Spring til indhold

Retsinformation

Ændring af fødselsår i personnummer. Praksis

FOU nr 1998.134UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Ændring af fødselsår i personnummer. Praksis

A klagede over at

Indenrigsministeriet havde afslået at ændre B's fødselsdato i Det Centrale

Personregister (CPR).

B var første gang registreret

i folkeregistret i 1974. Han fik i 1991 dansk indfødsret. Til brug for

ansøgningen

om indfødsret havde han bl.a. underskrevet en tro og love erklæring hvori han

bekræftede at han var født den 25. maj 1948.

A anmodede i brev af 8.

november 1996 Indenrigsministeriet om at ændre B's fødselsdato i hans

personnummer fra den 25. maj 1948 til den 5. juni

1938. A

vedlagde kopi af et

eksamensbevis fra en pakistansk skole hvori denne fødselsdato var angivet og

en bekræftelse fra Den pakistanske Ambassade i Danmark på at beviset var

ægte.

Det fremgik i øvrigt af A's brev at B selv tidligere havde anmodet om ændring

af personnummeret og havde fået oplyst at han måtte skaffe den fornødne

dokumentation for sin rette fødselsdag.

Indenrigsministeriet afslog

A's anmodning i brev af 26. november 1996 med følgende begrundelse:

"... efter fast praksis

afslår (Indenrigsministeriet) at ændre fødselsdato for personer, der ikke fra

fødslen har været danske statsborgere, når disse personer har opholdt sig

adskillige år i Danmark, og er blevet danske statsborgere under angivelse af

en

bestemt dato som fødselsdato. Dette gælder uanset den dokumentation, der

bliver

forevist.

Læs alt

(B) er første gang

registreret i dansk folkeregister den 27. maj 1974. Til brug for udfærdigelse

af indfødsretsbevis har (B) endvidere den 29. april 1991 skrevet under på

tro og love

på en erklæring om, at han

er født den 25. maj 1948.

CPR-kontoret kan således ikke

imødekomme ønsket om fødselsdatoændring for (B)."

I brev af 4. februar 1997

anmodede A ministeriet om en fornyet vurdering af sagen. Han vedlagde en

erklæring af 3. februar 1997 fra speciallæge i intern medicin ... hvori bl.a.

var anført:

"Sammenfattende kan det

siges, at ... (B), efter mit skøn, såvel kronologisk, som biologisk, svarer

til

en alder på 58 år, og er således langt fra de 48 år, som CPR.-nummeret

anfører."

Speciallægen anførte i øvrigt

i erklæringen at det for B var specielt vigtigt at han fik korrigeret sit

personnummer med henblik på pensionstidspunktet idet han led af en svær

hjertelidelse.

A henviste i øvrigt i brevet

til Indenrigsministeriet til at spørgsmålet om den korrekte alder havde

betydning i forskellige (andre) retsforhold, og nævnte som eksempel

forlængelse af kørekort. Med hensyn til B's underskrift på tro og love

erklæringen

henviste A til hans ukendskab til det danske sprog og til at tidsregningen

efter det for ham oplyste var anderledes i Pakistan.

Indenrigsministeriet

fastholdt i brev af 18. marts 1997 sin afgørelse. Til det A havde gjort

gældende i brevet af 4. februar 1997 anførte ministeriet:

"...

Det bemærkes ... for det

første, at der ikke ses at foreligge nogen dokumentation for den ønskede

alder.

Specielt med hensyn til den forelagte speciallægeerklæring skal

Indenrigsministeriet

udtale, at det ministeriet bekendt ikke er muligt ad lægelig vej at fastslå

en

midaldrende mands præcise alder.

Til Deres bemærkning om, at

der er væsentlige retlige konsekvenser knyttet til en aldersændring af den

ønskede størrelse, kan ministeriet bemærke, at dette ikke i sig selv (er)

tilstrækkeligt til at registrere en sådan ændring.

For så vidt angår (B)'s

underskrift på tro og love erklæringen bemærkes dels, at det er en betingelse

for opnåelse af dansk indfødsret, at den pågældende har erhvervet sig så godt

et kendskab til det danske sprog, at han kan klare sig på dansk i det danske

samfund. Hertil kommer, at enhver, som underskriver et dokument, må sørge for

forud at sætte sig ind i dettes indhold, herunder betydningen af de datoer,

der

er nævnt i dette."

A klagede herefter til mig.

Jeg anmodede i den anledning Indenrigsministeriet om en udtalelse, herunder

om

en redegørelse for om den praksis som er angivet i ministeriets afgørelse af

26. november 1996 er i overensstemmelse med folkeregisterbekendtgørelsens §

20,

stk. 2. Efter denne bestemmelse kan der (kun) tildeles et nyt personnummer

hvis der dokumenteres fejl i personnummeret. Jeg bad endvidere ministeriet om

at udtale sig om de krav der stilles til dokumentation efter nævnte

bestemmelse,

og om at låne sagens akter.

Jeg modtog herefter en

udtalelse af 3. oktober 1997 fra ministeriet og sagens akter. I udtalelsen

anførte ministeriet:

" ... det ... er en

forudsætning for tildeling af et nyt personnummer, at der dokumenteres fejl i

det aktuelle personnummer. ...

For ikke-nordiske

statsborgere, der er født i udlandet, træffes afgørelse om den korrekte

fødselsdato for voksne ved såvel førstegangsindrejse som ved senere

anmodninger

om ændringer af Udlændingestyrelsen.

For nordiske statsborgere,

der er født i udlandet, træffes afgørelsen om den korrekte fødselsdato af

Indenrigsministeriet.

Ønske om ændring i CPR af den

tidligere registrerede fødselsdato for danske statsborgere fremsættes

overvejende af personer, som ikke fra fødslen har været danske statsborgere.

For at ændre fødselsdatoen i

sådanne tilfælde kræver Indenrigsministeriet, at den pågældende kan

dokumentere den ønskede fødselsdato ved fremlæggelse af en fødselsattest,

udskrift af civilstandsregister eller eventuelt andet dokument, som efter

Indenrigsministeriets vurdering kan sidestilles hermed. Der skal være tale om

ægte dokumenter eller genparter, der er bekræftet af den udstedende

myndighed.

For dokumenter, der fremstår

som udstedt i et land uden for Europa, USA eller Canada, kræver ministeriet

endvidere, at disse er legaliserede, jf. bilag 1, punkt 2 i

Indenrigsministeriets vedlagte vejledning om folkeregistrering.

Formålet med at stille de

nævnte krav er i videst muligt omfang at sikre, at en ændring af en

fødselsdato

svarer til de faktiske forhold.

Samme formål er begrundelsen

for, at Indenrigsministeriet som hovedregel afviser at ændre personnumre,

hvis

den, der ønsker nummerændring, har boet mange år i Danmark uden at henvende

sig

til Udlændingemyndighederne for at få rettet den oprindeligt registrerede

fødselsdato og desuden i forbindelse med erhvervelse af dansk indfødsret har

afgivet en erklæring på tro og love om, at vedkommende er født på denne dato.

I

sådanne tilfælde har Indenrigsministeriet kun ændret personnummer, hvis der

er

givet en overbevisende forklaring på, hvorfor vedkommende først nu er kommet

i

besiddelse af de dokumenter, som påberåbes som bevis for den ønskede

fødselsdato.

Hvis en sådan forklaring ikke kan gives, rejser dette efter ministeriets

opfattelse

en sådan tvivl om dokumenternes ægthed, at der ikke er grundlag for at gå ind

i

nærmere prøvelse heraf.

For så vidt angår afslaget på

ændring af fødselsdatoen for (B), så hviler dette på, at der efter

Indenrigsministeriets opfattelse ikke er fremlagt nogen dokumentation for, at

(B) skulle være født i 1938.

For så vidt angår den

speciallægeerklæring, der foreligger i sagen, må Indenrigsministeriet

fastholde

sin opfattelse af, at det ministeriet bekendt ikke er muligt ad lægelig vej

at

fastslå en midaldrende mands præcise alder.

Med hensyn til det fremlagte

eksamensbevis bemærkes, at Den pakistanske Ambassade udtaler, at fordi den

skole, hvis navn er angivet på eksamensbeviset er en uddannelsesinstitution

drevet af den pakistanske regering, så er dokumentet og dets indhold ægte.

Indenrigsministeriet finder imidlertid ikke, at der kan drages nogen slutning

om ægthed fra den omstændighed, at der er tale om en regeringsdrevet skole.

Selv om det omhandlede eksamenspapir skulle være et ægte dokument udstedt af

den omhandlede skole, dokumenterer dette efter Indenrigsministeriets

opfattelse

ikke, at den fødselsdato, der er anført for (B), og hvorefter han skulle være

ca. 30 år, da han i 1968 tog den pågældende eksamen, er hans korrekte

fødselsdato.

Indenrigsministeriet må

derfor fastholde sin afvisning af at ændre (B)'s alder på det foreliggende

grundlag.

..."

Jeg sendte A en kopi af

udtalelsen til eventuelle bemærkninger. I brev af 21. november 1997 bemærkede

han at afgørelsen burde træffes efter de reelle forhold og ikke ud fra

formelle, administrative synspunkter.

A vedlagde et originalt

affidavit, og med brev af 25. februar 1998 sendte han endvidere kopi af en

vielsesattest af 30. juli 1972 der angav at B på vielsestidspunktet var 32

år.

I brev af 27. februar 1998

oplyste jeg A om at jeg alene kunne tage stilling til Indenrigsministeriets

afgørelse på det grundlag som forelå for ministeriet da det traf afgørelse i

sagen, men at han kunne bede ministeriet om at vurdere sagen på ny.

A rettede herefter

henvendelse til ministeriet der i brev af 13. marts 1998 på ny fastholdt sin

afgørelse. I brevet anførte ministeriet bl.a.:

"For så vidt angår

vielsesattesten fremtræder denne som en engelsk kopi, hvorefter (B)'s

fødselsår

enten måtte være 1939 eller 1940, afhængigt af fødselsmåneden.

Ministeriet finder heller

ikke, at den beedigede erklæring dokumenterer (B)'s korrekte alder. Det

skyldes, at der er tale om en erklæring om forhold meget langt tilbage i

tiden

udstedt af en 85-årig mand, der er analfabet.

Til yderligere belysning af

spørgsmålet om Deres klients alder har Indenrigsministeriet i

Justitsministeriet fra (B)'s sag om erhvervelse af dansk indfødsret

rekvireret

vedlagte kopier af seks sider i det pakistanske pas, som (B) den 27. januar

1988 har fået udstedt på den pakistanske ambassade i København. Som det

fremgår

heraf er B fødselsdag i dette pas angivet som den 25. maj 1948."

A bad mig herefter i brev af

17. marts 1998 om at genoptage sagen. Med brev af 27. marts 1998 modtog jeg

sagens akter fra Indenrigsministeriet der ikke havde yderligere bemærkninger

til sagen.

Ombudsmandens udtalelse

"1. § 20, stk. 2, i folkeregisterbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 652

af 27. juli 1995 om folkeregistrering) lyder sådan:

'Nyt personnummer kan kun tildeles, hvis der dokumenteres fejl i de

oplysninger om fødselsdato ..., der indgår i personnummeret.'

Der kan således efter denne bestemmelse gives et nyt personnummer hvis det

dokumenteres

at der er fejl i personnummeret.

a. Med hensyn til hvilken type dokumenter der kræves til ændring efter

folkeregisterbekendtgørelsens § 20, stk. 2, har Indenrigsministeriet i

udtalelsen af 3. oktober 1997 til mig oplyst at der ved anmodning om ændring

fra personer der ikke fra fødslen har været danske statsborgere stilles krav

om dokumentation i form af fremlæggelse af en fødselsattest, udskrift af

civilstandsregister eller eventuelt andet dokument, som efter

Indenrigsministeriets vurdering kan sidestilles hermed.

Disse dokumentationskrav kan ikke give mig anledning til bemærkninger. Jeg

henviser til at formålet med at stille (bl.a.) disse krav som nævnt af

Indenrigsministeriet i udtalelsen til mig er i videst muligt omfang at sikre

at en ændring af fødselsdato svarer til de faktiske forhold.

Om et dokument kan 'sidestilles' med en fødselsattest eller en udskrift af

civilstandsregister afhænger af en konkret vurdering som jeg som udgangspunkt

ikke kan kritisere.

Indenrigsministeriet har ikke begrundet sine afgørelser i det konkrete

tilfælde med at der var tale om dokumenttyper som ikke anerkendes som

dokumentation efter folkeregisterbekendtgørelsens § 20, stk. 2. Ministeriet

har (blot) anført at der ikke er fremlagt nogen dokumentation for at (B)

skulle være født i 1938 i stedet for i 1948. Selv om jeg går ud fra at det er

ministeriets opfattelse at de fremlagte dokumenter ikke kan 'sidestilles' med

en fødselsattest eller udskrift af civilstandsregister, har jeg derfor ikke

grundlag for at udtale mig om dette forhold.

b. Det er ifølge udtalelsen endvidere et krav at de pågældende dokumenter er

ægte eller genparter der er

bekræftet af den udstedende myndighed. For så vidt angår dokumenter der

fremstår som udstedt af et land uden for Europa, USA eller Canada kræver

ministeriet yderligere at de er legaliserede, og ministeriet har herved

henvist til afsnit 2 i bilag 1 til ministeriets vejledning om

folkeregistrering

(vejledning nr. 128 af 27. juli 1995). Her er bl.a. anført:

'Generelt må man kræve, at der for de nævnte

hændelser vises et originalt dokument eller en genpart, der er bekræftet af

den

udstedende myndighed.

Ved tvivl om ægtheden af et dokument kan

der kræves legalisering af dokumentet. Legalisering vedrører udstederens

signatur

og kompetence, som skal bekræftes af dennes overordnede (typisk det

pågældende

ressortministerium). Den overordnedes signatur skal igen bekræftes af det

pågældende

lands udenrigsministerium, hvis signatur skal bekræftes af den stedlige

danske

repræsentation. Dette vil dels kunne være aktuelt for dokumenter, der stammer

fra lande udenfor Europa ..., USA eller Canada dels for sjældent forekommende

dokumenter. Tvivlsspørgsmål kan også løses ved indhentning af udtalelser fra

det pågældende lands ambassade i Danmark eller fra danske ambassader i

udlandet

via Udenrigsministeriet.

...'

Vejledningens

dokumentationskrav - der sammen med kravene under pkt.

1 a

har til formål i videst muligt omfang

at sikre at registreringerne bliver korrekte - kan heller ikke give mig

anledning til bemærkninger.

Ved anmodninger om ændring af

en tidligere foretagen registrering synes kravene i vejledningen at være

skærpet i forhold til kravene ved førstegangsregistreringen, jf.

Indenrigsministeriets

udtalelse af 3. oktober 1997 til mig, hvorefter ministeriet i denne situation

(altid) 'kræver' ægte dokumenter eller bekræftede kopier og legalisering når

der er tale om dokumenter fra lande udenfor Europa, USA og Canada. Jeg går

imidlertid ud fra at der ikke er den store forskel i praksis.

Jeg har ikke i det foreliggende

tilfælde anledning til at tage stilling til om der ved anmodninger om ændring

af en registrering altid kan stilles ovennævnte krav. Jeg henviser til at

afvisningen i (B)'s tilfælde ikke ses at være sket ud fra et skærpet

dokumentationskrav.

Men det kan ikke give mig anledning til bemærkninger hvis der ved anmodninger

om ændring af en registrering er tale om en vis skærpelse i

dokumentationskravene i forhold til førstegangsregistreringer. Jeg henviser

dels til at disse registreringer er sket på grundlag af en kontrol efter

ovennævnte

krav i vejledningen, dels til at der ved førstegangsregistreringer

nødvendigvis

må være en mulighed også for registrering i tilfælde hvor det ikke er muligt

at opfylde de krav der er fastsat.

2. I afgørelsen af 26.

november 1996 anførte Indenrigsministeriet bl.a. at ministeriet 'efter fast

praksis' afslår at ændre fødselsdato for personer der ikke fra fødslen har

været danske statsborgere, når disse personer har opholdt sig adskillige år i

Danmark, og er blevet danske statsborgere under angivelse af en bestemt dato

som fødselsdato. Ministeriet anførte at dette gælder 'uanset den

dokumentation, der bliver forevist'.

En sådan praksis - der

afskærer en bestemt persongruppe fra at få ændret personnummer uanset hvilken

dokumentation der forevises - er efter min opfattelse ikke i overensstemmelse

med folkeregisterbekendtgørelsens § 20, stk. 2, hvorefter der 'kan' ske

ændring af personnummeret når der foreligger den fornødne dokumentation for

at

der er fejl i nummeret.

I ministeriets udtalelse af

3. oktober 1997 har ministeriet anført at der 'som hovedregel' ikke sker

ændring i sådanne tilfælde. Jeg lægger herefter til grund at ministeriet ikke

har en 'fast praksis' der udelukker ændring i dette tilfælde.

Jeg finder det beklageligt at

afgørelsen af 26. november 1996 enten er eller i hvert fald fremtræder som om

den er truffet på grundlag af en praksis der er i strid med

folkeregisterbekendtgørelsens § 20, stk. 2.

Jeg har gjort

Indenrigsministeriet bekendt med min opfattelse.

3. Indenrigsministeriet har i

udtalelsen af 3. oktober 1997 beskrevet praksis sådan at ministeriet som

hovedregel afviser at ændre personnummer hvis den der ønsker nummerændring,

har boet mange år i Danmark uden at henvende sig til Udlændingemyndighederne

for at få rettet den oprindeligt registrerede fødselsdato og desuden i

forbindelse

med erhvervelse af dansk indfødsret har afgivet en erklæring på tro og love

om, at vedkommende er født på denne dato. I sådanne tilfælde har ministeriet

kun ændret personnummeret hvis der er 'givet en overbevisende forklaring på,

hvorfor vedkommende først nu er kommet i besiddelse af de dokumenter, som

påberåbes som bevis for den ønskede fødselsdato. Hvis en sådan forklaring

ikke

kan gives, rejser dette efter ministeriets opfattelse en sådan tvivl om

dokumenternes ægthed, at der ikke er grundlag for at gå ind i nærmere

prøvelse

heraf.'

Ministeriets praksis er i

øvrigt beskrevet (lidt anderledes) i afsnit 5.1. i bilag 1 til vejledningen

om

folkeregistrering.

Ministeriet vurderer således

i nævnte tilfælde den

forklaring

der

gives (med hensyn til fremkomsten af de dokumenter der påberåbes til støtte

for

ansøgningen om ændring af personnummeret). Hvis denne forklaring ikke er

overbevisende, foretager ministeriet ikke en nærmere efterprøvelse af

dokumenternes ægthed. Jeg forstår det sådan at ministeriet i så fald ikke

vurderer

om der foreligger den fornødne

dokumentation

som krævet efter bekendtgørelsens § 20, stk. 2, men tillægger den sene

anmodning og manglende henvendelse til udlændingemyndighederne en form for

processuel skadevirkning.

Denne praksis er efter min

opfattelse heller ikke i overensstemmelse med folkeregisterbekendtgørelsens §

20, stk. 2, hvorefter der kan ske ændring af personnummeret hvis der

foreligger

den fornødne 'dokumentation' for at der er fejl i nummeret. Da folkeregistret

gerne skulle indeholde oplysninger der svarer til de faktiske forhold, må

ministeriet

efter min opfattelse være forpligtet til at ændre personnummeret, hvis der

fremlægges den fornødne dokumention.

Uanset hvilken forklaring der gives for den sene fremkomst af de

påberåbte dokumenter, må ministeriet derfor tage stilling til om de udgør den

tilstrækkelige dokumentation til at der kan (skal) ske ændring på grundlag af

bestemmelsen i folkeregisterbekendtgørelsens § 20, stk. 2.

Jeg har gjort ministeriet

bekendt med min opfattelse.

Da ministeriet i sine

afgørelser af 18. marts 1997 og 13. marts 1998 og i udtalelsen til mig har

forholdt

sig til de dokumenter som De har fremlagt, foretager jeg mig imidlertid ikke

mere i den anledning.

4. Efter min gennemgang af

sagen kan jeg ikke kritisere at Indenrigsministeriet af de af ministeriet

anførte grunde ikke har anset de dokumenter som er fremlagt som en

tilstrækkelig

dokumentation for at (B)'s fødselsdato faktisk er den 5. juni 1938 i stedet

for den 25. maj 1948.

Jeg kan derfor ikke kritisere

ministeriets afgørelser hvorefter betingelsen i folkeregisterbekendtgørelsens

§ 20, stk. 2, for ændring af (B)'s fødselsdato ikke har været opfyldt.

5. Afgørelser der ikke giver

parten fuldt ud medhold skal indeholde en begrundelse, jf. forvaltningslovens

§

22. Begrundelsen skal bl.a. indeholde en henvisning til de retsregler som

afgørelsen

er truffet efter, jf. lovens § 24, stk. 1.

Jeg må finde det beklageligt

at ingen af ministeriets afgørelser indeholder oplysninger om retsgrundlaget

for afgørelsen.

Jeg har gjort ministeriet

bekendt med min opfattelse.

I det omfang en afgørelse

bygger på en bestemt fortolkning eller bestemt praksis, må det angives i

begrundelsen for afgørelsen. Praksis må gengives korrekt.

I ministeriets afgørelse af

26. november 1996 er det angivet at den bygger på en bestemt praksis (jf.

pkt.

2 ovenfor). Jeg lægger endvidere til grund at afgørelsen rent faktisk også

blev truffet efter den beskrevne praksis, og ikke den praksis der er

beskrevet

i ministeriets udtalelse af 3. oktober 1997 til mig (jf. pkt 3. ovenfor). I

modsat fald er praksis gengivet forkert.

Det fremgår ikke af

ministeriets afgørelser af 18. marts 1997 og 13. marts 1998 hvilken af de to

praksis de bygger på, men da sidstnævnte tidsmæssigt ligger efter udtalelsen

af 3. oktober 1997 til mig, går jeg ud fra at i hvert fald denne afgørelse

bygger på den praksis der er beskrevet i denne udtalelse.

Hvis afgørelsen af 18. marts

1997 også er truffet efter denne praksis, burde ministeriet efter min

opfattelse have angivet det i begrundelsen for afgørelsen idet denne praksis

ikke stemte overens med den praksis der var angivet i afgørelsen af 26.

november

1996.

Da afgørelsen af 18. marts

1997 ikke indeholdt en sådan beskrivelse af praksis, burde ministeriet efter

min opfattelse i begrundelsen for afgørelsen af 13. marts 1998 have oplyst

nærmere om praksis, også selv om der er redegjort nærmere for praksis i

udtalelsen af 3. oktober 1997 til mig, og Indenrigsministeriet må formode at

De har fået en kopi heraf.

Jeg har gjort ministeriet

bekendt med min opfattelse."

Lignende dokumenter