Spring til indhold

Retsinformation

Kommunes videregivelse af oplysninger til privat skole. Krav til samtykket. Notatpligt

FOU nr 2001.117UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kommunes videregivelse af oplysninger til privat skole. Krav

til samtykket. Notatpligt

Det fremgår af sagens akter

at A i efteråret 1997 rettede henvendelse til skolelederen på en privat skole

med forespørgsel om hvorvidt hans søn ville kunne optages på skolen. I

forbindelse med forespørgslen anmodede skolelederen for den private skole

Pædagogisk Psykologisk Rådgivning under K Kommune om indsigt i forskellige

sagsakter vedrørende A’s søn med henblik på en vurdering af om den

private

skole ville kunne give ham et relevant undervisningstilbud. Kommunen

udleverede

sagsakterne til skolelederen til gennemsyn. Efter at skolelederen havde

foretaget en vurdering af sagen og givet afslag på at optage A’s søn på

skolen,

blev akterne tilbageleveret til kommunen. Skolelederen oplyste over for

kommunen at A havde givet samtykke til at den private skole kunne indhente

relevante sagsakter fra kommunen. A bestred efterfølgende at det var

tilfældet.

Den 4. august 1998 klagede A

til mig over at K Kommune havde udleveret fortrolige oplysninger om hans søn

til den private skole uden hans samtykke. Jeg sendte den 25. august 1998

A’s

klage videre til skoleforvaltningen i K Kommune som en anmodning fra A om at

kommunen tog stilling til hans indsigelse.

Efter at A havde fået svar

fra kommunen, klagede han den 3. maj 1999 til tilsynsrådet over K Kommunes

behandling af sagen. Tilsynsrådet indhentede en udtalelse af 16. august 1999

fra kommunen. Udtalelsen var vedlagt et brev af 9. august 1999 fra en ledende

psykolog fra skolepsykologisk kontor. Af brevet fremgår følgende vedrørende

hændelsesforløbet:

Læs alt

”I slutningen af efteråret

1997, forespørger (A) skolelederen på den private skole om hans søn ville

kunne

optages på skolen. I overensstemmelse med skolens optagelsesprocedure, gør

skolelederen for den private skole en eventuel optagelse af sønnen betinget

af,

at skolen får tilladelse til at indhente relevante oplysninger fra Pædagogisk

Psykologisk Rådgivning samt rette henvendelse til andre skoler, hvor sønnen

tidligere har gået. Efter at have modtaget faderens accept anmoder skolen PPR

afdeling Vest, v/en psykolog om indsigt i relevante sagsakter med henblik på

en

vurdering af om skolen vil kunne give (A)’s søn et relevant

undervisningstilbud.

Psykologen fremskaffer

vedlagte bilag som skolelederen får forevist samtidigt med, at psykologen

videregiver PPR’s vurdering af sagen. Skolelederen anmoder om at få lov

at

beholde de udleverede akter nogle få dage, for grundigt at kunne gennemlæse

disse,

og bedre begrunde sin stillingtagen til sagen overfor familien. Dette ønske

imødekommes, og ifølge skolelederen modtager skolen fra (A) derudover

yderligere sagsakter herunder skoleudtalelser. Umiddelbart efter at skolen

har

givet endeligt afslag på optagelsen af (A)’s søn tilbageleveres de

udleverede

papirer.

Ovenstående hændelsesforløb

er gennemlæst og bekræftet af skolelederen på den private skole samt

psykologen

fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, afdeling Vest.”

Tilsynsrådet besluttede den

24. marts 2000 at tilsynsrådet ikke havde grundlag for at udtale at K Kommune

havde handlet ulovligt i sagen. Om baggrunden for beslutningen fremgår bl.a.

følgende:

”Tilsynsrådet har gennemgået

de akter, der blev overgivet til den private skole. Tilsynsrådet er enig med

Dem og (K) Kommune i, at de pågældende akter indeholder oplysninger om meget

personlige

forhold.

I henhold til lov nr. 571 af

19. december 1985 (forvaltningsloven) § 28, stk. 2 kan der under visse

omstændigheder overgives oplysninger om private forhold til en anden

forvaltningsmyndighed.

Akterne blev imidlertid

overgivet til en privatskole.

I henhold til lov om

friskoler og private grundskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 512 af 2. juli

1998

§ 5 skal frie grundskoler, der modtager tilskud efter loven, være selvejende

institutioner og skal i sit virke som uddannelsesinstitution være uafhængig.

Lov om friskoler og private

grundskoler § 5 har følgende ordlyd:

’§ 5.

Frie grundskoler, der modtager tilskud i henhold til denne

lov, skal være selvejende institutioner, hvis vedtægtsbestemmelser om

styrelse

og økonomiske forhold skal godkendes af undervisningsministeren. Ministeren

kan

fastsætte nærmere regler om vedtægternes indhold.

Stk. 2.

Skolen skal i sit virke som selvejende

uddannelsesinstitution være uafhængig, og skolens midler må alene komme

skolens

skole- og undervisningsvirksomhed til gode.

Stk. 5.

Den overordnede ledelse af skolen varetages af en

bestyrelse, som er ansvarlig for skolens drift over for

undervisningsministeren.

’

Tilsynet med den frie

grundskoles almindelige virksomhed føres af forældrekredsen. Dog kan tilsynet

med om eleverne har et standpunkt, der svarer til folkeskolens standpunkt i

visse tilfælde føres af kommunalbestyrelsen.

Tilsynsrådet finder, at den

private skole ikke er omfattet af den offentlige forvaltning, jf. herved

specielt lov om friskoler og den frie grundskole § 5.

Hjemmelen til at overgive

private oplysninger til den private skole kan således ikke findes i

forvaltningslovens

§ 28, stk. 2, idet denne bestemmelse alene finder anvendelse ved overgivelse

af

akter til en forvaltningsmyndighed.

I forvaltningslovens § 27,

stk. 1, jfr. straffelovens § 152 og §§ 152 c-152f er der fastsat regler for

tavshedspligt, for personer der virker inden for den offentlige forvaltning.

I henhold til disse

bestemmelser har den der virker inden for den offentlige forvaltning,

tavshedspligt,

når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som

fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde oplysningen

for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.

Det vil derfor være et brud

på tavshedspligten, såfremt en person, der virker indenfor den offentlige

forvaltning

uberettiget

videregiver

fortrolige oplysninger.

Der tages i de forvaltningsretlige

regler ikke stilling til, om et samtykke til videregivelse af en fortrolig

oplysning bevirker, at der er tale om en

berettiget

videregivelse og dermed ikke et brud

på tavshedspligten.

Tilsynsrådet finder

imidlertid, at det er umiddelbart klart, at (K) Kommune var berettiget til at

give

materialet til lederen af den private skole til brug for lederens overvejelse

om, hvorvidt skolen kunne optage Deres søn, forudsat at De havde givet

samtykke

til, at kommunen udleverede materialet.

(K) Kommune oplyser, at De

overfor den private skole havde givet Deres samtykke til, at der blev

indhentet

relevante oplysninger om Deres søn.

De har overfor Tilsynsrådet

benægtet dette samtykke, således skriver De i brev af 7. september 1999 til

Tilsynsrådet:

’Jeg har ikke givet min

tilladelse til at den private skole kunne få aktindsigt i journal fra K

Kommuneskole.

Jeg afviser fuldstændig den påstand man kommer med. Papiret er taknemmeligt

så

man kan skrive hvad man vil.’

Tilsynsrådet har ikke – som

en domstol – mulighed for at foretage bevisførelse i en sag som denne.

Som

sagen foreligger for Tilsynsrådet, finder Tilsynsrådet det ikke muligt, at

fastslå, hvorvidt der er givet samtykke eller ej.

Tilsynsrådet har herefter

ikke grundlag for at udtale, at (K) Kommune i den

konkrete sag har handlet ulovligt.”

Den 3. april 2000 klagede De

til Indenrigsministeriet over tilsynsrådets udtalelse. Den 18. april 2000

skrev

Indenrigsministeriet bl.a. følgende til Dem:

”I sager, der rejses ved

ansøgning, kan der indhentes oplysninger om ansøgerens rent private forhold,

når denne har samtykket i indhentelsen, jf. § 29 i forvaltningsloven (lov nr.

571 af 19. december 1985 som senest ændret ved lov nr. 347 af 6. juni 1991).

Der er ikke krav om, at samtykket er skriftligt. Hvis der er givet samtykke

til, at oplysninger om rent private forhold indhentes, er det ikke

nødvendigt,

at den myndighed som oplysninger indhentes hos, skal meddele samtykke til

videregivelsen

i henhold til § 28 i forvaltningsloven – der som udgangspunkt indeholder

et

krav om, at samtykket er skriftligt.

Der henvises til John

Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 1999, side 560 og side 571.

Forvaltningslovens regler om

indhentelse og videregivelse af oplysninger gælder for udveksling af

oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder eller inden for en

forvaltningsmyndighed. Når forvaltningsmyndigheder derimod videregiver

oplysninger til andre end forvaltningsmyndigheder, er det afgørende for,

hvorvidt videregivelsen kan ske, om denne er berettiget. Principperne bag

reglerne

i forvaltningsloven om udveksling af oplysninger kan i den forbindelse danne

udgangspunkt for vurderingen.

Dette vil i en sag som den

foreliggende indebære, at uanset om den private skole kan henregnes til den

offentlige forvaltning eller ej vil (K) Kommune – i det omfang De har

givet

samtykke til den private skole til, at skolen kan indhente oplysninger fra

kommunen – kunne videregive oplysninger til skolen uden kommunen

forinden

indhenter et (mundtligt eller skriftligt) samtykke fra Dem.

Hertil kommer, at

Indenrigsministeriet – ligesom tilsynsrådet – ikke har mulighed for

at afklare,

hvilke af de i sagen foreliggende modstridende oplysninger om, hvorvidt De

har

givet den private skole samtykke til at indhente de omhandlede oplysninger,

der

er korrekte.

Indenrigsministeriet finder

på denne baggrund ikke grundlag for at foretage videre i anledning af Deres

henvendelse.”

Den 25. april 2000 klagede A

til mig over udtalelserne fra tilsynsrådet og Indenrigsministeriet. I

anledning

af A’s klage bad jeg den 8. maj 2000 ministeriet og tilsynsrådet om

udtalelser.

Jeg bad myndighederne udtale sig om hvorvidt myndighederne i forbindelse med

vurderingen af spørgsmålet om hvorvidt K Kommunes videregivelse af

oplysningerne til den private skole var berettiget, overvejede om kommunen

forinden videregivelsen selv burde have indhentet et samtykke, eventuelt

skriftligt, eller som minimum have sikret sig at der forelå et samtykke til

indhentelsen.

Jeg modtog den 7. november

2000 fra Indenrigsministeriet udtalelser af 20. juni 2000, 18. august 2000 og

6. november 2000 fra henholdsvis K Kommune, tilsynsrådet og

Indenrigsministeriet. Af udtalelsen fra Indenrigsministeriet fremgår bl.a.

følgende:

”Ved brev af 20. juni 2000

har (K) Kommune bl.a. oplyst til tilsynsrådet, at kommunen, når den modtager

en

anmodning fra en skole om oplysninger til brug for behandling af en ansøgning

om optagelse på skolen, altid sikrer sig, at der foreligger fornødent

samtykke.

Hvorledes kommunen sikrer sig dette, afhænger af en konkret vurdering i det

enkelte tilfælde, og undertiden kræver kommunen et – mundtligt eller

skriftligt

– samtykke direkte fra ansøgeren. I andre tilfælde finder kommunen det

tilstrækkeligt, at den skole, der anmoder om oplysningerne, oplyser, at

ansøgeren har meddelt samtykke. (K) Kommune har endvidere oplyst, at man i

den

foreliggende sag på grundlag af kommunens kendskab til den private skole og

proceduren på skolen i sager som den foreliggende fandt det tilstrækkeligt at

lægge oplysningerne fra skolens leder om, at (A) havde meddelt samtykke, til

grund.

Ved brev af 18. august 2000

til Indenrigsministeriet har Tilsynsrådet bl.a. meddelt, at tilsynsrådet kan

henholde sig til rådets udtalelse af 24. marts 2000. Tilsynsrådet har

endvidere

oplyst, at det efter rådets opfattelse kunne overvejes, hvorvidt (K) Kommunes

undladelse af at tage notat i henhold til offentlighedslovens § 6 burde have

været inddraget i sagen, men at tilsynsrådet under henvisning til sagens

karakter ikke fandt anledning til at gå nærmere ind i dette forhold under

sagens behandling.

Indenrigsministeriet kan i

den anledning oplyse, at sagen har givet ministeriet anledning til følgende

overvejelser:

I sager, der rejses ved

ansøgning, kan der indhentes oplysninger om ansøgerens rent private forhold,

når denne har samtykket i indhentelsen, jf. § 29 i forvaltningsloven (lov nr.

571 af 19. december 1985 som senest ændret ved lov nr. 347 af 6. juni 1991).

Der er ikke krav om, at samtykket er skriftligt. Hvis der er givet samtykke

til, at oplysninger om rent private forhold indhentes, er det ikke

nødvendigt,

at der over for den myndighed som oplysningerne indhentes hos, skal meddeles

samtykke til videregivelsen i henhold til § 28 i forvaltningsloven – der

som

udgangspunkt indeholder et krav om, at samtykket er skriftligt.

Der henvises til John

Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 1999, side 560 og side 571.

Forvaltningslovens § 28 om

indhentelse af oplysninger gælder for udveksling af oplysninger mellem

forvaltningsmyndigheder, og reglen i § 29 gælder tillige i et vist omfang for

udveksling af oplysninger inden for en forvaltningsmyndighed. Når

forvaltningsmyndigheder derimod videregiver oplysninger til andre end

forvaltningsmyndigheder, er det afgørende for, hvorvidt videregivelsen kan

ske,

om denne er berettiget. Principperne bag reglerne i forvaltningsloven om

udveksling af oplysninger kan i den forbindelse danne udgangspunkt for

vurderingen. Der henvises til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer,

1999, side 531.

Der er efter

Indenrigsministeriets opfattelse ikke i henhold til forvaltningsloven –

eller

hvis den private skole ikke kan henregnes til den offentlige forvaltning i

henhold til principperne bag reglerne i forvaltningsloven – krav om, at

(K)

Kommune skulle indhente et samtykke fra (A), inden kommunen udleverede

fortrolige oplysninger om (A)’s søn til den private skole.

I forbindelse med afgørelsen

af, om fortrolige oplysninger kan udleveres, er forvaltningsmyndigheder,

herunder kommunale myndigheder, efter Indenrigsministeriets opfattelse bundet

af almindelige forvaltningsretlige principper, herunder officialmaksimen.

Officialmaksimens formål er at bidrage til at sikre, at myndighedernes

afgørelser er materielt lovlige og rigtige. Det forudsætter ikke alene, at

alle

relevante forhold er belyst ved det foreliggende materiale, men også, at

oplysningerne er pålidelige. Er der tvivl om holdbarheden af et væsentligt

faktum, hører det med til sagsoplysningen at søge denne tvivl afklaret,

således

at det ved en sædvanlig bevismæssig vurdering kan afgøres, om den pågældende

oplysning kan lægges til grund for afgørelsen.

Der kan herved henvises til

Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 1994, side 299.

En myndighed, der udleverer

fortrolige oplysninger på baggrund af en oplysning om, at den, som

oplysningerne vedrører, har meddelt samtykke til udleveringen, vil på

grundlag

af officialmaksimen efter omstændighederne være forpligtet til

at undersøge oplysningen om samtykket

nærmere, eventuelt ved henvendelse til den, de fortrolige oplysninger

vedrører.

(K) Kommune udleverede de

omhandlede oplysninger på baggrund af, at den private skole oplyste til

kommunen, at (A) havde meddelt samtykke hertil. (K) Kommune har oplyst til

Tilsynsrådet, at man blandt andet på baggrund af kommunens hidtidige

erfaringer

med den private skole fandt at kunne lægge det af skolens leder oplyste om

(A)’s samtykke til grund.

Indenrigsministeriet finder

ikke grundlag for at fastslå, at der, da (K) Kommune udleverede de omhandlede

oplysninger til den private skole, har foreligget begrundet tvivl om

rigtigheden af skolens oplysning til kommunen om, at (A) havde givet samtykke

til udleveringen. Indenrigsministeriet skal i den forbindelse bemærke, at

tilsynsrådenes tilsyn med kommunerne ikke omfatter spørgsmål om, hvorvidt

kommunens

dispositioner er rimelige eller hensigtsmæssige eller spørgsmål vedrørende

principperne om god forvaltningsskik.

Indenrigsministeriet har –

ligesom tilsynsrådet – endvidere ikke mulighed for at afklare, hvilke af

de i

sagen foreliggende modstridende oplysninger om, hvorvidt (A) har givet den

private skole samtykke til at indhente de omhandlede oplysninger, der er

korrekte.

Indenrigsministeriet kan på

den baggrund henholde sig til ministeriets udtalelse af 18. april 2000.

Tilsynsrådets bemærkning

vedrørende offentlighedslovens § 6 i rådets udtalelse af 18. august 2000

giver

endvidere Indenrigsministeriet anledning til følgende bemærkninger:

§ 6 i offentlighedsloven

(lov nr. 572 af 19. december 1985 som senest ændret ved lov nr. 276 af 13.

maj

1998) omhandler myndigheders notatpligt. § 6 i offentlighedsloven finder

anvendelse i tilfælde, hvor myndigheder modtager oplysninger, men ikke i

tilfælde, hvor myndigheder udleverer oplysninger. I tilfælde, hvor

myndigheder

udleverer oplysninger, kan det dog følge af god forvaltningsskik, at

myndighederne bør foretage notat herom, jf. herved Folketingets Ombudsmands

beretning 1989, side 369*.

Den foreliggende sag giver

derfor efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke de kommunale

tilsynsmyndigheder

anledning til at overveje spørgsmål om notatpligt nærmere, idet spørgsmål om

(K) Kommunes notatpligt i denne sag, hvor kommunen har udleveret fortrolige

oplysninger, vedrører principperne om god forvaltningsskik, der ikke er

omfattet af de kommunale tilsynsmyndigheders kompetence. Hvorvidt den private

skole har haft notatpligt i sagen, er endvidere ikke et spørgsmål, som de

kommunale tilsynsmyndigheder kan tage stilling til, da tilsynet ikke omfatter

privatskoler.”

Jeg sendte udtalelserne til

A. I brev af 15. november 2000 fastholdt A at han ikke på noget tidspunkt

havde

givet tilladelse til at han søns journal blev udleveret fra skolepsykologisk

kontor. Skolelederen på den private skole havde over for ham givet udtryk for

at han ville tage kontakt til skoleforvaltningen ”for at flytte Deres

søn

over”. A påpegede at skoleforvaltningen ikke er det samme som

skolepsykologisk

kontor, og at det er normalt at kommunen indhenter en skriftligt tilladelse

til

at kunne udlevere materiale fra den ene forvaltning til den anden.

Ombudsmandens udtalelse

”I det følgende lægges til grund at den private skole ikke er omfattet

af forvaltningslovens regler. Det lægges tillige til grund at der i det

materiale der blev videregivet, var indeholdt oplysninger om rent private

forhold.

Efter forvaltningslovens § 28, stk. 1, må en forvaltningsmyndighed ikke

videregive oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold til en anden

forvaltningsmyndighed. Videregivelse kan dog ske hvis en af betingelserne i §

28, stk. 2, er opfyldt, f.eks. hvis den oplysningerne vedrører, har givet

samtykke (nr. 1). Samtykket skal være skriftligt og indeholde nærmere

oplysninger (stk. 4).

Efter lovens § 29, stk. 1, må der i ansøgningssager ikke indhentes

oplysninger om ansøgernes rent private forhold hos en anden

forvaltningsmyndighed. Indhentelse af sådanne oplysninger kan dog ske hvis en

af betingelserne i § 29, stk. 2, er opfyldt, f.eks. at ansøgeren har givet

samtykke hertil (nr. 1). Samtykket skal være konkretiseret, men derudover

stilles der ikke som i § 28 særlige krav til samtykket, herunder krav om at

det skal være skriftligt. Et mundtligt samtykke er således tilstrækkeligt,

jf. Folketingstidende 1985-86, Tillæg B, sp. 109, og Justitsministeriets

vejledning om forvaltningsloven (1986), pkt. 187.

I ansøgningssager er der

ikke krav om at der skal indhentes samtykke både efter § 28 (til

videregivelsen)

og efter § 29 (til indhentelsen). Af de nævnte steder i forarbejderne og i

vejledningen til loven fremgår det at et samtykke efter § 29 er

tilstrækkeligt.

Bestemmelserne i § 28 gælder

kun for videregivelse fra en forvaltningsmyndighed til en anden

forvaltningsmyndighed, og § 29 gælder imidlertid kun hvor en

forvaltningsmyndighed indhenter oplysninger fra en anden

forvaltningsmyndighed.

Ved forvaltningsmyndigheders

videregivelse af fortrolige oplysninger til andre end

forvaltningsmyndigheder,

f.eks. som her en privatskole, må berettigelsen bedømmes på grundlag af de

almindelige tavshedspligtsbestemmelser i forvaltningslovens § 27 og i

straffelovens § 152. Herefter er det afgørende om videregivelsen kan anses

for

’berettiget’.

Det er et grundlæggende

princip – som også afspejles i §§ 28 og 29 i forvaltningsloven – at

personoplysninger,

herunder også oplysninger af meget følsom karakter, kan videregives til

enhver

anden brug hos såvel offentlige myndigheder som private når den oplysningerne

angår, har givet sit samtykke hertil. Baggrunden herfor er bl.a. at den

oplysningerne angår, selv anses som rådig over oplysningerne, og at den

pågældende kan have behov for at oplysningerne videregives til andre, jf.

bl.a.

John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udg. (1999), s. 470, og

Kaj

Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 139.

Ved videregivelse til

private er der ikke fastsat samtykkekrav svarende til forvaltningslovens §

28,

stk. 4. Reglerne i forvaltningslovens kapitel 8 (§§ 28-32) antages imidlertid

i

et vist omfang at finde tilsvarende anvendelse ved afgørelsen af hvorvidt

videregivelse af fortrolige oplysninger fra den offentlige forvaltning til

personer uden for den offentlige forvaltning kan anses for berettiget, jf.

bl.a. Jon Andersen, Juristen 1991, s. 8f, og de sager der er refereret i

Folketingets Ombudsmands beretning for 1987, s. 194f*, og for 1991, s. 156f*.

I sagen refereret i

beretningen for 1991, s. 156, udtalte jeg således at Den Sociale

Ankestyrelses

videregivelse af en afgørelseskopi til egen læge i førtidspensionssager

forudsatte et skriftligt samtykke på samme måde som hvis der havde været tale

om videregivelse til en anden forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens §

28, stk. 4, 2 pkt.

I den nævnte sag var der

tale om en situation hvor en myndighed uopfordret og på eget initiativ

videregav oplysninger til en privat. I den foreliggende sag blev der

videregivet oplysninger på den private skoles initiativ til brug for

behandlingen af en ansøgning om optagelse på skolen. Hvis den private skole

havde været en offentlig myndighed, kunne videregivelsen således have fundet

sted på baggrund af et mundtligt samtykke fra Dem, jf. forvaltningslovens §

29,

stk. 2, nr. 1.

Private skoler modtager

tilskud fra det offentlige og er i et vist omfang også underlagt offentlig

kontrol, jf. lov om friskoler og private grundskoler (lovbekendtgørelse nr.

529

af 6. juni 2001). De opgaver der varetages af private skoler, svarer i vidt

omfang til de opgaver der varetages af folkeskolerne.

Ved lov nr. 478 af 31. maj

2000 blev lov om friskoler og private grundskoler ændret således at der bl.a.

blev indsat en bestemmelse i § 5, stk. 8, om at kapitel 8 i forvaltningsloven

om tavshedspligt mv. gælder for bestyrelsen, lederen og andre ansatte ved en

privat skole. Loven trådte i kraft den 1. juli 2000. Inden det tidspunkt

havde

ansatte mfl. på en privat skole ikke tavshedspligt hverken efter

forvaltningslovens regler eller direkte efter reglerne i straffeloven.

Når henses til at ansatte

mfl. på den private skole på det tidspunkt da oplysningerne fra kommunen blev

videregivet til skolen, ikke var undergivet tavshedspligt, og til at de

oplysninger der blev videregivet, var personoplysninger af meget følsom

karakter, mener jeg at det havde været bedst stemmende med god

forvaltningsskik

om (K) Kommune forinden videregivelsen fandt sted, havde indhentet et

skriftligt samtykke fra Dem. Se også Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994),

s. 139.

Jeg har gjort tilsynsrådet

og Indenrigsministeriet bekendt med min opfattelse. Jeg har dog ikke udtalt

min

opfattelse som kritik af tilsynsrådet og Indenrigsministeriet idet det ligger

uden for de kommunale tilsynsmyndigheders kompetence at tage stilling til

spørgsmål om god forvaltningsskik.

Videregivelsen fra (K)

Kommune fandt i denne sag sted på baggrund af oplysninger om at der forelå et

mundtligt samtykke fra Dem. Selv om det er min opfattelse at kommunen burde

have indhentet et skriftligt samtykke fra Dem, finder jeg anledning til at

komme med bemærkninger vedrørende spørgsmålet om notatpligt. Det skyldes

bl.a.

at bemærkningerne er relevante i en situation hvor et skriftligt samtykke

blot

bliver forevist, men ikke udleveret til den myndighed som er blevet anmodet

om

at videregive oplysninger:

Det følger af bestemmelsen i

offentlighedslovens § 6 at der i sager hvor der vil blive truffet afgørelse

af

en forvaltningsmyndighed, påhviler myndigheden en forpligtelse til at gøre

notat hvis myndigheden mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags

faktiske omstændigheder der er af betydning for sagens afgørelse, eller som

på

anden måde er bekendt med sådanne oplysninger.

Reglen i offentlighedslovens

§ 6 om notatpligt finder således kun anvendelse i afgørelsessager og kun for

så

vidt angår oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder.

Bestemmelsen

må imidlertid anses som et udslag af en almindelig retsgrundsætning om at

offentlige myndigheder i alle sagstyper har pligt til at gøre notat om alle

væsentlige ekspeditioner og andre væsentlige elementer i en sagsbehandling,

jf.

f.eks. Folketingets Ombudsmands beretning for 1989, s.138*. Pligten til at

tage

notat er normalt en forudsætning for en effektiv kontrol med om myndighederne

har handlet korrekt. Pligten har således bevismæssig betydning.

(K) Kommune modtog

oplysninger fra den private skole, nemlig oplysninger om at De havde givet

samtykke til skolen til at den kunne indhente oplysninger fra Pædagogisk

Psykologisk Rådgivning og fra andre skoler hvor Deres søn havde gået. Det er

min opfattelse at kommunen som et udslag af de nævnte almindelige

retsgrundsætninger havde pligt til at gøre notat om sådanne oplysninger. Jeg

mener også at kommunen burde have taget notat om hvilke oplysninger kommunen

udleverede

til den private skole i forbindelse med skolens henvendelse.

Det er på den baggrund min

opfattelse at Tilsynsrådet og Indenrigsministeriet burde have påtalt at (K)

Kommune ikke havde taget notat om de oplysninger kommunen modtog fra den

private skole. Jeg har gjort tilsynsrådet og Indenrigsministeriet bekendt med

min opfattelse.”

NOTER: (*)

FOB 1989, s. 138

og 369, FOB 1987, s.

194 og

FOB 1991, s. 156.

Lignende dokumenter