Spring til indhold

Retsinformation

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - sundhed - ej medhold

KEN nr 10207 af 17/06/2026Endelig adm. afgørelseSocialministeriet16. oktober 2026

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - sundhed - ej medhold

J.nr. 25-22263

En mand (klager), der var diagnosticeret med Aspergers syndrom, klagede over en myndighed (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede gav klager afslag på hormonbehandling.

Det fremgik af indklagedes afgørelse af 15. december 2023, at afslaget blandt andet var begrundet i klagers Aspergers diagnose.

På den baggrund vurderede nævnet, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Det var herefter indklagede, der skulle bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.

Indklagede havde oplyst, at indklagede gav klager afslag på hormonbehandling ud fra et forsigtighedsprincip. Indklagede havde desuden oplyst, at forsigtighedsprincippet udsprang fra patientsikkerhedsmæssige hensyn.

Nævnet vurderede herefter, at indklagede havde godtgjort, at forskelsbehandlingen var nødvendigt og proportionelt samt objektivt begrundet i et sagligt formål, der var baseret på et lægefagligt skøn om at sikre patientsikkerheden.

Nævnet havde desuden lagt vægt på, at det af afslaget fremgik, at klager ville kunne genhenvises.

Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på hormonbehandling.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager fik afslag på hormonbehandling.

Sagsfremstilling

Af lægeerklæring af vedrørende klager fremgår bl.a.:

”…

Kognitivt vurderes [klager] samlet at have særdeles gode kognitive ressourcer. [Klager] har på det sproglige område et højt abstraktionsniveau og en god ræssoneringsevne. [Klager] har desuden-særdeles gode ressourcer indenfor ikke-sproglig perceptuel ræssonering, herunder gode evner for visuel analyse og syntese. [Klager] har også gode og alderssvarende ressourcer indenfor arbejdshukommelse, d.v.s. at kunne fastholde verbalt præsenteret materiale.

…

I undersøgelsen med ADOS iagttages samlet kvalitative afvigelser i kommunikation og social interaktion svarende til en autisme spektrum lidelse.

Samlet fremstår [klager] med vanskeligheder indenfor kommunikation, socialt samspil samt tendens til særinteresser og indsnævrede interesser.

Det vurderes at [klagers] vanskeligheder bedst beskrives som:

F 84.5 Aspergers syndrom

Aspergers syndrom er en udviklingsforstyrrelse og karakteriseres ved mangelfuld udvikling af socialt samspil. af kommunikations færdigheder og ved begrænset, stereotypt og repetitivt repertoire af interesser og aktiviteter eller usædvanligt intense særinteresser. Ved Asperger ses der ikke generel forsinkelse eller hæmning af den sproglige og kognitive udvikling. Tilstanden er desuden ofte forbundet med motoriske udfordringer.

…”

Den 13. januar 2023 begyndte klager på et forløb hos indklagede, hvor klager ønskede at modtage hormonbehandling.

Den 15. december 2023 modtog klager afslag på at modtage hormonbehandling. Af afgørelsen fremgår:

”…

Din sag er drøftet på konference og det er besluttet, at du på nuværende tidspunkt ikke kan tilbydes hormonbehandling i [indklagede].

I beslutningen er der lagt vægt på en kombination af aspergers diagnose og modenhed.

Læs alt

Vi anbefaler at du får mere tid til at udforske egen kønsidentitet.

Du vil kunne genhenvises.

Vurderingen begrundes ud fra et forsigtighedsforhold, som siger, at der generelt bør udvises forsigtighed og tid til reflektion ved et nyopstået eller episodisk kønsligt ubehag eller en endnu tidlig udforskning af egen kønsidentitet.

Forsigtighedsforholdet vurderes ud fra et patientsikkerhedsmæssigt perspektiv, hvor medicinsk og kirurgisk behandling med varige forandringer af kroppen kun tilbydes i tilfælde, hvor det vurderes, at den gavnlige effekt af behandlingen overgår den potentielt skadelige effekt.

…”

Klager har oplyst, at klager den 15. januar 2024 havde en telefonsamtale med indklagede om afslaget.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 21. februar 2025.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 40.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med indklagedes afslag på hormonbehandling.

Indklagedes formål med afslaget var at bedømme patientsikkerhed, hvilket klager anerkender er et sagligt formål. Klager mener ikke, at der er sammenhæng mellem klagers autisme og eventuelle bivirkninger ved behandlingen. Indklagedes afslag var derfor ikke begrundet i at beskytte klagers fysiske helbred.

Indklagede har ikke godtgjort, at en autismediagnose gør det mere sandsynligt, at en person skulle fortryde behandlingen. Fortrydelsesraten for kønsbekræftende behandling er generelt meget lav.

Indklagede har heller ikke påvist en generel sammenhæng mellem autisme og eventuelle negative psykiske reaktioner på kønsbekræftende behandling.

I telefonsamtalen med indklagede blev det fremhævet over for klager, at der ved autisme ”ofte ses en langsommere modningsproces”. Hvis modenhed var årsagen til afslaget, var det ikke nødvendigt at inddrage klagers autismediagnose i afslaget. At bruge generelle symptomer på autisme som begrundelse for afslaget, uden at specificere det til klager som individ, finder klager problematisk, da autisme er en bred betegnelse, og da alle med autisme ikke har de samme symptomer.

Det er uklart for klager på hvilket grundlag, indklagede har vurderet, at klager ikke havde den fornødne modenhed. Det fremgår af klagers lægelige oplysninger, at klager er eftertænksom og refleksiv.

Indklagede har derfor ikke godtgjort, at der var sammenhæng mellem deres saglige formål om at sikre patientsikkerheden og afslaget på hormonbehandling, som var begrundet i klagers autismediagnose.

Som følge af indklagedes afslag på hormonbehandling, fik klager ikke hormonbehandling, og klager kom ikke i kø til en topoperation. Klager blev derfor nødt til at få foretaget topoperationen privat i Sverige, hvilket kostede 40.000 kr.

Indklagede har anført, at der ifølge vejledning nr. 9060 af 16. august

2018 skal udvises særlig forsigtighed ved vurdering af personer med autisme, idet mentaliseringsevnen og identitetsdannelsen kan være påvirket. Denne formulering findes ikke i vejledningen.

Det undrer klager, at indklagede i så høj grad henviser til ukorrekt indhold fra en vejledning. Klager opfordrer indklagede til at henvise til et konkret sted i vejledningen, hvor det fremgår.

Det eneste, der i vejledningen anføres om autisme er: ”Psykiatriske kontraindikationer og forsigtighedsforhold ved både medicinsk og kirurgisk kønsmodificerende behandling kan f.eks. være visse psykotiske tilstande eller autisme med særinteresse af relevans for behandlingen”.

Klager udviser ikke psykotiske tilstande, og klagers særinteresser har ingen relevans for behandlingen.

Autisme er et spektrum, og det kan ikke formodes, at de nævnte symptomer vil være tilstedeværende for den enkelte patient uden at forholde sig individuelt til personen, hvilket indklagede ikke har gjort.

Det bør i den forbindelse fremhæves, at det at søge hormonbehandling ikke er en beslutning, der tages uden grundig personlig overvejelse. Når man har sat sig ind i bivirkningerne og hovedvirkningerne, kender til af prisen på hormonerne og det sociale stigma, ville sådan en beslutning ikke tages, medmindre den var ganske velovervejet. Særlig impulsivitet er i øvrigt ikke et autismesymptom.

Hvis disse grundige overvejelser virkelig var resultat af svigtende mentalitetsevne og identitetsdannelse, burde indklagede kunne dokumentere dette tydeligt ved de omfattende samtaler, der er en obligatorisk del af indklagedes forløb.

Det er korrekt, at klager havde identificeret sig som transmand i et år, da klagers forløb hos indklagede startede, og klager havde identificeret sig som transmand i to år, da indklagede traf sin afgørelse. Hvis indklagede mente, at dette var tilstrækkeligt til at give afslag på hormonbehandling, havde indklagede ikke inddraget klagers autismediagnose.

Indklagede har stadig ikke dokumenteret nogen forhold hos klager personligt i forhold til klagers autismediagnose, der retfærdiggør indklagedes afslag på hormonbehandling.

Indklagede lægger stor vægt på det forhold, at klager havde mulighed for at ansøge igen. Dette må antages at betyde, at det ville være sandsynligt, at klager ikke ville få afslag, hvis han havde ansøgt igen. Indklagede har ikke modtaget nye informationer om klager, og denne vurdering må derfor være baseret på de oplysninger, som indklagede allerede besidder. Klager undrer sig derfor over, om det var nødvendigt at give afslag på klagers første ansøgning.

Det er et faktum, at klager lider af kønsdysfori og har gjort det siden puberteten. Der er intet bevis for, at klagers autisme skulle påvirke klagers kønsdysfori.

Indklagede har ikke dokumenteret, at der skulle være særlige konsekvenser ved at behandle autistiske patienter som alle andre patienter.

Klager var bekendt med, at klager kunne søge igen, da det fremgik tydeligt af afgørelsen. Indklagede har anført, at klager kunne søge igen efter et år. Da klager søgte, var der en venteliste på seks måneder, før klager kunne komme til samtale. Samtalerne tog et år. Der var således en venteperiode på 2,5 år. Klager havde et stort ubehag i forhold til sin krop. Klager skulle i det tilfælde leve med dette ubehag i 2,5 år.

I forbindelse med, at klager skulle ansøge om hormonbehandling igen, skulle klager starte forfra i et nyt forløb med samtaler. Forløbet var både en dehumaniserende og grænseoverskridende oplevelse, hvor der blev stillet spørgsmål til alle dele af klagers liv, herunder spørgsmål om onani og vold i hjemmet.

Indklagede giver indtrykket af, at de mener, at det er en harmløs og neutral beslutning at afvise med mulighed for genansøgning. Klager gør gældende, at dette ikke er tilfældet.

Klager ønsker ikke at få behandling hos indklagede. Klager er blevet henvist til behandling i en anden by. Behandlingsstedet har oplyst, at de ikke afviser patienter på grund af autismediagnoser. Klager har derfor svært ved at se, hvorfor det skulle være nødvendigt for indklagede at inddrage klagers autismediagnose i deres afgørelse.

Indklagede hævder, at klagers kønsubehag var ”episodisk og nyopstået” på trods af, at klager har anført, at det er et faktum, at klager har lidt af kønsdysfori siden puberteten. Under samtalerne med indklagede, oplyste klager, at kønsubehag var en konstant og konsekvent del af klagers liv siden puberteten. Klager oplever ikke kønsubehag som ”episodisk og nyopstået”, og klager ved ikke, hvorfor indklagede har den opfattelse.

Indklagede har anført, at klagers autisme indgik i indklagedes helhedsvurdering, og at det derfor ikke var den eneste grund til, at indklagede gav klager afslag på hormonbehandling. Dette er ikke et argument for hverken proportionalitet eller nødvendighed.

Hvis indklagede mener, at klagers autisme var en lille del af indklagedes afgørelse, burde indklagede kunne redegøre for den individuelle vurdering af klagers modenhed.

Indklagede henviser til specifikke opmærksomhedspunkter (mentaliseringsevnen og identitetsdannelsen), der ikke eksisterer som opmærksomhedspunkter i sundhedsjournalen nr. 9060. Deres brug af Sundhedsstyrelsens vejledning i deres argumentation er vildledende og decideret forkert.

Indklagede udtrykker enighed i, at klagers særinteresser er irrelevante. I så fald har indklagede ikke nogen grundt til at henvise til Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9060.

De opmærksomhedspunkter, indklagede har opdigtet til Sundhedsstyrelsens vejledning, er langt bredere end den oprindelige tekst. Indklagede har altså valgt at tilføje diskrimination, der ikke var til stede i vejledningen.

Eftersom kønsubehag er en fuldkommen subjektiv oplevelse, er det uklart for klager, hvilke objektive faktorer indklagede refererer til. Det ville være umuligt for klager at gætte, hvilke objektive faktorer indklagede tager udgangspunkt i, eftersom klager vedvarende har lidt af

kønsubehag i mange år.

Indklagede påstår frifindelse.

Klager gør gældende, at indklagede ikke har godtgjort, at der er en sammenhæng mellem klagers autisme og det hensyn, som afslaget er begrundet i.

Det fremgår af afslaget, at der i beslutningen er lagt vægt på en kombination af klagerens Aspergers diagnose og modenhed, samt at indklagede anbefaler, at borgeren får mere tid til at udforske egen kønsidentitet. Videre fremgår det, at klager vil kunne genhenvises.

Vurderingen begrundes ud fra et forsigtighedsforhold, efter hvilket der generelt bør udvises forsigtighed og tid til reflektion ved et nyopstået eller episodisk kønsligt ubehag, eller en endnu tidlig udforskning af egen kønsidentitet.

Forsigtighedsforholdet vurderes ud fra et patientsikkerhedsmæssigt perspektiv, hvor medicinsk og kirurgisk behandling med varige forandringer af kroppen kun tilbydes i tilfælde, hvor det vurderes, at den gavnlige effekt af behandlingen overgår den potentielt skadelige effekt.

Klager har gjort gældende, at indklagede ikke tilstrækkeligt har dokumenteret nødvendigheden af at afvise at iværksætte hormonbehandlingen.

Klager modtog afvisningen den 15. december 2023 og havde en opfølgende telefonsamtale med indklagede i januar 2024. Ligebehandlingsnævnet har modtaget klage over afvisningen den 21. februar 2025, altså lidt over et år efter afvisningen. Klager har ikke i mellemtiden været genhenvist og vurderet på ny. Efter en afvisning tilbydes der normalt genvurdering tidligst efter ét år. Klager har i mellemtiden fået foretaget top-operation i Sverige, som han har betalt 40.000 kr. for.

I forbindelse med udredningen hos indklagede oplyste klager blandt andet, at han i puberteten oplevede ubehag ved brystudvikling. Han talte som 13-årig med sin mor om at være en dreng, hvilket mor ikke mente kunne være tilfældet. Han begravede herefter tanken om at være dreng. Han prøvede i en periode tre-fire år før forløbet hos indklagede at være meget feminin og skrev også opgave på HF om transfobi, hvorefter det gik op for ham, at han måske var nonbinær. Han oplyser, at han kom ud som nonbinær to år før forløbet hos indklagede, og som transmand et år op til forløbet hos indklagede.

Da Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9060 af 16. august 2018 om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold bl.a. pålægger behandlerne at sikre, at et ønske om kønskorrigerende behandling ikke er kontraindiceret af andre forhold ved patienten, og da beslutninger om kønskorrigerende behandling altid skal træffes ud fra et forsigtighedsprincip, hvorefter medicinsk og kirurgisk behandling med varige forandringer af kroppen kun tilbydes i tilfælde, hvor det vurderes, at den gavnlige effekt af behandlingen overgår den potentielt skadelige effekt. Ifølge vejledningen skal der udvises særlig forsigtighed ved vurdering af personer med autisme, idet mentaliseringsevnen og identitetsdannelsen kan være påvirket.

Det er indklagedes opfattelse, at det var relevant at anbefale klager tid til refleksion, idet han alene havde identificeret sig som transmand i ét år op til udredningsforløbet.

Videre er det indklagedes opfattelse, at proportionalitetsprincippet var opfyldt, idet det flere gange i afslaget er indskærpet, at vurderingen var foretaget på det aktuelle tidspunkt, og at klager kunne genhenvises.

Det er endelig indklagedes opfattelse, at det er afgørende for Ligebehandlingsnævnets behandling af klagen, at klager ikke har opsøgt en ny vurdering hos indklagede, inden han har fået gennemført topoperationen i Sverige og indsendt nærværende klage.

Indklagede finder på denne baggrund ikke, at der er grundlag for det erstatningskrav på 40.000 kr. for dækning af operationen, som klager har fremsat, eller for anden erstatning eller godtgørelse.

Klager har anført, at hvis afvisningen skete, fordi han havde identificeret sig som transmand i for kort tid, var det overflødigt at nævne hans autisme. Indklagede bemærker, at der er tale om en helhedsvurdering ud fra det nævnte forsigtighedsprincip, hvor autisme vurderes sammen med modenhed og i relation til, hvor længe patienten har identificeret sig som transmand.

Forsigtighedsprincippet gælder universelt og siger, at der generelt bør udvises forsigtighed og tid til refleksion ved et nyopstået eller episodisk kønsligt ubehag eller en endnu tidlig udforskning af egen kønsidentitet. Afdelingen har oplyst, at spørgsmålet om der skulle tilbydes hormonbehandling/ kirurgi blev drøftet på MDT-konference (multidisciplinær teamkonference), hvor der blev truffet beslutning om ikke på daværende tidspunkt at tilbyde behandling i Center for Kønsidentitet. Afslaget var begrundet i ovenstående og en kombination af patientens autisme og vurderet modenhed.

Indklagede fastholder, at afvisningen ikke skete på grund af autismen i sig selv, men ud fra ovenstående generelle forsigtighedsprincip, som skærpes yderligere, når der eksempelvis er autisme til stede, idet mentaliseringsevnen og identitetsdannelsen kan være påvirket.

Der var ikke tale om et citat af Sundhedsstyrelsens vejledning i indklagedes bemærkninger, men om en henvisning til grundlaget for, at sundhedspersonerne havde udvist forsigtighed i vurderingen af, om klager kunne opstartes i hormonbehandling, uden angivelse af, at det skulle være et citat.

Sundhedspersonerne har ikke afvist opstart af behandlingen på baggrund af en ikke eksisterende særinteresse af relevans for behandlingen, men på baggrund af en vurdering af klagers modenhed og den tid han, inden henvisningen til Center for Kønsidentitet havde identificeret sig som transmand.

Vurderingen af, om kønsdysforien var episodisk og nyopstået skal, ligesom alle andre sundhedsfaglige vurderinger, være en objektiv vurdering. Selvom patientens subjektive oplevelse skal indgå i vurderingen, er det altså det samlede, objektive billede, som udgør grundlaget for den sundhedsfaglige vurdering, som den behandlende sundhedsperson skal kunne stå inde for ud fra autorisationslovens krav om omhu og samvittighedsfuldhed.

Indklagede fastholder, at det var nødvendigt med mere betænkningstid og at det var proportionelt at afvise patienten på daværende tidspunkt, herunder fordi det blev fastsat en tidsmæssig ramme, indenfor hvilken, patienten kunne få en revurdering.

Hvis Ligebehandlingsnævnet måtte komme frem til, at der skete diskrimination ved beslutningen, fastholder indklagede derfor, at denne var objektivt begrundet i et sagligt formål.

Det er indklagedes opfattelse, at klagen hviler på den fejlopfattelse, at afvisningen af at starte klager op i hormonbehandling var en endelig afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Når en sundhedsperson vurderer, om en behandling skal tilbydes, er der ikke tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand, men om en sundhedsfaglig vurdering. En sundhedsfaglig vurdering skal, som kort nævnt ovenfor, leve op til autorisationslovens krav om omhu og samvittighedsfuldhed, dette fremgår af lovens § 17.

Hvis sundhedspersonen ikke mener, at iværksættelse af en given behandling vil leve op til dette krav, bør sundhedspersonen derfor heller ikke tilbyde behandlingen. Dette skærpes yderligere, når der ikke er tale om akut, livreddende behandling.

Uagtet at klager har følt stort ubehag, er det fortsat Rigshospitalets vurdering, at det var forsvarligt at afvente en ny vurdering indenfor den fastsatte tidsramme.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet. Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Handicapbegrebet

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U. 2018.830H og U. 2018.853H.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation. Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Klager er diagnosticeret med Aspergers syndrom. Det fremgår af de lægelige oplysninger, at klager har vanskeligheder indenfor kommunikation, socialt samspil, og at klager har tendens til særinteresser og indsnævrede interesser.

På den baggrund vurderer nævnet, at klager har godtgjort, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Faktiske omstændigheder

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Det fremgår af indklagedes afgørelse af 15. december 2023, at afslaget blandt andet var begrundet i klagers Aspergers diagnose.

På den baggrund vurderer nævnet, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som tyder på, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Det er herefter indklagede, der skal bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.

Indklagede har oplyst, at indklagede gav klager afslag på hormonbehandling ud fra et forsigtighedsprincip. Indklagede har desuden oplyst, at forsigtighedsprincippet udspringer fra patientsikkerhedsmæssige hensyn.

Nævnet vurderer herefter, at indklagede har godtgjort, at forskelsbehandling var nødvendigt og proportionelt samt objektivt begrundet i et sagligt formål, der var baseret på et lægefagligt skøn om at sikre patientsikkerheden.

Nævnet har desuden lagt vægt på, at det af afslaget fremgik, at klager ville kunne genhenvises.

Klager får derfor ikke medhold i sin klage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

• § 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

• § 9, stk. 1, om klagebehandling

• § 12, stk. 1, om klagebehandling

Handicapdiskriminationsloven

• § 2 om lovens anvendelsesområde

• § 3 om lovens anvendelsesområde

• § 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

• § 7 om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling

• § 10 om delt bevisbyrde

Lignende dokumenter