Spring til indhold

Retsinformation

Fortolkning af udtrykket "nødvendige udgifter ved forsørgelsen" i bistandslovens § 48, stk. 4

FOU nr 1995.264UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fortolkning af udtrykket "nødvendige udgifter ved

forsørgelsen" i bistandslovens § 48, stk. 4

A klagede til mig over Den

Sociale Ankestyrelses afgørelse af 27. oktober 1993 hvorefter udgifter til

dæk, slanger og pudebetræk til en kørestol ikke kunne anses for merudgifter

efter bistandslovens § 48, stk. 4.

Det fremgik af sagens akter

at A som følge af et trafikuheld var lam i underkrop og ben og derfor

kørestolsbruger.

Han havde erhvervsarbejde 29 timer om ugen og levede i øvrigt et aktivt

familie- og fritidsliv.

A ansøgte første gang den 26.

juni 1989 om hjælp efter bistandsloven til dækning af udgifter til dæk,

slanger og pudebetræk til kørestolen. Han havde opgjort sine årlige udgifter

til

ca. 2.400 kr.

Kommunen afslog den 30. juni

1989 A

's ansøgning med henvisning til

at der var tale om vedligeholdelse. Afgørelsen blev fastholdt og herefter

indbragt for et amtsankenævn. Nævnet tiltrådte afgørelsen den 26. februar

1990. Såvel kommunens som nævnets afgørelse blev truffet efter bistandslovens

§

58. A

klagede

herefter til Den Sociale Ankestyrelse.

Den 9. august 1990 ansøgte A

på ny kommunen om hjælp til dæk og slanger. A henviste i ansøgningen til

bistandslovens § 48, stk. 3, og anførte at han fandt at der var tale om

nødvendige merudgifter som følge af hans bevægelseshandicap.

Læs alt

Det fremgik i øvrigt af sagen

at Paraplegikerkredsen i 1990 havde korresponderet med den daværende

socialminister om mulighederne for at yde hjælp til kørestolsbrugeres

udgifter

til reparation og vedligeholdelse. I et brev af 27. august 1990 besvarede

ministeren en række spørgsmål fra Paraplegikerkredsen. Kredsens spørgsmål nr.

5, og ministerens svar lød således:

"5. Vil udgifterne til

dæk, slanger og pudebetræk kunne godtages som nødvendige merudgifter som

følge

af et handicap vurderet i henhold til bistandslovens § 48, stk. 3 (jf.

ovennævnte vejlednings pkt. 2.7.1.)?

I det omfang hjælp til

driftudgifter til almindelig dagligt brug af kørestol ikke kan afholdes efter

bistandslovens § 58, kan der ydes hjælp efter § 48, stk. 3 (nu stk. 4), hvis

betingelserne for hjælp efter denne bestemmelse i øvrigt skønnes

opfyldt."

Den 12. september 1990 bad A

om at Den Sociale Ankestyrelse også vurderede hans sag efter bistandslovens §

48, stk. 4 (svarende til den tidligere bestemmelse i § 48, stk. 3), medmindre

Ankestyrelsen var indstillet på at ændre amtsankenævnets afgørelse af 26.

februar 1990.

Den 10. oktober 1990 afslog

kommunen A's ansøgning af 9. august 1990. Kommunen henviste til at udgifter

til

dæk og slanger er drifts- og vedligeholdelsesudgifter, og at de derfor skal

betales af klienten selv. Kommunen henviste endvidere til amtsankenævnets

afgørelse af 26. februar 1990.

Den 18. oktober 1990 skrev A

på ny til kommunen. Han anførte at ansøgningen ikke var vurderet efter

bistandslovens § 48, stk. 4, men alene efter bistandslovens § 58.

Den 16. april 1991 traf

kommunen afgørelse efter bistandslovens § 48, stk. 4. Kommunens brev var

sålydende:

"Det er besluttet af

give afslag på ansøgningen, idet man ikke mener, at dæk og slanger er

omfattet

af § 48's hjælp til merudgifter vedrørende handicap. Imidlertid har sagen

tydeligvis principiel karakter, hvorfor vi kan opfordre til evt. at sagen

ankes. Ankevejledning vedlagt."

Den Sociale Ankestyrelse

tiltrådte den 1. april 1992 i et principielt møde amtsankenævnets afslag på

hjælp efter bistandslovens § 58. Ankestyrelsen fandt at udgifterne måtte

betragtes som driftsudgifter, og mente ikke at der i bistandsloven er hjemmel

til at yde hjælp til sådanne udgifter. Om spørgsmålet om hjælp efter

bistandslovens

§ 48, stk. 4, skrev Ankestyrelsen således:

"Ankestyrelsen har ikke

- som De ønsker i Deres klage - taget stilling til, om der kan ydes hjælp til

de nævnte udgifter efter bistandslovens § 48, stk. 4, da hverken kommune

eller

Amtsankenævn har taget stilling til dette.

Sagen hjemvises derfor til

kommunalbestyrelsen med henblik på en stillingtagen til dette

spørgsmål."

Den 14. maj 1992 afslog

kommunen at yde hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 4. Kommunen henviste

til

at "dæk og slanger (ikke) er omfattet af § 48, stk. 4 hjælp til

merudgifter vedrørende handicap."

Den 1. juni 1992 klagede A

over kommunens afgørelse, og den 28. juli 1992 sendte kommunen sagen til

behandling i Den Sociale Ankestyrelse. I et brev af 30. juli 1992 skrev A

endvidere selv til Ankestyrelsen. I brevet anførte han at Ankestyrelsen af

egen drift burde have behandlet spørgsmålet om hjælp efter bistandslovens §

48,

stk. 4, i forbindelse med styrelsens behandling af spørgsmålet om hjælp efter

lovens § 58, jf. Ankestyrelsens afgørelse af 1. april 1992.

I et brev af 19. august 1992

meddelte Ankestyrelsen at spørgsmålet om hjælp efter bistandslovens § 48,

stk.

4, ikke havde været behandlet i det sociale ankenævn, og at Ankestyrelsen

havde sendt sagen til nævnet med henblik på behandling sammen med den

verserende

sag om hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 4.

Den 4. november 1992 traf det

sociale ankenævn herefter følgende afgørelse:

"Det sociale Ankenævn

ændrer

socialforvaltningens afgørelse.

Nævnet finder, at de

omhandlede udgifter må anses for merudgifter som følge af Deres handicap og

derfor kan dækkes af bistandslovens § 48, stk. 4 i det omfang udskiftning

efter

en konkret vurdering kan anses for nødvendig.

Ved vurderingen af, om der er

tale om en

mer

udgift, finder

ankenævnet, at udgifter i forbindelse med en kørestol ikke er sammenlignelige

med udgifter til transport i øvrigt, idet en kørestol ikke kan betragtes som

et

befordringsmiddel i gængs forstand, men netop skal afhjælpe en nedsat eller

manglende gangfunktion.

Nævnet pålægger

socialforvaltningen at yde Dem hjælp til udskiftning af dæk, slanger og

pudebetræk fra ansøgningstidspunktet, den 26.6.1989, i det omfang udgifterne

efter en konkret vurdering kan anses for nødvendige."

Kommunen klagede i et brev af

30. november 1992 over afgørelsen. I brevet anførte kommunen bl.a. følgende:

"For det første ankes

der over at det sociale ankenævn ændrer kommunens afgørelse med

tilbagevirkende kraft fra 26.6.89, hvor alle ankefrister for længst er

udløbet.

Dernæst ankes der over fortolkningen af pgf. 48, stk. 4, idet kommunen er af

den opfattelse, at almindelig vedligeholdelse af hjælpemidler er klientens

egen

udgift.

Der anmodes samtidig om at

anken får opsættende virkning, primært for hele perioden, sekundært for

perioden der ligger før seneste ansøgning af 10.4.92, under henvisning til at

ankefristen for den foranliggende periode er overskredet."

Den Sociale Ankestyrelse tog

sagen op til principiel behandling og traf den 27. oktober 1993 følgende

afgørelse:

"Ankestyrelsen finder

ikke, at de omhandlede udgifter kan dækkes efter bestemmelsen i

bistandslovens

§ 48, stk. 4.

Afgørelsen er begrundet med,

at det ikke er sandsynliggjort, at driften af kørestolen har påført Dem

merudgifter ved forsørgelsen, der er en følge af handicappet.

Ankestyrelsen har lagt vægt

på, at kun den del af udgifterne, der vedrører forsørgelsen kan komme i

betragtning, og at disse udgifter modsvares af sparede udgifter til fodtøj

m.m.

Den del af udgifterne, der må henføres til arbejdet og et højt

aktivitetsniveau

i almindelighed kan ikke betragtes som merudgifter ved forsørgelsen og kan

derfor ikke dækkes efter bistandslovens § 48, stk. 4.

Ankestyrelsen ændrer således

Det Sociale Ankenævns afgørelse."

Herefter klagede A til mig.

Han skrev bl.a. således:

"Ankestyrelsen begrunder

afgørelsen med, at det ikke er sandsynliggjort, at driften af kørestolen har

påført mig merudgifter ved forsørgelsen, der er følge af handicappet samt at

udgifterne modsvares af sparede udgifter til fodtøj.

Disse argumenter har ikke

hold i virkeligheden og bygger ikke på konkrete oplysninger indhentet til

sagen. Da jeg som følge af varige lammelser i ben og underkrop (Paraplegi),

er

fuldstændig afhængig af kørestol på såvel fuldtidsarbejde, i familie- som

fritidslivet, har jeg ubetinget merudgifter ved driften af kørestolen, som

ikke

ville eksistere, hvis jeg ikke var handicappet. Det er desuden en

kendsgerning,

at jeg også bruger fodtøj. Selv om sålerne kun slides i begrænset omfang, er

overlæderet uvægerligt udsat for mange belastninger og stød. Derfor må jeg

skifte sko hyppigt og har udgifter til fodtøj svarende til andre mennesker.

Desuden mener jeg, at

afgørelsen strider mod følgende retsgrundlag:

* Socialstyrelsens vejledning

af 14.6.1988, pkt. 2.7.1, som omhandler driftsudgifter ved brug af

hjælpemidler. Selv om der normalt ikke kan ydes hjælp til driftsudgifter

efter

§ 58, er det i vejledningen anført, at det kan overvejes, om der kan ydes

tilskud til udgifter efter bistandslovens §§ 46a, 48 eller et personligt

tillæg

efter lov om social pension.

Jeg skal bemærke, at jeg i

flere år har modtaget hjælp til et afføringsmiddel efter § 48, stk. 4 og

tilhører således målgruppen.

* I forbindelse med en

principiel forespørgsel skrev tidligere Socialminister Aase Olesen d.

27.8.1990

blandt andet således til Paraplegikerkredsen:

"I det omfang hjælp til driftsudgifter til almindelig dagligt brug

af kørestol ikke kan afholdes efter bistandslovens § 58, kan der ydes hjælp

efter bistandslovens § 48, stk. 4, hvis betingelserne for hjælp efter denne

bestemmelse i øvrigt skønnes opfyldt."

Denne udtalelse er tydeligvis

i tråd med ovennævnte vejledning og indgik således også i retsgrundlaget, da

Det Sociale Ankenævn gav mig medhold d. 4.11.1992. Selv om jeg gjorde

Ankestyrelsen opmærksom på Socialministerens skrivelse indgik den af

uforklarlige grunde ikke i deres afgørelse af 27.10.1993."

I anledning af A's klage

indhentede jeg en udtalelse fra Den Sociale Ankestyrelse. Styrelsen skrev

bl.a.

således:

"Ankestyrelsen traf den

5. oktober 1993 afgørelse om, at udgifter til dæk, slanger og pudebetræk til

(A's) kørestol ikke fandtes at kunne dækkes efter bistandslovens § 48, stk.

4,

da det ikke var sandsynliggjort, at driften af kørestolen havde påført A

merudgifter ved forsørgelsen der var en følge af handicappet.

...

Til det anførte skal

Ankestyrelsen indledningsvis bemærke, at den tidligere socialministers svar

forelå ved sagens behandling i Ankestyrelsen, og at der ikke i Ankestyrelsen

har været tvivl om at A er omfattet af personkredsen i bistandslovens § 48,

stk. 4.

Idet der iøvrigt henvises til

begrundelsen i afgørelsen skal Ankestyrelsen til det i klagen anførte

bemærke,

at der er tale om udgifter til færden, omend en kørestol ikke kan betragtes

som

et transportmiddel i gængs forstand. Kørestolen stilles vederlagsfrit til

rådighed for den handicappede som et hjælpemiddel efter bistandslovens § 58.

Det offentlige har endvidere reparationsforpligtelsen, hvorved bemærkes, at

der efter praksis er tale om en lempelig afgrænsning af reparationsbegrebet i

forhold til udgifter, der følger af brug af hjælpemidlet.

Kørestolen muliggør færden

som den handicappede ellers ville være afskåret fra, og afhjælper i denne

forbindelse i almindelighed også den handicappedes behov for færden i et ikke

nærmere afgrænset lokalområde.

Selv ved en ikke for snæver

afgrænsning af forsørgelsesbegrebet, et begreb, der ikke er nærmere defineret

i

regelsættet, vil den handicappedes udgifter til færden efter Ankestyrelsens

opfattelse sædvanligvis ikke overstige ikke-handicappedes tilsvarende

udgifter, hvorfor formodningen som udgangspunkt vil være, at udgifter til

dæk,

slanger og pudebetræk ikke er merudgifter ved forsørgelsen, der er en følge

af

handicappet.

Ankestyrelsen har i den

foreliggende sag ikke fundet, at der foreligger særlige omstændigheder, som

sandsynliggør at A's udgifter må betragtes som merudgifter ved forsørgelsen

på

grund af handicappet."

A fremsatte en række

kommentarer til Den Sociale Ankestyrelses brev. Han skrev bl.a. således:

"Ankestyrelsen erkender

nu, at daværende Socialminister Aase Olesens skrivelse af 27. august 1990

forelå ved sagens behandling. Men ankestyrelsen forholder sig stadigvæk ikke

til skrivelsens indhold hvad angår pkt. 5 - som iøvrigt bekræfter budskabet i

vejledningen af 14. juni 1988, pkt. 2.7.1 - idet afgørelsen klart afviger

derfra med hensyn til bistandslovens § 48, stk. 4.

Ankestyrelsen er åbenbart af

den mening, at mine udgifter til dæk, slange og pudebetræk til kørestol, der

i

alt andrager ca. 2.500 kr. årligt, ikke kan betragtes som merudgifter ved

forsørgelsen, som en følge af mit fysiske handicap. Jeg er i hvert fald

sikker

på, at jeg ikke ville have haft disse udgifter, hvis jeg ikke var permanent

kørestolsbruger.

Det kan vist ikke betegnes som andet end en merudgift i bistandslovens

forstand.

Apropos merudgifter vil jeg

gerne henvise til SM O-29-94. hvor ankestyrelsen blandt andet fastslår, at

ekstraordinært slid af sko og tøj til en person med spastisk lammelse er

merudgifter, som kan dækkes efter bistandslovens § 48, stk. 4. Det virker

misvisende og paradoksalt i forhold til min sag offentliggjort i SM O-112-93.

Jeg kan ikke godtage

Ankestyrelsens forsøg på afgrænsning af forsørgelsesbegrebet og forklaring

om,

at mine udgifter til at færdes ikke overstiger ikke-handicappedes tilsvarende

udgifter. Man uddyber ikke i denne skrivelse, hvori disse besparelser konkret

består. Efter min erfaring, hvor jeg har tilbragt de sidste 17 ud af 36 år i

kørestol, er der ingen økonomiske gevinster ved at færdes i kørestol -

tværtimod. Når jeg for eksempel skal længere væk end nogle hundrede meter,

benytter jeg invalidebil, hvor andre i mange tilfælde ville nøjes med at tage

cyklen.

For mig er kørestolen i

øvrigt ikke noget befordringsmiddel i gængs forstand. Den skal afhjælpe min

manglende gangfunktion og jeg vælger ikke frit at benytte den.

Ankestyrelsen skriver i

afgørelsen af 27. oktober 1993 og gentager i SM O-112-93, at de pågældende

udgifter modsvares af sparede udgifter til fodtøj. Denne udokumenterede

påstand må bero på en misforståelse (jf. mit brev af 25. oktober 1994) og bør

ikke tillægges betydning."

I min afsluttende skrivelse

til A udtalte jeg følgende:

"Den Sociale

Ankestyrelses afgørelse af 27. oktober 1993 er truffet på grundlag af

bistandslovens § 48, stk. 4. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"Personer med et

vidtgående fysisk eller psykisk handicap, der har ophold i eget hjem, har ret

til at få dækket de nødvendige merudgifter ved forsørgelsen, der er en følge

af handicappet. Personer som er døvblinde, har herudover ret til i fornødent

omfang at få hjælp af en særlig kontaktperson. Socialministeren fastsætter

regler om afgrænsningen af den personkreds, der har ret til bistand."

Udtrykket "nødvendige

merudgifter ved forsørgelsen" er ikke nærmere defineret i lovteksten og

ses heller ikke nærmere beskrevet i bestemmelsens forarbejder. Anvendelsen af

udtrykket "nødvendig" indebærer dog at der skal foretages en form

for rimelighedsvurdering af hvilke udgifter der kan berettige til støtte.

Som (ikke udtømmende)

eksempler på udgifter der er "nødvendige til forsørgelsen", er i

Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 i pkt. 43 til 48 nævnt

(mer)udgifter til medicin, til befordring, til deltagelse i handicaprettede

kurser og til beklædning, herunder sko. I vejledningen er endvidere henvist

til eksemplerne i kapitel 2 om den tilsvarende bestemmelse i bistandslovens §

48, stk. 1, om hjælp til forældres nødvendige merudgifter til forsørgelsen af

et handicappet barn. I kapitel 2 nævnes som eksempler på sådanne udgifter

bl.a. udgifter til særlig (diæt)kost, til særlige transportudgifter i

forbindelse med fritidsaktiviteter, og til vask og personlig hygiejne.

Vejledningen er, som

betegnelsen angiver, ikke bindende for Den Sociale Ankestyrelse, og

Ankestyrelsen er i øvrigt ikke bundet af Socialministeriets udtalelser om

fortolkningen af bistandsloven.

Det er i sagen ubestridt at

De er omfattet af personkredsen i bistandslovens § 48, stk. 4. Det spørgsmål

der således er forelagt mig til bedømmelse er Den Sociale Ankestyrelses

generelle fortolkning og konkrete henføring af sagens faktiske omstændigheder

under begrebet "nødvendige merudgifter ved forsørgelsen, der er en følge

af handicappet."

Ankestyrelsen har ment at

"den del af udgifterne, der må henføres til arbejdet og et højt

aktivitetsniveau", i almindelighed ikke kan betragtes som merudgifter

ved

forsørgelsen. Ankestyrelsen har herved anlagt en "ikke for snæver

afgrænsning af forsørgelsesbegrebet", jf. udtalelsen af 23. februar

1995,

men har i øvrigt ikke nærmere redegjort for sin forståelse af udtrykket.

En kørestol bidrager til at

gøre det muligt for en person med lammelser at bevæge sig og er således en

nødvendig (men ikke nødvendigvis tilstrækkelig) betingelse for at en person

med lammelser kan have erhvervsarbejde. Jeg bemærker herved - og forstår at

Ankestyrelsen

er enig i - at en kørestol ikke kan betragtes som et transportmiddel, idet

den

handicappede ofte vil skulle transportere sig (og sin kørestol) i invalidebil

eller ved hjælp af offentlige transportmidler for at nå frem til arbejde

og/eller fritidsaktiviteter. Udskiftning af dæk og slanger kan således ikke

sidestilles hverken med udgifter til vedligeholdelse af et transportmiddel

eller til reparation af fodtøj.

Brugen af kørestolen er

således en nødvendig forudsætning for at den handicappede kan have et

erhvervsarbejde og dermed som udgangspunkt være ansvarlig for sin egen

forsørgelse. Derfor nærer jeg betænkeligheder ved Ankestyrelsens fortolkning

hvorefter udgifter i forbindelse med arbejdet ikke kan henregnes til begrebet

"forsørgelse". Ud fra (den ikke udtømmende) eksemplifikation af

begrebet "(nødvendig) forsørgelse" i vejledningen finder jeg det

endvidere naturligt at anse merudgifter i forbindelse med et almindeligt

aktivitetsniveau som omfattet af begrebet. Jeg er ikke helt klar over om

Ankestyrelsen med udtrykket et "højt aktivitetsniveau" er enig i

denne opfattelse, således at alene ekstraordinære udgifter til f.eks.

idrætsaktiviteter kan frasorteres som ikke "nødvendige".

At en kørestolsbrugers

udgifter til dæk, slanger og pudebetræk er merudgifter, kan der efter min

opfattelse ikke være tvivl om. Personer der kan færdes ved hjælp af deres

ben,

har ikke tilsvarende udgifter. Jeg må forstå at Ankestyrelsen som

udgangspunkt er enig i denne opfattelse. Ankestyrelsen finder imidlertid at

"kun den del af udgiften, der vedrører forsørgelsen kan komme i

betragtning,

og at disse udgifter modsvares af sparede udgifter til fodtøj m.m."

Ankestyrelsen mener således,

at der i bistandslovens § 48, stk. 4, er hjemmel til at foretage fradrag i en

ydelse,

hvis

den handicappede opnår

en ikke nærmere dokumenteret eller specificeret besparelse på grund af sit

handicap - i dette tilfælde ved at være lam.

Jeg finder det overordentlig

tvivlsomt om de afsavn en handicappet person må lide som en konsekvens af sit

handicap, kan opgøres som besparelser og dermed medføre fradrag i ydelser

efter

bistandslovens § 48, stk. 4. Jeg bemærker herved, at rækkevidden af et sådant

fradragsprincip efter omstændighederne vil kunne være vanskelig at afgrænse.

Handicappede kan og vil ofte være afskåret fra at nyde godt af en række

aktiviteter, og et mere generelt fradragsprincip vil efter min opfattelse

kunne få uoverskuelige - og formentlig utilsigtede - konsekvenser for

handicappedes

retsstilling. Således vil det kunne volde vanskeligheder at foretage en

afgrænsning af hvilke afsavn der kan føre til fradrag i hvilke ydelser,

ligesom

den konkrete udgift ofte vil have en særdeles ubestemt karakter. I den

forbindelse bemærker jeg at der ikke i den foreliggende sag foreligger nogen

dokumentation for at en (eventuel) besparelse i forbindelse med forsåling af

sko svarer til udgiften til udskiftning af dæk, slanger og pudebetræk på en

kørestol. Dertil kommer at De har oplyst at De rent faktisk har udgifter til

fodtøj af samme størrelse som ikke-handicappede.

På denne baggrund har jeg

henstillet til Den Sociale Ankestyrelse at genoptage sagen og meddele Dem en

ny

afgørelse."

Ankestyrelsen meddelte mig

den 27. juli 1995 at styrelsen havde genoptaget sagen.

Lignende dokumenter