Spring til indhold

Retsinformation

Skrivelse om genoptagelse af kommunens sager om boligstøtte, hvor boligstøttelovens § 11, stk. 1, har fundet anvendelse (Til samtlige kommuner m.fl.)

SKR nr 9160 af 08/03/2007SkrivelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet12. marts 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Skrivelse om genoptagelse af

kommunens sager om boligstøtte, hvor boligstøttelovens § 11, stk. 1, har

fundet anvendelse

(Til samtlige kommuner m.fl.)

Statsforvaltningen i Midtjylland har netop offentliggjort en

praksisundersøgelse fra de sociale nævn i Århus og Ringkjøbing amter.

Undersøgelsen vedrører kommunernes anvendelse af boligstøttelovens § 11,

stk. 1, og den viser, at en række kommuner i regionen anvender en ulovlig

praksis ved brug af boligstøttelovens § 11, stk. 1.

Undersøgelsen har vist en utilfredsstillende sagsbehandling og

en ulovlig praksis, der haft den konsekvens, at et antal borgere har fået for

lidt i boligstøtte. På baggrund af materialet i undersøgelsen, ville alle de

undersøgte sager blive ændret eller hjemvist ved en klagesagsbehandling. Den

ulovlige praksis består især i, at kommunen har nedsat den husleje, der

lægges

til grund for boligstøtteberegningen, selvom der ikke foreligger

dokumentation

for størrelsen af lejen for sædvanlige lejligheder af tilsvarende størrelse i

lokalområdet. Derfor kan det ikke vurderes, om den konkrete leje overstiger

den

normale leje i væsentlig grad.

Da undersøgelsens resultat er så markant, må det formodes, at

også andre af landets kommuner har anvendt og fortsat anvender en ulovlig

praksis ved brug af § 11, stk. 1, i boligstøtteloven.

Kommuner bedes genoptage sager af egen drift og

indrette sig efter regler og praksis

På baggrund af undersøgelsens resultat, vil jeg anmode alle

kommuner om at undersøge, om kommunens praksis i forbindelse med

boligstøttelovens § 11, stk. 1, er lovlig. Hvis kommunens praksis ikke

er

Læs alt

i overensstemmelse med reglerne, vil jeg opfordre kommunen til af egen drift

at

genoptage de sager, hvor § 11, stk. 1, har været bragt i anvendelse.

Genoptagelsen skal som udgangspunkt ske med virkning for udbetalinger, der er

sket eller burde være sket indenfor de seneste 5 år.

Endelig skal kommunen sørge for, at den nuværende administration

bringes i overensstemmelse med de gældende regler.

Hovedresultaterne fra undersøgelsen viser,

-

at alle de undersøgte

sager ville blive ændret eller hjemvist ved en klagesagsbehandling,

-

at der mangler

væsentlige eller afgørende oplysninger i så godt som alle undersøgte sager,

-

at det ikke er muligt

i nogen af sagerne ud fra oplysningsgrundlaget at fastslå, at lejen i

væsentlig

grad overstiger den normale leje med mindst 10 pct., da normalhuslejen ikke

er

dokumenteret eller sandsynliggjort,

-

at det ikke er muligt

at fastslå, at lejen må anses for delvis betaling for luksuriøst udstyr eller

beliggenhed, og

-

at en del afgørelser

har alvorlige formelle mangler i form af mangelfuld begrundelse eller

manglende

partshøring.

Undersøgelsen kan ses på www.statsforvaltning.dk.

Bilag med orientering om reglerne vedlægges.

Socialministeriet, den 8. marts 2007

Eva Kjer Hansen

Bilag 1

Orientering om boligstøttelovens § 11,

stk. 1

§ 11. Overstiger lejen i væsentlig grad den normale

leje for sædvanlige lejligheder af tilsvarende størrelse, eller må lejen

anses

for delvis betaling for luksuriøst udstyr eller beliggenhed, kan

kommunalbestyrelsen nedsætte lejen med et beløb, der svarer til forskellen.

Stk. 2 .

En bestemmelse svarende til boligstøttelovens § 11,

stk. 1, har været gældende siden boligsikringslovens indførelse i 1967. Af

forarbejderne hertil fremgår blandt andet, at den urimelige husleje for

normale

lejligheder kan forekomme i de fri områder, hvor en ejer og en lejer

eventuelt

kan føle sig fristet til at aftale en særlig høj leje, for at lejeren kan

opnå

større boligsikring. Der lægges således i forarbejderne blandt andet vægt på

et

»omgåelsessynspunkt«.

Af Socialministeriets Vejledning om individuel

boligstøtte, pkt. 60, fremgår endvidere:

»Hensigten med bestemmelsen er således at give kommunerne

mulighed for at foretage en konkret vurdering af lejens rimelighed i

tilfælde,

hvor der synes at være

særligt grundlag

herfor, og til på baggrund heraf at nedsætte lejen ved

boligstøtteberegningen.

Bestemmelsen er derimod ikke tænkt som hverken en pligt eller en adgang for

kommunerne til af besparelseshensyn eller andre generelle hensyn at foretage

en

vurdering af lejen i alle lejemål, hvortil boligstøtte søges.«

Af vejledningens pkt. 61 fremgår endvidere:

»En vurdering af, om lejen kan anses for urimelig, må

altid foretages ud fra de lokale forhold – nemlig det lejeniveau, der er

sædvanligt i kommunen for lejligheder af tilsvarende størrelse, kvalitet og

udstyr i ejendomme, der er opført i samme tidsrum, herunder også ejendomme,

der

er opført med statsstøtte.

Bedømmelsen af normallejeniveauet for en bolig kan

herefter hensigtsmæssigt foretages med afsæt i generelle kriterier, primært

på

baggrund af indhentede oplysninger om det generelle aktuelle lejeniveau i et

lokalområde.«

Det kan på denne baggrund opsummeres:

1.

At anvendelse af

bestemmelsen kun skal ske i tilfælde, hvor der synes at være særligt grundlag

herfor.

2.

At der hverken er en

pligt eller en adgang for kommunerne til af besparelseshensyn eller andre

generelle hensyn at foretage en vurdering af lejen i alle lejemål, hvortil

boligstøtte søges.

3.

At kommunen, når den

modtager en ansøgning om boligstøtte, i alle tilfælde foretager en umiddelbar

vurdering af, om der er et sådant særligt grundlag for at overveje

lejenedsættelse. Man kan fx forestille sig, at kommunen har udarbejdet nogle

vejledende retningslinjer for huslejens aktuelle størrelse, som kan fungere

som

et arbejdsredskab med henblik på at udpege de lejemål, hvori der skal ske en

nærmere vurdering af lejens størrelse.

4.

At anvendelsen af

reglen altid beror på en konkret, individuel vurdering af lejen, herunder at

der ikke må fastsættes faste grænser for huslejen.

5.

At et væsentligt

bedømmelseskriterium er det generelle aktuelle lejeniveau i et lokalområde,

som

ikke nødvendigvis afgrænses til den pågældende kommune.

Lignende dokumenter