Spring til indhold

Retsinformation

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-11120

KEN nr 9844 af 18/08/2026Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet25. august 2026

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-11120

Politiken får ikke kritik for omtale af værk i kunstanmeldelse

Politiken bragte i juli 2025 en anmeldelse af en fotoudstilling. Anmelderen beskrev i anmeldelsen et af de udstillede fotografiske værker og oplyste i den forbindelse, at det var ham, der optrådte i forgrunden på værket. En person klagede til Pressenævnet over, at anmeldelsen indeholdt ukorrekt information, idet det ikke var anmelderen, der optrådte på det omtalte fotografi, men derimod ham. Pressenævnet kunne ikke bevismæssigt tage stilling til, hvem der var på det omtalte fotografi, og fandt på den baggrund ikke anledning til at kritisere Politiken. Nævnet bemærkede endvidere, at der ud fra en presseetisk vurdering var tale om en oplysning, der i sammenhængen var mindre væsentlig, og at Politiken efterfølgende bragte en tilføjelse om, at der var uenighed om, hvem der optrådte på det omtalte værk.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Anmelder i Paris: Jeg har aldrig set noget lignende”, bragt den 13. juli 2025, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekt information, som ikke er tilstrækkelig berigtiget.

1 Sagsfremstilling

Påklaget artikel

Politiken bragte den 13. juli 2025 artiklen ”Anmelder i Paris: Jeg har aldrig set noget lignende” på politiken.dk. Artiklen blev den 9. juli 2025 endvidere bragt i den trykte avis. Teksten i artiklerne er i det væsentlige enslydende.

Over overskriften er angivet seks røde hjerter, og det fremgår længere nede i artiklen, at der er tale om en kunstanmeldelse af kunstanmelder [Person 1].

Følgende tekst er den 4. september 2025 tilføjet før brødteksten: ”Efter publiceringen af denne anmeldelse har flere henvendt sig til redaktionen og gjort opmærksom på, at det ikke er kunstanmelder [Person 1], men [Klager], der ses i forgrunden på [Person 2]’ diptykon [billede med to fløje, Pressenævnet], ’we summer, left’, ’we summer, right’, 2004, der viser en sommerdag i Ørstedsparken i København. [Person 1] har skrevet i anmeldelsen, at han selv er på billedet, men erkender, at han kan have husket forkert. Han var med sikkerhed til stede ved det omtalte arrangement i Ørstedsparken, men det kan være en anden person end ham selv, der sidder i forgrunden af billedet”

Artiklen har følgende underrubrik:

”En tunge i øret. En rotte i risten. En sindssygt stor og fantastisk udstilling på et gammelt bibliotek. [Person 2] er sin generations vigtigste billedskaber. Gå ikke glip af denne udstilling. ”

Af artiklen fremgår blandt andet:

I Paris hænger for tiden et fotografi af en eftermiddag i august i Ørstedsparken.

Fotografiet er dateret 2004 og er fra SKAM eller KLAM i parken (jeg husker ikke hvilken), som var datidens antikapitalistiske modsvar til Pride-paraden, som også dengang var i lommen på storkapitalen.

Dengang føltes det vigtigt at skabe alternativer til kommercialiseringen og mainstreamgørelsen af queerlivet. I dag er der andre kampe at kæmpe.

I forgrunden til venstre i billedet – som reelt set er to billeder ved siden af hinanden, et diptykon – sidder jeg iført hvid undertrøje, med Ray-Ban Aviators for øjnene og sommerbleget blond hår på hovedet. Jeg er i færd med at spise en riskiks.

Billedet er taget af den tyske fotograf, kunstneren [Person 2] og hænger på hans enorme – og jeg mener virkelig enorme – udstilling i Paris og skuer tilbage i tid. ”

Der er i artiklen indsat et billede af det omtalte fotografi. På billedet ses flere personer sidde på en græsplæne. Af billedteksten fremgår ”[Person 2]' diptykon, 'we summer, left’; 'we summer, right', 2004, der viser en sommerdag i Ørstedsparken (inklusive kunstanmelderen i forgrunden), er, som resten af udstillingen, nonchalant installeret i det store bibliotek på Centre Pompidou. ” [Billedet ses alene at fremgå i den digitale version af artiklen, Pressenævnet]

Af artiklen fremgår videre:

”Tilbage til en tid med økonomiske opsving i Vesten (indtil boblen splatter ud i 2008), en tid med en særlig æstetik, som det er svært her 20 år senere præcist at indfange med de begrænsede gloser kunstens sprog har til rådighed. Tilbage i tiden til en subkultur, der byggede videre på allerede eksisterende subkulturer og blev til begrebet queer, som var noget, vi lærte hinanden at sige dengang, og som i dag er et ord, højrefløjen næsten ikke kan udtale uden at vrænge det frem på tungen.

Jeg er [Aldersangivelse] år på billedet. Jeg anede ikke, at billedet fandtes, før jeg for et par år siden tilfældigt fandt det på internettet. Riskiksen sprang mig i øjnene som et Roland Barthesk punktum, et spor ind i mit også dengang forkvaklede ønske om at være tynd og seksuelt attråværdig. Er tiden det kar, man opsamler livets erfaringer og erkendelser i? Hvis tiden er et kar, er det et kar fuld af huller.

Stor som en flyhangar

Jeg er taget til Paris for at se denne udstilling, som er den sidste på det store, statslige, franske museum Centre Pompidou i Paris, inden museet lukker helt ned de næste fem år.

Den arkitektoniske milepæl af et museum, der åbnede i 1977, skal gennemrenoveres. Bygningen er fuld af asbest. Og det ydre med alle rør og funktioner lagt til skue som indvoldene på en slagters disk skal opdateres og sikre en mindre klimabelastning.

Og udstillingen med [Person 2] er heller ikke nogen typisk udstilling. […]

Efter offentliggørelsen

[Klager] har til Pressenævnet indsendt den korrespondance, han havde med Politiken efter offentliggørelsen af den påklagede artikel.

[Klager] sendte den 17. juli 2025 følgende mail til Politiken:

”Hej [Journalist 1]

Læs alt

Jeg skriver til dig om en fejl i en anmeldelse i Politiken den 13. juli med overskriften "Anmelder i Paris: Jeg har aldrig set noget lignende" af [Person 1].

[Person 1] indleder med og tager afsæt i, at han selv optræder på et af de billeder, som indgår i udstillingen, nærmere betegnet at han er personen i en hvid undertrøje med Ray-Ban solbriller i venstre hjørne i forgrunden.

Dette er imidlertid ikke sandt, da denne person tydeligvis er undertegnede – og solbrillerne er i øvrigt bare en billig kopi fra H&M.

Jeg så samme billede på en udstilling i Toronto for nogle år siden. I den forbindelse delte jeg min oplevelse af at se mit unge jeg på en udstilling med mit netværk, der nu – som jeg selv – er overraskede over, at en anden person fortæller samme historie. Det gælder ikke mindst min ven [Person 3], som jeg sidder ved siden af på billedet. Jeg ser frem til at se artiklen rettet.

Med venlig hilsen, [Klager]”

Politiken besvarede den 23. juli 2025 mailen:

”Hej [Klager]

Jeg har forhørt mig hos [Person 1], og han fastholder, at det var ham, der var på billedet.

Venlig hilsen [Journalist 1]”

[Klager] besvarede mailen den 27. juli 2025:

”Hej [Journalist 1]

Tak for din mail, som jeg blev overrasket over at læse indholdet af.

Faktuelt er personen i den hvide undertrøje nemlig fortsat undertegnede, hvilket er tydeligt for alle, som var til stede til arrangementet – og for alle, som jeg kendte/kender i den periode. Jeg har som anført i min tidligere mail vidner, som bekræfter dette. Kort sagt: kig på fotoet og kig på mig: Det er samme person.

På din mail virker det ikke som om, at redaktøren har været involveret? Din mail gør mig derfor nysgerrig på, om Politiken tager lige så let på alle henvendelser om forkerte oplysninger i anmeldelser? En anmeldelse eller en artikel skrevet på baggrund af forkerte forudsætninger bliver jo ikke mere rigtigt af, at skribenten fastholder den forkerte påstand.

Stor hilsen [Klager]”

Politiken besvarede herefter mailen den 28. juli 2025:

”Jeg skal se på det igen - tak.

Venlig hilsen [Journalist 1]”

Den 4. september 2025 sendte Politiken følgende mail til [Klager]:

”Kære [Klager]

Tak for snakken. Her kommer som aftalt den disclaimer, Politiken bringer i forbindelse med anmeldelsen:

”Efter publiceringen af denne anmeldelse har flere henvendt sig til redaktionen og gjort opmærksom på, at det ikke er kunstanmelder [Person 1], men [Klager], der ses i forgrunden på [Person 2]' diptykon, 'we summer, left', 'we summer, right', 2004, der viser en sommerdag i Ørstedsparken i København. [Person 1] har skrevet i anmeldelsen, at han selv er på billedet, men erkender, at han kan have husket forkert. Han var med sikkerhed til stede ved det omtalte arrangement i Ørstedsparken, men det kan være en anden person end ham selv, der sidder i forgrunden af billedet. ”

Mange hilsner [Journalist 2]”

[Klager] besvarede mailen samme dag:

Hej [Journalist 2]

Tak for din mail.

Jeg er ved gennemlæsning af teksten bestemt ikke tilfreds med ordlyden. Der skal stå, at [Person 1] "har husket forkert" - ikke at han kan have husket forkert. Desuden at "det er en anden person end ham selv, der sidder i forgrunden af billedet" og ikke kan være. Disse præciseringer bygger på eksisterende dokumentation, som Politiken er i hænde. Hvis ikke dette rettes, vil jeg tage yderligere skridt i relevante instanser i samarbejde med min advokat. Desuden er det mit krav, at ovenstående disclaimer med de ovenfor anførte rettelser bringes i toppen af artiklen.

Med venlig hilsen [Klager]”

Politiken besvarede mailen samme dag:

”Kære [Klager]

Rettelsen bliver bragt i toppen af anmeldelsen. Jeg sendte dig som sagt ordlyden til orientering, og den fastholder vi.

Mange hilsner [Journalist 2]”

Den 9. september 2025 sendte [Klager] følgende mail til Politiken:

”Hej [Journalist 2]

Jeg har siden jeg modtog din seneste mail overvejet, hvordan jeg skulle reagere på formuleringen af jeres rettelse, som jeg allerede har tilkendegivet, at jeg ikke er tilfreds med.

Det er hverken i overensstemmelse med mediernes forpligtelse til at bringe korrekt information eller rimeligt overfor mig, at I lader det stå åbent, om det er mig eller [Person 1], der er på billedet. Som I selv anfører, er der flere, som har henvendt sig til jer og gjort opmærksom på, at det ikke er [Person 1], men mig, der ses i forgrunden på [Person 2]' diptykon, og jeg har selv samlet og indsendt et omfattende dokumentationsmateriale til jer, som utvetydigt viser, at det er mig, der er på billedet. Sagen kan dårligt stå stærkere i min favør.

Problemet med formuleringen af rettelsen er, at der ikke er faktuelt belæg for den tvivl, der rejses i rettelsen om, at [Person 1] ”kan have husket forkert”, eller at ”det kan være en anden person end ham selv, der sidder i forgrunden af billedet”. Det er utvivlsomt mig, og det skal fremgå af rettelsen, uanset hvor ubelejligt det måtte være for Politiken at erkende en fejl.

Hvis I ikke imødekommer mine ønsker, vil jeg indbringe sagen for Pressenævnet og i den forbindelse fremlægge den overbevisende dokumentation, jeg har samlet og allerede indsendt til jer. Jeg forudser, at det bliver en pinlig affære for Politiken at få frem, at en af Politikens journalister giver sig ud for at være en person, han ikke er, og at Politiken selv efter at have modtaget flere henvendelser fra udenforstående og et omfattende dokumentationsmateriale fra mig ikke vil anerkende og skrive i rettelsen, at det ikke er journalisten, der er på billedet, men mig.

Som jeg skrev i min klage til dig, er jeres indhold og handlemåde både i strid med de presseetiske regler og med straffelovens forbud mod injurier og identitetsmisbrug, og det synes jeg hverken jeg eller jeres læsere kan være tjent med.

Hvis rettelsen ikke er ændret inden weekenden, bliver sagen uden yderligere varsel indbragt for Pressenævnet.

Med venlig hilsen [Klager]”

Øvrige oplysninger

[Klager] har til Pressenævnet som bilag A indsendt en klage med tilhørende bilag, han sendte til Politiken efter offentliggørelsen. Vedlagt klagen til Politiken er en række bilag, herunder billeder af [Klager] i 2004, et billede af [Person 1] i 2004 samt et bilag, der er benævnt ”vidneudsagn”, hvor følgende forklaringer blandt andet fremgår:

”Professor [Person 4] udtaler:

KLAM 2004 fandt sted i H. C Ørstedsparken under parolen ”Fuck kapitalismen, vi knepper helst udenom”. […]

Det er dejligt at Politikens anmelder også fortæller historien om at han deltog på dagen. Det er dog ikke så vidt jeg kan se ham der i hvid undertrøje spiser forrest i billede no. 1, men [Klager], der var en del af arrangørgruppen. Nu er det jo ikke afgørende for et værks værdi hvilke personer der lagde krop til billedet og manifestationer som KLAM handlede ikke om personnavne men om kollektivitet. Ikke desto mindre skal historien om hvor billedet er taget og hvem det (blandt andet) forstiller jo være i orden, hvis den fortælles hvad den gør i Politiken […]”

”Tidligere redaktør på Panbladet mm. [Person 5] har skrevet til mig:

Hej [Klager], Du har spurgt mig, om jeg kan se, det er dig i en hvid tank top forrest på venstreside-billedet we summer af [Person 2] fra 2004. Det kan jeg.

At jeg kan se, det er dig, bygger fx på, at jeg tydeligt genkender dit ansigt, briller, hår- og tøjstil. Du og jeg så en hel del til hinanden i perioden i forskellige sociale sammenhænge, også periodens alternative prider i Ørstedsparken som den i 2004. […] ”

Bilaget indeholder herudover udtalelser fra fire øvrige navngivne personer, der over for [Klager] bekræfter, at det er ham på billedet.

Herudover indeholder bilaget en sms-korrespondance mellem [Person 1] og [Person 6].

”[Person 6]: Kære [Person 1]. Læste din anmeldelse af [Person 2] i Paris. Rigtig fin. Der er dog et problem. Du skriver: I forgrunden til venstre i billedet – som reelt set er to billeder ved siden af hinanden, et diptykon – sidder jeg iført hvid undertrøje, med Rayban Aviators for øjnene og sommerbleget blond hår på hovedet. Jeg er i færd med at spise en riskiks. ” Men det er ikke dig, men min ven [Klager], der er tale om […].

[Person 1]: Ek ok sjovt! Var sikker på det var mig. Må skrive et dementi eller hvad det hedder. Men det ligner dog mig ganske meget. Hvem er det som det er [Klager].

[Person 6]: [Klager] ja.

[Person 1]: Philip siger ellers at han sidder ved siden af mig og husker det.

[Person 1]: Hej [Person 6]. Jeg er helt åben for at det er mig der tager fejl mht om det er mig der er på billedet, altså jeg ser billedet og genkender mig selv og skriver om det ud fra den genkendelse, situationen, riskiksen, mit stribede bælte, mine sko, mine briller, min stil, min næse, mine lange tynde arme, erindringen fra den dat etc. Men hvis du og [Klager] har nogle andre udlægninger af situationen og billedet og så videre så er det vel ok, men ikke decideret noget der gør min opfattelse mindre rigtig? Eller hvordan skal jeg forstå det? ”

[Klager] har som Bilag B og C indsendt den korrespondance, han havde med henholdsvis Politikens læsernes redaktør og [Kulturredaktøren] efter offentliggørelsen.

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 22. september 2025.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet:

”Jeg klager herved over Politikens indhold og handlemåde i forbindelse med publicering og rettelse af denne artikel i Politiken: […] Artiklen er publiceret den 13. juli 2025, og rettelsen er bragt den 4. september 2025. Min klage falder i fire hovedpunkter:

1. Politiken har fremsat fejlagtige oplysninger i artiklen, der strider mod de presseetiske regler.

2. Politiken har modsat de presseetiske regler og avisens egne regler på området ladet de fejlagtige oplysninger stå meget længe uden at bringe rettelse, til trods for at mediet ret hurtigt efter publicering har fået mulighed for dokumentation for at oplysningerne er forkerte.

3. Politiken har siden bragt en rettelse, der ikke retter op på, at de har bragt og fortsat bringer fejlagtige oplysninger – og de fremlægger ikke dokumentation for, at denne rettelse skulle være dækkende.

4. Politikens ageren i denne sag har påført mig som almindeligt menneske en stor tort.

Disse punkter gennemgås herunder efter en kort fremstilling af sagen. Oversigt over vedlagte bilag findes til sidst i fremsendte.

Kort fremstilling af sagen

Artiklen er publiceret den 13. juli 2025. Allerede den 17. juli kontaktede jeg Læsernes Redaktør på Politiken og gjorde opmærksom på, at der var en graverende faktuel fejl i ovennævnte artikel, idet artiklens forfatter – journalist og kunstanmelder [Person 1] – i strid med sandheden skriver, at det er ham, der kan ses i forgrunden på et af de værker artiklen er bygget op om (et fotografisk værk) og som artiklen i høj grad tager udgangspunkt i, mens det rettelig er mig – [Klager] – der er på billedet.

Den 23. juli svarede Læsernes Redaktør meget kortfattet: “Jeg har forhørt mig hos [Person 1], og han fastholder, at det var ham, der var på billedet. ” Dette svar tyder ikke på, at Læsernes Redaktør har undersøgt, hvem der reelt er på billedet, eller bedt [Person 1] eller andre om dokumentation for, at det faktisk er ham, der er på billedet, når dette nu bestrides.

Læsernes Redaktør har blot valgt at tage skribentens udsagn for gode varer og ikke foretage sig videre. I første omgang har ikke engang redaktør været inddraget.

En af mine venner, [Person 6], som selv deltog i det arrangement, hvor fotografiet blev taget, har sideløbende hermed gjort Læsernes Redaktør opmærksom på, at der er dokumentation for, at det ikke er [Person 1], som optræder på billedet.

Denne dokumentation, som burde have fået Læsernes Redaktør til i det mindste at undersøge sagen nærmere, har han ikke ønsket at få indsigt i. Jeg har heller ikke fået et opfølgende svar, selvom Læsernes Redaktør den 28. juli skrev til mig, at han ville

se på sagen igen. Korrespondancen med Læsernes Redaktør er vedlagt som del af bilag B. I stedet har Politiken ladet en artikel med faktuelt forkerte og krænkende oplysninger ligge på nettet meget længe, hvor den fortsat er tilgængelig.

Det var først, da [Person 6] (04. august) tog direkte telefonisk kontakt til kulturredaktøren, at jeg blev tilbudt at sende dokumentation. Denne fremsendte jeg til Politiken (20. august) og er vedlagt som bilag A. Dette bilag opsummerer også en del af sagens behandling på lige fod med denne gennemgang. Bilaget fremhæver også den omfattende dokumentation for, at det ikke er skribenten, der er på fotoet.

Den 03. september bliver jeg uvarslet ringet op af kulturredaktøren. Vi aftaler at tale sammen dagen efter (04. september), da jeg er på vej i bestyrelsesmøde. På trods af, at jeg flere gange efterspørger det, fremlægger kulturredaktøren i samtalen ingen form for dokumentation for, at der skulle være belæg for Politikens påstand om at der er [Person 1], der er på billedet, hvordan Politiken har behandlet sagen – selv om jeg gentagne gange har spurgt til dette.

I stedet fremsender kulturredaktøren en på forhånd af Politiken udarbejdet rettelse på mail. Den responderer jeg på med forslag til en retvisende formulering, da den stadig ikke fastslår, at det er mig og ikke skribenten, der er på billedet. Se bilag C, hvor rettelsen også fremgår.

Problemet med formuleringen i Politikens rettelse er, at der ikke er faktuelt belæg for den tvivl, der rejses i rettelsen om, at ”det kan være en anden person end ham selv [skribenten], der sidder i forgrunden af billedet”. Der er (ikke kan være) utvivlsomt mig, og det bør fremgå af rettelsen, der skal være dækkende og præcis, så læserne præsenteres for de faktuelle forhold og ikke en rettelse, der blot åbner for en tvivl.

De fire klagepunkter

1. Politiken har fremsat fejlagtige oplysninger i artiklen, der strider mod de presseetiske regler Ifølge de presseetiske regler er det mediernes opgave at bringe korrekt information. Dette følger af pkt. A1 og betragtes som et presseetisk grundprincip, der har til formål at sikre, at offentligheden kan stole på de oplysninger, der gives i medierne, og at undgå krænkende og skadelige oplysninger om enkeltpersoner som i dette tilfælde. I tillæg hertil følger det af indledningen til de presseetiske regler og pkt. B1, at medierne skal anerkende hensynet til den enkelte borgers krav på respekt for integritet og privatlivets fred og beskytte borgeren mod uberettiget krænkelse både ved research og offentliggørelse. Ingen af disse regler er iagttaget i forbindelse med research og offentliggørelse af den omhandlede artikel.

Bilag B gennemgår den dokumentation, jeg har fremsendt til Politiken. Desuden nævner Politiken selv i deres rettelse, at de har modtaget læserhenvendelser, der fastslår, at det er mig, der er på billedet.

Politiken har på intet tidspunkt fremlagt dokumentation for, at det skulle være skribenten, og ikke mig, der er på billedet. Og som det fremgår af de presseetiske regler er det mediernes opgave at kunne dokumentere påstande – ikke de, der er forurettede i en sag. Det bemærkes i den forbindelse, at det er at vende tingene og forpligtelserne på hovedet, når Politiken beder mig om at dokumentere rigtigheden af faktuelle forhold i stedet for selv at sikre sig, at de oplysninger, der videregives i mediet, er korrekte. Det er mediets ansvar at sikre, at det lever op til forpligtelsen til at bringe korrekt information. Når rigtigheden af f.eks. identitetsoplysninger bestrides, er det først og fremmest mediet, der skal undersøge og dokumentere rigtigheden af publicerede oplysninger, og ikke den, som er forurettet.

2. Politikens sagsbehandlingstid og behandlingsform

Som det fremgår af sagsfremstillingen, henvender jeg mig til Politiken den (17. juli), altså blot fire dage efter publiceringen.

I sagsfremstillingen fremgår det også, at Læsernes Redaktør først afviser min henvendelse og klage med henvisning til, at skribenten selv afviser, at der skulle være et problem (23. juli) (Se bilag A).

Dette sker parallelt med, at skribenten over for min ven, [Person 6], først skriver, at han må lave ”et dementi” og siden skriver, at det vel ikke betyder så meget, om det er ham eller mig, der er på billedet. Denne korrespondance fremgår af bilag B, der fremstiller den samlede dokumentation, der er fremsendt til Politiken (denne korrespondance har skribenten tillige ifølge kulturredaktøren delt med hende).

Jeg hører senest fra Læsernes Redaktør den 28. juli, hvor denne blot skriver, at denne vil se på det igen. Herefter vender Læsernes Redaktør ikke tilbage.

Det er først, da [Person 6] ringer til kulturredaktøren (4. august), at denne beder om fremsendelse af dokumentation. Og først den 3. september vender kulturredaktøren tilbage per telefon til mig. Dagen efter ringer denne igen og læser den rettelse op, som Politiken vil bringe. Hun eftersender den derefter per mail (Bilag C). Der er tale om en orientering fra Politiken, der heller ikke her fremlægger dokumentation for, at rettelsen er dækkende. Der er således tale om en både langvarig og knudret sagsbehandling fra Politikens side.

De presseetiske regler er ellers klare på dette område: Punkt A. 6 i de vejledende regler for god presseskik lyder ”Fejl bør rettes så hurtigt som muligt, og det skal fremgå tydeligt, hvad der er rettet. ” Det har ikke været tilfældet her. Tilføjes kan det nævnes, at trods lovning på dette, har jeg aldrig modtaget en tilbagemelding fra Læsernes Redaktør, som ifølge Politikens egne retningslinjer er den der står for klagebehandlingen. Retningslinjerne anfører også, at Læsernes Redaktør er uafhængig af redaktionsledelsen.

3. Politikens rettelse er ikke dækkende

Som det fremgår af bilag C, min korrespondance med kulturredaktøren, er Politikens rettelse ikke dækkende. Den åbner snarere for en tvivl og fortolkningsrum end den slår fast, at det er mig og ikke skribenten, der er på billedet, trods den fremsendte dokumentation (se bilag B) samt at Politiken ikke har kunnet/ville fremsætte dokumentation for det modsatte. Hvorvidt skribenten har fremsat usandheder ved en fejl, manglende hukommelse eller andet er sagen uvedkommende. Mediet har stadig ansvar for at bringe sande oplysninger – samt klart og præcist at rette, hvis dette ikke er tilfældet.

Som det fremgår af de vejledende presseetiske regler punkt A. 6 ”Det skal fremgå tydeligt, hvad der er rettet. ” Af det følger: Rettelsen skal være dækkende og præcis:

- Den må ikke nedtone eller udelade vigtige aspekter af fejlen. Hvis en person er fejlagtigt fremstillet som en anden, skal rettelsen klart slå fast, at det ikke var korrekt.

Formuleringen skal afspejle alvoren:

- Rettelsen må ikke skrives så vagt, at læseren ikke forstår, at der var tale om en egentlig fejl og hvad sandheden er.

4. Konsekvenserne for mig ved denne sag

Disse foldes ud i bilag B, men kan kort opsummeres her:

Det er ikke alene ubehageligt, men decideret krænkende, at en journalist i en artikel fejlagtigt udgiver sig for at være mig, og at denne uberettigede, fejlagtige og krænkende udlægning bringes i et publicistisk medie, hvis opgave er at bringe korrekt information med respekt for personlig integritet og privatlivets fred.

Ikke uden grund er det strafbart at bringe injurierende information og misbruge en anden persons identitet. Fremstillingen i Politiken har haft en betydelig negativ betydning for min selvfølelse og opfattelse af min egen troværdighed.

Opsummering

Min klage går således ikke alene på, at Politiken har publiceret en artikel, som indeholder en alvorlig faktuel fejl, men lige så meget på, at Politiken har nægtet at rette denne fejl på en dækkende måde, efter at være gjort opmærksom på det og have modtaget dokumentation for avisens fejl.

Jeg opfatter det som en grov tilsidesættelse af avisens presseetiske forpligtelser og en alvorlig journalistisk fejl, at en journalist giver sig ud for at være en person, han helt åbenlyst ikke er, og at Politiken ikke vil anerkende, at der er sket en fejl og rette den på en dækkende vis. Samt at sagsbehandlingen fra Politikens side har været så langvarig – og ovenikøbet ikke i tråd med de sagsbehandlingsprocedurer, som Politiken selv har lagt frem som gældende for mediet.

Mit ønske er en rettelse fra Politikens side, der entydigt slår fast, at det er mig, der er på billedet. Jeg står naturligvis til rådighed, hvis Pressenævnet har behov for yderligere oplysninger. ”

[Klager] har som svar på Politikens udtalelse af 29. september 2025 anført blandt andet, at:

”Desværre må jeg konstatere, at Politiken dels ikke forholder sig til de konkrete kritikpunkter, jeg har rejst, og dels fortsat undlader at fremlægge dokumentation for de påstande, der er fremsat i artiklerne. Jeg vil derfor svare ud fra mine klagepunkter i den rækkefølge, de er rejst i den oprindelige henvendelse til Pressenævnet:

1. Manglende dokumentation for fremsatte påstande

Politiken har fremsat fejlagtige oplysninger i artiklen, hvilket strider mod de presseetiske regler. Det er mediets ansvar – ikke skribentens – at sikre, at fakta og dokumentation er på plads (jf. vejledningen, pkt. A. 1 om korrekt information og dokumentation). I Politikens svar er der fortsat ikke fremlagt dokumentation. At en skribent fastholder en oplevelse eller at en fotograf kort kigger på et billede, udgør ikke dokumentation. Politikens kulturredaktør har telefonisk meddelt, at Politiken lå inde med klar dokumentation, men denne blev nægtet mig adgang til. Ej heller fremlægges denne i Politikens svar til Pressenævnet. Jeg formoder, at dette skyldes, at dokumentationen ikke findes.

2. Manglende rettelse inden rimelig tid

Politiken har, modsat de presseetiske regler og avisens egne procedurer, ladet de fejlagtige oplysninger stå i meget meget lang tid uden rettelse, selvom mediet hurtigt efter publicering blev gjort bekendt med, at oplysningerne var forkerte (jf. vejledningen, pkt. A. 6 om berigtigelser). Politiken svarer ikke på dette kritikpunkt, hverken hvad angår tidsaspektet eller sagsbehandlingen. Jeg har desuden aldrig fået en tilbagemelding fra Politikens Læsernes redaktør, selvom det ifølge avisens egne regler er dennes opgave at behandle og afslutte et klageforløb. Dette aspekt forholder Politiken sig ikke til.

3. Utilstrækkelig rettelse

Politiken har efterfølgende bragt en rettelse, men denne retter ikke op på de fejlagtige oplysninger - den skaber yderligere tvivl. Samtidig fremlægger Politiken ingen dokumentation for, at rettelsen skulle være dækkende – ej heller over for Pressenævnet. Medier bør ikke videreformidle tvivl, men tilstræbe korrekte oplysninger (jf. vejledningen, pkt. A. 1). På trods af, at jeg har fremlagt solid dokumentation, fastholder Politiken, at det er acceptabelt at fravige dette grundlæggende journalistiske princip.

4. Tortsvirkning og krænkelse

Politikens ageren i sagen har påført mig, som privatperson, en betydelig tort. I Politikens svar er der ingen anerkendelse af, at processen og den fortsat upræcise rettelse har haft konsekvenser for mig – eller for den sags skyld kunne have haft for andre personer i en tilsvarende situation (jf. vejledningen, pkt. B. 8 om hensyn til den enkelte). Modsat Politiken fastholder jeg med udgangspunkt i gældende lovgivning, at der er tale om forhold, der kan falde under injurier. Jeg finder det grænseoverskridende, at Politiken ensidigt vurderer, at der ikke er tale om en krænkelse. Hvad bygger mediet denne konklusion på - ej heller dette besvares i deres responsum.

Det er skuffende, at Danmarks største avis ikke har andet end det fremsendte at svare. Det er et principielt aspekt, om man i en artikel kan skrive hvad som helst og præsentere det som fakta – og afvise solid dokumentation uden at andet end skribentens hukommelse som modargument.

Journalistik handler om at formidle sandfærdige oplysninger, og når fejl begås – hurtigt og præcist at bringe dækkende rettelser. Det er ikke sket i denne sag. ”

2.2 Politikens synspunkter

Politiken har i udtalelsen til Pressenævnet anført:

”Politiken har siden modtagelsen af klagers første henvendelse, suppleret med adskillige henvendelser fra klagers bekendt [Person 6], forsøgt at klarlægge, om vi kan imødekomme ønsket om at bringe en rettelse, der entydigt slår fast, at det er klager og ikke Politikens medarbejder, der ses i forgrunden på [Person 2]’ fotoværk 'we summer, left', ’we summer, right', fra Ørstedsparken i 2004. Værket var omtalt i anmeldelsen ’Jeg har aldrig set noget lignende’, som vi bragte i Politikens trykte udgave onsdag 9. juli, og omtalt og gengivet på politiken.dk 13. juli.

Politikens medarbejder har imidlertid fastholdt – og fastholder – at det efter hans bedste overbevisning er ham selv og ikke klager, der ses på [Person 2]s foto.

Når Politikens medarbejder har udtrykt en vis usikkerhed, er det alene den, der altid vil være gældende, når der er tale om et foto fra en begivenhed, der ligger mere end 20 år tilbage. Han mener dog at have en klar erindring om både at være blevet fotograferet, om sin påklædning, og om flere detaljer i billedet. I erkendelse af, at en redaktion desværre begår fejl, har Politiken sat rettelsesarbejdet i system, så en fast medarbejder står for at modtage og behandle klager, og på alle hverdage bringer vi tydelige og grundige rettelser i spalten Fejl og Fakta på side 2 i 1. sektion, som meddelt til Pressenævnet. Der rettes naturligvis desuden løbende på politiken.dk.

I det aktuelle tilfælde har vi dog ikke kunnet fastslå med den nødvendige grad af sikkerhed, hvem der er afbildet på [Person 2]s foto. Vi har gransket det fremsendte billedmateriale med hjælp fra redaktionens fotoafdeling, og vi har naturligvis også gjort os bekendt med de forklaringer, som klager har fremskaffet. Politikens medarbejder har dog som nævnt fast holdt, at det er ham, der ses på billedet, og vi har derfor valgt at bringe en tekst, der gør klart for læserne, at der er uenighed.

På politiken.dk blev teksten anbragt øverst i den oprindelige anmeldelse 5. september med følgende ordlyd:

Efter publiceringen af denne anmeldelse har flere henvendt sig til redaktionen og gjort opmærksom på, at det ikke er kunstanmelder [Person 1], men [Klager], der ses forgrunden på [Person 2]’ diptykon, ’we summer, left ’,’we summer, right’, 2004, der viser en sommerdag Ørstedsparken København. [Person 1] har skrevet anmeldelsen, at han selv er på billedet, men erkender, at han kan have husket forkert. Han var med sikkerhed til stede ved det omtalte arrangement Ørstedsparken, men det kan være en anden person end ham selv, der sidder i forgrunden af billedet.

I den trykte udgave bragte vi i Fejl og Fakta 6. september følgende præcisering:

'Jeg har aldrig set noget lignende', hed en anmeldelse på forsiden af kultursektionen onsdag 9.7. af udstillingen af den tyske fotokunstner [Person 2], der øjeblikket vises på Centre Pompidou Paris. Det fremgik, at anmelderen selv er gengivet på billedet 'we summer, left, we summer, right' fra 2004, der viser en sommerdag Ørstedsparken København. Efterfølgende har flere imidlertid henvendt sig til redaktionen og gjort opmærksom på, at det er en anden person, [Klager], der ses i forgrunden på [Person 2]' billede, og anmelderen oplyser, at han kan have husket forkert. Han var med sikkerhed til stede ved det omtalte arrangement Ørstedsparken, men det kan være en anden person end ham selv, der sidder i forgrunden af billedet.

Vi skal for god ordens skyld bemærke, at der er efter vores opfattelse ikke har været tale om identitetstyveri, om injurier, eller om en krænkelse i øvrigt. Der er alene tale om uenighed om, hvad et fotografi viser, og om en så stor grad af usikkerhed, at vi ikke har kunnet imødekomme klager. ”

Politiken har til klagers bemærkninger af 3. oktober 2025 supplerende anført blandt andet:

”Det er korrekt, at de presseetiske regler foreskriver, at ‘berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på mediets eget initiativ, så snart man får kendskab til fejl af betydning de bragte meddelelser’. Det fordrer imidlertid, at der er sikkerhed for, at der reelt foreligger en fejl, og en sådan sikkerhed har det efter Politikens opfattelse ikke været muligt at skabe. Det fremgår klart af den disclaimer, der er tilføjet anmeldelsen på politiken.dk, og den præcisering, der blev bragt Fejl og Fakta, at der efter redaktionens opfattelse er usikkerhed om, hvem der ses på [Person 2]’ fotografi. Det faktum, at det ikke har været muligt at fastslå med sikkerhed, hvem billedet forestiller, har haft stor betydning for den tid, det har taget at behandle sagen.

Sagen blev oprindelig behandlet af Læsernes Redaktør, som det er praksis på Politiken, og skribenten bag den påklagede anmeldelse blev den forbindelse hørt og desuden bedt om at undersøge, om det var muligt at skaffe notater eller anden dokumentation, der kunne underbygge oplysningen den påklagede anmeldelse om, at det er Politikens anmelder, der ses på [Person 2]’ fotografi.

Mens det arbejde pågik, henvendte klagers bekendt, [Person 6], sig til Læsernes Redaktør og henviste til den korrespondance, som redaktionen havde haft med klager: ‘Skriver vedr. den anmeldelse, du allerede er dialog med [Klager] om’. Han gjorde følgende henvendelser klart over for kulturredaktør [Kulturredaktøren], at ’vi forventer, at Politiken handler nu – ferie eller ej. Ellers ruller toget’ og efterlod således det indtryk, at han handlede på klagers vegne. På hans klare anmodning blev sagen overdraget til kulturredaktøren, og både hun og Læsernes Redaktør har haft en omfattende korrespondance og dialog om sagen med såvel klager som med [Person 6]. Politiken har under hele forløbet understreget, at redaktionen meget gerne retter sine fejl, og som nævnt er rettelsesarbejdet sat system. Med en rettelsesspalte avisen på alle hverdage og med skønsmæssigt 1.500 korrektioner årligt, alene den trykte udgave, er Politiken formentlig det medie herhjemme, der hyppigst bringer rettelser eller præciserer uklarheder.

Klager indsendte 21. august en uddybende klage til redaktionen og medsendte en række fotos af sig selv som ung, suppleret med udtalelser fra personer, der mener, at billedet forstiller klager. Politiken gennemgik materialet grundigt, blandt andet med hjælp fra sin fotoafdeling, og forelagde også materialet for redaktionens anmelder, der dog som nævnt fastholder, at det er ham og ikke [Klager], der ses på [Person 2] ’ værk. Vi skal understrege, at der efter vores opfattelse ikke på noget tidspunkt har været tale om identitetstyveri, om injurier, eller om en krænkelse øvrigt, endsige om modvilje mod at rette fejl. Der er alene tale om uenighed om, hvad et fotografi forestiller. ”

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Jens Kruse Mikkelsen, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.

Retlig interesse

Det er som udgangspunkt en betingelse for, at Pressenævnet kan behandle en klage, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet.

[Klager] er ikke omtalt i den påklagede artikel, men har oplyst, at det er ham der optræder på et af de billeder, der er gengivet i omtalen, og klagen behandles derfor i forhold til ham for så vidt angår klagepunktet om, hvem der er på det omtalte billede.

Kompetence

Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik. Det er således mediet og ikke den enkelte journalist eller skribent, som er part i Pressenævnets sag.

Nævnet bemærker videre, at det følger af medieansvarslovens § 43, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle. Spørgsmål om, hvorvidt straffelovens bestemmelser er overtrådt samt spørgsmålet om, hvorvidt klager er berettiget til erstatning, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.

God presseskik

[Klager] har klaget over, at anmeldelsen indeholder ukorrekt information om, at det er anmelderen, der fremgår på et af de omtalte fotos, hvor det rettelig er ham, og at Politiken ikke har foretaget tilstrækkelig berigtigelse, efter han har oplyst mediet om dette.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på mediets eget initiativ, så snart man får kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser. Berigtigelsen skal foretages så læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksomme på fejl, jf. punkt A. 1 og A. 7.

Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages. Det bemærkes dog generelt, at et medie (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale.

Af artiklen fremgår blandt andet:

”I forgrunden til venstre i billedet – som reelt set er to billeder ved siden af hinanden, et diptykon – sidder jeg iført hvid undertrøje, med Ray-Ban Aviators for øjnene og sommerbleget blond hår på hovedet. Jeg er i færd med at spise en riskiks.

Billedet er taget af den tyske fotograf, kunstneren [Person 2] og hænger på hans enorme – og jeg mener virkelig enorme – udstilling i Paris og skuer tilbage i tid. ”

Der er i artiklen indsat et billede af det omtalte fotografi. På billedet ses flere personer sidde på en græsplæne en sommerdag. Af billedteksten fremgår ”[Person 2]' diptykon, 'we summer, left’; 'we summer, right', 2004, der viser en sommerdag i Ørstedsparken (inklusive kunstanmelderen i forgrunden), er, som resten af udstillingen, nonchalant installeret i det store bibliotek på Centre Pompidou. Foto: Installation view: Centre Pompidou, 2025”

Af artiklen fremgår videre:

”Tilbage til en tid med økonomiske opsving i Vesten (indtil boblen splatter ud i 2008), en tid med en særlig æstetik, som det er svært her 20 år senere præcist at indfange med de begrænsede gloser kunstens sprog har til rådighed. Tilbage i tiden til en subkultur, der byggede videre på allerede eksisterende subkulturer og blev til begrebet queer, som var noget, vi lærte hinanden at sige dengang, og som i dag er et ord, højrefløjen næsten ikke kan udtale uden at vrænge det frem på tungen.

Jeg er [Aldersangivelse] år på billedet. Jeg anede ikke, at billedet fandtes, før jeg for et par år siden tilfældigt fandt det på internettet. Riskiksen sprang mig i øjnene som et Roland Barthesk punktum, et spor ind i mit også dengang forkvaklede ønske om at være tynd og seksuelt attråværdig. Er tiden det kar, man opsamler livets erfaringer og erkendelser i? Hvis tiden er et kar, er det et kar fuld af huller. ”

Den påklagede artikel er en anmeldelse af en kunstudstilling, hvor det omtalte billede, der er taget i 2004, indgår, og det er i den forbindelse, billedet er gengivet og omtalt af kunstanmelderen i artiklen.

[Klager] har oplyst, at det er ham, der er på det omtalte billede, og Politiken har i forbindelse med klagesagen oplyst, at skribenten bag artiklen har fastholdt, at det efter hans bedste overbevisning er ham, der er på det omtalte foto, men at mediet ikke med sikkerhed kan fastslå, hvem der optræder på billedet.

Pressenævnet skal i den forbindelse bemærke, at nævnet ikke kan tage bevismæssig stilling til, hvilken person der optræder på billedet. På den baggrund finder nævnet heller ikke anledning til at kritisere Politiken for at bringe omtalen sammen med billedet.

Nævnet bemærker i forlængelse heraf, at omtalen af, hvem der er på billedet, i den konkrete sammenhæng, hvor der er tale om en anmeldelse af en kunstudstilling, ud fra en presseetisk vurdering, er en oplysning, der i sammenhængen må anses for mindre væsentlig. Nævnet bemærker videre, at Politiken efterfølgende har bragt en tilføjelse til artiklen, hvor der fremgår, at der er uenighed om, hvem der er på det omtalte billede. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det er nævnets opfattelse, at der ikke foreligger en aftale, hvor Politiken havde forpligtet sig til at bringe denne tilføjelse med en bestemt ordlyd.

Nævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at kritisere Politiken for at have tilsidesat god presseskik ved at bringe oplysningen eller ved den efterfølgende opdatering af artiklen. Nævnet udtaler ikke kritik.

Afgjort den 18. august 2026

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter