Spring til indhold

Retsinformation

Klage over fejl i forbindelse med narkose

KEN nr 11293 af 31/12/1999Endelig adm. afgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet4. september 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Klage over fejl i forbindelse med narkose

Patientklagenævnet fandt, at

anæstesilægen på baggrund af kvindens tilstand og den

planlagte operation i form af åben skylning burde have intuberet hende

ved operationens påbegyndelse.

Det var således nævnets vurdering, at der var

høj risiko for aspiration i forbindelse med bedøvelsen og

indgrebet som følge af, at kvinden havde kompromitteret mave-tarm

funktion, akut og kronisk medtaget almentilstand og nedsat iltmætning i

blodet.

Det var derfor nævnets vurdering, at

anæstesilægen ved at undlade dette ikke havde levet op til alment

accepteret faglig standard.

Videre var det nævnets opfattelse, at det var

velindiceret, at operatøren, efter at have orienteret

anæstesisygeplejersken, malkede tyndtarmsinholdet tilbage til

mavesækken.

Endelig var det nævnets opfattelse, at

anæstesisygeplejersken i erkendelse af den yderligere risiko for

aspiration, som omlægningen af sonden indebar, burde have tilkaldt

anæstesilægen.

Det var derfor nævnets vurdering, at

anæstesisygeplejersken ved at undlade dette ikke havde levet op til

alment accepteret faglig standard.

Nævnet oplyste, at det ved fuld bedøvelse er

fundamentalt at sikre patienten tilstrækkelig, uhindret

vejrtrækning under bedøvelsen. Hvis patienten har normal

funktion af sin mave-tarm og har fastet forud for bedøvelsen, så

at mavesækken kan anses for tom, anvendes ofte en såkaldt

larynxmaske til sikring af en fri luftvej.

Læs alt

En larynxmaske består af et rør, der

nedføres gennem mund og svælg. I rørets nedre ende er en

oppustelig vulst, der slutter omkring indgangen til strube og luftrør.

Selvom denne tilslutning er relativt tæt og muliggør

indblæsning af luft i lungerne, er den ikke fuldstændigt

tætsluttende. Det betyder, at der under bedøvelsen vil kunne ske

overløb af eventuelt maveindhold til lungerne. Hertil kommer, at selv

om forseglingen er lufttæt, vil spiserørsåbningen i 6-15%

af tilfældene uforudsigeligt ligge inden for det område

larynxmasken dækker, således at der er direkte forbindelse mellem

mavetarmkanalen og luftvejene via spiserøret og strubeåbningen

med mulighed for overløb af maveindhold. Denne risiko kan

forstærkes ved, at der under kunstig ventilation presses luft ned i

mavesækken, således at indholdet her kommer til at stå

under tryk. Hvis der er risiko for aspiration, er larynxmasken således

ikke et alternativ til endotracheal intubation. Sikkerhedsmæssigt

angives det, at larynxmasken indtager en position imellem den almindelige

ansigtsmaske og endotracheal intubation, idet den, hvis den er rigtigt

placeret, giver større sikkerhed for frie og beskyttede luftveje end

ansigtsmasken, men ikke giver så pålidelig en sikring og

beskyttelse af luftvejene som den endotracheale tube.

Nævnet oplyste, at aspiration (overløb) af

indhold fra mavesækken og/eller fra tolvfinger- og tyndtarmen til

luftveje og lunger er en overordentlig alvorlig og farlig komplikation i

forbindelse med anæstesi og kirurgi. En række større

opgørelser påpeger, at aspiration forårsager en betydelig

del af alle anæstesirelaterede dødsfald, og at

dødeligheden efter aspiration af maveindhold til luftvejene er

høj, afhængig af hvilken type maveindhold, der aspireres

(partikulært eller flydende), og hvilken surhedsgrad det har. For de

patienter, der overlever, indebærer komplikationen et bredt spektrum af

mulige sygdomstilstande strækkende sig fra let kompromitteret

vejrtrækning til svær respirationsinsufficiens, der må

behandles i respirator på intensivafdeling ofte over meget lang tid.

Det er således en frygtet og potentielt livstruende komplikation, som

tages meget seriøst af anæstesiologer og

anæstesisygeplejersker, og muligheden for at undgå aspiration i

forbindelse med et påtænkt indgreb bør derfor indgå

som et naturligt led i planlægningen af enhver anæstesi.

Det anbefales derfor i den internationale litteratur, at

alle patienter med øget risiko for aspiration bliver intuberet med et

rør, der nedlægges i luftvejene (endotracheal intubation) for

på den måde at sikre tilstrækkelig og uhindret

vejrtrækning under bedøvelsen.

Lignende dokumenter