Spring til indhold

Retsinformation

Fejlagtig registrering hos Told og Skat

FOU nr 2000.285UdtalelserFolketinget12. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fejlagtig registrering hos Told og Skat

Det fremgik af sagen at

selskabet A den 17. januar 1994 erhvervede aktierne i selskabet B der indtil

da

var ejet af det sambeskattede moderselskab C. Både C og B var omfattet af

acontoskatteordningen.

B fusioneredes den 1.

september 1994 som det indskydende selskab med A’s sambeskattede

datterselskab,

D, som det modtagende selskab. På tidspunktet for fusionen var hverken A

eller

D omfattet af acontoskattereglerne.

Ved brev af 18. november

1994 skrev Told- og Skatteregion Høje-Taastrup følgende til A:

”Fejlagtige girokort til acontoskat.

Told-Skat har ved en fejl

sendt Dem et girokort til indbetaling af frivillig acontoskat.

Efter vores registreringer

har De imidlertid ikke tilmeldt Dem den særlige acontoskatteordning. Det kan

derfor ikke lade sig gøre at indbetale acontoskat.

Vi beklager den ulejlighed,

fejlen har forvoldt Dem, og beder Dem se bort fra girokortet.”

Det fremgår af sagen at

brevet omhandler indkomståret 1994, og at brevet er udarbejdet fordi

skattemyndighederne som følge af en registreringsfejl havde udsendt

giroindbetalingskort til gamle moderselskaber der ikke havde tilmeldt sig

acontoskatteordningen. Der kan henvises til Told- og Skattestyrelsens telefax

til told- og skatteregionerne af 9. november 1994 hvor bl.a. følgende

anføres:

”Fejlagtige girokort med

Læs alt

sidste rettidige betalingsdag 21/11-94

Som nævnt i styrelsens brev

af 3. november 1994 er der desværre sket en fejlregistrering med kode 7-94 af

gamle moderselskaber, der ikke har tilmeldt sig acontoskatteordningen.

Det betyder at disse

selskaber er registreret som under indslusning 94, og der er derfor

fejlagtigt

udsendt girokort med regionens navn og adresse.

Der fremsendes snarest en

liste over disse selskaber.

Regionen anmodes om

hurtigst muligt

herefter at udsende et

orienteringsbrev til de berørte selskaber.

Der vedlægges udkast til

brevtekst.

Styrelsen skal i den

forbindelse bede regionen om at kontrollere, om det er korrekt, at der ikke

er

forhold i koncernen, så de alligevel skulle være omfattet af acontoordningen,

f.eks. sambeskattet med et nyt selskab.

Styrelsen vil fjerne de

fejlagtige koder, og regionen bedes derfor hurtigst muligt underrette

styrelsen

om hvorvidt der er selskaber på listen, der IKKE skal slettes.

Brevene skal være

selskaberne i hænde hurtigst muligt for at undgå rentetab for staten.

Hvis der alligevel sker

indbetaling, skal beløbet returneres straks.”

Fusionen mellem B og D blev

registreret hos skattemyndighederne den 20. februar 1995.

Ved brev af 27. december

1995 tilmeldte A’s revisor selskabet til acontoskatteordningen fra og

med

indkomståret 1996. Følgende fremgår bl.a. af brevet:

”(A), SE NR. (X)

På vegne af ovennævnte

selskab skal vi hermed foretage tilmelding til a’contoskatteordningen

med

virkning fra og med 1996.

Tilmeldingen omfatter

endvidere de sambeskattede datterselskaber, (D) , SE nr. (X), og (F), SE nr.

(Y).”

Ved brev af 29. december

1995 til A meddelte Told- og Skatteregion Hvidovre at selskabet var tilmeldt

acontoskatteordningen fra indkomståret 1996.

Ved brev af 6. februar 1996

skrev Told- og Skatteregion København 2 følgende til selskabet D :

”Vedr. SE (Z) (B)

De har ved skrivelse af 2.

februar 1996 returneret giroindbetalingskort for ordinær acontoskat på

ovennævnte selskab, idet De henviser til at selskabet er fusioneret med (D)

og

derved indgår i sambeskatning med (A).

Vi skal i den anledning

meddele, at acontoskatten skal betales med henvisning til

Selskabsskattelovens

§ 30 A stk. 5 og 6 (kopi vedlægges), hvoraf det fremgår at såfremt et selskab

som er under acontoskatteordningen indgår fusion eller sambeskatning, skal

samtlige øvrige selskaber betale acontoskat.

Når sambeskatningen er

registreret vil fremtidige giroindbetalingskort blive fremsendt til

moderselskabet.

Under henvisning til

ovennævnte skal vi således anmode om, at De indbetaler de fremsendte rater

acontoskat, som returneres, til forfaldsterminerne.

De kan imidlertid anmode om

nedsættelse af acontoskatteraterne såfremt der forventes et betydeligt fald i

indtjeningen.

Begæring om nedsættelse skal

være fremsendt til nærværende Told&Skatteregion inden 3 uger efter

modtagelsen af indbetalingskortene.”

I et brev af 27. marts 1996

til Københavns Skatteforvaltning bad E som revisor for B om at selskabet fik

ret til at indbetale ekstraordinære acontorater for indkomståret 1995 uanset

at

fristen herfor var udløbet. Følgende fremgår af brevet:

”Ovenstående selskab har

primo 1996 modtaget opkrævning af a’conto skat fra Told- og

Skatteregion,

København.

Selskabet er imidlertid

fusioneret med (A) Ejendomsaktieselskab, SE-nr. (W), og (D) , SE-nr. (X), med

(D) som det modtagende selskab.

Vi har derfor på vegne af

selskabet henvendt os til Told- og Skatteregionen for at få annulleret de

modtage a’conto-skatterater, da (B)

ikke

eksisterer som selvstændigt selskab. Told- og Skatteregionen har imidlertid

oplyst, at den omtalte fusion ikke er korrekt edb-mæssigt registreret af

Københavns Selskabsbeskatning, hvorfor a’conto skatten kræves betalt.

Vi skal derfor på vegne af

(D) anmode Københavns Selskabsbeskatning om at foretage de nødvendige

registreringer, således at der ikke fremover udsendes opkrævninger på (B).

Det kan oplyses, at fusionen

er gennemført efter reglerne i fusionsskatteloven og at fusionsplaner mv. er

indsendt til skattemyndighederne, jf. vedlagte kopier af korrespondance.

(B) er tilkøbt af den

sambeskattede koncern, som (D) indgår i, pr. 17. januar 1994. (D) er ved

handlen ikke blevet informeret om, at (B) var omfattet af a’conto

skatteordningen. Som følge af den manglende registrering har koncernen derfor

været omfattet af ordningen for regnskabsåret 1994/95 uden at modtage besked

herom, endsige opkrævning af a’conto skat. Tværtimod har koncernen

modtaget brev

om, at man

ikke

kan indbetale a’conto

skat, jf. vedlagte kopi af skrivelse.

Vi skal derfor på selskabets

vegne anmode om ret til at indbetale ekstraordinære a’conto rater for

indkomståret 1995, uanset at fristen herfor er udløbet. Såfremt

skattemyndighederne

havde foretaget korrekt registrering, ville selskabet have haft denne

mulighed.

”

Københavns Skatteforvaltning

videresendte den 17. april 1996 brevet til Told- og Skatteregion Hvidovre til

besvarelse. Ved brev af 3. februar 1997 rykkede E for svar i sagen. Ved

telefax

af 8. august 1997 modtog E oplysning om at Told- og Skatteregion Hvidovre

havde

sendt brevet til Told- og Skattestyrelsen. Som bilag til telefaxen var

vedlagt

et brev af 8. august 1997 fra regionen til Told- og Skattestyrelsen med

følgende

ordlyd:

”Acontoskattestatus

Af en sag modtaget her fra

revisionsfirmaet (E) fremgår, at der er opstået tvivl om ovenstående selskabs

acontostatus.

Forløbet har været som

følger:

Til og med indkomstår 1993

har (Z) været et datterselskab af (Q) med aconto 92.

Pr. 1/09-94 fusionerer (Z)

med (X), som er ej aconto.

(X) er et datterselskab af

(W), som er aconto 96.

Spørgsmål er om (Z) ved

overgangen til fusion med (X) skulle have haft en anden acontoskattekode

(indsl. 94).

Revisionsfirmaet anmoder om

ret til at indbetale acontorater for 1995 på (X), da opfattelsen er den, at

(Z)

ved fusionen ’trækker’ de andre selskaber med i

acontoskatteordningen.

Jeg er opmærksom på, at

moderselskabet hører til region Høje Tåstrup. Grunden til at sagen ikke er

videresendt dertil er, revisionsfirmaet har skrevet til region Hvidovre i

februar 1997. Sagen har ligget ubehandlet her i en længere periode

p.g.a. fejlarkivering i en anden sag.

”

E rykkede ved breve af 19.

november 1997 og 7. december 1998 Told- og Skattestyrelsen for svar i sagen.

Told- og Skattestyrelsen

traf den 21. januar 1999 afgørelse. Følgende fremgår bl.a. af afgørelsen:

”Vedrørende (B) og (A)

Ved brev af 7. december 1998

klager De på vegne af ovennævnte selskaber over, at (A), SE-nr. (W), for

indkomståret 1994 blev pålagt skattetillæg 113

/4

pct. og anmoder om, at tillægget

tilbagebetales.

Faktiske oplysninger

(A), har datterselskabet

(D), SE-nr. (X). Selskaberne var ikke tilmeldt acontoskatteordningen i 1994.

(D) (det modtagende selskab) fusionerede imidlertid pr. 1. september 1994 med

(B), SE-nr. (Z), (det indskydende selskab), som var under

acontoskatteordningen.

Dette skulle have medført,

at det modtagende selskab og dets moderselskab også blev inddraget under

acontoskatteordningen i 1994. Det skete imidlertid ikke på grund af

administrative fejl i Told&Skat. (A) fik derfor fejlagtigt brevet fra

Told-

og Skatteregion Høje-Taastrup af 18. november 1994, hvoraf det fremgik, at

regionen ikke havde registreret (A) som tilmeldt acontoskatteordningen og

derfor

meddelte, at selskabet ikke kunne foretage indbetalinger i 1994 til

ordningen.

Det er derfor Deres

opfattelse, at Told&Skat har foranlediget, at selskabet fejlagtigt er

blevet afskåret fra muligheden for at indbetale acontoskat for indkomståret

1994, og at selskabet derfor fejlagtigt er blevet pålagt restskattetillægget

på

113

/4

pct.

svarende til 2.666.115 kr.

Begrundelse

Da selskabet ikke har

forsøgt at indbetale acontoskat i 1994 finder Told- og Skattestyrelsen det

ikke

godtgjort, at selskabet i 1994 ville have foretaget en frivillig

acontoskatteindbetaling, hvorfor styrelsen finder, at det er med rette, at

selskabet er pålagt restskattetillægget.

I og med at selskabet ikke

har forsøgt at foretage en indbetaling af en given størrelse, er det desuden

styrelsens

opfattelse, at det ikke er muligt at foretage en opgørelse over selskabets

potentielle tab.”

I et brev af 12. februar

1999 kommenterede E Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 21. januar 1999

således:

”Med henvisning til vor

telefoniske drøftelse af ovennævnte samt Deres brev af 21. januar 1999 skal

vi

herved som aftalt fremsende kopi af den korrespondance, vi på vor klients

vegne

har haft i sagen vedrørende den fejlagtige afvisning af at modtage acontoskat

den 20. november

1994. Korrespondancen

har ud over den fortrykte selskabsselvangivelse for (B), hvor tilmelding til

acontoskatteordningen fremgår, været følgende:

-

brev af 18/11 1994 fra

Told- og Skatteregion Høje-Taastrup

-

brev af 18/7 1995 fra

Told- og Skatteregion Hvidovre

-

brev af 20/2 1995 fra

(et advokatfirma)

-

brev af 6/2 1996 fra

Told & Skatteregion København 2 (Nord)

-

brev af 27/3 1996 fra

(E) til Københavns Skatteforvaltning

-

brev af 27/3 1996 fra

(E) til Told- og Skatteregion, København 2 (Nord)

-

brev af 17/4 1996 fra

Københavns Skatteforvaltning

-

brev af 3/2 1997 fra

(E) til Told- og Skatteregion Hvidovre

-

brev af 8/8 1997 fra

Told- og Skatteregion Hvidovre

-

brev af 19/11 1997 fra

(E) til Told- og Skattestyrelsen

-

brev af 7/12 1998 fra

(E) til Told- og Skattestyrelsen

Da jeg på vor telefonsamtale

forstod, at begrundelsen for afvisningen i Deres skrivelse af 21/1 1999 bl.a.

er, at selskabet

på trods

af Told- og

Skatteregion, Høje-Taastrups brev af 18/11 1994 ikke alligevel forsøgte at

indbetale selskabsskatten. Der rejses således tvivl om, hvorvidt

selskabet/koncernen kunne have betalt en acontoskat. Til at løfte denne

bevisbyrde, har jeg fået selskabet til at fremskaffe dokumentation for, at

den

nødvendige likviditet var til stede i november 1994 til at betale en

selskabsskat

i størrelsesordenen 22,7 mio. kr. Der vedlægges derfor kontoudskrift for

(D)’s

konto i (banken) for perioden 9/11 til 15/12 1994 samt brev af 8/11 1994 om

aftaleindskud 15 mio. kr. fra (banken). Som det således fremgår af kontoen,

har

der i perioder været op til ca. 30 mio. kr. i likviditet i selskabet og

dermed

rigeligt til at kunne betale selskabskatten med.

Endelig skal det påpeges, at

alle selskaber i koncernen har årsafslutningstidspunkt pr. 31. august,

hvorfor

det har været umuligt at opgøre den eksakte, skyldige skat pr. 20. november.

Det fremgår ligeledes af årsregnskaberne, at koncernen gennem alle årene

– også

i 1994 – var færdige med regnskabsudarbejdelsen pr. 31. august i

november måned

det pågældende år.

På baggrund af foranstående

skal jeg venligst anmode Dem om at revurdere Told- og Skattestyrelsens

holdning

i brev af 21. januar 1999, idet jeg fortsat er af den opfattelse, at

koncernen

har fået en uretmæssig behandling og decideret er afskåret muligheden for at

spare et beløb på ca. 2,7 mio. kr.

Såfremt De ønsker yderligere

oplysninger eller et møde om sagen, er vi naturligvis til disposition.”

Ved brev af 2. marts 1999

skrev Told- og Skattestyrelsen følgende til E:

”Vi har modtaget Deres brev

af 12. februar 1999, hvori De anmoder os om at revurdere vores holdning som

fremført i brev af 21. januar 1999, idet De fortsat er af den opfattelse, at

ovennævnte koncern har fået en uretmæssig behandling af Told&Skat og

decideret er blevet afskåret fra at spare et beløb på ca. 2,7 mio. kr.

svarende

til tillæg 113

/4

pct. af restskatten for indkomståret

1994.

Sagens akter er blevet

gennemgået. Når der henses til de mange fejl koncernen har været udsat for:

·

det fejlagtigt udsendte brev af 18.

november 1994 fra Told- og Skatteregion Høje-Taastrup, hvori det anføres at

(A)

ikke kan indbetale acontoskat,

·

den manglende korrekte registrering af

koncernen som acontoskattepligtig i henhold til brev af 6. februar 1996 fra

Told- og Skatteregion København 2,

·

fejlarkivering af Deres henvendelse om

sagen til Told- og Skatteregion Hvidovre, jf. regionens brev af 8. august

1997,

samt

·

manglende underretning om styrelsens

tiltag, jf. telefax af 8. august 1997,

er der helt klart tale om,

at koncernen har fået en uretmæssig og utilfredsstillende behandling af

Told&Skat,

som vi i aller højeste grad må beklage.

Når vi i vores afgørelse af

21. januar 1999 ikke finder grundlag for erstatning, skyldes det ikke

manglende

vilje fra vores side, men den omstændighed, at der ikke synes at være

juridisk

grundlag for at statuere, at der har været tale om erstatningspådragende

handlinger fra Told&Skat’s side.

Til støtte for at koncernen

ville have betalt acontoskatten, såfremt Told- og Skatteregion Høje-Taastrup

ikke havde meddelt, at det ikke kunne lade sig gøre, godtgøres ved

kontoudskrift

for (D)’s konto i (banken) for perioden 9/11 - 15/12 1994 samt brev af

8/11

1994 om aftaleindskud 15 mio. kr. Selskabet var således rigeligt likvidt til

at

kunne foretage en skattebetaling på 22,7 mio. kr.

Endvidere anfører De, at

alle selskaber i koncernen har årsafslutningstidspunkt 31. august, hvorfor

det

har været muligt at opgøre den eksakt skyldige skat pr. 20. november. Det

fremgår ligeledes af årsregnskaberne, at koncernen gennem alle årene –

også i

1994 – var færdige med regnskabsudarbejdelsen pr. 31. august i november

måned

det pågældende år.

Restskatten for indkomståret

1994 på 22,7 mio. kr. udløste et tillæg på 2.666.115 kr. Set fra selskabets

side kan tillægget minus rentefordelen ved ikke at indbetale acontoskatten i

løbet

af kalenderåret anses for et tab. Spørgsmålet er, om dette kan tilregnes

Told&Skat alene.

Hertil kræves, at der er en

beviselig årsagssammenhæng mellem brevet af 18. november 1994 fra Told- og

Skatteregion Høje-Taastrup og den manglende indbetaling af acontoskat på

beløb

svarende mindst til restskatten på kr. 22,7 mio. og at dette forhold er det

eneste afgørende for at acontoskatten ikke blev betalt.

Told- og Skattestyrelsens bemærkninger

Uagtet selskabet havde den

fornødne likviditet, finder vi det fortsat ikke godtgjort, at selskabet har

lidt et tab som direkte følge af Told&Skat’s adfærd af følgende

grunde:

Selskabsskattelovens

(lovbekendtgørelse nr. 922 af 22/10 1996) § 29 B, stk. 4 (oprindeligt stk. 3)

foreskriver, at der skal pålægges et tillæg på 113

/4

pct.

af restskat. Begrundelsen herfor var oprindeligt ifølge bemærkningerne til

lovforslag 213 fremsat den 29. januar 1992, at selskabsskatten generelt blev

nedsat fra 38 pct. til 34 pct.

under

forudsætning af

, at der blev betalt indkomstskat i løbet af året. Hvis

dette ikke var tilfældet, skulle der betales et tillæg på 113

/4

pct. af restskatten svarende til en skatteprocent på 38 (34 pct. +

113

/4

x 34 pct. = 38 pct.).

Det må således forudsættes

bekendt for alle selskaber m.v., at det er en betingelse for at undgå

restskattetillægget, at indkomstårets skat betales i løbet af indkomståret.

Det

er ligeledes selskabernes ansvar at være bekendt med, at fusion med et

indskydende selskab, der er under acontoskatteordningen, vil medføre, at det

fortsættende selskab også bliver omfattet af ordningen, jf. den da gældende

selskabsskattelovens § 30 A, stk. 5 (lovbekendtgørelse nr. 752 af 15/9 1993).

Da fusionen finder sted pr.

1. september 1994 – altså forholdsvis kort tid før udsendelsen af

girokort

ultimo oktober 1994 til betaling af acontoskat med betalingsfrist 20.

november

1994 – har moderselskabet, (A), til det fortsættende selskab, (D) en

forpligtelse til at sikre sig, at dets region, Told- og Skatteregion

Høje-Taastrup, har registreret det forhold, at fusionen mellem dets

sambeskattede datterselskab (D) og (B) medfører, at koncernselskaberne bliver

omfattet af acontoskatteordningen. Det indebærer bl.a., at moderselskabet

skulle have reageret med det samme over at Told- og Skatteregion Høje

Taastrup

i sit brev af 18/11 1994 oplyser, at moderselskabet ikke er registreret som

omfattet af acontoskatteordningen. Reaktionen kunne bl.a. ske ved at foretage

betaling og samtidigt anmode regionen om at registrere moderselskabet som

acontobetaler.

Det er derfor vores opfattelse,

at den manglende betaling af acontoskat ikke kan tilskrives Told&Skat

alene. Vi finder derfor ikke anledning til at ændre vor afgørelse af 21.

januar

1999 d.å.”

E klagede som revisor for A

herefter ved brev af 11. maj 1999 til mig. Følgende er bl.a. anført i klagen:

”Klage over afgørelse fra Told- og Skattestyrelsen

På vegne af vor kunde (A)

med sambeskattede selskaber retter vi hermed henvendelse til Folketingets

Ombudsmand.

Sagen vedrører

skattemyndighedernes fejlagtige registrering af (A)-koncernen som

ikke-acontoskattepligtig, hvilket bevirkede, at koncernen ikke havde mulighed

for at opnå de skattemæssige fordele, der er forbundet med betaling af

acontoskat. Told- og Skattestyrelsen har erkendt fejlen og koncernens tab,

men

agter desuagtet ikke at erstatte tabet. Dette stiller vi os uforstående

overfor.

Vedrørende sagens nærmere

omstændigheder kan vi oplyse følgende:

(A) var i 1994 sambeskattet

med det helejede datterselskab (D). Regnskabsåret for (A)-koncernen løber fra

den 1. september til 31. august. Ingen af selskaberne var på daværende

tidspunkt omfattet af reglerne om acontoskat. (D) fusionerede den 1.

september

1994 med det acontoskattepligtige selskab (B) i medfør af reglerne om

skattefri

fusion med førstnævnte selskab som det modtagende selskab. Fusionen blev ved

skrivelse af 20. februar 1995 anmeldt til Told- og Skattestyrelsen.

I medfør af

selskabsskatteloven § 30, stk. 6 og 7, den dagældende selskabsskattelov § 30,

stk. 5 og 6, skulle fusionen have medført, at hele (A)-koncernen blev

inddraget

under acontoskatteordningen for indkomståret 1995 (skatteåret 1996/1997)

svarende til regnskabsperioden 1. september 1994 til 31. august 1995. På

grund

af en fejlregistrering hos skattemyndighederne skete dette imidlertid ikke.

Dette bevirkede, at (A)-koncernen blev pålignet et restskattetillæg på 11,75%

svarende til ca. kr. 2,7 mio. for indkomståret 1995. Beløbet blev af

(A)-koncernen betalt i november 1996.

Skattemyndighederne

fremsendte ikke giroindbetalingskort til (A)-koncernen vedrørende indbetaling

af acontoskat. På vegne af koncernen fremsendte (E) den 27. marts 1996 derfor

en skrivelse til selskabsbeskatningen i København, hvori den fejlagtige

registrering vedrørende koncernens acontoskattepligt blev påpeget. I

skrivelsen

anmodede (E) om tilladelse til at foretage ekstraordinære indbetalinger

vedrørende acontoskat for indkomståret 1995. Skrivelsen, der tillige blev

fremsendt til Told Skat, København 2, er vedlagt i kopi.

Selskabsbeskatningen i

København sendte den 17. april 1996 henvendelsen fra (E) videre til Told- og

Skatteregion Hvidovre, jf. vedlagte kopi af skrivelse af 17. april 1996. Ved

skrivelse af 3. februar 1997 rykkede (E) regionen for svar i sagen, og modtog

herefter den i kopi vedlagte telefax af 8. august 1997 fra regionen, hvoraf

fremgår, at sagen nu var overgivet til Told- og Skattestyrelsen, og at sagen

i

øvrigt grundet fejlarkivering havde henligget ubehandlet gennem længere tid.

(E) rykkede herefter ved

skrivelser af 19. november 1997 samt 7. december 1998 Told- og

Skattestyrelsen

for nyt i sagen, idet man nu (formelt) fremsatte krav om tilbagebetaling af

finansieringstillægget. Først ved skrivelse af 21. januar 1999 meldte Told-

og

Skattestyrelsen tilbage, jf. vedlagte kopi, i hvilken skrivelse styrelsen

afviste at erstatte finansieringstillægget. Dette begrundes med, at

(A)-koncernen ikke har forsøgt at indbetale acontoskat i indkomståret 1994,

idet styrelsen endvidere finder, at det ikke er muligt at opgøre koncernens

tab.

Det bemærkes, at

indkomståret 1995 samt finansieringstillægget, der knytter sig hertil, flere

steder i sagen fejlagtigt er omtalt som indkomståret 1994. Told- og

Skattestyrelsen refererer i sin afgørelse formentlig til indkomståret 1995,

og

ikke indkomståret 1994.

Afslutningsvis har Told- og

Skattestyrelsen fremsendt den i kopi vedlagte skrivelse af 2. marts 1999,

hvori

afgørelsen af 21. januar 1999 fastholdes. I skrivelsen indrømmer styrelsen,

at

koncernen har lidt et tab som følge af den fejlagtige registrering. Til

støtte

for afgørelsen anføres det, at A er forpligtet til at sikre sig, at den

pågældende Told- og Skatteregion har registreret, at fusionen mellem (B) og

(D)

medførte, at hele (A)-koncernen blev omfattet af acontoskatteordningen. Told-

og Skattestyrelsen finder derfor, at der foreligger et vist medansvar for

tabets opståen hos koncernen.

Told- og Skattestyrelsens

begrundelse kan efter vor opfattelse ikke begrunde afgørelsens resultat. Vi

finder, at det derimod er skattemyndighederne, der på baggrund af den enkelte

skatteyders oplysninger om faktum – her anmeldelse af fusionen samt

anmodning

om tilladelse til at indbetale acontoskat – ex officio skal anvende de

skatteretlige regler korrekt.

Det er vor opfattelse, at

skattemyndighederne har pådraget sig et erstatningsansvar som følge af den

fejlagtige registrering af koncernen som ikke-acontoskattepligtig samt den

manglende efterkommelse af revisors anmodningen af 27. marts 1996 til

Københavns selskabsbeskatning om tilladelse til at indbetale acontoskat for

indkomståret 1995. Koncernens tab kan efter vor opfattelse opgøres til det

betalte restskattetillæg fratrukket rentefordelen ved ikke at indbetale

acontoskat.

Det er endvidere vor

opfattelse, at skattemyndighedernes behandling af nærværende sag ikke lever

op

til kravet om god forvaltningsskik, idet anmodningen af 27. marts 1996 ikke

er

blevet imødekommet, endsige besvaret, og idet sagsbehandlingen reelt har

ligget

stille hos skattemyndighederne fra primo 1996 til primo 1999.”

Den 22. juni 1999 anmodede

jeg Told- og Skatteregion Hvidovre og Told- og Skattestyrelsen om en

udtalelse

i sagen.

I en udtalelse af 13. juli

1999 til Told- og Skattestyrelsen anførte Told- og Skatteregion Hvidovre

bl.a.

følgende:

”Den sambeskattede

(A)-koncern blev ikke hos Told-Skat automatisk registreret som omfattet af

acontoskatteordningen fra og med indkomståret 1/9 1994 - 31/8 1995

(skatteåret

1996/97) på grund af en fejl fra Told-Skats side.

De nærmere omstændigheder

var, at (B) indtil 17/1 1994 var ejet af (C) og var sambeskattet med dette

selskab til og med dette selskabs indkomstår 1/5 1992 - 30/4 1993. (C) var

omfattet af acontoskatteordningen, hvilket (B) følgelig også var. (A)

erhvervede (B) den 17/1 1994. Pr. 1/9 1994 blev det med (A) sambeskattede

datterselskab (D) som det modtagende selskab fusioneret med (B) som det

indskydende selskab. Ifølge den daværende selskabsskattelovs § 30 A, stk. 5

og

6, indebar det, at (A)-koncernen skulle have været omfattet af

acontoskatteordningen fra og med indkomståret 1/9 1994 - 31/8 1995

(skatteåret

1996/97), og dette indkomstår ville have været 2. indslusningsår til

acontoskatteordningen

for koncernen, jf. selskabsskattelovens § 29 A, stk. 3, 2. punktum, og stk.

4,

1. punktum. Det fremgår af denne bestemmelse, at et selskab omfattet heraf

for

de 2 første indkomstår

kan

, men ikke

skal

, betale acontoskat senest den 20.

november i indkomståret. Først for det 3. indkomstår ophører frivilligheden,

og

selskabet skal betale ordinær acontoskat efter de i § 29 A, stk. 2, gældende

regler, jf. stk. 4, 2. punktum.

Efter (C)’s frasalg af (B)

blev sidstnævnte selskab skatteansat selvstændigt for perioden 1/5 1993 -

31/8

1994. Dette skulle have været 1. indslusningsår/indkomstår, som nævnt i

selskabsskattelovens § 29 A, stk. 4, 1. punktum. (B) ophørte ved fusionen pr.

1/9 1994, og indkomståret 1/9 1994 - 31/8 1995 for (A)-koncernen skulle have

været 2. indslusningsår, hvor det var frivilligt for koncernen at betale

acontoskat. Først for indkomståret 1/9 1995 - 31/8 1996 (skatteåret 1997/98)

skulle (A)-koncernen have betalt ordinær acontoskat.

Som ovenfor nævnt er

(A)-koncernen fejlagtigt ikke blevet registreret som værende under

acontoskatteordningen fra og med indkomståret 1/9 1994 - 31/8 1995. Dette har

haft til følge, at der ikke automatisk er blevet udsendt girokort til (A) til

brug for frivillig acontoskattebetaling senest den 20. november 1995.

Imidlertid er det regionens opfattelse, at denne fejlregistrering nemt kunne

været afhjulpet ved selskabets indbetaling af frivillig acontoskat senest 20.

november 1995, f.eks. ved check bilagt brev med anmodning om korrekt

registrering under henvisning til ovenfor anførte bestemmelser i

selskabsskatteloven. For så vidt (A) havde benyttet sig af denne adgang til

betaling af frivillig acontoskat, ville selskabet ikke have skullet betale 11

3/4 procents-tillægget svarende til 2.666.115 kr.

Da (A) og dette selskabs

revisor må forudsættes at være bekendt både med nævnte bestemmelser og det

faktum, at (B) som sambeskattet datterselskab af (C) var omfattet af

acontoskatteordningen, er det regionens opfattelse, at Told-Skats manglende

registrering af (A)-koncernen som værende omfattet af acontoskatteordningen

ikke er erstatningspådragende, idet der henses til den omstændighed, at

fejlen

nemt kunne være afhjulpet.

Idet der endvidere henvises

til revisors brev af 27/12 1995 til region Hvidovre, hvori revisor på vegne

af

(A)-koncernen anmoder om tilmelding til acontoskatteordningen for

indkomståret

1996, synes det at fremgå, at der ikke fra selskabets side har været noget

ønske om at indtræde i acontoskatteordningen før dette indkomstår.

Først ved revisors brev af

27/3 1996 til Københavns Selskabsbeskatning med kopi til Region København nr.

2 fremgår det, at (A)-koncernen ønskedes omfattet af acontoskatteordningen

for

indkomståret 1995.

Selvom Told-Skats

efterfølgende behandling af revisors anmodning af 27/3 1996 må anses for

mangelfuld, er det regionens opfattelse, at dette ikke er afgørende for, at

selskabet vedrørende indkomståret 1995 skal betale 11 3/4 procents-tillægget.

Det afgørende i sagen er, at

selskabet ikke benyttede sig af muligheden for senest den 20. november 1995

at

indbetale frivillig acontoskat for indkomståret 1995.

Slutteligt skal regionen

bemærke, at Told- og skatteregion Høje-Taastrups brev af 18/11 1994 til (A)

ikke

er fejlagtigt, jf. omtalen heraf både i styrelsens brev af 2/3 1999 og i

revisors brev af 27/3 1996 (side 1, nederste linie).

Region Høje-Taastrups brev

af 18/11 1994 oplyser, at (A)-koncernen ikke for indkomståret

1994

er omfattet af acontoskatteordningen.

At nævnte brev ikke omhandler indkomståret 1995 fremgår både af brevets dato

og

af det faktum, at (B) tidligst kunne inddrage (A)-koncernen i

acontoskatteordningen fra og med fusionsdatoen. Fusionen blev først anmeldt

til Told- og skatteregion Hvidovre den 20/2 1995. Forholdet var det, at der

fejlagtigt var blevet udsendt girokort vedrørende indkomståret 1994 til en

række selskaber, heriblandt (A), hvilken fejl berigtigedes ved brevet af

18/11

1994.”

Told- og Skattestyrelsen

anførte i en udtalelse af 30. juli 1999 bl.a. følgende:

”Problemstilling

Sagen drejer sig om,

hvorvidt Told&Skat i forbindelse med sin administration af acontoskatten

i

kalenderåret 1995 har påført (A) et økonomisk tab ved skatteberegningen for

indkomståret 1995.

Told- og Skattestyrelsen har

ikke modtaget en opgørelse over størrelsen af et tab fra (A).

Told- og Skattestyrelsens opfattelse

Told- og Skattestyrelsen

finder med den neden for anførte begrundelse, at der ved administrationen af

acontoskatten i kalenderårene 1994 og 1995 ikke decideret er begået fejl, men

at der har været uopmærksomhed fra såvel (A) som de involverede regioner

omkring acontoskattestatus for koncernen efter fusionen. Imidlertid finder

styrelsen det ikke godtgjort, at dette har medført et erstatningsretligt tab

for (A), jf. de neden for anførte grunde.

Derimod finder styrelsen, at

klagebehandlingen har været overordentlig langsommelig og uoverskuelig for

klageren, hvilket styrelsen har taget til efterretning. Der har været tale om

en klagebehandling, som ikke er i overensstemmelse med styrelsens sædvanlige

standard.

Faktisk hændelsesforløb

(B) var til og med indkomståret 1/5 1992 - 30/4 1993

sambeskattet med sit moderselskab, (C). Koncernen, herunder (B), var omfattet

af acontoskatteordningen.

Pr. 17/01 1994 erhvervede (A) aktierne i (B).

I perioden 01/05 1993 - 31/08 1994 (regnskabsperioden

er omlagt) blev (B)

selvstændigt

skatteansat. Selskabet skulle retteligt have være registreret under

acontoskatteordningen (indslusningsordning, jf. nærmere neden for), men blev

ikke registreret hos Told&Skat som værende under ordningen.

Pr. 01/09 1994 fusioneredes (B) som det indskydende

selskab med (A) sambeskattede datterselskab (D) som det modtagende, d.v.s.

med

virkning for indkomståret 1995 (regnskabsåret 01/09 1994 - 31/08 1995).

Fusionen

skete efter reglerne om skattefri fusion i fusionsskatteloven. (A) og dets

sambeskattede

datterselskaber var inden fusionen ikke omfattet af acontoskatteordningen.

Fra og med indkomståret 1995 er (A) som følge af fusionen

omfattet af acontoskatteordningen, jf. selskabsskattelovens § 30 A, stk. 5 og

6

(lovbekg. nr. 752 af 15/09 1993).

18/11 1994 meddeler Told- og Skatteregion Høje-Taastrup

(A), at (A) ikke kan foretage frivillig indbetaling af acontoskat 20.

november

1994, da selskabet ikke er registreret under acontoskatteordningen for

indkomståret 1994, og at det udsendte girokort til brug herfor er udsendt

fejlagtigt. Ifølge (A) foretager selskabet på grundlag heraf ingen frivillig

indbetaling i november 1994 og i kalenderåret 1995.

20/02 1995 registreredes fusionen.

27/12 1995 anmoder (A)’s revisor om, at selskabet

tilmeldes acontoskatteordningen for indkomståret 1996.

29/12 1995 kvitterer Told- og Skatteregion Hvidovre for

tilmeldingen til acontoskatteordningen. Henvendelsen burde have været rettet

til Told- og Skatteregion Høje-Taastrup.

6/2

1996 meddeler Told og Skatteregion, København 2 (Nord) (B) om, at selskabet

skal betale acontoskat (ordinære rater), og at det, såfremt det indgår i

sambeskatning eller fusion, vil trække de andre selskaber med ind i

ordningen.

27/03

1996 anmoder (A)’s revisor om Københavns Skatte- og Registerforvaltning

om, at

selskabet bliver omfattet af acontoskatteordningen for

indkomståret 1995.

27/4

1996 videresender Københavns skatteforvaltning revisors anmodning til Told-

og

Skatteregion Hvidovre.

3/2

1997 rykker revisionsfirmaet for svar.

8/8

1997 svarer Told- og Skatteregion Hvidovre ved fax, hvori det oplyses, at

sagen

er videresendt til Told- og Skattestyrelsen, og at regionen ikke har svaret

på

grund af sagens fejlarkivering.

19/11

1997 rykker revisionsfirmaet Told- og Skattestyrelsen for svar.

7/12

1998 rykker revisionsfirmaet atter Told- og Skattestyrelsen for svar.

21/01

1999 svarer Told- og Skattestyrelsen, at det er med rette selskabet er blevet

pålignet restskattetillæg, og at der ikke kan opgøres et potentielt tab.

12/02

1999 klager revisor over svaret.

2/3

1999 fastholder Told- og Skattestyrelsen sin afgørelse af 21/1 1999 med

henvisning til bl.a., at selskabet burde have sikret sig, at

registreringsforholdene var i orden.

(A)

har ikke foretaget frivillige indbetalinger af acontoskat i hverken 1994

eller

1995.

Opmærksomheden henledes på,

at (B) hører under Told- og Skatteregion København 2 (Nord) indtil fusionen,

(D)

under Told- og Skatteregion Hvidovre og (A) under Told- og Skatteregion

Høje-Taastrup. Told- og Skatteregion Høje-Taastrup skal derfor behandle hele

registreringsproblematikken om acontoskat p.g.a. sambeskatningen med (D),

mens

Told- og Skatteregion Hvidovre skal behandle fusionen, herunder undersøge

acontostatus på det indskydende selskab med hjælp fra Told- og Skatteregion

København 2 (Nord).

Begrundelse

Acontoskattereglerne i forbindelse med ophør af sambeskatning og

efterfølgende skattefri fusion

Indbetaling af frivillige acontoskattebeløb

Acontoskat for et givet

indkomstår betales altid i løbet af det kalenderår, som indkomståret træder i

stedet for, jf. selskabsskattelovens § 29 A, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr.

752

af 15/9 1993).

Frivillig indbetaling af

acontoskat kan foretages i løbet af kalenderåret, dog ikke senere end 20.

november i kalenderåret, jf. § 29 A, stk. 3 og stk. 5.

Betalinger efter denne dato

vil blive returneret til selskabet.

Disse regler betyder, at en

frivillig indbetaling af acontoskat senest 20. november 1994 altid skal indgå

i

selskabets indkomstår 1994. I nærværende sag betyder det, at betalingen

senest

20. november 1994 skal indgå i slutskatten for den regnskabsperiode, der

slutter 31/8 1994. Med andre ord den kan aldrig indgå i slutskatten for

indkomståret 1995 (regnskabsperioden 1/9 1994 - 31/8 1995).

bliver først efter fusionen (1/9 1994) omfattet af

acontoskatteordningen d.v.s. fra og med indkomståret 1995 (regnskabsåret 1/9

1994 - 31/8 1995). Der ligger i acontoskatteordningen et samtidighedsprincip

d.v.s. et princip om, at selskabet i takt med indtjeningen betaler

indkomstårets indkomstskat, hvorved selskabet belønnes ved, at det indbetalte

beløb i princippet forrentes/godtgøres ved ikke at blive pålagt et

restskattetillæg på 11,75 pct. Det indebærer, at acontoskatteordningen ikke

kan

have tilbagevirkende kraft og altså ikke have virkning for afsluttede

indkomstår.

Indslusningsordning

Ordinære acontoskatterater

fastsættes som 50 pct. af gennemsnittet for de sidste 3 års skat. For

selskaber, der har været skattepligtige i to indkomstår eller mindre, kan der

ikke beregnes rater, men selskaberne kan foretage frivillige indbetalinger af

acontoskat. De ordinære rater kan i disse tilfælde ikke beregnes, fordi

oplysningerne ikke er indkommet, så de kan benyttes ved

’forskudsansættelsen’

for år 2, men først fra år 3.

Indslusningsordningen

benyttes for nye selskaber og datterselskaber, der udtræder af sambeskatning.

Når den også benyttes for datterselskaber, der udtræder af sambeskatning,

skyldes det, at disse selskaber indtil udtræden ikke er blevet selvstændigt

skatteansat. Denne praksis er i lovbekendtgørelse nr. 724 af 2/8 1994 blevet

lovhjemlet i et nyt stykke 3 i selskabsskattelovens § 29 A.

Fusion

Acontoskattereglerne i selskabsskatteloven

i forbindelse med fusion er særdeles mangelfulde, og administrationen af

ordningen hviler på de få bestemmelser, der er i selskabsskatteloven. Disse

regler skal derfor sammenholdes med fusionsskattelovens regler, især § 7,

hvorefter der skal ske en skatteansættelse af det indskydende selskab fra

sidste ordinære skatteansættelse og indtil fusionsdatoen (stk. 1). Det

påhviler

det modtagende selskab at indgive selvangivelse og betale skatten for det

indskydende selskab (stk. 2).

Efter selskabsskattelovens §

30 A, stk. 5, vil en fusion som i nærværende tilfælde, hvor det indskydende

selskab er omfattet af acontoskatteordningen, medføre, at det modtagende

selskab, (D) , inddrages under acontoskatteordningen og pga. sambeskatningen

ligeledes dette selskabs moderselskab, (A).

Der kan foretages frivillig

indbetaling af acontoskat for det indskydende selskab (B) i perioden fra

fusionsdatoen 1/9 1994 og indtil anmeldelsesfristen – 6 måneder efter

fusionen,

jf. fusionsskattelovens § 6, stk. 4. En indbetaling foretaget af (A) den 20.

november 1994 vil kun kunne godskrives det indskydende selskab for

indkomståret

1994, da (A) for dette indkomstår ikke er under acontoskatteordningen. Der er

ikke nogen særskilt lovhjemmel herom i selskabsskatteloven.

Det er rigtigt som anført af

såvel revisionsfirmaet som Told- og Skatteregion Hvidovre, at vi herfra

fejlagtigt har fokuseret på indkomståret 1994. Det skyldes, at

revisionsfirmaet

henviser til et brev fra told- og skatteregionen, der alene vedrører

indkomståret 1994, og at det faktisk

er

muligt for (A) at foretage en frivillig indbetaling for 1994 på vegne af (B),

således at dette selskabs restskat ikke pålægges restskattetillæg på 251.991

kr.

Hvis (A) havde benyttet sig

af muligheden for at foretage en frivillig indbetaling af acontoskat for

(B)

i november 1994, ville der ikke have

været tvivl om (A)’s acontostatus for 1995 som følge af fusionen.

Acontoskat for A i 1995

Spørgsmålet er herefter, om

det kan bebrejdes Told&Skat, at (A) ikke foretager frivillige

acontoskattebetalinger

i løbet af kalenderåret 1995.

Fusionen registreres hos

Told&Skat den 20/2 1995. På dette tidspunkt er mandtallet dannet for

indkomståret 1995, og girokortene bliver fra central side udsendt sidst i

februar 1995 til de selskaber, der er registreret som acontoskattepligtige på

mandtalslisten. For selskaber, der registreres som acontobetaler efter, at

mandtalslisten er udskrevet, udsender told- og skatteregionen sædvanligvis

manuelt giroindbetalingskort til frivillige acontoindbetalinger.

Udsendelsen af girokort er

tænkt som en service over for skatteyderne, da der ikke er stillet krav i

henhold til selskabsskatteloven om, at skattemyndighederne skal udsende

disse.

Når selskabsskatteloven foreskriver, at de i en fusion deltagende selskaber

bliver

acontoskattepligtige, hvis et af de omfattede selskaber er under

acontoordningen, kan det/de modtagende selskab(er) til hver en tid efter

fusionen foretage en frivillig indbetaling.

Told- og Skatteregionen

Høje-Taastrups brev af 18/11 1994 er forårsaget af meddelelser af 3. og 9.

november 1994 fra Told- og Skattestyrelsen til regionerne, hvoraf det

fremgår,

at der er sket en fejlregistrering af gamle moderselskaber vedrørende

acontostatus, hvorfor regionerne bedes kontrollere, om girokort fejlagtigt er

udsendt til selskaber, der ikke er omfattet af acontoordningen. Dette var jo

netop tilfældet for (A) for indkomståret 1994.

Det ses derfor ikke

godtgjort, at dette brev har været årsagen til, at (A) ikke foretager

frivillig

indbetaling i løbet af kalenderåret 1995.

Selskabet tilmelder sig

først acontoskatteordningen i december 1995 med virkning for kalenderåret

1996.

Imidlertid er der i nærværende situation ikke behov for tilmelding, da (A) og

sambeskattede selskaber allerede i kraft af fusionen er omfattet af

acontoskatteordningen. Det er derfor tilstrækkeligt blot at foretage en

frivillig indbetaling. I regionens brev af 18/11 1994 er der intet anført om

(A)’s acontostatus for indkomståret 1995 og senere indkomstår, og der er

ikke

fra Told&Skat’s side blevet afvist nogle indbetalinger i

kalenderåret 1995.

Det må antages, at (A) også

kender selskabsskatteloven, og at (A) har kendskab til alle forhold omkring

det

selskab, det køber, herunder skatteforholdene, idet (A) gennem

sambeskatningen

med det modtagende selskab, (D), er ansvarlig for betaling af skatten for

indkomståret 1994 for (B).

Restskattetillægget er

fastsat ud fra en rentebetragtning. Selskabet skal betale en rente for at

’låne’ indkomstårets skattebeløb. Der er tale om en rentefordel ved

ikke at

betale skatten i løbet af indkomståret samt ved at opnå en kredittid på 14

måneder. Da restskattetillægget er udtryk for en gennemsnitlig rentefordel

for

selskabet, kan det efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse ikke anses for

et

erstatningsretligt tab.

Sagsbehandlingen i Told&Skat

Sagsbehandlingen i

Told&Skat, herunder Told- og Skattestyrelsen har været kritisabel. Der må

ikke gå så lang tid inden henvendelser besvares, ligesom der skal gives

kvittering for modtagne skriftlige henvendelser, og rettelser i

edb-systemerne

skal foretages med det samme, når de registreringspligtige forhold er

bekendte

for regionen.

Told- og Skattestyrelsen har

kun meget få klagesager på acontoskatteområdet. Sagen har dog givet anledning

til en opstramning af sagsbehandlingen i Told- og Skattestyrelsens

Selskabsbeskatningsafdeling.

Lovgrundlaget på

acontoskatteområdet er meget mangelfuldt. Told- og Skattestyrelsen har derfor

sammen med Skattedepartementet nedsat en arbejdsgruppe i foråret 1999, der

skal

se på acontoskattereglerne, ligesom de administrative procedurer vil blive

gennemgået med henblik på at få mere klare regler og få udfyldt de huller,

der

er i det eksisterende lovkompleks. Imidlertid er reglerne klare for såvidt

angår fusion og afsmitning af aconto.

Herudover er styrelsen i

gang med at opgradere edb-systemerne, idet det systemmæssigt er vanskeligt at

håndtere udtræden af sambeskatning med samtidig fusion.

Konklusion

Told- og Skattestyrelsen

finder, at der i forbindelse med påligningen af restskattetillægget for (A)

for

indkomståret 1995 ikke kan lægges Told&Skat noget til last.

Vejledningspligten i henhold til forvaltningsloven strækker sig efter vor

opfattelse ikke til de situationer, der er klart lovgivet omkring, og det ses

ikke godtgjort, at Told- og Skatteregion Høje-Taastrups brev af 18/11 1994 er

årsagen til, at (A) ikke foretog frivillig indbetaling af acontoskat i 1995.

Endvidere er styrelsen af

den opfattelse, at der ikke kan opgøres et erstatningsretligt tab, da det

ikke

er muligt at godtgøre, hvor stor en frivillig indbetaling (A) i givet fald

ville have foretaget, og da restskattetillægget i øvrigt må anses for at

kompensere for en tilsvarende rentefordel for (A).”

Ved brev af 3. august 1999

sendte jeg E en kopi af Told- og Skatteregion Hvidovres og Told- og

Skattestyrelsens udtalelser. E fremsatte ved brev af 27. august 1999 bl.a.

følgende bemærkninger til udtalelserne:

”(A)’s synspunkter

Regionens og Told- og

Skattestyrelsens begrundelse kan efter vor opfattelse fortsat ikke begrunde

afgørelsens resultat. Det er korrekt, at (A)-koncernen i indkomståret 1995,

skatteåret 1996/1997, endnu ikke havde været omfattet af reglerne om

acontoskat

i to indkomstår, hvorfor koncernen på daværende tidspunkt kun havde mulighed

for at indbetale frivillig, men ikke ordinær, acontoskat, jf.

selskabsskatteloven § 29A, stk. 4. Efter vor opfattelse er dette imidlertid

ikke relevant. Afgørende er, at skattemyndighederne fejlagtigt ikke

registrerede (A)-koncernen som værende omfattet af acontoskatteordningen i

indkomståret 1995, hvilket bevirkede, at koncernen ikke via fremsendelse af

indbetalingskort blev afkrævet acontoskat.

Efter vor opfattelse er det

skattemyndighederne, der på baggrund af skatteyderens oplysninger om faktum

egenhændigt skal anvende de skatteretlige regler korrekt. Skattemyndighederne

skal foretage korrekt registrering af skatteydernes acontoskattepligt, og på

basis heraf fremsende giroindbetaling vedrørende frivillig indbetaling af

acontoskat, jf. herved § 3 i bekendtgørelse nr. 983 af 1. december 1994. Vi

er

på den baggrund ikke enige i, at fremsendelse af indbetalingskort alene har

karakter af en service overfor skatteyderne.

Sammenholdes Told- og

Skatteregion, Høje-Taastrups skrivelse af 18. november 1994 (der ikke

henviser

til et specifikt indkomstår) med skattemyndighedernes fejlagtige registrering

af (A)-koncernen og den manglende fremsendelse af indbetalingskort, kan

koncernen efter vor opfattelse ikke bebrejdes, at der ikke blev indbetalt

frivillig acontoskat i kalenderåret 1995. Netop brevet af 18. november 1994

fra

Told- og Skatteregion Høje-Taastrup bibragte selskabet opfattelsen af, at det

ikke kunne foretage indbetaling af acontoskat, således som påtænkt. Brevet

gav

naturligvis anledning til en telefonisk drøftelse med regionen, hvorunder

regionen

fastholdt, at (A)-koncernen ikke kunne indbetale acontoskat. Med hensyn til

koncernens betalingsevne er det vor opfattelse, at denne tidligere er

dokumenteret jf. vort brev af 12. februar 1999 til Told- og Skattestyrelsen.

Vi er ikke enige i, at der

ikke er begået fejl fra skattemyndighedernes side i forbindelse

administrationen af koncernens acontoskat. Vi henviser i den forbindelse til

vort tidligere indlæg samt Told- og Skattestyrelsens egen skrivelse af 2.

marts

1999, hvori er anført ’

Når der henses til

de mange fejl koncernen har været udsat for

’.

Vedrørende spørgsmålet om,

hvorvidt (A)-koncernen har lidt et erstatningsberettiget tab, henvises til

vort

første indlæg. Told- og Skattestyrelsens opfattelse af restskattetillægget

som

en ækvivalent kompensation for rentefordelen ved ikke at betale acontoskat er

efter vor opfattelse næppe holdbar, idet rentefordelen er endog betydeligt

mindre end 11,75% efter skat. Det er efter vor opfattelse uden betydning, at

koncernen endnu ikke har fremsendt en formel erstatningsopgørelse til

skattemyndighederne. En erstatningsopgørelse må naturligvis tage udgangspunkt

i

restskattetillægget på 11 3/4% eller kr. 2.666.115 minus den rentefordel

– før

skat – som selskabet har oppebåret grundet et års senere indbetaling,

jf. vort

tidligere indlæg. Dette kunne fx fastsættes til Nationalbankens diskonto, der

i

november måned 1994 udgjorde 5%. (A)-koncernen var også i 1995 særdeles

likvid.

På den baggrund bør Told- og Skattestyrelsens hypotetiske bemærkning om

usikkerheden vedrørende størrelsen af koncernens indbetaling af acontoskat i

indkomståret 1995 efter vor opfattelse ikke tillægges vægt. Vi skal endvidere

bestride, at revisors skrivelse af 27. december 1995 skulle være udtryk for,

at

koncernen i indkomståret 1995 ikke nærede ønske om at betale frivillig

acontoskat, men at den alene skyldtes et ønske om sikring af, at

registreringen

nu

fandt korrekt sted.”

Ombudsmandens udtalelse

”Fusionen mellem D og B

skete efter reglerne om skattefri fusion i fusionsskatteloven

(lovbekendtgørelse nr. 719 af 1. august 1994 om fusion, spaltning og

tilførsel af aktiver m.v., nu lovbekendtgørelse nr. 954 af 5. november 1996

med senere ændringer om fusion, spaltning og tilførsel af aktiver m.v.). De

skatteretlige forhold i forbindelse med fusion reguleres navnlig af

fusionsskattelovens § 7 der har følgende ordlyd:

’§ 7.

Ved opgørelsen af det indskydende selskabs skattepligtige indkomst i tiden

fra udløbet af sidste sædvanlige indkomstår og indtil fusionsdatoen ansættes

indkomsten for hele denne periode uden hensyn til dens længde. Ansættelsen

finder sted uden hensyn til den med fusionen forbundne opløsning af

selskabet. Udløber det sædvanlige indkomstår for det indskydende selskab

inden den 31. december i det kalenderår, som indkomståret træder i stedet

for, og ligger fusionsdatoen efter det sædvanlige indkomstårs udløb, men

inden vedkommende kalenderårs udløb, udgør det sidste indkomstår hele

perioden fra indkomstårets begyndelse og indtil fusionsdatoen.

Stk. 2.

Det påhviler det modtagende selskab at indgive selvangivelse for den i stk. 1

nævnte periode. Det modtagende selskab hæfter for eventuelle skattekrav og

for ethvert bødeansvar, der efter skattelovgivningens almindelige

bestemmelser vil kunne rettes mod det indskydende selskab. Det modtagende

selskab indtræder i det indskydende selskabs krav mod skattemyndighederne

vedrørende tillæg, godtgørelse og overskydende skat som omhandlet i

selskabsskatteloven.’

Bestemmelsen i fusionsskattelovens § 7, stk. 2, indebærer at (A) i kraft af

sambeskatningen med (D) var ansvarlig for (B)’s skattebetalinger for

indkomståret 1995.

Reglerne om betaling af acontoskat findes i selskabsskatteloven der senest er

offentliggjort ved lovbekendtgørelse nr. 299 af 27. april 2000 med senere

ændringer.

Sagen omhandler indkomståret 1995, men det fremgår af sagen at der i

forbindelse med behandlingen af sagen har været fokuseret på indkomståret

1994.

På tidspunktet for (C)’s

salg af (B) til (D) fandt reglerne i lovbekendtgørelse nr. 752 af 15.

september

1993 af lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v.

(selskabsskatteloven)

anvendelse. Selskabsskatteloven indeholder følgende regler af betydning for

sagen:

’

§ 29 A.

Selskaber og foreninger m.v. skal betale indkomstårets

forventede indkomstskat i løbet af indkomståret, jf. dog § 30 A. Beløb, der

indbetales i løbet af indkomståret, benævnes acontoskat. Hvor selskabet eller

foreningen m.v. anvender et andet indkomstår end kalenderåret (forskudt

indkomstår), betales acontoskatten for et givet indkomstår i det kalenderår,

som indkomståret træder i stedet for.

Stk. 2.

Selskaber og

foreninger m.v. skal i acontoskat betale 50 pct. af gennemsnittet af de

seneste

tre indkomstårs indkomstskat. Denne acontoskat benævnes ordinær acontoskat.

Ordinær acontoskat betales i 2 lige store rater i løbet af indkomståret og

opkræves af Told- og Skattestyrelsen. Ved opkrævning af ordinær acontoskat

opkræves kun beløb, der er delelige med 1.000 kr. Udgør den ordinære

acontoskat

mindre end 2.000 kr., opkræves den dog ikke.

Stk. 3.

Selskaber og

foreninger m.v., som har været skattepligtige i to indkomstår eller mindre,

kan

for de pågældende indkomstår indbetale acontoskat senest den 20. november i

indkomståret. For de efterfølgende indkomstår skal selskabet eller foreningen

m.v. betale acontoskat efter stk. 2. Indtil der foreligger skatteansættelser

for de seneste tre indkomstår, beregnes den ordinære acontoskat som 50 pct.

af

gennemsnittet af de foreliggende indkomstårs indkomstskatter.

Stk. 4.

Ordinær

acontoskat forfalder til betaling i 2 rater henholdsvis den 1. marts og den

1.

november i indkomståret. Sidste rettidige indbetalingsdag er den 20. i

forfaldsmåneden. Betales beløbet ikke rettidigt, forrentes det med 1 pct. for

hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne. Forrentningen tilfalder

statskassen.

Stk. 5.

Selskaber og

foreninger m.v. kan frivilligt betale yderligere acontoskat. Betaling af

frivillig acontoskat skal ske senest henholdsvis den 20. marts og den 20.

november i indkomståret.

§ 30 A.

stk. 2.

Selskaber og

foreninger m.v., hvis første indkomstår er påbegyndt før den 29. januar 1992,

kan vælge at betale indkomstskat i løbet af indkomståret. Vælger selskabet

eller foreningen m.v. for et givet indkomstår at betale indkomstskat i løbet

af

indkomståret, skal der også for senere indkomstår betales indkomstskat i

løbet

af indkomståret.

Stk. 4.

Såfremt der

indtræder en sådan ændring for et selskab eller en forening m.v., der er

skattepligtig efter denne lov, at der fremtidig skal ske beskatning efter

andre

bestemmelser i loven, skal selskabet eller foreningen m.v. betale

indkomstskat

i løbet af indkomståret.

Stk. 5.

Såfremt et eller

flere af de af en fusion, spaltning eller tilførsel af aktiver omfattede

selskaber m.v. skal betale indkomstskat i løbet af indkomståret, skal de

modtagende selskaber m.v. betale indkomstskat i løbet af indkomståret.

Stk. 6.

Såfremt to eller

flere selskaber m.v. sambeskattes, jf. § 31, og et eller flere af selskaberne

m.v. skal betale indkomstskat i løbet af indkomståret, skal samtlige de af

sambeskatningen omfattede selskaber m.v. betale indkomstskat i løbet af

indkomståret.

Stk. 7.

Selskaber og

foreninger m.v., der er omfattet af stk. 3-6, kan for de to første

indkomstår,

hvor § 29 A finder anvendelse, indbetale acontoskat senest den 20. november i

indkomståret. For de efterfølgende indkomstår finder § 29 A, stk. 3, 2. og 3.

pkt., tilsvarende anvendelse.’

Ved lov nr. 1118 af 22.

december 1993 om ændring af lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v.

blev der som et nyt stk. 3 i selskabsskattelovens § 29 A indsat følgende

bestemmelse med virkning for indkomståret 1994:

’Der beregnes ikke ordinær

acontoskat for et datterselskab m.v., der ved den senest foreliggende

skatteansættelse var sambeskattet med et moderselskab m.v. For et sådant

datterselskab m.v. finder stk. 4 om acontoskat i forbindelse med indtræden af

skattepligt tilsvarende anvendelse ved ophævelse af sambeskatning.’

De hidtidige stk. 3-5 i

selskabsskattelovens § 29 A blev som følge heraf til stk. 4-6, og der blev

samtidig foretaget konsekvensrettelser i selskabsskattelovens § 30 A, stk. 7.

(A) og det sambeskattede

datterselskab, (D), var inden fusionen mellem (D) A/S (det modtagende

selskab)

og (B) (det indskydende selskab) ikke omfattet af acontoskatteordningen. (B)

var derimod omfattet af acontoskatteordningen sammen med det sambeskattede

moderselskab, (C).

I perioden 1. maj 1993 til

31. august 1994 (indkomståret 1994) blev (B) selvstændigt skatteansat. Denne

periode var i henhold til selskabsskattelovens § 29 A, stk. 4, 1. pkt., 1.

indslusningsår til acontoskatteordningen for (B). Fra og med indkomståret

1995

blev (D) som følge af fusionen – og uden at der var behov for

tilmelding, jf.

selskabsskattelovens § 30 A, stk. 2 – omfattet af acontoskatteordningen,

jf.

selskabsskattelovens § 30 A, stk. 5. Da (A) og (D) var sambeskattede, blev

(A)

også omfattet af ordningen. (A) var derfor for indkomståret 1995 omfattet af

indslusningordningen i selskabsskattelovens § 30 A, stk. 7, med indkomståret

1995 som 2. indslusningsår.

Efter bestemmelsen i

selskabsskattelovens § 30 A, stk. 7, kan der for de to første år hvor

selskabsskattelovens § 29 A finder anvendelse, indbetales acontoskat senest

den 20. november i indkomståret (frivillig acontoskat), jf.

selskabsskattelovens

§ 29 A, stk. 3, 2. pkt., og stk. 4, 1. pkt.

Først for det 3. og de efterfølgende indkomstskatteår beregnes der

acontoskatterater (ordinær acontoskat), jf. selskabsskattelovens § 29 A, stk.

4, 2. og 3. pkt.

Told- og Skatteregion

Hvidovre har i udtalelsen af 13. juli 1999 anført at (A) fejlagtigt ikke er

blevet registreret som værende under acontoskatteordningen fra og med

indkomståret 1995 (perioden 1. september 1994 til 31. august 1995), og at der

som følge heraf ikke automatisk er blevet udsendt indbetalingskort til

virksomheden.

Told- og Skattestyrelsen har

i udtalelsen af 30. juli 1999 anført følgende om registreringsforholdene:

’

3) I perioden 01/05 1993 -

31/08 1994 (regnskabsperioden er omlagt) blev (B)

selvstændigt skatteansat. Selskabet skulle

retteligt have være registreret under acontoskatteordningen

(indslusningsordning, jf. nærmere neden for), men blev ikke registreret hos

Told&Skat som værende under ordningen.

Fusionen registreres hos

Told&Skat den 20/2 1995. På dette tidspunkt er mandtallet dannet for

indkomståret 1995, og girokortene bliver fra central side udsendt sidst i

februar 1995 til de selskaber, der er registreret som acontoskattepligtige på

mandtalslisten. For selskaber, der registreres som acontobetaler efter, at

mandtalslisten er udskrevet, udsender told- og skatteregionen sædvanligvis

manuelt giroindbetalingskort til frivillige acontoindbetalinger.

Udsendelsen af girokort er

tænkt som en service over for skatteyderne, da der ikke er stillet krav i

henhold

til selskabsskatteloven om, at skattemyndighederne skal udsende disse. Når

selskabsskatteloven foreskriver, at de i en fusion deltagende selskaber

bliver

acontoskattepligtige, hvis et af de omfattede selskaber er under

acontoordningen, kan det/de modtagende selskab(er) til hver en tid efter

fusionen foretage en frivillig indbetaling.’

Der er fastsat nærmere

retningslinier for registrering af selskaber og udsendelse af girokort mv.

i

bekendtgørelse nr. 983 af 1. december

1994 der er udstedt i medfør af bl.a. selskabsskattelovens § 30, stk. 6.

Bekendtgørelsen indeholder indeholder følgende regler af betydning for

sagen:

’

§ 1.

Indkomstskat, restskat, acontoskat og tillæg for selskaber og

foreninger m.v. skal indbetales til Told- og Skattestyrelsen, der forestår

opkrævning, skatteberegning og eventuel tilbagebetaling.

Beregning af ordinær acontoskat

§ 2.

Stk. 3.

Told- og

Skattestyrelsen kan endvidere undlade at beregne ordinær acontoskat for

selskaber og foreninger m.v., der er omfattet af selskabsskattelovens § 29 A,

stk. 4, 1. pkt., eller § 30 A, stk. 7, 1. pkt.

Stk. 4.

Ordinær

acontoskat for et moderselskab omfattet af selskabsskattelovens § 30 A, stk.

6,

opkræves første gang i det tredje indkomstår efter acontoskattepligtens

indtræden.

Indbetalingskort

§ 3.

Told-

og Skattestyrelsen udarbejder og udsender indbetalingskort til brug for

indbetaling af indkomstskat, restskat, acontoskat og tillæg for selskaber og

foreninger m.v.

Stk. 2.

Til selskaber og

foreninger m.v., der er omfattet af acontoskatteordningen, jf. § 2, stk. 1,

udsendes indbetalingskort vedrørende ordinær og frivillig acontoskat inden

den

1. februar i opkrævningsåret for acontoskatten. Told- og Skattestyrelsen kan

dog undlade at udsende indbetalingskort til selskaber og foreninger m.v. som

nævnt i § 2, stk. 2. Til selskaber og foreninger m.v. som nævnt i § 2, stk.

3,

udsendes indbetalingskort vedrørende frivillig indbetaling af acontoskat

inden

den 1. november i opkrævningsåret for acontoskatten. Indtil ophør af

sambeskatning er registreret, kan Told- og Skattebestyrelsen dog undlade at

udsende indbetalingskort som nævnt i 3. pkt. til selskaber, der er omfattet

af

selskabsskattelovens § 29 A, stk. 3, 2. pkt.

Stk. 3.

Indbetalingskort

for restskat og tillæg, jf. selskabsskattelovens § 30, stk. 1, udsendes inden

den 1. november i skatteåret.

Stk. 4.

Til selskaber og

foreninger m.v., der ikke er omfattet af acontoskatteordningen, jf.

selskabsskattelovens § 30 A, stk. 1, udsendes indbetalingskort for

indkomstskat

og tillæg inden den 1. november i skatteåret.

Registrering

§ 4.

Told-

og Skattestyrelsens registre udgør grundlaget for udskrivning af materiale

vedrørende registrering af selskaber og foreninger m.v.

Stk. 2.

Selskaber og

foreninger m.v., hvis første indkomstår er påbegyndt før den 29. januar 1992,

og som vælger at betale acontoskat, jf. selskabsskattelovens § 30 A, stk. 2,

skal rette henvendelse til told- og skatteregionen inden begyndelsen af det

kalenderår, hvor acontoskatteordningen skal finde anvendelse. Sambeskattede

selskaber

m.v. skal foretage en samlet tilmelding til acontoskatteordningen.’

Som det fremgår af

bekendtgørelsens § 4, udgør Told- og Skattestyrelsens registre grundlaget for

udskrivning af materiale vedrørende registrering af selskaber og foreninger.

Jeg må ved min bedømmelse af

sagen lægge til grund at der er sket fejlregistrering hos skattemyndighederne

i

forbindelse med den manglende registrering af (B) som acontoskattepligtig i

indkomståret 1994, og at der ikke blev udsendt indbetalingskort til (A) fordi

fusionen

mellem (D) og (B) blev registreret hos Told og Skat den 20. februar 1995

efter

at mandtallet for 1995 var dannet.

(A) var i indkomståret 1995

omfattet af reglerne i selskabsskattelovens 30 A, stk. 7, jf. § 29 A, stk. 4,

1. pkt., som følge af fusionen mellem (D) og (B).

I medfør af § 3, stk. 2, 3.

pkt., i bekendtgørelse nr. 983 af 1. december 1994 burde der derfor have

været

udsendt giroindbetalingskort til (A) inden den 1. november 1995. Det kan

efter

min opfattelse ikke tillægges betydning at fusionen først blev registreret

hos

Told og Skat den 20. februar 1995 efter at styrelsen havde udarbejdet

mandtallet for 1995.

Henrik Zahle anfører i Dansk

Forfatningsret I, 2. udgave, 1995, s. 331ff, bl.a. følgende om

bekendtgørelsers

retligt bindende karakter:

’Bekendtgørelser anvendes

her som et teknisk begreb, der dækker forskrifter

udstedt

af en minister eller anden administrativ myndighed, og som

er

gældende for enhver

, såvel

myndigheder som private. Bekendtgørelse er den almindelige betegnelse for de

forskrifter, som ministre udsteder i henhold til lov.’

Der kan endvidere henvises

til Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udgave, 1973, s. 209ff, Alf Ross,

Dansk Statsforfatningsret, 3. udgave, 1980, s. 476ff, og Jens Garde og Jørgen

Mathiassen, Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udgave, 1997, s. 94f.

Under henvisning til det jeg

har anført ovenfor om bekendtgørelsers retlige natur, sammenholdt med at

bekendtgørelsen fastsætter meget detaljerede regler for Told- og

Skattestyrelsens udsendelse af indbetalingskort, kan jeg derfor ikke være

enig

med Told- og Skattestyrelsen i at

’udsendelsen

af girokort er tænkt som en service over for skatteyderne, da der ikke er

stillet krav i henhold til selskabsskatteloven om, at skattemyndighederne

skal

udsende disse’. Told- og Skattestyrelsen har derimod efter min

opfattelse

haft pligt til at udsende indbetalingskort i det i bekendtgørelsen beskrevne

omfang.

Jeg har gjort Told- og

Skattestyrelsen bekendt med min opfattelse.

Told- og Skattestyrelsen har i brevet af 2. marts 1999 til (E) beklaget

skattemyndighedernes sagsbehandling således:

’

Sagens akter er blevet

gennemgået. Når der henses til de mange fejl koncernen har været udsat for:

-

det fejlagtigt

udsendte brev af 18. november 1994 fra Told- og Skatteregion Høje-Taastrup,

hvori det anføres at (A) ikke kan indbetale acontoskat,

-

den manglende korrekte

registrering af koncernen som acontoskattepligtig i henhold til brev af 6.

februar 1996 fra Told- og Skatteregion København 2,

-

fejlarkivering af

Deres henvendelse om sagen til Told- og Skatteregion Hvidovre, jf. regionens

brev af 8. august 1997, samt

-

manglende underretning

om styrelsens tiltag, jf. telefax af 8. august 1997,

er der helt klart tale om,

at koncernen har fået en uretmæssig og utilfredsstillende behandling af

Told&Skat, som vi i aller højeste grad må beklage.

’

Told- og Skattestyrelsen har i udtalelsen af 30. juli 1999 anført

følgende om sagsbehandlingen i Told og Skat:

’

Derimod finder styrelsen, at klagebehandlingen har været overordentlig

langsommelig og uoverskuelig for klageren, hvilket styrelsen har taget til

efterretning. Der har været tale om en klagebehandling, som ikke er i

overensstemmelse med styrelsens sædvanlige standard.

Sagsbehandlingen i

Told&Skat, herunder Told- og Skattestyrelsen har været kritisabel. Der må

ikke gå så lang tid inden henvendelser besvares, ligesom der skal gives

kvittering for modtagne skriftlige henvendelser, og rettelser i

edb-systemerne

skal foretages med det samme, når de registreringspligtige forhold er

bekendte

for regionen.

’

Jeg er enig med Told- og Skattestyrelsen i at sagsbehandlingen har

været kritisabel.

Jeg bemærker at jeg er enig med Told- og Skatteregion Hvidovre når

regionen i udtalelsen af 13.

juli 1999

anfører at Told- og Skatteregion Høje-Taastrups brev af 18. november 1994 til

(A) ikke var fejlagtigt. Jeg har herved lagt vægt på at (A) for indkomståret

1994 – som brevet omhandler – ikke var omfattet af

acontoskatteordningen, og at

fusionen mellem (B) og (D) først blev registreret hos skattemyndighederne den

20. februar 1995.

Det fremgår af sagen at

Københavns Selskabsskatteforvaltning den 17. april 1996 videresendte

(E)’s brev

af 27. marts 1996 til Told- og Skatteregion Hvidovre til besvarelse. På grund

af fejlarkivering i en anden sag sendte Told- og Skatteregion Hvidovre først

ved brev af 8. august 1997 brevet videre til Told- og Skattestyrelsen til

besvarelse. Samtidig besvarede Told- og Skatteregion Hvidovre en rykker fra

(E). Det fremgår endvidere af sagen at (E) rykkede Told- og Skattestyrelsen

for

svar ved breve af 19. november 1997 og 7. december 1998. Som sagen er

forelagt

for mig, har Told- og Skattestyrelsen ikke besvaret rykkerne.

Fra (E) med brev af 27.

marts 1996 til Københavns Selskabsskatteforvaltning anmodede om at foretage

frivillig acontoskattebetaling for indkomståret 1995 og til Told- og

Skattestyrelsen traf afgørelse i sagen den 21. januar 1999 og 2. marts 1999,

gik der mere end 2 år og 9 måneder.

Følgende er anført om sagsbehandlingstid mv. i Justitsministeriets

vejledning om forvaltningsloven

(1986), punkt 205-208:

’205.

Forvaltningsloven indeholder ikke generelle regler om

sagsbehandlingstiden. Baggrunden herfor er bl.a., at de opgaver, der udføres

af

den offentlige forvaltning, er af så forskellig karakter og omfang, at det

ikke

vil være muligt i en lov, der skal gælde for hele den offentlige forvaltning,

at fastsætte bestemte regler for sagsbehandlingstiden, som med rimelighed vil

kunne håndhæves ved domstolene.

Derimod kan der på baggrund

af folketingets ombudsmands udtalelser om, hvad der med hensyn til

sagsbehandlingstiden må antages at følge af almindelig god forvaltningsskik,

gives nogle vejledende regler om sagsbehandlingens tilrettelæggelse, herunder

om underretning til den, der er part i en sag, om den forventede

sagsbehandlingstid.

Ombudsmanden har i nogle

afgørelser også peget på, at myndighederne med henblik på at sikre, at sager

ikke henligger i længere tid, inden afgørelse træffes, og at sager ikke

bliver

glemt og derfor ikke afgjort, bør oprette tilstrækkeligt EFFEKTIVE

ERINDRINGSSYSTEMER.

206.

Hvis en forvaltningsmyndighed som følge af sagens karakter

eller den almindelige sagsbehandlingstid for den pågældende myndighed ikke

kan

træffe afgørelse inden kortere tid efter sagens modtagelse, bør myndigheden

give den, der er part i sagen, underretning om, hvorpå sagen beror og så vidt

muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan

foreligge.

207.

Myndigheden bør endvidere give den, der er part i sagen,

underretning, når behandlingen af den konkrete sag på grund af særlige

omstændigheder vil tage længere tid end sædvanligt.

208.

Rykkerskrivelser fra den, der er part i sagen, og som er

rimeligt begrundet i sagsbehandlingstiden, bør i almindelighed besvares med

det

samme. Besvarelsen bør indeholde oplysning om, hvorpå sagen beror og så vidt

muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan

foreligge.’

Jeg henviser endvidere til

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 73 af 4. juni 1997 om mål for

hurtig

sagsbehandling m.v.

Under henvisning til det

ovenfor anførte fra Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven og

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 73 af 4. juni 1997 mener jeg at

skattemyndighedernes samlede sagsbehandlingstid har været kritisabel.

Det er også kritisabelt at

Told- og Skattestyrelsen ikke har besvaret (E)’s rykkere.

Endelig finder jeg sagens

fejlarkivering hos Told- og Skatteregion Hvidovre beklagelig, særlig henset

til

at fejlarkiveringen har medført at sagen først blev videresendt til Told- og

Skattestyrelsen ca. 1 år og 3 måneder efter at regionen modtog brevet fra

Københavns Selskabsforvaltning.

Under henvisning til styrelsens oplysninger i udtalelsen af 30. juli

1999 om at sagen har givet anledning til en opstramning af sagsbehandlingen i

Told- og Skattestyrelsens Selskabsbeskatningsafdeling, at der i foråret 1999

er

blevet nedsat en arbejdsgruppe der skal se på acontoskattereglerne og

herunder

de administrative procedurer, og at styrelsen er i gang med at opgradere

edb-systemerne, foretager jeg mig imidlertid ikke mere vedrørende denne del

af

sagen.

Jeg har gjort Told- og

Skattestyrelsen bekendt med min opfattelse.

Told- og Skattestyrelsen har

i udtalelsen af 30. juli 1999 anført følgende om offentlige myndigheders

vejledningspligt:

’ Vejledningspligten i

henhold til forvaltningsloven strækker sig efter vor opfattelse ikke til de

situationer, der er klart lovgivet omkring ’

Jeg finder på denne baggrund

anledning til at fremsætte nogle generelle bemærkninger om offentlige

myndigheders vejledningspligt.

Forvaltningslovens § 7, stk.

1, har følgende ordlyd:

’§ 7.

En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde

vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden

for myndighedens sagsområde.’

Vejledningspligten efter

forvaltningsloven gælder alene i situationer hvor en person retter

henvendelse

til myndigheden, jf. nærmere John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer,

1999, s. 204f. Det følger imidlertid af god forvaltningsskik at der også

gives

vejledning i andre tilfælde, jf. Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 1994, s.

259ff.

Følgende er anført om

vejledningspligtens indhold i Justitsministeriets vejledning om

forvaltningsloven (1986), punkt 30:

’30.

Vejledning efter § 7, stk. 1, bør sikre, at borgeren får

tilstrækkelig orientering om, hvilken betydning reglerne på det pågældende

område har for vedkommende, og hvordan den pågældende lettest og mest

effektivt

kan opfylde de eventuelle krav, der er i lovgivningen. Vejledningen bør

endvidere orientere om hvilken fremgangsmåde, der skal følges af den, der

henvender sig til myndigheden, og om hvilke oplysninger, som skal

tilvejebringes af borgeren som led i en sags behandling.

Vejledningens indhold og

omfang må afpasses i forhold til borgerens forudsætninger og dennes

eventuelle

særlige personlige, eventuelt fysiske forhold.

En myndighed bør også i

fornødent omfang bistå en borger, der retter henvendelse til myndigheden, med

at udfylde eventuelle ansøgningsskemaer, anmeldelser eller lignende, der

vedrører myndighedens eget område.’

På baggrund af ovenstående

citat fra Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven kan jeg ikke

være

enig med Told- og Skattestyrelsen i at vejledningspligten ikke omfatter

situationer der klart er lovgivet om.

Er parten imidlertid

repræsenteret af nogen som må formodes at have et særligt kendskab til

regelgrundlaget, vil vejledningspligten efter omstændighederne kunne

indsnævres. Jeg henviser til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer,

3.

udgave, 1999, s. 214, med henvisninger.

Jeg har gjort Told- og

Skattestyrelsen bekendt med min opfattelse.

Jeg har noteret mig at (A)

og Told- og Skattestyrelsen har forskellige opfattelser af om (A) rent

faktisk

ønskede at betale acontoskat for indkomståret 1995. Told- og Skattestyrelsen

og

(A) har endvidere forskellige opfattelser af hvilken betydning

registreringsforholdene, den manglende udsendelse af indbetalingskort og

brevet

af 18. november 1994 har haft for den manglende indbetaling af acontoskat.

Det må på denne baggrund

anses for bevisspørgsmål om – og i givet fald med hvor stort et beløb

– (A)

ønskede at foretage (frivillige) acontobetalinger for indkomståret 1995, og

om

selskabet anså sig for afskåret herfra som følge af oplysningerne om

registreringsforholdene,

den manglende udsendelse af indbetalingskort og

brevet af 18. november 1994.

Ombudsmandsinstitutionen er ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål

som det foreliggende. Baggrunden herfor er at ombudsmanden ikke i

almindelighed

har mulighed for at afhøre vidner i sagen, men behandler klager på et

skriftligt grundlag.

En nærmere afklaring af dette spørgsmål vil derfor ikke kunne finde

sted inden for rammerne af min undersøgelse, men må efter min opfattelse ske

ved domstolene. Vurderingen af om der er grundlag for at gøre

erstatningsansvar gældende over for skattemyndighederne, må endvidere anses

for

et traditionelt domstolsanliggende.

Jeg har gjort Told- og Skattestyrelsen bekendt med min opfattelse af

sagen.

Efter reglen i skattestyrelseslovens § 31, stk. 1, (nu

lovbekendtgørelse nr. 531 af 25. juni 1999 med senere ændring) kan en endelig

administrativ afgørelse ikke indbringes for domstolene senere end 3 måneder

efter at afgørelsen er truffet.

Det fremgår af sagen at (E) ved brev af 16. april 1999 til Told- og

Skattestyrelsen har anmodet om suspension af søgsmålsfristen.

Jeg foretager mig

herefter ikke mere i sagen.”

Lignende dokumenter