Indfrielse af studielån. Fejlopgørelse. Efterbetaling
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Indfrielse af studielån. Fejlopgørelse. Efterbetaling
Den 13. juli 1997 bad A
SU-styrelsen om en opgørelse over sit studielån idet han ønskede at indfri
dette. A skrev bl.a. følgende:
“Undertegnede anmoder hermed
om en opgørelse incl. rentetilskrivning pr 24/9-97, idet jeg ønsker at indfri
mit studielån pr. denne dato via bankoverførsel. Sidste udbetaling af lån
sker
således pr 1/9-97, hvorefter jeg ikke ønsker at gøre brug af
studielåneordningen mere.
Såfremt lån påny ønskes
optaget senere i studiet vil jeg ansøge påny.”
I brev af 17. juli 1997
besvarede SU-styrelsen A’s henvendelse og skrev bl.a.:
“SUstyrelsen har modtaget dit
brev af den 13. juli 1997 og kan oplyse, at ovennævnte lån kan indfries med
43.242 kr.
...
Saldo pr. 1. september
1997
43.242 kr.
Giroindbetalingskort
vedlægges. Hvis dette beløb betales
senest den 1. oktober 1997, vil der ikke blive tilskrevet uderligere renter.
Saldooplysningerne er afgivet
under forudsætning af, at dine uddannelsesoplysninger er korrekte.
...
Vi tager forbehold for
eventuelle uafklarede FM-krav, idet der foretages indkomstkontrol efter
støtteårets afslutning. Her kan det vise sig, at ovennævnte lån helt eller
Læs alt
delvist
er modtaget med urette og skal tilbagebetales som for meget modtaget
støtte.”
Den 24. september 1997
overførte A
43.242 kr. til SU-styrelsen.
SU-styrelsen sendte i januar
1998 en årsopgørelse til A hvoraf fremgik at han trods sin indbetaling i
september 1997 ikke havde indfriet lånet fuldt ud, men manglede at afdrage
3.771 kr. A skrev herefter til SU-styrelsen ved brev af 22. januar 1998.
SU-styrelsen besvarede den
20. februar 1998 A’s henvendelse og skrev i den forbindelse at det
restbeløb
der figurerede på han årsopgørelse, skyldtes at styrelsens saldoopgørelse fra
den 17. juli 1997 ikke indeholdt de to studielånsrater som på dette tidspunkt
endnu ikke var udbetalt (raterne for henholdsvis august og september måned).
Efter styrelsens opfattelse havde A således ikke indfriet sit studielån fuldt
ud.
A klagede herefter til
Ankenævnet for Uddannelsesstøtten, og i den anledning afgav SU-styrelsen en
udtalelse i sagen den 15. maj 1998. Af udtalelsen fremgik bl.a. følgende:
“I brev af 17. juli 1997
opgjorde vi (A)’s lån 6. Opgørelsen indeholdt ved en fejl ikke to
studielånsrater, som endnu ikke var udbetalt på det tidspunkt, hvor (A) bad
om
opgørelsen. De to studielånsrater blev udbetalt henholdsvis den 31. juli 1997
med 1.857 kr., og den 28. august 1997 med 1.857 kr., i alt 3.714 kr.
Vi mener ikke, at det
forhold, at styrelsen ikke medregner to udbetalinger, som ikke har fundet
sted
på opgørelsestidspunktet, kan give (A) en ugrundet berigelse. Vi henviser i
den
forbindelse til U 1997.114 H, hvor arvinger pålagdes at tilbagebetale en del
af en allerede udloddet arv, selvom bobehandlingen i dødsboet var afsluttet,
fordi en kommunes krav ved en fejl ikke var med i boopgørelsen.
Vi mener desuden, at (A) ud
af opgørelsen af 17. juli 1997 burde have indset, at hovedstolen i opgørelsen
ikke var tilstrækkelig i forhold til hovedstolen, der var opgivet i hans
årsopgørelse
for 1996 sammenholdt med angivelsen af studielånsrater på hans
støttemeddelelse
for 1997 frem til sidste udbetaling den 28. august
1997.”
Den 24. august 1998
stadfæstede Ankenævnet for Uddannelsesstøtten SU-styrelsens afgørelse.
Ankenævnet skrev bl.a.:
“Nævnet lægger til grund, at
SU-styrelsens opgørelse af 17. juli 1997 ikke har medregnet de efterfølgende
pr. 31. juli og 28. august 1997 udbetalte støtterater. Nævnet lægger vægt på,
at det af SU-styrelsens brev af 17. juli 1997 fremgår, hvad der var udbetalt
i
lån, og hvad der var tilskrevet i rente. De har derfor selv kunnet
konstatere,
at de 2 da ikke udbetalte rater ikke indgik i opgørelsen.”
Den 7. oktober 1998 indbragte
A første gang sagen for mig. I sin klage henviste han bl.a. til afgørelsen i
U
1989.1088H modsætningsvis og gjorde desuden gældende at SU-styrelsens
beløbsangivelse
i brevet af 17. juli 1997 havde karakter af endelighed og derfor var meget
lig
en saldokvittering til fuld og endelig indfrielse. Da det ikke af bilagene
fremgik at Ankenævnet for Uddannelsesstøtten havde haft lejlighed til at tage
til stilling til A’s indsigelser, oversendte jeg den 15. januar 1999
klagen til nævnet således at nævnet kunne
tage stilling til det han havde anført.
Ved brev af 18. marts 1999
fastholdt Ankenævnet for Uddannelsesstøtten den tidligere afgørelse og skrev
som følger:
“...
Nævnet lægger til grund, at
De ud fra årsopgørelsen for 1996, dateret 12. januar 1997, har kunnet se, at
lånets hovedstol pr. 31. december 1996 var 30.189 kr. (det er incl. raten for
januar 1997, udbetalt 30. december 1996). Ud fra støttemeddelelsen for 1997
har
De kunnet se, at der pr. 17. juli 1997 er udbetalt yderligere 6 rater
(februar
- juli) = 11.142 kr. Når de to beløb adderes, fremkommer 41.331 kr., som er
beløbet ifølge SU-styrelsens
brev af 17.
juli 1997. Heraf ses det således, at raterne for august og september ikke er
medregnet.
De udbetalte studielånsrater
kunne De desuden se på Deres bankkontoudskrifter.
Deres gode tro mht.
størrelsen af de udbetalte studielånsrater skyldes således, at De ikke har
kontrolleret SU-styrelsens opgørelse af beløbet i brevet af 17. juli 1997.
Nævnet finder, at der ikke
kan drages sammenligning mellem U 1989.1088 H, hvor det omtvistede emne i
sagen var indviklet, og denne sag, hvor det var helt enkelt at finde
størrelsen
på de udbetalte og kommende støtterater.
De skrev i Deres brev af 13.
juli 1997, at sidste udbetaling af lån sker pr. 1. september 1997, hvorefter
De
ikke ønsker at gøre brug af studielånsordningen mere. De har således selv
bedt
om, at de sidste to rater (august og september) ifølge støttemeddelelsen blev
udbetalt.
SU-styrelsen har i brevet af
17. juli 1997 anført, at Deres lån 6 kan indfries med 43.242 kr., men ikke
omtalt udbetalingen af raterne for august og september. Da det ville være
naturligt kort at omtale disse rater, og det ikke er sket, må der siges at
være
nogen usikkerhed, både om udbetalingen af dem, og om de er medregnet i
opgørelsen.
De kunne derfor ikke uden videre gå ud fra, at raterne ville blive udbetalt,
men ikke var medregnet i opgørelsen.
Nævnet finder derfor, at
SU-styrelsens brev ikke har haft en karakter af endelighed meget lig en
saldokvittering
til fuld og endelig indfrielse.
Nævnet finder, at
SU-styrelsen ved ikke at reagere på Deres indfrielse af studielånet den 24.
september 1997 og blot udsende den almindelige årsopgørelse i januar 1998
ikke
har udvist passivitet.
Ankenævnet må således
fastholde afgørelsen af 24. august 1998.
...”
Den 29. marts 1999 indbragte
A på ny sagen for mig hvorfor jeg ved brev af 13. april 1999 bad Ankenævnet
for
Uddannelsesstøtten og SU-styrelsen om udtalelser i anledning af
klagen.
I udtalelse af 1. juni 1999
skrev SU-styrelsen bl.a. følgende:
“Vi fastholder vores
afgørelse af 20. februar 1998. Idet vi i øvrigt henviser til vores brev til
ankenævnet af 15. maj 1998, har vi følgende bemærkninger i forhold til
(A)’s
breve af 7. oktober 1998 og 29. marts 1999:
(A) anfører, at han var i god
tro på tidspunktet for indfrielsen den 24. september 1997, da han ikke havde
lagt beløbene på årsopgørelserne sammen, før han indfriede gælden.
Som det fremgår af vores brev
af 15. maj 1998, mener vi, at (A) burde have indset, at det beløb, som
fremgik
af SUstyrelsens opgørelse af 21. juli 1997, ikke indeholdt de 2 lånerater,
som
endnu ikke var udbetalt.
(A) anfører endvidere, at
risikoen for rigtig beregning må pålægges den offentlige myndighed, så der
ikke kan kræves efterbetaling af den, der ikke havde grund til at betvivle
rigtigheden af en betaling til fuld fyldestgørelse, jf. U1989.1088 H. Vi
mener
ikke, at U1989.1088 H kan anvendes i denne forbindelse. Sagen var kompliceret
og handlede om, hvorvidt betingelserne for et givet tilskud var opfyldt. I
(A)’s tilfælde er der ikke tale om, hvorvidt han opfylder betingelserne
for at
modtage låneraterne for august og september 1997, men derimod om opgørelsen
af
hans gæld.
Endelig anfører (A), at man
ud fra en betragtning om passivitet og rimelighed som minimum må have krav
på,
at SUstyrelsen kort tid efter indfrielsesdatoen 24. september 1997 henvendte
sig for at rette fejlen. Låntagere kan på et hvilket som helst tidspunkt
indfri
deres SU-lån eller indbetale frivillige afdrag efter eget ønske. (A)’s
indbetaling den 24. september 1997 kunne derfor lige så vel være udtryk for
en
frivillig indbetaling efter eget ønske. Først i forbindelse med udsendelse af
årsopgørelsen for 1997 havde styrelsen anledning til at gøre (A) opmærksom
på,
at de 2 studielånsrater skulle betales tilbage.
Som det fremgår af vores brev
af 15. maj 1998 mener vi desuden ud fra en rimelighedsbetragtning, at (A)
ikke
bør opnå en uberettiget berigelse, fordi styrelsens opgørelse af 17. juli
1997
ikke indeholdt de 2 studielånsrater, som endnu ikke var udbetalt. Vi
fastholder derfor, at han ikke indfriede sit SU-lån ved indbetalingen 24.
september
1997.”
I udtalelse af 9. juni 1999
skrev Ankenævnet for Uddannelsesstøtten at ankenævnet ikke havde yderligere
at tilføje.
Ved brev af 17. juni 1999
kommenterede A styrelsens og ankenævnets udtalelser.
Ombudsmandens udtalelse
”SU-bekendtgørelsens § 44, stk. 6 (bek. nr. 671 af 7. august 1995), har
følgende ordlyd:
’§ 44.
Stk. 6.
En låntager kan med frigørende virkning betale statslån, studielån, og/eller
slutlån med renter tilbage med frivillige ydelser, inden og efter
betalingspligten er indtrådt efter stk. 1 og
2.’
De meddelte i Deres brev til SU-styrelsen af 13. juli 1997 at De ønskede at
indfri Deres lån. SU-styrelsen opgjorde ved brev af 17. juli 1997 Deres
samlede gæld pr. 1. september 1997 til 43.242 kr. Det viste sig efterfølgende
at SU-styrelsen fejlagtigt havde opgjort Deres gæld 3.771 kr. for lavt. Jeg
vil i det følgende tage stilling til om SU-styrelsen har ret til at kræve
efterbetaling af det for lidt indbetalte beløb.
Mulighederne for efterbetaling er hverken reguleret i lov om Statens
Uddannelsesstøtte eller i SU-bekendtgørelsen. Efter min opfattelse må
spørgsmålet løses i overensstemmelse med almindelige formueretlige
principper.
Når en skyldner ønsker at betale sin gæld til fordringshaveren, er det
selvfølgelige formueretlige udgangspunkt at skyldneren må betale hele gælden.
Hovedreglen er således også at hvis skyldneren har betalt for lidt, kan
fordringshaveren kræve det resterende beløb efterbetalt. Dette udgangspunkt
modificeres dog i nogle situationer hvor skyldneren har regnet med at have
præsteret en fuld og endelig opfyldelse af fordringen.
Efterbetalingsreglerne behandles indgående af Bernhard Gomard,
Obligationsretten, 3. del (1993), s.
168f, der bl.a. anfører:
’Kreditor skal i almindelighed reklamere inden en rimelig tid efter
betalingen for at bevare sit krav på efterbetaling af et manglende beløb,
hvis kreditor har eller med rimelig og sædvanlig agtpågivenhed kunne have
indset, at det modtagne beløb er for lille, men at debitor tilsyneladende
anser betalingen for at udgøre hele det
skyldige beløb. Er debitors vildfarelse kendelig for kreditor, kræver rimelig
hensyntagen til debitor i almindelighed, at kreditor uden ugrundet ophold gør
debitor opmærksom på hans vildfarelse, jfr. UfR 1982.1181 V. Dette gælder
selv
om debitors vildfarelse ikke er ganske undskyldelig, idet han f.eks. har
begået en fejl ved udregningen af det skyldige beløb eller har misforstået
aftalen mellem parterne.
...
En kreditor, der ikke er
opmærksom på og heller ikke burde have indset, at det beløb, han har modtaget
som fuld betaling, er for lille, har som oftest, men ikke altid krav på
efterbetaling. Reglen om, at kreditor har krav på efterbetaling, er ikke
undtagelsesfri, skønt kreditors interesse i at få sit fulde tilgodehavende
betalt er både legitim og åbenbar.
...
Et krav om efterbetaling af
yderligere beløb må i hvert fald afvises i tilfælde, hvor kreditor gør
gældende, at der i en opgørelse af hans tilgodehavende, som han selv har
foretaget, er glemt nogle poster, såfremt opgørelsen fremtræder som endelig,
og
det ikke er kendeligt for debitor, at ikke alt er kommet med, jfr. UfR
1977.182
V og 1950.949 om glemte poster i regninger fra en håndværker og en arkitekt.
Kreditor vil i sådanne tilfælde ofte miste sit krav om betaling af yderligere
beløb, allerede før det krævede beløb er betalt. Debitor kan efter at have
modtaget en opgørelse i form af en nota, faktura eller andet have indrettet
sig
efter, at han kun skylder det krævede beløb, og opgørelsen kan efter
omstændighederne opfattes som en opgivelse af yderligere krav. Den trang, der
kan være til at fastholde, at en betaling er endelig, knytter sig efter
omstændighederne også allerede til en opgørelse af gældens størrelse i form
af
f.eks. et kontoudtog, en saldobekræftelse eller en refusionsopgørelse
vedrørende salg af en ejendom eller virksomhed. Værdien af at gøre et
mellemværende op i en sådan konstaterende erklæring, svækkes, hvis opgørelsen
ikke står fast.
...
Styrken af debitors
forventning om, at et mellemværende er gjort op og endelig afgjort, vil ofte
øges efter, at regningen er betalt.
...
Der er ikke i de domme der er
afsagt i sager om efterbetaling, opstillet faste, generelle regler for,
hvornår
krav om efterbetaling bør imødekommes eller nægtes. Dommene har alene
fremhævet
nogle momenter, som i den foreliggende sag er tillagt betydning for
afgørelsen,
såsom af hvem gælden er opgjort, hvorfor opgørelsen har været urigtig, hvem
af
parterne der især har haft mulighed for at beregne og anledning til at
kontrollere størrelsen af gælden, og om kreditor har søgt at redressere
fejlen
inden rimelig tid.
...
Tilgodehavendets karakter
spiller en væsentlig rolle.
...
Obligationsretten er en del
af formueretten og beskæftiger sig kun direkte med fordringer af formueretlig
karakter. Spørgsmålet, om en betaling er endelig eller senere kan kræves
reguleret ved efterbetaling eller tilbagebetaling, opstår imidlertid også ved
offentligretlige krav og afgøres ofte efter lignende regler eller synspunkter
som dem, der finder anvendelse i sager om formueretlige krav, jfr. således
UfR
1980.994H og 1984.142V om efterbetaling af afgifter vedrørende biler.’
Henry Ussing har ligeledes
behandlet reglerne om efterbetaling i Obligationsretten, Almindelig del
(1961),
s.
298f, hvor han
bl.a. skriver:
’Når fordringshaveren må
forstå, at skyldneren fejlagtig mener at have betalt alt, hvad han skyldte,
kan
der efter omstændighederne være grund til at lade fordringshaveren miste sit
krav på det manglende, hvis han ikke oplyser skyldneren om vildfarelsen. Det
kan være meget ubehageligt for skyldneren senere at skulle betale et
restbeløb,
når han har regnet med og måske indrettet sig på, at hele gælden er betalt.
Derfor er det rimeligt at give regler, der bidrager til at forringe faren for
sådanne ubehagelige overraskelser. Hvor der er betalt for lidt på grund af
fejltælling, vil man formentlig i forretningsforhold kræve reklamation inden
for en kortere frist eller efter sædvane. Bortset herfra vil årsagen til, at
en
skyldner i god tro betaler for lidt, normalt være
vildfarelse om gældens størrelse. Men også her kan der være grund
til at indskrænke adgangen til at kræve efterbetaling. Når der foretages en
opgørelse af et mellemværende, er det overhovedet hensigtsmæssigt at
tilstræbe,
at opgørelsen bliver ’endelig’, så vidt det kan forenes med
rimeligt hensyn til
parterne. Ligesom adgangen til
condictio
indebiti
begrænses for at gøre betalinger mere ’endelige’, kan trangen til
endelighed i opgøret af økonomiske mellemværender føre til at begrænse
adgangen
til at kræve efterbetaling. En sådan trang kommer allerede frem, når en part
foretager en opgørelse af et mellemværende og tilstiller den anden part den.
Men den bliver særlig stærk, når opgørelsen ledsages af erlæggelse eller
foretages, fordi skyldneren ønsker at vide, hvor meget han skal erlægge. Det
er
imidlertid ikke let at fastslå, i hvilket omfang krav om efterbetaling skal
udelukkes.
Hvis det er fordringshaveren,
der har begået fejl ved opgørelsen og derved har fremkaldt skyldnerens
vildfarelse, kunne man overveje at udelukke krav om efterbetaling. Så vidt
går
praksis dog ikke. Det er formentlig også naturligt at give kreditor adgang
til
inden for rimelig tid at rette indløbne fejl i bogføring og udregninger. Men
ugrundet forsinkelse hermed må udelukke krav om efterbetaling, i al fald når
skyldneren i begrundet god tro har disponeret på grundlag af
fordringshaverens
urigtige opgørelse.
...
Der er særlig grund til at
nægte kreditor ret til efterbetaling, når han ved sin adfærd har givet
debitor
føje til at stole på, at han ikke havde mere til gode, jfr. U 1914.820. Denne
regel kan ofte anvendes, når kreditor alene – eller dog i overvejende
grad –
havde adgang til de kendsgerninger, hvoraf kravets omfang afhang.’
Som det fremgår af de
ovenstående citater, er der ikke i de domme der er afsagt om efterbetaling,
opstillet generelle regler for hvornår krav om efterbetaling bør imødekommes
eller nægtes. Dommene fremhæver nogle momenter der i de foreliggende sager er
tillagt betydning for afgørelsen.
Efter min opfattelse kan man
dog udlede af domspraksis at afgørelsen af om der kan kræves efterbetaling,
bl.a. bygger på en vurdering af rimeligheden og styrken af skyldners
antagelse
af at den erlagte betaling var fuld og endelig. Efter retspraksis har en
række forhold især været af betydning ved denne vurdering: 1) om det må have
stået klart for fordringshaver at skyldner ønskede at indfri hele gælden
(f.eks. debitors ønske om en saldoopgørelse), 2) fordringshavers uagtsomhed,
3) skyldners uagtsomhed, 4) fordringshavers efterfølgende passivitet.
Efter min opfattelse kan der i en vis udstrækning i sådanne sager tillige
lægges vægt på indrettelsessynspunktet, jf. ovennævnte citat af Henry Ussing.
I nogle domme, f.eks. U 1977.182V og U
1982.1181V, har domstolene afvist et efterbetalingskrav alene ud fra en
vurdering
af et enkelt af de nævnte kriterier. I andre domme, f.eks. U 1980.994H, har
retten afvist et efterbetalingskrav ud fra en bredere vurdering af de nævnte
kriterier.
Jeg henviser endvidere bl.a.
til U 1994.1004V, U 1984.341H, U 1970.906V og U 1984.142V.
I ankenævnets afgørelse af
24. august 1998 tiltrådte nævnet SU-styrelsens krav om efterbetaling.
Ankenævnet konstaterede alene at SU-styrelsens opgørelse ikke medregnede de
manglende støtterater, og at De selv kunne konstatere at disse to rater ikke
indgik i styrelsens opgørelse.
Ankenævnet fastholdt
afgørelsen ved brev af 18. marts 1999 idet nævnet bl.a. henviste til at De
ikke
selv havde kontrolleret SU-styrelsens opgørelse af 17. juli 1997, og at De
ikke
uden videre havde kunnet gå ud fra at raterne var medregnet i opgørelsen.
Nævnet afviste endvidere at SU-styrelsens brev havde haft karakter af
endelighed, lig med en saldokvittering til fuld og endelig indfrielse, og at
SU-styrelsen havde udvist passivitet.
Selv om Ankenævnet i sin
sidste behandling af sagen mere uddybende har redegjort for sin afgørelse,
kan
jeg ikke med sikkerhed lægge til grund at nævnet har vurderet spørgsmålet i
overensstemmelse med de formueretlige principper om efterbetaling som jeg har
skitseret ovenfor. Ved min vurdering heraf har jeg bl.a. lagt vægt på at
nævnet
ikke har taget stilling til betydningen af at misforståelsen omkring
indfrielsesbeløbet utvivlsomt skyldtes en fejl fra SU-styrelsens side, og at
De selv udviste grundighed og udførlighed i de oplysninger De gav til
SU-styrelsen i Deres brev af 13. juli 1997. Der er heller ikke i sagen
oplysninger om i hvilket omfang De, indtil De modtog årsopgørelsen, havde
indrettet Dem på at lånet var endeligt.
Endvidere giver sagen mig
anledning til at bemærke følgende vedrørende SU-styrelsens og ankenævnets
argumentation for at tillade efterbetalingskravet:
1)
De anførte i Deres brev af 13. juli 1997 at De ønskede at indfri
Deres studielån pr. 24. september 1997, og at sidste udbetaling af lån ville
ske den 1. september 1997. Opgørelsen skulle tillige indbefatte
rentetilskrivning
pr. 24. september 1997.
SU-styrelsen gjorde i sin
udtalelse af 1. juni 1999 gældende at Deres indbetaling af 24. september 1997
lige så vel kunne have været udtryk for en frivillig indbetaling.
Jeg har på det foreliggende
grundlag vanskeligt ved at forstå styrelsens argumentation. Det må efter min
opfattelse have stået klart for SU-styrelsen at De ønskede at indfri hele
fordringen endeligt. Det fremgår også af styrelsens opgørelse af 17. juli
1997 at styrelsen faktisk har forstået at De ønskede at indfri hele gælden.
SU-styrelsen angiver således at gælden kan
indfris
med 43.242 kr., og i brevet omtales
saldoen
pr. 1. september 1997.
Ankenævnet for
Uddannelsesstøtten anfører i den forbindelse i sit brev af 18. marts 1999 at
opgørelsen af 17. juli 1997 ikke fremtrådte som endelig, og at De ikke havde
grundlag for at gå ud fra at opgørelsen også indeholdt raterne for august og
september 1997.
Hertil skal jeg bemærke at
opgørelsen som nævnt udtrykkeligt angiver saldoen pr. 1. september 1997, og
angiver at lånet kan indfris med dette beløb indtil den 1. oktober 1997.
Opgørelsen henviser endvidere til Deres brev af 13. juli 1997 hvor De - som
anført af ankenævnet - selv gør opmærksom på at sidste udbetaling er 1.
september 1997.
Jeg har derfor vanskeligt ved
at se at opgørelsen af 17. juli 1997 ikke fremtræder med høj grad af
endelighed, og at De ikke havde grund til at gå ud fra at opgørelsen
indeholdt
det fulde mellemværende, inklusive renter og raterne for august og september
1997.
2)
Ved Deres indbetaling af 24. september 1997 indfriede De efter
Deres opfattelse gælden. På baggrund af min gennemgang af sagen må jeg antage
at De ved modtagelsen af opgørelsen ikke havde (positiv) viden om den
fejlagtige opgørelse, og at De betalte i tillid til rigtigheden af denne. Jeg
har forstået at hverken Ankenævnet for Uddannelsesstøtten og SU-styrelsen
anfægter dette.
SU-styrelsen og Ankenævnet
for Uddannelsesstøtten har derimod anført at De udelukkende var i god tro med
hensyn til størrelsen af de udbetalte studielånsrater fordi De ikke selv
efterfølgende havde kontrolleret SU-styrelsens opgørelse. De kunne således
efter myndighedernes opfattelse have kontrolleret beløbet ved at lægge lånets
hovedstol pr. 31. december 1996, som fremgik af Deres årsopgørelse for 1996,
sammen med raterne for 1997, som fremgik af Deres støttemeddelelse for 1997.
Jeg er enig med myndighederne
i at det var muligt for Dem efterfølgende at kontrollere beløbet. Imidlertid
finder jeg det tvivlsomt om det at De undlod at betvivle rigtigheden af
SU-styrelsens opgørelse (undlod at kontrollere denne) i den konkrete
situation,
kan være afgørende for berettigelsen af efterbetalingskravet. Se i den
forbindelse
Vestre Landsrets dom U 1970.906V om efterbetaling i forbindelse med
strømafregning.
Jeg har lagt vægt på følgende
omstændigheder:
For det første er
fordringshaveren, SU-styrelsen, en offentlig myndighed. Der må efter min
opfattelse som udgangspunkt kunne fæstes lid til rigtigheden af en opgørelse
foretaget af en offentlig myndighed. Dette medfører at kravene til
skyldnerens
agtsomhed i et vist omfang svækkes, mens kravene til fordringshaveren
skærpes,
jf. Bent Christensen, Forvaltningsret - Prøvelse (1994), s. 204 (om
condictio indebiti
-situationen) og de
dér nævnte henvisninger, samt Bernhard Gomard, Obligationsretten, 3. del
(1993), s. 173.
For det andet har De selv
udvist grundighed og udførlighed i de oplysninger De har givet til
SU-styrelsen
i Deres brev af 13. juli 1997.
For det tredje bar
SU-styrelsens opgørelse præg af at være endelig og af at have medregnet
samtlige poster, jf. mine bemærkninger ovenfor.
For det fjerde var
differencen på 3.771 kr. mellem det opgjorte beløb og det rigtige beløb så
relativt beskeden at opgørelsen ikke virkede åbenbart urigtig.
3)
Den 24. september 1997 overførte De det opgjorte beløb til
SU-styrelsen. Styrelsen reagerede først i januar 1998, ca. tre en halv måned
senere, ved at sende Dem en almindelig årsopgørelse. Hverken ankenævnet eller
styrelsen mener at styrelsen derved har udvist passivitet. Styrelsen anfører
desuden i udtalelsen af 1. juni 1999 at styrelsen først ved årsopgørelsen
havde anledning til at gøre Dem opmærksom på fejlen.
SU-styrelsens bemærkning om
at styrelsen først ved årsopgørelsen havde anledning til at kontakte Dem,
forekommer mig ikke helt indlysende. Efter min opfattelse ville det have
været
naturligt – og bedst stemmende med god forvaltningsskik - at styrelsen
umiddelbart efter modtagelsen af Deres indbetaling foretog en opgørelse af
mellemværendet og i forbindelse med dette gav Dem en kvittering for
indbetalingen.
På dette tidspunkt ville styrelsen så have haft mulighed for at reagere på
eventuelle fejl og misforståelser.
På den baggrund har jeg
henstillet til ankenævnet at genoptage sagens behandling og træffe en ny
afgørelse i lyset af det jeg har anført.
Samtidig har jeg gjort
SU-styrelsen opmærksom på min opfattelse vedrørende god forvaltningsskik og
den
manglende kvittering for indbetalingen den 24. september 1997.
”
Ankenævnet meddelte mig i
brev af 17. februar 2000 at nævnet havde foretaget en fornyet gennemgang af
sagen og truffet en ny afgørelse hvorefter A’s studielån ansås for
indfriet
fuldt ud ved indbetalingen den 24. september 1997.
Jeg meddelte herefter
ankenævnet at jeg på den baggrund ikke foretog mig mere i sagen.
Lignende dokumenter
- Dispensation i forbindelse med krav om tilbagebetaling af uddannelsesstøtte. Begrundelse. Toinstansprincippet Retsinformation · 19. januar 2004
- Afslag på eftergivelse af gæld til det offentlige – Statsgaranterede studielån og renter SKM-databasen · 20. september 2023
- Opsigelse af SU-lån på grund af misligholdelse Retsinformation · 3. marts 2003
- PERSONBESKATNING 1997 AFSNIT AE - FRADRAG I KAPITALINDKOMST Retsinformation · 5. februar 2008
- C.A.11.2.3.3 Lån optaget i forbindelse med uddannelse og tilskud til afvikling Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- PERSONBESKATNING 1996 AFSNIT AE - FRADRAG I KAPITALINDKOMST Retsinformation · 5. februar 2008