Det videnskabsetiske komitésystem. Hjemmel til sanktion. Efterfølgende godkendelse af anmeldelsespligtigt projekt
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Det videnskabsetiske komitésystem. Hjemmel til sanktion.
Efterfølgende godkendelse af anmeldelsespligtigt projekt
Det fremgik af sagen at der i
1996 med overlæge A som koordinator og medicinalfirmaet B som sponsor blev
gennemført en undersøgelse af forekomsten af depressioner i tre populationer
(hjemmeplejen, plejehjemssektoren og ældre i en baggrundspopulation). Der
blev
anvendt screeningsredskabet “Geriatrisk Depressions Skala” (GDS).
Sådan som jeg
forstod det, var GDS en ja/nej-test der bestod af 30 spørgsmål og nogle
anonyme
stamdata, bl.a. køn, alder, tilknytning til plejehjem eller hjemmepleje, og
om der er stillet en depressionsdiagnose af en læge.
Den 30. april 1996 blev en
regional videnskabsetisk komité kontaktet af redaktøren for avisen C.
Redaktøren oplyste at han havde kontaktet B med en forespørgsel om
GDS-projektet ikke burde have været anmeldt til den regionale komité, men at
B
havde afvist at noget sådant var nødvendigt. Det var redaktørens egen
opfattelse at projektet burde have været anmeldt. Han sendte desuden et
eksemplar
af det spørgeskema som havde været brugt ved undersøgelsen.
Formanden for den regionale
komité skrev den 15. maj 1996 bl.a. således til A:
“Jeg kan ikke ud fra det
fremsendte spørgeskema gennemskue, om der blot er tale om en
registerundersøgelse eller der er tale om et egentligt biomedicinsk
forskningsprojekt, men i begge tilfælde er det min umiddelbare vurdering, at
de
spørgsmål, som er angivet på spørgeskemaet, er af en sådan karakter, at
Læs alt
undersøgelsen bør anmeldes.
Jeg skal derfor anmode om
dine kommentarer hertil samt om at der såfremt undersøgelsen falder ind under
Lov nr. 503 af 24. juni 1992, indsendes en forsøgsprotokol til
sekretariatet.”
Den 20. maj 1996 svarede A
følgende:
“...
I forbindelse med
påbegyndelse af ovennævnte projekt diskuterede jeg med (B), om det skulle
anmeldes. Vi enedes om, at det ikke var nødvendigt, fordi der ikke indgik
nogen
form for persondata i undersøgelsen, idet det allerede fra udfyldelsen af
skemaet var fuldt anonymiseret, og desuden fuldstændig frivilligt.
I forbindelse med henvendelse
fra lokalredaktøren, har vi endnu engang drøftet dette, og endnu engang været
enige om, at det ikke faldt ind under de videnskabsetiske komitéers område.
Jeg er naturligvis villig til
at overveje dette endnu engang, men desværre mangler en væsentlig partner,
nemlig den projektansvarlige fra (B) som er bortrejst. Han vender tilbage
efter
pinse, og jeg vil straks tage spørgsmålet op med ham med henblik på, om vi
for
at berolige, ikke vor samvittighed, men avisen (C) bør indsende
projektbeskrivelse, selv om vi som nævnt ikke har fundet, at dette var
nødvendigt. I ovenstående ligger ikke, at vi ikke kan tage fejl.”
Den regionale komité modtog
den 5. juli 1996 en anmeldelse af projektet i form af en projektbeskrivelse.
Den 16. juli 1996 bekræftede komitéen modtagelsen af anmeldelsen. Komitéen
opkrævede i den forbindelse et gebyr på 5.500 kr. og bad om at der blev
udarbejdet
en patientinformation som skulle sendes til komitéen.
A sørgede for indbetaling af
gebyret, men fremsendte ikke patientinformation.
Den 25. september 1996
rykkede den regionale komité for svar vedrørende patientinformationen. A
meddelte imidlertid at projektet stort set var tilendebragt på det tidspunkt.
De 8. oktober 1996 skrev A
følgende til den regionale komité:
“Jeg har efter samtale med
den videnskabsetiske komités formand forstået, at vi, in casu jeg, ikke har
håndteret indberetning af GDS-projekt på forsvarlig vis. Jeg beklager dette
overordentlig meget.
Jeg skal i det følgende
forsøge at beskrive, hvorfor sagen er endt så ulykkeligt.
GDS-projektet startede med
baggrund i et kursus i almen depressionslære, ældredepressioner og
GDS-skalaen. (B) har leveret dette kursus til plejehjem og
hjemmesygeplejersker
indenfor hjemmeplejen. I forbindelse med kursus indgik GDS-skalaen, og man
aftalte,
at man efter motivering af beboere kunne anvende GDS-skalaen til en
undersøgelse af forekomsten af depressive symptomer hos ældre i hjemmepleje
og
på plejehjem. Dette fremgår af projektbeskrivelsen.
(B) kontaktede undertegnede
med henblik på, om jeg ville stå som koordinator for undersøgelsen. Vi
drøftede, om undersøgelsen burde tilmeldes de videnskabsetiske komitéer, men
fandt ikke, at den opfyldte betingelserne for at være et biomedicinsk
forskningsprojekt med spørgeskemaundersøgelse, eftersom der ikke indgik nogen
form for behandling, ligesom besvarelserne var fuldt anonyme og deltagelse
frivillig, med andre ord at undersøgelsen foregik på samme måde som en
almindelig markedsanalyse, hvor et firma kan fremsende spørgeskemaer til
forbrugere for at få belyst deres købevaner og lignende.
I overensstemmelse med disse
forestillinger blev projektet sat i værk fra januar 1996. I foråret fik vi en
henvendelse fra avisen (C), hvor man med udgangspunkt i et PRIME MD projekt i
Jylland forespurgte til GDS-projektet.
Journalisten henvendte sig til
Den Videnskabsetiske Komité, hvorfra jeg modtog et elskværdigt brev fra
formanden. Formanden anførte, at projektet efter hans mening burde
indberettes.
Der blev derfor fremsendt projektbeskrivelse.
I brev af 16. juli 1996 blev
der foretaget opkrævning af kr. 5.500. På grund af travlhed bemærkede jeg
ikke,
og jeg må desværre påtage mig hele ansvaret herfor, at man også udbad sig en
patientinformation.
Brevet blev af undertegnede
straks videresendt til (B), der indbetalte det ønskede beløb, men heller ikke
bemærkede kravet om patientinformation. Som følge af fremsendelsen råder jeg
ikke over originalen af brevet af 16. juli 1996.
Såfremt jeg havde bemærket,
at man ønskede en patientinformation, havde jeg allerede da kontaktet
komitéen
og gjort klart, at vi som følge af vor grundlæggende antagelse havde iværksat
projektet uden indberetning, fordi vi ikke mente, det skulle indberettes. Jeg
ville også have gjort rede for, at vi faktisk var færdige med
dataindsamlingen.
Jeg var ikke på noget
tidspunkt opmærksom på, at projektet burde have været stoppet i forbindelse
med
formandens brev eller brev af 16. juli 1996. Dette skal jeg dybt beklage.
Projektets aktuelle status:
De fleste GDS-scoringer er i
anonym form ankommet til mit kontor, hvor de befinder sig i min
skrivebordsskuffe. Der er ikke foretaget nogen form for behandling, idet
dette
var udsat, til de sidste var ankommet. Der vil heller ikke blive foretaget
nogen form for behandling af GDS-skemaerne, medmindre komitéen fremsender en
godkendelse af projektet. Såfremt komitéen ikke kan godkende projektet,
tilbyder vi at fremsende samtlige besvarelser til destruktion ved den
videnskabsetiske komité.
Jeg beklager dybt, at vi ikke
har været tilstrækkeligt forudseende og omhyggelige i forløbet.
Som det fremgår af
projektbeskrivelsen, er alle, der har udfyldt et GDS-skema, blevet informeret
herom ganske svarende til, hvad man gør ved en markedsundersøgelse. For god
ordens skyld fremsendes, desværre post festum, et patientinformation og
samtykkeerklæring som bilag til projektbeskrivelsen.”
Herefter blev behandlingen
af sagen overladt til Den Centrale Videnskabsetiske Komité. Det fremgik ikke
klart af sagens akter på hvilket grundlag dette skete.
Den Centrale Videnskabsetiske
Komité drøftede sagen på et møde den 23. januar 1997. I brev af 18. marts
1997
fik A meddelelse om hvad der var blevet besluttet på mødet. Af brevet fremgik
følgende:
“...
Der var i komitéen enighed om
at projektet klart er anmeldelsespligtigt, både efter den gamle lov om et
videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske
forskningsprojekter (nr. 503/1992), der var gældende på det tidspunkt
projektet iværksattes, og ændringsloven (nr. 499/1996), da der ikke ses at
foreligge en ren spørgeskemaundersøgelse over for det særlige
patientklientel,
men strukturerede interviews på grundlag af trykte spørgeskemaer.
Også Den Centrale
Videnskabsetiske Komité misbilliger, at forskerne efter at være gjort
opmærksom
på forholdet ikke bragte sagen i orden og fremsendte den ønskede
patientinformation,
men fortsatte dataindsamlingen.
Skulle forskerne trods det
ukorrekte forløb og den deraf afledte misbilligelse søge de hidtidige data
publiceret, stiller komitesystemet som krav at det af publikationen fremgår
at
undersøgelsen
ikke
er godkendt af det
videnskabsetiske komitesystem, selvom dette har gjort opmærksom på at
projektet
falder ind under lov nr. 503, der var gældende da undersøgelsen påbegyndtes.
...”
I brev af 15. juli 1997
klagede A til mig. I den anledning bad jeg den 3. oktober 1997 Den Centrale
Videnskabsetiske Komité om en udtalelse og om udlån af sagens akter. Jeg
skrev
bl.a. følgende:
“Jeg har - på baggrund af
klagen og en telefonsamtale med (A) - forstået at han er særlig utilfreds med
at myndighederne har fundet projektet anmeldelsespligtigt. Endvidere kan han
ikke forstå at der kan træffes afgørelse om at projektet ikke må
offentliggøres
uden en bemærkning om, at det ikke forinden er godkendt. Dette betyder at han
vil få svært ved at få eventuelle resultater offentliggjort.
Til brug for min behandling
af sagen skal jeg bede om en udtalelse særligt vedrørende følgende punkter:
Det fremgår af afgørelsen af 18. marts 1997 fra Den
Centrale Videnskabsetiske Komité at der ikke er tale om en ren
spørgeskemaundersøgelse.
Jeg beder om at der i udtalelsen gives en uddybende begrundelse herfor samt
oplysninger om nævnets praksis og en angivelse af hvilke oplysninger i
projektbeskrivelsen der i den forbindelse er blevet tillagt vægt.
Jeg beder endvidere om nærmere oplysninger om
hjemmelsgrundlaget for nævnets påbud om at projektet ikke må offentliggøres,
uden at det fremgår, at projektet ikke er godkendt.
Jeg har forstået på (A) at
nævnet ikke efterfølgende over for ham har taget stilling til om projektet
kan
godkendes. I den forbindelse beder jeg komitéen oplyse, hvorfor der ikke er
taget stilling til en eventuel efterfølgende godkendelse.
Ved min afsluttende
behandling vil jeg tage stilling til om komitéens brev af 18. marts 1997 er
en
afgørelse, jf. forvaltningsloven, og i givet fald om denne opfylder
begrundelseskravet i §
24.”
Den 5. december 1997 modtog
jeg Den Centrale Videnskabsetiske Komités udtalelse af 24. november 1997. Af
udtalelsen fremgik bl.a. følgende:
“Overlæge (A) spørger i sit
brev til Ombudsmanden om følgende, idet han anfører at være usikker på, om
reglerne overhovedet er overtrådt:
Hører projektet overhovedet hjemme under det videnskabs-etiske
komitésystem?
Kan de videnskabsetiske komitéer selv definere deres
arbejdsområde, for klageren at se uden dækning i lovens tekst?
Hvem er ankeinstans?
Den Centrale Videnskabsetiske
Komité har til overlæge (A)’s spørgsmål følgende svar:
Da ’GDS-Projekt’ blev
udformet i foråret 1996 var det videnskabsetiske komitesystems retsgrundlag
stadig lov om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske
forskningsprojekter (nr. 503 af 24. juni 1992). Det fremgår af lovens § 6,
stk.
1 og 2 at anmeldelsespligten også gælder spørgeskemaundersøgelser og
registerforskning.
Udgangspunktet er følgelig, at en undersøgelse der har til formål at
’undersøge
prævalensen af depressive symptomer hos ældre tilknyttet hjemmepleje, i
plejesektor og en baggrundspopulation’ burde have været anmeldt til den
regionale videnskabsetiske komité for, da denne regionale komité er kompetent
fsv angår den koordinerede projektleders arbejdssted.
Det ville herefter være
komiteens opgave at bedømme, om det konkrete projekt kan kaldes
’biomedicinsk
forskning’ eller om der er tale om en markedsføringsundersøgelse,
således som
overlæge (A) selv har anset undersøgelsen for at være.
Det videnskabsetiske
komitesystems opgaver defineres af komiteloven og ikke af komitesystemet
selv.
Det beror imidlertid på et skøn, om et konkret projekt efter sit formål og
med
hensyn til sin metodik repræsenterer god videnskabelig standard, jf. lovens §
8, stk. 1, nr. 5. Et projekt kan ikke godkendes, hvis betingelserne i denne
bestemmelse ikke er opfyldt.
Det fremgår klart af
komitelovens § 7, stk. 4, jf. § 11, nr. 3, og § 12, at Den Centrale
Videnskabsetiske Komité er ankeinstans for projekter, hvor der ikke er
enighed
om bedømmelsen i en regional komité eller i tilfælde hvor en forsker ønsker
at
indbringe et afslag på godkendelse til Den Centrale Videnskabsetiske Komité.
I medfør af § 11, stk. 2 kan
Den Centrale Videnskabsetiske Komités afgørelser ikke indbringes for anden
administrativ myndighed, dvs komiteens afgørelser er endelige.
Ombudsmanden har i sit brev
af 3.10.1997 bedt om en udtalelse særligt vedrørende følgende punkter:
...
Til det første punkt kan den
Centrale Videnskabsetiske Komité anføre følgende:
Henvendelsen til ældregruppen
foretoges af repræsentanter for sundhedsvæsenet, i projektbeskrivelsen
benævnt
’lokale sygeplejersker’, hvilket komitesystemet i sin forvaltning
af lovene om
et videnskabsetisk komitesystem lægger afgørende vægt på. Der var dermed også
tale om en direkte kontakt til de ældre, der var potentielle deltagere,
ikke
om tilsendelse af et spørgeskema.
Som det også fremgår af Den Centrale Videnskabsetiske Komités svar, havde
kontakten karakter af et struktureret interview med ja/nej mulighed for svar.
Komiteen fandt, at svarene angik væsentlige spørgsmål for deltagerne og et
frit
afgivet informeret samtykke burde baseres på en skriftlig patientinformation,
især hvis undersøgelsen skulle foretages af det lokale plejepersonale, med
den
ufrihed der kunne tænkes at foreligge ved plejehjemsbeboernes stillingtagen
til
deltagelse i en sådan undersøgelse.
Det skal her understreges, at
bemærkninger om ’at undersøgelsen foregik på samme måde som en
almindelig
markedsanalyse’ slet ikke kan anerkendes som argument af komiteen - især
ikke,
da undersøgelsens resultater planlagdes offentliggjort i Ugeskrift for Læger
og Nordisk Psykiatrisk Tidsskrift.
Til det andet punkt har Den
Centrale Videnskabsetiske Komité følgende kommentarer:
Den internationale
sammenslutning af redaktører for de mest betydende samfundsvidenskabelige
tidsskrifter stiller som et fælles krav, at offentliggørelse af forsøg, hvori
mennesker er indgået, fordrer at manuskriptet indeholder en beskrivelse af en
forudgående videnskabsetisk komitebedømmelse. Bl.a. Ugeskrift for Læger
følger dette krav.
Da der i Danmark eksisterer
lovgivning på området, ønskede Den Centrale Videnskabsetiske Komité - som den
mildeste af de drøftede sanktioner - at den manglende komitéanmeldelse skulle
nævnes i en eventuel publikation i bl.a. Ugeskrift for Læger, så man undgik
en
situation, hvor en forudgående komitebedømmelse kunne opfattes som implicit
overholdt. Komiteen finder, at et sådant påbud er i overensstemmelse med
lovens pålæg til komiteen om en opfølgende kontrolfunktion. Den sanktion der
ifølge komitélovens § 17, stk. 1, skal anvendes i tilfælde, hvor et
biomedicinsk forskningsprojekt er iværksat uden forudgående komitébedømmelse
er
politianmeldelse og straf i form af bøde eller hæfte.
Den Centrale Videnskabsetiske
Komité tog alene stilling til anmeldelsespligten, men foretog
ikke
en videnskabsetisk bedømmelse af
det indsendte projekt. En eventuel bedømmelse af projektet skulle være
foregået
i den regionale komité før iværksættelsen, men tidspunktet for denne bidrog
forskergruppen selv til at forpasse. Havde gruppen - som andre forskere -
forespurgt komitesystemet, om projektet var anmeldelsespligtigt, havde svaret
uden forsinkelse kunnet lede sagen på ret spor. Komiteen har også noteret
sig,
at undersøgeren, selv om han tidligere pr. brev har erkendt at undersøgelsen
burde have været anmeldt først har reageret, da denne manglende anmeldelse
har
vist at indebære konsekvenser for en eventuel publikation.
Den Centrale Videnskabsetiske
Komité foretog således ikke nogen realitetsbehandling af projektet, men havde
alene en drøftelse af det formelle spørgsmål om anmeldelsespligten. Den
afgørelse som komiteen har truffet angår derfor kun det formelle spørgsmål,
mens der ikke er taget stilling til selve projektet og under hvilke
omstændigheder det ville have været videnskabeligt acceptabelt.”
I brev af 9. januar 1998
fremsatte A bl.a. disse bemærkninger til Den Centrale Videnskabsetiske
Komités
udtalelse:
“Som det fremgår af mit
spørgsmål, om projektet overhovedet hører hjemme under Det Videnskabsetiske
Komitésystem, tillader jeg mig at anfægte, at alle spørgeskemaundersøgelser
hører hjemme under lov om et Videnskabsetisk Komitésystem og behandling af
biomedicinske forskningsprojekter.
...
Det centrale i mit spørgsmål er, om undersøgelsen er et biomedicinsk
forskningsprojekt, og hvem der kan definere dette.
Henvendelsen til de
pågældende undersøgte personer foregik ved henvendelse fra en dem bekendt
person, der udspurgte dem sv.t. til et helt struktureret skema, hvor
spørgsmålene indebar ja og nej-svar.
Svarene i GDS-skemaet er,
efter mit skøn, ikke af en sådan karakter, at de må betegnes som væsentlige
spørgsmål for deltagerne. Spørgsmål der stilles i forbindelse med et Gallup
eller Vilstrup-interview, f.eks. politisk meningsmåling, anser jeg for at
være
af lige så væsentlig betydning for deltagerne, som spørgsmålene i GDS-skalaen
(kopi vedlægges).
Af denne grund anså vi ikke,
at projektet havde en sådan karakter, at det opfyldte lovens betingelser for
at
være et biomedicinsk forskningsprojekt.
Den Centrale Videnskabsetiske
Komité anfører endvidere, at et projekt skal repræsentere en god,
videnskabelig
standard for at godkendes.
Implicit i svaret ligger, at
projektet ikke indebar en god videnskabelig standard. Det sidste kan jeg ikke
protestere imod, idet det, ikke var tænkt som et videnskabeligt projekt i
gængs
forstand. GDS-skalaen siger ikke, om den udspurgte er deprimeret eller ej.
Den
udsiger alene om den udspurgte har triste følelser og tanker, og den kan
dermed
alene udsige noget om mængden af depressive symptomer hos en udspurgt pt.
eller, in casu, hos udspurgte beboere på plejehjem eller borgere plejet i
eget
hjem ved hjemmeplejen.
Som det fremgår af projektbeskrivelsen
var det centrale i projektet, at
uddanne
hjemmepleje og plejehjemspersonale i at
observere
depressive symptomer hos borgere og beboere mhp. i fremtiden at øge de
pågældende personalegruppers opmærksomhed på sådanne symptomer. Formålet
hermed
er, at denne øgede opmærksomhed kan medføre henvendelse til egen læge,
således
at denne kan vurdere, om den pågældende patient har behov for behandling.
Der er lavet undersøgelser i
udlandet, der viser, at der er betydeligt øget forekomst af depressive
symptomer hos beboere på plejehjem og lignende institutioner. Men for at en
sådan undersøgelse skal have værdi, skal den indsamles langt mere præcist,
end
det er tilfældet i den herværende undersøgelse. Undersøgelsen skal indsamles
af et fåtal af mennesker, der har udført samrating og erhvervet sikker og
etableret viden om, hvad den enkelte undersøger gør, således at undersøgelsen
er såvel reliabel, som valid.
Reliabilitet og validitet kan
ikke opnås ved den her anvendte undersøgelsesmetode. Undersøgelsen kan derfor
alene give et indtryk af, hvor mange depressive symptomer, der måtte findes
ved
anvendelse af den pågældende undersøgelsesteknik på danske plejehjem og i
dansk
hjemmepleje. Det kunne senere hen give anledning til en egentlig undersøgelse
med videnskabelig standard. I første række var projektet, som tidligere
anført, alene tænkt som
uddannelse,
undervisning
og
orientering
om
problemets størrelse, uden mulighed for videnskabelig sandhed.
Det gjorde imidlertid ikke
noget, da projektet ikke var anset som et videnskabeligt projekt. Som det
fremgår, har det hele tiden været vor holdning.
Det fremgår forhåbentlig af
ovennævnte bemærkninger, at jeg stadig stiller mig tvivlende om Den Centrale
Videnskabsetiske Komité ud fra lovens tekst kan definere, hvad der er
projekter, der hører hjemme under Den Centrale Videnskabsetiske Komité.
Med den fortolkning Den
Centrale Videnskabsetiske Komité har anvendt, synes jeg talrige
spørgeskema-undersøgelser om tandpastavaner, politisk stillingtagen, kommende
valg-analyser osv., må henvises til Den Centrale Videnskabsetiske Komités
vurdering med forudgående patientinformation.”
Jeg bad den 26. januar 1998
om Den Centrale Videnskabsetiske Komités eventuelle bemærkninger til det A
havde anført. Komitéen fremsatte disse bemærkninger i brev af 27. januar 1998
som jeg modtog den 9. februar 1998:
“...
Med henvisning til Den
Centrale Videnskabsetiske Komités brev af 24. november 1997 er det komiteens
opfattelse, at ’GDS-Projekt
1996’
burde have været anmeldt til det videnskabsetiske komitesystem i medfør af §
6,
stk. 1 og 2 i lov om et videnskabsetisk komitésystem og behandlingen af
biomedicinske forskningsprojekter (lov nr. 503 af 24. juni 1992).
Bestemmelsen omfatter alle
biomedicinske forskningsprojekter, uanset hvilket menneskeligt materiale de
udføres på. Komitebedømmelsen omfatter også forskningsprojekter, hvoraf
biomedicinsk forskning udgør en væsentlig bestanddel, ligesom
komitebedømmelsen
omfatter spørgeskemaundersøgelser og registerforskning inden for det
biomedicinske
område. For alle disse projekter gælder en anmeldelsespligt, som efter § 7
betyder, at de ikke må iværksættes eller iværksættes med væsentlige
ændringer,
jf. § 7, stk. 2, uden at de er godkendt af den kompetente komité/myndighed.
Iværksættelse i strid med disse regler er sanktioneret med straf af bøde
eller
hæfte i lovens § 17, stk. 1.
Ved fortolkningen af om en
spørgeskemaundersøgelse er anmeldelsespligtig i medfør af komitelovens § 6,
stk. 1 og 2, er det videnskabsetiske komitesystem, herunder Den Centrale
Videnskabsetiske Komité, ikke kun henvist til lovens bogstav, men også
bemærkningerne
til lovforslaget inddrager i bedømmelsen. Det fremgår af bemærkningerne til
lovforslagets §§ 5-6 (svarende til lovens §§ 6 og 7), at begrebet
biomedicinske
forskningsprojekter udover udforskningen af somatiske sygdomme, tillige
omfatter psykiatriske og klinisk-psykologiske sygdomme og tilstandsformer.
I den konkrete situation var
det Den Centrale Videnskabsetiske Komités opfattelse, at selve undersøgelsens
formål: ’undersøge prævalensen af depressive symptomer hos ældre
tilknyttet
hjemmepleje, i plejesektor og en baggrundspopulation’ kombineret med et
spørgeskema,
hvorfra
svarene
evalueres efter ’Geriatrisk Depressions Skala’,
hvor
henvendelsen til de ældre skulle foretages af repræsentanter
for sundhedssektoren,
hvor
patienter
for hele landet inddrages i undersøgelsen, og
hvor
overlæge (A) står som koordinerende projektleder for de 12
regionale projektledere (alle overlæger eller afdelingslæger) har et sådant
element af biomedicinsk forskning, at projektet er omfattet af komiteloven og
dermed anmeldelsespligtigt.
Det fremgår desuden af side
3,3. nye afsnit i (A)’s brev af 14. ds., at ’den øgede opmærksomhed
kan medføre
henvendelse til egen læge, således at denne kan vurdere om den pågældende
patient har behov for behandling’. Det forekommer Den Centrale
Videnskabsetiske
Komité åbenbart, at en sådan undersøgelse er omfattet af komiteloven, og at
den
ikke kan sidestilles med Gallup- eller Vilstrup-interviews, om fx politiske
meningsmålinger, forbrugsmønstre i supermarkeder m.v., tandpastavaner,
kommende valg-analyser mv. - områder som klart ligger uden for komitelovens
område.
Det er Den Centrale
Videnskabsetiske Komités opgave ifølge lov om et videnskabsetisk komitesystem
bl.a. at vurdere, om et projekt er omfattet af lovens bestemmelser og dermed
er
anmeldelsespligtigt og der er denne opgave, komiteen har løst.
...”
Jeg bad den 15. juni 1998 Den
Centrale Videnskabsetiske Komité om en supplerende udtalelse. Om baggrunden
herfor skrev jeg således:
“...
Jeg bad i forbindelse med
brevet af 3. oktober 1997 Den Centrale Videnskabsetiske Komité oplyse,
hvorfor
der ikke var blevet taget stilling til en eventuel efterfølgende godkendelse
af
det pågældende projekt inden man vedtog påbudet om at projektet ikke måtte
offentliggøres uden at det fremgik at projektet ikke var godkendt.
...
Ud fra udtalelsen er det ikke
helt klart for mig hvorvidt der efter komiteens opfattelse er mulighed for at
godkende et projekt efter at det er blevet påbegyndt, herunder evt.
afsluttet.
Jeg beder derfor komiteen oplyse mig herom, samt hvis en sådan mulighed
eksisterer oplyse mig om hvorfor der ikke er blevet taget stilling til
efterfølgende
godkendelse, inden meddelelsen af det omtalte påbud.
...”
Jeg bad komitéen tilbagesende
sin udtalelse gennem Forskningsministeriets departement således at
ministeriet
kunne få lejlighed til at afgive sine eventuelle bemærkninger.
I udtalelse af 26. august
1998 oplyste Den Centrale Videnskabsetiske Komité bl.a. følgende:
“’GDS-Projekt
1996’
blev udformet i foråret 1996, og
det videnskabsetiske komités retsgrundlag var stadig lov om et
videnskabsetisk
komitésystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter (Lov nr. 503
af
24. juni 1992). Projektet burde have været anmeldt til den regionale
videnskabsetiske komité, og den regionale komité skulle have foretaget en
videnskabsetisk bedømmelse af projektet i medfør af lovens § 7, stk. 1.
Forskningsprojekter, der er omfattet af disse bestemmelser i lov om et
videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske
forskningsprojekter
må ikke iværksættes, før den regionale komité har givet tilladelse hertil.
Det
bemærkes, at ifølge loven kan den regionale videnskabsetiske komité og den
centrale komité kræve ændringer i projektet og i øvrigt yde råd og vejledning
med hensyn til dettes udformning.
Ved bedømmelsen af et anmeldt
biomedicinsk forskningsprojekt skal den bedømmende komité ifølge komitélovens
§
8, stk. 1 ligeligt varetage følgende formål:
- Beskyttelse af raske
forsøgspersoner, patienter, og andre, der medvirker i biomedicinske
forskningsprojekter. Dette varetages dels gennem en afvejning af fordele og
risici både i forhold til forsøgspersonerne og for den gruppe personer, som
vil kunne have gavn af projektet, dels gennem iagttagelse af et krav om fuld
mundtlig og skriftlig information og skriftligt samtykke, jf. § 8, stk. 1,
nr.
1 og 2. Hvis forsøgspersonerne som følge af en mental tilstand eller andre
lignende grunde er afskåret fra selv at forstå den ønskede information og
selv
give samtykke, kan der ifølge § 8, stk. 1, nr. 3, gives et stedfortrædende
samtykke fra nærmeste pårørende, værge eller donor.
- Sikre at projekterne har
den ønskelige kvalitet, dvs. at de efter deres formål og metodik opfylder
kravene til god videnskabelig standard.
Ifølge bemærkningerne til
ovenstående bestemmelser i forslag til lov om et videnskabeligt komitesystem
og
behandling af biomedicinske forskningsprojekter (L 59/1991) blev der med
indførelse af bestemmelser om anmeldelse og godkendelse, jf. §§ 6, stk. 1 og
7, stk. 1, indført en juridisk bindende anmeldelsespligt for de af loven
omfattede projekter. Dette fik ifølge bemærkningerne den virkning, at de ikke
må iværksættes uden at være godkendt af den kompetente komité. Iværksættelse
i
strid med disse regler er sanktioneret med straf af bøde eller hæfte i lovens
§
17, stk. 1.
Det fremgår desuden af
bemærkningerne til lovforslagets § 16, stk. 1 (lovens § 17, stk. 1) at reglen
skal ses i sammenhæng med den praksis, der har udviklet sig for at få
forskningsrådsstøtte, ligesom støtte fra private fonde i vid udstrækning også
betinges af komitegodkendelse, samt at publikation i anerkendte
videnskabelige
tidsskrifter ikke står åben for projekter, der ikke er godkendt af en
videnskabsetisk komité.
Den Centrale Videnskabsetiske
Komité har fortolket loven og bemærkningerne således, at der ikke er mulighed
for at godkende et projekt, der er afsluttet, idet komiteen ikke kan varetage
de opgaver, som er pålagt den ifølge § 8, stk. 1. I den konkrete situation
meddelte overlæge (A) at projektet var afsluttet, samtidig med at
patientinformationen blev fremsendt.
Hvis en forsker, som har
påbegyndt et biomedicinsk forskningsprojekt uden at foretage en anmeldelse
til det
videnskabsetiske komitesystem, bliver opmærksom på dette og anmelder
projektet
med bemærkning om, hvad der er sket, vil den regionale komité normalt anmode
forskeren om at standse projektet, indtil den videnskabsetiske bedømmelse
foreligger, jf. § 8, stk. 1. Beskyttelse af forsøgspersonerne og bedømmelsen
af forskningsprojektets videnskabelige kvalitet, vil da kunne ske. Eventuelle
ændringer i protokollen vil kunne foretages, medmindre protokollen anses for
så
mangelfuld, at en helt ny protokol skal udarbejdes og anmeldes til den
regionale komité. Denne mulighed bidrog overlæge (A) selv til at
forpasse.”
Ved brev af 30. september
1998 sendte A til min orientering den afsluttende rapport vedrørende
GDS-undersøgelsen.
Forskningsministeriet fremkom
med bl.a. disse bemærkninger i brev af 7. oktober 1998:
“Hverken komitélovens tekst
eller lovens bemærkninger omtaler retsstillingen i situationer, hvor
biomedicinske forsøg iværksættes eller gennemføres uden anmeldelse til det
videnskabsetiske komitésystem.
Lovens § 7, stk. 1, kan til
gengæld klart siges at forudsætte en
forudgående
anmeldelse af forskningsprojekter, som skal ses i sammenhæng med det i § 1,
stk. 2, fremhævede formål for det videnskabsetiske komitésystem om
’beskyttelsen af forsøgspersoner, der deltager i biomedicinske
forskningsprojekter’. Lovens § 8, stk. 1, konkretiserer dette formål i
en række
opgaver for komitésystemet, der ifølge bemærkningerne til loven først og
fremmest afspejler hensynet til forsøgspersoners beskyttelse, og først
dernæst
til projektets opretholdelse af god videnskabelig standard (sp 1142).
I situationer, hvor
biomedicinske forskningsprojekter gennemføres og
afsluttes
uden anmeldelse til komitésystemet, vil det ikke være
muligt for komitéerne at varetage de ovennævnte lovfæstede hensyn til
beskyttelse af forsøgspersoner. Som udgangspunkt bør forsøg da ikke kunne
godkendes i disse situationer.
Det selvsamme hensyn til
forsøgspersoner bør dog også medføre, at komitésystemet ikke kategorisk
udelukker sig fra en etisk vurdering af afsluttede forskningsprojekter, som
er
vurderet anmeldelsespligtige. Komitésystemet bør kunne kritisere projekter,
der har været afviklet uden anmeldelse, og bør herunder f.eks. kunne påbyde
projektansvarlige at iværksætte information over for de personer, som deltog
i
forsøget, hvorved hensynet til beskyttelsen af forsøgspersoner rettes.
For projekter, der er
påbegyndt, men ikke afsluttede
, inden
komitésystemet opnår kendskab hertil, vil komitéerne ud fra en konkret
vurdering kunne afgøre, hvorvidt det fremskredne forsøg stadig tillader
komitéernes opgavevaretagelse, jf. § 8, stk. 1. I modsætning til den
foregående situation vil det her undertiden være muligt for komitésystemet at
beskytte forsøgspersonerne ved hjælp af den i § 7, stk. 1, hjemlede beføjelse
til at ’kræve ændringer i projektet og i øvrigt yde råd og vejledning
med
hensyn til dettes udformning’. Komitésystemet bør her således som
udgangspunkt
kunne realitetsbehandle og godkende forskningsprojekter.
Det bemærkes, at ovenstående
bemærkninger alle støtter sig på bestemmelser i loven, som ikke har været
omfattede af ændringslove. Ministeriets udtalelse kan således siges at rettet
sig både mod den nugældende lov om et videnskabsetisk komitésystem (nr.
460/1997) og den gamle komitélov (nr. 503/1992) hvoraf sidstnævnte iflg.
CVK's
brev af 18. marts 1997 til (A) var gældende for bedømmelsen af
’GDS-Projekt
1996’.”
Den 27. oktober 1998 sendte
jeg rapporten vedrørende GDS-projektet til Den Centrale Videnskabsetiske
Komité
og til Forskningsministeriet med anmodning om eventuelle bemærkninger. Jeg
sendte endvidere kopi af komitéens og ministeriets udtalelser til A. A
fremsatte i et brev som jeg modtog den 11. november 1998, bl.a. disse
kommentarer
til udtalelserne:
“Det centrale i min klage er
at Den Centrale Videnskabsetiske Komité tilsyneladende selv kan og vil
bestemme
hvad et biomedicinsk forsøg er. Efter læsning af loven mente vi ikke at
projektet var et biomedicinsk forsøg. Denne mening har jeg i øvrigt stadig.
Alene formanden for den regionale
videnskabsetiske komités forslag formuleret i afslappet tonefald, fik os til
at
anmelde projektet for at undgå vrøvl.”
Den Centrale Videnskabsetiske
Komité meddelte i brev af 8. december 1998, som jeg modtog den 21. december
1998, at man ikke fandt anledning til at ændre sin afgørelse. Jeg fremsendte
brevet til A til orientering den 28. december 1998.
Ombudsmandens udtalelse
“GDS-projektet blev gennemført i perioden januar til september 1996.
Anmeldelsen af projektet blev foretaget i juli 1996. De spørgsmål som sagen
rejser, skal derfor bedømmes efter lov om et videnskabsetisk komitésystem og
behandling af biomedicinske forskningsprojekter som den var udformet før den
blev ændret ved lov nr. 499 af 12. juni 1996, idet lovændringen først trådte
i kraft den 1. oktober 1996. Lov nr. 503 af 24. juni 1992 (hovedloven)
indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
’§ 1.
Loven har til formål at fastlægge de retlige rammer for den videnskabsetiske
bedømmelse af forskningsprojekter.
Stk. 2.
Det videnskabsetiske komitésystems opgave er at sikre beskyttelsen af
forsøgspersoner, der deltager i biomedicinske forskningsprojekter, samtidig
med at der skabes mulighed for udvikling af ny, værdifuld viden.
...
§ 6.
Ethvert biomedicinsk forskningsprojekt, der indebærer forsøg
på
levendefødte menneskelige individer,
menneskelige kønsceller, der agtes anvendt til
befrugtning, menneskelige befrugtede æg, fosteranlæg og fostre,
væv, celler og arvebestanddele fra mennesker, fostre og
lignende, og
afdøde,
skal anmeldes til den regionale komité for det område, hvori
den projektansvarlige har sit virke
Stk. 2.
Det samme gælder forskningsprojekter, hvori biomedicinsk
forskning som nævnt i stk. 1 udgør en væsentlig bestanddel af det samlede
projekt samt spørgeskemaundersøgelser og registerforskning vedrørende de
nævnte
områder.
...
§ 7.
Projekter, der er omfattet af § 6, må ikke iværksættes, før
der er foretaget en videnskabsetisk bedømmelse heraf og givet tilladelse af
den regionale komité til iværksættelsen, jf. dog § 14. Den regionale
videnskabsetiske komité og den centrale komité kan kræve ændringer i
projektet
og i øvrigt yde råd og vejledning med hensyn til dettes udformning.
Stk. 2.
Projekter, der er tilladt efter stk. 1, må ikke iværksættes
og gennemføres med væsentlige ændringer uden komitéens tilladelse.
...
Stk. 4.
Kan der ikke i en regional komité opnås enighed om bedømmelsen
af et projekt, eller finder komiteen, at projektet rejser spørgsmål af
principiel karakter, forelægges projektet for den centrale komité, jf. § 11.
...
§ 8.
I bedømmelsen påser komiteerne især, at
de risici, der kan være forbundet med at gennemføre
projektet, er nøje vurderet og hverken i sig selv eller i forhold til
projektets
forudselige fordele har et uforsvarligt omfang,
de patienter eller raske forsøgspersoner, der deltager
i projektet, skriftlig og mundtligt vil blive orienteret om dettes indhold,
forudselige risici og fordele, og at deres frie og udtrykkelige samtykke vil
blive indhentet og givet skriftligt, jf. dog stk. 3,
information vil blive givet til og samtykke indhentet
fra nærmeste pårørende, værge eller donor i de tilfælde, hvor forsøget
udføres
under omstændigheder, som udelukker information og indhentelse af samtykke
efter nr. 2,
det klart fremgår af informationen, at patienter og
raske forsøgspersoner eller pårørende, værge eller donor på ethvert tidspunkt
kan tilbagekalde sit samtykke, og
projektet efter sit formål og med hensyn til sin
metodik repræsenterer god videnskabelig standard, samt at der er
tilstrækkelig
grund til at gennemføre projektet.
...
§ 9.
Komitéen påser, at projekter udføres i overensstemmelse med
den meddelte tilladelse, jf. § 7.
Stk. 2.
En komité kan følge enkelte projekters forløb og herunder
forlange, at den afsluttende forskningsrapport eller publikation sendes til
komiteen. Komiteen kan afkræve den projektansvarlige en begrundet redegørelse
i
tilfælde, hvor projektet ikke fuldføres.
...
§ 11.
Den centrale komité har til opgave at
...
3)
behandle
forskningsprojekter, som er forelagt komiteen efter § 7, stk. 4, § 12 og §
14.
Stk. 2.
Den centrale komités afgørelse kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.
§ 12.
En forsker, der ikke har fået en regional komités tilladelse
til at iværksætte et projekt, kan indbringe afgørelsen for den centrale
komité.
Et projekt kan ligeledes indbringes for den centrale komité af enhver, der
har
en særlig interesse heri.
...
§ 17.
Den, der iværksætter et projekt i strid med § 6, § 7, § 14,
stk. 2, 3, 4 og 5, og 15, kan straffes med bøde eller hæfte.’
Ved min gennemgang af sagen
har jeg valgt at koncentrere mig om følgende spørgsmål:
Er GDS-projektet anmeldelsespligtigt?
Er der hjemmel til den pålagte sanktion om ikke at
måtte offentliggøre projektet uden samtidig at gøre opmærksom på at
undersøgelsen
ikke er godkendt af det videnskabsetiske komitésystem?
Er det muligt at godkende projektet, selv om det er
afsluttet?
1. Er GDS-projektet anmeldelsespligtigt?
Lovens gyldighedsområde er
biomedicinske forskningsprojekter, jf. § 1 og § 6, stk. 1. Projekter inden
for
lovens gyldighedsområde skal anmeldes til den regionale komité, jf. § 6, stk.
1. Forsøgene, jf. § 6, må ikke iværksættes uden at de er godkendt af den
kompetente komité. Iværksættelse i strid med disse regler er sanktioneret med
straf af bøde eller hæfte, jf. lovens § 17.
Den regionale komité skal i
henhold til lovens § 7 foretage en videnskabsetisk bedømmelse af projekter
omfattet af loven. I § 8 er beskrevet hvilke forhold komitéerne skal påse i
forbindelse med den videnskabsetiske bedømmelse. Komitéerne kan desuden
foretage en efterfølgende kontrol af projekter der er givet tilladelse til
efter § 7, jf. § 9. Komitéernes reaktionsmuligheder i forbindelse med
manglende
overholdelse af lovens regler, herunder bl.a. anmeldelsespligten i lovens §
6,
er fastlagt i § 17. De regionale komitéer kan forelægge et projekt som rejser
spørgsmål af principiel karakter, for Den Centrale Videnskabsetiske Komité,
jf.
§ 7, stk. 4.
Sådan som jeg forstår Dem,
anfægter De at Den Centrale Videnskabsetiske Komité selv kan tage stilling
til
om et projekt er omfattet af loven og dermed af komitéens kompetence.
Jeg må gå ud fra at den
regionale komité i medfør af lovens § 7, stk. 4, har overladt bedømmelsen af
projektet til Den Centrale Videnskabsetiske Komité. Den Centrale
Videnskabsetiske Komité har herved fået overladt de beføjelser som normalt
tilkommer den regionale komité.
Spørgsmålet om en sag er
omfattet af en myndigheds kompetenceområde, afgøres i første omgang af
myndigheden selv med mulighed for at få afgørelsen efterprøvet af en eventuel
højere administrativ myndighed eller af domstolene, jf. Carl Aage Nørgaard og
Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 4. udgave (1995), s.
39f. Det giver mig bl.a. derfor ikke
anledning til bemærkninger at Den Centrale Videnskabsetiske Komité vurderede
spørgsmålet om hvorvidt projektet var anmeldelsespligtigt eller ej.
Som nævnt ovenfor er det kun
projekter der kan betegnes som ’biomedicinske forskningsprojekter’
der er
anmeldelsespligtige. I forarbejderne er der anført følgende om hvad der
nærmere skal forstås herved (Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 1138):
’...
I § 5 fastslås det
grundlæggende princip i lovforslaget, at den videnskabsetiske
komitébedømmelse
omfatter alle biomedicinske forskningsprojekter, uanset hvilket menneskeligt
materiale de udføres på. (...) Komitébedømmelsen omfatter også
forskningsprojekter,
hvoraf den nævnte forskning udgør en væsentlig bestanddel samt
spørgeskemaundersøgelser og registerforskning inden for det biomedicinske
område.
...
Anmeldelsespligten efter § 5
gælder som nævnt biomedicinske forskningsprojekter. Herved forstås primært
forskning inden for de lægevidenskabelige fag, den kliniske og den
socialmedicinsk-epidemiologiske forskning. Begrebet omfatter, ud over
udforskningen
af de somatiske sygdomme, tillige de psykiatriske og de klinisk-psykologiske
sygdomme og tilstandsformer. Herudover inddrages tilsvarende odontologisk og
farmaceutisk forskning under begrebet. Omvendt omfatter begrebet ikke
situationer, hvor lægevidenskabelig forskning anvendes til støtte for anden
forskning, der intet har med medicinsk forskning at gøre, for eksempel
arkæologisk forskning.
Endelig omfatter begrebet
spørgeskemaundersøgelser og registerforskning vedrørende de nævnte emner, jf.
§ 5, stk. 2.
Ved forskning forstås en
planlagt virksomhed, som har til formål systematisk at erhverve viden om
sygdommes opståen og om forebyggelse, diagnostik og behandling heraf.
Virksomheden skal være planlagt, og formålet skal være systematisk
videnserhvervelse.
...’
Ifølge reglerne for ombudsmandens
virksomhed kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til afgørelser der
helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol af de
lægefagkyndige
vurderingers rigtighed - som er af afgørende betydning for vurderingen af
om et projekt kan betegnes som et biomedicinsk forskningsprojekt - kræver en
fagkundskab som ombudsmanden ikke har.
Jeg har derfor måttet
begrænse min undersøgelse af spørgsmålet om projektet er anmeldelsespligtigt
til
at omfatte de juridiske spørgsmål i sagen - som f.eks. om sagen har været
tilstrækkeligt
oplyst, om alle relevante forhold er inddraget osv. Jeg har ved min
undersøgelse
af disse spørgsmål ikke fundet anledning til at kritisere Den Centrale
Videnskabsetiske
Komités afgørelse af at GDS-projektet måtte betragtes som et biomedicinsk
forskningsprojekt og dermed var anmeldelsespligtigt.
2. Hjemmel til den pålagte sanktion
Ifølge lovens § 17, stk. 1,
kan den der iværksætter et projekt i strid med bl.a. § 6, straffes med bøde
eller hæfte. Der er ikke i loven indsat andre sanktionsmuligheder. I
forarbejderne til bestemmelsen er anført følgende (Folketingstidende 1991-92,
tillæg A, sp. 1149-50):
’...
I § 16 (den nuværende § 17;
min bemærkning) hjemles straf af bøde eller hæfte for overtrædelse af
bestemmelserne
i §§ 5, 6, 13, stk. 2, 3, 4 og 5 og § 14.
Reglen skal ses i sammenhæng
med den praksis, der har udviklet sig for at få forskningsrådstøtte, ligesom
støtte fra private fonde i vid udstrækning også betinges af
komitégodkendelse,
samt at publikation, i anerkendte videnskabelige tidsskrifter i realiteten
ikke står åben for projekter, der ikke er godkendt af en komité.
...’
Den Centrale Videnskabsetiske
Komité har i sin udtalelse til mig af 24. november 1997 skrevet at man finder
at den pålagte sanktion om ikke at måtte offentliggøre resultaterne af
projektet uden samtidig at gøre opmærksom på at projektet ikke er godkendt,
er
’i overensstemmelse med lovens pålæg til komitéen om en opfølgende
kontrolfunktion’.
Sådan som jeg forstår komitéen, finder den at den når den har hjemmel til at
politianmelde med henblik på idømmelse af straf i form af bøde eller hæfte,
også som ’det mindre i det mere’ må have mulighed for at bestemme
at
resultaterne af undersøgelsen ikke må offentliggøres uden at der samtidig
gøres opmærksom på at projektet ikke er godkendt.
Ifølge legalitetsprincippet
skal forvaltningens virksomhed være legitimeret i en lov eller en anden
anerkendt retskilde. Jo dybere en afgørelse griber ind i borgernes
interessesfære, des sikrere må den retskildemæssige hjemmel være. Typisk
kræves
det at en afgørelse der pålægger borgeren en betydelig byrde, skal have
utvetydig hjemmel i en lovbestemmelse, jf. Jon Andersen mfl., Forvaltningsret
(1994), s. 209ff, Jens Garde mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner (1997),
3. udg., s. 148ff, og Bent Christensen, Forvaltningsret, Opgaver, Hjemmel,
Organisation (1997), 2. udg., s. 104ff.
Beslutningen om at resultatet
af GDS-projektet ikke må offentliggøres uden samtidig at gøre opmærksom på at
projektet ikke er godkendt, har karakter af en sanktion. Sanktionen begrænser
i
realiteten Deres muligheder for frit at kunne offentliggøre resultaterne af
projektet. Det følger af legalitetsprincippet at Den Centrale
Videnskabsetiske
Komité ikke uden sikker lovhjemmel kan træffe en sådan afgørelse. Da der ikke
består en sådan lovhjemmel, finder jeg ikke at Den Centrale Videnskabsetiske
Komité har kunnet pålægge Dem ved offentliggørelse af resultaterne af
GDS-projektet at gøre opmærksom på at projektet ikke var godkendt. I øvrigt
bemærker jeg at en opfattelse hvorefter bestemmelse om en klausul i
forbindelse
med offentliggørelse skulle udgøre ’det mindre i det mere’ i
forhold til
politianmeldelse, i sig selv forekommer uklar når det tages i betragtning at
klausulen, som i dette tilfælde, i realiteten udelukker offentliggørelse i
anerkendte faglige tidsskrifter.
Jeg har på den baggrund
henstillet til Den Centrale Videnskabsetiske Komité at trække den pålagte
sanktion tilbage.
I grundlovens § 77 om
ytringsfrihed findes et forbud mod at indføre censur eller ’andre
forebyggende
foranstaltninger’. Ved min gennemgang af denne del af sagen har jeg
overvejet
hvorvidt et pålæg om ikke at måtte offentliggøre et projekt uden samtidig at
gøre opmærksom på at det ikke er godkendt, efter omstændighederne kunne
tænkes
at udgøre en ’anden forebyggende foranstaltning’ i grundlovens §
77’s
forstand, og at en sådan sanktion derfor ikke ville kunne idømmes, uanset om
der var hjemmel i loven til det eller ej. Jeg har dog ikke fundet anledning
til
at tage nærmere stilling til dette spørgsmål.
3. Efterfølgende godkendelse
Sådan som jeg forstår Den
Centrale Videnskabsetiske Komité, er det komitéens opfattelse at der ikke er
mulighed for at godkende et projekt som er afsluttet inden anmeldelse til
komitésystemet. Årsagen hertil er at komitésystemet - når et projekt er
afsluttet - ikke har mulighed for at varetage de hensyn som komitésystemet i
henhold til lovens § 8 skal varetage i forbindelse med en godkendelse af et
projekt (bl.a. hensyn til forsøgspersonernes beskyttelse og til projektets
opretholdelse af god videnskabelig standard). Forskningsministeriet har
delvis
tilsluttet sig denne opfattelse.
Derimod finder myndighederne
at der efter omstændighederne er mulighed for at godkende et projekt som er
påbegyndt inden anmeldelsen, men som endnu ikke er afsluttet. Et sådant
projekt vil kunne godkendes hvis det stadig er muligt at nå at varetage de
ovennævnte hensyn.
Deres projekt blev anmeldt
inden det var afsluttet. De afsluttede dog projektet uden at have indsendt de
oplysninger som komitésystemet havde krævet for at kunne bedømme projektet
(bl.a. patientinformation). Den Centrale Videnskabsetiske Komité har
sidestillet dette med en situation hvor et projekt afsluttes inden
anmeldelse.
Dette kan ikke give mig anledning til bemærkninger.
En manglende godkendelse kan
ifølge Den Centrale Videnskabsetiske Komités egne oplysninger og
forarbejderne
til bestemmelsen i lovens § 17 (som er citeret ovenfor) bl.a. have som
konsekvens at man ikke kan få publiceret sine resultater i anerkendte
tidsskrifter,
og at man vil have vanskeligt ved at få økonomisk støtte til sit projekt. Der
er således tale om ganske indgribende konsekvenser.
Ud over muligheden for at
pålægge en sanktion er det ikke reguleret i loven eller omtalt i
forarbejderne
hvorledes komitésystemet skal forholde sig i relation til projekter som er
afsluttet inden de anmeldes. Der er ikke fastsat regler om hvorvidt sådanne
projekter vil kunne godkendes.
Det er imidlertid korrekt som
anført af Forskningsministeriet at lovens § 7 som udgangspunkt forudsætter en
forudgående anmeldelse og godkendelse af forskningsprojekter. En forudgående
anmeldelse indebærer at komitésystemet - f.eks. gennem krav om ændringer i
projektet - kan sikre sig at de hensyn der er nævnt i lovens § 8, bliver
påset.
Det overordnede formål med
loven er bl.a. at sikre beskyttelsen af forsøgspersoner der deltager i
biomedicinske forskningsprojekter, samtidig med at der skabes mulighed for
udvikling af ny værdifuld viden, jf. § 1, stk. 2.
På trods af det ovennævnte
udgangspunkt om forudgående anmeldelse mener jeg ikke at det kan udelukkes at
et projekt der er gennemført uden en forudgående anmeldelse og godkendelse,
kan
opfylde lovens formål om at sikre beskyttelsen af forsøgspersoner. Det kan
således være tilfældet hvis de hensyn som komitésystemet i forbindelse med
godkendelsesproceduren
skal påse, jf. § 8, klart må anses for varetaget i tilstrækkelig grad ved
projektets
udformning. Jeg er enig med Forskningsministeriet i at komitésystemet ikke
kategorisk er afskåret fra at foretage en etisk vurdering af afsluttede
forskningsprojekter.
Men dette må efter min opfattelse tillige indebære at komitésystemet i
særlige
tilfælde vil være beføjet til at nå frem til en efterfølgende godkendelse.
Det følger heraf at Den
Centrale Videnskabsetiske Komité, når et afsluttet projekt foreligger til
bedømmelse, efter omstændighederne bør overveje om projektet undtagelsesvis
kan godkendes, altså foretage en vurdering af om de hensyn som komitéen efter
loven skal varetage i forbindelse med bedømmelsen og godkendelsen af et
projekt,
er varetaget ved projektets udformning. Denne opfattelse udelukker på ingen
måde at nævnet samtidig udtrykker sin misbilligelse og eventuelt oversender
sagen til politiet med henblik på at der fastsættes en sanktion i henhold til
§
17.
Sammenfattende er det således
min opfattelse at det ikke er fuldstændig udelukket at foretage en
efterfølgende
godkendelse (eller en efterfølgende kritik) af et afsluttet projekt, og at
komitésystemet, når et sådant projekt foreligger til bedømmelse, derfor efter
omstændighederne bør overveje om en efterfølgende vurdering med henblik på
kritik eller eventuel godkendelse kan finde sted. Jeg har gjort Den Centrale
Videnskabsetiske Komité og Forskningsministeriet bekendt med min opfattelse.
Jeg finder dog ikke
tilstrækkeligt grundlag for at kritisere at Den Centrale Videnskabsetiske
Komité ikke i denne sag vurderede om projektet kunne godkendes. Jeg har
herved
bl.a. lagt vægt på at De over for den regionale komité havde tilkendegivet at
der ikke var tale om en videnskabelig undersøgelse, men om en undersøgelse på
linie med en ’almindelig markedsundersøgelse’. Patienterne havde
derfor kun
modtaget information svarende til det man får ved en markedsundersøgelse. Det
var derfor åbenbart at de hensyn som komitésystemet skal påse i forbindelse
med en godkendelse, ikke var varetaget i projektet.
I mit brev af 3. oktober 1997
til Den Centrale Videnskabsetiske Komité - hvoraf De har modtaget kopi - har
jeg tilkendegivet at jeg i forbindelse med min afsluttende behandling af
sagen
vil tage stilling til om komitéens brev af 18. marts 1997 er en afgørelse,
jf.
forvaltningsloven, og i givet fald om denne opfylder begrundelseskravet i §
24. Som følge af den måde jeg har afgrænset min undersøgelse af sagen på, har
jeg alligevel ikke fundet anledning til at tage stilling til dette spørgsmål.
Jeg foretager mig herefter ikke
mere i anledning af Deres henvendelse.”
Den 2. september 1999 modtog
jeg fra Den Centrale Videnskabsetiske Komité kopi af komitéens brev af 26.
august 1999 til A hvoraf fremgik at sanktionen om ikke at måtte offentliggøre
projektet uden at gøre opmærksom på at det ikke var godkendt af
komitésystemet,
blev trukket tilbage.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om videnskabsetisk behandling af sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter og sundhedsdatavidenskabelige forskningsprojekter og sundhedsloven (Smidigere rammer for sundhedsforskning og mere information og selvbestemmelse til patienter og forsøgspersoner m.v.) Retsinformation · 6. oktober 2023
- Forslag til Lov om videnskabsetisk behandling af sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter Retsinformation · 2. juni 2011
- Forslag til Lov om ændring af lov om videnskabsetisk behandling af sundhedsvidenskabelige og sundhedsdatavidenskabelige forskningsprojekter, lov om videnskabsetisk behandling af kliniske afprøvninger af medicinsk udstyr og undersøgelser af ydeevne af medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik m.v. og lov om kliniske forsøg med lægemidler (Risikobaseret bedømmelse, tværfaglig ekspertise samt øget information til forsøgspersoner i det videnskabsetiske komitésystem) Retsinformation · 27. februar 2026
- Bekendtgørelse af lov om videnskabsetisk behandling af sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter og sundhedsdatavidenskabelige forskningsprojekter Retsinformation · 30. november 2024
- Bekendtgørelse om anmeldelsespligtige sundhedsvidenskabelige og sundhedsdatavidenskabelige forskningsprojekter Retsinformation · 11. juni 2020
- Forslag til Lov om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter Retsinformation · 23. maj 2003