Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-55

KEN nr 9016 af 15/09/2004Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet4. januar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse

fra Pressenævnet i sag 2004-6-55

[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Ude og Hjemme,

nr. 14, den 31. marts 2004, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

I artiklen, der bar overskriften ”

Nødråb fra 17-årig narkoman: Jeg vil ikke dø

”, hed det i en

underrubrik:

”17-årige [A] har været afhængig af hårde stoffer i seks år. Hun

har solgt sin krop, stjålet biler og begået indbrud for at skaffe penge. Men

nu

har hun fået nok og forsøger for første gang at komme ud af narkohelvedet.

Foreløbig har hun været stoffri i 54 dage.”

Artiklen havde følgende ordlyd:

”Rynkerne i panden er dybe. [A] lægger armene over kors og

krummer sig sammen.

Lysten vælder igen op i den kun 17-årige pige fra Fredericia. Lysten

til bare lige en enkelt gang mere af mærke suset fra det hvide pulver.

Men hun gør alt for at fortrænge tankerne. Nu har den spinkle

teenager nemlig fået nok.

- Jeg vil ud af narkohelvedet. Det ødelægger mig. Stofferne slår

mig ihjel, siger [A] bestemt.

Og hun ved, hvad hun taler om.

Allerede som ni-årig røg hun sin første hash-joint. Som 11-årig

begyndte hun at tage speed. Og et par år senere var kokain, ecstasy og svampe

også en del af den unge piges dagligdag.

- Jeg har haft en svær barndom. Min mor er psykisk syg, og jeg

har aldrig kunnet enes med min far, fortæller [A] ærligt.

Det er svært at få ordene til at passe på den unge og uskyldigt

udseende pige, der sidder sammenkrøbet i sofaen og beretter om sin barske

Læs alt

tilværelse.

- Jeg tog stoffer for at flygte fra problemerne. Det var så nemt

bare at ryge eller sniffe. Og så var man altid sammen med andre, forklarer

[A].

Hun blev hurtig afhængig, pjækkede konstant fra skolen og havde

stort set ikke andet i tankerne, end hvordan hun skulle skaffe pengene til

næste rus.

Solgte sin krop

Forbruget steg støt og roligt – snart var 1.000 kroner om dagen

ikke nok til at holde sig kørende – og [A] kom ud i mere og mere

kriminalitet

for at skaffe penge. Hun stjal penge fra sin far, huggede biler og

knallerter,

begik indbrud og tyverier. Men det var langtfra det værste, når [A] tænker

tilbage.

- Jeg har solgt min krop. Flere gange. Jeg får kvalme ved

tanken. Tænk, at jeg har været så klam. En rigtig luder. Men jeg ville jo

gøre

alt for at få penge til stoffer, siger [A].

Første gang var på den efterskole i Vamdrup ved Kolding, hvor

hun ellers var blevet anbragt for at komme væk fra det hårde miljø i

Fredericia. Men da de fleste elever på skolen i forvejen enten røg hash eller

selv tog hårde stoffer, udviklede [A]s misbrug sig yderligere.

En aften tilbød hun sig selv til en af de ældre elever på skolen

for 200 kroner. – Jeg følte ingenting på det tidspunkt. Jeg tænkte kun

på én

ting: at skaffe penge nok til næste rus, fortæller [A].

Der er ingen tvivl om, at hun har fortrudt, at hun overhovedet

begyndte at tage stoffer. Men så sandelig også alt det, hun har gjort for at

få

penge til at holde rusen kørende.

Taknemmelig

I dag har hun været stoffri i 54 dage. Op til vinterferien fik

hun det nemlig så dårligt psykisk, at hun for første gang nogensinde havde

fået

nok af stofferne. Nu skulle det være slut.

Hun stak af fra efterskolen og bor nu midlertidigt i en

lejlighed i Fredericia sammen med veninden Jeanette på 17. Hun gør alt for at

holde [A] stoffri.

- Jeg er dybt taknemmelig, men ved også at det er en lang, sej

kamp at holde sig clean. Jeg er nødt til at tage en dag ad gangen. Jeg tænker

stadig hele tiden på stoffer, erkender [A].

Hun vil ikke tilbage til efterskolen af frygt for at ryge

direkte tilbage i misbruget igen. I stedet håber hun på at få sit eget hjem,

et

job og i det hele taget en tilværelse væk fra sin gamle omgangskreds.

Indtil videre har hun kun Jeanette at støtte sig til. Men hun

håber snart at få plads i det lokale misbrugscenters gruppe for unge.

- Jeg håber virkelig, at der snart sker noget. Jeg ved ikke,

hvor længe jeg kan holde uden professionel hjælp. Det er hårdt. Jeg føler

hele

tiden, at min krop har brug for stoffer. Men jeg ved også, at det ikke er

godt

for mig i sidste ende. Det skal lykkes, siger [A] bestemt.”

Artiklen var ledsaget af en række billeder af [A].

[K] har oplyst, at han er far til [A], som han har

forældremyndigheden over. Hans datter var på tidspunktet for artiklens

offentliggørelse 17 år.

[K] har anført, at hans datter i artiklen fremstilles på en

uværdig og nedgørende måde, idet der bl.a. refereres til hende som narkoman,

prostitueret, mv. Oplysningen om, at hun er narkoman, er ikke korrekt.

Udleveringen af hende i artiklen har karakter af en fredskrænkelse over for

ham, hans datter, hans familie, kommunen og efterskolen, uanset at datteren

selv er kilde til de i artiklen omtalte begivenheder og forhold. Datteren er

blevet udnyttet af bladet, idet man fra bladets side ikke har taget de

fornødne

hensyn til hendes alder, situation, myndighedsforhold, forældre eller anden

familie. Da hans datter er mindreårig, og da der i artiklen afdækkes forhold,

der henhører under privatlivets fred, burde Ude og Hjemme have indhentet hans

tilladelse til offentliggørelse af artiklen. Ude og Hjemme har herved handlet

i

strid med god presseskik.

[K] har videre anført, at han burde have haft lejlighed til at

udtale sig om artiklens oplysning om, at hans datter ikke kan enes med ham,

idet han derved fremstilles som en far, der er ligeglad med sin datters ve og

vel.

[K] ønsker endelig nævnets vurdering af, hvorvidt artikel 17 i

FN’s konvention om barnets rettigheder er overtrådt ved

offentliggørelsen af

artiklen.

Ude og Hjemme har oplyst, at baggrunden for artiklen var en artikel

i B.T. den 19. marts 2004 og et indslag samme dag i TV Syd, hvor [A]s

situation

blev omtalt.

Bladet har oplyst, at man er bekendt med, at en person under 18

år ikke må interviewes uden tilladelse fra værgen. Man havde imidlertid ingen

problemer med at interviewe [A], idet man anså det for givet, at hun havde

forældrenes tilladelse til at udtale sig om sine problemer, da både B.T. og

TV

Syd havde bragt store interviews med hende, inden Ude og Hjemme tog kontakt

med

hende. [A]s forældre har haft rig lejlighed til at standse yderligere

interviews

med deres datter efter de første interviews. Ude og Hjemme ville have bremset

artiklen, hvis man havde hørt fra forældrene inden deadline.

I forhold til [K]s bemærkning om, at datteren ikke er narkoman,

har bladet anført, at denne oplysning stammer fra hende selv, og at hun har

gentaget den i flere sammenhænge.

Ude og Hjemme har videre anført, at artiklen i det hele er

baseret på [A]s egne udtalelser, og der er ingen krænkende udtalelser om [K]

eller anden familie, der i øvrigt holdes fuldstændig anonym og ikke er omtalt

med navn, stilling eller bopæl/by. Det forhold, at man ikke kan enes med sin

far, er ikke ensbetydende med, at faderen dermed er en dårlig far.

Ude og Hjemme har endelig bestridt, at [A] ved interviewet er

blevet udnyttet af journalisten. Bladet gav hende derimod muligheden for som

et

nødråb at fortælle sin historie, idet hun ikke ønskede at genoptage sit

tidligere misbrug.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel

Kierkegaard, Bo Maltesen, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ikke har

kompetence til at tage stilling til, hvorvidt FN’s konvention om børns

rettigheder er overtrådt.

Nævnet bemærker videre, at [K] alene har retlig interesse i at

klage på egne vegne og som indehaver af forældremyndigheden til [A].

Pressenævnet tager – som et led i denne sags behandling – ikke

stilling til, om en forældremyndighedsindehaver kan nedlægge forbud mod, at

vedkommendes barn benytter sin ytringsfrihed til at fortælle om sin egen

situation. Det vil imidlertid som regel være god presseskik, at et medie, når

det vælger at beskæftige sig med børn og unge, indhenter tilladelse fra

forældremyndighedsindehaveren til de medvirkende.

Dette kan dog fraviges i tilfælde, hvor der er tale om større

børn eller unge, som har en interessekonflikt med

forældremyndighedsindehaveren

i forhold til det emne, mediet ønsker at belyse. I sådanne situationer vil

det

kunne forekomme, at den mindreåriges ret at ytre sig må veje tungere end

kravet

om forældremyndighedsindehaverens accept. Noget sådant stiller imidlertid

skærpede krav til mediets behandling af den unge, over for hvem der skal

udvises størst muligt hensyn, idet mediet må tage højde for, at den

mindreårige

ikke i alle tilfælde kan ventes at være klar over virkningerne af sin

offentlige fremtræden.

To medlemmer –

Axel

Kierkegaard og Kirsten Dyregaard

– udtaler:

Vi lægger vægt på, at der skal udvises særlig varsomhed ved anvendelse

af interviews med børn og unge mennesker. De konkrete forhold i forbindelse

med

artiklens tilblivelse kan ikke føre til, at Ude og Hjemme uden at have

indhentet [K]s indforståelse har været berettiget til at bringe artiklen, som

indeholdt oplysninger af meget privat karakter. Ved at undlade at indhente

hans

samtykke til offentliggørelsen har Ude og Hjemme handlet i strid med god

presseskik, og vi finder derfor, at nævnet må udtale sin kritik af Ude og

Hjemme.

To medlemmer –

Bo

Maltesen og Ulrik Holmstrup

– udtaler:

Trods de meget personlige oplysninger, der fremkommer under Ude

og Hjemmes interview med [K]s datter - finder vi ikke, at Ude og Hjemme har

handlet i strid med god presseskik ved at bringe artiklen uden tilladelse fra

[K],

som har forældremyndigheden over datteren. Vi lægger i bedømmelsen vægt på,

at

datteren på offentliggørelsestidspunktet var 17 år,

at

klagers datter

selv har henvendt sig til pressen for at få sat fokus på det forhold, at

hendes

opholdskommune i forståelse med klager mod hendes vilje ønsker at sende hende

tilbage på en efterskole, hvor hun efter eget udsagn har haft alvorlige

problemer med stoffer,

og at

datteren har fortalt sin historie i flere

medier og ikke efterfølgende har klaget over mediernes behandling af hende.

Da der er stemmelighed, er formandens stemme afgørende, og

Pressenævnet udtaler derfor kritik af Ude og Hjemme.

Samtlige medlemmer

udtaler herefter:

Nævnet bemærker, at udsagnet ”narkoman” er bladets valg af

betegnelse af [A] med baggrund i de oplysninger, som hun selv har givet

bladet

om sit forbrug af euforiserende stoffer. Der er ikke grundlag for at udtale

kritik af Ude og Hjemme på dette punkt.

Nævnet finder, at der i artiklen i forhold til [K] ikke er bragt

oplysninger af en sådan karakter, at Ude og Hjemme burde have efterprøvet dem

ved først at forelægge dem for ham. Der er derfor ej heller grundlag for at

udtale kritik på dette punkt.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet den

ansvarshavende redaktør af Ude og Hjemme at offentliggøre følgende:

”

Kendelse fra Pressenævnet:

Ude og Hjemme bragte i nr.

14, den 31. maj 2004, en omtale af og et interview med den 17-årige [A]. I

interviewet fremkom en række private oplysninger, blandt andet om hendes

oplevelser

med euforiserende stoffer.

[K], der er far til [A] og

indehaver af forældremyndigheden, har klaget til Pressenævnet, idet han

finder,

at god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet tager – som

et led i denne sags behandling – ikke stilling til, om en

forældremyndighedsindehaver

kan nedlægge forbud mod, at vedkommendes barn benytter sin ytringsfrihed til

at

fortælle om sin egen situation. Det vil imidlertid som regel være god

presseskik, at et medie, når det vælger at beskæftige sig med børn og unge,

indhenter tilladelse fra forældremyndighedsindehaveren til de medvirkende.

Dette kan dog fraviges i

tilfælde, hvor der er tale om større børn eller unge, som har en

interessekonflikt

med forældremyndighedsindehaveren i forhold til det emne, mediet ønsker at

belyse. I sådanne situationer vil det kunne forekomme, at den mindreåriges

ret

at ytre sig må veje tungere end kravet om forældremyndighedsindehaverens

accept. Noget sådant stiller imidlertid skærpede krav til mediets behandling

af

den unge, over for hvem der skal udvises størst muligt hensyn, idet mediet må

tage højde for, at den mindreårige ikke i alle tilfælde kan ventes at være

klar

over virkningerne af sin offentlige fremtræden.

To medlemmer –

Axel Kierkegaard og Kirsten Dyregaard

–

udtaler:

Vi lægger vægt på, at der

skal udvises særlig varsomhed ved anvendelse af interviews med børn og unge

mennesker. De konkrete forhold i forbindelse med artiklens tilblivelse kan

ikke

føre til, at Ude og Hjemme uden at have indhentet [K]s indforståelse har

været

berettiget til at bringe artiklen, som indeholdt oplysninger af meget privat

karakter. Ved at undlade at indhente hans samtykke til offentliggørelsen har

Ude og Hjemme handlet i strid med god presseskik, og vi finder derfor, at

nævnet må udtale sin kritik af Ude og Hjemme.

To medlemmer –

Bo Maltesen og Ulrik Holmstrup

–

udtaler:

Trods de meget personlige

oplysninger, der fremkommer under Ude og Hjemmes interview med [K]s datter -

finder vi ikke, at Ude og Hjemme har handlet i strid med god presseskik ved

at

bringe artiklen uden tilladelse fra [K], som har forældremyndigheden over

datteren. Vi lægger i bedømmelsen vægt på,

at

datteren på

offentliggørelsestidspunktet var 17 år,

at

klagers datter selv har

henvendt sig til pressen for at få sat fokus på det forhold, at hendes

opholdskommune i forståelse med klager mod hendes vilje ønsker at sende hende

tilbage på en efterskole, hvor hun efter eget udsagn har haft alvorlige

problemer med stoffer,

og at

datteren har fortalt sin historie i flere

medier og ikke efterfølgende har klaget over mediernes behandling af hende.

Da der er stemmelighed, er

formandens stemme afgørende, og Pressenævnet udtaler derfor kritik af Ude og

Hjemme.

København, den 15. september 2004

Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard.”

Afgjort den 15. september

2004.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter