Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på ansøgning om tilladelse til udførsel af maleri. Hjemmel. Partshøring. God forvaltningsskik

FOU nr 2000.240UdtalelserFolketinget12. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på ansøgning om tilladelse til udførsel af maleri.

Hjemmel. Partshøring. God forvaltningsskik

Den 28. maj 1997 ansøgte

auktionsfirmaet A Kulturværdiudvalget om tilladelse til udførsel af et

maleri.

I ansøgningen anslog auktionsfirmaet maleriets værdi til 15.000-20.000 pund,

svarende til ca. 180.000-240.000 kr. Genstanden var kortfattet beskrevet, og

der var vedlagt 3 farvebilleder af maleriet.

Ved brev af 6. juni 1997

indstillede museumsinspektør D efter at have drøftet sagen med

museumsinspektør

E til udvalget at der blev nedlagt forbud mod udførsel af maleriet.

Det fremgår bl.a. af

Kulturværdiudvalgets brev af 24. oktober 1997 til auktionsfirmaet A at

ansøgningen blev drøftet på udvalgets ordinære møde den 9. juni 1997. På

mødet

skulle det være besluttet at nedlægge forbud og få foretaget en uafhængig

vurdering af billedet. I Kulturværdiudvalgets udtalelse af 9. august 1999 er

beslutningen beskrevet således at udvalget ved at optage sagen til

realbehandling havde givet til kende at det ”måske ville nedlægge

udførselsforbud”. Jeg har derfor lagt til grund at der ikke på dette

møde blev

truffet en egentlig afgørelse om udførselsforbud.

Det fremgår af et notat af

24. juni 1997 udarbejdet af Kulturværdiudvalget at auktionsfirmaet A rettede

telefonisk henvendelse til Kulturværdiudvalget og gjorde opmærksom på at man

havde foretaget en fornyet vurdering af maleriet, og at man efter at være

blevet opmærksom på dets fine tilstand måtte ændre den tidligere anslåede

værdi til 400.000-600.000 kr. Det fremgår ligeledes af notatet at

auktionsfirmaet

Læs alt

A blev orienteret om at sagen blev behandlet, men at der nok ville gå en

måneds

tid inden firmaet hørte fra udvalget.

Ved breve af 3. juli 1997

anmodede Kulturværdiudvalget henholdsvis auktionsfirmaet B og auktionsfirmaet

C

om udtalelser om det pågældende maleris værdi ved salg på det frie marked.

Det

fremgår af brevene at Kulturværdiudvalget overvejede at nægte

udførselstilladelse.

Den 8. juli 1997 vurderede

B-1, auktionsfirmaet B, maleriet til at kunne indbringe 600.000 kr. på

auktion.

Den 20. august 1997 afgav

C-1, auktionsfirmaet C,

sin vurdering.

C-1 skrev bl.a.:

”Auktionsfirmaet (C) har på

et væsentligt tidligere tidspunkt over for de arvinger, som ejer maleriet

givet

en skriftlig vurdering som vejledning, hvis maleriet skulle sælges i Danmark.

Denne vurdering var på kr. 400.000 - 600.000. Man har god grund til at undre

sig over, at auktionsfirmaet (A) fuldstændig ændrer vurdering og nu mener, at

maleriet er mere end dobbelt så meget værd – og nøjagtigt den værdi, som

auktionsfirmaet (C) har vurderet det til.

Min konklusion og det svar,

jeg kan give Kulturværdiudvalget, må være:

·

Ønskes maleriet solgt i byen (X), hvilket

man fra arvingernes side har til hensigt, må prisen være den, (A-1),

auktionsfirmaet (A), oprindeligt har vurderet maleriet til – GBP

15.000-20.000.

·

Ønskes maleriet solgt på auktion i Danmark,

giver det Kulturværdiudvalget mulighed for at tage stilling, når den endelige

salgspris foreligger, og købers identitet kendes.

(Det sidste ville nok være mest fair over for alle parter. ...)”

Den 25. august 1997 meddelte

Kulturværdiudvalgets sekretær telefonisk auktionsfirmaet A at firmaet ville

få

besked fra udvalget i den efterfølgende uge, jf. Kulturværdiudvalgets

udtalelse

af 9. august 1999. Det fremgår bl.a. af Kulturværdiudvalgets brev af 24.

oktober 1997 til auktionsfirmaet A at sagen blev drøftet på møde den 27.

august

1997. Jeg har forstået sagen således at udvalget på dette møde endeligt

besluttede at nedlægge udførselsforbud og samtidig tog stilling til den pris

som udvalget ville tilbyde for billedet, jf. også Kulturværdiudvalgets

udtalelse af 9. august 1999 til mig.

Den 5. september 1997

meddelte Kulturværdiudvalget auktionsfirmaet A at udvalget havde besluttet at

nedlægge forbud mod udførsel af maleriet. Kulturværdiudvalget skrev bl.a.:

”Som svar på Deres ansøgning

af 28. maj om tilladelse til at udføre et maleri af ( )

skal jeg herved meddele, at

Kulturværdiudvalget har besluttet at nedlægge udførselsforbud mod maleriet.

Ved ansøgningen var den

anslåede vurdering opgivet til £15-20.000. Denne vurdering er senere (24.

juni

1997) telefonisk ændret til danske kr. 400-600.000.

Kulturværdiudvalget har

efterfølgende indhentet oplysning om maleriets forventede værdi på det frie

marked. Fra formanden for forening (G), (C-1), har udvalget modtaget en

vurdering af 20. august 1997, der vedlægges i kopi.

På baggrund heraf har

Udvalget besluttet at tilbyde ejeren af maleriet en købspris på £17.500

svarende til ca. 200.000 DKK.

Vi beder Dem venligst

meddele os, om De ønsker at modtage tilbuddet, samt hvordan De i bekræftende

fald ønsker beløbet overført.”

Ved brev af 18. september

1997 gav auktionsfirmaet A udtryk for sin utilfredshed med

Kulturværdiudvalgets svar. A skrev bl.a.:

”Auktionsfirmaet (A) havde

som nævnt først vurderet maleriet til £15-20.000. Denne vurdering blev

foretaget ud fra et fotografi. Kort efter besigtigede vores ekspert, (A-1),

maleriet og kom derved til klarhed over, dels hvor fint maleriet var malet og

dels, hvem de portrætterede personer var.

Herefter opvurderede vi

maleriet til kr. 400-600.000, hvilket jeg telefonisk gjorde

Kulturværdiudvalget

opmærksom på den 24. juni 1997.

Jeg har modtaget kopi af 20.

august fra formanden for forening (G), (C-1), hvor han konstaterer, at han

synes at prisen bør være £15-20.000.

Jeg har fra boets advokat

(F) modtaget kopi af vurdering foretaget af auktionsfirmaet (C) den 22.

januar

1997, hvor man vurderer maleriet til kr. 400-600.000. Jeg har fået

Skifterettens vurdering, som er på kr. 350.000, og endelig har jeg forstået,

at

Kulturværdiudvalget har modtaget vurdering fra auktionsfirmaet (B) ved (B-1),

som ligger på kr. 600.000.

Det er beklemmende at

konstatere:

1)

at

Kulturværdiudvalget godtager en vurdering fra en i sagen inhabil person som

(C-1).

2)

at

Kulturværdiudvalget derefter undlader at oplyse om (B-1)’s vurdering.

3)

at

Kulturværdiudvalget tilsyneladende forsøger at undgå at betale markedsprisen.

Hvis Kulturværdiudvalget vil

købe maleriet, havde det jo været bedre, at man gav auktionsfirmaet (A)

dispensation for eksport med henblik på auktion i byen (X), således at man

kunne etablere markedsprisen.

...”

Kulturværdiudvalget

besvarede ved brev af 24. oktober 1997 auktionsfirmaet A’s henvendelse

således:

”Kulturværdiudvalget har

behandlet Deres brev af 18. september d.å., hvori De dels uddyber Deres

sagsfremstilling i forhold til Deres yderst kortfattede ansøgning om

udførselstilladelse af 28. maj d.å., retter et antal kritikpunkter og

anklager

dels imod Udvalgets vurderingsmand, formanden for forening (G), (C-1) for at

være inhabil i sagen, dels imod Udvalgets procedure og Udvalget som sådan for

at ’forsøge at undgå at betale markedsprisen’.

Auktionsfirmaet (A) er et

internationalt kendt og respekteret auktionshus. Firmaets ansøgning af 28.

maj

var yderst kortfattet og uden nogen begrundelse for vurderingssummen, der var

sat til £ 15 - 20.000. Ansøgningens værdiangivelse bygger ikke på

fastsættelse

af en markedspris gennem auktion eller anden form for gyldigt salg, jvf. Lov

nr. 332 af 4. juni 1966 om sikring af kulturværdier i Danmark § 11. Sagen

falder således i den kategori, Udvalget benævner ’Individuelle

ansøgninger fra

private ejere’. I Udvalgets seneste årsberetning for 1996 er der i

afsnittet

’Status efter 10 år’ givet en udførlig gennemgang af denne typer

sager, problemerne

heri og Udvalgets fremgangsmåde ved behandling og prisfastsættelse heraf

(side

9 samt 10 ff.) hvortil henvises.

Om prisfastsættelsen i disse

sager siger Kulturværdiloven, at ’genstandens værdi fastsættes efter råd

fra

særligt sagkyndige’. I Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 404 af 11.

juni

1987 § 5, stk. 5 uddybes denne bestemmelse derhen, at ’hvis

værdifastsættelsen

i forbindelse med fremsættelsen af tilbud om erhvervelse af en

kulturgenstand... giver anledning til tvivl, rådfører Udvalget sig med

særlige sagkyndige,

der er udpeget af brancheorganisationer, som f.eks. Foreningen af

Auktionsledere i Danmark ’.

Udvalget besluttede på sit

ordinære møde den 9. juni d.å. at nedlægge forbud og få foretaget en af ejer

og ejers auktionsfirma uafhængig vurdering af genstanden. Den 24. juni

ringede

De selv for at spørge til sagen, ihvorvel det måtte være indlysende, at sagen

i

henhold til normal sagsbehandling ikke kunne være afsluttet, og De benyttede

da

lejligheden til at meddele, her citeret efter udvalgets sekretærs notat fra

opringningen, ’at efter at Deres (d.v.s. auktionsfirmaet (A)’s)

ekspert havde

set maleriet in natura og observeret den meget fine tilstand, som maleriet

befandt sig i, ville vurderingen blive en anden end den først oplyste, som

var

baseret på fotos, nemlig mellem d.kr. 400.000 og 600.000!!’ Hermed har

De selv

om nogen ’givet anledning til tvivl’ om værdifastsættelsen set med

Udvalgets

øjne, også al den stund, at vurderingen af 28. maj var ubegrundet og

ændringen

alene skyldtes, at Deres vurderingsekspert nu for første gang selv ser

maleriet

in natura og bemærker maleriets bevaringstilstand. Det turde være en

selvfølge, at sælger ønsker at få den højst mulige salgspris, men det er

ligeledes en selvfølge, at Kulturværdiudvalget i en sådan sag ikke uden

videre

accepterer en prisfastsættelse, der fremkommer på denne måde.

Udvalget har imidlertid i

henhold til sædvanlig praksis, jvf. Årsberetningen for 1996, besluttet at

indhente 2 af hinanden og ejers auktionsfirma uafhængige vurderinger. Den

ene,

foretaget ganske rigtigt, som De selv oplyser, af firmaet (B) ved (B-1), er

ganske ubegrundet. Den anden fra Foreningen (G), jvf. bekendtgørelsens § 5,

stk. 5 ved dens formand (C-1). Sidstnævnte foreligger den 20. august.

Udvalget drøftede sagen igen

på sit ordinære møde den 27. august d.å. og valgte at se bort fra

auktionsfirmaet (B)’s vurdering, som alene kan tages til udtryk for en

dansk

maksimal markedspris, som ikke nødvendigvis vil holde på det internationale

marked. Udvalget undrede sig endvidere – lige som formanden for

foreningen (G)

– over den meget betydelige vurderingsændring, i realiteten næsten en

tredobling af vurderingsprisen.

...

Det fremgår at udvalget

deler formandens vurdering af, at maleriet formentlig vil kunne opnå

forskellig

salgspris, alt efter hvor det sættes til auktion, og tilbyder

gennemsnitssummen

af auktionsfirmaet (A)’s oprindelige vurdering baseret på ønsket om salg

på

auktion i udlandet. Denne vurdering kan, således som retsforholdene om

udførsel af kulturværdier er, imidlertid som bekendt ikke efterprøves med den

retsvirkning for ejeren, at en genstand i givet fald bevares i Danmark.

Imidlertid er Udvalget af den opfattelse, at vurderingen repræsenterer

genstandens salgsværdi på det internationale marked, hvorfor

Kulturværdiudvalget fremsætter tilbud om at overtage maleriet til

gennemsnittet af auktionsfirmaet (A)’s egen, oprindelige vurdering.

Til Deres tre påstande skal

Udvalget bemærke følgende:

ad 1: Udvalget kan

naturligvis ikke anse formanden for foreningen (G), som er anmodet om en

vurdering ex officio, for at være inhabil. Det forhold, at han på vegne af

sit

eget firma har afgivet en vurdering med henblik på det danske marked forud

for

Kulturværdiudvalgets anmodning om en vurdering for Udvalget, gør ham efter

Udvalgets opfattelse ikke inhabil som vurderingsmand for Udvalget. (C-1)

oplyser selv i sin skrivelse, at han har foretaget denne.

ad 2: Det er sælgers

auktionsfirma helt uvedkommende, at Udvalget har valgt at se bort fra

auktionsfirmaet (B)’s vurdering. Det forhold, at De uden om Udvalget har

kendskab til denne, understreger i sig selv denne afgørelses rigtighed.

ad 3: Kulturværdiudvalget

finder det meget beklageligt og med Deres egne ord beklemmende, at et

velrenommeret auktionsfirma som auktionsfirmaet (A) på baggrund af dets egen

andel i sagen som ovenfor beskrevet tør anklage Udvalget for

’tilsyneladende

at forsøge at undgå at betale markedsprisen’.

For god ordens skyld skal

Udvalget understrege, at det forvalter danske offentlige midler på en sådan

måde, at offentligheden ved overtagelse af nationale kulturværdier, der ikke

må

forlade landet, naturligvis alene betaler den markedspris, der kan opnås i

fri

handel og vandel, uden at det forhold, at der eventuelt kan blive nedlagt

udførselsforbud,

i sig selv skal påvirke prisen i opadgående retning. En højere markedspris på

det danske marked kan af ejeren uden videre efterprøves, og vi finder det

højst

besynderligt, at genstanden med de vurderinger, der – efter det for

Udvalget

senere oplyste – er foretaget, skal sendes til udlandet, hvor prisen

efter de

sagkyndiges oprindelige vurdering vil ligge betydeligt lavere.

På denne baggrund skal

Udvalget fastholde sit afslag af 5. september på både Deres ansøgning af 28.

maj om udførselstilladelse og det deri fremsatte overtagelsestilbud.

...”

Den 27. maj 1998 indbragte

advokat H sagen for mig på auktionsfirmaet A’s vegne. Af advokatens brev

fremgår bl.a.:

”Lov om sikring af

kulturværdier (...) giver myndighederne ret til at indskrænke udøvelsen af

sædvanlige ejerbeføjelser over visse kunstgenstande. Såfremt denne ret til at

gøre væsentlige indgreb i ejendomsretten benyttes, udløses en købspligt,

således at ejeren tilbydes fuld erstatning.

Dette er kommet til udtryk i

lovens § 11, som fastslår, at udvalget skal tilbyde ejeren salgsprisen

i det frie marked

, såfremt

udførsel

nægtes. Det følger endvidere af

loven og bekendtgørelsen, at udvalget skal rådføre sig med særligt sagkyndige

ved prisfastsættelsen, medmindre genstanden overtages efter auktionssalg.

Det frie marked

omfatter selvsagt også prisfastsættelse i det

internationale marked.

Ved

udførsel

sigtes alene til permanent udførsel. Loven regulerer ikke

midlertidig udførsel i særlige anledninger (

udlån,

udstillinger, restaurering m.v.

), i hvilke tilfælde der naturligvis

ikke er pligt til at tilbyde erstatning.

Det er – efter min

opfattelse – ikke lovens formål at forhindre, at ejeren af en af loven

omfattet

kunstgenstand indhenter auktionsbud uden for landets grænser.

Ved at nægte mine klienter

at udføre maleriet er det min opfattelse, at udvalget har gjort sig skyldig i

magtfordrejning.

Som følge af afslaget på

udførsel måtte mine klienter tilråde kunden at henvende sig til

auktionsfirmaet

(B). Her blev maleriet for nogle uger siden solgt for et bud på kr. 900.000.

Ved udvalgets beslutning

mistede mine klienter en formidlingsprovision på sædvanligvis 25% af

markedsprisen.”

Ved brev af 14. august 1998

uddybede advokaten sin klage af 27. maj. Han skrev bl.a.:

”På auktionsfirmaet (A)’s vegne

ser jeg mig nødsaget til at supplere mine klienters klage af 27. maj 1998

over

Kulturværdiudvalget. Det sker i følgende anledning:

Jeg vedlægger kopi af et

afsnit fra Kulturværdiudvalgets beretning for 1997. Beretningen er udkommet

primo juli i år.

Jeg finder, at indholdet er

dybt beklageligt.

Især finder jeg det

forkasteligt, at mine klienter – benævnt som

et kendt og respekteret auktionsfirma

–

utvetydigt beskyldes for at have manipuleret med en vurdering for at

opnå en højere prisfastsættelse i en konkret sag.

Der er efter min opfattelse

tale om klare ærekrænkelser, når seriøsiteten af et auktionsfirmas virke på

denne måde beklikkes.

Mine klienters navn er

ganske vist ikke nævnt. Men af auktionsfirmaer i Danmark, som har interesse i

at søge udførselstilladelse, findes kun auktionsfirmaet (I) og mine klienter.

Indenfor branchen vil det derfor ikke volde vanskeligheder at identificere

det

omtalte firma som værende mine klienter.

Det er helt uforståeligt at

Kulturværdiudvalget føler sig foranlediget til offentligt at fremkomme med en

slags partsindlæg i en sag, som mine klienter har indbragt for Ombudsmanden.

Værre er det imidlertid, at

der heri gives en urigtig fremstilling af sagens faktum. Mine klienter har jo

udførligt begrundet, hvorfor vurderingen i den konkrete sag måtte ændres.

Kulturværdiudvalget undlader endvidere at oplyse, at den ændrede vurdering lå

helt på linie med, hvad andre sagkyndige var nået til.”

Den 11. juni 1998 bad jeg

Kulturværdiudvalget om en udtalelse i anledning af klagen. Ved brev af 25.

august 1998 sendte jeg udvalget en kopi af advokatens supplerende

klageskrivelse således at den kunne indgå i grundlaget for udvalgets

udtalelse.

Kulturværdiudvalgets

udtalelse forelå den 15. september 1998. Udvalget skrev bl.a.:

”Det står ikke Udvalget

ganske klart ud fra advokat (H)’s skrivelse, hvad klagen drejer sig om,

d.v.s.

1. om det er selve

udførselsforbudet, eller

2. om det er tilbudsprisens

størrelse ved fremsættelsen af det lovbestemte overtagelsestilbud.

F.s.v.a. det første skal det

bemærkes, at Kulturværdiudvalget i henhold til Kulturværdilovens § 5, jvf.

Bekendtgørelse om sikring af kulturværdier i Danmark nr. 404 af 11. juni 1987

§

3, stk. 1, alene træffer afgørelser i disse sager, og at dets afgørelser ikke

kan ankes til anden myndighed.

Auktionsfirmaet (A)’s

ansøgning af 28. maj 1997 var en ganske normal ansøgning, d.v.s. om permanent

udførsel, hvorfor advokat (H)’s i øvrigt ikke ganske forståelige

bemærkninger

om midlertidig udførsel er irrelevante, helt bortset fra at de også er

forkerte, idet loven kun opererer med midlertidig udførsel i f.b.m. udførsel

til udstillinger o.lign., jvf. lovens § 10.

Kulturværdiudvalget har ikke

bestridt, at ejeren af en af loven omfattet kulturgenstand kan indhente

købstilbud uden for landets grænser, ligesom Kulturværdiudvalget også i

særlige

tilfælde har benyttet sig af udenlandske sagkyndige ved prisfastsættelsen.

Dette forhold medfører dog ikke noget retskrav fra ejeren på at få

udførselstilladelse,

hverken permanent eller midlertidigt, jvf. også Udvalgets bemærkninger i

skrivelsen af 24. oktober, s. 3, afsnit 2. Udvalget afviser af helt

principielle grunde udførselstilladelser med begrundelse i ønske om salg i

udlandet, dels fordi Udvalget fortolker dette som værende stik imod lovens

formål og hensigt, og dels fordi den danske kulturværdilov naturligvis ikke

har

gyldighed i et andet land, hvis genstanden er lovligt udført.

...

F.s.v. som klagen angår

størrelsen af den tilbudte overtagelsespris, har Udvalget udførligt begrundet

sit fremsatte tilbud, herunder de problemer, der for Udvalget har været ved

at

nå frem til markedsprisen i henhold til auktionsfirmaet (A)’s ansøgning

af 27.

maj 1997.

...

Udvalget har og må fortsat

gøre gældende, at såfremt ejeren eller ejerens repræsentant, in casu

auktionsfirmaet (A), ikke kan acceptere et fremsat overtagelsestilbud, står

det

ejeren frit at efterprøve dette ved at sætte genstanden på auktion i Danmark,

hvor udenlandske interessenter jo også kan byde. Det forhold, at

auktionsfirmaet (A) ikke vil afholde auktioner i Danmark, er Udvalget

uvedkommende,

og Udvalget kan naturligvis ikke gøres ansvarlig for, at firmaet (A) derved

’mistede ... en formidlingsprovision på sædvanligvis 25% af

markedsprisen’.

...

Efterfølgende har Udvalget

modtaget advokat (H)’s supplerende klage af 14. august, hvori advokaten

klager

over, at Udvalget har behandlet sagen i årsberetningen for 1997, jvf. ovf.

Advokaten finder indholdet ’dybt beklageligt’, konkrete punkter

’forkasteligt’

og udtryk for ’klare ærekrænkelser’.

Specielt anfører advokaten,

at ’det er helt uforståeligt, at

Kulturværdiudvalget

føler sig foranlediget til offentligt at fremkomme med en slags partsindlæg i

en sag, som mine klienter har indbragt for Ombudsmanden

’ (vor

fremhævelse).

Hertil skal Udvalget

bemærke, at Udvalget i henhold til ovn. bekendtgørelse nr. 404, § 5, stk. 4

skal afgive en årlig beretning for sin virksomhed til kulturministeren senest

4

måneder efter finansårets udløb, d.v.s. inden d. 1. maj. Udvalget afgav sin

beretning for

1997

d. 20. april 1998,

som det fremgår af den trykte beretning, der umiddelbart efter denne dato i

henhold til Udvalgets sædvanlige praksis sendtes i trykken. Udvalget har

først

med Ombudsmandens skrivelse af 11. juni modtaget meddelelse om, at advokat

(H)’s skrivelse af 27. maj ville foranledige en ombudsmandssag.

Udvalgets

bedømmelse er derfor på ingen måde et partsindlæg

i

eller

foranlediget

af

auktionsfirmaet (A)’s indbringelse af Udvalgets afgørelse for

Ombudsmandsinstitutionen, men et led i Udvalgets bekendtgørelsesbestemte

opgaver og forpligtelser.

Udvalget skal endvidere

afvise, jvf. ovf., at der er afgivet en ’urigtig fremstilling af sagens

faktum’

i Udvalgets årsberetning.

Når det endelig

afslutningsvis påstås, at ’Kulturværdiudvalget undlader endvidere at

oplyse, at

den ændrede vurdering lå helt på linie med, hvad andre sagkyndige var nået

til’, er dette aldeles urigtigt i sin substans og pluralisering.

Advokaten

sigter til det forhold, at Udvalget – ud over formanden for foreningen

(G) –

havde anmodet firmaet (B) ved direktør (B-1) om

som Udvalgets vurderingsmand

at foretage en vurdering, som

Udvalget imidlertid af grunde, som angives i Udvalgets skrivelse af 24.

oktober

1998 (s. 2 nederst og s. 3 ad 2), sidstnævnte sted således ’Det er

sælgers

auktionsfirma helt uvedkommende, at Udvalget har valgt at se bort fra

auktionsfirmaet (B)’s vurdering.

Det

forhold, at De uden om Udvalget har kendskab til denne, understreger i sig

selv

denne afgørelses rigtighed

’ (vor fremhævelse). Dette behøver vist ikke at

blive uddybet.”

Ved brev af 26. oktober 1998

kommenterede advokat H Kulturværdiudvalgets udtalelse. Advokaten anførte

bl.a.:

”(Klagepunkterne) drejer sig

således om, at Udvalget – til skade for ejere af kulturværdier omfattet

af

loven – har nægtet udførsel uden at ville tilbyde den reelle værdi

(markedsprisen) for omtalte maleri.

Det forhold, at det står en

ejer frit for at afslå Udvalgets tilbud og sætte genstanden på auktion, kan

under ingen omstændigheder fritage Udvalget for at tilbyde markedsprisen.

Jeg gør – ligesom min klient

– gældende, at Udvalget i denne sag har forsøgt at undgå at betale

markedsprisen og derved har gjort sig skyldig i magtfordrejning.

Det er muligt, at ejerne

ikke har retskrav på at få fastslået markedsprisen ved tilbud indhentet på en

udenlandsk auktion, og at udførselstilladelse med henblik herpå kan nægtes.

Maleriet i denne sag er

imidlertid utvivlsomt af interesse for den internationale kunstverden.

Jeg gør derfor gældende, at

der ved sådanne genstande påhviler Udvalget en særlig pligt til at have

opmærksomheden henledt på den formodede internationale markedspris, såfremt

udførselstilladelse til sådanne genstande nægtes.”

Ved brev 9. november 1998

meddelte Kulturværdiudvalgets formand at det anførte ikke gav udvalget

anledning

til flere bemærkninger.

Den 21. maj 1999 bad jeg

Kulturværdiudvalget om en supplerende udtalelse.

Den 9. august 1999 skrev

Kulturværdiudvalget bl.a. følgende:

”I ovennævnte skrivelse

stiller Ombudsmanden i forlængelse af et udkast til sagsfremstilling

yderligere

følgende spørgsmål (nedenfor angivet i kursiv), som jeg herved på Udvalgets

vegne skal besvare som følger nedenstående.

1)

Jeg beder på denne

baggrund Kulturværdiudvalget om – i lyset af § 6, stk. 2, i lov om

sikring af

kulturværdier – at gøre rede for med hvilken hjemmel forbudet mod at

udføre

maleriet er udstedt.

Udførselsforbudet er udstedt

med hjemmel i lovens § 5. Det forhold, at den i § 6, stk. 2 angivne

3-måneders

frist er overskredet med ca. 1 uge, beror på sagens tids- og

ekspeditionsmæssige

omstændigheder, herunder følgende 4 forhold: 1. at ansøgeren ikke levede op

til

lovens oplysnings- og dokumentationskrav i § 6, stk. 1; 2. at ansøgeren

komplicerede sagen gennem sin telefoniske indgriben i sagsbehandlingen d. 24.

juni; 3. at sagen skulle behandles hen over en sommerferie, hvilket betød, at

den sidste udtalelse fra Udvalgets vurderingsmænd først forelå d. 20. august;

4. at sekretariatet skulle have tid til at ekspedere beslutningen, som blev

truffet på et møde den 27. august, som p.g.a. denne sag, men imod normal

praksis, var indkaldt ekstraordinært. Udvalget havde i sin mødeplan fastsat

tidligere på året afsat ordinære møder d. 9. juni og 29. september. Sagen

rejstes kort inden mødet d. 9. juni.

Det er noteret i sagen, at

Udvalgets sekretær d. 25. august meddelte ansøgeren på dennes forespørgsel,

at

denne ville modtage svar i løbet af den følgende uge.

Det er ikke usædvanligt, at

både den i bekendtgørelsens § 7 nævnte normale behandlingsfrist på 1 måned og

den samlede behandlingsfrist på 3 måneder overskrides i komplicerede eller

uoplyste sager. Udvalgets sekretær er efter Udvalgets bedømmelse altid

omhyggelig med at meddele ansøgere, hvornår sagerne kan forventes behandlet

og

afsluttet, herunder når de trækker ud. En væsentlig komplikation i en del

sager

består i, at Udvalget ofte må indhente supplerende oplysninger for at kunne

afslutte sagen, idet ansøgerne ikke opfylder oplysningskravene i lovens § 6,

stk. 1, jvf. i øvrigt Udvalgets

årsberetning

for 1997

, s. 10, afsnit 3. Udvalget behandler sagerne, som de indkommer, i

henhold til en forud fastlagt mødeplan, og der indkaldes kun undtagelsesvist

til ekstraordinære møder som i dette tilfælde.

Det skal – også i relation

til de efterfølgende spørgsmål – erindres, at Udvalget består af 5

institutions-

og nævnschefer, der har fået pålagt opgaven ex officio, og udgør en

administration uden egentlig administrativ medhjælp ud over ½ HK-uddannet

sekretær.

2)

Jeg beder udvalget om at gøre rede for om reglerne om partshøring er

overholdt. Jeg beder i den forbindelse udvalget om at oplyse på hvilken måde

museumsinspektør (D) og museumsinspektør (E) er tilknyttet udvalget, og om

der

er taget notat af samtalen med museumsinspektør (E).

Udvalget har over årene

løbende indhentet tilkendegivelser af standpunkter, argumenter og vurderinger

fra sagkyndige medarbejdere i de institutioner, medlemmerne leder, samt i de

i

årsberetningen opregnede netværksinstitutioner. Det er hidtil antaget, at

forvaltningslovens bestemmelser om partshøring ikke gælder for sådanne

tilkendegivelser. Denne eksisterende praksis bunder i, at efter

bemærkningerne

i kulturværdilovens kapitel 3 skulle administrationen foregå ’ved hjælp

af de

bestående sagkyndige institutioner og organer inden for dette område’.

I bedømmelsen af, om der

foreligger ’kulturværdier’, indgår der efter bemærkningerne til

lovens § 5 en

’kvalitetsvurdering’, som ’bør udøves af fagfolk’. Som

oftest er Udvalgets

medlemmer netop i kraft af den ekspertise, medarbejderne i deres

institutioner

er i besiddelse af, i stand til at foretage en sådan kvalitetsvurdering. Det

bemærkes, at (D) er medarbejder på museum (J), hvis direktør ex officio er

medlem af Udvalget.

Det sker imidlertid ikke

sjældent, at Udvalgets enkelte medlemmer eller sagkyndige medarbejdere, fordi

de indgår i et større fagligt netværk, drøfter kulturværdispørgsmål med

kolleger uden for de institutioner, som Udvalgets medlemmer leder. Udvalget

har

hidtil ikke fundet anledning til at overveje, om referater af de

tilkendegivelser, som således måtte fremkomme, kræver partshøringer. Det

bemærkes, at (E) på det pågældende tidspunkt var ansat som museumsinspektør

på

museum (K), en af Udvalgets netværksinstitutioner. Der foreligger på museum

(J)

telefonnotat ved (D), jvf. dennes notat af 6. juni til Udvalget.

3)

Jeg beder udvalget om

nærmere at gøre rede for grundlaget for købstilbudet, herunder gøre rede for

udvalgets bedømmelse af de forskellige vurderinger af maleriet.

–

Jeg beder i den forbindelse

oplyst hvad baggrunden var for at udvalget ikke bad om at få en begrundelse

for

vurderingerne af maleriet.

Grundlaget for Udvalgets

fremsættelse af købstilbud er fastsat i lovens § 11, stk. 1-2, og uddybet i

bekendtgørelsens § 5, stk. 2-3. Prisfastsættelsen ved individuelle

ansøgninger

fra private ejere, som nærværende sag falder ind under, er uddybet i

Udvalgets

årsberetning for 1996

, afsnittet ’Status

efter 10 år’, s. 10ff. Der skal specielt henvises til s. 11, afsnit 2.

Denne

sag er behandlet efter den praksis, der er beskrevet dér.

Specielt om begrundelser for

indhentede vurderinger skal Udvalget oplyse følgende. I de skriftlige

anmodninger fra Udvalget figurerer der normalt ikke et udtrykkeligt ønske om

begrundelser. Det er Udvalgets generelle opfattelse, at vurderingernes værdi

først og fremmest er bestemt af den forståelse for markedet, som

vurderingsmændene gennem år har erhvervet. Som oftest har vurderingsmændene

imidlertid fundet det naturligt ganske kort at angive en begrundelse, som alt

efter sin karakter bestyrker vurderingen. Når først en vurdering er afgivet,

indhenter Udvalget som regel ikke begrundelser eller uddybninger heraf.

Om de forskellige

vurderinger af maleriet, skal Udvalget udtale følgende:

1. Auktionsfirmaet (A)’s egen vurdering af 28. maj:

Udvalget kunne

kun gå ud fra, at denne oprindelige vurdering fra et så højt respekteret

internationalt firma som auktionsfirmaet (A) var rimelig og foretaget efter

tilstrækkelig undersøgelse, idet der refereres til firmaets førende ekspert

på

europæiske 1800-tals malerier (A-1).

2. Auktionsfirmaet (A)’s egen vurdering af 24. juni:

Det overraskede Udvalget, at auktionsfirmaet

(A) ændrede sin vurdering, jf. bemærkningerne til firmaets oprindelige

vurdering. Det forekom Udvalget påfaldende, at omvurderingen fremkom midt

under

Udvalgets sagsbehandling og efter, at Udvalget ved at optage sagen til

realbehandling havde givet til kende, at det måske ville nedlægge

udførselsforbud. Det syntes bemærkelsesværdigt, at den nye vurdering anslog

værdien til mere end det dobbelte af den oprindelige, idet der som

begrundelse

for denne omvurdering udelukkende anførtes maleriets fine tilstand.

3. Auktionsfirmaet (B)’s vurdering ved (B-1) af 8. juli:

Udvalget

mærkede sig, at denne vurdering lå på samme niveau som auktionsfirmaet

(A)’s

nye vurdering af 24. juni, som ikke var meddelt vurderingsmændene.

4. Foreningen (G) v. formanden, (C-1)’s vurdering af 20. august:

Udvalget

noterede sig, at denne vurdering lå på linie med auktionsfirmaet (A)’s

oprindelige vurdering af 28. maj, for så vidt angik prisen ved salg i byen

(X),

og at den samtidigt påpegede, at prisen måske ville være højere ved salg i

Danmark, baseret på en tidligere vurdering foretaget af auktionsfirmaet (C).

Ud

fra Udvalgets egen sagkundskab var Udvalget enig heri.

I den samlede afvejning,

Udvalget måtte foretage, talte især også de overvejelser, som er gengivet i

Udvalgets brev til auktionsfirmaet (A) af 24. oktober 1997: ’For god

ordens

skyld skal Udvalget understrege, at det forvalter danske offentlige midler på

en sådan måde, at offentligheden ved overtagelse af nationale kulturværdier,

der ikke må forlade landet, naturligvis alene betaler den markedspris, der

kan

opnås i fri handel og vandel, uden at det forhold, at der eventuelt kan blive

nedlagt udførselsforbud, i sig selv skal påvirke prisen i opadgående retning.

En højere markedspris på det danske marked kan af ejeren uden videre

efterprøves, og vi finder det højst besynderligt, at genstanden med de

vurderinger, der – efter det for Udvalget senere oplyste – er

foretaget, skal

sendes til udlandet, hvor prisen efter de sagkyndiges oprindelige vurdering

vil

ligge betydeligt lavere.’

– Jeg beder ligeledes udvalget om at oplyse om de adspurgte sagkyndige

havde særlige erfaringer med salg i byen (X) og – hvis ikke – hvad

baggrunden

var for at udvalget ikke indhentede vurderinger fra sagkyndige med en sådan

erfaring.

Efter Udvalgets opfattelse

havde de adspurgte sagkyndige kendskab til det internationale marked.

– Jeg beder udvalget om at forklare hvad udvalget mener med: ’Det

er

sælgers auktionsfirma helt uvedkommende, at Udvalget har valgt at se bort fra

auktionsfirma (B)’s vurdering. Det forhold, at De uden om Udvalget har

kendskab

til denne, understreger i sig selv denne afgørelses rigtighed Dette behøver

vist ikke blive uddybet.’

Da Udvalget d. 24. oktober

svarede auktionsfirmaet (A), måtte det svare under indtryk af, at ansøgeren

uden at være orienteret af Udvalget

havde kendskab til firmaet (B)’s vurdering. Dette måtte skærpe den

skepsis,

Udvalget fik, da auktionsfirmaet (A) midt under sagsbehandlingen fordoblede

sin

prisvurdering. Udvalget må gå ud fra, at uhildede vurderingsmænd ikke

diskuterer deres vurderingspriser med ansøgeren.

– Jeg beder endelig udvalget om at oplyse om (C-1) der tidligere havde

vurderet maleriet med henblik på salg i Danmark, kunne siges at stå i et

sådant

konkurrenceforhold med auktionsfirmaet (A) – eller i øvrigt at have en

sådan

interesse i selv at sælge maleriet – at det kunne frygtes at han ikke

var

upartisk og derfor var inhabil.

Spørgsmålet indebærer en

stillingtagen til, hvorvidt forvaltningslovens kapitel 2 om inhabilitet kan

gøres gældende i forhold til anvendelsen af (C-1) som vurderingsmand i sagen.

Udvalget har for så vidt allerede taget stilling til denne problemstilling i

sin skrivelse af 24. oktober 1997 s. 3, hvor Udvalget begrunder sin afvisning

af auktionsfirmaet (A)’s påstand om (C-1)’s inhabilitet.

Forud var gået en drøftelse

på Udvalgets ordinære møde d. 29. september 1997 af auktionsfirmaet

(A)’s

skrivelse af 18. september, der i Udvalgets mødereferat er opsumeret således,

at man i svaret skulle ’afvise inhabiliteten. En hvilken som helst dansk

kunsthandler kunne beskyldes for inhabilitet. I dette tilfælde havde (C-1)

svaret i sin egenskab af formand for foreningen (G)’. Dette kan uddybes

med, at

der kun er en håndfuld større auktionsfirmaer i Danmark, at disse sager ofte

er

kendt i auktionskredse, bl.a. fordi ejere skifter kommissionærer, at de for

så

vidt alle er hinandens konkurrenter, og naturligvis alle har en interesse i

at

kunne sælge et sådant maleri. Skulle man lægge dette forhold til grund for

indhentning af råd, ville det være umuligt at opfylde lovens § 11, stk. 2 i

sager som disse. Dette var også baggrunden for, at Udvalget medsendte

(C-1)’s

vurdering og i skrivelse af 24. oktober meddelte, at Udvalget ’af

principielle

grunde, jvf. Deres kritik af formanden for foreningen (G),’ sendte en

kopi af

skrivelsen til foreningen til orientering.

Udvalget har tidligere i sin

årsberetning for 1996

, s. 10 nederst,

været inde på problemstillingen om inhabilitet.

4)

5) Jeg vil i forbindelse med min afsluttende behandling af sagen

herudover tage stilling til om udvalgets brev af 5. september 1997 er en

afgørelse i forvaltningslovens forstand, og om den begrundelse

auktionsfirmaet

(A) har fået, er tilstrækkelig.

Udvalget må betragte sit

brev af 5. september som en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Til

spørgsmålet om begrundelsens tilstrækkelighed bemærkes følgende:

Begrundelsen for at udstede

eksportforbud figurerer ikke direkte i brevet. Udvalget følger normalt den

praksis at lade udarbejde sammenfattende notat med henblik på

offentliggørelse

i årsberetningen. Heri uddybes begrundelsen i henhold til bemærkningerne til

kulturværdilovens § 5, jvf. også

årsberetningen

for 1996

, s. 7. Denne praksis er i og for sig aldrig blevet anfægtet, for

så vidt som det ikke ses, at der er sat spørgsmålstegn ved Udvalgets

afgørelser

i så henseende. Praksis er dannet under indtryk af, at mange afgørelser

træffes

i stor hast umiddelbart før eller efter afholdelse af auktioner, ofte efter

ønske om en hurtig afgørelse fra ansøger. På den givne foranledning vil

Udvalget overveje, om praksis her bør ændres.

Som begrundelse for

prisfastsættelsen har Udvalget henvist til (C-1)’s skriftlige vurdering,

som er

bilagt afgørelsen. Udvalget fandt efter omstændighederne en sådan begrundelse

tilstrækkelig. Deri ligger også, at Udvalget ikke har set sig forpligtet til

at

oplyse om afvigende vurderinger, som det ikke har fundet grundlag for at lade

indgå.

6) Endvidere vil jeg tage stilling til om udvalgets sprogbrug over for

auktionsfirmaet (A) lever op til god forvaltningsskik og kravet om

hensynsfuld

borgerbehandling, og om udvalgets anonymisering af sagen i Kulturudvalgets

beretning for 1997 var tilstrækkelig.

Når spørgsmålet om

sprogbrugens overensstemmelse med god forvaltningsskik og om hensynsfuld

borgerbehandling rejses, ser Udvalget det i relation til brevet af 24.

oktober

1997. Denne tilbagevisning må vurderes på baggrund [af] auktionsfirmaet

(A)’s

misvisende påstande i skrivelsen af 18. september. Efterfølgende skal

Udvalget

erkende, at det havde været i bedre overensstemmelse med god forvaltningsskik

og hensynsfuld borgerbehandling, om tilbagevisningens umiskendelighed her og

der havde fundet mindre prægnante udtryk.

Spørgsmålet om anonymiseringen

i årsberetningen repræsenterede et vanskeligt problem for Udvalget. På den

ene

side er Udvalget forpligtet til at afgive og offentliggøre en årsberetning,

hvori en sag som denne næppe kunne forbigås, på den anden side var Udvalget

fuldt klar over, at der ikke var flere end 2 udenlandske firmaer med

afdelinger

i Danmark på det pågældende tidspunkt. Under afvejningen fandt Udvalget, at

hensynet til information af offentligheden tilsagde, at der ikke kunne

foretages andet til sikring af anonymiteten end udeladelsen af firmaets

navn.”

Den 11. oktober 1999 fremkom

advokat H med følgende bemærkninger til Kulturværdiudvalgets brev af 9.

august

1999:

”

Det er en usand og urimelig

sagsfremstilling, når Udvalget anfører, at

ansøgeren

ikke levede op til lovens oplysnings- og dokumentationskrav i § 6, stk. 1

og, at

ansøgerne komplicerede sagen

gennem sin telefoniske indgriben i sagsbehandlingen den 24. juni.

Auktionsfirmaet (A)

fremsendte som foreskrevet foto af maleriet og efterlevede til fulde

dokumentationskravene i § 6 stk. 1 ved supplerende at foretage besigtigelse.

Auktionsfirmaet (A) har på alle måder medvirket til at oplyse maleriets rette

værdi – således som denne er blevet bekræftet af de sagkyndige, som

Udvalget

selv rettede henvendelse til.

Det er derfor usandt, at

auktionsfirmaet (A) har kompliceret sagsbehandlingen – endsige har

forsinket

denne. Det skal herved påpeges, at Udvalget har pligt til selv at undersøge

markedsværdien, hvis udførselstilladelse afslås, jf. § 11.

Udvalget tog først initiativ

til at kontakte sagkyndige den 3. juli 1997.

Når Udvalget anfører (side 5

f.o.), at det måtte skærpe Udvalgets skepsis, fordi auktionsfirmaet (A) den

24.

juni fordoblede sin prisvurdering, og fordi Udvalget havde indtryk af, at

mine

klienter havde kendskab til auktionsfirmaet (B)’s vurdering,

argumenteres der

på et niveau, som må give anledning til dyb bekymring vedrørende Udvalgets

forvaltningskompetence.

For det første fremgår det

som ovenfor anført, at Udvalget først den 3. juli rettede henvendelse til

auktionsfirmaet (B), hvorfor auktionsfirmaet (A)’s egen ekspert –

(A-1) –

selvsagt var uden kendskab til auktionsfirmaet (B)’s opfattelse.

Men uanset om dette måtte

være tilfældet, er det udtryk for en absurd tankegang, at det giver anledning

til skepsis, at auktionsfirmaet (A)’s opvurdering er på linje med den

vurdering, som auktionsfirmaet (B) senere er fremkommet med.

Enhver normalt tænkende

forvaltningsmyndighed ville heraf slutte, at auktionsformaet (A)’s

opvurdering

er velbegrundet og korrekt.

At Udvalget herudover vælger

at se bort fra, at auktionsfirmaet (A)’s og auktionsfirmaet (B)’s

vurderinger

er på linje med den vurdering, som auktionsfirmaet (C) har meddelt ejerne,

understreger elementet af magtfordrejning.

Det bemærkes herved, at

Udvalget undlader at besvare Ombudsmandens spørgsmål vedrørende (C-1)’s

konkrete inhabilitet.

Det er dybt betænkeligt, at

Udvalget tilsyneladende ikke kan få øje på, at (C-1) er inhabil og uegnet som

vurderingsmand i sagen, når han fremkommer med en udtalelse, som

umiskendeligt

anbefaler et salg i Danmark.

---

Endelig har jeg med hensyn

til Udvalgets besvarelse af de af Ombudsmanden rejste spørgsmål vedrørende

hjemmel til at udtale kritik over for auktionsfirmaet (A) bemærket, at

Udvalget

(side 6 f.n.) henviser til, at baggrunden er auktionsfirmaet (A)’s klage

–

eller som det anføres:

misvisende

påstande.

(Auktionsfirmaet (A)’s skrivelse af 18. september 1997 – bilag

2).

Det bestrides ganske, at

auktionsfirmaet (A)’s klage bygger på misvisende påstande, hvilket

spørgsmål jo

i øvrigt netop er genstand for Ombudsmandens bedømmelse af denne sag.

Men uanset om

auktionsfirmaet (A) kan få medhold i klagen, er det forvaltningsretligt helt

og

aldeles uacceptabelt om selve det forhold, at der indgives klage over en

forvaltningsmyndighed, skal udsætte klageren for kritik – det være sig i

indbyrdes korrespondance eller i offentlige beretninger.

”

Kulturværdiudvalget meddelte

mig i brev af 3. november 1999 at udvalget ikke havde yderligere bemærkninger

til sagen.

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

Den 11. maj 2000 gav jeg i en redegørelse udtryk for min foreløbige

retsopfattelse. Jeg skrev bl.a.:

”Jeg har ved min gennemgang af sagen koncentreret min undersøgelse om 1)

retsgrundlaget for at nedlægge forbud mod udførslen af maleriet og 2) visse

dele af Kulturværdiudvalgets sagsbehandling.

1. Retsgrundlaget

Kulturværdiudvalgets afgørelse baserer sig på lov om sikring af kulturværdier

i Danmark (lov nr. 332 af 4. juni 1986) og bekendtgørelsen om sikring af

kulturværdier i Danmark (bek. nr. 404 af 11. juni 1987).

Af loven fremgår bl.a. følgende:

’§ 1.

Lovens formål er at sikre den danske kulturarv gennem

bevaring at kulturværdier i Danmark.

§ 2.

Loven omfatter følgende kulturværdier, der ikke er i

offentligt eje:

...

2) kulturgenstande, som har

en værdi på 100.000 kr. eller derover, og som er ældre end 100 år.

...

§ 3.

Genstande, der er omfattet af loven, må ikke udføres til

udlandet eller til Færøerne og Grønland uden særlig tilladelse.

...

§ 5.

Udførselstilladelse meddeles af Kulturværdiudvalget, der

består af rigsantikvaren, rigsarkivaren, direktøren for Statens Museum for

Kunst, overbibliotekaren ved Det kongelige Bibliotek samt formanden for

Statens

Museumsnævn. Udvalget vælger blandt medlemmerne en formand og en næstformand.

Stk. 2. ...

§ 6.

En ansøgning om udførselstilladelse skal indeholde en udførlig

beskrivelse af genstanden og dens oprindelse samt ledsages af en

værdiansættelse og af et fotografi af genstanden i 2 eksemplarer. Det

sidstnævnte gælder dog ikke, hvis ansøgningen vedrører bøger, arkivalier og

lignende. Genstanden skal efter anmodning kunne besigtiges.

Stk. 2.

Såfremt afgørelsen ikke er meddelt senest 3 måneder efter

modtagelsen af en ansøgning som nævnt i stk. 1, betragtes udførselstilladelse

som givet. Kulturværdiudvalget udsteder en erklæring herom.

Stk. 3.

Stk. 2 finder ikke anvendelse, hvis en anmodning om adgang

til at besigtige genstanden ikke er imødekommet.

...

§ 11.

Hvis en ansøgning om udførselstilladelse afslås, fremsætter

Kulturværdiudvalget et tilbud om erhvervelse af genstanden til en pris, der

kan

opnås ved salg i det frie marked.

Stk. 2.

Genstandens værdi fastsættes efter råd fra særligt sagkyndige.

...’

Bemærkningerne i lovforslaget til § 6 har følgende ordlyd, jf.

Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 4221 og 4222:

’Til § 6

Det er vigtigt, at

ansøgninger om udførselstilladelse kan behandles hurtigt. En hurtig

behandling

vil bl.a. kunne fremmes gennem de oplysninger, der ledsager ansøgningen, og

man

har derfor fundet det hensigtsmæssigt specielt at stille krav om, at

ansøgningen skal være ledsaget af en værdiansættelse samt fotografi af

genstanden.

Til stk. 2

Det vil blive tilstræbt, at

behandlingen af ansøgninger om udførselstilladelser gennemføres som

hastesager,

og at der således senest 1 måned efter modtagelsen af en ansøgning om

udførselstilladelse foreligger et svar enten i form af en tilladelse eller,

hvis sagen ikke kan afgøres inden dette tidspunkt, oplysning om, hvornår den

endelige afgørelse forventes at foreligge. For yderligere at sikre ansøgeren

foreslås en regel om, at ansøgningen kan betragtes som imødekommet, såfremt

afgørelsen ikke er meddelt senest 3 måneder efter modtagelsen af ansøgningen.

Det foreslås endvidere, at udvalget i disse tilfælde efter anmodning [I

lovforslagets § 6, stk. 2, 2. pkt., skulle Kulturværdiudvalget ’efter

anmodning’ udstede en erklæring om at udførselstilladelsen kunne

betragtes som

givet; min bemærkning] udsteder en erklæring om, at udførsel er i

overensstemmelse med lovens bestemmelser.’

Kulturudvalget afgav en

betænkning den 7. maj 1986 i forbindelse med behandlingen af lovforslaget.

Udvalget stillede forslag om ændring af bl.a. § 6, stk. 2, således at ordene

’efter anmodning’ udgik. I bemærkningerne til ændringsforslaget

– som blev

vedtaget af Folketinget – skrev udvalget bl.a. følgende:

’Ændringsforslaget tilsigter

at lette toldvæsenets kontrol i de tilfælde, hvor udførselstilladelse

betragtes

som givet på grund af udløbet af den særlige 3 måneders frist i § 6, stk. 2.

Toldvæsenets kontrol er

hovedsagelig baseret på dokumenter, og det foreslås derfor, at der i alle

tilfælde, hvor udførselstilladelse følger af § 6, stk. 2, udstedes en

erklæring

herom og ikke kun efter anmodning.’

§ 7 i bekendtgørelse nr. 404

af 6. juni 1986 om sikring af kulturværdier i Danmark har følgende ordlyd:

’§ 7.

Behandlingen af en ansøgning om udførselstilladelse

gennemføres normalt inden for 1 måned. Hvis behandlingen af en ansøgning af

særlige grunde ikke kan afsluttes inden for dette tidsrum, giver udvalget

ansøgeren meddelelse herom og om det tidspunkt, hvor afgørelsen kan forventes

at foreligge.

Stk. 2.

Er afgørelse ikke truffet senest 3 måneder efter udvalgets

modtagelse af ansøgningen, udsteder udvalget en erklæring om, at

udførselstilladelse er at betragte som givet i medfør af lovens § 6, stk.

2.’

Betænkning fra udvalget om beskyttelse af

kulturværdier i Danmark, betænkning nr. 1040, 1985, indeholder bl.a. følgende

bemærkninger om 3-måneders-fristen, side 106f:

’Det foreslås, at der

fastsættes en frist på 3 måneder til behandling af udførselsansøgninger.

Hensynet til ejere af kulturgenstande tilsiger en forholdsvis begrænset

frist.

På den anden side er det nødvendigt, at der gives ministeren og de særligt

sagkyndige, hvis råd skal indhentes, den fornødne tid til vurdering af disse

kulturgenstande. I en sådan vurdering indgår såvel spørgsmålet, om de

opstillede beskyttelseskriterier kan anses for opfyldt, som genstandens

økonomiske værdi. Endvidere må myndighederne have en respit for at få

afklaret,

om det er muligt at skaffe de nødvendige midler til gennemførelse af en

erhvervelse, og dette vil specielt gælde ved meget kostbare erhvervelser, der

derfor må søges gennemført ved hjælp af både statslige bevillinger og

fondsstøtte.

På denne baggrund forekommer

det rimeligt at fastsætte en frist på højst 3 måneder fra

udførselsansøgningens

indsendelse til ministerens afgørelse foreligger, enten i form af en

udførselstilladelse eller som et tilbud om erhvervelse af genstanden til

markedspris.’

Som det fremgår af loven,

forarbejderne og bekendtgørelsen, betragtes udførselstilladelse som givet

hvis

afgørelsen ikke er meddelt senest 3 måneder efter modtagelsen af en

ansøgning.

Denne 3-måneders-frist er efter lovtekstens og bekendtgørelsens ordlyd

utvetydig og absolut.

§ 6, stk. 3, i loven

indeholder en undtagelse fra § 6, stk. 2, hvorefter der kan ses bort fra

3-måneders-fristen. Det drejer sig om de tilfælde hvor Kulturværdiudvalget

har

anmodet om adgang til at besigtige genstanden og ejeren ikke har imødekommet

denne anmodning.

Loven indeholder ikke andre

undtagelser fra § 6, stk. 2.

Bortset fra

undtagelsesbestemmelsen i lovens § 6, stk. 3, er der således hverken i

lovteksten, i forarbejderne til loven eller i bekendtgørelsen støtte for at

antage at fristen kan forlænges. Tværtimod fremgår det udtrykkeligt af

bemærkningerne til § 6, stk. 2, at ansøgninger om udførselstilladelser skal

behandles som hastesager. Det fremgår endvidere af bemærkningerne at det vil

blive tilstræbt at der senest 1 måned efter modtagelsen af en ansøgning om

udførselstilladelse

foreligger et svar – enten i form af en tilladelse eller i form af en

oplysning

om hvornår den endelige afgørelse forventes at foreligge. Bemærkningerne til

lovbestemmelsen præciserer umiddelbart herefter at ansøgningen – for

yderligere

at sikre ansøgeren – kan betragtes som imødekommet hvis afgørelsen ikke

er

meddelt senest 3 måneder efter modtagelsen af ansøgningen. § 7, stk. 1, i

bekendtgørelsen foreskriver at behandlingen af en ansøgning om

udførselstilladelse normalt gennemføres inden for 1 måned. Hvis behandlingen

af

særlige grunde ikke kan afsluttes inden for 1 måned, giver udvalget ansøgeren

meddelelse herom og om det tidspunkt hvor afgørelsen kan forventes at

foreligge. Efter § 7, stk. 2, i bekendtgørelsen udsteder udvalget en

erklæring

om at udførselstilladelse er at betragte som givet hvis der ikke er truffet

afgørelse senest 3 måneder efter udvalgets modtagelse af ansøgningen.

Jeg må derfor forstå

reglerne om behandlingen af ansøgninger om udførselstilladelser sådan at

Kulturværdiudvalget normalt skal træffe afgørelse senest 1 måned efter

modtagelsen af ansøgningen. Hvis dette – af særlige grunde – ikke

kan lade sig

gøre, skal Kulturværdiudvalget give ansøgeren meddelelse herom og oplyse om

hvornår den endelige afgørelse – som

ikke

må strække sig ud over en samlet sagsbehandlingstid på 3 måneder –

forventes at

foreligge. Jf. også Lars M. Banke, Beskyttelse af kulturværdier i Danmark,

Fortid og Nutid, oktober 1996, s. 187.

Der er ikke hjemmel for

Kulturværdiudvalget til at overskride 3-måneders-fristen i § 6, stk. 2, ved

inden for fristen at give ansøgeren meddelelse om at afgørelsen først kan

forventes at foreligge efter udløbet af fristen.

3-måneders-fristen kan således ikke forlænges

af udvalget i andre tilfælde end sådanne hvor ejeren ikke har imødekommet en

anmodning om besigtigelse af genstanden.

I den konkrete sag blev

auktionsfirmaet (A)’s ansøgning om udførselstilladelse modtaget i

Kulturværdiudvalget den 29. maj 1997. 3-måneders-fristen i lovens § 6, stk.

2,

udløb således den 29. august 1997. Kulturværdiudvalget meddelte først

udførselsforbudet den 5. september 1997. På dette tidspunkt var

3-måneders-fristen i § 6, stk. 2, således forløbet, og jeg må lægge til grund

at der ikke forelå en situation som nævnt i lovens § 6, stk. 3.

Kulturværdiudvalget har i

udtalelsen af 9. august 1999 til mig begrundet overskridelsen af

3-måneders-fristen med at 1) ansøgeren ikke levede op til lovens oplysnings-

og

dokumentationskrav i § 6, stk.1; 2) at ansøgeren komplicerede sagen gennem

sin

telefoniske indgriben i sagsbehandlingen den 24. juni 1997; 3) at sagen

skulle

behandles hen over en sommerferie (den sidste udtalelse fra udvalgets

vurderingsmænd forelå først den 20. august 1997) og 4) sekretariatet skulle

have tid til at ekspedere beslutningen som blev truffet på et ekstraordinært

møde afholdt den 27. august 1997.

Der er som nævnt ingen støtte i loven,

forarbejderne eller bekendtgørelsen for at tillægge nogen af disse forhold

betydning for beregningen af 3-måneders-fristen. Jeg har i øvrigt ikke

grundlag

for at tilslutte mig udvalgets bemærkninger i udtalelsen af 9. august 1999 om

at auktionsfirmaet (A) ’ikke levede op til lovens oplysnings- og

dokumentationskrav i § 6, stk. 1,’ og at auktionsfirmaet (A)

’komplicerede

sagen gennem sin telefoniske indgriben i sagsbehandlingen’.

Auktionsfirmaet (A)

gjorde 3-4 uger efter ansøgningens indlevering udvalget opmærksom på at man

havde foretaget en fornyet vurdering af maleriet således at dets anslåede

værdi

efter firmaets opfattelse nu lå mellem 400.000 og 600.000 kr. Hvis udvalget

var

af den opfattelse at den oprindelige ansøgning ikke indeholdt tilstrækkelige

oplysninger, kunne udvalget efter modtagelsen af ansøgningen have bedt

auktionsfirmaet (A) om at præcisere denne eller fremkomme med yderligere

dokumentation. Det har udvalget ikke gjort.

Jeg henviser i øvrigt til

det jeg har anført side 26 om udvalgets sprogbrug.

3-måneders-fristen kunne

heller ikke forlænges som følge af at Kulturværdiudvalgets sekretær den 25.

august 1997 telefonisk meddelte auktionsfirmaet (A) at firmaet ville modtage

afgørelsen i den efterfølgende uge.

Auktionsfirmaet (A) kunne

altså den 30. august 1997 betragte udførselstilladelse som givet, jf. § 6,

stk.

2, i lov om sikring af kulturværdier i Danmark.

På denne baggrund er det min

foreløbige opfattelse at udvalget ikke havde hjemmel til den 5. september

1997

at meddele udførselsforbudet. 3-måneders-fristen i lovens § 6, stk. 2, var på

dette tidspunkt overskredet.

2. Kulturværdiudvalgets sagsbehandling

Da det er min foreløbige

opfattelse at der ikke var hjemmel til at nedlægge forbud mod udførsel af

maleriet, falder en række af de spørgsmål jeg har stillet Kulturværdiudvalget

i

mit brev af 21. maj 1999, bort.

Jeg har på denne baggrund –

og i lyset af udvalgets oplysninger i udtalelsen af 9. august 1999 –

besluttet

alene at foretage en nærmere undersøgelse af udvalgte spørgsmål som sagen

rejser. De øvrige spørgsmål har jeg således ikke taget stilling til.

Jeg henviser til § 16, stk.

1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand hvorefter

ombudsmanden afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til

undersøgelse.

a) Spørgsmålet om udførselsforbudet er en afgørelse i

forvaltningslovens forstand og om auktionsfirmaet (A)’s partsstatus

Udstedelsen af forbudet mod

udførsel af det pågældende maleri er en ensidigt udfærdiget forvaltningsakt

som

er rettet mod auktionsfirmaet (A)’s (klienter), og som markerer en

afslutning

på udvalgets behandling af auktionsfirmaet (A)’s ansøgning.

Jeg er derfor enig med udvalget

i at forbudet – meddelt auktionsfirmaet (A) ved brevet af 5. september

1997 –

er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Dette gælder efter min

opfattelse både selve udførselsforbudet og også fastsættelsen af den pris som

udvalget jf. lovens § 11 tilbød at erhverve genstanden for.

Der er endvidere heller

ingen tvivl om at auktionsfirmaet (A)’s (klienter) – som ansøger

– er part i

den konkrete sag.

b) Kulturværdiudvalgets begrundelse

Kulturværdiudvalget har i

udtalelsen af 9. august 1999 erkendt at begrundelsen for at udstede forbud

mod

udførsel af maleriet ’ikke figurerer direkte i brevet’. Udvalget

har oplyst at

man normalt følger den praksis at der udarbejdes et sammenfattende notat med

henblik på offentliggørelse i årsberetningen. I dette notat uddybes

begrundelsen for udvalgets afgørelse.

Under hensyn til at det er

min foreløbige opfattelse at der ikke er hjemmel i loven om sikring af

kulturværdier i Danmark til at nedlægge udførselsforbud i den konkrete sag,

og

til at udvalget har oplyst at det vil overveje om den beskrevne praksis

vedrørende begrundelser for udvalgets afgørelser bør ændres, har jeg

besluttet

ikke at foretage en nærmere undersøgelse af udvalgets begrundelse for

afgørelsen af 5. september 1997. Jeg vil dog bede Kulturværdiudvalget om

underretning om resultatet af udvalgets overvejelser om en ændring af

begrundelsespraksis i disse sager.

c) Partshøring

Reglerne om hvornår en

myndighed har pligt til at partshøre, dvs. give parten lejlighed til at

fremkomme med sine bemærkninger inden der træffes afgørelse, findes i

forvaltningslovens § 19. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

’§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme

med

en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Myndigheden

kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens

beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det

foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt

frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,

findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser,

der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i

kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt

kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af

oplysningerne

for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer

parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte

afgørelse

og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.’

En myndighed har pligt til

at partshøre hvis myndigheden i en afgørelsessag er i besiddelse af

oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder der er til ugunst for parten, og

som

er af væsentlig betydning for sagen. Bestemmelsen forudsætter at parten ikke

antages at være bekendt med at myndigheden er i besiddelse af de pågældende

faktiske oplysninger, jf. § 19, stk. 1. § 19, stk. 2, indeholder en opregning

af undtagelsestilfælde hvor der ikke er pligt til at partshøre. Det drejer

sig

f.eks. om situationer hvor udsættelse vil medføre overskridelse af en

lovbestemt frist for sagens afgørelse (§ 19, stk. 2, nr. 2).

Forvaltningsmyndigheden har

ansvaret for at sagen oplyses i et tilstrækkeligt omfang, og

partshøringsreglerne

skal bl.a. sikre at parten får lejlighed til at kontrollere

beslutningsgrundlaget inden afgørelse træffes. Eventuelle fejl i

beslutningsgrundlaget kan påpeges af parten ligesom denne også på anden måde

får mulighed for at tilføje sagen sine synspunkter. Hensigten med

partshøringsreglerne er bl.a. at styrke tilliden til forvaltningen og undgå

at

borgeren får oplevelsen af at der bliver truffet afgørelse bag ryggen på

vedkommende.

Kulturværdiudvalget er

nedsat i henhold til § 5 i lov om sikring af kulturværdier i Danmark.

Udvalget

er således en selvstændig myndighed uafhængig af de myndigheder som

medlemmerne

i det daglige leder.

Kulturværdiudvalget har i

udtalelsen af 9. august 1999 oplyst at man over årene løbende har indhentet

tilkendegivelser, argumenter og vurderinger fra sagkyndige i de institutioner

medlemmerne leder, og i nærmere angivne netværksinstitutioner. Man har i

udvalget hidtil antaget at forvaltningslovens bestemmelser om partshøring

ikke

gælder for sådanne tilkendegivelser. Udvalget har henvist til bemærkningerne

til kapitel 3 i lovforslaget som har følgende ordlyd:

’Det er kulturministeriets

opfattelse, at beskyttelsesordningen bør tilrettelægges som en administrativ

enkel ordning uden opbygning af nye administrative organer og omfattende

kontrolforanstaltninger. Derfor foreslås ordningen – i hvert fald indtil

der

foreligger et erfaringsgrundlag – administreret ved hjælp af de

bestående

sagkyndige institutioner og organer inden for dette område. Endvidere

påregnes

et nært og praktisk tilrettelagt samarbejde med toldmyndighederne inden for

de

nuværende økonomiske og personalemæssige ressourcer.’

Disse bemærkninger om

tilrettelæggelsen af administrationen af lov om sikring af kulturværdier i

Danmark kan efter min opfattelse på ingen måde føre til at der i forbindelse

med behandlingen af sager der er omfattet af loven, kan ses bort fra

partshøringsreglerne i forvaltningsloven.

Kulturværdiudvalget

indhentede som led i behandlingen af sagen vurderinger af henholdsvis 8. juli

og 20. august 1997 om maleriets værdi fra auktionsfirmaet (B) og

auktionsfirmaet (C). Derudover foreligger der et brev af 6. juni 1997 fra

museumsinspektør (D) som efter at have drøftet sagen med museumsinspektør (E)

indstillede til Kulturværdiudvalget at der skulle nedlægges forbud mod

udførsel

af maleriet. Jeg har forstået udvalget sådan at hverken (D) eller (E) er

eller

har været medlemmer af Kulturværdiudvalget eller på anden måde

ansættelsesretligt tilknyttet udvalget.

Udvalget har ikke partshørt

auktionsfirmaet (A) over nogen af disse vurderinger. Vurderingen fra

auktionsfirmaet (C) var vedlagt udvalgets afgørelse af 5. september 1997, men

udvalget oplyste ikke auktionsfirmaet (A) hverken om vurderingen fra

auktionsfirmaet (B) eller indstillingen fra museumsinspektør (D).

Partshøringspligten i

forvaltningslovens § 19, stk. 1, omfatter ’oplysninger vedrørende sagens

faktiske omstændigheder’. Det antages at udtalelser fra sagkyndige der

har

afgivet en videnskabelig/teknisk vurdering af et forhold som skal indgå i

grundlaget for myndighedens afgørelse, er omfattet af betegnelsen

’oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder’ og derfor omfattet af

partshøringspligten, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer,

1999,

s. 375. Se også Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 341.

§ 19, stk. 1, i

forvaltningsloven stiller ligeledes krav om at oplysningerne skal være

’til

ugunst’ for parten. Oplysningerne er til ugunst for parten hvis de kan

føre til

en bebyrdende forvaltningsakt for den pågældende part. Hvis det som følge af

afgørelsens karakter ikke er muligt at afgøre om en oplysning er til ugunst

for

parten, er der altid pligt til at foretage partshøring, jf. John Vogter,

Forvaltningsloven med kommentarer, 1999, s. 377. John Vogter skriver

endvidere

at der under alle omstændigheder bør foretages partshøring hvis der

fremkommer

nye oplysninger og det i det konkrete tilfælde med rimelighed kan antages at

oplysningerne kan suppleres eller korrigeres af parten således at de bliver

til

fordel for parten (s. 379). Se endvidere bemærkningerne til § 19, stk. 1, i

forslag til forvaltningslov, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte

152f., Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 4.

udgave, ved Jens Garde og Karsten Revsbech, 1995, s. 168f, og Jon Andersen

mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 342f.

Endelig kræver § 19, stk. 1,

i forvaltningsloven at parten ikke kan antages at være bekendt med at

myndigheden er i besiddelse af oplysningerne, og at oplysningerne er af

væsentlig

betydning for sagens afgørelse.

Indstillingen fra museumsinspektør (D)

Uanset anvendelsen af ordet

’indstilling’ i (D)’s brev af 6. juli 1997 er det min

opfattelse at der er tale

om en i forhold til Kulturværdiudvalget ekstern fagkyndig vurdering på lige

fod

med vurderingerne fra auktionsfirmaet (B) og auktionsfirmaet (C).

Det er min opfattelse at

vurderingen fra museumsinspektør (D) klart er omfattet af partshøringspligten

i

§ 19, stk. 1. Der er tale om en fagkyndig vurdering afgivet af en person uden

for udvalget. Oplysningerne i vurderingen må anses for ugunstige for

auktionsfirmaet (A), af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og

auktionsfirmaet (A) kunne ikke antages at være bekendt med at udvalget var i

besiddelse dem.

Kulturværdiudvalget burde

således have partshørt auktionsfirmaet (A) over (D)’s vurdering.

Vurderingen fra auktionsfirmaet (B)

Også vurderingen fra

auktionsfirmaet (B) er efter min opfattelse omfattet af partshøringspligten i

§

19, stk. 1, i forvaltningsloven. Dette gælder uanset at auktionsfirmaet (B) i

sin vurdering anslog maleriets værdi til 600.000 kr. – svarende til den

maksimale cirkaværdi som auktionsfirmaet (A) efter at have korrigeret

ansøgningen den 24. juni 1997 anslog billedet til at have. Auktionsfirmaet

(B)’s vurdering udgør en ny oplysning i sagen som auktionsfirmaet (A)

klart må

antages at kunne have fordel af at supplere. I forvaltningslovens § 19, stk.

1’s, forstand er oplysningen således ’til ugunst’ for

auktionsfirmaet (A). De

øvrige betingelser i § 19, stk. 1, er tillige opfyldt for så vidt angår

auktionsfirmaet (B)’s vurdering.

Derfor burde

Kulturværdiudvalget også have partshørt auktionsfirmaet (A) over

auktionsfirmaet (B)’s vurdering.

I mit brev af 21. maj 1999

til Kulturværdiudvalget bad jeg bl.a. udvalget om at forklare hvad udvalget

mener med: ’Det er sælgers auktionsfirma helt uvedkommende, at Udvalget

har

valgt at se bort fra auktionsfirmaet (B)’s vurdering. Det forhold, at De

uden

om Udvalget har kendskab til denne, understreger i sig selv denne afgørelses

rigtighed Dette behøver vist ikke blive uddybet.’

Jeg har forstået udvalgets

forklaring i udtalelsen af 9. august 1999 sådan at udvalgets skepsis over for

auktionsfirmaet (A) blev skærpet fordi auktionsfirmaet (A) midt under

sagsbehandlingen fordoblede sin prisvurdering uden at være orienteret af

udvalget om auktionsfirmaet (B)’s vurdering.

I lyset af at udvalget havde

pligt til at partshøre auktionsfirmaet (A) over auktionsfirmaet (B)’s

vurdering, står jeg uforstående over for udvalgets reaktion på at

auktionsfirmaet (A) uden om udvalget havde fået kendskab til auktionsfirmaet

(B)’s vurdering. Hertil kommer at auktionsfirmaet (B)’s vurdering

forelå efter

at auktionsfirmaet (A) havde forhøjet sin vurdering.

Jeg henviser i øvrigt til

det jeg har anført side 26 om udvalgets sprogbrug.

Vurderingen fra auktionsfirmaet (C)

Det er relevant at overveje

spørgsmålet om § 19, stk. 2, nr. 2, finder anvendelse for så vidt angår

auktionsfirmaet (C)’s vurdering som udvalget først modtog den 21. august

1997 –

8 dage før udløbet af den lovbestemte frist i § 6, stk. 2, i lov om sikring

af

kulturværdier i Danmark.

Efter § 19, stk. 2, nr. 2,

kan partshøring udelades hvis udsættelse vil medføre overskridelse af en

lovbestemt frist. Partshøring kan kun undlades hvis fristoverskridelsen

skyldes

partshøringskravet. Partshøring kan imidlertid hyppigt gennemføres meget

hurtigt, f.eks. gennem en telefonopringning, og i så fald kan bestemmelsen

ikke

påberåbes. Skyldes fristoverskridelsen myndighedens forhaling af sagen med

henblik

på at undgå partshøring, kan partshøring i sagens natur ikke undlades. § 19,

stk. 2, nr. 2, har således en begrænset betydning i praksis, jf. Jon Andersen

mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 344f.

I den konkrete sag mener jeg

ikke der havde været noget til hinder for at Kulturværdiudvalget havde sendt

udtalelsen til partshøring umiddelbart efter modtagelsen heraf. Udvalget

havde

hjemmel i § 19, stk. 1, i forvaltningsloven til – under hensyn til

3-måneders-fristen – at fastsætte en meget kort frist for afgivelsen af

udtalelsen fra auktionsfirmaet (A).

Det er således min

opfattelse at § 19, stk. 2, nr. 2, ikke finder anvendelse for så vidt angår

vurderingen fra auktionsfirmaet (C). Vurderingen opfylder i øvrigt

betingelserne i § 19, stk. 1, og Kulturværdiudvalget burde have partshørt

auktionsfirmaet A over denne også.

Tilkendegivelsen fra museumsinspektør (E)

Udvalget har i udtalelsen af

9. august 1999 oplyst at det ikke sjældent sker at enkelte udvalgsmedlemmer

drøfter kulturværdispørgsmål med kolleger i og uden for de institutioner som

udvalgets medlemmer leder. Udvalget har ikke hidtil fundet anledning til at

overveje om referater af de tilkendegivelser der således måtte fremkomme,

kræver partshøringer.

En myndighed der modtager

mundtlige oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder mv. der er

af

betydning for sagens afgørelse, skal gøre notat om indholdet af

oplysningerne.

Dette følger af § 6 i offentlighedsloven, og lovens krav vedrører sager hvor

der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.

Notatpligten efter

bestemmelsen gælder således for den myndighed der træffer afgørelsen. Hvis

betingelserne i § 19 i øvrigt er til stede, skal der også partshøres over

sådanne mundtligt modtagne oplysninger.

Som nævnt fremgår det af

Kulturværdiudvalgets udtalelse af 9. august 1999 til mig at udvalget ikke

hidtil har fundet anledning til at overveje om referater af de nævnte

tilkendegivelser kræver partshøring. Jeg vil derfor henlede

Kulturværdiudvalgets opmærksomhed på reglen om notatpligt i § 6 i

offentlighedsloven sammenholdt med bestemmelsen om partshøring i § 19 i

forvaltningsloven.

Udvalget har meddelt mig at

der på museum (J) foreligger et telefonnotat om samtalen mellem (D) og (E).

Udvalget har ikke vedlagt en kopi af notatet blandt de sagsakter jeg har

modtaget, og jeg går ud fra at notatet ikke er journaliseret på

Kulturværdiudvalgets sag. Jeg er ikke på det foreliggende grundlag klar over

om

(E)’s tilkendegivelse har haft betydning for Kulturværdiudvalgets

vurdering af

sagen.

Jeg har på denne baggrund

ikke mulighed for at vurdere i hvilket omfang oplysningerne fra (E) burde

være

indgået i den konkrete sag i Kulturværdiudvalget, og om auktionsfirmaet (A)

skulle have været partshørt over oplysningerne i telefonnotatet.

Under hensyn til min generelle

tilkendegivelse ovenfor foretager jeg mig dog ikke mere i anledning af dette

spørgsmål.

d) Kulturværdiudvalgets sprogbrug

Kulturværdiudvalget har i

udtalelsen af 9. august 1999 for så vidt angår brevet af 24. oktober 1997,

erkendt at det havde været i bedre overensstemmelse med god forvaltningsskik

og

hensynsfuld borgerbehanding ’om tilbagevisningens umiskendelighed her og

der

havde fundet mindre prægnante udtryk’.

Jeg mener at tonen og

sprogbrugen i dele af udvalgets brev af 24. oktober 1997 er uforskammet,

nedladende og insinuerende. Endvidere er det min opfattelse at udtryk som

f.eks. ’Den 24. juni ringede De selv for at spørge til sagen, ihvorvel

det

måtte være indlysende, at sagen i henhold til normal sagsbehandling ikke

kunne

være afsluttet, ’, ’Hermed har De selv om nogen ’givet

anledning til tvivl’ om

værdifastsættelsen set med Udvalgets øjne, ’ og

’Kulturværdiudvalget finder det

meget beklageligt og med Deres egne ord beklemmende, at et velrenommeret

auktionsfirma som auktionsfirmaet (A) tør anklage Udvalget for

’tilsyneladende at forsøge at undgå at betale markedsprisen’ er

uacceptable.

Jeg mener desuden at

sprogbrugen i udvalgets udtalelser til mig af 15. september 1998 og 9. august

1999 visse steder på samme måde er uacceptabel. Jeg finder det således

beklageligt at Kulturværdiudvalget har anvendt udtryk som f.eks. ’at

ansøgeren

komplicerede sagen gennem sin telefoniske indgriben i sagsbehandlingen den

24.

juni’ og ’Det er sælgers auktionsfirma helt uvedkommende, at

udvalget har valgt

at se bort fra auktionsfirmaet (B)’s vurdering. Det forhold, at De uden

om

Udvalget har kendskab til denne, understreger i sig selv denne afgørelses

rigtighed Dette behøver vist ikke blive uddybet’. Jeg henviser i

øvrigt til

det jeg har anført ovenfor om disse udtryk.

Efter min opfattelse

overskrider Kulturværdiudvalgets sprogbrug over for auktionsfirmaet (A) på

mange punkter klart grænserne for god forvaltningsskik i henseende til den

måde

hvorpå en myndighed bør udtrykke sig over for borgerne.

e) Sammenfatning

Samlet er det min foreløbige

opfattelse at Kulturværdiudvalgets sagsbehandling har været meget

kritisabel.”

Ved brev af 29. maj 2000

meddelte Kulturværdiudvalget at udvalget ikke havde yderligere bemærkninger

til

redegørelsen, men at denne ville give anledning til overvejelser om hvordan

sagsbehandlingen kunne forbedres i fremtiden.

Kulturministeriet afgav i

brev af 28. juni 2000 følgende bemærkninger til redegørelsen:

”Ministeriet har noteret

sig, at Ombudsmanden finder:

At Kulturværdiudvalget ikke

havde hjemmel til den 5. september 1997 at meddele udførselsforbud, da

3-måneders-fristen i kulturværdilovens § 6, stk. 2 på dette tidspunkt var

overskredet.

At udvalgets sprogbrug i

flere situationer overskred grænserne for god forvaltningsskik.

At udvalget ikke fulgte

forvaltningslovens regler om partshøring i forbindelse med udtalelsen fra

museumsinspektør (D) af 6. juli 1997 samt vurderingerne fra auktionsfirmaet

(B)

og auktionsfirmaet (C).

Ministeriet skal under

henvisning til ovenstående bemærke:

Ministeriet kan tilslutte

sig, at Kulturværdiudvalget ikke havde hjemmel til at meddele

udførselsforbud,

da 3-måneders-fristen i kulturværdilovens § 6, stk. 2 var overskredet.

Ministeriet er enig i, at

udvalgets sprogbrug i flere situationer overskred grænserne for god

forvaltningsskik.

For så vidt angår

partshøring konstaterer ministeriet, at det må give anledning til

overvejelser,

hvorvidt en sagkyndig vurdering som udtalelsen fra (D) skulle have været

partshørt hos auktionsfirmaet (A). Det må efter ministeriets mening bero på

en

konkret vurdering, om en udtalelse af den pågældende karakter indeholder

sådanne oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, at den er omfattet af

forvaltningslovens § 19, stk. 1. Ministeriet er i den konkrete sag enig med

Ombudsmanden

i, at partshøring skulle have fundet sted.

Hvad angår vurderingen fra

auktionsfirmaet (B) finder ministeriet, at det giver anledning til tvivl, om

den foreliggende udtalelse kan antages at være til ugunst for auktionsfirmaet

(A) og dermed undergivet partshøring i henhold til forvaltningsloven.

Ministeriet er dog enig i, at udtalelsen skulle have været sendt til

auktionsfirmaet (A) som et naturligt led i god forvaltningsskik.

Ministeriet skal endelig,

som ansvarlig myndighed for de administrative forhold i forbindelse med

Kulturværdiudvalgets arbejde, tilføje, at man over for udvalget vil

indskærpe,

at udvalgets administration skal finde sted i overensstemmelse med gældende

regler og god forvaltningsskik.

Ministeriet vil i denne

forbindelse overveje mulighederne for en styrkelse af udvalgets

administrative

ressourcer.”

Ombudsmandens udtalelse

”Idet jeg i det hele henholder mig til den retsopfattelse som jeg gav

udtryk for i min foreløbige redegørelse af 11. maj 2000, skal jeg udtale

følgende:

”Det er min opfattelse at Kulturværdiudvalget ikke havde hjemmel til den

5. september 1997 at meddele udførselsforbudet idet 3-måneders-fristen i § 6,

stk. 2, i lov nr. 332 af 4. juni 1986 om sikring af kulturværdier i Danmark

på dette tidspunkt var overskredet.

Det er endvidere min opfattelse at Kulturværdiudvalgets sagsbehandling har

været meget kritisabel.

Jeg har gjort Kulturværdiudvalget og Kulturministeriet bekendt med min

opfattelse. Under hensyn til at det er oplyst at maleriet er solgt til anden

side, har jeg – da spørgsmålet om udførselstilladelse nu har mistet sin

aktualitet – ikke grundlag for at henstille til Kulturværdiudvalget at

genoptage sagens behandling.

Om de enkelte punkter

vedrørende Kulturværdiudvalgets sagsbehandling henviser jeg som nævnt til den

retsopfattelse som jeg gav udtryk for i min foreløbige redegørelse af 11. maj

2000. I den forbindelse skal jeg særligt udtale følgende:

Udtalelsen fra (D)

Kulturministeriet har over

for mig anført at det må give anledning til overvejelser hvorvidt en

sagkyndig

vurdering som udtalelsen fra (D) skulle have været sendt til partshøring hos

auktionsfirmaet (A). Det må efter ministeriets mening bero på en konkret

vurdering om en udtalelse af den pågældende karakter indeholder sådanne

oplysninger om sagens faktiske omstændigheder at den er omfattet af

forvaltningslovens § 19, stk. 1. Ministeriet mener dog at partshøring i den

konkrete sag burde have fundet sted.

En forvaltningsmyndighed bør

naturligvis når den overvejer om der skal ske partshøring efter

forvaltningslovens

§ 19, foretage en konkret vurdering af om lovens betingelser er opfyldt,

f.eks.

om den pågældende oplysning er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Da

Kulturministeriet er enig i min vurdering af partshøringsspørgsmålet i denne

sag,

foretager jeg ikke videre vedrørende dette spørgsmål.

Udtalelsen fra auktionsfirmaet (B)

Kulturministeriet har

endvidere over for mig anført at det må give anledning til tvivl om

vurderingen

fra auktionsfirmaet (B) kan antages at være til ugunst for auktionsfirmaet

(A)

og dermed undergivet egentlig partshøringspligt efter forvaltningslovens §

19.

Ministeriet er dog enig i at der burde være partshørt over udtalelsen, men

henviser til at dette burde være sket efter god forvaltningsskik.

Jeg er enig med Kulturministeriet

i at det afgørende for en eventuel partshøringspligt efter forvaltningslovens

§

19, stk. 1, er om man kan karakterisere auktionsfirmaet (B)’s vurdering

på

600.000 kr. som værende til ugunst for auktionsfirmaet (A). Dette må ses i

lyset af at auktionsfirmaet selv havde anslået værdien til at være mellem

400.000 kr. og 600.000 kr. Jeg har forstået Kulturministeriet sådan at det er

ministeriets opfattelse at en vurdering der er på niveau med

– eller over – den værdi ansøgeren selv har

skønnet, ikke kan være til ugunst for ansøgeren, og at Kulturværdiudvalget

derfor heller ikke efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, har pligt til at

gøre

ansøgeren bekendt med en sådan vurdering eller høre ansøgeren over

oplysningerne i denne.

Jeg må imidlertid fastholde

at pligten til at partshøre over auktionsfirmaet (B)’s vurdering følger

direkte

af forvaltningslovens § 19, og jeg har gjort Kulturministeriet og

Kulturværdiudvalget bekendt med min opfattelse.

Ved min vurdering heraf har

jeg bl.a. lagt vægt på at det følger af lov om sikring af kulturværdier i

Danmark at retsvirkningerne af et afslag på udførselstilladelse er at

Kulturværdiudvalget skal fremsætte et tilbud om erhvervelse af genstanden til

en pris der kan opnås ved salg på det frie marked. Det følger af

officialprincippet (undersøgelsesprincippet) at udvalget skal træffe en

materielt rigtig afgørelse vedrørende værdiansættelsen af genstanden. Dette

gælder som udgangspunkt uanset hvilken værdiansættelse af genstanden

ansøgningen efter lovens § 6 er ledsaget af. Værdiansættelsen i ansøgningen

kan

således efter min opfattelse ikke i almindelighed tages som udtryk for at

Kulturværdiudvalget kan gå ud fra at alle oplysninger der peger i retning af

en

værdi svarende hertil (eller højere), ikke er til ugunst for ansøgeren. I

lyset

af at det er udvalgets opgave at finde den materielt rigtige pris for

genstanden, vil enhver indhentet fagkyndig vurdering i § 19’s forstand

principielt være ’til ugunst’ for parten. Hertil kommer at man ikke

kan afvise

at oplysningen om auktionsfirmaet (B)’s vurdering kunne kommenteres

eller

suppleres af auktionsfirmaet (A) således at oplysningerne blev til fordel for

auktionsfirmaet. I øvrigt henviser jeg til min udførlige gennemgang af

partshøringspligten i henhold til forvaltningslovens § 19 på s. ( ), særligt

det jeg har anført på s. ( ).

Jeg har bedt

Kulturværdiudvalget om at underrette mig om resultatet af dets overvejelser

om

en ændring af begrundelsespraksis, jf. s. ( ), samt underrette mig om

resultatet om udvalgets overvejelser om hvordan sagsbehandlingen vil kunne

forbedres i fremtiden. Jeg henviser til udvalgets bemærkninger herom i brevet

af 29. maj 2000.

Herudover har jeg henledt

Kulturværdiudvalgets opmærksomhed på reglen om notatpligt i § 6 i

offentlighedsloven sammenholdt med partshøringsreglen i § 19 i

forvaltningsloven, jf. s. ( ).

Jeg bemærker at jeg ved min

behandling af sagen ikke har taget stilling til spørgsmålet om der eventuelt

kan pålægges udvalget et erstatningsansvar i sagen.”

Ved brev af 24. november 2000

oplyste Kulturministeriet at ministeriet i anledning af min udtalelse af 16.

august 2000 havde gennemført drøftelser af de rejste spørgsmål med

Kulturværdiudvalget. Ministeriet meddelte endvidere at der med virkning fra

1.

januar 2001 ville blive oprettet en fuldmægtigstilling (jurist) i Statens

Museumsnævn. Fuldmægtigen skal i halvdelen af sin arbejdstid varetage opgaver

vedrørende sekretariatsbetjening af Kulturværdiudvalget og herunder sikre

overholdelse af gældende regler i forbindelse med udvalgets sagsbehandling.

Kulturministeriet vedlagde

Kulturværdiudvalgets skrivelse af 16. november 2000 med notat af 13. november

2000 vedrørende nye procedurer for udvalgets sagsbehandling. Af notatet

fremgik

bl.a. følgende:

”Nye procedurer for Kulturværdiudvalgets sagsbehandling

Foranlediget af den kritik

af Kulturværdiudvalgets sagsbehandling, Ombudsmanden har fremsat i sin

endelige

redegørelse af 16. august 2000, har Kulturværdiudvalget drøftet Udvalgets

sagsbehandlingsprocedurer og besluttet at indføre følgende nye procedurer og

rutiner.

1. Mødefrekvens

2. Sagsstart

En sag begynder, når der modtages ansøgning om

eksporttilladelse. Lovens fristbestemmelser regnes fra modtagelsesdatoen.

Forbehold før auktioner påbegynder ingen sag.

Ved indledningen af en sag udarbejder

sekretæren en tidsplan for behandlingen, der sikrer fristoverholdelse. Den

forelægges umiddelbart formanden og Udvalget på førstkommende møde.

3. Procedure for normal sagsbehandling

Umiddelbart efter modtagelse

af ansøgning faxes kopi af denne til det medlem af Udvalget, hvorunder sagen

hører. I tvivlstilfælde forelægges sagen for formanden.

Medlemmer stiller normalt

beslutningsforslag inden for en frist på 10 dage. Ved indstilling om

nedlæggelse af udførselsforbud skal indstillingen være begrundet med henblik

på

anvendelse i sager, hvori der kræves partshøring (individuelle sager).

Beslutningsforslag skal

foreligge skriftligt underskrevet af et af Udvalgets medlemmer på Udvalgets

brevpapir.

Beslutningsforslagenes

begrundelser skal rumme nødvendige og tilstrækkelige oplysninger til, at det

kan afgøres, om en given genstand dels er omfattet af loven, dels er en

kulturværdi i lovens forstand.

Beslutningsforslag i

individuelle sager underkastet partshøring, idet man ikke kan gå ud fra, at

de

i begrundelsen givne oplysninger er ansøgeren bekendt. Partshøring foretages

i

henhold til forvaltningslovens kapitel 5, § 17 af Udvalgets akademiske

sekretær

eller undtagelsesvist af formanden.

Beslutningsforslag behandles

på førstkommende Kulturværdiudvalgsmøde efter fremsendelse til sekretariatet.

4. Indhentning af eksterne vurderinger

Medfører beslutningen, at

der skal indhentes vurderinger, skal der senest under mødet forelægges

forslag

om 3 mulige vurderingsmænd i prioriteret rækkefølge, således at der kan

træffes

beslutning herom i 1. møde, hvor sagen er til behandling.

Umiddelbart efter 1. møde

træffes aftale om vurdering snarest.

Indhentede vurderinger

underkastes partshøring, uanset om de ligger under eller over partens egen

vurdering.

5. Lovens frister

I henhold til lovens § 6,

stk. 2 har Udvalget en frist på 3 måneder til at behandle en sag.

Lovbestemmelsen er uddybet i bekendtgørelsens § 7, hvori det bestemmes at

’behandlingen af en ansøgning om udførselstilladelse normalt gennemføres

inden

for 1 måned. Hvis behandlingen af særlige grunde ikke kan afsluttes inden

for

dette tidsrum, giver Udvalget ansøgeren meddelelse herom og om det tidspunkt,

hvor afgørelsen kan forventes at foreligge.’ Lovbestemmelsen om

3-månedersfristen er gentaget i stk. 2.

Lovens maksimalfrist på 3

måneder kan aldrig overskrides.

Ansøger underrettes

skriftligt om fristforlængelse

før

udløb af bekendtgørelsens ordinære frist på 1 måned, såfremt denne frist ikke

kan overholdes.

Kan de nødvendige

vurderinger ikke foreligge til beslutning før udløb af den ordinære frist,

underrettes ansøgeren tillige om, hvornår afgørelsen kan påregnes.”

Jeg skrev den 1. december

2000 til Kulturministeriet at jeg havde noteret mig det anførte og ikke

foretog

mig mere i sagen.

Lignende dokumenter