Spring til indhold

Retsinformation

18-2000

KEN nr 12848 af 25/01/2001Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet17. februar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse

afsagt af

Tvistighedsnævnet den 25. januar 2001 i sag nr.18.2000

Elev A mod virksomhed B

Mellem klageren, elev A, født den

29. november 1972, og indklagede, virksomhed B, blev der den 17. april 1998

indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som

kontorelev

med specialet administration med uddannelsesperiode fra den 11. maj 1998 til

den 10. maj 2000.

Klageren har ved sin faglige

organisation, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund, ved klageskrift

modtaget den 11. juli 2000 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig

påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 256.048,32 kr.

Beløbet er sammensat af

efterbetaling af løn for perioden 1. juni 1998 til 1. december 1999,

148.461,75

kr., overarbejdsbetaling 97.266,12 kr. og ulempeerstatning for afbrydelse af

elevforholdet med 25.000 kr.

Indklagede har påstået frifindelse

og nedlagt selvstændig påstand om, at klageren skal betale en godtgørelse på

25.000 kr. til indklagede som følge af uberettiget afbrydelse af

elevforholdet.

Over for indklagedes selvstændige

påstand har klageren påstået frifindelse.

Klageren har givet personligt møde

for Tvistighedsnævnet og afgivet forklaring. For indklagede har

administrerende

direktør C og markedschef D givet møde og afgivet forklaring. Endelig er der

afgivet forklaring af E, HK.

Læs alt

Sagens omstændigheder:

Før sin tiltræden hos indklagede

havde A gennemført engros-handelsuddannelsen (el-engros), og han var næsten

færdig med Højere Handelseksamen, der kunne have været fuldført den 19. juni

1998.

I juni 1998 tilbød klagerens

daværende chef, F, klageren, at han kunne vikariere for salgsassistenten G i

en

6 måneders periode, idet G var blevet overført til opgaver i forbindelse med

iværksættelse af et nyt EDB-system. Indklagede havde forud herfor ansat en

vikar til afløsning for G, men denne var sprunget fra.

Den 10. juli 1998 skrev F således

til klageren:

“Det

aftales hermed at din elevløn reguleres med kr. 2050 til 10250 pr. måned i

perioden juli-dec. 1998 (6 mdr.), hvor du varetager G´s funktion/opgaver.

Løntillægget dækker overarbejde i perioden.”

I november 1998, efter at F var

fratrådt sin stilling, havde klageren en medarbejdersamtale med sin nye chef,

D, bl.a. vedrørende løntillægget. Efter at klageren yderligere havde haft en

samtale med den administrerende direktør, C, udarbejdede D et referat hvoraf

bl.a. fremgår følgende:

“

Omkring

lønforhold er der aftalt at du oppebære løntillæg 2050 kr. i resten af din

elevtid. Din løn vil ligeledes blive reguleret med den kontraktlige elevsats

fra år 1 til år 2. Dog vil du ikke blive reguleret med B´s elevsats på

kr.1000 efter år 1.

Aftalen

dækker også evt. overarbejde.

P.t.

er der ingen forhold som har givet anledning til specielle anmærkninger

omkring, arbejdsforhold, kollegaer mv.”

I sommeren 1999 bad klageren

indklagede om, at få en anbefaling til brug for eventuelle jobansøgninger. D

sendte den 22. juni 1999 en anbefaling til klageren, hvori det bl.a. hedder:

“

Elevuddannelsen

hos B er en “allround” uddannelse, hvor eleven kommer igennem et

uddannelsesforløb bestående af:

Salg

Planlægning

Indkøb

Økonomi

Reception,

hvor

hovedvægten lægges på et af ovennævnte funktionsområder.

Funktionsområdet

for A er salg, hvor A i perioden 1. august 1998 frem til 1. august 1999

selvstændigt har varetaget de daglige arbejdsopgaver inden for dette område

på

lige fod med vore udlærte salgsassistenter.

Vi

kan trods et endnu ikke afsluttet uddannelsesforløb give A vor anbefaling

”

Af en uddannelsesplan for bl.a.

klageren, der er opdateret pr. 30. juni 1999, fremgår under overskriften

“Generelt om fordelingen” følgende:

“13-15

måneder i basis afdeling (salg/indkøb)

6-8

måneder i salg/indkøb

2

måneder i økonomi

1

måned i planlægning (evt. halvdags)

1

måned i receptionen”

Den 1. december 1999 blev der i

virksomheden afholdt et møde mellem D og E, HK. Mødet var foranlediget af en

henvendelse fra klageren til HK, idet klageren på dette tidspunkt var

bekymret

for, om han ville kunne nå at gennemføre alle elementer i sin uddannelse. Den

7. december 1999 skrev E således til

indklagede:

“Idet

vi henviser til vore telefonsamtaler den 6. ds. skal vi herved bekræfte, at

vi

finder den foretagne bortvisning af vort medlem uberettiget.

Vi

skal for god ordens skyld oplyse Dem om, at sagen vil blive overgivet til

forhandling vore organisationer imellem, hvorunder der vil blive stillet krav

om erstatning for det passerede, betaling for overarbejde samt erstatning for

tab af uddannelsesgode.

Af

hensyn til registrering på Købmandsskole bedes vedlagte formular returneret

eller videresendt til skolen med kopi hertil ”

Den 13. december 1999 blev der

afholdt møde mellem HK og indklagede, og samme dag skrev indklagede således

til

klageren:

“Da

du mod forventning ikke deltog i mødet hos B dags dato, fastholder vi, at du

ikke blev bortvist, men at vi har bedt dig om at vende tilbage sammen med en

repræsentant fra HK Service & Industri.

Vi

forventer fortsat, at du møder op hos B den 14. december 1999 og færdiggør

det

påbegyndte uddannelsesforløb.”

Klageren genoptog ikke sit arbejde

hos indklagede.

Efter henvendelse fra HK skrev

Uddannelsesnævnet for handels- og kontorområdet den 28. januar 2000 således

til

HK:

“Det

faglige Udvalg for Kontoruddannelser bekræfter, at A´s restuddannelsestid i

kontorspecialet Administration er 5 måneder og 7 dage.

Udvalget

har noteret sig, at uddannelsesforholdet hos B er ophørt den 3. december 1999

og at eleven i løbet af hele uddannelsesperioden har været beskæftiget med

funktioner der henhører under kontorspecialet Administration.

”

Klageren

har til brug for sagen fremlagt opgørelser over sit overarbejde.

Klageren

har bl.a.

forklaret, at han fra starten af ansættelsesforholdet blev beskæftiget i

salgsafdelingen. Indklagede producerer og sælger emballage til flydende

fødevarer. En af fire salgsassistenter i afdelingen, G, skulle midlertidigt

beskæftiges med implementering af et nyt EDB-system, og den vikar, man havde

ansat til at afløse G, sprang fra. Derefter spurgte hans daværende chef, F,

klageren, om han ville overtage G funktioner. Det ville han gerne, og efter

en

uges oplæring hos G, varetog han dennes funktioner fuldt ud. Hans opgave var

navnlig at sørge for, at lagrene af emballage hos to store kunder stedse var

af

en passende størrelse. Han foretog beregninger på grundlag af oplysninger om

kundernes forbrug.

Aftalen fra juli 1998 om et

løntillæg på 2050 kr. fremkom på F initiativ. F var opmærksom på, at klageren

havde en del overarbejde. Det var klagerens opfattelse, at de 2050 kr.

dækkede

dels noget af hans overarbejde, dels det forhold, at han bestred en stilling

som uddannet. Efter kort tid gav F klageren en uges afspadsering som følge af

overarbejdet, ligesom han tilkendegav, at klagerens løntillæg senere ville

kunne blive forhøjet.

Under medarbejdersamtalen med D i

november 1998 blev der fastsat en ny slutdato for vikariatet. D mente ikke,

at

klagerens løntillæg skulle fortsætte, efter at vikariatet var ophørt. Da

klageren var utilfreds hermed, drøftede han spørgsmålet med den

administrerende

direktør, C, hvorefter det blev aftalt, at han kunne beholde løntillægget.

Som

det fremgår af samtalereferatet af 13. november 1998, ville klageren dog på

den

anden side ikke blive reguleret med elevsatsen på 1000 kr. efter år et. Under

samtalerne med D og C blev spørgsmålet om overarbejde ikke berørt.

I efteråret 1999 blev vikariatet

endnu engang forlænget, og han talte med D om, at han var bekymret for sin

uddannelse. Han manglede på det tidspunkt endnu at gennemføre de fleste af de

områder, han efter uddannelsesplanen skulle igennem. D forlængede imidlertid

vikariatet til 1. januar 2000. Derefter kontaktede klageren HK og drøftede

sagen med E.

Han begyndte i december 1999 at

opgøre sit overarbejde. Indtil da regnede han med, at overarbejdet var dækket

af løntillægget. Men i et møde mellem E, HK, og D sagde D, at klageren

oppebar

løntillægget på grund af sin modenhed og stillingens karakter, og som følge

heraf forsøgte han at skønne over omfanget af sit overarbejde. De første 6

måneder havde der været særligt meget overarbejde, og desuden var det

karakteristisk, at der i starten af hver måned var en arbejdspukkel, fordi

man

på dette tidspunkt fik lagertal fra kunderne. Ved udøvelsen af skønnet over

antallet af overarbejdstimer har han også støttet sig til sin kones erindring

om, på hvilke tidspunkter af dagen, han kom hjem.

Den 1. december 1999 forhandlede E

i et møde på virksomheden klagerens uddannelsessituation med D. Han deltog

ikke

selv i drøftelsen, men blev kaldt ind, da den var tilendebragt. Han fik

oplyst,

at man var blevet enige om, at klageren nu skulle over i økonomiafdelingen,

og

at han godt ville kunne nå at gennemføre sin uddannelse. Klageren spurgte, om

de havde talt om hans overarbejde. Det havde de ikke, men E bemærkede, at

hans

overarbejde ikke efter overenskomsten kunne afregnes, sådan som det hidtil

var

sket. D bemærkede, at det gjorde man heller ikke, idet tillægget ikke var et

overarbejdstillæg, men et tillæg, der var begrundet i kvaliteten af klagerens

arbejde.

Derefter forlod E virksomheden, og

indklagede passede sit arbejde. Han hørte, at C kom hen og talte med D og at

C

udbrød: “Så smid ham dog ud for helvede!” Derefter blev døren til D

kontor

lukket.

Kl. ca. 16.15 blev klageren kaldt

ind til D. D sagde til ham, at han ikke gad se klageren mere, at han havde

misbrugt deres tillid og skulle pakke sine ting og lade være med at tale med

nogen om det. Han sagde også, at han ikke ville se klageren mere. Klageren

var

ikke i tvivl om, at han ikke skulle møde på arbejde igen.

Han ville egentlig gerne være vendt

tilbage til arbejdet efter indklagedes brev af 13. december 1999, men E

rådede

ham til at lade være.

Udspurgt af indklagedes

repræsentant tilføjede klageren vedrørende samtalen med D den 1. december

1999,

at D havde sagt, at han først skulle vise sig igen med én fra HK. Efter

samtalen pakkede han sine ting.

C

har bl. a.

forklaret, at den indklagedes virksomhed har 180 ansatte, heraf 50

funktionærer. Man har sædvanligvis to elever på funktionærområdet. Mange

elever

er forblevet ansat efter endt uddannelse.

Den 13. november 1998 havde han en

samtale med klageren vedrørende klagerens løntillæg på 2050 kr. På grundlag

af

klagerens oplysninger om dennes drøftelser med F, besluttede han, at klageren

skulle oppebære tillægget også efter vikariatet. Samtidig blev det

præciseret,

at klageren ikke derudover skulle have de sædvanlige 1000 kr. ekstra på 2.

uddannelsesår, og at aftalen også dækkede evt. overarbejde. Han mener i

øvrigt

ikke, at klageren på noget tidspunkt er blevet pålagt at overarbejde. Der var

periodevis overarbejde for alle medarbejdere i virksomheden.

I et møde med klageren den 5.

november 1999 gav klageren udtryk for, at han var bange for at uddannelsen

ikke

kunne blive gennemført inden for uddannelsesperioden. Han henviste klageren

til

at drøfte spørgsmålet med D. Klageren nævnte ikke i dette møde noget om

overarbejde.

Han deltog ikke i mødet mellem D og

E den 1. december 1999. Efter mødet talte han med D, der fortalte, at man i

mødet var blevet enige om den resterende del af klagerens uddannelsesforløb.

Derefter var klageren fremkommer med krav vedrørende overarbejde. Han sagde

til

D, at dette spørgsmål kun kunne løses ved at klageren “kom igen med

HK”. Han

har ikke sagt noget til D om, at klageren skulle smides ud. Der er ingen

tvivl

om, at klageren har haft overarbejde. Det var afledt af firmaets almindelige

forventning over for alle medarbejdere om, at opgaverne blev løst rettidigt.

Hvis medarbejderne som følge af overarbejde havde brug for afspadsering, fik

de

det.

D

har bl.a.

forklaret, at klagerens varetagelse af Gs arbejde var en del af klagerens

uddannelse. Efter drøftelse også med C fik klageren lov til at opretholde

tillægget på 2050 kr. Det skulle også dække

almindeligt forefaldende overarbejde. Han var klagerens

uddannelsesansvarlige og talte jævnligt med klageren. Klageren gav ikke

udtryk

for utilfredshed med forholdene, heller ikke i relation til overarbejde. I

sit

daglige arbejde kunne klageren fortsat trække på G, ligesom han kunne få

hjælp

af de øvrige salgsassistenter. Klageren har utvivlsomt haft overarbejde, men

ikke mere end sædvanligt og ikke mere end de øvrige medarbejdere. De ansatte

regulerede selv overarbejde ved at gå tidligere hjem, når der var mulighed

herfor. I slutningen af 1999 tale han på ny med klageren om færdiggørelsen af

uddannelsen, og han lovede klageren, at der ikke ville blive problemer

hermed.

De aftalte, at han skulle udarbejde en revideret uddannelsesplan for

klageren,

men den nåede ikke at blive færdig før mødet den 1. december 1999.

I mødet med E den 1. december 1999

blev han og E enige om, at klageren let kunne nå at færdiggøre sin

uddannelse.

Derefter blev klageren kaldt ind, og E satte ham ind i resultatet af

drøftelserne. Klageren var tilfreds hermed. Derefter spurgte klageren:

“Hvad

med mine 500 overarbejdstimer?” Han blev chokeret over antallet af

timer. E

bemærkede, at der jo var regler for den slags, hvorefter E forlod mødet.

Derefter orienterede han C om forløbet, herunder det af klageren rejste

spørgsmål om overarbejde. Han og C var enige om, at klageren måtte vende

tilbage med HK, hvis overarbejdsspørgsmålet skulle forhandles yderligere.

Dette

meddelte han klageren. Der var ikke antydning af bortvisning i situationen,

og

C sagde ikke noget om, at han skulle smide klageren ud. Han så klageren tage

hjem,

men der var ikke noget mærkeligt ved det, da det var sidst på eftermiddagen.

Han har ikke set klageren tage noget med sig.

De følgende dage konstaterede han,

at klageren ikke mødte på arbejde. Han forsøgte ikke at kontakte klageren i

den

anledning, men forventede at blive kontaktet af HK. Den 6. december 1999

talte

han i telefon med E. E spurgte ham, om han havde bortvist klageren. Hertil

svarede han nej, og bekræftede i øvrigt, at klagerens uddannelsesplan var i

kraft. Han forklarede E, at han “havde sendt A hjem og sagt, at han

skulle

komme igen med HK”. Det var som om, at E under samtalen ville lægge ham

i

munden, at han havde bortvist klageren. Es brev af 7. december 1999 blev

besvaret af indklagede med brevet af 13. december 1999.

E

har bl. a.

forklaret, at han talte i telefon med D den 6. december 1999. Han sagde til D

“Du har smidt ham ud?”, og D bekræftede dette. Han bekræftede også,

at

virksomheden fandt, at klageren havde optrådt illoyalt i forbindelse med

afslutningen af mødet den 1. december 1999. På grundlag af telefonsamtalen

skrev han til indklagede den 7. december 1999 og vedlagde blanket om

ophævelse

af uddannelsesaftalen. Efter nogle dage blev han kontaktet af H, Dansk

Industri, hvorefter mødet hos indklagede den 13. december 1999 blev aftalt.

Klageren

har til

støtte for sin påstand anført følgende:

Efterbetaling

svarende til løn som uddannet:

Forudsætningen for den lave

elevløn er, at klageren under ansættelsen får en uddannelse. Dette skete

ikke,

idet klageren i stort set hele ansættelsesperioden fungerede i en stilling

som

uddannet. Indklagede har utvivlsom sparet udgifter til en vikar, og

indklagede

har misbrugt elevaftalen og givet en mangelfuld oplæring.

Overarbejdsbetaling:

Klagerens

overarbejde var, når

klagerens særlige

arbejdssituation tages

i betragtning, reelt beordret. Han har derfor krav på overarbejdsbetaling i

overensstemmelse med funktionæroverenskomstens § 8. Denne bestemmelse må

fortolkes således, at den udelukker, at der som sket indgås aftale om, at alt

overarbejde er inkluderet i lønnen. For så vidt angår omfanget af klagerens

overarbejde må klagerens opgørelse lægges til grund. Det er ubestridt, at

klageren har haft en del overarbejde, og der er ikke noget utroværdigt ved

klagerens forklaring om og skøn over omfanget.

Krav som

følge af bortvisning af klageren:

Indklagede har bevisbyrden for, at

klageren skulle være udeblevet uberettiget fra arbejdet. På grundlag af

klagerens forklaring om det, der passerede under mødet den 1. december 1999,

Es

forklaring om telefonsamtalen med D, og indklagedes passivitet over for

klagerens opfattelse af sagen må det lægges til grund, at indklagede den 1.

december 1999 bortviste klageren.

Indklagede

har til støtte for sin påstand anført

følgende:

Efterbetalingskravet:

Klageren var under hele ansættelsesforholdet elev. Dette fremgår tydeligt

af den skriftlige dokumentation, og det var da også grundlaget for HK´s

forhandlinger med indklagede.

Klageren

er blevet uddannet inden for de områder, han har bestridt, og HK og

indklagede

var den 1. december 1999 enige om, at klagerens uddannelse uden problemer

kunne

færdiggøres inden for den aftalte periode. Endelig har Uddannelsesnævnet

godkendt hele klagerens ansættelsesperiode som en uddannelsesperiode.

Overarbejdsbetaling:

Klageren fik et aftalt løntillæg for

overarbejde, og han rejste først den 1. december 1999 krav om betaling for

overarbejde ud over dette tillæg. Det bestrides, at klageren har noget krav

på

anden overarbejdsbetaling, og dertil kommer, at omfanget af klagerens

påståede

overarbejde alene beror på hans eget skøn,

at det ikke har været forelagt indklagede løbende og

at det ikke nu kan vurderes eller

kontrolleres nærmere.

Krav som

følge af klagerens udeblivelse:

Der er ikke noget grundlag for at

antage, at klageren blev bortvist den 1. december 1999. Indklagede var ganske

vist skuffet over klagerens adfærd, men opfordrede alene klageren til at

rejse

kravet under en forhandling med HK. Klageren udeblev, i øvrigt efter

opfordring

fra HK, fra arbejdet trods

indklagedes

opfordring til ham om at møde på ny, og indklagede har derfor krav på

erstatning for uberettiget udeblivelse.

I sagens behandling har som faste

medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Mogens Kroman (formand),

ansættelsesretschef Anne Kathrine Schøn og juridisk konsulent Lise

Bardenfleth

(begge Dansk Arbejdsgiverforening), samt konsulent Claus Jørgensen og

konsulent

Ane K. Lorentzen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som

særlig sagkyndige medlemmer deltaget cand.merc.jur Berit Nørskov Pedersen,

Dansk Industri og faglig sekretær Bente Andersen, Handels- og

Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark.

En afgørelse af klagerens krav om

betaling af overarbejde indebærer efter de faste nævnsmedlemmers opfattelse

en

stillingtagen til spørgsmål om fortolkning af den af klageren påberåbte

funktionæroverenskomst. Disse medlemmer er enige om, ikke at behandle dette

spørgsmål. Som følge heraf vil denne del af klagerens krav ikke blive taget

under påkendelse ved Tvistighedsnævnet, jf. erhvervsuddannelseslovens § 65,

stk. 2.

Et flertal

på 4 medlemmer udtaler:

Det kan ikke lægges til grund, at

indklagedes oplæring af klageren har været mangelfuld. Vi lægger herved

særlig

vægt på, at HK og indklagede efter forhandlingen den 1. december 1999 var

enige

om, at klagerens uddannelse kunne færdiggøres inden for den aftalte

tidsramme,

og at Uddannelsesnævnet har godkendt klagers fulde ansættelsestid som

uddannelsesbærende, således at uddannelsestiden ikke har skullet forlænges.

Som

følge heraf har klageren ikke krav på betaling af yderligere løn som påstået.

For så vidt angår spørgsmålet om

bortvisning eller udeblivelse bemærkes:

Den af klageren hævdede bortvisning

af ham er ikke dokumenteret ved en skriftlig meddelelse fra indklagede, men

skal være sket mundtligt i forlængelse af mødet den 1. december 1999.

Det må efter de af såvel klageren,

som D afgivne forklaringer lægges til grund, at D den 1. december 1999 bl.a.

gav udtryk for, at klageren skulle tage hjem og komme tilbage med HK. Det må

endvidere lægges til grund, at indklagedes mening hermed var, at indklagede

ikke ønskede yderligere drøftelser af spørgsmålet om overarbejdsbetaling med

klageren alene, men at dette måtte ske ved en egentlig forhandling med

deltagelse af HK. Vi finder det således ikke imod indklagedes benægtelse

godtgjort - heller ikke ved de efterfølgende omstændigheder - at indklagede

den

1. december 1999 ophævede uddannelsesaftalen uden varsel i form af en

bortvisning af klageren. Som følge heraf bør indklagede i det hele frifindes

for klagerens krav.

Klageren og klagerens organisation

har utvivlsomt opfattet forløbet således, at indklagede bortviste klageren,

og

indklagedes passivitet over for klagerens tilkendegivelser var egnede til at

forstærke dette indtryk hos klageren. Indklagede meddelte således først den

13.

december klageren, at man forventede, at han genoptog sit arbejde den 14.

december. Under disse omstændigheder finder vi ikke, at indklagede kan kræve

erstatning af klageren for ulovlig udeblivelse, hvorfor klageren frifindes

for

indklagedes krav.

Et

mindretal på 3 medlemmer udtaler:

Det er ubestridt, at klageren

gennem stort set hele sin ansættelsestid fungerede som vikar for en

salgsassistent i salgsafdelingen. Efter bevisførelsen må det lægges til

grund,

at klageren reelt ikke fuldt ud blev uddannet, men efter en kort, nødtørftig

introduktion selvstændigt og på egen hånd varetog en fuld funktion som

salgsassistent hos indklagede, der derved sparede udgiften til en vikar.

Under

disse omstændigheder finder vi, at klageren har krav på en erstatning herfor.

For så vidt angår spørgsmålet om

bortvisning eller udeblivelse bemærkes:

Det kan, også efter Ds forklaring, lægges til grund, at D

den 1. december 1999 sendte klageren hjem, og at indklagede, der hævder, at

klageren ikke blev bortvist,

ikke på

noget tidspunkt de efterfølgende dage reagerede over for klagerens

udeblivelse

eller tog skridt til at undersøge, hvorfor klageren ikke mødte på arbejde.

Denne omstændighed samt Es forklaring om samtalen med D den 6. december,

sammenholdt med indklagedes manglende reaktion på Es brev dagen efter, er i

fuld harmoni med klagerens opfattelse af hændelsesforløbet den 1. december,

hvorefter han var blevet bortvist. Under disse omstændigheder må indklagede

godtgøre, at der ikke var tale om en bortvisning, og dette bevis har

indklagede

ikke ført. Bortvisningen var definitiv, og klageren havde herefter ingen

pligt

til på ny at møde på arbejde. Det kan herefter ikke tillægges betydning, at

indklagede den 13. december 1999 bestred bortvisningen og anmodede klageren

at

møde på arbejde.

Af de grunde, der er anført af

flertallet, er vi i øvrigt enige i, at indklagede ikke har krav på erstatning

af klageren for udeblivelse.

Der træffes afgørelse efter

stemmeflertallet.

T h

i

b e s t e m m e s:

Klagerens krav vedrørende

overarbejde tages ikke under påkendelse.

Indklagede,

virksomhed B, frifindes.

Klageren, elev A, frifindes.

Hver part betaler sine egne

omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger

efter modtagelsen indbringes for domstolene.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter