23,24-2000
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse
afsagt af
Tvistighedsnævnet den 10. januar 2001 i sagerne 23.2000 og 24.2000
Elev A og A1 mod virksomhed B
Mellem klageren, elev A, født den
13. august 1979, og indklagede, virksomhed B, blev der den 11. december 1995
indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som plade-
og
konstruktionssmed med uddannelsesperiode fra den 12. august 1996 til den 11.
februar 2000.
Mellem klageren, elev A1, født den
23. september 1977, og samme indklagede, blev der den 30. april 1996 indgået
en
uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som plade- og
konstruktionssmed med uddannelsesperiode fra den 17. juni 1996 til den 16.
juni
2000.
A har ved sin faglige organisation,
Dansk Metalarbejderforbund, ved klageskrift modtaget den 21. september 2000
indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes
at betale 41.050,09 kr. Beløbet er sammensat af svendeløn 16.050,09 kr. og
erstatning 25.000 kr.
A1 har ved sin faglige
organisation, Dansk Metalarbejderforbund, ved klageskrift modtaget den 18.
september 2000 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at
indklagede tilpligtes at betale 33.508,98 kr. Beløbet er sammensat af
svendeløn
8.508,98 kr. og erstatning 25.000 kr.
Indklagede har i begge sager påstået
frifindelse.
Læs alt
Klagerne har givet personligt møde
for nævnet og har afgivet forklaring.
Derudover er der afgivet forklaringer af
indklagedes personaledirektør C, mester D og instruktør E.
Sagens omstændigheder er følgende:
Ved et tillæg til uddannelsesaftalen
af 5. juli 1999 ændrede A1 og indklagede afslutningsdatoen for uddannelsen
til
den 31. august 1999. Ved et tilsvarende tillæg af 9. juli 1999 ændrede A og
indklagede afslutningsdatoen for uddannelsen til den 26. april 2000. I begge
tillæg anføres: “Forlængelsen er på grund af meget sygefravær.”
Dansk Metalarbejderforbund,
Frederiksværk afdeling, rettede den 15. februar 2000, på vegne af klagerne,
henvendelse til indklagede med anmodning om en nærmere redegørelse for
baggrunden for forlængelsen af klagernes uddannelse. Afdelingen henviste
bl.a.
til erhvervsuddannelseslovens § 58, og de deri angivne betingelser for
forlængelse af uddannelsen.
Den 22. februar 2000 svarede
indklagede afdelingen således:
“
læretiden for A og A1 blev forlænget som en aftale med de to lærlinge for ca.
et halvt år siden, og på det tidspunkt havde begge lærlinge ca. 10 procent
fravær. Det var samtidig vor vurdering, at begge lærlinge havde behov for
yderligere praktik, for at vi med rimelighed kan lægge navn til deres
uddannelse
fra B. ”
Indklagede har udarbejdet en
opgørelse over klagernes fravær pr. 5. juli 1999.
For As vedkommende fremgår det, at
det antal timer, han indtil opgørelsesdatoen skulle præstere var 4.947.
Fraværet er opgjort til i alt 498 timer, sammensat af sygefravær 448 timer,
tilskadekomst 36 timer, “for sent” 7 timer og fravær under
skoleophold 7 timer.
For A1s vedkommende er
præstationstimerne 5.190. Fraværet er opgjort til i alt 553 timer, sammensat
af
sygefravær 442 timer, tilskadekomst 35 timer, “for sent” 2 timer og
fravær
under skoleophold 74 timer.
Klagerne har bestridt opgørelserne.
A har forklaret bl.a., at D og E
meddelte ham, at de var nødt til at forlænge hans uddannelse på grund af
manglende praktik, og fordi han ikke var dygtig nok. En af dem sagde til ham,
at det var i orden med fagforeningen. Da han et par timer senere skulle
underskrive aftalen, var der som begrundelse anført, at han havde haft for
meget sygefravær. Han protesterede ikke herimod, da han gik ud fra, at det
var i
orden. Han har ikke på tidligere tidspunkter haft samtaler med ledelsen om
sit
sygefravær.
A1 har forklaret bl.a., at han har
haft en del fravær som følge af arbejdsskader. Han fik af D oplyst, at
uddannelsen skulle forlænges som følge af for megen sygdom, og fordi han ikke
var dygtig nok. Han havde forud for denne samtale alene fået enkelte
bemærkninger om sit sygefravær.
D har forklaret bl.a., at klagerne
hen ad vejen havde fået advarsler i forbindelse med deres omfattende
sygefravær
og deres faglige niveau. Han foreslog begge en forlængelse af uddannelsen, og
de havde ingen indvendinger heroverfor. Der var ikke tale om et ultimatum fra
hans side, men hvis klagerne ikke var gået med til en forlængelse, var sagen
nok blevet forelagt Dansk Industri med henblik på at få uddannelsesaftalerne
ophævet. Det reelle problem var klagernes behov for mere praktik. Uddannelsen
blev forlænget med 2½ måned, fordi det passede til omfanget af klagernes
fravær.
E har forklaret bl.a., at han efter
samtalen med A1 talte med ham på ny. A1 sagde, at han ville overveje
spørgsmålet med sine forældre. Han har ikke sagt til klagerne, at
fagforeningen
var indforstået med forlængelserne.
C har forklaret bl.a., at D
underrettede ham om, at han agtede at aftale en forlængelse med klagerne.
Dette
var han indforstået med, idet alternativet, en ophævelse af
uddannelsesaftalen,
ville være værre for klagerne. Spørgsmålet, om fraværet havde et omfang under
eller over 10%, blev slet ikke overvejet, da der ikke var tale om en ensidig
forlængelse fra indklagedes side, men en gensidig aftale.
Klagerne har til støtte for deres
påstande anført, at de ikke på tidspunktet for forlængelserne af deres
uddannelser havde et sygefravær på over 10 % af den samlede uddannelsestid.
Som
følge heraf var der ikke i erhvervsuddannelseslovens § 58 hjemmel til at
aftale
en forlængelse af uddannelserne. Klagerne har derfor krav på et beløb
svarende
til differencen mellem løn som lærling og som svend i den periode,
uddannelserne blev forlænget. Desuden bør de tilkendes en erstatning på
25.000
kr.
for den tort, de har lidt.
Indklagede har til støtte for
frifindelsespåstandene anført, at uddannelserne blev forlænget ved aftale med
klagerne, der var over 18 år, og at forlængelsen var i klagernes egen
interesse. Alternativet havde været en gensidig eller efter omstændighederne
en
ensidig ophævelse af uddannelserne. Det må også tillægges betydning, at
klagerne først et halvt år efter, at de indgik aftalerne, rejste spørgsmål
overfor disse. Det skal endelig fremhæves, at erhvervsskolen blev orienteret
om
forlængelserne og ikke fremkom med indvendinger.
I sagens behandling har som faste
medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Mogens Kroman (formand),
advokat Tine B. Skyum, konsulent Pernille Knudsen (begge Dansk
Arbejdsgiverforening), konsulent Evelyn Jørgensen, konsulent Claus Jørgensen
(begge Landsorganisationen i Danmark). Derudover har som særlig sagkyndig
dommer deltaget chefkonsulent Coops-Olsen, DI og sekretær Keld Larsen, Dansk
Metal.
Det må efter formuleringen af
aftalerne om forlængelse af uddannelsestiden lægges til grund, at den
overordnede begrundelse for forlængelserne var klagernes fravær på grund af
sygdom. På aftaletidspunktet oversteg klagernes fravær fra
praktikvirksomheden
på grund af sygdom ikke 10 %
af den
fastsatte uddannelsestid, jf. erhvervsuddannelseslovens § 58, stk. 1, nr. 1.
Denne bestemmelse findes at måtte forstås således, at aftale om forlængelse
af
uddannelsestiden kun gyldigt kan indgås, såfremt betingelsen om fravær på
grund
af sygdom i mere end 10 %
af
uddannelsestiden faktisk er opfyldt på aftaletidspunktet, jf. herved også
lovens § 59 om det faglige udvalgs kompetence uden for de tilfælde, der er
nævnt i §§ 57 og 58. Da de af sagen omhandlede aftaler om forlængelse af
uddannelsestiden
herefter må anses for ugyldige. Klagerne findes ikke at have fortabt deres
krav
ved passivitet. Herefter har klagerne krav på erstatning svarende til
forskellen på lærlinge- og svendeløn i den periode, uddannelsestiden er
blevet
forlænget. Der er derimod ikke grundlag for at tilkende klagerne erstatning
for
tort.
T h i
b e s t e m m e s:
Indklagede, virksomhed B, skal
inden 14 dage til klageren elev A betale 16.050,09 kr. og inden 14 dage til
klageren elev A1 betale 8.508,98 kr.
Hver part betaler sine
egne omkostninger.
Denne kendelse kan inden 8 uger fra
modtagelsen indbringes for domstolene.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Kendelse i sag 08.2015 Retsinformation · 1. december 2015
- 22-1999 Retsinformation · 17. februar 2004
- Kendelse Retsinformation · 15. juli 2014
- Ligestillingsnævnets afgørelse Retsinformation · 1. september 2015
- Kendelse 38.2011 Retsinformation · 3. august 2012
- Sag nr.: 10.2005: arbejdsgivers uberettigede ophævelse - langvarig sygdom - erstatning Retsinformation · 23. august 2008
Lignende dokumenter
- 15,16-2002 Retsinformation · 17. februar 2004
- 05.2025 (Denne sag drejer sig om løn mv.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 19. december 2025
- TITEL Retsinformation · 25. februar 2004
- 63.2019 og 16.2020 (Denne sag drejer sig om godtgørelse for mistet uddannelsesgode.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 2. juni 2020
- 34-2001 Retsinformation · 17. februar 2004
- 17.2023 (Denne sag drejer sig om, hvilken kollektiv overenskomst der finder anvendelse på en uddannelsesaftale.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 29. januar 2024