Spring til indhold

Retsinformation

Cirkulæreskrivelse vedrørende politiets relationer til ofre for forbrydelser og ulykker og deres pårørende Til anklagemyndigheden og politiet

Gældende CIS nr 9028 af 23/01/2006CirkulæreskrivelseJustitsministeriet25. januar 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Cirkulæreskrivelse

vedrørende politiets relationer til ofre for forbrydelser og ulykker og deres

pårørende

Til anklagemyndigheden og politiet

1.

INDLEDNING

Den kriminalpolitiske debat har de senere år i stigende omfang

også beskæftiget sig med ofrets situation. I lyset af denne debat, herunder

regeringens handlingsplan fra oktober 1993 om bekæmpelse af vold, er der

gennemført en række initiativer i form af ny lovgivning m.v. med henblik på

at

etablere en bedre retsstilling for ofrene for forbrydelser, herunder

etablering

af forskellige hjælpeforanstaltninger for ofre og deres pårørende.

Politiet er i sit arbejde ofte i kontakt med ofre for

forbrydelser og andre, der befinder sig i en ulykkelig situation. Det gælder

f.eks., når politiet taler med den, der er alvorlig kvæstet efter en

voldsforbrydelse

eller ulykke, hvor politiet skal foretage underretning af pårørende til ofre

for ulykker eller kriminelle handlinger.

Afsnit 2 indeholder en sammenfatning af nogle råd og

vejledninger, der kan tjene til, at politiet i sin kontakt med ofre for

forbrydelser, ulykkesramte m.v. ikke blot optræder politimæssig

hensigtsmæssigt,

men også udviser den nænsomhed, venlighed og imødekommenhed, som de

pågældende

i almindelighed vil have et meget stort behov for.

Afsnit 3 indeholder en orientering og en oversigt over det

efterhånden ganske omfattende regelgrundlag vedrørende politiets behandling

af

Læs alt

ofre for forbrydelser og deres pårørende.

2.

BEHANDLING AF OFRE FOR FORBRYDELSER OG ULYKKER MV.

Gennem snart mange år, har der været en stigende forståelse for

og viden om de særlige sindstilstande, som ofre for vold ofte hensættes i som

en direkte eller indirekte følge af volden. Disse sindstilstande kan i mange

tilfælde opleves som mindst lige så alvorlige som de direkte og synlige

fysiske

skader, og kan i mange tilfælde være mærkbare for den overfaldne, længe efter

at den fysiske skade er overvundet. Sådanne sindstilstande kan spænde fra en

ganske kortvarig angst og usikkerhed til en langvarig psykisk ubalance.

Som det fremgår af afsnit 3, er der inden for de senere år taget

en række initiativer fra både offentlige myndigheder og private

institutioner,

foreninger mv.

Såvel i politiet som i en lang række offentlige institutioner,

der kommer i kontakt med ofre for vold, er der i dag en langt større viden

om,

og forståelse for disse ofres reaktionsmønstre og adfærd.

Med den større viden følger naturligvis også større

forventninger til en professionel adfærd og holdning hos politimanden, lægen,

sygeplejersken, socialrådgiveren, eller hvem ofret nu måtte komme i kontakt

med.

Politiet har gennem uddannelse og ikke mindst det praktiske

politiarbejde viden om og forståelse for de fysiologiske, psykologiske og

sociale aspekter, der tilsammen danner rammen om ofres og pårørendes

situation.

Det følgende er derfor at betragte som en gennemgang af gode råd og

fremgangsmåder,

der finder anvendelse i Politiskolens uddannelser, og som bl.a. har baggrund

i

politiets erfaringer.

Det bemærkes, at den følgende omtale af politiets behandling af

voldsofre i hovedsagen også vil være dækkende for politiets kontakt og

arbejde

med personer, der af andre årsager befinder sig i en ulykkelig situation,

f.eks. ulykkesofre eller pårørende til personer, der har været udsat for

forbrydelser eller ulykker.

Med kendskab til de karakteristiske reaktionsmønstre, der ofte

følger af en traumatisk hændelse – afmagt, skyldfølelse, stress, krise

– bør

politimanden være motiveret til at optræde hensynsfuldt og varsomt.

Endvidere skal politimanden være særlig opmærksom på det behov for

omsorg, såvel fysisk som psykisk, der er nødvendigt, for at ofret kan

bearbejde

og gennemleve en traumatisk oplevelse (som det kan være tilfældet ved en

afhøring) uden unødvendige og stærkt belastende følger for fremtiden.

Endelig skal politimanden være opmærksom på ofrets forhold til

sit sociale netværk.

Ofrets mulighed for en sund bearbejdelse er i høj grad afhængig

af dette samspil.

Politimandens optræden, hans/hendes evne til at vise hensyn og

forståelse er en forudsætning for, at ofret oplever sit ophold hos og

samarbejde med politiet som positivt.

Det er selvfølgelig oplagt, at et offer, der oplever sit

samarbejde med politiet som positivt, også vil være langt bedre i stand til

at

koncentrere sig om afgivelse af de nødvendige forklaringer.

Den enkelte politimand kan skabe disse forudsætninger for et

positivt forhold, ved bl.a. at iagttage nogle ganske få forhold, som skal

beskrives i det følgende.

2.1. Stress og krisereaktioner

For at sikre en hensigtsmæssig adfærd over for personer, der

befinder sig i en høj stresstilstand, eller som befinder sig i en traumatisk

krise, er det væsentligt, at politimanden lærer og forstår den adfærd og de

symptomer, der knytter sig til sådanne tilstande. (Se herom nærmere i

”Psykiske

påvirkninger, stress og krise” af cand.psych. Henrik Løvgren i

Politiskolens

grundbog i psykologi).

2.2. Psykologisk førstehjælp og kriseintervention

En politimand er ikke læge eller psykolog. Han/hun skal ikke

gennemføre terapi eller psykisk behandling af personer, der har behov for en

sådan

hjælp, men politimanden kan forventes at yde den første assistance til

mennesker, der er kommet i nød.

Den psykologiske førstehjælp og kriseintervention kan udføres på

basis af et grundlæggende kendskab til de forhold, der kan hindre effekten af

den psykiske skade i at udvikle sig og reducere de negative virkninger heraf.

Endvidere kan politimanden yde bistand til, at den skadede person kommer

under

kyndig behandling så hurtigt som muligt.

Som det fremgår af forannævnte artikel af Løvgren, er det i al

håndtering af personer med akutte stressreaktioner den grundlæggende

medmenneskelige adfærd, der er afgørende. Der handler om

-

at være i fysisk og

psykisk kontakt,

-

at demonstrere nærhed,

omsorg og respekt samt

-

at vise, at man vil

hjælpe og forstå.

Dette er særligt vigtigt over for personer, der befinder sig i

chockfasen, hvor det at benægte det skete er dominerende, og hvor følelserne

undertrykkes.

Den psykologiske førstehjælp består i praksis bl.a. ved

iagttagelse af følgende elementer:

GIV TRYGHED PÅ STEDET

-

vis ro og besindighed

-

giv fysisk og psykisk

kontakt

-

undersøg for fysiske

skader

-

vær opmuntrende.

ACCEPTER SYMTOMER OG ADFÆRD

-

ikke alle reagerer ens

-

vis interesse

-

vær opmærksom på, at

for den, man står over for, er det reelt og ikke indbildning.

VÆR BEROLIGENDE OG OPMUNTRENDE

-

den stress- og

kriseramte føler sig afhængig af andre og er let påvirkelig

-

vær naturlig, men

realistisk optimisme og forventning er gunstig

-

fortæl, at hjælp

bliver givet.

GODTAG FØLELSERNE

-

følelser er reelle og

forskellige

-

undgå at bebrejde

-

følelserne er vigtige,

så lad følelserne slippe ud når det passer og godtag følelserne uden unødig

medlidenhed

-

hjælp til at sætte ord

på følelserne og hjælp til at afreagere.

VÆR MEDMENNESKELIG

-

vis hensyn, giv fysisk

og psykisk nærhed

-

giv kontakt og omsorg,

gentagne gange

-

giv tid

-

lyt, lad den

pågældende få snakket ud.

FÅ ADFÆRDEN UNDER KONTROL

-

urolig og voldsom

aggressiv adfærd kan – især i forbindelse med katastrofer – være

farlig for

alle involverede. Derfor må uro, aggression og paniktendenser stoppes, men

det

kræver tid, personale og evt. medicinsk behandling

-

undgå provokationer –

husk angsten bag handlingerne

-

vær bestemt, ærlig og

oprigtig

-

demonstrer

effektivitet, ro og overblik

-

vis tillid, respekt og

alliance.

DET POSITIVE SKAL MOBILISERES

-

hjælp med at finde

muligheder

-

giv opgaver og

aktiviteter, der binder angst, afleder opmærksomhed, giver selvtillid og

reducerer

grublerier over skyld, skam og sorg

-

tomme fraser som ”tag

dig nu sammen” hjælper meget lidt.

VIRKELIGHEDEN ER VIGTIG

-

det er normalt at

ville benægte virkeligheden og undertrykke følelserne, men i længden kan det

være

risikabelt

-

fantasien er ofte

værre end virkeligheden

-

vurder individuelt

-

den, der spørger, har

krav på et svar i form af nøgterne informationer – evt. i moderate

doser.

SYNDEBUKKE HJÆLPER IKKE

-

naturlige årsager bør

vurderes og diskuteres

-

jagten på syndebukke

kommer – men hjælper ikke. I stedet binder den følelesesmæssige

ressourcer og

gør det psykiske arbejde vanskeligere

KEND DINE BEGRÆSNINGER SOM HJÆLPER

-

prioriter

-

du kan ikke være alt

for alle

-

tænk, før du handler

-

tal roligt, venligt og

bestemt.

2.3. Oplysning og orientering

I det regelsæt og i de anvisninger for politiet, der omtales kort

i afsnit 3, er nævnt en række forhold, hvor politiet har pligt til at

informere, underrette og vejlede ofret for en forbrydelse.

Dette kan for nogen lede til den fejlagtige følgeslutning, at

når denne information er givet, har man som politimand opfyldt sin

forpligtelse.

Det er imidlertid vigtigt at understrege, at en fuldstændig og

fyldestgørende information til ofret, så tidligt som muligt i forløbet, kan

medvirke til at reducere ofrets usikkerhed og bidrage til forståelsen for, at

der næres omsorg for ofrets tilstand.

Den givne information bør omhandle en beskrivelse af alt, hvad

der videre skal ske med sagen før og evt. i retten, hvad der skal ske, når

ofret er færdig hos politiet (køres hjem, til læge mv.).

Hvilke muligheder der er for erstatning, advokatbistand,

lægebehandling, psykologbistand, offerrådgivning m.v.

2.4. Udlevering af relevant informationsmateriale

Oplysning om, hvad ofret skal gøre, hvis der opstår tvivl eller,

der er flere spørgsmål til politiet.

Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at

personer, der har været udsat for voldsomme hændelser, kan have svært ved at

huske selv enkle informationer.

Det er derfor væsentligt at kunne udlevere informationsmateriale

og at give besked om, til hvem man kan rette yderligere spørgsmål.

Er pårørende eller andre af ofrets nærmeste til stede, kan det

være en god ide at give disse informationer eller i det mindste at repetere

dem

over for ofret i overværelse af den eller disse personer. Herved sikrer man

en

højere grad af forståelse samtidig med, at man kan reducere noget af den

angst

og usikkerhed, som disse nærmeste også oplever på grund af det skete.

2.5. Afhøring

Ved tilrettelæggelse af afhøringen er det særligt væsentligt at

sikre sig, at afhøringen kan foregå under former og forhold, der tager

tilbørligt hensyn til den person, der har været udsat for forbrydelsen eller

ulykken.

Herunder indgår at vælge et lokale, hvor afhøringen kan foregå

uforstyrret, at sikre mod forstyrrelser, at sikre muligheden for, at den

afhørte kan få en kop te/kaffe eller i det mindste et glas vand.

Når en politimand skal foretage afhøring af en person, der som

offer for en forbrydelse har brug for hjælp, er det af stor betydning, at

vise

accept og forståelse af den afhørtes oplevelser og udlægning af

hændelsesforløbet.

Det tjener intet formål på dette tidspunkt at stille

spørgsmålstegn ved forklaringen, men spørg i stedet for til eksempler på,

hvad

der er sket, således at ofret selv får lejlighed til at arbejde sig gennem

situationen.

Det er vigtigt at spørge meget direkte til den bestemte hændelse

med anvendelse af åbne spørgsmål: Hvad var det der skete – hvad var det

første

du så, tænkte, registrerede – hvad skete der så – hvor var du på

det tidspunkt

o.s.v.

Undgå at anvende ”Hvorfor?” Spørgsmålet kræver en forklaring, og

det kan være ganske svært, hvis man er anspændt og forvirret.

Hjælp med at få tankerne på plads. Det kan gøres ved at give

ofret lejlighed til at berette om hændelsen flere gange. Det betyder ikke, at

man skal forlange passager gentaget, men at man skal lade ofret gentage, hvis

han/hun viser trang til det.

Fasthold ønsket om kontakt. Personer, der har været udsat for

ubehagelige oplevelser, kan have tilbøjelighed til at afvise kontakt og

forsøg

på hjælp.

Sådan adfærd må ikke påvirke politimanden, der venligt og

stilfærdigt må holde fast ved, at det er til fælles bedste, at der bliver

talt

om det, der er sket.

Undgå tomme fraser. Det er ikke bare virkningsløst, men også

direkte hæmmende for kontakten at bruge udtryk som, ”tage dig nu

sammen” eller

”det skal nok gå alt sammen”.

Det er desuden vigtigt, at benytte sig af kognitiv

afhøringsteknik, der ganske kort går ud på, at den afhørte fortæller hele

hændelsen uden at blive afbrudt for ikke at ødelægge ”billederne af

hændelsen

inde i hovedet”. Det har ved undersøgelser i Amerika og England vist

sig, at en

afhørende politimand afbrød en afhørt ca. hvert 7. sekund, hvorved der var

stor

risiko for at den afhørte mistede ”billederne inde i hovedet”.

Når afhøringen er slut må politimanden være opmærksom på, hvem

der nu kan tage sig af ofret.

Det må selvfølgelig være indlysende, at mindreårige børn, der

har været ofre for forbrydelser, aldrig må sendes hjem alene i de tilfælde,

hvor politiet ikke har kunnet komme i kontakt med forældre eller værge. I

sådanne tilfælde må kontakt søges til andre familiemedlemmer eller personer,

der i øvrigt vil kunne tage sig af barnet.

Voksne mennesker, der har været udsat for forbrydelser, kan i

mange tilfælde have tilsvarende behov for at have nogen at komme hjem til.

Det bør høre med til god sagsbehandling, at politimanden sikrer,

at denne mulighed er til stede.

Hvis ofret giver udtryk for, at han godt kan klare sig selv, må

man selvfølgelig acceptere dette, men alligevel – afhængigt af en

vurdering af

ofrets tilstand – søge at overtale vedkommende til at tage hen til en

slægtning, ven eller veninde.

2.6. Ofrets nærmeste

Politimanden bør være opmærksom på, at de nærmeste pårørende kan

have et lige så stort behov for venlighed og hjælpsomhed som ofret selv.

Det er vigtigt, at politimanden udstrækker sin hjælp og støtte

til de nærmeste pårørende, som han/hun under sagsbehandlingen kommer i

forbindelse med.

Det bør som nævnt under 2.3. tages i betragtning, at det kan

være særdeles hensigtsmæssigt at give eller repetere sin vejledning til ofret

i

overværelse af èn af de nærmeste, dels for at sikre en højere grad af

forståelse, da ofret erfaringsmæssigt vil have svært ved at holde sammen på

mange informationer, dels for herigennem at kunne medvirke til at berolige

den

nærmeste.

2.7. Politimanden selv

Det er vigtigt at være opmærksom på, at politimanden selv kan

blive påvirket psykisk ved løsningen af politimæssige opgaver, hvor mennesker

har været udsat for alvorlige forbrydelser og ulykker. Der kan i den

forbindelse henvises til

Rigspolitichefens

kundgørelse I, nr. 42 om forebyggelse af psykiske skader.

Nok så vigtigt er imidlertid, at en modvirkning af sådanne

påvirkninger kan ske gennem udveksling af erfaringer med andre kolleger i et

arbejdsklima, hvor det er tilladt at omtale følelser af ubehag eller

usikkerhed

i forbindelse med en bestemt opgave.

3. Love og

regler mv.

Indledningsvis bemærkes, at der på internationalt plan er taget

en række initiativer med det formål at sikre beskyttelse og retfærdig

behandling af personer, der har været udsat for forbrydelser.

Det gælder således

FNs

erklæring om grundlæggende retsprincipper for ofre for forbrydelser og

magtmisbrug

(resolution 40/34 af 29/11 1985), den

Europæiske konvention om erstatning til ofre for vold

(1983) og

Europarådets rekommandationer nr. R (85)

11 af 28/6 1985

om ofres stilling inden

for kriminalretten samt

nr. R (87) 21 af 17/9 1987

om hjælp til ofre.

Den følgende oversigt vil imidlertid alene omfatte danske love,

bekendtgørelser, cirkulærer m.v., der regulerer politiets behandling af ofre

for forbrydelser og deres pårørende. Oversigten indeholder ligeledes

oplysninger om Politiskolens lærebogsmateriale på området samt oplysninger om

forskellige bistands- og vejledningsmuligheder.

3.1. Vedrørende afhøring og efterforskning generelt

3.1.1.

Retsplejelovens §§ 750, 751 og 753,

hvorefter politiets muligheder for at foretage afhøringer og særlige

efterforskningsskridt også over for forurettede begrænses, og hvorunder især

bestemmelsen i § 753 om forpligtelsen til at gøre en person bekendt med

vidnefritagelsesreglerne er af betydning, hvor volden forekommer i

familieforhold.

3.1.2.

Retsplejelovens

kapitel 66 a om advokatbistand til forurettede.

Retsplejelovens

§ 741 a, 1. led om obligatorisk pligt til beskikkelse af advokat for den

forurettede – efter dennes begæring – en række sager vedrørende

forbrydelser

mod kønssædeligheden og andre overtrædelser af straffeloven, herunder vold.

I stk. 2

skal beskikkelse ske medmindre den forurettede frabeder sig det.

For

de lovovertrædelser, der er nævnt i stk. 3 gælder, at domstolen kan afslå

beskikkelse, hvis overtrædelsen er af mindre alvorlig karakter og

advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig.

Bistanden

består i vejledning og støtte til den forurettede, bl.a. med hensyn til

erstatning.

Efter

§ 741 a, stk. 4, påhviler der politiet en særlig forpligtelse til at begære

advokat beskikket for den forurettede, hvor det skønnes nødvendigt.

Efter

§ 741 b påhviler der politiet en særlig forpligtelse til at vejlede den

forurettede

om adgangen til advokatbeskikkelse.

§ 741 c

vedrører bistandsadvokatens rettigheder.

3.1.3.

Retsplejelovens § 29 a, hvorefter

retten

efter forurettedes begæring skal

lukke dørene ved afhøring af forurettede i visse sædelighedssager og

retsplejelovens

§

31,

stk. 3 efter hvilken retten – efter begæring kan afsige kendelse om

referatforbud eller navneforbud.

Politiet bør vejlede

forurettede om mulighederne for at fremsætte denne begæring, især hvor

bistandsadvokaten

ikke er beskikket.

3.1.4.

Retsplejelovens § 185, stk. 2, jf. stk.

1, hvoraf det fremgår, at retten bestemmer

om forurettedes tidligere seksuelle adfærd kan bruges som bevisførelse i

sædelighedssager. En sådan bevisførelse kan kun tillades, hvis den kan

antages

at være af væsentlig betydning for sagen.

3.1.5.

Rigsadvokatens meddelelse nr. 2/2001 om

politiets vejledning til ofre for forbrydelser, herunder særligt om hjælp

efter

offererstatningsloven og om advokatbeskikkelse efter rpl.s kap. 66 a.

3.1.6.

Retsplejelovens § 792 d, stk. 2, efter

hvilken forurettede må tåle en legemsbesigtigelse,

der ikke kræver afklædning

– optagelse af foto, aftryk af legemet

og visitation af tøj.

Beslutningen herom træffes af

retten ved kendelse. Politiet kan dog gennemføre besigtigelsen, hvor øjemedet

vil forspildes.

Spørgsmålet skal da indbringes

for retten snarest muligt og senest inden 24 timer.

3.1.7.

Retsplejelovens § 792 d, stk. 1, efter

hvilken hverken retten eller politiet kan gennemføre en legemsundersøgelse af

en ikke sigtet mod dennes vilje.

Den ikke sigtede kan dog ved

sit skriftlige samtykke acceptere sådanne undersøgelser. Principperne for

proportionalitet og skånsomhed efter retsplejelovens § 792 e, skal under alle

omstændigheder iagttages.

3.1.8.

Retsplejelovens § 796 stk. 2, efter

hvilken retten kan afsige kendelse om ransagning hos en ikke mistænkt efter

nærmere angivne regler.

Retsplejelovens § 796 stk. 3,

efter hvilken politiet, når øjemedet ellers forspildes, kan gennemføre

ransagning hos en ikke mistænkt efter nærmere angivne regler.

For ransagninger foretaget

efter begge de forudgående bestemmelser gælder reglerne om skånsomhed jf. §

798

stk. 1.

3.1.9.

Retsplejelovens § 1017 b, efter hvilken

der om forbrydelser mod kønssædeligheden ikke må gives offentligheden

meddelelse

om navn, stilling og bopæl for en forurettet.

Undtagelse i stk. 2, at

politiet offentliggør den forurettedes identitet, når det findes påkrævet af

hensyn til sagens opklaring, eller i øvrigt til berettiget varetagelse af

åbenbar almeninteresse. Ved forevisning af fotografier af forurettede finder

§§

814 og 816 dog anvendelse.

3.1.10.

Forvaltningslovens § 28 (lov nr. 571 af

19/12 1985) efter hvilken bl.a. politiet skal have ofrets skriftlige samtykke

ved indhentelse af lægeerklæringer m.v.

3.1.11.

Rigsadvokatens meddelelse nr. 3/2005 –

Målsætninger for sagsbehandlingstiden i voldtægtssager og indberetning til

Rigsadvokaten om sagsbehandlingstiden.

3.2. Særligt om børn

3.2.1.

Retsplejelovens § 745 e om videoafhøring

af børn.

Rigsadvokatens meddelelse nr.

2/2003 – Videoafhøringen af børn i sædelighedssager, recovered memory

mv.

Retsplejelovens § 752, stk. 2,

hvoraf det fremgår, at Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilke

tilfælde kommunalbestyrelsen skal underrettes om og have adgang til at

overvære

afhøringen af sigtede under 18 år.

Justitsministeriets bkg. nr.

786 af 21/9 1992 om politiets underretning af kommunalbestyrelsen om

afhøringer

af sigtede under 18 år.

Socialministeriets bkg. nr. 79

af 4/2 1998 om kommunens bistand til børn og unge i forbindelse med uden- og

indenretlige afhøringer, herunder § 4, efter hvilken en repræsentant for det

sociale udvalg skal være til stede ved afhøring af en person under 15 år, når

pågældende afhøres som vidne i en straffesag hos politiet eller i retten.

Rigsadvokatens meddelelse nr.

2/2004 om politiets pligt til at underrette kommunalbestyrelsen (sociale

myndigheder).

3.2.2.

Socialministeriets bkg. nr. 1092 af 8/12

2000 § 1 om underretningspligt til det sociale udvalg for personer, der

udøver

offentlig tjeneste og hverv.

3.2.3.

I de tilfælde, hvor afhøring eller andre

efterforskningsskridt forudsætter samtykke fra en af forældrene, og hvis

begge

disse er mistænkte i sagen, eller den ene er mistænkt og den anden nægter at

give sit samtykke, må det antages at en dommer kan beslutte at beskikke en

ad-hoc værge, eller i stede for en beskikkelse træffe en konkret afgørelse,

f.eks. om gennemførelse af en lægeundersøgelse.

3.2.4.

Det Kriminalpræventive Råd har i 1993

udgivet en håndbog med titlen ”Overgreb mod børn – ser vi det?

– gør vi

noget?”. Håndbogen indeholder bl.a. en oversigt over lovstof mv. på

området.

3.3. Særligt om psykologisk bistand, anden bistand og

vejledning

3.3.1.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets bek.

nr. 187 af 18. marts 2005 giver retningslinier for, i hvilke tilfælde og i

hvilket omfang der kan ydes tilskud til psykologbehandling til ofrene for en

række forbrydelser, herunder ofre for voldsforbrydelser og – hvis ofret

dør –

nærmeste pårørende.

3.3.2.

Forudsætningen er, at der sker

henvisning fra en behandlende læge. Der ydes tilskud på 60 % til indtil 12

behandlinger.

Tilskud bevilliges af det

enkelte amt, og muligheden for tilskud ophører, hvis det beløb, amtet har

afsat

til dette formål, opbruges inden udgangen af et finansår.

Landsforeningen Hjælp

Voldsofre, Rådhusstræde 7, 8900 Randers, tlf. 8641 5900, kan i sådanne

tilfælde

gå ind og yde bistand, i det omfang foreningens midler rækker. Foreningen har

endvidere udgivet pjecer til støtte for voldsofre. Pjecerne kan rekvireres

hos

foreningen.

3.3.3.

Rigspolitichefens Nyhedsbrev nr. 2/1998

henleder opmærksomheden på, at politiet kan henvise røveri- og voldsramte

medarbejdere under nogle nærmere angivne brancheorganisationer til

Psykologkorpset for øjeblikkelig krisebehandling.

3.3.4.

Justitsministeriet har udgivet en folder

med titlen” Til den, der har været udsat for voldtægt, incest (blodskam)

eller

andre seksuelle overgreb”, der jf. Rigsadvokat meddelelse nr. 2/2001

forventes

udleveret til alle, der har været udsat for seksuelle overgreb. Folderen

rummer

en vejledning om sagens gang og om ofrets rettigheder m.v. og omtaler blandt

andet muligheden for at få meddelt en person polititilhold.

3.3.5.

Justitsministeriet har ved

cirkulæreskrivelse af 25/6 1998 med bilag orienteret politikredsene om, at

der

skal oprettes et net af lokale, frivillige offerrådgivere.

Rigspolitichefen har derfor

oprettet et sekretariat, der bl.a. skal yde bistand til dette arbejde.

Adressen

er:

Rigspolitichefens Afdeling E,

Offerrådgivningssekretariat, Anker Heegaards Gade 7, 3., 1780 København V,

tlf.

3314 8888, lokal 6413, telefax 3343 0040.

Hjemmeside: www.offerrådgivning.dk

Der er siden 2001 etableret

offerrådgivning i alle politikredse, og på alle politistationer ligger der

foldere, som skal udleveres til alle, der har været udsat for en forbrydelse

eller ulykke.

3.3.6.

Rigsadvokatmeddelse nr. 2/2001 om

kontaktperson hos politiet og anklagemyndigheden.

3.3.7.

Vidnebeskyttelse kan etableres via en

national enhed under Rigspolitichefens Afdeling A – NEC – direkte

tlf. 3343

0606.

Vidnebeskyttelsesenheden er

indledningsvis oprettet for at kunne højne niveauet for

beskyttelsesforanstaltninger

overfor vidner, som har været udsat for grove trusler, fordi de har afgivet

vidneforklaring til politiet og retten. Imidlertid har det vist sig, at de

foranstaltninger

der sættes i værk generelt er af samme karakter, uanset årsagen til det

aktuelle beskyttelsesbehov.

I en aktuel sag foretages der

en vurdering af, hvilke foranstaltninger der vil være mest hensigtsmæssige. I

overvejelserne indgår eksempelvis truslernes karakter og omfang, den

forurettede part, den kriminelle modpart, de sociale netværk, tilholdssteder,

genplaceringsmuligheder ect.

Foranstaltninger kan i visse

tilfælde vise sig at være tilstrækkelige ved, at der rejses sigtelser efter

straffelovens §§ 123, 266 ect. I nogle tilfælde kan der dog være behov for at

følge et sådant initiativ op med mindre tiltag, adressebeskyttelse, hemmeligt

telefonnummer, midlertidigt ophold uden for hjemmet, alarmeringsplan til

vagthavende ect.

I andre tilfælde kan det være

påkrævet, at den forurettede anbringes i et midlertidigt skjul under

politiets

beskyttelse.

Endelig kan truslerne have en

så alvorligt karakter, at det anses for overvejende sandsynligt, at truslerne

vil blive gennemført langt ud i fremtiden. I sådanne tilfælde kan det være

behov for, at den forurettede bringes i et skjul af mere permanent karakter.

Skjulet kan være et sted her i landet eller i udlandet, og er en ret

indgribende

foranstaltning for forurettede og dennes relationer. Kun få vil være i

besiddelse af de fornødne personlige ressourcer til at gennemføre forløbet,

som

kan forventes at vare adskillige år eller måske resten af livet

Retsplejeloven § 28 b, stk. 3

indeholder bestemmelser om vidnebeskyttelse bl.a., hvorefter rettens formand

kan nægte adgang til et offentlig retsmøde for bestemte personer eller

grupper

af personer, hvis det skønnes nødvendigt for at opnå en sandfærdig forklaring

af et vidne eller part.

Retsplejelovens § 841 –

hvorefter retten efter anmodning fra anklagemyndigheden, forsvareren eller et

vidne forud for domsforhandlingen kan træffe afgørelse om dørlukning efter §

29, stk. 3, nr. 2 eller 3, referatforbud efter § 30, nr. 2, navneforbud efter

§

31, stk. 1, nr. 1, om, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne

afhøres, jf. § 848, stk. 1, 3 eller 6, om, at et vidnes bopæl eller navn,

stilling og bopæl ikke må oplyses for tiltalte, jr. § 848, stk. 2, eller om,

at

en polititjenestemands navn og bopæl ikke skal oplyses, jf. § 848, stk. 5.

Desuden har anklagemyndigheden

– Statsadvokaten – i medfør af § 835, stk. 2 mulighed for at give

forsvareren

pålæg om ikke at videregive oplysninger om et vidnes bopæl eller navn m.v.

3.3.8.

Det Kriminalpræventive Råd har i 1993

udgivet en håndbog med titlen, ”Overgreb mod sagsbehandlere – om

vold, trusler,

chikane og hærværk”.

3.3.9.

Arbejdsmiljøfondet, Branchevejledning

nr. 12, Branchesikkerhedsrådet for undervisning (BR 12), har udgivet

publikationen

”Vold og trusler om vold”.

Publikationen behandler volden

som arbejdsskade, men indeholder tillige gode oplysninger om

reaktionsmønstre,

psykisk førstehjælp og krisehjælp, forebyggelse af vold samt anmeldelsen af

vold.

3.3.10.

Der findes et antal selvhjælpsgrupper for

bl.a. volds- og voldtægtsofre. Disse grupper har udfærdiget materiale, som

kan

rekvireres og udleveres til ofrene under opholdet på politistationerne.

Endvidere findes et antal

krisecentre, som det er muligt at henvise til.

3.4. Særligt om erstatning

3.4.1.

Lov om erstatning til ofre for

forbrydelser (Lbkg. nr. 688 af 28/6 2004) åbner mulighed for erstatning til

ofre, der ikke kan opnå erstatning på anden måde. Der ydes som udgangspunkt

kun

erstatning for personskade.

Politiet er forpligtet til at

hjælpe og bistå ved udfyldelsen af ansøgning (blanket 652).

3.4.2.

Retsplejelovens § 995 a, stk. 1, efter

hvilken retten kan beskikke en advokat for forurettede, når det skønnes

nødvendigt med advokatbistand ved opgørelse af erstatningskrav og den

forurettede ikke uden væsentligt afsavn kan betale de omkostninger, der er

forbundet med sagen, jf. retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 2.

3.4.3.

Retsplejelovens § 995 a, stk. 2, efter

hvilken retten kan beskikke en advokat for de pårørende til at bistå med

opgørelse af erstatningskrav i de tilfælde, hvor en person er afgået ved

døden

som følge af en forbrydelse.

3.4.4.

Bkg. nr. 585 af 9/7 2002 om

ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer mv., § 18, stk. 2, åbner mulighed

for erstatning for personskade, der er forvoldt af ukendt, motordrevet

køretøj

(f.eks. flugtbilister).

3.4.5.

Retsplejelovens § 991 omhandler

mulighederne for, at et offer kan få behandlet sit erstatningskrav under

straffesagen. Det er en forudsætning, at pågældende har fået mulighed for at

fremsætte dette krav. Politiet har pligt til at vejlede ofret om

bestemmelsen.

3.5 Politiskolens lærebøger, betænkninger,

handlingsplaner, artikler mv.

3.5.1.

Politiskolens lærebog, Polititeori 4,

emnet ”Generel afhøringslære”.

3.5.2.

Politiskolens grundbog i ”Psykologi”.

3.5.3.

Politiskolens lærebog, Polititeori 2,

emnet ”Voldforbrydelser ”og emnet

”Sædelighedsforbrydelser”

3.5.4.

Regeringens handlingsplan om bekæmpelse

af vold, oktober 1993.

3.5.5.

Overgreb mod sagsbehandlere, Det

Kriminalpræventive Råd, 1993.

3.5.6.

Betænkning nr. 1420/2002 retningslinier

om videoafhøring af børn i sædelighedssager, samt Rigsadvokatens meddelelse

nr.

2/2003.

3.5.7.

Rapport fra en arbejdsgruppe under

Justitsministeriet vedrørende ”Vidnebeskyttelse”, juni 1998.

Politiskolen, den 23. januar 2006

Lignende dokumenter