Spring til indhold

Retsinformation

Afgørelse om sletning af a-kasse-medlemskab. Proportionalitetsprincip. Vejledningspligt. Deponering

FOU nr 1999.80UdtalelserFolketinget6. september 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afgørelse om sletning af a-kasse-medlemskab.

Proportionalitetsprincip. Vejledningspligt. Deponering

En fagbevægelse, B, klagede

på vegne af medlemmet A over myndighedernes afgørelser om at A skulle slettes

som medlem af C Arbejdsløshedskasse.

Det fremgik af sagen at

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen den 25. januar 1996 traf

afgørelse

om at A skulle tilbagebetale dagpenge som han havde modtaget uberettiget - i

alt brutto 5.110 kr. Samtidig blev det bestemt at A skulle gennemgå 37 timers

karantæne. Den 4. november 1996 tiltrådte Arbejdsmarkeds Ankenævn afgørelsen.

Pr. 1. november 1995 blev A

overflyttet fra C Arbejdsløshedskasse til D Arbejdsløshedskasse. Angående

sagens videre forløb anførtes det i Arbejdsmarkeds Ankenævns mødeoplæg (i

forbindelse med nævnets afgørelser angående sletning som a-kassemedlem):

“...

(A) indbetalte i november

1995 kontingent til såvel (D) Arbejdsløshedskasse som til (C)

Arbejdsløshedskasse.

(C) Arbejdsløshedskasse

meddelte med brev af 20. februar 1996 (A), at han havde kr. 783,25 til gode i

kontingent. Kassen meddelte samtidig, at en del af beløbet var gået til

delvis

dækning af den resterende dagpengegæld på kr. 1.022,-. (A) skyldte herefter

kr.

238,75, som han snarest ville modtage en giroopkrævning på.

(C) Arbejdsløshedskasse

oplyste på (A)’s forespørgsel af 29. februar 1996, at det beløb på kr.

783,25,

som var indsat på hans konto i (en) bank, var hans tilgodehavende kontingent,

Læs alt

som ved en fejl alligevel ikke var blevet modregnet i hans dagpengegæld.

Gælden

var således fortsat kr. 1.022,-.

...”

Den 5. november 1996

fremsendte C Arbejdsløshedskasse et nyt girokort til brug ved indbetaling af

dagpengegælden. A blev samtidig gjort opmærksom på at a-kassen ville

indstille

til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen at han blev slettet som

a-kasse-medlem, hvis C Arbejdsløshedskasse ikke modtog indbetalingen

rettidigt.

Den 21. januar 1997

indstillede C Arbejdsløshedskasse til Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen

at A blev slettet som a-kassemedlem. Den 31. januar 1997 traf direktoratet

afgørelse om at A – med virkning fra 21. januar 1997 – skulle

slettes som

medlem af D Arbejdsløshedskasse, medmindre han senest den 1. marts 1997 havde

indbetalt 783 kr. til C Arbejdsløshedskasse.

I brev af 6. februar 1997

klagede A over direktoratets afgørelse. I klagen oplyste han blandt andet at

han pr. 1. marts 1997 ville deponere 783 kr. indtil der var “afsagt

endelig,

national kendelse i sagen”. I brev af 12. februar 1997 skrev A følgende

til C

Arbejdsløshedskasse (Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen modtog kopi

af

brevet):

“Den tilsendte opkrævning, af

d. 07-02-97. kr. 783.00, er iflg. poststempel afsendt d.d. 11-02-97. og

modtaget d.d. 12-02-97. indikerer at noget er galt og at sagen tilsyneladende

’lækker’.

(C) A-kasse har ved en

skrivelse, af d. 21-01-97. til Dfa. indstillet mig til eksklusion, som medlem

af (D) A-kasse, bl.a. med påstand om at jeg ikke har villet indgå frivillig

forlig, m.m. og dette har Dfa. taget til efterretning. Jeg ønsker Dfa’s

afgørelse,

af d. 31-01-97. prøvet, i første omgang ved Arbejdsmarkedets ankenævn og

senere

evt. ved en national domstol.

Det omtalte beløb vil, i

henhold til min anke til A.a. af d. 06-02-97. blive deponeret til fordel for

(C) A-kasse, iht. Deponeringsloven 1932-02-16. nr. 29, om skyldneres ret til

frigørelse ved deponering og indtil sagens endelige afslutning.

...”

Den 14. februar 1997 bad

Arbejdsmarkedets Ankenævn Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om

sagens

akter og direktoratets eventuelle bemærkninger til klagen.

Det fremgik af samtalerapport

udarbejdet af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen at direktoratet den

17. februar 1997 blev kontaktet af C Arbejdsløshedskasse angående betydningen

af den foretagne deponering. Det fremgik at direktoratet ville vende tilbage

til spørgsmålet. Samme dag bad Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen C

Arbejdsløshedskasse om yderligere oplysninger om sagen.

Den 25. februar 1997 sendte A

dokumentation for at der i en bank var deponeret 783 kr. Henvendelsen blev

sendt både til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og til

Arbejdsmarkedets Ankenævn. Af dokumentet fremgik bl.a.:

“Deponeret i anledning af

følgende skyldforhold

I.h.t. min anke til

Arbejdsmarkedets ankenævn af d. 06-02-97 og iht j.nr. ( ) omtalte beløb kr.

783,00 d.d. d.25/2-97 deponeret til fordel for (C) A-kasse.

Deponeringen frigøres når der

ved forlig ell.endelig noteret dom er afgjort hvorvidt (C) A-kasse havde/har

hjemmel i loven til at tilbageholde indbetalt faglig kontigent, m.m.som

delvis

nedskrivning af karantænegæld til A-kassen, i medfør af brev fra nævnte

A-kasse

af d. 20.02.1996.”

Den 4. marts 1997 skrev

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen følgende:

“...

Direktoratet har modtaget

Deres brev af 25. februar 1997, hvori De anmoder om aktindsigt.

Sagens akter fremsendes

hermed.

Direktoratet er i øjeblikket

ved at indhente yderligere oplysninger til brug for sagen, når disse er

indkommet, vil direktoratet tage stilling til, om afgørelsen af 31. januar

1997

fastholdes og videresende Deres anke samt sagens akter til Arbejdsmarkedets

Ankenævn.

...”

Den 5. marts 1997 sendte

Arbejdsmarkedets Ankenævn A’s henvendelse af 25. februar 1997 videre til

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen “til videre

foranstaltning”.

I brev af 11. marts 1997 (til

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen) anførte C Arbejdsløshedskasse

bl.a.:

“Vi skal for god ordens skyld

oplyse, at deponeringsloven fra 1932-02-16 nr. 29 ikke kan finde anvendelse

overfor et krav om tilbagebetaling af statsmidler (selv om disse er udbetalt

af en privat forening i form af en a-kasse), da skyldneren er sikret beløbet,

hvis sagen får et for ham gunstigt udfald.”

Den 17. marts 1997 sendte A

kopi af deponeringsdokumentet til C Arbejdsløshedskasse.

Den 3. april 1997 sendte

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen sagen videre til Arbejdsmarkedets

Ankenævn. Direktoratet havde ikke fundet grundlag for at ændre den trufne

afgørelse. A blev orienteret om oversendelsen. Hverken i denne forbindelse

eller tidligere kommenterede direktoratet – over for A – den

foretagne deponering.

Arbejdsmarkedets Ankenævn

tiltrådte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse. Afgørelsen

af 30. oktober 1997 lød således:

“Ankenævnet finder, at (A)

med rette er slettet som medlem af kassen, jf.

arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 86, stk. 1 og 3.

Ankenævnet har lagt vægt på,

at

(A) ikke inden for den givne frist

til kassen havde betalt den resterende dagpengegæld, og

at

han ikke var berettiget til med frigørende virkning at deponere

beløbet, jf. lov nr. 29 af 16. februar 1932, § 1, stk. 1, idet han ikke på

grund af kassens forhold var ude af stand til at opfylde sin

betalingsforpligtelse.

Ankenævnet tiltræder således

direktoratets afgørelse af 31. januar

1997.”

Den 3. december 1997 bad D

Arbejdsløshedskasse Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om at give

dispensation, således at A ikke blev slettet som a-kasse-medlem. Kassen

anførte

bl.a.:

“På overflytningsblanketten

svarer (C Arbejdsløshedskasse) nej til, at medlemmet har gæld til en a-kasse,

men at der verserer en sag om 37 timers effektiv karantæne.

Da (C Arbejdsløshedskasse)

fremsender girokort til medlemmet, skriver de: ’Hvis du får en ydelse

fra

a-kassen vil der ske modregning i disse ydelser. I sådanne tilfælde skal

girokortet ikke bruges’.

Vi får aldrig besked fra (C

Arbejdsløshedskasse) om, at medlemmet har en gæld, som vi skal trække fra

overgangsydelsen.

Vi skal beklage, at vi ikke

har trukket de 783,00 kr. da vi modtager afgørelsen fra Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen

den 31. januar 1997. Det beror alene på en misforståelse.

Medlemmet deponerer 783,00

kr. for at vise, at han er villig til at betale pengene, hvis ikke det kan

være

anderledes. Han regner med, at det er lige så godt, som at betale pengene til

(C Arbejdsløshedskasse).

Efter at medlemmet har fået

afgørelsen fra Arbejdsmarkedets Ankenævn, bliver han klar over, at det ikke

er

nok at deponere pengene. Ifølge medlemmet har han derfor nu indbetalt 783,00

kr. til (C Arbejdsløshedskasse).

Vi vil hermed forespørge

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikring om, det ikke kan være muligt, at

give

dispensation til medlemmet, så han kan få lov at fortsætte som medlem på

grund

af, at (C Arbejdsløshedskasse) ikke har oplyst os om, at vi skal trække

gælden,

og at vi ikke har været opmærksom på, at trække pengene efter at vi bliver

klar

over gælden i januar 1997.

Det får virkelig store

konsekvenser for vores medlem:

Han ville aldrig kunne komme

på overgangsydelse igen.

Han skal ud og have 1 års

arbejde (1924 arbejdstimer) for at kunne komme på efterløn.

Vi håber på et positivt svar,

samt en hurtig sagsbehandling, da vores medlem jo helt klar er fortvivlet

over

situationen.”

Den 11. december 1997 bad A

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om at genoptage behandlingen af

sagen. I anmodningen anførte A at han ved nævnets afgørelse havde mistet

“hele

mit eksistentielle livsgrundlag, der omfatter overgangsydelse og lovsikret

efterløn, i

1998”.

Han havde samtidig pådraget sig en stor gæld, idet D Arbejdsløshedskasse

gjorde krav på at få tilbagebetalt den udbetalte overgangsydelse.

Den 6. januar 1998 meddelte

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen at direktoratet ikke mente der

var

grundlag for at genoptage behandlingen af sagen. Direktoratet sendte samtidig

anmodningerne om genoptagelse videre til Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Ankenævnet genoptog sagen.

Den 13. marts 1998 meddelte nævnet imidlertid følgende afgørelse:

“Ankenævnet har efter en

genoptagelse af sagen ikke fundet, at der er fremkommet nyt, der giver

anledning til en ændring af ankenævnets tidligere afgørelse i sagen.

Ankenævnet kan til den

tidligere anførte begrundelse tilføje, at ankenævnet har lagt vægt på

følgende:

at

(C) Arbejdsløshedskasse i marts, april og november 1997 ved fremsendelse

af giroopkrævningskort rykkede (A) for betaling af dagpengerestgælden,

at

(A) med direktoratets afgørelse af

31. januar 1997 fik en yderligere frist til betaling af restgælden, således

at

slettelse kunne undgås, samt

at

(D)

Arbejdsløshedskasse efter det oplyste efter direktoratets afgørelse af 31.

januar 1997, men inden den angivne frist den 1. marts 1997, erindrede (A) om

betaling af restgælden for at hindre slettelse.

Ankenævnet henviser i øvrigt

til den tidligere anførte begrundelse.

Ankenævnet fastholder

herefter den tidligere afgørelse af 30. oktober

1997.”

I anledning af B’s

henvendelse af 27. marts 1998 til mig bad jeg Arbejdsmarkedets Ankenævn om en

udtalelse. Jeg bad nævnet om at indhente en udtalelse fra Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen om sagen. Jeg bad navnlig myndighederne om at

oplyse

om direktoratet eller nævnet havde vejledt A om at deponeringen af de 783 kr.

ikke kunne tillægges betydning i relation til den frist som Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen fastsatte i afgørelsen af 31. januar 1997.

Den 4. august 1998 udtalte

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen følgende:

“...

I brev af 6. februar 1997

(med bilag) ankede (A) sagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn, idet han blandt

andet anførte, at afgørelsen var truffet på ukorrekt grundlag. Desuden

anførtes med henvisning til 3 bilag, at restgælden var betalt. I brevet

oplyste

(A) endelig, at han (pr. 1. marts 1997) ville deponere beløbet iht.

deponeringsloven, indtil der var afsagt endelig kendelse i sagen.

Uanset ankevejledningen blev

brevet både sendt til direktoratet og ankenævnet.

Den 13. februar 1997 modtog

direktoratet (og (D) Arbejdsløshedskasse?) kopi af et brev fra (A) til (C)

Arbejdsløshedskasse. Det fremgik også heraf, at det omtalte beløb ville blive

deponeret i henhold til anken til ankenævnet.

Ankeskrivelsens oplysning om,

at restgælden var betalt, medførte, at direktoratet den 17. februar 1997

anmodede (C) Arbejdsløshedskasse om yderligere oplysninger. En kopi af

anmodningen

blev sendt til (A).

Samme dag modtog direktoratet

brev fra ankenævnet, som anmodede om lån af sagens akter samt direktoratets

eventuelle bemærkninger. I den anledning blev ankenævnet den 19. februar 1997

telefonisk kontaktet med oplysning om, at der blev indhentet yderligere

oplysninger

fra kassen.

I brev af 25. februar 1997

til direktoratet (og ankenævnet) fremsendte (A) en kopi af et dokument,

hvorefter beløbet skulle være deponeret i (en) bank.

Da direktoratets afgørelse

alene vedrørte medlemskabet efter arbejdsløshedsforsikringsloven, og da

deponering med (eventuel) frigørende virkning efter deponeringsloven ikke

hører

under direktoratets område, har direktoratet ikke umiddelbart været bekendt

med og derfor

ikke

vejledt (A) om, at

en deponering ikke kunne tillægges betydning i relation til den fastsatte

frist

for indbetaling.

Direktoratet modtog herefter

(A)’s brev af 6. marts 1997 (med bilag) og arbejdsløshedskassens

redegørelse af

11. marts 1997. Det fremgår blandt andet af sidstnævnte, at deponeringsloven

ikke kan finde anvendelse over for et krav om tilbagebetaling af statsmidler.

Klagen og sagens akter blev

herefter oversendt til ankenævnet i brev af 3. april 1997. I brevet oplyste

direktoratet, at man ikke havde fundet grundlag for at ændre den trufne

afgørelse.

...”

I en udtalelse som jeg modtog

den 12. august 1998, udtalte Arbejdsmarkedets Ankenævn:

“...

Den 26. februar 1997 modtog

ankenævnet (A)’s brev af 25. februar 1997 vedlagt dokumentation for, at

(A) den

25. februar 1997 havde deponeret det skyldige beløb. Det fremgik af bilag

vedlagt (A)’s brev, at han havde sendt samme dokumentation til

direktoratet.

Ankenævnet erindrede med brev

af 5. marts 1997 direktoratet om ankenævnets brev af 14. februar 1997,

hvormed

ankenævnet anmodede om direktoratets udtalelse i sagen, samt om at måtte

modtage sagens akter.

Den 4. april 1997 modtog

ankenævnet sagen, herunder sagens akter, fra direktoratet, hvorefter

ankenævnet

over for (A) bekræftede, at ankenævnet nu havde modtaget sagens akter, og at

hans klage ville blive behandlet af ankenævnet.

Med afgørelsen af 30. oktober

1997 meddelte ankenævnet (A), at han ikke var berettiget til med frigørende

virkning at deponere det skyldige beløb, jf. lov nr. 29 af 16. februar 1932,

idet han ikke opfyldte deponeringsbetingelserne.

...”

B kommenterede myndighedernes

udtalelser således:

“...

Vi har bemærket at

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen i deres brev af 4. august 1998

har

lagt vægt på, at de ikke umiddelbart har været bekendt med og derfor

ikke

har vejledt (A) om, at en

deponering ikke kunne tillægges betydning i relation til den fastsatte frist

for indbetaling.

...”

Ombudsmandens udtalelse

”Ombudsmanden behandler klager over den offentlige forvaltning og skal

bedømme om myndigheder eller personer der er omfattet af hans kompetence,

handler i strid med gældende ret - eller på anden måde gør sig skyldig i fejl

eller forsømmelser ved udøvelsen af deres opgaver (§ 7, stk. 1, og § 21 i lov

nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand). A-kasser falder som

private foreninger uden for området af min virksomhed.

§ 86, Stk. 1 - 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring har følgende ordlyd:

’

§ 86.

Har et medlem givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder,

der er af betydning for retten til dagpenge, overgangsydelse, delefterløn

eller efterløn, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget modtaget

dagpenge, delefterløn eller efterløn, skal dagpenge-, overgangsydelses-,

delefterløns-, eller efterlønsbeløbet, som er modtaget med urette,

tilbagebetales af medlemmet.

Stk. 2.

Tilbagebetaling af beløb efter stk. 1 kan ske ved hel eller delvis modregning

i den løbende udbetaling af dagpenge, overgangsydelse, delefterløn eller

efterløn samt i andre krav, medlemmet har mod kassen. Modregning kan også

ske, efter at medlemmet har skiftet arbejdsløshedskasse.

Stk. 3.

Er dagpenge-, overgangsydelses-, delefterløns- eller efterlønsbeløb, som skal

tilbagebetales efter stk. 1 og 2, ikke tilbagebetalt inden en frist, som

kassen har fastsat, kan direktøren for arbejdsløshedsforsikringen bestemme,

at pågældende slettes som medlem af kassen.

...’

Som tidligere anført må jeg uprøvet lægge Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens og Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelser fra 1996

om at (A) skal tilbagebetale de dagpenge som han har modtage med urette, til

grund for min undersøgelse. Jeg har endvidere lagt til grund at beløbet i

januar 1997 var 783 kr.

Afgørelsen af om et medlem

skal slettes som medlem af en a-kasse, idet medlemmet ikke rettidigt har

tilbagebetalt et beløb der skal tilbagebetales, bygger i vidt omfang på

vurderinger

og afvejninger af en række forskellige hensyn og omstændigheder. Som

ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse

forskellige

hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn der beskæftiger sig

med

det pågældende sagsområde i det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke

gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun

hvis der er tale om særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes

afgørelse.

Om der er grundlag for at

genoptage en sag, hviler især på en vurdering af om der i forhold til den

oprindelige behandling af sagen er kommet væsentlige nye oplysninger frem som

må antages at kunne medføre en ændret bedømmelse af sagen. En afgørelse om

genoptagelse bygger på vurderinger og afvejninger af en række forskellige

hensyn og omstændigheder. Jeg kan også kun kritisere sådanne vurderinger og

afvejninger hvis der er særlige omstændigheder i sagen.

Ved min gennemgang af sagen

har jeg koncentreret min undersøgelse om myndighedernes vejledning af (A) og

om

afgørelsens overensstemmelse med hensynene bag det almindelige

forvaltningsretlige

proportionalitetesprincip.

Vejledning af A

§ 1 i lov om skyldneres ret

til at frigøre sig ved deponering har følgende ordlyd:

’

§ 1.

Bliver en skyldner på grund af fordringshaverens forhold ude

af stand til at opfylde sin forpligtelse til at erlægge en ydelse, bestående

af

penge eller værdipapirer, skal han være berettiget til for fordringshaverens

regning at deponere ydelsen i nationalbanken eller andet godkendt

forvaringssted,

jf § 6, med den retsvirkning, at han anses, som om han havde opfyldt sin

forpligtelse.

Det samme gælder, hvis

fordringshaveren undlader at foretage, hvad skyldneren kan kræve som

betingelse

for at yde, eller hvis der er begrundet tvivl om, hvem der er rette

fordringshaver, og uvisheden herom ikke kan lægges skyldneren til last.

Om deponeringen skal

skyldneren så vidt muligt underrette fordringshaveren; undladelse heraf

medfører erstatningspligt for deraf flydende tab.

...’

Forvaltningslovens § 7, stk.

1, har følgende ordlyd:

’En forvaltningsmyndighed

skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter

henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.’

(A) var ikke blevet slettet

som medlem af (D) Arbejdsløshedskasse hvis han inden den 1. marts 1997 havde

indbetalt 783 kr. til (C) Arbejdsløshedskasse.

(A) indbetalte imidlertid

ikke det skyldige beløb. Derimod meddelte (A) i klagen af 6. februar 1997 til

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og til Arbejdsmarkedets Ankenævn

at

beløbet ville blive deponeret ’til fordel for (C) A-kasse og indtil der

er

afsagt endelig, national kendelse i sagen”. Den 12. februar 1997

orienterede

(A) (C) Arbejdsløshedskasse om deponeringen; direktoratet modtog kopi af

brevet. Den 25. februar 1997 sendte (A) (til myndighederne) kopi af et

dokument

hvoraf det fremgik at han havde deponeret 783 kr. til fordel for (C)

Arbejdsløshedskasse.

Jeg kan ikke kritisere

Arbejdsmarkedets Ankenævns opfattelse af at deponeringen ikke havde

frigørende

virkning i forhold til (C) Arbejdsløshedskasses fordring. Imidlertid mener

jeg

det må have været åbenbart for myndighederne at (A) befandt sig i en

vildfarelse om at deponeringen havde frigørende virkning, og derved i en

vildfarelse om at han ved deponeringen opfyldte direktoratets afgørelse.

Det følger af

forvaltningslovens § 7, stk. 1, at en forvaltningsmyndighed i fornødent

omfang

skal yde vejledning og bistand til personer der retter henvendelse om

spørgsmål

inden for myndighedens sagsområde.

Hovedsynspunktet bag

bestemmelsen er blandt andet at det skal undgås at borgeren på grund af fejl,

uvidenhed

eller misforståelser udsættes for et retstab.

Borgeren skal have vejledning

hvis han på et rimeligt grundlag beder om det. Imidlertid bør myndigheden

efter

omstændighederne også yde vejledning selv om borgeren ikke har bedt om det

hvis

myndigheden ud fra sagens oplysninger kan vurdere at der er behov for

vejledning.

Vedkommende myndighed må normalt yde vejledning hvis den der henvender sig

til

myndigheden, særligt har fremhævet omstændigheder af faktisk eller retlig

karakter som efter de regler der gælder på det pågældende område, må give

myndigheden anledning til at reagere. Det kan for eksempel være fordi det må

antages at borgeren har misforstået eller ikke kender de relevante regler.

Jeg

henviser til Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret -

Sagsbehandling, 4. udg. (1995), s. 116-118, John Vogter, Forvaltningsloven

med

kommentarer (1992), s. 117-118, Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s.

261, og Folketingets Ombudsmands beretning for året 1988, s. 43, og

Folketingets Ombudsmands beretning for året 1989, s. 168.

Jeg kan tilslutte mig det af

direktoratet anførte om at spørgsmål angående lov om skyldneres ret til at

frigøre sig ved deponering normalt ikke henhører under direktoratets område.

I

det konkrete tilfælde er retsvirkningerne af (A)’s deponering imidlertid

det

helt centrale for hans retsstilling i sagen om sletning som a-kasse-medlem. I

en sådan situation påhviler der efter min opfattelse myndigheden en pligt til

at undersøge retsvirkningerne af deponeringen for den konkrete sag.

Da det som anført ovenfor må

have været åbenbart for myndighederne at (A) befandt sig i en vildfarelse med

hensyn til deponeringens frigørende virkning, burde direktoratet have vejledt

(A) om at deponeringen ikke havde frigørende virkning. Iagttagelsen af denne

vejledningsforpligtelse gælder i særlig grad i sager med meget vidtrækkende

konsekvenser. I dette tilfælde medførte sletningen bortfald af

overgangsydelse

samt et større tilbagebetalingskrav.

Jeg finder det meget

beklageligt at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen ikke gjorde (A)

bekendt med at deponeringen ikke havde frigørende virkning. Jeg har gjort

direktoratet bekendt med min opfattelse.

Jeg finder det ligeledes

beklageligt at Arbejdsmarkedets Ankenævn ikke påtalte – og tog stilling

til

konsekvensen af – den manglende vejledning. Jeg har gjort nævnet bekendt

med

min opfattelse.

Afgørelsens rimelighed (proportionalitetsprincippet)

Det følger af § 86, stk. 3, i

arbejdsløshedsforsikringsloven at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen

kan

træffe afgørelse om at et medlem

slettes som a-kasse-medlem hvis den pågældende ikke inden for en fastsat

frist

tilbagebetaler et beløb der skal tilbagebetales.

Ved vurderingen af om (A)

skulle slettes som følge af restancen på 783 kr. som han skulle

tilbagebetale,

lagde Arbejdsmarkedets Ankenævn vægt på

at

(A) ikke inden for den givne frist havde betalt den resterende dagpengegæld

til

kassen, og

at

han ikke var berettiget

til med frigørende virkning at deponere beløbet. I forbindelse med

ankenævnets

genoptagelse af sagen anførte nævnet endvidere at nævnet havde lagt vægt på:

’...

at

(C) Arbejdsløshedskasse i marts, april og november 1997 ved

fremsendelse af giroopkrævningskort rykkede (A) for betaling af

dagpengerestgælden,

at

(A) med

direktoratets afgørelse af 31. januar 1997 fik en yderligere frist til

betaling af restgælden, således at slettelse kunne undgås, samt

at

(D) Arbejdsløshedskasse efter det

oplyste efter direktoratets afgørelse af 31. januar 1997, men inden den

angivne frist den 1. marts 1997, erindrede (A) om betaling af restgælden for

at

hindre slettelse.

...’

Jeg har ved min vurdering af

sagen hæftet mig ved at (A) deponerede de 783 kr. og dermed viste at han var

indstillet på at betale. Imidlertid befandt han sig i en vildfarelse med

hensyn

til retsvirkningerne af deponeringen, og den vildfarelse burde være åbenbar

for

myndighederne. Jeg henviser også til at det af (D) Arbejdsløshedskasses brev

af

3. december 1997 fremgår at (A) – da han blev klar over at deponeringen

ikke

opfyldte direktoratets afgørelse – betalte de 783 kr. til (C)

Arbejdsløshedskasse.

Jeg har endvidere hæftet mig

ved at de 783 kr. tilsyneladende kunne have været modregnet i den løbende

overgangsydelse som (A) modtog hvis proceduren i bekendtgørelse nr. 942 af

30.

november 1992 om arbejdsløshedskassernes inddrivelse af tilbagebetalingskrav

var blevet fulgt.

Afgørelsen om at slette (A)

som a-kasse-medlem har efter min opfattelse ramt (A) særdeles hårdt

økonomisk.

Han har blandt andet mistet retten til overgangsydelse. Jeg mener på denne

baggrund det er tvivlsomt om afgørelsen om at slette (A) som a-kasse-medlem

er

i overensstemmelse med det grundlæggende proportionalitetsprincip. Jeg

henviser

for så vidt angår proportionalitetsprincippet nærmere til Jens Garde mfl.,

Forvaltningsret, Almindelige emner (1997), s. 217ff, Jon Andersen mfl.

Forvaltningsret (1994), s. 254, og Folketingets Ombudsmands beretning for

året

1995, s. 56.

Jeg har gjort myndighederne

bekendt med min opfattelse.

Sammenfatning

Da Arbejdsmarkedets Ankenævn

ikke udtrykkeligt har taget stilling til den manglende vejlednings betydning

for sagen og i lyset af det anførte om afgørelsens rimelighed

(proportionalitetsprincippet), har jeg i dag henstillet til ankenævnet at

genoptage behandlingen af sagen. På det foreliggende grundlag foretager jeg

mig ikke mere i sagen.

”

Arbejdsmarkedets Ankenævn

meddelte mig senere at nævnet på møde den 8. juli 1999 havde truffet

afgørelse

om at ophæve sine tidligere afgørelser i A’s sag. Nævnet besluttede

efter at

have overvejet sagen på ny at sletningen af A skulle ophæves under henvisning

til at A ved deponering af restgælden viste vilje til at betale, at A ikke

var

blevet vejledt om at deponering ikke kunne ske med frigørende virkning, samt

endelig under henvisning til arten og omfanget af forseelsen set i forhold

til

de omfattende konsekvenser som ville være følgen af en slettelse.

Jeg meddelte herefter

Arbejdsmarkedets Ankenævn at jeg på det foreliggende grundlag ikke foretog

mig

mere i sagen.

NOTER: (*1) FOB 1988, s.43,

FOB 1989, s.168

og

FOB 1995, s.56.

Lignende dokumenter