Ændring af fødselsår i personnummer. Praksis
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Ændring af fødselsår i personnummer. Praksis
A klagede over at
Indenrigsministeriet havde afslået at ændre B's fødselsdato i Det Centrale
Personregister (CPR).
B var første gang registreret
i folkeregistret i 1974. Han fik i 1991 dansk indfødsret. Til brug for
ansøgningen
om indfødsret havde han bl.a. underskrevet en tro og love erklæring hvori han
bekræftede at han var født den 25. maj 1948.
A anmodede i brev af 8.
november 1996 Indenrigsministeriet om at ændre B's fødselsdato i hans
personnummer fra den 25. maj 1948 til den 5. juni
1938. A
vedlagde kopi af et
eksamensbevis fra en pakistansk skole hvori denne fødselsdato var angivet og
en bekræftelse fra Den pakistanske Ambassade i Danmark på at beviset var
ægte.
Det fremgik i øvrigt af A's brev at B selv tidligere havde anmodet om ændring
af personnummeret og havde fået oplyst at han måtte skaffe den fornødne
dokumentation for sin rette fødselsdag.
Indenrigsministeriet afslog
A's anmodning i brev af 26. november 1996 med følgende begrundelse:
"... efter fast praksis
afslår (Indenrigsministeriet) at ændre fødselsdato for personer, der ikke fra
fødslen har været danske statsborgere, når disse personer har opholdt sig
adskillige år i Danmark, og er blevet danske statsborgere under angivelse af
en
bestemt dato som fødselsdato. Dette gælder uanset den dokumentation, der
bliver
forevist.
Læs alt
(B) er første gang
registreret i dansk folkeregister den 27. maj 1974. Til brug for udfærdigelse
af indfødsretsbevis har (B) endvidere den 29. april 1991 skrevet under på
tro og love
på en erklæring om, at han
er født den 25. maj 1948.
CPR-kontoret kan således ikke
imødekomme ønsket om fødselsdatoændring for (B)."
I brev af 4. februar 1997
anmodede A ministeriet om en fornyet vurdering af sagen. Han vedlagde en
erklæring af 3. februar 1997 fra speciallæge i intern medicin ... hvori bl.a.
var anført:
"Sammenfattende kan det
siges, at ... (B), efter mit skøn, såvel kronologisk, som biologisk, svarer
til
en alder på 58 år, og er således langt fra de 48 år, som CPR.-nummeret
anfører."
Speciallægen anførte i øvrigt
i erklæringen at det for B var specielt vigtigt at han fik korrigeret sit
personnummer med henblik på pensionstidspunktet idet han led af en svær
hjertelidelse.
A henviste i øvrigt i brevet
til Indenrigsministeriet til at spørgsmålet om den korrekte alder havde
betydning i forskellige (andre) retsforhold, og nævnte som eksempel
forlængelse af kørekort. Med hensyn til B's underskrift på tro og love
erklæringen
henviste A til hans ukendskab til det danske sprog og til at tidsregningen
efter det for ham oplyste var anderledes i Pakistan.
Indenrigsministeriet
fastholdt i brev af 18. marts 1997 sin afgørelse. Til det A havde gjort
gældende i brevet af 4. februar 1997 anførte ministeriet:
"...
Det bemærkes ... for det
første, at der ikke ses at foreligge nogen dokumentation for den ønskede
alder.
Specielt med hensyn til den forelagte speciallægeerklæring skal
Indenrigsministeriet
udtale, at det ministeriet bekendt ikke er muligt ad lægelig vej at fastslå
en
midaldrende mands præcise alder.
Til Deres bemærkning om, at
der er væsentlige retlige konsekvenser knyttet til en aldersændring af den
ønskede størrelse, kan ministeriet bemærke, at dette ikke i sig selv (er)
tilstrækkeligt til at registrere en sådan ændring.
For så vidt angår (B)'s
underskrift på tro og love erklæringen bemærkes dels, at det er en betingelse
for opnåelse af dansk indfødsret, at den pågældende har erhvervet sig så godt
et kendskab til det danske sprog, at han kan klare sig på dansk i det danske
samfund. Hertil kommer, at enhver, som underskriver et dokument, må sørge for
forud at sætte sig ind i dettes indhold, herunder betydningen af de datoer,
der
er nævnt i dette."
A klagede herefter til mig.
Jeg anmodede i den anledning Indenrigsministeriet om en udtalelse, herunder
om
en redegørelse for om den praksis som er angivet i ministeriets afgørelse af
26. november 1996 er i overensstemmelse med folkeregisterbekendtgørelsens §
20,
stk. 2. Efter denne bestemmelse kan der (kun) tildeles et nyt personnummer
hvis der dokumenteres fejl i personnummeret. Jeg bad endvidere ministeriet om
at udtale sig om de krav der stilles til dokumentation efter nævnte
bestemmelse,
og om at låne sagens akter.
Jeg modtog herefter en
udtalelse af 3. oktober 1997 fra ministeriet og sagens akter. I udtalelsen
anførte ministeriet:
" ... det ... er en
forudsætning for tildeling af et nyt personnummer, at der dokumenteres fejl i
det aktuelle personnummer. ...
For ikke-nordiske
statsborgere, der er født i udlandet, træffes afgørelse om den korrekte
fødselsdato for voksne ved såvel førstegangsindrejse som ved senere
anmodninger
om ændringer af Udlændingestyrelsen.
For nordiske statsborgere,
der er født i udlandet, træffes afgørelsen om den korrekte fødselsdato af
Indenrigsministeriet.
Ønske om ændring i CPR af den
tidligere registrerede fødselsdato for danske statsborgere fremsættes
overvejende af personer, som ikke fra fødslen har været danske statsborgere.
For at ændre fødselsdatoen i
sådanne tilfælde kræver Indenrigsministeriet, at den pågældende kan
dokumentere den ønskede fødselsdato ved fremlæggelse af en fødselsattest,
udskrift af civilstandsregister eller eventuelt andet dokument, som efter
Indenrigsministeriets vurdering kan sidestilles hermed. Der skal være tale om
ægte dokumenter eller genparter, der er bekræftet af den udstedende
myndighed.
For dokumenter, der fremstår
som udstedt i et land uden for Europa, USA eller Canada, kræver ministeriet
endvidere, at disse er legaliserede, jf. bilag 1, punkt 2 i
Indenrigsministeriets vedlagte vejledning om folkeregistrering.
Formålet med at stille de
nævnte krav er i videst muligt omfang at sikre, at en ændring af en
fødselsdato
svarer til de faktiske forhold.
Samme formål er begrundelsen
for, at Indenrigsministeriet som hovedregel afviser at ændre personnumre,
hvis
den, der ønsker nummerændring, har boet mange år i Danmark uden at henvende
sig
til Udlændingemyndighederne for at få rettet den oprindeligt registrerede
fødselsdato og desuden i forbindelse med erhvervelse af dansk indfødsret har
afgivet en erklæring på tro og love om, at vedkommende er født på denne dato.
I
sådanne tilfælde har Indenrigsministeriet kun ændret personnummer, hvis der
er
givet en overbevisende forklaring på, hvorfor vedkommende først nu er kommet
i
besiddelse af de dokumenter, som påberåbes som bevis for den ønskede
fødselsdato.
Hvis en sådan forklaring ikke kan gives, rejser dette efter ministeriets
opfattelse
en sådan tvivl om dokumenternes ægthed, at der ikke er grundlag for at gå ind
i
nærmere prøvelse heraf.
For så vidt angår afslaget på
ændring af fødselsdatoen for (B), så hviler dette på, at der efter
Indenrigsministeriets opfattelse ikke er fremlagt nogen dokumentation for, at
(B) skulle være født i 1938.
For så vidt angår den
speciallægeerklæring, der foreligger i sagen, må Indenrigsministeriet
fastholde
sin opfattelse af, at det ministeriet bekendt ikke er muligt ad lægelig vej
at
fastslå en midaldrende mands præcise alder.
Med hensyn til det fremlagte
eksamensbevis bemærkes, at Den pakistanske Ambassade udtaler, at fordi den
skole, hvis navn er angivet på eksamensbeviset er en uddannelsesinstitution
drevet af den pakistanske regering, så er dokumentet og dets indhold ægte.
Indenrigsministeriet finder imidlertid ikke, at der kan drages nogen slutning
om ægthed fra den omstændighed, at der er tale om en regeringsdrevet skole.
Selv om det omhandlede eksamenspapir skulle være et ægte dokument udstedt af
den omhandlede skole, dokumenterer dette efter Indenrigsministeriets
opfattelse
ikke, at den fødselsdato, der er anført for (B), og hvorefter han skulle være
ca. 30 år, da han i 1968 tog den pågældende eksamen, er hans korrekte
fødselsdato.
Indenrigsministeriet må
derfor fastholde sin afvisning af at ændre (B)'s alder på det foreliggende
grundlag.
..."
Jeg sendte A en kopi af
udtalelsen til eventuelle bemærkninger. I brev af 21. november 1997 bemærkede
han at afgørelsen burde træffes efter de reelle forhold og ikke ud fra
formelle, administrative synspunkter.
A vedlagde et originalt
affidavit, og med brev af 25. februar 1998 sendte han endvidere kopi af en
vielsesattest af 30. juli 1972 der angav at B på vielsestidspunktet var 32
år.
I brev af 27. februar 1998
oplyste jeg A om at jeg alene kunne tage stilling til Indenrigsministeriets
afgørelse på det grundlag som forelå for ministeriet da det traf afgørelse i
sagen, men at han kunne bede ministeriet om at vurdere sagen på ny.
A rettede herefter
henvendelse til ministeriet der i brev af 13. marts 1998 på ny fastholdt sin
afgørelse. I brevet anførte ministeriet bl.a.:
"For så vidt angår
vielsesattesten fremtræder denne som en engelsk kopi, hvorefter (B)'s
fødselsår
enten måtte være 1939 eller 1940, afhængigt af fødselsmåneden.
Ministeriet finder heller
ikke, at den beedigede erklæring dokumenterer (B)'s korrekte alder. Det
skyldes, at der er tale om en erklæring om forhold meget langt tilbage i
tiden
udstedt af en 85-årig mand, der er analfabet.
Til yderligere belysning af
spørgsmålet om Deres klients alder har Indenrigsministeriet i
Justitsministeriet fra (B)'s sag om erhvervelse af dansk indfødsret
rekvireret
vedlagte kopier af seks sider i det pakistanske pas, som (B) den 27. januar
1988 har fået udstedt på den pakistanske ambassade i København. Som det
fremgår
heraf er B fødselsdag i dette pas angivet som den 25. maj 1948."
A bad mig herefter i brev af
17. marts 1998 om at genoptage sagen. Med brev af 27. marts 1998 modtog jeg
sagens akter fra Indenrigsministeriet der ikke havde yderligere bemærkninger
til sagen.
Ombudsmandens udtalelse
"1. § 20, stk. 2, i folkeregisterbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 652
af 27. juli 1995 om folkeregistrering) lyder sådan:
'Nyt personnummer kan kun tildeles, hvis der dokumenteres fejl i de
oplysninger om fødselsdato ..., der indgår i personnummeret.'
Der kan således efter denne bestemmelse gives et nyt personnummer hvis det
dokumenteres
at der er fejl i personnummeret.
a. Med hensyn til hvilken type dokumenter der kræves til ændring efter
folkeregisterbekendtgørelsens § 20, stk. 2, har Indenrigsministeriet i
udtalelsen af 3. oktober 1997 til mig oplyst at der ved anmodning om ændring
fra personer der ikke fra fødslen har været danske statsborgere stilles krav
om dokumentation i form af fremlæggelse af en fødselsattest, udskrift af
civilstandsregister eller eventuelt andet dokument, som efter
Indenrigsministeriets vurdering kan sidestilles hermed.
Disse dokumentationskrav kan ikke give mig anledning til bemærkninger. Jeg
henviser til at formålet med at stille (bl.a.) disse krav som nævnt af
Indenrigsministeriet i udtalelsen til mig er i videst muligt omfang at sikre
at en ændring af fødselsdato svarer til de faktiske forhold.
Om et dokument kan 'sidestilles' med en fødselsattest eller en udskrift af
civilstandsregister afhænger af en konkret vurdering som jeg som udgangspunkt
ikke kan kritisere.
Indenrigsministeriet har ikke begrundet sine afgørelser i det konkrete
tilfælde med at der var tale om dokumenttyper som ikke anerkendes som
dokumentation efter folkeregisterbekendtgørelsens § 20, stk. 2. Ministeriet
har (blot) anført at der ikke er fremlagt nogen dokumentation for at (B)
skulle være født i 1938 i stedet for i 1948. Selv om jeg går ud fra at det er
ministeriets opfattelse at de fremlagte dokumenter ikke kan 'sidestilles' med
en fødselsattest eller udskrift af civilstandsregister, har jeg derfor ikke
grundlag for at udtale mig om dette forhold.
b. Det er ifølge udtalelsen endvidere et krav at de pågældende dokumenter er
ægte eller genparter der er
bekræftet af den udstedende myndighed. For så vidt angår dokumenter der
fremstår som udstedt af et land uden for Europa, USA eller Canada kræver
ministeriet yderligere at de er legaliserede, og ministeriet har herved
henvist til afsnit 2 i bilag 1 til ministeriets vejledning om
folkeregistrering
(vejledning nr. 128 af 27. juli 1995). Her er bl.a. anført:
'Generelt må man kræve, at der for de nævnte
hændelser vises et originalt dokument eller en genpart, der er bekræftet af
den
udstedende myndighed.
Ved tvivl om ægtheden af et dokument kan
der kræves legalisering af dokumentet. Legalisering vedrører udstederens
signatur
og kompetence, som skal bekræftes af dennes overordnede (typisk det
pågældende
ressortministerium). Den overordnedes signatur skal igen bekræftes af det
pågældende
lands udenrigsministerium, hvis signatur skal bekræftes af den stedlige
danske
repræsentation. Dette vil dels kunne være aktuelt for dokumenter, der stammer
fra lande udenfor Europa ..., USA eller Canada dels for sjældent forekommende
dokumenter. Tvivlsspørgsmål kan også løses ved indhentning af udtalelser fra
det pågældende lands ambassade i Danmark eller fra danske ambassader i
udlandet
via Udenrigsministeriet.
...'
Vejledningens
dokumentationskrav - der sammen med kravene under pkt.
1 a
har til formål i videst muligt omfang
at sikre at registreringerne bliver korrekte - kan heller ikke give mig
anledning til bemærkninger.
Ved anmodninger om ændring af
en tidligere foretagen registrering synes kravene i vejledningen at være
skærpet i forhold til kravene ved førstegangsregistreringen, jf.
Indenrigsministeriets
udtalelse af 3. oktober 1997 til mig, hvorefter ministeriet i denne situation
(altid) 'kræver' ægte dokumenter eller bekræftede kopier og legalisering når
der er tale om dokumenter fra lande udenfor Europa, USA og Canada. Jeg går
imidlertid ud fra at der ikke er den store forskel i praksis.
Jeg har ikke i det foreliggende
tilfælde anledning til at tage stilling til om der ved anmodninger om ændring
af en registrering altid kan stilles ovennævnte krav. Jeg henviser til at
afvisningen i (B)'s tilfælde ikke ses at være sket ud fra et skærpet
dokumentationskrav.
Men det kan ikke give mig anledning til bemærkninger hvis der ved anmodninger
om ændring af en registrering er tale om en vis skærpelse i
dokumentationskravene i forhold til førstegangsregistreringer. Jeg henviser
dels til at disse registreringer er sket på grundlag af en kontrol efter
ovennævnte
krav i vejledningen, dels til at der ved førstegangsregistreringer
nødvendigvis
må være en mulighed også for registrering i tilfælde hvor det ikke er muligt
at opfylde de krav der er fastsat.
2. I afgørelsen af 26.
november 1996 anførte Indenrigsministeriet bl.a. at ministeriet 'efter fast
praksis' afslår at ændre fødselsdato for personer der ikke fra fødslen har
været danske statsborgere, når disse personer har opholdt sig adskillige år i
Danmark, og er blevet danske statsborgere under angivelse af en bestemt dato
som fødselsdato. Ministeriet anførte at dette gælder 'uanset den
dokumentation, der bliver forevist'.
En sådan praksis - der
afskærer en bestemt persongruppe fra at få ændret personnummer uanset hvilken
dokumentation der forevises - er efter min opfattelse ikke i overensstemmelse
med folkeregisterbekendtgørelsens § 20, stk. 2, hvorefter der 'kan' ske
ændring af personnummeret når der foreligger den fornødne dokumentation for
at
der er fejl i nummeret.
I ministeriets udtalelse af
3. oktober 1997 har ministeriet anført at der 'som hovedregel' ikke sker
ændring i sådanne tilfælde. Jeg lægger herefter til grund at ministeriet ikke
har en 'fast praksis' der udelukker ændring i dette tilfælde.
Jeg finder det beklageligt at
afgørelsen af 26. november 1996 enten er eller i hvert fald fremtræder som om
den er truffet på grundlag af en praksis der er i strid med
folkeregisterbekendtgørelsens § 20, stk. 2.
Jeg har gjort
Indenrigsministeriet bekendt med min opfattelse.
3. Indenrigsministeriet har i
udtalelsen af 3. oktober 1997 beskrevet praksis sådan at ministeriet som
hovedregel afviser at ændre personnummer hvis den der ønsker nummerændring,
har boet mange år i Danmark uden at henvende sig til Udlændingemyndighederne
for at få rettet den oprindeligt registrerede fødselsdato og desuden i
forbindelse
med erhvervelse af dansk indfødsret har afgivet en erklæring på tro og love
om, at vedkommende er født på denne dato. I sådanne tilfælde har ministeriet
kun ændret personnummeret hvis der er 'givet en overbevisende forklaring på,
hvorfor vedkommende først nu er kommet i besiddelse af de dokumenter, som
påberåbes som bevis for den ønskede fødselsdato. Hvis en sådan forklaring
ikke
kan gives, rejser dette efter ministeriets opfattelse en sådan tvivl om
dokumenternes ægthed, at der ikke er grundlag for at gå ind i nærmere
prøvelse
heraf.'
Ministeriets praksis er i
øvrigt beskrevet (lidt anderledes) i afsnit 5.1. i bilag 1 til vejledningen
om
folkeregistrering.
Ministeriet vurderer således
i nævnte tilfælde den
forklaring
der
gives (med hensyn til fremkomsten af de dokumenter der påberåbes til støtte
for
ansøgningen om ændring af personnummeret). Hvis denne forklaring ikke er
overbevisende, foretager ministeriet ikke en nærmere efterprøvelse af
dokumenternes ægthed. Jeg forstår det sådan at ministeriet i så fald ikke
vurderer
om der foreligger den fornødne
dokumentation
som krævet efter bekendtgørelsens § 20, stk. 2, men tillægger den sene
anmodning og manglende henvendelse til udlændingemyndighederne en form for
processuel skadevirkning.
Denne praksis er efter min
opfattelse heller ikke i overensstemmelse med folkeregisterbekendtgørelsens §
20, stk. 2, hvorefter der kan ske ændring af personnummeret hvis der
foreligger
den fornødne 'dokumentation' for at der er fejl i nummeret. Da folkeregistret
gerne skulle indeholde oplysninger der svarer til de faktiske forhold, må
ministeriet
efter min opfattelse være forpligtet til at ændre personnummeret, hvis der
fremlægges den fornødne dokumention.
Uanset hvilken forklaring der gives for den sene fremkomst af de
påberåbte dokumenter, må ministeriet derfor tage stilling til om de udgør den
tilstrækkelige dokumentation til at der kan (skal) ske ændring på grundlag af
bestemmelsen i folkeregisterbekendtgørelsens § 20, stk. 2.
Jeg har gjort ministeriet
bekendt med min opfattelse.
Da ministeriet i sine
afgørelser af 18. marts 1997 og 13. marts 1998 og i udtalelsen til mig har
forholdt
sig til de dokumenter som De har fremlagt, foretager jeg mig imidlertid ikke
mere i den anledning.
4. Efter min gennemgang af
sagen kan jeg ikke kritisere at Indenrigsministeriet af de af ministeriet
anførte grunde ikke har anset de dokumenter som er fremlagt som en
tilstrækkelig
dokumentation for at (B)'s fødselsdato faktisk er den 5. juni 1938 i stedet
for den 25. maj 1948.
Jeg kan derfor ikke kritisere
ministeriets afgørelser hvorefter betingelsen i folkeregisterbekendtgørelsens
§ 20, stk. 2, for ændring af (B)'s fødselsdato ikke har været opfyldt.
5. Afgørelser der ikke giver
parten fuldt ud medhold skal indeholde en begrundelse, jf. forvaltningslovens
§
22. Begrundelsen skal bl.a. indeholde en henvisning til de retsregler som
afgørelsen
er truffet efter, jf. lovens § 24, stk. 1.
Jeg må finde det beklageligt
at ingen af ministeriets afgørelser indeholder oplysninger om retsgrundlaget
for afgørelsen.
Jeg har gjort ministeriet
bekendt med min opfattelse.
I det omfang en afgørelse
bygger på en bestemt fortolkning eller bestemt praksis, må det angives i
begrundelsen for afgørelsen. Praksis må gengives korrekt.
I ministeriets afgørelse af
26. november 1996 er det angivet at den bygger på en bestemt praksis (jf.
pkt.
2 ovenfor). Jeg lægger endvidere til grund at afgørelsen rent faktisk også
blev truffet efter den beskrevne praksis, og ikke den praksis der er
beskrevet
i ministeriets udtalelse af 3. oktober 1997 til mig (jf. pkt 3. ovenfor). I
modsat fald er praksis gengivet forkert.
Det fremgår ikke af
ministeriets afgørelser af 18. marts 1997 og 13. marts 1998 hvilken af de to
praksis de bygger på, men da sidstnævnte tidsmæssigt ligger efter udtalelsen
af 3. oktober 1997 til mig, går jeg ud fra at i hvert fald denne afgørelse
bygger på den praksis der er beskrevet i denne udtalelse.
Hvis afgørelsen af 18. marts
1997 også er truffet efter denne praksis, burde ministeriet efter min
opfattelse have angivet det i begrundelsen for afgørelsen idet denne praksis
ikke stemte overens med den praksis der var angivet i afgørelsen af 26.
november
1996.
Da afgørelsen af 18. marts
1997 ikke indeholdt en sådan beskrivelse af praksis, burde ministeriet efter
min opfattelse i begrundelsen for afgørelsen af 13. marts 1998 have oplyst
nærmere om praksis, også selv om der er redegjort nærmere for praksis i
udtalelsen af 3. oktober 1997 til mig, og Indenrigsministeriet må formode at
De har fået en kopi heraf.
Jeg har gjort ministeriet
bekendt med min opfattelse."
Lignende dokumenter
- Domstolens dom (Anden Afdeling) af 11. december 2025. — I. J. mod »Registrų centras« VĮ. EU-domme · 11. december 2025
- Bortfald af opholdstilladelse - oplysningsgrundlag Retsinformation · 18. september 2001
- AFGØRELSE Nr. 201 af 15. december 2004 om de blanketter, der skal benyttes ved anvendelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72 (serien E 400) (Teksten er relevant for EØS og for EF/CH-aftalen) (2005/376/EF) EU-lovgivning · 15. december 2004
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Szpunar fremsat den 22. maj 2025. — I. J. mod »Registrų centras« VĮ. EU-domme · 22. maj 2025
- AFGØRELSE Nr. 204 af 6. oktober 2005 om de blanketter, der skal benyttes ved anvendelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72 (serien E 200) (Teksten er relevant for EØS og for EF/CH-aftalen) (2006/613/EF) EU-lovgivning · 6. oktober 2005
- 1990 BTL 152 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM INDFØDSRETS MEDDELELSE NR L 152 1990-91, 2. SAMLING Retsinformation · 17. april 1991