Spring til indhold

Retsinformation

Aktindsigt i dokumenter vedrørende Havarikommissionen for Civil Luftfart. Identifikation. Vejledning. Meroffentlighed i forhold til pressen

FOU nr 2002.393UdtalelserFolketinget19. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Aktindsigt i dokumenter vedrørende Havarikommissionen for

Civil Luftfart. Identifikation. Vejledning. Meroffentlighed i forhold til

pressen

En journalist, A, klagede til

mig over at Trafikministeriet havde meddelt ham afslag på en anmodning om

aktindsigt i dokumenter vedrørende Havarikommissionen for Civil Luftfart.

Det fremgik af sagens akter

at A i brev af 19. januar 2001 søgte Trafikministeriet om aktindsigt i alle

dokumenter vedrørende Havarikommissionen for Civil Luftfart for perioden fra

1.

januar 1996 til 19. januar 2001. A anførte at han først og fremmest ønskede

aktindsigt i journal- og aktlister med henblik på en eventuel gennemgang af

sagerne i ministeriet.

I brev af 24. januar 2001

meddelte Trafikministeriet A aktindsigt i en enkelt sag vedrørende

Havarikommissionen for Civil Luftfarts organisatoriske forhold. Ministeriet

skrev i den forbindelse følgende:

”Med henvisning til Deres

anmodning om aktindsigt i brev af 19. januar 2001 i dokumenter vedrørende

Havarikommissionen for Civil Luftfart i perioden fra 1. januar 1996,

fremsendes

hermed dokumentliste for sag nummer 232-8

Havarikommissionen

for Civil Luftfart - organisatoriske forhold

, som vi går ud fra, er den

relevante sag.

Såfremt De ønsker aktindsigt

i de på listen anførte dokumenter, bedes De rette henvendelse til ministeriet

herom.

Det tilføjes, at ministeriet

Læs alt

ikke er i besiddelse af akter fra perioden forud for de på dokumentlisten

anførte.”

A ringede den 25. januar 2001

til Trafikministeriet som oplyste at han ikke kunne få udleveret en oversigt

over ministeriets sager vedrørende havarikommissionen, og at han for at få

aktindsigt måtte specificere sagerne nærmere.

I brev af 29. januar 2001

fremsatte A på ny anmodning om aktindsigt, og han understregede over for

Trafikministeriet at det var alle dokumenter vedrørende Havarikommissionen

for

Civil Luftfart for den pågældende periode han ønskede aktindsigt i. A bad

endvidere om at blive gjort bekendt med ministeriets journalsystem og skrev i

den forbindelse bl.a.:

”Derfor ser jeg mig nødsaget

til desuden at anmode om aktindsigt i en oversigt over opbygningen af

ministeriets journal-/sagssystem vedrørende Havarikommissionen for Civil

Luftfart inklusive sagsnumre og en definition af disse. Denne anmodning

gælder

ligeledes perioden 1. januar 1996 til 19. januar 2001. Begrundelsen for denne

tilføjelse er, at (B) telefonisk har oplyst mig, at ministeriet inden for

denne

periode har rekonstrueret sit journalsystem. Jeg finder, at dette kan være

årsagen til, at der på den dokumentliste De har fremsendt til mig, ikke

figurerer dokumenter af ældre dato end 1. oktober 1998. Ifølge mine

oplysninger

skulle der eksempelvis i Deres sagsakter forefindes et dokument nummer

97-2429-8, som er omfattet af aktindsigt i henhold til min oprindelige

anmodning og i henhold til lov om offentlighed i forvaltningen.”

Trafikministeriet svarede i

brev af 5. februar 2001. Ministeriet skrev følgende:

”I brev af 29. januar 2001

har De på ny anmodet om aktindsigt i ministeriets dokumenter vedrørende

Havarikommissionen for Civil Luftfart for perioden 1. januar 1996 til dags

dato.

I den anledning anmoder

Trafikministeriet Dem om nærmere at angive den sag og/eller de dokumenter,

som

De ønsker aktindsigt i. Trafikministeriet henviser herved til

offentlighedslovens § 4, stk. 3, hvorefter en anmodning om aktindsigt skal

angive de dokumenter eller den sag, som den pågældende ønsker at blive gjort

bekendt med.

Trafikministeriet henviser

endvidere til, at ministeriet med brev af 24. januar 2001 fremsendte

dokumentliste vedrørende sags nr. 232-8 om Havarikommissionen for Civil

Luftfart - organisatoriske forhold.

Endvidere bemærkes, at De i

brev af 19. januar 2001 anmodede om kopi af journal-/aktlister med henblik på

at gennemse sagen i Trafikministeriet.

For så vidt angår Deres

spørgsmål om begyndelsesdatoen på sags nr. 232-8, kan det herved oplyses, at

ministeriet den 1. september 1998 skiftede journalsystem, og at sagen først

begynder på dette tidspunkt. Der er ikke tale om, at sags nr. 232-8 er en

fortsættelse af en sag fra den tidligere periode.

Endelig har De anmodet om

aktindsigt i et dokument vedrørende sags nr. 97-2429-8. I den anledning

vedlægges dokumentliste for sagen samt kopi af dokumenterne.”

A ringede den 15. februar

2001 til Trafikministeriet og fik bl.a. oplyst at ministeriets brev også

skulle

forstås som et afslag på aktindsigt i opbygningen af ministeriets

journalsystem. Denne del af afslaget ønskede A at modtage skriftligt, og han

indvilligede i at fremsende en e-mail med anmodning om aktindsigt i en

oversigt

over journalopbygningen, hvilket skete den 19. februar 2001.

I brev ligeledes af 19.

februar 2001 klagede A til mig over Trafikministeriets afslag på aktindsigt,

herunder at ministeriet ikke havde oplyst hvilke dokumenter der eventuelt var

undtaget fra retten til aktindsigt - eksempelvis interne arbejdsdokumenter -

og

at han ikke havde modtaget en klagevejledning i forbindelse med ministeriets

afgørelser.

I telefax af 21. februar 2001

modtog A udtrykkeligt afslag på sin skriftlige anmodning af 19. februar 2001

angående ministeriets journalsystem:

”Under henvisning til Deres

e-mail af 19. februar 2001, samt telefonsamtale den 15. februar 2001, hvorved

De genfremsatte Deres anmodning om aktindsigt i en oversigt over ministeriets

sagssystem vedrørende Havarikommissionen for Civil Luftfart i perioden fra 1.

januar 1996 til 19. januar 2001, skal Trafikministeriet henvise til

ministeriets brev af 5. februar 2001, hvoraf det fremgår, at en anmodning i

henhold til offentlighedslovens § 4, stk. 3 skal angive de dokumenter eller

den

sag, som den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med.

Endvidere skal

Trafikministeriet i denne anledning henvise til bemærkningerne til

offentlighedslovens § 4, stk. 3, hvor det bl.a. fremgår:

’Kravet om angivelse af sagen

eller dokumenter i denne betyder bl.a., at der ikke kan forlanges adgang til

at

gennemgå en forvaltningsmyndigheds journalmateriale med henblik på herigennem

at finde frem til sager, hvis dokumenter man kan have interesse i at blive

gjort bekendt med.

Bestemmelsen giver heller

ikke adgang til at gennemse alle sager af en bestemt art eller alle sager,

der

er blevet journaliseret i en bestemt periode.’

”

Efter en gennemgang af A’s

klage med bilag bad jeg den 15. marts 2001 Trafikministeriet om en udtalelse

i

sagen. Jeg henledte i den forbindelse ministeriets opmærksomhed på pkt. 17 i

Justitsministeriets

vejledning om lov om offentlighed i forvaltningen fra 1986 og på min

udtalelse

i en sag omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1995, s. 244ff*. Jeg

bad endvidere om udlån af sagens akter.

Den 29. marts 2001 afgav

Trafikministeriet udtalelse i sagen. Ministeriet skrev bl.a. følgende:

”For så vidt angår (A)’s

klage over manglende klagevejledning skal Trafikministeriet gøre opmærksom

på,

at der ikke er mulighed for at klage over Trafikministeriets afgørelse. Der

er

derfor ikke givet klagevejledning.

Med hensyn til det af (A)

anførte om, at Trafikministeriet ikke har oplyst, hvilke dokumenter, som

eventuelt skønnes at være undtaget fra retten til aktindsigt, kan ministeriet

oplyse, at (A) endnu ikke har angivet konkret hvilke dokumenter, han ønsker

aktindsigt i, hvorfor ministeriet ikke fandt det påkrævet allerede ved

udleveringen af dokumentlisten i sagen j.nr. 232-8 vedrørende

havarikommissionens organisatoriske forhold at foretage en forhåndsbedømmelse

af, hvilke dokumenter der eventuelt måtte være undtaget fra aktindsigt.

(A) har desuden klaget over,

at han ikke har fået aktindsigt i en oversigt over opbygningen af

ministeriets

journalsystem vedrørende havarikommissionen, og at han i øvrigt ikke har fået

aktindsigt i fuldt omfang.

Trafikministeriet har i den

forbindelse henvist til offentlighedslovens § 4, stk. 3, og forarbejderne,

hvoraf fremgår, at forvaltningen ikke har pligt til at imødekomme begæringer

om

at få lejlighed til at gennemse alle sager af en bestemt art eller alle

sager,

der er blevet journaliseret i en bestemt periode.

Ombudsmanden har i den

forbindelse gjort opmærksom på pkt. 17 i Justitsministeriets vejledning om

lov

om offentlighed i forvaltningen fra 1986 og ombudsmandens udtalelse i en sag

om

aktindsigt omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1995, s. 244ff.

For så vidt ombudsmanden med

denne henvisning sigter til det deri anførte om, at det følger af god

forvaltningsskik, at der bør udvises tilbageholdenhed med hensyn til at afslå

pressens begæringer om at få lejlighed til at gennemse alle sager af en

bestemt

art eller sager der er blevet journaliseret i en bestemt periode, medmindre

andet følger af reglerne om tavshedspligt, skal Trafikministeriet gøre

opmærksom på, at en anmodning som den foreliggende, der dels er meget

generel,

idet den dækker alle forhold, der vedrører Havarikommissionen for Civil

Luftfart uanset det nærmere sagsforhold, dels dækker en meget lang periode, i

realiteten - hvis anmodningen imødekommes - vil indebære, at der vil blive

generel

adgang til aktindsigt i en stor del af ministeriets journal på

luftfartsområdet.

En imødekommelse af en sådan

anmodning ville formentlig også have som konsekvens, at der for pressen ville

være adgang til aktindsigt i alle andre tilsvarende tilfælde vedrørende

f.eks.

Statens Luftfartsvæsen eller Trafikministeriet med den følge, at ministeriets

journalplan helt eller delvist ville kunne kræves udleveret.

Trafikministeriet skal

endvidere henvise til forarbejderne til offentlighedsloven vedrørende § 5,

jf.

Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 214, hvoraf det fremgår, at

bestemmelsen om, at indførelsen i journaler m.v. skal vedrøre en bestemt sag,

indebærer, at begæringer om at få generelle udskrifter af en myndigheds

journal

m.v. kan afslås med hjemmel i bestemmelsen i § 5, stk. 1, nr. 2, jf. § 4,

stk.

3.

Det skal desuden oplyses, at

der ikke udover sagen 232-8 findes sager eller akter, der vedrører

havarikommissionens organisatoriske forhold.”

Som kommentar til

Trafikministeriets udtalelse skrev A i brev af 5. april 2001 bl.a. følgende:

”Ministeriet anfører, at min

anmodning dels er meget generel, dels dækker en meget lang periode. Jeg er

fuldt ud klar over, at anmodningen er

omfattende.

Dette berettiger imidlertid efter min opfattelse ikke til med henvisning til

ovenstående argumentation at betegne den som

generel. For så vidt angår det, at anmodningen efter ministeriets

opfattelse dækker en lang periode, har jeg uhyre svært ved at se, hvilken

relevans dette har for afgørelsen af sagen.

For så vidt angår spørgsmålet

om aktindsigt i en oversigt over opbygningen af trafikministeriets

journalsystem vedrørende Havarikommissionen for Civil Luftfart for samme

periode som tidligere angivet, kan jeg tilføje følgende:

Jeg har efter en lignende

anmodning om aktindsigt hos en anden institution under Trafikministeriet,

nemlig Statens Luftfartsvæsen (SLV), fået aktindsigt i en oversigt over

opbygningen af SLVs journalsystem inkl. sagsnumre. Denne aktindsigt er givet

med SLVs forståelse for, at jeg herud fra kan udvælge konkrete sagsnumre, som

jeg måtte ønske nærmere indsigt i.”

Den 19. april 2001 sendte jeg

en kopi af A’s brev til Trafikministeriet og bad om ministeriets

eventuelle

bemærkninger hertil.

Trafikministeriet oplyste i

brev af 1. maj 2001 at man ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.

Ved brev af 25. juli 2001

sendte jeg min foreløbige redegørelse i sagen til Trafikministeriet og bad om

at modtage ministeriets bemærkninger hertil, herunder særligt til det jeg

havde

anført vedrørende ministeriets muligheder for at vejlede A. Den foreløbige

redegørelse blev samtidig sendt til A. I redegørelsen skrev jeg bl.a.

således:

Ombudsmandens foreløbige redegørelse

”Identifikationskravet i offentlighedslovens § 4, stk. 3

§ 4, stk. 1 og 3, i offentlighedsloven (lov nr. 572 af 19. december 1985 om

offentlighed i forvaltningen med senere ændringer) har følgende ordlyd:

’

§ 4.

Enhver kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-14, forlange at blive

gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en

forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse

med dens virksomhed. En forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt i videre

omfang, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt mv.

Stk. 3.

Begæring efter stk. 1 og 2 skal angive de dokumenter eller den sag, som den

pågældende ønsker at blive gjort bekendt med.’

Af forarbejderne til lovens § 4, stk. 3, (Folketingstidende 1985-86, tillæg

A, sp. 212) fremgår bl.a. følgende:

’Bestemmelsen medfører, at den, der ønsker aktindsigt, må have kendskab

til sagens eller dokumentets eksistens før henvendelsen til vedkommende

myndighed. Dette betyder imidlertid ikke, at myndigheden er berettiget til at

afslå begæring om aktindsigt alene under henvisning til en manglende

angivelse af sagstilhørsforholdet, hvis myndigheden er i stand til på andet

grundlag at identificere den sag eller det eller de dokumenter, der ønskes

aktindsigt i.

Kravet om angivelse af sagen eller dokumenter i denne betyder bl.a., at der

ikke kan forlanges adgang til at gennemgå en forvaltningsmyndigheds

journalmateriale med henblik på herigennem af finde frem til sager, hvis

dokumenter man kan have interesse i at blive gjort bekendt med.

Bestemmelsen giver heller ikke adgang til at gennemse alle sager af en

bestemt art eller alle sager, der

er blevet journaliseret i en bestemt periode.’

Justitsministeriet har i

vejledning om lov om offentlighed i forvaltningen (1986) anført følgende om

identifikationskravet:

’Begæringens form og indhold

17.

Efter offentlighedslovens § 4, stk. 3, skal en begæring om

aktindsigt angive de dokumenter eller den sag, som den pågældende ønsker at

blive gjort bekendt med. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovens § 5,

stk. 1, nr. 2, hvorefter adgangen til aktindsigt bl.a. omfatter indførelser i

myndighedens

journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende sags

dokumenter.

Det kan herefter kræves, at

den, der ønsker aktindsigt, i hvert fald har et vist kendskab til sagens

eksistens før henvendelsen til vedkommende myndighed. Forvaltningen har altså

ikke pligt til at imødekomme begæringer om at få lejlighed til at gennemse

alle

sager af en bestemt art eller alle sager, der er blevet journaliseret i en

bestemt periode. I det omfang en sådan begæring fremsættes af pressen, bør

begæringen

dog normalt imødekommes, medmindre andet følger af reglerne om tavshedspligt

m.v.

’

Jeg henviser endvidere til

justitsministerens forord til vejledningen hvor det bl.a. udtales:

’Jeg vil også gerne fremhæve,

at offentlighedsordningen er af særlig betydning for pressens nyhedstjeneste.

En almindelig adgang til at blive gjort bekendt med dokumenter inden for de

forskellige forvaltningsgrene stiller et omfattende nyhedsmateriale til

pressens rådighed, der kan medvirke til, at pressen kan informere

offentligheden

på et rigtigt faktisk grundlag. Som det er fremhævet i loven og i

vejledningen

er offentlighedsloven en minimumslov. Loven er ikke til hinder for, at den

offentlige forvaltning giver aktindsigt i videre omfang eller giver flere

oplysninger til pressen og andre, end det følger af selve loven, når blot det

sker uden at krænke myndighedernes tavshedspligt. Det er mit håb, at

myndighederne vil leve op til dette ønske fra folketinget om en øget åbenhed

i

den offentlige forvaltning.’

Bestemmelsen i offentlighedsloven

§ 4, stk. 3, medfører at den der ønsker aktindsigt, skal have et vist

kendskab

til sagens eller dokumentets eksistens før henvendelse til vedkommende

myndighed. Begæringen om aktindsigt skal endvidere angive sagen eller

dokumentet i en sådan grad at myndigheden har mulighed for at identificere

sagen eller dokumentet. Er genstanden for begæringen om aktindsigt let

identificerbar, men tilsigter begæringen reelt at skabe adgang til en

ubestemt

flerhed af sager, kan begæringen dog afslås, jf. John Vogter,

Offentlighedsloven med kommentarer (1998), s. 127.

Trafikministeriet har i sin

udtalelse af 29. marts 2001 til mig lagt vægt på at anmodningen om aktindsigt

angår en meget lang periode. Jeg går ud fra at Trafikministeriet hermed

ønsker

at fremhæve at aktindsigtsbegæringen - fordi den angår en periode på ca. 5 år

-

omfatter et stort antal sager.

Herefter, og sammenholdt med

(A)’s meget bredt formulerede begæring om aktindsigt, har jeg ikke

grundlag for

at kritisere at Trafikministeriet under henvisning til § 4, stk. 3, bad (A)

om

nærmere at angive den sag og/eller de dokumenter han ønskede aktindsigt i.

Offentlighedsloven er

imidlertid en minimumslov der alene tager stilling til i hvilke tilfælde

forvaltningen er forpligtet til at give aktindsigt. Medmindre der er tale om

oplysninger omfattet af tavshedspligt mv., er loven ikke til hinder for at

forvaltningen giver aktindsigt i videre omfang end fastsat i loven, jf. § 4,

stk. 1, 2. pkt. Det fremgår desuden af pkt. 17 i Justitsministeriets

vejledning

til offentlighedsloven at der bør udvises tilbageholdenhed med hensyn til at

afslå pressens begæringer om at få lejlighed til at gennemse alle sager af en

bestemt art eller sager der er blevet journaliseret i en bestemt periode,

medmindre andet følger af reglerne om tavshedspligt. Jeg har tidligere udtalt

mig herom i Folketingets Ombudsmands beretninger for 1995, s. 244 ff*, og for

1998, s. 403ff*.

På den baggrund er det min

opfattelse at der kan være anledning til at overveje om Trafikministeriet

burde

have vejledt (A) i forbindelse med hans begæring om aktindsigt.

Ifølge forvaltningslovens §

7, stk. 1, skal en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang yde vejledning og

bistand til personer der retter henvendelse om spørgsmål inden for

myndighedens

sagsområde.

Indholdet af

vejledningspligten er nærmere omtalt i Justitsministeriets vejledning til

forvaltningsloven (1986) pkt. 30:

’30. Vejledning efter § 7,

stk. 1, bør sikre, at borgeren får tilstrækkelig orientering om, hvilken

betydning reglerne på det pågældende område har for vedkommende, og hvordan

den

pågældende lettest og mest effektivt kan opfylde de eventuelle krav, der er i

lovgivningen. Vejledningen bør endvidere orientere om hvilken fremgangsmåde,

der skal følges af den, der henvender sig til myndigheden, og om hvilke

oplysninger, som skal tilvejebringes af borgeren som led i en sags

behandling.’

I Justitsministeriets

vejledning om lov om offentlighed i forvaltningen (1986), pkt. 17, er der om

aktindsigtsbegæringens indhold og myndighedens vejledningspligt anført

følgende:

’

I øvrigt kan det ikke

udtømmende angives, hvor specificeret angivelsen af sagen eller dokumentet i

det enkelte tilfælde skal være. Det, der må kræves, er, at begæringen

indeholder sådanne oplysninger, at det efter indretningen af den pågældende

myndigheds journaler, registre m.v. er muligt at finde frem til sagen.

Angivelse af sagens journalnummer er ikke nødvendig, men heller ikke altid

tilstrækkelig.

Det påhviler vedkommende

forvaltningsmyndighed at vejlede publikum om, hvilke oplysninger der i det

enkelte tilfælde må tilvejebringes for at opfylde disse krav. Endvidere må

det

fremhæves, at der, som nævnt ovenfor under pkt. 6, ikke i almindelighed vil

være noget til hinder for, at vedkommende myndighed, når omstændighederne i

øvrigt

taler derfor, ser bort fra kravet om, at begæringen skal angive en bestemt

sag.’

Jeg henviser endvidere til

artikel 10 vedrørende ytrings- og informationsfrihed i den europæiske

menneskerettighedskonvention. Bestemmelsen må antages i et vist omfang at

sikre

pressens mulighed for adgang til oplysninger fra det offentlige.

Det fremgår ikke af sagens

akter at Trafikministeriet ydede (A) nogen form for vejledning i forbindelse

med at ministeriet bad ham om at præcisere begæringen om aktindsigt nærmere.

Jeg formoder at

Trafikministeriets sager vedrørende Havarikommissionen for Civil Luftfart er

opdelt i kategorier efter deres indhold således at der - bortset fra den

nævnte

sag om organisatoriske forhold - er oprettet sager om f.eks.

personaleforhold,

budgetforhold, klagesager mv. I så fald havde Trafikministeriet mulighed for

at

vejlede (A) om hvilke hovedkategorier ministeriets sager om

Havarikommissionen

for Civil Luftfart falder i, både før og efter ændringen af journalsystemet i

1998. Dette ville have givet (A) mulighed for mere præcist at angive hvilke

typer af sager han var interesseret i, således at hans aktindsigtsbegæring

kunne indsnævres. En sådan vejledning ville efter min opfattelse være egnet

til

at opfylde den forpligtelse til at vise en særlig imødekommenhed over for

pressens begæringer om aktindsigt der påhviler forvaltningen, samtidig med at

det hensyn til at undgå unødige byrder for forvaltningen som har fundet

udtryk

i bestemmelsen i § 4, stk. 3, til en vis grad varetages. I sagens akter er

der

imidlertid ikke oplysninger om hvilke sager der findes i Trafikministeriet

vedrørende Havarikommissionen for Civil Luftfart, og jeg har således heller

ikke kendskab til hvilke muligheder ministeriet har haft for at yde

vejledning

i forbindelse med (A)’s begæring om aktindsigt. Jeg har derfor ikke på

nuværende tidspunkt grundlag for at udtale kritik af Trafikministeriet

vedrørende dette forhold.

Trafikministeriet har i sin

udtalelse af 29. marts 2001 til mig anført at en imødekommelse af (A)’s

begæring

vil medføre at der vil blive generel adgang til aktindsigt i store dele af

ministeriets journal på luftfartsområdet. Ministeriet har endvidere anført at

en imødekommelse af aktindsigtsbegæringen formentlig også vil have som

konsekvens at der for pressen vil være adgang til aktindsigt i alle andre

tilsvarende tilfælde vedrørende f.eks. Statens Luftfartsvæsen eller

Trafikministeriet med den følge at ministeriets journalplan helt eller delvis

vil kunne kræves udleveret.

Det forhold at en myndighed

ved at imødekomme en begæring om lejlighed til at gennemse alle sager af en

bestemt art eller alle sager der er journaliseret i en bestemt periode,

herved

risikerer at modtage andre begæringer om aktindsigt i en stor mængde sager,

kan

efter min opfattelse ikke i sig selv medføre at myndigheden kan undlade at

være

behjælpelig med at præcisere en aktindsigtsbegæring nærmere.

Trafikministeriet

kan derfor efter min opfattelse ikke lægge vægt på ovennævnte forhold.

Manglende angivelse af dokumenter

(A) har i sin klage til mig

anført at Trafikministeriet har undladt at angive hvilke dokumenter der

eventuelt er undtaget fra retten til aktindsigt, som eksempelvis interne

arbejdsdokumenter.

Forvaltningslovens § 22 lyder

således:

’

§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget

af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part

medhold.’

Det følger af

offentlighedsloven, § 4, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, at en

forvaltningsmyndighed har pligt til at imødekomme en begæring om aktindsigt

efter

offentlighedsloven medmindre enkelte dokumenter og oplysninger er omfattet af

undtagelserne i lovens §§ 7-14. Det følger som nævnt ovenfor af lovens § 4,

stk. 3, at sagen skal være nærmere identificeret. Efter offentlighedslovens §

4, stk. 1, 1. pkt., sammenholdt med forvaltningslovens § 22, skal en

myndighed

begrunde en afgørelse om undtagelse af visse dokumenter og oplysninger og i

den

forbindelse oplyse hvilke dokumenter og oplysninger der er undtaget fra

aktindsigt.

(A) anmodede i sine breve af

19. og 29. januar 2001 Trafikministeriet om aktindsigt i ’dokumenter

vedrørende

Havarikommissionen for Civil Luftfart for perioden 1. januar 1996 til dags

dato’. Jeg må lægge til grund at (A)’s begæring omfatter en flerhed

af sager og

ikke én samlet sag. Den 24. januar 2001 fik (A) tilsendt dokumentliste for

sag

232-8. Han havde i begæringen om aktindsigt af 19. januar 2001 anført at han

først og fremmest ønskede aktindsigt i dokumentlister med henblik på en

eventuel gennemgang i ministeriet. Derfor kan jeg for så vidt angår sag

232-8,

ikke kritisere at ministeriet ikke har angivet hvilke dokumenter der i den

pågældende sag er undtaget fra aktindsigt.

Den 5. februar 2001 sendte

ministeriet (A) dokumentliste og kopi af dokumenter for sag 97-2429-8. I

forbindelse med denne sag må jeg lægge til grund at (A) har fået aktindsigt i

alle de omhandlede dokumenter. Trafikministeriet havde derfor ikke pligt til

at

begrunde sin afgørelse, jf. forvaltningslovens § 22.

For så vidt angår resten af

sagerne, var det Trafikministeriet opfattelse at begæringen om aktindsigt

ikke

opfyldte kravet om identifikation, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 3. I

tilfælde hvor en aktindsigtsbegæring afslås under henvisning til § 4, stk. 3,

skal en myndighed som følge af den manglende identifikation ikke tage

stilling

til hvilke dokumenter eller oplysninger der er undtaget fra aktindsigt. På

den

baggrund giver det mig ikke anledning til bemærkninger at Trafikministeriet

ikke har angivet hvilke dokumenter og oplysninger der er undtaget fra

aktindsigt.

Afslag på aktindsigt i journalplan

Offentlighedslovens § 4 skal

bl.a. ses i sammenhæng med lovens § 5, stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen har

følgende

ordlyd:

’

§ 5.

Retten til aktindsigt omfatter

indførelser i journaler,

registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende sags

dokumenter.’

Af forarbejderne til § 5,

stk. 1, nr. 2 (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 214) fremgår

følgende:

’Bestemmelsen i

stk. 1, nr. 2

, giver som hidtil adgang

til aktindsigt i indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser

vedrørende den pågældende sags dokumenter. Reglen er begrundet i ønsket om at

sikre såvel offentligheden som en sags parter kontrolmulighed med hensyn til

aktindsigtens gennemførelse.

Bestemmelsen om at

indførelsen i journaler m.v. skal vedrøre en bestemt sag, indebærer, at

begæringer om at få generelle udskrifter af en myndigheds journal m.v. kan

afslås med hjemmel i denne bestemmelse, sammenhold herved bemærkningerne til

§

4, stk. 3.’

Ifølge ordlyden af § 5, stk.

1, nr. 2, er retten til aktindsigt i journalmateriale mv. begrænset til en

bestemt sag, og som det fremgår af forarbejderne til § 5, stk. 1, nr. 2,

giver

bestemmelsen således ikke adgang til at få generelle udskrifter af en

myndigheds journal.

På den baggrund kan jeg ikke

kritisere at Trafikministeriet har afslået (A)’s begæring om aktindsigt

i en

oversigt over opbygningen af ministeriets journalsystem vedrørende

Havarikommissionen for Civil Luftfart, inklusive sagsnumre og en definition

af

disse. Det forhold at Statens Luftfartsvæsen tidligere har givet (A)

aktindsigt

i forbindelse med en lignende begæring, giver mig ikke anledning til

bemærkninger.

Klagevejledning

(A) har i klagen til mig

givet udtryk for at Trafikministeriet efter hans opfattelse burde have givet

klagevejledning i forbindelse med ministeriets afslag på aktindsigt.

Det følger af

forvaltningslovens § 25 at skriftlige afgørelser som kan påklages til anden

administrativ myndighed, og som ikke giver parten fuldt ud medhold, skal være

ledsaget af en klagevejledning. Da Trafikministeriet i denne sag er øverste

administrative myndighed, skal ministeriet ikke give klagevejledning i

forbindelse med ministeriets afgørelser. Trafikministeriet har som

udgangspunkt

heller ikke pligt til at informere om muligheden for domstols- eller

ombudsmandsprøvelse, jf. Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven

(1986), pkt. 142 og 143. På denne baggrund giver (A)’s klage over

manglende

klagevejledning mig ikke anledning til bemærkninger.”

I anledning af min foreløbige

redegørelse skrev Trafikministeriet bl.a. følgende i en udtalelse af 29.

august

2001:

”Ombudsmanden har herved

henvist til, at der kunne være anledning til at overveje, om

Trafikministeriet

burde have vejledt (A) i forbindelse med hans begæring om aktindsigt.

Ombudsmanden har i den forbindelse nævnt, at han formoder, at

Trafikministeriets sager vedrørende Havarikommissionen for Civil Luftfart er

opdelt efter kategorier efter deres indhold, således at der er oprettet sager

om f.eks. personaleforhold, budgetforhold, klagesager m.v.

I den anledning skal

Trafikministeriet gøre opmærksom på, at Trafikministeriets sager vedrørende

havarikommissionen - når der bortses fra personalesager og budgetsager - ikke

er opdelt på kategorier i den gældende journalplan. Det er alene det til

havarikommissionen - j.nr. 232 - knyttede løbenummer med tilhørende

sagsoverskrift, der identificerer de forskellige sager vedrørende

havarikommissionen.

I den tidligere journalplan,

der var gældende fra 1. januar 1994 - 31. december 1998, var der heller ikke

en

egentlig opdeling på kategorier, men en grov tredeling (udover personalesager

og budgetsager) bestående af generelle sager, havarirapporter og forskelligt.

Det tilføjes herved i øvrigt,

at der ikke er almindelig klageadgang fra havarikommissionen til

Trafikministeriet, idet havarikommissionens undersøgelsesresultater og

konklusioner ikke kan redigeres ved forhåndsinstruks eller ved efterfølgende

korrektioner fra andre, jf. herved forarbejderne til bestemmelserne i §§

134-144 b, Folketingstidende 1977-78 tillæg A, sp. 1889f. Der er derfor ikke

nogen kategori af sager om klagesager vedrørende havarikommissionen.

Det er derfor ikke muligt at

foretage en nærmere konkretisering eller kategorisering af de sager der

vedrører Havarikommissionen for Civil Luftfart.

Såfremt dette efter

ombudsmandens opfattelse måtte medføre, at Trafikministeriet skal udlevere

sin

journalplan vedrørende havarikommissionen, vil følgen heraf blive, at den

pågældende får viden om alle de enkelte sager, der er journaliseret under

havarikommissionen.

Dette vil ydermere have som

konsekvens, at en overordentlig stor del af Trafikministeriets journalplan

ville kunne kræves udleveret hvis en journalist f.eks. anmoder om

journallister

vedrørende de enkelte institutioner, der hører under ministeriet.

Journalister

vil på denne måde kunne få aktindsigt i det meste af Trafikministeriets

samlede

journalplan.

Ministeriet finder derfor

ikke, at der bør gives meroffentlighed.”

Ved brev af 6. september 2001

sendte jeg kopi af Trafikministeriets udtalelse til A.

Samme dag skrev jeg til

ministeriet og bad om at få tilsendt en kopi af ministeriets gældende

journalplan, en kopi af den tidligere journalplan som var gældende i perioden

fra 1. januar 1994 til 31. december 1998, en liste over de sager der var

journaliseret under j.nr. 232 i den gældende journalplan, samt en liste over

de

generelle sager og sagerne vedrørende ”forskelligt” som var

omfattet af den

tidligere journalplan tilbage til 1. januar 1996.

Den 13. september 2001 modtog

jeg det ønskede materiale. Ministeriet anførte i den forbindelse at man ikke

ønskede at materialet blev videresendt til A.

Ombudsmandens endelige udtalelse

”Identifikationskravet i offentlighedslovens § 4, stk. 3

I min foreløbige udtalelse anførte jeg at jeg ikke havde grundlag for at

kritisere at Trafikministeriet under henvisning til § 4, stk. 3, havde bedt

(A) om at angive den sag og/eller dokumenter som han ønskede aktindsigt i -

henset til den meget bredt formulerede begæring og til at den angik sager

over en periode på ca. 5 år.

Under henvisning til meroffentlighedsprincippet i offentlighedslovens § 4,

stk. 1, 2. pkt., vejledningspligten i forvaltningslovens § 7, stk. 1, samt

det forhold at der bl.a. ifølge pkt. 17 i Justitsministeriets vejledning til

offentlighedsloven bør udvises tilbageholdenhed med hensyn til at afslå

pressens begæringer om at få lejlighed til at gennemse alle sager af en

bestemt art eller sager fra en bestemt periode (medmindre andet følger af

reglerne om tavshedspligt), mente jeg at der var anledning til at overveje om

ministeriet burde have vejledt (A) i forbindelse med hans begæring om

aktindsigt.

Jeg anførte i den forbindelse at ministeriet - for så vidt sagerne vedrørende

havarikommissionen var opdelt i kategorier efter deres indhold - havde

mulighed for at vejlede (A) om hvilke hovedkategorier sagerne faldt i både

før og efter ændringen af journalsystemet i 1998, og at dette ville have

givet ham mulighed for mere præcist at angive hvilke typer sager han var

interesseret i, således at hans aktindsigtsbegæring kunne indsnævres.

I udtalelsen af 29. august 2001 har ministeriet anført at sagerne vedrørende

havarikommissionen ikke i den nugældende journalplan er opdelt på kategorier

når bortses fra personalesager og budgetsager. Det er alene det tilknyttede

løbenummer - j.nr. 232 - der sammen med sagsoverskrifterne identificerer de

forskellige sager.

For så vidt angår den tidligere journalplan der var gældende fra den 1.

januar 1994 til den 31. december 1998, har ministeriet oplyst at der (ud over

personalesager og budgetsager) alene var tale om en grov tredeling af sagerne

bestående af generelle sager, havarirapporter og forskelligt.

Efterfølgende har jeg

modtaget den tidligere og den nugældende journalplan fra ministeriet samt

sagslister og har derved fået bekræftet det af ministeriet anførte vedrørende

journalplanerne.

I udtalelsen af 29. august

2001 har ministeriet endvidere anført at det på grundlag af journalplanerne

ikke er muligt at foretage en nærmere konkretisering eller kategorisering af

de

sager der vedrører havarikommissionen.

Ministeriet har anført at man

ikke mener at der bør gives meroffentlighed, og har henvist til at udlevering

af journalplan vedrørende kommissionen ville medføre at (A) ville få viden om

alle de enkelte sager der er journaliseret under havarikommissionen. Jeg går

ud

fra at ministeriet her rettelig taler om udlevering af sagsliste og ikke

journalplan.

Uanset det af ministeriet

anførte er det min endelige opfattelse at Trafikministeriet burde have

vejledt (A)

i forbindelse med hans begæring om aktindsigt, jf. forvaltningslovens § 7,

stk.

1, og det der er anført i pkt. 17 i vejledningen til offentlighedsloven

vedrørende vejledningspligten i relation til identifikationskravet i § 4,

stk.

3.

For det første mener jeg at

ministeriet burde have vejledt (A) om den grove tredeling af sager der følger

af den tidligere journalplan. Dette ville give den pågældende mulighed for

mere

præcist at angive hvilke typer af sager omfattet af denne journalplan han var

interesseret i.

For det andet mener jeg at

det ville have været bedst stemmende med meroffentlighedsprincippets

udstrækning i forhold til pressen samt vejledningsforpligtelsen i den

forbindelse såfremt ministeriet - så vidt det var muligt og til brug for den

konkrete begæring - havde vejledt (A) om hvilke hovedtyper af sager der var

omfattet af j.nr. 232 vedrørende havarikommissionen i den nugældende

journalplan. Såfremt en sådan vejledning ikke måtte anses for mulig, mener

jeg

at det havde været god forvaltningsskik såfremt ministeriet havde udleveret

sagslisten til (A) - med henblik på præcisering og indsnævring af

aktindsigtsanmodningen.

Efter min opfattelse er det

svært at se hvad der skulle være til hinder for at den pågældende sagsliste

udleveres til den pågældende som led i vejledningen - for så vidt sagslisten

ikke indeholder fortrolige oplysninger. Jeg henviser herved til betænkning

nr.

857 fra 1978 om offentlighedslovens revision, s. 70, hvor bl.a. er nævnt det

ønskelige i at myndighederne i forbindelse med aktindsigtsbegæringer

’mere frit

overvejer, om hemmeligholdelse

overhovedet

er påkrævet

- enten på grund af tavshedspligtsbestemmelserne eller fordi

offentlige eller private interesser i øvrigt taler derfor.’

Jeg skal endvidere henvise

til det jeg har anført i min foreløbige redegørelse, s. 5-9, herunder navnlig

pkt. 17 i vejledningen til offentlighedsloven hvor det udtrykkeligt er anført

at begæringer fremsat af pressen normalt bør imødekommes - herunder

begæringer

om at få lejlighed til at gennemse alle sager af en bestemt art eller sager

der

er blevet journaliseret i en bestemt periode - medmindre andet følger af

reglerne om tavshedspligt, samt at der i almindelighed ikke er noget til

hinder

for at myndigheden, når omstændighederne i øvrigt taler derfor, ser bort fra

kravet om at begæringen skal angive en bestemt sag.

Jeg mener at det i

betænkningen og i vejledningen anførte bør tages med i betragtning i

forbindelse med vurderingen af omfanget af den vejledning myndighederne er

forpligtet til at give i forbindelse med aktindsigtsbegæringer.

På baggrund af det ovenfor

anførte har jeg besluttet at henstille til Trafikministeriet at genoptage

sagen

med henblik på at vejlede (A) i overensstemmelse med det jeg har anført, dog

under forudsætning af at (A) fortsat ønsker aktindsigt.

For så vidt angår de øvrige

klagepunkter - hvor jeg i min foreløbige redegørelse ikke fandt anledning til

kritik af ministeriet - kan jeg henvise til det jeg har anført herom i den

foreløbige redegørelse.”

NOTER: (*)

FOB 1995, s. 244, og

FOB 1998, s. 403.

Lignende dokumenter