Bekendtgørelse af søloven
Gældende udgave: LBK nr 776 af 18/06/2025
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Anvendt i 38 afgørelser
Landsskatteretten 18, Retsinformation 12, Domsdatabasen 6, Klagenævn (Nævnenes Hus) 1, Pakkerejse-Ankenævnet 1
- § 5 19
- § 151 5
- § 150 4
- § 1 3
- § 104 3
- § 103 3
- § 73 2
- § 51 2
- § 91 2
- § 55 2
- § 281 2
- § 2 2
- § 93 1
- § 92 1
- § 280 1
De nyeste afgørelser
- Klageren ønskede at overdrage sin rejse til en anden rejsedeltager. — sag 09-0075 Pakkerejse-Ankenævnet · 30. december 2024
- Sag om, hvorvidt en kommunes refusionskrav mod en anden kommune, for en række udgifter afholdt vedrørende en borger, er forældet Domsdatabasen · 31. oktober 2023
- Sagen angår spørgsmålet om størrelsen på den erstatning, som sagsøgte transportvirksomhed skal betale til sagsøgende forsikringsselskab i anledning af, at gods blev beskadiget under en søtransport, samt om sagsøgte kan begrænse sit ansvar efter sølovens § 280 og § 281 Domsdatabasen · 4. maj 2023
- Fuld skattepligt ved jordomrejse med sejlbåd Retsinformation · 21. februar 2023
- SKATs opkrævning af 1.808.864 kr. i chokolade- og sukkervareafgift for varer handlet i perioden 29. december 2014 til 28. december 2015 Landsskatteretten · 19. juli 2021
- Refusionsordning - sandsugere - hjemsted - bareboat Retsinformation · 17. april 2019
- Beskatning af søfolk efter DIS- og DAS-ordningen Retsinformation · 23. marts 2019
- SKAT har for perioden 2006-2013 forhøjet selskabets tilsvar vedrørende afgift på lystfartøjsforsikring med i alt 473.085 kr Landsskatteretten · 24. august 2015
- Højesteret stadfæster landsrettens afgørelse Domsdatabasen · 4. december 2012
- Landsskatteretskendelse vedr. fradrag for tab opstået ved bedrageri Retsinformation · 22. februar 2011
Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.
Teksten
Bekendtgørelse af søloven
Herved bekendtgøres søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 39
af 20. januar 1998 med de ændringer, der følger af bekendtgørelse nr. 206 af
3.
april 1998, lov nr. 900 og nr. 901 af 16. december 1998, lov nr. 228 af 21.
april 1999 og lov nr. 106 af 13. februar 2001. Lovbekendtgørelsen indeholder
ikke de ændringer, der følger af lov nr. 1172 af 19. december 2003, da loven
ikke er trådt i kraft.
Afsnit 1. Fartøj
Kapitel 1
Om skibe
§ 1.
For
at et skib kan anses som dansk og sejle under dansk flag, må dets ejer være
dansk.
Stk. 2.
Som dansk
ejer anses
a)
danske statsborgere,
b)
danske
statsinstitutioner og kommuner,
c)
stiftelser og
foreninger, hvis ledelse udelukkende består af danske statsborgere, der er
bosat her i riget,
d)
partrederier, hvoraf
mindst to tredjedele ejes af danske statsborgere, og hvis bestyrende reder er
Læs alt
dansk og har bopæl her i riget,
e)
aktieselskaber og
andre selskaber med begrænset ansvar, der har valgt en bestyrelse, når mindst
to tredjedele af denne består af danske statsborgere, der er bosat her i
riget,
f)
anpartsselskaber,
der ikke har valgt en bestyrelse, når mindst to trediedele af direktionen er
danske statsborgere, der er bosat her i riget,
g)
andre selskaber,
hvori mindst to tredjedele af deltagerne er danske statsborgere, der er bosat
her i riget.
Stk. 3.
Såfremt
stiftelser, foreninger eller selskaber er deltagere i partrederier eller i de
i
stk. 2, litra g, nævnte selskaber, må hver deltager opfylde
betingelserne
for at kunne anses som dansk ejer.
§ 2.
For
skibe, der ikke kan anses for danske, jf. § 1, men som tilhører
personer,
selskaber eller lignende, der er omfattet af De Europæiske Fællesskabers
regler
om etableringsret, arbejdskraftens frie bevægelighed og udveksling af
tjenesteydelser, kan økonomi- og erhvervsministeren fastsætte regler om
betingelserne for registrering som dansk skib, herunder krav om, at skibet
skal
administreres, kontrolleres og dirigeres fra Danmark.
Stk. 2.
Skibe
optaget i skibsregistret eller i medfør af stk. 1 sidestilles i enhver
henseende med danske skibe og er berettigede til at føre dansk flag.
§ 3.
Skibe,
som er registreret eller i medfør af §§ 10 eller 12 skal registreres, må
ikke gå i fart, forinden de er forsynet med nationalitetsbeviser.
Stk. 2.
Nationalitetsbeviser skal opbevares om bord og på forlangende forevises
myndighederne.
Stk. 3.
Økonomi- og
erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om mærkning af skibe samt
udfærdigelse af nationalitetsbeviser.
§ 4.
Ved
registreringen tildeles der skibe kendingsbogstaver, der tillige tjener som
registreringsbogstaver. Kendingsbogstaverne indhugges i skibet og må ikke
forandres eller fjernes. Ved udslettelse af skibet udhugges bogstaverne.
§ 5.
Danske skibe skal have hjemsted i en havn i riget.
Stk. 2.
Skibsnavne
for skibe med en bruttotonnage på 20 eller derover, jf. § 10,
stk. 1,
kan kun registreres, hvis de tydeligt adskiller sig fra andre registrerede
skibsnavne.
Stk. 3.
Skibsregistrator skal nægte registrering af skibsnavne, der griber ind i et
af
et andet rederi benyttet særpræget navngivningssystem.
Stk. 4.
Navn og
hjemsted skal angives på skibet.
Stk. 5.
Ved
udslettelse af skibet af skibsregistret fortabes retten til skibets navn.
Retten til skibets navn kan dog på ejerens begæring forbeholdes for et
tidsrum
af 3 år regnet fra udslettelsen.
Stk. 6.
Bestemmelsen i stk. 2 finder ikke anvendelse på skibe, der er optaget i
medfør af § 10, stk. 2, eller § 12.
§ 6.
Som
uistandsætteligt i denne lovs betydning anses et skib ikke alene, når det ved
lovlig besigtigelse skønnes, at dets istandsættelse enten overhovedet ikke
kan
udføres eller i alt fald ikke der, hvor skibet befinder sig, eller på noget
andet sted, hvor det kan bringes hen, men også, når det på samme måde
skønnes,
at skibet ikke er istandsættelse værd.
§ 7.
Patentdirektoratet fører et register over de anmeldte skorstensmærker og
kontorflag. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler om ansøgning,
registrering, sletning m.v. af skorstensmærker og kontorflag samt regler om
gebyrer for indlevering af ansøgninger og udskrifter af registret.
Stk. 2.
Samtlige de
i registret indførte mærker og flag skal tydeligt adskille sig fra hverandre.
Stk. 3.
Ved
optagelsen i registret opnås eneret til benyttelse af de anmeldte mærker og
flag.
§ 8.
Danske skibe må som nationalitetsmærke alene føre det danske flag. Udslettes
et
skib af skibsregistret, fortabes retten til at lade skibet sejle under dansk
flag.
§ 9.
Ved
kongelig resolution kan der meddeles tilladelse til, at skibe, der går i fart
på oversøiske havne, som nationalitetsmærke fører dansk splitflag med et
foreskrevet særligt mærke. Tilladelsen kan til enhver tid kaldes tilbage.
Endvidere kan der ved kongelig resolution fastsættes nærmere bestemmelser,
hvorefter skibe, der går i postfart for staten, kan føre et særligt postflag.
Kapitel 2
Registrering i skibsregistret
Registrering af skibe og skibe under bygning
§ 10.
Skibe, som er færdigbyggede og har en bruttotonnage på 20 eller derover, skal
af ejeren anmeldes til registrering i skibsregistret.
Stk. 2.
Skibe med
en bruttotonnage på 5 eller derover, men under 20, kan på ejerens begæring
registreres i skibsregistret.
Stk. 3.
Skibe, som
er under bygning her i riget, kan på ejerens begæring optages i en særlig
afdeling af skibsregistret (skibsbygningsregistret), hvis skibets bygning er
så
vidt fremskreden, at skibet på betryggende måde kan identificeres, og hvis
dets
bruttotonnage skønnes at blive målt til mindst 5.
§ 11.
Krigsskibe kan ikke registreres. Det samme gælder skibe, der er optaget i
udenlandske skibsregistre, jf. dog §§ 24 og 26 om bareboatregistrering.
Stk. 2.
Flydedokke,
kabeltromler, flydende beholdere og andet lignende materiel anses ikke som
skibe ved anvendelsen af reglerne i dette kapitel.
Stk. 3.
Pramme,
lægtere, uddybningsmaskiner, flydekraner og lignende anses som skibe, men er
undtaget fra anmeldelsespligten i medfør af § 10, stk. 1, hvis de
ikke er forsynet med maskineri til fremdrivning.
§ 12.
Skibe, hvis bruttotonnage er mindre end 20, og skibe, som i medfør af
§ 11, stk. 3, er undtaget fra anmeldelsespligten til
skibsregistret,
skal anmeldes til fartøjsfortegnelsen. Anmeldelsespligten er betinget af, at
skibet er færdigbygget og i dansk eje. Herudover kan tillige på ejerens
begæring optages færdigbyggede skibe, hvis ejeren opfylder de i § 2
fastsatte betingelser.
Stk. 2.
Fritidsfartøjer kan ikke optages i fartøjsfortegnelsen. Økonomi- og
erhvervsministeren kan endvidere bestemme, at grupper af mindre skibe ikke
kan
optages i denne fortegnelse.
Stk. 3.
Fartøjsfortegnelsen føres i skibsregistret.
Stk. 4.
Med
undtagelse af § 10, stk. 3, § 15, stk. 2 og §§ 22-39
finder bestemmelserne i dette kapitel, med de fornødne lempelser, tilsvarende
anvendelse ved registrering i fartøjsfortegnelsen. § 7 finder ikke
anvendelse for skibe optaget i fartøjsfortegnelsen. Økonomi- og
erhvervsministeren fastsætter nærmere regler herom.
§ 13.
Anmeldelse om optagelse af skib i skibsregistret, bortset fra fritidsfartøjer
med en bruttotonnage mindre end 20, skal ske inden 30 dage efter, at skibet
er
færdigbygget eller erhvervet.
Stk. 2.
Skibsregistrator kan forlænge denne frist.
§ 14.
Anmeldelsen om optagelse af skib i skibsregistret eller fartøjsfortegnelsen
skal indeholde oplysninger om skibet og dets ejer.
Stk. 2.
Anmeldelsen
skal være ledsaget af de fornødne bevisligheder for, at anmelderen er ejer af
skibet, og det skal, bortset fra anmeldelse af skibe under bygning,
godtgøres,
at betingelserne efter § 1 eller § 2 er opfyldt. Økonomi- og
erhvervsministeren fastsætter regler om, hvilke bevisligheder der skal
forelægges skibsregistrator for at godtgøre, at ejeren opfylder betingelserne
i
§ 1 eller § 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan i særlige
tilfælde
tillade registrering af skibe, selv om betingelserne i § 1 eller
§ 2
ikke er opfyldt.
Stk. 3.
Skibets
byggeår, byggested, art og type skal angives.
§ 15.
Er
et skib erhvervet fra udlandet, eller begæres det optaget i medfør af
§ 2,
skal der tillige tilvejebringes attest fra den udenlandske
registreringsmyndighed om, at skibet ikke er optaget i vedkommende
udenlandske
skibsregister eller skibsbygningsregister, eller at det vil blive udslettet
af
registret den dag, det godtgøres at være optaget i et andet lands
skibsregister.
Stk. 2.
Skibsregistrator kan i særlige tilfælde foretage registrering, selv om der
ikke
er tilvejebragt attest fra den udenlandske registreringsmyndighed.
Registreringen kan dog kun ske, såfremt det land, fra hvilket skibet
erhverves,
eller i hvis skibsregister eller skibsbygningsregister det har været indført,
hverken har tiltrådt den internationale konvention af 1967 om indførelse af
visse ensartede regler angående søpanterettigheder og andre panterettigheder
i
skib eller den internationale konvention af 1967 om registrering af
rettigheder
i skibe under bygning.
Stk. 3.
Er et skib
erhvervet fra udlandet, eller begæres det optaget i medfør af § 2, skal
panterettigheder, der er anført i den i stk. 1 omhandlede
udslettelsesattest, eller hvis eksistens godtgøres af panthaveren, og som
opfylder betingelserne i § 74, overføres til skibsregistret samtidig med
skibets registrering. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler herom.
Ændringer i det registrerede
§ 16.
Enhver ændring i de oplysninger, som er meddelt til skibsregistret, skal
anmeldes inden 30 dage efter, at ændringen er indtrådt. Skibsregistrator kan
forlænge denne frist.
Stk. 2.
Anmeldelse
skal ske til skibsregistrator.
Stk. 3.
Anmeldelsespligten påhviler ejeren. Ved ændringer i adkomstforholdene
påhviler
pligten både overdrageren og erhververen.
Stk. 4.
Den, der
ved betinget adkomst erhverver ret til skibet, anses i forhold til det
offentlige som ejer.
Stk. 5.
Overtagelse
til privat skifte anses som en ændring i adkomstforholdene. Det samme gælder
ved hensidden i uskiftet bo, for så vidt angår skibe, som den afdøde
ægtefælle
var registreret ejer af.
Stk. 6.
Påbegyndelse
af konkursbehandling, offentligt skifte og bobestyrerbehandling af dødsboer
anses ikke for en ændring af adkomstforholdene, men det påhviler henholdsvis
kurator, skifteretten eller bobestyreren straks at sende meddelelse herom til
skibsregistrator.
Udslettelse af skib fra skibsregistret
§ 17.
Et
skib udslettes af skibsregistret, såfremt
1)
ejeren ikke længere
kan anses for dansk, jf. § 1, eller ikke længere opfylder de i medfør af
§ 2 fastsatte betingelser, eller
2)
skibet overdrages
eller overgår til nogen, som ikke kan anses for dansk, jf. § 1, eller
som
ikke opfylder de i medfør af § 2 fastsatte betingelser, jf. dog
§ 20,
stk. 3.
Stk. 2.
Endvidere
udslettes skibe, der ophugges, forliser, forsvinder eller erklæres for
uistandsættelige af udmeldte syns- og skønsmænd, af et godkendt
klassifikationsselskab eller ved en anden fremgangsmåde, der kan ligestilles
hermed, jf. dog § 20, stk. 3.
Stk. 3.
Et skib,
der sælges ved tvangsauktion i udlandet til nogen, der ikke kan anses som
dansk
ejer, eller der ikke opfylder de i medfør af § 2 fastsatte betingelser,
udslettes kun af skibsregistret, såfremt skibet på salgstidspunktet befinder
sig i den stat, hvor tvangsauktionen finder sted og under forudsætning af, at
salget er sket i overensstemmelse med vedkommende stats lovgivning og den
internationale konvention af 1967 om indførelse af visse ensartede regler
angående søpanterettigheder og andre panterettigheder i skib.
Stk. 4.
Endvidere
udslettes et skib, der er optaget i medfør af § 2, på ejerens skriftlige
begæring, jf. dog § 20, stk. 3.
Stk. 5.
Et skib,
der er optaget i skibsbygningsregistret, udslettes, når skibet afleveres af
værftet, jf. dog § 20, stk. 3. Endvidere udslettes skibet af
skibsbygningsregistret, såfremt det går tabt, mens det er under bygning, jf.
stk. 2.
§ 18.
Et
fritidsfartøj med en bruttotonnage mindre end 20 kan slettes af
skibsregistret
på ejerens begæring, såfremt der ikke er registreret pant, brugsrettigheder
eller andre rettigheder i skibet på det tidspunkt, hvor udslettelsen
anmeldes.
Stk. 2.
Det er en
betingelse for udslettelsen, at ejeren har indsendt skibets
nationalitetsbevis
og dokumentation for, at kendingsbogstaverne er udhugget på skibet.
Stk. 3.
Skibsregistrator kan i særlige tilfælde dispensere fra reglen i stk. 2.
§ 19.
Det påhviler ejeren af skibet at gøre anmeldelse til skibsregistrator om
ethvert forhold, som medfører udslettelse af skibet, umiddelbart efter at
ejeren er blevet bekendt med forholdet. Er et skib forsvundet, skal
anmeldelse
om udslettelse indsendes, når det tidspunkt er kommet, da forsikringssummen i
medfør af forsikringsaftalelovens § 71 kan udbetales.
Stk. 2.
Samtidig
med anmeldelsen, der skal være ledsaget af de fornødne bevisligheder,
afleveres
skibets nationalitetsbevis til skibsregistrator, eller skriftlig redegørelse
afgives om årsagen til, at dette ikke kan ske.
§ 20.
Udslettelse af skibsregistret må ikke finde sted, forinden der af
skibsregistrator er sendt meddelelse herom til indehavere af anmeldte
rettigheder og der er forløbet en frist på 30 dage fra meddelelsens
afsendelse,
medmindre de anmeldte rettighedshavere giver skriftligt samtykke til
udslettelsen eller det godtgøres, at rettighederne er bortfaldet.
Stk. 2.
Udslettelse
kan dog ikke finde sted, hvis det oplyses, at en anmeldt rettighedshaver har
foretaget retslige skridt til gennemførelse af sin ret over skibet, medmindre
retsforfølgningen ikke fremmes uden ufornødent ophold eller ved endelig
afgørelse nægtes fremme.
Stk. 3.
Udslettelse
kan heller ikke finde sted, hvis der er registreret panterettigheder i
skibet,
medmindre indehaverne af de registrerede panterettigheder giver skriftligt
samtykke til udslettelsen. I stedet anføres der på skibsbladet en bemærkning
om
det forhold, der skulle give anledning til udslettelse, og der kan herefter
ikke registreres rettigheder i skibet. Retten til at lade skibet sejle under
dansk flag og retten til skibets navn fortabes. Skibets nationalitetsbevis
skal
afleveres til skibsregistrator i overensstemmelse med § 19, stk. 2.
Stk. 4.
Anmeldes et
skib til udslettelse af skibsregistret for at blive overført til et
udenlandsk
register, og er betingelserne for udslettelse af skibet til stede, udsteder
skibsregistrator på begæring en erklæring om, at skibet er udslettet eller
vil
blive udslettet af skibsregistret, samme dag det godtgøres at være optaget i
det udenlandske register, dog senest 30 dage fra erklæringens udstedelse. Er
sådan erklæring udstedt, kan rettigheder ikke længere anmeldes til
registrering.
Stk. 5.
Henstår der
ved skibets udslettelse rettigheder på skibets blad i skibsregistret, skal
attest om skibets udslettelse give oplysning om disse rettigheders indhold.
§ 21.
Et
skib udslettes ikke af skibsregistret, selv om det ved ommåling ansættes til
en
mindre bruttotonnage end 5.
Bareboatregistrering
§ 22.
Et
handelsskib, der ikke efter § 1 eller § 2 kan anses som dansk, og
som
bareboatbefragtes af en reder, der efter § 1 eller § 2 kan anses
for
at være dansk, kan af befragteren anmeldes til optagelse i skibsregistret.
Skibet kan optages for en periode på op til 5 år. Skibsregistrator kan efter
skriftlig anmodning fra befragteren forlænge denne periode med op til 1 år ad
gangen.
Stk. 2.
Et skib,
der er optaget efter stk. 1, sidestilles med et dansk skib, er
berettiget
til at føre dansk flag og er undergivet dansk ret.
Stk. 3.
Der kan
ikke registreres panterettigheder eller andre rettigheder i et skib, der
optages efter stk. 1.
Stk. 4.
Det er en
betingelse for optagelse i skibsregistret, at der vedlægges en attest fra den
udenlandske registreringsmyndighed om, at skibet har ret til at føre et andet
nationalitetsflag i befragtningsperioden.
§ 23.
Et
skib, der er registreret efter § 22, udslettes af registret, når
1)
befragtningsaftalen
ophører,
2)
betingelserne for
registrering efter § 22 ikke længere er til stede,
3)
befragteren
skriftligt begærer det eller
4)
skibet ikke længere
efter lovgivningen i skibets hjemland har ret til midlertidigt at føre et
andet
nationalitetsflag end hjemlandets.
Stk. 2.
Endvidere
udslettes skibet af registret, når det ophugges, forliser, forsvinder eller
erklæres for uistandsætteligt af udmeldte syns- og skønsmænd, af et anerkendt
klassifikationsselskab eller ved anden fremgangsmåde, der kan sidestilles
hermed. Når en sådan udslettelsesgrund foreligger, har befragteren pligt til
skriftligt, senest 30 dage efter at udslettelsesgrunden er blevet befragteren
bekendt, at anmelde dette til skibsregistrator.
§ 24.
Et
skib, der er registreret i skibsregistret, og som bareboatbefragtes af en
reder, der efter § 1 eller § 2 ikke kan anses for at være dansk,
udslettes ikke af skibsregistret, selv om skibet på grundlag af en
befragtningsaftale optages i et udenlandsk skibsregister. Skibet har i
befragtningsperioden ret til midlertidigt at føre et andet nationalitetsflag
end det danske med de rettigheder og pligter, der følge heraf. Der kan forsat
registreres panterettigheder og andre rettigheder i skibet i skibsregistret.
Stk. 2.
Skibet har
ret til at føre et andet nationalitetsflag i op til 5 år fra anmeldelsen.
Skibsregistrator kan efter skriftlig anmodning fra ejeren forlænge denne
periode med op til 1 år ad gangen.
Stk. 3.
Det er en
betingelse for, at skibet midlertidigt har ret til at føre et andet
nationalitetsflag, jf. stk. 1, at alle indehavere af anmeldte
rettigheder
har givet skriftlig tilladelse til, at skibet skifter flag, og at der tillige
er vedlagt en attest fra den udenlandske registreringsmyndighed om, at skibet
kan optages i det udenlandske register. Optages skibet i et register i et
land,
der ikke er medlem af Den Europæiske Union eller omfattet af EØS-aftalen, kan
flagskiftet kun ske i overensstemmelse med stk. 5.
Stk. 4.
Det er
endvidere en betingelse for, at skibet midlertidigt får ret til at føre et
andet nationalitetsflag, jf. stk. 1, at bareboataftalen ikke er indgået
med et fremmed selskab eller lignende, hvori skibets ejer har en direkte
eller
indirekte kapitalinteresse på 20 pct. eller derover og endvidere har
indflydelse på selskabets drift. Det gælder dog ikke, hvis det over for
skibsregistrator dokumenteres, at flagskifte er nødvendigt for at opfylde et
udenlandsk myndighedskrav om anvendelse af et bestemt flag som betingelse for
markedsadgang.
Stk. 5.
Økonomi- og
erhvervsministeren fastsætter efter høring af Skibstilsynsrådet regler om,
hvilke nationalitetsflag danske skibe, der bareboatbefragtes til ikkedanske
ejere, kan føre.
§ 25.
Når befragtningsaftalen, jf. § 24, ophører, bortfalder retten til at
føre
et andet nationalitetsflag. Ejeren skal inden 30 dage efter
befragtningsaftalens ophør anmelde dette til skibsregistrator.
Stk. 2.
Endvidere
har ejeren af et dansk skib, der midlertidigt har ret til at føre et andet
nationalitetsflag, jf. § 24, pligt til inden 7 dage skriftligt at
anmelde
til skibsregistrator, såfremt den pågældende indgår en
tidsbefragtningsaftale,
hvorefter ejeren på ny disponerer over skibet i en periode.
Stk. 3.
Skibsregistrator kan med henblik på at undgå misbrug kræve dokumentation for,
at tidsbefragtningsaftalen har været nødvendig af kommercielle grunde.
Såfremt
skibsregistrator ikke anser dokumentationen for fyldestgørende, kan
skibsregistrator nægte skibet adgang til fortsat at føre et andet
nationalitetsflag end det danske.
§ 26.
Reglerne i § 13, § 15, §§ 17-21 og §§ 28-38 finder ikke
anvendelse på skibe, der midlertidigt fører dansk flag.
Stk. 2.
Reglerne i
§ 3 og § 5, stk. 2-6, finder ikke anvendelse på et dansk skib,
der midlertidigt fører et andet nationalitetsflag end det danske.
§ 27.
Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler om, hvilke bevisligheder der
skal forelægges ved bareboatregistrering af skibe.
Rettighedsregistrering
§ 28.
Rettigheder over de i skibsregistret indførte skibe skal registreres for at
opnå beskyttelse over for aftaler om skibet og mod retsforfølgning.
Stk. 2.
Den ret,
der skal fortrænge en uregistreret ret, skal selv være registreret og
erhververen ifølge aftale i god tro.
Stk. 3.
Afgørelser
om fratagelse af den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6 skal
registreres for at få gyldighed over for aftaler om skibet, der i god tro
indgås med den umyndige.
Stk. 4.
For skibe
optaget i medfør af § 10, stk. 2, gælder, at de rettigheder, der er
stiftet før optagelsen i skibsregistret, bevarer deres gyldighed over for
tredjemand, såfremt de herom gældende regler er iagttaget. Sådanne
rettigheder
kan optages i skibsregistret, såfremt de stadig må antages at have betydning.
Stk. 5.
Tinglysning
efter reglerne i tinglysningslovens kapitel 7 af rettigheder over skibe, som
efter bestemmelsen i § 10, stk. 2, kan optages i skibsregistret,
kan
ikke finde sted.
§ 29.
For at et dokument skal kunne registreres, må det efter sit indhold gå ud på
at
fastslå, stifte, forandre eller ophæve en ejendomsret, en panteret, en
brugsret
eller en ret, der begrænser ejerens adgang til at råde i en eller flere
nærmere
angivne retninger.
Stk. 2.
Når et
pantebrev, som er omsætningspapir, er registreret, behøver overdragelse af
pantebrevet ingen registrering.
§ 30.
Søpanterettigheder og tilbageholdelsesrettigheder kan ikke registreres og har
uden registrering den i § 52 og § 54 angivne retsstilling.
§ 31.
Til registrering af arrest, udlæg, dom eller anden offentlig retshandling,
der
angår et skib, kræves, at anmelderen fremlægger erklæring fra den myndighed,
som har foretaget handlingen, eller en udskrift af dens bøger, og handlingen
skal angå den, der ifølge registret er beføjet til at råde over skibet.
§ 32.
Indholdet af et dokument, som begæres registreret, skal være endeligt
fastsat.
I skadesløsbreve er det dog tilstrækkeligt at angive et størstebeløb for
gælden.
Stk. 2.
Ethvert
privat dokument vedrørende et registreret skib skal fremtræde som udstedt af
den, der ifølge registret eller ved pantebreve ifølge transport er beføjet
til
at råde over retten, eller som udstedt med dennes samtykke.
§ 33.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke krav
der
skal stilles til beviset for udstederens identitet og myndighed, for ægtheden
af dokumenter og forelagte bevisligheder, om dokumenternes indretning og om,
i
hvilken udstrækning der skal medfølge genparter eller fotokopier af
dokumenter,
som anmeldes eller forevises ved registreringen.
§ 34.
Såfremt et dokument ikke opfylder de i §§ 29-33 fastsatte betingelser
for
registrering, skal det afvises.
Stk. 2.
Hvis der
foreligger en mangel, som skønnes at kunne afhjælpes, kan skibsregistrator
dog
fastsætte en frist for tilvejebringelse af de fornødne bevisligheder for, at
registrering kan foretages, således at afvisning først finder sted, når
bevislighederne ikke foreligger inden udløbet af denne frist.
Stk. 3.
Har et
dokument ikke angivet den berettigedes prioritetsstiling eller angivet denne
på
en mod registret stridende måde, eller er der mindre uoverensstemmelser
mellem
dokumentets indhold og de forelagte bevisligheder, meddeles der dokumentet
anmærkning herom, og anmærkningens indhold indføres i registret.
§ 35.
Udslettelse af registrerede rettigheder kan foretages, såfremt der foreligger
skriftligt samtykke fra den, der i registret står indført som berettiget,
eller
bevis for, at retten er bortfaldet ifølge sit indhold eller ved dom eller
anden
retsafgørelse.
Stk. 2.
Til
udslettelse af pantebreve, som er omsætningspapirer, kræves fremlæggelse af
pantebrevet i kvitteret stand, bevis for mortifikation eller ophør ifølge
retsbeslutning. Pantebreve til statskassen og de af staten etablerede
låneinstitutioner kan dog efter bestemmelse af skibsregistrator udslettes mod
kvittering af den ifølge skibsregistret berettigede.
§ 36.
Hvor intet andet er bestemt, regnes registreringens retsvirkninger fra den
dag,
da dokumentet er anmeldt til skibsregistrator.
Stk. 2.
Dokumenter,
der anmeldes samme dag, betragtes ved registreringen som anmeldt samtidigt.
Medfører dette uklarhed i adkomstforholdet, registreres dokumenterne, men
udslettes på ny, såfremt anmelderen ikke inden en af skibsregistrator fastsat
frist har tilvejebragt klarhed i adkomstforholdet.
Stk. 3.
Rettigheder, der overføres fra et udenlandsk register i medfør af reglen i
§ 15, stk. 3, bevarer den retsstilling, som de havde før
overførslen.
§ 37.
Når et dokument er indført i skibsregistret, kan ingen indsigelse fremsættes
mod dets gyldighed over for en godtroende erhverver ifølge registreret
aftale.
Det samme gælder over for en erhverver ifølge transport af et pantebrev, som
er
omsætningspapir.
Stk. 2.
Dog bevares
over for en sådan godtroende erhverver den indsigelse, at dokumentet er falsk
eller forfalsket, eller at dets udstedelse retsstridigt er fremkaldt ved
personlig vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af sådan, eller at
udstederen af dokumentet var umyndig ved udstedelsen.
Stk. 3.
Reglerne i
stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse med hensyn til rettigheder, der er
overført fra udenlandske registre i medfør af reglen i § 15,
stk. 3.
§ 38.
Skibsregistrator udsteder på begæring udskrift af skibsbladet. Udskriften
omfatter anmeldte rettigheder, som ikke er udslettede.
Registreringens foretagelse
§ 39.
Økonomi- og erhvervsministeren udpeger skibsregistrator, der forestår
førelsen
af skibsregistret. Skibsregistrator skal opfylde de almindelige betingelser
for
at være byretsdommer.
Stk. 2.
Søfartsstyrelsen
fungerer som sekretariat for skibsregistrator.
Stk. 3.
Registreringen sker ved indførelse i et for hele landet fælles skibsregister.
Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om registrets
indretning og førelse, herunder også om indføring af dokumenter modtaget via
telefax eller ved elektronisk overførsel i dagbogen.
Stk. 4.
Økonomi- og
erhvervsministeren træffer bestemmelse om inddeling af landet i
havnekendingsnummerdistrikter.
§ 40.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om gebyrer for brugen af
registrets edb-system samt opkræve gebyr for rykkerskrivelser m.v. ved for
sen
betaling af gebyrer.
Præklusion m.v.
§ 41.
Såfremt det gøres gældende, at en ret over et skib, som er indført i eller
anmeldt til skibsregistret, er stiftet, forandret eller bragt til ophør, og
denne påstand vel kan sandsynliggøres, men dog ikke bevises, kan
skibsregistrator, eventuelt mod sikkerhedsstillelse, indkalde de personer,
som
måtte have interesse i at modsætte sig registreringen eller udslettelsen.
Stk. 2.
Indkaldelsen sker én gang i Statstidende i et nummer, der udkommer den første
hverdag i en måned. Varslet er mindst 4 uger fra kundgørelsen. Der sendes så
vidt muligt særskilt meddelelse i anbefalet brev til dem, der ifølge
foreliggende oplysninger måtte have interesse heri. Efter skibsregistrators
bestemmelse kan der endvidere foretages indkaldelse af de interesserede i et
udbredt dagblad eller på anden hensigtsmæssig måde. Omkostningerne ved
indkaldelsen afholdes af den, der har fremsat begæringen.
Stk. 3.
Fremkommer
der ingen indsigelse mod påstanden, afgør skibsregistrator sagen i
overensstemmelse med påstanden.
§ 42.
Hvis der i løbet af 10 år ikke er modtaget efterretninger om et skib, som er
indført i skibsregistret eller fartøjsfortegnelsen, og det må antages, at det
ikke længere eksisterer, kan skibsregistrator bestemme, at skibet udslettes
af
registret eller fartøjsfortegnelsen. Skibsregistrator kan dog bestemme, at
udslettelsen først skal ske efter indkaldelse i overensstemmelse med de i
§ 41 fastsatte regler.
Retsmidler
§ 43.
Skibsregistrators afgørelser i henhold til denne lov kan af enhver, der har
en
retlig interesse heri, indbringes for landsretten i den landsretskreds, hvor
det pågældende skibs rederi er hjemmehørende, inden for en frist af 14 dage,
regnet fra den dag, da afgørelsen er meddelt vedkommende. Landsretten kan
dog,
når ansøgning indgives inden 6 måneder efter dette tidspunkt, hvis
omstændighederne taler for det, tillade, at skibsregistrators afgørelse
indbringes
for retten. Meddeles tilladelse, skal sag anlægges inden 14 dage. Hvis
fagkundskab til søforhold skønnes at være af betydning, kan retten tilkalde 2
søkyndige dommere, der udtages blandt de af Justitsministeriet i medfør af
retsplejelovens § 6, stk. 4, beskikkede dommere. De om kæremål i
borgerlige sager gældende regler finder i øvrigt med de fornødne lempelser
tilsvarende anvendelse på indbringelsen for og behandlingen ved landsretten.
Stk. 2.
Landsrettens afgørelser efter stk. 1, 1. og 2. pkt., kan ikke kæres.
Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære af de nævnte
afgørelser, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter.
Retsplejelovens § 392, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
§ 44.
Skibsregistrator kan med virkning for fremtiden omgøre en afgørelse, såfremt
der fremkommer nye oplysninger eller den oprindelige bestemmelse gik ud på,
at
en begæring ikke kunne tages til følge.
§ 45.
Hvis et dokument er blevet urigtigt gengivet i skibsregistret eller
skibsmappen
eller ikke er blevet indført i registret, eller det er indført med en
fejlagtig
anmeldelsesdato, har den forurettede krav på rettelse og erstatning af
statskassen for det lidte tab.
Stk. 2.
Har nogen,
inden rettelse er sket, ved aftale erhvervet ret over skibet i tillid til
skibsregistrets eller skibsmappens indhold, bliver det ved dom at afgøre, om
selve retten skal tilkendes den forurettede eller den godtroende erhverver,
således at der ydes den anden part erstatning. Sagen anlægges ved Østre
Landsret og rettes mod skibsregistrator på det offentliges vegne.
§ 46.
Ud
over de i § 45 omhandlede tilfælde ydes der af statskassen erstatning
for
tab, der er lidt som følge af, at en ret er fortrængt i medfør af § 37,
stk. 2, § 41 eller § 42.
Stk. 2.
Herudover
yder statskassen erstatning for tab, der skyldes forsømmelse, udvist af
nogen,
der medvirker ved skibsregistreringen.
Kapitel 3
Om pant i skib m.v.
§ 47.
En
registreret ret over et skib omfatter, når intet andet er aftalt, tillige
maskiner, kedler, motorer, radioudstyr, ekkolod, fiskeredskaber, instrumenter
og andet tilbehør, der er anskaffet på ejerens bekostning og bestemt til
anbringelse i skibet, selv om det midlertidigt er adskilt fra skibet.
Stk. 2.
Endvidere
omfatter en registreret ret over et skib, som er optaget i
skibsbygningsregistret, de til skibet anskaffede materialer, der er
individualiseret inden for værftets område og påmærket som vedrørende skibet.
Bygges dele af skibet på anden virksomhed i Danmark, og er delene
individualiseret i den pågældende virksomhed og påmærket som vedrørende
skibet,
kan det aftales, at delene er omfattet af den registrerede ret. Aftalen har
kun
virkning, hvis den er godkendt af værftet, virksomheden og bygherren.
Stk. 3.
Særlige
rettigheder kan ikke stiftes eller forbeholdes over et skibs bestanddele
eller
det nævnte tilbehør, bortset fra fiskeredskaber.
§ 48.
Ophører en registreret panteret i et skib, være sig helt eller delvis, eller
viser den sig ikke at være gyldigt stiftet, har ejeren uanset modsat aftale
med
en efterstående panthaver eller andre ret til at besætte - enten straks eller
senere - den således ledige plads med en ny panteret, medmindre denne ved
ophøret eller senere giver afkald på denne ret. Udslettes panteretten, uden
at
ejeren samtidig benytter sig af sin ret til at besætte den ledige plads med
en
ny panteret, skal det på begæring noteres i skibsregistret, at den tidligere
panteret nu tilkommer ejeren. Er notering ikke foretaget, rykker de
efterstående berettigede op i den ledige plads. Ved tvangsauktion tilfalder
en
ledig plads de øvrige i skibet berettigede. Det samme gælder, såfremt skibet
på
anden måde end ved tvangsauktion bortsælges af et konkurs- eller
gældsfragåelsesbo.
Stk. 2.
De i
stk. 1 nævnte regler gælder ligeledes en af ejeren forbeholdt plads til
senere stiftelse af en panteret.
Stk. 3.
Det skal
dog gyldigt kunne vedtages i et efterstående pantebrev, at panteretten ifølge
dette rykker op, efterhånden som en foranstående panteret afdrages, eller når
denne panteret til et forud angivet bestemt tidspunkt helt indfries. I disse
tilfælde kan der ikke vedtages en nedsættelse af afdragets størrelse eller
anden standsning i lånets afvikling uden efterpanthaverens samtykke. En
henstand med afdrags erlæggelse fra forpanthaverens side kan ikke bevirke, at
efterpanthaverens kapital er forfalden, hvorimod efterpanthaveren i så fald
kan
forlange det forfaldne beløb udbetalt til sig selv som afdrag på skylden.
Hvis
flere efterpanthavere kan gøre nævnte ret gældende, tilfalder afdraget den
bedst berettigede.
§ 49.
Er
det i et pantebrev fastsat, at hovedstol og restgæld reguleres i takt med et
bestemt indeks (indekspantebrev), kan det uanset § 48, stk. 3, 1.
pkt., i et efterstående pantebrev gyldigt vedtages, at panteretten ifølge
dette
rykker op, efterhånden som indekspanteretten afdrages eller indfries ved
betalinger, der efter pantebrevet er tidsfæstede.
Stk. 2.
§ 48,
stk. 3, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
§ 50.
Besættes en ledig plads i prioritetsordenen med et indekspantebrev, og
medfører
den fastsatte indeksregulering, at panteretten overstiger den ledige plads,
får
den overskydende del af panteretten prioritet efter samtlige efterstående og
sideordnede berettigede i skibet på tidspunktet for indekspantebrevets
oprettelse. Ejeren kan dog forbeholde en bestemt anden ledig plads for
udvidelser på indekspanteretten.
Stk. 2.
De i
stk. 1, 1. pkt., nævnte efterstående berettigede, der efter § 48,
stk. 3, eller § 49 har oprykningsret efter en tidligere
foranstående
panteret, rykker efter registreringen af indekspantebrevet op, i det omfang
de
efter indholdet af den tidligere panteret havde ret hertil. Den del af
indekspanteretten, som herefter fortrænges fra den foranstående panterets
plads, får samme prioritet som overskydende dele af panteretten efter
stk. 1.
Stk. 3.
Er en ledig
plads i prioritetsordenen blevet besat med et indekspantebrev, kan en af de i
stk. 1, 1. pkt., nævnte efterstående eller sideordnede berettigede, der
på
tvangsauktion ikke opnår fuld dækning ved det afgivne bud, forlange skibet
opråbt på ny på vilkår, at indeksreguleringen for fremtiden tilsidesættes.
Indeksreguleringen kan dog ikke tilsidesættes, i det omfang udvidelser på
indekspanteretten kunne rummes på pladser, som er forbeholdt for sådanne
udvidelser forud for de nævnte berettigede, og som har opnået dækning ved
auktionsbudet. 1. pkt. finder ikke anvendelse, såfremt den fastsatte
indeksregulering ikke kan medføre, at panteretten overstiger den ledige
plads.
Stk. 4.
Stk. 1-3 gælder ikke i forhold til de i stk. 1, 1. pkt., nævnte
efterstående eller sideordnede berettigede, som har samtykket i besættelsen
af
den ledige plads med indekspantebrevet.
§ 50 a.
En panthaver kan ikke, når denne giver skyldneren henstand med renter eller
lignende ydelser, bevare sin panteret for disse forud for de efterfølgende
eller sideordnede panthavere ud over et år fra forfaldsdagen. Hvis en
panthaver
har krav på forhøjet rente eller anden særlig ydelse i anledning af
forsinkelse
med betaling, står sådanne krav ligeledes ved fyldestgørelse af pantet
tilbage
for andre panthaveres ret. Disse regler kommer dog ikke til anvendelse på
skadesløsbreve.
Stk. 2.
En
panthaver kan ikke uden samtykke af de efterstående eller sideordnede
berettigede i skibet træffe aftale med skyldneren om længere uopsigelighed
fra
dennes side, end der var aftalt, da den efterstående eller sideordnede ret
blev
stiftet. Ej heller kan panthaver træffe aftale med skyldneren om højere
rente,
end der gjaldt på dette tidspunkt, uden nævnte berettigedes samtykke, dersom
den årlige rente derved ville overstige 6 pct.
Stk. 3.
Andre
ændringer i en panterets vilkår eller virken behøver ikke nævnte berettigedes
samtykke. Vedtagelser i modsat retning er ugyldige.
Søpanteret og andre rettigheder i skib
§ 51.
Følgende
fordringer er sikret ved søpanteret i skibet:
1)
Hyre og anden
godtgørelse, som tilkommer skibsføreren og andre medlemmer af besætningen i
anledning af deres tjeneste om bord.
2)
Havne-, kanal- og
andre vandvejsafgifter samt lodsafgifter.
3)
Erstatning for skade
på person opstået i direkte forbindelse med skibets drift.
4)
Erstatning for skade
på ejendom opstået i direkte forbindelse med skibets drift, såfremt kravet
ikke
kan grundes på aftale.
5)
Bjærgeløn, erstatning
for fjernelse af vrag og bidrag til almindeligt havari.
Stk. 2.
Søpanteret
opstår, hvad enten kravet er rettet mod skibets reder, ejer, bruger,
befragter
eller disponent.
Stk. 3.
Fordringer
som nævnt i stk. 1, nr. 3 og 4, er ikke sikret ved søpanteret, såfremt
skaden skyldes radioaktive egenskaber eller en kombination af sådanne
egenskaber
med giftige, eksplosive eller andre farlige egenskaber ved nukleart brændsel
eller ved radioaktive produkter eller affald.
§ 52.
Søpanteret
i skib har fortrinsret frem for andre hæftelser i skibet.
Stk. 2.
Søpanterettigheder
fyldestgøres i den rækkefølge, i hvilken de er nævnt i § 51,
stk. 1,
og de, der er nævnt under samme nummer, har indbyrdes lige ret. Dog skal de,
der er nævnt i § 51, stk. 1, nr. 5, fyldestgøres forud for andre
søpanterettigheder,
der er opstået tidligere, og i forholdet mellem de rettigheder, der er nævnt
i
nr. 5, skal de yngre rettigheder fyldestgøres forud for de ældre.
§ 53.
Søpanteret
i et skib vedbliver, bortset fra de i § 76 nævnte tilfælde, at bestå,
selv
om ejendomsretten til skibet overgår til en anden eller skibets
registreringsforhold ændres.
Stk. 2.
Medfører
frivillig overdragelse af et skib til en udenlandsk erhverver, at
søpanteretten
for en fordring, for hvilken overdrageren ikke var personligt ansvarlig,
falder
bort eller får en ringere prioritetsstilling, bliver overdrageren personligt
ansvarlig for fordringen inden for pantets værdi. Bestemmelserne i § 177
finder tilsvarende anvendelse.
§ 54.
Den,
som har bygget eller repareret et skib, kan udøve tilbageholdsret over skibet
til sikkerhed for sin fordring i anledning af bygningen eller reparationen.
Stk. 2.
Tilbageholdsretten
står tilbage for søpanterettigheder i skibet, men går forud for registrerede
panterettigheder og andre hæftelser.
§ 55.
Søpanteret
i skib forældes 1 år efter kravets opståen.
Stk. 2.
Forældelsesfristen
afbrydes ved arrest eller udlæg i skibet inden fristens udløb, såfremt
arresten
eller udlægget efterfølges af tvangsauktion.
Stk. 3.
Forældelsesfristen
løber ikke, så længe søpanthaveren er retsligt forhindret i at gøre arrest
eller udlæg i skibet, men kan i øvrigt ikke suspenderes eller afbrydes.
§ 56.
Søpanteret
i skib omfatter tillige skibets tilbehør som bestemt i lov om
skibsregistrering.
§§ 57-60.
(ubenyttede)
Søpanteret i ladning
§ 61.
Følgende
fordringer er sikret ved søpanteret i ladning:
1)
Bjærgeløn og bidrag
til almindeligt havari eller til omkostninger, der fordeles efter § 360
eller § 466, stk. 2.
2)
Fordringer, der
grunder sig på, at bortfragteren eller skibsføreren i henhold til sin
lovbestemte fuldmagt har truffet en aftale eller foranstaltning eller gjort
udlæg for ladningsejerens regning, samt ladningsejeres fordringer på
erstatning
for gods, der er solgt til fordel for andre ladningsejere.
3)
Bortfragterens
fordring i henhold til fragtaftalen, såfremt fordringen kan gøres gældende
mod
den, som kræver udlevering.
§ 62.
Søpanteret
i ladning har fortrinsret i pantet frem for alle andre hæftelser end
offentlige
afgifter.
Stk. 2.
Søpanterettigheder
fyldestgøres i den rækkefølge, i hvilken de er nævnt i § 61. De, der er
nævnt under samme nummer, har indbyrdes lige ret. Dog skal de, der er nævnt
under nr. 1 og 2, for hver gruppes vedkommende fyldestgøres, således at de
yngre går foran de ældre, når de ikke hidrører fra samme begivenhed.
§ 63.
Søpanteret i ladning falder bort, når godset udleveres, når det sælges ved
tvangsauktion, eller når det under rejsen sælges for at fyldestgøre skibets
eller ladningens behov.
Stk. 2.
Den, der
uden fordringshaverens samtykke udleverer gods, som vedkommende ved eller bør
vide er behæftet med søpanteret, bliver personligt ansvarlig for fordringen
inden for pantets værdi. Var modtageren ikke personligt ansvarlig for
fordringen, gælder det samme for denne, hvis den pågældende havde kundskab om
fordringen, da godset blev udleveret.
Stk. 3.
Den, der
udleverer gods, som er behæftet med søpanteret for bidrag til almindeligt
havari, bliver dog ikke personligt ansvarlig for denne fordring, såfremt
ejeren
af godset har påtaget sig personligt ansvar for fordringen og har stillet
betryggende sikkerhed for denne, jf. § 465.
§ 64.
Søpanteret
i ladning forældes 1 år efter kravets opståen.
Stk. 2.
Forældelsesfristen
afbrydes ved foretagelse af retsskridt inden fristens udløb.
§ 65-70.
(ubenyttede)
Forskellige bestemmelser
§ 71.
Ved
overdragelse eller anden overgang af en fordring, der er sikret ved
søpanteret,
overgår søpanteretten til den nye fordringshaver.
§ 72.
Søpanteret
omfatter ikke krav på erstatning for tab af eller skade på skib eller
ladning.
Dette gælder også krav ifølge forsikringsaftale.
§ 73.
Søgsmål
til fyldestgørelse af søpanteret i skib kan anlægges mod pantets ejer eller
mod
skibsføreren.
Stk. 2.
Søgsmål til
fyldestgørelse af søpanteret i ladning kan anlægges mod skibsføreren. Rederen
eller den, til hvem rederen har overladt skibet til brug i søfart for egen
regning, kan dog ikke anlægge sådant søgsmål mod skibsføreren.
§ 74.
Panteret
i et udenlandsk skib anerkendes som gyldig her i riget, såfremt
1)
panteretten er
stiftet og registreret i overensstemmelse med lovgivningen i den stat, hvor
skibet er registreret,
2)
registret og de
dokumenter, der skal opbevares, er offentligt tilgængelige og udskrifter af
registret og genpart af disse dokumenter kan fås i registret samt
3)
registret eller de
nævnte dokumenter indeholder oplysning om
a)
panthaverens navn og
adresse eller om, at pantebrevet er udstedt til ihændehaver,
b)
størrelsen af det
beløb, som panteretten skal sikre, og
c)
den dato og de andre
forhold, som efter lovgivningen i registreringslandet er afgørende for
panterettens prioritet i forhold til andre registrerede panterettigheder.
Stk. 2.
Ejendomsret
til og panteret i et skib, der bygges i udlandet, anerkendes som gyldig her i
riget, såfremt rettigheden er registreret i overensstemmelse med lovgivningen
i
den stat, hvor skibet bygges.
§ 75.
Reglerne
i §§ 51-56, §§ 71-73 og §§ 76 og 77 finder anvendelse i alle
tilfælde, hvor søpant, panteret og andre rettigheder i et skib gøres gældende
ved dansk domstol, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2.
Efter
lovgivningen i den stat, hvor skibet er registreret, afgøres
a)
den indbyrdes
prioritet mellem panterettigheder i et udenlandsk skib, der anerkendes i
medfør
af § 74, og deres virkning i forhold til tredjemand og
b)
spørgsmål vedrørende
søpanterettigheder i skibet med prioritet efter registrerede
panterettigheder.
Stk. 3.
Bestemmelserne i stk. 2 får tilsvarende anvendelse for skibe under
bygning. Den indbyrdes prioritet mellem tilbageholdsret og andre hæftelser i
et
skib under bygning afgøres efter lovgivningen i den stat, hvor skibet bygges.
§ 76.
Bliver
et skib solgt her i landet ved tvangsauktion, falder søpant, panterettigheder
og andre rettigheder i skibet bort.
Stk. 2.
Bliver et
skib erklæret for uistandsætteligt, jf. § 6, kan ejeren forlange det
bortsolgt ved offentlig auktion efter reglerne i retsplejeloven med den
virkning, at søpant, panterettigheder og andre rettigheder i skibet falder
bort.
Stk. 3.
Ved
fordelingen af salgssummen viger søpant, panterettigheder og andre
rettigheder
i skibet for de af retten fastsatte omkostninger i forbindelse med arresten
eller udlægget og tvangsauktionen. Søpanthaverne har ret til at kræve
betaling
af salgssummen i forhold til deres fordringers fulde beløb, dog således at
der
ikke udbetales dem mere, end der efter reglerne om ansvarsbegrænsning
skyldes.
Stk. 4.
Bliver et
skib solgt ved tvangsauktion i en fremmed stat, falder søpant,
panterettigheder
og andre rettigheder i skibet bort, såfremt skibet på salgstidspunktet
befinder
sig i den pågældende stat og salget er sket i overensstemmelse med
vedkommende
stats lovgivning og bestemmelserne i den internationale konvention af 1967 om
indførelse af visse ensartede regler angående søpanterettigheder og andre
panterettigheder i skib.
§ 77.
Den,
som har søpanteret i flere genstande, kan holde sig til enhver af dem for
hele
sin fordring.
Stk. 2.
Har den
pågældende søgt fyldestgørelse i en af genstandene for et større beløb, end
der
forholdsvis faldt på den, indtræder såvel den ejer, der derved lider tab, som
den søpanthaver, hvis pant derved bliver utilstrækkeligt til vedkommendes
fyldestgørelse, for den overskydende del i fordringshaverens søpanteret i de
øvrige genstande.
§§ 78-90.
(ubenyttede)
Kapitel 4
Om arrest i skib
§ 91.
Ved
søretskrav forstås i denne lov krav, som har en eller flere af følgende
årsager:
1)
Skade på ejendom forårsaget
af et skib ved sammenstød eller på anden måde,
2)
skade på person
forårsaget af et skib eller opstået i forbindelse med skibets drift,
3)
bjærgning,
4)
aftale ved certeparti
eller på anden måde om brug eller leje af et skib,
5)
aftale ved certeparti
eller på anden måde om befordring af gods med et skib,
6)
tab af eller skade på
gods, herunder rejsegods, der befordres med et skib,
7)
almindeligt havari,
8)
bodmeri,
9)
bugsering,
10)
havne-, kanal- og
andre vandvejsafgifter samt lodsning,
11)
levering af gods eller
materialer til et skib, uanset leveringsstedet, for at bruges til dets drift
eller vedligeholdelse,
12)
bygning og reparation
af eller levering af udstyr til et skib samt omkostninger og afgifter ved
doksætning,
13)
hyre til skibsfører og
andre medlemmer af besætningen,
14)
skibsførers udlæg,
herunder udlæg gjort af afskibere, befragtere eller agenter for skibets eller
ejerens regning,
15)
tvist om
ejendomsretten til et skib,
16)
tvist mellem samejere
af et skib om ejendomsretten, besiddelsen, brugen eller indtægterne af skibet
eller
17)
panterettigheder i
skib.
§ 92.
Arrest
i skib i henhold til denne lov kan kun foretages til sikkerhed for et
søretskrav. Ved arrest i skib forstås i denne lov tilbageholdelse af et
tilstedeværende skib.
Stk. 2.
Om arrest i
skib uden forbud mod skibets afsejling til sikkerhed for et søretskrav eller
andre krav gælder retsplejelovens regler.
§ 93.
Arrest
i skib kan foretages i det skib, som søretskravet angår. Hvis kravet har en
årsag, der er nævnt i § 91, nr. 1-14, kan arrest også foretages i et
andet
skib, der ejes af den, som ejede det skib, kravet angår, da kravet opstod.
Stk. 2.
Hæfter
skibets ejer ikke for et krav, der angår skibet, og som har en årsag, der er
nævnt i § 91, nr. 1-14, kan arrest foretages i skibet samt i et andet
skib, der tilhører den, der hæfter for kravet.
Stk. 3.
Skibe har
samme ejer, når samtlige skibsparter tilhører den eller de samme personer.
Stk. 4.
Uanset
bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan arrest ikke foretages i skib, hvori der
ikke vil kunne foretages udlæg for kravet.
Stk. 5.
En
fordringshaver kan ikke opnå arrest i skib mere end en gang for samme krav.
Det
samme gælder, når sikkerhed er stillet for at afværge eller ophæve arrest i
skib. Dette gælder dog ikke, hvis fordringshaveren godtgør, at sikkerheden
var
endeligt frigivet, før den senere arrest blev begæret, eller der er anden
særlig grund til at foretage arresten.
§ 94.
Inden
arrestforretningen påbegyndes eller arrest foretages, kan fogedretten
bestemme,
at fordringshaveren som betingelse for arrest skal stille sikkerhed for den
skade og ulempe, som kan påføres skyldneren ved arresten, dog som
udgangspunkt
ikke ud over et beløb svarende til 5 dages hyretab for skibet.
Stk. 2.
Efter at
arrest er foretaget, kan fogedretten som betingelse for arrestens
opretholdelse
bestemme, at sikkerheden skal forhøjes.
§ 95.
Arrest,
der støttes på de i § 91, nr. 1-14 og 17, nævnte krav, kan afværges, og
foretagen arrest skal ophæves, såfremt der stilles en efter fogedrettens skøn
tilstrækkelig sikkerhed for fordringshaverens fordring med tillæg af såvel
forfaldne som anslåede renter samt sandsynlige omkostninger i forbindelse med
arrestforretningen, arrestsagen og sagen vedrørende fordringen.
Stk. 2.
Ved arrest,
der støttes på de i § 91, nr. 15 og 16, nævnte krav, kan det mod
sikkerhedsstillelse tillades den person, der har skibet i sin besiddelse, at
fortsætte med brugen af skibet, eller der kan træffes anden bestemmelse for
brugen af skibet i den tid, arresten varer.
§ 96.
Bestemmelserne
om arrest i retsplejeloven finder i øvrigt anvendelse for arrest i skib.
§§ 97-100.
(ubenyttede)
Afsnit 2. Rederi
Kapitel 5
Om partrederi
§ 101.
Bestemmelserne
i dette kapitel kan med undtagelse af §§ 103-105 og § 115,
stk. 2, fraviges ved aftale.
§ 102.
Ejes
et skib af partredere, hæfter hver af disse kun i forhold til sin andel i
skibet for rederiets forpligtelser.
§ 103.
For
et skib, som ejes af partredere, skal der vælges en bestyrende reder.
Stk. 2.
Som
bestyrende reder kan vælges en person, et aktieselskab eller et ansvarligt
selskab, der opfylder de i § 1, stk. 2, henholdsvis litra a, e, f
og
g, fastsatte betingelser.
§ 104.
I
forhold til tredjemand er den bestyrende reder i kraft af sin stilling
berettiget til at afslutte alle retshandler, som en rederivirksomhed
sædvanligt
fører med sig. Denne kan således antage, afskedige og meddele skibsføreren
forskrifter, tegne sædvanlige forsikringer og modtage penge, der betales til
rederiet. Den bestyrende reder kan ikke uden særlig bemyndigelse sælge eller
pantsætte skibet eller bortfragte skibet for mere end et år.
§ 105.
Den
bestyrende reder kan sagsøge i partrederiets anliggender og kan sagsøges på
dettes vegne.
Stk. 2.
Er der ikke
valgt en bestyrende reder, kan enhver af partrederne sagsøges på rederiets
vegne. Sagen kan anlægges ved sagsøgtes hjemting eller ved den ret, i hvis
kreds skibet har hjemsted.
§ 106.
Den
bestyrende reder skal på hensigtsmæssig måde holde partrederne underrettet om
partrederiets anliggender og bør rådføre sig med dem om alle vigtige
spørgsmål.
§ 107.
Når
partrederne skal træffe beslutning, indkaldes de til møde med passende
varsel,
i almindelighed mindst en uge. Indkaldelsen sendes i anbefalet brev eller
telegram til en partreders sidste kendte adresse. Såfremt en sag er af så
hastende karakter, at afholdelse af møde med behørigt varsel ikke kan nås,
kan
partrederne træffe beslutning på anden måde.
Stk. 2.
Hvis en af
partrederne begærer det, skal der føres protokol over forhandlingerne og
beslutningerne på mødet. Protokollen opbevares af den bestyrende reder.
Enhver
partreder har ret til at blive bekendt med protokollens indhold og tage
afskrift af denne.
Stk. 3.
En
partreder kan møde ved fuldmægtig eller tilkendegive sit standpunkt
skriftligt.
Den bestyrende reder skal underrette partredere, der ikke var repræsenteret
på
mødet, om de trufne beslutninger på hensigtsmæssig måde.
§ 108.
Ved
afstemning gælder som beslutning, hvad der vedtages af den eller de
partredere,
som ejer mere end en halvpart i skibet. Ved valg af bestyrende reder er det
tilstrækkeligt,
at den eller de partredere, som ejer halvparten i skibet, stemmer for den
pågældende. Har to forslag fået lige mange stemmer, afgøres valget ved
lodtrækning. For beslutning om opløsning af partrederiet gælder § 116.
Stk. 2.
Beslutninger,
som er i strid med rederikontraktens indhold eller ligger uden for rederiets
øjemed, er ikke gyldige, medmindre samtlige partredere er enige.
§ 109.
Den
bestyrende reder kan til enhver tid afsættes ved beslutning af partredere,
der
ejer mere end en halvpart i skibet. Ejer den pågældende selv halvparten eller
mere, kan retten i den kreds, hvor den bestyrende reder har bopæl, efter
begæring af en partreder afsætte denne ved kendelse, hvis der findes rimelig
grund dertil, og beskikke en midlertidig bestyrende reder.
§ 110.
Den
bestyrende reder skal føre særskilt regnskab over sin forvaltning af
partrederiets anliggender. Han skal aflægge regnskab for hvert kalenderår
inden
2 måneder efter kalenderårets udløb. Regnskabet skal sendes til partrederne.
Enhver partreder har adgang til regnskabsbøger og bilag.
Stk. 2.
For så vidt
det ikke gøres gældende, at den bestyrende reder har handlet svigagtigt, skal
indsigelser fremsendes inden 6 måneder efter, at regnskabet er fremsendt.
§ 111.
Enhver
partreder skal yde bidrag til dækning af udgifterne ved rederivirksomheden i
forhold til vedkommendes part i skibet. Undlader en partreder efter påkrav at
betale sit bidrag, og lægges beløbet ud af den bestyrende reder eller af en
medreder, skal den bidragspligtige partreder betale rente af beløbet. Renten
svarer til den procesrente, der følger af renteloven.
Stk. 2.
Kreditor
har panteret i den del af virksomhedens udbytte, der tilfalder den
bidragspligtige, og kan kræve det udbetalt til sig i det omfang, det er
nødvendigt til dækning af kreditors krav.
§ 112.
Vinding
og tab ved rederivirksomheden fordeles på partrederne i forhold til deres
part
i skibet.
Stk. 2.
Foreligger
der efter aflagt rederiregnskab et overskud, skal det udbetales til
partrederne, for så vidt der ikke er nødvendig brug derfor i
rederivirksomheden.
§ 113.
Den
bestyrende reder og medrederne skal straks have underretning om overgang af
en
skibspart. Sker overgangen ved aftale med partrederen, skal denne give
meddelelse herom. I andre tilfælde skal meddelelse gives af erhververen.
§ 114.
Ved
overgang af skibsparter har medrederne forkøbsret, medmindre overgangen sker
ved offentlig auktion, herunder tvangsauktion, eller til partrederens
ægtefælle
eller en livsarving.
Stk. 2.
I de
tilfælde, hvor medrederne har forkøbsret, skal overdrageren på forhånd give
dem
meddelelse om vilkårene for en eventuel overdragelse af parten. Sker
overgangen
ved arv eller retsforfølgning, skal meddelelse gives af skifteretten,
arvingerne eller kreditorerne. Sker overgangen ved arv eller gave, fastsættes
købesummen for medrederne til skibspartens værdi.
Stk. 3.
Medrederne
skal gøre forkøbsretten gældende inden 14 dage efter, at meddelelsen er
kommet
frem. Ønsker flere medredere at gøre forkøbsretten gældende, udøves
forkøbsretten i forhold til deres parter i skibet.
Stk. 4.
Reglerne i
stk. 1-3 gælder ikke partrederier, der er oprettet før 1. januar 1973.
§ 115.
Når
en partreders skibspart overgår til en anden, frigøres partrederen ikke
derved
for ansvar over for medrederne for de forpligtelser, som påhvilede rederiet
ved
overgangen, før medrederne er underrettet i medfør af § 113. Ved
overgangen af en skibspart indtræder erhververen over for medrederne i den
tidligere ejers rettigheder og forpligtelser. Erhververen er bundet af de
tidligere trufne beslutninger. Medrederne kan over for erhververen modregne
fordringer, som de efter rederiforholdet har på den tidligere ejer, såfremt
erhververens krav hidrører fra rederiforholdet.
Stk. 2.
Partrederiets fordringshavere kan for så vidt angår forpligtelser, som
påhvilede rederiet ved overgangen, alene holde den tidligere partreder
ansvarlig. For rederiforpligtelser, der er stiftet efter overgangen, er kun
erhververen ansvarlig. Er overgangen ikke anmeldt til skibsregisteret, er dog
også den tidligere partreder ansvarlig over for tredjemand, der har indgået
aftale med rederiet uden at kende eller burde kende overgangen.
§ 116.
Den
eller de partredere, som ejer mere end en halvpart i skibet, kan beslutte
partrederiets opløsning. Endvidere kan en partreder med 6 måneders skriftligt
varsel til medrederne kræve rederiet opløst.
Stk. 2.
Enhver af
partrederne kan uden varsel forlange rederiet opløst,
1)
når skibet uden
dennes skyld eller samtykke mister retten til at føre dansk flag og denne ret
ikke generhverves ved udløsning ifølge stk. 3,
2)
når den bestyrende
reder er blevet afskediget i medfør af § 109, 2. pkt.,
3)
når en medreders bo
er taget under konkursbehandling, når denne har standset sine betalinger
eller
har erklæret sig ude af stand til at opfylde sine forpligtelser,
4)
når en partreders ret
er blevet krænket ved væsentlig misligholdelse af rederikontrakten eller i
øvrigt ved den måde, hvorpå rederiets anliggender forvaltes.
Stk. 3.
En
partreder har, når krav om opløsning af rederiet er rejst, ret til at udløse
den eller de medredere, der har begæret opløsning i medfør af stk. 1,
eller som har bevirket, at et af de i stk. 2, nr. 1-4, nævnte forhold er
indtruffet. Ønsker flere medredere at gøre udløsningsret gældende, udøves
denne
i forhold til deres parter i skibet.
Stk. 4.
Opnås ikke
enighed om udløsningssummen, skal denne fastsættes af skønsmænd, som udmeldes
af den ret, i hvis kreds skibet har hjemsted. Skønsmændenes vurdering kan
indbringes for retten. Sag skal anlægges inden 3 måneder efter modtagelsen af
skønsmændenes erklæring.
Stk. 5.
Reglen i
stk. 1, 2. pkt., gælder ikke partrederier, der er oprettet før 1. januar
1973.
§ 117.
Opløses
partrederiet, sælges skibet ved offentlig auktion. I tilfælde af uenighed om,
hvor skibet skal sælges, eller om betingelserne for salget, træffes
afgørelsen
af den ret, i hvis kreds skibet har hjemsted.
§ 118.
En
partreder, der ejer mere end halvparten i skibet, har ret til at overtage
dets
førelse. Er der uenighed om lønningsvilkårene, træffer den ret, i hvis kreds
skibet
har hjemsted, afgørelsen.
Stk. 2.
En
skibsfører, der ejer mere end en halvpart i skibet, kan efter anmodning fra
en
medreder afsættes af den ret, i hvis kreds skibet har hjemsted, såfremt der
findes rimelig grund dertil.
§§ 119-130.
(ubenyttede)
Kapitel 6
Om skibsføreren
§ 131.
Skibsføreren
skal, inden rejsen begynder, sørge for, at skibet er i sødygtig stand,
herunder
at det er tilstrækkeligt bemandet, provianteret og udrustet og i forsvarlig
stand til modtagelse, befordring og opbevaring af ladningen. Skibsføreren
skal
påse, at ladningen bliver behørigt stuvet, at skibet ikke bliver overlastet,
og
at dets stabilitet er betryggende, ligesom denne skal påse, at lugerne bliver
forsvarligt lukket og skalket, medmindre forholdene tillader andet.
Stk. 2.
Under
rejsen skal skibsføreren gøre, hvad der står i den pågældendes magt for at
holde skibet i sødygtig stand. Er skibet grundstødt, eller er der i øvrigt
sket
noget, der kan antages at have medført skade, skal skibsføreren undersøge, om
skibet stadig er sødygtigt.
§ 132.
Skibsføreren skal sørge for, at skibet navigeres og behandles på en måde, som
er foreneligt med godt sømandskab.
Stk. 2.
Skibsføreren
skal så vidt muligt på forhånd gøre sig bekendt med de påbud og forskrifter,
der gælder for skibsfarten i de farvande, skibet besejler, og på de steder,
som
skibet anløber.
§ 133.
Det
påhviler skibsføreren at drage omsorg for, at skibsbøger føres i det omfang,
der er foreskrevet, jf. § 471, stk. 1. Bøgerne føres under dennes
tilsyn.
Stk. 2.
Skibsføreren
skal om bord have alle fornødne skibspapirer samt et eksemplar af denne lov
og
af de i henhold dertil udstedte forskrifter. Økonomi- og erhvervsministeren
kan
foreskrive, hvilke andre love og forskrifter vedrørende skibsfarten der skal
findes om bord.
§ 134.
Skibsføreren
skal sørge for, at lastning og losning foretages og rejsen udføres med
tilbørlig hurtighed. Før skibsføreren indlader sig på bjærgning af skib eller
gods, skal vedkommende nøje overveje, om dette er foreneligt med
skibsførerens
pligter over for dem, hvis tarv denne skal varetage.
§ 135.
Kommer
skibet i havsnød, skal skibsføreren gøre alt, hvad der står i vedkommendes
magt, for at redde de ombordværende og bevare skib og ladning. Skibsføreren
skal sørge for, at skibsbøgerne og skibspapirerne om nødvendigt bliver bragt
i
sikkerhed. Denne skal endvidere så vidt muligt drage omsorg for bjærgning af
skib og ladning. Medmindre der er alvorlig fare for vedkommendes eget liv, må
denne ikke forlade skibet, så længe der er rimelig udsigt til dets redning.
§ 136.
Forlader
skibsføreren skibet, skal denne give den øverste tilstedeværende styrmand
eller, hvis ingen styrmand er til stede, en anden af mandskabet fornøden
underretning og ordre.
Stk. 2.
Når skibet
ikke er fortøjet i havn eller til ankers på sikker ankerplads, må
skibsføreren
ikke være borte fra skibet, medmindre det er nødvendigt. Det samme gælder i
situationer, der frembyder fare.
Stk. 3.
Dør
skibsføreren, eller bliver denne på grund af sygdom eller anden tvingende
årsag
ude af stand til at føre skibet, eller forlader skibsføreren tjenesten,
træder
den øverste styrmand i vedkommendes sted, indtil ny fører er tiltrådt.
Rederen
skal i disse tilfælde straks underrettes om det skete.
§ 137.
Skibsføreren
har fuldmagt til på rederens vegne at indgå aftaler angående bevaring af
skibet
eller udførelse af rejsen eller om på rejsen at medtage gods og, hvis skibet
er
indrettet dertil, passagerer samt til at optræde som sagsøger i sager, der
angår skibet.
Stk. 2.
Udkræves
der penge til de i stk. 1 nævnte formål, og kan rederens ordre ikke
afventes, skal skibsføreren søge pengene tilvejebragt på bedste måde.
Skibsføreren kan efter omstændighederne optage lån eller pantsætte eller
sælge
af rederens gods eller i nødsfald af ladningen. Har det været unødvendigt at
foretage
en sådan disposition, er denne dog bindende for rederen, hvis tredjemand var
i
god tro.
Stk. 3.
Skibsføreren
skal til stadighed holde rederen underrettet om skibets tilstand, rejsens
forløb, indgåede aftaler og enhver anden begivenhed, som kan være af
interesse
for rederen. I alle vigtige anliggender skal skibsføreren, for så vidt
omstændighederne tillader det, indhente ordre fra rederen selv eller den, til
hvem rederen har henvist denne.
§ 138.
Skibsføreren
skal under rejsen drage omsorg for ladningen og i det hele varetage
ladningsejerens tarv. I dette øjemed kan denne uden særlig fuldmagt indgå
aftaler og optræde som sagsøger på ladningsejerens vegne efter de regler, der
gælder for transportøren, jf. §§ 266 og 267.
§ 139.
Skibsføreren
hæfter ikke personlig for de forpligtelser, som vedkommende i denne egenskab
indgår på reders eller ladningsejers vegne.
§ 140.
Skibsføreren
er pligtig at erstatte skade, som denne ved fejl eller forsømmelse i
tjenesten
forvolder reder, ladningsejer eller andre.
§ 141.
Skibsføreren
har pligt til at aflægge regnskab, så ofte rederen forlanger det. Vil rederen
gøre indsigelse mod regnskabet, må dette ske inden 6 måneder efter
regnskabets
modtagelse. Indsigelse kan dog rejses efter fristens udløb, såfremt
skibsføreren har handlet svigagtigt.
Stk. 2.
I
regnskabet skal skibsføreren godskrive rederiet enhver særskilt godtgørelse,
som denne har modtaget af befragter, ladningsejer, leverandør eller andre,
med
hvem vedkommende i sin egenskab af skibsfører har haft at gøre.
§ 142.
I
det omfang og på de vilkår, som økonomi- og erhvervsministeren fastsætter,
skal
skibsføreren medtage søfarende, som har krav på fri hjemrejse efter
sømandslovens § 8, eller for hvis hjemrejse en dansk konsul eller
myndighederne i Grønland skal sørge. Skibsføreren skal uden betaling medtage
afdøde søfarendes aske og efterladte ejendele, for så vidt det kan ske uden
ulempe.
Stk. 2.
Under
forudsætning af gensidighed kan økonomi- og erhvervsministeren udvide disse
bestemmelser til at gælde også for andre søfarende, deres aske og ejendele.
§ 143.
Uden
rederens tilladelse må skibsføreren ikke medtage varer til salg for egen
eller
andres regning. Gør skibsføreren det, er vedkommende pligtig at betale fragt
og
erstatte forvoldt skade.
§§ 144-150.
(ubenyttede)
Afsnit 3. Ansvar
Kapitel 7
Almindelige bestemmelser
§ 151.
Rederen
hæfter for skade, der er forårsaget ved fejl eller forsømmelse i tjenesten af
skibsfører, mandskab, lods eller andre, der udfører arbejde i skibets
tjeneste.
Stk. 2.
Hvad
rederen således kommer til at udrede, kan denne kræve erstattet af den, som
har
forvoldt skaden.
§§ 152-160.
(ubenyttede)
Kapitel 8
Om skade ved sammenstød
§ 161.
Når
skade på skib, gods eller person forårsages ved sammenstød mellem skibe og
skylden ligger på den ene side alene, da skal den skyldige erstatte al derved
foranlediget skade.
Stk. 2.
Er der
skyld på begge sider, skal enhver af de skyldige erstatte skaden efter
forholdet mellem de på hver side begåede fejls beskaffenhed. Giver
omstændighederne ikke støtte for en fordeling i et bestemt forhold, deles
skaden lige.
Stk. 3.
Hver enkelt
af de skyldige er alene ansvarlig for den på vedkommende faldende del af
erstatningen, undtagen når død eller skade på legeme eller helbred er
forårsaget, i hvilket tilfælde den til erstatning berettigede kan indtale den
hele erstatning hos hver af de skyldige.
Stk. 4.
Har en af
de ansvarlige måttet udrede mere, end der påhviler vedkommende, kan denne
holde
sig til den anden for det overskydende. Over for dette krav kan den anden
benytte sig af den ret til ansvarsfritagelse eller ansvarsbegrænsning, som
denne ville kunne gøre gældende over for skadelidte i medfør af lov eller i
medfør af kontraktforbehold. Forbehold kan dog ikke gøres gældende i den
udstrækning, det fritager for ansvar i videre omfang end reglerne i
§§ 274-285, 287-289 og 418-424 eller tilsvarende regler i fremmed ret,
som
finder anvendelse i forholdet til skadelidte.
Stk. 5.
Ved
bedømmelsen af spørgsmålet om skyld skal retten tage i særlig betragtning,
hvorvidt der var tid til overlæg eller ikke.
§ 162.
Er
sammenstødet følge af ulykkelig hændelse, eller kan det ikke oplyses, at det
er
forårsaget ved skyld på nogen af siderne, bærer hvert skib sin skade.
§ 163.
Hvad
der i dette kapitel er bestemt om sammenstød mellem skibe, finder også
anvendelse i tilfælde, i hvilke et skib ved sin sejlads eller på lignende
måde
forårsager skade på et andet skib eller ombordværende personer eller gods,
uden
at der har fundet sammenstød mellem skibene sted.
§ 164.
(Ophævet)
§§ 165-169.
(ubenyttede)
Kapitel 8 a
Om ansvarsbegrænsning
§ 170.
Reglerne
i kapitel 9 finder anvendelse i alle tilfælde, hvor begrænsning af ansvaret
påberåbes ved dansk domstol.
Stk. 2.
Dog finder
reglerne i kapitel 9 a anvendelse, hvis den, der begrænser sit ansvar,
begærer det
og på tidspunktet for begæringens fremsættelse havde sin bopæl eller sit
hovedforretningssted i en stat, som er bundet af Londonkonventionen af 1976
om
begrænsning af ansvaret for søretlige krav (1976-konventionen), men ikke af
1996-protokollen hertil.
Kapitel 9
Om ansvarsbegrænsning efter reglerne i
Londonkonventionen af 1976, som ændret ved 1996-protokollen hertil
(1996-protokollen)
§ 171.
Rederen
kan begrænse sit ansvar efter reglerne i dette kapitel. Samme ret har en ejer
af et skib, som ikke er reder, en bruger, befragter, disponent samt enhver,
der
yder tjeneste i direkte forbindelse med bjærgningsarbejde, herunder arbejde
som
nævnt i § 172, stk. 1, nr. 4, 5 og 6.
Stk. 2.
Også
personer, som rederen eller andre nævnt i stk. 1 svarer for, kan
begrænse
deres ansvar efter reglerne i dette kapitel.
Stk. 3.
Den, der
forsikrer mod ansvar for krav, der er undergivet ansvarsbegrænsning, har
samme
ret til at begrænse ansvaret som den sikrede selv.
§ 172.
Retten
til ansvarsbegrænsning foreligger uanset ansvarsgrundlaget, jf. dog
§ 174,
for så vidt angår krav i anledning af
1)
skade på person eller
ejendom, dersom skaden opstår om bord på skibet eller i direkte forbindelse
med
driften af skibet eller med bjærgning,
2)
tab som følge af
forsinkelse med befordringen til søs af gods, passagerer eller deres
rejsegods,
3)
tab som følge af
krænkelse af en ikke kontraktmæssig rettighed, dersom skaden er opstået i
direkte forbindelse med driften af skibet eller med bjærgning,
4)
hævning, fjernelse,
ødelæggelse eller uskadeliggørelse af et skib, der er sunket, strandet,
forladt
eller slået til vrag, og af, hvad der er eller har været om bord på et sådant
skib,
5)
fjernelse,
ødelæggelse eller uskadeliggørelse af skibets ladning,
6)
forholdsregler, der
tages med henblik på at afværge eller begrænse tab, som er eller ville være
undergivet ansvarsbegrænsning, samt tab, som skyldes sådanne forholdsregler.
Stk. 2.
Har den
ansvarlige et modkrav mod fordringshaveren, og er krav og modkrav opstået ved
den samme hændelse, kan denne kun begrænse sit ansvar for den del af kravet,
som måtte overstige modkravet.
§ 173.
Retten
til ansvarsbegrænsning omfatter ikke
1)
krav på bjærgeløn,
herunder krav på særligt vederlag efter § 449, vederlag i henhold til
kontrakt for forholdsregler som nævnt i § 172, stk. 1, nr. 4, 5
eller
6 eller groshaveribidrag,
2)
krav i anledning af
skade eller udgifter af den art, som er nævnt i § 191 eller § 210,
og
som er omfattet af henholdsvis § 206, stk. 1, eller § 225,
stk. 1,
3)
krav undergivet en
international konvention eller national lov, som regulerer eller forbyder
begrænsning af ansvaret for atomskader,
4)
krav i anledning af
atomskade forårsaget af et atomdrevet skib,
5)
krav i anledning af
skade på person eller ejendom, som påføres ansatte hos personer, der er nævnt
i
§ 171, stk. 1, og som udfører arbejde i skibets tjeneste eller i
forbindelse med bjærgning,
6)
krav på renter og
sagsomkostninger.
§ 174.
Den
ansvarlige kan ikke begrænse sit ansvar, hvis det bevises, at denne selv har
forvoldt tabet eller skaden forsætligt eller groft uagtsomt og med forståelse
af, at sådan skade sandsynligvis ville blive forårsaget.
§ 175.
For
krav som følge af, at skibets egne passagerer dør eller kommer til skade, er
ansvarsgrænsen 175.000 SDR multipliceret med det antal passagerer, som skibet
ifølge dets certifikat har tilladelse til at medføre.
Stk. 2.
For andre
krav i anledning af dødsfald eller personskade er ansvarsgrænsen 2 mio. SDR
for
skibe med en tonnage på 2.000 tons og derunder. For et skib med en større
tonnage forhøjes ansvarsgrænsen således:
1)
For hvert ton fra
2.001 til 30.000 tons med 800 SDR,
2)
for hvert ton fra
30.001 til 70.000 tons med 600 SDR og
3)
for hvert ton over
70.000 tons med 400 SDR.
Stk. 3.
Ansvarsgrænsen
for alle andre krav samt en eventuel udækket del af krav som nævnt i
stk. 2 er 1 mio. SDR for skibe med en tonnage på 2.000 og derunder. For
et
skib med en større tonnage forhøjes ansvarsgrænsen således:
1)
For hvert ton fra
2.001 til 30.000 tons med 400 SDR,
2)
for hvert ton fra
30.001 til 70.000 tons med 300 SDR og
3)
for hvert ton over
70.000 tons med 200 SDR.
Stk. 4.
Ansvarsgrænserne
i stk. 1-3 gælder summen af alle krav, som opstår ved en og samme
hændelse, mod rederen, ejeren, brugeren, befragteren og disponenten samt de
personer, som de svarer for.
Stk. 5.
Hvis
bjærgere ikke opererer fra skib eller kun opererer fra det skib, som
bjærgningen gælder, beregnes ansvarsgrænserne efter en tonnage på 2.000 tons.
Ansvarsgrænserne gælder summen af alle krav, som opstår ved en og samme
hændelse, mod bjærgerne og de personer, de svarer for.
Stk. 6.
Med skibets
tonnage menes bruttotonnagen beregnet efter reglerne om måling af tonnage i
annex I til den internationale konvention om måling af skibe fra 1969. Ved
SDR
forstås den i § 505 omhandlede regneenhed.
Stk. 7.
Økonomi- og
erhvervsministeren kan ændre ansvarsgrænserne i stk. 1-3 i
overensstemmelse med vedtagelser truffet i henhold til artikel 8 i
1996-protokollen. Økonomi- og erhvervsministeren kan endvidere fastsætte
særlige ansvarsgrænser for skibe under 300 tons.
1)
§ 176.
Hvert
begrænsningsbeløb fordeles mellem fordringshaverne i forhold til deres krav.
Stk. 2.
Såfremt
beløbet i medfør af § 175, stk. 2, ikke er tilstrækkeligt til at
dække de der nævnte fordringer, dækkes den udækkede del i lige forhold med
andre krav af det i § 175, stk. 3, nævnte begrænsningsbeløb.
Stk. 3.
Den, som
helt eller delvis har betalt et krav, inden begrænsningsbeløbene er fordelt,
indtræder i fordringshavernes ret til dækning i forhold til det betalte
beløb.
Stk. 4.
Godtgør
nogen, at vedkommende senere kan blive nødt til at betale et krav helt eller
delvis, og at den pågældende herved vil indtræde i fordringshaverens ret til
dækning, kan retten beslutte, at der skal reserveres et tilstrækkeligt beløb,
således at denne senere kan få dækket sit krav efter stk. 3.
§ 177.
Såfremt
der her i landet begæres arrest, anlægges sag eller begæres foretaget andre
retslige skridt i anledning af krav, der efter deres art kan begrænses, kan
der
oprettes en begrænsningsfond ved Sø- og Handelsretten i København.
Stk. 2.
Fonden
anses for oprettet med virkning for alle de personer, der kan påberåbe sig
ansvarsbegrænsning, og til dækning af alle de krav, som ansvarsbegrænsningen
gælder for. Alene fordringer, for hvilke begrænsning kan påberåbes, kan
kræves
dækket af fonden.
Stk. 3.
Særskilt
sag om krav, der er undergivet ansvarsbegrænsning, eller om, hvorvidt de
personer, til fordel for hvem fonden er oprettet, har ret til
ansvarsbegrænsning, kan ikke anlægges her i landet, efter at der er oprettet
en
begrænsningsfond i medfør af stk. 1.
Stk. 4.
De nærmere
regler om fondens oprettelse og fordeling m.v. følger af kapitel 12.
§ 178.
Er
et krav anmeldt over for en begrænsningsfond, som er oprettet efter
§ 177,
jf. kapitel 12, eller efter tilsvarende regler i en anden konventionsstat,
kan
der ikke for dette krav gøres arrest eller udlæg i eller udøves andre
rettigheder over skib eller andre formuegoder, som tilhører nogen, på hvis
vegne fonden er oprettet, og som har ret til ansvarsbegrænsning.
Stk. 2.
Efter at
begrænsningsfond er oprettet her i riget eller i Finland, Norge eller
Sverige,
kan der ikke gøres arrest eller udlæg i eller udøves andre rettigheder over
skib eller andre formuegoder, som tilhører nogen, på hvis vegne fonden er
oprettet, og som har ret til ansvarsbegrænsning for krav, som kan gøres
gældende mod fonden, jf. dog § 180, stk. 2. Er der foretaget arrest
i
skib eller ejendom, eller er der stillet sikkerhed for at undgå arrest, skal
i
sådanne tilfælde arresten hæves eller sikkerheden frigives.
Stk. 3.
Efter at
begrænsningsfond er oprettet i en anden konventionsstat, kan domstolen afslå
begæring om arrest eller udlæg, jf. dog § 180, stk. 2. Er der
foretaget arrest eller stillet sikkerhed for at undgå arrest, kan arresten
hæves eller sikkerheden frigives. Begæring om arrest skal afvises, en efter
fondsoprettelsen foretagen arrest hæves og sikkerhedsstillelse til afværgelse
af sådan arrest frigives, såfremt fonden er oprettet
1)
i en havn, hvor den
ansvarspådragende hændelse fandt sted, eller, hvis denne ikke indtraf i havn,
i
den første havn, skibet anløb efter hændelsen,
2)
i landsætningshavnen,
hvis kravet gælder personskade,
3)
i lossehavnen, hvis
kravet gælder ladningsskade.
Stk. 4.
Reglerne i
stk. 1-3 gælder tilsvarende, hvis en begrænsningsfond er oprettet i
Danmark i henhold til kapitel 9 a eller i en anden stat, der er bundet af
1976-konventionen. Reglerne i stk. 1 og 3 kan anvendes tilsvarende,
såfremt det godtgøres, at en begrænsningsfond, som er oprettet i en stat, som
ikke er konventionsstat, kan sidestilles med en begrænsningsfond som nævnt i
§ 177.
Stk. 5.
Reglerne i
stk. 1-4 finder alene anvendelse, såfremt fordringshaveren kan fremsætte
krav mod fonden over for den domstol, som administrerer denne, og fonden
faktisk er tilgængelig og frit kan overføres til dækning af kravet.
Stk. 6.
Ved
1996-protokollen forstås i dette kapitel 1996-protokollen til
Londonkonventionen af 1976 om begrænsning af ansvaret for søretlige krav. Ved
en konventionsstat forstås i dette kapitel en stat, som er bundet af
1996-protokollen.
§ 179.
Efter
oprettelsen af en begrænsningsfond sker kære til fogdens nægtelse af at
foretage arrest til Sø- og Handelsretten i København. Kærefristen er 4 uger.
Retsplejelovens kapitel 53 finder i øvrigt anvendelse.
Stk. 2.
Foretages
arrest trods oprettelse af en begrænsningsfond, skal arrestsagen anlægges ved
Sø- og Handelsretten i København.
Stk. 3.
Nægtes
eller bortfalder arrest, fordi der oprettes begrænsningsfond efter
§ 177,
afgøres spørgsmålet om lovligheden af den begærede arrest samt om eventuel
erstatning i anledning af begæringen om arrest af Sø- og Handelsretten i
København, jf. § 240.
§ 180.
Selv
om der ikke er oprettet begrænsningsfond, kan den ansvarlige begrænse
ansvaret.
Retten skal da alene tage hensyn til de krav, der er gjort gældende under
sagen. Såfremt den ansvarlige nedlægger påstand herom, skal der dog i dommen
optages et forbehold om, at også andre krav, der er undergivet den
ansvarsbegrænsning, medregnes ved ansvarsbegrænsningen.
Stk. 2.
En dom
efter stk. 1 kan fuldbyrdes efter retsplejelovens almindelige regler
herom. Er der i dommen optaget et forbehold som nævnt i stk. 1, og er
der
oprettet en begrænsningsfond, forinden der er forløbet et sådant tidsrum, at
der er blevet mulighed for at fuldbyrde dommen, finder § 178 dog
anvendelse.
§ 181.
For
krigsskibe og andre skibe, som bruges i statsligt ikkekommercielt øjemed,
skal
ansvarsgrænserne i intet tilfælde beregnes efter en tonnage under 5.000 tons.
Ansvaret kan ikke begrænses for tab eller skade, som skyldes skibets særlige
egenskaber eller anvendelse, medens det bruges i statsligt ikkekommercielt
øjemed. Bestemmelserne i 1. og 2. pkt. gælder ikke isbrydere samt skibe, der
hovedsagelig anvendes i forbindelse med bjærgning.
Stk. 2.
For
boreskibe samt flytbare havanlæg gælder særlige ansvarsgrænser, jf. loven om
visse havanlæg, medens boreskibene eller havanlæggene bruges til
efterforskning
eller indvinding af råstoffer i undergrunden under havbunden på dansk
søterritorium eller dansk kontinentalsokkelområde.
§ 182.
§§ 171-181
finder anvendelse i alle tilfælde, hvor begrænsning af ansvaret påberåbes ved
dansk domstol, jf. § 170, stk. 1. For så vidt angår krav som nævnt
i
§ 173, nr. 5, skal spørgsmålet om, hvorvidt ansvaret er begrænset og i
bekræftende fald til hvilket beløb, afgøres efter lovgivningen i det land,
hvis
lovgivning finder anvendelse på tjenesteaftalen, såfremt det pågældende land
er
en konventionsstat.
Stk. 2.
§§ 171-181
er ikke til hinder for anvendelsen af ellers gældende regler om adgang til at
lempe en skadevolders ansvar over for en skadelidt.
Kapitel 9 a
Om ansvarsbegrænsning efter reglerne i
Londonkonventionen af 1976 om begrænsning af ansvaret for søretlige krav
(1976-konventionen)
§ 183.
For
skader, der er omfattet af ansvarsbegrænsningerne i dette kapitel, jf.
§ 170, stk. 2, finder §§ 171-174, § 175, stk. 4-6,
og
§ 177 tilsvarende anvendelse. Dog beregnes den i § 175, stk. 5
anførte ansvarsgrænse på grundlag af en tonnage på 1.500 tons.
§ 184.
For krav som følge af, at skibets egne passagerer dør eller kommer til skade,
er ansvarsgrænsen 46.666 SDR multipliceret med det antal passagerer, som
skibet
ifølge dets certifikat har tilladelse til at medføre, dog højst 25 mio. SDR.
Stk. 2.
For andre
krav i anledning af dødsfald eller personskade er ansvarsgrænsen 333.000 SDR.
For skibe med en tonnage på mere end 500 tons forhøjes ansvarsgrænsen
således:
1)
For hvert ton fra 501
til 3.000 tons med 500 SDR,
2)
for hvert ton fra
3.001 til 30.000 tons med 333 SDR,
3)
for hvert ton fra
30.001 til 70.000 tons med 250 SDR og
4)
for hvert ton over
70.000 tons med 167 SDR.
Stk. 3.
Ansvarsgrænsen for alle andre krav samt en eventuel udækket del af krav som
nævnt i stk. 2 er 167.000 SDR. For skibe med en tonnage på mere end 500
tons forhøjes ansvarsgrænsen således:
1)
For hvert ton fra 501
til 30.000 tons med 167 SDR,
2)
for hvert ton fra
30.001 til 70.000 tons med 125 SDR og
3)
for hvert ton over
70.000 tons med 83 SDR.
§ 185.
§ 176, stk. 1, 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse ved fordeling
af
begrænsningsbeløb efter § 184.
Stk. 2.
Såfremt
beløbet i medfør af § 184, stk. 2, ikke er tilstrækkeligt til at
dække de dér nævnte fordringer, dækkes den udækkede del i lige forhold med
andre krav af det i § 184, stk. 3, nævnte begrænsningsbeløb.
§ 186.
§ 178, stk. 1-3, stk. 4, 2. pkt., og stk. 5, om
virkningen
af oprettelsen af en begrænsningsfond finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
Ved en
konventionsstat forstås i dette kapitel en stat, som er bundet af
1976-konventionen.
§ 187.
Bestemmelserne i kapitel 9 a finder anvendelse i alle tilfælde, hvor
begrænsning af ansvaret påberåbes ved dansk domstol og betingelserne i
§ 170, stk. 2, er opfyldt. For så vidt angår krav som nævnt i
§ 173, nr. 5, skal spørgsmålet om, hvorvidt ansvaret er begrænset og i
bekræftende fald til hvilket beløb, afgøres efter lovgivningen i det land,
hvis
lovgivning finder anvendelse på tjenesteaftalen, såfremt det pågældende land
er
en konventionsstat, jf. § 186.
Stk. 2.
Bestemmelserne
i dette kapitel er ikke til hinder for anvendelsen af ellers gældende regler
om
adgang til at lempe en skadevolders ansvar over for en skadelidt.«
§§ 188-190.
(ubenyttede)
Kapitel 10
Om ansvar for olieskade efter reglerne i
1992-ansvarskonventionen og 1992-fondskonventionen
§ 191.
Ejeren
af et skib er uden hensyn til skyld ansvarlig for enhver forureningsskade.
Stk. 2.
Ved
forureningsskade forstås tab eller skade uden for skibet, som skyldes
forurening forårsaget af olie, der udtømmes eller udflyder fra skibet, dog
således at erstatning for forringelse af miljøet, ud over tabt fortjeneste
ved
en sådan forringelse, begrænses til udgifterne ved rimelige forholdsregler
for
genopretning, der allerede er taget, eller som skal tages. Ved
forureningsskade
forstås endvidere udgifter, skade eller tab, som følger af rimelige
forholdsregler truffet for at afværge eller begrænse forureningsskade, efter
at
hændelser, som forårsager forureningsskade eller medfører alvorlig og
umiddelbar fare for forureningsskade, er indtruffet.
Stk. 3.
Ved skib
forstås i dette kapitel, jf. dog § 206, stk. 2, enhver flydende
indretning konstrueret eller indrettet til transport af olie i bulk som last,
dog således at et skib, der kan transportere olie og anden last, udelukkende
anses for et skib, når det faktisk transporterer olie i bulk som last, og
under
enhver efterfølgende rejse, medmindre det godtgøres, at der ikke findes nogen
rester om bord fra en sådan transport.
Stk. 4.
Ved olie
forstås i dette kapitel enhver bestandig mineralsk olie med carbonhydrider
herunder råolie, brændselsolie, tung dieselolie, og smøreolie.
Stk. 5.
Ved ejer
forstås for registrerede skibes vedkommende den, der til skibsregisteret er
anmeldt som ejer. Ejes et skib af en stat, men benyttes det af et selskab,
der
i denne stat er registreret som skibets bruger, anses selskabet som skibets
ejer.
Stk. 6.
Forvoldes
forureningsskade ved en række af hændelser, der har samme oprindelse,
påhviler
ansvaret den, som på tidspunktet for den første af disse hændelser var ejer
af
skibet.
Stk. 7.
Ved
1992-ansvarskonventionen forstås den internationale konvention om det
privatretlige ansvar for skade ved olieforurening 1992.
Stk. 8.
Ved
1992-fondskonventionen forstås den internationale konvention om oprettelse af
en international fond for erstatning af skader ved olieforurening 1992.
§ 192.
Ejeren
er ikke ansvarlig, såfremt vedkommende godtgør, at skaden er en følge af
a)
krigshandlinger,
krigslignende handlinger, borgerkrig, oprør eller en naturbegivenhed af en
usædvanlig, uundgåelig og uafværgelig karakter,
b)
i det hele skyldes en
handling foretaget af tredjemand med forsæt til at volde skade eller
c)
i det hele skyldes
fejl eller forsømmelse af nogen offentlig myndighed med hensyn til at
vedligeholde fyr eller andre hjælpemidler for navigeringen.
Stk. 2.
Ejerens
ansvar kan nedsættes eller helt bortfalde, såfremt denne godtgør, at
skadelidte
forsætligt eller uagtsomt har medvirket til skaden.
§ 193.
Krav
mod ejeren om erstatning for forureningsskade kan alene rejses efter reglerne
i
dette kapitel.
Stk. 2.
Ansvar for
forureningsskade kan ikke gøres gældende mod
a)
besætningsmedlemmer,
ejerens agenter eller personer, der er ansat i ejerens tjeneste,
b)
lodsen eller andre
personer, der udfører tjenester for skibet,
c)
skibets reder eller
disponent, hvor denne ikke er ejer af skibet, enhver befragter, aflaster,
afsender, ejer eller modtager af lasten,
d)
enhver person, der
udfører bjærgning med ejers, reders eller skibsførers samtykke eller efter
den
kompetente offentlige myndigheds instrukser,
e)
enhver person, der
træffer rimelige forholdsregler for at afværge eller begrænse
forureningsskade,
f)
ansatte eller
agenter for de i litra b, c, d eller e nævnte personer,
medmindre
vedkommende har forvoldt skaden forsætligt eller groft uagtsomt og med
forståelse af, at sådan skade sandsynligvis ville blive forårsaget.
Stk. 3.
Regresansvar
for forureningsskade kan ikke gøres gældende mod nogen, som er nævnt i
stk. 2, litra a, b, d, e eller f, medmindre vedkommende har forvoldt
skaden forsætligt eller groft uagtsomt og med forståelse af, at sådan skade
sandsynligvis ville blive forårsaget. Om regres i øvrigt gælder almindelige
retsregler.
§ 194.
Ejeren
har ret til at begrænse sit ansvar efter § 191 til 3 mio. SDR for et
skib,
hvis drægtighed ikke overstiger 5.000 tonnageenheder. For et skib med større
tonnage forhøjes dette beløb med yderligere 420 SDR for hver ekstra
tonnageenhed. Det samlede erstatningsbeløb kan dog ikke i noget tilfælde
overstige 59,7 mio. SDR. For renter og sagsomkostninger hæfter ejeren uden
begrænsning.
Stk. 2.
Den nævnte
ansvarsgrænse gælder for alt ansvar, som er opstået ved en og samme hændelse
eller ved en række hændelser, der har samme oprindelse.
Stk. 3.
Ansvaret
kan dog ikke begrænses, hvis det grunder sig på, at ejeren selv har forvoldt
forureningsskaden forsætligt eller groft uagtsomt og med forståelse af, at
sådan skade sandsynligvis ville blive forårsaget.
Stk. 4.
Ved SDR
forstås den i § 505 omhandlede regneenhed. Ved drægtighed forstås
skibets
bruttotonnage beregnet i overensstemmelse med tonnagemålingsbestemmelserne i
bilag 1 til den internationale skibsmålingskonvention af 1969.
Stk. 5.
Økonomi- og
erhvervsministeren kan ændre ansvarsgrænsen i stk. 1 i overensstemmelse
med vedtagelser truffet i henhold til artikel 15 i 1992-ansvarskonventionen,
jf. kapitel 10.
2)
§ 195.
Såfremt
ejeren ønsker at begrænse sit ansvar i overensstemmelse med § 194, må
denne oprette en begrænsningsfond, i Danmark ved Sø- og Handelsretten i
København og ellers ved en domstol eller anden kompetent myndighed, hvor sag
er
anlagt eller kan anlægges.
Stk. 2.
Fonden
fordeles forholdsmæssigt mellem alle fordringer opstået ved en og samme
begivenhed eller række af begivenheder, der har samme oprindelse. § 176,
stk. 3 og 4, gælder tilsvarende.
Stk. 3.
Krav, som
vedrører rimelige udgifter til forholdsregler eller opofrelser, som ejeren
frivilligt har foretaget med henblik på at afværge eller begrænse
forureningsskade, er ligestillet med andre krav ved fordelingen af fonden.
Stk. 4.
De nærmere
regler om fondens oprettelse og fordeling m.v. følger af kapitel 12.
Stk. 5.
Har ejeren
i overensstemmelse med 1992-ansvarskonventionen oprettet begrænsningsfond i
en
fremmed stat, som har tilsluttet sig konventionen, har det samme virkning for
vedkommendes ret til ansvarsbegrænsning som oprettelse af en fond ved Sø- og
Handelsretten i København.
§ 196.
Har
ejeren ret til at begrænse sit ansvar efter § 194, og har denne oprettet
en fond i overensstemmelse med § 195, kan der ikke gøres arrest eller
udlæg i eller udøves andre rettigheder over for skib eller anden ejendom, som
tilhører ejeren, for krav, som kan gøres gældende mod fonden. Er der
foretaget
arrest i skib eller anden ejendom, som tilhører ejeren, for sådanne krav,
eller
har ejeren stillet sikkerhed for at undgå arrest, skal i sådanne tilfælde
arresten ophæves eller sikkerheden frigives.
Stk. 2.
Bestemmelsen
i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når ejeren i overensstemmelse
med
1992-ansvarskonventionen har oprettet en begrænsningsfond i en fremmed stat,
som har tilsluttet sig denne konvention, forudsat at fordringshaveren har
adgang til den domstol eller anden myndighed, der administrerer fonden, og
denne faktisk er tilgængelig for vedkommende.
§ 197.
Ejeren
af et dansk skib, som medfører over 2.000 t olie i bulk som last, skal have
en
godkendt forsikring eller anden garanti til dækning af ansvar som nævnt i
§ 191 og inden for den ansvarsgrænse, der er anført i § 194. Der
skal
udstedes certifikat, som bekræfter, at der foreligger en sådan forsikring
eller
garanti. Uden gyldigt certifikat må skibet ikke benyttes.
Stk. 2.
Bestemmelsen
i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for skibe, der ikke er
hjemmehørende her i riget, og som anløber eller forlader dansk havn eller
anden
laste- eller losseplads i Danmark eller på den danske kontinentalsokkel,
såfremt sådanne skibe medfører over 2.000 t olie i bulk som last. Skibe, der
er
registreret i en stat, som har tilsluttet sig 1992-ansvarskonventionen, skal
have det i konventionen fastsatte certifikat, som viser, at der foreligger
forsikring eller anden garanti.
Stk. 3.
Med de
undtagelser, der følger af § 207, finder bestemmelserne i stk. 1 og
2
også anvendelse på skibe, som ejes af den danske stat eller af en anden stat,
idet dog disse skibe i stedet for at være udstyret med den ovennævnte
forsikring eller garanti kan være udstyret med et certifikat udstedt af
vedkommende myndighed, som bekræfter, at skibet er statsejet, og at dets
ansvar
er dækket inden for de i § 194 anførte begrænsningsbeløb.
§ 198.
Økonomi-
og erhvervsministeren fastsætter i overensstemmelse med
1992-ansvarskonventionen de nærmere regler om forsikring og garanti, herunder
om, hvilke krav forsikringen eller garantien skal opfylde, for at den kan
godkendes, samt om certifikatet, dets form, indhold, udstedelse og gyldighed.
§ 199.
Såfremt
et skib ikke er udstyret med den i § 197, jf. § 198, påbudte
forsikring eller garanti eller med det påbudte certifikat, kan skibstilsynet
eller andre myndigheder, som af økonomi- og erhvervsministeren er bemyndiget
hertil, nægte skibet adgang til eller forbyde det at forlade dansk havn eller
anden laste- og losseplads i Danmark eller på den danske kontinentalsokkel
eller påbyde, at det bliver losset eller forhalet.
§ 200.
Krav
om erstatning for forureningsskade kan rettes direkte mod forsikringsgiveren,
herunder mod den, som har stillet garanti for ejerens erstatningsansvar.
Forsikringsgiveren kan påberåbe sig bestemmelserne om ansvarsbegrænsning
efter
§ 194, selv om ejeren ikke har ret til ansvarsbegrænsning.
Forsikringsgiveren kan endvidere påberåbe sig de bestemmelser om
ansvarsfritagelse, som ejeren selv kunne have gjort gældende. Derimod kan
forsikringsgiveren ikke over for fordringshaver påberåbe sig indsigelser, som
vedkommende ville kunne påberåbe sig over for ejeren med undtagelse af
indsigelsen
om, at skaden er forårsaget forsætligt af ejeren selv. Forsikringsgiveren har
ret til at adcitere ejeren.
Stk. 2.
Forsikringsgiveren
kan oprette en begrænsningsfond i medfør af § 195 med samme virkning,
som
hvis den var oprettet af ejeren selv. En sådan fond kan oprettes, uanset at
ejeren ikke har ret til ansvarsbegrænsning, men oprettelsen begrænser i
sådanne
tilfælde ikke fordringshaverens krav mod ejeren.
§ 201.
Reglerne
i 1992-fondskonventionen gælder her i riget og bekendtgøres ved økonomi- og
erhvervsministerens foranstaltning i dens engelske og franske originaltekst
og
i dansk oversættelse.
Stk. 2.
Bestemmelserne
om regres i § 193 finder tilsvarende anvendelse på fondens regreskrav
imod
andre end skibets ejer og vedkommendes forsikringsgiver.
Stk. 3.
Såfremt det
i 1992-fondskonventionens artikel 4, stk. 4, nævnte samlede
erstatningsbeløb forhøjes efter proceduren i konventionens artikel 33, kan
økonomi- og erhvervsministeren fastsætte regler om de nye samlede
erstatningsbeløb.
3)
§ 202.
Den,
som i danske havne eller olieterminaler i alt pr. år modtager mere end
150.000
t råolie, tung brændselsolie eller tunge destillater som bestemt i
1992-fondskonventionens art. 1, stk. 3, skal betale bidrag til den
internationale fond oprettet i medfør af 1992-fondskonventionen samt stille
sikkerhed for disse bidrag efter regler, der fastsættes af økonomi- og
erhvervsministeren. Den nævnte olie omfatter olie, som ad søvejen
transporteres
til Danmark eller inden for Danmark, samt olie, som kommer til Danmark på
anden
måde, men som har været transporteret ad søvejen til en stat, der ikke har
tilsluttet sig 1992-fondskonventionen, og derfra videre i en anden stat, der
har tilsluttet sig konventionen. Afgørelse af, om det modtagne kvantum
overstiger 150.000 t olie, træffes i overensstemmelse med
1992-fondskonventionens artikel 10, stk. 2.
Stk. 2.
Den, som
modtager olie her i landet, er pligtig at give oplysninger om det modtagne
kvantum i overensstemmelse med forskrifter, der fastsættes af økonomi- og
erhvervsministeren.
Stk. 3.
Med de
begrænsninger, der følger af lovmæssige forpligtelser, skal enhver iagttage
tavshed om, hvad vedkommende får kundskab om i medfør af nærværende
bestemmelse, for så vidt angår oplysninger om tekniske indretninger og
fremgangsmåder samt vedrørende drifts- eller forretningsforhold, som det af
konkurrencemæssige grunde ville være af betydning at hemmeligholde af hensyn
til den, oplysningerne vedrører.
§ 203.
Sag
mod skibets ejer eller dennes forsikringsgiver om ansvar for forureningsskade
kan kun anlægges for dansk domstol, såfremt forureningsskade er opstået på
dansk territorium eller eksklusive økonomiske zoner, eller forholdsregler er
truffet med henblik på at afværge eller begrænse forureningsskade på sådant
område uden hensyn til, hvor de nævnte forholdsregler er truffet.
Stk. 2.
Når dansk
domstol er kompetent i henhold til stk. 1, omfatter kompetencen tillige
sagsanlæg vedrørende forureningsskade, der skyldes samme hændelse eller række
af hændelser, der har samme oprindelse, og som er indtruffet i en fremmed
stat,
der har tilsluttet sig 1992-ansvarskonventionen, eller i dennes eksklusive
økonomiske zone eller andet område fastlagt i overensstemmelse med
folkeretten,
eller som skyldes forholdsregler, der er taget for at afværge eller begrænse
skade på en sådan stats territorium uden hensyn til, hvor de nævnte
forholdsregler er truffet.
Stk. 3.
Krav om
fordeling af og udbetaling af en begrænsningsfond nævnt i § 195 kan ikke
rejses ved danske domstole, når fonden er oprettet i en anden stat, der har
tilsluttet sig 1992-ansvarskonventionen.
Stk. 4.
Når dansk
domstol er kompetent efter denne paragraf, skal sagen anlægges ved Sø- og
Handelsretten i København.
§ 204.
Sag
om erstatning efter 1992-fondskonventionen kan kun anlægges ved dansk domstol
i
de i § 203, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde og kun, dersom sag i
anledning af samme forureningsskade mod skibets ejer eller forsikringsgiveren
ikke er rejst i en anden stat, der er tilsluttet 1992-fondskonventionen.
Stk. 2.
Sag mod Den
Internationale Erstatningsfond (1992) skal her i landet anlægges ved Sø- og
Handelsretten i København.
Stk. 3.
Den
Internationale Erstatningsfond (1992) kan indtræde som hovedintervenient i
enhver sag mod skibets ejer eller dennes forsikringsgiver om erstatning efter
dette kapitel. Dommen får bindende virkning for fonden, når den er
retskraftig
og eksigibel.
Stk. 4.
Når sag om
erstatning efter dette kapitel er anlagt mod ejeren eller dennes
forsikringsgiver, kan hver af sagens parter adcitere Den Internationale
Erstatningsfond (1992). Har adcitation fundet sted i så god tid, at fonden
effektivt har kunnet varetage sine interesser, får dommen bindende virkning
for
fonden, når den er retskraftig og eksigibel.
§ 205.
Retskraftig
og eksigibel dom mod skibets ejer eller dennes forsikringsgiver, som er
afsagt
i en stat, som har tilsluttet sig 1992-ansvarskonventionen, har bindende
virkning og kan fuldbyrdes her i riget, når dommen er afsagt af en domstol,
der
er kompetent i henhold til 1992-ansvarskonventionens artikel IX.
Stk. 2.
Tilsvarende
gælder for domme afsagt mod Den Internationale Erstatningsfond (1992) i en
stat, som har tilsluttet sig 1992-fondskonventionen, eller, hvor fonden har
sit
sæde, af en domstol, der er kompetent i henhold til 1992-fondskonventionens
artikel 7, nr. 1 og 3.
§ 206.
Bestemmelserne
i §§ 191-196, 200 og 203-205 om ansvar for forureningsskade finder
anvendelse på forureningsskade, som er opstået her i riget eller i eksklusive
økonomiske zoner, eller i en anden stat, som har tilsluttet sig
1992-ansvarskonventionen, eller i dennes eksklusive økonomiske zone eller
andet
område fastlagt i overensstemmelse med folkeretten samt på forholdsregler,
der
tages med henblik på at afværge eller begrænse sådan forureningsskade uden
hensyn til, hvor de nævnte forholdsregler er truffet.
Stk. 2.
Endvidere
finder bestemmelserne i §§ 191 og 192 tilsvarende anvendelse i alle
tilfælde, hvor der her i riget eller i eksklusive økonomiske zoner, er
opstået
forureningsskade som nævnt i § 191, stk. 2, som udtømmes eller
udflyder fra andet skib end nævnt i § 191, stk. 3, eller hvor der
er
truffet forholdsregler for at afværge eller begrænse sådan skade uden hensyn
til, hvor de nævnte forholdsregler er truffet. Ejeren har i disse tilfælde
ret
til at begrænse ansvaret efter reglerne i kapitel 9.
§ 207.
For
krigsskibe eller andre skibe, som ejes eller benyttes af en stat, og som på
det
tidspunkt, da olien udtømmes eller udflyder fra skibet, udelukkende anvendes
i
statsligt, ikkekommercielt øjemed, finder dette kapitel ikke anvendelse. Dog
finder §§ 191-194 og 206, stk. 2, anvendelse i tilfælde, hvor der
her
i riget eller i eksklusive økonomiske zoner, er opstået forureningsskade
forårsaget af olie som nævnt i § 191, stk. 2, eller hvor der er
truffet forholdsregler med henblik på at afværge eller begrænse sådan skade
uden hensyn til, hvor de nævnte forholdsregler er truffet.
§ 208.
Bestemmelserne
i dette kapitel finder ikke anvendelse, såfremt dette ville stride mod
Danmarks
konventionsmæssige forpligtelser over for stater, som ikke har tilsluttet sig
1992-ansvarskonventionen.
§ 209.
(ubenyttet).
Kapitel 10 a (Ophævet)
Kapitel 10 b (Ophævet)
Kapitel 11 (Ubenyttet)
Kapitel 12
Om begrænsningsfonde
§ 231.
Reglerne
i dette kapitel gælder begrænsningsfonde oprettet efter §§ 177, 183 og
195.
Stk. 2.
En
begrænsningsfond skal oprettes ved Sø- og Handelsretten i København.
§ 232.
En
begrænsningsfond efter § 177 eller § 183 skal svare til det fulde
begrænsningsbeløb efter henholdsvis § 175 og § 184 for de krav, med
hensyn til hvilke ansvarsbegrænsningen gøres gældende, og som er opstået ved
samme hændelse. Fonden skal tillige omfatte renter af begrænsningsbeløbet fra
den ansvarspådragende hændelse og indtil oprettelsen af fonden med et beløb,
der svarer til den procesrente, der følger af renteloven.
Stk. 2.
En
begrænsningsfond efter § 195 skal svare til begrænsningsbeløbet efter
§ 194.
§ 233.
Den,
som fremsætter begæring om oprettelse af begrænsningsfond, skal deponere
fondsbeløbet, jf. § 232, kontant ved retten eller stille anden
tilstrækkelig sikkerhed herfor.
Stk. 2.
Den
pågældende skal tillige give retten meddelelse om alle, der må antages at
ville
gøre krav gældende mod fonden, samt en redegørelse om baggrunden for fondens
oprettelse.
§ 234.
Retten
træffer ved kendelse afgørelse om fondsbeløbets størrelse samt om, hvorvidt
en
eventuel tilbudt sikkerhed kan godkendes.
Stk. 2.
I kendelsen
skal fastsættes, at der tillige skal stilles sikkerhed for et tillægsbeløb
til
dækning af omkostningerne ved administration af fonden, herunder
sagsomkostninger, samt til dækning af eventuelle rentekrav. I forbindelse med
en begrænsningsfond efter § 177 eller § 183 kan der kun kræves
sikkerhed for renter efter fondens oprettelse.
Stk. 3.
Fremgår det
af kendelsen, at beløbene efter §§ 232 og 234, stk. 2, er deponeret
kontant, eller at der er stillet anden tilstrækkelig sikkerhed herfor, anses
fonden for oprettet ved kendelsens afsigelse. I øvrigt anses fonden for
oprettet, når retten ved påtegning på kendelsen bekræfter, at indbetalingen
er
sket eller sikkerheden er stillet.
Stk. 4.
Retten kan
ved senere kendelse forhøje sikkerhedsstillelsen for tillægsbeløbet efter
stk. 2.
§ 235.
Retten
skal straks indrykke en bekendtgørelse om fondsoprettelsen i Statstidende,
hvorved man indkalder eventuelle fordringshavere til inden en i indkaldelsen
fastsat tid, der ikke må være kortere end 2 måneder, at anmelde krav om andel
i
fonden. I indkaldelsen skal der gøres opmærksom på indholdet af §§ 177,
stk. 3, 183, 238 og 245.
Stk. 2.
Indkaldelsen
kan tillige kundgøres her i landet på en anden af retten fastsat måde og bør,
når forholdene tilsiger det, kundgøres i stater, hvor skade eller tab kan
være
opstået. Særskilt indkaldelse bør ved anbefalet brev tilstilles alle kendte
fordringshavere.
§ 236.
Retten
kan udnævne en fondsbestyrer.
§ 237.
Den,
der anmelder et krav, skal give retten de nødvendige oplysninger om kravet,
herunder om kravets grundlag og størrelse, og om det er eller har været
genstand for særskilt søgsmål.
§ 238.
For
krav, som ikke er anmeldt, inden fordelingen af fonden tages op til dom i
første instans, gælder § 245.
§ 239.
Retten
kan ved kendelse frigive fonden, såfremt fristen for anmeldelse af krav er
udløbet og samtykke gives af den, der har oprettet fonden, og af
fordringshaverne for de anmeldte krav.
§ 240.
Efter
anmeldelsesfristens udløb skal retten efter begæring af den, der oprettede
fonden, den, der forsikrer mod ansvaret, eller den, der har krav på dækning i
fonden, indkalde de interesserede parter til retsmøde (fondsmøde) til
behandling af spørgsmål vedrørende ansvarsgrundlaget, retten til
ansvarsbegrænsning samt størrelsen af de i § 232 nævnte beløb og de
krav,
der er anmeldt.
§ 241.
Ved
afgørelsen af fondsbeløbets størrelse kan Sø- og Handelsretten omgøre
beslutningen efter § 234, stk. 1.
§ 242.
Indsigelse
mod retten til ansvarsbegrænsning, fondens størrelse eller et anmeldt krav
afgøres ved dom af Sø- og Handelsretten efter retsplejelovens regler om
borgerlige sager.
§ 243.
Efter
anmeldelsesfristens udløb kan retten beslutte, at der skal ske en foreløbig
udlodning.
§ 244.
Når
samtlige tvister er afgjort, skal retten ved dom fordele fonden efter
§§ 176, 183 eller 195.
Stk. 2.
Fonden og
tillægsbeløbet skal fordeles, selv om der ikke er ret til ansvarsbegrænsning.
Retten kan på begæring afsige fuldbyrdelsesdom for den del af fordringen, som
ikke bliver dækket af fonden.
§ 245.
Når
retten har taget spørgsmålet om fondens fordeling op til dom, får de af
retten
trufne afgørelser vedrørende begrænsningsret, fondens størrelse, anmeldte
krav
og fondens fordeling bindende virkning for alle, som kan gøre krav gældende
mod
fonden, uanset om de har anmeldt krav i fonden.
§ 246.
Anke
og kære af Sø- og Handelsrettens afgørelser sker til Højesteret efter
retsplejelovens regler herom.
§§ 247-250.
(ubenyttede)
Afsnit 4. Aftaler
Kapitel 13
Om stykgodstransport
§ 251.
I
dette kapitel forstås ved:
1)
Transportør:
Den, som træffer
aftale med afsenderen om transport af stykgods til søs.
2)
Undertransportør:
Den, som efter
aftale med transportøren udfører transporten eller en del af denne.
3)
Afsender:
Den, som træffer
aftale med transportøren om transport af stykgods til søs.
4)
Aflaster:
Den, som leverer
godset til transport.
5)
Transportdokument:
Konnossement eller
andet dokument, som udstedes som bevis for transportaftalen.
6)
Konventionen:
Den internationale
konvention af 1924 om konnossementer som ændret ved protokollerne af 1968 og
1979.
7)
Konventionsstat:
En stat, som er
bundet af konventionen.
§ 252.
Bestemmelserne
i dette kapitel finder anvendelse på alle aftaler om søtransport i
indenrigsfart i Danmark og i fart mellem Danmark, Norge, Finland og Sverige.
Ved indenrigstransport i Norge, Finland og Sverige gælder loven i det land,
hvor transporten finder sted.
Stk. 2.
I anden
fart gælder bestemmelserne også aftale om søtransport i fart mellem to
forskellige stater, såfremt
1)
det i
transportaftalen aftalte leveringssted er beliggende i en konventionsstat
eller
2)
det i
transportaftalen aftalte udleveringssted er beliggende i Danmark, Norge,
Finland eller Sverige,
3)
flere
udleveringssteder fastsættes i transportaftalen og et af disse er det
faktiske
udleveringssted og dette ligger i Norge, Danmark, Finland eller Sverige,
4)
transportdokumentet
er udstedt i en konventionsstat,
5)
transportdokumentet
foreskriver, at bestemmelserne i konventionen eller derpå baseret lov i en
konventionsstat skal gælde.
Stk. 3.
Når hverken
det aftalte leveringssted eller det aftalte eller faktiske udleveringssted
ligger i Danmark, Norge, Finland eller Sverige, kan det dog aftales, at
aftalen
om søtransport skal underkastes loven i en konventionsstat.
§ 253.
Bestemmelserne
i dette kapitel finder ikke anvendelse på certepartier for hel- eller
delbefragtning af skib. Er konnossementet udstedt i henhold til et
certeparti,
gælder, hvad der er fastsat i dette kapitel, kun, for så vidt konnossementet
bestemmer retsforholdet mellem transportøren og indehaveren.
Stk. 2.
Hvis en
kontrakt angår transport af gods med skib fordelt på flere rejser inden for
et
angivet tidsrum, finder bestemmelserne i dette kapitel anvendelse på hver
enkelt rejse. Udføres en rejse i henhold til et certeparti, finder
bestemmelserne i stk. 1 dog anvendelse.
§ 254.
Enhver
bestemmelse i en transportaftale eller et transportdokument er ugyldig, i den
udstrækning den afviger fra bestemmelserne i dette kapitel samt i kapitlet om
forældelse, jf. dog stk. 2. Ugyldigheden af en sådan bestemmelse berører
ikke gyldigheden af de øvrige bestemmelser i aftalen eller dokumentet. En
bestemmelse, der giver transportøren ret til forsikringserstatning vedrørende
godset eller anden lignende aftale, er ugyldig.
Stk. 2.
Bestemmelsen
i stk. 1 gælder dog ikke §§ 255, 258-261 og 264-273 og er heller
ikke
til hinder for, at der indtages bestemmelser om fælleshavari i
transportaftalen. Uanset ordlyden i stk. 1 kan en transportør udvide
omfanget af sit ansvar og sine forpligtelser.
Stk. 3.
Såfremt
transportaftalen er undergivet konventionen eller en bestemt stats
konventionslovgivning, skal transportdokumentet indeholde en erklæring herom
og
om, at enhver bestemmelse, som afviger fra sådanne bestemmelser til skade for
afsenderen, aflasteren eller modtageren, er ugyldige.
Stk. 4.
Er det på
grund af godsets usædvanlige beskaffenhed eller tilstand eller de særlige
omstændigheder eller vilkår, hvorunder transporten skal finde sted, rimeligt,
at der træffes aftale om indskrænkning i transportørens forpligtelser eller
udvidelse af dennes rettigheder i henhold til dette kapitel, er en sådan
aftale
gyldig.
Levering af gods
§ 255.
Godset
skal leveres på det sted og inden for det tidsrum, transportøren har angivet.
Det skal leveres på en sådan måde og i en sådan tilstand, at det let og
sikkert
kan tages om bord, stuves, transporteres og losses.
§ 256.
Transportøren
skal i rimelig udstrækning undersøge, om godset er pakket sådan, at det ikke
kan beskadiges eller volde skade på person eller ejendom. Leveres godset i
container eller lignende transportindretning, er denne ikke forpligtet til at
undersøge denne indvendig, medmindre der er grund til at tro, at den er
mangelfuldt pakket.
Stk. 2.
Om de
mangler, transportøren har opdaget, skal denne underrette afsenderen.
Transportøren har ikke pligt til at transportere godset, medmindre denne med
rimelige midler kan gøre det egnet til transport.
§ 257.
Farligt
gods skal mærkes som farligt på hensigtsmæssig måde. Afsendere skal i god tid
underrette transportøren og den undertransportør, godset leveres til, om
godsets farlige beskaffenhed og angive de sikkerhedsforanstaltninger, som kan
være nødvendige.
Stk. 2.
Dersom
afsenderen i øvrigt har kendskab til, at godset er af en sådan beskaffenhed,
at
transporten kan medføre fare eller væsentlig ulempe for person, fartøj eller
last, skal denne tillige oplyse herom.
§ 258.
Såfremt
godset skal behandles med særlig omhu, skal afsenderen i god tid oplyse om
dette og angive de foranstaltninger, som kan være nødvendige. Godset skal,
såfremt der er behov herfor, mærkes på hensigtsmæssig måde.
§ 259.
Aflasteren
kan kræve kvittering for modtagelse af godset, efterhånden som det leveres.
Stk. 2.
Bestemmelser
om udfærdigelse af konnossement og andre transportdokumenter findes i
§§ 292-309.
§ 260.
Medmindre
andet er aftalt, betales gængs fragt på leveringstidspunktet. Fragten kan
kræves betalt, når godset modtages.
Stk. 2.
For gods,
der ikke er i behold ved transportens slutning, kan fragt ikke kræves,
medmindre det er gået tabt som følge af dets egen beskaffenhed, mangler ved
indpakningen eller fejl eller forsømmelse på afsenderens side eller
transportøren har solgt det for ejerens regning eller har losset,
uskadeliggjort eller tilintetgjort det i henhold til § 291.
Stk. 3.
Forudbetalt
fragt skal betales tilbage, hvis transportøren i medfør af stk. 2 ikke
har
krav på fragt.
§ 261.
Træder
afsenderen tilbage fra transportaftalen, før udførelsen af transporten er
påbegyndt, kan transportøren kræve erstatning for fragttab og anden skade.
Stk. 2.
Bliver
godset ikke leveret i rette tid, kan transportøren hæve transportaftalen,
hvis
forsinkelsen udgør et væsentligt kontraktbrud. Vil transportøren hæve
aftalen,
må denne give meddelelse herom uden ugrundet ophold efter forespørgsel herom
fra afsenderen, dog senest ved modtagelsen af godset til transport. Gør
transportøren ikke det, går retten til at hæve tabt. Hæves aftalen, kan
transportøren kræve erstatning for fragttab og anden skade.
Stk. 3.
Kræver
afsenderen eller modtageren, at transporten skal afbrydes og godset udleveres
på et andet sted end bestemmelsesstedet, kan transportøren kræve erstatning
for
fragttab og anden skade. Transporten kan ikke kræves afbrudt, hvis dette vil
medføre væsentlig skade eller ulempe for transportøren eller andre afsendere.
Stk. 4.
Reglerne i
§ 352, stk. 2-4, gælder tilsvarende.
Transporten
§ 262.
Transportøren
skal udføre transporten med tilbørlig omhu og hurtighed, tage vare på godset
og
i øvrigt varetage ejerens interesser fra modtagelsen til udleveringen af
godset.
Stk. 2.
Transportøren
skal sørge for, at det skib, som benyttes til transporten, er sødygtigt,
herunder at det er tilstrækkeligt bemandet og udrustet, og at lastrum, køle-
og
fryserum samt andre rum i skibet, der anvendes til lastning af godset, er i
god
stand med henblik på at modtage, transportere og opbevare godset.
Stk. 3.
Er godset
gået tabt eller blevet beskadiget eller forsinket, skal transportøren snarest
underrette den, afsenderen har angivet. Kan sådan underretning ikke gives,
skal
lasteejeren eller, dersom denne ikke er kendt, afsenderen underrettes.
Tilsvarende gælder, dersom transporten ikke kan fuldføres som forudsat.
§ 263.
Gods
kan kun transporteres på dæk, dersom dette er tilladt i medfør af
transportaftalen, følger af handelsbrug eller anden sædvane i den pågældende
fart eller kræves i henhold til lov.
Stk. 2.
Angiver
aftalen, at godset skal eller kan transporteres på dæk, skal dette anføres i
transportdokumentet. Er dette ikke gjort, har transportøren bevisbyrden for,
at
transport på dæk er aftalt. Transportøren kan dog ikke påberåbe sig en sådan
aftale over for tredjemand, som har erhvervet konnossementet i god tro.
Stk. 3.
Særlige
bestemmelser om ansvar for dækslast findes i § 284.
§ 264.
Afsenderen
kan hæve transportaftalen på grund af forsinkelse eller andet kontraktbrud på
transportørens side, når kontraktbruddet er væsentligt. Efter at godset er
leveret, kan afsenderen ikke hæve aftalen, dersom udlevering af gods vil
medføre væsentlig skade eller ulempe for andre afsendere.
Stk. 2.
Vil
afsenderen hæve aftalen, må denne give meddelelse herom uden ugrundet ophold,
efter at vedkommende må antages at have fået kendskab til kontraktbruddet.
Gør
afsenderen ikke det, går hævningsretten tabt.
§ 265.
Hvis
det skib, som transporterer eller skal transportere godset, går tabt eller
bliver erklæret for uistandsætteligt, bortfalder transportørens pligt ikke
derved til at fuldføre transporten.
Stk. 2.
Indtræder
der hindringer, som medfører, at skibet ikke kan anløbe lossehavnen og losse
godset, eller at dette ikke kan ske uden urimeligt ophold, kan transportøren
i
stedet vælge en anden rimelig lossehavn.
Stk. 3.
Når
transportaftalen hæves på grund af krigsfare m.v., gælder §§ 358 og 360
tilsvarende.
Stk. 4.
Er en del
af transporten udført, når transportaftalen hæves eller bortfalder, eller når
godset af anden grund er losset i en anden havn end den aftalte, kan
transportøren kræve afstandsfragt i medfør af § 341.
§ 266.
Bliver
det nødvendigt at træffe særlige foranstaltninger for at bevare eller
transportere godset eller i øvrigt varetage lasteejerens interesser, skal
transportøren indhente anvisning fra denne.
Stk. 2.
Tillader
tiden eller forholdene i øvrigt ikke, at anvisning indhentes, eller modtages
den ikke i tide, kan transportøren på lasteejerens vegne træffe de nødvendige
dispositioner og repræsentere denne i sager vedrørende godset. Dispositioner,
som er unødvendige, er dog bindende for lasteejeren, dersom tredjemand var i
god tro.
Stk. 3.
Underretning
om det, der er foretaget, skal gives efter reglerne i § 262,
stk. 3.
§ 267.
Lasteejeren
hæfter for de dispositioner, transportøren har foretaget, og for de udlæg,
denne har haft af hensyn til godset. Har transportøren handlet uden
anvisning,
svarer lasteejeren dog ikke med højere beløb end værdien ved transportens
begyndelse af det gods, dispositionen eller udlægget omfattede.
Udlevering af godset
§ 268.
Modtageren
skal på bestemmelsesstedet tage imod godset på det sted og inden for det
tidsrum, som transportøren har angivet. Godset skal udleveres på en sådan
måde,
at det let og sikkert kan modtages.
Stk. 2.
Den, som
legitimerer sig som modtager, kan undersøge godset før modtagelsen.
§ 269.
Udleveres
godset i henhold til konnossement, bliver modtageren ved at modtage godset
forpligtet til at betale fragt og andre krav, som transportøren har ifølge
konnossementet.
Stk. 2.
Er godset
udleveret på anden måde end i henhold til konnossement, er modtageren kun
ansvarlig for fragt og andre krav i medfør af transportaftalen, når denne har
fået varsel om kravene ved udleveringen eller vidste eller burde have vidst,
at
transportøren ikke havde fået betaling.
§ 270.
Har
transportøren krav i henhold til § 269 eller andre krav, som er sikret
ved
søpant i godset, jf. § 61, er denne ikke forpligtet til at udlevere
godset, før modtageren enten har betalt kravene eller stillet sikkerhed. Når
godset er udleveret, kan transportøren kræve sikkerheden frigivet, medmindre
modtageren hindrer dette ved arrest eller forbud.
§ 271.
Afhentes
godset ikke inden for det tidsrum, transportøren har angivet, eller i øvrigt
inden rimelig tid, kan det oplægges under sikker forvaring for modtagerens
regning.
Stk. 2.
Underretning
om, at godset er lagt op, skal gives efter reglerne i § 262,
stk. 3.
Der skal angives en rimelig frist, hvorefter godset kan sælges eller på anden
måde bortskaffes i henhold til § 272.
§ 272.
Når
den frist, der er fastsat i underretningen, er udløbet, jf. § 271,
stk. 2, kan transportøren sælge oplagt gods i den udstrækning, det er
nødvendigt for at dække vedkommendes omkostninger og de i § 270 nævnte
fordringer. Transportøren skal udvise omhu ved salget.
Stk. 2.
Kan godset
ikke sælges, eller er det åbenbart, at omkostningerne ved et salg ikke vil
kunne dækkes af salgssummen, kan transportøren råde over godset på anden
forsvarlig vis.
§ 273.
Udleveres
godset til modtageren uden betaling af krav mod afsenderen, som modtageren
skulle have betalt, forbliver afsenderen ansvarlig, medmindre udleveringen
medfører tab for afsenderen og transportøren måtte have indset dette.
Stk. 2.
Transportøren
er ikke forpligtet til at sælge oplagt gods for at få dækket fordringer mod
afsenderen, som modtageren skulle have betalt. Finder salg sted, uden at
fordringerne dækkes, er afsenderen ansvarlig for de udækkede fordringer.
Transportørens erstatningsansvar
§ 274.
Transportøren
er ansvarlig for godset, medens det er i dennes varetægt i lastehavnen, under
transporten og i lossehavnen.
Stk. 2.
Transportøren
anses for at have godset i sin varetægt, jf. stk. 1, fra det tidspunkt,
denne modtager godset fra aflasteren eller fra myndighed eller anden
tredjemand, til hvem godset skal leveres efter gældende love eller
forskrifter
i lastehavnen.
Stk. 3.
Transportøren
anses ikke længere for at have godset i sin varetægt, jf. stk. 1,
1)
når denne har
udleveret godset til modtageren,
2)
hvis modtageren ikke
modtager godset fra transportøren, når det er lagt op for modtagerens regning
i
overensstemmelse med aftalen eller gældende lov eller praksis i lossehavnen,
eller
3)
når denne har
overgivet godset til en myndighed eller anden tredjemand, til hvem godset
efter
gældende love eller forskrifter i lossehavnen skal overgives.
§ 275.
Transportøren
er ansvarlig for tab som følge af, at godset bliver beskadiget eller går
tabt,
medens det er i dennes varetægt, medmindre den pågældende godtgør, at fejl
eller forsømmelse af vedkommende selv eller nogen, denne svarer for, ikke har
forårsaget eller medvirket til tabet.
Stk. 2.
Transportøren
er ikke ansvarlig for tab, der skyldes foranstaltninger for at redde personer
eller rimelige foranstaltninger med henblik på at bjærge skib eller anden
ejendom til søs.
Stk. 3.
Hvor fejl
eller forsømmelse fra transportørens side sammen med anden årsag har
fremkaldt
tab, er transportøren kun ansvarlig i den udstrækning, tabet eller skaden
skyldes fejlen eller forsømmelsen. Det påhviler dog transportøren at
godtgøre,
i hvilket omfang tabet ikke skyldes fejl eller forsømmelse på hans side.
§ 276.
Transportøren
er ikke ansvarlig, såfremt denne godtgør, at tab eller skade er en følge af
1)
fejl eller
forsømmelse i navigeringen eller behandlingen af skibet udvist af skibsfører,
mandskab, lods eller andre, der udfører arbejde i skibets tjeneste, eller
2)
brand, medmindre den
er forårsaget ved fejl eller forsømmelse af transportøren selv.
Stk. 2.
Transportøren
er dog ansvarlig for tab som følge af usødygtighed, såfremt denne er en følge
af, at vedkommende selv eller nogen, denne svarer for, ikke med tilbørlig
omhu
har sørget for, at skibet var sødygtigt ved rejsens begyndelse. Bevisbyrden
for, at tilbørlig omhu er udvist, påhviler transportøren.
§ 277.
Transportøren
er ikke ansvarlig for tab af eller skade på levende dyr, der er forbundet med
de særlige risici ved sådanne transporter.
Stk. 2.
Beviser
transportøren, at vedkommende har fulgt de særlige instrukser, som er givet,
og
at tabet eller skaden kan skyldes sådanne risici, er denne ikke ansvarlig,
medmindre det godtgøres, at tabet eller skaden helt eller delvis skyldtes
fejl
eller forsømmelse udvist af vedkommende selv eller nogen, denne hæfter for.
§ 278.
Transportøren
er ansvarlig ifølge bestemmelserne i §§ 275-277 for tab som følge af
forsinkelse med godsets udlevering.
Stk. 2.
Forsinkelse
med udleveringen foreligger, når godset ikke til aftalt tid er blevet
udleveret
i den lossehavn, som følger af transportaftalen, eller, dersom ingen frist
for
udlevering er aftalt, inden for det tidsrum, som det under de foreliggende
omstændigheder er rimeligt at kræve af en omhyggelig transportør.
Stk. 3.
Er godset
ikke blevet udleveret inden 60 dage regnet fra den dag, det i medfør af
stk. 2 skulle have været udleveret, kan der kræves erstatning som for
tab
af godset, jf. § 275.
§ 279.
Erstatning
for tab af eller skade på godset beregnes med udgangspunkt i værdien af gods
af
samme slags på den plads og det tidspunkt, hvor godset i overensstemmelse med
transportaftalen blev eller skulle have været udleveret.
Stk. 2.
Værdien af
godset skal fastsættes efter børsprisen eller i mangel heraf efter
markedsprisen. Findes hverken børs- eller markedspris, bestemmes værdien
efter
den sædvanlige værdi af gods af samme art og kvalitet.
§ 280.
Transportørens
ansvar skal ikke overstige 667 SDR for hvert kollo eller anden enhed af
godset
eller 2 SDR pr. kilo bruttovægt af det gods, som er tabt, skadet eller
forsinket, afhængigt af, hvad der giver det højeste beløb. Ved SDR forstås
den
i § 505 omhandlede møntenhed.
Stk. 2.
Transportørens
ansvar for forsinkelse med godsets udlevering er begrænset til et beløb
svarende til to og en halv gange den fragt, der skal betales for det
forsinkede
gods. Ansvaret skal dog ikke overstige den samlede fragt ifølge
transportaftalen.
Stk. 3.
Transportørens
samlede ansvar i henhold til stk. 1 og 2 skal ikke overstige den i
stk. 1 anførte ansvarsgrænse, som ville være gældende i tilfælde af tab
af
alt det gods, som erstatningsansvaret omfatter.
§ 281.
Anvendes
container, paller eller lignende transportindretning til at samle godset,
skal
ethvert kollo eller enhver anden enhed, der er anført i transportdokumentet
som
pakket i vedkommende indretning, anses som et kollo eller en enhed ved
anvendelsen af § 280. Bortset herfra skal godset i indretningen anses
som
en enhed. Er selve transportindretningen gået tabt eller blevet beskadiget,
skal denne anses som en særskilt enhed, medmindre den ejes af eller på anden
måde er stillet til rådighed af transportøren.
§ 282.
Bestemmelserne
om transportørens indsigelser og ansvarsbegrænsninger skal finde anvendelse,
selv om kravet ikke grundes på transportaftalen.
Stk. 2.
Bestemmelserne
om transportørens indsigelser og ansvarsbegrænsninger finder tilsvarende
anvendelse, dersom kravet rejses mod nogen, som transportøren hæfter for, og
den pågældende beviser, at vedkommende handlede i udøvelsen af tjenesten
eller
for at fuldføre opgaven.
Stk. 3.
Det samlede
ansvar, som kan pålægges transportøren og dem, den pågældende hæfter for, kan
ikke i noget tilfælde overstige de ansvarsgrænser, som fremgår af § 280.
§ 283.
Den
ansvarlige kan ikke begrænse sit ansvar, hvis det godtgøres, at vedkommende
selv har forvoldt tabet forsætligt eller groft uagtsomt og med forståelse af,
at sådant tab sandsynligvis ville blive forårsaget.
§ 284.
Transporteres
gods på dæk i strid med bestemmelsen i § 263, er transportøren uanset
§§ 275-278 ansvarlig for sådanne skader, som udelukkende er en følge af
transporten på dæk. Særlige bestemmelser om ansvaret findes i §§ 280 og
283.
Stk. 2.
Er gods
transporteret på dæk i strid med en udtrykkelig aftale om transport under
dæk,
foreligger der ikke ret til ansvarsbegrænsning efter dette kapitel.
§ 285.
Udføres
transporten helt eller delvis af en undertransportør, forbliver transportøren
dog ansvarlig i medfør af bestemmelserne i dette kapitel, som om denne selv
havde udført hele transporten.
Stk. 2.
Er det
udtrykkeligt aftalt, at en bestemt del af transporten skal udføres af en
navngiven undertransportør, kan transportøren forbeholde sig ansvarsfrihed
for
tab forårsaget ved en hændelse, der indtræffer, medens godset er i
undertransportørens varetægt. Bevisbyrden for, at tabet er forårsaget af en
sådan hændelse, påhviler transportøren.
Stk. 3.
Et
forbehold i medfør af stk. 2 er dog uden virkning, såfremt retslige
skridt
ikke kan tages mod undertransportøren ved en domstol, der er kompetent i
medfør
af §§ 310 og 311.
§ 286.
En
undertransportør, der udfører transporten med skib, er ansvarlig for den del
af
transporten, vedkommende udfører, efter de samme bestemmelser som
transportøren. §§ 282 og 283 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
Har
transportøren påtaget sig ansvar, der ikke er pålagt denne i dette kapitel,
eller givet afkald på sådanne rettigheder, er undertransportøren kun bundet,
såfremt vedkommende har givet skriftligt samtykke hertil.
§ 287.
Er
både transportøren og undertransportøren ansvarlig, hæfter de solidarisk.
Stk. 2.
Det samlede
ansvar, som kan pålægges transportøren og undertransportøren samt de
personer,
de hæfter for, kan ikke overstige de i § 280 fastlagte ansvarsgrænser,
medmindre andet følger af § 283.
Stk. 3.
Bestemmelserne
i dette kapitel om ansvar udgør ingen hindring for aftale om regres mellem
transportøren og undertransportøren.
§ 288.
Er
godset udleveret, uden at modtageren har givet transportøren skriftlig
meddelelse om tab eller skade, som modtageren har opdaget eller burde have
opdaget, og om tabets eller skadens almindelige natur, anses alt gods for
udleveret i den stand som beskrevet i transportdokumentet, hvis ikke modbevis
føres. Kunne tabet eller skaden ikke opdages på udleveringstidspunktet,
gælder
det samme, hvis den skriftlige meddelelse ikke er givet senest tre dage efter
udleveringen.
Stk. 2.
Skriftlig
meddelelse kræves dog ikke, såfremt godsets tilstand er blevet undersøgt i
fællesskab ved udleveringen.
Stk. 3.
Transportøren
er ikke ansvarlig for tab som følge af forsinkelse med udleveringen,
medmindre
skriftlig underretning er blevet givet inden 60 dage efter, at godset blev
overleveret til modtageren.
Stk. 4.
Underretning
kan gives til den undertransportør, som har udleveret godset, eller til
transportøren.
§ 289.
Bestemmelserne
om transportørens ansvar for tab af eller skade på gods i §§ 274-288 er
tillige afgørende for modtagerens ret til at nægte at betale bidrag til
almindeligt havari, og for transportørens pligt til at erstatte bidrag til
almindeligt havari eller bjærgeløn, som modtageren har betalt.
Afsenderens erstatningsansvar
§ 290.
Afsenderen
er ikke ansvarlig efter denne lov for tab, der rammer transportøren eller
undertransportøren, herunder skade på skibet, som er opstået uden fejl eller
forsømmelse af vedkommende selv eller nogen, denne hæfter for. Ej heller er
de
personer, afsenderen hæfter for, ansvarlige for sådant tab eller sådan skade,
medmindre tabet skyldes fejl eller forsømmelse af vedkommende selv eller
nogen,
denne hæfter for.
§ 291.
Har
afsenderen overleveret farligt gods til transportøren eller en
undertransportør
uden at oplyse om godsets farlige beskaffenhed og nødvendige
sikkerhedsforanstaltninger, jf. § 257, og har den, som har modtaget
godset, ikke på anden måde kendskab til dets farlige beskaffenhed, er
afsenderen ansvarlig over for transportøren og enhver undertransportør for
omkostninger og andet tab, der hidrører fra transporten af sådant gods.
Transportøren eller undertransportøren kan efter forholdene losse,
uskadeliggøre eller tilintetgøre godset uden pligt til at betale erstatning.
Stk. 2.
Den, som
har modtaget godset i sin varetægt med kendskab til dets farlige egenskaber,
kan ikke påberåbe sig stk. 1.
Stk. 3.
Gods, som
viser sig at udgøre fare for person eller ejendom, kan transportøren efter
omstændighederne losse, uskadeliggøre eller tilintetgøre uden pligt til at
betale erstatning.
Konnossement og søfragtseddel
§ 292.
Ved
et konnossement (Bill of Lading) forstås et dokument,
1)
som er bevis for en
aftale om søtransport og for, at transportøren har modtaget godset, og
2)
som betegner sig som
konnossement, eller som indeholder en bestemmelse om, at transportøren
påtager
sig kun at udlevere godset mod dokumentets tilbagelevering.
Stk. 2.
Et konnossement
kan udstedes til en bestemt person eller ordre eller til ihændehaveren. Selv
om
konnossementet er udstedt til en bestemt person, anses det som
ordrekonnossement, medmindre udstederen har taget forbehold mod overdragelse
ved ordene »ikke til ordre« eller lignende.
Stk. 3.
I forholdet
mellem transportøren og indehaver af konnossementet, som ikke er afsender,
bestemmer konnossementet vilkårene for befordring og udlevering af godset.
Bestemmelser i transportaftalen, der ikke er optaget i konnossementet, kan
ikke
gøres gældende over for sådan indehaver, medmindre konnossementet henviser
til
dem.
§ 293.
Ved
gennemgangskonnossement forstås et konnossement, hvor det angives, at
transporten af godset skal udføres af flere end en transportør.
Stk. 2.
Den, som
udsteder gennemgangskonnossement, skal sørge for, at særskilt konnossement
udstedt for en del af transporten angiver, at godset er under transport på
gennemgangskonnossement.
§ 294.
Når
transportøren har modtaget godset, skal denne på aflasterens forlangende
udstede modtagelseskonnossement.
Stk. 2.
Når godset
er indlastet, kan aflasteren forlange, at der udstedes ombordkonnossement.
Såfremt der er udstedt modtagelseskonnossement, skal dette tilbageleveres,
når
ombordkonnossementet udstedes. Et modtagelseskonnossement med påtegning om
navnet på det eller de skibe, godset er indlastet i, og datoen for
indlastningen udgør et ombordkonnossement.
Stk. 3.
Aflasteren
kan kræve særskilte konnossementer for dele af godset, når det ikke medfører
væsentlig ulempe.
§ 295.
Et
konnossement, som er underskrevet af skibsføreren på det skib, som
transporterer godset, anses for at være underskrevet på transportørens vegne.
§ 296.
Et
konnossement skal indeholde oplysninger om
1)
godsets art, herunder
dets farlige egenskaber, samt de nødvendige identitetsmærker, kolli- eller
stykantal samt godsets vægt eller mængde, udtrykt på anden måde, i henhold
til
aflasterens oplysninger,
2)
godsets og
indpakningens synlige tilstand,
3)
transportørens navn
og hovedforretningssted,
4)
aflasterens navn,
5)
modtageren, når denne
er angivet af aflasteren,
6)
den i
transportaftalen anførte indlastningshavn og datoen for transportørens
modtagelse af godset i denne havn,
7)
den i
transportaftalen anførte lossehavn samt i tilfælde af aftale herom
tidspunktet
for udlevering af godset der,
8)
antal eksemplarer,
når konnossementet er udstedt i mere end et eksemplar,
9)
stedet for
konnossementets udstedelse,
10)
fragtens størrelse,
når den skal betales af modtageren, eller oplysninger om, at fragt skal
betales
af denne, og de øvrige vilkår for transporten og udlevering af godset,
11)
oplysning om, at
transporten er undergivet konventionen, jf. § 254, stk. 3,
12)
i påkommende tilfælde
oplysning om, at godset skal eller kan transporteres på dæk, og
13)
den højere
ansvarsgrænse, som parterne kan have aftalt.
Stk. 2.
Ombordkonnossement
skal desuden indeholde oplysninger om skibets navn og nationalitet, stedet
for
lastning samt dagen for lastningens afslutning.
Stk. 3.
Konnossementet
skal underskrives af transportøren eller nogen, der handler på dennes vegne.
Underskriften kan være fremstillet på mekanisk eller elektronisk måde.
§ 297.
Et
dokument, som opfylder de i § 292, stk. 1, nævnte krav, er et
konnossement, uanset om nogle af de i § 296 nævnte oplysninger savnes.
§ 298.
Transportøren
skal i rimelig udstrækning undersøge, om de oplysninger om godset, som
medtages
i konnossementet i henhold til § 296, stk. 1, er rigtige. Har
transportøren rimelig grund til at betvivle oplysningernes rigtighed, eller
har
denne ikke haft rimelig mulighed for at undersøge rigtigheden, skal den
pågældende i konnossementet tage forbehold, som giver udtryk for dette.
§ 299.
Konnossementet
gælder som bevis for, at transportøren har modtaget eller, hvor
ombordkonnossement er udstedt, har lastet godset, således som det er
beskrevet
i konnossementet, for så vidt der ikke er taget forbehold som nævnt i
§ 298, eller medmindre andet godtgøres. Hvis oplysning om godsets og
indpakningens synlige tilstand savnes i konnossementet, skal dette anses som
bevis for, at godset tilsyneladende var i god stand, når andet ikke
godtgøres.
Stk. 2.
Et
konnossement, hvori fragten ikke er anført, eller som ikke på anden måde
viser,
at fragt skal betales af modtageren, jf. § 296, stk. 1, nr. 10,
skal
gælde som bevis for, at fragt ikke skal betales af den pågældende, dersom
ikke
andet godtgøres. Tilsvarende gælder, såfremt det beløb, der skal betales som
godtgørelse for overliggetid, ikke er angivet i konnossementet.
Stk. 3.
Har
tredjemand i god tro indløst konnossementet i tillid til rigtigheden af
oplysningerne heri, er modbevis i henhold til stk. 1 og stk. 2 ikke
tilladt. Har transportøren vidst, eller burde den pågældende have indset, at
en
oplysning om godset er urigtig, kan denne ikke påberåbe sig de i § 298
nævnte forbehold, medmindre forbeholdet indeholder udtrykkelig bemærkning om,
at oplysningen er urigtig.
§ 300.
Lider
tredjemand tab ved at indløse konnossementet i tillid til rigtigheden af
oplysninger i dette, er transportøren ansvarlig, såfremt denne har eller
burde
have indset, at konnossementet på grund af disse oplysninger var vildledende
for tredjemand. Ret til ansvarsbegrænsning i medfør af dette kapitel
foreligger
herefter ikke.
Stk. 2.
Svarer
godset ikke til oplysningerne herom i konnossementet, er transportøren på
modtagerens forlangende forpligtet til at oplyse, om afsenderen har udstedt
en
erklæring om at holde transportøren skadesløs for urigtige eller
ufuldstændige
oplysninger (indemnitetserklæring). Transportøren er i så fald forpligtet til
at gøre modtageren bekendt med indholdet af en sådan erklæring.
§ 301.
Aflasteren
er over for transportøren ansvarlig for rigtigheden af de oplysninger om
godset, der på vedkommendes forlangende er optaget i konnossementet.
Stk. 2.
Har
aflasteren påtaget sig at erstatte transportørens tab som følge af, at
konnossementet udfærdiges med fejlagtige oplysninger eller uden forbehold, er
denne dog ikke ansvarlig, såfremt dette blev gjort med den hensigt at
vildlede
erhververe af konnossementet. I så fald hæfter aflasteren heller ikke i
medfør
af stk. 1.
§ 302.
Den,
der foreviser et konnossement og ved dets tekst eller for så vidt angår
ordrekonnossement ved en sammenhængende række overdragelser eller
overdragelse
in blanco fremtræder som retmæssig indehaver af konnossementet, er
legitimeret
som modtager af godset.
Stk. 2.
Når
konnossementet er udstedt i flere eksemplarer, er det for udlevering på
bestemmelsesstedet tilstrækkeligt, at modtageren legitimerer sig med et
eksemplar. Udleveres godset andetsteds end på bestemmelsesstedet, må desuden
de
øvrige eksemplarer leveres tilbage eller sikkerhed stilles for de krav, som
indehaveren måtte gøre gældende mod transportøren.
§ 303.
Melder
der sig flere modtagere, der legitimerer sig ved forskellige eksemplarer af
konnossementet, skal transportøren oplægge godset under sikker forvaring for
rette vedkommendes regning. Underretning herom skal uden ophold gives dem,
der
har meldt sig.
§ 304.
Modtageren
kan kun kræve godset udleveret mod at deponere konnossementet og give
kvittering,
efterhånden som godset udleveres.
Stk. 2.
Når alt
gods er udleveret, skal konnossementet leveres tilbage til transportøren med
påtegnet kvittering.
§ 305.
Om
mortifikation af et bortkommet konnossement gælder reglerne i lovgivningen om
mortifikation af værdipapirer. Godset kan kræves udleveret mod
sikkerhedsstillelse for krav, som indehaveren af det bortkomne konnossement
måtte gøre gældende mod transportøren, når offentlig indkaldelse har fundet
sted eller efter særlig kendelse af retten.
§ 306.
Overdrager
den, som fremtræder som rette indehaver, jf. § 302, stk. 1,
forskellige eksemplarer af et ordre- eller ihændehaverkonnossement til flere
personer, får den erhverver, der i god tro har modtaget sit eksemplar først,
ret til godset. Har indehaveren af et andet eksemplar i god tro modtaget
godset
på bestemmelsesstedet, er denne dog ikke pligtig til at levere det fra sig.
Stk. 2.
Den, som i
god tro har erhvervet et ordre- eller ihændehaverkonnossement, har ikke pligt
til at udlevere det til den, det er bortkommet fra.
§ 307.
En
sælgers ret til i tilfælde af køberens misligholdelse at hindre udlevering af
godset til køberen eller dennes bo eller til at kræve det tilbageleveret
gælder, uanset om konnossementet er overgivet til køberen.
Stk. 2.
Standsningsretten
kan imidlertid ikke udøves mod en tredjemand, der i god tro har erhvervet et
ordre- eller ihændehaverkonnossement.
§ 308.
Ved
en søfragtseddel (Sea Waybill) forstås et dokument,
1)
som er bevis for en
aftale om søtransport og for, at transportøren har modtaget godset, og
2)
som indeholder et
tilsagn fra transportøren om at udlevere godset til den i dokumentet angivne
modtager.
Stk. 2.
Afsenderen
kan, selv efter at søfragtsedlen er udfærdiget, bestemme, at godset skal
udleveres til en anden end den modtager, som angives i dokumentet, hvis den
pågældende ikke i forhold til transportøren har afstået fra denne ret eller
modtageren ikke allerede har gjort sin ret gældende.
Stk. 3.
Konnossement
kan kræves udstedt i medfør af § 294, medmindre afsenderen har afstået
fra
sin ret til at ændre modtager.
§ 309.
En
søfragtseddel skal indeholde oplysninger om det gods, som er modtaget til
transport, afsenderen, modtageren af godset og transportøren, om
transportvilkårene samt fragt og omkostninger, som skal betales af
modtageren.
Bestemmelserne i § 296, stk. 3, og § 298 gælder tilsvarende.
Stk. 2.
Medmindre
andet godtgøres, er dokumentet bevis for transportaftalen og for, at godset
er
modtaget som angivet i dokumentet.
Domstole og voldgift
§ 310.
Enhver
forhåndsaftale, som indskrænker sagsøgerens ret til at få tvist vedrørende
transport af stykgods ifølge dette kapitel afgjort ved søgsmål, er ugyldig,
for
så vidt den begrænser sagsøgerens ret til efter eget valg at rejse sag ved
domstol på det sted, hvor
1)
sagsøgte har sit
hovedkontor eller i mangel heraf der, hvor denne har sit almindelige
opholdssted,
2)
transportaftalen blev
indgået, forudsat at sagsøgte der har et forretningssted, en filial eller et
agentur, hvorigennem aftalen er indgået,
3)
det aftalte leveringssted
efter transportaftalen ligger eller
4)
det aftalte eller
faktiske udleveringssted efter transportaftalen ligger.
Stk. 2.
Stk. 1
er ikke til hinder for,
1)
at en part kan rejse
sag ved domstol på det sted, der er angivet i transportaftalen, eller
2)
at parterne, efter at
en tvist er opstået, aftaler, hvordan den skal behandles.
Stk. 3.
Hvis et
konnossement er udfærdiget ifølge et certeparti, som indeholder bestemmelser
om
kompetent domstol eller værneting, uden at konnossementet udtrykkeligt
angiver,
at disse bestemmelser er bindende for indehaveren af konnossementet, kan
transportøren ikke påberåbe sig bestemmelserne mod en indehaver af
konnossementet, som har erhvervet det i god tro.
Stk. 4.
Her i riget
kan søgsmål vedrørende aftale om transport af stykgods i fart mellem to
stater
i alle tilfælde rejses på det sted eller på et af de steder, hvortil sagen
har
en sådan tilknytning som nævnt i stk. 1, eller på et andet sted her i
riget, som parterne har aftalt.
Stk. 5.
Stk. 1
og 4 gælder ikke, hvis hverken det aftalte leveringssted eller det aftalte
eller faktiske udleveringssted efter § 252, stk. 3, ligger i
Danmark,
Finland, Norge eller Sverige, eller hvis andet følger af konventionen af 27.
september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i
borgerlige sager, herunder handelssager, med senere ændringer
(EF-domskonventionen), eller af konventionen af 16. september 1988 om
retternes
kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder
handelssager, og de til denne konvention knyttede protokoller m.v.
(Lugano-konventionen m.v.).
Stk. 6.
Bestemmelserne
i stk. 1-5 er ikke til hinder for, at der foretages foreløbige
retsskridt
her i riget.
§ 311.
Uanset
bestemmelsen i § 310, stk. 1, kan parterne skriftligt aftale, at
tvister skal afgøres ved voldgift, hvis sagen efter sagsøgerens valg kan
rejses
i en af de stater, hvor stedet som nævnt i § 310, stk. 1, ligger.
Stk. 2.
Voldgiftsretten
skal anvende bestemmelserne i dette kapitel. Bestemmelserne i stk. 1
gælder som en del af voldgiftsaftalen.
Stk. 3.
Bestemmelserne
i § 310, stk. 2, 3 og 6, gælder tilsvarende.
Stk. 4.
Hvis
hverken det aftalte leveringssted eller det aftalte eller faktiske
udleveringssted ligger i Danmark, Finland, Norge eller Sverige, kan parterne
ligeledes aftale, at tvister skal afgøres ved voldgift på andet sted med
anvendelse af andre bestemmelser, end hvad der fremgår af stk. 1 og 2.
§§ 312-320.
(ubenyttede)
Kapitel 14
Om befragtning af skib
§ 321.
Reglerne
om »befragtning« gælder hel- eller delbefragtning af et skib. Reglerne om
rejsebefragtning gælder tillige konsekutive rejser, når andet ikke er
bestemt.
Stk. 2.
I dette
kapitel forstås ved:
1)
Bortfragter:
Den, som ved aftale
bortfragter et skib til en anden (befragteren).
2)
Aflaster:
Den, som leverer
godset til lastning.
3)
Rejsebefragtning:
Befragtning, hvor
fragten i henhold til aftalen skal beregnes pr. rejse.
4)
Konsekutive rejser:
Et vist antal
rejser, som udføres efter hinanden i henhold til en befragtningsaftale for et
bestemt skib.
5)
Tidsbefragtning:
Befragtning, hvor
fragten i henhold til aftalen skal beregnes pr. tidsenhed.
6)
Delbefragtning:
Befragtning, som
omfatter mindre end et helt skib eller en fuld ladning, og der benyttes
certeparti.
Stk. 3.
Bestemmelserne
i dette kapitel finder anvendelse på alle aftaler om befragtning af skib i
indenrigsfart i Danmark og i fart mellem Danmark, Norge, Finland og Sverige.
Ved indenrigstransport i Norge, Finland og Sverige gælder loven i det land,
hvor transporten finder sted.
Stk. 4.
Ved befragtning
i fart, som ikke omfattes af stk. 3, gælder reglerne i dette kapitel,
når
dansk ret skal finde anvendelse.
§ 322.
Bestemmelserne
i dette kapitel gælder ikke, for så vidt andet følger af aftalen, praksis,
som
har udviklet sig mellem parterne, eller af handelsbrug eller anden sædvane,
som
må anses for bindende mellem parterne.
Stk. 2.
Ved
rejsebefragtning i indenrigsfart i Danmark samt i fart mellem Danmark,
Finland,
Norge og Sverige kan bestemmelserne i § 347 ikke tilsidesættes ved
aftale
til skade for aflaster, rejsebefragter eller modtager. Det samme gælder
bestemmelserne i § 501, stk. 1, nr. 7, og stk. 2, 1. pkt. Om
begrænsninger i aftalefriheden i indenrigsfart i Danmark, Finland, Norge og
Sverige gælder loven i det land, hvor transportbefordringen finder sted.
Stk. 3.
Ved
befragtning som nævnt i § 252, stk. 1 og 2, kan bestemmelserne i
§ 338 om udstedelse af konnossement ikke fraviges ved aftale til skade
for
aflaster.
Stk. 4.
Bestemmelserne
i dette kapitel kan heller ikke fraviges ved aftale, når dette følger af
§ 325, jf. § 347, stk. 2, og § 383, stk. 2.
§ 323.
Angår
befragtningsaftalen et bestemt skib, kan bortfragteren ikke opfylde aftalen
med
et andet skib. Giver aftalen bortfragteren ret til at erstatte det aftalte
skib
med et andet eller i øvrigt at bruge andre skibe, kan bortfragteren kun
indsætte skibe, som er lige så egnede som det aftalte skib. Retten hertil kan
udnyttes flere gange.
Stk. 2.
Angår
aftalen et helt skib eller en fuld ladning, kan bortfragteren ikke medtage
gods
for andre end befragteren. Dette gælder, selv om skibet skal gå i ballast for
at påbegynde en ny rejse.
§ 324.
Overdrager
befragteren sine rettigheder efter befragtningsaftalen til en anden, eller
frembortfragter vedkommende skibet, vedbliver denne at være ansvarlig for, at
aftalen opfyldes.
Stk. 2.
Bortfragteren
kan ikke overdrage forpligtelserne efter befragtningsaftalen uden samtykke
fra
befragteren. Har befragteren givet sit samtykke, ophører bortfragterens
ansvar
i medfør af aftalen.
§ 325.
Udsteder
bortfragteren konnossement for gods, som befordres med skibet, bestemmer
konnossementet vilkårene for befordringen og udleveringen af godset i
forholdet
mellem bortfragteren og tredjemand, som er indehaver af konnossementet.
Bestemmelser i befragtningsaftalen, som ikke er optaget i konnossementet, kan
ikke gøres gældende over for tredjemand, medmindre konnossementet henviser
til
dem.
Stk. 2.
Bestemmelserne
om konnossement i §§ 295-307 gælder også konnossement som nævnt i
stk. 1. Når det følger af § 253, at konnossementet er undergivet
reglerne i kapitlet om stykgodsbefordring, bestemmes bortfragterens ansvar og
rettigheder i forhold til tredjemand af bestemmelserne i §§ 274-290, jf.
§ 254.
Rejsebefragtning
§ 326.
Fremgår
fragten ikke af aftalen, betales gængs fragt på aftaletidspunktet.
Stk. 2.
Er der
lastet andet eller mere gods end aftalt i befragtningsaftalen, betales herfor
gængs fragt ved lastningen, dog ikke mindre end den aftalte fragt.
§ 327.
Rejsebortfragteren
skal sørge for, at skibet er sødygtigt, herunder at det er tilstrækkeligt
udrustet og bemandet, og at lastrum, køle- og fryserum og alle andre dele af
skibet, hvor gods lastes, er i behørig stand til modtagelse, befordring og
bevaring af godset.
§ 328.
Giver
befragtningsaftalen rejsebefragteren ret til at vælge laste- eller lossehavn,
skal skibet sejle til den havn, som denne anviser, såfremt adgangen er fri og
skibet kan ligge flot og sikkert og uden hindringer gå ind eller ud med
lasten.
Valg af lossehavn træffes senest ved afslutningen af lastningen.
Stk. 2.
For skade
på skibet, der skyldes, at rejsebefragteren har beordret skibet til en
usikker
havn, er denne ansvarlig, medmindre rejsebefragteren godtgør, at tabet ikke
skyldes fejl eller forsømmelse af den pågældende eller nogen, denne svarer
for.
Stk. 3.
Ved
konsekutive rejser skal retten til at vælge, hvilke rejser skibet skal
udføre,
udøves på en sådan måde, at den samlede længde af laste- og ballastrejserne i
medfør af befragtningsaftalen væsentlig forbliver den samme. I modsat fald er
rejsebefragteren forpligtet til at svare erstatning for fragttab.
Stk. 4.
Rejsebefragteren
kan ikke omgøre valget af havn eller rejse.
§ 329.
Er
bestemt lasteplads ikke aftalt, lægges skibet på den plads, som
rejsebefragteren anviser, såfremt adgangen dertil er fri og skibet kan ligge
der flot og sikkert og uden hindringer komme ud derfra med lasten.
Stk. 2.
Er
lasteplads ikke anvist i tide, lægges skibet på sædvanlig lasteplads. Lader
det
sig ikke gøre, vælger rejsebortfragteren en plads, hvor lastning med
rimelighed
kan foregå.
Stk. 3.
Hvad enten
bestemt lasteplads er aftalt eller ikke, kan rejsebefragteren kræve skibet
forhalet fra en lasteplads til en anden mod selv at bære omkostningerne
derved.
§ 330.
Rejsebortfragteren
er pligtig at lade skibet ligge til lastning en vis lastetid, der omfatter
liggetid og overliggetid. Ved befragtning på linjefartsvilkår (liner terms)
indgår ingen overliggetid i lastetiden.
§ 331.
Liggetiden
er den tid, der ved befragtningsaftalens indgåelse med rimelighed kan
påregnes
at medgå til lastningen. Ved beregningen skal hensyn tages til skibets og
lastens art og størrelse, lasteindretningerne om bord og i havnen og andre
lignende omstændigheder.
Stk. 2.
Liggetiden
beregnes ved klausulerne
1)
fac (fast as can) med
udgangspunkt i, at lastning skal foregå så hurtigt, som skibet kan tage imod
lasten med uskadte lasteindretninger;
2)
faccop (fast as can
custom of the port) med udgangspunkt i, at lastningen skal foregå så hurtigt,
som sædvanlig lastemåde i havnen tillader;
3)
liner terms
(linjefartsvilkår) med udgangspunkt i, at lastningen skal foregå så hurtigt
som
ved sædvanlig lastning i havnen af skibe i linjefart med tillæg af den tid,
som
går tabt ved trafikophobning.
Stk. 3.
Er tiden
for lastning og losning fastsat under et, udløber liggetiden ikke, før den
samlede tid er udløbet.
Stk. 4.
Liggetiden
beregnes i arbejdsdage og arbejdstimer. Som arbejdsdag regnes hverdage, hvor
der arbejdes det antal timer, som er sædvanlige på hverdage i havnen, og som
arbejdstime hver time, som på hverdage kan bruges til lastning. For de dage,
hvor der arbejdes mindre end på arbejdsdage, regnes med det særlige antal
timer, som da sædvanligvis bruges.
§ 332.
Liggetiden
begynder ikke at løbe, før skibet er på lastepladsen klar til at indtage last
og rejsebortfragteren har givet meddelelse herom.
Stk. 2.
Meddelelse
kan gives på forhånd, men ikke før skibet er kommet frem til lastehavnen.
Viser
det sig senere, at skibet ikke var klar til at indtage last, skal den tid,
som
går tabt på grund af nødvendig klargøring, ikke medregnes i liggetiden.
Stk. 3.
Meddelelse
skal gives til aflasteren eller, dersom denne ikke kan træffes, til
rejsebefragteren. Træffes hverken aflasteren eller rejsebefragteren, anses
meddelelse for at være givet, når den er afsendt på hensigtsmæssig måde.
Stk. 4.
Tiden
regnes enten fra det klokkeslæt, da arbejdet i havnen sædvanlig begynder om
morgenen, eller fra middagspausens slutning. I første tilfælde må meldingen
være givet senest en time før kontortidens afslutning den foregående
arbejdsdag, i sidste tilfælde senest kl. 10 samme dag.
§ 333.
Kan
skibet ikke lægges på lastepladsen på grund af hindring på rejsebefragterens
side, kan det dog meldes klart til lastning med den virkning, at liggetiden
begynder at løbe. Det samme gælder ved trafikophobning og desuden ved andre
hindringer, som rejsebortfragteren ikke med rimelighed kunne tage i
betragtning
på tidspunktet for aftalens indgåelse.
Stk. 2.
I
liggetiden medregnes ikke den tid, som går tabt ved hindring på
rejsebortfragterens side. Det samme gælder tid, som går tabt, fordi skibet på
grund af forhold, som rejsebortfragteren med rimelighed kunne tage i
betragtning på tidspunktet for aftalens indgåelse, er lagt på en lasteplads,
som ikke er sædvanlig. Derimod medregnes ophold ved forhaling af skibet.
§ 334.
Overliggetiden
udgør den tid, skibet efter liggetidens udløb må ligge for at blive lastet,
medmindre længden af overliggetid er fastsat ved aftale.
Stk. 2.
Overliggetiden
beregnes i løbende dage og timer fra liggetidens udløb. Bestemmelsen i
§ 333, stk. 2, gælder tilsvarende.
§ 335.
For
overliggetid har rejsebortfragteren krav på særskilt godtgørelse.
Godtgørelsen
fastsættes under hensyn til fragten og til forøgelse eller formindskelse af
bortfragterens udgifter som følge af, at skibet ligger stille.
Stk. 2.
Godtgørelsen
forfalder ved påkrav.
Stk. 3.
Bliver
godtgørelsen ikke betalt eller sikkerhed stillet, kan rejsebortfragteren føre
kravet på konnossementet. Gør han ikke det, kan han i stedet fastsætte en
rimelig betalingsfrist. Er beløbet ikke betalt inden fristens udløb, kan
rejsebortfragteren hæve befragtningsaftalen og kræve erstatning efter
almindelige kontraktregler for tab, som skyldes, at rejsen bortfalder.
§ 336.
Dersom
andet ikke følger af praksis i havnen, skal rejsebefragteren levere godset
ved
skibets side og rejsebortfragteren tage det om bord. Ved klausulerne
1)
fio (free in and out)
skal rejsebefragteren sørge for lastningen,
2)
liner terms
(linjefartsvilkår) skal rejsebortfragteren sørge for lastningen.
Stk. 2.
Rejsebortfragteren
sørger for underlag og andet, som er påkrævet til stuvningen, og udfører
denne.
Stk. 3.
Vedrørende
dækslast gælder § 263 tilsvarende.
Stk. 4.
Er skibet
på grund af en omstændighed, som rejsebortfragteren med rimelighed kunne
regne
med, da aftalen blev sluttet, lagt på en lasteplads, der ikke er sædvanlig,
er
rejsebortfragteren ansvarlig for de øgede udgifter, som dette medfører.
§ 337.
Godset
skal leveres og lastes med tilbørlig hurtighed. Det skal leveres på en sådan
måde og i en sådan tilstand, at det let og sikkert kan tages om bord, stuves,
befordres og losses.
Stk. 2.
Bestemmelserne
i §§ 256-259 gælder tilsvarende.
§ 338.
Når
godset er lastet, skal rejsebortfragteren eller skibsføreren eller den, som
rejsebortfragteren ellers har bemyndiget dertil, på aflasterens forlangende
udstede ombordkonnossement, når de nødvendige papirer og oplysninger
foreligger.
Stk. 2.
Aflasteren
kan kræve særskilte konnossementer for de enkelte dele af godset, medmindre
dette vil medføre væsentlige ulemper.
Stk. 3.
Udstedes
der konnossement med andre vilkår end fastsat i befragtningsaftalen, og
medfører dette forøget ansvar for rejsebortfragteren, skal rejsebefragteren
holde denne skadesløs herfor.
§ 339.
Rejsen
skal udføres med tilbørlig hurtighed og i øvrigt på forsvarlig måde.
Bestemmelserne i §§ 262, 266 og 267 gælder tilsvarende.
§ 340.
Deviation
kan kun gøres for at redde person eller for at bjærge skib eller gods eller
af
anden rimelig grund.
Stk. 2.
Indtræder
der hindringer, der medfører, at skibet ikke kan anløbe lossehavnen og losse
lasten, eller at dette ikke kan ske uden urimeligt ophold, kan
rejsebortfragteren i stedet vælge en anden rimelig lossehavn.
§ 341.
Er
en del af rejsen udført, når aftalen hæves eller bortfalder, eller når godset
ellers er losset i en anden havn end den aftalte, kan rejsebortfragteren
kræve
afstandsfragt. § 344 gælder tilsvarende.
Stk. 2.
Afstandsfragt
er det beløb, der bliver tilbage af den aftalte fragt, når fradrag gøres
efter
forholdet mellem længden af den tilbagestående og den aftalte rejse. Hensyn
skal tages også til varigheden af og de særlige omkostninger ved sådanne
rejser. Afstandsfragten kan ikke overstige godsets værdi.
Stk. 3.
Enhver af
parterne kan kræve afstandsfragt fastsat af en dispachør. Tvist om
rigtigheden
af dispachørens afgørelse kan indbringes for domstolene.
§ 342.
Er
farligt gods lastet, uden at rejsebortfragteren kendte dets farlige
beskaffenhed, kan denne efter omstændighederne losse, uskadeliggøre eller
ødelægge godset uden pligt til at betale erstatning. Tilsvarende gælder, selv
om denne har kendskab til, at godset er af farlig beskaffenhed, hvis der
senere
opstår en fare for person eller ejendom, som gør det uforsvarligt at beholde
godset om bord.
§ 343.
Med
hensyn til losseplads, lossetid og losning af godset gælder bestemmelserne i
§§ 329-337 tilsvarende. Hvad der er bestemt for rejsebefragteren, skal
her
gælde modtageren af godset.
Stk. 2.
Den, der
legitimerer sig som modtager, har ret til at besigtige godset, før den
pågældende modtager det.
Stk. 3.
Er der
flere modtagere af gods, som befordres i henhold til samme
befragtningsaftale,
kan de ikke anvise losseplads eller kræve forhaling, medmindre alle er enige.
Stk. 4.
Øgede
omkostninger som følge af, at godset er skadet eller må bortskaffes som følge
af en skade, skal betales af rejsebefragteren, hvis skaden skyldes godsets
egen
beskaffenhed eller fejl eller forsømmelse på rejsebefragterens side. Ved
klausulen fio (free in and out) dækker rejsebefragteren omkostningerne,
medmindre rejsebortfragteren er ansvarlig for skaden i medfør af § 347.
§ 344.
For
gods, der ikke er i behold ved rejsens slutning, kan der ikke kræves fragt,
medmindre det er gået tabt som følge af dets egen beskaffenhed, mangler ved
indpakningen eller fejl eller forsømmelse på rejsebefragterens side eller
rejsebortfragteren har solgt det for ejerens regning eller har losset,
uskadeliggjort eller ødelagt det i medfør af § 342.
Stk. 2.
Forudbetalt
fragt skal betales tilbage, hvis rejsebortfragteren i medfør af stk. 1
ikke har krav på fragt.
§ 345.
Ved
at tage imod godset bliver modtageren pligtig til at betale fragt og andre
krav
efter bestemmelserne i § 269.
Stk. 2.
Rejsebortfragteren
kan i alle tilfælde kræve betaling af rejsebefragteren efter bestemmelserne i
§ 273.
Stk. 3.
Rejsebortfragteren
har tilbageholdsret efter bestemmelserne i § 270.
§ 346.
Undlader modtageren at opfylde vilkårene for udlevering af godset, eller
forsinker denne losningen, således at den ikke kan fuldføres til aftalt tid
eller i øvrigt uden urimelig forsinkelse, har rejsebortfragteren ret til at
losse godset og oplægge det under sikker forvaring for modtagerens regning.
Om
oplægningen skal den pågældende underrette modtageren.
Stk. 2.
Nægter
modtageren at tage imod godset, eller er modtageren ikke kendt eller ikke at
træffe, skal rejsebortfragteren så hurtigt som muligt underrette
rejsebefragteren. Melder modtageren sig ikke så tidligt, at losningen kan
fuldføres i rette tid, skal rejsebortfragteren losse og oplægge godset.
Modtageren og rejsebefragteren skal underrettes om oplægningen.
Stk. 3.
I
underretningen i medfør af stk. 1 og 2 skal angives en rimelig frist,
efter hvis udløb rejsebortfragteren kan sælge eller på anden måde råde over
oplagt gods. Ved salg eller anden råden over godset gælder § 272
tilsvarende.
§ 347.
Rejsebortfragteren
er ansvarlig efter reglerne i §§ 274-285 og 287-289 for tab som følge
af,
at gods går tabt, bliver beskadiget eller bliver forsinket, mens det er i den
pågældendes varetægt. Reglen i § 286 gælder tilsvarende.
Stk. 2.
Modtager,
som ikke er rejsebefragter, kan også kræve erstatning efter stk. 1. Er
modtager indehaver af et konnossement udstedt af rejsebortfragteren, kan
denne
tillige påberåbe sig bestemmelsen i § 325.
§ 348.
Skal
skibet være lasteklart inden et bestemt tidspunkt (kancelleringstid), kan
rejsebefragteren hæve befragtningsaftalen, dersom skibet ikke er lasteklart
og
meldt lasteklart inden udløbet af fristen.
Stk. 2.
Giver
rejsebortfragteren meddelelse om, at skibet vil komme, efter at tiden er
løbet
ud, og opgiver, hvornår skibet vil være lasteklart, må rejsebefragteren,
såfremt denne vil hæve, gøre dette uden ugrundet ophold. Hæves aftalen ikke,
bliver det opgivne tidspunkt nyt kancelleringstidspunkt.
§ 349.
Rejsebefragteren
kan hæve fragtaftalen på grund af forsinkelse eller andet kontraktbrud på
rejsebortfragterens side, når kontraktbruddet er væsentligt.
Stk. 2.
Har
lastning fundet sted, kan rejsebefragteren ikke hæve aftalen, hvis losning af
godset vil medføre væsentlig skade eller ulempe for andre befragtere. Ved
konsekutive rejser kan rejsebefragteren ikke hæve for en enkelt rejse,
medmindre udførelsen af denne er uvæsentlig for rejsebortfragteren i forhold
til de resterende rejser.
Stk. 3.
Vil
rejsebefragteren hæve aftalen, må denne give underretning herom uden ugrundet
ophold, efter at den pågældende må antages at have fået kendskab til
kontraktbruddet. Gør rejsebefragteren ikke det, går hæveadgangen tabt.
§ 350.
Gælder
befragtningsaftalen et bestemt skib, og dette går tabt eller bliver erklæret
for uistandsætteligt, er rejsebortfragteren ikke forpligtet til at udføre
rejsen. I dette tilfælde kan denne ikke kræve at udføre rejsen med et andet
skib, selv om befragtningsaftalen tillader den pågældende at indsætte et
andet
skib end det aftalte.
§ 351.
Opstår
der som følge af forsinkelse eller andet kontraktbrud på rejsebortfragterens
side tab, som ikke er omfattet af § 347, gælder §§ 275 og 276
tilsvarende.
§ 352.
Træder
rejsebefragteren tilbage fra befragtningsaftalen, før lastningen er begyndt,
eller har den pågældende ved afslutningen af lastningen ikke leveret alt det
gods, aftalen omfatter, kan rejsebortfragteren kræve erstatning for fragttab
og
anden skade. Ved konsekutive rejser kan tilbagetræden fra en enkelt rejse kun
ske, dersom udførelsen af denne er uvæsentlig for rejsebortfragteren i
forhold
til de resterende rejser.
Stk. 2.
Ved
fastsættelse af erstatning skal hensyn tages til, om rejsebortfragteren uden
rimelig grund har undladt at medtage andet gods.
Stk. 3.
Erstatning
kan ikke kræves, hvis muligheden for at levere eller befordre godset eller
indføre det på bestemmelsesstedet må anses for udelukket ved omstændigheder,
der er af sådan beskaffenhed, at rejsebefragteren ikke burde have taget dem i
betragtning, da aftalen blev sluttet, såsom indførsels- eller udførselsforbud
eller anden foranstaltning af offentlig myndighed, hændelig undergang af alt
gods af den art, aftalen angår, eller lignende omstændigheder. Tilsvarende
gælder, hvis det bestemte gods, aftalen angår, er gået til grunde ved en
ulykkeshændelse.
Stk. 4.
Vil rejsebefragteren
påberåbe sig en af de i stk. 3 nævnte omstændigheder, skal den
pågældende
uden ugrundet ophold give meddelelse om dette. Gør vedkommende ikke det, skal
han erstatte den skade, som følger heraf.
§ 353.
Kan
rejsebefragteren træde tilbage fra befragtningsaftalen uden
erstatningsansvar,
jf. § 352, stk. 3, kan rejsebortfragteren hæve aftalen, når
vedkommende giver underretning herom uden ugrundet ophold.
Stk. 2.
Leverer
rejsebefragteren ikke alt det gods, aftalen omfatter, kan rejsebortfragteren
sætte
en rimelig frist for rejsebefragteren til at betale erstatning eller til at
stille sikkerhed. Er dette ikke gjort inden fristens udløb, kan
rejsebortfragteren hæve aftalen. Den pågældende kan tillige kræve erstatning
i
medfør af § 352, medmindre rejsebefragteren er uden ansvar for ikke at
have leveret det gods, som mangler.
§ 354.
Har
lastning fundet sted, kan rejsebefragteren ikke kræve godset losset eller
rejsen afbrudt, dersom dette vil medføre væsentlig skade eller ulempe for
rejsebortfragteren eller andre befragtere. Bestemmelserne i §§ 352 og
353
gælder tilsvarende.
§ 355.
Er
overliggetiden aftalt, og har rejsebefragteren ved lastetidens udløb ikke
leveret godset eller kun leveret en del heraf, gælder bestemmelserne i
§§ 352 og 353 tilsvarende. Tilsvarende gælder, når befragtningsaftalen
indeholder klausulen liner terms og liggetiden er opbrugt.
Stk. 2.
Er
overliggetidens længde ikke aftalt, men lastningen bliver så forsinket, at
der
opstår et væsentligt tab eller ulempe for rejsebortfragteren, selv om
godtgørelse for overliggetid betales, kan den pågældende hæve aftalen eller,
når noget af godset allerede er leveret, erklære lastningen for afsluttet. I
dette tilfælde gælder bestemmelserne i § 352 og § 353 tilsvarende.
§ 356.
Bliver
skibet opholdt efter lastning eller under rejse som følge af forhold på
rejsebefragterens side, kan rejsebortfragteren kræve erstatning, medmindre
opholdet ikke skyldes fejl eller forsømmelse af rejsebefragteren eller nogen,
den pågældende svarer for. Tilsvarende gælder, når skibet bliver opholdt
under
losning, fordi det ikke er muligt for rejsebortfragteren at foretage
oplægning
i medfør af § 346.
Stk. 2.
Bliver ved
konsekutive rejser fragt, godtgørelse for overliggetid eller andre fordringer
i
henhold til befragtningsaftalen ikke betalt i rette tid, kan
rejsebortfragteren
fastsætte en rimelig betalingsfrist. Er kravet ikke betalt inden fristens
udløb, kan rejsebortfragteren standse opfyldelsen af aftalen eller hæve
aftalen. Rejsebortfragteren kan kræve erstatning efter almindelige
kontraktregler for tab, som skyldes standsningen eller, dersom aftalen hæves,
at de resterende rejser bortfalder.
§ 357.
Har
gods forårsaget tab for rejsebortfragteren eller skade på skibet, skal
rejsebefragteren betale erstatning, såfremt den pågældende selv eller nogen,
denne svarer for, har gjort sig skyldig i fejl eller forsømmelse. Tilsvarende
gælder ved skade på andet gods om bord i skibet.
§ 358.
Viser
det sig, efter at befragtningsaftalen er indgået, at udførelse af rejsen vil
medføre fare for skibet, personer om bord eller lasten som følge af krig,
blokade, oprør, borgerlige uroligheder, sørøveri eller andet væbnet overfald,
eller at faren herfor er blevet væsentligt forøget, kan såvel
rejsebortfragteren som rejsebefragteren hæve aftalen uden pligt til at betale
erstatning, selv om rejsen er påbegyndt. Den, som vil hæve fragtaftalen, skal
give meddelelse herom uden ugrundet ophold. Gør den pågældende ikke det, skal
denne erstatte den deraf følgende skade.
Stk. 2.
Kan faren
afværges ved, at en del af godset bliver tilbage eller losses, kan aftalen
kun
hæves, for så vidt angår denne del. Rejsebortfragteren kan dog, når det ikke
medfører væsentlig skade eller ulempe for anden befragter, hæve aftalen i
dens
helhed, hvis der ikke på opfordring betales erstatning eller stilles
sikkerhed
for fragttab og anden skade.
§ 359.
Ved
konsekutive rejser kan aftalen i medfør af § 358 kun hæves for en enkelt
rejse, hvis udførelsen af denne er uvæsentlig i forhold til de resterende
rejser.
Stk. 2.
Giver
befragtningsaftalen rejsebefragteren ret til at vælge, hvilke rejser skibet
skal udføre, kan aftalen kun hæves i medfør af § 358, dersom faren er af
væsentlig betydning for opfyldelsen af aftalen.
§ 360.
Bliver
skibet efter påbegyndt lastning opholdt på grund af fare som nævnt i
§ 358
enten i lastehavnen eller i en anden havn, der anløbes under rejsen, skal
omkostningerne ved opholdet anses som fælleshavariomkostninger og fordeles på
skib, fragt og ladning efter reglerne om almindeligt havari. Hæves
befragtningsaftalen, gælder dette dog ikke omkostningerne, som derefter
påløber.
§ 361.
Er
skibet befragtet for så mange rejser, som det kan udføre i et angivet
tidsrum,
og har rejsebefragteren før udløbet af aftaleperioden fået meddelelse om, at
skibet er klar til at indtage last, skal rejsen udføres, selv om dette vil
ske
helt eller delvis efter, at aftaleperioden er udløbet.
Stk. 2.
Er det
klart, at skibet ikke kan nå lastehavnen og være lasteklart før udløbet af
aftaleperioden, har rejsebortfragteren ikke pligt til at sende skibet til
lastehavnen.
Stk. 3.
Giver
rejsebortfragteren meddelelse om, at skibet kan komme for sent frem til
lastehavnen og anmoder om forholdsordre, kan rejsebefragteren bestemme, enten
at rejsen skal udføres i henhold til befragtningsaftalen, eller at aftalen
skal
ophøre. Aftalen ophører, dersom befragteren ikke uden ugrundet ophold, efter
at
have fået meddelelse herom, kræver, at rejsen skal udføres.
Kvantumkontrakter
§ 362.
Reglerne
om kvantumkontrakter gælder befordring med skib af fastsat kvantum gods
fordelt
på flere rejser inden for et angivet tidsrum.
Stk. 2.
Er det
aftalt, at rejserne skal udføres efter hinanden med bestemt skib, finder
reglerne dog ikke anvendelse.
§ 363.
Giver
kontrakten et spillerum for det samlede kvantum gods, som skal befordres, har
befragteren valgretten.
Stk. 2.
Giver
kontrakten et spillerum for, hvor stort kvantum der skal befordres på den
enkelte rejse, er det bortfragteren, som har valgretten.
§ 364.
Befragteren
skal udarbejde et afskibningsprogram for perioder af rimelig længde under
hensyn til det tidsrum, kontrakten gælder, og i god tid underrette
bortfragteren herom.
Stk. 2.
Befragteren
skal sørge for, at det kvantum, kontrakten omfatter, bliver rimeligt fordelt
over kontraktperioden. Der skal herunder tages hensyn til størrelsen af de
skibe, der skal bruges.
§ 365.
Befragteren
skal med rimelig frist give underretning om afskibninger. I underretningen
skal
befragteren angive det tidspunkt, godset senest vil være klar til lastning.
§ 366.
Når
underretning om en afskibning er givet, er bortfragteren forpligtet til at
fremskaffe et skib, som er egnet til at udføre rejsen i rette tid.
Bortfragteren skal med rimelig frist give befragteren underretning om,
hvilket
skib der skal udføre rejsen, og om dets lasteevne og forventede ankomst til
lastehavnen.
Stk. 2.
Bortfragteren
er ikke forpligtet til at fremskaffe skib til gods, der ikke er klart til
lastning inden udløbet af kontraktperioden, medmindre overskridelsen skyldes
forhold uden for befragterens kontrol og ikke er væsentlig.
§ 367.
Når
bortfragteren har givet underretning efter § 366, gælder reglerne om
rejsebefragtning eller stykgodstransport for den befordring, som skal
udføres.
Stk. 2.
Hvis
bortfragterens pligt til at udføre en enkelt rejse falder bort på grund af
forhold, som bortfragteren er ansvarlig for, har befragteren ret til at
kræve,
at godset eller et tilsvarende kvantum nyt gods bliver befordret.
Stk. 3.
Såfremt
bortfaldet af rejsen giver grund til at regne med, at senere rejser ikke vil
blive udført uden væsentlig forsinkelse, kan befragteren hæve kontrakten for
den resterende del.
§ 368.
Hvis
befragteren ikke i tide giver underretning om en afskibning, kan
bortfragteren
fastsætte en rimelig tillægsfrist. Såfremt denne frist overskrides, kan
bortfragteren give underretning om skib i medfør af § 366 i
overensstemmelse med det gældende afskibningsprogram eller i stedet hæve for
den rejse, det gælder.
Stk. 2.
Giver
forsinkelsen grund til at regne med, at der vil indtræde væsentlig
forsinkelse
ved underretning om senere afskibninger, kan bortfragteren hæve kontrakten
for
den resterende del.
Stk. 3.
Bortfragteren
kan kræve erstatning, medmindre forsinkelsen skyldes forhold som nævnt i
§ 352, stk. 3.
Stk. 4.
Hvis
befragteren ikke i tide underretter bortfragteren om afskibningsprogram, kan
bortfragteren fastsætte en rimelig tillægsfrist. Overskrides fristen, kan
bortfragteren hæve aftalen for den resterende del. Bestemmelsen i stk. 3
gælder tilsvarende.
§ 369.
Hvis
bortfragteren ikke i tide giver underretning om skib, kan befragteren
fastsætte
en rimelig tillægsfrist. Overskrides denne frist, kan befragteren hæve
kontrakten for den pågældende rejse.
Stk. 2.
Giver
forsinkelsen grund til at regne med, at der vil indtræde væsentlig
forsinkelse
vedrørende underretning om skibe for senere afskibninger, kan befragteren
hæve
kontrakten for den resterende del.
Stk. 3.
Befragteren
kan kræve erstatning, medmindre forsinkelsen skyldes en hindring uden for
bortfragterens kontrol, som han ikke med rimelighed kunne ventes at have
taget
i betragtning, da kontrakten blev indgået, eller at overvinde eller undgå
virkningerne af.
§ 370.
Bliver
fragt, overliggetidsgodtgørelse eller andre fordringer, befragteren hæfter
for
i medfør af kontrakten, ikke betalt i rette tid, kan bortfragteren fastsætte
en
rimelig betalingsfrist. Er fordringen ikke betalt inden fristens udløb, kan
bortfragteren standse opfyldelsen af kontrakten eller, såfremt forsinkelsen
udgør et væsentligt kontraktbrud, hæve kontrakten.
Stk. 2.
Bortfragteren
kan kræve erstatning i medfør af almindelige kontraktregler for tab, som
skyldes, at opfyldelsen afbrydes, eller, såfremt kontrakten hæves, at de
resterende rejser bortfalder.
Stk. 3.
Ved
afslutningen af en rejse i henhold til kontrakten har bortfragteren
tilbageholdsret i lasten for de fordringer, som er udestående i medfør af
kontrakten. I forhold til tredjemand gælder dette alene, hvis fordringen er
påført konnossementet, jf. § 325.
§ 371.
Indtræder
i kontraktperioden krig, krigslignende tilstande eller væsentlig forøgelse af
krigsfare, og dette er af væsentlig betydning for opfyldelsen af kontrakten,
kan såvel bortfragteren som befragteren hæve kontrakten uden pligt til at
betale erstatning.
Stk. 2.
Den, som
vil hæve aftalen, skal give meddelelse herom uden ugrundet ophold. Undlader
den
pågældende dette, skal denne erstatte den deraf følgende skade.
Tidsbefragtning
§ 372.
Tidsbortfragteren
skal stille skibet til rådighed for tidsbefragteren på det sted og til den
tid,
som er aftalt.
Stk. 2.
Ved
leveringen skal tidsbortfragteren sørge for, at skibets tilstand, påbudte
certifikater, bemanding, proviantering og øvrige udrustning opfylder de krav,
der stilles i almindelig fragtfart i det fartsområde, befragtningsaftalen
angiver.
Stk. 3.
Skibet skal
endvidere have tilstrækkelig bunkers om bord til at nå nærmeste anvendelige
bunkershavn. Tidsbefragteren skal overtage og betale for bunkers i henhold
til
prisen i denne havn.
§ 373.
Ved
skibets levering kan såvel tidsbortfragteren som tidsbefragteren forlange, at
der foretages sædvanlig besigtigelse af skibet, dets udrustning og dets
beholdning af bunkers.
Stk. 2.
Omkostningerne,
herunder et eventuelt tidstab ved sådan besigtigelse, skal betales med
halvdelen af hver af parterne.
Stk. 3.
Besigtigelsesrapporten
tjener som bevis for skibets og udrustningens tilstand og omfanget af dets
beholdning af bunkers, medmindre modbevis føres.
§ 374.
Har
parterne aftalt, at skibet skal leveres i søen, skal tidsbortfragteren give
meddelelse til tidsbefragteren om leveringen og opgive skibets position samt
leveringstidspunktet.
Stk. 2.
Besigtigelse
som omtalt i § 373 foretages i den første havn, skibet anløber efter
leveringen. Konstateres der mangler, skal der ikke betales fragt for den tid,
der går tabt ved udbedring af manglerne. Bliver befragtningsaftalen hævet af
tidsbefragteren, jf. § 376, 1. pkt., bortfalder tidsbortfragterens krav
på
fragt fra leveringen.
§ 375.
Skal
skibet efter befragtningsaftalen være lasteklart inden en bestemt tid
(kancelleringstidspunkt), kan tidsbefragteren hæve aftalen, dersom skibet
ikke
er lasteklart eller ikke meldt lasteklart før udløbet af fristen. Tilsvarende
gælder, dersom skibet i øvrigt skal være leveret inden for et bestemt tidsrum
fastsat i aftalen.
Stk. 2.
Giver
tidsbortfragteren meddelelse om, at skibet vil blive forsinket, og angiver,
hvornår skibet vil være lasteklart eller kunne leveres, må tidsbefragteren
uden
ugrundet ophold hæve aftalen. Hæves aftalen ikke, bliver det opgivne
tidspunkt
nyt kancelleringstidspunkt.
Stk. 3.
Bliver
skibet i andre tilfælde leveret for sent, kan tidsbefragteren hæve aftalen,
hvis forsinkelsen udgør et væsentligt kontraktbrud.
§ 376.
Lider
skibet eller dets udrustning ved leveringen af en mangel, er tidsbefragteren
berettiget til at kræve afslag i tidsfragten eller, hvis mangelen er
væsentlig,
hæve befragtningsaftalen. Dette gælder ikke, hvis mangelen udbedres af
tidsbortfragteren uden en sådan forsinkelse, som efter § 375 ville give
tidsbefragteren ret til at hæve aftalen.
§ 377.
Tidsbefragteren
kan kræve erstatning for tab som følge af forsinkelse eller mangler ved
leveringen, medmindre forsinkelsen eller mangelen ikke skyldes fejl eller
forsømmelse af tidsbortfragteren eller nogen, denne svarer for.
Tidsbefragteren
kan tillige kræve erstatning for tab som følge af, at skibet på
kontraheringstidspunktet savnede egenskaber eller udrustning, som må anses
tilsikret.
§ 378.
Tidsbortfragteren
skal i befragtningsperioden udføre de rejser, som tidsbefragteren i
overensstemmelse med befragtningsaftalen kræver. § 372, stk. 2,
gælder tilsvarende.
Stk. 2.
Dog er
tidsbortfragteren ikke pligtig at udføre en rejse, hvorved skibet, personer
om
bord eller lasten vil blive udsat for fare som følge af krig eller
krigslignende tilstande, is eller anden fare eller væsentlig ulempe, som den
pågældende ikke med rimelighed kunne regne med, da aftalen blev sluttet.
Stk. 3.
Tidsbortfragteren
er ikke pligtig at medtage gods af let antændelig, brændbar eller tærende
karakter eller andet farligt gods, medmindre det leveres i en sådan tilstand,
at det kan befordres og udleveres i overensstemmelse med de krav og
anbefalinger, der stilles af myndighederne i det land, hvor skibet er
registreret, i det land, hvor rederen har sit hovedforretningssted, og i de
havne, som indgår i rejsen. Ej heller er tidsbortfragteren pligtig at lade
skibet medtage levende dyr.
§ 379.
Tidsbortfragteren
er pligtig at holde tidsbefragteren underrettet om alle forhold vedrørende
skibet og rejserne af betydning for tidsbefragteren. Tidsbefragteren skal
ligeledes underrette tidsbortfragteren om skibets forventede
operationsprogram.
§ 380.
Tidsbefragteren
er pligtig at sørge for bunkers og vand til skibets maskiner. Den pågældende
indestår for, at leveret bunkers er i overensstemmelse med aftalte
specifikationer.
§ 381.
Tidsbefragteren
skal sørge for modtagelse, lastning, stuvning, trimning, sikring, losning og
udlevering af lasten. Stuvningen skal foregå således, at skibet er
betryggende
stabiliseret og lasten sikret. Tidsbefragteren skal følge instrukser fra
tidsbortfragteren om lastens fordeling i det omfang, hensynet til skibets
sikkerhed og stabilitet tilsiger det.
Stk. 2.
Tidsbefragteren
kan kræve sådan medvirken hertil af skibsfører og mandskab, som er sædvanlig
i
den pågældende fart. Godtgørelse for overarbejde og andre særlige udgifter
ved
sådan medvirken betales af tidsbefragteren.
Stk. 3.
Er
tidsbortfragteren pligtig at erstatte tab, der er en følge af lastning,
stuvning, trimning, sikring, losning eller udlevering af lasten, skal
tidsbefragteren holde denne skadesløs, medmindre tabet skyldes medvirken af
skibsfører eller mandskab eller andre forhold, som tidsbortfragteren er
ansvarlig for.
§ 382.
Tidsbortfragteren
er pligtig til på forlangende at udstede konnossement for indlastet gods for
den rejse, den pågældende skal udføre, med de vilkår for befordringen, der er
sædvanlige i den pågældende fart. Pådrager tidsbortfragteren sig derved
ansvar
over for indehaveren af konnossementet ud over vedkommendes ansvar i medfør
af
befragtningsaftalen, skal tidsbefragteren holde den pågældende skadesløs.
Stk. 2.
Tidsbortfragteren
har ikke pligt til at følge tidsbefragterens anmodning om at udlevere godset
til en ikke legitimeret modtager eller i øvrigt i strid med konnossementets
indhold, hvis dette vil være i strid med redelighed og god tro. Han kan i
alle
tilfælde kræve sikkerhed for det ansvar, han kan pådrage sig ved en sådan
udlevering.
§ 383.
Tidsbortfragteren
er over for tidsbefragteren ansvarlig efter reglerne i §§ 274-285 og
287-289 for tab som følge af, at gods går tabt, bliver beskadiget eller
bliver
forsinket, mens det er i den pågældendes varetægt. Reglen i § 286 gælder
tilsvarende.
Stk. 2.
Modtager,
som ikke er tidsbefragteren, kan også kræve erstatning efter stk. 1. Er
modtager indehaver af konnossement udstedt af tidsbortfragteren, kan denne
også
påberåbe sig bestemmelsen i § 325.
§ 384.
Holdes
skibet ikke i sødygtig eller i øvrigt i kontraktmæssig stand, eller udføres
rejserne for sent, eller foreligger andet kontraktbrud på tidsbortfragterens
side, kan tidsbefragteren hæve befragtningsaftalen, hvis disse forhold
medfører, at formålet med aftalen bliver væsentligt forfejlet. Vil
tidsbefragteren hæve aftalen, må vedkommende give underretning herom uden
ugrundet ophold, efter at denne har eller må antages at have fået kendskab
til
kontraktbruddet. Gør tidsbefragteren ikke det, går hæveadgangen tabt.
Stk. 2.
Tidsbefragteren
kan kræve erstatning for skade, som skyldes, at skibet går tabt eller bliver
uistandsætteligt, eller at det ikke holdes sødygtigt og i øvrigt i
kontraktmæssig stand, når dette skyldes fejl eller forsømmelse af
tidsbortfragteren eller nogen, den pågældende svarer for. Tilsvarende gælder
tab, som skyldes fejl eller forsømmelse ved medvirken, jf. § 381,
stk. 2, ved udførelse af tidsbefragterens ordrer eller ved andet
kontraktbrud.
§ 385.
Tidsbortfragteren
har krav på erstatning for skade på skibet, der skyldes fejl eller
forsømmelse
af tidsbefragteren eller nogen, denne svarer for.
Stk. 2.
For skade
på skibet, der skyldes, at tidsbefragteren har beordret skibet til en usikker
havn, er denne ansvarlig, medmindre tidsbefragteren godtgør, at tabet ikke
skyldes fejl eller forsømmelse af den pågældende eller nogen, denne svarer
for.
§ 386.
Rejsefragtens
bidrag til fælleshavari bæres af tidsbefragteren. Det samme gælder bidrag for
bunkers og andet udstyr, som tidsbefragteren har om bord. Gives der ved
fælleshavariopgørelsen erstatning for udgifter eller tab, som tidsbefragteren
har haft, tilfalder erstatningen ham.
Stk. 2.
Tidsbortfragteren
kan uden samtykke fra tidsbefragteren deltage i redning af personer.
Tidsbortfragteren kan tillige bjærge skib eller ejendom, når dette ikke vil
virke urimeligt over for tidsbefragteren. Af tidsbortfragterens part af
nettobjærgelønnen tilfalder en tredjedel tidsbefragteren.
§ 387.
Tidsbefragteren
skal bære de udgifter ved udførelsen af rejserne, som ikke påhviler
tidsbortfragteren i medfør af bestemmelserne i dette kapitel.
§ 388.
Tidsbefragteren
skal tilbagelevere skibet til tidsbortfragteren på det sted og det tidspunkt,
som er aftalt.
Stk. 2.
Ved
tilbagelevering af skibet gælder bestemmelserne i § 372, stk. 3,
§ 373 og § 374, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., tilsvarende.
Dette gælder tillige, såfremt befragtningsaftalen er hævet eller faldet bort
før udløbet af befragtningsperioden.
§ 389.
Medmindre
et tidsinterval for tilbagelevering er aftalt, er tidsbortfragteren pligtig
til
at lade skibet tiltræde en ny rejse, selv om den vil medføre overskridelse af
den aftalte tid for tilbagelevering. Dette gælder ikke, når overskridelsen
vil
gå ud over, hvad der må anses for rimeligt.
Stk. 2.
For tilladt
overskridelse, jf. stk. 1, skal tidsbefragteren betale den aftalte
tidsfragt. For anden overskridelse skal denne betale gængs tidsfragt, dog
mindst den aftalte tidsfragt, samt erstatning efter almindelige
erstatningsregler for det tab, forsinkelsen medfører for tidsbortfragteren
efter tilbageleveringen.
§ 390.
Tidsfragt
skal betales forskudsvis for 30 dage ad gangen.
Stk. 2.
Kræver
tidsbefragteren modregning med et omtvistet krav, har denne alligevel pligt
til
at betale tidsfragt, dersom tidsbortfragteren stiller sikkerhed for kravet.
Tidsbefragteren kan dog ikke kræve sikkerhed for et større beløb end den
tidsfragt, den pågældende betaler.
§ 391.
Bliver
tidsfragten ikke betalt i rette tid, skal tidsbefragteren betale morarenter
fra
forfaldstidspunktet. Morarenter skal erlægges senest ved betalingen af næste
tidsfragt.
Stk. 2.
Bliver
tidsfragten ikke betalt i rette tid, skal tidsbortfragteren underrette
tidsbefragteren herom. Når underretning er afsendt, kan tidsbortfragteren
standse opfyldelsen af befragtningsaftalen, herunder nægte at laste gods
eller
udstede konnossement. Er betalingen ikke modtaget inden 72 timer efter
underretningens afsendelse, kan tidsbortfragteren hæve aftalen.
Stk. 3.
Har
tidsbortfragteren standset opfyldelsen af aftalen eller hævet denne, kan den
pågældende kræve erstatning, medmindre tidsbefragteren godtgør, at
forsinkelsen
med betalingen skyldes lovgivningsforanstaltninger, standsning af samfærdslen
eller lignende hindringer uden for vedkommendes kontrol, og som denne ikke
med
rimelighed burde have taget i betragtning ved indgåelsen af aftalen, og hvis
følger tidsbefragteren heller ikke med rimelighed burde have undgået eller
overvundet.
Stk. 4.
Betaler
tidsbefragteren ikke forfalden tidsfragt, kan tidsbortfragteren kræve, at
krav
på skyldig rejsefragt og anden fragt, som tidsbefragteren måtte have krav på
i
anledning af frembortfragtning af skibet, overdrages af denne til
tidsbortfragteren.
§ 392.
Tidsfragt
betales ikke for den tid, der går tabt for tidsbefragteren ved bjærgning,
vedligeholdelse af skibet eller udbedring af skade, som tidsbefragteren ikke
er
ansvarlig for, eller i øvrigt på grund af tidsbortfragterens forhold.
Stk. 2.
Tilsvarende
gælder tidsbefragterens pligt til at dække udgifter vedrørende skibets drift.
§ 393.
Går
skibet tabt eller bliver det erklæret for uistandsætteligt, falder
befragtningsaftalen bort, selv om tidsbortfragteren i medfør af aftalen kan
indsætte et andet skib end det aftalte. Tilsvarende gælder i tilfælde af
rekvirering eller lignende indgreb, når dette vil få væsentlig betydning for
opfyldelse af aftalen.
Stk. 2.
Bliver
skibet borte, uden at det kan oplyses, hvornår ulykken indtraf, skal
tidsfragt
betales for tiden indtil 24 timer efter sidste underretning om skibet.
§ 394.
Er
skibet i en havn eller andet område, hvor der indtræder krig, krigslignende
forhold eller en væsentlig forøgelse af krigsfare, kan tidsbortfragteren
kræve,
at skibet straks skal forlade området og bringes i sikkerhed.
Stk. 2.
Tidsbefragteren
skal ud over tidsfragten betale den forøgelse i præmien for skibets
krigsforsikring, som følger af de rejser, tidsbefragteren kræver udført.
Tilsvarende gælder krigsrisikotillæg til besætningen.
Stk. 3.
Indtræder i
kontraktperioden krig, krigslignende tilstande eller væsentlig forøgelse af
krigsfare, og dette er af væsentlig betydning for opfyldelsen af kontrakten,
kan såvel tidsbortfragteren som tidsbefragteren hæve kontrakten uden pligt
til
at betale erstatning.
Stk. 4.
Den, som
vil hæve aftalen, skal give meddelelse herom uden ugrundet ophold. Undlader
den
pågældende dette, skal vedkommende erstatte den deraf følgende skade.
§§ 395-400.
(Ubenyttede)
Kapitel 15
Om befordring af passagerer og rejsegods
§ 401.
Ved
bortfragter forstås i dette kapitel den, som erhvervsmæssigt eller mod
vederlag
ved aftale påtager sig befordring med skib af passagerer eller af passagerer
og
rejsegods. Bortfragteren kan være reder, befragter (underbortfragter) eller
anden.
Stk. 2.
Ved
passager forstås den person, der befordres eller skal befordres med skib i
henhold til en befordringsaftale, samt den, som med bortfragterens samtykke
ledsager et køretøj eller levende dyr, som dækkes af en aftale om befordring
af
gods.
Stk. 3.
Ved
rejsegods forstås enhver genstand, herunder køretøj, som befordres i
tilslutning til en aftale om passagerbefordring, samt værdigenstande som
nævnt
i § 419, stk. 2. Ved håndbagage forstås rejsegods, som passageren
har
i sin varetægt eller i sin kahyt, eller som passageren medfører i eller på
sit
køretøj. Reglerne om rejsegods anvendes ikke, hvis godset befordres i henhold
til et certeparti eller konnossement eller et dokument, som benyttes ved
godsbefordring.
§ 402.
Med
undtagelse af § 408 og af, hvad der følger af §§ 430 og 431, kommer
bestemmelserne i dette kapitel kun til anvendelse, såfremt andet ikke er
aftalt
eller følger af sædvane.
§ 403.
Dette
kapitel finder ikke anvendelse, såfremt befordringen er underkastet
international konvention om befordring med andet transportmiddel.
§ 404.
Dersom
nogen, som følger med et skib uden at være passager eller høre til
besætningen,
bliver dræbt eller lider tab som nævnt i §§ 418 og 419, finder
bestemmelserne om indsigelser og ansvarsbegrænsning i dette kapitel
tilsvarende
anvendelse til fordel for enhver, imod hvem erstatningsansvar gøres gældende.
§ 405.
Bortfragteren
skal sørge for, at skibet er sødygtigt, herunder at det er tilstrækkeligt
bemandet, provianteret og udrustet og i forsvarlig stand til modtagelse og
befordring af passagerer. Bortfragteren skal sørge for den sikre befordring
af
passageren og dennes rejsegods og i øvrigt varetage passagerens tarv på
forsvarlig måde.
Stk. 2.
Uden
hjemmel i aftale eller sædvane kan bortfragteren ikke laste rejsegods på dæk.
Stk. 3.
Rejsen skal
udføres med tilbørlig hurtighed. Deviation kan kun gøres for at redde
menneskeliv, for at bjærge skib eller gods eller af anden rimelig grund.
§ 406.
Angår
aftalen et bestemt skib, kan bortfragteren ikke opfylde aftalen med et andet
skib.
§ 407.
Er
en bestemt person angivet i aftalen som passager, kan denne ikke overdrage
sine
rettigheder efter aftalen til en anden. Er rejsen begyndt, kan passageren
ikke
i noget tilfælde overdrage sine rettigheder.
§ 408.
Passageren
skal overholde de forskrifter, der gives for orden og sikkerhed om bord.
Stk. 2.
Bestemmelserne
i sømandsloven om adgang til at benytte foranstaltninger over for
besætningen,
der er nødvendige for at opretholde ordenen om bord, og om optagelse af
forklaring finder tilsvarende anvendelse.
§ 409.
Passageren
må medtage rejsegods i rimeligt omfang.
Stk. 2.
Ved
passageren, at rejsegods kan medføre fare eller væsentlig ulempe for skib,
liv
eller andet gods, skal denne oplyse bortfragteren herom, før rejsen begynder.
Det samme gælder, såfremt andet rejsegods end håndbagage skal behandles med
særlig omhu. Beskaffenheden af gods som nævnt i 1. og 2. pkt. skal så vidt
muligt være angivet på godset, før rejsen begynder.
§ 410.
Bortfragteren
kan nægte passageren tilladelse til at medtage rejsegods, som kan volde fare
eller væsentlig ulempe for skib, liv eller andet gods.
Stk. 2.
Er sådant
rejsegods lastet, uden at bortfragteren har kendt dets beskaffenhed, kan han
efter omstændighederne losse, uskadeliggøre eller tilintetgøre godset uden
pligt til at erstatte skaden eller tabet på godset. Det samme gælder, selv om
bortfragteren ved indlastningen kendte rejsegodsets beskaffenhed, såfremt det
senere viser sig at medføre en sådan fare for skib, liv eller andet gods, at
det ikke er forsvarligt at beholde det om bord.
§ 411.
Har
rejsegods forårsaget skade eller tab for bortfragteren, skal passageren
betale
erstatning, såfremt vedkommende selv eller nogen, denne svarer for, har
forvoldt skaden eller tabet ved fejl eller forsømmelse.
§ 412.
Bortfragteren
skal ikke udlevere andet rejsegods end håndbagage, før passageren har betalt
for befordringen og for kost og udlæg under rejsen. Betaler passageren ikke,
kan godset oplægges under sikker forvaring for passagerens regning, og
bortfragteren kan ved offentlig auktion eller på anden betryggende måde sælge
så meget, at den pågældendes krav og omkostninger bliver dækket.
§ 413.
Såfremt
aftalen gælder et bestemt skib og dette går tabt eller bliver erklæret for
uistandsætteligt, forinden rejsen er begyndt, bortfalder bortfragterens pligt
til at udføre befordringen.
Stk. 2.
Bliver
skibets afgang fra det sted, hvor rejsen begynder, væsentligt forsinket, kan
passageren hæve aftalen.
§ 414.
Indtræffer
under rejsen et sådant ophold, at det ikke med rimelighed kan forlanges, at
passageren skal vente, eller går skibet tabt, eller bliver det erklæret for
uistandsætteligt, efter at en del af rejsen er udført, skal bortfragteren
sørge
for, at passageren og dennes rejsegods bliver befordret videre til
bestemmelsesstedet på passende måde, og bære de dermed forbundne
omkostninger.
Undlader bortfragteren dette inden for en rimelig tid, kan passageren hæve
aftalen.
Stk. 2.
Må
passageren i en mellemhavn opholde sig i land på grund af havari eller andet
forhold vedrørende skibet, skal bortfragteren sørge for passende logi og kost
og bære de dermed forbundne omkostninger.
§ 415.
Tiltræder
passageren ikke rejsen, eller afbryder den pågældende den, har bortfragteren
ret til det aftalte vederlag, medmindre passageren er død eller hindret ved
sygdom eller anden rimelig grund og bortfragteren underrettes herom uden
ugrundet ophold. I vederlaget fradrages de besparelser, bortfragteren har
eller
burde have opnået.
§ 416.
Viser
der sig, efter at befordringsaftalen er indgået, at udførelse af rejsen vil
medføre fare for passageren eller for skibet som følge af krig, blokade,
oprør,
borgerlige uroligheder, sørøveri eller andet væbnet overfald, eller at faren
herfor er blevet væsentligt forøget, kan såvel bortfragteren som passageren
hæve befordringsaftalen uden pligt til at betale erstatning, selv om rejsen
er
begyndt. Den, som vil hæve aftalen, skal give meddelelse herom uden ugrundet
ophold. Undlader den pågældende dette, skal denne erstatte den deraf følgende
skade.
§ 417.
Afbryder
passageren rejsen på grund af forhold, som ikke kan lægges denne til last,
jf.
§ 415, eller hæves befordringsaftalen i medfør af § 414, eller
efter
at rejsen er påbegyndt i medfør af § 416, har bortfragteren ret til en
forholdsmæssig del af det aftalte vederlag. § 341, stk. 2 og 3, om
beregning af afstandsfragt finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
Har
bortfragteren modtaget betaling ud over, hvad der herefter tilkommer den
pågældende, skal denne betale det overskydende tilbage.
§ 418.
Bortfragteren
er forpligtet til at erstatte tab, som forvoldes ved, at en passager dør
eller
kommer til skade på grund af en hændelse under befordringen, dersom tabet
skyldes fejl eller forsømmelse udvist af bortfragteren selv eller nogen, som
denne svarer for. Tilsvarende gælder tab eller skade, der opstår som følge af
forsinkelse i forbindelse med befordringen af passageren.
§ 419.
Bortfragteren
er forpligtet til at erstatte tab, som forvoldes ved, at rejsegods går tabt
eller beskadiges på grund af en hændelse under befordringen, såfremt tabet
eller skaden er forvoldt ved fejl eller forsømmelse af den pågældende selv
eller nogen, denne svarer for. Det samme gælder tab eller skade forvoldt ved
forsinkelse med befordringen eller udlevering af rejsegods.
Stk. 2.
Bortfragteren
er ikke ansvarlig for tab af eller skade på penge, værdipapirer og andre
værdigenstande såsom sølv, guld, ure, juveler, smykker og kunstgenstande,
medmindre de er modtaget af bortfragteren til opbevaring i sikkerhed.
§ 420.
Bortfragterens
erstatningspligt kan nedsættes eller helt bortfalde, hvis denne beviser, at
passageren ved fejl eller forsømmelse har medvirket til tab eller skade som
nævnt i §§ 418 og 419.
§ 421.
Den,
som kræver erstatning, har bevisbyrden for tabets eller skadens størrelse og
for, at tabet eller skaden er opstået ved en hændelse under transporten.
Stk. 2.
Ved
dødsfald eller personskade har den, som kræver erstatning, også bevisbyrden
for, at skaden skyldes fejl eller forsømmelse fra bortfragteren selv eller
nogen, denne svarer for. Er skaden indtruffet ved eller i forbindelse med
forlis, sammenstød, stranding, eksplosion, brand eller som følge af mangler
ved
skibet, har dog bortfragteren bevisbyrden for, at der ikke er udvist fejl
eller
forsømmelse.
Stk. 3.
For tab af
eller skade på håndbagage gælder bestemmelsen i stk. 2 tilsvarende. For
tab af eller skade på andet rejsegods har bortfragteren bevisbyrden for, at
der
ikke er udvist fejl eller forsømmelse.
Stk. 4.
For tab som
følge af forsinkelse har bortfragteren bevisbyrden for, at tabet ikke skyldes
fejl eller forsømmelse af den pågældende selv eller nogen, denne svarer for.
§ 422.
Bortfragterens
ansvar skal ikke overstige 175.000 SDR for hver passager, som er død eller
kommet til skade. Ansvaret for forsinkelse i forbindelse med befordringen af
passageren kan ikke overstige 4.150 SDR.
Stk. 2.
Bortfragterens
ansvar for tab som følge af, at rejsegods er gået tabt, er blevet beskadiget
eller forsinket, kan ikke overstige
1)
1.800 SDR pr.
passager for håndbagage,
2)
6.750 SDR for
værdigenstande som nævnt i § 419, stk. 2,
3)
10.000 SDR pr.
køretøj og
4)
2.700 SDR pr.
passager for andet rejsegods.
Stk. 3.
Begrænsningsbeløbene
i stk. 1 og 2 gælder for hver enkelt rejse.
Stk. 4.
De i
stk. 1 og 2 fastsatte grænser for erstatningens størrelse omfatter ikke
renter og sagsomkostninger.
Stk. 5.
Ved SDR
forstås den i § 505 omhandlede regneenhed.
Stk. 6.
Ved aftale
mellem passageren og bortfragteren kan der fastsættes en højere ansvarsgrænse
end den i stk. 1 og 2 anførte.
§ 423.
Bortfragteren
kan i det opståede tab foretage fradrag på højst
1)
150 SDR pr. køretøj
for skade på køretøj,
2)
20 SDR pr. passager
for tab af eller skade på andet rejsegods,
3)
20 SDR pr. passager
for tab som følge af forsinkelse.
§ 424.
Bortfragteren
har ikke ret til at begrænse ansvaret i medfør af § 422 eller foretage
fradrag som nævnt i § 423, såfremt det bevises, at bortfragteren selv
har
forvoldt skaden forsætligt eller groft uagtsomt med forståelse af, at sådan
skade sandsynligvis ville blive forårsaget.
§ 425.
Bestemmelserne
om bortfragterens indsigelser og om grænserne for dennes ansvar finder
anvendelse, selv om kravet mod den pågældende ikke grundes på
befordringsaftalen.
§ 426.
Udføres
en befordring helt eller delvis af en anden end bortfragteren, forbliver
denne
dog ansvarlig, som om den pågældende selv havde udført hele befordringen.
Bestemmelserne i dette kapitel finder herved tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
Ved
befordring, som udføres med skib, er den, som udfører befordringen, kun
ansvarlig for sin del af befordringen efter samme regler som bortfragteren.
Aftale, hvorved bortfragteren påtager sig ansvar ud over det, der er fastlagt
i
dette kapitel, er ikke bindende for den, der udfører befordringen, medmindre
denne har samtykket heri.
Stk. 3.
Bortfragteren
og den, der er ansvarlig efter stk. 2, hæfter solidarisk.
§ 427.
Bestemmelserne
om bortfragterens indsigelser og ansvarsbegrænsning gælder tilsvarende for
den,
som bortfragteren svarer for efter § 151 og § 426, stk. 1.
Summen af de erstatningsbeløb, som bortfragteren og de personer, som denne
svarer for, kan tilpligtes at udrede, må ikke overstige den for bortfragteren
fastsatte ansvarsgrænse. Hver enkelt er alene ansvarlig op til den grænse,
som
gælder for den pågældende.
Stk. 2.
Bestemmelsen
i stk. 1 kan ikke påberåbes af den, som har forvoldt skaden forsætligt
eller groft uagtsomt og med forståelse af, at sådan skade sandsynligvis ville
blive forårsaget.
§ 428.
Har
en passager lidt skade på person eller som følge af forsinkelse i forbindelse
med befordringen, kan erstatningskrav kun rejses af passageren selv eller af
nogen, som er indtrådt i vedkommendes retsstilling.
Stk. 2.
Erstatningskrav
i anledning af en passagers død kan kun rejses af dem, der indtræder i den
pågældendes rettigheder, eller personer, der var afhængige af denne.
§ 429.
Søgsmål
om befordring af passagerer og rejsegods kan kun indbringes for
1)
domstolen på det
sted, hvor sagsøgte har sin bopæl eller sit hovedforretningssted,
2)
domstolen på
afgangsstedet eller på bestemmelsesstedet i henhold til transportaftalen.
Stk. 2.
Efter at
der er opstået en retstvist, kan parterne dog aftale et andet værneting eller
henskyde sagen til afgørelse ved voldgift.
Stk. 3.
Stk. 1
og 2 gælder dog ikke, hvis andet følger af konventionen af 27. september 1968
om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige
sager, herunder handelssager, med senere ændringer (EF-domskonventionen).
§ 430.
Reglerne
i §§ 411-429 samt § 501, stk. 1, nr. 3-5, kan ikke ved
forhåndsaftale fraviges til skade for passageren ved befordring mellem
Danmark,
Finland, Norge og Sverige og ved indenrigsfart i disse stater samt anden fart
til eller fra disse stater, selv om fremmed ret i øvrigt skal anvendes på
befordringen.
§ 431.
Uanset
§ 430 kan bortfragteren ved befordring af passagerer forbeholde sig
ansvarsfrihed for tiden, før passageren går om bord, og efter at passageren
er
kommet i land, men dog ikke for søtransport mellem skib og land eller
omvendt,
såfremt billetprisen omfatter denne transport eller den udføres af et
transportmiddel, der er stillet til rådighed af bortfragteren.
Stk. 2.
For
håndbagage, der ikke befinder sig i eller på et medfølgende køretøj, kan
bortfragteren forbeholde sig ansvarsfrihed for tiden, før godset bliver bragt
om bord, og efter at det er bragt i land, dog ikke for søtransport mellem
skib
og land som nævnt i stk. 1 eller for den tid, godset er i bortfragterens
varetægt, medens passageren befinder sig på kaj, i terminal eller i en anden
havneinstallation.
Stk. 3.
Skal
befordringen ifølge befordringsaftalen delvis udføres af en bestemt anden
fragtfører end bortfragteren, kan bortfragteren forbeholde sig ansvarsfrihed
for tab eller skade, der indtræffer under den del af befordringen, som
udføres
af den anden. Det samme gælder, såfremt passageren ifølge befordringsaftalen
har ret til helt eller delvis at blive befordret af en anden end
bortfragteren.
Stk. 4.
Bortfragteren
kan i alle tilfælde forbeholde sig ansvarsfrihed for så vidt angår levende
dyr,
der befordres som rejsegods.
§§ 432-440.
(ubenyttede).
Afsnit 5. Søulykker
Kapitel 16
Om bjærgning
Definitioner
§ 441.
I
dette kapitel forstås ved:
a)
»Bjærgning«, enhver
handling, der foretages for at assistere et fartøj eller enhver anden
genstand,
der er forulykket eller stedt i fare i sejlbare farvande eller i ethvert
andet
farvand.
b)
»Fartøj«, ethvert
skib eller fartøj, eller enhver konstruktion, der kan navigeres.
c)
»Genstand«, ethvert
fysisk formuegode, der ikke er permanent fastgjort til kystlinjen, dog
således
at også fragt i risiko er inkluderet.
d)
»Miljøskade«,
omfattende fysisk skade på menneskeligt helbred eller på maritimt liv eller
ressourcer i kystfarvande, indenlandske farvande eller områder i umiddelbar
nærhed af disse farvande forårsaget af forurening, kontaminering, brand,
eksplosion eller lignende alvorlige hændelser.
Anvendelsesområde
§ 442.
Bestemmelserne
i dette kapitel, bortset fra § 451, finder anvendelse i alle tilfælde,
hvor sag om bjærgning afgøres af dansk domstol eller voldgiftsret.
Stk. 2.
Bestemmelserne
i dette kapitel finder anvendelse, uanset om det bjærgede fartøj og det
fartøj,
der har udført bjærgningen, tilhører samme ejer.
Stk. 3.
Selv om
bjærgning er udført af eller under kontrol af offentlige myndigheder, afgøres
bjærgerens ret til betaling efter reglerne i dette kapitel.
Stk. 4.
Bestemmelserne
i dette kapitel finder ikke anvendelse på faste eller flydende platforme
eller
på mobile offshoreboreenheder, når sådanne platforme eller enheder er på
plads
med henblik på undersøgelser, udnyttelse eller produktion af havbundens
mineralforekomster.
Bjærgningskontrakter
§ 443.
Bestemmelserne
i dette kapitel kan fraviges ved aftale. Der kan dog ikke aftales
indskrænkninger i pligten til at forhindre eller begrænse miljøskade.
Stk. 2.
En
bjærgningskontrakt eller enhver klausul heri kan tilsidesættes eller ændres,
såfremt kontrakten er indgået under urimelig påvirkning eller påvirkning af
en
faresituation og kontrakten er ubillig, eller såfremt bjærgelønnen i henhold
til kontrakten står i misforhold til den ydede hjælp.
Stk. 3.
Skibsføreren
har fuldmagt til at indgå bjærgningskontrakter på ejerens vegne.
Skibsføreren,
rederen og ejeren har fuldmagt til at indgå sådanne kontrakter på vegne af
ejeren af den ladning, der er om bord på fartøjet.
Bjærgerens, skibsførerens, ejerens og rederens pligter
§ 444.
Bjærgeren
har over for rederen og ejeren af et fartøj og ejeren af andre genstande i
fare
pligt til
a)
at udføre
bjærgningen med fornøden omhu,
b)
at udvise fornøden
omhu ved udførelsen af bjærgningen for at forhindre eller begrænse
miljøskade,
c)
at søge assistance
fra andre bjærgere, når dette efter omstændighederne er rimeligt, og
d)
at acceptere andre
bjærgeres assistance, hvis dette med rimelighed er begæret af skibsføreren,
rederen eller ejeren af fartøjet eller ejeren af andre genstande i fare. Det
skal dog ikke påvirke størrelsen af hans betaling, hvis begæringen findes
urimelig.
Stk. 2.
Ejeren,
rederen og skibsføreren af et fartøj eller ejeren af andre genstande i fare
har
over for bjærgeren pligt til
a)
at samarbejde fuldt
ud med bjærgeren ved bjærgningen,
b)
at udvise fornøden
omhu under udførelsen af bjærgningen for at forhindre eller begrænse
miljøskade
og
c)
at acceptere
tilbagelevering, efter at fartøjet eller anden genstand er blevet bragt til
et
sikkert sted, når dette med rimelighed er begæret af bjærgeren.
Betingelser for bjærgeløn
§ 445.
Kun
bjærgning, der fører til et nyttigt resultat, giver ret til bjærgeløn.
Bjærgeløn, bortset fra renter og omkostninger, må ikke overstige det
bjærgedes
værdi.
Stk. 2.
Redning af
menneskeliv giver ikke i sig selv ret til bjærgeløn eller særligt vederlag.
Den, der har reddet menneskeliv under den fare, der har givet anledning til
bjærgningen, eller har medvirket dertil, har ret til en rimelig andel af den
bjærgeløn eller det særlige vederlag, som bjærgeren har fået for bjærgning af
fartøj eller andre genstande eller for forhindring eller begrænsning af
miljøskade.
Kriterier ved fastsættelse af bjærgelønnen
§ 446.
Bjærgeløn
skal fastsættes med henblik på at opmuntre til bjærgning, idet følgende
kriterier skal tages i betragtning:
a)
Det bjærgedes værdi.
b)
Den dygtighed og de
anstrengelser, som bjærgeren har udvist for at forhindre eller begrænse
miljøskade.
c)
I hvor høj grad
bjærgningen er lykkedes.
d)
Farens karakter og
grad.
e)
Den dygtighed og de
anstrengelser, som bjærgeren har udvist for at bjærge fartøjet, andre
genstande
og menneskeliv.
f)
Den tid, bjærgeren
har anvendt, samt hans omkostninger og tab.
g)
Risikoen for at
pådrage sig erstatningsansvar samt anden risiko for bjærgeren eller dennes
udstyr.
h)
Hvor hurtigt bistanden
blev ydet.
i)
Tilgængelighed og
anvendelse af fartøjer eller andet udstyr beregnet til brug for bjærgninger.
j)
Beredskab,
effektivitet og værdi af bjærgerens udstyr.
Ansvaret for bjærgelønnen
§ 447.
Bjærgeløn
betales af ejer af fartøjet og ejer af andre genstande i forhold til de
bjærgede værdier. Ejer af fartøjet og ejer af andre genstande hæfter hver for
sin del af bjærgelønnen.
Bjærgelønnens fordeling mellem flere bjærgere
§ 448.
Er
bjærgere indbyrdes uenige om bjærgelønnens fordeling, bestemmes denne under
hensyn til de i § 446 angivne kriterier.
Særligt vederlag
§ 449.
Hvis
bjærgeren har udført bjærgning med hensyn til et fartøj, som selv eller på
grund af sin ladning udgjorde en trussel for miljøskade, har han ret til som
særligt vederlag fra ejeren af fartøjet eller rederen at få betalt sine
omkostninger.
Stk. 2.
Hvis
bjærgeren under omstændigheder som anført i stk. 1 ved udførelsen af
bjærgning har forhindret eller begrænset miljøskade, kan det særlige
vederlag,
som ejeren eller rederen skal betale i henhold til stk. 1, forøges med
højst 30 pct. af bjærgerens omkostninger. Retten kan dog, hvis den finder det
rimeligt og retfærdigt og under hensyn til de relevante kriterier i
§ 446,
forøge det særlige vederlag yderligere, dog således at den samlede forøgelse
aldrig må overstige 100 pct. af bjærgerens omkostninger.
Stk. 3.
Det samlede
særlige vederlag i henhold til denne paragraf skal kun komme til betaling,
hvis
og i det omfang sådant vederlag overstiger den bjærgeløn, som bjærgeren har
ret
til i henhold til §§ 445 og 446.
Stk. 4.
Bjærgerens
omkostninger som omtalt i stk. 1 og 2 er de faktiske udgifter, som
bjærgeren med føje har afholdt i forbindelse med bjærgningen, samt en rimelig
betaling for det udstyr og mandskab, som er anvendt med føje under
bjærgningen,
fastsat under hensyn til kriterierne i § 446, litra h, i og j.
Stk. 5.
Hvis
bjærgeren har optrådt uagtsomt og derved undladt at forhindre eller begrænse
miljøskade, kan det særlige vederlag, som han måtte være berettiget til efter
denne paragraf, nedsættes eller bortfalde.
Stk. 6.
Intet i
denne paragraf hindrer nogen ret til regres, som ejeren af fartøjet eller
rederen måtte have.
Særlige undtagelser
§ 450.
Der
er ikke ret til bjærgeløn eller særligt vederlag efter bestemmelserne i dette
kapitel, hvis den ydede bistand må anses for at ligge inden for, hvad der med
rimelighed kan forventes som normal opfyldelse af en kontrakt, der er
indgået,
før faren opstod.
Stk. 2.
Der er ikke
ret til bjærgeløn eller særligt vederlag for bistand, der er ydet mod et
udtrykkeligt og beføjet forbud fra ejer, reder eller skibsfører. Tilsvarende
gælder for bistand, der er ydet mod et udtrykkeligt og beføjet forbud fra
ejeren af andre genstande i fare, som ikke er eller har været om bord på
fartøjet.
Stk. 3.
Bjærgelønnen
eller det særlige vederlag kan nedsættes eller bortfalde, hvis bjærgningen er
foranlediget eller vanskeliggjort af bjærgerens fejl eller forsømmelse, eller
hvis bjærgeren har gjort sig skyldig i bedrageri eller anden uhæderlig
adfærd.
Bjærgelønnens fordeling på det bjærgende fartøj
§ 451.
Har
et fartøj på rejsen bjærget noget, godtgøres forlods af bjærgelønnen den
skade,
som bjærgningen måtte have medført for fartøj, ladning eller anden ejendom om
bord, samt de udgifter til brændsel og hyre og kost til skibsfører og
mandskab,
der er påløbet i anledning af bjærgningen. Forlods udredes endvidere
godtgørelse i henhold til stk. 3.
Stk. 2.
Af den
resterende del af bjærgelønnen tilfalder tre femtedele rederiet, medens
resten
fordeles med en tredjedel til skibsføreren og to tredjedele til det egentlige
mandskab. Mandskabets part fordeles i forhold til den enkeltes hyre.
Skibsførerens andel skal dog mindst udgøre det dobbelte af den højst lønnede
sømands andel. En lods om bord i det bjærgende fartøj deltager i fordelingen,
selv om han ikke er ansat i rederiets tjeneste. Der tillægges ham i så fald
samme andel som højeste styrmand.
Stk. 3.
Har nogen
under bjærgningen gjort en særlig fortjenstfuld indsats eller udsat sig for
en
ganske særlig fare, kan der ydes den pågældende særskilt godtgørelse.
Begrundet
begæring herom må indsendes til rederen inden en måned efter, at bjærgningen
er
afsluttet.
Stk. 4.
Bestemmelserne
i stk. 1 og 2 om bjærgelønnens fordeling kan ikke ved forudgående aftale
fraviges til ugunst for skibsfører eller mandskab. Dette gælder dog ikke,
hvis
de pågældende er forhyret med et fartøj, der driver bjærgningsvirksomhed og
er
særlig udrustet hertil, eller aftalen er indgået i forbindelse med
forhyringen
og gælder udførelsen af et bestemt bjærgningsforetagende.
Stk. 5.
Bjærgeløn
kan fordeles på anden måde end fastsat i stk. 1 og 2, såfremt særlige
grunde såsom formålet med fartøjets anvendelse eller den måde, hvorpå de
ombordværende er aflønnet, taler for en anden fordeling.
Stk. 6.
Så snart
bjærgelønnen er fastsat ved aftale eller endelig dom, sender rederen ved
anbefalet brev enhver, der er berettiget til andel i bjærgelønnen,
underretning
om dennes størrelse tillige med en plan for bjærgelønnens fordeling efter
bestemmelserne i denne paragraf.
Stk. 7.
Indsigelse
mod fordelingen af bjærgelønnen skal fremsættes over for rederen inden tre
måneder efter, at den i stk. 6 omhandlede meddelelse er afsendt.
Stk. 8.
Fordelingen
mellem ethvert bjærgende fartøjs reder, skibsfører og andre ansatte om bord
skal ske i henhold til flagstatens lovgivning. Hvis bjærgningen ikke er
udført
fra et fartøj, skal fordelingen ske i henhold til den lovgivning, der gælder
for retsforholdet mellem bjærgeren og hans ansatte.
Sikkerhedsstillelse og foreløbig betaling
§ 452.
På
begæring af bjærgeren skal den, der hæfter for betaling i henhold til dette
kapitel, stille sikkerhed for kravet, herunder for renter og omkostninger.
Når
en sådan sikkerhed er stillet, kan bjærgeren ikke søge sig fyldestgjort i sin
søpanteret.
Stk. 2.
Det
bjærgede fartøjs reder skal medvirke til at sikre, at ladningsejeren stiller
sikkerhed for kravet imod denne, herunder for renter og omkostninger, før
lasten bliver frigivet.
Stk. 3.
Det
bjærgede fartøj og andre genstande må ikke uden bjærgerens tilladelse fjernes
fra den havn eller det sted, hvortil det bjærgede er blevet bragt umiddelbart
efter bjærgningens afslutning, førend sikkerhed er blevet stillet for
bjærgerens krav, herunder for renter og omkostninger, mod det pågældende
fartøj
eller de pågældende genstande.
Stk. 4.
Den domstol
eller voldgiftsret, som har jurisdiktion over bjærgerens krav, kan ved en
foreløbig afgørelse bestemme, at bjærgeren skal have udbetalt et rimeligt
acontobeløb, på sådanne betingelser, herunder betingelser vedrørende
sikkerhed,
som følger af sagens omstændigheder.
Havarerede statsfartøjer samt statsejede og humanitære
laster
§ 453.
Ingen
bestemmelser i dette kapitel kan danne grundlag for retsskridt mod fremmed
stat
om bjærgning af krigsskib eller andet fartøj, som den fremmede stat ejer
eller
benytter, og som på bjærgningstidspunktet anvendtes udelukkende i statsøjemed
af ikkeforretningsmæssig art, medmindre vedkommende stat har bestemt noget
andet.
Stk. 2.
Ingen
bestemmelser i dette kapitel kan danne grundlag for beslaglæggelse, arrest
eller tilbageholdelse af en ikkeforretningsmæssig last, som ejes af en stat,
og
som på bjærgningstidspunktet havde krav på suveræn immunitet efter de
almindelige principper i folkeretten, medmindre den fremmede stat samtykker.
Stk. 3.
Ingen
bestemmelser i dette kapitel kan danne grundlag for beslaglæggelse, arrest
eller tilbageholdelse af en humanitær last, der er doneret af en stat, hvis
denne stat har indvilget i at betale for udført bjærgning af denne last.
Bjærgende statsfartøjer
§ 454.
Er
bjærgningen udført af et dansk statsfartøj, der anvendes i statsøjemed af
ikke-forretningsmæssig art, finder bestemmelserne i § 451 tilsvarende
anvendelse. Økonomi- og erhvervsministeren kan dog fastsætte særlige regler
om
fordelingen af den del af bjærgelønnen, som ikke tilfalder staten.
§§ 455-460.
(ubenyttede)
Kapitel 17
Om havari
§ 461.
For
almindeligt havari (havari grosse, groshavari, fælleshavari), der bæres af
skib, fragt og gods i fællesskab, gælder, hvis ikke andet er aftalt,
York-Antwerpen-reglerne af 1974, som ændret i 1990, herunder reglerne om,
hvilke skader, tab og omkostninger der skal henregnes til almindeligt havari,
og hvorledes dette skal fordeles. Reglerne bekendtgøres ved økonomi- og
erhvervsministerens foranstaltning i deres engelske tekst og i dansk
oversættelse.
§ 462.
Når
ikke andet er aftalt, foretages beregning og fordeling af tabet ved
almindeligt
havari på det sted, som rederen bestemmer.
Stk. 2.
Havariberegning
udføres her i riget af dertil beskikkede dispachører. Tvistigheder om en
dispaches rigtighed afgøres af domstolene.
§ 463.
Besigtigelse
til vurdering af skade, som har ramt skib eller gods ved almindeligt havari
samt vurdering af skib og ladning til fastsættelse af bidragsværdier
foretages
af syns- og skønsmænd, der beskikkes efter reglerne i § 483,
stk. 3.
§ 464.
Begæring
om foretagelse af havariberegning fremsættes af rederen eller den, som på
rederens vegne forestår skibets drift. Har rederen ikke fremsat begæring
inden
2 uger, efter at denne modtog anmodning herom fra nogen, som har en retlig
interesse i havariet, kan den pågældende selv fremsætte begæring om
foretagelse
af havariberegning.
Stk. 2.
Enhver,
hvem havariet angår, skal meddele alle oplysninger og fremlægge alle
dokumenter, som dispachøren anser for nødvendige.
§ 465.
For
havaribidrag af ladning eller andet gods hæfter ejeren med godset, men ikke
personligt, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Rederen
skal efter et almindeligt havari nægte at udlevere ladningen eller andet
gods,
hvis ejeren ikke påtager sig personligt ansvar for et eventuelt havaribidrag
og
stiller betryggende sikkerhed derfor.
§ 466.
Al
skade eller omkostning for skib og gods, som hidrører fra ulykkelig hændelse
på
en sørejse, og som ikke henhører under almindeligt havari eller i medfør af
særlig forskrift behandles efter de derom givne regler, skal som særligt
(partikulært) havari bæres af den eller de genstande, som skaden rammer eller
omkostningen vedkommer.
Stk. 2.
Er
omkostninger, der henføres under særligt havari, anvendt under et for skib og
ladning eller for flere dele af ladningen, fordeles de i rimeligt forhold på
de
genstande, til hvis fordel de er anvendt. Omkostninger, der er anvendt på at
bjærge ladningen, bæres forholdsvis af denne og af den fragt, der udredes af
det bjærgede gods.
Stk. 3.
Når det
forlanges af nogen, som er interesseret i sådant havari, skal dets beregning
og
fordeling foretages af dispachører.
§§ 467-470.
(ubenyttede)
Kapitel 18
Om skibsbøger, søforklaring m.v.
§ 471.
Økonomi-
og erhvervsministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang og i hvilke
farvande der i danske skibe skal føres skibsbøger, herunder skibsdagbøger,
maskindagbøger og radiodagbøger, samt regler om bøgernes indretning og
autorisation, om bøgernes førelse og om kontrollen hermed.
Stk. 2.
Enhver, som
påviser en retlig interesse heri, kan få adgang til at gøre sig bekendt med
skibsbøgernes indhold og til mod betaling af få afskrift af dem, så vidt
vedkommendes interesse rækker. Medmindre økonomi- og erhvervsministeren i det
enkelte tilfælde giver påbud herom, gælder dette dog ikke i tilfælde, hvor
skibsbogstilførslen vedrører sammenstød med fremmed skib, jf. herved
§ 163, såfremt der ikke er tilsvarende adgang til at blive bekendt med
det
fremmede skibs bøger.
Stk. 3.
Enhver
dagbog skal, når den er udskrevet, opbevares i mindst 3 år efter datoen for
sidste indførsel. Hvis der for retten er rejst sag vedrørende skibets rejser
i
det tidsrum, dagbogen omfatter, skal den opbevares, indtil sagen endeligt er
afgjort.
Stk. 4.
For
skibsbøger, som er ført på et finsk, norsk eller svensk skib, finder reglerne
i
stk. 2 tilsvarende anvendelse, når skibet befinder sig i dansk havn.
Stk. 5.
Bestemmelserne
i stk. 2 og 4 finder tilsvarende anvendelse på kladder til skibsbøger
samt
på optegnelser, som gøres på mekanisk måde vedrørende skibets navigering
eller
andre forhold, som skal indføres i skibsbøgerne. Bestemmelserne i stk. 3
finder ligeledes tilsvarende anvendelse, medmindre økonomi- og
erhvervsministeren bestemmer andet.
§ 472.
Formålet
med søforklaring er snarest muligt at tilvejebringe oplysninger om de
faktiske
omstændigheder ved ulykke, dødsfald eller personskade, herunder oplysninger
om
forhold, som er af betydning for bedømmelsen af offentlige forhold eller
civile
ansvarsforhold, af skibets sødygtighed eller for sikkerheden til søs.
§ 473.
Søforklaring
kan afholdes, når en ulykke har fundet sted til søs, eller når skibsføreren
eller et medlem af besætningen uden for dansk havn er afgået ved døden eller
har lidt betydelig personskade om bord.
§ 474.
Den,
som har en væsentlig retlig interesse deri, kan begære, at søforklaring
afholdes for et dansk skib.
Stk. 2
Søforklaring
kan afholdes her i riget for et udenlandsk skib, når
1)
begæring herom
fremsættes af skibsføreren eller rederen for det udenlandske skib eller af
myndighederne i det land, hvor skibet er registreret,
2)
der i dansk
søterritorium eller i den eksklusive økonomiske er sket betydelig skade på
person eller miljø eller
3)
der uden for de i nr.
2 nævnte områder er sket en ulykke til søs med væsentlig tilknytning til
Danmark og betydelig personskade til følge, såfremt begæring herom fremsættes
af Søfartsstyrelsen og skibet på tidspunktet for begæringen befinder sig i
dansk havn.
Stk. 3.
Den, der
begærer søforklaring for et udenlandsk skib efter stk. 2, skal have en
væsentlig retlig interesse deri.
§ 475.
Begæring
om søforklaring i Danmark indgives til en af de i § 476, stk. 1,
nævnte retter. Retten kan efter begæring fra skibets reder eller skibsføreren
henvise en begæring om afholdelse af søforklaring til en anden af de i
§ 476, stk. 1, nævnte retter, medmindre formålet med søforklaringen
dermed forspildes.
Stk. 2.
Retten
afgør, hvorvidt afholdelse af søforklaring er nødvendig af hensyn til det i
§ 472 nævnte formål.
Stk. 3.
Begæring om
søforklaring i Finland, Norge eller Sverige indgives til den domstol, som
efter
det pågældende lands lovgivning er kompetent til at afholde søforklaring.
Stk. 4.
Begæring om
søforklaring i andre lande end Danmark, Finland, Norge eller Sverige fremsat
af
økonomi- og erhvervsministeren, rederen eller skibsføreren indgives til en
dansk udenrigsrepræsentation, jf. § 476, stk. 2. Begæring fremsat
af
andre indgives til en af de i § 476, stk. 1, nævnte retter.
Stk. 5.
Den, der
begærer søforklaring, skal så vidt muligt oplyse, hvem retten skal indkalde,
og
endvidere samtidig med indgivelse af begæringen sende kopi af denne til dem,
der kan antages at have interesser at varetage ved søforklaringen.
Stk. 6.
Fremkommer
rekvirenten ved indgivelse af begæring om afholdelse af søforklaring ikke med
de oplysninger, som med rimelighed kan forlanges, kan retten afvise
begæringen.
Retten kan indrømme rekvirenten en frist til at afhjælpe denne mangel.
§ 476.
Søforklaring
afholdes for byretten eller Sø- og Handelsretten i København.
Stk. 2.
I udlandet
kan søforklaring afholdes for en dansk udenrigsrepræsentation, der af
udenrigsministeren er bemyndiget til at modtage sådanne forklaringer, jf. dog
§ 475, stk. 3. Findes ingen sådan dansk udenrigsrepræsentation i
det
pågældende land, kan søforklaring afgives for en dertil kompetent finsk,
norsk
eller svensk udenrigsrepræsentation.
§ 477.
Rederen,
skibsføreren, medlemmer af besætningen samt andre med direkte kendskab til
den
indtrufne hændelse har pligt til at afgive forklaring, fremlægge nødvendig
dokumentation om skibets forhold og i øvrigt til at medvirke til at
tilvejebringe oplysninger om de faktiske omstændigheder ved en ulykke eller
et
dødsfald, jf. § 473.
Stk. 2.
Til det
retsmøde, hvor søforklaringen afholdes, indkaldes de personer, der antages at
kunne give oplysninger i sagen. Indkaldelse af skibsmandskab kan ske gennem
skibsføreren. Retten underretter så vidt muligt skibets ejer, skibets reder,
ladningsejere, assurandører, klassifikationsselskab og andre, som kan have
retlige interesser at varetage ved søforklaringen, om retsmødet. Rederen har
pligt til at afgive oplysninger om disses identitet til retten.
Stk. 3.
Retten
giver Søfartsstyrelsen og politimesteren meddelelse om begæringen om
afholdelse
af søforklaringen.
Stk. 4.
Alle, som har retlig interesse deri,
har adgang til at gøre sig bekendt med sagens akter og har mulighed for at
stille spørgsmål under søforklaringen. Dette gælder ikke i de tilfælde, hvor
der i medfør af § 479, stk. 3, er truffet beslutning om, at
søforklaringen skal afholdes for lukkede døre.
§ 478.
Retten
bør søge at fjerne uklarhed, tvetydighed eller ufuldstændighed i de afgivne
forklaringer og uoverensstemmelse med de i øvrigt foreliggende oplysninger.
Retten kan pålægge rederen, befragteren, ladningsejerne eller andre at
fremlægge dokumentation vedrørende skib eller ladning til oplysning af sagen.
Retten kan indkalde yderligere vidner og kan opfordre de mødende til at lade
foretage syn og skøn efter retsplejelovens regler eller andre skridt til
oplysning af sagen.
Stk. 2.
Bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 18 om vidneforklaring i borgerlige
sager finder i øvrigt med de fornødne lempelser anvendelse på indkaldelse til
og afholdelse af søforklaring.
Stk. 3.
Af
forklaringerne optages efter retsformandens nærmere bestemmelse et referat.
Bemærkning om dets godkendelse optages i retsbogen.
§ 479.
I
tilfælde af sammenstød, jf. § 163, afholdes søforklaring så vidt muligt
på
samme tidspunkt for begge skibe. Retten kan med henblik herpå tillade, at
søforklaringen udsættes.
Stk. 2.
I tilfælde
af sammenstød mellem et dansk og et udenlandsk skib kan der dog kun afholdes
søforklaring vedrørende det danske skib, hvis Søfartsstyrelsen eller rederen
begærer det, eller hvis der ifølge § 474 , stk. 2, eller
lovgivningen
i det udenlandske skibs hjemland skal afholdes søforklaring vedrørende det
udenlandske skib.
Stk. 3.
Hvis
søforklaring angående skibssammenstød, jf. § 163, ikke afholdes på samme
tidspunkt for begge skibe, kan retten på begæring af rederen, skibsføreren
eller anden, der har begæret søforklaringen for det skib, for hvilket
søforklaring først afholdes, beslutte, at retsmødet skal holdes for lukkede
døre, og at kun repræsentanter for offentlige myndigheder og for rederen må
være til stede. Tilsvarende gælder, hvis søforklaring kun afholdes for det
ene
skib. Bestemmelserne om dørlukning i retsplejelovens kapitel 2 finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 4.
Pligten til
at hemmeligholde forhandlingerne efter stk. 3 bortfalder dog, når
søforklaring er afholdt vedrørende det andet skib, eller når den, der har
begæret at afholde retsmødet for lukkede døre, giver afkald over for retten
på
denne beskyttelse.
Stk. 5.
Når
søforklaring er afholdt for lukkede døre i henhold til stk. 3, må der,
indtil søforklaring er afholdt vedrørende det andet skib, kun meddeles
udskrift
af retsbogen og sagens dokumenter til offentlige myndigheder og rederen.
§ 480.
Den,
der begærer søforklaring i Danmark, afholder efter rettens nærmere
bestemmelse
de omkostninger, som påføres de i § 477, stk. 2, omhandlede
personer,
der deltager i søforklaringen. Retten kan bestemme, at en eller flere af de
øvrige af § 477, stk. 2, omfattede personer helt eller delvis skal
betale de i 1. pkt. nævnte omkostninger.
Stk. 2.
Retten kan
kræve, at der stilles sikkerhed for de udgifter, som søforklaringen kan
medføre.
Stk. 3.
Ved
søforklaringer i udlandet efter § 475, stk. 4, afholder de
personer,
der deltager, jf. § 477, stk. 2, hver sine omkostninger.
Gebyrbetaling i henhold til reglerne om betaling for tjenestehandlinger i
udenrigstjenesten samt rejse- og opholdsudgifter for den danske
udenrigsrepræsentation afholdes af den, der begærer søforklaring. Hvis
søforklaring begæres af Søfartsstyrelsen, afholdes disse udgifter dog af
rederen.
§ 481.
Fremkommer
der efter søforklaringens afgivelse nye oplysninger, som må antages at være
af
væsentlig betydning, kan ny søforklaring begæres afholdt jf. §§ 474 og
475.
§ 482.
Er
der hverken gennem søforklaringen eller andre i sagens anledning foretagne
offentlige undersøgelser tilvejebragt fyldestgørende oplysning om ulykkens
årsag, og ulykkens karakter eller hensynet til betryggelsen af sikkerheden
til
søs begrunder det, kan økonomi- og erhvervsministeren i særlige tilfælde,
navnlig når yderligere undersøgelser må antages at blive særlig omfattende og
undersøgelserne vil kræve samvirke af sagkyndige på flere områder, nedsætte
en
særlig undersøgelseskommission til behandling af sagen. Kommissionen skal
bestå
af en dommer som formand og et af økonomi- og erhvervsministeren i den
enkelte
sag nærmere fastsat antal personer, der er i besiddelse af fornøden nautisk
og
teknisk sagkundskab.
Stk. 2.
Kommissionens behandling af sagen sker efter reglerne om
undersøgelseskommissioner, hvor en dommer er formand, i lov om
undersøgelseskommissioner kapitel 5, 7-9 samt §§ 29-31. Kommissionen
afgør, om dens møder skal være offentlige.
Stk. 3.
Når
undersøgelsen er afsluttet, fremkommer kommissionen med en redegørelse om de
fremkomne oplysninger om årsagen til ulykken samt eventuelt med forslag til
foranstaltninger, der vil være egnede til at forebygge ulykke og
ulykkesrisiko
af samme eller lignende art. Kommissionens redegørelse og eventuelle forslag
kan af økonomi- og erhvervsministeren stilles til rådighed for pressen.
§ 483.
Har
ladningen under rejsen lidt en ikke ubetydelig skade, eller er der grund til
at
befrygte dette, skal skibsføreren, inden godset udleveres til modtageren,
lade
afholde en besigtigelse, hvorved der sikres bevis for skadens årsag og
omfang.
Stk. 2.
Ved
ladningsskade af væsentligt omfang, som kan skyldes mangler ved stuvningen og
sikringen af godset, lugernes tilstand eller lignende, skal besigtigelsen
afholdes, før losningen påbegyndes.
Stk. 3.
Ladningsejeren skal straks underrettes om, at besigtigelse vil blive afholdt
og
har ret til at deltage heri.
§ 484.
De
almindelige bestemmelser om kære i retsplejelovens kapitel 37 finder
anvendelse
over for rettens afgørelser i henhold til dette kapitel.
Stk. 2.
Rettens
afgørelse om henvisning til en anden ret efter § 475, stk. 1, 2.
pkt., kan ikke kæres.
Stk. 3.
Rettens
afgørelser efter dette kapitel træffes ved kendelse.«
§ 485.
Økonomi-
og erhvervsministeren kan henlægge sine beføjelser efter dette kapitel til
Søfartsstyrelsen.
§§ 486-500.
(ubenyttede)
Afsnit 6. Afsluttende bestemmelser
Kapitel 19
Om forældelse
§ 501.
Forældelsesfristen for følgende fordringer er
1)
for fordring på
bjærgeløn og særligt vederlag, to år fra den dag, da bjærgningen blev
afsluttet,
2)
for fordring på
erstatning for skade ved sammenstød eller søulykke som nævnt i § 163, to
år fra den dag, da skaden blev voldt,
3)
for fordring på
erstatning efter § 418, 1. pkt., to år fra den dag, da passageren gik i
land, eller, dersom dødsfald har fundet sted undervejs, fra den dag, på
hvilken
passageren skulle have været udskibet. Har dødsfaldet fundet sted efter
udskibningen, er fristen to år fra dødsdagen, dog senest tre år fra den dag,
udskibningen fandt sted,
4)
for fordring på
erstatning efter § 419, to år fra den dag, da rejsegodset blev udskibet
eller, hvis det er gået tabt, fra den dag, da udskibningen skulle have fundet
sted,
5)
for fordring på
erstatning efter § 418, 2. pkt., to år fra den dag, da passageren blev
udskibet,
6)
for fordring på
erstatning for tab som følge af, at gods er udleveret uden forevisning af
konnossement eller til en forkert person, et år fra den dag, da godset skulle
have været udleveret, eller fra den dag, da det blev udleveret, hvis dette
sker
på et senere tidspunkt,
7)
for fordring på
erstatning efter §§ 275 og 276 eller for urigtige eller ufuldstændige
oplysninger i et konnossement, et år fra den dag, da godset blev udleveret
eller skulle have været udleveret,
8)
for fordring på
bidrag til almindeligt havari eller til omkostninger, som fordeles efter
§ 360 eller § 466, stk. 2, et år fra dispachens dato,
9)
for fordring, for
hvilken skyldneren er begrænset ansvarlig i henhold til § 172,
stk. 1, nr. 4, tre år fra forfaldsdag,
10)
for fordring på den,
der er blevet personligt ansvarlig efter § 53 eller § 63, den for
søpanterettens forældelse fastsatte frist, jf. §§ 55 og 64.
Stk. 2.
For
regreskrav i anledning af fordringer som nævnt i stk. 1, nr. 2, 6 og 7,
er
forældelsesfristen et år fra den dag, da fordringen blev betalt eller søgsmål
om den rejst. Ved regres i anledning af krav som følge af personskade, jf.
stk. 1, nr. 2, regnes fristen for regreskravet først fra den dag, da
erstatningen blev betalt.
Stk. 3.
Forældelsesfristen
afbrydes ved foretagelse af retsskridt inden fristens udløb eller, såfremt
det
tilkommer en dispachør at træffe afgørelse om fordringen, ved anmeldelsen for
dispachøren.
Stk. 4.
Enhver
forhåndsvedtagelse om udelukkelse af forældelse eller om længere
forældelsesfrister end dem, der er nævnt i stk. 1, er ugyldig.
Stk. 5.
Det afgøres
efter loven i det land, hvor sagen er anlagt, om forældelsen er afbrudt eller
suspenderet. Dog skal fordringer som omtalt i stk. 1, nr. 3, 4 og 5,
senest være forældet tre år efter den dag, da udskibningen fandt sted eller
skulle have fundet sted.
Stk. 6.
I øvrigt
kommer de almindelige regler om forældelse af fordringer til anvendelse.
§ 502.
Krav for skade eller udgifter af den art, som er nævnt i §§ 191, 206,
stk. 2, eller 207, eller om erstatning eller refusion fra Den
Internationale Erstatningsfond (1992) forældes, såfremt der ikke er anlagt
sag
inden 3 år regnet fra den dag, skaden eller udgifterne opstod. Det samme
gælder
krav om erstatning for skade eller udgifter af den art, som er nævnt i
§§ 210, 225, stk. 2, eller 226, eller om erstatning eller refusion
fra Den Internationale Erstatningsfond (1971). Dog kan krav ikke i noget
tilfælde rejses, når der er forløbet 6 år fra den dag, på hvilken den
hændelse
opstod, som forårsagede den nævnte begivenhed. Forvoldes skaden eller
udgifterne ved en række hændelser, der har samme oprindelse, regnes
6-års-fristen fra den første af disse hændelser.
Stk. 2.
Forældelsesfristen
vedrørende krav mod Den Internationale Erstatningsfond (1992) afbrydes
foruden
ved sagsanlæg ved retsskridt i medfør af § 204, stk. 4.
Forældelsesfristen vedrørende krav mod Den Internationale Erstatningsfond
(1971) afbrydes foruden ved sagsanlæg ved retsskridt i medfør af § 223,
stk. 4.
Stk. 3.
Fartøjets
ejer eller dennes forsikringsgiver kan uanset bestemmelsen i stk. 1 søge
refusion fra Den Internationale Erstatningsfond (1971) inden 6 måneder fra
den
dag, vedkommende får kendskab til, at der er rejst søgsmål mod denne om
ansvar
for skade eller udgifter af den art, som er nævnt i § 210.
§§ 503-504.
(ubenyttede)
Kapitel 20
Om de særlige trækningsrettigheder
§ 505.
Ved SDR forstås de af Den internationale Valutafond anvendte særlige
trækningsrettigheder (SDR). Omregning af SDR til dansk mønt foretages efter
kursen på den dag, da der stilles sikkerhed for ansvaret, eller, hvis
sikkerhed
ikke stilles, på betalingsdagen. Såfremt der oprettes begrænsningsfond efter
kapitel
7 eller 10, sker omregningen dog efter kursen på den dag, hvor
begrænsningsfonden anses for oprettet efter § 234, stk. 3,
medmindre
der inden fondsoprettelsen er stillet sikkerhed for ansvaret.
Kapitel 21
Om straf
§ 506.
Sørger skibsføreren ikke for at have et eksemplar af denne lov og af de i
henhold dertil udstedte forskrifter om bord, straffes den pågældende med
bøde.
Det samme gælder, hvis skibsføreren ikke sørger for at have et eksemplar af
de
i henhold til § 133, stk. 2, 2. pkt., foreskrevne love og
forskrifter
om bord.
§ 507.
Forsømmer skibsføreren, en styrmand, maskinchefen, en maskinmester eller
radiotelegrafisten at overholde sine forpligtelser med hensyn til skibs-,
maskin- eller radiodagbogen, straffes den pågældende med bøde eller fængsel
indtil 4 måneder.
§ 508.
Vægrer skibsføreren sig ved i henhold til § 142 at tage søfarende, deres
aske eller efterladenskaber med skibet, straffes den pågældende med bøde.
§ 509.
(Ophævet)
§ 510.
(Ophævet)
§ 511.
(Ophævet)
§ 512.
(Ophævet)
§ 513.
Hvad dette kapitel bestemmer vedrørende skibsføreren, gælder også den, der er
trådt i skibsførerens sted.
§ 514.
Overtrædelse af § 10, stk. 1, § 12, stk. 1, § 13,
§ 14, § 16, stk. 1, § 19 eller § 25, stk. 1
eller
2, straffes med bøde.
Stk. 2.
Den, der
lader skib sejle under dansk flag uden at være berettiget hertil, straffes
med
bøde.
Stk. 3.
Undlader
nogen at efterkomme de pligter, der påhviler dem efter bestemmelserne i
kapitel
1 og 2 eller efter regler udstedt i medfør heraf, kan skibsregistrator som
tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.
Stk. 4.
Retten til
at have eller få udfærdiget nationalitetsbevis kan inddrages efter
bestemmelserne i straffelovens §§ 78 og 79.
§ 514 a.
I regler, der er udstedt i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde
for overtrædelse af reglerne.
§ 515.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter
reglerne
i straffelovens 5. kapitel.
§ 515 a.
Efterkommes rettens pålæg efter § 478, stk. 1, 2. pkt., ikke uden
lovlig grund, kan retten pålægge en bøde, medmindre der ved fremlæggelsen vil
fremkomme oplysning om forhold, som en ad de nævnte personer ville være
udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som vidne efter
reglerne i retsplejelovens kapitel 18.
Kapitel 22
Om lovens område og ikrafttræden
§ 516.
Henlægger økonomi- og erhvervsministeren sine beføjelser efter loven til
Søfartsstyrelsen, kan ministeren fastsætte regler om klageadgang, herunder at
klager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 517.
Loven
gælder ikke for Grønland og Færøerne, men kan ved kongelig anordning sættes i
kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
§ 518.
Økonomi- og erhvervsministeren sætter loven i kraft ved bekendtgørelse. Loven
kan sættes i kraft samlet eller i flere omgange.
Stk. 2.
Økonomi- og
erhvervsministeren ophæver den nugældende sølov, jf. lovbekendtgørelse nr.
653
af 13. oktober 1989, ved bekendtgørelse. Loven kan ophæves samlet eller i
flere
omgange.
§ 519.
For reglerne i kapitel 13 og 14 om befordring af gods gælder, at aftaler
indgået før lovens ikrafttræden følger reglerne i den hidtil gældende sølov,
jf. lovbekendtgørelse nr. 653 af 13. oktober 1989.
Stk. 2.
Denne lovs
regler gælder for forhold, hvor konnossement eller søfragtseddel er udstedt
til
tredjemand efter denne lovs ikrafttræden, selv om dette er sket i henhold til
aftale om godsbefordring, der er indgået før denne lovs ikrafttræden.
Lov nr. 170 af 16. marts 1994 indeholder følgende
ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 517
Loven gælder ikke for Grønland
4)
og Færøerne
5)
,
men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
§ 518
Økonomi- og erhvervsministeren sætter loven i kraft ved
bekendtgørelse.
6)
Loven kan sættes i kraft samlet
eller i flere omgange.
Stk. 2.
Økonomi- og
erhvervsministeren ophæver den nugældende sølov, jf. lovbekendtgørelse nr.
653
af 13. oktober 1989, ved bekendtgørelse. Loven kan ophæves samlet eller i
flere
omgange.
§ 519
For reglerne i kapitel 13 og 14 om befordring af gods
gælder, at aftaler indgået før lovens ikrafttræden følger reglerne i den
nugældende sølov, jf. lovbekendtgørelse nr. 653 af 13. oktober 1989.
Stk. 2.
Denne lovs
regler gælder for forhold, hvor konnossement eller søfragtseddel er udstedt
til
tredjemand efter denne lovs ikrafttræden, selv om dette er sket i henhold til
aftale om godsbefordring, der er indgået før denne lovs ikrafttræden.
Lov nr. 205 af 29. marts 1995 indeholder følgende
ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 2
Stk. 1.
Tidspunktet
for lovens eller dele af lovens ikrafttræden fastsættes af økonomi- og
erhvervsministeren.
7)
Stk. 2.
Økonomi- og
erhvervsministeren kan ophæve kapitel 10 a og kapitel 10 b, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 4, ved nærmere bekendtgørelse herom.
8)
Lov nr. 394 af 22. maj 1996 indeholder følgende
ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 4
Loven træder i kraft den 1. juli 1996.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland
9)
,
men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de
ændringer, der følger af de særlige færøske og grønlandske forhold.
Lov nr. 14 af 13. januar 1997 indeholder følgende
ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 3
Loven træder i kraft den 1. februar 1997.
§ 4
Stk. 1.
Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2.
Loven kan
ved kongelig anordning sættes i kraft helt eller delvis for Grønland med de
ændringer, der følger af de særlige grønlandske forhold.
§ 5
Stk. 3.
§ 2
10)
kan ved kongelig anordning sættes i kraft for
Færøerne med de ændringer, der følger af de særlige færøske forhold.
Lov nr. 886 af 3. december 1997 indeholder følgende
ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 3
Stk. 1.
Loven
træder i kraft den 1. april 1998.
Stk. 2.
De
rederier, der før denne lovs ikrafttræden har registreret skorstensmærker og
kontorflag, bevarer fortsat deres eneret til disse.
§ 4
Stk. 1.
Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2.
Loven kan
ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de ændringer, der
følger
af de særlige grønlandske forhold.
Stk. 3.
§ 2
11)
kan ved kongelig anordning sættes i kraft for
Færøerne med de ændringer, der følger af de særlige færøske forhold.
Lov nr. 900 af 16. december 1998 indeholder
følgende
ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 33
Loven træder i kraft den 1. marts 1999.
§ 36
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland
12)
, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for disse landsdele med de ændringer, der følger af de særlige
færøske og grønlandske forhold.
Lov nr. 901 af 16. december 1998 indeholder
følgende
ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 2
Stk. 1.
Loven
træder i kraft den 1. marts 1999.
Stk. 2.
Samtidig
ophæves lov om skibsregistrering, jf. lovbekendtgørelse nr. 272 af 11. april
1997, samt §§ 1 og 2 i lov om skibes registrering, jf. lovbekendtgørelse
nr. 103 af 4. maj 1927.
Stk. 3.
Regler, der
er udstedt i medfør af de i stk. 2 nævnte love, forbliver i kraft
13)
, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt
i medfør af denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil
gældende regler.
§ 3
Stk. 1.
Loven
gælder ikke for Færøerne.
Stk. 2.
Loven
gælder ikke for Grønland
14)
, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de afvigelser,
som
de særlige grønlandske forhold tilsiger.
Lov nr. 228 af 21. april 1999 indeholder følgende
ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 2
Erhvervsministeren sætter loven eller dele heraf i
kraft i det omfang, det ikke strider mod internationale forpligtelser.
15)
§ 3
Loven gælder ikke for Grønland
16)
g Færøerne
17)
, men kan ved kongelig
anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de
særlige
grønlandske og færøske forhold tilsiger.
Lov nr. 106 af 13. februar 2001 indeholder følgende
ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 3
Loven træder i kraft den 1. juli 2001.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland
18)
, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for
disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske
forhold tilsiger.
Søfartsstyrelsen, den 15. juni 2004
Jørgen Hammer Hansen
/Kaare Christoffersen
Officielle noter
1)
Bekendtgørelse
nr. 902 af 12. november 2003 om en særlig ansvarsgrænse for skibe under 300
tons for andre krav end krav, der følger af personskader eller dødsfald.
2)
Beløbsgrænserne
er forhøjet ved bekendtgørelse nr. 720, 721 og 722 af 13. august 2003 om
forhøjelse af ansvars- og erstatningsgrænserne for olieforurening fra skibe
for
henholdsvis Danmark, Færøerne og Grønland.
3)
Se note 2.
4)
Lov nr. 170 af
16. marts 1994, søloven, som ændret ved lov nr. 205 af 29. marts 1995 blev
ved
kgl. anordning nr. 8 af 15. januar 1996 sat i kraft for Grønland den 1.
februar
1996. Lov nr. 205 af 29. marts 1995 trådte dog først i kraft den 30. maj
1996,
jf. § 1, 2. pkt. i anordningen.
5)
Kapitel 10,
10a, 10b, 12 og 20 samt §§ 502, 514, 515, 516, 517 og 518 i lov nr. 170 af
16.
marts 1994, søloven, som ændret ved lov nr. 205 af 29. marts 1995 blev ved
kgl.
anordning nr. 305 af 7. maj 1997 sat i kraft for Færøerne den 14. maj 1997.
Kapitel 10a og 10 b er dog ophævet fra den 16. maj 1998, jf. § 1, stk. 2, i
anordningen. Samtidig ophævedes kapitel 12, 15, 16 samt § 292 i den hidtil på
Færøerne gældende sølov, jf. lovbekendtgørelse nr. 141 af 1. april 1995.
6)
Loven trådte i
kraft i Danmark den 1. oktober 1994, jf. bekendtgørelse nr. 781 af 29. august
1994. Den hidtidige sølov, jf. lovbekendtgørelse nr. 653 af 13. oktober 1989
ophævedes dermed.
7)
Loven trådte i
kraft i Danmark den 30. maj 1996, jf. bekendtgørelse nr. 258 af 10. april
1996.
For Færøerne og Grønland se note 5 og 4.
8)
Kapitlerne 10a
og 10b er ophævet ved bekendtgørelse nr. 206 af 3. april 1998.
Bekendtgørelsens
§ 1, stk. 2 foreskriver dog, at for hændelser, som er omfattet af den
internationale konvention om det privatretlige ansvar for skader ved
olieforurening, 1969, (1969-ansvarskonventionen), og den internationale
konvention om oprettelse af en international fond for skader ved
olieforurening, 1971, (1971-fondskonventionen), som er indtrådt før den 16.
maj
1998, der har medført forureningsskader, finder kapitel 10 a og 10 b fortsat
anvendelse. Bestemmelserne om bidrag m.v. til 1971-fonden, jf. bekendtgørelse
nr. 450 af 29. august 1978 om den internationale fond om erstatning for
skader
ved olieforurening, finder fortsat anvendelse.
9)
§ 3 i lov nr.
394 af 22. maj 1996 om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet, lov om
skibes sikkerhed m.v. og søloven blev ved kgl. anordning nr. 609 af 25. juni
2001 sat i kraft for Grønland den 1. juli 2001.
10)
§ 2 indeholder
bestemmelser vedrørende søloven.
11)
§ 2 indeholder
bestemmelser vedrørende søloven.
12)
Lov om
sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 554 af 21. juni 2000 blev ved
kgl.
anordning nr. 607 af 25. juni 2001 sat i kraft for Grønland den 1. juli 2001.
13)
Bekendtgørelse
nr. 1044 af 6. december 1996 om registrering i Skibsregistret af skibe, hvis
ejer ikke opfylder betingelserne i sølovens § 1 og bekendtgørelse nr. 119 af
15. marts 1993 om registrering af skibe hjemmehørende i Grønland og
bekendtgørelse nr. 249 af 11. oktober 1957 om benyttelse af yachtflag.
14)
Lov nr. 901 af
16. december 1998 om ændring af søloven og ophævelse af lov om
skibsregistrering blev ved kgl. anordning nr. 609 af 25. juni 2001 sat i
kraft
for Grønland den 1. juli 2001.
15)
Jf.
bekendtgørelse nr. 56 af 24. januar 2003 om ikrafttræden af § 1, nr. 14, i
lov
nr. 228 af 21. april 1999 om ændring af søloven (Bemyndigelsesbestemmelse til
forhøjelse af ansvaret i medfør af 1992-anvarskonventionen) og bekendtgørelse
nr. 782 af 9. september 2003 om ikrafttræden af lov nr. 228 af 21. april 1999
om ændring af søloven (Gennemførelse af 1996-protokollen til
Globalbegrænsningskonventionen af 1976).
16)
§ 1, nr. 14 i
lov nr. 228 af 21. april 1999 om ændring af søloven blev ved kgl. anordning
nr.
609 af 25. juni 2001 sat i kraft for Grønland den 1. juli 2001, jf. § 3. § 1,
nr. 1-13 og nr. 15-20 i lov nr. 228 af 21. april 1999 om ændring af søloven,
blev ved kgl. anordning nr. 911 af 14. november 2003 sat i kraft for Grønland
den 1. januar 2004, jf. § 1.
17)
§ 1, nr. 14 i
lov nr. 228 af 21. april 1999 om ændring af søloven blev ved kgl. anordning
nr.
629 af 29. juli 2002 sat i kraft for Færøerne den 15. august 2002, jf. § 1,
nr.
1.
18)
Lov nr. 106 af
13. februar 2001 om ændring af søloven og retsplejeloven blev ved kgl.
anordning nr. 609 af 25. juni 2001 sat i kraft for Grønland den 1. juli 2001,
jf. § 4.
Lignende dokumenter
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat G. Hogan fremsat den 10. juni 2021. — Straffesag mod VAS Shipping ApS. EU-domme · 10. juni 2021
- Fuld skattepligt ved jordomrejse med sejlbåd Retsinformation · 21. februar 2023
- 1997 LSF 9 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SKIBSREGISTRERING OG SØLOVEN (FORENKLING AF ANMELDELSESPLIGT, OM SKORSTENSMÆRKER OG KONTORFLAG OG REGISTRERING AF ANPARTSSELSKABER UDEN BESTYRELSE) Retsinformation · 3. december 1997
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet, lov om miljøbeskyttelse og lov om sikkerhed til søs (Implementering af dele af Hongkongkonventionen) Retsinformation · 5. maj 2017
- Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 8. juli 2021. — Straffesag mod VAS Shipping ApS. EU-domme · 8. juli 2021
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet, lov om miljøbeskyttelse og lov om sikkerhed til søs (Implementering af dele af Hongkongkonventionen) Retsinformation · 11. april 2017