Spring til indhold

Retsinformation

Det videnskabsetiske komitésystem. Hjemmel til sanktion. Efterfølgende godkendelse af anmeldelsespligtigt projekt

FOU nr 1999.102UdtalelserFolketinget18. september 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Det videnskabsetiske komitésystem. Hjemmel til sanktion.

Efterfølgende godkendelse af anmeldelsespligtigt projekt

Det fremgik af sagen at der i

1996 med overlæge A som koordinator og medicinalfirmaet B som sponsor blev

gennemført en undersøgelse af forekomsten af depressioner i tre populationer

(hjemmeplejen, plejehjemssektoren og ældre i en baggrundspopulation). Der

blev

anvendt screeningsredskabet “Geriatrisk Depressions Skala” (GDS).

Sådan som jeg

forstod det, var GDS en ja/nej-test der bestod af 30 spørgsmål og nogle

anonyme

stamdata, bl.a. køn, alder, tilknytning til plejehjem eller hjemmepleje, og

om der er stillet en depressionsdiagnose af en læge.

Den 30. april 1996 blev en

regional videnskabsetisk komité kontaktet af redaktøren for avisen C.

Redaktøren oplyste at han havde kontaktet B med en forespørgsel om

GDS-projektet ikke burde have været anmeldt til den regionale komité, men at

B

havde afvist at noget sådant var nødvendigt. Det var redaktørens egen

opfattelse at projektet burde have været anmeldt. Han sendte desuden et

eksemplar

af det spørgeskema som havde været brugt ved undersøgelsen.

Formanden for den regionale

komité skrev den 15. maj 1996 bl.a. således til A:

“Jeg kan ikke ud fra det

fremsendte spørgeskema gennemskue, om der blot er tale om en

registerundersøgelse eller der er tale om et egentligt biomedicinsk

forskningsprojekt, men i begge tilfælde er det min umiddelbare vurdering, at

de

spørgsmål, som er angivet på spørgeskemaet, er af en sådan karakter, at

Læs alt

undersøgelsen bør anmeldes.

Jeg skal derfor anmode om

dine kommentarer hertil samt om at der såfremt undersøgelsen falder ind under

Lov nr. 503 af 24. juni 1992, indsendes en forsøgsprotokol til

sekretariatet.”

Den 20. maj 1996 svarede A

følgende:

“...

I forbindelse med

påbegyndelse af ovennævnte projekt diskuterede jeg med (B), om det skulle

anmeldes. Vi enedes om, at det ikke var nødvendigt, fordi der ikke indgik

nogen

form for persondata i undersøgelsen, idet det allerede fra udfyldelsen af

skemaet var fuldt anonymiseret, og desuden fuldstændig frivilligt.

I forbindelse med henvendelse

fra lokalredaktøren, har vi endnu engang drøftet dette, og endnu engang været

enige om, at det ikke faldt ind under de videnskabsetiske komitéers område.

Jeg er naturligvis villig til

at overveje dette endnu engang, men desværre mangler en væsentlig partner,

nemlig den projektansvarlige fra (B) som er bortrejst. Han vender tilbage

efter

pinse, og jeg vil straks tage spørgsmålet op med ham med henblik på, om vi

for

at berolige, ikke vor samvittighed, men avisen (C) bør indsende

projektbeskrivelse, selv om vi som nævnt ikke har fundet, at dette var

nødvendigt. I ovenstående ligger ikke, at vi ikke kan tage fejl.”

Den regionale komité modtog

den 5. juli 1996 en anmeldelse af projektet i form af en projektbeskrivelse.

Den 16. juli 1996 bekræftede komitéen modtagelsen af anmeldelsen. Komitéen

opkrævede i den forbindelse et gebyr på 5.500 kr. og bad om at der blev

udarbejdet

en patientinformation som skulle sendes til komitéen.

A sørgede for indbetaling af

gebyret, men fremsendte ikke patientinformation.

Den 25. september 1996

rykkede den regionale komité for svar vedrørende patientinformationen. A

meddelte imidlertid at projektet stort set var tilendebragt på det tidspunkt.

De 8. oktober 1996 skrev A

følgende til den regionale komité:

“Jeg har efter samtale med

den videnskabsetiske komités formand forstået, at vi, in casu jeg, ikke har

håndteret indberetning af GDS-projekt på forsvarlig vis. Jeg beklager dette

overordentlig meget.

Jeg skal i det følgende

forsøge at beskrive, hvorfor sagen er endt så ulykkeligt.

GDS-projektet startede med

baggrund i et kursus i almen depressionslære, ældredepressioner og

GDS-skalaen. (B) har leveret dette kursus til plejehjem og

hjemmesygeplejersker

indenfor hjemmeplejen. I forbindelse med kursus indgik GDS-skalaen, og man

aftalte,

at man efter motivering af beboere kunne anvende GDS-skalaen til en

undersøgelse af forekomsten af depressive symptomer hos ældre i hjemmepleje

og

på plejehjem. Dette fremgår af projektbeskrivelsen.

(B) kontaktede undertegnede

med henblik på, om jeg ville stå som koordinator for undersøgelsen. Vi

drøftede, om undersøgelsen burde tilmeldes de videnskabsetiske komitéer, men

fandt ikke, at den opfyldte betingelserne for at være et biomedicinsk

forskningsprojekt med spørgeskemaundersøgelse, eftersom der ikke indgik nogen

form for behandling, ligesom besvarelserne var fuldt anonyme og deltagelse

frivillig, med andre ord at undersøgelsen foregik på samme måde som en

almindelig markedsanalyse, hvor et firma kan fremsende spørgeskemaer til

forbrugere for at få belyst deres købevaner og lignende.

I overensstemmelse med disse

forestillinger blev projektet sat i værk fra januar 1996. I foråret fik vi en

henvendelse fra avisen (C), hvor man med udgangspunkt i et PRIME MD projekt i

Jylland forespurgte til GDS-projektet.

Journalisten henvendte sig til

Den Videnskabsetiske Komité, hvorfra jeg modtog et elskværdigt brev fra

formanden. Formanden anførte, at projektet efter hans mening burde

indberettes.

Der blev derfor fremsendt projektbeskrivelse.

I brev af 16. juli 1996 blev

der foretaget opkrævning af kr. 5.500. På grund af travlhed bemærkede jeg

ikke,

og jeg må desværre påtage mig hele ansvaret herfor, at man også udbad sig en

patientinformation.

Brevet blev af undertegnede

straks videresendt til (B), der indbetalte det ønskede beløb, men heller ikke

bemærkede kravet om patientinformation. Som følge af fremsendelsen råder jeg

ikke over originalen af brevet af 16. juli 1996.

Såfremt jeg havde bemærket,

at man ønskede en patientinformation, havde jeg allerede da kontaktet

komitéen

og gjort klart, at vi som følge af vor grundlæggende antagelse havde iværksat

projektet uden indberetning, fordi vi ikke mente, det skulle indberettes. Jeg

ville også have gjort rede for, at vi faktisk var færdige med

dataindsamlingen.

Jeg var ikke på noget

tidspunkt opmærksom på, at projektet burde have været stoppet i forbindelse

med

formandens brev eller brev af 16. juli 1996. Dette skal jeg dybt beklage.

Projektets aktuelle status:

De fleste GDS-scoringer er i

anonym form ankommet til mit kontor, hvor de befinder sig i min

skrivebordsskuffe. Der er ikke foretaget nogen form for behandling, idet

dette

var udsat, til de sidste var ankommet. Der vil heller ikke blive foretaget

nogen form for behandling af GDS-skemaerne, medmindre komitéen fremsender en

godkendelse af projektet. Såfremt komitéen ikke kan godkende projektet,

tilbyder vi at fremsende samtlige besvarelser til destruktion ved den

videnskabsetiske komité.

Jeg beklager dybt, at vi ikke

har været tilstrækkeligt forudseende og omhyggelige i forløbet.

Som det fremgår af

projektbeskrivelsen, er alle, der har udfyldt et GDS-skema, blevet informeret

herom ganske svarende til, hvad man gør ved en markedsundersøgelse. For god

ordens skyld fremsendes, desværre post festum, et patientinformation og

samtykkeerklæring som bilag til projektbeskrivelsen.”

Herefter blev behandlingen

af sagen overladt til Den Centrale Videnskabsetiske Komité. Det fremgik ikke

klart af sagens akter på hvilket grundlag dette skete.

Den Centrale Videnskabsetiske

Komité drøftede sagen på et møde den 23. januar 1997. I brev af 18. marts

1997

fik A meddelelse om hvad der var blevet besluttet på mødet. Af brevet fremgik

følgende:

“...

Der var i komitéen enighed om

at projektet klart er anmeldelsespligtigt, både efter den gamle lov om et

videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske

forskningsprojekter (nr. 503/1992), der var gældende på det tidspunkt

projektet iværksattes, og ændringsloven (nr. 499/1996), da der ikke ses at

foreligge en ren spørgeskemaundersøgelse over for det særlige

patientklientel,

men strukturerede interviews på grundlag af trykte spørgeskemaer.

Også Den Centrale

Videnskabsetiske Komité misbilliger, at forskerne efter at være gjort

opmærksom

på forholdet ikke bragte sagen i orden og fremsendte den ønskede

patientinformation,

men fortsatte dataindsamlingen.

Skulle forskerne trods det

ukorrekte forløb og den deraf afledte misbilligelse søge de hidtidige data

publiceret, stiller komitesystemet som krav at det af publikationen fremgår

at

undersøgelsen

ikke

er godkendt af det

videnskabsetiske komitesystem, selvom dette har gjort opmærksom på at

projektet

falder ind under lov nr. 503, der var gældende da undersøgelsen påbegyndtes.

...”

I brev af 15. juli 1997

klagede A til mig. I den anledning bad jeg den 3. oktober 1997 Den Centrale

Videnskabsetiske Komité om en udtalelse og om udlån af sagens akter. Jeg

skrev

bl.a. følgende:

“Jeg har - på baggrund af

klagen og en telefonsamtale med (A) - forstået at han er særlig utilfreds med

at myndighederne har fundet projektet anmeldelsespligtigt. Endvidere kan han

ikke forstå at der kan træffes afgørelse om at projektet ikke må

offentliggøres

uden en bemærkning om, at det ikke forinden er godkendt. Dette betyder at han

vil få svært ved at få eventuelle resultater offentliggjort.

Til brug for min behandling

af sagen skal jeg bede om en udtalelse særligt vedrørende følgende punkter:

Det fremgår af afgørelsen af 18. marts 1997 fra Den

Centrale Videnskabsetiske Komité at der ikke er tale om en ren

spørgeskemaundersøgelse.

Jeg beder om at der i udtalelsen gives en uddybende begrundelse herfor samt

oplysninger om nævnets praksis og en angivelse af hvilke oplysninger i

projektbeskrivelsen der i den forbindelse er blevet tillagt vægt.

Jeg beder endvidere om nærmere oplysninger om

hjemmelsgrundlaget for nævnets påbud om at projektet ikke må offentliggøres,

uden at det fremgår, at projektet ikke er godkendt.

Jeg har forstået på (A) at

nævnet ikke efterfølgende over for ham har taget stilling til om projektet

kan

godkendes. I den forbindelse beder jeg komitéen oplyse, hvorfor der ikke er

taget stilling til en eventuel efterfølgende godkendelse.

Ved min afsluttende

behandling vil jeg tage stilling til om komitéens brev af 18. marts 1997 er

en

afgørelse, jf. forvaltningsloven, og i givet fald om denne opfylder

begrundelseskravet i §

24.”

Den 5. december 1997 modtog

jeg Den Centrale Videnskabsetiske Komités udtalelse af 24. november 1997. Af

udtalelsen fremgik bl.a. følgende:

“Overlæge (A) spørger i sit

brev til Ombudsmanden om følgende, idet han anfører at være usikker på, om

reglerne overhovedet er overtrådt:

Hører projektet overhovedet hjemme under det videnskabs-etiske

komitésystem?

Kan de videnskabsetiske komitéer selv definere deres

arbejdsområde, for klageren at se uden dækning i lovens tekst?

Hvem er ankeinstans?

Den Centrale Videnskabsetiske

Komité har til overlæge (A)’s spørgsmål følgende svar:

Da ’GDS-Projekt’ blev

udformet i foråret 1996 var det videnskabsetiske komitesystems retsgrundlag

stadig lov om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske

forskningsprojekter (nr. 503 af 24. juni 1992). Det fremgår af lovens § 6,

stk.

1 og 2 at anmeldelsespligten også gælder spørgeskemaundersøgelser og

registerforskning.

Udgangspunktet er følgelig, at en undersøgelse der har til formål at

’undersøge

prævalensen af depressive symptomer hos ældre tilknyttet hjemmepleje, i

plejesektor og en baggrundspopulation’ burde have været anmeldt til den

regionale videnskabsetiske komité for, da denne regionale komité er kompetent

fsv angår den koordinerede projektleders arbejdssted.

Det ville herefter være

komiteens opgave at bedømme, om det konkrete projekt kan kaldes

’biomedicinsk

forskning’ eller om der er tale om en markedsføringsundersøgelse,

således som

overlæge (A) selv har anset undersøgelsen for at være.

Det videnskabsetiske

komitesystems opgaver defineres af komiteloven og ikke af komitesystemet

selv.

Det beror imidlertid på et skøn, om et konkret projekt efter sit formål og

med

hensyn til sin metodik repræsenterer god videnskabelig standard, jf. lovens §

8, stk. 1, nr. 5. Et projekt kan ikke godkendes, hvis betingelserne i denne

bestemmelse ikke er opfyldt.

Det fremgår klart af

komitelovens § 7, stk. 4, jf. § 11, nr. 3, og § 12, at Den Centrale

Videnskabsetiske Komité er ankeinstans for projekter, hvor der ikke er

enighed

om bedømmelsen i en regional komité eller i tilfælde hvor en forsker ønsker

at

indbringe et afslag på godkendelse til Den Centrale Videnskabsetiske Komité.

I medfør af § 11, stk. 2 kan

Den Centrale Videnskabsetiske Komités afgørelser ikke indbringes for anden

administrativ myndighed, dvs komiteens afgørelser er endelige.

Ombudsmanden har i sit brev

af 3.10.1997 bedt om en udtalelse særligt vedrørende følgende punkter:

...

Til det første punkt kan den

Centrale Videnskabsetiske Komité anføre følgende:

Henvendelsen til ældregruppen

foretoges af repræsentanter for sundhedsvæsenet, i projektbeskrivelsen

benævnt

’lokale sygeplejersker’, hvilket komitesystemet i sin forvaltning

af lovene om

et videnskabsetisk komitesystem lægger afgørende vægt på. Der var dermed også

tale om en direkte kontakt til de ældre, der var potentielle deltagere,

ikke

om tilsendelse af et spørgeskema.

Som det også fremgår af Den Centrale Videnskabsetiske Komités svar, havde

kontakten karakter af et struktureret interview med ja/nej mulighed for svar.

Komiteen fandt, at svarene angik væsentlige spørgsmål for deltagerne og et

frit

afgivet informeret samtykke burde baseres på en skriftlig patientinformation,

især hvis undersøgelsen skulle foretages af det lokale plejepersonale, med

den

ufrihed der kunne tænkes at foreligge ved plejehjemsbeboernes stillingtagen

til

deltagelse i en sådan undersøgelse.

Det skal her understreges, at

bemærkninger om ’at undersøgelsen foregik på samme måde som en

almindelig

markedsanalyse’ slet ikke kan anerkendes som argument af komiteen - især

ikke,

da undersøgelsens resultater planlagdes offentliggjort i Ugeskrift for Læger

og Nordisk Psykiatrisk Tidsskrift.

Til det andet punkt har Den

Centrale Videnskabsetiske Komité følgende kommentarer:

Den internationale

sammenslutning af redaktører for de mest betydende samfundsvidenskabelige

tidsskrifter stiller som et fælles krav, at offentliggørelse af forsøg, hvori

mennesker er indgået, fordrer at manuskriptet indeholder en beskrivelse af en

forudgående videnskabsetisk komitebedømmelse. Bl.a. Ugeskrift for Læger

følger dette krav.

Da der i Danmark eksisterer

lovgivning på området, ønskede Den Centrale Videnskabsetiske Komité - som den

mildeste af de drøftede sanktioner - at den manglende komitéanmeldelse skulle

nævnes i en eventuel publikation i bl.a. Ugeskrift for Læger, så man undgik

en

situation, hvor en forudgående komitebedømmelse kunne opfattes som implicit

overholdt. Komiteen finder, at et sådant påbud er i overensstemmelse med

lovens pålæg til komiteen om en opfølgende kontrolfunktion. Den sanktion der

ifølge komitélovens § 17, stk. 1, skal anvendes i tilfælde, hvor et

biomedicinsk forskningsprojekt er iværksat uden forudgående komitébedømmelse

er

politianmeldelse og straf i form af bøde eller hæfte.

Den Centrale Videnskabsetiske

Komité tog alene stilling til anmeldelsespligten, men foretog

ikke

en videnskabsetisk bedømmelse af

det indsendte projekt. En eventuel bedømmelse af projektet skulle være

foregået

i den regionale komité før iværksættelsen, men tidspunktet for denne bidrog

forskergruppen selv til at forpasse. Havde gruppen - som andre forskere -

forespurgt komitesystemet, om projektet var anmeldelsespligtigt, havde svaret

uden forsinkelse kunnet lede sagen på ret spor. Komiteen har også noteret

sig,

at undersøgeren, selv om han tidligere pr. brev har erkendt at undersøgelsen

burde have været anmeldt først har reageret, da denne manglende anmeldelse

har

vist at indebære konsekvenser for en eventuel publikation.

Den Centrale Videnskabsetiske

Komité foretog således ikke nogen realitetsbehandling af projektet, men havde

alene en drøftelse af det formelle spørgsmål om anmeldelsespligten. Den

afgørelse som komiteen har truffet angår derfor kun det formelle spørgsmål,

mens der ikke er taget stilling til selve projektet og under hvilke

omstændigheder det ville have været videnskabeligt acceptabelt.”

I brev af 9. januar 1998

fremsatte A bl.a. disse bemærkninger til Den Centrale Videnskabsetiske

Komités

udtalelse:

“Som det fremgår af mit

spørgsmål, om projektet overhovedet hører hjemme under Det Videnskabsetiske

Komitésystem, tillader jeg mig at anfægte, at alle spørgeskemaundersøgelser

hører hjemme under lov om et Videnskabsetisk Komitésystem og behandling af

biomedicinske forskningsprojekter.

...

Det centrale i mit spørgsmål er, om undersøgelsen er et biomedicinsk

forskningsprojekt, og hvem der kan definere dette.

Henvendelsen til de

pågældende undersøgte personer foregik ved henvendelse fra en dem bekendt

person, der udspurgte dem sv.t. til et helt struktureret skema, hvor

spørgsmålene indebar ja og nej-svar.

Svarene i GDS-skemaet er,

efter mit skøn, ikke af en sådan karakter, at de må betegnes som væsentlige

spørgsmål for deltagerne. Spørgsmål der stilles i forbindelse med et Gallup

eller Vilstrup-interview, f.eks. politisk meningsmåling, anser jeg for at

være

af lige så væsentlig betydning for deltagerne, som spørgsmålene i GDS-skalaen

(kopi vedlægges).

Af denne grund anså vi ikke,

at projektet havde en sådan karakter, at det opfyldte lovens betingelser for

at

være et biomedicinsk forskningsprojekt.

Den Centrale Videnskabsetiske

Komité anfører endvidere, at et projekt skal repræsentere en god,

videnskabelig

standard for at godkendes.

Implicit i svaret ligger, at

projektet ikke indebar en god videnskabelig standard. Det sidste kan jeg ikke

protestere imod, idet det, ikke var tænkt som et videnskabeligt projekt i

gængs

forstand. GDS-skalaen siger ikke, om den udspurgte er deprimeret eller ej.

Den

udsiger alene om den udspurgte har triste følelser og tanker, og den kan

dermed

alene udsige noget om mængden af depressive symptomer hos en udspurgt pt.

eller, in casu, hos udspurgte beboere på plejehjem eller borgere plejet i

eget

hjem ved hjemmeplejen.

Som det fremgår af projektbeskrivelsen

var det centrale i projektet, at

uddanne

hjemmepleje og plejehjemspersonale i at

observere

depressive symptomer hos borgere og beboere mhp. i fremtiden at øge de

pågældende personalegruppers opmærksomhed på sådanne symptomer. Formålet

hermed

er, at denne øgede opmærksomhed kan medføre henvendelse til egen læge,

således

at denne kan vurdere, om den pågældende patient har behov for behandling.

Der er lavet undersøgelser i

udlandet, der viser, at der er betydeligt øget forekomst af depressive

symptomer hos beboere på plejehjem og lignende institutioner. Men for at en

sådan undersøgelse skal have værdi, skal den indsamles langt mere præcist,

end

det er tilfældet i den herværende undersøgelse. Undersøgelsen skal indsamles

af et fåtal af mennesker, der har udført samrating og erhvervet sikker og

etableret viden om, hvad den enkelte undersøger gør, således at undersøgelsen

er såvel reliabel, som valid.

Reliabilitet og validitet kan

ikke opnås ved den her anvendte undersøgelsesmetode. Undersøgelsen kan derfor

alene give et indtryk af, hvor mange depressive symptomer, der måtte findes

ved

anvendelse af den pågældende undersøgelsesteknik på danske plejehjem og i

dansk

hjemmepleje. Det kunne senere hen give anledning til en egentlig undersøgelse

med videnskabelig standard. I første række var projektet, som tidligere

anført, alene tænkt som

uddannelse,

undervisning

og

orientering

om

problemets størrelse, uden mulighed for videnskabelig sandhed.

Det gjorde imidlertid ikke

noget, da projektet ikke var anset som et videnskabeligt projekt. Som det

fremgår, har det hele tiden været vor holdning.

Det fremgår forhåbentlig af

ovennævnte bemærkninger, at jeg stadig stiller mig tvivlende om Den Centrale

Videnskabsetiske Komité ud fra lovens tekst kan definere, hvad der er

projekter, der hører hjemme under Den Centrale Videnskabsetiske Komité.

Med den fortolkning Den

Centrale Videnskabsetiske Komité har anvendt, synes jeg talrige

spørgeskema-undersøgelser om tandpastavaner, politisk stillingtagen, kommende

valg-analyser osv., må henvises til Den Centrale Videnskabsetiske Komités

vurdering med forudgående patientinformation.”

Jeg bad den 26. januar 1998

om Den Centrale Videnskabsetiske Komités eventuelle bemærkninger til det A

havde anført. Komitéen fremsatte disse bemærkninger i brev af 27. januar 1998

som jeg modtog den 9. februar 1998:

“...

Med henvisning til Den

Centrale Videnskabsetiske Komités brev af 24. november 1997 er det komiteens

opfattelse, at ’GDS-Projekt

1996’

burde have været anmeldt til det videnskabsetiske komitesystem i medfør af §

6,

stk. 1 og 2 i lov om et videnskabsetisk komitésystem og behandlingen af

biomedicinske forskningsprojekter (lov nr. 503 af 24. juni 1992).

Bestemmelsen omfatter alle

biomedicinske forskningsprojekter, uanset hvilket menneskeligt materiale de

udføres på. Komitebedømmelsen omfatter også forskningsprojekter, hvoraf

biomedicinsk forskning udgør en væsentlig bestanddel, ligesom

komitebedømmelsen

omfatter spørgeskemaundersøgelser og registerforskning inden for det

biomedicinske

område. For alle disse projekter gælder en anmeldelsespligt, som efter § 7

betyder, at de ikke må iværksættes eller iværksættes med væsentlige

ændringer,

jf. § 7, stk. 2, uden at de er godkendt af den kompetente komité/myndighed.

Iværksættelse i strid med disse regler er sanktioneret med straf af bøde

eller

hæfte i lovens § 17, stk. 1.

Ved fortolkningen af om en

spørgeskemaundersøgelse er anmeldelsespligtig i medfør af komitelovens § 6,

stk. 1 og 2, er det videnskabsetiske komitesystem, herunder Den Centrale

Videnskabsetiske Komité, ikke kun henvist til lovens bogstav, men også

bemærkningerne

til lovforslaget inddrager i bedømmelsen. Det fremgår af bemærkningerne til

lovforslagets §§ 5-6 (svarende til lovens §§ 6 og 7), at begrebet

biomedicinske

forskningsprojekter udover udforskningen af somatiske sygdomme, tillige

omfatter psykiatriske og klinisk-psykologiske sygdomme og tilstandsformer.

I den konkrete situation var

det Den Centrale Videnskabsetiske Komités opfattelse, at selve undersøgelsens

formål: ’undersøge prævalensen af depressive symptomer hos ældre

tilknyttet

hjemmepleje, i plejesektor og en baggrundspopulation’ kombineret med et

spørgeskema,

hvorfra

svarene

evalueres efter ’Geriatrisk Depressions Skala’,

hvor

henvendelsen til de ældre skulle foretages af repræsentanter

for sundhedssektoren,

hvor

patienter

for hele landet inddrages i undersøgelsen, og

hvor

overlæge (A) står som koordinerende projektleder for de 12

regionale projektledere (alle overlæger eller afdelingslæger) har et sådant

element af biomedicinsk forskning, at projektet er omfattet af komiteloven og

dermed anmeldelsespligtigt.

Det fremgår desuden af side

3,3. nye afsnit i (A)’s brev af 14. ds., at ’den øgede opmærksomhed

kan medføre

henvendelse til egen læge, således at denne kan vurdere om den pågældende

patient har behov for behandling’. Det forekommer Den Centrale

Videnskabsetiske

Komité åbenbart, at en sådan undersøgelse er omfattet af komiteloven, og at

den

ikke kan sidestilles med Gallup- eller Vilstrup-interviews, om fx politiske

meningsmålinger, forbrugsmønstre i supermarkeder m.v., tandpastavaner,

kommende valg-analyser mv. - områder som klart ligger uden for komitelovens

område.

Det er Den Centrale

Videnskabsetiske Komités opgave ifølge lov om et videnskabsetisk komitesystem

bl.a. at vurdere, om et projekt er omfattet af lovens bestemmelser og dermed

er

anmeldelsespligtigt og der er denne opgave, komiteen har løst.

...”

Jeg bad den 15. juni 1998 Den

Centrale Videnskabsetiske Komité om en supplerende udtalelse. Om baggrunden

herfor skrev jeg således:

“...

Jeg bad i forbindelse med

brevet af 3. oktober 1997 Den Centrale Videnskabsetiske Komité oplyse,

hvorfor

der ikke var blevet taget stilling til en eventuel efterfølgende godkendelse

af

det pågældende projekt inden man vedtog påbudet om at projektet ikke måtte

offentliggøres uden at det fremgik at projektet ikke var godkendt.

...

Ud fra udtalelsen er det ikke

helt klart for mig hvorvidt der efter komiteens opfattelse er mulighed for at

godkende et projekt efter at det er blevet påbegyndt, herunder evt.

afsluttet.

Jeg beder derfor komiteen oplyse mig herom, samt hvis en sådan mulighed

eksisterer oplyse mig om hvorfor der ikke er blevet taget stilling til

efterfølgende

godkendelse, inden meddelelsen af det omtalte påbud.

...”

Jeg bad komitéen tilbagesende

sin udtalelse gennem Forskningsministeriets departement således at

ministeriet

kunne få lejlighed til at afgive sine eventuelle bemærkninger.

I udtalelse af 26. august

1998 oplyste Den Centrale Videnskabsetiske Komité bl.a. følgende:

“’GDS-Projekt

1996’

blev udformet i foråret 1996, og

det videnskabsetiske komités retsgrundlag var stadig lov om et

videnskabsetisk

komitésystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter (Lov nr. 503

af

24. juni 1992). Projektet burde have været anmeldt til den regionale

videnskabsetiske komité, og den regionale komité skulle have foretaget en

videnskabsetisk bedømmelse af projektet i medfør af lovens § 7, stk. 1.

Forskningsprojekter, der er omfattet af disse bestemmelser i lov om et

videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske

forskningsprojekter

må ikke iværksættes, før den regionale komité har givet tilladelse hertil.

Det

bemærkes, at ifølge loven kan den regionale videnskabsetiske komité og den

centrale komité kræve ændringer i projektet og i øvrigt yde råd og vejledning

med hensyn til dettes udformning.

Ved bedømmelsen af et anmeldt

biomedicinsk forskningsprojekt skal den bedømmende komité ifølge komitélovens

§

8, stk. 1 ligeligt varetage følgende formål:

- Beskyttelse af raske

forsøgspersoner, patienter, og andre, der medvirker i biomedicinske

forskningsprojekter. Dette varetages dels gennem en afvejning af fordele og

risici både i forhold til forsøgspersonerne og for den gruppe personer, som

vil kunne have gavn af projektet, dels gennem iagttagelse af et krav om fuld

mundtlig og skriftlig information og skriftligt samtykke, jf. § 8, stk. 1,

nr.

1 og 2. Hvis forsøgspersonerne som følge af en mental tilstand eller andre

lignende grunde er afskåret fra selv at forstå den ønskede information og

selv

give samtykke, kan der ifølge § 8, stk. 1, nr. 3, gives et stedfortrædende

samtykke fra nærmeste pårørende, værge eller donor.

- Sikre at projekterne har

den ønskelige kvalitet, dvs. at de efter deres formål og metodik opfylder

kravene til god videnskabelig standard.

Ifølge bemærkningerne til

ovenstående bestemmelser i forslag til lov om et videnskabeligt komitesystem

og

behandling af biomedicinske forskningsprojekter (L 59/1991) blev der med

indførelse af bestemmelser om anmeldelse og godkendelse, jf. §§ 6, stk. 1 og

7, stk. 1, indført en juridisk bindende anmeldelsespligt for de af loven

omfattede projekter. Dette fik ifølge bemærkningerne den virkning, at de ikke

må iværksættes uden at være godkendt af den kompetente komité. Iværksættelse

i

strid med disse regler er sanktioneret med straf af bøde eller hæfte i lovens

§

17, stk. 1.

Det fremgår desuden af

bemærkningerne til lovforslagets § 16, stk. 1 (lovens § 17, stk. 1) at reglen

skal ses i sammenhæng med den praksis, der har udviklet sig for at få

forskningsrådsstøtte, ligesom støtte fra private fonde i vid udstrækning også

betinges af komitegodkendelse, samt at publikation i anerkendte

videnskabelige

tidsskrifter ikke står åben for projekter, der ikke er godkendt af en

videnskabsetisk komité.

Den Centrale Videnskabsetiske

Komité har fortolket loven og bemærkningerne således, at der ikke er mulighed

for at godkende et projekt, der er afsluttet, idet komiteen ikke kan varetage

de opgaver, som er pålagt den ifølge § 8, stk. 1. I den konkrete situation

meddelte overlæge (A) at projektet var afsluttet, samtidig med at

patientinformationen blev fremsendt.

Hvis en forsker, som har

påbegyndt et biomedicinsk forskningsprojekt uden at foretage en anmeldelse

til det

videnskabsetiske komitesystem, bliver opmærksom på dette og anmelder

projektet

med bemærkning om, hvad der er sket, vil den regionale komité normalt anmode

forskeren om at standse projektet, indtil den videnskabsetiske bedømmelse

foreligger, jf. § 8, stk. 1. Beskyttelse af forsøgspersonerne og bedømmelsen

af forskningsprojektets videnskabelige kvalitet, vil da kunne ske. Eventuelle

ændringer i protokollen vil kunne foretages, medmindre protokollen anses for

så

mangelfuld, at en helt ny protokol skal udarbejdes og anmeldes til den

regionale komité. Denne mulighed bidrog overlæge (A) selv til at

forpasse.”

Ved brev af 30. september

1998 sendte A til min orientering den afsluttende rapport vedrørende

GDS-undersøgelsen.

Forskningsministeriet fremkom

med bl.a. disse bemærkninger i brev af 7. oktober 1998:

“Hverken komitélovens tekst

eller lovens bemærkninger omtaler retsstillingen i situationer, hvor

biomedicinske forsøg iværksættes eller gennemføres uden anmeldelse til det

videnskabsetiske komitésystem.

Lovens § 7, stk. 1, kan til

gengæld klart siges at forudsætte en

forudgående

anmeldelse af forskningsprojekter, som skal ses i sammenhæng med det i § 1,

stk. 2, fremhævede formål for det videnskabsetiske komitésystem om

’beskyttelsen af forsøgspersoner, der deltager i biomedicinske

forskningsprojekter’. Lovens § 8, stk. 1, konkretiserer dette formål i

en række

opgaver for komitésystemet, der ifølge bemærkningerne til loven først og

fremmest afspejler hensynet til forsøgspersoners beskyttelse, og først

dernæst

til projektets opretholdelse af god videnskabelig standard (sp 1142).

I situationer, hvor

biomedicinske forskningsprojekter gennemføres og

afsluttes

uden anmeldelse til komitésystemet, vil det ikke være

muligt for komitéerne at varetage de ovennævnte lovfæstede hensyn til

beskyttelse af forsøgspersoner. Som udgangspunkt bør forsøg da ikke kunne

godkendes i disse situationer.

Det selvsamme hensyn til

forsøgspersoner bør dog også medføre, at komitésystemet ikke kategorisk

udelukker sig fra en etisk vurdering af afsluttede forskningsprojekter, som

er

vurderet anmeldelsespligtige. Komitésystemet bør kunne kritisere projekter,

der har været afviklet uden anmeldelse, og bør herunder f.eks. kunne påbyde

projektansvarlige at iværksætte information over for de personer, som deltog

i

forsøget, hvorved hensynet til beskyttelsen af forsøgspersoner rettes.

For projekter, der er

påbegyndt, men ikke afsluttede

, inden

komitésystemet opnår kendskab hertil, vil komitéerne ud fra en konkret

vurdering kunne afgøre, hvorvidt det fremskredne forsøg stadig tillader

komitéernes opgavevaretagelse, jf. § 8, stk. 1. I modsætning til den

foregående situation vil det her undertiden være muligt for komitésystemet at

beskytte forsøgspersonerne ved hjælp af den i § 7, stk. 1, hjemlede beføjelse

til at ’kræve ændringer i projektet og i øvrigt yde råd og vejledning

med

hensyn til dettes udformning’. Komitésystemet bør her således som

udgangspunkt

kunne realitetsbehandle og godkende forskningsprojekter.

Det bemærkes, at ovenstående

bemærkninger alle støtter sig på bestemmelser i loven, som ikke har været

omfattede af ændringslove. Ministeriets udtalelse kan således siges at rettet

sig både mod den nugældende lov om et videnskabsetisk komitésystem (nr.

460/1997) og den gamle komitélov (nr. 503/1992) hvoraf sidstnævnte iflg.

CVK's

brev af 18. marts 1997 til (A) var gældende for bedømmelsen af

’GDS-Projekt

1996’.”

Den 27. oktober 1998 sendte

jeg rapporten vedrørende GDS-projektet til Den Centrale Videnskabsetiske

Komité

og til Forskningsministeriet med anmodning om eventuelle bemærkninger. Jeg

sendte endvidere kopi af komitéens og ministeriets udtalelser til A. A

fremsatte i et brev som jeg modtog den 11. november 1998, bl.a. disse

kommentarer

til udtalelserne:

“Det centrale i min klage er

at Den Centrale Videnskabsetiske Komité tilsyneladende selv kan og vil

bestemme

hvad et biomedicinsk forsøg er. Efter læsning af loven mente vi ikke at

projektet var et biomedicinsk forsøg. Denne mening har jeg i øvrigt stadig.

Alene formanden for den regionale

videnskabsetiske komités forslag formuleret i afslappet tonefald, fik os til

at

anmelde projektet for at undgå vrøvl.”

Den Centrale Videnskabsetiske

Komité meddelte i brev af 8. december 1998, som jeg modtog den 21. december

1998, at man ikke fandt anledning til at ændre sin afgørelse. Jeg fremsendte

brevet til A til orientering den 28. december 1998.

Ombudsmandens udtalelse

“GDS-projektet blev gennemført i perioden januar til september 1996.

Anmeldelsen af projektet blev foretaget i juli 1996. De spørgsmål som sagen

rejser, skal derfor bedømmes efter lov om et videnskabsetisk komitésystem og

behandling af biomedicinske forskningsprojekter som den var udformet før den

blev ændret ved lov nr. 499 af 12. juni 1996, idet lovændringen først trådte

i kraft den 1. oktober 1996. Lov nr. 503 af 24. juni 1992 (hovedloven)

indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

’§ 1.

Loven har til formål at fastlægge de retlige rammer for den videnskabsetiske

bedømmelse af forskningsprojekter.

Stk. 2.

Det videnskabsetiske komitésystems opgave er at sikre beskyttelsen af

forsøgspersoner, der deltager i biomedicinske forskningsprojekter, samtidig

med at der skabes mulighed for udvikling af ny, værdifuld viden.

...

§ 6.

Ethvert biomedicinsk forskningsprojekt, der indebærer forsøg

på

levendefødte menneskelige individer,

menneskelige kønsceller, der agtes anvendt til

befrugtning, menneskelige befrugtede æg, fosteranlæg og fostre,

væv, celler og arvebestanddele fra mennesker, fostre og

lignende, og

afdøde,

skal anmeldes til den regionale komité for det område, hvori

den projektansvarlige har sit virke

Stk. 2.

Det samme gælder forskningsprojekter, hvori biomedicinsk

forskning som nævnt i stk. 1 udgør en væsentlig bestanddel af det samlede

projekt samt spørgeskemaundersøgelser og registerforskning vedrørende de

nævnte

områder.

...

§ 7.

Projekter, der er omfattet af § 6, må ikke iværksættes, før

der er foretaget en videnskabsetisk bedømmelse heraf og givet tilladelse af

den regionale komité til iværksættelsen, jf. dog § 14. Den regionale

videnskabsetiske komité og den centrale komité kan kræve ændringer i

projektet

og i øvrigt yde råd og vejledning med hensyn til dettes udformning.

Stk. 2.

Projekter, der er tilladt efter stk. 1, må ikke iværksættes

og gennemføres med væsentlige ændringer uden komitéens tilladelse.

...

Stk. 4.

Kan der ikke i en regional komité opnås enighed om bedømmelsen

af et projekt, eller finder komiteen, at projektet rejser spørgsmål af

principiel karakter, forelægges projektet for den centrale komité, jf. § 11.

...

§ 8.

I bedømmelsen påser komiteerne især, at

de risici, der kan være forbundet med at gennemføre

projektet, er nøje vurderet og hverken i sig selv eller i forhold til

projektets

forudselige fordele har et uforsvarligt omfang,

de patienter eller raske forsøgspersoner, der deltager

i projektet, skriftlig og mundtligt vil blive orienteret om dettes indhold,

forudselige risici og fordele, og at deres frie og udtrykkelige samtykke vil

blive indhentet og givet skriftligt, jf. dog stk. 3,

information vil blive givet til og samtykke indhentet

fra nærmeste pårørende, værge eller donor i de tilfælde, hvor forsøget

udføres

under omstændigheder, som udelukker information og indhentelse af samtykke

efter nr. 2,

det klart fremgår af informationen, at patienter og

raske forsøgspersoner eller pårørende, værge eller donor på ethvert tidspunkt

kan tilbagekalde sit samtykke, og

projektet efter sit formål og med hensyn til sin

metodik repræsenterer god videnskabelig standard, samt at der er

tilstrækkelig

grund til at gennemføre projektet.

...

§ 9.

Komitéen påser, at projekter udføres i overensstemmelse med

den meddelte tilladelse, jf. § 7.

Stk. 2.

En komité kan følge enkelte projekters forløb og herunder

forlange, at den afsluttende forskningsrapport eller publikation sendes til

komiteen. Komiteen kan afkræve den projektansvarlige en begrundet redegørelse

i

tilfælde, hvor projektet ikke fuldføres.

...

§ 11.

Den centrale komité har til opgave at

...

3)

behandle

forskningsprojekter, som er forelagt komiteen efter § 7, stk. 4, § 12 og §

14.

Stk. 2.

Den centrale komités afgørelse kan ikke indbringes for

anden administrativ myndighed.

§ 12.

En forsker, der ikke har fået en regional komités tilladelse

til at iværksætte et projekt, kan indbringe afgørelsen for den centrale

komité.

Et projekt kan ligeledes indbringes for den centrale komité af enhver, der

har

en særlig interesse heri.

...

§ 17.

Den, der iværksætter et projekt i strid med § 6, § 7, § 14,

stk. 2, 3, 4 og 5, og 15, kan straffes med bøde eller hæfte.’

Ved min gennemgang af sagen

har jeg valgt at koncentrere mig om følgende spørgsmål:

Er GDS-projektet anmeldelsespligtigt?

Er der hjemmel til den pålagte sanktion om ikke at

måtte offentliggøre projektet uden samtidig at gøre opmærksom på at

undersøgelsen

ikke er godkendt af det videnskabsetiske komitésystem?

Er det muligt at godkende projektet, selv om det er

afsluttet?

1. Er GDS-projektet anmeldelsespligtigt?

Lovens gyldighedsområde er

biomedicinske forskningsprojekter, jf. § 1 og § 6, stk. 1. Projekter inden

for

lovens gyldighedsområde skal anmeldes til den regionale komité, jf. § 6, stk.

1. Forsøgene, jf. § 6, må ikke iværksættes uden at de er godkendt af den

kompetente komité. Iværksættelse i strid med disse regler er sanktioneret med

straf af bøde eller hæfte, jf. lovens § 17.

Den regionale komité skal i

henhold til lovens § 7 foretage en videnskabsetisk bedømmelse af projekter

omfattet af loven. I § 8 er beskrevet hvilke forhold komitéerne skal påse i

forbindelse med den videnskabsetiske bedømmelse. Komitéerne kan desuden

foretage en efterfølgende kontrol af projekter der er givet tilladelse til

efter § 7, jf. § 9. Komitéernes reaktionsmuligheder i forbindelse med

manglende

overholdelse af lovens regler, herunder bl.a. anmeldelsespligten i lovens §

6,

er fastlagt i § 17. De regionale komitéer kan forelægge et projekt som rejser

spørgsmål af principiel karakter, for Den Centrale Videnskabsetiske Komité,

jf.

§ 7, stk. 4.

Sådan som jeg forstår Dem,

anfægter De at Den Centrale Videnskabsetiske Komité selv kan tage stilling

til

om et projekt er omfattet af loven og dermed af komitéens kompetence.

Jeg må gå ud fra at den

regionale komité i medfør af lovens § 7, stk. 4, har overladt bedømmelsen af

projektet til Den Centrale Videnskabsetiske Komité. Den Centrale

Videnskabsetiske Komité har herved fået overladt de beføjelser som normalt

tilkommer den regionale komité.

Spørgsmålet om en sag er

omfattet af en myndigheds kompetenceområde, afgøres i første omgang af

myndigheden selv med mulighed for at få afgørelsen efterprøvet af en eventuel

højere administrativ myndighed eller af domstolene, jf. Carl Aage Nørgaard og

Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 4. udgave (1995), s.

39f. Det giver mig bl.a. derfor ikke

anledning til bemærkninger at Den Centrale Videnskabsetiske Komité vurderede

spørgsmålet om hvorvidt projektet var anmeldelsespligtigt eller ej.

Som nævnt ovenfor er det kun

projekter der kan betegnes som ’biomedicinske forskningsprojekter’

der er

anmeldelsespligtige. I forarbejderne er der anført følgende om hvad der

nærmere skal forstås herved (Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 1138):

’...

I § 5 fastslås det

grundlæggende princip i lovforslaget, at den videnskabsetiske

komitébedømmelse

omfatter alle biomedicinske forskningsprojekter, uanset hvilket menneskeligt

materiale de udføres på. (...) Komitébedømmelsen omfatter også

forskningsprojekter,

hvoraf den nævnte forskning udgør en væsentlig bestanddel samt

spørgeskemaundersøgelser og registerforskning inden for det biomedicinske

område.

...

Anmeldelsespligten efter § 5

gælder som nævnt biomedicinske forskningsprojekter. Herved forstås primært

forskning inden for de lægevidenskabelige fag, den kliniske og den

socialmedicinsk-epidemiologiske forskning. Begrebet omfatter, ud over

udforskningen

af de somatiske sygdomme, tillige de psykiatriske og de klinisk-psykologiske

sygdomme og tilstandsformer. Herudover inddrages tilsvarende odontologisk og

farmaceutisk forskning under begrebet. Omvendt omfatter begrebet ikke

situationer, hvor lægevidenskabelig forskning anvendes til støtte for anden

forskning, der intet har med medicinsk forskning at gøre, for eksempel

arkæologisk forskning.

Endelig omfatter begrebet

spørgeskemaundersøgelser og registerforskning vedrørende de nævnte emner, jf.

§ 5, stk. 2.

Ved forskning forstås en

planlagt virksomhed, som har til formål systematisk at erhverve viden om

sygdommes opståen og om forebyggelse, diagnostik og behandling heraf.

Virksomheden skal være planlagt, og formålet skal være systematisk

videnserhvervelse.

...’

Ifølge reglerne for ombudsmandens

virksomhed kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til afgørelser der

helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol af de

lægefagkyndige

vurderingers rigtighed - som er af afgørende betydning for vurderingen af

om et projekt kan betegnes som et biomedicinsk forskningsprojekt - kræver en

fagkundskab som ombudsmanden ikke har.

Jeg har derfor måttet

begrænse min undersøgelse af spørgsmålet om projektet er anmeldelsespligtigt

til

at omfatte de juridiske spørgsmål i sagen - som f.eks. om sagen har været

tilstrækkeligt

oplyst, om alle relevante forhold er inddraget osv. Jeg har ved min

undersøgelse

af disse spørgsmål ikke fundet anledning til at kritisere Den Centrale

Videnskabsetiske

Komités afgørelse af at GDS-projektet måtte betragtes som et biomedicinsk

forskningsprojekt og dermed var anmeldelsespligtigt.

2. Hjemmel til den pålagte sanktion

Ifølge lovens § 17, stk. 1,

kan den der iværksætter et projekt i strid med bl.a. § 6, straffes med bøde

eller hæfte. Der er ikke i loven indsat andre sanktionsmuligheder. I

forarbejderne til bestemmelsen er anført følgende (Folketingstidende 1991-92,

tillæg A, sp. 1149-50):

’...

I § 16 (den nuværende § 17;

min bemærkning) hjemles straf af bøde eller hæfte for overtrædelse af

bestemmelserne

i §§ 5, 6, 13, stk. 2, 3, 4 og 5 og § 14.

Reglen skal ses i sammenhæng

med den praksis, der har udviklet sig for at få forskningsrådstøtte, ligesom

støtte fra private fonde i vid udstrækning også betinges af

komitégodkendelse,

samt at publikation, i anerkendte videnskabelige tidsskrifter i realiteten

ikke står åben for projekter, der ikke er godkendt af en komité.

...’

Den Centrale Videnskabsetiske

Komité har i sin udtalelse til mig af 24. november 1997 skrevet at man finder

at den pålagte sanktion om ikke at måtte offentliggøre resultaterne af

projektet uden samtidig at gøre opmærksom på at projektet ikke er godkendt,

er

’i overensstemmelse med lovens pålæg til komitéen om en opfølgende

kontrolfunktion’.

Sådan som jeg forstår komitéen, finder den at den når den har hjemmel til at

politianmelde med henblik på idømmelse af straf i form af bøde eller hæfte,

også som ’det mindre i det mere’ må have mulighed for at bestemme

at

resultaterne af undersøgelsen ikke må offentliggøres uden at der samtidig

gøres opmærksom på at projektet ikke er godkendt.

Ifølge legalitetsprincippet

skal forvaltningens virksomhed være legitimeret i en lov eller en anden

anerkendt retskilde. Jo dybere en afgørelse griber ind i borgernes

interessesfære, des sikrere må den retskildemæssige hjemmel være. Typisk

kræves

det at en afgørelse der pålægger borgeren en betydelig byrde, skal have

utvetydig hjemmel i en lovbestemmelse, jf. Jon Andersen mfl., Forvaltningsret

(1994), s. 209ff, Jens Garde mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner (1997),

3. udg., s. 148ff, og Bent Christensen, Forvaltningsret, Opgaver, Hjemmel,

Organisation (1997), 2. udg., s. 104ff.

Beslutningen om at resultatet

af GDS-projektet ikke må offentliggøres uden samtidig at gøre opmærksom på at

projektet ikke er godkendt, har karakter af en sanktion. Sanktionen begrænser

i

realiteten Deres muligheder for frit at kunne offentliggøre resultaterne af

projektet. Det følger af legalitetsprincippet at Den Centrale

Videnskabsetiske

Komité ikke uden sikker lovhjemmel kan træffe en sådan afgørelse. Da der ikke

består en sådan lovhjemmel, finder jeg ikke at Den Centrale Videnskabsetiske

Komité har kunnet pålægge Dem ved offentliggørelse af resultaterne af

GDS-projektet at gøre opmærksom på at projektet ikke var godkendt. I øvrigt

bemærker jeg at en opfattelse hvorefter bestemmelse om en klausul i

forbindelse

med offentliggørelse skulle udgøre ’det mindre i det mere’ i

forhold til

politianmeldelse, i sig selv forekommer uklar når det tages i betragtning at

klausulen, som i dette tilfælde, i realiteten udelukker offentliggørelse i

anerkendte faglige tidsskrifter.

Jeg har på den baggrund

henstillet til Den Centrale Videnskabsetiske Komité at trække den pålagte

sanktion tilbage.

I grundlovens § 77 om

ytringsfrihed findes et forbud mod at indføre censur eller ’andre

forebyggende

foranstaltninger’. Ved min gennemgang af denne del af sagen har jeg

overvejet

hvorvidt et pålæg om ikke at måtte offentliggøre et projekt uden samtidig at

gøre opmærksom på at det ikke er godkendt, efter omstændighederne kunne

tænkes

at udgøre en ’anden forebyggende foranstaltning’ i grundlovens §

77’s

forstand, og at en sådan sanktion derfor ikke ville kunne idømmes, uanset om

der var hjemmel i loven til det eller ej. Jeg har dog ikke fundet anledning

til

at tage nærmere stilling til dette spørgsmål.

3. Efterfølgende godkendelse

Sådan som jeg forstår Den

Centrale Videnskabsetiske Komité, er det komitéens opfattelse at der ikke er

mulighed for at godkende et projekt som er afsluttet inden anmeldelse til

komitésystemet. Årsagen hertil er at komitésystemet - når et projekt er

afsluttet - ikke har mulighed for at varetage de hensyn som komitésystemet i

henhold til lovens § 8 skal varetage i forbindelse med en godkendelse af et

projekt (bl.a. hensyn til forsøgspersonernes beskyttelse og til projektets

opretholdelse af god videnskabelig standard). Forskningsministeriet har

delvis

tilsluttet sig denne opfattelse.

Derimod finder myndighederne

at der efter omstændighederne er mulighed for at godkende et projekt som er

påbegyndt inden anmeldelsen, men som endnu ikke er afsluttet. Et sådant

projekt vil kunne godkendes hvis det stadig er muligt at nå at varetage de

ovennævnte hensyn.

Deres projekt blev anmeldt

inden det var afsluttet. De afsluttede dog projektet uden at have indsendt de

oplysninger som komitésystemet havde krævet for at kunne bedømme projektet

(bl.a. patientinformation). Den Centrale Videnskabsetiske Komité har

sidestillet dette med en situation hvor et projekt afsluttes inden

anmeldelse.

Dette kan ikke give mig anledning til bemærkninger.

En manglende godkendelse kan

ifølge Den Centrale Videnskabsetiske Komités egne oplysninger og

forarbejderne

til bestemmelsen i lovens § 17 (som er citeret ovenfor) bl.a. have som

konsekvens at man ikke kan få publiceret sine resultater i anerkendte

tidsskrifter,

og at man vil have vanskeligt ved at få økonomisk støtte til sit projekt. Der

er således tale om ganske indgribende konsekvenser.

Ud over muligheden for at

pålægge en sanktion er det ikke reguleret i loven eller omtalt i

forarbejderne

hvorledes komitésystemet skal forholde sig i relation til projekter som er

afsluttet inden de anmeldes. Der er ikke fastsat regler om hvorvidt sådanne

projekter vil kunne godkendes.

Det er imidlertid korrekt som

anført af Forskningsministeriet at lovens § 7 som udgangspunkt forudsætter en

forudgående anmeldelse og godkendelse af forskningsprojekter. En forudgående

anmeldelse indebærer at komitésystemet - f.eks. gennem krav om ændringer i

projektet - kan sikre sig at de hensyn der er nævnt i lovens § 8, bliver

påset.

Det overordnede formål med

loven er bl.a. at sikre beskyttelsen af forsøgspersoner der deltager i

biomedicinske forskningsprojekter, samtidig med at der skabes mulighed for

udvikling af ny værdifuld viden, jf. § 1, stk. 2.

På trods af det ovennævnte

udgangspunkt om forudgående anmeldelse mener jeg ikke at det kan udelukkes at

et projekt der er gennemført uden en forudgående anmeldelse og godkendelse,

kan

opfylde lovens formål om at sikre beskyttelsen af forsøgspersoner. Det kan

således være tilfældet hvis de hensyn som komitésystemet i forbindelse med

godkendelsesproceduren

skal påse, jf. § 8, klart må anses for varetaget i tilstrækkelig grad ved

projektets

udformning. Jeg er enig med Forskningsministeriet i at komitésystemet ikke

kategorisk er afskåret fra at foretage en etisk vurdering af afsluttede

forskningsprojekter.

Men dette må efter min opfattelse tillige indebære at komitésystemet i

særlige

tilfælde vil være beføjet til at nå frem til en efterfølgende godkendelse.

Det følger heraf at Den

Centrale Videnskabsetiske Komité, når et afsluttet projekt foreligger til

bedømmelse, efter omstændighederne bør overveje om projektet undtagelsesvis

kan godkendes, altså foretage en vurdering af om de hensyn som komitéen efter

loven skal varetage i forbindelse med bedømmelsen og godkendelsen af et

projekt,

er varetaget ved projektets udformning. Denne opfattelse udelukker på ingen

måde at nævnet samtidig udtrykker sin misbilligelse og eventuelt oversender

sagen til politiet med henblik på at der fastsættes en sanktion i henhold til

§

17.

Sammenfattende er det således

min opfattelse at det ikke er fuldstændig udelukket at foretage en

efterfølgende

godkendelse (eller en efterfølgende kritik) af et afsluttet projekt, og at

komitésystemet, når et sådant projekt foreligger til bedømmelse, derfor efter

omstændighederne bør overveje om en efterfølgende vurdering med henblik på

kritik eller eventuel godkendelse kan finde sted. Jeg har gjort Den Centrale

Videnskabsetiske Komité og Forskningsministeriet bekendt med min opfattelse.

Jeg finder dog ikke

tilstrækkeligt grundlag for at kritisere at Den Centrale Videnskabsetiske

Komité ikke i denne sag vurderede om projektet kunne godkendes. Jeg har

herved

bl.a. lagt vægt på at De over for den regionale komité havde tilkendegivet at

der ikke var tale om en videnskabelig undersøgelse, men om en undersøgelse på

linie med en ’almindelig markedsundersøgelse’. Patienterne havde

derfor kun

modtaget information svarende til det man får ved en markedsundersøgelse. Det

var derfor åbenbart at de hensyn som komitésystemet skal påse i forbindelse

med en godkendelse, ikke var varetaget i projektet.

I mit brev af 3. oktober 1997

til Den Centrale Videnskabsetiske Komité - hvoraf De har modtaget kopi - har

jeg tilkendegivet at jeg i forbindelse med min afsluttende behandling af

sagen

vil tage stilling til om komitéens brev af 18. marts 1997 er en afgørelse,

jf.

forvaltningsloven, og i givet fald om denne opfylder begrundelseskravet i §

24. Som følge af den måde jeg har afgrænset min undersøgelse af sagen på, har

jeg alligevel ikke fundet anledning til at tage stilling til dette spørgsmål.

Jeg foretager mig herefter ikke

mere i anledning af Deres henvendelse.”

Den 2. september 1999 modtog

jeg fra Den Centrale Videnskabsetiske Komité kopi af komitéens brev af 26.

august 1999 til A hvoraf fremgik at sanktionen om ikke at måtte offentliggøre

projektet uden at gøre opmærksom på at det ikke var godkendt af

komitésystemet,

blev trukket tilbage.

Lignende dokumenter