Spring til indhold

Retsinformation

Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-495

KEN nr 9484 af 20/06/2007Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet2. juli 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Pressenævnets

kendelse i sag 2007-6-495

Advokat J. Clausager Dalgaard

har på vegne af [K] klaget til Pressenævnet over en artikel i

JydskeVestkysten

den 15. marts 2007, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

JydskeVestkysten bragte den

15. marts 2007 under overskriften ”

Kommune

vandt over borger”

og underoverskriften

”RETTEN:

Det hører til sjældenhederne, at en kommune anlægger privat straffesag, men

det

gjorde Lunderskov Kommune, da embedsmænd og ansatte følte sig hængt ud af

kvinde.”

følgende artikel:

”LUNDERSKOV: Lunderskov Kommune

har anlagt og vundet en injuriesag over en kvinde fra kommunen. Imidlertid

frafaldt kommunen erstatning, da den pågældende kvinde til dels erkendte, at

hun var gået for vidt, da hun i breve til borgmesteren og en embedsmand havde

udtalt sig direkte løgnagtigt om en af kommunens socialrådgivere.

- Jeg indrømmer, at det er

utraditionelt, at Lunderskov Kommune anlagde en injuriesag, men de

udtalelser,

som kvinden var kommet med, kunne vi ikke have siddende på os. Hun påstod, at

den pågældende socialrådgiver havde løjet og lyttet ved dørene, fortæller

tidligere kommunaldirektør Erik Hastrup, i dag Kolding Kommune.

Inden injuriesagen endte i

Læs alt

retten, havde kommunens advokat M.P. Baruah forsøgt med kvindens advokat at

indgå forlig, hvilket imidlertid ikke lykkedes.

Injurier

I breve og ved

telefonopringninger havde kvinden udtalt, at en navngiven socialrådgiver

omgik

sandheden lemfældigt. Videre lød det, at socialrådgiveren havde lyttet uden

for

døren til kvindens datters hjem.

Injuriesagen har sit udspring

i en straffesag mod kvindens datter i januar 2006. Her blev datteren idømt 20

dages betinget fængsel for trusler mod embedsmænd i funktion. I forbindelse

med

denne sag var flere af kommunens socialrådgivere og embedsmænd vidner. Det

fik

efterfølgende kvindens mor til at fremsætte injurierne. Under straffesagen

2006, udtalte kvindens datter, at hun var blevet vred på den pågældende

socialrådgiver og dybt frustreret, da politi og repræsentanter fra Lunderskov

Kommune var troppet op på hendes bopæl og tvangsfjernet en niårig dreng.

I dommen fra 2006 indgik en

prøvetid på et år. Derfor fortsatte datteren ikke sine trusler, men derimod

begyndte hendes mor med injurierende udtalelser og breve med injurierende

indhold til kommunen.”

Af retsbogen for Retten i

Kolding den 13. marts 2007 fremgår bl.a. følgende:

”På dommerens opfordring blev

sagen forligt således:

Sagsøgte [[K]] erkendte, at

de af hende i skrivelse af den 4. januar 2006 til borgmester [A] og

kommunalbestyrelsen fremsatte udtalelser om sagsøgeren [tidligere

Lunderskov

Kommune som mandatar for socialrådgiveren] er objektivt urigtige. Sagsøgte

undskyldte udtalelserne overfor sagsøgeren og beklagede sit ordvalg.”

I brevet af 4. januar 2006

hedder det bl.a.: ”en af deres medarbejdere omgås sandheden lidt

lemfældigt” og

”at hun havde lyttet uden for min datter [B] hjem”.

2. Parternes synspunkter

Advokat J. Clausager Dalgaard

har indledningsvis anført, at artiklen er krænkende, når det henses til, at

avisen udgives i en stationsby, hvor det må antages, at beboerne har haft

kendskab til klagerens forhold. Artiklen er endvidere en krænkelse af

privatlivets fred.

Advokaten har videre anført,

at sagen blev forligt, da det under domsforhandlingen viste sig, at klager

ikke

havde haft til hensigt at fremkomme med injurier, hvilket mandataren,

tidligere

Lunderskov Kommune, ved forliget har erkendt. Det fremgår af

retsbogsudskriften, at der er tale om et retsforlig. Det fremgår ikke af

artiklen, at tre ud af fire af kommunens påstande blev frafaldet i det

indgåede

forlig. Der er ikke afsagt dom, hvorfor artiklens overskrift er urigtig og

misvisende.

Advokaten har videre anført,

at det er ukorrekt, når avisen citerer, at ”hun i breve til borgmesteren

og en

embedsmand havde udtalt sig direkte løgnagtigt om en af kommunens

socialrådgivere”.

Af forliget fremgår det, at kommunen har anerkendt, at udtalelserne er

objektivt urigtige og således ikke fremsat med henblik på en overtrædelse af

injurielovligningen.

JydskeVestkysten har anført,

at i et samfund med åben retspleje må man kalkulere med offentlig interesse

omkring sagen. Oplysningerne er blevet efterprøvet i retten, og det er

rettens

afgørelse, der viderebringes af mediet til offentligheden.

JydskeVestkysten har afvist,

at der er sket en krænkelse af privatlivets fred og henvist til, at der er

vist

hensyn til klager ved at undlade at nævne hendes navn, stilling eller bopæl.

JydskeVestkysten har videre

anført, at ordet ”forlig” ikke fremgår af retsbogen, hvorfor det

heller ikke er

anvendt i artiklen. Sagens substans, at parterne enedes om at lukke sagen

med,

at klager trak sine ukorrekte udtalelser tilbage, og at kommunen frafaldt

erstatningskravet, fremgår af udsagnet: ”Imidlertid frafaldt kommunen

erstatning, da den pågældende kvinde til dels erkendte, at hun var gået for

vidt

”. Avisen har videre anført, at der er dækning for artiklens

overskrift,

selvom der ikke er afsagt dom, idet det af dommerens udtalelse fremgår, at

”

udtalelserne om sagsøgeren er objektivt urigtige. Sagsøgte [[K]] undskyldte

udtalelserne ”. Det var klagers indrømmelse og undskyldning, der førte

til, at

sagen blev lukket uden dom.

3. Pressenævnets begrundelse og afgørelse

:

I sagens behandling har

følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Thomas Rørdam, Hans Peter

Blicher,

Kaare R. Skou

og Ole Askvig.

Det er en betingelse for at

klage til Pressenævnet, at

klageren har retlig interesse

i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man selv som person,

organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på

anden måde identificeret i mediet.

Pressenævnet finder, at det

ikke kan udelukkes, at det vil være muligt for personer med kendskab til de

forhold, der beskrives i artiklen at identificere [K] som den omtalte kvinde.

Herefter finder nævnet, at [K] har retlig interesse i, at klagen

realitetsbehandles af nævnet.

Det følger af de vejledende

regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred,

skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale, jf.

punkt

B.1. Pressenævnet finder, at den omtalte sag er af en sådan offentlig

interesse, at der var belæg for at bringe artiklen. Nævnet finder endvidere,

at

der – uanset gengivelsen af klagers bopælskommune og oplysninger om en

dømt

datter og et barnebarn – er taget de fornødne hensyn til klager ved, at

navnene

på hende og hendes familiemedlemmer ikke er oplyst, og nævnet finder derfor,

at

JydskeVestkysten ikke har tilsidesat god presseskik ved at krænke

privatlivets

fred.

Det fremgår videre af de

vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at

bringe

korrekt og hurtig information, jf. punkt A.1. Sagen blev på dommerens

opfordring forligt efter, at sagen var blevet forelagt, og parterne havde

afgivet forklaring for retten. Forliget indebar, at klager erkendte at have

bragt objektivt urigtige udtalelser, som hun undskyldte, og at kommunen

frafaldt erstatning. Overskriften til artiklen kan måske nok give indtryk af,

at resultatet blev opnået ved dom og ikke ved retsforlig, men det fremgår dog

tilstrækkeligt klart af artiklen, at der er tale om et retsforlig. Nævnet

finder derfor ikke anledning til at udtale kritik som følge af overskriftens

formulering.

Pressenævnet finder det

uheldigt, at det af artiklen fremgår, at [K] skulle have ”udtalt sig

direkte

løgnagtigt”, når det af retsforliget fremgår, at klager erkendte at have

udtalt

sig ”objektivt urigtigt”, idet udtrykket ”løgnagtigt”

efterlader indtryk af, at

klager har udtalt sig mod bedre vidende. Nævnet finder imidlertid, at der

ikke

er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at JydskeVestkysten som følge

heraf

har tilsidesat god presseskik.

Afgjort den 20. juni 2007.

Lignende dokumenter