Spring til indhold

Retsinformation

Bestemmelse i bekendtgørelse om reklame for lægemidler ikke hjemmel i lægemiddelloven § 26, stk. 3.

FOU nr 1994.329UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bestemmelse i bekendtgørelse om reklame for lægemidler ikke

hjemmel i lægemiddelloven § 26, stk. 3.

Firmaet A ApS, som var

grossist af veterinære lægemidler, havde distribueret medicin gennem X Apotek

ved apoteker B. Ifølge en særlig distributionsaftale modtog dyrlæger der

købte medicinen en omsætningsrelateret bonus, ikke i forbindelse med det

direkte køb, men fra A ApS på baggrund af X Apoteks indberetning om den

enkelte

dyrlæges indkøb.

I brev af 1. juli 1993 til A

bad Sundhedsministeriet selskabet bekræfte at arrangementet var ophørt.

Ministeriet henviste til at det af bekendtgørelse nr. 328 af 24. maj 1993 om

reklame for lægemidler fremgår, at rabatter alene kan ydes lovligt, hvis de

ydes til den direkte køber.

Efter at forhandlinger mellem

selskabet og Sundhedsministeriet var endt resultatløse, og selskabet havde

fået

afslag på en ansøgning om dispensation fra bekendtgørelsen, klagede advokat C

på vegne af A ApS til mig.

Advokat C gjorde bl.a.

gældende at bestemmelsen i bekendtgørelsen der forbød ordningen mellem A ApS

og X Apotek, ikke havde hjemmel i lov om lægemidler.

I en udtalelse til mig af 4.

oktober 1993 redegjorde Sundhedsministeriet nærmere for det retlige grundlag

for bekendtgørelsen, og fastholdt på den baggrund at reklamebekendtgørelsens

§

7, stk. 1 og 3, havde hjemmel i § 26, stk. 3, i lægemiddelloven

(lovbekendtgørelse nr. 452 af 10. juni 1992 som ændret ved lov nr. 280 af 6.

maj

1993).

Læs alt

Herudover anførte

Sundhedsministeriet bl.a. følgende:

"...

De citerede formuleringer fra

bemærkningerne til L 108 er helt parallelle til en del af baggrunden for den

relativt indgående regulering af det danske apotekervæsen. Denne regulering

har

blandt andet til formål at begrænse brugen af lægemidler til det terapeutisk

nødvendige behov. Dette svarer til, at reklamebestemmelserne skal forhindre,

at

forbrugerne lokkes til unødvendigt eller overdrevent medicinforbrug.

I overensstemmelse hermed er bestemmelserne

i reklamebekendtgørelsen fastsat med henblik på at forhindre, at læger eller

dyrlæger gennem økonomiske fordele lokkes til at ordinere lægemidler

unødvendigt. Det er således hele grundlaget for reklamebekendtgørelsens

bestemmelser

om rabatter, andre økonomiske fordele og lignende, at ordinerende læger og

dyrlæger ikke skal have økonomiske fordele af deres ordinationsmønster eller

-omfang.

...

Sundhedsministeriet skal

supplerende oplyse, at sammenhængen mellem § 7, stk. 1, og § 7, stk. 3 og 4,

er

følgende: Gennem § 7, stk. 1, forbydes såkaldte markedsføringsrabatter i

enhver

sammenhæng over for medicinalpersoner. Markedsføringsrabatter er økonomiske

fordele, som skal fremme salget af lægemidler. Derimod vil

omkostningsrelaterede

rabatter lovligt kunne ydes. Sådanne vil typisk være relevante i forholdet

mellem grossist og apotek, hvor en hensigtsmæssig lagerføring og

indkøbstilrettelæggelse på apoteket vil indebære omkostningslettelser hos

grossisten. Disse omkostningslettelser vil lovligt kunne gives videre til

apoteket i form af rabatter. Med § 7, stk. 3, forhindres, at disse rabatter

kanaliseres udenom apoteket direkte til ordinerende læge eller dyrlæge.

Hensigten hermed er som ovenfor anført at undgå påvirkning af (dyr)lægens

ordinationer.

..."

I brev af 20. december 1993

tiltrådte advokat D for apoteker B, X Apotek, klagen og supplerede denne på

en

række punkter. Advokat D's brev indeholdt bl.a. et afsnit om den nærmere

baggrund for reklamebekendtgørelsen.

Sundhedsministeriet havde

ikke yderligere bemærkninger i anledning af dette indlæg.

I en udtalelse af 13. oktober

1994 til C og D gav jeg udtryk for følgende synspunkter:

"Sagen vedrører

spørgsmålet om hvorvidt bestemmelsen i § 7, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 328

af

24. maj 1993 om reklame for lægemidler har hjemmel i lægemiddelloven

(lovbekendtgørelse nr. 452 af 10. juni 1992 som ændret ved lov nr. 280 af 6.

maj 1993).

1.

Reklamebekendtgørelsens § 7

er sålydende:

"...

§ 7. Der må ikke i reklameøjemed eller i øvrigt for at fremme salget

af et lægemiddel ydes, tilbydes, udloddes eller loves medicinalpersoner

præmier, økonomiske fordele, herunder rabatter, bonusudbetalinger o.l. eller

naturalier. Forbudet omfatter ikke naturalier af ubetydelig værdi, som står i

forbindelse med udøvelsen af de pågældendes læge-, tandlæge-, dyrlæge- eller

farmaceutvirksomhed.

Stk. 2. Repræsentation i forbindelse med reklamefremstød for lægemidler

skal holdes på et rimeligt niveau og være underordnet i forhold til

hovedformålet med aktiviteten. Repræsentationen må ikke omfatte andre end

medicinalpersoner.

Stk. 3. Rabatter, præmieudbetalinger o.l., der ikke er omfattet af

forbudet i stk. 1, må ikke ydes, tilbydes eller loves andre end den direkte

køber af et lægemiddel.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 3 gælder ikke rabatter,

bonusudbetalinger o.l., der ydes i forbindelse med salg til sygehuse, hvis

beløbet indbetales til sygehusejeren.

Stk. 5. Medicinalpersoner må ikke anmode om eller modtage ydelser,

som er i strid med stk. 1-3.

..."

Bestemmelsen er fastsat i medfør

af § 26, stk. 3, i lov om lægemidler, hvorefter sundhedsministeren kan

fastsætte nærmere regler om reklame for lægemidler. § 26, stk. 3, blev

indføjet

ved lov nr. 280 af 6. maj 1993 om ændring af lov om lægemidler som bl.a.

gennemfører

Rådsdirektiv 92/28/EØF i Danmark. Direktivets artikel 9, nr. 1 og nr. 4, er

sålydende:

"...

1. Ved fremme af salg af lægemidler over for personer, som er

beføjet til at ordinere eller udlevere de pågældende lægemidler, er det

forbudt

at yde, tilbyde eller love disse personer præmier, pekuniære fordele eller

fordele i form af naturalier, medmindre de er af ubetydelig værdi og står i

forbindelse med udøvelsen af læge- eller apotekergerningen.

...

4. De foranstaltninger eller den handelspraksis, der i medlemsstaterne

gælder for priser, fortjenstmargener og rabatter, berøres ikke af denne

artikel.

..."

I de almindelige bemærkninger

til forslaget til ændring af lægemiddelloven er bl.a. anført følgende:

"...

Selv om direktivet ikke

adskiller sig grundlæggende fra de nugældende danske regler, nødvendiggør det

en række ændringer af lægemiddellovgivningen. De mest mærkbare stramninger af

dansk lovgivning, som følger af direktiver, er følgende:

- Fastsættelse af detaljerede regler om indholdet af reklamer

over for offentligheden.

- Indførelse af regler om lægemiddelkonsulenter (uddannelse og

informationspligt)

- Fastsættelse af begrænsninger i adgangen for lægemiddelfirmaer

til at give gaver mv. til medicinalpersoner.

..."

(Folketingstidende 1992/93,

tillæg A, sp. 3810).

I bemærkningerne til lovens §

26, stk. 3, er bl.a. anført følgende:

"...

Der vil blive fastsat meget

snævre grænser for bl.a. medicinalfirmaers og -grossisters adgang til at yde

gaver og økonomiske fordele, udlodde præmier o.l. til medicinalpersoner.

Forbudet vil ikke alene omfatte ydelser af direkte karakter, men også f.eks.

vederlagsfrit udlån af EDB-udstyr eller økonomiske fordele bestående i en

særligt gunstig forrentning af leverandørkreditter eller indeståender hos

leverandører, rabatter på medicinleverancer, der ikke er

omkostningsbegrundede,

o.l., uanset om ydelserne umiddelbart tilkommer medicinalpersoner, eller om

de

tilkommer foreninger, selskaber e.l., hvori medicinalpersoner har en

væsentlig

direkte eller indirekte økonomisk interesse.

Det vil tilsvarende blive

forbudt medicinalpersoner at modtage ovennævnte ydelser.

Formålet med denne stramning

er at sikre, at irrelevante faktorer ikke indvirker på medicinalpersoners

valg

af lægemidler og leverandører.

..."

(Folketingstidende 1992/93,

tillæg A, sp. 3817).

2.

Den omhandlende

distributionsaftale mellem (A ApS) og (X) Apotek går i korthed ud på

følgende:

(A ApS) køber

veterinærmedicin hos producenter og importører og distribuerer medicinen

gennem

(X) Apotek. Den enkelte dyrlæge, der køber medicinen, modtager en

omsætningsrelateret bonus, ikke i forbindelse med det direkte køb, men fra (A

ApS) på baggrund af (X) Apoteks indberetning om den enkelte dyrlæges indkøb.

Jeg må på baggrund af advokat

(C's) skrivelse af 30. juli 1993 lægge til grund at ordningen (indtil da)

indebar, at (X) Apotek fik væsentlige rabatter ved sine indkøb hos (A ApS).

A. Inden ændringen af lægemiddelloven og før reklamebekendtgørelsen

havde Sundhedsministeriet (i skrivelse af 6. november 1992 til Danmarks

Apotekerforening) givet udtryk for at ordningen var uforenelig med

Apotekerlovgivningens prisfastsættelsesregler.

Efter disse regler skal der

være ensartede priser i hele landet ved salg af apoteksforbeholdte

lægemidler,

og efter Sundhedministeriets opfattelse var (A's) bonusydelse til dyrlægerne

udtryk for en generel nedsættelse af apoteksudsalgsprisen for de af selskabet

tilbudte produkter.

Jeg må imidlertid lægge til

grund at der efter Sundhedsministeriets opfattelse ikke var mulighed for at

forbyde eller på anden måde gribe ind over for ordningen.

B. Efter den 3. juni 1993 da reklamebekendtgørelsen trådte i kraft,

blev (A's) bonusydelser til dyrlægerne i strid med bekendtgørelsens § 7, stk.

3.

C. Ved lov nr. 332 af 4. maj 1994 om ændring af lov om

apoteksvirksomhed blev der indført fuldstændigt forbud mod rabatter til

apotekere - også for så vidt angår omkostningsrelaterede rabatter. Denne

lovændring har betydning for (A ApS') salg til (X) Apotek og dermed

formentlig

for bonusordningen som sådan, men lovændringen vedrører ikke i sig selv den

bonus som

dyrlægerne

modtog, og det

er således fortsat reklamebekendtgørelsen der regulerer dette forhold.

3.

A. Efter reklamebekendtgørelsens § 7, stk. 1, må der ikke i

reklameøjemed eller i øvrigt for at fremme

salget

af et lægemiddel ydes, tilbydes, udloddes eller loves

medicinalpersoner præmier, økonomiske fordele, herunder rabatter,

bonusudbetalinger o.l., eller naturalier (fremhævet af mig). Det fremgår af

bemærkningerne til bestemmelsen i lovens § 26, stk. 3, at ministeriet har

tilsigtet

at fastsætte meget snævre grænser for muligheden for at give pekuniære

fordele

til medicinalpersoner,

når

disse

forhold ikke er omkostningsbegrundede. Som det fremgår af Sundhedsstyrelsens

udtalelse af 4. oktober 1993, skal bekendtgørelsens § 7, stk. 1, forstås med

dette forbehold, idet formuleringen "reklameøjemed eller i øvrigt for at

fremme salget af et lægemiddel" refererer til de såkaldte

markedsføringsrabatter i modsætning til omkostningsrelaterede rabatter.

I Sundhedsstyrelsens

vejledning nr. 178 af 1. november 1993 om reklame for lægemidler er der om

dette forhold i punkt 5.6. anført følgende:

"...

5.6.

Forbudet i § 7, stk. 1, mod i reklameøjemed eller i øvrigt for

at fremme salget af et lægemiddel at yde rabatter, bonusudbetalinger o.l.,

til

medicinalpersoner indebærer, at der ikke lovligt kan ydes

markedsføringsrabatter o.l., men at der - modsætningsvis - lovligt kan ydes

omkostningsbegrundede rabatter.

Omkostningsbegrundede

rabatter skal i denne sammenhæng forstås som rabatter, der ydes på en

leverance, ved hvilken leverandøren opnår en omkostningsbesparelse, og som

står

i rimeligt forhold til denne omkostningsbesparelse.

En rabat, prisnedsættelse

e.l. i ét handelsled vil i almindelighed ikke kunne anses for en

omkostningsbesparelse i relation til bestemte leverancer i det efterfølgende

handelsled. Sådanne besparelser på indkøbssiden kan derfor ikke begrunde

rabatter i det efterfølgende handelsled.

..."

Selv om jeg må være enig med

advokat (D) i, at det ikke fremgår direkte af selve ordlyden af § 7, stk. 1,

at

omkostningsrelaterede rabatter (fortsat) kan ydes, må jeg lægge til grund at

det ved formuleringen har været tilsigtet at undtage disse rabatter fra

forbudet i overensstemmelse med det, der er anført i forarbejderne til

bestemmelsen

i lovens § 26, stk. 3.

B. Efter reklamebekendtgørelsens § 7, stk. 3, må rabatter,

præmieudbetalinger

o.l. der ikke omfattes af forbudet i stk. 1, ikke gives til andre end den

direkte køber af et lægemiddel. Bestemmelsen der bl.a. omfatter

omkostningsrelaterede

rabatter, forbyder at disse gives til andre end den direkte køber. Ifølge

Sundhedsministeriets udtalelse af 4. oktober 1993 er formålet med

bestemmelsen

at forhindre at de omkostningslettelser der lovligt vil kunne gives efter

bestemmelsen i stk. 1, kanaliseres udenom apoteket direkte til den

ordinerende

læge eller dyrlæge. I Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 178 af 1. november

1993

er om bestemmelsen anført følgende:

"...

Rabatter, præmieudbetalinger

o.l., som lovligt kan ydes, må kun tilgå den direkte køber af lægemidlet, jf.

reklamebekendtgørelsens § 7, stk. 3. Rabatter mv. må altså ikke springe et

eller flere led i handelskæden over; de skal følge den enkelte vare eller det

enkelte parti.

..."

Konklusion:

Jeg må lægge til grund at det

i forbindelse med ændringen i 1993 af lægemiddelloven, trods de generelt

skærpede regler for muligheden for at give økonomiske fordele til

medicinalpersoner, har været hensigten at opretholde muligheden for, at

leverandører kan yde

omkostningsrelaterede

rabatter til medicinalpersoner.

Bestemmelsen i lovens § 26,

stk. 3, bemyndiger således alene ministeren til at fastsætte nærmere regler

om

reklame for lægemidler. Ministeren kan ikke efter denne bemyndigelse

fastsætte

regler for ydelser der ikke har karakter af reklame. I overensstemmelse

hermed

har ministeren da også i sine bemærkninger til bemyndigelsesbestemmelsen i

lovforslaget tilkendegivet at det påtænkte forbud vedrører "rabatter på

medicinleverancer,

der ikke er omkostningsbegrundede

"

(fremhævet af mig). Bestemmelserne i reklamebekendtgørelsens § 7, stk. 1 og

stk. 3, forudsætter også - omend indirekte - at omkostningsrelaterede

rabatter

lovligt kan ydes til en medicinalperson (hvis den pågældende er direkte køber

af produktet).

Det fremgår samtidig af

bemærkningerne til § 26, stk. 3, at der i øvrigt (når der ikke er tale om

omkostningsrelaterede rabatter) vil blive fastsat meget snævre grænser for

adgangen til at give medicinalpersoner økonomiske fordele. Gaver til en værdi

der overstiger "nogle hundrede kroner", vil således "under

ingen omstændigheder kunne ydes eller modtages lovligt".

(Folketingstidende 1992/93, tillæg A, sp. 3818).

I bemærkningerne til lov nr.

332 af 4. maj 1994 om ændring af lov om apoteksvirksomhed, hvor også

omkostningsrelaterede rabatter blev forbudt i relation til apotekerne,

beskrives en rabat som omkostningsbegrundet når den "

modsvares

(fremhævet af mig) af en omkostningslettelse hos den, der

giver rabatten".

På baggrund heraf og af den

(vidtgående) stramning af reglerne som der er lagt op til i bemærkningerne

til

ændringen af lægemiddelloven, er det efter min opfattelse ubetænkeligt at

lægge

til grund at det administrativt kan fastsættes, at en rabat kun kan ydes,

hvis

den

fuldstændig

modsvares af en

omkostningslettelse. Jeg går ud fra at forbudet i bekendtgørelsens § 7, stk.

1,

således må antages også at omfatte rabatter, der kun delvist er

omkostningsbegrundede.

Hvis det på den anden side må

konstateres, at en rabat i ovennævnte forstand er omkostningsrelateret, er

der

efter min opfattelse ikke uden ved lovændring mulighed for at forbyde en

sådan

rabat.

Uanset at der med lovens §

26, stk. 3, er givet en bred bemyndigelse til sundhedsministeren til at

fastsætte nærmere regler om reklame, og uanset den begrænsning i adgangen til

at yde økonomiske fordele til medicinalpersoner der har været et sigte med

lovændringen, må jeg således særlig lægge vægt på at de omkostningsrelaterede

rabatter ifølge bemærkningerne udtrykkeligt er holdt uden for de

begrænsninger,

der er lagt op til.

Bestemmelsen i

reklamebekendtgørelsens § 7, stk. 3, medfører at rabatter og lignende der

ikke

er omfattet af forbudet i stk. 1, kun kan ydes til den direkte køber af et

lægemiddel. Bestemmelsen indebærer således at også omkostningsrelaterede

rabatter forbydes til andre end den direkte køber.

Der er ikke i bemærkningerne

til lovforslaget - eller i det rådsdirektiv (92/28 EØF) som loven gennemfører

-

lagt op til at der i relation til modtagelsen af lovlige rabatter skal

sondres

mellem en direkte køber og en senere aftager af et lægemiddel.

Bestemmelsen i § 7, stk. 3, i

bekendtgørelsen af 24. maj 1993 er heller ikke indgået i forbindelse med

lovforslagets behandling i Folketinget forud for lovens vedtagelse den 29.

april 1993. Det oprindelige udkast til bekendtgørelsen (Sundhedsministeriets

udkast af 14. oktober 1992) indeholdt ikke en tilsvarende bestemmelse.

Det er herefter min

opfattelse at Sundhedsministeriet ved forbudet mod at ellers lovlige rabatter

ikke kan ydes andre end den direkte køber af et lægemiddel, er gået videre

end

der er dækning for i bemyndigelsen i lovens § 26, stk. 3. Jeg har herved

endvidere lagt vægt på at bestemmelsen i bekendtgørelsens § 7, stk. 3, må

siges

at indebære et ganske vidtgående indgreb vedrørende muligheden for at yde de

nævnte fordele til medicinalpersoner. I overensstemmelse med almindelige

offentligretlige regler må hjemlen i et sådant tilfælde være klar, jf. f.eks.

Jon Andersen m. fl., Forvaltningsret (1994) s. 210ff.

Det skal dog understreges at

der, som ovenfor anført, i forarbejderne til lægemiddellovens § 26, stk. 3,

efter min opfattelse er holdepunkter for, at begrebet

"omkostningsrelateret rabat" må forstås snævert. Det har imidlertid

ligget uden for rammerne af min undersøgelse at komme ind på det spørgsmål om

de rabatter der er blevet ydet fra (A ApS) til de pågældende dyrlæger, på den

baggrund faktisk kan siges at være omkostningsrelaterede.

Det er sammenfattende min

opfattelse at bestemmelsen i § 7, stk. 3, i sundhedsministerens

bekendtgørelse

nr. 328 af 24. maj 1993 ikke har tilstrækkelig hjemmel i § 26, stk. 3, i

lægemiddelloven (lovbekendtgørelse nr. 452 af 10. juni 1992 som ændret ved

lov

nr. 280 af 6. maj 1993).

Det følger heraf at

Sundhedsministeriets krav (fremsat i brev af 1. juli 1993) om, at (A ApS')

bonusudbetaling til dyrlægerne skulle ophøre, efter min opfattelse ikke kunne

støttes på bekendtgørelsens § 7, stk. 3.

Jeg har i den anledning

henstillet til Sundhedsministeriet at man genoptager sagen vedrørende (A's)

bonusudbetaling og træffer en ny afgørelse på baggrund af det, jeg har

anført.

Jeg har samtidig anmodet

Sundhedsministeriet om at foranledige - evt. ved en ændring af

bekendtgørelsen

om reklame for lægemidler - at hjemmelsmanglen afhjælpes."

Lignende dokumenter