PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 H. KLAGESTRUKTUR OG KLAGEBEHANDLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Processuelle regler på ToldSkats område 2003 - 2
H. Klagestruktur og klagebehandling
Reglerne om klageadgang er reguleret i de forskellige told- skatte- og
afgiftslove og via
bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 om myndighedsinddeling og
sagsudlægning (sagsudlægningsbekendtgørelsen) . Klagestrukturen på
told-, skatte- og
afgiftsområdet afhænger i høj grad af de enkelte områder og af sagens
karakter. Der gælder dog som udgangspunkt et to-instansprincip, der
medfører, at en afgørelse som hovedregel kun kan påklages en gang. (Den
vigtigste undtagelse herfra er skatteansættelser for fysiske personer og
dødsboer).
Landsskatteretten er sidste administrative klageinstans i de
væsentligste sagstyper, mens Told- og Skattestyrelsen er klageinstans for
klager over afgørelser i sager af mere administrativ karakter, fx sager om
registrering, regnskab, kontrol, afgiftsbetaling og lignende.
Nedenfor er sagsudlægningsbekendtgørelsen beskrevet i hovedtræk. I
bilag 1 findes en oversigt over reglerne i
sagsudlægningsbekendtgørelsen. I
afsnit
H.1. til H.6 er klagevejene på de konkrete områder beskrevet.
Klagefrister og
sagsbehandling, når klage er indgivet, er beskrevet i afsnit
H.7.
Sagsudlægningsbekendtgørelsen i hovedtræk
Sagsudlægningsbekendtgørelsen omfatter sager på såvel skatteområdet
som på told- og afgiftsområdet. Bekendtgørelsens anvendelsesområde
afgrænses i § 5 til konkrete sager, hvor skatteministeren kan træffe
afgørelse. Sagsudlægningsbekendtgørelsen gælder ikke for afgørelser, der
efter lov kan påklages til Landsskatteretten.
Læs alt
De regionale told- og
skattemyndigheder er 1. instans
Bekendtgørelsen er bygget op omkring en hovedregel i § 6, stk. 1 og §§
7-9 om, at de regionale told- og skattemyndigheder træffer afgørelse i
første instans både for så vidt angår skat, moms, afgifter og told,
medmindre området i medfør af de efterfølgende bestemmelser er henlagt til
en anden myndighed. Er en sagstype således ikke særskilt nævnt i
bekendtgørelsen, gælder hovedreglen i § 6, stk. 1.
I København og på Frederiksberg skal de sager, der efter § 6, stk. 1
normalt skal behandles i regionerne i 1. instans, i stedet behandles af de
kommunale skatteforvaltninger, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6,
stk. 2. Dette gælder dog ikke sager vedrørende told- og
afgiftslovgivningen, sager vedrørende arbejdsgiverkontrollen,
arbejdsmarkedsfondsloven, opkrævningsloven, sager vedrørende inddrivelse,
henstand og eftergivelse af A-skatter og selskabsskatter og sager om
omkostningsgodtgørelse efter SSL kap. 3 A. Bekendtgørelsens § 6, stk. 3
giver direktøren for Told- og Skattestyrelsen mulighed for at henlægge
alle sager vedrørende et bestemt område, der er omfattet af hovedreglen i
§ 6, stk. 1 og 2, til en enkelt eller enkelte regionale told- og
skattemyndigheder, der således bliver landsdækkende. Hvis et sagsområde
henlægges til en enkelt regional told- og skattemyndighed, gælder dette
også sager, som efter § 6, stk. 2 ellers skulle behandles af Københavns
eller Frederiksberg kommuner. De opgaver, som direktøren for Told- og
Skattestyrelsen har udlagt til enkelte regionale told- og
skattemyndigheder, er beskrevet i
bilag 3 .
Hovedreglen i sagsudlægningsbekendtgørelsen for klage over afgørelser,
som de regionale told- og skattemyndigheder har truffet i 1. instans er,
at afgørelserne kan påklages til Told- og Skattestyrelsen efter
bestemmelsen i § 22, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse
kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf.
bekendtgørelsens § 26,
nr. 4. Det skal præciseres,
at klagereglerne også gælder for de afgørelser, der træffes af Københavns
og Frederiksberg kommuner efter § 6, stk. 2.
Kommunerne er 1.
instans
I § 10 og § 11 er opregnet de sager, hvor de kommunale
skattemyndigheder er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans.
Kommunernes afgørelser kan normalt påklages til de
regionale told- og skattemyndigheder, jf. § 21, og regionernes
afgørelser som klageinstans i disse sager kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed, jf. § 26, nr. 2.
Den selskabslignende myndighed
er 1. instans
Bekendtgørelsens § 12 opregner de sager,
hvor den skatteansættende myndighed, der efter SSL § 12 A foretager
skatteansættelsen af juridiske personer bortset fra dødsboer, træffer
afgørelse i 1. instans. Klagevejen afhænger af om den skatteansættende
myndighed er en kommune, en regional told- og
skattemyndighed eller Told- og Skattestyrelsen, se også afsnit
H.1.1.
Told- og Skattestyrelsen er 1.
instans
Bekendtgørelsens § 14 opregner de sager,
hvor Told- og Skattestyrelsen er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1.
instans - herunder når Told- og Skattestyrelsen er skatteansættende
myndighed for juridiske personer bortset fra dødsboer (selskaber). Told-
og Skattestyrelsens afgørelse kan enten påklages til Landsskatteretten
eller Ligningsrådet, jf. § 24 og § 25 og visse afgørelser kan ikke påklages, jf. §
26, nr. 4.
Ligningsrådet er 1. instans
Bekendtgørelsens § 16 opregner de sager, hvor Ligningsrådet er
bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans. Ligningsrådets afgørelser
efter denne bestemmelse kan ikke påklages administrativt, jf. § 26, nr. 6.
Skatteministeren er 1.
instans
Bekendtgørelsens § 17 opregner de tilfælde, hvor skatteministeren selv
træffer afgørelse i 1. instans. Skatteministerens afgørelse i disse sager
kan ikke påklages til andre administrative myndigheder, jf. § 26, nr. 8.
Klagefrist
Bekendtgørelsens § 20 angiver en generel klagefrist på 3 måneder.
Klagefristen gælder for alle afgørelser, der kan påklages efter
sagsudlægningsbekendtgørelsen.
Klageinstanser
Bekendtgørelsens §§ 21-25 angiver
klageadgangen til henholdsvis en regional told- og
skattemyndighed, direktøren for Told- og Skattestyrelsen, eller
den som direktøren bemyndiger hertil, Told- og Skattestyrelsen,
Ligningsrådet og Landsskatteretten. § 26
angiver hvilke afgørelser, der ikke kan påklages administrativt.
H.1 Klagestrukturen på skatteområdet
Forskudsregistrering
Afgørelser om grundlaget for det foreløbige skattetilsvar træffes af
den kommunale skattemyndighed, jf.
kildeskatteloven s
§ 55 B, stk. 1. Den kommunale skattemyndigheds afgørelse kan påklages til
skatteankenævnet, hvis afgørelse ikke kan påklages til anden administrativ
myndighed, jf. kildeskattelovens § 55 B, stk. 2.
Acontoskat
De regionale told- og skattemyndigheder træffer afgørelse om
acontoskat samt foretager beregning af
selskabsskat i 1. instans, jf.
selskabsskatteloven s
§ 34 A og
sagsudlægningsbekendtgørelsens
§ 6. De regionale told- og skattemyndigheders afgørelser kan påklages til
Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1,
nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelser kan ikke påklages til anden
administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr.
4.
Skatteansættelser for fysiske
personer og dødsboer
Klager over den kommunale skattemyndigheds afgørelser om
skatteansættelser af indkomst for fysiske personer og dødsboer og øvrige
afgørelser som nævnt i
SSL § 2,
behandles af det kommunale skatteankenævn, jf. SSL § 5. Klager over
skatteankenævnets kendelser behandles af Landsskatteretten, jf. SSL § 20,
stk. 1, jf. § 23, stk. 1, nr. 1-4.
Skatteansættelser for
juridiske personer, bortset fra dødsboer (selskaber)
Skatteansættelsen for juridiske personer bortset fra dødsboer
foretages af de statslige skattemyndigheder, dvs. de regionale told- og
skattemyndigheder samt Told- og Skattestyrelsen eller af en kommune i
henhold til kontrakt med staten, jf. SSL § 12 A. For juridiske personer,
bortset fra dødsboer, findes således en af følgende skatteansættende
myndigheder:
Kommuner, hvormed der er indgået en aftale efter SSL § 12 A,
stk. 2, også kaldet kontraktskommuner
Told- og Skattestyrelsen, der ligner bla. de store selskaber og
selskaber i den finansielle sektor, der ikke lignes i en
kontraktskommune
De regionale told- og skattemyndigheder, der ligner selskaber, der
ikke lignes i en kontraktskommune eller i Told-og
Skattestyrelsen
Kompetencen til at foretage skatteansættelsen for en given juridisk
person kan normalt kun ligge hos én af disse myndigheder.
Skatteansættelser, der er foretaget af en af de nævnte skatteansættende
myndigheder, kan påklages til Landsskatteretten, jf. SSL § 20, stk. 1, jf.
SSL § 23, stk. 1, nr. 1, der henviser til SSL § 12 A og § 38 A, stk. 2.
Skatteansættelser for juridiske personer, bortset fra dødsboer kan
således, i modsætning til skatteansættelser for fysiske personer og
dødsboer, kun påklages én gang i det administrative klagesystem.
Skatteforbehold
Afgørelsen af, om et skatteforbehold skal tillægges skatteretlig
virkning træffes af den skatteansættende myndighed, og afgørelser herom
kan påklages administrativt som andre afgørelser om skatteretlige
virkninger af en privatretlig disposition. Det vil sige, at den
skatteansættende myndighed træffer afgørelse i første instans, og alt
afhængig af om den skatteansættende myndighed er den kommunale
skattemyndighed, en kontraktskommune, en regional told- og skattemyndighed
eller Told- og Skattestyrelsen, kan afgørelsen påklages til
skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten inden for de normale
klagefrister, jf. afsnit
H.7 og
O.2 .
Tilsyn og revision
Skatteansættelser, der er foretaget eller ændret af Told- og
Skattestyrelsen, en regional told- og skattemyndighed eller Ligningsrådet
som led i revisionsbeføjelsen, jf. SSL § 14, stk. 4 og § 19, stk. 1, kan
påklages til Landsskatteretten. For sådanne ansættelser er der således kun
mulighed for at påklage ansættelsen én gang i det administrative
klagesystem.
Ansættelsesændringer som led i
skattemyndighedernes revision
Når genoptagelse sker på skattemyndighedernes foranledning (revision),
er klagestrukturen den samme som vedrørende skatteansættelser i
almindelighed. Det vil sige, at afgørelsen kan påklages til
skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten alt afhængig af, om den
skatteansættende myndighed er den kommunale skattemyndighed, en
kontraktskommune, en regional told- og skattemyndighed eller Told- og
Skattestyrelsen.
Genoptagelse på skatteyderens
foranledning
Efter den 12. marts 2003 skal anmodninger om genoptagelser som
udgangspunkt behandles efter SSL §§ 34 og 35, således som disse
bestemmelser er affattet med lov nr. 410 af 2. juni 2003, jf. lovens § 6,
stk. 3, 1. pkt. Såfremt tidligere gældende regler er til gunst for
skatteyderne, skal de dagældende regler fortsat anvendes til og med
indkomståret 1999, jf. lov nr. 410 af 2. juni 2003 § 6, stk. 3, 3. pkt.
Det er som hovedregel den skatteansættende myndighed, der træffer
afgørelse om, hvorvidt en genoptagelsesanmodning skal imødekommes. Et
afslag på en sådan genoptagelsesanmodning kan påklages gennem
klagesystemet på samme måde som en skatteansættelse foretaget af den
pågældende skatteansættende myndighed. Det betyder, at for fysiske
personer og dødsboer træffer den kommunale skattemyndighed afgørelse om
genoptagelse både vedrørende anmodninger, der er indgivet inden udløbet af
3-årsfristen, og vedrørende anmodninger, der er indgivet efter udløbet af
3-årsfristen. Afgørelsen vil kunne påklages til skatteankenævnet og derfra
videre til Landsskatteretten.
For juridiske personer bortset fra dødsboer vil det - alt afhængig af
hvilken myndighed, der er skatteansættende myndighed - være den gældende kontraktskommune, den regionale told-
og skattemyndighed eller Told- og Skattestyrelsen, der træffer afgørelse
om genoptagelse både vedrørende anmodninger, der er indgivet inden udløbet
af 3-årsfristen, og vedrørende anmodninger, der er indgivet efter udløbet
af 3-årsfristen. Afgørelsen vil kunne påklages til Landsskatteretten.
For så vidt angår kompetencen til genoptagelse i tilfælde, hvor
ligningen foretages af en anden myndighed end den kommune, der var
ligningskommune inden den 1. juli 1998, henvises til TSS-cirkulære
1998-34.
Genoptagelse som følge af at
der foreligger særlige omstændigheder
Hovedreglen om, at det er den skatteansættende myndighed, der træffer
afgørelse om genoptagelse, gælder dog ikke genoptagelse efter SSL § 35,
stk. 1, nr. 8, hvorefter der kan ske genoptagelse efter udløbet af
3-årsfristen, hvis der foreligger særlige
omstændigheder. Kompetencen til at tillade genoptagelse efter
denne bestemmelse er en ministerkompetence, der via
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6 er udlagt til de regionale told- og
skattemyndigheder, henholdsvis Københavns og Frederiksberg kommuner.
Afslag på genoptagelse efter SSL § 35, stk. 1, nr. 8 kan påklages til
Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1,
nr. 1. Ifølge sagsudlægningsbekendtgørelsens § 14, stk. 1, nr. 9 træffer
Told- og Skattestyrelsen dog afgørelse i 1. instans i disse sager, hvis en
evt. fejl er begået af Told- og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet som
skatteansættende myndighed. Styrelsens afgørelse kan ikke påklages til
anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens §
26, nr. 4.
Kommunen er skatteansættende
myndighed
I de tilfælde, hvor det er den kommunale skattemyndighed, der er
skatteansættende myndighed, skal en anmodning om genoptagelse, som er
fremsat efter udløbet af 3-årsfristen i SSL § 34, indsendes til den
kommunale skattemyndighed. Hvis det er den regionale told- og
skattemyndighed, der modtager anmodningen, skal den regionale told- og
skattemyndighed videresende anmodningen til den kommunale skattemyndighed,
medmindre anmodningen helt åbenbart kun omhandler genoptagelse efter SSL §
35, stk. 1, nr. 8. Den kommunale skattemyndighed skal herefter træffe
afgørelse efter SSL § 35, stk. 1, nr. 1-7. Hvis den skattepligtige gør
gældende, at der foreligger særlige
omstændigheder, skal den kommunale skattemyndighed herefter
videresende anmodningen til den regionale told- og skattemyndighed med
henblik på behandling efter SSL § 35, stk. 1, nr. 8. Den kommunale
skattemyndighed har ikke kompetence til at foretage en vurdering af, om
den skattepligtiges påstand er relevant. Hvis den skattepligtige ikke har
gjort gældende, at der foreligger særlige
omstændigheder, der vil kunne føre til genoptagelse, skal den
kommunale skattemyndighed vejlede om muligheden for genoptagelse efter SSL
§ 35, stk. 1, nr. 8. En sådan vejledning kan fx. se således ud:
"
Ifølge
skattestyrelselseslovens § 35, stk. 1, nr. 8, kan skatteministeren
tillade, at skatteansættelsen ændres, hvis der forholdene i særlig grad
taler herfor. Skatteministeren har udlagt kompetencen til træffe afgørelse
i disse tilfælde til de regionale told- og skattemyndigheder. Hvis De
mener, at der foreligger forhold, der i særlig grad taler for
genoptagelse, skal De indsende en anmodning om genoptagelse til ToldSkat x
med angivelse af de særlige forhold, som påberåbes. Det bemærkes, at det
ikke er alle slags fejl, der berettiger til ændring af
skatteansættelsen.
Bestemmelsens anvendelsesområde er tilfælde, hvor der foreligger
særlige omstændigheder uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske
efter de objektive betingelser i bestemmelsens øvrige punkter, jf. § 35,
stk. 1, nr. 1-7, og hvor det må anses for urimeligt at opretholde
ansættelsen.
Genoptagelse vil endvidere kunne ske efter bestemmelsen i de tilfælde,
der er omfattet af den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende
skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 9, hvorefter en ansættelse kan
foretages eller ændres i det omfang, der er begået ansvarspådragende fejl
af skattemyndighederne. Bestemmelse finder dog yderligere anvendelse, hvor
der er begået fejl af den skatteansættende myndighed, uden at fejlen kan
anses for ansvarspådragende, når fejlen har medført en materielt urigtig
ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at
opretholde ansættelsen.
Bestemmelsen vil eksempelvis finde anvendelse i tilfælde, hvor en
urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige
omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige.
Særlige konsekvensændringer, der falder uden for de tilfælde, der er
opregnet i § 35, stk. 1, i øvrigt, vil endvidere kunne være omfattet af
bestemmelsen. Er der eksempelvis sket beskatning af udbetalinger til
medarbejdere som løn, og nægter skattemyndighederne efterfølgende
arbejdsgiveren fradrag for udbetalingerne under henvisning til, at der er
tale om afdrag på lån, vil konsekvensændringer vedrørende medarbejdernes
skatteansættelse således kunne være omfattet af bestemmelsen.
Endvidere vil bestemmelsen kunne finde anvendelse, såfremt
myndighederne har foretaget en åbenbart urimelig skønsmæssig ansættelse,
eller hvis det må lægges til grund, at den lokale skattemyndighed
fejlagtigt har afgivet genoptagelsestilsagn til den skattepligtige ud over
den ordinære ansættelsesfrist, og den skattepligtige som følge heraf ikke
rettidigt har klaget eller anmodet om genoptagelse af ansættelsen.
Bestemmelsen giver derimod ikke grundlag for genoptagelse i tilfælde,
hvor den skattepligtige har glemt et fradrag, eller hvor myndighederne har
fortolket lovgivningen forkert, med mindre myndighederne i den forbindelse
har handlet ansvarspådragende.
Ved vurderingen af, om der foreligger særlige omstændigheder, der kan
give anledning til en ekstraordinær skatteansættelse, kan det tillægges
vægt, om skatteansættelsen har væsentlig betydning for den skattepligtige.
Er der således tale om en indkomstændring på mere end 5.000 kr., vil dette
tale for genoptagelse af ansættelsen. Vedrører det forhold, der begrunder
ansættelsens foretagelse, flere indkomstår, skal der foretages en samlet
vurdering, således at en indkomstændring for samtlige indkomstår på i alt
5.000 kr. eller mere ligeledes normalt vil tale for, at anmodningen om
genoptagelse imødekommes.
Den skattepligtige skal endvidere dokumentere eller sandsynliggøre, at
betingelserne for genoptagelse er opfyldt. Den skattepligtige bærer
således risikoen for, at bevisbyrden kan være tungere, jo ældre år der er
tale om. Er der således tale om genoptagelse for indkomstår, der ligger
langt tilbage i tid, og skattemyndighederne af denne grund ikke længere er
i besiddelse af selvangivelsesmaterialet, må der stilles krav om, at den
skattepligtige fuldt og helt kan dokumentere ændringens berettigelse
eksempelvis ved fremlæggelse af kopi af det relevante
selvangivelsesmateriale.
"
Når genoptagelse
imødekommes
Hvis en anmodning om genoptagelse imødekommes, og sagen genoptages af
den skatteansættende myndighed, følger en evt. klage over den nye
ansættelse den sædvanlige klageinstansfølge. Det vil sige, at afgørelsen
kan påklages til skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten alt afhængig
af om den skatteansættende myndighed er den kommunale skattemyndighed, en
kontraktskommune, en regional told- og skattemyndighed eller Told- og
Skattestyrelsen.
Hvis en klage over afslag på genoptagelse imødekommes af et
skatteankenævn, Landsskatteretten, Told- og Skattestyrelsen eller en
regional told- og skattemyndighed vil den skatteansættende myndighed blive
pålagt at genoptage skatteansættelsen. Skatteankenævnet har dog selv
mulighed for at genoptage og foretage ansættelsen, hvis klageren er enig
heri, jf. SSL § 21 A. Landsskatteretten har ikke en tilsvarende
hjemmel.
Ekstraordinær
genoptagelse/indkomstårene 1997-1999
Hvis de dagældende regler om ekstraordinær genoptagelse i SSL § 35 er
til gunst for skatteyder, kan de dagældende regler fortsat anvendes.
Anmodninger, der støttes på en af grundene opregnet i stk. 1, nr. 1 - 8
og 10, skal behandles af kommunen i de tilfælde, hvor det er den kommunale
skattemyndighed, der er skatteansættende myndighed. Et afslag på en sådan
genoptagelsesanmodning kan påklages gennem klagesystemet på samme måde som
en skatteansættelse foretaget af den pågældende skatteansættende
myndighed.
Det betyder, at for fysiske personer og dødsboer træffer den kommunale
skattemyndighed afgørelse om ekstraordinær genoptagelse. Afgørelsen vil
kunne påklages til skatteankenævnet og derfra videre til
Landsskatteretten.
For juridiske personer bortset fra dødsboer vil det - alt afhængig af
hvilken myndighed, der er skatteansættende myndighed - være den pågældende kontraktskommune, den regionale told-
og skattemyndighed eller Told- og Skattestyrelsen, der træffer afgørelse
om genoptagelse. Afgørelsen vil kunne påklages til Landsskatteretten.
For så vidt angår kompetencen til genoptagelse i tilfælde, hvor
ligningen foretages af en anden myndighed end den kommune, der var
ligningskommune inden den 1. juli 1998, henvises til TSS-cirkulære
1998-34.
Anmodninger, der begrundes med, at den skatteansættende myndighed har
begået fejl, som har ført til en materiel urigtig ansættelse, er reguleret
ved dagældende SSL § 35, stk. 1. nr. 9. Kompetencen til at tillade
genoptagelse efter denne bestemmelse er en ministerkompetence, der via
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6 er udlagt til de regionale told- og
skattemyndigheder, henholdsvis Københavns og Frederiksberg kommuner.
Afslag på genoptagelse efter dagældene SSL § 35, stk. 1, nr. 9, kan
påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens
§ 22, stk. 1, nr. 1. Ifølge sagsudlægningsbekendtgørelsens § 15, stk. 1,
nr. 12, træffer Told- og Skattestyrelsen dog afgørelse i 1. instans i
disse sager, hvis en evt. fejl er begået af Told- og Skattestyrelsen eller
Ligningsrådet som skatteansættende myndighed. Styrelsens afgørelse kan
ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 25, stk. 1, nr. 3.
Ekstraordinær genoptagelse/
indkomstårene 1990-1996
For så vidt angår ansættelser foretaget af de kommunale myndigheder,
er det de regionale told- og skattemyndigheder, henholdsvis Københavns og
Frederiksberg kommuner, der efter bemyndigelse fra skatteministeren
træffer afgørelse om, hvornår ekstraordinær
genoptagelse af indkomstårene 1990-1996 skal tillades, jf. § 6, stk. 1 i
sagsudlægningsbekendtgørelsen. De regionale told- og skattemyndigheders
afgørelser kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens
§ 22, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages
til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens §
26, nr. 4. Undtaget herfra er dog anmodninger om genoptagelse med
henvisning til en underkendende landsskatteretskendelse eller dom, der er
afsagt fra og med den 1. juli 1999. I sådanne tilfælde vil afgørelsen i
første instans blive truffet af de kommunale skatteforvaltninger, jf. SSL
§ 35, stk. 1, nr. 7. For så vidt angår en ansættelse foretaget af den
statslige told- og skatteforvaltning eller Ligningsrådet skal en anmodning
om genoptagelse indgives til den myndighed, der har foretaget ansættelsen,
idet sådanne anmodninger ikke er omfattet af den tidligere SSL § 4, stk.
2. Klage over afslag på genoptagelse af en regional told- og
skattemyndigheds tidligere ansættelse, skal indgives til
Landsskatteretten, hvis der klages inden for 3-årsfristen, hvorimod der
skal klages til Told- og Skattestyrelsen, hvis der klages efter udløbet af
3-årsfristen.
For så vidt angår de selskaber, der lignes i Told- og Skattestyrelsen,
er det Told- og Skattestyrelsen, der træffer afgørelse om ekstraordinær
genoptagelse, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 13, stk. 1, nr. 4.
Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan påklages til Ligningsrådet, jf.
bekendtgørelsens § 24, stk. 1, nr. 6. Ligningsrådets afgørelse kan ikke
påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens §
26, nr. 6.
Bevillingsmæssig
genoptagelse/indkomstår før 1990
Adgangen til at give tilladelse til bevillingsmæssig genoptagelse er
en ministerbeføjelse, der er tillagt de regionale told- og
skattemyndigheder, henholdsvis Københavns og Frederiksberg kommuner i
medfør af sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6. Afslag på bevillingsmæssig
genoptagelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Told- og
skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ
myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4. For så
vidt angår de selskaber, der lignes i Told- og Skattestyrelsen, er det
styrelsen, der træffer afgørelse om bevillingsmæssig genoptagelse, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 13, stk. 1, nr. 4. Styrelsens
afgørelse kan påklages til Ligningsrådet, jf. bekendtgørelsens § 24, stk.
1, nr. 6. Ligningsrådets afgørelse kan ikke påklages til anden
administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 6.
Der kan endvidere ske genoptagelse for disse indkomstår på grundlag af
en endelig dom eller landsskatteretskendelse, der underkender hidtidig
ligningspraksis. Der henvises i øvrigt til afsnit
G.3.2.1
og
G.3.2.2.1 .
Bindende forhåndsbesked
Landsskatteretten behandler klager over bindende forhåndsbesked
afgivet af Ligningsrådet, og bindende forhåndsbesked afgivet af de
regionale told- og skattemyndigheder, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens §
25, stk. 1, nr. 1. Afslag på anmodning om bindende forhåndsbesked kan
påklages til Landsskatteretten efter SSL § 23, stk. 1, nr. 6.
Bindende Ligningsvar
Med lov nr. 332 af 9. maj 2003 er der indført adgang for fysiske
personer og dødsboer til at få bindende ligningssvar hos den kommunale
ligningsmyndighed. Loven trådte i kraft den 1. juli 2003, fra hvilken dato
der kan gives bindende ligningsvar vedrørende indkomståret 2003 og senere.
Skatteankenævnet behandler klager over bindende ligningssvar afgivet af
den kommunale ligningsmyndighed, jf. SSL § 21, stk. 4, 2. pkt. Afgørelser
om bindende ligningssvar fra skatteankenævnet kan påklages til
Landsskatteretten, jf. SSL § 23, stk. 1, nr. 9.
Der henvises endvidere til afsnit
C.1.2 .
Ejendomsvurdering
Vurdering af fast ejendom foretages i første instans af de 8 regionale
told- og skattemyndigheder, der fremgår af sagsudlægningsbekendtgørelsens
§ 2.
Klager over de regionale told- og skattemyndigheders vurderinger af
fast ejendom behandles af vurderingsankenævnet, jf. SSL § 16 B.
Landsskatteretten påkender klager over vurderingsankenævnenes afgørelser,
herunder afgørelser i henhold til vurderingslovens § 33, stk. 1
og stk. 12-15 samt fordelinger i henhold til § 33, stk. 2-11,
jf. SSL § 23, stk. 1, nr. 5.
Ejendomsvurderinger, der er ændret af Ligningsrådet, kan påklages til
Landsskatteretten, jf. SSL § 23, stk. 1, nr. 5.
Afslag på anmodning om genoptagelse kan påklages gennem klagesystemet
på samme måde som en vurdering foretaget af den pågældende regionale told-
og skattemyndig.
H.1.1 Bevillinger og dispensationer på
skatteområdet
I en række bevillings- og dispensationsbestemmelser fremgår
betingelserne for at anvende den pågældende bestemmelse direkte af loven.
Dette indebærer, at der ikke skal søges om tilladelse eller dispensation
for at anvende den pågældende bestemmelse.
Spørgsmål om, hvorvidt betingelserne for at anvende bestemmelsen er
opfyldte, afgøres af den skatteansættende myndighed, hvis afgørelse som
udgangspunkt kan påklages efter de sædvanlige regler - det vil sige til
skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten, og indbringes for domstolene
- medmindre andet fremgår af den pågældende lovbestemmelse.
Herudover findes der en del bestemmelser i skatte-, told-, og
afgiftslovgivningen, der fastsætter, at fx skatteministeren eller
Ligningsrådet kan tillade anvendelse af nærmere angivne regler eller kan
dispensere fra nærmere angivne regler.
I
bilag 1 er
en oversigt over bevillings- og dispensationsbestemmelser, hvor beføjelsen
til at træffe afgørelse på skatteområdet er udlagt.
H.1.1.1 Ministerkompetencer
Skatteministerens kompetencer er udlagt via
sagsudlægningsbekendtgørelsen.
Bekendtgørelsens anvendelsesområde afgrænses i § 5 til konkrete sager,
hvor skatteministeren kan træffe afgørelse. Sagsudlægningsbekendtgørelsen
gælder ikke for afgørelser, der efter lov kan påklages til
Landsskatteretten. Kompetencen er udlagt til enten den kommunale
skattemyndighed, de retionale told- og skattemyndigheder, Told- og
Skattestyrelsen, Ligningsrådet og for så vidt angår selskabsligningen, til
den skatteansættende myndighed. Sagsudlægningsbekendtgørelsen regulerer
samtidig klageadgangen for disse sagstyper.
Kompetencen er udlagt til de
regionale told- og skattemyndigheder
Langt de fleste ministerkompetencer er via
sagsudlægningsbekendtgørelsens §§ 6-9 udlagt til de regionale told- og
skattemyndigheder, som træffer afgørelse i første instans. Det er således
hovedreglen, at de regionale told- og skattemyndigheder er tillagt
ministerkompetencen efter bekendtgørelsens § 6, stk. 1, medmindre andet
følger af bekendtgørelsens § 6, stk. 2-3, §§ 3-4, §§ 7-19 og § 32. I
København og på Frederiksberg skal de sager, der efter § 6, stk. 1,
normalt skal behandles i de regionale told- og skattemyndigheder i 1.
instans, i stedet behandles af de kommunale skatteforvaltninger, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6, stk. 2. Dette gælder dog ikke sager
vedrørende told- og afgiftslovgivningen, sager vedrørende
arbejdsgiverkontrollen, arbejdsmarkedsfondloven, opkrævningsloven,
vurderingsloven, sager vedrørende inddrivelse, henstand og eftergivelse af
A-skatter og selskabsskatter, sager om omkostningsgodtgørelse efter SSL
kap. 3 A og sager om ejendomsavanceskat efter
ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3.
Bekendtgørelsens § 6, stk. 3 giver direktøren for Told- og
Skattestyrelsen mulighed for at henlægge alle sager vedrørende et bestemt
område, der er omfattet af hovedreglen i § 6, stk. 1 og 2, til en enkelt
eller enkelte regionale told- og skattemyndigheder, der således bliver
landsdækkende. Hvis et sagsområde henlægges til en enkelt regional told-
og skattemyndighed, gælder dette også sager, som efter § 6, stk. 2 ellers
skulle behandles af Københavns eller Frederiksberg kommuner. De opgaver,
som direktøren for Told- og Skattestyrelsen har udlagt til enkelte
regionale told- og skattemyndigheder, er beskrevet i
bilag 3.
De regionale told- og skattemyndigheders afgørelser
truffet i
henhold til sagsudlægningsbekendtgørelsen kan som hovedregel påklages til
Told- og Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Told-
og Skattestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for en anden
administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 4. Enkelte
regionsafgørelser truffet i henhold til sagsudlægningsbekendtgørelsen kan
indbringes for Landsskatteretten, jf. bekendtgørelsens § 25.
Det skal præciseres, at klagereglerne også gælder for de afgørelser,
der træffes af Københavns og Frederiksberg Kommuner efter § 6, stk. 2.
Kompetencen er udlagt til en
kommune
Det fremgår af sagsudlægningsbekendgørelsens § 10 og § 11 hvilke
kompetencer, der er udlagt til den kommunale skattemyndighed. Den
kommunale skattemyndigheds afgørelser efter disse bestemmelser kan
påklages til den regionale told- og skattemyndighed, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 1-3, medmindre afgørelsen
kan påklages til Landsskatteretten. De regionale told- og
skattemyndigheders afgørelser kan ikke påklages til en anden administrativ
myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 2. Enkelte afgørelser truffet af
den kommunale skattemyndighed i henhold til sagsudlægningsbekendtgørelsen
kan påklages til Ligningsrådet, jf. bekendtgørelsens § 24.
Det er vigtigt at bemærke, at den kommunale skattemyndigheds
kompetencer alene vedrører fysiske personer og dødsboer.
Kompetencen er udlagt til
Told- og Skattestyrelsen
Bekendtgørelsens §§ 14-15 opregner de sager, hvor Told- og
Skattestyrelsen er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans -
herunder når Told- og Skattestyrelsen er skatteansættende myndighed for
juridiske personer bortset fra dødsboer (selskaber). Told- og
Skattestyrelsens afgørelse kan enten påklages til Landsskatteretten eller
Ligningsrådet, jf. § 24 og § 25 og visse afgørelser kan ikke påklages, jf.
§ 26, nr. 4.
Særligt om
selskabsligning
Ministerens kompetence på selskabsligningsområdet er via
sagsudlægningsbekendtgørelsen udlagt til den skatteansættende myndighed.
Ifølge bekendtgørelsens §§ 12-13 træffer den skatteansættende myndighed
afgørelse i 1. instans i en række spørgsmål vedrørende juridiske personer
bortset fra dødsboer (selskaber).
På en række områder kan den skatteansættende myndigheds afgørelser ikke
påklages administrativt, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 1.
Når en kommune er skatteansættende myndighed, kan kommunens afgørelse
efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 12 - med nogle få undtagelser -
påklages til den regionale told- og skattemyndighed, jf. bekendtgørelsens
§ 21, stk. 1, nr. 1. Den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse kan
ikke påklages til andre administrative myndigheder, jf. bekendtgørelsens §
26, nr. 2. Når de regionale told- og skattemyndigheder er skatteansættende
myndighed kan den regionale told- og skattemyndigheds afgørelser efter
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 12 - med nogle få undtagelser - påklages
til Told- og Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1.
Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden
administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 4. For så
vidt angår de selskaber, der lignes i Told- og Skattestyrelsen, er
ministerens kompetencer udlagt til Told- og Skattestyrelsen efter
sagsudlægningsbekendtgørelsens §§ 12-13 med klageadgang til Ligningsrådet,
jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 24, stk. 1, nr. 6. Ligningsrådets
afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf.
bekendtgørelsens § 26, nr. 6.
Kompetencen er udlagt til
Ligningsrådet
Bekendtgørelsens § 16 opregner de sager, hvor Ligningsrådet er
bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans. Ligningsrådets afgørelser
efter denne bestemmelse kan ikke påklages administrativt, jf. §
26, nr. 6.
H.1.1.2 Ligningsrådets kompetencer
Ligningsrådets kompetencer til at give tilladelser eller dispensationer
er for en dels vedkommende udlagt til den kommunale skattemyndighed, andre
er udlagt til de regionale told- og skattemyndigheder eller Told- og
Skattestyrelsen, og for så vidt angår selskabsligningen, til den
skatteansættende myndighed. Medmindre andet er hjemlet i den
lovbestemmelse, der tillægger Ligningsrådet kompetencen til at give
tilladelse eller dispensation, kan en afgørelse, der er truffet efter
bemyndigelse fra Ligningsrådet, påklages til rådet, se også afsnit
H.7.6.
Dette følger af de almindelige forvaltningsretlige principper om, at der
ved ekstern delegation altid er klageadgang til den oprindeligt kompetente
myndighed, medmindre rekursadgangen er afskåret med udtrykkelig
lovhjemmel. På nogle områder har Ligningsrådet ikke udlagt kompetencen til
at give tilladelser eller dispensationer. Ligningsrådets afgørelser om
bevilling og dispensation kan ikke påklages til en anden administrativ
myndighed, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsen s
§ 26, nr. 6.
H.1.1.3 Skattefri aktieombytning, skattefri
fusion, spaltning og tilførsel af aktiver
Skatteministerens kompetence til at tillade skattefri aktieombytning
ifølge
aktieavancebeskatningslovens
§ 13, stk. 1 og stk. 3 er udlagt til de regionale told- og skatteregioner,
bortset fra sager om principielle spørgsmål eller sager, hvor der ikke er
skabt praksis. Sådanne sager afgøres af Told- og Skattestyrelsen, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsen s
§ 8. Landsskatteretten kan påkende afslag på tilladelser og afgørelser om
vilkår efter aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1.
Skatteministerens kompetence til at tillade skattefri fusion,
spaltning, henholdsvis tilførsel af aktiver, og fastsætte vilkår for
tilladelsen er udlagt til Told- og Skattestyrelsen, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 14, stk. 1, nr. 3. Sagsbehandlingen i
første instans er ved de regionale told- og skattemyndigheder, henholdsvis
skatteforvaltningen hos Frederiksberg og Københavns kommuner, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 7.
Told- og Skattestyrelsens afgørelser efter
fusionsskattelovens § 8, stk. 6, § 15, stk. 6, § 15 B, stk. 1, 2 og 6,
§ 15 D, stk. 2 og 3
samt § 6, stk. 6, for så vidt angår dispositioner omfattet af
fusionsskattelovens kapitel 3-5 kan ikke påklages til anden administrativ
myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4.
Told- og Skattestyrelsens afgørelser efter fusionsskattelovens § 15,
stk. 1, § 15 A, stk. 1 og § 15 C, stk. 1 om afslag på tilladelser og
afgørelser med vilkår kan påklages til Landsskatteretten.
H.2 Klagestrukturen ved afgørelser truffet af
arbejdsgiverkontrollen
Ifølge
sagsudlægningsbekendtgørelsens
§ 6 træffer de regionale told- og skattemyndigheder afgørelse i 1. instans
vedrørende alle spørgsmål i henhold til bl.a.
kildeskattelovens § 89 B, arbejdsmarkedsfondslovens § 16, stk. 1 og SKL
§ 23 B .
Bekendtgørelsens anvendelsesområde afgrænses i § 5 til konkrete sager,
hvor skatteministeren kan træffe afgørelse. Sagsudlægningsbekendtgørelsen
gælder ikke for afgørelser, der efter lov kan påklages til
Landsskatteretten.
Bekendtgørelsens § 6, stk. 3, giver direktøren for Told- og
Skattestyrelsen mulighed for at henlægge alle sager vedrørende et bestemt
område, der er omfattet af hovedreglen i § 6, stk. 1 og 2, til en enkelt
eller enkelte regionale told- og skattemyndigheder, der således bliver
landsdækkende. De opgaver, som direktøren for Told- og Skattestyrelsen har
udlagt til enkelte told- og skatteregioner, er beskrevet i
bilag 3.
Ifølge
ATP-lovens
§ 17 f, stk. 1, finder arbejdsmarkedsfondslovens regler om opkrævning,
angivelse og indbetaling, periodisering, indberetning, straf, regulering
mv. tilsvarende anvendelse for SP-bidraget. Arbejdsmarkedsfondslovens §
16, stk. 1, finder således anvendelse for SP-bidraget. Det betyder, at
sagsudlægningsbekendtgørelsens regler om klage over afgørelser efter
arbejdsmarkedsfondsloven og om bemyndigelse til told- og skatteregionerne
om at træffe afgørelse i første instans efter arbejdsmarkedsfondsloven,
tilsvarende finder anvendelse for SP-bidraget.
Afgørelser, der er truffet af en regional told- og skattemyndighed
efter § 6, stk. 1, i sagsudlægningsbekendtgørelsen kan, for så vidt
afgørelsen ikke kan påklages til Landsskatteretten, påklages til Told- og
Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. I
bilag 4 er
en oversigt over de afgørelser, der kan påklages til Landsskatteretten.
Anmodning om
genoptagelse
Efter almindelige forvaltningsretlige principper er det den
myndighed, der har kompetencen til at træffe afgørelse i 1. instans, der
træffer afgørelse om, hvorvidt en genoptagelsesanmodning skal imødekommes.
Et afslag på en sådan genoptagelsesanmodning kan normalt påklages gennem
klagesystemet på samme måde som en afgørelse foretaget af den pågældende
myndighed. Det er endvidere forudsat i lovforslag nr. 192 af 4. marts
1999. Om suspension af klagefrister henvises til afsnit
H.7.1 .
H.2.1 Klage til Landsskatteretten
Afgørelser om indeholdelse af
A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag
Efter § 6, stk. 1 i
sagsudlægningsbekendtgørelsen
har de regionale told- og skattemyndigheder kompetence til at træffe
afgørelser i 1. instans om:
at en virksomhed skal indholde A-skat af en given ydelse, jf.
kildeskattelovens
§ 46, jf. kildeskattelovens § 43, og/eller
at der skal indeholdes AM-bidrag og SP-bidrag af den pågældende
ydelse, jf.
arbejdsmarkedsfondslovens § 11, stk. 9, og ATP-lovens § 17 f, stk.
1, der henviser til
arbejdsmarkedsfondsloven.
En afgørelse om indeholdelsespligt skal
være ledsaget af en afgørelse om hæftelse (fortid) og/eller et pålæg
(fremtid).
Pålæg om indeholdelse
En afgørelse om et pålæg til den indeholdelsespligtige om for
fremtiden at indeholde A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag kan påklages til
Landsskatteretten.
Hæftelse
Afgørelse om hæftelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf.
afsnit
H.2.2.
Den underliggende afgørelse om A-indkomst og indeholdelsespligt for
indeværende år kan derimod påklages til Landsskatteretten.
Landsskatteretten havde i en sag om indeholdelsespligt efter
kildeskatteloven ikke kompetence til at afgøre et spørgsmål om hæftelse
efter kildeskattelovens § 69, jf. TfS 1998, 792 LSR. En underliggende
afgørelse truffet af den kommunale skatteforvaltning overfor lønmodtageren
for tidligere år ved ændret årsopgørelse, kan alene påklages af
lønmodtageren.
Se herom Vejledning om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag
2002, afsnit J.3.3.
Oplysningspligt
Afgørelse om oplysningspligt kan påklages til Told- og
Skattestyrelsen, jf. afsnit
H.2.2 . Den
underliggende afgørelse om indeholdelsespligt kan derimod påklages til
Landsskatteretten.
A-skat
Landsskatteretten påkender klager over de regionale told- og
skattemyndigheders afgørelser i 1. instans om indeholdelsespligter efter
kildeskatteloven, jf. kildeskattelovens § 87. Det betyder, at
arbejdsgiverkontrollens afgørelser om, hvorvidt der skal indeholdes A-skat
i en given indkomst, herunder om arbejdsgiveren mv. er
indeholdelsespligtig, om indkomstmodtageren er skattepligtig her til
landet samt den beløbsmæssige opgørelse af indkomsten og af den skat, der
skal indeholdes i indkomsten, kan indbringes for Landsskatteretten.
Andre typer afgørelser om registrering, angivelse, betaling og
hæftelse, truffet af arbejdsgiverkontrollen efter kildeskatteloven, kan
fortsat påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. afsnit
H.2.2.
AM-bidrag
Ifølge arbejdsmarkedsfondslovens § 16, stk. 2, påkender
Landsskatteretten klager over de regionale told- og skattemyndigheders
afgørelser om:
bidragspligt efter arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1,
fritagelse for bidragspligt efter arbejdsmarkedsfondslovens § 7,
stk. 3,
bortfald af bidragspligt efter arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk.
4,
bidragsgrundlag efter arbejdsmarkedsfondslovens § 8, og særskilt
bidragsgrundlag efter arbejdsmarkedsfondslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 2,
og
indeholdelsespligt efter arbejdsmarkedsfondsloven.
De
regionale told- og skattemyndigheders afgørelser vedrørende øvrige
spørgsmål efter arbejdsmarkedsfondsloven, fx om registrering, regnskab,
kontrol og hæftelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen som 2. og
sidste administrative instans, jf. afsnit
H.2.2.
Selvstændigt
erhvervsdrivende
Ifølge arbejdsmarkedsfondslovens § 16, stk. 2, påkender
Landsskatteretten klager over de regionale told- og skattemyndigheders
afgørelser om selvstændigt erhvervsdrivendes bidragspligt efter
arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 2, og bidragsgrundlag efter
arbejdsmarkedsfondslovens § 10.
SP-bidrag
Ifølge ATP-lovens § 17 f, stk. 1, finder arbejdsmarkedsfondslovens
regler om opkrævning, angivelse og indbetaling, periodisering,
indberetning, straf, regulering mv. tilsvarende anvendelse for
SP-bidraget. Arbejdsmarkedsfondslovens § 16, stk. 2, finder dermed
tilsvarende anvendelse for de regionale told- og skattemyndigheders
afgørelser om indeholdelse af SP-bidrag, som således kan påklages til
Landsskatteretten.
H.2.2 Klage til Told- og
Skattestyrelsen
Afgørelser om
registrering
Efter
sagsudlægningsbekendtgørelsens
§ 6, stk. 1 har de regionale told- og skattemyndigheder kompetence til som
første instans at træffe afgørelser om:
at en indeholdelsespligtig skal registreres i CVR-registret, jf. §
18, stk. 1 i
bekendtgørelse nr. 980 af 16. november 2001 til kildeskatteloven og
§§ 1-4 i
bekendtgørelse nr. 979 af 16. november 2001 til
arbejdsmarkedsfondsloven
at indeholdelsespligtige, der anmeldes til registrering, skal stille
sikkerhed efter
opkrævningslovens
§ 11, stk. 2 og § 11 A
at virksomheden ikke kan registreres pga. manglende
sikkerhedsstillelse, jf. opkrævningslovens § 11, stk. 7 og 11 A, stk. 2
at virksomheden ikke kan registreres i den ønskede driftsform, men
at registrering kan ske i en anden driftsform, fx som personligt
hæftende
Disse afgørelser kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Styrelsens afgørelse
kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf.
bekendtgørelsens § 26, nr. 4.
Afgørelser om angivelse og
betaling
Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6, stk. 1 har de regionale
told- og skattemyndigheder kompetence til som første instans at træffe
afgørelser om:
at der skal pålægges afgiftsforhøjelse efter
kildeskattelovens
§ 57, stk. 2 på grund af ikke rettidigt indgivet angivelse af identitet
af personer, der har fået udbetalt eller godskrevet A-indkomst i
A-skatteperioden, mere end een gang for en periode på 24 måneder,
at der skal foretages en foreløbig skønsmæssig fastsættelse efter
opkrævningslovens § 4, stk. 1, samt størrelsen af det skønsmæssige
ansatte tilsvar efter opkrævningslovens § 5, stk. 2, og
at en allerede registreret indeholdelsespligtig virksomhed skal
stille sikkerhed efter opkrævningslovens § 11, stk. 1.
Disse afgørelser kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Styrelsens afgørelse
kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf.
bekendtgørelsens § 26, nr. 4.
Afgørelser om
oplysningspligt
Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6, stk. 1 har de regionale
told- og skattemyndigheder kompetence til som første instans at træffe
afgørelse om, at en virksomhed er oplysningspligtig efter
skattekontrolloven. De regionale told- og skattemyndigheder har en
tilsvarende kompetence til at træffe afgørelse om oplysningspligtens
omfang. Disse afgørelser kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Styrelsens afgørelse
kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf.
bekendtgørelsens § 26, nr. 4. Den underliggende afgørelse om
indeholdelse kan påklages til Landsskatteretten, jf. afsnit
H.2.1.
Afgørelser om hæftelse
Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6, stk. 1 har de regionale
told- og skattemyndigheder kompetence til som første instans at træffe
afgørelser om
hæftelse for indeholdt A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag efter
kildeskattelovens § 69, stk. 2 og
arbejdsmarkedsfondsloven s
§ 15, stk. 3, 2. pkt.,
lønmodtagerens hæftelse for ikke-indeholdt A-skat og ikke-indeholdte
AM-bidrag og SP-bidrag, jf. kildeskattelovens § 68 samt
arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk. 1,
den indeholdelsespligtiges hæftelse for ikke-indeholdt A-skat og
ikke-indeholdt AM-bidrag og SP-bidrag, jf. kildeskattelovens § 69, stk.
1 og arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk. 3,
nulstilling, og
erstatning
Disse afgørelser kan påklages til Told- og
Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1.
Styrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed, jf. samme bekendtgørelses § 26, nr. 4. Den evt. underliggende
afgørelse om indeholdelse kan påklages til Landsskatteretten, jf. afsnit
H.2.1 .
Landsskatteretten havde i en sag om indeholdelsespligt efter
kildeskatteloven ikke kompetence til at afgøre et spørgsmål om hæftelse
efter kildeskatteloven § 69, jf. TfS 1998, 792 LSR.
H.3 Klagestrukturen ved afgørelser om moms,
lønsumsafgift og afgifter
I henhold til en række moms- og afgiftslove og
sagsudlægningsbekendtgørelsen træffer de regionale told- og
skattemyndigheder afgørelse i 1. instans i langt de fleste sager på moms-
og afgiftsområdet.
Landsskatteretten
I mere end 30 forskellige moms- og afgiftslove er der indsat en
bestemmelse om, at de statslige told- og skattemyndigheders afgørelser i
første instans om visse nærmere opregnede spørgsmål og/eller efter visse
nærmere opregnede bestemmelser kan påklages til Landsskatteretten. I
bilag 4 er
en oversigt over de moms- og afgiftsspørgsmål, der kan påklages til
Landsskatteretten.
Told- og
Skattestyrelsen
I de enkelte moms- og afgiftslove er der indsat en bestemmelse om, at
skatteministeren kan bemyndige de statslige told- og skattemyndigheder til
at træffe afgørelser efter loven, og om at ministeren kan fastsætte regler
om adgangen til at klage over afgørelserne.
Denne bestemmelse er udnyttet i
sagsudlægningsbekendtgørelsen .
Bekendtgørelsens anvendelsesområde afgrænses i § 5 til konkrete sager,
hvor skatteministeren kan træffe afgørelse. Sagsudlægningsbekendtgørelsen
gælder ikke for afgørelser, der efter lov kan påklages til
Landsskatteretten.
Bekendtgørelsens § 6, stk. 3, giver direktøren for Told- og
Skattestyrelsen mulighed for at henlægge alle sager vedrørende et bestemt
område, der er omfattet af hovedreglen i § 6, stk. 1 og 2,, til en enkelt
eller enkelte regionale told- og skattemyndigheder, der således bliver
landsdækkende. De opgaver, som direktøren for Told- og Skattestyrelsen har
udlagt til enkelte told- og skattemyndigheder, er beskrevet i
bilag 3 .
Ifølge sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6 træffer told- og
skatteregionerne afgørelse i alle sager, medmindre området efterfølgende
er henlagt til en anden myndighed.
Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1, er der adgang
til at påklage de regionale told- og skattemyndigheders afgørelser til
Told- og Skattestyrelsen, medmindre afgørelsen efter loven kan påklages
til Landsskatteretten.
På momsområdet drejer det sig fx om afgørelser om
Tidspunkt for afgiftspligtens indtræden
Betaling og tilbagebetaling, herunder afgiftsgodtgørelse
Afregning, periodisering og renteberegning
Registrering, ændringer til registrering, registreringsgrænserne og
fælles- samt delregistrering.
Eftergivelse og henstand
På afgiftsområdet drejer det sig fx om afgørelser om
Afgiftspligtens indtræden
Registrering
Regnskab
Kontrol
Afregning
Efter § 19 i sagsudlægningsbekendtgørelsen træffer de regionale told-
og skattemyndigheder også afgørelse i 1. instans om beregning og
udbetaling af renter. Afgørelserne kan påklages til Told- og
Skattestyrelsen. Endvidere kan spørgsmål om overvæltning i forbindelse med
genoptagelse og tilbagebetaling af moms og afgifter påklages til Told- og
Skattestyrelsen. Der henvises endvidere til afsnit
J om
henstand og tilbagebetaling.
Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan
ikke påklages til en anden administrativ myndighed, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4. I visse afgørelser - fx
om registrering, som kan påklages til Told- og Skattestyrelsen -
forekommer det, at grundlaget for afgørelsen er en underliggende
afgørelse, som kan påklages til Landsskatteretten efter andre
bestemmelser. I sådanne tilfælde vil klagekompetencen være delt.
Anmodning om
genoptagelse
Efter almindelige forvaltningsretlige principper er det den myndighed,
der har kompetencen til at træffe afgørelse i 1. instans, der træffer
afgørelse om, hvorvidt en genoptagelsesanmodning skal imødekommes. Et
afslag på en sådan genoptagelsesanmodning kan normalt påklages gennem
klagesystemet på samme måde som en afgørelse foretaget af den pågældende
myndighed. Det er endvidere forudsat i lovforslag nr. 192 af 4. marts
1999. Om suspension af klagefrister se afsnit
H.7.1.
H.4 Klagestrukturen på toldområdet
I henhold til toldlovens § 71 kan skatteministeren bemyndige de
statslige told- og skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter
toldloven. Denne bemyndigelse er udnyttet i sagsudlægningsbekendtgørelsens
§ 6, således at samtlige 8 regionale told- og skattemyndigheder kan træffe
afgørelser på toldområdet.
Sagsudlægningsbekendtgørelsens anvendelsesområde afgrænses i § 5 til
konkrete sager, hvor skatteministeren kan træffe afgørelse.
Bekendtgørelsens regler om klageadgang gælder ikke for afgørelser, der
efter lov kan påklages til Landsskatteretten. Bekendtgørelsens § 6, stk.
3, giver direktøren for Told- og Skattestyrelsen mulighed for at henlægge
alle sager vedrørende et bestemt sagsområde, der er omfattet af
hovedreglen i § 6, til en enkelt eller enkelte regionale told- og
skattemyndigheder, der således bliver landsdækkende. De opgaver, som
direktøren for Told- og Skattestyrelsen ved et cirkulære har udlagt til
enkelte regionale told- og skattemyndigheder, er angivet i bilag 3 til
denne vejledning. .
Landsskatteretten
Skatteministeren har i
bekendtgørelse nr. 302 af 17. maj 1999 besluttet, at de afgørelser,
der er opregnet i
toldlovens § 71 a, jf. § 36 i
lov nr. 1098 af 29. december 1997, (afgørelser efter toldlovgivningen,
dvs.
toldloven og EF-forordninger om told, herunder EF's toldkodeks) kan
påklages til Landsskatteretten.
I
bilag 4 er
det opregnet, hvilke afgørelser efter toldlovgivningen, der kan indbringes
for Landsskatteretten.
Told- og
Skattestyrelsen
Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, nr. 1 og 2, er
der adgang til at påklage de regionale told- og skattemyndigheders
afgørelser på toldområdet til Told- og Skattestyrelsen, medmindre
afgørelsen efter loven kan påklages til Landsskatteretten. Det drejer sig
fx om klager over
Afslag på meddelelse af bevillinger, tilladelser eller godkendelser
Tilbagekaldelse af bevillinger, tilladelser eller godkendelser
Afgørelser om ekspeditionsafgift
Afgørelser om kontrol
Afgørelser om henstand
Told- og Skattestyrelsens afgørelser
på toldområdet kan ikke påklages til en anden administrativ myndighed, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4. I visse afgørelser, som
kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, forekommer det, at grundlaget
for afgørelsen er en underliggende afgørelse, som kan påklages til
Landsskatteretten efter andre bestemmelser. I sådanne tilfælde vil
klagekompetencen være delt. For eksempel vil en afgørelse til en
oplagshaver både kunne dreje sig om efteropkrævning som følge af
misligholdelse af en oplagsbevilling og som følge heraf om tilbagekaldelse
af en oplagsbevilling. Landsskatteretten vil være kompetent for så vidt
angår klagen over efteropkrævning, mens Told- og Skattestyrelsen vil være
kompetent for så vidt angår klagen over bevillingens tilbagekaldelse.
Anmodning om
genoptagelse
Efter almindelige forvaltningsretlige principper er det den myndighed,
der har kompetencen til at træffe afgørelse i 1. instans, der træffer
afgørelse om, hvorvidt en genoptagelsesanmodning skal imødekommes. Et
afslag på en sådan genoptagelsesanmodning kan normalt påklages gennem
klagesystemet på samme måde som en afgørelse foretaget af den pågældende
myndighed. Det er endvidere forudsat i lovforslag nr. 192 af 4. marts
1999. Om suspension af klagefrist se afsnit
H.7.1.
H.5 Klagestruktur for
spillemyndigheden
Spillemyndigheden træffer 1. instans afgørelse efter følgende
bestemmelser:
Lovbekendtgørelse
nr. 631 af 25. juli 2002 om gevinstgivende spilleautomater §§ 6-11
om
meddelelse af tilladelser,
samme lovs §§ 12-13 om bortfald, tilbagekaldelse mv. af tilladelser,
samme lovs §§ 15-20 om kontrol mv. af spilleautomater og
spillehallers personale, adgangskrav mv.,
samme lovs § 28, stk. 2, om tilbagekaldelse af tilladelse ved
angivelse,
samme lovs § 44, stk. 2, om dispensation,
bekendtgørelse nr. 1084 af 8. december 2000 om gevinstgivende
spilleautomater § 4
om dispensation fra kravet om opkobling til det centrale
overvågningssystem, og
samme bekendtgørelses § 19 om vilkår for tilladelser og
tilbagekaldelse.
Spillemyndighedens afgørelser kan påklages til
spillenævnet, jf. lovens § 37. Fristen for klagen er 3 måneder regnet fra
afgørelsesdatoen.
Landsskatteretten påkender dog klager over afgørelser truffet af de
statslige skattemyndigheder i 1. instans efter lovens § 36 og
sagsudlægningsbekendtgørelsens
§ 6 af:
spørgsmål om, hvilket beløb afgifterne skal beregnes af, og
spørgsmål om, hvorvidt der er tale om velgørende, lokale formål
efter lovens § 38, som efter lovens § 25 kan modtage midler med
afgiftsnedsættelse til følge.
H.6 Klagestruktur og klageveje på formelle
områder (fælles for alle områder)
Klager over
sagsbehandlingen
Behandling af en klage alene med påstand om, at en sagsbehandling er
forkert eller uhensigtsmæssig, og som ikke anfægter en materiel afgørelse,
sker efter de uskrevne klageveje i forvaltningsretten i forbindelse med
over-/underordnelsesforhold. Det forhold, at der foreligger et
over-/underordnelsesforhold mellem to myndigheder, giver i et eller andet
omfang den overordnede myndighed en tilsynspligt overfor den underordnede
myndighed, men over-/underordnelsesforholdet giver ikke i sig selv en
borger/virksomhed en ret til at få behandlet en klage, i hvis afgørelse,
den pågældende ikke har en retlig interesse. Det er i vidt omfang den
overordnede myndigheds valg, om den som led i sin tilsynsforpligtelse vil
underkaste en sådan klage en prøvelse.
Told- og Skattestyrelsen kan således behandle klager over
sagsbehandlingsfejl i de regionale told- og skattemyndigheder, og Told- og
Skattestyrelsen og de regionale told- og skattemyndigheder kan behandle
klager over sagsbehandlingsfejl hos de kommunale skattemyndigheder. I de
tilfælde, hvor der er tale om klare retlige mangler ved sagsbehandlingen,
og hvor fejlen umiddelbart kan rettes ved anvendelsen af
tilsynsbeføjelsen, vil de statslige myndigheder søge at afhjælpe sådanne
fejl, da det ikke anses for rimeligt at henvise klager til at få fejlen
rettet gennem det administrative rekurssystem. Det samme gælder, hvor
sådanne fejl konstateres, uden at borgeren/virksomheden har indgivet en
formel klage over sagsbehandlingen. Der henvises til afsnit
A.2.2.1 om
tilsynsopgaven. De statslige myndigheder kan ikke tage stilling til en
klage over påstået ugyldighed. Sådanne indsigelser skal påklages i
sædvanlig instansfølge, som en klage over den materielle afgørelse.
Inhabilitet
Efter
FVL § 6,
stk. 2, afgøres spørgsmålet om, hvorvidt en person er inhabil, af den
myndighed, som skal træffe afgørelsen vedrørende sagens realitet.
Afgørelsen kan alene indbringes for en klageinstans i forbindelse med
påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet. I praksis har Told- og
Skattestyrelsen dog udtalt sig i sager vedrørende inhabilitetsspørgsmål.
Et medlem af et skatteankenævn, som af nævnet er anset for inhabilt,
kan kræve sine indvendinger mod nævnets beslutning tilført protokollen og
kan forlange, at en kopi af protokolatet indsendes til Told- og
Skattestyrelsen, jf. SSL § 10, stk. 3. Der henvises endvidere til afsnit
E.2.
Aktindsigt
I forbindelse med behandlingen af en klagesag skal skatteankenævnet og
Landsskatteretten tage stilling til virkningen af en eventuel
tilsidesættelse af formelle regler, herunder om aktindsigt.
Særskilt klage over afslag på anmodning om aktindsigt er reguleret
i
sagsudlægningsbekendtgørelsen.
Ifølge bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3, kan afgørelser om aktindsigt,
der træffes af den kommunale skattemyndighed eller et skatteankenævn
påklages til den regionale told- og skattemyndighed. Afgørelser om
aktindsigt truffet af Københavns Kommune efter bekendtgørelsens § 6, stk.
2, kan påklages til ToldSkat København. Ifølge
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 3 gælder det fortsat, at
afgørelser om aktindsigt truffet af et af de tidligere vurderingsråd eller
skyldråd kan påklages til den regionale told- og skattemyndighed. De
regionale told- og skattemyndigheders afgørelse kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed, jf. § 26, nr. 2. I sager, hvor de regionale
told- og skattemyndigheder træffer afgørelse om aktindsigt i første
instans, kan afgørelserne påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 2. Afgørelser om
aktindsigt i ligningsrådssager træffes af Told- og Skattestyrelsen som
sekretariat for Ligningsrådet, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 14,
stk. 3.
Afgørelser om aktindsigt truffet af Told- og Skattestyrelsen - herunder
styrelsens 1. instansafgørelser - kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 4.
Der henvises endvidere til afsnit
M.1 .
Indsigtsret
Ved anmodninger om indsigt mv. efter reglerne i
persondataloven s
§§ 28 - 39 er det den dataansvarlige myndighed, virksomhed mv., der har
kompetencen til at afgøre om anmodningen kan imødekommes. Dette udelukker
for så vidt angår den offentlige forvaltning ikke sædvanlig
forvaltningsmæssig delegation, jf. Datatilsynets vejledning nr. 126 af 10.
juli 2000, punkt 5. Afgørelser truffet af den dataansvarlige vedrørende
den registreredes rettigheder kan indbringes for Datatilsynet til endelig
administrativ afgørelse, jf. lovens § 61.
Der henvises i øvrigt til afsnit
M.2 .
Videregivelse af fortrolige
oplysninger til anden forvaltningsmyndighed
Kompetencen til at afgøre i første instans, om en fortrolig oplysning
omfattet af SSL § 37 eller
SKL § 6 F
skal videregives til en anden forvaltningsmyndighed efter reglerne i FVL
§§ 28 og 31, tilkommer den myndighed, hvor oplysningen er. Videregivelse
af oplysninger efter persondataloven er omfattet af samme kompetence. Det
bemærkes, at FVL § 31 også gælder for videregivelse af personoplysninger,
der er omfattet af persondataloven.
Kompetencen til at afgøre en klage over et afslag på en
videregivelsesanmodning fra en anden forvaltningsmyndighed tilkommer de
statslige told- og skattemyndigheder. Er et afslag givet af en regional
told- og skattemyndighed, vil afgørelsen kunne påklages til Told- og
Skattestyrelsen. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke indbringes
for anden administrativ myndighed.
Er et afslag givet af den kommunale skattemyndighed, vil afgørelsen
kunne påklages til den regionale told- og skattemyndighed, som sidste
administrative instans.
Er et afslag givet af Told- og Skattestyrelsen, kan afgørelsen ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
Der henvises endvidere til afsnit
M.3.2.2 .
Videregivelse af fortrolige
oplysninger indenfor samme myndighed
Kompetencen til at afgøre, om en fortrolig oplysning omfattet af SSL §
37 eller SKL § 6 F skal videregives indenfor samme myndighed, tilkommer
den, der som følge af sit arbejde har kendskab til oplysningen, eventuelt
af myndighedens ledelse.
Der henvises i øvrigt til afsnit
M.3.2.3 .
Tavshedspligt
Den, som en fortrolig oplysning er om, kan være uenig i, at en
forvaltningsmyndighed beslutter at videregive oplysningen. Den pågældende
er berettiget til at påklage en sådan videregivelse. Klageberettiget er
endvidere den, som har modtaget en fortrolig oplysning om tredjemand, og
som anser videregivelsen for en overtrædelse af tavshedspligten.
Er videregivelsen foretaget af en regional told- og skattemyndighed,
kan videregivelsen påklages til Told- og Skattestyrelsen. Er
videregivelsen foretaget af den kommunale skattemyndighed, kan
videregivelsen påklages til den regionale told- og skatteregion. Er
videregivelsen foretaget af en regional told- og skattemyndighed eller
Told- og Skattestyrelsen, kan klage over videregivelsen i sidste instans
forelægges for skatteministeren som øverste forvaltningschef. Tilsvarende
gælder, at klage over en kommunes videregivelse i sidste instans kan
forelægges for borgmesteren som øverste forvaltningschef.
Der henvises endvidere til afsnit
M.3 .
Forældelse/told, moms og
afgifter
Kompetencen til at træffe afgørelse om formueretlig forældelse er for
så vidt angår krav på told, moms og afgifter hos de regionale told- og
skattemyndigheder, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens
§ 6. Afgørelsen kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf.
bekendtgørelsens § 22, nr. 1-3. Told- og Skattestyrelsens afgørelse
kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4. I de tilfælde, hvor der
fremsættes indsigelse om, at der allerede ved afgørelsen om grundlaget for
kravet var indtrådt formueretlig forældelse, skal klagen dog indgives til
Landsskatteretten, såfremt sagen i øvrigt kan påklages til
Landsskatteretten, jf.
SSL § 24, stk. 1, nr. 5 og toldlovens § 71 a, stk. 1, nr. 5.
Forældelse/skat
For så vidt angår afgørelser om forældelse af indkomstskat vedrørende
fysiske personer og dødsboer følger det af sagsudlægningsbekendtgørelsens
§ 11, nr. 2, at kompetencen er tillagt kommunerne i det omfang afgørelse
herom ikke er truffet af en anden skattemyndighed. Kommunernes afgørelser
vil kunne påklages til de regionale told- og skattemyndigheder, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Told- og
skatteregionens afgørelse kan i så fald ikke påklages til anden
administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 2.
Hvis afgørelsen om forældelse er truffet af en regional told- og
skattemyndighed, kan der klages til Told- og Skattestyrelsen, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Told- og
Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ
myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4.
Er afgørelsen truffet af Told- og Skattestyrelsen i 1. instans er der
ingen administrativ klagemulighed.
Hvis afgørelsen om formueretlig forældelse i henhold til SSL § 35 er
truffet som forudsætning for en skatteansættelse, der foretages efter
udløbet af de ordinære ansættelsesfrister i SSL § 34, kan afgørelsen dog
påklages til skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten.
For så vidt angår juridiske personer bortset fra dødsboer (selskaber)
har den regionale told- og skattemyndigheder kompetencen til at træffe
afgørelse om forældelse af selskabsskat, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6. Den regionale told- og
skattemyndigheds afgørelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Told- og
Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ
myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4. Er afgørelsen
truffet af Told- og Skattestyrelsen i 1. instans er der ingen
administrativ klagemulighed.
Hvis afgørelsen om formueretlig forældelse i henhold til SSL § 35 er
truffet som forudsætning for en skatteansættelse, der foretages efter
udløbet af de ordinære ansættelsesfrister i SSL § 34, kan afgørelsen dog
påklages til Landsskatteretten, jf. SSL § 24, stk. 1, nr. 5.
Omkostningsgodtgørelse
Afgørelse om omkostningsgodtgørelse træffes af den regionale told- og
skattemyndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 6.
Den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse kan påklages til Told-
og Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Told- og
Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ
myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4.
Henstand med betaling ved
klage
De regionale told- og skattemyndigheder træffer afgørelse om henstand
i 1. instans på told- og afgiftsområdet, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6. De regionale told- og
skattemyndigheder afgørelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens
afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4.
På skatteområdet er kompetencen til at træffe afgørelse om henstand for
fysiske personer og dødsboer udlagt til den kommunale skatteforvaltning,
jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 11, nr. 1. Kommunens afgørelse kan
påklages til den regionale told- og skattemyndighed, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Den regionale told- og
skattemyndigheds afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ
myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 2.
For juridiske personer bortset fra dødsboer (selskaber) træffer den
skatteansættende myndighed afgørelse om henstand i 1. instans, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 12, stk. 1, nr. 1.
Hvis den kommunale skattemyndighed er skatteansættende myndighed kan
afgørelsen om henstand påklages til den regionale told- og
skattemyndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 1.
Den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse kan ikke påklages til
anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 2.
Hvis den regionale told- og skattemyndighed er skatteansættende
myndighed kan afgørelsen om henstand påklages til Told- og
Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, nr. 1.
Told- og skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden
administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 4.
Hvis Told- og Skattestyrelsen er skatteansættende myndighed, kan
afgørelsen om henstand påklages til Ligningsrådet, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 24, stk. 1, nr. 6. Ligningsrådets
afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf.
bekendtgørelsens § 26, nr. 6.
Forrentning af
tilbagebetalingsbeløb
Den myndighed, der skal opfylde et tilbagebetalingskrav, har ifølge
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 19 kompetence til at træffe afgørelse i
1. instans om beregning og udbetaling af renter efter Skatteministeriets
cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 om forrentning af visse
tilbagebetalingsbeløb. Endvidere kan visse tilbagebetalte toldbeløb
forrentes efter TSS-cirkulære 1997-2 om forrentning af tilbagebetalte
toldbeløb. Hvis afgørelse om tilbagebetaling er truffet af den kommunale
skattemyndighed, kan afgørelsen påklages til den regionale told- og
skattemyndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 1.
Den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse kan ikke påklages til
anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 2.
Hvis afgørelse om tilbagebetaling er truffet i 1. instans af en
regional told- og skattemyndighed, kan afgørelsen påklages til Told- og
Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, nr. 1.
Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden
administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 4.
Afgørelser truffet af Told- og Skattestyrelsen i 1. instans kan ikke
påklages til anden administrativ myndighed, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4.
Der henvises i øvrigt til
afsnit J
om henstand og tilbagebetaling.
H.7 Klage og klagebehandling (fælles for alle
områder)
De regler, der beskrives i dette afsnit er fælles for de afgørelser,
der kan påklages til henholdsvis skatteankenævn, vurderingsankenævn, told-
og skatteregionerne, Landsskatteretten, Told- og Skattestyrelsen eller
Ligningsrådet.
H.7.1 Generelt om klage og
klagefrister
Hvem kan klage
Det absolutte udgangspunkt er, at kun parten er klageberettiget.
Partsbegrebet skal fortolkes restriktivt på told-, skatte- og
afgiftsområdet. I TfS 1999, 119 LSR afviste Landsskatteretten at behandle
en klage over emballageafgift. Klagen var indgivet af en aftager af de
berørte dunke, som forhøjelsen vedrørte, og den pågældende havde alene en
indirekte interesse i sagens udfald ved, at afgiften blev tillagt
salgssummen.
Den restriktive fortolkning af partsbegrebet på told-, skatte- og
afgiftsområdet indebærer fx, at hvis en told-, skatte- eller
afgiftsmyndighed har foretaget en regulering af en kommanditist, kan en
sådan afgørelse ikke påklages af de øvrige kommanditister, da disse ikke
anses for parter, selv om reguleringen vedrører et punkt, der er fælles
for alle kommanditisterne.
Hvis borgeren er død, kan dødsboet klage. Klager over værdiansættelser
af aktiver og passiver i dødsboer og beregning af passivposter kan
indgives af dødsboet. Heraf følger modsætningsvist, at hverken de enkelte
arvinger, ægtefællen eller legatarer kan påklage disse afgørelser.
En juridisk persons konkursbo er uden videre klageberettiget, da der er
identitet mellem konkursboet og den juridiske person. Dette forudsætter
dog, at bobehandlingen ikke er afsluttet, jf. TfS 1996, 30 ØLD, hvor en
sag anlagt af repræsentanter for en fiskesalgsforening blev afvist, fordi
likvidationen af foreningen var afsluttet og ikke senere genoptaget. I TfS
1996, 426 ØLD var sagen anlagt af to selskaber, der efter sagens anlæg
blev likvideret, hvorfor påstandene blev afvist.
Er der tale om en fysisk persons konkursbo, vil det være konkursboet,
der er klageberettiget for afgørelser, der vedrører år, der ligger forud
for konkursdekretets afsigelse. Derimod er konkursboet ikke
klageberettiget, for så vidt angår det indkomstår, hvor konkursdekretet
afsiges, idet skattekrav vedrørende dette år ikke kan anmeldes i
konkursboet, jf. TfS 1987, 578 HD. Hvis konkursboet ikke udnytter
klageadgangen, vil der typisk ikke være noget til hinder for, at
skyldneren selv udnytter den.
I forbindelse med vedtagelse af frivillige akkorder og stadfæstelse af
tvangsakkorder vil kreditorerne ikke kunne indtræde i adgangen til at
klage.
Betalingsstandsningsboer er ikke egentlige boer og er derfor ikke
klageberettigede.
For selskaber mv., der er omfattet af selskabsskatteloven, er det
selskabets ledelse, der beslutter, om klage skal indgives. For foreninger
mv. omfattet af fondsbeskatningsloven er det på tilsvarende vis
foreningens ledelse, der bestemmer, om der skal indgives klage.
For umyndige er det værgen, der skal indgive klage på den umyndiges
vegne.
Klager over værdiansættelser ved gaveafgiftsberegningen kan foretages
af den gaveafgiftspligtige. Da både gavegiver og gavemodtager hæfter
solidarisk for afgiftens betaling, er begge klageberettiget.
Særligt for afgørelser truffet
af arbejdsgiverkontrollen
Ved afgørelser om indeholdelsespligt efter kildeskatteloven er både
den indeholdelsespligtige og indkomstmodtageren klageberettiget, jf.
bemærkningerne til
lov nr. 1098 af 29. december 1998. Også andre afgørelser, som
arbejdsgiverkontrollen har truffet overfor en arbejdsgiver, kan have en så
væsentlig betydning for arbejdstageren, at denne bliver part i sagen og
derfor har klageadgang.
Særligt for ægtefæller
Ifølge
SSL § 37
A, stk. 2 kan ægtefæller og forhenværende ægtefæller hver især klage over
skatteansættelsen af den anden ægtefælle for indkomstår, hvori de var
ægtefæller og samlevende. Bestemmelsen har især betydning i de tilfælde,
hvor den ene ægtefælles skatteansættelse har indirekte betydning for den
anden. SSL § 37 A, stk. 2 giver kun ægtefællen hjemmel til at klage, men
gør ikke ægtefællen til part i sagen.
Særligt om
ejendomsvurdering
Der gælder særlige regler om klageadgang over ejendomsvurderinger i
SSL § 22 A, stk. 1. Herefter kan klage - udover af ejeren - indgives af
den, der har begæret vurderingen. I de tilfælde der er nævnt i
vurderingslovens § 8, stk. 3, 3. pkt., kan både køber og sælger påklage
vurderingen. En ejer kan påklage vurderingen af andres ejendom, når ejeren
har en retlig og økonomisk interesse deri. En kommune kan påklage
vurderingen af fast ejendom, som kommunen i medfør af lovgivningen vil
kunne tilpligtes at overtage.
Generelt om
klagefrister
Afgørelser skal som udgangspunkt påklages inden for en frist som er
forskellig afhængig af, hvilken myndighed, der klages til. De enkelte
klagefrister er beskrevet i de afsnit, der handler om klage til den
pågældende klagemyndighed.
Suspension af
klagefrister
Som udgangspunkt har myndighederne bevisbyrden for, hvornår afgørelsen
må antages at være kommet frem. Imidlertid kan det komme
borgeren/virksomheden til skade, hvis han ikke sikrer sig bevis for
modtagelsestidspunktet, hvis afgørelsen er modtaget senere end det ville
være tilfældet med sædvanlig postmæssig ekspedition, jf. TfS 2000, 503 HD.
I TfS 2000, 424 ØLD havde myndighederne ikke godtgjort med den sikkerhed,
det må kræves, at afgørelserne var afleveret til postvæsenet.
Hvis fristen overskrides, afviser klagemyndigheden som
udgangspunkt klagen, jf. TfS 1999, 598 HD, TfS 2000, 503 HD
og SKM2002.523.ØLR
.
Der er dog ikke noget til hinder for, at klagemyndigheden ser bort
fra fristoverskridelser, når myndigheden efter en konkret vurdering
finder, at sagen bør behandles.
Landsskatteretten kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis
særlige omstændigheder taler derfor, jf. SSL § 25, stk. 1. I TfS 2000, 689
LSR var et toldcenters afgørelse, som var truffet den 28. april 1999,
påklaget til Landsskatteretten den 12. november 1999. Klagefristen var
således overskredet. Landsskatteretten bemærkede, at klagefristen ikke var
suspenderet som følge af, at der var udsendt en mellemkommende
rettelsesangivelse. Det forhold, at selskabet havde ønsket at indhente
yderligere oplysninger, var heller ikke en særlig omstændighed, som kunne
få Landsskatteretten til at se bort fra fristoverskridelsen.
At varigheden af fristoverskridelsen er kort, kan ikke i sig selv
bevirke, at klagen skal realitetsbehandles, jf. TfS 2000, 503 HD.
Klagefrister ved anmodning om
genoptagelse
Anmoder den told-, skatte- eller afgiftspligtige myndigheden i
første instans om at genoptage sin egen afgørelse inden udløbet af
klagefristen, suspenderes klagefristen midlertidigt i medfør af FVL §
20, stk. 3. Klagefristen løber videre fra det tidspunkt, hvor den nye
afgørelse er meddelt parten, dog med mindst 14 dage. I
SKM2001.62.VLR havde en region givet afslag den 17. juni 1997 på
anmodning om
genoptagelse af sin afgørelse af 11. februar 1997. Anmodning om
genoptagelse var indgivet den 6. maj 1997. dvs. inden klagefristens udløb,
mens afslaget på genoptagelse blev givet efter udløbet af
3-måneders-fristen. Landsretten hjemviste sagen til Told- og
Skattestyrelsen til klagebehandling, idet der ikke var blevet vejledt i
afslaget om, at adgangen til at klage over afgørelsen i henhold til FVL §
20, stk. 3 stadig stod åben uanset udløbet af 3-måneders-fristen.
Foretager første instansen en egentlig revurdering af sagen, løber der
en ny klagefrist fra den nye afgørelse.
I
SKM2003.363.ØLR
anså Østre Landsret det godtgjort, at en klage var afsendt inden
klagefristens udløb, selv om klagen ikke nåede frem til Landsskatteretten
før end ca. 7 måneder efter klagefristens udløb. Landsretten fandt
herefter, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag
for at bortse fra fristoverskridelsen, jf. skattestyrelseslovens § 25,
stk. 1. Landsretten hjemviste sagen til fornyet behandling i
Landsskatteretten.
H.7.2 Klage til skatteankenævn
Klager over den kommunale skattemyndigheds afgørelser vedrørende
fysiske personer og dødsboer skal indgives til det kommunale
skatteankenævn. Den skattepligtige er klageberettiget, når han/hun har
modtaget årsopgørelsen henholdsvis skattemyndighedens kendelse, jf.
SSL § 5.
Om skatteankenævns påkendelseskompetence og kompetence til at genoptage
egne afgørelser, se afsnit
A.1.4.
Om sagsbehandlingen ved skatteankenævn henvises til
bestemmelserne
i forretningsordenen, jf. bekendtgørelse
nr. 528 af 17.
juni 1996, som ændret ved bekendtgørelse nr.
966 af 15. december 1997.
Bekendtgørelsen refereres i hovedtræk
nedenfor.
Klagefrist
Klagen skal være modtaget i skatteankenævnet senest 1 måned fra
modtagelsen af afgørelsen eller årsopgørelsen, jf. SSL § 21, stk. 1.
Klagefristen regnes fra det tidspunkt, hvor den skattepligtige har
modtaget underretning om afgørelsen, jf. SSL § 21, stk. 1. For sømænd, der
sejler i udenrigsfart, er klagefristen dog på 3 måneder fra afgørelsens
dato. Om suspension af klagefrister, se afsnit
H.7.1.
Krav til klagen
Klagen skal være skriftlig og begrundet, jf. SSL § 21, stk. 1.
Sagsbehandling når klage er
indgivet
For et skatteankenævns sagsbehandling gælder officialprincippet, som
betyder, at nævnet selv skal sørge for, at sagen er fuldt oplyst, før der
træffes afgørelse, jf. afsnit
E.3.3.
Inden et skatteankenævn træffer afgørelse skal nævnet indhente en
udtalelse fra den kommunale skattemyndighed, jf. SSL § 21, stk. 2.
Udtalelsen skal afgives inden 14 dage, medmindre skatteankenævnet efter
omstændighederne giver en længere frist. Skatteforvaltningen skal vedlægge
udtalelsen det materiale, der har dannet grundlag for skatteforvaltningens
afgørelse, jf. SSL § 21, stk. 3.
Inden et skatteankenævn afgør en klage, skal skatteankenævnet endvidere
udarbejde en sagsfremstilling, jf. SSL § 21, stk. 3.
Forretningsordenen for skatteankenævn § 11 indeholder i forhold
til skattestyrelsesloven en præcisering af de krav, som stilles til en
sagsfremstilling. Om kravene til sagsfremstillingen, se endvidere afsnit
E.3.6.
Sekretariatet skal forelægge sagsfremstillingen for
skatteankenævnet til godkendelse sammen med et begrundet udkast til sagens
afgørelse, jf, forretningsorden for skatteankenævn § 11, stk. 5.
Hvis nævnet ikke kan imødekomme klagerens påstand fuldt ud sendes
sagsfremstillingen til høring hos klageren. Der skal fastsættes en frist
for klageren til at udtale sig skriftligt eller mundtligt. Fristen må ikke
fastsættes til under 14 dage. Et skatteankenævn kan efter anmodning give
en længere frist, jf. SSL § 21, stk. 3, jf. stk. 2, 3. pkt. Klageren skal
oplyses om, at klageren har ret til at udtale sig skriftlig eller mundtlig
over for skatteankenævnet, før end klagen afgøres.
Det forhold, at et skatteankenævn tager stilling til et forslag til
sagens afgørelse, samtidig med at nævnet tager stilling til
sagsfremstillingen er ikke ensbetydende med, at nævnet har taget endelig
stilling til klagen. Et skatteankenævns forhåndstilkendegivelse om klagen
på det foreliggende grundlag er klagerens udgangspunkt for sin eventuelle
udtalelse over den fremsendte sagsfremstilling. Nævnets afgørelse træffes
først, når klager har haft lejlighed til at udtale sig.
Hvis der under et skatteankenævns sagsbehandling fremkommer oplysninger
om sagens faktiske omstændigheder, som ikke fremgår af sagsfremstillingen,
skal skatteankenævnet foretage høring efter reglerne i FVL §§ 19-21, se
afsnit
E.3.5.
Hvis Told- og Skattestyrelsen eller en regional told- og
skattemyndighed har taget sagen op til undersøgelse som en revisionssag,
skal skatteankenævnet stille sagen i bero, og klageren skal underrettes
herom, jf. forretningsordenens § 12, stk. 3.
Skatteankenævnets
afgørelse
Et skatteankenævns afgørelser træffes på møder, som ikke er
offentlige. Formanden fastsætter tid og sted for mødet. Afgørelse træffes
ved afstemning, som afgøres ved stemmeflerhed. Formanden eller
næstformanden skal deltage i alle afgørelser. Se endvidere afsnit
A.1.4 . Et
skatteankenævn træffer afgørelse ved kendelse, jf. SSL § 21, stk. 4. Efter
forretningsordenens § 13 kan et skatteankenævn bemyndige formanden til at
afsige kendelse på nævnets vegne i de tilfælde, hvor klageren ikke har
reageret på sagsfremstillingen eller har meddelt, at han ikke har noget at
tilføje. Det er en forudsætning for denne kompetence, at der afsiges
kendelse i overensstemmelse med det udkast til afgørelse, som fremgår af
sagsfremstillingen, og som skatteankenævnet tidligere har godkendt.
Kendelsen sendes til klageren, og skal ledsages af sagsfremstillingen.
Kendelsen skal desuden indeholde begrundelse og klagevejledning, hvis
afgørelsen ikke giver klageren fuldt ud medhold.
Tilbagekaldelse
Klageren kan til enhver tid tilbagekalde sin klage, jf.
forretningsordenens § 15. Ved enhver tilbagekaldelse skal det skriftligt
meddeles klageren, at klagen er henlagt i skatteankenævnet efter
tilbagekaldelse af klagen.
Overspringelsesregel
SSL § 21, stk. 5 indeholder en regel om overspringelsesfrist. Hvis der
er forløbet mere end 3 måneder efter, at klagen er modtaget i et
skatteankenævn, kan klager indbringe sagen umiddelbart for
Landsskatteretten, selv om skatteankenævnet ikke har truffet afgørelse i
sagen.
Hvis klageren indbringer sagen for Landsskatteretten efter
overspringelsesreglen, anses klagen til skatteankenævnet for bortfaldet,
jf. forretningsordenen § 15, stk. 2. Det skal skriftligt meddeles til
klageren, at sagen herefter er henlagt i nævnet.
Sekretariatsbetjening
Det påhviler de kommunale skattemyndigheder at yde sekretariatsbistand
til skatteankenævn, jf. SSL § 11, stk. 1. Sekretariatsbistanden består
typisk i udarbejdelse af sagsfremstilling, jf. SSL § 21, stk. 3, og
udarbejdelse af forslag til skatteankenævnets afgørelse, jf.
forretningsorden for skatteankenævn § 11, stk. 5.
Med virkning fra den 1. september 2003 skal skatteministeren stille
sekretariatsbetjening til rådighed for skatteankenævnene.
Kommunalbestyrelser eller bestyrelser for kommunale fællesskaber, der er
oprettet i henhold til § 60 i lov om kommunernes styrelse, vil dog
kunne indgå aftale med skatteministeren om udførelse af
sekretariatsbetjeningen af skatteankenævn. Ændringen følger af lov nr. 267
af 12. april 2003 § 1, nr. 6.
Når skatteankenævnets
afgørelse er påklaget
Når et skatteankenævns afgørelse er påklaget til Landsskatteretten
underretter Landsskatteretten nævnet om klagen, jf. forretningsorden for
skatteankenævn § 18, stk. 1. Nævnet skal herefter indsende det materiale,
der har dannet grundlag for afgørelsen til Landsskatteretten inden 1
måned. Hvis Landsskatteretten anmoder om det, skal nævnet endvidere
indsende sine kommentarer til sagen. Hvis et skatteankenævn eller
sekretariatet kommer i besiddelse af nye oplysninger, som kan være af
betydning for en sag, der er påklaget til Landsskatteretten, skal
oplysningerne straks videregives til Landsskatteretten til brug for deres
behandling af sagen, jf. forretningsordenens § 18, stk. 5.
Hvis det i særlige tilfælde fremgår af det materiale, som et
skatteankenævn modtager fra Landsskatteretten, at der vil være basis for
en genoptagelse af skatteankenævnets kendelse, underrettes klageren
skriftligt herom sammen med en opfordring til at tilkendegive, hvorvidt
klageren ønsker genoptagelse af skatteankenævnets afgørelse, jf.
forretningsorden for skatteankenævn § 18, stk. 2. Hvis skatteankenævnet
ikke modtager en tilkendegivelse fra klageren, kan genoptagelse ikke finde
sted. Hvis klageren derimod ønsker genoptagelse, underretter
skatteankenævnet Landsskatteretten herom, og klagen til Landsskatteretten
betragtes herefter som tilbagekaldt.
H.7.3 Klage til vurderingsankenævn
Vurderingsankenævn behandler klager over told- og skatteforvaltningens
vurderinger af fast ejendom, jf. SSL § 16 B. Om sagsbehandlingen i
vurderingsankenævn henvises til bekendtgørelse nr. 474 af 18. juni 2002 om
forretningsorden for vurderingsankenævn. Bekendtgørelsen refereres
nedenfor i hovedtræk.
Klagefrist
Klagefristen ved de almindelige vurderinger er den 1. juli i året
efter vurderingsåret. Ved andre ansættelser og fordelinger foretaget af
told- og skatteforvaltningen er klagefristen 1 måned fra modtagelsen af
den afgørelse, der klages over, jf. SSL § 22 A, stk. 3.
Vurderingsankenævnet kan se bort fra overskridelse af ovennævnte
klagefrister, når særlige omstændigheder taler derfor, jf. SSL § 22, A,
stk 4. Se i øvrigt om klagefrister generelt afsnit
H.7.1.
Krav til klagen
En klage skal være skriftlig og begrundet, jf. SSL § 22 A,
stk. 2, 1. pkt. Klagen til vurderingsankenævnet skal indgives til
told- og skatteforvaltningen, jf. SSL § 22, stk. 2, 2. pkt.
Sagsbehandling når klage er
indgivet
Når den regionale told - og skattemyndighed har modtaget klagen,
videresender den regionale told- og skattemyndighed klagen sammen med
en udtalelse om sagen til vurderingsankenævnet. Hvis den regionale told-
og skattemyndighed på grundlag af klagen finder anledning til at genoptage
ansættelsen og i den forbindelse opnår enighed med klageren om at
fastholde eller ændre ansættelsen, kan den regionale told- og
skattemyndighed undlade at videresende klagen til vurderingsankenævnet,
jf. SSL § 22 A, stk. 2, 2. og 3. pkt.
Nævnets klagebehandling
Inden vurderingsankenævnet træffer afgørelse, der ikke fuldt ud
imødekommer klagerens påstand, skal vurderingsankenævnets sekretariat
udarbejde en sagsfremstilling, der forelægges og godkendes af nævnet, jf.
forretningsordenens § 10, stk. 4. Der er i stk. 5 stillet minimumskrav
til, hvad sagsfremstilingen skal indeholde. Sagsfremstillingen skal sendes
til klageren med underretning om, at vedkommende har ret til at kommentere
sagsfremstillingen skriftligt eller mundtligt, jf. nævnte paragrafs stk.
6.
Det er i samme stykke bestemt, at klagerens udtalelse eller anmodning
om lejlighed til en mundtlig udtalelse skal foreligge inden for en frist
af normalt 14 dage. Fremkommer der ingen henvendelse fra klageren,
viderebehandles klagen på det foreliggende grundlag.
Endvidere er det bestemt at en vurdering, der er påklaget af en anden
end ejendommens ejer, ikke kan ændres af vurderingsankenævnet, før der er
givet ejeren og øvrige interesserede lejlighed til at udtale sig.
Foruden klageren underrettes klagerens repræsentant, ejeren, hvis det
ikke er denne, der klager, evt. medejere samt de interesserede
myndigheder, herunder ejerens skattemyndighed, og kommunen, hvor
ejendommen er beliggende, om den afgørelse vurderingsankenævnet
træffer.
H.7.4 Klage til Landsskatteretten
Lovgivningens øvrige bestemmelser om klageadgang skal som hovedregel
være udnyttet, inden klagen indgives til Landsskatteretten. I særlige
tilfælde kan Landsskatteretten dog beslutte at behandle sagen alligevel,
jf.
SSL § 23, stk. 2. Om Landsskatterettens påkendelseskompetence og
kompetence til at genoptage egne afgørelser, se afsnit
A.2.4. Om
sagsbehandlingen ved Landsskatteretten henvises til til bestemmelserne i
bekendtgørelse nr. 563 af 2. juli 1999 af forretningsorden for
Landsskatteretten. Bekendtgørelsen refereres i hovedtræk
nedenfor.
Klagefrist
En klage til Landsskatteretten skal være modtaget i Landsskatteretten
senest tre måneder fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over, jf.
SSL § 25,
stk. 1. Om suspension af klagefrister, se afsnit
H.7.1 .
Krav til klagen
Klagen skal være skriftlig. Det skal fremgå af klagen, på hvilke
punkter afgørelsen anses for urigtig og hvorfor. Sammen med klagen
indsendes (i original eller kopi):
Den afgørelse, der klages over
Den sagsfremstilling, der har ligget til grund for afgørelsen, og
som er sendt til klageren. Denne regel gælder ikke i
overspringelsessager
Dokumenter, som klageren ønsker at anvende som
bevis
Landsskatteretten kan fastsætte en frist til at besvare
spørgsmål eller indsende yderligere oplysninger, jf. SSL § 25, stk. 3.
Hvis en klage er udformet eller begrundet på en sådan måde, at den ikke
kan tjene som grundlag for sagens videre behandling, kan Landsskatteretten
give klageren en frist til at udbedre manglen. Hvis klageren ikke udbedrer
manglen, kan Landsskatteretten afvise klager, der ikke opfylder
formkravene, jf. SSL § 25, stk. 3.
Klageafgift
Der skal betales en klageafgift for enhver klage til
Landsskatteretten. Dette gælder også anmodning om genoptagelse af
Landsskatterettens egne afgørelser, jf. SSL § 29, stk. 3. Afgiftens
størrelse reguleres årligt. Afgiften er på 700 kr. i 2003.
Landsskatteretten begynder ikke på behandlingen af klagen, før afgiften er
betalt. Afgiften tilbagebetales, hvis klageren får helt eller delvis
medhold i klagen, enten af Landsskatteretten eller ved en eventuel
efterfølgende domstolsprøvelse af spørgsmålet. Afgiften tilbagebetales dog
ikke, hvis Landsskatteretten afviser at behandle klagen, eller hvis
klageren indbringer spørgsmålet for domstolene efter overspringelsesreglen
i SSL § 31, stk. 2, før Landsskatteretten har færdigbehandlet klagen.
Afgiften tilbagebetales heller ikke, hvis klageren tilbagekalder klagen,
medmindre tilbagekaldelsen sker i forbindelse med, at den myndighed, der
har truffet den påklagede afgørelse, genoptager sagen, jf. SSL § 25, stk.
4.
Sagsbehandling når klage er
indgivet
Sagsforberedelsen foretages af et af Landsskatterettens kontorer, jf.
forretningsorden for Landsskatteretten, § 4, stk. 1. Sagsbehandlingen er
undergivet officialprincippet, hvilket indebærer, at Landsskatteretten
skal sørge for, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, inden der træffes
afgørelse, jf. afsnit
E.3.3.
Landsskatteretten underretter den myndighed,
der har truffet den
påklagede afgørelse, om klagen og anmoder myndigheden om at indsende det
materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen, jf. forretningsordenens
§ 4, stk. 2. Landsskatteretten kan anmode myndigheden om en udtalelse om
klagen eller dele heraf, jf. forretningsordenens § 4, stk. 3. Anmodningen
skal efterkommes inden for en måned fra anmodningens modtagelse, medmindre
Landsskatteretten har fastsat en længere frist i anmodningen.
Hvis en vurdering af en fast ejendom er påklaget af en anden end
ejendommens ejer, skal Landsskatteretten give ejeren lejlighed til at
udtale sig skriftligt og eller mundtlig over klagen før
Landsskatteretten afgør klagen, jf. forretningsordenens § 6, stk. 2. Der
henvises til vurderingsvejledingen 2003, afsnit H.4.1.1.
I særlige tilfælde kan Landsskatteretten anmode den skatteansættende
myndighed om at udarbejde en ny sagsfremstilling og eventuelt om at afgive
en indstilling om klagens afgørelse. En sådan anmodning skal imødekommes
inden 3 måneder, medmindre Landsskatteretten har fastsat en længere frist.
Landsskatteretten kan endvidere i særlige tilfælde anmode den
skatteansættende myndighed om at indhente en udtalelse over klagen eller
dele af klagen fra en anden myndighed og indsende den indhentede udtalelse
til Landsskatteretten sammen med den skatteansættende myndigheds
eventuelle bemærkninger til udtalelsen. Sådanne anmodninger skal
efterkommes inden for tre måneder fra anmodningens modtagelse, medmindre
Landsskatteretten har fastsat en længere frist i anmodningen. Tilsvarende
kan Landsskatteretten anmode Told- og Skattestyrelsen om en udtalelse om
klagen eller dele heraf, jf. forretningsordenens § 5, stk. 1. Hvis Told-
og Skattestyrelsen i forbindelse med en klage over en vurdering af en fast
ejendom oplyser, at der er iværksat revision omfattende den påklagede
vurdering, stiller Landsskatteretten klagesagen i bero, indtil revisionen
er tilendebragt, jf. forretningsordenen § 5, stk. 2. Landsskatteretten
underretter i så fald skriftligt klageren om berostillelsen.
Under Landsskatterettens behandling af en klage, kan Landsskatteretten
indhente sådanne yderligere oplysninger, som Landsskatteretten anser for
nødvendige til klagens afgørelse, jf. forretningsordnens § 7, stk. 1.
Hvis der under Landsskatterettens sagsbehandling af en klagesag
fremkommer oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som ikke fremgår
af den indsendte sagsfremstilling, skal Landsskatteretten foretage høring
efter reglerne i forvaltningslovens §§ 19-21, se afsnit
E.3.5.
Klageren skal samtidig underrettes om retten til at udtale sig mundtligt
eller skriftligt overfor Landsskatterettens kontor. En sådan udtalelse
skal foreligge indenfor en frist på 14 dage, medmindre Landsskatteretten
har fastsat en anden frist. Hvis der ikke kommer en henvendelse fra
klageren indenfor denne frist, viderebehandles sagen på det foreliggende
grundlag.
Når grundlaget er tilvejebragt, udarbejder Landsskatterettens kontor en
skriftlig redegørelse med en motiveret indstilling til klagens afgørelse,
jf. forretningsordenens § 9, stk. 1.
I visse tilfælde bliver den motiverede indstilling til klagens
afgørelse, som Landsskatteretten har udarbejdet, sendt til udtalelse i
Told- og Skattestyrelsen, jf. forretningsordenens § 9, stk. 2. Told- og
Skattestyrelsens udtalelse til den motiverede indstilling skal foreligge
inden 1 måned.
Kontormøde
Klageren har adgang til en mundtlig forhandling med Landsskatterettens
sagsbehandler, jf. SSL § 26, stk. 1. Landsskatteretten fastsætter tid og
sted for mødet. Indkaldelse til møde skal ske med mindst 14 dages varsel,
medmindre en kortere frist aftales med klageren. I sager om vurdering af
fast ejendom kan det bestemmes, at mødet finder sted i forbindelse med
besigtigelse af ejendommen. Landsskatteretten kan indbyde den myndighed,
der har truffet den påklagede afgørelse, eller Told- og Skattestyrelsen
til at deltage i mødet. Klageren kan efter mødet efter anmodning få
tilsendt en kopi af mødereferatet. Det følger af FVL § 21, at klageren i
stedet for et møde kan vælge at udtale sig skriftligt.
Retsmøde
Klageren kan anmode om at få adgang til at udtale sig mundtligt i et
retsmøde overfor de retsmedlemmer, der skal træffe afgørelse i sagen, jf.
SSL § 27, stk. 1. Også Told- og Skattestyrelsen kan anmode om et retsmøde.
Hvis Told- og Skattestyrelsen ønsker at benytte sig af sin adgang til at
anmode om retsmøde i en sag, skal anmodningen herom fremsættes senest
samtidig med Told- og Skattestyrelsens udtalelse. Hvis en regional told-
og skattemyndighed mener, at det kan være påkrævet med et retsmøde, skal
sagen fremsendes til Told- og Skattestyrelsen med en begrundet
indstilling. Told- og Skattestyrelsen beslutter, hvem der skal
repræsentere ToldSkat på et evt. retsmøde. Told- og Skattestyrelsen
overtager ved klage til Landsskatteretten sagen fra de regionale told- og
skattemyndigheder og kan vælge evt. at delegere fremmøde på retsmøde til
de regionale told- og skattemyndigheder.
Retspræsidenten i Landsskatteretten fastsætter tid og sted for
retsmøderne. Retsmøderne er ikke offentlige, jf. forretningsordenens § 14,
stk. 1. Under mødet skal klageren have adgang til at redegøre for sine
påstande og begrundelsen herfor. Andre, der er indkaldt til mødet, skal
have adgang til at udtale sig på mødet. Retsmedlemmerne kan stille
spørgsmål til de fremmødte.
Landsskatteretten kan afvise en anmodning om retsmøde, hvis det efter
forholdene må anses for åbenbart overflødigt, jf. SSL § 27, stk. 3 og TfS
2000, 901 HD. Landsskatterettens afslag på retsmøde kan ikke påklages til
anden administrativ myndighed. Afslag på retsmøde skal meddeles klageren
skriftligt, jf. forretningsorden for Landsskatteretten § 12, stk. 2. Hvis
klageren ikke har haft et kontormøde med en af Landsskatterettens
sagsbehandlere skal han samtidig underrettes om sin ret til en sådan
forhandling, jf. forretningsordenens § 12, stk. 2. Begrundelsen for, at
der ikke er afholdt retsmøde, skal fremgå af Landsskatterettens kendelse,
jf. forretningsordenens § 17, stk. 3.
Klageren kan til enhver tid trække sin anmodning om retsmøde tilbage. I
så fald behandles sagen færdig på grundlag af det, der allerede foreligger
i sagen.
Landsskatterettens
afgørelse
Landsskatterettens afgørelse træffes på grundlag af en votering, jf.
afsnit
A.2.4.
Landsskatteretten afgør klagen ved kendelse,
jf. SSL § 28, stk. 1.
Kendelsen skal indeholde oplysninger om de forskellige meninger under
afstemningen både vedrørende resultatet og begrundelsen. Kendelsen skal
desuden angive stemmetallet for hver opfattelse, og det skal fremgå, om
retsformanden har afgivet dissens. Kendelsen skal i øvrigt angive navnene
på de retsmedlemmer, der har deltaget i afgørelsen, jf. SSL § 28, stk. 2.
Kendelsen sendes til klageren og alle øvrige vedkommende.
Tilbagekaldelse
En klager kan til enhver tid tilbagekalde klagen til
Landsskatteretten, jf. forretningsordenen § 19. Ved tilbagekaldelse skal
Landsskatteretten skriftligt meddele klageren, at klagen er henlagt i
Landsskatteretten som følge af tilbagekaldelse af klagen.
Overspringelsesfrist
Hvis der er gået mere end 6 måneder efter, at borgeren/virksomheden
har indbragt sin sag for Landsskatteretten, og Landsskatteretten ikke har
truffet afgørelse i sagen, kan klageren indbringe sagen for domstolene,
jf. SSL § 31, stk. 2 (overspringelsesreglen). Hvis klageren indbringer
sagen for domstolene efter overspringsreglen, anses klagen til
Landsskatteretten for bortfaldet. Landsskatteretten skal skriftligt
meddele klageren, at klagen herefter er henlagt i Landsskatteretten.
H.7.4.1 Syn og skøn udmeldt i forbindelse med
Landsskatteretssager
Når en sag er indbragt for Landsskatteretten, kan klageren anmode om
syn og skøn efter reglerne i SSL § 30 og retsplejelovens §
343 om isoleret bevisoptagelse. Retsplejelovens kapitel 19 om syn og skøn
i verserende retssager finder også anvendelse ved yn og skøn i
Landsskatteretssager.
Syn og skøn kan også anvendes i sager om bindende forhåndsbesked ved
Ligningsrådet, jf. SSL § 20 B, stk. 5.
Formål
Syn og skøn anvendes, når en fyldestgørende vurdering af sagens
faktiske omstændigheder forudsætter en sagkyndig vurdering. Formålet med
syn og skøn er altså dels at tilvejebringe en fagkyndig besigtigelse og
beskrivelse af et faktisk forhold (syn) og dels en vurdering heraf (skøn).
Syn og skøn tjener til vejledning for Landsskatteretten på områder, hvor
retten ikke selv er i besiddelse af den fornødne sagkundskab. Derimod kan
syn og skøn ikke udmeldes med henblik på vejledning om de juridiske
spørgsmål i sagen, og syns- og skønsmænd kan ikke anmodes om at foretage
en juridisk bedømmelse, jf. TfS 2000, 636 ØLK.
Anvendelsesområde
Reglen i SSL § 30 finder anvendelse i sager, der er indbragt for
Landsskatteretten - det vil sige både told-, skatte-, afgifts- og
momssager.
Særligt for skattesager
På skatteområdet begæres der navnlig syn og skøn i
landsskatteretssager, hvor værdiansættelse af aktier, gældsbreve,
goodwill, rettigheder og varelagre mv. er omtvistet, samt i sager, hvor
det omtvistede spørgsmål er om et landbrug drives landbrugsfagligt
forsvarligt .
Reglen i SSL § 30 finder ikke anvendelse i sager om efterprøvelse af
passivposter efter boafgiftslovens § A og i sager vedrørende vurdering af
fast ejendom, idet vurderingsmyndighederne har adgang til at foretage
besigtigelse af ejendommen og til at betjene sig af særlig sagkyndig
bistand. Begrænsningen i bestemmelsens anvendelsesområde angår kun
vurdering efter vurderingsloven. Syn og skøn kan således udmeldes i andre
skattesager vedrørende værdien af fast ejendom, f.eks. angående
overdragelser mellem hovedaktionær og selskab.
Særligt for toldsager
Syn og skøn i toldsager vil navnlig kunne blive aktuel i sager om
toldværdifastsættelse og i tariferingssager.
Hvem kan begære syn og
skøn
Syn og skøn kan begæres både af klageren og af Told- og
Skattestyrelsen. Adgangen anvendes dog i praksis mest af klageren. Den,
der begærer syn og skøn, kaldes rekvirenten, og modparten kaldes
skønsindstævnte.
Når der begæres syn og skøn, indtræder Told- og Skattestyrelsen som
part i sagen, jf. SSL § 30, stk. 4.
Det betyder, at Told- og Skattestyrelsen både som rekvirent og som
skønsindstævnt kan komme med indstillinger til byretten om valg af syns-
og skønsmand og komme med forslag til syns- og skønstemaet.
Herudover vil Told- og Skattestyrelsen lade sig repræsentere under
syns- og skønsforretningen og eventuelle retsmøder.
Landsskatteretten kan ikke på eget initiativ udmelde syn og skøn, men
hvis Landsskatteretten finder, at der er behov for syn og skøn, kan den
opfordre parterne til at begære syn og skøn.
Behandling i Landsskatteretten
inden syn og skøn
Landsskatteretten kan i forbindelse med en begæring om syn og skøn
fastsætte en frist, inden for hvilken spørgsmålet om eventuel afholdelse
af syn og skøn, skal være afklaret, jf. SSL § 30, stk. 2. Efter fristens
udløb behøver Landsskatteretten ikke at respektere en begæring om syn og
skøn. Det vil sige, at Landsskatteretten kan færdigbehandle sagen uden at
afvente en eventuel syns- og skønserklæring.
Hvis der begæres syn og skøn, stiller Landsskatteretten behandlingen af
klagen i bero, indtil klageren efter modtagelse af syns- og
skønserklæringen har meddelt Landsskatteretten, om klagen opretholdes, jf.
nedenfor om behandling i Landsskatteretten efter syn og skøn.
Syn og skøn ved
domstolene
Ved syn og skøn i klagesager ved Landsskatteretten overtager byretten
den del af processen, som vedrører tilvejebringelsen af syns- og
skønserklæringen.
Anmodning
Anmodning om syn og skøn skal indgives af rekvirenten til byretten på
det sted, hvor den genstand eller fordring mv., som ønskes vurderet,
befinder sig. Befinder genstanden sig i udlandet, indgives anmodningen om
syn og skøn til byretten på det sted, hvor en eventuel senere retssag skal
anlægges her i landet.
Rekvirenten skal skriftligt underrette Landsskatteretten om begæringen
om udmeldelse af syn og skøn. Sammen med underretningen sendes en kopi af
rekvirentens begæring med byrettens påtegning samt kopi af syns- og
skønstemaet.
Byretten forkynder herefter begæringen om syn og skøn for
skønsindstævnte.
Retsafgift
Ved byrettens udmeldelse af syn og skøn betales en retsafgift på 400
kr. (2003), jf. retsafgiftslovens § 14.
Byrettens rolle
Byretten er ikke forpligtet til at efterkomme en begæring om syn og
skøn men foretager en selvstændig vurdering af behovet for sagkyndig
bistand. Retten vil dog normalt tage en parts begæring til følge,
medmindre en lige så fyldestgørende oplysning af sagen kan ske på anden
måde f.eks. gennem indhentelse af sagkyndige erklæringer fra
brancheorganisationer. I TfS 1997, 690 ØLK afviste landsretten en begæring
om syn og skøn, fordi det var mere hensigtsmæssigt at indhente en
sagkyndig erklæring fra en brancheorganisation.
Efter reglerne i retsplejelovens kapitel 19 udmelder byretten en eller
flere syns- og skønsmænd.
Enhver af parterne kan indstille til retten om valget af syns- og
skønsmand, men retten er ikke bundet heraf. Om tvister ved udmeldelse af
syn og skøn, se f.eks. TfS 2000, 8 ØLK og TfS 1999, 266 ØLK. I TfS 1999,
686 VLK afviste retten at udmelde en syns- og skønsmand, der var ensidigt
foreslået af rekvirenten.
Retten bør forinden udmeldelsen meddele parterne, hvem der agtes
udmeldt, og give parterne adgang til at udtale sig om denne. I TfS 1999, 5
VLK hjemviste Vestre Landsret en sag til fornyet behandling, da byretten
ikke havde drøftet valget af syns- og skønsmand med Told- og
Skattestyrelsen. I praksis anmodes en brancheorganisation om at pege på en
person, som er egnet som syns- og skønsmand.
Byrettens afgørelser om udmeldelse af syn og skøn eller afvisning heraf
kan kæres til landsretten.
Under syns- og skønssagen afgør byretten eventuelle tvister mellem
parterne om:
syn og skøn overhovedet er hensigtsmæssigt
en syns- og skønsmand er egnet og bør udpeges
om formulering af spørgsmål til syns- og skønsmanden (syns- og
skønstemaet) og tillægsspørgsmål.
hvilket bilagsmateriale syns- og skønsmanden skal have
udleveret
Udlevering af bilag
Udgangspunktet for bilagsmaterialet er, at alt relevant
bilagsmateriale skal udleveres til syns- og skønsmanden. Dette er
bilagsmateriale, der belyser faktiske forhold vedrørende genstanden for
syn og skøn, men det kan også være den påklagede afgørelse med
sagsfremstilling og klagerens klageskrivelse til Landsskatteretten.
I sager vedrørende værdiansættelse af aktiver, der overdrages f.eks.
mellem en hovedaktionær og dennes selskab, opstår der undertiden tvist om
bilag, der vedrører perioden efter overdragelsen. Sådanne bilag, der ikke
har kunnet tages i betragtning i forbindelse med overdragelsen, bør som
hovedregel ikke udleveres til syns- og skønsmanden.
Retspraksis vedrørende udlevering af bilag til syns- og skønsmanden er
ganske omfattende.
I følgende afgørelser er bilag, som den ene part har ønsket fremlagt
for syns- og skønsmanden, ikke godkendt fremlagt af domstolene:
TfS 1999, 602 ØLK, om tvist om udlevering af årsregnskaber, der
vedrørte perioden efter tidspunktet for overdragelsen af goodwill, hvis
værdiansættelse blev bestridt af skattemyndighederne. Retten bestemte,
at regnskaberne ikke skulle forelægges syns- og skønsmanden.
TfS 2000, 937 VLK, hvor retten udtalte, at bilag, der var uden
betydning for syns- og skønsmandens mulighed for at besvare syns- og
skønstemaet, ikke skulle udleveres.
UfR 2000, 1437 VLD, der ikke vedrører syn og skøn i en
Landsskatteretssag, men hvor der alene var tale om udmeldelse af syn og
skøn i en byretssag, fastslog Landsretten, at en ensidigt indhentet
erklæring, indhentet forud for overdragelsen, ikke kunne fremlægges for
syns- og skønsmanden, da den ikke fandtes at have betydning for syns- og
skønsmandens besvarelse af syns- og skønstemaet.
TfS 2001, 668 VLK, hvor den skattepligtige fik medhold i, at
nogle bilag ikke skulle udleveres til syns- og skønsmanden. I referatet
af kendelsen er bilagene alene identificeret ved en henvisning til
nummereringen i sagen. Bilagene, som Told- og Skattestyrelsen blev
afskåret fra at udlevere til syns- og skønsmanden, var kommunens
agterskrivelse og skatteankenævnets kendelse, idet disse i den konkrete
sag ikke fandtes relevante for syns- og skønsmandens besvarelse af
spørgsmålene.
I følgende afgørelser er bilag, som den ene part har ønsket fremlagt
for syns- og skønsmanden, godkendt fremlagt af domstolene:
TfS 1990,376 ØLK, hvor Landsretten fastslog, at forhold, der
var påregnelige på skæringsdagen for fastsættelsen af den til
virksomheden knyttede goodwill, men først kunne dokumenteres senere,
kunne tages i betragtning.
TfS 1997, 1 ØLK (UfR 1997, 221), hvor klageren ensidigt havde
indhentet en sagkyndig udtalelse som en naturlig sagkyndig bistand og
ikke med henblik på fremlæggelse under en verserende eller truende
retssag. Da der ikke var nogen vurdering eller faktisk oplysning i den
omhandlede udtalelse, herunder selve resultatet af udtalelsen, som
klageren ikke på fuldt legitim vis kunne inddrage under
skønsforretningen ved hjælp af neutrale spørgsmål til skønsmændene,
fandt landsretten ikke grundlag for at nægte, at syns- og skønsmændene
fik adgang til udtalelsen.
SKM2001.95.VLK (TfS
2001, 31), hvor Landsretten - ud fra en konkret vurdering i den
pågældende sag - tillod, at skønsmændene kunne forelægges oplysninger om
kursen af nogle aktier ved videreoverdragelse til tredjemand.
SKM2001.448.ØLK
hvor Landsretten tillod, at der blev fremlagt regnskaber for
efterfølgende år, idet Landsretten ud fra en konkret bedømmelse fandt,
at det ikke kunne udelukkes, at de efterfølgende år kunne have betydning
for vurderingen.
Syns- og skønstemaet
Grundlaget for syn og skøn er syns- og skønstemaet, der består af et
eller flere spørgsmål. Syns- og skønstemaet skal besvares i en syns- og
skønserklæring. Syns- og skønstemaet fremstår som parternes spørgsmål,
selvom parterne ikke nødvendigvis har været enige om relevansen eller
formuleringen af spørgsmålene.
I TfS 1999, 975 (byretsafgørelse) bestemte retten ved en tvist om
formulering af syns- og skønstemaet, at syns- og skønstemaet skulle
udformes i overensstemmelse med Skatteministeriets
udkast. Landsretten havde tidligere hjemvist sagen til fornyet
behandling i byretten, jf. TfS 1999, 162 VLK.
Spørgsmålene i syns- og skønstemaet skal være konkrete, klare,
neutrale, relevante og omfattet af syns- og skønsmandens sagkundskab.
Spørgsmålene må derfor ikke være ledende. Spørgsmålene skal
vedrøre faktiske forhold og ikke efterlyse en generel vurdering eller
en juridisk vurdering.
I TfS 2000, 636 ØLK afviste retten en begæring om at udmelde syn og
skøn, da syns- og skønstemaet lagde op til en juridisk bedømmelse, som
hørte retten til.
I en sag om, hvad udlejningsværdien ville være på en beboelsesejendom,
kunne Told- og Skattestyrelsen ikke stille et generelt spørgsmål om det
normale udlejningsniveau for tilsvarende ejendomme, fordi syns- og
skønsmanden selv skal afgøre hvilke oplysninger, han har brug for at
indhente for at besvare spørgsmålet om den konkrete ejendom, jf. TfS 2000,
937 VLK.
I
SKM2003.245.VLR ,
tillod Landsretten imidlertid, mod rekvirentens protest, Skatteministeriet
at stille et spørgsmål om, hvorvidt priserne på markedet for ejendomme som
de i sagen omhandlede i området omkring Vejle i 1995 var stigende eller
faldende. Landsretten fandt, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en
besvarelse af spørgsmålet (med de anførte præciseringer) kunne have
betydning for sagen.
I
SKM2002.453.ØLR
afskar Landsretten spørgsmål i skønsrekvirentens udkast til syns- og
skønstema på grund af manglende klarhed m.v. og nægtede samtidig
tilladelse til fremlæggelse af visse bilag.
I
SKM2003.120.ØLR
fik Told- og Skattestyrelsen tilladelse til at stille et supplerende
spørgsmål, da en besvarelse af spørgsmålet ikke kunne anses for at være
irrelevant for sagen.
I
SKM2003.216.VLR
tillod Landsretten Skatteministeriet at stille spørgsmål til syns- og
skønsmanden mod rekvirentens protest, om nogle fordringers værdi for en
konkret kreditor, da det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en
besvarelse af spørgsmålene kunne have betydning for sagen.
Skønsforretningen og
skønserklæringen
Syns- og skønsmanden skal underrette parterne om syns- og
skønsforretningens foretagelse.
Efter syns- og skønsforretningen udarbejder syns- og skønsmanden en
skriftlig erklæring, som skal indeholde syns- og skønsmandens svar på
spørgsmålene i syns- og skønstemaet. Hvis en af parterne eller begge
parter ønsker det, kan der stilles supplerende spørgsmål til syns- og
skønsmanden. Parterne skal være enige om formuleringen af de supplerende
spørgsmål. De supplerende spørgsmål besvares også skriftligt.
Endvidere kan det være nødvendigt med en afhjemling af syns- og
skønsmanden. En afhjemling indebærer, at syns- og skønsmanden møder i
retten og bekræfter eller eventuelt supplerer og korrigerer syns- og
skønserklæringen. Der kan under afhjemlingen i retten stilles klargørende
eller uddybende spørgsmål til syns- og skønsmanden.
Syn og skønssagens
afslutning
Syns- og skønssagen afsluttes med, at byretten godkender syns- og
skønsmandens forslag til honorar, efter at parterne har haft
lejlighed til at udtale sig herom, jf. f.eks. TfS 1998, 764 TSS, hvor
Told- og Skattestyrelsen fik medhold i, at et honorar i en syns- og
skønssag var for højt, og UfR 2000, 2202 ØLR, hvor et skønsmandshonorar
for tillægsspørgsmål blev nedsat, da parterne ikke var blevet kontaktet
forud.
Behandling i Landsskatteretten
efter syn og skøn
Når syns- og skønssagen er afsluttet i byretten, skal rekvirenten
inden 14 dage indsende kopi af retsbogsudskriften til Landsskatteretten.
Sammen med udskriften skal følge syns- og skønserklæringen. Er klageren
rekvirent, skal klageren samtidig meddele Landsskatteretten, om
vedkommende ønsker klagen opretholdt. Kommer der ingen meddelelse fra
klageren herom, anses klagen for opretholdt.
Er skattemyndighederne rekvirent, kan Landsskatteretten spørge
klageren, om klagen ønskes opretholdt eller trukket tilbage. Hvis klageren
ikke svarer på Landsskatterettens forespørgsel, anses klagen for
opretholdt. Der henvises nærmere til forretningsorden for
Landsskatteretten § 21.
Landsskatteretten har mulighed for undtagelsesvis at indkalde syns- og
skønsmændene til at udtale sig i et retsmøde, jf. forretningsordenen for
Landsskatteretten, § 14, stk. 4.
Syn og skøn er et bevismiddel, der i princippet ikke er bindende for
bevisbedømmelsen ved Landsskatteretten, men syns- og skønserklæringen vil
normalt blive lagt til grund for afgørelsen. Se dog modsat i
SKM2001.64.ØLK ,
hvor syns- og skønsmandens vurdering ikke umiddelbart kunne lægges til
grund og
SKM2002.530.VLR ,
hvor det forhold, at en syns- og skønsmand efterfølgende havde anslået
nogle bygningers værdi til en væsentlig lavere værdi, ikke kunne føre til,
at skattemyndighedernes ansættelse kunne tilsidesættes, da den oprindelige
værdiansættelse var sket i forbindelse med en overdragelse mellem
uafhængige parter.
Omkostninger
Udgifterne til syn og skøn afholdes af rekvirenten. Dette gælder også
omkostninger forårsaget af modpartens tillægsspørgsmål, når de alene har
til formål at uddybe skønsmandens besvarelse af de oprindelige spørgsmål,
jf. TfS 1995, 490 HK og UfR 2002.1849 V. Retten kan pålægge rekvirenten at
betale sagsomkostninger til skønsindstævnte. Derimod kan retten ikke
pålægge skønsindstævnte at betale omkostninger ved syn og skøn til
rekvirenten, jf. retsplejelovens § 343, stk. 3. Syn og skøn begæret af en
klager er som hovedregel omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse,
jf. afsnit
K .
Fristafbrydelse og
suspension
Optagelse af syn og skøn uden retssag er ikke et sådant retligt
skridt, der afbryder forældelse i medfør af 1908-lovens § 2, jf. afsnit
N.2.1.4.
Fristen i SSL § 31, stk. 2, om at klageren
kan indbringe sagen for
domstolene, hvis Landsskatteretten ikke har truffet afgørelse inden 6
måneder, suspenderes derimod, indtil klageren har meddelt
Landsskatteretten, om klagen skal opretholdes, jf. SSL § 30, stk. 3.
H.7.5 Klage til Told- og
Skattestyrelsen
Klagefrist
Klagen skal være modtaget i den regionale told- og skattemyndighed
eller Told- og Skattestyrelsen senest 3 måneder efter, at klageren har
modtaget den afgørelse, der klages over, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsen s
§ 20.
Krav til klagen
En klage til Told- og Skattestyrelsen bør af praktiske grunde indgives
til den regionale told- og skattemyndighed, der har truffet den afgørelse,
der klages over. Dog skal klage angående administration af lønindeholdelse
sendes til ToldSkat, Planlægningsafdelingen, Indrivelseskontoret,
Østbanegade 123, 2100 København Ø.
Sagsbehandling når klage er
indgivet
Når den regionale told- og skattemyndighed modtager en klage, skal den
regionale told- og skattemyndighed hurtigt udarbejde en sagsfremstilling
og foretage høring som beskrevet ovenfor i afsnit
E.3.5 og
E.3.6.
Hvis den regionale told- og skattemyndighed mener, at der på det nu
foreliggende grundlag kan gives klageren fuldt medhold, kan den regionale
told- og skattemyndighed foretage en sådan ændring af afgørelsen uden at
forelægge klagen for Told- og Skattestyrelsen, hvis klageren er
indforstået hermed. I andre tilfælde sendes klagen, sagsfremstillingen,
afgørelsen og det materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen, til
Told- og Skattestyrelsen.
Told- og Skattestyrelsen er underlagt officialprincippet, hvilket
betyder, at Told- og Skattestyrelsen skal sørge for, at sagen er fuldt
oplyst, inden der træffes afgørelse i sagen, jf. afsnit
E.3.3. Når
klagen modtages af Told- og Skattestyrelsen, anmoder Told- og
Skattestyrelsen den regionale told- og skattemyndighed og evt. den
kommunale skattemyndighed om en udtalelse i sagen mv., medmindre sagen er
fuldt oplyst. Told- og Skattestyrelsen skal endvidere om nødvendigt
foretage partshøring efter reglerne i forvaltningslovens §§ 19-21, se
afsnit
E.3.5.
H.7.6 Klage til Ligningsrådet
Ligningsrådet er klageinstans i sager om:
afskrivningslovens § 52, stk. 2 (efterfølgende afskrivninger)
fondsbeskatningslovens § 4, stk. 9 (efterfølgende fondshenlæggelser)
husdyrbesætningslovens § 5, stk. 2 (efterfølgende nedskrivning på
husdyrbesætninger)
varelagerlovens § 7, stk. 2 (efterfølgende varelagernedskrivning til
og med 1997)
SSL § 37 C (omgørelse)
selskabsskattelovens § 31 (sambeskatning), jf. TSS-cirkulære nr.
2001-41
Told- og Skattestyrelsens afgørelser efter
sagsudlægningsbekendtgørelsens § 12 og § 13 om de selskaber, der lignes
af Told- og Skattestyrelsen, jf. TSS-cirkulære nr. 2002-26
Afgørelser der er truffet efter bemyndigelse fra Ligningsrådet,
medmindre andet er fastsat ved lov. Se afsnit
H.1.1.2
Derimod
er Ligningsrådet ikke klageinstans i ansættelsessager.
Klagefrist
Klagen skal indgivet inden 3 måneder, jf.
sagsudlægningsbekendtgørelsen s
§ 20. Denne frist gælder dog kun for de sager, der er omfattet af
sagsudlægningsbekendtgørelsen. Der er ingen klagefrist i de sager, hvor
Ligningsrådet selv har udlagt bemyndigelsen.
Krav til klagen
Klagen skal stiles til Ligningsrådet og indsendes til Told- og
Skattestyrelsen, Østbanegade 123, 2100 København Ø.
Klage over afgørelser truffet af en told- og skatteregion, der er
skatteansættende myndighed, stiles til Ligningsrådet og indsendes til
Told- og Skattestyrelsen, jf. TSS-cirkulære nr. 2001-41.
Klage over nægtet sambeskatning skal stiles til Ligningsrådet og
indsendes til den regionale told- og skattemyndighed, hvorunder
moderselskabet hører. Hvis afgørelsen er truffet af Københavns eller
Frederiksberg kommuner skal klagen over den nægtede sambeskatning stiles
til Ligningsrådet og indsendes til ToldSkat København.
Sagsbehandling når klage er
indgivet
Når Told- og Skattestyrelsen modtager en klage, skal styrelsen som
sekretariat for Ligningsrådet hurtigst muligt behandle sagen, herunder
udarbejde forreferat til Ligningsrådet.
Ligningsrådets afgørelse i konkrete sager træffes ved en kendelse.
Rådets afgørelser træffes på møder, som ikke er offentlige. For at
Ligningsrådet kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer deltage i
afgørelsen. Formanden skal deltage i alle afgørelser. I tilfælde af
stemmelighed er formandens stemme afgørende. Kendelsen tilsendes den
private part og alle øvrige vedkommende - herunder de berørte
skattemyndigheder. For Ligningsrådets sagsbehandling gælder i øvrigt samme
regler om sagsfremstilling, begrundelse, klagevejledning og klagefrister
som for told- og skatteforvaltningens og skatteankenævnenes afgørelser,
jf. afsnit
E.
Personligt fremmøde
Har en skattepligtig en sag, der skal behandles i Ligningsrådet, har
den skattepligtige og hans eventuelle repræsentant mulighed for mundtligt
at forelægge sagen for Ligningsrådet, jf.
forretningsordenen
§ 8, 2. pkt. Hvis den skattepligtige skal foretræde for Ligningsrådet,
indledes mødet med, at den skattepligtige (eller dennes rådgiver) kort
redegør for sine synspunkter om sagen. Ligningsrådets medlemmer har
gennemgået sagen på forhånd, så en gennemgang af sagens faktiske
omstændigheder er derfor ikke nødvendig. Herudover stiller Ligningsrådet
evt. spørgsmål til den skattepligtige om sagen. Ligningsrådets afgørelse
vil herefter blive sendt til den skattepligtige senest 1 uge efter
ligningsrådsmødet.
Efter forretningsordenen § 9, stk. 2 er det rådet, der beslutter, om
den skattepligtige skal have adgang til at forelægge sagen mundtligt for
en beslutningsdygtig del af rådet. Formanden kan selv beslutte, om en
anmodning kan imødekommes, hvorimod rådet træffer beslutning, hvis der
bliver tale om at nægte et personligt fremmøde.
Hvis en skattepligtig har anmodet om foretræde for rådet, og dette er
afslået, skal begrundelsen herfor nævnes i kendelsen.
Ifølge forretningsordenens § 9, stk. 3 kan Ligningsrådet opfordre en
skattepligtig til at give møde. I så fald skal indkaldelse til mødet ske
med mindst 1 måneds varsel, jf. forretningsordenens § 9, stk. 4.
I tilfælde, hvor der skal holdes møde med den skattepligtige, kan rådet
indkalde den skattemyndighed, hvis afgørelse ønskes ændret, jf.
forretningsordenens § 9, stk. 3, 2. pkt.
Lignende dokumenter
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 OVERSIGTER Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 A. SKATTE- OG AFGIFTSMYNDIGHEDERNES ORGANISATION, OPGAVER OG KOMPETENCEFORDELING Retsinformation · 5. februar 2008
- LØNSUMSAFGIFTSVEJLEDNINGEN 2003 I KLAGEADGANG Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 J. HENSTAND OG TILBAGEBETALING SOM FØLGE AF KLAGE Retsinformation · 5. februar 2008
- VURDERINGSVEJLEDNING 2003 H VURDERINGSPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2001 H. KLAGESTRUKTUR OG KLAGEBEHANDLING Retsinformation · 5. februar 2008