Spring til indhold

Retsinformation

Beslutning om tildeling af lokalløn. Forvaltningslovens afgørelsesbegreb

FOU nr 1998.139UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Beslutning om tildeling af lokalløn. Forvaltningslovens

afgørelsesbegreb

Direktoratet for Københavns

Sundhedsvæsen, Københavns Kommune, indgik i juni 1994 aftale med

fagforeningen

C om ydelse af lokalløn. Direktoratet for Københavns Sundhedsvæsen meddelte

herefter den 13. juni 1994 at blandt andre beskæftigelsesvejleder A ikke fik

tildelt en andel i lokallønnen.

A klagede via fagforeningen D

til Indenrigsministeriet over dette. Hun var utilfreds med at Københavns

Kommune ikke ville give hende en nærmere begrundelse for at hun ikke havde

fået tildelt lokallønsmidler. Efter hendes opfattelse var afslaget på

tildeling af lokalløn en afgørelse fra kommunens side der efter

forvaltningsloven skulle begrundes. Kommunen afviste at begrunde afslaget med

henvisning til at aftalen ikke var en afgørelse.

I sin udtalelse af 17.

oktober 1995 til A's advokat fremstillede Indenrigsministeriet sagens forløb

således:

"...

Det fremgår af sagen, at Plejecentret

(E), hvor (A) er ansat som beskæftigelsesvejleder ved brev af 30. august 1993

indstillede (A) til lokalløn.

Indstillingen blev nærmere

begrundet således:

'(A) har igennem mange år

ydet en absolut ekstraordinær arbejdsindsats. Ved iderigdom, kreativitet og

hurtighed har hun gennem sit arbejde i ergoterapien tilført såvel beboere som

medarbejdere virkelig kvalitet i hverdagen. På grund af hendes personlige

indsats,

er terapiens standard holdt høj, hvilket ses i alle de ting, som beboerne

Læs alt

laver.

Det drejer sig om alle tilvirkede produkter - uden undtagelse! Når alting

brænder på, har (A) altid været den, der har båret den ofte trivielle byrde

af

de utallige montager af beboernes arbejder, og hendes indsats har alle årene

været langt ud over, hvad jeg som afdelingsleder med nogen ret kunne

forvente/forlange.

(A) er en medarbejder af høj

karat, og hun fortjener et skulderklap for sin aldrig svigtende ildhu omkring

de ekstraordinære arbejdsbelastende opgaver.'

Ved brev af 3. marts 1994

rettede fagforeningen (D) på vegne af (A) henvendelse til fagforeningen (C)

og

anmodede om at få oplyst, hvilke kriterier foreningen havde anvendt i

forbindelse med behandlingen af indstillingen af (A) til lokalløn.

Under henvisning til at

fagforeningen (D) ikke er en forhandlingsberettiget organisation, meddelte

fagforeningen (C) ved brev af 11. marts 1994 fagforeningen (D), at foreningen

ikke kunne udtale sig om spørgsmål, der vedrører lokalløn.

I brev af 6. maj 1994

meddelte fagforeningen (C) Sundhedsdirektoratet følgende vedrørende

spørgsmålet

om lokalløn til (A):

'Efter indstilling fra

Klubben for Bekæftigelsesvejledere kan indstilling af ...

beskæftigelsesvejleder

(A)

ikke

godkendes på grund af

indholdet.'

Sundhedsdirektoratet meddelte

i brev af 13. juni 1994 forstanderen for Plejehjemmet (E) følgende angående

udfaldet af spørgsmålet om lokalløn til (A):

'Direktoratet må samtidig

beklageligvis meddele, at man ikke har kunnet opnå lokallønsaftale

vedrørende... (A), idet fagforeningen (C) ikke mener, at der foreligger

sådanne særlige

omstændigheder som gør at lokalløn kan komme i betragtning.'

(A) rettede derefter

henvendelse til fagforeningen (D), der ved brev af 14. juli 1994 bad

Sundhedsdirektoratet

om at oplyse, hvilke kriterier der havde været anvendt i forbindelse med

behandlingen af og afslaget på tildeling af lokalløn.

Som svar herpå udtalte

direktoratet i brev af 4. august 1994 blandt andet følgende:

'En forudsætning for at kunne

anvende lokalløn til en medarbejder er, at der opnås enighed mellem

pågældendes

arbejdsgiver og den forhandlingsberettigede personaleorganisation.

Sundhedsdirektoratet har

fremsat ovennævnte lokallønsforslag overfor fagforeningen (C), som er

forhandlingsberettiget organisation for (A).

Man har imidlertid ikke

kunnet opnå lokallønsaftale for (A), idet fagforeningen (C) ikke finder, at

der

i lokallønsforslaget foreligger sådanne særlige omstændigheder der gør at

anvendelse af lokalløn til pågældende kan komme i betragtning.'

Ved brev af 24. august 1994

til direktoratet bemærkede fagforeningen (D), at afslaget på lokalløn ikke

var

begrundet udover henvisningen til det af fagforeningen (C) anførte.

Fagforeningen (D) henviste herved til bestemmelserne i forvaltningslovens §§

22 og 24 og bad på (A)'s vegne om at få en begrundelse.

Sundhedsdirektoratet gentog i

brev af 21. september 1994 det i brevet af 4. august 1994 anførte og

tilføjede,

at direktoratet tilsluttede sig fagforeningen (C)'s udtalelse i brevet af 11.

marts 1994.

Under henvisning til dette

brev anmodede fagforeningen (D) i brev af 22. september 1994 direktoratet om

en

uddybende begrundelse.

Som svar herpå anførte

Sundhedsdirektoratet ved brev af 12. oktober 1994 følgende:

'Forvaltningsloven gælder for

behandling af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en

forvaltningsmyndighed, jf. § 2.

En afgørelse i

forvaltningslovens forstand er karakteriseret ved følgende forhold, jf.

Folketingets ombudsmands beretning for året 1990, s. 355:

Der skal være tale om en beslutning, der træffes af en

forvaltningsmyndighed.

Afgørelsen skal rette sig mod en fysisk eller juridisk

person.

Beslutningen skal fastlægge, hvad der skal være

gældende på baggrund af forvaltningsmyndighedens hjemmel til ensidigt at

træffe

beslutning herom.

Anvendelse af lokallønsmidler

forudsætter, at der er indgået aftale herom med en forhandlingsberettiget

personaleorganisation eller en af den forhandlingsberettigede

personaleorganisation udpeget person.

Anvendelse af lokallønsmidler

kan således aldrig iværksættes ensidig af forvaltningen, hvorfor der ikke er

tale om en afgørelse i henhold til forvaltningsloven.

Forvaltningsloven finder

derfor ikke anvendelse i spørgsmål om fordeling af lokallønsmidler.'

Fagforeningen (D) fastholdt i

brev af 14. november 1994 sin anmodning om en begrundelse over for

Sundhedsdirektoratet, der i brev af 24. november 1994 fastholdt, at afslag på

lokalløn ikke er omfattet af forvaltningslovens bestemmelser, da der ikke er

tale om en

ensidig

afgørelse, og i

øvrigt henviste til det anførte i brevet af 12. oktober 1994.

Ved brev af 26. januar 1995

klagede De herefter som ovenfor nævnt til Indenrigsministeriet, der som

tidligere oplyst ved brev af 6. februar 1995 har anmodet Københavns Kommune

om

en udtalelse.

Københavns Kommune har i brev

af 20. februar 1995 henholdt sig til sit brev af 12. oktober 1994 og

tilføjet,

at det forhold, at (A) ikke er medlem af den pågældende

forhandlingsberettigede

organisation, ikke efter kommunens opfattelse betyder, at forvaltningsloven

bør finde anvendelse i den konkrete sag.

Til yderligere belysning af

spørgsmålet har kommunen vedlagt tryksagen 'Lokallønordningen 1994', der er

udgivet af Direktoratet for Københavns Kommunes Lønnings- og Pensionsvæsen.

Tryksagen indeholder en

aftale om lokalløn, der er indgået mellem på den ene side blandt andet

Københavns Kommune og på den anden side KTO (Kommunale Tjenestemænd og

Overenskomstansatte).

Aftalen gælder ifølge § 1,

stk. 1, for ansatte i bl.a. Københavns Kommune.

I § 2, stk. 2, angives det,

at aftaler om lokalløn indgås mellem kommunen og repræsentanter for

vedkommende

forhandlingsberettigede organisation.

I denne anledning skal

Indenrigsministeriet udtale følgende:

Indenrigsministeriet fører

tilsyn med, at Københavns Kommune overholder lovgivningen, jf. § 48 i lov om

Københavns Kommunes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 616 af 18. juli 1995).

Med støtte i forarbejderne

til den kommunale styrelseslov er det fast antaget, at Indenrigsministeriet

som

tilsynsmyndighed ikke kan tage stilling til privatretlige retsspørgsmål,

herunder spørgsmål vedrørende uoverensstemmelser mellem en kommune og dens

ansatte.

Indenrigsministeriet kan dog

i sager af i øvrigt privatretlig karakter tage stilling til, om en kommune

har

tilsidesat offentligretlig lovgivning, herunder reglerne i forvaltningsloven.

Der kan i den forbindelse henvises til betænkning 996/1983 om

ansvarsplacering

og reaktionsmuligheder i kommunestyret, s. 73 og 155.

En række væsentlige

forvaltningsprocessuelle regler i forvaltningsloven gælder kun i sager, hvor

en forvaltningsmyndighed skal træffe eller har truffet afgørelse.

Forvaltningsloven indeholder

i § 2, stk. 1, sålydende bestemmelse herom:

'Loven gælder for

behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en

forvaltningsmyndighed.'

Med udtrykket truffet

afgørelse sigtes ifølge lovens forarbejder (Folketingstidende 1985/86, tillæg

A, sp. 115) til udfærdigelse af retsakter (forvaltningsakter), dvs.

udtalelser

der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende

tilfælde.

Folketingets Ombudsmand

anfører i sin årsberetning for 1990, side

355f,

at en afgørelse i forvaltningslovens forstand er karakteriseret ved følgende

forhold:

'For det første skal der være

tale om en beslutning, der træffes af en forvaltningsmyndighed.

For det andet skal denne

afgørelse rette sig mod fysiske eller juridiske personer uden for

forvaltningen.

For det tredie skal

beslutningen efter sit indhold fastlægge, hvad der i et retsforhold skal være

gældende, på baggrund af forvaltningsmyndighedens hjemmel til på

offentligretligt

grundlag ensidigt at træffe beslutning herom. Afgørelser i forvaltningslovens

forstand er således normalt ikke beslutninger, der hviler på en privatretlig

kompetence, som f.eks. en aftale.'

Afgørelsen af, hvorledes

lokallønsmidler skal fordeles blandt ansatte, sker på grundlag af en aftale

mellem kommunen og den forhandlingsberettigede organisation og besluttes

således ikke ensidigt af Københavns Kommune. På den baggrund er der efter

Indenrigsministeriets

opfattelse ikke tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Det forhold, at (A) ikke er

medlem af den pågældende forhandlingsberettigede organisation, indebærer

ikke,

at der i forhold til (A) er tale om en sådan afgørelse.

Indenrigsministeriet finder

derfor ikke, at Københavns Kommune har handlet ulovligt ved alene at begrunde

den manglende tildeling af lokalløn til (A) med det forhold, at

forhandlingsmodparten, fagforeningen (C), ikke fandt tilstrækkeligt grundlag

herfor.

Indenrigsministeriet skal dog

bemærke, at en kommune ikke ved sine dispositioner må forfølge uvedkommende

formål, således eksempelvis at fremme bestemte organisationsformer, herunder

medlemskab af en bestemt fagforening, jf. herved Jon Andersen,

Forvaltningsret,

Jurist- og Økonomforbundets Forlag (1993), s.

81f.

Det vil endvidere være i

strid med den almindelige retsgrundsætning om ligelig forvaltning, såfremt en

kommune ved sine dispositioner lægger vægt på, om en borger er medlem af en

bestemt, forhandlingsberettiget faglig organisation.

Indenrigsministeriet har

tidligere ved cirkulæreskrivelse af 7. november 1989 henledt kommunernes

opmærksomhed herpå.

Indenrigsministeriet har

imidlertid ikke grundlag for at antage, at Københavns Kommune i forbindelse

med

aftalen om fordeling af lokalløn har lagt vægt på, at (A) ikke er medlem af

fagforeningen (C).

..."

Den 7. november 1995 klagede

advokat B på vegne af A til mig over Indenrigsministeriets udtalelse. I

klagen

gjorde advokat B gældende at en beslutning om manglende tildeling af lokalløn

er en afgørelse truffet af en forvaltningsmyndighed og omfattet af

forvaltningslovens

bestemmelser, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1. Dette måtte i hvert fald

gælde i forhold til personer der som A (og en anden ansat, F) ikke var

medlemmer af den pågældende "forhandlingsberettigede organisation".

Advokat B anførte at der i modsat fald var tale om en uhjemlet delegation af

afgørelseskompetence.

Som bilag til klagen var

bl.a. vedlagt kopi af et brev af 15. december 1993 til Ergoterapeutforeningen

fra ledende ergoterapeut G på plejecentret E. I brevet har G bl.a. anført:

"...

Jeg er ledende ergoterapeut

på (E) og har pt. 11 medarbejdere. De er alle organiserede, men vidt

forskellige steder.

...

Fredag d. 3/12 bliver en af

mine beskæftigelsesvejledere ringet op af (H), formand i

Beskæftigelsesvejlederklubben

(under fagforenigen (C)). (H) fortæller, at hun har set indstillingen til

lokalløn, og har fundet, at den pågældende BV'er ikke er medlem hos hende, og

argumenterer for fagforeningsskift. BV'eren tager henvendelsen meget

fortrydeligt

og ønsker at vide, hvorfor (H) overhovedet ringer hende op. Joh, får hun at

vide, for det er jo dem, der forhandler løn! (H) bad BV'eren overveje

fagforeningsskift i løbet af week-enden, og (H) ville så ringe tilbage mandag

for at høre nærmere. BV'eren gik fra telefonen med opfattelsen af, at

udbetaling af lokalløn skulle være lig med medlemskab i (H)'s brancheklub.

...

Da samtalen var forbi bad (H)

om at tale med en anden medarbejder, som alle ved heller ikke er i omtalte

brancheklub. Også her blev medarbejderen oplyst om, at (H) havde kendskab til

lokallønsansøgning...

..."

På denne baggrund forstår jeg

at advokat B's ønske om en begrundelse for den manglende tildeling af

lokalløn

til A skyldes at han gerne vil sikre at hans klients tilhørsforhold til

bestemte organisationer ikke har haft indflydelse på aftalen.

Indenrigsministeriet udtalte

den 23. november 1995 at klagen ikke ændrede ministeriets opfattelse af

spørgsmålet.

Den 23. april 1997 afgav jeg

en foreløbig redegørelse i sagen. Jeg anførte:

"Forvaltningsloven, og

dermed lovens krav om begrundelse, gælder for behandlingen af sager hvori der

er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, jf. lovens

§

2, stk. 1. Sager om indgåelse af kontraktforhold eller lignende privatretlige

dispositioner er derimod ikke omfattet af loven, bortset fra lovens

bestemmelser

om inhabilitet, jf. lovens § 2, stk. 2.

I Folketingets Ombudsmands

beretning for året 1990, s. 355, omtalte jeg at ansættelses- og

afskedigelsesbeslutninger

der er rettet til offentligt ansatte, og visse andre grundlæggende

beslutninger vedrørende offentligt ansattes ansættelsesforhold og

beslutninger

angående disciplinære sanktioner mod offentligt ansatte er afgørelser.

Tilsvarende fandt Højesteret i en dom af 12. september 1996 at afskedigelsen

af

en offentlig ansat også skulle bedømmes efter forvaltningsretlige regler, jf.

Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 1462ff.

Som refereret i

Indenrigsministeriets udtalelse af 17. oktober 1995 udtalte jeg endvidere at

beslutningen for at være en afgørelse i forvaltningslovens forstand skulle

fastlægge hvad der i et retsforhold skal være gældende, på baggrund af

forvaltningsmyndighedens

hjemmel til på offentligretligt grundlag (eller i visse mere sjældne

situationer på privatretligt grundlag, f.eks. afgørelse på grundlag af det

offentliges ejendomsret) ensidigt at træffe beslutning herom.

Ved fornyelsen af aftaler og

overenskomster pr. 1. april 1993 blev der mellem Kommunernes Landsforening,

Amtsrådsforeningen i Danmark, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune på

den ene side og Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte på den anden

side

indgået en aftale om en udbygning af den siden 1989 gældende

lokallønsordning.

Aftalens § 2, stk. 2 har

følgende ordlyd:

'

§ 2. LOKALLØN

...

Stk. 2

Aftale om lokalløn indgås

mellem magistraten/amtsrådet/kommunalbestyrelsen/selskabet/virksomheden -

herunder de hertil bemyndigede, i det følgende betegnet som (amts)kommunen,

og

(lokale) repræsentanter for vedkommende forhandlingsberettigede organisation.

...'

Aftalens § 3, stk. 1-3 har

følgende ordlyd:

'

§ 3. PROCEDURE

Stk. 1

(Amts)kommunen og den

forhandlingsberettigede personaleorganisation kan fremsætte forslag til

lokalløn.

Stk. 2

Forslag til lokalløn

fremsættes skriftligt og begrundet over for den anden part.

Stk. 3

Med mindre andet aftales

mellem parterne, afholdes forhandling senest 6 uger efter modtagelse af

forslaget.

...'

Ved denne aftale har de

centrale forhandlingsorganisationer og myndigheder bemyndiget de lokale

organisationer

og myndigheder til at forhandle og indgå aftaler om fordelingen af den del af

lønsummen som ifølge den centrale aftale er omfattet af lokallønsordningen.

Resultatet af de lokale

forhandlinger får, i modsætning til den centrale aftale om fordeling af

lønsummen,

individuel betydning for en del af de ansatte.

Den lokale myndighed kan

indstille ansatte til lokalløn hvorefter den egentlige tildeling afhænger af

den lokale forhandlingsberettigede organisations tiltrædelse. Den lokale

myndighed kan endvidere tiltræde eller afvise den lokale

forhandlingsberettigede

organisations indstillinger. Myndigheden kan således ikke selvstændigt

tildele

lokalløn.

I tilfælde hvor

afgørelseskompetencen er delt mellem flere forvaltningsmyndigheder - f.eks.

når en forvaltningsmyndigheds godkendelse af en anden forvaltningsmyndigheds

aftale med en privat er en betingelse for aftalens retsgyldighed, eller når

en

forvaltningsmyndighed skal træffe afgørelse på grundlag af en bindende

indstilling

eller et bindende høringssvar fra en anden myndighed - anses den afgørelse

vedkommende myndighed træffer, stadig for en afgørelse i forvaltningslovens

forstand.

Eksempelvis træffer Sundhedsministeriet afgørelse om, hvem der skal

indstilles

til at modtage en ledig apotekerbevilling på baggrund af en bindende

indstilling fra Sundhedsstyrelsen, se Folketingets Ombudsmands beretning for

året 1995, s. 298ff.

Til sammenligning udtalte

Højesteret i en dom af 29. november 1996 at det forhold, at Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikring havde anmodet Arbejdsmarkedsnævnet for Viborg Amt om

at tage stilling til spørgsmålet om rimeligheden af et arbejdstilbud som

grundlag for Direktoratets afgørelse i en klagesag vedrørende fortabelse af

dagpengeret, ikke kunne medføre at arbejdsmarkedsnævnet burde have givet

klageren lejlighed til at fremkomme med en yderligere udtalelse. Dommen er

trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s. 180ff.

Endvidere fratager en

lovbestemt inddragelse af en ansats organisation forud for en påtænkt

afskedigelse

ikke afskedigelsen karakter af en afgørelse i forvaltningslovens forstand,

jf.

f.eks. tjenestemandslovens § 31, stk. 1, hvorefter myndigheden skal give

tjenestemanden

og vedkommende centralorganisation adgang til at udtale sig inden

tjenestemanden

afskediges uden pension, medmindre tjenesteligt forhør har været afholdt.

I Folketingets Ombudsmands

beretning for året 1992, s. 238, udtalte jeg at spørgsmålet om hvorvidt

afgørelsen var truffet ensidigt af den offentlige forvaltningsmyndighed,

navnlig

beroede på at afgørelsen i forhold til borgeren var ensidig, dvs. ikke

byggede på en aftale med den berørte borger.

Jeg konkluderede derfor at

resultatet af en forhandling mellem Statsskattedirektoratet og de tyske

skattemyndigheder, optaget på foranledning af en borger for at undgå

dobbeltbeskatning,

måtte anses for en afgørelse i forhold til borgeren.

Efter min opfattelse må

resultatet af forhandlingerne om tildeling af lokalløn - i hvert tilfælde for

så vidt angår ansatte, der ikke er medlemmer af den lokale

forhandlingsberettigede organisation, og som derfor på ingen måde kan siges

at

være parthaver i et aftale- eller aftalelignende forhold - anses for ensidigt

i

forhold til den enkelte ansatte.

Spørgsmålet er herefter om

afgørelsen om ikke at tildele (A) lokalløn i realiteten må anses for at være

truffet alene af den forhandlingsberettigede organisation. I givet fald er

der

ikke tale om en afgørelse truffet af en forvaltningsmyndighed og dermed ikke

en

afgørelse i forvaltningslovens forstand. Fordeling af en lokallønspulje

forudsætter imidlertid enighed mellem myndigheden og den

forhandlingsberettigede organisation. Vedkommende myndighed har derfor

væsentlig indflydelse på fordelingen ligesom begge parter i forhandlingen har

mulighed for fuldstændigt at modsætte sig at fordeling finder sted, jf.

herved

Indenrigsministeriets vejledende udtalelse af 7. november 1989 (gengivet

neden

for).

Det fremgår af den

foreliggende sag at der faktisk blev opnået enighed mellem den

forhandlingsberettigede organisation og kommunen om fordeling af

lokallønspuljen. På den baggrund finder jeg ikke at afgørelsen om ikke at

tildele (A) lokalløn i realiteten må anses for at være truffet alene af den

forhandlingsberettigede organisation.

Hertil kommer at den enkelte

ansatte efter min opfattelse har behov for at få den processuelle

retstilling,

der følger af at anse en konkret beslutning om tildeling af lokalløn for en

afgørelse. Jeg finder også at forvaltningslovens partsbeføjelser vil være

egnede til at tilgodese den ansattes interesse i at få indflydelse på

tildelingen af lokalløn. Jeg henviser i den forbindelse til Hans

Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s.

43f.

Dette gælder både situationer

hvor den ansatte er indstillet af den forhandlingsberettigede organisation,

men myndigheden ikke ønsker at følge indstillingen, og situationer hvor den

ansatte er indstillet af myndigheden, men den forhandlingsberettigede

organisation

ikke ønsker at følge indstillingen.

I den førstnævnte situation vil

en partshøring sikre den ansattes muligheder for at ytre sig vedrørende

grundlaget for myndighedens afvisning af at acceptere tildeling af lokalløn.

I den sidstnævnte situation

kan en partshøring f.eks. medvirke til at sikre myndigheden et tilstrækkeligt

faktisk grundlag for at tage stilling til, om den forhandlingsberettigede

organisation reelt forhandler lokalløn også for ansatte, som ikke er

medlemmer

af organisationen.

I den anledning bemærker jeg

at Indenrigsministeriet i en vejledende udtalelse af 7. november 1989 til

samtlige kommunalbestyrelser, amtsråd og tilsynsråd anførte følgende:

'

Om lokalløn til kommunalt ansatte

På baggrund af nogle konkrete

sager, der har været forelagt de kommunale tilsynsmyndigheder vedrørende

fordeling af puljebeløb til kommunalt ansatte, skal Indenrigsministeriet

understrege, at alle kommunalt ansatte er omfattet af ordningen med lokal,

ikke-organisationsopdelt løndannelse, der har afløst kommunepuljeordningen,

og

at en kommunal myndighed ikke lovligt vil kunne tillægge den kommunalt

ansattes fagforeningsmæssige tilhørsforhold nogen betydning.

Ansatte, der ikke er

medlemmer af den forhandlingsberettigede organisation, er således ikke af den

grund udelukket fra at kunne komme i betragtning ved indgåelse af aftale om

lokalløn. Hvis den forhandlingsberettigede organisation nægter at forhandle

lokalløn for ansatte, der ikke er medlemmer af organisationen, må

kommunalbestyrelsen

afvise overhovedet at anvende midler fra puljen.'

Sammenfattende er det

herefter min foreløbige opfattelse at beslutningen om ikke at tildele (A)

lokalløn, er omfattet af forvaltningslovens afgørelsesbegreb og da

kommunens afgørelse herom blev meddelt (A) skriftligt, skulle afgørelsen være

ledsaget af en begrundelse jf. forvaltningslovens §§ 22ff.

Det er herefter min hensigt

at henstille til ministeriet at genoptage sagen med henblik på at vurdere om

den meddelte begrundelse kan anses for at opfylde forvaltningslovens

krav."

Jeg forelagde samtidig den

foreløbige redegørelse for Indenrigsministeriet og Finansministeriet med

henblik på at ministerierne kunne få lejlighed til at fremsætte bemærkninger

til min foreløbige opfattelse af sagen.

Finansministeriets bemærkninger

Finansministeriet

kommenterede i brev af 1. juli 1997 som jeg modtog fra Indenrigsministeriet

den

10. september 1997, den foreløbige redegørelse på følgende måde:

"...

I den anledning bemærkes, at

i ansættelsesforhold i staten anses beslutninger om ansættelse og

afskedigelse

og visse andre grundlæggende beslutninger på personaleområdet, som træffes

ensidigt af forvaltningsmyndigheden, som afgørelser i forvaltningslovens

forstand.

Derimod anser

Finansministeriet ikke fastsættelse af løn- og ansættelsesvilkår

-

herunder tildeling af lokalløn - for en afgørelse i forvaltningslovens

forstand, idet dette sker ved aftale.

For ansatte, der er medlem af

en forhandlingsberettiget organisation, er den overordnede aftale om

løn-

og ansættelsesvilkårene en kollektiv overenskomst, som er indgået med

organisationen, og både den pågældende og ansættelsesmyndigheden vil være

forpligtet til at indgå en ansættelsesaftale med vilkår i overensstemmelse

med

overenskomstens bestemmelser (en aftale med baggrund i en privatretlig

aftale).

Ansatte, der ikke er medlem

af den forhandlingsberettigede organisation, er ikke forpligtet til at indgå

aftale i overensstemmelse med vilkårene i den kollektive overenskomst, men da

ansættelsesmyndigheden normalt i henhold til overenskomsten er forpligtet til

ikke at ansætte medarbejdere inden for overenskomstens område på andre vilkår

end overenskomstens, vil aftalen om løn- og ansættelsesvilkårene for en

sådan medarbejder som regel gå ud på, at bestemmelserne i den til enhver tid

gældende overenskomst skal gælde for ansættelsesforholdet. Men også i dette

tilfælde, er der tale om en aftale om ansættelsesvilkårene mellem

ansættelsesmyndigheden og den ansatte.

For ansatte på individuel

kontrakt fastsættes vilkårene i kontrakten, som er en aftale mellem

ansættelsesmyndigheden og den ansatte.

Grundlaget for tildeling af

lokallønstillæg er således en ansættelsesaftale, der bygger på en

privatretlig

aftale (overenskomsten), og der er derfor efter Finansministeriets opfattelse

ikke tale om en beslutning, som forvaltningsmyndigheden træffer på

offentligretligt

grundlag.

Endvidere kan ydelse af

lokalløn ikke besluttes ensidigt af forvaltningsmyndigheden, idet der i

henhold

til ansættelsesaftalen skal indgås aftale om ydelse af tillæg. En ansat, der

ikke er medlem af organisationen, har i forbindelse med sin ansættelse aftalt

med ansættelsesmyndigheden, at der kræves enighed mellem organisationen og

ansættelsesmyndigheden, hvis der skal ydes lokallønstillæg til den

pågældende.

I spørgsmål om

lønfastsættelse er der således ikke som i tilfælde af ansættelse og afsked

mv.

tale om en beslutning, som - efter opfyldelse af visse krav til

proceduren - kan træffes ensidigt af forvaltningsmyndigheden.

Også i det aftaleretlige

system er der processuelle regler, der skal følges, og retlige garantier. De

bygger blot på det arbejdsretlige system eller på de almindelige

aftaleretlige

regler. Der er derfor ikke behov for at lade de ansatte omfatte af regler

svarende til forvaltningslovens for så vidt angår retsstilling og

partsbeføjelser,

når det drejer sig om fastsættelse af løn- og arbejdsvilkår.

Dertil kommer, at krav om

processuelle regler svarende til forvaltningslovens nemt vil kunne blive en

hindring for gennemførelse af moderne lønsystemer på statens område svarende

til

udviklingen på det private

arbejdsmarked."

Indenrigsministeriets bemærkninger

Indenrigsministeriet udtalte

i brev af 17. september 1997 følgende i anledning af den foreløbige

redegørelse:

"...

Der er enighed mellem

Folketingets Ombudsmand og Indenrigsministeriet om forståelsen af, hvorledes

fordelingen af lokalløn i den konkrete sag administreres. Myndigheden kan

således ikke selvstændigt tildele lokalløn, idet den forhandlingsberettigede

organisation kan afvise at godkende aftalen med det resultat, at der ikke

bliver nogen aftale.

Folketingets Ombudsmand har

derimod en anden fortolkning af begrebet afgørelse i forvaltningslovens § 2,

stk. 1, end Indenrigsministeriet.

Bestemmelsen er sålydende:

'Loven gælder for

behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en

forvaltningsmyndighed.'

Forarbejderne til § 2, stk.

1, Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 114ff. vedrørende forståelsen af

begrebet afgørelse er bl.a. sålydende:

'Det anførte er baggrunden

for, at lovforslagets § 2 indeholder en snævrere afgrænsning af

anvendelsesområdet for forvaltningslovens regler end den, der er foreslået i

offentlighedsloven.

Bestemmelsen i stk. 1

indeholder hovedreglen om, at forvaltningsloven kun gælder for behandlingen

af

sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en

forvaltningsmyndighed.

Med udtrykket 'truffet

afgørelse' sigtes til udfærdigelse af retsakter, dvs. udtalelser, der går ud

på at fastsætte, hvad der er eller skal være gældende ret i et foreliggende

tilfælde. Uden for lovens anvendelsesområde falder således navnlig den

administrative

sagsbehandling, der har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed, så som

patient- og anden klientbehandling, undervisning og rådgivning. Denne

virksomhed tager netop ikke sigte på at træffe retligt bindende afgørelser i

forhold til de implicerede enkeltpersoner. Det følger endvidere af

bestemmelsens formulering 'truffet afgørelse', at loven kun omfatter

sagsbehandlingen i forbindelse med udfærdigelsen af offentligretlige

retsakter i modsætning til indgåelse af kontraktsforhold eller andre

privatretlige dispositioner, jf. dog udvidelsen i stk. 2.

...

En myndigheds indstilling

eller udtalelse til en anden forvaltningsmyndighed til brug for en sags

afgørelse er ikke en afgørelse i lovens forstand, uanset om høringssvaret

måtte

være bindende for den hørende myndighed. Det forhold, at en

forvaltningsmyndigheds

afgørelse skal godkendes af domstolene, medfører ikke, at den mister sin

karakter af en administrativ afgørelse, og lovens regler gælder således også

for sådanne afgørelser.

...

Det centrale

anvendelsesområde for forvaltningsloven er herefter den administrative

sagsbehandling i forbindelse med udfærdigelsen af konkrete

forvaltningsakter.'

John Vogter diskuterer

spørgsmålet om, hvorledes forvaltningslovens afgørelsesbegreb skal fortolkes

i

den kommenterede forvaltningslov, 1992, s. 45ff, hvor det anføres:

'Ved fastlæggelsen af

forvaltningslovens afgørelsesbegreb kan der vælges to principielt forskellige

fortolkningsprincipper.

Det ene princip går ud på at

fastholde forvaltningslovens regler for det, som Højesteret i dommen UfR

1975,

s. 763, ganske rammende betegnede som sager i gængs forstand. Efter denne

opfattelse er der ikke grundlag for at fortolke forvaltningslovens

afgørelsesbegreb udvidende. Skulle der på forskellige områder, som ikke klart

har karakter af afgørelsessager i traditionel forstand, være behov for at

anvende forvaltningsprocessuelle regler af den karakter, som er omfattet af

forvaltningsloven, bør vedkommende myndighed i stedet udarbejde særlige

forvaltningsprocessuelle regler for det pågældende område, som specifikt

regulerer de situationer, som kan opstå.

En anden mulighed er at

fortolke forvaltningslovens afgørelsesbegreb udvidende. En sådan

fortolkningsmetode er valgt af Hans Gammeltoft-Hansen i Juridisk Grundbog,

bind 4 (1989), s.

30f.

Som begrundelse for en udvidende fortolkning er peget på, at formålet med

loven efter forarbejderne bl.a. er at sikre, at den enkelte borger kan få

indflydelse på de beslutningsprocesser, der vedrører den pågældendes egne

forhold,

og at forøge den enkeltes mulighed for at forstå indholdet af de trufne

afgørelser

og baggrunden herfor. I tråd med denne overordnede formålsangivelse bør det

tilstræbes at lade forvaltningslovens regler finde anvendelse ved

myndighedsudøvelse af besluttende karakter, dersom beslutningen er af en

sådan

art, at der for de berørte parter normalt vil bestå et væsentligt behov for

at

få tillagt lovens beføjelser, og disse beføjelser i øvrigt vil være egnet til

at tilgodese borgerens interesser i henseende til at øve indflydelse på

myndighedens beslutningsprocesser. Det fremhæves i den forbindelse, at en

sådan mere formålspræget fortolkning af afgørelsesbegrebet er vag, men at den

tjener til at fremhæve, dels at en meget restriktiv fortolkning (knyttet til

afgørelsesbegrebets udspring i den klassiske forvaltningsakt) ikke bør

opfattes

som tvingende, dels at behovs- og egnethedssynspunkter - i hvert

fald i grænsetilfælde - skal inddrages i den samlede vurdering.

Det er givet, at man i

forbindelse med forvaltningslovens tilblivelse alene havde det traditionelle

forvaltningsbegreb for øje. Det er således i bemærkningerne til lovforslagets

§

2 udtrykkeligt fremhævet, at lovens regler om partshøring og begrundelse ikke

med mening lader sig udtrække sig til at finde anvendelse på alle former for

forvaltningens virksomhed.

En af tankerne bag

afgrænsningen af forvaltningslovens regler har været den, at man på områder,

hvor der ikke er tale om sager i gængs forstand, kunne fastsætte særlige

regler

med udgangspunkt i forvaltningslovens forvaltningsprocessuelle regler men

således, at de særligt blev tilpasset administrationen af det pågældende

område. Ved fastsættelsen af sådanne særlige regler vil der kunne foretages

den

fornødne afvejning af på den ene side en effektiv tilrettelæggelse af

administrationen og på den anden side de formelle procedureregler, som vil

være hensigtsmæssige netop for et område af den pågældende karakter.

En fortolkning, som

fastholder det klassiske afgørelsesbegreb, vil med andre ord lægge

hovedvægten

på, at den videre retsudvikling sker gennem de regelfastsættende myndigheder,

Folketing og forvaltning (vedkommende minister), der bygger på et demokratisk

mandat og arbejder inden for det statsretlige ansvarssystem. Fortolkningen

nedtoner de retsanvendende myndigheders retsskabende virksomhed, som under

alle

omstændigheder kun kan præge retsudviklingen på få og spredte områder, hvor

der

mere eller mindre tilfældigt opstår en sag. Det udelukker naturligvis ikke,

at

også de retsanvendende myndigheder kan virke retsskabende i forbindelse med

udviklingen af nye forvaltningsretlige grundsætninger.'

Ansættelsessager i det

offentlige er som udgangspunkt omfattet af forvaltningsloven, jf. også

forudsætningsvist § 10, stk. 2. Det samme gælder sager om afskedigelse,

disciplinærsager og andre personalesager, hvor myndigheden kan siges at

træffe

afgørelse i forhold til den ansatte. Andre spørgsmål om tjenstlige forhold er

derimod i almindelighed ikke omfattet. Der henvises til John Vogter,

Forvaltningsloven

med kommentarer, 1992, s.

48f.

Efter Indenrigsministeriets

opfattelse er en lokallønsaftale en aftale - baseret på en privatretlig

overenskomst - mellem den forhandlingsberettigede private faglige

organisation og forvaltningsmyndigheden. Indenrigsministeriets retsopfattelse

svarer således til den retsopfattelse, som Finansministeriet i sin udtalelse

af 1. juli 1997, jf. ovenfor, har givet udtryk for.

Lokallønsaftalen kan således

ikke sidestilles med en retsakt forstået som en udtalelse, der går ud på at

fastsætte, hvad der er eller skal være gældende ret i et foreliggende

tilfælde.

Herudover træffes

beslutningen ikke ensidigt af en forvaltningsmyndighed, eller undtagelsesvis

af

flere forvaltningsmyndigheder, der inden for et givet område har delt

kompetence til at træffe afgørelse.

Efter Indenrigsministeriets

opfattelse kan det forhold, at forvaltningslovens generelle formål er at give

den enkelte borger mulighed for at forøge sin indflydelse på de

beslutningsprocesser, der vedrører den pågældendes egne forhold, og forøge

den

enkeltes mulighed for at forstå indholdet af den trufne afgørelse og

baggrunden

herfor, ikke betyde, at alle sager, hvor der kan være behov for, at

forvaltningsloven finder anvendelse, eller hvor loven iøvrigt ville være

egnet,

skal henføres under forvaltningsloven.

Indenrigsministeriet har i

overensstemmelse hermed lagt det traditionelle fortolkningsprincip til grund

ved behandlingen af den konkrete sag, idet en indførelse af den af

ombudsmanden

anvendte udvidede formålsfortolkning på offentlige myndigheders indgåelse af

privatretlige overenskomster - ud fra behovs- og

egnethedssynspunkter

- efter Indenrigsministeriets opfattelse formentlig kun kan ske ved

lov.

Det er, såfremt den

traditionelle fortolkningsmetode fastholdes, efter Indenrigsministeriets

opfattelse utvivlsomt, at en aftale om lokalløn ikke er en afgørelse i

forvaltningslovens forstand, idet der er tale om en aftale baseret på en

privatretlig overenskomst, hvor myndigheden ikke kan siges ensidigt at træffe

afgørelse om lokalløn i forhold til den enkelte ansatte.

Folketingets Ombudsmand

begrunder anvendelsen af den udvidede fortolkning af afgørelsesbegrebet ved

at

henvise til den enkelte ansattes behov for at få den processuelle

retsstilling,

der følger af forvaltningsloven, og til at reglerne i øvrigt må anses for

egnet

til at tilgodese den ansattes interesse i at få indflydelse på tildelingen af

lokalløn.

Efter Indenrigsministeriets

opfattelse er det uforeneligt med forvaltningsloven at inddrage disse

kriterier

- behovs- og egnethedssynspunkter - i fortolkningen af

lovens

anvendelsesområde, jf. § 2, stk. 1, når der er tale om offentlige

myndigheders

indgåelse af privatretlige overenskomster. Ministeriet finder på den

baggrund,

at aftalen om tildeling af lokalløn ikke er en afgørelse i forvaltningslovens

forstand.

Indenrigsministeriet finder

derfor fortsat ikke, at det var ulovligt, at Københavns Kommune ikke gav en

efter forvaltningsloven fyldestgørende begrundelse for manglende tildeling af

lokalløn.

Da Indenrigsministeriet alene

udøver et retligt tilsyn med Københavns Kommune, har ministeriet ikke herved

taget stilling til, om den manglende begrundelse er i overensstemmelse med

principperne for god forvaltningsskik.

Indenrigsministeriet skal

videre pege på, at den af Folketingets Ombudsmand skitserede retstilling

-

herunder navnlig en eventuel opdeling af potentielle lokallønsmodtageres

status i forhold til forvaltningsloven afhængigt af, om de aktuelt er medlem

af

den forhandlingsberettigede organisation - i hvert fald vil kræve, at

forvaltningsmyndigheden til stadighed er opmærksom på de ansattes

fagforeningsforhold, hvilket efter Indenrigsministeriet opfattelse ikke er

hensigtsmæssigt, idet der er tale om et forhold, der i øvrigt er

uvedkommende.

Indenrigsministeriet finder

endvidere, at den lovbestemte inddragelse af en ansats organisation forud for

en påtænkt afskedigelse ikke er sammenlignelig med ordningen vedrørende

tildeling

af lokalløn, idet der ikke er tvivl om, at myndigheden fortsat ensidigt

træffer

afgørelsen om en eventuel afskedigelse.

Det fremgår ikke af

ombudsmandens foreløbige udtalelse, på hvilken måde der kan drages

paralleller

til den foreliggende sag fra sagerne vedrørende meddelelse af

apotekerbevilling, indhentelse af en udtalelse fra arbejdsmarkedsnævn og

afgørelse af en sag om dobbeltbeskatning.

Det er derfor - også

efter en gennemgang af Folketingets Ombudsmands foreløbige redegørelse

-

Indenrigsministeriets opfattelse, at Københavns Kommune ikke har handlet

ulovligt i denne sag.

..."

Ombudsmandens udtalelse

"Efter Indenrigsministeriets opfattelse er tildeling af lokalløn udtryk

for en aftale - baseret på en privatretlig overenskomst - mellem den

forhandlingsberettigede private faglige organisation og

forvaltningsmyndigheden. Ministeriet har tilføjet at beslutningen ikke

træffes ensidigt af en forvaltningsmyndighed.

Finansministeriet har yderligere tilføjet at en ansat der ikke er medlem af

den forhandlingsberettigede organisation, i forbindelse med sin ansættelse

har aftalt med ansættelsesmyndigheden at der kræves enighed mellem den

forhandlingsberettigede organisation og ansættelsesmyndigheden hvis der skal

ydes lokallønstillæg til den pågældende. Jeg må forstå Finansministeriet

således at også ansatte der ikke er medlemmer af en forhandlingsberettiget

organisation, efter ministeriets opfattelse må anses for at være part i et

aftalelignende forhold til myndigheden for så vidt angår tildeling af

lokalløn.

Som det fremgår af min foreløbige redegørelse er det min opfattelse at

spørgsmålet om hvorvidt en afgørelse er truffet ensidigt af den offentlige

forvaltningsmyndighed, navnlig beror på om afgørelsen i forhold til borgeren

er ensidig, dvs. ikke bygger på en aftale med den berørte borger. Jeg

henviste i den forbindelse til Folketingets Ombudsmands beretning for året

1992, s. 238.

Efter min gennemgang af Indenrigsministeriets og Finansministeriets

bemærkninger må jeg fortsat konkludere at ansatte der ikke er medlemmer af

den forhandlingsberettigede organisation, ikke kan siges at være parthaver i

et aftale- eller aftalelignende forhold; resultatet af forhandlingerne om

tildeling af lokalløn må således anses for ensidigt fastsat i forhold til den

enkelte ansatte.

I den forbindelse bemærkes at den adgang til forhandling efter

funktionærlovens § 10, som er nævnt i Højesterets dom af 17. september 1997

(omtalt nærmere nedenfor), ikke betyder at ansatte der ikke er medlem af den

forhandlingsberettigede organisation, derved bliver parthaver i et aftale-

eller aftalelignende forhold.

Jeg må også fastholde min opfattelse af at det forhold at en myndighed ikke

selvstændigt kan træffe afgørelsen, ikke kan fratage myndighedens beslutning

karakter af en afgørelse hvis betingelserne for at anse beslutningen for en

afgørelse i øvrigt er opfyldt.

Indenrigsministeriet har

endvidere anført at det efter ministeriets mening er uforeneligt med

forvaltningsloven at inddrage behovs- og egnethedssynspunkter i fortolkningen

af lovens anvendelsesområde når der er tale om offentlige myndigheders

indgåelse

af privatretlige overenskomster.

Hertil skal jeg bemærke at

min foreløbige redegørelse ikke vedrører spørgsmålet om forvaltningslovens

anvendelse ved offentlige myndigheders indgåelse af privatretlige

overenskomster, men spørgsmålet om forvaltningslovens anvendelse ved

forvaltningsmyndigheders

beslutning om tildeling af ydelser til de enkelte ansatte.

Endelig anfører

Indenrigsministeriet at den retstilling som jeg i den foreløbige redegørelse

har givet udtryk for, i hvert fald vil kræve at forvaltningsmyndigheden til

stadighed er opmærksom på de ansattes fagforeningsforhold. Ministeriet finder

at dette ikke er hensigtsmæssigt idet der er tale om et forhold der i øvrigt

er

uvedkommende.

Jeg kan ikke tilslutte mig

denne opfattelse. Jeg bemærker i den forbindelse at Indenrigsministeriet i en

vejledende udtalelse af 7. november 1989 til samtlige kommunalbestyrelser,

amtsråd og tilsynsråd har understreget at kommunalbestyrelsen må afvise

overhovedet at anvende midler fra lokallønspuljen hvis den

forhandlingsberettigede

organisation nægter at forhandle lokalløn for ansatte der ikke er medlemmer

af

organisationen.

Efter min opfattelse gælder

dette ikke alene hvor en forhandlingsberettiget organisation udtrykkeligt

nægter at forhandle lokalløn for ikke-medlemmer, men også i tilfælde hvor

organisationen ikke udtrykkeligt, men dog i realiteten afviser at forhandle

på vegne af ikke-medlemmer.

Dette synspunkt har støtte i

Højesterets dom af 17. september 1997, omtalt nærmere nedenfor, hvor

flertallet

bl.a. udtalte:

'...

Det er

ansættelsesmyndighedens opgave at påse, at der ved udmøntningen af den

kollektive aftale i individuelle løntillæg ikke sker forskelsbehandling som

følge af fagforeningsforhold, og som fremhævet af Indenrigsministeriet som

tilsynsmyndighed i cirkulæreskrivelsen af 7. november 1989 må en

ansættelsesmyndighed afvise overhovedet at anvende midler fra

lokallønspuljen,

hvis en forhandlingsberettiget organisation - reelt - nægter at indgå aftale

om lokallønstillæg til ansatte, der ikke er medlem af organisationen.

...'

Efter min opfattelse

forudsætter myndighedernes forpligtelse til at påse at der ikke ved tildeling

af lokalløn sker forskelsbehandling som følge af fagforeningsforhold at

myndighederne er opmærksomme på de indstillede ansattes fagforeningsforhold.

På baggrund af min gennemgang

af Finansministeriets og Indenrigsministeriets bemærkninger til min

foreløbige

udtalelse er det fortsat min opfattelse at forvaltningsmyndigheders

beslutninger om tildeling af lokallønsmidler er omfattet af

forvaltningslovens

afgørelsesbegreb.

Jeg er dog opmærksom på at

min opfattelse ikke er utvivlsom.

I Højesterets dom af 17.

september 1997 fandt flertallet at hverken lighedsgrundsætningen eller

organisationsfriheden efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions

artikel 11, gav tilstrækkeligt grundlag for at fastslå at en offentlig

arbejdsgiver

måtte være forpligtet til at indgå aftale med en lønmodtagerorganisation som

ikke var forhandlingsberettiget i henhold til lokallønsaftalen.

Under sagens behandling ved

Østre Landsret var det fra lønmodtagerorganisationens side bl.a. gjort

gældende

at ydelse af lokalløn var en sag og afgørelse som var omfattet af

forvaltningslovens regler. Østre Landsret bemærkede hertil bl.a. i dommen af

17. juni 1996:

'...

Selvom der i den konkrete

personaleforvaltning, herunder i udmøntningen af lokallønsaftalen, påhviler

sagsøgte en forpligtelse til at iagttage bl.a. de af sagsøger påberåbte

lighedsgrundsætninger og regler i forvaltningslovens § 8, funktionærlovens §

10

og artikel 11 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som inkorporeret

i

dansk ret, findes der ikke heri at være indeholdt en sådan begrænsning i

sagsøgtes adgang til at forhandle med parterne i henhold til den indgåede

lokallønsaftale, at der kan statueres en pligt for sagsøgte til kun at indgå

i

sådanne forhandlinger, såfremt sagsøgte tillige indleder forhandlinger med

sagsøger om tildeling af lokalløn til medlemmer hos sagsøger ansat hos

sagsøgte.

...'

Landsrettens nævnte præmisser

peger efter min opfattelse i retning af at retten enten ikke tog stilling til

om forvaltningslovens § 8 fandt anvendelse under sagen, jf. ordene 'selv om',

eller at retten lagde til grund at bestemmelsen fandt anvendelse. Det følger

heraf at retten ikke afviste at bestemmelsen i forvaltningsloven kunne finde

anvendelse.

Højesteret har ikke i sin dom

omtalt spørgsmålet.

Ved min bedømmelse af sagen

må jeg herefter lægge til grund at Østre Landsret i den omtalte dom ikke har

afvist at forvaltningsloven kan finde anvendelse i sager af denne karakter,

men

at der dog ikke foreligger nogen klar stillingtagen til spørgsmålet fra

landsretten og at Højesteret ikke har udtalt sig om spørgsmålet.

På baggrund af spørgsmålets

principielle karakter sammenholdt med at min opfattelse ikke kan antages at

være utvivlsom, finder jeg ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at

kritisere Indenrigsministeriet opfattelse hvorefter tildeling af lokalløn

ikke

er omfattet af forvaltningslovens afgørelsesbegreb. Jeg har derfor heller

ikke

grundlag for at henstille til ministeriet at genoptage sagen med henblik på

at

vurdere om den meddelte begrundelse kan anses for at opfylde

forvaltningslovens krav.

Jeg mener dog at det under

alle omstændigheder følger af principperne om god forvaltningsskik at en

offentlig

myndighed overfor en ansat som ikke er medlem af en forhandlingsberettiget

organisation, men som har været indstillet til lokalløn, begrunder et afslag

på tildeling af lokalløn nærmere.

Som anført i

Indenrigsministeriets bemærkninger til den foreløbige redegørelse er

Indenrigsministeriets tilsyn med Københavns Kommune alene et retligt tilsyn.

Det kan derfor ikke give mig anledning til bemærkninger at

Indenrigsministeriet

ikke har taget stilling til spørgsmålet om hvorvidt Københavns Kommune med

henvisning til god forvaltningsskik burde have givet (A) en nærmere

begrundelse

for afslaget på tildeling af lokalløn.

..."

NOTER (*1) Jf. FOB 1990, s.

355 (

FOB 1990, s. 339

),

FOB 1995, s. 298ff

og FOB

1992, s. 238.

Lignende dokumenter