager
(A's) sag på grundlag af det, jeg har anført. Jeg har udbedt mig underretning
om ankenævnets afgørelse.
..."
I skrivelse af 27. maj 1993
meddelte Arbejdsmarkedets Ankenævn mig, at ankenævnet havde ophævet den
tidligere trufne afgørelse i A's sag, således at de mødediæter, som A havde
modtaget som medlem af huslejenævnet i K Kommune, ikke medførte fradrag i
hans
dagpenge.
Jeg meddelte herefter
ankenævnet, at jeg tog afgørelsen til efterretning.
Lignende dokumenter
- Ankestyrelsens principafgørelse 34-09 om kontanthjælp - fradrag for indtægter - honorarer - diæter Retsinformation · 10. juli 2013
- Indtægters betydning for dagpenge - sanktion Retsinformation · 24. september 1997
- Om en kommunes adgang til at yde erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste. Retsinformation · 23. oktober 2000
- Sag om, hvorvidt kommunens manglende forhåndsgodkendelse af varslede lejeforhøjelser efter 1977 indebærer, at der forligger ugyldighed, uagtet at ugyldighedsvirkning ikke fremgår af ordlyden af lov om byggeri med offentlig støtte § 13, og om sagsøgerne herefter havde tilbagebetalingskrav Domsdatabasen · 8. december 2011
- Fradrag i arbejdsløshedsdagpenge for nærradiovirksomhed Retsinformation · 26. januar 2019
- Sag om prøvelse af to afgørelser fra Ankestyrelsen om henholdsvis vurderingen af uarbejdsdygtighed efter sygedagpengeloven og rådighedsvurderingen efter arbejdsløshedssikringsloven Domsdatabasen · 5. januar 2023