Afslag på ønske om aktindsigt fra undvegen fange. Partsrepræsentation
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på ønske om aktindsigt fra undvegen fange.
Partsrepræsentation
Sagen(*) drejede sig om
hvorvidt A havde krav på partsaktindsigt og på at kunne lade sig repræsentere
mens han var undveget fra afsoning i en af Direktoratet for
Kriminalforsorgens
institutioner.
Det fremgik af sagen at
foreningen F for A anmodede Kontraktsfængselsafdelingen i Maribo om
aktindsigt
i sagsakter om A vedrørende beslutning om overflytning til Blegdamsvejens
Fængsel. Anmodningen var vedlagt en fuldmagt fra A.
Kontraktsfængselsafdelingen
i Maribo afviste anmodningen. Fængselsafdelingen anførte blandt andet
følgende:
”...
Undertegnede giver hermed
afslag på begæring om aktindsigt i (A)’s sagsakter.
Begrundelsen for afslaget
er, at vi normalt ikke behandler klager fra indsatte som har unddraget sig
afsoning,
som i (A)’s sag, undveget fra ledsaget udgang d. 18-2.1998.
Men i det tilfælde at (A)
påbegynder sin afsoning, kan sagen tages op.
Denne afgørelse kan klages
til: (...)
...”
F klagede til Direktoratet
for Kriminalforsorgen over afgørelsen. F anførte blandt andet følgende:
”...
Læs alt
Efter forvaltningslovens §
9, stk. 1, er det udgangspunktet, at en myndighed skal fremsende de
sagsakter,
som beror hos en myndighed, når den person, som sagsakterne angår, beder om
aktindsigt i disse.
Afslaget fra Fængselsafdelingen
i Maribo må tolkes sådan, at Fængselsafdelingen i Maribo normalt ikke giver
aktindsigt i sager vedrørende indsatte, der unddrager sig afsoning. En sådan
praksis er efter (F)’s vurdering ulovlig, idet den strider mod
forvaltningslovens udgangspunkt vedrørende aktindsigt og da afdelingens
praksis
sætter den lovbundne konkrete afgørelse under en fast regel.
Afslutningsvis skal det
præciseres, at (F) ikke har
klaget
til fængselsafdelingen i Maribo, men alene anmodet om aktindsigt på vegne af
(A).
...”
Direktoratet for
Kriminalforsorgen anførte i sin afgørelse:
”...
Direktoratet er nået til resultat, at det ikke kan kritiseres, at
Kontraktfængselsafdelingen i Maribo gav afslag på aktindsigt under henvisning
til, at afdelingen ikke behandler klager fra indsatte som har unddraget sig
afsoning.
Direktoratet har afgjort
sagen, efter at Kontraktfængselsafdelingen i Maribo har indsendt sagens
bilag.
Her følger en kort
gennemgang af sagen og begrundelsen for direktoratets afgørelse.
Det fremgår af sagen, at (A)
blev overført til Kontraktfængselsafdelingen i Maribo den 2. januar 1998 til
fortsat afsoning af hæfte i 30 dage og fængsel i 11 måneder, som den
pågældende
blev idømt ved Retten i Køge den 20. maj 1997 og ved Østre Landsret den 5.
november 1997. Den pågældende afsonede endvidere forvandlingsstraf for bøder
på
fængsel i 4 dage.
Kontraktfængselsafdelingen i
Maribo besluttede den 17. februar 1998 at overføre (A) til Københavns
Fængsler.
Afdelingen gav (A) tilladelse til at afvikle ledsaget udgang til sine
forældre
den 18. februar 1998 i forbindelse med overførslen.
(A) undveg den 18. februar
1998, mens han afviklede besøg hos sine forældre.
Den 28. april 1998 begærede
De på (A)’s vegne aktindsigt i Kontraktfængselsafdelingens afgørelse af
17.
februar 1998, om at overføre (A) til fortsat afsoning i Københavns Fængsler.
Den 29. april 1998 gav
Kontraktfængselsafdelingen i Maribo (A) afslag på aktindsigt.
Afdelingen begrundede
afslaget med, at afdelingen ikke behandler klager fra indsatte, som har
unddraget sig afsoning.
Afdelingen oplyste
endvidere, at afdelingen ville revurdere begæringen om aktindsigt, når (A)
påbegynder afsoningen påny.
Begæringer om aktindsigt vil
i visse tilfælde kunne afvises uden udtrykkelig lovhjemmel alene i kraft af
retsordenens almindelige regler, herunder hvor begæringen ikke tjener noget
rimeligt formål jf. betænkning nr. 858/1978 om offentlighedslovens revision,
side 129.
Det er en grundlæggende
samfundsmæssig interesse og af grundlæggende betydning for retsordenen, at
straffedomme fuldbyrdes i overensstemmelse med deres indhold. Styrken af
denne
interesse understreges blandt andet af det forhold, at denne interesse er
omgærdet af bestemmelser i straffeloven. Forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr.
3, indeholder endvidere en bestemmelse, som fastslår, at også hensynet til
selve straffuldbyrdelsen er en grundlæggende interesse, idet dette hensyn kan
begrunde, at visse oplysninger undtages fra aktindsigt. Også det hensyn, at
det
offentlige ikke bør understøtte den retsstridige adfærd, at en person
unddrager
sig strafudståelsen, vil efter direktoratets opfattelse med vægt tale imod at
imødekomme aktindsigtsbegæringer fra undvegne.
Det er derfor direktoratets
udgangspunkt, at begæringer om aktindsigt fra undvegne ikke imødekommes,
hvilket også må ses i sammenhæng med, at direktoratet som udgangspunkt heller
ikke behandler ansøgninger eller klager fra personer, sålænge den pågældende
unddrager sig strafudståelsen.
Direktoratet skal tillige
pege på, at spørgsmålet om at imødekomme en begæring om aktindsigt fra en
person, der søger at holde sit opholdssted skjult, alene bliver aktuelt, hvor
den pågældende – som i den konkrete sag – optræder ved
repræsentant.
Ifølge forvaltningslovens §
8 består partens ret til at lade sig repræsentere ikke, såfremt partens
interesse i at kunne lade sig repræsentere findes at burde vige for
væsentlige
hensyn til offentlige interesser. Om denne adgang til at afskære
partsrepræsentation er i den kommenterede forvaltningslov, 1992-udgaven,
anført
følgende:
’Undtagelsesbestemmelsen
indebærer, at der i hvert enkelt tilfælde af myndigheden skal foretages en
konkret afvejning af på den ene side partens interesse i at få den pågældende
bistand og på den anden side de hensyn, der taler for at afskære partens
adgang
til at lade sig repræsentere eller bistå af andre under
sagsbehandlingen.’
Efter direktoratets
opfattelse vil den offentlige interesse i, at straffedomme fuldbyrdes i
overensstemmelse med deres indhold, med betydelig vægt tale imod at tillade
partsrepræsentation som den foreliggende. Over for dette hensyn er det
direktoratets vurdering, at der alene står den pågældendes interesse i at
sikre
sig mod pågribelse.
Direktoratet mener som
anført ikke, at det kan kritiseres, at Kontraktfængselsafdelingen i Maribo
gav
afslag på aktindsigt.
...”
I sin klage til mig imødegik
F på en række punkter Direktoratet for Kriminalforsorgens argumentation. F
anførte blandt andet at adgangen til at afvise begæringer om aktindsigt under
henvisning til at ansøgningen ikke tjener noget rimeligt formål, alene gælder
i
misbrugstilfælde, navnlig hvor begæringen fremsættes i chikanøst øjemed af
notoriske kværulanter. Det var F’s opfattelse at A havde retskrav på og
saglig
interesse i at få aktindsigt.
F anførte endvidere at en
generel udelukkelse fra partsaktindsigt er i strid med forvaltningslovens §
15
idet en undtagelse fra hovedreglen forudsætter en konkret og individuel
vurdering. F gjorde desuden gældende at der ikke er hjemmel i
forvaltningslovens § 8, stk. 2, til at afskære retten til partsrepræsentation
med henvisning til en offentlig interesse i at straffedomme fuldbyrdes i
overensstemmelse med deres indhold.
Jeg videresendte F’s klage
til Direktoratet for Kriminalforsorgen som en anmodning fra F om at
direktoratet uddybede begrundelsen for sin afgørelse og forholdt sig til de
indsigelser som F havde gjort gældende.
Direktoratet for
Kriminalforsorgen svarede F således:
”...
Direktoratet skal meddele at
det stadig er direktoratets opfattelse at begæringer om aktindsigt fra
undvegne
ikke bør imødekommes, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder
i
den konkrete sag.
Der henvises i den
forbindelse til forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3, hvorefter retten til
aktindsigt kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte
kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde
vige
for afgørende hensyn til offentlige interesser, herunder bl.a.
straffuldbyrdelsen.
Som nævnt i direktoratets
brev af 12. oktober 1998 er det, efter direktoratets opfattelse, en
grundlæggende samfundsmæssig interesse og af grundlæggende betydning for
retsordenen at straffedomme fuldbyrdes i overensstemmelse med deres indhold.
Dette understreges bl.a. af at straffeloven kriminaliserer hjælp til
unddragelse af straffuldbyrdelsen, jf. straffelovens §§ 124 og 125. Det er
derfor stadig direktoratets opfattelse at der er tale om en retsstridig
adfærd
som det offentlige ikke bør understøtte og at dette hensyn som udgangspunkt
taler imod at imødekomme aktindsigtsbegæringer fra undvegne.
Direktoratet mener ikke at
der i den konkrete sag er anført sådanne særlige omstændigheder som kan
bevirke
at Deres klients interesse i aktindsigt må vige for hensynet til offentlige
interesser af den anførte karakter.
Vedrørende
partsrepræsentation skal direktoratet henholde sig til de grunde der er
anført
i direktoratets brev af 12. oktober 1998. Direktoratet mener ikke at der i
den
konkrete sag er anført sådanne særlige omstændigheder som kan bevirke at
hensynet til Deres klients anonymitet vejer tungere end hensynet til den
offentlige interesse i at straffedomme fuldbyrdes i overensstemmelse med
deres
indhold.
...”
F klagede på ny til mig over
direktoratets afgørelse.
I en udtalelse i anledning
af klagen anførte Arrestinspektøren i Arresthuset i Maribo at han ikke havde
yderligere bemærkninger til sagen.
I en udtalelse henviste
Direktoratet for Kriminalforsorgen til sin afgørelse.
I min udtalelse af 31. maj
2000 udtalte jeg blandt andet følgende:
Ombudsmandens udtalelse
”1. Afvisning af begæring om aktindsigt
a.
Retten til partsaktindsigt følger af bestemmelser i lovens kapitel 4. Lovens
§ 9, stk. 1, er sålydende:
’§ 9.
Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af
en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens
dokumenter. Begæringen skal angive den sag, hvis dokumenter den pågældende
ønsker at blive gjort bekendt med.’
Forvaltningslovens kapitel 4 indeholder nogle bestemmelser hvorefter
myndighederne kan nægte aktindsigt for så vidt angår nærmere angivne
dokumenter og oplysninger. Visse typer af sager er helt undtaget fra
bestemmelserne om aktindsigt. Udgangspunktet er at kun på de områder hvor
loven indeholder en udtrykkelig hjemmel hertil, kan myndighederne undtage
dokumenter eller oplysninger fra adgangen til aktindsigt.
b.
Direktoratet for Kriminalforsorgen har blandt andet henvist til hensynet til
straffuldbyrdelsen og herunder til lovens § 15, stk. 1, nr. 3, til støtte for
sin afgørelse. § 15, stk. 1, indeholder blandt andet følgende bestemmelse om
adgangen til at undtage oplysninger fra aktindsigt:
’§ 15.
Retten til aktindsigt kan i øvrigt begrænses, i det omfang partens interesse
i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv
findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til
andre private eller offentlige interesser, herunder
3)
forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse
og lignende samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om
strafferetlig eller disciplinær forfølgning,
...’
Bestemmelsen indebærer en
adgang for myndighederne til at begrænse aktindsigt efter en konkret
afvejning
af de modstående hensyn som er partens interesse i aktindsigt over for de
angivne hensyn i bestemmelsen. Anvendelse af bestemmelsen forudsætter at der
er
nærliggende fare for at de angivne private eller offentlige interesser vil
lide
skade af væsentlig betydning såfremt en anmodning om aktindsigt for så vidt
angår de enkelte oplysninger eller dokumenter, imødekommes, jf. John Vogter,
Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udg., 1999, s. 312.
Det må efter min opfattelse
være en afgørende forudsætning for at arresthuset og Direktoratet for
Kriminalforsorgen kan meddele afslag på anmodningen om aktindsigt med
henvisning til bestemmelsen i forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3, at de
dokumenter som begæringen om aktindsigt retter sig imod, indeholder
oplysninger
som (A) vil kunne gøre brug af i henseende til fortsat at unddrage sig
straffuldbyrdelsen. Dette ses ikke at være tilfældet her, og den anførte
begrundelse for afslaget er således ikke holdbar.
c.
Det antages at myndighederne i klare tilfælde af misbrug af krav
om aktindsigt vil kunne afvise kravet uden udtrykkelig hjemmel med henvisning
til retsordenens almindelige regler, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med
kommentarer, 3. udg., 1999, s. 264.
Denne fortolkning har støtte
i forarbejderne til offentlighedsloven, jf. betænkning 857/1978, s. 129, jf.
s.
118. På side 118 er blandt andet følgende anført:
’...
Efter loven [lov nr. 280 af
10. juli 1970 om offentlighed i forvaltningen, min bemærkning] kan der heller
ikke stilles krav med hensyn til begrundelsen for begæringen om aktindsigt. I
kommissionsudkastets § 1 var det derimod bestemt, at en begæring kunne
afslås,
hvis det var åbenbart, at den pågældende ikke havde nogen rimelig interesse
i,
at den blev efterkommet, jfr. herved betænkningen side 61, hvor det anføres,
at
denne bestemmelses formål var at udelukke ’notoriske kværulanter’
fra at
besvære myndighederne med at begære oplysninger om sager, i hvilke det er
åbenbart, at de ikke har nogen rimelig interesse. Denne adgang til at meddele
afslag blev imidlertid udeladt af regeringsforslaget under henvisning til, at
den næppe ville have nogen større praktisk betydning og i øvrigt syntes
vanskelig at administrere, jfr. F.T. 1969-70 tillæg A sp. 587. Uanset dette
kan
det dog formentligt efter omstændighederne ikke anses for udelukket at afvise
begæringer, der klart ikke tjener noget rimeligt formål – navnlig hvor
den
pågældende gentagne gange har haft lejlighed til at gøre sig bekendt med
akterne og alene fremsætter nye begæringer om aktindsigt i chikanøst øjemed,
jfr. herved
kommentaren
side 35.
...’
På side 129 er blandt andet
følgende anført:
’...
2. Betingelserne for at kunne udnytte adgangen til aktindsigt.
a. Ved bedømmelsen af,
hvorvidt de gældende regler om offentlighedsprincippets udformning i denne
henseende har virket tilfredsstillende, finder udvalget det nærliggende at
tage
udgangspunkt i de funktioner, som offentlighedsloven har til hensigt at
varetage. Der kan i så henseende navnlig være anledning til at understrege,
at
loven ikke alene tilsigter at indgå som et led i det system af
retssikkerhedsgarantier, der omgærder beslutningsprocessen i den offentlige
forvaltning her i landet, men tillige har det videre sigte at give pressen og
andre nyhedsformidlende institutioner et bedre grundlag for udøvelsen af den
almindelige informationsvirksomhed i form af en løbende orientering af
offentligheden om den offentlige forvaltnings virksomhed.
Udvalget kan på denne
baggrund tiltræde, at offentlighedsloven ikke indeholder særlige formkrav med
hensyn til en begæring, eller kræver at den, der begærer aktindsigt, kan
godtgøre en særlig interesse heri. Udvalget forudsætter dog, at klare
tilfælde
af misbrug som hidtil vil kunne imødegås også uden udtrykkelig hjemmel i
kraft
af retsordenens almindelige regler, jf. ovenfor side 118.
...’
Med støtte i forarbejderne
kan det således lægges til grund at der i klare tilfælde af misbrug kan
meddeles afslag på aktindsigt uanset at offentlighedsloven ikke indeholder
hjemmel hertil. Noget tilsvarende – formentligt i endnu mere begrænset
omfang –
kan antages at være gældende for så vidt angår anmodninger om aktindsigt
efter
forvaltningslovens kap. 4.
I den foreliggende situation
er der ikke tvivl om at begæringen tjener et formål for (A). Det kan allerede
af denne grund ikke antages at begæringen skulle være udtryk for misbrug af
adgangen til aktindsigt. Det er derfor min opfattelse at den ulovhjemlede
adgang til at afvise begæringer om aktindsigt som er forudsat i betænkning
857/1978 om offentlighedsloven, ikke med de af direktoratet anførte
argumenter
finder anvendelse i et tilfælde som det foreliggende.
d.
Endvidere anfører Direktoratet for Kriminalforsorgen at den
retsstridige adfærd som består i at en person unddrager sig strafudståelsen,
ikke bør understøttes af det offentlige.
Dette grundlæggende
synspunkt kan jeg selvsagt kun være enig i. Men det er et spørgsmål om man
deraf, som direktoratet gør det, kan drage den konsekvens at den omstændighed
at en begæring om aktindsigt fremsættes af en undvegen, generelt og med vægt
taler imod at begæringen imødekommes.
Jeg kan ikke være enig i at
imødekommelse af en aktindsigtsbegæring fra en undvegen generelt er udtryk
for
at man derved ’understøtter’ den pågældendes unddragelse fra
straffuldbyrdelsen. Kun hvor meddelelse af aktindsigt efter en konkret
vurdering må antages at kunne anvendes i unddragelsen, vil man efter min
opfattelse
kunne tale om at den retsstridige adfærd ’understøttes’.
Dette kan som anført ovenfor ikke antages at
være tilfældet i den foreliggende sag.
2. Partsrepræsentation
Forvaltningslovens § 8 har
følgende indhold:
’§ 8.
Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens
behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog
kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens
afgørelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk.
1, 1. pkt., gælder ikke,
hvis partens
interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige
for
væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet
er
fastsat ved lov.’
I forarbejderne til loven er
blandt andet anført følgende om bestemmelsens stk. 2 (Folketingstidende
1985-86, Tillæg A, sp. 131 og 132):
’...
En part i en sag, der er
under behandling i den offentlige forvaltning, kan efter administrativ
praksis
i dag normalt altid vælge at lade sig repræsentere i forbindelse med
forvaltningens sagsbehandling. I overensstemmelse hermed forudsætter
justitsministeriet, at der efter den foreslåede bestemmelse kun i ganske
særlige tilfælde nægtes en part adgang til at lade sig repræsentere eller
bistå
under sagens behandling.
Undtagelsesbestemmelsen indebærer,
at der i hvert enkelt tilfælde af den pågældende myndighed skal foretages en
konkret afvejning af på den ene side partens interesse i at få den pågældende
bistand og på den anden side de hensyn, der taler for at afskære partens
adgang
til at lade sig repræsentere eller bistå.
Bestemmelsen vil f.eks.
kunne anvendes i tilfælde, hvor parten under et møde med myndigheden ønsker
sig
bistået af flere personer og myndigheden, af hensyn til sagsbehandlingen, ro
og
orden eller af hensyn til andre parter, finder at burde begrænse antallet af
bisiddere eller helt at udelukke andre end parterne selv fra at deltage i
mødet.
Undtagelsesbestemmelsen vil
også kunne anvendes i de tilfælde, hvor parten ønsker at skifte repræsentant,
og en deraf følgende udsættelse af sagen vil medføre overskridelse af en
lovbestemt frist for sagens afgørelse. Hvis udsættelsen i øvrigt findes at
burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der
taler imod en sådan udsættelse, kan myndigheden ligeledes undlade at
efterkomme
partens ønske om at lade sig repræsentere eller bistå under sagen.
Hvis den pågældende
repræsentant er ganske uegnet til at varetage partens interesser, kan
bestemmelsen i særlige tilfælde tænkes anvendt også af hensyn til parten
selv.
...’
Direktoratet for
Kriminalforsorgen har anført at den offentlige interesse i at straffedomme
fuldbyrdes i overensstemmelse med deres indhold, med betydelig vægt taler
imod
at tillade partsrepræsentation i en sag som den foreliggende. Over for dette
hensyn er det direktoratets vurdering at der alene står den pågældendes
interesse i at sikre sig mod pågribelse.
Jeg er ikke enig i
direktoratets opfattelse. Undtagelsesbestemmelsen i § 8, stk. 2, er snæver og
retter sig først og fremmest mod andre (mere praktiske) situationer. Jeg kan
ikke udelukke at der kan forekomme situationer hvor det blotte forhold at der
er en partsrepræsentant kan være medvirkende til at en indsat der unddrager
sig
straffuldbyrdelsen, igennem partsrepræsentation kan sikre sig mod pågribelse.
Det må imidlertid bero på en konkret vurdering i de enkelte tilfælde om en
sådan situation foreligger. En konkret vurdering af dette forhold ses
imidlertid ikke at være foretaget i den foreliggende sag.
Jeg har samtidig hermed gjort Direktoratet for
Kriminalforsorgen bekendt med min opfattelse, og jeg har henstillet til
Direktoratet for Kriminalforsorgen at træffe en ny afgørelse i sagen. Jeg har
bedt direktoratet om at underrette mig om direktoratets fornyede
afgørelse.”
Ved brev af 22. januar 2001
oplyste Direktoratet for Kriminalforsorgen at direktoratet ved brev af samme
dato i overensstemmelse med min henstilling af 31. maj 2000 havde truffet ny
afgørelse i sagen, og at direktoratet havde meddelt F aktindsigt.
Direktoratet oplyste at den
meget sene besvarelse af min henstilling skyldes en ekspeditionsfejl som
direktoratet i brevet til F havde beklaget.
Jeg udtalte at jeg var enig
i at det var beklageligt at min henstilling først blev besvaret den 22.
januar
2001. Jeg tog til efterretning at aktindsigt nu var blevet meddelt.
NOTER: (*) J.nr. 2000-1987-620 (
FOB 2000, s 212
).
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forvaltningsloven (Fangeflugt og begrænsning i indsattes adgang til aktindsigt mv.) Retsinformation · 27. februar 2002
- 11.2022 (Denne sag drejer sig om godtgørelse for ophævelse af uddannelsesaftalen.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 16. december 2022
- Betænkning over I. Forslag til lov om fuldbyrdelse af straf m.v. II. Forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v. Retsinformation · 31. juli 2000
- Lotus Behandlingscenter ApS mod Direktoratet for Kriminalforsorgen Klagenævn (Nævnenes Hus) · 6. november 2019
- Afgørelse i klagesag om Allerød Kommunes afslag på landzonetilladelse til midlertidig ændret anvendelse af bygninger og udvidelse af parkeringsplads på [A1], Birkerød Klagenævn (Nævnenes Hus) · 21. marts 2025
- Vejledning om anbringelse og overførsel af personer, som skal udstå fængselsstraf eller forvaring (anbringelses- og overførselsvejledningen) Retsinformation · 18. februar 2026