Cirkulæreskrivelse om forbud efter restaurationslovens § 31, stk. 2 Til politi og anklagemyndighed
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Cirkulæreskrivelse
om forbud efter restaurationslovens § 31, stk. 2
Til politi og anklagemyndighed
Det følger af restaurationslovens § 31, stk. 2, at
politiet kan forbyde en person, der i forbindelse med restaurationsbesøg har
begået en strafbar handling, at opholde sig som gæst i bestemte
restaurationsvirksomheder.
Et sådant
forbud kan meddeles af politimesteren/politidirektøren for så vidt det af
hensyn til lovlighed, sædelighed, ædruelighed eller opretholdelse af ro og
orden må anses for nødvendigt. Afgørelsen træffes på grundlag af en konkret
vurdering af de oplysninger, der indgår i sagen.
Folketingets Ombudsmand afgav den 16. april 2004 en
udtalelse i anledning af en konkret sag om meddelelse af et forbud efter
restaurationslovens § 31, stk. 2, hvori ombudsmanden på en række punkter
udtalte kritik af behandlingen af sagen.
Justitsministeriet har endvidere i en række nyere sager
taget stilling til spørgsmålet om karakteren af de strafbare forhold, som kan
danne grundlag for et forbud, samt spørgsmålet om udstrækning af et forbud
til
flere restaurationer.
Med henblik på at opnå en ensartet behandling af
sagerne i de enkelte politikredse har Justitsministeriet på den baggrund
fundet
anledning til at udarbejde en samlet gennemgang af reglerne om og praksis
vedrørende
politiets behandling af sager om meddelelse af forbud efter
restaurationslovens
§ 31, stk. 2.
Cirkulæreskrivelsen indeholder en gennemgang af de
Læs alt
generelle betingelser for at udstede et forbud efter restaurationslovens §
31,
stk. 2 (afsnit 1). Endvidere behandler cirkulæreskrivelsen forbuddets
udstrækning, herunder den geografiske og den tidsmæssige udstrækning af
forbuddet
(afsnit 2).
Endelig indeholder cirkulæreskrivelsen en gennemgang af
forskellige forvaltningsretlige spørgsmål, som kan opstå i forbindelse med
meddelelse af et forbud efter restaurationslovens § 31, stk. 2 (afsnit 3).
1. Betingelserne
for at meddele forbud efter restaurationslovens § 31, stk. 2.
1.1 Det strafbare forhold
Det følger af
restaurationslovens § 31, stk. 2, at politiet kan forbyde en person, der i
forbindelse med restaurationsbesøg har begået en strafbar handling, at
opholde
sig som gæst i bestemte virksomheder. Forbuddet kan meddeles efter anmodning
fra restauratøren, men også på politiets eget initiativ. Afgørelsen træffes
på
grundlag af en konkret vurdering af de oplysninger, der indgår i sagen.
Meddelelse af
forbud forudsætter ikke, at der er begået flere strafbare handlinger i
forbindelse med restaurationsbesøg. Ved lov nr. 1084 af 10. december 2002
blev
restaurationslovens § 31, stk. 2, præciseret, således at det nu klart
fremgår,
at der er mulighed for at meddele et forbud allerede første gang, der
konstateres en strafbar handling i forbindelse med restaurationsbesøg.
Det er efter
restaurationslovens § 31, stk. 2, en betingelse for at meddele et forbud, at
der i forbindelse med restaurationsbesøg er begået en strafbar handling. Det
er
ikke en forudsætning, at det strafbare forhold, som ligger til grund for
forbuddet, er fastslået ved dom. Et forbud kan således meddeles, når den
pågældende er sigtet for en strafbar handling i forbindelse med
restaurationsbesøg.
Justitsministeriet
har i en række sager efter en konkret vurdering ophævet forbud, hvor den
pågældende
ikke var blevet sigtet for den strafbare handling, som dannede grundlag for
forbuddet, ligesom ministeriet har ophævet forbud, hvor den sigtelse, som lå
til grund for forbuddet, af bevismæssige årsager blev frafaldet, idet
ministeriet i disse tilfælde ikke fandt, at det med tilstrækkelig sikkerhed
kunne fastslås, at der var begået et strafbart forhold.
Det fremgår af
forarbejderne til restaurationslovens § 31, stk. 2, at det er en forudsætning
for at meddele et forbud efter restaurationsloven, at det må anses for
nødvendigt af hensyn til lovlighed, sædelighed, ædruelighed eller
opretholdelse
af ro og orden.
Bemærkningerne
må antages at forudsætte, at et forbud skal være nødvendiggjort af en
forventning om, at den pågældende person i fremtiden vil forstyrre ro og
orden på
den konkrete restauration, såfremt vedkommende ikke meddeles forbud mod at
tage
ophold på restaurationen.
Bemærkningerne
må endvidere antages at forudsætte, at ikke alle strafbare forhold begået på
en
restauration kan danne grundlag for et restaurationsforbud. Det er således
ikke
i sig selv tilstrækkeligt, at der er begået et strafbart forhold på en
restauration. Det strafbare forhold skal tillige have en sådan tilknytning
til
eller sammenhæng med restaurationsbesøget, at det er nødvendigt af hensyn til
lovlighed,
sædelighed, ædruelighed eller opretholdelse af ro og orden på restaurationen
at
meddele et forbud på baggrund af overtrædelsen. Der skal være tale om
strafbare
handlinger, som typisk begås i restaurationsmiljøet, eller som det er vigtigt
at modvirke særligt i restaurationsmiljøet.
Justitsministeriet
har således i en konkret sag ophævet et restaurationsforbud, som var meddelt
på
baggrund af, at den pågældende var sigtet for overtrædelse af straffelovens §
279 ved på restaurationen at have forsøgt at benytte et stjålet dankort, idet
ministeriet ikke fandt, at det strafbare forhold var af en sådan karakter, at
det af hensyn til lovlighed, sædelighed, ædruelighed eller opretholdelse af
ro
og orden på restaurationen var nødvendigt at meddele den pågældende et forbud
efter restaurationsloven.
For så vidt
angår besiddelse af euforiserende stoffer, er det ministeriets opfattelse, at
en sådan besiddelse i en restaurationsvirksomhed efter en konkret vurdering
af
blandt andet karakteren af den pågældende restaurationsvirksomhed efter
omstændighederne i sig selv kan danne grundlag for et restaurationsforbud af
hensyn til lovlighed, ædruelighed og opretholdelse af ro og orden.
Dette
indebærer, at der i situationer, hvor det strafbare forhold består i
besiddelse
af euforiserende stoffer, skal anlægges en vurdering af, om det i forhold til
den konkrete restaurationsvirksomhed er nødvendigt at meddele et forbud.
Besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug, hvor de euforiserende
stoffer ikke kan antages at være bestemt til at indtage i forbindelse med
restaurationsbesøget, vil således ikke i alle tilfælde kunne danne grundlag
for
et forbud efter restaurationsloven. I vurderingen af, om et forbud er
nødvendigt i relation til den konkrete restaurationsvirksomhed, skal indgå
karakteren af den pågældende restauration, omstændighederne i forbindelse med
besiddelsen, samt om der er tale om en restaurationsvirksomhed, hvor der ofte
konstateres overtrædelser af lov om euforiserende stoffer.
En vurdering
af baggrunden for og karakteren af det strafbare forhold vil kunne føre til,
at
kravet om, at forbuddet skal være nødvendigt af hensyn til lovlighed,
sædelighed, ædruelighed eller opretholdelse af ro og orden, ikke kan anses
for
at være opfyldt, idet der ikke foreligger det fornødne grundlag for at
antage, at
den pågældende i fremtiden generelt vil forstyrre ro og orden i forbindelse
med
restaurationsbesøg.
Også strafbare
forhold begået uden for en restaurationsvirksomhed kan danne grundlag for
meddelelsen
af et forbud efter restaurationsloven, blot det strafbare forhold har
tilknytning til restaurationsbesøget. Der kan for eksempel være tale om
strafbare forhold begået i køen til restaurationen eller strafbare forhold,
som
udspringer af en episode inde på restaurationen.
Justitsministeriet
har eksempelvis i en konkret sag vedrørende et forbud, som var meddelt på
baggrund
af en overtrædelse af politivedtægten begået på fortovet uden for en
restauration, stadfæstet forbuddet under henvisning til, at handlingen fandt
sted i tilknytning til restaurationsbesøget.
Det strafbare
forhold skal dog have en vis nær og umiddelbar tilknytning til et
restaurationsbesøg for at kunne danne grundlag for udstedelse af et forbud
efter restaurationsloven.
Justitsministeriet
har således i en konkret sag ophævet et forbud under henvisning til, at det
strafbare forhold, som lå til grund for forbuddet, ikke havde en sådan
tilknytning til den pågældendes forudgående besøg på
restaurationsvirksomheden,
at der var grundlag for at meddele et forbud. Ministeriet henviste i den
forbindelse til, at den pågældende var dømt for forholdet, og at retten i den
forbindelse havde lagt til grund, at der var tale om helt uprovokeret og
meningsløs gadevold.
1.2 Den
tidsmæssige sammenhæng mellem det strafbare forhold og forbuddet
Det skal være
aktuelt nødvendigt at udstede et forbud, hvilket må antages at forudsætte, at
et forbud skal udstedes i en vis tidsmæssig sammenhæng med det strafbare
forhold,
som ligger til grund for forbuddet.
Justitsministeriet
har således i en konkret sag ophævet et forbud, der blev meddelt som led i en
generel
gennemgang af sager vedrørende værtshusrelateret vold i et forsøg på at
nedbringe
antallet af sådanne sager knap et år efter, at det seneste strafbare forhold,
som dannede baggrund for forbuddet, var begået. Ministeriet fandt under
hensyn
til den medgåede tid ikke, at forbuddet på tidspunktet for meddelelsen var
nødvendigt, ligesom der ikke i øvrigt sås at foreligge oplysninger, som
gjorde
et forbud aktuelt nødvendigt.
1.3 Forbuddets
proportionalitet
En afgørelse om udstedelse af et forbud efter
restaurationslovens § 31, stk. 2, skal endelig være i overensstemmelse med
det
forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Det må således antages, at en
vurdering af grovheden af det begåede strafbare forhold vil kunne føre til,
at
et forbud ikke kan udstrækkes til at omfatte andre restaurationer end den,
hvor
det strafbare forhold er begået.
Justitsministeriet
skal dog i den forbindelse bemærke, at Folketingets Ombudsmand i en
udtalelse,
som er optrykt i Folketingets Ombudsmands beretning, 1986, s. 82, i
forbindelse
med en konkret sag har bemærket, at et forbud må anses som et indgreb af
ringe
intensitet i forhold til adressaten.
Justitsministeriet
har således som ovenfor nævnt i en række sager, hvor det strafbare forhold,
som
lå til grund for forbuddet, bestod i besiddelse af en lille mængde hash til
eget forbrug, stadfæstet de pågældende forbud.
Justitsministeriet
skal dog bemærke, at et forbud, der udstrækkes til at omfatte flere
restaurationer
må anses for forholdsvis indgribende over for den pågældende, særligt hvor
forbuddet omfatter størstedelen af restaurationerne i en by, således at
forbuddet får karakter af en generel udelukkelse fra at deltage i byens
restaurations- og natteliv.
Det må således antages, at en vurdering af grovheden af
det begåede strafbare forhold vil kunne føre til, at et forbud ikke kan
udstrækkes til at omfatte andre restaurationer end den, hvor det strafbare
forhold
er begået.
2. Forbuddets
udstrækning
2.1 Forbuddets
geografiske udstrækning
Der er efter
praksis ikke grundlag for at antage, at det strafbare forhold, som ligger til
grund for forbuddet, nødvendigvis skal være begået i den eller de
restaurationer, som forbuddet vedrører. Der er således mulighed for at
udstede
forbud, som omfatter andre restaurationsvirksomheder end den virksomhed, hvor
det strafbare forhold er begået.
I tilfælde, hvor et forbud efter
restaurationslovens § 31, stk. 2, udstrækkes til at omfatte flere
restaurationer, skal der for hver enkelt restauration omfattet af forbuddet,
anlægges en konkret vurdering af, om betingelserne i bestemmelsen er opfyldt
i
forhold til restaurationen, herunder om det af hensyn til lovlighed,
sædelighed, ædruelighed eller opretholdelse af ro og orden må anses for
nødvendigt
at udstede et forbud.
Justitsministeriet har i en række konkrete sager, hvor
et restaurationsforbud er udstrakt til flere restaurationer, stadfæstet
forbuddets udstrækning under henvisning til, at de pågældende restaurationer
er
beliggende på en sådan måde, at de udgør et samlet restaurationsområde.
I de konkrete sager har området været karakteriseret
ved en flerhed af restaurationer, som er placeret inden for et snævert
geografisk område, ofte side om side og med en tæt trafik af gæster mellem de
forskellige restaurationer, således at de nærmest kan betragtes som én
restauration. I disse situationer vil det oftest for at opnå den ønskede
effekt
af et forbud være nødvendigt, at dette udstrækkes til at omfatte samtlige
restaurationer i området.
Justitsministeriet har endvidere i en række konkrete
sager, hvor et forbud er udstrakt til flere restaurationer, stadfæstet
forbuddets udstrækning under henvisning til, at de pågældende restaurationer
er
af samme karakter, og alle er beliggende inden for et begrænset geografisk
område.
På grund af antallet og beliggenheden af
restaurationerne kan der i disse tilfælde næppe siges at foreligge et samlet
restaurationsområde, men i det omfang flere restaurationer af samme karakter
er
beliggende inden for et mindre geografisk område, kan forbuddet efter
omstændighederne udstrækkes til at omfatte alle disse restaurationer.
Justitsministeriet har endelig i en række konkrete
sager, hvor et forbud er udstrakt til flere restaurationer, stadfæstet
forbuddets udstrækning på baggrund af en konkret viden om den person, som
forbuddet
er rettet imod, herunder at den pågældende typisk indfinder sig på alle
restaurationerne i løbet af samme aften.
Det kan i disse situationer ikke anses for en
forudsætning, at de restaurationer, som er omfattet af forbuddet, er
beliggende
tæt på hinanden, selvom dette ofte vil være tilfældet. Det er således ikke de
pågældende restaurationer, men alene personens adfærd som begrunder
forbuddets
udstrækning. Der vil dog formentlig i sådanne tilfælde ofte være tale om
restaurationer af samme karakter.
Et forbud kan ikke udstrækkes til at omfatte flere
restaurationer alene på baggrund af en aftale med de pågældende restauratører
herom. Der skal være omstændigheder ved den konkrete sag, som medfører, at
det
må anses for nødvendigt at udstrække forbuddet til også at omfatte andre
restaurationer end den, hvor det strafbare forhold er begået.
Justitsministeriet har således i en konkret sag, hvor
et forbud var udstrakt til at omfatte to restaurationer, har ophævet
forbuddet
for så vidt angår den ene restauration, idet forbuddet alene var udstrakt til
denne restauration på baggrund af, at restauratøren på den pågældende
restauration havde meddelt, at personer, som af politiet blev meddelt forbud
mod at indfinde sig som gæster i andre restaurationsvirksomheder i byen,
ligeledes
var uønskede på hans restauration.
En vurdering
af baggrunden for og karakteren af det strafbare forhold vil kunne føre til,
at
kravet om, at forbuddet skal være nødvendigt af hensyn til lovlighed,
sædelighed, ædruelighed eller opretholdelse af ro og orden på restaurationen,
ikke kan anses for at være opfyldt i forhold til andre restaurationer end
den,
hvor forholdet er begået, idet der i disse tilfælde ikke foreligger det
fornødne grundlag for at antage, at den pågældende i fremtiden generelt vil
forstyrre
ro og orden i forbindelse med restaurationsbesøg.
Justitsministeriet
har således i en konkret sag ophævet et forbud, da ministeriet ikke fandt, at
det strafbare forhold, som lå til grund for forbuddet var af en sådan
karakter,
at det kunne danne grundlag for at udstrække restaurationsforbuddet til andre
restaurationer, end den hvor forholdet var begået.
Justitsministeriet
lagde i den forbindelse vægt på, at baggrunden for det strafbare forhold var
en
konkret konflikt mellem den pågældende og forurettede, samt at der ikke i
øvrigt for Justitsministeriet var oplyst omstændigheder, som pegede på, at
den
pågældende
i fremtiden ville forstyrre
ro og orden på andre restaurationer end den, hvor det strafbare forhold var
begået.
2.2 Forbuddets
tidsmæssige udstrækning
Restaurationslovens § 31, stk. 2, tager ikke stilling
til den tidsmæssige udstrækning af forbud, som meddeles efter bestemmelsen. I
praksis udstedes et forbud efter restaurationsloven oftest for 2 år.
Justitsministeriet skal dog bemærke, at der i den
enkelte sag skal anlægges en konkret vurdering af, om det er nødvendigt at
udstrække forbuddet til at gælde i 2 år. Justitsministeriet skal i den
forbindelse
bemærke, at ministeriet i en konkret sag, under henvisning til at der var
tale
om et enkeltstående forhold, fandt, at forbuddet i den konkrete sag ikke
burde
udstrækkes til mere end 1 år.
Det forudsættes således, at forbuddets tidsmæssige
udstrækning begrænses til den periode, hvor
forbuddet efter en konkret vurdering må anses for at være nødvendigt af
hensyn til lovlighed, sædelighed, ædruelighed eller opretholdelse af ro og
orden på restaurationen.
3.
Forvaltningsretlige spørgsmål i forbindelse med udstedelse af
restaurationsforbud
Meddelelse af et forbud efter restaurationsloven er en
afgørelse, som træffes af en forvaltningsmyndighed, og sager om udstedelse af
restaurationsforbud skal derfor behandles i overensstemmelse med reglerne i
lov
nr. 571 af 19. december 1985 (forvaltningsloven). Der henvises i den
forbindelse
til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven.
3.1 Partshøring
Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, skal en part i
en sag gøres bekendt med oplysninger vedrørende sagens faktiske
omstændigheder
og have lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, når det må antages, at
parten ikke er bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af disse
oplysninger.
Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part
og
er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
En partshøring efter forvaltningslovens § 19 kan
foretages såvel mundtligt som skriftligt, afhængig af, hvilken fremgangsmåde
der i den konkrete situation skønnes hensigtsmæssig. Mundtlig partshøring bør
alene anvendes, hvor sagen er af forholdsvis enkel karakter.
En forbudssag efter restaurationslovens § 31, stk. 2,
er ikke af en sådan karakter, at mundtlig partshøring er udelukket. Der vil
som
oftest være tale om enkle faktiske oplysninger, som den pågældende i forvejen
er bekendt med.
Meddelelse af forbud efter restaurationsloven sker ofte
på eller uden for restaurationen kort tid efter, at det strafbare forhold,
som
ligger til grund for forbuddet, er begået. Partshøringen foretages i disse
situationer typisk mundtligt umiddelbart inden, at der meddeles et forbud.
Justitsministeriet skal i den forbindelse bemærke, at
det som udgangspunkt ikke er udelukket at anvende denne fremgangsmåde, men
ministeriet finder anledning til at bemærke, at den pågældende skal være i en
tilstand, hvor partshøring med mening kan foretages. Partshøring på grund af
den pågældendes tilstand kan være udelukket, hvis vedkommende er svært
beruset,
påvirket eller ophidset.
Et forbud kan som ovenfor nævnt udstrækkes til at
omfatte andre restaurationer end den, hvor det strafbare forhold er begået.
Justitsministeriet
skal gøre opmærksom på, at den pågældende, i de tilfælde hvor et forbud
udstrækkes til at omfatte flere restaurationer, ligeledes skal partshøres
over
de forhold, som ligger til grund for, at forbuddet udstrækkes til flere
restaurationer.
Folketingets Ombudsmand har i anledning af en konkret
sag den 28. marts 2000 udtalt, at det forhold, at et forbud omfattede 10
restaurationer, som ikke havde tilknytning til sigtelserne, talte for, at
partshøringen burde være foretaget skriftligt eller i hvert fald med en vis
frist, således at den pågældende havde haft lejlighed til nærmere at overveje
sine eventuelle bemærkninger hertil.
Justitsministeriet skal på den baggrund gøre opmærksom
på, at der i tilfælde, hvor et forbud udstrækkes til at omfatte flere
restaurationer, og hvor de oplysninger, den pågældende skal partshøres over,
derfor er mere komplicerede, kan være grund til at foretage partshøringen
skriftligt eller med en vis frist, således at den pågældende får lejlighed
til
at overveje eventuelle bemærkninger.
Justitsministeriet har i flere sager konstateret, at
det ikke fremgik af sagens akter, at der var foretaget partshøring, og hvilke
oplysninger den pågældende i den forbindelse blev partshørt over.
Justitsministeriet
skal derfor bemærke, at det altid skal fremgå af sagens akter, om der er
foretaget partshøring, samt hvilke forhold der er foretaget partshøring over.
3.2 Begrundelse
Det fremgår af forvaltningslovens § 22, at en afgørelse
skal være ledsaget af en begrundelse, når den meddeles skriftligt, medmindre
afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.
Efter forvaltningslovens § 24 skal afgørelser dels
indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er
truffet, dels angive de hovedhensyn der har været bestemmende for skønnet.
Begrundelsen skal endvidere indeholde en kort redegørelse for de oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning
for afgørelsen.
En begrundelse for en forvaltningsafgørelse skal
således efter forvaltningslovens § 24 fremtræde som en forklaring på, hvorfor
afgørelsen har fået det pågældende indhold. Det skal i begrundelsen for
forbuddet nærmere præciseres, hvilke handlinger der ligger til grund for
forbuddets udstedelse, herunder hvor og hvornår de pågældende handlinger er
begået.
I tilfælde, hvor et forbud udstrækkes til at omfatte
flere restaurationer end den restaurationsvirksomhed, hvor forholdet er
begået,
skal det endvidere fremgå af begrundelsen, hvad der er baggrunden for at
udstrække forbuddet til at omfatte flere restaurationsvirksomheder.
3.3
Klagevejledning
Efter forvaltningslovens § 25 skal afgørelser, som kan
påklages til en anden forvaltningsmyndighed, når de meddeles skriftligt,
være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans
og
oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel
tidsfrist.
Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part
medhold.
Det skal således fremgå af det meddelte forbud, at
afgørelsen om meddelelse af forbud (efter 1. januar 2007) kan påklages til
Rigspolitichefen, jf. afsnit 4.
3.4 Gyldighed
Det skal endvidere fremgå af forbud meddelt efter
restaurationslovens § 31, stk. 2, hvor længe forbuddet gælder.
Justitsministeriet skal i den forbindelse gøre
opmærksom på, at forbuddet, der er fastsat for en periode på to år, begynder
at
løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den begivenhed, som udløser
fristen,
finder sted, jf. restaurationslovens §
36
a, stk. 1. I forhold til lovens § 31, stk. 2, er det det
strafbare forhold, som udløser fristen. Hvis der er tale om en fortsat
forbrydelse, lægges periodens sidste dag til grund for fristberegningen.
Er det strafbare forhold f.eks. begået den 5. januar
2007, begynder fristen at løbe den 6. januar 2007, og fristen udløber således
den 5. januar 2009 ved døgnets slutning.
Forbuddet kan håndhæves over for den pågældende, når
forbuddet er forkyndt for vedkommende.
Hvis forbuddet forkyndes samme dag, som det strafbare
forhold, der ligger til grund for forbuddet, er begået, kan forbuddet
håndhæves
over for den pågældende allerede fra dette tidspunkt. Fristen for forbuddet
begynder imidlertid også i dette tilfælde først at løbe fra og med dagen
efter.
Hvis forbuddet forkyndes på et senere tidspunkt,
begynder fristen for forbuddet alligevel at løbe allerede fra og med dagen
efter den dag, hvor det strafbare forhold er begået, jf. ovenfor.
4. Overgangsregler
I forbindelse med politi- og domstolsreformen er
restaurationslovens § 34, stk. 1, blevet ændret således, at politiets
afgørelser efter restaurationslovens § 31, stk. 2, fra 1. januar 2007 kan
påklages til Rigspolitichefen og ikke som i dag til Justitsministeriet. Det
følger af retsplejelovens § 109, stk. 2, at Rigspolitichefens afgørelser i
klagesager over afgørelser truffet af politidirektørerne ikke kan påklages
til
Justitsministeriet.
Klager fremsat efter 1. januar 2007 behandles af
Rigspolitichefen, mens klager, der er fremsat inden den 1. januar 2007, vil
blive færdigbehandlet i Justitsministeriet.
Justitsministeriet, den 21. december
2006
Mette Lyster Knudsen
Lignende dokumenter
- Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om gennemførelse af initiativer, der kan sikre et tryggere natteliv Retsinformation · 4. oktober 2007
- 1991 LSF 227 FORSLAG TIL LOV OM RESTAURATIONS- OG HOTELVIRKSOMHED M.V. Retsinformation · 19. februar 1992
- Forbud efter restaurationslovens § 31, stk. 2 Retsinformation · 7. februar 2019
- 1992 LSF 7 FORSLAG TIL LOV OM RESTAURATIONS- OG HOTELVIRKSOMHED M.V. Retsinformation · 6. maj 1993
- Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Restaurations-virksomhed og alkoholbevilling mv. Retsinformation · 14. juli 2018
- Nægtet samtykke til natbevilling Retsinformation · 4. oktober 2006