Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - forsikring - sundhed - ej medhold
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - forsikring - sundhed - ej medhold
J.nr. 25-22181
En mand (klager), der var diagnosticeret med blandt andet ADD, klagede over sit forsikringsselskab (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på at få dækket sine udgifter til udredning for ADHD.
Nævnet vurderede, at klager havde godtgjort, at klager havde et handicap.
Den 1. november 2024 fik klager afslag på forsikringsdækning til udredning for ADHD, da dette var undtaget i indklagedes forsikringsbetingelser.
Nævnet vurderede herefter, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, som tydede på, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Det var herefter indklagede, som skulle løfte bevisbyrden for, at der ikke var sket ulovlig forskelsbehandling.
Indklagede havde oplyst, at forsikringsbetingelsen, der undtog forsikringsdækning ved udredning af blandt andet ADHD, var begrundet i, at indklagede ikke ydede forsikringsdækning for psykiatrisk behandling, og at der på den baggrund skulle ske en genudredning i det offentlige system.
Indklagede havde desuden oplyst, at forsikringsbetingelsen var begrundet i indklagedes interesse i at skabe økonomisk vinding og udbyde et produkt til deres kunder, der havde en rimelig præmie.
Nævnet vurderede på den baggrund, at forskelsbehandlingen var objektivt begrundet i et sagligt formål om at forhindre genudredning i det offentlige og økonomisk vinding, idet både offentlige og private virksomheder har et berettiget behov for at sikre et økonomisk udbytte.
Det var ligeledes nævnets vurdering, at indklagede havde løftet bevisbyrden for, at forskelsbehandlingen af klager var nødvendig, og at der var et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen var for klager.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på forsikringsdækning til udredning af ADHD.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager fik afslag på forsikringsdækning.
Sagsfremstilling
Den 29. april 2016 blev klager diagnosticeret med en belastningsreaktion og en psykisk udviklingsforstyrrelse.
Klager var tilknyttet et forløb i perioden 23. maj 2017 til 28. december 2017 ved et privathospital, hvor klager blev diagnosticeret med angst.
I efteråret 2018 blev klager tilbudt et forløb i kommunal regi, da klager fortsat havde angstsymptomer. Klager var tilknyttet dette forløb i perioden 4. oktober 2018 til 31. januar 2019.
Den 1. december 2023 tegnede klagers mor en privat sundhedsforsikring, hvor klager var forsikret. Følgende fremgår af forsikringsbetingelserne:
”…
Hvad er dækket
Forsikringen dækker undersøgelser og udredning ved psykiater, når du har henvisning fra egen læge.
Opstart af udredningsforløb
Vi anviser en psykiater, vi har en behandleraftale med, indenfor 10 hverdage, når det ikke er muligt for dig, at få en tid i det offentlige sundhedsvæsen som nævnt i afsnit 4.2. Der kan dog være længere ventetid.
…
Hvad er ikke dækket
Udredning af følgende sygdomme, tilstande og varige funktionsnedsættelser, er ikke dækket:
• Særlige lidelser, fx ADHD inkl. undertyper, autisme, demens, Tourettes syndrom, bipolar lidelse, personlighedsforstyrrelser, skizofreni, psykoser, OCD og PTSD.
• Spiseforstyrrelser og selvskade samt følger heraf.
…”
Læs alt
Den 29. oktober 2024 blev klager henvist af egen læge til en psykiater for at blive udredt for ADHD.
Samme dag anmeldte klagers mor til indklagede, at klager var blevet henvist til en psykiater for udredning for ADHD.
Den 1. november 2024 gav indklagede afslag på at dække udgifterne til udredningen. Af afslaget fremgår følgende:
”…
Du har ønsket at bruge din sundhedsordning til et udredningsforløb hos en psykiater, grundet mistanke om ADHD.
Sundhedsordningen kan ikke betale for ønskede behandlingsform
Sundhedsordningen omfatter ikke udredning af denne lidelse, ADHD, da det er undtaget i dine betingelser. Vi kan derfor ikke dække din behandling i dette tilfælde.
Du kan læse mere om det i de gældende betingelser, 2311 pkt. 4.4.
…”
Den 18. november 2024 rettede klagers advokat henvendelse til indklagede og gjorde gældende, at afslaget var udtryk for forskelsbehandling på grund af handicap.
Den 22. november 2024 svarede indklagede klagers mor med følgende mail:
”…
Gennemgang af forløb
Vi modtager din anmeldelse hos os d 29.10.2024 med ønske om dækning via [klagers] sundhedsordning med betingelsesnummer 2311.
Du oplyser at symptomer har været til stede siden 01.10.2010 og, at der ønskes udredning af ADHD/ADD.
Sagsejer i [indklagede] forsøger at ringe 01.11.2024 kl. 13.15 for at give tilbagemelding og vejledning mundtligt på din henvendelse. Desværre lykkedes det ikke at få kontakt, hvorfor sagsejer sender en mail og lukker sagen.
Sundhedsordningen
[Klager] er omfattet af individuelle betingelser […], som er udarbejdet efter ønske fra og i samarbejde med [pensionsselskab] om at tilbyde medlemmer + deres familie en ansvarlig sundhedsordning.
…
I betingelserne er der ganske rigtigt undtaget udredning af en række sygdomme, tilstande og varige funktionsnedsættelser, hvor et af eksemplerne er ADHD. Dette er blandt andet gjort ud fra aftalen og ønsket om at være en ansvarlig sundhedsordning. Din og din søns sundhedsordning tilbyder ikke behandling hos en psykiater, hvorfor en udredning af de nævnte eksempler i betingelserne vil skabe et unødig afbrudt forløb med stor risiko for at skabe et behov for genudredning i offentligt regi inden behandlingsopstart og dermed et ekstra pres på den stigende mangel af B&U psykiatere, som mærkes både i privat regi og i Det Offentlige Sundhedssystem.
Vi ønsker ikke at give udredning for tilstande, som ikke efterfølgende vil kunne behandles via os eller hos egen læge.
Jeg kan ikke se, hvor der kan være tale om direkte forskelsbehandling på grund af handicap, som advokaten skriver. Der er ikke stillet en diagnose på det tidspunkt, hvor egen læge henviser til udredning af fx ADHD. Vi følger de gældende forsikringsbetingelser, hvor vi har valgt at være tydelige omkring dækningsmuligheder og undtagelser.
[Klager] har endnu ikke fået stillet en diagnose, men ud fra dine oplysninger i anmeldelsen, vil det ikke være muligt at tilbyde hverken udredning eller evt. efterfølgende behandling via forsikringen, idet dækningen ikke er omfattet af [klagers] forsikringsbetingelser, og symptomerne er opstået før forsikringen giver mulighed for dækning.
Kontakt os gerne
Vi vil gerne vejlede dig om, hvilke andre muligheder der er for udredning og behandling i offentligt regi.
…”
Klager har fremlagt lægeerklæring af 20. februar 2025, hvoraf fremgår:
”…
Det dokumeteres herved at han har været syg med svær angst og derfor ikke kunnet tage terminsprøverne i denne uge tirsdag og indsag hhv 18. og 19.2.25.
Kendt med angst og er henvist til ADHD udredning, som kan være tilgrundeliggende årsag til angst, fået en tid til april.
…”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 28. februar 2025.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 30.000 kr.
Klager har fremlagt epikrise af 13. maj 2025, hvoraf fremgår:
”…
Det drejer sig om en 18-årig mand fra Danmark. Klienten har gennemført et klinisk interview, hvor det er foretage en bred psykopatologisk vurdering, med indikation for opmærksomhedsforstyrrelse og autismespektrumforstyrrelse.
…
Der er ikke beskrevet væsentlige forsinkelser i den tidlige sprog- eller motoriske udvikling inden tresårsalderen. I barndommen var der dog udfordringer med indkøring i vuggestue, og klienten har generelt ikke selv opsøgt legeaftaler eller givet udtryk for savn i forhold til jævnaldrende. Legen har hovedsageligt været præget af funktionelt frem for socialt samspil. Der er beskrevet vanskeligheder med at opretholde øjenkontakt og en mere begrænset brug af mimik og gestik i kommunikationen.
Klienten kan have svært ved spontant at aflæse andres signaler og intentioner, og omvendt kan det opleves som udfordrende for omgivelserne at aflæse klientens følelsesudtryk. Sociale situationer har gennemgående været krævende, både i barndommen og frem mod nu, og nye relationer kan være svære at etablere. Deling af interesser og oplevelser sker sjældent spontant, og klienten trives bedst i strukturerede og forudsigelige sociale rammer. Der er en tydelig opmærksomhed på regler og rammer i sociale sammenhænge, og klientens sociale adfærd synes i høj grad at være baseret på tillærte strategier. Et behov for forudsigelighed og struktur har været til stede siden barndommen, og ændringer i daglige rutiner har tidligere kunnet udløse angstprægede reaktioner. Der beskrives en tendens til sort-hvid tænkning, og klienten kan til tider have svært ved at afkode sociale grænser, hvilket kan medføre, at disse utilsigtet overskrides.
Ses der samlet symptomer over cut-off, inden for afvigende socialt samspil, kvalitativt afvigende kommunikation og indenfor indsnævrede repetitive og stereotype adfærds interesse- og aktivitetsmønstre. Klienten har haft signifikante symptomer på autismespektrumforstyrrelse fra barnsben, og symptomerne har persisteret igennem teenageårene og ind i voksenalderen. Klienten vurderes dermed samlet at møde de diagnostiske kriterier for DF84. 5 Asperger syndrom.
Med henblik på opmærksomhedsforstyrrelse er klienten blevet udredet gennem et klinisk interview, ASRS og DIVA-5. I ASRS rapporteres der symptomer der er foreneligt med ADHD hos voksne. I DIVA-5, hvor klientens mor var med som pårørende, rapporteres der symptomer på uopmærksomhed i 8/9 områder som voksen og i 8/9 områder i barndom. Der ses symptomer på hyperaktivitet/impulsivitet i 1/9 områder som voksen, og 0/9 områder i barndom. Der ses vanskeligheder som følge af disse symptomer på 4/5 områder som voksen og 4/5 områder i barndom.
Klienten beskriver følgende symptomatologi; Er ofte opmærksom på detaljer og laver sjuskefejl. Har ofte svært ved at fastholde opmærksomheden på opgaver, med mindre hans synes det er meget interessant eller personlig meningsgivende. Ofte som han ikke hører efter når folk taler direkte til han. Undlader ofte at følge instruktioner til ende og har svært at få gjort en opgave færdig, når den ikke længere er interessant. Ofte svært at organisere opgaver og aktivitet, mister og forlægger ofte ting, er ofte glemsom i forbindelse med daglig aktivitet, samt føler sig ofte rastløs. Der ses under DIVA-5 interviewet flere symptomer der er forenelig med en autismespektrumforstyrrelse, og som også vurderes at kan beskrives af dette, men som samlet ikke vurderes til at ekskludere for en opmærksomhedsforstyrrelse.
Klienten har haft symptomer på opmærksomhedsforstyrrelse før 12-års alderen, og symptomerne har persisteret igennem teenagetiden og ind i voksenalderen. Klienten vurderes dermed samlet at møde de diagnostiske kriterier for DF98. 8c Opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet.
…”
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede gav ham afslag på forsikringsdækning til udredning for ADHD.
Om handicap
Klager udviklede i sine tidlige skoleår tiltagende bekymringstanker og angstlignende symptomer. Klager klarede sig godt både fagligt og socialt i skolen, men oplevede angst ved nye udfordringer.
Klagers symptomer på både angst og stress blev tiltagende forværret, og efter en pludselig episode med vejrtrækningsbesvær og hyperventilation, som opstod i skolen i 3. klasse, søgte han med sine forældres hjælp og støtte hos egen læge, som den 7. marts 2016 henviste klager til en psykiater.
Psykiateren konkluderede, at klager kunne være stresssårbar på grund af en ujævn kognitiv profil. Klager havde herefter et terapiforløb hos psykiateren.
Klager startede i et forløb hos et privathospital, da det kommunale tilbud havde lange ventetider. Klager var tilknyttet forløbet i perioden 23. maj 2017 til 28. december 2017. I efteråret 2018 blev klager tilbudt et forløb i kommunal regi, da klager fortsat havde angstsymptomer. Klager var tilknyttet dette forløb i perioden 4. oktober 2018 til 31. januar 2019.
I sommeren 2023 startede klager i gymnasiet. Idet klager forsat oplevede perioder med adskillige angstanfald, og som følge heraf havde et stort fravær, søgte klager med sine forældre igen egen læge, som den 29. oktober 2024 henviste klager til udredning for ADHD.
Som følge af at klager på grund af sine psykiske udfordringer havde klager et fravær på over 50 % på sit 2. år på gymnasiet, besluttede gymnasiet, at han skulle tage sine 2. års eksaminer på særlige vilkår. I kølvandet herpå blev klager den 20. februar 2025 deltidssygemeldt.
Efter indklagedes afslag af 1. november 2024 begyndte klager på udredning for sin formodede ADHD i privat regi.
Klager gør derfor gældende, at klagers angstlidelse og psykiske udviklingsforstyrrelse, herunder formodede ADHD, udgør et psykisk handicap i handicapdiskriminationslovens forstand, idet hans psykiske funktionsnedsættelse i sammenspil med forskellige omgivelsesmæssige barrierer hindrer ham i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet, herunder særligt hans skolegang på lige fod med alle andre.
Det bemærkes i den henseende, at klagers angst og psykiske udviklingsforstyrrelse, siden han gik i 3. klasse, har affødt et kompensationsbehov for, at han har kunnet fungere på lige fod med andre både i forhold til sin skolegang og i samfundet mere generelt, ligesom han aktuelt er sygemeldt fra sin skole på grund af angst, og hans psykiske funktionsnedsættelse er således af langvarig karakter.
Indklagede gør til støtte for påstanden om frifindelse gældende, at klager ikke har bevist, at han har et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.
Hvorvidt en person har et handicap i handicapdiskriminationsloven, beror på en konkret vurdering af sagens omstændigheder, herunder navnlig fremlagte oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner.
Det er i den forbindelse imidlertid ikke et krav, at klageren har en funktionsnedsættelse, der er af særlig alvorlig eller i øvrigt permanent karakter, eller at klager dokumenterer, at handicappet faktisk har forhindret vedkommende i at deltage i samfundslivet, når blot funktionsnedsættelsen er længerevarende og har betydning for muligheden for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre mennesker.
Det er endvidere ikke at krav, at klageren har fået stillet en endelig lægelig diagnose, jf. Højesterets dom af 22. november 2017, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen, årgang 2018, side 853.
Det gøres således for det første gældende, at det er uden betydning for vurderingen, at klager var og er socialt og fagligt velfungerende, at han har gennemført en folkeskole, og at han er i gang med en gymnasial uddannelse. Der er mange personer, som har et handicap i lovens forstand, og som samtidig både er socialt og fagligt velfungerende, som indgår i samfundslivet, og som kan tage en uddannelse, varetage et arbejde mv. på trods af de barrierer, som den pågældende oplever som følge af handicappet.
Hertil kommer, at det ikke er korrekt, at der ikke foreligger oplysninger om, hvordan klager var og er begrænset i at deltage i samfundslivet, da klagers diagnose blandt andet forhindrer klager i at gennemføre sin uddannelse, da klager aktuelt er deltidssygemeldt på grund af sit handicap.
Det er heller ikke korrekt, at klager ikke havde en diagnose på det tidspunkt, hvor han henvendte sig til indklagede med henblik på at blive udredt for ADHD, idet klager i april 2016 blev diagnosticeret med en psykisk sygdom, ligesom det i øvrigt bemærkes, at handicapbegrebet som anført ikke er betinget af, at der foreligger en lægeligt diagnosticeret sygdom.
Det gøres videre for det andet gældende, at det ikke er et krav, at en person, som har fået diagnosticeret en sygdom, skal have været tilknyttet sundhedsvæsnet eller i øvrigt været i behandling kontinuerligt igennem hele sit liv for at være omfattet af handicapbegrebet. Der er mange personer, der har og lever med et handicap uden at være tilknyttet sundhedsvæsnet eller andre behandlingssteder, for eksempel fordi der ikke foreligger behandlingsmuligheder, eller fordi den pågældende ikke ønsker behandling.
Uanset dette har klager imidlertid mere eller mindre igennem hele sit liv været i forskellige terapi- og angsthåndteringsforløb med henblik på at afhjælpe de barrierer, som han oplever på grund af sit handicap. Klager har oplevet angstanfald, siden han gik i 3. klasse. Han var i perioden fra den 7. marts 2016 til den 28. december 2016 i et udrednings- og terapiforløb, hvor han blev diagnosticeret med en belastningsreaktion og en psykisk udviklingsforstyrrelse.
Siden da har klager været tilknyttet flere forløb med henblik på at håndtere sin angst i hverdagen, herunder to forløb i både 2017 og 2018, ligesom han efter sine forløb var i flere private terapi- og hypnoseforløb ved psykologer ved siden af sin skolegang.
Den 13. maj 2025 blev klager diagnosticeret med Aspergers syndrom og opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet.
Det fastholdes således, at klager har en langvarig psykisk funktionsnedsættelse og derfor et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.
Om forskelsbehandling
Til støtte for den nedlagte påstand gøres overordnet gældende, at indklagedes afslag på klagers anmodning om forsikringsdækning til psykiatrisk udredning med henvisning til, at forsikringen ikke dækker udredning for diagnosen ADHD, er udtryk for direkte forsikringsbehandling på grund af handicap
Det gøres i den forbindelse indledningsvist gældende, at klager har fremlagt lægelig dokumentation for, at han lider af en langvarig psykisk funktionsnedsættelse og derfor er omfattet af handicapdiskriminationslovens anvendelsesområde.
Klager lider af angst og har haft egentlige angstanfald, siden han gik i tredje klasse. Han har været i udrednings- og psykologforløb siden 2016, og hans psykiske tilstand, herunder formodet ADHD, udgør således en langvarig psykisk funktionsnedsættelse og derfor et handicap i lovens forstand.
Det gøres herefter for det første gældende, at indklagedes forsikringsbetingelser ved udtrykkeligt at undtage visse typer af langvarige psykiske funktionsnedsættelser, herunder ADHD fra forsikringsdækning, er udtryk for direkte forskelsbehandling på grund af handicap.
Det bemærkes i den forbindelse, at et afslag på forsikringsdækning uden tvivl udgør ringere behandling i lovens forstand, og at den i forsikringsbetingelserne oplistede undtagelse af forsikringstageres adgang til dækning med henvisning til at visse typer af handicap er undtaget fra forsikringsdækning, således stiller de forsikringstagere, der er omfattet af denne undtagelse, ringere sammenlignet med andre forsikringstagere, som ikke har et handicap, der er omfattet af undtagelsesbestemmelsen. Forsikringsbetingelserne er derfor i sig selv udtryk for direkte forskelsbehandling på grund af handicap.
Indklagede ses i øvrigt at anerkende, at forsikringsbetingelserne undtager en række sygdomme og tilstande, som udgør varige funktionsnedsættelser og derved et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.
Indklagede meddelte ved brev af 1. november 2024 konkret afslag på klagers anmodning om forsikringsdækning til psykiatrisk udredning med henvisning til, at klagers forsikring ikke dækker psykiatrisk udredning for ADHD, og klager er således ved afslaget blevet udsat for ringere behandling på grund af sin konkrete funktionsnedsættelse sammenlignet med andre forsikringstagere, som anmoder om forsikringsdækning til psykiatrisk udredning for en tilstand, som ikke er undtaget forsikringsdækning.
Det gøres på den baggrund gældende, at idet indklagede udtrykkeligt i deres afslag henviser til, at udredning for ADHD er undtaget forsikringsdækning, og idet ADHD udgør et handicap i lovens forstand, så er der er påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at indklagedes afslag var udtryk for direkte forskelsbehandling på grund handicap. Det påhviler herefter indklagede at bevise, at forskelsbehandlingen ikke er ulovlig.
Indklagede gør gældende, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som skaber en formodning for, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Til støtte herfor anfører indklagede, at det omtvistede forsikringsvilkår i forsikringsbetingelsernes punkt 4.4 gælder for alle kunder uanset om deres lidelse/gener opfylder handicapbegrebet eller ej, og at klager derfor ikke er blevet ringere behandlet på grund af sit handicap. Indklagede bemærker i den henseende, at det er muligt for en person at have ADHD/ADD, uden at handicapbegrebet er opfyldt.
Indklagede ses således at anføre, at fordi alle andre kunder, herunder kunder som ikke har et handicap i lovens forstand, også vil få et afslag på forsikringsdækning til udredning af ADHD, så er klager ikke blevet ringere behandlet på grund af sit handicap.
Det bemærkes i den forbindelse, at dette imidlertid er uden betydning for vurderingen af, om der foreligger direkte forskelsbehandling i lovens forstand, idet beskyttelsens mod diskrimination ikke er afgrænset til personer, som selv har et handicap, så længe handicappet udgør grunden til den ringere behandling, og en person, der får et afslag på forsikringsdækning - og hvor handicappet udgør begrundelsen for afslaget - er således også blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Det følger hertil af fast praksis fra EU-domstolen, at ligebehandlingsprincippet og beskyttelsen mod diskrimination ikke gælder for ”en bestemt persongruppe” og således ikke er afgrænset til personer, som selv tilhører ”den beskyttede gruppe”, men at det afgørende er, at den, der forskelsbehandler, har lagt vægt på den beskyttede grund eller et kriterium som er uløseligt forbundet med den beskyttede grund.
Der foreligger således direkte forskelsbehandling på grund af handicap, når den der forskelsbehandler har lagt vægt på handicap - eller et kriterium som er uløseligt forbundet med handicap - herunder hvor et handicap har været bestemmende for/har haft betydning for afgørelsen om at iværksætte en foranstaltning, som medfører ringere behandling, eller når denne behandling godtgøres at være blevet indført og/eller opretholdt af grunde, der relaterer sig til handicap.
Heroverfor foreligger der indirekte forskelsbehandling, når en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis er til ulempe for en bestemt person eller persongruppe med handicap, det vil sige, når den ringere behandling ikke hviler på eller er indført på grund af handicap men blot har den virkning, at personer, der har et handicap, behandles ringere.
Det gøres på den baggrund gældende, at det er uden betydning, at alle andre af indklagedes kunder, herunder kunder som ikke har et handicap, også vil få et afslag på forsikringsdækning til udredning af ADHD, idet det ikke ændrer på det faktum, at handicappet var afgørende/bestemmende for, at der blev meddelte et afslag på klagers anmodning om forsikringsdækning, og at klager derfor er blevet udsat for ringere behandling på grund af handicap sammenlignet med personer, der ønsker psykiatrisk udredning for andre lidelser der ikke er undtaget forsikringsdækningen.
Hvis nævnet vurderer, at der ikke er tale om direkte forskelsbehandling, gør klager gældende, at der er tale om indirekte forskelsbehandling.
Om indklagedes bevisbyrde
Det gøres for det andet gældende, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at den direkte forskelsbehandling er objektiv begrundet i et sagligt formål, er nødvendig og egnet til at opnå formålet, og at der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er.
Indklagede ses i deres mail af 22. november 2024 at begrunde undtagelsen af forsikringsdækning til udredning af de oplistede lidelser i et ønske om at være en ansvarlig sundhedsordning. Indklagede ses i den forbindelse at henvise til, at fordi sundhedsforsikringen ikke, efter at forsikringstageren eventuel er blevet udredt og har fået tildelt en diagnose, yder dækning til den efterfølgende behandling hos en psykiater, så vil forsikringstageren befinde sig i en situation, hvor vedkommende vil skulle genudredes i det offentlige regi inden behandlingsopstart, og idet der er et stigende pres i det offentlige, vil det skabe et unødigt afbrudt forløb for forsikringstagen, hvis indklagede dækkede en udredning på et tidligere tidspunkt.
Indklagede ønsker således ikke at yde dækning til psykiatrisk udredning, når indklagede ikke yder dækning til efterfølgende psykiatrisk behandling.
Indklagede ses videre ved at henvise til, at klagers symptomer er opstået før, hans forsikring gav mulighed for dækning, og at klager således også af den grund ikke har ret til dækning, og indklagede må i den henseende antages at henvise til forsikringsbetingelsernes karensperiode.
Det gøres hertil gældende, at indklagede ikke sagligt kan begrunde at have udsat klager for direkte forskelsbehandling på grund af handicap med henvisning til, at indklagede selv har udarbejdet en forsikringsaftale, der angiver at yde dækning til psykiatrisk udredning, men som samtidig ikke dækker en efterfølgende psykiatrisk behandling. Indklagede har således selv konciperet den forsikringsaftale, som forsikringsselskabet anser for at være uansvarlig.
Det gøres videre gældende, at indklagedes henvisning til, at afslaget kunne være givet med en anden begrundelse, i øvrigt ikke ændrer ved, at indklagedes afslag udtrykkeligt et givet med henvisning til at udredning for ADHD er undtaget forsikringsdækning, og at denne begrundelse således i sig selv er udtryk for direkte forskelsbehandling på grund af handicap.
Det gøres således sammenfattende gældende, at indklagedes afslag var udtryk for direkte forskelsbehandling på grund af handicap, og at indklagede ikke har godtgjort, at forskelsbehandlingen af klager varetog et sagligt formål og kan retfærdiggøres.
Klager gør gældende, at der er tale om en grov overtrædelse af handicapdiskriminationslovens forbuddet mod direkte forskelsbehandling på grund af handicap, og at krænkelses grovhed bør afspejle sig i godtgørelsens størrelse.
Indklagede gør gældende, at forskelsbehandlingen af klager er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og at forskelsbehandlingen er proportional i lyset af det ønskede formål.
Til støtte herfor anfører indklagede for det første, at det ikke er muligt at forsikre enhver skade på en meningsfuld måde, fordi det skal være muligt at prissætte risikoen, og fordi prisen skal ligge i et leje, hvor det skaber værdi for kunderne, samt at indklagede i den henseende er forpligtet efter EU-retten til alene at tilbyde forsikringsprodukter, som skaber værdi for kunderne.
Det anerkendes i den forbindelse, at forsikringsselskaber i lyset af de særlige træk ved forsikringsvirksomhed kan have behov for at begrænse adgangen til visse forsikringsydelser for personer med forhøjet risikoprofil, herunder give forsikringsprodukter en risikofølsom udformning.
Det anerkendes videre, at forsikrings- og forretningsmæssige hensyn - herunder hensynet til at sikre økonomisk rentabilitet - derfor kan udgøre saglige formål.
Det gøres imidlertid gældende, at forskelsbehandlingen af klager hverken er nødvendig eller proportional i lyset af de påberåbte formål, idet forsikrings- og forretningsmæssige hensyn ikke kan antages at udgøre så tungtvejende grunde, at det kan retfærdiggøre direkte forskelsbehandling på grund af handicap.
Det bemærkes i den forbindelse, at beskyttelsen mod direkte forskelsbehandling på grund af handicap vil blive udhulet på forsikringsområdet, såfremt en persons psykiske handicap sagligt måtte være det direkte grundlag for en differentiering inden for forsikringsvirksomhed.
En sådan praksis ses da heller ikke at være tilladt på andre diskriminationsretlige områder. Det følger både af Ligebehandlingsnævnet og EU-domstolens praksis, at forsikringsselskaber ikke lovligt kan differentiere direkte på grund af køn, ligesom det heller ikke er lovligt at lade en persons etniske oprindelse være grundlag for direkte forskelsbehandling i forhold til forsikringsbetingelser, jf. lov om etnisk ligebehandling, jf. bekendtgørelse nr. 374 af 28. maj 2003 med senere ændringer, som indeholder et absolut forbud mod direkte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.
På tilsvarende vis må det anses for uforholdsmæssigt indgribende og generaliserende at knytte forsikringsrisici fast og direkte til en persons psykiske handicap. På samme måde som etnicitet og køn udgør handicap et træk, som er uadskilleligt forbundet med individets person, og som denne ingen indflydelse har på. At afskære en person fra forsikringsdækning direkte og udelukkende med henvisning til et psykisk handicap er derfor uproportionalt og kan ikke retfærdiggøres med henvisning til at sikre økonomisk rentabilitet.
Indklagede ses for det andet at anføre, at sundhedsforsikringen under ingen omstændigheder dækker psykiatrisk behandling og alene i visse tilfælde psykiatrisk udredning, og at det derfor ikke giver mening, at en forsikringstager bliver udredt for ADHD i privat regi gennem indklagede, når efterfølgende behandling ikke dækkes, fordi forsikringstageren følgelig efter udredningen ville skulle starte forfra i offentlig regi for at kunne få psykiatrisk behandling.
Indklagede henviser videre til, at psykiatrien i Danmark er voldsomt presset, blandt andet på grund af mangel på psykiatere, og at det ville skabe et yderligere pres på et i forvejen hårdt presset system, såfremt sundhedsforsikringen også dækkede psykiatrisk behandling, fordi dækningen ikke ville medføre en øgning i antallet af psykiatere.
Det skal hertil bemærkes, at det er uklart, hvilken betydning dette kan antages at have for vurderingen af proportionaliteten af den konkrete forskelsbehandling, som klager oplever.
Indklagede har selv valgt at tilbyde forsikringsdækning til psykiatrisk udredning i privat regi, og indklagede har selv valgt at udforme en forsikringsaftale, der i visse tilfælde dækker psykiatrisk udredning men ikke efterfølgende behandling.
Det fastholdes derfor, at indklagede selv har udformet den forsikringsordning, som indklagede angiver som uansvarlig, og at dette således ikke sagligt kan begrunde anvendelsen af diskriminerende forsikringsbetingelser.
Det gøres således gældende, at selvom forsikrings- og forretningsmæssige hensyn udgør saglige formål, så må det anses for uproportionalt at afskære forsikringsdækning direkte og udelukkende med henvisning til en person psykiske handicap, og en sådan direkte forskelsbehandling på grund af handicap ikke sagligt kan retfærdiggøres med henvisning til forsikrings- og forretningsmæssige hensyn.
Indklagede gør principalt gældende, at klager ikke har et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.
Indklagede gør subsidiært gældende, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Indklagede gør tertiært gældende, at den eventuelle forskelsbehandling på baggrund af et eventuelt handicap, der måtte have fundet sted, er objektivt begrundet i et sagligt formål og er nødvendig for at opnå formålet, ligesom forskelsbehandlingen er proportional i forhold til det ønskede formål, og at afslaget dermed er lovligt.
Om handicap
Det er klager, der skal bevise, at han har et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.
Klager har fremlagt udklip fra klagerens journal vedrørende tidligere forløb, han har deltaget i som led i at håndtere gener i form af angstanfald, nervøsitet og perfektionisme mv.
Journalnotaterne viser perioden fra marts 2016 til oktober 2017. Seneste journalnotat ligger således syv år forud for skadeanmeldelsen til indklagede.
Derudover beskriver journalnotaerne, at klageren i 2016-2017 var socialt og fagligt velfungerende.
Der foreligger ingen oplysninger om kontakt til sundhedsvæsnet eller andre behandlingssteder på grund af de nævnte gener i den syvårige periode fra oktober 2017 og frem til den 29. oktober 2024, hvor klageren blev henvist til en psykiater.
Klagen indeholder heller ikke beskrivelse af yderligere behandlinger eller lægekontakt i perioden mellem sidste journalnotat og henvisningen til en psykiater. Derimod fremgår det, at klager går i 2. G, dog med en del fravær. Klager må dermed have gennemført folkeskolen.
Klager har derudover fremlagt en erklæring om sygemelding fra terminsprøver i februar 2025. Det vil sige en sygemelding, der lå knap fire måneder efter indklagedes afvisning på dækning af udredning for ADHD.
Af de fremlagte bilag fremgår der intet om, hvorvidt klageren går i gymnasiet på almindelige vilkår, eller om han er bevilliget særlige vilkår med eksempelvis hjælpemidler, ekstra tid til eksamen eller lignende.
På baggrund af ovenstående er det indklagedes primære påstand, at klager ikke har bevist, at han på tidspunktet for indklagedes afvisning på dækning opfyldte definitionen på et handicap i handicapdiskriminationslovens og handicapkonventionens forstand, hvorfor han ikke kan være blevet forskelsbehandlet på baggrund af et handicap.
Ved vurderingen har indklagede lagt vægt på, at det ikke er klarlagt, hvordan klageren den 1. november 2024 langvarigt havde været begrænset i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.
Der er således ingen oplysninger om, hvordan klager var begrænset i at deltage i samfundslivet. Der er heller ingen dokumentation på, at der har været tale om en langvarig tilstand, og der er ingen dokumentation på, hvor udtalte klagers gener har været i perioden fra oktober 2017 til
oktober 2024.
Indklagede har desuden lagt vægt på, at klager henvendte sig med henblik på at blive udredt for ADHD som en bagvedliggende forklaring på hans øvrige gener på tidspunktet for indklagedes afvisning.
Henset til, at klager ved indklagedes afvisning end ikke havde fået stillet en diagnose, forekommer det anstrengt at anse en eventuel ADHD-lidelse hos klager som et egentligt handicap, da det ikke på det tidspunkt var givet, at klager i det hele taget ville få stillet en sådan diagnose.
Om forskelsbehandling
Såfremt Ligebehandlingsnævnet på trods af ovenstående måtte finde, at klageren har bevist, at han på tidspunktet for indklagedes første afvisning opfyldte handicapbegrebet, er det indklagedes subsidiære påstand, at klageren ikke har påvist faktiske omstændigheder, der skaber en formodning for, at han er blevet forskelsbehandlet på baggrund af sit handicap.
Forsikringens betingelser indeholder i punkt 4.4, blandt andet en objektiv afgræsning af, hvilke former for udredning hos psykiater, der ikke er omfattet af forsikringen. Det fremgår blandt andet heraf, at forsikringen ikke dækker udredning af ADHD.
Afvisningen på klagers anmodning på dækning af udgiften til udredning for ADHD er begrundet i netop ovenstående vilkår, og vilkåret gælder for alle kunder, der er omfattet af den pågældende sundhedsforsikring, uanset om deres lidelse/gener opfylder handicapbegrebet eller ej.
Det er således vigtigt at bemærke, at det er muligt at have ADHD/ADD uden, at handicapbegrebet er opfyldt.
Indklagede skal yderligere bemærke, at det er almindelig kendt, at ikke enhver skade kan forsikres på en meningsfyldt måde, og at det således skal være muligt for forsikringsselskaber at opstille objektive kriterier for, hvad der dækkes af forsikringen, og hvad der ikke er dækket af forsikringen.
På baggrund af ovenstående er det indklagedes vurdering, at klageren ikke er blevet behandlet ringere end andre personer på grund af sit eventuelle handicap, idet alle personer omfattet af forsikringen, der henvender sig med henblik på at få dækket psykiatrisk udredning for ADHD, ville få afvist dækning uagtet om lidelsen opfyldte handicapbegrebet eller ej.
Det er således svært at slutte, at klager ved indklagedes afvisning skulle være blevet behandlet ringere på grund af sit handicap, hvorfor indklagede afviser, at dette skulle være tilfældet.
Om indklagedes bevisbyrde
Måtte Ligebehandlingsnævnet finde, at klager havde dokumenteret, at han på afvisningstidspunktet opfyldte handicapbegrebet, og at han har påvist faktiske omstændigheder, der skaber en formodning for, at han er blevet forskelsbehandlet på baggrund af sit handicap, er det indklagedes tertiære påstand, at forskelsbehandlingen er lovlig i henhold til handicapdiskriminationslovens § 7.
Af bestemmelsen i lovens § 7, fremgår det, at: ”Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet i § 5, stk. 1 og 5, og § 9 a, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere. ”
Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår det bl.a., at: ”Også et formål om økonomisk vinding kan være sagligt, idet både offentlige og private virksomheder har et berettiget behov for at sikre et økonomisk udbytte. Det må bero på en konkret vurdering, om det pågældende formål er sagligt. ”
Dækningsundtagelsen i forsikringsbetingelsernes punkt 4.4, er udtryk for, at det ikke kan lade sig gøre at forsikre enhver skade på en meningsfyldt måde. Dette skyldes, at det skal være muligt at prissætte risikoen, og at prisen på en forsikring skal ligge i et leje, hvor det skaber værdi for kunderne. Dette følger desuden af de EU-bestemte regler produktudvikling og produktgodkendelse (POG), herunder især princippet om value for money.
Indklagede er ifølge POG-reglerne også forpligtede til alene at tilbyde forsikringsprodukter, som skaber værdi for kunderne.
Sundhedsforsikringen dækker ikke psykiatrisk behandling under nogle omstændigheder, men alene i visse tilfælde psykiatrisk udredning, og derfor giver det ikke mening, at en forsikringstager bliver udredt i privat regi via sundhedsforsikringen, for derefter at skulle overgå til den offentlige psykiatri, da det oftest vil betyde, at forløbet skal starte forfra med en ny udredning i offentligt regi. En sådan dækning ville dermed ikke skabe værdi for kunden og ville dermed ikke overholde POG-reglerne.
Dækning for psykiatrisk behandling er bevidst fravalgt af indklagede dels for at afgrænse den overtagne risiko som beskrevet ovenfor, dels ud fra et samfundsmæssigt hensyn.
Det er således almindelig kendt, at psykiatrien i Danmark er voldsomt presset, og at der i høj grad er mangel på blandt andet psykiatere. Såfremt sundhedsforsikringen også dækkede psykiatrisk behandling, ville det skabe et yderligere pres på et i forvejen hårdt presset system, da dækningen ikke ville medføre en øgning i antallet af psykiatere. Dette er ikke en ønskelig samfundsmæssig situation.
Forsikringen ville desuden blive dyrere, hvilket forventeligt ville få flere til at fravælge forsikringen. Det ville heller ikke er en ønskelig situation, idet færre i så fald ville kunne opnå dækning.
Indklagede skal derudover bemærke, at klageren vil kunne blive både udredt og behandlet i offentligt regi, hvorfor afslaget på dækning må siges at være mindre indgribende.
På baggrund af ovenstående er det indklagedes opfattelse, at den eventuelle forskelsbehandling, klageren skulle have været udsat for, er objektivt begrundet i et sagligt formål, der er nødvendig for at opnå formålet, og at der er proportionalitet mellem målet og indgrebet, hvorfor der er tale om lovlig forskelsbehandling.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet. Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Handicapbegrebet
Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.
Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U. 2018.830H og U. 2018.853H.
I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation. Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.
Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Klager blev den 29. oktober 2024 henvist til en psykiater for at blive udredt for ADHD. Klager fik afslag på forsikringsdækning den 1. november 2024.
Klager blev den 13. maj 2025 diagnosticeret med blandt andet ADD. Det fremgår af de lægelige oplysninger, at dette medførte, at klager havde opmærksomhedsvanskeligheder, og at klager havde svært ved at planlægge og organisere ting. Det fremgår desuden, at klager havde haft symptomer på en opmærksomhedsforstyrrelse før 12-årsalderen, og at symptomerne havde persisteret igennem teenagetiden og ind i voksenalderen.
Nævnet vurderer på den baggrund, at klager har godtgjort, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Faktiske omstændigheder
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Den 1. november 2024, fik klager afslag på forsikringsdækning til udredning for ADHD, da dette var undtaget i indklagedes forsikringsbetingelser.
Nævnet vurderer herefter, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som tyder på, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Det påhviler derfor indklagede at bevise, at der ikke er tale om ulovlig forskelsbehandling.
Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.
Indklagede har oplyst, at forsikringsbetingelsen, der undtager forsikringsdækning ved udredning af blandt andet ADHD, er begrundet i, at indklagede ikke yder forsikringsdækning for psykiatrisk behandling, og at der på den baggrund skulle ske en genudredning i det offentlige system.
Indklagede har desuden oplyst, at forsikringsbetingelsen var begrundet i indklagedes interesse i at skabe økonomisk vinding og udbyde et produkt til deres kunder, der har en rimelig præmie.
Nævnet vurderer på den baggrund, at forskelsbehandlingen var objektivt begrundet i et sagligt formål om at forhindre genudredning i det offentlige og økonomisk vinding, idet både offentlige og private virksomheder har et berettiget behov for at sikre et økonomisk udbytte.
Det er ligeledes nævnets vurdering, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at forskelsbehandlingen af klager var nødvendig, og at der var et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen var for klager.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:
Lov om Ligebehandlingsnævnet
• § 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence
• § 9, stk. 1, om klagebehandling
• § 12, stk. 1, om klagebehandling
Handicapdiskriminationsloven
• § 2 om lovens anvendelsesområde
• § 3 om lovens anvendelsesområde
• § 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
• § 7 om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling
• § 10 om delt bevisbyrde
Lignende dokumenter
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - forsikring - ej medhold Retsinformation · 14. januar 2026
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - ej handicap - kommuner - ej medhold Retsinformation · 5. september 2026
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold Retsinformation · 25. november 2025
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sundhed - ej medhold Retsinformation · 12. oktober 2021
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - ej handicap - er handicap - kommuner - ej medhold Retsinformation · 25. august 2026
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - forskellige priser - forsikring - ej medhold Retsinformation · 25. august 2026