Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-388/403
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Pressenævnets
kendelse i sag 2006-6-388/403
[K] har klaget til
Pressenævnet over en artikel i Weekendavisen nr. 36 – 8. september 2006,
idet
han mener, at god presseskik er tilsidesat. [K] har endvidere klaget over, at
Weekendavisen har afvist at bringe et genmæle.
1. Sagsfremstilling
Weekendavisen bragte i nr. 36
– 8. september 2006 under overskriften
”Privatdetektiven”
og underoverskriften
”Portræt. Det
var en utraditionel personlighed, medier og myndigheder støttede sig til, da
Bagmandspolitiet indledte den indtil videre kuldsejlede retssag mod
Tvind.”
følgende artikel:
”Sejren har mange fædre, men
nederlaget er forældreløst. Var Amdi Petersen & Co. blevet dømt i
Ringkøbing Byret forrige torsdag, havde politi og medier kæmpet om at fremstå
som fædre til sejren over Tvind-toppen. Men den egentlige Tvind-betvinger
ville
have været den 60-årige arkivar, privatdetektiv, forfatter og foredragsholder
[K],
som – en passant – voksede op som forældreløs.
Allerede i april 2001 fastslog arkivaren i
Ekstra Bladets
miniportræt med den mildt sagt forhastede
overskrift
Han fældede Tvind
Læs alt
: »Sandheden er, at jeg det sidste par år
har investeret tusindvis af timer på at klæde Tvind-imperiet af.«
[K]s rolle blev dengang understreget af kriminalkommissær Knud Haargaard fra
Bagmandspolitiet i en fortrolig notits om efterforskningen: »Undersøgelserne
i
omhandlende sag er startet på baggrund af TV 2s dokumentarudsendelse om
Tvind,
og denne udsendelse bygger i det store hele på et af [K] indsamlet materiale
hos tilsynsmyndighederne og materiale udleveret til ham fra en række
Tvind-lærere og elever.«
Frustration
Sagen resulterede i et nederlag, der kun kan have frustreret Tvindjægerne.
Men [K]
gik fredagen derpå så vidt, at han – i et sprog, mange vil forbinde med
gangsterfilm – sendte nogle personlige »advarsler« til historikeren Jes
Fabricius Møller, der har skrevet bogen
På Sejrens Vej
(1999) om Tvind.
Møller havde fredag formiddag i P1, hvor han var gæst hos Claus Hagen
Petersen,
udtalt sig om Tvind-sagen og dommen, og her indskudt denne kritiske
bemærkning:
»Jeg synes, der er nogle meget dunkle omstændigheder ved sagens begyndelse i
2000. Altså, hvilken rolle har [K] egentlig spillet for det her. Det er der
ingen, der rigtig vil frem med. Især ikke ham selv.«
Fredag aften modtog Møller så denne mail fra [K]: »I radioudsendelsen,
’Ugen på
spidsen’, 1. september d.å., fremkommer du med hetz og injurie mod mig
ved
navns nævnelse. Én gang til offentligt om min person, uden at jeg kan tage
til
genmæle, så mødes vi i retten eller på rette sted,« lød det fra [K], der
sluttede: »Jeg behøver ikke at give dig flere advarsler. Vandrørene rundt om
dig fortæller, og jeg er godt informeret. Hold dig til kendsgerningerne.
[K].«
Om han, med udtrykket »rette sted«, mente uddeling af tørre tæsk, eller duel
på
pistoler, eller noget helt tredje, blev ikke nærmere konkretiseret.
Det er yderst sjældent i Danmark, men dog ikke hidtil uset, at en debat
mellem
personer i det offentlige rum har ført til håndgribeligheder. I 1900
opfordrede
skuespilleren Robert Schyberg
Politikens
Edvard Brandes til duel på pistoler i Ermelunden nord for København, efter at
Brandes havde nedgjort Schyberg i en teateranmeldelse. Duellen endte med, at
de
ramte ved siden af på
20 meters
afstand.
»Jeg tror ikke, at [K] vil gøre alvor af sine trusler, så jeg tager det
roligt.
Man kunne fristes til at afskrive ham som en betydningsløs galning, men det
ville være at underkende den rolle, han har spillet i retssagen mod Tvind,«
siger Jes Fabricius Møller til
Weekendavisen.
Da avisen kontakter [K], afvises det, at han har truet: »Udtrykket ’på
rette
sted’ er i de medier, hvor Jes Fabricius Møller bagtaler mig, uden at
jeg kan
være til stede. Ved ’Retten’ forstås domstolene. Sådan! Alt sludder
om trusler
og så videre er selvpåtaget forfølgelse fra Jes Fabricius Møllers side,«
mener [K]
og tilføjer:
»Jes Fabricius Møller benytter ustandselig sin adgang til såvel
Weekendavisen
som dele af DR til at
fylde sine omgivelser med forestillinger, der savner grundlag i
virkeligheden.
Det er hr. Møllers ret at gøre dette, og det er ok for mig. Dér, hvor Jes
Fabricius Møller går over stregen, er, når han uimodsagt kan bagvaske og
citere
mig, uden at jeg kan tage til genmæle. Det er denne løbende infami fra Jes
Fabricius Møllers side, jeg påpeger. Jeg havde dog forventet, at hr. Jes
Fabricius Møller selv henvendte sig til mig for at forespørge, om udtrykket
’på
rette sted’ skulle forstås som en trussel. Nu har han så valgt
Weekendavisens
skørter.«
Hvordan end [K]s mail kan tolkes, vidner intermezzoet om, at det har været en
utraditionel personlighed, medier og myndigheder støttede sig til, da man
først
baserede dokumentarudsendelser – og siden startede den indtil videre
kuldsejlede retssag – »på et af [K] indsamlet materiale«.
Barn
nr. 33
Der har aldrig været noget, der tydede på, at [K] ville gå den konforme,
lige vej. Han kom til verden i 1945 i Odense, født som det fjerde barn i en
familie, der siden voksede til 11-12 børn. Forholdene var så vanskelige, at
han
som spæd blev sendt til et børnehjem i Odense, hvor han blev indregistreret
som
’barn nr.
33’. Siden
kom han til Tønder Børnehjem, hvor han boede indtil det attende år under
ekstremt ydmyge forhold.
Han har fortalt, at hans største passion er kirkemusik, store korværker,
klassisk musik – især Bach. Det var en kærlighed, der opstod, da han som
»plaget børnehjemsbarn søgte hen i Tønder Kirke for at få et øjebliks fred og
hørte organisten spille de store værker«.
I et interview med
Berlingske Tidende
i oktober 2000 angav [K], hvad opvæksten havde betydet: »Tidligere ville
sådan
en som mig være blevet dræbt – for det gjorde man med forældreløse. Nu
blev jeg
reddet af den menneskelighed, der siger, at sådan noget gør man altså ikke
mere
– derfor er jeg så fokuseret på menneskerettigheder og humanisme. Man
skal
aldrig sparke til et menneske, der ligger ned. Alligevel ser vi det hver dag.
Jeg har mere respekt for de svage, de dumme, de usle, de stinkende –
posedamerne og tiggerne – end jeg har for alle de hovmodige akademikere,
der
sidder i deres store huse og skal være ååh så sociale.«
Tilbage i Odense kom han som ung mand i lære som skibsbygger, men begyndte
siden at læse Teologi For Lægfolk på Aarhus Universitet, hvilket blandt andet
resulterede i et 13-tal til eksamenen i Paulus’ korinterbrev. [K] blev
også
forelsket og gift og fik to døtre. Men ægteskabet blev opløst efter seks år i
1973. Derefter blev også universitetsstudiet droppet.
I stedet begyndte [K] for alvor at hellige sig det tv- og radioarkiv –
Kulturhistorisk Fondsarkiv – som er blevet hans levevej hjemme i
privaten i
Auning. Her arbejder maskinerne døgnet rundt for at registrere begivenheder
over hele verden.
Arkivet rummer flere hundredtusinde optagelser, blandt andet samtlige
tv-aviser
siden 1980. Det sidste skaffede ham en større ordre, da DR – der gennem
årene
havde slettet sine tv-aviser – henvendte sig for at kopiere dem til
deres eget
arkiv.
Nazijæger
Første gang offentligheden stiftede bekendtskab med [K] var i begyndelsen af
1990erne, hvor han trådte frem i medierne som nazijæger med timevis af
optagelser fra de nazistiske cirkler i Danmark. Han var blandt andet kommet
tæt
på den tidligere leder af DNSB, Poul Heinrich Riis-Knudsen. På den baggrund
sendte TV 2 i 1993 dokumentarudsendelsen
De skjulte bånd
om den nationalsocialistiske
bevægelse.
Men der blev sået tvivl om, hvor [K]s egen loyalitet havde været. En anklage,
som [K] lige siden har tilbagevist ved enhver lejlighed.
Daværende formand for Mosaisk Trossamfund, [B], blev således i 2002 sammen
med
sin samlever, journalist [C], idømt 30 dages betinget hæfte i sag mod [K],
efter at parret i 1996 i pressen havde kaldt ham for en løgner med tætte
naziforbindelser. Parret skulle desuden betale op mod 200.000 kroner i
erstatning og sagsomkostninger. Under retssagen blev det oplyst, at da [B] og
[C]
havde været på besøg hos [K], optog han deres samtale ved hjælp af en
mikrofon,
han havde skjult i et lasagnefad.
»Jeg har aldrig været nazist, og jeg har aldrig bekendt de nazistiske
værdier,«
sagde han ophidset ifølge et interview med
Politiken
i maj 2001 og tilføjede: »Men hvis man vil dokumentere
et fænomen som holocaustbenægtelse, bliver man jo nødt til at filme det på
dets
egne vilkår.«
Ifølge [K] har nazisterne flere gange prøvet at myrde ham. Det stoppede ham
dog
ikke i at udgive bogen
Løgneren fra Auschwitz
(1995) om nazisten Thies
Christoffersen.
For som han i oktober 2000 fortalte
Berlingske
Tidende
: »De skræmmer mig ikke – af den simple årsag at jeg kender dem.
Man bliver først for alvor bange, når man ikke ved, hvad og hvem det er, der
truer en – så bliver fantasien ens værste fjende.«
Netop fantasien var på spil, da [K] i et indlæg i
Ekstra Bladet
i 1997 gik i clinch med journalisten Søren
Espersen, Dansk Folkepartis daværende pressechef, og påstod, »at Søren
Espersen
ikke vil vedstå sit tidligere engagement som nazisternes mand i pressen.«
Beskyldningen mod Espersen – der er jødisk gift – endte med, at [K]
i
Landsretten i 2004 tabte en injuriesag mod Espersen. Denne udtalte efter
sejren
til DFs medlemsblad: »Ufrivilligt at komme ind i arkivar [K]s univers er som
at
dumpe ned i en ormegård. Det er ikke noget rart sted at være.«
PET-meddeler
I løbet af halvfemserne kom det frem, at han i en årrække havde været
meddeler hos PET, Politiets Efterretningstjeneste. [K] havde givet
oplysninger
til PET om den yderste højrefløj, nazisterne og den yderste venstrefløj. Der
var tale om foto- og videooptagelser af møder samt båndede telefonsamtaler.
Men han ragede uklar med efterretningstjenesten, hvilket førte til, at han i
begyndelsen af 1998 stod frem i TV 2-dokumentaren
Den hemmelige tjeneste
og fortalte om sin og PETs infiltrering af den danske venstrefløj. I marts
1998
udsendte Justitsministeriet og Politiets Efterretningstjeneste så en
Redegørelse
vedrørende dele af PET’s virksomhed
, der løftede sløret for mange af [K]s
lyssky aktiviteter i statens hemmelige tjeneste. For eksempel:
På ønske fra PET udspionerede [K] i 1988 et møde i Århus, hvor
foredragsholderen var et medlem af Socialistisk Arbejderparti. Under
arbejdskonflikten i 1985 forsynede [K] PET med optagelser fra Radio Århus,
hvor
der blev fremsat opfordringer til ulovlige blokader. I 1996 gav [K] PET fotos
og videooptagelser fra moddemonstrationer i anledning af møder afholdt af Den
Danske Forening.
I november 1996 blev der i Århus Kongreshus afholdt en høring om kurdernes
kamp
for frihed i Tyrkiet. Talere var blandt andet Lasse Budtz fra
Socialdemokratiets Udenrigspolitiske Udvalg. PET aftalte med [K], at han
skulle
deltage i og båndoptage høringen, og [K] fik til brug for mødet udleveret en
såkaldt Nagrabåndoptager.
Efter bombesprængningen i 1992 af Internationale Socialisters kontor i
København, hvor en aktivist blev dræbt, blev [K] afhørt af PET, som gav denne
karakteristik af arkivaren: »Af afhøringsmaterialet kan alene udledes, at han
fremkom med forskellige udokumenterede antydninger, som mest af alt drejer
sig
om hans opfattelse af forskellige personer, og hvorom man ikke kan frigøre
sig
for den opfattelse, at han har en indre trang til at gøre sig
’interessant’.«
Ydermere kastede redegørelsen lys over [K]s økonomi, idet den fortalte, at
»han
angiver selv, at han ’handler med oplysninger og tjener 13.000,- kr. om
måneden’. Han sælger blandt andet oplysninger til journalister.«
Online med politiet
[K]s forhold til medier, myndigheder og ekstreme bevægelser har været præget
af
gådefulde alliancer og usædvanlige opgør. Samarbejdet med myndighederne blev
genoptaget to dage efter, at TV 2-dokumentaren om
Imperiet Tvind
blev
sendt i august 2000. Her henvendte TV 2 og [K] sig sammen til politiet i
Holstebro og »meddelte, at politiet kunne se de dele af materialet, der kunne
have relevans,« som kriminalkommissær Knud Haargaard oplyste i sin notits fra
2001.
Samarbejdet fik en exceptionel dimension om morgenen den 25. april 2001, da
politiet stormede Tvinds hovedsæde i Grindsted. Betjentene sprang over hegnet
og ransagede ejendommen. Det var en hemmelig aktion, der foregik samtidig med
ransagninger på andre af Tvinds ejendomme.
Men helt hemmelig var den ikke. Forinden var [K] blevet briefet af Haargaard
om
aktionen, så [K] kunne stå udenfor og filme for TV 2.
Det samarbejde blev der ironiseret over hos Tvind, hvor en lærer fik optaget
dette indlæg i
Information
:
»Samtidig med aktionen var [K] stationeret udenfor med filmkamera af en
kvalitet, som gør, at han må have lånt det af bagmandspolitiet. På trefod. Vi
spurgte Holstebros politimester om ikke han fandt det lidt pinligt at være
online med [K], hvis liv går med at svine Tvind til.« Og lidt pinligt var det
ifølge vicestatsadvokat Poul Gade, der skrev til Statsadvokaten i Aalborg og
beklagede briefingen af TV 2 og [K].
To år efter, i 2003, skrev [K] sin Tvind-beretning i
Mesteren fra Tvind
,
en bog om Mogens Amdi Petersen.
Men i en kronik i 2005 i
Information
anførte historiker Jes Fabricius Møller: »Denne selvbestaltede arkivar og
hemmelighedskræmmer havde fremskaffet, hvad en håndfuld myndigheders
professionelle
jurister og økonomer i løbet af to årtier ikke havde magtet at finde. Hvordan
han bar sig ad, forbliver en gåde.«
Men [K] afviser over for
Weekendavisen,
at der i dag er noget gådefuldt eller dunkelt om hans rolle i Tvind-sagen og
påpeger:
»Gennem mange foredrag, i medierne og for tv m.m., har jeg udtalt mig om alle
de forhold, jeg har været involveret i siden 19. februar 1999 og op til i
dag.
Jeg har svaret på alle tænkelige spørgsmål. Selv forsvarskredsen i
Tvind-sagen
indkaldte mig som Deres vidne. Igen og igen blev jeg spurgt om, hvordan jeg
havde fået fat i dokumenter, koster-rapporter osv. Jeg henviste til min bog,
Mesteren
fra Tvind
, og redegjorde eksakt for hver en detalje i de stillede
spørgsmål. Mine besvarelser kan ses af udskrift af dombogen. Der foreligger
således ingen dunkle omstændigheder, hverken i min rolle som forfatter eller
involvering i tv-udsendelserne om Tvind.«
Senest på torsdag skal politiet i Holstebro så finde ud af, hvorvidt de vil
anke Tvind-sagen og gå videre i landsretten med »et af [K] indsamlet
materiale«”
Weekendavisen bragte i nr. 39
– 29. september 2006 under overskriften
”Rettelse”
følgende:
”I artiklen
Privatdetektiven
omtalte Weekendavisen
8. september en kontrovers mellem arkivaren [K] og DF-politikeren Søren
Espersen om sidstnævntes påståede forbindelse til DNSB. Avisen skrev, at
sagen
”endte med, at [K] i landsretten i 2004 tabte en injuriesag mod
Espersen.”
Dette er ikke korrekt, idet det var ungdomsmagasinet Tjeck Magazine, som
Espersen vandt over i en landsretssag. Den rette sammenhæng er – som
Østre
Landsret skrev i en pressemeddelelse – at Tjeck Magazine i en artikel om
Espersen
støttede sig ”på udtalelser fra [K] om forståelsen af materialet. [K] er
den
eneste citerede kilde vedrørende udsagnene om medlemskab af DNSB ” Vi
beklager
fejlen.”
2. Parternes synspunkter
2.1. [K]s synspunkter
[K] har vedrørende god
presseskik indledningsvis anført, at de ukorrekte oplysninger er bragt i
bevidst skadevoldende hensigt. [K] har anført, at navnlig følgende udsagn er
i
strid med god presseskik:
Overskriften ”Privatdetektiven” idet udsagnet er
krænkende i artiklens sammenhæng og usandt, eftersom han hverken har udgivet
sig for eller ikke har ret til at kalde sig privatdetektiv. Formålet er at
skildre klager som ”dunkle” [dunkel], ”frustreret”
”hemmelighedskræmmer”, der
truer og uddeler ”tørre tæsk blev ikke nærmere konkretiseret”.
Klager har
inden offentliggørelsen afvist, at der med ordvalget ”rette sted”
var fremsat
en trussel. Han har siden 1999 udtalt sig om ”sin dunkle rolle”,
hvorfor
udsagnet fra Jes Fabricius Møller ”især ikke ham selv” er særligt
krænkende,
Citatet ”Man fristes til at afskrive ham som en
betydningsløs galning”, idet det er bragt for at tilsværte klager,
”debat mellem personer i det offentlige rum har ført
til håndgribeligheder”, idet udsagnet er bragt efter det stod klart for
Weekendavisen, at han ikke havde truet nogen,
”Tvind-betvinger” er ukorrekt, idet han blot har
besvaret spørgsmål, når myndighederne henvendte sig. Der er endvidere ikke
belæg for, at myndighederne skulle besidde materiale fra klager, som de ikke
i
forvejen selv var i besiddelse af,
”tabte en injuriesag mod Espersen”, idet der ikke har
været et retligt sagsforhold mellem Søren Espersen og [K],
”PET-meddeler”, idet han har fungeret som konsulent for
PET – og har således ikke drevet ”lyssky” virksomhed. Klager
har afvist at være
blevet afhørt af PET i Søllerød-sagen, hvorfor PET ikke kan fremkomme med
oplysninger om, hvad han skulle have sagt, og
Beskrivelsen af klagers involvering sammen med politiet
den 25. april 2001 er usand, idet han ikke blev briefet forud for
ransagningen,
hvilket også efterfølgende blev afvist. [K] har anført, at denne oplysning
burde være medtaget i artiklen.
[K] har herudover anført, at
udsagnet ”Derefter blev også universitetsstudiet droppet” ikke er
korrekt, idet
der ikke er nogen sammenhæng mellem klagers studier og ægteskab. Der er
endvidere ikke sammenhæng mellem klagers personlige baggrund og hans
virksomhed, og klager har afvist at have leveret en eneste tv-avis til
Danmarks
Radio. Der var ikke en ”mikrofon i et lagsagnefad”, men en
indretning.
”Nazijæger” er endvidere et udtryk opfundet af Ekstra Bladet i
1993. Udsagnet
”Men der blev sået tvivl om, hvor [K]s egen loyalitet havde været”
er nedsættende,
idet offentligheden ”vidste, hvor han stod”.
[K] har anført, at han blev
nægtet adgang til de ukorrekte oplysninger før offentliggørelsen.
[K] har anmodet Weekendavisen
om at få bragt følgende genmæle:
”Genmæle af de røde [kursive]
tekster, jf. Medieansvarslovens kapitel 6 § 36. Genmæleteksten er formuleret
sådan: ”Udsagnet er ukorrekt og usandt” eller ”uanset citeret
ukorrekt og
usandt”.
Lin. 2:
myndigheder støttede sig til
Udsagnet er ukorrekt og usandt.
Lin. 4:
Privatdetektiven
Udsagnet er ukorrekt og usandt.
Lin. 10:
Privatdetektiv
Udsagnet er ukorrekt og usandt.
Lin. 21:
frustreret Tvindjægerne
Udsagnet er ukorrekt og usandt.
Lin. 26, 27 og 28:
»Jeg synes, der er nogle meget dunkle
omstændigheder ved sagens begyndelse i 2000. Altså, hvilken rolle har [K]
egentlig spillet for det her. Det er der ingen, der rigtig vil frem med. Især
ikke ham selv.«
Uanset citeret er udsagnets indhold ukorrekt og usandt.
Lin. 150 og 151:
Forinden var [K] blevet briefet af Haargaard
om aktionen, så [K] kunne stå udenfor og filme for TV 2.
Udsagnet er
ukorrekt og usandt. I nævnte tilfælde direkte løgnagtigt og injurierende.
Lin. 153, 154, 155 og 156:
»Samtidig med aktionen var [K] stationeret
udenfor med filmkamera af en kvalitet, som gør, at han må have lånt det af
bagmandspolitiet. På trefod. Vi spurgte Holstebros politimester om ikke han
fandt det lidt pinligt at være online med [K], hvis liv går med at svine
Tvind
til.«
Uanset citatet er indholdet ukorrekt og usandt. Groft injurierende.
Lin. 157:
beklagede briefingen af TV 2 og [K]
Uanset citatet er indholdet ukorrekt og usandt.
Lin. 161:
hemmelighedskræmmer
Udsagnet er ukorrekt
og usandt.
Lin. 174:
et af [K] indsamlet materiale
Udsagnet
er ukorrekt og usandt.”
[K] har endelig anført, at
den bragte rettelse af 29. september 2006 er ukorrekt.
2.2. Weekendavisens synspunkter
Weekendavisen har
indledningsvis oplyst, at man fandt det interessant at gå tæt på personen [K]
som en relevant opfølgning på byretsdommen i Tvind-sagen. I portrætgenren er
det almindeligt, at der tages udgangspunkt i et aktuelt emne, og en person
portrætteres via en række kilder – herunder portrætpersonen selv. Der er
således fremkommet både positive og negative sider af [K]. Ved udarbejdelse
af
et portræt er et medie ikke forpligtet til at lade den portrætterede person
gennemgå portrættet.
Weekendavisen har videre
anført, at avisen finder det af betydelig offentlig interesse at trække sager
frem, hvor personer, der deltager i den offentlige debat, får tilsendt mails
af
truende karakter.
Weekendavisen har afvist at
have bragt ukorrekte oplysninger, og at disse skulle være bragt i
skadevoldende
hensigt. Til de påklagede udsagn har Weekendavisen anført følgende:
Ad 1.
Udtrykket ”privatdetektiv” er
en almindelig betegnelse for folk, der ernærer sig ved at fremskaffe
oplysninger. Ligesom [K] tidligere selv har oplyst, at han ”handler med
oplysninger”. Udsagnene ”dunkle omstændigheder”, ”kun kan
have frustreret
Tvindjægerne” og ”tørre tæsk, eller duel på pistoler” er
henholdsvis citat og
journalistiske betragtninger.
Ad 2-3.
[K]s mail til Jes Fabricius
Møller blev forelagt forskellige kolleger, som fandt [K]s sprogbrug truende.
Avisen overlod det til læseren at vurdere mailens karakter og trykte mailen
som
faksimile sammen med [K]s og Jes Fabricius Møllers kommentarer.
Ad 4.
Det af en notits fra
bagmandspolitiet fremgår, at [K] havde en aktiv rolle – herunder blev
dele af [K]s
materiale kopieret af politiet.
Ad 5.
Citatet er korrekt gengivet,
men avisen erkender, at Søren Espersen ikke vandt over [K], men over Tjeck
Magazine. Avisen bragte den 29. september 2006 en rettelse.
Ad 6.
Udsagnet ”lyssky virksomhed”
anvendes, idet efterretningstjenester virker ved hemmeligt arbejde, såsom at
lave skjulte optagelser. Weekendavisen har henvist til ”Redegørelse
vedrørende
dele af PET’s virksomhed”, hvoraf det fremgår, at [K] blev godkendt
som kilde
for PET. Af samme redegørelse fremgår det, at [K] blev afhørt vedrørende
Søllerød-sagen. Avisen har anført, at afhøringen bibragte den opfattelse, at
[K]
ville gøre sig ”interessant”.
Ad 7.
Beskrivelsen af [K]s
involvering er dokumenteret.
Weekendavisen har endelig
afvist at have bragt ukorrekte oplysninger – udover den allerede rettede
oplysning - der kan berettige [K] til at få bragt et genmæle.
3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse
:
I sagens behandling har
følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Niels Grubbe, Hans Peter
Blicher, Lene Sarup og Ole Askvig.
Pressenævnet bemærker
indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt udsagn er af injurierende
karakter,
henhører under domstolene, og Pressenævnet kan ikke tage stilling hertil.
Et medie skal udvise kritik
over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af
personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. Vejledende regler for
god
presseskik, punkt A.2. Pressenævnet finder, at der ikke er grundlag for at
antage, at der er sket en sådan tilsidesættelse af denne pligt, at god
presseskik er tilsidesat.
Det er Pressenævnets
opfattelse, at offentlige personer i forhold til andre må tåle en mere
nærgående
og kritisk omtale af deres person og de handlinger, de foretager. Det er
samtidig Nævnets opfattelse, at der må gives medierne vide rammer med hensyn
til satiriske gengivelser eller kommentarer i forhold til personer eller
begivenheder. Dette må særligt gælde i forhold til offentlige personer. [K]
har
efter det oplyste en central rolle i Tvind-sagen, og Nævnet finder derfor, at
han må tåle, at avisen har inddraget hans person ved omtalen af Tvind-sagen.
I artiklen fremkom udsagnene;
”privatdetektiven”, ”under dunkle omstændigheder”,
”lyssky virksomhed”,
”frustreret”, ”mente uddeling af tørre tæsk, eller duel på
pistoler” og ”Man
fristes til at afskrive ham som en betydningsløs galning”,
”Derefter blev også
universitetsstudiet droppet”, ”Men der blev sået tvivl om, hvor
[K]s egen
loyalitet havde været” samt ”nazijæger” og
”Tvind-betvinger”. Det er Nævnets
opfattelse, at udsagnene klart fremstår som henholdsvis Weekendavisens
vurderinger på baggrund af de fremkomne oplysninger. Pressenævnet bemærker,
at [K]s
kommentarer til mailens karakter er medtaget i artiklen. På denne baggrund
finder Pressenævnet, at Weekendavisen ikke har handlet i strid med god
presseskik ved at undlade at forelægge de øvrige udsagn for [K].
Parterne har over for
Pressenævnet afgivet modstridende forklaringer – herunder bl.a.
vedrørende
informationsstrømmen fra [K] til politiet og omvendt. Pressenævnet kan på
grund
af de begrænsede bevismæssige muligheder ikke afgøre, hvilke forklaringer,
der
er de rigtige.
Det er massemediernes opgave
at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det
kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Pressenævnet finder,
at udsagnet ”debat mellem personer i det offentlige rum har ført til
håndgribeligheder” er en korrekt oplysning, og Nævnet udtaler ikke sin
kritik.
Pressenævnet finder, at
udsagnet ”tabte injuriesag mod Søren Espersen” er en forkert
oplysning, og
Weekendavisen burde have kontrolleret oplysningens rigtighed. Da dette ikke
er
sket, udtaler Nævnet sin kritik. Da Weekendavisen har beklaget dette forhold
i
avisen den 29. september 2006, finder Pressenævnet imidlertid, at der ikke er
grundlag for at pålægge Weekendavisen at offentliggøre kritikken vedrørende
dette punkt, jf. medieansvarsloven § 49.
Nævnet finder, at ordet
”PET-meddeler” er anvendt på en uheldig måde, men at det ikke i sig
selv er nok
til at udtale kritik.
Pressenævnet finder ikke, at
Weekendavisen i øvrigt har tilsidesat god presseskik.
Det fremgår af
medieansvarsloven § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne
over
for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen
økonomisk
eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages
til
følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
De påklagede udsagn
indeholder i hovedsagen vurderinger og ikke oplysninger af faktisk karakter.
Pressenævnet finder, at der derfor ikke er grundlag for at bringe et genmæle.
Pressenævnet finder imidlertid, at udsagnet ”tabte injuriesag til Søren
Espersen” er en faktisk oplysning, der kan være egnet til at påføre [K]
økonomisk eller anden skade af betydning. Da Weekendavisen har beklaget dette
forhold i rettelsen af 29. september 2006, finder Pressenævnet imidlertid, at
der ikke er grundlag for at pålægge Weekendavisen at offentliggøre kritikken
vedrørende dette punkt i form af et genmæle, jf. medieansvarsloven § 39.
Pressenævnet kan, allerede
som følge af den manglende henvisning i klagen til konkrete urigtige
oplysninger i berigtigelsen af 29. september 2006, ikke tage stilling til,
hvorvidt berigtigelsen i øvrigt ikke har været fyldestgørende.
Afgjort den 29. november 2006.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Pressenævnets kendelse i sag 12-70-00218 Retsinformation · 12. maj 2012
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-136 Retsinformation · 5. juli 2005
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00476 Retsinformation · 4. marts 2014
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00198 Retsinformation · 13. april 2012
- Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-411 Retsinformation · 14. februar 2007
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-69 Retsinformation · 4. januar 2005
Lignende dokumenter
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0933 Retsinformation · 23. februar 2010
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-0986 Retsinformation · 2. september 2010
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-16654 Retsinformation · 16. december 2025
- Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-700 Retsinformation · 16. august 2008
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-570 Retsinformation · 4. december 2007
- Moms - ikke momsfritagelse - avis SKM-databasen · 21. maj 2019