Spring til indhold

Retsinformation

Ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse indgivet i Danmark. Afgørelsesbegrebet.

FOU nr 1994.100UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse indgivet i

Danmark. Afgørelsesbegrebet.

A klagede som advokat for

B-Tivoli og E-Tivoli over Direktoratet for Udlændinges behandling af hans

klienters sager om ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse i medfør af

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3, til 3 polske statsborgere.

Baggrunden for sagen var

følgende:

Den 19. april 1993 ansøgte A

som advokat for B-Tivoli om opholds- og arbejdstilladelse i perioden fra den

1.

maj til den 1. september 1993 for de polske statsborgere C og D. A oplyste at

det ikke var muligt for B-Tivoli at skaffe dansk arbejdskraft til udførelse

af

tivoliarbejdet under de for denne branche ganske specielle arbejdsforhold.

A havde anmodet Arbejdsmarkedsnævnet

for X Amt om at fremkomme med en udtalelse i forbindelse med ansøgningen om

arbejds- og opholdstilladelse. A vedlagde kopi af arbejdskontrakter og kopi

af

C's og D's pas. Af passene fremgik det at C og D var indrejst i Danmark den

26.

marts 1993.

Den 26. april 1993 ansøgte A

som advokat for E-Tivoli Direktoratet for Udlændinge om opholds- og

arbejdstilladelse i perioden fra den 1. maj til den 1. november 1993 for den

polske statsborger F. A oplyste at A havde bedt Arbejdsmarkedsnævnet for Y

Amt

om en udtalelse i forbindelse med ansøgningen om arbejds- og

opholdstilladelse. A vedlagde kopi af arbejdskontrakt.

Den 11. maj 1993 orienterede

Læs alt

Arbejdsmarkedsnævnet for Y Amt A om at nævnet ikke kunne anbefale, at der

blev

bevilget opholds- og arbejdstilladelse til F. I et brev af 18. maj 1993 skrev

A

til E-Tivoli at han på baggrund af Arbejdsmarkedsnævnets udtalelse havde

kontaktet udlændingedirektoratet.

Den 14. maj 1993 orienterede

Arbejdsmarkedsnævnet for X Amt A og Direktoratet for Udlændinge om at nævnet

ikke kunne anbefale opholds- og arbejdstilladelsen til C og D.

I breve af 3. juni 1993

forespurgte A Direktoratet for Udlændinge hvorledes sagerne forløb.

Direktoratet modtog brevene den 4. juni 1993.

Direktoratet besvarede ikke

rykkerne.

Den 16. juni 1993 rykkede A

igen Direktoratet for Udlændinge for svar. Direktoratet modtog brevene den

17.

juni 1993.

Heller ikke disse rykkere

blev besvaret af direktoratet.

Den 23. juni 1993 rykkede A

igen direktoratet for svar i sagerne. Direktoratet modtog brevene den 24.

juni

1993.

I brev af 28. juni 1993 til

advokat A meddelte Direktoratet for Udlændinge for så vidt angik C og D:

"...

Man skal i den anledning

oplyse, at De ikke kan søge opholds- og arbejdstilladelse på vegne af de

pågældende. En sådan ansøgning skal indgives ved de pågældendes personlige

henvendelse til en dansk repræsentation i deres hjemland jf.

udlændingebekendtgørelsens § 36 (bekendtgørelse nr. 19 af 18.1.1984).

Det bemærkes, at såvel Deres

klient som (C) er bekendt med denne fremgangsmåde, idet han tidligere har

ansøgt om opholds- og arbejdstilladelse via den danske ambassade i Warszawa

med

henblik på ansættelse hos Deres klient.

Direktoratet skal samtidig

gøre opmærksom på, at såfremt de pågældende polske statsborgere allerede

opholder sig her i landet må de

ikke

udføre arbejde her uden tilladelse fra direktoratet for udlændinge. Det

bemærkes videre, at de pågældende alene kan opholde sig her i landet som

turister i 3 måneder.

Det kan samtidigt

tilkendegives, at en ansøgning indgivet i overensstemmelse med § 36 i

udlændingebekendtgørelsen ikke vil kunne forventes imødekommet efter

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3, idet Arbejdsmarkedsnævnet for (X) Amt

ved

skrivelse af 14.5.1993 har meddelt, at man ikke kan anbefale ansættelsen af

de

to polske statsborgere."

Samme dag sendte Direktoratet

for Udlændinge A et næsten tilsvarende brev vedrørende F. Direktoratet

henviste

dog ikke til udtalelsen fra Arbejdsmarkedsnævnet for Y Amt, men skrev at en

ansøgning ikke ville kunne forventes imødekommet uden arbejdsmarkedsnævnets

positive anbefaling.

Den 8. juli 1993 meddelte

Direktoratet for Udlændinge videre for så vidt angik C, D og F:

"Direktoratet har

modtaget Deres skrivelser af 16.6.1993 og 23.6.1993.

Man skal i forlængelse af vor

skrivelse af 28.6.1993 oplyse, at direktoratet i sagerne har afventet

egentlige

ansøgningsskemaer fra de pågældende, idet De som nævnt ikke kan ansøge på

vegne

af de pågældende.

Det skal imidlertid beklages,

at De ikke på et tidligere tidspunkt er blevet orienteret herom."

A's klage til mig vedrørte:

at direktoratet ikke havde behandlet A's ansøgning om

arbejds- og opholdstilladelse, når direktoratet tidligere havde behandlet

lignende ansøgninger,

at direktoratet i sin skrivelse af 8. juli 1993 afviste

at A på vegne af de pågældende polakker kunne ansøge om arbejds- og

opholdstilladelse.

A var således utilfreds med at direktoratet tilsyneladende tillige stillede

krav om personligt fremmøde ved ambassaden i Polen,

at direktoratet ikke på et tidligere tidspunkt orienterede

A om at ansøgningerne skulle indgives gennem den danske ambassade i Polen,

at direktoratet ikke på et tidligere tidspunkt

besvarede A's rykkere i sagen,

at direktoratet i sin skrivelse af 28. juni 1993

forhåndsmeddelte afslag på ansøgningen, såfremt denne alligevel skulle blive

korrekt indgivet, og

at direktoratet burde have meddelt klagevejledning.

Jeg bad Direktoratet for

Udlændinge om en udtalelse i anledning af A's klage. Jeg bad særligt

direktoratet oplyse på hvilket grundlag Direktoratet for Udlændinge krævede

personligt fremmøde ved ambassaden, og oplysninger om hvorfor direktoratet

ikke

tog stilling til, hvorvidt man - under henvisning til

udlændingebekendtgørelsens § 36, stk. 2, nr. 4 - alligevel kunne behandle

ansøgningen. Jeg bad om at udtalelsen blev tilbagesendt gennem

Indenrigsministeriet.

Direktoratet for Udlændinge

udtalte:

"

Ad a)

Direktoratet kan oplyse, at

de af advokaten nævnte 4 polske statsborgere, der fik meddelt opholds- og

arbejdstilladelse med henblik på at arbejde for (...) alle havde indgivet

ansøgning via ambassaden i Warszawa, og da arbejdsforholdet endvidere var

anbefalet af det lokale Arbejdsmarkedsnævn for (Y) kommune meddelte

direktoratet for de pågældende opholds- og arbejdstilladelse.

Ad b)

Det følger af udlændingebekendtgørelsen

(Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 19 af 18.01.1984) § 36, stk. 1, at

ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse skal indgives til en dansk

repræsentation i ansøgerens hjemland eller i det land, hvor ansøgeren har

opholdt sig de sidste seks måneder.

Det følger endvidere af

udlændingebekendtgørelsens § 36, stk. 2, nr. 4, at ansøgning dog kan indgives

i

Danmark, når særlige forhold i øvrigt taler derfor. Dette er således en

undtagelsesbestemmelse, og bestemmelsens anvendelse beror på et konkret skøn.

Direktoratet har i de

konkrete sager ikke fundet, at der var tale om særlige forhold, der kunne

begrunde, at ansøgning kunne indgives i Danmark.

Dette fremgår ikke af

direktoratets skrivelse af 28. juni 1993 til advokat (A) hvilket skal

beklages.

Direktoratet skal dog bemærke, at det ikke af de daværende oplysninger

fremgik,

at de pågældende opholdt sig i Danmark som turister.

Direktoratet skal videre

bemærke, at man i overensstemmelse med udlændingelovens § 40, stk. 1, 2. pkt.

og praksis oplyste, at ansøgningen skal indgives ved personlig henvendelse

til

ambassaden, idet man af kontrolmæssige årsager stiller krav om, at ansøgeren

selv skal give møde enten ved ansøgningens indgivelse eller for at afhente

afgørelsen.

ad c) og d)

Direktoratet skal, som det

også er anført i skrivelse af 08.07.1993, beklage, at man ikke allerede efter

advokat (A's) første henvendelser i sagen ved skrivelse af 19.04.1993

oplyste,

at ansøgning skulle indgives i ansøgerens hjemland, samt at man først den

28.06.1993 besvarede advokatens skrivelser.

ad e)

Direktoratet har ved

skrivelserne af 28.06.1993 ikke truffet afgørelse i sagen, men alene vejledt

om

proceduren for indgivelse af ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse og i

overensstemmelse med sædvanlig praksis tilkendegivet, at ansøgning indgivet i

overensstemmelse med udlændingebekendtgørelsens § 36, stk. 1 ikke kunne

forventes imødekommet på det foreliggende grundlag.

Direktoratet kan videre

oplyse, at man som udgangspunkt tillader ansøgeren at indgive ansøgning her i

landet, jfr. udlændingebekendtgørelsens § 36, stk. 2, nr. 4, såfremt

ansøgning

kan forventes imødekommet.

ad f)

Ifølge forvaltningslovens §

25, stk. 1 skal afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed,

når de meddeles skriftligt være ledsaget af klageadgang med angivelse af

klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder

om eventuel tidsfrist.

Direktoratet har opfattet

advokatens henvendelse, som en forespørgsel om proceduren for meddelelse af

opholds- og arbejdstilladelse til de pågældende og man har, jfr. ovenstående,

i

skrivelser af 28.06.1993 alene vejledt herom, samt tilkendegivet, at en

korrekt

indgivet ansøgning ikke kunne forventes imødekommet på det foreliggende

grundlag.

Direktoratet finder således

ikke, at der er tale om afgørelse, hvor der efter forvaltningslovens § 25,

stk.

1 bør gives klagevejledning.

..."

Indenrigsministeriet udtalte:

"...

Indenrigsministeriet skal i

den anledning vedrørende punkt b supplerende bemærke, at en ansøgning, der er

indgivet i overensstemmelse med § 36 i udlændingebekendtgørelsen, skal tages

under realitetsbehandling.

Det bemærkes i den

forbindelse, at en ansøger må påregne at blive tilsagt til at give personligt

møde på ambassaden eller repræsentationen, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1.

For så vidt angår punkt e og

f skal man bemærke, at Indenrigsministeriet - henset til at Direktoratet for

Udlændinge i brev af 28. juni 1993 til advokat (A) på baggrund af en

udtalelse

fra Arbejdsmarkedsnævnet har tilkendegivet, at en ansøgning indgivet i

overensstemmelse med § 36 i udlændingebekendtgørelsen ikke vil kunne

forventes

imødekommet efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3 - efter

omstændighederne

har fundet, at der foreligger en realitetsafgørelse, i forbindelse med

hvilken

der bør ydes klagevejledning, jf. forvaltningslovens § 25.

Indenrigsministeriet skal

beklage, at der ikke blev ydet den fornødne klagevejledning.

..."

I et brev til A udtalte jeg

herefter følgende:

"Efter udlændingelovens

§ 9, stk. 2, nr. 3 (lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987 om

udlændingeloven), kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til

udlændinge, hvis væsentlige beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige

hensyn taler for at imødekomme ansøgningen.

I udlændingebekendtgørelsen

(Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 19 af 18. januar 1984 som ændret ved

bekendtgørelse nr. 430 af 1. juni 1992) er der i § 36 anført dette om

opholds-

og arbejdstilladelser:

§ 36

"Ansøgning om opholds-

og arbejdstilladelse skal indgives til en dansk repræsentation i ansøgerens

hjemland eller i det land, hvor ansøgeren har haft fast ophold i de sidste

seks

måneder.

Stk. 2.

Ansøgning kan dog indgives her i landet i følgende

tilfælde:

l)...

2)...

3)...

4) når særlige forhold i

øvrigt taler derfor.

Stk. 3....

Stk. 4.

Ansøgning i henhold til stk. 2 indgives til direktoratet

for udlændinge. ...

..."

Ved indgivelse af ansøgninger

her i landet i henhold til bestemmelsen i § 36, stk. 2, kan bestemmelsen give

anledning til, at der må træffes to særskilte beslutninger:

en beslutning om, hvorvidt en ansøgning kan tages under

behandling (dvs. en

kompetence-afgørelse

)

og

hvis en ansøgning kan tages under behandling - en

beslutning om, hvorvidt der kan meddeles opholds- og arbejdstilladelse (en

realitetsafgørelse).

Kompetence

beslutningen må anses for en afgørelse i

forvaltningslovens forstand, jf. lovens § 2, stk. 1, såfremt det afvises at

tage sagen under realitetsbehandling. Tages sagen under realitetsbehandling,

er

kompetencebeslutningen derimod ikke en afgørelse i forvaltningslovens

forstand,

se Justitsministeriets vejledning til forvaltningslovens pkt. 10, sidste

afsnit, og John Vogter "Forvaltningsloven med kommentarer" (1992),

s. 52.

Realitets

afgørelsen i sagen er altid omfattet af forvaltningsloven.

Dette indebærer bl.a., at

skriftlige afslag på at tage sager under behandling (negative

kompetencebeslutninger) og realitetsafgørelser med hensyn til

opholdstilladelse

skal ledsages af begrundelse, jf. lovens § 22, og af klagevejledning, jf.

lovens § 25.

Direktoratet for Udlændinge

har i sin udtalelse af 11. oktober 1993 oplyst, at direktoratet i de konkrete

sager ikke fandt, at der var særlige forhold, der kunne begrunde, at

ansøgning

kunne indgives i Danmark. Direktoratet har tillige beklaget, at dette ikke

fremgår af direktoratets "brev" af 28. juni 1993 til Dem. Uanset

ordet brev går jeg ud fra, at direktoratets beklagelse angår begge

direktoratets

breve af 28. juni 1993 til Dem.

Jeg er enig i direktoratets

beklagelse af, at brevene af 28. juni 1993 ikke indeholder direktoratets

afgørelse om - og begrundelse for - at ansøgningerne ikke kunne indgives her

i

landet, jf. udlændingebekendtgørelsens § 36, stk. 2. Meddelelsen af disse

(kompetence) afgørelser burde endvidere have været ledsaget af

klagevejledning,

jf. forvaltningslovens § 25.

Så vidt jeg forstår, er det

Indenrigsministeriets opfattelse, at det (alene) var direktoratets udtalelse

om sagens realitet, som udløste pligten til at meddele klagevejledning, jf.

ministeriets udtalelse i brevet af 3. januar 1994. Denne opfattelse er jeg -

som det fremgår af det anførte - ikke enig i.

Jeg har gjort Direktoratet

for Udlændinge og Indenrigsministeriet bekendt med min opfattelse.

Indenrigsministeriet har

efter omstændighederne betragtet Direktoratet for Udlændinges brev af 28.

juni

1993 i

(C's) og (D's) sag

som et

realitetsafslag på opholds- og arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9,

stk. 2, nr. 3.

Ministeriet har i brevet af

3. januar 1994 meddelt Dem, at ministeriet efter en gennemgang af sagen ikke

fandt grundlag for at ændre direktoratets afgørelse.

Det følger af

udlændingebekendtgørelsen, at ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse som

udgangspunkt indgives til en dansk repræsentation i ansøgerens hjemland eller

i det land, hvor ansøgeren har opholdt sig i de sidste seks måneder.

Hvis særlige forhold taler

for det, kan Direktoratet for Udlændinge tillade, at ansøgning indgives i

Danmark.

Det er myndighedernes praksis

at tillade ansøgeren at indgive ansøgning her i landet, hvis ansøgningen på

det

foreliggende grundlag kan forventes imødekommet.

Jeg har i tidligere sager

haft lejlighed til at tage stilling til myndighedernes praksis på området og

ikke fundet grundlag for kritik.

Inden for rammerne af

lovgivningen og den omtalte praksis beror afgørelsen af, om ansøgningen kan

indgives i Danmark på en skønsmæssig vurdering. En sådan vurdering er jeg

efter

de regler, der gælder for min virksomhed, afskåret fra at kritisere,

medmindre

der foreligger særlige omstændigheder.

På denne baggrund er der ikke

udsigt til, at jeg vil kunne kritisere myndighedernes afgørelser.

I

(F's) sag

har Indenrigsministeriet ikke taget stilling til

direktoratets kompetenceafgørelse. Jeg går ud fra at dette har sammenhæng

med,

at direktoratets brev af 28. juni 1993 i hans sag ikke, som i brevet af samme

dato vedrørende de to andre polakker, indeholder direktoratets vurdering af

sagens realitet og, at ministeriet derfor ikke har betragtet dette brev som

en realitetsafgørelse. På den baggrund går jeg endvidere ud fra, at

ministeriets

påtale af direktoratets manglende klagevejledning ikke gælder direktoratets

brev af 28. juni 1993 vedrørende (F).

Som nævnt foran er det min

opfattelse, at der er pligt til at meddele klagevejledning ved negative

kompetenceafgørelser. Indenrigsministeriet burde som følge heraf have påtalt

direktoratets manglende klagevejledning i skrivelsen vedrørende (F).

Jeg har gjort Direktoratet

for Udlændinge og Indenrigsministeriet bekendt med min opfattelse.

Det tilføjes, at De fortsat har

mulighed for at påklage direktoratets kompetenceafgørelse i (F's) sag til

Indenrigsministeriet.

Om Direktoratet for

Udlændinges sagsbehandling i øvrigt bemærker jeg:

De ansøgte om opholds- og

arbejdstilladelse i april 1993. Den 28. juni 1993 hørte De første gang fra

Direktoratet for Udlændinge.

Det er i ombudsmandens

praksis fastslået som god forvaltningsskik, at rykkerskrivelser fra den, der

er

part i sagen, og som er rimeligt begrundet i sagsbehandlingstiden, besvares

med

det samme, jf. også pkt. 208 i Justitsministeriets vejledning om

forvaltningsloven. Besvarelsen bør indeholde oplysning om, hvorpå sagen beror

og så vidt muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen

kan foreligge. Direktoratet for Udlændinge kvitterede ikke for modtagelsen af

Deres ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelse, og De nåede at sende 3

rykkerskrivelser, før De første gang hørte fra direktoratet.

Direktoratet for Udlændinge

har beklaget, at Deres rykkerskrivelser ikke blev besvaret. Jeg kan tilslutte

mig denne beklagelse.

..."

Lignende dokumenter