Spring til indhold

Retsinformation

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - chikane - sundhed - parts- og vidneforklaringer

KEN nr 10040 af 08/04/2026Endelig adm. afgørelseSocialministeriet18. september 2026

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - chikane - sundhed - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 25-115620

En kvinde (klager) klagede over en hudlæge (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet hende på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager var til konsultation hos indklagede.

Der var for nævnet tvivl om, hvad der skete under konsultationen, herunder hvad der blev sagt af de tilstedeværende under konsultationen.

Det faktuelle hændelsesforløb var af afgørende betydning for sagens resultat og kunne alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager var til konsultation hos den indklagede hudlæge.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af race og etnisk oprindelse, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Den 1. oktober 2025 var klager til konsultation hos indklagede, da klager ønskede laserbehandling af hårvækst i ansigtet og på halsen.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 16. oktober 2025.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 1 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede udsatte klager for forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse.

Klager blev udsat for uacceptable, racistiske og respektløse bemærkninger, som ikke hører hjemme i sundhedsvæsenet. Klager og klagers mor ventede i ca. 30 minutter, før klager blev kaldt ind. Hudlægens assistent sagde: ”Da jeg læste dit navn, troede jeg, at din mor ville komme ind med tørklæde på. ” Kort efter tilføjede assistenten: ”Det er ikke for at være stigmatiserende, men folk fra jeres lande, er det Iran eller Irak måske, de elsker at barbere sig over det hele - ligesom hårløse katte”. Klager blev chokeret og ked af det, da klager hverken har rødder i Iran eller Irak.

Klagers mor prøvede at trøste klager på klagers modersmål, hvorefter assistenten sagde, at klager og klagers mor ikke skulle tale udenlandsk foran assistenten, fordi assistenten så troede, at klager og klagers mor talte om assistenten.

Klager var henvist til laserbehandling af hårvækst i ansigtet og på halsen. Assistenten sagde, at indklagede ikke ville behandle klagers hals, medmindre klager selv betalte for det. Assistenten sagde, at det bare var en regel, og at ellers skulle assistentens og klagers mors skattepenge gå til at betale, at klager også gerne ville behandles på halsen.

Da lægen kom ind, forsøgte klager at forklare om den psykiske belastning, og at klager var virkelig ked af hårvæksten, fordi hun skulle barbere sig hver morgen. Lægen svarede koldt, at lægen ikke kunne være i sig selv, når lægen skulle gå ud over reglerne. Lægen afsluttede herefter konsultationen ved at sige: ”Vi har ikke lyst til at behandle dig, der er andre, der har det værre end dig, som er mere taknemmelige”. Assistenten afsluttede samtalen med, at klager skulle komme til en ny konsultation. Assistenten ignorerede, at klager boede en time væk.

Klager forlod klinikken chokeret og aflyste sin tid. Indklagede erkendte ikke indklagedes fejl. Behandlingen efterlod klager ydmyget, diskrimineret og afvist. Klagers psykiske belastning blev forværret, og klager har siden haft vanskeligt ved at føle tillid til sundhedsvæsenet.

Indklagede har noteret i journalen, at kriterierne for hirsutisme ikke var opfyldt, og hårvæksten blev beskrevet som dun, selvom assistenten og lægen bekræftede terminalhår og planlagt laserbehandling. Noteringen afspejlede derfor ikke de faktiske forhold.

Assistentens udtalelser udgjorde diskrimination i strid med ligebehandlingsloven, idet klager blev udsat for nedladende kommentarer på baggrund af sit navn, sprog og etniske baggrund. Både lægens og assistentens opførsel var i strid med sundhedspersoners pligt til respekt og værdighed.

Indklagede gør gældende, at indklagede ikke har udsat klager for forskelsbehandling.

Det var indklagedes lægelige vurdering, at der ikke var tale om hirsutisme, men om lettere øget dunet mørk hårvækst på krop og i ansigt. Da der ikke forelå hirsutisme, kunne behandlingen ikke udføres som et offentligt finansieret tilbud. Det er i øvrigt kun behandling i ansigtet, der er omfattet af sygesikringen.

Der opstod i konsultationen et pres fra klager og klagers mor for at få behandling samme dag. Indklagede fastholdt, at der ikke var indikation for offentlig laserbehandling, og at indklagede var forpligtede til at følge gældende retningslinjer og regionens regler.

Indklagede og indklagedes medarbejdere har ikke fremsat udtalelser, der kan forstås som racistiske, diskriminerende eller nedværdigende. Indklagede behandler alle patienter ligeværdigt uanset etnicitet, navn, sprog, religion eller baggrund. Indklagede kan ikke genkende de udsagn, der er blevet tillagt indklagede i klagen.

Indklagede gav klager en tid til senere vurdering, men tiden blev umiddelbart efter aflyst af klager selv.

Indklagedes kommunikation var saglig og faglig, men situationen var præget at uenighed omkring behandlingsmuligheder, hvilket indklagede beklager har ført til en dårlig oplevelse for klager.

Indklagedes notat i journalen var en objektiv sundhedsfaglig vurdering af, at der ikke var kliniske tegn på hirsutisme og ikke var terminalhår i et omfang, der opfyldte kriterierne, hvorfor der ikke var indikation for offentligt finansieret laserbehandling. Notatet var korrekt og afspejlede klagers faglige vurdering på konsultationstidspunktet.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Læs alt

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet efter lov om etnisk ligebehandling.

Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet tilsidesat.

Der er for nævnet tvivl om, hvad der skete under konsultationen den 1. oktober 2025, herunder hvad der blev sagt af de tilstedeværende under konsultationen.

Det faktuelle hændelsesforløb er af afgørende betydning for sagens resultat og kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

• § 1, stk. 1 og 5, om nævnets kompetence

• § 8, stk. 1, nævnets afvisning af klagen

• § 9, stk. 1, om klagebehandling

• § 12, stk. 1, om klagebehandling

Lov om etnisk ligebehandling

• § 2 om lovens anvendelsesområde

• § 3, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

• § 7 om delt bevisbyrde

Lignende dokumenter