Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-104
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse
fra Pressenævnet i sag 2004-6-104
Et bogforlag [A] har ved [B] klaget til Pressenævnet over, at
tidsskriftet Møllen har afvist at bringe et genmæle i anledning af en
anmeldelse af [B]s bog ”Vindmøller og Vandmøller i Danmark”, bind
2.
Anmeldelsen, der blev bragt i Møllen nr. 3562, maj-juni 2004,
havde følgende ordlyd:
”For ca. tre måneder siden udkom andet bind af [B]s værk
”Vindmøller og Vandmøller i Danmark” på [A].
Som første bind er det en meget smuk bog med fine – i hovedsagen
nyoptagne – farvebilleder. Som indledning til bind 2 er der et
interessant
afsnit om ”Digte fortæller møllehistorie”. Herefter følger så,
ligesom i 1.
bind, 31 mølleportrætter, der er blevet til ved at sammenskrive, hvad andre
forfattere før har publiceret plus nogle oplysninger afgivet mundtligt af
nuværende ejere, møllelaugsmedlemmer o. lign.
I flere tilfælde bygger beskrivelserne i hovedsagen på én kilde,
som så er udbygget med enkelte oplysninger andre steder fra. Det er der for
så
vidt ikke noget odiøst i, hvis ellers der var lavet tydelig reference til,
hvilken forfatters arbejde, man har lænet sig op ad, og det er ikke
tilfældet!
Selv i tilfælde, hvor 4-5 sider eller mere er tekstnært referat af en andens
arbejde, står det ikke i teksten, hvis arbejde det er, hun udnytter. Det er
simpelthen ikke hæderligt at bruge andres slid med de primære kilder uden
behørig kreditering!
Kildehenvisningerne er i denne henseende ikke til nogen nytte.
De er lavet på en måde, som jeg aldrig har set i andre fagartikler. Efter
Læs alt
hver
artikel er alle brugte kilder – både publicerede og upublicerede såvel
som
mundtlige meddelere nævnt i en skøn blanding, og uden linjeskift mellem hver
kilde, så det er uhyre svært at finde hoved og hale i. Det gør det ikke
lettere,
at kilderne er nævnt efter alder og ikke alfabetisk.
Selv om [B] ”låner” sit grundmateriale af andre, så lykkes det
hende alligevel flere steder at misforstå eller overfortolke det
forhåndenværende materiale. I artiklen om Rørvig Mølle skriver hun side 148:
”Familien opbevarer også tegningerne til møllen .” Det er rent
gætværk! At
tegningerne eksisterer ved hun fra anmelderens artikel ”Rørvigs
Møller” i
”Mellem Kattegat og Isefjord” fra 2002, hvor disse tegninger for
første gang
blev publiceret. I teksten har jeg skrevet, at ”tegningerne er i
privateje”.
Men det er nu ikke familien, men en privat samler, der ejer de fantastisk
flotte tegninger.
I min artikel fra 2002 skriver jeg, at der er fremstillet en ny
vingeaksel til Rørvig Mølle. Det får [B] til, at en ny møllesten blev
installeret i
2002”.
Men akselen ligger altså stadig i 2004 på møllebyggerens værksted og afventer
den videre restaurering af møllen.
Der er naturligvis tale om småfejl, men det demonstrerer for mig
at se en lidt lemfældig omgang med kilderne, som i dette tilfælde altså er en
af mine artikler.
Nu vil jeg selvfølgelig blive skudt i skoen, at jeg er
fornærmet, fordi der her er tale om meget tæt referat af mit arbejde med
Rørvig
Mølles historie. Men man kan jo nu engang bedst bedømme teksterne om de
møller,
man selv kender til. Og teksten om Lyshøj Andelsmølle (i Udbyneder sogn) er
ikke spor bedre. Den bygger helt tydeligt ensidigt på bogtrykker Ib
Damsgaards
lille jubilæumshæfte ”Lyshøj Mølle - hundrede år i med- og modvind.
1894-
1994”, udgivet af Damsgaards Tryk i Mariager.
På side 6-7 i hæftet fortæller Damsgaard om de gamle møller, der har været på
egnen, og nævner her en lang række gamle privilegerede vandmøller –
heriblandt
Å Mølle, Kærby Mølle og Kastbjerg Mølle samt den ligeledes privilegerede
Overgårds Vindmølle. Han skriver videre: ” Sognenes bønder skulle
anvende de
privilegerede møller .”. Det har [B] i indledningen til afsnittet om
Lyshøj
Mølle fået til, at egnens bønder (og her må vel i hendes sammenhæng forstås
Udbyneder sogns bønder) fik malet på Å Mølle, Kærby Mølle og Kastbjerg Mølle.
Under forudsætning af, at vi her taler om de potentielle kunder til Lyshøj
Mølle (og hvis vi ikke gør det, så er afsnittet helt irrelevant), så er det
noget sludder. Enhver, der kender omgivelserne mellem Randers og Mariager
Fjorde vil vide, at det har været umuligt for bønder i Udbyneder sogn at
komme
til Kærby Mølle med datidens transportmidler. Vejen er meget smal, meget
lang,
meget slynget og går op og ned af både Enslev og Blentrup Bjerge. At nogen
skulle have brugt Å Mølle er lige så utænkeligt. For at komme til Å Mølle fra
Udbyneder sogn, skal man passere både den store Kastbjerg Mølle og den mindre
Tuus Mølle. Og havde de ikke vand nok, var der ingen grund til at køre til Å
Mølle,
hvortil vejen er tre gange så lang som til Kastbjerg, for Å Mølle var den
nederste af 4 møller på Kastbjerg Å, og havde Kastbjerg og Tuus Møller ikke
vand, så havde Å Mølle da slet ikke.
I øvrigt var Å Mølle ret uinteressant for bønderne, for nok var
den i middelalderen en betydelig kornmølle, men den blev tidligt ombygget til
oliemølle og senere til kalkmølle, som med egne skibe udskibede den største
del
af sin produktion ad Mariager Fjord. Da Lyshøj Mølle blev bygget havde den
ingen betydning som kornmølle.
Og hvorfor skulle Udbyneder sogns bønder dog også køre udensogns
for at få malet deres korn, når de havde to fine kundemøller selv? – ud
over en
herregårdsmølle. Disse møller spilder forfatteren til gengæld ikke mange ord
på. Overgårds Vindmølle nævnes kun i forbifarten: ” Overgård, hvor en ny
ejer
Frederik von Arenstorff i 1807 byggede Overgårds Mølle, der ikke længere
eksisterer,
men lå for sig selv, kun
500 meter
nordvest for Lyshøj Mølle ”. Sandheden er, at Overgårds Mølle er nævnt
allerede
i 1688. I 1807 blev stubmøllen revet ned, og der blev bygget en stor solid
hollænder. [B] mener, den ”lå for sig selv”. Jeg vil mene, at den
lå rigtig
strategisk på bakken lige midt mellem de to gamle landsbyer i sognet,
Udbyneder
og Udbyover. Denne hollandske mølle blev solgt til privateje allerede i 1812,
og var sognets vigtigste kundemølle. I et par generationer hed mølleren
Hansen,
og Kristoffer Hansen (junior) var en god kunde hos Frichs Fabrikker i Århus
og
hos den navnkundige møllebygger Niels Olsen i Randers. Da Lyshøj Mølle blev
bygget, var Overgårds Vindmølle altså en topmoderne mølle med jerngangtøj,
stort maskineri og eget bageri, og kunne godt have fortjent en lidt mere
uddybende omtale. Men Overgårds Mølle var ikke alene om at betjene sognets
bønder. I den sydlige del af sognet lå en mindre vindmølle, som i 1889 var
flyttet hertil efter først af have været hjælpemølle ved Kastbjerg Vandmølle,
og som især husmændene betjente sig af.
Den sydligst liggende mølle blev nedlagt i 1917, mens Overgårds
Mølle stod lige så længe som Lyshøj Mølle var andelsmølle. Førstnævnte blev
nedlagt i 1920 og nedrevet midt i 1920’erne og sidstnævnte blev solgt i
1924.
Lyshøj Mølles nye ejer satsede primært på handel med korn- og foderstoffer.
Herregårdsmøllen på Overgård var en hollænder bygget lige øst
for ladegården i 1848. Den betjente kun godset og fungerede til den brændte
den
4. august 1902, hvorefter godset begyndte at sende kornet til dampmølle i
Randers.
Det havde da været mere oplagt at skrive om disse 3 møller, der
alle lå et stenkast fra Lyshøj, end om de vandmøller, der aldrig var eller
kunne blive nogen konkurrent til andelsmøllen.
Og så vil den nuværende ejer af Charlottendal sikkert more sig
herligt over, at den nydelige proprietærgård af [B] er blevet udnævnt som den
ene af ”to store herregårde”.
Da de 31 mølleportrætter er sammenskrivninger af allerede kendt
materiale, er afsnittene meget uensartede i deres indhold. I nogle portrætter
fylder f.eks. den tekniske beskrivelse meget, i andre er den dimension slet
ikke med – alt afhængig af hvilken synsvinkel ophavsmanden/-mændene nu
har
arbejdet ud fra.
Men [B] er en meget dygtig sprogbehandler, og selv om hun
refererer sine kilder tæt, lykkes det hende at skrive i et ensartet og flot
dansk, som tydeligvis henvender sig til ”det brede publikum”, for
hvem bogen –
alle unøjagtigheder ufortalt – givetvis fremstår som en guldgrube af
oplysninger.
Kun et enkelt sted går det galt. Krudtmøllen i Frederiksværk er
en meget speciel mølle, hvis tekniske installationer ikke er særlig kendte.
Netop derfor bør man som forfatter være omhyggelig med sine beskrivelser. Det
oplyses
f.eks. at svingkornemøllen fra 1854 er Krudtværkmuseets klenodie, men man
leder
forgæves efter en forklaring på, hvordan sådan en fungerer – det er vist
ikke
almenviden i 2004? Det hedder også side 59, at en større produktion af krudt
gik til ”barbaresklandene”. Dette udtryk kunne en 1800-tals
forfatter bruge
uden at blive misforstået, men når samme 1800-talsforfatter refereres i 2004
burde man måske lige tilføje, at det er de små nordafrikanske stater Marokko,
Algeriet, Tunis og Tripolitania (i dag Libyen), der menes. Det kan vist
heller
ikke forventes at være almenviden i 2004.
Ligesom ved bind 1’s udgivelse lancerer forlaget bogen som ”En
lang række af Danmarks mest interessante møller ” M.h.t. de udvalgte
møller, så
sukkede jeg i anmeldelsen af 1. bind over at det kun var medtaget én mølle
(Dorf) fra Vendsyssel og slet ingen fra Himmerland, men at det måske kom i
bind
2. I dette bind er der imidlertid ikke en eneste mølle med fra hverken
Vendsyssel eller Himmerland. Er der da slet ingen af Nordjylland Amts 59
bevarede vand- og vindmøller, der er værd at skrive om?
Bogen er smuk som boghåndværk en nydelse, men indholdsmæssigt er
der for mange unøjagtigheder og alt for meget gætværk, der hvor forfatteren
ikke har kunnet få de forhåndenværende kilders ender til at nå sammen.”
[A] anmodede ved brev af 31. maj 2004 Møllen om at bringe
følgende genmæle:
”Refererende museumsinspektør Lise Andersens omtale af [B]: Vindmøller
og Vandmøller i Danmark BIND 2 følgende berigtigelse:
1/ [B] (AML) har ikke stjålet fra Lise Andersens (LA) skriftlige
arbejder vedr.
Rørvig Mølle. Da AML
har haft de samme skriftlige kilder/arkiver til rådighed som LA, skal
naturligvis de samme oplysninger fremkomme. Der er facts i AML’s
artikel, som
ikke findes i LA’s, så der er altså ikke tale om ”tekstnært
referat”. AML har i
øvrigt side 146 2. spalte 3. sidste linie henvist til LA’s arbejde i
artiklen
om Rørvig Mølle og ligeledes i kildefortegnelsen. At LA beskylder AML for at
være ”ikke hæderlig” er en uforskammethed.
At AML skriver at akslen blev installeret, selv om den stadig
ligger på møllebyggerens værksted, skyldes manglende oplysninger fra Rørvig
Naturfredningsforening og møllebygger John Jensen, sidstnævnte har ikke
ønsket
at være behjælpelig. Det er altså ikke lemfældig afskrivning fra LA’s
artikel.
2/
Kildehenvisninger
er på side 6 angivet klart og tydeligt
med
linieskift. Efter hver artikel er særligt for netop denne artikel angivet
først
skriftlige kilder og derefter mundtlige kilder. Kronologisk rækkefølge
anvendes
i øvrigt ofte ved kildehenvisninger.
3/
Krudtværket i
Frederiksværk
LA kritiserer manglende forklaring på Svingkornemøllen og
Barbaresklandene. LA har altså ikke læst artiklen, for der er forklaring
henholdsvis side 65 2. spalte linie 28 og side 56 1. spalte sidste linie.
4/
Lyshøj Andelsmølle
Artiklen bygger ikke ensidigt på Damsgaards bog, der naturligvis er nævnt i
kildefortegnelsen ligesom Henning Madsen, den sidste møllers søn, der har
været
med i udarbejdelsen af artiklen.
Charlottendal er ganske rigtig ikke en herregård i officiel
forstand, men det er tydeligt forklaret, hvad det er for en gård side 116 1.
spalte 2. afsnit ff. Overgårds Mølles beliggenhed blev af beboerne på stedet
beskrevet som gengivet, den stod ”for sig selv” da gårdene lå
omkring gadekæret
inde i byen.
AML skriver: ”Bønderne på egnen fik malet på de vandmøller, der
var i området”. – underforstået: det område de respektive bønder
boede i.
LA bruger mange linier på at hovere over, at det var umuligt for
”egnens bønder at komme til Kærby Mølle”. AML har ikke skrevet
noget om, at
bønderne i Udbyneder skulle køre til hverken Kærby eller Å Mølle, LA påstår,
at
noget som AML ikke har skrevet, er forkert!
LA bruger udtrykket sammenskrivning, hvilket er uartigt og
misvisende. Hvis LA havde læst bogen eller blot havde set kildefortegnelserne
igennem, ville hun have kunnet konstatere, at langt de fleste af møllerne
ikke
har været behandlet tidligere undtagen for nogens vedkommende i kortfattede
foldere. AML har således ikke blot sammenskrevet allerede udgivet litteratur,
som LA beskylder hende for, da den ikke eksisterer.
Forlag [A]”
Ved brev af 8. juni 2004 afviste redaktøren af Møllen at bringe
et genmæle. Der blev ikke givet klagevejledning.
Ved brev af 10. juni 2004 anmodede [A] redaktøren om at give [B]
en undskyldning i bladet.
Ved breve af 6. og 19. juli 2004 anmodede forlaget på ny
redaktøren om at bringe et genmæle i bladet. Henvendelserne blev ikke
besvaret.
[A] har anført, at det er uacceptabelt, at det af anmeldelsen
fremgår, at [B] er uhæderlig, og at hun har skrevet af fra Lise Andersens
skriftlige arbejder om Rørvig Mølle. Da [B] har haft de samme skriftlige
kilder/arkiver til rådighed som Lise Andersen, vil de samme oplysninger
naturligvis fremkomme. Der er facts i [B]s artikel, som ikke findes i Lise
Andersens artikel, og der er derfor ikke tale om et ”tekstnært
referat”. Der er
i øvrigt i artiklen om Rørvig Mølle henvist til Lise Andersens artikel såvel
i
selve artiklen som i kildefortegnelsen efter artiklen.
[A] har videre anført, at kildehenvisningerne på side 6 er
tydeligt angivet med linieskift. Efter hver artikel er særligt angivet først
skriftlige kilder og derefter mundtlige kilder. Linieskift er ikke anvendt
her,
da det rent grafisk ikke ville se pænt ud.
For så vidt angår Møllens kritik af bogens manglende
forklaringer om Svingkornemøllen og Barbaresklandene i forbindelse med
omtalen
af Krudtværket i Frederiksværk (s. 54) har klager anført, at forklaringerne
fremgår på s. 56 og s. 65 i bogen. En berigtigelse af Møllen på dette punkt
ville være uden betydning, da dette forhold udgør en begrænset del af
anmodningen om genmæle. Berigtigelsen er i øvrigt endnu ikke bragt.
[A] har endelig anført, at oplysningen (s. 116) om, at Overgårds
Mølle ”lå for sig selv”, er korrekt. Det er stedets beboere, der
har beskrevet
møllens beliggenhed, idet gårdene lå omkring gadekæret inde i byen. I forhold
til udsagnet i anmeldelsen ” det har været umuligt for bønder i
Udbyneder sogn
at komme til Kærby Mølle ” har klager anført, at [B] ikke i bogen har
anført,
at bønderne i Udbyneder skulle køre til Kærby eller Å Mølle. Møllen påstår
således, at noget, som [B] ikke har skrevet, er forkert.
Møllen har anført, at man ikke har beskyldt [B] for at ”stjæle”
fra andre forfattere, men det fastholdes, at omtalen af Rørvigs lermøller er
et
”tekstnært referat” af en artikel, som Møllens redaktør tidligere
har
forfattet, uden at der i bogen er nogen egentlig reference til den pågældende
artikel. Det forekommer usandsynligt, at [B] i sin bog skulle nå frem til de
samme resultater som Møllens redaktør, blot fordi hun har anvendt det samme
historiske kildemateriale, idet dette giver grundlag for et væld af
fortolkningsmuligheder.
Møllen har videre anført, at opstillingen af kildehenvisninger
efter de enkelte artikler er uoverskuelig, idet der ikke er anvendt
linjeskift.
Opstillingen lever ikke op til normal praksis i historisk litteratur.
Møllen har i forhold til det oplyste om Krudtværket i
Frederiksværk beklaget, at man ikke ved anmeldelsen var opmærksom på de
forklaringer, der er bragt i bogen om Svingkornemøllen og Babaresklandene.
Møllen var villig til at bringe en berigtigelse, hvilket imidlertid blev
afvist
af [A].
Med hensyn til omtalen af Lyshøj Mølle har Møllen anført, at der
ikke er nogen garanti for, at det er korrekt, når de lokale beboere har
beskrevet Overgårds Mølle som liggende ”for sig selv”. Med en smule
kildekritik
ville fejlen ikke være opstået. Hvis sætningen ”Bønderne på egnen fik
malet på
de vandmøller, der var i området ” ikke er ment som en henvisning til
bønder i
området omkring Lyshøj, så er det uforståeligt, hvorfor udsagnet er bragt og
vandmøllerne nævnt i afsnittet om Lyshøj Mølle.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Lene Pagter
Kristensen, Michael Ulveman, Lars Lindskov
og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Det fremgår af medieansvarslovens § 40, stk. 1, at afslag på
genmæle snarest muligt skal meddeles den, der har anmodet om genmæle, med
oplysning om, at afslaget kan indbringes for Pressenævnet senest 4 uger
efter,
at afslaget er kommet frem. Nævnets adresse skal samtidig fremgå.
Da Møllen har undladt at give den klagevejledning, der følger af
medieansvarsloven, behandler nævnet den indgivne klage, uanset om den er
indgivet for sent til nævnet. Det er nævnets opfattelse, at korrekt
klagevejledning er af væsentlig betydning for, at en klage kan indgives
rettidigt.
Bemærkningerne i anmeldelsen om, at [B] i sin bog har benyttet
sig af andre forfatteres – herunder anmelderens – arbejder uden
behørig
kildekreditering, er udtryk for anmelderens vurdering af bogens indhold, og
der
er ikke grundlag for at give genmæle over for sådanne vurderinger.
Anmeldelsens bemærkning om, at der ikke er linieskift mellem
hver enkelt kilde, knytter sig til de kilder, der er angivet efter hver
artikel. Nævnet finder, at Møllen ikke har bragt forkerte oplysninger på
dette
punkt.
Møllen har over for [A] og Pressenævnet erkendt, at det ikke er
korrekt, når det i anmeldelsen anføres, at der i bogen mangler forklaringer
om
Svingkornemøllen og Barbaresklandene. Nævnet finder dog, at den forkerte
oplysning ikke er egnet til at påføre [A] skade af betydning, og der er
derfor
ikke grundlag for genmæle på dette punkt.
Uanset om de oplysninger, der ønskes genmæle over for i
forbindelse med omtalen af Lyshøj Andelsmølle, måtte være forkerte, finder
nævnet, at oplysningerne ikke er egnet til at påføre [A] skade af betydning,
og
der er derfor ej heller grundlag for genmæle på dette punkt.
Afgjort den 9. februar 2005.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om bl.a. strafansvar og erstatningsansvar for påståede ærefornærmende krænkelser i forbindelse med offentliggørelse og omtale i landsdækkende medier m.m. Domsdatabasen · 17. juni 2020
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 96/2001 Retsinformation · 23. oktober 2001
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00952 Retsinformation · 7. april 2016
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70/43 Retsinformation · 30. marts 2011
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00232 Retsinformation · 17. april 2012
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00431 Retsinformation · 16. marts 2013
Lignende dokumenter
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00864 Retsinformation · 29. januar 2016
- Sag om bl.a. strafansvar og erstatningsansvar for påståede ærefornærmende krænkelser i forbindelse med offentliggørelse og omtale i landsdækkende medier m.m. Domsdatabasen · 17. juni 2020
- Moms - ikke momsfritagelse - avis SKM-databasen · 21. maj 2019
- Spørgsmål om bindende svar i anledning af, at klageren har spurgt, om hendes ejendom kan sælges skattefrit, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8 under… Landsskatteretten · 21. oktober 2013
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomer fremsat den 6. november 2001. - Ralf Sieckmann mod Deutsches Patent- und Markenamt. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Bundespatentgericht - Tyskland. - Varemærker - tilnærmelse af lovgivningerne - direktiv 89/104/EØF - artikel 2 - tegn, der kan udgøre et varemærke - tegn, der kan gengives grafisk - dufttegn. - Sag C-273/00 EU-domme · 6. november 2001
- FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT J. KOKOTT fremsat den 1. juni 2017 EU-domme · 1. juni 2017