Spring til indhold

Retsinformation

Ikke fradrag i arbejdsløshedsdagpenge for diæter modtaget for hvervet som medlem af et huslejenævn.

FOU nr 1993.41UdtalelserFolketinget23. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Ikke fradrag i arbejdsløshedsdagpenge for diæter modtaget for

hvervet som medlem af et huslejenævn.

A klagede over, at

Arbejdsmarkedets Ankenævn havde tiltrådt en afgørelse fra Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen om, at det vederlag, som A modtog i forbindelse

med

sit hverv som medlem af et huslejenævn, blev fradraget i hans

arbejdsløshedsdagpenge.

De faktiske omstændigheder i

sagen var i korthed følgende:

A havde siden 1983 været

medlem af huslejenævnet i K Kommune. Han var udpeget til dette hverv af

kommunalbestyrelsen i K Kommune efter indstilling fra Lejernes LO. For

deltagelse i hvert af nævnets møder modtog A et vederlag på 300 kr. Oversteg

mødets varighed fire timer, udgjorde vederlaget dog det dobbelte.

A klagede til

Specialarbejderforbundets lokale arbejdsløshedskasse i K over, at det beløb,

han fik udbetalt i mødediæt, blev fratrukket hans dagpenge. I skrivelsen

anførte A bl.a. følgende:

"...

Den praksis som rundskrivelse

nr. 10/90 lægger op til kan derfor kun betegnes som grov diskrimination mod

arbejdsløse, der påtager sig et borgerligt ombud, der alene medfører

udbetaling

af mødediæter - men ikke fast vederlag eller direkte løn. Som den eneste

gruppe

skal arbejdsløse acceptere at udføre et borgerligt ombud uden at få dækket

sit

indtægtstab i den tid som det tager at udføre det borgerlige ombud - og alene

nøjes med den dækning, som mødediæterne giver.

Læs alt

..."

Arbejdsløshedskassen tog

stilling til A's klage i en skrivelse til A. I skrivelsen var bl.a. anført

følgende:

"...

[Det er] nu fastslået, at der

altid skal ske fradrag for vederlag samt diæter, såfremt disse er

indkomstskattepligtige.

...

Såfremt afdelingen har

dokumentation fra kommunen for, at ikke

hele

beløbet, der udbetales, er skattepligtigt, kan fremgangsmåden anvendes. Alene

det beløb, der er skattepligtigt, skal modregnes.

..."

A klagede til Direktoratet

for Arbejdsløshedsforsikringen over arbejdsløshedskassens afgørelse. I

anledning af denne klage udtalte arbejdsløshedskassen i en skrivelse til

direktoratet, at man i princippet var enig i, at der ikke burde ske fradrag

for

diæter.

I direktoratets afgørelse i

sagen var bl.a. anført følgende:

"...

I denne anledning skal man

meddele, at der skal ske fradrag for udøvelse af borgerligt ombud eller andet

hverv i det offentliges interesse, for hvilket der udbetales et vederlag, der

ikke alene har karakter af diæter og lignende, jf. § 2, stk. 2, i

direktoratets

bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982 om arbejdes og indtægters betydning

for

dagpengenes størrelse.

Ved afgørelsen af om

vederlaget medfører fradrag i dagpenge, er det ikke vederlagets benævnelse -

f.eks. "mødediæter" - men dets karakter, der er afgørende for, om

der

skal ske fradrag i dagpengene.

Ved afgørelsen af om der

foreligger en egentlig aflønning, finder direktoratet, at der skal tages

udgangspunkt i om ydelsen er skattepligtig.

På dette grundlag og på

grundlag af at de udbetalte mødediæter er skattepligtige, finder

direktoratet,

at disse skal medføre fradrag i dagpengene, jf. § 2, stk. 2, i ovennævnte

bekendtgørelse.

Direktoratet har i øvrigt

lagt vægt på, at udbetalingen og størrelsen af mødediæterne er nøje

sammenhængende med det udførte arbejde, d.v.s. mødernes længde.

Direktoratet kan endelig

oplyse, at arbejdsløshedskassemedlemmer, der udfører borgerligt ombud, ikke

er

stillet anderledes end andre ledige arbejdsløshedskassemedlemmer, der i

ledighedsperioden har indtægter ved bibeskæftigelse.

..."

A klagede til

Arbejdsmarkedets Ankenævn over direktoratets afgørelse. I skrivelsen gjorde A

bl.a. gældende, at direktoratets afgørelse indebar ulovlig

forskelsbehandling.

I en skrivelse til A meddelte

Arbejdsmarkedets Ankenævn, at man havde behandlet A's klage på et møde, og at

ankenævnet her havde besluttet at tiltræde direktoratets afgørelse med den

anførte begrundelse.

I Specialarbejdernes

Arbejdsløshedskasses klage for A til mig var anført følgende:

"...

På baggrund af diæternes

størrelse, set i forhold til den medgåede tid, er det herefter kassens

opfattelse, at diæterne ikke udgør en egentlig aflønning for det, der er

udført, hvorfor det er kassens opfattelse, at de diæter, som udbetales, ikke

skal medføre fradrag i arbejdsløshedsdagpengene.

Kassen er derfor uenig i den

af direktoratet og ankenævnet skabte præcedens gående ud på, at første

kriterie, for hvorvidt der skal foretages fradrag i dagpengene, er, om den

udbetalte diæt er skattepligtig.

..."

Arbejdsløshedskassens klage

var vedlagt en redegørelse om sagen fra A selv. I denne redegørelse gjorde A

bl.a. gældende, at de trufne afgørelser indebar ulovlig diskrimination af

arbejdsløse, og at afgørelserne var i strid med den internationale konvention

om borgerlige og politiske rettigheder. Arbejdsløshedskassen præciserede

senere, at A's redegørelse skulle betragtes som en del af kassens klage.

I en udtalelse, som jeg i

anledning af klagen indhentede fra Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen,

var anført følgende:

"...

Diæter og lignende vederlag

vil ofte være kendelige på, at der ikke er en sammenhæng mellem beløbet og

den

tid, som beskæftigelsen har taget, og de vil typisk være skattefri, da der

ikke

ved beskæftigelsen opnås en (netto)indtægt.

Direktoratet har ved

afgørelsen af, om der foreligger en egentlig aflønning, fundet det

formålstjenligt at tage udgangspunkt i, om ydelsen (vederlaget/diæten) er

skattepligtig indkomst eller helt eller delvis skattefrit.

Dette kriterie står

imidlertid ikke alene, idet der ved afgørelsen af, om der er tale om

aflønning,

også lægges vægt på, om der er en sammenhæng mellem det udbetalte beløb og

den

medgåede tid, herunder for eksempel om diæternes størrelse er afhængige af

mødernes varighed og medlemmets deltagelse i møderne.

Er der således tale om diæter

eller lignende vederlag, hvor der ikke er en sammenhæng mellem det udbetalte

beløb og den medgåede tid, er det direktoratets opfattelse, at disse beløb på

trods af skattepligt ikke skal medføre fradrag.

For så vidt angår den

konkrete sag, er det fortsat direktoratets opfattelse, at de diæter, der er

udbetalt til ovennævnte i forbindelse med hans deltagelse i møder i

huslejenævnet, skal medføre fradrag i dagpengene med den begrundelse, der er

anført i direktoratets skrivelse af ... .

..."

I min afsluttende skrivelse

til klageren udtalte jeg følgende:

"1. Loven om

arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring indeholder i § 58 følgende

bestemmelse:

"§ 58. Efter forhandling

med landsarbejdsnævnet kan direktøren for arbejdsløshedsforsikringen

fastsætte

regler om

...

3) hvilken betydning arbejde

og indtægt i ledighedsperioden skal have for størrelsen af dagpengene."

I medfør af denne bestemmelse

har Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen udstedt bekendtgørelse nr. 57

af 1. marts 1982 (med senere ændringer) om arbejdes og indtægters betydning

for

arbejdsløshedsdagpengenes størrelse. Bekendtgørelsens §§ 1 og 2 har følgende

ordlyd:

"

§ 1. Udførelse af arbejde i en ledighedsperiode, herunder arbejde

uden for normal arbejdstid og på helligdage, medfører fradrag i dagpengene.

Stk. 2. Ved arbejde forstås aktiviteter, som enten medfører indtægt

eller efter sin art almindeligvis medfører indtægt. Diæter og lignende

vederlag, samt små beløb eller andre ydelser, der ikke kan anses for at være

en

aflønning, betragtes i denne forbindelse ikke som indtægt.

Stk. 3. Almindeligt vedligeholdelses- eller reparationsarbejde i

eget hjem medfører ikke fradrag.

§ 2. Udøvelsen af hverv som medlem af en kommunalbestyrelse

medfører fradrag i dagpengene i det omfang, medlemmet har mulighed for at

opnå

fast vederlag eller erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i henhold til den

kommunale styrelseslov eller lov om et hovedstadsråd.

Stk. 2. Der skal i øvrigt ske fradrag for udøvelse af borgerligt

ombud eller andet hverv i det offentliges interesse, for hvilket der

udbetales

et vederlag, der ikke alene har karakter af diæter og lignende, herunder

a) hverv som formand for en kommunalbestyrelses stående udvalg,

b) hverv som formand for en skolekommission,

c) hverv som det offentliges repræsentant i institutioner m.v.,

d) hverv, der i medfør af lov om skattemyndighedernes organisation og om

klageadgang m.m. (skattestyrelsesloven) og vurderingsloven varetages i

forbindelse med ligninger og vurderinger.

Stk. 3. Varetagelse af hverv som nævning, domsmand eller lægdommer

ved boligretten, tilforordnet ved valg, medlem af skolenævn og lignende, samt

opfyldelse af vidnepligt medfører ikke fradrag."

Bekendtgørelsen er suppleret

af direktoratets vejledning af 1. marts 1982. Under omtalen af

bekendtgørelsens

§ 1 hedder det i vejledningen bl.a. følgende:

"...

Hvis beskæftigelsen medfører

indtægt, enten direkte i form af aflønning eller mere indirekte i form af

modydelser

eller lignende, vil dette være afgørende, således at der skal ske fradrag.

Der

er imidlertid ydelser, der ikke i denne sammenhæng betragtes som indtægt.

Dette gælder diæter og

lignende vederlag, jfr. bekendtgørelsens § 1, stk. 2. Der er her tale om

beløb,

der indeholder en vis aflønning, men samtidig indeholder dækning af

omkostninger ved beskæftigelsen, og hvor de enkelte bestanddele ikke kan

gøres

op.

...

Sådanne udbetalinger har ikke

betydning for dagpengene, og det samme gælder små beløb eller andre ydelser,

der har karakter af en erkendtlighed, f.eks. for en særlig indsats i en

idrætsforening eller en humanitær organisation. Ofte vil sådanne tilfælde

være

kendelige på, at der ikke er den sammenhæng mellem beløbet og den tid,

beskæftigelsen har taget, som er normalt, når der er tale om en egentlig

aflønning.

..."

Under omtalen af

bekendtgørelsens § 2 anføres det i vejledningen bl.a. følgende:

"...

Hovedretningslinien er, at

der kun skal ske fradrag, hvis der er en egentlig aflønning forbundet med

hvervet.

..."

Det bemærkes, at den citerede

bestemmelse i bekendtgørelsens § 2, stk. 3, ikke er nærmere omtalt i

direktoratets vejledning.

2. Huslejenævnene er nedsat i

medfør af kap. VI i lov om midlertidig boligregulering (lovbekendtgørelse nr.

714 af 25. oktober 1991). Der er i hver kommune et eller flere huslejenævn,

jf.

lovens § 35, stk. 1. Medlemskab af et huslejenævn må betragtes som borgerligt

ombud, jf. boligreguleringslovens § 37, stk. 2, sammenholdt med lejelovens §

109, stk. 3.

Om vederlag for nævnsmedlemmernes

virksomhed indeholder boligreguleringsloven alene følgende bestemmelse:

"

§ 38.

...

Kommunalbestyrelsen kan

tillægge formanden og de øvrige medlemmer vederlag for deres

virksomhed."

Sekretariatschefen for De

Københavnske Huslejenævn har over for en af mine medarbejdere bekræftet, at

der

heller ikke på andet grundlag centralt er fastsat særlige bestemmelser om

vederlag eller diæter til nævnsmedlemmerne. Det er således i princippet op

til

hver enkelt kommune at fastsætte vederlagsformen.

I (K) Kommune - hvis

huslejenævn (A) som anført er medlem af - udbetales der efter det over for

mig

oplyste vederlag til nævnets medlemmer efter reglerne i Indenrigsministeriets

bekendtgørelse nr. 471 af 20. juni 1991 om diæter og vederlag for udøvelsen

af

kommunale hverv. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af bl.a.

kommunestyrelseslovens §§ 16 og

16 a.

Bekendtgørelsens § 3 har følgende ordlyd:

"

§ 3. Diætbeløbet for deltagelse i møder, kurser m.v., jf. § 16,

stk. 2, 3 og 5 i lov om kommunernes styrelse, udgør 300 kr. pr. dag. For

dage,

hvor hvervet beslaglægger mere end 4 timer, ydes 600 kr."

3. De argumenter, som

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen har anført for, at det udbetalte

vederlag skal fradrages i dagpengene, kan sammenfattes således:

Vederlaget

er skattepligtigt.

Vederlagets

størrelse er "nøje sammenhængende med det udførte arbejde, d.v.s.

mødernes

længde" (citat fra direktoratets afgørelse ...).

Til disse argumenter skal jeg

kort anføre følgende:

ad a.

Jeg er opmærksom på, at direktoratet udtrykkeligt har

fremhævet, at den omstændighed, at det pågældende beløb er skattepligtigt,

ikke

i sig selv har været afgørende for direktoratets afgørelse.

Jeg kan tilslutte mig, at det

anførte kriterium kan have en vis vejledende betydning i tvivlstilfælde. Da

det

imidlertid ofte kan være forskellige hensyn, der gør sig gældende ved

fortolkningen af henholdsvis skattelovgivningen og den sociale lovgivning,

mener jeg, at kriteriet i den samlede afvejning kun kan tillægges begrænset

vægt over for de modstående fortolkningsfaktorer.

ad b. Jeg kan tilslutte mig, at det ved vurderingen af, om et

vederlag skal anses som aflønning eller diæt i bekendtgørelsens forstand, må

tillægges betydelig vægt, hvilken sammenhæng der er mellem størrelsen af det

vederlag, der udbetales, og den tid, der er forbrugt på hvervet.

Derimod må jeg i nogen grad

stille mig uforstående over for direktoratets bemærkning om, at der i det

foreliggende tilfælde er en nøje sammenhæng mellem det beløb, der er udbetalt

til (A) og den tid, han har anvendt på varetagelse af sit hverv; som det

fremgår af § 3 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse, anvendes der kun to

vederlagssatser: én for møder af mindre end fire timers varighed og én for

alle

andre møder. Efter min opfattelse må der på den baggrund tværtimod siges at

være meget beskeden sammenhæng mellem vederlag og arbejdsindsats. Den

sammenhæng, der er, genfindes i hvert fald næppe i noget normalt

ansættelsesforhold.

Herefter må jeg anse det for

tvivlsomt, om de argumenter, direktoratet har anført, i sig selv kan bære den

trufne afgørelse.

4. Afgørelsen af, om (A's)

vederlag skal anses for indtægt eller diæt i bekendtgørelsens forstand, må i

første række bero på en fortolkning af retsgrundlaget: §§ 1 og 2 i

direktoratets bekendtgørelse.

Princippet i bekendtgørelsens

§ 2 kan siges at være følgende: Hovedreglen er, at der skal ske fradrag for

det

vederlag, der udbetales som led i varetagelse af borgerligt ombud eller andet

hverv i det offentliges tjeneste, såfremt vederlaget ikke alene har karakter

af

diæt. Dette gælder dog ikke for de borgerlige ombud, der er nævnt i

bestemmelsens stk. 3. I disse sidstnævnte tilfælde er det således uden

betydning, i hvilket omfang vederlaget kan siges at have karakter af diæt.

Herefter mener jeg, at der

navnlig må lægges vægt på følgende:

a. Jeg må være enig med arbejdsløshedskassen i, at det vederlag,

som (A) modtager for sit medlemskab, i hvert fald har betydelig lighed med en

diæt i ordets normale betydning. Herved har jeg navnlig lagt vægt på,

at

sammenhængen mellem den ydelse, der i

tidsmæssig udstrækning præsteres, og det vederlag, der modtages, som anført

må

anses for meget beskeden, og

at

den

"timeløn", der eksempelvis ydes ved et møde af fire timers varighed

(75 kr.), som følge heraf må siges at være væsentligt lavere, end hvad man

normalt ville forbinde med en egentlig aflønning; i den forbindelse har jeg i

øvrigt noteret mig, at det af de ovenfor citerede bemærkninger i

direktoratets

vejledning fremgår, at den omstændighed, at et vederlag indeholder en vis

aflønning,

efter direktoratets opfattelse ikke udelukker, at der er tale om en diæt.

På den baggrund finder jeg,

at det vederlag, der ydes (A), mest naturligt må betegnes som en diæt i

bekendtgørelsens forstand.

b.

Hertil kommer, at det hverv, som (A) varetager, ikke har nogen

lighed med den opregning af hverv, der er foretaget i bekendtgørelsens § 2,

stk. 2. Denne omstændighed må efter min opfattelse tillægges en vis betydning

som fortolkningsmoment, uanset at opregningen efter bestemmelsens ordlyd ikke

er

udtømmende.

Derimod har (A's) hverv meget

betydelig lighed med de hverv, der er opregnet i bekendtgørelsens § 2, stk.

3,

hvor det bl.a. er bestemt, at vederlag for hvervet som lægdommer i

boligretten

ikke medfører fradrag i dagpengeretten. Uanset at bekendtgørelsens § 2, stk.

3,

har karakter af en undtagelsesbestemmelse, må det umiddelbart forekomme noget

vanskeligt at indse, at der i henseende til fradrag i dagpenge bør være

forskel

på, om man er medlem af boligretten eller af et huslejenævn. I den

forbindelse

bemærker jeg, at heller ikke vederlæggelsen af de hverv, der er opregnet i

bekendtgørelsens § 2, stk. 3, - herunder medlemskab af boligretten - er

ganske

uafhængig af, hvor meget tid der er forbundet med hvervets varetagelse; jeg

henviser herved til Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 712 af 17.

november

1987 om ydelser til lægdommere og vidner mv.

5. Efter en samlet vurdering

må det herefter være min opfattelse, at det vederlag, som (A) modtager som

medlem af huslejenævnet i (K) Kommune, mest naturligt bør henføres under

begrebet diæt i bekendtgørelsens forstand. Vederlaget bør derfor ikke

fradrages

i (A's) ret til dagpenge.

Jeg har ikke fundet grundlag

for at formulere min retsopfattelse som en kritik af Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Jeg har gjort direktoratet og

ankenævnet bekendt med min opfattelse og henstillet, at ankenævnet genoptager

(A's) sag på grundlag af det, jeg har anført. Jeg har udbedt mig underretning

om ankenævnets afgørelse.

..."

I skrivelse af 27. maj 1993

meddelte Arbejdsmarkedets Ankenævn mig, at ankenævnet havde ophævet den

tidligere trufne afgørelse i A's sag, således at de mødediæter, som A havde

modtaget som medlem af huslejenævnet i K Kommune, ikke medførte fradrag i

hans

dagpenge.

Jeg meddelte herefter

ankenævnet, at jeg tog afgørelsen til efterretning.

Lignende dokumenter