Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af lov om udøvelse af lægegerning

Ikke gældende siden 4. december 2006 LBK nr 272 af 19/04/2001LovbekendtgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet1. maj 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Anvendt i 310 afgørelser

Retsinformation 305, Domsdatabasen 3, Datatilsynet 2

De nyeste afgørelser

Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.

Teksten

Bekendtgørelse af

lov om udøvelse af lægegerning

Herved bekendtgøres lov om udøvelse af

lægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995, med de

ændringer,

der følger af lov nr. 386 af 22. maj 1996, lov nr. 463 af 10. juni 1997, lov

nr. 482 af 1. juli 1998, lov nr. 396 af 2. juni 1999, lov nr. 345 af 17. maj

2000 og lov nr. 1312 af 20. december 2000.

Kapitel 1

Ret til at udøve lægegerning

§ 1.

Ret

til at udøve lægegerning og betegne sig som læge har kun den, der har

modtaget

autorisation eller i øvrigt har adgang til at udøve lægegerning i henhold til

§§ 2, 3 og 3 a.

§ 2.

Autorisation

som læge meddeles af Sundhedsstyrelsen den, der har bestået dansk

lægevidenskabelig embedseksamen, og som overfor et lægevidenskabeligt

fakultet

har aflagt lægeløftet.

Stk. 2.

Reglerne

for lægevidenskabelig embedseksamen fastsættes af undervisningsministeren

efter

forhandling med sundhedsministeren.

Stk. 3.

Autorisation

kan ikke meddeles den, der må antages at være farlig for sine medmennesker

Læs alt

under udøvelse af lægegerning enten på grund af legemlige mangler eller varig

eller med mellemrum indtrædende mangelfuld sjælstilstand, hvad enten denne

skyldes sygdom eller misbrug af alkohol, lægemidler og lignende, eller på

grund

af udvist grov uduelighed. Autorisation kan endvidere nægtes under de i

straffelovens § 78, stk. 2, nævnte omstændigheder.

Stk. 4.

Tilladelse

til selvstændigt virke som læge meddeles af Sundhedsstyrelsen den læge, der

har

gennemgået den i stk. 5 omhandlede uddannelse eller en uddannelse, der

kan

sidestilles hermed.

Stk. 5.

Sundhedsministeren

fastsætter efter forhandling med undervisningsministeren nærmere regler for

den

supplerende praktiske grunduddannelse af de i stk. 1 nævnte læger med

henblik på selvstændigt virke som læge. Uddannelsen skal foregå under

ansættelse og have en varighed på 18 måneder.

Stk. 6.

Såfremt det

er nødvendigt for at skaffe læger adgang til den i stk. 5 nævnte

uddannelse kort efter aflagt eksamen, kan sundhedsministeren pålægge

kommunernes sygehuse, Hovedstadens Sygehusfællesskab samt private sygehuse,

som

modtager offentlig støtte, eller på hvilke patienter indlægges for offentlig

regning, at modtage læger i forhold til deres behov for lægeuddannet

personale.

Nærmere regler om sådanne pålæg fastsættes af sundhedsministeren efter

forhandling med bestyrelsen for Hovedstadens Sygehusfællesskab og

Amtsrådsforeningen i Danmark, og således at der ikke pålægges noget sygehus

m.v. pligt til at modtage et større antal læger end gennemsnittet af det

antal,

som i de sidste 3 år har haft tilsvarende virksomhed på sygehuset m.v.,

medmindre forholdene forandres. I tilfælde, hvor læger ikke inden for et

rimeligt tidsrum efter eksamen kan få adgang til den kliniske uddannelse,

bemyndiges sundhedsministeren til at dispensere fra de i medfør af

stk. 5

fastsatte regler.

Stk. 7.

Sundhedsministeren

fastsætter gebyrer for meddelelse af tilladelse til selvstændigt virke som

læge

baseret på uddannelse gennemført her i landet eller i udlandet.

§ 3.

En

læge, som ikke har opnået den i § 2, stk. 4, nævnte tilladelse, kan

virke i underordnet stilling på sygehus eller som amanuensis hos eller

midlertidig stedfortræder for en alment praktiserende læge.

Sundhedsministeren

kan, for så vidt det skønnes nødvendigt for at undgå misbrug af foranstående

regel, fastsætte begrænsninger i denne. Forinden en læge kan tiltræde en af

de

nævnte stillinger, skal han overfor embedslægeinstitutionen, i København

stadslægen, ved forevisning af autorisationsbevis godtgøre at opfylde

betingelserne for stillingens overtagelse.

Stk. 2.

Sundhedsministeren

fastsætter regler for videreuddannelse udover den i § 2, stk. 5,

nævnte uddannelse med henblik på udøvelse af nærmere bestemte lægelige

funktioner, herunder virke i almen praksis, og for anvendelse af særlige

betegnelser for læger, der har gennemgået sådan uddannelse.

Stk. 3.

Sundhedsministeren

fastsætter gebyrer for meddelelse af tilladelse til at betegne sig som alment

praktiserende læge baseret på uddannelse gennemført her i landet eller i

udlandet.

Stk. 4.

Såfremt

befolkningens behov for lægehjælp under større epidemier og lignende ikke kan

fyldestgøres, kan sundhedsministeren meddele andre end læger midlertidig

tilladelse til at udøve lægegerning.

§ 3 a.

Sundhedsministeren

kan fastsætte sådanne bestemmelser om udøvelse af lægegerning her i landet,

som

er nødvendige til gennemførelse af overenskomster om fælles nordisk

arbejdsmarked for læger og direktiver vedtaget af De europæiske Fællesskaber.

1)

Stk. 2.

Sundhedsstyrelsen

kan meddele personer, der i udlandet har gennemgået uddannelser, som kan

sidestilles med de i § 2 nævnte uddannelser, autorisation og tilladelse

til selvstændigt virke som læge her i landet. I tilladelsen kan fastsættes

begrænsninger i den pågældendes udøvelse af lægegerning. Tilladelsen kan

tidsbegrænses.

Stk. 3.

Er

autorisation som læge her i landet givet på grund af autorisation i et andet

land, kan Sundhedsstyrelsen fratage den pågældende autorisationen, dersom

autorisationen i det andet land fratages ham eller på anden måde taber sin

gyldighed.

§ 4.

En

læge må ikke uden særlig tilladelse betegne sig som speciallæge.

Sundhedsministeren afgør efter en gennem Sundhedsstyrelsen fremsendt

indstilling fra det i § 4 a nævnte nationale råd for lægers

videreuddannelse, inden for hvilke grene af lægevidenskaben læger kan opnå

tilladelse til at betegne sig som speciallæge. Tilladelsen meddeles af

Sundhedsstyrelsen.

Stk. 2.

Sundhedsministeren

fastsætter gebyrer for meddelelse af tilladelse til at betegne sig som

speciallæge baseret på uddannelse gennemført her i landet eller i udlandet.

Stk. 3.

En læge må

ikke betegne sig som eller praktisere som tandlæge, medmindre han opfylder de

betingelser herfor, der stilles i lovgivningen om udøvelse af

tandlægevirksomhed.

§ 4 a.

Sundhedsministeren

nedsætter et nationalt råd for lægers videreuddannelse, der rådgiver

myndighederne i spørgsmål om lægers videreuddannelse.

Stk. 2.

Rådet

består af en formand, formændene for de regionale videreuddannelsesråd, jf.

§ 4 b, og et af sundhedsministeren nærmere fastsat antal medlemmer.

Stk. 3.

Formanden

og medlemmerne udnævnes for en fireårig periode. Genudnævnelse kan finde

sted.

Stk. 4.

Sundhedsministeren

udnævner efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen rådets formand.

Sundhedsstyrelsen udnævner de øvrige medlemmer samt suppleanter, der kan

fungere i medlemmernes forfald. Suppleanterne udnævnes for samme periode som

de

medlemmer, de skal være suppleanter for.

Stk. 5.

Til at

vejlede rådet udnævner Sundhedsstyrelsen for en fireårig periode speciallæger

inden for hvert anerkendt speciale. Genudnævnelse kan finde sted.

Stk. 6.

Sundhedsministeren

fastsætter nærmere regler om rådets sammensætning. Sundhedsstyrelsen

fastsætter

regler for rådets virksomhed.

§ 4 b.

Amtskommunerne,

Hovedstadens Sygehusfællesskab samt Københavns og Frederiksberg Kommuner

nedsætter i fællesskab regionale videreuddannelsesråd for læger for

henholdsvis

1)

Hovedstadens

Sygehusfællesskab, Københavns Amt, Frederiksborg Amt, Bornholms Amt, Roskilde

Amt, Vestsjællands Amt og Storstrøms Amt,

2)

Fyns Amt,

Sønderjyllands Amt, Ribe Amt og Vejle Amt og

3)

Ringkøbing Amt, Århus

Amt, Viborg Amt og Nordjyllands Amt.

Stk. 2.

De

regionale videreuddannelsesråd har til opgave at rådgive regionens amter og

Hovedstadens Sygehusfællesskab i forhold vedrørende den lægelige

videreuddannelse samt at træffe afgørelse vedrørende fordeling af

uddannelsesforløb inden for regionen, godkendelse af uddannelsesafdelinger og

tilrettelæggelse af uddannelsesforløb m.v.

Stk. 3.

De

regionale videreuddannelsesråds afgørelser kan påklages til

Sundhedsstyrelsen.

Stk. 4.

Sundhedsstyrelsen

fastsætter nærmere regler for videreuddannelsesrådenes sammensætning og

virksomhed.

§ 5.

Autorisation

som læge kan fratages - og generhverves - efter reglerne i lov om

sundhedsvæsenets centralstyrelse.

Stk. 2.

En læge kan

over for Sundhedsstyrelsen fraskrive sig sin autorisation for tid og indtil

videre. Autorisationen generhverves, når en fastsat tidsfrist for

fraskrivelsen

er udløbet, og kan tillige generhverves efter ansøgning til

Sundhedsstyrelsen,

såfremt de omstændigheder, der begrundede fraskrivelsen, ikke længere findes

at

være til stede.

Stk. 3.

Sundhedsstyrelsens

afgørelse kan påklages til sundhedsministeren. Afslår sundhedsministeren

klagen, kan klageren forlange sundhedsministerens afgørelse indbragt for

domstolene, såfremt der er forløbet mindst 1 år efter, at den pågældende har

fraskrevet sig autorisationen, eller efter, at generhvervelsen er nægtet ved

dom. Sundhedsministerens afgørelse skal indeholde oplysning om adgangen til

at

begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.

Stk. 4.

Begæring

efter stk. 3 om domstolsprøvelse skal fremsættes over for

sundhedsministeren inden 3 uger efter, at sundhedsministerens afgørelse er

meddelt den pågældende. Sundhedsministeren anlægger sag imod den pågældende i

den borgerlige retsplejes former.

Kapitel 1 A

Særligt om retten til at ordinere euforiserende

stoffer

§ 5 a.

Anser

Sundhedsstyrelsen det for ønskeligt, at der føres kontrol med en læges

ordinationer af euforiserende stoffer, kan den pålægge ham at føre nøjagtige

optegnelser om disse ordinationer, herunder om ordinationernes tidspunkt, art

og mængde, patientens navn og adresse og indikationen for ordinationen, og at

indsende disse optegnelser til embedslægen efter nærmere af Sundhedsstyrelsen

fastsatte bestemmelser.

Stk. 2.

Bestemmelserne

om ordination i dette kapitel gælder også om lægens personlige forbrug.

Stk. 3.

Sundhedsstyrelsen

afgør, hvad der i dette kapitel forstås ved euforiserende stoffer.

§ 5 b.

Dersom

en læge, hvem der er meddelt pålæg efter § 5 a, begår væsentlig

overtrædelse af dette, eller dersom det af hans optegnelser fremgår, at han

ordinerer euforiserende stoffer på uforsvarlig måde, kan Sundhedsstyrelsen

fratage ham retten til at ordinere alle eller enkelte grupper af disse

stoffer

for en tid af fra 1 til 5 år eller indtil videre.

Stk. 2.

I

påtrængende tilfælde kan sådan fratagelse ske, selvom der ikke er meddelt

pålæg

efter § 5 a, når det af foreliggende oplysninger fremgår, at en læge

ordinerer euforiserende stoffer til eget forbrug på uforsvarlig måde. Der

skal

dog først være givet lægen lejlighed til mundtligt at udtale sig overfor

Sundhedsstyrelsen.

Stk. 3.

Afslår

sundhedsministeren en klage over Sundhedsstyrelsens fratagelse af retten til

at

ordinere euforiserende stoffer, kan lægen forlange sundhedsministerens

afgørelse indbragt for domstolene. Han skal i så fald over for

sundhedsministeren fremsætte begæring herom inden 3 uger efter, at

sundhedsministerens afgørelse er meddelt den pågældende. Sundhedsministeren

anlægger sag imod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 4.

Sundhedsstyrelsens

afgørelse har, dersom den ikke bestemmer andet, virkning straks fra

afgørelsens

modtagelse og uafhængigt af, om sagen indbringes for sundhedsministeren og

domstolene.

§ 5 c.

En

læge kan overfor Sundhedsstyrelsen fraskrive sig retten til at ordinere

euforiserende stoffer eller en nærmere angiven gruppe af sådanne stoffer for

tid eller indtil videre.

§ 5 d.

Når

en læge efter ovenstående bestemmelser helt eller delvis har mistet retten

til

at ordinere euforiserende stoffer, påhviler det embedslægeinstitutionen at

foretage de til lægens praksis fornødne ordinationer af sådanne stoffer.

Sundhedsstyrelsen kan dog udpege en anden dertil villig læge til at foretage

disse ordinationer. Nærmere regler om fremgangsmåden ved disse ordinationer

kan

fastsættes af Sundhedsstyrelsen.

§ 5 e.

Sundhedsstyrelsen

kan på ethvert tidspunkt efter ansøgning tilbagegive en læge retten til at

ordinere euforiserende stoffer eller en nærmere angiven gruppe af stofferne.

Afslår sundhedsministeren en klage over Sundhedsstyrelsens afgørelse, kan

lægen

begære denne afgørelse prøvet ved domstolene, hvis der er forløbet mindst et

år, efter at der er truffet endelig bestemmelse om rettens bortfald, og

mindst

et år, efter at generhvervelse senest er nægtet ham ved dom. Det er en

betingelse for afgørelsens prøvelse ved domstolene, at lægen fremsætter

begæring herom overfor ministeren inden 3 uger fra det tidspunkt, da han ved

forkyndelse eller anbefalet brev er blevet gjort bekendt med afgørelsen.

Sundhedsministeren foranlediger herefter retssag anlagt mod lægen i den

borgerlige retsplejes former.

§ 5 f.

Ordination

af euforiserende stoffer som led i behandling af personer for stofmisbrug

foretages af læger ansat i kommunale lægestillinger samt i lægestillinger ved

Hovedstadens Sygehusfællesskab. Dog kan enkeltstående ordinationer som led i

abstinensbehandling af kort varighed foretages af andre læger.

Stk. 2.

Ordinationsretten

efter stk. 1, 1. pkt., kan efter aftale i nærmere bestemte tilfælde

overlades til en anden læge, herunder en alment praktiserende læge eller en

praktiserende speciallæge.

Stk. 3.

Sundhedsstyrelsen

fastsætter nærmere regler for ordinationen samt for den hertil knyttede

udlevering og kontrol, herunder om adgangen til at lade udlevering og

kontrolforanstaltninger finde sted lokalt.

Stk. 4.

Denne

bestemmelse gælder ikke for behandling i Kriminalforsorgens institutioner.

Justitsministeren fastsætter efter drøftelse med Sundhedsstyrelsen regler for

samarbejdet mellem Kriminalforsorgens læger og de læger, der er omfattet af

stk. 1.

Kapitel 2

Lægens pligter

§ 6.

En

læge er under udøvelsen af sin gerning forpligtet til at vise omhu og

samvittighedsfuldhed, herunder også ved økonomisk ordination af lægemidler,

benyttelse af medhjælp m.v.

§ 6 a.

(Ophævet)

§ 7.

Enhver

læge er forpligtet til på begæring at yde den første fornødne lægehjælp, når

hurtig lægehjælp efter de foreliggende oplysninger må anses for påtrængende

nødvendig, såsom ved forgiftningstilfælde, større blødninger, kvælningsanfald

og fødsler, hvor jordemoderhjælp ikke kan skaffes til veje, eller hvor

jordemoderen tilkalder lægen. Har lægen gyldigt forfald, eller kan rettidig

lægehjælp blive ydet af en anden, som efter forholdene er nærmere dertil, er

han dog fritaget for den omhandlede forpligtelse.

Stk. 2.

Ønsker en

læge ikke længere at virke som læge, kan han ved derom at afgive skriftlig

meddelelse til Sundhedsstyrelsen frigøre sig for den i stk. 1 omhandlede

pligt til at yde lægehjælp. Sundhedsstyrelsen udsteder offentlig

bekendtgørelse

om, at pågældende har ophørt at virke som læge.

§ 8.

En

læge skal ved udfærdigelse af erklæringer, som han afgiver i sin egenskab af

læge, udvise omhu og uhildethed og nøje følge de herom givne almindelige og

særlige regler.

Stk. 2.

Sundhedsministeren

udfærdiger efter indstilling af Sundhedsstyrelsen almindelige regler for

afgivelse af lægeattester. Kræves en i lovgivningen foreskreven eller

forudsat

lægeattest afgivet på særlig blanket, eller ønsker en statsinstitution i

øvrigt

at benytte en særlig attestblanket, skal Sundhedsstyrelsen forinden have

lejlighed til at udtale sig angående blankettens affattelse; herfra undtages

dog simple syge- og raskmeldingsattester, f.eks. skoleattester.

Stk. 3.

En læge er

forpligtet til på begæring af en offentlig myndighed i det efter øjemedet

fornødne omfang at afgive attest til offentligt brug om de lægelige

iagttagelser, som han er i stand til at meddele oplysning om, vedrørende en

af

ham undersøgt eller behandlet person, der søger eller oppebærer pension,

understøttelse eller anden offentlig hjælp, herunder hjælp i henhold til

forsikrings- og forsørgelseslovene. Samme pligt påhviler sygehuse og lignende

institutioner. De i henhold til denne bestemmelse modtagne oplysninger er at

betragte som tjenestehemmeligheder.

§ 9.

En

læge er under ansvar efter borgerlig straffelovs § 263, stk. 2

2)

,

jf. § 275, forpligtet til at iagttage tavshed om, hvad han under

udøvelsen

af sit kald erfarer eller får formodning om angående privatlivet tilhørende

hemmeligheder, medmindre han ifølge lovgivningen er forpligtet til at udtale

sig, eller medmindre han handler i berettiget varetagelse af en almen

interesse

eller i eget eller andres tarv.

§ 10.

(Ophævet).

§ 11.

Læger

er forpligtede til at afgive de indberetninger og anmeldelser, som af hensyn

til den offentlige sundhedspleje afkræves dem af sundhedsmyndighederne samt

at

opfylde den dem efter lovgivningen i øvrigt påhvilende oplysnings- og

indberetningspligt.

Stk. 2.

Har en læge

ydet fødselshjælp ved en fødsel, ved hvilken ingen jordemoder har medvirket,

påhviler det lægen efter nærmere af sundhedsministeren fastsatte regler at

foretage de for jordemødre påbudte optegnelser og indberetninger.

§ 12.

Kommer

en læge i sin virksomhed til kundskab om, at en person lider af sådanne

sygdomme eller mangler i legemlig eller sjælelig henseende, at han i

betragtning af de forhold, hvorunder han lever eller arbejder, udsætter

andres

liv eller helbred for nærliggende fare, er lægen forpligtet til at søge faren

afbødet ved henvendelse til vedkommende selv, om fornødent ved anmeldelse til

pågældende embedslægeinstitution eller Sundhedsstyrelsen.

§ 13.

Sundhedsministeren

fastsætter efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen regler for, i hvilket

omfang

og på hvilken måde læger af hensyn til den dem påhvilende indberetnings- og

oplysningspligt skal føre ordnede optegnelser over visse dele af deres

virksomhed, såsom om behandling af smitsomme sygdomme, ulykkestilfælde og

sygdomme, der kan antages at få varig indflydelse på patientens

helbredstilstand.

Stk. 2.

Sygehuse,

klinikker og lignende er pligtige til at føre ordnede optegnelser over deres

behandling af syge og over, hvad der er iagttaget vedrørende de pågældende

sygdomstilfælde. Der fastsættes af sundhedsministeren regler for, i hvilket

omfang speciallæger skal føre sådanne optegnelser.

Stk. 3.

De i

stk. 1 og 2 omhandlede optegnelser skal af vedkommende læge, klinik

eller

sygehus opbevares i mindst 10 år.

Kapitel 3

Lægevirksomhed i forhold til det offentlige

§ 14.

Ansættelse

i kommunale lægestillinger samt i lægestillinger ved Hovedstadens

Sygehusfællesskab sker efter forudgående offentligt opslag.

Stk. 2.

Inden en

stilling som overlæge på et sygehus eller anden behandlingsinstitution

besættes, foretages der en lægefaglig bedømmelse af ansøgeren i et fagligt

bedømmelsesudvalg nedsat af ansættelsesmyndigheden.

Stk. 3.

Før

beslutning om ansættelse i en overlægestilling træffes, forelægger

ansættelsesmyndigheden sin indstilling om ansættelse i stillingen for

Sundhedsstyrelsen, der inden 10 dage kan afgive en vejledende lægefaglig

vurdering af ansøgeren. Sundhedsstyrelsen fastsætter regler om, hvilke

oplysninger der skal forelægges som grundlag for styrelsens vurdering.

Stk. 4.

Kun læger

er berettigede til at udøve den lægevirksomhed, som udkræves ifølge

forsikrings- og forsørgelseslovene og lovgivningen i øvrigt.

Stk. 5.

Aftaler

eller overenskomster, der tilsigter at hindre, at de i stk. 2 nævnte

lægestillinger søges af læger, der ikke er medlemmer af bestemte foreninger

eller sammenslutninger, er ugyldige og kan ikke tillægges retsvirkning, når

vedkommende læge af Sundhedsstyrelsen i øvrigt anses for kvalificeret.

Stk. 6.

Såfremt en

læge udelukkes fra sygesikringspraksis på grund af aftaler eller

overenskomster, der tager sigte på at gøre retten til sådan praksis afhængig

af

medlemskab af en faglig sammenslutning af læger, kan den pågældende læge

forelægge sagen for sundhedsministeren.

Stk. 7.

Såfremt der

i anledning af en mellem læger og offentlige myndigheder eller sygekasser

opstået konflikt er indledet forligsmægling, er lægerne, indtil

forligsmæglingen er tilendebragt, dog ikke ud over 3 måneder, pligtige til at

yde befolkningen lægehjælp på samme vilkår som hidtil. Tilvejebringes der

ikke

forlig inden for nævnte tidsrum, er organisationsmæssige pålæg eller private

aftaler mellem lægerne indbyrdes, der måtte tilsigte at unddrage befolkningen

den nødvendige lægehjælp, ugyldige og kan ikke tillægges retsvirkning.

Kapitel 4

Betaling for lægehjælp

§ 15.

Som

betaling for sin bistand, herunder for udstedelse af attester, kan en læge

ikke

fordre mere end, hvad der er rimeligt under hensyn til ydelsens art og

omfang.

Ej heller kan en læge som befordringsgodtgørelse kræve mere end dækning af de

til en rimelig befordring medgående udgifter og ingen sinde mere end

gennemsnittet af de inden for vedkommende landsdel til enhver tid for en

sådan

befordring gældende takster; besøger lægen flere patienter på samme rejse,

vil

der være at foretage en passende fordeling af befordringsudgifterne.

Stk. 2.

Er

lægehjælp ydet i henhold til bestemmelserne i § 7, fritager den

omstændighed, at betalingspligt ellers er afhængig af en forudgående

henvendelse, ikke den, der har modtaget hjælpen, eller den person,

institution

eller offentlige myndighed, hvem betalingspligt i øvrigt påhviler, for at

betale for den begærede hjælp. I andre tilfælde, hvor det offentlige betaler

lægeregningen, er betalingspligt som regel afhængig af, at lægens tilkaldelse

er godkendt af vedkommende offentlige myndighed.

Stk. 3.

Såfremt en

læge ved et offentligt sygehus ifølge de for ham fastsatte ansættelsesvilkår

har ret til at beregne sig betaling for operationer eller anden behandling af

patienter, som indlægges på sygehuset, skal der i sygehusets regulativ

indsættes faste regler for sådan betaling.

§ 16.

Vedkommende

minister kan efter forhandling med pågældende lægeorganisation fastsætte

takster for sådanne lægeattester, som udkræves ifølge forsikrings- og

forsørgelseslovene og lovgivningen i øvrigt, og som hviler på

lægeundersøgelser, hvis omfang i det væsentlige ligger fast.

Stk. 2.

Det samme

gælder med hensyn til lægeundersøgelser m.v., hvis omfang i det væsentlige

ligger fast, og som foretages til brug for domstolene eller forvaltningen.

Kapitel 5

Tilsyn og ansvar

§ 17.

Læger

er undergivet tilsyn af Sundhedsstyrelsen, der påser, at de i deres gerning

holder sig lovgivningen efterrettelig. Sundhedsstyrelsen er berettiget til at

afkræve dem de for tilsynets gennemførelse fornødne oplysninger.

§ 18.

Den

læge, der gør sig skyldig i grovere eller gentagen forsømmelse eller

skødesløshed i udøvelsen af sit kald, straffes med bøde eller hæfte.

Stk. 2.

Overtrædelser

af stk. 1 påtales af statsadvokaten.

§ 19.

På

samme måde straffes den læge, der træder i samarbejde med lægfolk, som tager

syge i kur, på en måde, der er egnet til at bibringe almenheden den urigtige

forestilling, at behandlingen sker efter lægens anvisning eller på hans

ansvar.

§ 20.

Såfremt

en læge i medfør af straffelovens § 79, stk. 1, frakendes retten

til

at udøve lægegerning, skal anklagemyndigheden tilstille Sundhedsstyrelsen

meddelelse herom.

§ 21.

Stk. 1-4

(Ophævet).

Stk. 5.

Såfremt en

person, der har mistet retten til at virke som læge, vedblivende udøver sådan

virksomhed, straffes han med bøde eller hæfte i indtil 3 måneder.

§ 22.

Den

læge, der gør sig skyldig i overtrædelse af de bestemmelser, som indeholdes i

eller udfærdiges i medfør af § 4, § 7, stk. 1, § 8,

§§ 11-13, § 14, sidste stykke, og § 16, straffes med bøde.

Stk. 2.

En læge,

der i medfør af §§ 5 b eller 5 c har mistet retten til at ordinere

euforiserende stoffer, men som desuagtet foretager sådanne ordinationer eller

giver andre læger vildledende oplysninger for at få dem til at ordinere

stofferne for sig, straffes med bøde eller hæfte.

Kapitel 6

Kvaksalveri

§ 23.

Den,

der uden at have autorisation som læge, betegner sig som læge eller på anden

måde, der er egnet til at vække forestillinger om, at han har sådan

autorisation, straffes med bøde.

§ 24.

Tager

en person, der ikke har autorisation som læge, syge i kur, og udsætter han

derved nogens helbred for påviselig fare, straffes han med bøde eller hæfte.

Under skærpende omstændigheder, såsom hvis pågældende har forårsaget

væsentlig

skade på legeme eller helbred, eller hvis han tidligere er dømt for

overtrædelse af denne paragraf eller §§ 25 eller 26, kan straffen stige

til fængsel i indtil 1 år. Det samme gælder, hvis patienten er umyndig som

følge af midreårighed eller på grund af sindssygdom eller hæmmet psykisk

udvikling eller anden form for alvorligt svækket tilstand er ude af stand til

at varetage sine anliggender.

§ 25.

Den,

der uden at have autorisation som læge, behandler en person for veneriske

sygdomme i smittefarligt stadium, tuberkulose eller anden smitsom sygdom,

straffes med hæfte eller med fængsel i indtil 1 år, under formildende

omstændigheder med bøde. At pågældende som følge af sin manglende

lægekyndighed

ikke har været i stand til at erkende sygdommens natur, fritager ham ikke for

straf.

Stk. 2.

Med samme

straf anses den, der uden at have autorisation som læge eller anden i

lovgivningen hjemlet særlig adkomst, foretager operative indgreb, iværksætter

fuldstændig eller lokal bedøvelse eller yder fødselshjælp, eller som anvender

lægemidler, der kun må udleveres fra apotekerne mod recept, eller anvender

røntgen- eller radiumbehandling eller behandlingsmetoder med elektriske

apparater, mod hvis anvendelse af uautoriserede personer sundhedsministeren

har

nedlagt forbud på grund af behandlingens farlighed.

§ 26.

Straf

af bøde eller hæfte i indtil 3 måneder finder anvendelse, hvis en person, der

ikke har dansk indfødsret eller indfødsret i et af de lande, der er medlemmer

af De europæiske Fællesskaber, og ikke har opholdt sig her i landet i 10 år,

uden at have autorisation som læge eller uden sundhedsministerens, når

særlige

grunde måtte tale derfor, meddelte tilladelse tager syge i kur, såvel som

hvis

en person, der ikke har autorisation som læge, under omrejsen tager syge i

kur.

§ 27.

Dersom

en person, der tidligere er idømt frihedsstraf for overtrædelse af

§§ 24,

25 eller 26 eller forordning af 5. september 1794 angående straf for

kvaksalvere, jf. lov af 3. marts 1854, på ny idømmes sådan straf for

overtrædelse af en af de fornævnte paragraffer, kan der ved dommen gives ham

pålæg om helt at afholde sig fra at tage syge i kur. Overtrædelse af sådant

pålæg straffes med bøde eller hæfte i indtil 3 måneder.

Kapitel 7

Slutnings- og overgangsbestemmelser

§ 28.

Sundhedsstyrelsen

giver offentlig meddelelse om autorisation og tilladelser samt fratagelser og

fraskrivelser i medfør af kapitel 1. Meddelelse om bortfald og generhvervelse

af retten til at ordinere euforiserende stoffer gives til landets apotekere

og

embedslæger.

§ 28 a.

Sundhedsstyrelsen

er berettiget til at udsende meddelelse til læger og apotekere om personer,

der

efter de for Sundhedsstyrelsen foreliggende oplysninger må antages at

misbruge

euforiserende stoffer.

§ 29.

Personer,

som ved denne lovs ikrafttræden er berettigede til at udøve lægegerning, er

uanset bestemmelserne i §§ 1 og 2 vedblivende berettiget til at udøve

sådan gerning og til at betegne sig som læge, idet de skal anses som lige med

læger, der er autoriserede efter denne lov.

§ 30.

En

læge, som ved denne lovs ikrafttræden af Den almindelige danske Lægeforening

har fået anerkendelse som speciallæge med ret til at betegne sig som sådan,

er

uanset bestemmelserne i § 4 vedblivende berettiget til at virke og

betegne

sig som speciallæge. Efter indstilling af det i § 4, stk. 2, nævnte

specialistnævn kan Sundhedsstyrelsen undtagelsesvis meddele en læge, som

inden

1. januar 1932 faktisk har ført betegnelsen speciallæge uden at være

anerkendt

som sådan af Den almindelige danske Lægeforening, tilladelse til fortsat at

virke og betegne sig som speciallæge.

Stk. 2.

Bestemmelsen

i § 4, stk. 3, 1. pkt., gælder ikke for læger, der ved lovens

ikrafttræden i henhold til § 2, jf. § 11, i lov nr. 40 af 25.

februar

1916

3)

om

udøvelse af tandlægevirksomhed er berettiget til at betegne sig som tandlæge

eller deres virksomhed som tandlægevirksomhed.

§ 31.

Denne

lov træder i kraft den 1. januar 1935. Fra samme tidspunkt ophæves:

Forordning af 4. december 1672 om medicis og apothekere i det

omfang, hvori den endnu er i kraft.

Forordning af 5. september 1794 angående straf for kvaksalvere

m.m. §§ 5 og 6.

Plakat af 14. maj 1813 angående takster for læger.

Plakat af 30. januar 1838 angående en forenet medicinsk-chirurgisk

examen m.m. § 1.

Cancellie-Plakat af 28. januar 1840 for Danmark angående

udlændinges ret til lægepraksis, når de have underkastet sig examen her i

landet.

Lov af 3. marts 1854, hvorved straffebestemmelserne i 5. paragraph

i forordning af 5. september 1794 forandres.

Lov af 30. januar 1861 angående barbeernæringen samt om adgang til

at årelade og kopsætte § 2, for så vidt angår de deri omhandlede

forretninger

af kurativ art, og §§ 4 og 6.

Lov nr. 2 af 2. januar 1871 om ligsyn § 8, stk. 1, for

så vidt angår den deri fastsatte takst for betaling til læger for foretagelse

af ligsyn og udstedelse af dødsattest.

Lov nr. 87 af 21. april 1914 om embedslægevæsenets ordning

§ 4, stk. 1, for så vidt angår bestemmelsen om, at amtslægen skal

høres angående ansættelse af overlæger og enelæger ved amts- og bykommunale

sygehuse.

Lov nr. 40 af 25. februar 1916 om udøvelse af tandlægevirksomhed

§ 2, for så vidt reglerne deri er ændret ved nærværende lovs § 4,

stk. 3.

Stk. 2.

Endelig

ophæves alt, hvad der i øvrigt i de hidtil gældende love og anordninger måtte

være stridende mod denne lov.

Stk. 3.

Loven

gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i

kraft

for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og

grønlandske forhold tilsiger.

Lov nr. 386 af 22. maj 1996

4)

indeholder

følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 34

Loven træder i kraft den 1. januar 1997.

§ 35

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2.

Loven kan

ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de

særlige grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3.

Loven kan

ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de

særlige færøske forhold tilsiger.

Lov nr. 463 af 10. juni 1997

5)

indeholder

følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 7

Loven træder i kraft den 1. september 1997.

§ 8

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de

særlige færøske forhold tilsiger.

Lov nr. 482 af 1. juli 1998

6)

indeholder

følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 35

Loven træder i kraft den 1. oktober 1998.

§§ 36-37

(Udeladt).

§ 38

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de

afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Lov nr. 396 af 2. juni 1999

7)

indeholder

følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 12

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

§ 13

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de

afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Lov nr. 345 af 17. maj 2000

8)

indeholder

følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 4

Sundhedsministeren fastsætter tidspunktet for lovens

ikrafttræden.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de

afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Lov nr. 1312 af 20. december 2000

9)

indeholder

følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 2

Stk. 1.

Loven

træder i kraft den 1. januar 2001.

Stk. 2.

Sager, hvor

Specialistnævnet har givet indstilling før lovens ikrafttræden,

færdigbehandles

efter de hidtil gældende regler.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig

anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige

færøske

forhold tilsiger.

Sundhedsministeriet, den 19. april

2001

Arne Rolighed

/Barbara Erlich-Eriksen

Officielle noter

1)

Angående adgang for statsborgere fra Det Europæiske Økonomiske

Samarbejdsområde

(EØS-aftalen) henvises til Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 748 af 16.

august 1994.

2)

Nugældende §§ 152 b og 152 c, jf. § 152 f.

3)

Nugældende lov nr. 276 af 26. maj 1976 om tandlæger.

4)

Lovændringen vedrører § 24, 3. pkt.

5)

Lovændringen vedrører § 21, stk. 1-4 og § 26, stk. 2.

6)

Lovændringen vedrører § 6, stk. 2-5, § 6 a og § 31,

stk. 2.

7)

Lov nr. 396 af 2. juni 1999 er bekendtgjort i Lovtidende den 3. juni 1999.

Lovændringen vedrører § 2, stk. 7, § 3, stk. 3 og § 4, stk. 3.

8)

Sundhedsministeren har ved bekendtgørelse nr. 868 af 20. september 2000

fastsat, at lov nr. 345 af 17. maj 2000 træder i kraft den 1. oktober 2000.

Lovændringen vedrører § 5 d, stk. 1.

9) Lovændringen vedrører

§ 4, stk. 1-2,

§ 4 a og § 4 b.

Lignende dokumenter