Afskedigelse af organist på grund af bibeskæftigelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afskedigelse af organist på grund af bibeskæftigelse
Det fremgik af sagen at A
den 30. juni 1996 søgte en tjenestemandslignende stilling som organist ved X
og
Y Kirker med en beskæftigelseskvote på 50 pct.
Ved brev af 24. juli 1996
skrev X og Y Menighedsråd til Stiftsøvrigheden over V Stift at rådene havde
besluttet at ansætte A som organist med virkning fra den 1. august 1996.
Stiftsøvrigheden beregnede
den 19. august 1996 på grundlag af de indsendte oplysninger lønkvoten for
organiststillingen ved X og Y Kirker til 70 pct.
Den 20. august 1996 bad
stiftsøvrigheden Provstiudvalget for Q Provsti om en udtalelse i anledning af
menighedsrådenes brev af 24. juli 1996 om ansættelse af A.
Provstiudvalget skrev den
21. august 1996 til stiftsøvrigheden at menighedsrådenes brev af 24. juli
1996
angående ansættelse af A ikke tidligere havde været forelagt for
provstiudvalget.
I brevet anførte provstiudvalget at det ikke af menighedsrådenes brev fremgik
at A var ansat som lærer ved Z Kommune. Provstiudvalget skrev endvidere at A
ifølge gældende regler ikke kunne ansættes i endnu en tjenestemandsstilling
eller tjenestemandslignende stilling. Hvis det skulle være muligt, måtte der
ansøges om en kombinationsstilling. Da der ikke havde været forhandlinger om
en
kombinationsstilling, kunne A alene ansættes som honorarlønnet organist.
Provstiudvalget fandt det desuden betænkeligt at beskæftigelseskvoten for
organiststillingen var opskrevet til 70 pct.
I et brev af 22. august 1996
bad Provstiudvalget for Q Provsti X og Y Menighedsråd om bl.a. at oplyse om
Læs alt
der
var indledt forhandlinger med A om en kombinationsstilling.
Stiftsøvrigheden over V
Stift tiltrådte den 27. august 1996 at A var ansat på tjenestemandslignende
vilkår som organist ved X og Y Kirker med virkning fra den 1. august 1996 med
en beskæftigelseskvote på 70 pct.
Den 28. august 1996 sendte
provstiudvalget stiftsøvrigheden kopi af sit brev af 22. august 1996 til X og
Y
Menighedsråd.
I et brev af 3. september
1996 skrev stiftsøvrigheden bl.a. følgende til provstiudvalget:
”Stiftsøvrigheden har ikke
været i besiddelse af de oplysninger, der er omtalt i provstiudvalgets brev
af
22. august 1996 til (X) menighedsråd, før den 29. august 1996, hvor man
modtager udvalgets brev af 28. august 1996. Ved brevets modtagelse den 29.
august 1996 var stiftsøvrighedens tiltrædelse af ansættelsens vilkår herunder
den beregnede beskæftigelsesgrad fremsendt til bl.a. menighedsrådene i (X) og
(Y) sogne og organisten og dennes organisation. Stiftsøvrigheden har derfor
ikke mulighed for at stille ansættelsen i bero, indtil evt. ændret
stillingsbeskrivelse foreligger.”
Den 4. september 1996 skrev
provstiudvalget på ny til stiftsøvrigheden. Provstiudvalget anførte bl.a. at
det var beklageligt at stiftsøvrigheden havde godkendt ansættelsen af A på
trods af at provstiudvalget den 21. august 1996 var kommet med indsigelser.
I et brev af 6. september
1996 skrev stiftsøvrigheden til provstiudvalget at stiftsøvrigheden ikke
havde
ment at der kunne gribes ind over for menighedsrådene i spørgsmålet om
A’s
dobbeltbeskæftigelse. Stiftsøvrigheden henviste i den forbindelse til
Kirkeministeriets brev af 23. februar 1995 angående en graver.
Ved et ansættelsesbrev af
29. september 1996 blev A med virkning fra den 1. august 1996 ansat som
organist ved X og Y Kirker på tjenestemandslignende vilkår. A’s
tjenesteforpligtelser var fastlagt i et særligt regulativ for stillingen som
organist ved X og Y Kirker.
Ved brev af 14. november
1996 rettede X og Y Menighedsråd henvendelse til Kirkeministeriet om sagen.
Provstiudvalget for Q
Provsti skrev den 21. november 1996 til Kirkeministeriet at der efter
provstiudvalgets
opfattelse ikke kunne ske en tilfredsstillende betjening når en person
bestred
stillinger med en beskæftigelsesgrad på i alt 150 pct. Provstiudvalget
henviste
i den forbindelse til dels at menighedsrådene havde ansat A med en
beskæftigelseskvote på 70 pct., dels at A var ansat som lærer ved Z Kommune i
en stilling med en beskæftigelseskvote på 80 pct.. I brevet bad
provstiudvalget
endvidere Kirkeministeriet om en udtalelse om hvorvidt man ved fremtidige
ansættelser i provstiet skulle se bort fra at en person tillige havde en
anden
stilling hvorved den samlede beskæftigelse kom op på en kvote der lå
betragteligt over 100 pct.
Den 20. december 1996 sendte
Stiftsøvrigheden over V Stift provstiudvalgets brev af 21. november 1996
videre
til Kirkeministeriet. Stiftsøvrigheden henviste til det i stiftsøvrighedens
brev af 6. september 1996 anførte om dobbeltbeskæftigelse.
Ved brev af 14. april 1997
skrev Kirkeministeriet til stiftsøvrigheden at ifølge administrativ praksis
på
organistområdet accepteredes ikke ansættelse med en samlet beskæftigelsesgrad
på over 115 pct. hvor en person var ansat både i og uden for folkekirken. A
kunne derfor ikke varetage stillingen som organist ved X og Y Kirker så længe
hendes samlede beskæftigelsesgrad oversteg 115 pct. Q Provstiudvalg, X og Y
Menighedsråd, Foreningen af Præliminære Organister og A modtog kopi af
ministeriets brev.
I et brev af 16. april 1997
skrev A bl.a. følgende til Stiftsøvrigheden over V Stift:
”I henhold til brev fra
Kirkeministeriet den 14. april angående min beskæftigelsesgrad som skolelærer
skal jeg hermed meddele, at jeg er ansat på deltid, hvilket betyder, at
graden
af min beskæftigelse varierer fra år til år. På det tidspunkt, hvor
stillingen
som organist ved (X) og (Y) Kirker blev opslået, var min arbejdsplan for
skoleåret 96/97 udarbejdet, det var derfor ikke muligt med så kort varsel at
sætte min beskæftigelsesgrad yderligere ned; det vil derimod ske i næste
skoleårs planlægning.”
I et brev af 19. juni 1997 bad Provstiudvalget for Q Provsti X og Y
Menighedsråd
om at oplyse hvad menighedsrådene havde gjort for at bringe A’s
ansættelsesforhold i orden. Provstiet henviste i den forbindelse til
Kirkeministeriets brev af 14. april 1997.
Provstiudvalget rykkede den 10. juli 1997 menighedsrådene for svar på brevet
af 19. juni 1997. Af brevet fremgår bl.a. følgende:
”Kirkeministeriet har
overfor provstiudvalget tilkendegivet, at det er provstiudvalget som udøver
legalitetskontrollen, ligesom både Kirkeministeriet og provstiudvalget har
tilkendegivet, at (A) ikke kan være ansat som organist, så længe hendes
samlede
beskæftigelsesprocent overstiger 115 pct.
Skoleforvaltningen ved (Z) Kommune har oplyst pr. telefon, at (A)’s
beskæftigelsesgrad for det kommende skoleår er 77,73 pct., hvilket giver en
samlet beskæftigelsesprocent på 147,73. Dette ligger en hel del ud over den
akceptable beskæftigelsesprocent på 115. (A) har altså ikke gjort noget
forsøg
på at tilpasse sig en beskæftigelsesgrad på 115 pct., sådan som hun lovede i
sin skrivelse til (V) Stift af 16.4.1997.
Såfremt menighedsrådene ikke inden 5. august 1997 skriftligt har
tilkendegivet overfor provstiudvalget, at der er indledt forhandlinger med
fagforeningerne og Skoleforvaltningen i (Z) kommune om en
kombinationsstilling
for (A), vil sagen endnu engang blive indbragt for Kirkeministeriet.”
X og Y Menighedsråd skrev den 29. juli 1997 til Provstiudvalget for Q
Provsti at menighedsrådene ville vende tilbage til sagen snarest muligt.
I et brev af 5. september 1997 skrev de to menighedsråd herefter følgende
til provstiudvalget:
”(X) og (Y) menighedsråd har på et fællesmøde den 3. september 1997
drøftet skrivelse fra provstiudvalget af 10. juli 97.
På mødet var der først og fremmest stor enighed om, at organisten
varetager sit arbejde på allerbedste måde.
Forud for menighedsrådenes drøftelse har rådene indhentet udtalelser
fra Foreningen af præliminære organister og fra Landsforeningen af
menighedsrådsmedlemmer.
Begge skrivelser vedlægges i kopi.
På grundlag af de
to skrivelser
enedes rådene om at følge de to organisationers indstilling til sagen.”
I et brev af 21. august 1997 til A havde Foreningen af Præliminære
Organister bl.a. anført at grænsen for den samlede beskæftigelse på 115 pct.
hverken var fastsat ved lov eller konkretiseret i et cirkulære, men der var
alene tale om en grænse på grundlag af administrativ praksis. Foreningen
havde
endvidere anført at menighedsrådene som arbejdsgiver for A og som ansvarlig
for
kirkebetjeningens ordning i første omgang afgjorde om A’s samlede
beskæftigelsesgrad var forenelig med den samvittighedsfulde udøvelse af de
til
tjenestemandsstillingen knyttede pligter og den for stillingen nødvendige
agtelse og tillid. Af foreningens brev fremgår desuden at spørgsmålet om
hvorvidt der skulle etableres en kombinationsstilling, skulle afgøres af
menighedsrådene, skoleforvaltningen og A.
I Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmers brev af 28. august 1997
var det anført at det efter landsforeningens opfattelse ikke kunne pålægges
menighedsrådet at tage initiativ til oprettelse af en kombinationsstilling.
Det
fremgår endvidere at efter landsforeningens opfattelse var en fastholdelse af
kravet om en maksimumbeskæftigelse på 115 pct. urimelig. Landsforeningen
foreslog på den baggrund at menighedsrådet rejste sagen over for
Kirkeministeriet.
Ved brev af 9. september 1997 bad Stiftsøvrigheden over V Stift X og Y
Menighedsråd redegøre for hvilke foranstaltninger menighedsrådene havde
iværksat for at bringe A’s ansættelsesforhold i overensstemmelse med
Kirkeministeriets brev af 14. april 1997.
Provstiudvalget for Q Provsti meddelte i et brev af 12. september 1997
X og Y Menighedsråd at hverken Kirkeministeriet eller provstiudvalget kunne
godkende ansættelsen af organisten som organist med en samlet
beskæftigelsesgrad på over 115 pct. Hvis menighedsrådene ikke omgående
rettede
sig efter Kirkeministeriets brev af 14. april 1997, ville provstiudvalget
indberette til ministeriet at menighedsrådene nægtede at følge ministeriets
brev.
Den 25. september 1997 skrev X og Y Menighedsråd herefter bl.a.
følgende til Kirkeministeriet:
”Samtidig virker det
uforståeligt, da (V) Stift allerede havde godtaget ansættelsen, jf. skrivelse
af 19. aug. 1996 og 27. aug. 1996 (vedlagt i kopi) og beregnet
ansættelsesgraden.
Menighedsrådene har prøvet at finde en løsning, men da der ikke kan
rejses krav om en kombinationsstilling og da man ikke har kunnet finde
lovgrundlag, der skulle tilsige, at man ikke kan foretage den stedfundne
ansættelse, vil man meget gerne beholde (A) som organist – og måske i
stedet anføre,
at det må være undervisningsministeriet, hvor hun har sin hovedansættelse og
sin pensionsordning, som evt. måtte rejse en sag.
Endelig bør det nok anføres, at der er stor mangel på organister, så
rådene vil næsten på forhånd opgive at finde en afløser med de samme
kvalifikationer – det ville for øvrigt give den samme lønudgift om end
med
tillæg af pension.
Idet menighedsrådene håber på kirkeministeriets velvillige behandling
af sagen.”
Provstiudvalget kom den 29. september 1997 med bemærkninger til
menighedsrådenes brev af 25. september 1997. Det anførtes bl.a. at
ansættelsesbrevet aldrig havde været forelagt for provstiet.
Ved brev af 17. oktober 1997 meddelte Kirkeministeriet X og Y
Menighedsråd at ministeriet fortsat ikke kunne godkende ansættelse af A på de
anførte vilkår, og ministeriet henstillede derfor til menighedsrådene snarest
at bringe ansættelsesforholdet i overensstemmelse med ministeriets brev af
14.
april 1997. Stiftsøvrigheden over V Stift og Provstiudvalget for Q Provsti
modtog kopi af brevet. I Kirkeministeriets brev er bl.a. anført følgende:
”Ved brev af 14. april 1997
til Stiftsøvrigheden over (V) Stift – tilsendt menighedsrådene i kopi
–
meddelte Kirkeministeriet, at organist (A) ikke kan varetage stillingen som
organist ved (X) og (Y) Kirker med en beskæftigelsesgrad på 70 pct., samtidig
med at hun varetager en tjenestemandsstilling som skolelærer med en
beskæftigelsesgrad på 80 pct.
Kirkeministeriet oplyste videre, at man ifølge administrativ praksis på
organistområdet ikke accepterer en samlet beskæftigelsesgrad på over 115
pct.,
når vedkommende både er ansat i folkekirken og uden for folkekirken.
...
Det er Kirkeministeriets opfattelse, at når omfanget af (A)’s samlede
beskæftigelse ved brug af et arbejdstidsmålingssystem som det eksisterende
kan
opgøres til ca. 150 pct., vil dette indebære en konflikt med princippet i
tjenestemandslovens § 17, hvorefter en tjenestemand kun kan have
beskæftigelse
ved siden af sin tjenestemandsstilling, for så vidt og i det omfang der er
foreneligt med den samvittighedsfulde udøvelse af de til
tjenestemandsstillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige
agtelse og tillid.”
X og Y Menighedsråd skrev i
den anledning den 7.
november 1997 til
Kirkeministeriet at menighedsrådene havde drøftet A’s
ansættelsesforhold,
herunder i forhold til tjenestemandslovens § 17. Menighedsrådene havde
”som
ansættende og afskedigende myndighed ingen betænkeligheder med hensyn til
(A)’s
pligter og den nødvendige agtelse og tillid”. I den forbindelse henviste
menighedsrådene dels til A’s brev af 16. april 1997 til Stiftsøvrigheden
over V
Stift, dels til en udtalelse af 29. oktober 1997 fra skoledirektøren i Z
Kommune.
Af udtalelsen fra
skoledirektøren i Z Kommune fremgår følgende:
”
På given
foranledning skal jeg efter indhentede oplysninger hos skoleinspektøren på (
)
Skole, (Z) Kommune og under henvisning til Tjenestemandslovens § 17 udtale,
at
jeg ikke har nogen form for betænkelighed ved din bibeskæftigelse som
organist,
idet jeg finder at denne beskæftigelse er forenelig med din i forvejen
samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede
pligter
og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid.”
Provstiudvalget for Q
Provsti bemærkede den 11. november 1997 i et brev til stiftsøvrigheden at
provstiudvalget fortsat ikke kunne godkende ansættelsen af A. Endvidere bad
provstiudvalget stiftsøvrigheden om at anvende sanktioner efter § 46 i lov om
menighedsråd (lovbekendtgørelse nr. 571 af 21. juni 1996) indtil
menighedsrådene fulgte det Kirkeministeriet havde anført om at A’s
beskæftigelsesgrad
ikke kunne overstige 115 pct..
Ved brev af 11. december
1997 skrev Provstiudvalget for Q Provsti at provstiudvalget havde erfaret at
menighedsrådene ikke ville rette sig efter Kirkeministeriets breve
henholdsvis
af 14. april og 17. oktober 1997 om at A’s samlede beskæftigelsesgrad
ikke
måtte overstige 115 pct. Det anførtes endvidere at provstiudvalget ikke ville
godkende en beskæftigelsesgrad på over 115 pct. Af brevet fremgår desuden at
provstiudvalget havde til hensigt at beskære den post i de to menighedsråds
budgetter for 1998 der angik løn til organisten. Kirkeministeriet,
Stiftsøvrigheden over V Stift og A modtog kopi af brevet.
I et brev af 12. december
1997 skrev Stiftsøvrigheden over V Stift følgende til Kirkeministeriet om
sagen:
”Overfor stiftsøvrigheden
har (B), der er formand for (X) menighedsråd og angivelig talsmand for begge
råd i denne sag, telefonisk givet udtryk for, at menighedsrådene finder, at
deres beslutning om at ansætte organist (A) på de anførte vilkår ikke er i
strid med princippet i tjenestemandslovens § 17, og at ministeriet ikke kan
pålægge rådene at ændre vilkårene for ansættelsen. Efter rådenes konkrete
vurdering er bibeskæftigelsen ikke i strid med værdighedskravet, den
indebærer
ikke risiko for interessekonflikter og bibeskæftigelsen vil ikke lægge for
stort beslag på den ansattes arbejdskraft. Vurderingen falder anderledes ud
end
provstiudvalgets, der har vurderet værdighedskravet generelt.
Stiftsøvrighedens kompetence
til at anvende de i menighedsrådslovens § 46 angivne sanktioner over for
menighedsrådenes beslutning er betinget af, at rådets beslutning er klar
lovstridig. Stiftsøvrigheden har ikke taget stilling til, om denne klarhed
vedrørende det faktiske og retlige grundlag for menighedsrådets beslutning
foreligger. Man går ud fra, at man på det førnævnte møde kan få klarlagt
menighedsrådenes præmisser for den fortolkning af loven, som de har
anvendt.”
X og Y Menighedsråd bad i et
brev af 16. december 1997 til Kirkeministeriet om at den påtænkte beskæring
af
menighedsrådenes budgetter for 1998 som var nævnt i provstiudvalgets brev af
11. december 1997, blev stillet i bero indtil den verserende sag angående
A’s
ansættelse var endeligt afgjort.
Provstiudvalget for Q
Provsti skrev i den anledning den 22. december 1997 at sagen angående
A’s
beskæftigelsesgrad var afgjort ved Kirkeministeriets breve af henholdsvis 14.
april og 17. oktober 1997. Af brevet fremgår endvidere bl.a. følgende:
”Provstiudvalget har flere
gange anmodet menighedsrådene om at forhandle om en kombinationsstilling
eller
aflønne (A) efter honorarskalaen, idet disse aflønningsformer er de eneste,
der
på nogen måde kan legalisere hendes ansættelse. Dette har hverken
menighedsrådene eller (A) ønsket at medvirke til, hvorfor afgørelsen om
honoraraflønning er truffet af provstiudvalget.
I Kirkeministeriets brev af
17.10.1997 er anført: ’at afgivelsen af menighedsrådsløftet ikke på
nogen måde
berettiger til at sidde en afgørelse truffet af provstiudvalg, stiftsøvrighed
eller Kirkeministerium overhørig.’ Menighedsrådene har ved skrivelse af
7.11.1997 tilkendegivet, at man stadig ikke vil rette sig efter
Kirkeministeriets afgørelse, hvorfor provstiudvalget har truffet ovennævnte
afgørelse.”
Kirkeministeriet meddelte
ved brev af 8. januar 1998 X og Y Menighedsråd at ministeriet fastholdt at
ansættelsen af organisten ikke kunne godkendes på de anførte vilkår.
Stiftsøvrigheden over V Stift og Provstiudvalget for Q Provsti modtog kopi af
ministeriets brev.
Ved brev af 23. januar 1998
til Stiftsøvrigheden over V Stift redegjorde C som advokat for A for hvilke
synspunkter der ville blive gjort gældende på et kommende møde om sagen. I
brevet anførte C bl.a. at der ikke var taget hensyn til at menighedsrådene
som
arbejdsgiver havde udtalt at A opfyldte betingelserne i tjenestemandslovens §
17. Advokaten anførte desuden at Kirkeministeriet ikke havde foretaget det
pligtmæssige skøn der følger af tjenestemandslovens § 17.
Der blev herefter den 27.
januar 1998 holdt møde om A’s ansættelse med deltagelse af
repræsentanter for X
og Y Menighedsråd samt Stiftsøvrigheden over V Stift. Af referatet fra mødet
fremgår bl.a. følgende:
”
Formanden for (X) menighedsråd oplyste, at organistens ansættelse på
tjenestemandslignende vilkår efter menighedsrådenes vurdering er forenelig
med
en samvittighedsfuld udøvelse af de pligter, som stillingen indebærer og den
agtelse og tillid, som stillingen kræver. Efter deres konkrete vurdering
lægger
organistens beskæftigelse som skolelærer ikke så stort beslag på hendes
arbejdskraft, at det går ud over hendes beskæftigelse som organist. (A) har
fri
hver mandag og tirsdag - torsdag formiddag til kl 11.00. Der har ikke været
problemer med at få tjenesterne ved kirkerne dækket. Rådene kan konstatere,
at
hverken skole eller menighedsråd har været utilfredse med den måde, (A) har
passet sit arbejde på. Det er menighedsrådene, der har ansvaret for, at der
er
en forsvarlig organistbetjening af menighederne i pastoratets kirker, og
rådene
har i den konkrete situation skønnet, at det er forsvarligt at ansætte (A).
De er bekendt med Ansættelseslovens § 16, hvorefter ansættelse og
afskedigelse af kirke- og kirkegårdsfunktionærer foretages af menighedsrådet
efter regler fastsat af kirkeministeren. Det er rådenes opfattelse, at der
ikke
kan fastsættes generelle regler, der udelukker organister fra at tage
bibeskæftigelse,
og at der i øvrigt ikke er pligt til at anmelde bibeskæftigelse til den
ansættende myndighed, men arbejdsgiverens almindelige ledelsesret indebærer,
at
de som ansættelsesmyndighed kan pålægge den ansatte en sådan pligt.
De har ikke før ministeriets brev af 14. april 1997 været bekendt med
en administrativ praksis på organistområdet, der udelukker ansættelsen. De
efterlyser hjemmelen til, overfor menighedsrådene at fastlægge en sådan
praksis, som de ikke mener er forenelig med loven, og derfor ikke er bindende
for menighedsrådene.”
Stiftsøvrigheden skrev den
27. januar 1998 til Provstiudvalget for Q Provsti at provstiudvalget ikke
havde
mulighed for på daværende tidspunkt at foretage den i brevet af 11. december
1997 påtænkte reduktion af de budgetterede beløb for 1998.
Ved brev af 2. februar 1998
meddelte provstiudvalget stiftsøvrigheden at reduktionen var tilbagekaldt.
Ligeledes ved brev af 2.
februar 1998 bad provstiudvalget Kirkeministeriet om at oplyse hvilke
sanktionsmuligheder der kunne anvendes over for menighedsrådene.
Provstiudvalget fandt det utilfredsstillende at menighedsrådene kunne
fortsætte
med at udbetale løn til en organist hvis ansættelse ikke kunne godkendes.
Ved en påtegning af 3. marts 1998 bemærkede
Provstiudvalget for Q Provsti at en beskæftigelsesgrad på 70 pct. ikke kunne
anses som en bibeskæftigelse, især ikke når hovedbeskæftigelsesgraden nærmede
sig 80 pct. Provstiudvalget skrev endvidere at udvalget flere gange fra
august
1996 og fremefter havde gjort menighedsrådene opmærksom på Kirkeministeriets
praksis.
Den 28. august 1998 nedsatte
provstiudvalget kontiene for løn til organist og vikar for organist i
budgetterne for X og Y Menighedsråd. Provstiudvalget henviste til at A efter
Kirkeministeriets opfattelse ikke kunne være ansat i stillingen på grund af
sin
beskæftigelsesgrad, og at aflønning af A derfor måtte ske som vikar.
I et brev af 9. oktober 1998
bad X og Y Menighedsråd provstiudvalget om at oplyse hjemlen for
provstiudvalgets brev af 28. august 1998. Kirkeministeriet og
Stiftsøvrigheden
over V Stift modtog kopi af menighedsrådenes brev.
Provstiudvalget svarede den
20. oktober 1998 menighedsrådene bl.a. følgende:
”(X) og (Y) menighedsråd har
3 gange af Kirkeministeriet fået at vide, at (A) ikke kan ansættes som
organist
i sognene på grund af beskæftigelsesgraden.
Menighedsrådene
har altså ikke nogen godkendt organist ansat på nuværende tidspunkt.
Da menighedsrådene ikke har
tilkendegivet, at man vil rette sig efter Kirkeministeriets afgørelser, må
provstiudvalget antage, at menighedsrådene ikke ønsker at ansætte en fast
organist!
Det vedlagte bilag dateret
16.4.1997 vedrørende (A)’s ansættelse er ikke provstiudvalget ubekendt,
men
provstiudvalget ser gerne en dokumentation for, at løftet om
arbejdstidsnedsættelse holdes – hvad det ikke blev sidste år som lovet i
den
påberåbte skrivelse.
Til orientering for
menighedsrådene om Kirkeministeriets – og samtlige regeringers –
syn på dobbeltjobberi
fremsendes kopi af skrivelse til ( ) og ( ) menighedsråd.
Sluttelig kan anføres, at
provstiudvalget adskillige gange har anmodet menighedsrådene om et møde for
at
drøfte organistens dobbeltjobberi. Menighedsrådene har ikke ønsket dette,
hvorfor man i provstiudvalget ikke ser anden mulighed end en budgetreduktion
på
organistkontoen for at pålægge menighedsrådene kun at udbetale
organistvikaren
løn i h.t. Kirkeministeriets vejledende honorartakster.”
Den 7. oktober 1998 rettede
C henvendelse til Stiftsøvrigheden over V Stift om sagen.
Stiftsøvrigheden skrev i den
anledning den 28. oktober 1998 følgende til C:
”
Menighedsrådene efterlyste
på mødet den 27. januar 1998 ministeriets hjemmel til overfor menighedsrådene
at fastlægge den praksis, der ligger til grund for ministeriets afgørelse af
14. april 1997. Det har jeg lovet at underrette dig om, når ministeriets
udtalelse herom forelå. Det gør den nu. I en tilsvarende sag fra Roskilde
Stift
har to menighedsråd udbedt sig ’ministeriets præcisering af, hvor
ministeriet
finder den fornødne hjemmel til at forlange organistens beskæftigelsesgrad
nedbragt som krævet’. Denne afgørelse, hvortil stiftsøvrigheden i (V) må
henholde sig, vedlægges i kopi. Jeg skal beklage, at der er gået så lang tid,
inden jeg har kunnet svare dig på dette spørgsmål.
Jeg har talt med formanden
for (X) menighedsråd, (B), der bekræfter, at han har henvendt sig til din
klient og bedt hende overveje, om hun vil ændre sin ansættelse i folkeskolen
til en lavere kvote. Anledningen til denne henvendelse er (A)’s brev af
16.
april 1997 til Stiftsøvrigheden i (V), hvori hun meddeler, at hendes
arbejdsplan for 96/97 er udarbejdet, og at det derfor ikke er muligt med så
kort varsel, at sætte beskæftigelsesgraden ved skolen yderligere ned.
’Det vil
derimod ske i næste skoleårs planlægning’. (B) har oplyst, at han havde
en
forventning om, at (A) ville opfylde dette tilsagn.
Jeg kan i øvrigt oplyse, at
provstiudvalget ifølge bekendtgørelse nr. 838 af 20. oktober 1993 om
provstiudvalgenes virksomhed skal påse, at menighedsrådenes aftaler om
kirkebetjeningens ansættelsesforhold er i overensstemmelse med de
bestemmelser,
der er fastsat af Kirkeministeriet, og at provstiudvalgets afgørelse om
størrelsen af hver enkelt kirkekasses ligningsbeløb ifølge samme
bekendtgørelse
er endelig.”
Provstiudvalget kom den 30.
oktober 1998 med bemærkninger til sagen over for Kirkeministeriet.
I et brev af 3. november
1998 skrev X og Y Menighedsråd til A at menighedsrådene på baggrund af
provstiudvalgets nedskæringer havde besluttet at nedsætte
beskæftigelseskvoten
for organiststillingen til 50 pct. Herved kunne stillingen fortsat være en
tjenestemandslignende stilling. En ny stillingsbeskrivelse ville blive
udarbejdet. Menighedsrådene anførte desuden at ”Med hensyn til
skrivelserne fra
provstiudvalget ang. den samlede kvote af lærer-organist arbejdet vil man
overlade de videre forhandlinger til de øvrige instanser”.
Den 8. december 1998 skrev
Kirkeministeriet til X og Y Menighedsråd at ministeriet havde modtaget
menighedsrådenes brev af 9. oktober 1998 angående organistansættelse i X-Y
Sogne. Kirkeministeriet svarede at ministeriet henholdt sig til
provstiudvalgets brev af 20. oktober 1998.
A sendte den 10. december
1998 ny stillingsbeskrivelse med en beskæftigelseskvote på 50 pct. i
underskrevet stand til menighedsrådene. I brevet tog hun forbehold for den
verserende sag angående hendes beskæftigelsesgrad.
Den 12. januar 1999
nyberegnede Stiftsøvrigheden over V Stift på grundlag af de gennem
Provstiudvalget
for Q Provsti indsendte oplysninger beskæftigelseskvoten for organisten ved X
og Y Kirker til en kvote på 50 pct.
Ved brev af 22. januar 1999
klagede C til Kirkeministeriet over nedskæringen af A’s
beskæftigelseskvote til
50 pct. C anførte bl.a. at nedskæringen af A’s beskæftigelsesgrad var at
sammenligne med en usaglig og uberettiget afskedigelse.
Kirkeministeriet skrev den
17. februar 1999 følgende til C:
”
I anledning heraf skal man
meddele, at Kirkeministeriet i henhold til lov nr. 310 af 16. maj 1990 om
ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. er den øverste løn- og
ansættelsesmyndighed på folkekirkens område, og at menighedsrådet træffer
afgørelse om kirkebetjeningens ordning efter regler fastsat af
kirkeministeren,
jf. nærmere lovens kapitel 8.
Der henvises i øvrigt til
ministeriets brev af 17. juli 1998, der omhandler en sag med samme
problemstilling.
Brevet vedlægges i kopi.
Kirkeministeriet har ved
brev af 14. juli 1997 fastslået, at Deres klient ikke kan varetage stillingen
som organist ved (X) og (Y) Kirker, så længe hendes samlede
beskæftigelsesgrad
ligger over 115 pct. Det er oplyst, at Deres klients samlede
beskæftigelsesgrad
er på 150 pct.
”
Skoleinspektøren ved ( )
Skole skrev den 19. februar 1999 til X og Y Menighedsråd at det i forbindelse
med planlægningen af A’s arbejdsopgaver i skolen ikke var muligt at
garantere
at hendes beskæftigelsesgrad ikke oversteg 65 pct. Det fremgår endvidere af
brevet at skolen som hovedarbejdssted ikke havde problemer med at A bestred
et
bijob som organist.
Ved brev af 1. marts 1999
med bilag klagede C til mig bl.a. over Kirkeministeriets udtalelse af 17.
februar 1999. I den forbindelse anførte C at det forhold at A som følge af
Kirkeministeriets udtalelser i sagen måtte nedsætte sin beskæftigelsesgrad,
var
at sidestille med en usaglig og uberettiget afskedigelse. C anførte desuden
bl.a. følgende:
"Forholdet er nærmere, at min klient med virkning fra 1.8.1996
blev ansat som organist ved (X) og (Y) kirker i (V) Stift.
Forud for ansættelsen var ansøgningen fra min klient blevet forelagt
(V) Stift.
(V) Stift tiltrådte ved afgørelse af 27.8.1996, at min klient blev
ansat på tjenestemandslignende vilkår.
Ved siden af ansættelsen som organist, er min klient ansat som tjenestemand
i Folkeskolen. Dette forhold har både Menighedsråd og Stiftsøvrigheden været
bekendt med allerede ved ansættelsen.”
Jeg modtog endvidere en
række bilag fra C pr. telefax henholdsvis den 9. og den 21. juni 1999.
Ved brev af 16. maj 1999 bad
X og Y Menighedsråd A om inden 1. juni 1999 at oplyse hvad hendes
beskæftigelsesgrad ved skolevæsenet for det kommende skoleår ville være.
Den 17. maj 1999 skrev A til
menighedsrådene at hendes beskæftigelsesgrad for skoleåret 1999/00 var
beregnet
til 85 pct. Organisten henviste endvidere til det skoledirektøren ved ( )
Skole
den 19. februar 1999 havde skrevet til menighedsrådene om at det ikke kunne
garanteres at hendes beskæftigelsesgrad var under 65 pct. I brevet anførte A
endvidere følgende:
”Brevet som I henviser til,
hvor jeg meddeler stiftet, at min beskæftigelsesgrad helt sikkert ville blive
sat ned, har ingen gyldighed mere. Skolens situation har ændret sig
væsentligt
siden da.
Jeg vil i øvrigt gøre
opmærksom på, at jeg efter min bedste overbevisning ikke mener, at jeg
overtræder
nogen lovgivning, så længe jeg er i stand til at passe mine jobs og opfylde
tjenestemandslovens § 17.”
I et brev af 2. juni 1999
skrev X og Y Menighedsråd til Stiftsøvrigheden over V Stift at samarbejdet
med
A efter menighedsrådenes opfattelse måtte høre op. Menighedsrådene henviste
til
at A på trods af utallige opfordringer og forhandlinger ikke havde tilpasset
sin beskæftigelsesgrad som lovet.
Ved brev af 17. juni 1999
skrev menighedsrådene følgende til A:
”Da du nu ved skrivelse af
27. maj 1999 [17. maj 1999; min bemærkning] har meddelt, at du ikke har i
sinde
at opfylde dit skriftlige løfte fra 1997 om at gå ned i beskæftigelsesgrad i
dit arbejde på ( ) Skole, således at du kan opfylde Kirkeministeriets krav
for
at blive ansat indenfor folkekirken, agter menighedsrådene at afskedige dig.
Det har på intet tidspunkt
været dig ubekendt, at din ansættelse som organist i (X) og (Y) kirker ikke
kan
godkendes af (Q) provsti og Kirkeministeriet. Kirkeministeriet har ved 3
lejligheder udtalt, at du ikke kan være ansat som organist ved vore to kirker
på grund af beskæftigelsesgraden.
Det er dig ligeledes
bekendt, at menighedsrådene hele tiden har regnet med, at dit løfte af
16.04.1997 om nedsættelse af beskæftigelsesgraden i skolevæsenet ville blive
overholdt, men med din skrivelse af 27.05.1999 har du trukket dette løfte
tilbage, og menighedsrådene finder herefter, at samarbejdet mellem os må
ophøre.
Menighedsrådene skal derfor
anmode dig om at fremkomme med dine bemærkninger til ovenstående inden 3 uger
fra dato, idet menighedsrådene ligeledes anmoder om bemærkninger hertil fra
din
faglige organisation, til hvem kopi af nærværende skrivelse er sendt.”
Ved brev af 28. juni 1999
bad jeg C afvente menighedsrådenes afgørelse før han tog stilling til om der
var grundlag for at klage til mig på ny.
C kom den 1. juli 1999 med
bemærkninger til menighedsrådenes brev af 17. juni 1999.
Ved brev af 2. juli 1999 kom
Foreningen af Præliminære Organister med bemærkninger.
X og Y Menighedsråd afskedigede
herefter den 20. juli 1999 A som organist ved X og Y Kirker med 4 måneders
varsel fra den 1. august 1999. Af afgørelsen fremgår følgende:
”Efter at have modtaget
indsigelser fra din fagforening FPO og din advokat har menighedsrådene holdt
møde og drøftet indholdet af skrivelserne.
Menighedsrådene finder, at
skrivelserne ikke indeholder nye oplysninger eller fremkommer med nye
argumenter i sagen.
Kirkeministeriets praksis
vedrørende beskæftigelsesgrad er gældende og skal følges. FPO’s advokat
( )
udtaler sig i sin skrivelse i modstrid med formandens ( ) udtalelser på
generalforsamlingen i 1998.
Formanden omtaler her
beskæftigelsesgrænsen på 115 pct. Han udtaler endda, at
kombinationsstillinger
fremover skal oprettes med maximalt 100 pct. samlet beskæftigelse.
Formandens udtalelse kan
anses som udtryk for, at FPO ligesom Kirkeministeriet mener, at et
menighedsråd
som ansætter en organist 50 pct. eller højere, har krav på, at organisten
bruger 50 pct. (eller mere) af sin arbejdstid på organistjobbet.
Din samlede beskæftigelsesgrad er højere end 115 pct.
Som tidligere anført overfor dig, har det været af væsentlig betydning
for menighedsrådene, at du ville holde dit løfte om at gå ned i
beskæftigelsesgrad i skolen, således at din beskæftigelse som organist kan
lovliggøres og blive godkendt af provstiudvalg og Kirkeministerium.
Du har selv meddelt, at dette ønske fra menighedsrådene ikke vil blive
opfyldt, og der er i de fremsendte indsigelser ikke nogen imødekommenhed på
dette område.
Menighedsrådene har derfor besluttet at afskedige dig som organist i
(X) og (Y) Kirker den 1. december 1999 – altså med 4 måneders varsel fra
den 1.
august 1999 at regne.”
Med et brev af 22. juli 1999 klagede C til
mig over afgørelsen af 20. juli 1999 om at afskedige A på grund af en for høj
beskæftigelsesgrad.
Den 25. november 1999 bad
jeg Kirkeministeriet
samt X og Y
Menighedsråd om en udtalelse i anledning af C’s klage.
Kirkeministeriet besvarede
mit brev i et brev af 14. december 1999. Ministeriet anførte bl.a. følgende:
”I anledning af henvendelsen
fra Folketingets Ombudsmand skal ministeriet udtale, at Kirkeministeriet i
henhold til lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. nr. 310 af 16.
maj 1990 er den øverste løn- og ansættelsesmyndighed på folkekirkens område,
og
at menighedsrådet træffer afgørelse om kirkebetjeningens ordning efter regler
fastsat af kirkeministeren, jf. nærmere lovens kapitel 8.
Det har siden udsendelsen af
cirkulære af 30. juni 1983 om fastsættelse af lønkvoter for organister, der
klassificeres i tjenestemændenes lønrammesystem, – i forståelse med
Dansk
Organist og Kantor Samfund og Foreningen af Præliminære Organister –
været
ministeriets faste administrative praksis, at den samlede beskæftigelse for
lønrammelønnede organister ikke må overstige 115 pct. Før cirkulæret af 30.
juni 1983 blev der efter regler i en aftale herom mellem Kirkeministeriet og
COII og Dansk Organist og Kantor Samfund foretaget lønreduktion for
organister,
hvis beskæftigelse oversteg 115 pct.
Baggrunden for at acceptere
en vis overbeskæftigelse for organister er, at ansættelsen som organist i
mange
tilfælde ikke er en fuldtidsbeskæftigelse, men varetages sammen med en anden
ansættelse – som oftest i skolevæsenet – og at det kan være
vanskeligt eller
umuligt at afpasse to beskæftigelser, så at de tilsammen bliver 100 pct.
Da varig overbeskæftigelse
af betydeligt omfang erfaringsmæssigt er uforeneligt med den
samvittighedsfulde
udførelse af arbejdet, er det nødvendigt med en overgrænse for den samlede
beskæftigelsesgrad.
Hertil kommer, at det i en
længere årrække har været den til enhver tid siddende regerings politik
–
uanset partifarve – at dæmme op for ’dobbeltjobberi’ indenfor
det offentlige.
Endelig er det næppe
stemmende med en fornuftig forvaltning af skatteydernes penge at acceptere
varig overbeskæftigelse af betydeligt omfang, idet der vil være en formodning
for, at menighedsrådene ikke får den ydelse, der betales for. Det bemærkes i
denne forbindelse, at der i kvoteberegningsreglerne for organiststillinger
indgår tid til forberedelse. Der afsættes således 3 points for en højmesse,
svarende til 6-7 arbejdstimer, og der afsættes 30 points for en koncert,
svarende til 60-70 arbejdstimer. Ved varig overbeskæftigelse af betydeligt
omfang er der fare for, at der ’spares’ på forberedelsen.
(A)’s samlede beskæftigelse
svarer til en arbejdsuge på over 55 timer.
Der er ikke tale om skøn
under regel, men om en administrativ praksis, som Kirkeministeriet som
udgangspunkt har fulgt igennem en længere årrække. Hjemmelsgrundlaget for
afgørelserne af 14. april og 17. oktober 1997 er tjenestemandslovens § 17
samt
et arbejdstidsmålingssystem for organister, hvori forberedelsesforpligtelser
er indregnet og som derfor ikke tillader varig overbeskæftigelse af
betydeligt
omfang. Tjenestemandslovens § 17 siger, at en tjenestemand kun kan have
beskæftigelse
ved siden af sin tjenestemandsstilling, for så vidt og i det omfang det er
foreneligt med den samvittighedsfulde udøvelse af de til
tjenestemandsstillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige
agtelse. Bestemmelsen anvendes analogt ved tjenestemandslignende stillinger.
Ministeriet lægger i første
række vægt på det kriterium, at organisten ikke må have en beskæftigelsesgrad
på over 115 pct. af fuldtidsbeskæftigelse. Der er tale om en saglig og
rimelig
målestok for, om organisten er i stand til samvittighedsfuldt at udøve de til
tjenestemandsstillingen knyttede pligter og om beskæftigelsen ved siden af
tjenestemandsstillingen er forenelig med den for stillingen nødvendige
agtelse.
Ministeriets administrative praksis er endvidere medvirkende til at forhindre
forskelsbehandling.
Kirkeministeriet har på
tilsvarende vis regler om begrænsning af præsters beskæftigelse i
cirkulæreskrivelse
af 14. oktober 1971 angående ydelse af rådighedstillæg til præster m.v. I
denne
findes en regel om, at præsten ikke uden ministeriets tilladelse må påtage
sig
lønnet undervisning eller anden bibeskæftigelse af en varighed, der
overstiger
6 timer ugentlig.
Det er korrekt, at
menighedsrådene og Stiftsøvrigheden over (V) Amt var bekendt med (A)’s
ansættelse
i folkeskolen. De var imidlertid tilsyneladende ikke bekendt med ministeriets
administrative praksis, og med det kriterium, ministeriet i første række
lægger
vægt på i vurderingen af, om en kombinationsansættelse som organist er i
strid
med tjenestemandslovens § 17.”
Den 14. januar 2000 modtog
jeg en udtalelse fra X og Y Menighedsråd.
I udtalelsen af 11. januar
2000 anførte menighedsrådene bl.a. følgende:
”I forbindelse med
ovenstående vil menighedsrådene (MR) gerne anføre, at man ved afskedigelsen
af
(A) har fulgt en procedure, der bruges ved afskedigelse af personer ansat i
tjenestemandslignende stillinger.
Provstiudvalget, der udøver
legalitetskontrol på området mener ikke, at (A) har været ansat.
(A) har aldrig fået
udarbejdet et regulativ for stillingen.
Kirkeministeriet som er
øverste instans på løn- og ansættelsesområdet mener heller ikke, at (A) har
kunnet være ansat.
Menighedsrådet var bekendt
med (A)’s ansættelse som lærer – men ikke bekendt med omfanget.
Det er først ved
provstiudvalgets skrivelser, at menighedsrådene (MR) bliver klar over, at der
er tale om en konflikt m.h.t. beskæftigelsesgrad.
MR. mener, at (A)
imødekommer denne konflikt ved skrivelse af 16.04.1997, hvor hun lover at gå
ned i beskæftigelsesgrad i skolen for det kommende skoleår.
Dette løfte blev aldrig
holdt.
(V) stift hævder at være
ubekendt med forholdene på ansættelsestidspunktet.
M.h.t. den kommunale
skoledirektørs brev af 29.10.1997 kan det oplyses, at denne skriver sin
udtalelse
på baggrund af skoleinspektøren ved ( ) skoles udtalelser.
Her må det imidlertid
bemærkes, hvad der ikke fremgår af skoledirektørens udtalelse, at
skoleinspektøren
på ( ) skole er (A)’s ægtefælle, og hans stilling i sagen må betegnes
som
inhabil.
Der vedlægges kopi af de to
skrivelser fra (A) vedrørende hendes beskæftigelsesforhold på skolen.
På trods af at begge
menighedsråd i over to år gentagne gange har opfordret (A) – både
mundtligt og
skriftligt om at få tilpasset sit lærerjob til organistjobbet, skete der ikke
noget.
Men efter brevet af
17.05.99, hvor det klart fremgår, at hun ikke vil nedsætte sin lærerkvote og
dermed ikke kan opfylde kirkeministeriets betingelser, besluttede man at
afslutte samarbejdet med korrekt opsigelsesvarsel.”
Ved brev af 18. februar 2000
kom C med bemærkninger til udtalelserne. C anførte bl.a. følgende:
”I de ovennævnte skrivelser
hæfter jeg mig især ved, at der mellem parterne er enighed om, at spørgsmålet
om lovligheden af afskeden skal afgøres efter Tjenestemandslovens § 17.
Som nævnt i mine tidligere
skrivelser mener jeg ikke, at der kan være meget tvivl om at
Tjenestemandslovens
§ 17 ikke alene giver forvaltningen en ret, men også en pligt til at skønne.
Omfattende domspraksis på dette område understreger ydermere, at drejer det
sig
om et ansættelsesforhold, er forvaltningens pligt til at udøve et skøn hvor
alle relevante omstændigheder tages i betragtning skærpet. Det forekommer
besynderligt, forvaltningens opfattelse er, at en administrativ praksis på et
område skal have større betydning end loven og de beskyttelsesregler, der
gælder for et privatretligt ansættelsesforhold. Der henvises til den retlige
trinfølge.
Kirkeministeriets
anbringender om, at det har været skiftende regeringers ønske, at dæmme op på
dobbelt jobberi, er efter min opfattelse helt irrelevant i forbindelse med et
privat retligt ansættelsesforhold. Kirkeministeriet lægger tillige mere vægt
på
at det må frygtes, at min klient i fremtiden skulle være dårligt forberedt
når
hun skulle udføre sit arbejde som organist, end den omstændighed, at min
klient
kun har udført sit arbejde til arbejdsgiverens fulde tilfredshed. For
fuldstændighedens skyld vedlægges tidligere skrivelse fra (B), der på vegne
af
Menighedsrådet har udtrykt sin fulde tilfredshed med (A). Det må i øvrigt
undre, at (B) nu i så markant udstrækning har ændret sine holdninger
vedrørende
(A)’s beskæftigelse og jeg skal undlade at gætte på, hvorfor dette
pludseligt
er tilfældet.
Alt i alt må det slås fast,
at Tjenestemandslovens § 17 alene siger, at min klients arbejdsindsats skal
have været foreneligt med en samvittighedsfuld udøvelse og da begge
arbejdsgivere udtrykker fuld tilfredshed anser jeg derfor Kirkeministeriets
anbringende om, at administrativ praksis tillægges mere vægt end loven, som
værende direkte useriøst.
Endelig begrunder
Kirkeministeriet sin praksis i, at de ønsker at forhindre forskelsbehandling
af
ansatte. Dette kan imidlertid aldrig få den betydning, at der ikke både skal
være ansættelsesretligt og overenskomstmæssigt belæg for at gennemføre en
afskedigelse, som det har været tilfældet her. I øvrigt har forholdet
vedrørende en beskæftigelsesgrad på 115 pct. ikke været (A) bekendt da hun
blev
ansat som organist og det kan derfor ikke få nogen aftalemæssig eller
ansættelsesretlig betydning for hende.
Det fastholdes, at der over
for (A) er indgået en begunstigende forvaltningsakt, der er ulovligt
tilbagekaldt.
Endelig har (B) gjort
gældende, at udtalelsen fra skoleinspektøren på ( ) skole ikke skal tillægges
betydning,
idet udstederen af udtalelsen er inhabil. Det må i den sammenhæng
understreges,
at det ikke er (A)’s ægtefælle der har underskrevet udtalelsen og
anbringendet
må allerede af den grund derfor afvises.”
Jeg sendte den 25. februar
2000 C’s brev til Kirkeministeriet samt til X og Y Menighedsråd med
anmodning
om bemærkninger.
Ved brev af 8. marts 2000
kom menighedsrådene med bemærkninger til C’s brev af 18. februar 2000. I
brevet
er bl.a. anført følgende:
”Vedr. afskedigelsen af (A)
har menighedsrådene fulgt tjenestemandslovens regler til trods for at (A)
aldrig har fået en legaliseret ansættelse. Reglerne er fulgt i samarbejde med
–
og i enighed med organistforeningen.
Vedr. dobbeltjobberi har
menighedsrådene gjort (A) opmærksom på kirkeministeriets brev af 14.04.1997,
hvor der klart står, at en beskæftigelsesgrad på 150 pct. ikke kan
accepteres.
(A) har i sit brev til (V)
Stift 16.04.1997 således været bekendt med ministeriets indstilling til
dobbeltjobberi.
Vedr. udtalelsen fra
skoledirektøren er det værd at notere sig, at den sker efter indhentede
oplysninger
hos skoleinspektøren ved ( ) Skole, hvor (A)’s ægtefælle er inspektør.
(A) har efter
menighedsrådenes opfattelse fået en fair behandling, også set i lyset af, at
hun har haft over to år til at få tingene bragt i orden. Desuden har hun også
haft rig mulighed for at kende reglen gennem sit medlemskab af
organistforeningen.”
Kirkeministeriets henholdt
sig i et brev af 10. marts 2000 til ministeriets udtalelse af 14. december
1999. Af brevet fremgår endvidere bl.a. følgende:
”Advokaten nævner i sit
brev, at der mellem parterne er enighed om, at spørgsmålet om lovligheden af
afskeden skal afgøres efter Tjenestemandslovens § 17. Ministeriet skal hertil
bemærke, at der ud over lovens § 17 også er tale om et
arbejdstidsmålingssystem
for organister, hvori forberedelsesforpligtelser er indregnet, og som derfor
ikke tillader varig overbeskæftigelse af betydeligt omfang.
At det skulle være
irrelevant, at skiftende regeringer har ønsket at dæmme op for
’dobbeltjobberi’,
er ministeriet ikke enig i. Der er tale om en offentlig ansættelse som
organist
i folkekirken, og ud over lovgivningen må der også lægges vægt på de
retningslinier, som til enhver tid har været gældende for offentlige
ansættelser.”
I et brev af 13. april 2000
kom C med sine afsluttende bemærkninger til sagen. C fremførte at det ikke
var
korrekt som anført af menighedsrådene at A ikke havde fået en
”legaliseret
ansættelse”. C henviste i den forbindelse til at A dels havde fået et
ansættelsesbevis, dels havde underskrevet reglementet. Endvidere anførte C at
A’s beskæftigelsesgrad ved afskedigelsen udgjorde 130 pct.
Ombudsmandens udtalelse
”Ved min behandling af sagen har jeg lagt til grund at (A) fra den 1.
august 1996 til afskedigelsen den 20. juli 1999 var ansat i en
tjenestemandslignende stilling som organist ved (X) og (Y) Kirker.
Af bestemmelsen i § 16 i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v.
(lov nr. 310 af 16. maj 1990 med senere ændring) fremgår at ansættelse og
afskedigelse af kirke- og kirkegårdsfunktionærer foretages af menighedsrådet
efter regler fastsat af kirkeministeren. Dog kan uansøgt afskedigelse af
varigt ansatte tjenestemandsansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer kun
foretages af kirkeministeren.
Efter lovens § 22, stk. 1, træffer menighedsrådet afgørelse om
kirkebetjeningens ordning efter regler fastsat af kirkeministeren.
I Kirkeministeriets cirkulære nr. 12090 af 20. december 1997 er der fastsat
nærmere bestemmelser om ansættelse og afskedigelse af kirke- og
kirkegårdsfunktionærer.
Ifølge cirkulærets afsnit 2.1 træffer menighedsrådet beslutning om ansættelse
i ledige stillinger som kirke- og kirkegårdsfunktionærer. For så vidt
tjenestestedet for en stilling omfatter mere end én menighedsrådskreds,
foretages ansættelsen af menighedsrådene i et fælles møde.
Min videre behandling af sagen omfatter to spørgsmål. Det første spørgsmål
angår det retlige grundlag for afskedigelsen af (A). Det andet spørgsmål
drejer sig om hvorvidt de forvaltningsretlige regler om partshøring og
begrundelse blev overholdt i forbindelse med afskedigelsen.
1. Det retlige grundlag
a. Indledning
Kirkeministeriet har i sin udtalelse af 14. december 1999 anført at
hjemmelsgrundlaget for ministeriets afgørelser af 14. april og 17. oktober
1997 er tjenestemandslovens § 17. Denne
bestemmelse anvendes analogt ved tjenestemandslignende stillinger. Endvidere
har Kirkeministeriet anført at ministeriet i første række lægger vægt på en
administrativ praksis hvorefter en organist der lønnes efter
lønrammesystemet,
ikke må have en beskæftigelsesgrad på over 115 pct. af fuldtidsbeskæftigelse.
Der er efter ministeriets opfattelse tale om en saglig og rimelig målestok
for
om organisten er i stand til samvittighedsfuldt at udøve de til
tjenestemandsstillingen knyttede pligter, og om beskæftigelsen ved siden af
tjenestemandsstillingen er forenelig med den for stillingen nødvendige
agtelse.
Ministeriet har desuden henvist til at ministeriets administrative praksis på
området er medvirkende til at forhindre forskelsbehandling.
Som grundlag for afgørelsen
har Kirkeministeriet endvidere henvist til et arbejdstidsmålingssystem for
organister hvori forberedelsespligter er indregnet, og som derfor ikke
tillader
varig overbeskæftigelse af betydeligt omfang.
Kirkeministeriet har desuden
henvist til at det i en længere årrække har været den til enhver tid siddende
regerings politik at dæmme op for ’dobbeltjobberi’ inden for det
offentlige.
(X) og (Y) Menighedsråd har
i udtalelsen af 11. januar 2000 anført at Kirkeministeriet som øverste
instans
på løn- og ansættelsesområdet har ment at (A) ikke kunne være ansat på grund
af
en for høj beskæftigelsesgrad. Endvidere har menighedsrådene fremført at (A)
ikke holdt et løfte om at nedsætte sin beskæftigelsesgrad ved (Z) Kommune.
b. Lovgivningen
Tjenestemandsloven
(lovbekendtgørelse nr. 678 af 17. september 1998 med senere ændring)
indeholder
i § 17 følgende bestemmelse om tjenestemænds bibeskæftigelse:
’
§ 17.
En tjenestemand kan kun have beskæftigelse ved siden af sin
tjenestemandsstilling, for så vidt og i det omfang det er foreneligt med den
samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede
pligter
og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid.’
(A) var ansat i en
tjenestemandslignende stilling som organist. For ansatte på
tjenestemandslignende
vilkår må det antages at der på grundlag af den almindelige grundsætning om
generel habilitet og decorumprincippet gælder retningslinier for
bibeskæftigelse svarende til tjenestemandslovens § 17. Jeg henviser i den
forbindelse til Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet, 2. udg. (2000),
s.
92, og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 125.
I bemærkningerne til det
lovforslag som dannede grundlag for tjenestemandsloven (Folketingstidende
1968-69, tillæg A, sp. 3889f), var bl.a. anført følgende om § 17:
’...
De synspunkter, som er lagt
til grund af kommissionen med hensyn til fastlæggelsen af nye retningslinier
for tjenestemænds adgang til beskæftigelse ved siden af
tjenestemandsstillingen, indeholdes i betænkningens kapitel 3, afsnit 2,
punkt
5.
Kommissionen har fundet, at
der i overensstemmelse med de synspunkter, der er givet udtryk for i
betænkningen, vil kunne ske en begrænsning af den kontrol med eventuel
bibeskæftigelse uden for statstjenesten, som hidtil har været krævet efter
lønnings- og pensionslovens § 44, stk. 2-4.
Man finder anledning til at
bemærke, at ophævelse af pligten til anmeldelse ikke afskærer en
tjenestemand,
som måtte være i tvivl om en bibeskæftigelses forenelighed med
tjenestemandsstillingen,
fra at forelægge dette spørgsmål for sine foresatte.
På tilsvarende måde må et
ministerium eller en institution, uanset bortfaldet af bestemmelsen om adgang
til at tilbagekalde en meddelt tilladelse til en bibeskæftigelse, være
beføjet
til at tilkendegive en tjenestemand, at en bibeskæftigelse ikke kan forenes
med
hans tjenestemandsstilling. Tilsidesættelse af et påbud om at bringe
bibeskæftigelsen til ophør vil som hidtil kunne medføre disciplinær
indskriden.
Indgreb vil i givet fald kunne anvendes såvel over for bibeskæftigelser, der
ikke tidligere har været styrelsen bekendt, som over for bibeskæftigelse, der
af tjenestemanden har været forelagt styrelsen, såfremt utilstrækkelige
oplysninger eller en stedfunden udvikling senere gør en indgriben nødvendig.
De af kommissionen stillede
forslag er således udtryk for, at man har villet liberalisere bestemmelserne
om
tjenestemænds adgang til bibeskæftigelse uden for statstjenesten, således at
de
to hovedhensyn, der skal tages i betragtning ved vurdering af spørgsmålet om
en
bibeskæftigelses tilladelighed, er, om den er forenelig med den
samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede
pligter
og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid. Samtidig har
kommissionen
ønsket, at disse hovedhensyn også skal iagttages ved vurderingen af, om en
tjenestemand kan have bibeskæftigelse inden for statstjenesten. Denne
opfattelse har fundet udtryk i den af kommissionen foreslåede omformulering
af
bestemmelsen i lønnings- og pensionslovens § 44, stk. 2, således at der i
lovudkastets § 17 i stedet for beskæftigelse uden for statstjenesten tales om
beskæftigelse ved siden af tjenestemandsstillingen.
...
Efter kommissionens
opfattelse vil den i lovudkastets § 17 optagne rammebestemmelse være
tilstrækkelig
til at sikre den nødvendige kontrol på dette område, og den vil tillige give
det fornødne grundlag for at fastsætte de vilkår, på hvilke en eventuel
kombination af flere stillinger kan godkendes.’
Af
Tjenestemandskommissionens betænkning nr.
483/1969, s. 27f, fremgår følgende:
’...
a. Retningslinier for beskæftigelse ved siden af
tjenestemandsstillingen.
I overensstemmelse med de
anførte synspunkter finder kommissionen, at udgangspunktet ved vurderingen af
bibeskæftigelse må være, om den efter omfang og karakter er forenelig med den
samvittighedsfulde udførelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede
pligter
og den for stillingen nødvendige agtelse og tillid. Denne vurdering må i
princippet være den samme, hvad enten bibeskæftigelsen udføres i staten eller
udenfor.
Vurderingen bør baseres på,
om bibeskæftigelsen er forenelig med de til tjenestemandsstillingen knyttede
pligter. Dette er i relation til bibeskæftigelse uden for staten en ændring i
forhold til formuleringen i lønnings- og pensionslovens § 44, stk. 1, der
kræver, at beskæftigelsen skal være forenelig med pligterne som tjenestemand.
Heri ligger der næppe nogen større ændring, men det tjener til at
understrege,
at vurderingen skal foretages på grundlag af den konkrete stilling,
tjenestemanden beklæder. Udfaldet kan derfor blive forskelligt, når
vurderingen
af den samme beskæftigelse skal foretages i relation til forskellige
stillinger. Ændringen vil desuden præcisere, at det er på samme grundlag, man
skal vurdere, om en beskæftigelse er forenelig med den samvittighedsfulde
udførelse af tjenestepligterne, og om beskæftigelsen er forenelig med den
nødvendige agtelse og tillid. Den sidstnævnte bedømmelse skal allerede efter
lønnings- og pensionslovens § 44, stk. 1, foretages i relation til
stillingen.
Med hensyn til den linie,
som fremtidig bør følges ved vurderingen af beskæftigelser ved siden af
tjenestemandsstillingen, er det kommissionens opfattelse, at der ikke længere
er rimelig grund til at opretholde den generelt tilbageholdende praksis over
for tjenestemændene.
Der må i denne forbindelse
også tages hensyn til, at den gradvise nedsættelse af arbejdstiden gør det
muligt for ansatte såvel i som uden for staten at varetage andre
beskæftigelser, uden at det behøver at influere på hovedbeskæftigelsen.
...
Kommissionen finder tillige
anledning til at bemærke, at styrelsernes mulighed for at gribe ind over for
tjenestemænds bibeskæftigelse, som ikke skønnes forenelig med kravene i de
respektive stillinger, ikke forringes ved den foreslåede ændring af
tjenestemandsloven. Der vil fortsat være adgang til at skride ind over for
bibeskæftigelse, som ikke bør varetages samtidig med en
tjenestemandsstilling,
og denne adgang vil også bestå, selv om en styrelse tidligere på forespørgsel
har bifaldet en bibeskæftigelse, såfremt en senere udvikling har ændret
grundlaget for den tidligere vurdering.
Som anført ovenfor finder
kommissionen, at der fremtidig principielt bør følges samme retningslinier
ved
vurderingen af beskæftigelse ved siden af tjenestemandsstillingen, hvad enten
bibeskæftigelsen udføres i staten eller uden for. I praksis må det dog
antages,
at hensynet til den samvittighedsfulde udøvelse af de til
tjenestemandsstillingen knyttede pligter og den for stillingen nødvendige
agtelse og tillid hyppigere vil stille sig i vejen for en beskæftigelse uden
for staten end inden for.
Man kan dog ikke se bort
fra, at der kan opstå tilfælde, hvor en tjenestemand ved siden af stillingen
påtager sig andet arbejde for staten, som antager et omfang, der gør det
vanskeligt for ham at bestride stillingen med tilstrækkelig
samvittighedsfuldhed. Det kan også forekomme, at en tjenestemand i kraft af
den
indsigt, han har opnået i sin hovedstilling, ønsker at påtage sig opgaver i
styrelser,
som enten er overordnede eller underordnede i forhold til hans egen. Ved
vurderingen af en sådan bibeskæftigelse må man være opmærksom på, at den
sikkerhed for uvildig behandling af sager gennem flere instanser, som er
foreskrevet
i en række sager, og som
adgangen til administrativ rekurs bygger på, ikke må kunne undergraves på
denne
måde. Der kan således være grundlag for indskriden mod bibeskæftigelse i
staten
ikke alene som følge af dens omfang, men også på grund af dens karakter.
...’
Finansministeriets
Personaleadministrative Vejledning kapitel 17, afsnit 38, indeholder bl.a.
følgende:
’Bibeskæftigelse
38. Ifølge TL § 17 kan en
tjenestemand have beskæftigelse ved siden af sin tjenestemandsstilling
(bibeskæftigelse) ’for så vidt og i det omfang, det er foreneligt med
den
samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede
pligter
og den for stillingen nødvendige agtelse og tillid’.
Der gælder ikke – som før
tjenestemandsloven fra 1969 – nogen pligt for tjenestemanden til at
anmelde
bibeskæftigelse; men det antages, at arbejdsgiverens almindelige ledelsesret
indebærer, at ansættelsesmyndigheden kan fastsætte anmeldelsespligt for
enkelte
grupper af tjenestemænd.
I tjenestemandskommissionens
betænkning er det forudsat, at der i relation til § 17 skal foretages en
konkret
vurdering af, om
bibeskæftigelsen er i strid med værdighedskravet, vil lægge for stort beslag
på
tjenestemandens arbejdskraft eller vil indebære risiko for
interessekonflikter.
Der kan derfor ikke fastsættes regler, der generelt udelukker grupper af
tjenestemænd fra at tage bibeskæftigelse.
’
Cirkulæret om løn- og
ansættelsesvilkår for kirke- og kirkegårdsfunktionærer og regulativet for
stillingen som organist ved (X) og (Y) Kirker indeholder ikke bestemmelser om
adgangen til beskæftigelse ved siden af stillingen som organist.
Grundlaget for
Kirkeministeriets retsopfattelse er således udelukkende de retningslinier
svarende til tjenestemandslovens § 17 der antages at gælde for ansatte på
tjenestemandslignende vilkår,
samt den
regel der i ministeriets praksis er udviklet i tilknytning til
tjenestemandslovens § 17 hvorefter en organist der er lønnet efter
lønrammesystemet, ikke må have en beskæftigelsesgrad på over 115 pct. af
fuldtidsbeskæftigelse. Endvidere har Kirkeministeriet henvist til et
arbejdstidsmålingssystem for organister.
c. Grundsætningen om forbud mod ’skøn under regel’
Ud over de nævnte regler
indgår de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger i retsgrundlaget i
sagen. En af de forvaltningsretlige grundsætninger angår forvaltningens
mulighed for at opstille interne regler der regulerer skønsudøvelsen, og den
betegnes i almindelighed som forbudet mod ’skøn under regel’.
Spørgsmålet er om
Kirkeministeriets administrative praksis er i overensstemmelse med denne
grundsætning.
Grundsætningen om forbud mod
’skøn under regel’ er omtalt flere steder i den juridiske
litteratur. Af Jens
Garde mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udg. (1997), s. 221f,
fremgår bl.a. følgende:
’Det problem, der skal
behandles i det følgende, er spørgsmålet om, i hvilket omfang der ved
udstedelse
af forvaltningsakter, der i større eller mindre omfang kan karakteriseres som
skønsmæssige, dvs. hvor der ikke er fastsat (udtømmende) regler ved lov eller
anordning, er pligt til at underkaste den enkelte sag en individuel
vurdering.
Eller omvendt: I hvilket omfang er forvaltningen berettiget til at regulere
skønnet ved interne regler?
Især det hensyn til
konsekvens i forvaltningens afgørelser, som kan udledes af
lighedsgrundsætningen,
og hensynet til forudseelighed taler for anvendelse af interne regler som
indeholder retningslinier for sagens behandling og afgørelse. Behovet er
særligt udtalt, hvor den pågældende forvaltningsmyndighed træffer afgørelse i
et stort antal enkeltsager, som det især er tilfældet på det lokale og
regionale niveau. Administrative hensyn taler naturligvis også for, at
sagsbehandlingen forenkles mest muligt gennem anvendelse af interne regler.
Lovgivningsmagtens
overladelse af skøn til forvaltningen medfører imidlertid også en
forpligtelse
til at inddrage relevante saglige hensyn i den skønsmæssige afvejning. Dette
er
baggrunden for den tidligere omtalte spænding mellem på den ene side hensynet
til lighed og regelmæssighed og på den anden side hensynet til tilpasning af
forvaltningsafgørelsen til den konkrete situation.
I hvilket omfang og på
hvilke områder der således er tale om et
pligtmæssigt
skøn
, beror på fortolkning. Hvor der ikke er udtrykkelig lovhjemmel for
fastsættelse af retningslinier, og hvor en fortolkning af lovgrundlaget ej
heller i øvrigt giver konkrete holdepunkter for en løsning af problemet, må
udgangspunktet principielt være en vurdering af, med hvilken vægt de
ovennævnte
hensyn gør sig gældende på det pågældende område. Der gælder dog en
formodning imod, at skønnet helt kan
afskæres, og formentlig også imod egentlige begrænsninger af skønnet
,
f.eks. gennem opstilling af ufravigelige (positive eller negative)
betingelser,
således at der kun bliver tale om et skøn med hensyn til forvaltningsaktens
udstedelse, når disse betingelser er opfyldt. Der er dog en vis usikkerhed om
grundsætningens nærmere rækkevidde, som bl.a. skyldes, at der først i de
senere
år er afsagt domme, som underkender forvaltningsafgørelser som følge af
manglende individuel bedømmelse, hvorimod ombudsmanden i en længere årrække
konsekvent har lagt den til grund i sin praksis.
Formodningen omfatter i
øvrigt kun afskæringsregler eller egentlige begrænsningsregler. Der er
således
intet i vejen for, at interne regler
anvendes som et vejledende udgangspunkt for skønnet. Afgørende er, om
myndighederne er sig bevidst, at der kan gøres fravigelser, og at reglerne
ikke
anvendes så mekanisk, at den individuelle vurdering af sagerne i
virkeligheden
er bortfaldet.’
I Jon Andersen mfl.,
Forvaltningsret (1994), s. 246f, er bl.a. anført følgende:
’Skøn under regel
Interne regler, som
(udtømmende) opregner de kriterier, der skal lægges til grund, kan have den
konsekvens, at lovlige kriterier afskæres fra at blive taget i betragtning i
det enkelte tilfælde. Anvendelse af sådanne hjemmelavede regler har mange
fordele; det er lettere at træffe afgørelse på grundlag af regler end at
skønne
individuelt. Regler imødekommer behovet for forudsigelighed og giver dermed
borgerne mulighed for at indrette sig, ligesom de mindsker risikoen for
usaglig
forskelsbehandling. Begrænsnings- og afskæringsregler kan imidlertid
kollidere
med det underliggende retsgrundlag. Hvis den upræcist beskrevne beføjelse må
anses for overladt forvaltningen med henblik på, at der i hver enkelt
tilfælde
skal foretages en individuel vurdering, kan der foreligge en normkonflikt. Om
dette er tilfældet, beror i sidste ende på en fortolkning af henholdsvis
hjemmelsgrundlaget og den interne regel. Hvis retsgrundlaget ikke giver
holdepunkter for slutninger, må egentlige
afskæringsregler
og regler, der begrænser skønnet kraftigt, som udgangspunkt anses for
ulovlige.
Om en begrænsningsregel i øvrigt er lovlig, beror på reglens udformning og
baggrund, behovet for standardisering af sagsbehandlingen på det pågældende
område samt afgørelsernes art.’
Jeg henviser endvidere til
Bent Christensen, Forvaltningsret, Opgaver, Hjemmel, Organisation, 2. udg.
(1997), s. 163ff, og til Per Sørensens artikel i Ugeskrift for Retsvæsen,
1993,
afd. B, s. 224ff.
Den forvaltningsretlige
grundsætning om forbud mod ’skøn under regel’ er lagt til grund
både i
ombudsmandspraksis og retspraksis.
I en sag gengivet i
Folketingets Ombudsmands beretning for 1974, s. 103f*, udtalte ombudsmanden
således at det ikke kunne anses for foreneligt med Undervisningsministeriets
bekendtgørelse om betingelser for adgang til studierne på Roskilde
Universitetscenter at ministeriet generelt udelukkede personer under 25 år
fra
dispensation.
I en sag om udstedelse af
kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i stor bil, som er gengivet i
Folketingets Ombudsmands beretning for 1994*, s. 360ff, blev der generelt i
alle sager givet afslag til ansøgere der havde insulinbehandlet sukkersyge.
Trafikministeriet foretog ingen konkret vurdering af de lægelige oplysninger
i
de enkelte sager, men satte ved den fastlagte praksis skøn under regel. Dette
fandt jeg meget kritisabelt.
Den forvaltningsretlige
grundsætning om forbud mod ’skøn under regel’ gælder også i
afskedigelsessager.
Jeg henviser til Kaj Larsen,
Forvaltningsret (1994), s. 171. Endvidere henvises der til Jørgen Mathiassen,
Forvaltningspersonellet 2. udg. (2000), s. 157f.
Det må således antages at
anvendelse af princippet om ’sidst ind – først ud’ (SIFU) i
afskedigelsessager
vil være en ulovlig begrænsning af skønnet hvis dette alene anvendes som
kriterium for afsked. Jeg henviser bl.a. til Folketingets Ombudsmands
beretning
for 1990, s. 389*. Ligeledes har Højesteret i en dom af 13. december 1994 som
er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen, 1995, s. 177ff, lagt til grund at
afskedigelser ikke må ske alene ved anvendelse af et anciennitetsprincip.
Som det fremgår, indebærer
grundsætningen om forbud mod ’skøn under regel’ ikke at alle former
for interne
regler om udøvelsen af skøn kan anses for retsstridige. Når den pågældende
lovbestemmelse må forstås sådan at der skal foretages en individuel afvejning
af de relevante hensyn, er det navnlig interne regler der afskærer eller i
væsentlig grad begrænser afvejningen som må anses for retsstridige. Som
eksempel herpå kan, ud over de ovennævnte sager angående
’SIFU-princippet’,
nævnes sagen gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1977, s. 537*.
Ombudsmanden udtalte bl.a. at han ikke fandt grundlag for at kritisere at
Adoptionsnævnet i en cirkulæreskrivelse fastlagde visse generelle
retningslinier for godkendelse af adoptanter, men at det var af afgørende
betydning for den retlige forsvarlighed af cirkulæreskrivelsen og dens
anvendelse at retningslinierne alene blev betragtet som vejledende.
I visse tilfælde hvor
administrative hensyn, behovet for forudsigelighed og lighedsbetragtninger er
særlig betydningsfulde, må interne regler der begrænser skønsafvejningen,
anses
for lovlige. Som eksempel kan nævnes Højesterets dom af 26. januar 1993 som
er
gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen, 1993, s. 307ff. Ved dommen blev det
accepteret at forvaltningen havde fastsat interne regler for tildeling af
bevillinger til hyrekørsel hvorefter vognmænd for at komme i betragtning
skulle
dokumentere at de i det foregående kalenderår havde indkørt et beløb på
mindst
220.000 kr. med den første vogn og 440.000 kr. med hver efterfølgende vogn. I
den bekendtgørelse som regulerede området, var fastsat at bevilling skulle
gives til den efter kommunalbestyrelsens skøn bedst kvalificerede ansøger, og
at kommunalbestyrelsen ved udøvelsen af sit skøn bl.a. skulle lægge vægt på
den
erfaring som den enkelte ansøger havde erhvervet gennem tidligere
beskæftigelse
som chauffør eller vognmand inden for erhvervsmæssig personbefordring. I den
pågældende sag skulle et begrænset antal bevillinger (ca. 75) fordeles mellem
273 ansøgere.
d. Kirkeministeriets administrative praksis
Kirkeministeriet har som
nævnt givet udtryk for at reglen om en beskæftigelsesgrad på højst 115
pct.
er en saglig og rimelig målestok
for dels om en organist er i stand til samvittighedsfuldt at udøve de til
tjenestemandsstillingen knyttede pligter, dels om en bibeskæftigelse er
forenelig med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid. Da varig
overbeskæftigelse af betydeligt omfang erfaringsmæssigt er uforenelig med en
samvittighedsfuld udførelse af organistarbejdet, er det efter ministeriets
opfattelse nødvendigt med en overgrænse for den samlede beskæftigelsesgrad.
Ministeriet har endvidere henvist til at denne regel medvirker til at
forhindre
forskelsbehandling.
Jeg forstår det af
Kirkeministeriet anførte således at der er tale om en generel regel der
ufravigeligt finder anvendelse i alle sager om bibeskæftigelse for organister
der lønnes efter lønrammesystemet, herunder organister ansat på
tjenestemandslignende vilkår. Reglen indebærer en begrænsning af
skønsudøvelsen
idet der kun foretages en afvejning af de hensyn som har betydning ved
bedømmelsen
af bibeskæftigelse hvis den samlede beskæftigelsesgrad ikke overstiger 115
pct.
I tjenestemandslovens § 17
og i lovens forarbejder er det imidlertid forudsat at der ved afgørelse af
sager om tjenestemænds bibeskæftigelse foretages en konkret vurdering af om
bibeskæftigelsen i hvert enkelt tilfælde er forenelig med den
samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede
pligter
og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid.
Som det fremgår af
bemærkningerne til lovforslaget, ønskede man med lovens § 17 at liberalisere
bestemmelserne om tjenestemænds adgang til bibeskæftigelse således at der ved
vurderingen af om en bibeskæftigelse kunne tillades, skulle tages stilling
til
de nævnte to hovedhensyn.
At der skal foretages en
konkret vurdering for hver enkelt stilling, fremgår ligeledes af
tjenestemandskommissionens
betænkning. Det udtales således i betænkningen at udgangspunktet i
vurderingen
af bibeskæftigelse må være om bibeskæftigelsen efter omfang og karakter er
forenelig med de nævnte hovedhensyn. Det fremgår videre at denne vurdering
skal
foretages på grundlag af tjenestemandens konkrete stilling, og at udfaldet af
denne vurdering derfor kan blive forskelligt i relation til forskellige
stillinger.
I Finansministeriets
Personaleadministrative Vejledning er det ligeledes fremhævet at der skal
foretages
en konkret vurdering af om bibeskæftigelsen er i strid med værdighedskravet,
vil lægge for stort beslag på tjenestemandens arbejdskraft eller vil indebære
risiko for interessekonflikter.
Også efter den tidligere
tjenestemandslov skulle der i sager om tjenestemænds bibeskæftigelse
foretages
et samlet skøn over de foreliggende omstændigheder i hver enkelt sag, jf.
f.eks. sagen gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1959, s. 140*.
Dog var praksis som nævnt mere tilbageholdende end efter den nugældende lov,
og
tjenestemanden skulle på forhånd anmelde bibeskæftigelsen over for
ansættelsesmyndigheden.
Der er således klare
holdepunkter for at antage at forvaltningen har pligt til at udøve et
individuelt skøn i hver sag. Det må antages at der for ansatte på
tjenestemandslignende vilkår gælder en tilsvarende forudsætning om at der ved
afgørelsen af sager om bibeskæftigelse foretages en konkret vurdering af om
bibeskæftigelsen i hvert enkelt tilfælde er forenelig med den
samvittighedsfulde udøvelse af de til stillingen knyttede pligter og med den
for stillingen nødvendige agtelse og tillid.
Hertil kommer at det
forvaltningsområde som denne sag angår, bibeskæftigelse for organister ansat
som tjenestemænd eller på tjenestemandslignende vilkår, efter min opfattelse
ikke har en karakter hvor behovet for enkle og klare regler er særlig
fremtrædende. Der er således ikke oplysninger i sagen om at forvaltningen
skal
træffe afgørelse i et stort antal sager, og der er ikke tale om sager hvor
flere borgere konkurrerer indbyrdes. Tværtimod må det antages at et
menighedsråd under normale omstændigheder kun med års mellemrum vil skulle
træffe afgørelse i en sag af denne art. Hverken administrative hensyn,
behovet
for forudsigelighed eller lighedsbetragtninger kan således siges at
nødvendiggøre Kirkeministeriets administrative praksis.
Kirkeministeriet har
yderligere som grundlag for sin praksis henvist til
arbejdstidsmålingssystemet
for organister. Ministeriet har anført at forberedelsesforpligtelser er
indregnet
heri, og at det derfor ikke tillader varig overbeskæftigelse af betydeligt
omfang. Ministeriet har oplyst at der afsættes 3 points for en højmesse,
svarende til 6-7 arbejdstimer, og at der afsættes 30 points for en koncert,
svarende til 60-70 arbejdstimer. Ministeriet har i den forbindelse anført at
der ved varig overbeskæftigelse af betydeligt omfang er fare for at der
’spares’ på forberedelsen.
Efter min opfattelse kan et
sådant arbejdstidsmålingssystem ikke danne hjemmel for Kirkeministeriets
administrative
praksis og den heraf følgende afskedigelse. Jeg er derimod enig i at det ved
afgørelsen
af om bibeskæftigelse kan tillades, skal tages i betragtning om
bibeskæftigelsen har en art og et omfang der ikke harmonerer med den
pågældende
persons varetagelse af den organiststilling hvorom der er tale.
Kirkeministeriet har desuden fremført at
skiftende regeringer har ønsket at dæmme op for ’dobbeltjobberi’
inden for det
offentlige. En principiel holdning af denne art er efter min opfattelse
relevant
for den generelle udformning af personalepolitikken inden for det offentlige,
men uden støtte i retskilderne kan den ikke tillægges betydning ved
fastlæggelse af en borgers retsposition i et bestemt forhold.
Ved Kirkeministeriets
generelle og ufravigelige anvendelse af den interne regel om en
beskæftigelsesgrad
på højst 115 pct. begrænses afvejningen af de hensyn der er nævnt i
tjenestemandslovens § 17, så den kun foretages i sager hvor
beskæftigelsesgraden er lavere. Denne praksis kan ikke anses for at være i
overensstemmelse med tjenestemandslovens § 17 og denne bestemmelses
forarbejder
eller med de tilsvarende retningslinier for ansatte på tjenestemandslignende
vilkår således som disse regler må fortolkes i lyset af den
forvaltningsretlige
grundsætning om forbud mod ’skøn under regel’.
e. Afskedigelsen af (A)
Kirkeministeriets breve af
14. april og 17. oktober 1997 indeholdt ikke en konkret vurdering af om
(A)’s
bibeskæftigelse ved ( ) Skole var forenelig med den samvittighedsfulde
udøvelse
af de til organiststillingen knyttede pligter og med den for stillingen
nødvendige agtelse og tillid. Det var heller ikke i brevene anført at de to
menighedsråd som ansættelsesmyndighed skulle foretage en sådan vurdering.
Kirkeministeriet konstaterede alene at (A)’s beskæftigelsesgrad
overskred den
grænse som var fastsat i ministeriets administrative praksis, og gav udtryk
for
at så længe det var tilfældet, kunne hun ikke varetage stillingen som
organist.
Dette anser jeg for meget kritisabelt.
(X) og (Y) Menighedsråd har
som begrundelse for afskedigelsen henvist til at (A) ikke havde opfyldt sit
løfte om at nedsætte sin beskæftigelsesgrad. Det må imidlertid antages at
årsagen til at (A) i brevet af 16. april 1997 meddelte at hun fra skoleåret
1997-98 ville nedsætte sin beskæftigelse ved (Z) Kommune, alene var at
Kirkeministeriet i brevet af 14. april 1997 havde meddelt at hun ikke kunne
varetage stillingen som organist så længe hendes samlede beskæftigelsesgrad
lå
over 115 pct., og dette må have stået klart for menighedsrådene. Den
omstændighed at (A) ikke opfyldte tilsagnet, kan derfor ikke tillægges
selvstændig betydning for bedømmelsen af om afskedigelsen var berettiget.
I forbindelse med
afskedigelsen foretog menighedsrådene ikke en konkret vurdering af om
(A)’s
ansættelse som lærer ved (Z) Kommune var forenelig med de retningslinier
svarende til tjenestemandslovens § 17 som gælder for ansatte på
tjenestemandslignende vilkår. Der blev alene lagt vægt på at (A) ikke havde
opfyldt sit løfte om at nedsætte beskæftigelsesgraden, og på at
beskæftigelsesgraden
overskred den grænse som var fastsat i ministeriets administrative praksis.
Som nævnt kan
Kirkeministeriets administrative praksis ikke anses for at være i
overensstemmelse
med tjenestemandslovens § 17 og således heller ikke med de retningslinier
svarende til tjenestemandslovens § 17 som gælder for ansatte på
tjenestemandslignende vilkår. Denne praksis kunne derfor ikke danne grundlag
for menighedsrådenes afgørelse.
Jeg har ved min bedømmelse
af (X) og (Y) Menighedsråds behandling af sagen tillagt det betydning at
Kirkeministeriet flere gange havde udtalt at (A) ikke kunne være ansat som
organist med en samlet beskæftigelsesgrad over 115 pct., og at
menighedsrådene
måtte kunne gå ud fra at Kirkeministeriets udtalelser var i overensstemmelse
med lovgivningen. Endvidere har jeg tillagt det betydning at Provstiudvalget
for (Q) Provsti med henblik på at få menighedsrådene til at følge
Kirkeministeriets
administrative praksis havde nedsat kontiene for løn til organist og vikar
for
organist i de to menighedsråds budgetter. På den baggrund har jeg ikke
tilstrækkeligt grundlag for at formulere min opfattelse som en kritik af
menighedsrådene.
Ved vurderingen af om (A)’s
ansættelse som lærer var forenelig med de retningslinier svarende til
tjenestemandslovens § 17 som gælder for ansatte på tjenestemandslignende
vilkår, måtte der efter min opfattelse lægges vægt på at (X) og (Y)
Menighedsråd som ansættelsesmyndighed ved flere lejligheder havde
tilkendegivet
at (A)’s ansættelse som lærer efter deres vurdering var forenelig med
hendes
ansættelse som organist.
Bl.a. fremgår det af
referatet fra mødet den 27. januar 1998 at (A)’s beskæftigelse som lærer
efter
menighedsrådenes konkrete vurdering ikke gik ud over hendes ansættelse som
organist.
Det fremgår endvidere at der ikke havde været problemer med at få tjenesterne
ved kirkerne dækket, og at menighedsrådene havde været tilfredse med den måde
(A) passede sit arbejde som organist på. Endvidere fremgår det at
menighedsrådene havde skønnet det forsvarligt at ansætte (A). Der er ikke
oplysninger
om at menighedsrådenes vurdering af disse spørgsmål havde ændret sig i tiden
inden afskedigelsen.
Jeg bemærker desuden at (Z)
Kommune som ansættelsesmyndighed mente at (A)’s ansættelse som organist
ved de
to kirker var forenelig med hendes tjenestemandsstilling som lærer ved ( )
Skole.
(X) og (Y) Menighedsråd har
gjort gældende at (Z) Kommunes udtalelse om dette spørgsmål er tilblevet på
baggrund af en udtalelse fra skoleinspektøren ved ( ) Skole der måtte anses
for
inhabil i sagen. Spørgsmålet om hvorvidt der forelå inhabilitet, afgøres
imidlertid af (Z) Kommune i henhold til forvaltningsrettens almindelige
regler.
Hvis de to menighedsråd havde den opfattelse at der forelå omstændigheder der
kunne medføre inhabilitet, måtte de rette henvendelse til kommunen.
Et særligt spørgsmål i sagen
drejer sig om det forhold at myndighederne ved ansættelsen af (A) var bekendt
med at hun allerede havde ansættelse som lærer.
Kirkeministeriet har i
udtalelsen af 14. december 1999 anført at (X) og (Y) Menighedsråd samt
Stiftsøvrigheden over (V) Stift ved ansættelsen af (A) var bekendt med at hun
var ansat som lærer ved (Z) Kommune. Det anføres videre i udtalelsen at
menighedsrådene og stiftsøvrigheden ikke var bekendt med Kirkeministeriets
administrative praksis på området og det kriterium ministeriet i første række
lægger vægt på ved vurderingen af om en organists bibeskæftigelse er i strid
med tjenestemandslovens § 17.
(X) og (Y) Menighedsråd har
i udtalelsen af 11. januar 2000 anført at menighedsrådene var bekendt med
(A)’s
ansættelse som lærer, men ikke med omfanget heraf. Endvidere har
menighedsrådene
anført at det først var ved provstiudvalgets breve at menighedsrådene blev
klar
over at der var tale om en konflikt med hensyn til beskæftigelsesgraden.
Menighedsrådene har endvidere henvist til at Stiftsøvrigheden over (V) Stift
hævder at have været ubekendt med forholdene på ansættelsestidspunktet.
Jeg lægger på baggrund af
det ovenfor anførte til grund at – i hvert fald – (X) og (Y)
Menighedsråd som
ansættelsesmyndighed allerede ved ansættelsen af (A) var bekendt med at hun
var
ansat som lærer ved (Z) Kommune. Menighedsrådene var imidlertid som
ansættelsesmyndighed ikke bekendt med at (A)’s beskæftigelsesgrad var i
strid
med Kirkeministeriets administrative praksis. Afskedigelsen var således ikke
begrundet i at der efterfølgende var fremkommet nye oplysninger om (A)’s
beskæftigelse som lærer, og som nævnt foreligger der ikke oplysninger om at
menighedsrådene skulle have ytret utilfredshed med den måde hvorpå (A)
varetog
sin stilling som organist.
Der er ikke oplysninger om
at (A) ved ansættelsen fortav oplysninger om sin ansættelse i (Z) Kommune.
Det
må derfor lægges til grund at det alene beroede på menighedsrådene at de ikke
kendte omfanget af (A)’s beskæftigelse ved (Z) Kommune. At
menighedsrådene ikke
kendte Kirkeministeriets administrative praksis, beroede også på
menighedsrådene. I medfør af det almindelige forvaltningsretlige princip om
sagsoplysning var menighedsrådene forpligtet til at fremskaffe de fornødne
oplysninger om sagens faktiske og retlige grundlag inden de traf afgørelse om
at ansætte (A).
I forbindelse med sager om
tilbagekaldelse og ændring af forvaltningsafgørelser antages det normalt som
den klare hovedregel at der ikke er adgang til at foretage tilbagekaldelse af
en tidligere udstedt begunstigende afgørelse hvis myndighedens ønske herom
bygger på en ren omvurdering af de faktiske oplysninger som forelå for
myndigheden da den traf sin første afgørelse. Jeg henviser til Karsten
Revsbech
mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udg. (1997), s. 446ff, og
Karsten
Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 628f.
Afgørelsen om at afskedige
(A) var en ny selvstændig afgørelse og ikke en tilbagekaldelse af den
tidligere
afgørelse om at ansætte hende. Reglerne om tilbagekaldelse og ændring af
forvaltningsafgørelser kan derfor ikke anvendes i denne sag. Det må dog
antages
at synspunkter svarende til dem der danner grundlag for reglerne om
tilbagekaldelse og ændring af forvaltningsafgørelser, må tillægges betydning
i
en situation som den foreliggende hvor en medarbejder er blevet afskediget på
grund af forhold der forelå allerede på ansættelsestidspunktet. Ved
bedømmelsen
af om afskedigelsen var retmæssig, må der således lægges vægt på at
menighedsrådene ved ansættelsen havde eller burde have kendskab til
(A)’s
beskæftigelse som lærer og omfanget af denne beskæftigelse og derfor burde
have
taget denne beskæftigelse i betragtning da (A) blev ansat. Jeg henviser til
Vestre Landsrets dom af 9. oktober 1998, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen
1999, s. 172f.
Samlet anser jeg det for
meget kritisabelt at Kirkeministeriets bedømmelse af sagen begrænsede sig til
at fastslå at (A)’s beskæftigelsesgrad overskred den grænse som var
fastsat i
ministeriets administrative praksis, og at ministeriet ikke udtalte at de to
menighedsråd skulle foretage en konkret vurdering af om (A)’s
beskæftigelse ved
( ) Skole var forenelig med den samvittighedsfulde udøvelse af de til
organiststillingen
knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid.
Desuden skulle (X) og (Y) Menighedsråd have foretaget denne vurdering i
forbindelse med afgørelsen om at afskedige (A). Endvidere er det min
opfattelse
at det ved bedømmelsen af om afskedigelsen var retmæssig, ud over det
allerede
nævnte må tages i betragtning
at
de
to menighedsråd efter de foreliggende oplysninger anså (A)’s
beskæftigelse som
lærer som forenelig med organiststillingen, og
at
menighedsrådene ved ansættelsen havde eller burde have kendskab
til (A)’s beskæftigelse som lærer og omfanget af denne beskæftigelse.
2. Partshøring og begrundelse
Forvaltningsloven (lov nr.
571 af 19. december 1985 med senere ændring) gælder for behandlingen af sager
hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed,
jf.
lovens § 2, stk. 1. Det er almindeligt antaget at loven finder anvendelse i
sager om ansættelse og afskedigelse af offentligt ansatte og i andre sager
hvor
en myndighed kan siges at træffe afgørelse i forhold til en ansat.
a. Partshøring
Forvaltningslovens
indeholder i § 19 følgende bestemmelse om partshøring:
’
§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort
parten
bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Myndigheden
kan fastsætte en frist for afgivelsen af nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
det efter oplysningernes karakter og sagens
beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det
foreliggende grundlag,
udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt
frist for sagens afgørelse,
partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,
findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private
interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i
kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,
den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt
kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af
oplysningerne
for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller
der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer
parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte
afgørelse
og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.
Stk. 3.
Vedkommende minister kan efter forhandling med
justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor
bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse,
ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk. 1.’
I rets- og
ombudsmandspraksis er det antaget at bestemmelsen i forvaltningslovens § 19
suppleres med en ulovbestemt regel om partshøring i sager om uansøgt afsked
mv., jf. Kaj Larsen og Jon Andersen, Forvaltningsret (1994), s. 164f og
347ff,
samt Jon Andersens og
Elizabeth Bøggild
Nielsens artikel i Ugeskrift for Retsvæsen, 1999, afd. B, s. 29. Jeg henviser
desuden til Højesterets dom af 12. maj 1999, trykt i Ugeskrift for Retsvæsen,
1999, s. 1337.
Reglen antages at gælde i
sager om uansøgt afsked mv. på et grundlag der indeholder bebrejdelser eller
kritik imod den ansatte, eller hvis afskedigelsen er begrundet med uegnethed.
Efter reglen bør der inden afskedigelser sker, i sådanne sager i
almindelighed
gives den ansatte en redegørelse der efter omstændighederne bør være
skriftlig,
for grundlaget for den påtænkte afskedigelse; der sigtes hermed til en
redegørelse der angiver de forhold fra den pågældendes side der lægges vægt
på,
samt den retlige bedømmelse af disse forhold, og som – for så vidt der
foreligger bevismæssige spørgsmål – angiver det bevismæssige grundlag
for at de
pågældende forhold antages at foreligge. Endvidere bør der gives den
pågældende
lejlighed til derefter at fremkomme med en udtalelse der kan indgå i
grundlaget
for afskedigelsesmyndighedens endelige
stillingtagen.
Af (X) og (Y) Menighedsråds
partshøringsbrev af 17. juni 1999 fremgår at grundlaget for at indlede en
afskedigelsessag var at (A) ikke – som menighedsrådene havde regnet med
– havde
opfyldt sit løfte om at gå ned i beskæftigelsesgrad sådan at hun kunne
opfylde
Kirkeministeriets krav til ansættelse. Menighedsrådene henviste i den
forbindelse til at ansættelsen af (A) ikke havde kunnet godkendes hverken af
Provstiudvalget for (Q) Provsti eller Kirkeministeriet der tre gange havde
udtalt at hun ikke kunne være ansat ved kirkerne på grund af sin
beskæftigelsesgrad.
Der er ikke i
partshøringsbrevet henvist til retningslinier svarende til
tjenestemandslovens
§ 17. Endvidere er det ikke gjort klart om (A)’s beskæftigelsesgrad af
menighedsrådene blev betragtet som et forhold der kunne foranledige
diskretionær afskedigelse, eller som et forhold der kunne begrunde en
disciplinær afskedigelse. Der er dermed ikke i partshøringsbrevet foretaget
en
retlig kvalifikation af sagens faktum.
Kirkeministeriets breve
henholdsvis af 14. april og 17. oktober 1997 samt 8. januar 1998 var ikke
vedlagt partshøringsbrevet, men (A) havde forud for partshøringsbrevet
modtaget
kopi af ministeriets brev af 14. april 1997. Kirkeministeriet havde desuden
den
17. februar 1999 i anledning af klagen fra Dem meddelt at ministeriet ved
brev
af 14. april 1997 havde fastslået at Deres klient ikke kunne varetage
stillingen som organist ved kirkerne så længe hendes samlede
beskæftigelsesgrad
var over 115 pct. Da Kirkeministeriets brev af 14. april 1997 ikke blev sendt
som led i den senere afskedigelsessag, kan den omstændighed at (A) havde fået
kopi af brevet, efter min opfattelse ikke anses for tilstrækkeligt til at
opfylde pligten for menighedsrådene til at redegøre for det retlige grundlag
for den påtænkte afskedigelse. Tilsvarende gælder Kirkeministeriets brev af
17.
februar 1999 til Dem. I øvrigt indeholdt brevene af 14. april 1997 og 17.
februar 1999 ikke en henvisning til retningslinier svarende til
tjenestemandslovens § 17, og det samme gjaldt det brev af 17. juli 1998 som
var
vedlagt brevet af 17. februar 1999 i kopi.
På det foreliggende grundlag
må det dog antages at (A) i det væsentlige var bekendt med det retsgrundlag
som
afskedigelsen hvilede på, men menighedsrådene burde have sørget for at
partshøringen blev foretaget i overensstemmelse med lovgivningens krav.
b. Begrundelse
Forvaltningsloven indeholder
i § 22 og § 24 følgende bestemmelser om begrundelse:
’
§ 22.
En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget
af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part
medhold.
§ 24.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
’
(A) fik meddelt afgørelsen
om afskedigelse i brevet af 20. juli 1999. Som begrundelse for afgørelsen
blev
det anført at menighedsrådene skulle følge Kirkeministeriets gældende
administrative praksis. Menighedsrådene henviste endvidere til at (A)’s
samlede
beskæftigelsesgrad var højere end 115 pct. Endvidere fremgår det at det var
af
væsentlig betydning for menighedsrådene at (A) holdt sit løfte om at gå ned i
beskæftigelsesgrad med henblik på at hendes ansættelse som organist kunne
blive
godkendt af Provstiudvalget for (Q) Provsti og af Kirkeministeriet.
Kravet om at begrundelsen
for afgørelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler i henhold til
hvilke afgørelsen var truffet, er kun delvis opfyldt. Menighedsrådene
henviste
til Kirkeministeriets praksis, men ikke til de retsregler som denne praksis
bygger på (eller burde bygge på), nemlig retningslinier svarende til
tjenestemandslovens § 17. Desuden fremgår det ikke om der var tale om en
disciplinær eller diskretionær afskedigelse.
Det er således min
opfattelse at begrundelsen ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24,
stk. 1. Jeg anser den mangelfulde begrundelse for beklagelig.
3. Sammenfatning
Sammenfattende er det min
opfattelse at der ikke i tjenestemandslovens § 17 eller retningslinier
svarende
til denne bestemmelse er hjemmel for Kirkeministeriets administrative
praksis.
Jeg anser det for meget kritisabelt at Kirkeministeriets bedømmelse af sagen
begrænsede sig til at fastslå at (A)’s beskæftigelsesgrad overskred den
grænse
som var fastsat i ministeriets administrative praksis.
Jeg har gjort
Kirkeministeriet bekendt med min opfattelse.
Jeg har henstillet at
Kirkeministeriet tager skridt til at omlægge sin praksis og nærmere meddeler
mig hvad ministeriet agter at foretage sig i den forbindelse.
Desuden skulle (X) og (Y)
Menighedsråd have foretaget en konkret vurdering af om (A)’s
beskæftigelse som
lærer var forenelig med den samvittighedsfulde udøvelse af de til
organiststillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige
agtelse og tillid. Under de særlige omstændigheder i sagen har jeg dog ikke
tilstrækkeligt grundlag for at formulere min opfattelse som en kritik af
menighedsrådene. Endvidere er det min opfattelse at det ved bedømmelsen af om
afskedigelsen var retmæssig, må tages i betragtning
at
de to menighedsråd efter de foreliggende oplysninger anså (A)’s
beskæftigelse som lærer som forenelig med organiststillingen, og
at
menighedsrådene ved ansættelsen havde
eller burde have kendskab til (A)’s beskæftigelse som lærer og omfanget
af
denne beskæftigelse.
Ydermere burde
menighedsrådene forud for den påtænkte afskedigelse have foretaget
partshøring
i overensstemmelse med lovgivningens krav. Jeg anser desuden den mangelfulde
begrundelse for beklagelig.
Jeg har gjort (X) og (Y)
Menighedsråd bekendt med min opfattelse.
Jeg har bedt menighedsrådene
om at underrette mig om hvad der videre sker i sagen.”
NOTER: (*) FOB 1974, s. 103,
FOB 1994, s. 360, FOB 1990, s. 389, 1977, s.
537 og
FOB 1959, s. 140.
Lignende dokumenter
- Landsskatteretskendelse Retsinformation · 22. februar 2002
- Vejledning om de forhandlingsregler, der gælder for tjenestemænd m.fl. ved folkekirkens kirker og kirkegårde Retsinformation · 27. august 1999
- Cirkulære om ophævelse af en række cirkulærer m.v. (Til stiftsøvrigheder, menighedsråd m.v.) Retsinformation · 14. december 2010
- Cirkulære om ophævelse af en række cirkulærer. (Til stiftsøvrigheder, menighedsråd m.v.) Retsinformation · 18. marts 2008
- Cirkulære om fremgangsmåden ved ansættelse i stillinger som kirke- og kirkegårdsfunktionær med tjenestemandsvilkår eller tjenestemandslignende vilkår. (Til stiftsøvrighederne) Retsinformation · 25. september 1997
- 2010 6-1 Afskedigelse af sognepræst. Tjenestemandslovens § 43 Retsinformation · 7. januar 2011