Spring til indhold

Retsinformation

Ugyldig afgørelse om disciplinær forflyttelse af en postmester.

FOU nr 1994.383UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Ugyldig afgørelse om disciplinær forflyttelse af en

postmester.

A klagede til mig over en

afgørelse som Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet traf den 8.

januar 1993. Ved denne afgørelse blev A som en disciplinær straf forflyttet

fra

sin stilling som postmester i X til andet arbejde inden for Post- og

Telegrafvæsenets centrale ledelse.

Sagens faktiske

omstændigheder var følgende:

A blev ansat i postvæsenet i

1946 og gennemgik indtil 1955 postvæsenets almindelige ansættelses- og

uddannelsesforløb. Fra 1955 til 1969 var A ansat i Generaldirektoratet for

Post- og Telegrafvæsenet, og fra 1969 til 1973 var A ansat som overkontrollør

og souschef ved Avispostkontoret.

Fra 1973 var A inspektør og

souschef ved Y Postkontor. Denne stilling bestred A indtil han med virkning

fra

den 1. september 1982 blev udnævnt til postmester ved X Postkontor. Dette

kontor hørte under kredspostkontoret i Z der blev ledet af kredspostmester B.

Principperne for postvæsenets

decentrale struktur blev fastlagt ved et notat der blev udsendt af

generaldirektoratet

den 8. januar 1990. Heraf fremgik det bl.a. at kredspostmesteren over for

generaldirektoratet

var ansvarlig for kredsens overholdelse af de resultatkrav, der blev fastsat

af

postvæsenets centrale ledelse. Postmestrene ved de enkelte postkontorer var

ansvarlige for disse kontorers daglige drift.

Kredspostmesteren i Z - der

Læs alt

således på en række områder var A's umiddelbart overordnede - afgav ved

skrivelse

af 24. januar 1992 en redegørelse til postvæsenets ledelse om A's

varetagelse af stillingen som postmester i X. A havde forinden afgivet sine

bemærkninger til redegørelsen.

Af redegørelsen fremgik det

bl.a. at A efter kredspostmesterens opfattelse ikke loyalt varetog sine

pligter, og at A i vidt omfang modarbejdede strukturændringerne inden for

postvæsenet.

I anledning af redegørelsen

meddelte generaldirektoratet A ved skrivelse af 30. januar 1992 at man havde

besluttet at gennemføre en undersøgelse efter reglerne i tjenestemandslovens

kap. 4 om disciplinærforfølgning.

Ved skrivelse af 4. februar

1992 anmodede generaldirektoratet Auditørfunktionen i Post- og

Telegrafvæsenet

om at afholde et tjenstligt forhør. I skrivelsen hed det bl.a. følgende:

"Generaldirektoratet

ønsker blandt andet følgende klagepunkter, der er nævnt i redegørelsen

(kredspostmesterens ovennævnte redegørelse af 24. januar 1992), nærmere

belyst

i det tjenstlige forhør:

·

at (A) agerer ud fra, at han som postmester

i kredsen har samme status som kredspostmesteren,

·

at (A) modarbejder ethvert forslag, der

lægges op til drøftelse i kredsledelsen, og som har det mindste anstrøg af

"kredstanken",

·

at (A) ikke ønsker i sagsbehandlingen at

anvende de kredslige hjælpefunktioner som personaleafdelingen,

planlægningssektionen og uddannelsesfunktionen,

·

at (A) ikke accepterer, at der i

postkredsen er ansat en salgschef, men stadig i markedsorienterede spørgsmål

bruger salgskonsulent ... som tidligere var salgskonsulent i den daværende

(X)

Postkreds,

·

at (A's) varetagelse af cheffunktionen ved

(X) Postkontor kan karakteriseres som illoyal,

·

at (A) underkender det lokale lederteams

forslag til påkrævede ændringer,

·

at (A) ikke informerer loyalt og korrekt

fra de møder, han deltager i. Der har derfor udviklet sig uformelle

referencelinjer, således at lederteamet ved (X) Postkontor direkte kontakter

kolleger ved kredspostkontoret for at høre, hvad der er blevet besluttet,

·

at lederteamet ved (X) Postkontor totalt

manglede moralsk støtte og opbakning fra (A) i gennemførelsen af forskellige

rationaliseringsprojekter, som bl.a. omdelingspro jektet og effektivisering i

kundeprojektet,

·

at (A) ikke evner - eller vil - omstille

sig til at fungere i en kredsledelse, og at han i den grad modarbejder enhver

form for udvikling af postkredsen som en enhed."

Det tjenstlige forhør blev

afholdt i perioden fra den 12. februar til den 29. april 1992. Auditørens

rapport og indstilling i sagen fremkom ved skrivelse af 3. juli 1992.

Auditøren

- der flere steder i sin indstilling havde påpeget den meget brede

formulering

af de spørgsmål, han skulle undersøge - anså på en række punkter A's

embedsførelse for illoyal og kritisabel.

I indstillingen hed det

afslutningsvis bl.a. følgende:

"(A's) adfærd har

tydeligt været viljesbestemt og båret af utilfredshed med gennemførte

forandringer

i Postvæsenets decentrale organisation. Det er kendetegnende for adfærden, at

(A) har været aktiv, udførende og ikke passiv, iagttagende. Der kan derfor

ses

bort fra, at adfærden er udtryk for utilstrækkelige evner.

Under disse omstændigheder må

sagen afgøres disciplinært med begrundelse i tilsidesættelse af tjenstlige

pligter.

Under forhøret er det

fremgået, at hverken kredspostmesteren eller lederteamet ved (X) Postkontor

har

tillid til, at (A) vil være villig til at gøre forandringer i sin varetagelse

af chefstillingen ved (X) Postkontor.

I betragtning af at (A)

allerede en gang, efter modtagelsen af vicegeneraldirektørens brev i juli

1990,

har haft anledning til at beslutte sig for at ændre adfærd, men har undladt

at

gennemføre en sådan ændring, er det urealistisk at nære nogen tillid til, at

han nu vil være indstillet på at gøre det. Der henvises til, at han ikke i

forhøret har stillet nogen omstilling i udsigt, idet han generelt har afvist

de

fremsatte påstande og ikke har ladet sig overbevise om, at hans adfærd har

været kritisabel.

Det indstilles, at han

overføres til andet arbejde for Postvæsenets centrale ledelse, fortrinsvis

arbejde

med specialopgaver og ingen eller begrænsede ledelsesbeføjelser."

A's bisidder under det

tjenstlige forhør, daværende advokat C, havde den 19. maj 1992 afgivet et

omfattende

indlæg i sagen. Advokat C gjorde detaljeret rede for hvorfor A efter hans

opfattelse ikke havde gjort sig skyldig i tjenesteforseelser. I indlægget

anførte advokat C at sagen efter sin karakter end ikke drejede sig om

tjenesteforseelser,

men derimod om at A efter kredspostmester B's opfattelse ikke i tilstrækkelig

grad kunne samarbejde med sidstnævnte.

Ved skrivelse af 20. juli

1992 meddelte generaldirektoratet A at man agtede at afgøre sagen i

overensstemmelse med auditørens indstilling, men at A forinden havde mulighed

for at fremkomme med en udtalelse. Generaldirektoratets skrivelse blev den

14.

august 1992 besvaret af advokat C der fortsat gjorde gældende, at der ikke

var

tale om tjenesteforseelser fra A's side. I skrivelsen hed det bl.a. følgende:

"Mit arbejde med

afgivelsen af dette indlæg har - blandt andet - været vanskeliggjort af, at

jeg

anser det for vanskeligt/umuligt ud af Auditørfunktionens beretning at læse,

hvilke tjenesteforseelser Auditørfunktionen mener, der er begået. Altså, i

forhold til Auditørfunktionens klare opstilling af påstande, hvilke af disse

der anses for bevist på en sådan måde, at tjenesteforseelse er begået.

Generaldirektoratet vil ikke

kunne tage stilling til spørgsmålet om disciplinær indskriden, uden at

generaldirektoratet i hvert fald gør sig klart, i relation til hvilke

påstande

det kan lægges til grund, at der er begået tjenesteforseelser. - Jeg anmoder

om, at der, inden Generaldirektoratet søger at færdiggøre sin sagsbehandling,

tilgår mig meddelelse om, hvilke tjenesteforseelser Generaldirektoratet

lægger

til grund, at der er begået/ikke begået."

Generaldirektoratet besvarede

advokat C's skrivelse den 22. oktober 1992 og anførte bl.a. følgende:

"Ved den høring af

centralorganisationen, som skal ske i henhold til tjenestemandsloven,

påtænker

Generaldirektoratet at tilkendegive som sin opfattelse, at postmester (A) har

overtrådt den almindelige grundsætning om loyalitetspligt over for

virksomheden. Generaldirektoratet lægger herved vægt på konkrete tilfælde,

hvor (A)

·

ved sin adfærd har søgt at omgå

retningslinier for Jobbørsens virke,

·

unødigt har stillet interne

kompetenceproblemer på markedsområdet til skue for Postvæsenets kunder,

·

over for Generaldirektoratet har

fremstillet en sag om at oprette en personalechefstilling som uafklaret, selv

om postkredsen havde behandlet sagen og truffet afgørelse og

·

unødigt har stillet meningsforskelle mellem

ham selv og kredspostmesteren til skue over for medarbejderne i forbindelse

med opfølgningen på en røveriepisode.

De konkrete tilfælde er

belyst i Auditørfunktionens beretning og indstilling, nemlig side ..."

Ved skrivelse af 27. oktober

1992 imødegik advokat C generaldirektoratets skrivelse. Advokat C

argumenterede

på ny for at der ikke var tale om tjenesteforseelser.

Ved skrivelse af 9. november

1992 anmodede generaldirektoratet Statsansattes Kartel om foreningens

eventuelle bemærkninger til sagen, jf. tjenestemandslovens § 22, stk. 1.

Foreningen gjorde ved skrivelse af 1. december 1992 gældende at A ikke havde

gjort sig skyldig i tjenesteforseelser.

Generaldirektoratet traf

afgørelse i sagen ved skrivelse af 8. januar 1993. Heri hed det

afslutningsvis

bl.a. følgende:

"Det er

Generaldirektoratets vurdering, at De har overtrådt den almindelige

grundsætning om loyalitetspligt over for virksomheden. Generaldirektoratet

lægger herved vægt på konkrete tilfælde, der er belyst ved citaterne ovenfor,

og hvor De

·

ved Deres adfærd har søgt at omgå

retningslinier for Jobbørsens virke,

·

unødigt har stillet interne

kompetenceproblemer på markedsområdet til skue for Postvæsenets kunder,

·

over for Generaldirektoratet har

fremstillet en sag om at oprette en personalechefstilling som uafklaret, selv

om postkredsen havde behandlet sagen og truffet afgørelse og

·

unødigt har stillet meningsforskelle mellem

Dem selv og kredspostmesteren til skue over for medarbejderne i forbindelse

med opfølgningen på en røveriepisode.

Sagen afgøres herefter i

overensstemmelse med Auditørfunktionens indstilling således, at De overføres

til andet arbejde for Postvæsenets centrale ledelse, fortrinsvis arbejde med

specialopgaver og ingen eller begrænsede ledelsesopgaver."

Herudover bestod generaldirektoratets

afgørelse i det væsentlige i omfattende citater fra auditørens ovennævnte

skrivelse af 3. juli 1992.

Ved skrivelse af 27. juli

1993 klagede A til mig over generaldirektoratets afgørelse. I den anledning

modtog jeg generaldirektoratets udtalelser af 17. august 1993, 15. oktober

1993, 24. november 1993, 11. marts 1994 og 11. april 1994.

A fik lejlighed til at

fremsætte sine bemærkninger til generaldirektoratets udtalelser.

I en skrivelse til A udtalte

jeg herefter følgende:

"Således som sagen

foreligger for mig, skal jeg tage stilling til to spørgsmål:

I) Spørgsmålet om, hvorvidt

generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993 er tilstrækkeligt begrundet,

jf. forvaltningslovens § 24.

II) Spørgsmålet om, hvorvidt

generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993 er indholdsmæssigt korrekt.

ad I) Spørgsmålet om begrundelse.

1. Generaldirektoratets

beslutning om - som en disciplinær straf - at overflytte Dem til andet

arbejde

inden for postvæsenet er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Da

afgørelsen gik Dem imod, skulle den ledsages af en skriftlig begrundelse, jf.

forvaltningslovens § 22.

De indholdsmæssige krav til

begrundelsen fremgår af forvaltningslovens § 24. Denne bestemmelse har

følgende

ordlyd:

"§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en

henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I

det

omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3.

Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens

interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv

findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til

andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15."

Generaldirektoratet har i sin

supplerende udtalelse af 11. marts 1994 gjort gældende, at afgørelsen er

tilstrækkeligt begrundet.

2. Generaldirektoratets

afgørelse er truffet i medfør af tjenestemandslovens § 24. Det er derfor en -

omend mindre betydningsfuld - fejl, at der ikke i afgørelsen er henvist til

denne bestemmelse.

Det fremgår ikke udtrykkeligt

af forvaltningslovens § 24 - men er fast antaget i praksis - at en

begrundelse

efter omstændighederne skal indeholde en stillingtagen til de synspunkter,

som

parten har gjort gældende under sagen. I forbindelse med min undersøgelse af

en

række afskedigelsessager i Post- og Telegrafvæsenet udtalte jeg om dette

spørgsmål

bl.a. følgende (Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 359):

"I en vis udstrækning

vil en begrundelse også skulle tage stilling til

partsanbringender. Dette gælder ikke blot, såfremt partens

anbringender angår kriterier, som myndigheden selv har inddraget i

afgørelsen,

men også andre partsanbringender, som ikke umiddelbart kan afvises som

uvæsentlige

eller irrelevante for afgørelsen. For så vidt angår anbringender, som af

myndigheden anses for uvæsentlige eller irrelevante, men som parten selv

lægger

stor vægt på, vil det efter omstændighederne være rigtigst udtrykkeligt i

begrundelsen kortfattet at angive, at de pågældende anbringender ikke er

tillagt betydning, således at parten kan konstatere, at myndigheden har været

opmærksom på disse."

Advokat (C) redegjorde i sit

bisidderindlæg af 19. maj 1992 og i sine supplerende indlæg af 14. august og

27.

oktober 1992 udførligt for, hvorfor de forhold, som sagen har drejet sig om,

enten slet ikke har haft karakter af tjenesteforseelser eller i hvert (fald)

ikke har kunnet tilregnes Dem som sådanne. I skrivelsen af 27. oktober 1992

redegjorde advokat (C) for sit syn på netop de forhold, som

generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993 hviler på.

På den anførte baggrund må

jeg anse det for en fejl, at generaldirektoratet ikke i afgørelsen af 8.

januar

1993 tog stilling til advokat (C's) synspunkter.

Da generaldirektoratet senere

- ved skrivelse af 11. marts 1994 - over for mig har redegjort for sit syn på

advokat (C's) anbringender, foretager jeg mig ikke videre vedrørende dette

spørgsmål. Jeg har dog gjort generaldirektoratet bekendt med min opfattelse.

ad II) Spørgsmålet om afgørelsens indholdsmæssige rigtighed.

Dette er sagens

hovedspørgsmål.

1. Generaldirektoratets

afgørelse er som nævnt truffet i medfør af tjenestemandslovens § 24. Denne

bestemmelse har følgende ordlyd:

"§ 24.

Som disciplinær straf for tjenstlig forseelse kan

anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde, der dog ikke må overstige ½

måneds løn, overførelse til andet arbejde eller arbejdssted eller til anden

stilling inden for eller udenfor ansættelsesområdet, degradation - herunder

nedrykning med ét eller flere løntrin inden for samme lønramme - eller

afsked.

Bøde over 1/25 af månedslønnen og overførelse til andet arbejde kan ikke

anvendes, inden forhør er afholdt i overensstemmelse med §§ 20 - 22,

medmindre

der foreligger en uforbeholden skriftlig tilståelse, i hvilken tjenestemanden

vedgår de faktiske omstændigheder i det påsigtede forhold og erklærer sig

skyldig i en tjenesteforseelse. Overførelse til andet arbejdssted eller til

anden stilling inden for eller uden for ansættelsesområdet, degradation eller

afsked som straf for tjenesteforseelser kan, når forholdet ikke er fastslået

ved dom, aldrig finde sted uden efter afholdt tjenstligt forhør. Ikendte

bøder

kan indeholdes i lønnen."

Grundbetingelsen for at

iværksætte en disciplinær straf efter tjenestemandslovens § 24 er, at der -

objektivt bedømt - foreligger en tjenstlig forseelse. Det er herudover fast

antaget, at forseelsen skal kunne tilregnes tjenestemanden som forsætlig

eller

i hvert fald uagtsom, jf. Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet (1990),

s.

143, og Kaj Larsen m.fl., Forvaltningsret (1994), s. 172. Fra praksis om

dette

spørgsmål kan jeg henvise til Folketingets Ombudsmands beretning for 1984, s.

92ff, og Højesterets dom af 30. oktober 1991 (Ugeskrift for Retsvæsen 1991,

s. 973ff).

Såfremt de nævnte - objektive

og subjektive - betingelser er opfyldt, kan tjenestestedet iværksætte en af

de

sanktioner, der er nævnt i tjenestemandslovens § 24. Bestemmelsen indeholder

ikke forskrifter om, hvilken af de nævnte sanktioner der i givet fald skal

anvendes. Dette beror således på myndighedens skøn, der dog er begrænset af

den

almindelige forvaltningsrets principper. I denne henseende er navnlig

forvaltningsrettens proportionalitetsprincip af betydning; sanktionen skal

således

efter sin karakter stå i et rimeligt forhold til den tjenesteforseelse, der

er

begået.

Tjenestemandsloven regulerer

- ud over den almindelige bestemmelse i § 10 - ikke spørgsmålet om, hvad der

skal forstås ved en tjenesteforseelse. Der er imidlertid ikke tvivl om, at

der

for offentligt ansatte gælder en almindelig loyalitetspligt; det er denne

pligt, som De efter generaldirektoratets opfattelse har overtrådt.

Loyalitetspligten - der kan

være vanskelig at afgrænse over for den primære lydighedspligt - er nærmere

omtalt i bl.a. Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet (1990), s. 87ff, og

Kaj Larsen m.fl., Forvaltningsret (1994), s.

131f.

2. Efter disse almindelige

bemærkninger om retsgrundlaget for generaldirektoratets afgørelse vender jeg

mig nu mod de enkelte tjenesteforseelser, som De angiveligt har gjort Dem

skyldig i.

Det tjenstlige forhør, som

blev afholdt fra den 12. februar til den 29. april 1992, omhandlede en lang

række - mere eller mindre præcist beskrevne - forhold, der er opregnet i

generaldirektoratets skrivelse af 4. februar 1992 til Auditørfunktionen.

Selve

afgørelsen om forflyttelse af 8. januar 1993 er imidlertid truffet på et

langt

snævrere grundlag. Afgørelsen lyder således:

"Det er

Generaldirektoratets vurdering, at De har overtrådt den almindelige

grundsætning om loyalitetspligt over for virksomheden. Generaldirektoratet

lægger herved vægt på konkrete tilfælde, der er belyst ved citaterne ovenfor,

og hvor De

·

ved Deres adfærd har søgt at omgå

retningslinier for Jobbørsens virke,

·

unødigt har stillet interne

kompetenceproblemer på markedsområdet til skue for Postvæsenets kunder,

·

over for Generaldirektoratet har

fremstillet en sag om at oprette en personalechefstilling som uafklaret, selv

om postkredsen havde behandlet sagen og truffet afgørelse og

·

unødigt har stillet meningsforskelle mellem

Dem selv og kredspostmesteren til skue over for medarbejderne i forbindelse

med opfølgningen på en røveriepisode.

Sagen afgøres herefter i

overensstemmelse med Auditørfunktionens indstilling således, at De overføres

til andet arbejde for Postvæsenets centrale ledelse, fortrinsvis arbejde med

specialopgaver og ingen eller begrænsede ledelsesopgaver."

I min skrivelse af 8. februar

1994 til generaldirektoratet anførte jeg, at jeg må lægge til grund, at det

citerede afsnit er dækkende for generaldirektoratets begrundelse for

disciplinærforflyttelsen. Generaldirektoratet har ikke fremsat bemærkninger

hertil.

Herefter er det afgørende i

sagen alene,

om

de opregnede fire

forhold - objektivt og subjektivt - har karakter af tjenesteforseelser, og

om

tjenesteforseelsernes karakter i

givet fald kan begrunde, at De er blevet forflyttet.

3. I det følgende skal jeg

gennemgå de enkelte forhold hver for sig.

a) Omgåelse af reglerne for anvendelse af Jobbørsen.

Det fremgår af

generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993, at Deres tjenesteforseelse

på

dette punkt består i, at De "ved Deres adfærd har søgt at omgå

retningslinier for Jobbørsens virke".

1.

Reglerne for anvendelse af Jobbørsen blev fastlagt ved generaldirektoratets

cirkulæreskrivelse af 13. november 1989. Baggrunden for reglerne var

bestræbelser på at opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af postvæsenets

ressourcer.

Som led i disse bestræbelser

etablerede man et såkaldt omflytningsnævn. Nævnet - hvis kommissorium blev

fastlagt i januar 1990 og revideret i marts 1991 - skal i forbindelse med

ledighed og oprettelse af nye stillinger afgøre, om stillingerne skal

besættes med de medarbejdere, der indgår i Jobbørsen.

I cirkulæreskrivelsen hedder

det om den nærmere procedure bl.a. følgende:

"Enheder, der - efter

lokale rokeringer - har behov for besættelse af en ledig eller oprettelse af

en

ny stilling, må derfor rette henvendelse til Postvæsenets centrale ledelse.

Det

vil herefter ved gennemgang af medarbejdere placeret i den centrale jobbørs

blive afklaret, hvorvidt stillingen kan opslås og besættes på almindelige

vilkår, eller om der vil kunne anvises egnet overtallig arbejdskraft. Det er

efter drøftelse med personaleorganisationerne slået fast, at denne procedure

skal gennemføres hurtigt med henblik på ikke unødigt at bremse for

genbesættelse af ledige stillinger og placering af overtallige medarbejdere.

Tjenestestederne skal derfor

indtil videre anvende vedlagte blanket til anmeldelse af

arbejdskraftbehov."

I en cirkulæreskrivelse med

overskriften "Jobbørsens virke", der er udsendt af

generaldirektoratet i juli 1991, hedder det bl.a. følgende:

"

PROCEDURE FOR ANMELDELSE AF OVERTALLIG ARBEJDSKRAFT

Generelt

Registrering af overtallig

arbejdskraft sker ved indsendelse af skema "Anmeldelse af overtallig

arbejdskraft"

til Jobbørsen. Dette gælder både tjenestemænd og overenskomstansatte.

Det er vigtigt af hensyn til

genplacering, at anmeldelse til Jobbørsen sker hurtigst muligt, evt.

summarisk.".

I en cirkulæreskrivelse af

25. januar 1989 fra generaldirektoratet til postkontorerne (bilag 12 til

auditørens beretning) hedder det bl.a. følgende:

"Under hensyn til bl.a.

omfanget af medarbejdere, der må forventes at blive bragt i en

overtalssituation

er det besluttet at ansvaret for gennemførelsen af nødvendige tiltag for

omflytning m.v. placeres på kredsniveau. Det præciseres imidlertid, at det er

et fælles chefansvar, at overtallige ressourcer inden for postkredsen

udnyttes

bedst muligt."

I en cirkulæreskrivelse af

19. september 1991 (bilag 11 til auditørens beretning) fra (Z) Postkreds til

kredsens postkontorer, herunder (X) Postkontor, hedder det bl.a. følgende:

"På given foranledning

skal det hermed indskærpes, at al korrespondance og kommunikation til

jobbørsen, skal foregå gennem personalesektionen, APPØ-afdelingen."

2.

Afhøringerne i sagen vedrørte navnlig det forhold, at De den 23.

december 1991 havde indsendt et skema til Jobbørsen i en lukket kuvert via

postkredskontoret.

De afgav forklaring om

forholdet den 31. marts 1992. Om Deres forklaring hedder det i

forhørsprotokollen

bl.a. følgende:

"Om korrespondance med

Jobbørsen

forklarer (A), at han gennem

1990 uantastet har sendt 5 - 10 skemaer direkte til Jobbørsen uden om

kredspostkontoret. Den 10. september 1991 sendte han det første skema i dette

år direkte til Jobbørsen. Det vedrørte en overtallig kvindelig postarbejder i

(Æ), der ønskede genplacering trafikalt fordelagtigt på grund af tidligere

overfald. (A) havde den opfattelse, at den trafikalt gunstigste placering

ville

være ved (Ø). Ud fra tidligere praksis og det specielle genplaceringsønske

sendte han skemaet til Jobbørsen i god tro. Han erindrer derefter at have

fået

en opringning fra Jobbørsen med besked om, at dette skulle de egentlig ikke

have. Han svarede noget i retning af, jamen, har I ikke lige skrevet ud om,

at

også postarbejdere skal indsendes. Hendes reaktion var, at hun forinden

videre

ville tale med (D). Han genkalder sig ikke nogen efterfølgende samtale med

(D), således heller ikke at have modtaget vejledning om at indsende sagerne

gennem postkredsen. Den 19. september udsendte postkontoret indskærpelse

herom

(...). (A) har ikke haft bemærkninger til denne indskærpelse, som afklarede

spørgsmålet.

...

Den 23. december fremsendte

(A) et nyt overtalsskema til Jobbørsen, men denne gang i en lukket kuvert med

Jobbørsens adresse via postkredsen. Han mener sig med denne fremgangsmåde at

have været i fuld overensstemmelse med postkredsens skriftlige indskærpelse

den

19. september 1991 (...). Han lukkede konvolutten på grund af sagens særlige

følsomme indhold.

(A) mener ikke, at hans

fremgangsmåde, som påstået af kredspostmesteren, har ført til, at overtallige

medarbejdere ikke har fået de muligheder for remplacering, som postkredsens

personalepolitik og Jobbørsens virke tilsiger."

Den 8. april 1992 afgav De en

supplerende forklaring om forholdet. I forhørsprotokollen hedder det bl.a.

følgende:

"(A) fastholder ... at

han fortsat mener med sin fremgangsmåde at have været i fuld overensstemmelse

med postkredsens indskærpelse den 19. september, da han sendte en lukket

kuvert

med påskrift Att. Postinspektøren til Jobbørsen via postkredsen. Hans eneste

motiv herfor var sagens særlige følsomme indhold. Det var også af denne

årsag,

at han tilføjede sit eget navn som afsenderangivelse. Han afviser, at motivet

var, at han fortsat ikke accepterede postkredsens eller personalechefens

rolle

i disse sager vedrørende (X's) område."

Kredspostmester (B) afgav

forklaring om forholdet den 26. februar 1992. I forhørsprotokollen hedder det

bl.a. følgende:

"- At (A's) ageren med

anmeldelse af overtallige medarbejdere direkte til Jobbørsen uden om

postkredsen er et eksempel på, at han ikke anvender den oprettede

personaleafdeling, og at han endog efter samtalen den 26. september har søgt

at

undgå at inddrage personaleafdelingen ved placeringen af overtallige

medarbejdere, idet han i et tilfælde har fremsendt et lukket brev til

Generaldirektoratet til personaleafdelingen til videresendelse uden at

orientere afdelingen om det indeholdte overtalsproblem. Der fremlægges

skrivelse af 19. september 1991 fra APPØ-afdelingen til bl.a. (X) Postkontor

(...)."

Kontrollør (D), der som ansat

i generaldirektoratet har varetaget sager vedrørende Jobbørsen, afgav

forklaring den 7. april 1992. Af denne forklaring fremgår det, at

generaldirektoratet, da man i december 1991 modtog det omhandlede skema,

oversendte det til kredspostkontoret. Efter (D's) opfattelse havde den

fejlagtige ekspedition fra Deres side ikke haft nogen skadevirkning.

3.

I auditørens indstilling af 3. juli 1992 hedder det om forholdet

bl.a. følgende:

"Endelig indgår i

vurderingen den af (A) udviste adfærd i relation til Jobbørssager. Det lægges

her til grund, at han i sådanne sager upåtalt har korresponderet med

Postledelsen uden om postkredsen et antal gange. Fremgangsmåden var

imidlertid

ukorrekt, og det er uforståeligt, at (A) ikke udviste større tilbageholdenhed

med at korrespondere uden om postkredsen efter modtagelsen af

vicegeneraldirektørens

brev af 5. juli 1990 (...). Hans forklaring om, at han agerede ud fra praksis

og var i god tro, må dog efter omstændighederne godtages, også for så vidt

angår det første skema, han indsendte i 1991, og som gav stødet til

postkredsens

indskærpelse den 19. september (...).

Derimod må det anses for

yderst kritisabelt, at (A) efter indskærpelsen og kredspostmesterens

opfølgende

samtale med ham den 26. september igen i december 1991 fortsat søgte at

unddrage sig postkredsens indblanding i en sag med Jobbørsen. Hans henvisning

til sagens følsomme indhold kan ikke anses for en acceptabel begrundelse for

fremgangsmåden, og det må give anledning til betænkeligheder, at (A) i

forhøret

upåvirket af situationen og med tilsyneladende stor personlig overbevisning

erklærede, at han med den benyttede fremgangsmåde anså sig at have været i

fuld overensstemmelse med Postkredsens indskærpelse.

Om (A's) forhold til denne

indskærpelse må det i øvrigt bemærkes, at hans udtalelse i forhøret om, at

indskærpelsen havde afklaret sagen, samt at han ville efterleve den, ikke kan

anses for troværdig. Udtalelsen modsiges klart af hans efterfølgende i

forhøret

fremlagte påtegning til kredspostmesteren på den skriftlige indskærpelse

(...)."

Den nævnte påtegning på

kredspostmesterens cirkulæreskrivelse af 19. september 1991 (...) lyder

således:

"Til (B).

Denne skrivelse ønsker jeg

gerne forinden videre drøftet i kredsledelsen - herunder ved hvilke

skrivelser

e.l. fra Generaldirektoratet der skulle være truffet en sådan beslutning.

Venligst (A)."

4.

Advokat (C) behandlede forholdet flere steder i sit

bisidderindlæg af 19. maj 1992; (...) Det hedder bl.a. følgende (...):

"I september skete der

herefter videre det, at der dels var mindst én samtale mellem

Generaldirektoratet

og (A) og dels, at der den 19. september 1991, (...) blev udsendt en

indskærpelse om, "at al korrespondance og kommunikation til Jobbørsen

skal

foregå mellem personalesektionen APPØ-afdelingen".

Det fremgår af (A's)

forklaring, at han har modtaget denne indskærpelse (ligesom andre) og at han

har lagt sig den på sinde og mener at have fulgt denne til punkt og prikke.

På denne baggrund skal

begivenheden den 23. december 1991 vurderes. Ved denne lejlighed fremsendte

(A)

et nyt overtalsskema direkte til Jobbørsen, men "denne gang i en lukket

kuvert med Jobbørsens adresse via postkredsen" ((A's) forklaring) - (A)

har i denne forbindelse forklaret, at han "mener sig med denne

fremgangsmåde at have været i fuld overensstemmelse med postkredsens

skriftlige

indskærpelse den 19. september 1991 (...)" - (A) har tilføjet, at han

lukkede konvolutten på grund af sagens særlige følsomme indhold.

...

Bemærkninger

Det kan objektivt diskuteres

om fremsendelsesmåden den 23. december 1991 var i overensstemmelse med den

gældende forholdsordre, jf. indskærpelsen af 19. september 1991.

Det må imidlertid utvivlsomt

lægges til grund, at (A) i god tro fremsendte skemaet i konvolut mærket

Jobbørsen. Han mente sig i overensstemmelse med instrukserne ved at sende

dette

frem til personaleafdelingen i (Z) med henblik på dettes videresendelse til

Jobbørsen. Således som (A) opfattede situationen, måtte personaleafdelingen i

(Z) Postkreds da tage ansvaret for om man ville videresende det uden videre

eller åbne konvolutten og se på det. Han mente at have gjort hvad han burde.

Det må på denne baggrund

konstateres, at (A) ikke i denne henseende har begået nogen

tjenesteforseelse.".

I advokat (C's)

partshøringsindlæg af 27. oktober 1992 hedder det bl.a. følgende:

"Det af

Auditørfunktionen anførte giver efter min opfattelse på ingen måde grundlag

for

en antagelse om, at (A) har begået en tjenesteforseelse. Han har, jf. mit

bisidderindlæg (...) utvivlsomt været i god tro om og ment at følge

indskærpelsen,

da han fremsendte skemaet i konvolut mærket Jobbørsen.

Det er i denne forbindelse

centralt at fremhæve, at han sendte skemaet til

personaleafdelingen i (Z)

med henblik på dettes videresendelse til

Jobbørsen.

(A) har utvivlsomt ment at

handle korrekt. Auditørfunktionens - og nu Generaldirektoratets - henvisning

til påtegning på indskærpelsen af 19. september 1991 (...) er uforståelig.

Påtegningen ses på ingen måde at modsige (endsige "klart" modsige)

(A's) forklaring. Han har gerne villet drøfte proceduren, der fastlægges i

brevet af 19. september 1991, på det førstkommende møde i den samlede

kredsledelse i oktober, men har desuagtet ment at følge den.

Eksemplet indebærer således

ikke en tilsidesættelse af nogen "almindelig grundsætning om

loyalitetspligt

overfor virksomheden"."

5.

I generaldirektoratets supplerende udtalelse af 11. marts 1994

til mig hedder det om forholdet bl.a. følgende:

"

Jobbørsen

Generaldirektoratet deler

ikke den opfattelse, at (A) utvivlsomt har ment at handle korrekt.

(A's) brug i december måned

1991 af en lukket konvolut mærket Jobbørsen må efter Generaldirektoratets

opfattelse betragtes som et bevidst forsøg på at omgå den fastlagte

procedure,

som var indskærpet (A) i september måned samme år. Brugen af den lukkede

konvolut

lagde klart op til, at den skulle videresendes i uåbnet stand.

Ved sin handlemåde har (A)

ageret i strid med kendte bestemmelser kort tid efter at have fået dem

indskærpet. Han kan efter Generaldirektoratets opfattelse ikke have været i

tvivl om det ukorrekte i hans handlemåde."

6.

Til det anførte skal jeg bemærke følgende:

a)

Efter de foreliggende oplysninger må det anses for noget uklart,

hvilke procedureregler der før den 19. september 1991 har været gældende for

indsendelse af overtalsskemaer til Jobbørsen. De har nogle gange i 1990 og én

gang i 1991 sendt skemaerne til Jobbørsen uden om kredspostkontoret. De har

ikke været alene om denne fremgangsmåde, og De har ikke modtaget nogen

tjenstlig påtale for disse forhold.

Spørgsmålet om, hvorvidt Deres

fremgangsmåde ved disse lejligheder var korrekt, er imidlertid uden

betydning;

jeg henviser til, at auditøren i sin indstilling alene fandt grundlag for at

kritisere Deres fremgangsmåde i forbindelse med episoden den 23. december

1991.

Da generaldirektoratet ikke har taget afstand fra dette standpunkt, må jeg

lægge til grund, at direktoratets antagelse om, at De har begået en

tjenesteforseelse, ligeledes alene hviler på episoden den 23. december 1991.

På dette tidspunkt var enhver

tvivl om den korrekte fremgangsmåde afklaret; kredspostmesteren havde ved

cirkulæreskrivelsen af 19. september 1991 bestemt, at anmeldelser til

Jobbørsen

skulle sendes via postkredsen. Det er ubestridt, at cirkulæreskrivelsen havde

karakter af en lovlig tjenestebefaling.

b)

De nærmere omstændigheder i forbindelse med Deres indsendelse af

overtalsskemaet den 23. december 1991 er kun sporadisk belyst i auditørens

rapport og indstilling. Det er imidlertid givet - og ubestridt - at

overtalsskemaet faktisk

blev

sendt

gennem kredspostkontoret. Jeg må derfor lægge til grund - som også advokat

(C)

har fremhævet det -

at

kredspostkontoret ved modtagelsen af kuverten ikke kunne være i tvivl om, at

der var tale om en forsendelse til Jobbørsen, og

at

kredspostkontoret således - såfremt man ønskede det - fuldt ud

havde lejlighed til at gøre sig bekendt med indholdet af kuverten.

De efterkom således kredspostmesterens

tjenestebefaling. Dette stemmer med, at De efter Deres egen forklaring tog

tjenestebefalingen til efterretning.

c)

Spørgsmålet er derfor alene, om det forhold, at De anvendte en

lukket kuvert, i sig selv indebærer en tjenesteforseelse fra Deres side.

Grunden til, at De anvendte

denne fremgangsmåde, var efter Deres forklaring, at der var tale om en sag af

følsom karakter; jeg går ud fra, at De hermed sigter til, at skemaet

indeholdt

oplysninger af fortrolig karakter om den pågældende medarbejder.

Generaldirektoratet har ikke

undersøgt, hvilken karakter de omhandlede oplysninger havde. Jeg må derfor

lægge Deres forklaring til grund.

I en situation som den

foreliggende må det anses for ganske korrekt - med henblik på ikke at afsløre

fortrolige oplysninger over for uvedkommende - at anvende en lukket kuvert.

En sådan fremgangsmåde er i overensstemmelse med de principper, der ligger

til grund for bestemmelsen i forvaltningslovens § 32.

Det kan herefter fastslås,

at

De ikke ved Deres fremgangsmåde

skjulte for kredspostkontoret, at der var tale om en forsendelse til

Jobbørsen,

at

kredspostkontoret - hvis man havde

ønsket det - blot kunne have åbnet kuverten, og

at

Deres fremgangsmåde i øvrigt måtte anses for ganske korrekt.

d)

Under disse omstændigheder har generaldirektoratet ikke har

haft grundlag for at anse episoden den 23. december 1991 for en

tjenesteforseelse

fra Deres side.

b) Mødet med erhvervslivet den 10. december 1991.

Det fremgår af

generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993, at Deres tjenesteforseelse

på

dette punkt består i, at De under et møde med kunder fra erhvervslivet den

10.

december 1991 "unødigt har stillet interne kompetenceproblemer på

markedsområdet til skue for postvæsenets kunder".

1.

De forklaringer, der belyser dette forhold, er afgivet af Dem

selv, kredspostmester (B) og salgschef (E).

De afgav første gang

forklaring om forholdet den 12. februar 1992. Herom hedder det i

forhørsprotokollen

bl.a. følgende:

"

Møde med erhvervsledere

Han afviser at have givet

udtryk for at ville gå hjem, hvis kredspostmesteren og salgschefen mødte

frem.

Han bekræfter, at deres deltagelse forud havde været genstand for diskussion

med postledelsen, der afgjorde spørgsmålet med en skrivelse af 9. december

1991. Skrivelsen fremlægges (...). Informationen til mødedeltagerne om, at

salgschefen og kredspostmesteren deltog som generaldirektoratets

repræsentanter

i mødet hidrørte fra generaldirektoratets egen formulering."

Kredspostmester (B) afgav

forklaring om forholdet den 26. februar 1992. I forhørsprotokollen hedder det

herom bl.a. følgende:

"- At mødet med

erhvervslivet i (X) den 10.12.1991 havde til formål at orientere om

forskellige

serviceforbedringer i (X). Disse forbedringer var tilvejebragt i et

projektarbejde med deltagelse af repræsentanter fra Generaldirektoratet, der

skulle betale meromkostningerne.

...

Bl.a. fordi der var økonomi i

sagen, ønskede Generaldirektoratet, at kredspostmesteren skulle deltage i

informationsmødet med henblik på besvarelse af mulige spørgsmål af økonomisk

rækkevidde. Endvidere at salgschefen skulle deltage og ikke blot

salgskonsulenterne. Efter vidnets opfattelse fordi mødet var for meget store

erhvervskunder. (A) modsatte sig under de forudgående drøftelser den af

Generaldirektoratet ønskede repræsentation. Endnu dagen før mødet ville han

ikke tage endelig stilling til, hvorvidt han ville møde op, men ønskede at

sove

på det. På mødedagen om morgenen accepterede han at møde. På mødet

præsenteredes de to som Generaldirektoratets repræsentanter ved bordkort,

hvoraf vidnets eget vedlægges i kopi (...)."

De afgav Deres afsluttende

forklaring om forholdet den 24. april 1992. Herom hedder det i

forhørsprotokollen

følgende:

"Om

mødet med erhvervslivet

den 10. december 1991 forklarer (A), at der

indtil midten af november ikke herskede nogen tvivl om, at mødet skulle være

af

lokal (X)-karakter.

Den 21. november 1991

resulterede et møde om tilrettelæggelsen i et beslutningsreferat, som

fremlægges (...). Nogle dage efter denne beslutning henvendte postinspektør

(F)

sig telefonisk og gav udtryk for, at kredspostmesteren og salgschefen burde

deltage i mødet med erhvervslederne. Dette frarådede afhørte, og (F) ville så

sende et brev om det samme, som han ville bede afhørte kommentere skriftligt.

I

den skriftlige kommentar frarådede afhørte fortsat med henvisning til, at det

efter hans vurdering ikke ville fremme mødets formål, der var at skaffe

goodwill for Postvæsenet, at de to deltog. Han byggede sin vurdering på, men

skrev ikke, at der havde været utilfredshed hos erhvervslederne med (X's)

placering i (Z) Postkreds, og at der var indsendt skriftlige protester til

Generaldirektoratet

herom.

Dagen før mødet med

erhvervslivet blev afhørte opsøgt af postinspektør (F) og kredspostmesteren i

samme anledning. Da han fastholdt sin opfattelse om mødedeltagelsen, sluttede

samtalen med, at (F) udleverede det fremlagte bilag 4. Afhørte tog forbehold

med hensyn til sin mødedeltagelse, idet han ville sove på spørgsmålet.

Hans overvejelser gik på, om

det ville være bedst for mødets formål, om han besluttede sig for en

"diplomatisk forkølelse". Han afviser i denne forbindelse på noget

tidspunkt, således som forklaret af vidnet (G), at have udtalt, at han i

givet

fald ville gå hjem.

På mødet med erhvervslederne,

som han deltog i som mødeleder, præsenterede han ved velkomsten

kredspostmesteren og salgschefen som repræsentanter for Generaldirektoratet i

overensstemmelse med formuleringen i bilag 4. Bordkortet, hvis fremstilling

han ikke selv havde direkte del i, fik tekst på samme grundlag. Han har ikke

givet nogen instruktion til den, der lavede bordkortene."

2.

I auditørens indstilling af 3. juli 1992 hedder det om forholdet

bl.a. følgende:

"(A's) vedvarende og

stærke modstand mod kredspostmesterens og salgschefens deltagelse i mødet med

erhvervsledere må dog karakteriseres som en stærkt kritisabel adfærd, der som

enkeltstående tilfælde bekræfter, at han ikke accepterer salgschefen i sit

område. (A's) påberåbelse af at have handlet ud fra et hensyn til mødets

formål

må tilbagevises, idet en sådan udtalelse om hensyntagen til virksomheden ikke

forenes med, at han som lokal chef selv påtænkte og talte om at blive væk fra

mødet. Hans udholdende og indædte modstand anses at være udtryk for, at

personlige interesser tog overhånd.

Uanset Postledelsens ordvalg

ved afgørelsen af den interne uenighed om mødedeltagere må også (A's)

præsentation af disse karakteriseres som kritisabel. Han burde med sin

baggrundsviden og som erfaren leder have undgået en forudseelig, klar risiko

for at stille interne stridigheder i Postvæsenet til skue i en forsamling af

lokale erhvervsledere. Præsentationen må endvidere karakteriseres som en

provokation over for kredspostmesteren og salgschefen."

3.

I advokat (C's) bisidderindlæg af 19. maj 1992 er forholdet

omtalt (...) Advokat (C) fremhævede bl.a., at Deres præsentation af

kredspostmesteren og salgschefen var i overensstemmelse med

generaldirektoratets

skrivelse af 9. december 1991 til (Z) Postkontor.

Den nævnte skrivelse (...)

lyder i sin helhed således:

"Til mødet med

erhvervskunder tirsdag den 10. december 1991, kl. 17.00, skal der bl.a.

drøftes

service- og kvalitetsforhold til disse erhvervskunder, ligesom det forventes

at

dialogprojektet vil blive berørt. Herudover forventes det, at der fra

erhvervskunderne vil blive rejst spørgsmål af generel karakter.

Med henblik på at kunne

besvare ovennævnte spørgsmål skal Postledelsen anmode om, at salgschef (E) og

kredspostmester (B) deltager som generaldirektoratets repræsentanter."

Forholdet er i øvrigt omtalt

(...) i advokat (C's) partshøringsindlæg af 27. oktober 1992.

4.

I generaldirektoratets supplerende udtalelse af 11. marts 1994

hedder det bl.a. følgende:

"

Møde med erhvervslivet 10. december 1991

Generaldirektoratet

bestrider, at (A) har haft saglige grunde for kun at ønske (X) Postkontor

repræsenteret

på mødet.

En sådan begrænset

repræsentation ville stå i åbenlys modsætning til arbejdet med at få

etableret

en salgsorganisation for postkredsen som helhed. Tilsvarende arbejde foregik

i

landets øvrige postkredse, og der var ingen begrundelse for, at (X)

Postkontor

skulle indtage en særstilling i (Z) Postkreds.

Beslutningen om at lade

kredspostmester (B) fremstå som repræsentant for Generaldirektoratet må ses

dels på baggrund af (A's) vedholdende modstand mod hans deltagelse af andre

fra

kredsen og dels som en måske mindre velovervejet "nødløsning" i en

situation med tidspres."

5.

Til det anførte skal jeg bemærke følgende:

a)

Således som det tjenstlige forhør blev afholdt, kan spørgsmålet

om, hvorvidt De i forbindelse med mødet den 10. december 1991 begik

tjenesteforseelser, deles i to: dels spørgsmålet om, hvorvidt De under de

forudgående drøftelser om, hvem der skulle deltage i mødet, handlede i strid

med Deres tjenstlige pligter, dels spørgsmålet om, hvorvidt De under selve

mødet begik tjenesteforseelser.

Generaldirektoratets

afgørelse af 8. januar 1993 er imidlertid alene begrundet med det forhold, at

De under mødet unødigt stillede "interne kompetenceproblemer på

markedsområdet til skue for Postvæsenets kunder".

Det er derfor alene dette

forhold, jeg skal tage stilling til. Af samme grund må jeg anse de to første

afsnit i den ovenfor citerede passus fra generaldirektoratets supplerende

udtalelse af 11. marts 1994 for irrelevante.

Som sagen foreligger, skulle

Deres tjenesteforseelse herefter alene bestå i, at De ved mødets indledning

over for gæsterne præsenterede kredspostmester (B) og salgschef (E) som

repræsentanter for generaldirektoratet.

b)

I generaldirektoratets skrivelse af 9. december 1991 til (Z)

Postkontor hedder det som nævnt bl.a. følgende:

"Med henblik på at kunne

besvare ovennævnte spørgsmål skal Postledelsen anmode om, at salgschef (E) og

kredspostmester (B) deltager

som

generaldirektoratets repræsentanter.

" (Min fremhævelse).

De præsenterede således

kredspostmester (B) og salgschef (E) i overensstemmelse med den status, som

de

(i relation til det omhandlede møde) var tillagt af generaldirektoratet selv.

Der er ikke fremlagt oplysninger om, at De i øvrigt skulle have foretaget

præsentationen på en illoyal måde.

Under disse omstændigheder må

jeg stille mig uforstående over for, at generaldirektoratet har betragtet det

omhandlede forhold som en tjenesteforseelse.

c) Besættelse af personalechefstillingen.

Det fremgår af

generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993, at Deres tjenesteforseelse

på

dette punkt består i, at De "over for Generaldirektoratet har

fremstillet

en sag om at oprette en personalechefstilling som uafklaret, selv om

postkredsen

havde behandlet sagen og truffet afgørelse".

Forholdet drejer sig om en

skrivelse, som De den 25. november 1991 sendte til generaldirektoratet (...).

Skrivelsen lyder i sin helhed således:

"I tilslutning til

drøftelserne på Postmestermødet den

10.

f.m. fremsendes vedlagt mine kommentarer til forsøget.

Endvidere fremsendes kopi af

stillingsbeskrivelsen for den "Personalechef", som (Z) postkontor i

givet fald ønsker at ansætte.

Som det fremgår, vil jeg

fraråde, at forsøget fortsættes - endsige at det gøres permanent. Kan der

ikke

opnås enighed om noget nyt, vil jeg foreslå, at man går tilbage til

procedurerne før 1991, indtil der findes en mere holdbar og langsigtet

løsning.

Jeg står meget gerne til

rådighed for en mundtlig uddybning af synspunkterne."

Den kopi af

stillingsbeskrivelsen, som De medsendte, havde De påført ordet

"forslag".

1.

De afgav første gang forklaring om forholdet den 12. februar

1992. De var dog ikke inde på spørgsmålet om vildledning af

generaldirektoratet.

Kredspostmester (B) afgav

første gang forklaring om forholdet den 26. februar 1992. Herom hedder det i

forhørsprotokollen bl.a. følgende:

"Vedrørende

forhold 2

(spørgsmålet om ansættelse af

en personalechef) forklares, at postkredsen i efteråret 1991 besluttede at

ville ansætte en personalechef. Der var enighed i kredsledelsen herom med

undtagelse af (A), der tilkendegav, at han ville lægge et notat frem i

kredssamarbejdsudvalget.

...

I stedet skrev (A) et brev,

som han indsendte til Generaldirektoratet uden om kredsledelsen, hvis

medlemmer

han forsynede med en kopi.

...

Han tillod sig endvidere at

vedlægge den stillingsbeskrivelse for personalechefen, som postkredsen havde

godkendt, idet han ved en overskrift betegnede stillingsbeskrivelsen som et

forslag. Han udtrykte sig endvidere i strid med kendsgerningerne således i

brevet, at det ikke fremgik, at beslutning var taget i kredsledelsen.".

Postmester (H), (Ø)

Postkontor, afgav forklaring om forholdet den 3. marts 1992. Af

forhørsprotokollen

fremgår det bl.a., at (H), da han modtog en kopi af Deres skrivelse til

generaldirektoratet, ikke hæftede sig ved, at De havde sendt

stillingsbetegnelsen

med påtegningen "forslag" til generaldirektoratet. (H) forklarede

endvidere, "at han mener, at beslutningen om oprettelsen af

personalechefstillingen

var truffet forud i kredsledelsen.".

Postmester (I), (Å)

Postkontor, afgav forklaring den 16. marts 1992. I forhørsprotokollen hedder

det herom bl.a. følgende:

"- At vidnet ikke

erindrer indholdet af drøftelser i kredsledelsen om oprettelsen af en

personalechefstilling,

herunder således heller ikke udtalelser herimod fra (A) eller udtalelser om,

at

(A) ville skrive i sagen."

De afgav Deres afsluttende

forklaring om forholdet den 24. april 1992. Herom hedder det i

forhørsprotokollen

følgende:

"Om

forsøget med delegeringen af personalechefadministrative opgaver samt

oprettelsen af en personalechefstilling i postkredsen

forklarer (A), at

emnet var på dagsordenen på et møde i kredsledelsen i begyndelsen af

november.

På mødet markerede han en afvigende opfattelse i forhold til de øvrige

mødedeltagere, og på opfordring af postmester (I) accepterede han ikke at

tage

ordet på det forestående samarbejdsudvalgsmøde i kredsen for derved at undgå

at

tilkendegive en uenighed på ledelsessiden. I forbindelse med accepten

tilkendegav han, at han så ville skrive, hvortil kredspostmesteren bemærkede,

"så under du os vel en kopi". Hertil svarede han selvfølgelig.

I den skriftlige redegørelse

til Generaldirektoratet om erfaringerne fra forsøget bestræbte han sig på at

være generel og overordnet. På spørgsmål om, hvorfor han også inddrog

ansættelsen af en personalechef i henvendelsen, svarer han, at alle har været

klar over, at der er nøje sammenhæng mellem delegeringen og etablering af en

personalefunktion i postkredsene. Han har ikke under drøftelserne om en

personalechef registreret, at beslutning herom blev truffet, og han er sikker

på, at han ville have været opmærksom på dette forhold allerede af den grund,

at det må være usædvanligt, at en beslutning træffes, før forsøget er

afsluttet."

Kredspostmester (B) afgav på

ny forklaring om forholdet den 29. april 1992. Herom hedder det i

forhørsprotokollen bl.a. følgende:

"Vidnet udspørges af

bisidderen vedrørende sagen om delegering af personalesager samt oprettelse

af

en personalechefstilling. Af vidnets forklaring fremgår, at han traf

beslutning

om oprettelsen af personalechefstillingen på et møde i kredsledelsen den 8.

november 1991.

...

Vidnet bekræfter, at

beslutningen om at ansætte en personalechef blev truffet, inden

Generaldirektoratet

havde afsluttet forsøget med delegering, men tilføjer, at det var der ikke

noget

mærkeligt i, dels fordi resultatet kunne forudsiges, dels fordi alle andre

postkredse end (Z) havde en personalechef. Han lod sig også påvirke af, at

personaleorganisationen havde efterlyst oprettelse af en

personalechefstilling

med henvisning til, at de andre postkredse havde en sådan.

...

På spørgsmål, om det ikke har

været meget naturligt, at (A) i henvendelsen til Generaldirektoratet skrev

både

om delegeringsforsøget og oprettelsen af en personalechefstilling, svarer

vidnet "at han ikke fatter, at (A) ikke respekterede, at beslutningen om

at ansætte en personalechef var truffet"."

I den afsluttende afhøring af

Dem, der blev foretaget den 29. april 1992, kom man ikke ind på

kredspostmester

(B's) ovenstående forklaring.

2.

I auditørens indstilling af 3. juli 1992 hedder det om forholdet

bl.a. følgende:

"I kredspostmesterens

redegørelse (...) er som et andet konkret eksempel på oplevet illoyal adfærd

omtalt en skriftlig henvendelse fra (A) til Postledelsen. Henvendelsen er af

kredspostmesteren blevet opfattet som et forsøg på at lægge hindringer i

vejen

for gennemførelsen af postkredsens beslutning om ansættelse af en

personalechef.

Henvendelsen er dokumenteret

ved fremlæggelse af et brev til Postledelsen, dateret 25. november 1991 om

delegeringsforsøg vedrørende visse personaleadministrative opgaver (...). Det

fremgår heraf, at (A) ved sin kommentering af delegeringsforsøget benyttede

lejligheden til samtidig at henlede opmærksomheden på personalechefen,

"som (Z) Postkontor i givet fald ønsker at ansætte". Endvidere

medsendte han stillingsbeskrivelsen for personalechefen, som han havde

påtegnet

"Forslag".

...

(A's) adfærd gennem dette

sagsforløb må på flere punkter karakteriseres som kritisabel, og den er meget

langt fra at være en efterlevelse af det pålæg om at ændre adfærd, som

vicegeneraldirektøren gav ham skriftligt den 5. juli 1990 (...)."

3.

I advokat (C's) bisidderindlæg af 19. maj 1992 hedder det om

forholdet bl.a. følgende:

"(A) skrev direkte til

Generaldirektoratet den 25. november 1991.

Han har nærmere om

skrivelsens karakter forklaret, at han bestræbte sig på at være generel og

overordnet. På spørgsmålet, om hvorfor han også inddrog ansættelsen af en

personalechef i henvendelsen til generaldirektoratet, svarede (A), "at

alle har været klar over, at der er nøje sammenhæng mellem delegeringen og

etableringen af en personalefunktion i postkredsene. Han har ikke under

drøftelserne

om en personalechef registreret, at beslutning herom blev truffet, og han er

sikker på, at han ville have været opmærksom på dette forhold alene af den

grund, at det må være usædvanligt, at en beslutning træffes, før forsøget er

afsluttet"."

I advokat (C's)

partshøringsindlæg af 27. oktober 1992 hedder det om forholdet bl.a.

følgende:

"Det gøres på (A's)

vegne gældende, at der ingenlunde er tale om en tjenesteforseelse her. Jeg

henviser til det meget markante forhold, at kredspostmester (B), (...) har

forklaret, at (A) "accepterede indvendingen og tilkendegav, at så ville

han skrive til Generaldirektoratet". Herefter huskede (B) ikke sit eget

ordvalg, men har forklaret, at han udmærket kan have sagt "så under du

os

vel en kopi". (B) erindrer, at (A) hertil svarede

"selvfølgelig".

Med blandt andet dette

forudgående forløb, kan (A's) fremgangsmåde ikke karakteriseres som en

tjenesteforseelse hvorved bemærkes, at han også på anden vis havde vist sin

uenighed, vist han ville skrive til Generaldirektoratet og blot har

argumenteret sagligt. Han var ikke klar over, at der var truffet beslutning

af

kredspostmesteren og har således handlet i god tro, jf. herved (A's)

forklaring

til protokollen.

Denne hans opfattelse

underbygges da også af det selvfølgelige og naturlige i, at der ikke træffes

en

sådan beslutning førend udløbet af forsøgsperioden, der jo gik til 31.

december

1991."

4.

I generaldirektoratets supplerende udtalelse af 11. marts 1994

hedder det om forholdet bl.a. følgende:

"

Personalechefstillingen

Generaldirektoratet

bestrider, at (A) skulle være uvidende om, at kredsledelsen havde besluttet

at

oprette en stilling i kredsen som personalechef.

Der var intet til hinder for,

at kredsledelsen kunne træffe denne beslutning inden udløbet af

forsøgsperioden.

Spørgsmålet om oprettelse af stillingen blev drøftet på et møde i

kredsledelsen

med (A's) deltagelse, og han har derfor ikke haft rimelig grund til at

antage,

at beslutningen ikke var endelig. Det er på denne baggrund, man skal se (A's)

tilføjelse på stillingsbeskrivelsen af ordet "forslag"."

5.

Til det anførte skal jeg bemærke følgende:

a)

I Deres skrivelse af 25. november 1991 til generaldirektoratet

hedder det som nævnt bl.a. således:

"Endvidere fremsendes

kopi af stillingsbeskrivelsen for den "Personalechef", som (Z)

postkontor i givet fald ønsker at ansætte."

Deres tjenesteforseelse

består efter generaldirektoratets opfattelse i, at De med denne formulering -

og ved at påtegne stillingsbeskrivelsen ordet "forslag" - bibragte

generaldirektoratet det indtryk, at der endnu ikke var truffet beslutning om

oprettelse af en personalechefstilling. Jeg lægger herved til grund, at

postkredsen på egen hånd har kunnet træffe en sådan beslutning.

Endvidere må jeg lægge til

grund, at en beslutning om oprettelse af en stilling som personalechef

faktisk

blev

truffet den 8. november 1991. En

række af de afhørte vidner har ganske vist ikke nogen nærmere erindring

herom,

men kredspostmester (B) har klart givet udtryk for, at en sådan beslutning

blev

truffet. Ingen af vidnerne - heller ikke De selv - har modsagt ham.

b)

Der er ikke tvivl om, at det forhold, at en tjenestemand - med

den fornødne tilregnelse - meddeler sine foresatte urigtige oplysninger,

efter

omstændighederne kan have karakter af en tjenesteforseelse.

I den foreliggende sag - hvor

den urigtige oplysning er meddelt på en meget indirekte måde, og hvor jeg må

antage, at oplysningen har været ganske uden betydning for

generaldirektoratet

- må jeg imidlertid stille mig noget tvivlende over for, om der objektivt

bedømt er tale om en tjenesteforseelse i tjenestemandslovens forstand.

c)

Hertil kommer - hvad der i sig selv er afgørende - at

tjenestemandslovens tilregnelseskrav ikke på det foreliggende grundlag kan

antages at være opfyldt.

De har ikke bestridt, at der

den 8. november 1991 faktisk blev truffet en afgørelse af det omhandlede

indhold.

Men De har oplyst, at De ikke var bekendt hermed, og at den urigtige

oplysning

til generaldirektoratet derfor er afgivet i god tro. Til støtte herfor har De

(advokat (C)) anført, at det ville være unaturligt - omend åbenbart muligt -

at

træffe en sådan beslutning inden udløbet af forsøgsperioden vedrørende

delegation af personaleadministrative opgaver. De er derfor overbevist om, at

De ville have husket beslutningen, hvis De havde været opmærksom på, at den

var blevet truffet.

For en umiddelbar betragtning

kan denne forklaring ikke afvises; herved henviser jeg også til, at

postmester

(I) efter sin forklaring heller intet erindrer om indholdet af de pågældende

drøftelser. Ligeledes bemærker jeg, at kredspostmester (B) ved skrivelse af

13.

december 1991 anmodede postmestrene (K), (I) og (H) om deres bemærkninger til

Deres skrivelse af 25. november 1991 med bilag. Ingen af postmestrene har i

deres svar (...) kommenteret den omhandlede bemærkning i Deres skrivelse.

d)

I hvert fald under disse omstændigheder ville det ikke være forsvarligt

at lægge til grund, at De har afgivet den urigtige oplysning med fornøden

tilregnelse, før der - om muligt - havde været tilvejebragt mere præcise

oplysninger om, under hvilke omstændigheder beslutningen den 8. november 1991

var truffet. Generaldirektoratet har imidlertid ikke søgt at belyse dette

spørgsmål nærmere.

På denne baggrund er det min

opfattelse, at generaldirektoratet ikke har haft tilstrækkeligt grundlag for

at

antage, at tjenestemandslovens tilregnelseskrav har været opfyldt i det

foreliggende tilfælde. Som nævnt ovenfor må jeg tilmed anse det for

tvivlsomt,

om der i givet fald overhovedet ville være tale om en tjenesteforseelse i

lovens forstand.

d) Røveriepisoden den 2. januar 1992.

Deres tjenesteforseelse på

dette punkt består ifølge generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993 i,

at De "unødigt har stillet meningsforskelle mellem Dem selv og

kredspostmesteren til skue over for medarbejderne i forbindelse med

opfølgningen på en røveriepisode".

Baggrunden for det omhandlede

forhold er, at der den 2. januar 1992 blev begået et røveri mod postkontor

(W),

som - må jeg lægge til grund - hører under (X) Postkontor. I den anledning

bad

kredspostmester (B), der havde læst om røveriet i pressen, Dem ved skrivelse

af 6. januar 1992 (...) om en nærmere redegørelse.

De besvarede

kredspostmesterens skrivelse den 9. januar 1992 (...). De anførte følgende:

"Der var fire

ekspeditionskasser i brug ved røveriet.

En del af kontanterne var

midlertidigt placeret i aflåste skuffer under ekspeditionspladserne.

En enkelt af medarbejderne

har ikke overholdt de sikkerhedsmæssige forskrifter. Under de nu foreliggende

omstændigheder er påtale sket allerede nu.".

1.

Det omhandlede forhold - der ikke er omtalt i

generaldirektorates skrivelse af 4. februar 1992 til auditøren - kom under

det

tjenstlige forhør frem som følge af kundesektionsleder (L's) forklaring den

23. marts 1992. Herom hedder det i forhørsprotokollen følgende:

"- At vidnet ikke har

oplevet postmesteren bagtale kredspostkontoret eller kredspostmesteren, men

ofte bemærket postmesterens negative indstilling over for disse. I ét

tilfælde

efter et røveri ved (W), hvor der konstateredes at have været for mange

kontanter i en ekspeditionskasse, drøftede vidnet efterfølgende med

postmesteren en disciplinær sanktion over for pågældende ekspedient.

Postmesteren

var imod og mente, at sanktionen skulle være kollektiv. Som det normale, når

postmesteren selv havde deltaget i efterfølgende undersøgelser, ville han

selv

sørge for indberetning. Fra kredspostmesteren indgik til postmesteren et brev

med forskellige spørgsmål om omstændighederne ved røveriet m.v. Postmesteren

besøgte (W) medbringende dette brev, som efterfølgende affødte nogle

bemærkninger fra medarbejdere ved posthuset pr. telefon til vidnet. Det er

vidnets opfattelse, at dette brev efter sit indhold ikke skulle have været

fremlagt for de implicerede medarbejdere. Hvis dette ikke var sket, ville

brevets indhold heller ikke have kunnet omtales på et senere fagligt møde,

som

vidnet deltog i, og hvor den medarbejder, der havde fået påtale, udtalte

"hvad er det for skid til kredspostmester, der sender sådanne breve ud,

når vi har været udsat for røveri"."

Kredspostmester (B) afgav

første gang forklaring om forholdet den 31. marts 1992. Herom hedder det i

forhørsprotokollen følgende:

"Om røveriet på (W) den

2. januar 1992 forklarer vidnet, at han gennem fjernsynet blev opmærksom på,

at

der var røvet 287.500 kr. I tiden forud var sikkerhedsproblemer og

opprioritering

på dette område blevet drøftet på møder i kredsledelsen. Da vidnet ikke

modtog

nogen orientering fra (X) Postkontor, skrev han den 6. januar et brev til

(A),

hvori han udbad sig en redegørelse senest den 10. januar. Vidnet har modtaget

svar den 9. januar 1992. ..."

De afgav forklaring om

forholdet den 8. april 1992. Herom hedder det i forhørsprotokollen bl.a.

følgende:

"Med henvisning til

(L's) vidneforklaring vedrørende røveriet på (W) forklarer (A), at han

undredes,

da han den 7. januar om morgenen modtog kredspostmesterens skriftlige

anmodning

om en redegørelse. Han undredes, fordi postkredsen aldrig nogensinde

tidligere

havde været involveret i sådanne sager fra (X's) område, heller ikke i et

meget

stort røveri i (U) 2 måneder forinden. På dagen for røveriet havde han været

på

(W) og der talt med en grædende, chokeret medarbejder, der også havde spurgt

til følgerne. Han havde sagt til hende, at hun ikke ville slippe for en

opfølgning, men at man ville vende tilbage til dette, når begivenheden var

kommet på passende afstand. Selv om han ikke fandt denne afstand

tilstrækkelig

stor allerede ved kredspostmesterens henvendelse, besluttede han sig for at

fremskynde den disciplinære opfølgning, idet han gjorde sig en forestilling

om,

at dette forhold ellers kunne blive brugt imod ham selv.

...

Det er rigtigt, at han ved

den disciplinære opfølgning viste kredspostmesterens brev til bestyreren og

vedkommende medarbejder. Det skete som forklaring på, at han ikke opfyldte

sit

løfte om at komme i passende afstand, men samtidig søgte han at berolige de

pågældende ved at bemærke "men hvad, vi skal jo have det overstået på et

tidspunkt".

Orientering til

Driftsstyringskontoret telefonisk hurtigst muligt efter røveriet er sket som

foreskrevet."

Kredspostmester (B) afgav sin

afsluttende forklaring om røveriepisoden den 29. april 1992. Forklaringen

indeholder dog intet af interesse for det forhold, som generaldirektoratet

har

anset som en tjenesteforseelse.

2.

I auditørens indstilling af 3. juli 1992 hedder det om forholdet

bl.a. følgende:

"Inden besvarelsen (af

kredspostmester (B's) skrivelse af 6. januar 1992) havde (A) fremvist

kredspostmesterens brev for personalet på (W). Et vidne (L) forklarede, at

fremvisningen af brevet fremkaldte personalets stærke vrede mod

kredspostmesteren. Vidnet anså fremvisningen som en forkert handling fra

(A's)

side.

...

Forevisningen af

kredspostmesterens brev for personalet på (W) må anses for dårlig begrundet

og

forekommer at være illoyal. Det lægges til grund, at kredspostmesteren med en

rimelig forklaring utvivlsomt ville have accepteret en tidsmæssig adskillelse

af den sikkerhedsmæssige og disciplinære opfølgning. (A's) svar på

kredspostmesterens

anmodning om en redegørelse må ved sin form karakteriseres som en

fornærmelse."

3.

I sit bisidderindlæg af 19. maj 1992 anførte advokat (C), at der

ikke er peget på noget forhold, der kan have karakter af en

tjenesteforseelse.

Advokat (C) gentog dette

synspunkt i sit partshøringsindlæg af 27. oktober 1992. I dette indlæg gjorde

han endvidere gældende, at forholdet under alle omstændigheder måtte lades

ude

af betragtning, da det ikke var nævnt i generaldirektoratets skrivelse af 4.

februar 1992 til Auditørfunktionen.

4.

I generaldirektoratets supplerende udtalelse af 11. marts 1994

hedder det om det omhandlede forhold følgende:

"

Røveriepisoden

Advokat (C) finder, at

røveriepisoden ikke er inddraget i "anklagen" mod (A), og at der må

ses bort fra forholdet.

Generaldirektoratet deler

ikke denne opfattelse. Omstændighederne i forbindelse med røveriepisoden er

ikke optaget som et selvstændigt anklagepunkt, men er indgået i sagen som et

blandt flere eksempler til belysning af den illoyale adfærd i forhold til

kredsledelsen og Postvæsenet. Episoden kommer derved til at indgå i forhøret

og

sagen på samme måde som enhver anden bevislighed, hvortil (A) har kunnet

forholde sig under sagen. Sagens akter viser da også, at (A) har forholdt sig

konkret til røveriepisoden og omstændighederne i forbindelse dermed.

Det er Generaldirektoratets

vurdering af de ovennævnte forhold, at de er udtryk for illoyal adfærd fra

(A's) side. Forholdene må karakteriseres som tjenesteforseelser, og der er

intet grundlag for at antage, at (A) har handlet i god tro. (A) vurderes at

have været ganske bevidst i sin adfærd."

5.

Til det anførte skal jeg bemærke følgende:

Generaldirektoratets

afgørelse af 8. januar 1993 må forstås således, at Deres tjenesteforseelse

består

i, at De under et besøg på postkontor (W) fremviste kredspostmester (B's)

skrivelse af 6. januar 1992 for kontorets bestyrer og for den medarbejder,

der

havde været udsat for røveriet.

a)

Det er korrekt, at forholdet vedrørende røveriet ikke er

indeholdt i generaldirektoratets skrivelse af 30. januar 1992 til Dem

("åbningsskrivelsen", jf. tjenestemandslovens § 20). Forholdet er

heller ikke omtalt i bilagene til denne skrivelse.

Forholdet kom i stedet frem

under afhøringen af kundesektionsleder (L) den 23. marts 1992. Senere afgav

kredspostmester (B) forklaring om forholdet. De havde ved afhøringen den 8.

april 1992 lejlighed til at forholde Dem til de afgivne forklaringer.

Generaldirektoratet

tilkendegav i skrivelsen af 22. oktober 1992 til advokat (C), at man ville

betragte

det omhandlede forhold som en tjenesteforseelse. Advokat (C) havde således

lejlighed til i partshøringsindlægget af 27. oktober 1992 at fremføre sine

synspunkter vedrørende dette forhold.

Under disse omstændigheder

kan jeg ikke kritisere, at generaldirektoratet har ment at kunne tage det

omhandlede forhold med i betragtning ved sine overvejelser om, hvorvidt De

havde gjort Dem skyldig i tjenesteforseelser. Jeg henviser herved til

princippet i tjenestemandslovens § 24, 3. pkt., og til en sag, der er omtalt

i

Folketingets Ombudsmands beretning for 1984, s. 92ff.

b)

Spørgsmålet er herefter, om der foreligger en tjenesteforseelse.

Efter Deres forklaring - som

er ubestridt - tilkendegav De ved Deres besøg på postkontor (W) den 2. januar

1992 (den dag, røveriet havde fundet sted) over for den pågældende

medarbejder,

at der ville finde en opfølgning sted, når "begivenheden var kommet på

passende afstand". Ved modtagelsen af kredspostmesterens skrivelse af 6.

januar 1992 bestemte De Dem imidlertid til omgående at iværksætte den

tjenstlige undersøgelse, da De frygtede, at "dette forhold ellers kunne

blive brugt imod (Dem) selv".

Dette var efter Deres -

fortsat ubestridte - forklaring baggrunden for, at De foreviste

kredspostmesterens

skrivelse for bestyreren og den pågældende medarbejder: som en forklaring på,

at De - i modstrid med, hvad De tidligere havde tilkendegivet - havde bestemt

Dem til allerede nu at gennemføre den tjenstlige undersøgelse.

c)

Kredspostmester (B's) skrivelse af 6. januar 1992 til Dem lyder

i sin helhed således:

"Gennem pressen har jeg

erfaret det triste, at (X) igen har været ramt af et alvorligt røveri, og man

kan læse, at der har været et udbytte på godt 287.000 kr.

Jeg har også bragt i erfaring

at røveren selv tog af kassen. Det er altid en ubehagelig oplevelse for de

medarbejdere det går ud over, men jeg ved også at relevante medarbejdere er

under behandling af psykolog.

Umiddelbart rejser sig det

spørgsmål - hvorfor er der så mange penge liggende i ekspeditionskasserne,

specielt når det mange gange er indskærpet over for kundeekspedienterne, at

større beløb i kontanter skal opbevares i pengeskabet.

Jeg skal derfor udbede mig

oplyst, hvor mange ekspeditionskasser der var i brug ved røveriet, - hvilke

forholdsregler der er truffet som følge af røveri af de mange kontanter, og

hvilke påtaler (eller disciplinære skridt) der er sket over for medarbejdere,

der i givet fald har tilsidesat de sikkerhedsmæssige forskrifter.

Redegørelsen udbedes senest

fredag den 10. januar 1992."

Kredspostmester (B) har ikke

under forhøret givet udtryk for utilfredshed med, at De fremviste skrivelsen

på

postkontoret. Der foreligger ej heller oplysninger om, at den berørte

medarbejder

skulle have tilkendegivet, at De ikke burde have forevist skrivelsen.

Indholdet af

kredspostmesterens skrivelse indebærer efter min opfattelse på ingen måde, at

De burde iagttage særlig tavshed med hensyn til skrivelsen. Den eneste

oplysning i skrivelsen, der eventuelt kunne siges at være af fortrolig

karakter, er bemærkningen om, at den berørte medarbejder var under

psykologisk

behandling; det fremgår imidlertid klart, at baggrunden for denne behandling

alene var røveriet.

d)

Under disse omstændigheder - og under hensyn til, at De som

nævnt fremviste skrivelsen som en forklaring på Deres beslutning om allerede

nu

at gennemføre den tjenstlige undersøgelse - må jeg stille mig uforstående

over for, at generaldirektoratet har anset det omhandlede forhold for en

tjenesteforseelse.

4. Sammenfatningsvis skal jeg

herefter udtale, at generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993 efter

min

opfattelse må anses for ugyldig; de forhold, som afgørelsen hviler på, har

ikke

karakter af tjenesteforseelser.

På denne baggrund har jeg i

dag over for generaldirektoratet henstillet, at man annullerer afgørelsen af

8.

januar 1993. Jeg har samtidig udbedt mig underretning om, hvad man herefter

agter at foretage sig over for Dem.

..."

NOTER (*1) Jf. FOB 1990, s.

359, FOB 1984, s. 92ff, UFR 1991, s. 973ff.

Lignende dokumenter