Spring til indhold

Retsinformation

Afskedigelse af organist på grund af bibeskæftigelse

FOU nr 2001.167UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afskedigelse af organist på grund af bibeskæftigelse

Det fremgik af sagen at A

den 30. juni 1996 søgte en tjenestemandslignende stilling som organist ved X

og

Y Kirker med en beskæftigelseskvote på 50 pct.

Ved brev af 24. juli 1996

skrev X og Y Menighedsråd til Stiftsøvrigheden over V Stift at rådene havde

besluttet at ansætte A som organist med virkning fra den 1. august 1996.

Stiftsøvrigheden beregnede

den 19. august 1996 på grundlag af de indsendte oplysninger lønkvoten for

organiststillingen ved X og Y Kirker til 70 pct.

Den 20. august 1996 bad

stiftsøvrigheden Provstiudvalget for Q Provsti om en udtalelse i anledning af

menighedsrådenes brev af 24. juli 1996 om ansættelse af A.

Provstiudvalget skrev den

21. august 1996 til stiftsøvrigheden at menighedsrådenes brev af 24. juli

1996

angående ansættelse af A ikke tidligere havde været forelagt for

provstiudvalget.

I brevet anførte provstiudvalget at det ikke af menighedsrådenes brev fremgik

at A var ansat som lærer ved Z Kommune. Provstiudvalget skrev endvidere at A

ifølge gældende regler ikke kunne ansættes i endnu en tjenestemandsstilling

eller tjenestemandslignende stilling. Hvis det skulle være muligt, måtte der

ansøges om en kombinationsstilling. Da der ikke havde været forhandlinger om

en

kombinationsstilling, kunne A alene ansættes som honorarlønnet organist.

Provstiudvalget fandt det desuden betænkeligt at beskæftigelseskvoten for

organiststillingen var opskrevet til 70 pct.

I et brev af 22. august 1996

bad Provstiudvalget for Q Provsti X og Y Menighedsråd om bl.a. at oplyse om

Læs alt

der

var indledt forhandlinger med A om en kombinationsstilling.

Stiftsøvrigheden over V

Stift tiltrådte den 27. august 1996 at A var ansat på tjenestemandslignende

vilkår som organist ved X og Y Kirker med virkning fra den 1. august 1996 med

en beskæftigelseskvote på 70 pct.

Den 28. august 1996 sendte

provstiudvalget stiftsøvrigheden kopi af sit brev af 22. august 1996 til X og

Y

Menighedsråd.

I et brev af 3. september

1996 skrev stiftsøvrigheden bl.a. følgende til provstiudvalget:

”Stiftsøvrigheden har ikke

været i besiddelse af de oplysninger, der er omtalt i provstiudvalgets brev

af

22. august 1996 til (X) menighedsråd, før den 29. august 1996, hvor man

modtager udvalgets brev af 28. august 1996. Ved brevets modtagelse den 29.

august 1996 var stiftsøvrighedens tiltrædelse af ansættelsens vilkår herunder

den beregnede beskæftigelsesgrad fremsendt til bl.a. menighedsrådene i (X) og

(Y) sogne og organisten og dennes organisation. Stiftsøvrigheden har derfor

ikke mulighed for at stille ansættelsen i bero, indtil evt. ændret

stillingsbeskrivelse foreligger.”

Den 4. september 1996 skrev

provstiudvalget på ny til stiftsøvrigheden. Provstiudvalget anførte bl.a. at

det var beklageligt at stiftsøvrigheden havde godkendt ansættelsen af A på

trods af at provstiudvalget den 21. august 1996 var kommet med indsigelser.

I et brev af 6. september

1996 skrev stiftsøvrigheden til provstiudvalget at stiftsøvrigheden ikke

havde

ment at der kunne gribes ind over for menighedsrådene i spørgsmålet om

A’s

dobbeltbeskæftigelse. Stiftsøvrigheden henviste i den forbindelse til

Kirkeministeriets brev af 23. februar 1995 angående en graver.

Ved et ansættelsesbrev af

29. september 1996 blev A med virkning fra den 1. august 1996 ansat som

organist ved X og Y Kirker på tjenestemandslignende vilkår. A’s

tjenesteforpligtelser var fastlagt i et særligt regulativ for stillingen som

organist ved X og Y Kirker.

Ved brev af 14. november

1996 rettede X og Y Menighedsråd henvendelse til Kirkeministeriet om sagen.

Provstiudvalget for Q

Provsti skrev den 21. november 1996 til Kirkeministeriet at der efter

provstiudvalgets

opfattelse ikke kunne ske en tilfredsstillende betjening når en person

bestred

stillinger med en beskæftigelsesgrad på i alt 150 pct. Provstiudvalget

henviste

i den forbindelse til dels at menighedsrådene havde ansat A med en

beskæftigelseskvote på 70 pct., dels at A var ansat som lærer ved Z Kommune i

en stilling med en beskæftigelseskvote på 80 pct.. I brevet bad

provstiudvalget

endvidere Kirkeministeriet om en udtalelse om hvorvidt man ved fremtidige

ansættelser i provstiet skulle se bort fra at en person tillige havde en

anden

stilling hvorved den samlede beskæftigelse kom op på en kvote der lå

betragteligt over 100 pct.

Den 20. december 1996 sendte

Stiftsøvrigheden over V Stift provstiudvalgets brev af 21. november 1996

videre

til Kirkeministeriet. Stiftsøvrigheden henviste til det i stiftsøvrighedens

brev af 6. september 1996 anførte om dobbeltbeskæftigelse.

Ved brev af 14. april 1997

skrev Kirkeministeriet til stiftsøvrigheden at ifølge administrativ praksis

på

organistområdet accepteredes ikke ansættelse med en samlet beskæftigelsesgrad

på over 115 pct. hvor en person var ansat både i og uden for folkekirken. A

kunne derfor ikke varetage stillingen som organist ved X og Y Kirker så længe

hendes samlede beskæftigelsesgrad oversteg 115 pct. Q Provstiudvalg, X og Y

Menighedsråd, Foreningen af Præliminære Organister og A modtog kopi af

ministeriets brev.

I et brev af 16. april 1997

skrev A bl.a. følgende til Stiftsøvrigheden over V Stift:

”I henhold til brev fra

Kirkeministeriet den 14. april angående min beskæftigelsesgrad som skolelærer

skal jeg hermed meddele, at jeg er ansat på deltid, hvilket betyder, at

graden

af min beskæftigelse varierer fra år til år. På det tidspunkt, hvor

stillingen

som organist ved (X) og (Y) Kirker blev opslået, var min arbejdsplan for

skoleåret 96/97 udarbejdet, det var derfor ikke muligt med så kort varsel at

sætte min beskæftigelsesgrad yderligere ned; det vil derimod ske i næste

skoleårs planlægning.”

I et brev af 19. juni 1997 bad Provstiudvalget for Q Provsti X og Y

Menighedsråd

om at oplyse hvad menighedsrådene havde gjort for at bringe A’s

ansættelsesforhold i orden. Provstiet henviste i den forbindelse til

Kirkeministeriets brev af 14. april 1997.

Provstiudvalget rykkede den 10. juli 1997 menighedsrådene for svar på brevet

af 19. juni 1997. Af brevet fremgår bl.a. følgende:

”Kirkeministeriet har

overfor provstiudvalget tilkendegivet, at det er provstiudvalget som udøver

legalitetskontrollen, ligesom både Kirkeministeriet og provstiudvalget har

tilkendegivet, at (A) ikke kan være ansat som organist, så længe hendes

samlede

beskæftigelsesprocent overstiger 115 pct.

Skoleforvaltningen ved (Z) Kommune har oplyst pr. telefon, at (A)’s

beskæftigelsesgrad for det kommende skoleår er 77,73 pct., hvilket giver en

samlet beskæftigelsesprocent på 147,73. Dette ligger en hel del ud over den

akceptable beskæftigelsesprocent på 115. (A) har altså ikke gjort noget

forsøg

på at tilpasse sig en beskæftigelsesgrad på 115 pct., sådan som hun lovede i

sin skrivelse til (V) Stift af 16.4.1997.

Såfremt menighedsrådene ikke inden 5. august 1997 skriftligt har

tilkendegivet overfor provstiudvalget, at der er indledt forhandlinger med

fagforeningerne og Skoleforvaltningen i (Z) kommune om en

kombinationsstilling

for (A), vil sagen endnu engang blive indbragt for Kirkeministeriet.”

X og Y Menighedsråd skrev den 29. juli 1997 til Provstiudvalget for Q

Provsti at menighedsrådene ville vende tilbage til sagen snarest muligt.

I et brev af 5. september 1997 skrev de to menighedsråd herefter følgende

til provstiudvalget:

”(X) og (Y) menighedsråd har på et fællesmøde den 3. september 1997

drøftet skrivelse fra provstiudvalget af 10. juli 97.

På mødet var der først og fremmest stor enighed om, at organisten

varetager sit arbejde på allerbedste måde.

Forud for menighedsrådenes drøftelse har rådene indhentet udtalelser

fra Foreningen af præliminære organister og fra Landsforeningen af

menighedsrådsmedlemmer.

Begge skrivelser vedlægges i kopi.

På grundlag af de

to skrivelser

enedes rådene om at følge de to organisationers indstilling til sagen.”

I et brev af 21. august 1997 til A havde Foreningen af Præliminære

Organister bl.a. anført at grænsen for den samlede beskæftigelse på 115 pct.

hverken var fastsat ved lov eller konkretiseret i et cirkulære, men der var

alene tale om en grænse på grundlag af administrativ praksis. Foreningen

havde

endvidere anført at menighedsrådene som arbejdsgiver for A og som ansvarlig

for

kirkebetjeningens ordning i første omgang afgjorde om A’s samlede

beskæftigelsesgrad var forenelig med den samvittighedsfulde udøvelse af de

til

tjenestemandsstillingen knyttede pligter og den for stillingen nødvendige

agtelse og tillid. Af foreningens brev fremgår desuden at spørgsmålet om

hvorvidt der skulle etableres en kombinationsstilling, skulle afgøres af

menighedsrådene, skoleforvaltningen og A.

I Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmers brev af 28. august 1997

var det anført at det efter landsforeningens opfattelse ikke kunne pålægges

menighedsrådet at tage initiativ til oprettelse af en kombinationsstilling.

Det

fremgår endvidere at efter landsforeningens opfattelse var en fastholdelse af

kravet om en maksimumbeskæftigelse på 115 pct. urimelig. Landsforeningen

foreslog på den baggrund at menighedsrådet rejste sagen over for

Kirkeministeriet.

Ved brev af 9. september 1997 bad Stiftsøvrigheden over V Stift X og Y

Menighedsråd redegøre for hvilke foranstaltninger menighedsrådene havde

iværksat for at bringe A’s ansættelsesforhold i overensstemmelse med

Kirkeministeriets brev af 14. april 1997.

Provstiudvalget for Q Provsti meddelte i et brev af 12. september 1997

X og Y Menighedsråd at hverken Kirkeministeriet eller provstiudvalget kunne

godkende ansættelsen af organisten som organist med en samlet

beskæftigelsesgrad på over 115 pct. Hvis menighedsrådene ikke omgående

rettede

sig efter Kirkeministeriets brev af 14. april 1997, ville provstiudvalget

indberette til ministeriet at menighedsrådene nægtede at følge ministeriets

brev.

Den 25. september 1997 skrev X og Y Menighedsråd herefter bl.a.

følgende til Kirkeministeriet:

”Samtidig virker det

uforståeligt, da (V) Stift allerede havde godtaget ansættelsen, jf. skrivelse

af 19. aug. 1996 og 27. aug. 1996 (vedlagt i kopi) og beregnet

ansættelsesgraden.

Menighedsrådene har prøvet at finde en løsning, men da der ikke kan

rejses krav om en kombinationsstilling og da man ikke har kunnet finde

lovgrundlag, der skulle tilsige, at man ikke kan foretage den stedfundne

ansættelse, vil man meget gerne beholde (A) som organist – og måske i

stedet anføre,

at det må være undervisningsministeriet, hvor hun har sin hovedansættelse og

sin pensionsordning, som evt. måtte rejse en sag.

Endelig bør det nok anføres, at der er stor mangel på organister, så

rådene vil næsten på forhånd opgive at finde en afløser med de samme

kvalifikationer – det ville for øvrigt give den samme lønudgift om end

med

tillæg af pension.

Idet menighedsrådene håber på kirkeministeriets velvillige behandling

af sagen.”

Provstiudvalget kom den 29. september 1997 med bemærkninger til

menighedsrådenes brev af 25. september 1997. Det anførtes bl.a. at

ansættelsesbrevet aldrig havde været forelagt for provstiet.

Ved brev af 17. oktober 1997 meddelte Kirkeministeriet X og Y

Menighedsråd at ministeriet fortsat ikke kunne godkende ansættelse af A på de

anførte vilkår, og ministeriet henstillede derfor til menighedsrådene snarest

at bringe ansættelsesforholdet i overensstemmelse med ministeriets brev af

14.

april 1997. Stiftsøvrigheden over V Stift og Provstiudvalget for Q Provsti

modtog kopi af brevet. I Kirkeministeriets brev er bl.a. anført følgende:

”Ved brev af 14. april 1997

til Stiftsøvrigheden over (V) Stift – tilsendt menighedsrådene i kopi

–

meddelte Kirkeministeriet, at organist (A) ikke kan varetage stillingen som

organist ved (X) og (Y) Kirker med en beskæftigelsesgrad på 70 pct., samtidig

med at hun varetager en tjenestemandsstilling som skolelærer med en

beskæftigelsesgrad på 80 pct.

Kirkeministeriet oplyste videre, at man ifølge administrativ praksis på

organistområdet ikke accepterer en samlet beskæftigelsesgrad på over 115

pct.,

når vedkommende både er ansat i folkekirken og uden for folkekirken.

...

Det er Kirkeministeriets opfattelse, at når omfanget af (A)’s samlede

beskæftigelse ved brug af et arbejdstidsmålingssystem som det eksisterende

kan

opgøres til ca. 150 pct., vil dette indebære en konflikt med princippet i

tjenestemandslovens § 17, hvorefter en tjenestemand kun kan have

beskæftigelse

ved siden af sin tjenestemandsstilling, for så vidt og i det omfang der er

foreneligt med den samvittighedsfulde udøvelse af de til

tjenestemandsstillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige

agtelse og tillid.”

X og Y Menighedsråd skrev i

den anledning den 7.

november 1997 til

Kirkeministeriet at menighedsrådene havde drøftet A’s

ansættelsesforhold,

herunder i forhold til tjenestemandslovens § 17. Menighedsrådene havde

”som

ansættende og afskedigende myndighed ingen betænkeligheder med hensyn til

(A)’s

pligter og den nødvendige agtelse og tillid”. I den forbindelse henviste

menighedsrådene dels til A’s brev af 16. april 1997 til Stiftsøvrigheden

over V

Stift, dels til en udtalelse af 29. oktober 1997 fra skoledirektøren i Z

Kommune.

Af udtalelsen fra

skoledirektøren i Z Kommune fremgår følgende:

”

På given

foranledning skal jeg efter indhentede oplysninger hos skoleinspektøren på (

)

Skole, (Z) Kommune og under henvisning til Tjenestemandslovens § 17 udtale,

at

jeg ikke har nogen form for betænkelighed ved din bibeskæftigelse som

organist,

idet jeg finder at denne beskæftigelse er forenelig med din i forvejen

samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede

pligter

og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid.”

Provstiudvalget for Q

Provsti bemærkede den 11. november 1997 i et brev til stiftsøvrigheden at

provstiudvalget fortsat ikke kunne godkende ansættelsen af A. Endvidere bad

provstiudvalget stiftsøvrigheden om at anvende sanktioner efter § 46 i lov om

menighedsråd (lovbekendtgørelse nr. 571 af 21. juni 1996) indtil

menighedsrådene fulgte det Kirkeministeriet havde anført om at A’s

beskæftigelsesgrad

ikke kunne overstige 115 pct..

Ved brev af 11. december

1997 skrev Provstiudvalget for Q Provsti at provstiudvalget havde erfaret at

menighedsrådene ikke ville rette sig efter Kirkeministeriets breve

henholdsvis

af 14. april og 17. oktober 1997 om at A’s samlede beskæftigelsesgrad

ikke

måtte overstige 115 pct. Det anførtes endvidere at provstiudvalget ikke ville

godkende en beskæftigelsesgrad på over 115 pct. Af brevet fremgår desuden at

provstiudvalget havde til hensigt at beskære den post i de to menighedsråds

budgetter for 1998 der angik løn til organisten. Kirkeministeriet,

Stiftsøvrigheden over V Stift og A modtog kopi af brevet.

I et brev af 12. december

1997 skrev Stiftsøvrigheden over V Stift følgende til Kirkeministeriet om

sagen:

”Overfor stiftsøvrigheden

har (B), der er formand for (X) menighedsråd og angivelig talsmand for begge

råd i denne sag, telefonisk givet udtryk for, at menighedsrådene finder, at

deres beslutning om at ansætte organist (A) på de anførte vilkår ikke er i

strid med princippet i tjenestemandslovens § 17, og at ministeriet ikke kan

pålægge rådene at ændre vilkårene for ansættelsen. Efter rådenes konkrete

vurdering er bibeskæftigelsen ikke i strid med værdighedskravet, den

indebærer

ikke risiko for interessekonflikter og bibeskæftigelsen vil ikke lægge for

stort beslag på den ansattes arbejdskraft. Vurderingen falder anderledes ud

end

provstiudvalgets, der har vurderet værdighedskravet generelt.

Stiftsøvrighedens kompetence

til at anvende de i menighedsrådslovens § 46 angivne sanktioner over for

menighedsrådenes beslutning er betinget af, at rådets beslutning er klar

lovstridig. Stiftsøvrigheden har ikke taget stilling til, om denne klarhed

vedrørende det faktiske og retlige grundlag for menighedsrådets beslutning

foreligger. Man går ud fra, at man på det førnævnte møde kan få klarlagt

menighedsrådenes præmisser for den fortolkning af loven, som de har

anvendt.”

X og Y Menighedsråd bad i et

brev af 16. december 1997 til Kirkeministeriet om at den påtænkte beskæring

af

menighedsrådenes budgetter for 1998 som var nævnt i provstiudvalgets brev af

11. december 1997, blev stillet i bero indtil den verserende sag angående

A’s

ansættelse var endeligt afgjort.

Provstiudvalget for Q

Provsti skrev i den anledning den 22. december 1997 at sagen angående

A’s

beskæftigelsesgrad var afgjort ved Kirkeministeriets breve af henholdsvis 14.

april og 17. oktober 1997. Af brevet fremgår endvidere bl.a. følgende:

”Provstiudvalget har flere

gange anmodet menighedsrådene om at forhandle om en kombinationsstilling

eller

aflønne (A) efter honorarskalaen, idet disse aflønningsformer er de eneste,

der

på nogen måde kan legalisere hendes ansættelse. Dette har hverken

menighedsrådene eller (A) ønsket at medvirke til, hvorfor afgørelsen om

honoraraflønning er truffet af provstiudvalget.

I Kirkeministeriets brev af

17.10.1997 er anført: ’at afgivelsen af menighedsrådsløftet ikke på

nogen måde

berettiger til at sidde en afgørelse truffet af provstiudvalg, stiftsøvrighed

eller Kirkeministerium overhørig.’ Menighedsrådene har ved skrivelse af

7.11.1997 tilkendegivet, at man stadig ikke vil rette sig efter

Kirkeministeriets afgørelse, hvorfor provstiudvalget har truffet ovennævnte

afgørelse.”

Kirkeministeriet meddelte

ved brev af 8. januar 1998 X og Y Menighedsråd at ministeriet fastholdt at

ansættelsen af organisten ikke kunne godkendes på de anførte vilkår.

Stiftsøvrigheden over V Stift og Provstiudvalget for Q Provsti modtog kopi af

ministeriets brev.

Ved brev af 23. januar 1998

til Stiftsøvrigheden over V Stift redegjorde C som advokat for A for hvilke

synspunkter der ville blive gjort gældende på et kommende møde om sagen. I

brevet anførte C bl.a. at der ikke var taget hensyn til at menighedsrådene

som

arbejdsgiver havde udtalt at A opfyldte betingelserne i tjenestemandslovens §

17. Advokaten anførte desuden at Kirkeministeriet ikke havde foretaget det

pligtmæssige skøn der følger af tjenestemandslovens § 17.

Der blev herefter den 27.

januar 1998 holdt møde om A’s ansættelse med deltagelse af

repræsentanter for X

og Y Menighedsråd samt Stiftsøvrigheden over V Stift. Af referatet fra mødet

fremgår bl.a. følgende:

”

Formanden for (X) menighedsråd oplyste, at organistens ansættelse på

tjenestemandslignende vilkår efter menighedsrådenes vurdering er forenelig

med

en samvittighedsfuld udøvelse af de pligter, som stillingen indebærer og den

agtelse og tillid, som stillingen kræver. Efter deres konkrete vurdering

lægger

organistens beskæftigelse som skolelærer ikke så stort beslag på hendes

arbejdskraft, at det går ud over hendes beskæftigelse som organist. (A) har

fri

hver mandag og tirsdag - torsdag formiddag til kl 11.00. Der har ikke været

problemer med at få tjenesterne ved kirkerne dækket. Rådene kan konstatere,

at

hverken skole eller menighedsråd har været utilfredse med den måde, (A) har

passet sit arbejde på. Det er menighedsrådene, der har ansvaret for, at der

er

en forsvarlig organistbetjening af menighederne i pastoratets kirker, og

rådene

har i den konkrete situation skønnet, at det er forsvarligt at ansætte (A).

De er bekendt med Ansættelseslovens § 16, hvorefter ansættelse og

afskedigelse af kirke- og kirkegårdsfunktionærer foretages af menighedsrådet

efter regler fastsat af kirkeministeren. Det er rådenes opfattelse, at der

ikke

kan fastsættes generelle regler, der udelukker organister fra at tage

bibeskæftigelse,

og at der i øvrigt ikke er pligt til at anmelde bibeskæftigelse til den

ansættende myndighed, men arbejdsgiverens almindelige ledelsesret indebærer,

at

de som ansættelsesmyndighed kan pålægge den ansatte en sådan pligt.

De har ikke før ministeriets brev af 14. april 1997 været bekendt med

en administrativ praksis på organistområdet, der udelukker ansættelsen. De

efterlyser hjemmelen til, overfor menighedsrådene at fastlægge en sådan

praksis, som de ikke mener er forenelig med loven, og derfor ikke er bindende

for menighedsrådene.”

Stiftsøvrigheden skrev den

27. januar 1998 til Provstiudvalget for Q Provsti at provstiudvalget ikke

havde

mulighed for på daværende tidspunkt at foretage den i brevet af 11. december

1997 påtænkte reduktion af de budgetterede beløb for 1998.

Ved brev af 2. februar 1998

meddelte provstiudvalget stiftsøvrigheden at reduktionen var tilbagekaldt.

Ligeledes ved brev af 2.

februar 1998 bad provstiudvalget Kirkeministeriet om at oplyse hvilke

sanktionsmuligheder der kunne anvendes over for menighedsrådene.

Provstiudvalget fandt det utilfredsstillende at menighedsrådene kunne

fortsætte

med at udbetale løn til en organist hvis ansættelse ikke kunne godkendes.

Ved en påtegning af 3. marts 1998 bemærkede

Provstiudvalget for Q Provsti at en beskæftigelsesgrad på 70 pct. ikke kunne

anses som en bibeskæftigelse, især ikke når hovedbeskæftigelsesgraden nærmede

sig 80 pct. Provstiudvalget skrev endvidere at udvalget flere gange fra

august

1996 og fremefter havde gjort menighedsrådene opmærksom på Kirkeministeriets

praksis.

Den 28. august 1998 nedsatte

provstiudvalget kontiene for løn til organist og vikar for organist i

budgetterne for X og Y Menighedsråd. Provstiudvalget henviste til at A efter

Kirkeministeriets opfattelse ikke kunne være ansat i stillingen på grund af

sin

beskæftigelsesgrad, og at aflønning af A derfor måtte ske som vikar.

I et brev af 9. oktober 1998

bad X og Y Menighedsråd provstiudvalget om at oplyse hjemlen for

provstiudvalgets brev af 28. august 1998. Kirkeministeriet og

Stiftsøvrigheden

over V Stift modtog kopi af menighedsrådenes brev.

Provstiudvalget svarede den

20. oktober 1998 menighedsrådene bl.a. følgende:

”(X) og (Y) menighedsråd har

3 gange af Kirkeministeriet fået at vide, at (A) ikke kan ansættes som

organist

i sognene på grund af beskæftigelsesgraden.

Menighedsrådene

har altså ikke nogen godkendt organist ansat på nuværende tidspunkt.

Da menighedsrådene ikke har

tilkendegivet, at man vil rette sig efter Kirkeministeriets afgørelser, må

provstiudvalget antage, at menighedsrådene ikke ønsker at ansætte en fast

organist!

Det vedlagte bilag dateret

16.4.1997 vedrørende (A)’s ansættelse er ikke provstiudvalget ubekendt,

men

provstiudvalget ser gerne en dokumentation for, at løftet om

arbejdstidsnedsættelse holdes – hvad det ikke blev sidste år som lovet i

den

påberåbte skrivelse.

Til orientering for

menighedsrådene om Kirkeministeriets – og samtlige regeringers –

syn på dobbeltjobberi

fremsendes kopi af skrivelse til ( ) og ( ) menighedsråd.

Sluttelig kan anføres, at

provstiudvalget adskillige gange har anmodet menighedsrådene om et møde for

at

drøfte organistens dobbeltjobberi. Menighedsrådene har ikke ønsket dette,

hvorfor man i provstiudvalget ikke ser anden mulighed end en budgetreduktion

på

organistkontoen for at pålægge menighedsrådene kun at udbetale

organistvikaren

løn i h.t. Kirkeministeriets vejledende honorartakster.”

Den 7. oktober 1998 rettede

C henvendelse til Stiftsøvrigheden over V Stift om sagen.

Stiftsøvrigheden skrev i den

anledning den 28. oktober 1998 følgende til C:

”

Menighedsrådene efterlyste

på mødet den 27. januar 1998 ministeriets hjemmel til overfor menighedsrådene

at fastlægge den praksis, der ligger til grund for ministeriets afgørelse af

14. april 1997. Det har jeg lovet at underrette dig om, når ministeriets

udtalelse herom forelå. Det gør den nu. I en tilsvarende sag fra Roskilde

Stift

har to menighedsråd udbedt sig ’ministeriets præcisering af, hvor

ministeriet

finder den fornødne hjemmel til at forlange organistens beskæftigelsesgrad

nedbragt som krævet’. Denne afgørelse, hvortil stiftsøvrigheden i (V) må

henholde sig, vedlægges i kopi. Jeg skal beklage, at der er gået så lang tid,

inden jeg har kunnet svare dig på dette spørgsmål.

Jeg har talt med formanden

for (X) menighedsråd, (B), der bekræfter, at han har henvendt sig til din

klient og bedt hende overveje, om hun vil ændre sin ansættelse i folkeskolen

til en lavere kvote. Anledningen til denne henvendelse er (A)’s brev af

16.

april 1997 til Stiftsøvrigheden i (V), hvori hun meddeler, at hendes

arbejdsplan for 96/97 er udarbejdet, og at det derfor ikke er muligt med så

kort varsel, at sætte beskæftigelsesgraden ved skolen yderligere ned.

’Det vil

derimod ske i næste skoleårs planlægning’. (B) har oplyst, at han havde

en

forventning om, at (A) ville opfylde dette tilsagn.

Jeg kan i øvrigt oplyse, at

provstiudvalget ifølge bekendtgørelse nr. 838 af 20. oktober 1993 om

provstiudvalgenes virksomhed skal påse, at menighedsrådenes aftaler om

kirkebetjeningens ansættelsesforhold er i overensstemmelse med de

bestemmelser,

der er fastsat af Kirkeministeriet, og at provstiudvalgets afgørelse om

størrelsen af hver enkelt kirkekasses ligningsbeløb ifølge samme

bekendtgørelse

er endelig.”

Provstiudvalget kom den 30.

oktober 1998 med bemærkninger til sagen over for Kirkeministeriet.

I et brev af 3. november

1998 skrev X og Y Menighedsråd til A at menighedsrådene på baggrund af

provstiudvalgets nedskæringer havde besluttet at nedsætte

beskæftigelseskvoten

for organiststillingen til 50 pct. Herved kunne stillingen fortsat være en

tjenestemandslignende stilling. En ny stillingsbeskrivelse ville blive

udarbejdet. Menighedsrådene anførte desuden at ”Med hensyn til

skrivelserne fra

provstiudvalget ang. den samlede kvote af lærer-organist arbejdet vil man

overlade de videre forhandlinger til de øvrige instanser”.

Den 8. december 1998 skrev

Kirkeministeriet til X og Y Menighedsråd at ministeriet havde modtaget

menighedsrådenes brev af 9. oktober 1998 angående organistansættelse i X-Y

Sogne. Kirkeministeriet svarede at ministeriet henholdt sig til

provstiudvalgets brev af 20. oktober 1998.

A sendte den 10. december

1998 ny stillingsbeskrivelse med en beskæftigelseskvote på 50 pct. i

underskrevet stand til menighedsrådene. I brevet tog hun forbehold for den

verserende sag angående hendes beskæftigelsesgrad.

Den 12. januar 1999

nyberegnede Stiftsøvrigheden over V Stift på grundlag af de gennem

Provstiudvalget

for Q Provsti indsendte oplysninger beskæftigelseskvoten for organisten ved X

og Y Kirker til en kvote på 50 pct.

Ved brev af 22. januar 1999

klagede C til Kirkeministeriet over nedskæringen af A’s

beskæftigelseskvote til

50 pct. C anførte bl.a. at nedskæringen af A’s beskæftigelsesgrad var at

sammenligne med en usaglig og uberettiget afskedigelse.

Kirkeministeriet skrev den

17. februar 1999 følgende til C:

”

I anledning heraf skal man

meddele, at Kirkeministeriet i henhold til lov nr. 310 af 16. maj 1990 om

ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. er den øverste løn- og

ansættelsesmyndighed på folkekirkens område, og at menighedsrådet træffer

afgørelse om kirkebetjeningens ordning efter regler fastsat af

kirkeministeren,

jf. nærmere lovens kapitel 8.

Der henvises i øvrigt til

ministeriets brev af 17. juli 1998, der omhandler en sag med samme

problemstilling.

Brevet vedlægges i kopi.

Kirkeministeriet har ved

brev af 14. juli 1997 fastslået, at Deres klient ikke kan varetage stillingen

som organist ved (X) og (Y) Kirker, så længe hendes samlede

beskæftigelsesgrad

ligger over 115 pct. Det er oplyst, at Deres klients samlede

beskæftigelsesgrad

er på 150 pct.

”

Skoleinspektøren ved ( )

Skole skrev den 19. februar 1999 til X og Y Menighedsråd at det i forbindelse

med planlægningen af A’s arbejdsopgaver i skolen ikke var muligt at

garantere

at hendes beskæftigelsesgrad ikke oversteg 65 pct. Det fremgår endvidere af

brevet at skolen som hovedarbejdssted ikke havde problemer med at A bestred

et

bijob som organist.

Ved brev af 1. marts 1999

med bilag klagede C til mig bl.a. over Kirkeministeriets udtalelse af 17.

februar 1999. I den forbindelse anførte C at det forhold at A som følge af

Kirkeministeriets udtalelser i sagen måtte nedsætte sin beskæftigelsesgrad,

var

at sidestille med en usaglig og uberettiget afskedigelse. C anførte desuden

bl.a. følgende:

"Forholdet er nærmere, at min klient med virkning fra 1.8.1996

blev ansat som organist ved (X) og (Y) kirker i (V) Stift.

Forud for ansættelsen var ansøgningen fra min klient blevet forelagt

(V) Stift.

(V) Stift tiltrådte ved afgørelse af 27.8.1996, at min klient blev

ansat på tjenestemandslignende vilkår.

Ved siden af ansættelsen som organist, er min klient ansat som tjenestemand

i Folkeskolen. Dette forhold har både Menighedsråd og Stiftsøvrigheden været

bekendt med allerede ved ansættelsen.”

Jeg modtog endvidere en

række bilag fra C pr. telefax henholdsvis den 9. og den 21. juni 1999.

Ved brev af 16. maj 1999 bad

X og Y Menighedsråd A om inden 1. juni 1999 at oplyse hvad hendes

beskæftigelsesgrad ved skolevæsenet for det kommende skoleår ville være.

Den 17. maj 1999 skrev A til

menighedsrådene at hendes beskæftigelsesgrad for skoleåret 1999/00 var

beregnet

til 85 pct. Organisten henviste endvidere til det skoledirektøren ved ( )

Skole

den 19. februar 1999 havde skrevet til menighedsrådene om at det ikke kunne

garanteres at hendes beskæftigelsesgrad var under 65 pct. I brevet anførte A

endvidere følgende:

”Brevet som I henviser til,

hvor jeg meddeler stiftet, at min beskæftigelsesgrad helt sikkert ville blive

sat ned, har ingen gyldighed mere. Skolens situation har ændret sig

væsentligt

siden da.

Jeg vil i øvrigt gøre

opmærksom på, at jeg efter min bedste overbevisning ikke mener, at jeg

overtræder

nogen lovgivning, så længe jeg er i stand til at passe mine jobs og opfylde

tjenestemandslovens § 17.”

I et brev af 2. juni 1999

skrev X og Y Menighedsråd til Stiftsøvrigheden over V Stift at samarbejdet

med

A efter menighedsrådenes opfattelse måtte høre op. Menighedsrådene henviste

til

at A på trods af utallige opfordringer og forhandlinger ikke havde tilpasset

sin beskæftigelsesgrad som lovet.

Ved brev af 17. juni 1999

skrev menighedsrådene følgende til A:

”Da du nu ved skrivelse af

27. maj 1999 [17. maj 1999; min bemærkning] har meddelt, at du ikke har i

sinde

at opfylde dit skriftlige løfte fra 1997 om at gå ned i beskæftigelsesgrad i

dit arbejde på ( ) Skole, således at du kan opfylde Kirkeministeriets krav

for

at blive ansat indenfor folkekirken, agter menighedsrådene at afskedige dig.

Det har på intet tidspunkt

været dig ubekendt, at din ansættelse som organist i (X) og (Y) kirker ikke

kan

godkendes af (Q) provsti og Kirkeministeriet. Kirkeministeriet har ved 3

lejligheder udtalt, at du ikke kan være ansat som organist ved vore to kirker

på grund af beskæftigelsesgraden.

Det er dig ligeledes

bekendt, at menighedsrådene hele tiden har regnet med, at dit løfte af

16.04.1997 om nedsættelse af beskæftigelsesgraden i skolevæsenet ville blive

overholdt, men med din skrivelse af 27.05.1999 har du trukket dette løfte

tilbage, og menighedsrådene finder herefter, at samarbejdet mellem os må

ophøre.

Menighedsrådene skal derfor

anmode dig om at fremkomme med dine bemærkninger til ovenstående inden 3 uger

fra dato, idet menighedsrådene ligeledes anmoder om bemærkninger hertil fra

din

faglige organisation, til hvem kopi af nærværende skrivelse er sendt.”

Ved brev af 28. juni 1999

bad jeg C afvente menighedsrådenes afgørelse før han tog stilling til om der

var grundlag for at klage til mig på ny.

C kom den 1. juli 1999 med

bemærkninger til menighedsrådenes brev af 17. juni 1999.

Ved brev af 2. juli 1999 kom

Foreningen af Præliminære Organister med bemærkninger.

X og Y Menighedsråd afskedigede

herefter den 20. juli 1999 A som organist ved X og Y Kirker med 4 måneders

varsel fra den 1. august 1999. Af afgørelsen fremgår følgende:

”Efter at have modtaget

indsigelser fra din fagforening FPO og din advokat har menighedsrådene holdt

møde og drøftet indholdet af skrivelserne.

Menighedsrådene finder, at

skrivelserne ikke indeholder nye oplysninger eller fremkommer med nye

argumenter i sagen.

Kirkeministeriets praksis

vedrørende beskæftigelsesgrad er gældende og skal følges. FPO’s advokat

( )

udtaler sig i sin skrivelse i modstrid med formandens ( ) udtalelser på

generalforsamlingen i 1998.

Formanden omtaler her

beskæftigelsesgrænsen på 115 pct. Han udtaler endda, at

kombinationsstillinger

fremover skal oprettes med maximalt 100 pct. samlet beskæftigelse.

Formandens udtalelse kan

anses som udtryk for, at FPO ligesom Kirkeministeriet mener, at et

menighedsråd

som ansætter en organist 50 pct. eller højere, har krav på, at organisten

bruger 50 pct. (eller mere) af sin arbejdstid på organistjobbet.

Din samlede beskæftigelsesgrad er højere end 115 pct.

Som tidligere anført overfor dig, har det været af væsentlig betydning

for menighedsrådene, at du ville holde dit løfte om at gå ned i

beskæftigelsesgrad i skolen, således at din beskæftigelse som organist kan

lovliggøres og blive godkendt af provstiudvalg og Kirkeministerium.

Du har selv meddelt, at dette ønske fra menighedsrådene ikke vil blive

opfyldt, og der er i de fremsendte indsigelser ikke nogen imødekommenhed på

dette område.

Menighedsrådene har derfor besluttet at afskedige dig som organist i

(X) og (Y) Kirker den 1. december 1999 – altså med 4 måneders varsel fra

den 1.

august 1999 at regne.”

Med et brev af 22. juli 1999 klagede C til

mig over afgørelsen af 20. juli 1999 om at afskedige A på grund af en for høj

beskæftigelsesgrad.

Den 25. november 1999 bad

jeg Kirkeministeriet

samt X og Y

Menighedsråd om en udtalelse i anledning af C’s klage.

Kirkeministeriet besvarede

mit brev i et brev af 14. december 1999. Ministeriet anførte bl.a. følgende:

”I anledning af henvendelsen

fra Folketingets Ombudsmand skal ministeriet udtale, at Kirkeministeriet i

henhold til lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. nr. 310 af 16.

maj 1990 er den øverste løn- og ansættelsesmyndighed på folkekirkens område,

og

at menighedsrådet træffer afgørelse om kirkebetjeningens ordning efter regler

fastsat af kirkeministeren, jf. nærmere lovens kapitel 8.

Det har siden udsendelsen af

cirkulære af 30. juni 1983 om fastsættelse af lønkvoter for organister, der

klassificeres i tjenestemændenes lønrammesystem, – i forståelse med

Dansk

Organist og Kantor Samfund og Foreningen af Præliminære Organister –

været

ministeriets faste administrative praksis, at den samlede beskæftigelse for

lønrammelønnede organister ikke må overstige 115 pct. Før cirkulæret af 30.

juni 1983 blev der efter regler i en aftale herom mellem Kirkeministeriet og

COII og Dansk Organist og Kantor Samfund foretaget lønreduktion for

organister,

hvis beskæftigelse oversteg 115 pct.

Baggrunden for at acceptere

en vis overbeskæftigelse for organister er, at ansættelsen som organist i

mange

tilfælde ikke er en fuldtidsbeskæftigelse, men varetages sammen med en anden

ansættelse – som oftest i skolevæsenet – og at det kan være

vanskeligt eller

umuligt at afpasse to beskæftigelser, så at de tilsammen bliver 100 pct.

Da varig overbeskæftigelse

af betydeligt omfang erfaringsmæssigt er uforeneligt med den

samvittighedsfulde

udførelse af arbejdet, er det nødvendigt med en overgrænse for den samlede

beskæftigelsesgrad.

Hertil kommer, at det i en

længere årrække har været den til enhver tid siddende regerings politik

–

uanset partifarve – at dæmme op for ’dobbeltjobberi’ indenfor

det offentlige.

Endelig er det næppe

stemmende med en fornuftig forvaltning af skatteydernes penge at acceptere

varig overbeskæftigelse af betydeligt omfang, idet der vil være en formodning

for, at menighedsrådene ikke får den ydelse, der betales for. Det bemærkes i

denne forbindelse, at der i kvoteberegningsreglerne for organiststillinger

indgår tid til forberedelse. Der afsættes således 3 points for en højmesse,

svarende til 6-7 arbejdstimer, og der afsættes 30 points for en koncert,

svarende til 60-70 arbejdstimer. Ved varig overbeskæftigelse af betydeligt

omfang er der fare for, at der ’spares’ på forberedelsen.

(A)’s samlede beskæftigelse

svarer til en arbejdsuge på over 55 timer.

Der er ikke tale om skøn

under regel, men om en administrativ praksis, som Kirkeministeriet som

udgangspunkt har fulgt igennem en længere årrække. Hjemmelsgrundlaget for

afgørelserne af 14. april og 17. oktober 1997 er tjenestemandslovens § 17

samt

et arbejdstidsmålingssystem for organister, hvori forberedelsesforpligtelser

er indregnet og som derfor ikke tillader varig overbeskæftigelse af

betydeligt

omfang. Tjenestemandslovens § 17 siger, at en tjenestemand kun kan have

beskæftigelse

ved siden af sin tjenestemandsstilling, for så vidt og i det omfang det er

foreneligt med den samvittighedsfulde udøvelse af de til

tjenestemandsstillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige

agtelse. Bestemmelsen anvendes analogt ved tjenestemandslignende stillinger.

Ministeriet lægger i første

række vægt på det kriterium, at organisten ikke må have en beskæftigelsesgrad

på over 115 pct. af fuldtidsbeskæftigelse. Der er tale om en saglig og

rimelig

målestok for, om organisten er i stand til samvittighedsfuldt at udøve de til

tjenestemandsstillingen knyttede pligter og om beskæftigelsen ved siden af

tjenestemandsstillingen er forenelig med den for stillingen nødvendige

agtelse.

Ministeriets administrative praksis er endvidere medvirkende til at forhindre

forskelsbehandling.

Kirkeministeriet har på

tilsvarende vis regler om begrænsning af præsters beskæftigelse i

cirkulæreskrivelse

af 14. oktober 1971 angående ydelse af rådighedstillæg til præster m.v. I

denne

findes en regel om, at præsten ikke uden ministeriets tilladelse må påtage

sig

lønnet undervisning eller anden bibeskæftigelse af en varighed, der

overstiger

6 timer ugentlig.

Det er korrekt, at

menighedsrådene og Stiftsøvrigheden over (V) Amt var bekendt med (A)’s

ansættelse

i folkeskolen. De var imidlertid tilsyneladende ikke bekendt med ministeriets

administrative praksis, og med det kriterium, ministeriet i første række

lægger

vægt på i vurderingen af, om en kombinationsansættelse som organist er i

strid

med tjenestemandslovens § 17.”

Den 14. januar 2000 modtog

jeg en udtalelse fra X og Y Menighedsråd.

I udtalelsen af 11. januar

2000 anførte menighedsrådene bl.a. følgende:

”I forbindelse med

ovenstående vil menighedsrådene (MR) gerne anføre, at man ved afskedigelsen

af

(A) har fulgt en procedure, der bruges ved afskedigelse af personer ansat i

tjenestemandslignende stillinger.

Provstiudvalget, der udøver

legalitetskontrol på området mener ikke, at (A) har været ansat.

(A) har aldrig fået

udarbejdet et regulativ for stillingen.

Kirkeministeriet som er

øverste instans på løn- og ansættelsesområdet mener heller ikke, at (A) har

kunnet være ansat.

Menighedsrådet var bekendt

med (A)’s ansættelse som lærer – men ikke bekendt med omfanget.

Det er først ved

provstiudvalgets skrivelser, at menighedsrådene (MR) bliver klar over, at der

er tale om en konflikt m.h.t. beskæftigelsesgrad.

MR. mener, at (A)

imødekommer denne konflikt ved skrivelse af 16.04.1997, hvor hun lover at gå

ned i beskæftigelsesgrad i skolen for det kommende skoleår.

Dette løfte blev aldrig

holdt.

(V) stift hævder at være

ubekendt med forholdene på ansættelsestidspunktet.

M.h.t. den kommunale

skoledirektørs brev af 29.10.1997 kan det oplyses, at denne skriver sin

udtalelse

på baggrund af skoleinspektøren ved ( ) skoles udtalelser.

Her må det imidlertid

bemærkes, hvad der ikke fremgår af skoledirektørens udtalelse, at

skoleinspektøren

på ( ) skole er (A)’s ægtefælle, og hans stilling i sagen må betegnes

som

inhabil.

Der vedlægges kopi af de to

skrivelser fra (A) vedrørende hendes beskæftigelsesforhold på skolen.

På trods af at begge

menighedsråd i over to år gentagne gange har opfordret (A) – både

mundtligt og

skriftligt om at få tilpasset sit lærerjob til organistjobbet, skete der ikke

noget.

Men efter brevet af

17.05.99, hvor det klart fremgår, at hun ikke vil nedsætte sin lærerkvote og

dermed ikke kan opfylde kirkeministeriets betingelser, besluttede man at

afslutte samarbejdet med korrekt opsigelsesvarsel.”

Ved brev af 18. februar 2000

kom C med bemærkninger til udtalelserne. C anførte bl.a. følgende:

”I de ovennævnte skrivelser

hæfter jeg mig især ved, at der mellem parterne er enighed om, at spørgsmålet

om lovligheden af afskeden skal afgøres efter Tjenestemandslovens § 17.

Som nævnt i mine tidligere

skrivelser mener jeg ikke, at der kan være meget tvivl om at

Tjenestemandslovens

§ 17 ikke alene giver forvaltningen en ret, men også en pligt til at skønne.

Omfattende domspraksis på dette område understreger ydermere, at drejer det

sig

om et ansættelsesforhold, er forvaltningens pligt til at udøve et skøn hvor

alle relevante omstændigheder tages i betragtning skærpet. Det forekommer

besynderligt, forvaltningens opfattelse er, at en administrativ praksis på et

område skal have større betydning end loven og de beskyttelsesregler, der

gælder for et privatretligt ansættelsesforhold. Der henvises til den retlige

trinfølge.

Kirkeministeriets

anbringender om, at det har været skiftende regeringers ønske, at dæmme op på

dobbelt jobberi, er efter min opfattelse helt irrelevant i forbindelse med et

privat retligt ansættelsesforhold. Kirkeministeriet lægger tillige mere vægt

på

at det må frygtes, at min klient i fremtiden skulle være dårligt forberedt

når

hun skulle udføre sit arbejde som organist, end den omstændighed, at min

klient

kun har udført sit arbejde til arbejdsgiverens fulde tilfredshed. For

fuldstændighedens skyld vedlægges tidligere skrivelse fra (B), der på vegne

af

Menighedsrådet har udtrykt sin fulde tilfredshed med (A). Det må i øvrigt

undre, at (B) nu i så markant udstrækning har ændret sine holdninger

vedrørende

(A)’s beskæftigelse og jeg skal undlade at gætte på, hvorfor dette

pludseligt

er tilfældet.

Alt i alt må det slås fast,

at Tjenestemandslovens § 17 alene siger, at min klients arbejdsindsats skal

have været foreneligt med en samvittighedsfuld udøvelse og da begge

arbejdsgivere udtrykker fuld tilfredshed anser jeg derfor Kirkeministeriets

anbringende om, at administrativ praksis tillægges mere vægt end loven, som

værende direkte useriøst.

Endelig begrunder

Kirkeministeriet sin praksis i, at de ønsker at forhindre forskelsbehandling

af

ansatte. Dette kan imidlertid aldrig få den betydning, at der ikke både skal

være ansættelsesretligt og overenskomstmæssigt belæg for at gennemføre en

afskedigelse, som det har været tilfældet her. I øvrigt har forholdet

vedrørende en beskæftigelsesgrad på 115 pct. ikke været (A) bekendt da hun

blev

ansat som organist og det kan derfor ikke få nogen aftalemæssig eller

ansættelsesretlig betydning for hende.

Det fastholdes, at der over

for (A) er indgået en begunstigende forvaltningsakt, der er ulovligt

tilbagekaldt.

Endelig har (B) gjort

gældende, at udtalelsen fra skoleinspektøren på ( ) skole ikke skal tillægges

betydning,

idet udstederen af udtalelsen er inhabil. Det må i den sammenhæng

understreges,

at det ikke er (A)’s ægtefælle der har underskrevet udtalelsen og

anbringendet

må allerede af den grund derfor afvises.”

Jeg sendte den 25. februar

2000 C’s brev til Kirkeministeriet samt til X og Y Menighedsråd med

anmodning

om bemærkninger.

Ved brev af 8. marts 2000

kom menighedsrådene med bemærkninger til C’s brev af 18. februar 2000. I

brevet

er bl.a. anført følgende:

”Vedr. afskedigelsen af (A)

har menighedsrådene fulgt tjenestemandslovens regler til trods for at (A)

aldrig har fået en legaliseret ansættelse. Reglerne er fulgt i samarbejde med

–

og i enighed med organistforeningen.

Vedr. dobbeltjobberi har

menighedsrådene gjort (A) opmærksom på kirkeministeriets brev af 14.04.1997,

hvor der klart står, at en beskæftigelsesgrad på 150 pct. ikke kan

accepteres.

(A) har i sit brev til (V)

Stift 16.04.1997 således været bekendt med ministeriets indstilling til

dobbeltjobberi.

Vedr. udtalelsen fra

skoledirektøren er det værd at notere sig, at den sker efter indhentede

oplysninger

hos skoleinspektøren ved ( ) Skole, hvor (A)’s ægtefælle er inspektør.

(A) har efter

menighedsrådenes opfattelse fået en fair behandling, også set i lyset af, at

hun har haft over to år til at få tingene bragt i orden. Desuden har hun også

haft rig mulighed for at kende reglen gennem sit medlemskab af

organistforeningen.”

Kirkeministeriets henholdt

sig i et brev af 10. marts 2000 til ministeriets udtalelse af 14. december

1999. Af brevet fremgår endvidere bl.a. følgende:

”Advokaten nævner i sit

brev, at der mellem parterne er enighed om, at spørgsmålet om lovligheden af

afskeden skal afgøres efter Tjenestemandslovens § 17. Ministeriet skal hertil

bemærke, at der ud over lovens § 17 også er tale om et

arbejdstidsmålingssystem

for organister, hvori forberedelsesforpligtelser er indregnet, og som derfor

ikke tillader varig overbeskæftigelse af betydeligt omfang.

At det skulle være

irrelevant, at skiftende regeringer har ønsket at dæmme op for

’dobbeltjobberi’,

er ministeriet ikke enig i. Der er tale om en offentlig ansættelse som

organist

i folkekirken, og ud over lovgivningen må der også lægges vægt på de

retningslinier, som til enhver tid har været gældende for offentlige

ansættelser.”

I et brev af 13. april 2000

kom C med sine afsluttende bemærkninger til sagen. C fremførte at det ikke

var

korrekt som anført af menighedsrådene at A ikke havde fået en

”legaliseret

ansættelse”. C henviste i den forbindelse til at A dels havde fået et

ansættelsesbevis, dels havde underskrevet reglementet. Endvidere anførte C at

A’s beskæftigelsesgrad ved afskedigelsen udgjorde 130 pct.

Ombudsmandens udtalelse

”Ved min behandling af sagen har jeg lagt til grund at (A) fra den 1.

august 1996 til afskedigelsen den 20. juli 1999 var ansat i en

tjenestemandslignende stilling som organist ved (X) og (Y) Kirker.

Af bestemmelsen i § 16 i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v.

(lov nr. 310 af 16. maj 1990 med senere ændring) fremgår at ansættelse og

afskedigelse af kirke- og kirkegårdsfunktionærer foretages af menighedsrådet

efter regler fastsat af kirkeministeren. Dog kan uansøgt afskedigelse af

varigt ansatte tjenestemandsansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer kun

foretages af kirkeministeren.

Efter lovens § 22, stk. 1, træffer menighedsrådet afgørelse om

kirkebetjeningens ordning efter regler fastsat af kirkeministeren.

I Kirkeministeriets cirkulære nr. 12090 af 20. december 1997 er der fastsat

nærmere bestemmelser om ansættelse og afskedigelse af kirke- og

kirkegårdsfunktionærer.

Ifølge cirkulærets afsnit 2.1 træffer menighedsrådet beslutning om ansættelse

i ledige stillinger som kirke- og kirkegårdsfunktionærer. For så vidt

tjenestestedet for en stilling omfatter mere end én menighedsrådskreds,

foretages ansættelsen af menighedsrådene i et fælles møde.

Min videre behandling af sagen omfatter to spørgsmål. Det første spørgsmål

angår det retlige grundlag for afskedigelsen af (A). Det andet spørgsmål

drejer sig om hvorvidt de forvaltningsretlige regler om partshøring og

begrundelse blev overholdt i forbindelse med afskedigelsen.

1. Det retlige grundlag

a. Indledning

Kirkeministeriet har i sin udtalelse af 14. december 1999 anført at

hjemmelsgrundlaget for ministeriets afgørelser af 14. april og 17. oktober

1997 er tjenestemandslovens § 17. Denne

bestemmelse anvendes analogt ved tjenestemandslignende stillinger. Endvidere

har Kirkeministeriet anført at ministeriet i første række lægger vægt på en

administrativ praksis hvorefter en organist der lønnes efter

lønrammesystemet,

ikke må have en beskæftigelsesgrad på over 115 pct. af fuldtidsbeskæftigelse.

Der er efter ministeriets opfattelse tale om en saglig og rimelig målestok

for

om organisten er i stand til samvittighedsfuldt at udøve de til

tjenestemandsstillingen knyttede pligter, og om beskæftigelsen ved siden af

tjenestemandsstillingen er forenelig med den for stillingen nødvendige

agtelse.

Ministeriet har desuden henvist til at ministeriets administrative praksis på

området er medvirkende til at forhindre forskelsbehandling.

Som grundlag for afgørelsen

har Kirkeministeriet endvidere henvist til et arbejdstidsmålingssystem for

organister hvori forberedelsespligter er indregnet, og som derfor ikke

tillader

varig overbeskæftigelse af betydeligt omfang.

Kirkeministeriet har desuden

henvist til at det i en længere årrække har været den til enhver tid siddende

regerings politik at dæmme op for ’dobbeltjobberi’ inden for det

offentlige.

(X) og (Y) Menighedsråd har

i udtalelsen af 11. januar 2000 anført at Kirkeministeriet som øverste

instans

på løn- og ansættelsesområdet har ment at (A) ikke kunne være ansat på grund

af

en for høj beskæftigelsesgrad. Endvidere har menighedsrådene fremført at (A)

ikke holdt et løfte om at nedsætte sin beskæftigelsesgrad ved (Z) Kommune.

b. Lovgivningen

Tjenestemandsloven

(lovbekendtgørelse nr. 678 af 17. september 1998 med senere ændring)

indeholder

i § 17 følgende bestemmelse om tjenestemænds bibeskæftigelse:

’

§ 17.

En tjenestemand kan kun have beskæftigelse ved siden af sin

tjenestemandsstilling, for så vidt og i det omfang det er foreneligt med den

samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede

pligter

og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid.’

(A) var ansat i en

tjenestemandslignende stilling som organist. For ansatte på

tjenestemandslignende

vilkår må det antages at der på grundlag af den almindelige grundsætning om

generel habilitet og decorumprincippet gælder retningslinier for

bibeskæftigelse svarende til tjenestemandslovens § 17. Jeg henviser i den

forbindelse til Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet, 2. udg. (2000),

s.

92, og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 125.

I bemærkningerne til det

lovforslag som dannede grundlag for tjenestemandsloven (Folketingstidende

1968-69, tillæg A, sp. 3889f), var bl.a. anført følgende om § 17:

’...

De synspunkter, som er lagt

til grund af kommissionen med hensyn til fastlæggelsen af nye retningslinier

for tjenestemænds adgang til beskæftigelse ved siden af

tjenestemandsstillingen, indeholdes i betænkningens kapitel 3, afsnit 2,

punkt

5.

Kommissionen har fundet, at

der i overensstemmelse med de synspunkter, der er givet udtryk for i

betænkningen, vil kunne ske en begrænsning af den kontrol med eventuel

bibeskæftigelse uden for statstjenesten, som hidtil har været krævet efter

lønnings- og pensionslovens § 44, stk. 2-4.

Man finder anledning til at

bemærke, at ophævelse af pligten til anmeldelse ikke afskærer en

tjenestemand,

som måtte være i tvivl om en bibeskæftigelses forenelighed med

tjenestemandsstillingen,

fra at forelægge dette spørgsmål for sine foresatte.

På tilsvarende måde må et

ministerium eller en institution, uanset bortfaldet af bestemmelsen om adgang

til at tilbagekalde en meddelt tilladelse til en bibeskæftigelse, være

beføjet

til at tilkendegive en tjenestemand, at en bibeskæftigelse ikke kan forenes

med

hans tjenestemandsstilling. Tilsidesættelse af et påbud om at bringe

bibeskæftigelsen til ophør vil som hidtil kunne medføre disciplinær

indskriden.

Indgreb vil i givet fald kunne anvendes såvel over for bibeskæftigelser, der

ikke tidligere har været styrelsen bekendt, som over for bibeskæftigelse, der

af tjenestemanden har været forelagt styrelsen, såfremt utilstrækkelige

oplysninger eller en stedfunden udvikling senere gør en indgriben nødvendig.

De af kommissionen stillede

forslag er således udtryk for, at man har villet liberalisere bestemmelserne

om

tjenestemænds adgang til bibeskæftigelse uden for statstjenesten, således at

de

to hovedhensyn, der skal tages i betragtning ved vurdering af spørgsmålet om

en

bibeskæftigelses tilladelighed, er, om den er forenelig med den

samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede

pligter

og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid. Samtidig har

kommissionen

ønsket, at disse hovedhensyn også skal iagttages ved vurderingen af, om en

tjenestemand kan have bibeskæftigelse inden for statstjenesten. Denne

opfattelse har fundet udtryk i den af kommissionen foreslåede omformulering

af

bestemmelsen i lønnings- og pensionslovens § 44, stk. 2, således at der i

lovudkastets § 17 i stedet for beskæftigelse uden for statstjenesten tales om

beskæftigelse ved siden af tjenestemandsstillingen.

...

Efter kommissionens

opfattelse vil den i lovudkastets § 17 optagne rammebestemmelse være

tilstrækkelig

til at sikre den nødvendige kontrol på dette område, og den vil tillige give

det fornødne grundlag for at fastsætte de vilkår, på hvilke en eventuel

kombination af flere stillinger kan godkendes.’

Af

Tjenestemandskommissionens betænkning nr.

483/1969, s. 27f, fremgår følgende:

’...

a. Retningslinier for beskæftigelse ved siden af

tjenestemandsstillingen.

I overensstemmelse med de

anførte synspunkter finder kommissionen, at udgangspunktet ved vurderingen af

bibeskæftigelse må være, om den efter omfang og karakter er forenelig med den

samvittighedsfulde udførelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede

pligter

og den for stillingen nødvendige agtelse og tillid. Denne vurdering må i

princippet være den samme, hvad enten bibeskæftigelsen udføres i staten eller

udenfor.

Vurderingen bør baseres på,

om bibeskæftigelsen er forenelig med de til tjenestemandsstillingen knyttede

pligter. Dette er i relation til bibeskæftigelse uden for staten en ændring i

forhold til formuleringen i lønnings- og pensionslovens § 44, stk. 1, der

kræver, at beskæftigelsen skal være forenelig med pligterne som tjenestemand.

Heri ligger der næppe nogen større ændring, men det tjener til at

understrege,

at vurderingen skal foretages på grundlag af den konkrete stilling,

tjenestemanden beklæder. Udfaldet kan derfor blive forskelligt, når

vurderingen

af den samme beskæftigelse skal foretages i relation til forskellige

stillinger. Ændringen vil desuden præcisere, at det er på samme grundlag, man

skal vurdere, om en beskæftigelse er forenelig med den samvittighedsfulde

udførelse af tjenestepligterne, og om beskæftigelsen er forenelig med den

nødvendige agtelse og tillid. Den sidstnævnte bedømmelse skal allerede efter

lønnings- og pensionslovens § 44, stk. 1, foretages i relation til

stillingen.

Med hensyn til den linie,

som fremtidig bør følges ved vurderingen af beskæftigelser ved siden af

tjenestemandsstillingen, er det kommissionens opfattelse, at der ikke længere

er rimelig grund til at opretholde den generelt tilbageholdende praksis over

for tjenestemændene.

Der må i denne forbindelse

også tages hensyn til, at den gradvise nedsættelse af arbejdstiden gør det

muligt for ansatte såvel i som uden for staten at varetage andre

beskæftigelser, uden at det behøver at influere på hovedbeskæftigelsen.

...

Kommissionen finder tillige

anledning til at bemærke, at styrelsernes mulighed for at gribe ind over for

tjenestemænds bibeskæftigelse, som ikke skønnes forenelig med kravene i de

respektive stillinger, ikke forringes ved den foreslåede ændring af

tjenestemandsloven. Der vil fortsat være adgang til at skride ind over for

bibeskæftigelse, som ikke bør varetages samtidig med en

tjenestemandsstilling,

og denne adgang vil også bestå, selv om en styrelse tidligere på forespørgsel

har bifaldet en bibeskæftigelse, såfremt en senere udvikling har ændret

grundlaget for den tidligere vurdering.

Som anført ovenfor finder

kommissionen, at der fremtidig principielt bør følges samme retningslinier

ved

vurderingen af beskæftigelse ved siden af tjenestemandsstillingen, hvad enten

bibeskæftigelsen udføres i staten eller uden for. I praksis må det dog

antages,

at hensynet til den samvittighedsfulde udøvelse af de til

tjenestemandsstillingen knyttede pligter og den for stillingen nødvendige

agtelse og tillid hyppigere vil stille sig i vejen for en beskæftigelse uden

for staten end inden for.

Man kan dog ikke se bort

fra, at der kan opstå tilfælde, hvor en tjenestemand ved siden af stillingen

påtager sig andet arbejde for staten, som antager et omfang, der gør det

vanskeligt for ham at bestride stillingen med tilstrækkelig

samvittighedsfuldhed. Det kan også forekomme, at en tjenestemand i kraft af

den

indsigt, han har opnået i sin hovedstilling, ønsker at påtage sig opgaver i

styrelser,

som enten er overordnede eller underordnede i forhold til hans egen. Ved

vurderingen af en sådan bibeskæftigelse må man være opmærksom på, at den

sikkerhed for uvildig behandling af sager gennem flere instanser, som er

foreskrevet

i en række sager, og som

adgangen til administrativ rekurs bygger på, ikke må kunne undergraves på

denne

måde. Der kan således være grundlag for indskriden mod bibeskæftigelse i

staten

ikke alene som følge af dens omfang, men også på grund af dens karakter.

...’

Finansministeriets

Personaleadministrative Vejledning kapitel 17, afsnit 38, indeholder bl.a.

følgende:

’Bibeskæftigelse

38. Ifølge TL § 17 kan en

tjenestemand have beskæftigelse ved siden af sin tjenestemandsstilling

(bibeskæftigelse) ’for så vidt og i det omfang, det er foreneligt med

den

samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede

pligter

og den for stillingen nødvendige agtelse og tillid’.

Der gælder ikke – som før

tjenestemandsloven fra 1969 – nogen pligt for tjenestemanden til at

anmelde

bibeskæftigelse; men det antages, at arbejdsgiverens almindelige ledelsesret

indebærer, at ansættelsesmyndigheden kan fastsætte anmeldelsespligt for

enkelte

grupper af tjenestemænd.

I tjenestemandskommissionens

betænkning er det forudsat, at der i relation til § 17 skal foretages en

konkret

vurdering af, om

bibeskæftigelsen er i strid med værdighedskravet, vil lægge for stort beslag

på

tjenestemandens arbejdskraft eller vil indebære risiko for

interessekonflikter.

Der kan derfor ikke fastsættes regler, der generelt udelukker grupper af

tjenestemænd fra at tage bibeskæftigelse.

’

Cirkulæret om løn- og

ansættelsesvilkår for kirke- og kirkegårdsfunktionærer og regulativet for

stillingen som organist ved (X) og (Y) Kirker indeholder ikke bestemmelser om

adgangen til beskæftigelse ved siden af stillingen som organist.

Grundlaget for

Kirkeministeriets retsopfattelse er således udelukkende de retningslinier

svarende til tjenestemandslovens § 17 der antages at gælde for ansatte på

tjenestemandslignende vilkår,

samt den

regel der i ministeriets praksis er udviklet i tilknytning til

tjenestemandslovens § 17 hvorefter en organist der er lønnet efter

lønrammesystemet, ikke må have en beskæftigelsesgrad på over 115 pct. af

fuldtidsbeskæftigelse. Endvidere har Kirkeministeriet henvist til et

arbejdstidsmålingssystem for organister.

c. Grundsætningen om forbud mod ’skøn under regel’

Ud over de nævnte regler

indgår de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger i retsgrundlaget i

sagen. En af de forvaltningsretlige grundsætninger angår forvaltningens

mulighed for at opstille interne regler der regulerer skønsudøvelsen, og den

betegnes i almindelighed som forbudet mod ’skøn under regel’.

Spørgsmålet er om

Kirkeministeriets administrative praksis er i overensstemmelse med denne

grundsætning.

Grundsætningen om forbud mod

’skøn under regel’ er omtalt flere steder i den juridiske

litteratur. Af Jens

Garde mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udg. (1997), s. 221f,

fremgår bl.a. følgende:

’Det problem, der skal

behandles i det følgende, er spørgsmålet om, i hvilket omfang der ved

udstedelse

af forvaltningsakter, der i større eller mindre omfang kan karakteriseres som

skønsmæssige, dvs. hvor der ikke er fastsat (udtømmende) regler ved lov eller

anordning, er pligt til at underkaste den enkelte sag en individuel

vurdering.

Eller omvendt: I hvilket omfang er forvaltningen berettiget til at regulere

skønnet ved interne regler?

Især det hensyn til

konsekvens i forvaltningens afgørelser, som kan udledes af

lighedsgrundsætningen,

og hensynet til forudseelighed taler for anvendelse af interne regler som

indeholder retningslinier for sagens behandling og afgørelse. Behovet er

særligt udtalt, hvor den pågældende forvaltningsmyndighed træffer afgørelse i

et stort antal enkeltsager, som det især er tilfældet på det lokale og

regionale niveau. Administrative hensyn taler naturligvis også for, at

sagsbehandlingen forenkles mest muligt gennem anvendelse af interne regler.

Lovgivningsmagtens

overladelse af skøn til forvaltningen medfører imidlertid også en

forpligtelse

til at inddrage relevante saglige hensyn i den skønsmæssige afvejning. Dette

er

baggrunden for den tidligere omtalte spænding mellem på den ene side hensynet

til lighed og regelmæssighed og på den anden side hensynet til tilpasning af

forvaltningsafgørelsen til den konkrete situation.

I hvilket omfang og på

hvilke områder der således er tale om et

pligtmæssigt

skøn

, beror på fortolkning. Hvor der ikke er udtrykkelig lovhjemmel for

fastsættelse af retningslinier, og hvor en fortolkning af lovgrundlaget ej

heller i øvrigt giver konkrete holdepunkter for en løsning af problemet, må

udgangspunktet principielt være en vurdering af, med hvilken vægt de

ovennævnte

hensyn gør sig gældende på det pågældende område. Der gælder dog en

formodning imod, at skønnet helt kan

afskæres, og formentlig også imod egentlige begrænsninger af skønnet

,

f.eks. gennem opstilling af ufravigelige (positive eller negative)

betingelser,

således at der kun bliver tale om et skøn med hensyn til forvaltningsaktens

udstedelse, når disse betingelser er opfyldt. Der er dog en vis usikkerhed om

grundsætningens nærmere rækkevidde, som bl.a. skyldes, at der først i de

senere

år er afsagt domme, som underkender forvaltningsafgørelser som følge af

manglende individuel bedømmelse, hvorimod ombudsmanden i en længere årrække

konsekvent har lagt den til grund i sin praksis.

Formodningen omfatter i

øvrigt kun afskæringsregler eller egentlige begrænsningsregler. Der er

således

intet i vejen for, at interne regler

anvendes som et vejledende udgangspunkt for skønnet. Afgørende er, om

myndighederne er sig bevidst, at der kan gøres fravigelser, og at reglerne

ikke

anvendes så mekanisk, at den individuelle vurdering af sagerne i

virkeligheden

er bortfaldet.’

I Jon Andersen mfl.,

Forvaltningsret (1994), s. 246f, er bl.a. anført følgende:

’Skøn under regel

Interne regler, som

(udtømmende) opregner de kriterier, der skal lægges til grund, kan have den

konsekvens, at lovlige kriterier afskæres fra at blive taget i betragtning i

det enkelte tilfælde. Anvendelse af sådanne hjemmelavede regler har mange

fordele; det er lettere at træffe afgørelse på grundlag af regler end at

skønne

individuelt. Regler imødekommer behovet for forudsigelighed og giver dermed

borgerne mulighed for at indrette sig, ligesom de mindsker risikoen for

usaglig

forskelsbehandling. Begrænsnings- og afskæringsregler kan imidlertid

kollidere

med det underliggende retsgrundlag. Hvis den upræcist beskrevne beføjelse må

anses for overladt forvaltningen med henblik på, at der i hver enkelt

tilfælde

skal foretages en individuel vurdering, kan der foreligge en normkonflikt. Om

dette er tilfældet, beror i sidste ende på en fortolkning af henholdsvis

hjemmelsgrundlaget og den interne regel. Hvis retsgrundlaget ikke giver

holdepunkter for slutninger, må egentlige

afskæringsregler

og regler, der begrænser skønnet kraftigt, som udgangspunkt anses for

ulovlige.

Om en begrænsningsregel i øvrigt er lovlig, beror på reglens udformning og

baggrund, behovet for standardisering af sagsbehandlingen på det pågældende

område samt afgørelsernes art.’

Jeg henviser endvidere til

Bent Christensen, Forvaltningsret, Opgaver, Hjemmel, Organisation, 2. udg.

(1997), s. 163ff, og til Per Sørensens artikel i Ugeskrift for Retsvæsen,

1993,

afd. B, s. 224ff.

Den forvaltningsretlige

grundsætning om forbud mod ’skøn under regel’ er lagt til grund

både i

ombudsmandspraksis og retspraksis.

I en sag gengivet i

Folketingets Ombudsmands beretning for 1974, s. 103f*, udtalte ombudsmanden

således at det ikke kunne anses for foreneligt med Undervisningsministeriets

bekendtgørelse om betingelser for adgang til studierne på Roskilde

Universitetscenter at ministeriet generelt udelukkede personer under 25 år

fra

dispensation.

I en sag om udstedelse af

kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i stor bil, som er gengivet i

Folketingets Ombudsmands beretning for 1994*, s. 360ff, blev der generelt i

alle sager givet afslag til ansøgere der havde insulinbehandlet sukkersyge.

Trafikministeriet foretog ingen konkret vurdering af de lægelige oplysninger

i

de enkelte sager, men satte ved den fastlagte praksis skøn under regel. Dette

fandt jeg meget kritisabelt.

Den forvaltningsretlige

grundsætning om forbud mod ’skøn under regel’ gælder også i

afskedigelsessager.

Jeg henviser til Kaj Larsen,

Forvaltningsret (1994), s. 171. Endvidere henvises der til Jørgen Mathiassen,

Forvaltningspersonellet 2. udg. (2000), s. 157f.

Det må således antages at

anvendelse af princippet om ’sidst ind – først ud’ (SIFU) i

afskedigelsessager

vil være en ulovlig begrænsning af skønnet hvis dette alene anvendes som

kriterium for afsked. Jeg henviser bl.a. til Folketingets Ombudsmands

beretning

for 1990, s. 389*. Ligeledes har Højesteret i en dom af 13. december 1994 som

er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen, 1995, s. 177ff, lagt til grund at

afskedigelser ikke må ske alene ved anvendelse af et anciennitetsprincip.

Som det fremgår, indebærer

grundsætningen om forbud mod ’skøn under regel’ ikke at alle former

for interne

regler om udøvelsen af skøn kan anses for retsstridige. Når den pågældende

lovbestemmelse må forstås sådan at der skal foretages en individuel afvejning

af de relevante hensyn, er det navnlig interne regler der afskærer eller i

væsentlig grad begrænser afvejningen som må anses for retsstridige. Som

eksempel herpå kan, ud over de ovennævnte sager angående

’SIFU-princippet’,

nævnes sagen gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1977, s. 537*.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at han ikke fandt grundlag for at kritisere at

Adoptionsnævnet i en cirkulæreskrivelse fastlagde visse generelle

retningslinier for godkendelse af adoptanter, men at det var af afgørende

betydning for den retlige forsvarlighed af cirkulæreskrivelsen og dens

anvendelse at retningslinierne alene blev betragtet som vejledende.

I visse tilfælde hvor

administrative hensyn, behovet for forudsigelighed og lighedsbetragtninger er

særlig betydningsfulde, må interne regler der begrænser skønsafvejningen,

anses

for lovlige. Som eksempel kan nævnes Højesterets dom af 26. januar 1993 som

er

gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen, 1993, s. 307ff. Ved dommen blev det

accepteret at forvaltningen havde fastsat interne regler for tildeling af

bevillinger til hyrekørsel hvorefter vognmænd for at komme i betragtning

skulle

dokumentere at de i det foregående kalenderår havde indkørt et beløb på

mindst

220.000 kr. med den første vogn og 440.000 kr. med hver efterfølgende vogn. I

den bekendtgørelse som regulerede området, var fastsat at bevilling skulle

gives til den efter kommunalbestyrelsens skøn bedst kvalificerede ansøger, og

at kommunalbestyrelsen ved udøvelsen af sit skøn bl.a. skulle lægge vægt på

den

erfaring som den enkelte ansøger havde erhvervet gennem tidligere

beskæftigelse

som chauffør eller vognmand inden for erhvervsmæssig personbefordring. I den

pågældende sag skulle et begrænset antal bevillinger (ca. 75) fordeles mellem

273 ansøgere.

d. Kirkeministeriets administrative praksis

Kirkeministeriet har som

nævnt givet udtryk for at reglen om en beskæftigelsesgrad på højst 115

pct.

er en saglig og rimelig målestok

for dels om en organist er i stand til samvittighedsfuldt at udøve de til

tjenestemandsstillingen knyttede pligter, dels om en bibeskæftigelse er

forenelig med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid. Da varig

overbeskæftigelse af betydeligt omfang erfaringsmæssigt er uforenelig med en

samvittighedsfuld udførelse af organistarbejdet, er det efter ministeriets

opfattelse nødvendigt med en overgrænse for den samlede beskæftigelsesgrad.

Ministeriet har endvidere henvist til at denne regel medvirker til at

forhindre

forskelsbehandling.

Jeg forstår det af

Kirkeministeriet anførte således at der er tale om en generel regel der

ufravigeligt finder anvendelse i alle sager om bibeskæftigelse for organister

der lønnes efter lønrammesystemet, herunder organister ansat på

tjenestemandslignende vilkår. Reglen indebærer en begrænsning af

skønsudøvelsen

idet der kun foretages en afvejning af de hensyn som har betydning ved

bedømmelsen

af bibeskæftigelse hvis den samlede beskæftigelsesgrad ikke overstiger 115

pct.

I tjenestemandslovens § 17

og i lovens forarbejder er det imidlertid forudsat at der ved afgørelse af

sager om tjenestemænds bibeskæftigelse foretages en konkret vurdering af om

bibeskæftigelsen i hvert enkelt tilfælde er forenelig med den

samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede

pligter

og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid.

Som det fremgår af

bemærkningerne til lovforslaget, ønskede man med lovens § 17 at liberalisere

bestemmelserne om tjenestemænds adgang til bibeskæftigelse således at der ved

vurderingen af om en bibeskæftigelse kunne tillades, skulle tages stilling

til

de nævnte to hovedhensyn.

At der skal foretages en

konkret vurdering for hver enkelt stilling, fremgår ligeledes af

tjenestemandskommissionens

betænkning. Det udtales således i betænkningen at udgangspunktet i

vurderingen

af bibeskæftigelse må være om bibeskæftigelsen efter omfang og karakter er

forenelig med de nævnte hovedhensyn. Det fremgår videre at denne vurdering

skal

foretages på grundlag af tjenestemandens konkrete stilling, og at udfaldet af

denne vurdering derfor kan blive forskelligt i relation til forskellige

stillinger.

I Finansministeriets

Personaleadministrative Vejledning er det ligeledes fremhævet at der skal

foretages

en konkret vurdering af om bibeskæftigelsen er i strid med værdighedskravet,

vil lægge for stort beslag på tjenestemandens arbejdskraft eller vil indebære

risiko for interessekonflikter.

Også efter den tidligere

tjenestemandslov skulle der i sager om tjenestemænds bibeskæftigelse

foretages

et samlet skøn over de foreliggende omstændigheder i hver enkelt sag, jf.

f.eks. sagen gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1959, s. 140*.

Dog var praksis som nævnt mere tilbageholdende end efter den nugældende lov,

og

tjenestemanden skulle på forhånd anmelde bibeskæftigelsen over for

ansættelsesmyndigheden.

Der er således klare

holdepunkter for at antage at forvaltningen har pligt til at udøve et

individuelt skøn i hver sag. Det må antages at der for ansatte på

tjenestemandslignende vilkår gælder en tilsvarende forudsætning om at der ved

afgørelsen af sager om bibeskæftigelse foretages en konkret vurdering af om

bibeskæftigelsen i hvert enkelt tilfælde er forenelig med den

samvittighedsfulde udøvelse af de til stillingen knyttede pligter og med den

for stillingen nødvendige agtelse og tillid.

Hertil kommer at det

forvaltningsområde som denne sag angår, bibeskæftigelse for organister ansat

som tjenestemænd eller på tjenestemandslignende vilkår, efter min opfattelse

ikke har en karakter hvor behovet for enkle og klare regler er særlig

fremtrædende. Der er således ikke oplysninger i sagen om at forvaltningen

skal

træffe afgørelse i et stort antal sager, og der er ikke tale om sager hvor

flere borgere konkurrerer indbyrdes. Tværtimod må det antages at et

menighedsråd under normale omstændigheder kun med års mellemrum vil skulle

træffe afgørelse i en sag af denne art. Hverken administrative hensyn,

behovet

for forudsigelighed eller lighedsbetragtninger kan således siges at

nødvendiggøre Kirkeministeriets administrative praksis.

Kirkeministeriet har

yderligere som grundlag for sin praksis henvist til

arbejdstidsmålingssystemet

for organister. Ministeriet har anført at forberedelsesforpligtelser er

indregnet

heri, og at det derfor ikke tillader varig overbeskæftigelse af betydeligt

omfang. Ministeriet har oplyst at der afsættes 3 points for en højmesse,

svarende til 6-7 arbejdstimer, og at der afsættes 30 points for en koncert,

svarende til 60-70 arbejdstimer. Ministeriet har i den forbindelse anført at

der ved varig overbeskæftigelse af betydeligt omfang er fare for at der

’spares’ på forberedelsen.

Efter min opfattelse kan et

sådant arbejdstidsmålingssystem ikke danne hjemmel for Kirkeministeriets

administrative

praksis og den heraf følgende afskedigelse. Jeg er derimod enig i at det ved

afgørelsen

af om bibeskæftigelse kan tillades, skal tages i betragtning om

bibeskæftigelsen har en art og et omfang der ikke harmonerer med den

pågældende

persons varetagelse af den organiststilling hvorom der er tale.

Kirkeministeriet har desuden fremført at

skiftende regeringer har ønsket at dæmme op for ’dobbeltjobberi’

inden for det

offentlige. En principiel holdning af denne art er efter min opfattelse

relevant

for den generelle udformning af personalepolitikken inden for det offentlige,

men uden støtte i retskilderne kan den ikke tillægges betydning ved

fastlæggelse af en borgers retsposition i et bestemt forhold.

Ved Kirkeministeriets

generelle og ufravigelige anvendelse af den interne regel om en

beskæftigelsesgrad

på højst 115 pct. begrænses afvejningen af de hensyn der er nævnt i

tjenestemandslovens § 17, så den kun foretages i sager hvor

beskæftigelsesgraden er lavere. Denne praksis kan ikke anses for at være i

overensstemmelse med tjenestemandslovens § 17 og denne bestemmelses

forarbejder

eller med de tilsvarende retningslinier for ansatte på tjenestemandslignende

vilkår således som disse regler må fortolkes i lyset af den

forvaltningsretlige

grundsætning om forbud mod ’skøn under regel’.

e. Afskedigelsen af (A)

Kirkeministeriets breve af

14. april og 17. oktober 1997 indeholdt ikke en konkret vurdering af om

(A)’s

bibeskæftigelse ved ( ) Skole var forenelig med den samvittighedsfulde

udøvelse

af de til organiststillingen knyttede pligter og med den for stillingen

nødvendige agtelse og tillid. Det var heller ikke i brevene anført at de to

menighedsråd som ansættelsesmyndighed skulle foretage en sådan vurdering.

Kirkeministeriet konstaterede alene at (A)’s beskæftigelsesgrad

overskred den

grænse som var fastsat i ministeriets administrative praksis, og gav udtryk

for

at så længe det var tilfældet, kunne hun ikke varetage stillingen som

organist.

Dette anser jeg for meget kritisabelt.

(X) og (Y) Menighedsråd har

som begrundelse for afskedigelsen henvist til at (A) ikke havde opfyldt sit

løfte om at nedsætte sin beskæftigelsesgrad. Det må imidlertid antages at

årsagen til at (A) i brevet af 16. april 1997 meddelte at hun fra skoleåret

1997-98 ville nedsætte sin beskæftigelse ved (Z) Kommune, alene var at

Kirkeministeriet i brevet af 14. april 1997 havde meddelt at hun ikke kunne

varetage stillingen som organist så længe hendes samlede beskæftigelsesgrad

lå

over 115 pct., og dette må have stået klart for menighedsrådene. Den

omstændighed at (A) ikke opfyldte tilsagnet, kan derfor ikke tillægges

selvstændig betydning for bedømmelsen af om afskedigelsen var berettiget.

I forbindelse med

afskedigelsen foretog menighedsrådene ikke en konkret vurdering af om

(A)’s

ansættelse som lærer ved (Z) Kommune var forenelig med de retningslinier

svarende til tjenestemandslovens § 17 som gælder for ansatte på

tjenestemandslignende vilkår. Der blev alene lagt vægt på at (A) ikke havde

opfyldt sit løfte om at nedsætte beskæftigelsesgraden, og på at

beskæftigelsesgraden

overskred den grænse som var fastsat i ministeriets administrative praksis.

Som nævnt kan

Kirkeministeriets administrative praksis ikke anses for at være i

overensstemmelse

med tjenestemandslovens § 17 og således heller ikke med de retningslinier

svarende til tjenestemandslovens § 17 som gælder for ansatte på

tjenestemandslignende vilkår. Denne praksis kunne derfor ikke danne grundlag

for menighedsrådenes afgørelse.

Jeg har ved min bedømmelse

af (X) og (Y) Menighedsråds behandling af sagen tillagt det betydning at

Kirkeministeriet flere gange havde udtalt at (A) ikke kunne være ansat som

organist med en samlet beskæftigelsesgrad over 115 pct., og at

menighedsrådene

måtte kunne gå ud fra at Kirkeministeriets udtalelser var i overensstemmelse

med lovgivningen. Endvidere har jeg tillagt det betydning at Provstiudvalget

for (Q) Provsti med henblik på at få menighedsrådene til at følge

Kirkeministeriets

administrative praksis havde nedsat kontiene for løn til organist og vikar

for

organist i de to menighedsråds budgetter. På den baggrund har jeg ikke

tilstrækkeligt grundlag for at formulere min opfattelse som en kritik af

menighedsrådene.

Ved vurderingen af om (A)’s

ansættelse som lærer var forenelig med de retningslinier svarende til

tjenestemandslovens § 17 som gælder for ansatte på tjenestemandslignende

vilkår, måtte der efter min opfattelse lægges vægt på at (X) og (Y)

Menighedsråd som ansættelsesmyndighed ved flere lejligheder havde

tilkendegivet

at (A)’s ansættelse som lærer efter deres vurdering var forenelig med

hendes

ansættelse som organist.

Bl.a. fremgår det af

referatet fra mødet den 27. januar 1998 at (A)’s beskæftigelse som lærer

efter

menighedsrådenes konkrete vurdering ikke gik ud over hendes ansættelse som

organist.

Det fremgår endvidere at der ikke havde været problemer med at få tjenesterne

ved kirkerne dækket, og at menighedsrådene havde været tilfredse med den måde

(A) passede sit arbejde som organist på. Endvidere fremgår det at

menighedsrådene havde skønnet det forsvarligt at ansætte (A). Der er ikke

oplysninger

om at menighedsrådenes vurdering af disse spørgsmål havde ændret sig i tiden

inden afskedigelsen.

Jeg bemærker desuden at (Z)

Kommune som ansættelsesmyndighed mente at (A)’s ansættelse som organist

ved de

to kirker var forenelig med hendes tjenestemandsstilling som lærer ved ( )

Skole.

(X) og (Y) Menighedsråd har

gjort gældende at (Z) Kommunes udtalelse om dette spørgsmål er tilblevet på

baggrund af en udtalelse fra skoleinspektøren ved ( ) Skole der måtte anses

for

inhabil i sagen. Spørgsmålet om hvorvidt der forelå inhabilitet, afgøres

imidlertid af (Z) Kommune i henhold til forvaltningsrettens almindelige

regler.

Hvis de to menighedsråd havde den opfattelse at der forelå omstændigheder der

kunne medføre inhabilitet, måtte de rette henvendelse til kommunen.

Et særligt spørgsmål i sagen

drejer sig om det forhold at myndighederne ved ansættelsen af (A) var bekendt

med at hun allerede havde ansættelse som lærer.

Kirkeministeriet har i

udtalelsen af 14. december 1999 anført at (X) og (Y) Menighedsråd samt

Stiftsøvrigheden over (V) Stift ved ansættelsen af (A) var bekendt med at hun

var ansat som lærer ved (Z) Kommune. Det anføres videre i udtalelsen at

menighedsrådene og stiftsøvrigheden ikke var bekendt med Kirkeministeriets

administrative praksis på området og det kriterium ministeriet i første række

lægger vægt på ved vurderingen af om en organists bibeskæftigelse er i strid

med tjenestemandslovens § 17.

(X) og (Y) Menighedsråd har

i udtalelsen af 11. januar 2000 anført at menighedsrådene var bekendt med

(A)’s

ansættelse som lærer, men ikke med omfanget heraf. Endvidere har

menighedsrådene

anført at det først var ved provstiudvalgets breve at menighedsrådene blev

klar

over at der var tale om en konflikt med hensyn til beskæftigelsesgraden.

Menighedsrådene har endvidere henvist til at Stiftsøvrigheden over (V) Stift

hævder at have været ubekendt med forholdene på ansættelsestidspunktet.

Jeg lægger på baggrund af

det ovenfor anførte til grund at – i hvert fald – (X) og (Y)

Menighedsråd som

ansættelsesmyndighed allerede ved ansættelsen af (A) var bekendt med at hun

var

ansat som lærer ved (Z) Kommune. Menighedsrådene var imidlertid som

ansættelsesmyndighed ikke bekendt med at (A)’s beskæftigelsesgrad var i

strid

med Kirkeministeriets administrative praksis. Afskedigelsen var således ikke

begrundet i at der efterfølgende var fremkommet nye oplysninger om (A)’s

beskæftigelse som lærer, og som nævnt foreligger der ikke oplysninger om at

menighedsrådene skulle have ytret utilfredshed med den måde hvorpå (A)

varetog

sin stilling som organist.

Der er ikke oplysninger om

at (A) ved ansættelsen fortav oplysninger om sin ansættelse i (Z) Kommune.

Det

må derfor lægges til grund at det alene beroede på menighedsrådene at de ikke

kendte omfanget af (A)’s beskæftigelse ved (Z) Kommune. At

menighedsrådene ikke

kendte Kirkeministeriets administrative praksis, beroede også på

menighedsrådene. I medfør af det almindelige forvaltningsretlige princip om

sagsoplysning var menighedsrådene forpligtet til at fremskaffe de fornødne

oplysninger om sagens faktiske og retlige grundlag inden de traf afgørelse om

at ansætte (A).

I forbindelse med sager om

tilbagekaldelse og ændring af forvaltningsafgørelser antages det normalt som

den klare hovedregel at der ikke er adgang til at foretage tilbagekaldelse af

en tidligere udstedt begunstigende afgørelse hvis myndighedens ønske herom

bygger på en ren omvurdering af de faktiske oplysninger som forelå for

myndigheden da den traf sin første afgørelse. Jeg henviser til Karsten

Revsbech

mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udg. (1997), s. 446ff, og

Karsten

Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 628f.

Afgørelsen om at afskedige

(A) var en ny selvstændig afgørelse og ikke en tilbagekaldelse af den

tidligere

afgørelse om at ansætte hende. Reglerne om tilbagekaldelse og ændring af

forvaltningsafgørelser kan derfor ikke anvendes i denne sag. Det må dog

antages

at synspunkter svarende til dem der danner grundlag for reglerne om

tilbagekaldelse og ændring af forvaltningsafgørelser, må tillægges betydning

i

en situation som den foreliggende hvor en medarbejder er blevet afskediget på

grund af forhold der forelå allerede på ansættelsestidspunktet. Ved

bedømmelsen

af om afskedigelsen var retmæssig, må der således lægges vægt på at

menighedsrådene ved ansættelsen havde eller burde have kendskab til

(A)’s

beskæftigelse som lærer og omfanget af denne beskæftigelse og derfor burde

have

taget denne beskæftigelse i betragtning da (A) blev ansat. Jeg henviser til

Vestre Landsrets dom af 9. oktober 1998, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen

1999, s. 172f.

Samlet anser jeg det for

meget kritisabelt at Kirkeministeriets bedømmelse af sagen begrænsede sig til

at fastslå at (A)’s beskæftigelsesgrad overskred den grænse som var

fastsat i

ministeriets administrative praksis, og at ministeriet ikke udtalte at de to

menighedsråd skulle foretage en konkret vurdering af om (A)’s

beskæftigelse ved

( ) Skole var forenelig med den samvittighedsfulde udøvelse af de til

organiststillingen

knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid.

Desuden skulle (X) og (Y) Menighedsråd have foretaget denne vurdering i

forbindelse med afgørelsen om at afskedige (A). Endvidere er det min

opfattelse

at det ved bedømmelsen af om afskedigelsen var retmæssig, ud over det

allerede

nævnte må tages i betragtning

at

de

to menighedsråd efter de foreliggende oplysninger anså (A)’s

beskæftigelse som

lærer som forenelig med organiststillingen, og

at

menighedsrådene ved ansættelsen havde eller burde have kendskab

til (A)’s beskæftigelse som lærer og omfanget af denne beskæftigelse.

2. Partshøring og begrundelse

Forvaltningsloven (lov nr.

571 af 19. december 1985 med senere ændring) gælder for behandlingen af sager

hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed,

jf.

lovens § 2, stk. 1. Det er almindeligt antaget at loven finder anvendelse i

sager om ansættelse og afskedigelse af offentligt ansatte og i andre sager

hvor

en myndighed kan siges at træffe afgørelse i forhold til en ansat.

a. Partshøring

Forvaltningslovens

indeholder i § 19 følgende bestemmelse om partshøring:

’

§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten

bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Myndigheden

kan fastsætte en frist for afgivelsen af nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens

beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det

foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt

frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,

findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i

kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt

kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af

oplysningerne

for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer

parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte

afgørelse

og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

Stk. 3.

Vedkommende minister kan efter forhandling med

justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor

bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse,

ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk. 1.’

I rets- og

ombudsmandspraksis er det antaget at bestemmelsen i forvaltningslovens § 19

suppleres med en ulovbestemt regel om partshøring i sager om uansøgt afsked

mv., jf. Kaj Larsen og Jon Andersen, Forvaltningsret (1994), s. 164f og

347ff,

samt Jon Andersens og

Elizabeth Bøggild

Nielsens artikel i Ugeskrift for Retsvæsen, 1999, afd. B, s. 29. Jeg henviser

desuden til Højesterets dom af 12. maj 1999, trykt i Ugeskrift for Retsvæsen,

1999, s. 1337.

Reglen antages at gælde i

sager om uansøgt afsked mv. på et grundlag der indeholder bebrejdelser eller

kritik imod den ansatte, eller hvis afskedigelsen er begrundet med uegnethed.

Efter reglen bør der inden afskedigelser sker, i sådanne sager i

almindelighed

gives den ansatte en redegørelse der efter omstændighederne bør være

skriftlig,

for grundlaget for den påtænkte afskedigelse; der sigtes hermed til en

redegørelse der angiver de forhold fra den pågældendes side der lægges vægt

på,

samt den retlige bedømmelse af disse forhold, og som – for så vidt der

foreligger bevismæssige spørgsmål – angiver det bevismæssige grundlag

for at de

pågældende forhold antages at foreligge. Endvidere bør der gives den

pågældende

lejlighed til derefter at fremkomme med en udtalelse der kan indgå i

grundlaget

for afskedigelsesmyndighedens endelige

stillingtagen.

Af (X) og (Y) Menighedsråds

partshøringsbrev af 17. juni 1999 fremgår at grundlaget for at indlede en

afskedigelsessag var at (A) ikke – som menighedsrådene havde regnet med

– havde

opfyldt sit løfte om at gå ned i beskæftigelsesgrad sådan at hun kunne

opfylde

Kirkeministeriets krav til ansættelse. Menighedsrådene henviste i den

forbindelse til at ansættelsen af (A) ikke havde kunnet godkendes hverken af

Provstiudvalget for (Q) Provsti eller Kirkeministeriet der tre gange havde

udtalt at hun ikke kunne være ansat ved kirkerne på grund af sin

beskæftigelsesgrad.

Der er ikke i

partshøringsbrevet henvist til retningslinier svarende til

tjenestemandslovens

§ 17. Endvidere er det ikke gjort klart om (A)’s beskæftigelsesgrad af

menighedsrådene blev betragtet som et forhold der kunne foranledige

diskretionær afskedigelse, eller som et forhold der kunne begrunde en

disciplinær afskedigelse. Der er dermed ikke i partshøringsbrevet foretaget

en

retlig kvalifikation af sagens faktum.

Kirkeministeriets breve

henholdsvis af 14. april og 17. oktober 1997 samt 8. januar 1998 var ikke

vedlagt partshøringsbrevet, men (A) havde forud for partshøringsbrevet

modtaget

kopi af ministeriets brev af 14. april 1997. Kirkeministeriet havde desuden

den

17. februar 1999 i anledning af klagen fra Dem meddelt at ministeriet ved

brev

af 14. april 1997 havde fastslået at Deres klient ikke kunne varetage

stillingen som organist ved kirkerne så længe hendes samlede

beskæftigelsesgrad

var over 115 pct. Da Kirkeministeriets brev af 14. april 1997 ikke blev sendt

som led i den senere afskedigelsessag, kan den omstændighed at (A) havde fået

kopi af brevet, efter min opfattelse ikke anses for tilstrækkeligt til at

opfylde pligten for menighedsrådene til at redegøre for det retlige grundlag

for den påtænkte afskedigelse. Tilsvarende gælder Kirkeministeriets brev af

17.

februar 1999 til Dem. I øvrigt indeholdt brevene af 14. april 1997 og 17.

februar 1999 ikke en henvisning til retningslinier svarende til

tjenestemandslovens § 17, og det samme gjaldt det brev af 17. juli 1998 som

var

vedlagt brevet af 17. februar 1999 i kopi.

På det foreliggende grundlag

må det dog antages at (A) i det væsentlige var bekendt med det retsgrundlag

som

afskedigelsen hvilede på, men menighedsrådene burde have sørget for at

partshøringen blev foretaget i overensstemmelse med lovgivningens krav.

b. Begrundelse

Forvaltningsloven indeholder

i § 22 og § 24 følgende bestemmelser om begrundelse:

’

§ 22.

En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget

af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part

medhold.

§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

’

(A) fik meddelt afgørelsen

om afskedigelse i brevet af 20. juli 1999. Som begrundelse for afgørelsen

blev

det anført at menighedsrådene skulle følge Kirkeministeriets gældende

administrative praksis. Menighedsrådene henviste endvidere til at (A)’s

samlede

beskæftigelsesgrad var højere end 115 pct. Endvidere fremgår det at det var

af

væsentlig betydning for menighedsrådene at (A) holdt sit løfte om at gå ned i

beskæftigelsesgrad med henblik på at hendes ansættelse som organist kunne

blive

godkendt af Provstiudvalget for (Q) Provsti og af Kirkeministeriet.

Kravet om at begrundelsen

for afgørelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler i henhold til

hvilke afgørelsen var truffet, er kun delvis opfyldt. Menighedsrådene

henviste

til Kirkeministeriets praksis, men ikke til de retsregler som denne praksis

bygger på (eller burde bygge på), nemlig retningslinier svarende til

tjenestemandslovens § 17. Desuden fremgår det ikke om der var tale om en

disciplinær eller diskretionær afskedigelse.

Det er således min

opfattelse at begrundelsen ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24,

stk. 1. Jeg anser den mangelfulde begrundelse for beklagelig.

3. Sammenfatning

Sammenfattende er det min

opfattelse at der ikke i tjenestemandslovens § 17 eller retningslinier

svarende

til denne bestemmelse er hjemmel for Kirkeministeriets administrative

praksis.

Jeg anser det for meget kritisabelt at Kirkeministeriets bedømmelse af sagen

begrænsede sig til at fastslå at (A)’s beskæftigelsesgrad overskred den

grænse

som var fastsat i ministeriets administrative praksis.

Jeg har gjort

Kirkeministeriet bekendt med min opfattelse.

Jeg har henstillet at

Kirkeministeriet tager skridt til at omlægge sin praksis og nærmere meddeler

mig hvad ministeriet agter at foretage sig i den forbindelse.

Desuden skulle (X) og (Y)

Menighedsråd have foretaget en konkret vurdering af om (A)’s

beskæftigelse som

lærer var forenelig med den samvittighedsfulde udøvelse af de til

organiststillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige

agtelse og tillid. Under de særlige omstændigheder i sagen har jeg dog ikke

tilstrækkeligt grundlag for at formulere min opfattelse som en kritik af

menighedsrådene. Endvidere er det min opfattelse at det ved bedømmelsen af om

afskedigelsen var retmæssig, må tages i betragtning

at

de to menighedsråd efter de foreliggende oplysninger anså (A)’s

beskæftigelse som lærer som forenelig med organiststillingen, og

at

menighedsrådene ved ansættelsen havde

eller burde have kendskab til (A)’s beskæftigelse som lærer og omfanget

af

denne beskæftigelse.

Ydermere burde

menighedsrådene forud for den påtænkte afskedigelse have foretaget

partshøring

i overensstemmelse med lovgivningens krav. Jeg anser desuden den mangelfulde

begrundelse for beklagelig.

Jeg har gjort (X) og (Y)

Menighedsråd bekendt med min opfattelse.

Jeg har bedt menighedsrådene

om at underrette mig om hvad der videre sker i sagen.”

NOTER: (*) FOB 1974, s. 103,

FOB 1994, s. 360, FOB 1990, s. 389, 1977, s.

537 og

FOB 1959, s. 140.

Lignende dokumenter