Spring til indhold

Retsinformation

23,24-2000

KEN nr 12854 af 10/01/2001Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet17. februar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse

afsagt af

Tvistighedsnævnet den 10. januar 2001 i sagerne 23.2000 og 24.2000

Elev A og A1 mod virksomhed B

Mellem klageren, elev A, født den

13. august 1979, og indklagede, virksomhed B, blev der den 11. december 1995

indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som plade-

og

konstruktionssmed med uddannelsesperiode fra den 12. august 1996 til den 11.

februar 2000.

Mellem klageren, elev A1, født den

23. september 1977, og samme indklagede, blev der den 30. april 1996 indgået

en

uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som plade- og

konstruktionssmed med uddannelsesperiode fra den 17. juni 1996 til den 16.

juni

2000.

A har ved sin faglige organisation,

Dansk Metalarbejderforbund, ved klageskrift modtaget den 21. september 2000

indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes

at betale 41.050,09 kr. Beløbet er sammensat af svendeløn 16.050,09 kr. og

erstatning 25.000 kr.

A1 har ved sin faglige

organisation, Dansk Metalarbejderforbund, ved klageskrift modtaget den 18.

september 2000 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at

indklagede tilpligtes at betale 33.508,98 kr. Beløbet er sammensat af

svendeløn

8.508,98 kr. og erstatning 25.000 kr.

Indklagede har i begge sager påstået

frifindelse.

Læs alt

Klagerne har givet personligt møde

for nævnet og har afgivet forklaring.

Derudover er der afgivet forklaringer af

indklagedes personaledirektør C, mester D og instruktør E.

Sagens omstændigheder er følgende:

Ved et tillæg til uddannelsesaftalen

af 5. juli 1999 ændrede A1 og indklagede afslutningsdatoen for uddannelsen

til

den 31. august 1999. Ved et tilsvarende tillæg af 9. juli 1999 ændrede A og

indklagede afslutningsdatoen for uddannelsen til den 26. april 2000. I begge

tillæg anføres: “Forlængelsen er på grund af meget sygefravær.”

Dansk Metalarbejderforbund,

Frederiksværk afdeling, rettede den 15. februar 2000, på vegne af klagerne,

henvendelse til indklagede med anmodning om en nærmere redegørelse for

baggrunden for forlængelsen af klagernes uddannelse. Afdelingen henviste

bl.a.

til erhvervsuddannelseslovens § 58, og de deri angivne betingelser for

forlængelse af uddannelsen.

Den 22. februar 2000 svarede

indklagede afdelingen således:

“

læretiden for A og A1 blev forlænget som en aftale med de to lærlinge for ca.

et halvt år siden, og på det tidspunkt havde begge lærlinge ca. 10 procent

fravær. Det var samtidig vor vurdering, at begge lærlinge havde behov for

yderligere praktik, for at vi med rimelighed kan lægge navn til deres

uddannelse

fra B. ”

Indklagede har udarbejdet en

opgørelse over klagernes fravær pr. 5. juli 1999.

For As vedkommende fremgår det, at

det antal timer, han indtil opgørelsesdatoen skulle præstere var 4.947.

Fraværet er opgjort til i alt 498 timer, sammensat af sygefravær 448 timer,

tilskadekomst 36 timer, “for sent” 7 timer og fravær under

skoleophold 7 timer.

For A1s vedkommende er

præstationstimerne 5.190. Fraværet er opgjort til i alt 553 timer, sammensat

af

sygefravær 442 timer, tilskadekomst 35 timer, “for sent” 2 timer og

fravær

under skoleophold 74 timer.

Klagerne har bestridt opgørelserne.

A har forklaret bl.a., at D og E

meddelte ham, at de var nødt til at forlænge hans uddannelse på grund af

manglende praktik, og fordi han ikke var dygtig nok. En af dem sagde til ham,

at det var i orden med fagforeningen. Da han et par timer senere skulle

underskrive aftalen, var der som begrundelse anført, at han havde haft for

meget sygefravær. Han protesterede ikke herimod, da han gik ud fra, at det

var i

orden. Han har ikke på tidligere tidspunkter haft samtaler med ledelsen om

sit

sygefravær.

A1 har forklaret bl.a., at han har

haft en del fravær som følge af arbejdsskader. Han fik af D oplyst, at

uddannelsen skulle forlænges som følge af for megen sygdom, og fordi han ikke

var dygtig nok. Han havde forud for denne samtale alene fået enkelte

bemærkninger om sit sygefravær.

D har forklaret bl.a., at klagerne

hen ad vejen havde fået advarsler i forbindelse med deres omfattende

sygefravær

og deres faglige niveau. Han foreslog begge en forlængelse af uddannelsen, og

de havde ingen indvendinger heroverfor. Der var ikke tale om et ultimatum fra

hans side, men hvis klagerne ikke var gået med til en forlængelse, var sagen

nok blevet forelagt Dansk Industri med henblik på at få uddannelsesaftalerne

ophævet. Det reelle problem var klagernes behov for mere praktik. Uddannelsen

blev forlænget med 2½ måned, fordi det passede til omfanget af klagernes

fravær.

E har forklaret bl.a., at han efter

samtalen med A1 talte med ham på ny. A1 sagde, at han ville overveje

spørgsmålet med sine forældre. Han har ikke sagt til klagerne, at

fagforeningen

var indforstået med forlængelserne.

C har forklaret bl.a., at D

underrettede ham om, at han agtede at aftale en forlængelse med klagerne.

Dette

var han indforstået med, idet alternativet, en ophævelse af

uddannelsesaftalen,

ville være værre for klagerne. Spørgsmålet, om fraværet havde et omfang under

eller over 10%, blev slet ikke overvejet, da der ikke var tale om en ensidig

forlængelse fra indklagedes side, men en gensidig aftale.

Klagerne har til støtte for deres

påstande anført, at de ikke på tidspunktet for forlængelserne af deres

uddannelser havde et sygefravær på over 10 % af den samlede uddannelsestid.

Som

følge heraf var der ikke i erhvervsuddannelseslovens § 58 hjemmel til at

aftale

en forlængelse af uddannelserne. Klagerne har derfor krav på et beløb

svarende

til differencen mellem løn som lærling og som svend i den periode,

uddannelserne blev forlænget. Desuden bør de tilkendes en erstatning på

25.000

kr.

for den tort, de har lidt.

Indklagede har til støtte for

frifindelsespåstandene anført, at uddannelserne blev forlænget ved aftale med

klagerne, der var over 18 år, og at forlængelsen var i klagernes egen

interesse. Alternativet havde været en gensidig eller efter omstændighederne

en

ensidig ophævelse af uddannelserne. Det må også tillægges betydning, at

klagerne først et halvt år efter, at de indgik aftalerne, rejste spørgsmål

overfor disse. Det skal endelig fremhæves, at erhvervsskolen blev orienteret

om

forlængelserne og ikke fremkom med indvendinger.

I sagens behandling har som faste

medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Mogens Kroman (formand),

advokat Tine B. Skyum, konsulent Pernille Knudsen (begge Dansk

Arbejdsgiverforening), konsulent Evelyn Jørgensen, konsulent Claus Jørgensen

(begge Landsorganisationen i Danmark). Derudover har som særlig sagkyndig

dommer deltaget chefkonsulent Coops-Olsen, DI og sekretær Keld Larsen, Dansk

Metal.

Det må efter formuleringen af

aftalerne om forlængelse af uddannelsestiden lægges til grund, at den

overordnede begrundelse for forlængelserne var klagernes fravær på grund af

sygdom. På aftaletidspunktet oversteg klagernes fravær fra

praktikvirksomheden

på grund af sygdom ikke 10 %

af den

fastsatte uddannelsestid, jf. erhvervsuddannelseslovens § 58, stk. 1, nr. 1.

Denne bestemmelse findes at måtte forstås således, at aftale om forlængelse

af

uddannelsestiden kun gyldigt kan indgås, såfremt betingelsen om fravær på

grund

af sygdom i mere end 10 %

af

uddannelsestiden faktisk er opfyldt på aftaletidspunktet, jf. herved også

lovens § 59 om det faglige udvalgs kompetence uden for de tilfælde, der er

nævnt i §§ 57 og 58. Da de af sagen omhandlede aftaler om forlængelse af

uddannelsestiden

herefter må anses for ugyldige. Klagerne findes ikke at have fortabt deres

krav

ved passivitet. Herefter har klagerne krav på erstatning svarende til

forskellen på lærlinge- og svendeløn i den periode, uddannelsestiden er

blevet

forlænget. Der er derimod ikke grundlag for at tilkende klagerne erstatning

for

tort.

T h i

b e s t e m m e s:

Indklagede, virksomhed B, skal

inden 14 dage til klageren elev A betale 16.050,09 kr. og inden 14 dage til

klageren elev A1 betale 8.508,98 kr.

Hver part betaler sine

egne omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger fra

modtagelsen indbringes for domstolene.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter