Spring til indhold

Retsinformation

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - ej handicap - kommuner - ej medhold

KEN nr 9921 af 19/08/2026Endelig adm. afgørelseSocialministeriet5. september 2026

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - ej handicap - kommuner - ej medhold

J.nr. 25-17475

En mand (klager), der var diagnosticeret med ADD og ængstelig personlighedsstruktur, klagede over sin arbejdsgiver (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at han blev afskediget fra sin stilling.

Der forelå ikke oplysninger i sagen om, at klagers diagnoser medførte sådanne funktionsbegrænsninger, der forhindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre før den 7. juni 2024, hvor klager var sygemeldt i 14 dage med psykiske udfordringer.

På tidspunktet for afskedigelsen den 28. februar 2025 havde klagers begrænsninger derfor ikke haft en varighed, der kan betegnes som lang.

Af udateret helbredsattest, som klager præsenterede for indklagede til mødet den 31. januar 2025, fremgik, at prognosen var afhængig af behandlingseffekten, da mange kan leve et fuldt normalt liv, og at der vurderedes ikke at være en varig funktionsnedsættelse, men en periode, indtil klagers sindsstemning blev stabiliseret, og han lærte kompetencer i energiforvaltning.

På baggrund af sagens oplysninger vurderede nævnet, at klager ikke havde godtgjort, at han havde sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at han havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling.

Sagsfremstilling

Den 1. april 2021 blev klager ansat i en stilling som socialpædagog hos indklagede.

Den 1. august 2022 blev klagers ugentlige arbejdstid ændret fra 37 timer til 30 timer.

Den 23. maj 2023 sendte klager følgende mail til indklagede:

”…

Jeg ville lige fortælle jer en lille ting, da jeg i det sidste lange stykke tid, er kommet på arbejde og har været meget træt, eller måske virket uoplagt. Jeg har efter min arbejdsskade for et år siden, arbejdet en del mig selv og har i dette blandt andet også fået konstateret ADHD, hvilket jeg har valgt at starte i medicinsk behandling for. Men som vi alle ved så kan det komme med en masse forskellige bivirkninger, hvilket det desværre har gjort for mig.

Jeg vælger ikke at skrive dette ud fordi at der skal tages særligt hensyn til noget. Men mere fordi, jeg ikke altid er den bedste til, at sige når jeg ikke er på toppen (noget jeg også øver mig på).

…”

Af klagers kliniske notater af 10. oktober 2023 fremgår:

”…

Aktionsdiagnose på denne patientkontakt

Ængstelig personlighedsstruktur (DF606)

Bidiagnoser på denne patientkontakt

Opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet (DF988C)

Resumé af behandlingsforløb og videre plan:

30-årig mand henvist fra [navn] grundet mistanke om Gennemgribende udviklingsforstyrrelse. Pt har initielt været henvist ift. mistanke om ÆEP, men dette vurderes ikke opfyldt ifølge henviser, der mistænker, at pts udfordringer kan forklares ud fra kendte ADD samt mulig ASF. Imidlertid vurderer undertegnede, at pt opfylder kriterierne for ÆEP.

…

På baggrund af grundig anamnese og diagnostisk interview vurderes pt at frembyde udfordringer ift. social interaktion. Imidlertid vurderes det ikke at være på autistisk facon, men præget af lavt selvværd, ikke følt han passede ind i opvækstmiljø qua homoseksualitet samt meget specifik interesse omkring musik som han kun deler med få. Vurderes ikke at beskrive livslangt eller om sig gribende udfordring ift. non-verbal kommunikation, forståelse for sociale regler og normer, tvangsmæssig adfærd, kommunikation eller forestillingsevne.

På baggrund af journalmateriale, kontakten med patienten og pts beskrivelser, vurderes der ikke at være tale om Autisme Spektrum Forstyrrelse.

Læs alt

Pt vurderes i stedet at opfylde kriterierne for DF60. 6 Ængstelig evasiv personlighedsstruktur.

Samlet vurderes item 2,3, 4, 5 og 6 opfyldt. Disse kriterier vurderes ikke fuldgod at kunne beskrives ud fra ADD. Endvidere vurderes mere velbehandlet ADD ikke at medføre at pts tydeligt ængstelige perceptionsbias, lave selvværd og generelle bekymring for at være sær og anderledes vil forsvinde/blive reduceret markant.

Pt er meget motiveret for terapeutisk forløb ift. ÆEP. Henvist til Pakkeforløb for ÆEP [sted].

…”

Den 15. februar 2024 modtog klager et brev fra psykiatrien. Heraf fremgår:

”…

Du skal nu starte i gruppebehandling for ængstelig evasiv personlighedsstruktur

Behandlingen består af:

24 sessioner gruppeterapi en gang ugentligt

12 sessioner individuel terapi hver 2. uge (aftales m. din individuelle terapeut) –

…”

Den 7. juni 2024 blev klager sygemeldt. Af lægeerklæring af 11. juni 2024 fremgår:

”…

Forventes rask d. 24-06-2024

[Klager] er blevet sygemeldt på lægelig indikation i 2 uger, forventes raskmeldt herefter, dog kan der være behov for deltidssygemelding for en periode

der tilrådes dialog med arbejdsgiver iht dette

…”

Af mulighedserklæring udfyldt den 11. juni 2024 fremgår:

”…

3. Medarbejderens funktionsnedsættelser

…

Psykiske udfordringer

4. Påvirkede jobfunktioner

…

[Klager] starter op de første 14 dage som delvis sygemeldt på nedsat tid, ca 18-20 timer ugentligt. Opstart den 24/6-24

…”

Indklagede har oplyst, at klager den 26. juli 2024 raskmeldte sig til sin bopælskommune.

Indklagede har oplyst, at klager i perioden 24. juni 2024 til 28. november 2024 havde 14 sygedage i alt.

Af klagers kliniske notater af 21. november 2024 fremgår:

”…

Pt har tidligere på ugen rettet henvendelse til [forkortelse] med ønske om samtale grundet oplevet forværring af psykiske tilstand efter afslutning af MBT-MIT forløb. Pt beskriver nedsat lyst og interesse samt nedsat overskud og energi. Pt angiver nedtrykthed og negative automatiske tanker om, at han er til besvær på arbejdet, fordi han har haft nogle sygedage. Har svært ved at stå op om morgenen.

…”

Indklagede har oplyst, at klager den 29. november 2024 var fuldtidssygemeldt i seks dage, hvoraf to dage var relateret til §56-aftalen.

Den 2. december 2024 modtog klager et brev fra sin bopælskommune, hvoraf fremgår:

”…

Indgåelse af§ 56 aftale vedrørende langvarig eller kronisk sygdom

Dagpengegruppen har truffet afgørelse om at godkende den aftale, som du og din arbejdsgiver [indklagede], har indgået den 12.11.2024.

Aftalen er godkendt med baggrund i følgende lidelser: ADHD og Ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse.

Aftalen er godkendt for perioden den 12.11.2024 - 11.11.2025 og vedrører kun fravær pga. ovennævnte lidelser.

…”

Den 19. december 2024 var klager til afklarende sygefraværssamtale. Af referatet af mødet fremgår:

”…

I henhold til § 56 i sygedagpengeloven blev der drøftet [klagers] situation vedrørende sygefravær og mulighederne for arbejdsfordeling og refusion. Det blev fastslået, at en arbejdsgiver kan få refusion fra første sygedag, jf. § 56 men dette er ikke en aftale, der kan tages for givet. En delvis sygemelding skal behandles som en sygefraværsdag.

[Klager] kan ikke se sig selv arbejde 30 timer, grundet forløbet. I stedet har han arbejdet 18 timer på tre dage, og der er ikke udsigt til at han kan arbejde fuld tid det næste år, da han starter op på et nyt forløb til februar. Det er svært for [klager] at være hjemme, at være på arbejde og i det hele taget svært at være [klager] pt.

Kursusforløbet, som [klager] er tilknyttet, slutter i februar. Der starter derefter et nyt forløb op.

[Klager] spørger om han ved en deltid sygemelding, skal være tilknyttet jobcenteret, Dette skal han.

[Indklagede] fortæller at det påvirker driften med et stort sygefravær og det drøftes hvilke muligheder der er for at vi tilgodeser [klager] og [indklagede].

Det aftales at derfor at der er behov for en rundbordssamtale med jobcenteret, hvor man vil drøfte mulige løsninger såsom fastholdelse, flexjob, støtte eller virksomhedspraktik.

[Klager] har svært ved at se sig selv arbejde fuldtid om et år. Der er derfor lange udsigter til, at [klager] kan arbejde fuldtid på 30 timer.

Der blev truffet beslutning om, at [klager] derfor skal være delvis sygemeldt. Han skal kontakte egen læge med en mulighedserklæring, som [indklagede] udfærdiger efter aftale på, mødet i dag og som lægen skal godkende.

[Klager] skal kontakte jobcenteret, for at fa en kontakt til en job konsulent der kan deltage til en rundbordssamtale.

Herefter overtager [indklagede] med indkaldelse og dagsorden.

Mødet blev afsluttet med fokus på at sikre et realistisk arbejdsforløb, som passer til både [klagers] helbred og virksomhedens drift. [Klager] vil se på skemaet og få de 18 timer til at passe med driften. Der skal indgå dag/aften/weekend/helligdage som i et almindeligt rul.

[Indklagede] godkender de 18 timer selvom der ikke er lavet en delvis sygemelding endnu.

…”

Af mulighedserklæring af 19. december 2024 fremgår:

”…

- [Klager] er under udredning på baggrund af følgende lidelser: ADHD og ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse.

…

- [Klager] ser ikke sig selv arbejde 30 timer pt. men ønsker en deltidssygemelding

- [Klager] har svært ved at være hjemme, ved at være på arbejdet og har i det hele taget svært.

- [Klager] ønsker delvis sygemelding og at arbejde 18 timer pr. uge i en periode, til han har fået det bedre.

- [Klager] ser sig selv tilbage på 30 timer, hurtigst muligt og så længe forløbet har den rette effekt.

…

- [Klagers] indsats i jobfunktionen, når [klager] er på arbejde påvirkes, i udgangspunktet ikke af hans lidelser.

- Driften påvirkes af at [klager] går fra 30 til 18 timer, hvilket skal løses i forhold til vagtplanen. Dette betyder at det ikke kan være en permanent løsning, hvorfor denne løsning skal være af kortere varighed for at se om det har en positiv effekt for [klager].

…

- Det forslås i samarbejde at [klager] får en delvis sygemelding i en kortere periode for at se om det får en positiv indflydelse på hans forløb.

…”

Samme dag sendte klager følgende mail til indklagede:

”…

Jeg har lige modtaget mulighedserklæring og afklarende sygefraværssamtale/referat i min e-Boks. Jeg lige et par kommentar til disse.

Der står i afklaringen at jeg har svært ved at se mig selv arbejde fuldtid om et år. Denne formulering er jeg lidt uenig i, eller har udtrykket mit forkert. Jeg ser mig komme tilbage til 30 timer, så hurtigt muligt og så længe at forløbet har den rette effekt.

I mulighedserklæringen står der ”Det påvirker kollegaer og beboer at [klager] har så forholdsvis få timer, hvilket gør at vi skal have andre kollegaer til at dække ydertimerne” Denne formulering syntes jeg er lidt træls. Det påvirker kun beboer og kollegaer, hvis jeg ikke møder op grundet sygdom. Men hvor mange timer jeg arbejder burde ikke have indflydelse på dette. Hvis det skal forståes som, at jeg i en periode kun ønsker at arbejde 6 timer pr vagt, for at se om det kunne have en positiv indflydelse på mit privatliv og tilværelse, burde det omformuleres.

…”

Indklagede har oplyst, at klager den 24. december 2024 deltidssygemeldte sig.

Af lægens attestering af 9. januar 2025 fremgår:

”…

Det er ikke hensigtsmæssigt at ledelsen foreslår en tidsbegrænset periode uden at tage patientens ressourcer i mente.

Det er ikke min forventning at [klager] kan honorere en kort optrapning til 30 timer

Sideløbende med arbejdet går [klager] til terapi 2 x om ugen som øges til 3 x ugt i februar. Det er nødvendigt for at [klager] kan vende tilbage til et bedre og øget funktionsniveau

Jeg kan ikke give et tidsestimat for hvornår [klager] kan arbejde 30 timer. Det bør vurderes løbende

…”

Den 9. januar 2025 sendte klager følgende mail til indklagede:

”…

Mulighedserklæringen blev ikke godkendt, da den ikke tilgodeser mit behov og mine diagnoser Derudover, er jeg nødsaget til at sygemelde mig.

…”

Den 10. januar 2025 havde klager og indklagede en telefonisk samtale. Af notatet fremgår:

”…

[Indklagede] har ringet [klager] op d.d. på baggrund af en mail, som hun modtog i går, hvor [klager] sygemelder sig efter at have været hos lægen, og lægen ikke kan godkende mulighedserklæringen.

[Klager] giver udtryk for, at han har det skidt. Han har ikke sovet i nat.

Han fortæller, at han har svært ved at mulighedserklæringen er tidsbegrænset, og at det forventes, at [klager] kommer op på sine 30 timer inden for en periode.

Han kan ikke give et tidsperspektiv for sin sygeperiode, da det afhænger af hans terapiforløb.

[Klager] spørger til hvilke tiltag, der er taget efter han fik sin diagnose.

[Klager] giver selv udtryk for, at aftenvagter vil være bedre for ham end morgenvagter, da han har problemer med at sove om natten.

[Indklagede] ønsker [klager] god bedring og gør opmærksom på, at han vil blive indkaldt til sygesamtale inden for nogle uger.

…”

Den 31. januar 2025 var klager til opfølgende sygefraværssamtale. Af referatet heraf fremgår:

”…

[Klager] er fuldtids sygemeldt. [Klager] fremviser helbredsattest fra jobcenter og den gennemgås.

…

[Klager] har ikke oplevet at hans behov er blevet dækket. Han har selv skulle opsøge sine arbejdstider.

Han har periodevis oplevet hensyn, men derefter er det ophørt. Han har behov for mere struktur omkring arbejdstider. [Klager] føler ikke han har fået den hjælp han har haft brug for.

[Indklagede] har en anden opfattelse af situationen, da hun mener at der er taget flere hensyn til [klager].

[Klager] er bekymret for om dette er en opsigelse, hvilket han er blevet bekræftet i af jobcenter og psykiater.

Vi vil meget gerne hjælpe, men [indklagede] gør opmærksom på, at en lang sygemelding ikke stemmer overens med driften, og at beboerne har brug for stabilitet.

[Klager] er sygemeldt 8 uger endnu. Derefter vil han være delvist sygemeldt. [Klager] kan ikke sige på hvor mange timer og hvornår han vil kunne være tilbage på fuld tid. Han har brug for at tale med sin psykolog om det.

Der er på den baggrund ikke et perspektiv på tilbagevenden til fuld tid inden for en overskuelig fremtid.

…”

Indklagede har fremlagt udateret generel helbredsattest, som klager ifølge indklagedes oplysninger medbragte til sygefraværssamtalen den 31. januar 2025. Heraf fremgår:

”…

1. Debut omk 2020 efter arbejdsskade med overfald på arbejdet. Blev via psykolog opforderet til at tilse psykiater som fandt diagnsoesn ADD og henviste til psykoterapeutisk amb til udredning for ængstelig evasiv personlighedstruktur. Diagnosen ÆEP (ænsgtelig evasiv pers) fik [klager] i akt

2023. Prognosen er afhængig af behandlingseffekten samt den terapeutiske effekt, da mange kan leve et fuldt normalt liv. Men der er behov for skånehensyn og fleksibilitet.

2. Har været i gruppeterapeutisk forløb for ADD, som afsluttes i næste uge. Skal opstarte DAT forløb i midtfebruar iht ÆEP, som er l x ugt og hver 2. uge er det 2 x ugt. Skal desuden i et høreforløb i kommunikationscentret i [by] pga kronisk øresusen.

Er i medicinsk behandling med ADHD medicin samt antidepressiv behandling og der er god effekt heraf.

3. [Klager] er aktuelt udkørt, udtrættes nemt og kan ikke fungere når han kommer hjem fra arbejdet, fordi han har brugt alle sine kræfter. Det vurderes at [klager] kan blive bedre erhvervsmæssigt, når han lærer bedre energiforvaltning.

4. Skånebehov for fremtidig jobs. Fleksibilitet, fast struktur og arbejdstider. Har en paragraf 56 som han kan drage nytte af.

5. Der vurderes ikke at være varig funktionsnedsættelse, men for en periode indtil hans sindstemning stabiliseres og han tillærer nye kompentencer i energiforvaltning og strategier.

6. Nej ikke på sigt, pt. har dog behov for at få implementeret DAT terapien i sin hverdag og mærke hans funtkionsevne øges.

7. Der har ikke været iværksat skånebehov på hans nuværende arbejde, så [klager] har følt sig nødsaget til at sygernedle sig, da han har mlærket en gradvis forværring. Der forventes at kunne iværksættes, når han har været

igang med sit DAT forløb.

8. varigheden for nuværende sygemelding forventes yderl. 8 uger og derfra skal der ivræksættes relevante skånebehov for at [klager] kan blive i nuværende stilling ellers må der afsøges nye jobs.

…”

Den 3. februar 2025 blev klager indkaldt til opfølgningssamtale til afholdelse den 6. februar 2025 i forbindelse med klagers sygefravær.

Den 5. februar 2025 sendte klager en mail til indklagede, hvoraf fremgår:

”…

Jeg har vedhæftet nogle dokumenter vedrørende min ADHD og de tiltag, jeg mener, I som arbejdsgiver kan støtte mig med. Disse forslag er baseret på det, jeg har lært på Kommunikationscenteret samt en samtale, jeg havde med [navn]. Et af dokumenterne stammer fra den 18. oktober, hvor jeg foreslog konkrete forbedringer efter et møde, hvor jeg for første gang oplevede at blive hørt. Det er et længere dokument, som jeg har valgt at holde for mig selv, da mit mål er at finde en samarbejdsløsning.

Flere af mine kollegaer har undret sig over, hvorfor jeg ikke har handlet tidligere, da de har været vidne til den behandling, jeg har fået det seneste år. Min grund har været en tro på, at tingene ville forbedre sig - men det er desværre ikke sket.

Under mit sidste forløb arbejdede jeg meget med at se på fakta frem for udelukkende at navigere efter mine følelser. Det var blandt andet derfor, de 17 sider med korrespondance mellem ledelsen blev samlet. De viser en gennemgående mangel på konsekvens og klarhed, hvor beslutninger ændres fra den ene dag til den anden uden en tydelig begrundelse.

Derudover kan jeg se i mødeindkaldelsen, at jeg skal tale med min læge og fremlægge noget skriftligt. Hvis det henviser til min psykolog, er det fint. Men hvis der ønskes yderligere dokumentation fra min læge, kommer denne indkaldelse alt for sent til, at jeg realistisk kan nå at få en tid. Desuden tvivler jeg på, at min læge kan bidrage med meget mere, end det jeg allerede har valgt at dele med jer.

Jeg finder det også ægertligt, at mødet ikke kunne rykkes, så jobcenteret kunne deltage. De har adgang til relevante oplysninger fra både [psykiatri], Kommunikationscenteret og min egen læge. Jeg ved, at de har været i telefonisk kontakt med [indklagede] den 16. januar - altså fire dage før jeg overhovedet modtog den første mødeindkaldelse. Det gør det svært for mig at forstå, hvorfor det ikke har været muligt at imødekomme dem, når det oprindelige forslag om et rundbordsmøde kom fra jer, og når deres tilstedeværelse ville kunne sikre, at jeg får den nødvendige støtte.

Når jeg ser tilbage på mine to år som AMR, har jeg gjort en stor indsats for at præsentere ledelsen som ordentlig og samarbejdsvillig - velvidende at det ikke altid har været let. Jeg må dog konstatere, at jeg ikke har fået den nødvendige hjælp, trods adskillige forsøg på at række hånden ud. Det er frustrerende, især fordi jeg brænder for mit arbejde og fortsat ønsker at bidrage - ikke mindst fordi min egen diagnose giver mig en særlig forståelse for vores borgere.

…”

Af referat af afklarende sygefraværssamtale af 6. februar 2025 fremgår:

”…

[Klager] fortæller at han ikke har sovet ordentlig siden sidste møde. Både pga. mødet, men også pga. medicin.

[Klager] er sygemeldt i 8 uger fra 31. januar 2025 i følge lægeudtalelse. Som aftalt ved sidste sygefraværssamtale, har du talt med din læge/psykolog omkring tilbagevenden til arbejdspladsen. Du har medbragt udtalelse fra din psykolog, som [indklagede] læser op. Det aftales, at du eftersender det til arbejdspladsen.

[Klager] har endvidere sendt mail d. 5. februar 2025 med de tiltag der skal til, før at han kan genoptage arbejdet i fuld omfang, som blandt andet tager udgangspunkt i skriv fra psykolog.

Denne mail er gemt på din personalesag. Arbejdspladsen ser med velvillighed på en optrapningsplan, men at der skal være udsigt til, at du kan genoptage arbejdet på fuld tid, inden for en overskuelig fremtid.

Adspurgt om en tidshorisont for fuld genoptagelse af arbejdet, hvor arbejdspladsen ser ind i dine forslag, oplyser [klager], at han har det rigtig dårligt og at der er meget lange udsigter.

Vi spørger ind til din tilbagevende igen og hvornår [klager] kan vende tilbage i fuld, hvilket [klager] ikke kan svare på.

[Klager] oplyser at der er lange udsigter til, at arbejdet kan genoptages i fuld omfang.

[Klager] har tidligere oplyst, at der vil gå op til et år før han vil kunne være tilbage på fuld tid, hvilket ikke er realistisk på nuværende tidspunkt oplyser [klager].

…

Du indstilles til uansøgt afskedigelse, da driften ikke kan bære de ulemper dit fravær medfører.

Samtidig er der stor usikkerhed med, hvornår du vil kunne være i stand til at genoptage dit arbejde.

…”

Den 6. februar 2025 modtog klager en høring om påtænkt opsigelse. Af brevet fremgår:

”…

Begrundelsen for den påtænkte opsigelse er, at dit længerevarende sygefravær skaber driftsmæssige gener for institutionen/afdelingen, og at der ikke er udsigt til, at du med rimelig sikkerhed kan genoptage arbejdet i

institutionen/afdelingen inden for en overskuelig periode.

Sagsfremstilling

De faktiske omstændigheder omkring sygefraværet, som [indklagede] har lagt til grund i forbindelse med den påtænkte opsigelse, er følgende:

Du har siden den 1. marts 2023 haft 76 sygedage fordelt på 16 perioder. Endvidere har du haft 12 dage med nedsat tjeneste og 2 §56 sygedage. Nederst i dette brev er vedlagt en oversigt over dit høje sygefravær.

Arbejdspladsen har imødekommet at indgå en §56 aftale og denne bliver bevilliget af bopælskommunen 12. november 2024 - 11. november 2025.

Senest har du sygemeldt dig delvist den 24. december 2024 og fuldt sygemeldt fra den 13. januar 2025.

Der afholdes sygefraværssamtale den 19. december 2024. Du oplyser, at du ikke kan se dig selv arbejde 30 timer pr. uge på grund af forløb, hvor du er under udredning. Du oplyser hertil, at du kan arbejde 18 timer pr. uge fordelt

på 3 arbejdsdage. Du oplyser endvidere, at du forventer at være delvist sygemeldt det næste år.

Der udarbejdes herefter en mulighedserklæring, med henblik på, at få lægens vurdering på en optrapningsplan, hvor du arbejder 18 timer pr. uge.

Vi modtager den 9. januar 2025 mulighedserklæring retur udfyldt af egen læge. Af denne fremgår:

…

Lægen kan ikke oplyse, hvornår du kan arbejde 30 timer om ugen og at det bør vurderes løbende.

Du er efterfølgende i telefonisk kontakt med arbejdspladsen den 10. januar 2025, hvor du sygemelder dig på fuld tid gældende fra den 13. januar 2025, efter at du har været ved lægen. Du oplyser i tillæg hertil, at du har svært ved at du jf. mulighedserklæringen skal genoptage arbejdet inden for en overskuelig periode.

Du indkaldes til ny sygefraværssamtale den 31. januar 2025. Til samtalen medbringer du en generel helbredsattest, som egen læge har udfyldt og som tager udgangspunkt i samtalen. Det fremgår at varigheden for

nuværende sygemelding forventes i yderligere 8 uger og derfra skal der iværksættes relevante skånebehov. Adspurgt om hvilke relevante skånebehov du har behov for fra arbejdspladsen, oplyser du, at du har behov for mere struktur omkring dine arbejdstider.

Adspurgt om forventet varighed efter 8 ugers fuld sygemelding og efterfølgende optrapningsplan kan du ikke komme med en tidshorisont herom, og du oplyser, at du har brug for at tale med din psykolog om det.

Det aftales at du indkaldes til ny sygefraværssamtale den 6. februar 2025, når du har talt med din psykolog omkring pragration i din optrapningsplan.

Der afholdes ny sygefraværssamtale den 6. februar 2025. Du oplyser at du har det dårligt. Du har talt med din læge/psykolog omkring tilbagevenden til arbejdspladsen. Du har medbragt en udtalelse, som din leder læser op.

Du har endvidere sendt en mail den 5. februar 2025 med de tiltag der skal til, før at han kan genoptage arbejdet i fuld omfang, som blandt andet tager udgangspunkt i skriv fra psykolog.

Adspurgt om en tidshorisont for fuld genoptagelse af arbejdet, hvor arbejdspladsen ser ind i dine forslag, oplyser du, at du har det rigtig dårligt og at der er tale om meget lange udsigter.

Du har tidligere oplyst, at der vil gå op til et år, før du vil kunne være tilbage på fuld tid, hvilket du oplyser er et realistisk udgangspunkt på nuværende tidspunkt.

Du oplyser igen, at der er lange udsigter til at du genoptager arbejdet i fuld omfang og at du ikke kan komme med en tidshorisont herom.

…

Foreløbig vurdering

Det er den foreløbige vurdering, at driften ikke kan bære de driftsmæssige ulemper dit betydelige fravær medfører. Samtidig er det usikkert, hvornår du vil kunne være i stand til at genoptage dit arbejde.

Arbejdspladsen har forsøgt at imødekomme skånehensyn ved at du har arbejdet delvist og på trods af dette, har det ikke ført til den ønskede udvikling og efterfølgende har du sygemeldt dig på fuld tid.

Du kan ikke oplyse en tidshorisont på din tilbagevende til arbejdspladsen på fuld tid og du oplyser at der formentlig er tale om et år.

…”

Den 7. februar 2025 sendte klager følgende mail til indklagede:

”…

Jeg har lidt referetet den 6/1

Der står blandt andet

Arbejdspladsen ser med velvillighed på en optrapningsplan, men at der skal være udsigt til, at du kan genoptage arbejdet på fuld tid, inden for en overskuelig fremtid.

Hvor henne i mødet er denne information givet? I høring står der bare at i har modtaget det. Ikke at vi har snakket yderligere om det. Jeg har netop lavet de forskellige skriv jeg sender, for at vise min lyst til vende tilbage hurtigt til arbejdet, men en vedvarende plan og ikke kun ”på vej tilbage” plan.

[Klager] har tidligere oplyst, at der vil gå op til et år før han vil kunne være tilbage på fuld tid, hvilket ikke er realistisk på nuværende tidspunkt oplyser [klager].

Jeg vil gerne have skrevet at jeg flere gange har sagt at jeg godt tage sige at jeg vender tilbage efter de 8 år, men hvis der ikke sker tiltag, så bliver det bare en ond cirkel for os alle.

…

Jeg finder det ubehagelige har jeg flere steder skal læse i tager stilling til hvordan jeg har det. Det sætning som ovenstående og blandt andet ”det hele taget svært at være [klager] pt. ”

Jeg syntes ikke det er rart og det er faktisk ubehageligt, at sidde at få at vide i synes det må været hårdt og det er synd for mig, velvidende I skal til at indstille mig til en opsigelse

Yder mere står der i referet næsten helt ned at vi af aftalt opfølgning den 1/1-2020

Denne og den sidste hvor der står jeg skal have dokumenter fra lægen, så så var en taste fejl da det var et skabelon.

Hånden på hjertet 1. det gør en med adhd, går let i panik. 2. I er ved at opsige et menneske, der rigtigt gerne vil sit arbejde, så han kan gøre en forskel for de borgere. Det der giver min en følelse af, at nu er jeg bare endnu en af dem som skal ud, der er virker ikke særligt respektfuldt, når man tidligere har fået afvise hvor glad man er for at jeg er på [indklagede] og hvor glad man var for mig som Amr

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 14. februar 2025.

Den 27. februar 2025 sendte klager sit høringssvar til den påtænkte afskedigelse. Heraf fremgår:

”…

Forløbet omkring mit sygefravær har været præget af en række fejl og manglende hensyntagen. Der blev udarbejdet to mulighedserklæringer, men begge indeholdt fejl og misforståelser. Jeg blev ikke korrekt indkaldt til en officiel sygefraværssamtale via e-Boks, og min tillidsrepræsentant blev informeret om at HR skulle deltage i mødet. Og ikke 2 ledere som stod i den mail jeg modtog. Dette skete uden at jeg var orienteret. Til mødet fik fortalte at HR var med for at afklare reglerne om paragraf 56.

En fra Jobcenteret forsøgte at få afklaret en skånehensynsplan, men kommunen fulgte ikke op. Allerede

dage inden jeg modtog indkaldelse til anden samtale tog denne sagsbehandler kontakt til min dagligeleder.

Men grundet manglede kommunikation mellem ledelsen var [indklagede] ikke informeret omkring dette og valgte ikke at rykke mødet. Heller ikke det sidste møde blev rykket. påtrods af at min sagsbehandler igen havde taget kontakt til både [indklagede]. Jeg mener derfor ikke at [indklagede] har levet om til de forventninger de selv har sat op for rammen omkring hvordan denne skal skulle have været håndteret.

…

Jeg måtte bede om en paragraf 56-aftale fire gange, før ledelsen accepterede det. Selvom aftalen blev godkendt, blev den ikke implementeret korrekt. Jeg blev presset til at møde ind på arbejde den 5. december trods aftale om fravær, og kollegiale vidner kan bekræfte dette samt sms fra [indklagede] som lige ledes bekræftet (denne er vedhæftet). Derudover blev min AMR-tid, da jeg var dette afvist, hvilket skabte stress og manglende overblik og viser, at de manglende skånehensyn ikke har været taget.

Mine arbejdstider blev ændret uden efter en halv ubehagelig samtale med [indklagede] den 23. December. Hun havde dog 3 dage godkendte min planlægning af vagter, som hun havde bedt mig om at ordne, fordi hun ikke selv kunne finde tid til dette. På dette tidspunkt var hun min dagligeleder og jeg var deltidssygemeldt, hvorfor jeg ikke mener det er en opgave man skal give til mig.

Jobcenteret var i dialog med min arbejdsgiver om en tilpasningsplan, men kommunen valgte alligevel at iværksætte en opsigelsesproces. Dokumentation viser, at arbejdsgiveren ikke har fulgt op på muligheden for at fastholde mig i jobbet. Denne opsigelse kan dermed være i strid med Forskelsbehandlingsloven § 2a, der beskytter medarbejdere mod forskelsbehandling på grund af handicap eller sygdom, og der er angivet en klage omkring dette.

…

Ligeledes vil jeg derfor også mene at ledelsen ikke har gjort noget for at hjælpe mig med ikke at blive syg igen, tværtimod har ledelsen gjort at jeg igen har følt mig nødsaget til at sygemelde mig. Det seneste år jeg har jeg 5 forskellige dageledere.

Givet den manglende imødekommelse af skånehensyn og den manglende kommunikation fra ledelsens side, bør [indklagede] overveje at tilbyde en fratrædelsesaftale, som er længere end min opsigelses periode. Dette vil sikre en mere ordentlig afslutning på mit ansættelsesforhold og give mig den fornødne ro til at fokusere på min helbredsmæssige situation og få den nødvendige ro til at restituere inden jeg skal ud og søge nyt arbejdet grundet denne situtation.

…”

Den 28. februar 2025 blev klager afskediget fra sin stilling.

Klager har desuden fremlagt flere mails, som han har sendt til indklagede.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Parternes bemærkninger

Parternes bemærkninger er alene gengivet delvist.

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Afskedigelsen af klager var begrundet i klagers fravær, som i overvejende grad har været relateret til klagers ADHD-diagnose. Klager mener, at opsigelsen er både usaglig og i strid med arbejdsgiverens lovpligtige forpligtelser til at sikre rimelige tilpasninger og et sundt arbejdsmiljø. Der er derfor tale om forskelsbehandling på grund af handicap.

Indklagede gav klager lov til at gå til sine behandlinger, hvilket også er et lovkrav, når man indkaldes af hospitalet. I det første forløb arbejdede klager sine 30 timer og gik med til, at indklagede flyttede rundt på sine arbejdstider for at imødekomme klager. Dette skabte dog en stor uro, da den i forvejen manglende struktur var en udfordring for klager. Det var i denne periode, at klagers symptomer blev forværret uden forståelse fra ledelsens side.

Indklagede har ikke tilpasset klagers arbejdsopgaver eller arbejdsforhold efter klagers funktionsnedsættelse. Klager har ikke modtaget nogen former for støtte, struktur eller arbejdsfleksibilitet, som kunne have bidraget til fastholdelse i stillingen. Der blev kun iværksat tiltag, når klager var syg, hvorefter indklagede gik tilbage til gamle rutiner.

Klager måtte flere gange bede indklagede om at få sine arbejdstider planlagt. Op til jul bad indklagede klager selv om at lave planen. Enhver med basal viden om ADHD ved, at struktur og faste rutiner er afgørende – noget man i et specialtilbud som indklagede bør tage højde for, når man har med borgere at gøre, som kan have samme udfordringer. På den baggrund mener klager, at indklagede ikke har imødekommet klagers behov som følge af klagers ADHD-diagnose.

Indklagede anfører, at de ikke havde kendskab til klagers diagnoser ved ansættelsen. Det er korrekt, da klager på det tidspunkt heller ikke selv kendte til dem. Diagnoserne ADHD og ængstelig-evasiv personlighedsforstyrrelse blev stillet i starten af 2023.

Klager har siden fået meget hjælp og arbejder fortsat aktivt med sine diagnoser. Klagers ADHD påvirker primært klagers tankeprocesser, og det har taget tid at forstå, at ikke alle har samme oplevelse af verden som klager.

Klagers ADHD-diagnose kan betragtes som et handicap. Indklagede har ikke forsøgt at foretage nogen tilpasninger eller inddraget muligheder for fastholdelse.

Dette kan måske vurderes som en overtrædelse af tilpasningsforpligtelsen og dermed som diskrimination.

Klager kan ikke tilslutte sig indklagedes præmis om, at indklagede foretog tilstrækkelige tilpasningsforpligtelser. Klager forsøgte adskillige gange at få en § 56-aftale, da klager oplevede perioder med nedsat funktionsevne. Det var først i november 2024, at indklagede faktisk lyttede til klager og gik med til at søge om den.

Klager mener, at indklagede kunne have iværksat flere tiltag for at sikre, at klager kunne vendte stabilt fra sine tilpasninger. I stedet oplevede klager, at de få tilpasninger, der blev lavet, forsvandt straks efter, at klager blev raskmeldt. Det førte til en negativ spiral, hvor klager igen og igen blev syg.

Klager blev aldrig tilbudt en afklaringssamtale om nedsat arbejdsevne. Indklagede valgte i stedet at opsige klager på trods af, at klager flere gange sagde, at han gerne ville raskmelde sig, hvis blot der blev foretaget nogle ændringer. Alle vidste, at klager ville blive syg igen uden de rette rammer.

Indklagede har nævnt to tiltag: Deltidssygemelding og § 56-aftale. Begge kom sent og på klagers eget initiativ. Klager oplevede ikke nogen reel vilje til fastholdelse – og i stedet en langsom proces hen mod opsigelse, hvor klager selv bar det fulde ansvar for koordinering, kommunikation og dokumentation, mens klager var i psykisk ubalance.

Klager har ikke forud for juni 2024 været syg. Flere af klagers sygefraværsdage herefter var grundet klagers ADHD og udbrændthed, hvor klager næsten ikke kunne komme ud af sengen. Dette var en konsekvens af at arbejde 30 timer om ugen og være i forløbet hos psykiatrien. Klager ønskede ikke det samme, når anden del af klagers forløb skulle starte. Derfor sygemeldte klager sig den 9. januar 2025.

Indklagede har begået flere fejl i forløbet, hvilket skabte stor mistillid til, at ledelsen havde styr på noget. Det øgede klagers stressfaktor rigtig meget. Klager følte til sidst, at hver eneste dag, klager skulle på arbejde, så skulle klager være klar til at tage en kamp, fordi klager ikke vidste, hvad han mødte ind til fra ledelsen af.

Derudover havde klager fem forskellige ledere de sidste år. Dette øgede også klagers stressfaktor. Med ADHD og ængstelig evasiv forstyrrelse følte klager, at han skulle overpræstere for at vise, at han var god nok til sit arbejde. Derfor har klager været på overarbejde psykisk.

Indklagede er af den opfattelse, at indklagede har imødekommet de skånebehov, som lægen angav, idet klager kun arbejdede 18 timer med kendte vagter i henhold til overenskomstens krav om, at vagter skulle være kendt fire uger frem i tiden. Klager gør gældende, at skånebehovene er ikke blevet mødt.

Konsekvenserne af indklagedes adfærd var forværring af symptomer, svækket evne til at disponere energi og klare daglige opgaver og forringet søvnrytme med negativ effekt på klagers helhed.

Klager fastholder, at de iværksatte tiltag var utilstrækkelige. Der blev ikke etableret varige ændringer, der kunne gøre det muligt for klager at udføre arbejdet under hensyn til sit helbred. Skiftende arbejdstider, manglende stabilitet og manglende inddragelse i beslutninger betød, at klager reelt ikke kunne fungere i stillingen, på trods af sit ønske om at

bevare arbejdet.

Indklagede har gjort gældende, at klager ikke var egnet eller disponibel til sin stilling. Klager afviser dette. Klagers kvalifikationer og arbejdsindsats har tidligere været anerkendt. Problemet var ikke klagers faglighed eller motivation, men de manglende tilpasninger, som kunne have gjort det muligt for klager at fortsætte i stillingen på trods af sin helbredsmæssige udfordring. De iværksatte tiltag var overfladiske og utilstrækkelige, og indklagede har gentagne gange undladt at tage højde for klagers dokumenterede helbredstilstand, hvilket har ført til en betydelig forværring.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager blev ansat på fuld tid i april 2021. Der var ingen oplysninger om diagnoser, handicap eller behov for særlig hensyntagen i den forbindelse.

Klager gik per 1. august 2022 efter eget ønske ned på 30 timer ugentligt, uden at der i den forbindelse blev udtrykt noget om, at ønsket havde sammenhæng med klagers helbredsforhold eller funktionsevne.

Klager varetog arbejdsopgaverne i stillingen uden nævneværdigt sygefravær frem til februar 2024.

I februar 2024 meddelte klager sin leder, at han skulle gennemgå et psykiatrisk forløb i form af gruppesamtaler i psykiatrien. Forløbet gav ikke anledning til sygefravær.

Klager oplyste først om sine diagnoser efter næsten tre års ansættelse, uden at han dog i den forbindelse gav udtryk for, at dette medførte behov for særlige skånehensyn eller tilpasningsforanstaltninger. Klager havde heller ikke noget sygefravær i den forbindelse. Der var intet, der tydede på, at klager ikke var i stand til at udføre arbejdet som socialpædagog på lige fod med andre lønmodtagere, trods sine diagnoser.

Den 11. juni 2024 fik klager en lægeerklæring, hvoraf fremgår, at han ville være sygemeldt på fuld tid i to uger, hvorefter der kunne være behov for deltidssygemelding i en periode. Der afholdtes samme dag telefonisk sygefraværsopfølgning, hvor klager og indklagede udfyldte en mulighedserklæring. Heraf fremgår, at klagers funktionsnedsættelser er begrundet i psykiske udfordringer. Der aftaltes en gradvis tilbagevenden til arbejdet på 18 – 20 timer.

Klager ophørte i sit hverv som arbejdsmiljørepræsentant (AMR) med udgangen af juli 2024, idet han ikke blev genvalgt af sine kolleger. Klager gør gældende, at det manglende genvalg af ham som AMR resulterede i, at han fik stigende angst og depression og på den baggrund måtte sygemelde sig.

Den 12. november 2024 bevilligedes klager af sin bopælskommune en §56-aftale med et års varighed. Aftalen var godkendt af bopælskommunen med baggrund i lidelserne ADHD og Ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse. Aftalen skulle tilgodese klagers behov for delvis sygemelding i forbindelse med terapiforløb.

Den 19. december 2024 afholdtes en opfølgende sygefraværssamtale, hvor klager oplyste, at han ikke kunne se sig selv arbejde 30 timer på grund af sit forløb i psykiatrien. Forløbet forventedes afsluttet februar 2025, hvorefter et nyt forløb skulle starte. Klager oplyste, at han både havde det svært hjemme, på arbejde og i det hele taget. Klager oplyste

også, at han hverken kunne se sig selv genoptage arbejdet fuldt ud nu eller om et år. Der drøftedes nedsat tid på 18 timer ugentligt i form af deltidssygemelding som relevant tilpasningsforanstaltning.

I forbindelse med sygefraværssamtalen den 19. december 2024 udfyldte leder og klager en ny mulighedserklæring, hvoraf det fremgår, at der som sådan ikke var påvirkede jobfunktioner andre end, at klager kun kunne arbejde færre timer, aktuelt 18 timer ugentligt. På den baggrund var det ikke muligt at identificere andre relevante tilpasningsforanstaltninger end nedsat tid, hvilket midlertidigt blev imødekommet med det formål at se, om det havde en positiv effekt på klagers helbredsmæssige situation. Lægens vurdering var, at det relevante skånehensyn var nedsat tid i en længere periode uden tidshorisont. Lægen anførte, at terapiforløb på aktuelt to dage om ugen ville stige til tre dage om ugen fra februar 2025.

Klager fuldtidssygemeldte sig den 9. januar 2025. Dagen efter blev afholdt telefonisk sygefraværsopfølgning. Klager oplyste, at aftenvagter ville være bedre for ham end morgenvagter, da han havde problemer med at sove om natten.

Den 31. januar 2025 blev der afholdt sygefraværssamtale. Klager medbragte en generel helbredsattest fra sin læge. Attesten var udateret og indeholdt kun 1-2 af fire sider. Heraf fremgår, at klager skulle igennem flere forløb for udredning af både psykiske og fysiske lidelser, at lægen ikke vurderede, at der var tale om en varig funktionsnedsættelse, men alene en periodevis funktionsnedsættelse, at prognose for resultater af udredning var usikker og afhang af behandlingseffekt. Lægen angav aktuel fuldtidssygemelding til otte uger. Lægen anførte skånehensyn for fremtidige jobs i form af fleksibilitet, fast struktur og arbejdstider.

Klager anførte til samtalen, at der ikke havde været iværksat tilstrækkelige skånehensyn. Klager gav udtryk for, at han selv skulle opsøge sine arbejdstider, og at han havde behov for mere struktur omkring arbejdstider. Derudover havde hverken læge eller klager selv anført yderligere konkrete skånehensyn, som ikke allerede havde været iværksat. Klager kunne i øvrigt ikke oplyse, hvor mange timer han ville være i stand til at arbejde, eller hvornår han forventede at kunne vende tilbage til arbejdet med de iværksatte skånehensyn.

Indklagede er af den opfattelse, at indklagede har imødekommet de skånebehov, som lægen angav, idet klager aktuelt kun arbejdede 18 timer med kendte vagter i henhold til overenskomstens krav om, at vagter skal være kendt fire uger frem i tiden.

På baggrund af klagers omfattende sygefravær fra juni 2024, besluttede indklagede den 6. februar 2025 at indlede en sag om afskedigelse grundet det tilbagevendende og også længerevarende sygefravær. Klager havde på det tidspunkt været fraværende på grund af sygdom i sammenlagt 60 dage siden juni 2024. Klager oplyste under sygefraværssamtalen, at – uanset om der blev iværksat tilpasninger/skånehensyn – så ville han tidligst efter yderligere 12 måneder være i stand at genoptage sit arbejde i fuldt omfang.

Undervejs i klagers sygefraværsperiode havde indklagede gennemført sædvanlig sygefraværsopfølgning og tilbudt klager mulighed for gradvis tilbagevenden og bevilling af § 56-aftale. Ved sygefraværssamtale den 19. december 2024 var det ikke muligt at identificere andre skånebehov/tilpasningsforanstaltninger end de allerede iværksatte.

Først den 5. februar 2025 sendte klager en mail til sin leder med forslag til yderligere skånehensyn, som dog ikke kunne vurderes eller afprøves, da han på dette tidspunkt og frem til opsigelsen fortsat var sygemeldt på fuld tid.

Indklagede gør gældende, at klager ikke har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Det fremgår af Generel helbredsattest, at klager fik diagnosen ADD tilbage i 2020, dvs. at diagnosen har været kendt af klager på tidspunktet for ansættelse. Yderligere fremgår det, at klager fik diagnosen ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse i oktober 2023.

Først efter 3 års ansættelse i 2024 oplyste klager indklagede om sine diagnoser. Heller ikke på dette tidspunkt gav klager udtryk for, at han har behov for særlige skånehensyn/tilpasningsforanstaltninger. Ligeledes havde klager heller ikke noget sygefravær i den forbindelse. Der var altså intet, der tydede på, at klager - til trods for sine diagnoser - ikke var i stand til at udføre arbejdet som socialpædagog på lige fod med andre lønmodtagere, dvs. at klager på dette tidspunkt ikke kunne antages at have et handicap, som hindrede ham i at varetage sit arbejde på normale vilkår og uden iværksættelse af skånehensyn relatereret til sine psykiske lidelser.

I et dokument fremsendt sammen med sit høringssvar i forbindelse med påtænkt opsigelse angav klager, at det manglende genvalg af ham som arbejdsmiljørepræsentant (AMR) i juli 2024 resulterede i, at han fik stigende angst og depression og på den baggrund måtte sygemelde sig.

Det må derfor lægges til grund, at den udløsende faktor for sygefraværet er forhold, der vedrører klagers ønske om at varetage et tillidshverv. Det er således ikke påvist, at det er forhold i selve udførelsen af stillingen som socialpædagog, der udløste sygdom hos klager. Det kan dermed

heller ikke lægges til grund, at yderligere skånehensyn iværksat i forhold til udførelsen af arbejdet ville have nogen effekt på klagers tilstand.

Skulle Ligebehandlingsnævnet på trods af ovenstående komme frem til, at klager har et handicap omfattet af forskelsbehandlingsloven, er det indklagedes opfattelse, at indklagede forud for afskedigelsen af klager har truffet de hensigtsmæssige foranstaltninger, der pålægges arbejdsgiver for at give klager adgang til at varetage stillingen på lige fod med andre ansatte.

Det planlagte terapiforløb startede op henholdsvis den 26. februar 2024 og den 14. marts 2024. Først i juni 2024, dvs. 4 måneder efter indkaldelsen havde klager sin første længere sygefraværsperiode. Ifølge klagers egne oplysninger har sygemeldingen forbindelse til det manglende genvalg som arbejdsmiljørepræsentant.

Klager har successivt under sygdomsforløbet i perioden juni 2024 og frem til opsigelsen den 28. februar 2025 angivet fire skånehensyn: § 56-tale, nedsat tid i form af delvis sygemelding, aftenvagter i stedet for dagvagter og fleksibilitet og struktur i arbejdsplanen.

Indklagede har hver gang, klager har angivet et nyt skånehensyn, imødekommet dette og iværksat nødvendige og relevante tilpasningsforanstaltninger. Der er ikke identificeret yderligere hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger i forbindelse med de mange sygefraværssamtaler eller lægeerklæringer i den samme periode. For så vidt angår de to sidste skånehensyn, blev disse først fremført efter, at klager blev fuldtidssygemeldt den 9. januar 2025.

Klager har udtrykt utilfredshed med den måde, hans vagter blev planlagt på. Indklagede bemærker, at klager selv ofte efterspurgte ændringer i sin vagtplan, og at den konkrete vagtplanlægning for klager foregik i et samarbejde mellem ham og ledelsen – og ofte med meget kort varsel – netop for at sikre den fleksibilitet og de ønsker, som klager havde behov for.

I henhold til retspraksis er det fastslået, at en lønmodtager uagtet et eventuelt handicap fortsat skal være kompetent, egnet og disponibel i stillingen. Det er dermed et krav for at blive tilkendt godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, at klager er kompetent, egnet og disponibel og derved i stand til at udføre det arbejde, som han er ansat til som socialpædagog. I forløbet under klagers ansættelse er det afdækket, at klager hverken var egnet eller disponibel i forhold til den stilling, som han blev ansat i.

De skånehensyn og særlige behov, som klager angiver at have brug for på sin arbejdsplads, svarer til de behov som de borgere, han er ansat til at være omsorgsperson for, også har.

Ved sygefraværssamtale den 19. december 2024 var det ikke muligt at identificere yderligere tilpasningsforanstaltninger end de allerede iværksatte, og de forslag om yderligere tilpasningsforanstaltninger, som klager sendte til sin leder den 5. februar 2025, lod sig ikke afprøve, da han på daværende tidspunkt – og i øvrigt frem til udløbet af opsigelsesperioden – fortsat var sygefraværende på fuld tid. Dette skal sammenholdes med, at klager under den sygefraværssamtale, der blev gennemført umiddelbart inden, der blev indledt sag om uansøgt afsked, oplyste, at han – uanset om der blev iværksat tilpasningsforanstaltninger eller ej – tidligst efter 12 måneder ville være i stand til at genoptage sit arbejde i fuldt omfang.

Endelig er det indklagedes opfattelse, at sagen kræver vidneførelse for at blive tilstrækkeligt oplyst for at sikre, at der er den nødvendige forståelse af sagens indhold og dermed et betryggende grundlag for at kunne træffe afgørelse i sagen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U. 2018.830H og U. 2018.853H.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Klager blev i foråret 2023 diagnosticeret med ADHD. Af lægeerklæring af 10. oktober 2023 fremgår, at klager har ængstelig evasiv personlighedsstruktur.

Den 7. juni 2024 var klager fuldtidssygemeldt i to uger. Indklagede har oplyst, at klager mellem den 24. juni 2024 og den 29. november 2024 havde 14 sygedage. Fra den 29. november 2024 var klager sygemeldt seks dage. Klager deltidssygemeldte sig i december 2024 og fuldtidssygemeldte sig den 9. januar 2025 frem til afskedigelsen den 28. februar 2025. Klager har oplyst, at flere af klagers sygefraværsdage var begrundet i klagers ADHD.

Der foreligger ikke oplysninger om, at klagers diagnoser medførte sådanne funktionsbegrænsninger, der forhindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre før den 7. juni 2024, hvor klager var sygemeldt i 14 dage med psykiske udfordringer.

På tidspunktet for afskedigelsen den 28. februar 2025 havde klagers begrænsninger derfor ikke haft en varighed, der kan betegnes som lang.

Vurderingen af, om lidelsen på dette tidspunkt medførte en begrænsning af lang varighed, må derfor bero på en prognose.

Af udateret helbredsattest, som klager præsenterede for indklagede til mødet den 31. januar 2025, fremgår, at prognosen var afhængig af behandlingseffekten, da mange kan leve et fuldt normalt liv, og at der vurderedes ikke at være en varig funktionsnedsættelse, men en periode, indtil klagers sindsstemning blev stabiliseret, og han lærte kompetencer i energiforvaltning.

På baggrund af sagens oplysninger vurderer nævnet, at klager ikke har godtgjort, at han har sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrer ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at han har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

• § 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence

• § 9, stk. 1, om klagebehandling

• § 12, stk. 1, om klagebehandling

Forskelsbehandlingsloven

• § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

• § 2 om forbud mod forskelsbehandling

• § 7 a om delt bevisbyrde

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter