Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af søloven

Ikke gældende siden 5. juli 2010 LBK nr 538 af 15/06/2004LovbekendtgørelseErhvervsministeriet25. juni 2004

Gældende udgave: LBK nr 776 af 18/06/2025

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Anvendt i 38 afgørelser

Landsskatteretten 18, Retsinformation 12, Domsdatabasen 6, Klagenævn (Nævnenes Hus) 1, Pakkerejse-Ankenævnet 1

De nyeste afgørelser

Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.

Teksten

Bekendtgørelse af søloven

Herved bekendtgøres søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 39

af 20. januar 1998 med de ændringer, der følger af bekendtgørelse nr. 206 af

3.

april 1998, lov nr. 900 og nr. 901 af 16. december 1998, lov nr. 228 af 21.

april 1999 og lov nr. 106 af 13. februar 2001. Lovbekendtgørelsen indeholder

ikke de ændringer, der følger af lov nr. 1172 af 19. december 2003, da loven

ikke er trådt i kraft.

Afsnit 1. Fartøj

Kapitel 1

Om skibe

§ 1.

For

at et skib kan anses som dansk og sejle under dansk flag, må dets ejer være

dansk.

Stk. 2.

Som dansk

ejer anses

a)

danske statsborgere,

b)

danske

statsinstitutioner og kommuner,

c)

stiftelser og

foreninger, hvis ledelse udelukkende består af danske statsborgere, der er

bosat her i riget,

d)

partrederier, hvoraf

mindst to tredjedele ejes af danske statsborgere, og hvis bestyrende reder er

Læs alt

dansk og har bopæl her i riget,

e)

aktieselskaber og

andre selskaber med begrænset ansvar, der har valgt en bestyrelse, når mindst

to tredjedele af denne består af danske statsborgere, der er bosat her i

riget,

f)

anpartsselskaber,

der ikke har valgt en bestyrelse, når mindst to trediedele af direktionen er

danske statsborgere, der er bosat her i riget,

g)

andre selskaber,

hvori mindst to tredjedele af deltagerne er danske statsborgere, der er bosat

her i riget.

Stk. 3.

Såfremt

stiftelser, foreninger eller selskaber er deltagere i partrederier eller i de

i

stk. 2, litra g, nævnte selskaber, må hver deltager opfylde

betingelserne

for at kunne anses som dansk ejer.

§ 2.

For

skibe, der ikke kan anses for danske, jf. § 1, men som tilhører

personer,

selskaber eller lignende, der er omfattet af De Europæiske Fællesskabers

regler

om etableringsret, arbejdskraftens frie bevægelighed og udveksling af

tjenesteydelser, kan økonomi- og erhvervsministeren fastsætte regler om

betingelserne for registrering som dansk skib, herunder krav om, at skibet

skal

administreres, kontrolleres og dirigeres fra Danmark.

Stk. 2.

Skibe

optaget i skibsregistret eller i medfør af stk. 1 sidestilles i enhver

henseende med danske skibe og er berettigede til at føre dansk flag.

§ 3.

Skibe,

som er registreret eller i medfør af §§ 10 eller 12 skal registreres, må

ikke gå i fart, forinden de er forsynet med nationalitetsbeviser.

Stk. 2.

Nationalitetsbeviser skal opbevares om bord og på forlangende forevises

myndighederne.

Stk. 3.

Økonomi- og

erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om mærkning af skibe samt

udfærdigelse af nationalitetsbeviser.

§ 4.

Ved

registreringen tildeles der skibe kendingsbogstaver, der tillige tjener som

registreringsbogstaver. Kendingsbogstaverne indhugges i skibet og må ikke

forandres eller fjernes. Ved udslettelse af skibet udhugges bogstaverne.

§ 5.

Danske skibe skal have hjemsted i en havn i riget.

Stk. 2.

Skibsnavne

for skibe med en bruttotonnage på 20 eller derover, jf. § 10,

stk. 1,

kan kun registreres, hvis de tydeligt adskiller sig fra andre registrerede

skibsnavne.

Stk. 3.

Skibsregistrator skal nægte registrering af skibsnavne, der griber ind i et

af

et andet rederi benyttet særpræget navngivningssystem.

Stk. 4.

Navn og

hjemsted skal angives på skibet.

Stk. 5.

Ved

udslettelse af skibet af skibsregistret fortabes retten til skibets navn.

Retten til skibets navn kan dog på ejerens begæring forbeholdes for et

tidsrum

af 3 år regnet fra udslettelsen.

Stk. 6.

Bestemmelsen i stk. 2 finder ikke anvendelse på skibe, der er optaget i

medfør af § 10, stk. 2, eller § 12.

§ 6.

Som

uistandsætteligt i denne lovs betydning anses et skib ikke alene, når det ved

lovlig besigtigelse skønnes, at dets istandsættelse enten overhovedet ikke

kan

udføres eller i alt fald ikke der, hvor skibet befinder sig, eller på noget

andet sted, hvor det kan bringes hen, men også, når det på samme måde

skønnes,

at skibet ikke er istandsættelse værd.

§ 7.

Patentdirektoratet fører et register over de anmeldte skorstensmærker og

kontorflag. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler om ansøgning,

registrering, sletning m.v. af skorstensmærker og kontorflag samt regler om

gebyrer for indlevering af ansøgninger og udskrifter af registret.

Stk. 2.

Samtlige de

i registret indførte mærker og flag skal tydeligt adskille sig fra hverandre.

Stk. 3.

Ved

optagelsen i registret opnås eneret til benyttelse af de anmeldte mærker og

flag.

§ 8.

Danske skibe må som nationalitetsmærke alene føre det danske flag. Udslettes

et

skib af skibsregistret, fortabes retten til at lade skibet sejle under dansk

flag.

§ 9.

Ved

kongelig resolution kan der meddeles tilladelse til, at skibe, der går i fart

på oversøiske havne, som nationalitetsmærke fører dansk splitflag med et

foreskrevet særligt mærke. Tilladelsen kan til enhver tid kaldes tilbage.

Endvidere kan der ved kongelig resolution fastsættes nærmere bestemmelser,

hvorefter skibe, der går i postfart for staten, kan føre et særligt postflag.

Kapitel 2

Registrering i skibsregistret

Registrering af skibe og skibe under bygning

§ 10.

Skibe, som er færdigbyggede og har en bruttotonnage på 20 eller derover, skal

af ejeren anmeldes til registrering i skibsregistret.

Stk. 2.

Skibe med

en bruttotonnage på 5 eller derover, men under 20, kan på ejerens begæring

registreres i skibsregistret.

Stk. 3.

Skibe, som

er under bygning her i riget, kan på ejerens begæring optages i en særlig

afdeling af skibsregistret (skibsbygningsregistret), hvis skibets bygning er

så

vidt fremskreden, at skibet på betryggende måde kan identificeres, og hvis

dets

bruttotonnage skønnes at blive målt til mindst 5.

§ 11.

Krigsskibe kan ikke registreres. Det samme gælder skibe, der er optaget i

udenlandske skibsregistre, jf. dog §§ 24 og 26 om bareboatregistrering.

Stk. 2.

Flydedokke,

kabeltromler, flydende beholdere og andet lignende materiel anses ikke som

skibe ved anvendelsen af reglerne i dette kapitel.

Stk. 3.

Pramme,

lægtere, uddybningsmaskiner, flydekraner og lignende anses som skibe, men er

undtaget fra anmeldelsespligten i medfør af § 10, stk. 1, hvis de

ikke er forsynet med maskineri til fremdrivning.

§ 12.

Skibe, hvis bruttotonnage er mindre end 20, og skibe, som i medfør af

§ 11, stk. 3, er undtaget fra anmeldelsespligten til

skibsregistret,

skal anmeldes til fartøjsfortegnelsen. Anmeldelsespligten er betinget af, at

skibet er færdigbygget og i dansk eje. Herudover kan tillige på ejerens

begæring optages færdigbyggede skibe, hvis ejeren opfylder de i § 2

fastsatte betingelser.

Stk. 2.

Fritidsfartøjer kan ikke optages i fartøjsfortegnelsen. Økonomi- og

erhvervsministeren kan endvidere bestemme, at grupper af mindre skibe ikke

kan

optages i denne fortegnelse.

Stk. 3.

Fartøjsfortegnelsen føres i skibsregistret.

Stk. 4.

Med

undtagelse af § 10, stk. 3, § 15, stk. 2 og §§ 22-39

finder bestemmelserne i dette kapitel, med de fornødne lempelser, tilsvarende

anvendelse ved registrering i fartøjsfortegnelsen. § 7 finder ikke

anvendelse for skibe optaget i fartøjsfortegnelsen. Økonomi- og

erhvervsministeren fastsætter nærmere regler herom.

§ 13.

Anmeldelse om optagelse af skib i skibsregistret, bortset fra fritidsfartøjer

med en bruttotonnage mindre end 20, skal ske inden 30 dage efter, at skibet

er

færdigbygget eller erhvervet.

Stk. 2.

Skibsregistrator kan forlænge denne frist.

§ 14.

Anmeldelsen om optagelse af skib i skibsregistret eller fartøjsfortegnelsen

skal indeholde oplysninger om skibet og dets ejer.

Stk. 2.

Anmeldelsen

skal være ledsaget af de fornødne bevisligheder for, at anmelderen er ejer af

skibet, og det skal, bortset fra anmeldelse af skibe under bygning,

godtgøres,

at betingelserne efter § 1 eller § 2 er opfyldt. Økonomi- og

erhvervsministeren fastsætter regler om, hvilke bevisligheder der skal

forelægges skibsregistrator for at godtgøre, at ejeren opfylder betingelserne

i

§ 1 eller § 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan i særlige

tilfælde

tillade registrering af skibe, selv om betingelserne i § 1 eller

§ 2

ikke er opfyldt.

Stk. 3.

Skibets

byggeår, byggested, art og type skal angives.

§ 15.

Er

et skib erhvervet fra udlandet, eller begæres det optaget i medfør af

§ 2,

skal der tillige tilvejebringes attest fra den udenlandske

registreringsmyndighed om, at skibet ikke er optaget i vedkommende

udenlandske

skibsregister eller skibsbygningsregister, eller at det vil blive udslettet

af

registret den dag, det godtgøres at være optaget i et andet lands

skibsregister.

Stk. 2.

Skibsregistrator kan i særlige tilfælde foretage registrering, selv om der

ikke

er tilvejebragt attest fra den udenlandske registreringsmyndighed.

Registreringen kan dog kun ske, såfremt det land, fra hvilket skibet

erhverves,

eller i hvis skibsregister eller skibsbygningsregister det har været indført,

hverken har tiltrådt den internationale konvention af 1967 om indførelse af

visse ensartede regler angående søpanterettigheder og andre panterettigheder

i

skib eller den internationale konvention af 1967 om registrering af

rettigheder

i skibe under bygning.

Stk. 3.

Er et skib

erhvervet fra udlandet, eller begæres det optaget i medfør af § 2, skal

panterettigheder, der er anført i den i stk. 1 omhandlede

udslettelsesattest, eller hvis eksistens godtgøres af panthaveren, og som

opfylder betingelserne i § 74, overføres til skibsregistret samtidig med

skibets registrering. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler herom.

Ændringer i det registrerede

§ 16.

Enhver ændring i de oplysninger, som er meddelt til skibsregistret, skal

anmeldes inden 30 dage efter, at ændringen er indtrådt. Skibsregistrator kan

forlænge denne frist.

Stk. 2.

Anmeldelse

skal ske til skibsregistrator.

Stk. 3.

Anmeldelsespligten påhviler ejeren. Ved ændringer i adkomstforholdene

påhviler

pligten både overdrageren og erhververen.

Stk. 4.

Den, der

ved betinget adkomst erhverver ret til skibet, anses i forhold til det

offentlige som ejer.

Stk. 5.

Overtagelse

til privat skifte anses som en ændring i adkomstforholdene. Det samme gælder

ved hensidden i uskiftet bo, for så vidt angår skibe, som den afdøde

ægtefælle

var registreret ejer af.

Stk. 6.

Påbegyndelse

af konkursbehandling, offentligt skifte og bobestyrerbehandling af dødsboer

anses ikke for en ændring af adkomstforholdene, men det påhviler henholdsvis

kurator, skifteretten eller bobestyreren straks at sende meddelelse herom til

skibsregistrator.

Udslettelse af skib fra skibsregistret

§ 17.

Et

skib udslettes af skibsregistret, såfremt

1)

ejeren ikke længere

kan anses for dansk, jf. § 1, eller ikke længere opfylder de i medfør af

§ 2 fastsatte betingelser, eller

2)

skibet overdrages

eller overgår til nogen, som ikke kan anses for dansk, jf. § 1, eller

som

ikke opfylder de i medfør af § 2 fastsatte betingelser, jf. dog

§ 20,

stk. 3.

Stk. 2.

Endvidere

udslettes skibe, der ophugges, forliser, forsvinder eller erklæres for

uistandsættelige af udmeldte syns- og skønsmænd, af et godkendt

klassifikationsselskab eller ved en anden fremgangsmåde, der kan ligestilles

hermed, jf. dog § 20, stk. 3.

Stk. 3.

Et skib,

der sælges ved tvangsauktion i udlandet til nogen, der ikke kan anses som

dansk

ejer, eller der ikke opfylder de i medfør af § 2 fastsatte betingelser,

udslettes kun af skibsregistret, såfremt skibet på salgstidspunktet befinder

sig i den stat, hvor tvangsauktionen finder sted og under forudsætning af, at

salget er sket i overensstemmelse med vedkommende stats lovgivning og den

internationale konvention af 1967 om indførelse af visse ensartede regler

angående søpanterettigheder og andre panterettigheder i skib.

Stk. 4.

Endvidere

udslettes et skib, der er optaget i medfør af § 2, på ejerens skriftlige

begæring, jf. dog § 20, stk. 3.

Stk. 5.

Et skib,

der er optaget i skibsbygningsregistret, udslettes, når skibet afleveres af

værftet, jf. dog § 20, stk. 3. Endvidere udslettes skibet af

skibsbygningsregistret, såfremt det går tabt, mens det er under bygning, jf.

stk. 2.

§ 18.

Et

fritidsfartøj med en bruttotonnage mindre end 20 kan slettes af

skibsregistret

på ejerens begæring, såfremt der ikke er registreret pant, brugsrettigheder

eller andre rettigheder i skibet på det tidspunkt, hvor udslettelsen

anmeldes.

Stk. 2.

Det er en

betingelse for udslettelsen, at ejeren har indsendt skibets

nationalitetsbevis

og dokumentation for, at kendingsbogstaverne er udhugget på skibet.

Stk. 3.

Skibsregistrator kan i særlige tilfælde dispensere fra reglen i stk. 2.

§ 19.

Det påhviler ejeren af skibet at gøre anmeldelse til skibsregistrator om

ethvert forhold, som medfører udslettelse af skibet, umiddelbart efter at

ejeren er blevet bekendt med forholdet. Er et skib forsvundet, skal

anmeldelse

om udslettelse indsendes, når det tidspunkt er kommet, da forsikringssummen i

medfør af forsikringsaftalelovens § 71 kan udbetales.

Stk. 2.

Samtidig

med anmeldelsen, der skal være ledsaget af de fornødne bevisligheder,

afleveres

skibets nationalitetsbevis til skibsregistrator, eller skriftlig redegørelse

afgives om årsagen til, at dette ikke kan ske.

§ 20.

Udslettelse af skibsregistret må ikke finde sted, forinden der af

skibsregistrator er sendt meddelelse herom til indehavere af anmeldte

rettigheder og der er forløbet en frist på 30 dage fra meddelelsens

afsendelse,

medmindre de anmeldte rettighedshavere giver skriftligt samtykke til

udslettelsen eller det godtgøres, at rettighederne er bortfaldet.

Stk. 2.

Udslettelse

kan dog ikke finde sted, hvis det oplyses, at en anmeldt rettighedshaver har

foretaget retslige skridt til gennemførelse af sin ret over skibet, medmindre

retsforfølgningen ikke fremmes uden ufornødent ophold eller ved endelig

afgørelse nægtes fremme.

Stk. 3.

Udslettelse

kan heller ikke finde sted, hvis der er registreret panterettigheder i

skibet,

medmindre indehaverne af de registrerede panterettigheder giver skriftligt

samtykke til udslettelsen. I stedet anføres der på skibsbladet en bemærkning

om

det forhold, der skulle give anledning til udslettelse, og der kan herefter

ikke registreres rettigheder i skibet. Retten til at lade skibet sejle under

dansk flag og retten til skibets navn fortabes. Skibets nationalitetsbevis

skal

afleveres til skibsregistrator i overensstemmelse med § 19, stk. 2.

Stk. 4.

Anmeldes et

skib til udslettelse af skibsregistret for at blive overført til et

udenlandsk

register, og er betingelserne for udslettelse af skibet til stede, udsteder

skibsregistrator på begæring en erklæring om, at skibet er udslettet eller

vil

blive udslettet af skibsregistret, samme dag det godtgøres at være optaget i

det udenlandske register, dog senest 30 dage fra erklæringens udstedelse. Er

sådan erklæring udstedt, kan rettigheder ikke længere anmeldes til

registrering.

Stk. 5.

Henstår der

ved skibets udslettelse rettigheder på skibets blad i skibsregistret, skal

attest om skibets udslettelse give oplysning om disse rettigheders indhold.

§ 21.

Et

skib udslettes ikke af skibsregistret, selv om det ved ommåling ansættes til

en

mindre bruttotonnage end 5.

Bareboatregistrering

§ 22.

Et

handelsskib, der ikke efter § 1 eller § 2 kan anses som dansk, og

som

bareboatbefragtes af en reder, der efter § 1 eller § 2 kan anses

for

at være dansk, kan af befragteren anmeldes til optagelse i skibsregistret.

Skibet kan optages for en periode på op til 5 år. Skibsregistrator kan efter

skriftlig anmodning fra befragteren forlænge denne periode med op til 1 år ad

gangen.

Stk. 2.

Et skib,

der er optaget efter stk. 1, sidestilles med et dansk skib, er

berettiget

til at føre dansk flag og er undergivet dansk ret.

Stk. 3.

Der kan

ikke registreres panterettigheder eller andre rettigheder i et skib, der

optages efter stk. 1.

Stk. 4.

Det er en

betingelse for optagelse i skibsregistret, at der vedlægges en attest fra den

udenlandske registreringsmyndighed om, at skibet har ret til at føre et andet

nationalitetsflag i befragtningsperioden.

§ 23.

Et

skib, der er registreret efter § 22, udslettes af registret, når

1)

befragtningsaftalen

ophører,

2)

betingelserne for

registrering efter § 22 ikke længere er til stede,

3)

befragteren

skriftligt begærer det eller

4)

skibet ikke længere

efter lovgivningen i skibets hjemland har ret til midlertidigt at føre et

andet

nationalitetsflag end hjemlandets.

Stk. 2.

Endvidere

udslettes skibet af registret, når det ophugges, forliser, forsvinder eller

erklæres for uistandsætteligt af udmeldte syns- og skønsmænd, af et anerkendt

klassifikationsselskab eller ved anden fremgangsmåde, der kan sidestilles

hermed. Når en sådan udslettelsesgrund foreligger, har befragteren pligt til

skriftligt, senest 30 dage efter at udslettelsesgrunden er blevet befragteren

bekendt, at anmelde dette til skibsregistrator.

§ 24.

Et

skib, der er registreret i skibsregistret, og som bareboatbefragtes af en

reder, der efter § 1 eller § 2 ikke kan anses for at være dansk,

udslettes ikke af skibsregistret, selv om skibet på grundlag af en

befragtningsaftale optages i et udenlandsk skibsregister. Skibet har i

befragtningsperioden ret til midlertidigt at føre et andet nationalitetsflag

end det danske med de rettigheder og pligter, der følge heraf. Der kan forsat

registreres panterettigheder og andre rettigheder i skibet i skibsregistret.

Stk. 2.

Skibet har

ret til at føre et andet nationalitetsflag i op til 5 år fra anmeldelsen.

Skibsregistrator kan efter skriftlig anmodning fra ejeren forlænge denne

periode med op til 1 år ad gangen.

Stk. 3.

Det er en

betingelse for, at skibet midlertidigt har ret til at føre et andet

nationalitetsflag, jf. stk. 1, at alle indehavere af anmeldte

rettigheder

har givet skriftlig tilladelse til, at skibet skifter flag, og at der tillige

er vedlagt en attest fra den udenlandske registreringsmyndighed om, at skibet

kan optages i det udenlandske register. Optages skibet i et register i et

land,

der ikke er medlem af Den Europæiske Union eller omfattet af EØS-aftalen, kan

flagskiftet kun ske i overensstemmelse med stk. 5.

Stk. 4.

Det er

endvidere en betingelse for, at skibet midlertidigt får ret til at føre et

andet nationalitetsflag, jf. stk. 1, at bareboataftalen ikke er indgået

med et fremmed selskab eller lignende, hvori skibets ejer har en direkte

eller

indirekte kapitalinteresse på 20 pct. eller derover og endvidere har

indflydelse på selskabets drift. Det gælder dog ikke, hvis det over for

skibsregistrator dokumenteres, at flagskifte er nødvendigt for at opfylde et

udenlandsk myndighedskrav om anvendelse af et bestemt flag som betingelse for

markedsadgang.

Stk. 5.

Økonomi- og

erhvervsministeren fastsætter efter høring af Skibstilsynsrådet regler om,

hvilke nationalitetsflag danske skibe, der bareboatbefragtes til ikkedanske

ejere, kan føre.

§ 25.

Når befragtningsaftalen, jf. § 24, ophører, bortfalder retten til at

føre

et andet nationalitetsflag. Ejeren skal inden 30 dage efter

befragtningsaftalens ophør anmelde dette til skibsregistrator.

Stk. 2.

Endvidere

har ejeren af et dansk skib, der midlertidigt har ret til at føre et andet

nationalitetsflag, jf. § 24, pligt til inden 7 dage skriftligt at

anmelde

til skibsregistrator, såfremt den pågældende indgår en

tidsbefragtningsaftale,

hvorefter ejeren på ny disponerer over skibet i en periode.

Stk. 3.

Skibsregistrator kan med henblik på at undgå misbrug kræve dokumentation for,

at tidsbefragtningsaftalen har været nødvendig af kommercielle grunde.

Såfremt

skibsregistrator ikke anser dokumentationen for fyldestgørende, kan

skibsregistrator nægte skibet adgang til fortsat at føre et andet

nationalitetsflag end det danske.

§ 26.

Reglerne i § 13, § 15, §§ 17-21 og §§ 28-38 finder ikke

anvendelse på skibe, der midlertidigt fører dansk flag.

Stk. 2.

Reglerne i

§ 3 og § 5, stk. 2-6, finder ikke anvendelse på et dansk skib,

der midlertidigt fører et andet nationalitetsflag end det danske.

§ 27.

Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler om, hvilke bevisligheder der

skal forelægges ved bareboatregistrering af skibe.

Rettighedsregistrering

§ 28.

Rettigheder over de i skibsregistret indførte skibe skal registreres for at

opnå beskyttelse over for aftaler om skibet og mod retsforfølgning.

Stk. 2.

Den ret,

der skal fortrænge en uregistreret ret, skal selv være registreret og

erhververen ifølge aftale i god tro.

Stk. 3.

Afgørelser

om fratagelse af den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6 skal

registreres for at få gyldighed over for aftaler om skibet, der i god tro

indgås med den umyndige.

Stk. 4.

For skibe

optaget i medfør af § 10, stk. 2, gælder, at de rettigheder, der er

stiftet før optagelsen i skibsregistret, bevarer deres gyldighed over for

tredjemand, såfremt de herom gældende regler er iagttaget. Sådanne

rettigheder

kan optages i skibsregistret, såfremt de stadig må antages at have betydning.

Stk. 5.

Tinglysning

efter reglerne i tinglysningslovens kapitel 7 af rettigheder over skibe, som

efter bestemmelsen i § 10, stk. 2, kan optages i skibsregistret,

kan

ikke finde sted.

§ 29.

For at et dokument skal kunne registreres, må det efter sit indhold gå ud på

at

fastslå, stifte, forandre eller ophæve en ejendomsret, en panteret, en

brugsret

eller en ret, der begrænser ejerens adgang til at råde i en eller flere

nærmere

angivne retninger.

Stk. 2.

Når et

pantebrev, som er omsætningspapir, er registreret, behøver overdragelse af

pantebrevet ingen registrering.

§ 30.

Søpanterettigheder og tilbageholdelsesrettigheder kan ikke registreres og har

uden registrering den i § 52 og § 54 angivne retsstilling.

§ 31.

Til registrering af arrest, udlæg, dom eller anden offentlig retshandling,

der

angår et skib, kræves, at anmelderen fremlægger erklæring fra den myndighed,

som har foretaget handlingen, eller en udskrift af dens bøger, og handlingen

skal angå den, der ifølge registret er beføjet til at råde over skibet.

§ 32.

Indholdet af et dokument, som begæres registreret, skal være endeligt

fastsat.

I skadesløsbreve er det dog tilstrækkeligt at angive et størstebeløb for

gælden.

Stk. 2.

Ethvert

privat dokument vedrørende et registreret skib skal fremtræde som udstedt af

den, der ifølge registret eller ved pantebreve ifølge transport er beføjet

til

at råde over retten, eller som udstedt med dennes samtykke.

§ 33.

Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke krav

der

skal stilles til beviset for udstederens identitet og myndighed, for ægtheden

af dokumenter og forelagte bevisligheder, om dokumenternes indretning og om,

i

hvilken udstrækning der skal medfølge genparter eller fotokopier af

dokumenter,

som anmeldes eller forevises ved registreringen.

§ 34.

Såfremt et dokument ikke opfylder de i §§ 29-33 fastsatte betingelser

for

registrering, skal det afvises.

Stk. 2.

Hvis der

foreligger en mangel, som skønnes at kunne afhjælpes, kan skibsregistrator

dog

fastsætte en frist for tilvejebringelse af de fornødne bevisligheder for, at

registrering kan foretages, således at afvisning først finder sted, når

bevislighederne ikke foreligger inden udløbet af denne frist.

Stk. 3.

Har et

dokument ikke angivet den berettigedes prioritetsstiling eller angivet denne

på

en mod registret stridende måde, eller er der mindre uoverensstemmelser

mellem

dokumentets indhold og de forelagte bevisligheder, meddeles der dokumentet

anmærkning herom, og anmærkningens indhold indføres i registret.

§ 35.

Udslettelse af registrerede rettigheder kan foretages, såfremt der foreligger

skriftligt samtykke fra den, der i registret står indført som berettiget,

eller

bevis for, at retten er bortfaldet ifølge sit indhold eller ved dom eller

anden

retsafgørelse.

Stk. 2.

Til

udslettelse af pantebreve, som er omsætningspapirer, kræves fremlæggelse af

pantebrevet i kvitteret stand, bevis for mortifikation eller ophør ifølge

retsbeslutning. Pantebreve til statskassen og de af staten etablerede

låneinstitutioner kan dog efter bestemmelse af skibsregistrator udslettes mod

kvittering af den ifølge skibsregistret berettigede.

§ 36.

Hvor intet andet er bestemt, regnes registreringens retsvirkninger fra den

dag,

da dokumentet er anmeldt til skibsregistrator.

Stk. 2.

Dokumenter,

der anmeldes samme dag, betragtes ved registreringen som anmeldt samtidigt.

Medfører dette uklarhed i adkomstforholdet, registreres dokumenterne, men

udslettes på ny, såfremt anmelderen ikke inden en af skibsregistrator fastsat

frist har tilvejebragt klarhed i adkomstforholdet.

Stk. 3.

Rettigheder, der overføres fra et udenlandsk register i medfør af reglen i

§ 15, stk. 3, bevarer den retsstilling, som de havde før

overførslen.

§ 37.

Når et dokument er indført i skibsregistret, kan ingen indsigelse fremsættes

mod dets gyldighed over for en godtroende erhverver ifølge registreret

aftale.

Det samme gælder over for en erhverver ifølge transport af et pantebrev, som

er

omsætningspapir.

Stk. 2.

Dog bevares

over for en sådan godtroende erhverver den indsigelse, at dokumentet er falsk

eller forfalsket, eller at dets udstedelse retsstridigt er fremkaldt ved

personlig vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af sådan, eller at

udstederen af dokumentet var umyndig ved udstedelsen.

Stk. 3.

Reglerne i

stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse med hensyn til rettigheder, der er

overført fra udenlandske registre i medfør af reglen i § 15,

stk. 3.

§ 38.

Skibsregistrator udsteder på begæring udskrift af skibsbladet. Udskriften

omfatter anmeldte rettigheder, som ikke er udslettede.

Registreringens foretagelse

§ 39.

Økonomi- og erhvervsministeren udpeger skibsregistrator, der forestår

førelsen

af skibsregistret. Skibsregistrator skal opfylde de almindelige betingelser

for

at være byretsdommer.

Stk. 2.

Søfartsstyrelsen

fungerer som sekretariat for skibsregistrator.

Stk. 3.

Registreringen sker ved indførelse i et for hele landet fælles skibsregister.

Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om registrets

indretning og førelse, herunder også om indføring af dokumenter modtaget via

telefax eller ved elektronisk overførsel i dagbogen.

Stk. 4.

Økonomi- og

erhvervsministeren træffer bestemmelse om inddeling af landet i

havnekendingsnummerdistrikter.

§ 40.

Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om gebyrer for brugen af

registrets edb-system samt opkræve gebyr for rykkerskrivelser m.v. ved for

sen

betaling af gebyrer.

Præklusion m.v.

§ 41.

Såfremt det gøres gældende, at en ret over et skib, som er indført i eller

anmeldt til skibsregistret, er stiftet, forandret eller bragt til ophør, og

denne påstand vel kan sandsynliggøres, men dog ikke bevises, kan

skibsregistrator, eventuelt mod sikkerhedsstillelse, indkalde de personer,

som

måtte have interesse i at modsætte sig registreringen eller udslettelsen.

Stk. 2.

Indkaldelsen sker én gang i Statstidende i et nummer, der udkommer den første

hverdag i en måned. Varslet er mindst 4 uger fra kundgørelsen. Der sendes så

vidt muligt særskilt meddelelse i anbefalet brev til dem, der ifølge

foreliggende oplysninger måtte have interesse heri. Efter skibsregistrators

bestemmelse kan der endvidere foretages indkaldelse af de interesserede i et

udbredt dagblad eller på anden hensigtsmæssig måde. Omkostningerne ved

indkaldelsen afholdes af den, der har fremsat begæringen.

Stk. 3.

Fremkommer

der ingen indsigelse mod påstanden, afgør skibsregistrator sagen i

overensstemmelse med påstanden.

§ 42.

Hvis der i løbet af 10 år ikke er modtaget efterretninger om et skib, som er

indført i skibsregistret eller fartøjsfortegnelsen, og det må antages, at det

ikke længere eksisterer, kan skibsregistrator bestemme, at skibet udslettes

af

registret eller fartøjsfortegnelsen. Skibsregistrator kan dog bestemme, at

udslettelsen først skal ske efter indkaldelse i overensstemmelse med de i

§ 41 fastsatte regler.

Retsmidler

§ 43.

Skibsregistrators afgørelser i henhold til denne lov kan af enhver, der har

en

retlig interesse heri, indbringes for landsretten i den landsretskreds, hvor

det pågældende skibs rederi er hjemmehørende, inden for en frist af 14 dage,

regnet fra den dag, da afgørelsen er meddelt vedkommende. Landsretten kan

dog,

når ansøgning indgives inden 6 måneder efter dette tidspunkt, hvis

omstændighederne taler for det, tillade, at skibsregistrators afgørelse

indbringes

for retten. Meddeles tilladelse, skal sag anlægges inden 14 dage. Hvis

fagkundskab til søforhold skønnes at være af betydning, kan retten tilkalde 2

søkyndige dommere, der udtages blandt de af Justitsministeriet i medfør af

retsplejelovens § 6, stk. 4, beskikkede dommere. De om kæremål i

borgerlige sager gældende regler finder i øvrigt med de fornødne lempelser

tilsvarende anvendelse på indbringelsen for og behandlingen ved landsretten.

Stk. 2.

Landsrettens afgørelser efter stk. 1, 1. og 2. pkt., kan ikke kæres.

Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære af de nævnte

afgørelser, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter.

Retsplejelovens § 392, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 44.

Skibsregistrator kan med virkning for fremtiden omgøre en afgørelse, såfremt

der fremkommer nye oplysninger eller den oprindelige bestemmelse gik ud på,

at

en begæring ikke kunne tages til følge.

§ 45.

Hvis et dokument er blevet urigtigt gengivet i skibsregistret eller

skibsmappen

eller ikke er blevet indført i registret, eller det er indført med en

fejlagtig

anmeldelsesdato, har den forurettede krav på rettelse og erstatning af

statskassen for det lidte tab.

Stk. 2.

Har nogen,

inden rettelse er sket, ved aftale erhvervet ret over skibet i tillid til

skibsregistrets eller skibsmappens indhold, bliver det ved dom at afgøre, om

selve retten skal tilkendes den forurettede eller den godtroende erhverver,

således at der ydes den anden part erstatning. Sagen anlægges ved Østre

Landsret og rettes mod skibsregistrator på det offentliges vegne.

§ 46.

Ud

over de i § 45 omhandlede tilfælde ydes der af statskassen erstatning

for

tab, der er lidt som følge af, at en ret er fortrængt i medfør af § 37,

stk. 2, § 41 eller § 42.

Stk. 2.

Herudover

yder statskassen erstatning for tab, der skyldes forsømmelse, udvist af

nogen,

der medvirker ved skibsregistreringen.

Kapitel 3

Om pant i skib m.v.

§ 47.

En

registreret ret over et skib omfatter, når intet andet er aftalt, tillige

maskiner, kedler, motorer, radioudstyr, ekkolod, fiskeredskaber, instrumenter

og andet tilbehør, der er anskaffet på ejerens bekostning og bestemt til

anbringelse i skibet, selv om det midlertidigt er adskilt fra skibet.

Stk. 2.

Endvidere

omfatter en registreret ret over et skib, som er optaget i

skibsbygningsregistret, de til skibet anskaffede materialer, der er

individualiseret inden for værftets område og påmærket som vedrørende skibet.

Bygges dele af skibet på anden virksomhed i Danmark, og er delene

individualiseret i den pågældende virksomhed og påmærket som vedrørende

skibet,

kan det aftales, at delene er omfattet af den registrerede ret. Aftalen har

kun

virkning, hvis den er godkendt af værftet, virksomheden og bygherren.

Stk. 3.

Særlige

rettigheder kan ikke stiftes eller forbeholdes over et skibs bestanddele

eller

det nævnte tilbehør, bortset fra fiskeredskaber.

§ 48.

Ophører en registreret panteret i et skib, være sig helt eller delvis, eller

viser den sig ikke at være gyldigt stiftet, har ejeren uanset modsat aftale

med

en efterstående panthaver eller andre ret til at besætte - enten straks eller

senere - den således ledige plads med en ny panteret, medmindre denne ved

ophøret eller senere giver afkald på denne ret. Udslettes panteretten, uden

at

ejeren samtidig benytter sig af sin ret til at besætte den ledige plads med

en

ny panteret, skal det på begæring noteres i skibsregistret, at den tidligere

panteret nu tilkommer ejeren. Er notering ikke foretaget, rykker de

efterstående berettigede op i den ledige plads. Ved tvangsauktion tilfalder

en

ledig plads de øvrige i skibet berettigede. Det samme gælder, såfremt skibet

på

anden måde end ved tvangsauktion bortsælges af et konkurs- eller

gældsfragåelsesbo.

Stk. 2.

De i

stk. 1 nævnte regler gælder ligeledes en af ejeren forbeholdt plads til

senere stiftelse af en panteret.

Stk. 3.

Det skal

dog gyldigt kunne vedtages i et efterstående pantebrev, at panteretten ifølge

dette rykker op, efterhånden som en foranstående panteret afdrages, eller når

denne panteret til et forud angivet bestemt tidspunkt helt indfries. I disse

tilfælde kan der ikke vedtages en nedsættelse af afdragets størrelse eller

anden standsning i lånets afvikling uden efterpanthaverens samtykke. En

henstand med afdrags erlæggelse fra forpanthaverens side kan ikke bevirke, at

efterpanthaverens kapital er forfalden, hvorimod efterpanthaveren i så fald

kan

forlange det forfaldne beløb udbetalt til sig selv som afdrag på skylden.

Hvis

flere efterpanthavere kan gøre nævnte ret gældende, tilfalder afdraget den

bedst berettigede.

§ 49.

Er

det i et pantebrev fastsat, at hovedstol og restgæld reguleres i takt med et

bestemt indeks (indekspantebrev), kan det uanset § 48, stk. 3, 1.

pkt., i et efterstående pantebrev gyldigt vedtages, at panteretten ifølge

dette

rykker op, efterhånden som indekspanteretten afdrages eller indfries ved

betalinger, der efter pantebrevet er tidsfæstede.

Stk. 2.

§ 48,

stk. 3, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

§ 50.

Besættes en ledig plads i prioritetsordenen med et indekspantebrev, og

medfører

den fastsatte indeksregulering, at panteretten overstiger den ledige plads,

får

den overskydende del af panteretten prioritet efter samtlige efterstående og

sideordnede berettigede i skibet på tidspunktet for indekspantebrevets

oprettelse. Ejeren kan dog forbeholde en bestemt anden ledig plads for

udvidelser på indekspanteretten.

Stk. 2.

De i

stk. 1, 1. pkt., nævnte efterstående berettigede, der efter § 48,

stk. 3, eller § 49 har oprykningsret efter en tidligere

foranstående

panteret, rykker efter registreringen af indekspantebrevet op, i det omfang

de

efter indholdet af den tidligere panteret havde ret hertil. Den del af

indekspanteretten, som herefter fortrænges fra den foranstående panterets

plads, får samme prioritet som overskydende dele af panteretten efter

stk. 1.

Stk. 3.

Er en ledig

plads i prioritetsordenen blevet besat med et indekspantebrev, kan en af de i

stk. 1, 1. pkt., nævnte efterstående eller sideordnede berettigede, der

på

tvangsauktion ikke opnår fuld dækning ved det afgivne bud, forlange skibet

opråbt på ny på vilkår, at indeksreguleringen for fremtiden tilsidesættes.

Indeksreguleringen kan dog ikke tilsidesættes, i det omfang udvidelser på

indekspanteretten kunne rummes på pladser, som er forbeholdt for sådanne

udvidelser forud for de nævnte berettigede, og som har opnået dækning ved

auktionsbudet. 1. pkt. finder ikke anvendelse, såfremt den fastsatte

indeksregulering ikke kan medføre, at panteretten overstiger den ledige

plads.

Stk. 4.

Stk. 1-3 gælder ikke i forhold til de i stk. 1, 1. pkt., nævnte

efterstående eller sideordnede berettigede, som har samtykket i besættelsen

af

den ledige plads med indekspantebrevet.

§ 50 a.

En panthaver kan ikke, når denne giver skyldneren henstand med renter eller

lignende ydelser, bevare sin panteret for disse forud for de efterfølgende

eller sideordnede panthavere ud over et år fra forfaldsdagen. Hvis en

panthaver

har krav på forhøjet rente eller anden særlig ydelse i anledning af

forsinkelse

med betaling, står sådanne krav ligeledes ved fyldestgørelse af pantet

tilbage

for andre panthaveres ret. Disse regler kommer dog ikke til anvendelse på

skadesløsbreve.

Stk. 2.

En

panthaver kan ikke uden samtykke af de efterstående eller sideordnede

berettigede i skibet træffe aftale med skyldneren om længere uopsigelighed

fra

dennes side, end der var aftalt, da den efterstående eller sideordnede ret

blev

stiftet. Ej heller kan panthaver træffe aftale med skyldneren om højere

rente,

end der gjaldt på dette tidspunkt, uden nævnte berettigedes samtykke, dersom

den årlige rente derved ville overstige 6 pct.

Stk. 3.

Andre

ændringer i en panterets vilkår eller virken behøver ikke nævnte berettigedes

samtykke. Vedtagelser i modsat retning er ugyldige.

Søpanteret og andre rettigheder i skib

§ 51.

Følgende

fordringer er sikret ved søpanteret i skibet:

1)

Hyre og anden

godtgørelse, som tilkommer skibsføreren og andre medlemmer af besætningen i

anledning af deres tjeneste om bord.

2)

Havne-, kanal- og

andre vandvejsafgifter samt lodsafgifter.

3)

Erstatning for skade

på person opstået i direkte forbindelse med skibets drift.

4)

Erstatning for skade

på ejendom opstået i direkte forbindelse med skibets drift, såfremt kravet

ikke

kan grundes på aftale.

5)

Bjærgeløn, erstatning

for fjernelse af vrag og bidrag til almindeligt havari.

Stk. 2.

Søpanteret

opstår, hvad enten kravet er rettet mod skibets reder, ejer, bruger,

befragter

eller disponent.

Stk. 3.

Fordringer

som nævnt i stk. 1, nr. 3 og 4, er ikke sikret ved søpanteret, såfremt

skaden skyldes radioaktive egenskaber eller en kombination af sådanne

egenskaber

med giftige, eksplosive eller andre farlige egenskaber ved nukleart brændsel

eller ved radioaktive produkter eller affald.

§ 52.

Søpanteret

i skib har fortrinsret frem for andre hæftelser i skibet.

Stk. 2.

Søpanterettigheder

fyldestgøres i den rækkefølge, i hvilken de er nævnt i § 51,

stk. 1,

og de, der er nævnt under samme nummer, har indbyrdes lige ret. Dog skal de,

der er nævnt i § 51, stk. 1, nr. 5, fyldestgøres forud for andre

søpanterettigheder,

der er opstået tidligere, og i forholdet mellem de rettigheder, der er nævnt

i

nr. 5, skal de yngre rettigheder fyldestgøres forud for de ældre.

§ 53.

Søpanteret

i et skib vedbliver, bortset fra de i § 76 nævnte tilfælde, at bestå,

selv

om ejendomsretten til skibet overgår til en anden eller skibets

registreringsforhold ændres.

Stk. 2.

Medfører

frivillig overdragelse af et skib til en udenlandsk erhverver, at

søpanteretten

for en fordring, for hvilken overdrageren ikke var personligt ansvarlig,

falder

bort eller får en ringere prioritetsstilling, bliver overdrageren personligt

ansvarlig for fordringen inden for pantets værdi. Bestemmelserne i § 177

finder tilsvarende anvendelse.

§ 54.

Den,

som har bygget eller repareret et skib, kan udøve tilbageholdsret over skibet

til sikkerhed for sin fordring i anledning af bygningen eller reparationen.

Stk. 2.

Tilbageholdsretten

står tilbage for søpanterettigheder i skibet, men går forud for registrerede

panterettigheder og andre hæftelser.

§ 55.

Søpanteret

i skib forældes 1 år efter kravets opståen.

Stk. 2.

Forældelsesfristen

afbrydes ved arrest eller udlæg i skibet inden fristens udløb, såfremt

arresten

eller udlægget efterfølges af tvangsauktion.

Stk. 3.

Forældelsesfristen

løber ikke, så længe søpanthaveren er retsligt forhindret i at gøre arrest

eller udlæg i skibet, men kan i øvrigt ikke suspenderes eller afbrydes.

§ 56.

Søpanteret

i skib omfatter tillige skibets tilbehør som bestemt i lov om

skibsregistrering.

§§ 57-60.

(ubenyttede)

Søpanteret i ladning

§ 61.

Følgende

fordringer er sikret ved søpanteret i ladning:

1)

Bjærgeløn og bidrag

til almindeligt havari eller til omkostninger, der fordeles efter § 360

eller § 466, stk. 2.

2)

Fordringer, der

grunder sig på, at bortfragteren eller skibsføreren i henhold til sin

lovbestemte fuldmagt har truffet en aftale eller foranstaltning eller gjort

udlæg for ladningsejerens regning, samt ladningsejeres fordringer på

erstatning

for gods, der er solgt til fordel for andre ladningsejere.

3)

Bortfragterens

fordring i henhold til fragtaftalen, såfremt fordringen kan gøres gældende

mod

den, som kræver udlevering.

§ 62.

Søpanteret

i ladning har fortrinsret i pantet frem for alle andre hæftelser end

offentlige

afgifter.

Stk. 2.

Søpanterettigheder

fyldestgøres i den rækkefølge, i hvilken de er nævnt i § 61. De, der er

nævnt under samme nummer, har indbyrdes lige ret. Dog skal de, der er nævnt

under nr. 1 og 2, for hver gruppes vedkommende fyldestgøres, således at de

yngre går foran de ældre, når de ikke hidrører fra samme begivenhed.

§ 63.

Søpanteret i ladning falder bort, når godset udleveres, når det sælges ved

tvangsauktion, eller når det under rejsen sælges for at fyldestgøre skibets

eller ladningens behov.

Stk. 2.

Den, der

uden fordringshaverens samtykke udleverer gods, som vedkommende ved eller bør

vide er behæftet med søpanteret, bliver personligt ansvarlig for fordringen

inden for pantets værdi. Var modtageren ikke personligt ansvarlig for

fordringen, gælder det samme for denne, hvis den pågældende havde kundskab om

fordringen, da godset blev udleveret.

Stk. 3.

Den, der

udleverer gods, som er behæftet med søpanteret for bidrag til almindeligt

havari, bliver dog ikke personligt ansvarlig for denne fordring, såfremt

ejeren

af godset har påtaget sig personligt ansvar for fordringen og har stillet

betryggende sikkerhed for denne, jf. § 465.

§ 64.

Søpanteret

i ladning forældes 1 år efter kravets opståen.

Stk. 2.

Forældelsesfristen

afbrydes ved foretagelse af retsskridt inden fristens udløb.

§ 65-70.

(ubenyttede)

Forskellige bestemmelser

§ 71.

Ved

overdragelse eller anden overgang af en fordring, der er sikret ved

søpanteret,

overgår søpanteretten til den nye fordringshaver.

§ 72.

Søpanteret

omfatter ikke krav på erstatning for tab af eller skade på skib eller

ladning.

Dette gælder også krav ifølge forsikringsaftale.

§ 73.

Søgsmål

til fyldestgørelse af søpanteret i skib kan anlægges mod pantets ejer eller

mod

skibsføreren.

Stk. 2.

Søgsmål til

fyldestgørelse af søpanteret i ladning kan anlægges mod skibsføreren. Rederen

eller den, til hvem rederen har overladt skibet til brug i søfart for egen

regning, kan dog ikke anlægge sådant søgsmål mod skibsføreren.

§ 74.

Panteret

i et udenlandsk skib anerkendes som gyldig her i riget, såfremt

1)

panteretten er

stiftet og registreret i overensstemmelse med lovgivningen i den stat, hvor

skibet er registreret,

2)

registret og de

dokumenter, der skal opbevares, er offentligt tilgængelige og udskrifter af

registret og genpart af disse dokumenter kan fås i registret samt

3)

registret eller de

nævnte dokumenter indeholder oplysning om

a)

panthaverens navn og

adresse eller om, at pantebrevet er udstedt til ihændehaver,

b)

størrelsen af det

beløb, som panteretten skal sikre, og

c)

den dato og de andre

forhold, som efter lovgivningen i registreringslandet er afgørende for

panterettens prioritet i forhold til andre registrerede panterettigheder.

Stk. 2.

Ejendomsret

til og panteret i et skib, der bygges i udlandet, anerkendes som gyldig her i

riget, såfremt rettigheden er registreret i overensstemmelse med lovgivningen

i

den stat, hvor skibet bygges.

§ 75.

Reglerne

i §§ 51-56, §§ 71-73 og §§ 76 og 77 finder anvendelse i alle

tilfælde, hvor søpant, panteret og andre rettigheder i et skib gøres gældende

ved dansk domstol, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Efter

lovgivningen i den stat, hvor skibet er registreret, afgøres

a)

den indbyrdes

prioritet mellem panterettigheder i et udenlandsk skib, der anerkendes i

medfør

af § 74, og deres virkning i forhold til tredjemand og

b)

spørgsmål vedrørende

søpanterettigheder i skibet med prioritet efter registrerede

panterettigheder.

Stk. 3.

Bestemmelserne i stk. 2 får tilsvarende anvendelse for skibe under

bygning. Den indbyrdes prioritet mellem tilbageholdsret og andre hæftelser i

et

skib under bygning afgøres efter lovgivningen i den stat, hvor skibet bygges.

§ 76.

Bliver

et skib solgt her i landet ved tvangsauktion, falder søpant, panterettigheder

og andre rettigheder i skibet bort.

Stk. 2.

Bliver et

skib erklæret for uistandsætteligt, jf. § 6, kan ejeren forlange det

bortsolgt ved offentlig auktion efter reglerne i retsplejeloven med den

virkning, at søpant, panterettigheder og andre rettigheder i skibet falder

bort.

Stk. 3.

Ved

fordelingen af salgssummen viger søpant, panterettigheder og andre

rettigheder

i skibet for de af retten fastsatte omkostninger i forbindelse med arresten

eller udlægget og tvangsauktionen. Søpanthaverne har ret til at kræve

betaling

af salgssummen i forhold til deres fordringers fulde beløb, dog således at

der

ikke udbetales dem mere, end der efter reglerne om ansvarsbegrænsning

skyldes.

Stk. 4.

Bliver et

skib solgt ved tvangsauktion i en fremmed stat, falder søpant,

panterettigheder

og andre rettigheder i skibet bort, såfremt skibet på salgstidspunktet

befinder

sig i den pågældende stat og salget er sket i overensstemmelse med

vedkommende

stats lovgivning og bestemmelserne i den internationale konvention af 1967 om

indførelse af visse ensartede regler angående søpanterettigheder og andre

panterettigheder i skib.

§ 77.

Den,

som har søpanteret i flere genstande, kan holde sig til enhver af dem for

hele

sin fordring.

Stk. 2.

Har den

pågældende søgt fyldestgørelse i en af genstandene for et større beløb, end

der

forholdsvis faldt på den, indtræder såvel den ejer, der derved lider tab, som

den søpanthaver, hvis pant derved bliver utilstrækkeligt til vedkommendes

fyldestgørelse, for den overskydende del i fordringshaverens søpanteret i de

øvrige genstande.

§§ 78-90.

(ubenyttede)

Kapitel 4

Om arrest i skib

§ 91.

Ved

søretskrav forstås i denne lov krav, som har en eller flere af følgende

årsager:

1)

Skade på ejendom forårsaget

af et skib ved sammenstød eller på anden måde,

2)

skade på person

forårsaget af et skib eller opstået i forbindelse med skibets drift,

3)

bjærgning,

4)

aftale ved certeparti

eller på anden måde om brug eller leje af et skib,

5)

aftale ved certeparti

eller på anden måde om befordring af gods med et skib,

6)

tab af eller skade på

gods, herunder rejsegods, der befordres med et skib,

7)

almindeligt havari,

8)

bodmeri,

9)

bugsering,

10)

havne-, kanal- og

andre vandvejsafgifter samt lodsning,

11)

levering af gods eller

materialer til et skib, uanset leveringsstedet, for at bruges til dets drift

eller vedligeholdelse,

12)

bygning og reparation

af eller levering af udstyr til et skib samt omkostninger og afgifter ved

doksætning,

13)

hyre til skibsfører og

andre medlemmer af besætningen,

14)

skibsførers udlæg,

herunder udlæg gjort af afskibere, befragtere eller agenter for skibets eller

ejerens regning,

15)

tvist om

ejendomsretten til et skib,

16)

tvist mellem samejere

af et skib om ejendomsretten, besiddelsen, brugen eller indtægterne af skibet

eller

17)

panterettigheder i

skib.

§ 92.

Arrest

i skib i henhold til denne lov kan kun foretages til sikkerhed for et

søretskrav. Ved arrest i skib forstås i denne lov tilbageholdelse af et

tilstedeværende skib.

Stk. 2.

Om arrest i

skib uden forbud mod skibets afsejling til sikkerhed for et søretskrav eller

andre krav gælder retsplejelovens regler.

§ 93.

Arrest

i skib kan foretages i det skib, som søretskravet angår. Hvis kravet har en

årsag, der er nævnt i § 91, nr. 1-14, kan arrest også foretages i et

andet

skib, der ejes af den, som ejede det skib, kravet angår, da kravet opstod.

Stk. 2.

Hæfter

skibets ejer ikke for et krav, der angår skibet, og som har en årsag, der er

nævnt i § 91, nr. 1-14, kan arrest foretages i skibet samt i et andet

skib, der tilhører den, der hæfter for kravet.

Stk. 3.

Skibe har

samme ejer, når samtlige skibsparter tilhører den eller de samme personer.

Stk. 4.

Uanset

bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan arrest ikke foretages i skib, hvori der

ikke vil kunne foretages udlæg for kravet.

Stk. 5.

En

fordringshaver kan ikke opnå arrest i skib mere end en gang for samme krav.

Det

samme gælder, når sikkerhed er stillet for at afværge eller ophæve arrest i

skib. Dette gælder dog ikke, hvis fordringshaveren godtgør, at sikkerheden

var

endeligt frigivet, før den senere arrest blev begæret, eller der er anden

særlig grund til at foretage arresten.

§ 94.

Inden

arrestforretningen påbegyndes eller arrest foretages, kan fogedretten

bestemme,

at fordringshaveren som betingelse for arrest skal stille sikkerhed for den

skade og ulempe, som kan påføres skyldneren ved arresten, dog som

udgangspunkt

ikke ud over et beløb svarende til 5 dages hyretab for skibet.

Stk. 2.

Efter at

arrest er foretaget, kan fogedretten som betingelse for arrestens

opretholdelse

bestemme, at sikkerheden skal forhøjes.

§ 95.

Arrest,

der støttes på de i § 91, nr. 1-14 og 17, nævnte krav, kan afværges, og

foretagen arrest skal ophæves, såfremt der stilles en efter fogedrettens skøn

tilstrækkelig sikkerhed for fordringshaverens fordring med tillæg af såvel

forfaldne som anslåede renter samt sandsynlige omkostninger i forbindelse med

arrestforretningen, arrestsagen og sagen vedrørende fordringen.

Stk. 2.

Ved arrest,

der støttes på de i § 91, nr. 15 og 16, nævnte krav, kan det mod

sikkerhedsstillelse tillades den person, der har skibet i sin besiddelse, at

fortsætte med brugen af skibet, eller der kan træffes anden bestemmelse for

brugen af skibet i den tid, arresten varer.

§ 96.

Bestemmelserne

om arrest i retsplejeloven finder i øvrigt anvendelse for arrest i skib.

§§ 97-100.

(ubenyttede)

Afsnit 2. Rederi

Kapitel 5

Om partrederi

§ 101.

Bestemmelserne

i dette kapitel kan med undtagelse af §§ 103-105 og § 115,

stk. 2, fraviges ved aftale.

§ 102.

Ejes

et skib af partredere, hæfter hver af disse kun i forhold til sin andel i

skibet for rederiets forpligtelser.

§ 103.

For

et skib, som ejes af partredere, skal der vælges en bestyrende reder.

Stk. 2.

Som

bestyrende reder kan vælges en person, et aktieselskab eller et ansvarligt

selskab, der opfylder de i § 1, stk. 2, henholdsvis litra a, e, f

og

g, fastsatte betingelser.

§ 104.

I

forhold til tredjemand er den bestyrende reder i kraft af sin stilling

berettiget til at afslutte alle retshandler, som en rederivirksomhed

sædvanligt

fører med sig. Denne kan således antage, afskedige og meddele skibsføreren

forskrifter, tegne sædvanlige forsikringer og modtage penge, der betales til

rederiet. Den bestyrende reder kan ikke uden særlig bemyndigelse sælge eller

pantsætte skibet eller bortfragte skibet for mere end et år.

§ 105.

Den

bestyrende reder kan sagsøge i partrederiets anliggender og kan sagsøges på

dettes vegne.

Stk. 2.

Er der ikke

valgt en bestyrende reder, kan enhver af partrederne sagsøges på rederiets

vegne. Sagen kan anlægges ved sagsøgtes hjemting eller ved den ret, i hvis

kreds skibet har hjemsted.

§ 106.

Den

bestyrende reder skal på hensigtsmæssig måde holde partrederne underrettet om

partrederiets anliggender og bør rådføre sig med dem om alle vigtige

spørgsmål.

§ 107.

Når

partrederne skal træffe beslutning, indkaldes de til møde med passende

varsel,

i almindelighed mindst en uge. Indkaldelsen sendes i anbefalet brev eller

telegram til en partreders sidste kendte adresse. Såfremt en sag er af så

hastende karakter, at afholdelse af møde med behørigt varsel ikke kan nås,

kan

partrederne træffe beslutning på anden måde.

Stk. 2.

Hvis en af

partrederne begærer det, skal der føres protokol over forhandlingerne og

beslutningerne på mødet. Protokollen opbevares af den bestyrende reder.

Enhver

partreder har ret til at blive bekendt med protokollens indhold og tage

afskrift af denne.

Stk. 3.

En

partreder kan møde ved fuldmægtig eller tilkendegive sit standpunkt

skriftligt.

Den bestyrende reder skal underrette partredere, der ikke var repræsenteret

på

mødet, om de trufne beslutninger på hensigtsmæssig måde.

§ 108.

Ved

afstemning gælder som beslutning, hvad der vedtages af den eller de

partredere,

som ejer mere end en halvpart i skibet. Ved valg af bestyrende reder er det

tilstrækkeligt,

at den eller de partredere, som ejer halvparten i skibet, stemmer for den

pågældende. Har to forslag fået lige mange stemmer, afgøres valget ved

lodtrækning. For beslutning om opløsning af partrederiet gælder § 116.

Stk. 2.

Beslutninger,

som er i strid med rederikontraktens indhold eller ligger uden for rederiets

øjemed, er ikke gyldige, medmindre samtlige partredere er enige.

§ 109.

Den

bestyrende reder kan til enhver tid afsættes ved beslutning af partredere,

der

ejer mere end en halvpart i skibet. Ejer den pågældende selv halvparten eller

mere, kan retten i den kreds, hvor den bestyrende reder har bopæl, efter

begæring af en partreder afsætte denne ved kendelse, hvis der findes rimelig

grund dertil, og beskikke en midlertidig bestyrende reder.

§ 110.

Den

bestyrende reder skal føre særskilt regnskab over sin forvaltning af

partrederiets anliggender. Han skal aflægge regnskab for hvert kalenderår

inden

2 måneder efter kalenderårets udløb. Regnskabet skal sendes til partrederne.

Enhver partreder har adgang til regnskabsbøger og bilag.

Stk. 2.

For så vidt

det ikke gøres gældende, at den bestyrende reder har handlet svigagtigt, skal

indsigelser fremsendes inden 6 måneder efter, at regnskabet er fremsendt.

§ 111.

Enhver

partreder skal yde bidrag til dækning af udgifterne ved rederivirksomheden i

forhold til vedkommendes part i skibet. Undlader en partreder efter påkrav at

betale sit bidrag, og lægges beløbet ud af den bestyrende reder eller af en

medreder, skal den bidragspligtige partreder betale rente af beløbet. Renten

svarer til den procesrente, der følger af renteloven.

Stk. 2.

Kreditor

har panteret i den del af virksomhedens udbytte, der tilfalder den

bidragspligtige, og kan kræve det udbetalt til sig i det omfang, det er

nødvendigt til dækning af kreditors krav.

§ 112.

Vinding

og tab ved rederivirksomheden fordeles på partrederne i forhold til deres

part

i skibet.

Stk. 2.

Foreligger

der efter aflagt rederiregnskab et overskud, skal det udbetales til

partrederne, for så vidt der ikke er nødvendig brug derfor i

rederivirksomheden.

§ 113.

Den

bestyrende reder og medrederne skal straks have underretning om overgang af

en

skibspart. Sker overgangen ved aftale med partrederen, skal denne give

meddelelse herom. I andre tilfælde skal meddelelse gives af erhververen.

§ 114.

Ved

overgang af skibsparter har medrederne forkøbsret, medmindre overgangen sker

ved offentlig auktion, herunder tvangsauktion, eller til partrederens

ægtefælle

eller en livsarving.

Stk. 2.

I de

tilfælde, hvor medrederne har forkøbsret, skal overdrageren på forhånd give

dem

meddelelse om vilkårene for en eventuel overdragelse af parten. Sker

overgangen

ved arv eller retsforfølgning, skal meddelelse gives af skifteretten,

arvingerne eller kreditorerne. Sker overgangen ved arv eller gave, fastsættes

købesummen for medrederne til skibspartens værdi.

Stk. 3.

Medrederne

skal gøre forkøbsretten gældende inden 14 dage efter, at meddelelsen er

kommet

frem. Ønsker flere medredere at gøre forkøbsretten gældende, udøves

forkøbsretten i forhold til deres parter i skibet.

Stk. 4.

Reglerne i

stk. 1-3 gælder ikke partrederier, der er oprettet før 1. januar 1973.

§ 115.

Når

en partreders skibspart overgår til en anden, frigøres partrederen ikke

derved

for ansvar over for medrederne for de forpligtelser, som påhvilede rederiet

ved

overgangen, før medrederne er underrettet i medfør af § 113. Ved

overgangen af en skibspart indtræder erhververen over for medrederne i den

tidligere ejers rettigheder og forpligtelser. Erhververen er bundet af de

tidligere trufne beslutninger. Medrederne kan over for erhververen modregne

fordringer, som de efter rederiforholdet har på den tidligere ejer, såfremt

erhververens krav hidrører fra rederiforholdet.

Stk. 2.

Partrederiets fordringshavere kan for så vidt angår forpligtelser, som

påhvilede rederiet ved overgangen, alene holde den tidligere partreder

ansvarlig. For rederiforpligtelser, der er stiftet efter overgangen, er kun

erhververen ansvarlig. Er overgangen ikke anmeldt til skibsregisteret, er dog

også den tidligere partreder ansvarlig over for tredjemand, der har indgået

aftale med rederiet uden at kende eller burde kende overgangen.

§ 116.

Den

eller de partredere, som ejer mere end en halvpart i skibet, kan beslutte

partrederiets opløsning. Endvidere kan en partreder med 6 måneders skriftligt

varsel til medrederne kræve rederiet opløst.

Stk. 2.

Enhver af

partrederne kan uden varsel forlange rederiet opløst,

1)

når skibet uden

dennes skyld eller samtykke mister retten til at føre dansk flag og denne ret

ikke generhverves ved udløsning ifølge stk. 3,

2)

når den bestyrende

reder er blevet afskediget i medfør af § 109, 2. pkt.,

3)

når en medreders bo

er taget under konkursbehandling, når denne har standset sine betalinger

eller

har erklæret sig ude af stand til at opfylde sine forpligtelser,

4)

når en partreders ret

er blevet krænket ved væsentlig misligholdelse af rederikontrakten eller i

øvrigt ved den måde, hvorpå rederiets anliggender forvaltes.

Stk. 3.

En

partreder har, når krav om opløsning af rederiet er rejst, ret til at udløse

den eller de medredere, der har begæret opløsning i medfør af stk. 1,

eller som har bevirket, at et af de i stk. 2, nr. 1-4, nævnte forhold er

indtruffet. Ønsker flere medredere at gøre udløsningsret gældende, udøves

denne

i forhold til deres parter i skibet.

Stk. 4.

Opnås ikke

enighed om udløsningssummen, skal denne fastsættes af skønsmænd, som udmeldes

af den ret, i hvis kreds skibet har hjemsted. Skønsmændenes vurdering kan

indbringes for retten. Sag skal anlægges inden 3 måneder efter modtagelsen af

skønsmændenes erklæring.

Stk. 5.

Reglen i

stk. 1, 2. pkt., gælder ikke partrederier, der er oprettet før 1. januar

1973.

§ 117.

Opløses

partrederiet, sælges skibet ved offentlig auktion. I tilfælde af uenighed om,

hvor skibet skal sælges, eller om betingelserne for salget, træffes

afgørelsen

af den ret, i hvis kreds skibet har hjemsted.

§ 118.

En

partreder, der ejer mere end halvparten i skibet, har ret til at overtage

dets

førelse. Er der uenighed om lønningsvilkårene, træffer den ret, i hvis kreds

skibet

har hjemsted, afgørelsen.

Stk. 2.

En

skibsfører, der ejer mere end en halvpart i skibet, kan efter anmodning fra

en

medreder afsættes af den ret, i hvis kreds skibet har hjemsted, såfremt der

findes rimelig grund dertil.

§§ 119-130.

(ubenyttede)

Kapitel 6

Om skibsføreren

§ 131.

Skibsføreren

skal, inden rejsen begynder, sørge for, at skibet er i sødygtig stand,

herunder

at det er tilstrækkeligt bemandet, provianteret og udrustet og i forsvarlig

stand til modtagelse, befordring og opbevaring af ladningen. Skibsføreren

skal

påse, at ladningen bliver behørigt stuvet, at skibet ikke bliver overlastet,

og

at dets stabilitet er betryggende, ligesom denne skal påse, at lugerne bliver

forsvarligt lukket og skalket, medmindre forholdene tillader andet.

Stk. 2.

Under

rejsen skal skibsføreren gøre, hvad der står i den pågældendes magt for at

holde skibet i sødygtig stand. Er skibet grundstødt, eller er der i øvrigt

sket

noget, der kan antages at have medført skade, skal skibsføreren undersøge, om

skibet stadig er sødygtigt.

§ 132.

Skibsføreren skal sørge for, at skibet navigeres og behandles på en måde, som

er foreneligt med godt sømandskab.

Stk. 2.

Skibsføreren

skal så vidt muligt på forhånd gøre sig bekendt med de påbud og forskrifter,

der gælder for skibsfarten i de farvande, skibet besejler, og på de steder,

som

skibet anløber.

§ 133.

Det

påhviler skibsføreren at drage omsorg for, at skibsbøger føres i det omfang,

der er foreskrevet, jf. § 471, stk. 1. Bøgerne føres under dennes

tilsyn.

Stk. 2.

Skibsføreren

skal om bord have alle fornødne skibspapirer samt et eksemplar af denne lov

og

af de i henhold dertil udstedte forskrifter. Økonomi- og erhvervsministeren

kan

foreskrive, hvilke andre love og forskrifter vedrørende skibsfarten der skal

findes om bord.

§ 134.

Skibsføreren

skal sørge for, at lastning og losning foretages og rejsen udføres med

tilbørlig hurtighed. Før skibsføreren indlader sig på bjærgning af skib eller

gods, skal vedkommende nøje overveje, om dette er foreneligt med

skibsførerens

pligter over for dem, hvis tarv denne skal varetage.

§ 135.

Kommer

skibet i havsnød, skal skibsføreren gøre alt, hvad der står i vedkommendes

magt, for at redde de ombordværende og bevare skib og ladning. Skibsføreren

skal sørge for, at skibsbøgerne og skibspapirerne om nødvendigt bliver bragt

i

sikkerhed. Denne skal endvidere så vidt muligt drage omsorg for bjærgning af

skib og ladning. Medmindre der er alvorlig fare for vedkommendes eget liv, må

denne ikke forlade skibet, så længe der er rimelig udsigt til dets redning.

§ 136.

Forlader

skibsføreren skibet, skal denne give den øverste tilstedeværende styrmand

eller, hvis ingen styrmand er til stede, en anden af mandskabet fornøden

underretning og ordre.

Stk. 2.

Når skibet

ikke er fortøjet i havn eller til ankers på sikker ankerplads, må

skibsføreren

ikke være borte fra skibet, medmindre det er nødvendigt. Det samme gælder i

situationer, der frembyder fare.

Stk. 3.

Dør

skibsføreren, eller bliver denne på grund af sygdom eller anden tvingende

årsag

ude af stand til at føre skibet, eller forlader skibsføreren tjenesten,

træder

den øverste styrmand i vedkommendes sted, indtil ny fører er tiltrådt.

Rederen

skal i disse tilfælde straks underrettes om det skete.

§ 137.

Skibsføreren

har fuldmagt til på rederens vegne at indgå aftaler angående bevaring af

skibet

eller udførelse af rejsen eller om på rejsen at medtage gods og, hvis skibet

er

indrettet dertil, passagerer samt til at optræde som sagsøger i sager, der

angår skibet.

Stk. 2.

Udkræves

der penge til de i stk. 1 nævnte formål, og kan rederens ordre ikke

afventes, skal skibsføreren søge pengene tilvejebragt på bedste måde.

Skibsføreren kan efter omstændighederne optage lån eller pantsætte eller

sælge

af rederens gods eller i nødsfald af ladningen. Har det været unødvendigt at

foretage

en sådan disposition, er denne dog bindende for rederen, hvis tredjemand var

i

god tro.

Stk. 3.

Skibsføreren

skal til stadighed holde rederen underrettet om skibets tilstand, rejsens

forløb, indgåede aftaler og enhver anden begivenhed, som kan være af

interesse

for rederen. I alle vigtige anliggender skal skibsføreren, for så vidt

omstændighederne tillader det, indhente ordre fra rederen selv eller den, til

hvem rederen har henvist denne.

§ 138.

Skibsføreren

skal under rejsen drage omsorg for ladningen og i det hele varetage

ladningsejerens tarv. I dette øjemed kan denne uden særlig fuldmagt indgå

aftaler og optræde som sagsøger på ladningsejerens vegne efter de regler, der

gælder for transportøren, jf. §§ 266 og 267.

§ 139.

Skibsføreren

hæfter ikke personlig for de forpligtelser, som vedkommende i denne egenskab

indgår på reders eller ladningsejers vegne.

§ 140.

Skibsføreren

er pligtig at erstatte skade, som denne ved fejl eller forsømmelse i

tjenesten

forvolder reder, ladningsejer eller andre.

§ 141.

Skibsføreren

har pligt til at aflægge regnskab, så ofte rederen forlanger det. Vil rederen

gøre indsigelse mod regnskabet, må dette ske inden 6 måneder efter

regnskabets

modtagelse. Indsigelse kan dog rejses efter fristens udløb, såfremt

skibsføreren har handlet svigagtigt.

Stk. 2.

I

regnskabet skal skibsføreren godskrive rederiet enhver særskilt godtgørelse,

som denne har modtaget af befragter, ladningsejer, leverandør eller andre,

med

hvem vedkommende i sin egenskab af skibsfører har haft at gøre.

§ 142.

I

det omfang og på de vilkår, som økonomi- og erhvervsministeren fastsætter,

skal

skibsføreren medtage søfarende, som har krav på fri hjemrejse efter

sømandslovens § 8, eller for hvis hjemrejse en dansk konsul eller

myndighederne i Grønland skal sørge. Skibsføreren skal uden betaling medtage

afdøde søfarendes aske og efterladte ejendele, for så vidt det kan ske uden

ulempe.

Stk. 2.

Under

forudsætning af gensidighed kan økonomi- og erhvervsministeren udvide disse

bestemmelser til at gælde også for andre søfarende, deres aske og ejendele.

§ 143.

Uden

rederens tilladelse må skibsføreren ikke medtage varer til salg for egen

eller

andres regning. Gør skibsføreren det, er vedkommende pligtig at betale fragt

og

erstatte forvoldt skade.

§§ 144-150.

(ubenyttede)

Afsnit 3. Ansvar

Kapitel 7

Almindelige bestemmelser

§ 151.

Rederen

hæfter for skade, der er forårsaget ved fejl eller forsømmelse i tjenesten af

skibsfører, mandskab, lods eller andre, der udfører arbejde i skibets

tjeneste.

Stk. 2.

Hvad

rederen således kommer til at udrede, kan denne kræve erstattet af den, som

har

forvoldt skaden.

§§ 152-160.

(ubenyttede)

Kapitel 8

Om skade ved sammenstød

§ 161.

Når

skade på skib, gods eller person forårsages ved sammenstød mellem skibe og

skylden ligger på den ene side alene, da skal den skyldige erstatte al derved

foranlediget skade.

Stk. 2.

Er der

skyld på begge sider, skal enhver af de skyldige erstatte skaden efter

forholdet mellem de på hver side begåede fejls beskaffenhed. Giver

omstændighederne ikke støtte for en fordeling i et bestemt forhold, deles

skaden lige.

Stk. 3.

Hver enkelt

af de skyldige er alene ansvarlig for den på vedkommende faldende del af

erstatningen, undtagen når død eller skade på legeme eller helbred er

forårsaget, i hvilket tilfælde den til erstatning berettigede kan indtale den

hele erstatning hos hver af de skyldige.

Stk. 4.

Har en af

de ansvarlige måttet udrede mere, end der påhviler vedkommende, kan denne

holde

sig til den anden for det overskydende. Over for dette krav kan den anden

benytte sig af den ret til ansvarsfritagelse eller ansvarsbegrænsning, som

denne ville kunne gøre gældende over for skadelidte i medfør af lov eller i

medfør af kontraktforbehold. Forbehold kan dog ikke gøres gældende i den

udstrækning, det fritager for ansvar i videre omfang end reglerne i

§§ 274-285, 287-289 og 418-424 eller tilsvarende regler i fremmed ret,

som

finder anvendelse i forholdet til skadelidte.

Stk. 5.

Ved

bedømmelsen af spørgsmålet om skyld skal retten tage i særlig betragtning,

hvorvidt der var tid til overlæg eller ikke.

§ 162.

Er

sammenstødet følge af ulykkelig hændelse, eller kan det ikke oplyses, at det

er

forårsaget ved skyld på nogen af siderne, bærer hvert skib sin skade.

§ 163.

Hvad

der i dette kapitel er bestemt om sammenstød mellem skibe, finder også

anvendelse i tilfælde, i hvilke et skib ved sin sejlads eller på lignende

måde

forårsager skade på et andet skib eller ombordværende personer eller gods,

uden

at der har fundet sammenstød mellem skibene sted.

§ 164.

(Ophævet)

§§ 165-169.

(ubenyttede)

Kapitel 8 a

Om ansvarsbegrænsning

§ 170.

Reglerne

i kapitel 9 finder anvendelse i alle tilfælde, hvor begrænsning af ansvaret

påberåbes ved dansk domstol.

Stk. 2.

Dog finder

reglerne i kapitel 9 a anvendelse, hvis den, der begrænser sit ansvar,

begærer det

og på tidspunktet for begæringens fremsættelse havde sin bopæl eller sit

hovedforretningssted i en stat, som er bundet af Londonkonventionen af 1976

om

begrænsning af ansvaret for søretlige krav (1976-konventionen), men ikke af

1996-protokollen hertil.

Kapitel 9

Om ansvarsbegrænsning efter reglerne i

Londonkonventionen af 1976, som ændret ved 1996-protokollen hertil

(1996-protokollen)

§ 171.

Rederen

kan begrænse sit ansvar efter reglerne i dette kapitel. Samme ret har en ejer

af et skib, som ikke er reder, en bruger, befragter, disponent samt enhver,

der

yder tjeneste i direkte forbindelse med bjærgningsarbejde, herunder arbejde

som

nævnt i § 172, stk. 1, nr. 4, 5 og 6.

Stk. 2.

Også

personer, som rederen eller andre nævnt i stk. 1 svarer for, kan

begrænse

deres ansvar efter reglerne i dette kapitel.

Stk. 3.

Den, der

forsikrer mod ansvar for krav, der er undergivet ansvarsbegrænsning, har

samme

ret til at begrænse ansvaret som den sikrede selv.

§ 172.

Retten

til ansvarsbegrænsning foreligger uanset ansvarsgrundlaget, jf. dog

§ 174,

for så vidt angår krav i anledning af

1)

skade på person eller

ejendom, dersom skaden opstår om bord på skibet eller i direkte forbindelse

med

driften af skibet eller med bjærgning,

2)

tab som følge af

forsinkelse med befordringen til søs af gods, passagerer eller deres

rejsegods,

3)

tab som følge af

krænkelse af en ikke kontraktmæssig rettighed, dersom skaden er opstået i

direkte forbindelse med driften af skibet eller med bjærgning,

4)

hævning, fjernelse,

ødelæggelse eller uskadeliggørelse af et skib, der er sunket, strandet,

forladt

eller slået til vrag, og af, hvad der er eller har været om bord på et sådant

skib,

5)

fjernelse,

ødelæggelse eller uskadeliggørelse af skibets ladning,

6)

forholdsregler, der

tages med henblik på at afværge eller begrænse tab, som er eller ville være

undergivet ansvarsbegrænsning, samt tab, som skyldes sådanne forholdsregler.

Stk. 2.

Har den

ansvarlige et modkrav mod fordringshaveren, og er krav og modkrav opstået ved

den samme hændelse, kan denne kun begrænse sit ansvar for den del af kravet,

som måtte overstige modkravet.

§ 173.

Retten

til ansvarsbegrænsning omfatter ikke

1)

krav på bjærgeløn,

herunder krav på særligt vederlag efter § 449, vederlag i henhold til

kontrakt for forholdsregler som nævnt i § 172, stk. 1, nr. 4, 5

eller

6 eller groshaveribidrag,

2)

krav i anledning af

skade eller udgifter af den art, som er nævnt i § 191 eller § 210,

og

som er omfattet af henholdsvis § 206, stk. 1, eller § 225,

stk. 1,

3)

krav undergivet en

international konvention eller national lov, som regulerer eller forbyder

begrænsning af ansvaret for atomskader,

4)

krav i anledning af

atomskade forårsaget af et atomdrevet skib,

5)

krav i anledning af

skade på person eller ejendom, som påføres ansatte hos personer, der er nævnt

i

§ 171, stk. 1, og som udfører arbejde i skibets tjeneste eller i

forbindelse med bjærgning,

6)

krav på renter og

sagsomkostninger.

§ 174.

Den

ansvarlige kan ikke begrænse sit ansvar, hvis det bevises, at denne selv har

forvoldt tabet eller skaden forsætligt eller groft uagtsomt og med forståelse

af, at sådan skade sandsynligvis ville blive forårsaget.

§ 175.

For

krav som følge af, at skibets egne passagerer dør eller kommer til skade, er

ansvarsgrænsen 175.000 SDR multipliceret med det antal passagerer, som skibet

ifølge dets certifikat har tilladelse til at medføre.

Stk. 2.

For andre

krav i anledning af dødsfald eller personskade er ansvarsgrænsen 2 mio. SDR

for

skibe med en tonnage på 2.000 tons og derunder. For et skib med en større

tonnage forhøjes ansvarsgrænsen således:

1)

For hvert ton fra

2.001 til 30.000 tons med 800 SDR,

2)

for hvert ton fra

30.001 til 70.000 tons med 600 SDR og

3)

for hvert ton over

70.000 tons med 400 SDR.

Stk. 3.

Ansvarsgrænsen

for alle andre krav samt en eventuel udækket del af krav som nævnt i

stk. 2 er 1 mio. SDR for skibe med en tonnage på 2.000 og derunder. For

et

skib med en større tonnage forhøjes ansvarsgrænsen således:

1)

For hvert ton fra

2.001 til 30.000 tons med 400 SDR,

2)

for hvert ton fra

30.001 til 70.000 tons med 300 SDR og

3)

for hvert ton over

70.000 tons med 200 SDR.

Stk. 4.

Ansvarsgrænserne

i stk. 1-3 gælder summen af alle krav, som opstår ved en og samme

hændelse, mod rederen, ejeren, brugeren, befragteren og disponenten samt de

personer, som de svarer for.

Stk. 5.

Hvis

bjærgere ikke opererer fra skib eller kun opererer fra det skib, som

bjærgningen gælder, beregnes ansvarsgrænserne efter en tonnage på 2.000 tons.

Ansvarsgrænserne gælder summen af alle krav, som opstår ved en og samme

hændelse, mod bjærgerne og de personer, de svarer for.

Stk. 6.

Med skibets

tonnage menes bruttotonnagen beregnet efter reglerne om måling af tonnage i

annex I til den internationale konvention om måling af skibe fra 1969. Ved

SDR

forstås den i § 505 omhandlede regneenhed.

Stk. 7.

Økonomi- og

erhvervsministeren kan ændre ansvarsgrænserne i stk. 1-3 i

overensstemmelse med vedtagelser truffet i henhold til artikel 8 i

1996-protokollen. Økonomi- og erhvervsministeren kan endvidere fastsætte

særlige ansvarsgrænser for skibe under 300 tons.

1)

§ 176.

Hvert

begrænsningsbeløb fordeles mellem fordringshaverne i forhold til deres krav.

Stk. 2.

Såfremt

beløbet i medfør af § 175, stk. 2, ikke er tilstrækkeligt til at

dække de der nævnte fordringer, dækkes den udækkede del i lige forhold med

andre krav af det i § 175, stk. 3, nævnte begrænsningsbeløb.

Stk. 3.

Den, som

helt eller delvis har betalt et krav, inden begrænsningsbeløbene er fordelt,

indtræder i fordringshavernes ret til dækning i forhold til det betalte

beløb.

Stk. 4.

Godtgør

nogen, at vedkommende senere kan blive nødt til at betale et krav helt eller

delvis, og at den pågældende herved vil indtræde i fordringshaverens ret til

dækning, kan retten beslutte, at der skal reserveres et tilstrækkeligt beløb,

således at denne senere kan få dækket sit krav efter stk. 3.

§ 177.

Såfremt

der her i landet begæres arrest, anlægges sag eller begæres foretaget andre

retslige skridt i anledning af krav, der efter deres art kan begrænses, kan

der

oprettes en begrænsningsfond ved Sø- og Handelsretten i København.

Stk. 2.

Fonden

anses for oprettet med virkning for alle de personer, der kan påberåbe sig

ansvarsbegrænsning, og til dækning af alle de krav, som ansvarsbegrænsningen

gælder for. Alene fordringer, for hvilke begrænsning kan påberåbes, kan

kræves

dækket af fonden.

Stk. 3.

Særskilt

sag om krav, der er undergivet ansvarsbegrænsning, eller om, hvorvidt de

personer, til fordel for hvem fonden er oprettet, har ret til

ansvarsbegrænsning, kan ikke anlægges her i landet, efter at der er oprettet

en

begrænsningsfond i medfør af stk. 1.

Stk. 4.

De nærmere

regler om fondens oprettelse og fordeling m.v. følger af kapitel 12.

§ 178.

Er

et krav anmeldt over for en begrænsningsfond, som er oprettet efter

§ 177,

jf. kapitel 12, eller efter tilsvarende regler i en anden konventionsstat,

kan

der ikke for dette krav gøres arrest eller udlæg i eller udøves andre

rettigheder over skib eller andre formuegoder, som tilhører nogen, på hvis

vegne fonden er oprettet, og som har ret til ansvarsbegrænsning.

Stk. 2.

Efter at

begrænsningsfond er oprettet her i riget eller i Finland, Norge eller

Sverige,

kan der ikke gøres arrest eller udlæg i eller udøves andre rettigheder over

skib eller andre formuegoder, som tilhører nogen, på hvis vegne fonden er

oprettet, og som har ret til ansvarsbegrænsning for krav, som kan gøres

gældende mod fonden, jf. dog § 180, stk. 2. Er der foretaget arrest

i

skib eller ejendom, eller er der stillet sikkerhed for at undgå arrest, skal

i

sådanne tilfælde arresten hæves eller sikkerheden frigives.

Stk. 3.

Efter at

begrænsningsfond er oprettet i en anden konventionsstat, kan domstolen afslå

begæring om arrest eller udlæg, jf. dog § 180, stk. 2. Er der

foretaget arrest eller stillet sikkerhed for at undgå arrest, kan arresten

hæves eller sikkerheden frigives. Begæring om arrest skal afvises, en efter

fondsoprettelsen foretagen arrest hæves og sikkerhedsstillelse til afværgelse

af sådan arrest frigives, såfremt fonden er oprettet

1)

i en havn, hvor den

ansvarspådragende hændelse fandt sted, eller, hvis denne ikke indtraf i havn,

i

den første havn, skibet anløb efter hændelsen,

2)

i landsætningshavnen,

hvis kravet gælder personskade,

3)

i lossehavnen, hvis

kravet gælder ladningsskade.

Stk. 4.

Reglerne i

stk. 1-3 gælder tilsvarende, hvis en begrænsningsfond er oprettet i

Danmark i henhold til kapitel 9 a eller i en anden stat, der er bundet af

1976-konventionen. Reglerne i stk. 1 og 3 kan anvendes tilsvarende,

såfremt det godtgøres, at en begrænsningsfond, som er oprettet i en stat, som

ikke er konventionsstat, kan sidestilles med en begrænsningsfond som nævnt i

§ 177.

Stk. 5.

Reglerne i

stk. 1-4 finder alene anvendelse, såfremt fordringshaveren kan fremsætte

krav mod fonden over for den domstol, som administrerer denne, og fonden

faktisk er tilgængelig og frit kan overføres til dækning af kravet.

Stk. 6.

Ved

1996-protokollen forstås i dette kapitel 1996-protokollen til

Londonkonventionen af 1976 om begrænsning af ansvaret for søretlige krav. Ved

en konventionsstat forstås i dette kapitel en stat, som er bundet af

1996-protokollen.

§ 179.

Efter

oprettelsen af en begrænsningsfond sker kære til fogdens nægtelse af at

foretage arrest til Sø- og Handelsretten i København. Kærefristen er 4 uger.

Retsplejelovens kapitel 53 finder i øvrigt anvendelse.

Stk. 2.

Foretages

arrest trods oprettelse af en begrænsningsfond, skal arrestsagen anlægges ved

Sø- og Handelsretten i København.

Stk. 3.

Nægtes

eller bortfalder arrest, fordi der oprettes begrænsningsfond efter

§ 177,

afgøres spørgsmålet om lovligheden af den begærede arrest samt om eventuel

erstatning i anledning af begæringen om arrest af Sø- og Handelsretten i

København, jf. § 240.

§ 180.

Selv

om der ikke er oprettet begrænsningsfond, kan den ansvarlige begrænse

ansvaret.

Retten skal da alene tage hensyn til de krav, der er gjort gældende under

sagen. Såfremt den ansvarlige nedlægger påstand herom, skal der dog i dommen

optages et forbehold om, at også andre krav, der er undergivet den

ansvarsbegrænsning, medregnes ved ansvarsbegrænsningen.

Stk. 2.

En dom

efter stk. 1 kan fuldbyrdes efter retsplejelovens almindelige regler

herom. Er der i dommen optaget et forbehold som nævnt i stk. 1, og er

der

oprettet en begrænsningsfond, forinden der er forløbet et sådant tidsrum, at

der er blevet mulighed for at fuldbyrde dommen, finder § 178 dog

anvendelse.

§ 181.

For

krigsskibe og andre skibe, som bruges i statsligt ikkekommercielt øjemed,

skal

ansvarsgrænserne i intet tilfælde beregnes efter en tonnage under 5.000 tons.

Ansvaret kan ikke begrænses for tab eller skade, som skyldes skibets særlige

egenskaber eller anvendelse, medens det bruges i statsligt ikkekommercielt

øjemed. Bestemmelserne i 1. og 2. pkt. gælder ikke isbrydere samt skibe, der

hovedsagelig anvendes i forbindelse med bjærgning.

Stk. 2.

For

boreskibe samt flytbare havanlæg gælder særlige ansvarsgrænser, jf. loven om

visse havanlæg, medens boreskibene eller havanlæggene bruges til

efterforskning

eller indvinding af råstoffer i undergrunden under havbunden på dansk

søterritorium eller dansk kontinentalsokkelområde.

§ 182.

§§ 171-181

finder anvendelse i alle tilfælde, hvor begrænsning af ansvaret påberåbes ved

dansk domstol, jf. § 170, stk. 1. For så vidt angår krav som nævnt

i

§ 173, nr. 5, skal spørgsmålet om, hvorvidt ansvaret er begrænset og i

bekræftende fald til hvilket beløb, afgøres efter lovgivningen i det land,

hvis

lovgivning finder anvendelse på tjenesteaftalen, såfremt det pågældende land

er

en konventionsstat.

Stk. 2.

§§ 171-181

er ikke til hinder for anvendelsen af ellers gældende regler om adgang til at

lempe en skadevolders ansvar over for en skadelidt.

Kapitel 9 a

Om ansvarsbegrænsning efter reglerne i

Londonkonventionen af 1976 om begrænsning af ansvaret for søretlige krav

(1976-konventionen)

§ 183.

For

skader, der er omfattet af ansvarsbegrænsningerne i dette kapitel, jf.

§ 170, stk. 2, finder §§ 171-174, § 175, stk. 4-6,

og

§ 177 tilsvarende anvendelse. Dog beregnes den i § 175, stk. 5

anførte ansvarsgrænse på grundlag af en tonnage på 1.500 tons.

§ 184.

For krav som følge af, at skibets egne passagerer dør eller kommer til skade,

er ansvarsgrænsen 46.666 SDR multipliceret med det antal passagerer, som

skibet

ifølge dets certifikat har tilladelse til at medføre, dog højst 25 mio. SDR.

Stk. 2.

For andre

krav i anledning af dødsfald eller personskade er ansvarsgrænsen 333.000 SDR.

For skibe med en tonnage på mere end 500 tons forhøjes ansvarsgrænsen

således:

1)

For hvert ton fra 501

til 3.000 tons med 500 SDR,

2)

for hvert ton fra

3.001 til 30.000 tons med 333 SDR,

3)

for hvert ton fra

30.001 til 70.000 tons med 250 SDR og

4)

for hvert ton over

70.000 tons med 167 SDR.

Stk. 3.

Ansvarsgrænsen for alle andre krav samt en eventuel udækket del af krav som

nævnt i stk. 2 er 167.000 SDR. For skibe med en tonnage på mere end 500

tons forhøjes ansvarsgrænsen således:

1)

For hvert ton fra 501

til 30.000 tons med 167 SDR,

2)

for hvert ton fra

30.001 til 70.000 tons med 125 SDR og

3)

for hvert ton over

70.000 tons med 83 SDR.

§ 185.

§ 176, stk. 1, 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse ved fordeling

af

begrænsningsbeløb efter § 184.

Stk. 2.

Såfremt

beløbet i medfør af § 184, stk. 2, ikke er tilstrækkeligt til at

dække de dér nævnte fordringer, dækkes den udækkede del i lige forhold med

andre krav af det i § 184, stk. 3, nævnte begrænsningsbeløb.

§ 186.

§ 178, stk. 1-3, stk. 4, 2. pkt., og stk. 5, om

virkningen

af oprettelsen af en begrænsningsfond finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

Ved en

konventionsstat forstås i dette kapitel en stat, som er bundet af

1976-konventionen.

§ 187.

Bestemmelserne i kapitel 9 a finder anvendelse i alle tilfælde, hvor

begrænsning af ansvaret påberåbes ved dansk domstol og betingelserne i

§ 170, stk. 2, er opfyldt. For så vidt angår krav som nævnt i

§ 173, nr. 5, skal spørgsmålet om, hvorvidt ansvaret er begrænset og i

bekræftende fald til hvilket beløb, afgøres efter lovgivningen i det land,

hvis

lovgivning finder anvendelse på tjenesteaftalen, såfremt det pågældende land

er

en konventionsstat, jf. § 186.

Stk. 2.

Bestemmelserne

i dette kapitel er ikke til hinder for anvendelsen af ellers gældende regler

om

adgang til at lempe en skadevolders ansvar over for en skadelidt.«

§§ 188-190.

(ubenyttede)

Kapitel 10

Om ansvar for olieskade efter reglerne i

1992-ansvarskonventionen og 1992-fondskonventionen

§ 191.

Ejeren

af et skib er uden hensyn til skyld ansvarlig for enhver forureningsskade.

Stk. 2.

Ved

forureningsskade forstås tab eller skade uden for skibet, som skyldes

forurening forårsaget af olie, der udtømmes eller udflyder fra skibet, dog

således at erstatning for forringelse af miljøet, ud over tabt fortjeneste

ved

en sådan forringelse, begrænses til udgifterne ved rimelige forholdsregler

for

genopretning, der allerede er taget, eller som skal tages. Ved

forureningsskade

forstås endvidere udgifter, skade eller tab, som følger af rimelige

forholdsregler truffet for at afværge eller begrænse forureningsskade, efter

at

hændelser, som forårsager forureningsskade eller medfører alvorlig og

umiddelbar fare for forureningsskade, er indtruffet.

Stk. 3.

Ved skib

forstås i dette kapitel, jf. dog § 206, stk. 2, enhver flydende

indretning konstrueret eller indrettet til transport af olie i bulk som last,

dog således at et skib, der kan transportere olie og anden last, udelukkende

anses for et skib, når det faktisk transporterer olie i bulk som last, og

under

enhver efterfølgende rejse, medmindre det godtgøres, at der ikke findes nogen

rester om bord fra en sådan transport.

Stk. 4.

Ved olie

forstås i dette kapitel enhver bestandig mineralsk olie med carbonhydrider

herunder råolie, brændselsolie, tung dieselolie, og smøreolie.

Stk. 5.

Ved ejer

forstås for registrerede skibes vedkommende den, der til skibsregisteret er

anmeldt som ejer. Ejes et skib af en stat, men benyttes det af et selskab,

der

i denne stat er registreret som skibets bruger, anses selskabet som skibets

ejer.

Stk. 6.

Forvoldes

forureningsskade ved en række af hændelser, der har samme oprindelse,

påhviler

ansvaret den, som på tidspunktet for den første af disse hændelser var ejer

af

skibet.

Stk. 7.

Ved

1992-ansvarskonventionen forstås den internationale konvention om det

privatretlige ansvar for skade ved olieforurening 1992.

Stk. 8.

Ved

1992-fondskonventionen forstås den internationale konvention om oprettelse af

en international fond for erstatning af skader ved olieforurening 1992.

§ 192.

Ejeren

er ikke ansvarlig, såfremt vedkommende godtgør, at skaden er en følge af

a)

krigshandlinger,

krigslignende handlinger, borgerkrig, oprør eller en naturbegivenhed af en

usædvanlig, uundgåelig og uafværgelig karakter,

b)

i det hele skyldes en

handling foretaget af tredjemand med forsæt til at volde skade eller

c)

i det hele skyldes

fejl eller forsømmelse af nogen offentlig myndighed med hensyn til at

vedligeholde fyr eller andre hjælpemidler for navigeringen.

Stk. 2.

Ejerens

ansvar kan nedsættes eller helt bortfalde, såfremt denne godtgør, at

skadelidte

forsætligt eller uagtsomt har medvirket til skaden.

§ 193.

Krav

mod ejeren om erstatning for forureningsskade kan alene rejses efter reglerne

i

dette kapitel.

Stk. 2.

Ansvar for

forureningsskade kan ikke gøres gældende mod

a)

besætningsmedlemmer,

ejerens agenter eller personer, der er ansat i ejerens tjeneste,

b)

lodsen eller andre

personer, der udfører tjenester for skibet,

c)

skibets reder eller

disponent, hvor denne ikke er ejer af skibet, enhver befragter, aflaster,

afsender, ejer eller modtager af lasten,

d)

enhver person, der

udfører bjærgning med ejers, reders eller skibsførers samtykke eller efter

den

kompetente offentlige myndigheds instrukser,

e)

enhver person, der

træffer rimelige forholdsregler for at afværge eller begrænse

forureningsskade,

f)

ansatte eller

agenter for de i litra b, c, d eller e nævnte personer,

medmindre

vedkommende har forvoldt skaden forsætligt eller groft uagtsomt og med

forståelse af, at sådan skade sandsynligvis ville blive forårsaget.

Stk. 3.

Regresansvar

for forureningsskade kan ikke gøres gældende mod nogen, som er nævnt i

stk. 2, litra a, b, d, e eller f, medmindre vedkommende har forvoldt

skaden forsætligt eller groft uagtsomt og med forståelse af, at sådan skade

sandsynligvis ville blive forårsaget. Om regres i øvrigt gælder almindelige

retsregler.

§ 194.

Ejeren

har ret til at begrænse sit ansvar efter § 191 til 3 mio. SDR for et

skib,

hvis drægtighed ikke overstiger 5.000 tonnageenheder. For et skib med større

tonnage forhøjes dette beløb med yderligere 420 SDR for hver ekstra

tonnageenhed. Det samlede erstatningsbeløb kan dog ikke i noget tilfælde

overstige 59,7 mio. SDR. For renter og sagsomkostninger hæfter ejeren uden

begrænsning.

Stk. 2.

Den nævnte

ansvarsgrænse gælder for alt ansvar, som er opstået ved en og samme hændelse

eller ved en række hændelser, der har samme oprindelse.

Stk. 3.

Ansvaret

kan dog ikke begrænses, hvis det grunder sig på, at ejeren selv har forvoldt

forureningsskaden forsætligt eller groft uagtsomt og med forståelse af, at

sådan skade sandsynligvis ville blive forårsaget.

Stk. 4.

Ved SDR

forstås den i § 505 omhandlede regneenhed. Ved drægtighed forstås

skibets

bruttotonnage beregnet i overensstemmelse med tonnagemålingsbestemmelserne i

bilag 1 til den internationale skibsmålingskonvention af 1969.

Stk. 5.

Økonomi- og

erhvervsministeren kan ændre ansvarsgrænsen i stk. 1 i overensstemmelse

med vedtagelser truffet i henhold til artikel 15 i 1992-ansvarskonventionen,

jf. kapitel 10.

2)

§ 195.

Såfremt

ejeren ønsker at begrænse sit ansvar i overensstemmelse med § 194, må

denne oprette en begrænsningsfond, i Danmark ved Sø- og Handelsretten i

København og ellers ved en domstol eller anden kompetent myndighed, hvor sag

er

anlagt eller kan anlægges.

Stk. 2.

Fonden

fordeles forholdsmæssigt mellem alle fordringer opstået ved en og samme

begivenhed eller række af begivenheder, der har samme oprindelse. § 176,

stk. 3 og 4, gælder tilsvarende.

Stk. 3.

Krav, som

vedrører rimelige udgifter til forholdsregler eller opofrelser, som ejeren

frivilligt har foretaget med henblik på at afværge eller begrænse

forureningsskade, er ligestillet med andre krav ved fordelingen af fonden.

Stk. 4.

De nærmere

regler om fondens oprettelse og fordeling m.v. følger af kapitel 12.

Stk. 5.

Har ejeren

i overensstemmelse med 1992-ansvarskonventionen oprettet begrænsningsfond i

en

fremmed stat, som har tilsluttet sig konventionen, har det samme virkning for

vedkommendes ret til ansvarsbegrænsning som oprettelse af en fond ved Sø- og

Handelsretten i København.

§ 196.

Har

ejeren ret til at begrænse sit ansvar efter § 194, og har denne oprettet

en fond i overensstemmelse med § 195, kan der ikke gøres arrest eller

udlæg i eller udøves andre rettigheder over for skib eller anden ejendom, som

tilhører ejeren, for krav, som kan gøres gældende mod fonden. Er der

foretaget

arrest i skib eller anden ejendom, som tilhører ejeren, for sådanne krav,

eller

har ejeren stillet sikkerhed for at undgå arrest, skal i sådanne tilfælde

arresten ophæves eller sikkerheden frigives.

Stk. 2.

Bestemmelsen

i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når ejeren i overensstemmelse

med

1992-ansvarskonventionen har oprettet en begrænsningsfond i en fremmed stat,

som har tilsluttet sig denne konvention, forudsat at fordringshaveren har

adgang til den domstol eller anden myndighed, der administrerer fonden, og

denne faktisk er tilgængelig for vedkommende.

§ 197.

Ejeren

af et dansk skib, som medfører over 2.000 t olie i bulk som last, skal have

en

godkendt forsikring eller anden garanti til dækning af ansvar som nævnt i

§ 191 og inden for den ansvarsgrænse, der er anført i § 194. Der

skal

udstedes certifikat, som bekræfter, at der foreligger en sådan forsikring

eller

garanti. Uden gyldigt certifikat må skibet ikke benyttes.

Stk. 2.

Bestemmelsen

i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for skibe, der ikke er

hjemmehørende her i riget, og som anløber eller forlader dansk havn eller

anden

laste- eller losseplads i Danmark eller på den danske kontinentalsokkel,

såfremt sådanne skibe medfører over 2.000 t olie i bulk som last. Skibe, der

er

registreret i en stat, som har tilsluttet sig 1992-ansvarskonventionen, skal

have det i konventionen fastsatte certifikat, som viser, at der foreligger

forsikring eller anden garanti.

Stk. 3.

Med de

undtagelser, der følger af § 207, finder bestemmelserne i stk. 1 og

2

også anvendelse på skibe, som ejes af den danske stat eller af en anden stat,

idet dog disse skibe i stedet for at være udstyret med den ovennævnte

forsikring eller garanti kan være udstyret med et certifikat udstedt af

vedkommende myndighed, som bekræfter, at skibet er statsejet, og at dets

ansvar

er dækket inden for de i § 194 anførte begrænsningsbeløb.

§ 198.

Økonomi-

og erhvervsministeren fastsætter i overensstemmelse med

1992-ansvarskonventionen de nærmere regler om forsikring og garanti, herunder

om, hvilke krav forsikringen eller garantien skal opfylde, for at den kan

godkendes, samt om certifikatet, dets form, indhold, udstedelse og gyldighed.

§ 199.

Såfremt

et skib ikke er udstyret med den i § 197, jf. § 198, påbudte

forsikring eller garanti eller med det påbudte certifikat, kan skibstilsynet

eller andre myndigheder, som af økonomi- og erhvervsministeren er bemyndiget

hertil, nægte skibet adgang til eller forbyde det at forlade dansk havn eller

anden laste- og losseplads i Danmark eller på den danske kontinentalsokkel

eller påbyde, at det bliver losset eller forhalet.

§ 200.

Krav

om erstatning for forureningsskade kan rettes direkte mod forsikringsgiveren,

herunder mod den, som har stillet garanti for ejerens erstatningsansvar.

Forsikringsgiveren kan påberåbe sig bestemmelserne om ansvarsbegrænsning

efter

§ 194, selv om ejeren ikke har ret til ansvarsbegrænsning.

Forsikringsgiveren kan endvidere påberåbe sig de bestemmelser om

ansvarsfritagelse, som ejeren selv kunne have gjort gældende. Derimod kan

forsikringsgiveren ikke over for fordringshaver påberåbe sig indsigelser, som

vedkommende ville kunne påberåbe sig over for ejeren med undtagelse af

indsigelsen

om, at skaden er forårsaget forsætligt af ejeren selv. Forsikringsgiveren har

ret til at adcitere ejeren.

Stk. 2.

Forsikringsgiveren

kan oprette en begrænsningsfond i medfør af § 195 med samme virkning,

som

hvis den var oprettet af ejeren selv. En sådan fond kan oprettes, uanset at

ejeren ikke har ret til ansvarsbegrænsning, men oprettelsen begrænser i

sådanne

tilfælde ikke fordringshaverens krav mod ejeren.

§ 201.

Reglerne

i 1992-fondskonventionen gælder her i riget og bekendtgøres ved økonomi- og

erhvervsministerens foranstaltning i dens engelske og franske originaltekst

og

i dansk oversættelse.

Stk. 2.

Bestemmelserne

om regres i § 193 finder tilsvarende anvendelse på fondens regreskrav

imod

andre end skibets ejer og vedkommendes forsikringsgiver.

Stk. 3.

Såfremt det

i 1992-fondskonventionens artikel 4, stk. 4, nævnte samlede

erstatningsbeløb forhøjes efter proceduren i konventionens artikel 33, kan

økonomi- og erhvervsministeren fastsætte regler om de nye samlede

erstatningsbeløb.

3)

§ 202.

Den,

som i danske havne eller olieterminaler i alt pr. år modtager mere end

150.000

t råolie, tung brændselsolie eller tunge destillater som bestemt i

1992-fondskonventionens art. 1, stk. 3, skal betale bidrag til den

internationale fond oprettet i medfør af 1992-fondskonventionen samt stille

sikkerhed for disse bidrag efter regler, der fastsættes af økonomi- og

erhvervsministeren. Den nævnte olie omfatter olie, som ad søvejen

transporteres

til Danmark eller inden for Danmark, samt olie, som kommer til Danmark på

anden

måde, men som har været transporteret ad søvejen til en stat, der ikke har

tilsluttet sig 1992-fondskonventionen, og derfra videre i en anden stat, der

har tilsluttet sig konventionen. Afgørelse af, om det modtagne kvantum

overstiger 150.000 t olie, træffes i overensstemmelse med

1992-fondskonventionens artikel 10, stk. 2.

Stk. 2.

Den, som

modtager olie her i landet, er pligtig at give oplysninger om det modtagne

kvantum i overensstemmelse med forskrifter, der fastsættes af økonomi- og

erhvervsministeren.

Stk. 3.

Med de

begrænsninger, der følger af lovmæssige forpligtelser, skal enhver iagttage

tavshed om, hvad vedkommende får kundskab om i medfør af nærværende

bestemmelse, for så vidt angår oplysninger om tekniske indretninger og

fremgangsmåder samt vedrørende drifts- eller forretningsforhold, som det af

konkurrencemæssige grunde ville være af betydning at hemmeligholde af hensyn

til den, oplysningerne vedrører.

§ 203.

Sag

mod skibets ejer eller dennes forsikringsgiver om ansvar for forureningsskade

kan kun anlægges for dansk domstol, såfremt forureningsskade er opstået på

dansk territorium eller eksklusive økonomiske zoner, eller forholdsregler er

truffet med henblik på at afværge eller begrænse forureningsskade på sådant

område uden hensyn til, hvor de nævnte forholdsregler er truffet.

Stk. 2.

Når dansk

domstol er kompetent i henhold til stk. 1, omfatter kompetencen tillige

sagsanlæg vedrørende forureningsskade, der skyldes samme hændelse eller række

af hændelser, der har samme oprindelse, og som er indtruffet i en fremmed

stat,

der har tilsluttet sig 1992-ansvarskonventionen, eller i dennes eksklusive

økonomiske zone eller andet område fastlagt i overensstemmelse med

folkeretten,

eller som skyldes forholdsregler, der er taget for at afværge eller begrænse

skade på en sådan stats territorium uden hensyn til, hvor de nævnte

forholdsregler er truffet.

Stk. 3.

Krav om

fordeling af og udbetaling af en begrænsningsfond nævnt i § 195 kan ikke

rejses ved danske domstole, når fonden er oprettet i en anden stat, der har

tilsluttet sig 1992-ansvarskonventionen.

Stk. 4.

Når dansk

domstol er kompetent efter denne paragraf, skal sagen anlægges ved Sø- og

Handelsretten i København.

§ 204.

Sag

om erstatning efter 1992-fondskonventionen kan kun anlægges ved dansk domstol

i

de i § 203, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde og kun, dersom sag i

anledning af samme forureningsskade mod skibets ejer eller forsikringsgiveren

ikke er rejst i en anden stat, der er tilsluttet 1992-fondskonventionen.

Stk. 2.

Sag mod Den

Internationale Erstatningsfond (1992) skal her i landet anlægges ved Sø- og

Handelsretten i København.

Stk. 3.

Den

Internationale Erstatningsfond (1992) kan indtræde som hovedintervenient i

enhver sag mod skibets ejer eller dennes forsikringsgiver om erstatning efter

dette kapitel. Dommen får bindende virkning for fonden, når den er

retskraftig

og eksigibel.

Stk. 4.

Når sag om

erstatning efter dette kapitel er anlagt mod ejeren eller dennes

forsikringsgiver, kan hver af sagens parter adcitere Den Internationale

Erstatningsfond (1992). Har adcitation fundet sted i så god tid, at fonden

effektivt har kunnet varetage sine interesser, får dommen bindende virkning

for

fonden, når den er retskraftig og eksigibel.

§ 205.

Retskraftig

og eksigibel dom mod skibets ejer eller dennes forsikringsgiver, som er

afsagt

i en stat, som har tilsluttet sig 1992-ansvarskonventionen, har bindende

virkning og kan fuldbyrdes her i riget, når dommen er afsagt af en domstol,

der

er kompetent i henhold til 1992-ansvarskonventionens artikel IX.

Stk. 2.

Tilsvarende

gælder for domme afsagt mod Den Internationale Erstatningsfond (1992) i en

stat, som har tilsluttet sig 1992-fondskonventionen, eller, hvor fonden har

sit

sæde, af en domstol, der er kompetent i henhold til 1992-fondskonventionens

artikel 7, nr. 1 og 3.

§ 206.

Bestemmelserne

i §§ 191-196, 200 og 203-205 om ansvar for forureningsskade finder

anvendelse på forureningsskade, som er opstået her i riget eller i eksklusive

økonomiske zoner, eller i en anden stat, som har tilsluttet sig

1992-ansvarskonventionen, eller i dennes eksklusive økonomiske zone eller

andet

område fastlagt i overensstemmelse med folkeretten samt på forholdsregler,

der

tages med henblik på at afværge eller begrænse sådan forureningsskade uden

hensyn til, hvor de nævnte forholdsregler er truffet.

Stk. 2.

Endvidere

finder bestemmelserne i §§ 191 og 192 tilsvarende anvendelse i alle

tilfælde, hvor der her i riget eller i eksklusive økonomiske zoner, er

opstået

forureningsskade som nævnt i § 191, stk. 2, som udtømmes eller

udflyder fra andet skib end nævnt i § 191, stk. 3, eller hvor der

er

truffet forholdsregler for at afværge eller begrænse sådan skade uden hensyn

til, hvor de nævnte forholdsregler er truffet. Ejeren har i disse tilfælde

ret

til at begrænse ansvaret efter reglerne i kapitel 9.

§ 207.

For

krigsskibe eller andre skibe, som ejes eller benyttes af en stat, og som på

det

tidspunkt, da olien udtømmes eller udflyder fra skibet, udelukkende anvendes

i

statsligt, ikkekommercielt øjemed, finder dette kapitel ikke anvendelse. Dog

finder §§ 191-194 og 206, stk. 2, anvendelse i tilfælde, hvor der

her

i riget eller i eksklusive økonomiske zoner, er opstået forureningsskade

forårsaget af olie som nævnt i § 191, stk. 2, eller hvor der er

truffet forholdsregler med henblik på at afværge eller begrænse sådan skade

uden hensyn til, hvor de nævnte forholdsregler er truffet.

§ 208.

Bestemmelserne

i dette kapitel finder ikke anvendelse, såfremt dette ville stride mod

Danmarks

konventionsmæssige forpligtelser over for stater, som ikke har tilsluttet sig

1992-ansvarskonventionen.

§ 209.

(ubenyttet).

Kapitel 10 a (Ophævet)

Kapitel 10 b (Ophævet)

Kapitel 11 (Ubenyttet)

Kapitel 12

Om begrænsningsfonde

§ 231.

Reglerne

i dette kapitel gælder begrænsningsfonde oprettet efter §§ 177, 183 og

195.

Stk. 2.

En

begrænsningsfond skal oprettes ved Sø- og Handelsretten i København.

§ 232.

En

begrænsningsfond efter § 177 eller § 183 skal svare til det fulde

begrænsningsbeløb efter henholdsvis § 175 og § 184 for de krav, med

hensyn til hvilke ansvarsbegrænsningen gøres gældende, og som er opstået ved

samme hændelse. Fonden skal tillige omfatte renter af begrænsningsbeløbet fra

den ansvarspådragende hændelse og indtil oprettelsen af fonden med et beløb,

der svarer til den procesrente, der følger af renteloven.

Stk. 2.

En

begrænsningsfond efter § 195 skal svare til begrænsningsbeløbet efter

§ 194.

§ 233.

Den,

som fremsætter begæring om oprettelse af begrænsningsfond, skal deponere

fondsbeløbet, jf. § 232, kontant ved retten eller stille anden

tilstrækkelig sikkerhed herfor.

Stk. 2.

Den

pågældende skal tillige give retten meddelelse om alle, der må antages at

ville

gøre krav gældende mod fonden, samt en redegørelse om baggrunden for fondens

oprettelse.

§ 234.

Retten

træffer ved kendelse afgørelse om fondsbeløbets størrelse samt om, hvorvidt

en

eventuel tilbudt sikkerhed kan godkendes.

Stk. 2.

I kendelsen

skal fastsættes, at der tillige skal stilles sikkerhed for et tillægsbeløb

til

dækning af omkostningerne ved administration af fonden, herunder

sagsomkostninger, samt til dækning af eventuelle rentekrav. I forbindelse med

en begrænsningsfond efter § 177 eller § 183 kan der kun kræves

sikkerhed for renter efter fondens oprettelse.

Stk. 3.

Fremgår det

af kendelsen, at beløbene efter §§ 232 og 234, stk. 2, er deponeret

kontant, eller at der er stillet anden tilstrækkelig sikkerhed herfor, anses

fonden for oprettet ved kendelsens afsigelse. I øvrigt anses fonden for

oprettet, når retten ved påtegning på kendelsen bekræfter, at indbetalingen

er

sket eller sikkerheden er stillet.

Stk. 4.

Retten kan

ved senere kendelse forhøje sikkerhedsstillelsen for tillægsbeløbet efter

stk. 2.

§ 235.

Retten

skal straks indrykke en bekendtgørelse om fondsoprettelsen i Statstidende,

hvorved man indkalder eventuelle fordringshavere til inden en i indkaldelsen

fastsat tid, der ikke må være kortere end 2 måneder, at anmelde krav om andel

i

fonden. I indkaldelsen skal der gøres opmærksom på indholdet af §§ 177,

stk. 3, 183, 238 og 245.

Stk. 2.

Indkaldelsen

kan tillige kundgøres her i landet på en anden af retten fastsat måde og bør,

når forholdene tilsiger det, kundgøres i stater, hvor skade eller tab kan

være

opstået. Særskilt indkaldelse bør ved anbefalet brev tilstilles alle kendte

fordringshavere.

§ 236.

Retten

kan udnævne en fondsbestyrer.

§ 237.

Den,

der anmelder et krav, skal give retten de nødvendige oplysninger om kravet,

herunder om kravets grundlag og størrelse, og om det er eller har været

genstand for særskilt søgsmål.

§ 238.

For

krav, som ikke er anmeldt, inden fordelingen af fonden tages op til dom i

første instans, gælder § 245.

§ 239.

Retten

kan ved kendelse frigive fonden, såfremt fristen for anmeldelse af krav er

udløbet og samtykke gives af den, der har oprettet fonden, og af

fordringshaverne for de anmeldte krav.

§ 240.

Efter

anmeldelsesfristens udløb skal retten efter begæring af den, der oprettede

fonden, den, der forsikrer mod ansvaret, eller den, der har krav på dækning i

fonden, indkalde de interesserede parter til retsmøde (fondsmøde) til

behandling af spørgsmål vedrørende ansvarsgrundlaget, retten til

ansvarsbegrænsning samt størrelsen af de i § 232 nævnte beløb og de

krav,

der er anmeldt.

§ 241.

Ved

afgørelsen af fondsbeløbets størrelse kan Sø- og Handelsretten omgøre

beslutningen efter § 234, stk. 1.

§ 242.

Indsigelse

mod retten til ansvarsbegrænsning, fondens størrelse eller et anmeldt krav

afgøres ved dom af Sø- og Handelsretten efter retsplejelovens regler om

borgerlige sager.

§ 243.

Efter

anmeldelsesfristens udløb kan retten beslutte, at der skal ske en foreløbig

udlodning.

§ 244.

Når

samtlige tvister er afgjort, skal retten ved dom fordele fonden efter

§§ 176, 183 eller 195.

Stk. 2.

Fonden og

tillægsbeløbet skal fordeles, selv om der ikke er ret til ansvarsbegrænsning.

Retten kan på begæring afsige fuldbyrdelsesdom for den del af fordringen, som

ikke bliver dækket af fonden.

§ 245.

Når

retten har taget spørgsmålet om fondens fordeling op til dom, får de af

retten

trufne afgørelser vedrørende begrænsningsret, fondens størrelse, anmeldte

krav

og fondens fordeling bindende virkning for alle, som kan gøre krav gældende

mod

fonden, uanset om de har anmeldt krav i fonden.

§ 246.

Anke

og kære af Sø- og Handelsrettens afgørelser sker til Højesteret efter

retsplejelovens regler herom.

§§ 247-250.

(ubenyttede)

Afsnit 4. Aftaler

Kapitel 13

Om stykgodstransport

§ 251.

I

dette kapitel forstås ved:

1)

Transportør:

Den, som træffer

aftale med afsenderen om transport af stykgods til søs.

2)

Undertransportør:

Den, som efter

aftale med transportøren udfører transporten eller en del af denne.

3)

Afsender:

Den, som træffer

aftale med transportøren om transport af stykgods til søs.

4)

Aflaster:

Den, som leverer

godset til transport.

5)

Transportdokument:

Konnossement eller

andet dokument, som udstedes som bevis for transportaftalen.

6)

Konventionen:

Den internationale

konvention af 1924 om konnossementer som ændret ved protokollerne af 1968 og

1979.

7)

Konventionsstat:

En stat, som er

bundet af konventionen.

§ 252.

Bestemmelserne

i dette kapitel finder anvendelse på alle aftaler om søtransport i

indenrigsfart i Danmark og i fart mellem Danmark, Norge, Finland og Sverige.

Ved indenrigstransport i Norge, Finland og Sverige gælder loven i det land,

hvor transporten finder sted.

Stk. 2.

I anden

fart gælder bestemmelserne også aftale om søtransport i fart mellem to

forskellige stater, såfremt

1)

det i

transportaftalen aftalte leveringssted er beliggende i en konventionsstat

eller

2)

det i

transportaftalen aftalte udleveringssted er beliggende i Danmark, Norge,

Finland eller Sverige,

3)

flere

udleveringssteder fastsættes i transportaftalen og et af disse er det

faktiske

udleveringssted og dette ligger i Norge, Danmark, Finland eller Sverige,

4)

transportdokumentet

er udstedt i en konventionsstat,

5)

transportdokumentet

foreskriver, at bestemmelserne i konventionen eller derpå baseret lov i en

konventionsstat skal gælde.

Stk. 3.

Når hverken

det aftalte leveringssted eller det aftalte eller faktiske udleveringssted

ligger i Danmark, Norge, Finland eller Sverige, kan det dog aftales, at

aftalen

om søtransport skal underkastes loven i en konventionsstat.

§ 253.

Bestemmelserne

i dette kapitel finder ikke anvendelse på certepartier for hel- eller

delbefragtning af skib. Er konnossementet udstedt i henhold til et

certeparti,

gælder, hvad der er fastsat i dette kapitel, kun, for så vidt konnossementet

bestemmer retsforholdet mellem transportøren og indehaveren.

Stk. 2.

Hvis en

kontrakt angår transport af gods med skib fordelt på flere rejser inden for

et

angivet tidsrum, finder bestemmelserne i dette kapitel anvendelse på hver

enkelt rejse. Udføres en rejse i henhold til et certeparti, finder

bestemmelserne i stk. 1 dog anvendelse.

§ 254.

Enhver

bestemmelse i en transportaftale eller et transportdokument er ugyldig, i den

udstrækning den afviger fra bestemmelserne i dette kapitel samt i kapitlet om

forældelse, jf. dog stk. 2. Ugyldigheden af en sådan bestemmelse berører

ikke gyldigheden af de øvrige bestemmelser i aftalen eller dokumentet. En

bestemmelse, der giver transportøren ret til forsikringserstatning vedrørende

godset eller anden lignende aftale, er ugyldig.

Stk. 2.

Bestemmelsen

i stk. 1 gælder dog ikke §§ 255, 258-261 og 264-273 og er heller

ikke

til hinder for, at der indtages bestemmelser om fælleshavari i

transportaftalen. Uanset ordlyden i stk. 1 kan en transportør udvide

omfanget af sit ansvar og sine forpligtelser.

Stk. 3.

Såfremt

transportaftalen er undergivet konventionen eller en bestemt stats

konventionslovgivning, skal transportdokumentet indeholde en erklæring herom

og

om, at enhver bestemmelse, som afviger fra sådanne bestemmelser til skade for

afsenderen, aflasteren eller modtageren, er ugyldige.

Stk. 4.

Er det på

grund af godsets usædvanlige beskaffenhed eller tilstand eller de særlige

omstændigheder eller vilkår, hvorunder transporten skal finde sted, rimeligt,

at der træffes aftale om indskrænkning i transportørens forpligtelser eller

udvidelse af dennes rettigheder i henhold til dette kapitel, er en sådan

aftale

gyldig.

Levering af gods

§ 255.

Godset

skal leveres på det sted og inden for det tidsrum, transportøren har angivet.

Det skal leveres på en sådan måde og i en sådan tilstand, at det let og

sikkert

kan tages om bord, stuves, transporteres og losses.

§ 256.

Transportøren

skal i rimelig udstrækning undersøge, om godset er pakket sådan, at det ikke

kan beskadiges eller volde skade på person eller ejendom. Leveres godset i

container eller lignende transportindretning, er denne ikke forpligtet til at

undersøge denne indvendig, medmindre der er grund til at tro, at den er

mangelfuldt pakket.

Stk. 2.

Om de

mangler, transportøren har opdaget, skal denne underrette afsenderen.

Transportøren har ikke pligt til at transportere godset, medmindre denne med

rimelige midler kan gøre det egnet til transport.

§ 257.

Farligt

gods skal mærkes som farligt på hensigtsmæssig måde. Afsendere skal i god tid

underrette transportøren og den undertransportør, godset leveres til, om

godsets farlige beskaffenhed og angive de sikkerhedsforanstaltninger, som kan

være nødvendige.

Stk. 2.

Dersom

afsenderen i øvrigt har kendskab til, at godset er af en sådan beskaffenhed,

at

transporten kan medføre fare eller væsentlig ulempe for person, fartøj eller

last, skal denne tillige oplyse herom.

§ 258.

Såfremt

godset skal behandles med særlig omhu, skal afsenderen i god tid oplyse om

dette og angive de foranstaltninger, som kan være nødvendige. Godset skal,

såfremt der er behov herfor, mærkes på hensigtsmæssig måde.

§ 259.

Aflasteren

kan kræve kvittering for modtagelse af godset, efterhånden som det leveres.

Stk. 2.

Bestemmelser

om udfærdigelse af konnossement og andre transportdokumenter findes i

§§ 292-309.

§ 260.

Medmindre

andet er aftalt, betales gængs fragt på leveringstidspunktet. Fragten kan

kræves betalt, når godset modtages.

Stk. 2.

For gods,

der ikke er i behold ved transportens slutning, kan fragt ikke kræves,

medmindre det er gået tabt som følge af dets egen beskaffenhed, mangler ved

indpakningen eller fejl eller forsømmelse på afsenderens side eller

transportøren har solgt det for ejerens regning eller har losset,

uskadeliggjort eller tilintetgjort det i henhold til § 291.

Stk. 3.

Forudbetalt

fragt skal betales tilbage, hvis transportøren i medfør af stk. 2 ikke

har

krav på fragt.

§ 261.

Træder

afsenderen tilbage fra transportaftalen, før udførelsen af transporten er

påbegyndt, kan transportøren kræve erstatning for fragttab og anden skade.

Stk. 2.

Bliver

godset ikke leveret i rette tid, kan transportøren hæve transportaftalen,

hvis

forsinkelsen udgør et væsentligt kontraktbrud. Vil transportøren hæve

aftalen,

må denne give meddelelse herom uden ugrundet ophold efter forespørgsel herom

fra afsenderen, dog senest ved modtagelsen af godset til transport. Gør

transportøren ikke det, går retten til at hæve tabt. Hæves aftalen, kan

transportøren kræve erstatning for fragttab og anden skade.

Stk. 3.

Kræver

afsenderen eller modtageren, at transporten skal afbrydes og godset udleveres

på et andet sted end bestemmelsesstedet, kan transportøren kræve erstatning

for

fragttab og anden skade. Transporten kan ikke kræves afbrudt, hvis dette vil

medføre væsentlig skade eller ulempe for transportøren eller andre afsendere.

Stk. 4.

Reglerne i

§ 352, stk. 2-4, gælder tilsvarende.

Transporten

§ 262.

Transportøren

skal udføre transporten med tilbørlig omhu og hurtighed, tage vare på godset

og

i øvrigt varetage ejerens interesser fra modtagelsen til udleveringen af

godset.

Stk. 2.

Transportøren

skal sørge for, at det skib, som benyttes til transporten, er sødygtigt,

herunder at det er tilstrækkeligt bemandet og udrustet, og at lastrum, køle-

og

fryserum samt andre rum i skibet, der anvendes til lastning af godset, er i

god

stand med henblik på at modtage, transportere og opbevare godset.

Stk. 3.

Er godset

gået tabt eller blevet beskadiget eller forsinket, skal transportøren snarest

underrette den, afsenderen har angivet. Kan sådan underretning ikke gives,

skal

lasteejeren eller, dersom denne ikke er kendt, afsenderen underrettes.

Tilsvarende gælder, dersom transporten ikke kan fuldføres som forudsat.

§ 263.

Gods

kan kun transporteres på dæk, dersom dette er tilladt i medfør af

transportaftalen, følger af handelsbrug eller anden sædvane i den pågældende

fart eller kræves i henhold til lov.

Stk. 2.

Angiver

aftalen, at godset skal eller kan transporteres på dæk, skal dette anføres i

transportdokumentet. Er dette ikke gjort, har transportøren bevisbyrden for,

at

transport på dæk er aftalt. Transportøren kan dog ikke påberåbe sig en sådan

aftale over for tredjemand, som har erhvervet konnossementet i god tro.

Stk. 3.

Særlige

bestemmelser om ansvar for dækslast findes i § 284.

§ 264.

Afsenderen

kan hæve transportaftalen på grund af forsinkelse eller andet kontraktbrud på

transportørens side, når kontraktbruddet er væsentligt. Efter at godset er

leveret, kan afsenderen ikke hæve aftalen, dersom udlevering af gods vil

medføre væsentlig skade eller ulempe for andre afsendere.

Stk. 2.

Vil

afsenderen hæve aftalen, må denne give meddelelse herom uden ugrundet ophold,

efter at vedkommende må antages at have fået kendskab til kontraktbruddet.

Gør

afsenderen ikke det, går hævningsretten tabt.

§ 265.

Hvis

det skib, som transporterer eller skal transportere godset, går tabt eller

bliver erklæret for uistandsætteligt, bortfalder transportørens pligt ikke

derved til at fuldføre transporten.

Stk. 2.

Indtræder

der hindringer, som medfører, at skibet ikke kan anløbe lossehavnen og losse

godset, eller at dette ikke kan ske uden urimeligt ophold, kan transportøren

i

stedet vælge en anden rimelig lossehavn.

Stk. 3.

Når

transportaftalen hæves på grund af krigsfare m.v., gælder §§ 358 og 360

tilsvarende.

Stk. 4.

Er en del

af transporten udført, når transportaftalen hæves eller bortfalder, eller når

godset af anden grund er losset i en anden havn end den aftalte, kan

transportøren kræve afstandsfragt i medfør af § 341.

§ 266.

Bliver

det nødvendigt at træffe særlige foranstaltninger for at bevare eller

transportere godset eller i øvrigt varetage lasteejerens interesser, skal

transportøren indhente anvisning fra denne.

Stk. 2.

Tillader

tiden eller forholdene i øvrigt ikke, at anvisning indhentes, eller modtages

den ikke i tide, kan transportøren på lasteejerens vegne træffe de nødvendige

dispositioner og repræsentere denne i sager vedrørende godset. Dispositioner,

som er unødvendige, er dog bindende for lasteejeren, dersom tredjemand var i

god tro.

Stk. 3.

Underretning

om det, der er foretaget, skal gives efter reglerne i § 262,

stk. 3.

§ 267.

Lasteejeren

hæfter for de dispositioner, transportøren har foretaget, og for de udlæg,

denne har haft af hensyn til godset. Har transportøren handlet uden

anvisning,

svarer lasteejeren dog ikke med højere beløb end værdien ved transportens

begyndelse af det gods, dispositionen eller udlægget omfattede.

Udlevering af godset

§ 268.

Modtageren

skal på bestemmelsesstedet tage imod godset på det sted og inden for det

tidsrum, som transportøren har angivet. Godset skal udleveres på en sådan

måde,

at det let og sikkert kan modtages.

Stk. 2.

Den, som

legitimerer sig som modtager, kan undersøge godset før modtagelsen.

§ 269.

Udleveres

godset i henhold til konnossement, bliver modtageren ved at modtage godset

forpligtet til at betale fragt og andre krav, som transportøren har ifølge

konnossementet.

Stk. 2.

Er godset

udleveret på anden måde end i henhold til konnossement, er modtageren kun

ansvarlig for fragt og andre krav i medfør af transportaftalen, når denne har

fået varsel om kravene ved udleveringen eller vidste eller burde have vidst,

at

transportøren ikke havde fået betaling.

§ 270.

Har

transportøren krav i henhold til § 269 eller andre krav, som er sikret

ved

søpant i godset, jf. § 61, er denne ikke forpligtet til at udlevere

godset, før modtageren enten har betalt kravene eller stillet sikkerhed. Når

godset er udleveret, kan transportøren kræve sikkerheden frigivet, medmindre

modtageren hindrer dette ved arrest eller forbud.

§ 271.

Afhentes

godset ikke inden for det tidsrum, transportøren har angivet, eller i øvrigt

inden rimelig tid, kan det oplægges under sikker forvaring for modtagerens

regning.

Stk. 2.

Underretning

om, at godset er lagt op, skal gives efter reglerne i § 262,

stk. 3.

Der skal angives en rimelig frist, hvorefter godset kan sælges eller på anden

måde bortskaffes i henhold til § 272.

§ 272.

Når

den frist, der er fastsat i underretningen, er udløbet, jf. § 271,

stk. 2, kan transportøren sælge oplagt gods i den udstrækning, det er

nødvendigt for at dække vedkommendes omkostninger og de i § 270 nævnte

fordringer. Transportøren skal udvise omhu ved salget.

Stk. 2.

Kan godset

ikke sælges, eller er det åbenbart, at omkostningerne ved et salg ikke vil

kunne dækkes af salgssummen, kan transportøren råde over godset på anden

forsvarlig vis.

§ 273.

Udleveres

godset til modtageren uden betaling af krav mod afsenderen, som modtageren

skulle have betalt, forbliver afsenderen ansvarlig, medmindre udleveringen

medfører tab for afsenderen og transportøren måtte have indset dette.

Stk. 2.

Transportøren

er ikke forpligtet til at sælge oplagt gods for at få dækket fordringer mod

afsenderen, som modtageren skulle have betalt. Finder salg sted, uden at

fordringerne dækkes, er afsenderen ansvarlig for de udækkede fordringer.

Transportørens erstatningsansvar

§ 274.

Transportøren

er ansvarlig for godset, medens det er i dennes varetægt i lastehavnen, under

transporten og i lossehavnen.

Stk. 2.

Transportøren

anses for at have godset i sin varetægt, jf. stk. 1, fra det tidspunkt,

denne modtager godset fra aflasteren eller fra myndighed eller anden

tredjemand, til hvem godset skal leveres efter gældende love eller

forskrifter

i lastehavnen.

Stk. 3.

Transportøren

anses ikke længere for at have godset i sin varetægt, jf. stk. 1,

1)

når denne har

udleveret godset til modtageren,

2)

hvis modtageren ikke

modtager godset fra transportøren, når det er lagt op for modtagerens regning

i

overensstemmelse med aftalen eller gældende lov eller praksis i lossehavnen,

eller

3)

når denne har

overgivet godset til en myndighed eller anden tredjemand, til hvem godset

efter

gældende love eller forskrifter i lossehavnen skal overgives.

§ 275.

Transportøren

er ansvarlig for tab som følge af, at godset bliver beskadiget eller går

tabt,

medens det er i dennes varetægt, medmindre den pågældende godtgør, at fejl

eller forsømmelse af vedkommende selv eller nogen, denne svarer for, ikke har

forårsaget eller medvirket til tabet.

Stk. 2.

Transportøren

er ikke ansvarlig for tab, der skyldes foranstaltninger for at redde personer

eller rimelige foranstaltninger med henblik på at bjærge skib eller anden

ejendom til søs.

Stk. 3.

Hvor fejl

eller forsømmelse fra transportørens side sammen med anden årsag har

fremkaldt

tab, er transportøren kun ansvarlig i den udstrækning, tabet eller skaden

skyldes fejlen eller forsømmelsen. Det påhviler dog transportøren at

godtgøre,

i hvilket omfang tabet ikke skyldes fejl eller forsømmelse på hans side.

§ 276.

Transportøren

er ikke ansvarlig, såfremt denne godtgør, at tab eller skade er en følge af

1)

fejl eller

forsømmelse i navigeringen eller behandlingen af skibet udvist af skibsfører,

mandskab, lods eller andre, der udfører arbejde i skibets tjeneste, eller

2)

brand, medmindre den

er forårsaget ved fejl eller forsømmelse af transportøren selv.

Stk. 2.

Transportøren

er dog ansvarlig for tab som følge af usødygtighed, såfremt denne er en følge

af, at vedkommende selv eller nogen, denne svarer for, ikke med tilbørlig

omhu

har sørget for, at skibet var sødygtigt ved rejsens begyndelse. Bevisbyrden

for, at tilbørlig omhu er udvist, påhviler transportøren.

§ 277.

Transportøren

er ikke ansvarlig for tab af eller skade på levende dyr, der er forbundet med

de særlige risici ved sådanne transporter.

Stk. 2.

Beviser

transportøren, at vedkommende har fulgt de særlige instrukser, som er givet,

og

at tabet eller skaden kan skyldes sådanne risici, er denne ikke ansvarlig,

medmindre det godtgøres, at tabet eller skaden helt eller delvis skyldtes

fejl

eller forsømmelse udvist af vedkommende selv eller nogen, denne hæfter for.

§ 278.

Transportøren

er ansvarlig ifølge bestemmelserne i §§ 275-277 for tab som følge af

forsinkelse med godsets udlevering.

Stk. 2.

Forsinkelse

med udleveringen foreligger, når godset ikke til aftalt tid er blevet

udleveret

i den lossehavn, som følger af transportaftalen, eller, dersom ingen frist

for

udlevering er aftalt, inden for det tidsrum, som det under de foreliggende

omstændigheder er rimeligt at kræve af en omhyggelig transportør.

Stk. 3.

Er godset

ikke blevet udleveret inden 60 dage regnet fra den dag, det i medfør af

stk. 2 skulle have været udleveret, kan der kræves erstatning som for

tab

af godset, jf. § 275.

§ 279.

Erstatning

for tab af eller skade på godset beregnes med udgangspunkt i værdien af gods

af

samme slags på den plads og det tidspunkt, hvor godset i overensstemmelse med

transportaftalen blev eller skulle have været udleveret.

Stk. 2.

Værdien af

godset skal fastsættes efter børsprisen eller i mangel heraf efter

markedsprisen. Findes hverken børs- eller markedspris, bestemmes værdien

efter

den sædvanlige værdi af gods af samme art og kvalitet.

§ 280.

Transportørens

ansvar skal ikke overstige 667 SDR for hvert kollo eller anden enhed af

godset

eller 2 SDR pr. kilo bruttovægt af det gods, som er tabt, skadet eller

forsinket, afhængigt af, hvad der giver det højeste beløb. Ved SDR forstås

den

i § 505 omhandlede møntenhed.

Stk. 2.

Transportørens

ansvar for forsinkelse med godsets udlevering er begrænset til et beløb

svarende til to og en halv gange den fragt, der skal betales for det

forsinkede

gods. Ansvaret skal dog ikke overstige den samlede fragt ifølge

transportaftalen.

Stk. 3.

Transportørens

samlede ansvar i henhold til stk. 1 og 2 skal ikke overstige den i

stk. 1 anførte ansvarsgrænse, som ville være gældende i tilfælde af tab

af

alt det gods, som erstatningsansvaret omfatter.

§ 281.

Anvendes

container, paller eller lignende transportindretning til at samle godset,

skal

ethvert kollo eller enhver anden enhed, der er anført i transportdokumentet

som

pakket i vedkommende indretning, anses som et kollo eller en enhed ved

anvendelsen af § 280. Bortset herfra skal godset i indretningen anses

som

en enhed. Er selve transportindretningen gået tabt eller blevet beskadiget,

skal denne anses som en særskilt enhed, medmindre den ejes af eller på anden

måde er stillet til rådighed af transportøren.

§ 282.

Bestemmelserne

om transportørens indsigelser og ansvarsbegrænsninger skal finde anvendelse,

selv om kravet ikke grundes på transportaftalen.

Stk. 2.

Bestemmelserne

om transportørens indsigelser og ansvarsbegrænsninger finder tilsvarende

anvendelse, dersom kravet rejses mod nogen, som transportøren hæfter for, og

den pågældende beviser, at vedkommende handlede i udøvelsen af tjenesten

eller

for at fuldføre opgaven.

Stk. 3.

Det samlede

ansvar, som kan pålægges transportøren og dem, den pågældende hæfter for, kan

ikke i noget tilfælde overstige de ansvarsgrænser, som fremgår af § 280.

§ 283.

Den

ansvarlige kan ikke begrænse sit ansvar, hvis det godtgøres, at vedkommende

selv har forvoldt tabet forsætligt eller groft uagtsomt og med forståelse af,

at sådant tab sandsynligvis ville blive forårsaget.

§ 284.

Transporteres

gods på dæk i strid med bestemmelsen i § 263, er transportøren uanset

§§ 275-278 ansvarlig for sådanne skader, som udelukkende er en følge af

transporten på dæk. Særlige bestemmelser om ansvaret findes i §§ 280 og

283.

Stk. 2.

Er gods

transporteret på dæk i strid med en udtrykkelig aftale om transport under

dæk,

foreligger der ikke ret til ansvarsbegrænsning efter dette kapitel.

§ 285.

Udføres

transporten helt eller delvis af en undertransportør, forbliver transportøren

dog ansvarlig i medfør af bestemmelserne i dette kapitel, som om denne selv

havde udført hele transporten.

Stk. 2.

Er det

udtrykkeligt aftalt, at en bestemt del af transporten skal udføres af en

navngiven undertransportør, kan transportøren forbeholde sig ansvarsfrihed

for

tab forårsaget ved en hændelse, der indtræffer, medens godset er i

undertransportørens varetægt. Bevisbyrden for, at tabet er forårsaget af en

sådan hændelse, påhviler transportøren.

Stk. 3.

Et

forbehold i medfør af stk. 2 er dog uden virkning, såfremt retslige

skridt

ikke kan tages mod undertransportøren ved en domstol, der er kompetent i

medfør

af §§ 310 og 311.

§ 286.

En

undertransportør, der udfører transporten med skib, er ansvarlig for den del

af

transporten, vedkommende udfører, efter de samme bestemmelser som

transportøren. §§ 282 og 283 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

Har

transportøren påtaget sig ansvar, der ikke er pålagt denne i dette kapitel,

eller givet afkald på sådanne rettigheder, er undertransportøren kun bundet,

såfremt vedkommende har givet skriftligt samtykke hertil.

§ 287.

Er

både transportøren og undertransportøren ansvarlig, hæfter de solidarisk.

Stk. 2.

Det samlede

ansvar, som kan pålægges transportøren og undertransportøren samt de

personer,

de hæfter for, kan ikke overstige de i § 280 fastlagte ansvarsgrænser,

medmindre andet følger af § 283.

Stk. 3.

Bestemmelserne

i dette kapitel om ansvar udgør ingen hindring for aftale om regres mellem

transportøren og undertransportøren.

§ 288.

Er

godset udleveret, uden at modtageren har givet transportøren skriftlig

meddelelse om tab eller skade, som modtageren har opdaget eller burde have

opdaget, og om tabets eller skadens almindelige natur, anses alt gods for

udleveret i den stand som beskrevet i transportdokumentet, hvis ikke modbevis

føres. Kunne tabet eller skaden ikke opdages på udleveringstidspunktet,

gælder

det samme, hvis den skriftlige meddelelse ikke er givet senest tre dage efter

udleveringen.

Stk. 2.

Skriftlig

meddelelse kræves dog ikke, såfremt godsets tilstand er blevet undersøgt i

fællesskab ved udleveringen.

Stk. 3.

Transportøren

er ikke ansvarlig for tab som følge af forsinkelse med udleveringen,

medmindre

skriftlig underretning er blevet givet inden 60 dage efter, at godset blev

overleveret til modtageren.

Stk. 4.

Underretning

kan gives til den undertransportør, som har udleveret godset, eller til

transportøren.

§ 289.

Bestemmelserne

om transportørens ansvar for tab af eller skade på gods i §§ 274-288 er

tillige afgørende for modtagerens ret til at nægte at betale bidrag til

almindeligt havari, og for transportørens pligt til at erstatte bidrag til

almindeligt havari eller bjærgeløn, som modtageren har betalt.

Afsenderens erstatningsansvar

§ 290.

Afsenderen

er ikke ansvarlig efter denne lov for tab, der rammer transportøren eller

undertransportøren, herunder skade på skibet, som er opstået uden fejl eller

forsømmelse af vedkommende selv eller nogen, denne hæfter for. Ej heller er

de

personer, afsenderen hæfter for, ansvarlige for sådant tab eller sådan skade,

medmindre tabet skyldes fejl eller forsømmelse af vedkommende selv eller

nogen,

denne hæfter for.

§ 291.

Har

afsenderen overleveret farligt gods til transportøren eller en

undertransportør

uden at oplyse om godsets farlige beskaffenhed og nødvendige

sikkerhedsforanstaltninger, jf. § 257, og har den, som har modtaget

godset, ikke på anden måde kendskab til dets farlige beskaffenhed, er

afsenderen ansvarlig over for transportøren og enhver undertransportør for

omkostninger og andet tab, der hidrører fra transporten af sådant gods.

Transportøren eller undertransportøren kan efter forholdene losse,

uskadeliggøre eller tilintetgøre godset uden pligt til at betale erstatning.

Stk. 2.

Den, som

har modtaget godset i sin varetægt med kendskab til dets farlige egenskaber,

kan ikke påberåbe sig stk. 1.

Stk. 3.

Gods, som

viser sig at udgøre fare for person eller ejendom, kan transportøren efter

omstændighederne losse, uskadeliggøre eller tilintetgøre uden pligt til at

betale erstatning.

Konnossement og søfragtseddel

§ 292.

Ved

et konnossement (Bill of Lading) forstås et dokument,

1)

som er bevis for en

aftale om søtransport og for, at transportøren har modtaget godset, og

2)

som betegner sig som

konnossement, eller som indeholder en bestemmelse om, at transportøren

påtager

sig kun at udlevere godset mod dokumentets tilbagelevering.

Stk. 2.

Et konnossement

kan udstedes til en bestemt person eller ordre eller til ihændehaveren. Selv

om

konnossementet er udstedt til en bestemt person, anses det som

ordrekonnossement, medmindre udstederen har taget forbehold mod overdragelse

ved ordene »ikke til ordre« eller lignende.

Stk. 3.

I forholdet

mellem transportøren og indehaver af konnossementet, som ikke er afsender,

bestemmer konnossementet vilkårene for befordring og udlevering af godset.

Bestemmelser i transportaftalen, der ikke er optaget i konnossementet, kan

ikke

gøres gældende over for sådan indehaver, medmindre konnossementet henviser

til

dem.

§ 293.

Ved

gennemgangskonnossement forstås et konnossement, hvor det angives, at

transporten af godset skal udføres af flere end en transportør.

Stk. 2.

Den, som

udsteder gennemgangskonnossement, skal sørge for, at særskilt konnossement

udstedt for en del af transporten angiver, at godset er under transport på

gennemgangskonnossement.

§ 294.

Når

transportøren har modtaget godset, skal denne på aflasterens forlangende

udstede modtagelseskonnossement.

Stk. 2.

Når godset

er indlastet, kan aflasteren forlange, at der udstedes ombordkonnossement.

Såfremt der er udstedt modtagelseskonnossement, skal dette tilbageleveres,

når

ombordkonnossementet udstedes. Et modtagelseskonnossement med påtegning om

navnet på det eller de skibe, godset er indlastet i, og datoen for

indlastningen udgør et ombordkonnossement.

Stk. 3.

Aflasteren

kan kræve særskilte konnossementer for dele af godset, når det ikke medfører

væsentlig ulempe.

§ 295.

Et

konnossement, som er underskrevet af skibsføreren på det skib, som

transporterer godset, anses for at være underskrevet på transportørens vegne.

§ 296.

Et

konnossement skal indeholde oplysninger om

1)

godsets art, herunder

dets farlige egenskaber, samt de nødvendige identitetsmærker, kolli- eller

stykantal samt godsets vægt eller mængde, udtrykt på anden måde, i henhold

til

aflasterens oplysninger,

2)

godsets og

indpakningens synlige tilstand,

3)

transportørens navn

og hovedforretningssted,

4)

aflasterens navn,

5)

modtageren, når denne

er angivet af aflasteren,

6)

den i

transportaftalen anførte indlastningshavn og datoen for transportørens

modtagelse af godset i denne havn,

7)

den i

transportaftalen anførte lossehavn samt i tilfælde af aftale herom

tidspunktet

for udlevering af godset der,

8)

antal eksemplarer,

når konnossementet er udstedt i mere end et eksemplar,

9)

stedet for

konnossementets udstedelse,

10)

fragtens størrelse,

når den skal betales af modtageren, eller oplysninger om, at fragt skal

betales

af denne, og de øvrige vilkår for transporten og udlevering af godset,

11)

oplysning om, at

transporten er undergivet konventionen, jf. § 254, stk. 3,

12)

i påkommende tilfælde

oplysning om, at godset skal eller kan transporteres på dæk, og

13)

den højere

ansvarsgrænse, som parterne kan have aftalt.

Stk. 2.

Ombordkonnossement

skal desuden indeholde oplysninger om skibets navn og nationalitet, stedet

for

lastning samt dagen for lastningens afslutning.

Stk. 3.

Konnossementet

skal underskrives af transportøren eller nogen, der handler på dennes vegne.

Underskriften kan være fremstillet på mekanisk eller elektronisk måde.

§ 297.

Et

dokument, som opfylder de i § 292, stk. 1, nævnte krav, er et

konnossement, uanset om nogle af de i § 296 nævnte oplysninger savnes.

§ 298.

Transportøren

skal i rimelig udstrækning undersøge, om de oplysninger om godset, som

medtages

i konnossementet i henhold til § 296, stk. 1, er rigtige. Har

transportøren rimelig grund til at betvivle oplysningernes rigtighed, eller

har

denne ikke haft rimelig mulighed for at undersøge rigtigheden, skal den

pågældende i konnossementet tage forbehold, som giver udtryk for dette.

§ 299.

Konnossementet

gælder som bevis for, at transportøren har modtaget eller, hvor

ombordkonnossement er udstedt, har lastet godset, således som det er

beskrevet

i konnossementet, for så vidt der ikke er taget forbehold som nævnt i

§ 298, eller medmindre andet godtgøres. Hvis oplysning om godsets og

indpakningens synlige tilstand savnes i konnossementet, skal dette anses som

bevis for, at godset tilsyneladende var i god stand, når andet ikke

godtgøres.

Stk. 2.

Et

konnossement, hvori fragten ikke er anført, eller som ikke på anden måde

viser,

at fragt skal betales af modtageren, jf. § 296, stk. 1, nr. 10,

skal

gælde som bevis for, at fragt ikke skal betales af den pågældende, dersom

ikke

andet godtgøres. Tilsvarende gælder, såfremt det beløb, der skal betales som

godtgørelse for overliggetid, ikke er angivet i konnossementet.

Stk. 3.

Har

tredjemand i god tro indløst konnossementet i tillid til rigtigheden af

oplysningerne heri, er modbevis i henhold til stk. 1 og stk. 2 ikke

tilladt. Har transportøren vidst, eller burde den pågældende have indset, at

en

oplysning om godset er urigtig, kan denne ikke påberåbe sig de i § 298

nævnte forbehold, medmindre forbeholdet indeholder udtrykkelig bemærkning om,

at oplysningen er urigtig.

§ 300.

Lider

tredjemand tab ved at indløse konnossementet i tillid til rigtigheden af

oplysninger i dette, er transportøren ansvarlig, såfremt denne har eller

burde

have indset, at konnossementet på grund af disse oplysninger var vildledende

for tredjemand. Ret til ansvarsbegrænsning i medfør af dette kapitel

foreligger

herefter ikke.

Stk. 2.

Svarer

godset ikke til oplysningerne herom i konnossementet, er transportøren på

modtagerens forlangende forpligtet til at oplyse, om afsenderen har udstedt

en

erklæring om at holde transportøren skadesløs for urigtige eller

ufuldstændige

oplysninger (indemnitetserklæring). Transportøren er i så fald forpligtet til

at gøre modtageren bekendt med indholdet af en sådan erklæring.

§ 301.

Aflasteren

er over for transportøren ansvarlig for rigtigheden af de oplysninger om

godset, der på vedkommendes forlangende er optaget i konnossementet.

Stk. 2.

Har

aflasteren påtaget sig at erstatte transportørens tab som følge af, at

konnossementet udfærdiges med fejlagtige oplysninger eller uden forbehold, er

denne dog ikke ansvarlig, såfremt dette blev gjort med den hensigt at

vildlede

erhververe af konnossementet. I så fald hæfter aflasteren heller ikke i

medfør

af stk. 1.

§ 302.

Den,

der foreviser et konnossement og ved dets tekst eller for så vidt angår

ordrekonnossement ved en sammenhængende række overdragelser eller

overdragelse

in blanco fremtræder som retmæssig indehaver af konnossementet, er

legitimeret

som modtager af godset.

Stk. 2.

Når

konnossementet er udstedt i flere eksemplarer, er det for udlevering på

bestemmelsesstedet tilstrækkeligt, at modtageren legitimerer sig med et

eksemplar. Udleveres godset andetsteds end på bestemmelsesstedet, må desuden

de

øvrige eksemplarer leveres tilbage eller sikkerhed stilles for de krav, som

indehaveren måtte gøre gældende mod transportøren.

§ 303.

Melder

der sig flere modtagere, der legitimerer sig ved forskellige eksemplarer af

konnossementet, skal transportøren oplægge godset under sikker forvaring for

rette vedkommendes regning. Underretning herom skal uden ophold gives dem,

der

har meldt sig.

§ 304.

Modtageren

kan kun kræve godset udleveret mod at deponere konnossementet og give

kvittering,

efterhånden som godset udleveres.

Stk. 2.

Når alt

gods er udleveret, skal konnossementet leveres tilbage til transportøren med

påtegnet kvittering.

§ 305.

Om

mortifikation af et bortkommet konnossement gælder reglerne i lovgivningen om

mortifikation af værdipapirer. Godset kan kræves udleveret mod

sikkerhedsstillelse for krav, som indehaveren af det bortkomne konnossement

måtte gøre gældende mod transportøren, når offentlig indkaldelse har fundet

sted eller efter særlig kendelse af retten.

§ 306.

Overdrager

den, som fremtræder som rette indehaver, jf. § 302, stk. 1,

forskellige eksemplarer af et ordre- eller ihændehaverkonnossement til flere

personer, får den erhverver, der i god tro har modtaget sit eksemplar først,

ret til godset. Har indehaveren af et andet eksemplar i god tro modtaget

godset

på bestemmelsesstedet, er denne dog ikke pligtig til at levere det fra sig.

Stk. 2.

Den, som i

god tro har erhvervet et ordre- eller ihændehaverkonnossement, har ikke pligt

til at udlevere det til den, det er bortkommet fra.

§ 307.

En

sælgers ret til i tilfælde af køberens misligholdelse at hindre udlevering af

godset til køberen eller dennes bo eller til at kræve det tilbageleveret

gælder, uanset om konnossementet er overgivet til køberen.

Stk. 2.

Standsningsretten

kan imidlertid ikke udøves mod en tredjemand, der i god tro har erhvervet et

ordre- eller ihændehaverkonnossement.

§ 308.

Ved

en søfragtseddel (Sea Waybill) forstås et dokument,

1)

som er bevis for en

aftale om søtransport og for, at transportøren har modtaget godset, og

2)

som indeholder et

tilsagn fra transportøren om at udlevere godset til den i dokumentet angivne

modtager.

Stk. 2.

Afsenderen

kan, selv efter at søfragtsedlen er udfærdiget, bestemme, at godset skal

udleveres til en anden end den modtager, som angives i dokumentet, hvis den

pågældende ikke i forhold til transportøren har afstået fra denne ret eller

modtageren ikke allerede har gjort sin ret gældende.

Stk. 3.

Konnossement

kan kræves udstedt i medfør af § 294, medmindre afsenderen har afstået

fra

sin ret til at ændre modtager.

§ 309.

En

søfragtseddel skal indeholde oplysninger om det gods, som er modtaget til

transport, afsenderen, modtageren af godset og transportøren, om

transportvilkårene samt fragt og omkostninger, som skal betales af

modtageren.

Bestemmelserne i § 296, stk. 3, og § 298 gælder tilsvarende.

Stk. 2.

Medmindre

andet godtgøres, er dokumentet bevis for transportaftalen og for, at godset

er

modtaget som angivet i dokumentet.

Domstole og voldgift

§ 310.

Enhver

forhåndsaftale, som indskrænker sagsøgerens ret til at få tvist vedrørende

transport af stykgods ifølge dette kapitel afgjort ved søgsmål, er ugyldig,

for

så vidt den begrænser sagsøgerens ret til efter eget valg at rejse sag ved

domstol på det sted, hvor

1)

sagsøgte har sit

hovedkontor eller i mangel heraf der, hvor denne har sit almindelige

opholdssted,

2)

transportaftalen blev

indgået, forudsat at sagsøgte der har et forretningssted, en filial eller et

agentur, hvorigennem aftalen er indgået,

3)

det aftalte leveringssted

efter transportaftalen ligger eller

4)

det aftalte eller

faktiske udleveringssted efter transportaftalen ligger.

Stk. 2.

Stk. 1

er ikke til hinder for,

1)

at en part kan rejse

sag ved domstol på det sted, der er angivet i transportaftalen, eller

2)

at parterne, efter at

en tvist er opstået, aftaler, hvordan den skal behandles.

Stk. 3.

Hvis et

konnossement er udfærdiget ifølge et certeparti, som indeholder bestemmelser

om

kompetent domstol eller værneting, uden at konnossementet udtrykkeligt

angiver,

at disse bestemmelser er bindende for indehaveren af konnossementet, kan

transportøren ikke påberåbe sig bestemmelserne mod en indehaver af

konnossementet, som har erhvervet det i god tro.

Stk. 4.

Her i riget

kan søgsmål vedrørende aftale om transport af stykgods i fart mellem to

stater

i alle tilfælde rejses på det sted eller på et af de steder, hvortil sagen

har

en sådan tilknytning som nævnt i stk. 1, eller på et andet sted her i

riget, som parterne har aftalt.

Stk. 5.

Stk. 1

og 4 gælder ikke, hvis hverken det aftalte leveringssted eller det aftalte

eller faktiske udleveringssted efter § 252, stk. 3, ligger i

Danmark,

Finland, Norge eller Sverige, eller hvis andet følger af konventionen af 27.

september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i

borgerlige sager, herunder handelssager, med senere ændringer

(EF-domskonventionen), eller af konventionen af 16. september 1988 om

retternes

kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder

handelssager, og de til denne konvention knyttede protokoller m.v.

(Lugano-konventionen m.v.).

Stk. 6.

Bestemmelserne

i stk. 1-5 er ikke til hinder for, at der foretages foreløbige

retsskridt

her i riget.

§ 311.

Uanset

bestemmelsen i § 310, stk. 1, kan parterne skriftligt aftale, at

tvister skal afgøres ved voldgift, hvis sagen efter sagsøgerens valg kan

rejses

i en af de stater, hvor stedet som nævnt i § 310, stk. 1, ligger.

Stk. 2.

Voldgiftsretten

skal anvende bestemmelserne i dette kapitel. Bestemmelserne i stk. 1

gælder som en del af voldgiftsaftalen.

Stk. 3.

Bestemmelserne

i § 310, stk. 2, 3 og 6, gælder tilsvarende.

Stk. 4.

Hvis

hverken det aftalte leveringssted eller det aftalte eller faktiske

udleveringssted ligger i Danmark, Finland, Norge eller Sverige, kan parterne

ligeledes aftale, at tvister skal afgøres ved voldgift på andet sted med

anvendelse af andre bestemmelser, end hvad der fremgår af stk. 1 og 2.

§§ 312-320.

(ubenyttede)

Kapitel 14

Om befragtning af skib

§ 321.

Reglerne

om »befragtning« gælder hel- eller delbefragtning af et skib. Reglerne om

rejsebefragtning gælder tillige konsekutive rejser, når andet ikke er

bestemt.

Stk. 2.

I dette

kapitel forstås ved:

1)

Bortfragter:

Den, som ved aftale

bortfragter et skib til en anden (befragteren).

2)

Aflaster:

Den, som leverer

godset til lastning.

3)

Rejsebefragtning:

Befragtning, hvor

fragten i henhold til aftalen skal beregnes pr. rejse.

4)

Konsekutive rejser:

Et vist antal

rejser, som udføres efter hinanden i henhold til en befragtningsaftale for et

bestemt skib.

5)

Tidsbefragtning:

Befragtning, hvor

fragten i henhold til aftalen skal beregnes pr. tidsenhed.

6)

Delbefragtning:

Befragtning, som

omfatter mindre end et helt skib eller en fuld ladning, og der benyttes

certeparti.

Stk. 3.

Bestemmelserne

i dette kapitel finder anvendelse på alle aftaler om befragtning af skib i

indenrigsfart i Danmark og i fart mellem Danmark, Norge, Finland og Sverige.

Ved indenrigstransport i Norge, Finland og Sverige gælder loven i det land,

hvor transporten finder sted.

Stk. 4.

Ved befragtning

i fart, som ikke omfattes af stk. 3, gælder reglerne i dette kapitel,

når

dansk ret skal finde anvendelse.

§ 322.

Bestemmelserne

i dette kapitel gælder ikke, for så vidt andet følger af aftalen, praksis,

som

har udviklet sig mellem parterne, eller af handelsbrug eller anden sædvane,

som

må anses for bindende mellem parterne.

Stk. 2.

Ved

rejsebefragtning i indenrigsfart i Danmark samt i fart mellem Danmark,

Finland,

Norge og Sverige kan bestemmelserne i § 347 ikke tilsidesættes ved

aftale

til skade for aflaster, rejsebefragter eller modtager. Det samme gælder

bestemmelserne i § 501, stk. 1, nr. 7, og stk. 2, 1. pkt. Om

begrænsninger i aftalefriheden i indenrigsfart i Danmark, Finland, Norge og

Sverige gælder loven i det land, hvor transportbefordringen finder sted.

Stk. 3.

Ved

befragtning som nævnt i § 252, stk. 1 og 2, kan bestemmelserne i

§ 338 om udstedelse af konnossement ikke fraviges ved aftale til skade

for

aflaster.

Stk. 4.

Bestemmelserne

i dette kapitel kan heller ikke fraviges ved aftale, når dette følger af

§ 325, jf. § 347, stk. 2, og § 383, stk. 2.

§ 323.

Angår

befragtningsaftalen et bestemt skib, kan bortfragteren ikke opfylde aftalen

med

et andet skib. Giver aftalen bortfragteren ret til at erstatte det aftalte

skib

med et andet eller i øvrigt at bruge andre skibe, kan bortfragteren kun

indsætte skibe, som er lige så egnede som det aftalte skib. Retten hertil kan

udnyttes flere gange.

Stk. 2.

Angår

aftalen et helt skib eller en fuld ladning, kan bortfragteren ikke medtage

gods

for andre end befragteren. Dette gælder, selv om skibet skal gå i ballast for

at påbegynde en ny rejse.

§ 324.

Overdrager

befragteren sine rettigheder efter befragtningsaftalen til en anden, eller

frembortfragter vedkommende skibet, vedbliver denne at være ansvarlig for, at

aftalen opfyldes.

Stk. 2.

Bortfragteren

kan ikke overdrage forpligtelserne efter befragtningsaftalen uden samtykke

fra

befragteren. Har befragteren givet sit samtykke, ophører bortfragterens

ansvar

i medfør af aftalen.

§ 325.

Udsteder

bortfragteren konnossement for gods, som befordres med skibet, bestemmer

konnossementet vilkårene for befordringen og udleveringen af godset i

forholdet

mellem bortfragteren og tredjemand, som er indehaver af konnossementet.

Bestemmelser i befragtningsaftalen, som ikke er optaget i konnossementet, kan

ikke gøres gældende over for tredjemand, medmindre konnossementet henviser

til

dem.

Stk. 2.

Bestemmelserne

om konnossement i §§ 295-307 gælder også konnossement som nævnt i

stk. 1. Når det følger af § 253, at konnossementet er undergivet

reglerne i kapitlet om stykgodsbefordring, bestemmes bortfragterens ansvar og

rettigheder i forhold til tredjemand af bestemmelserne i §§ 274-290, jf.

§ 254.

Rejsebefragtning

§ 326.

Fremgår

fragten ikke af aftalen, betales gængs fragt på aftaletidspunktet.

Stk. 2.

Er der

lastet andet eller mere gods end aftalt i befragtningsaftalen, betales herfor

gængs fragt ved lastningen, dog ikke mindre end den aftalte fragt.

§ 327.

Rejsebortfragteren

skal sørge for, at skibet er sødygtigt, herunder at det er tilstrækkeligt

udrustet og bemandet, og at lastrum, køle- og fryserum og alle andre dele af

skibet, hvor gods lastes, er i behørig stand til modtagelse, befordring og

bevaring af godset.

§ 328.

Giver

befragtningsaftalen rejsebefragteren ret til at vælge laste- eller lossehavn,

skal skibet sejle til den havn, som denne anviser, såfremt adgangen er fri og

skibet kan ligge flot og sikkert og uden hindringer gå ind eller ud med

lasten.

Valg af lossehavn træffes senest ved afslutningen af lastningen.

Stk. 2.

For skade

på skibet, der skyldes, at rejsebefragteren har beordret skibet til en

usikker

havn, er denne ansvarlig, medmindre rejsebefragteren godtgør, at tabet ikke

skyldes fejl eller forsømmelse af den pågældende eller nogen, denne svarer

for.

Stk. 3.

Ved

konsekutive rejser skal retten til at vælge, hvilke rejser skibet skal

udføre,

udøves på en sådan måde, at den samlede længde af laste- og ballastrejserne i

medfør af befragtningsaftalen væsentlig forbliver den samme. I modsat fald er

rejsebefragteren forpligtet til at svare erstatning for fragttab.

Stk. 4.

Rejsebefragteren

kan ikke omgøre valget af havn eller rejse.

§ 329.

Er

bestemt lasteplads ikke aftalt, lægges skibet på den plads, som

rejsebefragteren anviser, såfremt adgangen dertil er fri og skibet kan ligge

der flot og sikkert og uden hindringer komme ud derfra med lasten.

Stk. 2.

Er

lasteplads ikke anvist i tide, lægges skibet på sædvanlig lasteplads. Lader

det

sig ikke gøre, vælger rejsebortfragteren en plads, hvor lastning med

rimelighed

kan foregå.

Stk. 3.

Hvad enten

bestemt lasteplads er aftalt eller ikke, kan rejsebefragteren kræve skibet

forhalet fra en lasteplads til en anden mod selv at bære omkostningerne

derved.

§ 330.

Rejsebortfragteren

er pligtig at lade skibet ligge til lastning en vis lastetid, der omfatter

liggetid og overliggetid. Ved befragtning på linjefartsvilkår (liner terms)

indgår ingen overliggetid i lastetiden.

§ 331.

Liggetiden

er den tid, der ved befragtningsaftalens indgåelse med rimelighed kan

påregnes

at medgå til lastningen. Ved beregningen skal hensyn tages til skibets og

lastens art og størrelse, lasteindretningerne om bord og i havnen og andre

lignende omstændigheder.

Stk. 2.

Liggetiden

beregnes ved klausulerne

1)

fac (fast as can) med

udgangspunkt i, at lastning skal foregå så hurtigt, som skibet kan tage imod

lasten med uskadte lasteindretninger;

2)

faccop (fast as can

custom of the port) med udgangspunkt i, at lastningen skal foregå så hurtigt,

som sædvanlig lastemåde i havnen tillader;

3)

liner terms

(linjefartsvilkår) med udgangspunkt i, at lastningen skal foregå så hurtigt

som

ved sædvanlig lastning i havnen af skibe i linjefart med tillæg af den tid,

som

går tabt ved trafikophobning.

Stk. 3.

Er tiden

for lastning og losning fastsat under et, udløber liggetiden ikke, før den

samlede tid er udløbet.

Stk. 4.

Liggetiden

beregnes i arbejdsdage og arbejdstimer. Som arbejdsdag regnes hverdage, hvor

der arbejdes det antal timer, som er sædvanlige på hverdage i havnen, og som

arbejdstime hver time, som på hverdage kan bruges til lastning. For de dage,

hvor der arbejdes mindre end på arbejdsdage, regnes med det særlige antal

timer, som da sædvanligvis bruges.

§ 332.

Liggetiden

begynder ikke at løbe, før skibet er på lastepladsen klar til at indtage last

og rejsebortfragteren har givet meddelelse herom.

Stk. 2.

Meddelelse

kan gives på forhånd, men ikke før skibet er kommet frem til lastehavnen.

Viser

det sig senere, at skibet ikke var klar til at indtage last, skal den tid,

som

går tabt på grund af nødvendig klargøring, ikke medregnes i liggetiden.

Stk. 3.

Meddelelse

skal gives til aflasteren eller, dersom denne ikke kan træffes, til

rejsebefragteren. Træffes hverken aflasteren eller rejsebefragteren, anses

meddelelse for at være givet, når den er afsendt på hensigtsmæssig måde.

Stk. 4.

Tiden

regnes enten fra det klokkeslæt, da arbejdet i havnen sædvanlig begynder om

morgenen, eller fra middagspausens slutning. I første tilfælde må meldingen

være givet senest en time før kontortidens afslutning den foregående

arbejdsdag, i sidste tilfælde senest kl. 10 samme dag.

§ 333.

Kan

skibet ikke lægges på lastepladsen på grund af hindring på rejsebefragterens

side, kan det dog meldes klart til lastning med den virkning, at liggetiden

begynder at løbe. Det samme gælder ved trafikophobning og desuden ved andre

hindringer, som rejsebortfragteren ikke med rimelighed kunne tage i

betragtning

på tidspunktet for aftalens indgåelse.

Stk. 2.

I

liggetiden medregnes ikke den tid, som går tabt ved hindring på

rejsebortfragterens side. Det samme gælder tid, som går tabt, fordi skibet på

grund af forhold, som rejsebortfragteren med rimelighed kunne tage i

betragtning på tidspunktet for aftalens indgåelse, er lagt på en lasteplads,

som ikke er sædvanlig. Derimod medregnes ophold ved forhaling af skibet.

§ 334.

Overliggetiden

udgør den tid, skibet efter liggetidens udløb må ligge for at blive lastet,

medmindre længden af overliggetid er fastsat ved aftale.

Stk. 2.

Overliggetiden

beregnes i løbende dage og timer fra liggetidens udløb. Bestemmelsen i

§ 333, stk. 2, gælder tilsvarende.

§ 335.

For

overliggetid har rejsebortfragteren krav på særskilt godtgørelse.

Godtgørelsen

fastsættes under hensyn til fragten og til forøgelse eller formindskelse af

bortfragterens udgifter som følge af, at skibet ligger stille.

Stk. 2.

Godtgørelsen

forfalder ved påkrav.

Stk. 3.

Bliver

godtgørelsen ikke betalt eller sikkerhed stillet, kan rejsebortfragteren føre

kravet på konnossementet. Gør han ikke det, kan han i stedet fastsætte en

rimelig betalingsfrist. Er beløbet ikke betalt inden fristens udløb, kan

rejsebortfragteren hæve befragtningsaftalen og kræve erstatning efter

almindelige kontraktregler for tab, som skyldes, at rejsen bortfalder.

§ 336.

Dersom

andet ikke følger af praksis i havnen, skal rejsebefragteren levere godset

ved

skibets side og rejsebortfragteren tage det om bord. Ved klausulerne

1)

fio (free in and out)

skal rejsebefragteren sørge for lastningen,

2)

liner terms

(linjefartsvilkår) skal rejsebortfragteren sørge for lastningen.

Stk. 2.

Rejsebortfragteren

sørger for underlag og andet, som er påkrævet til stuvningen, og udfører

denne.

Stk. 3.

Vedrørende

dækslast gælder § 263 tilsvarende.

Stk. 4.

Er skibet

på grund af en omstændighed, som rejsebortfragteren med rimelighed kunne

regne

med, da aftalen blev sluttet, lagt på en lasteplads, der ikke er sædvanlig,

er

rejsebortfragteren ansvarlig for de øgede udgifter, som dette medfører.

§ 337.

Godset

skal leveres og lastes med tilbørlig hurtighed. Det skal leveres på en sådan

måde og i en sådan tilstand, at det let og sikkert kan tages om bord, stuves,

befordres og losses.

Stk. 2.

Bestemmelserne

i §§ 256-259 gælder tilsvarende.

§ 338.

Når

godset er lastet, skal rejsebortfragteren eller skibsføreren eller den, som

rejsebortfragteren ellers har bemyndiget dertil, på aflasterens forlangende

udstede ombordkonnossement, når de nødvendige papirer og oplysninger

foreligger.

Stk. 2.

Aflasteren

kan kræve særskilte konnossementer for de enkelte dele af godset, medmindre

dette vil medføre væsentlige ulemper.

Stk. 3.

Udstedes

der konnossement med andre vilkår end fastsat i befragtningsaftalen, og

medfører dette forøget ansvar for rejsebortfragteren, skal rejsebefragteren

holde denne skadesløs herfor.

§ 339.

Rejsen

skal udføres med tilbørlig hurtighed og i øvrigt på forsvarlig måde.

Bestemmelserne i §§ 262, 266 og 267 gælder tilsvarende.

§ 340.

Deviation

kan kun gøres for at redde person eller for at bjærge skib eller gods eller

af

anden rimelig grund.

Stk. 2.

Indtræder

der hindringer, der medfører, at skibet ikke kan anløbe lossehavnen og losse

lasten, eller at dette ikke kan ske uden urimeligt ophold, kan

rejsebortfragteren i stedet vælge en anden rimelig lossehavn.

§ 341.

Er

en del af rejsen udført, når aftalen hæves eller bortfalder, eller når godset

ellers er losset i en anden havn end den aftalte, kan rejsebortfragteren

kræve

afstandsfragt. § 344 gælder tilsvarende.

Stk. 2.

Afstandsfragt

er det beløb, der bliver tilbage af den aftalte fragt, når fradrag gøres

efter

forholdet mellem længden af den tilbagestående og den aftalte rejse. Hensyn

skal tages også til varigheden af og de særlige omkostninger ved sådanne

rejser. Afstandsfragten kan ikke overstige godsets værdi.

Stk. 3.

Enhver af

parterne kan kræve afstandsfragt fastsat af en dispachør. Tvist om

rigtigheden

af dispachørens afgørelse kan indbringes for domstolene.

§ 342.

Er

farligt gods lastet, uden at rejsebortfragteren kendte dets farlige

beskaffenhed, kan denne efter omstændighederne losse, uskadeliggøre eller

ødelægge godset uden pligt til at betale erstatning. Tilsvarende gælder, selv

om denne har kendskab til, at godset er af farlig beskaffenhed, hvis der

senere

opstår en fare for person eller ejendom, som gør det uforsvarligt at beholde

godset om bord.

§ 343.

Med

hensyn til losseplads, lossetid og losning af godset gælder bestemmelserne i

§§ 329-337 tilsvarende. Hvad der er bestemt for rejsebefragteren, skal

her

gælde modtageren af godset.

Stk. 2.

Den, der

legitimerer sig som modtager, har ret til at besigtige godset, før den

pågældende modtager det.

Stk. 3.

Er der

flere modtagere af gods, som befordres i henhold til samme

befragtningsaftale,

kan de ikke anvise losseplads eller kræve forhaling, medmindre alle er enige.

Stk. 4.

Øgede

omkostninger som følge af, at godset er skadet eller må bortskaffes som følge

af en skade, skal betales af rejsebefragteren, hvis skaden skyldes godsets

egen

beskaffenhed eller fejl eller forsømmelse på rejsebefragterens side. Ved

klausulen fio (free in and out) dækker rejsebefragteren omkostningerne,

medmindre rejsebortfragteren er ansvarlig for skaden i medfør af § 347.

§ 344.

For

gods, der ikke er i behold ved rejsens slutning, kan der ikke kræves fragt,

medmindre det er gået tabt som følge af dets egen beskaffenhed, mangler ved

indpakningen eller fejl eller forsømmelse på rejsebefragterens side eller

rejsebortfragteren har solgt det for ejerens regning eller har losset,

uskadeliggjort eller ødelagt det i medfør af § 342.

Stk. 2.

Forudbetalt

fragt skal betales tilbage, hvis rejsebortfragteren i medfør af stk. 1

ikke har krav på fragt.

§ 345.

Ved

at tage imod godset bliver modtageren pligtig til at betale fragt og andre

krav

efter bestemmelserne i § 269.

Stk. 2.

Rejsebortfragteren

kan i alle tilfælde kræve betaling af rejsebefragteren efter bestemmelserne i

§ 273.

Stk. 3.

Rejsebortfragteren

har tilbageholdsret efter bestemmelserne i § 270.

§ 346.

Undlader modtageren at opfylde vilkårene for udlevering af godset, eller

forsinker denne losningen, således at den ikke kan fuldføres til aftalt tid

eller i øvrigt uden urimelig forsinkelse, har rejsebortfragteren ret til at

losse godset og oplægge det under sikker forvaring for modtagerens regning.

Om

oplægningen skal den pågældende underrette modtageren.

Stk. 2.

Nægter

modtageren at tage imod godset, eller er modtageren ikke kendt eller ikke at

træffe, skal rejsebortfragteren så hurtigt som muligt underrette

rejsebefragteren. Melder modtageren sig ikke så tidligt, at losningen kan

fuldføres i rette tid, skal rejsebortfragteren losse og oplægge godset.

Modtageren og rejsebefragteren skal underrettes om oplægningen.

Stk. 3.

I

underretningen i medfør af stk. 1 og 2 skal angives en rimelig frist,

efter hvis udløb rejsebortfragteren kan sælge eller på anden måde råde over

oplagt gods. Ved salg eller anden råden over godset gælder § 272

tilsvarende.

§ 347.

Rejsebortfragteren

er ansvarlig efter reglerne i §§ 274-285 og 287-289 for tab som følge

af,

at gods går tabt, bliver beskadiget eller bliver forsinket, mens det er i den

pågældendes varetægt. Reglen i § 286 gælder tilsvarende.

Stk. 2.

Modtager,

som ikke er rejsebefragter, kan også kræve erstatning efter stk. 1. Er

modtager indehaver af et konnossement udstedt af rejsebortfragteren, kan

denne

tillige påberåbe sig bestemmelsen i § 325.

§ 348.

Skal

skibet være lasteklart inden et bestemt tidspunkt (kancelleringstid), kan

rejsebefragteren hæve befragtningsaftalen, dersom skibet ikke er lasteklart

og

meldt lasteklart inden udløbet af fristen.

Stk. 2.

Giver

rejsebortfragteren meddelelse om, at skibet vil komme, efter at tiden er

løbet

ud, og opgiver, hvornår skibet vil være lasteklart, må rejsebefragteren,

såfremt denne vil hæve, gøre dette uden ugrundet ophold. Hæves aftalen ikke,

bliver det opgivne tidspunkt nyt kancelleringstidspunkt.

§ 349.

Rejsebefragteren

kan hæve fragtaftalen på grund af forsinkelse eller andet kontraktbrud på

rejsebortfragterens side, når kontraktbruddet er væsentligt.

Stk. 2.

Har

lastning fundet sted, kan rejsebefragteren ikke hæve aftalen, hvis losning af

godset vil medføre væsentlig skade eller ulempe for andre befragtere. Ved

konsekutive rejser kan rejsebefragteren ikke hæve for en enkelt rejse,

medmindre udførelsen af denne er uvæsentlig for rejsebortfragteren i forhold

til de resterende rejser.

Stk. 3.

Vil

rejsebefragteren hæve aftalen, må denne give underretning herom uden ugrundet

ophold, efter at den pågældende må antages at have fået kendskab til

kontraktbruddet. Gør rejsebefragteren ikke det, går hæveadgangen tabt.

§ 350.

Gælder

befragtningsaftalen et bestemt skib, og dette går tabt eller bliver erklæret

for uistandsætteligt, er rejsebortfragteren ikke forpligtet til at udføre

rejsen. I dette tilfælde kan denne ikke kræve at udføre rejsen med et andet

skib, selv om befragtningsaftalen tillader den pågældende at indsætte et

andet

skib end det aftalte.

§ 351.

Opstår

der som følge af forsinkelse eller andet kontraktbrud på rejsebortfragterens

side tab, som ikke er omfattet af § 347, gælder §§ 275 og 276

tilsvarende.

§ 352.

Træder

rejsebefragteren tilbage fra befragtningsaftalen, før lastningen er begyndt,

eller har den pågældende ved afslutningen af lastningen ikke leveret alt det

gods, aftalen omfatter, kan rejsebortfragteren kræve erstatning for fragttab

og

anden skade. Ved konsekutive rejser kan tilbagetræden fra en enkelt rejse kun

ske, dersom udførelsen af denne er uvæsentlig for rejsebortfragteren i

forhold

til de resterende rejser.

Stk. 2.

Ved

fastsættelse af erstatning skal hensyn tages til, om rejsebortfragteren uden

rimelig grund har undladt at medtage andet gods.

Stk. 3.

Erstatning

kan ikke kræves, hvis muligheden for at levere eller befordre godset eller

indføre det på bestemmelsesstedet må anses for udelukket ved omstændigheder,

der er af sådan beskaffenhed, at rejsebefragteren ikke burde have taget dem i

betragtning, da aftalen blev sluttet, såsom indførsels- eller udførselsforbud

eller anden foranstaltning af offentlig myndighed, hændelig undergang af alt

gods af den art, aftalen angår, eller lignende omstændigheder. Tilsvarende

gælder, hvis det bestemte gods, aftalen angår, er gået til grunde ved en

ulykkeshændelse.

Stk. 4.

Vil rejsebefragteren

påberåbe sig en af de i stk. 3 nævnte omstændigheder, skal den

pågældende

uden ugrundet ophold give meddelelse om dette. Gør vedkommende ikke det, skal

han erstatte den skade, som følger heraf.

§ 353.

Kan

rejsebefragteren træde tilbage fra befragtningsaftalen uden

erstatningsansvar,

jf. § 352, stk. 3, kan rejsebortfragteren hæve aftalen, når

vedkommende giver underretning herom uden ugrundet ophold.

Stk. 2.

Leverer

rejsebefragteren ikke alt det gods, aftalen omfatter, kan rejsebortfragteren

sætte

en rimelig frist for rejsebefragteren til at betale erstatning eller til at

stille sikkerhed. Er dette ikke gjort inden fristens udløb, kan

rejsebortfragteren hæve aftalen. Den pågældende kan tillige kræve erstatning

i

medfør af § 352, medmindre rejsebefragteren er uden ansvar for ikke at

have leveret det gods, som mangler.

§ 354.

Har

lastning fundet sted, kan rejsebefragteren ikke kræve godset losset eller

rejsen afbrudt, dersom dette vil medføre væsentlig skade eller ulempe for

rejsebortfragteren eller andre befragtere. Bestemmelserne i §§ 352 og

353

gælder tilsvarende.

§ 355.

Er

overliggetiden aftalt, og har rejsebefragteren ved lastetidens udløb ikke

leveret godset eller kun leveret en del heraf, gælder bestemmelserne i

§§ 352 og 353 tilsvarende. Tilsvarende gælder, når befragtningsaftalen

indeholder klausulen liner terms og liggetiden er opbrugt.

Stk. 2.

Er

overliggetidens længde ikke aftalt, men lastningen bliver så forsinket, at

der

opstår et væsentligt tab eller ulempe for rejsebortfragteren, selv om

godtgørelse for overliggetid betales, kan den pågældende hæve aftalen eller,

når noget af godset allerede er leveret, erklære lastningen for afsluttet. I

dette tilfælde gælder bestemmelserne i § 352 og § 353 tilsvarende.

§ 356.

Bliver

skibet opholdt efter lastning eller under rejse som følge af forhold på

rejsebefragterens side, kan rejsebortfragteren kræve erstatning, medmindre

opholdet ikke skyldes fejl eller forsømmelse af rejsebefragteren eller nogen,

den pågældende svarer for. Tilsvarende gælder, når skibet bliver opholdt

under

losning, fordi det ikke er muligt for rejsebortfragteren at foretage

oplægning

i medfør af § 346.

Stk. 2.

Bliver ved

konsekutive rejser fragt, godtgørelse for overliggetid eller andre fordringer

i

henhold til befragtningsaftalen ikke betalt i rette tid, kan

rejsebortfragteren

fastsætte en rimelig betalingsfrist. Er kravet ikke betalt inden fristens

udløb, kan rejsebortfragteren standse opfyldelsen af aftalen eller hæve

aftalen. Rejsebortfragteren kan kræve erstatning efter almindelige

kontraktregler for tab, som skyldes standsningen eller, dersom aftalen hæves,

at de resterende rejser bortfalder.

§ 357.

Har

gods forårsaget tab for rejsebortfragteren eller skade på skibet, skal

rejsebefragteren betale erstatning, såfremt den pågældende selv eller nogen,

denne svarer for, har gjort sig skyldig i fejl eller forsømmelse. Tilsvarende

gælder ved skade på andet gods om bord i skibet.

§ 358.

Viser

det sig, efter at befragtningsaftalen er indgået, at udførelse af rejsen vil

medføre fare for skibet, personer om bord eller lasten som følge af krig,

blokade, oprør, borgerlige uroligheder, sørøveri eller andet væbnet overfald,

eller at faren herfor er blevet væsentligt forøget, kan såvel

rejsebortfragteren som rejsebefragteren hæve aftalen uden pligt til at betale

erstatning, selv om rejsen er påbegyndt. Den, som vil hæve fragtaftalen, skal

give meddelelse herom uden ugrundet ophold. Gør den pågældende ikke det, skal

denne erstatte den deraf følgende skade.

Stk. 2.

Kan faren

afværges ved, at en del af godset bliver tilbage eller losses, kan aftalen

kun

hæves, for så vidt angår denne del. Rejsebortfragteren kan dog, når det ikke

medfører væsentlig skade eller ulempe for anden befragter, hæve aftalen i

dens

helhed, hvis der ikke på opfordring betales erstatning eller stilles

sikkerhed

for fragttab og anden skade.

§ 359.

Ved

konsekutive rejser kan aftalen i medfør af § 358 kun hæves for en enkelt

rejse, hvis udførelsen af denne er uvæsentlig i forhold til de resterende

rejser.

Stk. 2.

Giver

befragtningsaftalen rejsebefragteren ret til at vælge, hvilke rejser skibet

skal udføre, kan aftalen kun hæves i medfør af § 358, dersom faren er af

væsentlig betydning for opfyldelsen af aftalen.

§ 360.

Bliver

skibet efter påbegyndt lastning opholdt på grund af fare som nævnt i

§ 358

enten i lastehavnen eller i en anden havn, der anløbes under rejsen, skal

omkostningerne ved opholdet anses som fælleshavariomkostninger og fordeles på

skib, fragt og ladning efter reglerne om almindeligt havari. Hæves

befragtningsaftalen, gælder dette dog ikke omkostningerne, som derefter

påløber.

§ 361.

Er

skibet befragtet for så mange rejser, som det kan udføre i et angivet

tidsrum,

og har rejsebefragteren før udløbet af aftaleperioden fået meddelelse om, at

skibet er klar til at indtage last, skal rejsen udføres, selv om dette vil

ske

helt eller delvis efter, at aftaleperioden er udløbet.

Stk. 2.

Er det

klart, at skibet ikke kan nå lastehavnen og være lasteklart før udløbet af

aftaleperioden, har rejsebortfragteren ikke pligt til at sende skibet til

lastehavnen.

Stk. 3.

Giver

rejsebortfragteren meddelelse om, at skibet kan komme for sent frem til

lastehavnen og anmoder om forholdsordre, kan rejsebefragteren bestemme, enten

at rejsen skal udføres i henhold til befragtningsaftalen, eller at aftalen

skal

ophøre. Aftalen ophører, dersom befragteren ikke uden ugrundet ophold, efter

at

have fået meddelelse herom, kræver, at rejsen skal udføres.

Kvantumkontrakter

§ 362.

Reglerne

om kvantumkontrakter gælder befordring med skib af fastsat kvantum gods

fordelt

på flere rejser inden for et angivet tidsrum.

Stk. 2.

Er det

aftalt, at rejserne skal udføres efter hinanden med bestemt skib, finder

reglerne dog ikke anvendelse.

§ 363.

Giver

kontrakten et spillerum for det samlede kvantum gods, som skal befordres, har

befragteren valgretten.

Stk. 2.

Giver

kontrakten et spillerum for, hvor stort kvantum der skal befordres på den

enkelte rejse, er det bortfragteren, som har valgretten.

§ 364.

Befragteren

skal udarbejde et afskibningsprogram for perioder af rimelig længde under

hensyn til det tidsrum, kontrakten gælder, og i god tid underrette

bortfragteren herom.

Stk. 2.

Befragteren

skal sørge for, at det kvantum, kontrakten omfatter, bliver rimeligt fordelt

over kontraktperioden. Der skal herunder tages hensyn til størrelsen af de

skibe, der skal bruges.

§ 365.

Befragteren

skal med rimelig frist give underretning om afskibninger. I underretningen

skal

befragteren angive det tidspunkt, godset senest vil være klar til lastning.

§ 366.

Når

underretning om en afskibning er givet, er bortfragteren forpligtet til at

fremskaffe et skib, som er egnet til at udføre rejsen i rette tid.

Bortfragteren skal med rimelig frist give befragteren underretning om,

hvilket

skib der skal udføre rejsen, og om dets lasteevne og forventede ankomst til

lastehavnen.

Stk. 2.

Bortfragteren

er ikke forpligtet til at fremskaffe skib til gods, der ikke er klart til

lastning inden udløbet af kontraktperioden, medmindre overskridelsen skyldes

forhold uden for befragterens kontrol og ikke er væsentlig.

§ 367.

Når

bortfragteren har givet underretning efter § 366, gælder reglerne om

rejsebefragtning eller stykgodstransport for den befordring, som skal

udføres.

Stk. 2.

Hvis

bortfragterens pligt til at udføre en enkelt rejse falder bort på grund af

forhold, som bortfragteren er ansvarlig for, har befragteren ret til at

kræve,

at godset eller et tilsvarende kvantum nyt gods bliver befordret.

Stk. 3.

Såfremt

bortfaldet af rejsen giver grund til at regne med, at senere rejser ikke vil

blive udført uden væsentlig forsinkelse, kan befragteren hæve kontrakten for

den resterende del.

§ 368.

Hvis

befragteren ikke i tide giver underretning om en afskibning, kan

bortfragteren

fastsætte en rimelig tillægsfrist. Såfremt denne frist overskrides, kan

bortfragteren give underretning om skib i medfør af § 366 i

overensstemmelse med det gældende afskibningsprogram eller i stedet hæve for

den rejse, det gælder.

Stk. 2.

Giver

forsinkelsen grund til at regne med, at der vil indtræde væsentlig

forsinkelse

ved underretning om senere afskibninger, kan bortfragteren hæve kontrakten

for

den resterende del.

Stk. 3.

Bortfragteren

kan kræve erstatning, medmindre forsinkelsen skyldes forhold som nævnt i

§ 352, stk. 3.

Stk. 4.

Hvis

befragteren ikke i tide underretter bortfragteren om afskibningsprogram, kan

bortfragteren fastsætte en rimelig tillægsfrist. Overskrides fristen, kan

bortfragteren hæve aftalen for den resterende del. Bestemmelsen i stk. 3

gælder tilsvarende.

§ 369.

Hvis

bortfragteren ikke i tide giver underretning om skib, kan befragteren

fastsætte

en rimelig tillægsfrist. Overskrides denne frist, kan befragteren hæve

kontrakten for den pågældende rejse.

Stk. 2.

Giver

forsinkelsen grund til at regne med, at der vil indtræde væsentlig

forsinkelse

vedrørende underretning om skibe for senere afskibninger, kan befragteren

hæve

kontrakten for den resterende del.

Stk. 3.

Befragteren

kan kræve erstatning, medmindre forsinkelsen skyldes en hindring uden for

bortfragterens kontrol, som han ikke med rimelighed kunne ventes at have

taget

i betragtning, da kontrakten blev indgået, eller at overvinde eller undgå

virkningerne af.

§ 370.

Bliver

fragt, overliggetidsgodtgørelse eller andre fordringer, befragteren hæfter

for

i medfør af kontrakten, ikke betalt i rette tid, kan bortfragteren fastsætte

en

rimelig betalingsfrist. Er fordringen ikke betalt inden fristens udløb, kan

bortfragteren standse opfyldelsen af kontrakten eller, såfremt forsinkelsen

udgør et væsentligt kontraktbrud, hæve kontrakten.

Stk. 2.

Bortfragteren

kan kræve erstatning i medfør af almindelige kontraktregler for tab, som

skyldes, at opfyldelsen afbrydes, eller, såfremt kontrakten hæves, at de

resterende rejser bortfalder.

Stk. 3.

Ved

afslutningen af en rejse i henhold til kontrakten har bortfragteren

tilbageholdsret i lasten for de fordringer, som er udestående i medfør af

kontrakten. I forhold til tredjemand gælder dette alene, hvis fordringen er

påført konnossementet, jf. § 325.

§ 371.

Indtræder

i kontraktperioden krig, krigslignende tilstande eller væsentlig forøgelse af

krigsfare, og dette er af væsentlig betydning for opfyldelsen af kontrakten,

kan såvel bortfragteren som befragteren hæve kontrakten uden pligt til at

betale erstatning.

Stk. 2.

Den, som

vil hæve aftalen, skal give meddelelse herom uden ugrundet ophold. Undlader

den

pågældende dette, skal denne erstatte den deraf følgende skade.

Tidsbefragtning

§ 372.

Tidsbortfragteren

skal stille skibet til rådighed for tidsbefragteren på det sted og til den

tid,

som er aftalt.

Stk. 2.

Ved

leveringen skal tidsbortfragteren sørge for, at skibets tilstand, påbudte

certifikater, bemanding, proviantering og øvrige udrustning opfylder de krav,

der stilles i almindelig fragtfart i det fartsområde, befragtningsaftalen

angiver.

Stk. 3.

Skibet skal

endvidere have tilstrækkelig bunkers om bord til at nå nærmeste anvendelige

bunkershavn. Tidsbefragteren skal overtage og betale for bunkers i henhold

til

prisen i denne havn.

§ 373.

Ved

skibets levering kan såvel tidsbortfragteren som tidsbefragteren forlange, at

der foretages sædvanlig besigtigelse af skibet, dets udrustning og dets

beholdning af bunkers.

Stk. 2.

Omkostningerne,

herunder et eventuelt tidstab ved sådan besigtigelse, skal betales med

halvdelen af hver af parterne.

Stk. 3.

Besigtigelsesrapporten

tjener som bevis for skibets og udrustningens tilstand og omfanget af dets

beholdning af bunkers, medmindre modbevis føres.

§ 374.

Har

parterne aftalt, at skibet skal leveres i søen, skal tidsbortfragteren give

meddelelse til tidsbefragteren om leveringen og opgive skibets position samt

leveringstidspunktet.

Stk. 2.

Besigtigelse

som omtalt i § 373 foretages i den første havn, skibet anløber efter

leveringen. Konstateres der mangler, skal der ikke betales fragt for den tid,

der går tabt ved udbedring af manglerne. Bliver befragtningsaftalen hævet af

tidsbefragteren, jf. § 376, 1. pkt., bortfalder tidsbortfragterens krav

på

fragt fra leveringen.

§ 375.

Skal

skibet efter befragtningsaftalen være lasteklart inden en bestemt tid

(kancelleringstidspunkt), kan tidsbefragteren hæve aftalen, dersom skibet

ikke

er lasteklart eller ikke meldt lasteklart før udløbet af fristen. Tilsvarende

gælder, dersom skibet i øvrigt skal være leveret inden for et bestemt tidsrum

fastsat i aftalen.

Stk. 2.

Giver

tidsbortfragteren meddelelse om, at skibet vil blive forsinket, og angiver,

hvornår skibet vil være lasteklart eller kunne leveres, må tidsbefragteren

uden

ugrundet ophold hæve aftalen. Hæves aftalen ikke, bliver det opgivne

tidspunkt

nyt kancelleringstidspunkt.

Stk. 3.

Bliver

skibet i andre tilfælde leveret for sent, kan tidsbefragteren hæve aftalen,

hvis forsinkelsen udgør et væsentligt kontraktbrud.

§ 376.

Lider

skibet eller dets udrustning ved leveringen af en mangel, er tidsbefragteren

berettiget til at kræve afslag i tidsfragten eller, hvis mangelen er

væsentlig,

hæve befragtningsaftalen. Dette gælder ikke, hvis mangelen udbedres af

tidsbortfragteren uden en sådan forsinkelse, som efter § 375 ville give

tidsbefragteren ret til at hæve aftalen.

§ 377.

Tidsbefragteren

kan kræve erstatning for tab som følge af forsinkelse eller mangler ved

leveringen, medmindre forsinkelsen eller mangelen ikke skyldes fejl eller

forsømmelse af tidsbortfragteren eller nogen, denne svarer for.

Tidsbefragteren

kan tillige kræve erstatning for tab som følge af, at skibet på

kontraheringstidspunktet savnede egenskaber eller udrustning, som må anses

tilsikret.

§ 378.

Tidsbortfragteren

skal i befragtningsperioden udføre de rejser, som tidsbefragteren i

overensstemmelse med befragtningsaftalen kræver. § 372, stk. 2,

gælder tilsvarende.

Stk. 2.

Dog er

tidsbortfragteren ikke pligtig at udføre en rejse, hvorved skibet, personer

om

bord eller lasten vil blive udsat for fare som følge af krig eller

krigslignende tilstande, is eller anden fare eller væsentlig ulempe, som den

pågældende ikke med rimelighed kunne regne med, da aftalen blev sluttet.

Stk. 3.

Tidsbortfragteren

er ikke pligtig at medtage gods af let antændelig, brændbar eller tærende

karakter eller andet farligt gods, medmindre det leveres i en sådan tilstand,

at det kan befordres og udleveres i overensstemmelse med de krav og

anbefalinger, der stilles af myndighederne i det land, hvor skibet er

registreret, i det land, hvor rederen har sit hovedforretningssted, og i de

havne, som indgår i rejsen. Ej heller er tidsbortfragteren pligtig at lade

skibet medtage levende dyr.

§ 379.

Tidsbortfragteren

er pligtig at holde tidsbefragteren underrettet om alle forhold vedrørende

skibet og rejserne af betydning for tidsbefragteren. Tidsbefragteren skal

ligeledes underrette tidsbortfragteren om skibets forventede

operationsprogram.

§ 380.

Tidsbefragteren

er pligtig at sørge for bunkers og vand til skibets maskiner. Den pågældende

indestår for, at leveret bunkers er i overensstemmelse med aftalte

specifikationer.

§ 381.

Tidsbefragteren

skal sørge for modtagelse, lastning, stuvning, trimning, sikring, losning og

udlevering af lasten. Stuvningen skal foregå således, at skibet er

betryggende

stabiliseret og lasten sikret. Tidsbefragteren skal følge instrukser fra

tidsbortfragteren om lastens fordeling i det omfang, hensynet til skibets

sikkerhed og stabilitet tilsiger det.

Stk. 2.

Tidsbefragteren

kan kræve sådan medvirken hertil af skibsfører og mandskab, som er sædvanlig

i

den pågældende fart. Godtgørelse for overarbejde og andre særlige udgifter

ved

sådan medvirken betales af tidsbefragteren.

Stk. 3.

Er

tidsbortfragteren pligtig at erstatte tab, der er en følge af lastning,

stuvning, trimning, sikring, losning eller udlevering af lasten, skal

tidsbefragteren holde denne skadesløs, medmindre tabet skyldes medvirken af

skibsfører eller mandskab eller andre forhold, som tidsbortfragteren er

ansvarlig for.

§ 382.

Tidsbortfragteren

er pligtig til på forlangende at udstede konnossement for indlastet gods for

den rejse, den pågældende skal udføre, med de vilkår for befordringen, der er

sædvanlige i den pågældende fart. Pådrager tidsbortfragteren sig derved

ansvar

over for indehaveren af konnossementet ud over vedkommendes ansvar i medfør

af

befragtningsaftalen, skal tidsbefragteren holde den pågældende skadesløs.

Stk. 2.

Tidsbortfragteren

har ikke pligt til at følge tidsbefragterens anmodning om at udlevere godset

til en ikke legitimeret modtager eller i øvrigt i strid med konnossementets

indhold, hvis dette vil være i strid med redelighed og god tro. Han kan i

alle

tilfælde kræve sikkerhed for det ansvar, han kan pådrage sig ved en sådan

udlevering.

§ 383.

Tidsbortfragteren

er over for tidsbefragteren ansvarlig efter reglerne i §§ 274-285 og

287-289 for tab som følge af, at gods går tabt, bliver beskadiget eller

bliver

forsinket, mens det er i den pågældendes varetægt. Reglen i § 286 gælder

tilsvarende.

Stk. 2.

Modtager,

som ikke er tidsbefragteren, kan også kræve erstatning efter stk. 1. Er

modtager indehaver af konnossement udstedt af tidsbortfragteren, kan denne

også

påberåbe sig bestemmelsen i § 325.

§ 384.

Holdes

skibet ikke i sødygtig eller i øvrigt i kontraktmæssig stand, eller udføres

rejserne for sent, eller foreligger andet kontraktbrud på tidsbortfragterens

side, kan tidsbefragteren hæve befragtningsaftalen, hvis disse forhold

medfører, at formålet med aftalen bliver væsentligt forfejlet. Vil

tidsbefragteren hæve aftalen, må vedkommende give underretning herom uden

ugrundet ophold, efter at denne har eller må antages at have fået kendskab

til

kontraktbruddet. Gør tidsbefragteren ikke det, går hæveadgangen tabt.

Stk. 2.

Tidsbefragteren

kan kræve erstatning for skade, som skyldes, at skibet går tabt eller bliver

uistandsætteligt, eller at det ikke holdes sødygtigt og i øvrigt i

kontraktmæssig stand, når dette skyldes fejl eller forsømmelse af

tidsbortfragteren eller nogen, den pågældende svarer for. Tilsvarende gælder

tab, som skyldes fejl eller forsømmelse ved medvirken, jf. § 381,

stk. 2, ved udførelse af tidsbefragterens ordrer eller ved andet

kontraktbrud.

§ 385.

Tidsbortfragteren

har krav på erstatning for skade på skibet, der skyldes fejl eller

forsømmelse

af tidsbefragteren eller nogen, denne svarer for.

Stk. 2.

For skade

på skibet, der skyldes, at tidsbefragteren har beordret skibet til en usikker

havn, er denne ansvarlig, medmindre tidsbefragteren godtgør, at tabet ikke

skyldes fejl eller forsømmelse af den pågældende eller nogen, denne svarer

for.

§ 386.

Rejsefragtens

bidrag til fælleshavari bæres af tidsbefragteren. Det samme gælder bidrag for

bunkers og andet udstyr, som tidsbefragteren har om bord. Gives der ved

fælleshavariopgørelsen erstatning for udgifter eller tab, som tidsbefragteren

har haft, tilfalder erstatningen ham.

Stk. 2.

Tidsbortfragteren

kan uden samtykke fra tidsbefragteren deltage i redning af personer.

Tidsbortfragteren kan tillige bjærge skib eller ejendom, når dette ikke vil

virke urimeligt over for tidsbefragteren. Af tidsbortfragterens part af

nettobjærgelønnen tilfalder en tredjedel tidsbefragteren.

§ 387.

Tidsbefragteren

skal bære de udgifter ved udførelsen af rejserne, som ikke påhviler

tidsbortfragteren i medfør af bestemmelserne i dette kapitel.

§ 388.

Tidsbefragteren

skal tilbagelevere skibet til tidsbortfragteren på det sted og det tidspunkt,

som er aftalt.

Stk. 2.

Ved

tilbagelevering af skibet gælder bestemmelserne i § 372, stk. 3,

§ 373 og § 374, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., tilsvarende.

Dette gælder tillige, såfremt befragtningsaftalen er hævet eller faldet bort

før udløbet af befragtningsperioden.

§ 389.

Medmindre

et tidsinterval for tilbagelevering er aftalt, er tidsbortfragteren pligtig

til

at lade skibet tiltræde en ny rejse, selv om den vil medføre overskridelse af

den aftalte tid for tilbagelevering. Dette gælder ikke, når overskridelsen

vil

gå ud over, hvad der må anses for rimeligt.

Stk. 2.

For tilladt

overskridelse, jf. stk. 1, skal tidsbefragteren betale den aftalte

tidsfragt. For anden overskridelse skal denne betale gængs tidsfragt, dog

mindst den aftalte tidsfragt, samt erstatning efter almindelige

erstatningsregler for det tab, forsinkelsen medfører for tidsbortfragteren

efter tilbageleveringen.

§ 390.

Tidsfragt

skal betales forskudsvis for 30 dage ad gangen.

Stk. 2.

Kræver

tidsbefragteren modregning med et omtvistet krav, har denne alligevel pligt

til

at betale tidsfragt, dersom tidsbortfragteren stiller sikkerhed for kravet.

Tidsbefragteren kan dog ikke kræve sikkerhed for et større beløb end den

tidsfragt, den pågældende betaler.

§ 391.

Bliver

tidsfragten ikke betalt i rette tid, skal tidsbefragteren betale morarenter

fra

forfaldstidspunktet. Morarenter skal erlægges senest ved betalingen af næste

tidsfragt.

Stk. 2.

Bliver

tidsfragten ikke betalt i rette tid, skal tidsbortfragteren underrette

tidsbefragteren herom. Når underretning er afsendt, kan tidsbortfragteren

standse opfyldelsen af befragtningsaftalen, herunder nægte at laste gods

eller

udstede konnossement. Er betalingen ikke modtaget inden 72 timer efter

underretningens afsendelse, kan tidsbortfragteren hæve aftalen.

Stk. 3.

Har

tidsbortfragteren standset opfyldelsen af aftalen eller hævet denne, kan den

pågældende kræve erstatning, medmindre tidsbefragteren godtgør, at

forsinkelsen

med betalingen skyldes lovgivningsforanstaltninger, standsning af samfærdslen

eller lignende hindringer uden for vedkommendes kontrol, og som denne ikke

med

rimelighed burde have taget i betragtning ved indgåelsen af aftalen, og hvis

følger tidsbefragteren heller ikke med rimelighed burde have undgået eller

overvundet.

Stk. 4.

Betaler

tidsbefragteren ikke forfalden tidsfragt, kan tidsbortfragteren kræve, at

krav

på skyldig rejsefragt og anden fragt, som tidsbefragteren måtte have krav på

i

anledning af frembortfragtning af skibet, overdrages af denne til

tidsbortfragteren.

§ 392.

Tidsfragt

betales ikke for den tid, der går tabt for tidsbefragteren ved bjærgning,

vedligeholdelse af skibet eller udbedring af skade, som tidsbefragteren ikke

er

ansvarlig for, eller i øvrigt på grund af tidsbortfragterens forhold.

Stk. 2.

Tilsvarende

gælder tidsbefragterens pligt til at dække udgifter vedrørende skibets drift.

§ 393.

Går

skibet tabt eller bliver det erklæret for uistandsætteligt, falder

befragtningsaftalen bort, selv om tidsbortfragteren i medfør af aftalen kan

indsætte et andet skib end det aftalte. Tilsvarende gælder i tilfælde af

rekvirering eller lignende indgreb, når dette vil få væsentlig betydning for

opfyldelse af aftalen.

Stk. 2.

Bliver

skibet borte, uden at det kan oplyses, hvornår ulykken indtraf, skal

tidsfragt

betales for tiden indtil 24 timer efter sidste underretning om skibet.

§ 394.

Er

skibet i en havn eller andet område, hvor der indtræder krig, krigslignende

forhold eller en væsentlig forøgelse af krigsfare, kan tidsbortfragteren

kræve,

at skibet straks skal forlade området og bringes i sikkerhed.

Stk. 2.

Tidsbefragteren

skal ud over tidsfragten betale den forøgelse i præmien for skibets

krigsforsikring, som følger af de rejser, tidsbefragteren kræver udført.

Tilsvarende gælder krigsrisikotillæg til besætningen.

Stk. 3.

Indtræder i

kontraktperioden krig, krigslignende tilstande eller væsentlig forøgelse af

krigsfare, og dette er af væsentlig betydning for opfyldelsen af kontrakten,

kan såvel tidsbortfragteren som tidsbefragteren hæve kontrakten uden pligt

til

at betale erstatning.

Stk. 4.

Den, som

vil hæve aftalen, skal give meddelelse herom uden ugrundet ophold. Undlader

den

pågældende dette, skal vedkommende erstatte den deraf følgende skade.

§§ 395-400.

(Ubenyttede)

Kapitel 15

Om befordring af passagerer og rejsegods

§ 401.

Ved

bortfragter forstås i dette kapitel den, som erhvervsmæssigt eller mod

vederlag

ved aftale påtager sig befordring med skib af passagerer eller af passagerer

og

rejsegods. Bortfragteren kan være reder, befragter (underbortfragter) eller

anden.

Stk. 2.

Ved

passager forstås den person, der befordres eller skal befordres med skib i

henhold til en befordringsaftale, samt den, som med bortfragterens samtykke

ledsager et køretøj eller levende dyr, som dækkes af en aftale om befordring

af

gods.

Stk. 3.

Ved

rejsegods forstås enhver genstand, herunder køretøj, som befordres i

tilslutning til en aftale om passagerbefordring, samt værdigenstande som

nævnt

i § 419, stk. 2. Ved håndbagage forstås rejsegods, som passageren

har

i sin varetægt eller i sin kahyt, eller som passageren medfører i eller på

sit

køretøj. Reglerne om rejsegods anvendes ikke, hvis godset befordres i henhold

til et certeparti eller konnossement eller et dokument, som benyttes ved

godsbefordring.

§ 402.

Med

undtagelse af § 408 og af, hvad der følger af §§ 430 og 431, kommer

bestemmelserne i dette kapitel kun til anvendelse, såfremt andet ikke er

aftalt

eller følger af sædvane.

§ 403.

Dette

kapitel finder ikke anvendelse, såfremt befordringen er underkastet

international konvention om befordring med andet transportmiddel.

§ 404.

Dersom

nogen, som følger med et skib uden at være passager eller høre til

besætningen,

bliver dræbt eller lider tab som nævnt i §§ 418 og 419, finder

bestemmelserne om indsigelser og ansvarsbegrænsning i dette kapitel

tilsvarende

anvendelse til fordel for enhver, imod hvem erstatningsansvar gøres gældende.

§ 405.

Bortfragteren

skal sørge for, at skibet er sødygtigt, herunder at det er tilstrækkeligt

bemandet, provianteret og udrustet og i forsvarlig stand til modtagelse og

befordring af passagerer. Bortfragteren skal sørge for den sikre befordring

af

passageren og dennes rejsegods og i øvrigt varetage passagerens tarv på

forsvarlig måde.

Stk. 2.

Uden

hjemmel i aftale eller sædvane kan bortfragteren ikke laste rejsegods på dæk.

Stk. 3.

Rejsen skal

udføres med tilbørlig hurtighed. Deviation kan kun gøres for at redde

menneskeliv, for at bjærge skib eller gods eller af anden rimelig grund.

§ 406.

Angår

aftalen et bestemt skib, kan bortfragteren ikke opfylde aftalen med et andet

skib.

§ 407.

Er

en bestemt person angivet i aftalen som passager, kan denne ikke overdrage

sine

rettigheder efter aftalen til en anden. Er rejsen begyndt, kan passageren

ikke

i noget tilfælde overdrage sine rettigheder.

§ 408.

Passageren

skal overholde de forskrifter, der gives for orden og sikkerhed om bord.

Stk. 2.

Bestemmelserne

i sømandsloven om adgang til at benytte foranstaltninger over for

besætningen,

der er nødvendige for at opretholde ordenen om bord, og om optagelse af

forklaring finder tilsvarende anvendelse.

§ 409.

Passageren

må medtage rejsegods i rimeligt omfang.

Stk. 2.

Ved

passageren, at rejsegods kan medføre fare eller væsentlig ulempe for skib,

liv

eller andet gods, skal denne oplyse bortfragteren herom, før rejsen begynder.

Det samme gælder, såfremt andet rejsegods end håndbagage skal behandles med

særlig omhu. Beskaffenheden af gods som nævnt i 1. og 2. pkt. skal så vidt

muligt være angivet på godset, før rejsen begynder.

§ 410.

Bortfragteren

kan nægte passageren tilladelse til at medtage rejsegods, som kan volde fare

eller væsentlig ulempe for skib, liv eller andet gods.

Stk. 2.

Er sådant

rejsegods lastet, uden at bortfragteren har kendt dets beskaffenhed, kan han

efter omstændighederne losse, uskadeliggøre eller tilintetgøre godset uden

pligt til at erstatte skaden eller tabet på godset. Det samme gælder, selv om

bortfragteren ved indlastningen kendte rejsegodsets beskaffenhed, såfremt det

senere viser sig at medføre en sådan fare for skib, liv eller andet gods, at

det ikke er forsvarligt at beholde det om bord.

§ 411.

Har

rejsegods forårsaget skade eller tab for bortfragteren, skal passageren

betale

erstatning, såfremt vedkommende selv eller nogen, denne svarer for, har

forvoldt skaden eller tabet ved fejl eller forsømmelse.

§ 412.

Bortfragteren

skal ikke udlevere andet rejsegods end håndbagage, før passageren har betalt

for befordringen og for kost og udlæg under rejsen. Betaler passageren ikke,

kan godset oplægges under sikker forvaring for passagerens regning, og

bortfragteren kan ved offentlig auktion eller på anden betryggende måde sælge

så meget, at den pågældendes krav og omkostninger bliver dækket.

§ 413.

Såfremt

aftalen gælder et bestemt skib og dette går tabt eller bliver erklæret for

uistandsætteligt, forinden rejsen er begyndt, bortfalder bortfragterens pligt

til at udføre befordringen.

Stk. 2.

Bliver

skibets afgang fra det sted, hvor rejsen begynder, væsentligt forsinket, kan

passageren hæve aftalen.

§ 414.

Indtræffer

under rejsen et sådant ophold, at det ikke med rimelighed kan forlanges, at

passageren skal vente, eller går skibet tabt, eller bliver det erklæret for

uistandsætteligt, efter at en del af rejsen er udført, skal bortfragteren

sørge

for, at passageren og dennes rejsegods bliver befordret videre til

bestemmelsesstedet på passende måde, og bære de dermed forbundne

omkostninger.

Undlader bortfragteren dette inden for en rimelig tid, kan passageren hæve

aftalen.

Stk. 2.

Må

passageren i en mellemhavn opholde sig i land på grund af havari eller andet

forhold vedrørende skibet, skal bortfragteren sørge for passende logi og kost

og bære de dermed forbundne omkostninger.

§ 415.

Tiltræder

passageren ikke rejsen, eller afbryder den pågældende den, har bortfragteren

ret til det aftalte vederlag, medmindre passageren er død eller hindret ved

sygdom eller anden rimelig grund og bortfragteren underrettes herom uden

ugrundet ophold. I vederlaget fradrages de besparelser, bortfragteren har

eller

burde have opnået.

§ 416.

Viser

der sig, efter at befordringsaftalen er indgået, at udførelse af rejsen vil

medføre fare for passageren eller for skibet som følge af krig, blokade,

oprør,

borgerlige uroligheder, sørøveri eller andet væbnet overfald, eller at faren

herfor er blevet væsentligt forøget, kan såvel bortfragteren som passageren

hæve befordringsaftalen uden pligt til at betale erstatning, selv om rejsen

er

begyndt. Den, som vil hæve aftalen, skal give meddelelse herom uden ugrundet

ophold. Undlader den pågældende dette, skal denne erstatte den deraf følgende

skade.

§ 417.

Afbryder

passageren rejsen på grund af forhold, som ikke kan lægges denne til last,

jf.

§ 415, eller hæves befordringsaftalen i medfør af § 414, eller

efter

at rejsen er påbegyndt i medfør af § 416, har bortfragteren ret til en

forholdsmæssig del af det aftalte vederlag. § 341, stk. 2 og 3, om

beregning af afstandsfragt finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

Har

bortfragteren modtaget betaling ud over, hvad der herefter tilkommer den

pågældende, skal denne betale det overskydende tilbage.

§ 418.

Bortfragteren

er forpligtet til at erstatte tab, som forvoldes ved, at en passager dør

eller

kommer til skade på grund af en hændelse under befordringen, dersom tabet

skyldes fejl eller forsømmelse udvist af bortfragteren selv eller nogen, som

denne svarer for. Tilsvarende gælder tab eller skade, der opstår som følge af

forsinkelse i forbindelse med befordringen af passageren.

§ 419.

Bortfragteren

er forpligtet til at erstatte tab, som forvoldes ved, at rejsegods går tabt

eller beskadiges på grund af en hændelse under befordringen, såfremt tabet

eller skaden er forvoldt ved fejl eller forsømmelse af den pågældende selv

eller nogen, denne svarer for. Det samme gælder tab eller skade forvoldt ved

forsinkelse med befordringen eller udlevering af rejsegods.

Stk. 2.

Bortfragteren

er ikke ansvarlig for tab af eller skade på penge, værdipapirer og andre

værdigenstande såsom sølv, guld, ure, juveler, smykker og kunstgenstande,

medmindre de er modtaget af bortfragteren til opbevaring i sikkerhed.

§ 420.

Bortfragterens

erstatningspligt kan nedsættes eller helt bortfalde, hvis denne beviser, at

passageren ved fejl eller forsømmelse har medvirket til tab eller skade som

nævnt i §§ 418 og 419.

§ 421.

Den,

som kræver erstatning, har bevisbyrden for tabets eller skadens størrelse og

for, at tabet eller skaden er opstået ved en hændelse under transporten.

Stk. 2.

Ved

dødsfald eller personskade har den, som kræver erstatning, også bevisbyrden

for, at skaden skyldes fejl eller forsømmelse fra bortfragteren selv eller

nogen, denne svarer for. Er skaden indtruffet ved eller i forbindelse med

forlis, sammenstød, stranding, eksplosion, brand eller som følge af mangler

ved

skibet, har dog bortfragteren bevisbyrden for, at der ikke er udvist fejl

eller

forsømmelse.

Stk. 3.

For tab af

eller skade på håndbagage gælder bestemmelsen i stk. 2 tilsvarende. For

tab af eller skade på andet rejsegods har bortfragteren bevisbyrden for, at

der

ikke er udvist fejl eller forsømmelse.

Stk. 4.

For tab som

følge af forsinkelse har bortfragteren bevisbyrden for, at tabet ikke skyldes

fejl eller forsømmelse af den pågældende selv eller nogen, denne svarer for.

§ 422.

Bortfragterens

ansvar skal ikke overstige 175.000 SDR for hver passager, som er død eller

kommet til skade. Ansvaret for forsinkelse i forbindelse med befordringen af

passageren kan ikke overstige 4.150 SDR.

Stk. 2.

Bortfragterens

ansvar for tab som følge af, at rejsegods er gået tabt, er blevet beskadiget

eller forsinket, kan ikke overstige

1)

1.800 SDR pr.

passager for håndbagage,

2)

6.750 SDR for

værdigenstande som nævnt i § 419, stk. 2,

3)

10.000 SDR pr.

køretøj og

4)

2.700 SDR pr.

passager for andet rejsegods.

Stk. 3.

Begrænsningsbeløbene

i stk. 1 og 2 gælder for hver enkelt rejse.

Stk. 4.

De i

stk. 1 og 2 fastsatte grænser for erstatningens størrelse omfatter ikke

renter og sagsomkostninger.

Stk. 5.

Ved SDR

forstås den i § 505 omhandlede regneenhed.

Stk. 6.

Ved aftale

mellem passageren og bortfragteren kan der fastsættes en højere ansvarsgrænse

end den i stk. 1 og 2 anførte.

§ 423.

Bortfragteren

kan i det opståede tab foretage fradrag på højst

1)

150 SDR pr. køretøj

for skade på køretøj,

2)

20 SDR pr. passager

for tab af eller skade på andet rejsegods,

3)

20 SDR pr. passager

for tab som følge af forsinkelse.

§ 424.

Bortfragteren

har ikke ret til at begrænse ansvaret i medfør af § 422 eller foretage

fradrag som nævnt i § 423, såfremt det bevises, at bortfragteren selv

har

forvoldt skaden forsætligt eller groft uagtsomt med forståelse af, at sådan

skade sandsynligvis ville blive forårsaget.

§ 425.

Bestemmelserne

om bortfragterens indsigelser og om grænserne for dennes ansvar finder

anvendelse, selv om kravet mod den pågældende ikke grundes på

befordringsaftalen.

§ 426.

Udføres

en befordring helt eller delvis af en anden end bortfragteren, forbliver

denne

dog ansvarlig, som om den pågældende selv havde udført hele befordringen.

Bestemmelserne i dette kapitel finder herved tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

Ved

befordring, som udføres med skib, er den, som udfører befordringen, kun

ansvarlig for sin del af befordringen efter samme regler som bortfragteren.

Aftale, hvorved bortfragteren påtager sig ansvar ud over det, der er fastlagt

i

dette kapitel, er ikke bindende for den, der udfører befordringen, medmindre

denne har samtykket heri.

Stk. 3.

Bortfragteren

og den, der er ansvarlig efter stk. 2, hæfter solidarisk.

§ 427.

Bestemmelserne

om bortfragterens indsigelser og ansvarsbegrænsning gælder tilsvarende for

den,

som bortfragteren svarer for efter § 151 og § 426, stk. 1.

Summen af de erstatningsbeløb, som bortfragteren og de personer, som denne

svarer for, kan tilpligtes at udrede, må ikke overstige den for bortfragteren

fastsatte ansvarsgrænse. Hver enkelt er alene ansvarlig op til den grænse,

som

gælder for den pågældende.

Stk. 2.

Bestemmelsen

i stk. 1 kan ikke påberåbes af den, som har forvoldt skaden forsætligt

eller groft uagtsomt og med forståelse af, at sådan skade sandsynligvis ville

blive forårsaget.

§ 428.

Har

en passager lidt skade på person eller som følge af forsinkelse i forbindelse

med befordringen, kan erstatningskrav kun rejses af passageren selv eller af

nogen, som er indtrådt i vedkommendes retsstilling.

Stk. 2.

Erstatningskrav

i anledning af en passagers død kan kun rejses af dem, der indtræder i den

pågældendes rettigheder, eller personer, der var afhængige af denne.

§ 429.

Søgsmål

om befordring af passagerer og rejsegods kan kun indbringes for

1)

domstolen på det

sted, hvor sagsøgte har sin bopæl eller sit hovedforretningssted,

2)

domstolen på

afgangsstedet eller på bestemmelsesstedet i henhold til transportaftalen.

Stk. 2.

Efter at

der er opstået en retstvist, kan parterne dog aftale et andet værneting eller

henskyde sagen til afgørelse ved voldgift.

Stk. 3.

Stk. 1

og 2 gælder dog ikke, hvis andet følger af konventionen af 27. september 1968

om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige

sager, herunder handelssager, med senere ændringer (EF-domskonventionen).

§ 430.

Reglerne

i §§ 411-429 samt § 501, stk. 1, nr. 3-5, kan ikke ved

forhåndsaftale fraviges til skade for passageren ved befordring mellem

Danmark,

Finland, Norge og Sverige og ved indenrigsfart i disse stater samt anden fart

til eller fra disse stater, selv om fremmed ret i øvrigt skal anvendes på

befordringen.

§ 431.

Uanset

§ 430 kan bortfragteren ved befordring af passagerer forbeholde sig

ansvarsfrihed for tiden, før passageren går om bord, og efter at passageren

er

kommet i land, men dog ikke for søtransport mellem skib og land eller

omvendt,

såfremt billetprisen omfatter denne transport eller den udføres af et

transportmiddel, der er stillet til rådighed af bortfragteren.

Stk. 2.

For

håndbagage, der ikke befinder sig i eller på et medfølgende køretøj, kan

bortfragteren forbeholde sig ansvarsfrihed for tiden, før godset bliver bragt

om bord, og efter at det er bragt i land, dog ikke for søtransport mellem

skib

og land som nævnt i stk. 1 eller for den tid, godset er i bortfragterens

varetægt, medens passageren befinder sig på kaj, i terminal eller i en anden

havneinstallation.

Stk. 3.

Skal

befordringen ifølge befordringsaftalen delvis udføres af en bestemt anden

fragtfører end bortfragteren, kan bortfragteren forbeholde sig ansvarsfrihed

for tab eller skade, der indtræffer under den del af befordringen, som

udføres

af den anden. Det samme gælder, såfremt passageren ifølge befordringsaftalen

har ret til helt eller delvis at blive befordret af en anden end

bortfragteren.

Stk. 4.

Bortfragteren

kan i alle tilfælde forbeholde sig ansvarsfrihed for så vidt angår levende

dyr,

der befordres som rejsegods.

§§ 432-440.

(ubenyttede).

Afsnit 5. Søulykker

Kapitel 16

Om bjærgning

Definitioner

§ 441.

I

dette kapitel forstås ved:

a)

»Bjærgning«, enhver

handling, der foretages for at assistere et fartøj eller enhver anden

genstand,

der er forulykket eller stedt i fare i sejlbare farvande eller i ethvert

andet

farvand.

b)

»Fartøj«, ethvert

skib eller fartøj, eller enhver konstruktion, der kan navigeres.

c)

»Genstand«, ethvert

fysisk formuegode, der ikke er permanent fastgjort til kystlinjen, dog

således

at også fragt i risiko er inkluderet.

d)

»Miljøskade«,

omfattende fysisk skade på menneskeligt helbred eller på maritimt liv eller

ressourcer i kystfarvande, indenlandske farvande eller områder i umiddelbar

nærhed af disse farvande forårsaget af forurening, kontaminering, brand,

eksplosion eller lignende alvorlige hændelser.

Anvendelsesområde

§ 442.

Bestemmelserne

i dette kapitel, bortset fra § 451, finder anvendelse i alle tilfælde,

hvor sag om bjærgning afgøres af dansk domstol eller voldgiftsret.

Stk. 2.

Bestemmelserne

i dette kapitel finder anvendelse, uanset om det bjærgede fartøj og det

fartøj,

der har udført bjærgningen, tilhører samme ejer.

Stk. 3.

Selv om

bjærgning er udført af eller under kontrol af offentlige myndigheder, afgøres

bjærgerens ret til betaling efter reglerne i dette kapitel.

Stk. 4.

Bestemmelserne

i dette kapitel finder ikke anvendelse på faste eller flydende platforme

eller

på mobile offshoreboreenheder, når sådanne platforme eller enheder er på

plads

med henblik på undersøgelser, udnyttelse eller produktion af havbundens

mineralforekomster.

Bjærgningskontrakter

§ 443.

Bestemmelserne

i dette kapitel kan fraviges ved aftale. Der kan dog ikke aftales

indskrænkninger i pligten til at forhindre eller begrænse miljøskade.

Stk. 2.

En

bjærgningskontrakt eller enhver klausul heri kan tilsidesættes eller ændres,

såfremt kontrakten er indgået under urimelig påvirkning eller påvirkning af

en

faresituation og kontrakten er ubillig, eller såfremt bjærgelønnen i henhold

til kontrakten står i misforhold til den ydede hjælp.

Stk. 3.

Skibsføreren

har fuldmagt til at indgå bjærgningskontrakter på ejerens vegne.

Skibsføreren,

rederen og ejeren har fuldmagt til at indgå sådanne kontrakter på vegne af

ejeren af den ladning, der er om bord på fartøjet.

Bjærgerens, skibsførerens, ejerens og rederens pligter

§ 444.

Bjærgeren

har over for rederen og ejeren af et fartøj og ejeren af andre genstande i

fare

pligt til

a)

at udføre

bjærgningen med fornøden omhu,

b)

at udvise fornøden

omhu ved udførelsen af bjærgningen for at forhindre eller begrænse

miljøskade,

c)

at søge assistance

fra andre bjærgere, når dette efter omstændighederne er rimeligt, og

d)

at acceptere andre

bjærgeres assistance, hvis dette med rimelighed er begæret af skibsføreren,

rederen eller ejeren af fartøjet eller ejeren af andre genstande i fare. Det

skal dog ikke påvirke størrelsen af hans betaling, hvis begæringen findes

urimelig.

Stk. 2.

Ejeren,

rederen og skibsføreren af et fartøj eller ejeren af andre genstande i fare

har

over for bjærgeren pligt til

a)

at samarbejde fuldt

ud med bjærgeren ved bjærgningen,

b)

at udvise fornøden

omhu under udførelsen af bjærgningen for at forhindre eller begrænse

miljøskade

og

c)

at acceptere

tilbagelevering, efter at fartøjet eller anden genstand er blevet bragt til

et

sikkert sted, når dette med rimelighed er begæret af bjærgeren.

Betingelser for bjærgeløn

§ 445.

Kun

bjærgning, der fører til et nyttigt resultat, giver ret til bjærgeløn.

Bjærgeløn, bortset fra renter og omkostninger, må ikke overstige det

bjærgedes

værdi.

Stk. 2.

Redning af

menneskeliv giver ikke i sig selv ret til bjærgeløn eller særligt vederlag.

Den, der har reddet menneskeliv under den fare, der har givet anledning til

bjærgningen, eller har medvirket dertil, har ret til en rimelig andel af den

bjærgeløn eller det særlige vederlag, som bjærgeren har fået for bjærgning af

fartøj eller andre genstande eller for forhindring eller begrænsning af

miljøskade.

Kriterier ved fastsættelse af bjærgelønnen

§ 446.

Bjærgeløn

skal fastsættes med henblik på at opmuntre til bjærgning, idet følgende

kriterier skal tages i betragtning:

a)

Det bjærgedes værdi.

b)

Den dygtighed og de

anstrengelser, som bjærgeren har udvist for at forhindre eller begrænse

miljøskade.

c)

I hvor høj grad

bjærgningen er lykkedes.

d)

Farens karakter og

grad.

e)

Den dygtighed og de

anstrengelser, som bjærgeren har udvist for at bjærge fartøjet, andre

genstande

og menneskeliv.

f)

Den tid, bjærgeren

har anvendt, samt hans omkostninger og tab.

g)

Risikoen for at

pådrage sig erstatningsansvar samt anden risiko for bjærgeren eller dennes

udstyr.

h)

Hvor hurtigt bistanden

blev ydet.

i)

Tilgængelighed og

anvendelse af fartøjer eller andet udstyr beregnet til brug for bjærgninger.

j)

Beredskab,

effektivitet og værdi af bjærgerens udstyr.

Ansvaret for bjærgelønnen

§ 447.

Bjærgeløn

betales af ejer af fartøjet og ejer af andre genstande i forhold til de

bjærgede værdier. Ejer af fartøjet og ejer af andre genstande hæfter hver for

sin del af bjærgelønnen.

Bjærgelønnens fordeling mellem flere bjærgere

§ 448.

Er

bjærgere indbyrdes uenige om bjærgelønnens fordeling, bestemmes denne under

hensyn til de i § 446 angivne kriterier.

Særligt vederlag

§ 449.

Hvis

bjærgeren har udført bjærgning med hensyn til et fartøj, som selv eller på

grund af sin ladning udgjorde en trussel for miljøskade, har han ret til som

særligt vederlag fra ejeren af fartøjet eller rederen at få betalt sine

omkostninger.

Stk. 2.

Hvis

bjærgeren under omstændigheder som anført i stk. 1 ved udførelsen af

bjærgning har forhindret eller begrænset miljøskade, kan det særlige

vederlag,

som ejeren eller rederen skal betale i henhold til stk. 1, forøges med

højst 30 pct. af bjærgerens omkostninger. Retten kan dog, hvis den finder det

rimeligt og retfærdigt og under hensyn til de relevante kriterier i

§ 446,

forøge det særlige vederlag yderligere, dog således at den samlede forøgelse

aldrig må overstige 100 pct. af bjærgerens omkostninger.

Stk. 3.

Det samlede

særlige vederlag i henhold til denne paragraf skal kun komme til betaling,

hvis

og i det omfang sådant vederlag overstiger den bjærgeløn, som bjærgeren har

ret

til i henhold til §§ 445 og 446.

Stk. 4.

Bjærgerens

omkostninger som omtalt i stk. 1 og 2 er de faktiske udgifter, som

bjærgeren med føje har afholdt i forbindelse med bjærgningen, samt en rimelig

betaling for det udstyr og mandskab, som er anvendt med føje under

bjærgningen,

fastsat under hensyn til kriterierne i § 446, litra h, i og j.

Stk. 5.

Hvis

bjærgeren har optrådt uagtsomt og derved undladt at forhindre eller begrænse

miljøskade, kan det særlige vederlag, som han måtte være berettiget til efter

denne paragraf, nedsættes eller bortfalde.

Stk. 6.

Intet i

denne paragraf hindrer nogen ret til regres, som ejeren af fartøjet eller

rederen måtte have.

Særlige undtagelser

§ 450.

Der

er ikke ret til bjærgeløn eller særligt vederlag efter bestemmelserne i dette

kapitel, hvis den ydede bistand må anses for at ligge inden for, hvad der med

rimelighed kan forventes som normal opfyldelse af en kontrakt, der er

indgået,

før faren opstod.

Stk. 2.

Der er ikke

ret til bjærgeløn eller særligt vederlag for bistand, der er ydet mod et

udtrykkeligt og beføjet forbud fra ejer, reder eller skibsfører. Tilsvarende

gælder for bistand, der er ydet mod et udtrykkeligt og beføjet forbud fra

ejeren af andre genstande i fare, som ikke er eller har været om bord på

fartøjet.

Stk. 3.

Bjærgelønnen

eller det særlige vederlag kan nedsættes eller bortfalde, hvis bjærgningen er

foranlediget eller vanskeliggjort af bjærgerens fejl eller forsømmelse, eller

hvis bjærgeren har gjort sig skyldig i bedrageri eller anden uhæderlig

adfærd.

Bjærgelønnens fordeling på det bjærgende fartøj

§ 451.

Har

et fartøj på rejsen bjærget noget, godtgøres forlods af bjærgelønnen den

skade,

som bjærgningen måtte have medført for fartøj, ladning eller anden ejendom om

bord, samt de udgifter til brændsel og hyre og kost til skibsfører og

mandskab,

der er påløbet i anledning af bjærgningen. Forlods udredes endvidere

godtgørelse i henhold til stk. 3.

Stk. 2.

Af den

resterende del af bjærgelønnen tilfalder tre femtedele rederiet, medens

resten

fordeles med en tredjedel til skibsføreren og to tredjedele til det egentlige

mandskab. Mandskabets part fordeles i forhold til den enkeltes hyre.

Skibsførerens andel skal dog mindst udgøre det dobbelte af den højst lønnede

sømands andel. En lods om bord i det bjærgende fartøj deltager i fordelingen,

selv om han ikke er ansat i rederiets tjeneste. Der tillægges ham i så fald

samme andel som højeste styrmand.

Stk. 3.

Har nogen

under bjærgningen gjort en særlig fortjenstfuld indsats eller udsat sig for

en

ganske særlig fare, kan der ydes den pågældende særskilt godtgørelse.

Begrundet

begæring herom må indsendes til rederen inden en måned efter, at bjærgningen

er

afsluttet.

Stk. 4.

Bestemmelserne

i stk. 1 og 2 om bjærgelønnens fordeling kan ikke ved forudgående aftale

fraviges til ugunst for skibsfører eller mandskab. Dette gælder dog ikke,

hvis

de pågældende er forhyret med et fartøj, der driver bjærgningsvirksomhed og

er

særlig udrustet hertil, eller aftalen er indgået i forbindelse med

forhyringen

og gælder udførelsen af et bestemt bjærgningsforetagende.

Stk. 5.

Bjærgeløn

kan fordeles på anden måde end fastsat i stk. 1 og 2, såfremt særlige

grunde såsom formålet med fartøjets anvendelse eller den måde, hvorpå de

ombordværende er aflønnet, taler for en anden fordeling.

Stk. 6.

Så snart

bjærgelønnen er fastsat ved aftale eller endelig dom, sender rederen ved

anbefalet brev enhver, der er berettiget til andel i bjærgelønnen,

underretning

om dennes størrelse tillige med en plan for bjærgelønnens fordeling efter

bestemmelserne i denne paragraf.

Stk. 7.

Indsigelse

mod fordelingen af bjærgelønnen skal fremsættes over for rederen inden tre

måneder efter, at den i stk. 6 omhandlede meddelelse er afsendt.

Stk. 8.

Fordelingen

mellem ethvert bjærgende fartøjs reder, skibsfører og andre ansatte om bord

skal ske i henhold til flagstatens lovgivning. Hvis bjærgningen ikke er

udført

fra et fartøj, skal fordelingen ske i henhold til den lovgivning, der gælder

for retsforholdet mellem bjærgeren og hans ansatte.

Sikkerhedsstillelse og foreløbig betaling

§ 452.

På

begæring af bjærgeren skal den, der hæfter for betaling i henhold til dette

kapitel, stille sikkerhed for kravet, herunder for renter og omkostninger.

Når

en sådan sikkerhed er stillet, kan bjærgeren ikke søge sig fyldestgjort i sin

søpanteret.

Stk. 2.

Det

bjærgede fartøjs reder skal medvirke til at sikre, at ladningsejeren stiller

sikkerhed for kravet imod denne, herunder for renter og omkostninger, før

lasten bliver frigivet.

Stk. 3.

Det

bjærgede fartøj og andre genstande må ikke uden bjærgerens tilladelse fjernes

fra den havn eller det sted, hvortil det bjærgede er blevet bragt umiddelbart

efter bjærgningens afslutning, førend sikkerhed er blevet stillet for

bjærgerens krav, herunder for renter og omkostninger, mod det pågældende

fartøj

eller de pågældende genstande.

Stk. 4.

Den domstol

eller voldgiftsret, som har jurisdiktion over bjærgerens krav, kan ved en

foreløbig afgørelse bestemme, at bjærgeren skal have udbetalt et rimeligt

acontobeløb, på sådanne betingelser, herunder betingelser vedrørende

sikkerhed,

som følger af sagens omstændigheder.

Havarerede statsfartøjer samt statsejede og humanitære

laster

§ 453.

Ingen

bestemmelser i dette kapitel kan danne grundlag for retsskridt mod fremmed

stat

om bjærgning af krigsskib eller andet fartøj, som den fremmede stat ejer

eller

benytter, og som på bjærgningstidspunktet anvendtes udelukkende i statsøjemed

af ikkeforretningsmæssig art, medmindre vedkommende stat har bestemt noget

andet.

Stk. 2.

Ingen

bestemmelser i dette kapitel kan danne grundlag for beslaglæggelse, arrest

eller tilbageholdelse af en ikkeforretningsmæssig last, som ejes af en stat,

og

som på bjærgningstidspunktet havde krav på suveræn immunitet efter de

almindelige principper i folkeretten, medmindre den fremmede stat samtykker.

Stk. 3.

Ingen

bestemmelser i dette kapitel kan danne grundlag for beslaglæggelse, arrest

eller tilbageholdelse af en humanitær last, der er doneret af en stat, hvis

denne stat har indvilget i at betale for udført bjærgning af denne last.

Bjærgende statsfartøjer

§ 454.

Er

bjærgningen udført af et dansk statsfartøj, der anvendes i statsøjemed af

ikke-forretningsmæssig art, finder bestemmelserne i § 451 tilsvarende

anvendelse. Økonomi- og erhvervsministeren kan dog fastsætte særlige regler

om

fordelingen af den del af bjærgelønnen, som ikke tilfalder staten.

§§ 455-460.

(ubenyttede)

Kapitel 17

Om havari

§ 461.

For

almindeligt havari (havari grosse, groshavari, fælleshavari), der bæres af

skib, fragt og gods i fællesskab, gælder, hvis ikke andet er aftalt,

York-Antwerpen-reglerne af 1974, som ændret i 1990, herunder reglerne om,

hvilke skader, tab og omkostninger der skal henregnes til almindeligt havari,

og hvorledes dette skal fordeles. Reglerne bekendtgøres ved økonomi- og

erhvervsministerens foranstaltning i deres engelske tekst og i dansk

oversættelse.

§ 462.

Når

ikke andet er aftalt, foretages beregning og fordeling af tabet ved

almindeligt

havari på det sted, som rederen bestemmer.

Stk. 2.

Havariberegning

udføres her i riget af dertil beskikkede dispachører. Tvistigheder om en

dispaches rigtighed afgøres af domstolene.

§ 463.

Besigtigelse

til vurdering af skade, som har ramt skib eller gods ved almindeligt havari

samt vurdering af skib og ladning til fastsættelse af bidragsværdier

foretages

af syns- og skønsmænd, der beskikkes efter reglerne i § 483,

stk. 3.

§ 464.

Begæring

om foretagelse af havariberegning fremsættes af rederen eller den, som på

rederens vegne forestår skibets drift. Har rederen ikke fremsat begæring

inden

2 uger, efter at denne modtog anmodning herom fra nogen, som har en retlig

interesse i havariet, kan den pågældende selv fremsætte begæring om

foretagelse

af havariberegning.

Stk. 2.

Enhver,

hvem havariet angår, skal meddele alle oplysninger og fremlægge alle

dokumenter, som dispachøren anser for nødvendige.

§ 465.

For

havaribidrag af ladning eller andet gods hæfter ejeren med godset, men ikke

personligt, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Rederen

skal efter et almindeligt havari nægte at udlevere ladningen eller andet

gods,

hvis ejeren ikke påtager sig personligt ansvar for et eventuelt havaribidrag

og

stiller betryggende sikkerhed derfor.

§ 466.

Al

skade eller omkostning for skib og gods, som hidrører fra ulykkelig hændelse

på

en sørejse, og som ikke henhører under almindeligt havari eller i medfør af

særlig forskrift behandles efter de derom givne regler, skal som særligt

(partikulært) havari bæres af den eller de genstande, som skaden rammer eller

omkostningen vedkommer.

Stk. 2.

Er

omkostninger, der henføres under særligt havari, anvendt under et for skib og

ladning eller for flere dele af ladningen, fordeles de i rimeligt forhold på

de

genstande, til hvis fordel de er anvendt. Omkostninger, der er anvendt på at

bjærge ladningen, bæres forholdsvis af denne og af den fragt, der udredes af

det bjærgede gods.

Stk. 3.

Når det

forlanges af nogen, som er interesseret i sådant havari, skal dets beregning

og

fordeling foretages af dispachører.

§§ 467-470.

(ubenyttede)

Kapitel 18

Om skibsbøger, søforklaring m.v.

§ 471.

Økonomi-

og erhvervsministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang og i hvilke

farvande der i danske skibe skal føres skibsbøger, herunder skibsdagbøger,

maskindagbøger og radiodagbøger, samt regler om bøgernes indretning og

autorisation, om bøgernes førelse og om kontrollen hermed.

Stk. 2.

Enhver, som

påviser en retlig interesse heri, kan få adgang til at gøre sig bekendt med

skibsbøgernes indhold og til mod betaling af få afskrift af dem, så vidt

vedkommendes interesse rækker. Medmindre økonomi- og erhvervsministeren i det

enkelte tilfælde giver påbud herom, gælder dette dog ikke i tilfælde, hvor

skibsbogstilførslen vedrører sammenstød med fremmed skib, jf. herved

§ 163, såfremt der ikke er tilsvarende adgang til at blive bekendt med

det

fremmede skibs bøger.

Stk. 3.

Enhver

dagbog skal, når den er udskrevet, opbevares i mindst 3 år efter datoen for

sidste indførsel. Hvis der for retten er rejst sag vedrørende skibets rejser

i

det tidsrum, dagbogen omfatter, skal den opbevares, indtil sagen endeligt er

afgjort.

Stk. 4.

For

skibsbøger, som er ført på et finsk, norsk eller svensk skib, finder reglerne

i

stk. 2 tilsvarende anvendelse, når skibet befinder sig i dansk havn.

Stk. 5.

Bestemmelserne

i stk. 2 og 4 finder tilsvarende anvendelse på kladder til skibsbøger

samt

på optegnelser, som gøres på mekanisk måde vedrørende skibets navigering

eller

andre forhold, som skal indføres i skibsbøgerne. Bestemmelserne i stk. 3

finder ligeledes tilsvarende anvendelse, medmindre økonomi- og

erhvervsministeren bestemmer andet.

§ 472.

Formålet

med søforklaring er snarest muligt at tilvejebringe oplysninger om de

faktiske

omstændigheder ved ulykke, dødsfald eller personskade, herunder oplysninger

om

forhold, som er af betydning for bedømmelsen af offentlige forhold eller

civile

ansvarsforhold, af skibets sødygtighed eller for sikkerheden til søs.

§ 473.

Søforklaring

kan afholdes, når en ulykke har fundet sted til søs, eller når skibsføreren

eller et medlem af besætningen uden for dansk havn er afgået ved døden eller

har lidt betydelig personskade om bord.

§ 474.

Den,

som har en væsentlig retlig interesse deri, kan begære, at søforklaring

afholdes for et dansk skib.

Stk. 2

Søforklaring

kan afholdes her i riget for et udenlandsk skib, når

1)

begæring herom

fremsættes af skibsføreren eller rederen for det udenlandske skib eller af

myndighederne i det land, hvor skibet er registreret,

2)

der i dansk

søterritorium eller i den eksklusive økonomiske er sket betydelig skade på

person eller miljø eller

3)

der uden for de i nr.

2 nævnte områder er sket en ulykke til søs med væsentlig tilknytning til

Danmark og betydelig personskade til følge, såfremt begæring herom fremsættes

af Søfartsstyrelsen og skibet på tidspunktet for begæringen befinder sig i

dansk havn.

Stk. 3.

Den, der

begærer søforklaring for et udenlandsk skib efter stk. 2, skal have en

væsentlig retlig interesse deri.

§ 475.

Begæring

om søforklaring i Danmark indgives til en af de i § 476, stk. 1,

nævnte retter. Retten kan efter begæring fra skibets reder eller skibsføreren

henvise en begæring om afholdelse af søforklaring til en anden af de i

§ 476, stk. 1, nævnte retter, medmindre formålet med søforklaringen

dermed forspildes.

Stk. 2.

Retten

afgør, hvorvidt afholdelse af søforklaring er nødvendig af hensyn til det i

§ 472 nævnte formål.

Stk. 3.

Begæring om

søforklaring i Finland, Norge eller Sverige indgives til den domstol, som

efter

det pågældende lands lovgivning er kompetent til at afholde søforklaring.

Stk. 4.

Begæring om

søforklaring i andre lande end Danmark, Finland, Norge eller Sverige fremsat

af

økonomi- og erhvervsministeren, rederen eller skibsføreren indgives til en

dansk udenrigsrepræsentation, jf. § 476, stk. 2. Begæring fremsat

af

andre indgives til en af de i § 476, stk. 1, nævnte retter.

Stk. 5.

Den, der

begærer søforklaring, skal så vidt muligt oplyse, hvem retten skal indkalde,

og

endvidere samtidig med indgivelse af begæringen sende kopi af denne til dem,

der kan antages at have interesser at varetage ved søforklaringen.

Stk. 6.

Fremkommer

rekvirenten ved indgivelse af begæring om afholdelse af søforklaring ikke med

de oplysninger, som med rimelighed kan forlanges, kan retten afvise

begæringen.

Retten kan indrømme rekvirenten en frist til at afhjælpe denne mangel.

§ 476.

Søforklaring

afholdes for byretten eller Sø- og Handelsretten i København.

Stk. 2.

I udlandet

kan søforklaring afholdes for en dansk udenrigsrepræsentation, der af

udenrigsministeren er bemyndiget til at modtage sådanne forklaringer, jf. dog

§ 475, stk. 3. Findes ingen sådan dansk udenrigsrepræsentation i

det

pågældende land, kan søforklaring afgives for en dertil kompetent finsk,

norsk

eller svensk udenrigsrepræsentation.

§ 477.

Rederen,

skibsføreren, medlemmer af besætningen samt andre med direkte kendskab til

den

indtrufne hændelse har pligt til at afgive forklaring, fremlægge nødvendig

dokumentation om skibets forhold og i øvrigt til at medvirke til at

tilvejebringe oplysninger om de faktiske omstændigheder ved en ulykke eller

et

dødsfald, jf. § 473.

Stk. 2.

Til det

retsmøde, hvor søforklaringen afholdes, indkaldes de personer, der antages at

kunne give oplysninger i sagen. Indkaldelse af skibsmandskab kan ske gennem

skibsføreren. Retten underretter så vidt muligt skibets ejer, skibets reder,

ladningsejere, assurandører, klassifikationsselskab og andre, som kan have

retlige interesser at varetage ved søforklaringen, om retsmødet. Rederen har

pligt til at afgive oplysninger om disses identitet til retten.

Stk. 3.

Retten

giver Søfartsstyrelsen og politimesteren meddelelse om begæringen om

afholdelse

af søforklaringen.

Stk. 4.

Alle, som har retlig interesse deri,

har adgang til at gøre sig bekendt med sagens akter og har mulighed for at

stille spørgsmål under søforklaringen. Dette gælder ikke i de tilfælde, hvor

der i medfør af § 479, stk. 3, er truffet beslutning om, at

søforklaringen skal afholdes for lukkede døre.

§ 478.

Retten

bør søge at fjerne uklarhed, tvetydighed eller ufuldstændighed i de afgivne

forklaringer og uoverensstemmelse med de i øvrigt foreliggende oplysninger.

Retten kan pålægge rederen, befragteren, ladningsejerne eller andre at

fremlægge dokumentation vedrørende skib eller ladning til oplysning af sagen.

Retten kan indkalde yderligere vidner og kan opfordre de mødende til at lade

foretage syn og skøn efter retsplejelovens regler eller andre skridt til

oplysning af sagen.

Stk. 2.

Bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 18 om vidneforklaring i borgerlige

sager finder i øvrigt med de fornødne lempelser anvendelse på indkaldelse til

og afholdelse af søforklaring.

Stk. 3.

Af

forklaringerne optages efter retsformandens nærmere bestemmelse et referat.

Bemærkning om dets godkendelse optages i retsbogen.

§ 479.

I

tilfælde af sammenstød, jf. § 163, afholdes søforklaring så vidt muligt

på

samme tidspunkt for begge skibe. Retten kan med henblik herpå tillade, at

søforklaringen udsættes.

Stk. 2.

I tilfælde

af sammenstød mellem et dansk og et udenlandsk skib kan der dog kun afholdes

søforklaring vedrørende det danske skib, hvis Søfartsstyrelsen eller rederen

begærer det, eller hvis der ifølge § 474 , stk. 2, eller

lovgivningen

i det udenlandske skibs hjemland skal afholdes søforklaring vedrørende det

udenlandske skib.

Stk. 3.

Hvis

søforklaring angående skibssammenstød, jf. § 163, ikke afholdes på samme

tidspunkt for begge skibe, kan retten på begæring af rederen, skibsføreren

eller anden, der har begæret søforklaringen for det skib, for hvilket

søforklaring først afholdes, beslutte, at retsmødet skal holdes for lukkede

døre, og at kun repræsentanter for offentlige myndigheder og for rederen må

være til stede. Tilsvarende gælder, hvis søforklaring kun afholdes for det

ene

skib. Bestemmelserne om dørlukning i retsplejelovens kapitel 2 finder

tilsvarende anvendelse.

Stk. 4.

Pligten til

at hemmeligholde forhandlingerne efter stk. 3 bortfalder dog, når

søforklaring er afholdt vedrørende det andet skib, eller når den, der har

begæret at afholde retsmødet for lukkede døre, giver afkald over for retten

på

denne beskyttelse.

Stk. 5.

Når

søforklaring er afholdt for lukkede døre i henhold til stk. 3, må der,

indtil søforklaring er afholdt vedrørende det andet skib, kun meddeles

udskrift

af retsbogen og sagens dokumenter til offentlige myndigheder og rederen.

§ 480.

Den,

der begærer søforklaring i Danmark, afholder efter rettens nærmere

bestemmelse

de omkostninger, som påføres de i § 477, stk. 2, omhandlede

personer,

der deltager i søforklaringen. Retten kan bestemme, at en eller flere af de

øvrige af § 477, stk. 2, omfattede personer helt eller delvis skal

betale de i 1. pkt. nævnte omkostninger.

Stk. 2.

Retten kan

kræve, at der stilles sikkerhed for de udgifter, som søforklaringen kan

medføre.

Stk. 3.

Ved

søforklaringer i udlandet efter § 475, stk. 4, afholder de

personer,

der deltager, jf. § 477, stk. 2, hver sine omkostninger.

Gebyrbetaling i henhold til reglerne om betaling for tjenestehandlinger i

udenrigstjenesten samt rejse- og opholdsudgifter for den danske

udenrigsrepræsentation afholdes af den, der begærer søforklaring. Hvis

søforklaring begæres af Søfartsstyrelsen, afholdes disse udgifter dog af

rederen.

§ 481.

Fremkommer

der efter søforklaringens afgivelse nye oplysninger, som må antages at være

af

væsentlig betydning, kan ny søforklaring begæres afholdt jf. §§ 474 og

475.

§ 482.

Er

der hverken gennem søforklaringen eller andre i sagens anledning foretagne

offentlige undersøgelser tilvejebragt fyldestgørende oplysning om ulykkens

årsag, og ulykkens karakter eller hensynet til betryggelsen af sikkerheden

til

søs begrunder det, kan økonomi- og erhvervsministeren i særlige tilfælde,

navnlig når yderligere undersøgelser må antages at blive særlig omfattende og

undersøgelserne vil kræve samvirke af sagkyndige på flere områder, nedsætte

en

særlig undersøgelseskommission til behandling af sagen. Kommissionen skal

bestå

af en dommer som formand og et af økonomi- og erhvervsministeren i den

enkelte

sag nærmere fastsat antal personer, der er i besiddelse af fornøden nautisk

og

teknisk sagkundskab.

Stk. 2.

Kommissionens behandling af sagen sker efter reglerne om

undersøgelseskommissioner, hvor en dommer er formand, i lov om

undersøgelseskommissioner kapitel 5, 7-9 samt §§ 29-31. Kommissionen

afgør, om dens møder skal være offentlige.

Stk. 3.

Når

undersøgelsen er afsluttet, fremkommer kommissionen med en redegørelse om de

fremkomne oplysninger om årsagen til ulykken samt eventuelt med forslag til

foranstaltninger, der vil være egnede til at forebygge ulykke og

ulykkesrisiko

af samme eller lignende art. Kommissionens redegørelse og eventuelle forslag

kan af økonomi- og erhvervsministeren stilles til rådighed for pressen.

§ 483.

Har

ladningen under rejsen lidt en ikke ubetydelig skade, eller er der grund til

at

befrygte dette, skal skibsføreren, inden godset udleveres til modtageren,

lade

afholde en besigtigelse, hvorved der sikres bevis for skadens årsag og

omfang.

Stk. 2.

Ved

ladningsskade af væsentligt omfang, som kan skyldes mangler ved stuvningen og

sikringen af godset, lugernes tilstand eller lignende, skal besigtigelsen

afholdes, før losningen påbegyndes.

Stk. 3.

Ladningsejeren skal straks underrettes om, at besigtigelse vil blive afholdt

og

har ret til at deltage heri.

§ 484.

De

almindelige bestemmelser om kære i retsplejelovens kapitel 37 finder

anvendelse

over for rettens afgørelser i henhold til dette kapitel.

Stk. 2.

Rettens

afgørelse om henvisning til en anden ret efter § 475, stk. 1, 2.

pkt., kan ikke kæres.

Stk. 3.

Rettens

afgørelser efter dette kapitel træffes ved kendelse.«

§ 485.

Økonomi-

og erhvervsministeren kan henlægge sine beføjelser efter dette kapitel til

Søfartsstyrelsen.

§§ 486-500.

(ubenyttede)

Afsnit 6. Afsluttende bestemmelser

Kapitel 19

Om forældelse

§ 501.

Forældelsesfristen for følgende fordringer er

1)

for fordring på

bjærgeløn og særligt vederlag, to år fra den dag, da bjærgningen blev

afsluttet,

2)

for fordring på

erstatning for skade ved sammenstød eller søulykke som nævnt i § 163, to

år fra den dag, da skaden blev voldt,

3)

for fordring på

erstatning efter § 418, 1. pkt., to år fra den dag, da passageren gik i

land, eller, dersom dødsfald har fundet sted undervejs, fra den dag, på

hvilken

passageren skulle have været udskibet. Har dødsfaldet fundet sted efter

udskibningen, er fristen to år fra dødsdagen, dog senest tre år fra den dag,

udskibningen fandt sted,

4)

for fordring på

erstatning efter § 419, to år fra den dag, da rejsegodset blev udskibet

eller, hvis det er gået tabt, fra den dag, da udskibningen skulle have fundet

sted,

5)

for fordring på

erstatning efter § 418, 2. pkt., to år fra den dag, da passageren blev

udskibet,

6)

for fordring på

erstatning for tab som følge af, at gods er udleveret uden forevisning af

konnossement eller til en forkert person, et år fra den dag, da godset skulle

have været udleveret, eller fra den dag, da det blev udleveret, hvis dette

sker

på et senere tidspunkt,

7)

for fordring på

erstatning efter §§ 275 og 276 eller for urigtige eller ufuldstændige

oplysninger i et konnossement, et år fra den dag, da godset blev udleveret

eller skulle have været udleveret,

8)

for fordring på

bidrag til almindeligt havari eller til omkostninger, som fordeles efter

§ 360 eller § 466, stk. 2, et år fra dispachens dato,

9)

for fordring, for

hvilken skyldneren er begrænset ansvarlig i henhold til § 172,

stk. 1, nr. 4, tre år fra forfaldsdag,

10)

for fordring på den,

der er blevet personligt ansvarlig efter § 53 eller § 63, den for

søpanterettens forældelse fastsatte frist, jf. §§ 55 og 64.

Stk. 2.

For

regreskrav i anledning af fordringer som nævnt i stk. 1, nr. 2, 6 og 7,

er

forældelsesfristen et år fra den dag, da fordringen blev betalt eller søgsmål

om den rejst. Ved regres i anledning af krav som følge af personskade, jf.

stk. 1, nr. 2, regnes fristen for regreskravet først fra den dag, da

erstatningen blev betalt.

Stk. 3.

Forældelsesfristen

afbrydes ved foretagelse af retsskridt inden fristens udløb eller, såfremt

det

tilkommer en dispachør at træffe afgørelse om fordringen, ved anmeldelsen for

dispachøren.

Stk. 4.

Enhver

forhåndsvedtagelse om udelukkelse af forældelse eller om længere

forældelsesfrister end dem, der er nævnt i stk. 1, er ugyldig.

Stk. 5.

Det afgøres

efter loven i det land, hvor sagen er anlagt, om forældelsen er afbrudt eller

suspenderet. Dog skal fordringer som omtalt i stk. 1, nr. 3, 4 og 5,

senest være forældet tre år efter den dag, da udskibningen fandt sted eller

skulle have fundet sted.

Stk. 6.

I øvrigt

kommer de almindelige regler om forældelse af fordringer til anvendelse.

§ 502.

Krav for skade eller udgifter af den art, som er nævnt i §§ 191, 206,

stk. 2, eller 207, eller om erstatning eller refusion fra Den

Internationale Erstatningsfond (1992) forældes, såfremt der ikke er anlagt

sag

inden 3 år regnet fra den dag, skaden eller udgifterne opstod. Det samme

gælder

krav om erstatning for skade eller udgifter af den art, som er nævnt i

§§ 210, 225, stk. 2, eller 226, eller om erstatning eller refusion

fra Den Internationale Erstatningsfond (1971). Dog kan krav ikke i noget

tilfælde rejses, når der er forløbet 6 år fra den dag, på hvilken den

hændelse

opstod, som forårsagede den nævnte begivenhed. Forvoldes skaden eller

udgifterne ved en række hændelser, der har samme oprindelse, regnes

6-års-fristen fra den første af disse hændelser.

Stk. 2.

Forældelsesfristen

vedrørende krav mod Den Internationale Erstatningsfond (1992) afbrydes

foruden

ved sagsanlæg ved retsskridt i medfør af § 204, stk. 4.

Forældelsesfristen vedrørende krav mod Den Internationale Erstatningsfond

(1971) afbrydes foruden ved sagsanlæg ved retsskridt i medfør af § 223,

stk. 4.

Stk. 3.

Fartøjets

ejer eller dennes forsikringsgiver kan uanset bestemmelsen i stk. 1 søge

refusion fra Den Internationale Erstatningsfond (1971) inden 6 måneder fra

den

dag, vedkommende får kendskab til, at der er rejst søgsmål mod denne om

ansvar

for skade eller udgifter af den art, som er nævnt i § 210.

§§ 503-504.

(ubenyttede)

Kapitel 20

Om de særlige trækningsrettigheder

§ 505.

Ved SDR forstås de af Den internationale Valutafond anvendte særlige

trækningsrettigheder (SDR). Omregning af SDR til dansk mønt foretages efter

kursen på den dag, da der stilles sikkerhed for ansvaret, eller, hvis

sikkerhed

ikke stilles, på betalingsdagen. Såfremt der oprettes begrænsningsfond efter

kapitel

7 eller 10, sker omregningen dog efter kursen på den dag, hvor

begrænsningsfonden anses for oprettet efter § 234, stk. 3,

medmindre

der inden fondsoprettelsen er stillet sikkerhed for ansvaret.

Kapitel 21

Om straf

§ 506.

Sørger skibsføreren ikke for at have et eksemplar af denne lov og af de i

henhold dertil udstedte forskrifter om bord, straffes den pågældende med

bøde.

Det samme gælder, hvis skibsføreren ikke sørger for at have et eksemplar af

de

i henhold til § 133, stk. 2, 2. pkt., foreskrevne love og

forskrifter

om bord.

§ 507.

Forsømmer skibsføreren, en styrmand, maskinchefen, en maskinmester eller

radiotelegrafisten at overholde sine forpligtelser med hensyn til skibs-,

maskin- eller radiodagbogen, straffes den pågældende med bøde eller fængsel

indtil 4 måneder.

§ 508.

Vægrer skibsføreren sig ved i henhold til § 142 at tage søfarende, deres

aske eller efterladenskaber med skibet, straffes den pågældende med bøde.

§ 509.

(Ophævet)

§ 510.

(Ophævet)

§ 511.

(Ophævet)

§ 512.

(Ophævet)

§ 513.

Hvad dette kapitel bestemmer vedrørende skibsføreren, gælder også den, der er

trådt i skibsførerens sted.

§ 514.

Overtrædelse af § 10, stk. 1, § 12, stk. 1, § 13,

§ 14, § 16, stk. 1, § 19 eller § 25, stk. 1

eller

2, straffes med bøde.

Stk. 2.

Den, der

lader skib sejle under dansk flag uden at være berettiget hertil, straffes

med

bøde.

Stk. 3.

Undlader

nogen at efterkomme de pligter, der påhviler dem efter bestemmelserne i

kapitel

1 og 2 eller efter regler udstedt i medfør heraf, kan skibsregistrator som

tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.

Stk. 4.

Retten til

at have eller få udfærdiget nationalitetsbevis kan inddrages efter

bestemmelserne i straffelovens §§ 78 og 79.

§ 514 a.

I regler, der er udstedt i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde

for overtrædelse af reglerne.

§ 515.

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter

reglerne

i straffelovens 5. kapitel.

§ 515 a.

Efterkommes rettens pålæg efter § 478, stk. 1, 2. pkt., ikke uden

lovlig grund, kan retten pålægge en bøde, medmindre der ved fremlæggelsen vil

fremkomme oplysning om forhold, som en ad de nævnte personer ville være

udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som vidne efter

reglerne i retsplejelovens kapitel 18.

Kapitel 22

Om lovens område og ikrafttræden

§ 516.

Henlægger økonomi- og erhvervsministeren sine beføjelser efter loven til

Søfartsstyrelsen, kan ministeren fastsætte regler om klageadgang, herunder at

klager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 517.

Loven

gælder ikke for Grønland og Færøerne, men kan ved kongelig anordning sættes i

kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og

grønlandske forhold tilsiger.

§ 518.

Økonomi- og erhvervsministeren sætter loven i kraft ved bekendtgørelse. Loven

kan sættes i kraft samlet eller i flere omgange.

Stk. 2.

Økonomi- og

erhvervsministeren ophæver den nugældende sølov, jf. lovbekendtgørelse nr.

653

af 13. oktober 1989, ved bekendtgørelse. Loven kan ophæves samlet eller i

flere

omgange.

§ 519.

For reglerne i kapitel 13 og 14 om befordring af gods gælder, at aftaler

indgået før lovens ikrafttræden følger reglerne i den hidtil gældende sølov,

jf. lovbekendtgørelse nr. 653 af 13. oktober 1989.

Stk. 2.

Denne lovs

regler gælder for forhold, hvor konnossement eller søfragtseddel er udstedt

til

tredjemand efter denne lovs ikrafttræden, selv om dette er sket i henhold til

aftale om godsbefordring, der er indgået før denne lovs ikrafttræden.

Lov nr. 170 af 16. marts 1994 indeholder følgende

ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 517

Loven gælder ikke for Grønland

4)

og Færøerne

5)

,

men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

§ 518

Økonomi- og erhvervsministeren sætter loven i kraft ved

bekendtgørelse.

6)

Loven kan sættes i kraft samlet

eller i flere omgange.

Stk. 2.

Økonomi- og

erhvervsministeren ophæver den nugældende sølov, jf. lovbekendtgørelse nr.

653

af 13. oktober 1989, ved bekendtgørelse. Loven kan ophæves samlet eller i

flere

omgange.

§ 519

For reglerne i kapitel 13 og 14 om befordring af gods

gælder, at aftaler indgået før lovens ikrafttræden følger reglerne i den

nugældende sølov, jf. lovbekendtgørelse nr. 653 af 13. oktober 1989.

Stk. 2.

Denne lovs

regler gælder for forhold, hvor konnossement eller søfragtseddel er udstedt

til

tredjemand efter denne lovs ikrafttræden, selv om dette er sket i henhold til

aftale om godsbefordring, der er indgået før denne lovs ikrafttræden.

Lov nr. 205 af 29. marts 1995 indeholder følgende

ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 2

Stk. 1.

Tidspunktet

for lovens eller dele af lovens ikrafttræden fastsættes af økonomi- og

erhvervsministeren.

7)

Stk. 2.

Økonomi- og

erhvervsministeren kan ophæve kapitel 10 a og kapitel 10 b, som affattet ved

denne lovs § 1, nr. 4, ved nærmere bekendtgørelse herom.

8)

Lov nr. 394 af 22. maj 1996 indeholder følgende

ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 4

Loven træder i kraft den 1. juli 1996.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland

9)

,

men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de

ændringer, der følger af de særlige færøske og grønlandske forhold.

Lov nr. 14 af 13. januar 1997 indeholder følgende

ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. februar 1997.

§ 4

Stk. 1.

Loven

gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2.

Loven kan

ved kongelig anordning sættes i kraft helt eller delvis for Grønland med de

ændringer, der følger af de særlige grønlandske forhold.

§ 5

Stk. 3.

§ 2

10)

kan ved kongelig anordning sættes i kraft for

Færøerne med de ændringer, der følger af de særlige færøske forhold.

Lov nr. 886 af 3. december 1997 indeholder følgende

ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 3

Stk. 1.

Loven

træder i kraft den 1. april 1998.

Stk. 2.

De

rederier, der før denne lovs ikrafttræden har registreret skorstensmærker og

kontorflag, bevarer fortsat deres eneret til disse.

§ 4

Stk. 1.

Loven

gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2.

Loven kan

ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de ændringer, der

følger

af de særlige grønlandske forhold.

Stk. 3.

§ 2

11)

kan ved kongelig anordning sættes i kraft for

Færøerne med de ændringer, der følger af de særlige færøske forhold.

Lov nr. 900 af 16. december 1998 indeholder

følgende

ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 33

Loven træder i kraft den 1. marts 1999.

§ 36

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland

12)

, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis

sættes i kraft for disse landsdele med de ændringer, der følger af de særlige

færøske og grønlandske forhold.

Lov nr. 901 af 16. december 1998 indeholder

følgende

ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 2

Stk. 1.

Loven

træder i kraft den 1. marts 1999.

Stk. 2.

Samtidig

ophæves lov om skibsregistrering, jf. lovbekendtgørelse nr. 272 af 11. april

1997, samt §§ 1 og 2 i lov om skibes registrering, jf. lovbekendtgørelse

nr. 103 af 4. maj 1927.

Stk. 3.

Regler, der

er udstedt i medfør af de i stk. 2 nævnte love, forbliver i kraft

13)

, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt

i medfør af denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil

gældende regler.

§ 3

Stk. 1.

Loven

gælder ikke for Færøerne.

Stk. 2.

Loven

gælder ikke for Grønland

14)

, men kan ved kongelig

anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de afvigelser,

som

de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Lov nr. 228 af 21. april 1999 indeholder følgende

ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 2

Erhvervsministeren sætter loven eller dele heraf i

kraft i det omfang, det ikke strider mod internationale forpligtelser.

15)

§ 3

Loven gælder ikke for Grønland

16)

g Færøerne

17)

, men kan ved kongelig

anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de

særlige

grønlandske og færøske forhold tilsiger.

Lov nr. 106 af 13. februar 2001 indeholder følgende

ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juli 2001.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland

18)

, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for

disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske

forhold tilsiger.

Søfartsstyrelsen, den 15. juni 2004

Jørgen Hammer Hansen

/Kaare Christoffersen

Officielle noter

1)

Bekendtgørelse

nr. 902 af 12. november 2003 om en særlig ansvarsgrænse for skibe under 300

tons for andre krav end krav, der følger af personskader eller dødsfald.

2)

Beløbsgrænserne

er forhøjet ved bekendtgørelse nr. 720, 721 og 722 af 13. august 2003 om

forhøjelse af ansvars- og erstatningsgrænserne for olieforurening fra skibe

for

henholdsvis Danmark, Færøerne og Grønland.

3)

Se note 2.

4)

Lov nr. 170 af

16. marts 1994, søloven, som ændret ved lov nr. 205 af 29. marts 1995 blev

ved

kgl. anordning nr. 8 af 15. januar 1996 sat i kraft for Grønland den 1.

februar

1996. Lov nr. 205 af 29. marts 1995 trådte dog først i kraft den 30. maj

1996,

jf. § 1, 2. pkt. i anordningen.

5)

Kapitel 10,

10a, 10b, 12 og 20 samt §§ 502, 514, 515, 516, 517 og 518 i lov nr. 170 af

16.

marts 1994, søloven, som ændret ved lov nr. 205 af 29. marts 1995 blev ved

kgl.

anordning nr. 305 af 7. maj 1997 sat i kraft for Færøerne den 14. maj 1997.

Kapitel 10a og 10 b er dog ophævet fra den 16. maj 1998, jf. § 1, stk. 2, i

anordningen. Samtidig ophævedes kapitel 12, 15, 16 samt § 292 i den hidtil på

Færøerne gældende sølov, jf. lovbekendtgørelse nr. 141 af 1. april 1995.

6)

Loven trådte i

kraft i Danmark den 1. oktober 1994, jf. bekendtgørelse nr. 781 af 29. august

1994. Den hidtidige sølov, jf. lovbekendtgørelse nr. 653 af 13. oktober 1989

ophævedes dermed.

7)

Loven trådte i

kraft i Danmark den 30. maj 1996, jf. bekendtgørelse nr. 258 af 10. april

1996.

For Færøerne og Grønland se note 5 og 4.

8)

Kapitlerne 10a

og 10b er ophævet ved bekendtgørelse nr. 206 af 3. april 1998.

Bekendtgørelsens

§ 1, stk. 2 foreskriver dog, at for hændelser, som er omfattet af den

internationale konvention om det privatretlige ansvar for skader ved

olieforurening, 1969, (1969-ansvarskonventionen), og den internationale

konvention om oprettelse af en international fond for skader ved

olieforurening, 1971, (1971-fondskonventionen), som er indtrådt før den 16.

maj

1998, der har medført forureningsskader, finder kapitel 10 a og 10 b fortsat

anvendelse. Bestemmelserne om bidrag m.v. til 1971-fonden, jf. bekendtgørelse

nr. 450 af 29. august 1978 om den internationale fond om erstatning for

skader

ved olieforurening, finder fortsat anvendelse.

9)

§ 3 i lov nr.

394 af 22. maj 1996 om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet, lov om

skibes sikkerhed m.v. og søloven blev ved kgl. anordning nr. 609 af 25. juni

2001 sat i kraft for Grønland den 1. juli 2001.

10)

§ 2 indeholder

bestemmelser vedrørende søloven.

11)

§ 2 indeholder

bestemmelser vedrørende søloven.

12)

Lov om

sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 554 af 21. juni 2000 blev ved

kgl.

anordning nr. 607 af 25. juni 2001 sat i kraft for Grønland den 1. juli 2001.

13)

Bekendtgørelse

nr. 1044 af 6. december 1996 om registrering i Skibsregistret af skibe, hvis

ejer ikke opfylder betingelserne i sølovens § 1 og bekendtgørelse nr. 119 af

15. marts 1993 om registrering af skibe hjemmehørende i Grønland og

bekendtgørelse nr. 249 af 11. oktober 1957 om benyttelse af yachtflag.

14)

Lov nr. 901 af

16. december 1998 om ændring af søloven og ophævelse af lov om

skibsregistrering blev ved kgl. anordning nr. 609 af 25. juni 2001 sat i

kraft

for Grønland den 1. juli 2001.

15)

Jf.

bekendtgørelse nr. 56 af 24. januar 2003 om ikrafttræden af § 1, nr. 14, i

lov

nr. 228 af 21. april 1999 om ændring af søloven (Bemyndigelsesbestemmelse til

forhøjelse af ansvaret i medfør af 1992-anvarskonventionen) og bekendtgørelse

nr. 782 af 9. september 2003 om ikrafttræden af lov nr. 228 af 21. april 1999

om ændring af søloven (Gennemførelse af 1996-protokollen til

Globalbegrænsningskonventionen af 1976).

16)

§ 1, nr. 14 i

lov nr. 228 af 21. april 1999 om ændring af søloven blev ved kgl. anordning

nr.

609 af 25. juni 2001 sat i kraft for Grønland den 1. juli 2001, jf. § 3. § 1,

nr. 1-13 og nr. 15-20 i lov nr. 228 af 21. april 1999 om ændring af søloven,

blev ved kgl. anordning nr. 911 af 14. november 2003 sat i kraft for Grønland

den 1. januar 2004, jf. § 1.

17)

§ 1, nr. 14 i

lov nr. 228 af 21. april 1999 om ændring af søloven blev ved kgl. anordning

nr.

629 af 29. juli 2002 sat i kraft for Færøerne den 15. august 2002, jf. § 1,

nr.

1.

18)

Lov nr. 106 af

13. februar 2001 om ændring af søloven og retsplejeloven blev ved kgl.

anordning nr. 609 af 25. juni 2001 sat i kraft for Grønland den 1. juli 2001,

jf. § 4.

Lignende dokumenter