Spring til indhold

Retsinformation

Bortfald af opholdstilladelse - oplysningsgrundlag

FOU nr 1999.156UdtalelserFolketinget18. september 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bortfald af opholdstilladelse - oplysningsgrundlag

Det fremgik af sagen at A,

der var pakistansk statsborger, havde boet i Danmark siden den 14. oktober

1972. Den 10. maj 1976 blev han meddelt tidsubegrænset opholds- og

arbejdstilladelse

i Danmark. Den 30. april 1994 rejste han sammen med sin familie til Pakistan.

Ved brev af 3. juni 1994 returnede hans ægtefælle, B, sit opholdskort og

oplyste at hun og børnene havde bosat sig i Pakistan.

A rettede den 25. april 1995

henvendelse til Den Danske Ambassade i Islamabad da han ønskede at få oplyst

om

hans opholdstilladelse fortsat var gyldig. Han oplyste i den forbindelse at

familiens ophold i Pakistan skyldtes en verserende retssag mod hans tidligere

ægtefælle. Han ønskede at rejse tilbage til Danmark, mens hans ægtefælle og

parrets to børn ønskede at blive i Pakistan.

Den Danske Ambassade i

Islamabad sendte den 25. april 1995 følgende telex til det daværende

Direktoratet for Udlændinge:

“...

(A)

cpr.nr. (...)

pak.stb.

udl.nr. (...)

anmoder om at få oplyst

hvorvidt hans opholdstilladelse stadig er gældende, da hans familie har

opholdt

sig i Pakistan siden april 1994 - p.g.a. en retssag der er verserende med

hans

første hustru.

(A) oplyser, at kun han

Læs alt

ønsker at rejse tilbage til Danmark - hans hustru nr. 2 med hvem han har to

børn ønsker at blive i Pakistan p.t. p.g.a. børnenes skolegang.

ansøger har tidligere boet på

adressen ...

snarligt svar udbedes, da

ansøger forventer at rejse til Danmark i løbet af 1 måned, hvor den

verserende

retssag forventes afgjort.”

Direktoratet for udlændinge

svarede i telex af 26. maj 1995 til ambassaden:

“...

Under henvisning til

ambassadens telex af 25.04.1995 skal direktoratet hermed meddele, at

(A)’s

opholdstilladelse i Danmark er bortfaldet i henhold til udlændingelovens par.

17, hvoraf fremgår, at en opholdstilladelse bortfalder, når en udlænding

opgiver sin bopæl i Danmark eller hvis udlændingen har opholdt sig uden for

landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder.

Idet (A) har opgivet sin

bopæl i Danmark er hans opholdstilladelse således bortfaldet.

Direktoratet skal anmode om,

at ambassaden anmoder (A) om at indlevere sit kort D til ambassaden. Kortet

bedes efterfølgende fremsendt hertil.”

Den 19. september 1997

klagede A’s daværende advokat på A’s vegne over direktoratets

afgørelse.

Udlændingestyrelsen fastholdt afgørelsen i brev af 16. december 1997 og

oversendte sagen til Indenrigsministeriet. Ministeriet bad styrelsen om først

at træffe afgørelse efter udlændingelovens § 17, stk. 2.

Ved brev af 17. februar 1998

uddybede advokaten sin klage:

“...

Idet jeg henviser til

ambassadens skrivelse af 25 april 1995 og min klients opholdstilladelse først

må anses for at have været bortfaldet efter 30 april 1995, havde min klient

haft mulighed for at være rejst tilbage til Danmark inden fristens udløb,

såfremt

Udlændingestyrelsen (DFU) havde taget stilling evt. dispensation i løbet af

få

dage og ikke først ved telex til ambassaden d. 26 maj 1995.

Jeg skal således gøre

gældende, at fristen er ’sprunget’ ikke på grund af min klients

forhold, men

alene som følge af langsommelig sagsbehandling i DFU, hvorfor

opholdstilladelsen bør udleveres til min klient.”

Den 31. juli 1998 fastholdt

styrelsen afgørelsen og afslog at give A opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 17, stk. 2. Af brevet fremgik:

“...

Efter udlændingelovens § 17,

stk. 2 kan det efter ansøgning bestemmes, at en opholdstilladelse ikke skal

anses for bortfaldet i de i § 17, stk. 1 nævnte tilfælde.

En sådan ansøgning vil f.eks.

kunne imødekommes i tilfælde, hvor det må anses for godtgjort, at udlændingen

har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark inden udløbet af den

fastsatte periode, men er blevet forhindret heri på grund af sygdom eller

andre

uforudsete hindringer. Den vil endvidere kunne anvendes i tilfælde, hvor

udlændingen før udrejsen har henvendt sig til udlændingemyndighederne og

ansøgt om bevarelse af opholdstilladelsen, uanset at opholdet i udlandet

forventes at vedvare mere end de fastsatte perioder, f.eks. med henblik på

uddannelse, midlertidig forflyttelse og andre midlertidige arbejdsforhold.

Udlændingestyrelsen skal

hermed meddele, at styrelsen fortsat finder, at (A)’s opholds- og

arbejdstilladelse må anses for bortfaldet ex lege efter udlændingelovens §

17,

stk. 1 grundet opgivelse af bopæl.

Styrelsen finder endvidere

ikke at (A)’s opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet i medfør

af

udlændingelovens § 17, stk. 2.

Styrelsen har ved afgørelsen

lagt vægt på, at (A) og dennes familie er udrejst pr. den 30. april 1994.

Styrelsen har tillige tillagt

det betydning, at (A)’s ægtefælle, den pakistanske statsborger (B), ved

brev

af 3. juni 1994 til styrelsen tilkendegav, at hun og børnene havde taget

ophold

i Pakistan, hvorfor hun samtidig returnerede sit danske opholdskort.

Endelig har styrelsen lagt

vægt på, at (A) ikke forud for udrejsen til Pakistan indgav ansøgning om, at

hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, ligesom han hverken

ved henvendelsen til ambassaden i Islamabad den 25. april 1995 eller senere,

har dokumenteret, at uforudsete hindringer for tilbagerejsen var opstået. Det

bemærkes i den forbindelse, at styrelsen ikke finder at udsættelse af en

retssag kan betragtes som en uforudset hindring.

Styrelsen finder således

ikke, at det forhold, at (A) rettede henvendelse til ambassaden inden udløbet

af 12 måneders fristen i udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt., kan bevirke,

at pågældendes opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet efter

udlændingelovens § 17, stk. 2.

...”

Den 16. oktober 1998

stadfæstede Indenrigsministeriet Udlændingestyrelsens afgørelse og skrev

således:

“...

Efter udlændingelovens § 17,

stk. 1, 1. pkt. bortfalder en opholdstilladelse, når udlændingen opgiver sin

bopæl i Danmark. Tilladelsen bortfalder

endvidere

,

når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end seks på hinanden

følgende måneder, jf. 2. pkt. Har udlændingen med henblik på varigt ophold

boet

mere end to år her i landet, bortfalder opholdstilladelsen dog først, når

udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden

følgende

måneder, jf. 3. pkt.

Efter udlændingelovens § 17,

stk. 2, kan det dog efter ansøgning bestemmes, at en opholdstilladelse ikke

skal anses for bortfaldet i de i § 17, stk. 1, nævnte tilfælde.

Efter praksis vil en sådan

ansøgning f.eks. kunne imødekommes i de tilfælde, hvor det må anses for

godtgjort, at udlændingen har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark,

men er blevet forhindret heri på grund af sygdom eller andre uforudsete

hindringer. Bestemmelsen er endvidere blevet anvendt i tilfælde, hvor

udlændingen før udrejsen har henvendt sig til udlændingemyndighederne og

ansøgt

om bevarelse af opholdstilladelsen, før den pågældende udrejste af Danmark.

Afgørelsen beror på en

skønsmæssigt præget vurdering, hvor også udlændingens samlede ophold her i

landet og i hjemlandet samt udlændingens familiemæssige tilknytning her til

landet kan tale for imødekommelse af en ansøgning om bevarelse af

opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 2.

I den anledning skal

Indenrigsministeriet meddele, at ministeriet efter en gennemgang af sagen

ikke

finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af 26. maj 1995

vedrørende bortfald af Deres klients opholdstilladelse efter udlændingelovens

§

17, stk. 1, 1. pkt., idet Deres klient må anses for at have opgivet sin bopæl

her i landet. Indenrigsministeriet har herved lagt vægt på, at det ifølge

udskrift af Det Centrale Personregister fremgår, at Deres klient og dennes

familie udrejste af landet den 30. april 1994 til Pakistan.

Indenrigsministeriet finder

endvidere ikke, at der på grundlag af de foreliggende oplysninger er grundlag

for ikke at anse Deres klients opholdstilladelse for bortfaldet i medfør af

udlændingelovens § 17, stk. 2.

Indenrigsministeriet har

herved lagt vægt på, at Deres klient ikke forud for familiens udrejse til

Pakistan indgav ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for

bortfaldet, ligesom Deres klient hverken ved henvendelsen til ambassaden i

Islamabad den 25. april 1995 eller senere har dokumenteret, at der var

opstået

udforudsete hindringer for tilbagerejsen.

Indenrigsministeriet kan

herved i øvrigt henholde sig til Udlændingestyrelsens begrundelse i

styrelsens afgørelse af 31. juli 1998.

Det, der foreligger oplyst

om, at Deres klients tilstedeværelse i Pakistan skyldtes en verserende

retssag,

og det, De har anført i Deres brev af 17. februar 1998, kan efter

Indenrigsministeriets opfattelse ikke føre til et andet resultat.

...”

Advokat C anmodede på A’s

vegne den 12. januar 1999 Indenrigsministeriet om at genoptage sagen.

Ministeriet afslog den 21. januar 1999 anmodningen med den begrundelse at

C’s

brev ikke indeholdt nye væsentlige oplysninger der kunne føre til en ændret

vurdering af sagen.

Den 19. marts 1999 klagede C

til mig. C anførte bl.a. til støtte for klagen at Direktoratet for Udlændinge

burde have besvaret Den Danske Ambassade i Islamabads telex af 25. april 1995

inden for 12-måneders-fristens udløb den 30. april 1999. Ved ikke at svare

var

det C’s opfattelse at direktoratet forhindrede A i selv at vælge om han

ville

rejse tilbage. Det var endvidere C’s opfattelse at udsættelsen af

retssagen

var en uforudset hindring for tilbagerejsen.

Jeg bad den 30. marts 1999

Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet om udtalelser i sagen.

Udlændingestyrelsen henholdt

sig i udtalelse af 4. maj 1999 til de trufne afgørelser og skrev endvidere:

“...

Styrelsens afgørelse af 26.

maj 1995 blev meddelt

allerede fordi

(A) efter styrelsens opfattelse havde opgivet sin bopæl i Danmark i

forbindelse

med udrejsen til Pakistan. Såfremt bopælen i Danmark opgives bortfalder

tilladelsen ex lege i forbindelse med den pågældendes udrejse af landet.

Bestemmelsen i § 17, stk. 1,

3. pkt. om, at en udlænding, der med henblik på varigt ophold lovligt har

boet

her i landet i mere end 2 år, kan opholde sig uden for landet i 12 på

hinanden

følgende måneder, finder således efter styrelsens opfattelse

ikke

anvendelse i nærværende sag.

Styrelsen skal samtidig

bemærke, at det er styrelsens vurdering, at man, såfremt ambassaden ved

henvendelsen den 25. april 1995 havde oplyst, at (A) ansøgte om dispensation

fra reglerne om bortfald af sin opholdstilladelse, havde anlagt samme

vurdering

af spørgsmålet om opholdstilladelsens fortsatte beståen, under henvisning

til,

at bopælen i Danmark måtte anses for opgivet samt til, at (A) ikke inden sin

udrejse af Danmark havde anmodet om dispensation fra udlændingelovens § 17,

stk. 1.

Det forhold, at (A)’s

forældre og søskende fortsat opholder sig i Danmark, kan efter styrelsens

opfattelse ikke føre til en ændret vurdering af sagen.

Styrelsen finder ikke, at det

af advokat (C) i brev af 19. marts 1999 til Folketingets Ombudsmand anførte

vedrørende det forhold, at (A) ved sin henvendelse til ambassaden i Islamabad

blev anmodet om at deponere sin opholdstilladelse hos ambassaden, giver

anledning til yderligere bemærkninger.

Styrelsen har herved lagt

vægt på, at vurderingen af, om (A)’s opholdstilladelse i Danmark var

bortfaldet

ikke var begrundet i, at han havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12

på hinanden følgende måneder, men i, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark

i

forbindelse med udrejsen til Pakistan, hvorfor (A)’s eventuelle

tilbagevenden

til Danmark ikke var betinget af overholdelse af den i udlændingelovens § 17,

stk. 1, 3. pkt. anførte frist på 12 måneder regnet fra udrejsetidspunktet.

...”

Indenrigsministeriet henholdt

sig i udtalelse af 28. maj 1999 ligeledes til de trufne afgørelser og skrev:

“...

Indenrigsministeriet kan

endvidere henholde sig til Udlændingestyrelsens udtalelse af 4. maj 1999,

herunder bemærkningen om, at uanset om (A) ved henvendelsen til Den Danske

Ambassade i Islamabad den 25. april 1995 eller senere havde dokumenteret, at

der var opstået uforudsete hindringer for tilbagerejsen, ville dette ikke

have

kunnet føre til, at opholdstilladelsen efter bestemmelsen i udlændingelovens

§

17, stk. 2, ikke skulle anses for bortfaldet. Indenrigsministeriet skal

herved

henvise til, at udlændingemyndighederne har anset opholdstilladelsen for

bortfaldet allerede fordi, at (A) har opgivet sin bopæl i Danmark, jf. herved

udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt.

Indenrigsministeriet skal

derfor beklage, at ministeriet i afgørelsen af 16. oktober 1998 i forbindelse

med vurderingen efter udlændingelovens § 17, stk. 2, tillige har anført at

have

lagt vægt på, at (A) hverken ved henvendelsen til ambassaden den 25. april

1995

eller senere har dokumenteret, at der var opstået uforudset hindringer for

tilbagerejsen. Som det er anført ovenfor, ville en sådan eventuel

dokumentation

ikke have ført til et andet resultat i den foreliggende sag.

...”

Den 22. juni 1999 fremkom C

med sine supplerende bemærkninger til sagen. Ministeriet meddelte mig den 16.

juli 1999 at ministeriet ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.

Ombudsmandens udtalelse

”Udlændingelovens § 17 (lovbek. nr. 73 af 2. februar 1999) har følgende

ordlyd:

’

§ 17.

En opholdstilladelse bortfalder, når udlændingen opgiver sin bopæl i Danmark.

Tilladelsen bortfalder endvidere, når udlændingen har opholdt sig uden for

landet i mere end 6 på hinanden følgende måneder. Har udlændingen med henblik

på varigt ophold lovligt boet mere end 2 år her i landet, bortfalder

opholdstilladelsen dog først, når udlændingen har opholdt sig uden for landet

i mere end 12 på hinanden følgende måneder. I de nævnte tidsrum medregnes

ikke fravær på grund af værnepligt eller tjeneste, der træder i stedet

herfor.

Stk. 2.

Det kan dog efter ansøgning bestemmes, at en opholdstilladelse ikke skal

anses for bortfaldet i de i stk. 1 nævnte tilfælde.

...’

Som det fremgår af bestemmelsen, bortfalder en opholdstilladelse i to

situationer. Den første situation er den hvor udlændingen har opgivet sin

bopæl i Danmark. Den anden situation er den hvor udlændingen har opholdt sig

i udlandet i mere end 6, henholdsvis 12, på hinanden følgende måneder. Det

fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 17 (Folketingstidende

1982-83, tillæg B, sp. 1966) at udvidelsen af fristen fra 6 til 12 måneder i

visse situationer udelukkende er tænkt som en modifikation af reglen i § 17,

stk. 1, 2. pkt.

Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet har henvist til at

opholdstilladelsen er bortfaldet i medfør af bestemmelsen i § 17, stk. 1, 1.

pkt., og har ikke anvendt bestemmelsen i § 17, stk. 1, 2. pkt. Spørgsmålet om

hvorvidt Direktoratet for Udlændinge burde have reageret på (A)’s

forespørgsel inden udløbet af de 12 måneder, er derfor ikke umiddelbart

relevant for bedømmelsen af myndighedernes afgørelser.

Jeg vil derfor i det følgende koncentrere mig om hvorvidt betingelserne for

anvendelse af § 17, stk. 1, 1. pkt., var til stede.

Bestemmelsen i

udlændingelovens § 17 blev vedtaget på baggrund af betænkning nr. 968 fra

1982

om udlændingeloven. I betænkningen (s. 153) anføres om det daværende forslags

§

13, stk. 1:

’...

Udkastets § 13, stk. 1, 1.

pkt. fastslår, at en opholdstilladelse bortfalder, når en udlænding opgiver

sin

bopæl i Danmark. En opgivelse foreligger, hvis udlændingen ved egne

handlinger

tilkendegiver dette, f.eks. ved fraflytning til udlandet, afhændelse af bolig

og ejendele, opgivelse af arbejde, framelding til folkeregister, fagforening

m.v., flytning af bohave eller på anden måde, jfr. betænkning 882/1979 side

96

- 97.

...’

Af den nævnte betænkning nr.

882 fra 1979, s. 96, fremgår:

’...

En opgivelse foreligger, når

en udlænding ved sine egne handlinger, f.eks. fraflytning til udlandet, salg

af ejendom og ejendele eller på anden måde viser, at han ønsker at opgive sin

bopæl. Andres dispositioner f.eks. frameldelse af ham til folkeregistret, er

uden betydning.

...’

Det fremgår af sagen at

Indenrigsministeriet som grundlag for at antage at (A) har opgivet sin bopæl

i

Danmark, har henvist til at det ifølge udskrift af Det Centrale

Personregister

fremgår at (A) og hans familie udrejste af landet den 30. april 1994 til

Pakistan.

Jeg har forstået at

Udlændingestyrelsen har lagt vægt på at (A) og dennes familie er udrejst den

30. april 1994, og at (A)’s ægtefælle ved brev af 3. juni 1994 til

styrelsen

tilkendegav at hun og børnene havde taget ophold i Pakistan og samtidig

returnerede

sin danske opholdstilladelse.

Som det fremgår af

forarbejderne til § 17, stk. 1, 1. pkt., er det en betingelse for at fastslå

at

en udlænding har opgivet sin bopæl i Danmark at udlændingen ved sine egne

handlinger

har vist at han har ønsket at opgive sin bopæl. Andres dispositioner,

f.eks. frameldelse af ham til

folkeregistret

, er uden betydning.

Det er derfor ikke

tilstrækkeligt til at fastslå at (A) har opgivet sin bopæl i Danmark, at

konstatere at det fremgår af Det Centrale Personregister at han er rejst ud

af

landet. Sådan som sagen er oplyst for mig, har myndighederne ikke undersøgt

omstændighederne bag (A)’s frameldelse af personregistret, navnlig om

det er

ham selv der har foretaget frameldelsen.

Tilsvarende viser den blotte

omstændighed at (A) er rejst ud af landet, ikke om han derved har ønsket at

opgive sin bopæl eller ej.

Heller ikke (A)’s (tidligere)

ægtefælles bemærkninger om at hun og børnene har taget ophold i Pakistan, kan

tages som udtryk for at (A) ved egen handling har vist at han ønskede at tage

ophold i Pakistan.

Jeg må derfor konkludere at

hverken Udlændingestyrelsen eller Indenrigsministeriet - ud fra de

foreliggende oplysninger - har haft tilstrækkeligt grundlag for at antage at

(A) har opgivet sin bopæl i Danmark. Det er derfor min opfattelse at

Udlændingestyrelsens

og Indenrigsministeriets afgørelser om bortfald af (A)’s

opholdstilladelse i

medfør af § 17, stk. 1, 1. pkt, er kritisable, og jeg har henstillet til

Indenrigsministeriet at genoptage sagens behandling og - i lyset af det

anførte - at træffe en ny afgørelse.

Under hensyntagen hertil har

jeg ikke fundet det fornødent at tage stilling til om grundlaget for at

anvende

dispensationsadgangen i udlændingelovens § 17, stk. 2, var til stede.

Jeg har gjort myndighederne

bekendt med min opfattelse og bedt ministeriet om at underrette mig om sin

fornyede afgørelse. Jeg foretager mig dog ikke mere i sagen medmindre jeg

hører

fra Dem igen.

”

Indenrigsministeriet genoptog

herefter sagen og traf efter indhentelse af yderligere oplysninger en fornyet

afgørelse den 12. januar 2000. Advokat C klagede over afgørelsen.

Efter en gennemgang af sagen

udtalte jeg at jeg ikke havde fundet sådanne særlige omstændigheder at jeg

havde grundlag for at kritisere Indenrigsministeriets afgørelse hvorefter

ministeriet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., anså

opholdstilladelsen for bortfaldet. Jeg lagde herved bl.a. vægt på at

ministeriet i overensstemmelse med min henstilling af 5. august 1999 nu havde

foretaget en samlet vurdering af de dispositioner A foretog sig i forbindelse

med udrejsen til Pakistan. Jeg udtalte også at jeg ikke havde fundet at der i

sagen forelå sådanne særlige omstændigheder at jeg kunne kritisere at

Indenrigsministeriet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 2, fandt at

A’s

opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet.

Lignende dokumenter