Afslag på ansøgning om tilladelse til udførsel af maleri. Hjemmel. Partshøring. God forvaltningsskik
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på ansøgning om tilladelse til udførsel af maleri.
Hjemmel. Partshøring. God forvaltningsskik
Den 28. maj 1997 ansøgte
auktionsfirmaet A Kulturværdiudvalget om tilladelse til udførsel af et
maleri.
I ansøgningen anslog auktionsfirmaet maleriets værdi til 15.000-20.000 pund,
svarende til ca. 180.000-240.000 kr. Genstanden var kortfattet beskrevet, og
der var vedlagt 3 farvebilleder af maleriet.
Ved brev af 6. juni 1997
indstillede museumsinspektør D efter at have drøftet sagen med
museumsinspektør
E til udvalget at der blev nedlagt forbud mod udførsel af maleriet.
Det fremgår bl.a. af
Kulturværdiudvalgets brev af 24. oktober 1997 til auktionsfirmaet A at
ansøgningen blev drøftet på udvalgets ordinære møde den 9. juni 1997. På
mødet
skulle det være besluttet at nedlægge forbud og få foretaget en uafhængig
vurdering af billedet. I Kulturværdiudvalgets udtalelse af 9. august 1999 er
beslutningen beskrevet således at udvalget ved at optage sagen til
realbehandling havde givet til kende at det ”måske ville nedlægge
udførselsforbud”. Jeg har derfor lagt til grund at der ikke på dette
møde blev
truffet en egentlig afgørelse om udførselsforbud.
Det fremgår af et notat af
24. juni 1997 udarbejdet af Kulturværdiudvalget at auktionsfirmaet A rettede
telefonisk henvendelse til Kulturværdiudvalget og gjorde opmærksom på at man
havde foretaget en fornyet vurdering af maleriet, og at man efter at være
blevet opmærksom på dets fine tilstand måtte ændre den tidligere anslåede
værdi til 400.000-600.000 kr. Det fremgår ligeledes af notatet at
auktionsfirmaet
Læs alt
A blev orienteret om at sagen blev behandlet, men at der nok ville gå en
måneds
tid inden firmaet hørte fra udvalget.
Ved breve af 3. juli 1997
anmodede Kulturværdiudvalget henholdsvis auktionsfirmaet B og auktionsfirmaet
C
om udtalelser om det pågældende maleris værdi ved salg på det frie marked.
Det
fremgår af brevene at Kulturværdiudvalget overvejede at nægte
udførselstilladelse.
Den 8. juli 1997 vurderede
B-1, auktionsfirmaet B, maleriet til at kunne indbringe 600.000 kr. på
auktion.
Den 20. august 1997 afgav
C-1, auktionsfirmaet C,
sin vurdering.
C-1 skrev bl.a.:
”Auktionsfirmaet (C) har på
et væsentligt tidligere tidspunkt over for de arvinger, som ejer maleriet
givet
en skriftlig vurdering som vejledning, hvis maleriet skulle sælges i Danmark.
Denne vurdering var på kr. 400.000 - 600.000. Man har god grund til at undre
sig over, at auktionsfirmaet (A) fuldstændig ændrer vurdering og nu mener, at
maleriet er mere end dobbelt så meget værd – og nøjagtigt den værdi, som
auktionsfirmaet (C) har vurderet det til.
Min konklusion og det svar,
jeg kan give Kulturværdiudvalget, må være:
·
Ønskes maleriet solgt i byen (X), hvilket
man fra arvingernes side har til hensigt, må prisen være den, (A-1),
auktionsfirmaet (A), oprindeligt har vurderet maleriet til – GBP
15.000-20.000.
·
Ønskes maleriet solgt på auktion i Danmark,
giver det Kulturværdiudvalget mulighed for at tage stilling, når den endelige
salgspris foreligger, og købers identitet kendes.
(Det sidste ville nok være mest fair over for alle parter. ...)”
Den 25. august 1997 meddelte
Kulturværdiudvalgets sekretær telefonisk auktionsfirmaet A at firmaet ville
få
besked fra udvalget i den efterfølgende uge, jf. Kulturværdiudvalgets
udtalelse
af 9. august 1999. Det fremgår bl.a. af Kulturværdiudvalgets brev af 24.
oktober 1997 til auktionsfirmaet A at sagen blev drøftet på møde den 27.
august
1997. Jeg har forstået sagen således at udvalget på dette møde endeligt
besluttede at nedlægge udførselsforbud og samtidig tog stilling til den pris
som udvalget ville tilbyde for billedet, jf. også Kulturværdiudvalgets
udtalelse af 9. august 1999 til mig.
Den 5. september 1997
meddelte Kulturværdiudvalget auktionsfirmaet A at udvalget havde besluttet at
nedlægge forbud mod udførsel af maleriet. Kulturværdiudvalget skrev bl.a.:
”Som svar på Deres ansøgning
af 28. maj om tilladelse til at udføre et maleri af ( )
skal jeg herved meddele, at
Kulturværdiudvalget har besluttet at nedlægge udførselsforbud mod maleriet.
Ved ansøgningen var den
anslåede vurdering opgivet til £15-20.000. Denne vurdering er senere (24.
juni
1997) telefonisk ændret til danske kr. 400-600.000.
Kulturværdiudvalget har
efterfølgende indhentet oplysning om maleriets forventede værdi på det frie
marked. Fra formanden for forening (G), (C-1), har udvalget modtaget en
vurdering af 20. august 1997, der vedlægges i kopi.
På baggrund heraf har
Udvalget besluttet at tilbyde ejeren af maleriet en købspris på £17.500
svarende til ca. 200.000 DKK.
Vi beder Dem venligst
meddele os, om De ønsker at modtage tilbuddet, samt hvordan De i bekræftende
fald ønsker beløbet overført.”
Ved brev af 18. september
1997 gav auktionsfirmaet A udtryk for sin utilfredshed med
Kulturværdiudvalgets svar. A skrev bl.a.:
”Auktionsfirmaet (A) havde
som nævnt først vurderet maleriet til £15-20.000. Denne vurdering blev
foretaget ud fra et fotografi. Kort efter besigtigede vores ekspert, (A-1),
maleriet og kom derved til klarhed over, dels hvor fint maleriet var malet og
dels, hvem de portrætterede personer var.
Herefter opvurderede vi
maleriet til kr. 400-600.000, hvilket jeg telefonisk gjorde
Kulturværdiudvalget
opmærksom på den 24. juni 1997.
Jeg har modtaget kopi af 20.
august fra formanden for forening (G), (C-1), hvor han konstaterer, at han
synes at prisen bør være £15-20.000.
Jeg har fra boets advokat
(F) modtaget kopi af vurdering foretaget af auktionsfirmaet (C) den 22.
januar
1997, hvor man vurderer maleriet til kr. 400-600.000. Jeg har fået
Skifterettens vurdering, som er på kr. 350.000, og endelig har jeg forstået,
at
Kulturværdiudvalget har modtaget vurdering fra auktionsfirmaet (B) ved (B-1),
som ligger på kr. 600.000.
Det er beklemmende at
konstatere:
1)
at
Kulturværdiudvalget godtager en vurdering fra en i sagen inhabil person som
(C-1).
2)
at
Kulturværdiudvalget derefter undlader at oplyse om (B-1)’s vurdering.
3)
at
Kulturværdiudvalget tilsyneladende forsøger at undgå at betale markedsprisen.
Hvis Kulturværdiudvalget vil
købe maleriet, havde det jo været bedre, at man gav auktionsfirmaet (A)
dispensation for eksport med henblik på auktion i byen (X), således at man
kunne etablere markedsprisen.
...”
Kulturværdiudvalget
besvarede ved brev af 24. oktober 1997 auktionsfirmaet A’s henvendelse
således:
”Kulturværdiudvalget har
behandlet Deres brev af 18. september d.å., hvori De dels uddyber Deres
sagsfremstilling i forhold til Deres yderst kortfattede ansøgning om
udførselstilladelse af 28. maj d.å., retter et antal kritikpunkter og
anklager
dels imod Udvalgets vurderingsmand, formanden for forening (G), (C-1) for at
være inhabil i sagen, dels imod Udvalgets procedure og Udvalget som sådan for
at ’forsøge at undgå at betale markedsprisen’.
Auktionsfirmaet (A) er et
internationalt kendt og respekteret auktionshus. Firmaets ansøgning af 28.
maj
var yderst kortfattet og uden nogen begrundelse for vurderingssummen, der var
sat til £ 15 - 20.000. Ansøgningens værdiangivelse bygger ikke på
fastsættelse
af en markedspris gennem auktion eller anden form for gyldigt salg, jvf. Lov
nr. 332 af 4. juni 1966 om sikring af kulturværdier i Danmark § 11. Sagen
falder således i den kategori, Udvalget benævner ’Individuelle
ansøgninger fra
private ejere’. I Udvalgets seneste årsberetning for 1996 er der i
afsnittet
’Status efter 10 år’ givet en udførlig gennemgang af denne typer
sager, problemerne
heri og Udvalgets fremgangsmåde ved behandling og prisfastsættelse heraf
(side
9 samt 10 ff.) hvortil henvises.
Om prisfastsættelsen i disse
sager siger Kulturværdiloven, at ’genstandens værdi fastsættes efter råd
fra
særligt sagkyndige’. I Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 404 af 11.
juni
1987 § 5, stk. 5 uddybes denne bestemmelse derhen, at ’hvis
værdifastsættelsen
i forbindelse med fremsættelsen af tilbud om erhvervelse af en
kulturgenstand... giver anledning til tvivl, rådfører Udvalget sig med
særlige sagkyndige,
der er udpeget af brancheorganisationer, som f.eks. Foreningen af
Auktionsledere i Danmark ’.
Udvalget besluttede på sit
ordinære møde den 9. juni d.å. at nedlægge forbud og få foretaget en af ejer
og ejers auktionsfirma uafhængig vurdering af genstanden. Den 24. juni
ringede
De selv for at spørge til sagen, ihvorvel det måtte være indlysende, at sagen
i
henhold til normal sagsbehandling ikke kunne være afsluttet, og De benyttede
da
lejligheden til at meddele, her citeret efter udvalgets sekretærs notat fra
opringningen, ’at efter at Deres (d.v.s. auktionsfirmaet (A)’s)
ekspert havde
set maleriet in natura og observeret den meget fine tilstand, som maleriet
befandt sig i, ville vurderingen blive en anden end den først oplyste, som
var
baseret på fotos, nemlig mellem d.kr. 400.000 og 600.000!!’ Hermed har
De selv
om nogen ’givet anledning til tvivl’ om værdifastsættelsen set med
Udvalgets
øjne, også al den stund, at vurderingen af 28. maj var ubegrundet og
ændringen
alene skyldtes, at Deres vurderingsekspert nu for første gang selv ser
maleriet
in natura og bemærker maleriets bevaringstilstand. Det turde være en
selvfølge, at sælger ønsker at få den højst mulige salgspris, men det er
ligeledes en selvfølge, at Kulturværdiudvalget i en sådan sag ikke uden
videre
accepterer en prisfastsættelse, der fremkommer på denne måde.
Udvalget har imidlertid i
henhold til sædvanlig praksis, jvf. Årsberetningen for 1996, besluttet at
indhente 2 af hinanden og ejers auktionsfirma uafhængige vurderinger. Den
ene,
foretaget ganske rigtigt, som De selv oplyser, af firmaet (B) ved (B-1), er
ganske ubegrundet. Den anden fra Foreningen (G), jvf. bekendtgørelsens § 5,
stk. 5 ved dens formand (C-1). Sidstnævnte foreligger den 20. august.
Udvalget drøftede sagen igen
på sit ordinære møde den 27. august d.å. og valgte at se bort fra
auktionsfirmaet (B)’s vurdering, som alene kan tages til udtryk for en
dansk
maksimal markedspris, som ikke nødvendigvis vil holde på det internationale
marked. Udvalget undrede sig endvidere – lige som formanden for
foreningen (G)
– over den meget betydelige vurderingsændring, i realiteten næsten en
tredobling af vurderingsprisen.
...
Det fremgår at udvalget
deler formandens vurdering af, at maleriet formentlig vil kunne opnå
forskellig
salgspris, alt efter hvor det sættes til auktion, og tilbyder
gennemsnitssummen
af auktionsfirmaet (A)’s oprindelige vurdering baseret på ønsket om salg
på
auktion i udlandet. Denne vurdering kan, således som retsforholdene om
udførsel af kulturværdier er, imidlertid som bekendt ikke efterprøves med den
retsvirkning for ejeren, at en genstand i givet fald bevares i Danmark.
Imidlertid er Udvalget af den opfattelse, at vurderingen repræsenterer
genstandens salgsværdi på det internationale marked, hvorfor
Kulturværdiudvalget fremsætter tilbud om at overtage maleriet til
gennemsnittet af auktionsfirmaet (A)’s egen, oprindelige vurdering.
Til Deres tre påstande skal
Udvalget bemærke følgende:
ad 1: Udvalget kan
naturligvis ikke anse formanden for foreningen (G), som er anmodet om en
vurdering ex officio, for at være inhabil. Det forhold, at han på vegne af
sit
eget firma har afgivet en vurdering med henblik på det danske marked forud
for
Kulturværdiudvalgets anmodning om en vurdering for Udvalget, gør ham efter
Udvalgets opfattelse ikke inhabil som vurderingsmand for Udvalget. (C-1)
oplyser selv i sin skrivelse, at han har foretaget denne.
ad 2: Det er sælgers
auktionsfirma helt uvedkommende, at Udvalget har valgt at se bort fra
auktionsfirmaet (B)’s vurdering. Det forhold, at De uden om Udvalget har
kendskab til denne, understreger i sig selv denne afgørelses rigtighed.
ad 3: Kulturværdiudvalget
finder det meget beklageligt og med Deres egne ord beklemmende, at et
velrenommeret auktionsfirma som auktionsfirmaet (A) på baggrund af dets egen
andel i sagen som ovenfor beskrevet tør anklage Udvalget for
’tilsyneladende
at forsøge at undgå at betale markedsprisen’.
For god ordens skyld skal
Udvalget understrege, at det forvalter danske offentlige midler på en sådan
måde, at offentligheden ved overtagelse af nationale kulturværdier, der ikke
må
forlade landet, naturligvis alene betaler den markedspris, der kan opnås i
fri
handel og vandel, uden at det forhold, at der eventuelt kan blive nedlagt
udførselsforbud,
i sig selv skal påvirke prisen i opadgående retning. En højere markedspris på
det danske marked kan af ejeren uden videre efterprøves, og vi finder det
højst
besynderligt, at genstanden med de vurderinger, der – efter det for
Udvalget
senere oplyste – er foretaget, skal sendes til udlandet, hvor prisen
efter de
sagkyndiges oprindelige vurdering vil ligge betydeligt lavere.
På denne baggrund skal
Udvalget fastholde sit afslag af 5. september på både Deres ansøgning af 28.
maj om udførselstilladelse og det deri fremsatte overtagelsestilbud.
...”
Den 27. maj 1998 indbragte
advokat H sagen for mig på auktionsfirmaet A’s vegne. Af advokatens brev
fremgår bl.a.:
”Lov om sikring af
kulturværdier (...) giver myndighederne ret til at indskrænke udøvelsen af
sædvanlige ejerbeføjelser over visse kunstgenstande. Såfremt denne ret til at
gøre væsentlige indgreb i ejendomsretten benyttes, udløses en købspligt,
således at ejeren tilbydes fuld erstatning.
Dette er kommet til udtryk i
lovens § 11, som fastslår, at udvalget skal tilbyde ejeren salgsprisen
i det frie marked
, såfremt
udførsel
nægtes. Det følger endvidere af
loven og bekendtgørelsen, at udvalget skal rådføre sig med særligt sagkyndige
ved prisfastsættelsen, medmindre genstanden overtages efter auktionssalg.
Det frie marked
omfatter selvsagt også prisfastsættelse i det
internationale marked.
Ved
udførsel
sigtes alene til permanent udførsel. Loven regulerer ikke
midlertidig udførsel i særlige anledninger (
udlån,
udstillinger, restaurering m.v.
), i hvilke tilfælde der naturligvis
ikke er pligt til at tilbyde erstatning.
Det er – efter min
opfattelse – ikke lovens formål at forhindre, at ejeren af en af loven
omfattet
kunstgenstand indhenter auktionsbud uden for landets grænser.
Ved at nægte mine klienter
at udføre maleriet er det min opfattelse, at udvalget har gjort sig skyldig i
magtfordrejning.
Som følge af afslaget på
udførsel måtte mine klienter tilråde kunden at henvende sig til
auktionsfirmaet
(B). Her blev maleriet for nogle uger siden solgt for et bud på kr. 900.000.
Ved udvalgets beslutning
mistede mine klienter en formidlingsprovision på sædvanligvis 25% af
markedsprisen.”
Ved brev af 14. august 1998
uddybede advokaten sin klage af 27. maj. Han skrev bl.a.:
”På auktionsfirmaet (A)’s vegne
ser jeg mig nødsaget til at supplere mine klienters klage af 27. maj 1998
over
Kulturværdiudvalget. Det sker i følgende anledning:
Jeg vedlægger kopi af et
afsnit fra Kulturværdiudvalgets beretning for 1997. Beretningen er udkommet
primo juli i år.
Jeg finder, at indholdet er
dybt beklageligt.
Især finder jeg det
forkasteligt, at mine klienter – benævnt som
et kendt og respekteret auktionsfirma
–
utvetydigt beskyldes for at have manipuleret med en vurdering for at
opnå en højere prisfastsættelse i en konkret sag.
Der er efter min opfattelse
tale om klare ærekrænkelser, når seriøsiteten af et auktionsfirmas virke på
denne måde beklikkes.
Mine klienters navn er
ganske vist ikke nævnt. Men af auktionsfirmaer i Danmark, som har interesse i
at søge udførselstilladelse, findes kun auktionsfirmaet (I) og mine klienter.
Indenfor branchen vil det derfor ikke volde vanskeligheder at identificere
det
omtalte firma som værende mine klienter.
Det er helt uforståeligt at
Kulturværdiudvalget føler sig foranlediget til offentligt at fremkomme med en
slags partsindlæg i en sag, som mine klienter har indbragt for Ombudsmanden.
Værre er det imidlertid, at
der heri gives en urigtig fremstilling af sagens faktum. Mine klienter har jo
udførligt begrundet, hvorfor vurderingen i den konkrete sag måtte ændres.
Kulturværdiudvalget undlader endvidere at oplyse, at den ændrede vurdering lå
helt på linie med, hvad andre sagkyndige var nået til.”
Den 11. juni 1998 bad jeg
Kulturværdiudvalget om en udtalelse i anledning af klagen. Ved brev af 25.
august 1998 sendte jeg udvalget en kopi af advokatens supplerende
klageskrivelse således at den kunne indgå i grundlaget for udvalgets
udtalelse.
Kulturværdiudvalgets
udtalelse forelå den 15. september 1998. Udvalget skrev bl.a.:
”Det står ikke Udvalget
ganske klart ud fra advokat (H)’s skrivelse, hvad klagen drejer sig om,
d.v.s.
1. om det er selve
udførselsforbudet, eller
2. om det er tilbudsprisens
størrelse ved fremsættelsen af det lovbestemte overtagelsestilbud.
F.s.v.a. det første skal det
bemærkes, at Kulturværdiudvalget i henhold til Kulturværdilovens § 5, jvf.
Bekendtgørelse om sikring af kulturværdier i Danmark nr. 404 af 11. juni 1987
§
3, stk. 1, alene træffer afgørelser i disse sager, og at dets afgørelser ikke
kan ankes til anden myndighed.
Auktionsfirmaet (A)’s
ansøgning af 28. maj 1997 var en ganske normal ansøgning, d.v.s. om permanent
udførsel, hvorfor advokat (H)’s i øvrigt ikke ganske forståelige
bemærkninger
om midlertidig udførsel er irrelevante, helt bortset fra at de også er
forkerte, idet loven kun opererer med midlertidig udførsel i f.b.m. udførsel
til udstillinger o.lign., jvf. lovens § 10.
Kulturværdiudvalget har ikke
bestridt, at ejeren af en af loven omfattet kulturgenstand kan indhente
købstilbud uden for landets grænser, ligesom Kulturværdiudvalget også i
særlige
tilfælde har benyttet sig af udenlandske sagkyndige ved prisfastsættelsen.
Dette forhold medfører dog ikke noget retskrav fra ejeren på at få
udførselstilladelse,
hverken permanent eller midlertidigt, jvf. også Udvalgets bemærkninger i
skrivelsen af 24. oktober, s. 3, afsnit 2. Udvalget afviser af helt
principielle grunde udførselstilladelser med begrundelse i ønske om salg i
udlandet, dels fordi Udvalget fortolker dette som værende stik imod lovens
formål og hensigt, og dels fordi den danske kulturværdilov naturligvis ikke
har
gyldighed i et andet land, hvis genstanden er lovligt udført.
...
F.s.v. som klagen angår
størrelsen af den tilbudte overtagelsespris, har Udvalget udførligt begrundet
sit fremsatte tilbud, herunder de problemer, der for Udvalget har været ved
at
nå frem til markedsprisen i henhold til auktionsfirmaet (A)’s ansøgning
af 27.
maj 1997.
...
Udvalget har og må fortsat
gøre gældende, at såfremt ejeren eller ejerens repræsentant, in casu
auktionsfirmaet (A), ikke kan acceptere et fremsat overtagelsestilbud, står
det
ejeren frit at efterprøve dette ved at sætte genstanden på auktion i Danmark,
hvor udenlandske interessenter jo også kan byde. Det forhold, at
auktionsfirmaet (A) ikke vil afholde auktioner i Danmark, er Udvalget
uvedkommende,
og Udvalget kan naturligvis ikke gøres ansvarlig for, at firmaet (A) derved
’mistede ... en formidlingsprovision på sædvanligvis 25% af
markedsprisen’.
...
Efterfølgende har Udvalget
modtaget advokat (H)’s supplerende klage af 14. august, hvori advokaten
klager
over, at Udvalget har behandlet sagen i årsberetningen for 1997, jvf. ovf.
Advokaten finder indholdet ’dybt beklageligt’, konkrete punkter
’forkasteligt’
og udtryk for ’klare ærekrænkelser’.
Specielt anfører advokaten,
at ’det er helt uforståeligt, at
Kulturværdiudvalget
føler sig foranlediget til offentligt at fremkomme med en slags partsindlæg i
en sag, som mine klienter har indbragt for Ombudsmanden
’ (vor
fremhævelse).
Hertil skal Udvalget
bemærke, at Udvalget i henhold til ovn. bekendtgørelse nr. 404, § 5, stk. 4
skal afgive en årlig beretning for sin virksomhed til kulturministeren senest
4
måneder efter finansårets udløb, d.v.s. inden d. 1. maj. Udvalget afgav sin
beretning for
1997
d. 20. april 1998,
som det fremgår af den trykte beretning, der umiddelbart efter denne dato i
henhold til Udvalgets sædvanlige praksis sendtes i trykken. Udvalget har
først
med Ombudsmandens skrivelse af 11. juni modtaget meddelelse om, at advokat
(H)’s skrivelse af 27. maj ville foranledige en ombudsmandssag.
Udvalgets
bedømmelse er derfor på ingen måde et partsindlæg
i
eller
foranlediget
af
auktionsfirmaet (A)’s indbringelse af Udvalgets afgørelse for
Ombudsmandsinstitutionen, men et led i Udvalgets bekendtgørelsesbestemte
opgaver og forpligtelser.
Udvalget skal endvidere
afvise, jvf. ovf., at der er afgivet en ’urigtig fremstilling af sagens
faktum’
i Udvalgets årsberetning.
Når det endelig
afslutningsvis påstås, at ’Kulturværdiudvalget undlader endvidere at
oplyse, at
den ændrede vurdering lå helt på linie med, hvad andre sagkyndige var nået
til’, er dette aldeles urigtigt i sin substans og pluralisering.
Advokaten
sigter til det forhold, at Udvalget – ud over formanden for foreningen
(G) –
havde anmodet firmaet (B) ved direktør (B-1) om
som Udvalgets vurderingsmand
at foretage en vurdering, som
Udvalget imidlertid af grunde, som angives i Udvalgets skrivelse af 24.
oktober
1998 (s. 2 nederst og s. 3 ad 2), sidstnævnte sted således ’Det er
sælgers
auktionsfirma helt uvedkommende, at Udvalget har valgt at se bort fra
auktionsfirmaet (B)’s vurdering.
Det
forhold, at De uden om Udvalget har kendskab til denne, understreger i sig
selv
denne afgørelses rigtighed
’ (vor fremhævelse). Dette behøver vist ikke at
blive uddybet.”
Ved brev af 26. oktober 1998
kommenterede advokat H Kulturværdiudvalgets udtalelse. Advokaten anførte
bl.a.:
”(Klagepunkterne) drejer sig
således om, at Udvalget – til skade for ejere af kulturværdier omfattet
af
loven – har nægtet udførsel uden at ville tilbyde den reelle værdi
(markedsprisen) for omtalte maleri.
Det forhold, at det står en
ejer frit for at afslå Udvalgets tilbud og sætte genstanden på auktion, kan
under ingen omstændigheder fritage Udvalget for at tilbyde markedsprisen.
Jeg gør – ligesom min klient
– gældende, at Udvalget i denne sag har forsøgt at undgå at betale
markedsprisen og derved har gjort sig skyldig i magtfordrejning.
Det er muligt, at ejerne
ikke har retskrav på at få fastslået markedsprisen ved tilbud indhentet på en
udenlandsk auktion, og at udførselstilladelse med henblik herpå kan nægtes.
Maleriet i denne sag er
imidlertid utvivlsomt af interesse for den internationale kunstverden.
Jeg gør derfor gældende, at
der ved sådanne genstande påhviler Udvalget en særlig pligt til at have
opmærksomheden henledt på den formodede internationale markedspris, såfremt
udførselstilladelse til sådanne genstande nægtes.”
Ved brev 9. november 1998
meddelte Kulturværdiudvalgets formand at det anførte ikke gav udvalget
anledning
til flere bemærkninger.
Den 21. maj 1999 bad jeg
Kulturværdiudvalget om en supplerende udtalelse.
Den 9. august 1999 skrev
Kulturværdiudvalget bl.a. følgende:
”I ovennævnte skrivelse
stiller Ombudsmanden i forlængelse af et udkast til sagsfremstilling
yderligere
følgende spørgsmål (nedenfor angivet i kursiv), som jeg herved på Udvalgets
vegne skal besvare som følger nedenstående.
1)
Jeg beder på denne
baggrund Kulturværdiudvalget om – i lyset af § 6, stk. 2, i lov om
sikring af
kulturværdier – at gøre rede for med hvilken hjemmel forbudet mod at
udføre
maleriet er udstedt.
Udførselsforbudet er udstedt
med hjemmel i lovens § 5. Det forhold, at den i § 6, stk. 2 angivne
3-måneders
frist er overskredet med ca. 1 uge, beror på sagens tids- og
ekspeditionsmæssige
omstændigheder, herunder følgende 4 forhold: 1. at ansøgeren ikke levede op
til
lovens oplysnings- og dokumentationskrav i § 6, stk. 1; 2. at ansøgeren
komplicerede sagen gennem sin telefoniske indgriben i sagsbehandlingen d. 24.
juni; 3. at sagen skulle behandles hen over en sommerferie, hvilket betød, at
den sidste udtalelse fra Udvalgets vurderingsmænd først forelå d. 20. august;
4. at sekretariatet skulle have tid til at ekspedere beslutningen, som blev
truffet på et møde den 27. august, som p.g.a. denne sag, men imod normal
praksis, var indkaldt ekstraordinært. Udvalget havde i sin mødeplan fastsat
tidligere på året afsat ordinære møder d. 9. juni og 29. september. Sagen
rejstes kort inden mødet d. 9. juni.
Det er noteret i sagen, at
Udvalgets sekretær d. 25. august meddelte ansøgeren på dennes forespørgsel,
at
denne ville modtage svar i løbet af den følgende uge.
Det er ikke usædvanligt, at
både den i bekendtgørelsens § 7 nævnte normale behandlingsfrist på 1 måned og
den samlede behandlingsfrist på 3 måneder overskrides i komplicerede eller
uoplyste sager. Udvalgets sekretær er efter Udvalgets bedømmelse altid
omhyggelig med at meddele ansøgere, hvornår sagerne kan forventes behandlet
og
afsluttet, herunder når de trækker ud. En væsentlig komplikation i en del
sager
består i, at Udvalget ofte må indhente supplerende oplysninger for at kunne
afslutte sagen, idet ansøgerne ikke opfylder oplysningskravene i lovens § 6,
stk. 1, jvf. i øvrigt Udvalgets
årsberetning
for 1997
, s. 10, afsnit 3. Udvalget behandler sagerne, som de indkommer, i
henhold til en forud fastlagt mødeplan, og der indkaldes kun undtagelsesvist
til ekstraordinære møder som i dette tilfælde.
Det skal – også i relation
til de efterfølgende spørgsmål – erindres, at Udvalget består af 5
institutions-
og nævnschefer, der har fået pålagt opgaven ex officio, og udgør en
administration uden egentlig administrativ medhjælp ud over ½ HK-uddannet
sekretær.
2)
Jeg beder udvalget om at gøre rede for om reglerne om partshøring er
overholdt. Jeg beder i den forbindelse udvalget om at oplyse på hvilken måde
museumsinspektør (D) og museumsinspektør (E) er tilknyttet udvalget, og om
der
er taget notat af samtalen med museumsinspektør (E).
Udvalget har over årene
løbende indhentet tilkendegivelser af standpunkter, argumenter og vurderinger
fra sagkyndige medarbejdere i de institutioner, medlemmerne leder, samt i de
i
årsberetningen opregnede netværksinstitutioner. Det er hidtil antaget, at
forvaltningslovens bestemmelser om partshøring ikke gælder for sådanne
tilkendegivelser. Denne eksisterende praksis bunder i, at efter
bemærkningerne
i kulturværdilovens kapitel 3 skulle administrationen foregå ’ved hjælp
af de
bestående sagkyndige institutioner og organer inden for dette område’.
I bedømmelsen af, om der
foreligger ’kulturværdier’, indgår der efter bemærkningerne til
lovens § 5 en
’kvalitetsvurdering’, som ’bør udøves af fagfolk’. Som
oftest er Udvalgets
medlemmer netop i kraft af den ekspertise, medarbejderne i deres
institutioner
er i besiddelse af, i stand til at foretage en sådan kvalitetsvurdering. Det
bemærkes, at (D) er medarbejder på museum (J), hvis direktør ex officio er
medlem af Udvalget.
Det sker imidlertid ikke
sjældent, at Udvalgets enkelte medlemmer eller sagkyndige medarbejdere, fordi
de indgår i et større fagligt netværk, drøfter kulturværdispørgsmål med
kolleger uden for de institutioner, som Udvalgets medlemmer leder. Udvalget
har
hidtil ikke fundet anledning til at overveje, om referater af de
tilkendegivelser, som således måtte fremkomme, kræver partshøringer. Det
bemærkes, at (E) på det pågældende tidspunkt var ansat som museumsinspektør
på
museum (K), en af Udvalgets netværksinstitutioner. Der foreligger på museum
(J)
telefonnotat ved (D), jvf. dennes notat af 6. juni til Udvalget.
3)
Jeg beder udvalget om
nærmere at gøre rede for grundlaget for købstilbudet, herunder gøre rede for
udvalgets bedømmelse af de forskellige vurderinger af maleriet.
–
Jeg beder i den forbindelse
oplyst hvad baggrunden var for at udvalget ikke bad om at få en begrundelse
for
vurderingerne af maleriet.
Grundlaget for Udvalgets
fremsættelse af købstilbud er fastsat i lovens § 11, stk. 1-2, og uddybet i
bekendtgørelsens § 5, stk. 2-3. Prisfastsættelsen ved individuelle
ansøgninger
fra private ejere, som nærværende sag falder ind under, er uddybet i
Udvalgets
årsberetning for 1996
, afsnittet ’Status
efter 10 år’, s. 10ff. Der skal specielt henvises til s. 11, afsnit 2.
Denne
sag er behandlet efter den praksis, der er beskrevet dér.
Specielt om begrundelser for
indhentede vurderinger skal Udvalget oplyse følgende. I de skriftlige
anmodninger fra Udvalget figurerer der normalt ikke et udtrykkeligt ønske om
begrundelser. Det er Udvalgets generelle opfattelse, at vurderingernes værdi
først og fremmest er bestemt af den forståelse for markedet, som
vurderingsmændene gennem år har erhvervet. Som oftest har vurderingsmændene
imidlertid fundet det naturligt ganske kort at angive en begrundelse, som alt
efter sin karakter bestyrker vurderingen. Når først en vurdering er afgivet,
indhenter Udvalget som regel ikke begrundelser eller uddybninger heraf.
Om de forskellige
vurderinger af maleriet, skal Udvalget udtale følgende:
1. Auktionsfirmaet (A)’s egen vurdering af 28. maj:
Udvalget kunne
kun gå ud fra, at denne oprindelige vurdering fra et så højt respekteret
internationalt firma som auktionsfirmaet (A) var rimelig og foretaget efter
tilstrækkelig undersøgelse, idet der refereres til firmaets førende ekspert
på
europæiske 1800-tals malerier (A-1).
2. Auktionsfirmaet (A)’s egen vurdering af 24. juni:
Det overraskede Udvalget, at auktionsfirmaet
(A) ændrede sin vurdering, jf. bemærkningerne til firmaets oprindelige
vurdering. Det forekom Udvalget påfaldende, at omvurderingen fremkom midt
under
Udvalgets sagsbehandling og efter, at Udvalget ved at optage sagen til
realbehandling havde givet til kende, at det måske ville nedlægge
udførselsforbud. Det syntes bemærkelsesværdigt, at den nye vurdering anslog
værdien til mere end det dobbelte af den oprindelige, idet der som
begrundelse
for denne omvurdering udelukkende anførtes maleriets fine tilstand.
3. Auktionsfirmaet (B)’s vurdering ved (B-1) af 8. juli:
Udvalget
mærkede sig, at denne vurdering lå på samme niveau som auktionsfirmaet
(A)’s
nye vurdering af 24. juni, som ikke var meddelt vurderingsmændene.
4. Foreningen (G) v. formanden, (C-1)’s vurdering af 20. august:
Udvalget
noterede sig, at denne vurdering lå på linie med auktionsfirmaet (A)’s
oprindelige vurdering af 28. maj, for så vidt angik prisen ved salg i byen
(X),
og at den samtidigt påpegede, at prisen måske ville være højere ved salg i
Danmark, baseret på en tidligere vurdering foretaget af auktionsfirmaet (C).
Ud
fra Udvalgets egen sagkundskab var Udvalget enig heri.
I den samlede afvejning,
Udvalget måtte foretage, talte især også de overvejelser, som er gengivet i
Udvalgets brev til auktionsfirmaet (A) af 24. oktober 1997: ’For god
ordens
skyld skal Udvalget understrege, at det forvalter danske offentlige midler på
en sådan måde, at offentligheden ved overtagelse af nationale kulturværdier,
der ikke må forlade landet, naturligvis alene betaler den markedspris, der
kan
opnås i fri handel og vandel, uden at det forhold, at der eventuelt kan blive
nedlagt udførselsforbud, i sig selv skal påvirke prisen i opadgående retning.
En højere markedspris på det danske marked kan af ejeren uden videre
efterprøves, og vi finder det højst besynderligt, at genstanden med de
vurderinger, der – efter det for Udvalget senere oplyste – er
foretaget, skal
sendes til udlandet, hvor prisen efter de sagkyndiges oprindelige vurdering
vil
ligge betydeligt lavere.’
– Jeg beder ligeledes udvalget om at oplyse om de adspurgte sagkyndige
havde særlige erfaringer med salg i byen (X) og – hvis ikke – hvad
baggrunden
var for at udvalget ikke indhentede vurderinger fra sagkyndige med en sådan
erfaring.
Efter Udvalgets opfattelse
havde de adspurgte sagkyndige kendskab til det internationale marked.
– Jeg beder udvalget om at forklare hvad udvalget mener med: ’Det
er
sælgers auktionsfirma helt uvedkommende, at Udvalget har valgt at se bort fra
auktionsfirma (B)’s vurdering. Det forhold, at De uden om Udvalget har
kendskab
til denne, understreger i sig selv denne afgørelses rigtighed Dette behøver
vist ikke blive uddybet.’
Da Udvalget d. 24. oktober
svarede auktionsfirmaet (A), måtte det svare under indtryk af, at ansøgeren
uden at være orienteret af Udvalget
havde kendskab til firmaet (B)’s vurdering. Dette måtte skærpe den
skepsis,
Udvalget fik, da auktionsfirmaet (A) midt under sagsbehandlingen fordoblede
sin
prisvurdering. Udvalget må gå ud fra, at uhildede vurderingsmænd ikke
diskuterer deres vurderingspriser med ansøgeren.
– Jeg beder endelig udvalget om at oplyse om (C-1) der tidligere havde
vurderet maleriet med henblik på salg i Danmark, kunne siges at stå i et
sådant
konkurrenceforhold med auktionsfirmaet (A) – eller i øvrigt at have en
sådan
interesse i selv at sælge maleriet – at det kunne frygtes at han ikke
var
upartisk og derfor var inhabil.
Spørgsmålet indebærer en
stillingtagen til, hvorvidt forvaltningslovens kapitel 2 om inhabilitet kan
gøres gældende i forhold til anvendelsen af (C-1) som vurderingsmand i sagen.
Udvalget har for så vidt allerede taget stilling til denne problemstilling i
sin skrivelse af 24. oktober 1997 s. 3, hvor Udvalget begrunder sin afvisning
af auktionsfirmaet (A)’s påstand om (C-1)’s inhabilitet.
Forud var gået en drøftelse
på Udvalgets ordinære møde d. 29. september 1997 af auktionsfirmaet
(A)’s
skrivelse af 18. september, der i Udvalgets mødereferat er opsumeret således,
at man i svaret skulle ’afvise inhabiliteten. En hvilken som helst dansk
kunsthandler kunne beskyldes for inhabilitet. I dette tilfælde havde (C-1)
svaret i sin egenskab af formand for foreningen (G)’. Dette kan uddybes
med, at
der kun er en håndfuld større auktionsfirmaer i Danmark, at disse sager ofte
er
kendt i auktionskredse, bl.a. fordi ejere skifter kommissionærer, at de for
så
vidt alle er hinandens konkurrenter, og naturligvis alle har en interesse i
at
kunne sælge et sådant maleri. Skulle man lægge dette forhold til grund for
indhentning af råd, ville det være umuligt at opfylde lovens § 11, stk. 2 i
sager som disse. Dette var også baggrunden for, at Udvalget medsendte
(C-1)’s
vurdering og i skrivelse af 24. oktober meddelte, at Udvalget ’af
principielle
grunde, jvf. Deres kritik af formanden for foreningen (G),’ sendte en
kopi af
skrivelsen til foreningen til orientering.
Udvalget har tidligere i sin
årsberetning for 1996
, s. 10 nederst,
været inde på problemstillingen om inhabilitet.
4)
5) Jeg vil i forbindelse med min afsluttende behandling af sagen
herudover tage stilling til om udvalgets brev af 5. september 1997 er en
afgørelse i forvaltningslovens forstand, og om den begrundelse
auktionsfirmaet
(A) har fået, er tilstrækkelig.
Udvalget må betragte sit
brev af 5. september som en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Til
spørgsmålet om begrundelsens tilstrækkelighed bemærkes følgende:
Begrundelsen for at udstede
eksportforbud figurerer ikke direkte i brevet. Udvalget følger normalt den
praksis at lade udarbejde sammenfattende notat med henblik på
offentliggørelse
i årsberetningen. Heri uddybes begrundelsen i henhold til bemærkningerne til
kulturværdilovens § 5, jvf. også
årsberetningen
for 1996
, s. 7. Denne praksis er i og for sig aldrig blevet anfægtet, for
så vidt som det ikke ses, at der er sat spørgsmålstegn ved Udvalgets
afgørelser
i så henseende. Praksis er dannet under indtryk af, at mange afgørelser
træffes
i stor hast umiddelbart før eller efter afholdelse af auktioner, ofte efter
ønske om en hurtig afgørelse fra ansøger. På den givne foranledning vil
Udvalget overveje, om praksis her bør ændres.
Som begrundelse for
prisfastsættelsen har Udvalget henvist til (C-1)’s skriftlige vurdering,
som er
bilagt afgørelsen. Udvalget fandt efter omstændighederne en sådan begrundelse
tilstrækkelig. Deri ligger også, at Udvalget ikke har set sig forpligtet til
at
oplyse om afvigende vurderinger, som det ikke har fundet grundlag for at lade
indgå.
6) Endvidere vil jeg tage stilling til om udvalgets sprogbrug over for
auktionsfirmaet (A) lever op til god forvaltningsskik og kravet om
hensynsfuld
borgerbehandling, og om udvalgets anonymisering af sagen i Kulturudvalgets
beretning for 1997 var tilstrækkelig.
Når spørgsmålet om
sprogbrugens overensstemmelse med god forvaltningsskik og om hensynsfuld
borgerbehandling rejses, ser Udvalget det i relation til brevet af 24.
oktober
1997. Denne tilbagevisning må vurderes på baggrund [af] auktionsfirmaet
(A)’s
misvisende påstande i skrivelsen af 18. september. Efterfølgende skal
Udvalget
erkende, at det havde været i bedre overensstemmelse med god forvaltningsskik
og hensynsfuld borgerbehandling, om tilbagevisningens umiskendelighed her og
der havde fundet mindre prægnante udtryk.
Spørgsmålet om anonymiseringen
i årsberetningen repræsenterede et vanskeligt problem for Udvalget. På den
ene
side er Udvalget forpligtet til at afgive og offentliggøre en årsberetning,
hvori en sag som denne næppe kunne forbigås, på den anden side var Udvalget
fuldt klar over, at der ikke var flere end 2 udenlandske firmaer med
afdelinger
i Danmark på det pågældende tidspunkt. Under afvejningen fandt Udvalget, at
hensynet til information af offentligheden tilsagde, at der ikke kunne
foretages andet til sikring af anonymiteten end udeladelsen af firmaets
navn.”
Den 11. oktober 1999 fremkom
advokat H med følgende bemærkninger til Kulturværdiudvalgets brev af 9.
august
1999:
”
Det er en usand og urimelig
sagsfremstilling, når Udvalget anfører, at
ansøgeren
ikke levede op til lovens oplysnings- og dokumentationskrav i § 6, stk. 1
og, at
ansøgerne komplicerede sagen
gennem sin telefoniske indgriben i sagsbehandlingen den 24. juni.
Auktionsfirmaet (A)
fremsendte som foreskrevet foto af maleriet og efterlevede til fulde
dokumentationskravene i § 6 stk. 1 ved supplerende at foretage besigtigelse.
Auktionsfirmaet (A) har på alle måder medvirket til at oplyse maleriets rette
værdi – således som denne er blevet bekræftet af de sagkyndige, som
Udvalget
selv rettede henvendelse til.
Det er derfor usandt, at
auktionsfirmaet (A) har kompliceret sagsbehandlingen – endsige har
forsinket
denne. Det skal herved påpeges, at Udvalget har pligt til selv at undersøge
markedsværdien, hvis udførselstilladelse afslås, jf. § 11.
Udvalget tog først initiativ
til at kontakte sagkyndige den 3. juli 1997.
Når Udvalget anfører (side 5
f.o.), at det måtte skærpe Udvalgets skepsis, fordi auktionsfirmaet (A) den
24.
juni fordoblede sin prisvurdering, og fordi Udvalget havde indtryk af, at
mine
klienter havde kendskab til auktionsfirmaet (B)’s vurdering,
argumenteres der
på et niveau, som må give anledning til dyb bekymring vedrørende Udvalgets
forvaltningskompetence.
For det første fremgår det
som ovenfor anført, at Udvalget først den 3. juli rettede henvendelse til
auktionsfirmaet (B), hvorfor auktionsfirmaet (A)’s egen ekspert –
(A-1) –
selvsagt var uden kendskab til auktionsfirmaet (B)’s opfattelse.
Men uanset om dette måtte
være tilfældet, er det udtryk for en absurd tankegang, at det giver anledning
til skepsis, at auktionsfirmaet (A)’s opvurdering er på linje med den
vurdering, som auktionsfirmaet (B) senere er fremkommet med.
Enhver normalt tænkende
forvaltningsmyndighed ville heraf slutte, at auktionsformaet (A)’s
opvurdering
er velbegrundet og korrekt.
At Udvalget herudover vælger
at se bort fra, at auktionsfirmaet (A)’s og auktionsfirmaet (B)’s
vurderinger
er på linje med den vurdering, som auktionsfirmaet (C) har meddelt ejerne,
understreger elementet af magtfordrejning.
Det bemærkes herved, at
Udvalget undlader at besvare Ombudsmandens spørgsmål vedrørende (C-1)’s
konkrete inhabilitet.
Det er dybt betænkeligt, at
Udvalget tilsyneladende ikke kan få øje på, at (C-1) er inhabil og uegnet som
vurderingsmand i sagen, når han fremkommer med en udtalelse, som
umiskendeligt
anbefaler et salg i Danmark.
---
Endelig har jeg med hensyn
til Udvalgets besvarelse af de af Ombudsmanden rejste spørgsmål vedrørende
hjemmel til at udtale kritik over for auktionsfirmaet (A) bemærket, at
Udvalget
(side 6 f.n.) henviser til, at baggrunden er auktionsfirmaet (A)’s klage
–
eller som det anføres:
misvisende
påstande.
(Auktionsfirmaet (A)’s skrivelse af 18. september 1997 – bilag
2).
Det bestrides ganske, at
auktionsfirmaet (A)’s klage bygger på misvisende påstande, hvilket
spørgsmål jo
i øvrigt netop er genstand for Ombudsmandens bedømmelse af denne sag.
Men uanset om
auktionsfirmaet (A) kan få medhold i klagen, er det forvaltningsretligt helt
og
aldeles uacceptabelt om selve det forhold, at der indgives klage over en
forvaltningsmyndighed, skal udsætte klageren for kritik – det være sig i
indbyrdes korrespondance eller i offentlige beretninger.
”
Kulturværdiudvalget meddelte
mig i brev af 3. november 1999 at udvalget ikke havde yderligere bemærkninger
til sagen.
Ombudsmandens foreløbige udtalelse
Den 11. maj 2000 gav jeg i en redegørelse udtryk for min foreløbige
retsopfattelse. Jeg skrev bl.a.:
”Jeg har ved min gennemgang af sagen koncentreret min undersøgelse om 1)
retsgrundlaget for at nedlægge forbud mod udførslen af maleriet og 2) visse
dele af Kulturværdiudvalgets sagsbehandling.
1. Retsgrundlaget
Kulturværdiudvalgets afgørelse baserer sig på lov om sikring af kulturværdier
i Danmark (lov nr. 332 af 4. juni 1986) og bekendtgørelsen om sikring af
kulturværdier i Danmark (bek. nr. 404 af 11. juni 1987).
Af loven fremgår bl.a. følgende:
’§ 1.
Lovens formål er at sikre den danske kulturarv gennem
bevaring at kulturværdier i Danmark.
§ 2.
Loven omfatter følgende kulturværdier, der ikke er i
offentligt eje:
...
2) kulturgenstande, som har
en værdi på 100.000 kr. eller derover, og som er ældre end 100 år.
...
§ 3.
Genstande, der er omfattet af loven, må ikke udføres til
udlandet eller til Færøerne og Grønland uden særlig tilladelse.
...
§ 5.
Udførselstilladelse meddeles af Kulturværdiudvalget, der
består af rigsantikvaren, rigsarkivaren, direktøren for Statens Museum for
Kunst, overbibliotekaren ved Det kongelige Bibliotek samt formanden for
Statens
Museumsnævn. Udvalget vælger blandt medlemmerne en formand og en næstformand.
Stk. 2. ...
§ 6.
En ansøgning om udførselstilladelse skal indeholde en udførlig
beskrivelse af genstanden og dens oprindelse samt ledsages af en
værdiansættelse og af et fotografi af genstanden i 2 eksemplarer. Det
sidstnævnte gælder dog ikke, hvis ansøgningen vedrører bøger, arkivalier og
lignende. Genstanden skal efter anmodning kunne besigtiges.
Stk. 2.
Såfremt afgørelsen ikke er meddelt senest 3 måneder efter
modtagelsen af en ansøgning som nævnt i stk. 1, betragtes udførselstilladelse
som givet. Kulturværdiudvalget udsteder en erklæring herom.
Stk. 3.
Stk. 2 finder ikke anvendelse, hvis en anmodning om adgang
til at besigtige genstanden ikke er imødekommet.
...
§ 11.
Hvis en ansøgning om udførselstilladelse afslås, fremsætter
Kulturværdiudvalget et tilbud om erhvervelse af genstanden til en pris, der
kan
opnås ved salg i det frie marked.
Stk. 2.
Genstandens værdi fastsættes efter råd fra særligt sagkyndige.
...’
Bemærkningerne i lovforslaget til § 6 har følgende ordlyd, jf.
Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 4221 og 4222:
’Til § 6
Det er vigtigt, at
ansøgninger om udførselstilladelse kan behandles hurtigt. En hurtig
behandling
vil bl.a. kunne fremmes gennem de oplysninger, der ledsager ansøgningen, og
man
har derfor fundet det hensigtsmæssigt specielt at stille krav om, at
ansøgningen skal være ledsaget af en værdiansættelse samt fotografi af
genstanden.
Til stk. 2
Det vil blive tilstræbt, at
behandlingen af ansøgninger om udførselstilladelser gennemføres som
hastesager,
og at der således senest 1 måned efter modtagelsen af en ansøgning om
udførselstilladelse foreligger et svar enten i form af en tilladelse eller,
hvis sagen ikke kan afgøres inden dette tidspunkt, oplysning om, hvornår den
endelige afgørelse forventes at foreligge. For yderligere at sikre ansøgeren
foreslås en regel om, at ansøgningen kan betragtes som imødekommet, såfremt
afgørelsen ikke er meddelt senest 3 måneder efter modtagelsen af ansøgningen.
Det foreslås endvidere, at udvalget i disse tilfælde efter anmodning [I
lovforslagets § 6, stk. 2, 2. pkt., skulle Kulturværdiudvalget ’efter
anmodning’ udstede en erklæring om at udførselstilladelsen kunne
betragtes som
givet; min bemærkning] udsteder en erklæring om, at udførsel er i
overensstemmelse med lovens bestemmelser.’
Kulturudvalget afgav en
betænkning den 7. maj 1986 i forbindelse med behandlingen af lovforslaget.
Udvalget stillede forslag om ændring af bl.a. § 6, stk. 2, således at ordene
’efter anmodning’ udgik. I bemærkningerne til ændringsforslaget
– som blev
vedtaget af Folketinget – skrev udvalget bl.a. følgende:
’Ændringsforslaget tilsigter
at lette toldvæsenets kontrol i de tilfælde, hvor udførselstilladelse
betragtes
som givet på grund af udløbet af den særlige 3 måneders frist i § 6, stk. 2.
Toldvæsenets kontrol er
hovedsagelig baseret på dokumenter, og det foreslås derfor, at der i alle
tilfælde, hvor udførselstilladelse følger af § 6, stk. 2, udstedes en
erklæring
herom og ikke kun efter anmodning.’
§ 7 i bekendtgørelse nr. 404
af 6. juni 1986 om sikring af kulturværdier i Danmark har følgende ordlyd:
’§ 7.
Behandlingen af en ansøgning om udførselstilladelse
gennemføres normalt inden for 1 måned. Hvis behandlingen af en ansøgning af
særlige grunde ikke kan afsluttes inden for dette tidsrum, giver udvalget
ansøgeren meddelelse herom og om det tidspunkt, hvor afgørelsen kan forventes
at foreligge.
Stk. 2.
Er afgørelse ikke truffet senest 3 måneder efter udvalgets
modtagelse af ansøgningen, udsteder udvalget en erklæring om, at
udførselstilladelse er at betragte som givet i medfør af lovens § 6, stk.
2.’
Betænkning fra udvalget om beskyttelse af
kulturværdier i Danmark, betænkning nr. 1040, 1985, indeholder bl.a. følgende
bemærkninger om 3-måneders-fristen, side 106f:
’Det foreslås, at der
fastsættes en frist på 3 måneder til behandling af udførselsansøgninger.
Hensynet til ejere af kulturgenstande tilsiger en forholdsvis begrænset
frist.
På den anden side er det nødvendigt, at der gives ministeren og de særligt
sagkyndige, hvis råd skal indhentes, den fornødne tid til vurdering af disse
kulturgenstande. I en sådan vurdering indgår såvel spørgsmålet, om de
opstillede beskyttelseskriterier kan anses for opfyldt, som genstandens
økonomiske værdi. Endvidere må myndighederne have en respit for at få
afklaret,
om det er muligt at skaffe de nødvendige midler til gennemførelse af en
erhvervelse, og dette vil specielt gælde ved meget kostbare erhvervelser, der
derfor må søges gennemført ved hjælp af både statslige bevillinger og
fondsstøtte.
På denne baggrund forekommer
det rimeligt at fastsætte en frist på højst 3 måneder fra
udførselsansøgningens
indsendelse til ministerens afgørelse foreligger, enten i form af en
udførselstilladelse eller som et tilbud om erhvervelse af genstanden til
markedspris.’
Som det fremgår af loven,
forarbejderne og bekendtgørelsen, betragtes udførselstilladelse som givet
hvis
afgørelsen ikke er meddelt senest 3 måneder efter modtagelsen af en
ansøgning.
Denne 3-måneders-frist er efter lovtekstens og bekendtgørelsens ordlyd
utvetydig og absolut.
§ 6, stk. 3, i loven
indeholder en undtagelse fra § 6, stk. 2, hvorefter der kan ses bort fra
3-måneders-fristen. Det drejer sig om de tilfælde hvor Kulturværdiudvalget
har
anmodet om adgang til at besigtige genstanden og ejeren ikke har imødekommet
denne anmodning.
Loven indeholder ikke andre
undtagelser fra § 6, stk. 2.
Bortset fra
undtagelsesbestemmelsen i lovens § 6, stk. 3, er der således hverken i
lovteksten, i forarbejderne til loven eller i bekendtgørelsen støtte for at
antage at fristen kan forlænges. Tværtimod fremgår det udtrykkeligt af
bemærkningerne til § 6, stk. 2, at ansøgninger om udførselstilladelser skal
behandles som hastesager. Det fremgår endvidere af bemærkningerne at det vil
blive tilstræbt at der senest 1 måned efter modtagelsen af en ansøgning om
udførselstilladelse
foreligger et svar – enten i form af en tilladelse eller i form af en
oplysning
om hvornår den endelige afgørelse forventes at foreligge. Bemærkningerne til
lovbestemmelsen præciserer umiddelbart herefter at ansøgningen – for
yderligere
at sikre ansøgeren – kan betragtes som imødekommet hvis afgørelsen ikke
er
meddelt senest 3 måneder efter modtagelsen af ansøgningen. § 7, stk. 1, i
bekendtgørelsen foreskriver at behandlingen af en ansøgning om
udførselstilladelse normalt gennemføres inden for 1 måned. Hvis behandlingen
af
særlige grunde ikke kan afsluttes inden for 1 måned, giver udvalget ansøgeren
meddelelse herom og om det tidspunkt hvor afgørelsen kan forventes at
foreligge. Efter § 7, stk. 2, i bekendtgørelsen udsteder udvalget en
erklæring
om at udførselstilladelse er at betragte som givet hvis der ikke er truffet
afgørelse senest 3 måneder efter udvalgets modtagelse af ansøgningen.
Jeg må derfor forstå
reglerne om behandlingen af ansøgninger om udførselstilladelser sådan at
Kulturværdiudvalget normalt skal træffe afgørelse senest 1 måned efter
modtagelsen af ansøgningen. Hvis dette – af særlige grunde – ikke
kan lade sig
gøre, skal Kulturværdiudvalget give ansøgeren meddelelse herom og oplyse om
hvornår den endelige afgørelse – som
ikke
må strække sig ud over en samlet sagsbehandlingstid på 3 måneder –
forventes at
foreligge. Jf. også Lars M. Banke, Beskyttelse af kulturværdier i Danmark,
Fortid og Nutid, oktober 1996, s. 187.
Der er ikke hjemmel for
Kulturværdiudvalget til at overskride 3-måneders-fristen i § 6, stk. 2, ved
inden for fristen at give ansøgeren meddelelse om at afgørelsen først kan
forventes at foreligge efter udløbet af fristen.
3-måneders-fristen kan således ikke forlænges
af udvalget i andre tilfælde end sådanne hvor ejeren ikke har imødekommet en
anmodning om besigtigelse af genstanden.
I den konkrete sag blev
auktionsfirmaet (A)’s ansøgning om udførselstilladelse modtaget i
Kulturværdiudvalget den 29. maj 1997. 3-måneders-fristen i lovens § 6, stk.
2,
udløb således den 29. august 1997. Kulturværdiudvalget meddelte først
udførselsforbudet den 5. september 1997. På dette tidspunkt var
3-måneders-fristen i § 6, stk. 2, således forløbet, og jeg må lægge til grund
at der ikke forelå en situation som nævnt i lovens § 6, stk. 3.
Kulturværdiudvalget har i
udtalelsen af 9. august 1999 til mig begrundet overskridelsen af
3-måneders-fristen med at 1) ansøgeren ikke levede op til lovens oplysnings-
og
dokumentationskrav i § 6, stk.1; 2) at ansøgeren komplicerede sagen gennem
sin
telefoniske indgriben i sagsbehandlingen den 24. juni 1997; 3) at sagen
skulle
behandles hen over en sommerferie (den sidste udtalelse fra udvalgets
vurderingsmænd forelå først den 20. august 1997) og 4) sekretariatet skulle
have tid til at ekspedere beslutningen som blev truffet på et ekstraordinært
møde afholdt den 27. august 1997.
Der er som nævnt ingen støtte i loven,
forarbejderne eller bekendtgørelsen for at tillægge nogen af disse forhold
betydning for beregningen af 3-måneders-fristen. Jeg har i øvrigt ikke
grundlag
for at tilslutte mig udvalgets bemærkninger i udtalelsen af 9. august 1999 om
at auktionsfirmaet (A) ’ikke levede op til lovens oplysnings- og
dokumentationskrav i § 6, stk. 1,’ og at auktionsfirmaet (A)
’komplicerede
sagen gennem sin telefoniske indgriben i sagsbehandlingen’.
Auktionsfirmaet (A)
gjorde 3-4 uger efter ansøgningens indlevering udvalget opmærksom på at man
havde foretaget en fornyet vurdering af maleriet således at dets anslåede
værdi
efter firmaets opfattelse nu lå mellem 400.000 og 600.000 kr. Hvis udvalget
var
af den opfattelse at den oprindelige ansøgning ikke indeholdt tilstrækkelige
oplysninger, kunne udvalget efter modtagelsen af ansøgningen have bedt
auktionsfirmaet (A) om at præcisere denne eller fremkomme med yderligere
dokumentation. Det har udvalget ikke gjort.
Jeg henviser i øvrigt til
det jeg har anført side 26 om udvalgets sprogbrug.
3-måneders-fristen kunne
heller ikke forlænges som følge af at Kulturværdiudvalgets sekretær den 25.
august 1997 telefonisk meddelte auktionsfirmaet (A) at firmaet ville modtage
afgørelsen i den efterfølgende uge.
Auktionsfirmaet (A) kunne
altså den 30. august 1997 betragte udførselstilladelse som givet, jf. § 6,
stk.
2, i lov om sikring af kulturværdier i Danmark.
På denne baggrund er det min
foreløbige opfattelse at udvalget ikke havde hjemmel til den 5. september
1997
at meddele udførselsforbudet. 3-måneders-fristen i lovens § 6, stk. 2, var på
dette tidspunkt overskredet.
2. Kulturværdiudvalgets sagsbehandling
Da det er min foreløbige
opfattelse at der ikke var hjemmel til at nedlægge forbud mod udførsel af
maleriet, falder en række af de spørgsmål jeg har stillet Kulturværdiudvalget
i
mit brev af 21. maj 1999, bort.
Jeg har på denne baggrund –
og i lyset af udvalgets oplysninger i udtalelsen af 9. august 1999 –
besluttet
alene at foretage en nærmere undersøgelse af udvalgte spørgsmål som sagen
rejser. De øvrige spørgsmål har jeg således ikke taget stilling til.
Jeg henviser til § 16, stk.
1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand hvorefter
ombudsmanden afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til
undersøgelse.
a) Spørgsmålet om udførselsforbudet er en afgørelse i
forvaltningslovens forstand og om auktionsfirmaet (A)’s partsstatus
Udstedelsen af forbudet mod
udførsel af det pågældende maleri er en ensidigt udfærdiget forvaltningsakt
som
er rettet mod auktionsfirmaet (A)’s (klienter), og som markerer en
afslutning
på udvalgets behandling af auktionsfirmaet (A)’s ansøgning.
Jeg er derfor enig med udvalget
i at forbudet – meddelt auktionsfirmaet (A) ved brevet af 5. september
1997 –
er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Dette gælder efter min
opfattelse både selve udførselsforbudet og også fastsættelsen af den pris som
udvalget jf. lovens § 11 tilbød at erhverve genstanden for.
Der er endvidere heller
ingen tvivl om at auktionsfirmaet (A)’s (klienter) – som ansøger
– er part i
den konkrete sag.
b) Kulturværdiudvalgets begrundelse
Kulturværdiudvalget har i
udtalelsen af 9. august 1999 erkendt at begrundelsen for at udstede forbud
mod
udførsel af maleriet ’ikke figurerer direkte i brevet’. Udvalget
har oplyst at
man normalt følger den praksis at der udarbejdes et sammenfattende notat med
henblik på offentliggørelse i årsberetningen. I dette notat uddybes
begrundelsen for udvalgets afgørelse.
Under hensyn til at det er
min foreløbige opfattelse at der ikke er hjemmel i loven om sikring af
kulturværdier i Danmark til at nedlægge udførselsforbud i den konkrete sag,
og
til at udvalget har oplyst at det vil overveje om den beskrevne praksis
vedrørende begrundelser for udvalgets afgørelser bør ændres, har jeg
besluttet
ikke at foretage en nærmere undersøgelse af udvalgets begrundelse for
afgørelsen af 5. september 1997. Jeg vil dog bede Kulturværdiudvalget om
underretning om resultatet af udvalgets overvejelser om en ændring af
begrundelsespraksis i disse sager.
c) Partshøring
Reglerne om hvornår en
myndighed har pligt til at partshøre, dvs. give parten lejlighed til at
fremkomme med sine bemærkninger inden der træffes afgørelse, findes i
forvaltningslovens § 19. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
’§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort
parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme
med
en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Myndigheden
kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
det efter oplysningernes karakter og sagens
beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det
foreliggende grundlag,
udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt
frist for sagens afgørelse,
partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,
findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private
interesser,
der taler imod en sådan udsættelse,
parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i
kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,
den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt
kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af
oplysningerne
for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller
der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer
parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte
afgørelse
og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.’
En myndighed har pligt til
at partshøre hvis myndigheden i en afgørelsessag er i besiddelse af
oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder der er til ugunst for parten, og
som
er af væsentlig betydning for sagen. Bestemmelsen forudsætter at parten ikke
antages at være bekendt med at myndigheden er i besiddelse af de pågældende
faktiske oplysninger, jf. § 19, stk. 1. § 19, stk. 2, indeholder en opregning
af undtagelsestilfælde hvor der ikke er pligt til at partshøre. Det drejer
sig
f.eks. om situationer hvor udsættelse vil medføre overskridelse af en
lovbestemt frist for sagens afgørelse (§ 19, stk. 2, nr. 2).
Forvaltningsmyndigheden har
ansvaret for at sagen oplyses i et tilstrækkeligt omfang, og
partshøringsreglerne
skal bl.a. sikre at parten får lejlighed til at kontrollere
beslutningsgrundlaget inden afgørelse træffes. Eventuelle fejl i
beslutningsgrundlaget kan påpeges af parten ligesom denne også på anden måde
får mulighed for at tilføje sagen sine synspunkter. Hensigten med
partshøringsreglerne er bl.a. at styrke tilliden til forvaltningen og undgå
at
borgeren får oplevelsen af at der bliver truffet afgørelse bag ryggen på
vedkommende.
Kulturværdiudvalget er
nedsat i henhold til § 5 i lov om sikring af kulturværdier i Danmark.
Udvalget
er således en selvstændig myndighed uafhængig af de myndigheder som
medlemmerne
i det daglige leder.
Kulturværdiudvalget har i
udtalelsen af 9. august 1999 oplyst at man over årene løbende har indhentet
tilkendegivelser, argumenter og vurderinger fra sagkyndige i de institutioner
medlemmerne leder, og i nærmere angivne netværksinstitutioner. Man har i
udvalget hidtil antaget at forvaltningslovens bestemmelser om partshøring
ikke
gælder for sådanne tilkendegivelser. Udvalget har henvist til bemærkningerne
til kapitel 3 i lovforslaget som har følgende ordlyd:
’Det er kulturministeriets
opfattelse, at beskyttelsesordningen bør tilrettelægges som en administrativ
enkel ordning uden opbygning af nye administrative organer og omfattende
kontrolforanstaltninger. Derfor foreslås ordningen – i hvert fald indtil
der
foreligger et erfaringsgrundlag – administreret ved hjælp af de
bestående
sagkyndige institutioner og organer inden for dette område. Endvidere
påregnes
et nært og praktisk tilrettelagt samarbejde med toldmyndighederne inden for
de
nuværende økonomiske og personalemæssige ressourcer.’
Disse bemærkninger om
tilrettelæggelsen af administrationen af lov om sikring af kulturværdier i
Danmark kan efter min opfattelse på ingen måde føre til at der i forbindelse
med behandlingen af sager der er omfattet af loven, kan ses bort fra
partshøringsreglerne i forvaltningsloven.
Kulturværdiudvalget
indhentede som led i behandlingen af sagen vurderinger af henholdsvis 8. juli
og 20. august 1997 om maleriets værdi fra auktionsfirmaet (B) og
auktionsfirmaet (C). Derudover foreligger der et brev af 6. juni 1997 fra
museumsinspektør (D) som efter at have drøftet sagen med museumsinspektør (E)
indstillede til Kulturværdiudvalget at der skulle nedlægges forbud mod
udførsel
af maleriet. Jeg har forstået udvalget sådan at hverken (D) eller (E) er
eller
har været medlemmer af Kulturværdiudvalget eller på anden måde
ansættelsesretligt tilknyttet udvalget.
Udvalget har ikke partshørt
auktionsfirmaet (A) over nogen af disse vurderinger. Vurderingen fra
auktionsfirmaet (C) var vedlagt udvalgets afgørelse af 5. september 1997, men
udvalget oplyste ikke auktionsfirmaet (A) hverken om vurderingen fra
auktionsfirmaet (B) eller indstillingen fra museumsinspektør (D).
Partshøringspligten i
forvaltningslovens § 19, stk. 1, omfatter ’oplysninger vedrørende sagens
faktiske omstændigheder’. Det antages at udtalelser fra sagkyndige der
har
afgivet en videnskabelig/teknisk vurdering af et forhold som skal indgå i
grundlaget for myndighedens afgørelse, er omfattet af betegnelsen
’oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder’ og derfor omfattet af
partshøringspligten, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer,
1999,
s. 375. Se også Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 341.
§ 19, stk. 1, i
forvaltningsloven stiller ligeledes krav om at oplysningerne skal være
’til
ugunst’ for parten. Oplysningerne er til ugunst for parten hvis de kan
føre til
en bebyrdende forvaltningsakt for den pågældende part. Hvis det som følge af
afgørelsens karakter ikke er muligt at afgøre om en oplysning er til ugunst
for
parten, er der altid pligt til at foretage partshøring, jf. John Vogter,
Forvaltningsloven med kommentarer, 1999, s. 377. John Vogter skriver
endvidere
at der under alle omstændigheder bør foretages partshøring hvis der
fremkommer
nye oplysninger og det i det konkrete tilfælde med rimelighed kan antages at
oplysningerne kan suppleres eller korrigeres af parten således at de bliver
til
fordel for parten (s. 379). Se endvidere bemærkningerne til § 19, stk. 1, i
forslag til forvaltningslov, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte
152f., Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 4.
udgave, ved Jens Garde og Karsten Revsbech, 1995, s. 168f, og Jon Andersen
mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 342f.
Endelig kræver § 19, stk. 1,
i forvaltningsloven at parten ikke kan antages at være bekendt med at
myndigheden er i besiddelse af oplysningerne, og at oplysningerne er af
væsentlig
betydning for sagens afgørelse.
Indstillingen fra museumsinspektør (D)
Uanset anvendelsen af ordet
’indstilling’ i (D)’s brev af 6. juli 1997 er det min
opfattelse at der er tale
om en i forhold til Kulturværdiudvalget ekstern fagkyndig vurdering på lige
fod
med vurderingerne fra auktionsfirmaet (B) og auktionsfirmaet (C).
Det er min opfattelse at
vurderingen fra museumsinspektør (D) klart er omfattet af partshøringspligten
i
§ 19, stk. 1. Der er tale om en fagkyndig vurdering afgivet af en person uden
for udvalget. Oplysningerne i vurderingen må anses for ugunstige for
auktionsfirmaet (A), af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og
auktionsfirmaet (A) kunne ikke antages at være bekendt med at udvalget var i
besiddelse dem.
Kulturværdiudvalget burde
således have partshørt auktionsfirmaet (A) over (D)’s vurdering.
Vurderingen fra auktionsfirmaet (B)
Også vurderingen fra
auktionsfirmaet (B) er efter min opfattelse omfattet af partshøringspligten i
§
19, stk. 1, i forvaltningsloven. Dette gælder uanset at auktionsfirmaet (B) i
sin vurdering anslog maleriets værdi til 600.000 kr. – svarende til den
maksimale cirkaværdi som auktionsfirmaet (A) efter at have korrigeret
ansøgningen den 24. juni 1997 anslog billedet til at have. Auktionsfirmaet
(B)’s vurdering udgør en ny oplysning i sagen som auktionsfirmaet (A)
klart må
antages at kunne have fordel af at supplere. I forvaltningslovens § 19, stk.
1’s, forstand er oplysningen således ’til ugunst’ for
auktionsfirmaet (A). De
øvrige betingelser i § 19, stk. 1, er tillige opfyldt for så vidt angår
auktionsfirmaet (B)’s vurdering.
Derfor burde
Kulturværdiudvalget også have partshørt auktionsfirmaet (A) over
auktionsfirmaet (B)’s vurdering.
I mit brev af 21. maj 1999
til Kulturværdiudvalget bad jeg bl.a. udvalget om at forklare hvad udvalget
mener med: ’Det er sælgers auktionsfirma helt uvedkommende, at Udvalget
har
valgt at se bort fra auktionsfirmaet (B)’s vurdering. Det forhold, at De
uden
om Udvalget har kendskab til denne, understreger i sig selv denne afgørelses
rigtighed Dette behøver vist ikke blive uddybet.’
Jeg har forstået udvalgets
forklaring i udtalelsen af 9. august 1999 sådan at udvalgets skepsis over for
auktionsfirmaet (A) blev skærpet fordi auktionsfirmaet (A) midt under
sagsbehandlingen fordoblede sin prisvurdering uden at være orienteret af
udvalget om auktionsfirmaet (B)’s vurdering.
I lyset af at udvalget havde
pligt til at partshøre auktionsfirmaet (A) over auktionsfirmaet (B)’s
vurdering, står jeg uforstående over for udvalgets reaktion på at
auktionsfirmaet (A) uden om udvalget havde fået kendskab til auktionsfirmaet
(B)’s vurdering. Hertil kommer at auktionsfirmaet (B)’s vurdering
forelå efter
at auktionsfirmaet (A) havde forhøjet sin vurdering.
Jeg henviser i øvrigt til
det jeg har anført side 26 om udvalgets sprogbrug.
Vurderingen fra auktionsfirmaet (C)
Det er relevant at overveje
spørgsmålet om § 19, stk. 2, nr. 2, finder anvendelse for så vidt angår
auktionsfirmaet (C)’s vurdering som udvalget først modtog den 21. august
1997 –
8 dage før udløbet af den lovbestemte frist i § 6, stk. 2, i lov om sikring
af
kulturværdier i Danmark.
Efter § 19, stk. 2, nr. 2,
kan partshøring udelades hvis udsættelse vil medføre overskridelse af en
lovbestemt frist. Partshøring kan kun undlades hvis fristoverskridelsen
skyldes
partshøringskravet. Partshøring kan imidlertid hyppigt gennemføres meget
hurtigt, f.eks. gennem en telefonopringning, og i så fald kan bestemmelsen
ikke
påberåbes. Skyldes fristoverskridelsen myndighedens forhaling af sagen med
henblik
på at undgå partshøring, kan partshøring i sagens natur ikke undlades. § 19,
stk. 2, nr. 2, har således en begrænset betydning i praksis, jf. Jon Andersen
mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 344f.
I den konkrete sag mener jeg
ikke der havde været noget til hinder for at Kulturværdiudvalget havde sendt
udtalelsen til partshøring umiddelbart efter modtagelsen heraf. Udvalget
havde
hjemmel i § 19, stk. 1, i forvaltningsloven til – under hensyn til
3-måneders-fristen – at fastsætte en meget kort frist for afgivelsen af
udtalelsen fra auktionsfirmaet (A).
Det er således min
opfattelse at § 19, stk. 2, nr. 2, ikke finder anvendelse for så vidt angår
vurderingen fra auktionsfirmaet (C). Vurderingen opfylder i øvrigt
betingelserne i § 19, stk. 1, og Kulturværdiudvalget burde have partshørt
auktionsfirmaet A over denne også.
Tilkendegivelsen fra museumsinspektør (E)
Udvalget har i udtalelsen af
9. august 1999 oplyst at det ikke sjældent sker at enkelte udvalgsmedlemmer
drøfter kulturværdispørgsmål med kolleger i og uden for de institutioner som
udvalgets medlemmer leder. Udvalget har ikke hidtil fundet anledning til at
overveje om referater af de tilkendegivelser der således måtte fremkomme,
kræver partshøringer.
En myndighed der modtager
mundtlige oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder mv. der er
af
betydning for sagens afgørelse, skal gøre notat om indholdet af
oplysningerne.
Dette følger af § 6 i offentlighedsloven, og lovens krav vedrører sager hvor
der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.
Notatpligten efter
bestemmelsen gælder således for den myndighed der træffer afgørelsen. Hvis
betingelserne i § 19 i øvrigt er til stede, skal der også partshøres over
sådanne mundtligt modtagne oplysninger.
Som nævnt fremgår det af
Kulturværdiudvalgets udtalelse af 9. august 1999 til mig at udvalget ikke
hidtil har fundet anledning til at overveje om referater af de nævnte
tilkendegivelser kræver partshøring. Jeg vil derfor henlede
Kulturværdiudvalgets opmærksomhed på reglen om notatpligt i § 6 i
offentlighedsloven sammenholdt med bestemmelsen om partshøring i § 19 i
forvaltningsloven.
Udvalget har meddelt mig at
der på museum (J) foreligger et telefonnotat om samtalen mellem (D) og (E).
Udvalget har ikke vedlagt en kopi af notatet blandt de sagsakter jeg har
modtaget, og jeg går ud fra at notatet ikke er journaliseret på
Kulturværdiudvalgets sag. Jeg er ikke på det foreliggende grundlag klar over
om
(E)’s tilkendegivelse har haft betydning for Kulturværdiudvalgets
vurdering af
sagen.
Jeg har på denne baggrund
ikke mulighed for at vurdere i hvilket omfang oplysningerne fra (E) burde
være
indgået i den konkrete sag i Kulturværdiudvalget, og om auktionsfirmaet (A)
skulle have været partshørt over oplysningerne i telefonnotatet.
Under hensyn til min generelle
tilkendegivelse ovenfor foretager jeg mig dog ikke mere i anledning af dette
spørgsmål.
d) Kulturværdiudvalgets sprogbrug
Kulturværdiudvalget har i
udtalelsen af 9. august 1999 for så vidt angår brevet af 24. oktober 1997,
erkendt at det havde været i bedre overensstemmelse med god forvaltningsskik
og
hensynsfuld borgerbehanding ’om tilbagevisningens umiskendelighed her og
der
havde fundet mindre prægnante udtryk’.
Jeg mener at tonen og
sprogbrugen i dele af udvalgets brev af 24. oktober 1997 er uforskammet,
nedladende og insinuerende. Endvidere er det min opfattelse at udtryk som
f.eks. ’Den 24. juni ringede De selv for at spørge til sagen, ihvorvel
det
måtte være indlysende, at sagen i henhold til normal sagsbehandling ikke
kunne
være afsluttet, ’, ’Hermed har De selv om nogen ’givet
anledning til tvivl’ om
værdifastsættelsen set med Udvalgets øjne, ’ og
’Kulturværdiudvalget finder det
meget beklageligt og med Deres egne ord beklemmende, at et velrenommeret
auktionsfirma som auktionsfirmaet (A) tør anklage Udvalget for
’tilsyneladende at forsøge at undgå at betale markedsprisen’ er
uacceptable.
Jeg mener desuden at
sprogbrugen i udvalgets udtalelser til mig af 15. september 1998 og 9. august
1999 visse steder på samme måde er uacceptabel. Jeg finder det således
beklageligt at Kulturværdiudvalget har anvendt udtryk som f.eks. ’at
ansøgeren
komplicerede sagen gennem sin telefoniske indgriben i sagsbehandlingen den
24.
juni’ og ’Det er sælgers auktionsfirma helt uvedkommende, at
udvalget har valgt
at se bort fra auktionsfirmaet (B)’s vurdering. Det forhold, at De uden
om
Udvalget har kendskab til denne, understreger i sig selv denne afgørelses
rigtighed Dette behøver vist ikke blive uddybet’. Jeg henviser i
øvrigt til
det jeg har anført ovenfor om disse udtryk.
Efter min opfattelse
overskrider Kulturværdiudvalgets sprogbrug over for auktionsfirmaet (A) på
mange punkter klart grænserne for god forvaltningsskik i henseende til den
måde
hvorpå en myndighed bør udtrykke sig over for borgerne.
e) Sammenfatning
Samlet er det min foreløbige
opfattelse at Kulturværdiudvalgets sagsbehandling har været meget
kritisabel.”
Ved brev af 29. maj 2000
meddelte Kulturværdiudvalget at udvalget ikke havde yderligere bemærkninger
til
redegørelsen, men at denne ville give anledning til overvejelser om hvordan
sagsbehandlingen kunne forbedres i fremtiden.
Kulturministeriet afgav i
brev af 28. juni 2000 følgende bemærkninger til redegørelsen:
”Ministeriet har noteret
sig, at Ombudsmanden finder:
At Kulturværdiudvalget ikke
havde hjemmel til den 5. september 1997 at meddele udførselsforbud, da
3-måneders-fristen i kulturværdilovens § 6, stk. 2 på dette tidspunkt var
overskredet.
At udvalgets sprogbrug i
flere situationer overskred grænserne for god forvaltningsskik.
At udvalget ikke fulgte
forvaltningslovens regler om partshøring i forbindelse med udtalelsen fra
museumsinspektør (D) af 6. juli 1997 samt vurderingerne fra auktionsfirmaet
(B)
og auktionsfirmaet (C).
Ministeriet skal under
henvisning til ovenstående bemærke:
Ministeriet kan tilslutte
sig, at Kulturværdiudvalget ikke havde hjemmel til at meddele
udførselsforbud,
da 3-måneders-fristen i kulturværdilovens § 6, stk. 2 var overskredet.
Ministeriet er enig i, at
udvalgets sprogbrug i flere situationer overskred grænserne for god
forvaltningsskik.
For så vidt angår
partshøring konstaterer ministeriet, at det må give anledning til
overvejelser,
hvorvidt en sagkyndig vurdering som udtalelsen fra (D) skulle have været
partshørt hos auktionsfirmaet (A). Det må efter ministeriets mening bero på
en
konkret vurdering, om en udtalelse af den pågældende karakter indeholder
sådanne oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, at den er omfattet af
forvaltningslovens § 19, stk. 1. Ministeriet er i den konkrete sag enig med
Ombudsmanden
i, at partshøring skulle have fundet sted.
Hvad angår vurderingen fra
auktionsfirmaet (B) finder ministeriet, at det giver anledning til tvivl, om
den foreliggende udtalelse kan antages at være til ugunst for auktionsfirmaet
(A) og dermed undergivet partshøring i henhold til forvaltningsloven.
Ministeriet er dog enig i, at udtalelsen skulle have været sendt til
auktionsfirmaet (A) som et naturligt led i god forvaltningsskik.
Ministeriet skal endelig,
som ansvarlig myndighed for de administrative forhold i forbindelse med
Kulturværdiudvalgets arbejde, tilføje, at man over for udvalget vil
indskærpe,
at udvalgets administration skal finde sted i overensstemmelse med gældende
regler og god forvaltningsskik.
Ministeriet vil i denne
forbindelse overveje mulighederne for en styrkelse af udvalgets
administrative
ressourcer.”
Ombudsmandens udtalelse
”Idet jeg i det hele henholder mig til den retsopfattelse som jeg gav
udtryk for i min foreløbige redegørelse af 11. maj 2000, skal jeg udtale
følgende:
”Det er min opfattelse at Kulturværdiudvalget ikke havde hjemmel til den
5. september 1997 at meddele udførselsforbudet idet 3-måneders-fristen i § 6,
stk. 2, i lov nr. 332 af 4. juni 1986 om sikring af kulturværdier i Danmark
på dette tidspunkt var overskredet.
Det er endvidere min opfattelse at Kulturværdiudvalgets sagsbehandling har
været meget kritisabel.
Jeg har gjort Kulturværdiudvalget og Kulturministeriet bekendt med min
opfattelse. Under hensyn til at det er oplyst at maleriet er solgt til anden
side, har jeg – da spørgsmålet om udførselstilladelse nu har mistet sin
aktualitet – ikke grundlag for at henstille til Kulturværdiudvalget at
genoptage sagens behandling.
Om de enkelte punkter
vedrørende Kulturværdiudvalgets sagsbehandling henviser jeg som nævnt til den
retsopfattelse som jeg gav udtryk for i min foreløbige redegørelse af 11. maj
2000. I den forbindelse skal jeg særligt udtale følgende:
Udtalelsen fra (D)
Kulturministeriet har over
for mig anført at det må give anledning til overvejelser hvorvidt en
sagkyndig
vurdering som udtalelsen fra (D) skulle have været sendt til partshøring hos
auktionsfirmaet (A). Det må efter ministeriets mening bero på en konkret
vurdering om en udtalelse af den pågældende karakter indeholder sådanne
oplysninger om sagens faktiske omstændigheder at den er omfattet af
forvaltningslovens § 19, stk. 1. Ministeriet mener dog at partshøring i den
konkrete sag burde have fundet sted.
En forvaltningsmyndighed bør
naturligvis når den overvejer om der skal ske partshøring efter
forvaltningslovens
§ 19, foretage en konkret vurdering af om lovens betingelser er opfyldt,
f.eks.
om den pågældende oplysning er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Da
Kulturministeriet er enig i min vurdering af partshøringsspørgsmålet i denne
sag,
foretager jeg ikke videre vedrørende dette spørgsmål.
Udtalelsen fra auktionsfirmaet (B)
Kulturministeriet har
endvidere over for mig anført at det må give anledning til tvivl om
vurderingen
fra auktionsfirmaet (B) kan antages at være til ugunst for auktionsfirmaet
(A)
og dermed undergivet egentlig partshøringspligt efter forvaltningslovens §
19.
Ministeriet er dog enig i at der burde være partshørt over udtalelsen, men
henviser til at dette burde være sket efter god forvaltningsskik.
Jeg er enig med Kulturministeriet
i at det afgørende for en eventuel partshøringspligt efter forvaltningslovens
§
19, stk. 1, er om man kan karakterisere auktionsfirmaet (B)’s vurdering
på
600.000 kr. som værende til ugunst for auktionsfirmaet (A). Dette må ses i
lyset af at auktionsfirmaet selv havde anslået værdien til at være mellem
400.000 kr. og 600.000 kr. Jeg har forstået Kulturministeriet sådan at det er
ministeriets opfattelse at en vurdering der er på niveau med
– eller over – den værdi ansøgeren selv har
skønnet, ikke kan være til ugunst for ansøgeren, og at Kulturværdiudvalget
derfor heller ikke efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, har pligt til at
gøre
ansøgeren bekendt med en sådan vurdering eller høre ansøgeren over
oplysningerne i denne.
Jeg må imidlertid fastholde
at pligten til at partshøre over auktionsfirmaet (B)’s vurdering følger
direkte
af forvaltningslovens § 19, og jeg har gjort Kulturministeriet og
Kulturværdiudvalget bekendt med min opfattelse.
Ved min vurdering heraf har
jeg bl.a. lagt vægt på at det følger af lov om sikring af kulturværdier i
Danmark at retsvirkningerne af et afslag på udførselstilladelse er at
Kulturværdiudvalget skal fremsætte et tilbud om erhvervelse af genstanden til
en pris der kan opnås ved salg på det frie marked. Det følger af
officialprincippet (undersøgelsesprincippet) at udvalget skal træffe en
materielt rigtig afgørelse vedrørende værdiansættelsen af genstanden. Dette
gælder som udgangspunkt uanset hvilken værdiansættelse af genstanden
ansøgningen efter lovens § 6 er ledsaget af. Værdiansættelsen i ansøgningen
kan
således efter min opfattelse ikke i almindelighed tages som udtryk for at
Kulturværdiudvalget kan gå ud fra at alle oplysninger der peger i retning af
en
værdi svarende hertil (eller højere), ikke er til ugunst for ansøgeren. I
lyset
af at det er udvalgets opgave at finde den materielt rigtige pris for
genstanden, vil enhver indhentet fagkyndig vurdering i § 19’s forstand
principielt være ’til ugunst’ for parten. Hertil kommer at man ikke
kan afvise
at oplysningen om auktionsfirmaet (B)’s vurdering kunne kommenteres
eller
suppleres af auktionsfirmaet (A) således at oplysningerne blev til fordel for
auktionsfirmaet. I øvrigt henviser jeg til min udførlige gennemgang af
partshøringspligten i henhold til forvaltningslovens § 19 på s. ( ), særligt
det jeg har anført på s. ( ).
Jeg har bedt
Kulturværdiudvalget om at underrette mig om resultatet af dets overvejelser
om
en ændring af begrundelsespraksis, jf. s. ( ), samt underrette mig om
resultatet om udvalgets overvejelser om hvordan sagsbehandlingen vil kunne
forbedres i fremtiden. Jeg henviser til udvalgets bemærkninger herom i brevet
af 29. maj 2000.
Herudover har jeg henledt
Kulturværdiudvalgets opmærksomhed på reglen om notatpligt i § 6 i
offentlighedsloven sammenholdt med partshøringsreglen i § 19 i
forvaltningsloven, jf. s. ( ).
Jeg bemærker at jeg ved min
behandling af sagen ikke har taget stilling til spørgsmålet om der eventuelt
kan pålægges udvalget et erstatningsansvar i sagen.”
Ved brev af 24. november 2000
oplyste Kulturministeriet at ministeriet i anledning af min udtalelse af 16.
august 2000 havde gennemført drøftelser af de rejste spørgsmål med
Kulturværdiudvalget. Ministeriet meddelte endvidere at der med virkning fra
1.
januar 2001 ville blive oprettet en fuldmægtigstilling (jurist) i Statens
Museumsnævn. Fuldmægtigen skal i halvdelen af sin arbejdstid varetage opgaver
vedrørende sekretariatsbetjening af Kulturværdiudvalget og herunder sikre
overholdelse af gældende regler i forbindelse med udvalgets sagsbehandling.
Kulturministeriet vedlagde
Kulturværdiudvalgets skrivelse af 16. november 2000 med notat af 13. november
2000 vedrørende nye procedurer for udvalgets sagsbehandling. Af notatet
fremgik
bl.a. følgende:
”Nye procedurer for Kulturværdiudvalgets sagsbehandling
Foranlediget af den kritik
af Kulturværdiudvalgets sagsbehandling, Ombudsmanden har fremsat i sin
endelige
redegørelse af 16. august 2000, har Kulturværdiudvalget drøftet Udvalgets
sagsbehandlingsprocedurer og besluttet at indføre følgende nye procedurer og
rutiner.
1. Mødefrekvens
2. Sagsstart
En sag begynder, når der modtages ansøgning om
eksporttilladelse. Lovens fristbestemmelser regnes fra modtagelsesdatoen.
Forbehold før auktioner påbegynder ingen sag.
Ved indledningen af en sag udarbejder
sekretæren en tidsplan for behandlingen, der sikrer fristoverholdelse. Den
forelægges umiddelbart formanden og Udvalget på førstkommende møde.
3. Procedure for normal sagsbehandling
Umiddelbart efter modtagelse
af ansøgning faxes kopi af denne til det medlem af Udvalget, hvorunder sagen
hører. I tvivlstilfælde forelægges sagen for formanden.
Medlemmer stiller normalt
beslutningsforslag inden for en frist på 10 dage. Ved indstilling om
nedlæggelse af udførselsforbud skal indstillingen være begrundet med henblik
på
anvendelse i sager, hvori der kræves partshøring (individuelle sager).
Beslutningsforslag skal
foreligge skriftligt underskrevet af et af Udvalgets medlemmer på Udvalgets
brevpapir.
Beslutningsforslagenes
begrundelser skal rumme nødvendige og tilstrækkelige oplysninger til, at det
kan afgøres, om en given genstand dels er omfattet af loven, dels er en
kulturværdi i lovens forstand.
Beslutningsforslag i
individuelle sager underkastet partshøring, idet man ikke kan gå ud fra, at
de
i begrundelsen givne oplysninger er ansøgeren bekendt. Partshøring foretages
i
henhold til forvaltningslovens kapitel 5, § 17 af Udvalgets akademiske
sekretær
eller undtagelsesvist af formanden.
Beslutningsforslag behandles
på førstkommende Kulturværdiudvalgsmøde efter fremsendelse til sekretariatet.
4. Indhentning af eksterne vurderinger
Medfører beslutningen, at
der skal indhentes vurderinger, skal der senest under mødet forelægges
forslag
om 3 mulige vurderingsmænd i prioriteret rækkefølge, således at der kan
træffes
beslutning herom i 1. møde, hvor sagen er til behandling.
Umiddelbart efter 1. møde
træffes aftale om vurdering snarest.
Indhentede vurderinger
underkastes partshøring, uanset om de ligger under eller over partens egen
vurdering.
5. Lovens frister
I henhold til lovens § 6,
stk. 2 har Udvalget en frist på 3 måneder til at behandle en sag.
Lovbestemmelsen er uddybet i bekendtgørelsens § 7, hvori det bestemmes at
’behandlingen af en ansøgning om udførselstilladelse normalt gennemføres
inden
for 1 måned. Hvis behandlingen af særlige grunde ikke kan afsluttes inden
for
dette tidsrum, giver Udvalget ansøgeren meddelelse herom og om det tidspunkt,
hvor afgørelsen kan forventes at foreligge.’ Lovbestemmelsen om
3-månedersfristen er gentaget i stk. 2.
Lovens maksimalfrist på 3
måneder kan aldrig overskrides.
Ansøger underrettes
skriftligt om fristforlængelse
før
udløb af bekendtgørelsens ordinære frist på 1 måned, såfremt denne frist ikke
kan overholdes.
Kan de nødvendige
vurderinger ikke foreligge til beslutning før udløb af den ordinære frist,
underrettes ansøgeren tillige om, hvornår afgørelsen kan påregnes.”
Jeg skrev den 1. december
2000 til Kulturministeriet at jeg havde noteret mig det anførte og ikke
foretog
mig mere i sagen.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om sikring af kulturværdier i Danmark (Værdi- og aldersgrænse, sagsbehandlingstid, strafferamme, forældelsesfrist mv.) Retsinformation · 12. november 2009
- 1985 LSF 167 FORSLAG TIL LOV OM SIKRING AF KULTURVÆRDIER I DANMARK Retsinformation · 21. maj 1988
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE af 26. maj 2010 om statsstøtte i form af et forlig om afgifter iværksat af Belgien til fordel for virksomheden Umicore S.A. (tidligere »Union Minère S.A.«) (Statsstøtte C 76/03 (ex NN 69/03)) (meddelt under nummer K(2010) 2538) (Kun den franske og den nederlandske udgave er autentiske) (EØS-relevant tekst) (2011/276/EU) EU-lovgivning · 26. maj 2010
- Bekendtgørelse om ændring af bilag til lov om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra et EU-medlemslands område m.v.(* 1) Retsinformation · 30. december 1997
- Lov om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra et EU-medlemslands område m.v. Retsinformation · 23. december 1993
- 1996 LSF 184 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM TILBAGELEVERING AF KULTURGODER, SOM ULOVLIGT ER FJERNET FRA ET EU-MEDLEMSLANDS OMRÅDE M.V.(GENNEMFØRELSE AF EF-DIREKTIV M.V.) Retsinformation · 13. juni 1997