Bestemmelse i bekendtgørelse om reklame for lægemidler ikke hjemmel i lægemiddelloven § 26, stk. 3.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bestemmelse i bekendtgørelse om reklame for lægemidler ikke
hjemmel i lægemiddelloven § 26, stk. 3.
Firmaet A ApS, som var
grossist af veterinære lægemidler, havde distribueret medicin gennem X Apotek
ved apoteker B. Ifølge en særlig distributionsaftale modtog dyrlæger der
købte medicinen en omsætningsrelateret bonus, ikke i forbindelse med det
direkte køb, men fra A ApS på baggrund af X Apoteks indberetning om den
enkelte
dyrlæges indkøb.
I brev af 1. juli 1993 til A
bad Sundhedsministeriet selskabet bekræfte at arrangementet var ophørt.
Ministeriet henviste til at det af bekendtgørelse nr. 328 af 24. maj 1993 om
reklame for lægemidler fremgår, at rabatter alene kan ydes lovligt, hvis de
ydes til den direkte køber.
Efter at forhandlinger mellem
selskabet og Sundhedsministeriet var endt resultatløse, og selskabet havde
fået
afslag på en ansøgning om dispensation fra bekendtgørelsen, klagede advokat C
på vegne af A ApS til mig.
Advokat C gjorde bl.a.
gældende at bestemmelsen i bekendtgørelsen der forbød ordningen mellem A ApS
og X Apotek, ikke havde hjemmel i lov om lægemidler.
I en udtalelse til mig af 4.
oktober 1993 redegjorde Sundhedsministeriet nærmere for det retlige grundlag
for bekendtgørelsen, og fastholdt på den baggrund at reklamebekendtgørelsens
§
7, stk. 1 og 3, havde hjemmel i § 26, stk. 3, i lægemiddelloven
(lovbekendtgørelse nr. 452 af 10. juni 1992 som ændret ved lov nr. 280 af 6.
maj
1993).
Læs alt
Herudover anførte
Sundhedsministeriet bl.a. følgende:
"...
De citerede formuleringer fra
bemærkningerne til L 108 er helt parallelle til en del af baggrunden for den
relativt indgående regulering af det danske apotekervæsen. Denne regulering
har
blandt andet til formål at begrænse brugen af lægemidler til det terapeutisk
nødvendige behov. Dette svarer til, at reklamebestemmelserne skal forhindre,
at
forbrugerne lokkes til unødvendigt eller overdrevent medicinforbrug.
I overensstemmelse hermed er bestemmelserne
i reklamebekendtgørelsen fastsat med henblik på at forhindre, at læger eller
dyrlæger gennem økonomiske fordele lokkes til at ordinere lægemidler
unødvendigt. Det er således hele grundlaget for reklamebekendtgørelsens
bestemmelser
om rabatter, andre økonomiske fordele og lignende, at ordinerende læger og
dyrlæger ikke skal have økonomiske fordele af deres ordinationsmønster eller
-omfang.
...
Sundhedsministeriet skal
supplerende oplyse, at sammenhængen mellem § 7, stk. 1, og § 7, stk. 3 og 4,
er
følgende: Gennem § 7, stk. 1, forbydes såkaldte markedsføringsrabatter i
enhver
sammenhæng over for medicinalpersoner. Markedsføringsrabatter er økonomiske
fordele, som skal fremme salget af lægemidler. Derimod vil
omkostningsrelaterede
rabatter lovligt kunne ydes. Sådanne vil typisk være relevante i forholdet
mellem grossist og apotek, hvor en hensigtsmæssig lagerføring og
indkøbstilrettelæggelse på apoteket vil indebære omkostningslettelser hos
grossisten. Disse omkostningslettelser vil lovligt kunne gives videre til
apoteket i form af rabatter. Med § 7, stk. 3, forhindres, at disse rabatter
kanaliseres udenom apoteket direkte til ordinerende læge eller dyrlæge.
Hensigten hermed er som ovenfor anført at undgå påvirkning af (dyr)lægens
ordinationer.
..."
I brev af 20. december 1993
tiltrådte advokat D for apoteker B, X Apotek, klagen og supplerede denne på
en
række punkter. Advokat D's brev indeholdt bl.a. et afsnit om den nærmere
baggrund for reklamebekendtgørelsen.
Sundhedsministeriet havde
ikke yderligere bemærkninger i anledning af dette indlæg.
I en udtalelse af 13. oktober
1994 til C og D gav jeg udtryk for følgende synspunkter:
"Sagen vedrører
spørgsmålet om hvorvidt bestemmelsen i § 7, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 328
af
24. maj 1993 om reklame for lægemidler har hjemmel i lægemiddelloven
(lovbekendtgørelse nr. 452 af 10. juni 1992 som ændret ved lov nr. 280 af 6.
maj 1993).
1.
Reklamebekendtgørelsens § 7
er sålydende:
"...
§ 7. Der må ikke i reklameøjemed eller i øvrigt for at fremme salget
af et lægemiddel ydes, tilbydes, udloddes eller loves medicinalpersoner
præmier, økonomiske fordele, herunder rabatter, bonusudbetalinger o.l. eller
naturalier. Forbudet omfatter ikke naturalier af ubetydelig værdi, som står i
forbindelse med udøvelsen af de pågældendes læge-, tandlæge-, dyrlæge- eller
farmaceutvirksomhed.
Stk. 2. Repræsentation i forbindelse med reklamefremstød for lægemidler
skal holdes på et rimeligt niveau og være underordnet i forhold til
hovedformålet med aktiviteten. Repræsentationen må ikke omfatte andre end
medicinalpersoner.
Stk. 3. Rabatter, præmieudbetalinger o.l., der ikke er omfattet af
forbudet i stk. 1, må ikke ydes, tilbydes eller loves andre end den direkte
køber af et lægemiddel.
Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 3 gælder ikke rabatter,
bonusudbetalinger o.l., der ydes i forbindelse med salg til sygehuse, hvis
beløbet indbetales til sygehusejeren.
Stk. 5. Medicinalpersoner må ikke anmode om eller modtage ydelser,
som er i strid med stk. 1-3.
..."
Bestemmelsen er fastsat i medfør
af § 26, stk. 3, i lov om lægemidler, hvorefter sundhedsministeren kan
fastsætte nærmere regler om reklame for lægemidler. § 26, stk. 3, blev
indføjet
ved lov nr. 280 af 6. maj 1993 om ændring af lov om lægemidler som bl.a.
gennemfører
Rådsdirektiv 92/28/EØF i Danmark. Direktivets artikel 9, nr. 1 og nr. 4, er
sålydende:
"...
1. Ved fremme af salg af lægemidler over for personer, som er
beføjet til at ordinere eller udlevere de pågældende lægemidler, er det
forbudt
at yde, tilbyde eller love disse personer præmier, pekuniære fordele eller
fordele i form af naturalier, medmindre de er af ubetydelig værdi og står i
forbindelse med udøvelsen af læge- eller apotekergerningen.
...
4. De foranstaltninger eller den handelspraksis, der i medlemsstaterne
gælder for priser, fortjenstmargener og rabatter, berøres ikke af denne
artikel.
..."
I de almindelige bemærkninger
til forslaget til ændring af lægemiddelloven er bl.a. anført følgende:
"...
Selv om direktivet ikke
adskiller sig grundlæggende fra de nugældende danske regler, nødvendiggør det
en række ændringer af lægemiddellovgivningen. De mest mærkbare stramninger af
dansk lovgivning, som følger af direktiver, er følgende:
- Fastsættelse af detaljerede regler om indholdet af reklamer
over for offentligheden.
- Indførelse af regler om lægemiddelkonsulenter (uddannelse og
informationspligt)
- Fastsættelse af begrænsninger i adgangen for lægemiddelfirmaer
til at give gaver mv. til medicinalpersoner.
..."
(Folketingstidende 1992/93,
tillæg A, sp. 3810).
I bemærkningerne til lovens §
26, stk. 3, er bl.a. anført følgende:
"...
Der vil blive fastsat meget
snævre grænser for bl.a. medicinalfirmaers og -grossisters adgang til at yde
gaver og økonomiske fordele, udlodde præmier o.l. til medicinalpersoner.
Forbudet vil ikke alene omfatte ydelser af direkte karakter, men også f.eks.
vederlagsfrit udlån af EDB-udstyr eller økonomiske fordele bestående i en
særligt gunstig forrentning af leverandørkreditter eller indeståender hos
leverandører, rabatter på medicinleverancer, der ikke er
omkostningsbegrundede,
o.l., uanset om ydelserne umiddelbart tilkommer medicinalpersoner, eller om
de
tilkommer foreninger, selskaber e.l., hvori medicinalpersoner har en
væsentlig
direkte eller indirekte økonomisk interesse.
Det vil tilsvarende blive
forbudt medicinalpersoner at modtage ovennævnte ydelser.
Formålet med denne stramning
er at sikre, at irrelevante faktorer ikke indvirker på medicinalpersoners
valg
af lægemidler og leverandører.
..."
(Folketingstidende 1992/93,
tillæg A, sp. 3817).
2.
Den omhandlende
distributionsaftale mellem (A ApS) og (X) Apotek går i korthed ud på
følgende:
(A ApS) køber
veterinærmedicin hos producenter og importører og distribuerer medicinen
gennem
(X) Apotek. Den enkelte dyrlæge, der køber medicinen, modtager en
omsætningsrelateret bonus, ikke i forbindelse med det direkte køb, men fra (A
ApS) på baggrund af (X) Apoteks indberetning om den enkelte dyrlæges indkøb.
Jeg må på baggrund af advokat
(C's) skrivelse af 30. juli 1993 lægge til grund at ordningen (indtil da)
indebar, at (X) Apotek fik væsentlige rabatter ved sine indkøb hos (A ApS).
A. Inden ændringen af lægemiddelloven og før reklamebekendtgørelsen
havde Sundhedsministeriet (i skrivelse af 6. november 1992 til Danmarks
Apotekerforening) givet udtryk for at ordningen var uforenelig med
Apotekerlovgivningens prisfastsættelsesregler.
Efter disse regler skal der
være ensartede priser i hele landet ved salg af apoteksforbeholdte
lægemidler,
og efter Sundhedministeriets opfattelse var (A's) bonusydelse til dyrlægerne
udtryk for en generel nedsættelse af apoteksudsalgsprisen for de af selskabet
tilbudte produkter.
Jeg må imidlertid lægge til
grund at der efter Sundhedsministeriets opfattelse ikke var mulighed for at
forbyde eller på anden måde gribe ind over for ordningen.
B. Efter den 3. juni 1993 da reklamebekendtgørelsen trådte i kraft,
blev (A's) bonusydelser til dyrlægerne i strid med bekendtgørelsens § 7, stk.
3.
C. Ved lov nr. 332 af 4. maj 1994 om ændring af lov om
apoteksvirksomhed blev der indført fuldstændigt forbud mod rabatter til
apotekere - også for så vidt angår omkostningsrelaterede rabatter. Denne
lovændring har betydning for (A ApS') salg til (X) Apotek og dermed
formentlig
for bonusordningen som sådan, men lovændringen vedrører ikke i sig selv den
bonus som
dyrlægerne
modtog, og det
er således fortsat reklamebekendtgørelsen der regulerer dette forhold.
3.
A. Efter reklamebekendtgørelsens § 7, stk. 1, må der ikke i
reklameøjemed eller i øvrigt for at fremme
salget
af et lægemiddel ydes, tilbydes, udloddes eller loves
medicinalpersoner præmier, økonomiske fordele, herunder rabatter,
bonusudbetalinger o.l., eller naturalier (fremhævet af mig). Det fremgår af
bemærkningerne til bestemmelsen i lovens § 26, stk. 3, at ministeriet har
tilsigtet
at fastsætte meget snævre grænser for muligheden for at give pekuniære
fordele
til medicinalpersoner,
når
disse
forhold ikke er omkostningsbegrundede. Som det fremgår af Sundhedsstyrelsens
udtalelse af 4. oktober 1993, skal bekendtgørelsens § 7, stk. 1, forstås med
dette forbehold, idet formuleringen "reklameøjemed eller i øvrigt for at
fremme salget af et lægemiddel" refererer til de såkaldte
markedsføringsrabatter i modsætning til omkostningsrelaterede rabatter.
I Sundhedsstyrelsens
vejledning nr. 178 af 1. november 1993 om reklame for lægemidler er der om
dette forhold i punkt 5.6. anført følgende:
"...
5.6.
Forbudet i § 7, stk. 1, mod i reklameøjemed eller i øvrigt for
at fremme salget af et lægemiddel at yde rabatter, bonusudbetalinger o.l.,
til
medicinalpersoner indebærer, at der ikke lovligt kan ydes
markedsføringsrabatter o.l., men at der - modsætningsvis - lovligt kan ydes
omkostningsbegrundede rabatter.
Omkostningsbegrundede
rabatter skal i denne sammenhæng forstås som rabatter, der ydes på en
leverance, ved hvilken leverandøren opnår en omkostningsbesparelse, og som
står
i rimeligt forhold til denne omkostningsbesparelse.
En rabat, prisnedsættelse
e.l. i ét handelsled vil i almindelighed ikke kunne anses for en
omkostningsbesparelse i relation til bestemte leverancer i det efterfølgende
handelsled. Sådanne besparelser på indkøbssiden kan derfor ikke begrunde
rabatter i det efterfølgende handelsled.
..."
Selv om jeg må være enig med
advokat (D) i, at det ikke fremgår direkte af selve ordlyden af § 7, stk. 1,
at
omkostningsrelaterede rabatter (fortsat) kan ydes, må jeg lægge til grund at
det ved formuleringen har været tilsigtet at undtage disse rabatter fra
forbudet i overensstemmelse med det, der er anført i forarbejderne til
bestemmelsen
i lovens § 26, stk. 3.
B. Efter reklamebekendtgørelsens § 7, stk. 3, må rabatter,
præmieudbetalinger
o.l. der ikke omfattes af forbudet i stk. 1, ikke gives til andre end den
direkte køber af et lægemiddel. Bestemmelsen der bl.a. omfatter
omkostningsrelaterede
rabatter, forbyder at disse gives til andre end den direkte køber. Ifølge
Sundhedsministeriets udtalelse af 4. oktober 1993 er formålet med
bestemmelsen
at forhindre at de omkostningslettelser der lovligt vil kunne gives efter
bestemmelsen i stk. 1, kanaliseres udenom apoteket direkte til den
ordinerende
læge eller dyrlæge. I Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 178 af 1. november
1993
er om bestemmelsen anført følgende:
"...
Rabatter, præmieudbetalinger
o.l., som lovligt kan ydes, må kun tilgå den direkte køber af lægemidlet, jf.
reklamebekendtgørelsens § 7, stk. 3. Rabatter mv. må altså ikke springe et
eller flere led i handelskæden over; de skal følge den enkelte vare eller det
enkelte parti.
..."
Konklusion:
Jeg må lægge til grund at det
i forbindelse med ændringen i 1993 af lægemiddelloven, trods de generelt
skærpede regler for muligheden for at give økonomiske fordele til
medicinalpersoner, har været hensigten at opretholde muligheden for, at
leverandører kan yde
omkostningsrelaterede
rabatter til medicinalpersoner.
Bestemmelsen i lovens § 26,
stk. 3, bemyndiger således alene ministeren til at fastsætte nærmere regler
om
reklame for lægemidler. Ministeren kan ikke efter denne bemyndigelse
fastsætte
regler for ydelser der ikke har karakter af reklame. I overensstemmelse
hermed
har ministeren da også i sine bemærkninger til bemyndigelsesbestemmelsen i
lovforslaget tilkendegivet at det påtænkte forbud vedrører "rabatter på
medicinleverancer,
der ikke er omkostningsbegrundede
"
(fremhævet af mig). Bestemmelserne i reklamebekendtgørelsens § 7, stk. 1 og
stk. 3, forudsætter også - omend indirekte - at omkostningsrelaterede
rabatter
lovligt kan ydes til en medicinalperson (hvis den pågældende er direkte køber
af produktet).
Det fremgår samtidig af
bemærkningerne til § 26, stk. 3, at der i øvrigt (når der ikke er tale om
omkostningsrelaterede rabatter) vil blive fastsat meget snævre grænser for
adgangen til at give medicinalpersoner økonomiske fordele. Gaver til en værdi
der overstiger "nogle hundrede kroner", vil således "under
ingen omstændigheder kunne ydes eller modtages lovligt".
(Folketingstidende 1992/93, tillæg A, sp. 3818).
I bemærkningerne til lov nr.
332 af 4. maj 1994 om ændring af lov om apoteksvirksomhed, hvor også
omkostningsrelaterede rabatter blev forbudt i relation til apotekerne,
beskrives en rabat som omkostningsbegrundet når den "
modsvares
(fremhævet af mig) af en omkostningslettelse hos den, der
giver rabatten".
På baggrund heraf og af den
(vidtgående) stramning af reglerne som der er lagt op til i bemærkningerne
til
ændringen af lægemiddelloven, er det efter min opfattelse ubetænkeligt at
lægge
til grund at det administrativt kan fastsættes, at en rabat kun kan ydes,
hvis
den
fuldstændig
modsvares af en
omkostningslettelse. Jeg går ud fra at forbudet i bekendtgørelsens § 7, stk.
1,
således må antages også at omfatte rabatter, der kun delvist er
omkostningsbegrundede.
Hvis det på den anden side må
konstateres, at en rabat i ovennævnte forstand er omkostningsrelateret, er
der
efter min opfattelse ikke uden ved lovændring mulighed for at forbyde en
sådan
rabat.
Uanset at der med lovens §
26, stk. 3, er givet en bred bemyndigelse til sundhedsministeren til at
fastsætte nærmere regler om reklame, og uanset den begrænsning i adgangen til
at yde økonomiske fordele til medicinalpersoner der har været et sigte med
lovændringen, må jeg således særlig lægge vægt på at de omkostningsrelaterede
rabatter ifølge bemærkningerne udtrykkeligt er holdt uden for de
begrænsninger,
der er lagt op til.
Bestemmelsen i
reklamebekendtgørelsens § 7, stk. 3, medfører at rabatter og lignende der
ikke
er omfattet af forbudet i stk. 1, kun kan ydes til den direkte køber af et
lægemiddel. Bestemmelsen indebærer således at også omkostningsrelaterede
rabatter forbydes til andre end den direkte køber.
Der er ikke i bemærkningerne
til lovforslaget - eller i det rådsdirektiv (92/28 EØF) som loven gennemfører
-
lagt op til at der i relation til modtagelsen af lovlige rabatter skal
sondres
mellem en direkte køber og en senere aftager af et lægemiddel.
Bestemmelsen i § 7, stk. 3, i
bekendtgørelsen af 24. maj 1993 er heller ikke indgået i forbindelse med
lovforslagets behandling i Folketinget forud for lovens vedtagelse den 29.
april 1993. Det oprindelige udkast til bekendtgørelsen (Sundhedsministeriets
udkast af 14. oktober 1992) indeholdt ikke en tilsvarende bestemmelse.
Det er herefter min
opfattelse at Sundhedsministeriet ved forbudet mod at ellers lovlige rabatter
ikke kan ydes andre end den direkte køber af et lægemiddel, er gået videre
end
der er dækning for i bemyndigelsen i lovens § 26, stk. 3. Jeg har herved
endvidere lagt vægt på at bestemmelsen i bekendtgørelsens § 7, stk. 3, må
siges
at indebære et ganske vidtgående indgreb vedrørende muligheden for at yde de
nævnte fordele til medicinalpersoner. I overensstemmelse med almindelige
offentligretlige regler må hjemlen i et sådant tilfælde være klar, jf. f.eks.
Jon Andersen m. fl., Forvaltningsret (1994) s. 210ff.
Det skal dog understreges at
der, som ovenfor anført, i forarbejderne til lægemiddellovens § 26, stk. 3,
efter min opfattelse er holdepunkter for, at begrebet
"omkostningsrelateret rabat" må forstås snævert. Det har imidlertid
ligget uden for rammerne af min undersøgelse at komme ind på det spørgsmål om
de rabatter der er blevet ydet fra (A ApS) til de pågældende dyrlæger, på den
baggrund faktisk kan siges at være omkostningsrelaterede.
Det er sammenfattende min
opfattelse at bestemmelsen i § 7, stk. 3, i sundhedsministerens
bekendtgørelse
nr. 328 af 24. maj 1993 ikke har tilstrækkelig hjemmel i § 26, stk. 3, i
lægemiddelloven (lovbekendtgørelse nr. 452 af 10. juni 1992 som ændret ved
lov
nr. 280 af 6. maj 1993).
Det følger heraf at
Sundhedsministeriets krav (fremsat i brev af 1. juli 1993) om, at (A ApS')
bonusudbetaling til dyrlægerne skulle ophøre, efter min opfattelse ikke kunne
støttes på bekendtgørelsens § 7, stk. 3.
Jeg har i den anledning
henstillet til Sundhedsministeriet at man genoptager sagen vedrørende (A's)
bonusudbetaling og træffer en ny afgørelse på baggrund af det, jeg har
anført.
Jeg har samtidig anmodet
Sundhedsministeriet om at foranledige - evt. ved en ændring af
bekendtgørelsen
om reklame for lægemidler - at hjemmelsmanglen afhjælpes."
Lignende dokumenter
- Ophævelse af afgørelse om optagelse af forhandling (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Vejledning om reklame m.v. for lægemidler til dyr Retsinformation · 23. april 2022
- 1992 BTL 108 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LÆGEMIDLER M.V. (REKLAME M.V.) NR L 108 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 4. maj 1993
- Domstolens dom (Første Afdeling) af 19. oktober 2016. — Deutsche Parkinson Vereinigung eV mod Zentrale zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs eV. EU-domme · 19. oktober 2016
- 1994 LSF 129 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LÆGEMIDLER OG LOV OM APOTEKSVIRKSOMHED (LÆGEMIDDELSTATISTIK, KONTROL MED KLINISKE AFPRØVNINGER, OPRETTELSE OG NEDLÆGGELSE AF HÅNDKØBSUDSALG M.V.) Retsinformation · 15. juni 1995
- Vejledning om reklame m.v. for lægemidler til mennesker Retsinformation · 23. april 2022