Afslag på adgang til arkiv
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på adgang til arkiv
A klagede over at
Justitsministeriet havde stadfæstet Rigsarkivets afgørelse om arkivadgang i
tre
af ministeriets sager. Rigsarkivet havde givet tilladelse til arkivadgang i
den
ene sag mens Rigsarkivet i de to andre sager – med undtagelse af adgang
til
avisudklip i den ene sag – havde givet afslag i overensstemmelse med en
fra
Justitsministeriet indhentet udtalelse om samtykke efter arkivlovens § 24,
stk.
2.
Det fremgik af sagen at
Rigsarkivet, før arkivet traf sin afgørelse, havde sendt A’s ansøgning
til
Justitsministeriet med forespørgsel om hvorvidt ministeriet kunne give
samtykke til at A kunne benytte det ønskede materiale.
Justitsministeriet
indhentede en udtalelse fra Politiets Efterretningstjeneste der om de to
sidste
sager skrev følgende:
"Da materialet
indeholder oplysninger om flere formodede nulevende enkeltpersoners private
forhold, skal Politiets Efterretningstjeneste fortsat udtale sig imod
meddelelse af aktindsigt heri."
Justitsministeriet
partshørte A om udtalelsen fra Politiets Efterretningstjeneste, og
ministeriet meddelte
herefter
Læs alt
samtykke til at A kunne få
arkivadgang i den ene sag mens Justitsministeriet over for Rigsarkivet
afviste
at give samtykke til arkivadgang i de to andre sager med undtagelse af
avisudklip i den ene af disse sager. Justitsministeriet begrundede sit
delvise
afslag på at meddele samtykke med at materialet i de to sager indeholdt
oplysninger om flere formodede nulevende enkeltpersoners private forhold.
Rigsarkivet traf herefter afgørelse som anført ovenfor. Rigsarkivet
vedlagde en genpart af Justitsministeriets udtalelse og vejledte om at
Rigsarkivets afgørelse kunne påklages til Justitsministeriet.
I brev af 30. september 1998 i anledning af A’s klage til
Justitsministeriet anførte ministeriet blandt andet følgende til A:
"...
Ved telefaxskrivelse af 17.
september 1998 til Justitsministeriet har De klaget over Rigsarkivets
afgørelse. De har bl.a. anmodet ministeriet om at undersøge, om der er
personer
i de omhandlede sager, der fortsat er i live. De har endvidere anført, at det
er vigtigt, at Justitsministeriets kilder kan bruges til at belyse
’pasaffæren’.
I den anledning skal
Justitsministeriet herved meddele, at ministeriet fortsat ikke finder
grundlag
for at meddele samtykke til arkivadgang i de pågældende sager.
Justitsministeriet kan i den forbindelse henholde sig til sin skrivelse af 5.
august 1998 til Rigsarkivet, der vedlægges i kopi.
Det tilføjes, at
Justitsministeriet ikke finder anledning til at foretage en omfattende
undersøgelse af, om der er personer i de omhandlede sager, der fortsat er i
live."
Justitsministeriet anførte i en udtalelse i anledning af klagen til mig
blandt andet følgende:
"Justitsministeriet kan
henholde sig til sine afgørelser af 5. august og 30. september 1998.
Justitsministeriet finder
dog anledning til mere generelt at bemærke, at ministeriet i sager, hvor der
er tale om at indhente udtalelser fra Politiets Efterretningstjeneste, er
tilbageholdende med at tilsidesætte et af efterretningstjenesten udøvet skøn
med hensyn til
eventuelle
beskyttelsesinteresser.”
Jeg bad i brev af 7. juli
1999 Rigsarkivet om en supplerende udtalelse om den praksis som Rigsarkivet
følger med hensyn til at foretage partshøring efter forvaltningslovens § 19 i
sager hvor der indhentes udtalelse fra en ressortmyndighed. Jeg bad endvidere
om en udtalelse om årsagen til at der i denne sag ikke blev foretaget
partshøring af A. Jeg bad Rigsarkivet om at sende udtalelsen gennem
Justitsministeriet som jeg ligeledes bad om en udtalelse.
Rigsarkivet anførte i en
udtalelse af 6. august 1999 følgende:
”Folketingets Ombudsmand har
den 7. juli anmodet Rigsarkivet om en udtalelse om den praksis, som
Rigsarkivet
følger med hensyn til at foretage partshøring efter forvaltningslovens § 19 i
sager, hvor der indhentes udtalelse fra en ressortmyndighed, samt om årsagen
til, at der i den foreliggende sag ikke blev foretaget partshøring af A.
I den anledning skal Rigsarkivet oplyse, at det ikke indgår som et led
i Statens Arkivers praksis at foretage partshøring i tilfælde, hvor samtykke
til en dispensation fra tilgængelighedsfrister ikke er meddelt af
ressortmyndigheden.
Det bemærkes, at Statens Arkiver ikke på grundlag af en fornyet
udtalelse fra den pågældende ansøger vil kunne træffe anden afgørelse end
ressortmyndigheden, men – i tilfælde, hvor en udtalelse ville give
anledning
hertil – kun vil kunne anmode den pågældende ressortmyndighed om at
genoverveje
sin afgørelse.
Yderligere bemærkes følgende:
Arkivlovens § 24, stk. 1-2, lyder:
’
§ 24.
Rigsarkivaren, eller den rigsarkivaren bemyndiger dertil, kan
i konkrete tilfælde meddele tilladelse til benyttelse af en arkivenhed eller
grupper af arkivenheder inden udløbet af tilgængelighedsfristen, jf. dog stk.
2-3 samt stk. 6.
Stk. 2.
Det er en
betingelse for at meddele tilladelse efter stk. 1, at vedkommende
ressortmyndighed
har givet sit samtykke dertil, når,
den afleverende myndighed har fastsat en længere
tilgængelighedsfrist efter § 21,
en arkivenhed indeholder materiale af den art, der er nævnt i §
22, stk. 1, nr. 2-5, eller
en arkivenhed er afleveret til Statens Arkiver, inden den er 30 år
gammel.’
I forbindelse med behandlingen af dispensationsansøgninger vurderes
dels karakteren af de oplysninger, der ønskes indsigt i, dels formålet med
benyttelsen af oplysningerne. Afgørelsen baserer sig på et skøn over,
hvorvidt
de betingelser, der måtte være knyttet til dispensation og som fastsættes ud
fra karakteren af de oplysninger, der ønskes adgang til, kan overholdes under
hensyn til formålet med benyttelsen.
De afgørelser, rigsarkivaren træffer i forbindelse med dispensationer
fra tilgængelighedsfristen, kan indbringes for vedkommende ressortmyndighed,
det vil sige den myndighed, der på tidspunktet for ansøgningen har ansvaret
for
sager af den karakter, som ansøgningen vedrører. For så vidt rigsarkivaren
skulle give en ansøger afslag i tilfælde som nævnt i arkivlovens § 24, stk.
2,
uden forudgående høring af ressortmyndigheden, vil denne afgørelse kunne
indbringes for ressortmyndigheden, jf. arkivlovens § 33, stk. 1. I tilfælde,
hvor afslag er givet, fordi ressortmyndigheden ikke har fundet at kunne give
samtykke til dispensationsansøgningen, vil klagebehandlingen have karakter af
en remonstrationsordning.
Det bemærkes, at rigsarkivaren i 1997 har udstedt en instruks for
behandling af ansøgninger om adgang til ikke umiddelbart tilgængelige
arkivalier i Statens Arkiver (vedlagt).
Bl.a. fremgår det her, at det efter Statens Arkivers vurdering fornødne
afgørelsesgrundlag skal være tilvejebragt, før en ressortmyndighed anmodes om
samtykke til en dispensation, samt at der allerede derved, at der søges
indhentet samtykke fra ressortmyndigheden, foreligger en anbefaling fra
Statens
Arkiver af, at ansøgningen imødekommes, som hovedregel på visse vilkår
(instruksens afsnit VI og VIII). Ligeledes fremgår, at Statens Arkiver i
tilfælde, hvor en ressortmyndighed ikke finder at kunne give samtykke til en
dispensation, foretager en vurdering af begrundelsen herfor.
Under den forudsætning, at sagens omstændigheder – karakteren af de
oplysninger, der søges adgang til, og formålet med benyttelsen samt de
vilkår,
der måtte knytte sig til en dispensation – er tilfredsstillende oplyst,
har
Statens Arkiver ikke fundet det påkrævet at forelægge ressortmyndighedernes
afslag på samtykke til en dispensation til udtalelse for ansøgeren, jf.
forvaltningslovens
§ 19, stk. 1, men vil derimod finde, at partshøring vil kunne undlades efter
bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1.
Som indledningsvis anført vil Statens Arkiver ikke på grundlag af en
fornyet udtalelse fra den pågældende ansøger kunne træffe anden afgørelse end
ressortmyndigheden, men – i tilfælde, hvor en udtalelse ville give
anledning
hertil – kun kunne anmode den pågældende ressortmyndighed om at
genoverveje sin
afgørelse.
Det er Statens Arkivers vurdering, at en sådan praksis vil være mindre
hensigtsmæssig end den, der fremgår af den ovennævnte instruks’ afsnit
IX. pkt.
6, nemlig at ansøgeren henvises til direkte at påklage eller remonstrere
ressortmyndighedens afgørelse.
For så vidt angår årsagen til, at der i den konkrete sag ikke blev
foretaget partshøring af A, henvises til den ovennævnte beskrivelse af
Statens
Arkivers praksis.”
Justitsministeriet anførte i en udtalelse af 23. september 1999 blandt
andet følgende:
”I det omfang
Justitsministeriet indhenter en udtalelse fra en anden myndighed til brug for
vurderingen af arkivmaterialets karakter, vil den indhentede udtalelse efter
reglerne om partshøring blive tilsendt ansøgeren med henblik på, at denne kan
fremkomme med sine eventuelle bemærkninger, inden ministeriet afgiver sin
udtalelse til Rigsarkivet. I relation til den konkrete sag anmodede
Justitsministeriet således ved brev af 2. juli 1998 (A) om bemærkninger til
en
udtalelse, som ministeriet havde indhentet fra Rigspolitichefen.
Justitsministeriet finder
ikke at burde udtale sig om Rigsarkivets sagsbehandling i forbindelse med
afgørelsen af, om der i konkrete sager kan meddeles tilladelse i medfør af
arkivlovens § 24, stk.
1.”
Ombudsmandens udtalelse
”Retsgrundlaget
Lov nr. 337 af 14. maj 1992 om offentlige arkiver mv. (arkivloven) §§ 22, 24
og 33 har følgende indhold:
’
§ 22. Tilgængelighedsfristen er 80 år for arkivenheder eller grupper af
arkivenheder, der
indeholder oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske,
forhold,
1)
vedrører registre, der er omfattet af lov om offentlige myndigheders
registre,
2)
omfatter sager inden for strafferetsplejen,
3)
omfatter myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager eller
ved overvejelse af, om retssag bør føres, eller
4)
omfatter materiale,
der tilvejebringes som grundlag for Danmarks Statistiks udarbejdelse af
offentlig statistik.
Stk. 2.
Den afleverende
myndighed kan, hvor forholdene taler herfor, efter drøftelse med det
modtagende
arkiv fastsætte en kortere eller længere tilgængelighedsfrist for
arkivenheder,
der er omfattet af stk. 1.
...
§ 24.
Rigsarkivaren eller den, rigsarkivaren bemyndiger hertil, kan i konkrete
tilfælde meddele tilladelse til benyttelse af dokumenter, arkivenheder eller
grupper af arkivenheder inden udløbet af tilgængelighedsfristen, jf. dog stk.
2, 3 og 6.
Stk. 2.
Det er en
betingelse for at meddele tilladelse efter stk. 1, at vedkommende
ressortmyndighed har givet sit samtykke hertil, når
den afleverende myndighed har fastsat en længere tilgængelighedsfrist
efter § 21,
en arkivenhed indeholder materiale af den karakter, der er nævnt i
§ 22, stk. 1, nr.2-5, eller
et dokument eller en arkivenhed er yngre end 30 år.
Stk. 3.
Tilladelse efter
stk. 1 kræver endvidere samtykke fra Registertilsynet, hvis arkivenheden
indeholder
materiale af den karakter, der er nævnt i § 22, stk. 1, nr. 2.
Stk. 4.
Er en ansøgning
om benyttelse af ikke umiddelbart tilgængelige arkivalier ikke imødekommet
eller afslået inden 15 dage efter, at den er modtaget i Statens Arkiver, skal
Statens Arkiver underrette ansøgeren om grunden hertil.
Stk. 5.
De myndigheder,
der er nævnt i stk. 2, afgør så vidt muligt inden 30 dage efter, at spørgsmål
om samtykke til imødekommelse af en ansøgning om arkivadgang er forelagt den
pågældende myndighed fra Statens Arkiver, om samtykke kan meddeles.
Foreligger
en afgørelse ikke inden 30 dage, skal myndigheden underrette Statens Arkiver
om grunden hertil samt om, hvornår en afgørelse forventes at foreligge.
Statens
Arkiver underretter herefter ansøgeren herom.
Stk. 6.
Kulturministeren
fastsætter nærmere regler om tilgængelighed og om vilkår for brugen af de
oplysninger, der gives adgang til.
...
§ 33.
Rigsarkivarens afgørelser om tilgængelighed efter § 24 kan påklages til
vedkommende ressortmyndighed.
Stk. 2.
Kulturministeren
kan fastsætte regler om, at de afgørelser, rigsarkivaren træffer efter regler
udstedt i medfør af bestemmelserne i kapitel 3 og 4, ikke kan indbringes for
Kulturministeren.’
Forvaltningslovens § 19,
stk. 1 og 2, nr. 1, har følgende indhold:
’
§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort
parten
bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse. Dette gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Myndigheden
kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i
stk. 1 gælder ikke, hvis det efter oplysningernes karakter og sagens
beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det
foreliggende grundlag,
’
Rigsarkivets sagsbehandling
Efter forvaltningslovens §
19, stk. 1, skal der foretages partshøring såfremt myndigheden er i
besiddelse
af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som parten
ikke kan antages at være bekendt med. Dette gælder dog kun hvis der er tale
om
oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og oplysningerne er
til ugunst for den pågældende part.
§ 19, stk. 2, indeholder
visse undtagelser fra partshøringspligten. Der er således efter § 19, stk. 2,
nr. 1, ikke pligt til partshøring såfremt det efter oplysningernes karakter
og
sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på
det foreliggende grundlag.
I (A)’s sag foretog
Rigsarkivet ikke partshøring over Justitsministeriets udtalelse af 5. august
1998 til Rigsarkivet. I udtalelsen gav Justitsministeriet blandt andet delvis
afslag på samtykke til arkivadgang til ministeriets 5. kontor, j.nr. ( ), og
6.
kontor, j.nr. ( ). Ministeriet anførte i udtalelsen at det manglende samtykke
var begrundet i at materialet indeholdt oplysninger om flere formodede
nulevende enkeltpersoners private forhold.
Det var på baggrund af denne
udtalelse at Rigsarkivet i afgørelsen af 9. september 1998 gav (A) delvis
afslag på arkivadgang til det nævnte materiale. I afgørelsen anførte
Rigsarkivet at Justitsministeriet havde henvist til at materialet indeholdt
oplysninger om flere nulevende enkeltpersoners private forhold. Dette er ikke
en korrekt gengivelse af Justitsministeriets udtalelse. Justitsministeriet
havde anført at materialet indeholdt oplysninger om flere formodede nulevende
enkeltpersoners private forhold. Da Rigsarkivet samtidig med afgørelsen
sendte
(A) en genpart af Justitsministeriets udtalelse af 5. august 1998, foretager
jeg mig imidlertid ikke videre vedrørende dette forhold.
Af udtalelsen af 6. august
1999 fra Rigsarkivet fremgår det at Rigsarkivet efter praksis ikke foretager
partshøring over udtalelser fra ressortmyndighederne. Rigsarkivet bemærker at
arkivet ikke kan træffe en afgørelse der går imod ressortmyndighedens
nægtelse
af at give samtykke, men kun eventuelt vil kunne anmode ressortmyndigheden om
at genoverveje sin afgørelse. Rigsarkivet bemærker endvidere i udtalelsen at
Rigsarkivet foretager en vurdering af begrundelsen for at en ressortmyndighed
eventuelt giver afslag på samtykke til arkivadgang. Under den forudsætning at
sagen er tilfredsstillende oplyst, finder Rigsarkivet at partshøring over en
ressortmyndigheds udtalelse vil kunne undlades efter forvaltningslovens § 19,
stk. 1, nr. 2.
Rigsarkivet finder det mere
hensigtsmæssigt at følge Rigsarkivets interne instruks’ afsnit IX der
har
følgende indhold:
’IX
Udformning af afslag
Afslag skal være fyldestgørende begrundet efter
forvaltningslovens bestemmelser herom.
Hvis Rigsarkivaren eller den, han bemyndiger hertil,
selv træffer afgørelsen, skal begrundelsen anføre de stadig gældende
fortrolighedshensyn, som har været udslagsgivende, vel at mærke uden at der
–
blot antydningsvist – videregives fortrolige oplysninger.
Hvis afleverende myndighed har afslået samtykke,
resumeres begrundelsen herfra, og brevet fra afleverende myndighed vedlægges.
Efter forvaltningslovens bestemmelse skal der i
afslaget oplyses om klagemulighed. Efter arkivlovens bestemmelse er dette
ressortmyndigheden. Har der skullet høres om samtykke, vil klager skulle
stiles
til det ministerium, hvorunder den myndighed hører, som har afslået. Hvis
rigsarkivaren eller den, han har bemyndiget hertil, har givet afslag vil
klager
tilsvarende skulle stiles til det ministerium, hvorunder den myndighed hører,
som i givet fald kunne være hørt.
Afslag givet af enhedschefer under delegation i medfør
af A.I, ankes i første omgang til rigsarkivaren.”
Forvaltningsmyndigheden har
ansvaret for at sagen oplyses i et tilstrækkeligt omfang, og
partshøringsreglerne skal blandt andet sikre at parten får tilstrækkelig
lejlighed til at kontrollere beslutningsgrundlaget inden afgørelse træffes.
Eventuelle fejl i beslutningsgrundlaget kan påpeges af parten ligesom denne
også på anden måde får mulighed for at tilføje sagen sine synspunkter.
Partshøringsreglerne
skal endvidere tjene til at styrke tilliden til forvaltningen i forbindelse
med
de berørte borgeres opfattelse af den måde hvorpå myndighederne behandler
deres
sag.
Jeg bemærker først at
Rigsarkivet – efter eventuel indhentet udtalelse fra vedkommende
ressortmyndighed – som 1. instans træffer afgørelse efter arkivlovens §
24 om
arkivadgang. Rigsarkivets afgørelse kan påklages til vedkommende
ressortmyndighed, jf. arkivlovens § 33. Der er således som udgangspunkt tale
om
et toinstanssystem.
Rigsarkivet kan ikke træffe
en afgørelse i strid med ressortmyndighedens eventuelle nægtelse af at afgive
samtykke til arkivadgang. Rigsarkivet foretager dog en vurdering af
begrundelsen for ressortmyndighedens nægtelse, og Rigsarkivet kan på denne
baggrund anmode ressortmyndigheden om at genoverveje sin nægtelse af
samtykke.
Såfremt der er tale om
oplysninger der er omfattet af reglen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, skal
Rigsarkivet derfor sende oplysningerne til partshøring inden Rigsarkivet som
1.
instans træffer afgørelse i sagen.
Udtalelsen af 5. august 1998
fra Justitsministeriet indeholdt faktiske oplysninger der var til ugunst for
(A) (oplysningen om at materialet indeholdt oplysninger om formodede
nulevende
enkeltpersoners private forhold). Jeg må forstå at oplysningerne blev tillagt
betydning for det manglende samtykke. Om oplysningen var udslagsgivende (og
dermed i hvert fald væsentlig), kan vel give anledning til tvivl. Jeg er
imidlertid mest tilbøjelig til at antage at der forelå en
partshøringsforpligtelse
efter forvaltningslovens § 19, stk. 1.
For så vidt Rigsarkivet har
henvist til undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1,
bemærker jeg følgende:
Forvaltningslovens § 19,
stk. 2, nr. 1, omhandler primært oplysninger med autentisk præg, eksempelvis
oplysninger om fødselsdata og folkeregisteroplysninger. Der er tale om
oplysninger hvor der ikke er rimelig grund til at tro at borgeren kan
korrigere
eller supplere de oplysninger der er tilvejebragt, jf. John Vogter,
Forvaltningsloven
med kommentarer, 1998, s. 387. Der må også tages hensyn til om borgeren
eventuelt ved tilvejebringelse af yderligere oplysninger vil kunne afsvække
eller ændre den pågældende oplysnings betydning for sagens afgørelse, jf.
Carl
Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret – Sagsbehandling, 4.
udgave, s.
171 og 172.
Jeg er ikke enig med
Rigsarkivet i at bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1, kunne
bringes i anvendelse i denne sag.
Rigsarkivet burde således
have partshørt (A) over Justitsministeriets udtalelse af 5. august 1998
forinden Rigsarkivet traf afgørelse i sagen. Dette gælder uanset at
Rigsarkivet
ikke efter arkivlovens § 24 umiddelbart kunne meddele arkivadgang.
Jeg har samtidig hermed
gjort Rigsarkivet bekendt med min opfattelse.
Rigsarkivet har i udtalelsen
af 6. august 1999 anført at det ikke indgår som et led i Rigsarkivets praksis
at foretage partshøring i tilfælde hvor samtykke til arkivadgang ikke er
meddelt af ressortmyndigheden, og at en eventuel foreliggende
partshøringsforpligtelse
kan undlades at blive foretaget med henvisning til undtagelsesbestemmelsen i
forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1.
Denne retsopfattelse er jeg
ikke enig i. Partshøringsforpligtelsen skal vurderes i hvert enkelt tilfælde.
Det samme gælder spørgsmålet om hvorvidt undtagelsesbestemmelsen i
forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1, kan finde anvendelse (dette vil i
øvrigt typisk kun være tilfældet i sjældne tilfælde).
Jeg har samtidig hermed
henstillet til Rigsarkivet at ændre arkivets praksis således at der i
overensstemmelse med reglen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, foretages
partshøringer over udtalelser indhentet fra ressortmyndigheder. Jeg har
endvidere henstillet til Rigsarkivet at bringe Rigsarkivets interne instruks
i
overensstemmelse hermed. Jeg har bedt Rigsarkivet om at underrette mig om
hvad
der sker i anledning af mine henstillinger.”
Rigsarkivet oplyste den 11.
februar 2000 at Rigsarkivet havde ændret bestemmelserne i den interne
instruks
i overensstemmelse med min henstilling. Rigsarkivet vedlagde en kopi af
instruksen.
Jeg meddelte Rigsarkivet at
jeg tog det oplyste til efterretning.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af arkivloven (Ret til indsigt i egne personoplysninger) Retsinformation · 8. oktober 2020
- Højesteret stadfæster landsrettens dom og frifinder Rigsarkivet og Rigspolitiet. Højesteret tiltræder hermed, at appellant ikke har krav på udlevering eller destruering af dagbogskopier, der indgår i de arkiverede sager. Højesteret har i en kendelse besluttet, at spørgsmål om forhøjelse af salær til en beskikket advokat for landsretten ikke kunne tages under pådømmelse som en del af ankesagen Domsdatabasen · 18. april 2024
- Sagen angår, om sagsøger har krav på at få udleveret eller destrueret hele eller dele af en kopi af hans dagbog, som er i myndighedernes besiddelse Domsdatabasen · 6. september 2023
- Forslag til arkivlov Retsinformation · 8. oktober 2002
- 1996 LSF 183 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM OFFENTLIGE ARKIVER M.V.(YDERLIGERE ÅBENHED I ARKIVADGANG M.V.) Retsinformation · 13. juni 1997
- 2017-12. PET’s kopiering, opbevaring og arkivering af forfatters dagbøger Retsinformation · 31. maj 2017