Spring til indhold

Retsinformation

Klage over bedøvelse under tarmslyngsoperation og hygiejne i forbindelse med fysioterapi

KEN nr 9990 af 20/09/2004Endelig adm. afgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet29. november 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Klage

over bedøvelse under tarmslyngsoperation og hygiejne i forbindelse med

fysioterapi

Patientklagenævnet fandt grundlag for at kritisere

overlægen fra anæstesiologisk afdeling, idet han ikke var til stede ved

operationens start den 15. september 2002.

Nævnet lagde til grund, at det af Sundhedsstyrelsens

vejledning nr. 149 af 24. juli 1990 fremgår at ved generel anæstesi bør to

kvalificerede personer være til stede på operationsstuen eller umiddelbart

kunne komme til stede, hvis behovet opstår. Den ene skal som hovedregel være

anæstesilæge. I nogle tilfælde kan anæstesien, efter anæstesilægens

vurdering,

gennemføres af anæstesisygeplejerske. Ved planlagte operationer gælder de

nævnte principper. Videre fremgår det af vejledningen, at man ved akutte

operationer kan blive nødt til at fravige principperne. Den ansvarlige

anæstesilæge må vurdere om anæstesien i særlige tilfælde kan gennemføres af

en

anæstesisygeplejerske efter telefonisk rådgivning.

Nævnet oplyste, at indledning af anæstesi til akut

operation på grund af tarmslyng er én af de få procedurer, der selv med

moderne

anæstesiteknik, stadig er forbundet med høj risiko for alvorlige, potentielt

livstruende komplikationer. Det skyldes muligheden for, at der under

indledningen sker overløb af maveindhold til lungerne.

Det var derfor nævnets opfattelse, at det er nødvendigt

at gøre alt, hvad der er muligt, for at reducere risikoen for denne

komplikation. Med hertil hører, at der fra starten om muligt medvirker en

speciallæge

i anæstesiologi. Hvis en sådan er til rådighed, er det efter nævnets

opfattelse

Læs alt

ikke tilstrækkeligt, at speciallægen i anæstesiologi kan tilkaldes, hvis/når

der er opstået problemer.

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere

sygeplejerske A og B fra anæstesiologisk afdeling for deres behandling af

patienten den 15. september 2002.

Det var nævnets opfattelse, at sygeplejerske A og B

havde fulgt afdelingens vejledning for aspiration af akutte patienter.

Nævnet oplyste, at overløb af maveindhold til lungerne

beskadiger lungevævet, afhængigt af hvor meget, der er kommet ned i lungerne,

og hvor surt maveindholdet er. En sådan lungeskade er en velkendt og alvorlig

komplikation, som kan kræve respiratorbehandling og i nogle tilfælde medfører

døden.

Nævnet oplyste videre, at ved akutte operationer er

maven per definition aldrig tom, idet en række forhold, som eksempelvis

smerter, morfin-behandling og sygdommen i sig selv nedsætter mavens

tømningshastighed. På trods af forsøg på at suge maveindhold op gennem en

slange, vil man aldrig kunne tømme maven helt.

Nævnet oplyste desuden, at der ved start af bedøvelse

derfor anvendes en teknik, hvor man, efter at patienten har indåndet ren ilt,

indsprøjter et hurtigtvirkende indsovningsmiddel efterfulgt af et

muskellammende

stof, så snart patienten er faldet i søvn. Herefter nedføres en plastikslange

gennem svælget til luftrøret. Plastikslangen er nederst på ydersiden forsynet

med en ballon, der ved opblæsning forsegler luftrøret, så man kan etablere

kunstig vejrtrækning ved indblæsning gennem trakealtuben, mens maveindholdet

ikke kan løbe ned i luftrøret langs tuben. Det er en forudsætning, at

intubationen

ikke i sig selv giver tekniske vanskeligheder, som eksempelvis ved dårlig

oversigt i svælg og ved strubehoved på grund af anatomiske forhold hos

patienten. Hvis det viser sig at være tilfældet, så der går for lang tid, er

det nødvendigt at sikre patientens ilttilførsel ved at indblæse ilt gennem en

ansigtsmaske, der slutter uden om næse og mund. Det medfører i sig selv

risiko

for at blæse maveindhold ned i lungerne.

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere

sygeplejerske C for hendes behandling af patienten i forbindelse med

medicineringen den 17. september 2002.

Nævnet oplyste, at patienter, der har et rør i

luftrøret har brug for beroligende midler, i dette tilfælde Propofol, for at

kunne klare at have dette rør. Det var nævnets opfattelse, at det er i

overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, at patienterne kun

er så beroligede, at de netop kan tolerere røret, da behandlingen med

Propofol

er behæftet med bivirkninger, såsom nedsættelse af blodtrykket. Der kan

endvidere være en sammenhæng mellem graden af beroligelse og risikoen for

udviklingen af nerveforstyrrelser.

Nævnet oplyste videre, at grænsen for hvor meget

beroligende middel, man skal have for at kunne klare at have røret i

luftrøret

varierer fra patient til patient, og patienten kan vågne hurtigt op, da

Propofol er et lægemiddel, der udskilles hurtigt. Det var derfor efter

nævnets

opfattelse i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard at

reducere tilførslen af Propofol og efterfølgende observere patienten for at

registre eventuelle ændringer, som følge af den nedsatte dosis.

Patientklagenævnet fandt grundlag for at kritisere

fysioterapeuten for hendes behandling af patienten den 19. september 2002.

Nævnet oplyste, at hvis der tages de nødvendige

hygiejniske forholdsregler af fysioterapeuten, er der ikke infektionsrisiko

forbundet med at gennemføre øvelsesbehandling på en patient med indstik til

drop, kateter og kanyler.

Nævnet oplyste videre, at det er i strid med

almindelige hygiejniske regler at bære hånd- og fingersmykker under arbejdet

på

en intensiv afdeling, da de kan være sæde for bakterier med risiko for, at

disse overføres til patienter og resulterer i infektioner.

Det var herefter nævnets opfattelse, at det er under

normen for almindelig anerkendt faglig standard at bære smykker under

arbejdet

med en patient, der ligger på en intensiv afdeling.

Lignende dokumenter