Cirkulæreskrivelse vedrørende politiets relationer til ofre for forbrydelser og ulykker og deres pårørende Til anklagemyndigheden og politiet
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Cirkulæreskrivelse
vedrørende politiets relationer til ofre for forbrydelser og ulykker og deres
pårørende
Til anklagemyndigheden og politiet
1.
INDLEDNING
Den kriminalpolitiske debat har de senere år i stigende omfang
også beskæftiget sig med ofrets situation. I lyset af denne debat, herunder
regeringens handlingsplan fra oktober 1993 om bekæmpelse af vold, er der
gennemført en række initiativer i form af ny lovgivning m.v. med henblik på
at
etablere en bedre retsstilling for ofrene for forbrydelser, herunder
etablering
af forskellige hjælpeforanstaltninger for ofre og deres pårørende.
Politiet er i sit arbejde ofte i kontakt med ofre for
forbrydelser og andre, der befinder sig i en ulykkelig situation. Det gælder
f.eks., når politiet taler med den, der er alvorlig kvæstet efter en
voldsforbrydelse
eller ulykke, hvor politiet skal foretage underretning af pårørende til ofre
for ulykker eller kriminelle handlinger.
Afsnit 2 indeholder en sammenfatning af nogle råd og
vejledninger, der kan tjene til, at politiet i sin kontakt med ofre for
forbrydelser, ulykkesramte m.v. ikke blot optræder politimæssig
hensigtsmæssigt,
men også udviser den nænsomhed, venlighed og imødekommenhed, som de
pågældende
i almindelighed vil have et meget stort behov for.
Afsnit 3 indeholder en orientering og en oversigt over det
efterhånden ganske omfattende regelgrundlag vedrørende politiets behandling
af
Læs alt
ofre for forbrydelser og deres pårørende.
2.
BEHANDLING AF OFRE FOR FORBRYDELSER OG ULYKKER MV.
Gennem snart mange år, har der været en stigende forståelse for
og viden om de særlige sindstilstande, som ofre for vold ofte hensættes i som
en direkte eller indirekte følge af volden. Disse sindstilstande kan i mange
tilfælde opleves som mindst lige så alvorlige som de direkte og synlige
fysiske
skader, og kan i mange tilfælde være mærkbare for den overfaldne, længe efter
at den fysiske skade er overvundet. Sådanne sindstilstande kan spænde fra en
ganske kortvarig angst og usikkerhed til en langvarig psykisk ubalance.
Som det fremgår af afsnit 3, er der inden for de senere år taget
en række initiativer fra både offentlige myndigheder og private
institutioner,
foreninger mv.
Såvel i politiet som i en lang række offentlige institutioner,
der kommer i kontakt med ofre for vold, er der i dag en langt større viden
om,
og forståelse for disse ofres reaktionsmønstre og adfærd.
Med den større viden følger naturligvis også større
forventninger til en professionel adfærd og holdning hos politimanden, lægen,
sygeplejersken, socialrådgiveren, eller hvem ofret nu måtte komme i kontakt
med.
Politiet har gennem uddannelse og ikke mindst det praktiske
politiarbejde viden om og forståelse for de fysiologiske, psykologiske og
sociale aspekter, der tilsammen danner rammen om ofres og pårørendes
situation.
Det følgende er derfor at betragte som en gennemgang af gode råd og
fremgangsmåder,
der finder anvendelse i Politiskolens uddannelser, og som bl.a. har baggrund
i
politiets erfaringer.
Det bemærkes, at den følgende omtale af politiets behandling af
voldsofre i hovedsagen også vil være dækkende for politiets kontakt og
arbejde
med personer, der af andre årsager befinder sig i en ulykkelig situation,
f.eks. ulykkesofre eller pårørende til personer, der har været udsat for
forbrydelser eller ulykker.
Med kendskab til de karakteristiske reaktionsmønstre, der ofte
følger af en traumatisk hændelse – afmagt, skyldfølelse, stress, krise
– bør
politimanden være motiveret til at optræde hensynsfuldt og varsomt.
Endvidere skal politimanden være særlig opmærksom på det behov for
omsorg, såvel fysisk som psykisk, der er nødvendigt, for at ofret kan
bearbejde
og gennemleve en traumatisk oplevelse (som det kan være tilfældet ved en
afhøring) uden unødvendige og stærkt belastende følger for fremtiden.
Endelig skal politimanden være opmærksom på ofrets forhold til
sit sociale netværk.
Ofrets mulighed for en sund bearbejdelse er i høj grad afhængig
af dette samspil.
Politimandens optræden, hans/hendes evne til at vise hensyn og
forståelse er en forudsætning for, at ofret oplever sit ophold hos og
samarbejde med politiet som positivt.
Det er selvfølgelig oplagt, at et offer, der oplever sit
samarbejde med politiet som positivt, også vil være langt bedre i stand til
at
koncentrere sig om afgivelse af de nødvendige forklaringer.
Den enkelte politimand kan skabe disse forudsætninger for et
positivt forhold, ved bl.a. at iagttage nogle ganske få forhold, som skal
beskrives i det følgende.
2.1. Stress og krisereaktioner
For at sikre en hensigtsmæssig adfærd over for personer, der
befinder sig i en høj stresstilstand, eller som befinder sig i en traumatisk
krise, er det væsentligt, at politimanden lærer og forstår den adfærd og de
symptomer, der knytter sig til sådanne tilstande. (Se herom nærmere i
”Psykiske
påvirkninger, stress og krise” af cand.psych. Henrik Løvgren i
Politiskolens
grundbog i psykologi).
2.2. Psykologisk førstehjælp og kriseintervention
En politimand er ikke læge eller psykolog. Han/hun skal ikke
gennemføre terapi eller psykisk behandling af personer, der har behov for en
sådan
hjælp, men politimanden kan forventes at yde den første assistance til
mennesker, der er kommet i nød.
Den psykologiske førstehjælp og kriseintervention kan udføres på
basis af et grundlæggende kendskab til de forhold, der kan hindre effekten af
den psykiske skade i at udvikle sig og reducere de negative virkninger heraf.
Endvidere kan politimanden yde bistand til, at den skadede person kommer
under
kyndig behandling så hurtigt som muligt.
Som det fremgår af forannævnte artikel af Løvgren, er det i al
håndtering af personer med akutte stressreaktioner den grundlæggende
medmenneskelige adfærd, der er afgørende. Der handler om
-
at være i fysisk og
psykisk kontakt,
-
at demonstrere nærhed,
omsorg og respekt samt
-
at vise, at man vil
hjælpe og forstå.
Dette er særligt vigtigt over for personer, der befinder sig i
chockfasen, hvor det at benægte det skete er dominerende, og hvor følelserne
undertrykkes.
Den psykologiske førstehjælp består i praksis bl.a. ved
iagttagelse af følgende elementer:
GIV TRYGHED PÅ STEDET
-
vis ro og besindighed
-
giv fysisk og psykisk
kontakt
-
undersøg for fysiske
skader
-
vær opmuntrende.
ACCEPTER SYMTOMER OG ADFÆRD
-
ikke alle reagerer ens
-
vis interesse
-
vær opmærksom på, at
for den, man står over for, er det reelt og ikke indbildning.
VÆR BEROLIGENDE OG OPMUNTRENDE
-
den stress- og
kriseramte føler sig afhængig af andre og er let påvirkelig
-
vær naturlig, men
realistisk optimisme og forventning er gunstig
-
fortæl, at hjælp
bliver givet.
GODTAG FØLELSERNE
-
følelser er reelle og
forskellige
-
undgå at bebrejde
-
følelserne er vigtige,
så lad følelserne slippe ud når det passer og godtag følelserne uden unødig
medlidenhed
-
hjælp til at sætte ord
på følelserne og hjælp til at afreagere.
VÆR MEDMENNESKELIG
-
vis hensyn, giv fysisk
og psykisk nærhed
-
giv kontakt og omsorg,
gentagne gange
-
giv tid
-
lyt, lad den
pågældende få snakket ud.
FÅ ADFÆRDEN UNDER KONTROL
-
urolig og voldsom
aggressiv adfærd kan – især i forbindelse med katastrofer – være
farlig for
alle involverede. Derfor må uro, aggression og paniktendenser stoppes, men
det
kræver tid, personale og evt. medicinsk behandling
-
undgå provokationer –
husk angsten bag handlingerne
-
vær bestemt, ærlig og
oprigtig
-
demonstrer
effektivitet, ro og overblik
-
vis tillid, respekt og
alliance.
DET POSITIVE SKAL MOBILISERES
-
hjælp med at finde
muligheder
-
giv opgaver og
aktiviteter, der binder angst, afleder opmærksomhed, giver selvtillid og
reducerer
grublerier over skyld, skam og sorg
-
tomme fraser som ”tag
dig nu sammen” hjælper meget lidt.
VIRKELIGHEDEN ER VIGTIG
-
det er normalt at
ville benægte virkeligheden og undertrykke følelserne, men i længden kan det
være
risikabelt
-
fantasien er ofte
værre end virkeligheden
-
vurder individuelt
-
den, der spørger, har
krav på et svar i form af nøgterne informationer – evt. i moderate
doser.
SYNDEBUKKE HJÆLPER IKKE
-
naturlige årsager bør
vurderes og diskuteres
-
jagten på syndebukke
kommer – men hjælper ikke. I stedet binder den følelesesmæssige
ressourcer og
gør det psykiske arbejde vanskeligere
KEND DINE BEGRÆSNINGER SOM HJÆLPER
-
prioriter
-
du kan ikke være alt
for alle
-
tænk, før du handler
-
tal roligt, venligt og
bestemt.
2.3. Oplysning og orientering
I det regelsæt og i de anvisninger for politiet, der omtales kort
i afsnit 3, er nævnt en række forhold, hvor politiet har pligt til at
informere, underrette og vejlede ofret for en forbrydelse.
Dette kan for nogen lede til den fejlagtige følgeslutning, at
når denne information er givet, har man som politimand opfyldt sin
forpligtelse.
Det er imidlertid vigtigt at understrege, at en fuldstændig og
fyldestgørende information til ofret, så tidligt som muligt i forløbet, kan
medvirke til at reducere ofrets usikkerhed og bidrage til forståelsen for, at
der næres omsorg for ofrets tilstand.
Den givne information bør omhandle en beskrivelse af alt, hvad
der videre skal ske med sagen før og evt. i retten, hvad der skal ske, når
ofret er færdig hos politiet (køres hjem, til læge mv.).
Hvilke muligheder der er for erstatning, advokatbistand,
lægebehandling, psykologbistand, offerrådgivning m.v.
2.4. Udlevering af relevant informationsmateriale
Oplysning om, hvad ofret skal gøre, hvis der opstår tvivl eller,
der er flere spørgsmål til politiet.
Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at
personer, der har været udsat for voldsomme hændelser, kan have svært ved at
huske selv enkle informationer.
Det er derfor væsentligt at kunne udlevere informationsmateriale
og at give besked om, til hvem man kan rette yderligere spørgsmål.
Er pårørende eller andre af ofrets nærmeste til stede, kan det
være en god ide at give disse informationer eller i det mindste at repetere
dem
over for ofret i overværelse af den eller disse personer. Herved sikrer man
en
højere grad af forståelse samtidig med, at man kan reducere noget af den
angst
og usikkerhed, som disse nærmeste også oplever på grund af det skete.
2.5. Afhøring
Ved tilrettelæggelse af afhøringen er det særligt væsentligt at
sikre sig, at afhøringen kan foregå under former og forhold, der tager
tilbørligt hensyn til den person, der har været udsat for forbrydelsen eller
ulykken.
Herunder indgår at vælge et lokale, hvor afhøringen kan foregå
uforstyrret, at sikre mod forstyrrelser, at sikre muligheden for, at den
afhørte kan få en kop te/kaffe eller i det mindste et glas vand.
Når en politimand skal foretage afhøring af en person, der som
offer for en forbrydelse har brug for hjælp, er det af stor betydning, at
vise
accept og forståelse af den afhørtes oplevelser og udlægning af
hændelsesforløbet.
Det tjener intet formål på dette tidspunkt at stille
spørgsmålstegn ved forklaringen, men spørg i stedet for til eksempler på,
hvad
der er sket, således at ofret selv får lejlighed til at arbejde sig gennem
situationen.
Det er vigtigt at spørge meget direkte til den bestemte hændelse
med anvendelse af åbne spørgsmål: Hvad var det der skete – hvad var det
første
du så, tænkte, registrerede – hvad skete der så – hvor var du på
det tidspunkt
o.s.v.
Undgå at anvende ”Hvorfor?” Spørgsmålet kræver en forklaring, og
det kan være ganske svært, hvis man er anspændt og forvirret.
Hjælp med at få tankerne på plads. Det kan gøres ved at give
ofret lejlighed til at berette om hændelsen flere gange. Det betyder ikke, at
man skal forlange passager gentaget, men at man skal lade ofret gentage, hvis
han/hun viser trang til det.
Fasthold ønsket om kontakt. Personer, der har været udsat for
ubehagelige oplevelser, kan have tilbøjelighed til at afvise kontakt og
forsøg
på hjælp.
Sådan adfærd må ikke påvirke politimanden, der venligt og
stilfærdigt må holde fast ved, at det er til fælles bedste, at der bliver
talt
om det, der er sket.
Undgå tomme fraser. Det er ikke bare virkningsløst, men også
direkte hæmmende for kontakten at bruge udtryk som, ”tage dig nu
sammen” eller
”det skal nok gå alt sammen”.
Det er desuden vigtigt, at benytte sig af kognitiv
afhøringsteknik, der ganske kort går ud på, at den afhørte fortæller hele
hændelsen uden at blive afbrudt for ikke at ødelægge ”billederne af
hændelsen
inde i hovedet”. Det har ved undersøgelser i Amerika og England vist
sig, at en
afhørende politimand afbrød en afhørt ca. hvert 7. sekund, hvorved der var
stor
risiko for at den afhørte mistede ”billederne inde i hovedet”.
Når afhøringen er slut må politimanden være opmærksom på, hvem
der nu kan tage sig af ofret.
Det må selvfølgelig være indlysende, at mindreårige børn, der
har været ofre for forbrydelser, aldrig må sendes hjem alene i de tilfælde,
hvor politiet ikke har kunnet komme i kontakt med forældre eller værge. I
sådanne tilfælde må kontakt søges til andre familiemedlemmer eller personer,
der i øvrigt vil kunne tage sig af barnet.
Voksne mennesker, der har været udsat for forbrydelser, kan i
mange tilfælde have tilsvarende behov for at have nogen at komme hjem til.
Det bør høre med til god sagsbehandling, at politimanden sikrer,
at denne mulighed er til stede.
Hvis ofret giver udtryk for, at han godt kan klare sig selv, må
man selvfølgelig acceptere dette, men alligevel – afhængigt af en
vurdering af
ofrets tilstand – søge at overtale vedkommende til at tage hen til en
slægtning, ven eller veninde.
2.6. Ofrets nærmeste
Politimanden bør være opmærksom på, at de nærmeste pårørende kan
have et lige så stort behov for venlighed og hjælpsomhed som ofret selv.
Det er vigtigt, at politimanden udstrækker sin hjælp og støtte
til de nærmeste pårørende, som han/hun under sagsbehandlingen kommer i
forbindelse med.
Det bør som nævnt under 2.3. tages i betragtning, at det kan
være særdeles hensigtsmæssigt at give eller repetere sin vejledning til ofret
i
overværelse af èn af de nærmeste, dels for at sikre en højere grad af
forståelse, da ofret erfaringsmæssigt vil have svært ved at holde sammen på
mange informationer, dels for herigennem at kunne medvirke til at berolige
den
nærmeste.
2.7. Politimanden selv
Det er vigtigt at være opmærksom på, at politimanden selv kan
blive påvirket psykisk ved løsningen af politimæssige opgaver, hvor mennesker
har været udsat for alvorlige forbrydelser og ulykker. Der kan i den
forbindelse henvises til
Rigspolitichefens
kundgørelse I, nr. 42 om forebyggelse af psykiske skader.
Nok så vigtigt er imidlertid, at en modvirkning af sådanne
påvirkninger kan ske gennem udveksling af erfaringer med andre kolleger i et
arbejdsklima, hvor det er tilladt at omtale følelser af ubehag eller
usikkerhed
i forbindelse med en bestemt opgave.
3. Love og
regler mv.
Indledningsvis bemærkes, at der på internationalt plan er taget
en række initiativer med det formål at sikre beskyttelse og retfærdig
behandling af personer, der har været udsat for forbrydelser.
Det gælder således
FNs
erklæring om grundlæggende retsprincipper for ofre for forbrydelser og
magtmisbrug
(resolution 40/34 af 29/11 1985), den
Europæiske konvention om erstatning til ofre for vold
(1983) og
Europarådets rekommandationer nr. R (85)
11 af 28/6 1985
om ofres stilling inden
for kriminalretten samt
nr. R (87) 21 af 17/9 1987
om hjælp til ofre.
Den følgende oversigt vil imidlertid alene omfatte danske love,
bekendtgørelser, cirkulærer m.v., der regulerer politiets behandling af ofre
for forbrydelser og deres pårørende. Oversigten indeholder ligeledes
oplysninger om Politiskolens lærebogsmateriale på området samt oplysninger om
forskellige bistands- og vejledningsmuligheder.
3.1. Vedrørende afhøring og efterforskning generelt
3.1.1.
Retsplejelovens §§ 750, 751 og 753,
hvorefter politiets muligheder for at foretage afhøringer og særlige
efterforskningsskridt også over for forurettede begrænses, og hvorunder især
bestemmelsen i § 753 om forpligtelsen til at gøre en person bekendt med
vidnefritagelsesreglerne er af betydning, hvor volden forekommer i
familieforhold.
3.1.2.
Retsplejelovens
kapitel 66 a om advokatbistand til forurettede.
Retsplejelovens
§ 741 a, 1. led om obligatorisk pligt til beskikkelse af advokat for den
forurettede – efter dennes begæring – en række sager vedrørende
forbrydelser
mod kønssædeligheden og andre overtrædelser af straffeloven, herunder vold.
I stk. 2
skal beskikkelse ske medmindre den forurettede frabeder sig det.
For
de lovovertrædelser, der er nævnt i stk. 3 gælder, at domstolen kan afslå
beskikkelse, hvis overtrædelsen er af mindre alvorlig karakter og
advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig.
Bistanden
består i vejledning og støtte til den forurettede, bl.a. med hensyn til
erstatning.
Efter
§ 741 a, stk. 4, påhviler der politiet en særlig forpligtelse til at begære
advokat beskikket for den forurettede, hvor det skønnes nødvendigt.
Efter
§ 741 b påhviler der politiet en særlig forpligtelse til at vejlede den
forurettede
om adgangen til advokatbeskikkelse.
§ 741 c
vedrører bistandsadvokatens rettigheder.
3.1.3.
Retsplejelovens § 29 a, hvorefter
retten
efter forurettedes begæring skal
lukke dørene ved afhøring af forurettede i visse sædelighedssager og
retsplejelovens
§
31,
stk. 3 efter hvilken retten – efter begæring kan afsige kendelse om
referatforbud eller navneforbud.
Politiet bør vejlede
forurettede om mulighederne for at fremsætte denne begæring, især hvor
bistandsadvokaten
ikke er beskikket.
3.1.4.
Retsplejelovens § 185, stk. 2, jf. stk.
1, hvoraf det fremgår, at retten bestemmer
om forurettedes tidligere seksuelle adfærd kan bruges som bevisførelse i
sædelighedssager. En sådan bevisførelse kan kun tillades, hvis den kan
antages
at være af væsentlig betydning for sagen.
3.1.5.
Rigsadvokatens meddelelse nr. 2/2001 om
politiets vejledning til ofre for forbrydelser, herunder særligt om hjælp
efter
offererstatningsloven og om advokatbeskikkelse efter rpl.s kap. 66 a.
3.1.6.
Retsplejelovens § 792 d, stk. 2, efter
hvilken forurettede må tåle en legemsbesigtigelse,
der ikke kræver afklædning
– optagelse af foto, aftryk af legemet
og visitation af tøj.
Beslutningen herom træffes af
retten ved kendelse. Politiet kan dog gennemføre besigtigelsen, hvor øjemedet
vil forspildes.
Spørgsmålet skal da indbringes
for retten snarest muligt og senest inden 24 timer.
3.1.7.
Retsplejelovens § 792 d, stk. 1, efter
hvilken hverken retten eller politiet kan gennemføre en legemsundersøgelse af
en ikke sigtet mod dennes vilje.
Den ikke sigtede kan dog ved
sit skriftlige samtykke acceptere sådanne undersøgelser. Principperne for
proportionalitet og skånsomhed efter retsplejelovens § 792 e, skal under alle
omstændigheder iagttages.
3.1.8.
Retsplejelovens § 796 stk. 2, efter
hvilken retten kan afsige kendelse om ransagning hos en ikke mistænkt efter
nærmere angivne regler.
Retsplejelovens § 796 stk. 3,
efter hvilken politiet, når øjemedet ellers forspildes, kan gennemføre
ransagning hos en ikke mistænkt efter nærmere angivne regler.
For ransagninger foretaget
efter begge de forudgående bestemmelser gælder reglerne om skånsomhed jf. §
798
stk. 1.
3.1.9.
Retsplejelovens § 1017 b, efter hvilken
der om forbrydelser mod kønssædeligheden ikke må gives offentligheden
meddelelse
om navn, stilling og bopæl for en forurettet.
Undtagelse i stk. 2, at
politiet offentliggør den forurettedes identitet, når det findes påkrævet af
hensyn til sagens opklaring, eller i øvrigt til berettiget varetagelse af
åbenbar almeninteresse. Ved forevisning af fotografier af forurettede finder
§§
814 og 816 dog anvendelse.
3.1.10.
Forvaltningslovens § 28 (lov nr. 571 af
19/12 1985) efter hvilken bl.a. politiet skal have ofrets skriftlige samtykke
ved indhentelse af lægeerklæringer m.v.
3.1.11.
Rigsadvokatens meddelelse nr. 3/2005 –
Målsætninger for sagsbehandlingstiden i voldtægtssager og indberetning til
Rigsadvokaten om sagsbehandlingstiden.
3.2. Særligt om børn
3.2.1.
Retsplejelovens § 745 e om videoafhøring
af børn.
Rigsadvokatens meddelelse nr.
2/2003 – Videoafhøringen af børn i sædelighedssager, recovered memory
mv.
Retsplejelovens § 752, stk. 2,
hvoraf det fremgår, at Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilke
tilfælde kommunalbestyrelsen skal underrettes om og have adgang til at
overvære
afhøringen af sigtede under 18 år.
Justitsministeriets bkg. nr.
786 af 21/9 1992 om politiets underretning af kommunalbestyrelsen om
afhøringer
af sigtede under 18 år.
Socialministeriets bkg. nr. 79
af 4/2 1998 om kommunens bistand til børn og unge i forbindelse med uden- og
indenretlige afhøringer, herunder § 4, efter hvilken en repræsentant for det
sociale udvalg skal være til stede ved afhøring af en person under 15 år, når
pågældende afhøres som vidne i en straffesag hos politiet eller i retten.
Rigsadvokatens meddelelse nr.
2/2004 om politiets pligt til at underrette kommunalbestyrelsen (sociale
myndigheder).
3.2.2.
Socialministeriets bkg. nr. 1092 af 8/12
2000 § 1 om underretningspligt til det sociale udvalg for personer, der
udøver
offentlig tjeneste og hverv.
3.2.3.
I de tilfælde, hvor afhøring eller andre
efterforskningsskridt forudsætter samtykke fra en af forældrene, og hvis
begge
disse er mistænkte i sagen, eller den ene er mistænkt og den anden nægter at
give sit samtykke, må det antages at en dommer kan beslutte at beskikke en
ad-hoc værge, eller i stede for en beskikkelse træffe en konkret afgørelse,
f.eks. om gennemførelse af en lægeundersøgelse.
3.2.4.
Det Kriminalpræventive Råd har i 1993
udgivet en håndbog med titlen ”Overgreb mod børn – ser vi det?
– gør vi
noget?”. Håndbogen indeholder bl.a. en oversigt over lovstof mv. på
området.
3.3. Særligt om psykologisk bistand, anden bistand og
vejledning
3.3.1.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets bek.
nr. 187 af 18. marts 2005 giver retningslinier for, i hvilke tilfælde og i
hvilket omfang der kan ydes tilskud til psykologbehandling til ofrene for en
række forbrydelser, herunder ofre for voldsforbrydelser og – hvis ofret
dør –
nærmeste pårørende.
3.3.2.
Forudsætningen er, at der sker
henvisning fra en behandlende læge. Der ydes tilskud på 60 % til indtil 12
behandlinger.
Tilskud bevilliges af det
enkelte amt, og muligheden for tilskud ophører, hvis det beløb, amtet har
afsat
til dette formål, opbruges inden udgangen af et finansår.
Landsforeningen Hjælp
Voldsofre, Rådhusstræde 7, 8900 Randers, tlf. 8641 5900, kan i sådanne
tilfælde
gå ind og yde bistand, i det omfang foreningens midler rækker. Foreningen har
endvidere udgivet pjecer til støtte for voldsofre. Pjecerne kan rekvireres
hos
foreningen.
3.3.3.
Rigspolitichefens Nyhedsbrev nr. 2/1998
henleder opmærksomheden på, at politiet kan henvise røveri- og voldsramte
medarbejdere under nogle nærmere angivne brancheorganisationer til
Psykologkorpset for øjeblikkelig krisebehandling.
3.3.4.
Justitsministeriet har udgivet en folder
med titlen” Til den, der har været udsat for voldtægt, incest (blodskam)
eller
andre seksuelle overgreb”, der jf. Rigsadvokat meddelelse nr. 2/2001
forventes
udleveret til alle, der har været udsat for seksuelle overgreb. Folderen
rummer
en vejledning om sagens gang og om ofrets rettigheder m.v. og omtaler blandt
andet muligheden for at få meddelt en person polititilhold.
3.3.5.
Justitsministeriet har ved
cirkulæreskrivelse af 25/6 1998 med bilag orienteret politikredsene om, at
der
skal oprettes et net af lokale, frivillige offerrådgivere.
Rigspolitichefen har derfor
oprettet et sekretariat, der bl.a. skal yde bistand til dette arbejde.
Adressen
er:
Rigspolitichefens Afdeling E,
Offerrådgivningssekretariat, Anker Heegaards Gade 7, 3., 1780 København V,
tlf.
3314 8888, lokal 6413, telefax 3343 0040.
Hjemmeside: www.offerrådgivning.dk
Der er siden 2001 etableret
offerrådgivning i alle politikredse, og på alle politistationer ligger der
foldere, som skal udleveres til alle, der har været udsat for en forbrydelse
eller ulykke.
3.3.6.
Rigsadvokatmeddelse nr. 2/2001 om
kontaktperson hos politiet og anklagemyndigheden.
3.3.7.
Vidnebeskyttelse kan etableres via en
national enhed under Rigspolitichefens Afdeling A – NEC – direkte
tlf. 3343
0606.
Vidnebeskyttelsesenheden er
indledningsvis oprettet for at kunne højne niveauet for
beskyttelsesforanstaltninger
overfor vidner, som har været udsat for grove trusler, fordi de har afgivet
vidneforklaring til politiet og retten. Imidlertid har det vist sig, at de
foranstaltninger
der sættes i værk generelt er af samme karakter, uanset årsagen til det
aktuelle beskyttelsesbehov.
I en aktuel sag foretages der
en vurdering af, hvilke foranstaltninger der vil være mest hensigtsmæssige. I
overvejelserne indgår eksempelvis truslernes karakter og omfang, den
forurettede part, den kriminelle modpart, de sociale netværk, tilholdssteder,
genplaceringsmuligheder ect.
Foranstaltninger kan i visse
tilfælde vise sig at være tilstrækkelige ved, at der rejses sigtelser efter
straffelovens §§ 123, 266 ect. I nogle tilfælde kan der dog være behov for at
følge et sådant initiativ op med mindre tiltag, adressebeskyttelse, hemmeligt
telefonnummer, midlertidigt ophold uden for hjemmet, alarmeringsplan til
vagthavende ect.
I andre tilfælde kan det være
påkrævet, at den forurettede anbringes i et midlertidigt skjul under
politiets
beskyttelse.
Endelig kan truslerne have en
så alvorligt karakter, at det anses for overvejende sandsynligt, at truslerne
vil blive gennemført langt ud i fremtiden. I sådanne tilfælde kan det være
behov for, at den forurettede bringes i et skjul af mere permanent karakter.
Skjulet kan være et sted her i landet eller i udlandet, og er en ret
indgribende
foranstaltning for forurettede og dennes relationer. Kun få vil være i
besiddelse af de fornødne personlige ressourcer til at gennemføre forløbet,
som
kan forventes at vare adskillige år eller måske resten af livet
Retsplejeloven § 28 b, stk. 3
indeholder bestemmelser om vidnebeskyttelse bl.a., hvorefter rettens formand
kan nægte adgang til et offentlig retsmøde for bestemte personer eller
grupper
af personer, hvis det skønnes nødvendigt for at opnå en sandfærdig forklaring
af et vidne eller part.
Retsplejelovens § 841 –
hvorefter retten efter anmodning fra anklagemyndigheden, forsvareren eller et
vidne forud for domsforhandlingen kan træffe afgørelse om dørlukning efter §
29, stk. 3, nr. 2 eller 3, referatforbud efter § 30, nr. 2, navneforbud efter
§
31, stk. 1, nr. 1, om, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne
afhøres, jf. § 848, stk. 1, 3 eller 6, om, at et vidnes bopæl eller navn,
stilling og bopæl ikke må oplyses for tiltalte, jr. § 848, stk. 2, eller om,
at
en polititjenestemands navn og bopæl ikke skal oplyses, jf. § 848, stk. 5.
Desuden har anklagemyndigheden
– Statsadvokaten – i medfør af § 835, stk. 2 mulighed for at give
forsvareren
pålæg om ikke at videregive oplysninger om et vidnes bopæl eller navn m.v.
3.3.8.
Det Kriminalpræventive Råd har i 1993
udgivet en håndbog med titlen, ”Overgreb mod sagsbehandlere – om
vold, trusler,
chikane og hærværk”.
3.3.9.
Arbejdsmiljøfondet, Branchevejledning
nr. 12, Branchesikkerhedsrådet for undervisning (BR 12), har udgivet
publikationen
”Vold og trusler om vold”.
Publikationen behandler volden
som arbejdsskade, men indeholder tillige gode oplysninger om
reaktionsmønstre,
psykisk førstehjælp og krisehjælp, forebyggelse af vold samt anmeldelsen af
vold.
3.3.10.
Der findes et antal selvhjælpsgrupper for
bl.a. volds- og voldtægtsofre. Disse grupper har udfærdiget materiale, som
kan
rekvireres og udleveres til ofrene under opholdet på politistationerne.
Endvidere findes et antal
krisecentre, som det er muligt at henvise til.
3.4. Særligt om erstatning
3.4.1.
Lov om erstatning til ofre for
forbrydelser (Lbkg. nr. 688 af 28/6 2004) åbner mulighed for erstatning til
ofre, der ikke kan opnå erstatning på anden måde. Der ydes som udgangspunkt
kun
erstatning for personskade.
Politiet er forpligtet til at
hjælpe og bistå ved udfyldelsen af ansøgning (blanket 652).
3.4.2.
Retsplejelovens § 995 a, stk. 1, efter
hvilken retten kan beskikke en advokat for forurettede, når det skønnes
nødvendigt med advokatbistand ved opgørelse af erstatningskrav og den
forurettede ikke uden væsentligt afsavn kan betale de omkostninger, der er
forbundet med sagen, jf. retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 2.
3.4.3.
Retsplejelovens § 995 a, stk. 2, efter
hvilken retten kan beskikke en advokat for de pårørende til at bistå med
opgørelse af erstatningskrav i de tilfælde, hvor en person er afgået ved
døden
som følge af en forbrydelse.
3.4.4.
Bkg. nr. 585 af 9/7 2002 om
ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer mv., § 18, stk. 2, åbner mulighed
for erstatning for personskade, der er forvoldt af ukendt, motordrevet
køretøj
(f.eks. flugtbilister).
3.4.5.
Retsplejelovens § 991 omhandler
mulighederne for, at et offer kan få behandlet sit erstatningskrav under
straffesagen. Det er en forudsætning, at pågældende har fået mulighed for at
fremsætte dette krav. Politiet har pligt til at vejlede ofret om
bestemmelsen.
3.5 Politiskolens lærebøger, betænkninger,
handlingsplaner, artikler mv.
3.5.1.
Politiskolens lærebog, Polititeori 4,
emnet ”Generel afhøringslære”.
3.5.2.
Politiskolens grundbog i ”Psykologi”.
3.5.3.
Politiskolens lærebog, Polititeori 2,
emnet ”Voldforbrydelser ”og emnet
”Sædelighedsforbrydelser”
3.5.4.
Regeringens handlingsplan om bekæmpelse
af vold, oktober 1993.
3.5.5.
Overgreb mod sagsbehandlere, Det
Kriminalpræventive Råd, 1993.
3.5.6.
Betænkning nr. 1420/2002 retningslinier
om videoafhøring af børn i sædelighedssager, samt Rigsadvokatens meddelelse
nr.
2/2003.
3.5.7.
Rapport fra en arbejdsgruppe under
Justitsministeriet vedrørende ”Vidnebeskyttelse”, juni 1998.
Politiskolen, den 23. januar 2006
Lignende dokumenter
- 1996 LSF 144 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN, STRAFFELOVEN OG ERSTATNINGSANSVARSLOVEN(STYRKELSE AF RETSSTILLINGEN FOR OFRE FOR FORBRYDELSER M.V.) Retsinformation · 23. maj 1997
- Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Vejledning af forurettede mv. Retsinformation · 5. september 2026
- Cirkulæreskrivelse om ændring af ordningen med offerrådgivning (Til politi og anklagemyndighed) Retsinformation · 1. februar 2007
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Forbedring af voldtægtsofres retsstilling m.v. og beskikkelse af bistandsadvokat for pårørende til afdøde i straffesager mod politipersonale) Retsinformation · 27. april 2005
- Forslag til folketingsbeslutning om en bedre indsats for voldtægtsofre Retsinformation · 21. november 2015
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) NR. 996/2010 af 20. oktober 2010 om undersøgelse og forebyggelse af havarier og hændelser inden for civil luftfart og om ophævelse af direktiv 94/56/EF (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 20. oktober 2010