34-2001
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kendelse
afsagt af Tvistighedsnævnet den 29. januar
2002 i sag nr. 34.2001
Elev A og A1 mod virksomhed B v/C
Mellem klagerne, elev A, født den 12. marts 1975, og elev
A1, født den 9. februar 1978, og indklagede, virksomhed B v/C, blev
henholdsvis
den 2. april 1999 og 22. maj 1998 indgået uddannelsesaftaler, hvorefter
klagerne skulle uddannes som grafiske trykkere. As uddannelsesperiode var fra
den 1. juli 1999 til den 30. juni 2002, og A1s uddannelsesperiode var fra den
1. juni 1998 til den 31. maj 2001. Begge klagere var forud for indgåelsen af
uddannelsesaftalerne ansat hos indklagede som trykkeriarbejdere, A fra den 6.
december 1995 og A1 fra 1996. Det fremgår af uddannelsesaftalerne, at begge
klageres løn var højere end den gældende
mindstebetaling
for elever. Lønnen svarede for begges vedkommende til deres hidtidige løn -
godt 23.000 kr. månedligt - som trykkeriarbejdere hos indklagede.
Klagerne har ved deres faglige organisation, HK Industri, ved
klageskrift modtaget den 7. september 2001 indbragt sagen for
Tvistighedsnævnet
med påstand om, at indklagede til A skal betale 323.391,81 kr., og til A1
betale 274.334,03 kr., begge beløb med tillæg af procesrente fra sagens
indbringelse
for nævnet den 7. september 2001 til betaling sker.
Indklagede har påstået frifindelse.
Indklagede orienterede den 23. maj 2000 medarbejderne om, at
virksomheden ville blive lukket. Klagerne fratrådte med udgangen af juli
2000.
Af et mødereferat af 26. maj 2000 fremgår, at alle ansatte ville modtage en
fratrædelsesgodtgørelse på 8.000 kr. ved fratræden.
Læs alt
A blev pr. 31. juli 2000 ansat i en ny uddannelsesstilling. A1 blev
ansat i ny uddannelsesstilling fra den 16. oktober 2000. De er begge i disse
stillinger blevet aflønnet med gældende
mindstebetaling
for elever i henhold til overenskomsten.
Klagernes krav, hvis rigtighed for så vidt angår opgørelsen indklagede
ikke bestrider, udgør forskellen på den
elevløn
, som
klagerne opnåede i deres nye uddannelsesforhold og den højere løn, som
klagerne
kunne have oppebåret under ansættelse hos indklagede i hele
uddannelsesperioden.
Klagerne har erklæret, at det kan lægges til grund, at indklagede hjalp
klagerne med at finde nye uddannelsesstillinger.
Klagerne har givet møde for Tvistighedsnævnet og afgivet forklaring.
For indklagede har direktør D givet møde og afgivet forklaring.
A
har
forklaret bl.a., at det var indklagede, der tog initiativ til at indgå
uddannelsesaftale med ham. Indklagede havde et ønske om, at alle medarbejdere
skulle kunne varetage de samme opgaver. Han fik at vide, at han kunne
bibeholde
samme løn som han havde som trykkeriarbejder. Dette var afgørende for ham på
grund af private udgifter, bl.a., til børn og andelslejlighed. Der var ingen
af
de uddannelsessteder, han var i kontakt med, der ville betale den samme løn,
som han havde hos indklagede.
A1
har forklaret i det væsentlige som A. Han havde udgifter til andelslejlighed
og
afbetaling på køb af en bil. Det var også afgørende for ham, at han under
uddannelsen kunne bibeholde samme løn, som han havde som trykkeriarbejder.
D
har
forklaret bl.a., at virksomheden blev lukket af økonomiske grunde. Han
tiltrådte den 1. april 2000 og blev kort tid efter orienteret om planerne om
lukning af virksomheden. Den havde da været i drift i 5 år, hvoraf de sidste
tre år havde været underskudsgivende. Virksomhedens faktor fik specielt til
opgave at finde nye uddannelsessteder til klagerne. Han formidlede flere
tilbud
til klagerne, men det var lidt svært at motivere dem til at tage kontakt til
de
pågældende steder.
Klagerne
har til støtte for deres påstande gjort gældende, at de med indklagede
havde aftalt en højere løn end den sædvanlige. Dette ansættelsesvilkår kan
alene ændres med et varsel svarende til opsigelsesvarslet. Da
uddannelsesaftalerne var uopsigelige, kunne lønvilkåret ikke ensidigt ændres
af
indklagede. Den foreliggende sag er af en anden karakter end
Tvistighedsnævnets
sag nr. 14 i 1993, hvor der fra starten af uddannelsesforholdet var aftalt
overenskomstmæssig løn. I nærværende sag blev der derimod fra
uddannelsesforholdets
begyndelse på indklagedes initiativ aftalt en højere løn end den
overenskomstmæssige,
og denne var desuden for begge klagere en væsentlig og individuel
forudsætning
for overhovedet at påbegynde uddannelsesforholdet. Da indklagede har
misligholdt
ansættelsesforholdet og derved handlet erstatningspådragende, har klagerne
som
udgangspunkt krav på erstatning svarende til positiv opfyldelsesinteresse.
Klagerne skal stilles som om uddannelsesaftalen var blevet rigtigt opfyldt af
indklagede. Kravet er ikke upåregneligt for indklagede, der selv tog
initiativ
til aftalerne, selvom virksomhedens økonomi åbenbart havde været dårlig i
flere
år. Klagerne har opfyldt deres
tabsbegrænsningspligt
ved at opnå anden uddannelsesstilling til en realistisk løn.
Indklagede
har til støtte for sin påstand gjort gældende, at uddannelsesforholdet,
men ikke lønvilkåret, er uopsigeligt, jf. Tvistighedsnævnets afgørelse nr. 14
i
1993. Uddannelsesforholdets uopsigelig er motiveret af et ønske om at sikre
uddannelsens gennemførelse, men dette motiv kan ikke begrunde, at en
arbejdsgiver skulle være afskåret fra med et passende varsel at nedsætte en
løn, der måtte vise sig at være for omkostningskrævende for arbejdsgiveren og
derfor muligt til fare for elevens uddannelse. Det har endvidere ikke været
påregneligt for indklagede, at man kunne blive mødt med et så voldsomt
økonomisk
krav i forbindelse med en økonomisk sagligt motiveret lukning af
virksomheden.
I givet fald har klagerne alene krav på en erstatning i overensstemmelse med
nævnets sædvanlige praksis og med fradrag af de udbetalte
fratrædelsesgodtgørelser på 8.000 kr.
I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet
deltaget landsdommer Mogens Kroman (formand),
advokat Tine B. Skyum og konsulent Susanne Christensen (begge Dansk
Arbejdsgiverforening), samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Claus
Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særlig
sagkyndigt medlem deltaget næstformand Bjarne Nielsen, HK og afdelingschef
Leif
Boe
Hansen, Grafisk Arbejdsgiverforening.
Tvistighedsnævnets bemærkninger:
4 medlemmer af nævnet udtaler:
Det lægges ved afgørelsen til grund,
at
uddannelsesaftalerne
mellem klagerne og indklagede blev indgået på indklagedes initiativ,
at
indklagede
tilbød klagerne, at de kunne oppebære samme løn - godt 23.000 kr. månedligt -
som den, de havde som trykkeriarbejdere hos indklagede,
at
det var en væsentlig og individuel
forudsætning for klagerne, at de også under uddannelsen kunne oppebære samme
løn som hidtil, og
at
indklagede misligholdt uddannelsesaftalerne ved at
bringe disse til ophør i utide.
Flertallet
finder, at indklagede ved sin afbrydelsen af klagernes uddannelse har
pådraget
sig erstatningsansvar over for klagerne. Efter Tvistighedsnævnets praksis
udmåles
den erstatning, som en elev er berettiget til, hvis arbejdsgiveren på
ansvarspådragende måde har afbrudt elevforholdet, som udgangspunkt som en
godtgørelse på 25.000 kr., uafhængigt af elevens konkrete tab som følge af
afbrydelsen af elevforholdet.
Ved fastsættelsen af godtgørelsen i nærværende sag lægges der vægt på
de momenter, der er lagt til grund ovenfor og på den omstændighed, at
klagerne,
der var midt i et uddannelsesforløb, naturligt var motiveret for at søge
uddannelsen
færdiggjort i stedet for på ny at tage arbejde som trykkeriarbejdere. Den
forøgelse af klagernes indtægtstab, som dette valg har bevirket, findes
imidlertid ikke fuldt ud at kunne gøres gældende over for indklagede.
Herefter
fastsættes erstatningsbeløbene skønsmæssigt, således at der tilkendes
klagerne
hver 100.000 kr.
3
medlemmer af nævnet udtaler:
Det tiltrædes, at klagerne i overensstemmelse med Tvistighedsnævnets
praksis som følge af indklagedes opsigelse af uddannelsesaftalerne er
berettigede til en godtgørelse. Denne godtgørelse kan passende fastsættes til
kr. 17.000 til hver af klagerne. Der er herved lagt særligt vægt på, at
indklagede aktivt arbejdede på at formidle nye uddannelsesaftaler til
klagerne,
at klagernes ansættelse med henblik herpå blev forlænget med 2 måneder, og at
hver af klagerne i forbindelse med uddannelsesaftalernes ophør modtog en
fratrædelsesgodtgørelse på kr. 8.000.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
T h
i
b e s t e m
m
e s:
Indklagede,
virksomhed B v/C, skal inden 14 dage til klageren A betale 100.000 kr. og til
klageren A1 betale 100.000 kr. Begge beløb forrentes med procesrente fra den
7.
september 2001 til betaling sker.
Hver
part betaler sine egne omkostninger.
Denne
kendelse kan senest 8 uger efter modtagelse indbringes for domstolene.
Lignende dokumenter
- 13.2025 (Denne sag drejer sig om løn mv. og godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 3. november 2025
- 34.2022 (Denne sag drejer sig om betaling af løn mv.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 31. januar 2023
- 07.2022 (Denne sag drejer sig om betaling af løn mv. og godtgørelse efter ansættelsesbevisloven) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 1. juli 2022
- 25.2022 (Denne sag drejer sig om godtgørelse for ophævelse af uddannelsesaftalen og efterbetaling af løn.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 22. november 2022
- 53.2023 (Denne sag drejer sig om løn og godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 18. marts 2024
- 02.2024 (Denne sag drejer sig efterbetaling af frit valg og pension.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 30. april 2024