Bortfald af opholdstilladelse - oplysningsgrundlag
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bortfald af opholdstilladelse - oplysningsgrundlag
Det fremgik af sagen at A,
der var pakistansk statsborger, havde boet i Danmark siden den 14. oktober
1972. Den 10. maj 1976 blev han meddelt tidsubegrænset opholds- og
arbejdstilladelse
i Danmark. Den 30. april 1994 rejste han sammen med sin familie til Pakistan.
Ved brev af 3. juni 1994 returnede hans ægtefælle, B, sit opholdskort og
oplyste at hun og børnene havde bosat sig i Pakistan.
A rettede den 25. april 1995
henvendelse til Den Danske Ambassade i Islamabad da han ønskede at få oplyst
om
hans opholdstilladelse fortsat var gyldig. Han oplyste i den forbindelse at
familiens ophold i Pakistan skyldtes en verserende retssag mod hans tidligere
ægtefælle. Han ønskede at rejse tilbage til Danmark, mens hans ægtefælle og
parrets to børn ønskede at blive i Pakistan.
Den Danske Ambassade i
Islamabad sendte den 25. april 1995 følgende telex til det daværende
Direktoratet for Udlændinge:
“...
(A)
cpr.nr. (...)
pak.stb.
udl.nr. (...)
anmoder om at få oplyst
hvorvidt hans opholdstilladelse stadig er gældende, da hans familie har
opholdt
sig i Pakistan siden april 1994 - p.g.a. en retssag der er verserende med
hans
første hustru.
(A) oplyser, at kun han
Læs alt
ønsker at rejse tilbage til Danmark - hans hustru nr. 2 med hvem han har to
børn ønsker at blive i Pakistan p.t. p.g.a. børnenes skolegang.
ansøger har tidligere boet på
adressen ...
snarligt svar udbedes, da
ansøger forventer at rejse til Danmark i løbet af 1 måned, hvor den
verserende
retssag forventes afgjort.”
Direktoratet for udlændinge
svarede i telex af 26. maj 1995 til ambassaden:
“...
Under henvisning til
ambassadens telex af 25.04.1995 skal direktoratet hermed meddele, at
(A)’s
opholdstilladelse i Danmark er bortfaldet i henhold til udlændingelovens par.
17, hvoraf fremgår, at en opholdstilladelse bortfalder, når en udlænding
opgiver sin bopæl i Danmark eller hvis udlændingen har opholdt sig uden for
landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder.
Idet (A) har opgivet sin
bopæl i Danmark er hans opholdstilladelse således bortfaldet.
Direktoratet skal anmode om,
at ambassaden anmoder (A) om at indlevere sit kort D til ambassaden. Kortet
bedes efterfølgende fremsendt hertil.”
Den 19. september 1997
klagede A’s daværende advokat på A’s vegne over direktoratets
afgørelse.
Udlændingestyrelsen fastholdt afgørelsen i brev af 16. december 1997 og
oversendte sagen til Indenrigsministeriet. Ministeriet bad styrelsen om først
at træffe afgørelse efter udlændingelovens § 17, stk. 2.
Ved brev af 17. februar 1998
uddybede advokaten sin klage:
“...
Idet jeg henviser til
ambassadens skrivelse af 25 april 1995 og min klients opholdstilladelse først
må anses for at have været bortfaldet efter 30 april 1995, havde min klient
haft mulighed for at være rejst tilbage til Danmark inden fristens udløb,
såfremt
Udlændingestyrelsen (DFU) havde taget stilling evt. dispensation i løbet af
få
dage og ikke først ved telex til ambassaden d. 26 maj 1995.
Jeg skal således gøre
gældende, at fristen er ’sprunget’ ikke på grund af min klients
forhold, men
alene som følge af langsommelig sagsbehandling i DFU, hvorfor
opholdstilladelsen bør udleveres til min klient.”
Den 31. juli 1998 fastholdt
styrelsen afgørelsen og afslog at give A opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 17, stk. 2. Af brevet fremgik:
“...
Efter udlændingelovens § 17,
stk. 2 kan det efter ansøgning bestemmes, at en opholdstilladelse ikke skal
anses for bortfaldet i de i § 17, stk. 1 nævnte tilfælde.
En sådan ansøgning vil f.eks.
kunne imødekommes i tilfælde, hvor det må anses for godtgjort, at udlændingen
har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark inden udløbet af den
fastsatte periode, men er blevet forhindret heri på grund af sygdom eller
andre
uforudsete hindringer. Den vil endvidere kunne anvendes i tilfælde, hvor
udlændingen før udrejsen har henvendt sig til udlændingemyndighederne og
ansøgt om bevarelse af opholdstilladelsen, uanset at opholdet i udlandet
forventes at vedvare mere end de fastsatte perioder, f.eks. med henblik på
uddannelse, midlertidig forflyttelse og andre midlertidige arbejdsforhold.
Udlændingestyrelsen skal
hermed meddele, at styrelsen fortsat finder, at (A)’s opholds- og
arbejdstilladelse må anses for bortfaldet ex lege efter udlændingelovens §
17,
stk. 1 grundet opgivelse af bopæl.
Styrelsen finder endvidere
ikke at (A)’s opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet i medfør
af
udlændingelovens § 17, stk. 2.
Styrelsen har ved afgørelsen
lagt vægt på, at (A) og dennes familie er udrejst pr. den 30. april 1994.
Styrelsen har tillige tillagt
det betydning, at (A)’s ægtefælle, den pakistanske statsborger (B), ved
brev
af 3. juni 1994 til styrelsen tilkendegav, at hun og børnene havde taget
ophold
i Pakistan, hvorfor hun samtidig returnerede sit danske opholdskort.
Endelig har styrelsen lagt
vægt på, at (A) ikke forud for udrejsen til Pakistan indgav ansøgning om, at
hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, ligesom han hverken
ved henvendelsen til ambassaden i Islamabad den 25. april 1995 eller senere,
har dokumenteret, at uforudsete hindringer for tilbagerejsen var opstået. Det
bemærkes i den forbindelse, at styrelsen ikke finder at udsættelse af en
retssag kan betragtes som en uforudset hindring.
Styrelsen finder således
ikke, at det forhold, at (A) rettede henvendelse til ambassaden inden udløbet
af 12 måneders fristen i udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt., kan bevirke,
at pågældendes opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet efter
udlændingelovens § 17, stk. 2.
...”
Den 16. oktober 1998
stadfæstede Indenrigsministeriet Udlændingestyrelsens afgørelse og skrev
således:
“...
Efter udlændingelovens § 17,
stk. 1, 1. pkt. bortfalder en opholdstilladelse, når udlændingen opgiver sin
bopæl i Danmark. Tilladelsen bortfalder
endvidere
,
når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end seks på hinanden
følgende måneder, jf. 2. pkt. Har udlændingen med henblik på varigt ophold
boet
mere end to år her i landet, bortfalder opholdstilladelsen dog først, når
udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden
følgende
måneder, jf. 3. pkt.
Efter udlændingelovens § 17,
stk. 2, kan det dog efter ansøgning bestemmes, at en opholdstilladelse ikke
skal anses for bortfaldet i de i § 17, stk. 1, nævnte tilfælde.
Efter praksis vil en sådan
ansøgning f.eks. kunne imødekommes i de tilfælde, hvor det må anses for
godtgjort, at udlændingen har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark,
men er blevet forhindret heri på grund af sygdom eller andre uforudsete
hindringer. Bestemmelsen er endvidere blevet anvendt i tilfælde, hvor
udlændingen før udrejsen har henvendt sig til udlændingemyndighederne og
ansøgt
om bevarelse af opholdstilladelsen, før den pågældende udrejste af Danmark.
Afgørelsen beror på en
skønsmæssigt præget vurdering, hvor også udlændingens samlede ophold her i
landet og i hjemlandet samt udlændingens familiemæssige tilknytning her til
landet kan tale for imødekommelse af en ansøgning om bevarelse af
opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 2.
I den anledning skal
Indenrigsministeriet meddele, at ministeriet efter en gennemgang af sagen
ikke
finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af 26. maj 1995
vedrørende bortfald af Deres klients opholdstilladelse efter udlændingelovens
§
17, stk. 1, 1. pkt., idet Deres klient må anses for at have opgivet sin bopæl
her i landet. Indenrigsministeriet har herved lagt vægt på, at det ifølge
udskrift af Det Centrale Personregister fremgår, at Deres klient og dennes
familie udrejste af landet den 30. april 1994 til Pakistan.
Indenrigsministeriet finder
endvidere ikke, at der på grundlag af de foreliggende oplysninger er grundlag
for ikke at anse Deres klients opholdstilladelse for bortfaldet i medfør af
udlændingelovens § 17, stk. 2.
Indenrigsministeriet har
herved lagt vægt på, at Deres klient ikke forud for familiens udrejse til
Pakistan indgav ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for
bortfaldet, ligesom Deres klient hverken ved henvendelsen til ambassaden i
Islamabad den 25. april 1995 eller senere har dokumenteret, at der var
opstået
udforudsete hindringer for tilbagerejsen.
Indenrigsministeriet kan
herved i øvrigt henholde sig til Udlændingestyrelsens begrundelse i
styrelsens afgørelse af 31. juli 1998.
Det, der foreligger oplyst
om, at Deres klients tilstedeværelse i Pakistan skyldtes en verserende
retssag,
og det, De har anført i Deres brev af 17. februar 1998, kan efter
Indenrigsministeriets opfattelse ikke føre til et andet resultat.
...”
Advokat C anmodede på A’s
vegne den 12. januar 1999 Indenrigsministeriet om at genoptage sagen.
Ministeriet afslog den 21. januar 1999 anmodningen med den begrundelse at
C’s
brev ikke indeholdt nye væsentlige oplysninger der kunne føre til en ændret
vurdering af sagen.
Den 19. marts 1999 klagede C
til mig. C anførte bl.a. til støtte for klagen at Direktoratet for Udlændinge
burde have besvaret Den Danske Ambassade i Islamabads telex af 25. april 1995
inden for 12-måneders-fristens udløb den 30. april 1999. Ved ikke at svare
var
det C’s opfattelse at direktoratet forhindrede A i selv at vælge om han
ville
rejse tilbage. Det var endvidere C’s opfattelse at udsættelsen af
retssagen
var en uforudset hindring for tilbagerejsen.
Jeg bad den 30. marts 1999
Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet om udtalelser i sagen.
Udlændingestyrelsen henholdt
sig i udtalelse af 4. maj 1999 til de trufne afgørelser og skrev endvidere:
“...
Styrelsens afgørelse af 26.
maj 1995 blev meddelt
allerede fordi
(A) efter styrelsens opfattelse havde opgivet sin bopæl i Danmark i
forbindelse
med udrejsen til Pakistan. Såfremt bopælen i Danmark opgives bortfalder
tilladelsen ex lege i forbindelse med den pågældendes udrejse af landet.
Bestemmelsen i § 17, stk. 1,
3. pkt. om, at en udlænding, der med henblik på varigt ophold lovligt har
boet
her i landet i mere end 2 år, kan opholde sig uden for landet i 12 på
hinanden
følgende måneder, finder således efter styrelsens opfattelse
ikke
anvendelse i nærværende sag.
Styrelsen skal samtidig
bemærke, at det er styrelsens vurdering, at man, såfremt ambassaden ved
henvendelsen den 25. april 1995 havde oplyst, at (A) ansøgte om dispensation
fra reglerne om bortfald af sin opholdstilladelse, havde anlagt samme
vurdering
af spørgsmålet om opholdstilladelsens fortsatte beståen, under henvisning
til,
at bopælen i Danmark måtte anses for opgivet samt til, at (A) ikke inden sin
udrejse af Danmark havde anmodet om dispensation fra udlændingelovens § 17,
stk. 1.
Det forhold, at (A)’s
forældre og søskende fortsat opholder sig i Danmark, kan efter styrelsens
opfattelse ikke føre til en ændret vurdering af sagen.
Styrelsen finder ikke, at det
af advokat (C) i brev af 19. marts 1999 til Folketingets Ombudsmand anførte
vedrørende det forhold, at (A) ved sin henvendelse til ambassaden i Islamabad
blev anmodet om at deponere sin opholdstilladelse hos ambassaden, giver
anledning til yderligere bemærkninger.
Styrelsen har herved lagt
vægt på, at vurderingen af, om (A)’s opholdstilladelse i Danmark var
bortfaldet
ikke var begrundet i, at han havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12
på hinanden følgende måneder, men i, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark
i
forbindelse med udrejsen til Pakistan, hvorfor (A)’s eventuelle
tilbagevenden
til Danmark ikke var betinget af overholdelse af den i udlændingelovens § 17,
stk. 1, 3. pkt. anførte frist på 12 måneder regnet fra udrejsetidspunktet.
...”
Indenrigsministeriet henholdt
sig i udtalelse af 28. maj 1999 ligeledes til de trufne afgørelser og skrev:
“...
Indenrigsministeriet kan
endvidere henholde sig til Udlændingestyrelsens udtalelse af 4. maj 1999,
herunder bemærkningen om, at uanset om (A) ved henvendelsen til Den Danske
Ambassade i Islamabad den 25. april 1995 eller senere havde dokumenteret, at
der var opstået uforudsete hindringer for tilbagerejsen, ville dette ikke
have
kunnet føre til, at opholdstilladelsen efter bestemmelsen i udlændingelovens
§
17, stk. 2, ikke skulle anses for bortfaldet. Indenrigsministeriet skal
herved
henvise til, at udlændingemyndighederne har anset opholdstilladelsen for
bortfaldet allerede fordi, at (A) har opgivet sin bopæl i Danmark, jf. herved
udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt.
Indenrigsministeriet skal
derfor beklage, at ministeriet i afgørelsen af 16. oktober 1998 i forbindelse
med vurderingen efter udlændingelovens § 17, stk. 2, tillige har anført at
have
lagt vægt på, at (A) hverken ved henvendelsen til ambassaden den 25. april
1995
eller senere har dokumenteret, at der var opstået uforudset hindringer for
tilbagerejsen. Som det er anført ovenfor, ville en sådan eventuel
dokumentation
ikke have ført til et andet resultat i den foreliggende sag.
...”
Den 22. juni 1999 fremkom C
med sine supplerende bemærkninger til sagen. Ministeriet meddelte mig den 16.
juli 1999 at ministeriet ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.
Ombudsmandens udtalelse
”Udlændingelovens § 17 (lovbek. nr. 73 af 2. februar 1999) har følgende
ordlyd:
’
§ 17.
En opholdstilladelse bortfalder, når udlændingen opgiver sin bopæl i Danmark.
Tilladelsen bortfalder endvidere, når udlændingen har opholdt sig uden for
landet i mere end 6 på hinanden følgende måneder. Har udlændingen med henblik
på varigt ophold lovligt boet mere end 2 år her i landet, bortfalder
opholdstilladelsen dog først, når udlændingen har opholdt sig uden for landet
i mere end 12 på hinanden følgende måneder. I de nævnte tidsrum medregnes
ikke fravær på grund af værnepligt eller tjeneste, der træder i stedet
herfor.
Stk. 2.
Det kan dog efter ansøgning bestemmes, at en opholdstilladelse ikke skal
anses for bortfaldet i de i stk. 1 nævnte tilfælde.
...’
Som det fremgår af bestemmelsen, bortfalder en opholdstilladelse i to
situationer. Den første situation er den hvor udlændingen har opgivet sin
bopæl i Danmark. Den anden situation er den hvor udlændingen har opholdt sig
i udlandet i mere end 6, henholdsvis 12, på hinanden følgende måneder. Det
fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 17 (Folketingstidende
1982-83, tillæg B, sp. 1966) at udvidelsen af fristen fra 6 til 12 måneder i
visse situationer udelukkende er tænkt som en modifikation af reglen i § 17,
stk. 1, 2. pkt.
Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet har henvist til at
opholdstilladelsen er bortfaldet i medfør af bestemmelsen i § 17, stk. 1, 1.
pkt., og har ikke anvendt bestemmelsen i § 17, stk. 1, 2. pkt. Spørgsmålet om
hvorvidt Direktoratet for Udlændinge burde have reageret på (A)’s
forespørgsel inden udløbet af de 12 måneder, er derfor ikke umiddelbart
relevant for bedømmelsen af myndighedernes afgørelser.
Jeg vil derfor i det følgende koncentrere mig om hvorvidt betingelserne for
anvendelse af § 17, stk. 1, 1. pkt., var til stede.
Bestemmelsen i
udlændingelovens § 17 blev vedtaget på baggrund af betænkning nr. 968 fra
1982
om udlændingeloven. I betænkningen (s. 153) anføres om det daværende forslags
§
13, stk. 1:
’...
Udkastets § 13, stk. 1, 1.
pkt. fastslår, at en opholdstilladelse bortfalder, når en udlænding opgiver
sin
bopæl i Danmark. En opgivelse foreligger, hvis udlændingen ved egne
handlinger
tilkendegiver dette, f.eks. ved fraflytning til udlandet, afhændelse af bolig
og ejendele, opgivelse af arbejde, framelding til folkeregister, fagforening
m.v., flytning af bohave eller på anden måde, jfr. betænkning 882/1979 side
96
- 97.
...’
Af den nævnte betænkning nr.
882 fra 1979, s. 96, fremgår:
’...
En opgivelse foreligger, når
en udlænding ved sine egne handlinger, f.eks. fraflytning til udlandet, salg
af ejendom og ejendele eller på anden måde viser, at han ønsker at opgive sin
bopæl. Andres dispositioner f.eks. frameldelse af ham til folkeregistret, er
uden betydning.
...’
Det fremgår af sagen at
Indenrigsministeriet som grundlag for at antage at (A) har opgivet sin bopæl
i
Danmark, har henvist til at det ifølge udskrift af Det Centrale
Personregister
fremgår at (A) og hans familie udrejste af landet den 30. april 1994 til
Pakistan.
Jeg har forstået at
Udlændingestyrelsen har lagt vægt på at (A) og dennes familie er udrejst den
30. april 1994, og at (A)’s ægtefælle ved brev af 3. juni 1994 til
styrelsen
tilkendegav at hun og børnene havde taget ophold i Pakistan og samtidig
returnerede
sin danske opholdstilladelse.
Som det fremgår af
forarbejderne til § 17, stk. 1, 1. pkt., er det en betingelse for at fastslå
at
en udlænding har opgivet sin bopæl i Danmark at udlændingen ved sine egne
handlinger
har vist at han har ønsket at opgive sin bopæl. Andres dispositioner,
f.eks. frameldelse af ham til
folkeregistret
, er uden betydning.
Det er derfor ikke
tilstrækkeligt til at fastslå at (A) har opgivet sin bopæl i Danmark, at
konstatere at det fremgår af Det Centrale Personregister at han er rejst ud
af
landet. Sådan som sagen er oplyst for mig, har myndighederne ikke undersøgt
omstændighederne bag (A)’s frameldelse af personregistret, navnlig om
det er
ham selv der har foretaget frameldelsen.
Tilsvarende viser den blotte
omstændighed at (A) er rejst ud af landet, ikke om han derved har ønsket at
opgive sin bopæl eller ej.
Heller ikke (A)’s (tidligere)
ægtefælles bemærkninger om at hun og børnene har taget ophold i Pakistan, kan
tages som udtryk for at (A) ved egen handling har vist at han ønskede at tage
ophold i Pakistan.
Jeg må derfor konkludere at
hverken Udlændingestyrelsen eller Indenrigsministeriet - ud fra de
foreliggende oplysninger - har haft tilstrækkeligt grundlag for at antage at
(A) har opgivet sin bopæl i Danmark. Det er derfor min opfattelse at
Udlændingestyrelsens
og Indenrigsministeriets afgørelser om bortfald af (A)’s
opholdstilladelse i
medfør af § 17, stk. 1, 1. pkt, er kritisable, og jeg har henstillet til
Indenrigsministeriet at genoptage sagens behandling og - i lyset af det
anførte - at træffe en ny afgørelse.
Under hensyntagen hertil har
jeg ikke fundet det fornødent at tage stilling til om grundlaget for at
anvende
dispensationsadgangen i udlændingelovens § 17, stk. 2, var til stede.
Jeg har gjort myndighederne
bekendt med min opfattelse og bedt ministeriet om at underrette mig om sin
fornyede afgørelse. Jeg foretager mig dog ikke mere i sagen medmindre jeg
hører
fra Dem igen.
”
Indenrigsministeriet genoptog
herefter sagen og traf efter indhentelse af yderligere oplysninger en fornyet
afgørelse den 12. januar 2000. Advokat C klagede over afgørelsen.
Efter en gennemgang af sagen
udtalte jeg at jeg ikke havde fundet sådanne særlige omstændigheder at jeg
havde grundlag for at kritisere Indenrigsministeriets afgørelse hvorefter
ministeriet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., anså
opholdstilladelsen for bortfaldet. Jeg lagde herved bl.a. vægt på at
ministeriet i overensstemmelse med min henstilling af 5. august 1999 nu havde
foretaget en samlet vurdering af de dispositioner A foretog sig i forbindelse
med udrejsen til Pakistan. Jeg udtalte også at jeg ikke havde fundet at der i
sagen forelå sådanne særlige omstændigheder at jeg kunne kritisere at
Indenrigsministeriet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 2, fandt at
A’s
opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet.
Lignende dokumenter
- Opholdstilladelse til gæstearbejders barn Retsinformation · 8. marts 2019
- Dokumentationskrav ved familiesammenføring Retsinformation · 20. februar 2019
- Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2017 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene Retsinformation · 18. november 2017
- Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab Retsinformation · 9. februar 2016
- Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2022 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Ægtefælle Retsinformation · 29. september 2022
- FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT G. PITRUZZELLA fremsat den 10. marts 2022 Sag C-22/21 EU-domme · 10. marts 2022