Fortolkning af udtrykket "nødvendige udgifter ved forsørgelsen" i bistandslovens § 48, stk. 4
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fortolkning af udtrykket "nødvendige udgifter ved
forsørgelsen" i bistandslovens § 48, stk. 4
A klagede til mig over Den
Sociale Ankestyrelses afgørelse af 27. oktober 1993 hvorefter udgifter til
dæk, slanger og pudebetræk til en kørestol ikke kunne anses for merudgifter
efter bistandslovens § 48, stk. 4.
Det fremgik af sagens akter
at A som følge af et trafikuheld var lam i underkrop og ben og derfor
kørestolsbruger.
Han havde erhvervsarbejde 29 timer om ugen og levede i øvrigt et aktivt
familie- og fritidsliv.
A ansøgte første gang den 26.
juni 1989 om hjælp efter bistandsloven til dækning af udgifter til dæk,
slanger og pudebetræk til kørestolen. Han havde opgjort sine årlige udgifter
til
ca. 2.400 kr.
Kommunen afslog den 30. juni
1989 A
's ansøgning med henvisning til
at der var tale om vedligeholdelse. Afgørelsen blev fastholdt og herefter
indbragt for et amtsankenævn. Nævnet tiltrådte afgørelsen den 26. februar
1990. Såvel kommunens som nævnets afgørelse blev truffet efter bistandslovens
§
58. A
klagede
herefter til Den Sociale Ankestyrelse.
Den 9. august 1990 ansøgte A
på ny kommunen om hjælp til dæk og slanger. A henviste i ansøgningen til
bistandslovens § 48, stk. 3, og anførte at han fandt at der var tale om
nødvendige merudgifter som følge af hans bevægelseshandicap.
Læs alt
Det fremgik i øvrigt af sagen
at Paraplegikerkredsen i 1990 havde korresponderet med den daværende
socialminister om mulighederne for at yde hjælp til kørestolsbrugeres
udgifter
til reparation og vedligeholdelse. I et brev af 27. august 1990 besvarede
ministeren en række spørgsmål fra Paraplegikerkredsen. Kredsens spørgsmål nr.
5, og ministerens svar lød således:
"5. Vil udgifterne til
dæk, slanger og pudebetræk kunne godtages som nødvendige merudgifter som
følge
af et handicap vurderet i henhold til bistandslovens § 48, stk. 3 (jf.
ovennævnte vejlednings pkt. 2.7.1.)?
I det omfang hjælp til
driftudgifter til almindelig dagligt brug af kørestol ikke kan afholdes efter
bistandslovens § 58, kan der ydes hjælp efter § 48, stk. 3 (nu stk. 4), hvis
betingelserne for hjælp efter denne bestemmelse i øvrigt skønnes
opfyldt."
Den 12. september 1990 bad A
om at Den Sociale Ankestyrelse også vurderede hans sag efter bistandslovens §
48, stk. 4 (svarende til den tidligere bestemmelse i § 48, stk. 3), medmindre
Ankestyrelsen var indstillet på at ændre amtsankenævnets afgørelse af 26.
februar 1990.
Den 10. oktober 1990 afslog
kommunen A's ansøgning af 9. august 1990. Kommunen henviste til at udgifter
til
dæk og slanger er drifts- og vedligeholdelsesudgifter, og at de derfor skal
betales af klienten selv. Kommunen henviste endvidere til amtsankenævnets
afgørelse af 26. februar 1990.
Den 18. oktober 1990 skrev A
på ny til kommunen. Han anførte at ansøgningen ikke var vurderet efter
bistandslovens § 48, stk. 4, men alene efter bistandslovens § 58.
Den 16. april 1991 traf
kommunen afgørelse efter bistandslovens § 48, stk. 4. Kommunens brev var
sålydende:
"Det er besluttet af
give afslag på ansøgningen, idet man ikke mener, at dæk og slanger er
omfattet
af § 48's hjælp til merudgifter vedrørende handicap. Imidlertid har sagen
tydeligvis principiel karakter, hvorfor vi kan opfordre til evt. at sagen
ankes. Ankevejledning vedlagt."
Den Sociale Ankestyrelse
tiltrådte den 1. april 1992 i et principielt møde amtsankenævnets afslag på
hjælp efter bistandslovens § 58. Ankestyrelsen fandt at udgifterne måtte
betragtes som driftsudgifter, og mente ikke at der i bistandsloven er hjemmel
til at yde hjælp til sådanne udgifter. Om spørgsmålet om hjælp efter
bistandslovens
§ 48, stk. 4, skrev Ankestyrelsen således:
"Ankestyrelsen har ikke
- som De ønsker i Deres klage - taget stilling til, om der kan ydes hjælp til
de nævnte udgifter efter bistandslovens § 48, stk. 4, da hverken kommune
eller
Amtsankenævn har taget stilling til dette.
Sagen hjemvises derfor til
kommunalbestyrelsen med henblik på en stillingtagen til dette
spørgsmål."
Den 14. maj 1992 afslog
kommunen at yde hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 4. Kommunen henviste
til
at "dæk og slanger (ikke) er omfattet af § 48, stk. 4 hjælp til
merudgifter vedrørende handicap."
Den 1. juni 1992 klagede A
over kommunens afgørelse, og den 28. juli 1992 sendte kommunen sagen til
behandling i Den Sociale Ankestyrelse. I et brev af 30. juli 1992 skrev A
endvidere selv til Ankestyrelsen. I brevet anførte han at Ankestyrelsen af
egen drift burde have behandlet spørgsmålet om hjælp efter bistandslovens §
48,
stk. 4, i forbindelse med styrelsens behandling af spørgsmålet om hjælp efter
lovens § 58, jf. Ankestyrelsens afgørelse af 1. april 1992.
I et brev af 19. august 1992
meddelte Ankestyrelsen at spørgsmålet om hjælp efter bistandslovens § 48,
stk.
4, ikke havde været behandlet i det sociale ankenævn, og at Ankestyrelsen
havde sendt sagen til nævnet med henblik på behandling sammen med den
verserende
sag om hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 4.
Den 4. november 1992 traf det
sociale ankenævn herefter følgende afgørelse:
"Det sociale Ankenævn
ændrer
socialforvaltningens afgørelse.
Nævnet finder, at de
omhandlede udgifter må anses for merudgifter som følge af Deres handicap og
derfor kan dækkes af bistandslovens § 48, stk. 4 i det omfang udskiftning
efter
en konkret vurdering kan anses for nødvendig.
Ved vurderingen af, om der er
tale om en
mer
udgift, finder
ankenævnet, at udgifter i forbindelse med en kørestol ikke er sammenlignelige
med udgifter til transport i øvrigt, idet en kørestol ikke kan betragtes som
et
befordringsmiddel i gængs forstand, men netop skal afhjælpe en nedsat eller
manglende gangfunktion.
Nævnet pålægger
socialforvaltningen at yde Dem hjælp til udskiftning af dæk, slanger og
pudebetræk fra ansøgningstidspunktet, den 26.6.1989, i det omfang udgifterne
efter en konkret vurdering kan anses for nødvendige."
Kommunen klagede i et brev af
30. november 1992 over afgørelsen. I brevet anførte kommunen bl.a. følgende:
"For det første ankes
der over at det sociale ankenævn ændrer kommunens afgørelse med
tilbagevirkende kraft fra 26.6.89, hvor alle ankefrister for længst er
udløbet.
Dernæst ankes der over fortolkningen af pgf. 48, stk. 4, idet kommunen er af
den opfattelse, at almindelig vedligeholdelse af hjælpemidler er klientens
egen
udgift.
Der anmodes samtidig om at
anken får opsættende virkning, primært for hele perioden, sekundært for
perioden der ligger før seneste ansøgning af 10.4.92, under henvisning til at
ankefristen for den foranliggende periode er overskredet."
Den Sociale Ankestyrelse tog
sagen op til principiel behandling og traf den 27. oktober 1993 følgende
afgørelse:
"Ankestyrelsen finder
ikke, at de omhandlede udgifter kan dækkes efter bestemmelsen i
bistandslovens
§ 48, stk. 4.
Afgørelsen er begrundet med,
at det ikke er sandsynliggjort, at driften af kørestolen har påført Dem
merudgifter ved forsørgelsen, der er en følge af handicappet.
Ankestyrelsen har lagt vægt
på, at kun den del af udgifterne, der vedrører forsørgelsen kan komme i
betragtning, og at disse udgifter modsvares af sparede udgifter til fodtøj
m.m.
Den del af udgifterne, der må henføres til arbejdet og et højt
aktivitetsniveau
i almindelighed kan ikke betragtes som merudgifter ved forsørgelsen og kan
derfor ikke dækkes efter bistandslovens § 48, stk. 4.
Ankestyrelsen ændrer således
Det Sociale Ankenævns afgørelse."
Herefter klagede A til mig.
Han skrev bl.a. således:
"Ankestyrelsen begrunder
afgørelsen med, at det ikke er sandsynliggjort, at driften af kørestolen har
påført mig merudgifter ved forsørgelsen, der er følge af handicappet samt at
udgifterne modsvares af sparede udgifter til fodtøj.
Disse argumenter har ikke
hold i virkeligheden og bygger ikke på konkrete oplysninger indhentet til
sagen. Da jeg som følge af varige lammelser i ben og underkrop (Paraplegi),
er
fuldstændig afhængig af kørestol på såvel fuldtidsarbejde, i familie- som
fritidslivet, har jeg ubetinget merudgifter ved driften af kørestolen, som
ikke
ville eksistere, hvis jeg ikke var handicappet. Det er desuden en
kendsgerning,
at jeg også bruger fodtøj. Selv om sålerne kun slides i begrænset omfang, er
overlæderet uvægerligt udsat for mange belastninger og stød. Derfor må jeg
skifte sko hyppigt og har udgifter til fodtøj svarende til andre mennesker.
Desuden mener jeg, at
afgørelsen strider mod følgende retsgrundlag:
* Socialstyrelsens vejledning
af 14.6.1988, pkt. 2.7.1, som omhandler driftsudgifter ved brug af
hjælpemidler. Selv om der normalt ikke kan ydes hjælp til driftsudgifter
efter
§ 58, er det i vejledningen anført, at det kan overvejes, om der kan ydes
tilskud til udgifter efter bistandslovens §§ 46a, 48 eller et personligt
tillæg
efter lov om social pension.
Jeg skal bemærke, at jeg i
flere år har modtaget hjælp til et afføringsmiddel efter § 48, stk. 4 og
tilhører således målgruppen.
* I forbindelse med en
principiel forespørgsel skrev tidligere Socialminister Aase Olesen d.
27.8.1990
blandt andet således til Paraplegikerkredsen:
"I det omfang hjælp til driftsudgifter til almindelig dagligt brug
af kørestol ikke kan afholdes efter bistandslovens § 58, kan der ydes hjælp
efter bistandslovens § 48, stk. 4, hvis betingelserne for hjælp efter denne
bestemmelse i øvrigt skønnes opfyldt."
Denne udtalelse er tydeligvis
i tråd med ovennævnte vejledning og indgik således også i retsgrundlaget, da
Det Sociale Ankenævn gav mig medhold d. 4.11.1992. Selv om jeg gjorde
Ankestyrelsen opmærksom på Socialministerens skrivelse indgik den af
uforklarlige grunde ikke i deres afgørelse af 27.10.1993."
I anledning af A's klage
indhentede jeg en udtalelse fra Den Sociale Ankestyrelse. Styrelsen skrev
bl.a.
således:
"Ankestyrelsen traf den
5. oktober 1993 afgørelse om, at udgifter til dæk, slanger og pudebetræk til
(A's) kørestol ikke fandtes at kunne dækkes efter bistandslovens § 48, stk.
4,
da det ikke var sandsynliggjort, at driften af kørestolen havde påført A
merudgifter ved forsørgelsen der var en følge af handicappet.
...
Til det anførte skal
Ankestyrelsen indledningsvis bemærke, at den tidligere socialministers svar
forelå ved sagens behandling i Ankestyrelsen, og at der ikke i Ankestyrelsen
har været tvivl om at A er omfattet af personkredsen i bistandslovens § 48,
stk. 4.
Idet der iøvrigt henvises til
begrundelsen i afgørelsen skal Ankestyrelsen til det i klagen anførte
bemærke,
at der er tale om udgifter til færden, omend en kørestol ikke kan betragtes
som
et transportmiddel i gængs forstand. Kørestolen stilles vederlagsfrit til
rådighed for den handicappede som et hjælpemiddel efter bistandslovens § 58.
Det offentlige har endvidere reparationsforpligtelsen, hvorved bemærkes, at
der efter praksis er tale om en lempelig afgrænsning af reparationsbegrebet i
forhold til udgifter, der følger af brug af hjælpemidlet.
Kørestolen muliggør færden
som den handicappede ellers ville være afskåret fra, og afhjælper i denne
forbindelse i almindelighed også den handicappedes behov for færden i et ikke
nærmere afgrænset lokalområde.
Selv ved en ikke for snæver
afgrænsning af forsørgelsesbegrebet, et begreb, der ikke er nærmere defineret
i
regelsættet, vil den handicappedes udgifter til færden efter Ankestyrelsens
opfattelse sædvanligvis ikke overstige ikke-handicappedes tilsvarende
udgifter, hvorfor formodningen som udgangspunkt vil være, at udgifter til
dæk,
slanger og pudebetræk ikke er merudgifter ved forsørgelsen, der er en følge
af
handicappet.
Ankestyrelsen har i den
foreliggende sag ikke fundet, at der foreligger særlige omstændigheder, som
sandsynliggør at A's udgifter må betragtes som merudgifter ved forsørgelsen
på
grund af handicappet."
A fremsatte en række
kommentarer til Den Sociale Ankestyrelses brev. Han skrev bl.a. således:
"Ankestyrelsen erkender
nu, at daværende Socialminister Aase Olesens skrivelse af 27. august 1990
forelå ved sagens behandling. Men ankestyrelsen forholder sig stadigvæk ikke
til skrivelsens indhold hvad angår pkt. 5 - som iøvrigt bekræfter budskabet i
vejledningen af 14. juni 1988, pkt. 2.7.1 - idet afgørelsen klart afviger
derfra med hensyn til bistandslovens § 48, stk. 4.
Ankestyrelsen er åbenbart af
den mening, at mine udgifter til dæk, slange og pudebetræk til kørestol, der
i
alt andrager ca. 2.500 kr. årligt, ikke kan betragtes som merudgifter ved
forsørgelsen, som en følge af mit fysiske handicap. Jeg er i hvert fald
sikker
på, at jeg ikke ville have haft disse udgifter, hvis jeg ikke var permanent
kørestolsbruger.
Det kan vist ikke betegnes som andet end en merudgift i bistandslovens
forstand.
Apropos merudgifter vil jeg
gerne henvise til SM O-29-94. hvor ankestyrelsen blandt andet fastslår, at
ekstraordinært slid af sko og tøj til en person med spastisk lammelse er
merudgifter, som kan dækkes efter bistandslovens § 48, stk. 4. Det virker
misvisende og paradoksalt i forhold til min sag offentliggjort i SM O-112-93.
Jeg kan ikke godtage
Ankestyrelsens forsøg på afgrænsning af forsørgelsesbegrebet og forklaring
om,
at mine udgifter til at færdes ikke overstiger ikke-handicappedes tilsvarende
udgifter. Man uddyber ikke i denne skrivelse, hvori disse besparelser konkret
består. Efter min erfaring, hvor jeg har tilbragt de sidste 17 ud af 36 år i
kørestol, er der ingen økonomiske gevinster ved at færdes i kørestol -
tværtimod. Når jeg for eksempel skal længere væk end nogle hundrede meter,
benytter jeg invalidebil, hvor andre i mange tilfælde ville nøjes med at tage
cyklen.
For mig er kørestolen i
øvrigt ikke noget befordringsmiddel i gængs forstand. Den skal afhjælpe min
manglende gangfunktion og jeg vælger ikke frit at benytte den.
Ankestyrelsen skriver i
afgørelsen af 27. oktober 1993 og gentager i SM O-112-93, at de pågældende
udgifter modsvares af sparede udgifter til fodtøj. Denne udokumenterede
påstand må bero på en misforståelse (jf. mit brev af 25. oktober 1994) og bør
ikke tillægges betydning."
I min afsluttende skrivelse
til A udtalte jeg følgende:
"Den Sociale
Ankestyrelses afgørelse af 27. oktober 1993 er truffet på grundlag af
bistandslovens § 48, stk. 4. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
"Personer med et
vidtgående fysisk eller psykisk handicap, der har ophold i eget hjem, har ret
til at få dækket de nødvendige merudgifter ved forsørgelsen, der er en følge
af handicappet. Personer som er døvblinde, har herudover ret til i fornødent
omfang at få hjælp af en særlig kontaktperson. Socialministeren fastsætter
regler om afgrænsningen af den personkreds, der har ret til bistand."
Udtrykket "nødvendige
merudgifter ved forsørgelsen" er ikke nærmere defineret i lovteksten og
ses heller ikke nærmere beskrevet i bestemmelsens forarbejder. Anvendelsen af
udtrykket "nødvendig" indebærer dog at der skal foretages en form
for rimelighedsvurdering af hvilke udgifter der kan berettige til støtte.
Som (ikke udtømmende)
eksempler på udgifter der er "nødvendige til forsørgelsen", er i
Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 i pkt. 43 til 48 nævnt
(mer)udgifter til medicin, til befordring, til deltagelse i handicaprettede
kurser og til beklædning, herunder sko. I vejledningen er endvidere henvist
til eksemplerne i kapitel 2 om den tilsvarende bestemmelse i bistandslovens §
48, stk. 1, om hjælp til forældres nødvendige merudgifter til forsørgelsen af
et handicappet barn. I kapitel 2 nævnes som eksempler på sådanne udgifter
bl.a. udgifter til særlig (diæt)kost, til særlige transportudgifter i
forbindelse med fritidsaktiviteter, og til vask og personlig hygiejne.
Vejledningen er, som
betegnelsen angiver, ikke bindende for Den Sociale Ankestyrelse, og
Ankestyrelsen er i øvrigt ikke bundet af Socialministeriets udtalelser om
fortolkningen af bistandsloven.
Det er i sagen ubestridt at
De er omfattet af personkredsen i bistandslovens § 48, stk. 4. Det spørgsmål
der således er forelagt mig til bedømmelse er Den Sociale Ankestyrelses
generelle fortolkning og konkrete henføring af sagens faktiske omstændigheder
under begrebet "nødvendige merudgifter ved forsørgelsen, der er en følge
af handicappet."
Ankestyrelsen har ment at
"den del af udgifterne, der må henføres til arbejdet og et højt
aktivitetsniveau", i almindelighed ikke kan betragtes som merudgifter
ved
forsørgelsen. Ankestyrelsen har herved anlagt en "ikke for snæver
afgrænsning af forsørgelsesbegrebet", jf. udtalelsen af 23. februar
1995,
men har i øvrigt ikke nærmere redegjort for sin forståelse af udtrykket.
En kørestol bidrager til at
gøre det muligt for en person med lammelser at bevæge sig og er således en
nødvendig (men ikke nødvendigvis tilstrækkelig) betingelse for at en person
med lammelser kan have erhvervsarbejde. Jeg bemærker herved - og forstår at
Ankestyrelsen
er enig i - at en kørestol ikke kan betragtes som et transportmiddel, idet
den
handicappede ofte vil skulle transportere sig (og sin kørestol) i invalidebil
eller ved hjælp af offentlige transportmidler for at nå frem til arbejde
og/eller fritidsaktiviteter. Udskiftning af dæk og slanger kan således ikke
sidestilles hverken med udgifter til vedligeholdelse af et transportmiddel
eller til reparation af fodtøj.
Brugen af kørestolen er
således en nødvendig forudsætning for at den handicappede kan have et
erhvervsarbejde og dermed som udgangspunkt være ansvarlig for sin egen
forsørgelse. Derfor nærer jeg betænkeligheder ved Ankestyrelsens fortolkning
hvorefter udgifter i forbindelse med arbejdet ikke kan henregnes til begrebet
"forsørgelse". Ud fra (den ikke udtømmende) eksemplifikation af
begrebet "(nødvendig) forsørgelse" i vejledningen finder jeg det
endvidere naturligt at anse merudgifter i forbindelse med et almindeligt
aktivitetsniveau som omfattet af begrebet. Jeg er ikke helt klar over om
Ankestyrelsen med udtrykket et "højt aktivitetsniveau" er enig i
denne opfattelse, således at alene ekstraordinære udgifter til f.eks.
idrætsaktiviteter kan frasorteres som ikke "nødvendige".
At en kørestolsbrugers
udgifter til dæk, slanger og pudebetræk er merudgifter, kan der efter min
opfattelse ikke være tvivl om. Personer der kan færdes ved hjælp af deres
ben,
har ikke tilsvarende udgifter. Jeg må forstå at Ankestyrelsen som
udgangspunkt er enig i denne opfattelse. Ankestyrelsen finder imidlertid at
"kun den del af udgiften, der vedrører forsørgelsen kan komme i
betragtning,
og at disse udgifter modsvares af sparede udgifter til fodtøj m.m."
Ankestyrelsen mener således,
at der i bistandslovens § 48, stk. 4, er hjemmel til at foretage fradrag i en
ydelse,
hvis
den handicappede opnår
en ikke nærmere dokumenteret eller specificeret besparelse på grund af sit
handicap - i dette tilfælde ved at være lam.
Jeg finder det overordentlig
tvivlsomt om de afsavn en handicappet person må lide som en konsekvens af sit
handicap, kan opgøres som besparelser og dermed medføre fradrag i ydelser
efter
bistandslovens § 48, stk. 4. Jeg bemærker herved, at rækkevidden af et sådant
fradragsprincip efter omstændighederne vil kunne være vanskelig at afgrænse.
Handicappede kan og vil ofte være afskåret fra at nyde godt af en række
aktiviteter, og et mere generelt fradragsprincip vil efter min opfattelse
kunne få uoverskuelige - og formentlig utilsigtede - konsekvenser for
handicappedes
retsstilling. Således vil det kunne volde vanskeligheder at foretage en
afgrænsning af hvilke afsavn der kan føre til fradrag i hvilke ydelser,
ligesom
den konkrete udgift ofte vil have en særdeles ubestemt karakter. I den
forbindelse bemærker jeg at der ikke i den foreliggende sag foreligger nogen
dokumentation for at en (eventuel) besparelse i forbindelse med forsåling af
sko svarer til udgiften til udskiftning af dæk, slanger og pudebetræk på en
kørestol. Dertil kommer at De har oplyst at De rent faktisk har udgifter til
fodtøj af samme størrelse som ikke-handicappede.
På denne baggrund har jeg
henstillet til Den Sociale Ankestyrelse at genoptage sagen og meddele Dem en
ny
afgørelse."
Ankestyrelsen meddelte mig
den 27. juli 1995 at styrelsen havde genoptaget sagen.
Lignende dokumenter
- Ankestyrelsens principafgørelse C-61-01 om kørestole - driftsudgifter - udskiftning af dæk og slanger - hjælpemidler Retsinformation · 10. juli 2013
- SKAT har givet afslag på ansøgningen om fritagelse for registreringsafgift ved anskaffelse af en handicapbus efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr.… Landsskatteretten · 17. februar 2016
- Hjælp til håndcykel. Trænings-/behandlingsredskab. Administrativ praksis.Underretning af Folketinget Retsinformation · 4. oktober 2006
- Fritagelse for registreringsafgift ved anskaffelse af busser i henhold til registreringsafgiftsloven § 2, stk. 1, nr. 7, litra a. SKM-databasen · 9. december 2021
- 1988 BTL 196 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM OFFENTLIG SYGESIKRING NR L 196 1988-89, 1. SAMLING Retsinformation · 23. juni 1989
- 1989 LSF 169 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (REGLER FOR REGULERING M.V. AF TILSKUD TIL TABT ARBEJDSFORTJENESTE OG ETABLERING AF KONTAKTPERSONORDNING FOR VOKSNE DØVBLINDE EFTER BISTANDSLOVENS § 48 SAMT GODTGØRELSE TIL FORÆLDRE MED ALVORLIGT SYGE BØRN UNDER 14 ÅR) Retsinformation · 4. april 1990