Forslag til Lov om ændring af lov om retsplejeloven (Etablering af Statsadvokaten og udvidelse af statslige myndigheders adgang til at møde i retten ved ansatte på myndighedsområdet m.v.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 4. november 2026 af justitsministeren (Nicolai Wammen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om retsplejeloven
(Etablering af Statsadvokaten og udvidelse af statslige myndigheders adgang til at møde i retten ved ansatte på myndighedsområdet m.v.)
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1298 af 7. november 2025, som ændret ved § 1 i lov nr. 1765 af 29. december 2025 og § 2 i lov nr. 263 af 11. februar 2026 og § 19 i lov nr. 764 af 8. september 2026, foretages følgende ændringer:
1. I § 32, stk. 3, indsættes efter »tolke«: », rettergangsfuldmægtige efter § 260, stk. 6 og 7,«.
2. I § 119, stk. 3, indsættes efter »domstolene,«: »Statsadvokaten,«.
3. I § 133, stk. 1, indsættes efter »advokat«: »eller rettergangsfuldmægtig efter § 260, stk. 6 og 7,«, og »advokaten« ændres til: »den pågældende«.
4. I § 133, stk. 2, ændres »advokater« til: »de personer, der er nævnt i stk. 1,«.
5. I § 133 indsættes som stk. 7:
»Stk. 7. Udføres en sag uforsvarligt for landsretten af en rettergangsfuldmægtig efter § 260, stk. 6 eller 7, kan vedkommende landsretspræsident give denne en tilkendegivelse herom. Findes rettergangsfuldmægtigens procedure for landsretten fortsat uforsvarlig, kan vedkommende landsretspræsident ved beslutning fratage denne adgangen til at møde i retten for landsretten efter § 260, stk. 6 og 7. Adgangen til at møde i retten kan generhverves ved rettens beslutning. 1.-3. pkt. finder tilsvarende anvendelse med hensyn til præsidenten for Sø- og Handelsrettens mulighed for at fratage adgangen til at møde i retten for Sø- og Handelsretten i andre sager end sager efter § 15, stk. 2, nr. 3.«
6. I § 134, stk. 1, indsættes to steder efter »advokat«: »eller rettergangsfuldmægtig efter § 260, stk. 6 eller 7,«, »fra Advokatrådet« udgår, og to steder ændres »advokaten« til: »den pågældende«.
7. I § 134, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»For advokater afgives den i 1. pkt. nævnte erklæring om vedkommendes virksomhed med møderet for landsret af Advokatrådet og for rettergangsfuldmægtige efter § 260, stk. 6 og 7, af vedkommende arbejdsgiver.«
8. I § 134 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Udføres en sag uforsvarligt for Højesteret af en rettergangsfuldmægtig efter § 260, stk. 6 eller 7, kan Højesteret give denne en tilkendegivelse herom. Findes rettergangsfuldmægtigens procedure for Højesteret fortsat uforsvarlig, kan Højesteret ved beslutning fratage denne adgangen til at møde i retten for Højesteret efter § 260, stk. 7, og en opnået møderet for Højesteret efter § 134, stk. 1. Adgangen til at møde i retten for Højesteret efter § 260, stk. 7, og en opnået møderet for Højesteret efter § 134, stk. 1, kan generhverves ved rettens beslutning.«
9. Efter syvende afsnit indsættes i første bog:
»Ottende afsnit. Statsadvokaten
Kapitel 15 d
§ 147 j. Statsadvokaten under Justitsministeriet skal udføre borgerlige sager på vegne af statslige myndigheder og yde rådgivning om juridiske spørgsmål til statslige myndigheder.
§ 147 k. Statsadvokaten er uafhængig af justitsministeren i udførelsen af borgerlige sager og ydelse af rådgivning efter § 147 j.
§ 147 l. Lov om offentlighed i forvaltningen og lov om aktindsigt i miljøoplysninger gælder ikke for den virksomhed, som Statsadvokaten udøver i medfør af § 147 j.«
10. I § 161 indsættes efter »advokat«: »eller rettergangsfuldmægtig efter § 260, stk. 6 eller 7,«, og efter »advokaten« indsættes: »eller rettergangsfuldmægtigen«.
11. I § 170, stk. 1, indsættes efter »patentrådgivere, som er optaget på den liste, der er anført i artikel 134, stk. 1, i den europæiske patentkonvention,«: »ansatte ved Statsadvokaten«.
12. I § 170, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »patentrådgivere som nævnt i stk. 1«: », ansatte ved Statsadvokaten«.
13. I § 170, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »hvad«: »en ansat ved Statsadvokaten eller«.
14. I § 260, stk. 1, ændres »stk. 2-10« til: »stk. 2-12«.
15. I § 260, stk. 2, ændres »stk. 3, 5, 6, 7, 9 og 10« til: »stk. 3, 5-9, 11 og 12«.
Læs alt
16. I § 260 indsættes efter stk. 5 som nye stykker:
»Stk. 6. En statslig myndighed kan møde i retten ved en person, der er ansat på det pågældende myndighedsområde med det særlige formål at møde i retten. Det er en betingelse, at den ansatte har en dansk juridisk bachelor- og kandidatuddannelse, jf. dog § 135 a, stk. 2, og at den ansatte for at møde i landsretten og Sø- og Handelsretten i sager, der ikke er omfattet af § 15, stk. 2, nr. 3, har opnået møderet efter § 133, jf. dog § 133, stk. 7, eller møder med henblik at opnå en sådan møderet og for at møde i Højesteret har opnået møderet efter § 134.
Stk. 7. Ansatte ved Statsadvokaten kan møde i retten for en statslig myndighed, jf. dog § 133, stk. 7, og § 134, stk. 3. Det er en betingelse, at den ansatte har en dansk juridisk bachelor- og kandidatuddannelse, jf. dog § 135 a, stk. 2.«
Stk. 6-11 bliver herefter stk. 8-13.
17. I § 260, stk. 8, der bliver stk. 10, ændres »stk. 6 og 7« til: »stk. 8 og 9«.
18. I § 267 a, stk. 1, 1. pkt. ændres »stk. 2, 3, 6, 7, 9 og 10« til: »stk. 2, 3, 6-9, 11 og 12«.
19. I § 316, stk. 1, 2. pkt. og § 408, stk. 2, 1. og 2. pkt., ændres »§ 260, stk. 6« til »§ 260, stk. 6-8« og »en statslig« ændres til: »en offentlig«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2027.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
2.
Lovforslagets hovedpunkter
2.1.
Etablering af Statsadvokaten
2.1.1.
Gældende ret
2.1.1.1.
Varetagelse af civile sager og juridiske rådgivningsopgaver
2.1.1.2.
Tilsyn
2.1.1.3.
Indsigt i materiale vedrørende retssager og juridisk rådgivning
2.1.2.
Justitsministeriets overvejelser
2.1.3.
Den foreslåede ordning
2.2.
Adgang for Statsadvokatens ansatte til at møde i retten på vegne af statslige myndigheder
2.2.1.
Gældende ret
2.2.1.1.
Retsplejelovens regler om advokaters møderetsmonopol
2.2.1.2.
Retsplejelovens regler om rettergangsfuldmægtige
2.2.1.3.
Retsplejelovens regler om god advokatskik
2.2.1.4.
Retsplejelovens regler om advokaters møderet
2.2.2.
Justitsministeriets overvejelser
2.2.3.
Den foreslåede ordning
2.3.
Adgang for Statsadvokatens ansatte til at opnå advokatbeskikkelse og til at opnå møderet med henblik på senere virke som advokat
2.3.1.
Gældende ret
2.3.1.1.
Retsplejelovens regler om beskikkelse som advokat m.v.
2.3.1.2.
Retsplejelovens regler om den teoretiske grunduddannelse
2.3.1.3.
Retsplejelovens forbud mod udøvelse af advokatvirksomhed i det offentlige
2.3.1.4.
Retsplejelovens regler om advokaters møderet
2.3.2.
Justitsministeriets overvejelser
2.3.3.
Den foreslåede ordning
2.4.
Udvidelse af statslige myndigheders adgang til at møde i retten ved ansatte på det pågældende myndighedsområde
2.4.1.
Gældende ret
2.4.2.
Justitsministeriets overvejelser
2.4.2.1.
Generelle overvejelser
2.4.2.2.
Den omfattede personkreds
2.4.2.3.
Uddannelseskrav
2.4.2.4.
Møderetten
2.4.2.5.
Tilsyn
2.4.3.
Den foreslåede ordning
2.5.
Adgang til dækning af sagsomkostninger til udgifter til bistand fra rettergangsfuldmægtige
2.5.1.
Gældende ret
2.5.2.
Justitsministeriets overvejelser
2.5.3.
Den foreslåede ordning
2.6.
Vidneudelukkelse for ansatte ved Statsadvokaten
2.6.1.
Gældende ret
2.6.2.
Justitsministeriets overvejelser
2.6.3.
Den foreslåede ordning
3.
Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5.
Administrative konsekvenser for borgerne
6.
Klimamæssige konsekvenser
7.
Miljømæssige konsekvenser
8.
Forholdet til EU-retten
9.
Hørte myndigheder og organisationer m.v.
10.
Sammenfattende skema
1. Indledning
Staten har siden 1936 haft en kammeradvokatordning, som indebærer, at staten som udgangspunkt anvender én leverandør af ekstern advokatbistand. Den nuværende kammeradvokatordning hviler på en aftale fra 2014 med ikrafttræden 1. januar 2015 indgået mellem Finansministeriet og det private advokatfirma Poul Schmith/Kammeradvokaten, mens aftalen tidligere er blevet indgået med en advokat fra samme firma, som derved påtog sig hvervet som kammeradvokat.
Det offentlige er i dag den hyppigst optrædende part i den civile retspleje. Staten, kommunerne og regioner fører hvert år som part flere tusinde retssager, hvor Poul Schmith/Kammeradvokaten fører hovedparten af dem, om end visse sager føres af andre advokater. Poul Schmith/Kammeradvokaten førte således 4.178 retssager i 2024 på vegne af staten, hvor det samlede forbrug af Poul Schmith/Kammeradvokatens ydelser udgjorde 654 millioner kr. i henhold til Kammeradvokaten – opgørelse over statens forbrug 2024, Økonomistyrelsen, april 2025, side 2-3.
I sommeren 2024 nedsatte den daværende regering (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) Ekspertgruppen om statens indkøb af juridiske advokatydelser, som fik til at opgave at analysere mulighederne for og potentialerne ved hel eller delvis konkurrenceudsættelse af de advokatydelser, der indkøbes gennem kammeradvokatordningen.
Ekspertgruppen afrapporterede i december 2024 og anbefalede i den forbindelse bl.a., at staten konkurrenceudsætter en række retsområder ved at sende disse i offentligt udbud og opretter en uafhængig statslig advokatfunktion med henblik på at løse flere juridiske opgaver internt. I december 2025 varslede Økonomistyrelsen en række ændringer af kammeradvokataftalen over for Poul Schmith/Kammeradvokaten, herunder bl.a. hjemtagelse af en række retsområder.
Ændringerne indebærer bl.a., at staten fremover i mindre omfang gør brug af aftalen med Poul Schmith/Kammeradvokaten på en række retsområder for i stedet at løse de pågældende opgaver ved egne ansatte. Hjemtagelse af civile sager i et større omfang, herunder bl.a. de komplekse eller principielle retssager, som behandles ved landsretterne og Højesteret, kræver oprettelse af en særlig myndighed, hvor de ansatte jurister – med henblik på at opbygge den nødvendige proceserfaring og viden i myndigheden – hovedsageligt beskæftiger sig med retssagsførelse.
Lovforslaget har på den baggrund til formål at oprette en offentlig myndighed på Justitsministeriets område, Statsadvokaten. Statsadvokaten får til opgave at varetage civile sager på vegne af statslige myndigheder samt yde rådgivning om juridiske spørgsmål til statslige myndigheder. Statsadvokaten skal i den forbindelse – ligesom tilfældet er, når myndigheder i dag indkøber ekstern advokatbistand – arbejde inden for rammer, som sikrer, at den kan fungere som statslige myndigheders juridiske rådgiver og varetage myndighedernes interesser. Statsadvokaten skal således udøve sine funktioner i relation til retssags- og rådgivningsopgaver uafhængigt af justitsministeren, hvilket indebærer bl.a., at Statsadvokaten ikke vil være underlagt justitsministerens tilsyns- eller instruktionsbeføjelser vedrørende disse opgaver.
Med oprettelsen af Statsadvokaten, hvis ansatte skal kunne møde i retten som rettergangsfuldmægtige på vegne af statslige myndigheder, indføres en helt ny ordning, hvor opgaven med varetagelse af en række af statens civile sager og juridisk rådgivning vil kunne løftes internt i staten. Det er forventningen, at dette på sigt vil medføre en markant styrkelse af statens interne juridiske kompetencer.
Lovforslaget indeholder følgende hovedpunkter:
– Statsadvokaten oprettes som en myndighed under Justitsministeriet. Statsadvokaten får til opgave at varetage civile sager samt yde rådgivning om juridiske spørgsmål til statslige myndigheder og skal ved udøvelsen af disse funktioner være uafhængig af justitsministeren.
– Ansatte ved Statsadvokaten med en dansk juridisk bachelor- og kandidatuddannelse får adgang til at møde i retten som rettergangsfuldmægtige på vegne af statslige myndigheder. Adgangen til at møde i retten omfatter alle retsinstanser, herunder byretten, landsretten, Sø- og Handelsretten og Højesteret.
– Ansatte ved Statsadvokaten får adgang til at opnå advokatbeskikkelse, idet ansættelsen skal anses for at være praktisk juridisk virksomhed, hvilket udgør et af kravene for at opnå advokatbeskikkelse. Den ansatte skal ved en eventuel opnåelse af advokatbeskikkelse under ansættelsen deponere denne straks.
– Statslige myndigheder får adgang til at kunne møde i retten ved medarbejdere, der er ansat med det særlige formål at møde i retten. Det stilles som betingelse, at den ansatte har en dansk juridisk bachelor- og kandidatuddannelse, jf. dog § 135 a, og at møderet for landsretten, Sø- og Handelsretten i sager, der ikke er omfattet af § 15, stk. 2, nr. 3, og Højesteret, er opnået efter retsplejeloven forud for eller under ansættelsen.
– Kommunerne og regionerne får - ligesom staten - adgang til af retten at få tilkendt sagsomkostninger for udgifter til bistand fra rettergangsfuldmægtige, når kommunen eller regionen møder i retten ved en af sine egne ansatte.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Etablering af Statsadvokaten
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Varetagelse af civile sager og juridiske rådgivningsopgaver
Statslige myndigheder skal som udgangspunkt selv – som led i den almindelige opgavevaretagelse – løse juridiske problemstillinger, der hører under den enkelte myndigheds ansvarsområde. Statslige myndigheder kan i den forbindelse søge intern rådgivning fra andre statslige myndigheder med ansvar for tværgående juridiske områder, herunder Justitsministeriet, Rådgivningsenheden – Statens Indkøb, Erhvervsministeriets Statsstøttesekretariat og Statsstøtteudvalg samt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Statsligt ansatte kan desuden møde i retten på vegne af myndigheden, hvis de ikke er ansat med det særlige formål at møde i retten, dvs. også udfører andre arbejdsopgaver end retssagsførelse, f.eks. administrativ sagsbehandling, jf. retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4. Statslige myndigheder har også mulighed for at indkøbe ekstern juridisk bistand til rådgivnings- og retssagsopgaver.
Den nuværende kammeradvokataftale (Kontrakt mellem Finansministeriet og Advokatfirmaet Poul Schmith om levering af juridiske ydelser) blev indgået i 2014 og trådte i kraft den 1. januar 2015. Aftalen har som tidligere aftaler om kammeradvokatordningen ikke været i udbud, idet den blev indgået før udbudslovens ikrafttræden den 1. januar 2016.
De statslige myndigheder omfattet af aftalen er frit stillet i forhold til selv at varetage juridiske opgaver, men hvis staten har behov for ekstern advokatbistand, følger det af aftalen, at Poul Schmith/Kammeradvokaten som udgangspunkt skal anvendes. De enkelte myndigheder kan dog i enkeltsager anvende andre advokater end Poul Schmith/Kammeradvokaten, når løsningen af den konkrete opgave ikke i særlig grad forudsætter f.eks. indsigt i staten som politisk organisation eller kendskab til statens sagsbehandling inden for et relevant sagsområde. Denne vurdering blev i 2017 overdraget fra Finansministeriet til den myndighed, der indkøber advokatydelser gennem kammeradvokataftalen. Indkøb af ekstern advokatbistand uden om kammeradvokataftalen er omfattet af de udbudsretlige regler.
2.1.1.2. Tilsyn
Den enkelte minister har et parlamentarisk og retligt ansvar for administrationen af lovgivningen inden for den pågældendes ressort. Dette ansvar modsvares af, at ministeren i almindelighed har over-/underordnelsesbeføjelser i forhold til de myndigheder, som indgår i det statslige administrative hierarki. En minister har således bl.a. mulighed for at føre tilsyn med den underordnede myndighed, udstede generelle og konkrete tjenestebefalinger, ligesom en underordnet myndigheds afgørelser kan indbringes for den overordnede myndighed efter den almindelige retsgrundsætning om administrativ rekurs. Lovgivningsmagten kan afskære en eller flere af de sædvanlige over-/underordnelsesbeføjelser, herunder f.eks. instruktionsbeføjelsen.
2.1.1.3. Indsigt i materiale vedrørende retssager og juridisk rådgivning
Det følger af offentlighedslovens § 1, at loven finder anvendelse på al virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning. Offentlighedsloven finder således bl.a. anvendelse for statslige myndigheder.
Det følger af offentlighedslovens § 7, at enhver kan forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en myndighed m.v. som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed.
Retten til aktindsigt kan begrænses i medfør af reglerne i offentlighedslovens kapitel 4. Det følger således bl.a. af offentlighedslovens § 27, nr. 4, at retten til aktindsigt ikke omfatter brevveksling med sagkyndige til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssager bør føres. Udtrykket ”brevveksling” i § 27, nr. 4, indebærer, at ikke blot selve den sagkyndige udtalelse, men også f.eks. processkrifter og andre dokumenter, som myndighedens advokat sender til myndigheden, kan undtages fra aktindsigt. Det gælder, selvom dokumenterne har været fremlagt i retten eller i øvrigt er gjort tilgængelige for modparten i retssagen, jf. betænkning nr. 1510/2009 om offentlighedsloven kapitel 16, pkt. 4.4.4.
Retten til aktindsigt omfatter uanset bestemmelsen i offentlighedslovens § 27, nr. 4, oplysninger om en sags faktiske grundlag, i det omfang oplysningerne er relevante for sagen, jf. offentlighedslovens § 28, stk. 1, 1. pkt.
Det følger endvidere af offentlighedslovens § 8 om egenacces, at alle har ret til at blive bekendt med oplysninger om personlige forhold, som omtales i dokumenter hos offentlige myndigheder. Retten til egenacces kan ligesom retten til aktindsigt begrænses i medfør af reglerne i offentlighedslovens kapitel 4. Begrænsningen i offentlighedslovens § 27, nr. 4, finder derfor ligeledes anvendelse for retten til egenacces. Det følger af miljøoplysningslovens § 1, stk. 1, at loven gælder for alle myndigheder m.v., der er omfattet af § 1 i lov om offentlighed i forvaltningen.
Miljøoplysningsloven finder således bl.a. anvendelse for statslige myndigheder. Efter miljøoplysningslovens § 2, stk. 1, kan retten til aktindsigt begrænses efter de undtagelser, der følger af bl.a. lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen med senere ændringer, herunder § 10, nr. 4, om myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager eller ved overvejelse af, om en retssag bør føres.
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
Det følger af ekspertgruppens rapport om statens indkøb af advokatydelser bl.a., at staten bør hjemtage løsningen af en større del af de juridiske opgaver, som løses ved indkøb af advokatydelser. Dette forudsætter, at staten styrker sine interne juridiske kompetencer.
Det følger desuden af rapporten, at en model herfor kunne være oprettelse af en uafhængig advokatfunktion i staten, der på relevante områder kan fungere som kompetencecenter i forbindelse med statslige institutioners behov for juridisk rådgivning og ved retssagsførelse. Ekspertgruppen henviser i den forbindelse til den norske model, hvor en offentlig myndighed, »Regjeringsadvokaten«, bistår den norske stat med juridisk rådgivning og retssagsførelse.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at hjemtagelse af civile sager i et større omfang, herunder bl.a. de komplekse eller principielle retssager, som behandles ved landsretterne og Højesteret, kræver oprettelse af en særlig myndighed, hvor de ansatte jurister – med henblik på at opbygge den nødvendige proceserfaring og viden i myndigheden – hovedsageligt beskæftiger sig med retssagsførelse.
Statsadvokatens ansatte vil være statsligt ansatte embedsmænd og dermed omfattet af de forvaltningsretlige regler samt de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger og principper, som bl.a. beskrevet i Kodex VII – Syv centrale pligter for embedsmænd i centraladministrationen (2015). De forvaltningsretlige grundsætninger og principper vil også skulle iagttages i relation til Statsadvokatens juridiske rådgivning og retssagsførelse, herunder princippet om at myndigheder skal iagttage god forvaltningsskik.
Dette vil i praksis betyde, at ansatte ved Statsadvokaten i relation til retssagsførelse vil være underlagt en række regler og normer for udøvelse af sin virksomhed. Statsadvokaten forudsættes i den forbindelse at fastsætte nærmere retningslinjer for sine ansatte om, hvad iagttagelse af forvaltningsretlige principper og grundsætninger, herunder god forvaltningsskik, indebærer i relation til rådgivning af og retssagsførelse for statslige myndigheder. Retningslinjerne bør inddrage relevante dele af det regelsæt, der gælder for advokater i medfør af Advokatsamfundets advokatetiske regler, der afspejler Advokatnævnets og domstolenes praksis for god advokatskik efter retsplejelovens § 126. Navnlig vil bestemmelser i kapitel 9 om sagens udførelse og kapitel 11 om advokaters procesførelse i den seneste udgave af de advokatetiske regler fra juli 2025, kunne være relevante at afspejle i sådanne retningslinjer. Justitsministeriet lægger i den forbindelse vægt på, at Statsadvokaten skal føre civile sager på vegne af statslige myndigheder, herunder bl.a. principielle eller komplekse sager for landsretten og Højesteret, hvor borgere er modparter, og hvor hensynet til retssikkerheden tilsiger, at Statsadvokatens ansatte i relevant omfang lever op til de samme etiske standarder og regler, som gælder for advokater.
Statsadvokaten bør som udgangspunkt indgå i det sædvanlige administrative myndighedshierarki og være underlagt justitsministerens tilsyns- og instruktionsbeføjelser. Statsadvokaten vil imidlertid skulle udfylde en særlig fællesstatslig rolle, idet myndigheden får til opgave at yde rådgivning til og føre civile sager for en række forskellige statslige myndigheder, herunder også inden for områder, som ikke hører under Justitsministeriets ressort, og i forbindelse med sager, som justitsministeren ikke er ansvarlig for.
På den baggrund finder Justitsministeriet, at Statsadvokaten skal være uafhængig af Justitsministeriet i forbindelse med Statsadvokatens varetagelse af civile sager på vegne af statslige myndigheder, og når myndigheden yder juridisk rådgivning til statslige myndigheder. Det er Justitsministeriets opfattelse, at uafhængigheden alene bør knytte sig til Statsadvokatens juridiske vurderinger, udformning af processkrifter, processuelle beslutninger og lignende, men at justitsministeren i øvrigt vil kunne pålægge Statsadvokaten f.eks. at påtage sig en retssags- eller rådgivningsopgave for en statslig myndighed.
Statsadvokaten vil – ligesom en ekstern privat advokat – som udgangspunkt skulle følge den opdragsgivende myndigheds instrukser, når der skal træffes beslutninger i relation til rådgivning og civile sager, f.eks. hvilken påstand der skal nedlægges, hvilke anbringender der skal fremføres, eller om en sag skal hæves. Dette forudsætter efter Justitsministeriets opfattelse, at den opdragsgivende myndigheds instruks kan gennemføres inden for de rammer, der gælder for Statsadvokatens ansatte. Det vil sige, at instruksen skal kunne gennemføres indenfor rammerne af bl.a. de forvaltningsretlige regler samt de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger og principper, herunder legalitetsprincippet som bl.a. beskrevet i Kodex VII. Det bemærkes i den forbindelse, at de ansatte hos den opdragsgivende myndighed også vil skulle leve op hertil.
Det er efter Justitsministeriets opfattelse en afgørende forudsætning for Statsadvokatens virke, at Statsadvokaten skal kunne udarbejde materiale til brug for varetagelsen af sine opgaver i relation til retssager og juridisk rådgivning, uden at andre gennem aktindsigtsanmodninger efter offentlighedsloven eller miljøoplysningsloven skal have adgang til at gøre sig bekendt hermed. Hensynet tager særligt sigte på, at f.eks. modparten i en retssag, ikke skal kunne gøre sig bekendt med det fortrolige rum for interne juridiske vurderinger, strategiske overvejelser og den øvrige forberedelse af en sag hos Statsadvokaten gennem reglerne i offentlighedsloven eller miljøoplysningsloven. Det bemærkes i den forbindelse, at offentlighedsloven og miljøoplysningsloven ikke gælder for private advokatfirmaer, herunder når disse bistår offentlige myndigheder, og at der dermed ikke kan søges om aktindsigt i f.eks. dokumenter vedrørende rådgivnings- eller retssager ved et privat advokatfirma. Det bemærkes endvidere, at den korrespondance og juridiske rådgivning m.v., som Statsadvokaten måtte udveksle med statslige myndigheder, som altovervejende hovedregel vil kunne undtages fra aktindsigt hos den opdragsgivende myndighed efter offentlighedslovens § 27, nr. 4, hvorefter retten til aktindsigt ikke omfatter brevveksling med sagkyndige til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssag bør føres. Ekstraheringspligten i offentlighedslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., indebærer samtidig, at der uanset undtagelsen i lovens § 27, nr. 4, er ret til aktindsigt i oplysninger om en sags faktiske grundlag i det pågældende materiale. Den foreslåede ordning ændrer ikke på, at der fortsat vil kunne søges aktindsigt hos den offentlige myndighed, som modtager bistand fra Statsadvokaten. Dette materiale vil ligeledes være omfattet af offentlighedslovens § 27, nr. 4, og § 28, stk. 1, 1. pkt.
Det ville efter Justitsministeriets opfattelse være uhensigtsmæssigt, hvis statslige myndigheder – alene fordi retssags- og rådgivningsopgaverne efter forslaget skal håndteres af Statsadvokaten fremfor af et privat advokatfirma – skulle stilles i en ringere position i f.eks. en retssag, fordi modparten ville kunne få indsigt i Statsadvokatens interne sager, dokumenter m.v., som Statsadvokaten har oprettet som følge af en retssags- eller rådgivningsopgave, og som ikke er udvekslet med den opdragsgivende myndighed.
Det er på den baggrund Justitsministeriets vurdering, at offentligheden ikke bør have adgang til aktindsigt i Statsadvokatens sager om retssager og rådgivning.
Justitsministeriet bemærker, at ovenstående hensyn alene gør sig gældende for Statsadvokatens sager om retssager og rådgivning, hvorfor offentlighedsloven fortsat bør finde anvendelse for Statsadvokatens sager om administrative forhold, herunder personalesager vedrørende ansatte hos Statsadvokaten, statistikker over antal af retssager og sager om Statsadvokatens budgetter og regnskab.
2.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at Statsadvokaten vil kunne varetage civile sager på vegne af statslige myndigheder samt yde rådgivning om juridiske spørgsmål til statslige myndigheder.
Den foreslåede ordning indebærer, at Statsadvokaten som udgangspunkt vil skulle varetage forberedelsen og hovedforhandlingen af civile sager, hvor en statslig myndighed er sagsøgt eller sagsøger. Dette gælder dog ikke sager, der er omfattet af et konkurrenceudsat område, sager der er hjemtaget til den enkelte statslige myndighed, sager der er omfattet af den reviderede aftale med Poul Schmith/Kammeradvokaten, sager som den statslige myndighed i øvrigt fører ved egne ansatte, og sager som Statsadvokaten f.eks. af ressource- eller kompetencemæssige grunde ikke har mulighed for at påtage sig. Inden for den foreslåede ordning vil Statsadvokaten kunne varetage udvalgte civile sager, ligesom Statsadvokaten i takt med opbygningen af viden og kompetencer vil kunne varetage en større sagsportefølje.
Den foreslåede ordning indebærer desuden, at Statsadvokaten i visse tilfælde vil skulle yde juridisk rådgivning til statslige myndigheder. Der vil navnlig være tale om rådgivning i relation til retssager.
Uden for de tilfælde, hvor en rådgivningssag utvivlsomt har tilknytning til en retssag, forudsættes det, at statslige myndigheder forud for inddragelse af Statsadvokaten som udgangspunkt vil skulle søge rådgivning hos den eller de relevante statslige myndigheder, som har ansvaret for det retsområde eller den regulering, rådgivningen drejer sig om. Det betyder, at rådgivningssager vedrørende f.eks. stats- og forvaltningsret eller statsstøtte vil skulle søges løst med bistand fra henholdsvis Justitsministeriets Lovafdeling og Erhvervsministeriets Statsstøttesekretariat, inden Statsadvokaten inddrages. Oprettelsen af Statsadvokaten ændrer således ikke på det udgangspunkt, som gælder i dag, om, at grundlæggende spørgsmål om offentlig regulering, herunder bl.a. lovfortolkning og hjemmelsspørgsmål, skal søges løst internt i myndigheden, evt. under inddragelse af Justitsministeriet eller andre myndigheder med ansvar for tværgående juridiske discipliner. Det samme gælder tilbagevendende sagstyper, som udgør en del af statslige myndigheders kerneopgaver, herunder bl.a. lov- og forskriftsforberedende arbejde, ministerbetjening samt udarbejdelse af afgørelser i f.eks. konkrete aktindsigtssager.
Det forudsættes i den forbindelse, at Statsadvokaten som det klare udgangspunkt ikke vil skulle varetage konkret sagsbehandling på vegne af statslige myndigheder, f.eks. bidrage til nedbringelse af sagsbunker.
Statsadvokaten vil skulle varetage rådgivnings- og retssagsopgaver efter anmodning fra en statslig myndighed. Under iagttagelse af bl.a. forvaltningsretten vil Statsadvokaten – ligesom en ekstern advokat – skulle fremføre myndighedens synspunkter i retten. Statsadvokaten vil skulle varetage den opdragsgivende myndigheds interesser, mens det er den enkelte myndighed, der som part i sagen vil bære procesrisikoen, herunder bl.a. vil skulle betale sagens omkostninger, eventuel erstatning til modparten mv.
De forvaltningsretlige regler samt de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger og principper, som bl.a. beskrevet i Kodex VII, vil også gælde for Statsadvokaten og dennes ansatte. Dette vil i praksis betyde, at ansatte ved Statsadvokaten i relation til retssagsførelse vil være underlagt en række regler og normer for udøvelse af sin virksomhed. Statsadvokaten forudsættes i den forbindelse at fastsætte nærmere retningslinjer for sine ansatte om bl.a., hvad iagttagelse af forvaltningsretlige principper og grundsætninger, herunder god forvaltningsskik, indebærer i relation til rådgivning af og retssagsførelse for statslige myndigheder. Retningslinjerne bør inddrage relevante dele af det regelsæt, der gælder for advokater i medfør af Advokatsamfundets advokatetiske regler, der afspejler Advokatnævnets og domstolenes praksis for god advokatskik efter retsplejelovens § 126. Navnlig vil bestemmelser i kapitel 9 om sagens udførelse og kapitel 11 om advokaters procesførelse i den seneste udgave af de advokatetiske regler fra juli 2025, kunne være relevante at afspejle i sådanne retningslinjer.
Det foreslås, at Statsadvokaten oprettes som en myndighed under Justitsministeriet, hvilket indebærer, at Statsadvokaten vil komme til at indgå i det almindelige administrative myndighedshierarki på Justitsministeriets område og dermed som udgangspunkt vil være underlagt justitsministerens tilsyns- og instruktionsbeføjelse. Justitsministeren vil således bl.a. kunne pålægge Statsadvokaten at håndtere en retssag eller rådgivningssag for ministeriet eller en anden statslig myndighed.
Det foreslås imidlertid, at Statsadvokaten vil skulle være uafhængig af Justitsministeriet i forbindelse med varetagelse af civile sager for statslige myndigheder. Det kan eksempelvis være, når Statsadvokaten og den opdragsgivende myndighed beslutter, hvilke påstande der skal nedlægges i en konkret retssag, hvilke anbringender der skal gøres gældende, eller om en sag skal f.eks. hæves eller ankes. Det gælder også, selvom retssagen måtte vedrøre lovgivning, som hører under Justitsministeriets ressort. Det foreslås endvidere, at Statsadvokaten vil skulle være uafhængig af Justitsministeriet, når Statsadvokaten rådgiver statslige myndigheder.
Når Statsadvokaten varetager civile sager på vegne af andre statslige myndigheder end Justitsministeriet og ministeriets underliggende myndigheder, er det den enkelte opdragsgivende statslige myndighed, som håndterer dialogen med Statsadvokaten og i øvrigt træffer den endelige beslutning i forhold til, om en sag skal forliges, føres ved domstolene eller ankes, og hvordan. Dialogen mellem den opdragsgivende statslige myndighed og Statsadvokaten sker uafhængigt af Justitsministeriet, som således f.eks. ikke som udgangspunkt vil skulle forholde sig til Statsadvokatens processkrifter, udkast til procedure, vurderinger og lignende i sagen.
Den enkelte opdragsgivende statslige myndighed kan imidlertid – ligesom tilfældet er i dag, når en statslig myndighed indkøber ekstern advokatbistand – anmode andre relevante myndigheder, herunder bl.a. Justitsministeriet, om bemærkninger til Statsadvokatens processkrifter mv., hvis det vurderes relevant, f.eks. fordi retssagen berører lovgivning inden for det pågældende ministeriums ressortområde.
Der lægges op til, at uafhængigheden af Justitsministeriet alene vil skulle knytte sig til Statsadvokatens juridiske vurderinger, udformning af processkrifter, processuelle beslutninger og lignende. Det indebærer, at Justitsministeriet i disse tilfælde ikke vil kunne give instruktioner eller føre tilsyn med Statsadvokaten.
Der lægges desuden op til, at Statsadvokaten skal følge den opdragsgivende myndigheds instrukser, når der skal træffes beslutninger i relation til rådgivning og retssager, f.eks. hvilken påstand der skal nedlægges, hvilke anbringender der skal fremføres, eller om en sag skal f.eks. hæves eller ankes. Det forudsættes i den forbindelse, at den opdragsgivende myndigheds instruks kan gennemføres inden for de rammer, der gælder for Statsadvokatens ansatte, herunder forvaltningsretten. Det vil bl.a. indebære, at det er en forudsætning, at instruksen er lovlig og saglig, og at Statsadvokaten kan foretage en selvstændig vurdering heraf, samt oplyse og rådgive den opdragsgivende myndighed om de eventuelle konsekvenser, som er forbundet med myndighedens instruks. Statsadvokaten vil således f.eks. kunne og skulle nægte at følge en statslig myndigheds instruks om at foretage et processuelt skridt, som er i strid med retsplejeloven, eller hvor det er åbenbart, at myndighedens krav mod en borger eller virksomhed er grundløst. Statsadvokaten vil omvendt skulle følge instruksen fra den opdragsgivende myndighed, medmindre dette vil være i strid med de krav, Statsadvokatens ansatte som ansatte i en offentlig myndighed skal leve op til efter de forvaltningsretlige regler samt de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger og principper, som bl.a. beskrevet i Kodex VII. Det bemærkes i den forbindelse, at de ansatte hos den opdragsgivende myndighed også vil skulle leve op til bl.a. forpligtelserne heri.
Det foreslås, at lov om offentlighed i forvaltningen og lov om aktindsigt i miljøoplysninger ikke vil finde anvendelse på Statsadvokatens virksomhed udøvet i medfør af den foreslåede § 147 j. Den foreslåede ordning vil dermed omfatte alle sager, som Statsadvokaten varetager efter den foreslåede § 147 j, hvorefter Statsadvokaten vil få til opgave at varetage civile sager på vegne af statslige myndigheder og yde rådgivning til statslige myndigheder om juridiske spørgsmål. Statsadvokatens virksomhed efter den foreslåede § 147 j forudsætter således også, at Statsadvokaten ikke kan forpligtes til at udlevere materiale, der ikke er udvekslet med den opdragsgivende myndighed, men som i de fleste tilfælde vil afspejle f.eks. foreløbige overvejelser, risikovurderinger, strategiovervejelser m.v.
Dette skal ses i lyset af, at Statsadvokaten vil få til opgave at varetage civile sager på vegne af statslige myndigheder og yde rådgivning til statslige myndigheder om juridiske spørgsmål. Statsadvokaten vil f.eks. skulle rådgive statslige myndigheder om juridiske tvivlsspørgsmål og overvejelser i forbindelse med en retssag og i den forbindelse – ligesom en ekstern privat advokat – være den pågældende myndigheds fortrolige rådgiver.
Ordningen vil indebære, at alle dokumenter og andet materiale, som Statsadvokaten udarbejder, modtager eller på anden måde behandler i forbindelse med varetagelsen af retssags- og rådgivningssager efter den foreslåede § 147 j, undtages offentlighedslovens regler og miljøoplysningslovens regler. Dette medfører, at offentligheden ikke vil kunne få kendskab til materiale omfattet af bestemmelsen gennem reglerne om aktindsigt i offentlighedsloven og miljøoplysningsloven.
Den foreslåede ordning ændrer ikke på, at der fortsat vil kunne søges aktindsigt hos den offentlige myndighed, som modtager bistand fra Statsadvokaten. Dette materiale vil ligeledes være omfattet af offentlighedslovens § 27, nr. 4, og § 28, stk. 1, 1. pkt.
Den foreslåede ordning skal således ses som et supplement til den beskyttelse, der allerede findes i offentlighedslovens § 27, nr. 4, men som kun gælder dokumenter udvekslet med en opdragsgivende myndighed.
Den foreslåede ordning vil ikke omfatte øvrige dokumenter, som Statsadvokaten behandler på andet grundlag end den foreslåede § 147 j. Det medfører, at f.eks. Statsadvokatens lønoplysninger, personalesager, statistikker over antal af retssager mv. ikke vil være omfattet af den foreslåede generelle undtagelse fra offentlighedsloven. Der vil derfor kunne søges om aktindsigt efter reglerne i offentlighedsloven i disse dokumenter.
Det forudsættes, at når Statsadvokaten modtager en aktindsigtsanmodning i materiale vedrørende den virksomhed, som Statsadvokaten udfører efter den foreslåede § 147 j, vil Statsadvokaten skulle afvise anmodningen allerede af den grund, at anmodningen omhandler retssags- eller rådgivningssager, som Statsadvokaten håndterer efter den foreslåede § 147 j.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9, og bemærkningerne hertil.
2.2. Adgang for Statsadvokatens ansatte til at møde i retten på vegne af statslige myndigheder
2.2.1. Gældende ret
2.2.1.1. Retsplejelovens regler om advokaters møderetsmonopol
Udgangspunktet er, at advokater efter retsplejelovens § 131 er eneberettigede til at udføre retssager for andre, jf. dog retsplejelovens § 136 om en advokats muligheder for at give møde ved en anden advokat eller ved en advokatfuldmægtig, § 260 om rettergangsfuldmægtige og § 730 om forsvarere i straffesager.
Spørgsmålet om advokaternes møderetsmonopol blev berørt i forbindelse med lov nr. 520 af 6. juni 2007 om ændring af retsplejeloven (revision af regler om advokaters virksomhed). Forslaget til loven byggede på Advokatudvalgets betænkning nr. 1479/2006 om retsplejelovens regler om advokater.
I bemærkningerne til lovforslag nr. L 163 som fremsat den 28. februar 2007, der nyaffattede retsplejelovens § 260, gennemgås gældende ret for advokaters møderetsmonopol og de bagvedliggende hensyn. Her anføres det, at retsplejelovens forarbejder ikke indeholder nogen nærmere angivelse af, hvilke hensyn advokaters møderetsmonopol hviler på, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 5454.
Det anføres samtidig bl.a., at reglerne om advokaters møderetsmonopol er til for at sikre, at parterne får bistand under en retssag fra personer, som er uafhængige og kyndige, og som har en særlig viden om retssystemet.
Det anføres derudover, at advokaters møderetsmonopol endvidere må antages at hvile på et hensyn til domstolene, eftersom domstolene ud fra det overordnede mål om en hurtig og korrekt behandling af tvister har en væsentlig interesse i, at alle aktører i en retssag formår at bidrage aktivt til en effektivisering og koncentration af processen, herunder sikre at denne ikke forlænges unødigt.
Endelig antages det, at møderetsmonopolet hviler på mere overordnede samfundsmæssige hensyn, hvor domstolene er den sidste adgang til konfliktløsning i sager, parterne ikke har formået at løse på anden vis, og dette konfliktløsningsforum vil altid for én af parterne indebære et element af tvang. Domstolene er endvidere med til at fastlægge gældende ret, og det kan anføres, at et retssamfund i den henseende har en forpligtelse til at sikre et velfungerende domstolsvæsen, hvor alle involverede besidder et højt fagligt niveau.
Der henvises til pkt. 7.1.4 i de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. L 163 som fremsat den 28. februar 2007, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 5454-5455.
2.2.1.2. Retsplejelovens regler om rettergangsfuldmægtige
Retsplejelovens kapitel 25 regulerer, hvem der kan repræsentere en part i en civil retssag som rettergangsfuldmægtig.
I medfør af retsplejelovens § 260, stk. 1, kan en part lade en anden møde for sig i retten efter reglerne i stk. 2-10 om rettergangsfuldmægtige.
Det følger af retsplejelovens § 260, stk. 2, at advokater er eneberettigede til at møde i retten som fuldmægtige for parterne, medmindre andet følger af stk. 3, 5, 6, 7, 9 og 10.
Efter retsplejelovens § 260, stk. 3, kan der dog mødes for en part i retten ved personer, der 1) er værge for en part, der er umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7, 2) er beslægtet eller besvogret med en part i op- eller nedstigende linje eller i sidelinjen så nær som søskendebørn eller er partens ægtefælle, adoptiv- eller plejeforælder, adoptiv- eller plejebarn, 3) hører til samme husstand som parten eller 4) er ansat hos parten for et tidsrum, der ikke er kortere end 1 måned, og – når parten ikke selv er advokat – ikke med det særlige formål at møde i retten.
Undtagelsen til advokaters møderetsmonopol i retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4, giver bl.a. adgang til, at offentligt ansatte, som er ansat af parten for et tidsrum, der ikke er kortere end 1 måned, og som ikke er ansat med det særlige formål at møde i retten, kan være partsrepræsentant for sin arbejdsgiver i retten. Udgifter til bistand fra sådanne repræsentanter erstattes for statslige myndigheder ligesom advokatbistand som sagsomkostninger med et passende beløb, jf. § 316, stk. 2, 2. pkt., jf. eksempelvis Vestre Landsrets kendelse af 6. maj 2022 i BS-5667/2022-VLR, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2022, s. 3115 ff.
Som det fremgår af pkt. 2.1.2.1 i lovforslag nr. L 74 som fremsat den 24. oktober 2018, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), tillæg A, L 74 som fremsat, side 5, har retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4 – på nær sproglige opdateringer – eksisteret uændret siden retsplejelovens gennemførelse i 1916. Forarbejderne til bestemmelsen rummer ikke væsentlige bidrag til forståelsen af baggrunden for betingelserne om henholdsvis ansættelsens varighed (mindst 1 måned) og ansættelsens formål (ikke med det særlige formål at møde i retten).
Offentlige myndigheder skal overholde bl.a. god forvaltningsskik. God forvaltningsskik er normer og principper for, hvordan myndighederne bør optræde i forhold til borgerne. Det betyder generelt, at myndighederne bl.a. skal optræde venligt og hensynsfuldt og på en måde, der styrker tilliden til den offentlige forvaltning. God forvaltningsskik kan ligeledes have betydning ved bedømmelsen af myndighedernes sagsbehandling. God forvaltningsskik indebærer således bl.a., at sager i den offentlige forvaltning skal behandles inden for rimelig tid og ikke må trække unødigt ud. Samtidig skal sagsbehandlingens kvalitet være forsvarlig. Offentlige myndigheder skal sikre, at de ansatte i myndigheden repræsenterer myndigheden i retten, jf. retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4, på en måde, som er i overensstemmelse hermed. Folketingets Ombudsmand påser, at myndigheder overholder god forvaltningsskik og kan udtale kritik, såfremt det ikke er tilfældet.
Efter retsplejelovens § 260, stk. 5, kan en part i sager om inddrivelse af forfaldne pengekrav efter reglerne i kapitel 44 a om den forenklede inkassoproces, i sager i den forenklede proces efter reglerne i kapitel 39 om småsagsprocessen samt under udlægsforretninger i fogedretten møde i retten ved andre end de personer, der er nævnt i stk. 2 og 3.
Der gælder ikke krav til uddannelse eller møderet for landsret, Sø- og Handelsretten og Højesteret i forhold til rettergangsfuldmægtige omfattet af retsplejelovens § 260, stk. 3 og 5.
Det følger af retsplejelovens § 260, stk. 6, at justitsministeren kan tillade ansatte i foreninger, interesseorganisationer og lign., der virker som partsrepræsentanter i det arbejdsretlige system, at møde for en part i byretten i retssager vedrørende løn- og ansættelsesforhold, som foreningerne, interesseorganisationerne og lign. som mandatar udfører for deres medlemmer inden for foreningens interesseområde. Det er en betingelse, at den ansatte har en dansk juridisk bachelor- og kandidatuddannelse, jf. dog § 135 a, stk. 2 (om prøvetid for juridiske kandidater fra andre EU- eller EØS-lande m.v.). Kompetencen er delegeret til Civilstyrelsen i henhold til pkt. 2, litra f, i cirkulæreskrivelse nr. 11201 af 8. december 2015 om overførsel til Civilstyrelsen af kompetence til at træffe afgørelser i konkrete sager på advokatområdet.
Det følger af bemærkningerne til lovforslaget, der indførte retsplejelovens § 260, stk. 6, at bestemmelsen giver jurister, der virker som partsrepræsentanter i det arbejdsretlige system, adgang til at repræsentere organisationens medlemmer i byretssager inden for organisationens interesseområde. Det arbejdsretlige system omfatter navnlig Arbejdsretten, faglige voldgifter, Afskedigelsesnævnet og Tvistighedsnævnet. Adgangen for de ansatte til at møde for byretten er dog begrænset til de sager vedrørende løn- og ansættelsesforhold, som organisationerne fører som mandatar for medlemmerne inden for organisationens formålsbestemmelse. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 35, i lovforslag nr. L 163 som fremsat den 28. februar 2007, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 5472.
I medfør af retsplejelovens § 260, stk. 7, kan ansatte ved Forbrugerombudsmanden med justitsministerens tilladelse møde for en part i byretten, landsretten samt Sø- og Handelsretten i retssager inden for Forbrugerombudsmandens virksomhed, hvor Forbrugerombudsmanden optræder som mandatar. Det er en betingelse, at den ansatte har en dansk juridisk bachelor- og kandidatuddannelse, jf. dog § 135 a, stk. 2, og at den ansatte for at møde i landsretten eller Sø- og Handelsretten har opnået møderet for landsretten og for Sø- og Handelsretten efter bestemmelsen i § 133 eller møder med henblik på at opnå en sådan møderet. Kompetencen er delegeret til Civilstyrelsen i henhold til pkt. 2, litra g, i cirkulæreskrivelse nr. 11201 af 8. december 2015 om overførsel til Civilstyrelsen af kompetence til at træffe afgørelser i konkrete sager på advokatområdet.
Det følger af retsplejelovens § 260, stk. 9, at når det under hensyn til sagens karakter og øvrige omstændigheder findes forsvarligt, kan retten tillade, at der mødes ved advokat fra et andet nordisk land.
Endvidere fremgår det af retsplejelovens § 260, stk. 10, at det er tilladt under skiftebehandlinger at lade møde for sig ved andre end de i stk. 2 og 3 nævnte personer, og det samme gælder under fogedforretninger, derunder auktionsforretninger, for dens vedkommende, imod hvem retshandlingen er rettet, og under sidstnævnte forretninger for de bydendes vedkommende, alt for så vidt ikke fremsatte påstande eller indsigelser foranlediger forhandling for vedkommende ret, jf. dog § 495, stk. 2 (om ægtefæller og andre personers muligheder for at varetager en skyldners interesse under en fogedforretning, hvor skyldneren ikke giver møde eller træffes).
Det fremgår af retsplejelovens § 261, stk. 1, at en rettergangsfuldmægtig, der ikke er advokat, skal være over 18 år og uberygtet.
Efter retsplejelovens § 267 a, stk. 1, skal den, som uden at være omfattet af § 260, stk. 2, 3, 6, 7, 9 og 10, samt § 136, stk. 8, i medfør af § 260, stk. 5, repræsenterer en part i sager om inddrivelse af forfaldne pengekrav efter reglerne i kapitel 44 a, i sager i den forenklede proces efter reglerne i kapitel 39 samt under udlægsforretninger i fogedretten, udvise en adfærd, som er i overensstemmelse med god skik for rettergangsfuldmægtige. Rettergangsfuldmægtigen skal udføre sit hverv grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klientens tarv tilsiger. Sagen skal fremmes med den fornødne hurtighed.
Det følger af stk. 2, at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om god skik for rettergangsfuldmægtige. Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1475 af 12. december 2007 om god skik for rettergangsfuldmægtige.
Det følger endvidere af § 267 b, at justitsministeren påser, at rettergangsfuldmægtige overholder reglerne om god skik i § 267 a og forskrifter udstedt i medfør heraf på grundlag af indberetning fra retterne og klager fra klienter eller andre, der har en retlig interesse heri. Kompetencen er delegeret til Civilstyrelsen i henhold til pkt. 2, litra h, i cirkulæreskrivelse nr. 11201 af 8. december 2015 om overførsel til Civilstyrelsen af kompetence til at træffe afgørelser i konkrete sager på advokatområdet.
2.2.1.3. Retsplejelovens regler om god advokatskik
Efter retsplejelovens § 126, stk. 1, 1. pkt., skal advokater udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik. Bestemmelsen foreskriver endvidere i 2. pkt., at advokaten herunder skal udføre sit hverv grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klienternes tarv tilsiger.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at ved god advokatskik forstås den adfærd som gode og omhyggelige, fagligt kompetente advokater udviser, og som opfylder de faglige og etiske krav, der må opstilles på grundlag af lovgivningens regler om advokaters funktioner.
Det nærmere indhold af begrebet »god advokatskik« vil, som det anføres i advokatudvalgets betænkning nr. 871/1979 om revision af retsplejelovens afsnit om advokater, side 59, være afhængig af den til enhver tid rådende opfattelse, således at kravene til advokaters adfærd må tilpasses ændringer i samfundsforholdene og deraf følgende ændrede opgaver for advokaterne. Begrebet rummer dog en fast kerne af normer, der vil være gældende til enhver tid. Foruden de krav, der udtrykkeligt er angivet i selve bestemmelsen, vil begrebet »god advokatskik« navnlig omfatte krav om hæderlighed, nøjagtighed og pålidelighed. Den nærmere fastlæggelse af indholdet af »god advokatskik« i forskellige relationer vil blive foretaget af Advokatnævnet i forbindelse med afgørelser af disciplinærsager, der indbringes for nævnet.
Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 6 i lovforslag nr. L 150 som fremsat den 19. marts 1982, jf. Folketingstidende 1981-82 (2. samling), tillæg A, spalte 3790-3791.
Advokatrådet, der er Advokatsamfundets bestyrelse, udarbejder vejledende retningslinjer (de såkaldte advokatetiske regler) for god advokatskik efter retsplejelovens § 126 i henhold til § 25, stk. 1, i Advokatsamfundets vedtægt, jf. bilag 1 til bekendtgørelse nr. 1631 af 19. december 2024 om godkendelse af vedtægt for Det Danske Advokatsamfund. De advokatetiske regler skal afspejle Advokatnævnets og domstolenes praksis, jf. vedtægtens § 25, stk. 2.
Det fremgår af betænkning nr. 1479/2006, side 38, at reglerne er udtryk for advokatstandens opfattelse af de krav, som må stilles til advokaters professionelle standard og etik i forbindelse med udøvelse af advokatvirksomhed, og skal tjene som vejledning for advokaterne, deres klienter og offentligheden, ligesom reglerne har til formål dels at sammenfatte Advokatnævnets praksis, dels at udgøre et bidrag til Advokatnævnets fastlæggelse af retsplejelovens standard ”god advokatskik”, navnlig på områder, hvor der ikke findes nævns- eller domstolspraksis.
Af artikel 1 i de advokatetiske regler af 1. juli 2025 fremgår det, at reglerne gælder for alle advokater, og for advokater ansat i virksomheder og organisationer med de nødvendige tilpasninger. I henhold til artikel 2 afspejler reglerne Advokatnævnets og domstolenes praksis, og på områder, der er uafklaret i praksis, udtrykker de Advokatrådets opfattelse af, hvad der er god advokatskik.
2.2.1.4. Retsplejelovens regler om advokaters møderet
Det følger af retsplejelovens § 132, at enhver advokat har møderet for byret, for Sø- og Handelsretten i sager omfattet af § 15, stk. 2, nr. 3, og for Den Særlige Klageret.
Af retsplejelovens § 133, stk. 1, følger, at en advokat har møderet for landsret og i alle sager for Sø- og Handelsretten, når advokaten har bestået en prøve i procedure. Prøven kan i medfør af stk. 2 foruden af advokater aflægges af autoriserede advokatfuldmægtige, der i medfør af § 136, stk. 4, hvorefter en advokat med møderet for landsret kan give møde ved sin autoriserede fuldmægtige i landsretten og alle sager i Sø- og Handelsretten, kan give møde for landsretten. Det er efter § 136, stk. 4, et krav, at den pågældende er advokat eller i 2 år har været i praktisk juridisk virksomhed, jf. § 119, stk. 3.
Ifølge retsplejelovens § 134, stk. 1, har en advokat møderet for Højesteret, når den pågældende har indgivet anmeldelse til Højesterets justitskontor vedlagt en erklæring fra Advokatrådet om, at advokaten i mindst 5 år har været i virksomhed som advokat med møderet for landsret, og en erklæring fra vedkommende landsret, herunder Grønlands Landsret, om, at advokaten er øvet i procedure.
Det følger endvidere af retsplejelovens § 134, stk. 2, at hvis en advokats udførelse af en sag for Højesteret er uforsvarlig, kan Højesteret give advokaten en tilkendegivelse herom. Findes advokatens procedure for Højesteret fortsat uforsvarlig, kan retten ved beslutning fratage advokaten møderetten. Møderetten kan generhverves ved rettens beslutning herom.
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
Det offentlige er i dag som part i retten hovedsageligt repræsenteret af advokatfirmaet Poul Schmith/Kammeradvokaten og i et vist omfang af andre advokatfirmaer, omend en offentlig myndighed desuden kan lade sig repræsentere ved egne ansatte som rettergangsfuldmægtige efter retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at hjemtagelse af civile sager i et større omfang, herunder bl.a. de komplekse eller principielle retssager, som behandles ved landsretterne og Højesteret, kræver oprettelse af en særlig myndighed, hvor de ansatte jurister – med henblik på at opbygge den nødvendige proceserfaring og viden i myndigheden – hovedsageligt beskæftiger sig med retssagsførelse.
Justitsministeriet finder på den baggrund et behov for at skabe grundlag for, at Statsadvokatens ansatte som rettergangsfuldmægtige kan repræsentere statslige myndigheder i civile sager i retten.
En ordning, hvor Statsadvokatens ansatte får adgang til at møde i retten på vegne af statslige myndigheder vil indebære, at Statsadvokaten vil kunne opbygge og gøre brug af en indgående specialviden om genstanden for søgsmålet og de retsregler, der knytter sig til området. Den ansatte vil desuden i højere grad kunne opbygge proceserfaring, fordi Statsadvokatens primære formål er at føre retssager på vegne af statslige myndigheder og yde juridisk rådgivning til statslige myndigheder. Dette vil indebære en styrkelse af statens interne juridiske kompetencer, samtidigt med at det offentliges udgifter til advokatbistand mindskes.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at en adgang for Statsadvokatens ansatte til at møde for statslige myndigheder i retten må forventes at kunne bidrage positivt til en effektiv og kvalificeret behandling af sagerne ved domstolene og således vil understøtte en række af de hensyn, der ligger bag advokaternes møderetsmonopol, som er beskrevet nærmere under pkt. 2.2.1.1 ovenfor.
Det er på den baggrund Justitsministeriets vurdering, at der bør etableres en adgang for ansatte ved Statsadvokaten til at møde i retten for statslige myndigheder. Det er i den forbindelse Justitsministeriets vurdering, at en sådan ordning i fornøden grad vil tilgodese hensynet til kvalificeret bistand i retssager, forudsat at det stilles som en betingelse, at den ansatte for at kunne møde i retten har en dansk juridisk bachelor- og kandidatuddannelse, jf. dog retsplejelovens § 135 a. Det forudsættes i den forbindelse, at Statsadvokaten som myndighed er ansvarlig for, at de ansatte i øvrigt har de rette kvalifikationer, herunder er fagligt kompetente og har relevant proceserfaring, til at give møde i den pågældende instans.
For så vidt angår møderet er det Justitsministeriets vurdering, at Statsadvokatens ansatte, der møder som rettergangsfuldmægtige, ligesom anklagere ved anklagemyndigheden, bør kunne møde i retten i enhver instans uden iagttagelse af retsplejelovens krav til møderet efter retsplejelovens § 133 og § 134. Det skal ses i lyset af, at Statsadvokatens hovedformål er at rådgive om og at møde i civile sager på vegne af statslige myndigheder, hvorved de ansatte forventes at opnå stor retssagserfaring under ansættelsen. Det vil dog tilstræbes, at de ansatte forud for ansættelsen har opnået eller under ansættelsen opnår møderet efter retsplejelovens §§ 133 og 134. Statsadvokaten vil som myndighed som nævnt være ansvarlig for, at de ansatte har de rette kvalifikationer, herunder er fagligt kompetente og har relevant proceserfaring, til at kunne møde i den pågældende instans, og vil således skulle tilrettelægge arbejdet efter den ansattes erhvervserfaring og anciennitet. Det forventes i den forbindelse, at komplicerede retssager, herunder principielle sager, varetages af medarbejdere med stor retssagserfaring eller under supervision af sådanne.
2.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at Statsadvokatens ansatte som rettergangsfuldmægtige vil få adgang til at møde for statslige myndigheder i retten. Det foreslås som betingelse i den forbindelse, at den ansatte skal have en dansk juridisk bachelor- og kandidatuddannelse, jf. dog retsplejelovens § 135 a om fritagelse fra kravet om dansk bachelor- og kandidateksamen. Adgangen til at møde i retten vil omfatte alle retsinstanser, herunder byretten, landsretten, Sø- og Handelsretten og Højesteret - uden iagttagelse af reglerne om møderet efter retsplejelovens kapitel 13.
Den foreslåede ordning vil medføre, at Statsadvokatens ansatte vil kunne møde som rettergangsfuldmægtige for statslige myndigheder i alle rettens instanser, forudsat de har en dansk bachelor og kandidateksamen, jf. dog § 135 a.
Det foreslås for så vidt angår møderetten, at hvis landsretten, Sø- og Handelsretten eller Højesteret finder, at udførelsen af en sag i retten ved en ansat hos Statsadvokaten, der møder som rettergangsfuldmægtig, er uforsvarlig, kan den pågældende ret give denne en tilkendegivelse herom. Hvis landsretten fortsat finder den pågældendes procedure uforsvarlig for retten, kan præsidenten for vedkommende landsret ved beslutning fratage den ansatte ved Statsadvokaten adgangen til at møde i retten for landsretten. Hvis Sø- og Handelsretten fortsat finder den rettergangsfuldmægtiges procedure for uforsvarlig, kan præsidenten for Sø- og Handelsretten fratage vedkommende adgangen til at møde i retten for Sø- og Handelsretten i andre sager end sager omfattet af § 15, stk. 2, nr. 3. Hvis Højesteret fortsat finder en rettergangsfuldmægtigs procedure for uforsvarlig, kan Højesteret fratage vedkommende adgangen til at møde for Højesteret efter § 260, stk. 7, og i givet fald fratage vedkommende møderetten for Højesteret efter § 134, stk. 1.
For øvrige instanser, når en statslig myndighed møder i retten ved en af sine ansatte i en civil sag, kan dommeren eller dommerne i sagen, hvis de finder det relevant, efter hovedforhandlingen give en tilbagemelding om den ansattes førelse af sagen.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5, 8 og 16 og bemærkningerne hertil.
2.3. Adgang for Statsadvokatens ansatte til at opnå advokatbeskikkelse og til at opnå møderet med henblik på senere virke som advokat
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. Retsplejelovens regler om beskikkelse som advokat m.v.
Det følger af retsplejelovens § 119, stk. 2, at enhver har ret til at få beskikkelse som advokat, hvis 1) denne er myndig, 2) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs, 3) har bestået en dansk juridisk bachelor- og kandidateksamen, jf. dog § 135 a, 4) i mindst 3 år har været i praktisk juridisk virksomhed og 5) har gennem ført en teoretisk grunduddannelse og bestået en eksamen i forhold af særlig betydning samt bestået en praktisk prøve i retssagsbehandling. Yderligere betingelser fremgår bl.a. af lovens § 121, stk. 1, hvorefter beskikkelse kan nægtes den, der er dømt for et strafbart forhold, såfremt forholdet begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve advokatvirksomhed eller gør den pågældende uværdig til den agtelse og tillid, der må kræves til udøvelse af advokatvirksomhed.
Særligt angående retsplejelovens § 119, stk. 2, nr. 5, fremgår det af overgangsbestemmelsen i § 3, stk. 2, i lov nr. 520 af 6. juni 2007, der indførte bestemmelsen i dens nugældende affattelse, at personer, der har bestået juridisk kandidateksamen før den 1. januar 1997, kan beskikkes som advokat, uanset at de ikke opfylder betingelsen i bestemmelsen.
Retsplejelovens § 119, stk. 3, definerer praktisk juridisk virksomhed som deltagelse i almindelig advokatvirksomhed, herunder opnåelse af kendskab til behandlingen af retssager, som autoriseret fuldmægtig hos en advokat, der udøver advokatvirksomhed, eller i arbejde i en juridisk stilling ved domstolene, anklagemyndigheden eller politiet, hvori behandling af retssager indgår som en væsentlig del.
Kravet om, at behandling af retssager indgår som en væsentlig del ved juridiske stillinger i domstolene, anklagemyndigheden eller politiet, blev indsat ved lov nr. nr. 277 af 9. juni 1982. Forslaget byggede på betænkning nr. 871/1979 om revision af retsplejelovens afsnit om advokater, hvori udvalget på side 54 foreslog at indføre et nyt krav om, at stilling ved domstolene, anklagemyndigheden eller politiet skal indebære behandling af retssager for at kunne anses for praktisk juridisk virksomhed.
Kravet indebærer, at ikke enhver stilling ved domstolene, anklagemyndigheden og politiet skal anses for praktisk juridisk virksomhed, idet dette forudsætter, at behandlingen af retssager indgår som en væsentlig del, hvorved visse administrative juridiske stillinger m.v. ikke opfylder kravet.
Retsplejelovens § 119, stk. 3, blev ændret ved lov nr. 520 af 6. juni 2007 om ændring af lov om rettens pleje m.v., hvorefter et krav til autoriserede advokatfuldmægtige om deltagelse i behandlingen af retssager, dvs. give møde i retten, blev lempet til et krav om opnåelse af kendskab til behandlingen af retssager.
Baggrunden herfor var, at advokatfuldmægtige ikke sjældent er meget specialiserede, og at retssagsbehandling for mange ikke udgør en stor del af arbejdet. Der henvises i den forbindelse til pkt. 4.3 i lovforslag nr. L 163 som fremsat den 28. februar 2007, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 5448.
Det følger endvidere af de specielle bemærkninger til lovforslaget, at et sådant kendskab til behandlingen af retssager naturligvis kan opnås ved at give møde i retten, men også gennem f.eks. udfærdigelse af processkrifter. Principalen skal ved fuldmægtigens ansøgning om advokatbeskikkelse afgive erklæring om, i hvilken periode fuldmægtigen har været ansat som autoriseret advokatfuldmægtig hos principalen, at ansættelsen har været på fuld tid, og at fuldmægtigen har deltaget i almindelig advokatvirksomhed, herunder opnået kendskab til retssagsbehandling. Det skal ses som en konsekvens af, at mange advokatfuldmægtige i dag kun sjældent møder i retten, og i lyset af at der stilles krav om beståelse af en praktisk prøve i retssagsbehandling som betingelse for at opnå advokatbeskikkelse, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 4 (§ 119, stk. 3), i lovforslag nr. L 163 som fremsat den 28. februar 2007, Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 5463.
Retsplejelovens § 119, stk. 4, bemyndiger justitsministeren til at træffe afgørelse eller fastsætte regler om, at virksomhed i andre juridiske stillinger end ovenfor helt eller delvist kan medregnes i de 3 år.
Tidligere kunne maksimalt 2 år i andre juridiske stillinger medregnes, men dette blev ophævet ved lov nr. 520 af 6. juni 2007. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget til den nævnte lov, at formålet med ændringen af bestemmelsen primært var at give mulighed for, at ansættelse som autoriseret advokatfuldmægtig i en virksomhed eller organisation kan medregnes fuldt ud med op til 3 år. 3 års ansættelse som autoriseret advokatfuldmægtig i en virksomhed eller organisation vil således kunne give adgang til advokatbeskikkelse, forudsat at den konkrete ansættelse fuldt ud kan ligestilles med en ansættelse som autoriseret advokatfuldmægtig på et advokatkontor.
I hvilket omfang anden ansættelse kan medregnes i de 3 års praktisk juridisk virksomhed, der kræves for at opnå advokatbeskikkelse, afhænger af en konkret vurdering af den enkelte ansættelses relevans for advokatgerningen, og dermed i hvilket omfang ansættelsen kan ligestilles med en ansættelse som autoriseret advokatfuldmægtig hos en advokat, der udøver advokatvirksomhed.
Der henvises til pkt. 4.2.3 og 4.3 i de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. L 163 som fremsat den 28. februar 2007, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 5464.
Såfremt en person opnår advokatbeskikkelse og vil deponere den, følger det af retsplejelovens § 141, at en advokat skal deponere sin beskikkelse i Justitsministeriet. Det følger videre af retsplejelovens § 120, stk. 1, 2. pkt., at en advokat, der har deponeret sin beskikkelse i Justitsministeriet, ikke må betegne sig som advokat i forbindelse med forretningsforhold.
2.3.1.2. Retsplejelovens regler om den teoretiske grunduddannelse
Det følger af retsplejelovens § 119, stk. 5, 1. pkt., at Justitsministeren fastsætter regler om den teoretiske grunduddannelse, eksamen og praktiske prøve i retssagsbehandling, herunder om indhold, tilrettelæggelse og betaling herfor. Justitsministeren kan efter 2. pkt. i særlige tilfælde fritage for kravet om gennemførelse af den teoretiske grunduddannelse, kravet om eksamen og kravet om den praktiske prøve i retssagsbehandling. Det følger af videre retsplejelovens § 119, stk. 5, 3. pkt., at Advokatsamfundet forestår den teoretiske grunduddannelse, eksamen og den praktiske prøve i retssagsbehandling.
Bemyndigelsen i 1. pkt. er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1473 af 12. december 2007 om obligatorisk grunduddannelse som betingelse for at få beskikkelse som advokat som ændret ved bekendtgørelse nr. 1036 af 8. november 2011.
Retsplejelovens § 119, stk. 5. blev i sin oprindelige affattelse indført ved § 1, nr. 6, i lov nr. 277 af 9. juni 1982, som gjorde gennemførelse af den teoretiske grunduddannelse obligatorisk for opnåelse af advokatbeskikkelse. Loven byggede på betænkning nr. 871/1979 om revision af retsplejelovens afsnit om advokater.
Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslaget til lov nr. 277 af 9. juni 1982, at justitsministeren ifølge bestemmelsen kan fastsætte de nærmere regler om uddannelsens indhold, tilrettelæggelsen og om deltagernes betaling herfor. Det fremgår desuden, at Justitsministeriet fandt det naturligt, at den obligatoriske uddannelse søges integreret i den uddannelsesaktivitet, som Advokatsamfundet allerede dengang gennemførte, og hvis indhold specielt tog sigte på de opgaver, som blev udført af advokater. Det blev derfor foreslået, at Advokatsamfundet skulle forestå gennemførelsen af uddannelsen. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 6 (bemærkningerne til § 119), i lovforslag nr. L 150 som fremsat den 12. marts 1982, Folketingstidende 1981-82 (2. samling), tillæg A, spalte 3787-3788.
Retsplejelovens § 119, stk. 5, blev nyaffattet ved lov nr. 520 af 6. juni 2007 om ændring af retsplejeloven. Loven bygger på betænkning nr. 1479/2006 om retsplejelovens regler om advokater. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, hvoraf den fik sin nuværende formulering, at Advokatsamfundet skal forestå den praktiske gennemførelse af uddannelsen, den teoretiske eksamen, den praktiske prøve i retssagsbehandling og de fiktive retssager, jf. L 163 som fremsat den 28. februar 2007, Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 5464. Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at advokattitlen er et udtryk for garanti for egnethed, bl.a. i kraft af de uddannelsesmæssige krav, som skal være opfyldt for at opnå advokatbeskikkelse, jf. pkt. 7.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 5454.
Det fremgår desuden af bemærkningerne til bestemmelsen, at det forudsættes for § 119, stk. 5, 2. pkt., at Justministeriet vil meddele fritagelse for dele af den teoretiske grunduddannelse for politi- og dommerfuldmægtige, hvis disse ansøgere gennem deres ansættelse i anklagemyndigheden og ved domstolene har fulgt uddannelsen for henholdsvis politi- og dommerfuldmægtige. I den forbindelse forudsættes det, at disse uddannelsesforløb indeholder nogle af de samme fag, som vil indgå i den teoretiske grunduddannelse som betingelse for at opnå advokatbeskikkelse.
Derimod forudsættes det, at adgangen til at meddele dispensation for den teoretiske eksamen og den praktiske prøve i retssagsbehandling/den fiktive retssag anvendes yderst sjældent. Et traditionelt uddannelsesforløb som advokatfuldmægtig, politi- eller dommerfuldmægtig – eventuelt suppleret med anden erhvervserfaring – skal således som udgangspunkt ikke kunne begrunde en dispensation.
Der henvises til lovforslag nr. L 163 som fremsat den 28. februar 2007, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 5464.
For så vidt angår hensynene bag placeringen af udbydelsen af grunduddannelsen hos Advokatsamfundet, følger det af betænkning nr. 1479/2006 om retsplejelovens regler om advokater, side 219, at Advokatsamfundet forestår grunduddannelsen for advokater af hensyn til at sikre en uafhængig og kvalificeret advokatbistand for borgere og virksomheder. Det følger endvidere, at den løbende efteruddannelse bør kunne tilbydes advokaterne af enhver fagligt kompetent udbyder, men det vil være naturligt og mest hensigtsmæssigt, at kontrollen med, at uddannelseskravene efterleves, placeres hos Advokatsamfundet som led i tilsynet med advokaterne.
Af betænkningens side 222 følger endvidere, at hensyn til såvel den enkelte klient som til retsplejen kræver, at advokatbistanden til borgere og virksomheder har en høj faglig og etisk kvalitet. Dette stiller krav til såvel selve advokatuddannelsen som til løbende efteruddannelse af advokater. Grunduddannelsen bør navnlig sikre et grundigt kendskab til de almindelige og særlige advokatpligter samt til behandlingen af retssager. Uddannelsens omfang og pris bør ikke udgøre en konkurrencebegrænsende barriere for adgang til erhvervet. Det fremgår videre, at både saglige og økonomiske hensyn taler for at placere denne opgave i Advokatsamfundet.
I bekendtgørelse nr. 1473 af 12. december 2007 om obligatorisk grunduddannelse som betingelse for at få beskikkelse som advokat, følger af § 3, stk. 1, at den teoretiske grunduddannelse består af 20 kursusdage fordelt over et år, der afsluttes med en skriftlig eksamen. Eksamen udbydes mindst to gange årligt. Det følger endvidere af § 3, stk. 2, at Advokatsamfundet fastsætter de nærmere retningslinjer for tilmelding og afmelding til grunduddannelsens kurser samt eksamen.
Det fremgår desuden af bekendtgørelsens § 19, stk. 1, at justitsministeren i særlige tilfælde, når de fornødne kundskaber må anses for at være tilegnet på anden vis, efter høring af kursusudvalget, helt eller delvis kan fritage fra kravet i retsplejelovens § 119, stk. 2, nr. 5, om gennemførelse af den teoretiske grunduddannelse.
2.3.1.3. Retsplejelovens forbud mod udøvelse af advokatvirksomhed i det offentlige
Det følger af retsplejelovens § 122, stk. 1, at udøvelse af advokatvirksomhed ikke kan forenes med en juridisk stilling ved domstolene, anklagemyndigheden eller politiet, jf. dog § 106, hvorefter advokatvirksomhed ikke udelukker fra antagelse som medhjælper ved anklagemyndigheden til at optræde som anklager i en enkelt sag.
Efter retsplejelovens § 122, stk. 2, 1. pkt., kan udøvelse af advokatvirksomhed i øvrigt ikke forenes med nogen stilling i det offentliges tjeneste, medmindre justitsministeren i særlige tilfælde gør undtagelse herfra. Ifølge stk. 2, 2. pkt., skal der ved afgørelser om dispensation navnlig lægges vægt på, at en advokat skal være uafhængig af det offentlige, således at der ikke kan opstå interessekonflikter mellem en offentlig ansættelse og den pågældendes udøvelse af advokatvirksomhed.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at en person ansat i offentlig tjeneste kan beskikkes som advokat, forudsat betingelserne herfor er opfyldt, såfremt beskikkelsen straks efter opnåelse deponeres i henhold til retsplejelovens § 141.
Retsplejelovens § 122, stammer fra retsplejelovens hovedlov lov nr. 90 af 11. april 1916 (§ 125). I forbindelse med ændringen af bestemmelsen ved lov nr. 520 af 6. juni 2007, blev det lagt til grund, at bestemmelsen fik sin nuværende affattelse ved lov nr. 277 af 9. juni 1982, men princippet i bestemmelsen kan imidlertid føres tilbage til sagførerloven af 1868, jf. pkt. 8.1.1.1 i bemærkningerne til L 163 som fremsat den 28. februar 2007, Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 5460. Bestemmelsen var begrundet i, at kombinationen af de to embeder kan være uheldig, da embedsmanden skylder embedet hele sin tid, ligesom embedsmanden ville kunne anvende embedet til at drage næring til sig. Endelig blev der peget på en risiko for interessekonflikter mellem den offentlige tjeneste og advokatvirksomheden.
Det følger endvidere af bemærkningerne, at såfremt der består en risiko for, at der kan opstå konflikter mellem den ansattes pligter i forhold til det offentlige og pligterne som advokat, vil der ikke blive meddelt dispensation i det konkrete tilfælde.
Ved risikoen for konflikter menes ikke alene den mere nærliggende risiko – f.eks. hvis advokaten arbejder på halv tid hos skattemyndighederne og ved siden af denne ansættelse driver advokatvirksomhed med speciale i behandlingen af skattesager – men også en mere teoretisk risiko for konflikter, især hvis advokaten besidder en offentlig stilling, hvor der skal træffes afgørelser.
Et eksempel på dispensation kan i henhold til bemærkningerne være ansatte ved universiteterne, der ikke træffer konkrete afgørelser, og hvor der derfor sjældent vil opstå interessekonflikter, der kan bringe advokatens uafhængighed i fare.
Det bemærkes i forlængelse heraf, at det efter Justitsministeriets nugældende praksis ikke anses for at være i strid med bestemmelsen i retsplejelovens § 122, stk. 2, at advokater bestrider en deltidsstilling, f.eks. som ekstern lektor på et universitet.
Der henvises til pkt. 8.2.1 i bemærkningerne til L 163 som fremsat den 28. februar 2007, Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 5460-5461.
Advokatudvalget har i betænkning nr. 1479/2006 om retsplejelovens regler om advokater behandlet spørgsmålet om advokaters ansættelse i det offentliges tjeneste, herunder om forbuddet skulle ophæves.
Udvalget fandt, at uafhængighedshensynet talte for en opretholdelse af bestemmelsen i retsplejelovens § 122, stk. 2. Udvalget lagde i den forbindelse vægt på, at en klient skal kunne have fuld tillid til, at den advokat, der behandler klientens sag, er fuldstændig uafhængig af det offentlige. Arbejder advokaten f.eks. på halv tid hos skattemyndighederne og ved siden af denne ansættelse driver advokatvirksomhed, hvor advokaten f.eks. rådgiver i skattespørgsmål, vil der kunne opstå risiko for interessekonflikter mellem advokatens ansættelse i det offentliges tjeneste og vedkommendes udøvelse af advokatvirksomhed.
Udvalget fandt endvidere, at såfremt der åbnes mulighed for, at offentlige myndigheder kan have advokater ansat, kan der bl.a. opstå problemer i forhold til Advokatrådets tilsyn med disse offentligt ansatte advokater. Udvalget bemærkede i den forbindelse, at offentligt ansatte advokater – i lighed med alle andre advokater – vil være undergivet Advokatrådets tilsyn, jf. retsplejelovens § 143, stk. 2. Dette medfører, at Advokatrådet vil skulle påse, at advokaterne i deres offentlige ansættelse udviser en adfærd, der stemmer overens med god advokatskik. Da advokaterne handler på vegne af den myndighed, hvor de er ansat, vil Advokatrådets påtale af en advokats adfærd tillige kunne indebære en påtale af myndighedens adfærd.
Desuden fandt udvalget, at hvis en offentligt ansat kan anvende advokattitlen i forbindelse med sin offentlige ansættelse, vil advokattitlen ikke længere være forbundet med begrebet uafhængighed.
Der henvises til betænkning nr. 1479/2006 om retsplejelovens regler om advokater, pkt. 10.1.4, side 349 ff.
2.3.1.4. Retsplejelovens regler om advokaters møderet
Der henvises til pkt. 2.2.1.4 ovenfor.
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
Kravet om at have været beskæftiget i tre år i praktisk juridisk virksomhed som betingelse for opnåelse af advokatbeskikkelse efter retsplejeloven kan allerede efter gældende ret opfyldes ved ansættelse hos domstolene, anklagemyndigheden og politiet, såfremt behandlingen af retssager indgår som en væsentlig del.
Det forventes, at endog en meget væsentlig del af stillingsindholdet for jurister ansat ved Statsadvokaten vil angå behandling af retssager, herunder opnåelse af kendskab hertil. Det skal ses i lyset af, at Statsadvokaten vil have til formål at føre retssager på vegne af statslige myndigheder og yde juridisk rådgivning til statslige myndigheder. Justitsministeriet vurderer på den baggrund, at ansættelse ved Statsadvokaten bør kvalificeres som praktisk juridisk virksomhed på linje med de øvrige funktioner, der er nævnt i retsplejelovens § 119, stk. 3.
Justitsministeriet anser i øvrigt en mulighed for opnåelse af advokatbeskikkelse ved Statsadvokaten som fordelagtig i rekrutteringsøjemed, idet staten ønsker at tiltrække de bedst egnede kandidater, men samtidigt ikke kan være lønførende. En mulighed for, at ansatte kan tilbydes praktisk juridisk virksomhed med henblik på at opnå advokatbeskikkelse, kan ses som en fordel i forhold til rekruttering af de bedst egnede kandidater.
Statsadvokaten vil i den forbindelse skulle medvirke til, at en ansat rettergangsfuldmægtig kan deltage i den teoretiske grunduddannelse, eksamen og praktiske prøve i retssagsbehandling som forestået af Advokatsamfundet med henblik på at opnå advokatbestalling. Statsadvokaten vil i den forbindelse kunne udbyde kurser til sine ansatte, der møder som rettergangsfuldmægtige i retten. Det forudsættes i den forbindelse, at der i henhold til den gældende ordning vil kunne opnås dispensation fra kravet om teoretiske grunduddannelse, forudsat at det pågældende kursus ved Statsadvokaten indholdsmæssigt og fagligt vurderes mindst at være på niveau med et tilsvarende kursus på den teoretiske grunduddannelse, som Advokatsamfundet forvalter.
Justitsministeriet har endvidere overvejet, hvorvidt ansatte ved Statsadvokaten løbende skal deltage i efteruddannelse af betydning for advokaterhvervet, jf. retsplejelovens § 126, stk. 5, men har ikke fundet det relevant at fastsætte krav herom, henset til at Statsadvokaten som myndighed er ansvarlig for, at de ansatte har de rette kvalifikationer, herunder at sikre relevant efteruddannelse.
Justitsministeriet har desuden overvejet, om forbuddet om, at advokater ikke må være ansat i det offentliges tjeneste i henhold til retsplejelovens § 122, bør ændres.
Forbuddet i retsplejelovens § 122, stk. 2, indebærer, at en ansats besiddelse af en advokatbeskikkelse er uforenelig med tjeneste ved Statsadvokaten. Justitsministeriet har overvejet en lempelse af retsplejelovens § 122, således at en ansat hos Statsadvokaten, der forud for eller under sin ansættelse hos Statsadvokaten har opnået eller opnår en advokatbeskikkelse, kan opretholde sin beskikkelse under ansættelsen uden deponering og således fungere som advokat for staten, herunder anvende titlen.
Det er imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at de hensyn til advokaters uafhængighed m.v., som Advokatudvalget har peget på i betænkning nr. 479/2006 om retsplejelovens regler om advokater, jf. pkt. 2.1.1.1, tilsiger, at forbuddet bør fastholdes. Det gælder blandt andet hensynene til, at advokattitlen ikke længere i samme grad ville være forbundet med begrebet uafhængighed, ligesom Advokatrådet ville få kompetence til at føre tilsyn med en offentlig ansats adfærd, jf. retsplejelovens § 143, stk. 2, som indirekte ville kunne indebære en påtale af Statsadvokaten som myndighed.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at ansatte ved Statsadvokaten som led i stillingen vil kunne opnå advokatbeskikkelse, forudsat at betingelserne herfor i retsplejeloven er opfyldt. Det foreslås på den baggrund, at en juridisk stilling ved Statsadvokaten, hvori behandling af retssager indgår som en væsentlig del, vil skulle anses for praktisk juridisk virksomhed omfattet af retsplejelovens § 119, stk. 2, nr. 4. Ikke enhver juridisk stilling ved Statsadvokaten kan anses for praktisk juridisk virksomhed. Den gældende betingelse efter retsplejelovens § 119, stk. 3, hvorefter behandling af retssager skal indgå som en væsentlig del af arbejdet i en juridisk stilling ved domstolene, anklagemyndigheden og politiet, vil finde tilsvarende anvendelse for stillinger ved Statsadvokaten. Statsadvokaten vil kunne udbyde kurser til sine ansatte, hvor ansatte, der møder som rettergangsfuldmægtige ved Statsadvokaten, ved dispensation vil kunne opnå helt eller delvis fritagelse fra kravet om gennemførelse af den teoretiske grunduddannelse efter § 119, stk. 5, i henhold til den gældende ordning i § 19, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1473 af 12. december 2007 med senere ændringer om obligatorisk grunduddannelse som betingelse for at få beskikkelse som advokat , forudsat Statsadvokatens kurser mindst er af samme indholdsmæssige og faglige kvalitet som kurser ved Advokatsamfundets teoretiske grunduddannelse.
Det forudsættes i den forbindelse, at en ansat, der møder som rettergangsfuldmægtig ved Statsadvokaten, som opnår advokatbeskikkelse under ansættelsen, straks vil skulle deponere denne efter retsplejelovens § 141, stk. 1. Tilsvarende vil en advokat, som ansættes ved Statsadvokaten, straks skulle deponere sin beskikkelse. Ansatte, der møder som rettergangsfuldmægtige ved Statsadvokaten, der har opnået og efterfølgende deponeret sin advokatbeskikkelse, må således ikke betegne sig som om advokat i forbindelse med forretningsforhold, jf. retsplejelovens § 120, stk. 1, 2. pkt.
Den foreslåede ordning indebærer, at Statsadvokatens ansatte som statsligt ansatte embedsmænd ikke vil blive omfattet af Advokatrådets tilsyn eller af det disciplinære system, der gælder for advokater og deres autoriserede fuldmægtige. Ansatte ved Statsadvokaten vil således ikke, såfremt de handler kritisabelt som rettergangsfuldmægtig, kunne idømmes en disciplinærstraf af Advokatnævnet.
Ansatte vil, såfremt de handler i strid med de regler og normer, som påhviler embedsværket, herunder de af Statsadvokaten nærmere fastsatte retningslinjer for sine ansatte om, hvad iagttagelse af forvaltningsretlige principper og grundsætninger, herunder god forvaltningsskik, indebærer i relation til rådgivning af og retssagsførelse for statslige myndigheder, kunne ifalde ansættelsesretlige sanktioner, såsom en mundtlig eller skriftlig advarsel, omplacering, opsigelse eller bortvisning m.v. Statsadvokaten vil som offentlig myndighed i øvrigt være underlagt Folketingets Ombudsmands kompetence. Ombudsmanden vil således kunne behandle klager over Statsadvokaten eller selv iværksætte undersøgelser af Statsadvokatens arbejde.
Det foreslås endvidere, at en ansat ved Statsadvokaten – med henblik på brug ved eventuelt senere virke ved advokatvirksomhed – vil kunne opnå møderet for landsret, i alle sager for Sø- og Handelsretten og for Højesteret, jf. retsplejelovens kapitel 13 om advokaters møderet for domstolene, herunder skal kunne aflægge den i § 133 omtalte prøve i procedure. Ansættelsen ved Statsadvokaten vil kunne medregnes som virksomhed med møderet for landsretten efter § 133, stk. 1, fra det tidspunkt, hvor den ansatte måtte have bestået den i § 133 omtalte prøve i procedure.
Den foreslåede ordning vil indebære, at en ansat ved Statsadvokaten, der møder i retten som rettergangsfuldmægtig, vil kunne opnå og beholde en eventuelt opnået møderet under ansættelse ved Statsadvokaten ved et eventuel senere virke som advokat. Hvis den ansatte senere i sin karriere måtte ønske at virke som advokat, vil vedkommende som advokat således have møderet for landsret, i alle sager for Sø- og Handelsretten og Højesteret, forudsat vedkommende under sin tidligere ansættelse hos Statsadvokaten – eventuelt kombineret med en forudgående eller efterfølgende anden ansættelse eller et forudgående eller efterfølgende virke som advokat – har opfyldt betingelserne i retsplejelovens §§ 133 og 134, herunder kravet om sammenlagt mindst 5 års virksomhed med møderet for landsretten.
For så vidt angår møderet for landsretten vil en ansat ved Statsadvokaten, som aflægger prøve ved landsretten efter § 133 med henblik på at opnå møderet, og som ikke består ved andet forsøg, ikke være udelukket fra at møde for landsretten, hvilket skyldes adgangen til at møde for alle retsinstanser i medfør af ansættelse ved Statsadvokaten, jf. pkt. 2.2.3 ovenfor. Landsretten kan dog eventuelt give vedkommende en tilkendegivelse om uforsvarlig udførelse af en sag og ved fortsat uforsvarlig procedure fratage denne adgangen til at møde i retten efter de foreslåede § 260, stk. 6 og 7, jf. ligeledes pkt. 2.2.3 ovenfor.
For så vidt angår en opnået møderet for Højesteret, vil Højesteret, såfremt en ansat ved Statsadvokaten som rettergangsfuldmægtig efter § 260, stk. 7 udførelse af en sag er uforsvarlig, kunne give den rettergangsfuldmægtige en tilkendegivelse herom og ved eventuelt fortsat uforsvarlig udførelse af en sag kunne fratage den rettergangsfuldmægtige adgangen til møderet efter § 260, stk. 7, for Højesteret, og givet en opnået møderet for Højesteret efter den foreslåede § 134, stk. 3.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 4, 6 og 7 og bemærkningerne hertil.
2.4. Udvidelse af statslige myndigheders adgang til at møde i retten ved ansatte på det pågældende myndighedsområde
2.4.1. Gældende ret
Retsplejelovens kapitel 25 regulerer, hvem der kan repræsentere en part i en civil retssag (rettergangsfuldmægtige).
I medfør af retsplejelovens § 260, stk. 1, kan en part lade en anden møde for sig i retten efter reglerne i stk. 2-10 om rettergangsfuldmægtige.
I medfør af § 260, stk. 2, er advokater som udgangspunkt eneberettigede til at møde i retten som fuldmægtige for parter i en retssag, jf. dog stk. 3, 5, 6, 7, 9 og 10.
Retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4, er én af undtagelserne fra udgangspunktet om, at advokater har møderetsmonopol. I medfør af § 260, stk. 3, nr. 4, kan personer, der er ansat hos parten for et tidsrum, der ikke er kortere end 1 måned, og – når parten ikke selv er advokat – ikke med det særlige formål at møde i retten, møde på vegne af en part i en civil sag.
Det fremgår af retsplejelovens § 261, stk. 1, at en rettergangsfuldmægtig, der ikke er advokat, skal være over 18 år og uberygtet.
Der gælder for rettergangsfuldmægtige efter retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4, ikke i øvrigt krav til uddannelse eller møderet for landsret, Sø- og Handelsretten og Højesteret.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1.2 ovenfor om retsplejelovens regler om rettergangsfuldmægtige.
Retsplejelovens kapitel 13 regulerer advokaters møderet for domstolene. Der henvises til pkt. 2.2.1.4 ovenfor om retsplejelovens regler om advokaters møderet.
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser
2.4.2.1. Generelle overvejelser
Justitsministeriet vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt, hvis det offentlige gør sig mindre afhængige af private udbydere af advokatydelser, og hvis offentlige myndigheder i højere grad fører egne civile sager. Justitsministeriet har derfor overvejet, hvordan der kan skabes bedre betingelser for at lade det offentlige repræsentere sig ved egne ansatte.
Som det fremgår af pkt. 2.2.1.1 ovenfor, følger det af bemærkningerne til lovforslag nr. L 163 som fremsat den 28. februar 2007, at retsplejelovens forarbejder ikke indeholder nogen nærmere angivelse af, hvilke hensyn advokaters møderetsmonopol hviler på, men at reglerne om advokaters møderetsmonopol er for at sikre, at parterne får bistand under en retssag fra personer, som er uafhængige, kyndige og med en særlig viden om retssystemet. Det antages endvidere, at reglerne hviler på et hensyn til domstolene, herunder en hurtig og korrekt proces, samt overordnede samfundsmæssige hensyn, idet et retssamfund har pligt til at sikre et velfungerende domstolsvæsen, hvor alle besidder et højt fagligt niveau. Der henvises til pkt. 7.1.4 i de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. L 163 som fremsat den 28. februar 2007, Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 5454 ff.
Erfaringerne fra myndigheder, der efter de gældende regler i retsplejeloven har eller ønsker at have ansatte, der fører retssager på vegne af myndigheden, tyder på, at kravet i retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4, om, at den ansatte ikke må være ansat med det særlige formål at møde i retten, i praksis kan udgøre en hindring for, at offentlige myndigheder kan opbygge specialisering og proceserfaring hos de ansatte, ligesom bestemmelsen kan have betydning for muligheden for at rekruttere profiler, f.eks. advokater, som udelukkende ønsker at arbejde med retssager.
Justitsministeriet har på den baggrund overvejet, hvorvidt offentlige myndigheder skal have en udvidet adgang til at møde i retten ved ansatte på det pågældende myndighedsområde.
En sådan adgang vil indebære, at det i højere grad vil være muligt for den ansatte, der i dag møder som rettergangsfuldmægtig i retten for det offentlige, at gøre brug af sin indgående specialviden om genstanden for søgsmålet og de retsregler, der knytter sig til området. Den ansatte vil desuden i højere grad kunne opbygge proceserfaring, fordi den ansatte – modsat i dag – ikke nødvendigvis også vil skulle varetage andre opgaver.
På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at en sådan adgang vil understøtte en række af de hensyn, der ligger bag advokaternes møderetsmonopol. Ansatte, der fungerer som rettergangsfuldmægtige med stor specialviden om området og de tilknyttede retsregler og med mulighed for at oparbejde stor proceserfaring fra lignende sager for deres arbejdsgiver, må således forventes at kunne bidrage positivt til en effektiv og kvalificeret behandling af sagerne ved domstolene. Det forudsættes, at en udvidet adgang overvejende vil blive anvendt af myndigheder, der har egnede retssager og med en tilstrækkelig sagsvolumen hertil. Som eksempel kan anføres Ankestyrelsen for så vidt angår sager om tvangsfjernelser af børn og unge og Civilstyrelsen for så vidt angår sager om regres efter § 17 i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.
Det er samlet Justitsministeriets vurdering, at en sådan udvidet adgang for det offentlige til at kunne møde i retten ved ansatte inden for myndighedsområdet kan indføres, uden at dette giver anledning til retssikkerhedsmæssige betænkeligheder.
2.4.2.2. Den omfattede personkreds
Justitsministeriet har overvejet, om en udvidet adgang til at kunne møde i retten som rettergangsfuldmægtig bør gælde for både ansatte i det private og for enhver ansat i en offentlig myndighed.
Private parter har – i modsætning til offentlige myndigheder, jf. pkt. 2.2.1.1 ovenfor – mulighed for at ansætte advokater. Offentlige og private parter er derfor efter gældende ret ikke ligestillet i forhold til at lade sig repræsentere i civile sager af ansatte personer. En advokat, der er ansat hos en privat part, vil således kunne give møde for parten efter retsplejelovens § 260, stk. 2, uden hensyntagen til formålet med advokatens ansættelse hos parten. Justitsministeriet ser af den grund ikke et behov for at etablere en udvidet adgang til, at ansatte ved private parter kan møde i retten på vegne af sin arbejdsgiver.
For så vidt angår offentlige parter vurderer Justitsministeriet – med henblik på ikke at foretage en større indskrænkning af advokaternes møderetsmonopol end nødvendigt – at den udvidede adgang til at møde i retten skal være forbeholdt statslige myndigheder. Justitsministeriet vurderer det i den forbindelse for hensigtsmæssigt, at en statsligt ansat bør kunne møde i retten på vegne af andre statslige myndigheder inden for det pågældende myndighedsområde.
Justitsministeriet har for så vidt angår kommunale og regionale myndigheder ikke fundet behov for at foreslå ændringer på nuværende tidspunkt.
Forslaget ændrer ikke på offentligt ansattes eksisterende mulighed for at møde som rettergangsfuldmægtige i medfør af retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4.
2.4.2.3. Uddannelseskrav
Justitsministeriet har overvejet, om der bør indføres uddannelsesmæssige krav til statsligt ansatte, der som rettergangsfuldmægtig vil få en udvidet mulighed for at møde i retten på vegne af statslige myndigheder.
Der stilles efter gældende ret ikke krav til uddannelse til offentligt ansatte, der er rettergangsfuldmægtige omfattet af § 260, stk. 3, nr. 4. Enhver ikke-advokat, der er ansat for et tidsrum på mindst 1 måned og ikke med det særlige formål at møde i retten, kan således efter de gældende regler møde i retten – uanset uddannelsesbaggrund.
Som nævnt er baggrunden for lovforslaget, at regeringen ønsker at styrke mulighederne for, at statslige myndigheder kan lade sig repræsentere ved statsligt ansatte i civile sager.
Efter Justitsministeriets opfattelse må det forventes, at de styrkede muligheder herfor i praksis navnlig vil blive anvendt af myndigheder, der har ansatte med stor specialviden om området og retsreglerne, der knytter sig til det, og hvor sådanne ansatte må forventes at kunne bidrage positivt til en effektiv og kvalificeret behandling af sagerne ved domstolene. For så vidt angår proceserfaring vil en udvidet adgang til at møde i retten give mulighed for i højere grad at opbygge proceserfaring.
Med hensyn til indførsel af uddannelseskrav vil et krav om, at rettergangsfuldmægtige for statslige myndigheder, der møder på vegne af en statslig myndighed i retten inden for det pågældende myndighedsområde, vil skulle være i besiddelse af en dansk juridisk bachelor- og kandidatuddannelse, i praksis begrænse udvidelsen til myndighedens ansatte jurister.
Indførelse af et uddannelseskrav vil efter ministeriets opfattelse i en vis grad begrænse statslige myndigheders mulighed for at anvende en udvidet adgang til at møde i retten ved ansatte, men det vil efter ministeriets opfattelse dog ikke medføre væsentlige ulemper for myndighederne. Det forudsættes, at myndighederne i alle tilfælde vil skulle lade sig repræsentere af ansatte, der har den rette faglige ballast, som udførelse af en retssag kræver.
Et uddannelseskrav stilles i dag i de tilfælde, der er omfattet af retsplejelovens nugældende § 260, stk. 6 og 7, som imidlertid adskiller sig i væsentlig grad fra tilfælde, hvor en part i medfør af § 260, stk. 3, nr. 4, møder i retten ved en af sine egne ansatte. Retsplejelovens § 260, stk. 6 og 7, angår således tilfælde, hvor en ansat møder på vegne af en tredjemand – og ikke på vegne af sin arbejdsgiver.
På den anden side vil der være lighed mellem tilfælde omfattet af retsplejelovens nugældende § 260, stk. 6 og 7, og tilfælde omfattet af den skitserede ordning, hvorefter medarbejderen kan være ansat med det særlige formål at møde i retten. Denne mulighed foreligger ikke efter den gældende bestemmelse i § 260, stk. 3, nr. 4.
Et krav om, at den ansatte har en juridisk bachelor- og kandidateksamen, giver desuden i forhold til andre uddannelser den største sikkerhed for, at den ansatte har de nødvendige faglige kvalifikationer til at møde i retten.
Samlet set er der efter Justitsministeriets opfattelse mest, der taler for, at medarbejdere, der er ansat med det særlige formål at møde i retten, skal have en dansk juridisk bachelor- og kandidateksamen, jf. dog retsplejelovens § 135 a om juridiske kandidater fra andre EU- eller EØS-lande m.v.
2.4.2.4. Møderetten
Justitsministeriet har tillige overvejet, om indførslen af en udvidet adgang til brug af rettergangsfuldmægtige til at repræsentere sig i retten bør omfatte enhver instans, herunder landsretten, Sø- og Handelsretten i andre sager end omfattet af § 15, stk. 2, nr. 3, og Højesteret.
En offentligt ansat, som er rettergangsfuldmægtig efter retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4, har efter gældende ret møderet i retten – uanset retsinstans.
For så vidt angår møderet til byretten ser Justitsministeriet ingen anledning til at stille særlige krav til møderet hertil, hvilket ligeledes ikke er tilfældet for advokater efter retsplejelovens § 132.
For så vidt angår landsretten, Sø- og Handelsretten i andre sager end omfattet af § 15, stk. 2, nr. 3, og Højesteret vil det efter Justitsministeriets opfattelse begrænse en hensigtsmæssig brug af den udvidede mulighed, hvis statsligt ansatte inden for det pågældende myndighedsområde afskæres fra at møde i retten. Justitsministeriet anser det imidlertid mest hensigtsmæssigt for at sikre, at den medarbejder, som er ansat med det særlige formål at møde i retten, har de rette kompetencer hertil, at den ansatte har opnået møderet for landsretten og i Sø- og Handelsretten i andre sager end omfattet af § 15, stk. 2, nr. 3, efter retsplejelovens i § 133 eller møder med henblik på at opnå en sådan møderet og for så vidt angår Højesteret har opnået møderet efter § 134. Det skal også ses i lyset af, at advokater og advokatfuldmægtige i dag efter gældende ret skal efterleve sådanne krav.
Justitsministeriet finder på denne baggrund, at en statslig ansat, som er ansat med det særlige formål at møde i retten på vegne af en statslig myndighed inden for det pågældende myndighedsområde, som rettergangsfuldmægtig bør omfattes af de sædvanlige krav for møderet for landsretten, Sø- og Handelsretten og Højesteret i retsplejelovens §§ 133 og 134.
Justitsministeriet finder det i den forbindelse hensigtsmæssigt for at sikre understøttelsen af en kvalificeret behandling af sager, at Højesteret - såfremt en statslig ansats udførelse af en sag for Højesteret er uforsvarlig - kan give denne en tilkendegivelse herom og ved beslutning fratage denne møderetten, såfremt den pågældendes procedure for Højesteret fortsat findes uforsvarlig, hvor også advokater kan blive frataget møderetten for Højesteret ved uforsvarlig sagsførelse.
Justitsministeriet finder endvidere, at der bør indføres en mulighed for, at præsidenten for vedkommende landsret kan tilkendegive, at en statslig ansats udførelse af en sag for landsretten er uforsvarlig og ved fortsat uforsvarlig sagsførelse kan fratage denne adgangen til at møde i landsretten. Landsretten kan imidlertid ikke, som det også er tilfældet for advokater i henhold til gældende ret, fratage den rettergangsfuldmægtige en opnået møderet for landsretten efter § 133, stk. 1.
Justitsministeriet finder desuden, at samme adgang til fratagelse bør indføres for en rettergangsfuldmægtig, hvis udførelse af en sag for Sø- og Handelsretten er uforsvarlig, hvorefter Sø- og Handelsretten skal kunne give den pågældende en tilkendegivelse herom og ved fortsat uforsvarlig sagsførelse bør kunne fratage rettergangsfuldmægtigen adgangen til at møde i alle sager i Sø- og Handelsretten med undtagelse af sager omfattet af § 15, stk. 2, nr. 3. Sø- og Handelsretten kan imidlertid tilsvarende landsretten ikke fratage den rettergangsfuldmægtige en opnået møderet efter § 133, stk. 1.
Det bemærkes endvidere generelt for øvrige instanser, at når en statslig myndighed møder i retten ved en af sine ansatte i en civil retssag, kan dommeren eller dommerne i sagen, hvis de finder det relevant, efter hovedforhandlingen give en tilbagemelding om den ansattes førelse af sagen.
Justitsministeriet finder henset til den forskel i, hvem der kan møde på vegne af det offentlige, som er nærmere beskrevet ovenfor i pkt. 2.2.1.2, ikke grundlag for at ændre den gældende regel i retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4, hvorefter ansatte, der ikke er ansat med det særlige formål at møde i retten, kan repræsentere deres arbejdsgiver ved enhver instans uden krav om møderet. Ministeriet er opmærksom på, at dette i praksis vil indebære, at en statslig medarbejder, der er ansat med det særlige formål at møde i retten, vil skulle opfylde krav med hensyn til møderet, som en offentligt ansat, der ikke er ansat med det særlige formål at møde i retten, ikke skal opfylde. Der vil eksempelvis kunne opstå den situation, at en statslig ansat med stor retssagserfaring efter den foreslåede ordning på grund af manglende møderet ikke vil kunne give møde i en sag for landsretten (medmindre det er med henblik på at opnå en sådan møderet efter retsplejelovens § 133), mens en offentlig ansat uden retssagserfaring og uden juridisk uddannelse, der ikke er ansat med det særlige formål at møde i retten, vil kunne give møde i landsretten.
Justitsministeriet finder det desuagtet rigtigst ikke at udvide anvendelsesområdet for retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4, til at omfatte alle ansatte desuagtet ansættelsens formål eller at skærpe bestemmelsen ved at stille krav om møderet eller uddannelseskrav for de i bestemmelsen omhandlede personer. Efter Justitsministeriets opfattelse er det vigtigt, at såvel myndigheder som private har mulighed for at repræsentere sig selv ved en af sine ansatte, uden at der stilles særlige krav til den ansattes møderet og uddannelse, når denne er kompetent dertil og ikke er ansat med det særlige formål at møde i retten.
2.4.2.5. Tilsyn
Justitsministeriet har overvejet, hvilket tilsyn ansatte i statens tjeneste, der møder som rettergangsfuldmægtige inden for det pågældende myndighedsområde, bør være omfattet af.
Offentligt ansatte, herunder statsligt ansatte, der i dag møder som rettergangsfuldmægtige efter § 260, stk. 3, nr. 4, samt anklagere i straffesager er ikke underlagt Advokatrådets tilsyn, idet Advokatrådet har til formål at føre tilsyn med advokater, advokatfuldmægtige og advokatselskaber. Det er Justitsministeriets vurdering, at statsligt ansatte - herunder også ansatte ved Statsadvokaten, jf. pkt. 2.1.3 ovenfor - der møder som rettergangsfuldmægtige, på samme vis ikke bør omfattes af Advokatrådets kompetence og ikke bør kunne indbringes for Advokatnævnet.
Justitsministeriet anser det nuværende regulering for passende, idet statsligt ansatte, der fungerer som rettergangsfuldmægtige, er statsligt ansatte embedsmænd og dermed omfattet af de forvaltningsretlige regler samt de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger og principper, som bl.a. beskrevet i Kodex VII. De forvaltningsretlige grundsætninger og principper vil også skulle iagttages i relation til retssagsførelse, herunder princippet om at myndigheder skal iagttage god forvaltningsskik. Dette vil i praksis betyde, at ansatte i relation til retssagsførelse vil være underlagt en række regler og normer for udøvelse af sin virksomhed, hvor hensynet til retssikkerheden tilsiger, at de statsligt ansatte i relevant omfang lever op til de samme etiske standarder og regler, som gælder for advokater.
Såfremt en statslig ansat, der møder som rettergangsfuldmægtig, handler i strid med de forpligtelser, som gælder for embedsmænd, kan ansættelsesmyndigheden gøre brug af ansættelsesretlige sanktioner, herunder påtale, advarsel, opsigelse og bortvisning m.v.
Med hensyn til muligheden for, at Højesteret kan fratage adgangen for en rettergangsfuldmægtig til at møde i retten og en opnået møderet for Højesteret, og at landsretten eller Sø- og Handelsretten kan fratage adgangen til at møde i landsretten eller Sø og- Handelsretten, henvises til pkt. 2.4.2.4 ovenfor.
2.4.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i retsplejelovens § 260 om rettergangsfuldmægtige i civile sager indføres et nyt stk. 6, der vil give en statslig myndighed adgang til at møde i retten på det pågældende myndighedsområde ved en medarbejder, der er ansat med det særlige formål at møde i retten.
Den foreslåede ordning indebærer, at statsligt ansatte vil kunne møde i retten på vegne af statslige myndigheder inden for det pågældende myndighedsområde. Der stilles efter det foreslåede som betingelse, at den ansatte har en dansk juridisk bachelor- og kandidatuddannelse, jf. dog § 135 a, stk. 2, om juridiske kandidater fra andre EU- eller EØS-lande m.v., og at den ansatte for at møde i landsretten eller i Sø- og Handelsretten i sager, der ikke er omfattet af § 15, stk. 2, nr. 3, har opnået møderet efter bestemmelsen i § 133 eller møder med henblik på at opnå en sådan møderet. Den ansatte vil desuden kunne møde i Højesteret, hvis denne har opnået møderet for Højesteret efter retsplejelovens § 134.
Møderetten for landsretten og Sø- og Handelsretten i sager, der ikke er omfattet af § 15, stk. 2, nr. 3, og Højesteret vil kunne være opnået som advokat eller advokatfuldmægtig forud for eller i kombination med den ansattes ansættelse i det offentlige som rettergangsfuldmægtig efter de nye foreslåede bestemmelser i § 260, stk. 6 og 7, herunder ved at give møde i retten med henblik på at opnå sådan møderet. Eksempelvis kan møderet for landsretten opnås ved den ansattes kombinering af en bestået prøvesag for landsretten opnået som advokat eller advokatfuldmægtig og ved en senere bestået prøvesag under en efterfølgende ansættelse som rettergangsfuldmægtig ved en statslig myndighed.
Tilsvarende vil en rettergangsfuldmægtig kunne opnå møderet for Højesteret ved en kombination af en periode som advokat med møderet for landsret og en efterfølgende ansættelse som rettergangsfuldmægtig for en statslig myndighed efter det foreslåede § 260, stk. 6, hvor den ansatte har mødt i landsretten.
For så vidt angår en eventuel fratagelse af møderetten foreslås det, at Højesteret, såfremt en statslig ansat, der møder som rettergangsfuldmægtig, udfører en sag uforsvarligt, vil kunne give denne en tilkendegivelse herom. Findes den rettergangsfuldmægtiges procedure for retten fortsat uforsvarlig, vil retten ved beslutning kunne fratage vedkommende den opnåede møderet efter § 134, stk. 1. Møderetten vil kunne generhverves ved rettens beslutning herom.
Endvidere foreslås det, at landsrettens præsident, såfremt en statslig ansat, der møder som rettergangsfuldmægtig, udfører en sag uforsvarligt, vil kunne give denne en tilkendegivelse herom. Findes den rettergangsfuldmægtiges procedure for retten fortsat uforsvarlig, vil præsidenten for vedkommende landsret ved beslutning kunne fratage vedkommende adgangen til at møde i landsretten. En sådan beslutning vil angå retten til at møde som rettergangsfuldmægtig i landsretten efter de foreslåede § 260, stk. 6 og stk. 7, men vil ikke berøre selve den opnåede møderet for landsretten, der således vil bestå, hvis den pågældende f.eks. senere opnår advokatbeskikkelse eller får udleveret en deponeret advokatbeskikkelse.
Det foreslås desuden, at præsidenten for Sø- og Handelsretten tilsvarende ved beslutning skal kunne fratage en statslig ansat, der møder som rettergangsfuldmægtig, adgangen til at møde i Sø- og Handelsretten i andre sager end sager efter § 15, stk. 2, nr. 3.
Det foreslåede indebærer, at statslige myndigheder vil kunne ansætte medarbejdere med det særlige formål at møde i retten på vegne af myndigheden eller øvrige myndigheder inden for det pågældende myndighedsområde. Det indebærer, at en ansat, såfremt arbejdsgiveren vurderer, at vedkommende har de rette kvalifikationer, vil kunne møde i retten som part på vegne af en overordnet, sideordnet eller underordnet statslig myndighed forudsat indbyrdes aftale herom imellem myndighederne.
Den foreslåede ordning indebærer endvidere, at ansatte, der møder som rettergangsfuldmægtige på vegne af staten, som statslige embedsmænd ikke vil blive omfattet af Advokatrådets tilsyn eller af det disciplinære system, der gælder for advokater og deres autoriserede fuldmægtige. Statsligt ansatte vil således ikke, såfremt de handler kritisabelt som rettergangsfuldmægtig, kunne idømmes en disciplinærstraf af Advokatnævnet. Ansatte vil, såfremt de handler i strid med de regler og normer, som påhviler embedsværket, kunne ifalde ansættelsesretlige sanktioner, såsom en mundtlig eller skriftlig advarsel, omplacering, opsigelse eller bortvisning m.v.
Den foreslåede udvidede adgang for statsligt ansatte, som er ansat med det særlige formål at møde i retten, til at møde i retten inden for det pågældende myndighedsområde adskiller sig fra retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4, der bl.a. stiller som betingelse, at den ansatte ikke må være ansat med det særlige formål at møde i retten. Sidstnævnte møderet er afgrænset til myndighedens egne ansatte, hvor den foreslåede udvidede adgang til at møde i retten vil være afgrænset til statsligt ansatte inden for det pågældende myndighedsområde. Eksempelvis vil ansatte ved Skattestyrelsen i kraft af en indbyrdes aftale mellem de pågældende myndigheder kunne repræsentere Skatteministeriet i retten, ligesom ansatte ved Styrelsen for Danmarks Fængsler vil kunne repræsentere Fængselskreds Vest eller Rigspolitiet som part i retten, idet der er tale om myndigheder inden for samme myndighedsområde. Derimod vil en statsligt ansat på Justitsministeriets område ikke kunne repræsentere en myndighed på Skatteministeriets område eller omvendt.
Forslaget vil ikke ændre på statslige, kommunale eller regionale ansattes adgang til efter gældende ret at møde i retten for deres arbejdsgiver efter retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4. Statslige ansatte, der ikke er ansat med det særlige formål at møde i retten, vil således uændret kunne møde i retten for deres arbejdsgiver i alle instanser og vil ikke skulle opfylde særlige lovbestemte uddannelseskrav eller krav til møderet.
En statsligt ansat, der møder som repræsentant i retten for statslige myndigheder på myndighedsområdet efter § 260 stk. 6, vil under sin ansættelse efter omstændighederne kunne opnå advokatbeskikkelse, hvis betingelserne i retsplejelovens kapitel 12 om beskikkelse som advokat opfyldes. Det forudsættes således, at der efter § 119, stk. 4, vil kunne træffes afgørelse om, at en sådan ansættelse helt eller delvist kan medregnes som praktisk juridisk virksomhed i op til 3 år, jf. § 119, stk. 1, nr. 4, såfremt ansættelsen har en karakter, der kan sidestilles med de i §119, stk. 3, oplistede stillinger. Det vil som efter gældende ret være en betingelse for, ansættelsen kan medregnes i fulde 3 år, at den pågældende heri har opnået kendskab til behandlingen af retssager. Hvis beskikkelse opnås, skal denne straks deponeres, jf. § 141.
Advokater, der har opnået møderet for landsretten, i alle sager i Sø- og Handelsretten eller Højesteret, og som senere bliver ansat i en statslig myndighed, og i den forbindelse deponerer beskikkelsen, jf. retsplejelovens § 141, vil i medfør af den foreslåede ordning fortsat have møderet for de nævnte instanser, som de på vegne af myndigheden møder i retten for.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5, 8 og 16, og bemærkningerne hertil.
2.5. Adgang til dækning af sagsomkostninger til udgifter til bistand fra rettergangsfuldmægtige
2.5.1. Gældende ret
Retsplejelovens kapitel 30 regulerer sagsomkostninger. De nugældende regler blev i det væsentlige indført ved lov nr. 554 af 24. juni 2005.
Retsplejeloven bygger på det princip, at parterne hver især foreløbig afholder deres egne udgifter, og at udgifter til bevisførelse afholdes af den part, der har anmodet om bevisførelsen. Det følger således af retsplejelovens § 311, at enhver part foreløbig skal betale de omkostninger, der er forbundet med processuelle skridt, som parten har foretaget eller anmodet om.
Det følger af retsplejelovens § 316, stk. 1, 1. pkt., at som sagsomkostninger erstattes de udgifter, der har været fornødne til sagens forsvarlige udførelse. Af pkt. 2.2.1 og 2.3.4 i de almindelige bemærkninger til bestemmelsen fremgår, at parters eget arbejde med sagen ikke kan erstattes efter bestemmelsen, jf. i lovforslag nr. L 132 som fremsat den 30. marts 2005, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), s. 5526 og 5554.
Det følger videre af retsplejelovens § 316, stk. 1, 2. pkt., at udgifter til advokatbistand eller bistand fra en person, der i medfør af § 260, stk. 5, erhvervsmæssigt eller i medfør af § 260, stk. 6, repræsenterer en part eller i medfør af § 260, stk. 3, nr. 4, repræsenterer en statslig myndighed, erstattes, med et passende beløb, og at øvrige udgifter erstattes fuldt ud. Udgifter til sagkyndig bistand, der er indhentet med rettens tilladelse i medfør af § 209 a, stk. 1, erstattes dog ikke, jf. 3. pkt. Ifølge stk. 2, kan sagsomkostninger ikke tilkendes skadesløst eller efter regning.
Bestemmelsen gav oprindeligt ikke adgang til, at en statslig part kunne få tilkendt sagsomkostninger for udgifter til bistand fra en rettergangsfuldmægtig efter § 260, stk. 3, nr. 4. Det fremgår således af pkt. 2.1.1. om gældende ret i bemærkningerne til lov nr. 370 af 8. april 2018, at det ud fra en ordlydsfortolkning af daværende gældende ret måtte antages, at når en offentlig myndighed eller en privat virksomhed mødte ved en ansat i medfør af retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4, kunne myndigheden eller den private virksomhed ikke kan få erstattet sine udgifter til bistand fra rettergangsfuldmægtigen som sagsomkostninger, eftersom den pågældende ikke er advokat, jf. Folketingstidende 2018-2019, tillæg A, side 24 f. Ved lov nr. 370 af 9. april 2018 om ændring af retsplejeloven blev § 316, stk. 1, 2. pkt., og § 408, stk. 2, imidlertid ændret til også at omfatte rettergangsfuldmægtige efter retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4, som repræsenterer en statslig myndighed. Det følger af forarbejderne til loven, at udvidelsen ikke omfatter kommunale og regionale myndigheder.
Det blev endvidere i bemærkningerne til bestemmelsen forudsat, at opgørelsen af det beløb, hvormed udgifter til bistand fra andre rettergangsfuldmægtige end advokater, der møder i medfør af lovens § 260, stk. 3, nr. 4, for en statslig myndighed, skal foretages på samme måde som i forbindelse med udgifter til advokatbistand eller bistand fra en person, der i medfør af lovens § 260, stk. 5, erhvervsmæssigt eller i medfør af § 260, stk. 6, repræsenterer en part, dvs. på grundlag af præsidenterne for Østre og Vestre Landsrets vejledende satser for fastsættelse af et passende beløb til dækning af udgifter til advokatbistand i civile sager (proceduresager og inkassosager).
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 16 og 22 i lovforslag nr. L 74 som fremsat den 24. oktober 2018, jf. Folketingstidende 2018-19, tillæg A, side 24 f.
Det følger af retsplejelovens § 408, stk. 1, at sagsomkostningerne for en sag i forenklet proces fastsættes efter reglerne i retsplejelovens kapitel 30, jf. dog stk. 2.
Ifølge § 408, stk. 2, skal der i sager om krav, der har en økonomisk værdi af højst 5.000 kr., erstattes udgifter til advokatbistand eller bistand fra en person, der i medfør af § 260, stk. 5, erhvervsmæssigt eller i medfør af § 260, stk. 6, repræsenterer en part eller i medfør af § 260, stk. 3, nr. 4, repræsenterer en statslig myndighed, med højst 1.500 kr. eksklusive moms. I sager om krav, der har en økonomisk værdi over 5.000 kr., men ikke over 10.000 kr., erstattes udgifter til advokatbistand eller bistand fra en person, der i medfør af § 260, stk. 5, erhvervsmæssigt eller i medfør af § 260, stk. 6, repræsenterer en part eller i medfør af § 260, stk. 3, nr. 4, repræsenterer en statslig myndighed, med højst 2.500 kr. eksklusive moms.
2.5.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet har i forlængelse af etableringen af Statsadvokaten, jf. pkt. 2.1 ovenfor, og udvidelsen af statslige myndigheders adgang til at møde i retten ved ansatte på sit myndighedsområde, jf. pkt. 2.4 ovenfor, overvejet spørgsmålet om, hvorvidt retten i den anledning generelt bør kunne tilkende det offentlige som vindende part et passende beløb til dækning af sagsomkostninger, herunder udgifter til bistand fra en rettergangsfuldmægtig. Det er Justitsministeriets vurdering, at der som udgangspunkt vil være lidt et tab for det offentlige i form af lønudgifter m.v. til den ansatte.
Efter gældende ret vil spørgsmålet om sagsomkostninger afhænge af, hvorvidt det offentlige vælger at lade sig repræsentere ved en advokat, hvorved modparten kan blive pålagt at betale sagsomkostninger hertil, eller ved egne ansatte, hvorved modparten ikke kan blive pålagt at betale sagsomkostninger hertil for udgifter til rettergangsfuldmægtige ansat ved kommunerne og regionerne, men derimod for statsligt ansatte. De gældende regler rummer derfor på dette punkt et element af tilfældighed i forhold til størrelsen af de pålagte sagsomkostninger for modparten til det offentlige i en civil retssag.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at det tab i form af lønudgifter m.v., som henholdsvis Statsadvokaten og øvrige statslige myndigheder vil lide ved at lade sig repræsentere ved en rettergangsfuldmægtig i en civil retssag, bør kunne erstattes af retten med et passende beløb som sagsomkostninger.
Lovforslaget indebærer, at staten i langt højere grad end for nuværende vil skulle hjemtage retssager, som i dag føres af advokater, hvor retten i dag kan tilkende det offentlige, herunder staten, sagsomkostninger for advokatens bistand. Det er Justitsministeriets opfattelse, at staten efter hjemtagelsen af retssager bør have samme adgang til at kunne blive tildelt sagsomkostninger for retssager, som føres af advokater, som ved retssager, der føres af rettergangsfuldmægtige ved Statsadvokaten eller rettergangsfuldmægtige ansat ved andre statslige myndigheder.
For så vidt angår det offentliges udgifter til bistand fra rettergangsfuldmægtige, der i henhold til gældende ret møder efter retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4, er det Justitsministeriets opfattelse, at adgangen til at få tilkendt sagsomkostninger ikke alene bør omfatte staten, men også kommuner og regioner.
Justitsministeriet har i øvrigt overvejet, om en ændring af det offentliges adgang til sagsomkostninger efter retsplejelovens § 316 og § 408 også bør omfatte private parter. Private parter har imidlertid allerede i dag mulighed for at få tilkendt sagsomkostninger af retten, hvis den private part har en advokat ansat til at føre retssager. Det er derfor Justitsministeriets opfattelse, at ændringerne ikke bør omfatte private parter.
2.5.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der indføres en hjemmel i retsplejelovens § 316, stk. 1, og § 408, stk. 2, til, at udgifter til bistand fra rettergangsfuldmægtige, der efter den foreslåede § 260, stk. 6, møder i retten i på vegne af en statslig part inden for det pågældende myndighedsområde, vil kunne erstattes med et passende beløb.
Det foreslås endvidere, at der indføres en hjemmel i retsplejelovens § 316, stk. 1, og § 408, stk. 2, til at udgifter til bistand fra ansatte ved Statsadvokaten, der som rettergangsfuldmægtige efter den foreslåede § 260, stk. 7, møder i retten på vegne af en statslig myndighed, vil kunne erstattes med et passende beløb.
Det foreslås desuden, at kommuner og regioner, der har rettergangsfuldmægtige til at repræsentere dem i retten efter retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4, også vil kunne få tilkendt sagsomkostninger af retten.
Det foreslåede indebærer, at retten kan tilkende staten sagsomkostninger for udgifter til bistand fra ansatte, der møder som rettergangsfuldmægtige, ved Statsadvokaten og øvrige statslige myndigheder.
Det foreslåede indebærer endvidere, at også kommuner og regioner kan få tilkendt udgifter til sagsomkostninger til rettergangsfuldmægtige, der møder efter § 260, stk. 3, nr. 4, hvor det i dag alene er staten, som retten kan tilkende sådanne sagsomkostninger efter retsplejelovens § 316, stk. 1, og § 408, stk. 2.
Det forudsættes, at opgørelsen af det beløb, hvormed udgifter til bistand fra andre rettergangsfuldmægtige end advokater, der møder som anført ovenfor, vil skulle erstattes på samme måde som udgifter efter gældende ret til advokatbistand eller bistand fra en person, der i medfør af retsplejelovens § 260, stk. 5, erhvervsmæssigt eller i medfør af § 260, stk. 6, repræsenterer en part, samt efter § 260, stk. 3, nr. 4, repræsenterer en statslig myndighed. Det indebærer i praksis, at opgørelsen sker på grundlag af præsidenterne for Vestre Landsret og Østre Landsrets til hver en tid vejledende satser for fastsættelse af et passende beløb til dækning af udgifter til advokatbistand i civile sager (proceduresager og inkassosager).
Behandles sagen efter retsplejelovens kapitel 39 om den forenklede proces, vil de særlige satser for sådanne sager skulle anvendes, og i sådanne sager, der har en økonomisk værdi på højst 10.000 kr., gælder herudover særlige maksima for erstatning af udgifter til bistand fra advokat eller anden rettergangsfuldmægtig, jf. retsplejelovens § 408, stk. 2.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 19 og bemærkningerne hertil.
2.6. Vidneudelukkelse for ansatte ved Statsadvokaten
2.6.1. Gældende ret
Det følger af retsplejelovens § 169, stk. 1, at tjenestemænd eller andre, der handler i offentlig eller dermed ligestillet hverv, ikke uden samtykke af vedkommende myndighed må afkræves vidneforklaring om forhold, med hensyn til hvilke, der i det offentliges interesse påhviler dem tavshedspligt. Nægtes samtykke, kan retten, jf. stk. 2, 1. pkt., såfremt forklaringens afgivelse findes at være af afgørende betydning for sagens udfald, pålægge vedkommende myndighed over for retten at redegøre for grundende til nægtelsen. Finder retten herefter, at hensynet til hemmeligholdelse bør vige for hensynet til sagens oplysning, kan den bestemme, at vidneforklaring skal afgives, jf. 2. pkt. Dette gælder dog ikke, hvis nægtelsen er begrundet med hensynet til statens sikkerhed, til dens forhold til fremmed magter eller hensynet til tredjemands lov eller helbred.
Det fremgår af retsplejelovens § 170, stk. 1, at vidneforklaring ikke mod dens ønske, som har krav på hemmeligholdelse, må afkræves præster i folkekirken eller andre trossamfund, læger, forsvarere, retsmæglere, patentrådgivere, som er optaget på den liste, der er anført i artikel 134, stk. 1, i den europæiske patentkonvention, og advokater om det, som er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed.
I henhold til § 170, stk. 2, kan retten pålægge læger, retsmæglere, patentrådgivere som nævnt i stk. 1 og advokater, bortset fra forsvarere i straffesager, at afgive vidneforklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves. Sådant pålæg kan i borgerlige sager ikke udstrækkes til, hvad en advokat har erfaret i en retssag, som har været betroet denne til udførelse, eller hvori dennes råd har været søgt. Det samme gælder for, hvad en patentrådgiver som nævnt i stk. 1 har erfaret i en retssag, hvori dennes råd har været søgt.
Efter stk. 3 kan retten endvidere bestemme, at forklaring ikke skal afgives om forhold, med hensyn til hvilke vidnet i medfør af lovgivningen har tavshedspligt, hvis hemmeligholdelse har væsentlig betydning.
Reglerne i stk. 1-3 gælder også for de pågældende personers medhjælpere, jf. § 170, stk. 4.
Anvendelsen af vidneudelukkelse efter retsplejelovens § 170 forudsætter for advokater, at den pågældende ikke har deponeret sin advokatbeskikkelse på det tidspunkt, hvor vedkommende fik de oplysninger, der skal afgives forklaring om, jf. Østre Landsrets kendelse af 17. juni 2016 i B-1401-16 som trykt i Ugeskrift for Retsvæsen, 2016, side 3549.
2.6.2. Justitsministeriets overvejelser
Statsadvokatens ansatte vil være omfattet af den almindelige vidneudelukkelsesregel for offentligt ansatte i retsplejelovens § 169. Justitsministeriet har overvejet, om Statsadvokatens ansatte herudover skal omfattes af retsplejelovens regler om vidneudelukkelse i § 170.
Det er hensigten med Statsadvokaten, at dens ansatte skal yde rådgivning og føre retssager på vegne af statslige myndigheder. Det er Justitsministeriets vurdering, at forholdet mellem en ansat ved Statsadvokaten og den opdragsgivende myndighed i høj grad kan sidestilles med det klientforhold, som gælder imellem en advokat og dennes klient. Justitsministeriet finder det på den baggrund hensigtsmæssigt, at ansatte ved Statsadvokatens virksomhed i form af rådgivning samt retssagsførelse tilsvarende omfattes af reglerne i retsplejelovens § 170, stk. 1-4, om vidneudelukkelse, som i dag omfatter bl.a. advokater for så vidt angår det, som er kommet til kundskab ved udøvelse af deres virksomhed.
Til forskel fra reglen i retsplejelovens § 169 vil dette i civile sager indebære en absolut vidneudelukkelse for så vidt angår hvad, der er erfaret i retssager, der har været betroet den ansatte ved Statsadvokaten til udførelse, jf. § 170, stk. 2, 2. pkt.
2.6.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at ansatte ved Statsadvokaten omfattes af retsplejelovens § 170, stk. 1-4, om vidneudelukkelse.
Udelukkelsen vil også gælde pålæg om edition, jf. henvisningerne til § 170 i hhv. retsplejelovens § 298, stk. 1, og § 299, stk. 1, for så vidt angår civile sager, og § 804, stk. 4, for så vidt angår straffesager.
Justitsministeriet forudsætter i den forbindelse, at ikke enhver virksomhed udøvet af Statsadvokatens ansatte vil skulle omfattes af udgangspunktet om vidneudelukkelse, men alene en ansat ved Statsadvokatens virksomhed i form af rådgivning og retssagsførelse, herunder eksempelvis drøftelser med den opdragsgivende myndighed, udarbejdelse af processkrifter og førelse af sagen for retten mv. Opgaver, der ikke relaterer sig til rådgivning samt førelse af retssager, vil således ikke skulle være omfattet. Sådanne opgaver vil dog efter omstændighederne være omfattet af den almindelige vidneudelukkelse for så vidt angår forhold, der er omfattet af deres tavshedspligt som offentligt ansatte, jf. retsplejelovens § 169.
Det foreslåede vil indebære, at ansatte ved Statsadvokaten som udgangspunkt vil skulle være udelukket fra at afgive vidneforklaring, jf. stk. 1, hvis dette vil stride mod ønsket fra den opdragsgivende myndighed. Dette udgangspunkt vil skulle fraviges, hvis retten pålægger dem det, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves, jf. § 170, stk. 2, 1. pkt. Rettens pålæg vil dog ikke i civile sager kunne udstrækkes til, hvad en ansat ved Statsadvokaten har erfaret i en retssag, som har været betroede denne til udførelse, eller hvori dennes råd har været søgt, jf. § 170, stk. 2, 2. pkt.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11-13, og bemærkningerne hertil.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
Den foreslåede ordning om etablering af Statsadvokaten, jf. pkt. 2.1, vurderes at medføre udgifter på i alt ca. 77,5 mio. kr. årligt fuldt indfaset i 2029 og frem. Der hjemtages samtidig opgaver til Statsadvokaten for et forbrug til indkøb af advokatydelser på udvalgte områder, der i 2024 udgjorde ca. 80 mio. kr.
Udgifterne til Statsadvokaten bevillingsfinansieres i etableringsåret, hvorefter udgifterne i de følgende år delvist brugerfinansieres fra de myndigheder, der vil skulle gøre brug af Statsadvokaten. Udgifterne og finansieringen indarbejdes på næstkommende bevillingslov.
Den foreslåede ordning om adgang til dækning af sagsomkostninger til udgifter til bistand fra rettergangsfuldmægtige, jf. pkt. 2.5, vurderes potentielt at kunne medføre en mindreudgift for det offentlige, idet kommuner og regioner får adgang til at kunne få dækket omkostninger til rettergangsfuldmægtige efter § 260, stk. 3, nr. 4, som en del af sagsomkostningerne, der i visse tilfælde afholdes af modparten.
Lovforslagets øvrige dele vurderes ikke at have økonomiske konsekvenser for det offentlige af betydning.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Den foreslåede ordning om etablering af Statsadvokaten, jf. pkt. 2.1, samt den foreslåede ordning om udvidelse af statslige myndigheders adgang til at møde i retten ved ansatte på det pågældende myndighedsområde, jf. pkt. 2.4, vil medføre, at det offentlige i højere grad fører egne retssager, hvor det er relevant. Samtidig forudsættes det, at Statsadvokaten også yder juridisk rådgivning til statslige myndigheder. Lovforslaget forventes således at medføre, at det offentlige i mindre grad end i dag benytter advokater til at skulle repræsentere statslige myndigheder i retssager, hvilket vil kunne medføre et afledt tab i omsætning hos advokaterne.
Lovforslaget forventes i øvrigt ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.
6. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 7. september 2026 til den 5. oktober 2026 (30 dage) været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Højesteret, Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter, Tingslysningsretten, Advokatsamfundet, Amnesty International, Aalborg Universitet – Juridisk Institut, Aarhus Universitet – Juridisk Institut, Ankestyrelsen, Copenhagen Business School – Juridisk Institut, Dansk Erhverv, Danske Advokater, Danske Regioner, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, DI, Djøf, Djøf Advokat, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Finans Danmark, Foreningen af Offentlige Anklagere, Foreningen af Statsadvokater, Foreningen af Statsforvaltningsjurister, Foreningen af Udlændingeretsadvokater, Forsikring & Pension, Institut for Menneskerettigheder, Justitia, KL, Københavns Universitet – Det Juridiske Fakultet, Procesbevillingsnævnet, Retspolitisk Forening og Syddansk Universitet – Juridisk Institut.
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Der hjemtages samtidig opgaver til Statsadvokaten for et forbrug til indkøb af advokatydelser på udvalgte områder, der i 2024 udgjorde ca. 80 mio. kr.
Den foreslåede ordning om adgang til dækning af sagsomkostninger til udgifter til bistand fra rettergangsfuldmægtige, jf. pkt. 2.5, vurderes potentielt at kunne medføre en mindreudgift for det offentlige, idet kommuner og regioner får adgang til at kunne få dækket omkostninger til rettergangs-fuldmægtige som en del af sagsomkostningerne, der i visse tilfælde afholdes af modparten.
Etablering af Statsadvokaten vurderes at medføre udgifter på i alt ca. 77,5 mio. kr. årligt fuldt indfaset i 2029 og frem.
Implementeringskonsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Ingen
Lovforslaget kan medføre, at advokater i færre tilfælde end i dag vil skulle repræsentere offentlige myndigheder som part i retssager.
Administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Klimamæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Er i strid med de fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering (der i relevant omfang også gælder ved implementering af ikke-erhvervsrettet EU-regulering) (sæt X)
JA
NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det følger af retsplejelovens § 32, stk. 3, at retten på ethvert tidspunkt kan forbyde advokater, anklagere, bevogtningspersonale, tolke og personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4, at transmittere tekst under retsmødet. Afgørelsen træffes ved kendelse. For andre personer er det under retsmøder forbudt at transmittere tekst, medmindre retten undtagelsesvis tillader det.
Det foreslås, at der i retsplejelovens § 32, stk. 3, indsættes efter »tolke«: », rettergangsfuldmægtige efter § 260, stk. 6 og 7,«.
Det foreslåede indebærer, at ansatte ved Statsadvokaten og øvrige statsligt ansatte, der møder som rettergangsfuldmægtige efter de foreslåede § 260, stk. 6 og 7, i retten, vil kunne transmittere tekst under retsmødet, medmindre retten forbyder dette ved kendelse. Det foreslåede indebærer således en udvidelse af personkredsen omfattet af § 32, stk. 3, til også at omfatte rettergangsfuldmægtige efter det foreslåede § 260, stk. 6 og 7.
Det foreslåede skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 1, nr. 16, om i § 260 indsættelse af et nyt stk. 6 og 7, hvorefter ansatte ved Statsadvokatens efter stk. 7 får adgang til at møde i retten på vegne af statslige myndigheder, og statslige myndigheder efter stk. 6 får adgang til at møde i retten ved ansatte på det pågældende myndighedsområde.
Til nr. 2
Retsplejelovens § 119 indeholder en række betingelser for at kunne blive beskikket som advokat. Efter stk. 2 har enhver ret til at få beskikkelse som advokat, hvis nogle nærmere angivne betingelser er opfyldt. Det er bl.a. et krav, jf. stk. 2, nr. 4, at vedkommende i mindst 3 år har været i praktisk juridisk virksomhed, jf. stk. 3 og 4.
Det fremgår af retsplejelovens § 119, stk. 3, at praktisk juridisk virksomhed består i deltagelse i almindelig advokatvirksomhed, herunder opnåelse af kendskab til behandlingen af retssager, som autoriseret fuldmægtig hos en advokat, der udøver advokatvirksomhed, eller i arbejde i en juridisk stilling ved domstolene, anklagemyndigheden eller politiet, hvori behandling af retssager indgår som en væsentlig del.
Det foreslås, at der i § 119, stk. 3, efter »domstolene,« indsættes »Statsadvokaten,«.
Det foreslåede vil indebære at arbejde i en juridisk stilling ved Statsadvokaten, hvori behandling af retssager indgår som en væsentlig del, vil skulle anses for praktisk juridisk virksomhed omfattet af retsplejelovens § 119, stk. 2, nr. 4
Dette vil medføre, at ansatte ved Statsadvokaten ved deres ansættelse vil kunne opfylde betingelsen om praktisk juridisk virksomhed og dermed vil kunne opnå en advokatbeskikkelse, forudsat de øvrige betingelser herfor er opfyldt.
Da udøvelse af advokatvirksomhed som hovedregel ikke vil kunne forenes med nogen stilling i det offentliges tjeneste, vil en ansat ved Statsadvokaten, der opnår advokatbeskikkelse, straks skulle deponere sin beskikkelse, jf. retsplejelovens § 141.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3-4
Det følger af § 133, stk. 1, at en advokat har møderet for landsret og i alle sager for Sø- og Handelsretten, når advokaten har bestået en prøve i procedure. Det følger videre af § 133, stk. 2, at prøven foruden af advokater kan aflægges af autoriserede advokatfuldmægtige, der i medfør af § 136, stk. 4, kan give møde for landsretten.
Det foreslås i § 133, stk. 1, at efter »advokat« indsættes »eller rettergangsfuldmægtig efter § 260, stk. 6 og 7,«, og »advokaten« ændres til »den pågældende«.
Det foreslås endvidere i § 133, stk. 2, at ændre »advokater« til »de personer, der er nævnt i stk. 1,«.
Det foreslåede indebærer, at rettergangsfuldmægtige efter § 260, stk. 6 og 7, vil kunne opnå møderet for landsretten og Sø- og Handelsretten efter § 133, stk. 1, ved at aflægge den i § 133 omtalte prøve i procedure.
Det foreslåedes skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 260, stk. 6, hvorefter en statslig myndighed har adgang til at møde i retten ved personer, der er ansat på det pågældende myndighedsområde med det særlige formål at møde i retten, og hvor det stilles som betingelse, at den ansatte for at kunne møde i landsretten og i alle sager i Sø- og Handelsretten skal have opnået møderet § 133 eller møde med henblik at opnå en sådan møderet.
Det foreslåedes skal endvidere ses i sammenhæng med, at ansatte ved Statsadvokaten skal have mulighed for at opnå møderet efter § 133, stk. 1, for landsretten og i alle sager for Sø- og Handelsretten, ved at aflægge den i § 133 omtalte prøve i procedure. Ansatte ved Statsadvokaten vil samtidig have adgang til at møde for landsretten og i alle sager for Sø- og Handelsretten i kraft af ansættelsen efter det foreslåede § 260, stk. 7, uden iagttagelsen af retsplejelovens § 133.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 16 og pkt. 2.3 og 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 5 og 8
Det følger af retsplejelovens § 133, stk. 1, at en advokat har møderet for landsret og i alle sager for Sø- og Handelsretten, når advokaten har bestået en prøve i procedure. Efter stk. 2 kan prøven foruden af advokater aflægges af autoriserede advokatfuldmægtige, der i medfør af § 136, stk. 4, kan give møde for landsretten.
I henhold til stk. 3 består prøven i, at den pågældende udfører to retssager, der afsluttes med mundtlig hovedforhandling. Efter stk. 4 kan den ene retssag kan være en byretssag, herunder den praktiske prøve, der er omhandlet i § 119, stk. 2, nr. 5, eller en sag for Arbejdsretten. Byretssagen, herunder den praktiske prøve, der er omhandlet i § 119, stk. 1, nr. 5, skal være en sag med kollegial behandling eller en sag, hvor der medvirker sagkyndige dommere. Sagen for Arbejdsretten skal indeholde en hovedforhandling. Den anden retssag skal aflægges for en af landsretterne, for Grønlands Landsret som kollegial ret eller for Sø- og Handelsretten. En sag kan kun danne grundlag for prøven, hvis vedkommende ret finder sagen egnet hertil.
Prøven er i henhold til stk. 5 bestået, når de retter, hvor sagerne er udført, finder udførelsen tilfredsstillende. Vedkommende landsret, Grønlands Landsret som kollegial ret eller Sø- og Handelsretten kan dog, hvis sagen er udført for landsretten eller Sø- og Handelsretten, ud fra den første sags karakter og udførelsen heraf erklære prøven for bestået alene på grundlag af denne sag. Den anden sag skal udføres senest 5 år efter udførelsen af den første sag, medmindre den ret, hvor den anden sag udføres, meddeler undtagelse herfra. Efter stk. 6 er der ikke adgang til at indstille sig til prøven mere end to gange.
En opnået møderet ved landsretten efter § 133, stk. 1, kan ikke fratages.
Efter retsplejelovens § 134, stk. 1, har en advokat møderet for Højesteret, når den pågældende har indgivet anmeldelse til Højesterets justitskontor vedlagt en erklæring fra Advokatrådet om, at advokaten i mindst 5 år har været i virksomhed som advokat med møderet for landsret, og en erklæring fra vedkommende landsret, herunder Grønlands Landsret, om, at advokaten er øvet i procedure.
Efter stk. 2 kan Højesteret, såfremt en advokats udførelse af en sag for Højesteret er uforsvarlig, give advokaten en tilkendegivelse herom. Findes advokatens procedure for Højesteret fortsat uforsvarlig, kan retten ved beslutning fratage advokaten møderetten. Møderetten kan generhverves ved rettens beslutning herom.
Det foreslås i § 133 at indsætte et stk. 7, hvoraf følger, at udføres en sag uforsvarligt for landsretten af en rettergangsfuldmægtig efter § 260, stk. 6 eller 7, kan vedkommende landsretspræsident give denne en tilkendegivelse herom. Findes rettergangsfuldmægtigens procedure for landsretten fortsat uforsvarlig, kan vedkommende landsretspræsident ved beslutning fratage denne adgangen til at møde i retten for landsretten efter § 260, stk. 6 og 7. Adgangen til at møde i retten kan generhverves ved rettens beslutning. 1.-3. pkt. finder tilsvarende anvendelse med hensyn til præsidenten for Sø- og Handelsrettens mulighed for at fratage adgangen til at møde i retten for Sø- og Handelsretten i andre sager end sager efter § 15, stk. 2, nr. 3.
Det foreslås endvidere i § 134 at indsætte et stk. 3, hvoraf følger, at udføres en sag uforsvarligt for Højesteret af en rettergangsfuldmægtig efter § 260, stk. 6 eller 7, kan Højesteret give denne en tilkendegivelse herom. Findes rettergangsfuldmægtigens procedure for Højesteret fortsat uforsvarlig, kan Højesteret ved beslutning fratage denne adgangen til at møde i retten for Højesteret efter § 260, stk. 7, og en opnået møderet for Højesteret efter § 134, stk. 1. Adgangen til at møde i retten for Højesteret efter § 260, stk. 7, og en opnået møderet for Højesteret efter § 134, stk. 1, kan generhverves ved rettens beslutning.
Det foreslåede indebærer, at præsidenten for vedkommende landsret vil kunne give en tilkendegivelse til en rettergangsfuldmægtig, der møder efter § 260, stk. 6 eller 7, såfremt vedkommendes udførelse af en sag for landsretten er uforsvarlig.
Findes udførelsen af en sag for landsretten ved en rettergangsfuldmægtig efter § 260, stk. 6 eller 7, fortsat uforsvarlig, vil vedkommende landsretspræsident ved beslutning kunne fratage vedkommende adgangen til at møde i retten for landsretten efter § 260, stk. 6 og 7. En sådan beslutning vil alene angå adgangen til at møde som rettergangsfuldmægtig efter de foreslåede § 260, stk. 6 og 7, og rettergangsfuldmægtigen vil herefter ikke kunne møde i landsretten i medfør af disse bestemmelser. Det foreslåede vil ikke berøre en opnået møderet for landsretten efter § 133, stk. 1, der således vil bestå, hvis den pågældende f.eks. senere opnår advokatbeskikkelse eller får udleveret en deponeret advokatbeskikkelse.
Det foreslåede indebærer desuden, at præsidenten for Sø- og Handelsretten tilsvarende vil kunne give en tilkendegivelse, såfremt udførelsen af en sag for Sø- og Handelsretten ved en rettergangsfuldmægtig efter § 260, stk. 6 eller 7, er uforsvarlig. Præsidenten for Sø- og Handelsretten vil ved fortsat uforsvarlig sagsførelse ved beslutning kunne fratage rettergangsfuldmægtigen adgangen efter § 260, stk. 6 og 7, til at møde i Sø- og Handelsretten i andre sager end sager efter § 15, stk. 2, nr. 3. En sådan beslutning vil alene angå adgangen til at møde som rettergangsfuldmægtig efter de foreslåede § 260, stk. 6 og 7, og rettergangsfuldmægtigen vil herefter ikke kunne møde i Sø- og Handelsretten i medfør af disse bestemmelser i andre sager end sager efter § 15, stk. 2, nr. 3. Det foreslåede vil ikke berøre en opnået møderet for Sø- og Handelsretten efter § 133, stk. 1, der således vil bestå, hvis den pågældende f.eks. senere opnår advokatbeskikkelse eller får udleveret en deponeret advokatbeskikkelse
Det foreslåede indebærer, at landsretten eller Sø- og Handelsretten i givet fald fratager adgangen til at møde efter både § 260, stk. 6, og § 260, stk. 7, uanset hvilken af bestemmelserne rettergangsfuldmægtigen mødte efter i de pågældende sager. Det foreslåede indebærer samtidig, at landsretspræsidentens fratagelse af adgangen til at møde for landsretten ikke berører den pågældendes adgang til at møde for Sø- og Handelsretten eller Højesteret, og at Sø- og Handelsrettens præsidents fratagelse af adgangen til at møde for Sø- og Handelsretten ikke berører den pågældendes adgang til at møde for landsretten eller Højesteret.
Det foreslåede indebærer endvidere, at Højesteret, såfremt en statslig ansat, der møder som rettergangsfuldmægtig efter § 260, stk. 6 eller 7, udfører en sag uforsvarligt, vil kunne give denne en tilkendegivelse herom.
Finder Højesteret, at udførslen af en sag af en statslig ansat, der møder som rettergangsfuldmægtig efter § 260, stk. 6, fortsat er uforsvarlig, kan Højesteret ved beslutning fratage denne adgangen til at møde i retten for Højesteret efter § 260, stk. 7, og den opnåede møderet for Højesteret efter § 134, stk. 1, og rettergangsfuldmægtigen vil herefter ikke kunne møde i Højesteret i medfør af § 260, stk. 6 eller 7. Adgangen til at møde i retten for Højesteret efter § 260, stk. 7, og møderetten efter § 134, stk. 1, kan generhverves ved rettens beslutning.
Finder Højesteret, at udførslen af en sag af en ansat ved Statsadvokaten, der møder som rettergangsfuldmægtig efter § 260, stk. 7, fortsat er uforsvarlig, kan Højesteret ved beslutning fratage denne adgangen til at møde for Højesteret efter § 260, stk. 7, og en møderet for Højesteret efter § 134, stk. 1, såfremt en sådan er opnået, og rettergangsfuldmægtigen vil herefter ikke vil kunne møde i Højesteret i medfør af § 260, stk. 6 eller 7. Adgangen til at møde i retten for Højesteret efter § 260, stk. 7, og en opnået møderet efter § 134, stk. 1, kan generhverves ved rettens beslutning.
Det foreslåede skal ses i sammenhæng med den foreslåede adgang for statslige myndigheder til at møde i retten ved ansatte på det pågældende myndighedsområde efter § 260, stk. 6, hvor de ansattes møderet for landsretten, Sø- og Handelsretten og Højesteret er betinget af opnåelse af møderet efter retsplejelovens kapitel 13.
Det foreslåede skal endvidere ses i sammenhæng med den foreslåede adgang for Statsadvokatens ansatte til i kraft af ansættelsen at møde i retten for landsretten, Sø- og Handelsretten og Højesteret som rettergangsfuldmægtige efter § 260, stk. 7, og med, at de i øvrigt får mulighed til at opnå møderet efter § 133, stk. 1, for landsretten og i alle sager i Sø- og Handelsretten samt møderet for Højesteret efter § 134 til brug for eventuel senere virke som advokat, men hvor en sådan møderet ikke er en betingelse for at kunne møde i retten for landsretten, i alle sager for Sø- og Handelsretten og for Højesteret efter § 260, stk. 7.
Ansatte ved statslige myndigheder og ansatte ved Statsadvokaten, der møder som rettergangsfuldmægtige efter de foreslåede § 260, stk. 6 og 7, er ikke advokater og er således ikke omfattet af Advokatrådets tilsyn, ligesom de ikke kan ifalde disciplinærstraffe ved Advokatnævnet. Disse vil derimod kunne ifalde ansættelsesretlige sanktioner, såsom en mundtlig eller skriftlig advarsel, omplacering, opsigelse eller bortvisning m.v.
Til nr. 6 og 7
Det følger af retsplejelovens § 134, stk. 1, at en advokat har møderet for Højesteret, når den pågældende har indgivet anmeldelse til Højesterets justitskontor vedlagt en erklæring fra Advokatrådet om, at advokaten i mindst 5 år har været i virksomhed som advokat med møderet for landsret, og en erklæring fra vedkommende landsret, herunder Grønlands Landsret, om, at advokaten er øvet i procedure.
Det foreslås i § 134, stk. 1, at ændre bestemmelsens ordlyd, således en rettergangsfuldmægtig efter de foreslåede § 260, stk. 6 og 7, ligesom advokater kan opnå møderet for Højesteret ved at indgive en anmeldelse til Højesterets justitskontor vedlagt en erklæring om, at den pågældende i mindst 5 år har været i virksomhed med møderet for landsret, og en erklæring fra vedkommende landsret om, at den pågældende er øvet i procedure.
Det foreslås endvidere i § 134, stk. 1, at der indsættes et 2. pkt. hvoraf det følger, at for advokater afgives den nævnte erklæring om vedkommendes virksomhed med møderet for landsret af Advokatrådet og for rettergangsfuldmægtige efter § 260, stk. 6 eller 7, af vedkommende arbejdsgiver.
Det foreslåede indebærer, at rettergangsfuldmægtige efter § 260, stk. 6 og 7, vil kunne opnå møderet for Højesteret efter § 134, stk. 1. Ansatte ved Statsadvokaten vil samtidig have adgang til at møde i retten efter det foreslåede § 260, stk. 7, uden iagttagelsen af retsplejelovens § 134.
Efter den foreslåede ordning vil den statslige arbejdsgiver, herunder Statsadvokaten, for rettergangsfuldmægtige, der møder i kraft af retsplejelovens § 260, stk. 6 og 7, i stedet for Advokatrådet skulle udstede erklæringen om mindst 5 års virke med møderet for landsretten efter retsplejelovens § 134, stk. 1.
For så vidt angår opnåelsen af møderet til Højesteret vil ansættelsen som rettergangsfuldmægtig efter § 260, stk. 6 og 7, ved en statslig myndighed, herunder Statsadvokaten, kunne medregnes som virksomhed med møderet for landsret efter § 133, stk. 1, fra det tidspunkt, hvor den ansatte måtte have bestået den i § 133 omtalte prøve i procedure.
I det tilfælde en advokat ønsker møderet for Højesteret efter § 134 i kraft af sit tidligere virke i landsretten som rettergangsfuldmægtig for statslige myndigheder efter § 260, stk. 6 og 7, skal erklæringen som hidtil udstedes af Advokatrådet, da den pågældende ved anmeldelsen om møderet virker som advokat. Advokatrådet kan i den forbindelse indhente oplysninger fra de relevante statslige arbejdsgivere, herunder Statsadvokaten.
Det foreslåede skal ses sammenhæng med udvidelsen af statslige myndigheders adgang til at møde i retten ved ansatte på det pågældende myndighedsområde, hvor møderetten for de højere instanser, herunder Højesteret, kræver opnåelse af møderet hertil efter retsplejeloven kapitel 13. Det foreslåede skal endvidere ses i sammenhæng med, at Statsadvokatens ansatte får mulighed for at opnå møderet for de højere instanser, herunder Højesteret efter retsplejelovens § 134, til brug for eventuel senere virke som advokat.
Til nr. 9
Statslige myndigheder skal som udgangspunkt selv – eventuelt under inddragelse af relevante myndigheder – løse juridiske problemstillinger, der hører under den enkelte myndigheds ansvarsområde. Statsligt ansatte kan desuden møde i retten på vegne af myndigheden, hvis de ansatte også udfører andre arbejdsopgaver end retssagsførelse, f.eks. administrativ sagsbehandling, jf. retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4. Derudover har statslige myndigheder også mulighed for at indkøbe ekstern juridisk bistand til rådgivnings- og retssagsopgaver.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i § 147 j, at Statsadvokaten under Justitsministeriet skal udføre borgerlige sager på vegne af statslige myndigheder og yde rådgivning om juridiske spørgsmål til statslige myndigheder.
Det foreslåede vil indebære, at Statsadvokaten kommer til at indgå i det almindelige administrative myndighedshierarki på Justitsministeriets område, og dermed som udgangspunkt vil være underlagt justitsministerens tilsyns- og instruktionsbeføjelse. Det betyder, at justitsministeren bl.a. vil kunne pålægge Statsadvokaten at håndtere en retssag eller rådgivningssag for ministeriet eller en anden statslig myndighed.
Det foreslåede vil desuden indebære, at Statsadvokaten som udgangspunkt skal varetage civile sager, hvor en statslig myndighed f.eks. er sagsøgt eller sagsøger, samt yde juridisk rådgivning til statslige myndigheder. Der vil være tale om rådgivning i relation til retssager.
Det forudsættes, at Statsadvokaten vil skulle bistå statslige myndigheder i forbindelse med civile sager, medmindre der er tale om en sag, som har tilknytning til et konkurrenceudsat område, som er omfattet af aftalen med Poul Schmith/Kammeradvokaten, som den statslige myndighed fører ved egne ansatte eller som Statsadvokaten f.eks. af ressourcemæssige årsager ikke har mulighed for at påtage sig.
Det forudsættes desuden, at statslige myndigheder forud for inddragelse af Statsadvokaten, som udgangspunkt vil skulle søge rådgivning hos den eller de relevante statslige myndigheder, som har ansvaret for det retsområde eller den regulering, rådgivningen drejer sig om. Det betyder, at rådgivningssager vedrørende f.eks. forvaltningsret eller statsstøtte vil skulle søges løst med bistand fra henholdsvis Justitsministeriets Lovafdeling og Erhvervsministeriets Statsstøttesekretariat, inden Statsadvokaten inddrages. Tilbagevendende sagstyper, som udgør en del af statslige myndigheders kerneopgaver, herunder bl.a. lov- og forskriftsforberedende arbejde, ministerbetjening samt udarbejdelse af afgørelser i f.eks. konkrete aktindsigtssager, vil skulle søges løst internt. Det forudsættes i den forbindelse, at Statsadvokaten som det klare udgangspunkt ikke vil skulle varetage konkret sagsbehandling på vegne af statslige myndigheder, f.eks. bidrage til bekæmpelse af sagspukler.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den enkelte minister har en række over-/underordnelsesbeføjelser i forhold til de myndigheder, som indgår i det statslige administrative hierarki. En minister har således bl.a. mulighed for at føre tilsyn med den underordnede myndighed, udstede generelle og konkrete tjenestebefalinger, ligesom en underordnet myndigheds afgørelser kan indbringes for ministeren efter den almindelige retsgrundsætning om administrativ rekurs.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i § 147 k, at Statsadvokaten er uafhængig af justitsministeren i udførelsen af borgerlige sager og ydelse af rådgivning efter § 147 j.
Det foreslåede vil indebære, at Statsadvokaten ikke vil være underlagt justitsministerens instruktions- og tilsynsbeføjelse i forbindelse med varetagelsen af civile sager for statslige myndigheder. Det betyder eksempelvis, at det er Statsadvokaten og den opdragsgivende myndighed som vil beslutte, hvilke påstande der skal nedlægges i en konkret retssag, hvilke anbringender der skal gøres gældende, eller om en sag skal ankes.
Når Statsadvokaten varetager retssager på vegne af andre statslige myndigheder end Justitsministeriet og ministeriets underliggende myndigheder, er det således den enkelte opdragsgivende statslige myndighed, som håndterer dialogen med Statsadvokaten og i øvrigt træffer den endelige beslutning i forhold til, om en sag skal forliges, føres ved domstolene eller ankes, og hvordan. Dialogen mellem den opdragsgivende statslige myndighed og Statsadvokaten sker uafhængigt af Justitsministeriet, som således f.eks. ikke som udgangspunkt vil skulle forholde sig til Statsadvokatens processkrifter, udkast til procedure, vurderinger og lignende i sagen.
Den enkelte opdragsgivende statslige myndighed kan imidlertid – ligesom tilfældet er i dag, når en statslig myndighed indkøber ekstern advokatbistand – anmode andre relevante myndigheder, herunder bl.a. Justitsministeriet, om bemærkninger til Statsadvokatens processkrifter mv., hvis det vurderes relevant, f.eks. fordi retssagen berører lovgivning inden for det pågældende ministeriums ressortområde. Det foreslåede vil desuden indebære, at Statsadvokaten ikke vil være underlagt justitsministerens instruktions- og tilsynsbeføjelse, når Statsadvokaten rådgiver statslige myndigheder.
Uafhængigheden vil alene knytte sig til Statsadvokatens juridiske vurderinger, udformning af processkrifter, processuelle beslutninger og lignende. Statsadvokaten vil således kunne pålægges af justitsministeren f.eks. at håndtere en retssag eller rådgivningssag for ministeriet eller en anden statslig myndighed, eller i øvrigt beslutte at udvide Statsadvokatens opgaveportefølje.
Afskæringen af justitsministerens tilsyns- og instruktionsbeføjelse vil betyde, at justitsministeren ikke vil være ansvarlig for eventuelle fejl i forbindelse med Statsadvokatens retssagsførelse eller rådgivning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i § 147 l, at lov om offentlighed i forvaltningen og lov om aktindsigt i miljøoplysninger ikke gælder for den virksomhed, Statsadvokaten udøver i medfør af den foreslåede § 147 j.
Det vil indebære, at dokumenter og andet materiale, som Statsadvokaten udarbejder, modtager eller på anden måde behandler i forbindelse med varetagelsen af retssags- og rådgivningssager efter den foreslåede § 147 j, undtages offentlighedslovens og miljøoplysningslovens regler. Offentligheden vil således ikke kunne få indsigt i materiale omfattet af bestemmelsen gennem reglerne om aktindsigt i offentlighedsloven eller miljøoplysningsloven.
Hvis Statsadvokaten skal kunne varetage sin opgave som juridisk rådgiver og repræsentant for offentlige myndigheder, er det en forudsætning, at det materiale, som blive udarbejdet af Statsadvokaten i forbindelse med varetagelsen af retssags- og rådgivningssager efter den foreslåede § 147 j, ikke kommer til offentlighedens kendskab. Dette gælder også sådant materiale hos Statsadvokaten, som ikke er udvekslet med den opdragsgivende myndighed og dermed vil kunne undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 27, nr. 4.
Til nr. 10
Det følger af retsplejelovens § 161, at har en part i en borgerlig sag antaget en advokat til at udføre sagen, kan forkyndelse vedrørende sagen ske for advokaten.
Det foreslås, at der i § 161 efter »advokat« indsættes »eller rettergangsfuldmægtig efter § 260, stk. 6 eller 7,«, og efter »advokaten« indsættes »eller rettergangsfuldmægtigen«.
Det foreslåede indebærer, at der vil kunne ske forkyndelse i en sag over for en ansat ved Statsadvokaten, der møder som rettergangsfuldmægtig efter retsplejelovens § 260, stk. 7, til at udføre en civil sag på vegne af en statslig myndighed. Det foreslåede indebærer endvidere, at der vil kunne ske forkyndelse i en sag over for en statslig ansat, der møder som rettergangsfuldmægtig efter § 260, stk. 6, på vegne af en anden statslig myndighed inden for det pågældende myndighedsområde.
Til nr. 11-13
Det fremgår af retsplejelovens § 170, stk. 1, at mod dens ønske, som har krav på hemmeligholdelse, må vidneforklaring ikke afkræves præster i folkekirken eller andre trossamfund, læger, forsvarere, retsmæglere, patentrådgivere, som er optaget på den liste, der er anført i artikel 134, stk. 1, i den europæiske patentkonvention, og advokater om det, som er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed.
Efter stk. 2 kan retten pålægge læger, retsmæglere, patentrådgivere som nævnt i stk. 1 og advokater, bortset fra forsvarere i straffesager, at afgive vidneforklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves. Sådant pålæg kan i borgerlige sager ikke udstrækkes til, hvad en advokat har erfaret i en retssag, som har været betroet denne til udførelse, eller hvori dennes råd har været søgt. Det samme gælder for, hvad en patentrådgiver som nævnt i stk. 1 har erfaret i en retssag, hvori dennes råd har været søgt.
I henhold til stk. 3 kan retten bestemme, at forklaring ikke skal afgives om forhold, med hensyn til hvilke vidnet i medfør af lovgivningen har tavshedspligt, og hvis hemmeligholdelse har væsentlig betydning.
Reglerne i stk. 1-3 gælder også for de pågældende personers medhjælpere, jf. stk. 4.
Det foreslås i § 170, stk. 1, at der efter »patentrådgivere, som er optaget på den liste, der er anført i artikel 134, stk. 1, i den europæiske patentkonvention,« indsættes »ansatte ved Statsadvokaten«.
Det foreslås endvidere i § 170, stk. 2, 1. pkt., at der efter »patentrådgivere som nævnt i stk. 1« indsættes », ansatte ved Statsadvokaten«.
Der foreslås desuden i § 170, stk. 2, 2. pkt., at der efter »hvad« indsættes »en ansat ved Statsadvokaten eller«.
Det foreslåede indebærer, at ansatte ved Statsadvokaten vil blive omfattet af retsplejelovens § 170, om vidneudelukkelse. Det forudsættes i den forbindelse, at ikke enhver virksomhed udøvet af Statsadvokatens ansatte vil skulle omfattes af reglerne om vidneudelukkelse efter retsplejelovens § 170. Det vil alene omfatte Statsadvokatens virksomhed i form rådgivning og retssagsførelse, herunder eksempelvis drøftelser med opdragsgivende myndighed, udarbejdelse af processkrifter og førelse af sagen for retten mv. Opgaver, der ikke relaterer sig til rådgivning samt førelse af retssager, vil således ikke blive omfattet.
Det foreslåede vil indebære, at ansatte ved Statsadvokaten som udgangspunkt er udelukket fra at afgive vidneforklaring, jf. stk. 1, hvis dette vil stride mod ønsket fra den, der har krav på hemmeligholdelse, typisk den opdragsgivende myndighed. Dette udgangspunkt vil skulle fraviges, hvis retten pålægger dem det, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves, jf. § 170, stk. 2, 1. pkt. Rettens pålæg vil dog ikke i borgerlige sager kunne udstrækkes til, hvad en ansat ved Statsadvokaten har erfaret i en retssag, som har været betroet denne til udførelse, eller hvori dennes råd har været søgt, jf. § 170, stk. 2, 2. pkt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 14
Det følger af retsplejelovens § 260, stk. 1, at en part kan lade en anden møde for sig i retten efter reglerne i stk. 2-10 om rettergangsfuldmægtige.
Det foreslås at, i § 260, stk. 1, ændres »stk. 2-10« til »stk. 2-12«.
Det foreslåede indebærer, at de med loven foreslåede § 260, stk. 6 og 7 om adgang for Statsadvokaten og statslige myndigheder til at møde i retten ved rettergangsfuldmægtige, vil udgøre undtagelser til advokaters møderetsmonopol.
Det foreslåede skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 1, nr. 16, om i § 260 indsættelse af et nyt stk. 6 og 7.
Til nr. 15
Det følger af retsplejelovens § 260, stk. 2, at advokater er eneberettigede til at møde i retten som fuldmægtige for parterne, medmindre andet følger af stk. 3, 5, 6, 7, 9 og 10.
Det foreslås at, i § 260, stk. 2, ændres »stk. 3, 5, 6, 7, 9 og 10« til »stk. 3, 5-9, 11 og 12«.
Det foreslåede indebærer, at de med loven foreslåede § 260, stk. 6 og 7 om adgang for ansatte ved Statsadvokaten og statslige myndigheder til at møde i retten ved rettergangsfuldmægtige vil udgøre undtagelser til advokaters møderetsmonopol.
Det foreslåede skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 1, nr. 16, om indsættelse i § 260 af et nyt stk. 6 og 7.
Til nr. 16
Advokater nyder i udgangspunktet et møderetsmonopol efter retsplejelovens § 131 og § 260, stk. 2. Som en af undtagelserne hertil følger det af retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4, at en part kan møde i retten ved personer, der er ansat hos parten for et tidsrum, der ikke er kortere end 1 måned, og – når parten ikke selv er advokat – ikke med det særlige formål at møde i retten.
For så vidt angår advokaters møderet følger det af retsplejelovens § 132, at enhver advokat har møderet for byret, for Sø og Handelsretten i sager omfattet af § 15, stk. 2, nr. 3, og for Den Særlige Klageret.
Det følger endvidere af retsplejelovens § 133, stk. 1, at en advokat har møderet for landsret og i alle sager for Sø- og Handelsretten, når advokaten har bestået en prøve i procedure.
Ifølge retsplejelovens § 134, stk. 1, har en advokat møderet for Højesteret, når den pågældende har indgivet anmeldelse til Højesterets justitskontor vedlagt en erklæring fra Advokatrådet om, at advokaten i mindst 5 år har været i virksomhed som advokat med møderet for landsret, og en erklæring fra vedkommende landsret, herunder Grønlands Landsret, om, at advokaten er øvet i procedure.
Det følger endvidere af retsplejelovens § 134, stk. 2, at hvis en advokats udførelse af en sag for Højesteret er uforsvarlig, kan Højesteret give advokaten en tilkendegivelse herom. Findes advokatens procedure for Højesteret fortsat uforsvarlig, kan retten ved beslutning fratage advokaten møderetten. Møderetten kan generhverves ved rettens beslutning herom.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Med lovforslagets § 1, nr. 16, foreslås det, at der indsættes to nye stykker i § 260 om rettergangsfuldmægtige.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 6, hvorefter en statslig myndighed kan møde i retten ved en person, der er ansat på det pågældende myndighedsområde med det særlige formål at møde i retten. Det er en betingelse, at den ansatte har en dansk juridisk bachelor- og kandidatuddannelse, jf. dog § 135 a, stk. 2, og at den ansatte for at møde i landsretten og Sø- og Handelsretten i sager, der ikke er omfattet af § 15, stk. 2, nr. 3, har opnået møderet efter § 133, jf. dog § 133, stk. 7, eller møder med henblik at opnå en sådan møderet og for at møde i Højesteret har opnået møderet efter § 134.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at statsligt ansatte vil kunne møde i retten for statslige myndigheder, når de er ansat med det særlige formål at møde i retten, og at den ansatte kan møde på vegne af ikke blot ansættelsesmyndigheden, men også en anden statslig myndighed inden for det pågældende myndighedsområde.
Der stilles som betingelse, at den ansatte har en dansk juridisk bachelor- og kandidatuddannelse, jf. dog retsplejelovens § 135 a, stk. 2. Dansk juridisk bachelor- og kandidatuddannelse omfatter hele det danske rige og dermed også færøske og grønlandske juridiske eksaminer. Henvisningen til § 135 a, stk. 2, indebærer, at justitsministeren, i det omfang det er nødvendigt til opfyldelse af Danmarks EU-retlige forpligtelser, kan fritage fra kravet om, at ansøgeren om advokatbeskikkelse skal have bestået en dansk juridisk bachelor- eller kandidateksamen, herunder fastsætte en prøvetid som betingelse herfor.
Det er endvidere en betingelse, at den ansatte for at møde i landsretten og Sø- og Handelsretten i sager, der ikke er omfattet af § 15, stk. 2, nr. 3, har opnået møderet efter retsplejelovens § 133 eller møder med henblik på at opnå en sådan møderet. Den ansatte skal for at kunne møde i Højesteret have opnået møderet efter retsplejelovens § 134, stk. 1.
Møderetten for landsretten, Sø- og Handelsretten i sager, der ikke er omfattet af § 15, stk. 2, nr. 3, og Højesteret vil kunne være opnået som advokat eller advokatfuldmægtig forud for eller i kombination med den ansattes adgang til at møde i retten som rettergangsfuldmægtig efter de nye foreslåede bestemmelser i § 260, stk. 6 og 7, herunder ved at give møde i retten med henblik på at opnå sådan møderet. Eksempelvis kan møderet for landsretten opnås ved den ansattes kombinering af en bestået prøvesag for landsretten opnået som advokat eller advokatfuldmægtig og ved en senere bestået prøvesag under en efterfølgende ansættelse som rettergangsfuldmægtig ved en statslig myndighed.
Tilsvarende vil en rettergangsfuldmægtig kunne opnå møderet for Højesteret ved en kombination af en periode som advokat med møderet for landsret og en efterfølgende ansættelse som rettergangsfuldmægtig for en statslig myndighed efter den foreslåede § 260, stk. 6, hvor den ansatte har mødt i landsretten.
Efter den foreslåede stk. 6 skal den statslige medarbejder være ansat med det særlige formål at møde i retten. En medarbejder skal anses for ansat med det særlige formål at møde i retten, hvis den ansattes hovedbeskæftigelse er at møde i retten. At møde i retten omfatter i den forbindelse alt arbejde relateret til udførelsen af en retssag, herunder f.eks. forberedelse af og deltagelse i retsmøder, udarbejdelse af processkrifter mv., jf. herved retsplejelovens § 261, stk. 2, og korrespondance mellem sagens parter.
Den foreslåede stk. 6 stiller ikke krav til, om ansættelsen er på deltid eller fuldtid. Det er dog en forudsætning, at der foreligger et ansættelsesforhold, og at dette ansættelsesforhold er den ansattes hovedbeskæftigelse. Den ansatte vil godt kunne være ansat på deltid, forudsat at ansættelsen er den pågældendes hovedbeskæftigelse. En deltidsansat i en statslig myndighed, der som hovedbeskæftigelse er ansat et andet sted, herunder hos en anden offentlig myndighed, eller som hovedbeskæftigelse er selvstændig erhvervsdrivende, kan derimod ikke i medfør af det foreslåede møde i retten for den myndighed, hvor den ansatte har bibeskæftigelse.
Den foreslåede stk. 6 vil ikke ændre eller begrænse den eksisterende adgang for offentligt ansatte, der ikke er ansat med det særlige formål at møde i retten, til i henhold til gældende ret at møde som part i retten på vegne af deres arbejdsgiver efter retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4.
En statsligt ansat, der møder i retten for statslige myndigheder på det pågældende myndighedsområde, vil efter den foreslåede § 260 stk. 6, under sin ansættelse efter omstændighederne kunne opnå advokatbeskikkelse, hvis betingelserne i retsplejelovens kapitel 12 om beskikkelse som advokat opfyldes. Det forudsættes således, at der efter § 119, stk. 4, vil kunne træffe afgørelse om, at en sådan ansættelse helt eller delvist kan medregnes som praktisk juridisk virksomhed i op til 3 år, jf. § 119, stk. 1, nr. 4, såfremt ansættelsen har en karakter, der kan sidestilles med de i § 119, stk. 3, oplistede stillinger. Det vil som efter gældende ret være en betingelse for, ansættelsen kan medregnes i fulde 3 år, at den pågældende heri har opnået kendskab til behandlingen af retssager. Hvis den statsligt ansatte opnår advokatbeskikkelse, skal advokatbeskikkelsen straks deponeres herefter, jf. § 141.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås endvidere at indsætte et nyt stk. 7, hvorefter ansatte ved Statsadvokaten kan møde i retten for en statslig myndighed, jf. dog § 133, stk. 7, og § 134, stk. 3. Det er en betingelse, at den ansatte har en dansk juridisk bachelor- og kandidatuddannelse, jf. dog § 135 a, stk. 2.
Den foreslåede ordning vil medføre, at Statsadvokatens ansatte som rettergangsfuldmægtige efter § 260, stk. 7, vil kunne møde i retten for statslige myndigheder i alle retsinstanser.
Der stilles som betingelse herfor, at den ansatte ved Statsadvokaten har en dansk juridisk bachelor- og kandidatuddannelse, jf. dog retsplejelovens § 135 a, stk. 2. Henvisningen til § 135 a, stk. 2, indebærer, at Justitsministeren, i det omfang det er nødvendigt til opfyldelse af Danmarks EU-retlige forpligtelser, kan fritage fra kravet om, at ansøgeren om advokatbeskikkelse skal have bestået en dansk juridisk bachelor- eller kandidateksamen, herunder fastsætte en prøvetid som betingelse herfor. Dansk juridisk bachelor- og kandidatuddannelse omfatter hele det danske rige og dermed også færøske og grønlandske juridiske eksaminer.
Adgangen til at møde i retten vil omfatte alle instanser, herunder byretten, landsretten, Sø- og Handelsretten og Højesteret uden iagttagelse af reglerne om møderet efter retsplejelovens §§ 133 og 134.
En ansat ved Statsadvokaten vil dog kunne – med henblik på brug ved eventuelt senere virke ved advokatvirksomhed – opnå møderet efter retsplejelovens kapitel 13 om advokaternes møderet for domstolene og om autoriserede advokatfuldmægtige, herunder aflægge den i § 133 omtalte prøve i procedure, ligesom den ansatte kan opnå møderet for Højesteret efter § 134, stk. 1.
Det foreslåede vil indebære, at en ansat ved Statsadvokaten, der møder som rettergangsfuldmægtig, og som senere i sin karriere måtte ønske at virke som advokat, vil kunne have opnået møderet som advokat for landsretten, i alle sager for Sø- og Handelsretten og Højesteret, forudsat vedkommende under sin forrige ansættelse hos Statsadvokaten – eventuelt kombineret med en forudgående eller efterfølgende anden ansættelse eller virke som advokat – har opfyldt betingelserne i retsplejelovens §§ 133 og 134, herunder kravet om sammenlagt mindst 5 års virksomhed med møderet for landsretten.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke stille krav til, om ansættelsen ved Statsadvokaten er på deltid eller fuldtid. Det er dog en forudsætning, at der foreligger et ansættelsesforhold, og at dette ansættelsesforhold er den ansattes hovedbeskæftigelse. Den ansatte vil godt kunne være ansat på deltid, forudsat at ansættelsen er den pågældendes hovedbeskæftigelse. En deltidsansat hos Statsadvokaten, der som hovedbeskæftigelse er ansat et andet sted, herunder hos en anden offentlig myndighed, eller som hovedbeskæftigelse er selvstændig erhvervsdrivende, kan derimod ikke i medfør af det foreslåede møde i retten for Statsadvokaten. Ansatte ved Statsadvokaten vil kunne møde i retten på vegne af statslige myndigheder efter den foreslåede ordning i pkt. 2.2.3, selvom de ikke er ansat med det særlige formål at møde i retten, og f.eks. kun møder i retten som en mindre del af deres arbejdsopgaver.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 og 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 17
Det følger af retsplejelovens § 260, stk. 8, at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om ordningen i stk. 6 og 7.
Det foreslås i § 260, stk. 8, der bliver stk. 10, at ændre »stk. 6 og 7« til »stk. 8 og 9«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af den foreslåede § 1, nr. 9 om indsættelse af nye stk. 6 og 7 i § 260, hvorfor henvisningen i § 260, stk. 8, der bliver stk. 10, ændres. Den foreslåede ændring medfører ikke indholdsmæssige konsekvenser.
Den foreslåede ændring vil indebære, at § 260, stk. 6-7 bliver til stk. 8-9.
Til nr. 18
Det følger af retsplejelovens § 267 a, stk. 1, at den, som uden at være omfattet af § 260, stk. 2, 3, 6, 7, 9 og 10, samt § 136, stk. 8, i medfør af § 260, stk. 5, repræsenterer en part i sager om inddrivelse af forfaldne pengekrav efter reglerne i kapitel 44 a, i sager i den forenklede proces efter reglerne i kapitel 39 samt under udlægsforretninger i fogedretten, skal udvise en adfærd, som er i overensstemmelse med god skik for rettergangsfuldmægtige. Rettergangsfuldmægtigen skal udføre sit hverv grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klientens tarv tilsiger. Sagen skal fremmes med den fornødne hurtighed.
Det følger endvidere af stk. 2, at Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om god skik for rettergangsfuldmægtige.
Det foreslås at, i § 267 a, stk. 1, 1. pkt., ændres »stk. 2, 3, 6, 7, 9 og 10« til »stk. 2, 3, 6-9, 11 og 12«.
Det foreslåede vil indebære, at rettergangsfuldmægtige efter de foreslåede § 260, stk. 6 og 7, i lighed med den gældende retstilstand for bl.a. rettergangsfuldmægtige efter § 260, stk. 3, nr. 4, og rettergangsfuldmægtige efter § 260, stk. 6 og 7, der med lovforslaget bliver stk. 8 og 9, ikke omfattes af god skik for rettergangsfuldmægtige.
Til nr. 19
Det følger af retsplejelovens § 316, stk. 1, at som sagsomkostninger erstattes de udgifter, der har været fornødne til sagens forsvarlige udførelse. Det følger endvidere, at udgifter til advokatbistand eller bistand fra en person, der i medfør af § 260, stk. 5, erhvervsmæssigt eller i medfør af § 260, stk. 6, repræsenterer en part eller i medfør af § 260, stk. 3, nr. 4, repræsenterer en statslig myndighed, erstattes med et passende beløb, og øvrige udgifter erstattes fuldt ud. Udgifter til sagkyndig bistand, der er indhentet med rettens tilladelse i medfør af § 209 a, stk. 1, erstattes dog ikke.
Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 408, stk. 2, at i sager om krav, der har en økonomisk værdi af højst 5.000 kr., erstattes udgifter til advokatbistand eller bistand fra en person, der i medfør af § 260, stk. 5, erhvervsmæssigt eller i medfør af § 260, stk. 6, repræsenterer en part eller i medfør af § 260, stk. 3, nr. 4, repræsenterer en statslig myndighed, med højst 1.500 kr. eksklusive moms. Det følger endvidere, at i sager om krav, der har en økonomisk værdi over 5.000 kr., men ikke over 10.000 kr., erstattes udgifter til advokatbistand eller bistand fra en person, der i medfør af § 260, stk. 5, erhvervsmæssigt eller i medfør af § 260, stk. 6, repræsenterer en part eller i medfør af § 260, stk. 3, nr. 4, repræsenterer en statslig myndighed, med højst 2.500 kr. eksklusive moms.
Det foreslås at, i § 316, stk. 1, 2. pkt. og § 408, stk. 2, 1. og 2. pkt., ændres »§ 260, stk. 6« til »§ 260, stk. 6-8« og »en statslig« ændres til »en offentlig«.
Det foreslåede vil indebære, at retten kan tilkende staten sagsomkostninger for bistand fra rettergangsfuldmægtige efter de foreslåede § 260, stk. 6 og 7, efter retsplejelovens kapitel 30 om sagsomkostninger.
Det foreslåede indebærer endvidere, at adgangen til som offentlig myndighed at få tilkendt sagsomkostninger for udgifter til bistand fra rettergangsfuldmægtige efter retsplejelovens § 260, stk. 3, nr. 4, udvides, idet adgangen hertil udvides til også at omfatte kommunalt og regionalt ansatte og således ikke alene statsligt ansatte.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2027.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at loven træder i kraft den 1. januar 2027.
De i loven foreslåede ændringer vil ikke gælde for Færøerne og Grønland, da Retsplejeloven ikke gælder for Færøerne og Grønland.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1298 af 7. november 2025, som ændret ved § 1 i lov nr. 1765 af 29. december 2025 og § 2 i lov nr. 263 af 11. februar 2026, foretages følgende ændringer:
§ 32. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Retten kan på ethvert tidspunkt forbyde advokater, anklagere, bevogtningspersonale, tolke og personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4, at transmittere tekst under retsmødet. Afgørelsen træffes ved kendelse. For andre personer er det under retsmøder forbudt at transmittere tekst, medmindre retten undtagelsesvis tillader det.
1. I § 32, stk. 3, indsættes efter »tolke«: », rettergangsfuldmægtige efter § 260, stk. 6 og 7,«.
§ 119. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Den i stk. 2, nr. 4, nævnte virksomhed består i deltagelse i almindelig advokatvirksomhed, herunder opnåelse af kendskab til behandlingen af retssager, som autoriseret fuldmægtig hos en advokat, der udøver advokatvirksomhed, eller i arbejde i en juridisk stilling ved domstolene, anklagemyndigheden eller politiet, hvori behandling af retssager indgår som en væsentlig del.
2. I § 119, stk. 3, indsættes efter »domstolene,«: »Statsadvokaten,«.
§ 133. En advokat har møderet for landsret og i alle sager for Sø- og Handelsretten, når advokaten har bestået en prøve i procedure.
3. I § 133, stk. 1, indsættes efter »advokat«: »eller rettergangsfuldmægtig efter § 260, stk. 6 og 7,«, og »advokaten« ændres til: »den pågældende«.
§ 133. ---
Stk. 2. Prøven kan foruden af advokater aflægges af autoriserede advokatfuldmægtige, der i medfør af § 136, stk. 4, kan give møde for landsretten.
4. I § 133, stk. 2, ændres »advokater« til: »de personer, der er nævnt i stk. 1,«.
§ 133. ---
Stk. 2-6. ---
5. I § 133 indsættes som stk. 7:
»Stk. 7. Udføres en sag uforsvarligt for landsretten af en rettergangsfuldmægtig efter § 260, stk. 6 eller 7, kan præsidenten for vedkommende landsret give denne en tilkendegivelse herom. Findes rettergangsfuldmægtigens procedure for landsretten fortsat uforsvarlig, kan præsidenten for vedkommende landsret ved beslutning fratage denne adgangen til at møde i retten efter § 260, stk. 6 og 7, for landsretten. Adgangen til at møde i retten kan generhverves ved rettens beslutning. 1.-3. pkt. finder tilsvarende anvendelse med hensyn til præsidenten for Sø- og Handelsrettens mulighed for at fratage adgangen til at møde i retten for Sø- og Handelsretten i andre sager end sager efter § 15, stk. 2, nr. 3.«
§ 134. En advokat har møderet for Højesteret, når den pågældende har indgivet anmeldelse til Højesterets justitskontor vedlagt en erklæring fra Advokatrådet om, at advokaten i mindst 5 år har været i virksomhed som advokat med møderet for landsret, og en erklæring fra vedkommende landsret, herunder Grønlands Landsret, om, at advokaten er øvet i procedure.
6. I § 134, stk. 1, indsættes to steder efter »advokat«: »eller rettergangsfuldmægtig efter § 260, stk. 6 eller 7,«, »fra Advokatrådet« udgår, og to steder ændres »advokaten« til: »den pågældende«.
§ 134. En advokat har møderet for Højesteret, når den pågældende har indgivet anmeldelse til Højesterets justitskontor vedlagt en erklæring fra Advokatrådet om, at advokaten i mindst 5 år har været i virksomhed som advokat med møderet for landsret, og en erklæring fra vedkommende landsret, herunder Grønlands Landsret, om, at advokaten er øvet i procedure.
7. I § 134, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»For advokater afgives den i 1. pkt. nævnte erklæring om vedkommendes virksomhed med møderet for landsret af Advokatrådet og for rettergangsfuldmægtige efter § 260, stk. 6 eller 7, af vedkommende arbejdsgiver.«.
§ 134. ---
Stk. 2. Er en advokats udførelse af en sag for Højesteret uforsvarlig, kan Højesteret give advokaten en tilkendegivelse herom. Findes advokatens procedure for Højesteret fortsat uforsvarlig, kan retten ved beslutning fratage advokaten møderetten. Møderetten kan generhverves ved rettens beslutning herom.
8. I § 134 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Udføres en sag uforsvarligt for Højesteret af en rettergangsfuldmægtig efter § 260, stk. 6 eller 7, kan Højesteret give denne en tilkendegivelse herom. Findes rettergangsfuldmægtigens procedure for Højesteret fortsat uforsvarlig, kan Højesteret ved beslutning fratage denne adgangen til at møde i retten for Højesteret efter § 260, stk. 7, og en opnået møderet for Højesteret efter § 134, stk. 1. Adgangen til at møde i retten for Højesteret efter § 260, stk. 7, og en opnået møderet for Højesteret efter § 134, stk. 1, kan generhverves ved rettens beslutning.«
9. Efter syvende afsnit indsættes i første bog:
» Ottende afsnit. Statsadvokaten
Kapitel 15 d
§ 147 j. Statsadvokaten under Justitsministeriet skal udføre borgerlige sager på vegne af statslige myndigheder og yde rådgivning om juridiske spørgsmål til statslige myndigheder.
§ 147 k. Statsadvokaten er uafhængig af justitsministeren i udførelsen af borgerlige sager og ydelse af rådgivning efter § 147 j.
§ 147 l. Lov om offentlighed i forvaltningen og lov om aktindsigt i miljøoplysninger gælder ikke for den virksomhed, som Statsadvokaten udøver i medfør af § 147 j.«
§ 161. Har en part i en borgerlig sag antaget en advokat til at udføre sagen, kan forkyndelse vedrørende sagen ske for advokaten.
10. I § 161 indsættes efter »advokat«: »eller rettergangsfuldmægtig efter § 260, stk. 6 eller 7,«, og efter »advokaten« indsættes: »eller rettergangsfuldmægtigen«.
§ 170. Mod dens ønske, som har krav på hemmeligholdelse, må vidneforklaring ikke afkræves præster i folkekirken eller andre trossamfund, læger, forsvarere, retsmæglere, patentrådgivere, som er optaget på den liste, der er anført i artikel 134, stk. 1, i den europæiske patentkonvention, og advokater om det, som er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed.
11. I § 170, stk. 1, indsættes efter »patentrådgivere, som er optaget på den liste, der er anført i artikel 134, stk. 1, i den europæiske patentkonvention,«: »ansatte ved Statsadvokaten«.
170. ---
Stk. 2. Retten kan pålægge læger, retsmæglere, patentrådgivere som nævnt i stk. 1 og advokater, bortset fra forsvarere i straffesager, at afgive vidneforklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves. Sådant pålæg kan i borgerlige sager ikke udstrækkes til, hvad en advokat har erfaret i en retssag, som har været betroet denne til udførelse, eller hvori dennes råd har været søgt. Det samme gælder for, hvad en patentrådgiver som nævnt i stk. 1 har erfaret i en retssag, hvori dennes råd har været søgt.
12. I § 170, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »patentrådgivere som nævnt i stk. 1«: », ansatte ved Statsadvokaten«.
170. ---
Stk. 2. Retten kan pålægge læger, retsmæglere, patentrådgivere som nævnt i stk. 1 og advokater, bortset fra forsvarere i straffesager, at afgive vidneforklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves. Sådant pålæg kan i borgerlige sager ikke udstrækkes til, hvad en advokat har erfaret i en retssag, som har været betroet denne til udførelse, eller hvori dennes råd har været søgt. Det samme gælder for, hvad en patentrådgiver som nævnt i stk. 1 har erfaret i en retssag, hvori dennes råd har været søgt.
13. I § 170, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »hvad«: »en ansat ved Statsadvokaten eller«.
§ 260. En part kan lade en anden møde for sig i retten efter nedenstående regler i stk. 2-10 om rettergangsfuldmægtige.
14. I § 260, stk. 1, ændres »stk. 2-10« til: »stk. 2-12«.
§ 260. ---
Stk. 2. Advokater er eneberettigede til at møde i retten som fuldmægtige for parterne, medmindre andet følger af stk. 3, 5, 6, 7, 9 og 10.
15. I § 260, stk. 2, ændres »stk. 3, 5, 6, 7, 9 og 10« til: »stk. 3, 5-9, 11 og 12«.
§ 260. ---
Stk. 2-5. ---
16. I § 260 indsættes efter stk. 5 som nye stykker:
»Stk. 6. En statslig myndighed kan møde i retten ved en person, der er ansat på det pågældende myndighedsområde med det særlige formål at møde i retten. Det er en betingelse, at den ansatte har en dansk juridisk bachelor- og kandidatuddannelse, jf. dog § 135 a, stk. 2, og at den ansatte for at møde i landsretten og Sø- og Handelsretten i sager, der ikke er omfattet af § 15, stk. 2, nr. 3, har opnået møderet efter § 133, jf. dog § 133, stk. 7, eller møder med henblik at opnå en sådan møderet og for at møde i Højesteret har opnået møderet efter § 134.
Stk. 7. Ansatte ved Statsadvokaten kan møde i retten for en statslig myndighed, jf. dog § 133, stk. 7, og § 134, stk. 3. Det er en betingelse, at den ansatte har en dansk juridisk bachelor- og kandidatuddannelse, jf. dog § 135 a, stk. 2.«
Stk. 6-11 bliver herefter stk. 8-13.
§ 260. ---
Stk. 2-7. ---
Stk. 8. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om ordningen i stk. 6 og 7.
17. I § 260, stk. 8, der bliver stk. 10, ændres »stk. 6 og 7« til: »stk. 8 og 9«.
§ 267 a. Den, som uden at være omfattet af § 260, stk. 2, 3, 6, 7, 9 og 10, samt § 136, stk. 8, i medfør af § 260, stk. 5, repræsenterer en part i sager om inddrivelse af forfaldne pengekrav efter reglerne i kapitel 44 a, i sager i den forenklede proces efter reglerne i kapitel 39 samt under udlægsforretninger i fogedretten, skal udvise en adfærd, som er i overensstemmelse med god skik for rettergangsfuldmægtige. Rettergangsfuldmægtigen skal udføre sit hverv grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klientens tarv tilsiger. Sagen skal fremmes med den fornødne hurtighed.
18. I § 267 a, stk. 1, 1. pkt. ændres »stk. 2, 3, 6, 7, 9 og 10« til: »stk. 2, 3, 6-9, 11 og 12«.
§ 316. Som sagsomkostninger erstattes de udgifter, der har været fornødne til sagens forsvarlige udførelse. Udgifter til advokatbistand eller bistand fra en person, der i medfør af § 260, stk. 5, erhvervsmæssigt eller i medfør af § 260, stk. 6, repræsenterer en part eller i medfør af § 260, stk. 3, nr. 4, repræsenterer en statslig myndighed, erstattes med et passende beløb, og øvrige udgifter erstattes fuldt ud. Udgifter til sagkyndig bistand, der er indhentet med rettens tilladelse i medfør af § 209 a, stk. 1, erstattes dog ikke.
19. I § 316, stk. 1, 2. pkt. og § 408, stk. 2, 1. og 2. pkt., ændres »§ 260, stk. 6« til »§ 260, stk. 6-8« og »en statslig« ændres til: »en offentlig«.
§ 408. ---
Stk. 2. I sager om krav, der har en økonomisk værdi af højst 5.000 kr., erstattes udgifter til advokatbistand eller bistand fra en person, der i medfør af § 260, stk. 5, erhvervsmæssigt eller i medfør af § 260, stk. 6, repræsenterer en part eller i medfør af § 260, stk. 3, nr. 4, repræsenterer en statslig myndighed, med højst 1.500 kr. eksklusive moms. I sager om krav, der har en økonomisk værdi over 5.000 kr., men ikke over 10.000 kr., erstattes udgifter til advokatbistand eller bistand fra en person, der i medfør af § 260, stk. 5, erhvervsmæssigt eller i medfør af § 260, stk. 6, repræsenterer en part eller i medfør af § 260, stk. 3, nr. 4, repræsenterer en statslig myndighed, med højst 2.500 kr. eksklusive moms.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Styrket indsats mod parallelsamfund og negativ social kontrol) Retsinformation · 8. oktober 2026
- Skriftlig fremsættelse (4. november 2026) - L 78 Retsinformation · 5. november 2026
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og lov om retsafgifter (Udvidelse af statslige myndigheders adgang til at møde i retssager ved egne ansatte, indførelse af adgang til at klage over advarsler meddelt dommere og dommerfuldmægtige, fritagelse for retsafgift i sager om medmoderskab m.v.) Retsinformation · 25. oktober 2018
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af »Aftale om strafreform og kriminalforsorgens økonomi 2026-2030« m.v.) Retsinformation · 6. februar 2026
- Bekendtgørelse om ikrafttræden af § 2, nr. 2-19, og § 3, nr. 1, i lov om ændring af retsplejeloven, lov om skifte af dødsboer og arveloven (Revision af reglerne om Advokatsamfundets organer, udvidelse af adgangen til at opnå møderet for landsret, værgers betaling af sagsomkostninger og digital behandling af sager om skifte af dødsboer) og af § 1, nr. 11, og §§ 2-7 i lov om ændring af retsplejeloven, konkursloven, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Forhøjelse af antallet af dommere og digital behandling af straffesager og sager om forebyggende rekonstruktion, rekonstruktion, konkurs, gældssanering og ægtefælleskifte m.v.) Retsinformation · 14. november 2026
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Revision af regler om advokaters virksomhed) Retsinformation · 23. maj 2007