Beslutning om tildeling af lokalløn. Forvaltningslovens afgørelsesbegreb
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Beslutning om tildeling af lokalløn. Forvaltningslovens
afgørelsesbegreb
Direktoratet for Københavns
Sundhedsvæsen, Københavns Kommune, indgik i juni 1994 aftale med
fagforeningen
C om ydelse af lokalløn. Direktoratet for Københavns Sundhedsvæsen meddelte
herefter den 13. juni 1994 at blandt andre beskæftigelsesvejleder A ikke fik
tildelt en andel i lokallønnen.
A klagede via fagforeningen D
til Indenrigsministeriet over dette. Hun var utilfreds med at Københavns
Kommune ikke ville give hende en nærmere begrundelse for at hun ikke havde
fået tildelt lokallønsmidler. Efter hendes opfattelse var afslaget på
tildeling af lokalløn en afgørelse fra kommunens side der efter
forvaltningsloven skulle begrundes. Kommunen afviste at begrunde afslaget med
henvisning til at aftalen ikke var en afgørelse.
I sin udtalelse af 17.
oktober 1995 til A's advokat fremstillede Indenrigsministeriet sagens forløb
således:
"...
Det fremgår af sagen, at Plejecentret
(E), hvor (A) er ansat som beskæftigelsesvejleder ved brev af 30. august 1993
indstillede (A) til lokalløn.
Indstillingen blev nærmere
begrundet således:
'(A) har igennem mange år
ydet en absolut ekstraordinær arbejdsindsats. Ved iderigdom, kreativitet og
hurtighed har hun gennem sit arbejde i ergoterapien tilført såvel beboere som
medarbejdere virkelig kvalitet i hverdagen. På grund af hendes personlige
indsats,
er terapiens standard holdt høj, hvilket ses i alle de ting, som beboerne
Læs alt
laver.
Det drejer sig om alle tilvirkede produkter - uden undtagelse! Når alting
brænder på, har (A) altid været den, der har båret den ofte trivielle byrde
af
de utallige montager af beboernes arbejder, og hendes indsats har alle årene
været langt ud over, hvad jeg som afdelingsleder med nogen ret kunne
forvente/forlange.
(A) er en medarbejder af høj
karat, og hun fortjener et skulderklap for sin aldrig svigtende ildhu omkring
de ekstraordinære arbejdsbelastende opgaver.'
Ved brev af 3. marts 1994
rettede fagforeningen (D) på vegne af (A) henvendelse til fagforeningen (C)
og
anmodede om at få oplyst, hvilke kriterier foreningen havde anvendt i
forbindelse med behandlingen af indstillingen af (A) til lokalløn.
Under henvisning til at
fagforeningen (D) ikke er en forhandlingsberettiget organisation, meddelte
fagforeningen (C) ved brev af 11. marts 1994 fagforeningen (D), at foreningen
ikke kunne udtale sig om spørgsmål, der vedrører lokalløn.
I brev af 6. maj 1994
meddelte fagforeningen (C) Sundhedsdirektoratet følgende vedrørende
spørgsmålet
om lokalløn til (A):
'Efter indstilling fra
Klubben for Bekæftigelsesvejledere kan indstilling af ...
beskæftigelsesvejleder
(A)
ikke
godkendes på grund af
indholdet.'
Sundhedsdirektoratet meddelte
i brev af 13. juni 1994 forstanderen for Plejehjemmet (E) følgende angående
udfaldet af spørgsmålet om lokalløn til (A):
'Direktoratet må samtidig
beklageligvis meddele, at man ikke har kunnet opnå lokallønsaftale
vedrørende... (A), idet fagforeningen (C) ikke mener, at der foreligger
sådanne særlige
omstændigheder som gør at lokalløn kan komme i betragtning.'
(A) rettede derefter
henvendelse til fagforeningen (D), der ved brev af 14. juli 1994 bad
Sundhedsdirektoratet
om at oplyse, hvilke kriterier der havde været anvendt i forbindelse med
behandlingen af og afslaget på tildeling af lokalløn.
Som svar herpå udtalte
direktoratet i brev af 4. august 1994 blandt andet følgende:
'En forudsætning for at kunne
anvende lokalløn til en medarbejder er, at der opnås enighed mellem
pågældendes
arbejdsgiver og den forhandlingsberettigede personaleorganisation.
Sundhedsdirektoratet har
fremsat ovennævnte lokallønsforslag overfor fagforeningen (C), som er
forhandlingsberettiget organisation for (A).
Man har imidlertid ikke
kunnet opnå lokallønsaftale for (A), idet fagforeningen (C) ikke finder, at
der
i lokallønsforslaget foreligger sådanne særlige omstændigheder der gør at
anvendelse af lokalløn til pågældende kan komme i betragtning.'
Ved brev af 24. august 1994
til direktoratet bemærkede fagforeningen (D), at afslaget på lokalløn ikke
var
begrundet udover henvisningen til det af fagforeningen (C) anførte.
Fagforeningen (D) henviste herved til bestemmelserne i forvaltningslovens §§
22 og 24 og bad på (A)'s vegne om at få en begrundelse.
Sundhedsdirektoratet gentog i
brev af 21. september 1994 det i brevet af 4. august 1994 anførte og
tilføjede,
at direktoratet tilsluttede sig fagforeningen (C)'s udtalelse i brevet af 11.
marts 1994.
Under henvisning til dette
brev anmodede fagforeningen (D) i brev af 22. september 1994 direktoratet om
en
uddybende begrundelse.
Som svar herpå anførte
Sundhedsdirektoratet ved brev af 12. oktober 1994 følgende:
'Forvaltningsloven gælder for
behandling af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en
forvaltningsmyndighed, jf. § 2.
En afgørelse i
forvaltningslovens forstand er karakteriseret ved følgende forhold, jf.
Folketingets ombudsmands beretning for året 1990, s. 355:
Der skal være tale om en beslutning, der træffes af en
forvaltningsmyndighed.
Afgørelsen skal rette sig mod en fysisk eller juridisk
person.
Beslutningen skal fastlægge, hvad der skal være
gældende på baggrund af forvaltningsmyndighedens hjemmel til ensidigt at
træffe
beslutning herom.
Anvendelse af lokallønsmidler
forudsætter, at der er indgået aftale herom med en forhandlingsberettiget
personaleorganisation eller en af den forhandlingsberettigede
personaleorganisation udpeget person.
Anvendelse af lokallønsmidler
kan således aldrig iværksættes ensidig af forvaltningen, hvorfor der ikke er
tale om en afgørelse i henhold til forvaltningsloven.
Forvaltningsloven finder
derfor ikke anvendelse i spørgsmål om fordeling af lokallønsmidler.'
Fagforeningen (D) fastholdt i
brev af 14. november 1994 sin anmodning om en begrundelse over for
Sundhedsdirektoratet, der i brev af 24. november 1994 fastholdt, at afslag på
lokalløn ikke er omfattet af forvaltningslovens bestemmelser, da der ikke er
tale om en
ensidig
afgørelse, og i
øvrigt henviste til det anførte i brevet af 12. oktober 1994.
Ved brev af 26. januar 1995
klagede De herefter som ovenfor nævnt til Indenrigsministeriet, der som
tidligere oplyst ved brev af 6. februar 1995 har anmodet Københavns Kommune
om
en udtalelse.
Københavns Kommune har i brev
af 20. februar 1995 henholdt sig til sit brev af 12. oktober 1994 og
tilføjet,
at det forhold, at (A) ikke er medlem af den pågældende
forhandlingsberettigede
organisation, ikke efter kommunens opfattelse betyder, at forvaltningsloven
bør finde anvendelse i den konkrete sag.
Til yderligere belysning af
spørgsmålet har kommunen vedlagt tryksagen 'Lokallønordningen 1994', der er
udgivet af Direktoratet for Københavns Kommunes Lønnings- og Pensionsvæsen.
Tryksagen indeholder en
aftale om lokalløn, der er indgået mellem på den ene side blandt andet
Københavns Kommune og på den anden side KTO (Kommunale Tjenestemænd og
Overenskomstansatte).
Aftalen gælder ifølge § 1,
stk. 1, for ansatte i bl.a. Københavns Kommune.
I § 2, stk. 2, angives det,
at aftaler om lokalløn indgås mellem kommunen og repræsentanter for
vedkommende
forhandlingsberettigede organisation.
I denne anledning skal
Indenrigsministeriet udtale følgende:
Indenrigsministeriet fører
tilsyn med, at Københavns Kommune overholder lovgivningen, jf. § 48 i lov om
Københavns Kommunes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 616 af 18. juli 1995).
Med støtte i forarbejderne
til den kommunale styrelseslov er det fast antaget, at Indenrigsministeriet
som
tilsynsmyndighed ikke kan tage stilling til privatretlige retsspørgsmål,
herunder spørgsmål vedrørende uoverensstemmelser mellem en kommune og dens
ansatte.
Indenrigsministeriet kan dog
i sager af i øvrigt privatretlig karakter tage stilling til, om en kommune
har
tilsidesat offentligretlig lovgivning, herunder reglerne i forvaltningsloven.
Der kan i den forbindelse henvises til betænkning 996/1983 om
ansvarsplacering
og reaktionsmuligheder i kommunestyret, s. 73 og 155.
En række væsentlige
forvaltningsprocessuelle regler i forvaltningsloven gælder kun i sager, hvor
en forvaltningsmyndighed skal træffe eller har truffet afgørelse.
Forvaltningsloven indeholder
i § 2, stk. 1, sålydende bestemmelse herom:
'Loven gælder for
behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en
forvaltningsmyndighed.'
Med udtrykket truffet
afgørelse sigtes ifølge lovens forarbejder (Folketingstidende 1985/86, tillæg
A, sp. 115) til udfærdigelse af retsakter (forvaltningsakter), dvs.
udtalelser
der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende
tilfælde.
Folketingets Ombudsmand
anfører i sin årsberetning for 1990, side
355f,
at en afgørelse i forvaltningslovens forstand er karakteriseret ved følgende
forhold:
'For det første skal der være
tale om en beslutning, der træffes af en forvaltningsmyndighed.
For det andet skal denne
afgørelse rette sig mod fysiske eller juridiske personer uden for
forvaltningen.
For det tredie skal
beslutningen efter sit indhold fastlægge, hvad der i et retsforhold skal være
gældende, på baggrund af forvaltningsmyndighedens hjemmel til på
offentligretligt
grundlag ensidigt at træffe beslutning herom. Afgørelser i forvaltningslovens
forstand er således normalt ikke beslutninger, der hviler på en privatretlig
kompetence, som f.eks. en aftale.'
Afgørelsen af, hvorledes
lokallønsmidler skal fordeles blandt ansatte, sker på grundlag af en aftale
mellem kommunen og den forhandlingsberettigede organisation og besluttes
således ikke ensidigt af Københavns Kommune. På den baggrund er der efter
Indenrigsministeriets
opfattelse ikke tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
Det forhold, at (A) ikke er
medlem af den pågældende forhandlingsberettigede organisation, indebærer
ikke,
at der i forhold til (A) er tale om en sådan afgørelse.
Indenrigsministeriet finder
derfor ikke, at Københavns Kommune har handlet ulovligt ved alene at begrunde
den manglende tildeling af lokalløn til (A) med det forhold, at
forhandlingsmodparten, fagforeningen (C), ikke fandt tilstrækkeligt grundlag
herfor.
Indenrigsministeriet skal dog
bemærke, at en kommune ikke ved sine dispositioner må forfølge uvedkommende
formål, således eksempelvis at fremme bestemte organisationsformer, herunder
medlemskab af en bestemt fagforening, jf. herved Jon Andersen,
Forvaltningsret,
Jurist- og Økonomforbundets Forlag (1993), s.
81f.
Det vil endvidere være i
strid med den almindelige retsgrundsætning om ligelig forvaltning, såfremt en
kommune ved sine dispositioner lægger vægt på, om en borger er medlem af en
bestemt, forhandlingsberettiget faglig organisation.
Indenrigsministeriet har
tidligere ved cirkulæreskrivelse af 7. november 1989 henledt kommunernes
opmærksomhed herpå.
Indenrigsministeriet har
imidlertid ikke grundlag for at antage, at Københavns Kommune i forbindelse
med
aftalen om fordeling af lokalløn har lagt vægt på, at (A) ikke er medlem af
fagforeningen (C).
..."
Den 7. november 1995 klagede
advokat B på vegne af A til mig over Indenrigsministeriets udtalelse. I
klagen
gjorde advokat B gældende at en beslutning om manglende tildeling af lokalløn
er en afgørelse truffet af en forvaltningsmyndighed og omfattet af
forvaltningslovens
bestemmelser, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1. Dette måtte i hvert fald
gælde i forhold til personer der som A (og en anden ansat, F) ikke var
medlemmer af den pågældende "forhandlingsberettigede organisation".
Advokat B anførte at der i modsat fald var tale om en uhjemlet delegation af
afgørelseskompetence.
Som bilag til klagen var
bl.a. vedlagt kopi af et brev af 15. december 1993 til Ergoterapeutforeningen
fra ledende ergoterapeut G på plejecentret E. I brevet har G bl.a. anført:
"...
Jeg er ledende ergoterapeut
på (E) og har pt. 11 medarbejdere. De er alle organiserede, men vidt
forskellige steder.
...
Fredag d. 3/12 bliver en af
mine beskæftigelsesvejledere ringet op af (H), formand i
Beskæftigelsesvejlederklubben
(under fagforenigen (C)). (H) fortæller, at hun har set indstillingen til
lokalløn, og har fundet, at den pågældende BV'er ikke er medlem hos hende, og
argumenterer for fagforeningsskift. BV'eren tager henvendelsen meget
fortrydeligt
og ønsker at vide, hvorfor (H) overhovedet ringer hende op. Joh, får hun at
vide, for det er jo dem, der forhandler løn! (H) bad BV'eren overveje
fagforeningsskift i løbet af week-enden, og (H) ville så ringe tilbage mandag
for at høre nærmere. BV'eren gik fra telefonen med opfattelsen af, at
udbetaling af lokalløn skulle være lig med medlemskab i (H)'s brancheklub.
...
Da samtalen var forbi bad (H)
om at tale med en anden medarbejder, som alle ved heller ikke er i omtalte
brancheklub. Også her blev medarbejderen oplyst om, at (H) havde kendskab til
lokallønsansøgning...
..."
På denne baggrund forstår jeg
at advokat B's ønske om en begrundelse for den manglende tildeling af
lokalløn
til A skyldes at han gerne vil sikre at hans klients tilhørsforhold til
bestemte organisationer ikke har haft indflydelse på aftalen.
Indenrigsministeriet udtalte
den 23. november 1995 at klagen ikke ændrede ministeriets opfattelse af
spørgsmålet.
Den 23. april 1997 afgav jeg
en foreløbig redegørelse i sagen. Jeg anførte:
"Forvaltningsloven, og
dermed lovens krav om begrundelse, gælder for behandlingen af sager hvori der
er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, jf. lovens
§
2, stk. 1. Sager om indgåelse af kontraktforhold eller lignende privatretlige
dispositioner er derimod ikke omfattet af loven, bortset fra lovens
bestemmelser
om inhabilitet, jf. lovens § 2, stk. 2.
I Folketingets Ombudsmands
beretning for året 1990, s. 355, omtalte jeg at ansættelses- og
afskedigelsesbeslutninger
der er rettet til offentligt ansatte, og visse andre grundlæggende
beslutninger vedrørende offentligt ansattes ansættelsesforhold og
beslutninger
angående disciplinære sanktioner mod offentligt ansatte er afgørelser.
Tilsvarende fandt Højesteret i en dom af 12. september 1996 at afskedigelsen
af
en offentlig ansat også skulle bedømmes efter forvaltningsretlige regler, jf.
Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 1462ff.
Som refereret i
Indenrigsministeriets udtalelse af 17. oktober 1995 udtalte jeg endvidere at
beslutningen for at være en afgørelse i forvaltningslovens forstand skulle
fastlægge hvad der i et retsforhold skal være gældende, på baggrund af
forvaltningsmyndighedens
hjemmel til på offentligretligt grundlag (eller i visse mere sjældne
situationer på privatretligt grundlag, f.eks. afgørelse på grundlag af det
offentliges ejendomsret) ensidigt at træffe beslutning herom.
Ved fornyelsen af aftaler og
overenskomster pr. 1. april 1993 blev der mellem Kommunernes Landsforening,
Amtsrådsforeningen i Danmark, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune på
den ene side og Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte på den anden
side
indgået en aftale om en udbygning af den siden 1989 gældende
lokallønsordning.
Aftalens § 2, stk. 2 har
følgende ordlyd:
'
§ 2. LOKALLØN
...
Stk. 2
Aftale om lokalløn indgås
mellem magistraten/amtsrådet/kommunalbestyrelsen/selskabet/virksomheden -
herunder de hertil bemyndigede, i det følgende betegnet som (amts)kommunen,
og
(lokale) repræsentanter for vedkommende forhandlingsberettigede organisation.
...'
Aftalens § 3, stk. 1-3 har
følgende ordlyd:
'
§ 3. PROCEDURE
Stk. 1
(Amts)kommunen og den
forhandlingsberettigede personaleorganisation kan fremsætte forslag til
lokalløn.
Stk. 2
Forslag til lokalløn
fremsættes skriftligt og begrundet over for den anden part.
Stk. 3
Med mindre andet aftales
mellem parterne, afholdes forhandling senest 6 uger efter modtagelse af
forslaget.
...'
Ved denne aftale har de
centrale forhandlingsorganisationer og myndigheder bemyndiget de lokale
organisationer
og myndigheder til at forhandle og indgå aftaler om fordelingen af den del af
lønsummen som ifølge den centrale aftale er omfattet af lokallønsordningen.
Resultatet af de lokale
forhandlinger får, i modsætning til den centrale aftale om fordeling af
lønsummen,
individuel betydning for en del af de ansatte.
Den lokale myndighed kan
indstille ansatte til lokalløn hvorefter den egentlige tildeling afhænger af
den lokale forhandlingsberettigede organisations tiltrædelse. Den lokale
myndighed kan endvidere tiltræde eller afvise den lokale
forhandlingsberettigede
organisations indstillinger. Myndigheden kan således ikke selvstændigt
tildele
lokalløn.
I tilfælde hvor
afgørelseskompetencen er delt mellem flere forvaltningsmyndigheder - f.eks.
når en forvaltningsmyndigheds godkendelse af en anden forvaltningsmyndigheds
aftale med en privat er en betingelse for aftalens retsgyldighed, eller når
en
forvaltningsmyndighed skal træffe afgørelse på grundlag af en bindende
indstilling
eller et bindende høringssvar fra en anden myndighed - anses den afgørelse
vedkommende myndighed træffer, stadig for en afgørelse i forvaltningslovens
forstand.
Eksempelvis træffer Sundhedsministeriet afgørelse om, hvem der skal
indstilles
til at modtage en ledig apotekerbevilling på baggrund af en bindende
indstilling fra Sundhedsstyrelsen, se Folketingets Ombudsmands beretning for
året 1995, s. 298ff.
Til sammenligning udtalte
Højesteret i en dom af 29. november 1996 at det forhold, at Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikring havde anmodet Arbejdsmarkedsnævnet for Viborg Amt om
at tage stilling til spørgsmålet om rimeligheden af et arbejdstilbud som
grundlag for Direktoratets afgørelse i en klagesag vedrørende fortabelse af
dagpengeret, ikke kunne medføre at arbejdsmarkedsnævnet burde have givet
klageren lejlighed til at fremkomme med en yderligere udtalelse. Dommen er
trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s. 180ff.
Endvidere fratager en
lovbestemt inddragelse af en ansats organisation forud for en påtænkt
afskedigelse
ikke afskedigelsen karakter af en afgørelse i forvaltningslovens forstand,
jf.
f.eks. tjenestemandslovens § 31, stk. 1, hvorefter myndigheden skal give
tjenestemanden
og vedkommende centralorganisation adgang til at udtale sig inden
tjenestemanden
afskediges uden pension, medmindre tjenesteligt forhør har været afholdt.
I Folketingets Ombudsmands
beretning for året 1992, s. 238, udtalte jeg at spørgsmålet om hvorvidt
afgørelsen var truffet ensidigt af den offentlige forvaltningsmyndighed,
navnlig
beroede på at afgørelsen i forhold til borgeren var ensidig, dvs. ikke
byggede på en aftale med den berørte borger.
Jeg konkluderede derfor at
resultatet af en forhandling mellem Statsskattedirektoratet og de tyske
skattemyndigheder, optaget på foranledning af en borger for at undgå
dobbeltbeskatning,
måtte anses for en afgørelse i forhold til borgeren.
Efter min opfattelse må
resultatet af forhandlingerne om tildeling af lokalløn - i hvert tilfælde for
så vidt angår ansatte, der ikke er medlemmer af den lokale
forhandlingsberettigede organisation, og som derfor på ingen måde kan siges
at
være parthaver i et aftale- eller aftalelignende forhold - anses for ensidigt
i
forhold til den enkelte ansatte.
Spørgsmålet er herefter om
afgørelsen om ikke at tildele (A) lokalløn i realiteten må anses for at være
truffet alene af den forhandlingsberettigede organisation. I givet fald er
der
ikke tale om en afgørelse truffet af en forvaltningsmyndighed og dermed ikke
en
afgørelse i forvaltningslovens forstand. Fordeling af en lokallønspulje
forudsætter imidlertid enighed mellem myndigheden og den
forhandlingsberettigede organisation. Vedkommende myndighed har derfor
væsentlig indflydelse på fordelingen ligesom begge parter i forhandlingen har
mulighed for fuldstændigt at modsætte sig at fordeling finder sted, jf.
herved
Indenrigsministeriets vejledende udtalelse af 7. november 1989 (gengivet
neden
for).
Det fremgår af den
foreliggende sag at der faktisk blev opnået enighed mellem den
forhandlingsberettigede organisation og kommunen om fordeling af
lokallønspuljen. På den baggrund finder jeg ikke at afgørelsen om ikke at
tildele (A) lokalløn i realiteten må anses for at være truffet alene af den
forhandlingsberettigede organisation.
Hertil kommer at den enkelte
ansatte efter min opfattelse har behov for at få den processuelle
retstilling,
der følger af at anse en konkret beslutning om tildeling af lokalløn for en
afgørelse. Jeg finder også at forvaltningslovens partsbeføjelser vil være
egnede til at tilgodese den ansattes interesse i at få indflydelse på
tildelingen af lokalløn. Jeg henviser i den forbindelse til Hans
Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s.
43f.
Dette gælder både situationer
hvor den ansatte er indstillet af den forhandlingsberettigede organisation,
men myndigheden ikke ønsker at følge indstillingen, og situationer hvor den
ansatte er indstillet af myndigheden, men den forhandlingsberettigede
organisation
ikke ønsker at følge indstillingen.
I den førstnævnte situation vil
en partshøring sikre den ansattes muligheder for at ytre sig vedrørende
grundlaget for myndighedens afvisning af at acceptere tildeling af lokalløn.
I den sidstnævnte situation
kan en partshøring f.eks. medvirke til at sikre myndigheden et tilstrækkeligt
faktisk grundlag for at tage stilling til, om den forhandlingsberettigede
organisation reelt forhandler lokalløn også for ansatte, som ikke er
medlemmer
af organisationen.
I den anledning bemærker jeg
at Indenrigsministeriet i en vejledende udtalelse af 7. november 1989 til
samtlige kommunalbestyrelser, amtsråd og tilsynsråd anførte følgende:
'
Om lokalløn til kommunalt ansatte
På baggrund af nogle konkrete
sager, der har været forelagt de kommunale tilsynsmyndigheder vedrørende
fordeling af puljebeløb til kommunalt ansatte, skal Indenrigsministeriet
understrege, at alle kommunalt ansatte er omfattet af ordningen med lokal,
ikke-organisationsopdelt løndannelse, der har afløst kommunepuljeordningen,
og
at en kommunal myndighed ikke lovligt vil kunne tillægge den kommunalt
ansattes fagforeningsmæssige tilhørsforhold nogen betydning.
Ansatte, der ikke er
medlemmer af den forhandlingsberettigede organisation, er således ikke af den
grund udelukket fra at kunne komme i betragtning ved indgåelse af aftale om
lokalløn. Hvis den forhandlingsberettigede organisation nægter at forhandle
lokalløn for ansatte, der ikke er medlemmer af organisationen, må
kommunalbestyrelsen
afvise overhovedet at anvende midler fra puljen.'
Sammenfattende er det
herefter min foreløbige opfattelse at beslutningen om ikke at tildele (A)
lokalløn, er omfattet af forvaltningslovens afgørelsesbegreb og da
kommunens afgørelse herom blev meddelt (A) skriftligt, skulle afgørelsen være
ledsaget af en begrundelse jf. forvaltningslovens §§ 22ff.
Det er herefter min hensigt
at henstille til ministeriet at genoptage sagen med henblik på at vurdere om
den meddelte begrundelse kan anses for at opfylde forvaltningslovens
krav."
Jeg forelagde samtidig den
foreløbige redegørelse for Indenrigsministeriet og Finansministeriet med
henblik på at ministerierne kunne få lejlighed til at fremsætte bemærkninger
til min foreløbige opfattelse af sagen.
Finansministeriets bemærkninger
Finansministeriet
kommenterede i brev af 1. juli 1997 som jeg modtog fra Indenrigsministeriet
den
10. september 1997, den foreløbige redegørelse på følgende måde:
"...
I den anledning bemærkes, at
i ansættelsesforhold i staten anses beslutninger om ansættelse og
afskedigelse
og visse andre grundlæggende beslutninger på personaleområdet, som træffes
ensidigt af forvaltningsmyndigheden, som afgørelser i forvaltningslovens
forstand.
Derimod anser
Finansministeriet ikke fastsættelse af løn- og ansættelsesvilkår
-
herunder tildeling af lokalløn - for en afgørelse i forvaltningslovens
forstand, idet dette sker ved aftale.
For ansatte, der er medlem af
en forhandlingsberettiget organisation, er den overordnede aftale om
løn-
og ansættelsesvilkårene en kollektiv overenskomst, som er indgået med
organisationen, og både den pågældende og ansættelsesmyndigheden vil være
forpligtet til at indgå en ansættelsesaftale med vilkår i overensstemmelse
med
overenskomstens bestemmelser (en aftale med baggrund i en privatretlig
aftale).
Ansatte, der ikke er medlem
af den forhandlingsberettigede organisation, er ikke forpligtet til at indgå
aftale i overensstemmelse med vilkårene i den kollektive overenskomst, men da
ansættelsesmyndigheden normalt i henhold til overenskomsten er forpligtet til
ikke at ansætte medarbejdere inden for overenskomstens område på andre vilkår
end overenskomstens, vil aftalen om løn- og ansættelsesvilkårene for en
sådan medarbejder som regel gå ud på, at bestemmelserne i den til enhver tid
gældende overenskomst skal gælde for ansættelsesforholdet. Men også i dette
tilfælde, er der tale om en aftale om ansættelsesvilkårene mellem
ansættelsesmyndigheden og den ansatte.
For ansatte på individuel
kontrakt fastsættes vilkårene i kontrakten, som er en aftale mellem
ansættelsesmyndigheden og den ansatte.
Grundlaget for tildeling af
lokallønstillæg er således en ansættelsesaftale, der bygger på en
privatretlig
aftale (overenskomsten), og der er derfor efter Finansministeriets opfattelse
ikke tale om en beslutning, som forvaltningsmyndigheden træffer på
offentligretligt
grundlag.
Endvidere kan ydelse af
lokalløn ikke besluttes ensidigt af forvaltningsmyndigheden, idet der i
henhold
til ansættelsesaftalen skal indgås aftale om ydelse af tillæg. En ansat, der
ikke er medlem af organisationen, har i forbindelse med sin ansættelse aftalt
med ansættelsesmyndigheden, at der kræves enighed mellem organisationen og
ansættelsesmyndigheden, hvis der skal ydes lokallønstillæg til den
pågældende.
I spørgsmål om
lønfastsættelse er der således ikke som i tilfælde af ansættelse og afsked
mv.
tale om en beslutning, som - efter opfyldelse af visse krav til
proceduren - kan træffes ensidigt af forvaltningsmyndigheden.
Også i det aftaleretlige
system er der processuelle regler, der skal følges, og retlige garantier. De
bygger blot på det arbejdsretlige system eller på de almindelige
aftaleretlige
regler. Der er derfor ikke behov for at lade de ansatte omfatte af regler
svarende til forvaltningslovens for så vidt angår retsstilling og
partsbeføjelser,
når det drejer sig om fastsættelse af løn- og arbejdsvilkår.
Dertil kommer, at krav om
processuelle regler svarende til forvaltningslovens nemt vil kunne blive en
hindring for gennemførelse af moderne lønsystemer på statens område svarende
til
udviklingen på det private
arbejdsmarked."
Indenrigsministeriets bemærkninger
Indenrigsministeriet udtalte
i brev af 17. september 1997 følgende i anledning af den foreløbige
redegørelse:
"...
Der er enighed mellem
Folketingets Ombudsmand og Indenrigsministeriet om forståelsen af, hvorledes
fordelingen af lokalløn i den konkrete sag administreres. Myndigheden kan
således ikke selvstændigt tildele lokalløn, idet den forhandlingsberettigede
organisation kan afvise at godkende aftalen med det resultat, at der ikke
bliver nogen aftale.
Folketingets Ombudsmand har
derimod en anden fortolkning af begrebet afgørelse i forvaltningslovens § 2,
stk. 1, end Indenrigsministeriet.
Bestemmelsen er sålydende:
'Loven gælder for
behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en
forvaltningsmyndighed.'
Forarbejderne til § 2, stk.
1, Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 114ff. vedrørende forståelsen af
begrebet afgørelse er bl.a. sålydende:
'Det anførte er baggrunden
for, at lovforslagets § 2 indeholder en snævrere afgrænsning af
anvendelsesområdet for forvaltningslovens regler end den, der er foreslået i
offentlighedsloven.
Bestemmelsen i stk. 1
indeholder hovedreglen om, at forvaltningsloven kun gælder for behandlingen
af
sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en
forvaltningsmyndighed.
Med udtrykket 'truffet
afgørelse' sigtes til udfærdigelse af retsakter, dvs. udtalelser, der går ud
på at fastsætte, hvad der er eller skal være gældende ret i et foreliggende
tilfælde. Uden for lovens anvendelsesområde falder således navnlig den
administrative
sagsbehandling, der har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed, så som
patient- og anden klientbehandling, undervisning og rådgivning. Denne
virksomhed tager netop ikke sigte på at træffe retligt bindende afgørelser i
forhold til de implicerede enkeltpersoner. Det følger endvidere af
bestemmelsens formulering 'truffet afgørelse', at loven kun omfatter
sagsbehandlingen i forbindelse med udfærdigelsen af offentligretlige
retsakter i modsætning til indgåelse af kontraktsforhold eller andre
privatretlige dispositioner, jf. dog udvidelsen i stk. 2.
...
En myndigheds indstilling
eller udtalelse til en anden forvaltningsmyndighed til brug for en sags
afgørelse er ikke en afgørelse i lovens forstand, uanset om høringssvaret
måtte
være bindende for den hørende myndighed. Det forhold, at en
forvaltningsmyndigheds
afgørelse skal godkendes af domstolene, medfører ikke, at den mister sin
karakter af en administrativ afgørelse, og lovens regler gælder således også
for sådanne afgørelser.
...
Det centrale
anvendelsesområde for forvaltningsloven er herefter den administrative
sagsbehandling i forbindelse med udfærdigelsen af konkrete
forvaltningsakter.'
John Vogter diskuterer
spørgsmålet om, hvorledes forvaltningslovens afgørelsesbegreb skal fortolkes
i
den kommenterede forvaltningslov, 1992, s. 45ff, hvor det anføres:
'Ved fastlæggelsen af
forvaltningslovens afgørelsesbegreb kan der vælges to principielt forskellige
fortolkningsprincipper.
Det ene princip går ud på at
fastholde forvaltningslovens regler for det, som Højesteret i dommen UfR
1975,
s. 763, ganske rammende betegnede som sager i gængs forstand. Efter denne
opfattelse er der ikke grundlag for at fortolke forvaltningslovens
afgørelsesbegreb udvidende. Skulle der på forskellige områder, som ikke klart
har karakter af afgørelsessager i traditionel forstand, være behov for at
anvende forvaltningsprocessuelle regler af den karakter, som er omfattet af
forvaltningsloven, bør vedkommende myndighed i stedet udarbejde særlige
forvaltningsprocessuelle regler for det pågældende område, som specifikt
regulerer de situationer, som kan opstå.
En anden mulighed er at
fortolke forvaltningslovens afgørelsesbegreb udvidende. En sådan
fortolkningsmetode er valgt af Hans Gammeltoft-Hansen i Juridisk Grundbog,
bind 4 (1989), s.
30f.
Som begrundelse for en udvidende fortolkning er peget på, at formålet med
loven efter forarbejderne bl.a. er at sikre, at den enkelte borger kan få
indflydelse på de beslutningsprocesser, der vedrører den pågældendes egne
forhold,
og at forøge den enkeltes mulighed for at forstå indholdet af de trufne
afgørelser
og baggrunden herfor. I tråd med denne overordnede formålsangivelse bør det
tilstræbes at lade forvaltningslovens regler finde anvendelse ved
myndighedsudøvelse af besluttende karakter, dersom beslutningen er af en
sådan
art, at der for de berørte parter normalt vil bestå et væsentligt behov for
at
få tillagt lovens beføjelser, og disse beføjelser i øvrigt vil være egnet til
at tilgodese borgerens interesser i henseende til at øve indflydelse på
myndighedens beslutningsprocesser. Det fremhæves i den forbindelse, at en
sådan mere formålspræget fortolkning af afgørelsesbegrebet er vag, men at den
tjener til at fremhæve, dels at en meget restriktiv fortolkning (knyttet til
afgørelsesbegrebets udspring i den klassiske forvaltningsakt) ikke bør
opfattes
som tvingende, dels at behovs- og egnethedssynspunkter - i hvert
fald i grænsetilfælde - skal inddrages i den samlede vurdering.
Det er givet, at man i
forbindelse med forvaltningslovens tilblivelse alene havde det traditionelle
forvaltningsbegreb for øje. Det er således i bemærkningerne til lovforslagets
§
2 udtrykkeligt fremhævet, at lovens regler om partshøring og begrundelse ikke
med mening lader sig udtrække sig til at finde anvendelse på alle former for
forvaltningens virksomhed.
En af tankerne bag
afgrænsningen af forvaltningslovens regler har været den, at man på områder,
hvor der ikke er tale om sager i gængs forstand, kunne fastsætte særlige
regler
med udgangspunkt i forvaltningslovens forvaltningsprocessuelle regler men
således, at de særligt blev tilpasset administrationen af det pågældende
område. Ved fastsættelsen af sådanne særlige regler vil der kunne foretages
den
fornødne afvejning af på den ene side en effektiv tilrettelæggelse af
administrationen og på den anden side de formelle procedureregler, som vil
være hensigtsmæssige netop for et område af den pågældende karakter.
En fortolkning, som
fastholder det klassiske afgørelsesbegreb, vil med andre ord lægge
hovedvægten
på, at den videre retsudvikling sker gennem de regelfastsættende myndigheder,
Folketing og forvaltning (vedkommende minister), der bygger på et demokratisk
mandat og arbejder inden for det statsretlige ansvarssystem. Fortolkningen
nedtoner de retsanvendende myndigheders retsskabende virksomhed, som under
alle
omstændigheder kun kan præge retsudviklingen på få og spredte områder, hvor
der
mere eller mindre tilfældigt opstår en sag. Det udelukker naturligvis ikke,
at
også de retsanvendende myndigheder kan virke retsskabende i forbindelse med
udviklingen af nye forvaltningsretlige grundsætninger.'
Ansættelsessager i det
offentlige er som udgangspunkt omfattet af forvaltningsloven, jf. også
forudsætningsvist § 10, stk. 2. Det samme gælder sager om afskedigelse,
disciplinærsager og andre personalesager, hvor myndigheden kan siges at
træffe
afgørelse i forhold til den ansatte. Andre spørgsmål om tjenstlige forhold er
derimod i almindelighed ikke omfattet. Der henvises til John Vogter,
Forvaltningsloven
med kommentarer, 1992, s.
48f.
Efter Indenrigsministeriets
opfattelse er en lokallønsaftale en aftale - baseret på en privatretlig
overenskomst - mellem den forhandlingsberettigede private faglige
organisation og forvaltningsmyndigheden. Indenrigsministeriets retsopfattelse
svarer således til den retsopfattelse, som Finansministeriet i sin udtalelse
af 1. juli 1997, jf. ovenfor, har givet udtryk for.
Lokallønsaftalen kan således
ikke sidestilles med en retsakt forstået som en udtalelse, der går ud på at
fastsætte, hvad der er eller skal være gældende ret i et foreliggende
tilfælde.
Herudover træffes
beslutningen ikke ensidigt af en forvaltningsmyndighed, eller undtagelsesvis
af
flere forvaltningsmyndigheder, der inden for et givet område har delt
kompetence til at træffe afgørelse.
Efter Indenrigsministeriets
opfattelse kan det forhold, at forvaltningslovens generelle formål er at give
den enkelte borger mulighed for at forøge sin indflydelse på de
beslutningsprocesser, der vedrører den pågældendes egne forhold, og forøge
den
enkeltes mulighed for at forstå indholdet af den trufne afgørelse og
baggrunden
herfor, ikke betyde, at alle sager, hvor der kan være behov for, at
forvaltningsloven finder anvendelse, eller hvor loven iøvrigt ville være
egnet,
skal henføres under forvaltningsloven.
Indenrigsministeriet har i
overensstemmelse hermed lagt det traditionelle fortolkningsprincip til grund
ved behandlingen af den konkrete sag, idet en indførelse af den af
ombudsmanden
anvendte udvidede formålsfortolkning på offentlige myndigheders indgåelse af
privatretlige overenskomster - ud fra behovs- og
egnethedssynspunkter
- efter Indenrigsministeriets opfattelse formentlig kun kan ske ved
lov.
Det er, såfremt den
traditionelle fortolkningsmetode fastholdes, efter Indenrigsministeriets
opfattelse utvivlsomt, at en aftale om lokalløn ikke er en afgørelse i
forvaltningslovens forstand, idet der er tale om en aftale baseret på en
privatretlig overenskomst, hvor myndigheden ikke kan siges ensidigt at træffe
afgørelse om lokalløn i forhold til den enkelte ansatte.
Folketingets Ombudsmand
begrunder anvendelsen af den udvidede fortolkning af afgørelsesbegrebet ved
at
henvise til den enkelte ansattes behov for at få den processuelle
retsstilling,
der følger af forvaltningsloven, og til at reglerne i øvrigt må anses for
egnet
til at tilgodese den ansattes interesse i at få indflydelse på tildelingen af
lokalløn.
Efter Indenrigsministeriets
opfattelse er det uforeneligt med forvaltningsloven at inddrage disse
kriterier
- behovs- og egnethedssynspunkter - i fortolkningen af
lovens
anvendelsesområde, jf. § 2, stk. 1, når der er tale om offentlige
myndigheders
indgåelse af privatretlige overenskomster. Ministeriet finder på den
baggrund,
at aftalen om tildeling af lokalløn ikke er en afgørelse i forvaltningslovens
forstand.
Indenrigsministeriet finder
derfor fortsat ikke, at det var ulovligt, at Københavns Kommune ikke gav en
efter forvaltningsloven fyldestgørende begrundelse for manglende tildeling af
lokalløn.
Da Indenrigsministeriet alene
udøver et retligt tilsyn med Københavns Kommune, har ministeriet ikke herved
taget stilling til, om den manglende begrundelse er i overensstemmelse med
principperne for god forvaltningsskik.
Indenrigsministeriet skal
videre pege på, at den af Folketingets Ombudsmand skitserede retstilling
-
herunder navnlig en eventuel opdeling af potentielle lokallønsmodtageres
status i forhold til forvaltningsloven afhængigt af, om de aktuelt er medlem
af
den forhandlingsberettigede organisation - i hvert fald vil kræve, at
forvaltningsmyndigheden til stadighed er opmærksom på de ansattes
fagforeningsforhold, hvilket efter Indenrigsministeriet opfattelse ikke er
hensigtsmæssigt, idet der er tale om et forhold, der i øvrigt er
uvedkommende.
Indenrigsministeriet finder
endvidere, at den lovbestemte inddragelse af en ansats organisation forud for
en påtænkt afskedigelse ikke er sammenlignelig med ordningen vedrørende
tildeling
af lokalløn, idet der ikke er tvivl om, at myndigheden fortsat ensidigt
træffer
afgørelsen om en eventuel afskedigelse.
Det fremgår ikke af
ombudsmandens foreløbige udtalelse, på hvilken måde der kan drages
paralleller
til den foreliggende sag fra sagerne vedrørende meddelelse af
apotekerbevilling, indhentelse af en udtalelse fra arbejdsmarkedsnævn og
afgørelse af en sag om dobbeltbeskatning.
Det er derfor - også
efter en gennemgang af Folketingets Ombudsmands foreløbige redegørelse
-
Indenrigsministeriets opfattelse, at Københavns Kommune ikke har handlet
ulovligt i denne sag.
..."
Ombudsmandens udtalelse
"Efter Indenrigsministeriets opfattelse er tildeling af lokalløn udtryk
for en aftale - baseret på en privatretlig overenskomst - mellem den
forhandlingsberettigede private faglige organisation og
forvaltningsmyndigheden. Ministeriet har tilføjet at beslutningen ikke
træffes ensidigt af en forvaltningsmyndighed.
Finansministeriet har yderligere tilføjet at en ansat der ikke er medlem af
den forhandlingsberettigede organisation, i forbindelse med sin ansættelse
har aftalt med ansættelsesmyndigheden at der kræves enighed mellem den
forhandlingsberettigede organisation og ansættelsesmyndigheden hvis der skal
ydes lokallønstillæg til den pågældende. Jeg må forstå Finansministeriet
således at også ansatte der ikke er medlemmer af en forhandlingsberettiget
organisation, efter ministeriets opfattelse må anses for at være part i et
aftalelignende forhold til myndigheden for så vidt angår tildeling af
lokalløn.
Som det fremgår af min foreløbige redegørelse er det min opfattelse at
spørgsmålet om hvorvidt en afgørelse er truffet ensidigt af den offentlige
forvaltningsmyndighed, navnlig beror på om afgørelsen i forhold til borgeren
er ensidig, dvs. ikke bygger på en aftale med den berørte borger. Jeg
henviste i den forbindelse til Folketingets Ombudsmands beretning for året
1992, s. 238.
Efter min gennemgang af Indenrigsministeriets og Finansministeriets
bemærkninger må jeg fortsat konkludere at ansatte der ikke er medlemmer af
den forhandlingsberettigede organisation, ikke kan siges at være parthaver i
et aftale- eller aftalelignende forhold; resultatet af forhandlingerne om
tildeling af lokalløn må således anses for ensidigt fastsat i forhold til den
enkelte ansatte.
I den forbindelse bemærkes at den adgang til forhandling efter
funktionærlovens § 10, som er nævnt i Højesterets dom af 17. september 1997
(omtalt nærmere nedenfor), ikke betyder at ansatte der ikke er medlem af den
forhandlingsberettigede organisation, derved bliver parthaver i et aftale-
eller aftalelignende forhold.
Jeg må også fastholde min opfattelse af at det forhold at en myndighed ikke
selvstændigt kan træffe afgørelsen, ikke kan fratage myndighedens beslutning
karakter af en afgørelse hvis betingelserne for at anse beslutningen for en
afgørelse i øvrigt er opfyldt.
Indenrigsministeriet har
endvidere anført at det efter ministeriets mening er uforeneligt med
forvaltningsloven at inddrage behovs- og egnethedssynspunkter i fortolkningen
af lovens anvendelsesområde når der er tale om offentlige myndigheders
indgåelse
af privatretlige overenskomster.
Hertil skal jeg bemærke at
min foreløbige redegørelse ikke vedrører spørgsmålet om forvaltningslovens
anvendelse ved offentlige myndigheders indgåelse af privatretlige
overenskomster, men spørgsmålet om forvaltningslovens anvendelse ved
forvaltningsmyndigheders
beslutning om tildeling af ydelser til de enkelte ansatte.
Endelig anfører
Indenrigsministeriet at den retstilling som jeg i den foreløbige redegørelse
har givet udtryk for, i hvert fald vil kræve at forvaltningsmyndigheden til
stadighed er opmærksom på de ansattes fagforeningsforhold. Ministeriet finder
at dette ikke er hensigtsmæssigt idet der er tale om et forhold der i øvrigt
er
uvedkommende.
Jeg kan ikke tilslutte mig
denne opfattelse. Jeg bemærker i den forbindelse at Indenrigsministeriet i en
vejledende udtalelse af 7. november 1989 til samtlige kommunalbestyrelser,
amtsråd og tilsynsråd har understreget at kommunalbestyrelsen må afvise
overhovedet at anvende midler fra lokallønspuljen hvis den
forhandlingsberettigede
organisation nægter at forhandle lokalløn for ansatte der ikke er medlemmer
af
organisationen.
Efter min opfattelse gælder
dette ikke alene hvor en forhandlingsberettiget organisation udtrykkeligt
nægter at forhandle lokalløn for ikke-medlemmer, men også i tilfælde hvor
organisationen ikke udtrykkeligt, men dog i realiteten afviser at forhandle
på vegne af ikke-medlemmer.
Dette synspunkt har støtte i
Højesterets dom af 17. september 1997, omtalt nærmere nedenfor, hvor
flertallet
bl.a. udtalte:
'...
Det er
ansættelsesmyndighedens opgave at påse, at der ved udmøntningen af den
kollektive aftale i individuelle løntillæg ikke sker forskelsbehandling som
følge af fagforeningsforhold, og som fremhævet af Indenrigsministeriet som
tilsynsmyndighed i cirkulæreskrivelsen af 7. november 1989 må en
ansættelsesmyndighed afvise overhovedet at anvende midler fra
lokallønspuljen,
hvis en forhandlingsberettiget organisation - reelt - nægter at indgå aftale
om lokallønstillæg til ansatte, der ikke er medlem af organisationen.
...'
Efter min opfattelse
forudsætter myndighedernes forpligtelse til at påse at der ikke ved tildeling
af lokalløn sker forskelsbehandling som følge af fagforeningsforhold at
myndighederne er opmærksomme på de indstillede ansattes fagforeningsforhold.
På baggrund af min gennemgang
af Finansministeriets og Indenrigsministeriets bemærkninger til min
foreløbige
udtalelse er det fortsat min opfattelse at forvaltningsmyndigheders
beslutninger om tildeling af lokallønsmidler er omfattet af
forvaltningslovens
afgørelsesbegreb.
Jeg er dog opmærksom på at
min opfattelse ikke er utvivlsom.
I Højesterets dom af 17.
september 1997 fandt flertallet at hverken lighedsgrundsætningen eller
organisationsfriheden efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 11, gav tilstrækkeligt grundlag for at fastslå at en offentlig
arbejdsgiver
måtte være forpligtet til at indgå aftale med en lønmodtagerorganisation som
ikke var forhandlingsberettiget i henhold til lokallønsaftalen.
Under sagens behandling ved
Østre Landsret var det fra lønmodtagerorganisationens side bl.a. gjort
gældende
at ydelse af lokalløn var en sag og afgørelse som var omfattet af
forvaltningslovens regler. Østre Landsret bemærkede hertil bl.a. i dommen af
17. juni 1996:
'...
Selvom der i den konkrete
personaleforvaltning, herunder i udmøntningen af lokallønsaftalen, påhviler
sagsøgte en forpligtelse til at iagttage bl.a. de af sagsøger påberåbte
lighedsgrundsætninger og regler i forvaltningslovens § 8, funktionærlovens §
10
og artikel 11 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som inkorporeret
i
dansk ret, findes der ikke heri at være indeholdt en sådan begrænsning i
sagsøgtes adgang til at forhandle med parterne i henhold til den indgåede
lokallønsaftale, at der kan statueres en pligt for sagsøgte til kun at indgå
i
sådanne forhandlinger, såfremt sagsøgte tillige indleder forhandlinger med
sagsøger om tildeling af lokalløn til medlemmer hos sagsøger ansat hos
sagsøgte.
...'
Landsrettens nævnte præmisser
peger efter min opfattelse i retning af at retten enten ikke tog stilling til
om forvaltningslovens § 8 fandt anvendelse under sagen, jf. ordene 'selv om',
eller at retten lagde til grund at bestemmelsen fandt anvendelse. Det følger
heraf at retten ikke afviste at bestemmelsen i forvaltningsloven kunne finde
anvendelse.
Højesteret har ikke i sin dom
omtalt spørgsmålet.
Ved min bedømmelse af sagen
må jeg herefter lægge til grund at Østre Landsret i den omtalte dom ikke har
afvist at forvaltningsloven kan finde anvendelse i sager af denne karakter,
men
at der dog ikke foreligger nogen klar stillingtagen til spørgsmålet fra
landsretten og at Højesteret ikke har udtalt sig om spørgsmålet.
På baggrund af spørgsmålets
principielle karakter sammenholdt med at min opfattelse ikke kan antages at
være utvivlsom, finder jeg ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at
kritisere Indenrigsministeriet opfattelse hvorefter tildeling af lokalløn
ikke
er omfattet af forvaltningslovens afgørelsesbegreb. Jeg har derfor heller
ikke
grundlag for at henstille til ministeriet at genoptage sagen med henblik på
at
vurdere om den meddelte begrundelse kan anses for at opfylde
forvaltningslovens krav.
Jeg mener dog at det under
alle omstændigheder følger af principperne om god forvaltningsskik at en
offentlig
myndighed overfor en ansat som ikke er medlem af en forhandlingsberettiget
organisation, men som har været indstillet til lokalløn, begrunder et afslag
på tildeling af lokalløn nærmere.
Som anført i
Indenrigsministeriets bemærkninger til den foreløbige redegørelse er
Indenrigsministeriets tilsyn med Københavns Kommune alene et retligt tilsyn.
Det kan derfor ikke give mig anledning til bemærkninger at
Indenrigsministeriet
ikke har taget stilling til spørgsmålet om hvorvidt Københavns Kommune med
henvisning til god forvaltningsskik burde have givet (A) en nærmere
begrundelse
for afslaget på tildeling af lokalløn.
..."
NOTER (*1) Jf. FOB 1990, s.
355 (
FOB 1990, s. 339
),
FOB 1995, s. 298ff
og FOB
1992, s. 238.
Lignende dokumenter
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeritet om en amtskommunes vejledningspligt efter forvaltningslovens § 7, stk. 1 i en sag om en ansats ret til omsorgsdage Retsinformation · 6. februar 2008
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og sundhedsministeriet om en amtskommunes vejledningspligt efter forvaltningslovens § 7, stk. 1 i en sag om en ansats ret til omsorgsdage. Retsinformation · 26. august 2009
- Svar på ansøgning om uddannelsesorlov meddelt pr. e-mail Retsinformation · 2. oktober 2002
- 2013-3. Tilbagebetaling af for meget udbetalt løn Retsinformation · 3. april 2013
- Udtalelse afgivet af Social- og Indenrigsministeriet om, hvorvidt en kommunes tildeling af en advarsel til en overenskomstansat medarbejder er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og om kommunen herefter er forpligtet til at foretage partshøring forinden tildeling af en advarsel Retsinformation · 27. november 2015
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - arbejdsvilkår - er handicap - repressalier - medhold Retsinformation · 5. september 2026