Spring til indhold

Retsinformation

Cirkulæreskrivelse om forbud efter restaurationslovens § 31, stk. 2 Til politi og anklagemyndighed

Gældende CIS nr 11132 af 21/12/2006CirkulæreskrivelseJustitsministeriet12. januar 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Cirkulæreskrivelse

om forbud efter restaurationslovens § 31, stk. 2

Til politi og anklagemyndighed

Det følger af restaurationslovens § 31, stk. 2, at

politiet kan forbyde en person, der i forbindelse med restaurationsbesøg har

begået en strafbar handling, at opholde sig som gæst i bestemte

restaurationsvirksomheder.

Et sådant

forbud kan meddeles af politimesteren/politidirektøren for så vidt det af

hensyn til lovlighed, sædelighed, ædruelighed eller opretholdelse af ro og

orden må anses for nødvendigt. Afgørelsen træffes på grundlag af en konkret

vurdering af de oplysninger, der indgår i sagen.

Folketingets Ombudsmand afgav den 16. april 2004 en

udtalelse i anledning af en konkret sag om meddelelse af et forbud efter

restaurationslovens § 31, stk. 2, hvori ombudsmanden på en række punkter

udtalte kritik af behandlingen af sagen.

Justitsministeriet har endvidere i en række nyere sager

taget stilling til spørgsmålet om karakteren af de strafbare forhold, som kan

danne grundlag for et forbud, samt spørgsmålet om udstrækning af et forbud

til

flere restaurationer.

Med henblik på at opnå en ensartet behandling af

sagerne i de enkelte politikredse har Justitsministeriet på den baggrund

fundet

anledning til at udarbejde en samlet gennemgang af reglerne om og praksis

vedrørende

politiets behandling af sager om meddelelse af forbud efter

restaurationslovens

§ 31, stk. 2.

Cirkulæreskrivelsen indeholder en gennemgang af de

Læs alt

generelle betingelser for at udstede et forbud efter restaurationslovens §

31,

stk. 2 (afsnit 1). Endvidere behandler cirkulæreskrivelsen forbuddets

udstrækning, herunder den geografiske og den tidsmæssige udstrækning af

forbuddet

(afsnit 2).

Endelig indeholder cirkulæreskrivelsen en gennemgang af

forskellige forvaltningsretlige spørgsmål, som kan opstå i forbindelse med

meddelelse af et forbud efter restaurationslovens § 31, stk. 2 (afsnit 3).

1. Betingelserne

for at meddele forbud efter restaurationslovens § 31, stk. 2.

1.1 Det strafbare forhold

Det følger af

restaurationslovens § 31, stk. 2, at politiet kan forbyde en person, der i

forbindelse med restaurationsbesøg har begået en strafbar handling, at

opholde

sig som gæst i bestemte virksomheder. Forbuddet kan meddeles efter anmodning

fra restauratøren, men også på politiets eget initiativ. Afgørelsen træffes

på

grundlag af en konkret vurdering af de oplysninger, der indgår i sagen.

Meddelelse af

forbud forudsætter ikke, at der er begået flere strafbare handlinger i

forbindelse med restaurationsbesøg. Ved lov nr. 1084 af 10. december 2002

blev

restaurationslovens § 31, stk. 2, præciseret, således at det nu klart

fremgår,

at der er mulighed for at meddele et forbud allerede første gang, der

konstateres en strafbar handling i forbindelse med restaurationsbesøg.

Det er efter

restaurationslovens § 31, stk. 2, en betingelse for at meddele et forbud, at

der i forbindelse med restaurationsbesøg er begået en strafbar handling. Det

er

ikke en forudsætning, at det strafbare forhold, som ligger til grund for

forbuddet, er fastslået ved dom. Et forbud kan således meddeles, når den

pågældende er sigtet for en strafbar handling i forbindelse med

restaurationsbesøg.

Justitsministeriet

har i en række sager efter en konkret vurdering ophævet forbud, hvor den

pågældende

ikke var blevet sigtet for den strafbare handling, som dannede grundlag for

forbuddet, ligesom ministeriet har ophævet forbud, hvor den sigtelse, som lå

til grund for forbuddet, af bevismæssige årsager blev frafaldet, idet

ministeriet i disse tilfælde ikke fandt, at det med tilstrækkelig sikkerhed

kunne fastslås, at der var begået et strafbart forhold.

Det fremgår af

forarbejderne til restaurationslovens § 31, stk. 2, at det er en forudsætning

for at meddele et forbud efter restaurationsloven, at det må anses for

nødvendigt af hensyn til lovlighed, sædelighed, ædruelighed eller

opretholdelse

af ro og orden.

Bemærkningerne

må antages at forudsætte, at et forbud skal være nødvendiggjort af en

forventning om, at den pågældende person i fremtiden vil forstyrre ro og

orden på

den konkrete restauration, såfremt vedkommende ikke meddeles forbud mod at

tage

ophold på restaurationen.

Bemærkningerne

må endvidere antages at forudsætte, at ikke alle strafbare forhold begået på

en

restauration kan danne grundlag for et restaurationsforbud. Det er således

ikke

i sig selv tilstrækkeligt, at der er begået et strafbart forhold på en

restauration. Det strafbare forhold skal tillige have en sådan tilknytning

til

eller sammenhæng med restaurationsbesøget, at det er nødvendigt af hensyn til

lovlighed,

sædelighed, ædruelighed eller opretholdelse af ro og orden på restaurationen

at

meddele et forbud på baggrund af overtrædelsen. Der skal være tale om

strafbare

handlinger, som typisk begås i restaurationsmiljøet, eller som det er vigtigt

at modvirke særligt i restaurationsmiljøet.

Justitsministeriet

har således i en konkret sag ophævet et restaurationsforbud, som var meddelt

på

baggrund af, at den pågældende var sigtet for overtrædelse af straffelovens §

279 ved på restaurationen at have forsøgt at benytte et stjålet dankort, idet

ministeriet ikke fandt, at det strafbare forhold var af en sådan karakter, at

det af hensyn til lovlighed, sædelighed, ædruelighed eller opretholdelse af

ro

og orden på restaurationen var nødvendigt at meddele den pågældende et forbud

efter restaurationsloven.

For så vidt

angår besiddelse af euforiserende stoffer, er det ministeriets opfattelse, at

en sådan besiddelse i en restaurationsvirksomhed efter en konkret vurdering

af

blandt andet karakteren af den pågældende restaurationsvirksomhed efter

omstændighederne i sig selv kan danne grundlag for et restaurationsforbud af

hensyn til lovlighed, ædruelighed og opretholdelse af ro og orden.

Dette

indebærer, at der i situationer, hvor det strafbare forhold består i

besiddelse

af euforiserende stoffer, skal anlægges en vurdering af, om det i forhold til

den konkrete restaurationsvirksomhed er nødvendigt at meddele et forbud.

Besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug, hvor de euforiserende

stoffer ikke kan antages at være bestemt til at indtage i forbindelse med

restaurationsbesøget, vil således ikke i alle tilfælde kunne danne grundlag

for

et forbud efter restaurationsloven. I vurderingen af, om et forbud er

nødvendigt i relation til den konkrete restaurationsvirksomhed, skal indgå

karakteren af den pågældende restauration, omstændighederne i forbindelse med

besiddelsen, samt om der er tale om en restaurationsvirksomhed, hvor der ofte

konstateres overtrædelser af lov om euforiserende stoffer.

En vurdering

af baggrunden for og karakteren af det strafbare forhold vil kunne føre til,

at

kravet om, at forbuddet skal være nødvendigt af hensyn til lovlighed,

sædelighed, ædruelighed eller opretholdelse af ro og orden, ikke kan anses

for

at være opfyldt, idet der ikke foreligger det fornødne grundlag for at

antage, at

den pågældende i fremtiden generelt vil forstyrre ro og orden i forbindelse

med

restaurationsbesøg.

Også strafbare

forhold begået uden for en restaurationsvirksomhed kan danne grundlag for

meddelelsen

af et forbud efter restaurationsloven, blot det strafbare forhold har

tilknytning til restaurationsbesøget. Der kan for eksempel være tale om

strafbare forhold begået i køen til restaurationen eller strafbare forhold,

som

udspringer af en episode inde på restaurationen.

Justitsministeriet

har eksempelvis i en konkret sag vedrørende et forbud, som var meddelt på

baggrund

af en overtrædelse af politivedtægten begået på fortovet uden for en

restauration, stadfæstet forbuddet under henvisning til, at handlingen fandt

sted i tilknytning til restaurationsbesøget.

Det strafbare

forhold skal dog have en vis nær og umiddelbar tilknytning til et

restaurationsbesøg for at kunne danne grundlag for udstedelse af et forbud

efter restaurationsloven.

Justitsministeriet

har således i en konkret sag ophævet et forbud under henvisning til, at det

strafbare forhold, som lå til grund for forbuddet, ikke havde en sådan

tilknytning til den pågældendes forudgående besøg på

restaurationsvirksomheden,

at der var grundlag for at meddele et forbud. Ministeriet henviste i den

forbindelse til, at den pågældende var dømt for forholdet, og at retten i den

forbindelse havde lagt til grund, at der var tale om helt uprovokeret og

meningsløs gadevold.

1.2 Den

tidsmæssige sammenhæng mellem det strafbare forhold og forbuddet

Det skal være

aktuelt nødvendigt at udstede et forbud, hvilket må antages at forudsætte, at

et forbud skal udstedes i en vis tidsmæssig sammenhæng med det strafbare

forhold,

som ligger til grund for forbuddet.

Justitsministeriet

har således i en konkret sag ophævet et forbud, der blev meddelt som led i en

generel

gennemgang af sager vedrørende værtshusrelateret vold i et forsøg på at

nedbringe

antallet af sådanne sager knap et år efter, at det seneste strafbare forhold,

som dannede baggrund for forbuddet, var begået. Ministeriet fandt under

hensyn

til den medgåede tid ikke, at forbuddet på tidspunktet for meddelelsen var

nødvendigt, ligesom der ikke i øvrigt sås at foreligge oplysninger, som

gjorde

et forbud aktuelt nødvendigt.

1.3 Forbuddets

proportionalitet

En afgørelse om udstedelse af et forbud efter

restaurationslovens § 31, stk. 2, skal endelig være i overensstemmelse med

det

forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Det må således antages, at en

vurdering af grovheden af det begåede strafbare forhold vil kunne føre til,

at

et forbud ikke kan udstrækkes til at omfatte andre restaurationer end den,

hvor

det strafbare forhold er begået.

Justitsministeriet

skal dog i den forbindelse bemærke, at Folketingets Ombudsmand i en

udtalelse,

som er optrykt i Folketingets Ombudsmands beretning, 1986, s. 82, i

forbindelse

med en konkret sag har bemærket, at et forbud må anses som et indgreb af

ringe

intensitet i forhold til adressaten.

Justitsministeriet

har således som ovenfor nævnt i en række sager, hvor det strafbare forhold,

som

lå til grund for forbuddet, bestod i besiddelse af en lille mængde hash til

eget forbrug, stadfæstet de pågældende forbud.

Justitsministeriet

skal dog bemærke, at et forbud, der udstrækkes til at omfatte flere

restaurationer

må anses for forholdsvis indgribende over for den pågældende, særligt hvor

forbuddet omfatter størstedelen af restaurationerne i en by, således at

forbuddet får karakter af en generel udelukkelse fra at deltage i byens

restaurations- og natteliv.

Det må således antages, at en vurdering af grovheden af

det begåede strafbare forhold vil kunne føre til, at et forbud ikke kan

udstrækkes til at omfatte andre restaurationer end den, hvor det strafbare

forhold

er begået.

2. Forbuddets

udstrækning

2.1 Forbuddets

geografiske udstrækning

Der er efter

praksis ikke grundlag for at antage, at det strafbare forhold, som ligger til

grund for forbuddet, nødvendigvis skal være begået i den eller de

restaurationer, som forbuddet vedrører. Der er således mulighed for at

udstede

forbud, som omfatter andre restaurationsvirksomheder end den virksomhed, hvor

det strafbare forhold er begået.

I tilfælde, hvor et forbud efter

restaurationslovens § 31, stk. 2, udstrækkes til at omfatte flere

restaurationer, skal der for hver enkelt restauration omfattet af forbuddet,

anlægges en konkret vurdering af, om betingelserne i bestemmelsen er opfyldt

i

forhold til restaurationen, herunder om det af hensyn til lovlighed,

sædelighed, ædruelighed eller opretholdelse af ro og orden må anses for

nødvendigt

at udstede et forbud.

Justitsministeriet har i en række konkrete sager, hvor

et restaurationsforbud er udstrakt til flere restaurationer, stadfæstet

forbuddets udstrækning under henvisning til, at de pågældende restaurationer

er

beliggende på en sådan måde, at de udgør et samlet restaurationsområde.

I de konkrete sager har området været karakteriseret

ved en flerhed af restaurationer, som er placeret inden for et snævert

geografisk område, ofte side om side og med en tæt trafik af gæster mellem de

forskellige restaurationer, således at de nærmest kan betragtes som én

restauration. I disse situationer vil det oftest for at opnå den ønskede

effekt

af et forbud være nødvendigt, at dette udstrækkes til at omfatte samtlige

restaurationer i området.

Justitsministeriet har endvidere i en række konkrete

sager, hvor et forbud er udstrakt til flere restaurationer, stadfæstet

forbuddets udstrækning under henvisning til, at de pågældende restaurationer

er

af samme karakter, og alle er beliggende inden for et begrænset geografisk

område.

På grund af antallet og beliggenheden af

restaurationerne kan der i disse tilfælde næppe siges at foreligge et samlet

restaurationsområde, men i det omfang flere restaurationer af samme karakter

er

beliggende inden for et mindre geografisk område, kan forbuddet efter

omstændighederne udstrækkes til at omfatte alle disse restaurationer.

Justitsministeriet har endelig i en række konkrete

sager, hvor et forbud er udstrakt til flere restaurationer, stadfæstet

forbuddets udstrækning på baggrund af en konkret viden om den person, som

forbuddet

er rettet imod, herunder at den pågældende typisk indfinder sig på alle

restaurationerne i løbet af samme aften.

Det kan i disse situationer ikke anses for en

forudsætning, at de restaurationer, som er omfattet af forbuddet, er

beliggende

tæt på hinanden, selvom dette ofte vil være tilfældet. Det er således ikke de

pågældende restaurationer, men alene personens adfærd som begrunder

forbuddets

udstrækning. Der vil dog formentlig i sådanne tilfælde ofte være tale om

restaurationer af samme karakter.

Et forbud kan ikke udstrækkes til at omfatte flere

restaurationer alene på baggrund af en aftale med de pågældende restauratører

herom. Der skal være omstændigheder ved den konkrete sag, som medfører, at

det

må anses for nødvendigt at udstrække forbuddet til også at omfatte andre

restaurationer end den, hvor det strafbare forhold er begået.

Justitsministeriet har således i en konkret sag, hvor

et forbud var udstrakt til at omfatte to restaurationer, har ophævet

forbuddet

for så vidt angår den ene restauration, idet forbuddet alene var udstrakt til

denne restauration på baggrund af, at restauratøren på den pågældende

restauration havde meddelt, at personer, som af politiet blev meddelt forbud

mod at indfinde sig som gæster i andre restaurationsvirksomheder i byen,

ligeledes

var uønskede på hans restauration.

En vurdering

af baggrunden for og karakteren af det strafbare forhold vil kunne føre til,

at

kravet om, at forbuddet skal være nødvendigt af hensyn til lovlighed,

sædelighed, ædruelighed eller opretholdelse af ro og orden på restaurationen,

ikke kan anses for at være opfyldt i forhold til andre restaurationer end

den,

hvor forholdet er begået, idet der i disse tilfælde ikke foreligger det

fornødne grundlag for at antage, at den pågældende i fremtiden generelt vil

forstyrre

ro og orden i forbindelse med restaurationsbesøg.

Justitsministeriet

har således i en konkret sag ophævet et forbud, da ministeriet ikke fandt, at

det strafbare forhold, som lå til grund for forbuddet var af en sådan

karakter,

at det kunne danne grundlag for at udstrække restaurationsforbuddet til andre

restaurationer, end den hvor forholdet var begået.

Justitsministeriet

lagde i den forbindelse vægt på, at baggrunden for det strafbare forhold var

en

konkret konflikt mellem den pågældende og forurettede, samt at der ikke i

øvrigt for Justitsministeriet var oplyst omstændigheder, som pegede på, at

den

pågældende

i fremtiden ville forstyrre

ro og orden på andre restaurationer end den, hvor det strafbare forhold var

begået.

2.2 Forbuddets

tidsmæssige udstrækning

Restaurationslovens § 31, stk. 2, tager ikke stilling

til den tidsmæssige udstrækning af forbud, som meddeles efter bestemmelsen. I

praksis udstedes et forbud efter restaurationsloven oftest for 2 år.

Justitsministeriet skal dog bemærke, at der i den

enkelte sag skal anlægges en konkret vurdering af, om det er nødvendigt at

udstrække forbuddet til at gælde i 2 år. Justitsministeriet skal i den

forbindelse

bemærke, at ministeriet i en konkret sag, under henvisning til at der var

tale

om et enkeltstående forhold, fandt, at forbuddet i den konkrete sag ikke

burde

udstrækkes til mere end 1 år.

Det forudsættes således, at forbuddets tidsmæssige

udstrækning begrænses til den periode, hvor

forbuddet efter en konkret vurdering må anses for at være nødvendigt af

hensyn til lovlighed, sædelighed, ædruelighed eller opretholdelse af ro og

orden på restaurationen.

3.

Forvaltningsretlige spørgsmål i forbindelse med udstedelse af

restaurationsforbud

Meddelelse af et forbud efter restaurationsloven er en

afgørelse, som træffes af en forvaltningsmyndighed, og sager om udstedelse af

restaurationsforbud skal derfor behandles i overensstemmelse med reglerne i

lov

nr. 571 af 19. december 1985 (forvaltningsloven). Der henvises i den

forbindelse

til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven.

3.1 Partshøring

Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, skal en part i

en sag gøres bekendt med oplysninger vedrørende sagens faktiske

omstændigheder

og have lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, når det må antages, at

parten ikke er bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af disse

oplysninger.

Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part

og

er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

En partshøring efter forvaltningslovens § 19 kan

foretages såvel mundtligt som skriftligt, afhængig af, hvilken fremgangsmåde

der i den konkrete situation skønnes hensigtsmæssig. Mundtlig partshøring bør

alene anvendes, hvor sagen er af forholdsvis enkel karakter.

En forbudssag efter restaurationslovens § 31, stk. 2,

er ikke af en sådan karakter, at mundtlig partshøring er udelukket. Der vil

som

oftest være tale om enkle faktiske oplysninger, som den pågældende i forvejen

er bekendt med.

Meddelelse af forbud efter restaurationsloven sker ofte

på eller uden for restaurationen kort tid efter, at det strafbare forhold,

som

ligger til grund for forbuddet, er begået. Partshøringen foretages i disse

situationer typisk mundtligt umiddelbart inden, at der meddeles et forbud.

Justitsministeriet skal i den forbindelse bemærke, at

det som udgangspunkt ikke er udelukket at anvende denne fremgangsmåde, men

ministeriet finder anledning til at bemærke, at den pågældende skal være i en

tilstand, hvor partshøring med mening kan foretages. Partshøring på grund af

den pågældendes tilstand kan være udelukket, hvis vedkommende er svært

beruset,

påvirket eller ophidset.

Et forbud kan som ovenfor nævnt udstrækkes til at

omfatte andre restaurationer end den, hvor det strafbare forhold er begået.

Justitsministeriet

skal gøre opmærksom på, at den pågældende, i de tilfælde hvor et forbud

udstrækkes til at omfatte flere restaurationer, ligeledes skal partshøres

over

de forhold, som ligger til grund for, at forbuddet udstrækkes til flere

restaurationer.

Folketingets Ombudsmand har i anledning af en konkret

sag den 28. marts 2000 udtalt, at det forhold, at et forbud omfattede 10

restaurationer, som ikke havde tilknytning til sigtelserne, talte for, at

partshøringen burde være foretaget skriftligt eller i hvert fald med en vis

frist, således at den pågældende havde haft lejlighed til nærmere at overveje

sine eventuelle bemærkninger hertil.

Justitsministeriet skal på den baggrund gøre opmærksom

på, at der i tilfælde, hvor et forbud udstrækkes til at omfatte flere

restaurationer, og hvor de oplysninger, den pågældende skal partshøres over,

derfor er mere komplicerede, kan være grund til at foretage partshøringen

skriftligt eller med en vis frist, således at den pågældende får lejlighed

til

at overveje eventuelle bemærkninger.

Justitsministeriet har i flere sager konstateret, at

det ikke fremgik af sagens akter, at der var foretaget partshøring, og hvilke

oplysninger den pågældende i den forbindelse blev partshørt over.

Justitsministeriet

skal derfor bemærke, at det altid skal fremgå af sagens akter, om der er

foretaget partshøring, samt hvilke forhold der er foretaget partshøring over.

3.2 Begrundelse

Det fremgår af forvaltningslovens § 22, at en afgørelse

skal være ledsaget af en begrundelse, når den meddeles skriftligt, medmindre

afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Efter forvaltningslovens § 24 skal afgørelser dels

indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er

truffet, dels angive de hovedhensyn der har været bestemmende for skønnet.

Begrundelsen skal endvidere indeholde en kort redegørelse for de oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning

for afgørelsen.

En begrundelse for en forvaltningsafgørelse skal

således efter forvaltningslovens § 24 fremtræde som en forklaring på, hvorfor

afgørelsen har fået det pågældende indhold. Det skal i begrundelsen for

forbuddet nærmere præciseres, hvilke handlinger der ligger til grund for

forbuddets udstedelse, herunder hvor og hvornår de pågældende handlinger er

begået.

I tilfælde, hvor et forbud udstrækkes til at omfatte

flere restaurationer end den restaurationsvirksomhed, hvor forholdet er

begået,

skal det endvidere fremgå af begrundelsen, hvad der er baggrunden for at

udstrække forbuddet til at omfatte flere restaurationsvirksomheder.

3.3

Klagevejledning

Efter forvaltningslovens § 25 skal afgørelser, som kan

påklages til en anden forvaltningsmyndighed, når de meddeles skriftligt,

være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans

og

oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel

tidsfrist.

Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part

medhold.

Det skal således fremgå af det meddelte forbud, at

afgørelsen om meddelelse af forbud (efter 1. januar 2007) kan påklages til

Rigspolitichefen, jf. afsnit 4.

3.4 Gyldighed

Det skal endvidere fremgå af forbud meddelt efter

restaurationslovens § 31, stk. 2, hvor længe forbuddet gælder.

Justitsministeriet skal i den forbindelse gøre

opmærksom på, at forbuddet, der er fastsat for en periode på to år, begynder

at

løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den begivenhed, som udløser

fristen,

finder sted, jf. restaurationslovens §

36

a, stk. 1. I forhold til lovens § 31, stk. 2, er det det

strafbare forhold, som udløser fristen. Hvis der er tale om en fortsat

forbrydelse, lægges periodens sidste dag til grund for fristberegningen.

Er det strafbare forhold f.eks. begået den 5. januar

2007, begynder fristen at løbe den 6. januar 2007, og fristen udløber således

den 5. januar 2009 ved døgnets slutning.

Forbuddet kan håndhæves over for den pågældende, når

forbuddet er forkyndt for vedkommende.

Hvis forbuddet forkyndes samme dag, som det strafbare

forhold, der ligger til grund for forbuddet, er begået, kan forbuddet

håndhæves

over for den pågældende allerede fra dette tidspunkt. Fristen for forbuddet

begynder imidlertid også i dette tilfælde først at løbe fra og med dagen

efter.

Hvis forbuddet forkyndes på et senere tidspunkt,

begynder fristen for forbuddet alligevel at løbe allerede fra og med dagen

efter den dag, hvor det strafbare forhold er begået, jf. ovenfor.

4. Overgangsregler

I forbindelse med politi- og domstolsreformen er

restaurationslovens § 34, stk. 1, blevet ændret således, at politiets

afgørelser efter restaurationslovens § 31, stk. 2, fra 1. januar 2007 kan

påklages til Rigspolitichefen og ikke som i dag til Justitsministeriet. Det

følger af retsplejelovens § 109, stk. 2, at Rigspolitichefens afgørelser i

klagesager over afgørelser truffet af politidirektørerne ikke kan påklages

til

Justitsministeriet.

Klager fremsat efter 1. januar 2007 behandles af

Rigspolitichefen, mens klager, der er fremsat inden den 1. januar 2007, vil

blive færdigbehandlet i Justitsministeriet.

Justitsministeriet, den 21. december

2006

Mette Lyster Knudsen

Lignende dokumenter