Afgørelse om sletning af a-kasse-medlemskab. Proportionalitetsprincip. Vejledningspligt. Deponering
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afgørelse om sletning af a-kasse-medlemskab.
Proportionalitetsprincip. Vejledningspligt. Deponering
En fagbevægelse, B, klagede
på vegne af medlemmet A over myndighedernes afgørelser om at A skulle slettes
som medlem af C Arbejdsløshedskasse.
Det fremgik af sagen at
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen den 25. januar 1996 traf
afgørelse
om at A skulle tilbagebetale dagpenge som han havde modtaget uberettiget - i
alt brutto 5.110 kr. Samtidig blev det bestemt at A skulle gennemgå 37 timers
karantæne. Den 4. november 1996 tiltrådte Arbejdsmarkeds Ankenævn afgørelsen.
Pr. 1. november 1995 blev A
overflyttet fra C Arbejdsløshedskasse til D Arbejdsløshedskasse. Angående
sagens videre forløb anførtes det i Arbejdsmarkeds Ankenævns mødeoplæg (i
forbindelse med nævnets afgørelser angående sletning som a-kassemedlem):
“...
(A) indbetalte i november
1995 kontingent til såvel (D) Arbejdsløshedskasse som til (C)
Arbejdsløshedskasse.
(C) Arbejdsløshedskasse
meddelte med brev af 20. februar 1996 (A), at han havde kr. 783,25 til gode i
kontingent. Kassen meddelte samtidig, at en del af beløbet var gået til
delvis
dækning af den resterende dagpengegæld på kr. 1.022,-. (A) skyldte herefter
kr.
238,75, som han snarest ville modtage en giroopkrævning på.
(C) Arbejdsløshedskasse
oplyste på (A)’s forespørgsel af 29. februar 1996, at det beløb på kr.
783,25,
som var indsat på hans konto i (en) bank, var hans tilgodehavende kontingent,
Læs alt
som ved en fejl alligevel ikke var blevet modregnet i hans dagpengegæld.
Gælden
var således fortsat kr. 1.022,-.
...”
Den 5. november 1996
fremsendte C Arbejdsløshedskasse et nyt girokort til brug ved indbetaling af
dagpengegælden. A blev samtidig gjort opmærksom på at a-kassen ville
indstille
til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen at han blev slettet som
a-kasse-medlem, hvis C Arbejdsløshedskasse ikke modtog indbetalingen
rettidigt.
Den 21. januar 1997
indstillede C Arbejdsløshedskasse til Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen
at A blev slettet som a-kassemedlem. Den 31. januar 1997 traf direktoratet
afgørelse om at A – med virkning fra 21. januar 1997 – skulle
slettes som
medlem af D Arbejdsløshedskasse, medmindre han senest den 1. marts 1997 havde
indbetalt 783 kr. til C Arbejdsløshedskasse.
I brev af 6. februar 1997
klagede A over direktoratets afgørelse. I klagen oplyste han blandt andet at
han pr. 1. marts 1997 ville deponere 783 kr. indtil der var “afsagt
endelig,
national kendelse i sagen”. I brev af 12. februar 1997 skrev A følgende
til C
Arbejdsløshedskasse (Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen modtog kopi
af
brevet):
“Den tilsendte opkrævning, af
d. 07-02-97. kr. 783.00, er iflg. poststempel afsendt d.d. 11-02-97. og
modtaget d.d. 12-02-97. indikerer at noget er galt og at sagen tilsyneladende
’lækker’.
(C) A-kasse har ved en
skrivelse, af d. 21-01-97. til Dfa. indstillet mig til eksklusion, som medlem
af (D) A-kasse, bl.a. med påstand om at jeg ikke har villet indgå frivillig
forlig, m.m. og dette har Dfa. taget til efterretning. Jeg ønsker Dfa’s
afgørelse,
af d. 31-01-97. prøvet, i første omgang ved Arbejdsmarkedets ankenævn og
senere
evt. ved en national domstol.
Det omtalte beløb vil, i
henhold til min anke til A.a. af d. 06-02-97. blive deponeret til fordel for
(C) A-kasse, iht. Deponeringsloven 1932-02-16. nr. 29, om skyldneres ret til
frigørelse ved deponering og indtil sagens endelige afslutning.
...”
Den 14. februar 1997 bad
Arbejdsmarkedets Ankenævn Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om
sagens
akter og direktoratets eventuelle bemærkninger til klagen.
Det fremgik af samtalerapport
udarbejdet af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen at direktoratet den
17. februar 1997 blev kontaktet af C Arbejdsløshedskasse angående betydningen
af den foretagne deponering. Det fremgik at direktoratet ville vende tilbage
til spørgsmålet. Samme dag bad Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen C
Arbejdsløshedskasse om yderligere oplysninger om sagen.
Den 25. februar 1997 sendte A
dokumentation for at der i en bank var deponeret 783 kr. Henvendelsen blev
sendt både til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og til
Arbejdsmarkedets Ankenævn. Af dokumentet fremgik bl.a.:
“Deponeret i anledning af
følgende skyldforhold
I.h.t. min anke til
Arbejdsmarkedets ankenævn af d. 06-02-97 og iht j.nr. ( ) omtalte beløb kr.
783,00 d.d. d.25/2-97 deponeret til fordel for (C) A-kasse.
Deponeringen frigøres når der
ved forlig ell.endelig noteret dom er afgjort hvorvidt (C) A-kasse havde/har
hjemmel i loven til at tilbageholde indbetalt faglig kontigent, m.m.som
delvis
nedskrivning af karantænegæld til A-kassen, i medfør af brev fra nævnte
A-kasse
af d. 20.02.1996.”
Den 4. marts 1997 skrev
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen følgende:
“...
Direktoratet har modtaget
Deres brev af 25. februar 1997, hvori De anmoder om aktindsigt.
Sagens akter fremsendes
hermed.
Direktoratet er i øjeblikket
ved at indhente yderligere oplysninger til brug for sagen, når disse er
indkommet, vil direktoratet tage stilling til, om afgørelsen af 31. januar
1997
fastholdes og videresende Deres anke samt sagens akter til Arbejdsmarkedets
Ankenævn.
...”
Den 5. marts 1997 sendte
Arbejdsmarkedets Ankenævn A’s henvendelse af 25. februar 1997 videre til
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen “til videre
foranstaltning”.
I brev af 11. marts 1997 (til
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen) anførte C Arbejdsløshedskasse
bl.a.:
“Vi skal for god ordens skyld
oplyse, at deponeringsloven fra 1932-02-16 nr. 29 ikke kan finde anvendelse
overfor et krav om tilbagebetaling af statsmidler (selv om disse er udbetalt
af en privat forening i form af en a-kasse), da skyldneren er sikret beløbet,
hvis sagen får et for ham gunstigt udfald.”
Den 17. marts 1997 sendte A
kopi af deponeringsdokumentet til C Arbejdsløshedskasse.
Den 3. april 1997 sendte
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen sagen videre til Arbejdsmarkedets
Ankenævn. Direktoratet havde ikke fundet grundlag for at ændre den trufne
afgørelse. A blev orienteret om oversendelsen. Hverken i denne forbindelse
eller tidligere kommenterede direktoratet – over for A – den
foretagne deponering.
Arbejdsmarkedets Ankenævn
tiltrådte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse. Afgørelsen
af 30. oktober 1997 lød således:
“Ankenævnet finder, at (A)
med rette er slettet som medlem af kassen, jf.
arbejdsløshedsforsikringslovens
§ 86, stk. 1 og 3.
Ankenævnet har lagt vægt på,
at
(A) ikke inden for den givne frist
til kassen havde betalt den resterende dagpengegæld, og
at
han ikke var berettiget til med frigørende virkning at deponere
beløbet, jf. lov nr. 29 af 16. februar 1932, § 1, stk. 1, idet han ikke på
grund af kassens forhold var ude af stand til at opfylde sin
betalingsforpligtelse.
Ankenævnet tiltræder således
direktoratets afgørelse af 31. januar
1997.”
Den 3. december 1997 bad D
Arbejdsløshedskasse Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om at give
dispensation, således at A ikke blev slettet som a-kasse-medlem. Kassen
anførte
bl.a.:
“På overflytningsblanketten
svarer (C Arbejdsløshedskasse) nej til, at medlemmet har gæld til en a-kasse,
men at der verserer en sag om 37 timers effektiv karantæne.
Da (C Arbejdsløshedskasse)
fremsender girokort til medlemmet, skriver de: ’Hvis du får en ydelse
fra
a-kassen vil der ske modregning i disse ydelser. I sådanne tilfælde skal
girokortet ikke bruges’.
Vi får aldrig besked fra (C
Arbejdsløshedskasse) om, at medlemmet har en gæld, som vi skal trække fra
overgangsydelsen.
Vi skal beklage, at vi ikke
har trukket de 783,00 kr. da vi modtager afgørelsen fra Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen
den 31. januar 1997. Det beror alene på en misforståelse.
Medlemmet deponerer 783,00
kr. for at vise, at han er villig til at betale pengene, hvis ikke det kan
være
anderledes. Han regner med, at det er lige så godt, som at betale pengene til
(C Arbejdsløshedskasse).
Efter at medlemmet har fået
afgørelsen fra Arbejdsmarkedets Ankenævn, bliver han klar over, at det ikke
er
nok at deponere pengene. Ifølge medlemmet har han derfor nu indbetalt 783,00
kr. til (C Arbejdsløshedskasse).
Vi vil hermed forespørge
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikring om, det ikke kan være muligt, at
give
dispensation til medlemmet, så han kan få lov at fortsætte som medlem på
grund
af, at (C Arbejdsløshedskasse) ikke har oplyst os om, at vi skal trække
gælden,
og at vi ikke har været opmærksom på, at trække pengene efter at vi bliver
klar
over gælden i januar 1997.
Det får virkelig store
konsekvenser for vores medlem:
Han ville aldrig kunne komme
på overgangsydelse igen.
Han skal ud og have 1 års
arbejde (1924 arbejdstimer) for at kunne komme på efterløn.
Vi håber på et positivt svar,
samt en hurtig sagsbehandling, da vores medlem jo helt klar er fortvivlet
over
situationen.”
Den 11. december 1997 bad A
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om at genoptage behandlingen af
sagen. I anmodningen anførte A at han ved nævnets afgørelse havde mistet
“hele
mit eksistentielle livsgrundlag, der omfatter overgangsydelse og lovsikret
efterløn, i
1998”.
Han havde samtidig pådraget sig en stor gæld, idet D Arbejdsløshedskasse
gjorde krav på at få tilbagebetalt den udbetalte overgangsydelse.
Den 6. januar 1998 meddelte
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen at direktoratet ikke mente der
var
grundlag for at genoptage behandlingen af sagen. Direktoratet sendte samtidig
anmodningerne om genoptagelse videre til Arbejdsmarkedets Ankenævn.
Ankenævnet genoptog sagen.
Den 13. marts 1998 meddelte nævnet imidlertid følgende afgørelse:
“Ankenævnet har efter en
genoptagelse af sagen ikke fundet, at der er fremkommet nyt, der giver
anledning til en ændring af ankenævnets tidligere afgørelse i sagen.
Ankenævnet kan til den
tidligere anførte begrundelse tilføje, at ankenævnet har lagt vægt på
følgende:
at
(C) Arbejdsløshedskasse i marts, april og november 1997 ved fremsendelse
af giroopkrævningskort rykkede (A) for betaling af dagpengerestgælden,
at
(A) med direktoratets afgørelse af
31. januar 1997 fik en yderligere frist til betaling af restgælden, således
at
slettelse kunne undgås, samt
at
(D)
Arbejdsløshedskasse efter det oplyste efter direktoratets afgørelse af 31.
januar 1997, men inden den angivne frist den 1. marts 1997, erindrede (A) om
betaling af restgælden for at hindre slettelse.
Ankenævnet henviser i øvrigt
til den tidligere anførte begrundelse.
Ankenævnet fastholder
herefter den tidligere afgørelse af 30. oktober
1997.”
I anledning af B’s
henvendelse af 27. marts 1998 til mig bad jeg Arbejdsmarkedets Ankenævn om en
udtalelse. Jeg bad nævnet om at indhente en udtalelse fra Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen om sagen. Jeg bad navnlig myndighederne om at
oplyse
om direktoratet eller nævnet havde vejledt A om at deponeringen af de 783 kr.
ikke kunne tillægges betydning i relation til den frist som Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen fastsatte i afgørelsen af 31. januar 1997.
Den 4. august 1998 udtalte
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen følgende:
“...
I brev af 6. februar 1997
(med bilag) ankede (A) sagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn, idet han blandt
andet anførte, at afgørelsen var truffet på ukorrekt grundlag. Desuden
anførtes med henvisning til 3 bilag, at restgælden var betalt. I brevet
oplyste
(A) endelig, at han (pr. 1. marts 1997) ville deponere beløbet iht.
deponeringsloven, indtil der var afsagt endelig kendelse i sagen.
Uanset ankevejledningen blev
brevet både sendt til direktoratet og ankenævnet.
Den 13. februar 1997 modtog
direktoratet (og (D) Arbejdsløshedskasse?) kopi af et brev fra (A) til (C)
Arbejdsløshedskasse. Det fremgik også heraf, at det omtalte beløb ville blive
deponeret i henhold til anken til ankenævnet.
Ankeskrivelsens oplysning om,
at restgælden var betalt, medførte, at direktoratet den 17. februar 1997
anmodede (C) Arbejdsløshedskasse om yderligere oplysninger. En kopi af
anmodningen
blev sendt til (A).
Samme dag modtog direktoratet
brev fra ankenævnet, som anmodede om lån af sagens akter samt direktoratets
eventuelle bemærkninger. I den anledning blev ankenævnet den 19. februar 1997
telefonisk kontaktet med oplysning om, at der blev indhentet yderligere
oplysninger
fra kassen.
I brev af 25. februar 1997
til direktoratet (og ankenævnet) fremsendte (A) en kopi af et dokument,
hvorefter beløbet skulle være deponeret i (en) bank.
Da direktoratets afgørelse
alene vedrørte medlemskabet efter arbejdsløshedsforsikringsloven, og da
deponering med (eventuel) frigørende virkning efter deponeringsloven ikke
hører
under direktoratets område, har direktoratet ikke umiddelbart været bekendt
med og derfor
ikke
vejledt (A) om, at
en deponering ikke kunne tillægges betydning i relation til den fastsatte
frist
for indbetaling.
Direktoratet modtog herefter
(A)’s brev af 6. marts 1997 (med bilag) og arbejdsløshedskassens
redegørelse af
11. marts 1997. Det fremgår blandt andet af sidstnævnte, at deponeringsloven
ikke kan finde anvendelse over for et krav om tilbagebetaling af statsmidler.
Klagen og sagens akter blev
herefter oversendt til ankenævnet i brev af 3. april 1997. I brevet oplyste
direktoratet, at man ikke havde fundet grundlag for at ændre den trufne
afgørelse.
...”
I en udtalelse som jeg modtog
den 12. august 1998, udtalte Arbejdsmarkedets Ankenævn:
“...
Den 26. februar 1997 modtog
ankenævnet (A)’s brev af 25. februar 1997 vedlagt dokumentation for, at
(A) den
25. februar 1997 havde deponeret det skyldige beløb. Det fremgik af bilag
vedlagt (A)’s brev, at han havde sendt samme dokumentation til
direktoratet.
Ankenævnet erindrede med brev
af 5. marts 1997 direktoratet om ankenævnets brev af 14. februar 1997,
hvormed
ankenævnet anmodede om direktoratets udtalelse i sagen, samt om at måtte
modtage sagens akter.
Den 4. april 1997 modtog
ankenævnet sagen, herunder sagens akter, fra direktoratet, hvorefter
ankenævnet
over for (A) bekræftede, at ankenævnet nu havde modtaget sagens akter, og at
hans klage ville blive behandlet af ankenævnet.
Med afgørelsen af 30. oktober
1997 meddelte ankenævnet (A), at han ikke var berettiget til med frigørende
virkning at deponere det skyldige beløb, jf. lov nr. 29 af 16. februar 1932,
idet han ikke opfyldte deponeringsbetingelserne.
...”
B kommenterede myndighedernes
udtalelser således:
“...
Vi har bemærket at
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen i deres brev af 4. august 1998
har
lagt vægt på, at de ikke umiddelbart har været bekendt med og derfor
ikke
har vejledt (A) om, at en
deponering ikke kunne tillægges betydning i relation til den fastsatte frist
for indbetaling.
...”
Ombudsmandens udtalelse
”Ombudsmanden behandler klager over den offentlige forvaltning og skal
bedømme om myndigheder eller personer der er omfattet af hans kompetence,
handler i strid med gældende ret - eller på anden måde gør sig skyldig i fejl
eller forsømmelser ved udøvelsen af deres opgaver (§ 7, stk. 1, og § 21 i lov
nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand). A-kasser falder som
private foreninger uden for området af min virksomhed.
§ 86, Stk. 1 - 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring har følgende ordlyd:
’
§ 86.
Har et medlem givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder,
der er af betydning for retten til dagpenge, overgangsydelse, delefterløn
eller efterløn, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget modtaget
dagpenge, delefterløn eller efterløn, skal dagpenge-, overgangsydelses-,
delefterløns-, eller efterlønsbeløbet, som er modtaget med urette,
tilbagebetales af medlemmet.
Stk. 2.
Tilbagebetaling af beløb efter stk. 1 kan ske ved hel eller delvis modregning
i den løbende udbetaling af dagpenge, overgangsydelse, delefterløn eller
efterløn samt i andre krav, medlemmet har mod kassen. Modregning kan også
ske, efter at medlemmet har skiftet arbejdsløshedskasse.
Stk. 3.
Er dagpenge-, overgangsydelses-, delefterløns- eller efterlønsbeløb, som skal
tilbagebetales efter stk. 1 og 2, ikke tilbagebetalt inden en frist, som
kassen har fastsat, kan direktøren for arbejdsløshedsforsikringen bestemme,
at pågældende slettes som medlem af kassen.
...’
Som tidligere anført må jeg uprøvet lægge Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringens og Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelser fra 1996
om at (A) skal tilbagebetale de dagpenge som han har modtage med urette, til
grund for min undersøgelse. Jeg har endvidere lagt til grund at beløbet i
januar 1997 var 783 kr.
Afgørelsen af om et medlem
skal slettes som medlem af en a-kasse, idet medlemmet ikke rettidigt har
tilbagebetalt et beløb der skal tilbagebetales, bygger i vidt omfang på
vurderinger
og afvejninger af en række forskellige hensyn og omstændigheder. Som
ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse
forskellige
hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn der beskæftiger sig
med
det pågældende sagsområde i det daglige.
Normalt kan jeg derfor ikke
gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun
hvis der er tale om særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes
afgørelse.
Om der er grundlag for at
genoptage en sag, hviler især på en vurdering af om der i forhold til den
oprindelige behandling af sagen er kommet væsentlige nye oplysninger frem som
må antages at kunne medføre en ændret bedømmelse af sagen. En afgørelse om
genoptagelse bygger på vurderinger og afvejninger af en række forskellige
hensyn og omstændigheder. Jeg kan også kun kritisere sådanne vurderinger og
afvejninger hvis der er særlige omstændigheder i sagen.
Ved min gennemgang af sagen
har jeg koncentreret min undersøgelse om myndighedernes vejledning af (A) og
om
afgørelsens overensstemmelse med hensynene bag det almindelige
forvaltningsretlige
proportionalitetesprincip.
Vejledning af A
§ 1 i lov om skyldneres ret
til at frigøre sig ved deponering har følgende ordlyd:
’
§ 1.
Bliver en skyldner på grund af fordringshaverens forhold ude
af stand til at opfylde sin forpligtelse til at erlægge en ydelse, bestående
af
penge eller værdipapirer, skal han være berettiget til for fordringshaverens
regning at deponere ydelsen i nationalbanken eller andet godkendt
forvaringssted,
jf § 6, med den retsvirkning, at han anses, som om han havde opfyldt sin
forpligtelse.
Det samme gælder, hvis
fordringshaveren undlader at foretage, hvad skyldneren kan kræve som
betingelse
for at yde, eller hvis der er begrundet tvivl om, hvem der er rette
fordringshaver, og uvisheden herom ikke kan lægges skyldneren til last.
Om deponeringen skal
skyldneren så vidt muligt underrette fordringshaveren; undladelse heraf
medfører erstatningspligt for deraf flydende tab.
...’
Forvaltningslovens § 7, stk.
1, har følgende ordlyd:
’En forvaltningsmyndighed
skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter
henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.’
(A) var ikke blevet slettet
som medlem af (D) Arbejdsløshedskasse hvis han inden den 1. marts 1997 havde
indbetalt 783 kr. til (C) Arbejdsløshedskasse.
(A) indbetalte imidlertid
ikke det skyldige beløb. Derimod meddelte (A) i klagen af 6. februar 1997 til
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og til Arbejdsmarkedets Ankenævn
at
beløbet ville blive deponeret ’til fordel for (C) A-kasse og indtil der
er
afsagt endelig, national kendelse i sagen”. Den 12. februar 1997
orienterede
(A) (C) Arbejdsløshedskasse om deponeringen; direktoratet modtog kopi af
brevet. Den 25. februar 1997 sendte (A) (til myndighederne) kopi af et
dokument
hvoraf det fremgik at han havde deponeret 783 kr. til fordel for (C)
Arbejdsløshedskasse.
Jeg kan ikke kritisere
Arbejdsmarkedets Ankenævns opfattelse af at deponeringen ikke havde
frigørende
virkning i forhold til (C) Arbejdsløshedskasses fordring. Imidlertid mener
jeg
det må have været åbenbart for myndighederne at (A) befandt sig i en
vildfarelse om at deponeringen havde frigørende virkning, og derved i en
vildfarelse om at han ved deponeringen opfyldte direktoratets afgørelse.
Det følger af
forvaltningslovens § 7, stk. 1, at en forvaltningsmyndighed i fornødent
omfang
skal yde vejledning og bistand til personer der retter henvendelse om
spørgsmål
inden for myndighedens sagsområde.
Hovedsynspunktet bag
bestemmelsen er blandt andet at det skal undgås at borgeren på grund af fejl,
uvidenhed
eller misforståelser udsættes for et retstab.
Borgeren skal have vejledning
hvis han på et rimeligt grundlag beder om det. Imidlertid bør myndigheden
efter
omstændighederne også yde vejledning selv om borgeren ikke har bedt om det
hvis
myndigheden ud fra sagens oplysninger kan vurdere at der er behov for
vejledning.
Vedkommende myndighed må normalt yde vejledning hvis den der henvender sig
til
myndigheden, særligt har fremhævet omstændigheder af faktisk eller retlig
karakter som efter de regler der gælder på det pågældende område, må give
myndigheden anledning til at reagere. Det kan for eksempel være fordi det må
antages at borgeren har misforstået eller ikke kender de relevante regler.
Jeg
henviser til Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret -
Sagsbehandling, 4. udg. (1995), s. 116-118, John Vogter, Forvaltningsloven
med
kommentarer (1992), s. 117-118, Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s.
261, og Folketingets Ombudsmands beretning for året 1988, s. 43, og
Folketingets Ombudsmands beretning for året 1989, s. 168.
Jeg kan tilslutte mig det af
direktoratet anførte om at spørgsmål angående lov om skyldneres ret til at
frigøre sig ved deponering normalt ikke henhører under direktoratets område.
I
det konkrete tilfælde er retsvirkningerne af (A)’s deponering imidlertid
det
helt centrale for hans retsstilling i sagen om sletning som a-kasse-medlem. I
en sådan situation påhviler der efter min opfattelse myndigheden en pligt til
at undersøge retsvirkningerne af deponeringen for den konkrete sag.
Da det som anført ovenfor må
have været åbenbart for myndighederne at (A) befandt sig i en vildfarelse med
hensyn til deponeringens frigørende virkning, burde direktoratet have vejledt
(A) om at deponeringen ikke havde frigørende virkning. Iagttagelsen af denne
vejledningsforpligtelse gælder i særlig grad i sager med meget vidtrækkende
konsekvenser. I dette tilfælde medførte sletningen bortfald af
overgangsydelse
samt et større tilbagebetalingskrav.
Jeg finder det meget
beklageligt at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen ikke gjorde (A)
bekendt med at deponeringen ikke havde frigørende virkning. Jeg har gjort
direktoratet bekendt med min opfattelse.
Jeg finder det ligeledes
beklageligt at Arbejdsmarkedets Ankenævn ikke påtalte – og tog stilling
til
konsekvensen af – den manglende vejledning. Jeg har gjort nævnet bekendt
med
min opfattelse.
Afgørelsens rimelighed (proportionalitetsprincippet)
Det følger af § 86, stk. 3, i
arbejdsløshedsforsikringsloven at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen
kan
træffe afgørelse om at et medlem
slettes som a-kasse-medlem hvis den pågældende ikke inden for en fastsat
frist
tilbagebetaler et beløb der skal tilbagebetales.
Ved vurderingen af om (A)
skulle slettes som følge af restancen på 783 kr. som han skulle
tilbagebetale,
lagde Arbejdsmarkedets Ankenævn vægt på
at
(A) ikke inden for den givne frist havde betalt den resterende dagpengegæld
til
kassen, og
at
han ikke var berettiget
til med frigørende virkning at deponere beløbet. I forbindelse med
ankenævnets
genoptagelse af sagen anførte nævnet endvidere at nævnet havde lagt vægt på:
’...
at
(C) Arbejdsløshedskasse i marts, april og november 1997 ved
fremsendelse af giroopkrævningskort rykkede (A) for betaling af
dagpengerestgælden,
at
(A) med
direktoratets afgørelse af 31. januar 1997 fik en yderligere frist til
betaling af restgælden, således at slettelse kunne undgås, samt
at
(D) Arbejdsløshedskasse efter det
oplyste efter direktoratets afgørelse af 31. januar 1997, men inden den
angivne frist den 1. marts 1997, erindrede (A) om betaling af restgælden for
at
hindre slettelse.
...’
Jeg har ved min vurdering af
sagen hæftet mig ved at (A) deponerede de 783 kr. og dermed viste at han var
indstillet på at betale. Imidlertid befandt han sig i en vildfarelse med
hensyn
til retsvirkningerne af deponeringen, og den vildfarelse burde være åbenbar
for
myndighederne. Jeg henviser også til at det af (D) Arbejdsløshedskasses brev
af
3. december 1997 fremgår at (A) – da han blev klar over at deponeringen
ikke
opfyldte direktoratets afgørelse – betalte de 783 kr. til (C)
Arbejdsløshedskasse.
Jeg har endvidere hæftet mig
ved at de 783 kr. tilsyneladende kunne have været modregnet i den løbende
overgangsydelse som (A) modtog hvis proceduren i bekendtgørelse nr. 942 af
30.
november 1992 om arbejdsløshedskassernes inddrivelse af tilbagebetalingskrav
var blevet fulgt.
Afgørelsen om at slette (A)
som a-kasse-medlem har efter min opfattelse ramt (A) særdeles hårdt
økonomisk.
Han har blandt andet mistet retten til overgangsydelse. Jeg mener på denne
baggrund det er tvivlsomt om afgørelsen om at slette (A) som a-kasse-medlem
er
i overensstemmelse med det grundlæggende proportionalitetsprincip. Jeg
henviser
for så vidt angår proportionalitetsprincippet nærmere til Jens Garde mfl.,
Forvaltningsret, Almindelige emner (1997), s. 217ff, Jon Andersen mfl.
Forvaltningsret (1994), s. 254, og Folketingets Ombudsmands beretning for
året
1995, s. 56.
Jeg har gjort myndighederne
bekendt med min opfattelse.
Sammenfatning
Da Arbejdsmarkedets Ankenævn
ikke udtrykkeligt har taget stilling til den manglende vejlednings betydning
for sagen og i lyset af det anførte om afgørelsens rimelighed
(proportionalitetsprincippet), har jeg i dag henstillet til ankenævnet at
genoptage behandlingen af sagen. På det foreliggende grundlag foretager jeg
mig ikke mere i sagen.
”
Arbejdsmarkedets Ankenævn
meddelte mig senere at nævnet på møde den 8. juli 1999 havde truffet
afgørelse
om at ophæve sine tidligere afgørelser i A’s sag. Nævnet besluttede
efter at
have overvejet sagen på ny at sletningen af A skulle ophæves under henvisning
til at A ved deponering af restgælden viste vilje til at betale, at A ikke
var
blevet vejledt om at deponering ikke kunne ske med frigørende virkning, samt
endelig under henvisning til arten og omfanget af forseelsen set i forhold
til
de omfattende konsekvenser som ville være følgen af en slettelse.
Jeg meddelte herefter
Arbejdsmarkedets Ankenævn at jeg på det foreliggende grundlag ikke foretog
mig
mere i sagen.
NOTER: (*1) FOB 1988, s.43,
FOB 1989, s.168
og
FOB 1995, s.56.
Lignende dokumenter
- Spørgsmål om ansvar for tab af mulighed for efterløn som følge af manglende betaling af kontingent til arbejdsløshedskasse. — Nordea Bank Danmark Det finansielle ankenævn · 19. maj 2004
- Betalingsservice, undladelse af betaling af arbejdsløshedskassekkontingent. Det finansielle ankenævn · 22. maj 1992
- Inddrivelse af gæld, der bestrides Landsskatteretten · 4. juli 2011
- Manglende betaling af arbejdsløshedskassekontingent. Afvisning, bevis. Det finansielle ankenævn · 7. februar 1992
- Genoprettelse af medlemskab. Medlemmet manglede at indbetale 7 kr. Retsinformation · 16. januar 2006
- Konsekvensen af uberettiget sletning fra a-kasse. Proportionalitetsprincippet Retsinformation · 25. juni 2003