18-2000
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse
afsagt af
Tvistighedsnævnet den 25. januar 2001 i sag nr.18.2000
Elev A mod virksomhed B
Mellem klageren, elev A, født den
29. november 1972, og indklagede, virksomhed B, blev der den 17. april 1998
indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som
kontorelev
med specialet administration med uddannelsesperiode fra den 11. maj 1998 til
den 10. maj 2000.
Klageren har ved sin faglige
organisation, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund, ved klageskrift
modtaget den 11. juli 2000 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig
påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 256.048,32 kr.
Beløbet er sammensat af
efterbetaling af løn for perioden 1. juni 1998 til 1. december 1999,
148.461,75
kr., overarbejdsbetaling 97.266,12 kr. og ulempeerstatning for afbrydelse af
elevforholdet med 25.000 kr.
Indklagede har påstået frifindelse
og nedlagt selvstændig påstand om, at klageren skal betale en godtgørelse på
25.000 kr. til indklagede som følge af uberettiget afbrydelse af
elevforholdet.
Over for indklagedes selvstændige
påstand har klageren påstået frifindelse.
Klageren har givet personligt møde
for Tvistighedsnævnet og afgivet forklaring. For indklagede har
administrerende
direktør C og markedschef D givet møde og afgivet forklaring. Endelig er der
afgivet forklaring af E, HK.
Læs alt
Sagens omstændigheder:
Før sin tiltræden hos indklagede
havde A gennemført engros-handelsuddannelsen (el-engros), og han var næsten
færdig med Højere Handelseksamen, der kunne have været fuldført den 19. juni
1998.
I juni 1998 tilbød klagerens
daværende chef, F, klageren, at han kunne vikariere for salgsassistenten G i
en
6 måneders periode, idet G var blevet overført til opgaver i forbindelse med
iværksættelse af et nyt EDB-system. Indklagede havde forud herfor ansat en
vikar til afløsning for G, men denne var sprunget fra.
Den 10. juli 1998 skrev F således
til klageren:
“Det
aftales hermed at din elevløn reguleres med kr. 2050 til 10250 pr. måned i
perioden juli-dec. 1998 (6 mdr.), hvor du varetager G´s funktion/opgaver.
Løntillægget dækker overarbejde i perioden.”
I november 1998, efter at F var
fratrådt sin stilling, havde klageren en medarbejdersamtale med sin nye chef,
D, bl.a. vedrørende løntillægget. Efter at klageren yderligere havde haft en
samtale med den administrerende direktør, C, udarbejdede D et referat hvoraf
bl.a. fremgår følgende:
“
Omkring
lønforhold er der aftalt at du oppebære løntillæg 2050 kr. i resten af din
elevtid. Din løn vil ligeledes blive reguleret med den kontraktlige elevsats
fra år 1 til år 2. Dog vil du ikke blive reguleret med B´s elevsats på
kr.1000 efter år 1.
Aftalen
dækker også evt. overarbejde.
P.t.
er der ingen forhold som har givet anledning til specielle anmærkninger
omkring, arbejdsforhold, kollegaer mv.”
I sommeren 1999 bad klageren
indklagede om, at få en anbefaling til brug for eventuelle jobansøgninger. D
sendte den 22. juni 1999 en anbefaling til klageren, hvori det bl.a. hedder:
“
Elevuddannelsen
hos B er en “allround” uddannelse, hvor eleven kommer igennem et
uddannelsesforløb bestående af:
Salg
Planlægning
Indkøb
Økonomi
Reception,
hvor
hovedvægten lægges på et af ovennævnte funktionsområder.
Funktionsområdet
for A er salg, hvor A i perioden 1. august 1998 frem til 1. august 1999
selvstændigt har varetaget de daglige arbejdsopgaver inden for dette område
på
lige fod med vore udlærte salgsassistenter.
Vi
kan trods et endnu ikke afsluttet uddannelsesforløb give A vor anbefaling
”
Af en uddannelsesplan for bl.a.
klageren, der er opdateret pr. 30. juni 1999, fremgår under overskriften
“Generelt om fordelingen” følgende:
“13-15
måneder i basis afdeling (salg/indkøb)
6-8
måneder i salg/indkøb
2
måneder i økonomi
1
måned i planlægning (evt. halvdags)
1
måned i receptionen”
Den 1. december 1999 blev der i
virksomheden afholdt et møde mellem D og E, HK. Mødet var foranlediget af en
henvendelse fra klageren til HK, idet klageren på dette tidspunkt var
bekymret
for, om han ville kunne nå at gennemføre alle elementer i sin uddannelse. Den
7. december 1999 skrev E således til
indklagede:
“Idet
vi henviser til vore telefonsamtaler den 6. ds. skal vi herved bekræfte, at
vi
finder den foretagne bortvisning af vort medlem uberettiget.
Vi
skal for god ordens skyld oplyse Dem om, at sagen vil blive overgivet til
forhandling vore organisationer imellem, hvorunder der vil blive stillet krav
om erstatning for det passerede, betaling for overarbejde samt erstatning for
tab af uddannelsesgode.
Af
hensyn til registrering på Købmandsskole bedes vedlagte formular returneret
eller videresendt til skolen med kopi hertil ”
Den 13. december 1999 blev der
afholdt møde mellem HK og indklagede, og samme dag skrev indklagede således
til
klageren:
“Da
du mod forventning ikke deltog i mødet hos B dags dato, fastholder vi, at du
ikke blev bortvist, men at vi har bedt dig om at vende tilbage sammen med en
repræsentant fra HK Service & Industri.
Vi
forventer fortsat, at du møder op hos B den 14. december 1999 og færdiggør
det
påbegyndte uddannelsesforløb.”
Klageren genoptog ikke sit arbejde
hos indklagede.
Efter henvendelse fra HK skrev
Uddannelsesnævnet for handels- og kontorområdet den 28. januar 2000 således
til
HK:
“Det
faglige Udvalg for Kontoruddannelser bekræfter, at A´s restuddannelsestid i
kontorspecialet Administration er 5 måneder og 7 dage.
Udvalget
har noteret sig, at uddannelsesforholdet hos B er ophørt den 3. december 1999
og at eleven i løbet af hele uddannelsesperioden har været beskæftiget med
funktioner der henhører under kontorspecialet Administration.
”
Klageren
har til brug for sagen fremlagt opgørelser over sit overarbejde.
Klageren
har bl.a.
forklaret, at han fra starten af ansættelsesforholdet blev beskæftiget i
salgsafdelingen. Indklagede producerer og sælger emballage til flydende
fødevarer. En af fire salgsassistenter i afdelingen, G, skulle midlertidigt
beskæftiges med implementering af et nyt EDB-system, og den vikar, man havde
ansat til at afløse G, sprang fra. Derefter spurgte hans daværende chef, F,
klageren, om han ville overtage G funktioner. Det ville han gerne, og efter
en
uges oplæring hos G, varetog han dennes funktioner fuldt ud. Hans opgave var
navnlig at sørge for, at lagrene af emballage hos to store kunder stedse var
af
en passende størrelse. Han foretog beregninger på grundlag af oplysninger om
kundernes forbrug.
Aftalen fra juli 1998 om et
løntillæg på 2050 kr. fremkom på F initiativ. F var opmærksom på, at klageren
havde en del overarbejde. Det var klagerens opfattelse, at de 2050 kr.
dækkede
dels noget af hans overarbejde, dels det forhold, at han bestred en stilling
som uddannet. Efter kort tid gav F klageren en uges afspadsering som følge af
overarbejdet, ligesom han tilkendegav, at klagerens løntillæg senere ville
kunne blive forhøjet.
Under medarbejdersamtalen med D i
november 1998 blev der fastsat en ny slutdato for vikariatet. D mente ikke,
at
klagerens løntillæg skulle fortsætte, efter at vikariatet var ophørt. Da
klageren var utilfreds hermed, drøftede han spørgsmålet med den
administrerende
direktør, C, hvorefter det blev aftalt, at han kunne beholde løntillægget.
Som
det fremgår af samtalereferatet af 13. november 1998, ville klageren dog på
den
anden side ikke blive reguleret med elevsatsen på 1000 kr. efter år et. Under
samtalerne med D og C blev spørgsmålet om overarbejde ikke berørt.
I efteråret 1999 blev vikariatet
endnu engang forlænget, og han talte med D om, at han var bekymret for sin
uddannelse. Han manglede på det tidspunkt endnu at gennemføre de fleste af de
områder, han efter uddannelsesplanen skulle igennem. D forlængede imidlertid
vikariatet til 1. januar 2000. Derefter kontaktede klageren HK og drøftede
sagen med E.
Han begyndte i december 1999 at
opgøre sit overarbejde. Indtil da regnede han med, at overarbejdet var dækket
af løntillægget. Men i et møde mellem E, HK, og D sagde D, at klageren
oppebar
løntillægget på grund af sin modenhed og stillingens karakter, og som følge
heraf forsøgte han at skønne over omfanget af sit overarbejde. De første 6
måneder havde der været særligt meget overarbejde, og desuden var det
karakteristisk, at der i starten af hver måned var en arbejdspukkel, fordi
man
på dette tidspunkt fik lagertal fra kunderne. Ved udøvelsen af skønnet over
antallet af overarbejdstimer har han også støttet sig til sin kones erindring
om, på hvilke tidspunkter af dagen, han kom hjem.
Den 1. december 1999 forhandlede E
i et møde på virksomheden klagerens uddannelsessituation med D. Han deltog
ikke
selv i drøftelsen, men blev kaldt ind, da den var tilendebragt. Han fik
oplyst,
at man var blevet enige om, at klageren nu skulle over i økonomiafdelingen,
og
at han godt ville kunne nå at gennemføre sin uddannelse. Klageren spurgte, om
de havde talt om hans overarbejde. Det havde de ikke, men E bemærkede, at
hans
overarbejde ikke efter overenskomsten kunne afregnes, sådan som det hidtil
var
sket. D bemærkede, at det gjorde man heller ikke, idet tillægget ikke var et
overarbejdstillæg, men et tillæg, der var begrundet i kvaliteten af klagerens
arbejde.
Derefter forlod E virksomheden, og
indklagede passede sit arbejde. Han hørte, at C kom hen og talte med D og at
C
udbrød: “Så smid ham dog ud for helvede!” Derefter blev døren til D
kontor
lukket.
Kl. ca. 16.15 blev klageren kaldt
ind til D. D sagde til ham, at han ikke gad se klageren mere, at han havde
misbrugt deres tillid og skulle pakke sine ting og lade være med at tale med
nogen om det. Han sagde også, at han ikke ville se klageren mere. Klageren
var
ikke i tvivl om, at han ikke skulle møde på arbejde igen.
Han ville egentlig gerne være vendt
tilbage til arbejdet efter indklagedes brev af 13. december 1999, men E
rådede
ham til at lade være.
Udspurgt af indklagedes
repræsentant tilføjede klageren vedrørende samtalen med D den 1. december
1999,
at D havde sagt, at han først skulle vise sig igen med én fra HK. Efter
samtalen pakkede han sine ting.
C
har bl. a.
forklaret, at den indklagedes virksomhed har 180 ansatte, heraf 50
funktionærer. Man har sædvanligvis to elever på funktionærområdet. Mange
elever
er forblevet ansat efter endt uddannelse.
Den 13. november 1998 havde han en
samtale med klageren vedrørende klagerens løntillæg på 2050 kr. På grundlag
af
klagerens oplysninger om dennes drøftelser med F, besluttede han, at klageren
skulle oppebære tillægget også efter vikariatet. Samtidig blev det
præciseret,
at klageren ikke derudover skulle have de sædvanlige 1000 kr. ekstra på 2.
uddannelsesår, og at aftalen også dækkede evt. overarbejde. Han mener i
øvrigt
ikke, at klageren på noget tidspunkt er blevet pålagt at overarbejde. Der var
periodevis overarbejde for alle medarbejdere i virksomheden.
I et møde med klageren den 5.
november 1999 gav klageren udtryk for, at han var bange for at uddannelsen
ikke
kunne blive gennemført inden for uddannelsesperioden. Han henviste klageren
til
at drøfte spørgsmålet med D. Klageren nævnte ikke i dette møde noget om
overarbejde.
Han deltog ikke i mødet mellem D og
E den 1. december 1999. Efter mødet talte han med D, der fortalte, at man i
mødet var blevet enige om den resterende del af klagerens uddannelsesforløb.
Derefter var klageren fremkommer med krav vedrørende overarbejde. Han sagde
til
D, at dette spørgsmål kun kunne løses ved at klageren “kom igen med
HK”. Han
har ikke sagt noget til D om, at klageren skulle smides ud. Der er ingen
tvivl
om, at klageren har haft overarbejde. Det var afledt af firmaets almindelige
forventning over for alle medarbejdere om, at opgaverne blev løst rettidigt.
Hvis medarbejderne som følge af overarbejde havde brug for afspadsering, fik
de
det.
D
har bl.a.
forklaret, at klagerens varetagelse af Gs arbejde var en del af klagerens
uddannelse. Efter drøftelse også med C fik klageren lov til at opretholde
tillægget på 2050 kr. Det skulle også dække
almindeligt forefaldende overarbejde. Han var klagerens
uddannelsesansvarlige og talte jævnligt med klageren. Klageren gav ikke
udtryk
for utilfredshed med forholdene, heller ikke i relation til overarbejde. I
sit
daglige arbejde kunne klageren fortsat trække på G, ligesom han kunne få
hjælp
af de øvrige salgsassistenter. Klageren har utvivlsomt haft overarbejde, men
ikke mere end sædvanligt og ikke mere end de øvrige medarbejdere. De ansatte
regulerede selv overarbejde ved at gå tidligere hjem, når der var mulighed
herfor. I slutningen af 1999 tale han på ny med klageren om færdiggørelsen af
uddannelsen, og han lovede klageren, at der ikke ville blive problemer
hermed.
De aftalte, at han skulle udarbejde en revideret uddannelsesplan for
klageren,
men den nåede ikke at blive færdig før mødet den 1. december 1999.
I mødet med E den 1. december 1999
blev han og E enige om, at klageren let kunne nå at færdiggøre sin
uddannelse.
Derefter blev klageren kaldt ind, og E satte ham ind i resultatet af
drøftelserne. Klageren var tilfreds hermed. Derefter spurgte klageren:
“Hvad
med mine 500 overarbejdstimer?” Han blev chokeret over antallet af
timer. E
bemærkede, at der jo var regler for den slags, hvorefter E forlod mødet.
Derefter orienterede han C om forløbet, herunder det af klageren rejste
spørgsmål om overarbejde. Han og C var enige om, at klageren måtte vende
tilbage med HK, hvis overarbejdsspørgsmålet skulle forhandles yderligere.
Dette
meddelte han klageren. Der var ikke antydning af bortvisning i situationen,
og
C sagde ikke noget om, at han skulle smide klageren ud. Han så klageren tage
hjem,
men der var ikke noget mærkeligt ved det, da det var sidst på eftermiddagen.
Han har ikke set klageren tage noget med sig.
De følgende dage konstaterede han,
at klageren ikke mødte på arbejde. Han forsøgte ikke at kontakte klageren i
den
anledning, men forventede at blive kontaktet af HK. Den 6. december 1999
talte
han i telefon med E. E spurgte ham, om han havde bortvist klageren. Hertil
svarede han nej, og bekræftede i øvrigt, at klagerens uddannelsesplan var i
kraft. Han forklarede E, at han “havde sendt A hjem og sagt, at han
skulle
komme igen med HK”. Det var som om, at E under samtalen ville lægge ham
i
munden, at han havde bortvist klageren. Es brev af 7. december 1999 blev
besvaret af indklagede med brevet af 13. december 1999.
E
har bl. a.
forklaret, at han talte i telefon med D den 6. december 1999. Han sagde til D
“Du har smidt ham ud?”, og D bekræftede dette. Han bekræftede også,
at
virksomheden fandt, at klageren havde optrådt illoyalt i forbindelse med
afslutningen af mødet den 1. december 1999. På grundlag af telefonsamtalen
skrev han til indklagede den 7. december 1999 og vedlagde blanket om
ophævelse
af uddannelsesaftalen. Efter nogle dage blev han kontaktet af H, Dansk
Industri, hvorefter mødet hos indklagede den 13. december 1999 blev aftalt.
Klageren
har til
støtte for sin påstand anført følgende:
Efterbetaling
svarende til løn som uddannet:
Forudsætningen for den lave
elevløn er, at klageren under ansættelsen får en uddannelse. Dette skete
ikke,
idet klageren i stort set hele ansættelsesperioden fungerede i en stilling
som
uddannet. Indklagede har utvivlsom sparet udgifter til en vikar, og
indklagede
har misbrugt elevaftalen og givet en mangelfuld oplæring.
Overarbejdsbetaling:
Klagerens
overarbejde var, når
klagerens særlige
arbejdssituation tages
i betragtning, reelt beordret. Han har derfor krav på overarbejdsbetaling i
overensstemmelse med funktionæroverenskomstens § 8. Denne bestemmelse må
fortolkes således, at den udelukker, at der som sket indgås aftale om, at alt
overarbejde er inkluderet i lønnen. For så vidt angår omfanget af klagerens
overarbejde må klagerens opgørelse lægges til grund. Det er ubestridt, at
klageren har haft en del overarbejde, og der er ikke noget utroværdigt ved
klagerens forklaring om og skøn over omfanget.
Krav som
følge af bortvisning af klageren:
Indklagede har bevisbyrden for, at
klageren skulle være udeblevet uberettiget fra arbejdet. På grundlag af
klagerens forklaring om det, der passerede under mødet den 1. december 1999,
Es
forklaring om telefonsamtalen med D, og indklagedes passivitet over for
klagerens opfattelse af sagen må det lægges til grund, at indklagede den 1.
december 1999 bortviste klageren.
Indklagede
har til støtte for sin påstand anført
følgende:
Efterbetalingskravet:
Klageren var under hele ansættelsesforholdet elev. Dette fremgår tydeligt
af den skriftlige dokumentation, og det var da også grundlaget for HK´s
forhandlinger med indklagede.
Klageren
er blevet uddannet inden for de områder, han har bestridt, og HK og
indklagede
var den 1. december 1999 enige om, at klagerens uddannelse uden problemer
kunne
færdiggøres inden for den aftalte periode. Endelig har Uddannelsesnævnet
godkendt hele klagerens ansættelsesperiode som en uddannelsesperiode.
Overarbejdsbetaling:
Klageren fik et aftalt løntillæg for
overarbejde, og han rejste først den 1. december 1999 krav om betaling for
overarbejde ud over dette tillæg. Det bestrides, at klageren har noget krav
på
anden overarbejdsbetaling, og dertil kommer, at omfanget af klagerens
påståede
overarbejde alene beror på hans eget skøn,
at det ikke har været forelagt indklagede løbende og
at det ikke nu kan vurderes eller
kontrolleres nærmere.
Krav som
følge af klagerens udeblivelse:
Der er ikke noget grundlag for at
antage, at klageren blev bortvist den 1. december 1999. Indklagede var ganske
vist skuffet over klagerens adfærd, men opfordrede alene klageren til at
rejse
kravet under en forhandling med HK. Klageren udeblev, i øvrigt efter
opfordring
fra HK, fra arbejdet trods
indklagedes
opfordring til ham om at møde på ny, og indklagede har derfor krav på
erstatning for uberettiget udeblivelse.
I sagens behandling har som faste
medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Mogens Kroman (formand),
ansættelsesretschef Anne Kathrine Schøn og juridisk konsulent Lise
Bardenfleth
(begge Dansk Arbejdsgiverforening), samt konsulent Claus Jørgensen og
konsulent
Ane K. Lorentzen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som
særlig sagkyndige medlemmer deltaget cand.merc.jur Berit Nørskov Pedersen,
Dansk Industri og faglig sekretær Bente Andersen, Handels- og
Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark.
En afgørelse af klagerens krav om
betaling af overarbejde indebærer efter de faste nævnsmedlemmers opfattelse
en
stillingtagen til spørgsmål om fortolkning af den af klageren påberåbte
funktionæroverenskomst. Disse medlemmer er enige om, ikke at behandle dette
spørgsmål. Som følge heraf vil denne del af klagerens krav ikke blive taget
under påkendelse ved Tvistighedsnævnet, jf. erhvervsuddannelseslovens § 65,
stk. 2.
Et flertal
på 4 medlemmer udtaler:
Det kan ikke lægges til grund, at
indklagedes oplæring af klageren har været mangelfuld. Vi lægger herved
særlig
vægt på, at HK og indklagede efter forhandlingen den 1. december 1999 var
enige
om, at klagerens uddannelse kunne færdiggøres inden for den aftalte
tidsramme,
og at Uddannelsesnævnet har godkendt klagers fulde ansættelsestid som
uddannelsesbærende, således at uddannelsestiden ikke har skullet forlænges.
Som
følge heraf har klageren ikke krav på betaling af yderligere løn som påstået.
For så vidt angår spørgsmålet om
bortvisning eller udeblivelse bemærkes:
Den af klageren hævdede bortvisning
af ham er ikke dokumenteret ved en skriftlig meddelelse fra indklagede, men
skal være sket mundtligt i forlængelse af mødet den 1. december 1999.
Det må efter de af såvel klageren,
som D afgivne forklaringer lægges til grund, at D den 1. december 1999 bl.a.
gav udtryk for, at klageren skulle tage hjem og komme tilbage med HK. Det må
endvidere lægges til grund, at indklagedes mening hermed var, at indklagede
ikke ønskede yderligere drøftelser af spørgsmålet om overarbejdsbetaling med
klageren alene, men at dette måtte ske ved en egentlig forhandling med
deltagelse af HK. Vi finder det således ikke imod indklagedes benægtelse
godtgjort - heller ikke ved de efterfølgende omstændigheder - at indklagede
den
1. december 1999 ophævede uddannelsesaftalen uden varsel i form af en
bortvisning af klageren. Som følge heraf bør indklagede i det hele frifindes
for klagerens krav.
Klageren og klagerens organisation
har utvivlsomt opfattet forløbet således, at indklagede bortviste klageren,
og
indklagedes passivitet over for klagerens tilkendegivelser var egnede til at
forstærke dette indtryk hos klageren. Indklagede meddelte således først den
13.
december klageren, at man forventede, at han genoptog sit arbejde den 14.
december. Under disse omstændigheder finder vi ikke, at indklagede kan kræve
erstatning af klageren for ulovlig udeblivelse, hvorfor klageren frifindes
for
indklagedes krav.
Et
mindretal på 3 medlemmer udtaler:
Det er ubestridt, at klageren
gennem stort set hele sin ansættelsestid fungerede som vikar for en
salgsassistent i salgsafdelingen. Efter bevisførelsen må det lægges til
grund,
at klageren reelt ikke fuldt ud blev uddannet, men efter en kort, nødtørftig
introduktion selvstændigt og på egen hånd varetog en fuld funktion som
salgsassistent hos indklagede, der derved sparede udgiften til en vikar.
Under
disse omstændigheder finder vi, at klageren har krav på en erstatning herfor.
For så vidt angår spørgsmålet om
bortvisning eller udeblivelse bemærkes:
Det kan, også efter Ds forklaring, lægges til grund, at D
den 1. december 1999 sendte klageren hjem, og at indklagede, der hævder, at
klageren ikke blev bortvist,
ikke på
noget tidspunkt de efterfølgende dage reagerede over for klagerens
udeblivelse
eller tog skridt til at undersøge, hvorfor klageren ikke mødte på arbejde.
Denne omstændighed samt Es forklaring om samtalen med D den 6. december,
sammenholdt med indklagedes manglende reaktion på Es brev dagen efter, er i
fuld harmoni med klagerens opfattelse af hændelsesforløbet den 1. december,
hvorefter han var blevet bortvist. Under disse omstændigheder må indklagede
godtgøre, at der ikke var tale om en bortvisning, og dette bevis har
indklagede
ikke ført. Bortvisningen var definitiv, og klageren havde herefter ingen
pligt
til på ny at møde på arbejde. Det kan herefter ikke tillægges betydning, at
indklagede den 13. december 1999 bestred bortvisningen og anmodede klageren
at
møde på arbejde.
Af de grunde, der er anført af
flertallet, er vi i øvrigt enige i, at indklagede ikke har krav på erstatning
af klageren for udeblivelse.
Der træffes afgørelse efter
stemmeflertallet.
T h
i
b e s t e m m e s:
Klagerens krav vedrørende
overarbejde tages ikke under påkendelse.
Indklagede,
virksomhed B, frifindes.
Klageren, elev A, frifindes.
Hver part betaler sine egne
omkostninger.
Denne kendelse kan inden 8 uger
efter modtagelsen indbringes for domstolene.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sager om hvorvidt to afgørelser, truffet af Tvistighedsnævnet er ugyldige, som følge af nævnets sammensætning ved behandlingen af de pågældende sager Domsdatabasen · 15. november 2006
- Kendelse af 18. oktober 2010 i FV2010.0197 Arbejdsretten m.fl. · 18. oktober 2010
- Kendelse Retsinformation · 5. april 2011
- Kendelse 42.2012 Retsinformation · 31. august 2013
- Fratrædelsesgodtgørelse - afskedigelse sket i strid med proportionalitetsprincippet Retsinformation · 29. november 2018
- 43-2002 Retsinformation · 17. februar 2004
Lignende dokumenter
- 49.2021 (Denne sag drejer sig om godtgørelse for ophævelse af uddannelsesaftalen, efterbetaling af løn mv og overarbejde.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 21. november 2022
- Kendelse Retsinformation · 2. oktober 2014
- Sagsnummer 56.2016 (afsagt den 18. maj 2017) (Denne sag drejer sig om efterbetaling af løndele, overtidsbetaling og godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 18. maj 2017
- Kendelse 35.2012 Retsinformation · 15. februar 2013
- 22-2002 Retsinformation · 17. februar 2004
- Kendelse 65.2011 Retsinformation · 3. august 2012