Spring til indhold

Retsinformation

11-2000

KEN nr 12455 af 06/11/2000Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet17. februar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

K E N D E L S E

afsagt af

Tvistighedsnævnet den 6. november 2000 i sag

nr. 11. 2000.

Elev A mod virksomhed B v/C

Mellem klageren, elev A, og

virksomhed B, ved forpagteren C blev der den 19. november 1998 indgået en

uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes

som kok med uddannelsesperiode fra den 1.juli

1998 til den 31. december 2001.

Klageren har ved sin faglige

organisation,

RestaurationsBranchens

Forbund, ved

klageskrift modtaget den 13. juni 2000, indbragt sagen for Tvistighedsnævnet

som

anlagt mod “B” og med påstand om, at indklagede skal betale en

erstatning efter

Tvistighedsnævnets skøn.

I skrivelse af

15. juni 2000 til nævnet, modtaget den 19. juni 2000, har klageren præciseret

sin påstand således, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på

100.000 kr. samt løn i opsigelsesperioden med 24.798,96 kr. I skrivelse af

21.

juli 2000 til indklagedes advokat D har klagerens organisation præciseret, at

indklagede er “B1”.

Indklagede har i svarskrift

modtaget den 4. august 2000 påstået frifindelse.

Klageren har i et supplerende

processkrift af 10. august 2000 ændret sin påstand således, at klageren

Læs alt

kræver

betaling af løn i opsigelsesperioden med 33.065,28 kr., erstatning for

forlænget læretid med 28.981,92 kr., i alt 62.047,20 kr., samt erstatning

efter

nævnets skøn for brud på uddannelsesaftalen.

Sagens nærmere omstændigheder er

følgende:

I anledning af et spørgsmål om

efterbetaling til klageren blev der den 16. februar 2000 afholdt et møde

mellem

RBF-Fyn

og C. I mødereferatet er

bl.a. anført:

“As uddannelsesaftale er ikke opsagt af nuværende arbejdsgiver. Har

gjort ny arbejdsgiver opmærksom på at elever følger med.”

Cs

bortforpagter, “E”, solgte pr. 1. april 2000 hotelejendommen B til

“F”. Køberen

overtog ved erhvervelsen hverken

varelager eller medarbejdere. Den 31.marts 2000 ophørte

Cs

forpagtning, og med virkning fra den 1. april 2000

bortforpagtede “F” hotelejendommen til indklagede, “B1”.

Af

forpagtningskontrakten fremgår, at forpagteren ikke overtager personale i

forbindelse med forpagtningen.

Klageren og indklagedes direktør,

G, har givet personligt møde for Tvistighedsnævnet.

A har forklaret, at C i december

1999 meddelte alle ansatte, at kroen var blevet solgt, og at alle ansatte var

opsagt til den 1. april 2000. C sagde, at den nye ejer havde givet ham besked

om at meddele de ansatte dette. Hun fik ingen skriftlig opsigelse af C. Hun

arbejdede sidste dag den 31. marts 2000. Hun havde inden da ikke haft kontakt

til den nye ejer. Hun mødte ikke op på arbejde den 1. april, da hun jo var

sagt

op, og desuden var kroen lukket. Fra den 1. april 2000 var hun uden arbejde i

4

måneder bortset fra en uges arbejde som medhjælper. Hun afstod selv fra at

søge

bistandshjælp.

G har forklaret, at hans selskab

forpagtede hotelejendommen fra den 1. april 2000. Man ændrede kroens koncept,

idet man nu tilbød

højgastronomi

baseret på gæster

fra hele landet. Den tidligere drift var lagt an på mere almindelig

madlavning

og et lokalt publikum. Han overtog hverken varelager eller ansatte. I

slutningen

af 1999 blev han orienteret om, at der var elever på kroen, men at de ville

blive flyttet. Engang i februar oplyste C til G, at han i et møde, af RBF

havde

fået besked om ikke at foretage sig noget over for eleverne. Indklagede

foretog

sig ikke noget i den anledning, idet man jo havde en forpagtningsaftale,

hvorefter der ikke skulle overtages personale. Han havde selv et kvalificeret

personale, som skulle arbejde på kroen. Fra den 1. april blev kroen ombygget

i

en periode på 4 uger, og den var i denne periode kun delvist åben som følge

af

en særlig aftale med

Lindøværftet

. Kroen er fortsat

godkendt som lærested.

Klageren har til støtte for sin

påstand gjort gældende, at indklagedes forpagtning fra den 1. april 2000 er

omfattet af reglerne i virksomhedsoverdragelsesloven. Indklagede var klar

over,

at klageren var elev i virksomheden, men undlod alligevel uden rimelig grund

at

overtage og videreføre aftalen. Der er ikke grundlag for at antage, at

uddannelsesaftalen var ophævet pr. 31. marts 2000.

Indklagede har til støtte for sin

frifindelsespåstand i første række gjort gældende, at indklagede ikke i

virksomhedsoverdragelseslovens forstand har overtaget en virksomhed. Man

overtog hverken varelager, ansatte eller kundekreds, og der er ikke betalt

noget

vederlag for overtagelse af en virksomhed. Endelig var virksomheden reelt

lukket fra den 1. april og en måned frem.

Indklagede har i anden række gjort

gældende, at klagerens ansættelsesforhold ikke bestod den 1. april 2000.

Klageren var, muligvis uberettiget, blevet opsagt af den tidligere forpagter

til fratræden den 31. marts, og hun mødte da heller op på arbejde den 1.

april.

Indklagede har endelig gjort

gældende, at klageren ikke har iagttaget sin

tabsbegrænsningspligt

,

idet hun selv afstod fra at opnå bistandshjælp.

I sagens behandling har som faste

medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Mogens Kroman (formand),

ansættelsesretschef

Anne Kathrine

Schøn

og konsulent Tine B. Skyum (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent

Evelyn Jørgensen og konsulent Claus Jørgensen (begge Landsorganisationen i

Danmark). Herudover har som særlig sagkyndig deltaget Niels Lønstrup fra RBF

og

Morten

Brustad

fra HORESTA.

Alle Tvistighedsnævnets medlemmer

finder, at indklagedes forpagtning af hotelejendommen pr 1. april 2000 er en

overtagelse af en virksomhed, der er omfattet af

virksomhedsoverdragelsesloven.

Et flertal på 4 medlemmer udtaler:

Efter klagerens forklaring var

Cs

meddelelse om, at alle ansatte var opsagt til den 1.

april 2000, motiveret af en besked fra virksomhedens nye ejer om, at man ikke

ønskede at overtage noget personale. Klageren modtog ingen skriftlig

opsigelse

fra C, og efter indholdet af mødereferatet af 16. februar 2000 må det lægges

til grund, at C tilkendegav, at klageren ikke var opsagt, og at den nye ejer

var orienteret herom. Dette er også i harmoni med

Gs

forklaring. Herefter finder det nævnte flertal, at klagerens

ansættelsesforhold

bestod den 1. april 2000 med den virkning, at indklagede er ansvarlig for den

faktiske afbrydelse af uddannelsesforholdet. Den omstændighed at klageren,

der

havde fået den opfattelse, at den nye ejer ikke ville modtage hendes arbejde,

ikke mødte på arbejde den 1. april, kan ikke føre til andet resultat.

Som følge heraf finder flertallet,

at indklagede skal betale en godtgørelse på 35.000 kr. med tillæg af

procesrente fra den 24. juli 2000, idet klagerens identifikation af

indklagede

først fra dette tidspunkt blev fastlagt.

Et mindretal på 3 medlemmer

udtaler:

Det må efter klagerens forklaring

lægges til grund, at hun af C blev opsagt til fratræden den 31. marts 2000.

Dette støttes også af den omstændighed, at klageren ikke mødte på arbejde den

1. april 2000 eller i øvrigt på nogen måde forsøgte at komme i kontakt med

virksomhedens nye ejer.

Cs

bemærkning i mødet den 16.

februar 2000, hvori klageren ikke deltog, kan ikke anses for en

tilbagekaldelse

af opsigelsen og er – efter klagers forklaring – ikke blevet

opfattet som en

tilbagekaldelse af opsigelsen. Herefter finder vi, at klagerens

ansættelsesforhold

ikke bestod den 1. april 2000, hvorfor vi vil tage indklagedes

frifindelsespåstand til følge.

Der afsiges kendelse

overensstemmende med flertallet.

T h i

b e s t e m

m

e s:

Indklagede, virksomhed B1, skal

inden 14 dage til klageren, A, betale 35.000,00 kr. med tillæg af procesrente

fra den 24. juli 2000.

Hver part betaler sine egne

omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger fra

modtagelsen indbringes for domstolene.

Lignende dokumenter