Spring til indhold

Retsinformation

21-2003

KEN nr 10286 af 18/09/2003Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet17. februar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse

afsagt af

Tvistighedsnævnet den 18. september 2003 i sag 21.2003

Elev A mod virksomhed B v/C

Mellem klageren, elev A, født den

11. august 1958, og indklagede, virksomhed B v/C, blev den 16. februar 1999

indgået uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som

finmekaniker

med speciale som låsesmed med uddannelsesperiode fra den

1. marts 1999 til den 28. februar 2003.

Klageren har ved sin organisation,

Dansk Metalarbejderforbund, ved klageskrift modtaget den 28. marts 2003

indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes

at betale

100.863,61 kr. til klageren

med tillæg af procesrente fra klagens indbringelse for nævnet.

Indklagede har endeligt

påstået

frifindelse.

Parterne har givet personligt møde

for nævnet og afgivet forklaring.

Sagens

omstændigheder:

Den 27. november 1998 meddelte

Århus Kommune, Familie- og Beskæftigelsesafdelingen, klageren, at man havde

bevilget støtte til uddannelse til låsesmed med supplement til lærlingeløn op

til fagets minimalløn, jf. lov om aktiv socialpolitik (aktiveringsloven) §

62,

stk. 2. Bevillingen vedrørte støtte til en 3 måneders optræning/prøve hos

indklagede, og kommunen anførte, at forvaltningen ville afholde den fulde løn

Læs alt

under optræningen (3 måneder).

Familie-

og Beskæftigelsesforvaltningen fremsendte den 2. december 1998

bevillingsskrivelse til klageren i overensstemmelse hermed. Dog fremgår det

af

bevillingsskrivelsen, at hjemmelsgrundlaget er aktiveringslovens § 62, stk.

3.

Det er i skrivelsen anført, at bevillingsperioden er 1. december 1998 til 28.

februar 1999, at lønnen pr. time udgør 120 kr., at arbejdsgiveren udbetaler

hele lønnen, og at forvaltningens andel er 100 %. I rubrikken med de nævnte

lønoplysninger

er der ud for teksten “Med aftalte

ændringer:” ikke anført noget.

Den 5. marts 1999 sendte

forvaltningen en bevillingsskrivelse til klageren vedrørende

oplæring/optræning

efter aktiveringslovens § 60. Om løntilskud er det under henvisning til

lovens

§ 62 i en særlig rubrik anført, at lønnen pr. time udgør 120 kr., at

arbejdsgiverens andel er 38 kr. og forvaltningens andel 82 kr. Efter

rubrikkens

tekst “Med aftalte ændringer:” er der ikke anført noget. Under

overskriften

“Oplysninger til arbejdsgiver vedrørende

lønrefusion

”

er anført, at kopi af lønsedler månedsvis bagud skal sendes til kommunen. På

det eksemplar af bevillingsskrivelsen, der er fremlagt for nævnet, er

indklagedes forretningstempel og underskrift påført.

Af

pkt. 7 i uddannelsesaftalen af 16. februar 1999 fremgår, at lønnen udgør

den gældende

mindstebetaling

for elever og fremgår af

overenskomsten. Der er mellem parterne enighed om, at den gældende

mindstebetaling

for elever på det pågældende tidspunkt

udgjorde 38 kr. i timen.

Den 12. april 2000 skrev Familie-

og Beskæftigelsesafdelingen til klageren bl.a.:

“Jeg har modtaget materialet

fra fagforeningen hvoraf det fremgår hvad der er fagets gennemsnitsløn. Som

jeg

orienterede dig om pr. telefon, er du berettiget til at modtage fagets

mindsteløn, mens du er under uddannelse.

Din arbejdsgiver C har d.d.

oplyst, at mindstelønnen i hans forretning stadig ligger på 120 kr. i timen,

hvorfor der ikke er grundlag for, at ændre din bevilling.”

Den 4. juni 2002 skrev Metal Århus

til indklagede bl.a.:

“Som aftalt telefonisk har

undertegnede drøftet sagen med kommunen og fået denne meddelelse, at

lønforholdene imellem den udbetalte lærlingeløn og den overenskomstmæssige

fastsatte lærlingeløn er et mellemværende imellem virksomheden og Dansk

Metal.

Da A i hele perioden fra 1/3

1999 til d.d. er blevet aflønnet af virksomheden med 38,00 kr. pr. time uden

overenskomstmæssige reguleringer, har vi for at rette denne fejl opgjort

beløbene som følger:

”

Den 6. november 2002 skrev Dansk

Metal til Århus kommune bl.a.:

“Med henvisning til telefonsamtale

i forbindelse med ovennævnte sag fremsender vi hermed regneark, der viser, at

mindste overenskomstmæssige løn fra start i læreforholdet den 1. marts 1999

har

bevæget sig fra 120 kr. i timen til 135 kr. pr. 1. november 2002.

Vort medlem har i hele perioden

været

aflønnnet

med 120 kr. i timen uden

reguleringer.

Som vi tolker Aktivlovens §

62, stk. 2, er kommunens tilskud beregnet ud fra, at virksomheden betaler

lærlingen den

mindstebetaling

, der er fastsat for

lærlinge og herefter supplerer op til

mindstebetalingen

eller den løn, som

sædvanlig vis gælder

for tilsvarende arbejde.

Det vil sige, at lærlingens

løn skal reguleres i perioden fra de 120 kr. i timen til 135 kr. i timen, og

virksomheden i samme periode modtager tilskud svarende til forskellen mellem

mindstelønnen for lærlinge op til den aktuelle

mindstebetaling

for området.

Vi skal venligst anmode om forvaltningens fortolkning af vort spørgsmål

snarest

muligt.”

Århus Kommune,

Arbejdsmarkedsafdelingen, svarede den 19. december 2002 Dansk Metal således:

“Tilskuddet fra kommunen,

jf. AKL § 62 udgør forskellen mellem den i hele uddannelses- og

bevillingsperioden - til en hver tid - gældende forskel mellem den aktuelle

overenskomstmæssige løn på ansættelsesområdet og den overenskomstmæssige

lærlingeløn.

Det betyder, at hvis den

overenskomstmæssige løn i dag udgør 135,- kr. pr. time og den

overenskomstmæssige lærlingeløn udgør 63,60 kr.

pr. time, så udgør tilskudsbeløbet 71,40 kr. pr. time.

I det omfang der i perioden

er udbetalt for lidt eller for meget i tilskud, skal der efterfølgende

foretages en regulering - opgjort ud fra fagforeningens oplysninger om

ovennævnte overenskomstmæssige

lønoplysninger

på de

pågældende tidspunkter i bevillingsperioden.”

Klageren har fremlagt regneark

hvoraf det fremgår, at den samlede difference på den lærlingeløn på 38 kr. i

timen, som indklagede har betalt over hele perioden, og de

overenskomstmæssige

timelønninger for lærlinge i den samme periode, stigende til 63,60 kr., udgør

95.749,22 kr. Den tilsvarende forskel mellem den udbetalte løn på 120 kr. i

timen og de timelønninger for tilsvarende arbejde, der efter klagerens

opfattelse har været gældende over perioden - stigende til 125 kr. i timen

pr.

1. april 1999, 130 kr. i timen pr. 1. februar 2000 og 135 kr. i timen pr. 1.

februar 2002 - udgør 89.656,55 kr. Klagerens krav er baseret på sidstnævnte

beløb med tillæg af feriepenge og pensionsbidrag.

Klageren har fremlagt tre eksempler

på aflønninger af låsesmede, herunder et fra indklagedes virksomhed,

hvorefter timelønnen

i november 2001 udgjorde 135 kr.,

i

februar 2002 135 kr. (indklagedes virksomhed) og i december 2002 145 kr. i

timen..

Klageren

har

forklaret bl.a., at mindstelønnen hos indklagede i 1999 var 120 kr. i timen,

og

at han derfor oplyste denne timeløn til forvaltningen i forbindelse med sin

ansøgning om støtte.

Indklagede

har

forklaret bl.a., at klagerens timeløn på 120 kr. fremkom på grundlag af

klagerens oplysninger om, at han tidligere som stilladsarbejder havde haft

denne timeløn. Det

løneksempel

på 135 kr., der

hidrører fra indklagedes virksomhed, vedrører en ansat, der forud for

lønforhøjelsen til 135 kr. i timen som

voksenlærlig

tjente 125 kr. i timen. Hvis klageren var fortsat i indklagedes virksomhed

efter sin uddannelse, ville han efter sine kvalifikationer fortsat være

blevet

aflønnet med 120 kr. i timen.

Klageren

har til

støtte for sin påstand anført, at uddannelsesaftalen er indgået som en

sædvanlig uddannelsesaftale, hvor parterne var enige om at klagerens løn

skulle

svare til den gældende

mindstebetaling

for elever.

Århus kommune bevilligede i medfør af aktiveringslovens § 62, stk. 2,

betaling

af forskellen mellem mindstelønnen for elever og den løn, der sædvanligvis

gælder for tilsvarende arbejde, jf. herved § 62, stk. 2, 2. led.

At det forholder sig således underbygges af

den omstændighed, at den sædvanlige løn ved aftalens indgåelse var 120 kr. i

timen, hvilket netop var, hvad klageren fik. Det har aldrig været på tale, at

klageren skulle aflønnes efter overenskomstens

mindstebetalingssats

for voksne arbejdere.

Indklagede

har til

støtte for sin påstand anført, at klagerens læreforhold blev etableret med

lønforhold efter den daværende lærlingeoverenskomst § 9, stk. 8, om

voksenlærlinge, hvorefter der anbefales aflønning efter overenskomstens § 29.

Klageren har ubestridt haft en timeløn, der ligger over

mindstebetalingen

efter § 29. Dertil kommer, at det af § 29 fremgår, at

lønændringer

sker efter forhandling og at lønnen efter § 29, stk. 5, fastlægges efter

medarbejderens individuelle kvalifikationer. Klageren har ikke på noget

tidspunkt rejst krav om en sådan lønforhandling og har således udvist

retsfortabende

passivitet. Det bestrides, at der er aftalt

nogen automatisk lønregulering, ligesom noget sådant heller ikke fremgår af

kommunens skrivelser. Indklagedes løntilskud og betingelserne herfor er et

mellemværende mellem indklagede og kommunen, som klageren ikke kan støtte ret

på. Endelig bestrides det, at klagerens eksempler på andre ansattes timeløn

dokumenterer, hvilken løn, der sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde.

I

sagens behandling

har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget Mogens Kroman

(formand),

advokat Tine B. Skyum,

uddannelseskonsulent Simon Neergaard-Holm (begge Dansk Arbejdsgiverforening),

samt konsulent Astrid Dahl og konsulent Evelyn Jørgensen (begge

Landsorganisationen i Danmark). Derudover har som særligt sagkyndigt medlem

deltaget faglig sekretær Keld Larsen, Dansk Metal og kontorchef Bo Andersen,

DS

håndværk & Industri.

Tvistighedsnævnets

bemærkninger:

4 medlemmer

af nævnet udtaler:

Det fremgår af pkt. 7 i

uddannelsesaftalen mellem klageren og indklagede, at lønnen udgør den

overenskomstmæssigt gældende

mindstebetaling

for

elever. Dette er i overensstemmelse med minimumskravet i

erhvervsuddannelseslovens

§ 55, stk.2. Det fremgår endvidere af skrivelsen af 5. marts 1999 fra Århus

Kommune, jf. bilag 2, som indklagede har tiltrådt, at klageren har været

berettiget til at få udbetalt en løn svarende til den overenskomstmæssige

mindstebetaling

. Der var ikke i bevillingen indeholdt

vilkår om regulering af den udbetalte løn. Indklagede har i hele

uddannelsesperioden udbetalt en løn, som oversteg den overenskomstmæssige

mindsteløn, jfr. overenskomstens § 29. Klageren findes derfor ikke over for

indklagede at have krav på yderligere betaling. Den omstændighed, at

indklagede

ikke i uddannelsesperioden har reguleret den gældende

mindstebetaling

og muligt derved har opnået et større løntilskud, end han har været

berettiget

til, jf. aktiveringslovens § 62, stk. 2, kan ikke føre til noget andet

resultat. Vi stemmer derfor for at frifinde indklagede .

3 medlemmer

af

nævnet udtaler:

Indklagede ansatte klageren i et

uddannelsesforhold med løntilskud efter aktiveringsloven. Indklagede var

derfor

forpligtet

til at betale klageren den

mindste overenskomstmæssige løn på det aktuelle ansættelsesområde eller den

løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde, jf. lovens § 61

sammenholdt med § 62, stk. 2. Da klageren fra ansættelsesforholdets

begyndelse

blev aflønnet med 120 kr. i

timen, må det lægges til grund, at dette var den mellem parterne aftalte

sædvanligt gældende løn på ansættelsesområdet. Klageren har derfor i forhold

til indklagede haft krav på løbende lønregulering i overensstemmelse med

niveauet

for sædvanligt gældende løn, ligesom indklagede i øvrigt har haft pligt til

at

regulere sin

lønandel

i overensstemmelse med

udviklingen i elevlønningerne. Klageren har herefter krav på yderligere løn,

hvis det dokumenteres, at den sædvanlige løn for arbejdet har været højere

end

120 kr. Vi finder, at klageren med tilstrækkelig sikkerhed har dokumenteret

sit

krav og bemærker i den forbindelse, at indklagede ikke på nogen måde har søgt

at imødegå klagerens bevisførelse vedrørende den sædvanligt gældende løn. Vi

stemmer derfor for at give klageren medhold i hans påstand.

Der træffes afgørelse efter

stemmeflertallet, således at indklagede frifindes.

T h i

b e s t e m

m

e s :

Indklagede, virksomhed B v/C,

frifindes.

Hver part bærer sine egne

omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger

efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene.

Lignende dokumenter