Spring til indhold

Retsinformation

Indfrielse af studielån. Fejlopgørelse. Efterbetaling

FOU nr 1999.509UdtalelserFolketinget18. september 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Indfrielse af studielån. Fejlopgørelse. Efterbetaling

Den 13. juli 1997 bad A

SU-styrelsen om en opgørelse over sit studielån idet han ønskede at indfri

dette. A skrev bl.a. følgende:

“Undertegnede anmoder hermed

om en opgørelse incl. rentetilskrivning pr 24/9-97, idet jeg ønsker at indfri

mit studielån pr. denne dato via bankoverførsel. Sidste udbetaling af lån

sker

således pr 1/9-97, hvorefter jeg ikke ønsker at gøre brug af

studielåneordningen mere.

Såfremt lån påny ønskes

optaget senere i studiet vil jeg ansøge påny.”

I brev af 17. juli 1997

besvarede SU-styrelsen A’s henvendelse og skrev bl.a.:

“SUstyrelsen har modtaget dit

brev af den 13. juli 1997 og kan oplyse, at ovennævnte lån kan indfries med

43.242 kr.

...

Saldo pr. 1. september

1997

43.242 kr.

Giroindbetalingskort

vedlægges. Hvis dette beløb betales

senest den 1. oktober 1997, vil der ikke blive tilskrevet uderligere renter.

Saldooplysningerne er afgivet

under forudsætning af, at dine uddannelsesoplysninger er korrekte.

...

Vi tager forbehold for

eventuelle uafklarede FM-krav, idet der foretages indkomstkontrol efter

støtteårets afslutning. Her kan det vise sig, at ovennævnte lån helt eller

Læs alt

delvist

er modtaget med urette og skal tilbagebetales som for meget modtaget

støtte.”

Den 24. september 1997

overførte A

43.242 kr. til SU-styrelsen.

SU-styrelsen sendte i januar

1998 en årsopgørelse til A hvoraf fremgik at han trods sin indbetaling i

september 1997 ikke havde indfriet lånet fuldt ud, men manglede at afdrage

3.771 kr. A skrev herefter til SU-styrelsen ved brev af 22. januar 1998.

SU-styrelsen besvarede den

20. februar 1998 A’s henvendelse og skrev i den forbindelse at det

restbeløb

der figurerede på han årsopgørelse, skyldtes at styrelsens saldoopgørelse fra

den 17. juli 1997 ikke indeholdt de to studielånsrater som på dette tidspunkt

endnu ikke var udbetalt (raterne for henholdsvis august og september måned).

Efter styrelsens opfattelse havde A således ikke indfriet sit studielån fuldt

ud.

A klagede herefter til

Ankenævnet for Uddannelsesstøtten, og i den anledning afgav SU-styrelsen en

udtalelse i sagen den 15. maj 1998. Af udtalelsen fremgik bl.a. følgende:

“I brev af 17. juli 1997

opgjorde vi (A)’s lån 6. Opgørelsen indeholdt ved en fejl ikke to

studielånsrater, som endnu ikke var udbetalt på det tidspunkt, hvor (A) bad

om

opgørelsen. De to studielånsrater blev udbetalt henholdsvis den 31. juli 1997

med 1.857 kr., og den 28. august 1997 med 1.857 kr., i alt 3.714 kr.

Vi mener ikke, at det

forhold, at styrelsen ikke medregner to udbetalinger, som ikke har fundet

sted

på opgørelsestidspunktet, kan give (A) en ugrundet berigelse. Vi henviser i

den

forbindelse til U 1997.114 H, hvor arvinger pålagdes at tilbagebetale en del

af en allerede udloddet arv, selvom bobehandlingen i dødsboet var afsluttet,

fordi en kommunes krav ved en fejl ikke var med i boopgørelsen.

Vi mener desuden, at (A) ud

af opgørelsen af 17. juli 1997 burde have indset, at hovedstolen i opgørelsen

ikke var tilstrækkelig i forhold til hovedstolen, der var opgivet i hans

årsopgørelse

for 1996 sammenholdt med angivelsen af studielånsrater på hans

støttemeddelelse

for 1997 frem til sidste udbetaling den 28. august

1997.”

Den 24. august 1998

stadfæstede Ankenævnet for Uddannelsesstøtten SU-styrelsens afgørelse.

Ankenævnet skrev bl.a.:

“Nævnet lægger til grund, at

SU-styrelsens opgørelse af 17. juli 1997 ikke har medregnet de efterfølgende

pr. 31. juli og 28. august 1997 udbetalte støtterater. Nævnet lægger vægt på,

at det af SU-styrelsens brev af 17. juli 1997 fremgår, hvad der var udbetalt

i

lån, og hvad der var tilskrevet i rente. De har derfor selv kunnet

konstatere,

at de 2 da ikke udbetalte rater ikke indgik i opgørelsen.”

Den 7. oktober 1998 indbragte

A første gang sagen for mig. I sin klage henviste han bl.a. til afgørelsen i

U

1989.1088H modsætningsvis og gjorde desuden gældende at SU-styrelsens

beløbsangivelse

i brevet af 17. juli 1997 havde karakter af endelighed og derfor var meget

lig

en saldokvittering til fuld og endelig indfrielse. Da det ikke af bilagene

fremgik at Ankenævnet for Uddannelsesstøtten havde haft lejlighed til at tage

til stilling til A’s indsigelser, oversendte jeg den 15. januar 1999

klagen til nævnet således at nævnet kunne

tage stilling til det han havde anført.

Ved brev af 18. marts 1999

fastholdt Ankenævnet for Uddannelsesstøtten den tidligere afgørelse og skrev

som følger:

“...

Nævnet lægger til grund, at

De ud fra årsopgørelsen for 1996, dateret 12. januar 1997, har kunnet se, at

lånets hovedstol pr. 31. december 1996 var 30.189 kr. (det er incl. raten for

januar 1997, udbetalt 30. december 1996). Ud fra støttemeddelelsen for 1997

har

De kunnet se, at der pr. 17. juli 1997 er udbetalt yderligere 6 rater

(februar

- juli) = 11.142 kr. Når de to beløb adderes, fremkommer 41.331 kr., som er

beløbet ifølge SU-styrelsens

brev af 17.

juli 1997. Heraf ses det således, at raterne for august og september ikke er

medregnet.

De udbetalte studielånsrater

kunne De desuden se på Deres bankkontoudskrifter.

Deres gode tro mht.

størrelsen af de udbetalte studielånsrater skyldes således, at De ikke har

kontrolleret SU-styrelsens opgørelse af beløbet i brevet af 17. juli 1997.

Nævnet finder, at der ikke

kan drages sammenligning mellem U 1989.1088 H, hvor det omtvistede emne i

sagen var indviklet, og denne sag, hvor det var helt enkelt at finde

størrelsen

på de udbetalte og kommende støtterater.

De skrev i Deres brev af 13.

juli 1997, at sidste udbetaling af lån sker pr. 1. september 1997, hvorefter

De

ikke ønsker at gøre brug af studielånsordningen mere. De har således selv

bedt

om, at de sidste to rater (august og september) ifølge støttemeddelelsen blev

udbetalt.

SU-styrelsen har i brevet af

17. juli 1997 anført, at Deres lån 6 kan indfries med 43.242 kr., men ikke

omtalt udbetalingen af raterne for august og september. Da det ville være

naturligt kort at omtale disse rater, og det ikke er sket, må der siges at

være

nogen usikkerhed, både om udbetalingen af dem, og om de er medregnet i

opgørelsen.

De kunne derfor ikke uden videre gå ud fra, at raterne ville blive udbetalt,

men ikke var medregnet i opgørelsen.

Nævnet finder derfor, at

SU-styrelsens brev ikke har haft en karakter af endelighed meget lig en

saldokvittering

til fuld og endelig indfrielse.

Nævnet finder, at

SU-styrelsen ved ikke at reagere på Deres indfrielse af studielånet den 24.

september 1997 og blot udsende den almindelige årsopgørelse i januar 1998

ikke

har udvist passivitet.

Ankenævnet må således

fastholde afgørelsen af 24. august 1998.

...”

Den 29. marts 1999 indbragte

A på ny sagen for mig hvorfor jeg ved brev af 13. april 1999 bad Ankenævnet

for

Uddannelsesstøtten og SU-styrelsen om udtalelser i anledning af

klagen.

I udtalelse af 1. juni 1999

skrev SU-styrelsen bl.a. følgende:

“Vi fastholder vores

afgørelse af 20. februar 1998. Idet vi i øvrigt henviser til vores brev til

ankenævnet af 15. maj 1998, har vi følgende bemærkninger i forhold til

(A)’s

breve af 7. oktober 1998 og 29. marts 1999:

(A) anfører, at han var i god

tro på tidspunktet for indfrielsen den 24. september 1997, da han ikke havde

lagt beløbene på årsopgørelserne sammen, før han indfriede gælden.

Som det fremgår af vores brev

af 15. maj 1998, mener vi, at (A) burde have indset, at det beløb, som

fremgik

af SUstyrelsens opgørelse af 21. juli 1997, ikke indeholdt de 2 lånerater,

som

endnu ikke var udbetalt.

(A) anfører endvidere, at

risikoen for rigtig beregning må pålægges den offentlige myndighed, så der

ikke kan kræves efterbetaling af den, der ikke havde grund til at betvivle

rigtigheden af en betaling til fuld fyldestgørelse, jf. U1989.1088 H. Vi

mener

ikke, at U1989.1088 H kan anvendes i denne forbindelse. Sagen var kompliceret

og handlede om, hvorvidt betingelserne for et givet tilskud var opfyldt. I

(A)’s tilfælde er der ikke tale om, hvorvidt han opfylder betingelserne

for at

modtage låneraterne for august og september 1997, men derimod om opgørelsen

af

hans gæld.

Endelig anfører (A), at man

ud fra en betragtning om passivitet og rimelighed som minimum må have krav

på,

at SUstyrelsen kort tid efter indfrielsesdatoen 24. september 1997 henvendte

sig for at rette fejlen. Låntagere kan på et hvilket som helst tidspunkt

indfri

deres SU-lån eller indbetale frivillige afdrag efter eget ønske. (A)’s

indbetaling den 24. september 1997 kunne derfor lige så vel være udtryk for

en

frivillig indbetaling efter eget ønske. Først i forbindelse med udsendelse af

årsopgørelsen for 1997 havde styrelsen anledning til at gøre (A) opmærksom

på,

at de 2 studielånsrater skulle betales tilbage.

Som det fremgår af vores brev

af 15. maj 1998 mener vi desuden ud fra en rimelighedsbetragtning, at (A)

ikke

bør opnå en uberettiget berigelse, fordi styrelsens opgørelse af 17. juli

1997

ikke indeholdt de 2 studielånsrater, som endnu ikke var udbetalt. Vi

fastholder derfor, at han ikke indfriede sit SU-lån ved indbetalingen 24.

september

1997.”

I udtalelse af 9. juni 1999

skrev Ankenævnet for Uddannelsesstøtten at ankenævnet ikke havde yderligere

at tilføje.

Ved brev af 17. juni 1999

kommenterede A styrelsens og ankenævnets udtalelser.

Ombudsmandens udtalelse

”SU-bekendtgørelsens § 44, stk. 6 (bek. nr. 671 af 7. august 1995), har

følgende ordlyd:

’§ 44.

Stk. 6.

En låntager kan med frigørende virkning betale statslån, studielån, og/eller

slutlån med renter tilbage med frivillige ydelser, inden og efter

betalingspligten er indtrådt efter stk. 1 og

2.’

De meddelte i Deres brev til SU-styrelsen af 13. juli 1997 at De ønskede at

indfri Deres lån. SU-styrelsen opgjorde ved brev af 17. juli 1997 Deres

samlede gæld pr. 1. september 1997 til 43.242 kr. Det viste sig efterfølgende

at SU-styrelsen fejlagtigt havde opgjort Deres gæld 3.771 kr. for lavt. Jeg

vil i det følgende tage stilling til om SU-styrelsen har ret til at kræve

efterbetaling af det for lidt indbetalte beløb.

Mulighederne for efterbetaling er hverken reguleret i lov om Statens

Uddannelsesstøtte eller i SU-bekendtgørelsen. Efter min opfattelse må

spørgsmålet løses i overensstemmelse med almindelige formueretlige

principper.

Når en skyldner ønsker at betale sin gæld til fordringshaveren, er det

selvfølgelige formueretlige udgangspunkt at skyldneren må betale hele gælden.

Hovedreglen er således også at hvis skyldneren har betalt for lidt, kan

fordringshaveren kræve det resterende beløb efterbetalt. Dette udgangspunkt

modificeres dog i nogle situationer hvor skyldneren har regnet med at have

præsteret en fuld og endelig opfyldelse af fordringen.

Efterbetalingsreglerne behandles indgående af Bernhard Gomard,

Obligationsretten, 3. del (1993), s.

168f, der bl.a. anfører:

’Kreditor skal i almindelighed reklamere inden en rimelig tid efter

betalingen for at bevare sit krav på efterbetaling af et manglende beløb,

hvis kreditor har eller med rimelig og sædvanlig agtpågivenhed kunne have

indset, at det modtagne beløb er for lille, men at debitor tilsyneladende

anser betalingen for at udgøre hele det

skyldige beløb. Er debitors vildfarelse kendelig for kreditor, kræver rimelig

hensyntagen til debitor i almindelighed, at kreditor uden ugrundet ophold gør

debitor opmærksom på hans vildfarelse, jfr. UfR 1982.1181 V. Dette gælder

selv

om debitors vildfarelse ikke er ganske undskyldelig, idet han f.eks. har

begået en fejl ved udregningen af det skyldige beløb eller har misforstået

aftalen mellem parterne.

...

En kreditor, der ikke er

opmærksom på og heller ikke burde have indset, at det beløb, han har modtaget

som fuld betaling, er for lille, har som oftest, men ikke altid krav på

efterbetaling. Reglen om, at kreditor har krav på efterbetaling, er ikke

undtagelsesfri, skønt kreditors interesse i at få sit fulde tilgodehavende

betalt er både legitim og åbenbar.

...

Et krav om efterbetaling af

yderligere beløb må i hvert fald afvises i tilfælde, hvor kreditor gør

gældende, at der i en opgørelse af hans tilgodehavende, som han selv har

foretaget, er glemt nogle poster, såfremt opgørelsen fremtræder som endelig,

og

det ikke er kendeligt for debitor, at ikke alt er kommet med, jfr. UfR

1977.182

V og 1950.949 om glemte poster i regninger fra en håndværker og en arkitekt.

Kreditor vil i sådanne tilfælde ofte miste sit krav om betaling af yderligere

beløb, allerede før det krævede beløb er betalt. Debitor kan efter at have

modtaget en opgørelse i form af en nota, faktura eller andet have indrettet

sig

efter, at han kun skylder det krævede beløb, og opgørelsen kan efter

omstændighederne opfattes som en opgivelse af yderligere krav. Den trang, der

kan være til at fastholde, at en betaling er endelig, knytter sig efter

omstændighederne også allerede til en opgørelse af gældens størrelse i form

af

f.eks. et kontoudtog, en saldobekræftelse eller en refusionsopgørelse

vedrørende salg af en ejendom eller virksomhed. Værdien af at gøre et

mellemværende op i en sådan konstaterende erklæring, svækkes, hvis opgørelsen

ikke står fast.

...

Styrken af debitors

forventning om, at et mellemværende er gjort op og endelig afgjort, vil ofte

øges efter, at regningen er betalt.

...

Der er ikke i de domme der er

afsagt i sager om efterbetaling, opstillet faste, generelle regler for,

hvornår

krav om efterbetaling bør imødekommes eller nægtes. Dommene har alene

fremhævet

nogle momenter, som i den foreliggende sag er tillagt betydning for

afgørelsen,

såsom af hvem gælden er opgjort, hvorfor opgørelsen har været urigtig, hvem

af

parterne der især har haft mulighed for at beregne og anledning til at

kontrollere størrelsen af gælden, og om kreditor har søgt at redressere

fejlen

inden rimelig tid.

...

Tilgodehavendets karakter

spiller en væsentlig rolle.

...

Obligationsretten er en del

af formueretten og beskæftiger sig kun direkte med fordringer af formueretlig

karakter. Spørgsmålet, om en betaling er endelig eller senere kan kræves

reguleret ved efterbetaling eller tilbagebetaling, opstår imidlertid også ved

offentligretlige krav og afgøres ofte efter lignende regler eller synspunkter

som dem, der finder anvendelse i sager om formueretlige krav, jfr. således

UfR

1980.994H og 1984.142V om efterbetaling af afgifter vedrørende biler.’

Henry Ussing har ligeledes

behandlet reglerne om efterbetaling i Obligationsretten, Almindelig del

(1961),

s.

298f, hvor han

bl.a. skriver:

’Når fordringshaveren må

forstå, at skyldneren fejlagtig mener at have betalt alt, hvad han skyldte,

kan

der efter omstændighederne være grund til at lade fordringshaveren miste sit

krav på det manglende, hvis han ikke oplyser skyldneren om vildfarelsen. Det

kan være meget ubehageligt for skyldneren senere at skulle betale et

restbeløb,

når han har regnet med og måske indrettet sig på, at hele gælden er betalt.

Derfor er det rimeligt at give regler, der bidrager til at forringe faren for

sådanne ubehagelige overraskelser. Hvor der er betalt for lidt på grund af

fejltælling, vil man formentlig i forretningsforhold kræve reklamation inden

for en kortere frist eller efter sædvane. Bortset herfra vil årsagen til, at

en

skyldner i god tro betaler for lidt, normalt være

vildfarelse om gældens størrelse. Men også her kan der være grund

til at indskrænke adgangen til at kræve efterbetaling. Når der foretages en

opgørelse af et mellemværende, er det overhovedet hensigtsmæssigt at

tilstræbe,

at opgørelsen bliver ’endelig’, så vidt det kan forenes med

rimeligt hensyn til

parterne. Ligesom adgangen til

condictio

indebiti

begrænses for at gøre betalinger mere ’endelige’, kan trangen til

endelighed i opgøret af økonomiske mellemværender føre til at begrænse

adgangen

til at kræve efterbetaling. En sådan trang kommer allerede frem, når en part

foretager en opgørelse af et mellemværende og tilstiller den anden part den.

Men den bliver særlig stærk, når opgørelsen ledsages af erlæggelse eller

foretages, fordi skyldneren ønsker at vide, hvor meget han skal erlægge. Det

er

imidlertid ikke let at fastslå, i hvilket omfang krav om efterbetaling skal

udelukkes.

Hvis det er fordringshaveren,

der har begået fejl ved opgørelsen og derved har fremkaldt skyldnerens

vildfarelse, kunne man overveje at udelukke krav om efterbetaling. Så vidt

går

praksis dog ikke. Det er formentlig også naturligt at give kreditor adgang

til

inden for rimelig tid at rette indløbne fejl i bogføring og udregninger. Men

ugrundet forsinkelse hermed må udelukke krav om efterbetaling, i al fald når

skyldneren i begrundet god tro har disponeret på grundlag af

fordringshaverens

urigtige opgørelse.

...

Der er særlig grund til at

nægte kreditor ret til efterbetaling, når han ved sin adfærd har givet

debitor

føje til at stole på, at han ikke havde mere til gode, jfr. U 1914.820. Denne

regel kan ofte anvendes, når kreditor alene – eller dog i overvejende

grad –

havde adgang til de kendsgerninger, hvoraf kravets omfang afhang.’

Som det fremgår af de

ovenstående citater, er der ikke i de domme der er afsagt om efterbetaling,

opstillet generelle regler for hvornår krav om efterbetaling bør imødekommes

eller nægtes. Dommene fremhæver nogle momenter der i de foreliggende sager er

tillagt betydning for afgørelsen.

Efter min opfattelse kan man

dog udlede af domspraksis at afgørelsen af om der kan kræves efterbetaling,

bl.a. bygger på en vurdering af rimeligheden og styrken af skyldners

antagelse

af at den erlagte betaling var fuld og endelig. Efter retspraksis har en

række forhold især været af betydning ved denne vurdering: 1) om det må have

stået klart for fordringshaver at skyldner ønskede at indfri hele gælden

(f.eks. debitors ønske om en saldoopgørelse), 2) fordringshavers uagtsomhed,

3) skyldners uagtsomhed, 4) fordringshavers efterfølgende passivitet.

Efter min opfattelse kan der i en vis udstrækning i sådanne sager tillige

lægges vægt på indrettelsessynspunktet, jf. ovennævnte citat af Henry Ussing.

I nogle domme, f.eks. U 1977.182V og U

1982.1181V, har domstolene afvist et efterbetalingskrav alene ud fra en

vurdering

af et enkelt af de nævnte kriterier. I andre domme, f.eks. U 1980.994H, har

retten afvist et efterbetalingskrav ud fra en bredere vurdering af de nævnte

kriterier.

Jeg henviser endvidere bl.a.

til U 1994.1004V, U 1984.341H, U 1970.906V og U 1984.142V.

I ankenævnets afgørelse af

24. august 1998 tiltrådte nævnet SU-styrelsens krav om efterbetaling.

Ankenævnet konstaterede alene at SU-styrelsens opgørelse ikke medregnede de

manglende støtterater, og at De selv kunne konstatere at disse to rater ikke

indgik i styrelsens opgørelse.

Ankenævnet fastholdt

afgørelsen ved brev af 18. marts 1999 idet nævnet bl.a. henviste til at De

ikke

selv havde kontrolleret SU-styrelsens opgørelse af 17. juli 1997, og at De

ikke

uden videre havde kunnet gå ud fra at raterne var medregnet i opgørelsen.

Nævnet afviste endvidere at SU-styrelsens brev havde haft karakter af

endelighed, lig med en saldokvittering til fuld og endelig indfrielse, og at

SU-styrelsen havde udvist passivitet.

Selv om Ankenævnet i sin

sidste behandling af sagen mere uddybende har redegjort for sin afgørelse,

kan

jeg ikke med sikkerhed lægge til grund at nævnet har vurderet spørgsmålet i

overensstemmelse med de formueretlige principper om efterbetaling som jeg har

skitseret ovenfor. Ved min vurdering heraf har jeg bl.a. lagt vægt på at

nævnet

ikke har taget stilling til betydningen af at misforståelsen omkring

indfrielsesbeløbet utvivlsomt skyldtes en fejl fra SU-styrelsens side, og at

De selv udviste grundighed og udførlighed i de oplysninger De gav til

SU-styrelsen i Deres brev af 13. juli 1997. Der er heller ikke i sagen

oplysninger om i hvilket omfang De, indtil De modtog årsopgørelsen, havde

indrettet Dem på at lånet var endeligt.

Endvidere giver sagen mig

anledning til at bemærke følgende vedrørende SU-styrelsens og ankenævnets

argumentation for at tillade efterbetalingskravet:

1)

De anførte i Deres brev af 13. juli 1997 at De ønskede at indfri

Deres studielån pr. 24. september 1997, og at sidste udbetaling af lån ville

ske den 1. september 1997. Opgørelsen skulle tillige indbefatte

rentetilskrivning

pr. 24. september 1997.

SU-styrelsen gjorde i sin

udtalelse af 1. juni 1999 gældende at Deres indbetaling af 24. september 1997

lige så vel kunne have været udtryk for en frivillig indbetaling.

Jeg har på det foreliggende

grundlag vanskeligt ved at forstå styrelsens argumentation. Det må efter min

opfattelse have stået klart for SU-styrelsen at De ønskede at indfri hele

fordringen endeligt. Det fremgår også af styrelsens opgørelse af 17. juli

1997 at styrelsen faktisk har forstået at De ønskede at indfri hele gælden.

SU-styrelsen angiver således at gælden kan

indfris

med 43.242 kr., og i brevet omtales

saldoen

pr. 1. september 1997.

Ankenævnet for

Uddannelsesstøtten anfører i den forbindelse i sit brev af 18. marts 1999 at

opgørelsen af 17. juli 1997 ikke fremtrådte som endelig, og at De ikke havde

grundlag for at gå ud fra at opgørelsen også indeholdt raterne for august og

september 1997.

Hertil skal jeg bemærke at

opgørelsen som nævnt udtrykkeligt angiver saldoen pr. 1. september 1997, og

angiver at lånet kan indfris med dette beløb indtil den 1. oktober 1997.

Opgørelsen henviser endvidere til Deres brev af 13. juli 1997 hvor De - som

anført af ankenævnet - selv gør opmærksom på at sidste udbetaling er 1.

september 1997.

Jeg har derfor vanskeligt ved

at se at opgørelsen af 17. juli 1997 ikke fremtræder med høj grad af

endelighed, og at De ikke havde grund til at gå ud fra at opgørelsen

indeholdt

det fulde mellemværende, inklusive renter og raterne for august og september

1997.

2)

Ved Deres indbetaling af 24. september 1997 indfriede De efter

Deres opfattelse gælden. På baggrund af min gennemgang af sagen må jeg antage

at De ved modtagelsen af opgørelsen ikke havde (positiv) viden om den

fejlagtige opgørelse, og at De betalte i tillid til rigtigheden af denne. Jeg

har forstået at hverken Ankenævnet for Uddannelsesstøtten og SU-styrelsen

anfægter dette.

SU-styrelsen og Ankenævnet

for Uddannelsesstøtten har derimod anført at De udelukkende var i god tro med

hensyn til størrelsen af de udbetalte studielånsrater fordi De ikke selv

efterfølgende havde kontrolleret SU-styrelsens opgørelse. De kunne således

efter myndighedernes opfattelse have kontrolleret beløbet ved at lægge lånets

hovedstol pr. 31. december 1996, som fremgik af Deres årsopgørelse for 1996,

sammen med raterne for 1997, som fremgik af Deres støttemeddelelse for 1997.

Jeg er enig med myndighederne

i at det var muligt for Dem efterfølgende at kontrollere beløbet. Imidlertid

finder jeg det tvivlsomt om det at De undlod at betvivle rigtigheden af

SU-styrelsens opgørelse (undlod at kontrollere denne) i den konkrete

situation,

kan være afgørende for berettigelsen af efterbetalingskravet. Se i den

forbindelse

Vestre Landsrets dom U 1970.906V om efterbetaling i forbindelse med

strømafregning.

Jeg har lagt vægt på følgende

omstændigheder:

For det første er

fordringshaveren, SU-styrelsen, en offentlig myndighed. Der må efter min

opfattelse som udgangspunkt kunne fæstes lid til rigtigheden af en opgørelse

foretaget af en offentlig myndighed. Dette medfører at kravene til

skyldnerens

agtsomhed i et vist omfang svækkes, mens kravene til fordringshaveren

skærpes,

jf. Bent Christensen, Forvaltningsret - Prøvelse (1994), s. 204 (om

condictio indebiti

-situationen) og de

dér nævnte henvisninger, samt Bernhard Gomard, Obligationsretten, 3. del

(1993), s. 173.

For det andet har De selv

udvist grundighed og udførlighed i de oplysninger De har givet til

SU-styrelsen

i Deres brev af 13. juli 1997.

For det tredje bar

SU-styrelsens opgørelse præg af at være endelig og af at have medregnet

samtlige poster, jf. mine bemærkninger ovenfor.

For det fjerde var

differencen på 3.771 kr. mellem det opgjorte beløb og det rigtige beløb så

relativt beskeden at opgørelsen ikke virkede åbenbart urigtig.

3)

Den 24. september 1997 overførte De det opgjorte beløb til

SU-styrelsen. Styrelsen reagerede først i januar 1998, ca. tre en halv måned

senere, ved at sende Dem en almindelig årsopgørelse. Hverken ankenævnet eller

styrelsen mener at styrelsen derved har udvist passivitet. Styrelsen anfører

desuden i udtalelsen af 1. juni 1999 at styrelsen først ved årsopgørelsen

havde anledning til at gøre Dem opmærksom på fejlen.

SU-styrelsens bemærkning om

at styrelsen først ved årsopgørelsen havde anledning til at kontakte Dem,

forekommer mig ikke helt indlysende. Efter min opfattelse ville det have

været

naturligt – og bedst stemmende med god forvaltningsskik - at styrelsen

umiddelbart efter modtagelsen af Deres indbetaling foretog en opgørelse af

mellemværendet og i forbindelse med dette gav Dem en kvittering for

indbetalingen.

På dette tidspunkt ville styrelsen så have haft mulighed for at reagere på

eventuelle fejl og misforståelser.

På den baggrund har jeg

henstillet til ankenævnet at genoptage sagens behandling og træffe en ny

afgørelse i lyset af det jeg har anført.

Samtidig har jeg gjort

SU-styrelsen opmærksom på min opfattelse vedrørende god forvaltningsskik og

den

manglende kvittering for indbetalingen den 24. september 1997.

”

Ankenævnet meddelte mig i

brev af 17. februar 2000 at nævnet havde foretaget en fornyet gennemgang af

sagen og truffet en ny afgørelse hvorefter A’s studielån ansås for

indfriet

fuldt ud ved indbetalingen den 24. september 1997.

Jeg meddelte herefter

ankenævnet at jeg på den baggrund ikke foretog mig mere i sagen.

Lignende dokumenter