Ugyldig afgørelse om disciplinær forflyttelse af en postmester.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Ugyldig afgørelse om disciplinær forflyttelse af en
postmester.
A klagede til mig over en
afgørelse som Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet traf den 8.
januar 1993. Ved denne afgørelse blev A som en disciplinær straf forflyttet
fra
sin stilling som postmester i X til andet arbejde inden for Post- og
Telegrafvæsenets centrale ledelse.
Sagens faktiske
omstændigheder var følgende:
A blev ansat i postvæsenet i
1946 og gennemgik indtil 1955 postvæsenets almindelige ansættelses- og
uddannelsesforløb. Fra 1955 til 1969 var A ansat i Generaldirektoratet for
Post- og Telegrafvæsenet, og fra 1969 til 1973 var A ansat som overkontrollør
og souschef ved Avispostkontoret.
Fra 1973 var A inspektør og
souschef ved Y Postkontor. Denne stilling bestred A indtil han med virkning
fra
den 1. september 1982 blev udnævnt til postmester ved X Postkontor. Dette
kontor hørte under kredspostkontoret i Z der blev ledet af kredspostmester B.
Principperne for postvæsenets
decentrale struktur blev fastlagt ved et notat der blev udsendt af
generaldirektoratet
den 8. januar 1990. Heraf fremgik det bl.a. at kredspostmesteren over for
generaldirektoratet
var ansvarlig for kredsens overholdelse af de resultatkrav, der blev fastsat
af
postvæsenets centrale ledelse. Postmestrene ved de enkelte postkontorer var
ansvarlige for disse kontorers daglige drift.
Kredspostmesteren i Z - der
Læs alt
således på en række områder var A's umiddelbart overordnede - afgav ved
skrivelse
af 24. januar 1992 en redegørelse til postvæsenets ledelse om A's
varetagelse af stillingen som postmester i X. A havde forinden afgivet sine
bemærkninger til redegørelsen.
Af redegørelsen fremgik det
bl.a. at A efter kredspostmesterens opfattelse ikke loyalt varetog sine
pligter, og at A i vidt omfang modarbejdede strukturændringerne inden for
postvæsenet.
I anledning af redegørelsen
meddelte generaldirektoratet A ved skrivelse af 30. januar 1992 at man havde
besluttet at gennemføre en undersøgelse efter reglerne i tjenestemandslovens
kap. 4 om disciplinærforfølgning.
Ved skrivelse af 4. februar
1992 anmodede generaldirektoratet Auditørfunktionen i Post- og
Telegrafvæsenet
om at afholde et tjenstligt forhør. I skrivelsen hed det bl.a. følgende:
"Generaldirektoratet
ønsker blandt andet følgende klagepunkter, der er nævnt i redegørelsen
(kredspostmesterens ovennævnte redegørelse af 24. januar 1992), nærmere
belyst
i det tjenstlige forhør:
·
at (A) agerer ud fra, at han som postmester
i kredsen har samme status som kredspostmesteren,
·
at (A) modarbejder ethvert forslag, der
lægges op til drøftelse i kredsledelsen, og som har det mindste anstrøg af
"kredstanken",
·
at (A) ikke ønsker i sagsbehandlingen at
anvende de kredslige hjælpefunktioner som personaleafdelingen,
planlægningssektionen og uddannelsesfunktionen,
·
at (A) ikke accepterer, at der i
postkredsen er ansat en salgschef, men stadig i markedsorienterede spørgsmål
bruger salgskonsulent ... som tidligere var salgskonsulent i den daværende
(X)
Postkreds,
·
at (A's) varetagelse af cheffunktionen ved
(X) Postkontor kan karakteriseres som illoyal,
·
at (A) underkender det lokale lederteams
forslag til påkrævede ændringer,
·
at (A) ikke informerer loyalt og korrekt
fra de møder, han deltager i. Der har derfor udviklet sig uformelle
referencelinjer, således at lederteamet ved (X) Postkontor direkte kontakter
kolleger ved kredspostkontoret for at høre, hvad der er blevet besluttet,
·
at lederteamet ved (X) Postkontor totalt
manglede moralsk støtte og opbakning fra (A) i gennemførelsen af forskellige
rationaliseringsprojekter, som bl.a. omdelingspro jektet og effektivisering i
kundeprojektet,
·
at (A) ikke evner - eller vil - omstille
sig til at fungere i en kredsledelse, og at han i den grad modarbejder enhver
form for udvikling af postkredsen som en enhed."
Det tjenstlige forhør blev
afholdt i perioden fra den 12. februar til den 29. april 1992. Auditørens
rapport og indstilling i sagen fremkom ved skrivelse af 3. juli 1992.
Auditøren
- der flere steder i sin indstilling havde påpeget den meget brede
formulering
af de spørgsmål, han skulle undersøge - anså på en række punkter A's
embedsførelse for illoyal og kritisabel.
I indstillingen hed det
afslutningsvis bl.a. følgende:
"(A's) adfærd har
tydeligt været viljesbestemt og båret af utilfredshed med gennemførte
forandringer
i Postvæsenets decentrale organisation. Det er kendetegnende for adfærden, at
(A) har været aktiv, udførende og ikke passiv, iagttagende. Der kan derfor
ses
bort fra, at adfærden er udtryk for utilstrækkelige evner.
Under disse omstændigheder må
sagen afgøres disciplinært med begrundelse i tilsidesættelse af tjenstlige
pligter.
Under forhøret er det
fremgået, at hverken kredspostmesteren eller lederteamet ved (X) Postkontor
har
tillid til, at (A) vil være villig til at gøre forandringer i sin varetagelse
af chefstillingen ved (X) Postkontor.
I betragtning af at (A)
allerede en gang, efter modtagelsen af vicegeneraldirektørens brev i juli
1990,
har haft anledning til at beslutte sig for at ændre adfærd, men har undladt
at
gennemføre en sådan ændring, er det urealistisk at nære nogen tillid til, at
han nu vil være indstillet på at gøre det. Der henvises til, at han ikke i
forhøret har stillet nogen omstilling i udsigt, idet han generelt har afvist
de
fremsatte påstande og ikke har ladet sig overbevise om, at hans adfærd har
været kritisabel.
Det indstilles, at han
overføres til andet arbejde for Postvæsenets centrale ledelse, fortrinsvis
arbejde
med specialopgaver og ingen eller begrænsede ledelsesbeføjelser."
A's bisidder under det
tjenstlige forhør, daværende advokat C, havde den 19. maj 1992 afgivet et
omfattende
indlæg i sagen. Advokat C gjorde detaljeret rede for hvorfor A efter hans
opfattelse ikke havde gjort sig skyldig i tjenesteforseelser. I indlægget
anførte advokat C at sagen efter sin karakter end ikke drejede sig om
tjenesteforseelser,
men derimod om at A efter kredspostmester B's opfattelse ikke i tilstrækkelig
grad kunne samarbejde med sidstnævnte.
Ved skrivelse af 20. juli
1992 meddelte generaldirektoratet A at man agtede at afgøre sagen i
overensstemmelse med auditørens indstilling, men at A forinden havde mulighed
for at fremkomme med en udtalelse. Generaldirektoratets skrivelse blev den
14.
august 1992 besvaret af advokat C der fortsat gjorde gældende, at der ikke
var
tale om tjenesteforseelser fra A's side. I skrivelsen hed det bl.a. følgende:
"Mit arbejde med
afgivelsen af dette indlæg har - blandt andet - været vanskeliggjort af, at
jeg
anser det for vanskeligt/umuligt ud af Auditørfunktionens beretning at læse,
hvilke tjenesteforseelser Auditørfunktionen mener, der er begået. Altså, i
forhold til Auditørfunktionens klare opstilling af påstande, hvilke af disse
der anses for bevist på en sådan måde, at tjenesteforseelse er begået.
Generaldirektoratet vil ikke
kunne tage stilling til spørgsmålet om disciplinær indskriden, uden at
generaldirektoratet i hvert fald gør sig klart, i relation til hvilke
påstande
det kan lægges til grund, at der er begået tjenesteforseelser. - Jeg anmoder
om, at der, inden Generaldirektoratet søger at færdiggøre sin sagsbehandling,
tilgår mig meddelelse om, hvilke tjenesteforseelser Generaldirektoratet
lægger
til grund, at der er begået/ikke begået."
Generaldirektoratet besvarede
advokat C's skrivelse den 22. oktober 1992 og anførte bl.a. følgende:
"Ved den høring af
centralorganisationen, som skal ske i henhold til tjenestemandsloven,
påtænker
Generaldirektoratet at tilkendegive som sin opfattelse, at postmester (A) har
overtrådt den almindelige grundsætning om loyalitetspligt over for
virksomheden. Generaldirektoratet lægger herved vægt på konkrete tilfælde,
hvor (A)
·
ved sin adfærd har søgt at omgå
retningslinier for Jobbørsens virke,
·
unødigt har stillet interne
kompetenceproblemer på markedsområdet til skue for Postvæsenets kunder,
·
over for Generaldirektoratet har
fremstillet en sag om at oprette en personalechefstilling som uafklaret, selv
om postkredsen havde behandlet sagen og truffet afgørelse og
·
unødigt har stillet meningsforskelle mellem
ham selv og kredspostmesteren til skue over for medarbejderne i forbindelse
med opfølgningen på en røveriepisode.
De konkrete tilfælde er
belyst i Auditørfunktionens beretning og indstilling, nemlig side ..."
Ved skrivelse af 27. oktober
1992 imødegik advokat C generaldirektoratets skrivelse. Advokat C
argumenterede
på ny for at der ikke var tale om tjenesteforseelser.
Ved skrivelse af 9. november
1992 anmodede generaldirektoratet Statsansattes Kartel om foreningens
eventuelle bemærkninger til sagen, jf. tjenestemandslovens § 22, stk. 1.
Foreningen gjorde ved skrivelse af 1. december 1992 gældende at A ikke havde
gjort sig skyldig i tjenesteforseelser.
Generaldirektoratet traf
afgørelse i sagen ved skrivelse af 8. januar 1993. Heri hed det
afslutningsvis
bl.a. følgende:
"Det er
Generaldirektoratets vurdering, at De har overtrådt den almindelige
grundsætning om loyalitetspligt over for virksomheden. Generaldirektoratet
lægger herved vægt på konkrete tilfælde, der er belyst ved citaterne ovenfor,
og hvor De
·
ved Deres adfærd har søgt at omgå
retningslinier for Jobbørsens virke,
·
unødigt har stillet interne
kompetenceproblemer på markedsområdet til skue for Postvæsenets kunder,
·
over for Generaldirektoratet har
fremstillet en sag om at oprette en personalechefstilling som uafklaret, selv
om postkredsen havde behandlet sagen og truffet afgørelse og
·
unødigt har stillet meningsforskelle mellem
Dem selv og kredspostmesteren til skue over for medarbejderne i forbindelse
med opfølgningen på en røveriepisode.
Sagen afgøres herefter i
overensstemmelse med Auditørfunktionens indstilling således, at De overføres
til andet arbejde for Postvæsenets centrale ledelse, fortrinsvis arbejde med
specialopgaver og ingen eller begrænsede ledelsesopgaver."
Herudover bestod generaldirektoratets
afgørelse i det væsentlige i omfattende citater fra auditørens ovennævnte
skrivelse af 3. juli 1992.
Ved skrivelse af 27. juli
1993 klagede A til mig over generaldirektoratets afgørelse. I den anledning
modtog jeg generaldirektoratets udtalelser af 17. august 1993, 15. oktober
1993, 24. november 1993, 11. marts 1994 og 11. april 1994.
A fik lejlighed til at
fremsætte sine bemærkninger til generaldirektoratets udtalelser.
I en skrivelse til A udtalte
jeg herefter følgende:
"Således som sagen
foreligger for mig, skal jeg tage stilling til to spørgsmål:
I) Spørgsmålet om, hvorvidt
generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993 er tilstrækkeligt begrundet,
jf. forvaltningslovens § 24.
II) Spørgsmålet om, hvorvidt
generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993 er indholdsmæssigt korrekt.
ad I) Spørgsmålet om begrundelse.
1. Generaldirektoratets
beslutning om - som en disciplinær straf - at overflytte Dem til andet
arbejde
inden for postvæsenet er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Da
afgørelsen gik Dem imod, skulle den ledsages af en skriftlig begrundelse, jf.
forvaltningslovens § 22.
De indholdsmæssige krav til
begrundelsen fremgår af forvaltningslovens § 24. Denne bestemmelse har
følgende
ordlyd:
"§ 24.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en
henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I
det
omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3.
Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens
interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv
findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til
andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15."
Generaldirektoratet har i sin
supplerende udtalelse af 11. marts 1994 gjort gældende, at afgørelsen er
tilstrækkeligt begrundet.
2. Generaldirektoratets
afgørelse er truffet i medfør af tjenestemandslovens § 24. Det er derfor en -
omend mindre betydningsfuld - fejl, at der ikke i afgørelsen er henvist til
denne bestemmelse.
Det fremgår ikke udtrykkeligt
af forvaltningslovens § 24 - men er fast antaget i praksis - at en
begrundelse
efter omstændighederne skal indeholde en stillingtagen til de synspunkter,
som
parten har gjort gældende under sagen. I forbindelse med min undersøgelse af
en
række afskedigelsessager i Post- og Telegrafvæsenet udtalte jeg om dette
spørgsmål
bl.a. følgende (Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 359):
"I en vis udstrækning
vil en begrundelse også skulle tage stilling til
partsanbringender. Dette gælder ikke blot, såfremt partens
anbringender angår kriterier, som myndigheden selv har inddraget i
afgørelsen,
men også andre partsanbringender, som ikke umiddelbart kan afvises som
uvæsentlige
eller irrelevante for afgørelsen. For så vidt angår anbringender, som af
myndigheden anses for uvæsentlige eller irrelevante, men som parten selv
lægger
stor vægt på, vil det efter omstændighederne være rigtigst udtrykkeligt i
begrundelsen kortfattet at angive, at de pågældende anbringender ikke er
tillagt betydning, således at parten kan konstatere, at myndigheden har været
opmærksom på disse."
Advokat (C) redegjorde i sit
bisidderindlæg af 19. maj 1992 og i sine supplerende indlæg af 14. august og
27.
oktober 1992 udførligt for, hvorfor de forhold, som sagen har drejet sig om,
enten slet ikke har haft karakter af tjenesteforseelser eller i hvert (fald)
ikke har kunnet tilregnes Dem som sådanne. I skrivelsen af 27. oktober 1992
redegjorde advokat (C) for sit syn på netop de forhold, som
generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993 hviler på.
På den anførte baggrund må
jeg anse det for en fejl, at generaldirektoratet ikke i afgørelsen af 8.
januar
1993 tog stilling til advokat (C's) synspunkter.
Da generaldirektoratet senere
- ved skrivelse af 11. marts 1994 - over for mig har redegjort for sit syn på
advokat (C's) anbringender, foretager jeg mig ikke videre vedrørende dette
spørgsmål. Jeg har dog gjort generaldirektoratet bekendt med min opfattelse.
ad II) Spørgsmålet om afgørelsens indholdsmæssige rigtighed.
Dette er sagens
hovedspørgsmål.
1. Generaldirektoratets
afgørelse er som nævnt truffet i medfør af tjenestemandslovens § 24. Denne
bestemmelse har følgende ordlyd:
"§ 24.
Som disciplinær straf for tjenstlig forseelse kan
anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde, der dog ikke må overstige ½
måneds løn, overførelse til andet arbejde eller arbejdssted eller til anden
stilling inden for eller udenfor ansættelsesområdet, degradation - herunder
nedrykning med ét eller flere løntrin inden for samme lønramme - eller
afsked.
Bøde over 1/25 af månedslønnen og overførelse til andet arbejde kan ikke
anvendes, inden forhør er afholdt i overensstemmelse med §§ 20 - 22,
medmindre
der foreligger en uforbeholden skriftlig tilståelse, i hvilken tjenestemanden
vedgår de faktiske omstændigheder i det påsigtede forhold og erklærer sig
skyldig i en tjenesteforseelse. Overførelse til andet arbejdssted eller til
anden stilling inden for eller uden for ansættelsesområdet, degradation eller
afsked som straf for tjenesteforseelser kan, når forholdet ikke er fastslået
ved dom, aldrig finde sted uden efter afholdt tjenstligt forhør. Ikendte
bøder
kan indeholdes i lønnen."
Grundbetingelsen for at
iværksætte en disciplinær straf efter tjenestemandslovens § 24 er, at der -
objektivt bedømt - foreligger en tjenstlig forseelse. Det er herudover fast
antaget, at forseelsen skal kunne tilregnes tjenestemanden som forsætlig
eller
i hvert fald uagtsom, jf. Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet (1990),
s.
143, og Kaj Larsen m.fl., Forvaltningsret (1994), s. 172. Fra praksis om
dette
spørgsmål kan jeg henvise til Folketingets Ombudsmands beretning for 1984, s.
92ff, og Højesterets dom af 30. oktober 1991 (Ugeskrift for Retsvæsen 1991,
s. 973ff).
Såfremt de nævnte - objektive
og subjektive - betingelser er opfyldt, kan tjenestestedet iværksætte en af
de
sanktioner, der er nævnt i tjenestemandslovens § 24. Bestemmelsen indeholder
ikke forskrifter om, hvilken af de nævnte sanktioner der i givet fald skal
anvendes. Dette beror således på myndighedens skøn, der dog er begrænset af
den
almindelige forvaltningsrets principper. I denne henseende er navnlig
forvaltningsrettens proportionalitetsprincip af betydning; sanktionen skal
således
efter sin karakter stå i et rimeligt forhold til den tjenesteforseelse, der
er
begået.
Tjenestemandsloven regulerer
- ud over den almindelige bestemmelse i § 10 - ikke spørgsmålet om, hvad der
skal forstås ved en tjenesteforseelse. Der er imidlertid ikke tvivl om, at
der
for offentligt ansatte gælder en almindelig loyalitetspligt; det er denne
pligt, som De efter generaldirektoratets opfattelse har overtrådt.
Loyalitetspligten - der kan
være vanskelig at afgrænse over for den primære lydighedspligt - er nærmere
omtalt i bl.a. Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet (1990), s. 87ff, og
Kaj Larsen m.fl., Forvaltningsret (1994), s.
131f.
2. Efter disse almindelige
bemærkninger om retsgrundlaget for generaldirektoratets afgørelse vender jeg
mig nu mod de enkelte tjenesteforseelser, som De angiveligt har gjort Dem
skyldig i.
Det tjenstlige forhør, som
blev afholdt fra den 12. februar til den 29. april 1992, omhandlede en lang
række - mere eller mindre præcist beskrevne - forhold, der er opregnet i
generaldirektoratets skrivelse af 4. februar 1992 til Auditørfunktionen.
Selve
afgørelsen om forflyttelse af 8. januar 1993 er imidlertid truffet på et
langt
snævrere grundlag. Afgørelsen lyder således:
"Det er
Generaldirektoratets vurdering, at De har overtrådt den almindelige
grundsætning om loyalitetspligt over for virksomheden. Generaldirektoratet
lægger herved vægt på konkrete tilfælde, der er belyst ved citaterne ovenfor,
og hvor De
·
ved Deres adfærd har søgt at omgå
retningslinier for Jobbørsens virke,
·
unødigt har stillet interne
kompetenceproblemer på markedsområdet til skue for Postvæsenets kunder,
·
over for Generaldirektoratet har
fremstillet en sag om at oprette en personalechefstilling som uafklaret, selv
om postkredsen havde behandlet sagen og truffet afgørelse og
·
unødigt har stillet meningsforskelle mellem
Dem selv og kredspostmesteren til skue over for medarbejderne i forbindelse
med opfølgningen på en røveriepisode.
Sagen afgøres herefter i
overensstemmelse med Auditørfunktionens indstilling således, at De overføres
til andet arbejde for Postvæsenets centrale ledelse, fortrinsvis arbejde med
specialopgaver og ingen eller begrænsede ledelsesopgaver."
I min skrivelse af 8. februar
1994 til generaldirektoratet anførte jeg, at jeg må lægge til grund, at det
citerede afsnit er dækkende for generaldirektoratets begrundelse for
disciplinærforflyttelsen. Generaldirektoratet har ikke fremsat bemærkninger
hertil.
Herefter er det afgørende i
sagen alene,
om
de opregnede fire
forhold - objektivt og subjektivt - har karakter af tjenesteforseelser, og
om
tjenesteforseelsernes karakter i
givet fald kan begrunde, at De er blevet forflyttet.
3. I det følgende skal jeg
gennemgå de enkelte forhold hver for sig.
a) Omgåelse af reglerne for anvendelse af Jobbørsen.
Det fremgår af
generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993, at Deres tjenesteforseelse
på
dette punkt består i, at De "ved Deres adfærd har søgt at omgå
retningslinier for Jobbørsens virke".
1.
Reglerne for anvendelse af Jobbørsen blev fastlagt ved generaldirektoratets
cirkulæreskrivelse af 13. november 1989. Baggrunden for reglerne var
bestræbelser på at opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af postvæsenets
ressourcer.
Som led i disse bestræbelser
etablerede man et såkaldt omflytningsnævn. Nævnet - hvis kommissorium blev
fastlagt i januar 1990 og revideret i marts 1991 - skal i forbindelse med
ledighed og oprettelse af nye stillinger afgøre, om stillingerne skal
besættes med de medarbejdere, der indgår i Jobbørsen.
I cirkulæreskrivelsen hedder
det om den nærmere procedure bl.a. følgende:
"Enheder, der - efter
lokale rokeringer - har behov for besættelse af en ledig eller oprettelse af
en
ny stilling, må derfor rette henvendelse til Postvæsenets centrale ledelse.
Det
vil herefter ved gennemgang af medarbejdere placeret i den centrale jobbørs
blive afklaret, hvorvidt stillingen kan opslås og besættes på almindelige
vilkår, eller om der vil kunne anvises egnet overtallig arbejdskraft. Det er
efter drøftelse med personaleorganisationerne slået fast, at denne procedure
skal gennemføres hurtigt med henblik på ikke unødigt at bremse for
genbesættelse af ledige stillinger og placering af overtallige medarbejdere.
Tjenestestederne skal derfor
indtil videre anvende vedlagte blanket til anmeldelse af
arbejdskraftbehov."
I en cirkulæreskrivelse med
overskriften "Jobbørsens virke", der er udsendt af
generaldirektoratet i juli 1991, hedder det bl.a. følgende:
"
PROCEDURE FOR ANMELDELSE AF OVERTALLIG ARBEJDSKRAFT
Generelt
Registrering af overtallig
arbejdskraft sker ved indsendelse af skema "Anmeldelse af overtallig
arbejdskraft"
til Jobbørsen. Dette gælder både tjenestemænd og overenskomstansatte.
Det er vigtigt af hensyn til
genplacering, at anmeldelse til Jobbørsen sker hurtigst muligt, evt.
summarisk.".
I en cirkulæreskrivelse af
25. januar 1989 fra generaldirektoratet til postkontorerne (bilag 12 til
auditørens beretning) hedder det bl.a. følgende:
"Under hensyn til bl.a.
omfanget af medarbejdere, der må forventes at blive bragt i en
overtalssituation
er det besluttet at ansvaret for gennemførelsen af nødvendige tiltag for
omflytning m.v. placeres på kredsniveau. Det præciseres imidlertid, at det er
et fælles chefansvar, at overtallige ressourcer inden for postkredsen
udnyttes
bedst muligt."
I en cirkulæreskrivelse af
19. september 1991 (bilag 11 til auditørens beretning) fra (Z) Postkreds til
kredsens postkontorer, herunder (X) Postkontor, hedder det bl.a. følgende:
"På given foranledning
skal det hermed indskærpes, at al korrespondance og kommunikation til
jobbørsen, skal foregå gennem personalesektionen, APPØ-afdelingen."
2.
Afhøringerne i sagen vedrørte navnlig det forhold, at De den 23.
december 1991 havde indsendt et skema til Jobbørsen i en lukket kuvert via
postkredskontoret.
De afgav forklaring om
forholdet den 31. marts 1992. Om Deres forklaring hedder det i
forhørsprotokollen
bl.a. følgende:
"Om korrespondance med
Jobbørsen
forklarer (A), at han gennem
1990 uantastet har sendt 5 - 10 skemaer direkte til Jobbørsen uden om
kredspostkontoret. Den 10. september 1991 sendte han det første skema i dette
år direkte til Jobbørsen. Det vedrørte en overtallig kvindelig postarbejder i
(Æ), der ønskede genplacering trafikalt fordelagtigt på grund af tidligere
overfald. (A) havde den opfattelse, at den trafikalt gunstigste placering
ville
være ved (Ø). Ud fra tidligere praksis og det specielle genplaceringsønske
sendte han skemaet til Jobbørsen i god tro. Han erindrer derefter at have
fået
en opringning fra Jobbørsen med besked om, at dette skulle de egentlig ikke
have. Han svarede noget i retning af, jamen, har I ikke lige skrevet ud om,
at
også postarbejdere skal indsendes. Hendes reaktion var, at hun forinden
videre
ville tale med (D). Han genkalder sig ikke nogen efterfølgende samtale med
(D), således heller ikke at have modtaget vejledning om at indsende sagerne
gennem postkredsen. Den 19. september udsendte postkontoret indskærpelse
herom
(...). (A) har ikke haft bemærkninger til denne indskærpelse, som afklarede
spørgsmålet.
...
Den 23. december fremsendte
(A) et nyt overtalsskema til Jobbørsen, men denne gang i en lukket kuvert med
Jobbørsens adresse via postkredsen. Han mener sig med denne fremgangsmåde at
have været i fuld overensstemmelse med postkredsens skriftlige indskærpelse
den
19. september 1991 (...). Han lukkede konvolutten på grund af sagens særlige
følsomme indhold.
(A) mener ikke, at hans
fremgangsmåde, som påstået af kredspostmesteren, har ført til, at overtallige
medarbejdere ikke har fået de muligheder for remplacering, som postkredsens
personalepolitik og Jobbørsens virke tilsiger."
Den 8. april 1992 afgav De en
supplerende forklaring om forholdet. I forhørsprotokollen hedder det bl.a.
følgende:
"(A) fastholder ... at
han fortsat mener med sin fremgangsmåde at have været i fuld overensstemmelse
med postkredsens indskærpelse den 19. september, da han sendte en lukket
kuvert
med påskrift Att. Postinspektøren til Jobbørsen via postkredsen. Hans eneste
motiv herfor var sagens særlige følsomme indhold. Det var også af denne
årsag,
at han tilføjede sit eget navn som afsenderangivelse. Han afviser, at motivet
var, at han fortsat ikke accepterede postkredsens eller personalechefens
rolle
i disse sager vedrørende (X's) område."
Kredspostmester (B) afgav
forklaring om forholdet den 26. februar 1992. I forhørsprotokollen hedder det
bl.a. følgende:
"- At (A's) ageren med
anmeldelse af overtallige medarbejdere direkte til Jobbørsen uden om
postkredsen er et eksempel på, at han ikke anvender den oprettede
personaleafdeling, og at han endog efter samtalen den 26. september har søgt
at
undgå at inddrage personaleafdelingen ved placeringen af overtallige
medarbejdere, idet han i et tilfælde har fremsendt et lukket brev til
Generaldirektoratet til personaleafdelingen til videresendelse uden at
orientere afdelingen om det indeholdte overtalsproblem. Der fremlægges
skrivelse af 19. september 1991 fra APPØ-afdelingen til bl.a. (X) Postkontor
(...)."
Kontrollør (D), der som ansat
i generaldirektoratet har varetaget sager vedrørende Jobbørsen, afgav
forklaring den 7. april 1992. Af denne forklaring fremgår det, at
generaldirektoratet, da man i december 1991 modtog det omhandlede skema,
oversendte det til kredspostkontoret. Efter (D's) opfattelse havde den
fejlagtige ekspedition fra Deres side ikke haft nogen skadevirkning.
3.
I auditørens indstilling af 3. juli 1992 hedder det om forholdet
bl.a. følgende:
"Endelig indgår i
vurderingen den af (A) udviste adfærd i relation til Jobbørssager. Det lægges
her til grund, at han i sådanne sager upåtalt har korresponderet med
Postledelsen uden om postkredsen et antal gange. Fremgangsmåden var
imidlertid
ukorrekt, og det er uforståeligt, at (A) ikke udviste større tilbageholdenhed
med at korrespondere uden om postkredsen efter modtagelsen af
vicegeneraldirektørens
brev af 5. juli 1990 (...). Hans forklaring om, at han agerede ud fra praksis
og var i god tro, må dog efter omstændighederne godtages, også for så vidt
angår det første skema, han indsendte i 1991, og som gav stødet til
postkredsens
indskærpelse den 19. september (...).
Derimod må det anses for
yderst kritisabelt, at (A) efter indskærpelsen og kredspostmesterens
opfølgende
samtale med ham den 26. september igen i december 1991 fortsat søgte at
unddrage sig postkredsens indblanding i en sag med Jobbørsen. Hans henvisning
til sagens følsomme indhold kan ikke anses for en acceptabel begrundelse for
fremgangsmåden, og det må give anledning til betænkeligheder, at (A) i
forhøret
upåvirket af situationen og med tilsyneladende stor personlig overbevisning
erklærede, at han med den benyttede fremgangsmåde anså sig at have været i
fuld overensstemmelse med Postkredsens indskærpelse.
Om (A's) forhold til denne
indskærpelse må det i øvrigt bemærkes, at hans udtalelse i forhøret om, at
indskærpelsen havde afklaret sagen, samt at han ville efterleve den, ikke kan
anses for troværdig. Udtalelsen modsiges klart af hans efterfølgende i
forhøret
fremlagte påtegning til kredspostmesteren på den skriftlige indskærpelse
(...)."
Den nævnte påtegning på
kredspostmesterens cirkulæreskrivelse af 19. september 1991 (...) lyder
således:
"Til (B).
Denne skrivelse ønsker jeg
gerne forinden videre drøftet i kredsledelsen - herunder ved hvilke
skrivelser
e.l. fra Generaldirektoratet der skulle være truffet en sådan beslutning.
Venligst (A)."
4.
Advokat (C) behandlede forholdet flere steder i sit
bisidderindlæg af 19. maj 1992; (...) Det hedder bl.a. følgende (...):
"I september skete der
herefter videre det, at der dels var mindst én samtale mellem
Generaldirektoratet
og (A) og dels, at der den 19. september 1991, (...) blev udsendt en
indskærpelse om, "at al korrespondance og kommunikation til Jobbørsen
skal
foregå mellem personalesektionen APPØ-afdelingen".
Det fremgår af (A's)
forklaring, at han har modtaget denne indskærpelse (ligesom andre) og at han
har lagt sig den på sinde og mener at have fulgt denne til punkt og prikke.
På denne baggrund skal
begivenheden den 23. december 1991 vurderes. Ved denne lejlighed fremsendte
(A)
et nyt overtalsskema direkte til Jobbørsen, men "denne gang i en lukket
kuvert med Jobbørsens adresse via postkredsen" ((A's) forklaring) - (A)
har i denne forbindelse forklaret, at han "mener sig med denne
fremgangsmåde at have været i fuld overensstemmelse med postkredsens
skriftlige
indskærpelse den 19. september 1991 (...)" - (A) har tilføjet, at han
lukkede konvolutten på grund af sagens særlige følsomme indhold.
...
Bemærkninger
Det kan objektivt diskuteres
om fremsendelsesmåden den 23. december 1991 var i overensstemmelse med den
gældende forholdsordre, jf. indskærpelsen af 19. september 1991.
Det må imidlertid utvivlsomt
lægges til grund, at (A) i god tro fremsendte skemaet i konvolut mærket
Jobbørsen. Han mente sig i overensstemmelse med instrukserne ved at sende
dette
frem til personaleafdelingen i (Z) med henblik på dettes videresendelse til
Jobbørsen. Således som (A) opfattede situationen, måtte personaleafdelingen i
(Z) Postkreds da tage ansvaret for om man ville videresende det uden videre
eller åbne konvolutten og se på det. Han mente at have gjort hvad han burde.
Det må på denne baggrund
konstateres, at (A) ikke i denne henseende har begået nogen
tjenesteforseelse.".
I advokat (C's)
partshøringsindlæg af 27. oktober 1992 hedder det bl.a. følgende:
"Det af
Auditørfunktionen anførte giver efter min opfattelse på ingen måde grundlag
for
en antagelse om, at (A) har begået en tjenesteforseelse. Han har, jf. mit
bisidderindlæg (...) utvivlsomt været i god tro om og ment at følge
indskærpelsen,
da han fremsendte skemaet i konvolut mærket Jobbørsen.
Det er i denne forbindelse
centralt at fremhæve, at han sendte skemaet til
personaleafdelingen i (Z)
med henblik på dettes videresendelse til
Jobbørsen.
(A) har utvivlsomt ment at
handle korrekt. Auditørfunktionens - og nu Generaldirektoratets - henvisning
til påtegning på indskærpelsen af 19. september 1991 (...) er uforståelig.
Påtegningen ses på ingen måde at modsige (endsige "klart" modsige)
(A's) forklaring. Han har gerne villet drøfte proceduren, der fastlægges i
brevet af 19. september 1991, på det førstkommende møde i den samlede
kredsledelse i oktober, men har desuagtet ment at følge den.
Eksemplet indebærer således
ikke en tilsidesættelse af nogen "almindelig grundsætning om
loyalitetspligt
overfor virksomheden"."
5.
I generaldirektoratets supplerende udtalelse af 11. marts 1994
til mig hedder det om forholdet bl.a. følgende:
"
Jobbørsen
Generaldirektoratet deler
ikke den opfattelse, at (A) utvivlsomt har ment at handle korrekt.
(A's) brug i december måned
1991 af en lukket konvolut mærket Jobbørsen må efter Generaldirektoratets
opfattelse betragtes som et bevidst forsøg på at omgå den fastlagte
procedure,
som var indskærpet (A) i september måned samme år. Brugen af den lukkede
konvolut
lagde klart op til, at den skulle videresendes i uåbnet stand.
Ved sin handlemåde har (A)
ageret i strid med kendte bestemmelser kort tid efter at have fået dem
indskærpet. Han kan efter Generaldirektoratets opfattelse ikke have været i
tvivl om det ukorrekte i hans handlemåde."
6.
Til det anførte skal jeg bemærke følgende:
a)
Efter de foreliggende oplysninger må det anses for noget uklart,
hvilke procedureregler der før den 19. september 1991 har været gældende for
indsendelse af overtalsskemaer til Jobbørsen. De har nogle gange i 1990 og én
gang i 1991 sendt skemaerne til Jobbørsen uden om kredspostkontoret. De har
ikke været alene om denne fremgangsmåde, og De har ikke modtaget nogen
tjenstlig påtale for disse forhold.
Spørgsmålet om, hvorvidt Deres
fremgangsmåde ved disse lejligheder var korrekt, er imidlertid uden
betydning;
jeg henviser til, at auditøren i sin indstilling alene fandt grundlag for at
kritisere Deres fremgangsmåde i forbindelse med episoden den 23. december
1991.
Da generaldirektoratet ikke har taget afstand fra dette standpunkt, må jeg
lægge til grund, at direktoratets antagelse om, at De har begået en
tjenesteforseelse, ligeledes alene hviler på episoden den 23. december 1991.
På dette tidspunkt var enhver
tvivl om den korrekte fremgangsmåde afklaret; kredspostmesteren havde ved
cirkulæreskrivelsen af 19. september 1991 bestemt, at anmeldelser til
Jobbørsen
skulle sendes via postkredsen. Det er ubestridt, at cirkulæreskrivelsen havde
karakter af en lovlig tjenestebefaling.
b)
De nærmere omstændigheder i forbindelse med Deres indsendelse af
overtalsskemaet den 23. december 1991 er kun sporadisk belyst i auditørens
rapport og indstilling. Det er imidlertid givet - og ubestridt - at
overtalsskemaet faktisk
blev
sendt
gennem kredspostkontoret. Jeg må derfor lægge til grund - som også advokat
(C)
har fremhævet det -
at
kredspostkontoret ved modtagelsen af kuverten ikke kunne være i tvivl om, at
der var tale om en forsendelse til Jobbørsen, og
at
kredspostkontoret således - såfremt man ønskede det - fuldt ud
havde lejlighed til at gøre sig bekendt med indholdet af kuverten.
De efterkom således kredspostmesterens
tjenestebefaling. Dette stemmer med, at De efter Deres egen forklaring tog
tjenestebefalingen til efterretning.
c)
Spørgsmålet er derfor alene, om det forhold, at De anvendte en
lukket kuvert, i sig selv indebærer en tjenesteforseelse fra Deres side.
Grunden til, at De anvendte
denne fremgangsmåde, var efter Deres forklaring, at der var tale om en sag af
følsom karakter; jeg går ud fra, at De hermed sigter til, at skemaet
indeholdt
oplysninger af fortrolig karakter om den pågældende medarbejder.
Generaldirektoratet har ikke
undersøgt, hvilken karakter de omhandlede oplysninger havde. Jeg må derfor
lægge Deres forklaring til grund.
I en situation som den
foreliggende må det anses for ganske korrekt - med henblik på ikke at afsløre
fortrolige oplysninger over for uvedkommende - at anvende en lukket kuvert.
En sådan fremgangsmåde er i overensstemmelse med de principper, der ligger
til grund for bestemmelsen i forvaltningslovens § 32.
Det kan herefter fastslås,
at
De ikke ved Deres fremgangsmåde
skjulte for kredspostkontoret, at der var tale om en forsendelse til
Jobbørsen,
at
kredspostkontoret - hvis man havde
ønsket det - blot kunne have åbnet kuverten, og
at
Deres fremgangsmåde i øvrigt måtte anses for ganske korrekt.
d)
Under disse omstændigheder har generaldirektoratet ikke har
haft grundlag for at anse episoden den 23. december 1991 for en
tjenesteforseelse
fra Deres side.
b) Mødet med erhvervslivet den 10. december 1991.
Det fremgår af
generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993, at Deres tjenesteforseelse
på
dette punkt består i, at De under et møde med kunder fra erhvervslivet den
10.
december 1991 "unødigt har stillet interne kompetenceproblemer på
markedsområdet til skue for postvæsenets kunder".
1.
De forklaringer, der belyser dette forhold, er afgivet af Dem
selv, kredspostmester (B) og salgschef (E).
De afgav første gang
forklaring om forholdet den 12. februar 1992. Herom hedder det i
forhørsprotokollen
bl.a. følgende:
"
Møde med erhvervsledere
Han afviser at have givet
udtryk for at ville gå hjem, hvis kredspostmesteren og salgschefen mødte
frem.
Han bekræfter, at deres deltagelse forud havde været genstand for diskussion
med postledelsen, der afgjorde spørgsmålet med en skrivelse af 9. december
1991. Skrivelsen fremlægges (...). Informationen til mødedeltagerne om, at
salgschefen og kredspostmesteren deltog som generaldirektoratets
repræsentanter
i mødet hidrørte fra generaldirektoratets egen formulering."
Kredspostmester (B) afgav
forklaring om forholdet den 26. februar 1992. I forhørsprotokollen hedder det
herom bl.a. følgende:
"- At mødet med
erhvervslivet i (X) den 10.12.1991 havde til formål at orientere om
forskellige
serviceforbedringer i (X). Disse forbedringer var tilvejebragt i et
projektarbejde med deltagelse af repræsentanter fra Generaldirektoratet, der
skulle betale meromkostningerne.
...
Bl.a. fordi der var økonomi i
sagen, ønskede Generaldirektoratet, at kredspostmesteren skulle deltage i
informationsmødet med henblik på besvarelse af mulige spørgsmål af økonomisk
rækkevidde. Endvidere at salgschefen skulle deltage og ikke blot
salgskonsulenterne. Efter vidnets opfattelse fordi mødet var for meget store
erhvervskunder. (A) modsatte sig under de forudgående drøftelser den af
Generaldirektoratet ønskede repræsentation. Endnu dagen før mødet ville han
ikke tage endelig stilling til, hvorvidt han ville møde op, men ønskede at
sove
på det. På mødedagen om morgenen accepterede han at møde. På mødet
præsenteredes de to som Generaldirektoratets repræsentanter ved bordkort,
hvoraf vidnets eget vedlægges i kopi (...)."
De afgav Deres afsluttende
forklaring om forholdet den 24. april 1992. Herom hedder det i
forhørsprotokollen
følgende:
"Om
mødet med erhvervslivet
den 10. december 1991 forklarer (A), at der
indtil midten af november ikke herskede nogen tvivl om, at mødet skulle være
af
lokal (X)-karakter.
Den 21. november 1991
resulterede et møde om tilrettelæggelsen i et beslutningsreferat, som
fremlægges (...). Nogle dage efter denne beslutning henvendte postinspektør
(F)
sig telefonisk og gav udtryk for, at kredspostmesteren og salgschefen burde
deltage i mødet med erhvervslederne. Dette frarådede afhørte, og (F) ville så
sende et brev om det samme, som han ville bede afhørte kommentere skriftligt.
I
den skriftlige kommentar frarådede afhørte fortsat med henvisning til, at det
efter hans vurdering ikke ville fremme mødets formål, der var at skaffe
goodwill for Postvæsenet, at de to deltog. Han byggede sin vurdering på, men
skrev ikke, at der havde været utilfredshed hos erhvervslederne med (X's)
placering i (Z) Postkreds, og at der var indsendt skriftlige protester til
Generaldirektoratet
herom.
Dagen før mødet med
erhvervslivet blev afhørte opsøgt af postinspektør (F) og kredspostmesteren i
samme anledning. Da han fastholdt sin opfattelse om mødedeltagelsen, sluttede
samtalen med, at (F) udleverede det fremlagte bilag 4. Afhørte tog forbehold
med hensyn til sin mødedeltagelse, idet han ville sove på spørgsmålet.
Hans overvejelser gik på, om
det ville være bedst for mødets formål, om han besluttede sig for en
"diplomatisk forkølelse". Han afviser i denne forbindelse på noget
tidspunkt, således som forklaret af vidnet (G), at have udtalt, at han i
givet
fald ville gå hjem.
På mødet med erhvervslederne,
som han deltog i som mødeleder, præsenterede han ved velkomsten
kredspostmesteren og salgschefen som repræsentanter for Generaldirektoratet i
overensstemmelse med formuleringen i bilag 4. Bordkortet, hvis fremstilling
han ikke selv havde direkte del i, fik tekst på samme grundlag. Han har ikke
givet nogen instruktion til den, der lavede bordkortene."
2.
I auditørens indstilling af 3. juli 1992 hedder det om forholdet
bl.a. følgende:
"(A's) vedvarende og
stærke modstand mod kredspostmesterens og salgschefens deltagelse i mødet med
erhvervsledere må dog karakteriseres som en stærkt kritisabel adfærd, der som
enkeltstående tilfælde bekræfter, at han ikke accepterer salgschefen i sit
område. (A's) påberåbelse af at have handlet ud fra et hensyn til mødets
formål
må tilbagevises, idet en sådan udtalelse om hensyntagen til virksomheden ikke
forenes med, at han som lokal chef selv påtænkte og talte om at blive væk fra
mødet. Hans udholdende og indædte modstand anses at være udtryk for, at
personlige interesser tog overhånd.
Uanset Postledelsens ordvalg
ved afgørelsen af den interne uenighed om mødedeltagere må også (A's)
præsentation af disse karakteriseres som kritisabel. Han burde med sin
baggrundsviden og som erfaren leder have undgået en forudseelig, klar risiko
for at stille interne stridigheder i Postvæsenet til skue i en forsamling af
lokale erhvervsledere. Præsentationen må endvidere karakteriseres som en
provokation over for kredspostmesteren og salgschefen."
3.
I advokat (C's) bisidderindlæg af 19. maj 1992 er forholdet
omtalt (...) Advokat (C) fremhævede bl.a., at Deres præsentation af
kredspostmesteren og salgschefen var i overensstemmelse med
generaldirektoratets
skrivelse af 9. december 1991 til (Z) Postkontor.
Den nævnte skrivelse (...)
lyder i sin helhed således:
"Til mødet med
erhvervskunder tirsdag den 10. december 1991, kl. 17.00, skal der bl.a.
drøftes
service- og kvalitetsforhold til disse erhvervskunder, ligesom det forventes
at
dialogprojektet vil blive berørt. Herudover forventes det, at der fra
erhvervskunderne vil blive rejst spørgsmål af generel karakter.
Med henblik på at kunne
besvare ovennævnte spørgsmål skal Postledelsen anmode om, at salgschef (E) og
kredspostmester (B) deltager som generaldirektoratets repræsentanter."
Forholdet er i øvrigt omtalt
(...) i advokat (C's) partshøringsindlæg af 27. oktober 1992.
4.
I generaldirektoratets supplerende udtalelse af 11. marts 1994
hedder det bl.a. følgende:
"
Møde med erhvervslivet 10. december 1991
Generaldirektoratet
bestrider, at (A) har haft saglige grunde for kun at ønske (X) Postkontor
repræsenteret
på mødet.
En sådan begrænset
repræsentation ville stå i åbenlys modsætning til arbejdet med at få
etableret
en salgsorganisation for postkredsen som helhed. Tilsvarende arbejde foregik
i
landets øvrige postkredse, og der var ingen begrundelse for, at (X)
Postkontor
skulle indtage en særstilling i (Z) Postkreds.
Beslutningen om at lade
kredspostmester (B) fremstå som repræsentant for Generaldirektoratet må ses
dels på baggrund af (A's) vedholdende modstand mod hans deltagelse af andre
fra
kredsen og dels som en måske mindre velovervejet "nødløsning" i en
situation med tidspres."
5.
Til det anførte skal jeg bemærke følgende:
a)
Således som det tjenstlige forhør blev afholdt, kan spørgsmålet
om, hvorvidt De i forbindelse med mødet den 10. december 1991 begik
tjenesteforseelser, deles i to: dels spørgsmålet om, hvorvidt De under de
forudgående drøftelser om, hvem der skulle deltage i mødet, handlede i strid
med Deres tjenstlige pligter, dels spørgsmålet om, hvorvidt De under selve
mødet begik tjenesteforseelser.
Generaldirektoratets
afgørelse af 8. januar 1993 er imidlertid alene begrundet med det forhold, at
De under mødet unødigt stillede "interne kompetenceproblemer på
markedsområdet til skue for Postvæsenets kunder".
Det er derfor alene dette
forhold, jeg skal tage stilling til. Af samme grund må jeg anse de to første
afsnit i den ovenfor citerede passus fra generaldirektoratets supplerende
udtalelse af 11. marts 1994 for irrelevante.
Som sagen foreligger, skulle
Deres tjenesteforseelse herefter alene bestå i, at De ved mødets indledning
over for gæsterne præsenterede kredspostmester (B) og salgschef (E) som
repræsentanter for generaldirektoratet.
b)
I generaldirektoratets skrivelse af 9. december 1991 til (Z)
Postkontor hedder det som nævnt bl.a. følgende:
"Med henblik på at kunne
besvare ovennævnte spørgsmål skal Postledelsen anmode om, at salgschef (E) og
kredspostmester (B) deltager
som
generaldirektoratets repræsentanter.
" (Min fremhævelse).
De præsenterede således
kredspostmester (B) og salgschef (E) i overensstemmelse med den status, som
de
(i relation til det omhandlede møde) var tillagt af generaldirektoratet selv.
Der er ikke fremlagt oplysninger om, at De i øvrigt skulle have foretaget
præsentationen på en illoyal måde.
Under disse omstændigheder må
jeg stille mig uforstående over for, at generaldirektoratet har betragtet det
omhandlede forhold som en tjenesteforseelse.
c) Besættelse af personalechefstillingen.
Det fremgår af
generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993, at Deres tjenesteforseelse
på
dette punkt består i, at De "over for Generaldirektoratet har
fremstillet
en sag om at oprette en personalechefstilling som uafklaret, selv om
postkredsen
havde behandlet sagen og truffet afgørelse".
Forholdet drejer sig om en
skrivelse, som De den 25. november 1991 sendte til generaldirektoratet (...).
Skrivelsen lyder i sin helhed således:
"I tilslutning til
drøftelserne på Postmestermødet den
10.
f.m. fremsendes vedlagt mine kommentarer til forsøget.
Endvidere fremsendes kopi af
stillingsbeskrivelsen for den "Personalechef", som (Z) postkontor i
givet fald ønsker at ansætte.
Som det fremgår, vil jeg
fraråde, at forsøget fortsættes - endsige at det gøres permanent. Kan der
ikke
opnås enighed om noget nyt, vil jeg foreslå, at man går tilbage til
procedurerne før 1991, indtil der findes en mere holdbar og langsigtet
løsning.
Jeg står meget gerne til
rådighed for en mundtlig uddybning af synspunkterne."
Den kopi af
stillingsbeskrivelsen, som De medsendte, havde De påført ordet
"forslag".
1.
De afgav første gang forklaring om forholdet den 12. februar
1992. De var dog ikke inde på spørgsmålet om vildledning af
generaldirektoratet.
Kredspostmester (B) afgav
første gang forklaring om forholdet den 26. februar 1992. Herom hedder det i
forhørsprotokollen bl.a. følgende:
"Vedrørende
forhold 2
(spørgsmålet om ansættelse af
en personalechef) forklares, at postkredsen i efteråret 1991 besluttede at
ville ansætte en personalechef. Der var enighed i kredsledelsen herom med
undtagelse af (A), der tilkendegav, at han ville lægge et notat frem i
kredssamarbejdsudvalget.
...
I stedet skrev (A) et brev,
som han indsendte til Generaldirektoratet uden om kredsledelsen, hvis
medlemmer
han forsynede med en kopi.
...
Han tillod sig endvidere at
vedlægge den stillingsbeskrivelse for personalechefen, som postkredsen havde
godkendt, idet han ved en overskrift betegnede stillingsbeskrivelsen som et
forslag. Han udtrykte sig endvidere i strid med kendsgerningerne således i
brevet, at det ikke fremgik, at beslutning var taget i kredsledelsen.".
Postmester (H), (Ø)
Postkontor, afgav forklaring om forholdet den 3. marts 1992. Af
forhørsprotokollen
fremgår det bl.a., at (H), da han modtog en kopi af Deres skrivelse til
generaldirektoratet, ikke hæftede sig ved, at De havde sendt
stillingsbetegnelsen
med påtegningen "forslag" til generaldirektoratet. (H) forklarede
endvidere, "at han mener, at beslutningen om oprettelsen af
personalechefstillingen
var truffet forud i kredsledelsen.".
Postmester (I), (Å)
Postkontor, afgav forklaring den 16. marts 1992. I forhørsprotokollen hedder
det herom bl.a. følgende:
"- At vidnet ikke
erindrer indholdet af drøftelser i kredsledelsen om oprettelsen af en
personalechefstilling,
herunder således heller ikke udtalelser herimod fra (A) eller udtalelser om,
at
(A) ville skrive i sagen."
De afgav Deres afsluttende
forklaring om forholdet den 24. april 1992. Herom hedder det i
forhørsprotokollen
følgende:
"Om
forsøget med delegeringen af personalechefadministrative opgaver samt
oprettelsen af en personalechefstilling i postkredsen
forklarer (A), at
emnet var på dagsordenen på et møde i kredsledelsen i begyndelsen af
november.
På mødet markerede han en afvigende opfattelse i forhold til de øvrige
mødedeltagere, og på opfordring af postmester (I) accepterede han ikke at
tage
ordet på det forestående samarbejdsudvalgsmøde i kredsen for derved at undgå
at
tilkendegive en uenighed på ledelsessiden. I forbindelse med accepten
tilkendegav han, at han så ville skrive, hvortil kredspostmesteren bemærkede,
"så under du os vel en kopi". Hertil svarede han selvfølgelig.
I den skriftlige redegørelse
til Generaldirektoratet om erfaringerne fra forsøget bestræbte han sig på at
være generel og overordnet. På spørgsmål om, hvorfor han også inddrog
ansættelsen af en personalechef i henvendelsen, svarer han, at alle har været
klar over, at der er nøje sammenhæng mellem delegeringen og etablering af en
personalefunktion i postkredsene. Han har ikke under drøftelserne om en
personalechef registreret, at beslutning herom blev truffet, og han er sikker
på, at han ville have været opmærksom på dette forhold allerede af den grund,
at det må være usædvanligt, at en beslutning træffes, før forsøget er
afsluttet."
Kredspostmester (B) afgav på
ny forklaring om forholdet den 29. april 1992. Herom hedder det i
forhørsprotokollen bl.a. følgende:
"Vidnet udspørges af
bisidderen vedrørende sagen om delegering af personalesager samt oprettelse
af
en personalechefstilling. Af vidnets forklaring fremgår, at han traf
beslutning
om oprettelsen af personalechefstillingen på et møde i kredsledelsen den 8.
november 1991.
...
Vidnet bekræfter, at
beslutningen om at ansætte en personalechef blev truffet, inden
Generaldirektoratet
havde afsluttet forsøget med delegering, men tilføjer, at det var der ikke
noget
mærkeligt i, dels fordi resultatet kunne forudsiges, dels fordi alle andre
postkredse end (Z) havde en personalechef. Han lod sig også påvirke af, at
personaleorganisationen havde efterlyst oprettelse af en
personalechefstilling
med henvisning til, at de andre postkredse havde en sådan.
...
På spørgsmål, om det ikke har
været meget naturligt, at (A) i henvendelsen til Generaldirektoratet skrev
både
om delegeringsforsøget og oprettelsen af en personalechefstilling, svarer
vidnet "at han ikke fatter, at (A) ikke respekterede, at beslutningen om
at ansætte en personalechef var truffet"."
I den afsluttende afhøring af
Dem, der blev foretaget den 29. april 1992, kom man ikke ind på
kredspostmester
(B's) ovenstående forklaring.
2.
I auditørens indstilling af 3. juli 1992 hedder det om forholdet
bl.a. følgende:
"I kredspostmesterens
redegørelse (...) er som et andet konkret eksempel på oplevet illoyal adfærd
omtalt en skriftlig henvendelse fra (A) til Postledelsen. Henvendelsen er af
kredspostmesteren blevet opfattet som et forsøg på at lægge hindringer i
vejen
for gennemførelsen af postkredsens beslutning om ansættelse af en
personalechef.
Henvendelsen er dokumenteret
ved fremlæggelse af et brev til Postledelsen, dateret 25. november 1991 om
delegeringsforsøg vedrørende visse personaleadministrative opgaver (...). Det
fremgår heraf, at (A) ved sin kommentering af delegeringsforsøget benyttede
lejligheden til samtidig at henlede opmærksomheden på personalechefen,
"som (Z) Postkontor i givet fald ønsker at ansætte". Endvidere
medsendte han stillingsbeskrivelsen for personalechefen, som han havde
påtegnet
"Forslag".
...
(A's) adfærd gennem dette
sagsforløb må på flere punkter karakteriseres som kritisabel, og den er meget
langt fra at være en efterlevelse af det pålæg om at ændre adfærd, som
vicegeneraldirektøren gav ham skriftligt den 5. juli 1990 (...)."
3.
I advokat (C's) bisidderindlæg af 19. maj 1992 hedder det om
forholdet bl.a. følgende:
"(A) skrev direkte til
Generaldirektoratet den 25. november 1991.
Han har nærmere om
skrivelsens karakter forklaret, at han bestræbte sig på at være generel og
overordnet. På spørgsmålet, om hvorfor han også inddrog ansættelsen af en
personalechef i henvendelsen til generaldirektoratet, svarede (A), "at
alle har været klar over, at der er nøje sammenhæng mellem delegeringen og
etableringen af en personalefunktion i postkredsene. Han har ikke under
drøftelserne
om en personalechef registreret, at beslutning herom blev truffet, og han er
sikker på, at han ville have været opmærksom på dette forhold alene af den
grund, at det må være usædvanligt, at en beslutning træffes, før forsøget er
afsluttet"."
I advokat (C's)
partshøringsindlæg af 27. oktober 1992 hedder det om forholdet bl.a.
følgende:
"Det gøres på (A's)
vegne gældende, at der ingenlunde er tale om en tjenesteforseelse her. Jeg
henviser til det meget markante forhold, at kredspostmester (B), (...) har
forklaret, at (A) "accepterede indvendingen og tilkendegav, at så ville
han skrive til Generaldirektoratet". Herefter huskede (B) ikke sit eget
ordvalg, men har forklaret, at han udmærket kan have sagt "så under du
os
vel en kopi". (B) erindrer, at (A) hertil svarede
"selvfølgelig".
Med blandt andet dette
forudgående forløb, kan (A's) fremgangsmåde ikke karakteriseres som en
tjenesteforseelse hvorved bemærkes, at han også på anden vis havde vist sin
uenighed, vist han ville skrive til Generaldirektoratet og blot har
argumenteret sagligt. Han var ikke klar over, at der var truffet beslutning
af
kredspostmesteren og har således handlet i god tro, jf. herved (A's)
forklaring
til protokollen.
Denne hans opfattelse
underbygges da også af det selvfølgelige og naturlige i, at der ikke træffes
en
sådan beslutning førend udløbet af forsøgsperioden, der jo gik til 31.
december
1991."
4.
I generaldirektoratets supplerende udtalelse af 11. marts 1994
hedder det om forholdet bl.a. følgende:
"
Personalechefstillingen
Generaldirektoratet
bestrider, at (A) skulle være uvidende om, at kredsledelsen havde besluttet
at
oprette en stilling i kredsen som personalechef.
Der var intet til hinder for,
at kredsledelsen kunne træffe denne beslutning inden udløbet af
forsøgsperioden.
Spørgsmålet om oprettelse af stillingen blev drøftet på et møde i
kredsledelsen
med (A's) deltagelse, og han har derfor ikke haft rimelig grund til at
antage,
at beslutningen ikke var endelig. Det er på denne baggrund, man skal se (A's)
tilføjelse på stillingsbeskrivelsen af ordet "forslag"."
5.
Til det anførte skal jeg bemærke følgende:
a)
I Deres skrivelse af 25. november 1991 til generaldirektoratet
hedder det som nævnt bl.a. således:
"Endvidere fremsendes
kopi af stillingsbeskrivelsen for den "Personalechef", som (Z)
postkontor i givet fald ønsker at ansætte."
Deres tjenesteforseelse
består efter generaldirektoratets opfattelse i, at De med denne formulering -
og ved at påtegne stillingsbeskrivelsen ordet "forslag" - bibragte
generaldirektoratet det indtryk, at der endnu ikke var truffet beslutning om
oprettelse af en personalechefstilling. Jeg lægger herved til grund, at
postkredsen på egen hånd har kunnet træffe en sådan beslutning.
Endvidere må jeg lægge til
grund, at en beslutning om oprettelse af en stilling som personalechef
faktisk
blev
truffet den 8. november 1991. En
række af de afhørte vidner har ganske vist ikke nogen nærmere erindring
herom,
men kredspostmester (B) har klart givet udtryk for, at en sådan beslutning
blev
truffet. Ingen af vidnerne - heller ikke De selv - har modsagt ham.
b)
Der er ikke tvivl om, at det forhold, at en tjenestemand - med
den fornødne tilregnelse - meddeler sine foresatte urigtige oplysninger,
efter
omstændighederne kan have karakter af en tjenesteforseelse.
I den foreliggende sag - hvor
den urigtige oplysning er meddelt på en meget indirekte måde, og hvor jeg må
antage, at oplysningen har været ganske uden betydning for
generaldirektoratet
- må jeg imidlertid stille mig noget tvivlende over for, om der objektivt
bedømt er tale om en tjenesteforseelse i tjenestemandslovens forstand.
c)
Hertil kommer - hvad der i sig selv er afgørende - at
tjenestemandslovens tilregnelseskrav ikke på det foreliggende grundlag kan
antages at være opfyldt.
De har ikke bestridt, at der
den 8. november 1991 faktisk blev truffet en afgørelse af det omhandlede
indhold.
Men De har oplyst, at De ikke var bekendt hermed, og at den urigtige
oplysning
til generaldirektoratet derfor er afgivet i god tro. Til støtte herfor har De
(advokat (C)) anført, at det ville være unaturligt - omend åbenbart muligt -
at
træffe en sådan beslutning inden udløbet af forsøgsperioden vedrørende
delegation af personaleadministrative opgaver. De er derfor overbevist om, at
De ville have husket beslutningen, hvis De havde været opmærksom på, at den
var blevet truffet.
For en umiddelbar betragtning
kan denne forklaring ikke afvises; herved henviser jeg også til, at
postmester
(I) efter sin forklaring heller intet erindrer om indholdet af de pågældende
drøftelser. Ligeledes bemærker jeg, at kredspostmester (B) ved skrivelse af
13.
december 1991 anmodede postmestrene (K), (I) og (H) om deres bemærkninger til
Deres skrivelse af 25. november 1991 med bilag. Ingen af postmestrene har i
deres svar (...) kommenteret den omhandlede bemærkning i Deres skrivelse.
d)
I hvert fald under disse omstændigheder ville det ikke være forsvarligt
at lægge til grund, at De har afgivet den urigtige oplysning med fornøden
tilregnelse, før der - om muligt - havde været tilvejebragt mere præcise
oplysninger om, under hvilke omstændigheder beslutningen den 8. november 1991
var truffet. Generaldirektoratet har imidlertid ikke søgt at belyse dette
spørgsmål nærmere.
På denne baggrund er det min
opfattelse, at generaldirektoratet ikke har haft tilstrækkeligt grundlag for
at
antage, at tjenestemandslovens tilregnelseskrav har været opfyldt i det
foreliggende tilfælde. Som nævnt ovenfor må jeg tilmed anse det for
tvivlsomt,
om der i givet fald overhovedet ville være tale om en tjenesteforseelse i
lovens forstand.
d) Røveriepisoden den 2. januar 1992.
Deres tjenesteforseelse på
dette punkt består ifølge generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993 i,
at De "unødigt har stillet meningsforskelle mellem Dem selv og
kredspostmesteren til skue over for medarbejderne i forbindelse med
opfølgningen på en røveriepisode".
Baggrunden for det omhandlede
forhold er, at der den 2. januar 1992 blev begået et røveri mod postkontor
(W),
som - må jeg lægge til grund - hører under (X) Postkontor. I den anledning
bad
kredspostmester (B), der havde læst om røveriet i pressen, Dem ved skrivelse
af 6. januar 1992 (...) om en nærmere redegørelse.
De besvarede
kredspostmesterens skrivelse den 9. januar 1992 (...). De anførte følgende:
"Der var fire
ekspeditionskasser i brug ved røveriet.
En del af kontanterne var
midlertidigt placeret i aflåste skuffer under ekspeditionspladserne.
En enkelt af medarbejderne
har ikke overholdt de sikkerhedsmæssige forskrifter. Under de nu foreliggende
omstændigheder er påtale sket allerede nu.".
1.
Det omhandlede forhold - der ikke er omtalt i
generaldirektorates skrivelse af 4. februar 1992 til auditøren - kom under
det
tjenstlige forhør frem som følge af kundesektionsleder (L's) forklaring den
23. marts 1992. Herom hedder det i forhørsprotokollen følgende:
"- At vidnet ikke har
oplevet postmesteren bagtale kredspostkontoret eller kredspostmesteren, men
ofte bemærket postmesterens negative indstilling over for disse. I ét
tilfælde
efter et røveri ved (W), hvor der konstateredes at have været for mange
kontanter i en ekspeditionskasse, drøftede vidnet efterfølgende med
postmesteren en disciplinær sanktion over for pågældende ekspedient.
Postmesteren
var imod og mente, at sanktionen skulle være kollektiv. Som det normale, når
postmesteren selv havde deltaget i efterfølgende undersøgelser, ville han
selv
sørge for indberetning. Fra kredspostmesteren indgik til postmesteren et brev
med forskellige spørgsmål om omstændighederne ved røveriet m.v. Postmesteren
besøgte (W) medbringende dette brev, som efterfølgende affødte nogle
bemærkninger fra medarbejdere ved posthuset pr. telefon til vidnet. Det er
vidnets opfattelse, at dette brev efter sit indhold ikke skulle have været
fremlagt for de implicerede medarbejdere. Hvis dette ikke var sket, ville
brevets indhold heller ikke have kunnet omtales på et senere fagligt møde,
som
vidnet deltog i, og hvor den medarbejder, der havde fået påtale, udtalte
"hvad er det for skid til kredspostmester, der sender sådanne breve ud,
når vi har været udsat for røveri"."
Kredspostmester (B) afgav
første gang forklaring om forholdet den 31. marts 1992. Herom hedder det i
forhørsprotokollen følgende:
"Om røveriet på (W) den
2. januar 1992 forklarer vidnet, at han gennem fjernsynet blev opmærksom på,
at
der var røvet 287.500 kr. I tiden forud var sikkerhedsproblemer og
opprioritering
på dette område blevet drøftet på møder i kredsledelsen. Da vidnet ikke
modtog
nogen orientering fra (X) Postkontor, skrev han den 6. januar et brev til
(A),
hvori han udbad sig en redegørelse senest den 10. januar. Vidnet har modtaget
svar den 9. januar 1992. ..."
De afgav forklaring om
forholdet den 8. april 1992. Herom hedder det i forhørsprotokollen bl.a.
følgende:
"Med henvisning til
(L's) vidneforklaring vedrørende røveriet på (W) forklarer (A), at han
undredes,
da han den 7. januar om morgenen modtog kredspostmesterens skriftlige
anmodning
om en redegørelse. Han undredes, fordi postkredsen aldrig nogensinde
tidligere
havde været involveret i sådanne sager fra (X's) område, heller ikke i et
meget
stort røveri i (U) 2 måneder forinden. På dagen for røveriet havde han været
på
(W) og der talt med en grædende, chokeret medarbejder, der også havde spurgt
til følgerne. Han havde sagt til hende, at hun ikke ville slippe for en
opfølgning, men at man ville vende tilbage til dette, når begivenheden var
kommet på passende afstand. Selv om han ikke fandt denne afstand
tilstrækkelig
stor allerede ved kredspostmesterens henvendelse, besluttede han sig for at
fremskynde den disciplinære opfølgning, idet han gjorde sig en forestilling
om,
at dette forhold ellers kunne blive brugt imod ham selv.
...
Det er rigtigt, at han ved
den disciplinære opfølgning viste kredspostmesterens brev til bestyreren og
vedkommende medarbejder. Det skete som forklaring på, at han ikke opfyldte
sit
løfte om at komme i passende afstand, men samtidig søgte han at berolige de
pågældende ved at bemærke "men hvad, vi skal jo have det overstået på et
tidspunkt".
Orientering til
Driftsstyringskontoret telefonisk hurtigst muligt efter røveriet er sket som
foreskrevet."
Kredspostmester (B) afgav sin
afsluttende forklaring om røveriepisoden den 29. april 1992. Forklaringen
indeholder dog intet af interesse for det forhold, som generaldirektoratet
har
anset som en tjenesteforseelse.
2.
I auditørens indstilling af 3. juli 1992 hedder det om forholdet
bl.a. følgende:
"Inden besvarelsen (af
kredspostmester (B's) skrivelse af 6. januar 1992) havde (A) fremvist
kredspostmesterens brev for personalet på (W). Et vidne (L) forklarede, at
fremvisningen af brevet fremkaldte personalets stærke vrede mod
kredspostmesteren. Vidnet anså fremvisningen som en forkert handling fra
(A's)
side.
...
Forevisningen af
kredspostmesterens brev for personalet på (W) må anses for dårlig begrundet
og
forekommer at være illoyal. Det lægges til grund, at kredspostmesteren med en
rimelig forklaring utvivlsomt ville have accepteret en tidsmæssig adskillelse
af den sikkerhedsmæssige og disciplinære opfølgning. (A's) svar på
kredspostmesterens
anmodning om en redegørelse må ved sin form karakteriseres som en
fornærmelse."
3.
I sit bisidderindlæg af 19. maj 1992 anførte advokat (C), at der
ikke er peget på noget forhold, der kan have karakter af en
tjenesteforseelse.
Advokat (C) gentog dette
synspunkt i sit partshøringsindlæg af 27. oktober 1992. I dette indlæg gjorde
han endvidere gældende, at forholdet under alle omstændigheder måtte lades
ude
af betragtning, da det ikke var nævnt i generaldirektoratets skrivelse af 4.
februar 1992 til Auditørfunktionen.
4.
I generaldirektoratets supplerende udtalelse af 11. marts 1994
hedder det om det omhandlede forhold følgende:
"
Røveriepisoden
Advokat (C) finder, at
røveriepisoden ikke er inddraget i "anklagen" mod (A), og at der må
ses bort fra forholdet.
Generaldirektoratet deler
ikke denne opfattelse. Omstændighederne i forbindelse med røveriepisoden er
ikke optaget som et selvstændigt anklagepunkt, men er indgået i sagen som et
blandt flere eksempler til belysning af den illoyale adfærd i forhold til
kredsledelsen og Postvæsenet. Episoden kommer derved til at indgå i forhøret
og
sagen på samme måde som enhver anden bevislighed, hvortil (A) har kunnet
forholde sig under sagen. Sagens akter viser da også, at (A) har forholdt sig
konkret til røveriepisoden og omstændighederne i forbindelse dermed.
Det er Generaldirektoratets
vurdering af de ovennævnte forhold, at de er udtryk for illoyal adfærd fra
(A's) side. Forholdene må karakteriseres som tjenesteforseelser, og der er
intet grundlag for at antage, at (A) har handlet i god tro. (A) vurderes at
have været ganske bevidst i sin adfærd."
5.
Til det anførte skal jeg bemærke følgende:
Generaldirektoratets
afgørelse af 8. januar 1993 må forstås således, at Deres tjenesteforseelse
består
i, at De under et besøg på postkontor (W) fremviste kredspostmester (B's)
skrivelse af 6. januar 1992 for kontorets bestyrer og for den medarbejder,
der
havde været udsat for røveriet.
a)
Det er korrekt, at forholdet vedrørende røveriet ikke er
indeholdt i generaldirektoratets skrivelse af 30. januar 1992 til Dem
("åbningsskrivelsen", jf. tjenestemandslovens § 20). Forholdet er
heller ikke omtalt i bilagene til denne skrivelse.
Forholdet kom i stedet frem
under afhøringen af kundesektionsleder (L) den 23. marts 1992. Senere afgav
kredspostmester (B) forklaring om forholdet. De havde ved afhøringen den 8.
april 1992 lejlighed til at forholde Dem til de afgivne forklaringer.
Generaldirektoratet
tilkendegav i skrivelsen af 22. oktober 1992 til advokat (C), at man ville
betragte
det omhandlede forhold som en tjenesteforseelse. Advokat (C) havde således
lejlighed til i partshøringsindlægget af 27. oktober 1992 at fremføre sine
synspunkter vedrørende dette forhold.
Under disse omstændigheder
kan jeg ikke kritisere, at generaldirektoratet har ment at kunne tage det
omhandlede forhold med i betragtning ved sine overvejelser om, hvorvidt De
havde gjort Dem skyldig i tjenesteforseelser. Jeg henviser herved til
princippet i tjenestemandslovens § 24, 3. pkt., og til en sag, der er omtalt
i
Folketingets Ombudsmands beretning for 1984, s. 92ff.
b)
Spørgsmålet er herefter, om der foreligger en tjenesteforseelse.
Efter Deres forklaring - som
er ubestridt - tilkendegav De ved Deres besøg på postkontor (W) den 2. januar
1992 (den dag, røveriet havde fundet sted) over for den pågældende
medarbejder,
at der ville finde en opfølgning sted, når "begivenheden var kommet på
passende afstand". Ved modtagelsen af kredspostmesterens skrivelse af 6.
januar 1992 bestemte De Dem imidlertid til omgående at iværksætte den
tjenstlige undersøgelse, da De frygtede, at "dette forhold ellers kunne
blive brugt imod (Dem) selv".
Dette var efter Deres -
fortsat ubestridte - forklaring baggrunden for, at De foreviste
kredspostmesterens
skrivelse for bestyreren og den pågældende medarbejder: som en forklaring på,
at De - i modstrid med, hvad De tidligere havde tilkendegivet - havde bestemt
Dem til allerede nu at gennemføre den tjenstlige undersøgelse.
c)
Kredspostmester (B's) skrivelse af 6. januar 1992 til Dem lyder
i sin helhed således:
"Gennem pressen har jeg
erfaret det triste, at (X) igen har været ramt af et alvorligt røveri, og man
kan læse, at der har været et udbytte på godt 287.000 kr.
Jeg har også bragt i erfaring
at røveren selv tog af kassen. Det er altid en ubehagelig oplevelse for de
medarbejdere det går ud over, men jeg ved også at relevante medarbejdere er
under behandling af psykolog.
Umiddelbart rejser sig det
spørgsmål - hvorfor er der så mange penge liggende i ekspeditionskasserne,
specielt når det mange gange er indskærpet over for kundeekspedienterne, at
større beløb i kontanter skal opbevares i pengeskabet.
Jeg skal derfor udbede mig
oplyst, hvor mange ekspeditionskasser der var i brug ved røveriet, - hvilke
forholdsregler der er truffet som følge af røveri af de mange kontanter, og
hvilke påtaler (eller disciplinære skridt) der er sket over for medarbejdere,
der i givet fald har tilsidesat de sikkerhedsmæssige forskrifter.
Redegørelsen udbedes senest
fredag den 10. januar 1992."
Kredspostmester (B) har ikke
under forhøret givet udtryk for utilfredshed med, at De fremviste skrivelsen
på
postkontoret. Der foreligger ej heller oplysninger om, at den berørte
medarbejder
skulle have tilkendegivet, at De ikke burde have forevist skrivelsen.
Indholdet af
kredspostmesterens skrivelse indebærer efter min opfattelse på ingen måde, at
De burde iagttage særlig tavshed med hensyn til skrivelsen. Den eneste
oplysning i skrivelsen, der eventuelt kunne siges at være af fortrolig
karakter, er bemærkningen om, at den berørte medarbejder var under
psykologisk
behandling; det fremgår imidlertid klart, at baggrunden for denne behandling
alene var røveriet.
d)
Under disse omstændigheder - og under hensyn til, at De som
nævnt fremviste skrivelsen som en forklaring på Deres beslutning om allerede
nu
at gennemføre den tjenstlige undersøgelse - må jeg stille mig uforstående
over for, at generaldirektoratet har anset det omhandlede forhold for en
tjenesteforseelse.
4. Sammenfatningsvis skal jeg
herefter udtale, at generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993 efter
min
opfattelse må anses for ugyldig; de forhold, som afgørelsen hviler på, har
ikke
karakter af tjenesteforseelser.
På denne baggrund har jeg i
dag over for generaldirektoratet henstillet, at man annullerer afgørelsen af
8.
januar 1993. Jeg har samtidig udbedt mig underretning om, hvad man herefter
agter at foretage sig over for Dem.
..."
NOTER (*1) Jf. FOB 1990, s.
359, FOB 1984, s. 92ff, UFR 1991, s. 973ff.
Lignende dokumenter
- Degradation af postmester som disciplinærstraf Retsinformation · 9. marts 2019
- Post- og Telegrafvæsenets afslag på aktindsigt i internt arbejdsdokument. Retsinformation · 5. november 2003
- Beskæftigelse af straffede (betinget dømte) ved postvæsenet Retsinformation · 13. marts 2019
- Tjenstlig tilkendegivelse over for personalet ved Københavns postterminal Retsinformation · 19. februar 2019
- Postvæsenets ansvar for rigtig udbetaling Retsinformation · 15. februar 2019
- A. Undersøgelse angående 130 sager om uansøgt afsked fra DSB og P&T Retsinformation · 6. november 2003