Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på ønske om aktindsigt fra undvegen fange. Partsrepræsentation

FOU nr 2000.175UdtalelserFolketinget11. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på ønske om aktindsigt fra undvegen fange.

Partsrepræsentation

Sagen(*) drejede sig om

hvorvidt A havde krav på partsaktindsigt og på at kunne lade sig repræsentere

mens han var undveget fra afsoning i en af Direktoratet for

Kriminalforsorgens

institutioner.

Det fremgik af sagen at

foreningen F for A anmodede Kontraktsfængselsafdelingen i Maribo om

aktindsigt

i sagsakter om A vedrørende beslutning om overflytning til Blegdamsvejens

Fængsel. Anmodningen var vedlagt en fuldmagt fra A.

Kontraktsfængselsafdelingen

i Maribo afviste anmodningen. Fængselsafdelingen anførte blandt andet

følgende:

”...

Undertegnede giver hermed

afslag på begæring om aktindsigt i (A)’s sagsakter.

Begrundelsen for afslaget

er, at vi normalt ikke behandler klager fra indsatte som har unddraget sig

afsoning,

som i (A)’s sag, undveget fra ledsaget udgang d. 18-2.1998.

Men i det tilfælde at (A)

påbegynder sin afsoning, kan sagen tages op.

Denne afgørelse kan klages

til: (...)

...”

F klagede til Direktoratet

for Kriminalforsorgen over afgørelsen. F anførte blandt andet følgende:

”...

Læs alt

Efter forvaltningslovens §

9, stk. 1, er det udgangspunktet, at en myndighed skal fremsende de

sagsakter,

som beror hos en myndighed, når den person, som sagsakterne angår, beder om

aktindsigt i disse.

Afslaget fra Fængselsafdelingen

i Maribo må tolkes sådan, at Fængselsafdelingen i Maribo normalt ikke giver

aktindsigt i sager vedrørende indsatte, der unddrager sig afsoning. En sådan

praksis er efter (F)’s vurdering ulovlig, idet den strider mod

forvaltningslovens udgangspunkt vedrørende aktindsigt og da afdelingens

praksis

sætter den lovbundne konkrete afgørelse under en fast regel.

Afslutningsvis skal det

præciseres, at (F) ikke har

klaget

til fængselsafdelingen i Maribo, men alene anmodet om aktindsigt på vegne af

(A).

...”

Direktoratet for

Kriminalforsorgen anførte i sin afgørelse:

”...

Direktoratet er nået til resultat, at det ikke kan kritiseres, at

Kontraktfængselsafdelingen i Maribo gav afslag på aktindsigt under henvisning

til, at afdelingen ikke behandler klager fra indsatte som har unddraget sig

afsoning.

Direktoratet har afgjort

sagen, efter at Kontraktfængselsafdelingen i Maribo har indsendt sagens

bilag.

Her følger en kort

gennemgang af sagen og begrundelsen for direktoratets afgørelse.

Det fremgår af sagen, at (A)

blev overført til Kontraktfængselsafdelingen i Maribo den 2. januar 1998 til

fortsat afsoning af hæfte i 30 dage og fængsel i 11 måneder, som den

pågældende

blev idømt ved Retten i Køge den 20. maj 1997 og ved Østre Landsret den 5.

november 1997. Den pågældende afsonede endvidere forvandlingsstraf for bøder

på

fængsel i 4 dage.

Kontraktfængselsafdelingen i

Maribo besluttede den 17. februar 1998 at overføre (A) til Københavns

Fængsler.

Afdelingen gav (A) tilladelse til at afvikle ledsaget udgang til sine

forældre

den 18. februar 1998 i forbindelse med overførslen.

(A) undveg den 18. februar

1998, mens han afviklede besøg hos sine forældre.

Den 28. april 1998 begærede

De på (A)’s vegne aktindsigt i Kontraktfængselsafdelingens afgørelse af

17.

februar 1998, om at overføre (A) til fortsat afsoning i Københavns Fængsler.

Den 29. april 1998 gav

Kontraktfængselsafdelingen i Maribo (A) afslag på aktindsigt.

Afdelingen begrundede

afslaget med, at afdelingen ikke behandler klager fra indsatte, som har

unddraget sig afsoning.

Afdelingen oplyste

endvidere, at afdelingen ville revurdere begæringen om aktindsigt, når (A)

påbegynder afsoningen påny.

Begæringer om aktindsigt vil

i visse tilfælde kunne afvises uden udtrykkelig lovhjemmel alene i kraft af

retsordenens almindelige regler, herunder hvor begæringen ikke tjener noget

rimeligt formål jf. betænkning nr. 858/1978 om offentlighedslovens revision,

side 129.

Det er en grundlæggende

samfundsmæssig interesse og af grundlæggende betydning for retsordenen, at

straffedomme fuldbyrdes i overensstemmelse med deres indhold. Styrken af

denne

interesse understreges blandt andet af det forhold, at denne interesse er

omgærdet af bestemmelser i straffeloven. Forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr.

3, indeholder endvidere en bestemmelse, som fastslår, at også hensynet til

selve straffuldbyrdelsen er en grundlæggende interesse, idet dette hensyn kan

begrunde, at visse oplysninger undtages fra aktindsigt. Også det hensyn, at

det

offentlige ikke bør understøtte den retsstridige adfærd, at en person

unddrager

sig strafudståelsen, vil efter direktoratets opfattelse med vægt tale imod at

imødekomme aktindsigtsbegæringer fra undvegne.

Det er derfor direktoratets

udgangspunkt, at begæringer om aktindsigt fra undvegne ikke imødekommes,

hvilket også må ses i sammenhæng med, at direktoratet som udgangspunkt heller

ikke behandler ansøgninger eller klager fra personer, sålænge den pågældende

unddrager sig strafudståelsen.

Direktoratet skal tillige

pege på, at spørgsmålet om at imødekomme en begæring om aktindsigt fra en

person, der søger at holde sit opholdssted skjult, alene bliver aktuelt, hvor

den pågældende – som i den konkrete sag – optræder ved

repræsentant.

Ifølge forvaltningslovens §

8 består partens ret til at lade sig repræsentere ikke, såfremt partens

interesse i at kunne lade sig repræsentere findes at burde vige for

væsentlige

hensyn til offentlige interesser. Om denne adgang til at afskære

partsrepræsentation er i den kommenterede forvaltningslov, 1992-udgaven,

anført

følgende:

’Undtagelsesbestemmelsen

indebærer, at der i hvert enkelt tilfælde af myndigheden skal foretages en

konkret afvejning af på den ene side partens interesse i at få den pågældende

bistand og på den anden side de hensyn, der taler for at afskære partens

adgang

til at lade sig repræsentere eller bistå af andre under

sagsbehandlingen.’

Efter direktoratets

opfattelse vil den offentlige interesse i, at straffedomme fuldbyrdes i

overensstemmelse med deres indhold, med betydelig vægt tale imod at tillade

partsrepræsentation som den foreliggende. Over for dette hensyn er det

direktoratets vurdering, at der alene står den pågældendes interesse i at

sikre

sig mod pågribelse.

Direktoratet mener som

anført ikke, at det kan kritiseres, at Kontraktfængselsafdelingen i Maribo

gav

afslag på aktindsigt.

...”

I sin klage til mig imødegik

F på en række punkter Direktoratet for Kriminalforsorgens argumentation. F

anførte blandt andet at adgangen til at afvise begæringer om aktindsigt under

henvisning til at ansøgningen ikke tjener noget rimeligt formål, alene gælder

i

misbrugstilfælde, navnlig hvor begæringen fremsættes i chikanøst øjemed af

notoriske kværulanter. Det var F’s opfattelse at A havde retskrav på og

saglig

interesse i at få aktindsigt.

F anførte endvidere at en

generel udelukkelse fra partsaktindsigt er i strid med forvaltningslovens §

15

idet en undtagelse fra hovedreglen forudsætter en konkret og individuel

vurdering. F gjorde desuden gældende at der ikke er hjemmel i

forvaltningslovens § 8, stk. 2, til at afskære retten til partsrepræsentation

med henvisning til en offentlig interesse i at straffedomme fuldbyrdes i

overensstemmelse med deres indhold.

Jeg videresendte F’s klage

til Direktoratet for Kriminalforsorgen som en anmodning fra F om at

direktoratet uddybede begrundelsen for sin afgørelse og forholdt sig til de

indsigelser som F havde gjort gældende.

Direktoratet for

Kriminalforsorgen svarede F således:

”...

Direktoratet skal meddele at

det stadig er direktoratets opfattelse at begæringer om aktindsigt fra

undvegne

ikke bør imødekommes, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder

i

den konkrete sag.

Der henvises i den

forbindelse til forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3, hvorefter retten til

aktindsigt kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte

kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde

vige

for afgørende hensyn til offentlige interesser, herunder bl.a.

straffuldbyrdelsen.

Som nævnt i direktoratets

brev af 12. oktober 1998 er det, efter direktoratets opfattelse, en

grundlæggende samfundsmæssig interesse og af grundlæggende betydning for

retsordenen at straffedomme fuldbyrdes i overensstemmelse med deres indhold.

Dette understreges bl.a. af at straffeloven kriminaliserer hjælp til

unddragelse af straffuldbyrdelsen, jf. straffelovens §§ 124 og 125. Det er

derfor stadig direktoratets opfattelse at der er tale om en retsstridig

adfærd

som det offentlige ikke bør understøtte og at dette hensyn som udgangspunkt

taler imod at imødekomme aktindsigtsbegæringer fra undvegne.

Direktoratet mener ikke at

der i den konkrete sag er anført sådanne særlige omstændigheder som kan

bevirke

at Deres klients interesse i aktindsigt må vige for hensynet til offentlige

interesser af den anførte karakter.

Vedrørende

partsrepræsentation skal direktoratet henholde sig til de grunde der er

anført

i direktoratets brev af 12. oktober 1998. Direktoratet mener ikke at der i

den

konkrete sag er anført sådanne særlige omstændigheder som kan bevirke at

hensynet til Deres klients anonymitet vejer tungere end hensynet til den

offentlige interesse i at straffedomme fuldbyrdes i overensstemmelse med

deres

indhold.

...”

F klagede på ny til mig over

direktoratets afgørelse.

I en udtalelse i anledning

af klagen anførte Arrestinspektøren i Arresthuset i Maribo at han ikke havde

yderligere bemærkninger til sagen.

I en udtalelse henviste

Direktoratet for Kriminalforsorgen til sin afgørelse.

I min udtalelse af 31. maj

2000 udtalte jeg blandt andet følgende:

Ombudsmandens udtalelse

”1. Afvisning af begæring om aktindsigt

a.

Retten til partsaktindsigt følger af bestemmelser i lovens kapitel 4. Lovens

§ 9, stk. 1, er sålydende:

’§ 9.

Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af

en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens

dokumenter. Begæringen skal angive den sag, hvis dokumenter den pågældende

ønsker at blive gjort bekendt med.’

Forvaltningslovens kapitel 4 indeholder nogle bestemmelser hvorefter

myndighederne kan nægte aktindsigt for så vidt angår nærmere angivne

dokumenter og oplysninger. Visse typer af sager er helt undtaget fra

bestemmelserne om aktindsigt. Udgangspunktet er at kun på de områder hvor

loven indeholder en udtrykkelig hjemmel hertil, kan myndighederne undtage

dokumenter eller oplysninger fra adgangen til aktindsigt.

b.

Direktoratet for Kriminalforsorgen har blandt andet henvist til hensynet til

straffuldbyrdelsen og herunder til lovens § 15, stk. 1, nr. 3, til støtte for

sin afgørelse. § 15, stk. 1, indeholder blandt andet følgende bestemmelse om

adgangen til at undtage oplysninger fra aktindsigt:

’§ 15.

Retten til aktindsigt kan i øvrigt begrænses, i det omfang partens interesse

i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv

findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til

andre private eller offentlige interesser, herunder

3)

forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse

og lignende samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om

strafferetlig eller disciplinær forfølgning,

...’

Bestemmelsen indebærer en

adgang for myndighederne til at begrænse aktindsigt efter en konkret

afvejning

af de modstående hensyn som er partens interesse i aktindsigt over for de

angivne hensyn i bestemmelsen. Anvendelse af bestemmelsen forudsætter at der

er

nærliggende fare for at de angivne private eller offentlige interesser vil

lide

skade af væsentlig betydning såfremt en anmodning om aktindsigt for så vidt

angår de enkelte oplysninger eller dokumenter, imødekommes, jf. John Vogter,

Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udg., 1999, s. 312.

Det må efter min opfattelse

være en afgørende forudsætning for at arresthuset og Direktoratet for

Kriminalforsorgen kan meddele afslag på anmodningen om aktindsigt med

henvisning til bestemmelsen i forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3, at de

dokumenter som begæringen om aktindsigt retter sig imod, indeholder

oplysninger

som (A) vil kunne gøre brug af i henseende til fortsat at unddrage sig

straffuldbyrdelsen. Dette ses ikke at være tilfældet her, og den anførte

begrundelse for afslaget er således ikke holdbar.

c.

Det antages at myndighederne i klare tilfælde af misbrug af krav

om aktindsigt vil kunne afvise kravet uden udtrykkelig hjemmel med henvisning

til retsordenens almindelige regler, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med

kommentarer, 3. udg., 1999, s. 264.

Denne fortolkning har støtte

i forarbejderne til offentlighedsloven, jf. betænkning 857/1978, s. 129, jf.

s.

118. På side 118 er blandt andet følgende anført:

’...

Efter loven [lov nr. 280 af

10. juli 1970 om offentlighed i forvaltningen, min bemærkning] kan der heller

ikke stilles krav med hensyn til begrundelsen for begæringen om aktindsigt. I

kommissionsudkastets § 1 var det derimod bestemt, at en begæring kunne

afslås,

hvis det var åbenbart, at den pågældende ikke havde nogen rimelig interesse

i,

at den blev efterkommet, jfr. herved betænkningen side 61, hvor det anføres,

at

denne bestemmelses formål var at udelukke ’notoriske kværulanter’

fra at

besvære myndighederne med at begære oplysninger om sager, i hvilke det er

åbenbart, at de ikke har nogen rimelig interesse. Denne adgang til at meddele

afslag blev imidlertid udeladt af regeringsforslaget under henvisning til, at

den næppe ville have nogen større praktisk betydning og i øvrigt syntes

vanskelig at administrere, jfr. F.T. 1969-70 tillæg A sp. 587. Uanset dette

kan

det dog formentligt efter omstændighederne ikke anses for udelukket at afvise

begæringer, der klart ikke tjener noget rimeligt formål – navnlig hvor

den

pågældende gentagne gange har haft lejlighed til at gøre sig bekendt med

akterne og alene fremsætter nye begæringer om aktindsigt i chikanøst øjemed,

jfr. herved

kommentaren

side 35.

...’

På side 129 er blandt andet

følgende anført:

’...

2. Betingelserne for at kunne udnytte adgangen til aktindsigt.

a. Ved bedømmelsen af,

hvorvidt de gældende regler om offentlighedsprincippets udformning i denne

henseende har virket tilfredsstillende, finder udvalget det nærliggende at

tage

udgangspunkt i de funktioner, som offentlighedsloven har til hensigt at

varetage. Der kan i så henseende navnlig være anledning til at understrege,

at

loven ikke alene tilsigter at indgå som et led i det system af

retssikkerhedsgarantier, der omgærder beslutningsprocessen i den offentlige

forvaltning her i landet, men tillige har det videre sigte at give pressen og

andre nyhedsformidlende institutioner et bedre grundlag for udøvelsen af den

almindelige informationsvirksomhed i form af en løbende orientering af

offentligheden om den offentlige forvaltnings virksomhed.

Udvalget kan på denne

baggrund tiltræde, at offentlighedsloven ikke indeholder særlige formkrav med

hensyn til en begæring, eller kræver at den, der begærer aktindsigt, kan

godtgøre en særlig interesse heri. Udvalget forudsætter dog, at klare

tilfælde

af misbrug som hidtil vil kunne imødegås også uden udtrykkelig hjemmel i

kraft

af retsordenens almindelige regler, jf. ovenfor side 118.

...’

Med støtte i forarbejderne

kan det således lægges til grund at der i klare tilfælde af misbrug kan

meddeles afslag på aktindsigt uanset at offentlighedsloven ikke indeholder

hjemmel hertil. Noget tilsvarende – formentligt i endnu mere begrænset

omfang –

kan antages at være gældende for så vidt angår anmodninger om aktindsigt

efter

forvaltningslovens kap. 4.

I den foreliggende situation

er der ikke tvivl om at begæringen tjener et formål for (A). Det kan allerede

af denne grund ikke antages at begæringen skulle være udtryk for misbrug af

adgangen til aktindsigt. Det er derfor min opfattelse at den ulovhjemlede

adgang til at afvise begæringer om aktindsigt som er forudsat i betænkning

857/1978 om offentlighedsloven, ikke med de af direktoratet anførte

argumenter

finder anvendelse i et tilfælde som det foreliggende.

d.

Endvidere anfører Direktoratet for Kriminalforsorgen at den

retsstridige adfærd som består i at en person unddrager sig strafudståelsen,

ikke bør understøttes af det offentlige.

Dette grundlæggende

synspunkt kan jeg selvsagt kun være enig i. Men det er et spørgsmål om man

deraf, som direktoratet gør det, kan drage den konsekvens at den omstændighed

at en begæring om aktindsigt fremsættes af en undvegen, generelt og med vægt

taler imod at begæringen imødekommes.

Jeg kan ikke være enig i at

imødekommelse af en aktindsigtsbegæring fra en undvegen generelt er udtryk

for

at man derved ’understøtter’ den pågældendes unddragelse fra

straffuldbyrdelsen. Kun hvor meddelelse af aktindsigt efter en konkret

vurdering må antages at kunne anvendes i unddragelsen, vil man efter min

opfattelse

kunne tale om at den retsstridige adfærd ’understøttes’.

Dette kan som anført ovenfor ikke antages at

være tilfældet i den foreliggende sag.

2. Partsrepræsentation

Forvaltningslovens § 8 har

følgende indhold:

’§ 8.

Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens

behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog

kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens

afgørelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk.

1, 1. pkt., gælder ikke,

hvis partens

interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige

for

væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet

er

fastsat ved lov.’

I forarbejderne til loven er

blandt andet anført følgende om bestemmelsens stk. 2 (Folketingstidende

1985-86, Tillæg A, sp. 131 og 132):

’...

En part i en sag, der er

under behandling i den offentlige forvaltning, kan efter administrativ

praksis

i dag normalt altid vælge at lade sig repræsentere i forbindelse med

forvaltningens sagsbehandling. I overensstemmelse hermed forudsætter

justitsministeriet, at der efter den foreslåede bestemmelse kun i ganske

særlige tilfælde nægtes en part adgang til at lade sig repræsentere eller

bistå

under sagens behandling.

Undtagelsesbestemmelsen indebærer,

at der i hvert enkelt tilfælde af den pågældende myndighed skal foretages en

konkret afvejning af på den ene side partens interesse i at få den pågældende

bistand og på den anden side de hensyn, der taler for at afskære partens

adgang

til at lade sig repræsentere eller bistå.

Bestemmelsen vil f.eks.

kunne anvendes i tilfælde, hvor parten under et møde med myndigheden ønsker

sig

bistået af flere personer og myndigheden, af hensyn til sagsbehandlingen, ro

og

orden eller af hensyn til andre parter, finder at burde begrænse antallet af

bisiddere eller helt at udelukke andre end parterne selv fra at deltage i

mødet.

Undtagelsesbestemmelsen vil

også kunne anvendes i de tilfælde, hvor parten ønsker at skifte repræsentant,

og en deraf følgende udsættelse af sagen vil medføre overskridelse af en

lovbestemt frist for sagens afgørelse. Hvis udsættelsen i øvrigt findes at

burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der

taler imod en sådan udsættelse, kan myndigheden ligeledes undlade at

efterkomme

partens ønske om at lade sig repræsentere eller bistå under sagen.

Hvis den pågældende

repræsentant er ganske uegnet til at varetage partens interesser, kan

bestemmelsen i særlige tilfælde tænkes anvendt også af hensyn til parten

selv.

...’

Direktoratet for

Kriminalforsorgen har anført at den offentlige interesse i at straffedomme

fuldbyrdes i overensstemmelse med deres indhold, med betydelig vægt taler

imod

at tillade partsrepræsentation i en sag som den foreliggende. Over for dette

hensyn er det direktoratets vurdering at der alene står den pågældendes

interesse i at sikre sig mod pågribelse.

Jeg er ikke enig i

direktoratets opfattelse. Undtagelsesbestemmelsen i § 8, stk. 2, er snæver og

retter sig først og fremmest mod andre (mere praktiske) situationer. Jeg kan

ikke udelukke at der kan forekomme situationer hvor det blotte forhold at der

er en partsrepræsentant kan være medvirkende til at en indsat der unddrager

sig

straffuldbyrdelsen, igennem partsrepræsentation kan sikre sig mod pågribelse.

Det må imidlertid bero på en konkret vurdering i de enkelte tilfælde om en

sådan situation foreligger. En konkret vurdering af dette forhold ses

imidlertid ikke at være foretaget i den foreliggende sag.

Jeg har samtidig hermed gjort Direktoratet for

Kriminalforsorgen bekendt med min opfattelse, og jeg har henstillet til

Direktoratet for Kriminalforsorgen at træffe en ny afgørelse i sagen. Jeg har

bedt direktoratet om at underrette mig om direktoratets fornyede

afgørelse.”

Ved brev af 22. januar 2001

oplyste Direktoratet for Kriminalforsorgen at direktoratet ved brev af samme

dato i overensstemmelse med min henstilling af 31. maj 2000 havde truffet ny

afgørelse i sagen, og at direktoratet havde meddelt F aktindsigt.

Direktoratet oplyste at den

meget sene besvarelse af min henstilling skyldes en ekspeditionsfejl som

direktoratet i brevet til F havde beklaget.

Jeg udtalte at jeg var enig

i at det var beklageligt at min henstilling først blev besvaret den 22.

januar

2001. Jeg tog til efterretning at aktindsigt nu var blevet meddelt.

NOTER: (*) J.nr. 2000-1987-620 (

FOB 2000, s 212

).

Lignende dokumenter