Ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse indgivet i Danmark. Afgørelsesbegrebet.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse indgivet i
Danmark. Afgørelsesbegrebet.
A klagede som advokat for
B-Tivoli og E-Tivoli over Direktoratet for Udlændinges behandling af hans
klienters sager om ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse i medfør af
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3, til 3 polske statsborgere.
Baggrunden for sagen var
følgende:
Den 19. april 1993 ansøgte A
som advokat for B-Tivoli om opholds- og arbejdstilladelse i perioden fra den
1.
maj til den 1. september 1993 for de polske statsborgere C og D. A oplyste at
det ikke var muligt for B-Tivoli at skaffe dansk arbejdskraft til udførelse
af
tivoliarbejdet under de for denne branche ganske specielle arbejdsforhold.
A havde anmodet Arbejdsmarkedsnævnet
for X Amt om at fremkomme med en udtalelse i forbindelse med ansøgningen om
arbejds- og opholdstilladelse. A vedlagde kopi af arbejdskontrakter og kopi
af
C's og D's pas. Af passene fremgik det at C og D var indrejst i Danmark den
26.
marts 1993.
Den 26. april 1993 ansøgte A
som advokat for E-Tivoli Direktoratet for Udlændinge om opholds- og
arbejdstilladelse i perioden fra den 1. maj til den 1. november 1993 for den
polske statsborger F. A oplyste at A havde bedt Arbejdsmarkedsnævnet for Y
Amt
om en udtalelse i forbindelse med ansøgningen om arbejds- og
opholdstilladelse. A vedlagde kopi af arbejdskontrakt.
Den 11. maj 1993 orienterede
Læs alt
Arbejdsmarkedsnævnet for Y Amt A om at nævnet ikke kunne anbefale, at der
blev
bevilget opholds- og arbejdstilladelse til F. I et brev af 18. maj 1993 skrev
A
til E-Tivoli at han på baggrund af Arbejdsmarkedsnævnets udtalelse havde
kontaktet udlændingedirektoratet.
Den 14. maj 1993 orienterede
Arbejdsmarkedsnævnet for X Amt A og Direktoratet for Udlændinge om at nævnet
ikke kunne anbefale opholds- og arbejdstilladelsen til C og D.
I breve af 3. juni 1993
forespurgte A Direktoratet for Udlændinge hvorledes sagerne forløb.
Direktoratet modtog brevene den 4. juni 1993.
Direktoratet besvarede ikke
rykkerne.
Den 16. juni 1993 rykkede A
igen Direktoratet for Udlændinge for svar. Direktoratet modtog brevene den
17.
juni 1993.
Heller ikke disse rykkere
blev besvaret af direktoratet.
Den 23. juni 1993 rykkede A
igen direktoratet for svar i sagerne. Direktoratet modtog brevene den 24.
juni
1993.
I brev af 28. juni 1993 til
advokat A meddelte Direktoratet for Udlændinge for så vidt angik C og D:
"...
Man skal i den anledning
oplyse, at De ikke kan søge opholds- og arbejdstilladelse på vegne af de
pågældende. En sådan ansøgning skal indgives ved de pågældendes personlige
henvendelse til en dansk repræsentation i deres hjemland jf.
udlændingebekendtgørelsens § 36 (bekendtgørelse nr. 19 af 18.1.1984).
Det bemærkes, at såvel Deres
klient som (C) er bekendt med denne fremgangsmåde, idet han tidligere har
ansøgt om opholds- og arbejdstilladelse via den danske ambassade i Warszawa
med
henblik på ansættelse hos Deres klient.
Direktoratet skal samtidig
gøre opmærksom på, at såfremt de pågældende polske statsborgere allerede
opholder sig her i landet må de
ikke
udføre arbejde her uden tilladelse fra direktoratet for udlændinge. Det
bemærkes videre, at de pågældende alene kan opholde sig her i landet som
turister i 3 måneder.
Det kan samtidigt
tilkendegives, at en ansøgning indgivet i overensstemmelse med § 36 i
udlændingebekendtgørelsen ikke vil kunne forventes imødekommet efter
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3, idet Arbejdsmarkedsnævnet for (X) Amt
ved
skrivelse af 14.5.1993 har meddelt, at man ikke kan anbefale ansættelsen af
de
to polske statsborgere."
Samme dag sendte Direktoratet
for Udlændinge A et næsten tilsvarende brev vedrørende F. Direktoratet
henviste
dog ikke til udtalelsen fra Arbejdsmarkedsnævnet for Y Amt, men skrev at en
ansøgning ikke ville kunne forventes imødekommet uden arbejdsmarkedsnævnets
positive anbefaling.
Den 8. juli 1993 meddelte
Direktoratet for Udlændinge videre for så vidt angik C, D og F:
"Direktoratet har
modtaget Deres skrivelser af 16.6.1993 og 23.6.1993.
Man skal i forlængelse af vor
skrivelse af 28.6.1993 oplyse, at direktoratet i sagerne har afventet
egentlige
ansøgningsskemaer fra de pågældende, idet De som nævnt ikke kan ansøge på
vegne
af de pågældende.
Det skal imidlertid beklages,
at De ikke på et tidligere tidspunkt er blevet orienteret herom."
A's klage til mig vedrørte:
at direktoratet ikke havde behandlet A's ansøgning om
arbejds- og opholdstilladelse, når direktoratet tidligere havde behandlet
lignende ansøgninger,
at direktoratet i sin skrivelse af 8. juli 1993 afviste
at A på vegne af de pågældende polakker kunne ansøge om arbejds- og
opholdstilladelse.
A var således utilfreds med at direktoratet tilsyneladende tillige stillede
krav om personligt fremmøde ved ambassaden i Polen,
at direktoratet ikke på et tidligere tidspunkt orienterede
A om at ansøgningerne skulle indgives gennem den danske ambassade i Polen,
at direktoratet ikke på et tidligere tidspunkt
besvarede A's rykkere i sagen,
at direktoratet i sin skrivelse af 28. juni 1993
forhåndsmeddelte afslag på ansøgningen, såfremt denne alligevel skulle blive
korrekt indgivet, og
at direktoratet burde have meddelt klagevejledning.
Jeg bad Direktoratet for
Udlændinge om en udtalelse i anledning af A's klage. Jeg bad særligt
direktoratet oplyse på hvilket grundlag Direktoratet for Udlændinge krævede
personligt fremmøde ved ambassaden, og oplysninger om hvorfor direktoratet
ikke
tog stilling til, hvorvidt man - under henvisning til
udlændingebekendtgørelsens § 36, stk. 2, nr. 4 - alligevel kunne behandle
ansøgningen. Jeg bad om at udtalelsen blev tilbagesendt gennem
Indenrigsministeriet.
Direktoratet for Udlændinge
udtalte:
"
Ad a)
Direktoratet kan oplyse, at
de af advokaten nævnte 4 polske statsborgere, der fik meddelt opholds- og
arbejdstilladelse med henblik på at arbejde for (...) alle havde indgivet
ansøgning via ambassaden i Warszawa, og da arbejdsforholdet endvidere var
anbefalet af det lokale Arbejdsmarkedsnævn for (Y) kommune meddelte
direktoratet for de pågældende opholds- og arbejdstilladelse.
Ad b)
Det følger af udlændingebekendtgørelsen
(Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 19 af 18.01.1984) § 36, stk. 1, at
ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse skal indgives til en dansk
repræsentation i ansøgerens hjemland eller i det land, hvor ansøgeren har
opholdt sig de sidste seks måneder.
Det følger endvidere af
udlændingebekendtgørelsens § 36, stk. 2, nr. 4, at ansøgning dog kan indgives
i
Danmark, når særlige forhold i øvrigt taler derfor. Dette er således en
undtagelsesbestemmelse, og bestemmelsens anvendelse beror på et konkret skøn.
Direktoratet har i de
konkrete sager ikke fundet, at der var tale om særlige forhold, der kunne
begrunde, at ansøgning kunne indgives i Danmark.
Dette fremgår ikke af
direktoratets skrivelse af 28. juni 1993 til advokat (A) hvilket skal
beklages.
Direktoratet skal dog bemærke, at det ikke af de daværende oplysninger
fremgik,
at de pågældende opholdt sig i Danmark som turister.
Direktoratet skal videre
bemærke, at man i overensstemmelse med udlændingelovens § 40, stk. 1, 2. pkt.
og praksis oplyste, at ansøgningen skal indgives ved personlig henvendelse
til
ambassaden, idet man af kontrolmæssige årsager stiller krav om, at ansøgeren
selv skal give møde enten ved ansøgningens indgivelse eller for at afhente
afgørelsen.
ad c) og d)
Direktoratet skal, som det
også er anført i skrivelse af 08.07.1993, beklage, at man ikke allerede efter
advokat (A's) første henvendelser i sagen ved skrivelse af 19.04.1993
oplyste,
at ansøgning skulle indgives i ansøgerens hjemland, samt at man først den
28.06.1993 besvarede advokatens skrivelser.
ad e)
Direktoratet har ved
skrivelserne af 28.06.1993 ikke truffet afgørelse i sagen, men alene vejledt
om
proceduren for indgivelse af ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse og i
overensstemmelse med sædvanlig praksis tilkendegivet, at ansøgning indgivet i
overensstemmelse med udlændingebekendtgørelsens § 36, stk. 1 ikke kunne
forventes imødekommet på det foreliggende grundlag.
Direktoratet kan videre
oplyse, at man som udgangspunkt tillader ansøgeren at indgive ansøgning her i
landet, jfr. udlændingebekendtgørelsens § 36, stk. 2, nr. 4, såfremt
ansøgning
kan forventes imødekommet.
ad f)
Ifølge forvaltningslovens §
25, stk. 1 skal afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed,
når de meddeles skriftligt være ledsaget af klageadgang med angivelse af
klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder
om eventuel tidsfrist.
Direktoratet har opfattet
advokatens henvendelse, som en forespørgsel om proceduren for meddelelse af
opholds- og arbejdstilladelse til de pågældende og man har, jfr. ovenstående,
i
skrivelser af 28.06.1993 alene vejledt herom, samt tilkendegivet, at en
korrekt
indgivet ansøgning ikke kunne forventes imødekommet på det foreliggende
grundlag.
Direktoratet finder således
ikke, at der er tale om afgørelse, hvor der efter forvaltningslovens § 25,
stk.
1 bør gives klagevejledning.
..."
Indenrigsministeriet udtalte:
"...
Indenrigsministeriet skal i
den anledning vedrørende punkt b supplerende bemærke, at en ansøgning, der er
indgivet i overensstemmelse med § 36 i udlændingebekendtgørelsen, skal tages
under realitetsbehandling.
Det bemærkes i den
forbindelse, at en ansøger må påregne at blive tilsagt til at give personligt
møde på ambassaden eller repræsentationen, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1.
For så vidt angår punkt e og
f skal man bemærke, at Indenrigsministeriet - henset til at Direktoratet for
Udlændinge i brev af 28. juni 1993 til advokat (A) på baggrund af en
udtalelse
fra Arbejdsmarkedsnævnet har tilkendegivet, at en ansøgning indgivet i
overensstemmelse med § 36 i udlændingebekendtgørelsen ikke vil kunne
forventes
imødekommet efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3 - efter
omstændighederne
har fundet, at der foreligger en realitetsafgørelse, i forbindelse med
hvilken
der bør ydes klagevejledning, jf. forvaltningslovens § 25.
Indenrigsministeriet skal
beklage, at der ikke blev ydet den fornødne klagevejledning.
..."
I et brev til A udtalte jeg
herefter følgende:
"Efter udlændingelovens
§ 9, stk. 2, nr. 3 (lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987 om
udlændingeloven), kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til
udlændinge, hvis væsentlige beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige
hensyn taler for at imødekomme ansøgningen.
I udlændingebekendtgørelsen
(Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 19 af 18. januar 1984 som ændret ved
bekendtgørelse nr. 430 af 1. juni 1992) er der i § 36 anført dette om
opholds-
og arbejdstilladelser:
§ 36
"Ansøgning om opholds-
og arbejdstilladelse skal indgives til en dansk repræsentation i ansøgerens
hjemland eller i det land, hvor ansøgeren har haft fast ophold i de sidste
seks
måneder.
Stk. 2.
Ansøgning kan dog indgives her i landet i følgende
tilfælde:
l)...
2)...
3)...
4) når særlige forhold i
øvrigt taler derfor.
Stk. 3....
Stk. 4.
Ansøgning i henhold til stk. 2 indgives til direktoratet
for udlændinge. ...
..."
Ved indgivelse af ansøgninger
her i landet i henhold til bestemmelsen i § 36, stk. 2, kan bestemmelsen give
anledning til, at der må træffes to særskilte beslutninger:
en beslutning om, hvorvidt en ansøgning kan tages under
behandling (dvs. en
kompetence-afgørelse
)
og
hvis en ansøgning kan tages under behandling - en
beslutning om, hvorvidt der kan meddeles opholds- og arbejdstilladelse (en
realitetsafgørelse).
Kompetence
beslutningen må anses for en afgørelse i
forvaltningslovens forstand, jf. lovens § 2, stk. 1, såfremt det afvises at
tage sagen under realitetsbehandling. Tages sagen under realitetsbehandling,
er
kompetencebeslutningen derimod ikke en afgørelse i forvaltningslovens
forstand,
se Justitsministeriets vejledning til forvaltningslovens pkt. 10, sidste
afsnit, og John Vogter "Forvaltningsloven med kommentarer" (1992),
s. 52.
Realitets
afgørelsen i sagen er altid omfattet af forvaltningsloven.
Dette indebærer bl.a., at
skriftlige afslag på at tage sager under behandling (negative
kompetencebeslutninger) og realitetsafgørelser med hensyn til
opholdstilladelse
skal ledsages af begrundelse, jf. lovens § 22, og af klagevejledning, jf.
lovens § 25.
Direktoratet for Udlændinge
har i sin udtalelse af 11. oktober 1993 oplyst, at direktoratet i de konkrete
sager ikke fandt, at der var særlige forhold, der kunne begrunde, at
ansøgning
kunne indgives i Danmark. Direktoratet har tillige beklaget, at dette ikke
fremgår af direktoratets "brev" af 28. juni 1993 til Dem. Uanset
ordet brev går jeg ud fra, at direktoratets beklagelse angår begge
direktoratets
breve af 28. juni 1993 til Dem.
Jeg er enig i direktoratets
beklagelse af, at brevene af 28. juni 1993 ikke indeholder direktoratets
afgørelse om - og begrundelse for - at ansøgningerne ikke kunne indgives her
i
landet, jf. udlændingebekendtgørelsens § 36, stk. 2. Meddelelsen af disse
(kompetence) afgørelser burde endvidere have været ledsaget af
klagevejledning,
jf. forvaltningslovens § 25.
Så vidt jeg forstår, er det
Indenrigsministeriets opfattelse, at det (alene) var direktoratets udtalelse
om sagens realitet, som udløste pligten til at meddele klagevejledning, jf.
ministeriets udtalelse i brevet af 3. januar 1994. Denne opfattelse er jeg -
som det fremgår af det anførte - ikke enig i.
Jeg har gjort Direktoratet
for Udlændinge og Indenrigsministeriet bekendt med min opfattelse.
Indenrigsministeriet har
efter omstændighederne betragtet Direktoratet for Udlændinges brev af 28.
juni
1993 i
(C's) og (D's) sag
som et
realitetsafslag på opholds- og arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9,
stk. 2, nr. 3.
Ministeriet har i brevet af
3. januar 1994 meddelt Dem, at ministeriet efter en gennemgang af sagen ikke
fandt grundlag for at ændre direktoratets afgørelse.
Det følger af
udlændingebekendtgørelsen, at ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse som
udgangspunkt indgives til en dansk repræsentation i ansøgerens hjemland eller
i det land, hvor ansøgeren har opholdt sig i de sidste seks måneder.
Hvis særlige forhold taler
for det, kan Direktoratet for Udlændinge tillade, at ansøgning indgives i
Danmark.
Det er myndighedernes praksis
at tillade ansøgeren at indgive ansøgning her i landet, hvis ansøgningen på
det
foreliggende grundlag kan forventes imødekommet.
Jeg har i tidligere sager
haft lejlighed til at tage stilling til myndighedernes praksis på området og
ikke fundet grundlag for kritik.
Inden for rammerne af
lovgivningen og den omtalte praksis beror afgørelsen af, om ansøgningen kan
indgives i Danmark på en skønsmæssig vurdering. En sådan vurdering er jeg
efter
de regler, der gælder for min virksomhed, afskåret fra at kritisere,
medmindre
der foreligger særlige omstændigheder.
På denne baggrund er der ikke
udsigt til, at jeg vil kunne kritisere myndighedernes afgørelser.
I
(F's) sag
har Indenrigsministeriet ikke taget stilling til
direktoratets kompetenceafgørelse. Jeg går ud fra at dette har sammenhæng
med,
at direktoratets brev af 28. juni 1993 i hans sag ikke, som i brevet af samme
dato vedrørende de to andre polakker, indeholder direktoratets vurdering af
sagens realitet og, at ministeriet derfor ikke har betragtet dette brev som
en realitetsafgørelse. På den baggrund går jeg endvidere ud fra, at
ministeriets
påtale af direktoratets manglende klagevejledning ikke gælder direktoratets
brev af 28. juni 1993 vedrørende (F).
Som nævnt foran er det min
opfattelse, at der er pligt til at meddele klagevejledning ved negative
kompetenceafgørelser. Indenrigsministeriet burde som følge heraf have påtalt
direktoratets manglende klagevejledning i skrivelsen vedrørende (F).
Jeg har gjort Direktoratet
for Udlændinge og Indenrigsministeriet bekendt med min opfattelse.
Det tilføjes, at De fortsat har
mulighed for at påklage direktoratets kompetenceafgørelse i (F's) sag til
Indenrigsministeriet.
Om Direktoratet for
Udlændinges sagsbehandling i øvrigt bemærker jeg:
De ansøgte om opholds- og
arbejdstilladelse i april 1993. Den 28. juni 1993 hørte De første gang fra
Direktoratet for Udlændinge.
Det er i ombudsmandens
praksis fastslået som god forvaltningsskik, at rykkerskrivelser fra den, der
er
part i sagen, og som er rimeligt begrundet i sagsbehandlingstiden, besvares
med
det samme, jf. også pkt. 208 i Justitsministeriets vejledning om
forvaltningsloven. Besvarelsen bør indeholde oplysning om, hvorpå sagen beror
og så vidt muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen
kan foreligge. Direktoratet for Udlændinge kvitterede ikke for modtagelsen af
Deres ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelse, og De nåede at sende 3
rykkerskrivelser, før De første gang hørte fra direktoratet.
Direktoratet for Udlændinge
har beklaget, at Deres rykkerskrivelser ikke blev besvaret. Jeg kan tilslutte
mig denne beklagelse.
..."
Lignende dokumenter
- Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 4. juli 2024. — EN mod Udlændingenævnet. EU-domme · 4. juli 2024
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat G. Hogan fremsat den 10. juni 2021. — Straffesag mod VAS Shipping ApS. EU-domme · 10. juni 2021
- Domstolens dom (Anden Afdeling) af 22. december 2022. — X mod Udlændingenævnet. EU-domme · 22. december 2022
- Vurdering af samlivs varighed Retsinformation · 18. januar 2019
- Domstolens dom (Første Afdeling) af 2. september 2021. — B mod Udlændingenævnet. EU-domme · 2. september 2021
- Genoptagelse. Officialprincippet Retsinformation · 18. september 2001