Spring til indhold

Retsinformation

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-388/403

KEN nr 11105 af 29/11/2006Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet12. december 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Pressenævnets

kendelse i sag 2006-6-388/403

[K] har klaget til

Pressenævnet over en artikel i Weekendavisen nr. 36 – 8. september 2006,

idet

han mener, at god presseskik er tilsidesat. [K] har endvidere klaget over, at

Weekendavisen har afvist at bringe et genmæle.

1. Sagsfremstilling

Weekendavisen bragte i nr. 36

– 8. september 2006 under overskriften

”Privatdetektiven”

og underoverskriften

”Portræt. Det

var en utraditionel personlighed, medier og myndigheder støttede sig til, da

Bagmandspolitiet indledte den indtil videre kuldsejlede retssag mod

Tvind.”

følgende artikel:

”Sejren har mange fædre, men

nederlaget er forældreløst. Var Amdi Petersen & Co. blevet dømt i

Ringkøbing Byret forrige torsdag, havde politi og medier kæmpet om at fremstå

som fædre til sejren over Tvind-toppen. Men den egentlige Tvind-betvinger

ville

have været den 60-årige arkivar, privatdetektiv, forfatter og foredragsholder

[K],

som – en passant – voksede op som forældreløs.

Allerede i april 2001 fastslog arkivaren i

Ekstra Bladets

miniportræt med den mildt sagt forhastede

overskrift

Han fældede Tvind

Læs alt

: »Sandheden er, at jeg det sidste par år

har investeret tusindvis af timer på at klæde Tvind-imperiet af.«

[K]s rolle blev dengang understreget af kriminalkommissær Knud Haargaard fra

Bagmandspolitiet i en fortrolig notits om efterforskningen: »Undersøgelserne

i

omhandlende sag er startet på baggrund af TV 2s dokumentarudsendelse om

Tvind,

og denne udsendelse bygger i det store hele på et af [K] indsamlet materiale

hos tilsynsmyndighederne og materiale udleveret til ham fra en række

Tvind-lærere og elever.«

Frustration

Sagen resulterede i et nederlag, der kun kan have frustreret Tvindjægerne.

Men [K]

gik fredagen derpå så vidt, at han – i et sprog, mange vil forbinde med

gangsterfilm – sendte nogle personlige »advarsler« til historikeren Jes

Fabricius Møller, der har skrevet bogen

På Sejrens Vej

(1999) om Tvind.

Møller havde fredag formiddag i P1, hvor han var gæst hos Claus Hagen

Petersen,

udtalt sig om Tvind-sagen og dommen, og her indskudt denne kritiske

bemærkning:

»Jeg synes, der er nogle meget dunkle omstændigheder ved sagens begyndelse i

2000. Altså, hvilken rolle har [K] egentlig spillet for det her. Det er der

ingen, der rigtig vil frem med. Især ikke ham selv.«

Fredag aften modtog Møller så denne mail fra [K]: »I radioudsendelsen,

’Ugen på

spidsen’, 1. september d.å., fremkommer du med hetz og injurie mod mig

ved

navns nævnelse. Én gang til offentligt om min person, uden at jeg kan tage

til

genmæle, så mødes vi i retten eller på rette sted,« lød det fra [K], der

sluttede: »Jeg behøver ikke at give dig flere advarsler. Vandrørene rundt om

dig fortæller, og jeg er godt informeret. Hold dig til kendsgerningerne.

[K].«

Om han, med udtrykket »rette sted«, mente uddeling af tørre tæsk, eller duel

på

pistoler, eller noget helt tredje, blev ikke nærmere konkretiseret.

Det er yderst sjældent i Danmark, men dog ikke hidtil uset, at en debat

mellem

personer i det offentlige rum har ført til håndgribeligheder. I 1900

opfordrede

skuespilleren Robert Schyberg

Politikens

Edvard Brandes til duel på pistoler i Ermelunden nord for København, efter at

Brandes havde nedgjort Schyberg i en teateranmeldelse. Duellen endte med, at

de

ramte ved siden af på

20 meters

afstand.

»Jeg tror ikke, at [K] vil gøre alvor af sine trusler, så jeg tager det

roligt.

Man kunne fristes til at afskrive ham som en betydningsløs galning, men det

ville være at underkende den rolle, han har spillet i retssagen mod Tvind,«

siger Jes Fabricius Møller til

Weekendavisen.

Da avisen kontakter [K], afvises det, at han har truet: »Udtrykket ’på

rette

sted’ er i de medier, hvor Jes Fabricius Møller bagtaler mig, uden at

jeg kan

være til stede. Ved ’Retten’ forstås domstolene. Sådan! Alt sludder

om trusler

og så videre er selvpåtaget forfølgelse fra Jes Fabricius Møllers side,«

mener [K]

og tilføjer:

»Jes Fabricius Møller benytter ustandselig sin adgang til såvel

Weekendavisen

som dele af DR til at

fylde sine omgivelser med forestillinger, der savner grundlag i

virkeligheden.

Det er hr. Møllers ret at gøre dette, og det er ok for mig. Dér, hvor Jes

Fabricius Møller går over stregen, er, når han uimodsagt kan bagvaske og

citere

mig, uden at jeg kan tage til genmæle. Det er denne løbende infami fra Jes

Fabricius Møllers side, jeg påpeger. Jeg havde dog forventet, at hr. Jes

Fabricius Møller selv henvendte sig til mig for at forespørge, om udtrykket

’på

rette sted’ skulle forstås som en trussel. Nu har han så valgt

Weekendavisens

skørter.«

Hvordan end [K]s mail kan tolkes, vidner intermezzoet om, at det har været en

utraditionel personlighed, medier og myndigheder støttede sig til, da man

først

baserede dokumentarudsendelser – og siden startede den indtil videre

kuldsejlede retssag – »på et af [K] indsamlet materiale«.

Barn

nr. 33

Der har aldrig været noget, der tydede på, at [K] ville gå den konforme,

lige vej. Han kom til verden i 1945 i Odense, født som det fjerde barn i en

familie, der siden voksede til 11-12 børn. Forholdene var så vanskelige, at

han

som spæd blev sendt til et børnehjem i Odense, hvor han blev indregistreret

som

’barn nr.

33’. Siden

kom han til Tønder Børnehjem, hvor han boede indtil det attende år under

ekstremt ydmyge forhold.

Han har fortalt, at hans største passion er kirkemusik, store korværker,

klassisk musik – især Bach. Det var en kærlighed, der opstod, da han som

»plaget børnehjemsbarn søgte hen i Tønder Kirke for at få et øjebliks fred og

hørte organisten spille de store værker«.

I et interview med

Berlingske Tidende

i oktober 2000 angav [K], hvad opvæksten havde betydet: »Tidligere ville

sådan

en som mig være blevet dræbt – for det gjorde man med forældreløse. Nu

blev jeg

reddet af den menneskelighed, der siger, at sådan noget gør man altså ikke

mere

– derfor er jeg så fokuseret på menneskerettigheder og humanisme. Man

skal

aldrig sparke til et menneske, der ligger ned. Alligevel ser vi det hver dag.

Jeg har mere respekt for de svage, de dumme, de usle, de stinkende –

posedamerne og tiggerne – end jeg har for alle de hovmodige akademikere,

der

sidder i deres store huse og skal være ååh så sociale.«

Tilbage i Odense kom han som ung mand i lære som skibsbygger, men begyndte

siden at læse Teologi For Lægfolk på Aarhus Universitet, hvilket blandt andet

resulterede i et 13-tal til eksamenen i Paulus’ korinterbrev. [K] blev

også

forelsket og gift og fik to døtre. Men ægteskabet blev opløst efter seks år i

1973. Derefter blev også universitetsstudiet droppet.

I stedet begyndte [K] for alvor at hellige sig det tv- og radioarkiv –

Kulturhistorisk Fondsarkiv – som er blevet hans levevej hjemme i

privaten i

Auning. Her arbejder maskinerne døgnet rundt for at registrere begivenheder

over hele verden.

Arkivet rummer flere hundredtusinde optagelser, blandt andet samtlige

tv-aviser

siden 1980. Det sidste skaffede ham en større ordre, da DR – der gennem

årene

havde slettet sine tv-aviser – henvendte sig for at kopiere dem til

deres eget

arkiv.

Nazijæger

Første gang offentligheden stiftede bekendtskab med [K] var i begyndelsen af

1990erne, hvor han trådte frem i medierne som nazijæger med timevis af

optagelser fra de nazistiske cirkler i Danmark. Han var blandt andet kommet

tæt

på den tidligere leder af DNSB, Poul Heinrich Riis-Knudsen. På den baggrund

sendte TV 2 i 1993 dokumentarudsendelsen

De skjulte bånd

om den nationalsocialistiske

bevægelse.

Men der blev sået tvivl om, hvor [K]s egen loyalitet havde været. En anklage,

som [K] lige siden har tilbagevist ved enhver lejlighed.

Daværende formand for Mosaisk Trossamfund, [B], blev således i 2002 sammen

med

sin samlever, journalist [C], idømt 30 dages betinget hæfte i sag mod [K],

efter at parret i 1996 i pressen havde kaldt ham for en løgner med tætte

naziforbindelser. Parret skulle desuden betale op mod 200.000 kroner i

erstatning og sagsomkostninger. Under retssagen blev det oplyst, at da [B] og

[C]

havde været på besøg hos [K], optog han deres samtale ved hjælp af en

mikrofon,

han havde skjult i et lasagnefad.

»Jeg har aldrig været nazist, og jeg har aldrig bekendt de nazistiske

værdier,«

sagde han ophidset ifølge et interview med

Politiken

i maj 2001 og tilføjede: »Men hvis man vil dokumentere

et fænomen som holocaustbenægtelse, bliver man jo nødt til at filme det på

dets

egne vilkår.«

Ifølge [K] har nazisterne flere gange prøvet at myrde ham. Det stoppede ham

dog

ikke i at udgive bogen

Løgneren fra Auschwitz

(1995) om nazisten Thies

Christoffersen.

For som han i oktober 2000 fortalte

Berlingske

Tidende

: »De skræmmer mig ikke – af den simple årsag at jeg kender dem.

Man bliver først for alvor bange, når man ikke ved, hvad og hvem det er, der

truer en – så bliver fantasien ens værste fjende.«

Netop fantasien var på spil, da [K] i et indlæg i

Ekstra Bladet

i 1997 gik i clinch med journalisten Søren

Espersen, Dansk Folkepartis daværende pressechef, og påstod, »at Søren

Espersen

ikke vil vedstå sit tidligere engagement som nazisternes mand i pressen.«

Beskyldningen mod Espersen – der er jødisk gift – endte med, at [K]

i

Landsretten i 2004 tabte en injuriesag mod Espersen. Denne udtalte efter

sejren

til DFs medlemsblad: »Ufrivilligt at komme ind i arkivar [K]s univers er som

at

dumpe ned i en ormegård. Det er ikke noget rart sted at være.«

PET-meddeler

I løbet af halvfemserne kom det frem, at han i en årrække havde været

meddeler hos PET, Politiets Efterretningstjeneste. [K] havde givet

oplysninger

til PET om den yderste højrefløj, nazisterne og den yderste venstrefløj. Der

var tale om foto- og videooptagelser af møder samt båndede telefonsamtaler.

Men han ragede uklar med efterretningstjenesten, hvilket førte til, at han i

begyndelsen af 1998 stod frem i TV 2-dokumentaren

Den hemmelige tjeneste

og fortalte om sin og PETs infiltrering af den danske venstrefløj. I marts

1998

udsendte Justitsministeriet og Politiets Efterretningstjeneste så en

Redegørelse

vedrørende dele af PET’s virksomhed

, der løftede sløret for mange af [K]s

lyssky aktiviteter i statens hemmelige tjeneste. For eksempel:

På ønske fra PET udspionerede [K] i 1988 et møde i Århus, hvor

foredragsholderen var et medlem af Socialistisk Arbejderparti. Under

arbejdskonflikten i 1985 forsynede [K] PET med optagelser fra Radio Århus,

hvor

der blev fremsat opfordringer til ulovlige blokader. I 1996 gav [K] PET fotos

og videooptagelser fra moddemonstrationer i anledning af møder afholdt af Den

Danske Forening.

I november 1996 blev der i Århus Kongreshus afholdt en høring om kurdernes

kamp

for frihed i Tyrkiet. Talere var blandt andet Lasse Budtz fra

Socialdemokratiets Udenrigspolitiske Udvalg. PET aftalte med [K], at han

skulle

deltage i og båndoptage høringen, og [K] fik til brug for mødet udleveret en

såkaldt Nagrabåndoptager.

Efter bombesprængningen i 1992 af Internationale Socialisters kontor i

København, hvor en aktivist blev dræbt, blev [K] afhørt af PET, som gav denne

karakteristik af arkivaren: »Af afhøringsmaterialet kan alene udledes, at han

fremkom med forskellige udokumenterede antydninger, som mest af alt drejer

sig

om hans opfattelse af forskellige personer, og hvorom man ikke kan frigøre

sig

for den opfattelse, at han har en indre trang til at gøre sig

’interessant’.«

Ydermere kastede redegørelsen lys over [K]s økonomi, idet den fortalte, at

»han

angiver selv, at han ’handler med oplysninger og tjener 13.000,- kr. om

måneden’. Han sælger blandt andet oplysninger til journalister.«

Online med politiet

[K]s forhold til medier, myndigheder og ekstreme bevægelser har været præget

af

gådefulde alliancer og usædvanlige opgør. Samarbejdet med myndighederne blev

genoptaget to dage efter, at TV 2-dokumentaren om

Imperiet Tvind

blev

sendt i august 2000. Her henvendte TV 2 og [K] sig sammen til politiet i

Holstebro og »meddelte, at politiet kunne se de dele af materialet, der kunne

have relevans,« som kriminalkommissær Knud Haargaard oplyste i sin notits fra

2001.

Samarbejdet fik en exceptionel dimension om morgenen den 25. april 2001, da

politiet stormede Tvinds hovedsæde i Grindsted. Betjentene sprang over hegnet

og ransagede ejendommen. Det var en hemmelig aktion, der foregik samtidig med

ransagninger på andre af Tvinds ejendomme.

Men helt hemmelig var den ikke. Forinden var [K] blevet briefet af Haargaard

om

aktionen, så [K] kunne stå udenfor og filme for TV 2.

Det samarbejde blev der ironiseret over hos Tvind, hvor en lærer fik optaget

dette indlæg i

Information

:

»Samtidig med aktionen var [K] stationeret udenfor med filmkamera af en

kvalitet, som gør, at han må have lånt det af bagmandspolitiet. På trefod. Vi

spurgte Holstebros politimester om ikke han fandt det lidt pinligt at være

online med [K], hvis liv går med at svine Tvind til.« Og lidt pinligt var det

ifølge vicestatsadvokat Poul Gade, der skrev til Statsadvokaten i Aalborg og

beklagede briefingen af TV 2 og [K].

To år efter, i 2003, skrev [K] sin Tvind-beretning i

Mesteren fra Tvind

,

en bog om Mogens Amdi Petersen.

Men i en kronik i 2005 i

Information

anførte historiker Jes Fabricius Møller: »Denne selvbestaltede arkivar og

hemmelighedskræmmer havde fremskaffet, hvad en håndfuld myndigheders

professionelle

jurister og økonomer i løbet af to årtier ikke havde magtet at finde. Hvordan

han bar sig ad, forbliver en gåde.«

Men [K] afviser over for

Weekendavisen,

at der i dag er noget gådefuldt eller dunkelt om hans rolle i Tvind-sagen og

påpeger:

»Gennem mange foredrag, i medierne og for tv m.m., har jeg udtalt mig om alle

de forhold, jeg har været involveret i siden 19. februar 1999 og op til i

dag.

Jeg har svaret på alle tænkelige spørgsmål. Selv forsvarskredsen i

Tvind-sagen

indkaldte mig som Deres vidne. Igen og igen blev jeg spurgt om, hvordan jeg

havde fået fat i dokumenter, koster-rapporter osv. Jeg henviste til min bog,

Mesteren

fra Tvind

, og redegjorde eksakt for hver en detalje i de stillede

spørgsmål. Mine besvarelser kan ses af udskrift af dombogen. Der foreligger

således ingen dunkle omstændigheder, hverken i min rolle som forfatter eller

involvering i tv-udsendelserne om Tvind.«

Senest på torsdag skal politiet i Holstebro så finde ud af, hvorvidt de vil

anke Tvind-sagen og gå videre i landsretten med »et af [K] indsamlet

materiale«”

Weekendavisen bragte i nr. 39

– 29. september 2006 under overskriften

”Rettelse”

følgende:

”I artiklen

Privatdetektiven

omtalte Weekendavisen

8. september en kontrovers mellem arkivaren [K] og DF-politikeren Søren

Espersen om sidstnævntes påståede forbindelse til DNSB. Avisen skrev, at

sagen

”endte med, at [K] i landsretten i 2004 tabte en injuriesag mod

Espersen.”

Dette er ikke korrekt, idet det var ungdomsmagasinet Tjeck Magazine, som

Espersen vandt over i en landsretssag. Den rette sammenhæng er – som

Østre

Landsret skrev i en pressemeddelelse – at Tjeck Magazine i en artikel om

Espersen

støttede sig ”på udtalelser fra [K] om forståelsen af materialet. [K] er

den

eneste citerede kilde vedrørende udsagnene om medlemskab af DNSB ” Vi

beklager

fejlen.”

2. Parternes synspunkter

2.1. [K]s synspunkter

[K] har vedrørende god

presseskik indledningsvis anført, at de ukorrekte oplysninger er bragt i

bevidst skadevoldende hensigt. [K] har anført, at navnlig følgende udsagn er

i

strid med god presseskik:

Overskriften ”Privatdetektiven” idet udsagnet er

krænkende i artiklens sammenhæng og usandt, eftersom han hverken har udgivet

sig for eller ikke har ret til at kalde sig privatdetektiv. Formålet er at

skildre klager som ”dunkle” [dunkel], ”frustreret”

”hemmelighedskræmmer”, der

truer og uddeler ”tørre tæsk blev ikke nærmere konkretiseret”.

Klager har

inden offentliggørelsen afvist, at der med ordvalget ”rette sted”

var fremsat

en trussel. Han har siden 1999 udtalt sig om ”sin dunkle rolle”,

hvorfor

udsagnet fra Jes Fabricius Møller ”især ikke ham selv” er særligt

krænkende,

Citatet ”Man fristes til at afskrive ham som en

betydningsløs galning”, idet det er bragt for at tilsværte klager,

”debat mellem personer i det offentlige rum har ført

til håndgribeligheder”, idet udsagnet er bragt efter det stod klart for

Weekendavisen, at han ikke havde truet nogen,

”Tvind-betvinger” er ukorrekt, idet han blot har

besvaret spørgsmål, når myndighederne henvendte sig. Der er endvidere ikke

belæg for, at myndighederne skulle besidde materiale fra klager, som de ikke

i

forvejen selv var i besiddelse af,

”tabte en injuriesag mod Espersen”, idet der ikke har

været et retligt sagsforhold mellem Søren Espersen og [K],

”PET-meddeler”, idet han har fungeret som konsulent for

PET – og har således ikke drevet ”lyssky” virksomhed. Klager

har afvist at være

blevet afhørt af PET i Søllerød-sagen, hvorfor PET ikke kan fremkomme med

oplysninger om, hvad han skulle have sagt, og

Beskrivelsen af klagers involvering sammen med politiet

den 25. april 2001 er usand, idet han ikke blev briefet forud for

ransagningen,

hvilket også efterfølgende blev afvist. [K] har anført, at denne oplysning

burde være medtaget i artiklen.

[K] har herudover anført, at

udsagnet ”Derefter blev også universitetsstudiet droppet” ikke er

korrekt, idet

der ikke er nogen sammenhæng mellem klagers studier og ægteskab. Der er

endvidere ikke sammenhæng mellem klagers personlige baggrund og hans

virksomhed, og klager har afvist at have leveret en eneste tv-avis til

Danmarks

Radio. Der var ikke en ”mikrofon i et lagsagnefad”, men en

indretning.

”Nazijæger” er endvidere et udtryk opfundet af Ekstra Bladet i

1993. Udsagnet

”Men der blev sået tvivl om, hvor [K]s egen loyalitet havde været”

er nedsættende,

idet offentligheden ”vidste, hvor han stod”.

[K] har anført, at han blev

nægtet adgang til de ukorrekte oplysninger før offentliggørelsen.

[K] har anmodet Weekendavisen

om at få bragt følgende genmæle:

”Genmæle af de røde [kursive]

tekster, jf. Medieansvarslovens kapitel 6 § 36. Genmæleteksten er formuleret

sådan: ”Udsagnet er ukorrekt og usandt” eller ”uanset citeret

ukorrekt og

usandt”.

Lin. 2:

myndigheder støttede sig til

Udsagnet er ukorrekt og usandt.

Lin. 4:

Privatdetektiven

Udsagnet er ukorrekt og usandt.

Lin. 10:

Privatdetektiv

Udsagnet er ukorrekt og usandt.

Lin. 21:

frustreret Tvindjægerne

Udsagnet er ukorrekt og usandt.

Lin. 26, 27 og 28:

»Jeg synes, der er nogle meget dunkle

omstændigheder ved sagens begyndelse i 2000. Altså, hvilken rolle har [K]

egentlig spillet for det her. Det er der ingen, der rigtig vil frem med. Især

ikke ham selv.«

Uanset citeret er udsagnets indhold ukorrekt og usandt.

Lin. 150 og 151:

Forinden var [K] blevet briefet af Haargaard

om aktionen, så [K] kunne stå udenfor og filme for TV 2.

Udsagnet er

ukorrekt og usandt. I nævnte tilfælde direkte løgnagtigt og injurierende.

Lin. 153, 154, 155 og 156:

»Samtidig med aktionen var [K] stationeret

udenfor med filmkamera af en kvalitet, som gør, at han må have lånt det af

bagmandspolitiet. På trefod. Vi spurgte Holstebros politimester om ikke han

fandt det lidt pinligt at være online med [K], hvis liv går med at svine

Tvind

til.«

Uanset citatet er indholdet ukorrekt og usandt. Groft injurierende.

Lin. 157:

beklagede briefingen af TV 2 og [K]

Uanset citatet er indholdet ukorrekt og usandt.

Lin. 161:

hemmelighedskræmmer

Udsagnet er ukorrekt

og usandt.

Lin. 174:

et af [K] indsamlet materiale

Udsagnet

er ukorrekt og usandt.”

[K] har endelig anført, at

den bragte rettelse af 29. september 2006 er ukorrekt.

2.2. Weekendavisens synspunkter

Weekendavisen har

indledningsvis oplyst, at man fandt det interessant at gå tæt på personen [K]

som en relevant opfølgning på byretsdommen i Tvind-sagen. I portrætgenren er

det almindeligt, at der tages udgangspunkt i et aktuelt emne, og en person

portrætteres via en række kilder – herunder portrætpersonen selv. Der er

således fremkommet både positive og negative sider af [K]. Ved udarbejdelse

af

et portræt er et medie ikke forpligtet til at lade den portrætterede person

gennemgå portrættet.

Weekendavisen har videre

anført, at avisen finder det af betydelig offentlig interesse at trække sager

frem, hvor personer, der deltager i den offentlige debat, får tilsendt mails

af

truende karakter.

Weekendavisen har afvist at

have bragt ukorrekte oplysninger, og at disse skulle være bragt i

skadevoldende

hensigt. Til de påklagede udsagn har Weekendavisen anført følgende:

Ad 1.

Udtrykket ”privatdetektiv” er

en almindelig betegnelse for folk, der ernærer sig ved at fremskaffe

oplysninger. Ligesom [K] tidligere selv har oplyst, at han ”handler med

oplysninger”. Udsagnene ”dunkle omstændigheder”, ”kun kan

have frustreret

Tvindjægerne” og ”tørre tæsk, eller duel på pistoler” er

henholdsvis citat og

journalistiske betragtninger.

Ad 2-3.

[K]s mail til Jes Fabricius

Møller blev forelagt forskellige kolleger, som fandt [K]s sprogbrug truende.

Avisen overlod det til læseren at vurdere mailens karakter og trykte mailen

som

faksimile sammen med [K]s og Jes Fabricius Møllers kommentarer.

Ad 4.

Det af en notits fra

bagmandspolitiet fremgår, at [K] havde en aktiv rolle – herunder blev

dele af [K]s

materiale kopieret af politiet.

Ad 5.

Citatet er korrekt gengivet,

men avisen erkender, at Søren Espersen ikke vandt over [K], men over Tjeck

Magazine. Avisen bragte den 29. september 2006 en rettelse.

Ad 6.

Udsagnet ”lyssky virksomhed”

anvendes, idet efterretningstjenester virker ved hemmeligt arbejde, såsom at

lave skjulte optagelser. Weekendavisen har henvist til ”Redegørelse

vedrørende

dele af PET’s virksomhed”, hvoraf det fremgår, at [K] blev godkendt

som kilde

for PET. Af samme redegørelse fremgår det, at [K] blev afhørt vedrørende

Søllerød-sagen. Avisen har anført, at afhøringen bibragte den opfattelse, at

[K]

ville gøre sig ”interessant”.

Ad 7.

Beskrivelsen af [K]s

involvering er dokumenteret.

Weekendavisen har endelig

afvist at have bragt ukorrekte oplysninger – udover den allerede rettede

oplysning - der kan berettige [K] til at få bragt et genmæle.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

:

I sagens behandling har

følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Niels Grubbe, Hans Peter

Blicher, Lene Sarup og Ole Askvig.

Pressenævnet bemærker

indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt udsagn er af injurierende

karakter,

henhører under domstolene, og Pressenævnet kan ikke tage stilling hertil.

Et medie skal udvise kritik

over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af

personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. Vejledende regler for

god

presseskik, punkt A.2. Pressenævnet finder, at der ikke er grundlag for at

antage, at der er sket en sådan tilsidesættelse af denne pligt, at god

presseskik er tilsidesat.

Det er Pressenævnets

opfattelse, at offentlige personer i forhold til andre må tåle en mere

nærgående

og kritisk omtale af deres person og de handlinger, de foretager. Det er

samtidig Nævnets opfattelse, at der må gives medierne vide rammer med hensyn

til satiriske gengivelser eller kommentarer i forhold til personer eller

begivenheder. Dette må særligt gælde i forhold til offentlige personer. [K]

har

efter det oplyste en central rolle i Tvind-sagen, og Nævnet finder derfor, at

han må tåle, at avisen har inddraget hans person ved omtalen af Tvind-sagen.

I artiklen fremkom udsagnene;

”privatdetektiven”, ”under dunkle omstændigheder”,

”lyssky virksomhed”,

”frustreret”, ”mente uddeling af tørre tæsk, eller duel på

pistoler” og ”Man

fristes til at afskrive ham som en betydningsløs galning”,

”Derefter blev også

universitetsstudiet droppet”, ”Men der blev sået tvivl om, hvor

[K]s egen

loyalitet havde været” samt ”nazijæger” og

”Tvind-betvinger”. Det er Nævnets

opfattelse, at udsagnene klart fremstår som henholdsvis Weekendavisens

vurderinger på baggrund af de fremkomne oplysninger. Pressenævnet bemærker,

at [K]s

kommentarer til mailens karakter er medtaget i artiklen. På denne baggrund

finder Pressenævnet, at Weekendavisen ikke har handlet i strid med god

presseskik ved at undlade at forelægge de øvrige udsagn for [K].

Parterne har over for

Pressenævnet afgivet modstridende forklaringer – herunder bl.a.

vedrørende

informationsstrømmen fra [K] til politiet og omvendt. Pressenævnet kan på

grund

af de begrænsede bevismæssige muligheder ikke afgøre, hvilke forklaringer,

der

er de rigtige.

Det er massemediernes opgave

at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det

kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Pressenævnet finder,

at udsagnet ”debat mellem personer i det offentlige rum har ført til

håndgribeligheder” er en korrekt oplysning, og Nævnet udtaler ikke sin

kritik.

Pressenævnet finder, at

udsagnet ”tabte injuriesag mod Søren Espersen” er en forkert

oplysning, og

Weekendavisen burde have kontrolleret oplysningens rigtighed. Da dette ikke

er

sket, udtaler Nævnet sin kritik. Da Weekendavisen har beklaget dette forhold

i

avisen den 29. september 2006, finder Pressenævnet imidlertid, at der ikke er

grundlag for at pålægge Weekendavisen at offentliggøre kritikken vedrørende

dette punkt, jf. medieansvarsloven § 49.

Nævnet finder, at ordet

”PET-meddeler” er anvendt på en uheldig måde, men at det ikke i sig

selv er nok

til at udtale kritik.

Pressenævnet finder ikke, at

Weekendavisen i øvrigt har tilsidesat god presseskik.

Det fremgår af

medieansvarsloven § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne

over

for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen

økonomisk

eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages

til

følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

De påklagede udsagn

indeholder i hovedsagen vurderinger og ikke oplysninger af faktisk karakter.

Pressenævnet finder, at der derfor ikke er grundlag for at bringe et genmæle.

Pressenævnet finder imidlertid, at udsagnet ”tabte injuriesag til Søren

Espersen” er en faktisk oplysning, der kan være egnet til at påføre [K]

økonomisk eller anden skade af betydning. Da Weekendavisen har beklaget dette

forhold i rettelsen af 29. september 2006, finder Pressenævnet imidlertid, at

der ikke er grundlag for at pålægge Weekendavisen at offentliggøre kritikken

vedrørende dette punkt i form af et genmæle, jf. medieansvarsloven § 39.

Pressenævnet kan, allerede

som følge af den manglende henvisning i klagen til konkrete urigtige

oplysninger i berigtigelsen af 29. september 2006, ikke tage stilling til,

hvorvidt berigtigelsen i øvrigt ikke har været fyldestgørende.

Afgjort den 29. november 2006.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter