Spring til indhold

Retsinformation

PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 H. KLAGESTRUKTUR OG KLAGEBEHANDLING

STV nr 20012 af 01/01/2003Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Processuelle regler på ToldSkats område 2003 - 2

H. Klagestruktur og klagebehandling

Reglerne om klageadgang er reguleret i de forskellige told- skatte- og

afgiftslove og via

bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 om myndighedsinddeling og

sagsudlægning (sagsudlægningsbekendtgørelsen) . Klagestrukturen på

told-, skatte- og

afgiftsområdet afhænger i høj grad af de enkelte områder og af sagens

karakter. Der gælder dog som udgangspunkt et to-instansprincip, der

medfører, at en afgørelse som hovedregel kun kan påklages en gang. (Den

vigtigste undtagelse herfra er skatteansættelser for fysiske personer og

dødsboer).

Landsskatteretten er sidste administrative klageinstans i de

væsentligste sagstyper, mens Told- og Skattestyrelsen er klageinstans for

klager over afgørelser i sager af mere administrativ karakter, fx sager om

registrering, regnskab, kontrol, afgiftsbetaling og lignende.

Nedenfor er sagsudlægningsbekendtgørelsen beskrevet i hovedtræk. I

bilag 1 findes en oversigt over reglerne i

sagsudlægningsbekendtgørelsen. I

afsnit

H.1. til H.6 er klagevejene på de konkrete områder beskrevet.

Klagefrister og

sagsbehandling, når klage er indgivet, er beskrevet i afsnit

H.7.

Sagsudlægningsbekendtgørelsen i hovedtræk

Sagsudlægningsbekendtgørelsen omfatter sager på såvel skatteområdet

som på told- og afgiftsområdet. Bekendtgørelsens anvendelsesområde

afgrænses i § 5 til konkrete sager, hvor skatteministeren kan træffe

afgørelse. Sagsudlægningsbekendtgørelsen gælder ikke for afgørelser, der

efter lov kan påklages til Landsskatteretten.

Læs alt

De regionale told- og

skattemyndigheder er 1. instans

Bekendtgørelsen er bygget op omkring en hovedregel i § 6, stk. 1 og §§

7-9 om, at de regionale told- og skattemyndigheder træffer afgørelse i

første instans både for så vidt angår skat, moms, afgifter og told,

medmindre området i medfør af de efterfølgende bestemmelser er henlagt til

en anden myndighed. Er en sagstype således ikke særskilt nævnt i

bekendtgørelsen, gælder hovedreglen i § 6, stk. 1.

I København og på Frederiksberg skal de sager, der efter § 6, stk. 1

normalt skal behandles i regionerne i 1. instans, i stedet behandles af de

kommunale skatteforvaltninger, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6,

stk. 2. Dette gælder dog ikke sager vedrørende told- og

afgiftslovgivningen, sager vedrørende arbejdsgiverkontrollen,

arbejdsmarkedsfondsloven, opkrævningsloven, sager vedrørende inddrivelse,

henstand og eftergivelse af A-skatter og selskabsskatter og sager om

omkostningsgodtgørelse efter SSL kap. 3 A. Bekendtgørelsens § 6, stk. 3

giver direktøren for Told- og Skattestyrelsen mulighed for at henlægge

alle sager vedrørende et bestemt område, der er omfattet af hovedreglen i

§ 6, stk. 1 og 2, til en enkelt eller enkelte regionale told- og

skattemyndigheder, der således bliver landsdækkende. Hvis et sagsområde

henlægges til en enkelt regional told- og skattemyndighed, gælder dette

også sager, som efter § 6, stk. 2 ellers skulle behandles af Københavns

eller Frederiksberg kommuner. De opgaver, som direktøren for Told- og

Skattestyrelsen har udlagt til enkelte regionale told- og

skattemyndigheder, er beskrevet i

bilag 3 .

Hovedreglen i sagsudlægningsbekendtgørelsen for klage over afgørelser,

som de regionale told- og skattemyndigheder har truffet i 1. instans er,

at afgørelserne kan påklages til Told- og Skattestyrelsen efter

bestemmelsen i § 22, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse

kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf.

bekendtgørelsens § 26,

nr. 4. Det skal præciseres,

at klagereglerne også gælder for de afgørelser, der træffes af Københavns

og Frederiksberg kommuner efter § 6, stk. 2.

Kommunerne er 1.

instans

I § 10 og § 11 er opregnet de sager, hvor de kommunale

skattemyndigheder er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans.

Kommunernes afgørelser kan normalt påklages til de

regionale told- og skattemyndigheder, jf. § 21, og regionernes

afgørelser som klageinstans i disse sager kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed, jf. § 26, nr. 2.

Den selskabslignende myndighed

er 1. instans

Bekendtgørelsens § 12 opregner de sager,

hvor den skatteansættende myndighed, der efter SSL § 12 A foretager

skatteansættelsen af juridiske personer bortset fra dødsboer, træffer

afgørelse i 1. instans. Klagevejen afhænger af om den skatteansættende

myndighed er en kommune, en regional told- og

skattemyndighed eller Told- og Skattestyrelsen, se også afsnit

H.1.1.

Told- og Skattestyrelsen er 1.

instans

Bekendtgørelsens § 14 opregner de sager,

hvor Told- og Skattestyrelsen er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1.

instans - herunder når Told- og Skattestyrelsen er skatteansættende

myndighed for juridiske personer bortset fra dødsboer (selskaber). Told-

og Skattestyrelsens afgørelse kan enten påklages til Landsskatteretten

eller Ligningsrådet, jf. § 24 og § 25 og visse afgørelser kan ikke påklages, jf. §

26, nr. 4.

Ligningsrådet er 1. instans

Bekendtgørelsens § 16 opregner de sager, hvor Ligningsrådet er

bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans. Ligningsrådets afgørelser

efter denne bestemmelse kan ikke påklages administrativt, jf. § 26, nr. 6.

Skatteministeren er 1.

instans

Bekendtgørelsens § 17 opregner de tilfælde, hvor skatteministeren selv

træffer afgørelse i 1. instans. Skatteministerens afgørelse i disse sager

kan ikke påklages til andre administrative myndigheder, jf. § 26, nr. 8.

Klagefrist

Bekendtgørelsens § 20 angiver en generel klagefrist på 3 måneder.

Klagefristen gælder for alle afgørelser, der kan påklages efter

sagsudlægningsbekendtgørelsen.

Klageinstanser

Bekendtgørelsens §§ 21-25 angiver

klageadgangen til henholdsvis en regional told- og

skattemyndighed, direktøren for Told- og Skattestyrelsen, eller

den som direktøren bemyndiger hertil, Told- og Skattestyrelsen,

Ligningsrådet og Landsskatteretten. § 26

angiver hvilke afgørelser, der ikke kan påklages administrativt.

H.1 Klagestrukturen på skatteområdet

Forskudsregistrering

Afgørelser om grundlaget for det foreløbige skattetilsvar træffes af

den kommunale skattemyndighed, jf.

kildeskatteloven s

§ 55 B, stk. 1. Den kommunale skattemyndigheds afgørelse kan påklages til

skatteankenævnet, hvis afgørelse ikke kan påklages til anden administrativ

myndighed, jf. kildeskattelovens § 55 B, stk. 2.

Acontoskat

De regionale told- og skattemyndigheder træffer afgørelse om

acontoskat samt foretager beregning af

selskabsskat i 1. instans, jf.

selskabsskatteloven s

§ 34 A og

sagsudlægningsbekendtgørelsens

§ 6. De regionale told- og skattemyndigheders afgørelser kan påklages til

Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1,

nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelser kan ikke påklages til anden

administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr.

4.

Skatteansættelser for fysiske

personer og dødsboer

Klager over den kommunale skattemyndigheds afgørelser om

skatteansættelser af indkomst for fysiske personer og dødsboer og øvrige

afgørelser som nævnt i

SSL § 2,

behandles af det kommunale skatteankenævn, jf. SSL § 5. Klager over

skatteankenævnets kendelser behandles af Landsskatteretten, jf. SSL § 20,

stk. 1, jf. § 23, stk. 1, nr. 1-4.

Skatteansættelser for

juridiske personer, bortset fra dødsboer (selskaber)

Skatteansættelsen for juridiske personer bortset fra dødsboer

foretages af de statslige skattemyndigheder, dvs. de regionale told- og

skattemyndigheder samt Told- og Skattestyrelsen eller af en kommune i

henhold til kontrakt med staten, jf. SSL § 12 A. For juridiske personer,

bortset fra dødsboer, findes således en af følgende skatteansættende

myndigheder:

Kommuner, hvormed der er indgået en aftale efter SSL § 12 A,

stk. 2, også kaldet kontraktskommuner

Told- og Skattestyrelsen, der ligner bla. de store selskaber og

selskaber i den finansielle sektor, der ikke lignes i en

kontraktskommune

De regionale told- og skattemyndigheder, der ligner selskaber, der

ikke lignes i en kontraktskommune eller i Told-og

Skattestyrelsen

Kompetencen til at foretage skatteansættelsen for en given juridisk

person kan normalt kun ligge hos én af disse myndigheder.

Skatteansættelser, der er foretaget af en af de nævnte skatteansættende

myndigheder, kan påklages til Landsskatteretten, jf. SSL § 20, stk. 1, jf.

SSL § 23, stk. 1, nr. 1, der henviser til SSL § 12 A og § 38 A, stk. 2.

Skatteansættelser for juridiske personer, bortset fra dødsboer kan

således, i modsætning til skatteansættelser for fysiske personer og

dødsboer, kun påklages én gang i det administrative klagesystem.

Skatteforbehold

Afgørelsen af, om et skatteforbehold skal tillægges skatteretlig

virkning træffes af den skatteansættende myndighed, og afgørelser herom

kan påklages administrativt som andre afgørelser om skatteretlige

virkninger af en privatretlig disposition. Det vil sige, at den

skatteansættende myndighed træffer afgørelse i første instans, og alt

afhængig af om den skatteansættende myndighed er den kommunale

skattemyndighed, en kontraktskommune, en regional told- og skattemyndighed

eller Told- og Skattestyrelsen, kan afgørelsen påklages til

skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten inden for de normale

klagefrister, jf. afsnit

H.7 og

O.2 .

Tilsyn og revision

Skatteansættelser, der er foretaget eller ændret af Told- og

Skattestyrelsen, en regional told- og skattemyndighed eller Ligningsrådet

som led i revisionsbeføjelsen, jf. SSL § 14, stk. 4 og § 19, stk. 1, kan

påklages til Landsskatteretten. For sådanne ansættelser er der således kun

mulighed for at påklage ansættelsen én gang i det administrative

klagesystem.

Ansættelsesændringer som led i

skattemyndighedernes revision

Når genoptagelse sker på skattemyndighedernes foranledning (revision),

er klagestrukturen den samme som vedrørende skatteansættelser i

almindelighed. Det vil sige, at afgørelsen kan påklages til

skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten alt afhængig af, om den

skatteansættende myndighed er den kommunale skattemyndighed, en

kontraktskommune, en regional told- og skattemyndighed eller Told- og

Skattestyrelsen.

Genoptagelse på skatteyderens

foranledning

Efter den 12. marts 2003 skal anmodninger om genoptagelser som

udgangspunkt behandles efter SSL §§ 34 og 35, således som disse

bestemmelser er affattet med lov nr. 410 af 2. juni 2003, jf. lovens § 6,

stk. 3, 1. pkt. Såfremt tidligere gældende regler er til gunst for

skatteyderne, skal de dagældende regler fortsat anvendes til og med

indkomståret 1999, jf. lov nr. 410 af 2. juni 2003 § 6, stk. 3, 3. pkt.

Det er som hovedregel den skatteansættende myndighed, der træffer

afgørelse om, hvorvidt en genoptagelsesanmodning skal imødekommes. Et

afslag på en sådan genoptagelsesanmodning kan påklages gennem

klagesystemet på samme måde som en skatteansættelse foretaget af den

pågældende skatteansættende myndighed. Det betyder, at for fysiske

personer og dødsboer træffer den kommunale skattemyndighed afgørelse om

genoptagelse både vedrørende anmodninger, der er indgivet inden udløbet af

3-årsfristen, og vedrørende anmodninger, der er indgivet efter udløbet af

3-årsfristen. Afgørelsen vil kunne påklages til skatteankenævnet og derfra

videre til Landsskatteretten.

For juridiske personer bortset fra dødsboer vil det - alt afhængig af

hvilken myndighed, der er skatteansættende myndighed - være den gældende kontraktskommune, den regionale told-

og skattemyndighed eller Told- og Skattestyrelsen, der træffer afgørelse

om genoptagelse både vedrørende anmodninger, der er indgivet inden udløbet

af 3-årsfristen, og vedrørende anmodninger, der er indgivet efter udløbet

af 3-årsfristen. Afgørelsen vil kunne påklages til Landsskatteretten.

For så vidt angår kompetencen til genoptagelse i tilfælde, hvor

ligningen foretages af en anden myndighed end den kommune, der var

ligningskommune inden den 1. juli 1998, henvises til TSS-cirkulære

1998-34.

Genoptagelse som følge af at

der foreligger særlige omstændigheder

Hovedreglen om, at det er den skatteansættende myndighed, der træffer

afgørelse om genoptagelse, gælder dog ikke genoptagelse efter SSL § 35,

stk. 1, nr. 8, hvorefter der kan ske genoptagelse efter udløbet af

3-årsfristen, hvis der foreligger særlige

omstændigheder. Kompetencen til at tillade genoptagelse efter

denne bestemmelse er en ministerkompetence, der via

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6 er udlagt til de regionale told- og

skattemyndigheder, henholdsvis Københavns og Frederiksberg kommuner.

Afslag på genoptagelse efter SSL § 35, stk. 1, nr. 8 kan påklages til

Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1,

nr. 1. Ifølge sagsudlægningsbekendtgørelsens § 14, stk. 1, nr. 9 træffer

Told- og Skattestyrelsen dog afgørelse i 1. instans i disse sager, hvis en

evt. fejl er begået af Told- og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet som

skatteansættende myndighed. Styrelsens afgørelse kan ikke påklages til

anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens §

26, nr. 4.

Kommunen er skatteansættende

myndighed

I de tilfælde, hvor det er den kommunale skattemyndighed, der er

skatteansættende myndighed, skal en anmodning om genoptagelse, som er

fremsat efter udløbet af 3-årsfristen i SSL § 34, indsendes til den

kommunale skattemyndighed. Hvis det er den regionale told- og

skattemyndighed, der modtager anmodningen, skal den regionale told- og

skattemyndighed videresende anmodningen til den kommunale skattemyndighed,

medmindre anmodningen helt åbenbart kun omhandler genoptagelse efter SSL §

35, stk. 1, nr. 8. Den kommunale skattemyndighed skal herefter træffe

afgørelse efter SSL § 35, stk. 1, nr. 1-7. Hvis den skattepligtige gør

gældende, at der foreligger særlige

omstændigheder, skal den kommunale skattemyndighed herefter

videresende anmodningen til den regionale told- og skattemyndighed med

henblik på behandling efter SSL § 35, stk. 1, nr. 8. Den kommunale

skattemyndighed har ikke kompetence til at foretage en vurdering af, om

den skattepligtiges påstand er relevant. Hvis den skattepligtige ikke har

gjort gældende, at der foreligger særlige

omstændigheder, der vil kunne føre til genoptagelse, skal den

kommunale skattemyndighed vejlede om muligheden for genoptagelse efter SSL

§ 35, stk. 1, nr. 8. En sådan vejledning kan fx. se således ud:

"

Ifølge

skattestyrelselseslovens § 35, stk. 1, nr. 8, kan skatteministeren

tillade, at skatteansættelsen ændres, hvis der forholdene i særlig grad

taler herfor. Skatteministeren har udlagt kompetencen til træffe afgørelse

i disse tilfælde til de regionale told- og skattemyndigheder. Hvis De

mener, at der foreligger forhold, der i særlig grad taler for

genoptagelse, skal De indsende en anmodning om genoptagelse til ToldSkat x

med angivelse af de særlige forhold, som påberåbes. Det bemærkes, at det

ikke er alle slags fejl, der berettiger til ændring af

skatteansættelsen.

Bestemmelsens anvendelsesområde er tilfælde, hvor der foreligger

særlige omstændigheder uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske

efter de objektive betingelser i bestemmelsens øvrige punkter, jf. § 35,

stk. 1, nr. 1-7, og hvor det må anses for urimeligt at opretholde

ansættelsen.

Genoptagelse vil endvidere kunne ske efter bestemmelsen i de tilfælde,

der er omfattet af den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende

skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 9, hvorefter en ansættelse kan

foretages eller ændres i det omfang, der er begået ansvarspådragende fejl

af skattemyndighederne. Bestemmelse finder dog yderligere anvendelse, hvor

der er begået fejl af den skatteansættende myndighed, uden at fejlen kan

anses for ansvarspådragende, når fejlen har medført en materielt urigtig

ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at

opretholde ansættelsen.

Bestemmelsen vil eksempelvis finde anvendelse i tilfælde, hvor en

urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige

omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige.

Særlige konsekvensændringer, der falder uden for de tilfælde, der er

opregnet i § 35, stk. 1, i øvrigt, vil endvidere kunne være omfattet af

bestemmelsen. Er der eksempelvis sket beskatning af udbetalinger til

medarbejdere som løn, og nægter skattemyndighederne efterfølgende

arbejdsgiveren fradrag for udbetalingerne under henvisning til, at der er

tale om afdrag på lån, vil konsekvensændringer vedrørende medarbejdernes

skatteansættelse således kunne være omfattet af bestemmelsen.

Endvidere vil bestemmelsen kunne finde anvendelse, såfremt

myndighederne har foretaget en åbenbart urimelig skønsmæssig ansættelse,

eller hvis det må lægges til grund, at den lokale skattemyndighed

fejlagtigt har afgivet genoptagelsestilsagn til den skattepligtige ud over

den ordinære ansættelsesfrist, og den skattepligtige som følge heraf ikke

rettidigt har klaget eller anmodet om genoptagelse af ansættelsen.

Bestemmelsen giver derimod ikke grundlag for genoptagelse i tilfælde,

hvor den skattepligtige har glemt et fradrag, eller hvor myndighederne har

fortolket lovgivningen forkert, med mindre myndighederne i den forbindelse

har handlet ansvarspådragende.

Ved vurderingen af, om der foreligger særlige omstændigheder, der kan

give anledning til en ekstraordinær skatteansættelse, kan det tillægges

vægt, om skatteansættelsen har væsentlig betydning for den skattepligtige.

Er der således tale om en indkomstændring på mere end 5.000 kr., vil dette

tale for genoptagelse af ansættelsen. Vedrører det forhold, der begrunder

ansættelsens foretagelse, flere indkomstår, skal der foretages en samlet

vurdering, således at en indkomstændring for samtlige indkomstår på i alt

5.000 kr. eller mere ligeledes normalt vil tale for, at anmodningen om

genoptagelse imødekommes.

Den skattepligtige skal endvidere dokumentere eller sandsynliggøre, at

betingelserne for genoptagelse er opfyldt. Den skattepligtige bærer

således risikoen for, at bevisbyrden kan være tungere, jo ældre år der er

tale om. Er der således tale om genoptagelse for indkomstår, der ligger

langt tilbage i tid, og skattemyndighederne af denne grund ikke længere er

i besiddelse af selvangivelsesmaterialet, må der stilles krav om, at den

skattepligtige fuldt og helt kan dokumentere ændringens berettigelse

eksempelvis ved fremlæggelse af kopi af det relevante

selvangivelsesmateriale.

"

Når genoptagelse

imødekommes

Hvis en anmodning om genoptagelse imødekommes, og sagen genoptages af

den skatteansættende myndighed, følger en evt. klage over den nye

ansættelse den sædvanlige klageinstansfølge. Det vil sige, at afgørelsen

kan påklages til skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten alt afhængig

af om den skatteansættende myndighed er den kommunale skattemyndighed, en

kontraktskommune, en regional told- og skattemyndighed eller Told- og

Skattestyrelsen.

Hvis en klage over afslag på genoptagelse imødekommes af et

skatteankenævn, Landsskatteretten, Told- og Skattestyrelsen eller en

regional told- og skattemyndighed vil den skatteansættende myndighed blive

pålagt at genoptage skatteansættelsen. Skatteankenævnet har dog selv

mulighed for at genoptage og foretage ansættelsen, hvis klageren er enig

heri, jf. SSL § 21 A. Landsskatteretten har ikke en tilsvarende

hjemmel.

Ekstraordinær

genoptagelse/indkomstårene 1997-1999

Hvis de dagældende regler om ekstraordinær genoptagelse i SSL § 35 er

til gunst for skatteyder, kan de dagældende regler fortsat anvendes.

Anmodninger, der støttes på en af grundene opregnet i stk. 1, nr. 1 - 8

og 10, skal behandles af kommunen i de tilfælde, hvor det er den kommunale

skattemyndighed, der er skatteansættende myndighed. Et afslag på en sådan

genoptagelsesanmodning kan påklages gennem klagesystemet på samme måde som

en skatteansættelse foretaget af den pågældende skatteansættende

myndighed.

Det betyder, at for fysiske personer og dødsboer træffer den kommunale

skattemyndighed afgørelse om ekstraordinær genoptagelse. Afgørelsen vil

kunne påklages til skatteankenævnet og derfra videre til

Landsskatteretten.

For juridiske personer bortset fra dødsboer vil det - alt afhængig af

hvilken myndighed, der er skatteansættende myndighed - være den pågældende kontraktskommune, den regionale told-

og skattemyndighed eller Told- og Skattestyrelsen, der træffer afgørelse

om genoptagelse. Afgørelsen vil kunne påklages til Landsskatteretten.

For så vidt angår kompetencen til genoptagelse i tilfælde, hvor

ligningen foretages af en anden myndighed end den kommune, der var

ligningskommune inden den 1. juli 1998, henvises til TSS-cirkulære

1998-34.

Anmodninger, der begrundes med, at den skatteansættende myndighed har

begået fejl, som har ført til en materiel urigtig ansættelse, er reguleret

ved dagældende SSL § 35, stk. 1. nr. 9. Kompetencen til at tillade

genoptagelse efter denne bestemmelse er en ministerkompetence, der via

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6 er udlagt til de regionale told- og

skattemyndigheder, henholdsvis Københavns og Frederiksberg kommuner.

Afslag på genoptagelse efter dagældene SSL § 35, stk. 1, nr. 9, kan

påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens

§ 22, stk. 1, nr. 1. Ifølge sagsudlægningsbekendtgørelsens § 15, stk. 1,

nr. 12, træffer Told- og Skattestyrelsen dog afgørelse i 1. instans i

disse sager, hvis en evt. fejl er begået af Told- og Skattestyrelsen eller

Ligningsrådet som skatteansættende myndighed. Styrelsens afgørelse kan

ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 25, stk. 1, nr. 3.

Ekstraordinær genoptagelse/

indkomstårene 1990-1996

For så vidt angår ansættelser foretaget af de kommunale myndigheder,

er det de regionale told- og skattemyndigheder, henholdsvis Københavns og

Frederiksberg kommuner, der efter bemyndigelse fra skatteministeren

træffer afgørelse om, hvornår ekstraordinær

genoptagelse af indkomstårene 1990-1996 skal tillades, jf. § 6, stk. 1 i

sagsudlægningsbekendtgørelsen. De regionale told- og skattemyndigheders

afgørelser kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens

§ 22, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages

til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens §

26, nr. 4. Undtaget herfra er dog anmodninger om genoptagelse med

henvisning til en underkendende landsskatteretskendelse eller dom, der er

afsagt fra og med den 1. juli 1999. I sådanne tilfælde vil afgørelsen i

første instans blive truffet af de kommunale skatteforvaltninger, jf. SSL

§ 35, stk. 1, nr. 7. For så vidt angår en ansættelse foretaget af den

statslige told- og skatteforvaltning eller Ligningsrådet skal en anmodning

om genoptagelse indgives til den myndighed, der har foretaget ansættelsen,

idet sådanne anmodninger ikke er omfattet af den tidligere SSL § 4, stk.

2. Klage over afslag på genoptagelse af en regional told- og

skattemyndigheds tidligere ansættelse, skal indgives til

Landsskatteretten, hvis der klages inden for 3-årsfristen, hvorimod der

skal klages til Told- og Skattestyrelsen, hvis der klages efter udløbet af

3-årsfristen.

For så vidt angår de selskaber, der lignes i Told- og Skattestyrelsen,

er det Told- og Skattestyrelsen, der træffer afgørelse om ekstraordinær

genoptagelse, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 13, stk. 1, nr. 4.

Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan påklages til Ligningsrådet, jf.

bekendtgørelsens § 24, stk. 1, nr. 6. Ligningsrådets afgørelse kan ikke

påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens §

26, nr. 6.

Bevillingsmæssig

genoptagelse/indkomstår før 1990

Adgangen til at give tilladelse til bevillingsmæssig genoptagelse er

en ministerbeføjelse, der er tillagt de regionale told- og

skattemyndigheder, henholdsvis Københavns og Frederiksberg kommuner i

medfør af sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6. Afslag på bevillingsmæssig

genoptagelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Told- og

skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ

myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4. For så

vidt angår de selskaber, der lignes i Told- og Skattestyrelsen, er det

styrelsen, der træffer afgørelse om bevillingsmæssig genoptagelse, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 13, stk. 1, nr. 4. Styrelsens

afgørelse kan påklages til Ligningsrådet, jf. bekendtgørelsens § 24, stk.

1, nr. 6. Ligningsrådets afgørelse kan ikke påklages til anden

administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 6.

Der kan endvidere ske genoptagelse for disse indkomstår på grundlag af

en endelig dom eller landsskatteretskendelse, der underkender hidtidig

ligningspraksis. Der henvises i øvrigt til afsnit

G.3.2.1

og

G.3.2.2.1 .

Bindende forhåndsbesked

Landsskatteretten behandler klager over bindende forhåndsbesked

afgivet af Ligningsrådet, og bindende forhåndsbesked afgivet af de

regionale told- og skattemyndigheder, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens §

25, stk. 1, nr. 1. Afslag på anmodning om bindende forhåndsbesked kan

påklages til Landsskatteretten efter SSL § 23, stk. 1, nr. 6.

Bindende Ligningsvar

Med lov nr. 332 af 9. maj 2003 er der indført adgang for fysiske

personer og dødsboer til at få bindende ligningssvar hos den kommunale

ligningsmyndighed. Loven trådte i kraft den 1. juli 2003, fra hvilken dato

der kan gives bindende ligningsvar vedrørende indkomståret 2003 og senere.

Skatteankenævnet behandler klager over bindende ligningssvar afgivet af

den kommunale ligningsmyndighed, jf. SSL § 21, stk. 4, 2. pkt. Afgørelser

om bindende ligningssvar fra skatteankenævnet kan påklages til

Landsskatteretten, jf. SSL § 23, stk. 1, nr. 9.

Der henvises endvidere til afsnit

C.1.2 .

Ejendomsvurdering

Vurdering af fast ejendom foretages i første instans af de 8 regionale

told- og skattemyndigheder, der fremgår af sagsudlægningsbekendtgørelsens

§ 2.

Klager over de regionale told- og skattemyndigheders vurderinger af

fast ejendom behandles af vurderingsankenævnet, jf. SSL § 16 B.

Landsskatteretten påkender klager over vurderingsankenævnenes afgørelser,

herunder afgørelser i henhold til vurderingslovens § 33, stk. 1

og stk. 12-15 samt fordelinger i henhold til § 33, stk. 2-11,

jf. SSL § 23, stk. 1, nr. 5.

Ejendomsvurderinger, der er ændret af Ligningsrådet, kan påklages til

Landsskatteretten, jf. SSL § 23, stk. 1, nr. 5.

Afslag på anmodning om genoptagelse kan påklages gennem klagesystemet

på samme måde som en vurdering foretaget af den pågældende regionale told-

og skattemyndig.

H.1.1 Bevillinger og dispensationer på

skatteområdet

I en række bevillings- og dispensationsbestemmelser fremgår

betingelserne for at anvende den pågældende bestemmelse direkte af loven.

Dette indebærer, at der ikke skal søges om tilladelse eller dispensation

for at anvende den pågældende bestemmelse.

Spørgsmål om, hvorvidt betingelserne for at anvende bestemmelsen er

opfyldte, afgøres af den skatteansættende myndighed, hvis afgørelse som

udgangspunkt kan påklages efter de sædvanlige regler - det vil sige til

skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten, og indbringes for domstolene

- medmindre andet fremgår af den pågældende lovbestemmelse.

Herudover findes der en del bestemmelser i skatte-, told-, og

afgiftslovgivningen, der fastsætter, at fx skatteministeren eller

Ligningsrådet kan tillade anvendelse af nærmere angivne regler eller kan

dispensere fra nærmere angivne regler.

I

bilag 1 er

en oversigt over bevillings- og dispensationsbestemmelser, hvor beføjelsen

til at træffe afgørelse på skatteområdet er udlagt.

H.1.1.1 Ministerkompetencer

Skatteministerens kompetencer er udlagt via

sagsudlægningsbekendtgørelsen.

Bekendtgørelsens anvendelsesområde afgrænses i § 5 til konkrete sager,

hvor skatteministeren kan træffe afgørelse. Sagsudlægningsbekendtgørelsen

gælder ikke for afgørelser, der efter lov kan påklages til

Landsskatteretten. Kompetencen er udlagt til enten den kommunale

skattemyndighed, de retionale told- og skattemyndigheder, Told- og

Skattestyrelsen, Ligningsrådet og for så vidt angår selskabsligningen, til

den skatteansættende myndighed. Sagsudlægningsbekendtgørelsen regulerer

samtidig klageadgangen for disse sagstyper.

Kompetencen er udlagt til de

regionale told- og skattemyndigheder

Langt de fleste ministerkompetencer er via

sagsudlægningsbekendtgørelsens §§ 6-9 udlagt til de regionale told- og

skattemyndigheder, som træffer afgørelse i første instans. Det er således

hovedreglen, at de regionale told- og skattemyndigheder er tillagt

ministerkompetencen efter bekendtgørelsens § 6, stk. 1, medmindre andet

følger af bekendtgørelsens § 6, stk. 2-3, §§ 3-4, §§ 7-19 og § 32. I

København og på Frederiksberg skal de sager, der efter § 6, stk. 1,

normalt skal behandles i de regionale told- og skattemyndigheder i 1.

instans, i stedet behandles af de kommunale skatteforvaltninger, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6, stk. 2. Dette gælder dog ikke sager

vedrørende told- og afgiftslovgivningen, sager vedrørende

arbejdsgiverkontrollen, arbejdsmarkedsfondloven, opkrævningsloven,

vurderingsloven, sager vedrørende inddrivelse, henstand og eftergivelse af

A-skatter og selskabsskatter, sager om omkostningsgodtgørelse efter SSL

kap. 3 A og sager om ejendomsavanceskat efter

ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3.

Bekendtgørelsens § 6, stk. 3 giver direktøren for Told- og

Skattestyrelsen mulighed for at henlægge alle sager vedrørende et bestemt

område, der er omfattet af hovedreglen i § 6, stk. 1 og 2, til en enkelt

eller enkelte regionale told- og skattemyndigheder, der således bliver

landsdækkende. Hvis et sagsområde henlægges til en enkelt regional told-

og skattemyndighed, gælder dette også sager, som efter § 6, stk. 2 ellers

skulle behandles af Københavns eller Frederiksberg kommuner. De opgaver,

som direktøren for Told- og Skattestyrelsen har udlagt til enkelte

regionale told- og skattemyndigheder, er beskrevet i

bilag 3.

De regionale told- og skattemyndigheders afgørelser

truffet i

henhold til sagsudlægningsbekendtgørelsen kan som hovedregel påklages til

Told- og Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Told-

og Skattestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for en anden

administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 4. Enkelte

regionsafgørelser truffet i henhold til sagsudlægningsbekendtgørelsen kan

indbringes for Landsskatteretten, jf. bekendtgørelsens § 25.

Det skal præciseres, at klagereglerne også gælder for de afgørelser,

der træffes af Københavns og Frederiksberg Kommuner efter § 6, stk. 2.

Kompetencen er udlagt til en

kommune

Det fremgår af sagsudlægningsbekendgørelsens § 10 og § 11 hvilke

kompetencer, der er udlagt til den kommunale skattemyndighed. Den

kommunale skattemyndigheds afgørelser efter disse bestemmelser kan

påklages til den regionale told- og skattemyndighed, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 1-3, medmindre afgørelsen

kan påklages til Landsskatteretten. De regionale told- og

skattemyndigheders afgørelser kan ikke påklages til en anden administrativ

myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 2. Enkelte afgørelser truffet af

den kommunale skattemyndighed i henhold til sagsudlægningsbekendtgørelsen

kan påklages til Ligningsrådet, jf. bekendtgørelsens § 24.

Det er vigtigt at bemærke, at den kommunale skattemyndigheds

kompetencer alene vedrører fysiske personer og dødsboer.

Kompetencen er udlagt til

Told- og Skattestyrelsen

Bekendtgørelsens §§ 14-15 opregner de sager, hvor Told- og

Skattestyrelsen er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans -

herunder når Told- og Skattestyrelsen er skatteansættende myndighed for

juridiske personer bortset fra dødsboer (selskaber). Told- og

Skattestyrelsens afgørelse kan enten påklages til Landsskatteretten eller

Ligningsrådet, jf. § 24 og § 25 og visse afgørelser kan ikke påklages, jf.

§ 26, nr. 4.

Særligt om

selskabsligning

Ministerens kompetence på selskabsligningsområdet er via

sagsudlægningsbekendtgørelsen udlagt til den skatteansættende myndighed.

Ifølge bekendtgørelsens §§ 12-13 træffer den skatteansættende myndighed

afgørelse i 1. instans i en række spørgsmål vedrørende juridiske personer

bortset fra dødsboer (selskaber).

På en række områder kan den skatteansættende myndigheds afgørelser ikke

påklages administrativt, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 1.

Når en kommune er skatteansættende myndighed, kan kommunens afgørelse

efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 12 - med nogle få undtagelser -

påklages til den regionale told- og skattemyndighed, jf. bekendtgørelsens

§ 21, stk. 1, nr. 1. Den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse kan

ikke påklages til andre administrative myndigheder, jf. bekendtgørelsens §

26, nr. 2. Når de regionale told- og skattemyndigheder er skatteansættende

myndighed kan den regionale told- og skattemyndigheds afgørelser efter

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 12 - med nogle få undtagelser - påklages

til Told- og Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1.

Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden

administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 4. For så

vidt angår de selskaber, der lignes i Told- og Skattestyrelsen, er

ministerens kompetencer udlagt til Told- og Skattestyrelsen efter

sagsudlægningsbekendtgørelsens §§ 12-13 med klageadgang til Ligningsrådet,

jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 24, stk. 1, nr. 6. Ligningsrådets

afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf.

bekendtgørelsens § 26, nr. 6.

Kompetencen er udlagt til

Ligningsrådet

Bekendtgørelsens § 16 opregner de sager, hvor Ligningsrådet er

bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans. Ligningsrådets afgørelser

efter denne bestemmelse kan ikke påklages administrativt, jf. §

26, nr. 6.

H.1.1.2 Ligningsrådets kompetencer

Ligningsrådets kompetencer til at give tilladelser eller dispensationer

er for en dels vedkommende udlagt til den kommunale skattemyndighed, andre

er udlagt til de regionale told- og skattemyndigheder eller Told- og

Skattestyrelsen, og for så vidt angår selskabsligningen, til den

skatteansættende myndighed. Medmindre andet er hjemlet i den

lovbestemmelse, der tillægger Ligningsrådet kompetencen til at give

tilladelse eller dispensation, kan en afgørelse, der er truffet efter

bemyndigelse fra Ligningsrådet, påklages til rådet, se også afsnit

H.7.6.

Dette følger af de almindelige forvaltningsretlige principper om, at der

ved ekstern delegation altid er klageadgang til den oprindeligt kompetente

myndighed, medmindre rekursadgangen er afskåret med udtrykkelig

lovhjemmel. På nogle områder har Ligningsrådet ikke udlagt kompetencen til

at give tilladelser eller dispensationer. Ligningsrådets afgørelser om

bevilling og dispensation kan ikke påklages til en anden administrativ

myndighed, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsen s

§ 26, nr. 6.

H.1.1.3 Skattefri aktieombytning, skattefri

fusion, spaltning og tilførsel af aktiver

Skatteministerens kompetence til at tillade skattefri aktieombytning

ifølge

aktieavancebeskatningslovens

§ 13, stk. 1 og stk. 3 er udlagt til de regionale told- og skatteregioner,

bortset fra sager om principielle spørgsmål eller sager, hvor der ikke er

skabt praksis. Sådanne sager afgøres af Told- og Skattestyrelsen, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsen s

§ 8. Landsskatteretten kan påkende afslag på tilladelser og afgørelser om

vilkår efter aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1.

Skatteministerens kompetence til at tillade skattefri fusion,

spaltning, henholdsvis tilførsel af aktiver, og fastsætte vilkår for

tilladelsen er udlagt til Told- og Skattestyrelsen, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 14, stk. 1, nr. 3. Sagsbehandlingen i

første instans er ved de regionale told- og skattemyndigheder, henholdsvis

skatteforvaltningen hos Frederiksberg og Københavns kommuner, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 7.

Told- og Skattestyrelsens afgørelser efter

fusionsskattelovens § 8, stk. 6, § 15, stk. 6, § 15 B, stk. 1, 2 og 6,

§ 15 D, stk. 2 og 3

samt § 6, stk. 6, for så vidt angår dispositioner omfattet af

fusionsskattelovens kapitel 3-5 kan ikke påklages til anden administrativ

myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4.

Told- og Skattestyrelsens afgørelser efter fusionsskattelovens § 15,

stk. 1, § 15 A, stk. 1 og § 15 C, stk. 1 om afslag på tilladelser og

afgørelser med vilkår kan påklages til Landsskatteretten.

H.2 Klagestrukturen ved afgørelser truffet af

arbejdsgiverkontrollen

Ifølge

sagsudlægningsbekendtgørelsens

§ 6 træffer de regionale told- og skattemyndigheder afgørelse i 1. instans

vedrørende alle spørgsmål i henhold til bl.a.

kildeskattelovens § 89 B, arbejdsmarkedsfondslovens § 16, stk. 1 og SKL

§ 23 B .

Bekendtgørelsens anvendelsesområde afgrænses i § 5 til konkrete sager,

hvor skatteministeren kan træffe afgørelse. Sagsudlægningsbekendtgørelsen

gælder ikke for afgørelser, der efter lov kan påklages til

Landsskatteretten.

Bekendtgørelsens § 6, stk. 3, giver direktøren for Told- og

Skattestyrelsen mulighed for at henlægge alle sager vedrørende et bestemt

område, der er omfattet af hovedreglen i § 6, stk. 1 og 2, til en enkelt

eller enkelte regionale told- og skattemyndigheder, der således bliver

landsdækkende. De opgaver, som direktøren for Told- og Skattestyrelsen har

udlagt til enkelte told- og skatteregioner, er beskrevet i

bilag 3.

Ifølge

ATP-lovens

§ 17 f, stk. 1, finder arbejdsmarkedsfondslovens regler om opkrævning,

angivelse og indbetaling, periodisering, indberetning, straf, regulering

mv. tilsvarende anvendelse for SP-bidraget. Arbejdsmarkedsfondslovens §

16, stk. 1, finder således anvendelse for SP-bidraget. Det betyder, at

sagsudlægningsbekendtgørelsens regler om klage over afgørelser efter

arbejdsmarkedsfondsloven og om bemyndigelse til told- og skatteregionerne

om at træffe afgørelse i første instans efter arbejdsmarkedsfondsloven,

tilsvarende finder anvendelse for SP-bidraget.

Afgørelser, der er truffet af en regional told- og skattemyndighed

efter § 6, stk. 1, i sagsudlægningsbekendtgørelsen kan, for så vidt

afgørelsen ikke kan påklages til Landsskatteretten, påklages til Told- og

Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. I

bilag 4 er

en oversigt over de afgørelser, der kan påklages til Landsskatteretten.

Anmodning om

genoptagelse

Efter almindelige forvaltningsretlige principper er det den

myndighed, der har kompetencen til at træffe afgørelse i 1. instans, der

træffer afgørelse om, hvorvidt en genoptagelsesanmodning skal imødekommes.

Et afslag på en sådan genoptagelsesanmodning kan normalt påklages gennem

klagesystemet på samme måde som en afgørelse foretaget af den pågældende

myndighed. Det er endvidere forudsat i lovforslag nr. 192 af 4. marts

1999. Om suspension af klagefrister henvises til afsnit

H.7.1 .

H.2.1 Klage til Landsskatteretten

Afgørelser om indeholdelse af

A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag

Efter § 6, stk. 1 i

sagsudlægningsbekendtgørelsen

har de regionale told- og skattemyndigheder kompetence til at træffe

afgørelser i 1. instans om:

at en virksomhed skal indholde A-skat af en given ydelse, jf.

kildeskattelovens

§ 46, jf. kildeskattelovens § 43, og/eller

at der skal indeholdes AM-bidrag og SP-bidrag af den pågældende

ydelse, jf.

arbejdsmarkedsfondslovens § 11, stk. 9, og ATP-lovens § 17 f, stk.

1, der henviser til

arbejdsmarkedsfondsloven.

En afgørelse om indeholdelsespligt skal

være ledsaget af en afgørelse om hæftelse (fortid) og/eller et pålæg

(fremtid).

Pålæg om indeholdelse

En afgørelse om et pålæg til den indeholdelsespligtige om for

fremtiden at indeholde A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag kan påklages til

Landsskatteretten.

Hæftelse

Afgørelse om hæftelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf.

afsnit

H.2.2.

Den underliggende afgørelse om A-indkomst og indeholdelsespligt for

indeværende år kan derimod påklages til Landsskatteretten.

Landsskatteretten havde i en sag om indeholdelsespligt efter

kildeskatteloven ikke kompetence til at afgøre et spørgsmål om hæftelse

efter kildeskattelovens § 69, jf. TfS 1998, 792 LSR. En underliggende

afgørelse truffet af den kommunale skatteforvaltning overfor lønmodtageren

for tidligere år ved ændret årsopgørelse, kan alene påklages af

lønmodtageren.

Se herom Vejledning om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag

2002, afsnit J.3.3.

Oplysningspligt

Afgørelse om oplysningspligt kan påklages til Told- og

Skattestyrelsen, jf. afsnit

H.2.2 . Den

underliggende afgørelse om indeholdelsespligt kan derimod påklages til

Landsskatteretten.

A-skat

Landsskatteretten påkender klager over de regionale told- og

skattemyndigheders afgørelser i 1. instans om indeholdelsespligter efter

kildeskatteloven, jf. kildeskattelovens § 87. Det betyder, at

arbejdsgiverkontrollens afgørelser om, hvorvidt der skal indeholdes A-skat

i en given indkomst, herunder om arbejdsgiveren mv. er

indeholdelsespligtig, om indkomstmodtageren er skattepligtig her til

landet samt den beløbsmæssige opgørelse af indkomsten og af den skat, der

skal indeholdes i indkomsten, kan indbringes for Landsskatteretten.

Andre typer afgørelser om registrering, angivelse, betaling og

hæftelse, truffet af arbejdsgiverkontrollen efter kildeskatteloven, kan

fortsat påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. afsnit

H.2.2.

AM-bidrag

Ifølge arbejdsmarkedsfondslovens § 16, stk. 2, påkender

Landsskatteretten klager over de regionale told- og skattemyndigheders

afgørelser om:

bidragspligt efter arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1,

fritagelse for bidragspligt efter arbejdsmarkedsfondslovens § 7,

stk. 3,

bortfald af bidragspligt efter arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk.

4,

bidragsgrundlag efter arbejdsmarkedsfondslovens § 8, og særskilt

bidragsgrundlag efter arbejdsmarkedsfondslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 2,

og

indeholdelsespligt efter arbejdsmarkedsfondsloven.

De

regionale told- og skattemyndigheders afgørelser vedrørende øvrige

spørgsmål efter arbejdsmarkedsfondsloven, fx om registrering, regnskab,

kontrol og hæftelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen som 2. og

sidste administrative instans, jf. afsnit

H.2.2.

Selvstændigt

erhvervsdrivende

Ifølge arbejdsmarkedsfondslovens § 16, stk. 2, påkender

Landsskatteretten klager over de regionale told- og skattemyndigheders

afgørelser om selvstændigt erhvervsdrivendes bidragspligt efter

arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 2, og bidragsgrundlag efter

arbejdsmarkedsfondslovens § 10.

SP-bidrag

Ifølge ATP-lovens § 17 f, stk. 1, finder arbejdsmarkedsfondslovens

regler om opkrævning, angivelse og indbetaling, periodisering,

indberetning, straf, regulering mv. tilsvarende anvendelse for

SP-bidraget. Arbejdsmarkedsfondslovens § 16, stk. 2, finder dermed

tilsvarende anvendelse for de regionale told- og skattemyndigheders

afgørelser om indeholdelse af SP-bidrag, som således kan påklages til

Landsskatteretten.

H.2.2 Klage til Told- og

Skattestyrelsen

Afgørelser om

registrering

Efter

sagsudlægningsbekendtgørelsens

§ 6, stk. 1 har de regionale told- og skattemyndigheder kompetence til som

første instans at træffe afgørelser om:

at en indeholdelsespligtig skal registreres i CVR-registret, jf. §

18, stk. 1 i

bekendtgørelse nr. 980 af 16. november 2001 til kildeskatteloven og

§§ 1-4 i

bekendtgørelse nr. 979 af 16. november 2001 til

arbejdsmarkedsfondsloven

at indeholdelsespligtige, der anmeldes til registrering, skal stille

sikkerhed efter

opkrævningslovens

§ 11, stk. 2 og § 11 A

at virksomheden ikke kan registreres pga. manglende

sikkerhedsstillelse, jf. opkrævningslovens § 11, stk. 7 og 11 A, stk. 2

at virksomheden ikke kan registreres i den ønskede driftsform, men

at registrering kan ske i en anden driftsform, fx som personligt

hæftende

Disse afgørelser kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Styrelsens afgørelse

kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf.

bekendtgørelsens § 26, nr. 4.

Afgørelser om angivelse og

betaling

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6, stk. 1 har de regionale

told- og skattemyndigheder kompetence til som første instans at træffe

afgørelser om:

at der skal pålægges afgiftsforhøjelse efter

kildeskattelovens

§ 57, stk. 2 på grund af ikke rettidigt indgivet angivelse af identitet

af personer, der har fået udbetalt eller godskrevet A-indkomst i

A-skatteperioden, mere end een gang for en periode på 24 måneder,

at der skal foretages en foreløbig skønsmæssig fastsættelse efter

opkrævningslovens § 4, stk. 1, samt størrelsen af det skønsmæssige

ansatte tilsvar efter opkrævningslovens § 5, stk. 2, og

at en allerede registreret indeholdelsespligtig virksomhed skal

stille sikkerhed efter opkrævningslovens § 11, stk. 1.

Disse afgørelser kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Styrelsens afgørelse

kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf.

bekendtgørelsens § 26, nr. 4.

Afgørelser om

oplysningspligt

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6, stk. 1 har de regionale

told- og skattemyndigheder kompetence til som første instans at træffe

afgørelse om, at en virksomhed er oplysningspligtig efter

skattekontrolloven. De regionale told- og skattemyndigheder har en

tilsvarende kompetence til at træffe afgørelse om oplysningspligtens

omfang. Disse afgørelser kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Styrelsens afgørelse

kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf.

bekendtgørelsens § 26, nr. 4. Den underliggende afgørelse om

indeholdelse kan påklages til Landsskatteretten, jf. afsnit

H.2.1.

Afgørelser om hæftelse

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6, stk. 1 har de regionale

told- og skattemyndigheder kompetence til som første instans at træffe

afgørelser om

hæftelse for indeholdt A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag efter

kildeskattelovens § 69, stk. 2 og

arbejdsmarkedsfondsloven s

§ 15, stk. 3, 2. pkt.,

lønmodtagerens hæftelse for ikke-indeholdt A-skat og ikke-indeholdte

AM-bidrag og SP-bidrag, jf. kildeskattelovens § 68 samt

arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk. 1,

den indeholdelsespligtiges hæftelse for ikke-indeholdt A-skat og

ikke-indeholdt AM-bidrag og SP-bidrag, jf. kildeskattelovens § 69, stk.

1 og arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk. 3,

nulstilling, og

erstatning

Disse afgørelser kan påklages til Told- og

Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1.

Styrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ

myndighed, jf. samme bekendtgørelses § 26, nr. 4. Den evt. underliggende

afgørelse om indeholdelse kan påklages til Landsskatteretten, jf. afsnit

H.2.1 .

Landsskatteretten havde i en sag om indeholdelsespligt efter

kildeskatteloven ikke kompetence til at afgøre et spørgsmål om hæftelse

efter kildeskatteloven § 69, jf. TfS 1998, 792 LSR.

H.3 Klagestrukturen ved afgørelser om moms,

lønsumsafgift og afgifter

I henhold til en række moms- og afgiftslove og

sagsudlægningsbekendtgørelsen træffer de regionale told- og

skattemyndigheder afgørelse i 1. instans i langt de fleste sager på moms-

og afgiftsområdet.

Landsskatteretten

I mere end 30 forskellige moms- og afgiftslove er der indsat en

bestemmelse om, at de statslige told- og skattemyndigheders afgørelser i

første instans om visse nærmere opregnede spørgsmål og/eller efter visse

nærmere opregnede bestemmelser kan påklages til Landsskatteretten. I

bilag 4 er

en oversigt over de moms- og afgiftsspørgsmål, der kan påklages til

Landsskatteretten.

Told- og

Skattestyrelsen

I de enkelte moms- og afgiftslove er der indsat en bestemmelse om, at

skatteministeren kan bemyndige de statslige told- og skattemyndigheder til

at træffe afgørelser efter loven, og om at ministeren kan fastsætte regler

om adgangen til at klage over afgørelserne.

Denne bestemmelse er udnyttet i

sagsudlægningsbekendtgørelsen .

Bekendtgørelsens anvendelsesområde afgrænses i § 5 til konkrete sager,

hvor skatteministeren kan træffe afgørelse. Sagsudlægningsbekendtgørelsen

gælder ikke for afgørelser, der efter lov kan påklages til

Landsskatteretten.

Bekendtgørelsens § 6, stk. 3, giver direktøren for Told- og

Skattestyrelsen mulighed for at henlægge alle sager vedrørende et bestemt

område, der er omfattet af hovedreglen i § 6, stk. 1 og 2,, til en enkelt

eller enkelte regionale told- og skattemyndigheder, der således bliver

landsdækkende. De opgaver, som direktøren for Told- og Skattestyrelsen har

udlagt til enkelte told- og skattemyndigheder, er beskrevet i

bilag 3 .

Ifølge sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6 træffer told- og

skatteregionerne afgørelse i alle sager, medmindre området efterfølgende

er henlagt til en anden myndighed.

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1, er der adgang

til at påklage de regionale told- og skattemyndigheders afgørelser til

Told- og Skattestyrelsen, medmindre afgørelsen efter loven kan påklages

til Landsskatteretten.

På momsområdet drejer det sig fx om afgørelser om

Tidspunkt for afgiftspligtens indtræden

Betaling og tilbagebetaling, herunder afgiftsgodtgørelse

Afregning, periodisering og renteberegning

Registrering, ændringer til registrering, registreringsgrænserne og

fælles- samt delregistrering.

Eftergivelse og henstand

På afgiftsområdet drejer det sig fx om afgørelser om

Afgiftspligtens indtræden

Registrering

Regnskab

Kontrol

Afregning

Efter § 19 i sagsudlægningsbekendtgørelsen træffer de regionale told-

og skattemyndigheder også afgørelse i 1. instans om beregning og

udbetaling af renter. Afgørelserne kan påklages til Told- og

Skattestyrelsen. Endvidere kan spørgsmål om overvæltning i forbindelse med

genoptagelse og tilbagebetaling af moms og afgifter påklages til Told- og

Skattestyrelsen. Der henvises endvidere til afsnit

J om

henstand og tilbagebetaling.

Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan

ikke påklages til en anden administrativ myndighed, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4. I visse afgørelser - fx

om registrering, som kan påklages til Told- og Skattestyrelsen -

forekommer det, at grundlaget for afgørelsen er en underliggende

afgørelse, som kan påklages til Landsskatteretten efter andre

bestemmelser. I sådanne tilfælde vil klagekompetencen være delt.

Anmodning om

genoptagelse

Efter almindelige forvaltningsretlige principper er det den myndighed,

der har kompetencen til at træffe afgørelse i 1. instans, der træffer

afgørelse om, hvorvidt en genoptagelsesanmodning skal imødekommes. Et

afslag på en sådan genoptagelsesanmodning kan normalt påklages gennem

klagesystemet på samme måde som en afgørelse foretaget af den pågældende

myndighed. Det er endvidere forudsat i lovforslag nr. 192 af 4. marts

1999. Om suspension af klagefrister se afsnit

H.7.1.

H.4 Klagestrukturen på toldområdet

I henhold til toldlovens § 71 kan skatteministeren bemyndige de

statslige told- og skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter

toldloven. Denne bemyndigelse er udnyttet i sagsudlægningsbekendtgørelsens

§ 6, således at samtlige 8 regionale told- og skattemyndigheder kan træffe

afgørelser på toldområdet.

Sagsudlægningsbekendtgørelsens anvendelsesområde afgrænses i § 5 til

konkrete sager, hvor skatteministeren kan træffe afgørelse.

Bekendtgørelsens regler om klageadgang gælder ikke for afgørelser, der

efter lov kan påklages til Landsskatteretten. Bekendtgørelsens § 6, stk.

3, giver direktøren for Told- og Skattestyrelsen mulighed for at henlægge

alle sager vedrørende et bestemt sagsområde, der er omfattet af

hovedreglen i § 6, til en enkelt eller enkelte regionale told- og

skattemyndigheder, der således bliver landsdækkende. De opgaver, som

direktøren for Told- og Skattestyrelsen ved et cirkulære har udlagt til

enkelte regionale told- og skattemyndigheder, er angivet i bilag 3 til

denne vejledning. .

Landsskatteretten

Skatteministeren har i

bekendtgørelse nr. 302 af 17. maj 1999 besluttet, at de afgørelser,

der er opregnet i

toldlovens § 71 a, jf. § 36 i

lov nr. 1098 af 29. december 1997, (afgørelser efter toldlovgivningen,

dvs.

toldloven og EF-forordninger om told, herunder EF's toldkodeks) kan

påklages til Landsskatteretten.

I

bilag 4 er

det opregnet, hvilke afgørelser efter toldlovgivningen, der kan indbringes

for Landsskatteretten.

Told- og

Skattestyrelsen

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, nr. 1 og 2, er

der adgang til at påklage de regionale told- og skattemyndigheders

afgørelser på toldområdet til Told- og Skattestyrelsen, medmindre

afgørelsen efter loven kan påklages til Landsskatteretten. Det drejer sig

fx om klager over

Afslag på meddelelse af bevillinger, tilladelser eller godkendelser

Tilbagekaldelse af bevillinger, tilladelser eller godkendelser

Afgørelser om ekspeditionsafgift

Afgørelser om kontrol

Afgørelser om henstand

Told- og Skattestyrelsens afgørelser

på toldområdet kan ikke påklages til en anden administrativ myndighed, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4. I visse afgørelser, som

kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, forekommer det, at grundlaget

for afgørelsen er en underliggende afgørelse, som kan påklages til

Landsskatteretten efter andre bestemmelser. I sådanne tilfælde vil

klagekompetencen være delt. For eksempel vil en afgørelse til en

oplagshaver både kunne dreje sig om efteropkrævning som følge af

misligholdelse af en oplagsbevilling og som følge heraf om tilbagekaldelse

af en oplagsbevilling. Landsskatteretten vil være kompetent for så vidt

angår klagen over efteropkrævning, mens Told- og Skattestyrelsen vil være

kompetent for så vidt angår klagen over bevillingens tilbagekaldelse.

Anmodning om

genoptagelse

Efter almindelige forvaltningsretlige principper er det den myndighed,

der har kompetencen til at træffe afgørelse i 1. instans, der træffer

afgørelse om, hvorvidt en genoptagelsesanmodning skal imødekommes. Et

afslag på en sådan genoptagelsesanmodning kan normalt påklages gennem

klagesystemet på samme måde som en afgørelse foretaget af den pågældende

myndighed. Det er endvidere forudsat i lovforslag nr. 192 af 4. marts

1999. Om suspension af klagefrist se afsnit

H.7.1.

H.5 Klagestruktur for

spillemyndigheden

Spillemyndigheden træffer 1. instans afgørelse efter følgende

bestemmelser:

Lovbekendtgørelse

nr. 631 af 25. juli 2002 om gevinstgivende spilleautomater §§ 6-11

om

meddelelse af tilladelser,

samme lovs §§ 12-13 om bortfald, tilbagekaldelse mv. af tilladelser,

samme lovs §§ 15-20 om kontrol mv. af spilleautomater og

spillehallers personale, adgangskrav mv.,

samme lovs § 28, stk. 2, om tilbagekaldelse af tilladelse ved

angivelse,

samme lovs § 44, stk. 2, om dispensation,

bekendtgørelse nr. 1084 af 8. december 2000 om gevinstgivende

spilleautomater § 4

om dispensation fra kravet om opkobling til det centrale

overvågningssystem, og

samme bekendtgørelses § 19 om vilkår for tilladelser og

tilbagekaldelse.

Spillemyndighedens afgørelser kan påklages til

spillenævnet, jf. lovens § 37. Fristen for klagen er 3 måneder regnet fra

afgørelsesdatoen.

Landsskatteretten påkender dog klager over afgørelser truffet af de

statslige skattemyndigheder i 1. instans efter lovens § 36 og

sagsudlægningsbekendtgørelsens

§ 6 af:

spørgsmål om, hvilket beløb afgifterne skal beregnes af, og

spørgsmål om, hvorvidt der er tale om velgørende, lokale formål

efter lovens § 38, som efter lovens § 25 kan modtage midler med

afgiftsnedsættelse til følge.

H.6 Klagestruktur og klageveje på formelle

områder (fælles for alle områder)

Klager over

sagsbehandlingen

Behandling af en klage alene med påstand om, at en sagsbehandling er

forkert eller uhensigtsmæssig, og som ikke anfægter en materiel afgørelse,

sker efter de uskrevne klageveje i forvaltningsretten i forbindelse med

over-/underordnelsesforhold. Det forhold, at der foreligger et

over-/underordnelsesforhold mellem to myndigheder, giver i et eller andet

omfang den overordnede myndighed en tilsynspligt overfor den underordnede

myndighed, men over-/underordnelsesforholdet giver ikke i sig selv en

borger/virksomhed en ret til at få behandlet en klage, i hvis afgørelse,

den pågældende ikke har en retlig interesse. Det er i vidt omfang den

overordnede myndigheds valg, om den som led i sin tilsynsforpligtelse vil

underkaste en sådan klage en prøvelse.

Told- og Skattestyrelsen kan således behandle klager over

sagsbehandlingsfejl i de regionale told- og skattemyndigheder, og Told- og

Skattestyrelsen og de regionale told- og skattemyndigheder kan behandle

klager over sagsbehandlingsfejl hos de kommunale skattemyndigheder. I de

tilfælde, hvor der er tale om klare retlige mangler ved sagsbehandlingen,

og hvor fejlen umiddelbart kan rettes ved anvendelsen af

tilsynsbeføjelsen, vil de statslige myndigheder søge at afhjælpe sådanne

fejl, da det ikke anses for rimeligt at henvise klager til at få fejlen

rettet gennem det administrative rekurssystem. Det samme gælder, hvor

sådanne fejl konstateres, uden at borgeren/virksomheden har indgivet en

formel klage over sagsbehandlingen. Der henvises til afsnit

A.2.2.1 om

tilsynsopgaven. De statslige myndigheder kan ikke tage stilling til en

klage over påstået ugyldighed. Sådanne indsigelser skal påklages i

sædvanlig instansfølge, som en klage over den materielle afgørelse.

Inhabilitet

Efter

FVL § 6,

stk. 2, afgøres spørgsmålet om, hvorvidt en person er inhabil, af den

myndighed, som skal træffe afgørelsen vedrørende sagens realitet.

Afgørelsen kan alene indbringes for en klageinstans i forbindelse med

påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet. I praksis har Told- og

Skattestyrelsen dog udtalt sig i sager vedrørende inhabilitetsspørgsmål.

Et medlem af et skatteankenævn, som af nævnet er anset for inhabilt,

kan kræve sine indvendinger mod nævnets beslutning tilført protokollen og

kan forlange, at en kopi af protokolatet indsendes til Told- og

Skattestyrelsen, jf. SSL § 10, stk. 3. Der henvises endvidere til afsnit

E.2.

Aktindsigt

I forbindelse med behandlingen af en klagesag skal skatteankenævnet og

Landsskatteretten tage stilling til virkningen af en eventuel

tilsidesættelse af formelle regler, herunder om aktindsigt.

Særskilt klage over afslag på anmodning om aktindsigt er reguleret

i

sagsudlægningsbekendtgørelsen.

Ifølge bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3, kan afgørelser om aktindsigt,

der træffes af den kommunale skattemyndighed eller et skatteankenævn

påklages til den regionale told- og skattemyndighed. Afgørelser om

aktindsigt truffet af Københavns Kommune efter bekendtgørelsens § 6, stk.

2, kan påklages til ToldSkat København. Ifølge

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 3 gælder det fortsat, at

afgørelser om aktindsigt truffet af et af de tidligere vurderingsråd eller

skyldråd kan påklages til den regionale told- og skattemyndighed. De

regionale told- og skattemyndigheders afgørelse kan ikke indbringes for

anden administrativ myndighed, jf. § 26, nr. 2. I sager, hvor de regionale

told- og skattemyndigheder træffer afgørelse om aktindsigt i første

instans, kan afgørelserne påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 2. Afgørelser om

aktindsigt i ligningsrådssager træffes af Told- og Skattestyrelsen som

sekretariat for Ligningsrådet, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 14,

stk. 3.

Afgørelser om aktindsigt truffet af Told- og Skattestyrelsen - herunder

styrelsens 1. instansafgørelser - kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 4.

Der henvises endvidere til afsnit

M.1 .

Indsigtsret

Ved anmodninger om indsigt mv. efter reglerne i

persondataloven s

§§ 28 - 39 er det den dataansvarlige myndighed, virksomhed mv., der har

kompetencen til at afgøre om anmodningen kan imødekommes. Dette udelukker

for så vidt angår den offentlige forvaltning ikke sædvanlig

forvaltningsmæssig delegation, jf. Datatilsynets vejledning nr. 126 af 10.

juli 2000, punkt 5. Afgørelser truffet af den dataansvarlige vedrørende

den registreredes rettigheder kan indbringes for Datatilsynet til endelig

administrativ afgørelse, jf. lovens § 61.

Der henvises i øvrigt til afsnit

M.2 .

Videregivelse af fortrolige

oplysninger til anden forvaltningsmyndighed

Kompetencen til at afgøre i første instans, om en fortrolig oplysning

omfattet af SSL § 37 eller

SKL § 6 F

skal videregives til en anden forvaltningsmyndighed efter reglerne i FVL

§§ 28 og 31, tilkommer den myndighed, hvor oplysningen er. Videregivelse

af oplysninger efter persondataloven er omfattet af samme kompetence. Det

bemærkes, at FVL § 31 også gælder for videregivelse af personoplysninger,

der er omfattet af persondataloven.

Kompetencen til at afgøre en klage over et afslag på en

videregivelsesanmodning fra en anden forvaltningsmyndighed tilkommer de

statslige told- og skattemyndigheder. Er et afslag givet af en regional

told- og skattemyndighed, vil afgørelsen kunne påklages til Told- og

Skattestyrelsen. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke indbringes

for anden administrativ myndighed.

Er et afslag givet af den kommunale skattemyndighed, vil afgørelsen

kunne påklages til den regionale told- og skattemyndighed, som sidste

administrative instans.

Er et afslag givet af Told- og Skattestyrelsen, kan afgørelsen ikke

indbringes for anden administrativ myndighed.

Der henvises endvidere til afsnit

M.3.2.2 .

Videregivelse af fortrolige

oplysninger indenfor samme myndighed

Kompetencen til at afgøre, om en fortrolig oplysning omfattet af SSL §

37 eller SKL § 6 F skal videregives indenfor samme myndighed, tilkommer

den, der som følge af sit arbejde har kendskab til oplysningen, eventuelt

af myndighedens ledelse.

Der henvises i øvrigt til afsnit

M.3.2.3 .

Tavshedspligt

Den, som en fortrolig oplysning er om, kan være uenig i, at en

forvaltningsmyndighed beslutter at videregive oplysningen. Den pågældende

er berettiget til at påklage en sådan videregivelse. Klageberettiget er

endvidere den, som har modtaget en fortrolig oplysning om tredjemand, og

som anser videregivelsen for en overtrædelse af tavshedspligten.

Er videregivelsen foretaget af en regional told- og skattemyndighed,

kan videregivelsen påklages til Told- og Skattestyrelsen. Er

videregivelsen foretaget af den kommunale skattemyndighed, kan

videregivelsen påklages til den regionale told- og skatteregion. Er

videregivelsen foretaget af en regional told- og skattemyndighed eller

Told- og Skattestyrelsen, kan klage over videregivelsen i sidste instans

forelægges for skatteministeren som øverste forvaltningschef. Tilsvarende

gælder, at klage over en kommunes videregivelse i sidste instans kan

forelægges for borgmesteren som øverste forvaltningschef.

Der henvises endvidere til afsnit

M.3 .

Forældelse/told, moms og

afgifter

Kompetencen til at træffe afgørelse om formueretlig forældelse er for

så vidt angår krav på told, moms og afgifter hos de regionale told- og

skattemyndigheder, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens

§ 6. Afgørelsen kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf.

bekendtgørelsens § 22, nr. 1-3. Told- og Skattestyrelsens afgørelse

kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4. I de tilfælde, hvor der

fremsættes indsigelse om, at der allerede ved afgørelsen om grundlaget for

kravet var indtrådt formueretlig forældelse, skal klagen dog indgives til

Landsskatteretten, såfremt sagen i øvrigt kan påklages til

Landsskatteretten, jf.

SSL § 24, stk. 1, nr. 5 og toldlovens § 71 a, stk. 1, nr. 5.

Forældelse/skat

For så vidt angår afgørelser om forældelse af indkomstskat vedrørende

fysiske personer og dødsboer følger det af sagsudlægningsbekendtgørelsens

§ 11, nr. 2, at kompetencen er tillagt kommunerne i det omfang afgørelse

herom ikke er truffet af en anden skattemyndighed. Kommunernes afgørelser

vil kunne påklages til de regionale told- og skattemyndigheder, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Told- og

skatteregionens afgørelse kan i så fald ikke påklages til anden

administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 2.

Hvis afgørelsen om forældelse er truffet af en regional told- og

skattemyndighed, kan der klages til Told- og Skattestyrelsen, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Told- og

Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ

myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4.

Er afgørelsen truffet af Told- og Skattestyrelsen i 1. instans er der

ingen administrativ klagemulighed.

Hvis afgørelsen om formueretlig forældelse i henhold til SSL § 35 er

truffet som forudsætning for en skatteansættelse, der foretages efter

udløbet af de ordinære ansættelsesfrister i SSL § 34, kan afgørelsen dog

påklages til skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten.

For så vidt angår juridiske personer bortset fra dødsboer (selskaber)

har den regionale told- og skattemyndigheder kompetencen til at træffe

afgørelse om forældelse af selskabsskat, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6. Den regionale told- og

skattemyndigheds afgørelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Told- og

Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ

myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4. Er afgørelsen

truffet af Told- og Skattestyrelsen i 1. instans er der ingen

administrativ klagemulighed.

Hvis afgørelsen om formueretlig forældelse i henhold til SSL § 35 er

truffet som forudsætning for en skatteansættelse, der foretages efter

udløbet af de ordinære ansættelsesfrister i SSL § 34, kan afgørelsen dog

påklages til Landsskatteretten, jf. SSL § 24, stk. 1, nr. 5.

Omkostningsgodtgørelse

Afgørelse om omkostningsgodtgørelse træffes af den regionale told- og

skattemyndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 6.

Den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse kan påklages til Told-

og Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Told- og

Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ

myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4.

Henstand med betaling ved

klage

De regionale told- og skattemyndigheder træffer afgørelse om henstand

i 1. instans på told- og afgiftsområdet, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6. De regionale told- og

skattemyndigheder afgørelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens

afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4.

På skatteområdet er kompetencen til at træffe afgørelse om henstand for

fysiske personer og dødsboer udlagt til den kommunale skatteforvaltning,

jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 11, nr. 1. Kommunens afgørelse kan

påklages til den regionale told- og skattemyndighed, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Den regionale told- og

skattemyndigheds afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ

myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 2.

For juridiske personer bortset fra dødsboer (selskaber) træffer den

skatteansættende myndighed afgørelse om henstand i 1. instans, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 12, stk. 1, nr. 1.

Hvis den kommunale skattemyndighed er skatteansættende myndighed kan

afgørelsen om henstand påklages til den regionale told- og

skattemyndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 1.

Den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse kan ikke påklages til

anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 2.

Hvis den regionale told- og skattemyndighed er skatteansættende

myndighed kan afgørelsen om henstand påklages til Told- og

Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, nr. 1.

Told- og skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden

administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 4.

Hvis Told- og Skattestyrelsen er skatteansættende myndighed, kan

afgørelsen om henstand påklages til Ligningsrådet, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 24, stk. 1, nr. 6. Ligningsrådets

afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf.

bekendtgørelsens § 26, nr. 6.

Forrentning af

tilbagebetalingsbeløb

Den myndighed, der skal opfylde et tilbagebetalingskrav, har ifølge

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 19 kompetence til at træffe afgørelse i

1. instans om beregning og udbetaling af renter efter Skatteministeriets

cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 om forrentning af visse

tilbagebetalingsbeløb. Endvidere kan visse tilbagebetalte toldbeløb

forrentes efter TSS-cirkulære 1997-2 om forrentning af tilbagebetalte

toldbeløb. Hvis afgørelse om tilbagebetaling er truffet af den kommunale

skattemyndighed, kan afgørelsen påklages til den regionale told- og

skattemyndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 1.

Den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse kan ikke påklages til

anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 2.

Hvis afgørelse om tilbagebetaling er truffet i 1. instans af en

regional told- og skattemyndighed, kan afgørelsen påklages til Told- og

Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, nr. 1.

Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden

administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 4.

Afgørelser truffet af Told- og Skattestyrelsen i 1. instans kan ikke

påklages til anden administrativ myndighed, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4.

Der henvises i øvrigt til

afsnit J

om henstand og tilbagebetaling.

H.7 Klage og klagebehandling (fælles for alle

områder)

De regler, der beskrives i dette afsnit er fælles for de afgørelser,

der kan påklages til henholdsvis skatteankenævn, vurderingsankenævn, told-

og skatteregionerne, Landsskatteretten, Told- og Skattestyrelsen eller

Ligningsrådet.

H.7.1 Generelt om klage og

klagefrister

Hvem kan klage

Det absolutte udgangspunkt er, at kun parten er klageberettiget.

Partsbegrebet skal fortolkes restriktivt på told-, skatte- og

afgiftsområdet. I TfS 1999, 119 LSR afviste Landsskatteretten at behandle

en klage over emballageafgift. Klagen var indgivet af en aftager af de

berørte dunke, som forhøjelsen vedrørte, og den pågældende havde alene en

indirekte interesse i sagens udfald ved, at afgiften blev tillagt

salgssummen.

Den restriktive fortolkning af partsbegrebet på told-, skatte- og

afgiftsområdet indebærer fx, at hvis en told-, skatte- eller

afgiftsmyndighed har foretaget en regulering af en kommanditist, kan en

sådan afgørelse ikke påklages af de øvrige kommanditister, da disse ikke

anses for parter, selv om reguleringen vedrører et punkt, der er fælles

for alle kommanditisterne.

Hvis borgeren er død, kan dødsboet klage. Klager over værdiansættelser

af aktiver og passiver i dødsboer og beregning af passivposter kan

indgives af dødsboet. Heraf følger modsætningsvist, at hverken de enkelte

arvinger, ægtefællen eller legatarer kan påklage disse afgørelser.

En juridisk persons konkursbo er uden videre klageberettiget, da der er

identitet mellem konkursboet og den juridiske person. Dette forudsætter

dog, at bobehandlingen ikke er afsluttet, jf. TfS 1996, 30 ØLD, hvor en

sag anlagt af repræsentanter for en fiskesalgsforening blev afvist, fordi

likvidationen af foreningen var afsluttet og ikke senere genoptaget. I TfS

1996, 426 ØLD var sagen anlagt af to selskaber, der efter sagens anlæg

blev likvideret, hvorfor påstandene blev afvist.

Er der tale om en fysisk persons konkursbo, vil det være konkursboet,

der er klageberettiget for afgørelser, der vedrører år, der ligger forud

for konkursdekretets afsigelse. Derimod er konkursboet ikke

klageberettiget, for så vidt angår det indkomstår, hvor konkursdekretet

afsiges, idet skattekrav vedrørende dette år ikke kan anmeldes i

konkursboet, jf. TfS 1987, 578 HD. Hvis konkursboet ikke udnytter

klageadgangen, vil der typisk ikke være noget til hinder for, at

skyldneren selv udnytter den.

I forbindelse med vedtagelse af frivillige akkorder og stadfæstelse af

tvangsakkorder vil kreditorerne ikke kunne indtræde i adgangen til at

klage.

Betalingsstandsningsboer er ikke egentlige boer og er derfor ikke

klageberettigede.

For selskaber mv., der er omfattet af selskabsskatteloven, er det

selskabets ledelse, der beslutter, om klage skal indgives. For foreninger

mv. omfattet af fondsbeskatningsloven er det på tilsvarende vis

foreningens ledelse, der bestemmer, om der skal indgives klage.

For umyndige er det værgen, der skal indgive klage på den umyndiges

vegne.

Klager over værdiansættelser ved gaveafgiftsberegningen kan foretages

af den gaveafgiftspligtige. Da både gavegiver og gavemodtager hæfter

solidarisk for afgiftens betaling, er begge klageberettiget.

Særligt for afgørelser truffet

af arbejdsgiverkontrollen

Ved afgørelser om indeholdelsespligt efter kildeskatteloven er både

den indeholdelsespligtige og indkomstmodtageren klageberettiget, jf.

bemærkningerne til

lov nr. 1098 af 29. december 1998. Også andre afgørelser, som

arbejdsgiverkontrollen har truffet overfor en arbejdsgiver, kan have en så

væsentlig betydning for arbejdstageren, at denne bliver part i sagen og

derfor har klageadgang.

Særligt for ægtefæller

Ifølge

SSL § 37

A, stk. 2 kan ægtefæller og forhenværende ægtefæller hver især klage over

skatteansættelsen af den anden ægtefælle for indkomstår, hvori de var

ægtefæller og samlevende. Bestemmelsen har især betydning i de tilfælde,

hvor den ene ægtefælles skatteansættelse har indirekte betydning for den

anden. SSL § 37 A, stk. 2 giver kun ægtefællen hjemmel til at klage, men

gør ikke ægtefællen til part i sagen.

Særligt om

ejendomsvurdering

Der gælder særlige regler om klageadgang over ejendomsvurderinger i

SSL § 22 A, stk. 1. Herefter kan klage - udover af ejeren - indgives af

den, der har begæret vurderingen. I de tilfælde der er nævnt i

vurderingslovens § 8, stk. 3, 3. pkt., kan både køber og sælger påklage

vurderingen. En ejer kan påklage vurderingen af andres ejendom, når ejeren

har en retlig og økonomisk interesse deri. En kommune kan påklage

vurderingen af fast ejendom, som kommunen i medfør af lovgivningen vil

kunne tilpligtes at overtage.

Generelt om

klagefrister

Afgørelser skal som udgangspunkt påklages inden for en frist som er

forskellig afhængig af, hvilken myndighed, der klages til. De enkelte

klagefrister er beskrevet i de afsnit, der handler om klage til den

pågældende klagemyndighed.

Suspension af

klagefrister

Som udgangspunkt har myndighederne bevisbyrden for, hvornår afgørelsen

må antages at være kommet frem. Imidlertid kan det komme

borgeren/virksomheden til skade, hvis han ikke sikrer sig bevis for

modtagelsestidspunktet, hvis afgørelsen er modtaget senere end det ville

være tilfældet med sædvanlig postmæssig ekspedition, jf. TfS 2000, 503 HD.

I TfS 2000, 424 ØLD havde myndighederne ikke godtgjort med den sikkerhed,

det må kræves, at afgørelserne var afleveret til postvæsenet.

Hvis fristen overskrides, afviser klagemyndigheden som

udgangspunkt klagen, jf. TfS 1999, 598 HD, TfS 2000, 503 HD

og SKM2002.523.ØLR

.

Der er dog ikke noget til hinder for, at klagemyndigheden ser bort

fra fristoverskridelser, når myndigheden efter en konkret vurdering

finder, at sagen bør behandles.

Landsskatteretten kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis

særlige omstændigheder taler derfor, jf. SSL § 25, stk. 1. I TfS 2000, 689

LSR var et toldcenters afgørelse, som var truffet den 28. april 1999,

påklaget til Landsskatteretten den 12. november 1999. Klagefristen var

således overskredet. Landsskatteretten bemærkede, at klagefristen ikke var

suspenderet som følge af, at der var udsendt en mellemkommende

rettelsesangivelse. Det forhold, at selskabet havde ønsket at indhente

yderligere oplysninger, var heller ikke en særlig omstændighed, som kunne

få Landsskatteretten til at se bort fra fristoverskridelsen.

At varigheden af fristoverskridelsen er kort, kan ikke i sig selv

bevirke, at klagen skal realitetsbehandles, jf. TfS 2000, 503 HD.

Klagefrister ved anmodning om

genoptagelse

Anmoder den told-, skatte- eller afgiftspligtige myndigheden i

første instans om at genoptage sin egen afgørelse inden udløbet af

klagefristen, suspenderes klagefristen midlertidigt i medfør af FVL §

20, stk. 3. Klagefristen løber videre fra det tidspunkt, hvor den nye

afgørelse er meddelt parten, dog med mindst 14 dage. I

SKM2001.62.VLR havde en region givet afslag den 17. juni 1997 på

anmodning om

genoptagelse af sin afgørelse af 11. februar 1997. Anmodning om

genoptagelse var indgivet den 6. maj 1997. dvs. inden klagefristens udløb,

mens afslaget på genoptagelse blev givet efter udløbet af

3-måneders-fristen. Landsretten hjemviste sagen til Told- og

Skattestyrelsen til klagebehandling, idet der ikke var blevet vejledt i

afslaget om, at adgangen til at klage over afgørelsen i henhold til FVL §

20, stk. 3 stadig stod åben uanset udløbet af 3-måneders-fristen.

Foretager første instansen en egentlig revurdering af sagen, løber der

en ny klagefrist fra den nye afgørelse.

I

SKM2003.363.ØLR

anså Østre Landsret det godtgjort, at en klage var afsendt inden

klagefristens udløb, selv om klagen ikke nåede frem til Landsskatteretten

før end ca. 7 måneder efter klagefristens udløb. Landsretten fandt

herefter, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag

for at bortse fra fristoverskridelsen, jf. skattestyrelseslovens § 25,

stk. 1. Landsretten hjemviste sagen til fornyet behandling i

Landsskatteretten.

H.7.2 Klage til skatteankenævn

Klager over den kommunale skattemyndigheds afgørelser vedrørende

fysiske personer og dødsboer skal indgives til det kommunale

skatteankenævn. Den skattepligtige er klageberettiget, når han/hun har

modtaget årsopgørelsen henholdsvis skattemyndighedens kendelse, jf.

SSL § 5.

Om skatteankenævns påkendelseskompetence og kompetence til at genoptage

egne afgørelser, se afsnit

A.1.4.

Om sagsbehandlingen ved skatteankenævn henvises til

bestemmelserne

i forretningsordenen, jf. bekendtgørelse

nr. 528 af 17.

juni 1996, som ændret ved bekendtgørelse nr.

966 af 15. december 1997.

Bekendtgørelsen refereres i hovedtræk

nedenfor.

Klagefrist

Klagen skal være modtaget i skatteankenævnet senest 1 måned fra

modtagelsen af afgørelsen eller årsopgørelsen, jf. SSL § 21, stk. 1.

Klagefristen regnes fra det tidspunkt, hvor den skattepligtige har

modtaget underretning om afgørelsen, jf. SSL § 21, stk. 1. For sømænd, der

sejler i udenrigsfart, er klagefristen dog på 3 måneder fra afgørelsens

dato. Om suspension af klagefrister, se afsnit

H.7.1.

Krav til klagen

Klagen skal være skriftlig og begrundet, jf. SSL § 21, stk. 1.

Sagsbehandling når klage er

indgivet

For et skatteankenævns sagsbehandling gælder officialprincippet, som

betyder, at nævnet selv skal sørge for, at sagen er fuldt oplyst, før der

træffes afgørelse, jf. afsnit

E.3.3.

Inden et skatteankenævn træffer afgørelse skal nævnet indhente en

udtalelse fra den kommunale skattemyndighed, jf. SSL § 21, stk. 2.

Udtalelsen skal afgives inden 14 dage, medmindre skatteankenævnet efter

omstændighederne giver en længere frist. Skatteforvaltningen skal vedlægge

udtalelsen det materiale, der har dannet grundlag for skatteforvaltningens

afgørelse, jf. SSL § 21, stk. 3.

Inden et skatteankenævn afgør en klage, skal skatteankenævnet endvidere

udarbejde en sagsfremstilling, jf. SSL § 21, stk. 3.

Forretningsordenen for skatteankenævn § 11 indeholder i forhold

til skattestyrelsesloven en præcisering af de krav, som stilles til en

sagsfremstilling. Om kravene til sagsfremstillingen, se endvidere afsnit

E.3.6.

Sekretariatet skal forelægge sagsfremstillingen for

skatteankenævnet til godkendelse sammen med et begrundet udkast til sagens

afgørelse, jf, forretningsorden for skatteankenævn § 11, stk. 5.

Hvis nævnet ikke kan imødekomme klagerens påstand fuldt ud sendes

sagsfremstillingen til høring hos klageren. Der skal fastsættes en frist

for klageren til at udtale sig skriftligt eller mundtligt. Fristen må ikke

fastsættes til under 14 dage. Et skatteankenævn kan efter anmodning give

en længere frist, jf. SSL § 21, stk. 3, jf. stk. 2, 3. pkt. Klageren skal

oplyses om, at klageren har ret til at udtale sig skriftlig eller mundtlig

over for skatteankenævnet, før end klagen afgøres.

Det forhold, at et skatteankenævn tager stilling til et forslag til

sagens afgørelse, samtidig med at nævnet tager stilling til

sagsfremstillingen er ikke ensbetydende med, at nævnet har taget endelig

stilling til klagen. Et skatteankenævns forhåndstilkendegivelse om klagen

på det foreliggende grundlag er klagerens udgangspunkt for sin eventuelle

udtalelse over den fremsendte sagsfremstilling. Nævnets afgørelse træffes

først, når klager har haft lejlighed til at udtale sig.

Hvis der under et skatteankenævns sagsbehandling fremkommer oplysninger

om sagens faktiske omstændigheder, som ikke fremgår af sagsfremstillingen,

skal skatteankenævnet foretage høring efter reglerne i FVL §§ 19-21, se

afsnit

E.3.5.

Hvis Told- og Skattestyrelsen eller en regional told- og

skattemyndighed har taget sagen op til undersøgelse som en revisionssag,

skal skatteankenævnet stille sagen i bero, og klageren skal underrettes

herom, jf. forretningsordenens § 12, stk. 3.

Skatteankenævnets

afgørelse

Et skatteankenævns afgørelser træffes på møder, som ikke er

offentlige. Formanden fastsætter tid og sted for mødet. Afgørelse træffes

ved afstemning, som afgøres ved stemmeflerhed. Formanden eller

næstformanden skal deltage i alle afgørelser. Se endvidere afsnit

A.1.4 . Et

skatteankenævn træffer afgørelse ved kendelse, jf. SSL § 21, stk. 4. Efter

forretningsordenens § 13 kan et skatteankenævn bemyndige formanden til at

afsige kendelse på nævnets vegne i de tilfælde, hvor klageren ikke har

reageret på sagsfremstillingen eller har meddelt, at han ikke har noget at

tilføje. Det er en forudsætning for denne kompetence, at der afsiges

kendelse i overensstemmelse med det udkast til afgørelse, som fremgår af

sagsfremstillingen, og som skatteankenævnet tidligere har godkendt.

Kendelsen sendes til klageren, og skal ledsages af sagsfremstillingen.

Kendelsen skal desuden indeholde begrundelse og klagevejledning, hvis

afgørelsen ikke giver klageren fuldt ud medhold.

Tilbagekaldelse

Klageren kan til enhver tid tilbagekalde sin klage, jf.

forretningsordenens § 15. Ved enhver tilbagekaldelse skal det skriftligt

meddeles klageren, at klagen er henlagt i skatteankenævnet efter

tilbagekaldelse af klagen.

Overspringelsesregel

SSL § 21, stk. 5 indeholder en regel om overspringelsesfrist. Hvis der

er forløbet mere end 3 måneder efter, at klagen er modtaget i et

skatteankenævn, kan klager indbringe sagen umiddelbart for

Landsskatteretten, selv om skatteankenævnet ikke har truffet afgørelse i

sagen.

Hvis klageren indbringer sagen for Landsskatteretten efter

overspringelsesreglen, anses klagen til skatteankenævnet for bortfaldet,

jf. forretningsordenen § 15, stk. 2. Det skal skriftligt meddeles til

klageren, at sagen herefter er henlagt i nævnet.

Sekretariatsbetjening

Det påhviler de kommunale skattemyndigheder at yde sekretariatsbistand

til skatteankenævn, jf. SSL § 11, stk. 1. Sekretariatsbistanden består

typisk i udarbejdelse af sagsfremstilling, jf. SSL § 21, stk. 3, og

udarbejdelse af forslag til skatteankenævnets afgørelse, jf.

forretningsorden for skatteankenævn § 11, stk. 5.

Med virkning fra den 1. september 2003 skal skatteministeren stille

sekretariatsbetjening til rådighed for skatteankenævnene.

Kommunalbestyrelser eller bestyrelser for kommunale fællesskaber, der er

oprettet i henhold til § 60 i lov om kommunernes styrelse, vil dog

kunne indgå aftale med skatteministeren om udførelse af

sekretariatsbetjeningen af skatteankenævn. Ændringen følger af lov nr. 267

af 12. april 2003 § 1, nr. 6.

Når skatteankenævnets

afgørelse er påklaget

Når et skatteankenævns afgørelse er påklaget til Landsskatteretten

underretter Landsskatteretten nævnet om klagen, jf. forretningsorden for

skatteankenævn § 18, stk. 1. Nævnet skal herefter indsende det materiale,

der har dannet grundlag for afgørelsen til Landsskatteretten inden 1

måned. Hvis Landsskatteretten anmoder om det, skal nævnet endvidere

indsende sine kommentarer til sagen. Hvis et skatteankenævn eller

sekretariatet kommer i besiddelse af nye oplysninger, som kan være af

betydning for en sag, der er påklaget til Landsskatteretten, skal

oplysningerne straks videregives til Landsskatteretten til brug for deres

behandling af sagen, jf. forretningsordenens § 18, stk. 5.

Hvis det i særlige tilfælde fremgår af det materiale, som et

skatteankenævn modtager fra Landsskatteretten, at der vil være basis for

en genoptagelse af skatteankenævnets kendelse, underrettes klageren

skriftligt herom sammen med en opfordring til at tilkendegive, hvorvidt

klageren ønsker genoptagelse af skatteankenævnets afgørelse, jf.

forretningsorden for skatteankenævn § 18, stk. 2. Hvis skatteankenævnet

ikke modtager en tilkendegivelse fra klageren, kan genoptagelse ikke finde

sted. Hvis klageren derimod ønsker genoptagelse, underretter

skatteankenævnet Landsskatteretten herom, og klagen til Landsskatteretten

betragtes herefter som tilbagekaldt.

H.7.3 Klage til vurderingsankenævn

Vurderingsankenævn behandler klager over told- og skatteforvaltningens

vurderinger af fast ejendom, jf. SSL § 16 B. Om sagsbehandlingen i

vurderingsankenævn henvises til bekendtgørelse nr. 474 af 18. juni 2002 om

forretningsorden for vurderingsankenævn. Bekendtgørelsen refereres

nedenfor i hovedtræk.

Klagefrist

Klagefristen ved de almindelige vurderinger er den 1. juli i året

efter vurderingsåret. Ved andre ansættelser og fordelinger foretaget af

told- og skatteforvaltningen er klagefristen 1 måned fra modtagelsen af

den afgørelse, der klages over, jf. SSL § 22 A, stk. 3.

Vurderingsankenævnet kan se bort fra overskridelse af ovennævnte

klagefrister, når særlige omstændigheder taler derfor, jf. SSL § 22, A,

stk 4. Se i øvrigt om klagefrister generelt afsnit

H.7.1.

Krav til klagen

En klage skal være skriftlig og begrundet, jf. SSL § 22 A,

stk. 2, 1. pkt. Klagen til vurderingsankenævnet skal indgives til

told- og skatteforvaltningen, jf. SSL § 22, stk. 2, 2. pkt.

Sagsbehandling når klage er

indgivet

Når den regionale told - og skattemyndighed har modtaget klagen,

videresender den regionale told- og skattemyndighed klagen sammen med

en udtalelse om sagen til vurderingsankenævnet. Hvis den regionale told-

og skattemyndighed på grundlag af klagen finder anledning til at genoptage

ansættelsen og i den forbindelse opnår enighed med klageren om at

fastholde eller ændre ansættelsen, kan den regionale told- og

skattemyndighed undlade at videresende klagen til vurderingsankenævnet,

jf. SSL § 22 A, stk. 2, 2. og 3. pkt.

Nævnets klagebehandling

Inden vurderingsankenævnet træffer afgørelse, der ikke fuldt ud

imødekommer klagerens påstand, skal vurderingsankenævnets sekretariat

udarbejde en sagsfremstilling, der forelægges og godkendes af nævnet, jf.

forretningsordenens § 10, stk. 4. Der er i stk. 5 stillet minimumskrav

til, hvad sagsfremstilingen skal indeholde. Sagsfremstillingen skal sendes

til klageren med underretning om, at vedkommende har ret til at kommentere

sagsfremstillingen skriftligt eller mundtligt, jf. nævnte paragrafs stk.

6.

Det er i samme stykke bestemt, at klagerens udtalelse eller anmodning

om lejlighed til en mundtlig udtalelse skal foreligge inden for en frist

af normalt 14 dage. Fremkommer der ingen henvendelse fra klageren,

viderebehandles klagen på det foreliggende grundlag.

Endvidere er det bestemt at en vurdering, der er påklaget af en anden

end ejendommens ejer, ikke kan ændres af vurderingsankenævnet, før der er

givet ejeren og øvrige interesserede lejlighed til at udtale sig.

Foruden klageren underrettes klagerens repræsentant, ejeren, hvis det

ikke er denne, der klager, evt. medejere samt de interesserede

myndigheder, herunder ejerens skattemyndighed, og kommunen, hvor

ejendommen er beliggende, om den afgørelse vurderingsankenævnet

træffer.

H.7.4 Klage til Landsskatteretten

Lovgivningens øvrige bestemmelser om klageadgang skal som hovedregel

være udnyttet, inden klagen indgives til Landsskatteretten. I særlige

tilfælde kan Landsskatteretten dog beslutte at behandle sagen alligevel,

jf.

SSL § 23, stk. 2. Om Landsskatterettens påkendelseskompetence og

kompetence til at genoptage egne afgørelser, se afsnit

A.2.4. Om

sagsbehandlingen ved Landsskatteretten henvises til til bestemmelserne i

bekendtgørelse nr. 563 af 2. juli 1999 af forretningsorden for

Landsskatteretten. Bekendtgørelsen refereres i hovedtræk

nedenfor.

Klagefrist

En klage til Landsskatteretten skal være modtaget i Landsskatteretten

senest tre måneder fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over, jf.

SSL § 25,

stk. 1. Om suspension af klagefrister, se afsnit

H.7.1 .

Krav til klagen

Klagen skal være skriftlig. Det skal fremgå af klagen, på hvilke

punkter afgørelsen anses for urigtig og hvorfor. Sammen med klagen

indsendes (i original eller kopi):

Den afgørelse, der klages over

Den sagsfremstilling, der har ligget til grund for afgørelsen, og

som er sendt til klageren. Denne regel gælder ikke i

overspringelsessager

Dokumenter, som klageren ønsker at anvende som

bevis

Landsskatteretten kan fastsætte en frist til at besvare

spørgsmål eller indsende yderligere oplysninger, jf. SSL § 25, stk. 3.

Hvis en klage er udformet eller begrundet på en sådan måde, at den ikke

kan tjene som grundlag for sagens videre behandling, kan Landsskatteretten

give klageren en frist til at udbedre manglen. Hvis klageren ikke udbedrer

manglen, kan Landsskatteretten afvise klager, der ikke opfylder

formkravene, jf. SSL § 25, stk. 3.

Klageafgift

Der skal betales en klageafgift for enhver klage til

Landsskatteretten. Dette gælder også anmodning om genoptagelse af

Landsskatterettens egne afgørelser, jf. SSL § 29, stk. 3. Afgiftens

størrelse reguleres årligt. Afgiften er på 700 kr. i 2003.

Landsskatteretten begynder ikke på behandlingen af klagen, før afgiften er

betalt. Afgiften tilbagebetales, hvis klageren får helt eller delvis

medhold i klagen, enten af Landsskatteretten eller ved en eventuel

efterfølgende domstolsprøvelse af spørgsmålet. Afgiften tilbagebetales dog

ikke, hvis Landsskatteretten afviser at behandle klagen, eller hvis

klageren indbringer spørgsmålet for domstolene efter overspringelsesreglen

i SSL § 31, stk. 2, før Landsskatteretten har færdigbehandlet klagen.

Afgiften tilbagebetales heller ikke, hvis klageren tilbagekalder klagen,

medmindre tilbagekaldelsen sker i forbindelse med, at den myndighed, der

har truffet den påklagede afgørelse, genoptager sagen, jf. SSL § 25, stk.

4.

Sagsbehandling når klage er

indgivet

Sagsforberedelsen foretages af et af Landsskatterettens kontorer, jf.

forretningsorden for Landsskatteretten, § 4, stk. 1. Sagsbehandlingen er

undergivet officialprincippet, hvilket indebærer, at Landsskatteretten

skal sørge for, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, inden der træffes

afgørelse, jf. afsnit

E.3.3.

Landsskatteretten underretter den myndighed,

der har truffet den

påklagede afgørelse, om klagen og anmoder myndigheden om at indsende det

materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen, jf. forretningsordenens

§ 4, stk. 2. Landsskatteretten kan anmode myndigheden om en udtalelse om

klagen eller dele heraf, jf. forretningsordenens § 4, stk. 3. Anmodningen

skal efterkommes inden for en måned fra anmodningens modtagelse, medmindre

Landsskatteretten har fastsat en længere frist i anmodningen.

Hvis en vurdering af en fast ejendom er påklaget af en anden end

ejendommens ejer, skal Landsskatteretten give ejeren lejlighed til at

udtale sig skriftligt og eller mundtlig over klagen før

Landsskatteretten afgør klagen, jf. forretningsordenens § 6, stk. 2. Der

henvises til vurderingsvejledingen 2003, afsnit H.4.1.1.

I særlige tilfælde kan Landsskatteretten anmode den skatteansættende

myndighed om at udarbejde en ny sagsfremstilling og eventuelt om at afgive

en indstilling om klagens afgørelse. En sådan anmodning skal imødekommes

inden 3 måneder, medmindre Landsskatteretten har fastsat en længere frist.

Landsskatteretten kan endvidere i særlige tilfælde anmode den

skatteansættende myndighed om at indhente en udtalelse over klagen eller

dele af klagen fra en anden myndighed og indsende den indhentede udtalelse

til Landsskatteretten sammen med den skatteansættende myndigheds

eventuelle bemærkninger til udtalelsen. Sådanne anmodninger skal

efterkommes inden for tre måneder fra anmodningens modtagelse, medmindre

Landsskatteretten har fastsat en længere frist i anmodningen. Tilsvarende

kan Landsskatteretten anmode Told- og Skattestyrelsen om en udtalelse om

klagen eller dele heraf, jf. forretningsordenens § 5, stk. 1. Hvis Told-

og Skattestyrelsen i forbindelse med en klage over en vurdering af en fast

ejendom oplyser, at der er iværksat revision omfattende den påklagede

vurdering, stiller Landsskatteretten klagesagen i bero, indtil revisionen

er tilendebragt, jf. forretningsordenen § 5, stk. 2. Landsskatteretten

underretter i så fald skriftligt klageren om berostillelsen.

Under Landsskatterettens behandling af en klage, kan Landsskatteretten

indhente sådanne yderligere oplysninger, som Landsskatteretten anser for

nødvendige til klagens afgørelse, jf. forretningsordnens § 7, stk. 1.

Hvis der under Landsskatterettens sagsbehandling af en klagesag

fremkommer oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som ikke fremgår

af den indsendte sagsfremstilling, skal Landsskatteretten foretage høring

efter reglerne i forvaltningslovens §§ 19-21, se afsnit

E.3.5.

Klageren skal samtidig underrettes om retten til at udtale sig mundtligt

eller skriftligt overfor Landsskatterettens kontor. En sådan udtalelse

skal foreligge indenfor en frist på 14 dage, medmindre Landsskatteretten

har fastsat en anden frist. Hvis der ikke kommer en henvendelse fra

klageren indenfor denne frist, viderebehandles sagen på det foreliggende

grundlag.

Når grundlaget er tilvejebragt, udarbejder Landsskatterettens kontor en

skriftlig redegørelse med en motiveret indstilling til klagens afgørelse,

jf. forretningsordenens § 9, stk. 1.

I visse tilfælde bliver den motiverede indstilling til klagens

afgørelse, som Landsskatteretten har udarbejdet, sendt til udtalelse i

Told- og Skattestyrelsen, jf. forretningsordenens § 9, stk. 2. Told- og

Skattestyrelsens udtalelse til den motiverede indstilling skal foreligge

inden 1 måned.

Kontormøde

Klageren har adgang til en mundtlig forhandling med Landsskatterettens

sagsbehandler, jf. SSL § 26, stk. 1. Landsskatteretten fastsætter tid og

sted for mødet. Indkaldelse til møde skal ske med mindst 14 dages varsel,

medmindre en kortere frist aftales med klageren. I sager om vurdering af

fast ejendom kan det bestemmes, at mødet finder sted i forbindelse med

besigtigelse af ejendommen. Landsskatteretten kan indbyde den myndighed,

der har truffet den påklagede afgørelse, eller Told- og Skattestyrelsen

til at deltage i mødet. Klageren kan efter mødet efter anmodning få

tilsendt en kopi af mødereferatet. Det følger af FVL § 21, at klageren i

stedet for et møde kan vælge at udtale sig skriftligt.

Retsmøde

Klageren kan anmode om at få adgang til at udtale sig mundtligt i et

retsmøde overfor de retsmedlemmer, der skal træffe afgørelse i sagen, jf.

SSL § 27, stk. 1. Også Told- og Skattestyrelsen kan anmode om et retsmøde.

Hvis Told- og Skattestyrelsen ønsker at benytte sig af sin adgang til at

anmode om retsmøde i en sag, skal anmodningen herom fremsættes senest

samtidig med Told- og Skattestyrelsens udtalelse. Hvis en regional told-

og skattemyndighed mener, at det kan være påkrævet med et retsmøde, skal

sagen fremsendes til Told- og Skattestyrelsen med en begrundet

indstilling. Told- og Skattestyrelsen beslutter, hvem der skal

repræsentere ToldSkat på et evt. retsmøde. Told- og Skattestyrelsen

overtager ved klage til Landsskatteretten sagen fra de regionale told- og

skattemyndigheder og kan vælge evt. at delegere fremmøde på retsmøde til

de regionale told- og skattemyndigheder.

Retspræsidenten i Landsskatteretten fastsætter tid og sted for

retsmøderne. Retsmøderne er ikke offentlige, jf. forretningsordenens § 14,

stk. 1. Under mødet skal klageren have adgang til at redegøre for sine

påstande og begrundelsen herfor. Andre, der er indkaldt til mødet, skal

have adgang til at udtale sig på mødet. Retsmedlemmerne kan stille

spørgsmål til de fremmødte.

Landsskatteretten kan afvise en anmodning om retsmøde, hvis det efter

forholdene må anses for åbenbart overflødigt, jf. SSL § 27, stk. 3 og TfS

2000, 901 HD. Landsskatterettens afslag på retsmøde kan ikke påklages til

anden administrativ myndighed. Afslag på retsmøde skal meddeles klageren

skriftligt, jf. forretningsorden for Landsskatteretten § 12, stk. 2. Hvis

klageren ikke har haft et kontormøde med en af Landsskatterettens

sagsbehandlere skal han samtidig underrettes om sin ret til en sådan

forhandling, jf. forretningsordenens § 12, stk. 2. Begrundelsen for, at

der ikke er afholdt retsmøde, skal fremgå af Landsskatterettens kendelse,

jf. forretningsordenens § 17, stk. 3.

Klageren kan til enhver tid trække sin anmodning om retsmøde tilbage. I

så fald behandles sagen færdig på grundlag af det, der allerede foreligger

i sagen.

Landsskatterettens

afgørelse

Landsskatterettens afgørelse træffes på grundlag af en votering, jf.

afsnit

A.2.4.

Landsskatteretten afgør klagen ved kendelse,

jf. SSL § 28, stk. 1.

Kendelsen skal indeholde oplysninger om de forskellige meninger under

afstemningen både vedrørende resultatet og begrundelsen. Kendelsen skal

desuden angive stemmetallet for hver opfattelse, og det skal fremgå, om

retsformanden har afgivet dissens. Kendelsen skal i øvrigt angive navnene

på de retsmedlemmer, der har deltaget i afgørelsen, jf. SSL § 28, stk. 2.

Kendelsen sendes til klageren og alle øvrige vedkommende.

Tilbagekaldelse

En klager kan til enhver tid tilbagekalde klagen til

Landsskatteretten, jf. forretningsordenen § 19. Ved tilbagekaldelse skal

Landsskatteretten skriftligt meddele klageren, at klagen er henlagt i

Landsskatteretten som følge af tilbagekaldelse af klagen.

Overspringelsesfrist

Hvis der er gået mere end 6 måneder efter, at borgeren/virksomheden

har indbragt sin sag for Landsskatteretten, og Landsskatteretten ikke har

truffet afgørelse i sagen, kan klageren indbringe sagen for domstolene,

jf. SSL § 31, stk. 2 (overspringelsesreglen). Hvis klageren indbringer

sagen for domstolene efter overspringsreglen, anses klagen til

Landsskatteretten for bortfaldet. Landsskatteretten skal skriftligt

meddele klageren, at klagen herefter er henlagt i Landsskatteretten.

H.7.4.1 Syn og skøn udmeldt i forbindelse med

Landsskatteretssager

Når en sag er indbragt for Landsskatteretten, kan klageren anmode om

syn og skøn efter reglerne i SSL § 30 og retsplejelovens §

343 om isoleret bevisoptagelse. Retsplejelovens kapitel 19 om syn og skøn

i verserende retssager finder også anvendelse ved yn og skøn i

Landsskatteretssager.

Syn og skøn kan også anvendes i sager om bindende forhåndsbesked ved

Ligningsrådet, jf. SSL § 20 B, stk. 5.

Formål

Syn og skøn anvendes, når en fyldestgørende vurdering af sagens

faktiske omstændigheder forudsætter en sagkyndig vurdering. Formålet med

syn og skøn er altså dels at tilvejebringe en fagkyndig besigtigelse og

beskrivelse af et faktisk forhold (syn) og dels en vurdering heraf (skøn).

Syn og skøn tjener til vejledning for Landsskatteretten på områder, hvor

retten ikke selv er i besiddelse af den fornødne sagkundskab. Derimod kan

syn og skøn ikke udmeldes med henblik på vejledning om de juridiske

spørgsmål i sagen, og syns- og skønsmænd kan ikke anmodes om at foretage

en juridisk bedømmelse, jf. TfS 2000, 636 ØLK.

Anvendelsesområde

Reglen i SSL § 30 finder anvendelse i sager, der er indbragt for

Landsskatteretten - det vil sige både told-, skatte-, afgifts- og

momssager.

Særligt for skattesager

På skatteområdet begæres der navnlig syn og skøn i

landsskatteretssager, hvor værdiansættelse af aktier, gældsbreve,

goodwill, rettigheder og varelagre mv. er omtvistet, samt i sager, hvor

det omtvistede spørgsmål er om et landbrug drives landbrugsfagligt

forsvarligt .

Reglen i SSL § 30 finder ikke anvendelse i sager om efterprøvelse af

passivposter efter boafgiftslovens § A og i sager vedrørende vurdering af

fast ejendom, idet vurderingsmyndighederne har adgang til at foretage

besigtigelse af ejendommen og til at betjene sig af særlig sagkyndig

bistand. Begrænsningen i bestemmelsens anvendelsesområde angår kun

vurdering efter vurderingsloven. Syn og skøn kan således udmeldes i andre

skattesager vedrørende værdien af fast ejendom, f.eks. angående

overdragelser mellem hovedaktionær og selskab.

Særligt for toldsager

Syn og skøn i toldsager vil navnlig kunne blive aktuel i sager om

toldværdifastsættelse og i tariferingssager.

Hvem kan begære syn og

skøn

Syn og skøn kan begæres både af klageren og af Told- og

Skattestyrelsen. Adgangen anvendes dog i praksis mest af klageren. Den,

der begærer syn og skøn, kaldes rekvirenten, og modparten kaldes

skønsindstævnte.

Når der begæres syn og skøn, indtræder Told- og Skattestyrelsen som

part i sagen, jf. SSL § 30, stk. 4.

Det betyder, at Told- og Skattestyrelsen både som rekvirent og som

skønsindstævnt kan komme med indstillinger til byretten om valg af syns-

og skønsmand og komme med forslag til syns- og skønstemaet.

Herudover vil Told- og Skattestyrelsen lade sig repræsentere under

syns- og skønsforretningen og eventuelle retsmøder.

Landsskatteretten kan ikke på eget initiativ udmelde syn og skøn, men

hvis Landsskatteretten finder, at der er behov for syn og skøn, kan den

opfordre parterne til at begære syn og skøn.

Behandling i Landsskatteretten

inden syn og skøn

Landsskatteretten kan i forbindelse med en begæring om syn og skøn

fastsætte en frist, inden for hvilken spørgsmålet om eventuel afholdelse

af syn og skøn, skal være afklaret, jf. SSL § 30, stk. 2. Efter fristens

udløb behøver Landsskatteretten ikke at respektere en begæring om syn og

skøn. Det vil sige, at Landsskatteretten kan færdigbehandle sagen uden at

afvente en eventuel syns- og skønserklæring.

Hvis der begæres syn og skøn, stiller Landsskatteretten behandlingen af

klagen i bero, indtil klageren efter modtagelse af syns- og

skønserklæringen har meddelt Landsskatteretten, om klagen opretholdes, jf.

nedenfor om behandling i Landsskatteretten efter syn og skøn.

Syn og skøn ved

domstolene

Ved syn og skøn i klagesager ved Landsskatteretten overtager byretten

den del af processen, som vedrører tilvejebringelsen af syns- og

skønserklæringen.

Anmodning

Anmodning om syn og skøn skal indgives af rekvirenten til byretten på

det sted, hvor den genstand eller fordring mv., som ønskes vurderet,

befinder sig. Befinder genstanden sig i udlandet, indgives anmodningen om

syn og skøn til byretten på det sted, hvor en eventuel senere retssag skal

anlægges her i landet.

Rekvirenten skal skriftligt underrette Landsskatteretten om begæringen

om udmeldelse af syn og skøn. Sammen med underretningen sendes en kopi af

rekvirentens begæring med byrettens påtegning samt kopi af syns- og

skønstemaet.

Byretten forkynder herefter begæringen om syn og skøn for

skønsindstævnte.

Retsafgift

Ved byrettens udmeldelse af syn og skøn betales en retsafgift på 400

kr. (2003), jf. retsafgiftslovens § 14.

Byrettens rolle

Byretten er ikke forpligtet til at efterkomme en begæring om syn og

skøn men foretager en selvstændig vurdering af behovet for sagkyndig

bistand. Retten vil dog normalt tage en parts begæring til følge,

medmindre en lige så fyldestgørende oplysning af sagen kan ske på anden

måde f.eks. gennem indhentelse af sagkyndige erklæringer fra

brancheorganisationer. I TfS 1997, 690 ØLK afviste landsretten en begæring

om syn og skøn, fordi det var mere hensigtsmæssigt at indhente en

sagkyndig erklæring fra en brancheorganisation.

Efter reglerne i retsplejelovens kapitel 19 udmelder byretten en eller

flere syns- og skønsmænd.

Enhver af parterne kan indstille til retten om valget af syns- og

skønsmand, men retten er ikke bundet heraf. Om tvister ved udmeldelse af

syn og skøn, se f.eks. TfS 2000, 8 ØLK og TfS 1999, 266 ØLK. I TfS 1999,

686 VLK afviste retten at udmelde en syns- og skønsmand, der var ensidigt

foreslået af rekvirenten.

Retten bør forinden udmeldelsen meddele parterne, hvem der agtes

udmeldt, og give parterne adgang til at udtale sig om denne. I TfS 1999, 5

VLK hjemviste Vestre Landsret en sag til fornyet behandling, da byretten

ikke havde drøftet valget af syns- og skønsmand med Told- og

Skattestyrelsen. I praksis anmodes en brancheorganisation om at pege på en

person, som er egnet som syns- og skønsmand.

Byrettens afgørelser om udmeldelse af syn og skøn eller afvisning heraf

kan kæres til landsretten.

Under syns- og skønssagen afgør byretten eventuelle tvister mellem

parterne om:

syn og skøn overhovedet er hensigtsmæssigt

en syns- og skønsmand er egnet og bør udpeges

om formulering af spørgsmål til syns- og skønsmanden (syns- og

skønstemaet) og tillægsspørgsmål.

hvilket bilagsmateriale syns- og skønsmanden skal have

udleveret

Udlevering af bilag

Udgangspunktet for bilagsmaterialet er, at alt relevant

bilagsmateriale skal udleveres til syns- og skønsmanden. Dette er

bilagsmateriale, der belyser faktiske forhold vedrørende genstanden for

syn og skøn, men det kan også være den påklagede afgørelse med

sagsfremstilling og klagerens klageskrivelse til Landsskatteretten.

I sager vedrørende værdiansættelse af aktiver, der overdrages f.eks.

mellem en hovedaktionær og dennes selskab, opstår der undertiden tvist om

bilag, der vedrører perioden efter overdragelsen. Sådanne bilag, der ikke

har kunnet tages i betragtning i forbindelse med overdragelsen, bør som

hovedregel ikke udleveres til syns- og skønsmanden.

Retspraksis vedrørende udlevering af bilag til syns- og skønsmanden er

ganske omfattende.

I følgende afgørelser er bilag, som den ene part har ønsket fremlagt

for syns- og skønsmanden, ikke godkendt fremlagt af domstolene:

TfS 1999, 602 ØLK, om tvist om udlevering af årsregnskaber, der

vedrørte perioden efter tidspunktet for overdragelsen af goodwill, hvis

værdiansættelse blev bestridt af skattemyndighederne. Retten bestemte,

at regnskaberne ikke skulle forelægges syns- og skønsmanden.

TfS 2000, 937 VLK, hvor retten udtalte, at bilag, der var uden

betydning for syns- og skønsmandens mulighed for at besvare syns- og

skønstemaet, ikke skulle udleveres.

UfR 2000, 1437 VLD, der ikke vedrører syn og skøn i en

Landsskatteretssag, men hvor der alene var tale om udmeldelse af syn og

skøn i en byretssag, fastslog Landsretten, at en ensidigt indhentet

erklæring, indhentet forud for overdragelsen, ikke kunne fremlægges for

syns- og skønsmanden, da den ikke fandtes at have betydning for syns- og

skønsmandens besvarelse af syns- og skønstemaet.

TfS 2001, 668 VLK, hvor den skattepligtige fik medhold i, at

nogle bilag ikke skulle udleveres til syns- og skønsmanden. I referatet

af kendelsen er bilagene alene identificeret ved en henvisning til

nummereringen i sagen. Bilagene, som Told- og Skattestyrelsen blev

afskåret fra at udlevere til syns- og skønsmanden, var kommunens

agterskrivelse og skatteankenævnets kendelse, idet disse i den konkrete

sag ikke fandtes relevante for syns- og skønsmandens besvarelse af

spørgsmålene.

I følgende afgørelser er bilag, som den ene part har ønsket fremlagt

for syns- og skønsmanden, godkendt fremlagt af domstolene:

TfS 1990,376 ØLK, hvor Landsretten fastslog, at forhold, der

var påregnelige på skæringsdagen for fastsættelsen af den til

virksomheden knyttede goodwill, men først kunne dokumenteres senere,

kunne tages i betragtning.

TfS 1997, 1 ØLK (UfR 1997, 221), hvor klageren ensidigt havde

indhentet en sagkyndig udtalelse som en naturlig sagkyndig bistand og

ikke med henblik på fremlæggelse under en verserende eller truende

retssag. Da der ikke var nogen vurdering eller faktisk oplysning i den

omhandlede udtalelse, herunder selve resultatet af udtalelsen, som

klageren ikke på fuldt legitim vis kunne inddrage under

skønsforretningen ved hjælp af neutrale spørgsmål til skønsmændene,

fandt landsretten ikke grundlag for at nægte, at syns- og skønsmændene

fik adgang til udtalelsen.

SKM2001.95.VLK (TfS

2001, 31), hvor Landsretten - ud fra en konkret vurdering i den

pågældende sag - tillod, at skønsmændene kunne forelægges oplysninger om

kursen af nogle aktier ved videreoverdragelse til tredjemand.

SKM2001.448.ØLK

hvor Landsretten tillod, at der blev fremlagt regnskaber for

efterfølgende år, idet Landsretten ud fra en konkret bedømmelse fandt,

at det ikke kunne udelukkes, at de efterfølgende år kunne have betydning

for vurderingen.

Syns- og skønstemaet

Grundlaget for syn og skøn er syns- og skønstemaet, der består af et

eller flere spørgsmål. Syns- og skønstemaet skal besvares i en syns- og

skønserklæring. Syns- og skønstemaet fremstår som parternes spørgsmål,

selvom parterne ikke nødvendigvis har været enige om relevansen eller

formuleringen af spørgsmålene.

I TfS 1999, 975 (byretsafgørelse) bestemte retten ved en tvist om

formulering af syns- og skønstemaet, at syns- og skønstemaet skulle

udformes i overensstemmelse med Skatteministeriets

udkast. Landsretten havde tidligere hjemvist sagen til fornyet

behandling i byretten, jf. TfS 1999, 162 VLK.

Spørgsmålene i syns- og skønstemaet skal være konkrete, klare,

neutrale, relevante og omfattet af syns- og skønsmandens sagkundskab.

Spørgsmålene må derfor ikke være ledende. Spørgsmålene skal

vedrøre faktiske forhold og ikke efterlyse en generel vurdering eller

en juridisk vurdering.

I TfS 2000, 636 ØLK afviste retten en begæring om at udmelde syn og

skøn, da syns- og skønstemaet lagde op til en juridisk bedømmelse, som

hørte retten til.

I en sag om, hvad udlejningsværdien ville være på en beboelsesejendom,

kunne Told- og Skattestyrelsen ikke stille et generelt spørgsmål om det

normale udlejningsniveau for tilsvarende ejendomme, fordi syns- og

skønsmanden selv skal afgøre hvilke oplysninger, han har brug for at

indhente for at besvare spørgsmålet om den konkrete ejendom, jf. TfS 2000,

937 VLK.

I

SKM2003.245.VLR ,

tillod Landsretten imidlertid, mod rekvirentens protest, Skatteministeriet

at stille et spørgsmål om, hvorvidt priserne på markedet for ejendomme som

de i sagen omhandlede i området omkring Vejle i 1995 var stigende eller

faldende. Landsretten fandt, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en

besvarelse af spørgsmålet (med de anførte præciseringer) kunne have

betydning for sagen.

I

SKM2002.453.ØLR

afskar Landsretten spørgsmål i skønsrekvirentens udkast til syns- og

skønstema på grund af manglende klarhed m.v. og nægtede samtidig

tilladelse til fremlæggelse af visse bilag.

I

SKM2003.120.ØLR

fik Told- og Skattestyrelsen tilladelse til at stille et supplerende

spørgsmål, da en besvarelse af spørgsmålet ikke kunne anses for at være

irrelevant for sagen.

I

SKM2003.216.VLR

tillod Landsretten Skatteministeriet at stille spørgsmål til syns- og

skønsmanden mod rekvirentens protest, om nogle fordringers værdi for en

konkret kreditor, da det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en

besvarelse af spørgsmålene kunne have betydning for sagen.

Skønsforretningen og

skønserklæringen

Syns- og skønsmanden skal underrette parterne om syns- og

skønsforretningens foretagelse.

Efter syns- og skønsforretningen udarbejder syns- og skønsmanden en

skriftlig erklæring, som skal indeholde syns- og skønsmandens svar på

spørgsmålene i syns- og skønstemaet. Hvis en af parterne eller begge

parter ønsker det, kan der stilles supplerende spørgsmål til syns- og

skønsmanden. Parterne skal være enige om formuleringen af de supplerende

spørgsmål. De supplerende spørgsmål besvares også skriftligt.

Endvidere kan det være nødvendigt med en afhjemling af syns- og

skønsmanden. En afhjemling indebærer, at syns- og skønsmanden møder i

retten og bekræfter eller eventuelt supplerer og korrigerer syns- og

skønserklæringen. Der kan under afhjemlingen i retten stilles klargørende

eller uddybende spørgsmål til syns- og skønsmanden.

Syn og skønssagens

afslutning

Syns- og skønssagen afsluttes med, at byretten godkender syns- og

skønsmandens forslag til honorar, efter at parterne har haft

lejlighed til at udtale sig herom, jf. f.eks. TfS 1998, 764 TSS, hvor

Told- og Skattestyrelsen fik medhold i, at et honorar i en syns- og

skønssag var for højt, og UfR 2000, 2202 ØLR, hvor et skønsmandshonorar

for tillægsspørgsmål blev nedsat, da parterne ikke var blevet kontaktet

forud.

Behandling i Landsskatteretten

efter syn og skøn

Når syns- og skønssagen er afsluttet i byretten, skal rekvirenten

inden 14 dage indsende kopi af retsbogsudskriften til Landsskatteretten.

Sammen med udskriften skal følge syns- og skønserklæringen. Er klageren

rekvirent, skal klageren samtidig meddele Landsskatteretten, om

vedkommende ønsker klagen opretholdt. Kommer der ingen meddelelse fra

klageren herom, anses klagen for opretholdt.

Er skattemyndighederne rekvirent, kan Landsskatteretten spørge

klageren, om klagen ønskes opretholdt eller trukket tilbage. Hvis klageren

ikke svarer på Landsskatterettens forespørgsel, anses klagen for

opretholdt. Der henvises nærmere til forretningsorden for

Landsskatteretten § 21.

Landsskatteretten har mulighed for undtagelsesvis at indkalde syns- og

skønsmændene til at udtale sig i et retsmøde, jf. forretningsordenen for

Landsskatteretten, § 14, stk. 4.

Syn og skøn er et bevismiddel, der i princippet ikke er bindende for

bevisbedømmelsen ved Landsskatteretten, men syns- og skønserklæringen vil

normalt blive lagt til grund for afgørelsen. Se dog modsat i

SKM2001.64.ØLK ,

hvor syns- og skønsmandens vurdering ikke umiddelbart kunne lægges til

grund og

SKM2002.530.VLR ,

hvor det forhold, at en syns- og skønsmand efterfølgende havde anslået

nogle bygningers værdi til en væsentlig lavere værdi, ikke kunne føre til,

at skattemyndighedernes ansættelse kunne tilsidesættes, da den oprindelige

værdiansættelse var sket i forbindelse med en overdragelse mellem

uafhængige parter.

Omkostninger

Udgifterne til syn og skøn afholdes af rekvirenten. Dette gælder også

omkostninger forårsaget af modpartens tillægsspørgsmål, når de alene har

til formål at uddybe skønsmandens besvarelse af de oprindelige spørgsmål,

jf. TfS 1995, 490 HK og UfR 2002.1849 V. Retten kan pålægge rekvirenten at

betale sagsomkostninger til skønsindstævnte. Derimod kan retten ikke

pålægge skønsindstævnte at betale omkostninger ved syn og skøn til

rekvirenten, jf. retsplejelovens § 343, stk. 3. Syn og skøn begæret af en

klager er som hovedregel omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse,

jf. afsnit

K .

Fristafbrydelse og

suspension

Optagelse af syn og skøn uden retssag er ikke et sådant retligt

skridt, der afbryder forældelse i medfør af 1908-lovens § 2, jf. afsnit

N.2.1.4.

Fristen i SSL § 31, stk. 2, om at klageren

kan indbringe sagen for

domstolene, hvis Landsskatteretten ikke har truffet afgørelse inden 6

måneder, suspenderes derimod, indtil klageren har meddelt

Landsskatteretten, om klagen skal opretholdes, jf. SSL § 30, stk. 3.

H.7.5 Klage til Told- og

Skattestyrelsen

Klagefrist

Klagen skal være modtaget i den regionale told- og skattemyndighed

eller Told- og Skattestyrelsen senest 3 måneder efter, at klageren har

modtaget den afgørelse, der klages over, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsen s

§ 20.

Krav til klagen

En klage til Told- og Skattestyrelsen bør af praktiske grunde indgives

til den regionale told- og skattemyndighed, der har truffet den afgørelse,

der klages over. Dog skal klage angående administration af lønindeholdelse

sendes til ToldSkat, Planlægningsafdelingen, Indrivelseskontoret,

Østbanegade 123, 2100 København Ø.

Sagsbehandling når klage er

indgivet

Når den regionale told- og skattemyndighed modtager en klage, skal den

regionale told- og skattemyndighed hurtigt udarbejde en sagsfremstilling

og foretage høring som beskrevet ovenfor i afsnit

E.3.5 og

E.3.6.

Hvis den regionale told- og skattemyndighed mener, at der på det nu

foreliggende grundlag kan gives klageren fuldt medhold, kan den regionale

told- og skattemyndighed foretage en sådan ændring af afgørelsen uden at

forelægge klagen for Told- og Skattestyrelsen, hvis klageren er

indforstået hermed. I andre tilfælde sendes klagen, sagsfremstillingen,

afgørelsen og det materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen, til

Told- og Skattestyrelsen.

Told- og Skattestyrelsen er underlagt officialprincippet, hvilket

betyder, at Told- og Skattestyrelsen skal sørge for, at sagen er fuldt

oplyst, inden der træffes afgørelse i sagen, jf. afsnit

E.3.3. Når

klagen modtages af Told- og Skattestyrelsen, anmoder Told- og

Skattestyrelsen den regionale told- og skattemyndighed og evt. den

kommunale skattemyndighed om en udtalelse i sagen mv., medmindre sagen er

fuldt oplyst. Told- og Skattestyrelsen skal endvidere om nødvendigt

foretage partshøring efter reglerne i forvaltningslovens §§ 19-21, se

afsnit

E.3.5.

H.7.6 Klage til Ligningsrådet

Ligningsrådet er klageinstans i sager om:

afskrivningslovens § 52, stk. 2 (efterfølgende afskrivninger)

fondsbeskatningslovens § 4, stk. 9 (efterfølgende fondshenlæggelser)

husdyrbesætningslovens § 5, stk. 2 (efterfølgende nedskrivning på

husdyrbesætninger)

varelagerlovens § 7, stk. 2 (efterfølgende varelagernedskrivning til

og med 1997)

SSL § 37 C (omgørelse)

selskabsskattelovens § 31 (sambeskatning), jf. TSS-cirkulære nr.

2001-41

Told- og Skattestyrelsens afgørelser efter

sagsudlægningsbekendtgørelsens § 12 og § 13 om de selskaber, der lignes

af Told- og Skattestyrelsen, jf. TSS-cirkulære nr. 2002-26

Afgørelser der er truffet efter bemyndigelse fra Ligningsrådet,

medmindre andet er fastsat ved lov. Se afsnit

H.1.1.2

Derimod

er Ligningsrådet ikke klageinstans i ansættelsessager.

Klagefrist

Klagen skal indgivet inden 3 måneder, jf.

sagsudlægningsbekendtgørelsen s

§ 20. Denne frist gælder dog kun for de sager, der er omfattet af

sagsudlægningsbekendtgørelsen. Der er ingen klagefrist i de sager, hvor

Ligningsrådet selv har udlagt bemyndigelsen.

Krav til klagen

Klagen skal stiles til Ligningsrådet og indsendes til Told- og

Skattestyrelsen, Østbanegade 123, 2100 København Ø.

Klage over afgørelser truffet af en told- og skatteregion, der er

skatteansættende myndighed, stiles til Ligningsrådet og indsendes til

Told- og Skattestyrelsen, jf. TSS-cirkulære nr. 2001-41.

Klage over nægtet sambeskatning skal stiles til Ligningsrådet og

indsendes til den regionale told- og skattemyndighed, hvorunder

moderselskabet hører. Hvis afgørelsen er truffet af Københavns eller

Frederiksberg kommuner skal klagen over den nægtede sambeskatning stiles

til Ligningsrådet og indsendes til ToldSkat København.

Sagsbehandling når klage er

indgivet

Når Told- og Skattestyrelsen modtager en klage, skal styrelsen som

sekretariat for Ligningsrådet hurtigst muligt behandle sagen, herunder

udarbejde forreferat til Ligningsrådet.

Ligningsrådets afgørelse i konkrete sager træffes ved en kendelse.

Rådets afgørelser træffes på møder, som ikke er offentlige. For at

Ligningsrådet kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer deltage i

afgørelsen. Formanden skal deltage i alle afgørelser. I tilfælde af

stemmelighed er formandens stemme afgørende. Kendelsen tilsendes den

private part og alle øvrige vedkommende - herunder de berørte

skattemyndigheder. For Ligningsrådets sagsbehandling gælder i øvrigt samme

regler om sagsfremstilling, begrundelse, klagevejledning og klagefrister

som for told- og skatteforvaltningens og skatteankenævnenes afgørelser,

jf. afsnit

E.

Personligt fremmøde

Har en skattepligtig en sag, der skal behandles i Ligningsrådet, har

den skattepligtige og hans eventuelle repræsentant mulighed for mundtligt

at forelægge sagen for Ligningsrådet, jf.

forretningsordenen

§ 8, 2. pkt. Hvis den skattepligtige skal foretræde for Ligningsrådet,

indledes mødet med, at den skattepligtige (eller dennes rådgiver) kort

redegør for sine synspunkter om sagen. Ligningsrådets medlemmer har

gennemgået sagen på forhånd, så en gennemgang af sagens faktiske

omstændigheder er derfor ikke nødvendig. Herudover stiller Ligningsrådet

evt. spørgsmål til den skattepligtige om sagen. Ligningsrådets afgørelse

vil herefter blive sendt til den skattepligtige senest 1 uge efter

ligningsrådsmødet.

Efter forretningsordenen § 9, stk. 2 er det rådet, der beslutter, om

den skattepligtige skal have adgang til at forelægge sagen mundtligt for

en beslutningsdygtig del af rådet. Formanden kan selv beslutte, om en

anmodning kan imødekommes, hvorimod rådet træffer beslutning, hvis der

bliver tale om at nægte et personligt fremmøde.

Hvis en skattepligtig har anmodet om foretræde for rådet, og dette er

afslået, skal begrundelsen herfor nævnes i kendelsen.

Ifølge forretningsordenens § 9, stk. 3 kan Ligningsrådet opfordre en

skattepligtig til at give møde. I så fald skal indkaldelse til mødet ske

med mindst 1 måneds varsel, jf. forretningsordenens § 9, stk. 4.

I tilfælde, hvor der skal holdes møde med den skattepligtige, kan rådet

indkalde den skattemyndighed, hvis afgørelse ønskes ændret, jf.

forretningsordenens § 9, stk. 3, 2. pkt.

Lignende dokumenter