21-2003
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse
afsagt af
Tvistighedsnævnet den 18. september 2003 i sag 21.2003
Elev A mod virksomhed B v/C
Mellem klageren, elev A, født den
11. august 1958, og indklagede, virksomhed B v/C, blev den 16. februar 1999
indgået uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som
finmekaniker
med speciale som låsesmed med uddannelsesperiode fra den
1. marts 1999 til den 28. februar 2003.
Klageren har ved sin organisation,
Dansk Metalarbejderforbund, ved klageskrift modtaget den 28. marts 2003
indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes
at betale
100.863,61 kr. til klageren
med tillæg af procesrente fra klagens indbringelse for nævnet.
Indklagede har endeligt
påstået
frifindelse.
Parterne har givet personligt møde
for nævnet og afgivet forklaring.
Sagens
omstændigheder:
Den 27. november 1998 meddelte
Århus Kommune, Familie- og Beskæftigelsesafdelingen, klageren, at man havde
bevilget støtte til uddannelse til låsesmed med supplement til lærlingeløn op
til fagets minimalløn, jf. lov om aktiv socialpolitik (aktiveringsloven) §
62,
stk. 2. Bevillingen vedrørte støtte til en 3 måneders optræning/prøve hos
indklagede, og kommunen anførte, at forvaltningen ville afholde den fulde løn
Læs alt
under optræningen (3 måneder).
Familie-
og Beskæftigelsesforvaltningen fremsendte den 2. december 1998
bevillingsskrivelse til klageren i overensstemmelse hermed. Dog fremgår det
af
bevillingsskrivelsen, at hjemmelsgrundlaget er aktiveringslovens § 62, stk.
3.
Det er i skrivelsen anført, at bevillingsperioden er 1. december 1998 til 28.
februar 1999, at lønnen pr. time udgør 120 kr., at arbejdsgiveren udbetaler
hele lønnen, og at forvaltningens andel er 100 %. I rubrikken med de nævnte
lønoplysninger
er der ud for teksten “Med aftalte
ændringer:” ikke anført noget.
Den 5. marts 1999 sendte
forvaltningen en bevillingsskrivelse til klageren vedrørende
oplæring/optræning
efter aktiveringslovens § 60. Om løntilskud er det under henvisning til
lovens
§ 62 i en særlig rubrik anført, at lønnen pr. time udgør 120 kr., at
arbejdsgiverens andel er 38 kr. og forvaltningens andel 82 kr. Efter
rubrikkens
tekst “Med aftalte ændringer:” er der ikke anført noget. Under
overskriften
“Oplysninger til arbejdsgiver vedrørende
lønrefusion
”
er anført, at kopi af lønsedler månedsvis bagud skal sendes til kommunen. På
det eksemplar af bevillingsskrivelsen, der er fremlagt for nævnet, er
indklagedes forretningstempel og underskrift påført.
Af
pkt. 7 i uddannelsesaftalen af 16. februar 1999 fremgår, at lønnen udgør
den gældende
mindstebetaling
for elever og fremgår af
overenskomsten. Der er mellem parterne enighed om, at den gældende
mindstebetaling
for elever på det pågældende tidspunkt
udgjorde 38 kr. i timen.
Den 12. april 2000 skrev Familie-
og Beskæftigelsesafdelingen til klageren bl.a.:
“Jeg har modtaget materialet
fra fagforeningen hvoraf det fremgår hvad der er fagets gennemsnitsløn. Som
jeg
orienterede dig om pr. telefon, er du berettiget til at modtage fagets
mindsteløn, mens du er under uddannelse.
Din arbejdsgiver C har d.d.
oplyst, at mindstelønnen i hans forretning stadig ligger på 120 kr. i timen,
hvorfor der ikke er grundlag for, at ændre din bevilling.”
Den 4. juni 2002 skrev Metal Århus
til indklagede bl.a.:
“Som aftalt telefonisk har
undertegnede drøftet sagen med kommunen og fået denne meddelelse, at
lønforholdene imellem den udbetalte lærlingeløn og den overenskomstmæssige
fastsatte lærlingeløn er et mellemværende imellem virksomheden og Dansk
Metal.
Da A i hele perioden fra 1/3
1999 til d.d. er blevet aflønnet af virksomheden med 38,00 kr. pr. time uden
overenskomstmæssige reguleringer, har vi for at rette denne fejl opgjort
beløbene som følger:
”
Den 6. november 2002 skrev Dansk
Metal til Århus kommune bl.a.:
“Med henvisning til telefonsamtale
i forbindelse med ovennævnte sag fremsender vi hermed regneark, der viser, at
mindste overenskomstmæssige løn fra start i læreforholdet den 1. marts 1999
har
bevæget sig fra 120 kr. i timen til 135 kr. pr. 1. november 2002.
Vort medlem har i hele perioden
været
aflønnnet
med 120 kr. i timen uden
reguleringer.
Som vi tolker Aktivlovens §
62, stk. 2, er kommunens tilskud beregnet ud fra, at virksomheden betaler
lærlingen den
mindstebetaling
, der er fastsat for
lærlinge og herefter supplerer op til
mindstebetalingen
eller den løn, som
sædvanlig vis gælder
for tilsvarende arbejde.
Det vil sige, at lærlingens
løn skal reguleres i perioden fra de 120 kr. i timen til 135 kr. i timen, og
virksomheden i samme periode modtager tilskud svarende til forskellen mellem
mindstelønnen for lærlinge op til den aktuelle
mindstebetaling
for området.
Vi skal venligst anmode om forvaltningens fortolkning af vort spørgsmål
snarest
muligt.”
Århus Kommune,
Arbejdsmarkedsafdelingen, svarede den 19. december 2002 Dansk Metal således:
“Tilskuddet fra kommunen,
jf. AKL § 62 udgør forskellen mellem den i hele uddannelses- og
bevillingsperioden - til en hver tid - gældende forskel mellem den aktuelle
overenskomstmæssige løn på ansættelsesområdet og den overenskomstmæssige
lærlingeløn.
Det betyder, at hvis den
overenskomstmæssige løn i dag udgør 135,- kr. pr. time og den
overenskomstmæssige lærlingeløn udgør 63,60 kr.
pr. time, så udgør tilskudsbeløbet 71,40 kr. pr. time.
I det omfang der i perioden
er udbetalt for lidt eller for meget i tilskud, skal der efterfølgende
foretages en regulering - opgjort ud fra fagforeningens oplysninger om
ovennævnte overenskomstmæssige
lønoplysninger
på de
pågældende tidspunkter i bevillingsperioden.”
Klageren har fremlagt regneark
hvoraf det fremgår, at den samlede difference på den lærlingeløn på 38 kr. i
timen, som indklagede har betalt over hele perioden, og de
overenskomstmæssige
timelønninger for lærlinge i den samme periode, stigende til 63,60 kr., udgør
95.749,22 kr. Den tilsvarende forskel mellem den udbetalte løn på 120 kr. i
timen og de timelønninger for tilsvarende arbejde, der efter klagerens
opfattelse har været gældende over perioden - stigende til 125 kr. i timen
pr.
1. april 1999, 130 kr. i timen pr. 1. februar 2000 og 135 kr. i timen pr. 1.
februar 2002 - udgør 89.656,55 kr. Klagerens krav er baseret på sidstnævnte
beløb med tillæg af feriepenge og pensionsbidrag.
Klageren har fremlagt tre eksempler
på aflønninger af låsesmede, herunder et fra indklagedes virksomhed,
hvorefter timelønnen
i november 2001 udgjorde 135 kr.,
i
februar 2002 135 kr. (indklagedes virksomhed) og i december 2002 145 kr. i
timen..
Klageren
har
forklaret bl.a., at mindstelønnen hos indklagede i 1999 var 120 kr. i timen,
og
at han derfor oplyste denne timeløn til forvaltningen i forbindelse med sin
ansøgning om støtte.
Indklagede
har
forklaret bl.a., at klagerens timeløn på 120 kr. fremkom på grundlag af
klagerens oplysninger om, at han tidligere som stilladsarbejder havde haft
denne timeløn. Det
løneksempel
på 135 kr., der
hidrører fra indklagedes virksomhed, vedrører en ansat, der forud for
lønforhøjelsen til 135 kr. i timen som
voksenlærlig
tjente 125 kr. i timen. Hvis klageren var fortsat i indklagedes virksomhed
efter sin uddannelse, ville han efter sine kvalifikationer fortsat være
blevet
aflønnet med 120 kr. i timen.
Klageren
har til
støtte for sin påstand anført, at uddannelsesaftalen er indgået som en
sædvanlig uddannelsesaftale, hvor parterne var enige om at klagerens løn
skulle
svare til den gældende
mindstebetaling
for elever.
Århus kommune bevilligede i medfør af aktiveringslovens § 62, stk. 2,
betaling
af forskellen mellem mindstelønnen for elever og den løn, der sædvanligvis
gælder for tilsvarende arbejde, jf. herved § 62, stk. 2, 2. led.
At det forholder sig således underbygges af
den omstændighed, at den sædvanlige løn ved aftalens indgåelse var 120 kr. i
timen, hvilket netop var, hvad klageren fik. Det har aldrig været på tale, at
klageren skulle aflønnes efter overenskomstens
mindstebetalingssats
for voksne arbejdere.
Indklagede
har til
støtte for sin påstand anført, at klagerens læreforhold blev etableret med
lønforhold efter den daværende lærlingeoverenskomst § 9, stk. 8, om
voksenlærlinge, hvorefter der anbefales aflønning efter overenskomstens § 29.
Klageren har ubestridt haft en timeløn, der ligger over
mindstebetalingen
efter § 29. Dertil kommer, at det af § 29 fremgår, at
lønændringer
sker efter forhandling og at lønnen efter § 29, stk. 5, fastlægges efter
medarbejderens individuelle kvalifikationer. Klageren har ikke på noget
tidspunkt rejst krav om en sådan lønforhandling og har således udvist
retsfortabende
passivitet. Det bestrides, at der er aftalt
nogen automatisk lønregulering, ligesom noget sådant heller ikke fremgår af
kommunens skrivelser. Indklagedes løntilskud og betingelserne herfor er et
mellemværende mellem indklagede og kommunen, som klageren ikke kan støtte ret
på. Endelig bestrides det, at klagerens eksempler på andre ansattes timeløn
dokumenterer, hvilken løn, der sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde.
I
sagens behandling
har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget Mogens Kroman
(formand),
advokat Tine B. Skyum,
uddannelseskonsulent Simon Neergaard-Holm (begge Dansk Arbejdsgiverforening),
samt konsulent Astrid Dahl og konsulent Evelyn Jørgensen (begge
Landsorganisationen i Danmark). Derudover har som særligt sagkyndigt medlem
deltaget faglig sekretær Keld Larsen, Dansk Metal og kontorchef Bo Andersen,
DS
håndværk & Industri.
Tvistighedsnævnets
bemærkninger:
4 medlemmer
af nævnet udtaler:
Det fremgår af pkt. 7 i
uddannelsesaftalen mellem klageren og indklagede, at lønnen udgør den
overenskomstmæssigt gældende
mindstebetaling
for
elever. Dette er i overensstemmelse med minimumskravet i
erhvervsuddannelseslovens
§ 55, stk.2. Det fremgår endvidere af skrivelsen af 5. marts 1999 fra Århus
Kommune, jf. bilag 2, som indklagede har tiltrådt, at klageren har været
berettiget til at få udbetalt en løn svarende til den overenskomstmæssige
mindstebetaling
. Der var ikke i bevillingen indeholdt
vilkår om regulering af den udbetalte løn. Indklagede har i hele
uddannelsesperioden udbetalt en løn, som oversteg den overenskomstmæssige
mindsteløn, jfr. overenskomstens § 29. Klageren findes derfor ikke over for
indklagede at have krav på yderligere betaling. Den omstændighed, at
indklagede
ikke i uddannelsesperioden har reguleret den gældende
mindstebetaling
og muligt derved har opnået et større løntilskud, end han har været
berettiget
til, jf. aktiveringslovens § 62, stk. 2, kan ikke føre til noget andet
resultat. Vi stemmer derfor for at frifinde indklagede .
3 medlemmer
af
nævnet udtaler:
Indklagede ansatte klageren i et
uddannelsesforhold med løntilskud efter aktiveringsloven. Indklagede var
derfor
forpligtet
til at betale klageren den
mindste overenskomstmæssige løn på det aktuelle ansættelsesområde eller den
løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde, jf. lovens § 61
sammenholdt med § 62, stk. 2. Da klageren fra ansættelsesforholdets
begyndelse
blev aflønnet med 120 kr. i
timen, må det lægges til grund, at dette var den mellem parterne aftalte
sædvanligt gældende løn på ansættelsesområdet. Klageren har derfor i forhold
til indklagede haft krav på løbende lønregulering i overensstemmelse med
niveauet
for sædvanligt gældende løn, ligesom indklagede i øvrigt har haft pligt til
at
regulere sin
lønandel
i overensstemmelse med
udviklingen i elevlønningerne. Klageren har herefter krav på yderligere løn,
hvis det dokumenteres, at den sædvanlige løn for arbejdet har været højere
end
120 kr. Vi finder, at klageren med tilstrækkelig sikkerhed har dokumenteret
sit
krav og bemærker i den forbindelse, at indklagede ikke på nogen måde har søgt
at imødegå klagerens bevisførelse vedrørende den sædvanligt gældende løn. Vi
stemmer derfor for at give klageren medhold i hans påstand.
Der træffes afgørelse efter
stemmeflertallet, således at indklagede frifindes.
T h i
b e s t e m
m
e s :
Indklagede, virksomhed B v/C,
frifindes.
Hver part bærer sine egne
omkostninger.
Denne kendelse kan inden 8 uger
efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene.
Lignende dokumenter
- 06-2003 Retsinformation · 17. februar 2004
- 11-2003 Retsinformation · 17. februar 2004
- TITEL Retsinformation · 25. februar 2004
- 63.2019 og 16.2020 (Denne sag drejer sig om godtgørelse for mistet uddannelsesgode.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 2. juni 2020
- Sag nr. 49.2003 Retsinformation · 13. december 2007
- 57.2020 (Denne sag drejer sig om betaling af feriepenge) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 7. maj 2021