Spring til indhold

Retsinformation

34-2001

KEN nr 10222 af 29/01/2002Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet17. februar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 29. januar

2002 i sag nr. 34.2001

Elev A og A1 mod virksomhed B v/C

Mellem klagerne, elev A, født den 12. marts 1975, og elev

A1, født den 9. februar 1978, og indklagede, virksomhed B v/C, blev

henholdsvis

den 2. april 1999 og 22. maj 1998 indgået uddannelsesaftaler, hvorefter

klagerne skulle uddannes som grafiske trykkere. As uddannelsesperiode var fra

den 1. juli 1999 til den 30. juni 2002, og A1s uddannelsesperiode var fra den

1. juni 1998 til den 31. maj 2001. Begge klagere var forud for indgåelsen af

uddannelsesaftalerne ansat hos indklagede som trykkeriarbejdere, A fra den 6.

december 1995 og A1 fra 1996. Det fremgår af uddannelsesaftalerne, at begge

klageres løn var højere end den gældende

mindstebetaling

for elever. Lønnen svarede for begges vedkommende til deres hidtidige løn -

godt 23.000 kr. månedligt - som trykkeriarbejdere hos indklagede.

Klagerne har ved deres faglige organisation, HK Industri, ved

klageskrift modtaget den 7. september 2001 indbragt sagen for

Tvistighedsnævnet

med påstand om, at indklagede til A skal betale 323.391,81 kr., og til A1

betale 274.334,03 kr., begge beløb med tillæg af procesrente fra sagens

indbringelse

for nævnet den 7. september 2001 til betaling sker.

Indklagede har påstået frifindelse.

Indklagede orienterede den 23. maj 2000 medarbejderne om, at

virksomheden ville blive lukket. Klagerne fratrådte med udgangen af juli

2000.

Af et mødereferat af 26. maj 2000 fremgår, at alle ansatte ville modtage en

fratrædelsesgodtgørelse på 8.000 kr. ved fratræden.

Læs alt

A blev pr. 31. juli 2000 ansat i en ny uddannelsesstilling. A1 blev

ansat i ny uddannelsesstilling fra den 16. oktober 2000. De er begge i disse

stillinger blevet aflønnet med gældende

mindstebetaling

for elever i henhold til overenskomsten.

Klagernes krav, hvis rigtighed for så vidt angår opgørelsen indklagede

ikke bestrider, udgør forskellen på den

elevløn

, som

klagerne opnåede i deres nye uddannelsesforhold og den højere løn, som

klagerne

kunne have oppebåret under ansættelse hos indklagede i hele

uddannelsesperioden.

Klagerne har erklæret, at det kan lægges til grund, at indklagede hjalp

klagerne med at finde nye uddannelsesstillinger.

Klagerne har givet møde for Tvistighedsnævnet og afgivet forklaring.

For indklagede har direktør D givet møde og afgivet forklaring.

A

har

forklaret bl.a., at det var indklagede, der tog initiativ til at indgå

uddannelsesaftale med ham. Indklagede havde et ønske om, at alle medarbejdere

skulle kunne varetage de samme opgaver. Han fik at vide, at han kunne

bibeholde

samme løn som han havde som trykkeriarbejder. Dette var afgørende for ham på

grund af private udgifter, bl.a., til børn og andelslejlighed. Der var ingen

af

de uddannelsessteder, han var i kontakt med, der ville betale den samme løn,

som han havde hos indklagede.

A1

har forklaret i det væsentlige som A. Han havde udgifter til andelslejlighed

og

afbetaling på køb af en bil. Det var også afgørende for ham, at han under

uddannelsen kunne bibeholde samme løn, som han havde som trykkeriarbejder.

D

har

forklaret bl.a., at virksomheden blev lukket af økonomiske grunde. Han

tiltrådte den 1. april 2000 og blev kort tid efter orienteret om planerne om

lukning af virksomheden. Den havde da været i drift i 5 år, hvoraf de sidste

tre år havde været underskudsgivende. Virksomhedens faktor fik specielt til

opgave at finde nye uddannelsessteder til klagerne. Han formidlede flere

tilbud

til klagerne, men det var lidt svært at motivere dem til at tage kontakt til

de

pågældende steder.

Klagerne

har til støtte for deres påstande gjort gældende, at de med indklagede

havde aftalt en højere løn end den sædvanlige. Dette ansættelsesvilkår kan

alene ændres med et varsel svarende til opsigelsesvarslet. Da

uddannelsesaftalerne var uopsigelige, kunne lønvilkåret ikke ensidigt ændres

af

indklagede. Den foreliggende sag er af en anden karakter end

Tvistighedsnævnets

sag nr. 14 i 1993, hvor der fra starten af uddannelsesforholdet var aftalt

overenskomstmæssig løn. I nærværende sag blev der derimod fra

uddannelsesforholdets

begyndelse på indklagedes initiativ aftalt en højere løn end den

overenskomstmæssige,

og denne var desuden for begge klagere en væsentlig og individuel

forudsætning

for overhovedet at påbegynde uddannelsesforholdet. Da indklagede har

misligholdt

ansættelsesforholdet og derved handlet erstatningspådragende, har klagerne

som

udgangspunkt krav på erstatning svarende til positiv opfyldelsesinteresse.

Klagerne skal stilles som om uddannelsesaftalen var blevet rigtigt opfyldt af

indklagede. Kravet er ikke upåregneligt for indklagede, der selv tog

initiativ

til aftalerne, selvom virksomhedens økonomi åbenbart havde været dårlig i

flere

år. Klagerne har opfyldt deres

tabsbegrænsningspligt

ved at opnå anden uddannelsesstilling til en realistisk løn.

Indklagede

har til støtte for sin påstand gjort gældende, at uddannelsesforholdet,

men ikke lønvilkåret, er uopsigeligt, jf. Tvistighedsnævnets afgørelse nr. 14

i

1993. Uddannelsesforholdets uopsigelig er motiveret af et ønske om at sikre

uddannelsens gennemførelse, men dette motiv kan ikke begrunde, at en

arbejdsgiver skulle være afskåret fra med et passende varsel at nedsætte en

løn, der måtte vise sig at være for omkostningskrævende for arbejdsgiveren og

derfor muligt til fare for elevens uddannelse. Det har endvidere ikke været

påregneligt for indklagede, at man kunne blive mødt med et så voldsomt

økonomisk

krav i forbindelse med en økonomisk sagligt motiveret lukning af

virksomheden.

I givet fald har klagerne alene krav på en erstatning i overensstemmelse med

nævnets sædvanlige praksis og med fradrag af de udbetalte

fratrædelsesgodtgørelser på 8.000 kr.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet

deltaget landsdommer Mogens Kroman (formand),

advokat Tine B. Skyum og konsulent Susanne Christensen (begge Dansk

Arbejdsgiverforening), samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Claus

Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særlig

sagkyndigt medlem deltaget næstformand Bjarne Nielsen, HK og afdelingschef

Leif

Boe

Hansen, Grafisk Arbejdsgiverforening.

Tvistighedsnævnets bemærkninger:

4 medlemmer af nævnet udtaler:

Det lægges ved afgørelsen til grund,

at

uddannelsesaftalerne

mellem klagerne og indklagede blev indgået på indklagedes initiativ,

at

indklagede

tilbød klagerne, at de kunne oppebære samme løn - godt 23.000 kr. månedligt -

som den, de havde som trykkeriarbejdere hos indklagede,

at

det var en væsentlig og individuel

forudsætning for klagerne, at de også under uddannelsen kunne oppebære samme

løn som hidtil, og

at

indklagede misligholdt uddannelsesaftalerne ved at

bringe disse til ophør i utide.

Flertallet

finder, at indklagede ved sin afbrydelsen af klagernes uddannelse har

pådraget

sig erstatningsansvar over for klagerne. Efter Tvistighedsnævnets praksis

udmåles

den erstatning, som en elev er berettiget til, hvis arbejdsgiveren på

ansvarspådragende måde har afbrudt elevforholdet, som udgangspunkt som en

godtgørelse på 25.000 kr., uafhængigt af elevens konkrete tab som følge af

afbrydelsen af elevforholdet.

Ved fastsættelsen af godtgørelsen i nærværende sag lægges der vægt på

de momenter, der er lagt til grund ovenfor og på den omstændighed, at

klagerne,

der var midt i et uddannelsesforløb, naturligt var motiveret for at søge

uddannelsen

færdiggjort i stedet for på ny at tage arbejde som trykkeriarbejdere. Den

forøgelse af klagernes indtægtstab, som dette valg har bevirket, findes

imidlertid ikke fuldt ud at kunne gøres gældende over for indklagede.

Herefter

fastsættes erstatningsbeløbene skønsmæssigt, således at der tilkendes

klagerne

hver 100.000 kr.

3

medlemmer af nævnet udtaler:

Det tiltrædes, at klagerne i overensstemmelse med Tvistighedsnævnets

praksis som følge af indklagedes opsigelse af uddannelsesaftalerne er

berettigede til en godtgørelse. Denne godtgørelse kan passende fastsættes til

kr. 17.000 til hver af klagerne. Der er herved lagt særligt vægt på, at

indklagede aktivt arbejdede på at formidle nye uddannelsesaftaler til

klagerne,

at klagernes ansættelse med henblik herpå blev forlænget med 2 måneder, og at

hver af klagerne i forbindelse med uddannelsesaftalernes ophør modtog en

fratrædelsesgodtgørelse på kr. 8.000.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

T h

i

b e s t e m

m

e s:

Indklagede,

virksomhed B v/C, skal inden 14 dage til klageren A betale 100.000 kr. og til

klageren A1 betale 100.000 kr. Begge beløb forrentes med procesrente fra den

7.

september 2001 til betaling sker.

Hver

part betaler sine egne omkostninger.

Denne

kendelse kan senest 8 uger efter modtagelse indbringes for domstolene.

Lignende dokumenter