Spring til indhold

Retsinformation

Aktindsigt i sag om nedsættelse af Højskoleudvalget. Notatpligt

FOU nr 1999.516UdtalelserFolketinget6. september 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Aktindsigt i sag om nedsættelse af Højskoleudvalget.

Notatpligt

Det fremgik af sagens akter

at journalist A den 15. juni 1998 søgte Undervisningsministeriet om

aktindsigt

i “hele forløbet omkring nedsættelsen af det nye højskoleudvalg”.

Den 23. juni 1998 meddelte

ministeriet A aktindsigt i dele af sagen og skrev i den forbindelse bl.a.

følgende:

“Undervisningsministeriet

imødekommer hermed din anmodning af 15. juni 1998 om aktindsigt i sagen om

Højskoleudvalget. Der vedlægges en oversigt over de journaliserede dokumenter

i

sagen og kopier af sagens akter. Efter § 7 i lov om offentlighed i

forvaltningen har vi undtaget ministeriets interne arbejdspapirer.”

Efter at have modtaget

sagsakterne henvendte A sig den 24. juni 1998 telefonisk til ministeriet og

gav

udtryk for at den givne aktindsigt var ufuldstændig. Han anførte bl.a. at der

manglede oplysninger om ministeriets kontakt til flere af udvalgets medlemmer

og om kontakt til personer der havde afslået tilbud om medlemskab.

Ministeriet

svarede således i brev af 10. juli 1998:

“...

Den 24. juni 1998 har du

telefonisk på ny henvendt dig til ministeriet, idet du giver udtryk for, at

den givne aktindsigt er ufuldstændig, og at der mangler oplysninger om

ministeriets kontakt til flere af udvalgets medlemmer samt om kontakt til

eventuelle personer, der måtte have afslået et tilbud om medlemskab.

Endvidere

Læs alt

har du oplyst, at den tidligere minister har udtalt til dig, at han før

regeringsskiftet havde haft et møde med et andet formandsemne.

Vi skal oplyse, at der ikke

findes akter i sagen, som kan belyse ovenstående.

Undervisningsministeren har

bedt Folkeoplysningsafdelingen meddele dig, at årsagen til, at det tog så

lang

tid at nedsætte udvalget, navnlig er, at hun har brugt nogen tid på at tænke

sig grundigt om for at få sammensat udvalget bedst muligt.

Du har telefonisk givet

udtryk for, at ministeren skulle have pligt til at gøre notater om sine

sonderinger. Notatpligten i § 6, stk. 1, i lov om offentlighed i

forvaltningen

er beskrevet således:

’I sager, hvor der vil blive truffet en afgørelse af en

forvaltningsmyndighed,

skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags

faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som

på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af

oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af

sagens dokumenter.’

Undervisningsministeriet gør

opmærksom på, at der ikke er pligt til at gøre notater til sagen om

sonderinger, der gik ud på at foreslå medlemskab af udvalget over for

personer,

hvorom det klart fremgår af sagens dokumenter, at de pågældende har svaret

bekræftende på en forespørgsel om, hvorvidt de ønskede at deltage. Dette

fremgår af offentlighedslovens § 6, stk. 1, 2. punktum, og det har betydning

i

forhold til dine forespørgsler vedrørende Ole Vig Jensen, Hanne-Vibeke Holst

og

Bendt Thuesen, der alle er udpeget som medlemmer af udvalget. Det fremgår af

de

breve, hvoraf du har modtaget kopi, at de pågældende har taget mod tilbudet

om

medlemskab.

Desuden er der ikke pligt til

at gøre notater om de interne overvejelser, som bl.a. førte til, at

ministeren

bad den tidligere undervisningsminister om at være formand for udvalget.

...”

Den 14. juli 1998 klagede A

til mig. Han skrev bl.a. følgende:

“I det materiale, som jeg har

søgt og mod betaling fået aktindsigt i hos ministeriet, mangler bl.a.

væsentlige oplysninger om, hvornår og hvordan de - i ministeriets svar til

mig

- tre navngivne personer blev kontaktet, og hvordan de svarede tilbage. De

oplysninger er til stede for udvalgets øvrige otte medlemmer, bl.a. et notat

i

sagsmappen fra en embedsmand om hvordan to af dem blev kontaktet telefonisk

og hvornår, samt hvad og hvordan de svarede. Det samme bør gælde for samtlige

udvalgets medlemmer.

Da det bl.a. er udvalgets

formand, der ydermere er tidligere undervisningsminister og oprindelig

idémand

til udvalget, som der mangler oplysninger på, er det af væsentlig offentlig

interesse. Udvalgets nedsættelse trak temmelig meget ud, hvilket antyder

problemer,

problemer som vil være af væsentlig interesse for offentligheden at få

kendskab til.

Det har også stor interesse,

hvem der iøvrigt er blevet kontaktet til udvalget, men som har takket nej, og

af hvilke årsager. Det gælder helt tilbage fra Folketingets højskoledebat i

januar i år, altså også før ministerskiftet, hvor ideen blev søsat og jagten

på

medlemmer til udvalget blev indledt.”

I anledning af A’s klage

indhentede jeg en udtalelse fra Undervisningsministeriet. Af udtalelsen af

11.

december 1998 fremgik bl.a. følgende:

“I undervisningsministerens

redegørelse til Folketinget om folkehøjskolerne, fra december 1997, blev det

foreslået at nedsætte et udvalg sammensat af personer dels med, dels uden

tilknytning til højskoleverdenen. Udvalget blev nedsat af regeringen i

forlængelse af redegørelsen og debatten i Folketinget i januar 1998. Ifølge

kommissoriet skal udvalget undersøge folkehøjskolernes vilkår og fremtidige

placering i uddannelsessystemet. Dette skal senest den 1. maj 1999 munde ud i

en rapport med bl.a. en vurdering af betingelserne for statens godkendelse af

folkehøjskoler, betingelserne for og beregning af statstilskud og elevernes

muligheder for at finansiere lange højskoleophold.

I brev af 10. juli 1998 til

(A) oplyser ministeriet, at baggrunden for, at der gik lang tid med

nedsættelsen af udvalget, er, at undervisningsministeren havde brugt nogen

tid

på at tænke sig om for at få sammensat udvalget bedst muligt. Hertil kan

ministeriet blot tilføje, at ministeren tilkendegav, at hun, som ny minister

inden for området, tog sig den tid, som hun havde brug for til at sætte

arbejdet i gang på den bedst tænkelige måde. Udvalgets medlemmer blev

beskikket i ministerens brev af 11. juni 1998. Ministeriets

Folkeoplysningsafdeling indkaldte i brev af 19. juni 1998 udvalget til det

første møde mandag den 29. juni 1998.

For så vidt angår spørgsmålet

om fuld aktindsigt i nedsættelsen af højskoleudvalget kan ministeriet oplyse,

at der efterfølgende beklageligvis er dukket yderligere materiale op, som i

juni 1998 ikke befandt sig på sagen. Det har vist sig, at der den 5. marts

1998

var sendt et brev indeholdende materiale om de frie kostskoler til Ole Vig

Jensens formandskandidat, og at der i april-maj 1998 havde været en

korrespondance mellem Frank Dahlgaard, MF, og den nye undervisningsminister.

Der er ingen tvivl om, at

sidstnævnte korrespondance burde have været udleveret. Det er derfor

efterfølgende sket med brev af 7. december 1998. Med hensyn til brevet af 5.

marts 1998 finder ministeriet, at der ikke bør gives aktindsigt i dette brev

af hensyn til den pågældende, der ved udvalgets nedsættelse blev forbigået.

Der

henvises til § 13, stk. 1, nr. 6, i lov om offentlighed i forvaltningen. Det

bemærkes, at brevet er et fremsendelsesbrev, som ikke indeholder andre

oplysninger end adressatens identitet.

Efter ministeriets opfattelse

er retten til aktindsigt ikke tilsidesat. Udpegning af udvalgsmedlemmer har

en

særlig karakter, som må føre til, at retten til aktindsigt kan begrænses,

fordi

det efter sagens særlige karakter er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige

hensyn til private og offentlige interesser, jf. offentlighedslovens § 13,

stk. 1, nr. 6.

Ministeriet begrunder dette

ud fra de alvorlige skadevirkninger en imødekommelse af anmodninger om

aktindsigt i oplysninger af den nævnte type ville få for det offentliges

beslutningsproces omkring nedsættelse af udvalg, og de gener, der vil kunne

opstå for enkeltpersoner.

Efter ministeriets opfattelse

vil det, såfremt sådanne oplysninger ved aktindsigt kan komme ud til en

videre

kreds, i meget høj grad besværliggøre nedsættelsen af udvalg. Det vil kunne

føre til, at kun de sonderinger, som ønskes offentlig kendt uanset udfaldet,

vil blive foretaget, og fordi personer, der bliver udspurgt - ofte af den

pågældende minister - som forslag til medlemmer, vil være tilbageholdende med

at svare. Personer, der bliver tilbudt medlemskab, må endvidere tage i

betragtning, at det kunne blive offentlig kendt, om andre havde fået samme

tilbud og afslået det. Endvidere vil en række personer blive bekendt med, om

de

var bragt i forslag, i givet fald uden at dette førte til et tilbud om

medlemskab.

Det bemærkes endeligt, at

sagen om udpegning af medlemmerne eller enkelte af disse kan have karakter af

en ansættelsesssag, der ifølge lovens § 2, stk. 1, 2 pkt., ikke er omfattet

af

aktindsigtsreglerne. For så vidt dette ikke er tilfældet, vil blandt andet de

betragtninger, der ligger bag reglen i lovens § 2, stk. 1, 2 pkt., efter

ministeriets opfattelse tale med afgørende vægt for alligevel at undtage

oplysningerne fra aktindsigt i medfør af lovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Med hensyn til beskikkelsen

af udvalgets medlemmer fremgår det af den meddelte aktindsigt, at de udpegede

havde indvilget i at deltage i udvalgsarbejdet. Efter ministeriets opfattelse

er notatpligten i forvaltningslovens § 6, stk. 1, 2. pkt., med hensyn til

disse personer således ikke tilsidesat, idet ministeriet hverken er

forpligtet

til at gøre notat om egne interne drøftelser, standpunkter og argumenter

eller

om vurderinger, der gik ud på at foreslå medlemskab af udvalget over for

personer, hvorom det klart fremgår af sagens dokumenter, at de pågældende har

svaret bekræftende på en forespørgsel om, hvorvidt de ønskede at deltage i

højskoleudvalget. Ministeriet har ikke fundet anledning til at tage stilling

til, om – og i givet fald fra hvilket tidspunkt – sagen overhovedet

er omfattet

af reglen i offentlighedslovens § 6, som alene omfatter afgørelsessager. Det

bemærkes, at ministeriet er opmærksom på, at der også i andre sager end

afgørelsessager er en vis notatpligt efter almindelig god forvaltningsskik.

...”

Jeg sendte udtalelsen til A

med henblik på bemærkninger. Han fremsatte følgende bemærkninger i brev af 5.

januar 1999:

“...

Trods ministeriets lange brev

og mange ord fastholder jeg både min klage og mit ønske om at få at vide,

hvordan og hvornår de tre navngivne medlemmer blev udvalgt. Samt at få at

vide, hvilke øvrige personer, som ministeriet har været i kontakt med, eller

som er blevet bragt i forslag, siden ideen om udvalget blev født, og hvad

disse

mennesker har svaret.

Ministeriets brev er ikke

overraskende, for det er jo hverken første eller sidste gang, at embedsmænd

her

i landet mener, at offentlighedens ret til at vide, hvad der foregår i

centraladministrationen, er noget, som den dags fødselar har skabt.

Det vil både have ’alvorlige

skadevirkninger’ og ’besværliggøre nedsættelsen af udvalg’,

påstår ministeriet.

Jamen, demokrati er jo besværligt, det er ikke nogen hemmelighed for nogen.

Men

demokrati fordrer åbenhed.

At sammenligne nedsættelsen

af et udvalg med stillingsbesættelser, som ministeriet også tillader sig,

virker vildt overdrevet. Til gengæld finder jeg det interessant, at

ministeriet

erkender, at man har rod i sagsmappen for Højskoleudvalget. Så interessant,

at

det har skærpet min nysgerrighed i sagen betydeligt.

At selve idémanden til

udvalget, fhv. undervisningsminister Ole Vig Jensen, pludselig bliver

formand,

er da heller ikke uinteressant. Specielt ikke, når han selv havde udset sig

en

anden til posten. Hvem mon det er, hvorfor kunne denne person pludselig ikke

bruges?

Alt i alt er der mange for

offentligheden påtrængende spørgsmål i denne sag om højskolerne, som kun kan

besvares,

hvis Undervisningsministeriet tvinges til at fortælle, hvordan

Højskoleudvalget blev nedsat.

Det er ofte netop i selve

nedsættelsesprocessen af et udvalg, at de afgørende slag slås.

Personsammensætningen er

ekstremt afgørende for udfaldet af et udvalgs arbejde, hvilket ombudsmand

Hans

Gammeltoft-Hansen nævnte og eksemplificerede i et foredrag under et

efteruddannelseskursus, som jeg var på for et års tid siden.”

Ombudsmandens udtalelse

”

1. Er sagen en sag om ’ansættelse eller forfremmelse i det offentliges

tjeneste’?

Undervisningsministeriet har anført at sagen kan være en sag om

’ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste’, jf.

offentlighedslovens § 2, stk. 2, 1. punktum, og at den derfor som sådan er

undtaget fra aktindsigt. Offentlighedslovens § 2, stk. 2, 1. punktum har

følgende ordlyd:

’Bortset fra bestemmelsen i § 6 gælder loven endvidere ikke for sager om

ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste.’

Det fremgår af sagen at udvalget er nedsat på baggrund af

undervisningsministerens redegørelse af 12. december 1997 til Folketinget om

folkehøjskolerne og Folketingets forhandling den 16. januar 1998 om

redegørelsen. Medlemmerne til udvalget udpeges af ministeren, Foreningen for

Folkehøjskoler, Foreningen af Frie Ungdoms- og Efterskoler og Foreningen af

Husholdnings- og Håndarbejdsskoler. Af kommissoriet for udvalget dateret den

27. april 1998 fremgår følgende om udvalget og dets opgaver:

’...

På baggrund af undervisningsministerens redegørelse af 12. december 1997 til

Folketinget om folkehøjskolerne og Folketingets forhandling den 16. januar

1998 om redegørelsen nedsætter regeringen et udvalg, der får til opgave at

drøfte folkehøjskolernes vilkår for at drive folkehøjskolevirksomhed med

henblik på skoleformens fremtidige samfundsmæssige og uddannelsesmæssige

placering set i lyset af den gældende lovs formålsbestemmelse.

Det er herunder udvalgets opgave at vurdere betingelserne for statens

godkendelse af folkehøjskoler, betingelserne for og beregningen af

statstilskud, elevernes mulighed for at finansiere deltagelse i et langt

kursus og at vurdere de seneste års forsøgs- og udviklingsarbejder.

Udvalget anmodes om at stille

forslag til enklere regler i lovgivningen om folkehøjskoler, og der kan i den

forbindelse nedsættes et underudvalg til at se på de mere tekniske sider

heraf.

Forslagene bør udarbejdes ud fra, at detailstyring skal undgås, samtidigt med

at det skal sikres, at skolerne opfylder lovgivningens overordnede formål.

...’

Det er ikke nærmere defineret

i offentlighedslovens § 2, stk. 2, eller i forarbejderne hertil (eller til

den

tilsvarende § 6, stk. 1, i den tidligere offentlighedslov) hvad der forstås

ved

begrebet ’ansættelse’.

En almindelige sproglig

fortolkning af ordet fører efter min opfattelse nærmest til en formodning om

at en situation som den foreliggende hvor nogle personer udpeges som

medlemmer

af et udvalg, ikke har karakter af en ’ansættelse’; en

’ansættelse’ indebærer

typisk at der etableres et over- og underordnelsesforhold mellem en ansat og

dennes arbejdsgiver, ligesom en ’ansættelse’ mest almindeligt

finder sted

efter ansøgning. Der er imidlertid ikke i loven eller forarbejderne

holdepunkter for at antage at det har været hensigten at afgrænse

bestemmelsens

anvendelsesområde så snævert som til sådanne typiske ansættelsessager.

Den sproglige fortolkning af

begrebet må foretages i lyset af bestemmelsens formål. Af betænkning nr.

857/1978 om offentlighedslovens revision, s.

107f, fremgår følgende herom:

’...

Som anført i indledningen har

udvalget ligeledes nedsat en arbejdsgruppe vedrørende spørgsmålet om,

hvorvidt

ansættelses- og forfremmelsessager helt eller delvist bør være omfattet af

loven. Arbejdsgruppens rapport er i sin helhed optrykt nedenfor side 379 ff.

Arbejdsgruppen har overvejet

både spørgsmålet om, hvorvidt

offentligheden

helt eller delvis bør have adgang til aktindsigt i personalesager (jfr.

den gældende lovs § 6, stk. 1), og spørgsmålet om, hvorvidt den særlige

adgang

hertil for

en part

i en ansættelses-

eller forfremmelsessag efter lovens § 10, stk. 2, bør udvides.

I førstnævnte henseende er

det arbejdsgruppens opfattelse, at der ikke i forbindelse med lovrevisionen

bør

indføres

fuld offentlighed

i

ansættelses- og forfremmelsessager, idet dette ville give anledning til

væsentlige

betænkeligheder både af hensyn til offentlige interesser, navnlig ønsket om i

videst muligt omfang at tiltrække kvalificerede ansøgere, og private

interesser, navnlig behovet for at beskytte ansøgere mod offentliggørelse af

deres private forhold.

...

Udvalget kan tiltræde

arbejdsgruppens opfattelse af, at det ikke vil være forsvarligt generelt at

lade sager om ansættelse og forfremmelse i det offentliges tjeneste blive

undergivet den almindelige adgang til aktindsigt efter offentlighedslovens

kapitel

1 og skal herved henvise til de af arbejdsgruppen anførte grunde.

...’

Baggrunden for bestemmelsen

har således bl.a. været det offentliges interesse i at sikre at ingen

afholder

sig fra at søge en stilling på grund af muligheden for at oplysninger herom

bliver undergivet offentlighed, og samtidig kandidatens egen interesse i ikke

at få offentliggjort dels selve det faktum at han eller hun har søgt den

pågældende stilling (og ikke opnået ansættelse), dels de oplysninger af mere

privat karakter der måtte fremkomme i forbindelse med ansøgningen.

Bemærkningerne i betænkningen

tager udgangspunkt i den typiske situation: ansættelse på grundlag af

ansøgning.

I en sag der er trykt i

Folketingets Ombudsmands beretning for året 1998, s. 167, fandt jeg

imidlertid

at hensyn af den samme karakter i tilsvarende grad gjorde sig gældende hvor

det

drejede sig om udpegningen af medlemmer til undersøgelseskommissionen

vedrørende den færøske banksag.

Jeg fandt at kandidaterne til

at blive medlem af undersøgelseskommissionen havde samme berettigede

interesse

i beskyttelse af oplysningen om at de havde været inde i billedet som emner

til

udpegelse (men var blevet vraget igen), og samme berettigede interesse i

fortrolighed vedrørende de oplysninger der var blevet indhentet om dem af

myndigheden fra forskellig side i forbindelse med overvejelserne om udpegning

(uanset om de pågældende efterfølgende blev udpeget eller ej). Hertil kom

andre

myndigheders mulighed for frit at kunne afgive udtalelser mv. til brug for

vurderingen af de pågældende kandidaters egnethed.

Ud fra en formålsbetragtning

konkluderede jeg derfor at udpegningen af medlemmerne til

undersøgelseskommissionen var omfattet af begrebet ’ansættelse’ i

offentlighedslovens § 2, stk. 2, 1. punktum.

Jeg finder at disse

synspunkter kan overføres til en situation som den foreliggende. Der

foreligger

også i denne situation de samme beskyttelsesbehov - for kandidaterne og for

det

offentlige - som i forbindelse med en egentlig ansættelsessag. Det er derfor

min opfattelse at udpegningen af medlemmerne til Højskoleudvalget ud fra en

formålsbetragtning er omfattet af begrebet ansættelse i offentlighedslovens §

2, stk. 2, 1. pkt.

Midlertidige udvalg som

f.eks. lovforberedende udvalg anses for at være en del af den offentlige

forvaltning,

jf. bl.a. John Vogter, Offentlighedsloven med kommentarer, 3. udgave, 1998,

side 49. Der etableres derfor ved udpegningen af medlemmer til

Højskoleudvalget

et ansættelsesforhold

i det offentliges

tjeneste.

Det er på den baggrund min

opfattelse at sagen om nedsættelse af Højskoleudvalget er en sag om

’ansættelse

eller forfremmelse i det offentliges tjeneste’, jf. offentlighedslovens

§ 2,

stk. 2, 1. punktum, og at sagen som sådan derfor er undtaget fra aktindsigt.

Jeg har derfor ikke grundlag

for at kritisere at Undervisningsministeriet ikke gav Dem aktindsigt i videre

omfang end sket med Undervisningsministeriets breve til Dem af 23. juni 1998

og 7. december 1998.

2. Meroffentlighed/tavshedspligt

Da sagen som sådan er

undtaget fra aktindsigt, kan aktindsigt kun meddeles i medfør af

meroffentlighedsprincippet, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt.

Efter denne bestemmelse kan

en forvaltningsmyndighed give aktindsigt i videre omfang end den er

forpligtet

til efter offentlighedsloven, dog begrænset af reglerne om tavshedspligt.

Jeg finder ikke anledning til

at tage stilling til i hvilket omfang oplysningerne i sagen er omfattet af

reglerne om tavshedspligt, og hermed i hvilket omfang

Undervisningsministeriet

har været berettiget til at videregive de oplysninger til Dem som De allerede

har fået.

3. Notatpligt

De har anført at ministeriet

burde have gjort notater om hvorledes tre navngivne medlemmer af udvalget

blev

kontaktet, og hvad de svarede. Herudover mener De at der burde have været

gjort

notater om eventuel kontakt til personer som blev tilbudt at være medlem af

udvalget, men som afslog.

Spørgsmålet om notatpligt får

- på grund af det der er konkluderet ovenfor - kun begrænset betydning for

Deres aktindsigtsanmodning. Jeg finder dog alligevel anledning til at tage

stilling til spørgsmålet da det kan få betydning for aktindsigtsanmodninger

fra dem som er parter i sagen, jf. forvaltningslovens § 10, stk. 2.

Bestemmelsen om notatpligt

findes i offentlighedslovens § 6, stk. 1, der har følgende ordlyd:

’I sager, hvor der vil blive

truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der

mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder,

der

er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med

sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog

ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.’

Det er således en

forudsætning for anvendelse af bestemmelsen 1) at der er tale om en

afgørelsessag,

2) at der er tale om oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder

der

er af betydning for sagens afgørelse, og 3) at oplysningerne ikke i øvrigt

fremgår af sagens dokumenter.

Ad 1

Ansættelsesforhold i det

offentliges tjeneste betragtes som afgørelsessager i forvaltningslovens og

offentlighedslovens forstand, jf. herved Hans Gammeltoft-Hansen mfl.,

Forvaltningsret, 1994, s. 40, og John Vogter, Forvaltningsloven med

kommentarer

(1992), s. 48-49. Dette følger også forudsætningsvis af bestemmelsen i

offentlighedslovens

§ 2, stk.2, 1. pkt. Sagen er således omfattet af reglen i offentlighedslovens

§

6.

Ad 2

Oplysninger om hvem der er

blevet kontaktet som mulige medlemmer af udvalget, og hvad de har svaret, er

efter min opfattelse utvivlsomt oplysninger der må karakteriseres som

’oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af

betydning

for sagens afgørelse’. Dette gælder både kontakt til personer som har

accepteret medlemskab af udvalget, og personer der har afslået.

Jeg er derimod enig med

ministeriet i at noget andet kan gøre sig gældende for så vidt angår

ministeriets overvejelser om hvorvidt bestemte personer skulle kontaktes som

mulige medlemmer af udvalget eller ej.

Ad 3

Ministeriet har anført at

ministeriet ikke har haft pligt til at gøre notater om kontakt til de

personer

som accepterede at blive medlemmer af udvalget, idet oplysningerne herom i

øvrigt fremgår af sagens dokumenter.

På det tidspunkt hvor

kontakten til personerne der accepterede at blive medlem af udvalget fandt

sted, fremgik oplysningerne ikke i øvrigt af sagens dokumenter. På det

tidspunkt bestod der for så vidt en notatpligt. I denne situation hvor

oplysningen umiddelbart efter kommer til at fremgå af sagen, bl.a. ved at der

fremsendes ’udnævnelsesbreve’ til de pågældende personer, er jeg

enig med

ministeriet i at der ikke er notatpligt om oplysningerne efter

offentlighedslovens

§ 6.

For så vidt angår eventuel

kontakt til personer som afslog at blive medlem af udvalget, finder jeg

imidlertid at der må være notatpligt efter offentlighedslovens § 6. Da jeg

forstår på ministeriet at der ikke har været foretaget sådanne kontakter, har

jeg imidlertid ikke grundlag for at kritisere ministeriet.

Sammenfattende er det således

min opfattelse

at

sagen er omfattet

af offentlighedslovens § 6 om notatpligt,

at

oplysninger om hvem der blev kontaktet som mulige medlemmer af udvalget, og

hvad de svarede, er oplysninger der skal gøres notat om i medfør af

bestemmelsen,

men at

sådanne

oplysninger i sagen allerede fremgår af sagens øvrige dokumenter og der

derfor

alligevel ikke var pligt til at gøre notat om oplysningerne.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i anledning af Deres henvendelse.”

NOTER: (*1)

FOB 1998, s. 167.

Lignende dokumenter