Bekendtgørelse af lov om udøvelse af lægegerning
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Anvendt i 310 afgørelser
Retsinformation 305, Domsdatabasen 3, Datatilsynet 2
De nyeste afgørelser
- Sag om, hvorvidt sagsøgte (speciallæge) har opkrævet honorar i overensstemmelse med overenskomst om speciallægehjælp, og om sagsøger har krav på tilbagebetaling og regres efter sundhedslovgivningen Domsdatabasen · 26. november 2021
- Klage over Familieretshusets afgørelse om at afvise at registrere medmoderskab Domsdatabasen · 2. marts 2021
- Sag om, hvorvidt hospitalets foretagelse af blodtransfusion var i strid med afdødes ret til selvbestemmelse efter sundhedslovens bestemmelser eller artikel 8 og 9 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), og om sagsøgtes afgørelse af 17. december 2015 derfor skal tilsidesættes, idet der endvidere er spørgsmål om godtgørelse for tort. Domsdatabasen · 7. december 2020
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00116 Retsinformation · 7. oktober 2011
- Klage over behandlingen ved fjernelse af fedtknude Retsinformation · 23. september 2009
- Klage over ikke erkendt diabetes 2 Retsinformation · 23. september 2009
- Klage over manglende vurdering af akut indsættende mavesmerter i forbindelse med telefonisk konsultation Retsinformation · 23. september 2009
- Klage over praktiserende læges manglende reaktion på symptomer på blodprop i hjernen Retsinformation · 23. september 2009
- Klage over udfærdigelse af lægeerklæring til brug for samværssag Retsinformation · 23. september 2009
- Klage over manglende udredning ved tilfældighedsfund ved ultralydsscanning Retsinformation · 23. september 2009
Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.
Teksten
Bekendtgørelse af
lov om udøvelse af lægegerning
Herved bekendtgøres lov om udøvelse af
lægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995, med de
ændringer,
der følger af lov nr. 386 af 22. maj 1996, lov nr. 463 af 10. juni 1997, lov
nr. 482 af 1. juli 1998, lov nr. 396 af 2. juni 1999, lov nr. 345 af 17. maj
2000 og lov nr. 1312 af 20. december 2000.
Kapitel 1
Ret til at udøve lægegerning
§ 1.
Ret
til at udøve lægegerning og betegne sig som læge har kun den, der har
modtaget
autorisation eller i øvrigt har adgang til at udøve lægegerning i henhold til
§§ 2, 3 og 3 a.
§ 2.
Autorisation
som læge meddeles af Sundhedsstyrelsen den, der har bestået dansk
lægevidenskabelig embedseksamen, og som overfor et lægevidenskabeligt
fakultet
har aflagt lægeløftet.
Stk. 2.
Reglerne
for lægevidenskabelig embedseksamen fastsættes af undervisningsministeren
efter
forhandling med sundhedsministeren.
Stk. 3.
Autorisation
kan ikke meddeles den, der må antages at være farlig for sine medmennesker
Læs alt
under udøvelse af lægegerning enten på grund af legemlige mangler eller varig
eller med mellemrum indtrædende mangelfuld sjælstilstand, hvad enten denne
skyldes sygdom eller misbrug af alkohol, lægemidler og lignende, eller på
grund
af udvist grov uduelighed. Autorisation kan endvidere nægtes under de i
straffelovens § 78, stk. 2, nævnte omstændigheder.
Stk. 4.
Tilladelse
til selvstændigt virke som læge meddeles af Sundhedsstyrelsen den læge, der
har
gennemgået den i stk. 5 omhandlede uddannelse eller en uddannelse, der
kan
sidestilles hermed.
Stk. 5.
Sundhedsministeren
fastsætter efter forhandling med undervisningsministeren nærmere regler for
den
supplerende praktiske grunduddannelse af de i stk. 1 nævnte læger med
henblik på selvstændigt virke som læge. Uddannelsen skal foregå under
ansættelse og have en varighed på 18 måneder.
Stk. 6.
Såfremt det
er nødvendigt for at skaffe læger adgang til den i stk. 5 nævnte
uddannelse kort efter aflagt eksamen, kan sundhedsministeren pålægge
kommunernes sygehuse, Hovedstadens Sygehusfællesskab samt private sygehuse,
som
modtager offentlig støtte, eller på hvilke patienter indlægges for offentlig
regning, at modtage læger i forhold til deres behov for lægeuddannet
personale.
Nærmere regler om sådanne pålæg fastsættes af sundhedsministeren efter
forhandling med bestyrelsen for Hovedstadens Sygehusfællesskab og
Amtsrådsforeningen i Danmark, og således at der ikke pålægges noget sygehus
m.v. pligt til at modtage et større antal læger end gennemsnittet af det
antal,
som i de sidste 3 år har haft tilsvarende virksomhed på sygehuset m.v.,
medmindre forholdene forandres. I tilfælde, hvor læger ikke inden for et
rimeligt tidsrum efter eksamen kan få adgang til den kliniske uddannelse,
bemyndiges sundhedsministeren til at dispensere fra de i medfør af
stk. 5
fastsatte regler.
Stk. 7.
Sundhedsministeren
fastsætter gebyrer for meddelelse af tilladelse til selvstændigt virke som
læge
baseret på uddannelse gennemført her i landet eller i udlandet.
§ 3.
En
læge, som ikke har opnået den i § 2, stk. 4, nævnte tilladelse, kan
virke i underordnet stilling på sygehus eller som amanuensis hos eller
midlertidig stedfortræder for en alment praktiserende læge.
Sundhedsministeren
kan, for så vidt det skønnes nødvendigt for at undgå misbrug af foranstående
regel, fastsætte begrænsninger i denne. Forinden en læge kan tiltræde en af
de
nævnte stillinger, skal han overfor embedslægeinstitutionen, i København
stadslægen, ved forevisning af autorisationsbevis godtgøre at opfylde
betingelserne for stillingens overtagelse.
Stk. 2.
Sundhedsministeren
fastsætter regler for videreuddannelse udover den i § 2, stk. 5,
nævnte uddannelse med henblik på udøvelse af nærmere bestemte lægelige
funktioner, herunder virke i almen praksis, og for anvendelse af særlige
betegnelser for læger, der har gennemgået sådan uddannelse.
Stk. 3.
Sundhedsministeren
fastsætter gebyrer for meddelelse af tilladelse til at betegne sig som alment
praktiserende læge baseret på uddannelse gennemført her i landet eller i
udlandet.
Stk. 4.
Såfremt
befolkningens behov for lægehjælp under større epidemier og lignende ikke kan
fyldestgøres, kan sundhedsministeren meddele andre end læger midlertidig
tilladelse til at udøve lægegerning.
§ 3 a.
Sundhedsministeren
kan fastsætte sådanne bestemmelser om udøvelse af lægegerning her i landet,
som
er nødvendige til gennemførelse af overenskomster om fælles nordisk
arbejdsmarked for læger og direktiver vedtaget af De europæiske Fællesskaber.
1)
Stk. 2.
Sundhedsstyrelsen
kan meddele personer, der i udlandet har gennemgået uddannelser, som kan
sidestilles med de i § 2 nævnte uddannelser, autorisation og tilladelse
til selvstændigt virke som læge her i landet. I tilladelsen kan fastsættes
begrænsninger i den pågældendes udøvelse af lægegerning. Tilladelsen kan
tidsbegrænses.
Stk. 3.
Er
autorisation som læge her i landet givet på grund af autorisation i et andet
land, kan Sundhedsstyrelsen fratage den pågældende autorisationen, dersom
autorisationen i det andet land fratages ham eller på anden måde taber sin
gyldighed.
§ 4.
En
læge må ikke uden særlig tilladelse betegne sig som speciallæge.
Sundhedsministeren afgør efter en gennem Sundhedsstyrelsen fremsendt
indstilling fra det i § 4 a nævnte nationale råd for lægers
videreuddannelse, inden for hvilke grene af lægevidenskaben læger kan opnå
tilladelse til at betegne sig som speciallæge. Tilladelsen meddeles af
Sundhedsstyrelsen.
Stk. 2.
Sundhedsministeren
fastsætter gebyrer for meddelelse af tilladelse til at betegne sig som
speciallæge baseret på uddannelse gennemført her i landet eller i udlandet.
Stk. 3.
En læge må
ikke betegne sig som eller praktisere som tandlæge, medmindre han opfylder de
betingelser herfor, der stilles i lovgivningen om udøvelse af
tandlægevirksomhed.
§ 4 a.
Sundhedsministeren
nedsætter et nationalt råd for lægers videreuddannelse, der rådgiver
myndighederne i spørgsmål om lægers videreuddannelse.
Stk. 2.
Rådet
består af en formand, formændene for de regionale videreuddannelsesråd, jf.
§ 4 b, og et af sundhedsministeren nærmere fastsat antal medlemmer.
Stk. 3.
Formanden
og medlemmerne udnævnes for en fireårig periode. Genudnævnelse kan finde
sted.
Stk. 4.
Sundhedsministeren
udnævner efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen rådets formand.
Sundhedsstyrelsen udnævner de øvrige medlemmer samt suppleanter, der kan
fungere i medlemmernes forfald. Suppleanterne udnævnes for samme periode som
de
medlemmer, de skal være suppleanter for.
Stk. 5.
Til at
vejlede rådet udnævner Sundhedsstyrelsen for en fireårig periode speciallæger
inden for hvert anerkendt speciale. Genudnævnelse kan finde sted.
Stk. 6.
Sundhedsministeren
fastsætter nærmere regler om rådets sammensætning. Sundhedsstyrelsen
fastsætter
regler for rådets virksomhed.
§ 4 b.
Amtskommunerne,
Hovedstadens Sygehusfællesskab samt Københavns og Frederiksberg Kommuner
nedsætter i fællesskab regionale videreuddannelsesråd for læger for
henholdsvis
1)
Hovedstadens
Sygehusfællesskab, Københavns Amt, Frederiksborg Amt, Bornholms Amt, Roskilde
Amt, Vestsjællands Amt og Storstrøms Amt,
2)
Fyns Amt,
Sønderjyllands Amt, Ribe Amt og Vejle Amt og
3)
Ringkøbing Amt, Århus
Amt, Viborg Amt og Nordjyllands Amt.
Stk. 2.
De
regionale videreuddannelsesråd har til opgave at rådgive regionens amter og
Hovedstadens Sygehusfællesskab i forhold vedrørende den lægelige
videreuddannelse samt at træffe afgørelse vedrørende fordeling af
uddannelsesforløb inden for regionen, godkendelse af uddannelsesafdelinger og
tilrettelæggelse af uddannelsesforløb m.v.
Stk. 3.
De
regionale videreuddannelsesråds afgørelser kan påklages til
Sundhedsstyrelsen.
Stk. 4.
Sundhedsstyrelsen
fastsætter nærmere regler for videreuddannelsesrådenes sammensætning og
virksomhed.
§ 5.
Autorisation
som læge kan fratages - og generhverves - efter reglerne i lov om
sundhedsvæsenets centralstyrelse.
Stk. 2.
En læge kan
over for Sundhedsstyrelsen fraskrive sig sin autorisation for tid og indtil
videre. Autorisationen generhverves, når en fastsat tidsfrist for
fraskrivelsen
er udløbet, og kan tillige generhverves efter ansøgning til
Sundhedsstyrelsen,
såfremt de omstændigheder, der begrundede fraskrivelsen, ikke længere findes
at
være til stede.
Stk. 3.
Sundhedsstyrelsens
afgørelse kan påklages til sundhedsministeren. Afslår sundhedsministeren
klagen, kan klageren forlange sundhedsministerens afgørelse indbragt for
domstolene, såfremt der er forløbet mindst 1 år efter, at den pågældende har
fraskrevet sig autorisationen, eller efter, at generhvervelsen er nægtet ved
dom. Sundhedsministerens afgørelse skal indeholde oplysning om adgangen til
at
begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.
Stk. 4.
Begæring
efter stk. 3 om domstolsprøvelse skal fremsættes over for
sundhedsministeren inden 3 uger efter, at sundhedsministerens afgørelse er
meddelt den pågældende. Sundhedsministeren anlægger sag imod den pågældende i
den borgerlige retsplejes former.
Kapitel 1 A
Særligt om retten til at ordinere euforiserende
stoffer
§ 5 a.
Anser
Sundhedsstyrelsen det for ønskeligt, at der føres kontrol med en læges
ordinationer af euforiserende stoffer, kan den pålægge ham at føre nøjagtige
optegnelser om disse ordinationer, herunder om ordinationernes tidspunkt, art
og mængde, patientens navn og adresse og indikationen for ordinationen, og at
indsende disse optegnelser til embedslægen efter nærmere af Sundhedsstyrelsen
fastsatte bestemmelser.
Stk. 2.
Bestemmelserne
om ordination i dette kapitel gælder også om lægens personlige forbrug.
Stk. 3.
Sundhedsstyrelsen
afgør, hvad der i dette kapitel forstås ved euforiserende stoffer.
§ 5 b.
Dersom
en læge, hvem der er meddelt pålæg efter § 5 a, begår væsentlig
overtrædelse af dette, eller dersom det af hans optegnelser fremgår, at han
ordinerer euforiserende stoffer på uforsvarlig måde, kan Sundhedsstyrelsen
fratage ham retten til at ordinere alle eller enkelte grupper af disse
stoffer
for en tid af fra 1 til 5 år eller indtil videre.
Stk. 2.
I
påtrængende tilfælde kan sådan fratagelse ske, selvom der ikke er meddelt
pålæg
efter § 5 a, når det af foreliggende oplysninger fremgår, at en læge
ordinerer euforiserende stoffer til eget forbrug på uforsvarlig måde. Der
skal
dog først være givet lægen lejlighed til mundtligt at udtale sig overfor
Sundhedsstyrelsen.
Stk. 3.
Afslår
sundhedsministeren en klage over Sundhedsstyrelsens fratagelse af retten til
at
ordinere euforiserende stoffer, kan lægen forlange sundhedsministerens
afgørelse indbragt for domstolene. Han skal i så fald over for
sundhedsministeren fremsætte begæring herom inden 3 uger efter, at
sundhedsministerens afgørelse er meddelt den pågældende. Sundhedsministeren
anlægger sag imod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.
Stk. 4.
Sundhedsstyrelsens
afgørelse har, dersom den ikke bestemmer andet, virkning straks fra
afgørelsens
modtagelse og uafhængigt af, om sagen indbringes for sundhedsministeren og
domstolene.
§ 5 c.
En
læge kan overfor Sundhedsstyrelsen fraskrive sig retten til at ordinere
euforiserende stoffer eller en nærmere angiven gruppe af sådanne stoffer for
tid eller indtil videre.
§ 5 d.
Når
en læge efter ovenstående bestemmelser helt eller delvis har mistet retten
til
at ordinere euforiserende stoffer, påhviler det embedslægeinstitutionen at
foretage de til lægens praksis fornødne ordinationer af sådanne stoffer.
Sundhedsstyrelsen kan dog udpege en anden dertil villig læge til at foretage
disse ordinationer. Nærmere regler om fremgangsmåden ved disse ordinationer
kan
fastsættes af Sundhedsstyrelsen.
§ 5 e.
Sundhedsstyrelsen
kan på ethvert tidspunkt efter ansøgning tilbagegive en læge retten til at
ordinere euforiserende stoffer eller en nærmere angiven gruppe af stofferne.
Afslår sundhedsministeren en klage over Sundhedsstyrelsens afgørelse, kan
lægen
begære denne afgørelse prøvet ved domstolene, hvis der er forløbet mindst et
år, efter at der er truffet endelig bestemmelse om rettens bortfald, og
mindst
et år, efter at generhvervelse senest er nægtet ham ved dom. Det er en
betingelse for afgørelsens prøvelse ved domstolene, at lægen fremsætter
begæring herom overfor ministeren inden 3 uger fra det tidspunkt, da han ved
forkyndelse eller anbefalet brev er blevet gjort bekendt med afgørelsen.
Sundhedsministeren foranlediger herefter retssag anlagt mod lægen i den
borgerlige retsplejes former.
§ 5 f.
Ordination
af euforiserende stoffer som led i behandling af personer for stofmisbrug
foretages af læger ansat i kommunale lægestillinger samt i lægestillinger ved
Hovedstadens Sygehusfællesskab. Dog kan enkeltstående ordinationer som led i
abstinensbehandling af kort varighed foretages af andre læger.
Stk. 2.
Ordinationsretten
efter stk. 1, 1. pkt., kan efter aftale i nærmere bestemte tilfælde
overlades til en anden læge, herunder en alment praktiserende læge eller en
praktiserende speciallæge.
Stk. 3.
Sundhedsstyrelsen
fastsætter nærmere regler for ordinationen samt for den hertil knyttede
udlevering og kontrol, herunder om adgangen til at lade udlevering og
kontrolforanstaltninger finde sted lokalt.
Stk. 4.
Denne
bestemmelse gælder ikke for behandling i Kriminalforsorgens institutioner.
Justitsministeren fastsætter efter drøftelse med Sundhedsstyrelsen regler for
samarbejdet mellem Kriminalforsorgens læger og de læger, der er omfattet af
stk. 1.
Kapitel 2
Lægens pligter
§ 6.
En
læge er under udøvelsen af sin gerning forpligtet til at vise omhu og
samvittighedsfuldhed, herunder også ved økonomisk ordination af lægemidler,
benyttelse af medhjælp m.v.
§ 6 a.
(Ophævet)
§ 7.
Enhver
læge er forpligtet til på begæring at yde den første fornødne lægehjælp, når
hurtig lægehjælp efter de foreliggende oplysninger må anses for påtrængende
nødvendig, såsom ved forgiftningstilfælde, større blødninger, kvælningsanfald
og fødsler, hvor jordemoderhjælp ikke kan skaffes til veje, eller hvor
jordemoderen tilkalder lægen. Har lægen gyldigt forfald, eller kan rettidig
lægehjælp blive ydet af en anden, som efter forholdene er nærmere dertil, er
han dog fritaget for den omhandlede forpligtelse.
Stk. 2.
Ønsker en
læge ikke længere at virke som læge, kan han ved derom at afgive skriftlig
meddelelse til Sundhedsstyrelsen frigøre sig for den i stk. 1 omhandlede
pligt til at yde lægehjælp. Sundhedsstyrelsen udsteder offentlig
bekendtgørelse
om, at pågældende har ophørt at virke som læge.
§ 8.
En
læge skal ved udfærdigelse af erklæringer, som han afgiver i sin egenskab af
læge, udvise omhu og uhildethed og nøje følge de herom givne almindelige og
særlige regler.
Stk. 2.
Sundhedsministeren
udfærdiger efter indstilling af Sundhedsstyrelsen almindelige regler for
afgivelse af lægeattester. Kræves en i lovgivningen foreskreven eller
forudsat
lægeattest afgivet på særlig blanket, eller ønsker en statsinstitution i
øvrigt
at benytte en særlig attestblanket, skal Sundhedsstyrelsen forinden have
lejlighed til at udtale sig angående blankettens affattelse; herfra undtages
dog simple syge- og raskmeldingsattester, f.eks. skoleattester.
Stk. 3.
En læge er
forpligtet til på begæring af en offentlig myndighed i det efter øjemedet
fornødne omfang at afgive attest til offentligt brug om de lægelige
iagttagelser, som han er i stand til at meddele oplysning om, vedrørende en
af
ham undersøgt eller behandlet person, der søger eller oppebærer pension,
understøttelse eller anden offentlig hjælp, herunder hjælp i henhold til
forsikrings- og forsørgelseslovene. Samme pligt påhviler sygehuse og lignende
institutioner. De i henhold til denne bestemmelse modtagne oplysninger er at
betragte som tjenestehemmeligheder.
§ 9.
En
læge er under ansvar efter borgerlig straffelovs § 263, stk. 2
2)
,
jf. § 275, forpligtet til at iagttage tavshed om, hvad han under
udøvelsen
af sit kald erfarer eller får formodning om angående privatlivet tilhørende
hemmeligheder, medmindre han ifølge lovgivningen er forpligtet til at udtale
sig, eller medmindre han handler i berettiget varetagelse af en almen
interesse
eller i eget eller andres tarv.
§ 10.
(Ophævet).
§ 11.
Læger
er forpligtede til at afgive de indberetninger og anmeldelser, som af hensyn
til den offentlige sundhedspleje afkræves dem af sundhedsmyndighederne samt
at
opfylde den dem efter lovgivningen i øvrigt påhvilende oplysnings- og
indberetningspligt.
Stk. 2.
Har en læge
ydet fødselshjælp ved en fødsel, ved hvilken ingen jordemoder har medvirket,
påhviler det lægen efter nærmere af sundhedsministeren fastsatte regler at
foretage de for jordemødre påbudte optegnelser og indberetninger.
§ 12.
Kommer
en læge i sin virksomhed til kundskab om, at en person lider af sådanne
sygdomme eller mangler i legemlig eller sjælelig henseende, at han i
betragtning af de forhold, hvorunder han lever eller arbejder, udsætter
andres
liv eller helbred for nærliggende fare, er lægen forpligtet til at søge faren
afbødet ved henvendelse til vedkommende selv, om fornødent ved anmeldelse til
pågældende embedslægeinstitution eller Sundhedsstyrelsen.
§ 13.
Sundhedsministeren
fastsætter efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen regler for, i hvilket
omfang
og på hvilken måde læger af hensyn til den dem påhvilende indberetnings- og
oplysningspligt skal føre ordnede optegnelser over visse dele af deres
virksomhed, såsom om behandling af smitsomme sygdomme, ulykkestilfælde og
sygdomme, der kan antages at få varig indflydelse på patientens
helbredstilstand.
Stk. 2.
Sygehuse,
klinikker og lignende er pligtige til at føre ordnede optegnelser over deres
behandling af syge og over, hvad der er iagttaget vedrørende de pågældende
sygdomstilfælde. Der fastsættes af sundhedsministeren regler for, i hvilket
omfang speciallæger skal føre sådanne optegnelser.
Stk. 3.
De i
stk. 1 og 2 omhandlede optegnelser skal af vedkommende læge, klinik
eller
sygehus opbevares i mindst 10 år.
Kapitel 3
Lægevirksomhed i forhold til det offentlige
§ 14.
Ansættelse
i kommunale lægestillinger samt i lægestillinger ved Hovedstadens
Sygehusfællesskab sker efter forudgående offentligt opslag.
Stk. 2.
Inden en
stilling som overlæge på et sygehus eller anden behandlingsinstitution
besættes, foretages der en lægefaglig bedømmelse af ansøgeren i et fagligt
bedømmelsesudvalg nedsat af ansættelsesmyndigheden.
Stk. 3.
Før
beslutning om ansættelse i en overlægestilling træffes, forelægger
ansættelsesmyndigheden sin indstilling om ansættelse i stillingen for
Sundhedsstyrelsen, der inden 10 dage kan afgive en vejledende lægefaglig
vurdering af ansøgeren. Sundhedsstyrelsen fastsætter regler om, hvilke
oplysninger der skal forelægges som grundlag for styrelsens vurdering.
Stk. 4.
Kun læger
er berettigede til at udøve den lægevirksomhed, som udkræves ifølge
forsikrings- og forsørgelseslovene og lovgivningen i øvrigt.
Stk. 5.
Aftaler
eller overenskomster, der tilsigter at hindre, at de i stk. 2 nævnte
lægestillinger søges af læger, der ikke er medlemmer af bestemte foreninger
eller sammenslutninger, er ugyldige og kan ikke tillægges retsvirkning, når
vedkommende læge af Sundhedsstyrelsen i øvrigt anses for kvalificeret.
Stk. 6.
Såfremt en
læge udelukkes fra sygesikringspraksis på grund af aftaler eller
overenskomster, der tager sigte på at gøre retten til sådan praksis afhængig
af
medlemskab af en faglig sammenslutning af læger, kan den pågældende læge
forelægge sagen for sundhedsministeren.
Stk. 7.
Såfremt der
i anledning af en mellem læger og offentlige myndigheder eller sygekasser
opstået konflikt er indledet forligsmægling, er lægerne, indtil
forligsmæglingen er tilendebragt, dog ikke ud over 3 måneder, pligtige til at
yde befolkningen lægehjælp på samme vilkår som hidtil. Tilvejebringes der
ikke
forlig inden for nævnte tidsrum, er organisationsmæssige pålæg eller private
aftaler mellem lægerne indbyrdes, der måtte tilsigte at unddrage befolkningen
den nødvendige lægehjælp, ugyldige og kan ikke tillægges retsvirkning.
Kapitel 4
Betaling for lægehjælp
§ 15.
Som
betaling for sin bistand, herunder for udstedelse af attester, kan en læge
ikke
fordre mere end, hvad der er rimeligt under hensyn til ydelsens art og
omfang.
Ej heller kan en læge som befordringsgodtgørelse kræve mere end dækning af de
til en rimelig befordring medgående udgifter og ingen sinde mere end
gennemsnittet af de inden for vedkommende landsdel til enhver tid for en
sådan
befordring gældende takster; besøger lægen flere patienter på samme rejse,
vil
der være at foretage en passende fordeling af befordringsudgifterne.
Stk. 2.
Er
lægehjælp ydet i henhold til bestemmelserne i § 7, fritager den
omstændighed, at betalingspligt ellers er afhængig af en forudgående
henvendelse, ikke den, der har modtaget hjælpen, eller den person,
institution
eller offentlige myndighed, hvem betalingspligt i øvrigt påhviler, for at
betale for den begærede hjælp. I andre tilfælde, hvor det offentlige betaler
lægeregningen, er betalingspligt som regel afhængig af, at lægens tilkaldelse
er godkendt af vedkommende offentlige myndighed.
Stk. 3.
Såfremt en
læge ved et offentligt sygehus ifølge de for ham fastsatte ansættelsesvilkår
har ret til at beregne sig betaling for operationer eller anden behandling af
patienter, som indlægges på sygehuset, skal der i sygehusets regulativ
indsættes faste regler for sådan betaling.
§ 16.
Vedkommende
minister kan efter forhandling med pågældende lægeorganisation fastsætte
takster for sådanne lægeattester, som udkræves ifølge forsikrings- og
forsørgelseslovene og lovgivningen i øvrigt, og som hviler på
lægeundersøgelser, hvis omfang i det væsentlige ligger fast.
Stk. 2.
Det samme
gælder med hensyn til lægeundersøgelser m.v., hvis omfang i det væsentlige
ligger fast, og som foretages til brug for domstolene eller forvaltningen.
Kapitel 5
Tilsyn og ansvar
§ 17.
Læger
er undergivet tilsyn af Sundhedsstyrelsen, der påser, at de i deres gerning
holder sig lovgivningen efterrettelig. Sundhedsstyrelsen er berettiget til at
afkræve dem de for tilsynets gennemførelse fornødne oplysninger.
§ 18.
Den
læge, der gør sig skyldig i grovere eller gentagen forsømmelse eller
skødesløshed i udøvelsen af sit kald, straffes med bøde eller hæfte.
Stk. 2.
Overtrædelser
af stk. 1 påtales af statsadvokaten.
§ 19.
På
samme måde straffes den læge, der træder i samarbejde med lægfolk, som tager
syge i kur, på en måde, der er egnet til at bibringe almenheden den urigtige
forestilling, at behandlingen sker efter lægens anvisning eller på hans
ansvar.
§ 20.
Såfremt
en læge i medfør af straffelovens § 79, stk. 1, frakendes retten
til
at udøve lægegerning, skal anklagemyndigheden tilstille Sundhedsstyrelsen
meddelelse herom.
§ 21.
Stk. 1-4
(Ophævet).
Stk. 5.
Såfremt en
person, der har mistet retten til at virke som læge, vedblivende udøver sådan
virksomhed, straffes han med bøde eller hæfte i indtil 3 måneder.
§ 22.
Den
læge, der gør sig skyldig i overtrædelse af de bestemmelser, som indeholdes i
eller udfærdiges i medfør af § 4, § 7, stk. 1, § 8,
§§ 11-13, § 14, sidste stykke, og § 16, straffes med bøde.
Stk. 2.
En læge,
der i medfør af §§ 5 b eller 5 c har mistet retten til at ordinere
euforiserende stoffer, men som desuagtet foretager sådanne ordinationer eller
giver andre læger vildledende oplysninger for at få dem til at ordinere
stofferne for sig, straffes med bøde eller hæfte.
Kapitel 6
Kvaksalveri
§ 23.
Den,
der uden at have autorisation som læge, betegner sig som læge eller på anden
måde, der er egnet til at vække forestillinger om, at han har sådan
autorisation, straffes med bøde.
§ 24.
Tager
en person, der ikke har autorisation som læge, syge i kur, og udsætter han
derved nogens helbred for påviselig fare, straffes han med bøde eller hæfte.
Under skærpende omstændigheder, såsom hvis pågældende har forårsaget
væsentlig
skade på legeme eller helbred, eller hvis han tidligere er dømt for
overtrædelse af denne paragraf eller §§ 25 eller 26, kan straffen stige
til fængsel i indtil 1 år. Det samme gælder, hvis patienten er umyndig som
følge af midreårighed eller på grund af sindssygdom eller hæmmet psykisk
udvikling eller anden form for alvorligt svækket tilstand er ude af stand til
at varetage sine anliggender.
§ 25.
Den,
der uden at have autorisation som læge, behandler en person for veneriske
sygdomme i smittefarligt stadium, tuberkulose eller anden smitsom sygdom,
straffes med hæfte eller med fængsel i indtil 1 år, under formildende
omstændigheder med bøde. At pågældende som følge af sin manglende
lægekyndighed
ikke har været i stand til at erkende sygdommens natur, fritager ham ikke for
straf.
Stk. 2.
Med samme
straf anses den, der uden at have autorisation som læge eller anden i
lovgivningen hjemlet særlig adkomst, foretager operative indgreb, iværksætter
fuldstændig eller lokal bedøvelse eller yder fødselshjælp, eller som anvender
lægemidler, der kun må udleveres fra apotekerne mod recept, eller anvender
røntgen- eller radiumbehandling eller behandlingsmetoder med elektriske
apparater, mod hvis anvendelse af uautoriserede personer sundhedsministeren
har
nedlagt forbud på grund af behandlingens farlighed.
§ 26.
Straf
af bøde eller hæfte i indtil 3 måneder finder anvendelse, hvis en person, der
ikke har dansk indfødsret eller indfødsret i et af de lande, der er medlemmer
af De europæiske Fællesskaber, og ikke har opholdt sig her i landet i 10 år,
uden at have autorisation som læge eller uden sundhedsministerens, når
særlige
grunde måtte tale derfor, meddelte tilladelse tager syge i kur, såvel som
hvis
en person, der ikke har autorisation som læge, under omrejsen tager syge i
kur.
§ 27.
Dersom
en person, der tidligere er idømt frihedsstraf for overtrædelse af
§§ 24,
25 eller 26 eller forordning af 5. september 1794 angående straf for
kvaksalvere, jf. lov af 3. marts 1854, på ny idømmes sådan straf for
overtrædelse af en af de fornævnte paragraffer, kan der ved dommen gives ham
pålæg om helt at afholde sig fra at tage syge i kur. Overtrædelse af sådant
pålæg straffes med bøde eller hæfte i indtil 3 måneder.
Kapitel 7
Slutnings- og overgangsbestemmelser
§ 28.
Sundhedsstyrelsen
giver offentlig meddelelse om autorisation og tilladelser samt fratagelser og
fraskrivelser i medfør af kapitel 1. Meddelelse om bortfald og generhvervelse
af retten til at ordinere euforiserende stoffer gives til landets apotekere
og
embedslæger.
§ 28 a.
Sundhedsstyrelsen
er berettiget til at udsende meddelelse til læger og apotekere om personer,
der
efter de for Sundhedsstyrelsen foreliggende oplysninger må antages at
misbruge
euforiserende stoffer.
§ 29.
Personer,
som ved denne lovs ikrafttræden er berettigede til at udøve lægegerning, er
uanset bestemmelserne i §§ 1 og 2 vedblivende berettiget til at udøve
sådan gerning og til at betegne sig som læge, idet de skal anses som lige med
læger, der er autoriserede efter denne lov.
§ 30.
En
læge, som ved denne lovs ikrafttræden af Den almindelige danske Lægeforening
har fået anerkendelse som speciallæge med ret til at betegne sig som sådan,
er
uanset bestemmelserne i § 4 vedblivende berettiget til at virke og
betegne
sig som speciallæge. Efter indstilling af det i § 4, stk. 2, nævnte
specialistnævn kan Sundhedsstyrelsen undtagelsesvis meddele en læge, som
inden
1. januar 1932 faktisk har ført betegnelsen speciallæge uden at være
anerkendt
som sådan af Den almindelige danske Lægeforening, tilladelse til fortsat at
virke og betegne sig som speciallæge.
Stk. 2.
Bestemmelsen
i § 4, stk. 3, 1. pkt., gælder ikke for læger, der ved lovens
ikrafttræden i henhold til § 2, jf. § 11, i lov nr. 40 af 25.
februar
1916
3)
om
udøvelse af tandlægevirksomhed er berettiget til at betegne sig som tandlæge
eller deres virksomhed som tandlægevirksomhed.
§ 31.
Denne
lov træder i kraft den 1. januar 1935. Fra samme tidspunkt ophæves:
Forordning af 4. december 1672 om medicis og apothekere i det
omfang, hvori den endnu er i kraft.
Forordning af 5. september 1794 angående straf for kvaksalvere
m.m. §§ 5 og 6.
Plakat af 14. maj 1813 angående takster for læger.
Plakat af 30. januar 1838 angående en forenet medicinsk-chirurgisk
examen m.m. § 1.
Cancellie-Plakat af 28. januar 1840 for Danmark angående
udlændinges ret til lægepraksis, når de have underkastet sig examen her i
landet.
Lov af 3. marts 1854, hvorved straffebestemmelserne i 5. paragraph
i forordning af 5. september 1794 forandres.
Lov af 30. januar 1861 angående barbeernæringen samt om adgang til
at årelade og kopsætte § 2, for så vidt angår de deri omhandlede
forretninger
af kurativ art, og §§ 4 og 6.
Lov nr. 2 af 2. januar 1871 om ligsyn § 8, stk. 1, for
så vidt angår den deri fastsatte takst for betaling til læger for foretagelse
af ligsyn og udstedelse af dødsattest.
Lov nr. 87 af 21. april 1914 om embedslægevæsenets ordning
§ 4, stk. 1, for så vidt angår bestemmelsen om, at amtslægen skal
høres angående ansættelse af overlæger og enelæger ved amts- og bykommunale
sygehuse.
Lov nr. 40 af 25. februar 1916 om udøvelse af tandlægevirksomhed
§ 2, for så vidt reglerne deri er ændret ved nærværende lovs § 4,
stk. 3.
Stk. 2.
Endelig
ophæves alt, hvad der i øvrigt i de hidtil gældende love og anordninger måtte
være stridende mod denne lov.
Stk. 3.
Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i
kraft
for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
Lov nr. 386 af 22. maj 1996
4)
indeholder
følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 34
Loven træder i kraft den 1. januar 1997.
§ 35
Stk. 1.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2.
Loven kan
ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de
særlige grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 3.
Loven kan
ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de
særlige færøske forhold tilsiger.
Lov nr. 463 af 10. juni 1997
5)
indeholder
følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 7
Loven træder i kraft den 1. september 1997.
§ 8
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de
særlige færøske forhold tilsiger.
Lov nr. 482 af 1. juli 1998
6)
indeholder
følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 35
Loven træder i kraft den 1. oktober 1998.
§§ 36-37
(Udeladt).
§ 38
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de
afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Lov nr. 396 af 2. juni 1999
7)
indeholder
følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 12
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
§ 13
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de
afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Lov nr. 345 af 17. maj 2000
8)
indeholder
følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:
§ 4
Sundhedsministeren fastsætter tidspunktet for lovens
ikrafttræden.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de
afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Lov nr. 1312 af 20. december 2000
9)
indeholder
følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 2
Stk. 1.
Loven
træder i kraft den 1. januar 2001.
Stk. 2.
Sager, hvor
Specialistnævnet har givet indstilling før lovens ikrafttræden,
færdigbehandles
efter de hidtil gældende regler.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig
anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige
færøske
forhold tilsiger.
Sundhedsministeriet, den 19. april
2001
Arne Rolighed
/Barbara Erlich-Eriksen
Officielle noter
1)
Angående adgang for statsborgere fra Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde
(EØS-aftalen) henvises til Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 748 af 16.
august 1994.
2)
Nugældende §§ 152 b og 152 c, jf. § 152 f.
3)
Nugældende lov nr. 276 af 26. maj 1976 om tandlæger.
4)
Lovændringen vedrører § 24, 3. pkt.
5)
Lovændringen vedrører § 21, stk. 1-4 og § 26, stk. 2.
6)
Lovændringen vedrører § 6, stk. 2-5, § 6 a og § 31,
stk. 2.
7)
Lov nr. 396 af 2. juni 1999 er bekendtgjort i Lovtidende den 3. juni 1999.
Lovændringen vedrører § 2, stk. 7, § 3, stk. 3 og § 4, stk. 3.
8)
Sundhedsministeren har ved bekendtgørelse nr. 868 af 20. september 2000
fastsat, at lov nr. 345 af 17. maj 2000 træder i kraft den 1. oktober 2000.
Lovændringen vedrører § 5 d, stk. 1.
9) Lovændringen vedrører
§ 4, stk. 1-2,
§ 4 a og § 4 b.
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om 7 års tjenestepligt for læger Retsinformation · 11. oktober 2001
- Afslag på ansøgning fra en statsborger fra et tredjeland om autorisation som læge på grundlag af italiensk lægeeksamen. Ikke usaglig forskelsbehandling Retsinformation · 12. januar 2002
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Reischl fremsat den 25. juni 1981. — C. Broekmeulen mod Huisarts Registratie Commissie. EU-domme · 25. juni 1981
- KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2022/2294 af 23. november 2022 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1338/2008 for så vidt angår statistikker over sundhedsplejefaciliteter, menneskelige ressourcer inden for sundhedspleje og udnyttelse af sundhedsplejefaciliteterne (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 23. november 2022
- Lov om ændring af forskellige love på Indenrigs- og Sundhedsministeriets område (Afskaffelse af hæftestraf samt ændring af uddannelseskrav i autorisationslove vedrørende sundhedspersoner m.v.) Retsinformation · 11. februar 2004
- Forslag til Lov om ændring af forskellige love på Indenrigs- og Sundhedsministeriets område (Afskaffelse af hæftestraf samt ændring af uddannelseskrav i autorisationslove vedrørende sundhedspersoner m.v.) Retsinformation · 29. januar 2004