Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-55
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse
fra Pressenævnet i sag 2004-6-55
[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Ude og Hjemme,
nr. 14, den 31. marts 2004, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
I artiklen, der bar overskriften ”
Nødråb fra 17-årig narkoman: Jeg vil ikke dø
”, hed det i en
underrubrik:
”17-årige [A] har været afhængig af hårde stoffer i seks år. Hun
har solgt sin krop, stjålet biler og begået indbrud for at skaffe penge. Men
nu
har hun fået nok og forsøger for første gang at komme ud af narkohelvedet.
Foreløbig har hun været stoffri i 54 dage.”
Artiklen havde følgende ordlyd:
”Rynkerne i panden er dybe. [A] lægger armene over kors og
krummer sig sammen.
Lysten vælder igen op i den kun 17-årige pige fra Fredericia. Lysten
til bare lige en enkelt gang mere af mærke suset fra det hvide pulver.
Men hun gør alt for at fortrænge tankerne. Nu har den spinkle
teenager nemlig fået nok.
- Jeg vil ud af narkohelvedet. Det ødelægger mig. Stofferne slår
mig ihjel, siger [A] bestemt.
Og hun ved, hvad hun taler om.
Allerede som ni-årig røg hun sin første hash-joint. Som 11-årig
begyndte hun at tage speed. Og et par år senere var kokain, ecstasy og svampe
også en del af den unge piges dagligdag.
- Jeg har haft en svær barndom. Min mor er psykisk syg, og jeg
har aldrig kunnet enes med min far, fortæller [A] ærligt.
Det er svært at få ordene til at passe på den unge og uskyldigt
udseende pige, der sidder sammenkrøbet i sofaen og beretter om sin barske
Læs alt
tilværelse.
- Jeg tog stoffer for at flygte fra problemerne. Det var så nemt
bare at ryge eller sniffe. Og så var man altid sammen med andre, forklarer
[A].
Hun blev hurtig afhængig, pjækkede konstant fra skolen og havde
stort set ikke andet i tankerne, end hvordan hun skulle skaffe pengene til
næste rus.
Solgte sin krop
Forbruget steg støt og roligt – snart var 1.000 kroner om dagen
ikke nok til at holde sig kørende – og [A] kom ud i mere og mere
kriminalitet
for at skaffe penge. Hun stjal penge fra sin far, huggede biler og
knallerter,
begik indbrud og tyverier. Men det var langtfra det værste, når [A] tænker
tilbage.
- Jeg har solgt min krop. Flere gange. Jeg får kvalme ved
tanken. Tænk, at jeg har været så klam. En rigtig luder. Men jeg ville jo
gøre
alt for at få penge til stoffer, siger [A].
Første gang var på den efterskole i Vamdrup ved Kolding, hvor
hun ellers var blevet anbragt for at komme væk fra det hårde miljø i
Fredericia. Men da de fleste elever på skolen i forvejen enten røg hash eller
selv tog hårde stoffer, udviklede [A]s misbrug sig yderligere.
En aften tilbød hun sig selv til en af de ældre elever på skolen
for 200 kroner. – Jeg følte ingenting på det tidspunkt. Jeg tænkte kun
på én
ting: at skaffe penge nok til næste rus, fortæller [A].
Der er ingen tvivl om, at hun har fortrudt, at hun overhovedet
begyndte at tage stoffer. Men så sandelig også alt det, hun har gjort for at
få
penge til at holde rusen kørende.
Taknemmelig
I dag har hun været stoffri i 54 dage. Op til vinterferien fik
hun det nemlig så dårligt psykisk, at hun for første gang nogensinde havde
fået
nok af stofferne. Nu skulle det være slut.
Hun stak af fra efterskolen og bor nu midlertidigt i en
lejlighed i Fredericia sammen med veninden Jeanette på 17. Hun gør alt for at
holde [A] stoffri.
- Jeg er dybt taknemmelig, men ved også at det er en lang, sej
kamp at holde sig clean. Jeg er nødt til at tage en dag ad gangen. Jeg tænker
stadig hele tiden på stoffer, erkender [A].
Hun vil ikke tilbage til efterskolen af frygt for at ryge
direkte tilbage i misbruget igen. I stedet håber hun på at få sit eget hjem,
et
job og i det hele taget en tilværelse væk fra sin gamle omgangskreds.
Indtil videre har hun kun Jeanette at støtte sig til. Men hun
håber snart at få plads i det lokale misbrugscenters gruppe for unge.
- Jeg håber virkelig, at der snart sker noget. Jeg ved ikke,
hvor længe jeg kan holde uden professionel hjælp. Det er hårdt. Jeg føler
hele
tiden, at min krop har brug for stoffer. Men jeg ved også, at det ikke er
godt
for mig i sidste ende. Det skal lykkes, siger [A] bestemt.”
Artiklen var ledsaget af en række billeder af [A].
[K] har oplyst, at han er far til [A], som han har
forældremyndigheden over. Hans datter var på tidspunktet for artiklens
offentliggørelse 17 år.
[K] har anført, at hans datter i artiklen fremstilles på en
uværdig og nedgørende måde, idet der bl.a. refereres til hende som narkoman,
prostitueret, mv. Oplysningen om, at hun er narkoman, er ikke korrekt.
Udleveringen af hende i artiklen har karakter af en fredskrænkelse over for
ham, hans datter, hans familie, kommunen og efterskolen, uanset at datteren
selv er kilde til de i artiklen omtalte begivenheder og forhold. Datteren er
blevet udnyttet af bladet, idet man fra bladets side ikke har taget de
fornødne
hensyn til hendes alder, situation, myndighedsforhold, forældre eller anden
familie. Da hans datter er mindreårig, og da der i artiklen afdækkes forhold,
der henhører under privatlivets fred, burde Ude og Hjemme have indhentet hans
tilladelse til offentliggørelse af artiklen. Ude og Hjemme har herved handlet
i
strid med god presseskik.
[K] har videre anført, at han burde have haft lejlighed til at
udtale sig om artiklens oplysning om, at hans datter ikke kan enes med ham,
idet han derved fremstilles som en far, der er ligeglad med sin datters ve og
vel.
[K] ønsker endelig nævnets vurdering af, hvorvidt artikel 17 i
FN’s konvention om barnets rettigheder er overtrådt ved
offentliggørelsen af
artiklen.
Ude og Hjemme har oplyst, at baggrunden for artiklen var en artikel
i B.T. den 19. marts 2004 og et indslag samme dag i TV Syd, hvor [A]s
situation
blev omtalt.
Bladet har oplyst, at man er bekendt med, at en person under 18
år ikke må interviewes uden tilladelse fra værgen. Man havde imidlertid ingen
problemer med at interviewe [A], idet man anså det for givet, at hun havde
forældrenes tilladelse til at udtale sig om sine problemer, da både B.T. og
TV
Syd havde bragt store interviews med hende, inden Ude og Hjemme tog kontakt
med
hende. [A]s forældre har haft rig lejlighed til at standse yderligere
interviews
med deres datter efter de første interviews. Ude og Hjemme ville have bremset
artiklen, hvis man havde hørt fra forældrene inden deadline.
I forhold til [K]s bemærkning om, at datteren ikke er narkoman,
har bladet anført, at denne oplysning stammer fra hende selv, og at hun har
gentaget den i flere sammenhænge.
Ude og Hjemme har videre anført, at artiklen i det hele er
baseret på [A]s egne udtalelser, og der er ingen krænkende udtalelser om [K]
eller anden familie, der i øvrigt holdes fuldstændig anonym og ikke er omtalt
med navn, stilling eller bopæl/by. Det forhold, at man ikke kan enes med sin
far, er ikke ensbetydende med, at faderen dermed er en dårlig far.
Ude og Hjemme har endelig bestridt, at [A] ved interviewet er
blevet udnyttet af journalisten. Bladet gav hende derimod muligheden for som
et
nødråb at fortælle sin historie, idet hun ikke ønskede at genoptage sit
tidligere misbrug.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel
Kierkegaard, Bo Maltesen, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ikke har
kompetence til at tage stilling til, hvorvidt FN’s konvention om børns
rettigheder er overtrådt.
Nævnet bemærker videre, at [K] alene har retlig interesse i at
klage på egne vegne og som indehaver af forældremyndigheden til [A].
Pressenævnet tager – som et led i denne sags behandling – ikke
stilling til, om en forældremyndighedsindehaver kan nedlægge forbud mod, at
vedkommendes barn benytter sin ytringsfrihed til at fortælle om sin egen
situation. Det vil imidlertid som regel være god presseskik, at et medie, når
det vælger at beskæftige sig med børn og unge, indhenter tilladelse fra
forældremyndighedsindehaveren til de medvirkende.
Dette kan dog fraviges i tilfælde, hvor der er tale om større
børn eller unge, som har en interessekonflikt med
forældremyndighedsindehaveren
i forhold til det emne, mediet ønsker at belyse. I sådanne situationer vil
det
kunne forekomme, at den mindreåriges ret at ytre sig må veje tungere end
kravet
om forældremyndighedsindehaverens accept. Noget sådant stiller imidlertid
skærpede krav til mediets behandling af den unge, over for hvem der skal
udvises størst muligt hensyn, idet mediet må tage højde for, at den
mindreårige
ikke i alle tilfælde kan ventes at være klar over virkningerne af sin
offentlige fremtræden.
To medlemmer –
Axel
Kierkegaard og Kirsten Dyregaard
– udtaler:
Vi lægger vægt på, at der skal udvises særlig varsomhed ved anvendelse
af interviews med børn og unge mennesker. De konkrete forhold i forbindelse
med
artiklens tilblivelse kan ikke føre til, at Ude og Hjemme uden at have
indhentet [K]s indforståelse har været berettiget til at bringe artiklen, som
indeholdt oplysninger af meget privat karakter. Ved at undlade at indhente
hans
samtykke til offentliggørelsen har Ude og Hjemme handlet i strid med god
presseskik, og vi finder derfor, at nævnet må udtale sin kritik af Ude og
Hjemme.
To medlemmer –
Bo
Maltesen og Ulrik Holmstrup
– udtaler:
Trods de meget personlige oplysninger, der fremkommer under Ude
og Hjemmes interview med [K]s datter - finder vi ikke, at Ude og Hjemme har
handlet i strid med god presseskik ved at bringe artiklen uden tilladelse fra
[K],
som har forældremyndigheden over datteren. Vi lægger i bedømmelsen vægt på,
at
datteren på offentliggørelsestidspunktet var 17 år,
at
klagers datter
selv har henvendt sig til pressen for at få sat fokus på det forhold, at
hendes
opholdskommune i forståelse med klager mod hendes vilje ønsker at sende hende
tilbage på en efterskole, hvor hun efter eget udsagn har haft alvorlige
problemer med stoffer,
og at
datteren har fortalt sin historie i flere
medier og ikke efterfølgende har klaget over mediernes behandling af hende.
Da der er stemmelighed, er formandens stemme afgørende, og
Pressenævnet udtaler derfor kritik af Ude og Hjemme.
Samtlige medlemmer
udtaler herefter:
Nævnet bemærker, at udsagnet ”narkoman” er bladets valg af
betegnelse af [A] med baggrund i de oplysninger, som hun selv har givet
bladet
om sit forbrug af euforiserende stoffer. Der er ikke grundlag for at udtale
kritik af Ude og Hjemme på dette punkt.
Nævnet finder, at der i artiklen i forhold til [K] ikke er bragt
oplysninger af en sådan karakter, at Ude og Hjemme burde have efterprøvet dem
ved først at forelægge dem for ham. Der er derfor ej heller grundlag for at
udtale kritik på dette punkt.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet den
ansvarshavende redaktør af Ude og Hjemme at offentliggøre følgende:
”
Kendelse fra Pressenævnet:
Ude og Hjemme bragte i nr.
14, den 31. maj 2004, en omtale af og et interview med den 17-årige [A]. I
interviewet fremkom en række private oplysninger, blandt andet om hendes
oplevelser
med euforiserende stoffer.
[K], der er far til [A] og
indehaver af forældremyndigheden, har klaget til Pressenævnet, idet han
finder,
at god presseskik er tilsidesat.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet tager – som
et led i denne sags behandling – ikke stilling til, om en
forældremyndighedsindehaver
kan nedlægge forbud mod, at vedkommendes barn benytter sin ytringsfrihed til
at
fortælle om sin egen situation. Det vil imidlertid som regel være god
presseskik, at et medie, når det vælger at beskæftige sig med børn og unge,
indhenter tilladelse fra forældremyndighedsindehaveren til de medvirkende.
Dette kan dog fraviges i
tilfælde, hvor der er tale om større børn eller unge, som har en
interessekonflikt
med forældremyndighedsindehaveren i forhold til det emne, mediet ønsker at
belyse. I sådanne situationer vil det kunne forekomme, at den mindreåriges
ret
at ytre sig må veje tungere end kravet om forældremyndighedsindehaverens
accept. Noget sådant stiller imidlertid skærpede krav til mediets behandling
af
den unge, over for hvem der skal udvises størst muligt hensyn, idet mediet må
tage højde for, at den mindreårige ikke i alle tilfælde kan ventes at være
klar
over virkningerne af sin offentlige fremtræden.
To medlemmer –
Axel Kierkegaard og Kirsten Dyregaard
–
udtaler:
Vi lægger vægt på, at der
skal udvises særlig varsomhed ved anvendelse af interviews med børn og unge
mennesker. De konkrete forhold i forbindelse med artiklens tilblivelse kan
ikke
føre til, at Ude og Hjemme uden at have indhentet [K]s indforståelse har
været
berettiget til at bringe artiklen, som indeholdt oplysninger af meget privat
karakter. Ved at undlade at indhente hans samtykke til offentliggørelsen har
Ude og Hjemme handlet i strid med god presseskik, og vi finder derfor, at
nævnet må udtale sin kritik af Ude og Hjemme.
To medlemmer –
Bo Maltesen og Ulrik Holmstrup
–
udtaler:
Trods de meget personlige
oplysninger, der fremkommer under Ude og Hjemmes interview med [K]s datter -
finder vi ikke, at Ude og Hjemme har handlet i strid med god presseskik ved
at
bringe artiklen uden tilladelse fra [K], som har forældremyndigheden over
datteren. Vi lægger i bedømmelsen vægt på,
at
datteren på
offentliggørelsestidspunktet var 17 år,
at
klagers datter selv har
henvendt sig til pressen for at få sat fokus på det forhold, at hendes
opholdskommune i forståelse med klager mod hendes vilje ønsker at sende hende
tilbage på en efterskole, hvor hun efter eget udsagn har haft alvorlige
problemer med stoffer,
og at
datteren har fortalt sin historie i flere
medier og ikke efterfølgende har klaget over mediernes behandling af hende.
Da der er stemmelighed, er
formandens stemme afgørende, og Pressenævnet udtaler derfor kritik af Ude og
Hjemme.
København, den 15. september 2004
Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard.”
Afgjort den 15. september
2004.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om bl.a. strafansvar og erstatningsansvar for påståede ærefornærmende krænkelser i forbindelse med offentliggørelse og omtale i landsdækkende medier m.m. Domsdatabasen · 17. juni 2020
- Om en advokats udtalelser i en tv-udsendelse Advokatnævnet · 28. november 2014
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 121/1996 Retsinformation · 6. maj 1999
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00267 Retsinformation · 19. juni 2012
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-04751 Retsinformation · 14. maj 2026
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-133 Retsinformation · 29. januar 2004
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-54 Retsinformation · 4. januar 2005
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0802 Retsinformation · 28. maj 2009
- Forslag til folketingsbeslutning om forsøgsordning med lægeordineret heroin som behandlingstilbud til særlig hårdt belastede stofmisbrugere Retsinformation · 11. oktober 2007
- 1990 LSF 72 FORSLAG TIL LOV OM REGISTRERING AF NARKOMANER Retsinformation · 15. november 1990
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0463 Retsinformation · 24. juni 2020
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0824 Retsinformation · 30. juni 2009